Holberg, Ludvig Den Stundesløse (DK)

Den Stundesløse
COMOEDIE
udi
Tre ACTER.

360

    Hoved-Personerne i Comoedien.

  • Vielgeschrey, den Stundesløse.
  • Pernille hans Pige.
  • Leonora hans Datter.
  • Magdelone hans Husholderske.
  • Leander Leonoræ Elsker.
  • Erik Madsen en Bogholder.
  • Peder Eriksen hans Søn.
  • Oldfux en Avanturier.
361

Actus I.

Scen. 1.

PERNILLE.

Der skrives nu saa mange Comoedier i Verden, og ingen skriver om en Stundesløs. Dersom nogen vilde tage sig saadan en for, kunde jeg give skiønne Materialier dertil af min Herre. Man vil vel sige at saadanne Characterer ere rare, og at ingen tænker derpaa, men der findes en Hob slige stundes-løse Folk her i Landet, der stoye som de vare afsindige over slet intet, ligesom tvertimod der ere visse Folk, der kand have ti Ting i Hovedet paa engang, og er dog at ansee som de vare gandske ørkesløse. Jeg erindrer for nogle Aar siden, da jeg tiente hos en Lands-Dommer, og jeg engang reysede med hans Frue, da kom vi ind paa Veyen til en Kone, hvilken tog meget vel imod os, men syntes at giøre alt formeget deraf. Nu var hun i Stuen, nu i Kielderen, nu satte hun sig paa Hylden, nu under Bordet, nu klamrede hun med Piiger, nu med Drenge. Vi bade hende ti gange, hun skulde ingen Umag giøre sig for vor Skyld; thi vi kunde lade os nøye med et stykke Smøre-brød. Hun tørrede Sveeden af sig ti gange, og bad os have Taalmodighed en halv Times Tid. Fruen svor for mig, at hvis hun havde vidst, at Konen vilde have giort saadan Væsen, havde hun heller taget ind i Kroen. Thi hun vilde nødig være formeget i Gield hos samme Kone, efterdi hun havde en Sag for Landstinget. Endelig blir Bordet bredet, og ventede jeg da i det ringeste at see en Postei til den første Ræt, men alle disse Anstalter faldt ud til en klumpede Meelgrød og 8 haardkaagede Eg. Men det var dog noget. Kunde Hr. Vielgeschrey endnu med ald sin stoyen giøre saa meget, som et Eg, var det ikke saa forunderligt som det er. Dersom han endnu giorde det for at fordrive Kuld eller Skørbug, kunde man sige, at der dog blev noget giordt. Saaledes bar en gammel Magister fordum om Vinteren brende op paa sit 362 Kammer af Kielderen; og siden af Kammeren ned i Kieldern igien, saa længe indtil han ingen Varme meer behøvede. Men Herren arbeider paa intet, det er intet og det blir til intet. Der er ingen udi Huuset, som han roser for Flittighed uden mig, og der er dog ingen, som giør mindre Gavn, endskiønt jeg er altid geskæftig. Forgangen da en spurdte, hvor mange Folk han holdte, svarede han, ikkun een, thi Pernille er min Stuepige, min Kokkepiige, min Cammertiener, min Secretaire, min Huusholderske, min Koene, hvorvel det sidste i Sær var Løgn. Ikke fordi jeg er just meere kydsk end en anden, men han har ikke stunder at ligge hos nogen, og jeg er aldrig smukkere i hans Øyen, end naar jeg har en Pen siddende bag Øret. Men der seer jeg Huusholdersken Magdelone komme.

Scen. 2.

Magdelone,Pernille.

MAGDELONE.

Gid I faae en U-lykke, hvilke Skriver-karle I ere.

PERNILLE.

Altid skielder hun, hvad fattes nu Jomfrue?

MAGDELONE.

Jeg saae igiennem en Sprekke ind udi Skriver-stuen, der sidder de Hunde og drikker Spansk-Viin, og Herren veed ikke andet, end de skriver. Og een af dem drak saadan Skaal. Magdelones Skaal, gid det gamle Orgelverk var gift.

PERNILLE.

Ha! ha! ha!

MAGD.

Jeg er, Himlen skee Lov, ikke saa gammel endnu, at de har fornøden at ligne mig ved et gammelt Orgelverk.

PERNILLE.

Det skulde jeg ogsaa meene.

363
MAGDELONE.

Jeg har jo endnu ikke naaet mine 40 Aar.

PERNILLE.

Ja hvad er det at regne for Alder? En Piige kand man nytte indtil hun er 50. Aar.

MAGDEL.

Og derforuden bær jeg min Alder meget vel; thi jeg har endnu ingen Rynker.

PERNILLE.

Ey hun har, min troe! et got brugeligt Legeme endnu, det er Synd at sige andet. Det er slet ikke for hendes Ansigt eller Skabning, de foragte hende, men fordi hun forklager dem iblandt for Herren.

MAGD.

Det er sand Pernille. Det er for min Ærlighed, at jeg maa lide alt saadant. De bilder Herren ind, at de slæber sig ihiel i hans Tieniste, og raaber paa høyere Løn, da de dog ikke fortiener halvdeelen af det, de faaer, og derforuden har aldrig ringeste Skilling under Hænderne, uden de jo klipper noget deraf, saa at han omsider blir til en Staader.

PERNILLE.

Ey sig ikke det. Herren har min Troe alt for mange Øjen i Hovedet, og seer alt for nøye til udi Huuset, at nogen skulde kunde bedrage ham.

MAGDEL.

Just fordi han er saa flittig og geskeftig, just derfor blir han bedragen. Naar jeg vil vare ham ad om hans Tieneris Utroeskab, har han formedelst andre unyttige Forretninger aldrig stunder at høre mig. Jeg skulde aldrig have blevet her saa længe, var det ikke for en Tings skyld.

PERNILLE.

Hvad er det?

364
MAGDEL.

Det er, at han har lovet at skaffe mig en Mand. Men disse forbandede Forretninger, som kommer imellem, hindrer ham i hans Forsæt.

PERNILLE.

Han har jo ikke stunder at gifte sig selv engang, langt mindre sin Huusholderske.

MAGDEL.

(grædende bitterlig.) Jeg havde maaskee længesiden kundet være gift, om jeg ikke havde forladt mig paa hans Løfter.

PERNILLE.

Jeg veed I kand jo ikke frie selv Jomfrue. Jeg vilde ønske, det var Moden. Jeg skulde min troe ikke heller gaae saa længe som jeg giør.

MAGD.

Ney, det er sandt. Men Madame Kirsten Gifte-Kniif har tilbudet mig adskillige gange for en Discretion at skaffe mig en brav Mand, men jeg har altid biet paa Herrens Naade.

PERNILLE.

Hun maa da ræt bryde en gang over tvert, Jomfru, og tage Herren med en Trompf, naar hun engang finder ham ledig.

MAGDEL.

Naar finder man ham leedig Pernille. Ach: ach! om een kunde komme noget til i det samme; thi vi ere alle Mennisker, saa havde han det paa sin Samvittighed. Ach! ach! den forbandede Geskæftighed. Men hvoraf kand det komme, at visse Mennisker ere saa Stundesløse?

PERNILLE.

Jeg kand ikke viide Jomfru. Jeg meener, at ligesom de, som ere fødde paa en Juule-Nat, seer altid Spøgelse, de som er fød udi Regenveyr, græder altid, saa bilder jeg mig ind, at slige Stundesløse og arbeidsomme Folk som Herren, maae være giordt i en Skriver-stue eller fødde paa en Postdag.

365
MAGDELONE.

Ey snak.

PERNILLE.

Ja Jomfru. Det er saa kun min Meening, som jeg ikke vil tvinge andre til. Jeg har merket tit, at Herren har været gandske roelig, men saa snart han har hørt tale om Breve og Forretninger, er han bleven ligesom Don Qvichot, naar man taler om vandrende Riddere. Der maa visselig være en Hob geskæftige Vædsker i Herrens Mave, hvilke maa have den Natur, at de begynder at fermentere, saa snart han seer et stykke Papir. Eller han i steden for Blod maa have Blek, som løber om i Aarene.

MAGD.

Hvad det er eller ikke er, saa lider jeg derved, og min Velfærd, sat til side ved hans Stundesløshed.

PERNILLE.

Hans egen Dotters Velfærd blir sat til side derved. Han har jo lovet hundrede gange at flye hende en Mand, men glemt det hundrede gange igien, og Monsieur Leander som elsker hende i et heelt Aar, har endnu ingen Leilighed faaet at tale med ham derom.

MAGD.

Men er det Leanders og Jomfruens rette Alvor, at de vil have hverandre.

PERNILLE.

Ja vist I skal nok faae det at see.

Scen. 3.

Leonora.Magdelone.Pernille.

LEONORA.

Hvor er Huusholdersken? Min Far kalder paa hende.

MAGD.

Saa maa jeg da løbe.

366
PERNILLE.

Det var ræt vel, at hun gik. Nu kand vi tale noget sammen om det andet.

LEONORA.

Ach! Pernille. Jeg forlader mig paa din Hurtighed, og den Credit, du har hos min Far.

PERNILLE.

I Dag skal det min troe blive noget af; thi jeg veed ikke Herren har haft nogen Tid mindre at bestille. Jeg har bestilt Leander at komme hid Klokken 9. Og saa haaber jeg nok, at han skal faae et Qvarteers Tid at tale med Herren. Det er os kun om Tiden at giøre.

LEONORA.

Jeg haaber nok, at naar min Far seer hans Person, og hører hans Stand og Vilkor, saa blir det ikke saa vanskelig Sag.

PERNILLE.

Det er sandt nok Jomfru. Men Knuden er kun at finde en leedig Time hos ham. Men der hør jeg han kommer. Det er best, at I løber til side.

Scen. 4.

(Pernille sætter sig ned ved Bordet at skrabe Penne-fieder, og Vielgeschrey kommer ind udisin Slaaprok efterfuldt af 4re Skriverkarle, alle med Penne-fiere bag Ørene. Vielgeschreigaaer frem og tilbage, stirrende paa et Stykke Papir, raaber:)

Lars Dintfass!

(Lars løbende til ham.)

Ja Herre!

(Vielgeschrey gaaende til den anden Side.)

Lars Dintfass!

LARS.

Her er jeg Herre. 367 (Vielg: gaaende til den anden Side stirrende.) Christoffer Phedermesser.

CHRISTOFFER

(løbende til ham.) Hvad har Herren at befale.

VIELGESCHR.

Hvad vilt du. Du seer jo, at jeg har at bestille.

CHRISTOFFER.

Herren kaldte paa mig.

VIELGESCHREY.

Det var løgn, bi kun til jeg kalder paa dig. Hvor er Jens Sandbüchs? Er han ikke tilstede.

CHRISTOFFER.

Jo han er Herre.

VIELGESCHREY.

Jens Sandbüchs. (Jens løbende til ham.) Her er jeg Herre. (Vielgeschrey gaaer stirrende til den anden Side.) Jens Sandbüchs. (Jens løbende til ham.) Hvad har Herren at befale.

VIELGESCHREY.

Har du reenskrevet Copien af forrige Uges Udgifter?

JENS.

Ja Herre! her er den.

VIELGESCHREY.

Er den confereret med Klakken?

368
JENS.

Ja Herre. Jeg og Christen Griffel confererede i Maares ved Lys.

VIELGESCHREY.

I confererede vel saadan, som I confererede sidste gang. Jeg tør nu slet intet lade passere uden jeg har seet det igiennem selv, hvad bestiller du Pernille?

PERNILLE.

Jeg sidder og skraber Penne til rette for Skriber-Karlene.

VIELGESCHREY.

Det holder jeg af. Jeg har meere Nytte af den Pige end af alle jer andre Døgenichter. Stadt kun op lidt Pernille. Jeg maae sidde og conferere. Jens Griffel! læs du, Du læser tydeligst.

JENS.

Den 21 udgivet (1) 3 Rdlr 2 Mark Arbeydsløn for Herrens brune Klædning. (2) 4 Mark for et par Tøfler til Pernille.

PERNILLE.

Det er sandt. Jeg har glemt at takke Herren derfor. Jeg takker gunstige Herre! jeg skal slide dem op paa Herrens Sundhed.

VIELGESCHREY.

Du kandst takke mig en anden gang Pernille, ikke naar jeg sidder i Forretninger. Nu kunde vi allerede have avanceret et temmelig stykke, hvis du ikke havde kommet med den Snak. Læs videre.

JENS GRIFFEL.

(3) for 4re Pund Kalve-Kiød 3 Mark (4) For 4 Potter Melk en Mark. (5) Drikke-Penge for det Fad forraadnede Pærer, som vi fik til Foræring l Mark. Summa lateris 5 Rdlr. 5 Mark. (6) et pund Caffe-Bønner l Rdlr. hendt 2 skilling i The vand, 3 Skilling til en Qvint paa Jomfruens Luth.

VIELGESCHR.

Holdt! læs op igien. Hvad fuldte efter de 2 ß i Theevand?

JENS GRIFFEL.

Derpaa følger 3 Skilling til en Qvint.

369
VIELGESCHREY.

Gid I faae en Ulykke for jer Copiering og Conferering. Paa de 2 ßl. i Theevand følger l ßl. givet i Almisse til en Staader.

PERNILLE.

Det var uforskammet at glemme saadant. Nu blir jo den heele Regning gal.

VIELGESCHREY.

Maae du ikke vel sige det Pernille? Er jeg ikke et Ulyksaligt Menniske, der har slige Tienere. I steden for at lette mig i mine Forretninger, flyer de mig fleere paa Halsen. Skriver nu om igien I Skabehalse hver sin Copie, saa veed jeg endelig den maa blive rigtig.

PERNILLE.

Vil ikke Herren drikke Thee?

VIELG.

Faaer jeg stunder til at æde eller drikke? Nu har jeg to Breve at skrive. At skrive et Brev holdes, kun for en Bagatelle, men af dem der ikke har forsøgt hvad det er; thi her skal paa engang tænkes paa Postpapiir, Pen, Blek, Lys, Zignet, saa at en kand blive gal i Hovedet, naar man tænker derpaa.

PERNILLE.

Herren glemte endnu at regne Lak med.

VIELG.

Det er sandt Pernille, det er uendeligt. Nu skriver I Karle der henne?

KARLENE.

Ja.

VIELG.

Hvor ere alle mine Skriver-sager Pernille?

PERNILLE

(flyver omkring.) Her er Postpapiir, her er Lak, her er Signet.

370
VIELG.

Denne Piige kunde jeg ikke undvære; thi hun har Memoriam localem. (Sætter sig ned at skrive, men reiser sig strax.) Pernille.

PERNILLE.

Herre!

VIELG.

Har Hønsene faaet Mad?

PERNILLE.

Ney! Herren plejer selv at give dem.

VIELG.

Hvor er de Oste-skaarper, jeg skar i gaar?

PERNILLE.

De ligger hen i Skuffen. (Vielgeschrey kaster ud igiennem Vinduet.) Tipe,Tipe,Tipe.

Scen. 5.

Leander.Personerne af forrige Scene:

PERNILLE.

Nu kommer han ræt til pas, førend Herren kommer i med at skrive. See! gak nu imod ham.

LEANDER.

Jeg beder ydmygst om Forladelse min Herre. Jeg har noget at tale med ham, som er mig saavelsom ham selv magt paa liggende.

VIELGES.

Hvad er det? Han er saa god at sige sin Meening kort, thi Tiden er knap for mig.

LEANDER.

Jeg er Jeronimus Christophersens Søn.

371
VIELG.

Jeg kiender Monsieur Jeronimus. I har en brav Mand til Far.

LEANDER.

Jeg er kommen her efter min kiære Fars Raad og Villie, at - -

VIELG.

(til Skriverne.) Skriver I der henne Karle?

TUTTI.

Ja vi giør.

VIELG.

Lad engang see, hvor vit I er kommen. Om Forladelse Monsieur, et Øyeblik. (gaaer hen til det lange Bord.)

Scen. 6.

Vielgeschrey.En Barbeer,En Skredder,En Bonde,Leander,Pernille.

BARBEEREN

(kommer først ind). Ich bin schon zwei mahl hier heute gewesen umb den Herren zu barbieren, aber der Herr war noch nicht aufgestanden.

VIELG.

Ja Mester, I maa expedere mig saa hastig som mueligt er; thi jeg har Hænderne fulde af Forrætninger. (Han sætter sig ned at lade sig barbeere, medens Barberen sæber ham, fører han saadan Snak.) Es ist ein grausames Wetter heute.

VIELGESCHR.

Det merker jeg.

BARBEEREN.

Ich weiss nicht, wie es mit der Welt beschaffen ist, jo mehr man lebt jo ärger gehts, man höret und siehet nichts als Böses. Der Herr hat vielleicht gehöret, was in diesen Tagen passiret ist.

372
VIELG.

Ney jeg har intet Nyt hørt; Jeg har ikke heller stunder at spørge om Nyt! thi jeg har nok i mine egne Sager, og faaer ikke et Øyeblik Tid til at tale med en ærlig Mand.

BARBEEREN.

So will ich es denn ihro Gnaden erzehlen. Eine Matrosen-Frau in den Neuenbuden hat auf einmahl 32 Kinder zur Welt gebracht, und war doch nicht dicker als eine ordinaire schwangere Frau: Wie kan Ihro Gnaden das begreiffen.

VIELGESCHREY.

Jeg har ikke fornøden at bryde mit Hoved med at begribe det; thi jeg maa først vide, om det er sandt.

BARBEEREN.

Dass ist so wahr als ich hier stehe, denn ich kan die Historie mit Umbständen erzehlen. Denn die Kinder wurden alle getaufft, aber sturben gleich darauf. (En Bonde kommer ind.) God Morgen Husbond. Jeg har penge at yde for 2 pund Byg og et Boel-svin. (Vielgeschrey gaaer fra Barbeeren gandske oversæbet.) Du staaer jo for 3 pund Byg.

BONDEN.

Ja jeg veed det nok go Hosbond, men Hosbonden maa give mig efter det eene pund Byg i Aar; Thi Tiderne ere saa slet for os, som de aldrig har været.

VIELG.

Det er en gammel Snak den. I klager altid.

BONDEN.

Ja Hosbond, hvem der har høye Marker som vi, den har ikke faaet meget i Aar: Kornet syntes vel at være noget, da det stod paa Ageren. Drollen splide mig ad Hosbond, fik vi ikke mindre Korn i Aar end i Fior. Og det er knapt, at man vil give os en Rdlr. for 373 Tønden paa Torvet. Veed Hosbond ikke, hvad Capitels Kiøb blir i Aar.

VIELG.

Ney. Jeg kand ikke viide. Men hør! Du maa give mig Penge for 3 Pund.

BONDEN.

Ach! jeg vilde gierne go Hosbond! jeg vilde gierne, men Hosbonden maae have Taalmodighed med mig i Aar, saa skal jeg siden stræbe som en ærlig Mand, baade at betale Skat og Landgilde.

VIELG.

Du lover saa alle Aar, og det er dog lige nær.

BONDEN.

Ja Gud bedre, Hosbond! naar Skab kommer paa Qvæget og tar vore Heste bort, saa at vi maa leye for Penge vore Naboes Heste at pløye Jorden med. (Bonden tar nogle Penge op af en Klud, som Vielgeschrey tæller.)

EN SKRÆDDER.

Herren har vist forlanget, at jeg skulde tage Maal til en Klædning?

VIELGESCHREY

(løber fra Pengene.) Naar det kommer, saa kommer det altsammen paa engang.

SKRÆDDEREN.

Det skal være giordt i et Øyeblik Herre. (Hand lader tage Maal af sig.)

BONDEN.

Pengene var jo rigtig Hosbond for de 2 Pund Byg?

VIELGESCHREY

(løber til Bonden igien.) Det er sant, jeg talte ikke alle Penge. Her kommer saa meget paa engang, at man maa blive gal i Hovedet. (Tæller Pengene igien.)

374
BARBEREN.

Will der Herr, dass ich ein ander mahl wiederkommen soll?

VIELGESCHREY.

Jeg er jo alt raget Mester? (Tar sig om Hagen og føler Sæben.) Hillement! Sæben tørres ind i Ansigtet, hav Taalmodighed lidt, medens jeg rages. (Sætter sig ned og siger:) Ach! Gud bedre den, der har meere at forrette, end hand kand overkomme. Skriver I der henne? (De svarer ja.)

PERNILLE.

Ach! gunstige Herre! vil hand ikke tale et Ord med denne fremmede Herre, der har biet saa længe?

VIELGESCHREY.

Hillement! det var sant. Gaaer bort I andre og kommer igien om en Time. Om Forladelse Monsieur, at jeg har ladet ham staae saa længe. Hand seer selv, hvordan jeg er omspendt af Forretninger. Hvad er ellers hans Begiæring?

LEANDER.

Min Herre! Jeg er Jeronimus Christophersens Søn, som med min Fars Villie kommer hid at begiære hans kiære Datter, som jeg nogen Tid har baaret Kjærlighed til. Min Far skulde selv have haft den Ære at opvarte Hr. Vielgeschrey, og paa mine Vegne giordt dette Forslag, men en liden Upasselighed hindrer ham at komme ud i disse Dage.

VIELGESCHREY.

Monsieur! jeg takker ham for hans gode Tilbud. Men maatte jeg tage mig Frihed, og spørge, hvortil hand har appliceret sig?

LEANDER.

Min Far har intet sparet paa min Optugtelse, hand har ladet mig 375 reise Udenlands, ladet mig lære alle galante Exercitier, og adskillige Sprog foruden Latin.

VIELGESCHREY.

Det er got nok, Monsieur, men jeg er meget for en Sviger-Søn, der er arbeidsom, der føer en god Pen, og kand gaae mig noget til Haande i mine Forretninger.

LEANDER.

Hvad det angaaer, saa kand jeg viise min Herre Prøver paa min Færdighed af adskillige Breve, som jeg har i min Lomme, og vil tage mig den Frihed at viise Herren.

VIELGESCHREY.

Skriver I noget der henne?

TUTTI.

Ja.

VIELGESCHREY.

Lad see, hvorlangt I er kommen. (Gaaer hen og kommer til Leander igien.)

LEANDER.

See her min Herre! her er adskillige Breve saa vel paa Fransk som paa Latin.

VIELGESCHREY.

Ney, Monsieur, det er ikke saa jeg meener, forstaaer hand sit Bogholderie?

LEANDER.

Ney min Herre! hvor til skulde det nytte mig?

VIELGESCHREY

Det kunde nytte mig; thi det andet slags Skrift er jeg ikke tient med. Jeg vil, at min Datter skal have en god Bogholdere, og eftersom Monsieur ikke forstaaer Bogholderie, saa maa hand ikke tage ilde op, at jeg afslaaer hans Begiæring.

376
LEANDER.

Jeg vil gierne legge mig efter Bogholderiet for hans Jomfru Dotters skyld, som jeg saa inderlig elsker.

VIELGESCHREY.

Ej, Monsieur! tal ikke derom. Den Profession skal man have lærdt fra Barndommen op. Og til med saa har jeg halvdeeles lovet min Dotter bort til Bogholder Erik Madsens ældste Søn Peder, som skal være en dygtig Karl, og træde i sin Fars Fodspor.

LEANDER.

Jeg er forsikret paa, at Jomfruen aldrig beqvemmer sig til at tage saadan Pedant, og jeg undrer mig over, at min Herre vil give sin Dotter til saadan en.

VIELGESCHREY.

Jeg tænkte det nok. I gode Cavalliers kalde alle dygtige og lærde Folk Pedanter. Det er en Person, som kand lette mig meget i mine store Forretninger, som voxe mig over Hovedet.

LEANDER.

Jeg veed ikke, hvad Forretninger en Mand kand have, der sidder i ingen Bestilling?

VIELGESCHREY.

Jeg har saa mange Forretninger, at jeg faar ikke Stunder til at æde og drikke. Pernille! hand siger, at jeg ingen Forretninger har. Det kand du vidne med mig.

PERNILLE.

Herren har 10 Mænds Arbeide. Det er hans U-venner, som siger ham at hand har ingen Forretninger. Herren holder jo foruden mig 4 Skriverkarle; hvilket alleene er Beviis nok, at hand har Forretninger.

VIELGESCHREY

Og jeg kommer endnu til, at tage et Par an. Skriver I noget der henne Karle?

TUTTI.

Ja, vi skriver af ald Magt.

377
LEANDER.

Min Herre! jeg kand forsikre ham paa, at hans Dotter aldrig skal faa den Pedant.

VIELGESCHREY.

Hvem Pokker vil hindre mig derudi?

LEANDER.

Det skal jeg, det skal jer Dotter selv.

VIELGESCHREY.

Det er artig.

LEANDER.

Jeg kand forsikre min Herre paa, at der intet skal blive af.

VIELGESCHREY.

Og jeg kand forsikre jer paa, at hun skal blive gift med Peder Erichsen Bogholder, inden Soel gaaer ned. Adieu! Monsieur, jeg har ikke Stunder at tale med ham meere. (Leander gaaer bort.)

VIELGESCHREY.

Har du hørdt Magen til den Karl Pernille?

PERNILLE.

Det bekiender jeg, havde det ikke været af Respect for Herren, saa havde jeg givet ham een paa hans Mund.

VIELGESCHREY

Den Karl vil foreskrive en brav Mand, hvem hand skal gifte sin Dotter til, og foragte en Bogholder. Jeg har en hob at bestille, men jeg faar da at tale med min Dotter lidt. Leonora kom ind.

Scen. 7.

Leonora.Vielgeschrey.Pernille.Skriverne.

VIELGESCHREY

Min Dotter! hvor vel mine Forretninger ere store, saa tænker jeg dog paa din Velfærd.

378
LEONORA.

Jeg takker min hierte Far.

VIELGESCHREY.

Jeg har i Sinde at gifte dig.

LEONORA.

Jeg takker.

VIELGESCHREY.

Og det med en brav forstandig Karl.

LEONORA.

Jeg er forsikret om, at min Far gir mig ikke bort uden til et skikkeligt Menniske.

VIELGESCHREY.

Og jeg vil, at du skal have Bryllup med ham inden Aften.

LEONORA.

Ligesom min kiære Far finder det for got.

VIELGESCHREY.

Jeg har ikke villet spørge dig til Raads, førend jeg lovede dig bort, saasom jeg er vis paa din Lydighed imod din Far.

LEONORA.

Ach! min hierte Far, jeg faaer just den Person, som jeg mest elsker.

VIELG.

Det er den Person, som jeg nævnede for dig i gaar Aftes.

LEONORA.

Ney! Papa talede intet derom i Aftes.

VIELG.

Saa har du glemt det mit Barn! Jeg har hundrede Ting udi Hovedet, og kand dog bedre komme en Ting ihu end nogen af jer andre, Personen er et fornuftig ung Menniske.

LEONORA.

Ja det er min troe vis.

379
VIELG.

Og har en brav Mand til Far, i hvis Fodspor han vil træde.

LEONORA.

Det tviler jeg ikke paa.

VIELG.

Og inden 4re Aar vil blive den dygtigste Bogholder udi Byen.

LEONORA.

Hvad, Leander Bogholder?

VIELG.

Hand heeder ikke Leander, han heeder Peder og er Erik Madsen Bogholders Søn.

LEONORA.

Ach! Himmel! hvad hører jeg. Jeg tænkte, at det var Leander Hr. Jeronimi Søn.

VIELG.

Ha! ha! ney mit Barn. Det er ikke Parti for dig. Den Snushane var her nyelig, men fik strax Afslag.

LEONORA.

Ach! jeg elendige Menniske! Vil I give mig bort til saadan en Pedant?

VIELG.

Hør! Mine Forretninger tillader mig ikke at holde længere Snak med dig, gak strax ind, og lav dig paa at giftes med den unge Bogholder inden Aften.

LEONORA

(gaar grædende.)

VIELG.

Pernille! følg du efter hende og forehold hende den Lydighed, hun er sin Far skyldig.

PERNILLE.

Herren maa ikke tvile derpaa. Jeg skal herudi være ham ligesaa troe som i alt andet.

380
VIELG.

Skriverkarle! kommer op paa Salen, der kand vi forrette vore Sager i Roelighed. (De stikke alle Pennene under Ørene og gaaer.)

Scen. 8.

Pernille.Leonora.

PERNILLE.

Den som vil spille noget Puds, maa først søge at komme i dens Credit, som han vil optrække. Naar Herskabet i et Huus er Gudfrygtig, stille alle habile Tienere sig ogsaa Gudfrygtige an og derved komme fort og giøre hvad de vilde. Naar store Herrer giøre sig en Glorie af at drikke hin anden i Seng, insinuere Tienere sig ved det samme. Naar store Herrers Genie er at stoye over slet intet, seer man ogsaa Tienere at puste og tørre Sveden af sig, skiønt de intet forrette. En habil Tiener, der vil giøre et Skielmstykke, maa først udstudere sit Herskabs Naturel, og iføre sig det samme. Dette har jeg taget i agt og derfore stoyer meest i Huuset, og mindst forretter, hvorudover jeg meest er hørt af alle. Naar Herren klager over sit arbeide, klager jeg med, naar han stoyer, stoyer jeg med, naar han tør Sveeden af sig, tørrer jeg med, naar han for sine Forretningers skyld finder det raadeligt, at give sin Datter bort til en Bogholder, roeser jeg saadant Parti, skiøndt jeg i mit Hierte er saa lidt derfor, at om I selv Jomfru blev saa gal at ville have saadan Mand, skulde ingen være meere jeres Fiende end jeg.

LEONORA.

Du har ikke behov at være bange derfor.

PERNILLE.

Lad saadan Slyngel gaae hen og gifte sig med et gammel Blek-Horn. Er hand skabt til at ligge i saadan Jomfrues Arm, og er I skabt til at være Madame Bogholders!

LEONORA.

Ach! Pernille! jeg forlader mig alleene paa dig. Men hvori 381 bestaar det Anslag, hvorved du agter at giøre det til intet, og befodre min Kierlighed med Leander.

PERNILLE.

Ey Jomfru! jeg siger ikke mit Anslag, førend det heele Senat blir samlet.

LEONORA.

Jeg troer, at Leander og hans Tiener kommer hid paa Øjeblikket.

PERNILLE.

Gid de vilde komme; thi nu er den eeniste Tid vi faaer Leylighed at tale sammen i Dag. Jeg laver til Barsel med Tvillinger, og Leanders Favorit, Oldfux skal være Jordemoer. Jeg har Bud efter dem. Men see! der kommer de.

Scen. 9.

Leander,Leonora,Pernille,Oldfux.

LEANDER.

Ach! Allerkiæreste Jomfrue! Jeg har aldrig havt saadan ond Time som denne, siden jeg fik saadan haanlig Afvisning af hendes Fader.

LEONORA.

Ach! Leander! den har ey heller været mindre ond for mig.

PERNILLE.

Hør I got Folk! Her er ingen Tid til at holde lang Fadder-Snak. Jeg har en hob Machiner i Hovedet, som skal sættes i Verk.

LEONORA.

Lad os nu høre dit Anslag.

PERNILLE.

Mit Anslag? Meen I Jomfrue, at et Anslag vil forslaa. Der har mødt mig saa mange Vanskeligheder udi mit foretagende, at jeg har været nogle gange færdig til at forlade det heele Verk.

LEANDER.

Ach! lad os da høre, hvad du har paafundet for, at hielpe os.

382
PERNILLE.

Hør Monsr. Kand I agere en Pedant udi Nødsfald? Derudi bestaar Hovedposten.

OLDFUX.

Hvad han ikke kand, det skal jeg nok lære ham.

PERNILLE.

Kiender du Peder Madsen Bogholders Søn?

OLDFUX.

Jeg har seet ham mange gange paa Gaden.

PERNILLE.

Hans Person maa Leander tage sig paa, og komme til Herren for at frie.

OLDFUX.

I dette første Anslag giør jeg to Anteigninger. (1) Har Hr. Vielgeschrey nyelig talt med Leander, og (2) Kiender han Bogholderen, efterdi han har udvalt ham til Sviger-Søn.

PERNILLE.

Dine tvende Anteignelser sætter jeg en Stræg over igien. Hr. Vielg. har aldrig talt med Leander uden eengang. Og lad være han havde talt 10 gange med ham, saa kiendte han ham dog ikke. En Mand, i hvis Hovet vrimler saa mange Forretninger, som Myrer i en Tue, kiender ikke saa læt Folk igien. Det er knapt, at han kiender mig iblant; thi i gaar stod hand længe og talte med mig, og kaldte mig Magdelone. Tilmed skal Leander føre sig saaledes op baade udi Klædedragt og lader, at han skal kunde bedrage hvem det skulde være. (2) Har jeg udspionered, at Herren har aldrig talt med den unge Bogholder, men alleene med hans Far. Meener du, at jeg ikke overlegger mine Sager?

OLDFUX.

Ja saa tar jeg mine Ord tilbage. Jeg hører, at det kand lade sig giøre. Men naar da den rette Bogholder kommer, saa blir jo Bedrageriet aabenbare.

383
PERNILLE.

Han maa vel komme. Det skal dog ikke blive aabenbaret. Naar Leander har været her først, maa den anden gierne komme siden.

OLDFUX.

Ey! det gaaer aldrig an, uden man mager det saa, at den rette Bogholder ikke kommer ind.

PERNILLE.

Hvis det stod i min Magt, saa havde jeg ikke nær havt saa mange Omsvøb at speculere paa. Jeg kand ikke hindre ham at komme ind; thi jeg staaer ikke altid ved Porten, og Gaardskarlen har Ordre at lukke ham ind. Men hør nu, hvad der maa giøres, Leander skal komme hid Klokken 2 som er en Time for den anden kommer, og saa faaer han Herren i Tale og Tilsagn paa hans Datter. Men førend Pedanten kommer, maa vi indvikle Herren udi nogle uformodende Forretninger, saa at han ikke faaer stunder at tale med ham.

OLDFUX.

Meener du da, at han gaaer bort uden Beskeed?

PERNILLE.

Han skal gaae meget fornøyet bort.

OLDFUX.

Hvor pokker kand det lade sig giøre?

PERNILLE.

Jeg er ikke kommen halv-veys endnu. Vi har her en gifftesyg Huusholderske, hun heeder Magdelone, som Herren har tit lovet at forsørge; Hende bilder jeg ind, at Bogholderen frier til. Naar han nu kommer, medens Herren er i Forretninger op til Ørene, saa raader jeg ham at lade Jomfruen komme ned at entretenere Bogholderen, men i steden for Jomfruen bringer jeg ham Magdelone ned, som meener, at det er hendes Frier

OLDFUX.

Hillement! det er alt for store Anslag for en Piige, som du est. Men eftersom Magdelone er noget til alders, kand hand maaskee ikke fatte Kierlighed for hende.

384
PERNILLE.

Fatter han ikke Kierlighed til hende, saa er det disbedre. Men resolverer han sig til at tage hende, som jeg nok troer (thi slige Karle seer kun efter Penge og Velstand) saa kand Magdelone derover ogsaa blive gift, og Comoedien disartigere blive spillet; thi jeg kand ikke nægte, at jeg jo gierne vilde have Magdelone gift med denne Bogholder.

OLDFUX.

Ha! ha ha. Men jeg seer saa mange Vanskeligheder ved alt dette, at jeg kand aldrig bilde mig ind, at det vil løbe vel af.

PERNILLE.

Naar jeg kun faaer Herren indviklet brav udi Forretninger, tviler jeg ikke om got Udfald.

OLDFUX.

Men at vikle ham ind i Forretninger, kand just forderve Sagen; thi saa sætter han Bryllupet op, og faaer imidlertid Sandheden at viide.

PERNILLE.

Det skal jeg nok sætte en Pind for; thi jeg svær ham til, at Leander luurer paa at snappe Jomfruen bort (hvilket er sant) og raader ham at iile med Bryllupet. Og, som jeg blir Herrens Geheime Raad, saa bestemmer jeg Leander, som er forklæd, i en Hast, og den anden skal ikke komme, førend det er forsilde. Jeg skal nok drive dette igiennem uden Hexerie.

OLDFUX.

Jeg ønsker dig Lykke Pernille!

PERNILLE.

Meener du, at du skal imidlertid være ørkesløs?

OLDFUX.

Jeg seer ikke, at jeg har noget at forrette udi alt dette, med mindre du ogsaa vil gifte mig med det samme, og paa eengang have den Ære at slutte en Triple-Alliance eller 3 Gifte-Tractater.

385
PERNILLE.

Ney. Du skal faae nok at bestille. Du skal bringe Herren udi Forretninger og Uroelighed, først skal du komme hid som et Bud fra Leander at lade Herren viide, at han har i Sinde at paaføre ham en Proces, efterdi han vil give til en anden hans Datter, som ved adskillige Breve har forpligtet sig til Leander. Naar han saa faaer det at høre, blir Hovedet kruset paa ham, og jeg raader ham da at skrive et fyndigt Brev til Leander, og at consulere en Advocat, om han strax skal fare fort med Bryllup et for at giøre slige Trudseler til intet. Ald den Hielp jeg behøver af dig, er kun at sætte Herren udi fortrædelige Forretninger.

OLDFUX.

Men naar Advocaten kommer, saa siger han vel, at Herren skal give sig tilfreds, og at de Trudseler har intet at betyde.

PERNILLE.

Derfor skal du ogsaa agere Advocat, og stille dig saa gal an, at han gaaer lige klog fra dig. Kand du ellers hitte paa noget andet at spilde Tiden for ham, saa er det disto bedre; thi Vrede og Forretninger ere Hiulene, som skal drive vor Machine.

OLDFUX.

Det er en forbandet Machine. Jeg kand blive Hovedsvimled alleene af det, jeg hører fortælle, hvordan den er sammensat, hvad Fanden er det, ikke disse Qvinder kand hitte paa?

PERNILLE.

Du skal være ved Haanden og lave dig paa saadan Dragt, som er nødig at bruge, og jeg skal ved en liden Pige, som jeg har, lade jer begge vide, naar Tid er at spille en Rulle. 3 Personer skal du agere, først budet fra Leander, siden Advocat. Og endelig en Barbeer; thi han maa have Skiægget af sig i Eftermidag, om en Time maae du være her med dine Præparatorier. Jeg skal indlade dig i et Cammer, og vare dig ad, naar du skal komme ind. Det er alt, hvad du skal have i dit Hoved. Det øvrige skal jeg sørge for.

LEANDER.

Men om nu denne Machine gaaer i stykker, hvad da?

386
LEONORA.

Om det ikke lykkes, saa forlader jeg jer dog ikke Leander. Jeg omkom mig for selv, førend jeg tog dend Pedant.

PERNILLE.

Jeg skulde før vride Hovedet om paa jer Jomfru, førend I skulde blive Madame Peder Bogholders.

LEANDER.

Jeg takker dig for din Iver og Troeskab Pernille!

OLDFUX.

Han takker hende for hun vil have den godhed at vride Hovedet om paa hans Kiæriste.

LEANDER.

Ney! Oldfux det er ikke saa at forstaae.

OLDFUX.

Dette Giftermaal med Magdelone kunde man ikke lade det fare for at giøre Intriguen mindre vanskelig.

PERNILLE.

Men kunde du ikke holde din Mund og alleene tage vare paa det, som jeg har sagt dig. Jeg vil, at Magdelone skal blive gift med det samme for en vis Aarsags skyld. Naar man vilde giøre noget, saa maa man giøre det saa, at det kand høres og spørges, gaaer nu jer vey. (de gaaer.)

PERNILLE.

Ney! bie lidt. Jeg vil see, hvordan Monsieur Leander bær sig ad, at agere Pedant.

LEANDER.

Jeg ved min troe ikke, førend Oldfux Exercerer mig.

OLDFUX.

Maatte jeg kun gaae i jer sted, skulde det ingen Fare have. Lad eengang see, hvordan I vil bære jer ad, naar I skal spille saadan 387 Person, bild jer ind, at jeg er Hr. Vielgeschrey, hvis Datter I skal begiære.

LEANDER.

Jeg kommer efter min Papas Ordre, til hvilken min Hr. Vielgeschrei har behaget at proponere - - -

OLDFUX.

A - - - - er i gal? Det er jo Kammer-junker Snak og Complimenter, er det at agere Skoelemester? Giv nu agt engang paa mig. Jeg Peder Erich Madsens ældste Plante, Barnefød udi Aabenraa, kommer her i dag at angrasere min allerringeste Person i min gunstige Herres Huld og Bevaagenhed, og at begiære til Ægte denne hans prima kiære Datter, secunda ikke, som eders Gunst har lovet min kiære Fatter Erich Madsen Bogholder, siger Erich Madsen Bogholder at accordere give og overantvorde til min Kiæreste Ægtefælle og det strax efter Sigt. Jeg tilskriver saadant allene min gunstige Herres Godhed, ikke mine meriterende Fortienisters Valuta; thi jeg bekiender, at naar jeg ligner min Persons Ringhed med Saadan Jomfru paa hvilken eders Gunstighed har behaget at give mig Transport, er jeg ikke værd at løse hendes Skoeremme, ja kand ey lignes anderledes valore intrinseco end en autorisered Sæddel mod en Banco Daler ligerviis og ligesom en Skriver tavle udi Størrelse og Vigtighed overgaaer et Griffel, saaledes, og ikke anderledes overgaaer Jomfruens Dyd, Stand og Vilkor mine Dyder, min Stand, og min Vilkor. Hun er Skrivertavlen, og jeg er hendes indtil Døden underdanige Griffel. Imidlertid medens I saa taler, skal i stedse svinge med den høyre Haand og brav svelge Ordene ned.

PERNILLE.

Det er got nok Oldfux, men du maae dog ikke outrere din Tale saa meget.

OLDFUX.

Ja ja! vi kand altid slaae noget af. Kom lad os nu gaae hiem.

388

Scen. 10.

Leonora.Pernille.

LEONORA.

Ach! Pernille! Jeg skielver og bæver, naar jeg tenker paa alt dette. Først er jeg bange, at Anslaget ikke skal lykkes og for det andet frygter jeg for Folkes Eftertale, at jeg har fixeret min Far.

PERNILLE.

Ey Jomfru! er ikke Kierligheden sterkere end som saa, saa har jeg en skiøn Invention: I skal skille jer ved Leander, og blive Leonora Peder Erichsens.

LEONORA.

Ach! ney Pernille.

PERNILLE.

Ach! jo Jomfru. Vi har jo da ikke saa mange Hocuspocus fornøden.

LEONORA.

Ach! Pernille! hør mig.

PERNILLE.

Jeg har eftertænkt det Jomfrue. Det er en stor Synd at narre sine Forældre. Og det for en ringe Ting.

LEONORA.

En ringe Ting siger du.

PERNILLE.

Ja vist, mon det være en ringe Ting, naar I tar i Betænkning at Spille et Puds for at nyde den - - -

LEONORA.

Jeg har aldrig taget det i Betænkning, men jeg siger kun, at - - -

PERNILLE.

Adieu! Leonora Bogholders.

389
LEONORA.

Ach! jeg døer af Sorg.

PERNILLE.

Adieu! Madame Skrivertavle.

LEONORA.

Hvis du slaaer Haanden af mig, tar jeg Livet af mig selv.

PERNILLE.

Jeg har efter hendes Begiering først brudt mit Hovet, saa jeg nær er gal, og siden holder hun det for Synd at bruge List.

LEONORA.

Jeg, vist giør jeg ey, hielp mig allerkiæreste Pernille.

PERNILLE.

Mon jer Far er ikke bekiendt tilforn over den heele Bye for hans Stundesløshed?

LEONORA.

Jeg tar det aldeeles ikke i Betænkning.

PERNILLE.

Mon han ikke af saadan Historie kand blive klog igien.

LEONORA.

Ach! plag mig dog ikke meer.

PERNILLE.

Mon nogen staaer større Fare, end jeg, naar det bliver aabenbaret?

LEONORA.

Vil du da ikke tilgive mig det Pernille.

PERNILLE.

Kys mig paa Haand da! og beed mig om Forladelse.

LEONORA.

Ach! gierne.

PERNILLE.

390 Saa! nu er jeg god igien. Men der kommer Magdelone. Comoedien maa begyndes paa hende.

Scen. 11.

Pernille,Magdelone,Leonora.

PERNILLE.

Nu Jomfrue! giv jer nu tilfreds. Nu er jer Forløsnings Tid kommen. I kommer, kand skee, i Brude Seng denne Aften.

MAGD.

Ach! er det sant Pernille?

PERNILLE.

Ja det er ganske sikkert.

MAGD.

Med hvem Pernille?

PERNILLE.

Med en smuk velhavende ung Person.

MAGD.

Ach! mit Hierte pikker i mig af Glæde.

PERNILLE.

Som forstaaer sit Bogholderie. (Magd: græder.)

PERNILLE.

Der udi Brøcken og Regnekonsten er den anden Alexander Magnus. (Magd: græder.)

PERNILLE.

Der forstaaer sit Een maal Een som sit Fader-Vor.

MAGD.

Ach min deilige Pernille! du glæder mit Hierte.

PERNILLE.
391

Der kand udregne baade med Griffel og Blianspen hvor mange Draaber der er i Pebling Søen. (Magd: græder igien.)

PERNILLE.

Men Herren har betinget sig af ham, at han skal gaa ham til Haande iblant i hans Forretninger.

MAGD.

Han maae gierne bruge ham om Dagen, naar jeg kun ellers maae beholde ham

PERNILLE.

Det forstaaer sig. Gid pokker have en Mand paa andre Vilkor.

MAGD.

Men seer han vel ud.

PERNILLE.

Han seer saa vel ud, at jeg blev gandske slagen, da jeg saae ham; thi han har et Ansigt og en Mine ligesom en, der har faaet Laudabilem til Attestatz, og gaaer paa Gaden saa modest og sædelig, som han skulde følge Liig.

MAGD.

Men har han ogsaa noget til beste.

PERNILLE.

Det faaer I nok at viide, naar I blir gift med ham, ellers om han aldrig havde Midler, saa kunde han dog ved sin Pen, og sin Griffel rigelig forsørge hende.

MAGD.

Men jeg er saa bange Pernille, at Herren glemmer det igien.

PERNILLE.

Ey det er alt en sluttet Sag. Der fattes kun, at I skal tale med ham og give ham ogsaa Ja. Og staaer han jer ikke an, saa vil jeg nok have ham.

392
MAGD.

Du skal have en god Dag. Herren har jo friet for mig.

PERNILLE.

Men om saa var, han ikke var fornøyet med hende, og syntes at hun var noget ved alder, vilde hun da fortryde paa, om jeg tog ham?

MAGD.

Hvor gammel meener du vel, at jeg er?

PERNILLE.

I er jo Fyrretyve Aar gammel.

MAGD.

Jeg har selv tilforn tænkt det samme, men nyelig seet efter og fundet, saa sant som jeg er ærlig, at jeg er ikke meere end 30 Aar gammel; thi jeg har min Salig Faders Haand derfor som ikke kand lyve.

PERNILLE.

Man kand let forreigne sig. Jeg holdes nu af alle for at være 24 Aar gammel, men jeg er vis paa, at naar jeg engang ogsaa skal giftes, og seer efter, saa finder jeg min Salig Faders Haand for at jeg ikkun er 16 Aar, min ældste Søster Anne havde ogsaa giort en Misreigning, men tvertimod denne, hun fik en frier, da man holdt for, at hun gik i sit alders 14de Aar man holdt det for tilligt at gifte hende i den Alder, men da man saae efter i Bogen, fandt man, at hun var 18 Aar gammel.

MAGD.

Ja see engang, hvordan man kand forregne sig, Pernille! Men naar kommer han hid?

PERNILLE.

Han kommer Klokken 3 i Eftermiddag. Det er best, at Jomfruen gaaer hen og pynter sig, hun kommer ellers ihu, hvad hun har lovet mig; thi jeg har formaaet Herren dertil.

393
MAGD.

De 50 Rixdaler skal du være vis paa. Der har du min Haand. (Hun giver Haand.)

PERNILLE

(aparte.) Nu er der allerede giort Begyndelse. Det er stor Almisse ellers at skaffe denne Pige en Mand. Jeg har aldrig kiendt nogen saa Gifte-Syg. Dersom alderen nu allene hindrede hende i at blive gift, gik hun gierne op paa tinget, og svor sig Fanden i Vold paa, at hun var kun 30 Aar. Men lad os komme ind i jer Kammer lidt Jomfrue!

Actus II.

Scen. 1.

(Vielgeschrei kommer ind i sine Stuer men med Pennefiær bag Øret og de 4re Skriverkarle følge ham efter, iligemaade med Pennefiære bag Ørene. Pernille har og Pen bag Øret.)

VIELGESCHREI

(tørrende Sveden af sig.) Pernille!

PERNILLE.

Herre!

VIELG.

Jeg tænker paa den Straten Junker, som vilde sige, at jeg har intet at bestille.

PERNILLE.

Mand kand blive gal over saadan snak.

VIELG.

Jeg har været henne til Erich Madsens. Pernille!

PERNILLE.

Har Herren alt været der? Det er mig kiert, lovede han da at skikke sin Søn hid Klokken 3 i Eftermidag?

394
VIELG.

Han kommer vist nok til den Tid.

PERNILLE.

Ach jeg længes saa efter at see ham.

VIELG.

Klokken 3 kand du faae ham at see.

PERNILLE.

Jeg haaber, at han kommer nok før; thi det er forliebte Folkes maneer.

VIELG.

Det vil endelig ikke sige. Men ellers saae jeg ikke gierne at hand kom for den Tid; thi der skal skrives 4 a 6 Bryllups-Breve, som skal skikkes nogle gode Venner med Posten.

PERNILLE.

Men kand de komme saa hastig til Bryllupet?

VIELG.

Ney det er kun for Ceremonie. Jeg har og ikke stunder til at giøre Bryllup. Der blir intet videre giort end Contracten sluttet udi nogle gode Venners Nærværelse, men det er mig kiert, at du siger min Datter har faaet bedre Tanker.

PERNILLE.

Ey det skal have gode veye. Derfor er det best at smeede medens Jernet er varmt og slutte Contracten i Aften.

VIELG.

Denne Aften skal alting være klar giort, og saa skal denne Snuushane, som var her i Maares, faae en lang Næse. Pemille sæt dig ned ved Skriver-Bordet, du kand nok skrive en Copie med.

PERNILLE.

Ja vist Herre.

395
VIELG.

Tar jere Saxe Karle! (de tar Saxerne efter tempo.)

VIELG.

Ere I færdige dermed?

TUTTI.

Ja det er beklippet.

VIELG.

Pennene fra Øret. (de tar Pennene fra Øret.)

VIELG.

Dypper jere Penner. (De dypper paa eengang.)

VIELGESCHREI

(kaster Parykken fra sig.) Skriver! Saasom det har behaget Himmelen (comma) har I det? (de skriver og repeterer det samme.)

VIELG.

Ved en reen kierlighed at sammenknytte tvende parter (comma) har I det. (de repeterer igien.) Nemlig min ældste Datter, Leonora og Seignr. Peder Erichsen Bogholder (comma) har I det. (de repeterer igien.) Saa er min Tienstlige Begiering - - Er nu ikke Hønsene kommen ind i Kiøkkenet igien. Det er mig en forbandet Pige den Kokke-Pige. (Gaaer ud og kommer ind igien. Naar han er ude, stoje de og kaste Papiir Kugler paa hinanden.) De Dievie har ingen Ting at tage vare end det samme, og dog kand ikke passe paa at lukke mig den Kiøkken-dør igien. Ald 396 Byrden i Huuset ligger paa mig; hvor var det i slap? Læs op Jens Griffel. (han læser op fra Begyndelsen.)

VIELG.

Saa er min Tienistlige Begiæring, at han vilde med sin Nærværelse bivaane deres Ægteskabs Contract (punctum) har I det? (de repeterer igien.) Samme Ægteskabs Contract er berammet at sluttes den l April Styli Novi har I det? (de repeterer igien.) (Punctum) har I det? (de repeterer Punctum.)

VIELG.

Anne! (Anne kommer ind.) Hvad vil Herren?

VIELG.

Hør Anne! den lille sorte Hønne maae ikke komme blant de andre. Alle de andre vil den stakkel altid paa Hovedet, hør du hvad jeg siger; thi jeg holder meest af den Hønne. Den har lagt mig siden Juuel over 40 Eg. Christoffer Feddermesser! du holder jo Bog over, hvad Høns, Giæs og Duerne yde. See efter i Hovedbogen hvor mange Eg den lille sorte Hønne har lagt ud dette Aar.

CHRISTOFFER.

Ja! det er som Herren siger, 40 Eg. Hvad andet hun har ydet er ikke anført.

VIELG.

Det er min troe den beste Høne, jeg har. Derfor maae du have synderlig Øye med hende, Anne.

397
ANNE.

Det skal skee Herre! (gaaer ud.)

VIELG.

Hvor vit er I kommen Karle? Jens Sandbüchs læs du op. (Jens læser fra Begyndelsen.)

VIELG.

Parenthesis; thi der maa iiles dermed for visse Aarsagers skyld (Claudatur) har I det? (de repeterer igien.) Jeg lever i den Forsikring, at - - kommer der ikke nogen.

PERNILLE.

Jo det er vist Frieren, tænkte jeg ikke vel, at han kom for Tiden.

Scen. 2.

Leander og Oldfux klædde som Pedanter, de andre.

LEANDER

(efter lang Compliment.) Gunstige Hr Patron Moecenas og Velynder. Saasom, og ligerviis som Paafuglen, naar den seer paa sine Fiedre, skiemmer den sig. (Oldfux støder ham i Ryggen og visker til ham.)

LEANDER.

Jeg vilde sige, naar den seer paa sine Been, skiemmer den sig. Og naar den derimod seer paa sine Fiere, Bryster den sig, ikke anderledes, naar jeg Peder Erichsen uværdig Bogholder - (Skriverne begynder at fnise.)

VIELG.

Hvad fniser I Slyngele ad? Confererer I kun imidlertid, om I alle har skrevet lige, medens jeg taler med denne Person.

LEANDER.

Ikke anderledes, naar jeg betragter og overvejer min Stand og 398 Meriter og Vilkor, skiemmer jeg mig med Paafuglen. Naar jeg derimod betragter og overvejer min forstaaende Fortun og Lykke, bryster jeg mig med Paafuglen. Jeg tilskriver allene min gunstige Herres Godhed, ikke mine meriterende Fortienisters valuta, at min Herre gir min ringe Person Assignation paa saadan dyderig og fornemme Jomfrue, hvis Skoeremme jeg er ikke værd at opløse; thi ligesom en Obligation valore intrinseco er at ligne mod en Banco Daler, ikke anderledes - -

VIELG.

Nok nok Monsieur, han maa ikke sætte saa ringe Priis paa sig selv. Han kand see af dette Vall jeg har giort, hvilke Tanker jeg har om hans Person, jeg kunde have sat min Datter udi høyere stand, men som jeg allene seer efter dyd og Vindskibelighed, saa har jeg foretrækket ham adskillige anseelige Beilere.

LEANDER.

Jeg takker allerærbødigst.

VIELGES.

Et lidet Øyeblik Taalmodighed. Jeg skriver nogle gode Venner til paa Landet, og lar dem efter min Skyldighed vide, at min Datter skal slutte Ægteskabs-Contract med Monsr. i Aften. Der er jo kun en Linie eller noget tilbage.

LEANDER.

Efter Behag Gunstige Herre!

VIELGESCHREY

(til Skriveren.) Hvor var det I slap, Karle! Læs op det sidste, Lars Dintfass.

LARS.

Det sidste var Claudatur.

VIELG.

Hvad Pokker lærer jeg deraf?

LARS.

Jeg tog feil Herre! det sidste er: Jeg lever i den Forsikring, at - - -

399
VIELG.

Hand har den Godhed at lade sig indfinde til den Tid (Comma) har I det. (De repeterer igien.) Jeg forbliver stedse Votre tres humble og tres obeissant Serviteur.

PERNILLE.

Det sidste Latin, Herre, kand jeg ikke skrive.

VIELG.

See da efter, hvorledes de andre bogstaverer først.

VIELGESCHREY

(tagende Oldfux for sin Svigersøn.) Nu maa I herefter kalde mig Svigerfar, og jeg vil kalde jer min Søn; thi det er alt en sluttet Sag imellem os, der rester kun, at I taler med min Datter selv.

OLDFUX.

Gunstefulde Herre, det er ikke - - -

VIELG.

Jeg vil ikke høre denne Tale meere, I skal kalde mig Svigerfar.

OLDF.

Ney Eders Gunst behager at høre - - -

VIELG.

Ej lad os kun fare de Complimenter og kald mig Svigerfar.

OLDE

Ney Herren tar feil, det er ikke mig, som skal have hans Dotter, mit Navn er Jonas.

VIELG.

Om Forladelse jeg har saa meget i mit Hovet.

OLDE

Jeg er Jonas Andersen, den rette Persons Sydskende Barn u-værdig paa Faderens Side. Jeg er kun en Madik at ligne mod ham i Bogholderie og Regning. Jeg har ham at takke og kysser Støven under hans Fødder for det, jeg forstaar udi Bogholderiet. Jeg skulde 400 ikke rose ham, fordi hand er mit Sydskende Barn paa min Faders Side, men jeg kand sige dette, at hand har faa sin Lige udi alle slags Regninger. Og, ligesom der er en Regul, kaldet Regula Detri, saa har hand giordt en ny, kaldet Regula Petri.

VIELG.

Det er mig kiært, at I er hans Fætter. Hvis min yngste Dotter var mandvoxen, saa kunde der maaskee blive noget af imellem jer to ogsaa. (Oldfux skraber.)

VIELG.

Pernille! lad Leonora komme hid. Nu kand hand selv insinuere sig hos min Dotter. Det syntes hende underligt i førstningen, at jeg vilde give hende bort til en Bogholder. Men nu hører jeg, at hun er paa bedre Tanker. Om jeg havde 10 Døttre, skulde de alle gives til Bogholdere.

LEANDER.

Jeg takker paa Bogholderiets Vegne.

OLDE

Jeg takker ogsaa paa Kunstens Vegne.

Scen. 3.

Leonora.Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Nu min Dotter. (Gaaer I kun op paa Contoiret Skriver-Karle og confererer Brevene med hinanden og besegier dem siden, som I strax faar at vide af Skrifterne.) (De gaaer bort, suer paa Pennene og sætter dem bag Ørene.)

VIELG.

Det er mig kiært min Dotter, at du er kommen i bedre Tanker, at du har slaaet den anden Kjærlighed af dit Sind, og beqvemmer dig efter min Villie. Unge Jomfruer seer kun efter det Udvortes, og derfor løber til deres egen Fordervelse. Jeg har udvalt denne unge 401 Person til Svigersøn, som ved sin Videnskab kand nære dig reputeerlig, omendskiønt hand gandske ingen Midler havde.

LEONORA.

Min hierte Papa! jeg beder ydmygst, at hand ikke vil tænke paa det forrige. Jeg har raisonered siden ved mig selv, og eftertænkt, hvilken Synd det er at sætte sig mod sine Forældres Villie; Personen staar mig an, jeg er fornøyet med det Val, min kiære Far har giort, saasom jeg er forsikret om, at hand intet slutter, mig angaaende, uden det, som er til min Nytte og Velfærd.

VIELG.

Jeg har haft dig alt for kiær, mit Barn, at jeg skulde gifte dig bort til een, som du ikke skulde blive lykkelig med. Saa gaaer nu hen og taler med hinanden.

LEANDER.

Allerkiæreste Jomfrue og tilkommende Brud. Naar jeg eftertænker mine egne Meriters Nieter og Nuller at være saa høyt anskrevne udi hendes kiære Faders Tankers Hoved-Bog, ere alle mine Sandse færdige til at giøre Fallit, og spille banqverot. Et Null betyder intet, men naar en Streg kommer dertil, blir det strax til noget. Jeg er u-værdig kun en Streg, som intet betyder; men naar min Stregs Ringhed blir lagt til Jomfruens Null - - - (Oldfux støder ham i Ryggen.) Jeg fortalede mig skiønne Jomfru! jeg er kun et Null, som intet betyder; men Jomfruen Stregen, med hvilken naar mit Null blir foreenet, blir det strax til noget.

LEONORA.

Monsieur! hand skatter sig selv for ringe.

LEANDER.

Jeg takker skyldigst.

OLDE

Peder! her er den Ring, som Vatter flyede os at forære Jomfruen.

402
LEANDER.

Det er sant Jonas. Min Fader lod formelde sin ydmygste Salutem, og bad, at Jomfruen vilde annamme denne Ring af mine Hænder til Elskovs Tegn.

LEONORA.

Jeg tager imod den og takker kiærligst.

LEANDER.

Det maa ikke regnes for nogen Morgengave, skiønne Jomfru! det er kun et lidet Kiærligheds Tegn, som man efter Sædvane først lader see, og haver samme Sædvane sin Oprindelse deraf, ligesom en Ring er rund og har hverken Begyndelse eller Ende, saa - - -

VIELG.

Værer lidt stille Børnlille! jeg tør give min Hals paa, at Maden kaagede over udi Kiøkkenet. (Springer ud.)

PERNILLE.

Ha ha ha! gid I faar Pokker, hvor vel I spiller jere Ruller.

OLDF.

Men somme Tider er det dog kommen i bag-laas for Monsieur, som for Exempel, at Paafuglen bryster sig, naar hand seer paa sine Been, og at Jomfruen er Nullet.

LEANDER.

Hvordan vil du, at jeg skal komme alt dette Pedanterie ihu?

LEONORA.

Ach! det gaaer vel nok. Nu er jeg forlovet med jer kiære Leander i min Fars Paasiun. Men ach!

PERNILLE.

I kommer altid med jer men, Jomfru! lad kun mig sørge for det øvrige.

LEANDER.

Men naar nu den rette Bogholder kommer?

403
PERNILLE.

Men om nu Himmelen falder ned, vil I kun lade mig raade, I har intet andet at bestille, end at efterleve mine Ordre. Jeg er Chef og I andre Subalterne, som ikke maa raisonnere. Men der kommer Herren tilbage.

VIELG.

Det er Løgn Anne; disputeer mig aldrig imod det, som jeg kand see bedre. De Tallerkener ere ikke skurede med Aske; de ere skurede med Sand, og det just fordi jeg saa ofte har forbudet det! havde jeg kun stunder at examinere Fader og Skeer, er jeg viss paa, at de seer ikke bedre ud; men jeg er et Menniske, og derfor ikke kand giøre det, som overgaaer Menniskelige Kræfter. Jeg har ikke Øyen bag i Hovedet, jeg har ikke meere end to Hænder, og jeg kand ikke være 10 Steder paa engang. Kunde jeg dog engang ald min Livstid være saa lykkelig, at jeg kunde sige ved mig selv, gak nu til Sengs eller til Bords i god Roe, nu er i Dag intet meere at forrette. Men den Tid kommer aldrig; thi mine Forretninger ere ligesom en Sneebold, jo meere jeg driver den frem jo større bliver den. Men hvad vil disse fremmede Folk her Pernille! vil I tale med mig Messieurs?

LEANDER og OLDFUX.

Ja.

PERNILLE.

Ej Herre, det er jo jer Svigersøn.

VIELG.

Det er sant, om Forladelse, jeg glemmer mig selv undertiden formedelst Forretninger. Nu min kiære Svigersøn, er I nu fornøyet med mit Forslag, og finder I min Dotter af de Qvaliteter, at hun kand bøye jer til Kjærlighed.

LEANDER.

Ach jeg er saa forliebt, at jeg neppe kand staae paa mine Been.

404
VIELG.

Det er got. I skal have Bryllup denne Aften. (De Forliebte giøre Complimenter.)

VIELG.

Pernille! naar holder du for, at man kunde beramme Tiden dertil?

PERNILLE.

Herren faar vel ikke stunder, saa vit, som jeg kand see, for Klokken 6 i Aften; thi disse 5 Breve skal legges sammen, besegies og paaskrives. Det er ogsaa aldrig saa, at der falder jo enten et eller andet ind, som man ikke tænker paa, Herren har jo altid den Lykke.

VIELG.

Det maa du vel sige, Pernille! ja, kiære Svigersøn, hand møder da med nogle af sine Paarørende her Klokken 6 i Aften. Jeg vil ellers ingen anden have hid end min Broder Leonard og Notarius. Men, min kiære Svigersøn, jeg vilde gierne raadføre mig med ham udi en liden Regning, som falder mig for vanskelig.

PERNILLE.

Ej Herre! sæt saadant op til en anden gang. Nu har den gode Karl andet at tænke paa.

VIELG.

Det er sant nok. Men det er kun en liden Spørsmaal, som en Person, der er saa vel grundet i Regnekonsten, som hand, strax fornøyer mig i.

PERNILLE.

Jeg er aldrig Herren imod, men heri kand jeg ikke bifalde ham, at hand vil plage een med Regninger, der kommer at frie til hans Dotter.

VIELG.

Ej Snak, det er kun en Bagatelle for ham. Regningen er denne: En sælger 100 Tønder Rug med Strygmaal for 20 Rixdaler, hvor meget høyere kunde Summen stige, om de var i Topmaal?

405
PERNILLE.

Ach Herre! der har de andre Høns fat paa den lille sorte Høne igien, og er færdig at dræbe den.

VIELG.

Ej er det ikke forskrækkeligt? (Løber ud.)

LEANDER.

Ach Pernille! vi er om en Hals.

OLDFUX.

Gid hand faar en Ulykke med hans Topmaal og Strygmaal.

LEANDER.

Jeg kand ikke tælle til 5, og skal nu giøre saadan Prøve i Regne-Konsten.

LEONORA.

Der seer du Pernille, hvordan det vil gaae, og at de Anslag - - - -

PERNILLE.

Holdt Munden, og lad mig speculere i roe, løber fort paa Døren.

LEANDER.

Men kand derved ikke fattes Mistanke mod os?

PERNILLE.

Fort paa Dør, her er ikke andet Raad i en hast at gribe til.

LEANDER.

Men Pernille - - -

PERNILLE.

Løber bort allesammen, og I Sladerhank med. (De gaaer alle.)

406

Scen. 4.

Vielgeschrey.Pernille.

VIELGESCHREY.

Hun vilde bilde mig ind, at ingen rørede den sorte Høne.

PERNILLE.

Ach Herre! jeg saae jo med mine Øyne igiennem Vinduet, hvordan den blev hugget. Men den Pige er i det eene som i det andet, havde jeg ikke hindret hende forgangen, saa havde der skeet en stor Ulykke.

VIELG.

Hvad var det?

PERNILLE.

Jeg vil min Troe ikke sige det til Herren, uden hand lover mig at tie.

VIELG.

Jeg skal ingen Allarm giøre derover, siig mig det.

PERNILLE.

Forgangen Dag fandt jeg Herrens Catalogus over sine Lin-Klæder i Kiøkkenet; det havde den forbandet Pige faat fat og vilde riste Lax paa.

VIELG.

Ney, det kand jeg ikke tie med; thi det kunde have foraarsaget mig en stor Ulykke.

PERNILLE.

Dersom ikke Herren holder sit Løfte, saa troer jeg ham aldrig oftere.

VIELG.

Ney Pernille! jeg maa have fat paa hende derfor. Det var et forbandet Stykke.

PERNILLE.

Ach Herre! jeg beder ydmygst, hun falt paa sine Knæ, og bad 407 mig med Graad om, at jeg ikke vilde røbe hende, men jeg vilde ikke love hende det, førend hun ved Eed havde forsikret mig om, aldrig at forgribe sig paa Herrens Skriver-Sager oftere.

VIELG.

At røre ved mine Papiir, er at røre ved mine Øyensteene.

PERNILLE.

Herren gir sig tilfreds. Hun vil af den Historie lære at blive meere varsom.

VIELG.

Om man stiæler Penge fra mig, kand jeg skikke mig derudi, men at tage mine Papiir bort, det er at tage Siælen af Livet.

PERNILLE.

Jeg kand forsikre Herren, at det ringeste ellers ikke er kommet bort eller kommet i Ulave; thi jeg saae strax nøye efter Alting.

VIELG.

Jeg vil da tie denne gang for din skyld. Men jeg vil herefter, at intet Menniske maa komme i mit eget Contoir uden du. Men hvor blev min Svigersøn af?

PERNILLE.

Herren tog jo Afskeed med ham, og bad ham komme igien Klokken 5.

VIELG.

Det er sant Pernille! jeg glemmer det eene for det andet. Meener du, at jeg kand erindre, om jeg har spiset til Middag?

PERNILLE.

Ney, Herre! Maden staar færdig paa Bordet.

VIELG.

Saa maa jeg da ind at spise lidt i en hast. (Gaaer ind.)

PERNILLE.

Saaledes kom vi ud af denne Fristelse.

408

Scen. 5.

Oldfux.Pernille.

OLDFUX,

(som Laqvei). Hillemend Pernille! hvilken Fristelse hand bragte os i ved den Regning om det Strygmaal og det Topmaal.

PERNILLE.

Men jeg kom ham til at glemme baade Stryg og Top-Maalet, og viklede ham ind i Discours om Huus-Sager.

OLDFUX.

Men hvad sagde hand, da hand fornam, at vi vare løbne?

PERNILLE.

Jeg bildte ham ind, at hand selv havde taget Afskeed med jer. Jeg kand faa ham til at glemme alting, naar jeg kun kand bringe ham i Forretninger.

OLDFUX.

Jeg skal min Troe skaffe ham nok at bestille.

PERNILLE.

Det er ogsaa høylig fornødent; thi ellers er vi om en Hals. Inden en halv Time har vi Bogholderen her; men der kommer Herren. Gak til side og kom strax ind med Brevet fra Leander.

Scen. 6.

Vielgeschrey.Pernille.

PERNILLE.

Har nu Herren alt spiset?

VIELGESCHREY.

Jeg faar aldrig Tid til at spise mig mæt Pernille! spring op til Skriver-Karlene, og hør, om de har lagt Brevene sammen.

409
PERNILLE.

Her kommer en Laqvei og møder mig lige i Døren med et Brev til Herren. (Oldfux leverer et Brev, og gaaer igien.)

VIELG.

Pernille! naar nogen kommer og vil tale med mig, skal du sige, at du vil høre ad, om jeg er hiemme. Det giør jo alle Tienere i fornemme Huse.

PERNILLE.

Somme er saa u-forskammed, at de løbe lige ind. Men eftersom Herren vil saa have det, saa maa hand ikke kige udaf Vinduet efter dem, som hand plejer; thi forgangen fant en Mand, som saae ham i Vinduet, mig paa Gaden, og sagde: Hils din Herre, og siig, at naar hand gaaer ud, saa maa hand tage sit Hoved med sig; thi det saae jeg i Vinduet. Somme kand have vigtige Ærender Herre, og dog ikke kand sige Tienerne, hvad de vil.

VIELG.

Det er endelig sant, som du siger, men jeg maa læse dette Brev. (Læser.) Hillemend! hvad er dette forbandet Tøy. Denne Leander, som var her i Maares, skriver mig til, at, saasom hand hører, at jeg har givet en anden min Dotter, som har forlovet sig tilforn med ham, hvilket hand kand beviise af adskillige hendes Breve, hvorudi hun forpligter sig med Eed ingen at elske uden ham, saa maa jeg ikke fortryde paa, om hand protesterer imod den sidste Forlovelse, og forfølger sin Sag ved Lands Lov og Ret.

PERNILLE.

Ej hvad vil det sige, nu slaaer Jomfruen op med ham igien, foregivende, at saadan Forlovelse er grundet paa hendes Fars Samtykke. Og saasom hun saadant Samtykke ikke har kundet erhverve, saa falder den Sag af sig selv. Ellers bekiender jeg, at det er fortrædeligt for Herren at indvikles udi Proces; thi omendskiønt hand vinder, saa vil dog en stor hob Tid spildes for ham derved.

410
VIELG.

Jeg kand blive gal, naar jeg tænker derpaa, hvad raader du mig at giøre herved?

PERNILLE.

Jeg raader Herren først at skrive ham selv til, foreholde ham hans ubillige Foretagende, og derved skrække ham af at begynde Proces, og siden at raadføre sig med en god Advocat.

VIELG.

Lad Tieneren strax springe hen efter en Advocat.

PERNILLE.

Det skal skee; imidlertid maa Herren skrive Brevet færdig.

VIELG.

Ach! jeg ælendige Menniske! jeg drukner i Forretninger. (Sætter sig at skrive.)

PERNILLE

(sagte.) Det gaaer vel nok. Men her vil endnu fleere Forretninger til; thi Fortrædeligheder og min Habilitet skal udvirke saa meget, at, naar den rette Frier kommer, hand da ikke skal have hverken Lyst eller Lejlighed at tale med ham. Frieren maa nu komme, naar hand lyster; hand skal udi Herrens Nærværelse blive forlovet med Huusholdersken Magdelone. Leander og Oldfux kand ikke begribe, hvorfor jeg har dette dobbelte Ægteskab for. Men de veed ikke, at hun har lovet mig 50 Rixdaler, om jeg kand bringe Herren til at skaffe hende en Mand, og det kand ikke skee uden ved saadan Lejlighed; thi hand gir sig ellers aldrig Tid dertil.

VIELG.

Der maa ingen komme ind uden Advocaten og Barberen; thi jeg maa endelig rages, eftersom her kommer Fremmede i Aften, uden at jeg vil sætte Brøllupet op.

PERNILLE.

Jeg vil ikke raade Herren at sætte Brøllupet op, eftersom den anden Straa-Junker bruger alle sine Konster at hindre det.

411
VIELG.

Det er sant du siger. Det maa gaae for sig udi Aften, hvor liden Tid jeg har; men lad ingen komme her ind, at jeg kand skrive mit Brev i roe.

PERNILLE.

Ney ingen uden Advocaten, og Barberen og Frieren.

VIELG.

Hand kommer jo ikke, førend i Aften?

PERNILLE.

Jo mig syntes, Herren bad ham komme hid igien i Eftermiddag.

VIELG.

Det kand jeg ikke erindre. Det var galt giort af mig.

PERNILLE.

Det hindrer ikke Herren; hand kand derfor tale med Jomfruen. Jeg skal nok undskylde Herren.

VIELG.

Saa maa jeg da skrive mit Brev.

PERNILLE

(sagte.) Nu maa Monsieur Bogholder komme, naar hand lyster, jeg har Spillet vundet. Men det banker, jeg troer nok, at det er ham.

Scen. 7.

Den rette Bogholder.Pernille.Vielgeschrey.

BOGHOLDEREN.

Jeg kommer her efter Aftale imellem min Far Erich Madsen Bogholder og Hr. Vielgeschrey, at frie til hende skiønne Jomfrue.

PERNILLE.

Hand tar feil Hr. Bogholderjeg er Pigen, Jomfruen skal strax have den Ære at komme hid.

412
BOGHOLDEREN.

Det er mig en Ære og hende en Skam. Men kunde jeg ikke faa Herren i Tale først?

PERNILLE.

Ach! ney, Herren sidder i fortrædelige Forretninger, som har hindret ham i Dag baade at æde og drikke; hand har bedet mig giøre sin Undskyldning. Det er ellers en afgiort Sag paa Herrens Side. Det fattes kun, at hand taler med Jomfruen selv. Vil hand behage at bie et Øyeblik, nu skal hun strax komme. Ach! den stakkels Herre! jeg er bange, at hand engang styrter i sine Forretninger.

Scen. 8.

Magdelone, gallant pyntet.Pernille.Bogholderen.Vielgeschrey.

BOGHOLDEREN.

Jeg er kommen hid, skiønne Jomfrue, efter den Aftale, som er giort imellem Hr. Vielgeschrey og min gode Far, at begiære hende udi ald Tugt og Høviskhed til min ægte Hustru, og at spørge hende, om hun vil have mig til sin ægte Mand?

MAGDELONE

(neigende.) Jeg siger tusinde Tak.

BOGHOLDEREN.

Jeg beder da ydmygst, hun ikke vil forsmaae denne Ring til Morgengave.

MAGDELONE.

Jeg siger tusinde Tak. Vil hand ikke sidde ned min Engel!

BOGHOLDEREN.

Ney, tak skiønne Jomfru! jeg vil heller staae.

MAGDELONE.

Ach! jeg beder, at hand vil sætte sig min Engel. (De sætter sig.)

413
VIELGESCHREY.

Hvem er som taler der? Pernille!

PERNILLE.

Det er Frieren, Herre, som taler med Jomfruen.

VIELGESCHREY.

Det er got mit Barn, holdt din Kiæreste med Snak til jeg har skrevet mit Brev.

BOGHOLDEREN.

Man maa sige, hvad man sige vil om Ægteskab, saa er der dog en synderlig Himlens Direction derudi. Jeg har tit seet et Fruentimmer udi Søvne af samme Skikkelse og Væsen som Jomfruen, saa jeg derudaf kand merke, at det er noget, som for lang Tid er besluttet her oven fra.

PERNILLE

(sagte.) Gid du faa skam, saasom det ikke er andet end Pengene du meener at faa.

MAGDELONE.

Ach er det mueligt! det er min Troe gaaet mig ligeledes; thi engang da jeg stod og giorde min Bøn om et got Giftermaal, hvilket jeg uroest ofte har giordt (thi man kand ikke læse for ofte) kom mig en Person for, som ligner min Engel paa et Haar.

BOGHOLDEREN.

Om Forladelse min hierte Jomfrue! maae jeg tage paa hendes Bryst.

MAGDELONE.

Jeg siger tusind Tak.

VIELG.

Pernille! hvem er som taler der henne.

PERNILLE.

Det er Frieren Herre! som taler med Jomfruen.

414
VIELG.

Got got, taler I kun kierlig sammen Børnlille, til jeg faaer mit Brev færdig.

BOGH.

Maatte jeg spørge min Hierte Jomfrue, hvad Alder hun har.

MAGD.

Der er nogle onde Mennisker, som har udspredet, at jeg var 40 Aar gammel; men jeg har min troe ikke meere end 30 Aar.

BOGH.

Saa er vi af en Alder.

MAGD.

Det er jo skiønt. Liige Børn spiller best.

BOGH.

Man burdte ikke gifte sig, førend man var 30 Aar.

MAGD.

Det er min troe sant! thi naar Børn gifter sig med hinanden, blir kun Huusholdningen slet.

VIELG.

Hvem er som taler der henne Pernillle!

PERNILLE.

Det er Frieren med sin Kiæreste.

VIELG.

Nu skal jeg strax være hos jer Børnlille. Jeg har kun nogle faae Liiner tilbage.

PERNILLE.

(sagte) Hillement! saa maa jeg hitte paa noget Nyt igien. (Høyt.) Monsieur! vil han ikke behage at træde ind udi Jomfruens Sænge-Kammer, saa kand de tale sammen meere frit og ikke være Herren til hinder.

415
BOGH.

Det er sant. Det kand vi giøre. (de gaar ind.)

PERNILLE.

Hillement! jeg seer, at han alt har udskrevet, nu maae jeg hoste efter Oldfux, som er Signalen. (hun hoster.)

Scen. 9.

Oldfux som Advocat.Vielgeschrey.Pernille.

OLDFUX.

Jeg hører min Herre, at han forlanger en Advocat.

VIELG.

Ja er det han, som jeg har skikket min Tienere til.

OLDFUX.

Ney min Herre! den Mand er aldrig udi Stand om Eftermiddagen at tale med Folk.

VIELG.

Drikker han da?

OLDFUX.

Ja Herre! men ikke mine Ord igien.

VIELG.

Hvorfore lod du da Tieneren gaae hen til saadan Mand Pernille!

PERNILLE.

Jeg vidste ikke, at han drak, Herre. Men det er vel, at denne Mand er kommen i hans Sted.

OLDFUX.

Jeg har min gang derudi Huuset. Og som jeg hørdte, at min Herre havde en Procurater nødig, tog jeg mig den Frihed at komme hid.

416
VIELG.

Han skal have Tak.

OLDFUX.

Er der noget til Tieneste.

VIELG.

Jo jeg har noget at consulere ham udi.

ADVOCAT.

Det Ord min Herre at consulere har en dobbelt Betydning. Det betyder baade at give en et got Raad, paa latin consulere alicui, saa og bede en om et got Raad, paa latin consulere aliqvem.

VIELG.

Ey jeg troer, at I lærde Folk har skruer løse i Hovedet. Jeg har ikke skikket Bud efter ham for at spørge ham til Raads udi Ortographien, men - - - -

ADVOCAT.

Min Herre vores tale kommer ikke Ortographien ved, han confunderer Ortographien med Syntaxi. Ortographia est Ars vocabula recte scribendi, det er en konst eller Videnskab at skrive Ordene ræt, hvilket er noget, som jeg ikke har rørt om men jeg har allene corrigeret min Herres Tale-Maader non ortographiam sed phrases corrigo.

VIELG.

Om Forladelse at jeg ikke har haft Bud efter ham, han kand gaae igien, naar han behager! thi jeg har andet at bestille end at drive Dagen bort med Snak.

ADVOCAT.

Doctere og Advocater ere gierne til Tieneste, men deres lovlige Fundatzer sige ogsaa, at de maae lade sig betale for hver Skrid at giøre.

VIELG.

Skal jeg betale jer for at spilde den ædle og kostbare Tid bort med Snak.

417
ADVOCAT.

Hvad er hans Begiering da min Herre.

VIELG.

Jeg vilde spørge ham til Raads udi nogle Artikler.

ADVOCAT.

Min Herre! det Ord Artikel er os Jurister gandske ubekiendt og bruges allene in Foro Theologico. Den Rommersk Ræt veed i det ringeste intet deraf. Den deeles allene in libros, capita et paragraphos. Vil min Herre kun læse igiennem codicem pandectas institutiones novellas og see til om han nogensteds finder det Ord Artikel. Jeg vilde heller miste min Bestilling end bruge det Ord Artikel. Men hvorom spør han mig til Raads?

VIELG.

Det er en Person, som har hemmeligt forlovet sig med min Datter, som har faaet adskillige Breve fra hende, hvorudi hun forsikrer ham om sin Kierlighed, alt dette er skeet mig uvidende. Jeg frier for min Datter til en anden brav Mands Søn. Hun blir allarmeret derover i Begyndelsen, men endelig beqvemmer sig til den, som jeg udvelger til Sviger-Søn. Den anden faaer et Nys derom og truer mig med Retten, beraabende sig paa hendes Breve. De Trudseler vil vel ikke meget betyde Hr. Advocat. Men jeg har dog for at skrække ham fra Proces opsat et Brev til ham.

OLDFUX.

Hvad vil det Ord opsat sige. At opsætte kand betyde at forhale, det kand ogsaa betyde at sætte i Pennen.

VIELG.

Jeg troer Lucifer er her skinbarligen kommen i en Advocat Lignelse.

OLDFUX.

Min Herre! han maae da tale tydelig. Vil han dermed sige: sat I Pennen.

VIELG.

Ja ja. Jeg har skrevet et Bræv færdigt.

418
OLDFUX.

Det Brev skal skrives med Forstand. Om han ellers skal afskrækkes fra Proces, lad mig see det Brev. (han læser.)

VIELG.

Er det ikke kraftig nok?

OLDFUX.

Ej ej Herre! der vil andre Argumenter til. Jeg maa dictere ham et Brev, som skal have bedre klem.

VIELG.

Ja vil han da dictere mig.

OLDFUX.

Om han kand komme til rette med den Spanske Maade, vi Advocater har antaget at dictere med, som er meget kort og compendieux.

VIELG.

Jo kortere, jo bedre; thi Tiden er kostbar for mig, som har saa meget at bestille.

ADVOCAT.

Det er mig kiert, at min Herre forstaaer det, (Advocaten slaaer Herren paa Skuldrene og siger:) har I det.

VIELG.

I har jo intet sagt mig endnu.

ADVOCAT.

Ej min Herre naar jeg slaaer ham paa Skuldrene, saa betyder det, at han skal skrive Personens Titul. Ingen Invention kand være bedre og kortere.

VIELGESCHR.

Herre Gud, hvilke nye Moder, det er got nok, naar man veed det. Jeg vil sætte rum aaben til Titulen.

419
OLDFUX.

Got, vil han nu behage at skrive. Saasom Seignr. Leander, Har han det.

VIELG.

Ja.

ADVOCATEN
(fløyter.)

Har I det ogsaa.

VIELG.

Hvad meere?

OLDFUX.

Ey min Herre, naar jeg fløyter, saa betyder det Comma.

VIELGES.

Ey hvilket forbandet Tøy, nu har jeg Comma.

ADVOCAT.

Seignr. Jeronymi Søn her udi. Tvi (spøtter) har I det?

VIELG.

Han boer ikke udi Tye. Monsr. han boer her i Byen.

ADVOCAT.

Ey min Herre, naar jeg spøtter og siger tvi, er det ligesaameget, som jeg nevner stedens Navn, hvor Contraparten boer. Jeg seer min Herre forstaaer ikke den nye Maade at dictere paa, men han kand lære det i et Øyeblik og siden stedse betiene sig deraf, naar han dicterer til sin Fuldmægtig, thi Inventionen er meget magelig for Folk, som har meget at bestille, hvad har han nu?

VIELG.

Jeronymi Søn her udi Byen.

ADVOCAT.

Got. (fløyter,) har I det.

VIELGESCH.

Ja, Comma.

420
ADVOC.

Forgangen Aar af mig, (rykker ham udi Haaret) har I det?

VIELGESCHREY.

Hvorfor rykker I mig i Haaret?

ADVOC.

Ey! det betyder Parinthesis.

VIELGES.

Ey da skal du faae en Ulykke, (gir ham et Ørefiigen,) see! det betyder Claudatur Parentheses.

OLDFUX.

I skal være Vidne til, hvordan Jeg er bleven tracteret. Jeg skal lade jer stevne.

VIELGES.

Og jeg skal lade jer Contra-stevne.

OLDFUX.

Jeg skal beviise, at det er en vedtagen Maade at dictere paa blant de store Advocater udenlands.

VIELGES.

Og jeg skal beviise, at I er en Skurk tilligemed alle de andre, der bruge den Maade. (Advocaten tar Pernille i Øret.)

PERNILLE.

Au! au! au!

VIELGES.

Vil din Hund giøre Vold i mit Huus.

OLDF.

Er I en fornemme Mand og veed ikke, hvad Antestaminor betyder, og at man efter den Romerske Ræt tar got Folk i Øret sigende Antestaminor naar man skyder dem til Vidne.

VIELGESCH.

Vedst du ikke, at man efter den Romerske Ræt driver slige 421 Slyngle paa Dørren, der kommer i brave Folks Huuse og bruge den Spil. (han drives paa Dør.)

VIELGESCHR.

Er jeg ikke det ulyksaligste Menniske paa Jorden, Ulykke og Fortræd regner strømmeviis ned paa mig, hvor meget jeg har svedet og trællet i Dag, saa er dog det ringeste intet forrettet. Der maa være mange slags onde Aander til, nogle for at hindre Mennisker udi Gudsfrygt, andre at hindre dem i deres Forretning. Saadan en Aand maae i Dag regiere i mit Huus og har sat sig for just nu, jeg har mest at bestille, at kaste mig mest forhindrings Steene i vejen. Samme onde Aand har udvalt denne forbandede Advocat at komme hid. Denne Dag er liderlig staalen mig fra. Een kunde vel sige, I morgen kommer og en Dag ligesaa lang, men nye Dag, nye Forretninger, ligesaa lang Dag, ligesaa store Forretninger, hvor skal jeg hen. Jeg maae henge mig selv. Men jeg har min troe ikke stunder engang til at henge mig. Jeg maa tage mig en habile Fuldmægtig an, der kand copiere alt hvad jeg vil have.

PERNILLE.

Det har min troe været ligesom forhexet denne Dag.

VIELG:

Du skal ikke troe Pernille hvor kied jeg er af mit Liv.

PERNILLE.

Det er ingen under; thi først har Herren to Mænds Arbeide, hvilket han dog kunde reede sig udaf, hvis disse forbandede Forhindringer ikke var, som kommer i Haabetal, det maae aldrig være rigtigt i Dag. Jeg bilder mig ind, at en som Herren har viset bort engang, har sat disse Folk ud for at hevne sig! thi - - Men see! Jeg er aldrig ærlig, har vi ikke en nye Diævel paa halsen igien.

422

Scen. 10.

(Oldfux kommer ind med sort Flors Halsklud, en gammel sort Peruqve med lang Pidsk i)

OLDFUX.

Um verzeihung, gnädiger Herr, dass ich die Freyheit nehme einzugehen.

VIELG.

Bryder I saa ind udi fornemme folks Huus uden at melde jer an?

OLDFUX.

Ich darfte nicht anklopffen, ihr Hochwohlgebornheit, denn das wäre all zu driestig

VIELG.

Alzu driestig - - - Hvad har I her at bestille?

OLDFUX.

Es ist mir gesaget worden, dass der Herr viel zu verrichten habe.

VIELG.

Og iust derfor kommer I for at spilde mig Tiiden.

OLDFUX.

Behüte Gott, wohlgebohrner Herr! Per contrarium, per contrarium, Ihr Hochwohlgebohrenheit.

VIELGESCHR.

Slig Titel tilkommer mig ikke.

OLDFUX.

Sie sagen das nicht, Ihro Gnaden! sie sagen dass nicht.

VIELGESCH.

Jeg troer Lucifer har bragt mig den Knægt hid paa Halsen.

OLDFUX.

Der Herr übereile sich nicht bedencke doch dass ich ein studirter man bin, ein studirter Man.

VIELG.

Da har I ikke Profiteret meget af jere studeringer.

423
OLDFUX.

Bedencke doch Ihro Wohlgebohrnheit, dass ich über vier und zwantzig Sprachen verstehe.

VIELGESCHR.

Her var ligesaadan Kompen forgangen, der sagde, at han forstod 20 Sprog, og dog vidste han slet intet.

OLDFUX.

Es ist aber so nicht mit mier; ich will mich selbst nicht rühmen, aber ich bin ein Capabler Mann und ein Patricius von Geburth - - -

PERN.

Hvad vil det sige Patricius? (Han kysser Pernilles Forklæde.) Unterthäniger Diener, Gnädige Fräulein.

PERNILLE.

Hillement! hvilke Titler?

OLDFUX.

Ich bitte unterthänigst um Verzeihung, dass ich mein Compliment nicht zuvorn abgeleget habe.

PERNILLE.

Alt forlat.

OLDFUX.

Alle Menschen müssen mir zustehen dass ich ungemeine Studia habe. Ihro Gnaden können selbst begreiffen, dass einer der zu Wittenberg, Helmstad, Franckfurt, Prag, Leiptzig, Rostock, Königsberg, Nürnberg, Heidelberg, Cracau, Landau, Tübingen, Uri, Schweitz, Unterwaiden, Frfurt am Main, Frf. an der Oder, Franckfurt an der Mose, Mecklenborg, Grabenhagen, Kiel, Zerpst &c. &c. &c. ausgenohmen vielen Gymnasiis Studiret hat. Ich sage, Ihro Gnaden können leicht begreiffen, dass einer der so viele Universitæten freqventiret hat, ungemeine studia haben müsse. Ist nicht wahr, Gnädige Fräulein?

424
VIELGESCHREY.

Jeg hører I har lært Pedanterie og at - - -

OLDE

Verzeihen sie mir, Hochwohlgebohrner Tugendsamer Herr Patron! Sie bedencken, dass ich über funfftzig Collegia tam privata qvam privatissima gehalten habe, als Collegia practica, didactica, Tactica, Homiletica, Exegetica, Ethica, Rhetorica, Oratoria, Metaphysica, Chiromanthica, Necromanthica, Logica, Talismannica Juridica, Parasitica, Politica, Astronomica, Geometrica, Arithmetica.

VIELG.

Holt op i pokkers skind.

OLDFUX.

Chronologica, Horoscopica, Metoscopica, Physica tam theoretica qvam Practica.

VIELGESCHR.

Giv mig hid min Stok Pernille.

OLDFUX.

Uber institutiones Codicem, Pandectas, Jus naturæ,jus civile, municipiale, feudale jus Gentium, jusjusculum und dergleichen Wissenschafften.

VIELGESCHR.

Min Stok, siger jeg.

OLDFUX.

Ihro Gnaden eyffre sich nicht, ich bin hier in guter Intention gekommen umb meinen geringen Dienst auzubieten, weil ich höre, dass der Herr viel zu verrichten habe. Wann ich erst in Affairen komme, werden sie sehen, was für ein Kerl ich bin.

VIELG.

Jeg kiender nok jer Landsmænd, saa snart I faaer en Finger i Sagerne, kand man aldrig faae jer der udaf igien.

425
OLDFUX.

Ich verlange flir meinen Dienst nichts anders als die blosse Kost, denn ich diene par honeur, par honeur.

VIELG.

Hvori kand I da tiene mig.

OLDFUX.

Ich will mich obligiren in zehn Minuten einen gantzen Bogen Papiir zu schreiben.

VIELG.

Det er meget. Der har I et ark Papiir til forsøg. (Oldfux sætter sig ned og lader som han skriver.)

VIELG.

Det skal længes mig at vide, hvordan dette vil løbe af. Jeg maae hen og see, hvordan han bær sig ad. (Oldfux mødende Vielgeschrei.) Sehen sie ein mahl Ihro Wolgebornheit. Ich habe es ehr vollfertiget als versprochen war.

VIELG.

Ach! Himmel! hvad seer jeg? Han har intet giort uden beklakket Papiiret. Hvor er min Stok.

(Naar Vielgeschrei løber efter Stokken, kryber Oldfux under Bordet, og naar Vielgeschrei ogPernille løber til Køkken-Dørren, hæver Oldfux sig med Bordet til den anden side, hvorpaade begge løbe til ham, men han velter Bordet med Papiirene og løber bort.)

VIELG.

Ach! Pernille! Denne Ulykke overgaaer alle. See engang alle mine Papiirer ligger i Uorden paa Gulvet nu kand man kiøbe mit Liv for 4re ß.

PERNILLE.

Ach! Herre! lad ikke Modet falde. Vi skal nok bringe dem i Orden igien. Men jeg skal have udspioneret, hvor dette hengèr sammen. Jeg vil døe paa, at nogen har sat dem ud.

426
VIELG.

Ach! ach! jeg kand ikke meere.

PERNILLE.

Ach! lille Herre! gaae op og kast jer paa Sengen lidt, jeg seer Herren er bleven altereret. Ach den stakkels Herre giør som jeg ydmygst beder, jeg skal inden en halv Time bringe alting i Orden igien.

VIELG.

Jeg maae giøre det; thi jeg kand ikke staae paa mine Been. (gaaer bort.)

PERNILLE.

Det gaaer fortreffeligt. Nu vil jeg ind i Magdelones Kammer til Bogholderen, og stevne ham hid med sine Venner til Klokken 7. som er efter den Tid Leander kand have sluttet Ægteskabs Contract; thi jeg skal bringe Herren til at iile med Leander just af frygt for Leander. Og naar den rette Mand saa kommer, vil der blive en forbandet Historie. Men jeg retirerer mig af Huuset med Jomfruen. Det er dog en forbandet Karl den Oldfux. Han har spillet mange Pudtzer baade her og Udenlands. Den sidste Rulle var hans egen Invention. Derved vandt vi Spillet; thi nu staaer hans Hoved ikke til at tale med Bogholderen. Ingen er letere at narre end stundesløse Folk, naar man skaffer dem Forretninger og fortred.

Actus III.

Scen. 1.

Vielgeschrey.Leonard.

VIELG.

Jeg har haft mange fortrædelige Dage i Verden, men ingen som denne. Den halve Deel af saadanne Fortreeder var mægtig til at giøre det sterkeste Hoved forvirret. En kommer og vil true sig til at 427 være min Svigersøn. En anden rykker mig i Haaret og siger det betyder Parenteses. Den tredie støder mit Skriver-Bord omkring. De maae endelig være udsat paa mig af onde Mennisker. Pernille skal nok udspionere det for mig. Havde jeg ikke den Piige, saa forgik jeg rent. Hun gaaer mig til Haande. Hun ynker mig i mine Forretninger, og jeg er vis paa, at disse mine Fortreder gaaer hende ligesaa meget til Hierte, som mig selv. Huusholdersken Magdelone derimod har jeg ingen Nytte af; thi hun gaaer stedse i Gifte Tanker. Og, saasom en Mand ikke staaer strax paa Pinde for hende, blir hun saa ond som Peber. Gid jeg vel var skilt med det Spøgels. Gid jeg kunde giøre hendes Bryllup tillige med min Datter i Aften. Men der seer jeg min Broer Leonard komme, god aften Monfrere! Jeg tog mig den Frihed at skikke Bud efter ham.

LEONARD.

Ja, hvad skal det betyde? I pleyer ikke have Bud efter mig, er I ikke vel?

VIELG.

Ney jeg er færdig at døe af harme. Jeg har haft mit Huus fuld af galne og uriimelige Folk, der ligesom forsætlig viis ere hid komne for at giøre mig Fortred og at hindre mig i mine Forretninger, jeg har Seigr. Langspræck mistænkt derfor.

LEONARD.

Hvad ont har I da giort ham, som har kundet drive ham til saadant?

VIELG.

Fordi jeg vilde ikke høre paa en Proces saa lang, som Kiøbmagergade, som han fortalte overgaar.

LEONARD.

Men hvorfore kunde I ikke høre ham tale?

VIELG.

Har jeg stunder til saadant Monfrere?

428
LEONARD.

Det er sandt, Monfrere I har aldrig stunder, skiønt I har aldrig noget at bestille.

VIELG.

Spot ikke Monfr. hvorfor skulde jeg holde 4re Skriverkarle, uden jeg havde at bestille.

LEONARD.

Vil I da sige mig, hvori de Forretninger bestaaer.

VIELG.

Vil I tælle mig Stiernerne paa Himmelen.

LEONARD.

Sig mig da en af disse vigtige Forretninger? Hvad har I bestilt i Dag?

VIELG.

For lutter Mengde af Forretninger har jeg intet kundet forrette i Dag.

LEONARD

Saa haaber jeg ogsaa, at I kunde sige i gaar og ligeledes i overgaar.

VIELG.

Ikke uden 5 Bryllups Breve, som jeg har ladet skrive, men har ikke faaet Leilighed at skikke dem bort med Posten.

LEONARD.

Hvad er det for Bryllups Breve?

VIELG.

Min Datter Leonora skal giftes i Aften. Det er for den Aarsag, at jeg har haft bud efter Monfrere.

LEONARD.

Med hvem skal hun giftes.

VIELG.

Med Erik Madsen Bogholders ældste Søn Peder.

429
LEONARD.

Hvad! skiemter I. Vil I give jer Datter bort til en Skolemester.

VIELG.

Monfrere! Jeg maae have en Sviger-Søn, der kand gaae mig til haande i mine Forretninger.

LEONARD.

Specificer mig nogle af de Forretninger.

VIELG.

Om I vil plage mig, saa vær saa god at sætte det op til den anden Dag; thi i Dag kand jeg ikke bære meere.

LEONARD.

Skal jeg tale for jer Datters beste, saa maae det være i Dag; thi i Morgen er det forsilde.

VIELG.

Men hvad har I at sige paa det Parti.

LEONARD.

Det er jer Familie gandske u-anstændigt.

VIELG.

Er ikke en Bogholder en Brav Mand?

LEONARD.

Ikke for en ung Jomfrue af den Stand og Education. Jeg er vis paa, at hun vil gremme sig til Døde derover; jeg kiender ikke Personen, men jeg har hørt ham beskrive.

VIELG.

I tar feil Monfr. Min Datter er ligesaa meget derfor som jeg. Det første hun saae ham, blev hun saa forliebt, at jeg ingen Roe har haft, førend jeg har maat loved hende at slutte Contracten i Aften.

LEONARD.

Det faaer I mig i ævighed ikke til at troe. Det er u-naturligt.

430
VIELG.

Da skal jeg strax hielpe jer af Drømmen. Leonora og Pernille kommer ind.

Scen. 2.

Leonora pyntet som Brud,Leonard.Vielgeschrey.Pernille.

VIELG.

Min Datter! Din Farbroer vil ikke troe, at dette Giftermaal staar dig an. Han holder for, at det er u-anstændigt for vort Huus, og derfor har overtalt mig at bryde mit Løfte. (Leonora og Pernille græder.)

LEONARD.

Tænkte jeg ikke nok Monfrere! at hun ikke har samtykket tilforn uden af Tvang, see! hvor bevæget hun blev, da hun hørdte sin Befrielse.

VIELG.

Hvorfor græder du mit Barn?

LEONORA.

Har jeg ikke Aarsag at græde jeg svær ved alt det, som helligt er, at jeg ingen anden Mand vil have end Peder Eriksen Bogholder.

PERNILLE.

Gaaer det Parti over styr saa forlader jeg Herrens Huus.

VIELG.

Ha ha ha! kand I nu høre Monfrere. Giv dig kun tilfreds min Datter! jeg sagde det kun for at friste dig.

PERNILLE.

Men hvorfor er Monsieur Leonard saa meget imod det Parti?

LEONARD.

Nu ikke meere, Pernille! eftersom jeg hører, hun selv er derfor.

LEONORA.

Det er en meget fornuftig Karl, min hierte Farbroer!

431
LEONARD.

I har giort et got Val mit Barn.

PERNILLE.

Han har giort en nye Regel udi Regnekonsten, kaldet Regela St. Petri.

LEONARD.

Ej er der da noget at tage i Betænkning?

PERNILLE.

Om hand ingen Midler havde, saa kand hand forsørge Jomfruen alleene ved sit Pen og Griffel.

LEONARD.

Hvad Nød har hun da.

PERNILLE.

Hans Fætter Jonas siger, at hand er den største Regnemester i Staden.

LEONARD.

Ej slaae til, slaae til.

PERNILLE.

Og at hand kysser Støvet under hans Fødder.

LEONARD.

Ej slaae til, slaae til.

PERNILLE.

Hans Far, hans Forfar og Oldefar har ogsaa informeret i Bogholderie, saa at hand kand regne sine 16 Ahner af Bogholdere.

LEONARD.

Slaae til, slaae til, slaae til.

PERNILLE.

Saa at hand har Videnskab ved Fødselen.

LEONARD.

Det er sant, hun kunde aldrig giøre bedre Parti. (sagte) Jeg er ble- 432 ven saa hovedsvimlet af dette Tøy, at jeg neppe kand staae paa mine Been. Jeg kand dog aldrig bilde mig ind, at dette maa være rigtigt.

VIELG.

Seer I nu vel, Monfrere! I bildte jer ind, at jeg tvang min Dotter.

LEONARD.

Jeg har ikke et Ord at sige derimod, efterdi baade Faren og Dotteren er eenige. Men der kommer Fremmede; det maa være Frieren, eftersom Notarius følger med.

Scen. 3.

Leander. Oldfux, klædde som Pedanter. Leanders Far-Broer Corfitz, som en gammel Mand. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Velkommen min kiære Svigersøn.

LEANDER.

Jeg er her kommen efter Aftale og har taget min Fetter Jonam Candidatum udi Bogholderie, samt min kiære Far-Broder Corfitz med mig, at bivaane denne min udi deres Familie indlemmelse; thi min Far Erich Madsen er ikke saa vel, at hand kand komme nu i Dag.

VIELG.

Er da denne Mand ikke hans Fader, mig synes ogsaa, at det er ikke Seign. Erich Madsen selv.

CORFITZ.

Ney! jeg er u-værdig hans Farbroder, men kommer her udi hans Fars Sted. Men denne unge Person Jonas Corfitzen er min egen Søn.

VIELG.

Ja Børnlille! vi vil giøre det kort og got; thi Tiden er knap for mig, saa gaaer hen og gir hinanden Hænder. (Leander og Leonora gir hinanden Hænder, hvorpaa enhver udi Compagniet giør dem en Compliment i sær.)

433
CORFITZ.

Her Notarius! vil I nu være saa god at indføre dette i jer Bog, at paa denne Dag imellem disse Personer er sluttet Ægteskab.

NOTARIUS.

Naar jeg kun veed Navnene.

VIELG.

Min Dotter er fød her i Byen, gaaer udi sit tyvende Aar, og Brudgommen - - -

LEANDER.

Jeg skal sige ham de Omstændigheder om min Person. (Notarius skriver og Leander dicterer sagte.)

CORFITZ.

Jeg forsikrer min Herre om, at min Bror-Søn Thomas skal være ham en lydig Svigersøn, som med Fornøyelse vil gaae ham til Haande udi hans Forretninger.

VIELG.

Det er just derfor jeg har foretrækked ham adskillige fornemme unge Personer, besynderlig en ung Straten-Junker, som hun halvdeels uden mit Vidende havde forlovet sig med. Samme Knægt har i Dag truet mig med Retten, derfor har jeg iilet med at slutte Contracten.

CORFITZ.

Hr. Svoger har giordt vel derudi, saa faar hand en lang Næse.

PERNILLE.

Ach! gunstige Herre! jeg har en ydmygst Bøn til ham.

VIELG.

Hvad er det Pernille! du veedst, at jeg giør alting for din skyld; thi du har tienet mig trolig og ærlig. Du vil vel maaskee ogsaa have en Mand?

PERNILLE.

Ney! gunstige Herre, det er ikke for mig, det er for den stakkels Magdelone.

434
VIELG.

Gid hun var vel af Huset. Det er ikke min skyld, at hun ikke er gift, men jeg kand ikke trække hende en Mand efter Hals og Haar. Jeg har tit sat mig for at frie en eller andensteds for hende, men jeg er altid hindret af Forretninger.

PERNILLE.

Ney vil Herren behage at høre mig, hun er forlovet.

VIELG.

Med hvem?

PERNILLE.

Med een af de fornemste Byens Bedemænd. Vi har stevned ham hid just paa denne Tid at begiære hende af Herren, eftersom Herren har besluttet at sætte sine Forretninger en Times Tid til side.

VIELG.

Det er vel overlagt af dig; thi jeg veed ellers ikke, naar jeg faar Tid dertil.

PERNILLE.

Det kunde i mine Tanker blive afgiort i Aften, medens Notarius er her.

VIELG.

Det skulde være mig usigelig kiært; Hr. Notarius vær saa god og tøv et Øyeblik, her falder maa skee noget andet at forrette.

PERNILLE.

Mig syntes, at det var allermageligst for Herren; thi det er at slaae to Fluer med en Smekke. Men der kommer min Troe Bedemanden med sin Far.

Scen. 4.

Peder Erichsen.Erich.Personerne af forrige Scene.

ERICH.

Her kommer jeg med min Søn efter Løfte at fuldbyrde Forlovelsen.

435
VIELGESCHREY

(til Pernille.) Hvad vil det sige efter Løfte?

PERNILLE.

Det heder saa udi Bedemands Stiil. De slags Folk har altid en hob Fyldekalk for at giøre deres Tale vitløftig. De har egne Tale-Maader, som for Exempel, Pigerne udi Huset kalder de Døttre, naar hand har talt med mig om Herren, saa har hand sagt i Steden for jer Herre og Principal, jer kiære Far.

VIELG.

Ej det er artig.

PERNILLE.

Derfor giør man Forskiæl mellem Bedemands Stiil og anden Menniskelig Stiil.

VIELGESCHREY

(til Erich Madsen.) Det er mig kiært min Herre. Jeg forsikrer paa Brudens Vegne, at hun er en brav forstandig Huusholderske.

ERICH MADSEN.

Jeg tviler ikke derpaa; thi af saadant got Træe, som min Herre er, kand ikke komme uden gode Frugter.

VIELGESCHREY

(til Pernille.) Det er sant du siger: Disse Bedemænd har underlige Tale-Maader, lad Magdelone komme ind. (Pernille springer efter Magdelone.)

VIELGESCHREY

til Erich Madsen. Monsieur! det kommer mig for, som jeg har haft den Ære at see ham ofte tilforn.

ERICH MADSEN

(til Pernille.) Hvad vil det sige, lille Barn. Hand lader, som hand kiender mig ikke; da hand dog har selv i Dag været henne hos mig for at fri for sin Dotter.

PERNILLE.

Hr. Bogholder maa ikke regne Herren, saaledes taler hand 436 hundrede gange om Dagen hen i Taaget; thi hand har saa mange Forretninger i Hovedet.

ERICH MADSEN.

Ha, ha, ha!

VIELGESCHREY.

Kommer Magdelone? Pernille!

PERNILLE.

Ja hun kommer i dette Øyeblik.

ERICH MADSEN

(til Vielgeschrey.) Hans kiære Dotter pynter sig maa skee.

VIELGESCHREY

(sagte.) Atter Bedemands Stiil. (høyt) Ja jeg troer det. Hun er ellers ikke meget for Stads; men jeg kand tænke, at hun griber sig nu an.

ERICH MADSEN.

Min Herre er selv ikke meget for Stads; derfor kand hans Børn ikke heller være.

VIELGESCHREY

(sagte.) Atter Bedemands Stiil. (høyt) Ney af mig skal ingen i Huset lære Vellyst.

ERICH MADSEN.

Ja min Herre har sagt mig det selv.

VIELGESCHREY.

Har jeg da nyelig haft den Ære at tale med Monsieur?

ERICH MADSEN

(sagte.) Ha, ha, ha! atter hen i Taaget. (høyt) Jeg merker, at min Herre har altid Hovedet fuld af Forretninger.

VIELG.

Ja det er sant Monsieur! derfor har jeg udvalt en arbeidsom ung Person til min Svigersøn, som kand gaae mig til Haande.

ERICH MADSEN.

Jeg takker skyldigst.

437
VIELGESCHREY

(sagte.) Atter Bedemands Stiil.

PERNILLE.

Er det ikke sant, som jeg siger. Det er lutter Bedemands Formularier.

VIELG.

Men det lader, som min Herre har kiendt mig tilforn.

ERICH MADSEN

(sagte.) Atter hen i Taaget. Men der kommer Bruden. See min Herre, der er hans kiære D otter.

VIELGESCHREY

(sagte.) Atter Bedemands Stiil. Gid Fanden fare i slige Tale-Maader.

Scen. 5.

Magdelone med Haarhue.Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Kom frem mit Barn. Det er mig usigelig kiært, at det er kommen saa vidt, at jeg kand gifte jer af mit Huus. I faar en brav Mand, som kand forsørge jer.

MAGDELONE.

Jeg tviler ikke derpaa, i sær eftersom - - -

PERNILLE.

Det er best, at vi giør det kort og got; thi Herren har ellers en hob Forretninger i Aften.

ERICH MADSEN.

Finder min Herre det for got, at Ægteskabs Contracten sluttes i Aften?

VIELG.

Ja Monsieur jeg er fornøyet dermed.

438
PERNILLE.

Saa gir hin anden strax Hænder da. De ere begge to som forliebte Rotter. (De gir hin anden Hænder, omfavner hin anden, enhver i sær giør Gratulation. Notarius skriver og Pernille siger ham sagte til.)

VEELG.

Adieu! Hr. Notarius jeg skal skikke ham Pengene i Morgen. (Notarius gaar bort.)

VIELG.

Saa fortrædelig som denne Dag har været for mig, saa glad og angenem derimod har Aftenen været, i det jeg har paa eengang faaet baade min Datter og min Huusholderske forsørget.

ERICH MADSEN

(til Pernille). Har han ogsaa giftet sin Husholderske bort i Aften?

PERNILLE.

(Pegende paa Leonora.) Ja Monsieur! Det er det unge Menniske, som han der seer - - - -

ERICH MADSEN.

Det er et kiønt Menniske, hvem faaer hun?

PERNILLE.

Denne unge Person, som der staaer. Han er Bedemand her i Byen. (Begge Brude-Folkene staaer imidlertid og caresserer hin anden.)

VIELG.

Nu har jeg glemt ald min Fortræd.

ERICH MADSEN.

Ja det er faldet ræt vel ud; thi i hvorvel Bogholdere og Bedemænd, af hvilke den eene har faaet hans Datter og den anden hans Huusholderske, ere kun ringe Folk, saa kand de dog begge rigelig forsørge deres Koener; thi jeg vil tiene kiære Svoger - - -

VIELG.

Hvorfor kalder han mig Svoger?

439
ERICH MADS.

Jeg er en gammeldags Mand og rætter mig efter den gamle Verden.

VIELG.

(sagte) Det maa være, som Pernille siger, paa sin Bedemands stiil (høyt) jeg siger det ikke af Hofmod, men fordi det er ikke brugeligt.

ERICH MADS.

Jeg ved nok, at det er brugeligt iblant fornemme Folk at sige Monsieur til Alting.

VIELG.

Ey han maa ikke tage det op, som en Hofmod af mig.

ERICH MADS.

Aldeeles ikke, men ellers er jeg en Mand, der ikke har fornøden at skiemme mig ved min Profesion, baade jeg og min Søn kan leve reputerlig, og derforuden legge Penge op hvert Aar.

VIELG.

Jeg troer det nok, men et Aar er dog ikke saa got, som et andet. Det Aar efter Pesten, troer jeg var et got Aar for Folk af hans Profession.

ERICH MADS.

(sagte) Nu snakker han hen i Taaget igien (høyt) jeg veed aldeles ikke, hvad han vil sige med dette?

VIELG.

Jeg meener, da falt der saa mange Brylluper ind.

ERICH MADS.

Hvad kommer Brylluper min Profession ved.

VIELG.

I er jo Bedemand her i Staden.

ERICH MADS.

(sagte) Jeg troer aldrig, at han er rigtig i Hovedet (høyt) hør kiære Svoger! taler han saa i Tanker, saa ynker jeg ham, og taler han saa, for at spille Gæk med mig, saa giør han ikke vel.

440
VIELG.

Holdt op med den Svoger-Titul udi pokkers Navn, er jeg jer Svoger?

ERICH MADS.

Er min Søn ikke gift med jer Datter?

PERNILLE.

(sagte) Ræt nu vil det bryde løs, men det maae ikke hielpe.

VIELG.

Jeg veed nok, at det er en Talemaade af jer Bedemænd at kalde en Pige udi Huset Datter og Herren for Svoger, men om jer Søn har faaet min Huusholderske, saa er vi derfor ikke Svogre; thi jeg har min troe aldrig rørt hende.

PERNILLE.

Holt nu Ørene stive Pernille.

ERICH MADS.

Hvad pokker vil I sige med jer Huusholderske. Vil I giøre jer Datter til jer Tieneste-Pige.

VIELG.

Ney jeg kiender nok min Datter og jeg kiender nok min Huusholderske Hr. Bedemand!

ERICH MADS.

Jeg er ingen Bedemand i pokkers Skind.

VIELG.

Pernille! han siger, at han er ingen Bedemand, jo min Siæl er I Bedemand.

PERNILLE.

Jo Herre! det er en af de ældste Bedemænd her i Staden.

ERICH MADSEN.

Gid du faae en Ulykke din Laptaske, saa vist som du lyver. Mit Navn er Erich Madsen og jeg er Bogholder. Og det er min Søn Peder, som offentlig er bleven Gift med jer Datter.

441
VIELG.

Hvad pokker er dette for Koglerie. Jeg er allerede halv forrykt i mit Hoved (til Leander) hør Monsieur. Er I ikke Erich Madsens Bogholders Søn.

LEANDER.

Forlad mig det kiære Sviger-Far. Jeg heeder Leander og er Hr. Jeronimi Søn.

VIELG.

Hør Seign. Jonas Corfitzen. Er det ikke jer Fetter.

OLDFUX.

Forlad mig det min Herre. Jeg heeder Oldfux og er en bekiendt Pudsenmaker her i Staden til tieniste.

VIELG.

Jeg spør jer nok engang Monsieur. Er I ikke Bedemand her i Byen.

ERICH MADS.

Og jeg svarer jer nok engang for alle, at jeg er Erich Madsen Bogholder.

VIELG.

Og I Unge Person, som har faaet min Huusholderske er I ikke en Bedemand og en Bedemands Søn.

PEDER.

Jeg er Peder Bogholder, som har faaet hans Datter.

VIELG.

I er gal, der staaer jo Peder Bogholder.

LEANDER.

Ney Herre! jeg heeder Leander.

VIELG.

Ach! Himmel! hvad er dog dette. Enten er jeg gal eller I galne, eller Ovidii Metamorphosis er kommen i vore Tider. Hør min Datter est du ikke min Datter?

442
LEONORE.

Jo jeg er hierte Papa!

VIELG.

Og I Magdelone! er I ikke Magdelone?

MAGD.

Jo Herre!

VIELG.

Og du min Datter est du ikke gift med Peder Erichsen Bogholder.

LEONORE.

Forlad mig hierte Papa! jeg er gift med Leander Jeronimi Søn.

VIELG.

A - - - - og I Magdelone! Er det ikke en Bedemand, I har faaet.

MAGD.

Forlad mig Herre! det er en Bogholder. (Vielgeschrei sætter sig ned paa en Stoel og grunder)

ERICH MADSEN

(til Leonard.) Min Herre! hans gode Broder er kommen reent fra Forstanden. Vi maa have Bud efter en Doctor; thi han kiender jo ikke en af os igien.

LEONARD.

Jeg har staaet gandske fortabt og hørt paa alt dette. Jeg troer ikke andet end her er spillet nogen hocus pocus.

VIELGESCHREI.

(springende op af Stoelen.) Jeg er Alexander Magnus og I andre ere alle Slyngle, som skal døe for min Haand. (Tar Stoelen i Haanden og jager iblant dem, Leonard fatter ham om Livet og sætter ham.)

LEONARD.

Min hierte Broder kiender I mig ikke?

443
VIELG.

Ach! ach! ach! Jeg var gandske fra mig selv over disse Historier I er min Broder Leonard.

LEONARD.

Giv jer tilfreds min hierte Broder! lader os examinere Sagen med Kaaldsindighed; thi her er vist nok spillet Intriguer. Hør min kiære Leonora! Jeg kand merke, at jer Far har villet gifte jer til en mod jer Villie, og I derfore har brugt List for at undgaae saadant Giftermaal.

LEONORA

(paa knæ.) Ach! min allerkiereste Far. Jeg beder med grædende Taare om Forladelse. Kierlighed til Monsieur Leander paa en side og Desperation paa den anden har forførdt mig til at gribe til disse ulovlige Midler.

LEANDER

(ogsaa paa Knæ.) Gunstige Hr. Svigerfar. Jeg er den Person, som han i maares visede saa haanlig bort. Jeg har stillet mig an, som jeg var Peder Erichsen Bogholder for, under det Navn at nyde den Skat, som jeg ellers ikke kunde blive mægtig.

PERNILLE

(ogsaa paa Knæe.) Gunstige Herre! Jeg er Capitain for dette hele Compagnie af Intriguer. Jeg har opspundet alle disse Listigheder, ikke for at bespotte min Herre, men for at redde jer kiære Datter, hvilken af Fortvilelse havde taget Livet af sig selv, hvis hun havde blevet tvunget at tage denne Bogholder.

OLDFUX

(ogsaa paa Knæe.) Gunstige Herre! jeg er Oldfux en vel-studeret vandrende Ridder. Det var mig, som agerede Advocat og Skriver i Eftermiddag, for at hindre Herren, at han ikke fik Leylighed at tale med Peder Erichsen, da han kom at frie til Magdelone, som man bildte ham ind var Herrens Daatter.

VIELGESCHREY.

Ach! Monfrere! dette maae jeg hevne, om det skal koste mit Liv.

444
LEONARD.

Monfrere! Jeg kand forsikre, at dersom de havde taget mig udi Ledtog med, havde jeg u-anseet dend Estime jeg har for min Broer, ladet mig ogsaa bruge dertil. I maa forlade disse unge Mennisker, og ansee disse Intriguer, som Kierligheds- og Fortvilelses-Virkninger. Kierlighed er saadan sterk Passion, at man overtræder alle Grendser for at nyde det, som man inderlig attraaer. Hvad har I ellers at sige paa dette Parti? Er det ikke ti gange bedre og reputerligere end det andet? Er det ikke en skikkelig, fornem og riig Person.

VIELGESCHR.

Men Monsieur! han forstaaer ikke sit Bogholderie. Jeg vil have en Svigersøn, som var færdig derudi, og kunde gaae mig til Haande i mine besværlige Forretninger.

LEONARD.

Hør Monfrere! Vil I lyde mit Raad, saa skaf først alle jere Skriver-Karle af, gak ud og besøg gode Venner om Aftenen, sov jer Middags-Søvn, og bild jer ind, at I har intet at forrette, og see saa til, om der ikke skal blive meere bestilt udi Huuset.

VIELGESCHR.

Ey Monfrere før ikke saadan Snak. Ingen veed, hvordan Skoen trykker, uden den, som har den paa Foden.

LEANDER.

Ach! min hierte Sviger-far! dersom han vilde lade sin Vrede fare, forsikrer og lover jeg at legge ald min Tid an paa at regne og skrive, for at gaae ham til Haande udi hans Forretninger.

PERNILLE.

Ja det vil jeg cavere for, at han giør Herre!

VIELGESCHR.

Ja, du din Laptaske! Du skal betale mig Leegen.

PERNILLE.

Hvis jeg ikke havde havt Estime for Herrens Huus, saa havde jeg ladet alting gaae sin gang. Men som jeg ikke kunde taale at see 445 Herren prostitueres, og Jomfruen bragt til Fortvilelse ved saadant Parti, har jeg grebet til dette Middel.

LEONARD.

Det er sant, som hun siger; thi hvorfor skulde hun sætte sig udi saadan Fare, uden Nidkierhed havde drevet hende dertil.

VIELGESCHR.

Lover I mig da Monsieur at legge jer efter Bogholderiet.

LEANDER.

Ja jeg svær kiære Svigerfar dertil.

VIELG.

Hvad raader I mig da at giøre Monfrere!

LEONARD.

Jeg raader og beder for ald den broderlig Kierlighed, der er imellem os, at I forlader dem det alle; thi Contracten er alt sluttet, som ikke kand ophæves.

VIELGESCHR.

Saa blir det vist Monsieur, at I vil legge jer efter Bogholderiet.

LEANDER.

Ja jeg svær kiære Svigerfar dertil.

VIELGESCHR.

Saa vil jeg da kalde jer Svigersøn, og forlade alle de, andre, hvad de har giort mig imod. Staaer kun op igien. (De reyser sig alle.)

VIELGESCHR.

Min Hr. Erik Madsen. I seer hvordan er tilgaaet. Jeg havde tænkt at give min Datter til hans Søn, men disse forliebte Personer har spillet ham i Huusholderskens Hænder. Hun er ellers et skikkeligt Menniske, er kommen af got Folk, og ikke over sine 40 Aar, saa der kand være Forhaabning, at hun kand fortplante Bogholderiet.

446
ERICH MADSEN.

I maae selv beholde jer Huusholderske. Det I faaer en Ulykke. Hun skal aldrig blive min Sviger-Daatter.

VIELGESCHR.

Det maae I trækkes om.

ERICH MADS.

Jeg skal lade jer stevne.

VIELGESCHR.

I maa stevne min Piige, og den Karl, som har smedet paa det Ægteskab; thi jeg kand giøre min Eed paa, at det er mig u-afvidende.

ERICH MADS.

Ach jeg elendige Mand.

PEDER.

Ach jeg fattige Per Erichsen!

MAGDELONE.

Ach min Engel! vær ikke vred.

PEDER.

Ey gak til Bloksbierg.

MAGDELONE.

Jeg har 3000 Rixdlr. paa Rente, som jeg har lagt mig til gode udi Herrens Tieniste. Hans Datter faaer ikke saa meget til Medgift

PEDER.

Jeg kommer da til at skikke mig derudi, Papa!

ERICH MADSEN.

Giør hvad du vil. Kom lad os gaae hiem uden at tage Afskeed med de Bedragere.

VIELG.

Hans Tiener Hr. Bogholder. Jeg vil recommendere min Svigersøn til hans Information.

447
ERICH MADSEN.

I maa recommendere Fanden.

LEANDER.

Adieu Hr. Bogholder.

OLDFUX.

Hans Tienere, Peder Erichsen! jeg ønsker til Lykke.

PERNILLE.

Adieu Hr. Bogholder, prosit die Malzeit.

PEDER.

Adieu! I Slyngle tilsammen.

LEONARD

(til Spectatores.)

Af dette korte Skue-Spil
See til at du kand lære,
At der vil meer end stoyen til
For flittig at passere;
Thi seer man en at spilde Tid
Ved Søvn og gode Dage,
Saa een ved alt for megen Fliid
Sig sætter og tilbage.
En løber slider et par Skoe,
For ringe Ting at vinde,
Han baadet meere, hvis i Roe
Bag Ovnen han sad inde;
Thi som det stundom farligt er
At være alt for vittig,
Saa mangen ødelagt man seer
For han er alt for flittig,
For han af lutter Hurtighed
Frem og tilbage løber.
En bygger for at rive ned,
En støber og omstøber.
Den Stundesløses Characteer,
Saa vit jeg kand besinde,
Jeg veed ey i Comoedier
448 Om man skal kunde finde.
Jeg bryder Iis her samt i meer,
Mig underkaster Dommen,
At intet udi Verden er
Den første gang fuldkommen.

FINIS.