Holberg, Ludvig Ulysses Von Ithacia (DK)

Ulysses Von Ithacia
Eller
En Tydsk Comoedie.

134

    Personerne i Comoedien.

  • Ulysses.
  • Chilian.
  • Marcolfus.
  • Rasmus.
  • Helene.
  • Øllegaard.
  • Rosimunda.
  • Elisa.
  • Penelope.
  • Dido.
  • Bonden
  • 1. Jøde.
  • 2. Jøde.
  • Keyser Asverus.
  • Tiresius.
135

Prologus.

IRIS

(med Straaler om Hovedet.) JEg er Iris eller Regn-buen, den stoore Junonis Fruer-Pige. Min Forretning er den samme hos Juno, som Mercurii er hos Jupiter. Naar Gudindernes Dronning gir et Nick, maae jeg lave mig til at reyse; nu er jeg i Himmelen, nu paa Jorden; nu ved den Søndre, nu ved den Nordre Poel; nu udi store Stæder, nu blant Hyrder og Hyrdinder paa Landet. Det meeste, som foraarsager min Bestillings Uroelighed, er min store Frues jalousie og Mistænckelighed; thi saa snart Gudernes Monarch kaster sine Øynes naadige Straaler paa en Nymphe eller Hyrdinde, blir min Frue strax allarmeeret, saa maae jeg da først af en Skye lade mig føre paa Jorden for at udforske Sagens Beskaffenhed. Dernest til Plutonis mørcke Boelig med Ordre til een og anden Helvedes Gudinde, for at straffe den Nymphe eller Hyrdinde, som Jupiter har fattet Elskov til. Men ingen Tiid er saa besværlig for mig som denne forbandet 11 Junii; Thi som min Frue er den største Dame udi Himmelen og paa Jorden, saa har hun ogsaa de meeste Rente-Penge at indfordre. Men Aarsagen, hvorfor jeg nu er hidkommen, er for at tale med den Trojanske Printz Paris, hvilcken Juno saavelsom to andre Gudinder har udvalt at dømme udi en Spliid, som er dem imellem. Hand pleyer at opholde sig udi denne Lund. Men der seer jeg ham.

PARIS.

Jeg seer Iris, Junonis troe Sende-Bud. Velkommen hid paa Jorden, himmelske Nymphe! hvad er hendes Forretning? med hvem vil hun tale?

IRIS.

Jeg har Ordre at tale med den deylige Trojanske Printz Paris.

PARIS.

Det er jeg.

136
IRIS.

Hør Paris! I, som icke mindre formedelst eders Skiønhed end for eders retfærdige Domme er bekiendt over heele Asien fra de Morers Landemercke indtil yderste Ende af America. Min Frue Juno samt tvende andre Gudinder, Pallas og Venus, har udvalt eder at dømme udi en Tvistighed, som er reyst sig imellem dem.

PARIS.

Siig mig O Iris! hvorudi den Tvistighed bestaaer.

IRIS.

Den store Jupiter kastede den 13 hujus et Guld-Æble blant dem, hvorpaa stood skreven disse Ord: Dette skal tilhøre den deyligste Gudinde. Nu veed I selv, hvordan Fruentimmer er, at ingen, hvor grem hun ogsaa er, vil viige for en anden udi Skiønhed, saaledes er det paa Jorden, og vore Gudinder udi Himmelen har ogsaa en Rem udi Huuden. Og saasom Juno, Pallas og Venus alle ere bekiendte formedelst deres Skiønhed, saa er den Tvistighed vanskelig at ophæve, dog har de alle tre samtyckt, at underkaste sig eders Dom uden Appel; Thi i førstningen vare de allesammen saa forpickede derpaa, at de havde i Sinde at gaae til høyeste Rett med hinanden.

PARIS.

Jeg vil oppebie deres Nedkomst, og dømme, hvad som ret er.

IRIS.

Juno forlanger intet uden en retfærdig Dom. Dog bad hun tienstlig, at jeres Durchleuchtighed icke ville forsmaae 10 Ducater, som hun offererer icke for at dømme hende til Velgefal, men alleene for Venskabs skyld.

PARIS.

Ney Mademoiselle Iris! jeg tar, min Troe, ingen Gave imod: En Dommer maa icke lade sig besticke. Havde jeg været gift, saa kunde hun have addresseret sig til min Frue. Hun kunde da have taget imod dem, og jeg have min Samvittighed fri.

IRIS.

Ach jeg beder dog, at hand icke forsmaaer dem. Den Gave giøris 137 jcke for at besticke ham, men alleene skeer som et Venskabs Tegn. See engang, hvor de glimrer.

PARIS.

Jeg seer, at det er gode Hollandske Ducater. Ja hør min kiære Jomfrue! Vidste jeg, at den Gave icke var udi den Henseende, saa vilde jeg nock tage derimod; thi Penge er icke at skemte med i disse Tiider. Ellers kand hun formelde min Respect til Juno, og siige, at jeg dog skal have hende udi Erindring, saasom hun er saa høflig mod mig. (Iris gaaer ud)

PARIS.

Intet Embede er saa vanskeligt som Dommer-Embede. Man skal have Hoved at begriibe en Sag, Skiønsomhed at ligne eens Raisons mod en andens, og endelig Reedelighed at modstaae Fristelser. Jeg har ved mine retfærdige Domme indlagt saadant Navn, at icke alleeneste Mennisker, men ogsaa Gudinder udvælge mig til Opmand udi Tvistigheder. Men der seer jeg dem komme. (Juno, Pallas og Venus i Adrienner. Paris.)

JUNO.

Dig skeer i Dag en Ære, O Paris! som faa Mennisker er vederfaret; 3 mægtige Gudinder underkaster sig din Dom. Hvilcken af os du dømmer for den Deyligste, den beholder det Guld-Æble, som Jupiter har kast iblant os.

PARIS.

Ihro Durchleuchtigkeiten meine gnädigste Frauen! man kand icke dømme om nogens Skiønhed udaf Ansigtighed alleene; thi de rette Kiendere seer nu omstunder allermindst derpaa. Er derfor nødig Ihro Durchleuchtigkeiten; at de klæder sig gandske nøgne.

JUNO.

Hvad? skulde vi klæde os nøgen?

PARIS.

Jeg kand icke dømme om de Ting, som jeg icke seer.

138
PALLAS.

Jeg giør det i Ævighed icke.

VENUS.

Vil ingen anden, saa vil jeg; thi Tvistigheden kand icke dømmes udi paa anden Maade.

PALLAS.

Det er jer liigt nock ma Soeur; thi det er vel icke første gang I har ladet jer see nøgen for unge Karle.

VENUS.

Siiger I det Maren Skolemesters. Disse lærde peene Fruer er icke meer at troe paa end andre.

JUNO.

I har en Ære at tale med Madam, som jer Mand Vulcanus har stevnet nogle gange for Tamper Retten. Man veed nok, hvilcke Historier I har haft baade med Mars og andre Officiers.

VENUS.

Jeg trodser jer eller nogen at siige mig ringste paa mit ærlige Navn og Rygte. Jeg nægter icke, at min Mand Vulcanus jo har haft mig mistænckt, men er jeg icke bleven frikiendt for Retten? Har hand icke maat giøre mig Afbigt oven i Kiøbet? Dersom Jupiter var saa jaloux som Vulcanus, saa haaber jeg, vi fick ogsaa nogle Historier at høre om hende. (De taler alle 3 i Munden paa hinanden med knyttede Næver.)

PARIS.

Ey giv Lyd. Respect for Retten. I bærer jer jo ad ligesom nogle Tingstuude. Lad een tale først.

JUNO.

Hør Paris! at tvile om min Skiønhed fem for alle andre Gudinder, er at tilskrive Jupiter en slet gout, der af alle har udvalt mig til sin Ægtefelle. Tag dig derfor vare, at du icke agter nogen liige udi Skiønhed med mig. Hvis du tildømmer mig Guldæblet, skal du blive den rigeste og mægtigste Herre i Verden.

139
PALLAS.

Juno gir Rigdom og Velstand. Jeg derimod Viisdom og Dyd. Som derfor Dyd og Forstand overgaaer Rigdom, saa haaber jeg, O Paris! at du bifalder mig, der kand give dig den herligste Belønning.

VENUS.

Rigdom og Forstand synes at være store Gaver, men hvor mange kommer icke udi Ulycke ved deres Rigdom, og hvor faa kommer der fort i Verden ved Dyd og Forstand, som for mange Aar siden har været af Moden. Jeg lover dig, hvis du tildømmer mig Tvistens Æble, det deyligste Fruentimmer i Verden til Ægtefelle.

PARIS
(ved sig selv).

Rigdom har jeg saa meget, som jeg forlanger. Forstand meer end jeg har nødig i vore Tiider. Det deyligste Fruentimmer i Verden er Magneten, som træcker. Jeg maae afsige Dommen. (sætter sig paa en Stoel.) Udi den Sag imellem de 3de Velbaarne Gudinder dømmes saaledes: Saasom Juno og Pallas har vægret sig for at klæde sig nøgne, og derved udtryckelig givet tilkiende den Mistillid, de har om deris Skiønhed; Venus derimod, stoelende paa sin retfærdige Sag, har intet villet skiule af hendes Documenter, som kand tiene til Sagens Opliusning, men har villet lade dem komme til Rettens Kiendelse. Saa dømmes hun at beholde Guldæblet som den Skiønneste. Juno og Pallas betaler hende til Kost og Tæring 200 Rdlr., og derforuden for deres dristige Tale udi Retten 10 Rdlr. til Christianshavns Kircke.

JUNO
(sagte)

Gid du faae en Ulycke for mine 10 Ducater. Jeg skal aldrig herefter give en Dommer noget forud. (høyt) Hør Paris! Det deylige Fruentimmer, som Venus gir dig, skal blive dig, din Familie og det heele Trojanske Riige til Undergang. (De gaaer alle.)

140

Act. I.

Scen. 1.

MARCOLFUS.

Serviteur tres humble Messieurs. Jeg veed icke om nogen af Jer kiender mig. (Vender sig om paa alle Sider) Jeg tiener hos Paris Kong Priapi Søn af Troje. Vi er reyst over 4re hundre Tydske Miile hid til Ithacien for at bortsnappe den skiønne Helene, hvilcket I er saa god og beholder hos Eder selv. Paris har ingen Roe haft Nat heller Dag, siden hand saae hendis Portrait i Troja, førend hand maatte reyse hid. I skulde icke dømme, at hand var saadan stor Herre som hand er, hvercken af hans Skickelse eller Dragt; thi hand seer Higer ud til at være en gammel afsatt Rodmester, end saadan stor Herre; saaledes er hand tilreedet paa Veyen. Vi har iilet saaledes Nat og Dag, at vi har icke givet os stunder, for høviske Øren at siige, at tage en reen Skiordte paa os den heele Vey. Aber wass thuet die Liebe nicht, siiger Tydsken. Hvad mon troe nu ellers Klocken er? (seer som paa et Taarn.) Hillement! Klocken er alt 8te. Nu kommer min Herre strax, thi jeg har udspioneret, at den skiønne Helene just ved denne Tid skal komme spatzerende med sin Terne. Min Herre har i Sinde at opsnappe hende, og føre hende bort med sig til Troja. Thi, her imellem os at sige, Messieurs, hand vil icke have hende til sin Kone, men alleene til Matræsse, hvilcket icke kand skee, om hand blir her i Landet; thi, saa snart hun blev engang med Barn, da skiøndt deres Stand er temmelig u-liige, maatte dog den gode Paris feliciter dantze med hende til Tamper-Retten, og ægte hende som en u-berøgtet Møe; Thi hvem Fanden kand beviise slige Tøyter noget over. De lader sig undertiden beligge af got Folck alleene for at faae Attester af dem om deres Ærlighed. Men der kommer min Herre.

141

Scen. 2.

Paris.Marcolfus.

PARIS.

Ach Cupido! du est en Tyran.

MARCOLFUS.

Det torde jeg min Troe siige, omendskiøndt hans Mama Venus hørdte tusind gang derpaa.

PARIS.

Ach min troe Tiener Marcolfus! her er jo det Sted, den Horizont, hvor Ithaciens Soel og Morgenstierne i Dag skal fremkomme.

MARCOLFUS.

Ja det er sandt.

PARIS.

Ach Marcolfus! Jeg er bange, at jeg besvimmer, naar jeg faaer hende at see, og derfor icke kand fuldbyrde det, som jeg sat mig for. Ach Venus! hvad ont har jeg giort, at du skulde give saadan Ordre til din blinde og vingede Søn Cupido at saare mit Printzelig Hierte saa haardt.

MARCOLFUS.

Ja det er sandt, det var et Carnaliøsk Stycke giort af Venus, det torde jeg siige heride i hendes Næse. Den Qvinde maa være verre end Maren Gifte-kniv var i gamle Dage. Var jeg Jupiter, hun skulde drolen spliide mig ad faae andet at bestille end løbe om at cople Folck sammen. Jeg skulde siige hende paa en høflig Maade: Hør din Mær! tag smuckt din Rock i Haanden, og sæt dig til at arbeyde, det er nock saa got. Men der kommer de, holdt nu Ørene stive.

PARIS.

Ach holdt mig Marcolfus. Jeg kand icke staae paa mine Been.

MARCOLFUS.

Ey Herre! bær jer da icke saa forbandet ad. I er jo liigesaa bange som I skulde op til Attestatz.

142

Scen. 3.

Helene.Øllegaard.Paris.Marcolfus.

HELENE.

Min allerkieriste Øllegaard! Var det icke et deyligt Guld-Æble, som min Mamma forærede mig i Dag jeg glemte at tage det med mig for at viise mine Spille-Søstre det her i denne Lund.

ØLLEGAARD.

Min allerdeyligste Jomfrue! I maae forære det bort til en ung adelig Ridder, som I har Estime for. Men ach hvad er paa færde? faaer Jomfruen ont? (sætter en Hovedvands-flaske for hendes Næse.)

HELENE.

Ach Øllegaard! min Kydskhed kand icke fordrage, at mand taler om Mandfolck for mig. Jeg varer dig ad, at du herefter aldrig nævner en Mands-person for mig.

MARCOLFUS
(sagte.)

Gid Fanden troe dig derpaa. Jeg veed nock, hvad der er at giøre ved slige peene Qvinder, de er langt galnere ind andre.

HELENE.

Hør engang hvor deylig den søde Nattergal synger!

MARCOLFUS.

Faae den Skam, der hører nogen, om mit Navn det er. Jeg hører icke andet end Folck knæcke Nødder paa Galleried.

ØLLEGAARD.

Alle Fugle synge af Glæde, naar de see Soelen; Jeg meener min Jomfrues Guddommelige Aasiun, som er Ithaciens Soel.

MARCOLFUS.

Mig synes, marre, at Piigen er langt smuckere. Synes jer icke det samme Messieurs. (Vender sig til Paris.) 143 Herre! nu er Tiid, løb frem. Ey flux, flux. (Hand støder ham frem. Paris tar fat paa Helene og fører hende bort. Hun raaber Gevaldt, kaster et Perle-baand fra sig til Øllegaard og siger:) Leveer dette Perle-baand til den ædle Ridder Ulysses, og bed ham hevne denne Vold. A---a---a---

MARCOLFUS.

Ey skriig icke saa forbandet Jomfrue! I veed icke hvem det er. Det er Paris Kong Priapi Søn fra Troja. Hun falder i got Fokkes Hænder. (De gaaer bort.)

Scen. 4.

ØLLEGAARD
(alleene).

Ach Himmel! er det mueligt, at den ædele Jomfru Ithaciens dyrebareste Klenodie rives mig af Hænderne: Det heele Land vil geraade udi Desperation derover. Jeg begræder heele Ithaciens Skiebne, der har lidet saadan Formørckelse, mist sin største Zirat. Men jeg begræder allermeest min egen; Thi jeg har tabt udi hende saadant naadigt Herskab. Jeg faaer dig aldrig meer at see, skiønneste Jomfrue! Din Kydskhed selv vil være din B annemand; Thi naar den slemme Røver anmoder dig kun om Kierlighed, er jeg vis paa du omkommer dig selv. Ach I Ithacianske Kiemper! hevner dette Jomfrue-Rov. Lader see, at de mange Offringer, I har giort min Jomfrue, de mange Sucke, de mange Knæfald icke have været af Skrømt, men af Hiertet. Men der seer jeg Keiserens Søster-Søn den tappere Ulysses kommer.

Scen: 5.

Ulysses.Øllegaard.Chilian.To Tienere.

ULYSSES
(med en affectered skielvende Røst.)

Hør min troe Tiener Chilian! hvem syntes dig stoed sig best udi det Ridder-Spill, som blev præsentered i gaar? paa hvilcken Ridder syntes dig den deylige Helene, Ithaciens Soel meest kastede sine 144 Straaler? Mig syntes hendes Diamant-Øyne stoode meest fæstede paa den ædle Ridder Polidorus; jeg merckede ogsaa den Slangegiftige Avind afmalet paa de andre Hofmænds adelige Kinde. Men Misundelse er jo altid Dydens Staldbroder. Hvorledes kand den af Dyd, som Maanen af den gyldene Soels Straaler, skinnende Ridder være fri derfor; thi jeg svær ved Keyserens gyldene Krone og Scepter, at Polidorus er den kostbareste Ridder mellem Mundien og det røde Hav. Men hvad vil denne Jomfrue her?

ØLLEGAARD
(paa Knæ.)

Ach hielp Eders Høyhed, hielp!

ULYSSES.

Stadt op, Nymphe! og lad mig høre eders Anliggende.

ØLLEGAARD.

Jeg slipper icke eders Fødder, førend jeg er forsickret om Bønhøring.

ULYSSES.

Hvis eders Begiering er muelig, og strider icke mod Ærbarhed, skal I nock blive bønhørdt. Stadt op.

ØLLEGAARD.

Ach Herre! Ithaciens Soel er formørcket. Den skiønne Helene er bortført til Troja af Paris Kong Priapi Søn. See her dette Perlebaand, som hun kastede af sin Hals, og bad mig overlevere til eders Ridderlighed med Begiæring at hevne saadan Vold, og med væbnet Haand at ud-rive hende af de Trojaners Hænder igien.

ULYSSES.

Ach Himmel! hvad hører jeg? hvilcken stoor Ulycke? Græd icke meer, Jomfrue! jeg svær ved Penelopes dyrebare Siæl, at den Uret skal hevnes med heele Trojæ Undergang. Gack kun bort Jomfrue, og giv eder tilfreds.

145

Scen: 6.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.

Chilian! vi maae strax giøre Anstalter; Fredsens Tempel maa tilluckes paa nogen Tiid, og Bellonæ Tempel igien aabnes. Mit med Drage-Blod besmurdte Sværd Dyrendal træckes af Skeeden, mit Skiold, som jeg tog fra Kongen af Mesopotamien i det store Slag bey Minchrelien hidføres, tillige med min Diamant-haarde Brynie og min Hielm, som den Brasilianske Dronning von Saba med sine Allabaster Hænder satte paa mit Ridderlige Hoved, da jeg skulde i Kamp med den 4re-Hoved Ridder Langulamisosopolidorius. Min udi Krig Flamme-spyende Hest Pegasianus, som tilforn var den stolte Ridder Poliphemus af Mundien, men omskabt til en Hest af hans Avindsyge Stivmoder Constantinopolitania, maa sadles med min Elfenbeens Sadel, og mit med Guld og Perler af den Longobardiske Jomfrue Rosimundia virckede Skabrack.

CHILIAN.

Det kand snart blive giordt, havde vi kun først en Armee paa Beenene.

ULYSSES.

Armee! Vi skal i en Hast faae saa mange Folck sammen som der er Sands-Korn paa de Arabiske Heeder. Du skalt være min Ambassadeur, og strax forføye dig først til Mithridates Kongen af Mundien, som boer i et Guld-slot, og bede ham, at hand med sin Sølvskioldede Armee, som bestaaer af tusinde Maal tusind Fodfolck og fem hundrede tusind Vinge-hested Ryttere, vil komme mig til Hielp mod Kong Priapus, hvis Søn har skudt Ithacien med det dyrebareste Klenodie, jeg meener den skiønne Helene. Dernest skal du gaae til Hertug Nilus af Podolien, som boer i et Sølv-slot, og bede ham komme mig til Hielp med sine 10000 Skibe, som alle ere overtreckede med Fløyel, og hvis Master ere giorde af Eenhiørnings Horn, og hvis Seyle ere af Silcke. Siden skal du gaae til Holophernes Greven af Bethulien, som boer i et høyt Elffenbeens Slot; thi hand selv er 7 alne lang, og bede ham, at hand kommer 146 mig til Hielp med sine 5000 Elfenbeens Canoner, som alle ere tredsindstyve Pundiger. Jeg vil imidlertiid icke rage mit Skiæg, førend du kommer tilbage. (Gaaer ind.)

Scen. 7.

CHILIAN
(alleene.)

Det blir en temmelig viitløftig Reyse. Inden jeg kommer tilbage, saa er maaskee Helene icke meer til, tbi medens Græsset groer, døer Koen, og saa skal vi føre Krig efter Næsen. Jeg maae hen at bestille mig et par Skoe med Seemlærs Saaler under, som kand holde mig ud paa Reysen. Jeg staaer ellers og tæncker paa, hvorfor Folck fører Krig i Verden. Jeg seer aldrig en smuck Plet paa denne Helene, for hvis skyld mand giør saa stor Allarm. Paris er en liden Giæck, der reyste saa langt for at snappe hende bort, og vi ere store Gæcke, der vil føre Kriig for at faae hende tilbage igien. Men jeg tør icke disputere med min Herre derom, vil derfore ind og lave mig til denne lange Reysc. Ellers kand jeg siige dette, at jeg er den første Ambassadeur, der ambassaderer til Fods. Men det vil intet sige, jeg er og blir dog den samme for det. Men der seer jeg Rosimunda Helenes Søster komme. Jeg gad icke høre hende tuude over hendes Søsters Ulycke, vil derfor retirere mig.

Scen. 8.

ROSIMUNDA.

Ach min allerkiereste Søster! Ithaciens Soel og Glæde, Familiens Zirat og Ædelsteen! hvor er det mueligt, at jeg kand lenge leve uden dig? Mit Legeme er allereede i de 3 Maaneder, siden du min Soel dalede for mig, det er, siden du blev mig berøved, saa udmattet, og af Sorg min Skickelse saa forandret, at mine Veninder og Lege-Søstre icke kand ansee mig uden Taares Strømme-viis Udgydelse. Ach Rosimunda, sige de, hvor er dit blomstrende Ansigt, dine rosen-røde Kinde, dine Diamant-spillende Øyne, alting paa dig er forduncklet, forvisned og affalden som et afhugged Blomster, der 147 ingen Vædske meer haver at holde sin naturlige Skiønhed ved liige. Ach! giid det stood mig an, at jeg kunde være med udi dette Toog, som de Ithacianske Kiemper med den stolte Ridder Ulysses foretage mod den Trojanske Røver. Ach gid - - - Men der kommer den ædle Penelope, den u-overvindelige og Løve-hiertede Ulyssis Gemahl. Nu faaer jeg at høre af hende, hvor viit det er kommen med Præparatorierne.

Scen: 9.

Penelope.Rosimunda.

PENELOPE.

See her Madam! Er hun der? I skal nock see, at det intet bliver af; bilder I jer ind, at min Mand skal føite Verden om for at opleede jer lumpen Søster.

ROSIMUNDA.

Hvad understaaer I jer at tale saa haanlig om den, som af alle er agted for Ithaciens største Zirat?

PENELOPE.

Tvi! Jeg maae spøtte af slig Zierat. Den Tøyte! Vil hun indbilde sig, at et heelt Land skal sættes i Gevehr for hendes skyld.

ROSIMUNDA.

I maae selv være en Tøyte. De store Krigs Tilberedelser, som giøres for hendes skyld, gir nock tilkiende, at min Søster udi Dyd og Skiønhed overgaaer alt, hvad som er i Ithacien. I er alt for magtesløs til at hindre de Ithacianske Kiemper udi deres ædle Forsæt.

PENELOPE.

Ja jeg tør hindre det.

ROSIMUNDA.

I hindre det?

PENELOPE.

Ja for jer Næse.

148
ROSIMUNDA.

Det skal gaae for sig, om I blev gall.

PENELOPE.

Og det skal icke gaae for sig, om I blev gal.

ROSIMUNDA.

Siiger I det?

PENELOPE.

Ja det siger jeg, (knæpper med Fingeren) det er for dig Gædske!

ROSIMUNDA
(knæpper ogsaa)

Og det er for dig.

PENELOPE
(gir et Ørefigen)

Det er for dig.

ROSIMUNDA
(gir et igien)

Og det er for dig. (De kommer i Haar sammen, og faaer Huerne af hinanden)

Scen. 10.

Chilian i Reyse-Klæer.Penelope.Rosimunda.

CHILIAN.

Hei hvad Ulycke gaaer af jer? Vil I myrde hinanden? (Chilian gaaer dem imellem, de faaer ham i Haaret og rycker ham ned paa Gulved. Chilian raaber:) Jeg er Ambassadeur. Det er mod Folcke-Retten. (Rosimunda løber ud og Penelope efter hende.)

Scen. 11.

CHILIAN
(alleene).

Er det icke uforskammed at handle saaledes med en Ambassadeur, hvis Person er saa hellig, at det er mod Folckeretten at legge Haand paa hans Hest, Hund eller ringeste af hans Svite, end sige 149 paa ham selv. Jeg skal lære de Tøyter hvad det er at træcke en extraordinaire Ambassadeur efter Haaret. Bie kun til jeg kommer tilbage, her skal blive et forbandet Examen. Nu har jeg icke stunder at hevne mig; thi jeg maae fortsætte min Reyse.

Scen. 12.

(Trompetterne blæses. Keyser Asverus kommer ind med Drabanter og Hoffsinde.)

ASVERUS.

I ædle Riddere og stolte Kiemper! I kand selv dømme, hvor haardt det gaaer mig til Hierte, at jeg skal skicke min kiere Søster-Søn den tappre Ulysses saa langt bort. Men hvo kand hindre ham udi saadant ædel Forsæt. Jeg har paa hans Ansøgning tilladt ham at hverve saa mange Folck, ham lyster. Jeg tilstæder ogsaa alle, endogsaa de kostbareste Kiemper, som frivillig ville være med udi dette Toog, at følge ham. Jeg har givet ham Forlov at lade Trommerne røre over det heele Keyserdømme.

EN RIDDER.

Vi tacker Eders Keyserlige Majestet, at hand vil tilstæde os at hevne dette Jomfrue-Rov. Den skiønne Helene var en Jomfrue, paa hvilcken alles Øyne vare henvendte, saa at icke alleene Landets Ære men endogsaa Forhaabning til at nyde saadant Klænodie driver os til dette Toog.

ASVERUS.

Jeg priiser eders Ædelhiertighed, I stolte Riddere! I maae være vis paa, at, naar I kommer med Seyer tilbage, enhver efter sine Meriter skal blive rigelig belønnet, lad os nu ind for viidere at raadslaae om dette Toog. (De gaaer ind og en Hverver kommer med en Tromme efterfuldt af mange. Den samme læser op efterfølgende:) Saasom de Ithacianer under den tappre Ulyssis Anførsel for at hævne det Jomfrue-Rov, som Kong Priapi Søn Paris har bedrevet, agter at giøre et Toog mod de Trojaner, saa advares alle og enhver, som ville være med i samme Toog, at de lader sig strax indfinde paa 150 det stoore Torv, hvor Standarden staaer opreyst. Der skal de strax antages, og bekomme 3 Maaneders Sold forud. (Slaaer paa Trommen igien og gaaer ud.)

Scen. 13.

ULYSSES
(alleene med et langt Skiæg.)

Dette heele Aar er nu bortdrevet alleene med Kriigstilbereedelser. Nu venter jeg alleene paa Chilians Tilbagekomst, og har icke villet lade rage mit Skiæg, førend jeg faaer Svar fra de Fyrster, til hvilcke hand er henskicket. Men jeg mercker, at Morpheus Søvnens Gud eller Dødsens Broder vil giøre mig en Visite. Jeg kand neppe holde mine Øyne oppe, saadan Tunghed kommer mig paa. (Sætter sig ned og falder udi Søvn.)

Scen. 14.

Chilian.Ulysses.

CHILIAN.

Nu er jeg endelig efter et heelt Aars Forløb kommen med velforretted Sag til mit Fæderneland igien. Et Aar gaaer dog meget hastig. Det kommer mig selv for som det icke har været en halv Tiime. Men der seer jeg min Herre sidde sovende. Hillement hvor har hand hastig faaet et langt Skiæg! dog det er sandt, det har haft et heelt Aar at voxe udi. Men jeg har intet Skiæg faaet imidlertid. Det kand jeg icke begribe, Skiægge, maaskee, voxer icke i andre Lande, end som her. Men hvad Pocker det sidder jo gandske løst. (Hand tar Skiægget af Ulysses, og hefter det til sin Hage. Vender sig til Spectatores) Kand I nu see Monsieur, af mit Skiæg, at jeg har været et heelt Aar borte. I er saa forbandet vantroe. I vil endelig have Troen i Hænderne. (Chilian gaaer til siide; imidlertiid vogner Ulysses op, og føler paa sin Hage.)

151
ULYSSES.

Ach ihr Götter! jeg mercker min Drøm er fuldbyrdet. Jeg drømte, at den vingede Gud Mercurius kom til mig siigende disse Ord: Din troe Tienere Chilian er kommen tilbage, hvorpaa hand afragede mit Ridderlige Skiæg. Der seer jeg ham. Velkommen tilbage min troe Tienere! Jeg tviiler icke paa, at dit Ærende jo er vel forrettet; thi Himmelen har ledsaget dig frem og tilbage.

CHILIAN.

Spælamdisimo reenkaalavet Speckavæt.

ULYSSES.

Ach Himmel! Hand har, maaskee, forglemt sit Fædernelands Maal.

CHILIAN.

Copisoisandung Slæstimund Spælamdisimo reenkaalavæt spækavæt.

ULYSSES.

Chilian! Jeg forstaaer icke, hvad du siiger.

CHILIAN.

Juchatan Skabhalsiaskomai klemmebasiopodolski.

ULYSSES.

Kandst du slet intet af dit Fæderne-Sprog meer?

CHILIAN.

Ski olski dolski podolski opodolski iopodolski siopodolski asiopodolski basiopodolski ebasiopodolski mebasiopodolski emmebasiopodolski klemmebasiopodolski.

ULYSSES.

Det Mesopotamiske Sprog er et underlig Sprog. Det er en stoor Ulycke, at jeg kand icke forstaae ham, og høre, hvad hand har forrettet. Men har du saa gandske forglemt det Ithacianske Sprog, at du end icke forstaaer, hvad jeg siiger?

CHILIAN.

Ja jeg har reent forglemt det; men jeg kand dog siige saa meget, at Fyrsterne loode formelde deres Respect og siige, at de skal møde 152 ved Trojanien, saa snart som mueligt. Kom da nu, vi maa snart lave os til Reysen.

Act. II.

Scen. 1.

(Troja præsenteres.)

CHILIAN
(alleene).

Ey ey! hvor Tiden dog hastig gaaer! Nu er vi aldt kommen til Troja, som ligger 400 Miile fra vort Fæderneland, hvis jeg icke saae Byen for mine Øyen, skulde jeg tæncke, at det gick her til som i en tydsk Comoedie, hvor mand kand undertiden i et Skræv skræve tusende Miile, og paa en Aften blive 40 Aar ældere end man var. Men Sagen er dog rigtig; thi her ligger Troja, hvor jeg peeger med min Finger. (Tar et Lys og gaaer derhen) Her staaer jo skrevet med Fractur-Bogstaver: Dette skal være Troja. Men der seer jeg en Trojansk Bonde komme, jeg maae spørge ham noget om Stadens Tilstand.

Scen: 2.

Chilian.En Trojaner.

CHILIAN.

God Dag Cammerad! hvor har I hjemme?

TROJANEN.

Jeg har hjemme i Troja.

CHILIAN.

Der skal vist være en fremmed Jomfrue der ved Navn Helene. Kiender I icke hende?

TROJANEN.

Jo jeg kiender hende nock, den gode Jomfrue, hun er nyelig kommen op af Barselseng med Tvillinger.

153
CHILIAN.

Saa er hun da i mine Tancker icke Jomfrue længer.

TROJANEN.

Jo de regnes dog hos os for Jomfruer endskiønt de har faaet 16 Børn, indtil de blive gifte.

CHILIAN.

Hos os ligesaa endelig.

TROJANEN.

Hvor har I hiemme Landsmand, eftersom I spørger saa?

CHILIAN.

Jeg er en fremmed Kiøbmand. Men hvordan slags Folck er de Trojaner.

TROJANEN.

De ere lidt fattige og hoffærdige; thi saa snart een blir begavet med 2 Marck, er man vis paa, at hand icke gaaer tilfods den Dag.

CHILIAN.

Liigesaa hos os.

TROJANEN.

Den største Dyd hos os er at fortære meer end man kand fortiene.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men hvordan blir da Udgangen derpaa?

TROJANEN.

Udgangen blir saa, at de omsider maa giøre ald Boeskab til Penge, hvilcke de sætter paa Rente, tagende Prioritet enten paa et Raadhuus eller anden publique Bygning, hvor de blive nærede deris Livs Tiid.

CHILIAN.

Ligesaadan er det hos os. Men ere Dommere noget retfærdige hos jer?

154
TROJANEN.

Forbandet; thi de tar aldrig mod Foræringer, men for at have en fri Samvittighed lader deris Fruer tage dem.

CHILIAN.

Ligesaa gaaer det til hos os. Men gaaer Aager noget i Svang hos jer?

TROJANEN.

Ney det er skickeligt nock; man tar aldrig aabenbare meer end 5 pro Cento for icke at give Forargelse, men under Haanden, paa det Loven icke skal brydes, lader sig af Debitorerne betale 20 pro Cento forud.

CHILIAN.

Ligesaa gaaer det til hos os. Men jere Koner holder de vel Huus?

TROJANEN.

De holder nock Huus, men det er Ulycken, at Huuset kand icke holde dem; dog maa man giøre dem den Ret, at de icke gaaer ud, førend Klocken 10 om Morgenen.

CHILIAN.

Ligeledes paa en Prick, som hos os. Er Gaderne ellers noget reene hos jer?

TROJANEN.

Ja i Julii Maaned er de u-paaklagelige, men Resten af Aaret kand man neppe gaae ud uden fare for at druckne i Skarn, dog det er kun 11 Maaneder i Aaret, de gaaer snart. Kunde man giøre saadanne Anstalter, at det aldrig skulde regne, da vilde jeg trodse nogen Bye at være saa reen som vores.

CHILIAN.

Ligesaa er det hos os. Men gaaer da Fruentimmer saa meget ud hver Dag hos jer?

TROJANEN.

Ney det er onde Mennisker, som siiger dem saadant paa. De 155 gaaer icke, men de ager alle indtil Handvercksfolck, saa at Qvindfolck hos os gandske kunde undvære Fødderne.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men arbeyder de noget flittig?

TROJANEN.

Ney icke synderligt.

CHILIAN.

Saa kunde de ogsaa undvære Hænder.

TROJANEN.

Ney Tack! hvad skulde de da spille Kort med? Hvad skulde unge Karle have at kysse paa?

CHILIAN.

Ret nock. Det er ligesaa hos os. Men giør Lærde Folck mange Bøger hos jer?

TROJANEN.

Ney icke uden Børn.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Giøres der brav nyttig Projecter hos jer?

TROJANEN.

Jeg har endnu icke seet et Project, som jo har været meget nyttig, forstaae for Projectmageren selv.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men er Tienistefolck noget hurtige hos jer.

TROJANEN.

Forbandet. En Tieniste-Piige hos os er saa hurtig og saa levende, at hun kand icke blive en Maaned hos et Herskab, men forandrer Tieniste 12 gange om Aaret.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men er Folck noget Gudfrygtige hos jer?

TROJANEN.

Meget Gudfrygtige.

156
CHILIAN.

Giøre de og gode Gierninger.

TROJANEN.

Ney de giøre kun Bønner.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Hvad er ellers Folcks største Tidsfordriv hos jer. Hør I Comoedier eller Opera?

TROJANEN.

Ja vist.

CHILIAN.

Hvorledes ere jere Opera?

TROJANEN.

Putzeerlig nock; thi naar en Herre for Exempel vil bede sin Tienere træcke sine Støvler paa, siiger hand det i Tremulanter og Sang, saasom - - (synger) Hør Claus, træck mig mine Støvle - - er paa.

CHILIAN.

Det er ligesaa hos os.

TROJANEN.

Adieu min Herre! jeg maae gaae, jeg er hans skyldigste Tiener af mit Hierte.

CHILIAN.

Hand meener vel icke meget dermed?

TROJANEN.

Ney vist, det er sandt nock. Det er kun saa en Talemaade blant os.

CHILIAN.

Ligeledes er det og hos os. Adiøs. Det er Synd, at vi skulde føre Krig med det Folck, som ligner os saa meget i alting, og det for en Jomfrues skyld, som har faaet Tvillinger. Men vi har giort alt for mange Krigs Bereedelser for at staae fra vort Forsæt. Nu har jeg udspioneret Byens Tilstand, troer derfor, at den icke skal kunne 157 holde ud 8te Dages Beleyring. Kundskab om Fiendens Tilstand er den fornemste Post for en Krigshær. Naar nu Byen blir indtagen, faaer dog enten Ulysses eller Holophernes Navn derfor, som gemeenlig skeer, og mit Navn blir, maaske, icke meldet om i Aviserne engang. Ey det er dog Lapperi, at være Subaltern. Men der seer jeg Krigshæren komme.

Scen. 3.

(Krigshæren kommer ind og sættes i Orden.)

HOLOPHERNES
( holder saadan Tale:)

I stolte Riddere og Stridsmænd! Vi ere hidkomne icke for at vinde Lande eller at beriige os, men for at hevne et Jomfrue-Moord, saa at aldrig nogen Kriig meer honnetement geführet ist. Speyler eder kun i mit Exempel, figter mandelig, og holder god Krigs-Discipline. Det fornemste, I har i agt at tage, er eders Tempo, som bestaaer udi Ein, Zwey, Drey, og at I slaaer lige med Hænderne paa Patron Tasken; thi naar det icke tages i agt, vil jeg icke give 4re Skilling for Resten.

ULYSSES.

Hører I gode Herrer, førend vi begynder Beleyringen, er det best at skicke Chilian til Kong Priapus med en Oliegreen i Haanden at tilbyde ham Fred, om hand vil overlevere den skiønne Helene. (De samtycker det allesammen.)

CHILIAN.

I gode Herrer! jeg vilde gierne ønske, at en anden maatte være Ambassadeur; thi det kand hende sig, at Kong Priapus, saasom hand er en hastig Mand, kunde slaa Hovedet af mig, saa stood jeg der i en Maade uden Hoved.

ULYSSES.

Det har ingen Fare Chilian, hvis hand lar hugge Hovedet af dig, skal vi giøre det samme ved 20 af de fornemste Trojaner, som først falder i vores Hænder.

158
CHILIAN.

Det er got nock, Herre! men maaskee ingen af alle de tyve Hoveder skulde kunne passe sig til min Krop.

ULYSSES.

Ey gack du kun hen. Hand bryder icke Folcke-Retten.

CHILIAN.

Ja ja, saa vil jeg da gaae.

ULYSSES.

Vi vil da retirere med Armeen saa længe.

Scen. 4.

CHILIAN
(alleene.)

Hvor skal jeg nu i en Hast faae en Olie-green? see her finder jeg een til ald Lycke. (Tar en Riiskust, som ligger paa Theatrum, og legger den paa sin Arm. Til Spectatores.) Ney min Troe er det ingen Riiskust Mossiørs. Jeg veed I ere jo icke blinde. See! der kand I nu see, at det er en Oliegreen. I maatte vel have lidt korn meer Respect for en Ambassadeur, end at belee ham. Gid Fanden være jer Nar, seer I vel det. Nu gaaer jeg til Troja. (Bancker paa.)

Scen: 5.

Helene.Chilian.

HELENE.

Hvo er saa dristig, at hand tør bancke saaledes i Krigs-Tiide paa Trojæ Porter, hvem vil I tale med? jeg er Helene.

CHILIAN.

See her min hicrte Jomfrue! skal hun selv have Umag at lucke op. Jomfruen kiender vel icke mig igien.

HELENE.

Mig synes, jeg har seet ham tilforn.

159
CHILIAN.

Jeg er Ambassadeur Von Chilian.

HELENE.

Ey nu erindrer jeg mig, du est den stolte Ridder Ulyssis troe Tienere.

CHILIAN.

Ney, ellers Tack, icke nu længer. Nu er jeg Ambassadeur extraordinair over den heele Armee, og dependerer af ingen uden af General Holephernes, som er 7 alen og en qvart lang. Heele Krigshæren staaer i Gevehr for mig naar jeg passerer; thi I maae viide Jomfrue, at extraordinaire Ambassadeurs voxer icke paa Træer.

HELENE.

Jeg troer heller icke, at man kunde faae en Ambassadeur meer extraordinair end du est. Mens hvad er ellers dit Ærende?

CHILIAN.

Jeg har en tienstlig Hilsen fra General Holephernes, som er 7 alen og en qvart lang, med Begiering, at Kong Priapus vil overlevere Jomfrue, eller lave sig til at imodtage en Beleyring.

HELENE.

Det kand du forlade dig til, at jeg blir aldrig overleveret, saa lenge der er en Mand tilbage i Troja. Det har Kong Priapus svoret paa.

CHILIAN.

Ja I got Folck, saa maae I lave jer til at liide hvad som paafølger. Jeg maa strax hiem at tage Støvler paa; thi i Morgen haaber jeg at gaae i Trojansk Blood indtil Knæerne.

HELENE.

Ach u-lycksalig var den Tiime, jeg blev født, at jeg ved min Skiønhed skulde give Aarsag til saa stor Blods Udgydelse. Det havde været mig langt bedre at være født vanskabt, saa havde jeg kunde levet fornøyet og i Roe, nu derimod er jeg forhadet og misundet af alle Fruentimmer, ja af Gudinderne selv formedelst min deylige Skabning. (Hun græder derpaa.)

160
CHILIAN.

Jomfrue! nu har jeg forrettet, hvad mig offentlig er betroed, men som alle Ambassadeurs gierne har hemmelige Instruxer, saa har jeg Ordre at fornemme under Haanden, om Jomfruen har sin Møedom endnu.

HELENE.

Jeg svær dig til Chilian.

CHILIAN.

Ey hvad Chilian! jeg heeder hans Excellentz.

HELENE.

Jeg svær hans Excellentz til, at aldrig nogen Mands-Person har giort mig nogen Skade ved sin mindste Finger, siden jeg blev bortførdt.

CHILIAN.

Ey Jomfrue! det er icke med Fingeren man giør saadan slags Skade. Jeg har kiendt en Mand, som begge Armene er afskudt paa, og dog har været stevnet over sex gange for Tamper-Retten. Men jeg maa gaae.

Scen: 6.

CHILIAN
(alleene).

Enten maae jeg være blind eller alle andre Mennisker; thi hun synes i mine Øyne liigere en Joremoer, end saadant een, som Gudinderne skulde misunde for hendes Deylighed. Jeg tænckte, det første jeg saae hende, at det var Dorthe Per Vognmands, saaledes sticker hun i mine Øyne. Men jeg maae være blind saa vel herudi som i alt andet i denne Historie. Nu maae jeg hen at siige Armeen Svar. Gevehr præsentier I Carnalier. Men see! hvor de staar og maaber. Ihr Herren vi maae lave os til Kriig. De vil før vove det Yderste, end overgive Helene.

161

Scen. 7.

ULYSSES.

Nu haver I stolte Riddere hørt, hvad Svar vi har bekommet fra Troja, maa derfor lave os til at angriibe Staden med yderste Magt. Mig synes ellers I gode Mænd! det er best at en af os efter gammel lovlig Maneer tilbyder en Trojaner en Kamp. Nu veed jeg vel, at alles ridderlige Hoveder kløer efter en Laurbærkrantz, og alle forlanger at see for sig opreyst den Ære-Støtte, som Seyer-Herren kand fortiene, holder derfor raadeligst for at hindre, at Misundelses Sæd icke skal saaes iblant os, at kaste Terninger derom, hvem da Lodden tilfalder, ham kand Misundelse icke følge, saasom icke Almuens Yndist, Gunst og Faveur, men Lycken baner Vey for hans Hoved til Laurbær-Krantze. I ædle og stolte Riddere! forstaaer mig vel?

CHILIAN
(sagte)

Knap nock.

ULYSSES.

Bringer da hid nogle Terninger. (De kaster Terninger.)

CHILIAN.

Jeg har vel icke behov at kaste I Herrer, saasom jeg icke hører under Malicen, men er en Civil Person, en extraordinair Ambassadeur.

ULYSSES.

Ey Chilian! Jeg har ald for stor Respect for saadan gammel troe Tiener, som du est, at jeg skulde betage dig Leylighed at indlegge Ære, og forhindre den paa Hiul siddende Lycke at paasætte dit Hoved den Krantz, som hun maaskee for dig alleene har flettet.

CHILIAN.

Meener Herren, at jeg er bange, jo jo, jeg torde min Troe tage Hector selv paa min Samvittighed, men det umuelig lader sig giøre. Herren veed jo selv hvor forbandet Satyrisk Folck er. De har nock at snacke om liigevel, nemlig at vi løber som game Folck fra Huus og Hiem, Hustrue og Børn for at faae tilbage et Qvinde-Menniske, 162 som en anden, nemlig Paradis Kong Priapi Søn, har haft et heelt Aar, og imidlertiid, jeg tør icke siige meer. Hvo veed hvad vore Hustruer kand spille os for Puds, mens vi ere borte. Jeg veed nock, at en vis Mand reyste saa lenge udenlands for at igien finde sin eeniste Søn, som var ham fra røvet, at hand fandt 4re Sønner, da hand kom tilbage, men var icke synderlig fornøyet dermed. Skal de endogsaa faae dette at glose over i Aviserne, at jeg som en Civil Mand, en Ambassadeur, er udskicket af Armeen at foedre en Trojaner til Kamp, saa bliver det sidste verre end det første.

ULYSSES.

Ey skam dig Chilian at lade dig mercke med saadant, jeg befaler dig strax at kaste.

CHILIAN
(kaster to Sexer).

(De løfter alle Hattene og gratulerer.) Hør I goode Herrer! Jeg seer nock, at dette sigter paa mig, jeg vil døe paa, at det er falske Terninger. Jeg har aldrig kunnet kaste Sexer alle min Livs Tiid tilforn, og nu skulle jeg just træffe dem.

ULYSSES.

Giør mig ingen Skam Chilian. Jeg rosed dig tilforn for Generalen for din Tapperhed. Gack strax og lav dig til Kampjeg skal laane dig mit eget Sverd Dyrendall som er smurdt med Drage-Blood. Still dig icke saadan an; thi man skulle tæncke, du var bange.

CHILIAN.

Jeg er, min Troe, icke bange, men jeg er en Politicus, det veed Gud og hver Mand, derfor kand det icke staae mig an at slaaes; havde jeg icke været en Politicus, saa havde jeg skiøttet Fanden derom; men jeg kand icke beqvemme mig til at giøre noget, som min Characteer er uanstændigt; Jeg vil staae paa den Civile Stands Ret, tiene i Freds-Tiider som en ærlig Mand, og vove mit Liv og Blood for Politien, men dette har jeg intet at bestille med.

HOLOPHERNES.

Her maa holdes en Krigs-Ret over ham, vi mercker nok, at hand vil icke til med det gode.

163
CHILIAN.

Ach I goode Herrer, førend jeg lar en Krigs-dom gaae over mig, beqvemmer jeg mig heller dertil. Men dette vil jeg kun bede, at der maa blive giordt sliige Anstalter, at den, som jeg skal slaaes med, icke legger Haand paa mig; thi det er mod Folcke-Retten at legge Haand paa en Ambassadeur.

HOLOPHERNES.

Hør I stoldte Riddere! paa det man kand faae de Stadsgriller af hans Hoved, saa vil jeg giøre ham til Oberst; og saa ophører ald Hinder.

CHILIAN
(sagte.)

Skam faae den der lærdte dig det, din lange Hund.

CHILIAN
(blir bevæbned fra Top til Taa)

Jeg maa vel have et Glas Finckel-Jochum i det ringeste, før jeg gaaer til Striid. (Dricker ud Glasset.) (De raaber allesammen til Lycke og retiterer sig til side et lidet.)

ULYSSES.

Naar du kommer med Seyer tilbage, maae du være vis paa en Laurbær-Krantz.

CHILIAN
(sagte)

Jeg skiøtter aldrig om Laurbær, uden jeg seer dem paa en Postey eller Tærte.

Scen. 8.

CHILIAN
(alleene).

Skam faae den der først fandt paa Kriig. Det er jo u-riimeligt, at Folck skal gaae hen og myrde dem, som man icke kiender. Men jeg hitter nock paa et Middel til at fixere dem. Jeg vil see, at jeg kand faae fat paa Paradiises Tiener Marcolfus. Jeg var i Selskab med ham tvende gange i Ithacien, hvor vi drack Duus sammen. Jeg vil sticke ham et par Marck i Næven for at hand skal løbe for mig. Hør I 164 Trojanske Mænd, jeg har noget vigtigt at tale med Paradises Tiener Marcolfus. Jeg beder, at hand maa skickes ud til mig.

Scen. 9.

Chilian.Marcolfus.

CHILIAN.

Serviteur Marcolfus! tack for sidst.

MARCOLFUS.

See her Chilian! hvor est du kommen til at gaae i Harnisk?

CHILIAN.

Jeg veed jo, at man maa være bevæbned i Krigs-Tiider. Du har jo ogsaa faaet et Lysespid ved Siden.

MARCOLFUS.

Men hvorfor er I kommen hid med saa stor Magt at beleyre vores Stad? mig synes, at det er icke Umagen værdt at giøre saadan Allarm for et Qvinde-Menniskes skyld.

CHILIAN.

Mig synes, min Troe, det samme. Jeg var og saa dristig i Dag, at jeg sagde General Holophernes det samme Hige i hans Næse. Du og jeg Marcolfus ere kun Tienere, men jeg troer, vi ere de eeneste, som ere kloge baade uden og inden Staden.

MARCOLFUS.

Ha ha ha jeg troer min Troe det samme. Den Helene, som man slaaes om, vilde jeg mare icke ligge hos, om hun vilde give mig en Daler for Natten. Jeg saae mange kiønne Folck i Ithacien af ringe Stand, som man kunde faae for 28 ß. En Kone ved Navn Polidora, som boede paa et Hiørne liige ved den stoore Ægyptiske Marmorstøtte, som jeg betiente nogle gange, kostede mig icke meere.

CHILIAN.

En Kone ved Navn Polidora?

MARCOLFUS.

Ja Polidora.

165
CHILIAN.

Som boede paa et Hiørne?

MARCOLFUS.

Ja vist paa et Hiørne.

CHILIAN.

Lige over for den Ægyptiske Støtte?

MARCOLFUS.

Som jeg siiger. Men hvorfor blir du saa bestyrtsed? Jeg skulde icke haabe, at det var din Hustrue.

CHILIAN.

Jo det var min Hustrue Marcolfus. Hun skal faae en Ulycke, naar jeg kommer tilbage.

MARCOLFUS.

Det giør mig ondt min hierte Broer, at jeg mod min Villie har giort dig til Hanrey.

HOLOPHERNES.

Hvad mon det betyder, at de tvende Kiemper taler saa lenge sammen førend de slaaes.

ULYSSES.

Jeg kand tæncke, Hr. General, at de opregner hin andens Genealogier, Byrd og Blod, samt Forfædres Bedrifter, førend de begynder Striden.

CHILIAN.

Hør Marcolfus! jeg vil gierne tilgive dig din Forseelse, dersom du vil giøre mig en liden Tieniste.

MARCOLFUS.

Hvad skal det være, Svoger, maaskee du vil ligge hos min Hustrue igien, at vi kunde komme i dobbelt Svogerskab.

CHILIAN.

Ney det er noget andet; Jeg er udskicket af Krigshæren at udfoedre en Trojaner til Kamp, men mod min Villie; thi Chilian har altid tordt see under Øyen hvilcken Karl det skulde være. Men jeg 166 vil tiene dig min hierte Broer. Hvorfor skulde jeg gaae hen at myrde en, som aldrig har giort mig imod, det var jo bestialsk, om jeg maatte saa siige. Nu vil jeg bede dig, at du vil lade som du slaaes med mig nogen Tid, og endelig give dig paa Flugten. Du giør mig en stoor Tieniste, og taber inted derved; thi de Trojaner veed icke, hvorfor du est hidkommen, men mine Folck staaer og venter paa Udgangen af Slaget.

MARCOLFUS.

Vil du da love mig, at om jere Folck faaer Byen indtaget, at de vil spare mig og mine Forældre?

CHILIAN.

Ja, jeg svær dig det til. (Trompetterne blæser. De slaaes qvants-viis sammen. De andre Høvdinger falde paa Knæ og beder Chilian Lycke.)

ULYSSES.

Hey staae dig vel Chilian. Krigshærens Ære henger af denne Kamp. Ach Himmel! Nu er det ude med os; nu faaer Fienden Overhaand. Skal vi hen til Undsætning?

HOLOPHERNES.

Ney! Det er mod Krigs-Maneer.

ULYSSES.

Det er icke meer nødigt Hr. General, nu seer jeg hand kommer sig igien. Hey frisk Mood Chilian, saa vinder du vist nock Seyer. Fienden vender alt Ryggen. Vi ere frelste. (De gir alle et stoort Glædes Skriig, og Chilian forfølger Marcolfus til Porten. Chilian blir med Triumph førdt til Leyren og en Laurbærkrantz med Trompetternes Lyd blir sat paa hans hoved)

167

Act: III.

Scen: 1.

Høvdingerne for Armeen.Chilian.

ULYSSES.

Ihr Herren! efter den sidste Victorie og Hectors Død kand vi strax angriibe Asiens Dronning, jeg meener den stolte Stad Troja, hvis tredobbelt taarnede og med Teylsteen tæckede Muure icke skal lenge modstaae vor Magt. Men førend vi skrider til Beleyring, synes mig det er best at raadføre os med en Troldmand, der efter gamle udi slige Tilfælde brugelige Maader, kand ved sine Konsters Sorthed udkalde af Plutarchi mørcke Boelig en eller anden Geist, som kand siige os Beleyringens Udgang. Hør Chilian! Lad den udi naturlige Videnskaber hart ad guddommelige Tiresius komme hid.

CHILIAN.

Jeg veed icke, Herre, om saadan slags Ambassade kand staae mig an. Dog vil jeg gierne gaae; thi jeg har selv Lyst at vride, hvordan denne Kriig vil falde ud. (gaaer ud.)

ULYSSES.

Den stoore Tiresius, Ihr Herren, er vel blind, men seer dog de Ting, som ere skiuldte for os. Hans Blindhed rejser sig deraf, at saasom hand eengang blev udvalt til Dommer mellem Læge-Konstens og Musickens Gud Apollonius og Gudernes Ober-Førster Pan, for at dømme hvo der spillede konstigst paa det ædle og fast guddommelige Instrument Cithara, hand da u-forsigtig i sin Ungdom tildømte Pan Seyeren, hvorudover den Himmelske Doctor Medicinæ Apollonius straffede ham med Blindhed. Men da hand besværgede sig derover hos Jupitrem, rørede sig Gudernes Monarchs Indvolde af Medynck over Tiresium, at hand begavede ham med Magt at udfoedre Geisterne von des Höllischen Gottes Plutarchi Wohnungen, af hvilke hand kand faae at vride tilkommende Ting; Men der seer jeg hand kommer.

168

Scen. 2.

Tiresius.Chilian.De andre.

ULYSSES.

Hør du viise Tiresius, som Guderne har begaved med tilkommende Tings Videnskab; Vi Græske og Mesopotamiske u-overvindelige Heldte har kaldet dig hid for at faae at vide, hvor længe vi skal ligge for den tredobbelt murede Stædernes Dronning Troja, førend vi overvinder den. Vi viide, at ingen Ting er skiuldt for dig, du overgaaer Nestorius selv udi Alder og Forstand, saa viit, som Glas-Himmelen overgaaer Jorden; siig os derfor u-besværget noget om denne Krigs Udgang, og fortryd icke paa, at vi har udkaldet dig af din Boelig, og forstyrred din Roe.

TIRESIUS.

I ædle Græske og Mesopotamiske Heldte, hvis store Manddoms Gierninger har opfyldt alle Verdens Hiørner. I ere alle nogle Narre og løbe med Liimstangen. Gaaer smuckt hiem igien og tar vare paa jere egne Hustruer, og lader mig være i Roe. (gaaer bort.)

ULYSSES.

Holdt du gamle Halsstarrige Mand, vi slipper dig icke, førend du fyldistgiør vor Begiering.

TIRESIUS.

Jeg er udmattet af Alder, min Tiid er omme, og min Spaadoms Geist for længe siden forgaaed.

ULYSSES.

Hør min troe Tiener Chilian! Lad denne halsstarrige gamle Mand slutte udi gyldende Lencker og kaste udi Fengsel.

CHILIAN
(sagte.)

Hvor skal jeg faae de gyldende Lencker? Om Generalen selv vilde henge sig, saa er her intet uden Reeb dertil. Men jeg kand tage 169 et gammelt Reeb, det kand nock passere for Guldkiæde, liigesaa vel som Riiskost for Oliegreen.

TIRESIUS.

I ædle Riddere! sparer mit Liv. Jeg har icke vægret mig for at siige Krigens Udgang af Ondskab eller Halsstarrighed, men min Spaadom fører noget bedrøveligt med sig, som vil forskræcke den heele Krigshær.

ULYSSES.

Siig kun frit ud, og dølg intet for os.

TIRESIUS.

Eftersom I byder mig at siige alting reent ud, saa vil jeg ogsaa intet dølge. Troja kand icke overvindes, og I med Seyer icke komme tilbage, med mindre Ulyssis troe Tiener den kloge og mandhaftige Chilian blir opoffred og døer for den heele Krigshær. (gaaer bort.)

ULYSSES.

Ey icke andet? det giør min troe Tiener Chilian gierne.

CHILIAN
(sagte.)

Faae den en Ulycke, der giør.

ULYSSES.

Hand vil byde sig selv dertil, om jeg ellers kiender ham ret.

CHILIAN
(sagte.)

Du maa kiende Dievelen. Jeg maatte jo være gal, om jeg giorde det.

ULYSSES.

Hand vil giøre det med Glæde.

CHILIAN
(sagte.)

Hvilcken forbandet Snack. Jeg saae heller, at den heele Krigshær blev hengt, førend jeg skulde miste min mindste Finger.

ULYSSES.

Hør Chilian! jeg forkynder dig et glædeligt Budskab. Du est af 170 Guderne udvalt til et Instrument, hvorved Seyer alleene os skal forhverves. Oraclet siiger, at du skal opoffres, og ved din Død Krigshæren reddes.

CHILIAN.

Min Herre! Oraclet maa icke være rigtig i Hovet, ellers kunde det icke forlange saadant.

ULYSSES.

Kand vel noget Budskab være angenemmere for en ædel Siæl, der elsker sit Fæderneland, end at døe for dets Frelse?

CHILIAN.

Det er jo et skiønt Budskab: Glæd dig, thi du skal hengis.

ULYSSES.

Her hielper ingen Snack Chilian, hvis du icke frivillig beqvemmer dig dertil, skal du tvinges med Magt.

CHILIAN.

Ach I gode herrer! haster icke med at udgyde Christen Blod, det kand u-muelig være Oraclets Meening. Denne Tiresius er jo saa gammel, at hand gaaer i Barndom. Hand undskyldte sig jo først selv, at hand for Alder icke kunde spaa; Men vi har selv trued ham med at spaa, og hand, for at komme paa fri Fod igien, har pladdret noget ud, hvad som først kom ham i Munden. Her er ellers en anden bekiendt Prophet ved Navn Nabocodonosor, som har spaaet lyckeligen i mange Aar, og er langt høyere agted end Tiresius, lad os først høre hans Meening. Hand vil giøre sig en Ære af at siige os frivillig vor Skiebne; thi naar man tvinger Propheter, spaaer de aldrig got. Thi at spaae og giøre Vers maae være u-tvunget.

MITHRIDATES.

Chilian har derudi icke stoor Uret.

ULYSSES.

Lad da den Prophet strax komme hid.

CHILIAN
(sagte.)

Nu skal jeg min Troe narre dem brav. Jeg skal selv agere Prophet, og spaae tvert imod den anden.

171
MITHRIDATES.

Jeg har hørt meget tale om den Prophet Nabocodonosor. Hans Spaadoms Aand skal overgaae alle andres, hvis vi kand formaae ham dertil, da er ingen Tvil paa, at hand jo siiger os Krigens Udfald.

ULYSSES.

Men i fald hans Spaadom er imod den forriges, hvem skal vi da troe?

MITHRIDATES.

Det er riimeligst at troe den, som spaaer u-tvungen; thi udi Tiresii Tale, kunde man see, var icke uden Ondskab, eftersom Trudsler opirrede ham at giøre os ondt. End om hand havde sagt, at det var Gudernes Villie at opoffre Generalen selv, skulde vi derfor have giort det? Jeg kand troe, at dersom den anden Prophet siger det samme, maae vi efterleve det. Men vi maa føre os anderledes op mod ham, give ham gode Ord, og giøre ham Løfter, i fald Udgangen svarer til hans Tale.

ULYSSES.

Men hvad synes eders Høyhed, vi skal giøre med den anden, i fald vi fornemmer hand har bedraget os.

MITHRIDATES.

Vi skal tractere det med Foragt; thi det tiener icke, at man har meget med Propheter og Poeter at bestille; omkommer man en Prophet, saa giør man ham til en Martyr, og straffer man en Poet, saa reyser man ofte Æres Støtter op for ham. Men der seer jeg en Mand komme udi en selsom Dragt; Det er uden Tviil den store Prophet.

Scen. 3.

Chilian (med et langt Skiæg og en bred Hat, som staaer ham ned i Øyene). Personerne af den forrig Scene.

CHILIAN
(førende et fremmed Maal.)

I tappre Heldte! I ere bekymrede om at viide Krigens Udgang. Thi i Nat aabenbarede een sig for mig i Søvne, der sagde: Giør dig 172 reede og gack til den Græske Leyr, siig Anførerne alt hvad dig blir lagt i Munden, giendriv Tiresii falske Tale, og hindre det Mord, som hand har raadet dem til at begaae mod den udi Militaire og Civile Sager u-forliigelige Mand Chilian.

ULYSSES.

Saa har da Tiresius ført falsk Tale for os?

CHILIAN.

Ja vist. Men I har selv været Aarsag derudi, i det I har villet lagt Haand paa en Prophet, og nødet ham til at forkynde de Ting, som alleene havde blevet Aarsag til jer Ulycke; thi just udi samme Chilians Conservation bestaar den heele Krigshærs Velfærd.

ULYSSES.

Ach siig os da u-besværged O viise Mand, hvad vi skal giøre, og hvad Udgang Kriigen skal have.

CHILIAN.

Gudernes Villie er, at I skal icke sætte den store Chilian udi nogen Fare; thi hvis hand kommer noget til, vil dette Tog have en ulycksalig Ende. Dette vidste Tiresius forud, og derfor af Hevngierighed raade til at offre ham op. I skal derfor skaane ham udi Beleyringen, og icke føre ham i noget Slag, men betiene jer alleene af ham som en god Raadgivere. Krigen skal ellers vare lenge, men I skal omsider forstyrre Troja, og med Triumph komme til eders Fæderneland igien. Dette er alt hvad jeg har Befaling at siige eder, I ædle Riddere. Nu maae jeg begive mig til min Boelig igien.

ULYSSES.

Ach viise Mand! fortørnes icke over, at vi spørger om noget: Siig os hvoraf vi skal viide, at din Tale er rettere end Tiresii.

CHILIAN.

I vantroe Mennisker! hvordan skulde jeg viide, hvad som eder tilforn er hendet med Tiresio, med mindre jeg havde Aabenbaringer, hvordan kunde jeg siige saadant med alle Omstændigheder.

173
ULYSSES.

Vi tænkte, maaskee vores Sendebud havde underrettet dig derom.

CHILIAN.

Jeg svær ved Spaadommens Gud Apollonius, at jeg i Dag icke har talet med noget Menniske førend jeg kom hid.

ULYSSES.

Siig mig da ubesværget, hvo jeg er.

CHILIAN.

Du est den stoore Ulysses von Ithacia. Din Gemahl er Penelope; Din eeniste Søn, som er 3 Aar gammel, heeder Telemachius. Din Datter Rosmarina. Her staar Mithridates Kongen af Mundien, og her Holophernes Græven af Bethulien.

ULYSSES.

Ach nu seer vi, at intet er skiult for dig O viise Mand.

CHILIAN.

Vær da icke saa vantroe meer. (gaaer ud.)

MITHRIDATES.

Denne kunde man høre var en ret Prophet.

ULYSSES.

Ja hand veed ogsaa forbigangne Ting.

MITHRIDATES.

Hans Raad maa vi derfor efterfølge.

ULYSSES.

Vi vil strax slagte Øxen og Faar, og anrette ham et Offer.

MITHRIDATES.

Vi maa tøve først, til Chilian kommer tilbage, saasom intet herefter maa foretages uden hans Raad. Men der seer jeg hand kommer, og seer meget bedrøvet ud.

174

Scen: 4.

Chilian(i sin forrige Dragt). De andre.

CHILIAN.

Ach jeg elendige Menniske! jeg kand icke finde den Prophet, som jeg leeder efter, og som kunde redde mig. Dog naar jeg ret betæncker mig, har jeg ingen Aarsag at græde, men maae heller glæde mig over, at ved min Død Armeen kand frelses og Seyer forhverves, Ach I ædle Ridderejeg har siden eftertænckt, hvilcken Ære det er for mig at opoffres paa saadan Maade. Jeg vil derfor med Glæde døe, men begierer kun, at der maae opreyses en Æres Støtte for mig med saadan Peritaphium: Her under hviler den stoore Chilian. I hitter nock selv paa Resten.

ULYSSES.

Ney det være langt fra, min troe Tiener! din Person er alt for kostbar til at opoffres; thi i dit Liv bestaaer den heele Krigshærs Frelse.

CHILIAN.

Ney I gode Herrer! jeg vil icke leve, eftersom Smaraculum eengang har afsagt Dommen.

ULYSSES.

Vi har faaet anden Oplysning siden. Du skal leve og forvares som en Øyesteen, som det kostbareste Klenodie og Pallatium.

CHILIAN.

Jeg hører nock, at Misundelse regierer hos jer, dersom I icke vil opoffre mig, skal jeg opoffre mig selv. (Træcker sin Kniv ud. De 3 Anførere falde paa Knæ, og beder høre først, hvad som er skeed.)

CHILIAN.

Stat kun op igien og lad mig høre.

ULYSSES.

175 Den stoore Prophet Nabocodonosor er i din Fraværelse af sig selv kommen til os, og har underrettet os om Tiresii falske Spaadom, at, saasom hand vidste, at udi din Conservation Krigshærens Velfærd bestood, hand da af Hevngierighed raade os til at opoffre dig. Derfor skal du være forskaaned for at være med udi nogen Fare.

CHILIAN.

Ey vil mand giøre mig til en Coujon? Ney det skal aldrig skee; Jeg er alt for mandig og stoorhierted til, at jeg skulde vægre mig for noget Slag. Jeg vil være med hvor Faren er størst.

ULYSSES.

Ney Chilian, det tillader vi aldrig.

CHILIAN.

Skulde jeg sidde stille, medens de andre vove deris Liv? Ney jeg vil heller døe end beqvemme mig dertil.

ULYSSES.

Ach Chilian! styr dit Martialske Moed.

CHILIAN.

Det er mig umueligt; Jeg har alt for meget Fyr og Flamme dertil, min Hoved-Passion er at gaae en mandig Fiende under Øyne.

ANFØRERNE
(paa Knæ igien).

Ach Chilian! moderer din Hoved-Passion; ald vor Velfærdt bestaaer i din Frelse.

CHILIAN.

Stat kun op igien. Jeg vil da stræbe at tvinge min Hidsighed saa meget som mueligt er.

ULYSSES.

Naar Byen blir indtagen, skal du have Frihed at tage det kostbareste af ald Byttet forud. Din Forretning udi Beleyringen skal være at hindre Fienden Tilførsel, hvorfor du skal blive staaende ved denne Post, medens vi angribe Staden. Bliv da her med de Ryttere, som vi beskicker dig. Nu gaar vi hen at giøre en Begyndelse til Beleyringen.

176

(De gaaer bort.)

Scen: 5.

CHILIAN
(alleene).

Jeg mercker, at jeg kand narre disse Karle ligesaa meget som jeg vil, havde jeg icke hittet paa den Invention at agere Prophet, havde de virckelig offred mig op. Hvis jeg kand fixere dem i andre muelige Tilfælde, skal det være mig en Fornøyelse; thi de løbe alle med Liimstangen. Giver nu agt paa, om jeg icke staaer vel paa min Post med mit Regiment Ryttere. Er det icke et skiønt Regiment? Alle stercke og Handfaste Karle, skiønne Heste, herlig Mondeering. Jeg troer aldrig saadant Regiment Ryttere nogen Tiid er bleven seet. Hører Karle, seer vel til, at intet kommer ind i Staden, hvis den allermindste Fleskeskincke blir ind-practisered, skal jeg lade det heele Regiment henge. Hører I vel. De Fæhunde kand icke svare. Troe mig, at Gierningen skal svare til Ordene. Wer da? (løber om Theatro) Hvor vil du hen? du vil nock til Troja; hvad? har du Pas? Du kommer ingensteds uden Pas. Vil du tilbage, siger jeg, Zurüch, eller du faaer en Ulycke, saa pack dig bort, her kommer ingen ind i Byen uden Pas, icke en graa Kat; Men der seer jeg en anden gammel Skielm komme, ham maae jeg examinere. Hillement, det er min Herre Ulysses. Men hvor Pocker har hand saa hastig faaet dette lange Skiæg?

Scen. 6.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.

Nu er det paa det tiende Aar, vi har ligget for Troja, og imidlertid mistet saa mange store Høvdinger tilligemed General Holophernes selv, som for 3 Aar siden saa ulyckelig omkom i det store Udfald.

CHILIAN
(sagte.)

Mercker I vel Mossiørs! er det icke noget forbandet Tøy. Jeg har staaet her i ti Aar. Jeg vil icke disputere, om det er ti Aar eller ey, 177 men det veed jeg, at jeg icke har faaet hvercken Vaadt eller Tørt i de 10 Aar, og det kommer for mig, som jeg kunde faste 10 Aar endnu.

ULYSSES.

Ach min tro Tiener Chilian! jeg glæder mig ved at see dig staae med saadan Bestandighed paa den samme Post, hvor jeg beordrede dig for 10 Aar siden.

CHILIAN.

Jeg har, min Troe, icke rørt mig af Stedet siden. Men hvad har de andre bestilt midlertiid; mig synes man kunde have lagt heele Verden øde i saa lang Tiid med saadan stoor Magt.

ULYSSES.

Nu har vi sat os for at giøre en General Storm, og enten alle at omkomme eller erobre Staden; blir du her imidlertiid, og see vel til, at der ingen Tilførsel skeer.

Scen. 7.

CHILIAN
(allene.)

Alt dette Tøy kommer mig for, ligesom det var en Tydsk Comoedie; thi om jeg stood paa mit Hoved, saa kand jeg icke begriibe, hvor de 10 Aar kunde løbe saa hastig. (til Spectatores) Men hør I got Folck, hvis nogen af jer understaaer sig at føre saa meget som en Kringle til Staden, skal I have med mig at bestille. Men hør hvilcken Allarm! Byen er over, jeg hører somme raabe Victori og andre Qvarteer; Vi vil imidlertid blive staaende her for at hindre Tilførsel. Hey jeg seer alt vore Faner planted paa Muuren. Gid nu Fanden staae her længer, vi maae ogsaa have noget af Byttet.

178

Act. IV.

Scen. 1.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.

Ach Chilian! jeg har forsøgt alle Midler til at stille Neptuni Vreede, men Bønner, Offringer, alting er forgiæves. Nu har vi flacked saaledes om i tyve Aar siden Trojæ Erobring fra et Sted til et andet, indtil vi omsider er kommen hid til Cajanien, hvor os vel af Dronning Dido er lovet Undsætning af Skibe til at befoedre vor Reyse med. Men ach den eene Tid gaaer bort efter den anden, og jeg frygter, det vil vare længer end vi tæncker; thi jeg frygter for noget, som jeg tør icke tæncke paa. Jeg frygter Chilian

CHILIAN.

Hvad frygter Herren for?

ULYSSES.

Jeg frygter, at Dido er bleven forliebt udi mig.

CHILIAN.

Maaskee

ULYSSES.

Ach jeg ulycksalige Mand! hvis det er saa Chilian, kommer vi aldrig herfra.

CHILIAN.

Vil icke Herren tage ilde op, om jeg spør ham, hvor gammel hand var da hand reyste hiemme fra.

ULYSSES.

Jeg var udi min blomstrende Alder, icke over 40 Aar.

CHILIAN.

Got; 40 Aar først, og siden 10 Aar i Beleyringen, det giør et halv hundrede, og 20 Aar paa Hiemreysen, det giør 70. Den gode Dido maa være da en stoor Elskerinde af Antiqviteter, eftersom hun er saa koldsindig mod saa mange unge Mennisker, som hun kunde gaae Val udi, og blir forliebt udi en ældgammel skiægget Mand.

179
ULYSSES.

Hør Chilian! jeg vil icke høre saadan Raisonnering, du maa giøre en falsk Regning. Jeg er endnu i min beste Alder: Naar du seer en Ting for Øyne, maae du icke tvile meer derom. Om du saae Snee midt om Sommeren, maatte du icke siige, det er icke mueligt, at det er Snee, thi det er jo Sommer. Nock var det jo dig, at du saae Sneen for dine Øyen.

CHILIAN.

Jeg mercker nock, Herre, at jeg maa tage Fornuften fangen i alting, som os er hendet. Jeg vil da icke meer tviile derom, men heller tencke paa, hvorledes vi kand redde os ud af denne Snare.

ULYSSES.

Hvorledes skal vi da reede os fra denne overhengende Ulycke?

CHILIAN.

Der er intet andet Middel, end at vi stiæler os hemmelig af Landet.

ULYSSES.

Ja du har Ret Chilian! Jeg maa da strax hen, og overlegge den Sag med mine troe Staldbrødre; blir du imidlertid her saa lenge.

Scen. 2.

CHILIAN
(alleene.)

Gid jeg havde en prise Toback, at jeg kunde faae Luft; thi jeg er ligesom jeg er gall i Hovedet. Jeg er vis paa, at, naar min Herre kommer tilbage, saa siger hand igien, at det er 10 Aar siden, hand talede med mig sidst. Vi bliver virckelig 5 eller 6000 Aar gammel, førend vi kommer hiem til vort Fæderneland; thi jeg mercker, at vi løber icke med Tiden, men Tiden løber fra os, og vi blir staaende. See! her har jeg endnu et stycke engelsk Ost, som jeg bragte med mig fra Ithacien for 30 Aar siden. Den er gandske frisk endnu. Det er icke alleene Tiiden, som løber fra os, men ogsaa Jorden, vi staaer paa; thi mange gange, naar jeg sticker min Piibe an, er vi udi den Østre Kandt af Verden, og inden jeg har smøget Piben ud, er vi udi den Vestre Kandt deraf.

180

Scen. 3.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.

Ach Himmel! er det mueligt, at saadant kand være til i Naturen.

CHILIAN.

Hvad er nu paa Færde? Eders Naade!

ULYSSES.

Ach Chilian! jeg havde aldrig kundet bildet mig saadant ind, hvis jeg icke havde seet det med disse mine Øyne.

CHILIAN.

Hvad er det da Herre?

ULYSSES.

Ach Dido Dido! hvad ont har jeg giordt dig, at du saaledes skulde øve dine Troldoms Konster mod mine kiære troe Staldbrødre?

CHILIAN.

Er de da blevet forhexet?

ULYSSES.

Hør Chilian en forunderlig Historie, hvis Liige er aldrig hendet fra Deucalions Flood indtil denne Tiid. Jeg har udi disse 4re Uger, siden jeg talede med dig sidst

CHILIAN.

Er det da icke meer end 4re Uger? Jeg tænckte det havde været 4re Aar.

ULYSSES.

Jeg har, siiger jeg, udi 4re Uger overlagt med mine Staldbrødre at reyse hemmelig herfra. Vi vare allereede færdige til at gaae om Bord, da Dido, faaende et Nys derom, for at hindre vor Bortreyse, ved Troldom forvandlede alle mine Stoldbrødre til Sviin.

CHILIAN.

Ey det kand icke være mueligt, naadige Herre; (sagte) Thi de vare jo Sviin tilforn.

181
ULYSSES.

Ach det er alt for sandt Chilian. Jeg tænckte, at mine Øyne sloog mig feyl, og talede til dem. Men Maalet var forandret efter Skabningen; thi i Steden for Svar gryntede de imod mig. Jeg toog derfor strax Flugten af Frygt for at blive forvandlet til et Sviin tillige med dem. Men see der kommer de, jeg tør icke blive her længer. (gaaer bort grædende.)

Scen. 4.

Ulyssis Stoldbrødre (krybende paa Hænder, og gryntende som Sviin.. Chilian.

CHILIAN.

Ha ha ha ha ha ha ha ha, gid Drolen splide jer ad allesammen. Nu har jeg aldrig mine Dage seet magen.

SVIINENE.

Øh øh øh øh øh øh øh øh øh øh øh.

CHILIAN.

Hør Karle, hvad Fanden riider jer? Er I galne?

SVINENE.

Vi ere Sviin Fallill. Øh øh øh øh øh.

CHILIAN.

I maa være Fanden icke Sviin.

SVINENE.

Øh øh øh øh øh øh.

CHILIAN
(begynder og at krybe og siiger)

Øh øh øh. Hør Karle! er det vist at I ere Sviin?

SVIINENE.

Øh øh øh øh.

CHILIAN.

Nu er I da Sviin, saa skal I mare have Sviins Confect. Fort æder mig op denne Koekase, som her ligger.

182
SVINENE.

Vi er inte suulten Fallill. Øh øh øh øh.

CHILIAN
(pidskende dem med en Svøbe.)

Fort, siiger jeg, æder mig op denne Koekase, eller jeg slaaer jere Svine-Rygge i stycker. Fort fort, er I Sviin, saa er det jo jer beste Mad. (Prygler dem dygtig. Svinene reyser sig, og blir til Mennisker igien, og siiger) Saa sandt vi er ærlige, saa skal I betale os disse Slag min go Monsieur Wegner. Er det icke uforskammet at forderve den heele Historie saaledes. (løber ud.)

Scen. 5.

Ulysses.Chilian.

CHILIAN.

Jeg fordervede icke Historien, jeg giorde dem til to-beenede Sviin igien, som de var tilforn. Men der kommer min Herre tilbage.

ULYSSES.

Ach Chilian! er de alt borte igien?

CHILIAN.

Ja Herre! de ere borte, og gaaer nu paa to Been ligesom tilforn.

ULYSSES.

Er de da icke Sviin meere?

CHILIAN.

Det siiger jeg icke, det være langt fra, men jeg har allene ved Lægedom bragt det saa viit, at de gaaer paa to Been igien.

ULYSSES.

Ach du stoore Æsculapii Søn! Du est værd, at Tempel og Altar skulde oprettes dig til Ære. Af hvilcken Gud eller Gudinde har du lært saadan himmelske Konst?

183
CHILIAN.

Jeg lagde mig lidt paa Marcken, og med bittre Taare begrædede vore Fokkes Ulycke. Midt udi Graaden faldt jeg udi Søvn, og da aabenbarede sig for mig Proserpina den Gudinde for Lægedom (er det icke saa hun heeder?) og sagde: Chilian! jeg har bønhørt din Graad og dine Bønner. Stat op og skiær en Green af den første Birck, du finder paa din venstre Haand. Det er et helligt Træe, som endnu intet Menniske har rørt ved. Saa snart du rører dine Landsmænd dermed, skal de reyse sig og gaae paa to Been som tilforn, hvilcket og skeede. Om de er Sviin endnu eller ey, det skal jeg icke siige. Vist er det, at de seer ud ligesom tilforn, gaaer paa to Been og taler; thi de skieldte paa mig, fordi jeg rørte dem noget sterckt med den hellige Green.

ULYSSES.

Ach Chilian min Forløser! lad mig omfavne dig.

CHILIAN.

Serviteur! Det skulde være mig en Fornøyelse, om Herren ogsaa blev et Sviin, at jeg kunde have den Lycke at curere ham ogsaa.

ULYSSES.

Hør Chilian! her er icke lang Tiid at give bort, Skibet er gandske færdig. Lad os hen og samle Folcket sammen, at vi stilltiende kand komme bort i en Hast. See der er Dido, vi maae løbe.

Scen: 6.

Dido.En Kammertiener.

[DIDO.]

Ach! hvo skulde have tænckt, at jeg som i saa lang Tid har været et Exempel udi Kydskhed og Koldsindighed for alle andre, skulde nu udi min Encke-stands 10de Aar brende af Elskovs Lue. Ach Ulysses! ulycksalig var den Tid, paa hvilcken du satte din Foed paa Cajanien, ulycksalig den Vind, som bragte dig hid, ulycksalig den Bølge, som foraarsagede det Skibbrud, hvorved min Ære og Reputation vil liide stoor Skibbrud. Ach Diana! Diana! hvad har jeg syn- 184 det mod dig, at du skulde saare saaledes mit Hierte med dine Elskovs Piile?

RASSMUS.

Naadige Frue vil siige Cupido.

DIDO.

Ja det er sandt: Ach Cupido! Cupido! du har saaret mit Hierte til Døden, og anstucket mig saaledes med Elskovs Lue, at jeg ingen Liise har Nat eller Dag.

RASSMUS.

Skam faae Cupido, han maatte ogsaa have saaret Ulysses. Men jeg kiender den Slyngel, naar hand skyder en forliebt Piil i een, som elsker, saa skyder hand gierne en koldsindig Piil i den, man elsker, alleene for at plave Folck desmeere, saa er det gaaet mig; thi alle de, som jeg er forliebt udi, vender mig Ryggen, og de, som jeg icke kand liide, brænder af Kierlighed til mig, og dog skal man rette Tempel op og offre til saadan Karl. Hand er det vel værd. Hand skulde have Fanden icke Offer eller good Røgelse, hvercken hand eller hans Moor.

DIDO.

Ach Rassmus! det er sandt som du siger, jeg har givet Ulysses adskillige Elskovs Tegn, men jeg mercker intet andet end Koldsindighed hos ham igien; thi i Dag havde hand sat sig for at stiæle sig hemmelig bort af Landet, ja havde maaskee alt været borte, hvis jeg i Tiide icke havde faaet et Nys derom, og omskabt hans Stoldbrødre til Sviin, i hvilcken Tilstand de skal blive, indtil hand beqvemmer sig til - - -

RASSMUS.

Hvor til skulde hand beqvemme sig?

DIDO.

Ey du spør saa taabelig. Indtil hand beqvemmer sig til det, som jeg forlanger.

RASSMUS.

Hvad forlanger da Eders Naade?

185
DIDO.

Ey! hvad skulde et forliebt Hierte forlange?

RASSMUS.

Ja jeg forstaaer endelig Fruens Meening, men jeg spør kun saa alligevel.

DIDO.

Naar du veedst en Ting, saa har du jo icke nødig at spørge derom.

RASSMUS.

Ja det har saa sine Raisons. Men der kommer Elisa med Aanden i Halsen, hun seer ud, som hun er ogsaa forliebt. Det maae være een af Ulyssis Stoldbrødre, som er bleven til Sviin. Hvis saa er, hun er bleven forliebt i een af dem, saa maa hun have faaet Sviinsoot i Halsen.

Scen. 7.

Elisa.Dido.Rassmus.

ELISA.

Ach hvilcke Tidender jeg bringer, hvad vil min Frue sige, naar hun faaer dette at høre, at Ulyssis Stoldbrødre, som vare ved vor Troldom omskabte til Sviin, ere blevne Mennisker igien, og staae gandske færdig at reyse bort.

DIDO.

Er det sandt som du siiger Elisa?

ELISA.

Ja jeg svær ved alt det som helligt er.

DIDO.

Jeg maae da strax op i Luften og øve mine Konster paa en anden Maade. (Hun blæser i en Pibe, hvorpaa en Drage kommer ned af Luften, hvor paa Dido sætter sig og blir bragt i Veyret.)

186

Scen. 8.

Rassmus.Elisa.

RASSMUS
(næsegruus.)

Ach Elisa! er Dragen borte?

ELISA.

Ja stat kun I op igien.

RASSMUS.

Ach det var et Beest af en Drage. Jeg er saa bange, at hand kommer igien. Jeg vil siige dig noget Elisa; Jeg har icke Lyst at tiene her lenger; thi der kunde engang komme saadan Carnali af en Drage, og føre mig ligeledes bort.

ELISA.

Bekymre dig icke derom. Saadan Sviin, som du est, kommer aldrig at age paa hellige Drager. Jupiter giør aldrig nogen den Ære uden hans Regentere, Propheter og Prophetinder.

RASSMUS.

Ach da er det vel, at jeg er hvercken Regent, Poet eller Poet-inde. Men Elisa, er du nogen Tiid bleven førdt i Luften af saadan Drage?

ELISA.

Ja undertiden, naar hendes Naade er i de øverste Luftens Boliger og har mig nødig, skicker hun Dragen ned efter mig.

RASSMUS.

Hvor blir du da henbragt?

ELISA.

Nogle 1000 Miile op i Luften. Men der falder et Brev ned af Luften, det er nock en Ordre fra hendes Naade. (Hun læser Brevet.) Hillement Rassmus! Hendes Naade har dig nødig, og skicker Dragen strax at afhente dig.

187
RASSMUS.

Ach Elisa! faer du i min Sted. Jeg skal tiene dig igien med mit Liv og Blood i alt, hvad mig mueligt er. Du kandst sige til Fruen, at jeg er syg.

ELISA.

Ingen Snack. Fruens Ordre maae efterleves. See der kommer Dragen, lav dig strax til.

RASSMUS
(paa Knæ.)

Ach Monsieur Drage spar mit Liv. (Jo nærmere Dragen kommer til Jorden, jo større Titler gir Rassmus.) Ach Velædle Hr. Drage spar mit Liv. Ach eders Velbyrdighed tag heller Elisa. Ach eders Dragelige Velbaarenhed spar mig; thi jeg har aldrig kundet riide paa en Koe engang end siige i Luften paa en Drage. Ach Høy-Velbaarne Hr. Scorpion. Ach eders Dragelige Excellentz! Ach eders Naade! eders Dragelige Majestet! Ach Hr. Keyser! Ach Hr. Pave! Ach (Elisa træcker ham til Dragen, og nøder ham til at sætte sig paa Dragen, som fører ham op i Luften, og hand skriger Himmel-høyt.)

Scen. 9.

ELISA
(alleene).

Jeg bær en hiertelig Medlidenhed med min Frue over hendes Kierlighed, som jeg mercker at være i saadan høy Grad, at hvis den Ithacianske Printzes Hierte icke bøyes til heride, der vil blive en Tragoedie, som maae endes enten med hans eller hendes Liv. Men een Ting undrer jeg mig over, at min Frue, der er saa erfaren udi Troldkonst, og haver alle Aander, der sveve i Luften, reedebond til sin Tieneste, icke ogsaa ved sine Konster kand omskabe Ulyssis Hierte. Men jeg kand tæncke, at det gaaer med hende som med visse Folck, der kand herske over Vind og Veyr, omskabe sig og andre til vilde Dyr, reyse i et Øyeblick tusinde Miile, og dog med ald deres Almægtighed ofte maae liide Nød og døe af Armod. 188 (Det inderste af Theatro aabner sig, og Ulyssis Stoldbrødre sees staaende udi hvide Skiordter med Hænderne i Veyret, holdende Riisqviste ligesom de vare forvandlede til Træer.) Ach Himmel! der seer jeg en nye Virckning af min Frues Konster, Ulyssis Stoldbrødre ere forvandlede til Træer, hun maa nock derfor være kommen ned paa Jorden igien. Jeg maae løbe.

Scen. 10.

CHILIAN
(med en Byldt paa Ryggen).

Nu er det endelig kommen saa vidt, at vi skal reyse. Jeg havde, min Troe, nock Lyst at føre Kammer-Pigen bort med mig; thi jeg maa liide hende, hun har mare to gallante Bryste, og derforuden - -- men hvad Pocker er det jeg seer. Hør Karle! er I galne? er det nu Tid at staae her at spøge? Hør hvad skal saadant Narreri betyde? (En af Træerne svarer:) Vi ere Træer.

CHILIAN.

Ey saa vil jeg selv være Træ med. (Tar to Greene i Haande og sætter i samme Positur med de andre.)

Scen. 11.

ULYSSES.

Ach Himmel hvad seer jeg her! mine kiære og troe Stoldbrødre ere ved Troldoms Konst forvandlet til Træer. Ach Dido! holdt dog op engang at forfølge mig, betenck, at jeg icke vegrer mig for at fyldestgiøre din Villie af Foragt eller Koldsindighed, men udaf Troeskab til min allerkiereste Penelope, mod hvilcken førend jeg skal begaae ringeste Utroeskab, jeg heller vil døe den skiendeligste Død. (gaaer hen til Træerne.) Ach mine kiere Stoldbrødre! hvo skal nu redde eder meer, thi jeg seer, at min troe Tiener Chilian, ved hvis Hielp I nyelig tilforn vare frelste, ogsaa er bragt i samme Stand med de andre. Jeg maae 189 efter hans Exempel legge mig til Hviile, maaskee Æsculapius eller Apollo tør aabenbare mig ogsaa et Middel at forløse mine kiere Venner. (Legger sig næsegruus ned, midlertiid slaaer Chilian ham med sin Green over Hovedet, og sætter sig strax i Positur igien.)

ULYSSES.

Ach jeg mercker, at en Gud eller Gudinde alt rørede ved mig, jeg maae legge mig til Hviile igien, og opbie dens Hielp. (Chilian gir ham et dygtig Slag for Rumpen med den fladde Haand, og sætter sig strax i Positur igien. Ulysses raaber og tar Flugten.)

Scen. 12.

Chilian.De andre.

CHILIAN.

Gid Fanden staae her lenger, jeg er alt træt i mine Arme; Lad de Skabhalse staae her længe nock. Jeg og min Herre kand jo reyse bort alleene, men førend jeg reyser, vil jeg dog efter Sædvane skiære mit Navn til Admindelse i et af disse Træer, ickun disse Ord: Chilian Peersen manu mea propria. (Tar op en Kniv, og begynder at skiære i eens Ryg, som begynder at skriige, og faaer Chilian i Haaret; Hand tar et andet Træ i Haaret, saa alle Træerne kommer til at slaaes, og det inderste af Theatro sluttes.)

Scen. 13.

Dido.Rassmus.

DIDO.

Hør Rassmus! du maae icke bære dig saa ad en anden gang, naar du skal i slige Ærender. Nu est du jo en bereyst Mand, og har uden Møye og Fare beseet de Ting, som faa Mennisker nyder den Lycke at see.

RASSMUS.

Jeg var gandske icke forskrecket, naadige Frue, men jeg fick lige- 190 som et Slag af Frygt, saa jeg troer icke, jeg forvinder det igien. Jeg var dog saa curiøsk, at jeg undertiden aabnede mine Øyne paa Veyen, og da saae jeg en Hob Himmeltegn. Ald min Frygt var, at jeg skulde støde an paa Maanen, som jeg var saa nær, at hvis jeg havde haft en Kniv hos mig, skulde jeg have skaaret et stycke af den, thi jeg merckede, at hun var giort af den skiønneste Hollandsk Ost, nogen ville forlange at æde, havde jeg icke været saa bange, skulde jeg have bedet hans Excellentz Dragen laane mig en Kniv dertil; Jeg har altid tilforn bildet mig ind, at Maanen var icke større end en Fløde-Kage, som man kunde giøre af 8 eller 9 Æg, og at om Maren Amme sad udi Maanen kunde hun med sin breede Rumpe skiule den gandske, besynderlig, om hun havde sit Fiskebeens Skiørt paa, men jeg mercker, at den er større end jeg tæncker; thi jeg vil døe paa, at den er saa stor som 16 af de store Soelskiver, der staaer i Haven, men derimod saa tynd igien som et Flade-Brød, saa at det er lutter Løgn som lærde Folck siiger, at der boer Folck i Maanen, med mindre de icke ere større end Miider i Ost.

DIDO.

Ey holdt op med din taabelige Snack. Frygt og Redsel har saa forblindet dig, at du bilder dig ind, at have seet de Ting, som aldrig er til. Du kom kun nogle faa Miile op i Luften.

RASSMUS.

Ja hvor mange Miil meener eders Naade vel der er til Maanen, icke over 5 fierding Vey og jeg vil sværge paa, at jeg icke var langt fra Glas-Himmelen, som Jacob Skolemester regner at være over 8te Miil fra Jorden; thi jeg kunde see Stierner saa næt indfæstet i Glas-Himmelen, saa ingen Jubilerer her kunde giøre det nettere. Jo jo mine Øyne slaaer mig min Troe icke feyl. Jeg kunde min Troe see det, som meer er, nemlig Melckeveyen.

DIDO.

Ha ha ha, hvad meener du da Melckeveyen er?

RASSMUS.

Det veed jeg mare nock. Det er den Melck som melkes af de Himmeltegn kaldet Tyren og Jomfruen, hvoraf giøres Ost til at bø- 191 de paa Maanen med, naar den tar af. Rassmus er min Troe icke saa u-lærd, som eders Naade meener.

DIDO.

Dersom du giorde en saadan Reyse til, blev du reent gall. Holdt op med den Snack, jeg har nu andet at tænke paa. Jeg har udskicket Elisa at efterforske hvad Ulysses tar sig for, efterat hans Stoldbrødre ere forvandlede til Træer; men der seer jeg hun kommer.

Scen. 14.

Elisa.Dido.Rassmus.

ELISA.

Ach naadige Frue! alle vore Konster, alle vore Anstalter er bleven til Vind. Ulysses med sine Staldbrødre ere alt flygtede, og saa langt borte, at man neppe kand øyne dem meere.

DIDO.

Er det sandt, som du siiger, Elisa?

ELISA.

Ja det er alt for sandt; thi jeg har selv seet Skibet langt ud i Søen.

DIDO.

Ey Elisa! saa vil jeg icke leve en Time længer. (Træcker ud en Dolck og sætter for Brystet. Elisa og Rassmus løber til, og holder hendes Hænder.)

DIDO.

Slip mig eller det skal koste eders Liv. Jeg har besluttet at døe, og jeg skal døe.

ELISA
(paa Knæ).

Ach naadige Frue! betænck dog hvad Efterkommerne vil siige om saadant. At den priisværdige Dido af Kierlighed til en fremmed Person toog Livet af sig selv, og ved saadant underligt Endeligt til intet giorde alle hendes forrige Dyder. Betænck, naadige Frue, i hvilcken slet Tilstand hun derudover vil sætte det heele Land, som 192 ved saadan hastig Død vil blive Fiender og Fremmede til Rov og Bytte, betænck

DIDO.

Ingen Ting kand vende mig fra mit blodige Forsæt, hvis I icke holder op at hindre mig derudi, skal jeg udøse ald min Harm paa eder.

ELISA.

Ach naadige Frue! Vi som troe Tienere og Tienerinder er forbundne i saadan Fald at være u-lydige.

DIDO.

I kand dog icke hindre mig uden for en Tiid; thi hvis det icke skeer denne Stund, saa skeer det siden. Dette alleene foraarsages ved eders Ulydighed, at I blir først straffet som Rebellere mod min Villie, og mit Forsæt siden uden Hinder blir fuldbyrdet. (Hun slider sig løs, og støder først efter Elisa, som tar Flugten, siden efter Rassmus.)

RASSMUS.

Ach naadige Frue! stick mig icke ihiel. Jeg skal, min Troe, icke hindre hendes Naade. Men tvertimod som en troe Tiener være hende beforderlig i hendes Forsæt.

DIDO.

Vil du da icke hindre mig?

RASSMUS.

Ney mare vil jeg icke.

DIDO.

Fy dig an din arrige Skalck, din Forræder! Vilt du da staae og see paa, at din Frue tar Livet af sig selv, vil du da icke hindre mig?

RASSMUS.

Ney men vil jeg icke.

DIDO.

Saa vil jeg ey heller tage Livet af mig selv. Nu skal jeg leve i Trods. Naar jeg ogsaa betæncker mig, saa lader det noget Romansk. Kom lad os gaae. (gaaer bort.)

193
RASSMUS.

Jeg tænckte nock, at det vilde saa gaae. Jeg troer virkelig, det er gaaet lige saadan til med alle de gamle Heroinder, som Poeterne har giort saa mange Vers over.

Act. V.

Scen. 1.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.

Ach Chilian! nu er den Tiid kommen, at jeg seer mit kiære Fæderneland igien. Lad os efter de gamle Heldtes Exempel falde ned og kysse paa vor Fæderne-Jord. (De falder ned og kysser Jorden.)

CHILIAN
(reyser sig strax igien).

Tvi tvi tvi for en Ulycke. Jeg veed icke, hvad slige Ceremonier skal til. Der har en nyelig kastet sit Vand paa den Sted kand jeg smage.

ULYSSES.

Chilian! nu vil vi begge forklæde os, og som Pillegriime gaae ind paa Slottet for at overrumple Penelope.

CHILIAN.

Det giøres jo icke fornøden Herre; thi har vi været nogle og 30 Aar borte, saa behøver vi icke at omklæde os; tilmed skiøtter jeg icke om at overrumple min Hustrue, thi hvad Øynene icke seer, giør Hiertet icke Væ.

ULYSSES.

Om du tviler om din Hustrues Troeskab, saa tviiler jeg aldeelis icke om Penelopes, paa hvis Dyd og Kydskhed jeg har alt for stoore Prøver.

CHILIAN.

Ja ja Herre! I nogle og tredeve Aar kand skee en hob Forandrin- 194 ger. Men der kommer en Bonde, den kand vi examinere, om eders Naade saa synes.

Scen: 2.

Ulysses.Chilian.Bonden.

CHILIAN.

God Dag Landsmand! er du fra denne Bye, eller er denne Bye fra dig?

BONDEN.

Ingen af Deelene; thi jeg boer endnu i Byen.

CHILIAN.

En af Deelene maae det være.

BONDEN.

Ney ingen af Deelene; thi jeg boer endnu i Byen; men om jeg maae spørge igien, hører disse lange Buckeskiægge jer til eller hører I Skiæggene til?

CHILIAN.

Det er jo en gall Tale-maade.

BONDEN.

Det er underligt, at du vil begiære, jeg skal føre viis Snack med dig.

CHILIAN.

Kiender du mig da?

BONDEN.

Icke videre end jeg har haft den Ære, at see dig nogle gange udi Kortspill. Du est jo Kløver-Knægt?

ULYSSES.

Denne Bonde er en forslagen Mand.

CHILIAN.

Ney Landsmand! Lad os tale Alvor. Har du icke hørt tale om den Trojanske Kriig?

195
BONDEN.

Jo det kommer mig for som en Drøm; Det var vist i den Kriig, hvor du løb bort af et Slag, og derfor blev hengt.

CHILIAN.

Var jeg hengt, saa kunde jeg jo icke nu være her.

BONDEN.

Jeg tænckte, det var kun din Gienfærd; thi du seer ud i det ringeste, som du havde været hengt.

CHILIAN.

Ney Landsmand, jeg har aldrig været hengt.

BONDEN.

Det er Skade; thi du seer dog ud til at have fortient det. Men hvad ere I for Folck? ere I Geder, Bucke, Mennisker, Sviin eller Æsler? Om Forladelse jeg spør saa dristig; thi vi Folck her i Byen ere nysgierige.

CHILIAN.

Jeg veed jo Sviin og Æsler gaaer icke paa to Been.

BONDEN.

Jeg meener, om I kunde være af de to-beenede Æsler.

ULYSSES.

Hør Landsmand! driv icke saadan Spot med Fremmede.

BONDEN.

Ere I Fremmede, hvorfor blir I da icke hiemme? Vi har Landstrygere her nock tilforn. Men med Forlov fra hvilcket Land er I?

CHILIAN.

Vi ere fra et Land, som heeder Monomotapabrasiliadelphia.

BONDEN.

Hvordan Land er det? heeder det ligedan om Vinteren, naar Dagene ere korte?

CHILIAN.

Det er et velsignet Land, hvor stegte Sviin gaaer om paa 196 Marcken med Kniv og Gaffel i; hvor stegte Duer flyve i Lufften, og hvor mand faaer en Daler af Øvrigheden for hver Time man sover.

BONDEN.

Jeg troer ellers I ere fra Jylland, eftersom I kand saa brav fortælle Eventyr. Ellers undres mig, at I vilde forlade saadan got Land, for at komme hid, hvor man kand tabe en Daler for hver Time man forsover sig.

ULYSSES.

Lad mig tale med Manden alleene, du driver kun Tiden bort med Giæckerie. Hør Landsmand! Vi ere icke komne til dette Land for at nyde noget got, vi har andre vigtige Ærender. See der har du nogle Penge at holde dig lystig med.

BONDEN
(med Huen under Armen).

Tack naadige Herrer, jeg vilde ønske, at jeg kunde være deres Velbaarenheder til nogen Tieniste igien.

ULYSSES.

Vi forlanger intet uden at du svarer os skickelig til det, vi spør dig om. Kiender du den Høyadelige Frue Penelope?

BONDEN.

Ja mend giør jeg saa. Jeg har arbeydet i hendes Kieristes Huus den heele Uge.

ULYSSES.

Hvad Kiéreste? hendes Herre er jo icke hiemme, hand er i fremmede Lande.

BONDEN.

Ret nock, det er icke hendes Mand jeg meener; thi hand er endnu uden Lands, om hand lever.

ULYSSES.

Ja vist lever hand.

BONDEN.

Da yncker jeg den stackels Herre, hand er vel 16 gange bleven Hanrey siden hand reyste, men naar man ret eftertæncker det, saa er 197 hand icke at yncke; thi den Narr forlood Kone og Børn for at faae tilbage et daarligt Qvinde-Menniske ved Navn Helene. Det var vel Umagen værd at reyse ud af Landet for med saa mange stolte Riddere, som vores naadige Keyser har savned siden i adskillige Tilfælde.

ULYSSES
(til Chilian).

Ach Himmel! hvad hører jeg Chilian?

CHILIAN.

Kiender du ogsaa icke en Qvinde ved Navn Polidore.

BONDEN.

Polidore! den Hore?

CHILIAN.

Ja du siiger, maaskee, saa alleene for Rimets skyld.

BONDEN.

Det riimer sig eller icke, saa er det dog sandt. Hun er at yncke den Stackel; thi hun har langt fra icke den Næring nu, som hun havde de første Aar efter hendes Mands Chilians Bortreyse; thi nu er hun fast gandske ubrugelig.

CHILIAN.

Da vil det gaae hende ilde; thi hendes Mand Chilian lever icke alleeniste, men vil være her inden faa Dage.

BONDEN.

Det vil icke siige meget, om saadan Slyngel lever eller ey; Gid vi kun havde hans Herre Ulysses tilbage, som var Keyserens anden Haand.

CHILIAN.

Men kiender du icke een ved Navn Langulafred, som var Chilians Broer?

BONDEN.

Jo, men hand har i ti Aar icke været i Byen.

198
CHILIAN.

Hvad kand være Aarsag dertil?

BONDEN.

Hand har haft Forfald, at hand icke har kundet komme; thi hand blev hengt for 11 Aar siden paa Landet.

CHILIAN.

Tack for good Underretning! Adiøs.

Scen. 3.

Ulysses.Chilian.

CHILIAN.

Har vi icke vel reyst? Herre?

ULYSSES.

Ach Chilian! mit Hierte vil briste, naar - - - (Chilian løser sin Hat need, og sætter den breed paa Hovedet.) Har vi icke vel reyst? Herre!

ULYSSES.

Hvad skal de Grimacer betyde?

CHILIAN.

Jeg var tilfreds det intet betydede; men naar Ulycken er, saa maae mand skicke sig derudi. Enhver maa skicke sig i sin Stand og klæde sig derefter.

ULYSSES.

Ach Chilian! Er det nu Tiid at skiemte, nu vi ere omspendte med lutter Ulycke?

CHILIAN.

Jeg skiemter, min Troe, icke; thi jeg sætter min Hat icke saa for Lyst skyld.

ULYSSES.

Jeg skal hevne mig over hendes Utroeskab, førend Soel gaaer 199 ned; Hendes Boelere skal døe den skiendeligste Død og hun med. Hvad vil andre stolte Riddere i Verden sige, naar de faaer det at høre.

CHILIAN.

De kand icke gaae videre end de kand siige, vi ere Handreedere, som sandt er.

ULYSSES.

Ingen Ting skal hindre mig i mit Forsæt; ingen Undskyldning skal gieide. Hvis hun beraaber sig paa min lange Fraværelse, paa sine blomstrende Ungdoms Aar, som ere sliige Fristelser underkaste, stopper jeg mine Øren til; thi hun maa viide, at hun har beskiemmet icke alleene hendes egen Herre, men en af de største Helte i Ithacien, der med sin Seyerrige Arm har ødelagt Asiens største Zierat, jeg meener den ædle og stolte Stad Troja.

CHILIAN.

Men eftersom Herren taler om Penelopes blomstrende Aar, hvor gammel var hun da vi reyste?

ULYSSES.

Hun var ickun 25 Aar gammel; Hun bragte til Verden den adelige Juncker Telemachius udi sit Alders 16 Aar, og samme vor Ægteskabs første Grøde og ædle Plante var kun 9 Aar gammel, da vi reyste til Troja.

CHILIAN.

Ja det er ret nock, 16 og 9 giør 25. Men maatte jeg spørge Herren, hvor lenge vi har været borte.

ULYSSES.

Udi 36 Aar.

CHILIAN.

16 og 9 er 25, 25 til 36 giør 61 Ja det er sandt, hun er endnu i sin blomstrende Alder. (til Spectatores) Jeg har sagt forud, at jeg icke vil raisonnere meer udi denne Historie, thi jeg blir gal i Hovedet derover. (til Ulysses) Herre! ingen Ting skal heller hindre mig i mit Forsæt at hevne mig over min Hustrue, der udi sine blomstrende 200 Ungdoms Aar, som ere mange Fristelser underkasted, har beskiemmed icke alleene sin Hosbond, men ogsaa en extraordinaire Ambassadeur, en Heldt, der af heele Krigshæren blev udvaldt at slaaes udi eene Kamp med den sterckeste Trojaner, som mig siden blev sagt var Hector selv, men ogsaa i 10 Aar uden Mad og Dricke stoed paa et Sted og hindrede Tilførsel til Byen; thi hvis det icke var skeed havde I andre med Permission

ULYSSES.

Gack strax bort Chilian og bring hid min kostbareste Klædning. Jeg vil lade mig see i ald min Herlighed for at jage des større Skreck i mine Fiender. (Chilian henter i en Hast en skiøn Klædning og en Hat med Plumager, ifører Ulysses Kiolen og siger:) Hillemend! hvor martialsk seer Herren ud. Mars staaer i Øynene afmalet, og Vulcanus i Panden. (Løser Litzerne paa Hatten, og sætter den gandske breed paa Ulysses.)

ULYSSES.

See her du Tølpel! min Hat er jo gandske nedfalden?

CHILIAN.

Den skal jo saa være, Herre!

ULYSSES.

Chilian! hvis det icke var i Henseende til din lange troe Tieneste, skulde denne Gierning koste dit Liv. Heft Hatten ret igien.

CHILIAN.

Et Øyeblick Taalmodighed Herre! Jeg vil hefte min egen op først; thi vil Herren icke bære sin Hat saaledes, saa vil jeg, min Troe, ey heller bære min. (Hand hefter først sin op, siden tar fat paa Ulyssis.) Jeg troer Fanden sidder i den Hat, saa snart jeg hefter een Ende til, falder den anden Ende ned igien. Ach Herre! lad os bære Hatterne som de vare.

201
ULYSSES.

Ret Hige nu overvinder du min Taalmodighed.

CHILIAN.

Ach Herre! Taalmodighed er den Dyd, som herefter meest vil tiene os begge; thi den ligger nu af alle Dyder meest til Bestillingen. Ach Herre! lad os bære Hattene som de vare for en vis Aarsags skyld.

ULYSSES.

Chilian! Jeg varer dig eengang for alle, at du icke opirrer mig til Vreede, det skal koste dit Liv.

CHILIAN.

Ach naadige Herre! jeg giør det, min Troe, icke af Ondskab, men af Politiske Aarsager; thi jeg tænckte, at naar Folck saae os udi den Tilstand, skulde de desmeer bevæges til at tage vor Parti, og hevne vor Uret. Men jeg vil efterleve Herrens Villie. (Hefter paa Hatten igien) Ach Herre! Lad os dog bære dem, som de vare; thi - -

ULYSSES
(træckende paa sin Kaarde.)

Vil din Hund drive Spot med mig?

CHILIAN
(paa Knæ.)

Ach Herre! forlad mig min Dristighed, jeg skal aldrig tale om den Materie oftere.

ULYSSES.

Stat op igien, og gack strax ufortøved til Byen, og lad Penelope samt hendes Beylere og alle Indbyggerne viide, at jeg er kommen tilbage, og forkynd dem mit blodige Forsæt at hevne den Spot og Skiendsel mit Huus er vederfaret.

CHILIAN.

Ach jeg er saa bange, at der møder mig nogen Hund paa Veyen; thi det kand gaae mig som Acteon, hvilcken, da hand var forvandlet til en Hiort, blev synderreven af sine egne Hunde. (gaaer bort.)

202

Scen. 4.

ULYSSES

(alleene.) Hvert Øyeblick synes for mig som et Aar, saa brænde mine Indvolde af Hevn og Forbittrelse mod min troeløse Gemahl. Ach! Ach! jeg tænckte, Himmelen nu var bleven træt i at forfølge mig viidere, og at de mange Aars Ulycker og Besværligheder og Suurheder skulde nu forsødes ved at omfaunes af Penelope, for hvis skyld jeg saa hellig har i agt taget Kydskheds Lov, for hvis skyld jeg har stoppet mine Øren mod den gudommelige Didonis forliebte Sucke, og foragted hendes kierlige Tilbud. Ach ihr Götter! hielper mig i min retferdige Hevn. Den heele Stad skal derover svemme i Blood. Først skal jeg opoffre hendes Beylere, derefter hende selv, saa at ingen skal sige: Den stoore Ulysses, som forstyrrede Troja, dempede Kiempers Overmood, reddede uskyldige Jomfruer fra Biergtrold og Nisser, rensede Augiæ Stold, undertvang de Skioldmøer, omkomme de Sirener, som havde hundrede Hoveder, skal leve det øvrige af sin Tiid med Spot og Skiendsel. Ach ach Penelope!

Hvor har du kunnet din Ulysses saa forlade.
For slig Utroeskab dig end vilde Dyr bør hade.
Kand Elskov glemmes, kand den døe hos dig saa let?
Ald Troe og Ærlighed bortsvinde? er det ret
Din ædle Herre, der saa troefast var og dydig,
Ja din Ulysses, der har været dig saa lydig,
Saa at foragte? saa forandre din Natuur
For at beskiemme den, der staaet har som Muur,
Som haarde Klippe mod ald Fristelse, Ulycke,
Og som roedfæsted Eeg, den Storm ey kand oprycke.
Hvad Skrift, Historie, hvad Riige, Sted og Land
Slig stort Forræderie, Utroeskab viise kand.
Om man fra Østen gaaer til Vesten, nøye søger
Opkaster, læser og igiennem-blader Bøger,
Man paa Utroeskab ey skal finde større Speyl.
Ved Himlens Bistand dog min Hevn skal ey slaae feyl.
Thi før skal mænges Jord, Luft, alle Elementer
Med Verdens Undergang, som man at see forventer,
203 Før Verdens Bygning selv skal løses, gaae i grund,
Før jeg skal meere see, før jeg skal nogen stund - - -
Men jeg mercker, at Morpheus Søvnens Gud og Dødsens Broder sætter sig paa mine Øynebryne; jeg maae derfor begive mig lidt til Hviile, indtil min troe Tiener kommer tilbage.

(Sætter sig ned paa en Stoel at hviile, imidlertiid spilles sagte den Viise: O du gamle Hanrey.)

Scen. ult.

To Jøder.Ulysses.

1 JØDE.

Dat ist doch verflucht mit den Comoedianten, nar man laner en Kleidung ud, schicher sie nimmer zu rechter Tyt to rüch, und so most man bien en heel Uuge nach Betaling.

2 JØDE.

Dat ist wahr Ephraim. Men warumb er wi so dull. Aaber see en maal. Dar sitz er, und slaapt mit de schone Roch. Ich dachte es wohl. Das ist unverskamen so mit lante Klær to handelen. (Gaaer hen og rycker Ulysses i Armen.) Hær Mussier! Er det Manneer mit solke Klæren zu slaapen.

ULYSSES.

Hvem er saa dristig, at hand tør væcke mig op af min Søvn?

2 JØDE.

Dat bin ich. Mussier kennet wohl Ephraim.

ULYSSES.

Jeg kiender dig icke, O Ridder!

2 JØDE.

So kemier ich ham Mussier.

ULYSSES.

Jeg er den store Ulysses von Ithacien.

204
2 JØDE.

Und ich bin die kleine Jude Ephraim.

ULYSSES.

Jeg er den, som har forstyrret den ædle Stad Troja Asiens Zierat og Øyesteen.

2 JØDE.

Und ich bin en Man wessen Vor-Voders in die grosse Stadt Jerusalem gewohnt hebben.

ULYSSES.

Jeg er kommen hid for at tage en blodig Hevn af min troløse Gemahl Penelope.

2 JØDE.

Und ich bin hidkommen um Bezahlung for mine lante Klæer zu fodren. Aber det skal ablaaffen ohne Blut.

ULYSSES.

Jeg kand see paa dit Skiæg, at du est en vandrende Ridder.

2 JØDE.

All zu viel wandrend disverr! so wohl ich als andre Israels Kinder.

ULYSSES.

Siig mig ædle Ridder, hvordan det staaer til i Ithacien.

2 JØDE.

Møssier ich heb kein Tyt, ich muss die Kleidung ut lanen zu ein Masqverade von Abend.

ULYSSES.

Tør du legge Haand paa mit kostbare Legeme? Pack dig strax fra mig, eller du skal føle Effecten af min Vreede.

2 JØDE.

Træck ju man ut, oder du skal følen die Effect von Lands Lov und Gerecht.

205
ULYSSES.

Ach Himmel! saadant skal hende mig efter 40 Aars Landflygtighed. (De træcker Kiolen af ham sigende:) Bist du in fyrretive Jahr weg gewesen, so muuss du auch for fyrretiv Jahr bezahlen. Wir wollen strax Reichnung machen. Adiøs so lang.

ULYSSES.

Ach Himmel! havde jeg taget mig for at ødelegge alle Jøder i Steden for at gaae til Troja, saa havde mit Herredømme icke saa hastig faaet Ende.

(til Spectatores)

Nu haaber vi, at ingen meer
Sig over os skal klage
At slide paa Comoedier
Som varer tvende Dage,
Og siige en Historie
Maa vare meere lenge,
Man før skiønt efter Reglerne
Os intet gav for Penge.
See her man tvende sneese Aar
For samme Penge giver,
Fra Grækenland til Troja gaaer.
En Dag Mands Alder bliver.
Man seet har Kiemper her udi
Beleyringer og Kriige
Tog, Jomfrue-Rov og Hexeri,
Nu et nu andet Riige.
206 Nu een der af Fortvilelse
Sig Livet vil fratage,
Nu Folk skabt om til Sviin til Træ,
I Luften gloend Drage.
Ja det, som meest fornøden er
For dem som sligt behager,
En Harleqvin mand ogsaa seer
Med Snack der Herskab plager.
To sneese Aar gaaer hastig hen,
Sligt kaldes Tid fordrive.
Men man kand af Historien
Og Hoved-svimled blive.
Om nogen Tydsk Comoedie
Her i Broelægger-stræde
Man bedre mig kand lade see,
Vil jeg Johannes heede.