↩

LUDVIG HOLBERG

Seks komedier

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER VED
Jens Kr. Andersen

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

✂

✂ Danske Klassikere udgives med støtte fra Litteraturrådet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen for Nyt Dansk Litteraturselskab, Hanne Marie Svendsen for Danske Skønlitterære Forfattere, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Lars Peter Rømhild som tilsynsførende. Tekstgrundlag: Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udg. af Carl S. Petersen, Aage Hansen og EJ. Billeskov Jansen. Bd. I-XVIII, 1913-1963. Nr. 492104.

✂ Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1994 · ISBN 87-21-00246-0 Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen på grundlag af A. Roslins maleri fra ca. 1742 af Ludvig Holberg samt originalbrev fra forfatteren til krigsråd Aage Rasmussen Hagen 27. jan. 1731 · Tryk: Rounborgs Grafiske Hus, Holstebro · Papir: Book Design - l ,3 -100 g, Svane-mærket, klor- og syrefrit · ISO 9706.
1. udgave, 2. oplag 1999

✂

Jean de France
Eller
Hans Frandsen
Comoedie
Forestilled
Paa
Den Danske Skueplads
1722.

✂

Hoved-Personerne i Comoedien:

Jeronimus en Borger. M. Ulsø.
Frands hans Naboe. M. Gram.
Jean Frandses Søn. M. Pilloi.
Elsebet Jeronimi Datter. Mad. Lerke.
Antonius hendes Elsker. M. Schou.
Espen en Tiener. M. Hald.
Marthe en Pige. Mad. Montaigu.
Arv en Gaards-Karl. M. Høberg.
Magdelone Frandses Hustrue. Mad. Coffer.
Pierre, Jeans Tiener. M. Wegner.

✂

Act. I.

✂

Scen. 1.

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS.: God Morgen, Naboe, hvor kommer I fra saa tilig?

FRANDS.: Jeg var udi et Ærende paa gammel Torv.

JERONIMUS.: Hvad got nyt der?

FRANDS.: Intet, uden mand førdte en til Slutteriet.

JERONIMUS.: Det kand icke regnes for nyt, men hvorfor blev hand bragt did hen?

FRANDS.: Mand sagde mig, at det var for Gield.

JERONIMUS.: Det er heller intet nyt?

FRANDS.: Samme Person har lenge reist Uden-Lands, og har sat en stor Hob Midler til.

JERONIMUS.: Det er heller icke nyt. Hør kun, kiere Naboe, speiler eder udi deslige Exempler. I har en Søn, jeg vil icke sige meer, gid det icke maa gaa efter min Spaadom, det rører mig saavelsom eder; thi jeg har lovet min Datter Elsebet bort til ham; men I vilde icke lyde mit Raad, hand skulde have sin Villie, hand vilde reise, hand skulde reise, skiønt hand er et Barn paa 19 Aar.

FRANDS.: Forlad mig, Naboe, hand blev 20 Aar forleden Januari.

JERONIMUS.: Jeg kand nok erindre, da hand blev fød, det var den samme Tid, som salig Birthe døde, men det vil intet sige, lad være, at hand er 20 Aar gammel, mon det icke er Hazard alligevel, at lade ham saaledes reise Uden-Lands.

FRANDS.: Jeg vil icke disputere, om det er farligt eller ej, men det veed jeg, at de fleeste her i Landet reise ud i den Alder.

JERONIMUS.: Det gaar og de fleeste, som den Karl I mødte paa gammel Torv. I har saa vit ret, kiere Naboe; de fleeste ere siden hengefærdige af Armod; hvorfor maa eders Søn icke henge sig, saa vel som en anden?

FRANDS.: Ach! det har ingen Fare; hand forsickrede mig, førend hand tog Afskeed, om sin Skikkelighed.

JERONIMUS.: Det giøre alle. Jeg veed icke, hvordan hans Levnet har været udi Paris, men det kand jeg sige, at hans Breve staar mig aldeeles icke an; min Datter Elsebet kalder hand Isabelle, sig selv skriver hand Jean, og jeg heeder Jerome. Hand maa kalde sig selv, hvad han lyster, hand maa skrive sig Fairfax og Soldan, om hand vil, naar hand ickun lader mig og min Datter beholde vore Christne-Navne.

FRANDS.: Ach kiere Naboe! det er jo Moden, unge Mennisker giør saadant for at lade see, de have lærdt fremmede Sprog.

JERONIMUS.: Jeg disputerer icke, om det er Moden eller ej, men er det en fornuftig Mode? om en Fransk Mand her udi Landet forvendte sit Navn Jean og lod sig kalde Hans, naar hand kom hiem igien, mon hans Landsmænd icke tenkte, at hand var bleven forrykt? det er smukt nok at lære fremmede Sprog, men, naar vi har lærdt vort 11 eget først; det er smukt nok at reise Udenlands, naar mand har samlet Aar og Forstand først, naar mand har den Capital, at mand kand leve af Renterne, naar mand reiser paa en viss Profession, som mand icke kand lære hiemme. Men her er det bleven som en sat Ret for fattige Borger-Børn, at de i Fleng ved slige Udenlands Reiser skal ødelegge deres Familier, for at lære et Sprog, som de for en Snees Rigs-Daler eller meere kand lære af en Sprog-Mester her hiemme. De fleeste blive fordervede, og lære intet uden galne Moder og Vellyst, som de siden fylde Landet op med, og glemme det Gode, de ere blevne øvede udi i Skolerne. Jeg kand opregne over Sneese smucke Karle, der have studeret deres Præke-Stoel paa Klosteret, og giordt Prækener, som have været høyt agtede, end og udi vor Frue og Runde Kircke, hvor de lærde Meenigheder ere. De samme ere siden efter Moden reist Udenlands, og der efter Moden have glemt bort deres Christendom indtil Catechismum, tilsat deres Midler, ført en Hob politiske Griller med sig tilbage, og siden gaaet med deres Bonjour, og Comment vous Portes vous og creperet, saa de har faat en Ulycke i Maven, indtil de ere faldne til Melancholie og Brendeviin; saa at Forældrene seer derved deres Børn fordervede, og sig selv ødelagde. Ja, I leer deraf, kiere Naboe, det er, min Troe, dog sant; dersom I saae udi en Sum paa et Sted de mange Penge, som af unge Mennisker aarligen blive u-nyttig tilsat Udenlands, skulde I icke forundre eder over, at vi ere saa fattige og magtesløse. Eders Søn har allereede fortæret 1500 Rdlr. i Frankrig. I siger, at hand har lærdt Fransk derfor; men I taler icke om, hvor meget Latin hand har ogsaa glemt. Narrerie og Galskab mercker jeg at hand har lærdt for det første. Det kand jeg see af de Breve hand skriver til mig. Hvad Fanden skal jeg med de Franske Breve, som jeg icke forstaar et Ord af? først koste de mig Post-Penge, siden en Bouteille Viin til Jan Baptist, som sætter dem over for mig paa Tydsk, og kand jeg endda neppe forstaa dem.

FRANDS.: Nu giør det ingen gode, Naboe, at vi tale derom; hvad engang er giordt kand icke forandres; Skylden er icke hos mig. Min Kone vilde saa have det.

JERONIMUS.: Fy! fy! skyd aldrig Skylden paa eders Kone. Naar I beskylder eders Kone for saadant, beskylder I og saa eder selv. Det er haanligt for en Mand, at hand siger, jeg er bleven ødelagt, men det er icke min Skyld; thi min Kone vilde saa have det.

FRANDS.: Min hierte Naboe! I er aldt for knarvurren. Jeg er, Gud skee Lov, icke endnu ruineret. Vil I ickun tie still, nu kommer min Søn tilbage; thi hand er reist fra Paris for 4 Uger siden, og saa er det Ende derpaa.

JERONIMUS.: Ende derpaa? ha, ha! Ende derpaa? I skal faa det at vide, Naboe, I skal faa det at vide; vor Danske Ungdom giør icke som Ungdommen udi Holland. Myn Heer Kalfs Søn udi Serdam reiste Udenlands for nogle Aar siden, førdte sig op som en Prinds, tracterede Ministerer ved alle Hofe, men saa snart hand kom tilbage igien, solte hand Heste, Vogne, Kusk, Laqvaier og sin heele Statz; tog sin gamle Serdamske Bonde-Kiol paa igien. Mon vore Cavellerer, vore Dagdrivere (Gud forlade mig mine Synder) vil giøre det samme? jo, jo, forsøg kun, at give eders Søn reven Øll og Brød til Frokost, som tilforn, see, om hand icke vil svare: Jeg er vant til Chocolade udi Holland; forsøg at give en god Dansk Meel-Grød eller Byggryns-Grød, see, om hand icke vil grine deraf, og en anden Aften soupere hos en Fransk Kock; vilde de endda ickun føre en Nations Lyde hiem med sig, var det icke saa meget at sige, men de kommer tilbage sammensydde af ald det Galskab, som findes udi Engeland, Tyskland, Frankrig og Italien. Jeg vil icke skiere op, Naboe, men saaledes leve ungefehr vore Cavellerer, naar de komme hiem. Om Morgenen skal de have deres Thee eller Chocolade. Det, sige de, er paa sin Hollandsk. Om Eftermiddagen deres Caffee, det er paa sin Engelsk; mod Aftenen spille de Allomber hos en Maitresse, det er paa sin Fransk. Naar de gaa et Ærende i Byen, skal de have en Laqvei udi Hælene paa sig, det er paa sin Leipzigsk eller Berlinsk, skal de gaa i Kircken, spørger de først, om der bliver Music, det er paa sin Italiensk, alt hvad som er Udenlandsk, synes dem at være 13 artigt og fornemme, end ogsaa naar de blive trokne til Slutteriet for Gield.

FRANDS.: Nu, nu, Naboe, det tør gaa bedre end I tencker. Er det ellers lengesiden, at I fik Brev fra min Søn?

JERONIMUS.: Ungefehr for fire Uger siden.

FRANDS.: Hand var reist for fire Uger siden fra Paris.

JERONIMUS.: Det kand nok være; hans sidste Brev var dateret (med Permission at sige) fra Roven eller Røven; er der nogen Sted, som heeder saa i Frankrig?

FRANDS.: Det maa være Roan, som de Franske skrive Roven; thi hand gaar til Skibs.

JERONIMUS.: Det er et hesligt Navn; men der kommer Arv Gaards-Karl med Aanden i Halsen. Hvad mon hand vil?

✂

Sc. 2.

Arv. Jeronimus. Frands.

ARV.: Nu gav jeg nok en Daler til, at Hosbond var hiemme; thi Hans Frandsen er kommen hiem, og ingen kand forstaa et Ord, hvad hand siger. Det første hand kom ind ad Døren, spurdte hand: hvor er Moen Pere; jeg blev forbauset over saadant Spørsmaal; thi hvem Fanden kand skaffe ham moedne Pærer udi Maymaaned? jeg svarede: de ere icke her udi Landet paa disse Tider; hand forundrede sig meget derover, ligesom hand aldrig havde seet en Have her i Landet tilforn, og spurdte siden om hans træ siær mere hvorfor jeg svarede, som Sanden er, at hand kand finde hende enten paa Ulfelds 14 Plads eller Hallands-Aas; thi der findes tvende Træe-Mærre. Mig gav hand et Hunde-Navn kaldende mig Garsong, og andet, som jeg skiemmes at tale om.

FRANDS.: Arv! hvad nyt har du?

ARV.: En heel Pose-fuld.

FRANDS.: Ondt eller Got?

ARV.: Baade ondt og got. Hans Frandsen er kommen hiem igien fra Vest-Indien, men -

FRANDS.: Fra Vest-Indien?

ARV.: Jeg meener det er fra Vest-Indien, efterdi hand er gandske forrykt, enten er hand gall, eller hand laver til Barsel; thi det første hand begierede, var moedne Pærer.

FRANDS.: Hvorledes seer hand ellers ud? hvorledes er hand klæd?

ARV.: Hand seer ud som hand havde brendt Falster af, og vilde flye over til Lolland. Hand gaar udi en rød Klædes Slaap-rok, og har en Hat paa Hovedet saa breed som 6 af mine; hand er ligesaa breed som den, Hans Wurst havde, da Hosbond var sidst og saae paa den stercke Mand. Hand har icke behov at spøge før Tid; thi hand kand tilig nok blive Hand-Reder. Men jeg maa løbe med et Brev, som hand flyde mig.

FRANDS.: Til hvem skal det Brev?

ARV.: Det skal til en Mand, som heeder Moons.

FRANDS.: Lad mig see Brevet: A Mons: Monsieur de Pedersen Auditeur de la primiere Classe in Copenhague. Det maa være til Mons: Pedersen første Lectie Hører, som er hans gode Ven. Du skulde lenge løbe og spørge efter Moons: Hvor er min Søn?

ARV.: Nu kommer hand strax, hand staar inde udi Grønstuen og pukler sin Paryk for Speilet. Jeg maa løbe.

✂

Sc. 3.

Jean.Jeronimus.Frands.

JEAN.: La, la la la la la, nu kommer jeg icke ihu den bougre de pagrad, som jeg lærdte sidst af Mons: Blondis par Di, det er en grand malleur, mais voila mon pere amp; mon Sviger Pere, bon matin Messieurs! coment vive ma chere Isabelle.

JERONIMUS.: Hør min gode Hans Frandsen! jeg er fød i Christen-BernikovStræde, min Fader ligesaa. Der har aldrig nogen Isabelle eller Fidelle været i vort Huus; jeg heeder Jeronimus Christoffersen, og min Datter Elsebet med Gud og Æren.

JEAN.: Det er aldt det samme mon cher Sviger Papa, Elsebet, Isabelle, eller Belle, alleene det sidste er meer fornemme.

JERONIMUS.: Hvo der kalder min Datter Belle, skal have med mig at bestille; thi det er et Hunde-Navn. Vil I icke kalde os ved vore ChristneNavne, kand I see jer om et andet Svogerskab. Jeg er en gammeldags ærlig Borger, og lider icke saadane nye Allamoder, forstaar mig ei heller paa saadan høytraven Pariering.

JEAN.: Pardonnes moi mon cher Sviger Papa, mand siger aldrig nye Allamoder, c'est ne pas bon Parisisk, c'est bas breton par Di la la la la. Dette 16 er den nyeste Menuet, compose par le Sieur Blondis, par Di! det er en habile homme le plus grand Dantze maitre en Europa. Heeder icke Dantze Maitre paa Dansk ogsaa Dantze Maitre; jeg har oublieret gandske mit Dansk Dans Paris.

JERONIMUS.: Det er Skade, at I har icke glemt hver Bogstav; thi nu kand hverken Dansk eller Fransk forstaa jer, havde I biet 14 Dage længer i Paris, havde I vel ogsaa glemt jer Navn.

JEAN.: Non, ma foi, jeg glemmer aldrig saa let, at jeg heeder Jean de France non par Di non.

FRANDS.: Jean de France nong Paradis nong, er det Hans Frandsen paa Dansk? Naboe! det Sprog maa være meere riigt end vores.

JERONIMUS.: Det var bedre, i Stæden for at spørge mig om saadant, at I gav eders Søn et par Ørefigen paa hans Pande-Brask.

JEAN.: Messieurs! je demande pardon, jeg maa gaa, vi Parisiens kand icke være lenge paa et Sted. La la la la la la. Jeg maa hen at see mig lit om a la Greve adieu si long.
(Gaar ud.)

✂

Sc. 4.

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS.: Farvel, Naboe! jeg beder om Forladelse, at jeg har giordt mig saa dristig at tale med jer; jeg hør eders Søn vil være Greve, hvorfor jeg og min Datter ere for ringe at omgaaes med eder.

FRANDS.: Ach min hierte Naboe! vær dog icke saa meget hastig, hav Taalmodighed udi 14 Dage, jeg haabes, at inden den Tid de Griller skal 17 forgaa ham. I veed jo, at Herman Frandsens Søn var ligesaa, hvorledes hand med sin Parlemefransø dræbte alle Mennisker; hand var jo saa indtagen deraf, at hand vilde end icke ligge hos en Pige, uden det var paa Frandsk, hand aad heller en Suppe koget paa en SkoePind, naar den var tillavet af en Fransøsk Kock, end den beste Kalle-Kiød Suppe paa Dansk; naar hand talede med de fornemmeste Bestillings-Mænd, kaldte hand dem Monsiør, alleeneste fordi det var paa sin Parlemefransøsk, u-anseet, at hand fik mange Uvenner derved. Ja hand vilde paa sikasten icke gaae i Dansk Kircke meere, men holdt sig til den Calvinske Meenighed udi Aabenraa, den samme blev jo siden saa skickelig, da hand havde udraset, at hand nu brendte Franske Bøger indtil Bibler, hvor hand faar fat paa dem, og indvikler sig i Klammerie med Folk alleene, fordi de have Parlemefransøske Ansigter, endskiønt de ere her indfødte Christne. Jeg haabes min Søn inden stacken Tid skal blive lige saadan een; men hand maa have noget at bestille. Jeg har i Sinde, at sætte ham paa RenteCammeret, der vil hand, min Troe, faa andet at forrette end synge la la la og dantze Fiol de Spanie om Dagen.

JERONIMUS.: Nu, nu Naboe, paa det I ej skal sige, at jeg er formeget knarvurren, see! da vil jeg have Taalmodighed udi 14 Dage, bliver hand inden den Tid bedre, seer jeg heldst, at hand holder strax Bryllup med min Datter, og tager sig en borgerlig Handtering; thi at lade ham løbe blant de Rente-Cammer-Drenge, det duer icke meget, Naboe, det duer icke meget.

FRANDS.: Det maa blive ligesom I finder det for got. Far vel saa lenge.

JERONIMUS.: Far vel.

✂

Sc. 5.

Magdelone. Frands.

MAGDELONE.: Ach min hierte Mand! har du seet Hans Frandsen?

FRANDS.: Alt for meget, Gud bedre!

MAGDELONE.: Du har altid trettet med mig, at vi giorde for meget af den Søn.

FRANDS.: Det er sant.

MAGDELONE.: Men har vi icke nu Glæde for ham?

FRANDS.: Jo, det er sant, mand kand lee sig ihiel, naar mand seer paa ham.

MAGDELONE.: Ach! det er en allerkieriste Dreng!

FRANDS.: Ja vist.

MAGDELONE.: Tenk engang, hvorledes hand har tiltaget i det Franske Sprog i saa kort Tid.

FRANDS.: Forskreckelig.

MAGDELONE.: Jeg kunde neppe kiende ham igien, da jeg saae ham.

FRANDS.: Jeg icke heller.

MAGDELONE.: Saa levende var hand bleven.

FRANDS.: Ja vist.

MAGDELONE.: Og saa artig.

FRANDS.: Forskreckelig.

MAGDELONE.: Frankrig kand dog skabe Mennisker om.

FRANDS.: Forbandet.

MAGDELONE.: Hand kaldte mig Mardamme.

FRANDS.: Giorde hand det?

MAGDELONE.: Thi hand sagde: det er saa gemeent at sige Moor.

FRANDS.: Kand nok være.

MAGDELONE.: Men hans Kiereste kaldte hand Matresse: det syntes mig eene var underligt.

FRANDS.: Hvorfor det?

MAGDELONE.: Det er, maa skee, saa brugeligt i Frankrig.

FRANDS.: Kand skee.

MAGDELONE.: Gud skee Lov, at hand dog vilde kiendes endnu ved sine gammeldags Forældre.

FRANDS.: Det er sant.

MAGDELONE.: Men hvorfor græder du, hierte Mand! det er vel af Glæde. (sagte) Den stackels Mand holder meer af sine Børn end hand lar sig mercke. Jeg har ogsaa grædet af Glæde.

FRANDS.: Og jeg af Sorg.

MAGDELONE.: Af Sorg?

FRANDS.: Ja af Sorg. Maa en ærlig Far icke græde, der seer sin Søn saaledes omskabet til en Fantast, Gøgler, Nar.

MAGDELONE.: Hvad siger du grove Oxe? er min Søn en Nar?

FRANDS.: Ja Captain for alle Narre.

MAGDELONE.: Ej jeg elendige Menniske! der skal have saadan Tølper til Mand, der intet kand skiønne paa noget, som got er. Den eeniste Glæde jeg har i Verden, er det kiere Barn, hvilket dog den slemme Mand icke kand lide. Mand seer jo u-mælende Beester holde af deres Unger, ja end ogsaa Tyrker og Hedninger af deres Afkom. Du alleene hader dine egne Børn, som fremmede Folk for deres Artighed elsker. Jeg skulde icke rose mit eget; men jeg troer icke, at her er et artigere Menniske til her i Landet, end Hans Frandsen, havde du kun aldmindelig menniskelig Forstand, saa maatte du kunde see det.

FRANDS.: Hvor i bestaar da hans Artighed?

MAGDELONE.: Det bestaar derudi, at hand er artig.

FRANDS.: Jeg seer ingen Artighed derudi, at sætte 1500 Rigs-Daler til i saa kort Tid.

MAGDELONE.: Du taler nok om hvad hand har sat til, men du taler icke om hvad hand har lærdt.

FRANDS.: Jeg seer nok at hand har lærdt at dantze en Fiol de Spang, at siunge en hob forliebte Viser, og forderve sit eget Sprog; thi jeg troer hand kand nu hverken Dansk eller Fransk.

MAGDELONE.: Jeg vil icke tale lenger med det fortrædelige Menniske; jeg svær paa, at jeg icke skal søge Seng med dig mine Dage meer.

FRANDS.: Bie hierte Kone! jeg vil sige dig noget.

MAGDELONE.: Icke et Ord meere.

FRANDS.: Gud bevare os, hvor kandst du blive hastig vred.

MAGDELONE.: Lad mig gaa, siger jeg.

FRANDS.: Ej lille Magdelone! jeg meente det icke saa ilde.

MAGDELONE.: Ingen Snak! jeg vil gaa.

FRANDS.: Bi min Hønne, saa skal du faa det, du veedst vel selv.

MAGDELONE.: Packetel.

FRANDS.: Min Suckertop!

MAGDELONE.: Sladder.

FRANDS.: Min Snut!

MAGDELONE.: Slip mig dog.

FRANDS.: Min Sirup-Krucke!

MAGDELONE.: Bort.

FRANDS.: Min Smør-Blomster!

MAGDELONE.: Tramtrara.

FRANDS.: Min Paaske-Lillie!

MAGDELONE.: Intet.

FRANDS.: Min hiertens Glæde!

MAGDELONE.: Gaa Fanden i Vold.

FRANDS.: Min Balsom-Bøsse!

MAGDELONE.: Til Bloks-Bierg.

FRANDS.: Ach min allerkiereste Kone! vær dog icke vred paa din lille Mand.

MAGDELONE.: Ingen Slingring.

FRANDS.: Paa din egen lille Frands.

MAGDELONE.: Bort falske Blacke!

FRANDS.: Jeg skal, min Troe, aldrig skiemte saa oftere. Meener du, at det var mit Alvor?

MAGDELONE.: Var det icke dit Alvor?

FRANDS.: Mit Alvor! meener du, at jeg icke kand see min Søns Artighed saa vel, som du? jeg talede kun saa for at skiemte lidet med dig. Det var, min Troe, af lutter Glæde, jeg græd. (sagte) Ach! Gud bedre den Mand, der, for at have Fred i Huset, skal opofre sin og sine Børns Velfærd.

MAGDELONE.: Efterdi du sagde det af Skiemt, min hierte Mand! saa er jeg alt god igien. Men der kommer hand.

✂

Sc. 6.

Jean.Magdelone. Frands.

(Jean kommer ind og synger en Fransk Viise.)

MAGDELONE.: Giv nu kun agt paa ald hans Væsen, og see saa, om vi icke har Aarsag at elske den Søn.

FRANDS.: Du har ret derudi Kone.

MAGDELONE.: Min hierte Søn! du maa icke være saa lenge fra din Mamma. Jeg kand icke undvære dig et Øjeblick.

JEAN.: Hvad siunes Madamme, om den Contretemps, som jeg lærdte nylig, førend jeg reiste fra Paris. Den troer jeg pardi icke nogen kand giøre her i Landet. Jeg kand giøre den paa tvende Facons, som, for Exempel, først saa - - for det andet saa.

MAGDELONE.: Var det icke en deilig Capriol Mand?

JEAN.: Det var ingen Capriol Madamme, men en Contretemps.

MAGDELONE.: Jeg forstaar det icke, min hierte Søn! du maa forlade mig. En slet og ret Menuet har jeg kunnet dantze i gamle Dage, men intet andet.

JEAN.: Madamme kand vel Touren endnu deraf?

MAGDELONE.: Ja, maa skee.

JEAN.: Kom lad os dantze en Menuet tilsammen for at see, hvilke Pas jeg giør.

MAGDELONE.: Jeg er bange det vil blive en underlig Dantz; thi jeg er noget for gammel til at dantze.

JEAN.: Det vil intet sige. La tour Seulement.

MAGDELONE.: Nei, min allerkieriste Søn! jeg beder at have mig undskyldt.

JEAN.: Ah! pardi! jemen mocqve. La tour Seulement.

FRANDS: (sagte)
Det er mig saa kiert som een gav mig ti Daler. Jeg var tilfreds, hand vilde nøde hende til at dantze midt paa Slottspladsen; thi det var til pas til hende, som har selv fordervet ham.

MAGDELONE.: Ach min hierte Søn! giør mig da icke den Skam.

JEAN.: Ej! sans facon! det lader saa ilde at lade sig saa lenge bede. La tour Seulement.

FRANDS: (sagte)
Det gaar skiønt nok.

MAGDELONE.: Mine Fødder er alt for stive dertil.

JEAN.: Pardi! mardi! peste! diantre! tetebleue! nu blir jeg vred. Kand I icke sagte giøre mig den Fornøjelse. La tour Seulement.

MAGDELONE.: Førend min Søn skal blive vred, saa vil jeg gierne giøre det som jeg kand.

FRANDS: (sagte)
Ha ha ha.

JEAN.: Papa maa synge os en Menuet.

FRANDS.: Kand jeg synge?

JEAN.: Men see vel til, at I holder os Mesuren udi at synge.

FRANDS.: Hand vil blive suur nok min Søn, det er best, at I synger selv.

JEAN.: Ej pardi c'est impossible, hvorledes kand jeg synge og dantze dans le meme temps?

MAGDELONE.: Kand jeg giøre vor Søn den Villighed at dantze med ham, saa kand du ogsaa synge for ham.

FRANDS.: Jeg troer icke det er dit Alvor, Kone, jeg giør mig slet intet til Nar. Jeg er nu for gammel dertil.

JEAN.: Tete bleue! j'enrage.

MAGDELONE.: Ach min hierte Søn! bliv icke vred. Hand skal, min Troe, synge, om hand blev gall.

JEAN.: Ach pardi! chantes doné.

MAGDELONE.: Du est den fortrædeligste Mand, der nogen Tid kand findes paa Jorden.

JEAN.: Diable m'emporte, si - (Frands begynder at synge den Melodie, som Vægterne har, og græder tillige med, og de andre begynder at dantze.)

JEAN.: Ej det er ingen Menuet, kand Papa ingen Menuet?

FRANDS.: Jeg kand ikke uden den.

MAGDELONE.: Lad os faa den da. Det vil icke sige, om den er gammel. (Hand synger og truer, naar de vender sig fra ham. De dantzer begge meget absurd. Jean raaber imellemstunder la cadance mon pere! la cadance! naar Dantzen er ude, gaar de ind.)

FRANDS: (sagte)
Ach jeg elendige Menniske! der har bragt til Verden saadan Søn. Jeg maa finde paa Raad i Tide; thi mit Huus vil ellers blive til en Fabel.

✂

Act. II.

✂

Sc. 1.

Antonius.Elsebet.Marthe.Espen.

ANTONIUS.: Ach min allerskiønneste Jomfrue! mit Hierte vil briste over de ulycksalige Tidender, at min Rival er kommen saa uformodentlig tilbage.

ELSEBET.: Hvordan meener I da vel mit Hierte at være, jeg som skal bindes til det vederstyggeligste Menniske for mig i Verden. Jeg havde Afskye for hans Person, førend hand reisede, saasom jeg merckede, at hand var af en forfængelig og vanskabt Natur, og let kunde spaae, at hand vilde blive reent forstyrret, naar hand kom udi fremmede Lande.

ANTONIUS.: Vil I da, allerkieriste Jomfrue! binde eder til saadan Person.

ELSEBET.: Icke med min gode Villie, min hierte Antonius, men I veed, at jeg har en Fader, der er haard som en Flinte-Steen, hvad hand vil have fort, det maa gaa fort, om det end er til hans eget Huses Ruine.

ANTONIUS.: Saalenge jeg er til, skal dog saadant icke gaa for sig.

ELSEBET.: Hvormed vil I da hindre det?

ANTONIUS.: Jeg siger: jeg er til. Thi mine Øyne skal icke see saadant, jeg skal før omkomme mig selv.

ELSEBET.: Ach! min Antonius! vær dog icke saa utaalmodig, I synder kun dermed.

ANTONIUS.: Ej Jomfrue! jeg mercker nok af eders Koldsindighed jer Hierte-Lav mod mig. I bilder eder, maa skee, ind, at min Kierlighed, mine Sucke, min Graad er ickun Galanterie, ickun Hyklerie, som eders. Men I skal strax faa andre Tancker, see her beviser og bekræfter jeg min oprigtige Kierlighed med mit Hierte-Blod.

ELSEBET.: Ach! hold inde! hold inde! hør hvad jeg vil sige eder.

ANTONIUS.: Hvad kand I vel sige, som formaar mig at forandre mit blodige Forsæt.

ELSEBET.: Det kand jeg sige eder I ubesindede Menniske, at, hvis I omkommer eder, skal jeg med det samme Sverd ogsaa tage mig af Dage; hold derfor inde, og tenk heller paa Raad at afværge den overhengende Ulycke, og vær forsickret om, at hverken Forældre eller nogen Ting i Verden skal kunde sønderrive det Baand, som har knyttet vore Hierter sammen.

ANTONIUS.: Ach! nu er jeg fornøjet.

MARTHE.: Hører, I forliebte Giecke, i Steden for at giøre slige unyttige Ophævelser, var det bedre, at I bad mig og Espen sticke Hovederne sammen, I veed jo, at, naar vi toe ville bruge vore Hierner, at ingen Ting er os umuelig, giv os Stunder at speculere lidt, og gaa imidlertid til Side.

✂

Sc. 2.

Marthe.Espen.

MARTHE.: Espen! du est en gammel Skielm, lad nu see, hvad du duer til.

ESPEN.: Nest dig troer jeg icke, at jeg har min Overmand.

MARTHE.: Spind nu da paa noget, det vil icke sige, om du bliver hengt derfor; thi bliver du icke hengt for det, saa bliver du dog vist for andet inden kort Tid.

ESPEN.: Nei min Troe bliver jeg icke saa hastig hengt, om ellers den Spaakiellings Ord er sand, som saae mig i Haanden forleden Dag.

MARTHE.: Hvad spaadde hun dig?

ESPEN.: Hun spaadde mig, at jeg icke skulde blive hengt, førend du var bleven pidsket, og havde siddet 3 Aar udi Spindehuset.

MARTHE.: Ja sladder. De gamle Propheter ere døde, og de nye duer intet.

ESPEN.: Nei min Troe! den Kielling var saa gammel, at hun icke havde en Tand i Munden, og kunde icke tale aldeeles ud af Ælde.

MARTHE.: Hvorledes kunde hun da sige, at jeg skulde komme i Spindehuset, hvo der vil lyve, maa have en god Ihukommelse.

ESPEN.: Hun forklarede mig alting ved Gebærder.

MARTHE.: Snak for din Æske, lad os til Arbeids, medens vi er alleene, den ædele Tid gaar bort.

ESPEN.: Jeg er min Troe icke i Humeur til at cortisere nu Mammeselle.

MARTHE.: Fy! fy! din Slyngel! du skal nok see, at jeg er i Lyste; naar jeg vil den Vei, gaar jeg til dem, som ere andre Folk end du. Naar jeg har Lyst til saadant, kand jeg faa ti Carosser, om jeg vil, med Herrers Lakejer at afhente mig. Det Arbeide, jeg nu meenede, var at specu-lere paa nogle Intriguer.

ESPEN.: Ja nu forstaar jeg først Meeningen. (De gaa, og spadsere frem og tilbage.)

MARTHE.: Espen! er du snart klar med din Lectie?

ESPEN.: Ja, jeg har en Invention at fixere den gamle Jeronimus en Hob Penge fra.

MARTHE.: Ej din Dosmer! det er saa gammeldags. Det har du staalet af en gammel Comoedie. Nej! jeg har et andet Middel, som er bedre; lad os kalde de forliebte Folk ind igien, og høre deres Betenkning derover. Hej! kommer ind igien! Paris og Helene! at høre paa Dommen.

✂

Sc. 3.

Elsebet.Marthe.Espen.Antonius.

ELSEBET.: Her er vi, lad os nu høre, hvad I har sammenspundet.

MARTHE.: Vi Raadsherrer har fundet for got, efter de fleeste Votumer, at, saasom det er en stor Synd, at sætte sig imod sine Forældres Villie, da er best, at Jomfrue Elsebet slaar den anden Kierlighed af sit Sind, og binder sig til den, som hendes Fader har giort Løfte til.

ELSEBET.: Ach! du skiemter med mig.

MARTHE.: Ja det er ogsaa ickun Skiemt; thi jeg holder for, at mand udi de Sager icke maa rette sig efter Forældrenes Caprice. Deres Henseende er ickun Interesse, at de kand komme udi Svogerskab med visse Folk, som de tencke at nyde Tieneste af, og derfor opofre til saadan Interesse tit og ofte deres Børns Velfærd, unge Mennisker derimod have mindre saadant for Øyne, men udvælge de Personer til Ægtefelle, som de tencke at leve fornøjede med, og elske kun for at elske: er det og icke hans Meening? Her Collega!

ESPEN.: Jo mend er det saa.

MARTHE.: Om jeg blev Assessor udi en Ret med dig, vilde det gaa mig som de habile Dommere, der faar en Dosmer ved deres Side, nemlig at jeg altid havde 2 Vota.

ESPEN.: Forstaar du Latin? Marthe?

MARTHE.: Ligesaa meget som du.

ESPEN.: Veedst du da, hvad det er: Mulier taceat in Ecclesia?

MARTHE.: Nej jeg veed det icke.

ESPEN.: Paa Dansk legger mand det saaledes ud, at saadan Soe, som du 32 est, maa tage vare paa din Rok og Teen, og icke tencke til at bemenge dig i Sager, som Naturen har skabt mig og andre Mands-Personer til.

MARTHE.: Du skalt icke sige, Espen! den Tid tør komme, at mand seer meere paa Hoveder end paa Kiøn, meer paa Dygtighed end paa Navne, naar begge vores Forstand bliver saa lagt i Vejeskaal, og jeg bliver beskicket til at være Herreds-Fogd, saa kand du icke blive højere end en Æble-Kielling.

ANTONIUS.: Ach! jeg beder, lad os komme til Sagen, og driv icke Tiden bort med saadan Snak.

MARTHE.: Lad da Espen tale; thi hand har fundet et herlig Raad op.

ESPEN.: Ej Marthe! plav os da icke saa lenge, men siig hvad Middel du har fundet at hielpe disse kiere Børn med?

MARTHE.: Vil du da tilstaa først, at du est en Dosmer?

ESPEN.: Skam der giør.

ELSEBET.: Ach lille Espen! kand du icke for min skyld sagte sige, at du est en Dosmer.

ESPEN.: Ja jeg er en Dosmer da, er det nu vel?

MARTHE.: Enten du meener det eller ej, saa er det dog sant. Hand gik og spekulerede en halv Time ligesom paa en Præken, og endelig kom frem med en gammel skimlet Intrigue, som alle Comoedier ere fulde af. Min Invention derimod bestaar derudi: I har hørdt, at Hans Frandsen er saa indtagen af det, som er Fransk, at, om det var 33 paa sin Parisk at gaa lyse Dagen paa Gaden uden Buxer, eller at henge sig selv, saa giorde han det og; nu veed I, at jeg har tient under en Fransøsk Kock i Piilestrædet udi 3 Aar, og imidlertid lærdt saa meget Fransk, som jeg har fornøden til daglig Brug. Jeg vil give mig ud for en Fransk Dame, der er nyligen kommen fra Paris, og er forliebt i Hans Frandsen. Hvad videre deraf vil følge, skal Tiden lære, lad mig kun raade: Espen skal være min Cammer-Tienner.

ELSEBET.: Saa maa vi strax hen at ryste eder ud.

ANTONIUS.: I flyer, min hierte Jomfrue! Marthe Klæder, jeg skal forsiune Espen.

ESPEN.: I maa icke sige Espen meere, men Her Cammer-Tienner.

ANTONIUS.: Nu gak da, Her Cammer-Tienner!

✂

Sc. 4.

Arv.Antonius.Elsebet.

ARV.: Ha ha ha hi hi hi.

ANTONIUS.: Er det icke Frands Hansens Gaards-Karl?

ARV.: Ha ha ha! gid Fanden tage ald Gallskab.

ANTONIUS.: Hvad leer du saa hiertelig af? Arv!

ARV.: Monsieur Antonius er det jer? jeg er færdig at sprecke af Latter.

ANTONIUS.: Hvor har du været, mens du leer saa?

ARV.: 34
Jeg kom fra et Assemblix; der skulde I have seet en artig Dantz.

ANTONIUS.: Hvem var der?

ARV.: Mutter dantzede Kaarse-Dantzen med Hans Frandsen, og Hosbond sang for dem.

ANTONIUS.: Ej hvilken Snak?

ARV.: Jo min Troe er det vist; Skam faa Mutter jeg havde icke tenkt, at hun kunde dantze saa vel; see! saa gik hun og vrickede med Rumpen. Jeg var tilfreds, at jeg havde et Stycke rød Krid, saa skulde jeg male det heele Assamblix af; thi jeg kand ritze. Imellem hvert hand dantzede, raabte hand til Vatter. Gad Hansen! Gad Hansen! hvad det skulde betyde, maa Fanden vide. Den stackels Mand saae jeg nok sang icke med god Villie, thi hand sang, græd og truede paa engang.

ANTONIUS.: Men hvem kunde tvinge ham at synge imod sin Villie?

ARV.: Alting i Huset maa dantze efter Hans Frandsens Pibe. Hand regierer over Mutter og Mutter igien over Hosbond.

ANTONIUS.: Den Karl maa jo være gandske gall. .

ARV.: Jeg troer nok, at hand har faat en Skavank i Hovedet i Frankrig. Hand gier mig et Hunde-Navn og kalder mig Garsong. Hvis hand kalder mig end engang Garsong, skal jeg, min Troe, svare: ja Soldan! thi jeg er døbt Arv Andersen, det kand jeg bevise af Kirke-Bogen. Men hvad skal jeg endelig sige, naar hans Moor taaler, at hand kalder hende Mær, hvilket er endnu værre. Dersom Jeronimus fik at vide, hvad hand kalder hans Datter, troer jeg nok, at hand fik en bancket Ryg.

ANTONIUS.: Hvad kalder hand hende?

ARV.: Jeg er bange, at I siger det til nogen igien.

ANTONIUS.: Nej! jeg skal, min Troe, icke.

ARV.: Hand kalder hende sin Matrasse. Det er sant nok en Kone er i visse Maade en Dyne i Sengen, men det er dog saa foragteligt at kalde hende sin Dyne eller Matrasse, til med saa ere de icke gift sammen endnu. Men jeg maa løbe.

✂

Sc. 5.

Elsebet.Antonius.

ELSEBET.: Det er forskreckeligt med de Forældre, der lader sig saa regiere af et galt Barn.

ANTONIUS.: Min allerkieriste Jomfru! lad ham kun løbe gall, desbedre er det for os; thi de ulycksaligste Tidender for mig var at høre hans Forbedring.

ELSEBET.: Ach min hierte Antonius! all vor Lycke staar i Espens og Marthes Hænder. Der er en slags u-rimelig Ærlighed hos min Far; thi, omendskiønt hand seer min Ulycke for Øjnene, saa dog bryder hand icke sit Løfte. Hand siger, det er icke for Personens skyld, men for Familiens.

ANTONIUS.: Men, om nu Marthes og Espens Anslag icke lyckes, og Jeronimus er icke at bevege at staa fra sit Forsæt, hvad vil Jomfruen da giøre?

ELSEBET.: Ej min hierte Antonius! plag mig icke meer med slige Spørsmaal. Jeg har jo erklæret mig engang, at jeg vil heller - Men der kommer min Far, løb bort, saa snart som I kand.

✂

Sc. 6.

Jeronimus.Elsebet.

JERONIMUS.: Hej saa Pimperilille! har du icke andet at bestille end staa at kaage i Dørren, og see efter hvor mange unge Karle der gaar forbi; jeg heeder Jeronimus jeg, og icke Frands Hansen. Tenk icke, at du maa have den Frihed, som hans Børn. Havde jeg saadan Søn som Hans Frandsen, saa skulde jeg smukt vrie Hovedet om paa ham.

ELSEBET.: Men, min hierte Fader! efterdi hand er saa uskickelig, hvorfor vil I da binde mig til ham.

JERONIMUS.: Vil du ogsaa raisonnere? vil du ogsaa spørge, hvorfor jeg giør en Ting. Det maa være dig nok, at jeg vil saa have det. Vi kommer i det ringeste i en smuk Familie derover; det er et Svogerskab, som icke er at forkaste; thi Frands Hansen er icke alleene en ærlig, men end og en bemidlet Mand. Til med har jeg givet mit Løfte bort, som jeg icke gierne bryder.

ELSEBET.: Min hierte Papa!

JERONIMUS.: Papa! Papa! vilde du og tale Frandsk, hvis du kommer med den Papa oftere, skal Mangelstocken icke være dig for god. Hvad vilde du ellers sige?

ELSEBET.: Jeg vilde ickun sige dette, at Frands Hansen er en skickelig Mand, men jeg skal icke giftes med ham, men med hans Søn, som 37 er et uskickeligt Menniske, om hvilken jeg allereede har hørdt en Hob galne Historier, siden hand kom hiem.

JERONIMUS.: Seer mand vel om hun icke legger sig efter at vide nyt. Fort! ind og sye paa din Ramme, det er nok saa got. Jeg har allereede hørt saa mange Historier. Seer mand vel! skal du legge dig efter at vide Historier. Jeg kand lade dig vide dette Elsebet: at du skal have Bryllup tilkommende Uge. Jeg er Mand for at holde baade dig og Hans Frandsen i Tøyelen. Flux ind -

✂

Act. III.

✂

Sc. 1.

Jean.Pierre.

JEAN.: Pierre!

PIERRE.: Que voules vous?

JEAN.: Fripon! Maraut! Cocqvin! bougre! badaut! faineant! que la peste t'etoufe, que le Diable t'emporte, t'en leve, t'abime, que le diantre -

PIERRE.: Hvorfor bander Monsieur mig saa meget?

JEAN.: Har du nu været 15 Maaneder med mig Dans Paris, og icke lærdt Comment, du skal svare din Herre, naar hand kalder paa dig? du skal sige: Monsieur! mais non pas que voules vous.

PIERRE.: Det er en liden Forseelse, men fortienner icke saa mange Forbandelser.

JEAN.: Sanden at sige, saa er det icke saa meget for at forbande dig, som 38 for at øve mig udi Frandsken; jeg fik den sidste Maaned en Liste af 40 Nymodens Eeder af min Maitre de Langue, som jeg icke kand exercere uden paa dig.

PIERRE.: Monsieur kand exercere dem paa sig selv, kun sætte me i Steden for te saa øver hand sig udi Sproget, og ingen har et Ord derimod at sige.

JEAN.: Ach! Pierre! gid vi var i Paris igien. Dieu donne que nous etions dans Paris igien. Nu kand jeg icke erindre hvad igien heeder paa Fransk.

PIERRE.: Det heeder aussi.

JEAN.: Det er ret aussi. Naar du hører jeg taler galt, maa du frit corrigere mig. Men ønsker du icke, at vi vare i Paris aussi.

PIERRE.: Jo vist; hvo der brav kand hungre, tørste og fryse, har der ingen Nød.

JEAN.: Ej bougre! crasseux! gourmand! du taler, som du var fød à la place Maubere, eller à la pont neuf come un crocheteur, un decroteur des souliers un porteur d'eau.

PIERRE.: Og Monsieur taler som un fou, un bete, un Nar, un sot, un boufon, som hand var fød dans un Daarkiste eller a la un theatre.

JEAN.: Hvad siger du? bourreau!

PIERRE.: Monsieur maa icke tage det ilde op, jeg giør det kun for at exercere mig i Fransken.

JEAN.: Ja saa. Ecoutes Pierre.

PIERRE.: Monsieur!

JEAN.: Jeg kand icke lide disse Danske Ansigter for min Død.

PIERRE.: Mad: Isabelle har dog et kiønt Ansigt.

JEAN.: Ja, det er kiønt nok, men det er dog saa Dansk, c'est une visage a la Danois, a la Vimmelskaft par Di, dog jeg kunde nok venne mig til Ansigtet, dersom hun icke talede Dansk.

PIERRE.: Har Monsr. talt med hende, siden hand kom hiem?

JEAN.: Ovis par di si fait, men veedst du hvad hun sagde?

PIERRE.: Non par di non fait.

JEAN.: Hun sagde: velkommen hiem igien Hans. Ach! naar jeg tencker paa det, staar min Mave i min Hals, havde det nu været en Fransk Dame, havde hun sagt:Je suis ravi de vous voir mon chere mamie Jean de France.

PIERRE.: Ovis par di si fait. De Franske ere hiertens artige Folk derudi, skiønt de meene intet dermed.

JEAN.: Mad: Isabelle parle come un Blanchiseuse dans Paris.

PIERRE.: Ovis par di si fait.

JEAN.: Come un frippiere.

PIERRE.: Ovis par di si fait.

JEAN.: Come un femme qui clame renet renet dans les rue.

PIERRE.: Ovis par di si fait.

JEAN.: Come un femme, qui va avec un ane dans la rue & clame lait! lait!

PIERRE.: Ovis par di si fait.

JEAN.: Pierre, saaledes vil vi øve os i Fransken, og icke tale et Ord Dansk sammen.

PIERRE.: Ovis par di si fait; hvad vi icke kand sige paa Fransk, vil vi give tilkiende med Fingrene eller med Grimacer; saa kand vi udi hast blive som indfødde Franske.

JEAN.: Pierre!

PIERRE.: Monsieur!

JEAN.: Jeg vil spise til Middag hos Peche.

PIERRE.: Vil Monsieur icke heller spise hos Mester Jacob, der faar mand bedre Mad for billigere Priis.

JEAN.: Ej! hvad Mester Jacob! mand kand høre paa Navnet alleene, at 41 det er en slet Kock; dersom der ingen Fransøsk Kock var i Byen, maatte jeg svelte ihiel.

PIERRE.: Det er sant; Maden smager vel hos de Franske; eftersom mand faar saa lidt alle Tider; thi intet opvæcker meer Appetiten end naar der er kun lidt i Fadet.

JEAN.: Veedst du ellers nogen anden Fransk Kock?

PIERRE.: Ovis Monsieur si fait par di, her er en anden, som heeder Cabo.

JEAN.: Hvem af dem taler best Fransk?

PIERRE.: De taler begge toe lige got. Det er en Plaisir at høre dem, thi, naar de vil giøre deres beste, blander de Spanske Ord deriblant, hvilket lader usigelig smukt. Men der seer jeg en fremmet Tienner, hvor mon hand vil hen?

✂

Sc. 2.

Espen.Jean.Pierre.

ESPEN.: Det var mig sagt, at hand skulle boe i Vimmelskaftet nest ved Bogtryggerens; her seer jeg toe Personer, som jeg kand spørge. Avec Permission Monsieurs kiender I ingen her i Gaden.

JEAN.: Jo, jeg kiender mig selv moi meme.

ESPEN.: Det er en heel Hob, at I kiender eder selv; jeg troer icke fire i den heele Bye skal kunde sige det. Men skal her icke boe en Dansk Monsieur i Gaden, som heeder Jean de France?

JEAN.: Je m'appelle Jean de France a votre tres humble service.

PIERRE.: Det kand saaledes forklares paa Dansk: jeg heeder Hans Frandsen til Tieniste. Jeg maa forklare min Herres Ord; thi hand forstaar vel nok Dansk, men kand icke synderlig explicere sig; thi hand har været 15 samfelde Uger i Paris, hvor hand imidlertid icke hørdte et Dansk Ord tale.

ESPEN.: Ja, ja, femten Uger vil min Troe have Respect, jeg har ickun i to Dage været i Tieniste hos Madame la Fleche, og allereede, naar jeg vil tale Dansk, kommer et eller andet Fransk Ord mig i Munden. Men, heeder Monsieur Jean de France, saa er det den Person jeg leeder efter, Monsieur! er det icke ham, som er nylig kommen fra Paris?

JEAN.: Ovis Monsieur.

ESPEN.: Som opholdt sig 15 Uger sammesteds?

JEAN.: Ovis Monsieur.

ESPEN.: Som logerede udi det Qvarteer af Byen, hvad heeder det nu? det ligger mig paa Tungen.

JEAN.: Faubourg St. Germain.

ESPEN.: Ja, det er saa jeg meente, og udi den Gade, som gaar saa krum.

JEAN: Nej, Gaden er gandske lige.

ESPEN.: Ja Gaden er nok lige, men naar den har ende, maa mand jo dreje 43 om til en anden; thi saa syntes mig Madamen sagde, og Gadens Navn var -

JEAN.: La rue de seine.

ESPEN.: Ja, min Troe, det er den selv samme. Monsieur skal vist og have en Tienner, en meget artig og got stycke Karl, ved Navn Pierre.

PIERRE.: A votre tres humble service.

ESPEN.: Saa hører jeg da, at jeg gaar ret. Jeg har en ydmygst Compliment at aflegge til Monsieur fra Madame la Flesche.

JEAN.: Ach! er det mueligt? hvorledes lever den charmante Dame?

ESPEN.: Hun siger, hun har haft den Ære at kiende eder i Paris, og er kommen til Dannemark meest for eders skyld.

JEAN.: Ah! la charmante Dame! jeg har haft mangen fornøjelig Time med hende udi Paris.

PIERRE.: Monsieur? I har jo aldrig kiendt den Kone?

JEAN.: Taises vous bougre! veedst du icke, at det er a la francoise at svare saaledes? havde jeg svaret, at jeg icke kiendte hende, skulde mand jo have taget mig for en Dansk Hiemføding, du kandst aldrig lære at blive poleret. Jeg kand sige at Madame la Flesche er den Dame, som jeg frem for alle andre har Estime for, par di est il possibel, at Madame la Flesche er kommen til Dannemark for min skyld? jeg vilde, ma foi, reise til Indien, ja det som meere er til Africa alleene for at kysse hendes smucke Hænder. Men hvor lenge er det siden hun reisede fra Paris?

ESPEN.: Tolv Dage.

JEAN.: Ej! est il possibel? ickun 12 Dage! ach! kunde jeg nyde den bon heur, at kysse hendes Hænder, og den Ære at tale med hende.

ESPEN.: Det er intet, som hun forlanger meere; thi det er just mit Ærende.

JEAN.: Ach Monsieur! skaf mig den Fornøjelse, og forsmaa icke et par Ducater, som jeg giver til et Venskabs Tegn.

ESPEN.: Min Frue Madame la Flesche er en af de rigeste Damer udi Frankrig, hvorfor jeg burdte icke tage mod Presenter, men paa det jeg icke skal siunes af Hovmod at refusere saadant, vil jeg tage mod det. Haaber derimod, at Monsieur icke vegrer sig for at tage mod den liden Present fra min Frue, som er dette Portrait, som er giort af Monsr. Reenkaalavet, den største Skildrer i Miniature udi Frankrig. Og, saasom det er nylig, førend hun reisede, bleven den høieste Mode udi Paris, at Cavalliers bære saadant om sin Hals for at lade see Estime for de Damer, fra hvilke saadane Presenter faaes, saa haaber hun, at Monsieur ogsaa bær det om sin Hals for hendes skyld.

JEAN.: See! jeg skal strax dans votre presence binde det om min Hals. Men maatte jeg tage mig den Hardiesse, og giøre mig saa impudent at bruge den Liberte at spørge hvorledes Mad: la Flesche kand tale med Monsieur, efterdi hand forstaar icke Fransk.

ESPEN.: Ach! Madame la Flesche kand lade sig bruge af ald Verden, hun taler foruden Parisisk, som er hendes Mammas eller Moders Maal, Tydsk, Italiensk, Hollandsk, Pollandsk, Preusisk, og en heel Hob Dansk, som hun har lærdt paa Vejen.

JEAN.: Det er en stor Complisance, at saadan fornemme Dame vil giøre sig umag at lære dette gemeene Sprog. Saa taler hun da Dansk med Monsieur, efterdi hand er fød her i Landet.

ESPEN.: Nej Monsieur, jeg er icke fød her i Landet; det er kun mine Fiender, som sige saadant. Jeg er fød over ti Mile Sønden for Randers, hvor vi ere anseet, som Lemmer af det hellige Rommerske Rige, saa jeg er heller Romansk end Dansk; hvilket jeg ogsaa ydmygst vil bede, at Monsieur siger til alle dem hand kiender.

JEAN.: Det var Synd andet; thi mand kand nok see af Monsieurs Manieres, og høre af hans Tale, at hand icke er Dansk. Men paa hvilken Sted har mand den Lycke at beskue Madame la Fleche.

ESPEN.: Paa hvilket Sted Monsieur behager, ellers er hun Klocken 3 udi Kongens Have.

JEAN.: Der skal jeg presentement lade mig indfinde for at kysse hendes Belles mains.

ESPEN.: Det skal være hende kiert.

JEAN.: Je me recommende.

✂

Sc. 3.

Jean.Pierre.

JEAN.: Pierre!

PIERRE.: Monsieur.

JEAN.: Hvad siunes dig om det Portrait?

PIERRE.: En, som ingen kiender er af Miniatur, skulde bilde sig ind, at det var et Hoved, som var klippet af en trykt Bog, og smurt paa et stycke Træ.

JEAN.: C'est pourtant fait per le Sieur Reenkaallavet le plus grand Skildrer en Europa.

PIERRE.: Ja hvoraf veed Monsieur det?

JEAN.: Hørdte du det icke af Monsieurs egen Mund, meener du, hand er ingen kiender? jo, jo, det er, ma foi, ingen Giecke, de som ere fødde udi det Romerske Rige. Men der seer jeg disse to gamle Spidsborgere komme igien. Jeg var tilfreds jeg var borte, mand kand ingen honnet eller galant Discours føre med dem; de tale icke uden om Veirligt, eller om Huusholdning.

✂

Sc. 4.

Jeronimus.Frands. Jean.Pierre.

JERONIMUS.: Jo, min Troe, skulde det saa, Naboe, jeg holder for, at det som fortæres udi Thee, Caffee og Tobak alleene kand beløbe sig til nogle Tønder Guld om Aaret. De Penge blev nu spardt for det første i gamle Dage.

FRANDS.: Ach Herre Jeh! det vil meget til nogle Tønder Guld.

JERONIMUS.: Siig icke det, Naboe! i skickelige Huser slipper mand icke med 100 Rdr. om Aaret. Det er nu kun en Post; vil vi nu regne fleere, skal mand let kunde begribe, hvad jeg siger. Tenk engang forgangen 47 Dag, da jeg og vilde være lidt allamodisk, og gik paa et Caffee-Huus, maatte jeg give en Rigsort for nogle faae Kopper. Men see! om Jeronimus kommer der saa hastig igien.

FRANDS.: Det har været noget dyrt, men mand seer Prisen begynder alt merckelig at falde.

JERONIMUS.: Icke saa mari paa Thee-Husene; thi jeg har mercket her i Kiøbenhavn, at, naar Prisen er engang forhøjet, bliver den altid staaende, omendskiønt Varene kand faaes for den halve Deel ringere.

FRANDS.: Ja. I har ret saa vit derudi, Naboe; men vi maa ogsaa have noget for Munden, hvortil duer Penge, naar mand icke vil giøre sig til gode deraf?

JERONIMUS.: Mon der kand være naturlig god Smag udi Vand og brendte Bønner? forsøg at give et Barn blot Caffee uden Sucker, see om det icke vil spytte det ud igien. I siger, maa skee, at eders Søn Hans Frandsen, saavelsom andre finder en Himmel-Smag derudi. Jeg svarer: Eder Søn Hans og andre deslige Giecke har i Begyndelsen dog tvunget dem mod Naturen dertil, alleene fordi det var fornemme, fordi det var Udenlandsk, og siden af Vanen synes, at det smager vel.

FRANDS.: See! der kommer min Søn.

JERONIMUS.: Ja, det maa hand, jeg tør sige ham det samme selv, og sætte min Hat lige ræt, men hvad Pocker er det for Crusedoller, hand har faat om Halsen?

FRANDS.: Det, maa skee, er saa Moden i Frankrig.

JERONIMUS.: Mode mig hid og mode mig dit, saa er den en Nar, der gaar anderledes end alle andre Folk i Landet.

FRANDS.: Hør min Søn, hvad er det for en Helgen, du bærer om Halsen, Folk skulde tencke, du var gall eller Catholsk i Hovedet.

JEAN.: Pierre!

PIERRE.: Monsieur!

JEAN.: Pierre expliques cela pour ce vieux home je vas, vous me trouveres apres de Monsieur Peche.

✂

Sc. 5.

Frands.Pierre.Jeronimus.

FRANDS.: Peer! hvorfor gik min Søn saa hastig?

PIERRE.: Hand havde noget at bestille, og bad mig excusere ham.

FRANDS.: Men hvad er det for et Ridder-Baand, hand har faat om Halsen?

PIERRE.: Det er et Portrait, som hand har ført med sig fra Frankrig.

FRANDS.: Saa er det Moden at bære saadant i Frankrig?

PIERRE.: Ach! ja vist, hvo, som icke bærer saadant i Frankrig, bliver holdet for en Canaille, og maa aldrig komme til Hove.

FRANDS.: Men det synes saa liderligt Arbeid; jeg vilde, min Troe, giøre det langt bedre.

PIERRE.: Monsieur maa tage sig vare hvad hand siger, hand kunde komme i Ulycke derover; thi Portraitet er giordt af Monsieur Reenkaalavet den største Skildrer udi Facultetet til Paris.

JERONIMUS.: Ej! jeg vil døe paa, at jeg skal finde det i en gammel Krønnicke, som jeg har hiemme; jeg kunde strax see, at det er et Kaaberstycke klippet af en Bog. Hør Naboe, eders Søn er en Nar, og I lidt bedre. Jeg betacker mig for eders Svogerskab, og selger icke min eeniste Datter saa bort. Og du Skielm, hvis du icke strax siger os, hvo der har forførdt ham til saadan Gallskab, skal du icke komme vel her fra Staden.

PIERRE.: Jeg veed, min Troe, icke, hvor hand har faat det Stycke fra, men det kand jeg giøre min Eed paa, at jeg har seet under Portraitet de Ord: Monsieur Reenkaalavet fecit.

FRANDS.: Fy! skiemmer du dig icke Peer at tale saa plumpt.

JERONIMUS.: Hej! laane mig jer Stock, Naboe. Naar din Herre spør, hvo der har pryglet dig, saa kandst du sige: Jeronimus fecit. (Pierre gaar grædende ud.)

✂

Sc. 6.

Jeronimus.Frands.

JERONIMUS.: Hør, Naboe, jeg haaber, at vi kand være lige gode Venner, omendskiønt den giordte Forlovelse med min Datter og eders Søn bliver ophævet.

FRANDS.: Ach! min hierte Naboe! I har jo lovet at have Taalmodighed udi 14 Dage, for at see hvorledes min Søn vil tage af sted; om I bryder 50 saa hastig, gir det saadan Snak i Byen; giør det dog for den Venskab, som altid har været imellem os, og hav Taalmodighed saa lenge.

JERONIMUS.: Ja, ja, 14 Dage gaar hastig; men jeg er viss paa at hand inden den Tid bliver verre og icke bedre.

FRANDS.: Jeg forlanger intet andet, end at I vil bie de 14 Dage.

JERONIMUS.: Ja, jeg skal bie saa lenge.

FRANDS.: Farveljeg maa hiem at spise, min Kone bier efter mig.

JERONIMUS.: Prosit Maalzeit.

✂

Act. IV.

✂

Sc. 1.

Antonius.Elsebet.Marthe.Espen.

ANTONIUS.: Nu hvordan gaar det? min gode Marthe!

MARTHE.: Hun gaar en god gang nok. Men I kommer noget ubeleiligt; thi jeg har bestemt Hans Frandsen hid; hand er saa forliebt, som en Rotte, skiønt hand aldrig har seet mig, I kand tencke, hvilken Giek det er, jeg har faat ham til at bære om sin Hals et gammelt Kaaberstycke, som jeg for nylig skar af en af Fars gamle Spende-Bøger, og smurde paa en liden Træ-Plade.

ELSEBET.: Men hvor er det mueligt, at hand kand bringes til saadan Galskab.

MARTHE.: Alting er mig nu mueligen, efterdi jeg har faat ham til at troe, at jeg er en Fransk Dame, som er nylig kommen fra Paris.

ANTONIUS.: Men hvad vinder du derved, at du saaledes prostituerer ham?

MARTHE.: Jeg vinder det derved, at hans tilkommende Sviger-Fader gier sin Datter heller bort til en Skorsteensfejer end til saadan een; hvorledes det ellers vil falde ud med eder, veed jeg endnu icke. Det gaar med mig, som med dem, der skriver Comoedier, mens de skrive paa Comoedien, falder dem af sig selv ind, hvorledes den skal udføres og endes. Men der seer jeg, hand kommer, løber strax til Side.

✂

Sc. 2.

Jean.Mad: la Fleche.Espen eller d'Espang.

MADAME LA FLECHE.: A cette heure il doit venir war das nicht um drey Uhr, Monsieur d'Espang dass er lovede zu kommen?

JEAN.: (Embrasserer hende paa Knæ og siger)
Ach! Charmante Madame soufres que j'adore vous, soufres, que je baisse votres beaux mains.

MAD: LA FLECHE.: Leves vous Monsieur c'est trop de humblesse pour un gentil home come vous.

JEAN.: Ah! Mad: est il possibel que jai l'honneur, le plaisir contentement & joie de vous revoir danc cette terre.

MAD: LA FLECHE.: Jai venu pour vous voir, mais je crojois pas que vous eties si change. Vous etes à cette heur habille come un antique bourgeois. Ha! ha! ha!

JEAN.: Pour quoi ries vous, charmante Princesse.

MAD: LA FLECHE.: Rien! Monsieur de France, rien! je rie de la joie de vous voir c'est toujours une plaisir de vous voir.

JEAN.: Je vous rends grace Madame! mais comment trouves vous cette terre?

MAD: LA FLECHE.: Fort bon Monsieur: les Donois etes des fort bonnes gens. Il manque a eux Seulement de s'informer dans les manieres parisiens.

JEAN.: Ovis pardi si fait, Madame, vous aves grand raison danc cela. Dieu donne que jetois dans Paris igien ah pardonnes ma belle Madame je voulois dire aussi. Mais Madame aves vous amenes avec vous quelque nouvelles chansons de Paris.

MAD: LA FLECHE.: Ovis Monsieur celle cy est la plus nouvelle.
(Hun synger en Viise.)

JEAN: (paa Knæ.) Ah Madam je naj jamais ecoute une plus belle chanson. Ah Paris, Paris!

MAD: LA FLECHE.: Pourquoi pleures Monseigneur.

JEAN.: Ah Madame on veut me marier dans cette pais.

MAD: LA FLECHE.: Marier?

JEAN.: Ovis Madame.

MAD: LA FLECHE.: Marier?

JEAN.: Ovis c'est veritable & avec une fille, qui sapelle par malleur Elsebet.

MAD: LA FLECHE.: Quel diable de nom est cela parles vous tout de bon, Monsieur, ah est il possible? (Hun lader som hun faar ondt. Espen flyer hende noget at lugte til.)

ESPEN.: Nu kand hand see, Monsieur, hvormeget Madamen elsker ham; hun fik ondt af lutter Alteration, da hun hørdte Monsieur vilde gifte sig her i Landet.

JEAN.: Ach! hvis hun døer, saa omkommer jeg mig strax selv. Ach! siig hende, Monsieur Valet de chambre, at jeg før vil lade mit Liv, førend jeg skal gifte mig her.

JEAN: (paa Knæ.)
Ah belle Princesse etes vous malade.

MAD: LA FLECHE.: C'est un übergangMonsieur leves vous.

(Espen visker hende udi Øret, hvorpaa hun stiller sig meget fornøjet.)

✂

Sc. 3.

(Arv kommer ind, sætter sig ned paa Gulvet med et stort Stycke Krid, og maler den Dantz af, hand havde seet.)

Saaledes gik Dantzen, ligesom en Kummenskringle. Det skal være Hans Frandsen, og her kommer Mutter. Nej! jeg maa giøre hende om igien; thi hendes Rumpe blev icke bred nok. Her skal Fatter staa og græde.

(Hand springer op og seer derpaa. Medens hand giør dette, staar de andre og taler sagte, og peeger paa ham.)

ARV.: Ha! ha! ha! det er mare saa naturligt giordt, og assamblixet saa vel afskildret, saa det fattes intet andet, end at det skulle kunde tale. Men hillement! der seer jeg Folk. Er det icke Jeronimuses Marthe, som har faat en Adriane paa, og staar og snacker med Hans 54 Frandsen? hør Marthe! hvor Fanden har du faat den Adriane fra? det er jo endnu for tiligt! Hunde-Dagene er jo end icke begyndt? (Jean gier ham et Ørefigen, siger:) Ej du elementske Slyngel! tør du saaledes see en fornemme Fransk adelig Frue i Øjene?

ARV: Om Forladelse Monsr. Haans. Jeg tenkte mare, det var Jeronimuses Marthe.

MAD: LA FLECHE.: Ah Monsieur faites le sortir, jaj peur pour les gens qui sont fous.

JEAN.: Her ud din Slyngel; jeg slaar ellers dit Hoved i tu. (Mad: la Fleche staar og beskuer Jean paa Klæderne og visker til Espen og leer ha! hal ha! seer paa hans Been, visker til Espen igien og leer ha! ha! ha!)

JEAN.: Pourquois ries vous? belle Madame!

MAD: LA FLECHE.: Je me retire un peu. Monsieur d'Espang, mon valet de chambre, vous dira pourquoi. Excuses. Adieu.

✂

Sc. 4.

Jean.d'Espang.

JEAN.: Monsieur le valet de chambre! Monsieur d'Espang! hvor kommer det, at eders Frue tracterer mig med saadan Foragt! hvad var det, hun viskede?

ESPEN.: Jeg vilde have givet tusinde Daler til, at jeg havde vidst det tilforn, saa skulde jeg i Tide have advaret Monsieur. Men det kand let redresseres; hun viskede til mig, at, saa stor Estime, hun har for Monsieurs Person, saa stor Foragt har hun for hans Klæde-Dragt.

JEAN.: Er der da andre Moder kommen i Paris, siden jeg reisede; thi jeg opholdt mig paa Hiem-Reisen 3 Uger i Roven.

ESPEN.: Ja Monsieur! det har været Ulycken. Madame la Fleche siger, at udi 6 Uger ingen Cavaller i Paris knæpper sin Kiole meer for til, men alleene bag til; det synes vel, at være noget incommode, førend mand bliver først vant dertil. Men fornemme Folk have altid deres Cammer-Tienner, som de der i Landet kalde Valet de Chamber, der knæppe dem op og til.

JEAN.: Ah! malheureux qve je suis.

ESPEN.: Det kand strax rettes Monsieurjeg skal hielpe ham derudi.

JEAN.: Vous me faites un grand plaisir par Di.

ESPEN.: See! nu har Monsieur andre Øjen at see med.

JEAN.: Er der ellers noget andet, som fattes i Moden?

ESPEN.: Jo, men det er let at giøre. Alle fornemme Folk i Paris siger hun smør sig om Munden med Snustobak.

JEAN.: Det skal strax blive forandret, jeg har min Tobatiere-Dose hos mig. Jeg har, ma foi, aldrig været den sidste udi at antage ny Moder. Jeg hørde nok tale om en hoben Moder i Paris, som var i gierde, førend jeg reisede, men min Papas Importunitet var Aarsag, at jeg icke kunde opbie den Tid. Je vous prie Monsieur le valet de chambre, at excusere mig for Madame la Fleche. De Moder var dans ma foi icke endnu i Brug udi Paris, da jeg reisede, non par Di non; thi jeg har alt for stor Respect for den Pariske Galanterie, at jeg skulde negligere saadant.

ESPEN.: Paris er en artig Bye, det maa ald Verden tilstaa, ald Verden retter sig og efter de Parisiers Moder, om de hittede paa at gaa uden Buxer paa Gaden, efterfuldte og alle andre Folk dem derudi.

JEAN.: Jeg giorde det, ma foi, strax; alle Folk vilde vel lee af mig i Begyndelsen, men inden Aar var til ende, blev det dog en Mode over alt; thi det har jeg ofte observeret. Men Monsieur le valet de chambre, er der ellers skeed nogen Forandring med Peruque, Hat, Skoe eller Strømper?

ESPEN.: Nej. Madamen siger, at eders Hat og Paryk kand endnu vel passere. Men Monsieurs Halsklud skal henge bag ud.

JEAN.: Ej! ej! det er artigt; den Bye kand hitte paa meer Galanterie i en Uge, end heele Verden udi et Aar, jeg skal, ma foi, strax rette det og. Men, hvorfor vil Madame la Fleche icke sige mig saadant selv?

ESPEN.: Ah! Monsieur kiender jo de Franske Damer, de ere alt for høflige til at sige en god Ven sine Feil, de smiler kun deraf, og lader andre giette hvad de meener. Men nu er alting got, nu skal det være hende en Fornøjelse at see Monsieur igien i sit Huus om en Time. Der skal jeg selv have den Ære at geleyde ham, naar jeg først har forrettet mit Ærende.

JEAN.: Je me recommende, Monsieur d'Espang!

ESPEN.: Votre Serviteur, men, a propos, jeg har glemt en liden Ting, at sige Monsieur paa Madames Vegne, det er, at, naar Monsieur med Permission gaber, holder hand icke med Haanden for Munden; thi det er nu alt gammeldags og icke bruges af honnete Folk meer i Paris.

JEAN.: Ovis da.

ESPEN.: Serviteur.

✂

Sc. 5.

Jean. Pierre.

JEAN.: (Dantzer og synger)
La la la la la la la (seer paa sit Skilderie) la la la la la la. Alting synes underligt i førstningen, men nu synes mig allereede, at det er en deylig Mode for commode & fort de gagee la la la la la. Mon Pere & mon Sviger Pere skal, ma foi, tage den an, enten de vil eller ej, jeg vil icke være i nogen gammeldags Familie; min Papa skal jeg nok med gode bevæge til at aflegge sin gamle Spids-Borger-Dragt, men min Sviger Papa, som holder for Troes-Artikel at gaa ligeledes i Klæder, som hans Papa og hans Grand Papa for ham, kommer jeg sans facon at tvinge dertil; thi det er mig icke nok, at jeg veed selv at leve, og er galant, jeg vil og ingen Skam have for mine Venner. Mais voila Pierre, qui vient.

PIERRE.: Ach! ach! Monsieur! I maa mantenere mig, ellers kand jeg icke lenger være i Monsieurs Tienniste.

JEAN.: Qu'a tu? dis moi Pierre.

PIERRE.: Ach! Monsr. Jeronimus har slaaet mig saa, at jeg kand neppe gaa.

JEAN.: Pour quoi donc?

PIERRE.: Fordi Monsieur bær et Skilderie paa Brystet.

JEAN.: Par di! jeg skal lære ham hvad det er at prygle en gentil homes Laquai, est il possible, at hand torde slaae dig?

PIERRE.: Ovis Monsieur. Men Monsr. har knæppet sin Kiole bagvendt, hand maa gaa i Gifte-Tancker, reste un moment, medens jeg retter det igien.

JEAN.: Ej du sot! badaut! boufon! maraut! veedst du icke, at det er den nyeste Mode i Paris? og at Mad: la Fleche beloe mig, fordi jeg knæppede min Kiole, som andre her i Landet?

PIERRE.: Den Mode har jeg dog icke seet i Paris.

JEAN.: Den er opkommen, medens vi vare i Roven.

PIERRE.: Ovis da! saa maa jeg ogsaa knæppe min ligeledes.

JEAN.: Non par di non, det er kun for gens de qualite.

PIERRE.: Eja! den fornemme Verden skal kun være forkeert; men faar Monsieurs Sviger Papa det at see, bliver hand gall.

JEAN.: Icke alleene, at hand skal taale at see det, men jeg vil, at hand selv skal bruge samme Mode.

PIERRE.: Det gaar aldrig an.

JEAN.: Hand skal.

PIERRE.: Comment donc?

JEAN.: Jeg skal tvinge ham med Magt; thi om Mad: la Fleche leer af det heele Land, skal hun dog icke lee af min Familie.

PIERRE.: Om Monsieur resolverer sig dertil, skal jeg hielpe ham som en ærlig Karl, og var jeg tilfreds, vi havde nu fat paa ham, medens jeg føler endnu de Hug, jeg fik; men der kommer hand alleene, ma foi fort a propos.

✂

Sc. 6.

Jeronimus.Jean.Pierre.

JERONIMUS.: Fiorten Dage gaar endelig snart bort; det vil intet sige, jeg vil gierne holde den Tid ud, paa det jeg icke skal beskyldes at have brudt mit Løfte, men hand bliver icke anderledes, hand bliver icke anderledes, det vil jeg døe paa; men der seer jeg hand staar, jeg maa forsøge engang at skrifte ham alleene, naar hans barmhiertige Far er icke tilstæde: hør Hans Frandsen! lad os tale engang for alle lit alvorlig sammen. Men hvad Pocker er det, jeg seer? er I bange, at Folk icke skal kiende jer forkeerte Sind, uden at I gir det tilkiende med saadan forkeert Dragt, hvilket Menniske kand bringes til saa-dan Galskab at knæppe sin Kiole bag til; og giøre sin Ryg til en Mave; ach! jeg yncker den ærlige gamle Mand, der har saadan en vanskabt Søn! (Jean og Pierre leer tillige ha, ha, ha, ha.)

JERONIMUS.: Ja du maa nok lee nu og stedse, saa tit du tencker paa, hvilken Nar, hvilken Giek, hvilken Gøgler du est.

JEAN: og Pierre ha ha ha. A propos, mon cher Sviger Papa, blev icke den Kiole, I har paa, giordt til den forrige Jubelfest? ha, ha, ha, ha! ha!

JERONIMUS.: Ej du Hans Wurst! du Nar! er din bagvente Kiole icke bleven 60 giordt paa Fastelavens Mandag, eller den første April? ha ha ha ha ha.

JEAN.: Mon cher Sviger Papa! forlad mig, at jeg leer af hans underlige gammeldags Dragt, men det kand let endres, den skal alleene knæppes bag til, saa kand Kiolen nogenledes passere; som jeg gaar nu, saa gaar alle honnete Folk i Paris.

JERONIMUS.: Jeg er taabelig, at jeg staar og taler med slige Giecke.

JEAN.: Attendes, mon cher Sviger Pere! I slipper, ma foi, icke, førend I vender jer Kiole om, som min. Det er, pardi, den højeste Mode i Paris, Madame la Fleche, som nylig er kommen derfra, beretter -

JERONIMUS.: Hej I Slyngele! vil I legge Haand paa en ærlig Borger-Mand. Det er for Mad: la Flesk, og det er for Madame la Kaal, og det er for Mad: la Medister, og det er for Mad: la Spek. (Gir dem midlertid Ørefigen.)

JEAN.: Pierre icy! tenes! holt den gamle halstarrige Knark jeg vil, ma foi, ingen Pedanter have til Forældre; træk ud!

PIERRE.: Vitement Monsieur.

JERONIMUS.: Hej Gevalt! Gevalt!

JEAN.: Naar gamle Folk gaar i Barndommen, maa mand tvinge dem, som Børn.

JERONIMUS.: Hej hej! Geval - - - - - t!

PIERRE.: Hej hej! Sna ----- k! det er for jer egen Nytte, naar det først er giordt, skal I siden tacke os, ligesom en Patient, der stræber først mod Feltskiæren, som vil træcke en Tand ud, men, naar det er overstaaet, kysser hand siden paa hans Haand og tacker.

JERONIMUS.: Ach væ! Ach væ!

JEAN.: Tie stille, mon cher Sviger Papa, nu seer I par di ud, som en Ambassadeur, den heele Familie maa og omstøbes, jeg skal føre min Sviger Mama og Mademoiselle Isabelle til Mad: la Fleche, for at undervises, hvordan højeste Fruentimmer Mode nu er i Paris.

PIERRE.: Monsieur, skal eders Sviger-Fars Klud ogsaa icke forandres.

JEAN.: Ovis pardi si fait.
(Pierre vender hans Klud, mens den anden holder ham.)

JERONIMUS.: A---- A----A----

✂

Sc. 7.

Antonius.Jeronimus.Jean og Pierre.

ANTONIUS: (med Kaarden i Haanden).
Hej! I Straten-Røvere! jeg skal lære jer at overfalde en gammel fornemme ærlig Mand. Ach! min kiere Hr. Jeronimus! det giør mig ont, at jeg skal finde eder saa ilde medhandlet, see! hvor de Skielmer har tilreedet og prostitueret den fromme ærlige Mand. Gir jer tilfreds, min Hr. Jeronimus! jeg skal hevne den Spot, om det skal koste mit liv.

JERONIMUS.: Ach min kiere Monsieur! I har frelst mit Liv, min Ære; thi jeg vilde heller døe, end at nogen skulle have seet mig saa forkeert. Det 62 skulle være mig en stor Fornøjelse, om jeg kunde være ham igien til nogen Tienniste, gid hand havde min Hielp fornøden, og vilde kun saa sætte Prøve paa mig.

ANTONIUS.: Ach min Hr. Jeronimus! jeg seer Himlen selv favoriserer mit Forsæt, og baner mig Vej til at forestille det, som jeg tilforn icke har dristet mig til at tale, I har jo, min Herre, en Dotter?

JERONIMUS.: Ja, men hvad vil det sige?

ANTONIUS.: Ach! jeg tør icke sige meer, I maa selv giette min Meening.

JERONIMUS.: Jeg kand nok giette hans Meening. Hand har, maa skee, Kierlighed til min Dotter, men jeg kand intet svare ham dertil, fordi Monsieur er mig gandske ubekiendt; maatte jeg spørge: hvilke hans Forældre er?

ANTONIUS.: Jeg er Jesper Lorentzens Søn i Snarre-Gaden, min Far er nok bekiendt af got Folk i Kiøbenhavn.

JERONIMUS.: Ja vist er hand bekiendt, er hand Jesper Lorentzens Søn, saa har hand en brav Mand til Fader, og een af de skickeligste Borgere her i Staden, vi har reist sammen i gamle Dage baade til Kieler Omslag, og Viborger Snapsting, det skulde være mig en Glæde og Ære at komme i Svogerskab med ham, hand maa selv tale med min Datter.

ANTONIUS.: Hvis ingen anden Hinder er, da tør jeg allereede kalde mig eders Svigersøn. Sagen er denne: Jeg har i nogle Aar icke alleene baaret Kierlighed til eders Datter Elsebet, men endogsaa vundet hendes Hierte, men ingen af os har understaaet sig at tale derom formedelst den anden Forlovelse, som er sluttet imellem hende og eders 63 Naboes Søn, hvis Tilbagekomst har bedrøvet mig icke mindre end hende, og bragt os fast i Fortvilelse.

JERONIMUS.: Er der ingen anden Hinder, saa er Knuden let løst, see! der har hand min Haand paa, at ingen anden skal faa min Datter end hand; men der kommer min Datter selv meget beleiligt.

✂

Sc. 8.

Elsebet.Jeronimus.Antonius.

JERONIMUS.: Hør Elsebet! kiender du denne Person?

ELSEBET.: Nej, jeg giør, min Troe, icke Papa!

JERONIMUS.: Jo du giør saa min Troe, see hvor rød hun bliver i Ansigtet. Nu nu, giv dig tilfreds, græd icke mit Barn! jeg veed heele Sagen, kom hid, giv ham din Haand, du skal være hans Bruud.

ELSEBET.: Ach min hierte Papa! hvorfor skiemter hand saa med mig? I har engang imod min Villie lovet mig bort til Hans Frandsen.

JERONIMUS.: Ja det var i de Dage; men nu har jeg lovet at skaffe Hans Frandsen Logement paa Raad-Huset, hvortil din tilkommende Kieriste, som er Vidne til, hvad Skam hand har giordt mig, skal være mig behielpelig. Gak hen og rek ham Haanden; see hvor peen hun er, ligesom hun ej havde seet ham tilforn. Kom lad os gaa hiem tilsammen, jeg skal have hevnet mig over Hans Frandsen, førend Soel gaar ned.

✂

Act. V.

✂

Sc. 1.

Jean.Pierre.

JEAN.: Pardi est il possible? quelle brutalite!

PIERRE.: Monsieur, vi er om en Hals, dersom vi icke retirerer os; Jeronimus leeder efter os allevegne, og jer Far, som jeg hører, er ligesaa vred som hand.

JEAN.: Er det icke en Elendighed? Pierre! at boe i dette Land? hvor Folk er saa lidet skiønsomme. Jeg havde tenkt, at Monsr. mon Papa, og min Sviger Papa skulde daanet af Glæde, naar de saae mig.

PIERRE.: Jeg, min Troe, ligesaa.

JEAN.: Fremmede veed at skiønne derpaa bedre end mine Forældre.

PIERRE.: Ja det gaar med Monsieur som Ordsproget lyder: En Poet er aldrig agtet udi sit Fæderneland.

JEAN.: Jeg vil icke tale om min Artighed; nok er det, at een af de artigste Damer dans la France er hidkommen, alleene for min skyld.

PIERRE.: Ja det som er forunderligt, Monsieur? lige fra Paris. Thi havde det været en Hottentotisk, Cossakisk, Callekutisk, Husarisk, Malebarisk Dame, eller en fra Tye, Bogøe, Island eller Grønland, skulde mand tencke, den Dame saae icke mange andre galante Folk i det Land, hvor hun kom fra, derfor syntes hende saa vel om jer. Men, Monsieur, hun kom lige fra Paris, hvor alle Folk ere artige, hvor gemeene Hoose-Kiellinger læse Aviserne, dantze Menueter, og tale perfect Fransk, hvilke 3 Poster giør et fuldkommen Menniske. Lad 65 være, at Monsieur var icke artig, saa maa dog ald Verden tilstaa ham, at hand har den Merite at have udi faae Maaneder fortæret 1500 Rdlr. i den galanteste Stad i Europa, og bør Monsieur alleene for den Aarsags skyld æstimeres af alle brave Folk.

JEAN.: Ovis par di si fait.

PIERRE.: Thi slige Depenser gir tilkiende, at Monsieur har levet fornemme udi Paris.

JEAN.: Si fait.

PIERRE.: Icke som en Gnier.

JEAN.: Vous aves raison.

PIERRE.: Ej som en Slyngel.

JEAN.: Si fait.

PIERRE.: Ej som et Sviin.

JEAN.: Cela s'entend.

PIERRE.: Ej som et Backelse-Beest.

JEAN.: Non par di non.

PIERRE.: Ej som et dovent Esel.

JEAN.: Non si fait non.

PIERRE.: Ej som en Fæhund.

JEAN.: Peste! holdt engang op med disse Titler, jeg forstaar nok din Meening ellers.

PIERRE.: Jeg vil kun sige dette Monsieur, at hvilken brav Mand, der hører alleene, at I har anvendt saa mange Penge i faae Maaneder i Paris, raisonnerer strax saaledes. Den Monsieur maa endelig været noget got hos. Hand maa endelig have lærdt noget for saa mange Penge, og derfor vegrer sig icke for at give Monsieur sin Datter.

JEAN.: Du seer dog, Pierre, hvor lidt mine Forældre skiønne derpaa.

PIERRE.: Hvorledes kand slige Taasser, som her er i Landet, skiønne paa Monsieur. Langt fra at skiønne paa hans Qvaliteter. De tillegger ham alle de Lyder, som til er.

JEAN.: Hvad siger de da om mig?

PIERRE.: Monsieurjeg skiemmes ved at tale derom. Jeg havde nær kommen i Ulycke for nylig for hans skyld.

JEAN.: Ah dites hardiessement. Du veedst vel, at vi Parisier legger aldrig saadant paa Hiertet.

PIERRE.: Somme kalder Monsieur Hans Baissemains, fordi hand gaar om og kysser alle Fruentimmer paa Hænderne.

JEAN.: Par di! quels sots! det er just en af de artigste Qualites en galant Homme kand besidde.

PIERRE.: Somme er meere grove, og kalder Monsieur Hans Wurst. Hans Nar. Hans Abe-Kat. Hans Gøgler. Hans Strympe-Kiger. Hans Mark-Skreier. Hans Rumpevricker. Hans Styldteganger. Hans Capriol-skiærer. Hans -

JEAN.: Nu nu, nok, nok. Jeg gider icke høre meer deraf.

PIERRE.: Hans Petit Maitre. Hans Dantzer. Hans Fransk-Forderver. Hans -

JEAN.: Holt op, siger jeg, Maraut!

PIERRE.: Hans Spillfugl. Hans Stratenjuncker. Hans Harlequin.

JEAN.: Hvis du holder icke op, skal jeg slaa din Hierne i tu. Je Tecraseraj ton tete.

PIERRE.: Monsieur bad mig jo selv sige. Men der kommer Arv igien.

✂

Sc.2.

Arv.Jean.Pierre.

ARV.: Jeg vilde mare icke være i Hans Frandsens Sted nu, om mand gav mig to Mark. Jeronimus har svoren paa at hand icke vil gaa til Sengs, førend hand har faaet ham i Spindehuset eller i Slutteriet, hvad mand kalder det. Det var og uforskammet at handle saaledes med en gammel Mand, der har siddet og svaret borgerlig Skat og Tynge saa mange Aar. Tenk engang I got Folk hvordan hand reedte 68 ham til, som for Exempel, jeg tar min Kiole og keerer den saaledes om. (Vender Kiolen om.) Seer jeg icke nu ud som en Nar? ha ha ha ha ha ha, ret lige dan saae Jeronimus ud. Jeg vilde icke gaae saadan i en af de store Gader, om en gav mig to Skilling, thi Staaderkongerne kunde tenke, jeg var gall, og træcke mig i Daarekisten. (Hand vender Kiolen ret igien.) Mutter sidder og græder hiemme, som hun var pidsket, men det er hende got nok; thi naar Fatter icke vilde skicke ham Penge, da hand var i Vestindien eller Frankerig, hvad det heeder, saa soldte hun baade Kiole og Skiørt for at bringe dem til Veje.

JEAN.: Arv! hvordan staar det til hiemme?

ARV: (klaar sig bag Hovedet).
Vel nok Monsør!

JEAN.: Det maa icke henge ret tilsammen, du klaar dig saa bag Øret. Siig mig; hvordan staar det til?

ARV.: Vel nok Maansør. Jeg tacker for god Efterspørsel, men - - farvel Maansør! jeg maa gaae.

JEAN.: Hvad vil du sige med det Men. Fort siig mig, hvor det staar til, du faar, ma foi, ellers Hug.

ARV.: Alting staar mare vel til. Men det staar noget forbandet ilde til.

JEAN.: Siig kun frit, Arv, saa skal jeg forære dig en Livre.

ARV.: Jeg er icke for at spise lever, Maansør, naar jeg faar noget, saa gir 69 jeg det til Hunden. Men vil Maansøren forære mig noget til en Kande Øll?

JEAN.: See der er to Mark. Det var min Meening.

ARV.: Gramarcis Maansør.

JEAN: (til Pierre).
Hvilket dumt Beest den Karl er. Hand vidste icke, hvad en Livre de Franc e var.

ARV.: Jeg vil da vare Maansøren ad, at hand smør sine Støvler i Tide; thi Jeronimus har Bud efter Vægterne og Staaderkonger at træcke jer i Arrest. Fatter har ogsaa slaaet Haanden af jer, og svær paa, at I skal sidde indsluttet i et Hull et heelt Aar.

PIERRE.: Vil mand ogsaa indslutte mig?

ARV: Nej, du har ingen Nød, Peer. Mand vil kun lade dig kagstryge, og siden løbe hvor du vil.

JEAN.: Men hvad er der for Allarm uden for?

EN SPILLER.: Jeg skal lære den Karl at undsticke sig uden at betale.

JEAN.: Peste! hvad er her ved at giøre? her kommer en Person mig paa Halsen, som vandt nylig hundrede Rigsdaler fra mig i Spill. Jeg løb bort, da hand vendte Ryggen; thi jeg havde intet at betale med.

SPILLEREN.: Enten skal hand slaaes med mig, eller betale mig mine Penge.

PIERRE.: Ach Herre! jeg maa bort et Øjeblik paa Naturens Vegne, jeg kommer strax igien.

JEAN.: Vil du bie Maraut! er nu Tid at gaa bort, du seer, at jeg blir overfalden?

PIERRE.: Ach min Mave! min Mave! jeg drack for hastig paa Kaalen, det var min Ulycke. (Løber i en Krog og skiuler sig.)

SPILLEREN: (uden for)
Jeg skal lære ham, hvad det er, at give sig i Spill med en ærlig Mand.

JEAN.: Ach kiere Arv! kandst du icke hielpe at skiule mig? jeg skal lønne dig derfor som en honnet Homme.

ARV.: Jeg har et Decke her ved Haanden, om Maansøren vil lade sig svøbe der udi.

JEAN.: Det er lige meget, Arv, naar jeg kun kand blive skiulet. (Hand svøber ham i Decket og sætter sig derpaa som en Byldt.)

✂

Sc.3.

Spilleren.Arv.Jean.

SPILLEREN.: Jeg skal, min Troe, icke gaa til Sengs i Aften, førend jeg faar fat paa ham. Det er icke saa meget for Pengenes Skyld, som for det onde Exempel, andre kand tage deraf, at løbe af Spill uden at betale. (Jean ryster under Decket. Arv slaar paa ham og siger:) Ligg stille. Der blir ellers en Ulycke af.

SPILLEREN.: Hvem taler du til Cammerat?

ARV.: Jeg taler til min Sæk.

SPILLEREN.: Til din Sæk? hvad har du da i din Sæk?

ARV: (blir bange og stammer).
Jeg har, min Troe, icke andet end Smør derudi.

SPILLEREN.: Smør i din Sæk, som du sidder paa. Det er icke mueligt.

ARV.: Nej det er sant, det er Lys.

SPILLEREN.: Lys? det er endnu galnere.

ARV.: Nej det er sant, jeg fortalede mig, det er Kniplinger.

SPILLEREN.: Det maa være en forbandet Hob Kniplinger. Det henger aldrig ret sammen, det maa være staalne Koster.

ARV.: Nej det er sant, det er Erter.

SPILLEREN.: Du est vist nok en Tyv, det mercker jeg, fort, lad mig see, hvad det er.

ARV.: Det er, min Troe, icke Hans Frandsen Maansør, det kand jeg giøre min Eed paa; thi hvordan skulde hand kunne ligge i en Sæk?

SPILLEREN.: Ha ha, nu skal mand see, jeg tør komme til mine Penge. See her Monsieur Frandsen er i her? det er mig kiert. Her er to Ting for jer at udvelge, enten at levere mig strax mine Penge, eller at slaaes.

JEAN.: Monsieur je n'aj point d'argent.

SPILLEREN.: Monsieur, jeg forstaar icke Fransk, vi vil slaaes paa Dansk. Flux træk ud, eller Penge.

JEAN.: Jeg vil give ham min Haand for Pengene, Monsieur.

SPILLEREN.: Ingen Snak, reede Penge, eller slaaes.

ARV.: Skam, der bier her lenger. (Løber bort.)

JEAN.: Ach Monsieur! hav dog Taalmodighed med mig, I skal vist nok faa dem.

SPILLEREN.: Jeg forlanger intet uden at I skal træcke ud.

JEAN.: Monsieur der har I mit Uhreverk.

SPILLEREN.: Det er got, det tar jeg for 40 Rdlr., lad mig ogsaa faa Kiole, Vest og Hat til, saa vil jeg lade mig nøje.

JEAN.: Jeg veed, I vil icke have, at jeg skal gaa nøgen. (Spilleren træcker sin Kaarde.) Allons! Kiole! Vest og Hat hid, eller slaaes. (Jean træcker Kiole og Vest af, og flyer Spilleren det med Hatten og Peruquen.)

SPILLEREN.: Monsieur votre tres humble Serviteur, jeg tacker for god Betalning.

PIERRE: (kommer af Krogen igien.)
Ach Monsieur! nu er I saa nøgen, som I kom fra Moors Liv. Hvad Ulycke kand dog icke det Spill foraarsage!

JEAN.: Nej du skal have Tack, jeg veed mand fødes icke med Buxer Skoe og Strymper. Men din Poltron giorde jeg din Ret, saa skulde jeg kløve dit Hoved. Er det forsvarligt saadan at forlade din Herre?

PIERRE.: Det er sant, jeg vilde ønske, at jeg havde kunnet blive staaende, og figtet saa tapperlig som Monsieur, men jeg er færdig at daane, naar jeg seer en nøgen Kaarde.

JEAN.: Allons retirons nous a la Mad: la Fleche; hun tar os nok i Protection, du veedst jo, hvor hun boer.

PIERRE.: Jeg? hvor skulle jeg vide det?

JEAN.: Ach! Hvilket groft og u-poleret Folk vi boer iblant, ach Paris, Paris! gid vi var der nu igien Pierre, mais voila Madame la Fleches valet de chambre Monsr. d'Espang.

✂

Sc. 4.

Espen.Jean.Pierre.

ESPEN.: Jeg leeder efter Monsr. Jean de France, men hand er ingensteds at finde; jeg spurte efter ham i hans Fars Huus, jeg spurte efter ham hos - Men der er jo hand og hans Tiener. Monsieur! Mad: la Fleche lod formelde sin ydmygste Respect, og leverede mig det Brev, førend hun reiste.

JEAN.: Er Madame la Fleche reist?

ESPEN.: Ja for en halv Time siden.

JEAN.: Hvorfor reiste I icke med?

ESPEN.: Fordi hun havde mig icke meer fornøden.

JEAN.: Reiste hun da alleene?

ESPEN.: Jo, jo, saadan Dame reiser alleene, hun havde icke mindre end 4 Laqvaier med sig, jeg var ickun antagen til en Tid for Sprogets skyld, her er et Brev, som hun leverede mig til Monsieur.

JEAN.: Pierre!

PIERRE.: Monsieur!

JEAN.: Vi er oven paa højt i Veiret.

PIERRE.: Skal vi da hænges?

JEAN.: Mad: la Fleche skriver, hun har hørt min Fortræd, og derfor icke vil være her lenger, men at jeg skal finde hende i Hamborg hos Monsr. Gobere, hun vil føre mig med sig til Paris, og der sætte mig i stor Herlighed; vi maa reise ligesom vi staar og gaar; allons! de pechons! jeg er færdig, saasnart du kand bestille en Vogn; thi jeg vil kun skrive et Afskeds Brev til min Papa, adieu mon cher Monsieur d'Espang.Je vous rends mille graces pour votre civilite.

✂

Sc. 5.

Espen.Marthe.

ESPEN.: Marthe! kom nu hid, nu er de Giecke borte.

MARTHE.: Gik det ej vel for sig, maa du ey tilstaa, Espen, at jeg er habile?

ESPEN.: Jo lille Fæstemøe! naar Lycken vil favorisere Forstanden, kand mand giøre store Ting med liden Konst; jer Machine var, min Troe, intet Hexerie; I tenkte icke paa andet end at giøre Hans Frandsen meer Fransøsk og gall, end hand var, I har ellers icke egentlig været Aarsag i Antoniuses Lycke; thi den blev befodret ved en Hendelse. En overlegger undertiden en Ting viiselig, en anden derimod begynder en Ting i daarlig Fremfusenhed, men, naar Lycken og Ulycken kommer der imellem; kand det saaledes falde ud, at den første blir holdet for en Taabe, og den anden for en viis Mand, saasom Verden examinerer icke hvordan en Ting sættes i Verk, men hvordan den falder ud.

MARTHE.: Det vil intet sige, det gaar med mig, som med store Generaler; naar de vinder et Slag, saa blive de afmalede som store og forstandige Mænd, skiønt, om mand vil examinere alting nøje, da contribuerer det til deres Sejer, deres Ære, som de mindst tenkte paa, og er ickun pure Hendelser. Det meeste regieres i Verden af Slumpe-Lycke.

ESPEN.: Marthe! du taler som en Engel, du est saa lærd, at du kunde skrive Bøger, om mand flyde dig Bøger, blev du den anden Berthe Tot.

MARTHE.: Ja, ja, jeg læser Senecus iblant.

ESPEN.: Jeg har nok kundet mercke det paa nogen Tid.

MARTHE.: Hvorledes da?

ESPEN.: Jo! thi vor Grød, som vi faar om Aftenen er enten for lidet kaaget, eller sveden; jeg holder nok af lærde Piger, men jeg vilde nødig have dem enten til Koner, eller Huusholdersker.

MARTHE.: Ej Snak! men der seer jeg de tvende gamle Mænd komme.

✂

Sc. 1.

Jeronimus.Frands.Marthe.Espen. en Dreng.

JERONIMUS.: Nej! jeg lader det umueligt falde, Naboe! I giør ilde, at I tager saadan forloren Søn i Forsvar.

FRANDS.: Jeg forsvarer icke min Søn meere; thi jeg vil aldrig see ham for mine Øjen, men jeg taler kun for min egen skyld; thi om I beskiemmer ham, lider den heele Familie derved. Bort du Dreng! hvad har du her at bestille?

DRENGEN.: Der var een, som gav mig et Brev paa Gaden at bære til Far.

[FRANDS: .] (Læser Brevet.) Madame la Fleche, en fornemme Fransk Dame, har fundet mig for god til at være her i Landet, og derfor taget mig med sig til Frankerig. Jeg er vant Udenlands til Artighed og Galanterie, og derfor umueligen kand lide de gemeene og grove Folk, som er i min Familie. Jeg kommer icke meer tilbage, vil I skrive mig til, da kand I addressere Brevet a la Mad: la Fleche, Dame tres celebre & tres renomee dans la France, Brevet maa skrives paa Fransk; thi jeg har sæt mig for inden nogle Maaneder icke at forstaa et Dansk Ord; men Udskriften paa Brevet maa være saadan: A Monsr. Monsieur Jean de France 77 gentil homme, & grand favorit de la Madame la Fleche; hvis saadan Udskrift er icke paa Brevet, skicker jeg det ubrudt tilbage. Je suis le Votre. Jean de France gentil homme Parisien Copenhague d. 18 Majus -

JERONIMUS.: Vil I nu meer erkiende ham for jer Søn? har jeg nu icke Frihed, at bortgive min Dotter, til hvem jeg lyster?

FRANDS.: Jo vist.

JERONIMUS.: Jeg har lovet hende bort til Jesper Lorentzens Søn.

FRANDS.: Det er en skickelig Person. Jeg gratulerer.

JERONIMUS.: Kand jeg overtale, Naboe, til at komme til Bryllup, og være i god Humeur?

FRANDS.: Jo vist! jeg har allerede slaget min Søn af mit Sind.

JERONIMUS.: Det giør I vel udi.

FRANDS.: Det meeste, som giør mig ondt, er at see mig skilt ved saadan god ærlig Mand, som I, med hvilken jeg havde Forhaabning at blive foreenet ved Svogerskab.

JERONIMUS.: Ej Naboe! jer Dotter Lisbet er jo voxen?

FRANDS.: Ja hun er.

JERONIMUS.: Min Søn Jochum ligesaa: kand der da icke blive et nyt Svogerskab?

FRANDS.: Jo det kand rigtig gaa an, om jer saa synes.

JERONIMUS.

✂

Det har I min Haand paa, at hand skal blive hendes Hosbond; thi hand holder, saa min Troe, en Skilling af hende, det har jeg mercket.

✂ Mig synes, Naboe, at det er
Herefter meere sicker,
Vi gifter tilig Sønner her,
End dem af Landet skicker,
Af eders Søns Historie
Exempel mand kand tage,
Hvad nytter fremmet Land at see
Før mand faar Skæg paa Hage,
See andre Nationer an,
Hvor Ungdom bliver hiemme,
Her eene strax af Landet man
Skal ud for Dansk at glemme,
At sætte Arv og Middel til,
Og lære galne Sæder,
Galanterie og Abe-Spil,
En Hoben Nymods Eeder.
Hvis endelig der reises maa,
Det kand ej være andet
Lad Reisen kun til Elben gaa,
Saa Arven blir i Landet.
Hvad nytter os saa store Spring
I andre Land at giøre?
Paa Scaven vi kand bedre Ting
Om Rigets Tilstand høre.

✂

Jeppe paa Bierget
Eller
Den forvandlede Bonde.
Forestilled
Paa
Den Danske Skueplads
1722.

✂

Hoved-Personerne i Comoedien:

Jeppe paa Bierget. M. Gram.
Nille hans Hustrue. Mad. Lercke.
Baron Nilus. M. Piloi.
Hans Secreteer. M. Ulsø.
Jacob Skoemager. M. Høberg.
Dommeren. M. Schou.

✂

Act. I.

✂

Scen. 1.

NILLE.: Jeg troer neppe, at der er saadant doven Slyngel i det heele Herret, som min Mand, jeg kand neppe faa ham vaagen, naar jeg træcker ham efter Haaret af Sengen. I Dag veed nu den Slyngel, at det er Torv-Dag, og dog alligevel ligger og sover saa lenge. Hr. Poul sagde nylig til mig: Nille! du est aldt for haard mod din Mand, hand er og bør dog være Herre i Huset; men jeg svarede ham: Nej! min gode Hr. Poul! dersom jeg vilde lade min Mand regiere i Huset et Aar, saa fik hverken Herskabet Land-Gilde eller Præsten Offer; thi hand skulde i den Tid æde og dricke op alt hvad der var i Huset, skulde jeg lade den Mand raade i Huset, der er færdig at selge Boeskab, Kone og Børn ja sig selv for Brendeviin? hvorpaa Hr. Poul tiede gandske still, og strøg sig om Munden. Ridefogden holder med mig og siger: Moorlille! agt du kun icke hvad Præsten siger. Der staar vel i Ritualen, at du skal være din Mand hørig og lydig, men derimod staar der i dit Fæstebrev, som er nyere end Ritualen, at du skal holde din Gaard ved lige, og svare din Land-Gilde, hvilket du umueligt kand giøre, dersom du icke træcker din Mand hver Dag efter Haaret og prygler ham til Arbeide; nu træckede jeg ham af Sengen, og gik ud i Laden at see hvordan Arbeidet gik for sig; da jeg kom ind igien, sad hand paa Stolen, og sov med Buxerne, reverenter talt, paa det ene Been, hvorudover Crabasken strax maatte af Krogen, og min gode Jeppe smørres, til hand blev fuldkommen Vaagen igien; det eeneste, som hand er bange for er Mester Erich (saa kalder jeg Crabasken). Hej Jeppe! er din Fæhund endnu icke kommen i Klæderne? har du Lyst at tale med Mester Erich end engang? hej Jeppe! her ind!

✂

Sc. 2.

Jeppe.Nille.

JEPPE.: Jeg maa jo have Tid at klæde mig, Nille, jeg kand dog icke gaa som et Sviin foruden Buxer og Trøye til Byen.

NILLE.: Har, du Skabhals, icke kundet tage ti par Buxer paa dig, siden jeg væckede dig i Maares.

JEPPE.: Har du lagt Mester Erich fra dig Nille?

NILLE.: Ja jeg har, men jeg veed strax hvor hand er at finde igien, dersom du icke er hørtig. Her hid! see hvor hand kryber. Her hid! du skal til Byen at kiøbe mig to Pund grøn Sæbe; see der har du Penge dertil. Men hør! hvis du inden fire Timer icke er her paa Stædet igien, da skal Mester Erich dantze Polsk Dantz paa din Ryg.

JEPPE.: Hvor kand jeg gaae fire Miil i fire Timer Nille?

NILLE.: Hvem siger du skal gaae? du Hanrej! du skal løbe. Jeg har engang sagt Dommen af, giør nu hvad dig lyster.

✂

Sc. 3.

JEPPE: (alleene.)
Nu gaaer den Soe ind, og æder Froekost, og jeg Stackelsmand skal gaae fire Miil og faar hverken Vaat eller Tørt, kand nogen Mand have saadan forbandet Kone som jeg har? jeg troer virkelig, at hun er Søskende Barn til Lucifer. Folk siger vel i Herredet, at Jeppe dricker; men de siger icke, hvorfor Jeppe dricker; thi jeg fik aldrig saa mange Hug i ti Aar, jeg var under Malicien, som jeg faaer paa en Dag af den slemme Qvinde; hun slaar mig, Ridefogden driver mig til Arbeid som et Beest, og Degnen giør mig til Hanrej. 83
Maa jeg da icke vel dricke? maa jeg da icke bruge de Midler, som Naturen giver os at bortdrive Sorg med? var jeg en Taasse, saa gik saadant mig icke saa meget til Hierte, saa drak jeg ej heller icke, men det er en afgiort Ting, at jeg er en vittig Mand, derfor føler jeg saadant meer end en anden, derfor maa jeg og dricke. Min Naboe Moons Christophersen siger tit til mig, saasom hand er min gode Ven: Fanden fare i din tycke Mave, Jeppe, du maatte slaae fra dig, saa blev Kiellingen nok god. Men jeg kand icke slaae fra mig for tre Aarsagers Skyld. Først fordi jeg har ingen Corasie. For det andet for den forbandede Mester Erich, som henger bag Sengen, hvilken min Ryg icke kand tencke paa uden hand maa græde. For det tredie, efterdi jeg er, uden at rose mig selv, et ejegot Gemyt, og en god Christen, som aldrig søger at hevne mig, endogsaa icke paa Degnen, som sætter mig et Horn paa efter et andet; thi jeg offrer ham hans 3 Hellige-Dage derfor oven i Kiøbet, da der er icke den Ære i ham at give mig et Kruus Øll det heele Aar. Intet gik mig meer til Hierte end de spidige Ord, som hand gav mig forgangen Aar; thi, da jeg fortaalte, at en vild Tyr, som aldrig frygtede noget Menniske, engang blev bange for mig, svarede hand: kandst du icke begribe det Jeppe? Tyren saae, at du havde større Horn end den selv havde, og derfor icke holdt raadeligt at stanges med sin Overmand. Jeg kræver jer til Vidne got Folk, om icke saadane Ord kunde trenge en ærlig Mand til Marv og Been. Jeg er dog saa skickelig, at jeg har aldrig ønsket Livet af min Kone. Tvert imod da hun laae syg af Guulsot i Fior, ønskede jeg, at hun maatte leve; thi som Helvede er allereede fuld af onde Qvinder, kunde Lucifer, maa skee, skicke hende tilbage igien, og saa blev hun endda værre end hun er, men om Degnen døde, vilde jeg glæde mig, saa vel paa mine egne Vegne som paa andres; thi hand giør mig kun Fortræd og er Meenigheden til ingen Nytte. Det er en ulærd Dievel; thi hand duer icke til at holde ringeste Tone, end sige støbe et ærligt Voxlys. Nej da var hans Formand Christoffer anden Karl. Hand tog Troen over fra tolv Degne i sin Tid, saadan Stemme havde hand. Engang sat jeg mig dog for at bryde over tverts med Degnen, som Nille selv hørte derpaa, da hand skielte mig for Hanrej, og sagde: Fanden være din Hanrej, Mads Degn! men hvad skeede? Mester Erich maatte strax af Veggen, og skille Trætten, og blev min Rygg saa brav tærsket af 84 min Hustrue, at jeg maatte bede Degnen om Forladelse, og tacke ham, at hand, som en vel studeret Mand, vilde giøre mit Huus den Ære. Siden den Tid har jeg aldrig tenkt paa at giøre Modstand. Ja! ja! Moons Christoffersen! du og andre Bønder har got ved at sige, hvis Koner har ingen Mester Erich liggende bag Sengen; havde jeg et Ønske i Verden, saa vilde jeg bede, at min Kone enten ingen Arme havde, eller jeg ingen Rygg, thi Munden maa hun bruge saa meget som hun gider. Men jeg maa gaa til Jacob Skoemager paa Vejen, hand tør nok give mig for en B. Brendeviin paa Credit; thi jeg maa have noget at ledske mig paa. Hej! Jacob Skoemager! er du opstaaen? luk op Jacob!

✂

Sc. 4.

Jacob Skoemager i blotte Skiorte.Jeppe.

JACOB.: Hvo Pocker vil her ind saa tilig?

JEPPE.: God Morgen, Jacob Skoemager!

JACOB.: Tack Jeppe, du est saare tilig paa færde i Dag.

JEPPE.: Lad mig faa for en Skilling Brendeviin Jacob!

JACOB.: Ja nok, flye mig Skillingen.

JEPPE.: Du skal i Morgen faa den, naar jeg kommer tilbage.

JACOB.: Jacob Skoemager skiencker icke paa Borg, jeg veed du har jo sagte en B. eller to at betale med.

JEPPE.: Skam der har Jacob uden nogle Skillinger, min Hustrue flyede mig at kiøbe noget for i Byen.

JACOB.: Jeg veed du kand jo tinge to B. af paa de Varer du kiøber, hvad er dit Kiøbmandskab?

JEPPE.: Jeg skal kiøbe to Pund grøn Sæbe.

JACOB.: Ej kandstu icke sige, at du gav en Skilling eller to meere for Pundet end du gier.

JEPPE.: Jeg er saa bange min Hustrue faar det at vide, saa faar jeg en Ulycke.

JACOB.: Snak! hvor skulde hun faa det at vide, kandst du icke sværge paa, at du udgav alle Pengene, du est saa dum som et Fæe.

JEPPE.: Det er sant nok jacob, det kand jeg endelig giøre.

JACOB.: Flye hid din Skilling da.

JEPPE.: See der! men du maa give mig en Skilling tilbage.

JACOB: (kommer ind med Glaset, dricker ham til)
Singot Jeppe.

JEPPE.: Du drak som en Skielm.

JACOB.: Ej! jeg veed det er jo Sædvane, at Verten dricker Giesterne til.

JEPPE.: Jeg veed det nok, men Skam faa den der først fant paa den Sædvane. Din Skaal Jacob.

JACOB.: Tack Jeppe! du kommer til at tage for den anden Skilling med, 86 du kand dog icke bringe den tilbage, uden du vil have et Glas Brendeviin til gode, naar du kommer igien; thi jeg har min Troe ingen eeneste Skilling.

JEPPE.: Skam der giør! skal den fortæres, saa skal det strax skee, paa det jeg kand føle, at jeg faar noget i Maven, men dricker du ogsaa deraf, saa betaler jeg intet.

JACOB.: Singot Jeppe.

JEPPE.: Gud bevare vore Venner, og Skam faa alle vore Uvenner. Det giorde got i Maven Ach! Ach!

JACOB.: Lycke paa Reisen Jeppe!

JEPPE.: Tack Jacob Skoemager.

✂

Sc. 5.

JEPPE: (alleene)
(Blir lystig og begynder at synge) En hvid Høne og en broget Høne De satte sig op mod en Hane &c. Ach! gid jeg turde dricke for en Skilling endnu, Ach! gid jeg turde dricke for en Skilling endnu. Jeg troer jeg giør det. Nej! der blir en Ulycke af, kunde jeg kun først faa Kroen af Sigte, saa havde jeg ingen Nød, men det er ligesom een holder mig tilbage. Jeg maa der ind igien. Dog hvad er det du giør Jeppe? jeg seer Nille ligesom staar mig for Vejen med Mester Erich i Haanden. Jeg maa vende om igien. Ach! gid jeg torde dricke for en Skilling endnu; min Mave siger, du skal, min Rygg, du skal icke, hvem skal jeg nu giøre imod? er icke min Mave meere end min Rygg? jeg meener jo. Skal jeg bancke paa, hej! Jacob Skoemager herud! men den forbandede 87 Qvinde kommer mig igien for; vilde hun kun saaledes slaae, at Rygg-Beenene fik ingen Skade, skyttede jeg Fanden om det, men hun slaar som - - Ach! Gud bedre mig arme Mand, hvad skal jeg giøre. Tving din Natur Jeppe, er det icke en Skam, at du skulle styrte dig i Ulycke for et lumpen Glas Brendeviin? nej! det skal icke skee denne gang jeg maa fort. Ach! gid jeg torde dricke kun for en B. endnu. Det var min Ulycke, at jeg først fik Smag derpaa, nu kand jeg icke komme afsted; fort Been! Drollen skal splide jer ad, om I icke gaar. Nej de Carnalier vil saa mari icke. De vil til Kroen igien, mine Lemmer fører Kriig med hinanden, Maven og Beenene vil til Kroen og Ryggen til Byen. Vil I gaa I Hunde? I Bestier! l Skabhalse! nej Pocker fare efter dem, de vil til Kroen igien, jeg har meere Møje med mine Been at faa dem til at gaa fra Kroen, end med mit broget Hors at faa det fra Stalden; Ach! gid jeg torde kun dricke for een eniste Skilling endnu; hvem veed, om Jacob Skoemager icke tør borge mig for en Skilling eller to, naar jeg beder ham meget derom. Hej Jacob! nok et Glas Brendeviin for to Skilling.

✂

Sc. 6.

Jacob.Jeppe.

JACOB.: See Jeppe! est du kommen tilbage? jeg tenkte nok, at du fik for lit. Hvad vil en Styver Brendeviin forslaae, det kand jo icke komme neden for Halsen.

JEPPE.: Det er sant Jacob, lad mig faa end for en Styver; naar jeg først har drucket, saa faar hand vel at borge mig, enten hand vil eller ej.

JACOB.: Her er en Styver Brendeviin, Jeppe, men Pengene først.

JEPPE.: Du kand jo sagt borge mig, mens jeg dricker, som der staar i Ordsproget.

JACOB.: Vi agter ingen Ordsprog, Jeppe, vil du icke betale forud, saa faar du icke en Taar, vi har forsvoret at borge nogen, icke engang Ridefogden selv.

JEPPE: (grædende.)
Kand du icke sagte borge mig, jeg er jo en ærlig Mand?

JACOB.: Ingen Borgen.

JEPPE.: Der har du en Styver da, din Pracker! nu er det giort, drick nu Jeppe! Ach det giorde got.

JACOB.: Ja det kand bage en Skielm indvortes.

JEPPE.

✂

Det er det allerbeste med Brendeviin, at mand faar saadan Coratie derefter. Nu tencker jeg icke meere hverken paa min Hustrue eller Mester Erich, saa blev jeg forandret af det sidste Glas. Kand du den Viise Jacob!

✂ Liden Kirsten og Hr. Peder de sat over Bord
Peteheia
De talte saa meget skiendeligt Ord
Polemeia
Om Sommeren synger den lystige Stær
Peteheia
Fanden ta Nille den Acker-Mær
Polemeia
Jeg gik ud i grønnen Lund
Peteheia
Degnen det er en Racker-Hund
Polemeia
Jeg satte mig paa min Abelgraa Hest
Peteheia
Degnen det er en Racker-Beest
89 Polemeia
Om I vil vide min Hustrues Navn
Peteheia
Da heeder hun saa Last og Skam
Polemeia.
Den Viise har jeg selv giort, Jacob!

JACOB.: Du har Fanden heller?

JEPPE.: Jeppe er icke saa taabelig som du meener, jeg har ogsaa giort en Viise om Skoemagerne, som gaar saaledes: Skoemageren med sin Bass og Fiol Philepom, Philepom.

JACOB.: Ej du Nar! den er giort over Spillemænd.

JEPPE.: Ja det er sant. Hør Jacob! giv mig nok for en Styver Brendeviin.

JACOB.: Gott! nu kand jeg see, du er en smuk Mand, som under mit Huus en Skilling.

JEPPE.: Hej Jacob! giv mig kun for fire Skilling.

JACOB.

✂

Ja vel. (Jeppe siunger igien.)

✂ Jorden dricker Vand
Havet dricker Soel
Soelen dricker Hav
Alting i Verden dricker
Hvorfor maa jeg daa
Ej dricke ligesaa?

JACOB.: Singot Jeppe.

JEPPE.: Mir zu.

JACOB.: Godtaar med Halvparten.

JEPPE.: Ich tank ju Jacob drik man dat dig di Dyvel haal, dat ist dig vell uridt.

JACOB.: Jeg hører, at du kand snacke Tydsk, Jeppe!

JEPPE.: Ja vist. Det er saa gammel dat, men jeg snacker det icke gierne, uden jeg er fuld.

JACOB.: Ja saa snacker du det dog i det ringeste engang om Dagen.

JEPPE.: Jeg har været 10 Aar under Malicien, og skulde icke forstaa mine Sprog.

JACOB.: Jeg veed det nok Jeppe, vi har jo været i Companen sammen i to Aar.

JEPPE.: Det er sant, nu erindrer jeg det. Du blev jo hengt engang, da du løb bort ved Vissmar.

JACOB.: Jeg skulde henges, men jeg fik Pardon igien, saa Nær hielper saa mangen Mand.

JEPPE.: Det var Skade du blev icke hengt, Jacob, men var du icke med i den Auction, som stod paa den Heede, du veedst vel selv.

JACOB.: Ej! hvor har jeg icke været med?

JEPPE.: Jeg glemmer aldrig den første Psalme Svensken skiød. Jeg troer der falt paa engang af 3000 om jeg sagde 4000 Mænd. Dass ging fordyvled zu Jacob, du kanst wol das ihukommen, ich kan nicht negten, dass ik jo bange var in dat Slag.

JACOB.: Ja, ja! Døden er haard at gaae paa, mand er saa Gudsfrygtig, naar mand gaar imod Fienden.

JEPPE.: Ja det er sant; jeg veed icke hvoraf det kand komme; thi jeg laae og læste den heele Nat, førend Auctionen skulde staa i Davids Psaltkar.

JACOB.: Jeg undrer mig over, at du, som har været Soldat tilforn, lader dig cujonere af din Hustrue.

JEPPE.

✂

Jeg! gid jeg kun havde hende hid, saa skulde du see hvor jeg skulde bastenere hende. Nok et Glas Jacob! jeg har endnu 8 B. tilbage, og naar de ere opdrukne, dricker jeg paa Borg. Lad mig faa et Kruus Øll ogsaa.

✂ In Leipsig var en Mand
In Leipsig var en Mand
In Leipsig var en Læderen Mand
In Leipsig var en Læderen Mand
In Leipsig var en Mand
Die Mand han nam en Fru &c.

JACOB.: Singot Jeppe.

JEPPE.: Hej! He ----- i! He - - - - Din Skaal og min Skaal og alle gode Venners Skaal He ----- He - - - - i.

JACOB.: Vil du icke dricke Rifogdens Skaal.

JEPPE.: Jo nok, giv mig for fire Skilling endnu, Rifogden er en skickelig Mand; naar vi sticker ham en Daler i Næven, giør han sin Saligheds Eed for Herskabet, at vi icke kand betale Land-Gilde. En Skielm der nu har fleere Penger, du borger mig nok for en Styver eller to.

JACOB.: Nej Jeppe! du taaler icke at dricke meer nu. Jeg er icke den Mand, der vil, at Giesterne skal overvælde sig i mit Huus, og dricke meer end de har got af. Jeg vil heller miste min Næring; thi det er en Synd.

JEPPE.: Hej! nok for en Styver.

JACOB.: Nej Jeppe nu skiencker jeg icke meer, tenk, at du har en lang Vej at gaa.

JEPPE.: Hundsvot, Caronie, Beest, Slyngel Hej He ----i--i.

JACOB.: Far vel Jeppe, Løcke paa Reisen.

✂

Sc. 7.

Jeppe: (alleene.)
Ach Jeppe! du er fuld som et Beest, mine Been vil icke bære mig. Vil I staa eller ej I Carnalier, Hej saa! Hvad er Klocken? Hej Jacob Hundsvot Skuster! Hej! nok for en Styver, vil I staa I Hunde! nej Drolen far efter mig om de vil staa, tack Jacob Skoemager! lad os faa en frisk, hør Cammerat! hvor gaar Vejen til Byen? staa siger jeg! see! Beestet er fuld. Du drak som en Skielm Jacob, er det for en Styver Brendeviin - Du maaler som en Tyrk. (Medens hand saa taler falder hand om og blir liggende.)

✂

Sc. 8.

Baron Nilus.Secreteren.Cammer-Tienere.2. Laqveier.

BARONEN.: Det lader sig ansee i Aar til et frugtbar Aar, see engang hvor tyk Byggen staar.

SECRETEREN.: Ja det er sant, Eders Naade, men det betyder, at en Tønde Bygg vil icke komme højere i Aar end til 5 Mark.

BARONEN.: Det vil intet sige. Bønderne staar sig dog altid bedre udi de gode Tider.

SECRETEREN.: Jeg veed icke hvordan det er, Eders Naade, Bønderne klage sig dog altid og vil have Sædkorn, enten Aaret er frugtbar eller ej. Naar de har noget, saa dricker de desmeere. Her boer en Kroemand i Naboe-Lauet, som heeder Jacob Skoemager, som hielper mægtig til at giøre Bonden fattig; de siger, at hand kommer Salt i sit Øll, at de skal tørste, jo meere de dricker.

BARONEN.: Den Karl maa vi have afskaffet. Men hvad er det som ligger paa Vejen? det er jo en død Mand. Man hører icke andet end Ulycke. Spring een hen og see hvad det er.

l. LAQVEI.: Det er Jeppe paa Bierget, som har den onde Kone. Hej op Jeppe! nej hand vaagner icke op, om vi sloge og træckede ham efter Haaret.

BARONEN.: Lad ham kun blive, jeg havde nok Lyst at spille en Comoedie med ham. I plejer at være frugtbar paa Inventioner, kand I nu icke hitte paa noget, som kand divertere mig?

SECRETEREN.: Mig siunes, at det blev artigt, om man bandt en Papiirs-Krave om hans Hals, eller klippede Haaret af ham.

CAMMER-TIENNEREN.: Mig siunes, at det var endnu artigere, om man smurte hans Ansigt over med Blek, og udsatte saa nogen, at eftersee, hvorledes hans Kone tog imod ham, naar hand kom hiem i den Positur.

BARONEN.: Det er got nok. Men hvad gielder, at Erich hitter paa noget, som er artigere. Siig frem din Meening Erich.

ERICH LAQVEI.: Jeg holder for, mand skulde klæde ham gandske af, og legge ham i Herrens beste Seng, og om Morgenen, naar hand vaagnede, stille os alle an mod ham, ligesom hand var Herren paa Gaarden, saa at hand icke skulde vide, hvorledes hand var snoet eller vent. Og, naar vi saaledes havde faaet ham i de Tancker, at hand var Baronen, skulde vi dricke ham ligesaa drucken igien, som hand nu er, og legge ham i sine gamle Klæder paa denne samme Mø ding; hvis saadant med Forstand blev exeqveret, vilde det have en underlig Virkning, og hand vilde bilde sig ind, enten at have drømt om saadan Lyksalighed, eller at have virkelig været i Paradis.

BARONEN.: Erich! du est en stor Mand, og derfor har icke uden store Anslage. Men end om hand vaagnede op i det samme?

ERICH.: Det er jeg viss paa, at hand icke giør, Eders Naade; thi denne samme Jeppe paa Bierget er en af de stærkeste Sovere i det heele Herret. Man forsøgte forgangen Aar at hefte et Raqvet bag ved hans Nacke, men, da Raqveten gik løs, vaagnede hand derfor icke op af sin Søvn.

BARONEN.: Lad os da giøre det, slæber ham strax bort, fører ham i en fiin Skiorte, og legger ham i min beste Seng.

✂

Act. II.

✂

Sc. 1.

JEPPE.: (Forestilles liggende udi Baronens Seng med en Gyldenstyckes Slaap-Rok for Stoelen, hand vaagner og gnicker sine Øjne, seer sig om og blir forskrecket, gnicker sine Øjne igien, tar paa sit Hoved og faar en Guld-broderet Nat-Hue i Haanden, hand smør Spøt paa sine Øjne, og gnicker dem igien, vender nok Huen om, og beskuer den, seer paa sin fiine Skiorte, paa Slaap-Rocken, paa Alting, har underlige Grimacer; imidlertid spilles en sagte Music, hvorved Jeppe legger Hænderne sammen, og græder, naar Musiqven har ende, begynder hand at tale:) Ej! hvad er dog dette? hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommen dertil? drømmer jeg, eller er jeg vaagen? nej, jeg er ganske vaagen, hvor er min Kone, hvor er mine Børn, hvor er mit, Huus og hvor er Jeppe? alting er jo forandret, jeg selv med. Ej! hvad er dog dette? hvad er dog dette? Raaber sagte og frygtsom, Nille! Nille! Nille! jeg troer, at jeg er kommen i Himmerig Nille! og det gandske uforskyldt. Men, mon det er jeg? mig synes ja, mig synes ogsaa nej. Naar jeg føler paa min Rygg, som endnu er øm af de Hug, jeg har faat, naar jeg hører mig tale, naar jeg føler paa min huule Tand, synes mig det er jeg. Naar jeg derimod seer paa min Hue, min Skiorte, paa ald den Herlighed, som er mig for Øynene, og jeg hører den liflige Musiqve, saa Drolen splide mig ad om jeg kand faa i mit Hoved, at det er jeg. Nej det er icke, jeg, jeg vil tusinde gange være en Carnalie om det er. Men mon jeg icke drømmer? mig synes dog nej jeg vil forsøge at knibe mig i Armen, giør det da icke ondt, saa drømmer jeg, giør det ondt, saa drømmer jeg icke; jo jeg følede det, jeg er vaagen, vist er jeg vaagen, det kand jo ingen disputere mig; thi var jeg icke vaagen, saa kunde jeg jo icke - men hvorledes kand jeg dog være vaagen, naar jeg ret betencker alting, det kand jo icke slaa feil, at jeg jo er Jeppe paa Bierget, jeg veed jo, at jeg er en fattig Bonde, en Træl, en Slyngel, en Hanrej, en sulten Luus, en Madike, en Carnalie, hvorledes kand jeg tillige med være Keyser og Herre paa et Slott, nej det er dog ickun 96 en Drøm. Det er derfor best, at jeg har Taalmodighed, indtil jeg vaagner op. (Musiqven begynder paa nye, og Jeppe falder i Graad igien.) Ach! kand mand dog høre saadant i Søvne? det er jo icke mueligt? men er det en Drøm, saa gid jeg aldrig maatte vaagne op, og er jeg gall, saa giv jeg aldrig maatte blive viis igien; thi jeg ville stevne den Doctor, der curerede mig, og forbande den, der væckede mig; men jeg hverken drømmer eller er gall; thi jeg kand komme alting ihu, som mig er vederfaret, jeg erindrer jo, at min Sal: Far var Niels paa Bierget, min Far-Far Jeppe paa Bierget, min Hustrue heeder jo Nille, hendes Crabask Mester Erich, mine Sønner Hans, Christoffer og Niels. Men see! nu har jeg fundet ud hvad det er, det er et andet Liv, det er Paradiis, det er Himmerig jeg, maa skee, drak mig ihiel i Gaar hos Jacob Skoemager, døde, og kom strax i Himmerig. Døden maa dog icke være saa haard at gaa paa, som mand bilder sig ind; thi jeg følede intet dertil; nu staar maa skee Hr. Jesper denne Stund paa Prædike-Stolen og giør Liig-Prædiken over mig, og siger: saadant Endeligt fik Jeppe paa Bierget, hand levede som en Soldat og døde som en Soldat. Mand kand disputere, om jeg døde til Lands eller Vands; thi jeg gik temmelig fugtig af denne Verden. Ach Jeppe! det er andet end at gaa fire Miil til Byen for at kiøbe Sæbe, at ligge paa Straa, at faa Hug af din Hustrue, og faa Horn af Degnen. Ach! til hvilken Lyksalighed er icke din Møje og dine sure Dage forvandlet, Ach! jeg maa græde af Glæde, besynderlig, naar jeg eftertencker, at dette er hendet mig saa uforskyldt. Men en Ting staar mig for Hovedet, det er, at jeg er saa tørstig, at mine Læber henge sammen, skulde jeg ønske mig levende igien, var det alleene for at faa et Kruus Øll at ledske mig paa; thi hvad nytter mig ald den Herlighed for Øynene og Ørene, naar jeg skal døe paa nye igien af Tørst, jeg erindrer, Præsten har ofte sagt, at mand hverken hungrer eller tørster i Himmerig, iligemaade, at mand der finder alle sine afdøde Venner; men jeg er færdig at vansmægte af Tørst jeg er ogsaa gandske alleene, jeg seer jo intet Menniske, jeg maatte jo i det ringeste finde min Bestefar, som var saadan skickelig Mand, der icke efterloed sig en Skillings Restantz hos Herskabet. Jeg veed jo, at mange Folk har levet ligesaa skickelig som jeg, hvorfor skulde jeg 97 alleene komme i Himmerig. Det kand derfore icke være Himmerig. Men hvad kand det da være? jeg sover icke, jeg vaager icke, jeg er icke død, jeg lever icke, jeg er icke gall, jeg er icke klog, jeg er Jeppe paa Bierget, jeg er icke Jeppe paa Bierget, jeg er fattigjeg er riig, jeg er en stackels Bondejeg er Keyser A----A----A--- - hielp hielp hielp. (Paa dette store Skraal kommer nogle Folk ind, som imidlertid har staaet paa Luur for at see hvorledes hand stillede sig an.)

✂

Sc. 2.

Cammer-Tienner.En Laqvei.Jeppe.

CAMMER-TIENNER.: Jeg ønsker Eders Naade en lyksalig god Morgen, her er Slaap-Rocken, om Eders Naade vil staa op. Erich spring ud efter Handklædet og Vandbeckenet.

JEPPE.: Ach Velbyrdige Hr. Cammer-Tienner, jeg vil gierne staa op, men jeg beder, at I intet ondt vil giøre mig.

CAMMER-TIENNEREN.: Gud bevare os fra at giøre Herren ondt.

JEPPE.: Ach! førend I slaar mig ihiel, vil I da icke giøre mig den Villighed at sige mig hvem jeg er?

CAMMER-TIENNEREN.: Veed icke Herren, hvem hand er?

JEPPE.: I Gaar var jeg Jeppe paa Bierget, men i Dag - Ach! jeg veed icke hvad jeg skal sige.

CAMMER-TIENNEREN.: Det er os kiert, at Herren er i saa god Humeur i Dag, at hand behager at skiemte, men Gud bevare os, hvorfor græder Eders Naade?

JEPPE.: Jeg er icke, Eders Naade, jeg kand giøre min Saligheds Eed derpaa, at jeg icke er det; thi saa vit som jeg kand erindre, saa er jeg Jeppe Nielsen paa Bierget en af Baronens Bønder, vil I have Bud efter min Hustrue, skal I faa det at høre: men lad hende icke tage Mester Erich med sig.

LAQVEIEN.: Det er sært, hvad er dog dette? Herren maa icke være vaagen; thi hand plejer jo aldrig at skiemte saaledes.

JEPPE.: Om jeg er vaagen eller ej, det skal jeg icke kunde sige; men det veed jeg og kand sige, at jeg er en af Baronens Bønder, som heeder Jeppe paa Bierget, og jeg aldrig har været enten Baron eller Greve min Livs-Tid.

CAMMER-TIENNEREN.: Erich! hvad kand dette være? jeg er bange, at Herren er falden i en Sygdom.

ERICH.: Jeg bilder mig ind, at hand gaar i Søvne; thi det skeer ofte, at Folk staar op af Sengen, klæder sig paa, taler, æder, og dricker i Søvne.

CAMMER-TIENNEREN.: Nej Erich. Jeg mercker, at Herren phantaserer af en Sygdom, spring strax efter et par Doctores - Ach! Eders Naade slaar saadane Tancker af Eders Hovet. Eders Naade jager derved Forskreckelse i det heele Huus, kiender Eders Naade icke mig.

JEPPE.: Jeg kiender mig icke selv; hvorledes skulde jeg da kiende jer?

CAMMER-TIENNEREN.: Ach! er det mueligt? at jeg skal høre saadane Ord af min Naadige Herres Mund, og see ham udi saadan Tilstand? Ach! vort ulyksalige Huus, som blir plaget af saadan Koglerie! Kand icke Herren erindre hvad hand giorde i Gaar, da hand reed paa Jagt?

JEPPE.: Jeg har aldrig været enten Jæger eller Krybe-Skytter; thi jeg veed, at det er Bremmerholms Arbeid; aldrig nogen Siæl skal kunde bevise mig over, at have jaget en Hare paa Herrens Gods.

CAMMER-TIENNEREN.: Ach! Naadige Herre! jeg var jo selv med ham paa Jagt i Gaar.

JEPPE.: I Gaar sad jeg til Jacob Skoemagers, og drak for 12 ß. i Brændeviin. Hvor kunde jeg da være paa Jagt?

CAMMER-TIENNEREN.: Ach! jeg besværer Naadige Herre paa min blotte Knæ, at hand lader saadan Snak fare. Erich! gik der Bud efter Doctorerne?

ERICH.: Ja! de kommer nok strax.

CAMMER-TIENNEREN.: Lad os da faa Herren i sin Slaap-Rok; thi, maa skee, naar hand kommer ud i Luften, tør det blive bedre med ham. Vil Herren behage at iføre sig sin Slaap-Rok?

JEPPE.: Hiertelig gierne. I maa giøre med mig, hvad jer lyster; naar I kun icke vil slaae mig ihiel; thi jeg er saa uskyldig, som det Barn der ligger i Moors Liv.

✂

Sc. 3.

2. Doctores.Jeppe.Cammer-Tienneren.Erich.

1. DOCT: -OR. Vi hører med største Smerte, at Herren er u-passelig.

CAMMER-TIENNEREN.: Ach ja! Hr. Doctor! hand er i en elendig Tilstand.

2. DOCTOR.: Hvordan er det fatt Naadige Herre?

100

JEPPE.: Ret vel! jeg er alleene noget tørstig af det Brændeviin, jeg fik hos Jacob Skoemager i Gaar: vil I kun give mig et Kruus Øll, og lade mig gaa, saa maa mand gierne henge jer og alle Doctore op, thi jeg behøver ingen Medicin.

1. DOCTOR.: Det kalder jeg ret at phantasere Hr. Collega.

2. DOCTOR.: Jo stærckere det er, jo snarere vil det udrase, lad os føle Herrens Puls. Qvid tibi videtur Domine Frater?

1. DOCTOR.: Jeg holder for, at hand maa strax Aarelades.

2. DOCTOR.: Jeg er icke af den Tancke; thi slige underlige Svagheder maa cureres paa en anden Maade, Herren har haft en fæl og selsom Drøm, som har bragt Blodet udi Bevægelse, og forvirret Hiernen saaledes, at hand bilder sig ind at være en Bonde. Vi maa søge at divertere Herren med de Ting, som hand plejer at have meest Behag udi, give ham de Viine og den Spise, som hand best finder Smag udi, og spille for ham de Stykker, som hand heldst gider hørt. (Een lystig Music begyndes.)

CAMMER-TIENNEREN.: Det var jo Herrens Livstycke?

JEPPE.: Kand nok være. Har mand altid saadan Lystighed her paa Gaarden?

CAMMER-TIENNEREN.: Saa tit Herren behager; thi hand gier os alle Kost og Løn.

JEPPE.: Men det er underligt, at jeg kand icke komme ihu, hvad jeg har giordt tilforn.

101

1. DOCTOR.: Sygdommen fører det med sig, Eders Naade, at mand forglemmer alt hvad mand har giordt tilforn. Jeg erindrer mig, at for nogle Aar siden en af mine Naboer af stærk Drik blev saaledes forvirret, at hand i to Dage bildte sig ind at være uden Hoved.

JEPPE.: Jeg var tilfreds, at Birke-Dommeren Christoffer vilde giøre det samme, men hand maa have en Sygdom, som er lige tvert imod denne; thi hand bilder sig ind at have et stort Hoved; hvorvel hand haver slet intet, som mand kand mercke af hans Domme. (De leer alle deraf ha ha ha.)

2. DOCTOR.: Det er en Fornøjelse at høre Herren skiemte. Men, at komme til Historien igien, da gik den samme heele Byen over, og spurte Folk om ingen havde fundet hans Hoved, som hand havde tabt, men hand kom sig ly ckelig igien, og er denne Stund Klocker i Jydland.

JEPPE.: Det kunde hand jo blive, omendskiønt hand havde icke fundet sit Hoved igien. (De leer atter ha ha ha.)

l.DOCTOR.: Kand Hr. Collega icke erindre sig den Historie, som skeede for 10 Aar siden med den Mand, der bildte sig ind, at der var fuldt af Fluer i hans Hovet, og kunde icke komme af de Griller, hvormeget mand talede for ham, indtil en fornuftig Doctor curerede ham paa saadan Maade: hand lagde et Plaster over hans Hoved, som var bestrøed med døde Fluer, hvilket da hand efter nogen Tids Forløb træckede af, og viisde den Syge Fluerne, bildte hand sig ind, at de vare udtrokne af hans Hoved, og blev derover frisk igien. Jeg har ogsaa hørt om en anden Mand, der efter en lang Feber faldt udi de Griller, at, hvis hand kastede sit Vand fra sig, skulde Landet forgaae af en Flod. Ingen kunde faa ham af de Tancker; thi hand sagde sig at ville døe for det gemeene Beste. Hand blev cureret paa saadan Maneer; mand skickede Bud til ham som fra Commendanten, at, 102 saasom Byen frygtede sig for en Beleiring, og der var icke Vand i Gravene, hand da vilde fylde dem, for at hindre Fienden Adgang til Byen, hvorudover den Syge blev glad, at hand kunde tiene baade sit Fæderneland og sig selv med, og blev saa skilt baade ved sit Vand og sin Sygdom.

2. DOCTOR.: Jeg kand fremføre Exempel af en anden Historie, som er passeret i Tydskland. En Edelmand kom engang udi et Vertshuus; hvor, da hand havde spiset, og vilde gaa til Sengs, hang hand sin Guld-Kiæde, som hand plejede at bære om Halsen, paa Veggen i Herberget. Verten gav nøje agt derpaa, fuldte ham til Sengs, og ønskede ham en god Nat; men da hand fornam, at Edel-Manden sov, sneeg hand sig ind udi Kammeret, og tog 60 Leed bort af Kiæden, og hang den saa paa Veggen igien. Giesten staar op om Morgenen, lader sin Hest sadle, og ifører sig sine Klæder. Men da hand skulde binde Kiæden om Halsen, fornam hand at den havde mist den halve Deel af sin Lengde, begynder derfor at raabe, at hand var bestaalen. Verten, som stod uden for Døren og lurede, løber strax ind, og lader ligesom hand bliver gandske forskrecket, raabende Ach! hvilken skreckelig Forandring! da Giesten spurte ham, hvi hand saadan tog afsted, sagde hand, Ach min Herre! jer Hovet er bleven engang saa stort, som det var i Gaar. Hvorpaa hand bar frem et falsk Speil, som viiste en Ting engang saa stort, som det er i sig selv. Da nu Edelmanden saae sit Hovet saa stort i Speilen, faldt hand i Graad og sagde: Ach! nu mercker jeg Aarsagen, hvi min Kiæde er bleven saa kort. Hvorpaa hand satte sig paa sin Hest, svøbte Hovedet i sin Kappe, at ingen skulde see det paa Vejen. Der siges, at hand siden mange Dage holt sig hiemme, og icke kunde komme af de Griller, men troede, at Kiæden icke var bleven for kort, men Hovedet for stort.

1. DOCTOR.: Der ere u-tallige Exempler paa saadane Indbildinger, jeg erindrer ogsaa at have hørt tale om een, der bildte sig ind, at hans Næse var 10 Food lang, og varede alle ad, som mødte ham, at de icke skulde komme for nær.

103

2. DOCTOR.: Domine Frater har vel hørt Historien om den Mand, der bildte sig ind, at hand var død. En ung Person faldt udi de Griller, at hand var død, og derfor lagde sig paa en Liig-Baare, og vilde hverken æde eller dricke. Hans Venner forestillede ham saadan Daarlighed, og brugte alle Konster at bevæge ham til at æde, men forgiæves; thi hand afviiste dem kun med Latter, foregivende, at det var mod alle Regler for døde Folk at æde og drikke. Endelig paatog sig en forfaren Mand i Medicinen at curere ham paa en underlig Maade: Hand fik en Tienner til ogsaa at udgive sig for Død, og lade sig med Statz udføre til samme Sted, hvor den Syge laa. Disse tvende laae lenge først og saae paa hinanden. Omsider begynte den Syge at spørge den anden ad, hvorfor hand var didkommen, hvilken svarede: fordi hand var død. Dernest begynte de at spørge hinanden om Maaden paa hvilken de vare døde, hvilket enhver vitløftig fortaalte. Derpaa kommer nogle, som dertil vare bestilte, og bringer den sidste sit Aftens-Maaltid til, hvorved hand reiste sig af Kisten, og giorde et got Maaltid, sigende til den anden: skal du icke ogsaa snart spise? den Syge forundrer sig derover og spurte, om det kunde staa en død Mand an at spise, men fik til Svar, at, dersom hand icke spisede, kunde hand icke lenge være død. Hand lod sig derfor overtale først at spise med den anden, siden sove, staa op, klæde sig paa, ja hand efterabede den anden i alting, indtil hand ogsaa blev levende igien og klog med ham. Jeg kunde give u-tallige fleere Exempler paa saadane selsomme Indbildinger. Saaledes er det ogsaa gaaet til denne gang med Naadige Herre, at hand indbilder sig at være en fattig Bonde. Men Herren maa slaa de Tancker af sit Sind, saa blir hand strax frisk igien.

JEPPE.: Men mon det kand være mueligt, at det er af Indbilding?

DOCT: : Ja vist! Herren har hørt af disse Historier hvad Indbildinger kand giøre.

JEPPE.: Er jeg da icke Jeppe paa Bierget?

104

DOCT: : Nej vist.

JEPPE.: Er da icke den onde Nille min Kone?

DOCT: : Ingenlunde; thi Herren er Enkemand.

JEPPE.: Er det og lutter Indbilding, at hun har en Crabask, som heeder Mester Erich?

DOCT: : Lutter Indbilding.

JEPPE.: Er det ej heller sant, at jeg skulde til Byen i Gaar at kiøbe Sæbe?

DOCT: : Nej.

JEPPE.: Ej heller, at jeg drak Pengene op hos Jacob Skoemager?

CAMMER-TIENNEREN.: Ej! Herren var jo med os paa Jagt den heele Gaars Dag.

JEPPE.: Ej heller, at jeg er Hanrej?

CAMMER-TIENNEREN.: Ej! Fruen er jo død for mange Aar siden.

JEPPE.: Ach! jeg begynder allereede at fatte min Daarlighed! jeg vil icke tencke paa den Bonde meere; thi jeg kand mercke, at en Drøm har bragt mig i den Vildfarelse, det er dog underligt, hvor et Menniske kand falde i slige Griller.

CAMMER-TIENNEREN.: Vil Herren behage at spadsere lidt i Haven, mens vi laver noget Froekost til.

105

JEPPE.: Ja nok, men det maa skee i en hast; thi jeg er baade hungrig og tørstig.

✂

Act. III.

✂

Sc. 1.

(Jeppe kommer fra Haven med sin Suite, og et lidet Bord er decket.)

JEPPE.: Ha ha, jeg seer Bordet er alt decket.

CAMMER-TIENNEREN.: Ja alting er færdig, naar Eders Naade behager at sætte sig ned.

(Jeppe sætter sig ned. De andre staaer bag ved Stolen og leer af hansU-noder, naar hand griber med alle 5 Finger udi Fadet, ræber overBordet. Snyder sig med Fingerne og smør det paa Klæderne.)

CAMMER-TIENNER.: Vil Herren befale hvad Viin ham lyster.

JEPPE.: I veed jo vel selv, hvad Viin jeg plejer dricke om Morgenen.

CAMMER-TIENNEREN.: Der er Rhinsk Viin, som Herren plejer heldst at dricke. Dersom den icke smager Herren, kand hand faa strax anden.

JEPPE.: Den er noget for suurt. I maa komme noget Miød deri, saa blir den god; thi jeg er meget for sødt.

CAMMER-TIENNEREN.: Her er Canari Sæk, om Herren vil smage den.

JEPPE.: Det er en god Viin: Skraaler alle. (Hver gang hand dricker, blæses i Trompetter.) 106 Hej pass op Karle, nok et Glas Viin af Carnalie Sæk, forstaar I vel? Hvor har du faaet den Ring, som du bær paa Fingrene?

SECRETEREN.: Den har Herren selv givet mig.

JEPPE.: Det kand jeg icke erindre, giv mig den tilbage, jeg maa have giordt det i Druckenskab. Man gier jo icke saadane Ringe bort jeg vil eftersee siden, hvad andre Sager, I har faaet. Tiennere skal icke have meere end Kost og Løn, jeg kand sværge paa, at jeg icke erindrer at have foræret jer noget i Særdeleshed; thi, hvorfor skulde jeg giøre det? den Ring er jo over 10 Rdr. værdt, nej! nej! I gode Karle icke saa icke saa. I maa icke betiene jer af jer Herskabs Skrøbelighed og Druckenskab. Naar jeg er drucken, saa er jeg færdig at give mine Buxer bort; men naar jeg har sovet Rusen ud, tar jeg mine Foræringer tilbage. Jeg fik ellers en Ulycke af min Hustrue Nille. Dog hvad siger jeg? nu falder jeg i forrige galne Tancker igien, og kommer icke ihu, hvem jeg er, giv mig nok et Glas Carnali Sæk. Samme Skaal! (Trompeterne blæser igien.) Gir agt paa, hvad jeg siger, Karle! det maa tiene jer til Underretning herefter, at naar jeg giver noget bort om Aftenen i Druckenskab, maa I levere det tilbage om Morgenen igien. Naar Tiennere faar mere end de kand æde op, blir de storagtig og kaster paa Nacken af Herskabet. Hvormeget er din Løn?

SECRETEREN.: Herren har stedse givet mig 200 Rdr. om Aaret.

JEPPE.: Du skal have Dievelen icke 200 Rdr. herefter, hvad Gavn giør du for 200 Rdr. Jeg maa selv slæbe som et Beest, og staa paa Laden fra Morgenen til Aftenen, og kand neppe - See! nu kommer de forbandede Bonde-Griller igien. Giv mig nok et Glas Viin. (Hand dricker igien og Trompetterne blæser.) 107 200 Rigsdaler, det er jo at flaae Huden af sit Herskab. Hør! veed I hvad I gode Karle. Naar jeg har spiset, har jeg i Sinde at henge op hver anden her paa Gaarden. I skal vide, at jeg icke er at skiemte med udi Penge Sager.

CAMMER-TIENNEREN.: Vi vil give tilbage alt, hvad vi har oppebaaret af Eders Naade.

JEPPE.: Ja, ja! Eders Naade! Eders Naade! Complementer og Baslementer har vi got Kiøb paa i disse Tider. I vil stryge mig om Munden med Eders Naade, indtil I faar alle Pengene bort, og I blir mine Naader igien. Munden siger nok Eders Naade, men Hiertet Eders Nar. I taler icke hvad I meener Karle. I Betientere ere ligesom Abner, der kom og hilsede Roland sigende: Hil være dig min Broder, og med det samme sticker ham Dolken i Hiertet. Troe mig, at Jeppe er ingen Nar. (De falder alle paa Knæ og beder om Naade.)

JEPPE.: Staar kun op igien Karle, til jeg har spiset, siden vil jeg see efter, hvor det henger sammen, hvilke, som har fortient at henges eller ej. Nu vil jeg holde mig lystig.

✂

Sc. 2.

Jeppe.Cammer-Tienneren.Rifogden.Secreteren.

JEPPE.: Hvor er min Rifogd?

CAMMER-TIENNEREN.: Hand er her uden for.

JEPPE.: Lad ham strax komme ind. (Rifogden kommer ind udi en Sølvknappet-Kiole med Geheng om Livet.) Har Eders Naade noget at befale?

108

JEPPE.: Intet uden at du skal henges.

RIFOGDEN.: Jeg har jo intet ondt giordt? Eders Naade! hvorfor skal jeg henges?

JEPPE.: Est du icke Rifogd?

RIFOGDEN.: Jo jeg er, Eders Naade!

JEPPE.: Og du spør endda, hvorfor du skal henges.

RIFOGDEN.: Jeg har dog tient Eders Naade saa troelig og reedelig, og været saa flittig i mit Embede, saa at Eders Naade har roeset mig altid frem for andre sine Tiennere.

JEPPE.: Ja vist har du været flittig i dit Embede, det kand mand jo see paa dine støbte Sølv-Knapper, hvad faar du aarlig til Løn?

RIFOGDEN.: Et halv hundrede Rigsdaler aarlig. (Jeppe gaar og spadserer lit frem og tilbage.) Et halv hundrede Rigsdaler. Ja du skal strax henge.

RIFOGDEN.: Det kand jo icke være mindre, Naadige Herre, for et heelt Aars møjsom Tienniste.

JEPPE.: Just derfor skal du henges, efterdi du faar kun et halv hundrede Rigsdaler. Du har Penge til Sølvknappede Kiole, til Krusedoller for Hænderne, til Silke-Pung bag i Haaret, og har kun 50 Rdr. om Aaret. Maa du da icke stiæle fra mig arme Mand; thi hvor skulde det ellers komme fra?

109

RIFOGDEN: (paa Knæ).
Ach Naadige Herre! Spar mig dog for min fattige Hustrue og umyndige Børns skyld.

JEPPE.: Har du mange Børn?

RIFOGDEN.: Jeg har 7 levende Børn, Eders Naade!

JEPPE.: Ha ha, 7 levende Børn? fort heng ham Sekreteer.

SECRETEREN.: Ach Naadige Herre! jeg er jo ingen Bøddel.

JEPPE.: Hvad du icke est, det kandst du blive, du seer ud til allehaande. Naar du har hengt ham, skal jeg siden henge dig selv.

RIFOGDEN.: Ach Naadige Herre! er der ingen Pardon?

JEPPE: (gaar og spadserer igien, sætter sig ned at dricke, staar op igien.)
Et halv hundrede Rigsdaler, Kone, og syv Børn. Vil der ingen anden henge dig, saa skal jeg giøre det selv. Jeg veed nok, hvad I er for Karle, I Rifogder, jeg veed hvorledes I har omgaaet med mig selv og andre stakkels Bønder. Ej! nu kommer de forbandede Bonde-Griller mig i Hovedet igien. Jeg vilde sige, jeg veed eders Væsen og Handtering saa vel paa mine Fingre, at jeg selv kunde være Rifogd, om det skulde gieide. I faar Fløden af Melken, og Herskabet faar en Loort (med Tugt at sige.) Jeg troer om Verden staar lenge, saa blir Rifogder Junckere, og Junckere igien Rifogder. Naar Bonden skicker jer eller jere Koner noget i Næven, saa heeder det, naar I kommer til Herskabet: den stackels Mand er villig og flittig nok, men adskillige Ulycker slaar ham til, at hand icke kand betale. Hand har en ond Jord, der er kommen Skab paa hans Qvæg, og andet saadant, med hvilken Snak Herskabet maa lade sig afspise. Troe mig go Karl, jeg lar mig icke saaledes tage ved Næsen; thi jeg er selv en Bonde og en Bondes Søn. See! nu kommer dette Koglerie 110 igien. Jeg siger, jeg er selv en Bondes Søn; thi Abraham og Eva vore første Forældre vare Bønder.

SECRETEREN: (falder ogsaa paa Knæ).
Ach naadige Herre! hav dog Barmhiertighed med ham for hans fattige Hustrues skyld; thi hvoraf skal hun siden leve at føde Kone og Børn?

JEPPE.: Hvem siger de skal leve? mand kand jo henge dem op med!

SECRETEREN.: Ach Herre! det er saadan yndig smuk Kone.

JEPPE.: Saa! du maa skee er forliebt i hende, eftersom du tar dig hende saa an. Lad hende komme her ind.

✂

Sc. 3.

Rifogdens Kone.Jeppe.De andre.

(Konen kommer ind og kysser paa hans Haand.)

JEPPE.: Est du Rifogdens Kone?

KONEN.: Ja jeg er Naadig Herre!

JEPPE: (taar hende paa Brystet.)
Du est kiøn. Vil du sove hos mig i Nat?

KONEN.: Herren har at befale udi alting; thi jeg er i hans Tienniste.

JEPPE: (til Rifogden.)
Vil du tilstede, at jeg ligger hos din Kone i Nat?

RIFOGDEN.: Jeg tacker Herren, at hand beviser mit ringe Huus den Ære.

111

JEPPE.: See her! sæt en Stoel til hende, hun skal spise med mig. (Hun sætter sig ved Bordet, æder og dricker med ham, hand blir jaloux paa Secreteren og siger:) Du skal faa en Ulycke, dersom du seer paa hende. (Saa tit hand kaster Øje til Secreteren, strax slaar hand Øjene af hende og seer paa Jorden. Hand synger en forliebt gammeldags Viise, medens hand sidder til Bords med hende. Jeppe befaler at spille en Polsk Dantz, og dantzer med hende, men falder 3 gange af Druckenskab, endelig den fierde gang blir hand liggende og falder i Søvn.)

✂

Sc. 4.

Baronen.De andre.

BARONEN.: Hand sover alt dygtig. Nu har vi Spillet vundet, men vi havde selv nær bleven meest narret; thi hand havde i Sinde at tyrannisere over os, hvorudover vi enten maatte have fordervet Historien, eller ladet os ilde medhandle af denne grove Bonde, af hvis Opførsel man kand lære, hvor tyrannisk og hovmodige slige Folk bliver, der af Skarnet i en hast kommer til stor Ære og Værdighed; jeg havde nær i en ulycksalig Tid paataget mig en Secretaires Person, thi havde hand ladet mig prygle, saa havde der blevet en forstyrret Historie, der havde underkastet mig icke mindre Folks Raillerie end Bonden. Det er best vi lader ham sove endnu lidet, førend vi fører ham i hans skidne Bonde-Klæder igien.

ERICH.: Ach Herre! hand sover alt som en Steen, see her! jeg kand slaae paa ham, hand føler det icke.

BARONEN.: Fører ham da ud, og fuldender Comoedien.

112

✂

Act. IV.

✂

Sc. 1.

(Jeppe forestilles liggende paa en Møding i sine gamle Bønder-Klæder, vaagner op og raaber:)

✂ Hej Secketeer, Cammer-Tienner, Lakejer! nok et Glas Carnali Sæk!

(Seer sig om, og gnicker sine Øjne ligesom tilforn, tar paa sit Hoved, og faar sin gamlebreede Hat i Haanden, gnicker Øjnene, og vender Hatten om paa alle Kanter, seer paa sine Klæder, og kiender sig selv igien, begynder at tale:)

✂ Hvor lenge var Abraham i Paradiis? nu kiender jeg, men desverre, alting igien, min Seng, min Trøje, min gamle Hanrej Hat, mig selv; det er andet Jeppe, end at dricke Carnali Sæk af forgylte Glas, at sidde til Bords med Lakejer og Secketerer bag sin Stoel. Det Gode varer (desverre) aldrig lenge, Ach! Ach! at jeg, som var saadan Naadig Herre for stacket Tid siden, skal see mig i saa slet Tilstand, min prægtige Seng forvandlet til en Møding, min Guldenstyckes Hue til en gammel Hanrej Hat, mine Lakejer til Sviin, og mig selv fra en stoor og naadig Herre forvandlet til en usel Bonde igien. Jeg meenede, naar jeg vaagnede op igien, at finde mine Fingre besat med Guld-Ringe, men de ere (reverenter talt) beseglet med andet. Jeg meente at fodre mine Betientere til Regenskab, men nu maa jeg selv lave min Rygg til, naar jeg kommer hiem, og skal giøre Regenskab for mit Forhold. Jeg tenkte, da jeg vaagnede, at gribe efter et Glas Carnali Sæk, men fik med Tugt at sige en L. i Haanden. Ach Ach! Jeppe! den Boelig udi Paradiis var kun kort, og din Glæde fik hastig Ende. Men hvem veed, om det samme icke kand vederfare mig, hvis jeg legger mig til Hvile nok engang. Ach Ach gid det vilde hende mig! Ach gid jeg kunde komme der igien!

(Legger sig at slumme igien.)

✂

Sc. 2.

Nille.Jeppe.

NILLE.: Mon jeg skal troe, at hand er kommen i Ulycke, hvor kand dog 113 dette være! enten har Fanden taget ham, eller (det som jeg meer er bange for) sidder hand i en Kroe og dricker Pengene op. Jeg var een Giek derudi, at jeg betroede den Druckenbolt 12 Skilling paa Engang. Men hvad seer jeg? ligger hand icke der i Skarnet og snorker? Ach jeg elendige Menniske! der skal have saadant Beest til Mand! din Rygg skal betale det dyrt nok. (Lister sig sagte hen og gir ham et Slag af Mester Erich for Rumpen.)

JEPPE.: Hej hej! hielp hielp! hvad er det? hvor er jeg? hvem er jeg? hvem slaar mig? hvorfor slaar mand mig? hej!

NILLE.: Jeg skal lære dig strax, hvad det er.

(Slaar ham paa ny igien, og træcker ham efter Haaret.)

JEPPE.: Ach min hierte Nille! slaae mig icke meere, du veedst icke, hvad mig er vederfaret.

NILLE.: Hvor har din Fyldehund været saa lenge henne? hvor er Sæben, du skulde kiøbe?

JEPPE.: Jeg kunde icke komme til Byen, Nille!

NILLE.: Hvorfor kunde du icke komme til Byen?

JEPPE.: Jeg blev optagen paa Vejen til Paradiis.

NILLE.: Til Paradiis (prygler ham) til Paradiis (slaar ham atter) til Paradiis (slaar ham igien) vil du fixere mig oven i Kiøbet?

JEPPE.: Aa Aa Aa! saa sant som jeg er en ærlig Mand, er det icke sant.

114

NILLE.: Hvad er sant?

JEPPE.: At jeg har været i Paradiis. (Nille repeterer i Paradiis og slaar ham igien.)

JEPPE.: Ach min hierte Nille! slaae mig icke meer.

NILLE.: Fort! bekiend, hvor du har været, eller jeg skal myrde dig.

JEPPE.: Ach! jeg vil gierne bekiende, hvor jeg har været, dersom du icke vil slaae mig meere.

NILLE.: Bekiend da.

JEPPE.: Svær paa, at du icke vil slaae mig meere da.

NILLE.: Nej.

JEPPE.: Saa sant som jeg er en ærlig Mand og heeder Jeppe paa Bierget, saa er det sant, at jeg har været i Paradiis, og seet de Ting, som du skal forundre dig over at høre. (Nille prygler ham igien, og træcker ham ind efter Haaret.)

✂

Sc.3.

NILLE: (alleene.)
Saa din Fyldehund! sov nu først Rusen ud, siden skal vi videre tales ved. Saadane Sviin, som du est, kommer icke i Paradiis. Tenk engang, hvorledes det Beest har drukket Forstanden bort, men har hand giordt sig til gode paa min Bekostning, saa skal hand og ærlig 115 penitere derfor, thi hand skal i 2 Dage faa hverken vaadt eller tørt, inden den Tid skal nok Grillerne forgaae ham om Paradiis.

✂

Sc. 4.

3 bevæbnede Mænd.Nille.

3 MÆND.: Boer her icke en Mand, som heeder Jeppe?

NILLE.: Jo her giør.

3 MÆND.: Est du hans Hustrue?

NILLE.: Ja Gud bedre, disvær!

3 MÆND.: Vi maa ind at tale med ham.

NILLE.: Hand er gandske drucken.

3 MÆND.: Det vil icke sige, fort skaf ham her ud, eller det heele Huus geraader i Ulycke. (Nille gaar ind og støder Jeppe ud med saadan Fart, at hand støder en af de 3 Mænd om paa Gulvet med sig.)

✂

Sc. 5.

JEPPE.: Ach! ach! I gode Mænd, nu seer I, hvilken Kone jeg har at drages med.

3 MÆND.: Du fortiener icke anden Medfart; thi du est en Misdæder.

116

JEPPE.: Hvad ondt har jeg da giordt?

3 MÆND.: Det skal du strax faa at vide, naar Retten blir holdet.

✂

Sc. 6.

(Dommeren kommer ind med en anden Betienter, og sætter sig paa sin Stoel, Jeppe bagbunden blir bragt for Domstolen. Een træder frem og beskylder ham saaledes.)

2 ADVOCATER.: Her er en Mand Hr. Dommer, som vi kand vidne at have seet indsnige sig udi Baronens Huus, givet sig ud for Herren, iført sig hans Klæder, tyranniseret med hans Betienter, hvilket saasom det er et uhørligt dristigt Stycke, saa paastaar vi paa vor Herres Vegne, at det paa en særdeles Maade maa straffes andre Voldsmænd til Exempel og Forskreckelse.

DOMMEREN.: Er det sant, som du beskyldes for? siig frem, hvad du har til din Forsvar; thi vi ville ingen fordømme uhørt.

JEPPE.: Ach jeg arme Menniske! hvad skal jeg sige? jeg bekiender at have fortient Straf, men alleene for de Penge, jeg drak op, som jeg skulde kiøbe Sæbe for; jeg bekiender ogsaa, at jeg har nyelig været paa et Slot, men, hvor jeg kom derhen, og hvor jeg kom derfra igien, veed jeg icke.

ANKLAGEREN *dolgoeO*: l ADVOCAT.: Her hører Dommeren af hans egen Bekiendelse, at hand har drucken sig fuld, og udi Druckenskab begaaet saadan uhørlig Misgierning; saa der nu ickun staar tilbage at kiende udi, om een saadan grov Misdædere kand undskylde sin Misgierning med Drukkenskab. Jeg meener nej; thi paa den Maade kunde hverken Hoer eller Mord blive straffet, enhver skulde søge saadane Udflugter, og sige, at det var giordt i Druckenskab, og, omendskiønt hand kand bevise sig at have været drucken, blir hans Sag derfor icke bedre; thi 117 det heeder: hvad en bedriver i Druckenskab, skal hand bøde for, naar hand blir ædrue. Det er jo bekiendt, hvorledes saadan Misgierning nyelig blev straffet, omendskiønt Misdæderen lod sig af Enfoldighed forføre at give sig ud for en stor Herre, men hans Enfoldighed og U-videnhed kunde icke redde ham fra Døden; thi Straff er alleene indført andre til Exempel. Jeg vilde nok fortelle Historien, dersom jeg icke frygtede at opholde Retten dermed.

ANDEN ADVOCAT.: Gunstige Hr. Dommer! denne Sag kommer mig saa underlig for, at jeg icke kand faa saadan Historie i mit Hovet; endskiønt der vare end fleere Vidner. En eenfoldig Bonde skulde snige sig ind paa Herrens Gaard, og paatage sig hans Person uden at kunde paatage sig ogsaa hans Ansigt og Skickelse? hvorledes kunde hand komme ind i Herrens Sovekammer? hvorledes kunde hand iføre sig Herrens Klæder, uden nogen skulde blive det var? nej Hr. Dommer! man kand see, at det er opspundet Verk af denne stackels Mands Fiender. Haaber derfor, at hand blir frikiendt.

JEPPE: (grædende.)
Ach! Gud velsigne din Mund! jeg har et stycke Tobak i min Buxe-Lomme, om I icke vil forsmaa, det er saa got, som nogen ærlig Mand vil tygge.

2 ADVOCAT.: Behold kun dit Tobak Jeppe! at jeg taler for dig, er icke for Skienk og Gave, men alleene af Christen Medlidenhed.

JEPPE.: Om Forladelse Hr. Procurator! jeg havde icke tenkt, at I Folk vare saa ærlige.

l ADVOCAT.: Hvad som min Collega fremfører til denne Misdæders Befrielse, grunder sig alleene paa Gisninger. Her spørges icke, om det er rimeligt, at saadant kand skee eller ej, men der bevises, at det er skeed, saavel af Vidner, som af hans egen Tilstaaelse.

118

2 ADVOCAT.: Hvad en Mand tilstaar udi Frygt og Forskreckelse, saadan Tilstaaelse kand icke være gyldig. Mig synes derfor, det er best at give denne enfoldige Mand Tid til at betencke sig, og adspørge ham paa nye derom. Hør Jeppe! betenk dig hvad du siger! tilstaar du det, som du beskyldes for?

JEPPE.: Nej! jeg vil giøre min højeste Eed paa, at det er Løgn, alt hvad som jeg svor paa tilforn; thi jeg har i 3 Dage icke været af mit Huus.

1 ADVOCAT.: Hr. Dommer! jeg meener uforgribelig, at det icke maa tillades nogen at sværge, der er først overbeviset af Vidner, og siden selv har tilstaaet sin Misgierning.

2 ADVOCAT.: Jeg meener jo.

1 ADVOCAT.: Jeg meener nej.

2 ADVOCAT.: Naar Sagen er af saadan underlig Beskaffenhed.

1 ADVOCAT.: Der hielper ingen Omstændigheder mod Vidner og Tilstaaelse.

JEPPE.: Ach! gid de kunde komme i Haar sammen, saa skulde jeg imidlertid tage fat paa Dommeren, og prygle ham saa, at hand skulde glemme baade Lov og Forordning.

2 ADVOCAT.: Men hør, Hr. Collega! endskiønt Gierningen tilstaaes, saa har dog Manden ingen Straf fortient; thi hand har jo intet ondt giordt paa Gaarden, hverken Mord eller Tyverie.

119

1 ADVOCAT.: Det vil intet sige; intentio furandi er det samme som furtum.

JEPPE.: Tal Dansk, din sorte Hund! saa skal vi nok svare for os.

1 ADVOCAT.: Thi enten een blir greben, naar hand vil stiæle, eller naar hand har staalen, saa er hand Tyv.

JEPPE.: Ach naadige Dommer! jeg vilde gierne henges, dersom denne Procurator maatte henges ved Siden af mig.

2 ADVOCAT.: Holdt inde med slige Ord jeppe! du forderver din Sag kun meer dermed.

JEPPE.: Hvorfor svarer I icke da? (sagte) hand staar som et dumt Beest.

2 ADVOCAT.: Men hvoraf bevises det furandi propositum?

1 ADVOCAT: Qvicunqve in aedes alienas noctu irrumpit, tanqvam fur aut nocturnus grassator existimandus est, atqvi reus hic ità, ergo.

2 ADVOCAT: Nego majorem, qvòd scilicet irruperit.

1 ADVOCAT: Res manifesta est, tot legitimis testibus exstantibus, ac confitente reo.

2 ADVOCAT: Qvicunqve vi vel metu coactus fuerit confiteri -

1 ADVOCAT: Ej! hvor er den Vis? hvor er den Metus? det er kun Krog-Love.

2 ADVOCAT.: Nej I bruger Krog-Love.

120

l ADVOCAT.: Det skal ingen ærlig Mand sige mig paa. (De tar hinanden for Brystet, og Jeppe springer bag til, og river den første Advocats Peruqve af.)

DOMMEREN.: Respect for Retten! holt op, jeg har alt nok. (Læser Dommen op.) Saasom Jeppe paa Bierget, Nielsis Søn paa Bierget, og Jeppes Sønne-Søn sammesteds, er overbeviset, saavel af lovlige Vidner, som af egen Bekiendelse, at have indsneeget sig paa Baronens Slott, iført sig hans Klæder, og handlet ilde med hans Tienner. Saa dømmes hand til at omkommes af Gift, og naar hand er død, hans Legeme at ophænges i en Galge.

JEPPE.: Ach! Ach Naadige Dommer! er der ingen Pardon?

DOMMEREN.: Nej ingenlunde. Dommen skal strax exeqveres i mit Paasiun.

JEPPE.: Ach! maa jeg da icke faa et Glas Brendeviin først, førend jeg dricker Forgiften, at jeg kand døe med Corrasie.

DOMMEREN.: Jo det kand nok tilstædes. (Jeppe dricker ud trende Glas Brendeviin, falder paa Knæ igien, og spør: Er der ingen Pardon?)

DOMMEREN.: Nej Jeppe, nu er det alt for silde.

JEPPE.: Ach! det er jo icke for silde. Dommeren kand jo forandre Dommen, og sige, at hand dømte feil første gang. Det skeer jo saa tit; thi vi ere alle Mennisker.

121

DOMMEREN.: Nej! du skal selv føle inden nogle Minuter, at det er for silde; thi du har allereede faat Giften ind med Brendevinen.

JEPPE.: Ach jeg elendige Menniske! har jeg alt faat Giften ind? Ach far vel Nille! dog din Carnali, du har icke forskyldt, at jeg skulde tage Afskeed med dig. Far vel Jens, Niels og Christoffer! far vel min Daatter Marthe! far vel min Øje-Steen! dig veed jeg selv at være Far til; thi du blev giordt, førend Degnen kom hid, du har ogsaa din Fars Ansigt. Vi ligner hinanden som to Draaber Vand. Far vel min brogede Hest, og tack for hver gang jeg har reedet paa dig, nest mine egne Børn har jeg intet Beest elsket saa meget som dig. Far vel Feierfax, min troe Hund og Dørvogter; far vel Moens, min sorte Kat, far vel mine Stude, mine Faar, mine Sviin, og tack for got Compagnie, og for hver Dag, jeg har kiendt jer. Far vel - Ach! nu kand jeg icke meer, jeg blir saa tung og afmægtig. (Falder om og blir liggende.)

DOMMEREN.: Det gaar vel; Dvale-Dricken har allereede giordt sin Virkning, nu sover hand som en Steen, henger ham nu op, men seer vel til, at hand ingen Skade faar deraf, og at Reebet kommer kun under Armene. Nu vil vi see, hvordan hand bær sig ad, naar hand vaagner op, og finder sig hengende. (De slæber ham ud.)

✂

Act. V.

✂

Sc. 1.

(Jeppe forestilles hengende i en Galge.)

Nille. Jeppe. Dommeren

(Nille river sit Haar, slaar sig for Brystet og raaber:)

✂ Ach! Ach! er det mueligt, at jeg skal see min fromme Mand henge saa skammelig udi en Galge. Ach min allerkiereste Mand! forlad 122 mig, om jeg har giordt dig imod. Ach! Ach! nu vaagner min Samvittighed, nu angrer jeg, men forsilde, den Haardhed, som jeg har øvet mod dig, nu savner jeg dig først, nu kand jeg skiønne paa, hvilken from Mand jeg har mist, ach! at jeg kunde redde dig fra Døden med mit eget Liv og Blod.

(Hun tører sine Øjne og græder bitterlig. Imidlertid har Dvale-Dricken ud-opereret, og Jeppe vaagner op igien, og seer sig henge i en Galge, og sine Hænder bagbundene, hører sin Hustrue klage, og taler til hende.)

✂ Giv dig tilfreds, min hierte Kone, vi skal alle den Vej. Gak hiem og tag vare paa dit Huus, og hav Omsorg for mine Børn, min røde Trøje kand du lade omgiøre til lille Christoffer, det som bliver til overs, skal Marthe have til en hue, seer til for alting, at min brogede Hest blir vel plejet; thi jeg har elsket det Beest, som hand kunde være min kiødelige Broer, hvis jeg icke var død, skulde jeg sige dig adskilligt andet.

NILLE.: A----A----A--- hvad er det? hvad hører jeg? kand en død Mand tale?

JEPPE.: Bliv icke bange, Nille; jeg skal intet ondt giøre dig.

NILLE.: Ach min allerkieriste Mand, hvorledes kand du tale, naar du est død?

JEPPE.: Jeg veed icke selv, hvoraf det kommer. Men hør, min hierte Kone, spring bort som en Ild, og bring mig hid for 8 ß. Brendeviin; thi jeg tørster meere nu, end da jeg var levende.

NILLE.: Fy dit Beest! din Skarn! din forgiftige Druckenbolt! har du icke drucket Brendeviin nok i dit levende Liv? tørster din Fæe-Hund endnu, nu du est død? det kalder jeg et fuldkommen Sviin.

JEPPE.: Hold din Mund dit Skarn, og spring strax efter Brendevinen. 123 Hvis du det icke giør, saa skal jeg, Drollen splide mig ad, spøge hver Nat i Huset. Du skal vide, at jeg er icke bange for Mester Erich meer; thi jeg føler nu til ingen Hug. (Nille springer hiem efter Mester Erich, kommer ud igien og prygler ham i Galgen.)

JEPPE.: Au au au holt op Nille holt op, du kand slaae mig ihiel paa nye, au au au.

DOMMEREN.: Hør Kone! du maa icke slaae ham meere. Giv dig tilfreds, vi vil for din skyld tilgive din Mand hans Forseelse og dømme ham til Livet igien.

NILLE.: Ach nej! gunstig Herre! lad ham kun henge; thi hand er icke værd at lade leve.

DOMMEREN.: Fy! du est en Skarns Qvinde, pak dig bort, eller vi skal lade dig henge ved Siden af ham. (Nille løber bort.)

✂

Sc. 2.

Jeppe.Rætten.

(Jeppe blir nedtagen af Galgen igien.)

JEPPE.: Ach gunstig Hr. Dommer! er det vist, at jeg er gandske levende igien, eller spøger jeg?

DOMMEREN.: Du est gandske levende; thi den Ræt, som kand dømme fra Livet, kand ogsaa dømme til Livet igien. Kand du icke begribe det?

JEPPE.: Nej! jeg kand mari icke begribe det, men jeg troer, at jeg gaaer igien og spøger.

124

DOMMEREN.: Ej du Giek! det er jo let at begribe. Den, som tar en Ting fra dig, kand jo give dig den igien.

JEPPE.: Maa jeg da forsøge at henge Dommeren op for Løjer skyld, og see, om jeg kand siden dømme ham til Livet igien.

DOMMEREN.: Nej det gaar icke an; thi du est ingen Dommer.

JEPPE.: Men er jeg da levende igien?

DOMMEREN.: Ja du est.

JEPPE.: Saa, at jeg spøger icke?

DOMMEREN.: Nej vist.

JEPPE.: Ej heller gaar igien?

DOMMEREN.: Nej.

JEPPE.: At jeg er den samme Jeppe paa Bierget, som jeg var tilforn.

DOMMEREN.: Ja.

JEPPE.: At jeg er ingen Geist?

DOMMEREN.: Nej vist icke.

JEPPE.: Vil I sværge mig til, at det er sant?

125

DOMMEREN.: Ja jeg svær dig til, at du est levende.

JEPPE.: Beed Drollen splide jer ad derpaa, at det er sant.

DOMMEREN.: Ej! troer paa vore Ord, og tack os, at vi har været dig saa naadige at dømme dig til Livet igien.

JEPPE.: Hvis I havde icke selv hengt mig op, vilde jeg gierne have tacket jer, for I løsede mig neer igien.

DOMMEREN.: Giv dig tilfreds Jeppe, og siig os til, naar din Kone slaar dig oftere; saa skal vi nok raade Boed derfor. See! der har du fire Rigsdaler, som du nogen Tid kand holde dig lystig med, og glem icke at dricke vor Skaal. (Jeppe kysser paa Haanden og tacker. Rætten gaar bort.)

✂

Sc. 3.

JEPPE: (alleene.)
Nu har jeg levet udi halv hundrede Aar, men i ald den Tid er icke hendet mig saa meget, som i disse to Dage. Det er nogle forbandede Historier, naar jeg ret eftertencker det, en Time en drucken Bonde, en anden Time Baron, en anden Time en Bonde igien, nu død, nu bliver levende i en Galge, som er det underligste: maa skee, naar mand henger levende Folk op, saa døer de, og, naar mand henger døde Folk, saa lever de op igien, jeg bilder mig ind, at et Glas Brendeviin vil smage herligt herpaa; hej Jacob Skoemager herud.

✂

Sc. 4.

Jacob Skoemager.Jeppe.

JACOB.: Velkommen tilbage igien fra Byen! fik du Sæben til din Kone?

126

JEPPE.: Ej du Slyngel! du skal vide, hvad Folk, du taler med, Huen under Armen; thi du est kun en Carnali at regne mod saadan som jeg.

JACOB.: Jeg taalte icke saadane Ord af en anden Jeppe. Men du under mit Huus en daglig Skilling, derfor regner jeg det icke saa nøje.

JEPPE.: Huen under Armen, siger jeg, du Skuster!

JACOB.: Hvad er dig vederfaret paa Vejen, mens du est bleven saa spansk.

JEPPE.: Du skal vide, at jeg er bleven hengt, siden jeg talte med dig.

JACOB.: Det er jo icke saa meget fornemme. Jeg misunder dig icke den Lycke. Men hør Jeppe! hvor du har drucket dit Øll, der maa du spille din Bærme, du dricker dig fuld andre Steder, men kommer i mit Huus alleene for at giøre Klameri.

JEPPE.: Fort Huen under Armen Slyngel, hør du icke, hvor det ringler i min Lomme?

JACOB: (med Huen under Armen).
Hillement! hvor har du faat de Penge?

JEPPE.: Af mit Baronniskab Jacob. Jeg skal fortælle dig, hvad mig er vederfaret, men lad mig faa et Glas Miød først! thi jeg er for storagtig til at dricke Dansk Brendeviin.

JACOB.: Singot Jeppe.

JEPPE.: Nu skal jeg fortælle dig, hvad mig er vederfaret; da jeg gik fra dig, faldt jeg i Søvn, da jeg vaagnede op igien, var jeg Baron, og drak mig drucken paa nye af Carnali Sæk, da jeg blev drucken af 127 Carnali Sæk, vaagnede jeg op paa en Møding igien, da jeg vaagnede op paa en Møding, lagde jeg mig at sove paa nye i Forhaabning, at sove mig et Baronniskab til igien, men jeg merckede, at det gaar icke altid an; thi min Hustrue væckede mig op med Mester Erich, og træckede mig ind efter Haaret uden at have ringeste Respect for saadan Mand, som jeg havde været. Da jeg kom ind i Stuen, blev jeg stødt ud igien paa mit Hovet, og saae mig omringet af en hoben Gripomenuser, som dømte mig fra Livet, og dræbte mig med Forgift, da jeg var død, blev jeg hengt, og da jeg var hengt, blev jeg levende igien, og da jeg var bleven levende igien, fik jeg fire Rigsdaler. Saaledes er Historien, men hvordan saadant kunde hende, vil jeg give dig at betencke.

JACOB.: Ha ha ha det er en Drøm Jeppe.

JEPPE.: Hvis jeg endnu icke havde disse fire Rigsdaler, skulde jeg ogsaa bilde mig ind, at det var en Drøm, giv mig nok en frisk Jacob, jeg vil icke tencke paa det Galskab meere, men dricke mig en ærlig Ruus.

JACOB.: Singot Hr. Baron ha ha ha!

JEPPE.: Du kand, maa skee, icke begribe det Jacob.

JACOB.: Nej, icke om jeg stod paa mit Hoved.

JEPPE.: Derfor kand det være sant, Jacob! thi du est en Dosmer, og begriber icke de Ting, som er mindre.

128

✂

Sc. 5.

Magnus.Jeppe.Jacob.

MAGNUS.: Ha ha ha! jeg skal fortælle jer en forbandet Histori, som er vederfaret en Mand, der heeder Jeppe paa Bierget, som mand har funden drucken og sovende paa Marcken, iførdt ham andre Klæder, og lagt ham i den beste Seng paa Herre-Gaarden, bildet ham ind, at hand var Herren, da hand vaagnede op, drucket ham fuld paa nye igien, og lagt ham i sine gamle skidne Klæder paa en Møding igien, hvor da hand vaagnede op, bildte hand sig ind at have været i Paradiis; jeg havde nær leet mig ihiel, da jeg hørdte den Histori af Ridefogdens Folk. Jeg vilde mari give en Daler til, at jeg kunde faa den Nar at see ha ha ha!

JEPPE.: Hvad er at betale Jacob?

JACOB.: Tolv Skilling. (Jeppe stryger sig om Munden, og gaaer bort meget skamfuld.)

MAGNUS.: Hvorfor gik den Mand saa hastig?

JACOB.: Det er just den samme Mand, som Historien er spillet med

MAGNUS.: Er det mueligt? saa maa jeg løbe efter ham. Hør Jeppe! et Ord. Hvorledes staar til udi den anden Verden?

JEPPE.: Lad mig gaa i Roe.

MAGNUS.: Hvorfor blev du icke der lenger?

JEPPE.: Hvad kommer det dig ved?

129

MAGNUS.: Ej! fortæll os dog noget om den Reise.

JEPPE.: Lad mig gaa, siger jeg, jeg giør ellers en Ulycke paa dig.

MAGNUS.: Ej Jeppe! jeg er saa begierlig efter at vide noget derom.

JEPPE.: Jacob Skoemager! hielp! taaler du, at mand giør mig Vold i dit Huus?

MAGNUS.: Jeg giør jo ingen Vold Jeppe, jeg spør kun, hvad du saae udi den anden Verden.

JEPPE.: Hej! hielp! hielp!

MAGNUS.: Saae du ingen af mine Forfædre der?

JEPPE.: Nej. Dine Forfædre maa være paa det andet Sted, hvor jeg haaber du og andre Carnalier efter Døden kommer. (Slider sig løs og flyer bort.)

✂

Sc. 6.

Baronen.Hans Secretair.Cammer-Tienner.2 Lakeier.

BARONEN.: Ha ha ha den Historie var Guld værd, jeg havde icke tenkt, at den skulde have haft saa god Virkning. Kandst du divertere mig oftere saa Erich, saa skal du blive meget høyt anskreven hos mig.

ERICH.: Nej, naadige Herre! jeg tør icke vove mig oftere at spille saadan Comoedie; thi, om hand havde slaaet Herren, som hand truede, saa havde det blevet til en hæslig Tragoedie.

130

BARONEN.: Det er, min Troe, sant. Jeg var bange nok for det, men jeg var saa forliebt i Historien, at jeg heller havde ladet mig slaae, ja, jeg troer, heller ladet dig henge af ham Erich, end jeg havde aabenbaret den. Du var, maa skee, vel af samme Forsæt.

ERICH.: Nej Eders Naade! det var noget underligt at lade sig henge for Lyst; thi den Lyst kostede alt for dyrt.

BARONEN.

✂

Ej Erich! saadant skeer jo hver Dag; Folk, om icke paa den Maade, saa dog paa en anden, tar Livet af sig for Lyst skyld. Som for Exempel: en er af en svag Natur, og seer forud, at hand af formegen Drik vil miste Liv og Helsen, stormer dog til sit Legeme, og vover Liv og Helsen tit for en Aftens Fornøjelse. Nok paa en anden Maade: De store Visirer i Tyrckiet blive gierne stranguleret eller qvalte ihiel med en Stricke, somme samme dag, de blive Visirer, andre nogle Dage derefter, og dog stormer alle dertil, saasom alleene for at henges med en stor Titul. Nok paa en anden Maade: Officiers opoffre gierne hver anden baade Liv og Siæl, for at have Titul af Tapperhed, og duellere for ingen Ting end ogsaa med deres Overmænd, som de er visse paa vil expedere dem. Jeg troer ogsaa, at der skulde findes mange hundrede forliebte Mennisker, der for en Nats Fornøjelse gierne skulde lade sig dræbe om Morgenen. Mand seer i Beleiringer, at Soldater i hobetall deserterer, og løber hen til beleirede Byer, som de seer forud vil strax overgive sig, og for at leve en Dag vel lader sig henge den anden. Det eene er icke meere solide end det andet. Mand har i gamle Dage seet Philosophi selv styrdte sig i Ulycke alleene for at blive roset efter deres Død. Derfor troer jeg fuldkommelig Erich, at du heller havde ladet dig henge end fordervet denne deilige Historie.

✂ Af dette Eventyr vi, kiere Børn, maa lære,
At ringe Folk i hast at sætte i stor Ære
Ej mindre farligt er, end som at trycke ned
Den, der er bleven stoor ved Dyd og Tapperhed.
131 Naar Bønder, Handverks-Mænd, mand Regiment vil give,
Da Scepteret til Riis kand snart forvandlet blive
For Øvrighed mand da Tyranner let kand faa,
En Nero i hver Dorp ved Roret fast vil staa.
Mon Cajus Phalaris vel fordum øve kunde
En større Myndighed end denne ringe Bonde
Green, Galge, Steil og Hiul hand truede os med
Da hand ej endda varm var i sin Myndighed.
Vi derfor Øvrighed fra Ploven meer ej tage
Giør Bonde til Regent, som udi fordum Dage,
Thi gamle Griller hvis mand fuldte derudi
Hvert Herredom maa skee faldt hen til Tyranni.

✂

Ulysses Von Ithacia
Eller
En Tydsk Comoedie.

134

✂

Personerne i Comoedien.

Ulysses.
Chilian.
Marcolfus.
Rasmus.
Helene.
Øllegaard.
Rosimunda.
Elisa.
Penelope.
Dido.
Bonden
1. Jøde.
2. Jøde.
Keyser Asverus.
Tiresius.

135

✂

Prologus.

IRIS: (med Straaler om Hovedet.) JEg er Iris eller Regn-buen, den stoore Junonis Fruer-Pige. Min Forretning er den samme hos Juno, som Mercurii er hos Jupiter. Naar Gudindernes Dronning gir et Nick, maae jeg lave mig til at reyse; nu er jeg i Himmelen, nu paa Jorden; nu ved den Søndre, nu ved den Nordre Poel; nu udi store Stæder, nu blant Hyrder og Hyrdinder paa Landet. Det meeste, som foraarsager min Bestillings Uroelighed, er min store Frues jalousie og Mistænckelighed; thi saa snart Gudernes Monarch kaster sine Øynes naadige Straaler paa en Nymphe eller Hyrdinde, blir min Frue strax allarmeeret, saa maae jeg da først af en Skye lade mig føre paa Jorden for at udforske Sagens Beskaffenhed. Dernest til Plutonis mørcke Boelig med Ordre til een og anden Helvedes Gudinde, for at straffe den Nymphe eller Hyrdinde, som Jupiter har fattet Elskov til. Men ingen Tiid er saa besværlig for mig som denne forbandet 11 Junii; Thi som min Frue er den største Dame udi Himmelen og paa Jorden, saa har hun ogsaa de meeste Rente-Penge at indfordre. Men Aarsagen, hvorfor jeg nu er hidkommen, er for at tale med den Trojanske Printz Paris, hvilcken Juno saavelsom to andre Gudinder har udvalt at dømme udi en Spliid, som er dem imellem. Hand pleyer at opholde sig udi denne Lund. Men der seer jeg ham.

PARIS.: Jeg seer Iris, Junonis troe Sende-Bud. Velkommen hid paa Jorden, himmelske Nymphe! hvad er hendes Forretning? med hvem vil hun tale?

IRIS.: Jeg har Ordre at tale med den deylige Trojanske Printz Paris.

PARIS.: Det er jeg.

136

IRIS.: Hør Paris! I, som icke mindre formedelst eders Skiønhed end for eders retfærdige Domme er bekiendt over heele Asien fra de Morers Landemercke indtil yderste Ende af America. Min Frue Juno samt tvende andre Gudinder, Pallas og Venus, har udvalt eder at dømme udi en Tvistighed, som er reyst sig imellem dem.

PARIS.: Siig mig O Iris! hvorudi den Tvistighed bestaaer.

IRIS.: Den store Jupiter kastede den 13 hujus et Guld-Æble blant dem, hvorpaa stood skreven disse Ord: Dette skal tilhøre den deyligste Gudinde. Nu veed I selv, hvordan Fruentimmer er, at ingen, hvor grem hun ogsaa er, vil viige for en anden udi Skiønhed, saaledes er det paa Jorden, og vore Gudinder udi Himmelen har ogsaa en Rem udi Huuden. Og saasom Juno, Pallas og Venus alle ere bekiendte formedelst deres Skiønhed, saa er den Tvistighed vanskelig at ophæve, dog har de alle tre samtyckt, at underkaste sig eders Dom uden Appel; Thi i førstningen vare de allesammen saa forpickede derpaa, at de havde i Sinde at gaae til høyeste Rett med hinanden.

PARIS.: Jeg vil oppebie deres Nedkomst, og dømme, hvad som ret er.

IRIS.: Juno forlanger intet uden en retfærdig Dom. Dog bad hun tienstlig, at jeres Durchleuchtighed icke ville forsmaae 10 Ducater, som hun offererer icke for at dømme hende til Velgefal, men alleene for Venskabs skyld.

PARIS.: Ney Mademoiselle Iris! jeg tar, min Troe, ingen Gave imod: En Dommer maa icke lade sig besticke. Havde jeg været gift, saa kunde hun have addresseret sig til min Frue. Hun kunde da have taget imod dem, og jeg have min Samvittighed fri.

IRIS.: Ach jeg beder dog, at hand icke forsmaaer dem. Den Gave giøris 137 jcke for at besticke ham, men alleene skeer som et Venskabs Tegn. See engang, hvor de glimrer.

PARIS.: Jeg seer, at det er gode Hollandske Ducater. Ja hør min kiære Jomfrue! Vidste jeg, at den Gave icke var udi den Henseende, saa vilde jeg nock tage derimod; thi Penge er icke at skemte med i disse Tiider. Ellers kand hun formelde min Respect til Juno, og siige, at jeg dog skal have hende udi Erindring, saasom hun er saa høflig mod mig. (Iris gaaer ud)

PARIS.: Intet Embede er saa vanskeligt som Dommer-Embede. Man skal have Hoved at begriibe en Sag, Skiønsomhed at ligne eens Raisons mod en andens, og endelig Reedelighed at modstaae Fristelser. Jeg har ved mine retfærdige Domme indlagt saadant Navn, at icke alleeneste Mennisker, men ogsaa Gudinder udvælge mig til Opmand udi Tvistigheder. Men der seer jeg dem komme. (Juno, Pallas og Venus i Adrienner. Paris.)

JUNO.: Dig skeer i Dag en Ære, O Paris! som faa Mennisker er vederfaret; 3 mægtige Gudinder underkaster sig din Dom. Hvilcken af os du dømmer for den Deyligste, den beholder det Guld-Æble, som Jupiter har kast iblant os.

PARIS.: Ihro Durchleuchtigkeiten meine gnädigste Frauen! man kand icke dømme om nogens Skiønhed udaf Ansigtighed alleene; thi de rette Kiendere seer nu omstunder allermindst derpaa. Er derfor nødig Ihro Durchleuchtigkeiten; at de klæder sig gandske nøgne.

JUNO.: Hvad? skulde vi klæde os nøgen?

PARIS.: Jeg kand icke dømme om de Ting, som jeg icke seer.

138

PALLAS.: Jeg giør det i Ævighed icke.

VENUS.: Vil ingen anden, saa vil jeg; thi Tvistigheden kand icke dømmes udi paa anden Maade.

PALLAS.: Det er jer liigt nock ma Soeur; thi det er vel icke første gang I har ladet jer see nøgen for unge Karle.

VENUS.: Siiger I det Maren Skolemesters. Disse lærde peene Fruer er icke meer at troe paa end andre.

JUNO.: I har en Ære at tale med Madam, som jer Mand Vulcanus har stevnet nogle gange for Tamper Retten. Man veed nok, hvilcke Historier I har haft baade med Mars og andre Officiers.

VENUS.: Jeg trodser jer eller nogen at siige mig ringste paa mit ærlige Navn og Rygte. Jeg nægter icke, at min Mand Vulcanus jo har haft mig mistænckt, men er jeg icke bleven frikiendt for Retten? Har hand icke maat giøre mig Afbigt oven i Kiøbet? Dersom Jupiter var saa jaloux som Vulcanus, saa haaber jeg, vi fick ogsaa nogle Historier at høre om hende. (De taler alle 3 i Munden paa hinanden med knyttede Næver.)

PARIS.: Ey giv Lyd. Respect for Retten. I bærer jer jo ad ligesom nogle Tingstuude. Lad een tale først.

JUNO.: Hør Paris! at tvile om min Skiønhed fem for alle andre Gudinder, er at tilskrive Jupiter en slet gout, der af alle har udvalt mig til sin Ægtefelle. Tag dig derfor vare, at du icke agter nogen liige udi Skiønhed med mig. Hvis du tildømmer mig Guldæblet, skal du blive den rigeste og mægtigste Herre i Verden.

139

PALLAS.: Juno gir Rigdom og Velstand. Jeg derimod Viisdom og Dyd. Som derfor Dyd og Forstand overgaaer Rigdom, saa haaber jeg, O Paris! at du bifalder mig, der kand give dig den herligste Belønning.

VENUS.: Rigdom og Forstand synes at være store Gaver, men hvor mange kommer icke udi Ulycke ved deres Rigdom, og hvor faa kommer der fort i Verden ved Dyd og Forstand, som for mange Aar siden har været af Moden. Jeg lover dig, hvis du tildømmer mig Tvistens Æble, det deyligste Fruentimmer i Verden til Ægtefelle.

PARIS: (ved sig selv).
Rigdom har jeg saa meget, som jeg forlanger. Forstand meer end jeg har nødig i vore Tiider. Det deyligste Fruentimmer i Verden er Magneten, som træcker. Jeg maae afsige Dommen. (sætter sig paa en Stoel.) Udi den Sag imellem de 3de Velbaarne Gudinder dømmes saaledes: Saasom Juno og Pallas har vægret sig for at klæde sig nøgne, og derved udtryckelig givet tilkiende den Mistillid, de har om deris Skiønhed; Venus derimod, stoelende paa sin retfærdige Sag, har intet villet skiule af hendes Documenter, som kand tiene til Sagens Opliusning, men har villet lade dem komme til Rettens Kiendelse. Saa dømmes hun at beholde Guldæblet som den Skiønneste. Juno og Pallas betaler hende til Kost og Tæring 200 Rdlr., og derforuden for deres dristige Tale udi Retten 10 Rdlr. til Christianshavns Kircke.

JUNO: (sagte)
Gid du faae en Ulycke for mine 10 Ducater. Jeg skal aldrig herefter give en Dommer noget forud. (høyt) Hør Paris! Det deylige Fruentimmer, som Venus gir dig, skal blive dig, din Familie og det heele Trojanske Riige til Undergang. (De gaaer alle.)

140

✂

Act. I.

✂

Scen. 1.

MARCOLFUS.: Serviteur tres humble Messieurs. Jeg veed icke om nogen af Jer kiender mig. (Vender sig om paa alle Sider) Jeg tiener hos Paris Kong Priapi Søn af Troje. Vi er reyst over 4re hundre Tydske Miile hid til Ithacien for at bortsnappe den skiønne Helene, hvilcket I er saa god og beholder hos Eder selv. Paris har ingen Roe haft Nat heller Dag, siden hand saae hendis Portrait i Troja, førend hand maatte reyse hid. I skulde icke dømme, at hand var saadan stor Herre som hand er, hvercken af hans Skickelse eller Dragt; thi hand seer Higer ud til at være en gammel afsatt Rodmester, end saadan stor Herre; saaledes er hand tilreedet paa Veyen. Vi har iilet saaledes Nat og Dag, at vi har icke givet os stunder, for høviske Øren at siige, at tage en reen Skiordte paa os den heele Vey. Aber wass thuet die Liebe nicht, siiger Tydsken. Hvad mon troe nu ellers Klocken er? (seer som paa et Taarn.) Hillement! Klocken er alt 8te. Nu kommer min Herre strax, thi jeg har udspioneret, at den skiønne Helene just ved denne Tid skal komme spatzerende med sin Terne. Min Herre har i Sinde at opsnappe hende, og føre hende bort med sig til Troja. Thi, her imellem os at sige, Messieurs, hand vil icke have hende til sin Kone, men alleene til Matræsse, hvilcket icke kand skee, om hand blir her i Landet; thi, saa snart hun blev engang med Barn, da skiøndt deres Stand er temmelig u-liige, maatte dog den gode Paris feliciter dantze med hende til Tamper-Retten, og ægte hende som en u-berøgtet Møe; Thi hvem Fanden kand beviise slige Tøyter noget over. De lader sig undertiden beligge af got Folck alleene for at faae Attester af dem om deres Ærlighed. Men der kommer min Herre.

141

✂

Scen. 2.

Paris.Marcolfus.

PARIS.: Ach Cupido! du est en Tyran.

MARCOLFUS.: Det torde jeg min Troe siige, omendskiøndt hans Mama Venus hørdte tusind gang derpaa.

PARIS.: Ach min troe Tiener Marcolfus! her er jo det Sted, den Horizont, hvor Ithaciens Soel og Morgenstierne i Dag skal fremkomme.

MARCOLFUS.: Ja det er sandt.

PARIS.: Ach Marcolfus! Jeg er bange, at jeg besvimmer, naar jeg faaer hende at see, og derfor icke kand fuldbyrde det, som jeg sat mig for. Ach Venus! hvad ont har jeg giort, at du skulde give saadan Ordre til din blinde og vingede Søn Cupido at saare mit Printzelig Hierte saa haardt.

MARCOLFUS.: Ja det er sandt, det var et Carnaliøsk Stycke giort af Venus, det torde jeg siige heride i hendes Næse. Den Qvinde maa være verre end Maren Gifte-kniv var i gamle Dage. Var jeg Jupiter, hun skulde drolen spliide mig ad faae andet at bestille end løbe om at cople Folck sammen. Jeg skulde siige hende paa en høflig Maade: Hør din Mær! tag smuckt din Rock i Haanden, og sæt dig til at arbeyde, det er nock saa got. Men der kommer de, holdt nu Ørene stive.

PARIS.: Ach holdt mig Marcolfus. Jeg kand icke staae paa mine Been.

MARCOLFUS.: Ey Herre! bær jer da icke saa forbandet ad. I er jo liigesaa bange som I skulde op til Attestatz.

142

✂

Scen. 3.

Helene.Øllegaard.Paris.Marcolfus.

HELENE.: Min allerkieriste Øllegaard! Var det icke et deyligt Guld-Æble, som min Mamma forærede mig i Dag jeg glemte at tage det med mig for at viise mine Spille-Søstre det her i denne Lund.

ØLLEGAARD.: Min allerdeyligste Jomfrue! I maae forære det bort til en ung adelig Ridder, som I har Estime for. Men ach hvad er paa færde? faaer Jomfruen ont? (sætter en Hovedvands-flaske for hendes Næse.)

HELENE.: Ach Øllegaard! min Kydskhed kand icke fordrage, at mand taler om Mandfolck for mig. Jeg varer dig ad, at du herefter aldrig nævner en Mands-person for mig.

MARCOLFUS: (sagte.)
Gid Fanden troe dig derpaa. Jeg veed nock, hvad der er at giøre ved slige peene Qvinder, de er langt galnere ind andre.

HELENE.: Hør engang hvor deylig den søde Nattergal synger!

MARCOLFUS.: Faae den Skam, der hører nogen, om mit Navn det er. Jeg hører icke andet end Folck knæcke Nødder paa Galleried.

ØLLEGAARD.: Alle Fugle synge af Glæde, naar de see Soelen; Jeg meener min Jomfrues Guddommelige Aasiun, som er Ithaciens Soel.

MARCOLFUS.: Mig synes, marre, at Piigen er langt smuckere. Synes jer icke det samme Messieurs. (Vender sig til Paris.) 143 Herre! nu er Tiid, løb frem. Ey flux, flux. (Hand støder ham frem. Paris tar fat paa Helene og fører hende bort. Hun raaber Gevaldt, kaster et Perle-baand fra sig til Øllegaard og siger:) Leveer dette Perle-baand til den ædle Ridder Ulysses, og bed ham hevne denne Vold. A---a---a---

MARCOLFUS.: Ey skriig icke saa forbandet Jomfrue! I veed icke hvem det er. Det er Paris Kong Priapi Søn fra Troja. Hun falder i got Fokkes Hænder. (De gaaer bort.)

✂

Scen. 4.

ØLLEGAARD: (alleene).
Ach Himmel! er det mueligt, at den ædele Jomfru Ithaciens dyrebareste Klenodie rives mig af Hænderne: Det heele Land vil geraade udi Desperation derover. Jeg begræder heele Ithaciens Skiebne, der har lidet saadan Formørckelse, mist sin største Zirat. Men jeg begræder allermeest min egen; Thi jeg har tabt udi hende saadant naadigt Herskab. Jeg faaer dig aldrig meer at see, skiønneste Jomfrue! Din Kydskhed selv vil være din B annemand; Thi naar den slemme Røver anmoder dig kun om Kierlighed, er jeg vis paa du omkommer dig selv. Ach I Ithacianske Kiemper! hevner dette Jomfrue-Rov. Lader see, at de mange Offringer, I har giort min Jomfrue, de mange Sucke, de mange Knæfald icke have været af Skrømt, men af Hiertet. Men der seer jeg Keiserens Søster-Søn den tappere Ulysses kommer.

✂

Scen: 5.

Ulysses.Øllegaard.Chilian.To Tienere.

ULYSSES: (med en affectered skielvende Røst.)
Hør min troe Tiener Chilian! hvem syntes dig stoed sig best udi det Ridder-Spill, som blev præsentered i gaar? paa hvilcken Ridder syntes dig den deylige Helene, Ithaciens Soel meest kastede sine 144 Straaler? Mig syntes hendes Diamant-Øyne stoode meest fæstede paa den ædle Ridder Polidorus; jeg merckede ogsaa den Slangegiftige Avind afmalet paa de andre Hofmænds adelige Kinde. Men Misundelse er jo altid Dydens Staldbroder. Hvorledes kand den af Dyd, som Maanen af den gyldene Soels Straaler, skinnende Ridder være fri derfor; thi jeg svær ved Keyserens gyldene Krone og Scepter, at Polidorus er den kostbareste Ridder mellem Mundien og det røde Hav. Men hvad vil denne Jomfrue her?

ØLLEGAARD: (paa Knæ.)
Ach hielp Eders Høyhed, hielp!

ULYSSES.: Stadt op, Nymphe! og lad mig høre eders Anliggende.

ØLLEGAARD.: Jeg slipper icke eders Fødder, førend jeg er forsickret om Bønhøring.

ULYSSES.: Hvis eders Begiering er muelig, og strider icke mod Ærbarhed, skal I nock blive bønhørdt. Stadt op.

ØLLEGAARD.: Ach Herre! Ithaciens Soel er formørcket. Den skiønne Helene er bortført til Troja af Paris Kong Priapi Søn. See her dette Perlebaand, som hun kastede af sin Hals, og bad mig overlevere til eders Ridderlighed med Begiæring at hevne saadan Vold, og med væbnet Haand at ud-rive hende af de Trojaners Hænder igien.

ULYSSES.: Ach Himmel! hvad hører jeg? hvilcken stoor Ulycke? Græd icke meer, Jomfrue! jeg svær ved Penelopes dyrebare Siæl, at den Uret skal hevnes med heele Trojæ Undergang. Gack kun bort Jomfrue, og giv eder tilfreds.

145

✂

Scen: 6.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.: Chilian! vi maae strax giøre Anstalter; Fredsens Tempel maa tilluckes paa nogen Tiid, og Bellonæ Tempel igien aabnes. Mit med Drage-Blod besmurdte Sværd Dyrendal træckes af Skeeden, mit Skiold, som jeg tog fra Kongen af Mesopotamien i det store Slag bey Minchrelien hidføres, tillige med min Diamant-haarde Brynie og min Hielm, som den Brasilianske Dronning von Saba med sine Allabaster Hænder satte paa mit Ridderlige Hoved, da jeg skulde i Kamp med den 4re-Hoved Ridder Langulamisosopolidorius. Min udi Krig Flamme-spyende Hest Pegasianus, som tilforn var den stolte Ridder Poliphemus af Mundien, men omskabt til en Hest af hans Avindsyge Stivmoder Constantinopolitania, maa sadles med min Elfenbeens Sadel, og mit med Guld og Perler af den Longobardiske Jomfrue Rosimundia virckede Skabrack.

CHILIAN.: Det kand snart blive giordt, havde vi kun først en Armee paa Beenene.

ULYSSES.: Armee! Vi skal i en Hast faae saa mange Folck sammen som der er Sands-Korn paa de Arabiske Heeder. Du skalt være min Ambassadeur, og strax forføye dig først til Mithridates Kongen af Mundien, som boer i et Guld-slot, og bede ham, at hand med sin Sølvskioldede Armee, som bestaaer af tusinde Maal tusind Fodfolck og fem hundrede tusind Vinge-hested Ryttere, vil komme mig til Hielp mod Kong Priapus, hvis Søn har skudt Ithacien med det dyrebareste Klenodie, jeg meener den skiønne Helene. Dernest skal du gaae til Hertug Nilus af Podolien, som boer i et Sølv-slot, og bede ham komme mig til Hielp med sine 10000 Skibe, som alle ere overtreckede med Fløyel, og hvis Master ere giorde af Eenhiørnings Horn, og hvis Seyle ere af Silcke. Siden skal du gaae til Holophernes Greven af Bethulien, som boer i et høyt Elffenbeens Slot; thi hand selv er 7 alne lang, og bede ham, at hand kommer 146 mig til Hielp med sine 5000 Elfenbeens Canoner, som alle ere tredsindstyve Pundiger. Jeg vil imidlertiid icke rage mit Skiæg, førend du kommer tilbage. (Gaaer ind.)

✂

Scen. 7.

CHILIAN: (alleene.)
Det blir en temmelig viitløftig Reyse. Inden jeg kommer tilbage, saa er maaskee Helene icke meer til, tbi medens Græsset groer, døer Koen, og saa skal vi føre Krig efter Næsen. Jeg maae hen at bestille mig et par Skoe med Seemlærs Saaler under, som kand holde mig ud paa Reysen. Jeg staaer ellers og tæncker paa, hvorfor Folck fører Krig i Verden. Jeg seer aldrig en smuck Plet paa denne Helene, for hvis skyld mand giør saa stor Allarm. Paris er en liden Giæck, der reyste saa langt for at snappe hende bort, og vi ere store Gæcke, der vil føre Kriig for at faae hende tilbage igien. Men jeg tør icke disputere med min Herre derom, vil derfore ind og lave mig til denne lange Reysc. Ellers kand jeg siige dette, at jeg er den første Ambassadeur, der ambassaderer til Fods. Men det vil intet sige, jeg er og blir dog den samme for det. Men der seer jeg Rosimunda Helenes Søster komme. Jeg gad icke høre hende tuude over hendes Søsters Ulycke, vil derfor retirere mig.

✂

Scen. 8.

ROSIMUNDA.: Ach min allerkiereste Søster! Ithaciens Soel og Glæde, Familiens Zirat og Ædelsteen! hvor er det mueligt, at jeg kand lenge leve uden dig? Mit Legeme er allereede i de 3 Maaneder, siden du min Soel dalede for mig, det er, siden du blev mig berøved, saa udmattet, og af Sorg min Skickelse saa forandret, at mine Veninder og Lege-Søstre icke kand ansee mig uden Taares Strømme-viis Udgydelse. Ach Rosimunda, sige de, hvor er dit blomstrende Ansigt, dine rosen-røde Kinde, dine Diamant-spillende Øyne, alting paa dig er forduncklet, forvisned og affalden som et afhugged Blomster, der 147 ingen Vædske meer haver at holde sin naturlige Skiønhed ved liige. Ach! giid det stood mig an, at jeg kunde være med udi dette Toog, som de Ithacianske Kiemper med den stolte Ridder Ulysses foretage mod den Trojanske Røver. Ach gid - - - Men der kommer den ædle Penelope, den u-overvindelige og Løve-hiertede Ulyssis Gemahl. Nu faaer jeg at høre af hende, hvor viit det er kommen med Præparatorierne.

✂

Scen: 9.

Penelope.Rosimunda.

PENELOPE.: See her Madam! Er hun der? I skal nock see, at det intet bliver af; bilder I jer ind, at min Mand skal føite Verden om for at opleede jer lumpen Søster.

ROSIMUNDA.: Hvad understaaer I jer at tale saa haanlig om den, som af alle er agted for Ithaciens største Zirat?

PENELOPE.: Tvi! Jeg maae spøtte af slig Zierat. Den Tøyte! Vil hun indbilde sig, at et heelt Land skal sættes i Gevehr for hendes skyld.

ROSIMUNDA.: I maae selv være en Tøyte. De store Krigs Tilberedelser, som giøres for hendes skyld, gir nock tilkiende, at min Søster udi Dyd og Skiønhed overgaaer alt, hvad som er i Ithacien. I er alt for magtesløs til at hindre de Ithacianske Kiemper udi deres ædle Forsæt.

PENELOPE.: Ja jeg tør hindre det.

ROSIMUNDA.: I hindre det?

PENELOPE.: Ja for jer Næse.

148

ROSIMUNDA.: Det skal gaae for sig, om I blev gall.

PENELOPE.: Og det skal icke gaae for sig, om I blev gal.

ROSIMUNDA.: Siiger I det?

PENELOPE.: Ja det siger jeg, (knæpper med Fingeren) det er for dig Gædske!

ROSIMUNDA: (knæpper ogsaa)
Og det er for dig.

PENELOPE: (gir et Ørefigen)
Det er for dig.

ROSIMUNDA: (gir et igien)
Og det er for dig. (De kommer i Haar sammen, og faaer Huerne af hinanden)

✂

Scen. 10.

Chilian i Reyse-Klæer.Penelope.Rosimunda.

CHILIAN.: Hei hvad Ulycke gaaer af jer? Vil I myrde hinanden? (Chilian gaaer dem imellem, de faaer ham i Haaret og rycker ham ned paa Gulved. Chilian raaber:) Jeg er Ambassadeur. Det er mod Folcke-Retten. (Rosimunda løber ud og Penelope efter hende.)

✂

Scen. 11.

CHILIAN: (alleene).
Er det icke uforskammed at handle saaledes med en Ambassadeur, hvis Person er saa hellig, at det er mod Folckeretten at legge Haand paa hans Hest, Hund eller ringeste af hans Svite, end sige 149 paa ham selv. Jeg skal lære de Tøyter hvad det er at træcke en extraordinaire Ambassadeur efter Haaret. Bie kun til jeg kommer tilbage, her skal blive et forbandet Examen. Nu har jeg icke stunder at hevne mig; thi jeg maae fortsætte min Reyse.

✂

Scen. 12.

(Trompetterne blæses. Keyser Asverus kommer ind med Drabanter og Hoffsinde.)

ASVERUS.: I ædle Riddere og stolte Kiemper! I kand selv dømme, hvor haardt det gaaer mig til Hierte, at jeg skal skicke min kiere Søster-Søn den tappre Ulysses saa langt bort. Men hvo kand hindre ham udi saadant ædel Forsæt. Jeg har paa hans Ansøgning tilladt ham at hverve saa mange Folck, ham lyster. Jeg tilstæder ogsaa alle, endogsaa de kostbareste Kiemper, som frivillig ville være med udi dette Toog, at følge ham. Jeg har givet ham Forlov at lade Trommerne røre over det heele Keyserdømme.

EN RIDDER.: Vi tacker Eders Keyserlige Majestet, at hand vil tilstæde os at hevne dette Jomfrue-Rov. Den skiønne Helene var en Jomfrue, paa hvilcken alles Øyne vare henvendte, saa at icke alleene Landets Ære men endogsaa Forhaabning til at nyde saadant Klænodie driver os til dette Toog.

ASVERUS.: Jeg priiser eders Ædelhiertighed, I stolte Riddere! I maae være vis paa, at, naar I kommer med Seyer tilbage, enhver efter sine Meriter skal blive rigelig belønnet, lad os nu ind for viidere at raadslaae om dette Toog. (De gaaer ind og en Hverver kommer med en Tromme efterfuldt af mange. Den samme læser op efterfølgende:) Saasom de Ithacianer under den tappre Ulyssis Anførsel for at hævne det Jomfrue-Rov, som Kong Priapi Søn Paris har bedrevet, agter at giøre et Toog mod de Trojaner, saa advares alle og enhver, som ville være med i samme Toog, at de lader sig strax indfinde paa 150 det stoore Torv, hvor Standarden staaer opreyst. Der skal de strax antages, og bekomme 3 Maaneders Sold forud. (Slaaer paa Trommen igien og gaaer ud.)

✂

Scen. 13.

ULYSSES: (alleene med et langt Skiæg.)
Dette heele Aar er nu bortdrevet alleene med Kriigstilbereedelser. Nu venter jeg alleene paa Chilians Tilbagekomst, og har icke villet lade rage mit Skiæg, førend jeg faaer Svar fra de Fyrster, til hvilcke hand er henskicket. Men jeg mercker, at Morpheus Søvnens Gud eller Dødsens Broder vil giøre mig en Visite. Jeg kand neppe holde mine Øyne oppe, saadan Tunghed kommer mig paa. (Sætter sig ned og falder udi Søvn.)

✂

Scen. 14.

Chilian.Ulysses.

CHILIAN.: Nu er jeg endelig efter et heelt Aars Forløb kommen med velforretted Sag til mit Fæderneland igien. Et Aar gaaer dog meget hastig. Det kommer mig selv for som det icke har været en halv Tiime. Men der seer jeg min Herre sidde sovende. Hillement hvor har hand hastig faaet et langt Skiæg! dog det er sandt, det har haft et heelt Aar at voxe udi. Men jeg har intet Skiæg faaet imidlertid. Det kand jeg icke begribe, Skiægge, maaskee, voxer icke i andre Lande, end som her. Men hvad Pocker det sidder jo gandske løst. (Hand tar Skiægget af Ulysses, og hefter det til sin Hage. Vender sig til Spectatores) Kand I nu see Monsieur, af mit Skiæg, at jeg har været et heelt Aar borte. I er saa forbandet vantroe. I vil endelig have Troen i Hænderne. (Chilian gaaer til siide; imidlertiid vogner Ulysses op, og føler paa sin Hage.)

151

ULYSSES.: Ach ihr Götter! jeg mercker min Drøm er fuldbyrdet. Jeg drømte, at den vingede Gud Mercurius kom til mig siigende disse Ord: Din troe Tienere Chilian er kommen tilbage, hvorpaa hand afragede mit Ridderlige Skiæg. Der seer jeg ham. Velkommen tilbage min troe Tienere! Jeg tviiler icke paa, at dit Ærende jo er vel forrettet; thi Himmelen har ledsaget dig frem og tilbage.

CHILIAN.: Spælamdisimo reenkaalavet Speckavæt.

ULYSSES.: Ach Himmel! Hand har, maaskee, forglemt sit Fædernelands Maal.

CHILIAN.: Copisoisandung Slæstimund Spælamdisimo reenkaalavæt spækavæt.

ULYSSES.: Chilian! Jeg forstaaer icke, hvad du siiger.

CHILIAN.: Juchatan Skabhalsiaskomai klemmebasiopodolski.

ULYSSES.: Kandst du slet intet af dit Fæderne-Sprog meer?

CHILIAN.: Ski olski dolski podolski opodolski iopodolski siopodolski asiopodolski basiopodolski ebasiopodolski mebasiopodolski emmebasiopodolski klemmebasiopodolski.

ULYSSES.: Det Mesopotamiske Sprog er et underlig Sprog. Det er en stoor Ulycke, at jeg kand icke forstaae ham, og høre, hvad hand har forrettet. Men har du saa gandske forglemt det Ithacianske Sprog, at du end icke forstaaer, hvad jeg siiger?

CHILIAN.: Ja jeg har reent forglemt det; men jeg kand dog siige saa meget, at Fyrsterne loode formelde deres Respect og siige, at de skal møde 152 ved Trojanien, saa snart som mueligt. Kom da nu, vi maa snart lave os til Reysen.

✂

Act. II.

✂

Scen. 1.

(Troja præsenteres.)

CHILIAN: (alleene).
Ey ey! hvor Tiden dog hastig gaaer! Nu er vi aldt kommen til Troja, som ligger 400 Miile fra vort Fæderneland, hvis jeg icke saae Byen for mine Øyen, skulde jeg tæncke, at det gick her til som i en tydsk Comoedie, hvor mand kand undertiden i et Skræv skræve tusende Miile, og paa en Aften blive 40 Aar ældere end man var. Men Sagen er dog rigtig; thi her ligger Troja, hvor jeg peeger med min Finger. (Tar et Lys og gaaer derhen) Her staaer jo skrevet med Fractur-Bogstaver: Dette skal være Troja. Men der seer jeg en Trojansk Bonde komme, jeg maae spørge ham noget om Stadens Tilstand.

✂

Scen: 2.

Chilian.En Trojaner.

CHILIAN.: God Dag Cammerad! hvor har I hjemme?

TROJANEN.: Jeg har hjemme i Troja.

CHILIAN.: Der skal vist være en fremmed Jomfrue der ved Navn Helene. Kiender I icke hende?

TROJANEN.: Jo jeg kiender hende nock, den gode Jomfrue, hun er nyelig kommen op af Barselseng med Tvillinger.

153

CHILIAN.: Saa er hun da i mine Tancker icke Jomfrue længer.

TROJANEN.: Jo de regnes dog hos os for Jomfruer endskiønt de har faaet 16 Børn, indtil de blive gifte.

CHILIAN.: Hos os ligesaa endelig.

TROJANEN.: Hvor har I hiemme Landsmand, eftersom I spørger saa?

CHILIAN.: Jeg er en fremmed Kiøbmand. Men hvordan slags Folck er de Trojaner.

TROJANEN.: De ere lidt fattige og hoffærdige; thi saa snart een blir begavet med 2 Marck, er man vis paa, at hand icke gaaer tilfods den Dag.

CHILIAN.: Liigesaa hos os.

TROJANEN.: Den største Dyd hos os er at fortære meer end man kand fortiene.

CHILIAN.: Ligesaa hos os. Men hvordan blir da Udgangen derpaa?

TROJANEN.: Udgangen blir saa, at de omsider maa giøre ald Boeskab til Penge, hvilcke de sætter paa Rente, tagende Prioritet enten paa et Raadhuus eller anden publique Bygning, hvor de blive nærede deris Livs Tiid.

CHILIAN.: Ligesaadan er det hos os. Men ere Dommere noget retfærdige hos jer?

154

TROJANEN.: Forbandet; thi de tar aldrig mod Foræringer, men for at have en fri Samvittighed lader deris Fruer tage dem.

CHILIAN.: Ligesaa gaaer det til hos os. Men gaaer Aager noget i Svang hos jer?

TROJANEN.: Ney det er skickeligt nock; man tar aldrig aabenbare meer end 5 pro Cento for icke at give Forargelse, men under Haanden, paa det Loven icke skal brydes, lader sig af Debitorerne betale 20 pro Cento forud.

CHILIAN.: Ligesaa gaaer det til hos os. Men jere Koner holder de vel Huus?

TROJANEN.: De holder nock Huus, men det er Ulycken, at Huuset kand icke holde dem; dog maa man giøre dem den Ret, at de icke gaaer ud, førend Klocken 10 om Morgenen.

CHILIAN.: Ligeledes paa en Prick, som hos os. Er Gaderne ellers noget reene hos jer?

TROJANEN.: Ja i Julii Maaned er de u-paaklagelige, men Resten af Aaret kand man neppe gaae ud uden fare for at druckne i Skarn, dog det er kun 11 Maaneder i Aaret, de gaaer snart. Kunde man giøre saadanne Anstalter, at det aldrig skulde regne, da vilde jeg trodse nogen Bye at være saa reen som vores.

CHILIAN.: Ligesaa er det hos os. Men gaaer da Fruentimmer saa meget ud hver Dag hos jer?

TROJANEN.: Ney det er onde Mennisker, som siiger dem saadant paa. De 155 gaaer icke, men de ager alle indtil Handvercksfolck, saa at Qvindfolck hos os gandske kunde undvære Fødderne.

CHILIAN.: Ligesaa hos os. Men arbeyder de noget flittig?

TROJANEN.: Ney icke synderligt.

CHILIAN.: Saa kunde de ogsaa undvære Hænder.

TROJANEN.: Ney Tack! hvad skulde de da spille Kort med? Hvad skulde unge Karle have at kysse paa?

CHILIAN.: Ret nock. Det er ligesaa hos os. Men giør Lærde Folck mange Bøger hos jer?

TROJANEN.: Ney icke uden Børn.

CHILIAN.: Ligesaa hos os. Giøres der brav nyttig Projecter hos jer?

TROJANEN.: Jeg har endnu icke seet et Project, som jo har været meget nyttig, forstaae for Projectmageren selv.

CHILIAN.: Ligesaa hos os. Men er Tienistefolck noget hurtige hos jer.

TROJANEN.: Forbandet. En Tieniste-Piige hos os er saa hurtig og saa levende, at hun kand icke blive en Maaned hos et Herskab, men forandrer Tieniste 12 gange om Aaret.

CHILIAN.: Ligesaa hos os. Men er Folck noget Gudfrygtige hos jer?

TROJANEN.: Meget Gudfrygtige.

156

CHILIAN.: Giøre de og gode Gierninger.

TROJANEN.: Ney de giøre kun Bønner.

CHILIAN.: Ligesaa hos os. Hvad er ellers Folcks største Tidsfordriv hos jer. Hør I Comoedier eller Opera?

TROJANEN.: Ja vist.

CHILIAN.: Hvorledes ere jere Opera?

TROJANEN.: Putzeerlig nock; thi naar en Herre for Exempel vil bede sin Tienere træcke sine Støvler paa, siiger hand det i Tremulanter og Sang, saasom - - (synger) Hør Claus, træck mig mine Støvle - - er paa.

CHILIAN.: Det er ligesaa hos os.

TROJANEN.: Adieu min Herre! jeg maae gaae, jeg er hans skyldigste Tiener af mit Hierte.

CHILIAN.: Hand meener vel icke meget dermed?

TROJANEN.: Ney vist, det er sandt nock. Det er kun saa en Talemaade blant os.

CHILIAN.: Ligeledes er det og hos os. Adiøs. Det er Synd, at vi skulde føre Krig med det Folck, som ligner os saa meget i alting, og det for en Jomfrues skyld, som har faaet Tvillinger. Men vi har giort alt for mange Krigs Bereedelser for at staae fra vort Forsæt. Nu har jeg udspioneret Byens Tilstand, troer derfor, at den icke skal kunne 157 holde ud 8te Dages Beleyring. Kundskab om Fiendens Tilstand er den fornemste Post for en Krigshær. Naar nu Byen blir indtagen, faaer dog enten Ulysses eller Holophernes Navn derfor, som gemeenlig skeer, og mit Navn blir, maaske, icke meldet om i Aviserne engang. Ey det er dog Lapperi, at være Subaltern. Men der seer jeg Krigshæren komme.

✂

Scen. 3.

(Krigshæren kommer ind og sættes i Orden.)

HOLOPHERNES: ( holder saadan Tale:)
I stolte Riddere og Stridsmænd! Vi ere hidkomne icke for at vinde Lande eller at beriige os, men for at hevne et Jomfrue-Moord, saa at aldrig nogen Kriig meer honnetement geführet ist. Speyler eder kun i mit Exempel, figter mandelig, og holder god Krigs-Discipline. Det fornemste, I har i agt at tage, er eders Tempo, som bestaaer udi Ein, Zwey, Drey, og at I slaaer lige med Hænderne paa Patron Tasken; thi naar det icke tages i agt, vil jeg icke give 4re Skilling for Resten.

ULYSSES.: Hører I gode Herrer, førend vi begynder Beleyringen, er det best at skicke Chilian til Kong Priapus med en Oliegreen i Haanden at tilbyde ham Fred, om hand vil overlevere den skiønne Helene. (De samtycker det allesammen.)

CHILIAN.: I gode Herrer! jeg vilde gierne ønske, at en anden maatte være Ambassadeur; thi det kand hende sig, at Kong Priapus, saasom hand er en hastig Mand, kunde slaa Hovedet af mig, saa stood jeg der i en Maade uden Hoved.

ULYSSES.: Det har ingen Fare Chilian, hvis hand lar hugge Hovedet af dig, skal vi giøre det samme ved 20 af de fornemste Trojaner, som først falder i vores Hænder.

158

CHILIAN.: Det er got nock, Herre! men maaskee ingen af alle de tyve Hoveder skulde kunne passe sig til min Krop.

ULYSSES.: Ey gack du kun hen. Hand bryder icke Folcke-Retten.

CHILIAN.: Ja ja, saa vil jeg da gaae.

ULYSSES.: Vi vil da retirere med Armeen saa længe.

✂

Scen. 4.

CHILIAN: (alleene.)
Hvor skal jeg nu i en Hast faae en Olie-green? see her finder jeg een til ald Lycke. (Tar en Riiskust, som ligger paa Theatrum, og legger den paa sin Arm. Til Spectatores.) Ney min Troe er det ingen Riiskust Mossiørs. Jeg veed I ere jo icke blinde. See! der kand I nu see, at det er en Oliegreen. I maatte vel have lidt korn meer Respect for en Ambassadeur, end at belee ham. Gid Fanden være jer Nar, seer I vel det. Nu gaaer jeg til Troja. (Bancker paa.)

✂

Scen: 5.

Helene.Chilian.

HELENE.: Hvo er saa dristig, at hand tør bancke saaledes i Krigs-Tiide paa Trojæ Porter, hvem vil I tale med? jeg er Helene.

CHILIAN.: See her min hicrte Jomfrue! skal hun selv have Umag at lucke op. Jomfruen kiender vel icke mig igien.

HELENE.: Mig synes, jeg har seet ham tilforn.

159

CHILIAN.: Jeg er Ambassadeur Von Chilian.

HELENE.: Ey nu erindrer jeg mig, du est den stolte Ridder Ulyssis troe Tienere.

CHILIAN.: Ney, ellers Tack, icke nu længer. Nu er jeg Ambassadeur extraordinair over den heele Armee, og dependerer af ingen uden af General Holephernes, som er 7 alen og en qvart lang. Heele Krigshæren staaer i Gevehr for mig naar jeg passerer; thi I maae viide Jomfrue, at extraordinaire Ambassadeurs voxer icke paa Træer.

HELENE.: Jeg troer heller icke, at man kunde faae en Ambassadeur meer extraordinair end du est. Mens hvad er ellers dit Ærende?

CHILIAN.: Jeg har en tienstlig Hilsen fra General Holephernes, som er 7 alen og en qvart lang, med Begiering, at Kong Priapus vil overlevere Jomfrue, eller lave sig til at imodtage en Beleyring.

HELENE.: Det kand du forlade dig til, at jeg blir aldrig overleveret, saa lenge der er en Mand tilbage i Troja. Det har Kong Priapus svoret paa.

CHILIAN.: Ja I got Folck, saa maae I lave jer til at liide hvad som paafølger. Jeg maa strax hiem at tage Støvler paa; thi i Morgen haaber jeg at gaae i Trojansk Blood indtil Knæerne.

HELENE.: Ach u-lycksalig var den Tiime, jeg blev født, at jeg ved min Skiønhed skulde give Aarsag til saa stor Blods Udgydelse. Det havde været mig langt bedre at være født vanskabt, saa havde jeg kunde levet fornøyet og i Roe, nu derimod er jeg forhadet og misundet af alle Fruentimmer, ja af Gudinderne selv formedelst min deylige Skabning. (Hun græder derpaa.)

160

CHILIAN.: Jomfrue! nu har jeg forrettet, hvad mig offentlig er betroed, men som alle Ambassadeurs gierne har hemmelige Instruxer, saa har jeg Ordre at fornemme under Haanden, om Jomfruen har sin Møedom endnu.

HELENE.: Jeg svær dig til Chilian.

CHILIAN.: Ey hvad Chilian! jeg heeder hans Excellentz.

HELENE.: Jeg svær hans Excellentz til, at aldrig nogen Mands-Person har giort mig nogen Skade ved sin mindste Finger, siden jeg blev bortførdt.

CHILIAN.: Ey Jomfrue! det er icke med Fingeren man giør saadan slags Skade. Jeg har kiendt en Mand, som begge Armene er afskudt paa, og dog har været stevnet over sex gange for Tamper-Retten. Men jeg maa gaae.

✂

Scen: 6.

CHILIAN: (alleene).
Enten maae jeg være blind eller alle andre Mennisker; thi hun synes i mine Øyne liigere en Joremoer, end saadant een, som Gudinderne skulde misunde for hendes Deylighed. Jeg tænckte, det første jeg saae hende, at det var Dorthe Per Vognmands, saaledes sticker hun i mine Øyne. Men jeg maae være blind saa vel herudi som i alt andet i denne Historie. Nu maae jeg hen at siige Armeen Svar. Gevehr præsentier I Carnalier. Men see! hvor de staar og maaber. Ihr Herren vi maae lave os til Kriig. De vil før vove det Yderste, end overgive Helene.

161

✂

Scen. 7.

ULYSSES.: Nu haver I stolte Riddere hørt, hvad Svar vi har bekommet fra Troja, maa derfor lave os til at angriibe Staden med yderste Magt. Mig synes ellers I gode Mænd! det er best at en af os efter gammel lovlig Maneer tilbyder en Trojaner en Kamp. Nu veed jeg vel, at alles ridderlige Hoveder kløer efter en Laurbærkrantz, og alle forlanger at see for sig opreyst den Ære-Støtte, som Seyer-Herren kand fortiene, holder derfor raadeligst for at hindre, at Misundelses Sæd icke skal saaes iblant os, at kaste Terninger derom, hvem da Lodden tilfalder, ham kand Misundelse icke følge, saasom icke Almuens Yndist, Gunst og Faveur, men Lycken baner Vey for hans Hoved til Laurbær-Krantze. I ædle og stolte Riddere! forstaaer mig vel?

CHILIAN: (sagte)
Knap nock.

ULYSSES.: Bringer da hid nogle Terninger. (De kaster Terninger.)

CHILIAN.: Jeg har vel icke behov at kaste I Herrer, saasom jeg icke hører under Malicen, men er en Civil Person, en extraordinair Ambassadeur.

ULYSSES.: Ey Chilian! Jeg har ald for stor Respect for saadan gammel troe Tiener, som du est, at jeg skulde betage dig Leylighed at indlegge Ære, og forhindre den paa Hiul siddende Lycke at paasætte dit Hoved den Krantz, som hun maaskee for dig alleene har flettet.

CHILIAN.: Meener Herren, at jeg er bange, jo jo, jeg torde min Troe tage Hector selv paa min Samvittighed, men det umuelig lader sig giøre. Herren veed jo selv hvor forbandet Satyrisk Folck er. De har nock at snacke om liigevel, nemlig at vi løber som game Folck fra Huus og Hiem, Hustrue og Børn for at faae tilbage et Qvinde-Menniske, 162 som en anden, nemlig Paradis Kong Priapi Søn, har haft et heelt Aar, og imidlertiid, jeg tør icke siige meer. Hvo veed hvad vore Hustruer kand spille os for Puds, mens vi ere borte. Jeg veed nock, at en vis Mand reyste saa lenge udenlands for at igien finde sin eeniste Søn, som var ham fra røvet, at hand fandt 4re Sønner, da hand kom tilbage, men var icke synderlig fornøyet dermed. Skal de endogsaa faae dette at glose over i Aviserne, at jeg som en Civil Mand, en Ambassadeur, er udskicket af Armeen at foedre en Trojaner til Kamp, saa bliver det sidste verre end det første.

ULYSSES.: Ey skam dig Chilian at lade dig mercke med saadant, jeg befaler dig strax at kaste.

CHILIAN: (kaster to Sexer).
(De løfter alle Hattene og gratulerer.) Hør I goode Herrer! Jeg seer nock, at dette sigter paa mig, jeg vil døe paa, at det er falske Terninger. Jeg har aldrig kunnet kaste Sexer alle min Livs Tiid tilforn, og nu skulle jeg just træffe dem.

ULYSSES.: Giør mig ingen Skam Chilian. Jeg rosed dig tilforn for Generalen for din Tapperhed. Gack strax og lav dig til Kampjeg skal laane dig mit eget Sverd Dyrendall som er smurdt med Drage-Blood. Still dig icke saadan an; thi man skulle tæncke, du var bange.

CHILIAN.: Jeg er, min Troe, icke bange, men jeg er en Politicus, det veed Gud og hver Mand, derfor kand det icke staae mig an at slaaes; havde jeg icke været en Politicus, saa havde jeg skiøttet Fanden derom; men jeg kand icke beqvemme mig til at giøre noget, som min Characteer er uanstændigt; Jeg vil staae paa den Civile Stands Ret, tiene i Freds-Tiider som en ærlig Mand, og vove mit Liv og Blood for Politien, men dette har jeg intet at bestille med.

HOLOPHERNES.: Her maa holdes en Krigs-Ret over ham, vi mercker nok, at hand vil icke til med det gode.

163

CHILIAN.: Ach I goode Herrer, førend jeg lar en Krigs-dom gaae over mig, beqvemmer jeg mig heller dertil. Men dette vil jeg kun bede, at der maa blive giordt sliige Anstalter, at den, som jeg skal slaaes med, icke legger Haand paa mig; thi det er mod Folcke-Retten at legge Haand paa en Ambassadeur.

HOLOPHERNES.: Hør I stoldte Riddere! paa det man kand faae de Stadsgriller af hans Hoved, saa vil jeg giøre ham til Oberst; og saa ophører ald Hinder.

CHILIAN: (sagte.)
Skam faae den der lærdte dig det, din lange Hund.

CHILIAN: (blir bevæbned fra Top til Taa)
Jeg maa vel have et Glas Finckel-Jochum i det ringeste, før jeg gaaer til Striid. (Dricker ud Glasset.) (De raaber allesammen til Lycke og retiterer sig til side et lidet.)

ULYSSES.: Naar du kommer med Seyer tilbage, maae du være vis paa en Laurbær-Krantz.

✂

Holberg, Ludvig Seks komedier

LUDVIG HOLBERG

Seks komedier

Danske Klassikere Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Borgen

Jean de FranceEllerHans FrandsenComoedieForestilledPaaDen Danske Skueplads1722.

Hoved-Personerne i Comoedien:

Act. I.

Scen. 1.

Sc. 2.

Sc. 3.

Sc. 4.

Sc. 5.

Sc. 6.

Act. II.

Sc. 1.

Sc. 2.

Sc. 3.

Sc. 4.

Sc. 5.

Sc. 6.

Act. III.

Sc. 1.

Sc. 2.

Sc. 3.

Sc. 4.

Sc. 5.

Sc. 6.

Act. IV.

Sc. 1.

Sc. 2.

Sc. 3.

Sc. 4.

Sc. 5.

Sc. 6.

Sc. 7.

Sc. 8.

Act. V.

Sc. 1.

Sc.2.

Sc.3.

Sc. 4.

Sc. 5.

Sc. 1.

Jeppe paa BiergetEllerDen forvandlede Bonde.ForestilledPaaDen Danske Skueplads1722.

Hoved-Personerne i Comoedien:

Act. I.

Scen. 1.

Sc. 2.

Sc. 3.

Sc. 4.

Sc. 5.

Sc. 6.

Sc. 7.

Sc. 8.

Act. II.

Sc. 1.

Sc. 2.

Sc. 3.

Act. III.

Sc. 1.

Sc. 2.

Sc. 3.

Sc. 4.

Act. IV.

Sc. 1.

Sc. 2.

Sc.3.

Sc. 4.

Sc. 5.

Sc. 6.

Act. V.

Sc. 1.

Sc. 2.

Sc. 3.

Sc. 4.

Sc. 5.

Sc. 6.

Ulysses Von IthaciaEllerEn Tydsk Comoedie.

Personerne i Comoedien.

Prologus.

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

Jean de France
Eller
Hans Frandsen
Comoedie
Forestilled
Paa
Den Danske Skueplads
1722.

Jeppe paa Bierget
Eller
Den forvandlede Bonde.
Forestilled
Paa
Den Danske Skueplads
1722.

Ulysses Von Ithacia
Eller
En Tydsk Comoedie.