Holberg, Ludvig Seks komedier

2
3

LUDVIG HOLBERG

Seks komedier

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER VED
Jens Kr. Andersen

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte fra Litteraturrådet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen for Nyt Dansk Litteraturselskab, Hanne Marie Svendsen for Danske Skønlitterære Forfattere, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Lars Peter Rømhild som tilsynsførende. Tekstgrundlag: Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udg. af Carl S. Petersen, Aage Hansen og EJ. Billeskov Jansen. Bd. I-XVIII, 1913-1963. Nr. 492104.

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1994 · ISBN 87-21-00246-0 Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen på grundlag af A. Roslins maleri fra ca. 1742 af Ludvig Holberg samt originalbrev fra forfatteren til krigsråd Aage Rasmussen Hagen 27. jan. 1731 · Tryk: Rounborgs Grafiske Hus, Holstebro · Papir: Book Design - l ,3 -100 g, Svane-mærket, klor- og syrefrit · ISO 9706.
1. udgave, 2. oplag 1999

5 6
7

Jean de France
Eller
Hans Frandsen
Comoedie
Forestilled
Paa
Den Danske Skueplads
1722.

8

    Hoved-Personerne i Comoedien:

  • Jeronimus en Borger. M. Ulsø.
  • Frands hans Naboe. M. Gram.
  • Jean Frandses Søn. M. Pilloi.
  • Elsebet Jeronimi Datter. Mad. Lerke.
  • Antonius hendes Elsker. M. Schou.
  • Espen en Tiener. M. Hald.
  • Marthe en Pige. Mad. Montaigu.
  • Arv en Gaards-Karl. M. Høberg.
  • Magdelone Frandses Hustrue. Mad. Coffer.
  • Pierre, Jeans Tiener. M. Wegner.
9

Act. I.

Scen. 1.

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS.

God Morgen, Naboe, hvor kommer I fra saa tilig?

FRANDS.

Jeg var udi et Ærende paa gammel Torv.

JERONIMUS.

Hvad got nyt der?

FRANDS.

Intet, uden mand førdte en til Slutteriet.

JERONIMUS.

Det kand icke regnes for nyt, men hvorfor blev hand bragt did hen?

FRANDS.

Mand sagde mig, at det var for Gield.

JERONIMUS.

Det er heller intet nyt?

FRANDS.

Samme Person har lenge reist Uden-Lands, og har sat en stor Hob Midler til.

JERONIMUS.

Det er heller icke nyt. Hør kun, kiere Naboe, speiler eder udi deslige Exempler. I har en Søn, jeg vil icke sige meer, gid det icke maa gaa efter min Spaadom, det rører mig saavelsom eder; thi jeg har lovet min Datter Elsebet bort til ham; men I vilde icke lyde mit Raad, hand skulde have sin Villie, hand vilde reise, hand skulde reise, skiønt hand er et Barn paa 19 Aar.

10
FRANDS.

Forlad mig, Naboe, hand blev 20 Aar forleden Januari.

JERONIMUS.

Jeg kand nok erindre, da hand blev fød, det var den samme Tid, som salig Birthe døde, men det vil intet sige, lad være, at hand er 20 Aar gammel, mon det icke er Hazard alligevel, at lade ham saaledes reise Uden-Lands.

FRANDS.

Jeg vil icke disputere, om det er farligt eller ej, men det veed jeg, at de fleeste her i Landet reise ud i den Alder.

JERONIMUS.

Det gaar og de fleeste, som den Karl I mødte paa gammel Torv. I har saa vit ret, kiere Naboe; de fleeste ere siden hengefærdige af Armod; hvorfor maa eders Søn icke henge sig, saa vel som en anden?

FRANDS.

Ach! det har ingen Fare; hand forsickrede mig, førend hand tog Afskeed, om sin Skikkelighed.

JERONIMUS.

Det giøre alle. Jeg veed icke, hvordan hans Levnet har været udi Paris, men det kand jeg sige, at hans Breve staar mig aldeeles icke an; min Datter Elsebet kalder hand Isabelle, sig selv skriver hand Jean, og jeg heeder Jerome. Hand maa kalde sig selv, hvad han lyster, hand maa skrive sig Fairfax og Soldan, om hand vil, naar hand ickun lader mig og min Datter beholde vore Christne-Navne.

FRANDS.

Ach kiere Naboe! det er jo Moden, unge Mennisker giør saadant for at lade see, de have lærdt fremmede Sprog.

JERONIMUS.

Jeg disputerer icke, om det er Moden eller ej, men er det en fornuftig Mode? om en Fransk Mand her udi Landet forvendte sit Navn Jean og lod sig kalde Hans, naar hand kom hiem igien, mon hans Landsmænd icke tenkte, at hand var bleven forrykt? det er smukt nok at lære fremmede Sprog, men, naar vi har lærdt vort 11 eget først; det er smukt nok at reise Udenlands, naar mand har samlet Aar og Forstand først, naar mand har den Capital, at mand kand leve af Renterne, naar mand reiser paa en viss Profession, som mand icke kand lære hiemme. Men her er det bleven som en sat Ret for fattige Borger-Børn, at de i Fleng ved slige Udenlands Reiser skal ødelegge deres Familier, for at lære et Sprog, som de for en Snees Rigs-Daler eller meere kand lære af en Sprog-Mester her hiemme. De fleeste blive fordervede, og lære intet uden galne Moder og Vellyst, som de siden fylde Landet op med, og glemme det Gode, de ere blevne øvede udi i Skolerne. Jeg kand opregne over Sneese smucke Karle, der have studeret deres Præke-Stoel paa Klosteret, og giordt Prækener, som have været høyt agtede, end og udi vor Frue og Runde Kircke, hvor de lærde Meenigheder ere. De samme ere siden efter Moden reist Udenlands, og der efter Moden have glemt bort deres Christendom indtil Catechismum, tilsat deres Midler, ført en Hob politiske Griller med sig tilbage, og siden gaaet med deres Bonjour, og Comment vous Portes vous og creperet, saa de har faat en Ulycke i Maven, indtil de ere faldne til Melancholie og Brendeviin; saa at Forældrene seer derved deres Børn fordervede, og sig selv ødelagde. Ja, I leer deraf, kiere Naboe, det er, min Troe, dog sant; dersom I saae udi en Sum paa et Sted de mange Penge, som af unge Mennisker aarligen blive u-nyttig tilsat Udenlands, skulde I icke forundre eder over, at vi ere saa fattige og magtesløse. Eders Søn har allereede fortæret 1500 Rdlr. i Frankrig. I siger, at hand har lærdt Fransk derfor; men I taler icke om, hvor meget Latin hand har ogsaa glemt. Narrerie og Galskab mercker jeg at hand har lærdt for det første. Det kand jeg see af de Breve hand skriver til mig. Hvad Fanden skal jeg med de Franske Breve, som jeg icke forstaar et Ord af? først koste de mig Post-Penge, siden en Bouteille Viin til Jan Baptist, som sætter dem over for mig paa Tydsk, og kand jeg endda neppe forstaa dem.

FRANDS.

Nu giør det ingen gode, Naboe, at vi tale derom; hvad engang er giordt kand icke forandres; Skylden er icke hos mig. Min Kone vilde saa have det.

12
JERONIMUS.

Fy! fy! skyd aldrig Skylden paa eders Kone. Naar I beskylder eders Kone for saadant, beskylder I og saa eder selv. Det er haanligt for en Mand, at hand siger, jeg er bleven ødelagt, men det er icke min Skyld; thi min Kone vilde saa have det.

FRANDS.

Min hierte Naboe! I er aldt for knarvurren. Jeg er, Gud skee Lov, icke endnu ruineret. Vil I ickun tie still, nu kommer min Søn tilbage; thi hand er reist fra Paris for 4 Uger siden, og saa er det Ende derpaa.

JERONIMUS.

Ende derpaa? ha, ha! Ende derpaa? I skal faa det at vide, Naboe, I skal faa det at vide; vor Danske Ungdom giør icke som Ungdommen udi Holland. Myn Heer Kalfs Søn udi Serdam reiste Udenlands for nogle Aar siden, førdte sig op som en Prinds, tracterede Ministerer ved alle Hofe, men saa snart hand kom tilbage igien, solte hand Heste, Vogne, Kusk, Laqvaier og sin heele Statz; tog sin gamle Serdamske Bonde-Kiol paa igien. Mon vore Cavellerer, vore Dagdrivere (Gud forlade mig mine Synder) vil giøre det samme? jo, jo, forsøg kun, at give eders Søn reven Øll og Brød til Frokost, som tilforn, see, om hand icke vil svare: Jeg er vant til Chocolade udi Holland; forsøg at give en god Dansk Meel-Grød eller Byggryns-Grød, see, om hand icke vil grine deraf, og en anden Aften soupere hos en Fransk Kock; vilde de endda ickun føre en Nations Lyde hiem med sig, var det icke saa meget at sige, men de kommer tilbage sammensydde af ald det Galskab, som findes udi Engeland, Tyskland, Frankrig og Italien. Jeg vil icke skiere op, Naboe, men saaledes leve ungefehr vore Cavellerer, naar de komme hiem. Om Morgenen skal de have deres Thee eller Chocolade. Det, sige de, er paa sin Hollandsk. Om Eftermiddagen deres Caffee, det er paa sin Engelsk; mod Aftenen spille de Allomber hos en Maitresse, det er paa sin Fransk. Naar de gaa et Ærende i Byen, skal de have en Laqvei udi Hælene paa sig, det er paa sin Leipzigsk eller Berlinsk, skal de gaa i Kircken, spørger de først, om der bliver Music, det er paa sin Italiensk, alt hvad som er Udenlandsk, synes dem at være 13 artigt og fornemme, end ogsaa naar de blive trokne til Slutteriet for Gield.

FRANDS.

Nu, nu, Naboe, det tør gaa bedre end I tencker. Er det ellers lengesiden, at I fik Brev fra min Søn?

JERONIMUS.

Ungefehr for fire Uger siden.

FRANDS.

Hand var reist for fire Uger siden fra Paris.

JERONIMUS.

Det kand nok være; hans sidste Brev var dateret (med Permission at sige) fra Roven eller Røven; er der nogen Sted, som heeder saa i Frankrig?

FRANDS.

Det maa være Roan, som de Franske skrive Roven; thi hand gaar til Skibs.

JERONIMUS.

Det er et hesligt Navn; men der kommer Arv Gaards-Karl med Aanden i Halsen. Hvad mon hand vil?

Sc. 2.

Arv. Jeronimus. Frands.

ARV.

Nu gav jeg nok en Daler til, at Hosbond var hiemme; thi Hans Frandsen er kommen hiem, og ingen kand forstaa et Ord, hvad hand siger. Det første hand kom ind ad Døren, spurdte hand: hvor er Moen Pere; jeg blev forbauset over saadant Spørsmaal; thi hvem Fanden kand skaffe ham moedne Pærer udi Maymaaned? jeg svarede: de ere icke her udi Landet paa disse Tider; hand forundrede sig meget derover, ligesom hand aldrig havde seet en Have her i Landet tilforn, og spurdte siden om hans træ siær mere hvorfor jeg svarede, som Sanden er, at hand kand finde hende enten paa Ulfelds 14 Plads eller Hallands-Aas; thi der findes tvende Træe-Mærre. Mig gav hand et Hunde-Navn kaldende mig Garsong, og andet, som jeg skiemmes at tale om.

FRANDS.

Arv! hvad nyt har du?

ARV.

En heel Pose-fuld.

FRANDS.

Ondt eller Got?

ARV.

Baade ondt og got. Hans Frandsen er kommen hiem igien fra Vest-Indien, men -

FRANDS.

Fra Vest-Indien?

ARV.

Jeg meener det er fra Vest-Indien, efterdi hand er gandske forrykt, enten er hand gall, eller hand laver til Barsel; thi det første hand begierede, var moedne Pærer.

FRANDS.

Hvorledes seer hand ellers ud? hvorledes er hand klæd?

ARV.

Hand seer ud som hand havde brendt Falster af, og vilde flye over til Lolland. Hand gaar udi en rød Klædes Slaap-rok, og har en Hat paa Hovedet saa breed som 6 af mine; hand er ligesaa breed som den, Hans Wurst havde, da Hosbond var sidst og saae paa den stercke Mand. Hand har icke behov at spøge før Tid; thi hand kand tilig nok blive Hand-Reder. Men jeg maa løbe med et Brev, som hand flyde mig.

FRANDS.

Til hvem skal det Brev?

ARV.

Det skal til en Mand, som heeder Moons.

15
FRANDS.

Lad mig see Brevet: A Mons: Monsieur de Pedersen Auditeur de la primiere Classe in Copenhague. Det maa være til Mons: Pedersen første Lectie Hører, som er hans gode Ven. Du skulde lenge løbe og spørge efter Moons: Hvor er min Søn?

ARV.

Nu kommer hand strax, hand staar inde udi Grønstuen og pukler sin Paryk for Speilet. Jeg maa løbe.

Sc. 3.

Jean.Jeronimus.Frands.

JEAN.

La, la la la la la, nu kommer jeg icke ihu den bougre de pagrad, som jeg lærdte sidst af Mons: Blondis par Di, det er en grand malleur, mais voila mon pere amp; mon Sviger Pere, bon matin Messieurs! coment vive ma chere Isabelle.

JERONIMUS.

Hør min gode Hans Frandsen! jeg er fød i Christen-BernikovStræde, min Fader ligesaa. Der har aldrig nogen Isabelle eller Fidelle været i vort Huus; jeg heeder Jeronimus Christoffersen, og min Datter Elsebet med Gud og Æren.

JEAN.

Det er aldt det samme mon cher Sviger Papa, Elsebet, Isabelle, eller Belle, alleene det sidste er meer fornemme.

JERONIMUS.

Hvo der kalder min Datter Belle, skal have med mig at bestille; thi det er et Hunde-Navn. Vil I icke kalde os ved vore ChristneNavne, kand I see jer om et andet Svogerskab. Jeg er en gammeldags ærlig Borger, og lider icke saadane nye Allamoder, forstaar mig ei heller paa saadan høytraven Pariering.

JEAN.

Pardonnes moi mon cher Sviger Papa, mand siger aldrig nye Allamoder, c'est ne pas bon Parisisk, c'est bas breton par Di la la la la. Dette 16 er den nyeste Menuet, compose par le Sieur Blondis, par Di! det er en habile homme le plus grand Dantze maitre en Europa. Heeder icke Dantze Maitre paa Dansk ogsaa Dantze Maitre; jeg har oublieret gandske mit Dansk Dans Paris.

JERONIMUS.

Det er Skade, at I har icke glemt hver Bogstav; thi nu kand hverken Dansk eller Fransk forstaa jer, havde I biet 14 Dage længer i Paris, havde I vel ogsaa glemt jer Navn.

JEAN.

Non, ma foi, jeg glemmer aldrig saa let, at jeg heeder Jean de France non par Di non.

FRANDS.

Jean de France nong Paradis nong, er det Hans Frandsen paa Dansk? Naboe! det Sprog maa være meere riigt end vores.

JERONIMUS.

Det var bedre, i Stæden for at spørge mig om saadant, at I gav eders Søn et par Ørefigen paa hans Pande-Brask.

JEAN.

Messieurs! je demande pardon, jeg maa gaa, vi Parisiens kand icke være lenge paa et Sted. La la la la la la. Jeg maa hen at see mig lit om a la Greve adieu si long.

(Gaar ud.)

Sc. 4.

Jeronimus. Frands.

JERONIMUS.

Farvel, Naboe! jeg beder om Forladelse, at jeg har giordt mig saa dristig at tale med jer; jeg hør eders Søn vil være Greve, hvorfor jeg og min Datter ere for ringe at omgaaes med eder.

FRANDS.

Ach min hierte Naboe! vær dog icke saa meget hastig, hav Taalmodighed udi 14 Dage, jeg haabes, at inden den Tid de Griller skal 17 forgaa ham. I veed jo, at Herman Frandsens Søn var ligesaa, hvorledes hand med sin Parlemefransø dræbte alle Mennisker; hand var jo saa indtagen deraf, at hand vilde end icke ligge hos en Pige, uden det var paa Frandsk, hand aad heller en Suppe koget paa en SkoePind, naar den var tillavet af en Fransøsk Kock, end den beste Kalle-Kiød Suppe paa Dansk; naar hand talede med de fornemmeste Bestillings-Mænd, kaldte hand dem Monsiør, alleeneste fordi det var paa sin Parlemefransøsk, u-anseet, at hand fik mange Uvenner derved. Ja hand vilde paa sikasten icke gaae i Dansk Kircke meere, men holdt sig til den Calvinske Meenighed udi Aabenraa, den samme blev jo siden saa skickelig, da hand havde udraset, at hand nu brendte Franske Bøger indtil Bibler, hvor hand faar fat paa dem, og indvikler sig i Klammerie med Folk alleene, fordi de have Parlemefransøske Ansigter, endskiønt de ere her indfødte Christne. Jeg haabes min Søn inden stacken Tid skal blive lige saadan een; men hand maa have noget at bestille. Jeg har i Sinde, at sætte ham paa RenteCammeret, der vil hand, min Troe, faa andet at forrette end synge la la la og dantze Fiol de Spanie om Dagen.

JERONIMUS.

Nu, nu Naboe, paa det I ej skal sige, at jeg er formeget knarvurren, see! da vil jeg have Taalmodighed udi 14 Dage, bliver hand inden den Tid bedre, seer jeg heldst, at hand holder strax Bryllup med min Datter, og tager sig en borgerlig Handtering; thi at lade ham løbe blant de Rente-Cammer-Drenge, det duer icke meget, Naboe, det duer icke meget.

FRANDS.

Det maa blive ligesom I finder det for got. Far vel saa lenge.

JERONIMUS.

Far vel.

18

Sc. 5.

Magdelone. Frands.

MAGDELONE.

Ach min hierte Mand! har du seet Hans Frandsen?

FRANDS.

Alt for meget, Gud bedre!

MAGDELONE.

Du har altid trettet med mig, at vi giorde for meget af den Søn.

FRANDS.

Det er sant.

MAGDELONE.

Men har vi icke nu Glæde for ham?

FRANDS.

Jo, det er sant, mand kand lee sig ihiel, naar mand seer paa ham.

MAGDELONE.

Ach! det er en allerkieriste Dreng!

FRANDS.

Ja vist.

MAGDELONE.

Tenk engang, hvorledes hand har tiltaget i det Franske Sprog i saa kort Tid.

FRANDS.

Forskreckelig.

MAGDELONE.

Jeg kunde neppe kiende ham igien, da jeg saae ham.

FRANDS.

Jeg icke heller.

MAGDELONE.

Saa levende var hand bleven.

19
FRANDS.

Ja vist.

MAGDELONE.

Og saa artig.

FRANDS.

Forskreckelig.

MAGDELONE.

Frankrig kand dog skabe Mennisker om.

FRANDS.

Forbandet.

MAGDELONE.

Hand kaldte mig Mardamme.

FRANDS.

Giorde hand det?

MAGDELONE.

Thi hand sagde: det er saa gemeent at sige Moor.

FRANDS.

Kand nok være.

MAGDELONE.

Men hans Kiereste kaldte hand Matresse: det syntes mig eene var underligt.

FRANDS.

Hvorfor det?

MAGDELONE.

Det er, maa skee, saa brugeligt i Frankrig.

FRANDS.

Kand skee.

MAGDELONE.

Gud skee Lov, at hand dog vilde kiendes endnu ved sine gammeldags Forældre.

20
FRANDS.

Det er sant.

MAGDELONE.

Men hvorfor græder du, hierte Mand! det er vel af Glæde. (sagte) Den stackels Mand holder meer af sine Børn end hand lar sig mercke. Jeg har ogsaa grædet af Glæde.

FRANDS.

Og jeg af Sorg.

MAGDELONE.

Af Sorg?

FRANDS.

Ja af Sorg. Maa en ærlig Far icke græde, der seer sin Søn saaledes omskabet til en Fantast, Gøgler, Nar.

MAGDELONE.

Hvad siger du grove Oxe? er min Søn en Nar?

FRANDS.

Ja Captain for alle Narre.

MAGDELONE.

Ej jeg elendige Menniske! der skal have saadan Tølper til Mand, der intet kand skiønne paa noget, som got er. Den eeniste Glæde jeg har i Verden, er det kiere Barn, hvilket dog den slemme Mand icke kand lide. Mand seer jo u-mælende Beester holde af deres Unger, ja end ogsaa Tyrker og Hedninger af deres Afkom. Du alleene hader dine egne Børn, som fremmede Folk for deres Artighed elsker. Jeg skulde icke rose mit eget; men jeg troer icke, at her er et artigere Menniske til her i Landet, end Hans Frandsen, havde du kun aldmindelig menniskelig Forstand, saa maatte du kunde see det.

FRANDS.

Hvor i bestaar da hans Artighed?

MAGDELONE.

Det bestaar derudi, at hand er artig.

21
FRANDS.

Jeg seer ingen Artighed derudi, at sætte 1500 Rigs-Daler til i saa kort Tid.

MAGDELONE.

Du taler nok om hvad hand har sat til, men du taler icke om hvad hand har lærdt.

FRANDS.

Jeg seer nok at hand har lærdt at dantze en Fiol de Spang, at siunge en hob forliebte Viser, og forderve sit eget Sprog; thi jeg troer hand kand nu hverken Dansk eller Fransk.

MAGDELONE.

Jeg vil icke tale lenger med det fortrædelige Menniske; jeg svær paa, at jeg icke skal søge Seng med dig mine Dage meer.

FRANDS.

Bie hierte Kone! jeg vil sige dig noget.

MAGDELONE.

Icke et Ord meere.

FRANDS.

Gud bevare os, hvor kandst du blive hastig vred.

MAGDELONE.

Lad mig gaa, siger jeg.

FRANDS.

Ej lille Magdelone! jeg meente det icke saa ilde.

MAGDELONE.

Ingen Snak! jeg vil gaa.

FRANDS.

Bi min Hønne, saa skal du faa det, du veedst vel selv.

MAGDELONE.

Packetel.

FRANDS.

Min Suckertop!

22
MAGDELONE.

Sladder.

FRANDS.

Min Snut!

MAGDELONE.

Slip mig dog.

FRANDS.

Min Sirup-Krucke!

MAGDELONE.

Bort.

FRANDS.

Min Smør-Blomster!

MAGDELONE.

Tramtrara.

FRANDS.

Min Paaske-Lillie!

MAGDELONE.

Intet.

FRANDS.

Min hiertens Glæde!

MAGDELONE.

Gaa Fanden i Vold.

FRANDS.

Min Balsom-Bøsse!

MAGDELONE.

Til Bloks-Bierg.

FRANDS.

Ach min allerkiereste Kone! vær dog icke vred paa din lille Mand.

23
MAGDELONE.

Ingen Slingring.

FRANDS.

Paa din egen lille Frands.

MAGDELONE.

Bort falske Blacke!

FRANDS.

Jeg skal, min Troe, aldrig skiemte saa oftere. Meener du, at det var mit Alvor?

MAGDELONE.

Var det icke dit Alvor?

FRANDS.

Mit Alvor! meener du, at jeg icke kand see min Søns Artighed saa vel, som du? jeg talede kun saa for at skiemte lidet med dig. Det var, min Troe, af lutter Glæde, jeg græd. (sagte) Ach! Gud bedre den Mand, der, for at have Fred i Huset, skal opofre sin og sine Børns Velfærd.

MAGDELONE.

Efterdi du sagde det af Skiemt, min hierte Mand! saa er jeg alt god igien. Men der kommer hand.

Sc. 6.

Jean.Magdelone. Frands.

(Jean kommer ind og synger en Fransk Viise.)

MAGDELONE.

Giv nu kun agt paa ald hans Væsen, og see saa, om vi icke har Aarsag at elske den Søn.

FRANDS.

Du har ret derudi Kone.

24
MAGDELONE.

Min hierte Søn! du maa icke være saa lenge fra din Mamma. Jeg kand icke undvære dig et Øjeblick.

JEAN.

Hvad siunes Madamme, om den Contretemps, som jeg lærdte nylig, førend jeg reiste fra Paris. Den troer jeg pardi icke nogen kand giøre her i Landet. Jeg kand giøre den paa tvende Facons, som, for Exempel, først saa - - for det andet saa.

MAGDELONE.

Var det icke en deilig Capriol Mand?

JEAN.

Det var ingen Capriol Madamme, men en Contretemps.

MAGDELONE.

Jeg forstaar det icke, min hierte Søn! du maa forlade mig. En slet og ret Menuet har jeg kunnet dantze i gamle Dage, men intet andet.

JEAN.

Madamme kand vel Touren endnu deraf?

MAGDELONE.

Ja, maa skee.

JEAN.

Kom lad os dantze en Menuet tilsammen for at see, hvilke Pas jeg giør.

MAGDELONE.

Jeg er bange det vil blive en underlig Dantz; thi jeg er noget for gammel til at dantze.

JEAN.

Det vil intet sige. La tour Seulement.

MAGDELONE.

Nei, min allerkieriste Søn! jeg beder at have mig undskyldt.

25
JEAN.

Ah! pardi! jemen mocqve. La tour Seulement.

FRANDS
(sagte)

Det er mig saa kiert som een gav mig ti Daler. Jeg var tilfreds, hand vilde nøde hende til at dantze midt paa Slottspladsen; thi det var til pas til hende, som har selv fordervet ham.

MAGDELONE.

Ach min hierte Søn! giør mig da icke den Skam.

JEAN.

Ej! sans facon! det lader saa ilde at lade sig saa lenge bede. La tour Seulement.

FRANDS
(sagte)

Det gaar skiønt nok.

MAGDELONE.

Mine Fødder er alt for stive dertil.

JEAN.

Pardi! mardi! peste! diantre! tetebleue! nu blir jeg vred. Kand I icke sagte giøre mig den Fornøjelse. La tour Seulement.

MAGDELONE.

Førend min Søn skal blive vred, saa vil jeg gierne giøre det som jeg kand.

FRANDS
(sagte)

Ha ha ha.

JEAN.

Papa maa synge os en Menuet.

FRANDS.

Kand jeg synge?

JEAN.

Men see vel til, at I holder os Mesuren udi at synge.

FRANDS.

Hand vil blive suur nok min Søn, det er best, at I synger selv.

26
JEAN.

Ej pardi c'est impossible, hvorledes kand jeg synge og dantze dans le meme temps?

MAGDELONE.

Kand jeg giøre vor Søn den Villighed at dantze med ham, saa kand du ogsaa synge for ham.

FRANDS.

Jeg troer icke det er dit Alvor, Kone, jeg giør mig slet intet til Nar. Jeg er nu for gammel dertil.

JEAN.

Tete bleue! j'enrage.

MAGDELONE.

Ach min hierte Søn! bliv icke vred. Hand skal, min Troe, synge, om hand blev gall.

JEAN.

Ach pardi! chantes doné.

MAGDELONE.

Du est den fortrædeligste Mand, der nogen Tid kand findes paa Jorden.

JEAN.

Diable m'emporte, si - (Frands begynder at synge den Melodie, som Vægterne har, og græder tillige med, og de andre begynder at dantze.)

JEAN.

Ej det er ingen Menuet, kand Papa ingen Menuet?

FRANDS.

Jeg kand ikke uden den.

MAGDELONE.

Lad os faa den da. Det vil icke sige, om den er gammel. (Hand synger og truer, naar de vender sig fra ham. De dantzer begge meget absurd. Jean raaber imellemstunder la cadance mon pere! la cadance! naar Dantzen er ude, gaar de ind.)

27
FRANDS
(sagte)

Ach jeg elendige Menniske! der har bragt til Verden saadan Søn. Jeg maa finde paa Raad i Tide; thi mit Huus vil ellers blive til en Fabel.

Act. II.

Sc. 1.

Antonius.Elsebet.Marthe.Espen.

ANTONIUS.

Ach min allerskiønneste Jomfrue! mit Hierte vil briste over de ulycksalige Tidender, at min Rival er kommen saa uformodentlig tilbage.

ELSEBET.

Hvordan meener I da vel mit Hierte at være, jeg som skal bindes til det vederstyggeligste Menniske for mig i Verden. Jeg havde Afskye for hans Person, førend hand reisede, saasom jeg merckede, at hand var af en forfængelig og vanskabt Natur, og let kunde spaae, at hand vilde blive reent forstyrret, naar hand kom udi fremmede Lande.

ANTONIUS.

Vil I da, allerkieriste Jomfrue! binde eder til saadan Person.

ELSEBET.

Icke med min gode Villie, min hierte Antonius, men I veed, at jeg har en Fader, der er haard som en Flinte-Steen, hvad hand vil have fort, det maa gaa fort, om det end er til hans eget Huses Ruine.

ANTONIUS.

Saalenge jeg er til, skal dog saadant icke gaa for sig.

ELSEBET.

Hvormed vil I da hindre det?

28
ANTONIUS.

Jeg siger: jeg er til. Thi mine Øyne skal icke see saadant, jeg skal før omkomme mig selv.

ELSEBET.

Ach! min Antonius! vær dog icke saa utaalmodig, I synder kun dermed.

ANTONIUS.

Ej Jomfrue! jeg mercker nok af eders Koldsindighed jer Hierte-Lav mod mig. I bilder eder, maa skee, ind, at min Kierlighed, mine Sucke, min Graad er ickun Galanterie, ickun Hyklerie, som eders. Men I skal strax faa andre Tancker, see her beviser og bekræfter jeg min oprigtige Kierlighed med mit Hierte-Blod.

ELSEBET.

Ach! hold inde! hold inde! hør hvad jeg vil sige eder.

ANTONIUS.

Hvad kand I vel sige, som formaar mig at forandre mit blodige Forsæt.

ELSEBET.

Det kand jeg sige eder I ubesindede Menniske, at, hvis I omkommer eder, skal jeg med det samme Sverd ogsaa tage mig af Dage; hold derfor inde, og tenk heller paa Raad at afværge den overhengende Ulycke, og vær forsickret om, at hverken Forældre eller nogen Ting i Verden skal kunde sønderrive det Baand, som har knyttet vore Hierter sammen.

ANTONIUS.

Ach! nu er jeg fornøjet.

MARTHE.

Hører, I forliebte Giecke, i Steden for at giøre slige unyttige Ophævelser, var det bedre, at I bad mig og Espen sticke Hovederne sammen, I veed jo, at, naar vi toe ville bruge vore Hierner, at ingen Ting er os umuelig, giv os Stunder at speculere lidt, og gaa imidlertid til Side.

29

Sc. 2.

Marthe.Espen.

MARTHE.

Espen! du est en gammel Skielm, lad nu see, hvad du duer til.

ESPEN.

Nest dig troer jeg icke, at jeg har min Overmand.

MARTHE.

Spind nu da paa noget, det vil icke sige, om du bliver hengt derfor; thi bliver du icke hengt for det, saa bliver du dog vist for andet inden kort Tid.

ESPEN.

Nei min Troe bliver jeg icke saa hastig hengt, om ellers den Spaakiellings Ord er sand, som saae mig i Haanden forleden Dag.

MARTHE.

Hvad spaadde hun dig?

ESPEN.

Hun spaadde mig, at jeg icke skulde blive hengt, førend du var bleven pidsket, og havde siddet 3 Aar udi Spindehuset.

MARTHE.

Ja sladder. De gamle Propheter ere døde, og de nye duer intet.

ESPEN.

Nei min Troe! den Kielling var saa gammel, at hun icke havde en Tand i Munden, og kunde icke tale aldeeles ud af Ælde.

MARTHE.

Hvorledes kunde hun da sige, at jeg skulde komme i Spindehuset, hvo der vil lyve, maa have en god Ihukommelse.

ESPEN.

Hun forklarede mig alting ved Gebærder.

30
MARTHE.

Snak for din Æske, lad os til Arbeids, medens vi er alleene, den ædele Tid gaar bort.

ESPEN.

Jeg er min Troe icke i Humeur til at cortisere nu Mammeselle.

MARTHE.

Fy! fy! din Slyngel! du skal nok see, at jeg er i Lyste; naar jeg vil den Vei, gaar jeg til dem, som ere andre Folk end du. Naar jeg har Lyst til saadant, kand jeg faa ti Carosser, om jeg vil, med Herrers Lakejer at afhente mig. Det Arbeide, jeg nu meenede, var at specu-lere paa nogle Intriguer.

ESPEN.

Ja nu forstaar jeg først Meeningen. (De gaa, og spadsere frem og tilbage.)

MARTHE.

Espen! er du snart klar med din Lectie?

ESPEN.

Ja, jeg har en Invention at fixere den gamle Jeronimus en Hob Penge fra.

MARTHE.

Ej din Dosmer! det er saa gammeldags. Det har du staalet af en gammel Comoedie. Nej! jeg har et andet Middel, som er bedre; lad os kalde de forliebte Folk ind igien, og høre deres Betenkning derover. Hej! kommer ind igien! Paris og Helene! at høre paa Dommen.

Sc. 3.

Elsebet.Marthe.Espen.Antonius.

ELSEBET.

Her er vi, lad os nu høre, hvad I har sammenspundet.

31
MARTHE.

Vi Raadsherrer har fundet for got, efter de fleeste Votumer, at, saasom det er en stor Synd, at sætte sig imod sine Forældres Villie, da er best, at Jomfrue Elsebet slaar den anden Kierlighed af sit Sind, og binder sig til den, som hendes Fader har giort Løfte til.

ELSEBET.

Ach! du skiemter med mig.

MARTHE.

Ja det er ogsaa ickun Skiemt; thi jeg holder for, at mand udi de Sager icke maa rette sig efter Forældrenes Caprice. Deres Henseende er ickun Interesse, at de kand komme udi Svogerskab med visse Folk, som de tencke at nyde Tieneste af, og derfor opofre til saadan Interesse tit og ofte deres Børns Velfærd, unge Mennisker derimod have mindre saadant for Øyne, men udvælge de Personer til Ægtefelle, som de tencke at leve fornøjede med, og elske kun for at elske: er det og icke hans Meening? Her Collega!

ESPEN.

Jo mend er det saa.

MARTHE.

Om jeg blev Assessor udi en Ret med dig, vilde det gaa mig som de habile Dommere, der faar en Dosmer ved deres Side, nemlig at jeg altid havde 2 Vota.

ESPEN.

Forstaar du Latin? Marthe?

MARTHE.

Ligesaa meget som du.

ESPEN.

Veedst du da, hvad det er: Mulier taceat in Ecclesia?

MARTHE.

Nej jeg veed det icke.

ESPEN.

Paa Dansk legger mand det saaledes ud, at saadan Soe, som du 32 est, maa tage vare paa din Rok og Teen, og icke tencke til at bemenge dig i Sager, som Naturen har skabt mig og andre Mands-Personer til.

MARTHE.

Du skalt icke sige, Espen! den Tid tør komme, at mand seer meere paa Hoveder end paa Kiøn, meer paa Dygtighed end paa Navne, naar begge vores Forstand bliver saa lagt i Vejeskaal, og jeg bliver beskicket til at være Herreds-Fogd, saa kand du icke blive højere end en Æble-Kielling.

ANTONIUS.

Ach! jeg beder, lad os komme til Sagen, og driv icke Tiden bort med saadan Snak.

MARTHE.

Lad da Espen tale; thi hand har fundet et herlig Raad op.

ESPEN.

Ej Marthe! plav os da icke saa lenge, men siig hvad Middel du har fundet at hielpe disse kiere Børn med?

MARTHE.

Vil du da tilstaa først, at du est en Dosmer?

ESPEN.

Skam der giør.

ELSEBET.

Ach lille Espen! kand du icke for min skyld sagte sige, at du est en Dosmer.

ESPEN.

Ja jeg er en Dosmer da, er det nu vel?

MARTHE.

Enten du meener det eller ej, saa er det dog sant. Hand gik og spekulerede en halv Time ligesom paa en Præken, og endelig kom frem med en gammel skimlet Intrigue, som alle Comoedier ere fulde af. Min Invention derimod bestaar derudi: I har hørdt, at Hans Frandsen er saa indtagen af det, som er Fransk, at, om det var 33 paa sin Parisk at gaa lyse Dagen paa Gaden uden Buxer, eller at henge sig selv, saa giorde han det og; nu veed I, at jeg har tient under en Fransøsk Kock i Piilestrædet udi 3 Aar, og imidlertid lærdt saa meget Fransk, som jeg har fornøden til daglig Brug. Jeg vil give mig ud for en Fransk Dame, der er nyligen kommen fra Paris, og er forliebt i Hans Frandsen. Hvad videre deraf vil følge, skal Tiden lære, lad mig kun raade: Espen skal være min Cammer-Tienner.

ELSEBET.

Saa maa vi strax hen at ryste eder ud.

ANTONIUS.

I flyer, min hierte Jomfrue! Marthe Klæder, jeg skal forsiune Espen.

ESPEN.

I maa icke sige Espen meere, men Her Cammer-Tienner.

ANTONIUS.

Nu gak da, Her Cammer-Tienner!

Sc. 4.

Arv.Antonius.Elsebet.

ARV.

Ha ha ha hi hi hi.

ANTONIUS.

Er det icke Frands Hansens Gaards-Karl?

ARV.

Ha ha ha! gid Fanden tage ald Gallskab.

ANTONIUS.

Hvad leer du saa hiertelig af? Arv!

ARV.

Monsieur Antonius er det jer? jeg er færdig at sprecke af Latter.

ANTONIUS.

Hvor har du været, mens du leer saa?

ARV.
34

Jeg kom fra et Assemblix; der skulde I have seet en artig Dantz.

ANTONIUS.

Hvem var der?

ARV.

Mutter dantzede Kaarse-Dantzen med Hans Frandsen, og Hosbond sang for dem.

ANTONIUS.

Ej hvilken Snak?

ARV.

Jo min Troe er det vist; Skam faa Mutter jeg havde icke tenkt, at hun kunde dantze saa vel; see! saa gik hun og vrickede med Rumpen. Jeg var tilfreds, at jeg havde et Stycke rød Krid, saa skulde jeg male det heele Assamblix af; thi jeg kand ritze. Imellem hvert hand dantzede, raabte hand til Vatter. Gad Hansen! Gad Hansen! hvad det skulde betyde, maa Fanden vide. Den stackels Mand saae jeg nok sang icke med god Villie, thi hand sang, græd og truede paa engang.

ANTONIUS.

Men hvem kunde tvinge ham at synge imod sin Villie?

ARV.

Alting i Huset maa dantze efter Hans Frandsens Pibe. Hand regierer over Mutter og Mutter igien over Hosbond.

ANTONIUS.

Den Karl maa jo være gandske gall. .

ARV.

Jeg troer nok, at hand har faat en Skavank i Hovedet i Frankrig. Hand gier mig et Hunde-Navn og kalder mig Garsong. Hvis hand kalder mig end engang Garsong, skal jeg, min Troe, svare: ja Soldan! thi jeg er døbt Arv Andersen, det kand jeg bevise af Kirke-Bogen. Men hvad skal jeg endelig sige, naar hans Moor taaler, at hand kalder hende Mær, hvilket er endnu værre. Dersom Jeronimus fik at vide, hvad hand kalder hans Datter, troer jeg nok, at hand fik en bancket Ryg.

35
ANTONIUS.

Hvad kalder hand hende?

ARV.

Jeg er bange, at I siger det til nogen igien.

ANTONIUS.

Nej! jeg skal, min Troe, icke.

ARV.

Hand kalder hende sin Matrasse. Det er sant nok en Kone er i visse Maade en Dyne i Sengen, men det er dog saa foragteligt at kalde hende sin Dyne eller Matrasse, til med saa ere de icke gift sammen endnu. Men jeg maa løbe.

Sc. 5.

Elsebet.Antonius.

ELSEBET.

Det er forskreckeligt med de Forældre, der lader sig saa regiere af et galt Barn.

ANTONIUS.

Min allerkieriste Jomfru! lad ham kun løbe gall, desbedre er det for os; thi de ulycksaligste Tidender for mig var at høre hans Forbedring.

ELSEBET.

Ach min hierte Antonius! all vor Lycke staar i Espens og Marthes Hænder. Der er en slags u-rimelig Ærlighed hos min Far; thi, omendskiønt hand seer min Ulycke for Øjnene, saa dog bryder hand icke sit Løfte. Hand siger, det er icke for Personens skyld, men for Familiens.

ANTONIUS.

Men, om nu Marthes og Espens Anslag icke lyckes, og Jeronimus er icke at bevege at staa fra sit Forsæt, hvad vil Jomfruen da giøre?

36
ELSEBET.

Ej min hierte Antonius! plag mig icke meer med slige Spørsmaal. Jeg har jo erklæret mig engang, at jeg vil heller - Men der kommer min Far, løb bort, saa snart som I kand.

Sc. 6.

Jeronimus.Elsebet.

JERONIMUS.

Hej saa Pimperilille! har du icke andet at bestille end staa at kaage i Dørren, og see efter hvor mange unge Karle der gaar forbi; jeg heeder Jeronimus jeg, og icke Frands Hansen. Tenk icke, at du maa have den Frihed, som hans Børn. Havde jeg saadan Søn som Hans Frandsen, saa skulde jeg smukt vrie Hovedet om paa ham.

ELSEBET.

Men, min hierte Fader! efterdi hand er saa uskickelig, hvorfor vil I da binde mig til ham.

JERONIMUS.

Vil du ogsaa raisonnere? vil du ogsaa spørge, hvorfor jeg giør en Ting. Det maa være dig nok, at jeg vil saa have det. Vi kommer i det ringeste i en smuk Familie derover; det er et Svogerskab, som icke er at forkaste; thi Frands Hansen er icke alleene en ærlig, men end og en bemidlet Mand. Til med har jeg givet mit Løfte bort, som jeg icke gierne bryder.

ELSEBET.

Min hierte Papa!

JERONIMUS.

Papa! Papa! vilde du og tale Frandsk, hvis du kommer med den Papa oftere, skal Mangelstocken icke være dig for god. Hvad vilde du ellers sige?

ELSEBET.

Jeg vilde ickun sige dette, at Frands Hansen er en skickelig Mand, men jeg skal icke giftes med ham, men med hans Søn, som 37 er et uskickeligt Menniske, om hvilken jeg allereede har hørdt en Hob galne Historier, siden hand kom hiem.

JERONIMUS.

Seer mand vel om hun icke legger sig efter at vide nyt. Fort! ind og sye paa din Ramme, det er nok saa got. Jeg har allereede hørt saa mange Historier. Seer mand vel! skal du legge dig efter at vide Historier. Jeg kand lade dig vide dette Elsebet: at du skal have Bryllup tilkommende Uge. Jeg er Mand for at holde baade dig og Hans Frandsen i Tøyelen. Flux ind -

Act. III.

Sc. 1.

Jean.Pierre.

JEAN.

Pierre!

PIERRE.

Que voules vous?

JEAN.

Fripon! Maraut! Cocqvin! bougre! badaut! faineant! que la peste t'etoufe, que le Diable t'emporte, t'en leve, t'abime, que le diantre -

PIERRE.

Hvorfor bander Monsieur mig saa meget?

JEAN.

Har du nu været 15 Maaneder med mig Dans Paris, og icke lærdt Comment, du skal svare din Herre, naar hand kalder paa dig? du skal sige: Monsieur! mais non pas que voules vous.

PIERRE.

Det er en liden Forseelse, men fortienner icke saa mange Forbandelser.

JEAN.

Sanden at sige, saa er det icke saa meget for at forbande dig, som 38 for at øve mig udi Frandsken; jeg fik den sidste Maaned en Liste af 40 Nymodens Eeder af min Maitre de Langue, som jeg icke kand exercere uden paa dig.

PIERRE.

Monsieur kand exercere dem paa sig selv, kun sætte me i Steden for te saa øver hand sig udi Sproget, og ingen har et Ord derimod at sige.

JEAN.

Ach! Pierre! gid vi var i Paris igien. Dieu donne que nous etions dans Paris igien. Nu kand jeg icke erindre hvad igien heeder paa Fransk.

PIERRE.

Det heeder aussi.

JEAN.

Det er ret aussi. Naar du hører jeg taler galt, maa du frit corrigere mig. Men ønsker du icke, at vi vare i Paris aussi.

PIERRE.

Jo vist; hvo der brav kand hungre, tørste og fryse, har der ingen Nød.

JEAN.

Ej bougre! crasseux! gourmand! du taler, som du var fød à la place Maubere, eller à la pont neuf come un crocheteur, un decroteur des souliers un porteur d'eau.

PIERRE.

Og Monsieur taler som un fou, un bete, un Nar, un sot, un boufon, som hand var fød dans un Daarkiste eller a la un theatre.

JEAN.

Hvad siger du? bourreau!

PIERRE.

Monsieur maa icke tage det ilde op, jeg giør det kun for at exercere mig i Fransken.

39
JEAN.

Ja saa. Ecoutes Pierre.

PIERRE.

Monsieur!

JEAN.

Jeg kand icke lide disse Danske Ansigter for min Død.

PIERRE.

Mad: Isabelle har dog et kiønt Ansigt.

JEAN.

Ja, det er kiønt nok, men det er dog saa Dansk, c'est une visage a la Danois, a la Vimmelskaft par Di, dog jeg kunde nok venne mig til Ansigtet, dersom hun icke talede Dansk.

PIERRE.

Har Monsr. talt med hende, siden hand kom hiem?

JEAN.

Ovis par di si fait, men veedst du hvad hun sagde?

PIERRE.

Non par di non fait.

JEAN.

Hun sagde: velkommen hiem igien Hans. Ach! naar jeg tencker paa det, staar min Mave i min Hals, havde det nu været en Fransk Dame, havde hun sagt:Je suis ravi de vous voir mon chere mamie Jean de France.

PIERRE.

Ovis par di si fait. De Franske ere hiertens artige Folk derudi, skiønt de meene intet dermed.

JEAN.

Mad: Isabelle parle come un Blanchiseuse dans Paris.

PIERRE.

Ovis par di si fait.

40
JEAN.

Come un frippiere.

PIERRE.

Ovis par di si fait.

JEAN.

Come un femme qui clame renet renet dans les rue.

PIERRE.

Ovis par di si fait.

JEAN.

Come un femme, qui va avec un ane dans la rue & clame lait! lait!

PIERRE.

Ovis par di si fait.

JEAN.

Pierre, saaledes vil vi øve os i Fransken, og icke tale et Ord Dansk sammen.

PIERRE.

Ovis par di si fait; hvad vi icke kand sige paa Fransk, vil vi give tilkiende med Fingrene eller med Grimacer; saa kand vi udi hast blive som indfødde Franske.

JEAN.

Pierre!

PIERRE.

Monsieur!

JEAN.

Jeg vil spise til Middag hos Peche.

PIERRE.

Vil Monsieur icke heller spise hos Mester Jacob, der faar mand bedre Mad for billigere Priis.

JEAN.

Ej! hvad Mester Jacob! mand kand høre paa Navnet alleene, at 41 det er en slet Kock; dersom der ingen Fransøsk Kock var i Byen, maatte jeg svelte ihiel.

PIERRE.

Det er sant; Maden smager vel hos de Franske; eftersom mand faar saa lidt alle Tider; thi intet opvæcker meer Appetiten end naar der er kun lidt i Fadet.

JEAN.

Veedst du ellers nogen anden Fransk Kock?

PIERRE.

Ovis Monsieur si fait par di, her er en anden, som heeder Cabo.

JEAN.

Hvem af dem taler best Fransk?

PIERRE.

De taler begge toe lige got. Det er en Plaisir at høre dem, thi, naar de vil giøre deres beste, blander de Spanske Ord deriblant, hvilket lader usigelig smukt. Men der seer jeg en fremmet Tienner, hvor mon hand vil hen?

Sc. 2.

Espen.Jean.Pierre.

ESPEN.

Det var mig sagt, at hand skulle boe i Vimmelskaftet nest ved Bogtryggerens; her seer jeg toe Personer, som jeg kand spørge. Avec Permission Monsieurs kiender I ingen her i Gaden.

JEAN.

Jo, jeg kiender mig selv moi meme.

ESPEN.

Det er en heel Hob, at I kiender eder selv; jeg troer icke fire i den heele Bye skal kunde sige det. Men skal her icke boe en Dansk Monsieur i Gaden, som heeder Jean de France?

42
JEAN.

Je m'appelle Jean de France a votre tres humble service.

PIERRE.

Det kand saaledes forklares paa Dansk: jeg heeder Hans Frandsen til Tieniste. Jeg maa forklare min Herres Ord; thi hand forstaar vel nok Dansk, men kand icke synderlig explicere sig; thi hand har været 15 samfelde Uger i Paris, hvor hand imidlertid icke hørdte et Dansk Ord tale.

ESPEN.

Ja, ja, femten Uger vil min Troe have Respect, jeg har ickun i to Dage været i Tieniste hos Madame la Fleche, og allereede, naar jeg vil tale Dansk, kommer et eller andet Fransk Ord mig i Munden. Men, heeder Monsieur Jean de France, saa er det den Person jeg leeder efter, Monsieur! er det icke ham, som er nylig kommen fra Paris?

JEAN.

Ovis Monsieur.

ESPEN.

Som opholdt sig 15 Uger sammesteds?

JEAN.

Ovis Monsieur.

ESPEN.

Som logerede udi det Qvarteer af Byen, hvad heeder det nu? det ligger mig paa Tungen.

JEAN.

Faubourg St. Germain.

ESPEN.

Ja, det er saa jeg meente, og udi den Gade, som gaar saa krum.

JEAN

Nej, Gaden er gandske lige.

ESPEN.

Ja Gaden er nok lige, men naar den har ende, maa mand jo dreje 43 om til en anden; thi saa syntes mig Madamen sagde, og Gadens Navn var -

JEAN.

La rue de seine.

ESPEN.

Ja, min Troe, det er den selv samme. Monsieur skal vist og have en Tienner, en meget artig og got stycke Karl, ved Navn Pierre.

PIERRE.

A votre tres humble service.

ESPEN.

Saa hører jeg da, at jeg gaar ret. Jeg har en ydmygst Compliment at aflegge til Monsieur fra Madame la Flesche.

JEAN.

Ach! er det mueligt? hvorledes lever den charmante Dame?

ESPEN.

Hun siger, hun har haft den Ære at kiende eder i Paris, og er kommen til Dannemark meest for eders skyld.

JEAN.

Ah! la charmante Dame! jeg har haft mangen fornøjelig Time med hende udi Paris.

PIERRE.

Monsieur? I har jo aldrig kiendt den Kone?

JEAN.

Taises vous bougre! veedst du icke, at det er a la francoise at svare saaledes? havde jeg svaret, at jeg icke kiendte hende, skulde mand jo have taget mig for en Dansk Hiemføding, du kandst aldrig lære at blive poleret. Jeg kand sige at Madame la Flesche er den Dame, som jeg frem for alle andre har Estime for, par di est il possibel, at Madame la Flesche er kommen til Dannemark for min skyld? jeg vilde, ma foi, reise til Indien, ja det som meere er til Africa alleene for at kysse hendes smucke Hænder. Men hvor lenge er det siden hun reisede fra Paris?

44
ESPEN.

Tolv Dage.

JEAN.

Ej! est il possibel? ickun 12 Dage! ach! kunde jeg nyde den bon heur, at kysse hendes Hænder, og den Ære at tale med hende.

ESPEN.

Det er intet, som hun forlanger meere; thi det er just mit Ærende.

JEAN.

Ach Monsieur! skaf mig den Fornøjelse, og forsmaa icke et par Ducater, som jeg giver til et Venskabs Tegn.

ESPEN.

Min Frue Madame la Flesche er en af de rigeste Damer udi Frankrig, hvorfor jeg burdte icke tage mod Presenter, men paa det jeg icke skal siunes af Hovmod at refusere saadant, vil jeg tage mod det. Haaber derimod, at Monsieur icke vegrer sig for at tage mod den liden Present fra min Frue, som er dette Portrait, som er giort af Monsr. Reenkaalavet, den største Skildrer i Miniature udi Frankrig. Og, saasom det er nylig, førend hun reisede, bleven den høieste Mode udi Paris, at Cavalliers bære saadant om sin Hals for at lade see Estime for de Damer, fra hvilke saadane Presenter faaes, saa haaber hun, at Monsieur ogsaa bær det om sin Hals for hendes skyld.

JEAN.

See! jeg skal strax dans votre presence binde det om min Hals. Men maatte jeg tage mig den Hardiesse, og giøre mig saa impudent at bruge den Liberte at spørge hvorledes Mad: la Flesche kand tale med Monsieur, efterdi hand forstaar icke Fransk.

ESPEN.

Ach! Madame la Flesche kand lade sig bruge af ald Verden, hun taler foruden Parisisk, som er hendes Mammas eller Moders Maal, Tydsk, Italiensk, Hollandsk, Pollandsk, Preusisk, og en heel Hob Dansk, som hun har lærdt paa Vejen.

45
JEAN.

Det er en stor Complisance, at saadan fornemme Dame vil giøre sig umag at lære dette gemeene Sprog. Saa taler hun da Dansk med Monsieur, efterdi hand er fød her i Landet.

ESPEN.

Nej Monsieur, jeg er icke fød her i Landet; det er kun mine Fiender, som sige saadant. Jeg er fød over ti Mile Sønden for Randers, hvor vi ere anseet, som Lemmer af det hellige Rommerske Rige, saa jeg er heller Romansk end Dansk; hvilket jeg ogsaa ydmygst vil bede, at Monsieur siger til alle dem hand kiender.

JEAN.

Det var Synd andet; thi mand kand nok see af Monsieurs Manieres, og høre af hans Tale, at hand icke er Dansk. Men paa hvilken Sted har mand den Lycke at beskue Madame la Fleche.

ESPEN.

Paa hvilket Sted Monsieur behager, ellers er hun Klocken 3 udi Kongens Have.

JEAN.

Der skal jeg presentement lade mig indfinde for at kysse hendes Belles mains.

ESPEN.

Det skal være hende kiert.

JEAN.

Je me recommende.

Sc. 3.

Jean.Pierre.

JEAN.

Pierre!

PIERRE.

Monsieur.

46
JEAN.

Hvad siunes dig om det Portrait?

PIERRE.

En, som ingen kiender er af Miniatur, skulde bilde sig ind, at det var et Hoved, som var klippet af en trykt Bog, og smurt paa et stycke Træ.

JEAN.

C'est pourtant fait per le Sieur Reenkaallavet le plus grand Skildrer en Europa.

PIERRE.

Ja hvoraf veed Monsieur det?

JEAN.

Hørdte du det icke af Monsieurs egen Mund, meener du, hand er ingen kiender? jo, jo, det er, ma foi, ingen Giecke, de som ere fødde udi det Romerske Rige. Men der seer jeg disse to gamle Spidsborgere komme igien. Jeg var tilfreds jeg var borte, mand kand ingen honnet eller galant Discours føre med dem; de tale icke uden om Veirligt, eller om Huusholdning.

Sc. 4.

Jeronimus.Frands. Jean.Pierre.

JERONIMUS.

Jo, min Troe, skulde det saa, Naboe, jeg holder for, at det som fortæres udi Thee, Caffee og Tobak alleene kand beløbe sig til nogle Tønder Guld om Aaret. De Penge blev nu spardt for det første i gamle Dage.

FRANDS.

Ach Herre Jeh! det vil meget til nogle Tønder Guld.

JERONIMUS.

Siig icke det, Naboe! i skickelige Huser slipper mand icke med 100 Rdr. om Aaret. Det er nu kun en Post; vil vi nu regne fleere, skal mand let kunde begribe, hvad jeg siger. Tenk engang forgangen 47 Dag, da jeg og vilde være lidt allamodisk, og gik paa et Caffee-Huus, maatte jeg give en Rigsort for nogle faae Kopper. Men see! om Jeronimus kommer der saa hastig igien.

FRANDS.

Det har været noget dyrt, men mand seer Prisen begynder alt merckelig at falde.

JERONIMUS.

Icke saa mari paa Thee-Husene; thi jeg har mercket her i Kiøbenhavn, at, naar Prisen er engang forhøjet, bliver den altid staaende, omendskiønt Varene kand faaes for den halve Deel ringere.

FRANDS.

Ja. I har ret saa vit derudi, Naboe; men vi maa ogsaa have noget for Munden, hvortil duer Penge, naar mand icke vil giøre sig til gode deraf?

JERONIMUS.

Mon der kand være naturlig god Smag udi Vand og brendte Bønner? forsøg at give et Barn blot Caffee uden Sucker, see om det icke vil spytte det ud igien. I siger, maa skee, at eders Søn Hans Frandsen, saavelsom andre finder en Himmel-Smag derudi. Jeg svarer: Eder Søn Hans og andre deslige Giecke har i Begyndelsen dog tvunget dem mod Naturen dertil, alleene fordi det var fornemme, fordi det var Udenlandsk, og siden af Vanen synes, at det smager vel.

FRANDS.

See! der kommer min Søn.

JERONIMUS.

Ja, det maa hand, jeg tør sige ham det samme selv, og sætte min Hat lige ræt, men hvad Pocker er det for Crusedoller, hand har faat om Halsen?

FRANDS.

Det, maa skee, er saa Moden i Frankrig.

JERONIMUS.

Mode mig hid og mode mig dit, saa er den en Nar, der gaar anderledes end alle andre Folk i Landet.

48
FRANDS.

Hør min Søn, hvad er det for en Helgen, du bærer om Halsen, Folk skulde tencke, du var gall eller Catholsk i Hovedet.

JEAN.

Pierre!

PIERRE.

Monsieur!

JEAN.

Pierre expliques cela pour ce vieux home je vas, vous me trouveres apres de Monsieur Peche.

Sc. 5.

Frands.Pierre.Jeronimus.

FRANDS.

Peer! hvorfor gik min Søn saa hastig?

PIERRE.

Hand havde noget at bestille, og bad mig excusere ham.

FRANDS.

Men hvad er det for et Ridder-Baand, hand har faat om Halsen?

PIERRE.

Det er et Portrait, som hand har ført med sig fra Frankrig.

FRANDS.

Saa er det Moden at bære saadant i Frankrig?

PIERRE.

Ach! ja vist, hvo, som icke bærer saadant i Frankrig, bliver holdet for en Canaille, og maa aldrig komme til Hove.

FRANDS.

Men det synes saa liderligt Arbeid; jeg vilde, min Troe, giøre det langt bedre.

49
PIERRE.

Monsieur maa tage sig vare hvad hand siger, hand kunde komme i Ulycke derover; thi Portraitet er giordt af Monsieur Reenkaalavet den største Skildrer udi Facultetet til Paris.

JERONIMUS.

Ej! jeg vil døe paa, at jeg skal finde det i en gammel Krønnicke, som jeg har hiemme; jeg kunde strax see, at det er et Kaaberstycke klippet af en Bog. Hør Naboe, eders Søn er en Nar, og I lidt bedre. Jeg betacker mig for eders Svogerskab, og selger icke min eeniste Datter saa bort. Og du Skielm, hvis du icke strax siger os, hvo der har forførdt ham til saadan Gallskab, skal du icke komme vel her fra Staden.

PIERRE.

Jeg veed, min Troe, icke, hvor hand har faat det Stycke fra, men det kand jeg giøre min Eed paa, at jeg har seet under Portraitet de Ord: Monsieur Reenkaalavet fecit.

FRANDS.

Fy! skiemmer du dig icke Peer at tale saa plumpt.

JERONIMUS.

Hej! laane mig jer Stock, Naboe. Naar din Herre spør, hvo der har pryglet dig, saa kandst du sige: Jeronimus fecit. (Pierre gaar grædende ud.)

Sc. 6.

Jeronimus.Frands.

JERONIMUS.

Hør, Naboe, jeg haaber, at vi kand være lige gode Venner, omendskiønt den giordte Forlovelse med min Datter og eders Søn bliver ophævet.

FRANDS.

Ach! min hierte Naboe! I har jo lovet at have Taalmodighed udi 14 Dage, for at see hvorledes min Søn vil tage af sted; om I bryder 50 saa hastig, gir det saadan Snak i Byen; giør det dog for den Venskab, som altid har været imellem os, og hav Taalmodighed saa lenge.

JERONIMUS.

Ja, ja, 14 Dage gaar hastig; men jeg er viss paa at hand inden den Tid bliver verre og icke bedre.

FRANDS.

Jeg forlanger intet andet, end at I vil bie de 14 Dage.

JERONIMUS.

Ja, jeg skal bie saa lenge.

FRANDS.

Farveljeg maa hiem at spise, min Kone bier efter mig.

JERONIMUS.

Prosit Maalzeit.

Act. IV.

Sc. 1.

Antonius.Elsebet.Marthe.Espen.

ANTONIUS.

Nu hvordan gaar det? min gode Marthe!

MARTHE.

Hun gaar en god gang nok. Men I kommer noget ubeleiligt; thi jeg har bestemt Hans Frandsen hid; hand er saa forliebt, som en Rotte, skiønt hand aldrig har seet mig, I kand tencke, hvilken Giek det er, jeg har faat ham til at bære om sin Hals et gammelt Kaaberstycke, som jeg for nylig skar af en af Fars gamle Spende-Bøger, og smurde paa en liden Træ-Plade.

ELSEBET.

Men hvor er det mueligt, at hand kand bringes til saadan Galskab.

51
MARTHE.

Alting er mig nu mueligen, efterdi jeg har faat ham til at troe, at jeg er en Fransk Dame, som er nylig kommen fra Paris.

ANTONIUS.

Men hvad vinder du derved, at du saaledes prostituerer ham?

MARTHE.

Jeg vinder det derved, at hans tilkommende Sviger-Fader gier sin Datter heller bort til en Skorsteensfejer end til saadan een; hvorledes det ellers vil falde ud med eder, veed jeg endnu icke. Det gaar med mig, som med dem, der skriver Comoedier, mens de skrive paa Comoedien, falder dem af sig selv ind, hvorledes den skal udføres og endes. Men der seer jeg, hand kommer, løber strax til Side.

Sc. 2.

Jean.Mad: la Fleche.Espen eller d'Espang.

MADAME LA FLECHE.

A cette heure il doit venir war das nicht um drey Uhr, Monsieur d'Espang dass er lovede zu kommen?

JEAN.
(Embrasserer hende paa Knæ og siger)

Ach! Charmante Madame soufres que j'adore vous, soufres, que je baisse votres beaux mains.

MAD: LA FLECHE.

Leves vous Monsieur c'est trop de humblesse pour un gentil home come vous.

JEAN.

Ah! Mad: est il possibel que jai l'honneur, le plaisir contentement & joie de vous revoir danc cette terre.

MAD: LA FLECHE.

Jai venu pour vous voir, mais je crojois pas que vous eties si change. Vous etes à cette heur habille come un antique bourgeois. Ha! ha! ha!

JEAN.

Pour quoi ries vous, charmante Princesse.

52
MAD: LA FLECHE.

Rien! Monsieur de France, rien! je rie de la joie de vous voir c'est toujours une plaisir de vous voir.

JEAN.

Je vous rends grace Madame! mais comment trouves vous cette terre?

MAD: LA FLECHE.

Fort bon Monsieur: les Donois etes des fort bonnes gens. Il manque a eux Seulement de s'informer dans les manieres parisiens.

JEAN.

Ovis pardi si fait, Madame, vous aves grand raison danc cela. Dieu donne que jetois dans Paris igien ah pardonnes ma belle Madame je voulois dire aussi. Mais Madame aves vous amenes avec vous quelque nouvelles chansons de Paris.

MAD: LA FLECHE.

Ovis Monsieur celle cy est la plus nouvelle.

(Hun synger en Viise.)
JEAN

(paa Knæ.) Ah Madam je naj jamais ecoute une plus belle chanson. Ah Paris, Paris!

MAD: LA FLECHE.

Pourquoi pleures Monseigneur.

JEAN.

Ah Madame on veut me marier dans cette pais.

MAD: LA FLECHE.

Marier?

JEAN.

Ovis Madame.

MAD: LA FLECHE.

Marier?

JEAN.

Ovis c'est veritable & avec une fille, qui sapelle par malleur Elsebet.

53
MAD: LA FLECHE.

Quel diable de nom est cela parles vous tout de bon, Monsieur, ah est il possible? (Hun lader som hun faar ondt. Espen flyer hende noget at lugte til.)

ESPEN.

Nu kand hand see, Monsieur, hvormeget Madamen elsker ham; hun fik ondt af lutter Alteration, da hun hørdte Monsieur vilde gifte sig her i Landet.

JEAN.

Ach! hvis hun døer, saa omkommer jeg mig strax selv. Ach! siig hende, Monsieur Valet de chambre, at jeg før vil lade mit Liv, førend jeg skal gifte mig her.

JEAN
(paa Knæ.)

Ah belle Princesse etes vous malade.

MAD: LA FLECHE.

C'est un übergangMonsieur leves vous.

(Espen visker hende udi Øret, hvorpaa hun stiller sig meget fornøjet.)

Sc. 3.

(Arv kommer ind, sætter sig ned paa Gulvet med et stort Stycke Krid, og maler den Dantz af, hand havde seet.)

Saaledes gik Dantzen, ligesom en Kummenskringle. Det skal være Hans Frandsen, og her kommer Mutter. Nej! jeg maa giøre hende om igien; thi hendes Rumpe blev icke bred nok. Her skal Fatter staa og græde.

(Hand springer op og seer derpaa. Medens hand giør dette, staar de andre og taler sagte, og peeger paa ham.)

ARV.

Ha! ha! ha! det er mare saa naturligt giordt, og assamblixet saa vel afskildret, saa det fattes intet andet, end at det skulle kunde tale. Men hillement! der seer jeg Folk. Er det icke Jeronimuses Marthe, som har faat en Adriane paa, og staar og snacker med Hans 54 Frandsen? hør Marthe! hvor Fanden har du faat den Adriane fra? det er jo endnu for tiligt! Hunde-Dagene er jo end icke begyndt? (Jean gier ham et Ørefigen, siger:) Ej du elementske Slyngel! tør du saaledes see en fornemme Fransk adelig Frue i Øjene?

ARV

Om Forladelse Monsr. Haans. Jeg tenkte mare, det var Jeronimuses Marthe.

MAD: LA FLECHE.

Ah Monsieur faites le sortir, jaj peur pour les gens qui sont fous.

JEAN.

Her ud din Slyngel; jeg slaar ellers dit Hoved i tu. (Mad: la Fleche staar og beskuer Jean paa Klæderne og visker til Espen og leer ha! hal ha! seer paa hans Been, visker til Espen igien og leer ha! ha! ha!)

JEAN.

Pourquois ries vous? belle Madame!

MAD: LA FLECHE.

Je me retire un peu. Monsieur d'Espang, mon valet de chambre, vous dira pourquoi. Excuses. Adieu.

Sc. 4.

Jean.d'Espang.

JEAN.

Monsieur le valet de chambre! Monsieur d'Espang! hvor kommer det, at eders Frue tracterer mig med saadan Foragt! hvad var det, hun viskede?

ESPEN.

Jeg vilde have givet tusinde Daler til, at jeg havde vidst det tilforn, saa skulde jeg i Tide have advaret Monsieur. Men det kand let redresseres; hun viskede til mig, at, saa stor Estime, hun har for Monsieurs Person, saa stor Foragt har hun for hans Klæde-Dragt.

55
JEAN.

Er der da andre Moder kommen i Paris, siden jeg reisede; thi jeg opholdt mig paa Hiem-Reisen 3 Uger i Roven.

ESPEN.

Ja Monsieur! det har været Ulycken. Madame la Fleche siger, at udi 6 Uger ingen Cavaller i Paris knæpper sin Kiole meer for til, men alleene bag til; det synes vel, at være noget incommode, førend mand bliver først vant dertil. Men fornemme Folk have altid deres Cammer-Tienner, som de der i Landet kalde Valet de Chamber, der knæppe dem op og til.

JEAN.

Ah! malheureux qve je suis.

ESPEN.

Det kand strax rettes Monsieurjeg skal hielpe ham derudi.

JEAN.

Vous me faites un grand plaisir par Di.

ESPEN.

See! nu har Monsieur andre Øjen at see med.

JEAN.

Er der ellers noget andet, som fattes i Moden?

ESPEN.

Jo, men det er let at giøre. Alle fornemme Folk i Paris siger hun smør sig om Munden med Snustobak.

JEAN.

Det skal strax blive forandret, jeg har min Tobatiere-Dose hos mig. Jeg har, ma foi, aldrig været den sidste udi at antage ny Moder. Jeg hørde nok tale om en hoben Moder i Paris, som var i gierde, førend jeg reisede, men min Papas Importunitet var Aarsag, at jeg icke kunde opbie den Tid. Je vous prie Monsieur le valet de chambre, at excusere mig for Madame la Fleche. De Moder var dans ma foi icke endnu i Brug udi Paris, da jeg reisede, non par Di non; thi jeg har alt for stor Respect for den Pariske Galanterie, at jeg skulde negligere saadant.

56
ESPEN.

Paris er en artig Bye, det maa ald Verden tilstaa, ald Verden retter sig og efter de Parisiers Moder, om de hittede paa at gaa uden Buxer paa Gaden, efterfuldte og alle andre Folk dem derudi.

JEAN.

Jeg giorde det, ma foi, strax; alle Folk vilde vel lee af mig i Begyndelsen, men inden Aar var til ende, blev det dog en Mode over alt; thi det har jeg ofte observeret. Men Monsieur le valet de chambre, er der ellers skeed nogen Forandring med Peruque, Hat, Skoe eller Strømper?

ESPEN.

Nej. Madamen siger, at eders Hat og Paryk kand endnu vel passere. Men Monsieurs Halsklud skal henge bag ud.

JEAN.

Ej! ej! det er artigt; den Bye kand hitte paa meer Galanterie i en Uge, end heele Verden udi et Aar, jeg skal, ma foi, strax rette det og. Men, hvorfor vil Madame la Fleche icke sige mig saadant selv?

ESPEN.

Ah! Monsieur kiender jo de Franske Damer, de ere alt for høflige til at sige en god Ven sine Feil, de smiler kun deraf, og lader andre giette hvad de meener. Men nu er alting got, nu skal det være hende en Fornøjelse at see Monsieur igien i sit Huus om en Time. Der skal jeg selv have den Ære at geleyde ham, naar jeg først har forrettet mit Ærende.

JEAN.

Je me recommende, Monsieur d'Espang!

ESPEN.

Votre Serviteur, men, a propos, jeg har glemt en liden Ting, at sige Monsieur paa Madames Vegne, det er, at, naar Monsieur med Permission gaber, holder hand icke med Haanden for Munden; thi det er nu alt gammeldags og icke bruges af honnete Folk meer i Paris.

57
JEAN.

Ovis da.

ESPEN.

Serviteur.

Sc. 5.

Jean. Pierre.

JEAN.
(Dantzer og synger)

La la la la la la la (seer paa sit Skilderie) la la la la la la. Alting synes underligt i førstningen, men nu synes mig allereede, at det er en deylig Mode for commode & fort de gagee la la la la la. Mon Pere & mon Sviger Pere skal, ma foi, tage den an, enten de vil eller ej, jeg vil icke være i nogen gammeldags Familie; min Papa skal jeg nok med gode bevæge til at aflegge sin gamle Spids-Borger-Dragt, men min Sviger Papa, som holder for Troes-Artikel at gaa ligeledes i Klæder, som hans Papa og hans Grand Papa for ham, kommer jeg sans facon at tvinge dertil; thi det er mig icke nok, at jeg veed selv at leve, og er galant, jeg vil og ingen Skam have for mine Venner. Mais voila Pierre, qui vient.

PIERRE.

Ach! ach! Monsieur! I maa mantenere mig, ellers kand jeg icke lenger være i Monsieurs Tienniste.

JEAN.

Qu'a tu? dis moi Pierre.

PIERRE.

Ach! Monsr. Jeronimus har slaaet mig saa, at jeg kand neppe gaa.

JEAN.

Pour quoi donc?

PIERRE.

Fordi Monsieur bær et Skilderie paa Brystet.

58
JEAN.

Par di! jeg skal lære ham hvad det er at prygle en gentil homes Laquai, est il possible, at hand torde slaae dig?

PIERRE.

Ovis Monsieur. Men Monsr. har knæppet sin Kiole bagvendt, hand maa gaa i Gifte-Tancker, reste un moment, medens jeg retter det igien.

JEAN.

Ej du sot! badaut! boufon! maraut! veedst du icke, at det er den nyeste Mode i Paris? og at Mad: la Fleche beloe mig, fordi jeg knæppede min Kiole, som andre her i Landet?

PIERRE.

Den Mode har jeg dog icke seet i Paris.

JEAN.

Den er opkommen, medens vi vare i Roven.

PIERRE.

Ovis da! saa maa jeg ogsaa knæppe min ligeledes.

JEAN.

Non par di non, det er kun for gens de qualite.

PIERRE.

Eja! den fornemme Verden skal kun være forkeert; men faar Monsieurs Sviger Papa det at see, bliver hand gall.

JEAN.

Icke alleene, at hand skal taale at see det, men jeg vil, at hand selv skal bruge samme Mode.

PIERRE.

Det gaar aldrig an.

JEAN.

Hand skal.

PIERRE.

Comment donc?

59
JEAN.

Jeg skal tvinge ham med Magt; thi om Mad: la Fleche leer af det heele Land, skal hun dog icke lee af min Familie.

PIERRE.

Om Monsieur resolverer sig dertil, skal jeg hielpe ham som en ærlig Karl, og var jeg tilfreds, vi havde nu fat paa ham, medens jeg føler endnu de Hug, jeg fik; men der kommer hand alleene, ma foi fort a propos.

Sc. 6.

Jeronimus.Jean.Pierre.

JERONIMUS.

Fiorten Dage gaar endelig snart bort; det vil intet sige, jeg vil gierne holde den Tid ud, paa det jeg icke skal beskyldes at have brudt mit Løfte, men hand bliver icke anderledes, hand bliver icke anderledes, det vil jeg døe paa; men der seer jeg hand staar, jeg maa forsøge engang at skrifte ham alleene, naar hans barmhiertige Far er icke tilstæde: hør Hans Frandsen! lad os tale engang for alle lit alvorlig sammen. Men hvad Pocker er det, jeg seer? er I bange, at Folk icke skal kiende jer forkeerte Sind, uden at I gir det tilkiende med saadan forkeert Dragt, hvilket Menniske kand bringes til saa-dan Galskab at knæppe sin Kiole bag til; og giøre sin Ryg til en Mave; ach! jeg yncker den ærlige gamle Mand, der har saadan en vanskabt Søn! (Jean og Pierre leer tillige ha, ha, ha, ha.)

JERONIMUS.

Ja du maa nok lee nu og stedse, saa tit du tencker paa, hvilken Nar, hvilken Giek, hvilken Gøgler du est.

JEAN

og Pierre ha ha ha. A propos, mon cher Sviger Papa, blev icke den Kiole, I har paa, giordt til den forrige Jubelfest? ha, ha, ha, ha! ha!

JERONIMUS.

Ej du Hans Wurst! du Nar! er din bagvente Kiole icke bleven 60 giordt paa Fastelavens Mandag, eller den første April? ha ha ha ha ha.

JEAN.

Mon cher Sviger Papa! forlad mig, at jeg leer af hans underlige gammeldags Dragt, men det kand let endres, den skal alleene knæppes bag til, saa kand Kiolen nogenledes passere; som jeg gaar nu, saa gaar alle honnete Folk i Paris.

JERONIMUS.

Jeg er taabelig, at jeg staar og taler med slige Giecke.

JEAN.

Attendes, mon cher Sviger Pere! I slipper, ma foi, icke, førend I vender jer Kiole om, som min. Det er, pardi, den højeste Mode i Paris, Madame la Fleche, som nylig er kommen derfra, beretter -

JERONIMUS.

Hej I Slyngele! vil I legge Haand paa en ærlig Borger-Mand. Det er for Mad: la Flesk, og det er for Madame la Kaal, og det er for Mad: la Medister, og det er for Mad: la Spek. (Gir dem midlertid Ørefigen.)

JEAN.

Pierre icy! tenes! holt den gamle halstarrige Knark jeg vil, ma foi, ingen Pedanter have til Forældre; træk ud!

PIERRE.

Vitement Monsieur.

JERONIMUS.

Hej Gevalt! Gevalt!

JEAN.

Naar gamle Folk gaar i Barndommen, maa mand tvinge dem, som Børn.

JERONIMUS.

Hej hej! Geval - - - - - t!

61
PIERRE.

Hej hej! Sna ----- k! det er for jer egen Nytte, naar det først er giordt, skal I siden tacke os, ligesom en Patient, der stræber først mod Feltskiæren, som vil træcke en Tand ud, men, naar det er overstaaet, kysser hand siden paa hans Haand og tacker.

JERONIMUS.

Ach væ! Ach væ!

JEAN.

Tie stille, mon cher Sviger Papa, nu seer I par di ud, som en Ambassadeur, den heele Familie maa og omstøbes, jeg skal føre min Sviger Mama og Mademoiselle Isabelle til Mad: la Fleche, for at undervises, hvordan højeste Fruentimmer Mode nu er i Paris.

PIERRE.

Monsieur, skal eders Sviger-Fars Klud ogsaa icke forandres.

JEAN.

Ovis pardi si fait.

(Pierre vender hans Klud, mens den anden holder ham.)
JERONIMUS.

A---- A----A----

Sc. 7.

Antonius.Jeronimus.Jean og Pierre.

ANTONIUS
(med Kaarden i Haanden).

Hej! I Straten-Røvere! jeg skal lære jer at overfalde en gammel fornemme ærlig Mand. Ach! min kiere Hr. Jeronimus! det giør mig ont, at jeg skal finde eder saa ilde medhandlet, see! hvor de Skielmer har tilreedet og prostitueret den fromme ærlige Mand. Gir jer tilfreds, min Hr. Jeronimus! jeg skal hevne den Spot, om det skal koste mit liv.

JERONIMUS.

Ach min kiere Monsieur! I har frelst mit Liv, min Ære; thi jeg vilde heller døe, end at nogen skulle have seet mig saa forkeert. Det 62 skulle være mig en stor Fornøjelse, om jeg kunde være ham igien til nogen Tienniste, gid hand havde min Hielp fornøden, og vilde kun saa sætte Prøve paa mig.

ANTONIUS.

Ach min Hr. Jeronimus! jeg seer Himlen selv favoriserer mit Forsæt, og baner mig Vej til at forestille det, som jeg tilforn icke har dristet mig til at tale, I har jo, min Herre, en Dotter?

JERONIMUS.

Ja, men hvad vil det sige?

ANTONIUS.

Ach! jeg tør icke sige meer, I maa selv giette min Meening.

JERONIMUS.

Jeg kand nok giette hans Meening. Hand har, maa skee, Kierlighed til min Dotter, men jeg kand intet svare ham dertil, fordi Monsieur er mig gandske ubekiendt; maatte jeg spørge: hvilke hans Forældre er?

ANTONIUS.

Jeg er Jesper Lorentzens Søn i Snarre-Gaden, min Far er nok bekiendt af got Folk i Kiøbenhavn.

JERONIMUS.

Ja vist er hand bekiendt, er hand Jesper Lorentzens Søn, saa har hand en brav Mand til Fader, og een af de skickeligste Borgere her i Staden, vi har reist sammen i gamle Dage baade til Kieler Omslag, og Viborger Snapsting, det skulde være mig en Glæde og Ære at komme i Svogerskab med ham, hand maa selv tale med min Datter.

ANTONIUS.

Hvis ingen anden Hinder er, da tør jeg allereede kalde mig eders Svigersøn. Sagen er denne: Jeg har i nogle Aar icke alleene baaret Kierlighed til eders Datter Elsebet, men endogsaa vundet hendes Hierte, men ingen af os har understaaet sig at tale derom formedelst den anden Forlovelse, som er sluttet imellem hende og eders 63 Naboes Søn, hvis Tilbagekomst har bedrøvet mig icke mindre end hende, og bragt os fast i Fortvilelse.

JERONIMUS.

Er der ingen anden Hinder, saa er Knuden let løst, see! der har hand min Haand paa, at ingen anden skal faa min Datter end hand; men der kommer min Datter selv meget beleiligt.

Sc. 8.

Elsebet.Jeronimus.Antonius.

JERONIMUS.

Hør Elsebet! kiender du denne Person?

ELSEBET.

Nej, jeg giør, min Troe, icke Papa!

JERONIMUS.

Jo du giør saa min Troe, see hvor rød hun bliver i Ansigtet. Nu nu, giv dig tilfreds, græd icke mit Barn! jeg veed heele Sagen, kom hid, giv ham din Haand, du skal være hans Bruud.

ELSEBET.

Ach min hierte Papa! hvorfor skiemter hand saa med mig? I har engang imod min Villie lovet mig bort til Hans Frandsen.

JERONIMUS.

Ja det var i de Dage; men nu har jeg lovet at skaffe Hans Frandsen Logement paa Raad-Huset, hvortil din tilkommende Kieriste, som er Vidne til, hvad Skam hand har giordt mig, skal være mig behielpelig. Gak hen og rek ham Haanden; see hvor peen hun er, ligesom hun ej havde seet ham tilforn. Kom lad os gaa hiem tilsammen, jeg skal have hevnet mig over Hans Frandsen, førend Soel gaar ned.

64

Act. V.

Sc. 1.

Jean.Pierre.

JEAN.

Pardi est il possible? quelle brutalite!

PIERRE.

Monsieur, vi er om en Hals, dersom vi icke retirerer os; Jeronimus leeder efter os allevegne, og jer Far, som jeg hører, er ligesaa vred som hand.

JEAN.

Er det icke en Elendighed? Pierre! at boe i dette Land? hvor Folk er saa lidet skiønsomme. Jeg havde tenkt, at Monsr. mon Papa, og min Sviger Papa skulde daanet af Glæde, naar de saae mig.

PIERRE.

Jeg, min Troe, ligesaa.

JEAN.

Fremmede veed at skiønne derpaa bedre end mine Forældre.

PIERRE.

Ja det gaar med Monsieur som Ordsproget lyder: En Poet er aldrig agtet udi sit Fæderneland.

JEAN.

Jeg vil icke tale om min Artighed; nok er det, at een af de artigste Damer dans la France er hidkommen, alleene for min skyld.

PIERRE.

Ja det som er forunderligt, Monsieur? lige fra Paris. Thi havde det været en Hottentotisk, Cossakisk, Callekutisk, Husarisk, Malebarisk Dame, eller en fra Tye, Bogøe, Island eller Grønland, skulde mand tencke, den Dame saae icke mange andre galante Folk i det Land, hvor hun kom fra, derfor syntes hende saa vel om jer. Men, Monsieur, hun kom lige fra Paris, hvor alle Folk ere artige, hvor gemeene Hoose-Kiellinger læse Aviserne, dantze Menueter, og tale perfect Fransk, hvilke 3 Poster giør et fuldkommen Menniske. Lad 65 være, at Monsieur var icke artig, saa maa dog ald Verden tilstaa ham, at hand har den Merite at have udi faae Maaneder fortæret 1500 Rdlr. i den galanteste Stad i Europa, og bør Monsieur alleene for den Aarsags skyld æstimeres af alle brave Folk.

JEAN.

Ovis par di si fait.

PIERRE.

Thi slige Depenser gir tilkiende, at Monsieur har levet fornemme udi Paris.

JEAN.

Si fait.

PIERRE.

Icke som en Gnier.

JEAN.

Vous aves raison.

PIERRE.

Ej som en Slyngel.

JEAN.

Si fait.

PIERRE.

Ej som et Sviin.

JEAN.

Cela s'entend.

PIERRE.

Ej som et Backelse-Beest.

JEAN.

Non par di non.

PIERRE.

Ej som et dovent Esel.

66
JEAN.

Non si fait non.

PIERRE.

Ej som en Fæhund.

JEAN.

Peste! holdt engang op med disse Titler, jeg forstaar nok din Meening ellers.

PIERRE.

Jeg vil kun sige dette Monsieur, at hvilken brav Mand, der hører alleene, at I har anvendt saa mange Penge i faae Maaneder i Paris, raisonnerer strax saaledes. Den Monsieur maa endelig været noget got hos. Hand maa endelig have lærdt noget for saa mange Penge, og derfor vegrer sig icke for at give Monsieur sin Datter.

JEAN.

Du seer dog, Pierre, hvor lidt mine Forældre skiønne derpaa.

PIERRE.

Hvorledes kand slige Taasser, som her er i Landet, skiønne paa Monsieur. Langt fra at skiønne paa hans Qvaliteter. De tillegger ham alle de Lyder, som til er.

JEAN.

Hvad siger de da om mig?

PIERRE.

Monsieurjeg skiemmes ved at tale derom. Jeg havde nær kommen i Ulycke for nylig for hans skyld.

JEAN.

Ah dites hardiessement. Du veedst vel, at vi Parisier legger aldrig saadant paa Hiertet.

PIERRE.

Somme kalder Monsieur Hans Baissemains, fordi hand gaar om og kysser alle Fruentimmer paa Hænderne.

67
JEAN.

Par di! quels sots! det er just en af de artigste Qualites en galant Homme kand besidde.

PIERRE.

Somme er meere grove, og kalder Monsieur Hans Wurst. Hans Nar. Hans Abe-Kat. Hans Gøgler. Hans Strympe-Kiger. Hans Mark-Skreier. Hans Rumpevricker. Hans Styldteganger. Hans Capriol-skiærer. Hans -

JEAN.

Nu nu, nok, nok. Jeg gider icke høre meer deraf.

PIERRE.

Hans Petit Maitre. Hans Dantzer. Hans Fransk-Forderver. Hans -

JEAN.

Holt op, siger jeg, Maraut!

PIERRE.

Hans Spillfugl. Hans Stratenjuncker. Hans Harlequin.

JEAN.

Hvis du holder icke op, skal jeg slaa din Hierne i tu. Je Tecraseraj ton tete.

PIERRE.

Monsieur bad mig jo selv sige. Men der kommer Arv igien.

Sc.2.

Arv.Jean.Pierre.

ARV.

Jeg vilde mare icke være i Hans Frandsens Sted nu, om mand gav mig to Mark. Jeronimus har svoren paa at hand icke vil gaa til Sengs, førend hand har faaet ham i Spindehuset eller i Slutteriet, hvad mand kalder det. Det var og uforskammet at handle saaledes med en gammel Mand, der har siddet og svaret borgerlig Skat og Tynge saa mange Aar. Tenk engang I got Folk hvordan hand reedte 68 ham til, som for Exempel, jeg tar min Kiole og keerer den saaledes om. (Vender Kiolen om.) Seer jeg icke nu ud som en Nar? ha ha ha ha ha ha, ret lige dan saae Jeronimus ud. Jeg vilde icke gaae saadan i en af de store Gader, om en gav mig to Skilling, thi Staaderkongerne kunde tenke, jeg var gall, og træcke mig i Daarekisten. (Hand vender Kiolen ret igien.) Mutter sidder og græder hiemme, som hun var pidsket, men det er hende got nok; thi naar Fatter icke vilde skicke ham Penge, da hand var i Vestindien eller Frankerig, hvad det heeder, saa soldte hun baade Kiole og Skiørt for at bringe dem til Veje.

JEAN.

Arv! hvordan staar det til hiemme?

ARV
(klaar sig bag Hovedet).

Vel nok Monsør!

JEAN.

Det maa icke henge ret tilsammen, du klaar dig saa bag Øret. Siig mig; hvordan staar det til?

ARV.

Vel nok Maansør. Jeg tacker for god Efterspørsel, men - - farvel Maansør! jeg maa gaae.

JEAN.

Hvad vil du sige med det Men. Fort siig mig, hvor det staar til, du faar, ma foi, ellers Hug.

ARV.

Alting staar mare vel til. Men det staar noget forbandet ilde til.

JEAN.

Siig kun frit, Arv, saa skal jeg forære dig en Livre.

ARV.

Jeg er icke for at spise lever, Maansør, naar jeg faar noget, saa gir 69 jeg det til Hunden. Men vil Maansøren forære mig noget til en Kande Øll?

JEAN.

See der er to Mark. Det var min Meening.

ARV.

Gramarcis Maansør.

JEAN
(til Pierre).

Hvilket dumt Beest den Karl er. Hand vidste icke, hvad en Livre de Franc e var.

ARV.

Jeg vil da vare Maansøren ad, at hand smør sine Støvler i Tide; thi Jeronimus har Bud efter Vægterne og Staaderkonger at træcke jer i Arrest. Fatter har ogsaa slaaet Haanden af jer, og svær paa, at I skal sidde indsluttet i et Hull et heelt Aar.

PIERRE.

Vil mand ogsaa indslutte mig?

ARV

Nej, du har ingen Nød, Peer. Mand vil kun lade dig kagstryge, og siden løbe hvor du vil.

JEAN.

Men hvad er der for Allarm uden for?

EN SPILLER.

Jeg skal lære den Karl at undsticke sig uden at betale.

JEAN.

Peste! hvad er her ved at giøre? her kommer en Person mig paa Halsen, som vandt nylig hundrede Rigsdaler fra mig i Spill. Jeg løb bort, da hand vendte Ryggen; thi jeg havde intet at betale med.

SPILLEREN.

Enten skal hand slaaes med mig, eller betale mig mine Penge.

70
PIERRE.

Ach Herre! jeg maa bort et Øjeblik paa Naturens Vegne, jeg kommer strax igien.

JEAN.

Vil du bie Maraut! er nu Tid at gaa bort, du seer, at jeg blir overfalden?

PIERRE.

Ach min Mave! min Mave! jeg drack for hastig paa Kaalen, det var min Ulycke. (Løber i en Krog og skiuler sig.)

SPILLEREN
(uden for)

Jeg skal lære ham, hvad det er, at give sig i Spill med en ærlig Mand.

JEAN.

Ach kiere Arv! kandst du icke hielpe at skiule mig? jeg skal lønne dig derfor som en honnet Homme.

ARV.

Jeg har et Decke her ved Haanden, om Maansøren vil lade sig svøbe der udi.

JEAN.

Det er lige meget, Arv, naar jeg kun kand blive skiulet. (Hand svøber ham i Decket og sætter sig derpaa som en Byldt.)

Sc.3.

Spilleren.Arv.Jean.

SPILLEREN.

Jeg skal, min Troe, icke gaa til Sengs i Aften, førend jeg faar fat paa ham. Det er icke saa meget for Pengenes Skyld, som for det onde Exempel, andre kand tage deraf, at løbe af Spill uden at betale. (Jean ryster under Decket. Arv slaar paa ham og siger:) Ligg stille. Der blir ellers en Ulycke af.

71
SPILLEREN.

Hvem taler du til Cammerat?

ARV.

Jeg taler til min Sæk.

SPILLEREN.

Til din Sæk? hvad har du da i din Sæk?

ARV
(blir bange og stammer).

Jeg har, min Troe, icke andet end Smør derudi.

SPILLEREN.

Smør i din Sæk, som du sidder paa. Det er icke mueligt.

ARV.

Nej det er sant, det er Lys.

SPILLEREN.

Lys? det er endnu galnere.

ARV.

Nej det er sant, jeg fortalede mig, det er Kniplinger.

SPILLEREN.

Det maa være en forbandet Hob Kniplinger. Det henger aldrig ret sammen, det maa være staalne Koster.

ARV.

Nej det er sant, det er Erter.

SPILLEREN.

Du est vist nok en Tyv, det mercker jeg, fort, lad mig see, hvad det er.

ARV.

Det er, min Troe, icke Hans Frandsen Maansør, det kand jeg giøre min Eed paa; thi hvordan skulde hand kunne ligge i en Sæk?

SPILLEREN.

Ha ha, nu skal mand see, jeg tør komme til mine Penge. See her Monsieur Frandsen er i her? det er mig kiert. Her er to Ting for jer at udvelge, enten at levere mig strax mine Penge, eller at slaaes.

72
JEAN.

Monsieur je n'aj point d'argent.

SPILLEREN.

Monsieur, jeg forstaar icke Fransk, vi vil slaaes paa Dansk. Flux træk ud, eller Penge.

JEAN.

Jeg vil give ham min Haand for Pengene, Monsieur.

SPILLEREN.

Ingen Snak, reede Penge, eller slaaes.

ARV.

Skam, der bier her lenger. (Løber bort.)

JEAN.

Ach Monsieur! hav dog Taalmodighed med mig, I skal vist nok faa dem.

SPILLEREN.

Jeg forlanger intet uden at I skal træcke ud.

JEAN.

Monsieur der har I mit Uhreverk.

SPILLEREN.

Det er got, det tar jeg for 40 Rdlr., lad mig ogsaa faa Kiole, Vest og Hat til, saa vil jeg lade mig nøje.

JEAN.

Jeg veed, I vil icke have, at jeg skal gaa nøgen. (Spilleren træcker sin Kaarde.) Allons! Kiole! Vest og Hat hid, eller slaaes. (Jean træcker Kiole og Vest af, og flyer Spilleren det med Hatten og Peruquen.)

SPILLEREN.

Monsieur votre tres humble Serviteur, jeg tacker for god Betalning.

73
PIERRE
(kommer af Krogen igien.)

Ach Monsieur! nu er I saa nøgen, som I kom fra Moors Liv. Hvad Ulycke kand dog icke det Spill foraarsage!

JEAN.

Nej du skal have Tack, jeg veed mand fødes icke med Buxer Skoe og Strymper. Men din Poltron giorde jeg din Ret, saa skulde jeg kløve dit Hoved. Er det forsvarligt saadan at forlade din Herre?

PIERRE.

Det er sant, jeg vilde ønske, at jeg havde kunnet blive staaende, og figtet saa tapperlig som Monsieur, men jeg er færdig at daane, naar jeg seer en nøgen Kaarde.

JEAN.

Allons retirons nous a la Mad: la Fleche; hun tar os nok i Protection, du veedst jo, hvor hun boer.

PIERRE.

Jeg? hvor skulle jeg vide det?

JEAN.

Ach! Hvilket groft og u-poleret Folk vi boer iblant, ach Paris, Paris! gid vi var der nu igien Pierre, mais voila Madame la Fleches valet de chambre Monsr. d'Espang.

Sc. 4.

Espen.Jean.Pierre.

ESPEN.

Jeg leeder efter Monsr. Jean de France, men hand er ingensteds at finde; jeg spurte efter ham i hans Fars Huus, jeg spurte efter ham hos - Men der er jo hand og hans Tiener. Monsieur! Mad: la Fleche lod formelde sin ydmygste Respect, og leverede mig det Brev, førend hun reiste.

JEAN.

Er Madame la Fleche reist?

74
ESPEN.

Ja for en halv Time siden.

JEAN.

Hvorfor reiste I icke med?

ESPEN.

Fordi hun havde mig icke meer fornøden.

JEAN.

Reiste hun da alleene?

ESPEN.

Jo, jo, saadan Dame reiser alleene, hun havde icke mindre end 4 Laqvaier med sig, jeg var ickun antagen til en Tid for Sprogets skyld, her er et Brev, som hun leverede mig til Monsieur.

JEAN.

Pierre!

PIERRE.

Monsieur!

JEAN.

Vi er oven paa højt i Veiret.

PIERRE.

Skal vi da hænges?

JEAN.

Mad: la Fleche skriver, hun har hørt min Fortræd, og derfor icke vil være her lenger, men at jeg skal finde hende i Hamborg hos Monsr. Gobere, hun vil føre mig med sig til Paris, og der sætte mig i stor Herlighed; vi maa reise ligesom vi staar og gaar; allons! de pechons! jeg er færdig, saasnart du kand bestille en Vogn; thi jeg vil kun skrive et Afskeds Brev til min Papa, adieu mon cher Monsieur d'Espang.Je vous rends mille graces pour votre civilite.

75

Sc. 5.

Espen.Marthe.

ESPEN.

Marthe! kom nu hid, nu er de Giecke borte.

MARTHE.

Gik det ej vel for sig, maa du ey tilstaa, Espen, at jeg er habile?

ESPEN.

Jo lille Fæstemøe! naar Lycken vil favorisere Forstanden, kand mand giøre store Ting med liden Konst; jer Machine var, min Troe, intet Hexerie; I tenkte icke paa andet end at giøre Hans Frandsen meer Fransøsk og gall, end hand var, I har ellers icke egentlig været Aarsag i Antoniuses Lycke; thi den blev befodret ved en Hendelse. En overlegger undertiden en Ting viiselig, en anden derimod begynder en Ting i daarlig Fremfusenhed, men, naar Lycken og Ulycken kommer der imellem; kand det saaledes falde ud, at den første blir holdet for en Taabe, og den anden for en viis Mand, saasom Verden examinerer icke hvordan en Ting sættes i Verk, men hvordan den falder ud.

MARTHE.

Det vil intet sige, det gaar med mig, som med store Generaler; naar de vinder et Slag, saa blive de afmalede som store og forstandige Mænd, skiønt, om mand vil examinere alting nøje, da contribuerer det til deres Sejer, deres Ære, som de mindst tenkte paa, og er ickun pure Hendelser. Det meeste regieres i Verden af Slumpe-Lycke.

ESPEN.

Marthe! du taler som en Engel, du est saa lærd, at du kunde skrive Bøger, om mand flyde dig Bøger, blev du den anden Berthe Tot.

MARTHE.

Ja, ja, jeg læser Senecus iblant.

ESPEN.

Jeg har nok kundet mercke det paa nogen Tid.

76
MARTHE.

Hvorledes da?

ESPEN.

Jo! thi vor Grød, som vi faar om Aftenen er enten for lidet kaaget, eller sveden; jeg holder nok af lærde Piger, men jeg vilde nødig have dem enten til Koner, eller Huusholdersker.

MARTHE.

Ej Snak! men der seer jeg de tvende gamle Mænd komme.

Sc. 1.

Jeronimus.Frands.Marthe.Espen. en Dreng.

JERONIMUS.

Nej! jeg lader det umueligt falde, Naboe! I giør ilde, at I tager saadan forloren Søn i Forsvar.

FRANDS.

Jeg forsvarer icke min Søn meere; thi jeg vil aldrig see ham for mine Øjen, men jeg taler kun for min egen skyld; thi om I beskiemmer ham, lider den heele Familie derved. Bort du Dreng! hvad har du her at bestille?

DRENGEN.

Der var een, som gav mig et Brev paa Gaden at bære til Far.

[FRANDS

.] (Læser Brevet.) Madame la Fleche, en fornemme Fransk Dame, har fundet mig for god til at være her i Landet, og derfor taget mig med sig til Frankerig. Jeg er vant Udenlands til Artighed og Galanterie, og derfor umueligen kand lide de gemeene og grove Folk, som er i min Familie. Jeg kommer icke meer tilbage, vil I skrive mig til, da kand I addressere Brevet a la Mad: la Fleche, Dame tres celebre & tres renomee dans la France, Brevet maa skrives paa Fransk; thi jeg har sæt mig for inden nogle Maaneder icke at forstaa et Dansk Ord; men Udskriften paa Brevet maa være saadan: A Monsr. Monsieur Jean de France 77 gentil homme, & grand favorit de la Madame la Fleche; hvis saadan Udskrift er icke paa Brevet, skicker jeg det ubrudt tilbage. Je suis le Votre. Jean de France gentil homme Parisien Copenhague d. 18 Majus -

JERONIMUS.

Vil I nu meer erkiende ham for jer Søn? har jeg nu icke Frihed, at bortgive min Dotter, til hvem jeg lyster?

FRANDS.

Jo vist.

JERONIMUS.

Jeg har lovet hende bort til Jesper Lorentzens Søn.

FRANDS.

Det er en skickelig Person. Jeg gratulerer.

JERONIMUS.

Kand jeg overtale, Naboe, til at komme til Bryllup, og være i god Humeur?

FRANDS.

Jo vist! jeg har allerede slaget min Søn af mit Sind.

JERONIMUS.

Det giør I vel udi.

FRANDS.

Det meeste, som giør mig ondt, er at see mig skilt ved saadan god ærlig Mand, som I, med hvilken jeg havde Forhaabning at blive foreenet ved Svogerskab.

JERONIMUS.

Ej Naboe! jer Dotter Lisbet er jo voxen?

FRANDS.

Ja hun er.

JERONIMUS.

Min Søn Jochum ligesaa: kand der da icke blive et nyt Svogerskab?

78
FRANDS.

Jo det kand rigtig gaa an, om jer saa synes.

JERONIMUS.

Det har I min Haand paa, at hand skal blive hendes Hosbond; thi hand holder, saa min Troe, en Skilling af hende, det har jeg mercket.

Mig synes, Naboe, at det er
Herefter meere sicker,
Vi gifter tilig Sønner her,
End dem af Landet skicker,
Af eders Søns Historie
Exempel mand kand tage,
Hvad nytter fremmet Land at see
Før mand faar Skæg paa Hage,
See andre Nationer an,
Hvor Ungdom bliver hiemme,
Her eene strax af Landet man
Skal ud for Dansk at glemme,
At sætte Arv og Middel til,
Og lære galne Sæder,
Galanterie og Abe-Spil,
En Hoben Nymods Eeder.
Hvis endelig der reises maa,
Det kand ej være andet
Lad Reisen kun til Elben gaa,
Saa Arven blir i Landet.
Hvad nytter os saa store Spring
I andre Land at giøre?
Paa Scaven vi kand bedre Ting
Om Rigets Tilstand høre.

Jeppe paa Bierget
Eller
Den forvandlede Bonde.
Forestilled
Paa
Den Danske Skueplads
1722.

80

    Hoved-Personerne i Comoedien:

  • Jeppe paa Bierget. M. Gram.
  • Nille hans Hustrue. Mad. Lercke.
  • Baron Nilus. M. Piloi.
  • Hans Secreteer. M. Ulsø.
  • Jacob Skoemager. M. Høberg.
  • Dommeren. M. Schou.
81

Act. I.

Scen. 1.

NILLE.

Jeg troer neppe, at der er saadant doven Slyngel i det heele Herret, som min Mand, jeg kand neppe faa ham vaagen, naar jeg træcker ham efter Haaret af Sengen. I Dag veed nu den Slyngel, at det er Torv-Dag, og dog alligevel ligger og sover saa lenge. Hr. Poul sagde nylig til mig: Nille! du est aldt for haard mod din Mand, hand er og bør dog være Herre i Huset; men jeg svarede ham: Nej! min gode Hr. Poul! dersom jeg vilde lade min Mand regiere i Huset et Aar, saa fik hverken Herskabet Land-Gilde eller Præsten Offer; thi hand skulde i den Tid æde og dricke op alt hvad der var i Huset, skulde jeg lade den Mand raade i Huset, der er færdig at selge Boeskab, Kone og Børn ja sig selv for Brendeviin? hvorpaa Hr. Poul tiede gandske still, og strøg sig om Munden. Ridefogden holder med mig og siger: Moorlille! agt du kun icke hvad Præsten siger. Der staar vel i Ritualen, at du skal være din Mand hørig og lydig, men derimod staar der i dit Fæstebrev, som er nyere end Ritualen, at du skal holde din Gaard ved lige, og svare din Land-Gilde, hvilket du umueligt kand giøre, dersom du icke træcker din Mand hver Dag efter Haaret og prygler ham til Arbeide; nu træckede jeg ham af Sengen, og gik ud i Laden at see hvordan Arbeidet gik for sig; da jeg kom ind igien, sad hand paa Stolen, og sov med Buxerne, reverenter talt, paa det ene Been, hvorudover Crabasken strax maatte af Krogen, og min gode Jeppe smørres, til hand blev fuldkommen Vaagen igien; det eeneste, som hand er bange for er Mester Erich (saa kalder jeg Crabasken). Hej Jeppe! er din Fæhund endnu icke kommen i Klæderne? har du Lyst at tale med Mester Erich end engang? hej Jeppe! her ind!

82

Sc. 2.

Jeppe.Nille.

JEPPE.

Jeg maa jo have Tid at klæde mig, Nille, jeg kand dog icke gaa som et Sviin foruden Buxer og Trøye til Byen.

NILLE.

Har, du Skabhals, icke kundet tage ti par Buxer paa dig, siden jeg væckede dig i Maares.

JEPPE.

Har du lagt Mester Erich fra dig Nille?

NILLE.

Ja jeg har, men jeg veed strax hvor hand er at finde igien, dersom du icke er hørtig. Her hid! see hvor hand kryber. Her hid! du skal til Byen at kiøbe mig to Pund grøn Sæbe; see der har du Penge dertil. Men hør! hvis du inden fire Timer icke er her paa Stædet igien, da skal Mester Erich dantze Polsk Dantz paa din Ryg.

JEPPE.

Hvor kand jeg gaae fire Miil i fire Timer Nille?

NILLE.

Hvem siger du skal gaae? du Hanrej! du skal løbe. Jeg har engang sagt Dommen af, giør nu hvad dig lyster.

Sc. 3.

JEPPE
(alleene.)

Nu gaaer den Soe ind, og æder Froekost, og jeg Stackelsmand skal gaae fire Miil og faar hverken Vaat eller Tørt, kand nogen Mand have saadan forbandet Kone som jeg har? jeg troer virkelig, at hun er Søskende Barn til Lucifer. Folk siger vel i Herredet, at Jeppe dricker; men de siger icke, hvorfor Jeppe dricker; thi jeg fik aldrig saa mange Hug i ti Aar, jeg var under Malicien, som jeg faaer paa en Dag af den slemme Qvinde; hun slaar mig, Ridefogden driver mig til Arbeid som et Beest, og Degnen giør mig til Hanrej. 83
Maa jeg da icke vel dricke? maa jeg da icke bruge de Midler, som Naturen giver os at bortdrive Sorg med? var jeg en Taasse, saa gik saadant mig icke saa meget til Hierte, saa drak jeg ej heller icke, men det er en afgiort Ting, at jeg er en vittig Mand, derfor føler jeg saadant meer end en anden, derfor maa jeg og dricke. Min Naboe Moons Christophersen siger tit til mig, saasom hand er min gode Ven: Fanden fare i din tycke Mave, Jeppe, du maatte slaae fra dig, saa blev Kiellingen nok god. Men jeg kand icke slaae fra mig for tre Aarsagers Skyld. Først fordi jeg har ingen Corasie. For det andet for den forbandede Mester Erich, som henger bag Sengen, hvilken min Ryg icke kand tencke paa uden hand maa græde. For det tredie, efterdi jeg er, uden at rose mig selv, et ejegot Gemyt, og en god Christen, som aldrig søger at hevne mig, endogsaa icke paa Degnen, som sætter mig et Horn paa efter et andet; thi jeg offrer ham hans 3 Hellige-Dage derfor oven i Kiøbet, da der er icke den Ære i ham at give mig et Kruus Øll det heele Aar. Intet gik mig meer til Hierte end de spidige Ord, som hand gav mig forgangen Aar; thi, da jeg fortaalte, at en vild Tyr, som aldrig frygtede noget Menniske, engang blev bange for mig, svarede hand: kandst du icke begribe det Jeppe? Tyren saae, at du havde større Horn end den selv havde, og derfor icke holdt raadeligt at stanges med sin Overmand. Jeg kræver jer til Vidne got Folk, om icke saadane Ord kunde trenge en ærlig Mand til Marv og Been. Jeg er dog saa skickelig, at jeg har aldrig ønsket Livet af min Kone. Tvert imod da hun laae syg af Guulsot i Fior, ønskede jeg, at hun maatte leve; thi som Helvede er allereede fuld af onde Qvinder, kunde Lucifer, maa skee, skicke hende tilbage igien, og saa blev hun endda værre end hun er, men om Degnen døde, vilde jeg glæde mig, saa vel paa mine egne Vegne som paa andres; thi hand giør mig kun Fortræd og er Meenigheden til ingen Nytte. Det er en ulærd Dievel; thi hand duer icke til at holde ringeste Tone, end sige støbe et ærligt Voxlys. Nej da var hans Formand Christoffer anden Karl. Hand tog Troen over fra tolv Degne i sin Tid, saadan Stemme havde hand. Engang sat jeg mig dog for at bryde over tverts med Degnen, som Nille selv hørte derpaa, da hand skielte mig for Hanrej, og sagde: Fanden være din Hanrej, Mads Degn! men hvad skeede? Mester Erich maatte strax af Veggen, og skille Trætten, og blev min Rygg saa brav tærsket af 84 min Hustrue, at jeg maatte bede Degnen om Forladelse, og tacke ham, at hand, som en vel studeret Mand, vilde giøre mit Huus den Ære. Siden den Tid har jeg aldrig tenkt paa at giøre Modstand. Ja! ja! Moons Christoffersen! du og andre Bønder har got ved at sige, hvis Koner har ingen Mester Erich liggende bag Sengen; havde jeg et Ønske i Verden, saa vilde jeg bede, at min Kone enten ingen Arme havde, eller jeg ingen Rygg, thi Munden maa hun bruge saa meget som hun gider. Men jeg maa gaa til Jacob Skoemager paa Vejen, hand tør nok give mig for en B. Brendeviin paa Credit; thi jeg maa have noget at ledske mig paa. Hej! Jacob Skoemager! er du opstaaen? luk op Jacob!

Sc. 4.

Jacob Skoemager i blotte Skiorte.Jeppe.

JACOB.

Hvo Pocker vil her ind saa tilig?

JEPPE.

God Morgen, Jacob Skoemager!

JACOB.

Tack Jeppe, du est saare tilig paa færde i Dag.

JEPPE.

Lad mig faa for en Skilling Brendeviin Jacob!

JACOB.

Ja nok, flye mig Skillingen.

JEPPE.

Du skal i Morgen faa den, naar jeg kommer tilbage.

JACOB.

Jacob Skoemager skiencker icke paa Borg, jeg veed du har jo sagte en B. eller to at betale med.

JEPPE.

Skam der har Jacob uden nogle Skillinger, min Hustrue flyede mig at kiøbe noget for i Byen.

85
JACOB.

Jeg veed du kand jo tinge to B. af paa de Varer du kiøber, hvad er dit Kiøbmandskab?

JEPPE.

Jeg skal kiøbe to Pund grøn Sæbe.

JACOB.

Ej kandstu icke sige, at du gav en Skilling eller to meere for Pundet end du gier.

JEPPE.

Jeg er saa bange min Hustrue faar det at vide, saa faar jeg en Ulycke.

JACOB.

Snak! hvor skulde hun faa det at vide, kandst du icke sværge paa, at du udgav alle Pengene, du est saa dum som et Fæe.

JEPPE.

Det er sant nok jacob, det kand jeg endelig giøre.

JACOB.

Flye hid din Skilling da.

JEPPE.

See der! men du maa give mig en Skilling tilbage.

JACOB
(kommer ind med Glaset, dricker ham til)

Singot Jeppe.

JEPPE.

Du drak som en Skielm.

JACOB.

Ej! jeg veed det er jo Sædvane, at Verten dricker Giesterne til.

JEPPE.

Jeg veed det nok, men Skam faa den der først fant paa den Sædvane. Din Skaal Jacob.

JACOB.

Tack Jeppe! du kommer til at tage for den anden Skilling med, 86 du kand dog icke bringe den tilbage, uden du vil have et Glas Brendeviin til gode, naar du kommer igien; thi jeg har min Troe ingen eeneste Skilling.

JEPPE.

Skam der giør! skal den fortæres, saa skal det strax skee, paa det jeg kand føle, at jeg faar noget i Maven, men dricker du ogsaa deraf, saa betaler jeg intet.

JACOB.

Singot Jeppe.

JEPPE.

Gud bevare vore Venner, og Skam faa alle vore Uvenner. Det giorde got i Maven Ach! Ach!

JACOB.

Lycke paa Reisen Jeppe!

JEPPE.

Tack Jacob Skoemager.

Sc. 5.

JEPPE
(alleene)

(Blir lystig og begynder at synge) En hvid Høne og en broget Høne De satte sig op mod en Hane &c. Ach! gid jeg turde dricke for en Skilling endnu, Ach! gid jeg turde dricke for en Skilling endnu. Jeg troer jeg giør det. Nej! der blir en Ulycke af, kunde jeg kun først faa Kroen af Sigte, saa havde jeg ingen Nød, men det er ligesom een holder mig tilbage. Jeg maa der ind igien. Dog hvad er det du giør Jeppe? jeg seer Nille ligesom staar mig for Vejen med Mester Erich i Haanden. Jeg maa vende om igien. Ach! gid jeg torde dricke for en Skilling endnu; min Mave siger, du skal, min Rygg, du skal icke, hvem skal jeg nu giøre imod? er icke min Mave meere end min Rygg? jeg meener jo. Skal jeg bancke paa, hej! Jacob Skoemager herud! men den forbandede 87 Qvinde kommer mig igien for; vilde hun kun saaledes slaae, at Rygg-Beenene fik ingen Skade, skyttede jeg Fanden om det, men hun slaar som - - Ach! Gud bedre mig arme Mand, hvad skal jeg giøre. Tving din Natur Jeppe, er det icke en Skam, at du skulle styrte dig i Ulycke for et lumpen Glas Brendeviin? nej! det skal icke skee denne gang jeg maa fort. Ach! gid jeg torde dricke kun for en B. endnu. Det var min Ulycke, at jeg først fik Smag derpaa, nu kand jeg icke komme afsted; fort Been! Drollen skal splide jer ad, om I icke gaar. Nej de Carnalier vil saa mari icke. De vil til Kroen igien, mine Lemmer fører Kriig med hinanden, Maven og Beenene vil til Kroen og Ryggen til Byen. Vil I gaa I Hunde? I Bestier! l Skabhalse! nej Pocker fare efter dem, de vil til Kroen igien, jeg har meere Møje med mine Been at faa dem til at gaa fra Kroen, end med mit broget Hors at faa det fra Stalden; Ach! gid jeg torde kun dricke for een eniste Skilling endnu; hvem veed, om Jacob Skoemager icke tør borge mig for en Skilling eller to, naar jeg beder ham meget derom. Hej Jacob! nok et Glas Brendeviin for to Skilling.

Sc. 6.

Jacob.Jeppe.

JACOB.

See Jeppe! est du kommen tilbage? jeg tenkte nok, at du fik for lit. Hvad vil en Styver Brendeviin forslaae, det kand jo icke komme neden for Halsen.

JEPPE.

Det er sant Jacob, lad mig faa end for en Styver; naar jeg først har drucket, saa faar hand vel at borge mig, enten hand vil eller ej.

JACOB.

Her er en Styver Brendeviin, Jeppe, men Pengene først.

JEPPE.

Du kand jo sagt borge mig, mens jeg dricker, som der staar i Ordsproget.

88
JACOB.

Vi agter ingen Ordsprog, Jeppe, vil du icke betale forud, saa faar du icke en Taar, vi har forsvoret at borge nogen, icke engang Ridefogden selv.

JEPPE
(grædende.)

Kand du icke sagte borge mig, jeg er jo en ærlig Mand?

JACOB.

Ingen Borgen.

JEPPE.

Der har du en Styver da, din Pracker! nu er det giort, drick nu Jeppe! Ach det giorde got.

JACOB.

Ja det kand bage en Skielm indvortes.

JEPPE.

Det er det allerbeste med Brendeviin, at mand faar saadan Coratie derefter. Nu tencker jeg icke meere hverken paa min Hustrue eller Mester Erich, saa blev jeg forandret af det sidste Glas. Kand du den Viise Jacob!

Liden Kirsten og Hr. Peder de sat over Bord
Peteheia
De talte saa meget skiendeligt Ord
Polemeia
Om Sommeren synger den lystige Stær
Peteheia
Fanden ta Nille den Acker-Mær
Polemeia
Jeg gik ud i grønnen Lund
Peteheia
Degnen det er en Racker-Hund
Polemeia
Jeg satte mig paa min Abelgraa Hest
Peteheia
Degnen det er en Racker-Beest
89 Polemeia
Om I vil vide min Hustrues Navn
Peteheia
Da heeder hun saa Last og Skam
Polemeia.
Den Viise har jeg selv giort, Jacob!

JACOB.

Du har Fanden heller?

JEPPE.

Jeppe er icke saa taabelig som du meener, jeg har ogsaa giort en Viise om Skoemagerne, som gaar saaledes: Skoemageren med sin Bass og Fiol Philepom, Philepom.

JACOB.

Ej du Nar! den er giort over Spillemænd.

JEPPE.

Ja det er sant. Hør Jacob! giv mig nok for en Styver Brendeviin.

JACOB.

Gott! nu kand jeg see, du er en smuk Mand, som under mit Huus en Skilling.

JEPPE.

Hej Jacob! giv mig kun for fire Skilling.

JACOB.

Ja vel. (Jeppe siunger igien.)

Jorden dricker Vand
Havet dricker Soel
Soelen dricker Hav
Alting i Verden dricker
Hvorfor maa jeg daa
Ej dricke ligesaa?

90
JACOB.

Singot Jeppe.

JEPPE.

Mir zu.

JACOB.

Godtaar med Halvparten.

JEPPE.

Ich tank ju Jacob drik man dat dig di Dyvel haal, dat ist dig vell uridt.

JACOB.

Jeg hører, at du kand snacke Tydsk, Jeppe!

JEPPE.

Ja vist. Det er saa gammel dat, men jeg snacker det icke gierne, uden jeg er fuld.

JACOB.

Ja saa snacker du det dog i det ringeste engang om Dagen.

JEPPE.

Jeg har været 10 Aar under Malicien, og skulde icke forstaa mine Sprog.

JACOB.

Jeg veed det nok Jeppe, vi har jo været i Companen sammen i to Aar.

JEPPE.

Det er sant, nu erindrer jeg det. Du blev jo hengt engang, da du løb bort ved Vissmar.

JACOB.

Jeg skulde henges, men jeg fik Pardon igien, saa Nær hielper saa mangen Mand.

JEPPE.

Det var Skade du blev icke hengt, Jacob, men var du icke med i den Auction, som stod paa den Heede, du veedst vel selv.

91
JACOB.

Ej! hvor har jeg icke været med?

JEPPE.

Jeg glemmer aldrig den første Psalme Svensken skiød. Jeg troer der falt paa engang af 3000 om jeg sagde 4000 Mænd. Dass ging fordyvled zu Jacob, du kanst wol das ihukommen, ich kan nicht negten, dass ik jo bange var in dat Slag.

JACOB.

Ja, ja! Døden er haard at gaae paa, mand er saa Gudsfrygtig, naar mand gaar imod Fienden.

JEPPE.

Ja det er sant; jeg veed icke hvoraf det kand komme; thi jeg laae og læste den heele Nat, førend Auctionen skulde staa i Davids Psaltkar.

JACOB.

Jeg undrer mig over, at du, som har været Soldat tilforn, lader dig cujonere af din Hustrue.

JEPPE.

Jeg! gid jeg kun havde hende hid, saa skulde du see hvor jeg skulde bastenere hende. Nok et Glas Jacob! jeg har endnu 8 B. tilbage, og naar de ere opdrukne, dricker jeg paa Borg. Lad mig faa et Kruus Øll ogsaa.

In Leipsig var en Mand
In Leipsig var en Mand
In Leipsig var en Læderen Mand
In Leipsig var en Læderen Mand
In Leipsig var en Mand
Die Mand han nam en Fru &c.

JACOB.

Singot Jeppe.

JEPPE.

Hej! He ----- i! He - - - - Din Skaal og min Skaal og alle gode Venners Skaal He ----- He - - - - i.

92
JACOB.

Vil du icke dricke Rifogdens Skaal.

JEPPE.

Jo nok, giv mig for fire Skilling endnu, Rifogden er en skickelig Mand; naar vi sticker ham en Daler i Næven, giør han sin Saligheds Eed for Herskabet, at vi icke kand betale Land-Gilde. En Skielm der nu har fleere Penger, du borger mig nok for en Styver eller to.

JACOB.

Nej Jeppe! du taaler icke at dricke meer nu. Jeg er icke den Mand, der vil, at Giesterne skal overvælde sig i mit Huus, og dricke meer end de har got af. Jeg vil heller miste min Næring; thi det er en Synd.

JEPPE.

Hej! nok for en Styver.

JACOB.

Nej Jeppe nu skiencker jeg icke meer, tenk, at du har en lang Vej at gaa.

JEPPE.

Hundsvot, Caronie, Beest, Slyngel Hej He ----i--i.

JACOB.

Far vel Jeppe, Løcke paa Reisen.

Sc. 7.

Jeppe
(alleene.)

Ach Jeppe! du er fuld som et Beest, mine Been vil icke bære mig. Vil I staa eller ej I Carnalier, Hej saa! Hvad er Klocken? Hej Jacob Hundsvot Skuster! Hej! nok for en Styver, vil I staa I Hunde! nej Drolen far efter mig om de vil staa, tack Jacob Skoemager! lad os faa en frisk, hør Cammerat! hvor gaar Vejen til Byen? staa siger jeg! see! Beestet er fuld. Du drak som en Skielm Jacob, er det for en Styver Brendeviin - Du maaler som en Tyrk. (Medens hand saa taler falder hand om og blir liggende.)

93

Sc. 8.

Baron Nilus.Secreteren.Cammer-Tienere.2. Laqveier.

BARONEN.

Det lader sig ansee i Aar til et frugtbar Aar, see engang hvor tyk Byggen staar.

SECRETEREN.

Ja det er sant, Eders Naade, men det betyder, at en Tønde Bygg vil icke komme højere i Aar end til 5 Mark.

BARONEN.

Det vil intet sige. Bønderne staar sig dog altid bedre udi de gode Tider.

SECRETEREN.

Jeg veed icke hvordan det er, Eders Naade, Bønderne klage sig dog altid og vil have Sædkorn, enten Aaret er frugtbar eller ej. Naar de har noget, saa dricker de desmeere. Her boer en Kroemand i Naboe-Lauet, som heeder Jacob Skoemager, som hielper mægtig til at giøre Bonden fattig; de siger, at hand kommer Salt i sit Øll, at de skal tørste, jo meere de dricker.

BARONEN.

Den Karl maa vi have afskaffet. Men hvad er det som ligger paa Vejen? det er jo en død Mand. Man hører icke andet end Ulycke. Spring een hen og see hvad det er.

l. LAQVEI.

Det er Jeppe paa Bierget, som har den onde Kone. Hej op Jeppe! nej hand vaagner icke op, om vi sloge og træckede ham efter Haaret.

BARONEN.

Lad ham kun blive, jeg havde nok Lyst at spille en Comoedie med ham. I plejer at være frugtbar paa Inventioner, kand I nu icke hitte paa noget, som kand divertere mig?

94
SECRETEREN.

Mig siunes, at det blev artigt, om man bandt en Papiirs-Krave om hans Hals, eller klippede Haaret af ham.

CAMMER-TIENNEREN.

Mig siunes, at det var endnu artigere, om man smurte hans Ansigt over med Blek, og udsatte saa nogen, at eftersee, hvorledes hans Kone tog imod ham, naar hand kom hiem i den Positur.

BARONEN.

Det er got nok. Men hvad gielder, at Erich hitter paa noget, som er artigere. Siig frem din Meening Erich.

ERICH LAQVEI.

Jeg holder for, mand skulde klæde ham gandske af, og legge ham i Herrens beste Seng, og om Morgenen, naar hand vaagnede, stille os alle an mod ham, ligesom hand var Herren paa Gaarden, saa at hand icke skulde vide, hvorledes hand var snoet eller vent. Og, naar vi saaledes havde faaet ham i de Tancker, at hand var Baronen, skulde vi dricke ham ligesaa drucken igien, som hand nu er, og legge ham i sine gamle Klæder paa denne samme Mø ding; hvis saadant med Forstand blev exeqveret, vilde det have en underlig Virkning, og hand vilde bilde sig ind, enten at have drømt om saadan Lyksalighed, eller at have virkelig været i Paradis.

BARONEN.

Erich! du est en stor Mand, og derfor har icke uden store Anslage. Men end om hand vaagnede op i det samme?

ERICH.

Det er jeg viss paa, at hand icke giør, Eders Naade; thi denne samme Jeppe paa Bierget er en af de stærkeste Sovere i det heele Herret. Man forsøgte forgangen Aar at hefte et Raqvet bag ved hans Nacke, men, da Raqveten gik løs, vaagnede hand derfor icke op af sin Søvn.

BARONEN.

Lad os da giøre det, slæber ham strax bort, fører ham i en fiin Skiorte, og legger ham i min beste Seng.

95

Act. II.

Sc. 1.

JEPPE.

(Forestilles liggende udi Baronens Seng med en Gyldenstyckes Slaap-Rok for Stoelen, hand vaagner og gnicker sine Øjne, seer sig om og blir forskrecket, gnicker sine Øjne igien, tar paa sit Hoved og faar en Guld-broderet Nat-Hue i Haanden, hand smør Spøt paa sine Øjne, og gnicker dem igien, vender nok Huen om, og beskuer den, seer paa sin fiine Skiorte, paa Slaap-Rocken, paa Alting, har underlige Grimacer; imidlertid spilles en sagte Music, hvorved Jeppe legger Hænderne sammen, og græder, naar Musiqven har ende, begynder hand at tale:) Ej! hvad er dog dette? hvad er dette for en Herlighed, og hvordan er jeg kommen dertil? drømmer jeg, eller er jeg vaagen? nej, jeg er ganske vaagen, hvor er min Kone, hvor er mine Børn, hvor er mit, Huus og hvor er Jeppe? alting er jo forandret, jeg selv med. Ej! hvad er dog dette? hvad er dog dette? Raaber sagte og frygtsom, Nille! Nille! Nille! jeg troer, at jeg er kommen i Himmerig Nille! og det gandske uforskyldt. Men, mon det er jeg? mig synes ja, mig synes ogsaa nej. Naar jeg føler paa min Rygg, som endnu er øm af de Hug, jeg har faat, naar jeg hører mig tale, naar jeg føler paa min huule Tand, synes mig det er jeg. Naar jeg derimod seer paa min Hue, min Skiorte, paa ald den Herlighed, som er mig for Øynene, og jeg hører den liflige Musiqve, saa Drolen splide mig ad om jeg kand faa i mit Hoved, at det er jeg. Nej det er icke, jeg, jeg vil tusinde gange være en Carnalie om det er. Men mon jeg icke drømmer? mig synes dog nej jeg vil forsøge at knibe mig i Armen, giør det da icke ondt, saa drømmer jeg, giør det ondt, saa drømmer jeg icke; jo jeg følede det, jeg er vaagen, vist er jeg vaagen, det kand jo ingen disputere mig; thi var jeg icke vaagen, saa kunde jeg jo icke - men hvorledes kand jeg dog være vaagen, naar jeg ret betencker alting, det kand jo icke slaa feil, at jeg jo er Jeppe paa Bierget, jeg veed jo, at jeg er en fattig Bonde, en Træl, en Slyngel, en Hanrej, en sulten Luus, en Madike, en Carnalie, hvorledes kand jeg tillige med være Keyser og Herre paa et Slott, nej det er dog ickun 96 en Drøm. Det er derfor best, at jeg har Taalmodighed, indtil jeg vaagner op. (Musiqven begynder paa nye, og Jeppe falder i Graad igien.) Ach! kand mand dog høre saadant i Søvne? det er jo icke mueligt? men er det en Drøm, saa gid jeg aldrig maatte vaagne op, og er jeg gall, saa giv jeg aldrig maatte blive viis igien; thi jeg ville stevne den Doctor, der curerede mig, og forbande den, der væckede mig; men jeg hverken drømmer eller er gall; thi jeg kand komme alting ihu, som mig er vederfaret, jeg erindrer jo, at min Sal: Far var Niels paa Bierget, min Far-Far Jeppe paa Bierget, min Hustrue heeder jo Nille, hendes Crabask Mester Erich, mine Sønner Hans, Christoffer og Niels. Men see! nu har jeg fundet ud hvad det er, det er et andet Liv, det er Paradiis, det er Himmerig jeg, maa skee, drak mig ihiel i Gaar hos Jacob Skoemager, døde, og kom strax i Himmerig. Døden maa dog icke være saa haard at gaa paa, som mand bilder sig ind; thi jeg følede intet dertil; nu staar maa skee Hr. Jesper denne Stund paa Prædike-Stolen og giør Liig-Prædiken over mig, og siger: saadant Endeligt fik Jeppe paa Bierget, hand levede som en Soldat og døde som en Soldat. Mand kand disputere, om jeg døde til Lands eller Vands; thi jeg gik temmelig fugtig af denne Verden. Ach Jeppe! det er andet end at gaa fire Miil til Byen for at kiøbe Sæbe, at ligge paa Straa, at faa Hug af din Hustrue, og faa Horn af Degnen. Ach! til hvilken Lyksalighed er icke din Møje og dine sure Dage forvandlet, Ach! jeg maa græde af Glæde, besynderlig, naar jeg eftertencker, at dette er hendet mig saa uforskyldt. Men en Ting staar mig for Hovedet, det er, at jeg er saa tørstig, at mine Læber henge sammen, skulde jeg ønske mig levende igien, var det alleene for at faa et Kruus Øll at ledske mig paa; thi hvad nytter mig ald den Herlighed for Øynene og Ørene, naar jeg skal døe paa nye igien af Tørst, jeg erindrer, Præsten har ofte sagt, at mand hverken hungrer eller tørster i Himmerig, iligemaade, at mand der finder alle sine afdøde Venner; men jeg er færdig at vansmægte af Tørst jeg er ogsaa gandske alleene, jeg seer jo intet Menniske, jeg maatte jo i det ringeste finde min Bestefar, som var saadan skickelig Mand, der icke efterloed sig en Skillings Restantz hos Herskabet. Jeg veed jo, at mange Folk har levet ligesaa skickelig som jeg, hvorfor skulde jeg 97 alleene komme i Himmerig. Det kand derfore icke være Himmerig. Men hvad kand det da være? jeg sover icke, jeg vaager icke, jeg er icke død, jeg lever icke, jeg er icke gall, jeg er icke klog, jeg er Jeppe paa Bierget, jeg er icke Jeppe paa Bierget, jeg er fattigjeg er riig, jeg er en stackels Bondejeg er Keyser A----A----A--- - hielp hielp hielp. (Paa dette store Skraal kommer nogle Folk ind, som imidlertid har staaet paa Luur for at see hvorledes hand stillede sig an.)

Sc. 2.

Cammer-Tienner.En Laqvei.Jeppe.

CAMMER-TIENNER.

Jeg ønsker Eders Naade en lyksalig god Morgen, her er Slaap-Rocken, om Eders Naade vil staa op. Erich spring ud efter Handklædet og Vandbeckenet.

JEPPE.

Ach Velbyrdige Hr. Cammer-Tienner, jeg vil gierne staa op, men jeg beder, at I intet ondt vil giøre mig.

CAMMER-TIENNEREN.

Gud bevare os fra at giøre Herren ondt.

JEPPE.

Ach! førend I slaar mig ihiel, vil I da icke giøre mig den Villighed at sige mig hvem jeg er?

CAMMER-TIENNEREN.

Veed icke Herren, hvem hand er?

JEPPE.

I Gaar var jeg Jeppe paa Bierget, men i Dag - Ach! jeg veed icke hvad jeg skal sige.

CAMMER-TIENNEREN.

Det er os kiert, at Herren er i saa god Humeur i Dag, at hand behager at skiemte, men Gud bevare os, hvorfor græder Eders Naade?

98
JEPPE.

Jeg er icke, Eders Naade, jeg kand giøre min Saligheds Eed derpaa, at jeg icke er det; thi saa vit som jeg kand erindre, saa er jeg Jeppe Nielsen paa Bierget en af Baronens Bønder, vil I have Bud efter min Hustrue, skal I faa det at høre: men lad hende icke tage Mester Erich med sig.

LAQVEIEN.

Det er sært, hvad er dog dette? Herren maa icke være vaagen; thi hand plejer jo aldrig at skiemte saaledes.

JEPPE.

Om jeg er vaagen eller ej, det skal jeg icke kunde sige; men det veed jeg og kand sige, at jeg er en af Baronens Bønder, som heeder Jeppe paa Bierget, og jeg aldrig har været enten Baron eller Greve min Livs-Tid.

CAMMER-TIENNEREN.

Erich! hvad kand dette være? jeg er bange, at Herren er falden i en Sygdom.

ERICH.

Jeg bilder mig ind, at hand gaar i Søvne; thi det skeer ofte, at Folk staar op af Sengen, klæder sig paa, taler, æder, og dricker i Søvne.

CAMMER-TIENNEREN.

Nej Erich. Jeg mercker, at Herren phantaserer af en Sygdom, spring strax efter et par Doctores - Ach! Eders Naade slaar saadane Tancker af Eders Hovet. Eders Naade jager derved Forskreckelse i det heele Huus, kiender Eders Naade icke mig.

JEPPE.

Jeg kiender mig icke selv; hvorledes skulde jeg da kiende jer?

CAMMER-TIENNEREN.

Ach! er det mueligt? at jeg skal høre saadane Ord af min Naadige Herres Mund, og see ham udi saadan Tilstand? Ach! vort ulyksalige Huus, som blir plaget af saadan Koglerie! Kand icke Herren erindre hvad hand giorde i Gaar, da hand reed paa Jagt?

99
JEPPE.

Jeg har aldrig været enten Jæger eller Krybe-Skytter; thi jeg veed, at det er Bremmerholms Arbeid; aldrig nogen Siæl skal kunde bevise mig over, at have jaget en Hare paa Herrens Gods.

CAMMER-TIENNEREN.

Ach! Naadige Herre! jeg var jo selv med ham paa Jagt i Gaar.

JEPPE.

I Gaar sad jeg til Jacob Skoemagers, og drak for 12 ß. i Brændeviin. Hvor kunde jeg da være paa Jagt?

CAMMER-TIENNEREN.

Ach! jeg besværer Naadige Herre paa min blotte Knæ, at hand lader saadan Snak fare. Erich! gik der Bud efter Doctorerne?

ERICH.

Ja! de kommer nok strax.

CAMMER-TIENNEREN.

Lad os da faa Herren i sin Slaap-Rok; thi, maa skee, naar hand kommer ud i Luften, tør det blive bedre med ham. Vil Herren behage at iføre sig sin Slaap-Rok?

JEPPE.

Hiertelig gierne. I maa giøre med mig, hvad jer lyster; naar I kun icke vil slaae mig ihiel; thi jeg er saa uskyldig, som det Barn der ligger i Moors Liv.

Sc. 3.

2. Doctores.Jeppe.Cammer-Tienneren.Erich.

1. DOCT

-OR. Vi hører med største Smerte, at Herren er u-passelig.

CAMMER-TIENNEREN.

Ach ja! Hr. Doctor! hand er i en elendig Tilstand.

2. DOCTOR.

Hvordan er det fatt Naadige Herre?

100
JEPPE.

Ret vel! jeg er alleene noget tørstig af det Brændeviin, jeg fik hos Jacob Skoemager i Gaar: vil I kun give mig et Kruus Øll, og lade mig gaa, saa maa mand gierne henge jer og alle Doctore op, thi jeg behøver ingen Medicin.

1. DOCTOR.

Det kalder jeg ret at phantasere Hr. Collega.

2. DOCTOR.

Jo stærckere det er, jo snarere vil det udrase, lad os føle Herrens Puls. Qvid tibi videtur Domine Frater?

1. DOCTOR.

Jeg holder for, at hand maa strax Aarelades.

2. DOCTOR.

Jeg er icke af den Tancke; thi slige underlige Svagheder maa cureres paa en anden Maade, Herren har haft en fæl og selsom Drøm, som har bragt Blodet udi Bevægelse, og forvirret Hiernen saaledes, at hand bilder sig ind at være en Bonde. Vi maa søge at divertere Herren med de Ting, som hand plejer at have meest Behag udi, give ham de Viine og den Spise, som hand best finder Smag udi, og spille for ham de Stykker, som hand heldst gider hørt. (Een lystig Music begyndes.)

CAMMER-TIENNEREN.

Det var jo Herrens Livstycke?

JEPPE.

Kand nok være. Har mand altid saadan Lystighed her paa Gaarden?

CAMMER-TIENNEREN.

Saa tit Herren behager; thi hand gier os alle Kost og Løn.

JEPPE.

Men det er underligt, at jeg kand icke komme ihu, hvad jeg har giordt tilforn.

101
1. DOCTOR.

Sygdommen fører det med sig, Eders Naade, at mand forglemmer alt hvad mand har giordt tilforn. Jeg erindrer mig, at for nogle Aar siden en af mine Naboer af stærk Drik blev saaledes forvirret, at hand i to Dage bildte sig ind at være uden Hoved.

JEPPE.

Jeg var tilfreds, at Birke-Dommeren Christoffer vilde giøre det samme, men hand maa have en Sygdom, som er lige tvert imod denne; thi hand bilder sig ind at have et stort Hoved; hvorvel hand haver slet intet, som mand kand mercke af hans Domme. (De leer alle deraf ha ha ha.)

2. DOCTOR.

Det er en Fornøjelse at høre Herren skiemte. Men, at komme til Historien igien, da gik den samme heele Byen over, og spurte Folk om ingen havde fundet hans Hoved, som hand havde tabt, men hand kom sig ly ckelig igien, og er denne Stund Klocker i Jydland.

JEPPE.

Det kunde hand jo blive, omendskiønt hand havde icke fundet sit Hoved igien. (De leer atter ha ha ha.)

l.DOCTOR.

Kand Hr. Collega icke erindre sig den Historie, som skeede for 10 Aar siden med den Mand, der bildte sig ind, at der var fuldt af Fluer i hans Hovet, og kunde icke komme af de Griller, hvormeget mand talede for ham, indtil en fornuftig Doctor curerede ham paa saadan Maade: hand lagde et Plaster over hans Hoved, som var bestrøed med døde Fluer, hvilket da hand efter nogen Tids Forløb træckede af, og viisde den Syge Fluerne, bildte hand sig ind, at de vare udtrokne af hans Hoved, og blev derover frisk igien. Jeg har ogsaa hørt om en anden Mand, der efter en lang Feber faldt udi de Griller, at, hvis hand kastede sit Vand fra sig, skulde Landet forgaae af en Flod. Ingen kunde faa ham af de Tancker; thi hand sagde sig at ville døe for det gemeene Beste. Hand blev cureret paa saadan Maneer; mand skickede Bud til ham som fra Commendanten, at, 102 saasom Byen frygtede sig for en Beleiring, og der var icke Vand i Gravene, hand da vilde fylde dem, for at hindre Fienden Adgang til Byen, hvorudover den Syge blev glad, at hand kunde tiene baade sit Fæderneland og sig selv med, og blev saa skilt baade ved sit Vand og sin Sygdom.

2. DOCTOR.

Jeg kand fremføre Exempel af en anden Historie, som er passeret i Tydskland. En Edelmand kom engang udi et Vertshuus; hvor, da hand havde spiset, og vilde gaa til Sengs, hang hand sin Guld-Kiæde, som hand plejede at bære om Halsen, paa Veggen i Herberget. Verten gav nøje agt derpaa, fuldte ham til Sengs, og ønskede ham en god Nat; men da hand fornam, at Edel-Manden sov, sneeg hand sig ind udi Kammeret, og tog 60 Leed bort af Kiæden, og hang den saa paa Veggen igien. Giesten staar op om Morgenen, lader sin Hest sadle, og ifører sig sine Klæder. Men da hand skulde binde Kiæden om Halsen, fornam hand at den havde mist den halve Deel af sin Lengde, begynder derfor at raabe, at hand var bestaalen. Verten, som stod uden for Døren og lurede, løber strax ind, og lader ligesom hand bliver gandske forskrecket, raabende Ach! hvilken skreckelig Forandring! da Giesten spurte ham, hvi hand saadan tog afsted, sagde hand, Ach min Herre! jer Hovet er bleven engang saa stort, som det var i Gaar. Hvorpaa hand bar frem et falsk Speil, som viiste en Ting engang saa stort, som det er i sig selv. Da nu Edelmanden saae sit Hovet saa stort i Speilen, faldt hand i Graad og sagde: Ach! nu mercker jeg Aarsagen, hvi min Kiæde er bleven saa kort. Hvorpaa hand satte sig paa sin Hest, svøbte Hovedet i sin Kappe, at ingen skulde see det paa Vejen. Der siges, at hand siden mange Dage holt sig hiemme, og icke kunde komme af de Griller, men troede, at Kiæden icke var bleven for kort, men Hovedet for stort.

1. DOCTOR.

Der ere u-tallige Exempler paa saadane Indbildinger, jeg erindrer ogsaa at have hørt tale om een, der bildte sig ind, at hans Næse var 10 Food lang, og varede alle ad, som mødte ham, at de icke skulde komme for nær.

103
2. DOCTOR.

Domine Frater har vel hørt Historien om den Mand, der bildte sig ind, at hand var død. En ung Person faldt udi de Griller, at hand var død, og derfor lagde sig paa en Liig-Baare, og vilde hverken æde eller dricke. Hans Venner forestillede ham saadan Daarlighed, og brugte alle Konster at bevæge ham til at æde, men forgiæves; thi hand afviiste dem kun med Latter, foregivende, at det var mod alle Regler for døde Folk at æde og drikke. Endelig paatog sig en forfaren Mand i Medicinen at curere ham paa en underlig Maade: Hand fik en Tienner til ogsaa at udgive sig for Død, og lade sig med Statz udføre til samme Sted, hvor den Syge laa. Disse tvende laae lenge først og saae paa hinanden. Omsider begynte den Syge at spørge den anden ad, hvorfor hand var didkommen, hvilken svarede: fordi hand var død. Dernest begynte de at spørge hinanden om Maaden paa hvilken de vare døde, hvilket enhver vitløftig fortaalte. Derpaa kommer nogle, som dertil vare bestilte, og bringer den sidste sit Aftens-Maaltid til, hvorved hand reiste sig af Kisten, og giorde et got Maaltid, sigende til den anden: skal du icke ogsaa snart spise? den Syge forundrer sig derover og spurte, om det kunde staa en død Mand an at spise, men fik til Svar, at, dersom hand icke spisede, kunde hand icke lenge være død. Hand lod sig derfor overtale først at spise med den anden, siden sove, staa op, klæde sig paa, ja hand efterabede den anden i alting, indtil hand ogsaa blev levende igien og klog med ham. Jeg kunde give u-tallige fleere Exempler paa saadane selsomme Indbildinger. Saaledes er det ogsaa gaaet til denne gang med Naadige Herre, at hand indbilder sig at være en fattig Bonde. Men Herren maa slaa de Tancker af sit Sind, saa blir hand strax frisk igien.

JEPPE.

Men mon det kand være mueligt, at det er af Indbilding?

DOCT

: Ja vist! Herren har hørt af disse Historier hvad Indbildinger kand giøre.

JEPPE.

Er jeg da icke Jeppe paa Bierget?

104
DOCT

: Nej vist.

JEPPE.

Er da icke den onde Nille min Kone?

DOCT

: Ingenlunde; thi Herren er Enkemand.

JEPPE.

Er det og lutter Indbilding, at hun har en Crabask, som heeder Mester Erich?

DOCT

: Lutter Indbilding.

JEPPE.

Er det ej heller sant, at jeg skulde til Byen i Gaar at kiøbe Sæbe?

DOCT

: Nej.

JEPPE.

Ej heller, at jeg drak Pengene op hos Jacob Skoemager?

CAMMER-TIENNEREN.

Ej! Herren var jo med os paa Jagt den heele Gaars Dag.

JEPPE.

Ej heller, at jeg er Hanrej?

CAMMER-TIENNEREN.

Ej! Fruen er jo død for mange Aar siden.

JEPPE.

Ach! jeg begynder allereede at fatte min Daarlighed! jeg vil icke tencke paa den Bonde meere; thi jeg kand mercke, at en Drøm har bragt mig i den Vildfarelse, det er dog underligt, hvor et Menniske kand falde i slige Griller.

CAMMER-TIENNEREN.

Vil Herren behage at spadsere lidt i Haven, mens vi laver noget Froekost til.

105
JEPPE.

Ja nok, men det maa skee i en hast; thi jeg er baade hungrig og tørstig.

Act. III.

Sc. 1.

(Jeppe kommer fra Haven med sin Suite, og et lidet Bord er decket.)

JEPPE.

Ha ha, jeg seer Bordet er alt decket.

CAMMER-TIENNEREN.

Ja alting er færdig, naar Eders Naade behager at sætte sig ned.

(Jeppe sætter sig ned. De andre staaer bag ved Stolen og leer af hansU-noder, naar hand griber med alle 5 Finger udi Fadet, ræber overBordet. Snyder sig med Fingerne og smør det paa Klæderne.)

CAMMER-TIENNER.

Vil Herren befale hvad Viin ham lyster.

JEPPE.

I veed jo vel selv, hvad Viin jeg plejer dricke om Morgenen.

CAMMER-TIENNEREN.

Der er Rhinsk Viin, som Herren plejer heldst at dricke. Dersom den icke smager Herren, kand hand faa strax anden.

JEPPE.

Den er noget for suurt. I maa komme noget Miød deri, saa blir den god; thi jeg er meget for sødt.

CAMMER-TIENNEREN.

Her er Canari Sæk, om Herren vil smage den.

JEPPE.

Det er en god Viin: Skraaler alle. (Hver gang hand dricker, blæses i Trompetter.) 106 Hej pass op Karle, nok et Glas Viin af Carnalie Sæk, forstaar I vel? Hvor har du faaet den Ring, som du bær paa Fingrene?

SECRETEREN.

Den har Herren selv givet mig.

JEPPE.

Det kand jeg icke erindre, giv mig den tilbage, jeg maa have giordt det i Druckenskab. Man gier jo icke saadane Ringe bort jeg vil eftersee siden, hvad andre Sager, I har faaet. Tiennere skal icke have meere end Kost og Løn, jeg kand sværge paa, at jeg icke erindrer at have foræret jer noget i Særdeleshed; thi, hvorfor skulde jeg giøre det? den Ring er jo over 10 Rdr. værdt, nej! nej! I gode Karle icke saa icke saa. I maa icke betiene jer af jer Herskabs Skrøbelighed og Druckenskab. Naar jeg er drucken, saa er jeg færdig at give mine Buxer bort; men naar jeg har sovet Rusen ud, tar jeg mine Foræringer tilbage. Jeg fik ellers en Ulycke af min Hustrue Nille. Dog hvad siger jeg? nu falder jeg i forrige galne Tancker igien, og kommer icke ihu, hvem jeg er, giv mig nok et Glas Carnali Sæk. Samme Skaal! (Trompeterne blæser igien.) Gir agt paa, hvad jeg siger, Karle! det maa tiene jer til Underretning herefter, at naar jeg giver noget bort om Aftenen i Druckenskab, maa I levere det tilbage om Morgenen igien. Naar Tiennere faar mere end de kand æde op, blir de storagtig og kaster paa Nacken af Herskabet. Hvormeget er din Løn?

SECRETEREN.

Herren har stedse givet mig 200 Rdr. om Aaret.

JEPPE.

Du skal have Dievelen icke 200 Rdr. herefter, hvad Gavn giør du for 200 Rdr. Jeg maa selv slæbe som et Beest, og staa paa Laden fra Morgenen til Aftenen, og kand neppe - See! nu kommer de forbandede Bonde-Griller igien. Giv mig nok et Glas Viin. (Hand dricker igien og Trompetterne blæser.) 107 200 Rigsdaler, det er jo at flaae Huden af sit Herskab. Hør! veed I hvad I gode Karle. Naar jeg har spiset, har jeg i Sinde at henge op hver anden her paa Gaarden. I skal vide, at jeg icke er at skiemte med udi Penge Sager.

CAMMER-TIENNEREN.

Vi vil give tilbage alt, hvad vi har oppebaaret af Eders Naade.

JEPPE.

Ja, ja! Eders Naade! Eders Naade! Complementer og Baslementer har vi got Kiøb paa i disse Tider. I vil stryge mig om Munden med Eders Naade, indtil I faar alle Pengene bort, og I blir mine Naader igien. Munden siger nok Eders Naade, men Hiertet Eders Nar. I taler icke hvad I meener Karle. I Betientere ere ligesom Abner, der kom og hilsede Roland sigende: Hil være dig min Broder, og med det samme sticker ham Dolken i Hiertet. Troe mig, at Jeppe er ingen Nar. (De falder alle paa Knæ og beder om Naade.)

JEPPE.

Staar kun op igien Karle, til jeg har spiset, siden vil jeg see efter, hvor det henger sammen, hvilke, som har fortient at henges eller ej. Nu vil jeg holde mig lystig.

Sc. 2.

Jeppe.Cammer-Tienneren.Rifogden.Secreteren.

JEPPE.

Hvor er min Rifogd?

CAMMER-TIENNEREN.

Hand er her uden for.

JEPPE.

Lad ham strax komme ind. (Rifogden kommer ind udi en Sølvknappet-Kiole med Geheng om Livet.) Har Eders Naade noget at befale?

108
JEPPE.

Intet uden at du skal henges.

RIFOGDEN.

Jeg har jo intet ondt giordt? Eders Naade! hvorfor skal jeg henges?

JEPPE.

Est du icke Rifogd?

RIFOGDEN.

Jo jeg er, Eders Naade!

JEPPE.

Og du spør endda, hvorfor du skal henges.

RIFOGDEN.

Jeg har dog tient Eders Naade saa troelig og reedelig, og været saa flittig i mit Embede, saa at Eders Naade har roeset mig altid frem for andre sine Tiennere.

JEPPE.

Ja vist har du været flittig i dit Embede, det kand mand jo see paa dine støbte Sølv-Knapper, hvad faar du aarlig til Løn?

RIFOGDEN.

Et halv hundrede Rigsdaler aarlig. (Jeppe gaar og spadserer lit frem og tilbage.) Et halv hundrede Rigsdaler. Ja du skal strax henge.

RIFOGDEN.

Det kand jo icke være mindre, Naadige Herre, for et heelt Aars møjsom Tienniste.

JEPPE.

Just derfor skal du henges, efterdi du faar kun et halv hundrede Rigsdaler. Du har Penge til Sølvknappede Kiole, til Krusedoller for Hænderne, til Silke-Pung bag i Haaret, og har kun 50 Rdr. om Aaret. Maa du da icke stiæle fra mig arme Mand; thi hvor skulde det ellers komme fra?

109
RIFOGDEN
(paa Knæ).

Ach Naadige Herre! Spar mig dog for min fattige Hustrue og umyndige Børns skyld.

JEPPE.

Har du mange Børn?

RIFOGDEN.

Jeg har 7 levende Børn, Eders Naade!

JEPPE.

Ha ha, 7 levende Børn? fort heng ham Sekreteer.

SECRETEREN.

Ach Naadige Herre! jeg er jo ingen Bøddel.

JEPPE.

Hvad du icke est, det kandst du blive, du seer ud til allehaande. Naar du har hengt ham, skal jeg siden henge dig selv.

RIFOGDEN.

Ach Naadige Herre! er der ingen Pardon?

JEPPE
(gaar og spadserer igien, sætter sig ned at dricke, staar op igien.)

Et halv hundrede Rigsdaler, Kone, og syv Børn. Vil der ingen anden henge dig, saa skal jeg giøre det selv. Jeg veed nok, hvad I er for Karle, I Rifogder, jeg veed hvorledes I har omgaaet med mig selv og andre stakkels Bønder. Ej! nu kommer de forbandede Bonde-Griller mig i Hovedet igien. Jeg vilde sige, jeg veed eders Væsen og Handtering saa vel paa mine Fingre, at jeg selv kunde være Rifogd, om det skulde gieide. I faar Fløden af Melken, og Herskabet faar en Loort (med Tugt at sige.) Jeg troer om Verden staar lenge, saa blir Rifogder Junckere, og Junckere igien Rifogder. Naar Bonden skicker jer eller jere Koner noget i Næven, saa heeder det, naar I kommer til Herskabet: den stackels Mand er villig og flittig nok, men adskillige Ulycker slaar ham til, at hand icke kand betale. Hand har en ond Jord, der er kommen Skab paa hans Qvæg, og andet saadant, med hvilken Snak Herskabet maa lade sig afspise. Troe mig go Karl, jeg lar mig icke saaledes tage ved Næsen; thi jeg er selv en Bonde og en Bondes Søn. See! nu kommer dette Koglerie 110 igien. Jeg siger, jeg er selv en Bondes Søn; thi Abraham og Eva vore første Forældre vare Bønder.

SECRETEREN
(falder ogsaa paa Knæ).

Ach naadige Herre! hav dog Barmhiertighed med ham for hans fattige Hustrues skyld; thi hvoraf skal hun siden leve at føde Kone og Børn?

JEPPE.

Hvem siger de skal leve? mand kand jo henge dem op med!

SECRETEREN.

Ach Herre! det er saadan yndig smuk Kone.

JEPPE.

Saa! du maa skee er forliebt i hende, eftersom du tar dig hende saa an. Lad hende komme her ind.

Sc. 3.

Rifogdens Kone.Jeppe.De andre.

(Konen kommer ind og kysser paa hans Haand.)

JEPPE.

Est du Rifogdens Kone?

KONEN.

Ja jeg er Naadig Herre!

JEPPE
(taar hende paa Brystet.)

Du est kiøn. Vil du sove hos mig i Nat?

KONEN.

Herren har at befale udi alting; thi jeg er i hans Tienniste.

JEPPE
(til Rifogden.)

Vil du tilstede, at jeg ligger hos din Kone i Nat?

RIFOGDEN.

Jeg tacker Herren, at hand beviser mit ringe Huus den Ære.

111
JEPPE.

See her! sæt en Stoel til hende, hun skal spise med mig. (Hun sætter sig ved Bordet, æder og dricker med ham, hand blir jaloux paa Secreteren og siger:) Du skal faa en Ulycke, dersom du seer paa hende. (Saa tit hand kaster Øje til Secreteren, strax slaar hand Øjene af hende og seer paa Jorden. Hand synger en forliebt gammeldags Viise, medens hand sidder til Bords med hende. Jeppe befaler at spille en Polsk Dantz, og dantzer med hende, men falder 3 gange af Druckenskab, endelig den fierde gang blir hand liggende og falder i Søvn.)

Sc. 4.

Baronen.De andre.

BARONEN.

Hand sover alt dygtig. Nu har vi Spillet vundet, men vi havde selv nær bleven meest narret; thi hand havde i Sinde at tyrannisere over os, hvorudover vi enten maatte have fordervet Historien, eller ladet os ilde medhandle af denne grove Bonde, af hvis Opførsel man kand lære, hvor tyrannisk og hovmodige slige Folk bliver, der af Skarnet i en hast kommer til stor Ære og Værdighed; jeg havde nær i en ulycksalig Tid paataget mig en Secretaires Person, thi havde hand ladet mig prygle, saa havde der blevet en forstyrret Historie, der havde underkastet mig icke mindre Folks Raillerie end Bonden. Det er best vi lader ham sove endnu lidet, førend vi fører ham i hans skidne Bonde-Klæder igien.

ERICH.

Ach Herre! hand sover alt som en Steen, see her! jeg kand slaae paa ham, hand føler det icke.

BARONEN.

Fører ham da ud, og fuldender Comoedien.

112

Act. IV.

Sc. 1.

(Jeppe forestilles liggende paa en Møding i sine gamle Bønder-Klæder, vaagner op og raaber:)

Hej Secketeer, Cammer-Tienner, Lakejer! nok et Glas Carnali Sæk!

(Seer sig om, og gnicker sine Øjne ligesom tilforn, tar paa sit Hoved, og faar sin gamlebreede Hat i Haanden, gnicker Øjnene, og vender Hatten om paa alle Kanter, seer paa sine Klæder, og kiender sig selv igien, begynder at tale:)

Hvor lenge var Abraham i Paradiis? nu kiender jeg, men desverre, alting igien, min Seng, min Trøje, min gamle Hanrej Hat, mig selv; det er andet Jeppe, end at dricke Carnali Sæk af forgylte Glas, at sidde til Bords med Lakejer og Secketerer bag sin Stoel. Det Gode varer (desverre) aldrig lenge, Ach! Ach! at jeg, som var saadan Naadig Herre for stacket Tid siden, skal see mig i saa slet Tilstand, min prægtige Seng forvandlet til en Møding, min Guldenstyckes Hue til en gammel Hanrej Hat, mine Lakejer til Sviin, og mig selv fra en stoor og naadig Herre forvandlet til en usel Bonde igien. Jeg meenede, naar jeg vaagnede op igien, at finde mine Fingre besat med Guld-Ringe, men de ere (reverenter talt) beseglet med andet. Jeg meente at fodre mine Betientere til Regenskab, men nu maa jeg selv lave min Rygg til, naar jeg kommer hiem, og skal giøre Regenskab for mit Forhold. Jeg tenkte, da jeg vaagnede, at gribe efter et Glas Carnali Sæk, men fik med Tugt at sige en L. i Haanden. Ach Ach! Jeppe! den Boelig udi Paradiis var kun kort, og din Glæde fik hastig Ende. Men hvem veed, om det samme icke kand vederfare mig, hvis jeg legger mig til Hvile nok engang. Ach Ach gid det vilde hende mig! Ach gid jeg kunde komme der igien!

(Legger sig at slumme igien.)

Sc. 2.

Nille.Jeppe.

NILLE.

Mon jeg skal troe, at hand er kommen i Ulycke, hvor kand dog 113 dette være! enten har Fanden taget ham, eller (det som jeg meer er bange for) sidder hand i en Kroe og dricker Pengene op. Jeg var een Giek derudi, at jeg betroede den Druckenbolt 12 Skilling paa Engang. Men hvad seer jeg? ligger hand icke der i Skarnet og snorker? Ach jeg elendige Menniske! der skal have saadant Beest til Mand! din Rygg skal betale det dyrt nok. (Lister sig sagte hen og gir ham et Slag af Mester Erich for Rumpen.)

JEPPE.

Hej hej! hielp hielp! hvad er det? hvor er jeg? hvem er jeg? hvem slaar mig? hvorfor slaar mand mig? hej!

NILLE.

Jeg skal lære dig strax, hvad det er.

(Slaar ham paa ny igien, og træcker ham efter Haaret.)

JEPPE.

Ach min hierte Nille! slaae mig icke meere, du veedst icke, hvad mig er vederfaret.

NILLE.

Hvor har din Fyldehund været saa lenge henne? hvor er Sæben, du skulde kiøbe?

JEPPE.

Jeg kunde icke komme til Byen, Nille!

NILLE.

Hvorfor kunde du icke komme til Byen?

JEPPE.

Jeg blev optagen paa Vejen til Paradiis.

NILLE.

Til Paradiis (prygler ham) til Paradiis (slaar ham atter) til Paradiis (slaar ham igien) vil du fixere mig oven i Kiøbet?

JEPPE.

Aa Aa Aa! saa sant som jeg er en ærlig Mand, er det icke sant.

114
NILLE.

Hvad er sant?

JEPPE.

At jeg har været i Paradiis. (Nille repeterer i Paradiis og slaar ham igien.)

JEPPE.

Ach min hierte Nille! slaae mig icke meer.

NILLE.

Fort! bekiend, hvor du har været, eller jeg skal myrde dig.

JEPPE.

Ach! jeg vil gierne bekiende, hvor jeg har været, dersom du icke vil slaae mig meere.

NILLE.

Bekiend da.

JEPPE.

Svær paa, at du icke vil slaae mig meere da.

NILLE.

Nej.

JEPPE.

Saa sant som jeg er en ærlig Mand og heeder Jeppe paa Bierget, saa er det sant, at jeg har været i Paradiis, og seet de Ting, som du skal forundre dig over at høre. (Nille prygler ham igien, og træcker ham ind efter Haaret.)

Sc.3.

NILLE
(alleene.)

Saa din Fyldehund! sov nu først Rusen ud, siden skal vi videre tales ved. Saadane Sviin, som du est, kommer icke i Paradiis. Tenk engang, hvorledes det Beest har drukket Forstanden bort, men har hand giordt sig til gode paa min Bekostning, saa skal hand og ærlig 115 penitere derfor, thi hand skal i 2 Dage faa hverken vaadt eller tørt, inden den Tid skal nok Grillerne forgaae ham om Paradiis.

Sc. 4.

3 bevæbnede Mænd.Nille.

3 MÆND.

Boer her icke en Mand, som heeder Jeppe?

NILLE.

Jo her giør.

3 MÆND.

Est du hans Hustrue?

NILLE.

Ja Gud bedre, disvær!

3 MÆND.

Vi maa ind at tale med ham.

NILLE.

Hand er gandske drucken.

3 MÆND.

Det vil icke sige, fort skaf ham her ud, eller det heele Huus geraader i Ulycke. (Nille gaar ind og støder Jeppe ud med saadan Fart, at hand støder en af de 3 Mænd om paa Gulvet med sig.)

Sc. 5.

JEPPE.

Ach! ach! I gode Mænd, nu seer I, hvilken Kone jeg har at drages med.

3 MÆND.

Du fortiener icke anden Medfart; thi du est en Misdæder.

116
JEPPE.

Hvad ondt har jeg da giordt?

3 MÆND.

Det skal du strax faa at vide, naar Retten blir holdet.

Sc. 6.

(Dommeren kommer ind med en anden Betienter, og sætter sig paa sin Stoel, Jeppe bagbunden blir bragt for Domstolen. Een træder frem og beskylder ham saaledes.)

2 ADVOCATER.

Her er en Mand Hr. Dommer, som vi kand vidne at have seet indsnige sig udi Baronens Huus, givet sig ud for Herren, iført sig hans Klæder, tyranniseret med hans Betienter, hvilket saasom det er et uhørligt dristigt Stycke, saa paastaar vi paa vor Herres Vegne, at det paa en særdeles Maade maa straffes andre Voldsmænd til Exempel og Forskreckelse.

DOMMEREN.

Er det sant, som du beskyldes for? siig frem, hvad du har til din Forsvar; thi vi ville ingen fordømme uhørt.

JEPPE.

Ach jeg arme Menniske! hvad skal jeg sige? jeg bekiender at have fortient Straf, men alleene for de Penge, jeg drak op, som jeg skulde kiøbe Sæbe for; jeg bekiender ogsaa, at jeg har nyelig været paa et Slot, men, hvor jeg kom derhen, og hvor jeg kom derfra igien, veed jeg icke.

ANKLAGEREN *dolgoeO*: l ADVOCAT.

Her hører Dommeren af hans egen Bekiendelse, at hand har drucken sig fuld, og udi Druckenskab begaaet saadan uhørlig Misgierning; saa der nu ickun staar tilbage at kiende udi, om een saadan grov Misdædere kand undskylde sin Misgierning med Drukkenskab. Jeg meener nej; thi paa den Maade kunde hverken Hoer eller Mord blive straffet, enhver skulde søge saadane Udflugter, og sige, at det var giordt i Druckenskab, og, omendskiønt hand kand bevise sig at have været drucken, blir hans Sag derfor icke bedre; thi 117 det heeder: hvad en bedriver i Druckenskab, skal hand bøde for, naar hand blir ædrue. Det er jo bekiendt, hvorledes saadan Misgierning nyelig blev straffet, omendskiønt Misdæderen lod sig af Enfoldighed forføre at give sig ud for en stor Herre, men hans Enfoldighed og U-videnhed kunde icke redde ham fra Døden; thi Straff er alleene indført andre til Exempel. Jeg vilde nok fortelle Historien, dersom jeg icke frygtede at opholde Retten dermed.

ANDEN ADVOCAT.

Gunstige Hr. Dommer! denne Sag kommer mig saa underlig for, at jeg icke kand faa saadan Historie i mit Hovet; endskiønt der vare end fleere Vidner. En eenfoldig Bonde skulde snige sig ind paa Herrens Gaard, og paatage sig hans Person uden at kunde paatage sig ogsaa hans Ansigt og Skickelse? hvorledes kunde hand komme ind i Herrens Sovekammer? hvorledes kunde hand iføre sig Herrens Klæder, uden nogen skulde blive det var? nej Hr. Dommer! man kand see, at det er opspundet Verk af denne stackels Mands Fiender. Haaber derfor, at hand blir frikiendt.

JEPPE
(grædende.)

Ach! Gud velsigne din Mund! jeg har et stycke Tobak i min Buxe-Lomme, om I icke vil forsmaa, det er saa got, som nogen ærlig Mand vil tygge.

2 ADVOCAT.

Behold kun dit Tobak Jeppe! at jeg taler for dig, er icke for Skienk og Gave, men alleene af Christen Medlidenhed.

JEPPE.

Om Forladelse Hr. Procurator! jeg havde icke tenkt, at I Folk vare saa ærlige.

l ADVOCAT.

Hvad som min Collega fremfører til denne Misdæders Befrielse, grunder sig alleene paa Gisninger. Her spørges icke, om det er rimeligt, at saadant kand skee eller ej, men der bevises, at det er skeed, saavel af Vidner, som af hans egen Tilstaaelse.

118
2 ADVOCAT.

Hvad en Mand tilstaar udi Frygt og Forskreckelse, saadan Tilstaaelse kand icke være gyldig. Mig synes derfor, det er best at give denne enfoldige Mand Tid til at betencke sig, og adspørge ham paa nye derom. Hør Jeppe! betenk dig hvad du siger! tilstaar du det, som du beskyldes for?

JEPPE.

Nej! jeg vil giøre min højeste Eed paa, at det er Løgn, alt hvad som jeg svor paa tilforn; thi jeg har i 3 Dage icke været af mit Huus.

1 ADVOCAT.

Hr. Dommer! jeg meener uforgribelig, at det icke maa tillades nogen at sværge, der er først overbeviset af Vidner, og siden selv har tilstaaet sin Misgierning.

2 ADVOCAT.

Jeg meener jo.

1 ADVOCAT.

Jeg meener nej.

2 ADVOCAT.

Naar Sagen er af saadan underlig Beskaffenhed.

1 ADVOCAT.

Der hielper ingen Omstændigheder mod Vidner og Tilstaaelse.

JEPPE.

Ach! gid de kunde komme i Haar sammen, saa skulde jeg imidlertid tage fat paa Dommeren, og prygle ham saa, at hand skulde glemme baade Lov og Forordning.

2 ADVOCAT.

Men hør, Hr. Collega! endskiønt Gierningen tilstaaes, saa har dog Manden ingen Straf fortient; thi hand har jo intet ondt giordt paa Gaarden, hverken Mord eller Tyverie.

119
1 ADVOCAT.

Det vil intet sige; intentio furandi er det samme som furtum.

JEPPE.

Tal Dansk, din sorte Hund! saa skal vi nok svare for os.

1 ADVOCAT.

Thi enten een blir greben, naar hand vil stiæle, eller naar hand har staalen, saa er hand Tyv.

JEPPE.

Ach naadige Dommer! jeg vilde gierne henges, dersom denne Procurator maatte henges ved Siden af mig.

2 ADVOCAT.

Holdt inde med slige Ord jeppe! du forderver din Sag kun meer dermed.

JEPPE.

Hvorfor svarer I icke da? (sagte) hand staar som et dumt Beest.

2 ADVOCAT.

Men hvoraf bevises det furandi propositum?

1 ADVOCAT

Qvicunqve in aedes alienas noctu irrumpit, tanqvam fur aut nocturnus grassator existimandus est, atqvi reus hic ità, ergo.

2 ADVOCAT

Nego majorem, qvòd scilicet irruperit.

1 ADVOCAT

Res manifesta est, tot legitimis testibus exstantibus, ac confitente reo.

2 ADVOCAT

Qvicunqve vi vel metu coactus fuerit confiteri -

1 ADVOCAT

Ej! hvor er den Vis? hvor er den Metus? det er kun Krog-Love.

2 ADVOCAT.

Nej I bruger Krog-Love.

120
l ADVOCAT.

Det skal ingen ærlig Mand sige mig paa. (De tar hinanden for Brystet, og Jeppe springer bag til, og river den første Advocats Peruqve af.)

DOMMEREN.

Respect for Retten! holt op, jeg har alt nok. (Læser Dommen op.) Saasom Jeppe paa Bierget, Nielsis Søn paa Bierget, og Jeppes Sønne-Søn sammesteds, er overbeviset, saavel af lovlige Vidner, som af egen Bekiendelse, at have indsneeget sig paa Baronens Slott, iført sig hans Klæder, og handlet ilde med hans Tienner. Saa dømmes hand til at omkommes af Gift, og naar hand er død, hans Legeme at ophænges i en Galge.

JEPPE.

Ach! Ach Naadige Dommer! er der ingen Pardon?

DOMMEREN.

Nej ingenlunde. Dommen skal strax exeqveres i mit Paasiun.

JEPPE.

Ach! maa jeg da icke faa et Glas Brendeviin først, førend jeg dricker Forgiften, at jeg kand døe med Corrasie.

DOMMEREN.

Jo det kand nok tilstædes. (Jeppe dricker ud trende Glas Brendeviin, falder paa Knæ igien, og spør: Er der ingen Pardon?)

DOMMEREN.

Nej Jeppe, nu er det alt for silde.

JEPPE.

Ach! det er jo icke for silde. Dommeren kand jo forandre Dommen, og sige, at hand dømte feil første gang. Det skeer jo saa tit; thi vi ere alle Mennisker.

121
DOMMEREN.

Nej! du skal selv føle inden nogle Minuter, at det er for silde; thi du har allereede faat Giften ind med Brendevinen.

JEPPE.

Ach jeg elendige Menniske! har jeg alt faat Giften ind? Ach far vel Nille! dog din Carnali, du har icke forskyldt, at jeg skulde tage Afskeed med dig. Far vel Jens, Niels og Christoffer! far vel min Daatter Marthe! far vel min Øje-Steen! dig veed jeg selv at være Far til; thi du blev giordt, førend Degnen kom hid, du har ogsaa din Fars Ansigt. Vi ligner hinanden som to Draaber Vand. Far vel min brogede Hest, og tack for hver gang jeg har reedet paa dig, nest mine egne Børn har jeg intet Beest elsket saa meget som dig. Far vel Feierfax, min troe Hund og Dørvogter; far vel Moens, min sorte Kat, far vel mine Stude, mine Faar, mine Sviin, og tack for got Compagnie, og for hver Dag, jeg har kiendt jer. Far vel - Ach! nu kand jeg icke meer, jeg blir saa tung og afmægtig. (Falder om og blir liggende.)

DOMMEREN.

Det gaar vel; Dvale-Dricken har allereede giordt sin Virkning, nu sover hand som en Steen, henger ham nu op, men seer vel til, at hand ingen Skade faar deraf, og at Reebet kommer kun under Armene. Nu vil vi see, hvordan hand bær sig ad, naar hand vaagner op, og finder sig hengende. (De slæber ham ud.)

Act. V.

Sc. 1.

(Jeppe forestilles hengende i en Galge.)

Nille. Jeppe. Dommeren

(Nille river sit Haar, slaar sig for Brystet og raaber:)

Ach! Ach! er det mueligt, at jeg skal see min fromme Mand henge saa skammelig udi en Galge. Ach min allerkiereste Mand! forlad 122 mig, om jeg har giordt dig imod. Ach! Ach! nu vaagner min Samvittighed, nu angrer jeg, men forsilde, den Haardhed, som jeg har øvet mod dig, nu savner jeg dig først, nu kand jeg skiønne paa, hvilken from Mand jeg har mist, ach! at jeg kunde redde dig fra Døden med mit eget Liv og Blod.

(Hun tører sine Øjne og græder bitterlig. Imidlertid har Dvale-Dricken ud-opereret, og Jeppe vaagner op igien, og seer sig henge i en Galge, og sine Hænder bagbundene, hører sin Hustrue klage, og taler til hende.)

Giv dig tilfreds, min hierte Kone, vi skal alle den Vej. Gak hiem og tag vare paa dit Huus, og hav Omsorg for mine Børn, min røde Trøje kand du lade omgiøre til lille Christoffer, det som bliver til overs, skal Marthe have til en hue, seer til for alting, at min brogede Hest blir vel plejet; thi jeg har elsket det Beest, som hand kunde være min kiødelige Broer, hvis jeg icke var død, skulde jeg sige dig adskilligt andet.

NILLE.

A----A----A--- hvad er det? hvad hører jeg? kand en død Mand tale?

JEPPE.

Bliv icke bange, Nille; jeg skal intet ondt giøre dig.

NILLE.

Ach min allerkieriste Mand, hvorledes kand du tale, naar du est død?

JEPPE.

Jeg veed icke selv, hvoraf det kommer. Men hør, min hierte Kone, spring bort som en Ild, og bring mig hid for 8 ß. Brendeviin; thi jeg tørster meere nu, end da jeg var levende.

NILLE.

Fy dit Beest! din Skarn! din forgiftige Druckenbolt! har du icke drucket Brendeviin nok i dit levende Liv? tørster din Fæe-Hund endnu, nu du est død? det kalder jeg et fuldkommen Sviin.

JEPPE.

Hold din Mund dit Skarn, og spring strax efter Brendevinen. 123 Hvis du det icke giør, saa skal jeg, Drollen splide mig ad, spøge hver Nat i Huset. Du skal vide, at jeg er icke bange for Mester Erich meer; thi jeg føler nu til ingen Hug. (Nille springer hiem efter Mester Erich, kommer ud igien og prygler ham i Galgen.)

JEPPE.

Au au au holt op Nille holt op, du kand slaae mig ihiel paa nye, au au au.

DOMMEREN.

Hør Kone! du maa icke slaae ham meere. Giv dig tilfreds, vi vil for din skyld tilgive din Mand hans Forseelse og dømme ham til Livet igien.

NILLE.

Ach nej! gunstig Herre! lad ham kun henge; thi hand er icke værd at lade leve.

DOMMEREN.

Fy! du est en Skarns Qvinde, pak dig bort, eller vi skal lade dig henge ved Siden af ham. (Nille løber bort.)

Sc. 2.

Jeppe.Rætten.

(Jeppe blir nedtagen af Galgen igien.)

JEPPE.

Ach gunstig Hr. Dommer! er det vist, at jeg er gandske levende igien, eller spøger jeg?

DOMMEREN.

Du est gandske levende; thi den Ræt, som kand dømme fra Livet, kand ogsaa dømme til Livet igien. Kand du icke begribe det?

JEPPE.

Nej! jeg kand mari icke begribe det, men jeg troer, at jeg gaaer igien og spøger.

124
DOMMEREN.

Ej du Giek! det er jo let at begribe. Den, som tar en Ting fra dig, kand jo give dig den igien.

JEPPE.

Maa jeg da forsøge at henge Dommeren op for Løjer skyld, og see, om jeg kand siden dømme ham til Livet igien.

DOMMEREN.

Nej det gaar icke an; thi du est ingen Dommer.

JEPPE.

Men er jeg da levende igien?

DOMMEREN.

Ja du est.

JEPPE.

Saa, at jeg spøger icke?

DOMMEREN.

Nej vist.

JEPPE.

Ej heller gaar igien?

DOMMEREN.

Nej.

JEPPE.

At jeg er den samme Jeppe paa Bierget, som jeg var tilforn.

DOMMEREN.

Ja.

JEPPE.

At jeg er ingen Geist?

DOMMEREN.

Nej vist icke.

JEPPE.

Vil I sværge mig til, at det er sant?

125
DOMMEREN.

Ja jeg svær dig til, at du est levende.

JEPPE.

Beed Drollen splide jer ad derpaa, at det er sant.

DOMMEREN.

Ej! troer paa vore Ord, og tack os, at vi har været dig saa naadige at dømme dig til Livet igien.

JEPPE.

Hvis I havde icke selv hengt mig op, vilde jeg gierne have tacket jer, for I løsede mig neer igien.

DOMMEREN.

Giv dig tilfreds Jeppe, og siig os til, naar din Kone slaar dig oftere; saa skal vi nok raade Boed derfor. See! der har du fire Rigsdaler, som du nogen Tid kand holde dig lystig med, og glem icke at dricke vor Skaal. (Jeppe kysser paa Haanden og tacker. Rætten gaar bort.)

Sc. 3.

JEPPE
(alleene.)

Nu har jeg levet udi halv hundrede Aar, men i ald den Tid er icke hendet mig saa meget, som i disse to Dage. Det er nogle forbandede Historier, naar jeg ret eftertencker det, en Time en drucken Bonde, en anden Time Baron, en anden Time en Bonde igien, nu død, nu bliver levende i en Galge, som er det underligste: maa skee, naar mand henger levende Folk op, saa døer de, og, naar mand henger døde Folk, saa lever de op igien, jeg bilder mig ind, at et Glas Brendeviin vil smage herligt herpaa; hej Jacob Skoemager herud.

Sc. 4.

Jacob Skoemager.Jeppe.

JACOB.

Velkommen tilbage igien fra Byen! fik du Sæben til din Kone?

126
JEPPE.

Ej du Slyngel! du skal vide, hvad Folk, du taler med, Huen under Armen; thi du est kun en Carnali at regne mod saadan som jeg.

JACOB.

Jeg taalte icke saadane Ord af en anden Jeppe. Men du under mit Huus en daglig Skilling, derfor regner jeg det icke saa nøje.

JEPPE.

Huen under Armen, siger jeg, du Skuster!

JACOB.

Hvad er dig vederfaret paa Vejen, mens du est bleven saa spansk.

JEPPE.

Du skal vide, at jeg er bleven hengt, siden jeg talte med dig.

JACOB.

Det er jo icke saa meget fornemme. Jeg misunder dig icke den Lycke. Men hør Jeppe! hvor du har drucket dit Øll, der maa du spille din Bærme, du dricker dig fuld andre Steder, men kommer i mit Huus alleene for at giøre Klameri.

JEPPE.

Fort Huen under Armen Slyngel, hør du icke, hvor det ringler i min Lomme?

JACOB
(med Huen under Armen).

Hillement! hvor har du faat de Penge?

JEPPE.

Af mit Baronniskab Jacob. Jeg skal fortælle dig, hvad mig er vederfaret, men lad mig faa et Glas Miød først! thi jeg er for storagtig til at dricke Dansk Brendeviin.

JACOB.

Singot Jeppe.

JEPPE.

Nu skal jeg fortælle dig, hvad mig er vederfaret; da jeg gik fra dig, faldt jeg i Søvn, da jeg vaagnede op igien, var jeg Baron, og drak mig drucken paa nye af Carnali Sæk, da jeg blev drucken af 127 Carnali Sæk, vaagnede jeg op paa en Møding igien, da jeg vaagnede op paa en Møding, lagde jeg mig at sove paa nye i Forhaabning, at sove mig et Baronniskab til igien, men jeg merckede, at det gaar icke altid an; thi min Hustrue væckede mig op med Mester Erich, og træckede mig ind efter Haaret uden at have ringeste Respect for saadan Mand, som jeg havde været. Da jeg kom ind i Stuen, blev jeg stødt ud igien paa mit Hovet, og saae mig omringet af en hoben Gripomenuser, som dømte mig fra Livet, og dræbte mig med Forgift, da jeg var død, blev jeg hengt, og da jeg var hengt, blev jeg levende igien, og da jeg var bleven levende igien, fik jeg fire Rigsdaler. Saaledes er Historien, men hvordan saadant kunde hende, vil jeg give dig at betencke.

JACOB.

Ha ha ha det er en Drøm Jeppe.

JEPPE.

Hvis jeg endnu icke havde disse fire Rigsdaler, skulde jeg ogsaa bilde mig ind, at det var en Drøm, giv mig nok en frisk Jacob, jeg vil icke tencke paa det Galskab meere, men dricke mig en ærlig Ruus.

JACOB.

Singot Hr. Baron ha ha ha!

JEPPE.

Du kand, maa skee, icke begribe det Jacob.

JACOB.

Nej, icke om jeg stod paa mit Hoved.

JEPPE.

Derfor kand det være sant, Jacob! thi du est en Dosmer, og begriber icke de Ting, som er mindre.

128

Sc. 5.

Magnus.Jeppe.Jacob.

MAGNUS.

Ha ha ha! jeg skal fortælle jer en forbandet Histori, som er vederfaret en Mand, der heeder Jeppe paa Bierget, som mand har funden drucken og sovende paa Marcken, iførdt ham andre Klæder, og lagt ham i den beste Seng paa Herre-Gaarden, bildet ham ind, at hand var Herren, da hand vaagnede op, drucket ham fuld paa nye igien, og lagt ham i sine gamle skidne Klæder paa en Møding igien, hvor da hand vaagnede op, bildte hand sig ind at have været i Paradiis; jeg havde nær leet mig ihiel, da jeg hørdte den Histori af Ridefogdens Folk. Jeg vilde mari give en Daler til, at jeg kunde faa den Nar at see ha ha ha!

JEPPE.

Hvad er at betale Jacob?

JACOB.

Tolv Skilling. (Jeppe stryger sig om Munden, og gaaer bort meget skamfuld.)

MAGNUS.

Hvorfor gik den Mand saa hastig?

JACOB.

Det er just den samme Mand, som Historien er spillet med

MAGNUS.

Er det mueligt? saa maa jeg løbe efter ham. Hør Jeppe! et Ord. Hvorledes staar til udi den anden Verden?

JEPPE.

Lad mig gaa i Roe.

MAGNUS.

Hvorfor blev du icke der lenger?

JEPPE.

Hvad kommer det dig ved?

129
MAGNUS.

Ej! fortæll os dog noget om den Reise.

JEPPE.

Lad mig gaa, siger jeg, jeg giør ellers en Ulycke paa dig.

MAGNUS.

Ej Jeppe! jeg er saa begierlig efter at vide noget derom.

JEPPE.

Jacob Skoemager! hielp! taaler du, at mand giør mig Vold i dit Huus?

MAGNUS.

Jeg giør jo ingen Vold Jeppe, jeg spør kun, hvad du saae udi den anden Verden.

JEPPE.

Hej! hielp! hielp!

MAGNUS.

Saae du ingen af mine Forfædre der?

JEPPE.

Nej. Dine Forfædre maa være paa det andet Sted, hvor jeg haaber du og andre Carnalier efter Døden kommer. (Slider sig løs og flyer bort.)

Sc. 6.

Baronen.Hans Secretair.Cammer-Tienner.2 Lakeier.

BARONEN.

Ha ha ha den Historie var Guld værd, jeg havde icke tenkt, at den skulde have haft saa god Virkning. Kandst du divertere mig oftere saa Erich, saa skal du blive meget høyt anskreven hos mig.

ERICH.

Nej, naadige Herre! jeg tør icke vove mig oftere at spille saadan Comoedie; thi, om hand havde slaaet Herren, som hand truede, saa havde det blevet til en hæslig Tragoedie.

130
BARONEN.

Det er, min Troe, sant. Jeg var bange nok for det, men jeg var saa forliebt i Historien, at jeg heller havde ladet mig slaae, ja, jeg troer, heller ladet dig henge af ham Erich, end jeg havde aabenbaret den. Du var, maa skee, vel af samme Forsæt.

ERICH.

Nej Eders Naade! det var noget underligt at lade sig henge for Lyst; thi den Lyst kostede alt for dyrt.

BARONEN.

Ej Erich! saadant skeer jo hver Dag; Folk, om icke paa den Maade, saa dog paa en anden, tar Livet af sig for Lyst skyld. Som for Exempel: en er af en svag Natur, og seer forud, at hand af formegen Drik vil miste Liv og Helsen, stormer dog til sit Legeme, og vover Liv og Helsen tit for en Aftens Fornøjelse. Nok paa en anden Maade: De store Visirer i Tyrckiet blive gierne stranguleret eller qvalte ihiel med en Stricke, somme samme dag, de blive Visirer, andre nogle Dage derefter, og dog stormer alle dertil, saasom alleene for at henges med en stor Titul. Nok paa en anden Maade: Officiers opoffre gierne hver anden baade Liv og Siæl, for at have Titul af Tapperhed, og duellere for ingen Ting end ogsaa med deres Overmænd, som de er visse paa vil expedere dem. Jeg troer ogsaa, at der skulde findes mange hundrede forliebte Mennisker, der for en Nats Fornøjelse gierne skulde lade sig dræbe om Morgenen. Mand seer i Beleiringer, at Soldater i hobetall deserterer, og løber hen til beleirede Byer, som de seer forud vil strax overgive sig, og for at leve en Dag vel lader sig henge den anden. Det eene er icke meere solide end det andet. Mand har i gamle Dage seet Philosophi selv styrdte sig i Ulycke alleene for at blive roset efter deres Død. Derfor troer jeg fuldkommelig Erich, at du heller havde ladet dig henge end fordervet denne deilige Historie.

Af dette Eventyr vi, kiere Børn, maa lære,
At ringe Folk i hast at sætte i stor Ære
Ej mindre farligt er, end som at trycke ned
Den, der er bleven stoor ved Dyd og Tapperhed.
131 Naar Bønder, Handverks-Mænd, mand Regiment vil give,
Da Scepteret til Riis kand snart forvandlet blive
For Øvrighed mand da Tyranner let kand faa,
En Nero i hver Dorp ved Roret fast vil staa.
Mon Cajus Phalaris vel fordum øve kunde
En større Myndighed end denne ringe Bonde
Green, Galge, Steil og Hiul hand truede os med
Da hand ej endda varm var i sin Myndighed.
Vi derfor Øvrighed fra Ploven meer ej tage
Giør Bonde til Regent, som udi fordum Dage,
Thi gamle Griller hvis mand fuldte derudi
Hvert Herredom maa skee faldt hen til Tyranni.

Ulysses Von Ithacia
Eller
En Tydsk Comoedie.

134

    Personerne i Comoedien.

  • Ulysses.
  • Chilian.
  • Marcolfus.
  • Rasmus.
  • Helene.
  • Øllegaard.
  • Rosimunda.
  • Elisa.
  • Penelope.
  • Dido.
  • Bonden
  • 1. Jøde.
  • 2. Jøde.
  • Keyser Asverus.
  • Tiresius.
135

Prologus.

IRIS

(med Straaler om Hovedet.) JEg er Iris eller Regn-buen, den stoore Junonis Fruer-Pige. Min Forretning er den samme hos Juno, som Mercurii er hos Jupiter. Naar Gudindernes Dronning gir et Nick, maae jeg lave mig til at reyse; nu er jeg i Himmelen, nu paa Jorden; nu ved den Søndre, nu ved den Nordre Poel; nu udi store Stæder, nu blant Hyrder og Hyrdinder paa Landet. Det meeste, som foraarsager min Bestillings Uroelighed, er min store Frues jalousie og Mistænckelighed; thi saa snart Gudernes Monarch kaster sine Øynes naadige Straaler paa en Nymphe eller Hyrdinde, blir min Frue strax allarmeeret, saa maae jeg da først af en Skye lade mig føre paa Jorden for at udforske Sagens Beskaffenhed. Dernest til Plutonis mørcke Boelig med Ordre til een og anden Helvedes Gudinde, for at straffe den Nymphe eller Hyrdinde, som Jupiter har fattet Elskov til. Men ingen Tiid er saa besværlig for mig som denne forbandet 11 Junii; Thi som min Frue er den største Dame udi Himmelen og paa Jorden, saa har hun ogsaa de meeste Rente-Penge at indfordre. Men Aarsagen, hvorfor jeg nu er hidkommen, er for at tale med den Trojanske Printz Paris, hvilcken Juno saavelsom to andre Gudinder har udvalt at dømme udi en Spliid, som er dem imellem. Hand pleyer at opholde sig udi denne Lund. Men der seer jeg ham.

PARIS.

Jeg seer Iris, Junonis troe Sende-Bud. Velkommen hid paa Jorden, himmelske Nymphe! hvad er hendes Forretning? med hvem vil hun tale?

IRIS.

Jeg har Ordre at tale med den deylige Trojanske Printz Paris.

PARIS.

Det er jeg.

136
IRIS.

Hør Paris! I, som icke mindre formedelst eders Skiønhed end for eders retfærdige Domme er bekiendt over heele Asien fra de Morers Landemercke indtil yderste Ende af America. Min Frue Juno samt tvende andre Gudinder, Pallas og Venus, har udvalt eder at dømme udi en Tvistighed, som er reyst sig imellem dem.

PARIS.

Siig mig O Iris! hvorudi den Tvistighed bestaaer.

IRIS.

Den store Jupiter kastede den 13 hujus et Guld-Æble blant dem, hvorpaa stood skreven disse Ord: Dette skal tilhøre den deyligste Gudinde. Nu veed I selv, hvordan Fruentimmer er, at ingen, hvor grem hun ogsaa er, vil viige for en anden udi Skiønhed, saaledes er det paa Jorden, og vore Gudinder udi Himmelen har ogsaa en Rem udi Huuden. Og saasom Juno, Pallas og Venus alle ere bekiendte formedelst deres Skiønhed, saa er den Tvistighed vanskelig at ophæve, dog har de alle tre samtyckt, at underkaste sig eders Dom uden Appel; Thi i førstningen vare de allesammen saa forpickede derpaa, at de havde i Sinde at gaae til høyeste Rett med hinanden.

PARIS.

Jeg vil oppebie deres Nedkomst, og dømme, hvad som ret er.

IRIS.

Juno forlanger intet uden en retfærdig Dom. Dog bad hun tienstlig, at jeres Durchleuchtighed icke ville forsmaae 10 Ducater, som hun offererer icke for at dømme hende til Velgefal, men alleene for Venskabs skyld.

PARIS.

Ney Mademoiselle Iris! jeg tar, min Troe, ingen Gave imod: En Dommer maa icke lade sig besticke. Havde jeg været gift, saa kunde hun have addresseret sig til min Frue. Hun kunde da have taget imod dem, og jeg have min Samvittighed fri.

IRIS.

Ach jeg beder dog, at hand icke forsmaaer dem. Den Gave giøris 137 jcke for at besticke ham, men alleene skeer som et Venskabs Tegn. See engang, hvor de glimrer.

PARIS.

Jeg seer, at det er gode Hollandske Ducater. Ja hør min kiære Jomfrue! Vidste jeg, at den Gave icke var udi den Henseende, saa vilde jeg nock tage derimod; thi Penge er icke at skemte med i disse Tiider. Ellers kand hun formelde min Respect til Juno, og siige, at jeg dog skal have hende udi Erindring, saasom hun er saa høflig mod mig. (Iris gaaer ud)

PARIS.

Intet Embede er saa vanskeligt som Dommer-Embede. Man skal have Hoved at begriibe en Sag, Skiønsomhed at ligne eens Raisons mod en andens, og endelig Reedelighed at modstaae Fristelser. Jeg har ved mine retfærdige Domme indlagt saadant Navn, at icke alleeneste Mennisker, men ogsaa Gudinder udvælge mig til Opmand udi Tvistigheder. Men der seer jeg dem komme. (Juno, Pallas og Venus i Adrienner. Paris.)

JUNO.

Dig skeer i Dag en Ære, O Paris! som faa Mennisker er vederfaret; 3 mægtige Gudinder underkaster sig din Dom. Hvilcken af os du dømmer for den Deyligste, den beholder det Guld-Æble, som Jupiter har kast iblant os.

PARIS.

Ihro Durchleuchtigkeiten meine gnädigste Frauen! man kand icke dømme om nogens Skiønhed udaf Ansigtighed alleene; thi de rette Kiendere seer nu omstunder allermindst derpaa. Er derfor nødig Ihro Durchleuchtigkeiten; at de klæder sig gandske nøgne.

JUNO.

Hvad? skulde vi klæde os nøgen?

PARIS.

Jeg kand icke dømme om de Ting, som jeg icke seer.

138
PALLAS.

Jeg giør det i Ævighed icke.

VENUS.

Vil ingen anden, saa vil jeg; thi Tvistigheden kand icke dømmes udi paa anden Maade.

PALLAS.

Det er jer liigt nock ma Soeur; thi det er vel icke første gang I har ladet jer see nøgen for unge Karle.

VENUS.

Siiger I det Maren Skolemesters. Disse lærde peene Fruer er icke meer at troe paa end andre.

JUNO.

I har en Ære at tale med Madam, som jer Mand Vulcanus har stevnet nogle gange for Tamper Retten. Man veed nok, hvilcke Historier I har haft baade med Mars og andre Officiers.

VENUS.

Jeg trodser jer eller nogen at siige mig ringste paa mit ærlige Navn og Rygte. Jeg nægter icke, at min Mand Vulcanus jo har haft mig mistænckt, men er jeg icke bleven frikiendt for Retten? Har hand icke maat giøre mig Afbigt oven i Kiøbet? Dersom Jupiter var saa jaloux som Vulcanus, saa haaber jeg, vi fick ogsaa nogle Historier at høre om hende. (De taler alle 3 i Munden paa hinanden med knyttede Næver.)

PARIS.

Ey giv Lyd. Respect for Retten. I bærer jer jo ad ligesom nogle Tingstuude. Lad een tale først.

JUNO.

Hør Paris! at tvile om min Skiønhed fem for alle andre Gudinder, er at tilskrive Jupiter en slet gout, der af alle har udvalt mig til sin Ægtefelle. Tag dig derfor vare, at du icke agter nogen liige udi Skiønhed med mig. Hvis du tildømmer mig Guldæblet, skal du blive den rigeste og mægtigste Herre i Verden.

139
PALLAS.

Juno gir Rigdom og Velstand. Jeg derimod Viisdom og Dyd. Som derfor Dyd og Forstand overgaaer Rigdom, saa haaber jeg, O Paris! at du bifalder mig, der kand give dig den herligste Belønning.

VENUS.

Rigdom og Forstand synes at være store Gaver, men hvor mange kommer icke udi Ulycke ved deres Rigdom, og hvor faa kommer der fort i Verden ved Dyd og Forstand, som for mange Aar siden har været af Moden. Jeg lover dig, hvis du tildømmer mig Tvistens Æble, det deyligste Fruentimmer i Verden til Ægtefelle.

PARIS
(ved sig selv).

Rigdom har jeg saa meget, som jeg forlanger. Forstand meer end jeg har nødig i vore Tiider. Det deyligste Fruentimmer i Verden er Magneten, som træcker. Jeg maae afsige Dommen. (sætter sig paa en Stoel.) Udi den Sag imellem de 3de Velbaarne Gudinder dømmes saaledes: Saasom Juno og Pallas har vægret sig for at klæde sig nøgne, og derved udtryckelig givet tilkiende den Mistillid, de har om deris Skiønhed; Venus derimod, stoelende paa sin retfærdige Sag, har intet villet skiule af hendes Documenter, som kand tiene til Sagens Opliusning, men har villet lade dem komme til Rettens Kiendelse. Saa dømmes hun at beholde Guldæblet som den Skiønneste. Juno og Pallas betaler hende til Kost og Tæring 200 Rdlr., og derforuden for deres dristige Tale udi Retten 10 Rdlr. til Christianshavns Kircke.

JUNO
(sagte)

Gid du faae en Ulycke for mine 10 Ducater. Jeg skal aldrig herefter give en Dommer noget forud. (høyt) Hør Paris! Det deylige Fruentimmer, som Venus gir dig, skal blive dig, din Familie og det heele Trojanske Riige til Undergang. (De gaaer alle.)

140

Act. I.

Scen. 1.

MARCOLFUS.

Serviteur tres humble Messieurs. Jeg veed icke om nogen af Jer kiender mig. (Vender sig om paa alle Sider) Jeg tiener hos Paris Kong Priapi Søn af Troje. Vi er reyst over 4re hundre Tydske Miile hid til Ithacien for at bortsnappe den skiønne Helene, hvilcket I er saa god og beholder hos Eder selv. Paris har ingen Roe haft Nat heller Dag, siden hand saae hendis Portrait i Troja, førend hand maatte reyse hid. I skulde icke dømme, at hand var saadan stor Herre som hand er, hvercken af hans Skickelse eller Dragt; thi hand seer Higer ud til at være en gammel afsatt Rodmester, end saadan stor Herre; saaledes er hand tilreedet paa Veyen. Vi har iilet saaledes Nat og Dag, at vi har icke givet os stunder, for høviske Øren at siige, at tage en reen Skiordte paa os den heele Vey. Aber wass thuet die Liebe nicht, siiger Tydsken. Hvad mon troe nu ellers Klocken er? (seer som paa et Taarn.) Hillement! Klocken er alt 8te. Nu kommer min Herre strax, thi jeg har udspioneret, at den skiønne Helene just ved denne Tid skal komme spatzerende med sin Terne. Min Herre har i Sinde at opsnappe hende, og føre hende bort med sig til Troja. Thi, her imellem os at sige, Messieurs, hand vil icke have hende til sin Kone, men alleene til Matræsse, hvilcket icke kand skee, om hand blir her i Landet; thi, saa snart hun blev engang med Barn, da skiøndt deres Stand er temmelig u-liige, maatte dog den gode Paris feliciter dantze med hende til Tamper-Retten, og ægte hende som en u-berøgtet Møe; Thi hvem Fanden kand beviise slige Tøyter noget over. De lader sig undertiden beligge af got Folck alleene for at faae Attester af dem om deres Ærlighed. Men der kommer min Herre.

141

Scen. 2.

Paris.Marcolfus.

PARIS.

Ach Cupido! du est en Tyran.

MARCOLFUS.

Det torde jeg min Troe siige, omendskiøndt hans Mama Venus hørdte tusind gang derpaa.

PARIS.

Ach min troe Tiener Marcolfus! her er jo det Sted, den Horizont, hvor Ithaciens Soel og Morgenstierne i Dag skal fremkomme.

MARCOLFUS.

Ja det er sandt.

PARIS.

Ach Marcolfus! Jeg er bange, at jeg besvimmer, naar jeg faaer hende at see, og derfor icke kand fuldbyrde det, som jeg sat mig for. Ach Venus! hvad ont har jeg giort, at du skulde give saadan Ordre til din blinde og vingede Søn Cupido at saare mit Printzelig Hierte saa haardt.

MARCOLFUS.

Ja det er sandt, det var et Carnaliøsk Stycke giort af Venus, det torde jeg siige heride i hendes Næse. Den Qvinde maa være verre end Maren Gifte-kniv var i gamle Dage. Var jeg Jupiter, hun skulde drolen spliide mig ad faae andet at bestille end løbe om at cople Folck sammen. Jeg skulde siige hende paa en høflig Maade: Hør din Mær! tag smuckt din Rock i Haanden, og sæt dig til at arbeyde, det er nock saa got. Men der kommer de, holdt nu Ørene stive.

PARIS.

Ach holdt mig Marcolfus. Jeg kand icke staae paa mine Been.

MARCOLFUS.

Ey Herre! bær jer da icke saa forbandet ad. I er jo liigesaa bange som I skulde op til Attestatz.

142

Scen. 3.

Helene.Øllegaard.Paris.Marcolfus.

HELENE.

Min allerkieriste Øllegaard! Var det icke et deyligt Guld-Æble, som min Mamma forærede mig i Dag jeg glemte at tage det med mig for at viise mine Spille-Søstre det her i denne Lund.

ØLLEGAARD.

Min allerdeyligste Jomfrue! I maae forære det bort til en ung adelig Ridder, som I har Estime for. Men ach hvad er paa færde? faaer Jomfruen ont? (sætter en Hovedvands-flaske for hendes Næse.)

HELENE.

Ach Øllegaard! min Kydskhed kand icke fordrage, at mand taler om Mandfolck for mig. Jeg varer dig ad, at du herefter aldrig nævner en Mands-person for mig.

MARCOLFUS
(sagte.)

Gid Fanden troe dig derpaa. Jeg veed nock, hvad der er at giøre ved slige peene Qvinder, de er langt galnere ind andre.

HELENE.

Hør engang hvor deylig den søde Nattergal synger!

MARCOLFUS.

Faae den Skam, der hører nogen, om mit Navn det er. Jeg hører icke andet end Folck knæcke Nødder paa Galleried.

ØLLEGAARD.

Alle Fugle synge af Glæde, naar de see Soelen; Jeg meener min Jomfrues Guddommelige Aasiun, som er Ithaciens Soel.

MARCOLFUS.

Mig synes, marre, at Piigen er langt smuckere. Synes jer icke det samme Messieurs. (Vender sig til Paris.) 143 Herre! nu er Tiid, løb frem. Ey flux, flux. (Hand støder ham frem. Paris tar fat paa Helene og fører hende bort. Hun raaber Gevaldt, kaster et Perle-baand fra sig til Øllegaard og siger:) Leveer dette Perle-baand til den ædle Ridder Ulysses, og bed ham hevne denne Vold. A---a---a---

MARCOLFUS.

Ey skriig icke saa forbandet Jomfrue! I veed icke hvem det er. Det er Paris Kong Priapi Søn fra Troja. Hun falder i got Fokkes Hænder. (De gaaer bort.)

Scen. 4.

ØLLEGAARD
(alleene).

Ach Himmel! er det mueligt, at den ædele Jomfru Ithaciens dyrebareste Klenodie rives mig af Hænderne: Det heele Land vil geraade udi Desperation derover. Jeg begræder heele Ithaciens Skiebne, der har lidet saadan Formørckelse, mist sin største Zirat. Men jeg begræder allermeest min egen; Thi jeg har tabt udi hende saadant naadigt Herskab. Jeg faaer dig aldrig meer at see, skiønneste Jomfrue! Din Kydskhed selv vil være din B annemand; Thi naar den slemme Røver anmoder dig kun om Kierlighed, er jeg vis paa du omkommer dig selv. Ach I Ithacianske Kiemper! hevner dette Jomfrue-Rov. Lader see, at de mange Offringer, I har giort min Jomfrue, de mange Sucke, de mange Knæfald icke have været af Skrømt, men af Hiertet. Men der seer jeg Keiserens Søster-Søn den tappere Ulysses kommer.

Scen: 5.

Ulysses.Øllegaard.Chilian.To Tienere.

ULYSSES
(med en affectered skielvende Røst.)

Hør min troe Tiener Chilian! hvem syntes dig stoed sig best udi det Ridder-Spill, som blev præsentered i gaar? paa hvilcken Ridder syntes dig den deylige Helene, Ithaciens Soel meest kastede sine 144 Straaler? Mig syntes hendes Diamant-Øyne stoode meest fæstede paa den ædle Ridder Polidorus; jeg merckede ogsaa den Slangegiftige Avind afmalet paa de andre Hofmænds adelige Kinde. Men Misundelse er jo altid Dydens Staldbroder. Hvorledes kand den af Dyd, som Maanen af den gyldene Soels Straaler, skinnende Ridder være fri derfor; thi jeg svær ved Keyserens gyldene Krone og Scepter, at Polidorus er den kostbareste Ridder mellem Mundien og det røde Hav. Men hvad vil denne Jomfrue her?

ØLLEGAARD
(paa Knæ.)

Ach hielp Eders Høyhed, hielp!

ULYSSES.

Stadt op, Nymphe! og lad mig høre eders Anliggende.

ØLLEGAARD.

Jeg slipper icke eders Fødder, førend jeg er forsickret om Bønhøring.

ULYSSES.

Hvis eders Begiering er muelig, og strider icke mod Ærbarhed, skal I nock blive bønhørdt. Stadt op.

ØLLEGAARD.

Ach Herre! Ithaciens Soel er formørcket. Den skiønne Helene er bortført til Troja af Paris Kong Priapi Søn. See her dette Perlebaand, som hun kastede af sin Hals, og bad mig overlevere til eders Ridderlighed med Begiæring at hevne saadan Vold, og med væbnet Haand at ud-rive hende af de Trojaners Hænder igien.

ULYSSES.

Ach Himmel! hvad hører jeg? hvilcken stoor Ulycke? Græd icke meer, Jomfrue! jeg svær ved Penelopes dyrebare Siæl, at den Uret skal hevnes med heele Trojæ Undergang. Gack kun bort Jomfrue, og giv eder tilfreds.

145

Scen: 6.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.

Chilian! vi maae strax giøre Anstalter; Fredsens Tempel maa tilluckes paa nogen Tiid, og Bellonæ Tempel igien aabnes. Mit med Drage-Blod besmurdte Sværd Dyrendal træckes af Skeeden, mit Skiold, som jeg tog fra Kongen af Mesopotamien i det store Slag bey Minchrelien hidføres, tillige med min Diamant-haarde Brynie og min Hielm, som den Brasilianske Dronning von Saba med sine Allabaster Hænder satte paa mit Ridderlige Hoved, da jeg skulde i Kamp med den 4re-Hoved Ridder Langulamisosopolidorius. Min udi Krig Flamme-spyende Hest Pegasianus, som tilforn var den stolte Ridder Poliphemus af Mundien, men omskabt til en Hest af hans Avindsyge Stivmoder Constantinopolitania, maa sadles med min Elfenbeens Sadel, og mit med Guld og Perler af den Longobardiske Jomfrue Rosimundia virckede Skabrack.

CHILIAN.

Det kand snart blive giordt, havde vi kun først en Armee paa Beenene.

ULYSSES.

Armee! Vi skal i en Hast faae saa mange Folck sammen som der er Sands-Korn paa de Arabiske Heeder. Du skalt være min Ambassadeur, og strax forføye dig først til Mithridates Kongen af Mundien, som boer i et Guld-slot, og bede ham, at hand med sin Sølvskioldede Armee, som bestaaer af tusinde Maal tusind Fodfolck og fem hundrede tusind Vinge-hested Ryttere, vil komme mig til Hielp mod Kong Priapus, hvis Søn har skudt Ithacien med det dyrebareste Klenodie, jeg meener den skiønne Helene. Dernest skal du gaae til Hertug Nilus af Podolien, som boer i et Sølv-slot, og bede ham komme mig til Hielp med sine 10000 Skibe, som alle ere overtreckede med Fløyel, og hvis Master ere giorde af Eenhiørnings Horn, og hvis Seyle ere af Silcke. Siden skal du gaae til Holophernes Greven af Bethulien, som boer i et høyt Elffenbeens Slot; thi hand selv er 7 alne lang, og bede ham, at hand kommer 146 mig til Hielp med sine 5000 Elfenbeens Canoner, som alle ere tredsindstyve Pundiger. Jeg vil imidlertiid icke rage mit Skiæg, førend du kommer tilbage. (Gaaer ind.)

Scen. 7.

CHILIAN
(alleene.)

Det blir en temmelig viitløftig Reyse. Inden jeg kommer tilbage, saa er maaskee Helene icke meer til, tbi medens Græsset groer, døer Koen, og saa skal vi føre Krig efter Næsen. Jeg maae hen at bestille mig et par Skoe med Seemlærs Saaler under, som kand holde mig ud paa Reysen. Jeg staaer ellers og tæncker paa, hvorfor Folck fører Krig i Verden. Jeg seer aldrig en smuck Plet paa denne Helene, for hvis skyld mand giør saa stor Allarm. Paris er en liden Giæck, der reyste saa langt for at snappe hende bort, og vi ere store Gæcke, der vil føre Kriig for at faae hende tilbage igien. Men jeg tør icke disputere med min Herre derom, vil derfore ind og lave mig til denne lange Reysc. Ellers kand jeg siige dette, at jeg er den første Ambassadeur, der ambassaderer til Fods. Men det vil intet sige, jeg er og blir dog den samme for det. Men der seer jeg Rosimunda Helenes Søster komme. Jeg gad icke høre hende tuude over hendes Søsters Ulycke, vil derfor retirere mig.

Scen. 8.

ROSIMUNDA.

Ach min allerkiereste Søster! Ithaciens Soel og Glæde, Familiens Zirat og Ædelsteen! hvor er det mueligt, at jeg kand lenge leve uden dig? Mit Legeme er allereede i de 3 Maaneder, siden du min Soel dalede for mig, det er, siden du blev mig berøved, saa udmattet, og af Sorg min Skickelse saa forandret, at mine Veninder og Lege-Søstre icke kand ansee mig uden Taares Strømme-viis Udgydelse. Ach Rosimunda, sige de, hvor er dit blomstrende Ansigt, dine rosen-røde Kinde, dine Diamant-spillende Øyne, alting paa dig er forduncklet, forvisned og affalden som et afhugged Blomster, der 147 ingen Vædske meer haver at holde sin naturlige Skiønhed ved liige. Ach! giid det stood mig an, at jeg kunde være med udi dette Toog, som de Ithacianske Kiemper med den stolte Ridder Ulysses foretage mod den Trojanske Røver. Ach gid - - - Men der kommer den ædle Penelope, den u-overvindelige og Løve-hiertede Ulyssis Gemahl. Nu faaer jeg at høre af hende, hvor viit det er kommen med Præparatorierne.

Scen: 9.

Penelope.Rosimunda.

PENELOPE.

See her Madam! Er hun der? I skal nock see, at det intet bliver af; bilder I jer ind, at min Mand skal føite Verden om for at opleede jer lumpen Søster.

ROSIMUNDA.

Hvad understaaer I jer at tale saa haanlig om den, som af alle er agted for Ithaciens største Zirat?

PENELOPE.

Tvi! Jeg maae spøtte af slig Zierat. Den Tøyte! Vil hun indbilde sig, at et heelt Land skal sættes i Gevehr for hendes skyld.

ROSIMUNDA.

I maae selv være en Tøyte. De store Krigs Tilberedelser, som giøres for hendes skyld, gir nock tilkiende, at min Søster udi Dyd og Skiønhed overgaaer alt, hvad som er i Ithacien. I er alt for magtesløs til at hindre de Ithacianske Kiemper udi deres ædle Forsæt.

PENELOPE.

Ja jeg tør hindre det.

ROSIMUNDA.

I hindre det?

PENELOPE.

Ja for jer Næse.

148
ROSIMUNDA.

Det skal gaae for sig, om I blev gall.

PENELOPE.

Og det skal icke gaae for sig, om I blev gal.

ROSIMUNDA.

Siiger I det?

PENELOPE.

Ja det siger jeg, (knæpper med Fingeren) det er for dig Gædske!

ROSIMUNDA
(knæpper ogsaa)

Og det er for dig.

PENELOPE
(gir et Ørefigen)

Det er for dig.

ROSIMUNDA
(gir et igien)

Og det er for dig. (De kommer i Haar sammen, og faaer Huerne af hinanden)

Scen. 10.

Chilian i Reyse-Klæer.Penelope.Rosimunda.

CHILIAN.

Hei hvad Ulycke gaaer af jer? Vil I myrde hinanden? (Chilian gaaer dem imellem, de faaer ham i Haaret og rycker ham ned paa Gulved. Chilian raaber:) Jeg er Ambassadeur. Det er mod Folcke-Retten. (Rosimunda løber ud og Penelope efter hende.)

Scen. 11.

CHILIAN
(alleene).

Er det icke uforskammed at handle saaledes med en Ambassadeur, hvis Person er saa hellig, at det er mod Folckeretten at legge Haand paa hans Hest, Hund eller ringeste af hans Svite, end sige 149 paa ham selv. Jeg skal lære de Tøyter hvad det er at træcke en extraordinaire Ambassadeur efter Haaret. Bie kun til jeg kommer tilbage, her skal blive et forbandet Examen. Nu har jeg icke stunder at hevne mig; thi jeg maae fortsætte min Reyse.

Scen. 12.

(Trompetterne blæses. Keyser Asverus kommer ind med Drabanter og Hoffsinde.)

ASVERUS.

I ædle Riddere og stolte Kiemper! I kand selv dømme, hvor haardt det gaaer mig til Hierte, at jeg skal skicke min kiere Søster-Søn den tappre Ulysses saa langt bort. Men hvo kand hindre ham udi saadant ædel Forsæt. Jeg har paa hans Ansøgning tilladt ham at hverve saa mange Folck, ham lyster. Jeg tilstæder ogsaa alle, endogsaa de kostbareste Kiemper, som frivillig ville være med udi dette Toog, at følge ham. Jeg har givet ham Forlov at lade Trommerne røre over det heele Keyserdømme.

EN RIDDER.

Vi tacker Eders Keyserlige Majestet, at hand vil tilstæde os at hevne dette Jomfrue-Rov. Den skiønne Helene var en Jomfrue, paa hvilcken alles Øyne vare henvendte, saa at icke alleene Landets Ære men endogsaa Forhaabning til at nyde saadant Klænodie driver os til dette Toog.

ASVERUS.

Jeg priiser eders Ædelhiertighed, I stolte Riddere! I maae være vis paa, at, naar I kommer med Seyer tilbage, enhver efter sine Meriter skal blive rigelig belønnet, lad os nu ind for viidere at raadslaae om dette Toog. (De gaaer ind og en Hverver kommer med en Tromme efterfuldt af mange. Den samme læser op efterfølgende:) Saasom de Ithacianer under den tappre Ulyssis Anførsel for at hævne det Jomfrue-Rov, som Kong Priapi Søn Paris har bedrevet, agter at giøre et Toog mod de Trojaner, saa advares alle og enhver, som ville være med i samme Toog, at de lader sig strax indfinde paa 150 det stoore Torv, hvor Standarden staaer opreyst. Der skal de strax antages, og bekomme 3 Maaneders Sold forud. (Slaaer paa Trommen igien og gaaer ud.)

Scen. 13.

ULYSSES
(alleene med et langt Skiæg.)

Dette heele Aar er nu bortdrevet alleene med Kriigstilbereedelser. Nu venter jeg alleene paa Chilians Tilbagekomst, og har icke villet lade rage mit Skiæg, førend jeg faaer Svar fra de Fyrster, til hvilcke hand er henskicket. Men jeg mercker, at Morpheus Søvnens Gud eller Dødsens Broder vil giøre mig en Visite. Jeg kand neppe holde mine Øyne oppe, saadan Tunghed kommer mig paa. (Sætter sig ned og falder udi Søvn.)

Scen. 14.

Chilian.Ulysses.

CHILIAN.

Nu er jeg endelig efter et heelt Aars Forløb kommen med velforretted Sag til mit Fæderneland igien. Et Aar gaaer dog meget hastig. Det kommer mig selv for som det icke har været en halv Tiime. Men der seer jeg min Herre sidde sovende. Hillement hvor har hand hastig faaet et langt Skiæg! dog det er sandt, det har haft et heelt Aar at voxe udi. Men jeg har intet Skiæg faaet imidlertid. Det kand jeg icke begribe, Skiægge, maaskee, voxer icke i andre Lande, end som her. Men hvad Pocker det sidder jo gandske løst. (Hand tar Skiægget af Ulysses, og hefter det til sin Hage. Vender sig til Spectatores) Kand I nu see Monsieur, af mit Skiæg, at jeg har været et heelt Aar borte. I er saa forbandet vantroe. I vil endelig have Troen i Hænderne. (Chilian gaaer til siide; imidlertiid vogner Ulysses op, og føler paa sin Hage.)

151
ULYSSES.

Ach ihr Götter! jeg mercker min Drøm er fuldbyrdet. Jeg drømte, at den vingede Gud Mercurius kom til mig siigende disse Ord: Din troe Tienere Chilian er kommen tilbage, hvorpaa hand afragede mit Ridderlige Skiæg. Der seer jeg ham. Velkommen tilbage min troe Tienere! Jeg tviiler icke paa, at dit Ærende jo er vel forrettet; thi Himmelen har ledsaget dig frem og tilbage.

CHILIAN.

Spælamdisimo reenkaalavet Speckavæt.

ULYSSES.

Ach Himmel! Hand har, maaskee, forglemt sit Fædernelands Maal.

CHILIAN.

Copisoisandung Slæstimund Spælamdisimo reenkaalavæt spækavæt.

ULYSSES.

Chilian! Jeg forstaaer icke, hvad du siiger.

CHILIAN.

Juchatan Skabhalsiaskomai klemmebasiopodolski.

ULYSSES.

Kandst du slet intet af dit Fæderne-Sprog meer?

CHILIAN.

Ski olski dolski podolski opodolski iopodolski siopodolski asiopodolski basiopodolski ebasiopodolski mebasiopodolski emmebasiopodolski klemmebasiopodolski.

ULYSSES.

Det Mesopotamiske Sprog er et underlig Sprog. Det er en stoor Ulycke, at jeg kand icke forstaae ham, og høre, hvad hand har forrettet. Men har du saa gandske forglemt det Ithacianske Sprog, at du end icke forstaaer, hvad jeg siiger?

CHILIAN.

Ja jeg har reent forglemt det; men jeg kand dog siige saa meget, at Fyrsterne loode formelde deres Respect og siige, at de skal møde 152 ved Trojanien, saa snart som mueligt. Kom da nu, vi maa snart lave os til Reysen.

Act. II.

Scen. 1.

(Troja præsenteres.)

CHILIAN
(alleene).

Ey ey! hvor Tiden dog hastig gaaer! Nu er vi aldt kommen til Troja, som ligger 400 Miile fra vort Fæderneland, hvis jeg icke saae Byen for mine Øyen, skulde jeg tæncke, at det gick her til som i en tydsk Comoedie, hvor mand kand undertiden i et Skræv skræve tusende Miile, og paa en Aften blive 40 Aar ældere end man var. Men Sagen er dog rigtig; thi her ligger Troja, hvor jeg peeger med min Finger. (Tar et Lys og gaaer derhen) Her staaer jo skrevet med Fractur-Bogstaver: Dette skal være Troja. Men der seer jeg en Trojansk Bonde komme, jeg maae spørge ham noget om Stadens Tilstand.

Scen: 2.

Chilian.En Trojaner.

CHILIAN.

God Dag Cammerad! hvor har I hjemme?

TROJANEN.

Jeg har hjemme i Troja.

CHILIAN.

Der skal vist være en fremmed Jomfrue der ved Navn Helene. Kiender I icke hende?

TROJANEN.

Jo jeg kiender hende nock, den gode Jomfrue, hun er nyelig kommen op af Barselseng med Tvillinger.

153
CHILIAN.

Saa er hun da i mine Tancker icke Jomfrue længer.

TROJANEN.

Jo de regnes dog hos os for Jomfruer endskiønt de har faaet 16 Børn, indtil de blive gifte.

CHILIAN.

Hos os ligesaa endelig.

TROJANEN.

Hvor har I hiemme Landsmand, eftersom I spørger saa?

CHILIAN.

Jeg er en fremmed Kiøbmand. Men hvordan slags Folck er de Trojaner.

TROJANEN.

De ere lidt fattige og hoffærdige; thi saa snart een blir begavet med 2 Marck, er man vis paa, at hand icke gaaer tilfods den Dag.

CHILIAN.

Liigesaa hos os.

TROJANEN.

Den største Dyd hos os er at fortære meer end man kand fortiene.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men hvordan blir da Udgangen derpaa?

TROJANEN.

Udgangen blir saa, at de omsider maa giøre ald Boeskab til Penge, hvilcke de sætter paa Rente, tagende Prioritet enten paa et Raadhuus eller anden publique Bygning, hvor de blive nærede deris Livs Tiid.

CHILIAN.

Ligesaadan er det hos os. Men ere Dommere noget retfærdige hos jer?

154
TROJANEN.

Forbandet; thi de tar aldrig mod Foræringer, men for at have en fri Samvittighed lader deris Fruer tage dem.

CHILIAN.

Ligesaa gaaer det til hos os. Men gaaer Aager noget i Svang hos jer?

TROJANEN.

Ney det er skickeligt nock; man tar aldrig aabenbare meer end 5 pro Cento for icke at give Forargelse, men under Haanden, paa det Loven icke skal brydes, lader sig af Debitorerne betale 20 pro Cento forud.

CHILIAN.

Ligesaa gaaer det til hos os. Men jere Koner holder de vel Huus?

TROJANEN.

De holder nock Huus, men det er Ulycken, at Huuset kand icke holde dem; dog maa man giøre dem den Ret, at de icke gaaer ud, førend Klocken 10 om Morgenen.

CHILIAN.

Ligeledes paa en Prick, som hos os. Er Gaderne ellers noget reene hos jer?

TROJANEN.

Ja i Julii Maaned er de u-paaklagelige, men Resten af Aaret kand man neppe gaae ud uden fare for at druckne i Skarn, dog det er kun 11 Maaneder i Aaret, de gaaer snart. Kunde man giøre saadanne Anstalter, at det aldrig skulde regne, da vilde jeg trodse nogen Bye at være saa reen som vores.

CHILIAN.

Ligesaa er det hos os. Men gaaer da Fruentimmer saa meget ud hver Dag hos jer?

TROJANEN.

Ney det er onde Mennisker, som siiger dem saadant paa. De 155 gaaer icke, men de ager alle indtil Handvercksfolck, saa at Qvindfolck hos os gandske kunde undvære Fødderne.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men arbeyder de noget flittig?

TROJANEN.

Ney icke synderligt.

CHILIAN.

Saa kunde de ogsaa undvære Hænder.

TROJANEN.

Ney Tack! hvad skulde de da spille Kort med? Hvad skulde unge Karle have at kysse paa?

CHILIAN.

Ret nock. Det er ligesaa hos os. Men giør Lærde Folck mange Bøger hos jer?

TROJANEN.

Ney icke uden Børn.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Giøres der brav nyttig Projecter hos jer?

TROJANEN.

Jeg har endnu icke seet et Project, som jo har været meget nyttig, forstaae for Projectmageren selv.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men er Tienistefolck noget hurtige hos jer.

TROJANEN.

Forbandet. En Tieniste-Piige hos os er saa hurtig og saa levende, at hun kand icke blive en Maaned hos et Herskab, men forandrer Tieniste 12 gange om Aaret.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Men er Folck noget Gudfrygtige hos jer?

TROJANEN.

Meget Gudfrygtige.

156
CHILIAN.

Giøre de og gode Gierninger.

TROJANEN.

Ney de giøre kun Bønner.

CHILIAN.

Ligesaa hos os. Hvad er ellers Folcks største Tidsfordriv hos jer. Hør I Comoedier eller Opera?

TROJANEN.

Ja vist.

CHILIAN.

Hvorledes ere jere Opera?

TROJANEN.

Putzeerlig nock; thi naar en Herre for Exempel vil bede sin Tienere træcke sine Støvler paa, siiger hand det i Tremulanter og Sang, saasom - - (synger) Hør Claus, træck mig mine Støvle - - er paa.

CHILIAN.

Det er ligesaa hos os.

TROJANEN.

Adieu min Herre! jeg maae gaae, jeg er hans skyldigste Tiener af mit Hierte.

CHILIAN.

Hand meener vel icke meget dermed?

TROJANEN.

Ney vist, det er sandt nock. Det er kun saa en Talemaade blant os.

CHILIAN.

Ligeledes er det og hos os. Adiøs. Det er Synd, at vi skulde føre Krig med det Folck, som ligner os saa meget i alting, og det for en Jomfrues skyld, som har faaet Tvillinger. Men vi har giort alt for mange Krigs Bereedelser for at staae fra vort Forsæt. Nu har jeg udspioneret Byens Tilstand, troer derfor, at den icke skal kunne 157 holde ud 8te Dages Beleyring. Kundskab om Fiendens Tilstand er den fornemste Post for en Krigshær. Naar nu Byen blir indtagen, faaer dog enten Ulysses eller Holophernes Navn derfor, som gemeenlig skeer, og mit Navn blir, maaske, icke meldet om i Aviserne engang. Ey det er dog Lapperi, at være Subaltern. Men der seer jeg Krigshæren komme.

Scen. 3.

(Krigshæren kommer ind og sættes i Orden.)

HOLOPHERNES
( holder saadan Tale:)

I stolte Riddere og Stridsmænd! Vi ere hidkomne icke for at vinde Lande eller at beriige os, men for at hevne et Jomfrue-Moord, saa at aldrig nogen Kriig meer honnetement geführet ist. Speyler eder kun i mit Exempel, figter mandelig, og holder god Krigs-Discipline. Det fornemste, I har i agt at tage, er eders Tempo, som bestaaer udi Ein, Zwey, Drey, og at I slaaer lige med Hænderne paa Patron Tasken; thi naar det icke tages i agt, vil jeg icke give 4re Skilling for Resten.

ULYSSES.

Hører I gode Herrer, førend vi begynder Beleyringen, er det best at skicke Chilian til Kong Priapus med en Oliegreen i Haanden at tilbyde ham Fred, om hand vil overlevere den skiønne Helene. (De samtycker det allesammen.)

CHILIAN.

I gode Herrer! jeg vilde gierne ønske, at en anden maatte være Ambassadeur; thi det kand hende sig, at Kong Priapus, saasom hand er en hastig Mand, kunde slaa Hovedet af mig, saa stood jeg der i en Maade uden Hoved.

ULYSSES.

Det har ingen Fare Chilian, hvis hand lar hugge Hovedet af dig, skal vi giøre det samme ved 20 af de fornemste Trojaner, som først falder i vores Hænder.

158
CHILIAN.

Det er got nock, Herre! men maaskee ingen af alle de tyve Hoveder skulde kunne passe sig til min Krop.

ULYSSES.

Ey gack du kun hen. Hand bryder icke Folcke-Retten.

CHILIAN.

Ja ja, saa vil jeg da gaae.

ULYSSES.

Vi vil da retirere med Armeen saa længe.

Scen. 4.

CHILIAN
(alleene.)

Hvor skal jeg nu i en Hast faae en Olie-green? see her finder jeg een til ald Lycke. (Tar en Riiskust, som ligger paa Theatrum, og legger den paa sin Arm. Til Spectatores.) Ney min Troe er det ingen Riiskust Mossiørs. Jeg veed I ere jo icke blinde. See! der kand I nu see, at det er en Oliegreen. I maatte vel have lidt korn meer Respect for en Ambassadeur, end at belee ham. Gid Fanden være jer Nar, seer I vel det. Nu gaaer jeg til Troja. (Bancker paa.)

Scen: 5.

Helene.Chilian.

HELENE.

Hvo er saa dristig, at hand tør bancke saaledes i Krigs-Tiide paa Trojæ Porter, hvem vil I tale med? jeg er Helene.

CHILIAN.

See her min hicrte Jomfrue! skal hun selv have Umag at lucke op. Jomfruen kiender vel icke mig igien.

HELENE.

Mig synes, jeg har seet ham tilforn.

159
CHILIAN.

Jeg er Ambassadeur Von Chilian.

HELENE.

Ey nu erindrer jeg mig, du est den stolte Ridder Ulyssis troe Tienere.

CHILIAN.

Ney, ellers Tack, icke nu længer. Nu er jeg Ambassadeur extraordinair over den heele Armee, og dependerer af ingen uden af General Holephernes, som er 7 alen og en qvart lang. Heele Krigshæren staaer i Gevehr for mig naar jeg passerer; thi I maae viide Jomfrue, at extraordinaire Ambassadeurs voxer icke paa Træer.

HELENE.

Jeg troer heller icke, at man kunde faae en Ambassadeur meer extraordinair end du est. Mens hvad er ellers dit Ærende?

CHILIAN.

Jeg har en tienstlig Hilsen fra General Holephernes, som er 7 alen og en qvart lang, med Begiering, at Kong Priapus vil overlevere Jomfrue, eller lave sig til at imodtage en Beleyring.

HELENE.

Det kand du forlade dig til, at jeg blir aldrig overleveret, saa lenge der er en Mand tilbage i Troja. Det har Kong Priapus svoret paa.

CHILIAN.

Ja I got Folck, saa maae I lave jer til at liide hvad som paafølger. Jeg maa strax hiem at tage Støvler paa; thi i Morgen haaber jeg at gaae i Trojansk Blood indtil Knæerne.

HELENE.

Ach u-lycksalig var den Tiime, jeg blev født, at jeg ved min Skiønhed skulde give Aarsag til saa stor Blods Udgydelse. Det havde været mig langt bedre at være født vanskabt, saa havde jeg kunde levet fornøyet og i Roe, nu derimod er jeg forhadet og misundet af alle Fruentimmer, ja af Gudinderne selv formedelst min deylige Skabning. (Hun græder derpaa.)

160
CHILIAN.

Jomfrue! nu har jeg forrettet, hvad mig offentlig er betroed, men som alle Ambassadeurs gierne har hemmelige Instruxer, saa har jeg Ordre at fornemme under Haanden, om Jomfruen har sin Møedom endnu.

HELENE.

Jeg svær dig til Chilian.

CHILIAN.

Ey hvad Chilian! jeg heeder hans Excellentz.

HELENE.

Jeg svær hans Excellentz til, at aldrig nogen Mands-Person har giort mig nogen Skade ved sin mindste Finger, siden jeg blev bortførdt.

CHILIAN.

Ey Jomfrue! det er icke med Fingeren man giør saadan slags Skade. Jeg har kiendt en Mand, som begge Armene er afskudt paa, og dog har været stevnet over sex gange for Tamper-Retten. Men jeg maa gaae.

Scen: 6.

CHILIAN
(alleene).

Enten maae jeg være blind eller alle andre Mennisker; thi hun synes i mine Øyne liigere en Joremoer, end saadant een, som Gudinderne skulde misunde for hendes Deylighed. Jeg tænckte, det første jeg saae hende, at det var Dorthe Per Vognmands, saaledes sticker hun i mine Øyne. Men jeg maae være blind saa vel herudi som i alt andet i denne Historie. Nu maae jeg hen at siige Armeen Svar. Gevehr præsentier I Carnalier. Men see! hvor de staar og maaber. Ihr Herren vi maae lave os til Kriig. De vil før vove det Yderste, end overgive Helene.

161

Scen. 7.

ULYSSES.

Nu haver I stolte Riddere hørt, hvad Svar vi har bekommet fra Troja, maa derfor lave os til at angriibe Staden med yderste Magt. Mig synes ellers I gode Mænd! det er best at en af os efter gammel lovlig Maneer tilbyder en Trojaner en Kamp. Nu veed jeg vel, at alles ridderlige Hoveder kløer efter en Laurbærkrantz, og alle forlanger at see for sig opreyst den Ære-Støtte, som Seyer-Herren kand fortiene, holder derfor raadeligst for at hindre, at Misundelses Sæd icke skal saaes iblant os, at kaste Terninger derom, hvem da Lodden tilfalder, ham kand Misundelse icke følge, saasom icke Almuens Yndist, Gunst og Faveur, men Lycken baner Vey for hans Hoved til Laurbær-Krantze. I ædle og stolte Riddere! forstaaer mig vel?

CHILIAN
(sagte)

Knap nock.

ULYSSES.

Bringer da hid nogle Terninger. (De kaster Terninger.)

CHILIAN.

Jeg har vel icke behov at kaste I Herrer, saasom jeg icke hører under Malicen, men er en Civil Person, en extraordinair Ambassadeur.

ULYSSES.

Ey Chilian! Jeg har ald for stor Respect for saadan gammel troe Tiener, som du est, at jeg skulde betage dig Leylighed at indlegge Ære, og forhindre den paa Hiul siddende Lycke at paasætte dit Hoved den Krantz, som hun maaskee for dig alleene har flettet.

CHILIAN.

Meener Herren, at jeg er bange, jo jo, jeg torde min Troe tage Hector selv paa min Samvittighed, men det umuelig lader sig giøre. Herren veed jo selv hvor forbandet Satyrisk Folck er. De har nock at snacke om liigevel, nemlig at vi løber som game Folck fra Huus og Hiem, Hustrue og Børn for at faae tilbage et Qvinde-Menniske, 162 som en anden, nemlig Paradis Kong Priapi Søn, har haft et heelt Aar, og imidlertiid, jeg tør icke siige meer. Hvo veed hvad vore Hustruer kand spille os for Puds, mens vi ere borte. Jeg veed nock, at en vis Mand reyste saa lenge udenlands for at igien finde sin eeniste Søn, som var ham fra røvet, at hand fandt 4re Sønner, da hand kom tilbage, men var icke synderlig fornøyet dermed. Skal de endogsaa faae dette at glose over i Aviserne, at jeg som en Civil Mand, en Ambassadeur, er udskicket af Armeen at foedre en Trojaner til Kamp, saa bliver det sidste verre end det første.

ULYSSES.

Ey skam dig Chilian at lade dig mercke med saadant, jeg befaler dig strax at kaste.

CHILIAN
(kaster to Sexer).

(De løfter alle Hattene og gratulerer.) Hør I goode Herrer! Jeg seer nock, at dette sigter paa mig, jeg vil døe paa, at det er falske Terninger. Jeg har aldrig kunnet kaste Sexer alle min Livs Tiid tilforn, og nu skulle jeg just træffe dem.

ULYSSES.

Giør mig ingen Skam Chilian. Jeg rosed dig tilforn for Generalen for din Tapperhed. Gack strax og lav dig til Kampjeg skal laane dig mit eget Sverd Dyrendall som er smurdt med Drage-Blood. Still dig icke saadan an; thi man skulle tæncke, du var bange.

CHILIAN.

Jeg er, min Troe, icke bange, men jeg er en Politicus, det veed Gud og hver Mand, derfor kand det icke staae mig an at slaaes; havde jeg icke været en Politicus, saa havde jeg skiøttet Fanden derom; men jeg kand icke beqvemme mig til at giøre noget, som min Characteer er uanstændigt; Jeg vil staae paa den Civile Stands Ret, tiene i Freds-Tiider som en ærlig Mand, og vove mit Liv og Blood for Politien, men dette har jeg intet at bestille med.

HOLOPHERNES.

Her maa holdes en Krigs-Ret over ham, vi mercker nok, at hand vil icke til med det gode.

163
CHILIAN.

Ach I goode Herrer, førend jeg lar en Krigs-dom gaae over mig, beqvemmer jeg mig heller dertil. Men dette vil jeg kun bede, at der maa blive giordt sliige Anstalter, at den, som jeg skal slaaes med, icke legger Haand paa mig; thi det er mod Folcke-Retten at legge Haand paa en Ambassadeur.

HOLOPHERNES.

Hør I stoldte Riddere! paa det man kand faae de Stadsgriller af hans Hoved, saa vil jeg giøre ham til Oberst; og saa ophører ald Hinder.

CHILIAN
(sagte.)

Skam faae den der lærdte dig det, din lange Hund.

CHILIAN
(blir bevæbned fra Top til Taa)

Jeg maa vel have et Glas Finckel-Jochum i det ringeste, før jeg gaaer til Striid. (Dricker ud Glasset.) (De raaber allesammen til Lycke og retiterer sig til side et lidet.)

ULYSSES.

Naar du kommer med Seyer tilbage, maae du være vis paa en Laurbær-Krantz.

CHILIAN
(sagte)

Jeg skiøtter aldrig om Laurbær, uden jeg seer dem paa en Postey eller Tærte.

Scen. 8.

CHILIAN
(alleene).

Skam faae den der først fandt paa Kriig. Det er jo u-riimeligt, at Folck skal gaae hen og myrde dem, som man icke kiender. Men jeg hitter nock paa et Middel til at fixere dem. Jeg vil see, at jeg kand faae fat paa Paradiises Tiener Marcolfus. Jeg var i Selskab med ham tvende gange i Ithacien, hvor vi drack Duus sammen. Jeg vil sticke ham et par Marck i Næven for at hand skal løbe for mig. Hør I 164 Trojanske Mænd, jeg har noget vigtigt at tale med Paradises Tiener Marcolfus. Jeg beder, at hand maa skickes ud til mig.

Scen. 9.

Chilian.Marcolfus.

CHILIAN.

Serviteur Marcolfus! tack for sidst.

MARCOLFUS.

See her Chilian! hvor est du kommen til at gaae i Harnisk?

CHILIAN.

Jeg veed jo, at man maa være bevæbned i Krigs-Tiider. Du har jo ogsaa faaet et Lysespid ved Siden.

MARCOLFUS.

Men hvorfor er I kommen hid med saa stor Magt at beleyre vores Stad? mig synes, at det er icke Umagen værdt at giøre saadan Allarm for et Qvinde-Menniskes skyld.

CHILIAN.

Mig synes, min Troe, det samme. Jeg var og saa dristig i Dag, at jeg sagde General Holophernes det samme Hige i hans Næse. Du og jeg Marcolfus ere kun Tienere, men jeg troer, vi ere de eeneste, som ere kloge baade uden og inden Staden.

MARCOLFUS.

Ha ha ha jeg troer min Troe det samme. Den Helene, som man slaaes om, vilde jeg mare icke ligge hos, om hun vilde give mig en Daler for Natten. Jeg saae mange kiønne Folck i Ithacien af ringe Stand, som man kunde faae for 28 ß. En Kone ved Navn Polidora, som boede paa et Hiørne liige ved den stoore Ægyptiske Marmorstøtte, som jeg betiente nogle gange, kostede mig icke meere.

CHILIAN.

En Kone ved Navn Polidora?

MARCOLFUS.

Ja Polidora.

165
CHILIAN.

Som boede paa et Hiørne?

MARCOLFUS.

Ja vist paa et Hiørne.

CHILIAN.

Lige over for den Ægyptiske Støtte?

MARCOLFUS.

Som jeg siiger. Men hvorfor blir du saa bestyrtsed? Jeg skulde icke haabe, at det var din Hustrue.

CHILIAN.

Jo det var min Hustrue Marcolfus. Hun skal faae en Ulycke, naar jeg kommer tilbage.

MARCOLFUS.

Det giør mig ondt min hierte Broer, at jeg mod min Villie har giort dig til Hanrey.

HOLOPHERNES.

Hvad mon det betyder, at de tvende Kiemper taler saa lenge sammen førend de slaaes.

ULYSSES.

Jeg kand tæncke, Hr. General, at de opregner hin andens Genealogier, Byrd og Blod, samt Forfædres Bedrifter, førend de begynder Striden.

CHILIAN.

Hør Marcolfus! jeg vil gierne tilgive dig din Forseelse, dersom du vil giøre mig en liden Tieniste.

MARCOLFUS.

Hvad skal det være, Svoger, maaskee du vil ligge hos min Hustrue igien, at vi kunde komme i dobbelt Svogerskab.

CHILIAN.

Ney det er noget andet; Jeg er udskicket af Krigshæren at udfoedre en Trojaner til Kamp, men mod min Villie; thi Chilian har altid tordt see under Øyen hvilcken Karl det skulde være. Men jeg 166 vil tiene dig min hierte Broer. Hvorfor skulde jeg gaae hen at myrde en, som aldrig har giort mig imod, det var jo bestialsk, om jeg maatte saa siige. Nu vil jeg bede dig, at du vil lade som du slaaes med mig nogen Tid, og endelig give dig paa Flugten. Du giør mig en stoor Tieniste, og taber inted derved; thi de Trojaner veed icke, hvorfor du est hidkommen, men mine Folck staaer og venter paa Udgangen af Slaget.

MARCOLFUS.

Vil du da love mig, at om jere Folck faaer Byen indtaget, at de vil spare mig og mine Forældre?

CHILIAN.

Ja, jeg svær dig det til. (Trompetterne blæser. De slaaes qvants-viis sammen. De andre Høvdinger falde paa Knæ og beder Chilian Lycke.)

ULYSSES.

Hey staae dig vel Chilian. Krigshærens Ære henger af denne Kamp. Ach Himmel! Nu er det ude med os; nu faaer Fienden Overhaand. Skal vi hen til Undsætning?

HOLOPHERNES.

Ney! Det er mod Krigs-Maneer.

ULYSSES.

Det er icke meer nødigt Hr. General, nu seer jeg hand kommer sig igien. Hey frisk Mood Chilian, saa vinder du vist nock Seyer. Fienden vender alt Ryggen. Vi ere frelste. (De gir alle et stoort Glædes Skriig, og Chilian forfølger Marcolfus til Porten. Chilian blir med Triumph førdt til Leyren og en Laurbærkrantz med Trompetternes Lyd blir sat paa hans hoved)

167

Act: III.

Scen: 1.

Høvdingerne for Armeen.Chilian.

ULYSSES.

Ihr Herren! efter den sidste Victorie og Hectors Død kand vi strax angriibe Asiens Dronning, jeg meener den stolte Stad Troja, hvis tredobbelt taarnede og med Teylsteen tæckede Muure icke skal lenge modstaae vor Magt. Men førend vi skrider til Beleyring, synes mig det er best at raadføre os med en Troldmand, der efter gamle udi slige Tilfælde brugelige Maader, kand ved sine Konsters Sorthed udkalde af Plutarchi mørcke Boelig en eller anden Geist, som kand siige os Beleyringens Udgang. Hør Chilian! Lad den udi naturlige Videnskaber hart ad guddommelige Tiresius komme hid.

CHILIAN.

Jeg veed icke, Herre, om saadan slags Ambassade kand staae mig an. Dog vil jeg gierne gaae; thi jeg har selv Lyst at vride, hvordan denne Kriig vil falde ud. (gaaer ud.)

ULYSSES.

Den stoore Tiresius, Ihr Herren, er vel blind, men seer dog de Ting, som ere skiuldte for os. Hans Blindhed rejser sig deraf, at saasom hand eengang blev udvalt til Dommer mellem Læge-Konstens og Musickens Gud Apollonius og Gudernes Ober-Førster Pan, for at dømme hvo der spillede konstigst paa det ædle og fast guddommelige Instrument Cithara, hand da u-forsigtig i sin Ungdom tildømte Pan Seyeren, hvorudover den Himmelske Doctor Medicinæ Apollonius straffede ham med Blindhed. Men da hand besværgede sig derover hos Jupitrem, rørede sig Gudernes Monarchs Indvolde af Medynck over Tiresium, at hand begavede ham med Magt at udfoedre Geisterne von des Höllischen Gottes Plutarchi Wohnungen, af hvilke hand kand faae at vride tilkommende Ting; Men der seer jeg hand kommer.

168

Scen. 2.

Tiresius.Chilian.De andre.

ULYSSES.

Hør du viise Tiresius, som Guderne har begaved med tilkommende Tings Videnskab; Vi Græske og Mesopotamiske u-overvindelige Heldte har kaldet dig hid for at faae at vide, hvor længe vi skal ligge for den tredobbelt murede Stædernes Dronning Troja, førend vi overvinder den. Vi viide, at ingen Ting er skiuldt for dig, du overgaaer Nestorius selv udi Alder og Forstand, saa viit, som Glas-Himmelen overgaaer Jorden; siig os derfor u-besværget noget om denne Krigs Udgang, og fortryd icke paa, at vi har udkaldet dig af din Boelig, og forstyrred din Roe.

TIRESIUS.

I ædle Græske og Mesopotamiske Heldte, hvis store Manddoms Gierninger har opfyldt alle Verdens Hiørner. I ere alle nogle Narre og løbe med Liimstangen. Gaaer smuckt hiem igien og tar vare paa jere egne Hustruer, og lader mig være i Roe. (gaaer bort.)

ULYSSES.

Holdt du gamle Halsstarrige Mand, vi slipper dig icke, førend du fyldistgiør vor Begiering.

TIRESIUS.

Jeg er udmattet af Alder, min Tiid er omme, og min Spaadoms Geist for længe siden forgaaed.

ULYSSES.

Hør min troe Tiener Chilian! Lad denne halsstarrige gamle Mand slutte udi gyldende Lencker og kaste udi Fengsel.

CHILIAN
(sagte.)

Hvor skal jeg faae de gyldende Lencker? Om Generalen selv vilde henge sig, saa er her intet uden Reeb dertil. Men jeg kand tage 169 et gammelt Reeb, det kand nock passere for Guldkiæde, liigesaa vel som Riiskost for Oliegreen.

TIRESIUS.

I ædle Riddere! sparer mit Liv. Jeg har icke vægret mig for at siige Krigens Udgang af Ondskab eller Halsstarrighed, men min Spaadom fører noget bedrøveligt med sig, som vil forskræcke den heele Krigshær.

ULYSSES.

Siig kun frit ud, og dølg intet for os.

TIRESIUS.

Eftersom I byder mig at siige alting reent ud, saa vil jeg ogsaa intet dølge. Troja kand icke overvindes, og I med Seyer icke komme tilbage, med mindre Ulyssis troe Tiener den kloge og mandhaftige Chilian blir opoffred og døer for den heele Krigshær. (gaaer bort.)

ULYSSES.

Ey icke andet? det giør min troe Tiener Chilian gierne.

CHILIAN
(sagte.)

Faae den en Ulycke, der giør.

ULYSSES.

Hand vil byde sig selv dertil, om jeg ellers kiender ham ret.

CHILIAN
(sagte.)

Du maa kiende Dievelen. Jeg maatte jo være gal, om jeg giorde det.

ULYSSES.

Hand vil giøre det med Glæde.

CHILIAN
(sagte.)

Hvilcken forbandet Snack. Jeg saae heller, at den heele Krigshær blev hengt, førend jeg skulde miste min mindste Finger.

ULYSSES.

Hør Chilian! jeg forkynder dig et glædeligt Budskab. Du est af 170 Guderne udvalt til et Instrument, hvorved Seyer alleene os skal forhverves. Oraclet siiger, at du skal opoffres, og ved din Død Krigshæren reddes.

CHILIAN.

Min Herre! Oraclet maa icke være rigtig i Hovet, ellers kunde det icke forlange saadant.

ULYSSES.

Kand vel noget Budskab være angenemmere for en ædel Siæl, der elsker sit Fæderneland, end at døe for dets Frelse?

CHILIAN.

Det er jo et skiønt Budskab: Glæd dig, thi du skal hengis.

ULYSSES.

Her hielper ingen Snack Chilian, hvis du icke frivillig beqvemmer dig dertil, skal du tvinges med Magt.

CHILIAN.

Ach I gode herrer! haster icke med at udgyde Christen Blod, det kand u-muelig være Oraclets Meening. Denne Tiresius er jo saa gammel, at hand gaaer i Barndom. Hand undskyldte sig jo først selv, at hand for Alder icke kunde spaa; Men vi har selv trued ham med at spaa, og hand, for at komme paa fri Fod igien, har pladdret noget ud, hvad som først kom ham i Munden. Her er ellers en anden bekiendt Prophet ved Navn Nabocodonosor, som har spaaet lyckeligen i mange Aar, og er langt høyere agted end Tiresius, lad os først høre hans Meening. Hand vil giøre sig en Ære af at siige os frivillig vor Skiebne; thi naar man tvinger Propheter, spaaer de aldrig got. Thi at spaae og giøre Vers maae være u-tvunget.

MITHRIDATES.

Chilian har derudi icke stoor Uret.

ULYSSES.

Lad da den Prophet strax komme hid.

CHILIAN
(sagte.)

Nu skal jeg min Troe narre dem brav. Jeg skal selv agere Prophet, og spaae tvert imod den anden.

171
MITHRIDATES.

Jeg har hørt meget tale om den Prophet Nabocodonosor. Hans Spaadoms Aand skal overgaae alle andres, hvis vi kand formaae ham dertil, da er ingen Tvil paa, at hand jo siiger os Krigens Udfald.

ULYSSES.

Men i fald hans Spaadom er imod den forriges, hvem skal vi da troe?

MITHRIDATES.

Det er riimeligst at troe den, som spaaer u-tvungen; thi udi Tiresii Tale, kunde man see, var icke uden Ondskab, eftersom Trudsler opirrede ham at giøre os ondt. End om hand havde sagt, at det var Gudernes Villie at opoffre Generalen selv, skulde vi derfor have giort det? Jeg kand troe, at dersom den anden Prophet siger det samme, maae vi efterleve det. Men vi maa føre os anderledes op mod ham, give ham gode Ord, og giøre ham Løfter, i fald Udgangen svarer til hans Tale.

ULYSSES.

Men hvad synes eders Høyhed, vi skal giøre med den anden, i fald vi fornemmer hand har bedraget os.

MITHRIDATES.

Vi skal tractere det med Foragt; thi det tiener icke, at man har meget med Propheter og Poeter at bestille; omkommer man en Prophet, saa giør man ham til en Martyr, og straffer man en Poet, saa reyser man ofte Æres Støtter op for ham. Men der seer jeg en Mand komme udi en selsom Dragt; Det er uden Tviil den store Prophet.

Scen. 3.

Chilian (med et langt Skiæg og en bred Hat, som staaer ham ned i Øyene). Personerne af den forrig Scene.

CHILIAN
(førende et fremmed Maal.)

I tappre Heldte! I ere bekymrede om at viide Krigens Udgang. Thi i Nat aabenbarede een sig for mig i Søvne, der sagde: Giør dig 172 reede og gack til den Græske Leyr, siig Anførerne alt hvad dig blir lagt i Munden, giendriv Tiresii falske Tale, og hindre det Mord, som hand har raadet dem til at begaae mod den udi Militaire og Civile Sager u-forliigelige Mand Chilian.

ULYSSES.

Saa har da Tiresius ført falsk Tale for os?

CHILIAN.

Ja vist. Men I har selv været Aarsag derudi, i det I har villet lagt Haand paa en Prophet, og nødet ham til at forkynde de Ting, som alleene havde blevet Aarsag til jer Ulycke; thi just udi samme Chilians Conservation bestaar den heele Krigshærs Velfærd.

ULYSSES.

Ach siig os da u-besværged O viise Mand, hvad vi skal giøre, og hvad Udgang Kriigen skal have.

CHILIAN.

Gudernes Villie er, at I skal icke sætte den store Chilian udi nogen Fare; thi hvis hand kommer noget til, vil dette Tog have en ulycksalig Ende. Dette vidste Tiresius forud, og derfor af Hevngierighed raade til at offre ham op. I skal derfor skaane ham udi Beleyringen, og icke føre ham i noget Slag, men betiene jer alleene af ham som en god Raadgivere. Krigen skal ellers vare lenge, men I skal omsider forstyrre Troja, og med Triumph komme til eders Fæderneland igien. Dette er alt hvad jeg har Befaling at siige eder, I ædle Riddere. Nu maae jeg begive mig til min Boelig igien.

ULYSSES.

Ach viise Mand! fortørnes icke over, at vi spørger om noget: Siig os hvoraf vi skal viide, at din Tale er rettere end Tiresii.

CHILIAN.

I vantroe Mennisker! hvordan skulde jeg viide, hvad som eder tilforn er hendet med Tiresio, med mindre jeg havde Aabenbaringer, hvordan kunde jeg siige saadant med alle Omstændigheder.

173
ULYSSES.

Vi tænkte, maaskee vores Sendebud havde underrettet dig derom.

CHILIAN.

Jeg svær ved Spaadommens Gud Apollonius, at jeg i Dag icke har talet med noget Menniske førend jeg kom hid.

ULYSSES.

Siig mig da ubesværget, hvo jeg er.

CHILIAN.

Du est den stoore Ulysses von Ithacia. Din Gemahl er Penelope; Din eeniste Søn, som er 3 Aar gammel, heeder Telemachius. Din Datter Rosmarina. Her staar Mithridates Kongen af Mundien, og her Holophernes Græven af Bethulien.

ULYSSES.

Ach nu seer vi, at intet er skiult for dig O viise Mand.

CHILIAN.

Vær da icke saa vantroe meer. (gaaer ud.)

MITHRIDATES.

Denne kunde man høre var en ret Prophet.

ULYSSES.

Ja hand veed ogsaa forbigangne Ting.

MITHRIDATES.

Hans Raad maa vi derfor efterfølge.

ULYSSES.

Vi vil strax slagte Øxen og Faar, og anrette ham et Offer.

MITHRIDATES.

Vi maa tøve først, til Chilian kommer tilbage, saasom intet herefter maa foretages uden hans Raad. Men der seer jeg hand kommer, og seer meget bedrøvet ud.

174

Scen: 4.

Chilian(isin forrige Dragt). De andre.

CHILIAN.

Ach jeg elendige Menniske! jeg kand icke finde den Prophet, som jeg leeder efter, og som kunde redde mig. Dog naar jeg ret betæncker mig, har jeg ingen Aarsag at græde, men maae heller glæde mig over, at ved min Død Armeen kand frelses og Seyer forhverves, Ach I ædle Ridderejeg har siden eftertænckt, hvilcken Ære det er for mig at opoffres paa saadan Maade. Jeg vil derfor med Glæde døe, men begierer kun, at der maae opreyses en Æres Støtte for mig med saadan Peritaphium: Her under hviler den stoore Chilian. I hitter nock selv paa Resten.

ULYSSES.

Ney det være langt fra, min troe Tiener! din Person er alt for kostbar til at opoffres; thi i dit Liv bestaaer den heele Krigshærs Frelse.

CHILIAN.

Ney I gode Herrer! jeg vil icke leve, eftersom Smaraculum eengang har afsagt Dommen.

ULYSSES.

Vi har faaet anden Oplysning siden. Du skal leve og forvares som en Øyesteen, som det kostbareste Klenodie og Pallatium.

CHILIAN.

Jeg hører nock, at Misundelse regierer hos jer, dersom I icke vil opoffre mig, skal jeg opoffre mig selv. (Træcker sin Kniv ud. De 3 Anførere falde paa Knæ, og beder høre først, hvad som er skeed.)

CHILIAN.

Stat kun op igien og lad mig høre.

ULYSSES.

175 Den stoore Prophet Nabocodonosor er i din Fraværelse af sig selv kommen til os, og har underrettet os om Tiresii falske Spaadom, at, saasom hand vidste, at udi din Conservation Krigshærens Velfærd bestood, hand da af Hevngierighed raade os til at opoffre dig. Derfor skal du være forskaaned for at være med udi nogen Fare.

CHILIAN.

Ey vil mand giøre mig til en Coujon? Ney det skal aldrig skee; Jeg er alt for mandig og stoorhierted til, at jeg skulde vægre mig for noget Slag. Jeg vil være med hvor Faren er størst.

ULYSSES.

Ney Chilian, det tillader vi aldrig.

CHILIAN.

Skulde jeg sidde stille, medens de andre vove deris Liv? Ney jeg vil heller døe end beqvemme mig dertil.

ULYSSES.

Ach Chilian! styr dit Martialske Moed.

CHILIAN.

Det er mig umueligt; Jeg har alt for meget Fyr og Flamme dertil, min Hoved-Passion er at gaae en mandig Fiende under Øyne.

ANFØRERNE
(paa Knæ igien).

Ach Chilian! moderer din Hoved-Passion; ald vor Velfærdt bestaaer i din Frelse.

CHILIAN.

Stat kun op igien. Jeg vil da stræbe at tvinge min Hidsighed saa meget som mueligt er.

ULYSSES.

Naar Byen blir indtagen, skal du have Frihed at tage det kostbareste af ald Byttet forud. Din Forretning udi Beleyringen skal være at hindre Fienden Tilførsel, hvorfor du skal blive staaende ved denne Post, medens vi angribe Staden. Bliv da her med de Ryttere, som vi beskicker dig. Nu gaar vi hen at giøre en Begyndelse til Beleyringen.

176

(De gaaer bort.)

Scen: 5.

CHILIAN
(alleene).

Jeg mercker, at jeg kand narre disse Karle ligesaa meget som jeg vil, havde jeg icke hittet paa den Invention at agere Prophet, havde de virckelig offred mig op. Hvis jeg kand fixere dem i andre muelige Tilfælde, skal det være mig en Fornøyelse; thi de løbe alle med Liimstangen. Giver nu agt paa, om jeg icke staaer vel paa min Post med mit Regiment Ryttere. Er det icke et skiønt Regiment? Alle stercke og Handfaste Karle, skiønne Heste, herlig Mondeering. Jeg troer aldrig saadant Regiment Ryttere nogen Tiid er bleven seet. Hører Karle, seer vel til, at intet kommer ind i Staden, hvis den allermindste Fleskeskincke blir ind-practisered, skal jeg lade det heele Regiment henge. Hører I vel. De Fæhunde kand icke svare. Troe mig, at Gierningen skal svare til Ordene. Wer da? (løber om Theatro) Hvor vil du hen? du vil nock til Troja; hvad? har du Pas? Du kommer ingensteds uden Pas. Vil du tilbage, siger jeg, Zurüch, eller du faaer en Ulycke, saa pack dig bort, her kommer ingen ind i Byen uden Pas, icke en graa Kat; Men der seer jeg en anden gammel Skielm komme, ham maae jeg examinere. Hillement, det er min Herre Ulysses. Men hvor Pocker har hand saa hastig faaet dette lange Skiæg?

Scen. 6.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.

Nu er det paa det tiende Aar, vi har ligget for Troja, og imidlertid mistet saa mange store Høvdinger tilligemed General Holophernes selv, som for 3 Aar siden saa ulyckelig omkom i det store Udfald.

CHILIAN
(sagte.)

Mercker I vel Mossiørs! er det icke noget forbandet Tøy. Jeg har staaet her i ti Aar. Jeg vil icke disputere, om det er ti Aar eller ey, 177 men det veed jeg, at jeg icke har faaet hvercken Vaadt eller Tørt i de 10 Aar, og det kommer for mig, som jeg kunde faste 10 Aar endnu.

ULYSSES.

Ach min tro Tiener Chilian! jeg glæder mig ved at see dig staae med saadan Bestandighed paa den samme Post, hvor jeg beordrede dig for 10 Aar siden.

CHILIAN.

Jeg har, min Troe, icke rørt mig af Stedet siden. Men hvad har de andre bestilt midlertiid; mig synes man kunde have lagt heele Verden øde i saa lang Tiid med saadan stoor Magt.

ULYSSES.

Nu har vi sat os for at giøre en General Storm, og enten alle at omkomme eller erobre Staden; blir du her imidlertiid, og see vel til, at der ingen Tilførsel skeer.

Scen. 7.

CHILIAN
(allene.)

Alt dette Tøy kommer mig for, ligesom det var en Tydsk Comoedie; thi om jeg stood paa mit Hoved, saa kand jeg icke begriibe, hvor de 10 Aar kunde løbe saa hastig. (til Spectatores) Men hør I got Folck, hvis nogen af jer understaaer sig at føre saa meget som en Kringle til Staden, skal I have med mig at bestille. Men hør hvilcken Allarm! Byen er over, jeg hører somme raabe Victori og andre Qvarteer; Vi vil imidlertid blive staaende her for at hindre Tilførsel. Hey jeg seer alt vore Faner planted paa Muuren. Gid nu Fanden staae her længer, vi maae ogsaa have noget af Byttet.

178

Act. IV.

Scen. 1.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.

Ach Chilian! jeg har forsøgt alle Midler til at stille Neptuni Vreede, men Bønner, Offringer, alting er forgiæves. Nu har vi flacked saaledes om i tyve Aar siden Trojæ Erobring fra et Sted til et andet, indtil vi omsider er kommen hid til Cajanien, hvor os vel af Dronning Dido er lovet Undsætning af Skibe til at befoedre vor Reyse med. Men ach den eene Tid gaaer bort efter den anden, og jeg frygter, det vil vare længer end vi tæncker; thi jeg frygter for noget, som jeg tør icke tæncke paa. Jeg frygter Chilian

CHILIAN.

Hvad frygter Herren for?

ULYSSES.

Jeg frygter, at Dido er bleven forliebt udi mig.

CHILIAN.

Maaskee

ULYSSES.

Ach jeg ulycksalige Mand! hvis det er saa Chilian, kommer vi aldrig herfra.

CHILIAN.

Vil icke Herren tage ilde op, om jeg spør ham, hvor gammel hand var da hand reyste hiemme fra.

ULYSSES.

Jeg var udi min blomstrende Alder, icke over 40 Aar.

CHILIAN.

Got; 40 Aar først, og siden 10 Aar i Beleyringen, det giør et halv hundrede, og 20 Aar paa Hiemreysen, det giør 70. Den gode Dido maa være da en stoor Elskerinde af Antiqviteter, eftersom hun er saa koldsindig mod saa mange unge Mennisker, som hun kunde gaae Val udi, og blir forliebt udi en ældgammel skiægget Mand.

179
ULYSSES.

Hør Chilian! jeg vil icke høre saadan Raisonnering, du maa giøre en falsk Regning. Jeg er endnu i min beste Alder: Naar du seer en Ting for Øyne, maae du icke tvile meer derom. Om du saae Snee midt om Sommeren, maatte du icke siige, det er icke mueligt, at det er Snee, thi det er jo Sommer. Nock var det jo dig, at du saae Sneen for dine Øyen.

CHILIAN.

Jeg mercker nock, Herre, at jeg maa tage Fornuften fangen i alting, som os er hendet. Jeg vil da icke meer tviile derom, men heller tencke paa, hvorledes vi kand redde os ud af denne Snare.

ULYSSES.

Hvorledes skal vi da reede os fra denne overhengende Ulycke?

CHILIAN.

Der er intet andet Middel, end at vi stiæler os hemmelig af Landet.

ULYSSES.

Ja du har Ret Chilian! Jeg maa da strax hen, og overlegge den Sag med mine troe Staldbrødre; blir du imidlertid her saa lenge.

Scen. 2.

CHILIAN
(alleene.)

Gid jeg havde en prise Toback, at jeg kunde faae Luft; thi jeg er ligesom jeg er gall i Hovedet. Jeg er vis paa, at, naar min Herre kommer tilbage, saa siger hand igien, at det er 10 Aar siden, hand talede med mig sidst. Vi bliver virckelig 5 eller 6000 Aar gammel, førend vi kommer hiem til vort Fæderneland; thi jeg mercker, at vi løber icke med Tiden, men Tiden løber fra os, og vi blir staaende. See! her har jeg endnu et stycke engelsk Ost, som jeg bragte med mig fra Ithacien for 30 Aar siden. Den er gandske frisk endnu. Det er icke alleene Tiiden, som løber fra os, men ogsaa Jorden, vi staaer paa; thi mange gange, naar jeg sticker min Piibe an, er vi udi den Østre Kandt af Verden, og inden jeg har smøget Piben ud, er vi udi den Vestre Kandt deraf.

180

Scen. 3.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.

Ach Himmel! er det mueligt, at saadant kand være til i Naturen.

CHILIAN.

Hvad er nu paa Færde? Eders Naade!

ULYSSES.

Ach Chilian! jeg havde aldrig kundet bildet mig saadant ind, hvis jeg icke havde seet det med disse mine Øyne.

CHILIAN.

Hvad er det da Herre?

ULYSSES.

Ach Dido Dido! hvad ont har jeg giordt dig, at du saaledes skulde øve dine Troldoms Konster mod mine kiære troe Staldbrødre?

CHILIAN.

Er de da blevet forhexet?

ULYSSES.

Hør Chilian en forunderlig Historie, hvis Liige er aldrig hendet fra Deucalions Flood indtil denne Tiid. Jeg har udi disse 4re Uger, siden jeg talede med dig sidst

CHILIAN.

Er det da icke meer end 4re Uger? Jeg tænckte det havde været 4re Aar.

ULYSSES.

Jeg har, siiger jeg, udi 4re Uger overlagt med mine Staldbrødre at reyse hemmelig herfra. Vi vare allereede færdige til at gaae om Bord, da Dido, faaende et Nys derom, for at hindre vor Bortreyse, ved Troldom forvandlede alle mine Stoldbrødre til Sviin.

CHILIAN.

Ey det kand icke være mueligt, naadige Herre; (sagte) Thi de vare jo Sviin tilforn.

181
ULYSSES.

Ach det er alt for sandt Chilian. Jeg tænckte, at mine Øyne sloog mig feyl, og talede til dem. Men Maalet var forandret efter Skabningen; thi i Steden for Svar gryntede de imod mig. Jeg toog derfor strax Flugten af Frygt for at blive forvandlet til et Sviin tillige med dem. Men see der kommer de, jeg tør icke blive her længer. (gaaer bort grædende.)

Scen. 4.

Ulyssis Stoldbrødre (krybende paa Hænder, og gryntende som Sviin.. Chilian.

CHILIAN.

Ha ha ha ha ha ha ha ha, gid Drolen splide jer ad allesammen. Nu har jeg aldrig mine Dage seet magen.

SVIINENE.

Øh øh øh øh øh øh øh øh øh øh øh.

CHILIAN.

Hør Karle, hvad Fanden riider jer? Er I galne?

SVINENE.

Vi ere Sviin Fallill. Øh øh øh øh øh.

CHILIAN.

I maa være Fanden icke Sviin.

SVINENE.

Øh øh øh øh øh øh.

CHILIAN
(begynder og at krybe og siiger)

Øh øh øh. Hør Karle! er det vist at I ere Sviin?

SVIINENE.

Øh øh øh øh.

CHILIAN.

Nu er I da Sviin, saa skal I mare have Sviins Confect. Fort æder mig op denne Koekase, som her ligger.

182
SVINENE.

Vi er inte suulten Fallill. Øh øh øh øh.

CHILIAN
(pidskende dem med en Svøbe.)

Fort, siiger jeg, æder mig op denne Koekase, eller jeg slaaer jere Svine-Rygge i stycker. Fort fort, er I Sviin, saa er det jo jer beste Mad. (Prygler dem dygtig. Svinene reyser sig, og blir til Mennisker igien, og siiger) Saa sandt vi er ærlige, saa skal I betale os disse Slag min go Monsieur Wegner. Er det icke uforskammet at forderve den heele Historie saaledes. (løber ud.)

Scen. 5.

Ulysses.Chilian.

CHILIAN.

Jeg fordervede icke Historien, jeg giorde dem til to-beenede Sviin igien, som de var tilforn. Men der kommer min Herre tilbage.

ULYSSES.

Ach Chilian! er de alt borte igien?

CHILIAN.

Ja Herre! de ere borte, og gaaer nu paa to Been ligesom tilforn.

ULYSSES.

Er de da icke Sviin meere?

CHILIAN.

Det siiger jeg icke, det være langt fra, men jeg har allene ved Lægedom bragt det saa viit, at de gaaer paa to Been igien.

ULYSSES.

Ach du stoore Æsculapii Søn! Du est værd, at Tempel og Altar skulde oprettes dig til Ære. Af hvilcken Gud eller Gudinde har du lært saadan himmelske Konst?

183
CHILIAN.

Jeg lagde mig lidt paa Marcken, og med bittre Taare begrædede vore Fokkes Ulycke. Midt udi Graaden faldt jeg udi Søvn, og da aabenbarede sig for mig Proserpina den Gudinde for Lægedom (er det icke saa hun heeder?) og sagde: Chilian! jeg har bønhørt din Graad og dine Bønner. Stat op og skiær en Green af den første Birck, du finder paa din venstre Haand. Det er et helligt Træe, som endnu intet Menniske har rørt ved. Saa snart du rører dine Landsmænd dermed, skal de reyse sig og gaae paa to Been som tilforn, hvilcket og skeede. Om de er Sviin endnu eller ey, det skal jeg icke siige. Vist er det, at de seer ud ligesom tilforn, gaaer paa to Been og taler; thi de skieldte paa mig, fordi jeg rørte dem noget sterckt med den hellige Green.

ULYSSES.

Ach Chilian min Forløser! lad mig omfavne dig.

CHILIAN.

Serviteur! Det skulde være mig en Fornøyelse, om Herren ogsaa blev et Sviin, at jeg kunde have den Lycke at curere ham ogsaa.

ULYSSES.

Hør Chilian! her er icke lang Tiid at give bort, Skibet er gandske færdig. Lad os hen og samle Folcket sammen, at vi stilltiende kand komme bort i en Hast. See der er Dido, vi maae løbe.

Scen: 6.

Dido.En Kammertiener.

[DIDO.]

Ach! hvo skulde have tænckt, at jeg som i saa lang Tid har været et Exempel udi Kydskhed og Koldsindighed for alle andre, skulde nu udi min Encke-stands 10de Aar brende af Elskovs Lue. Ach Ulysses! ulycksalig var den Tid, paa hvilcken du satte din Foed paa Cajanien, ulycksalig den Vind, som bragte dig hid, ulycksalig den Bølge, som foraarsagede det Skibbrud, hvorved min Ære og Reputation vil liide stoor Skibbrud. Ach Diana! Diana! hvad har jeg syn- 184 det mod dig, at du skulde saare saaledes mit Hierte med dine Elskovs Piile?

RASSMUS.

Naadige Frue vil siige Cupido.

DIDO.

Ja det er sandt: Ach Cupido! Cupido! du har saaret mit Hierte til Døden, og anstucket mig saaledes med Elskovs Lue, at jeg ingen Liise har Nat eller Dag.

RASSMUS.

Skam faae Cupido, han maatte ogsaa have saaret Ulysses. Men jeg kiender den Slyngel, naar hand skyder en forliebt Piil i een, som elsker, saa skyder hand gierne en koldsindig Piil i den, man elsker, alleene for at plave Folck desmeere, saa er det gaaet mig; thi alle de, som jeg er forliebt udi, vender mig Ryggen, og de, som jeg icke kand liide, brænder af Kierlighed til mig, og dog skal man rette Tempel op og offre til saadan Karl. Hand er det vel værd. Hand skulde have Fanden icke Offer eller good Røgelse, hvercken hand eller hans Moor.

DIDO.

Ach Rassmus! det er sandt som du siger, jeg har givet Ulysses adskillige Elskovs Tegn, men jeg mercker intet andet end Koldsindighed hos ham igien; thi i Dag havde hand sat sig for at stiæle sig hemmelig bort af Landet, ja havde maaskee alt været borte, hvis jeg i Tiide icke havde faaet et Nys derom, og omskabt hans Stoldbrødre til Sviin, i hvilcken Tilstand de skal blive, indtil hand beqvemmer sig til - - -

RASSMUS.

Hvor til skulde hand beqvemme sig?

DIDO.

Ey du spør saa taabelig. Indtil hand beqvemmer sig til det, som jeg forlanger.

RASSMUS.

Hvad forlanger da Eders Naade?

185
DIDO.

Ey! hvad skulde et forliebt Hierte forlange?

RASSMUS.

Ja jeg forstaaer endelig Fruens Meening, men jeg spør kun saa alligevel.

DIDO.

Naar du veedst en Ting, saa har du jo icke nødig at spørge derom.

RASSMUS.

Ja det har saa sine Raisons. Men der kommer Elisa med Aanden i Halsen, hun seer ud, som hun er ogsaa forliebt. Det maae være een af Ulyssis Stoldbrødre, som er bleven til Sviin. Hvis saa er, hun er bleven forliebt i een af dem, saa maa hun have faaet Sviinsoot i Halsen.

Scen. 7.

Elisa.Dido.Rassmus.

ELISA.

Ach hvilcke Tidender jeg bringer, hvad vil min Frue sige, naar hun faaer dette at høre, at Ulyssis Stoldbrødre, som vare ved vor Troldom omskabte til Sviin, ere blevne Mennisker igien, og staae gandske færdig at reyse bort.

DIDO.

Er det sandt som du siiger Elisa?

ELISA.

Ja jeg svær ved alt det som helligt er.

DIDO.

Jeg maae da strax op i Luften og øve mine Konster paa en anden Maade. (Hun blæser i en Pibe, hvorpaa en Drage kommer ned af Luften, hvor paa Dido sætter sig og blir bragt i Veyret.)

186

Scen. 8.

Rassmus.Elisa.

RASSMUS
(næsegruus.)

Ach Elisa! er Dragen borte?

ELISA.

Ja stat kun I op igien.

RASSMUS.

Ach det var et Beest af en Drage. Jeg er saa bange, at hand kommer igien. Jeg vil siige dig noget Elisa; Jeg har icke Lyst at tiene her lenger; thi der kunde engang komme saadan Carnali af en Drage, og føre mig ligeledes bort.

ELISA.

Bekymre dig icke derom. Saadan Sviin, som du est, kommer aldrig at age paa hellige Drager. Jupiter giør aldrig nogen den Ære uden hans Regentere, Propheter og Prophetinder.

RASSMUS.

Ach da er det vel, at jeg er hvercken Regent, Poet eller Poet-inde. Men Elisa, er du nogen Tiid bleven førdt i Luften af saadan Drage?

ELISA.

Ja undertiden, naar hendes Naade er i de øverste Luftens Boliger og har mig nødig, skicker hun Dragen ned efter mig.

RASSMUS.

Hvor blir du da henbragt?

ELISA.

Nogle 1000 Miile op i Luften. Men der falder et Brev ned af Luften, det er nock en Ordre fra hendes Naade. (Hun læser Brevet.) Hillement Rassmus! Hendes Naade har dig nødig, og skicker Dragen strax at afhente dig.

187
RASSMUS.

Ach Elisa! faer du i min Sted. Jeg skal tiene dig igien med mit Liv og Blood i alt, hvad mig mueligt er. Du kandst sige til Fruen, at jeg er syg.

ELISA.

Ingen Snack. Fruens Ordre maae efterleves. See der kommer Dragen, lav dig strax til.

RASSMUS
(paa Knæ.)

Ach Monsieur Drage spar mit Liv. (Jo nærmere Dragen kommer til Jorden, jo større Titler gir Rassmus.) Ach Velædle Hr. Drage spar mit Liv. Ach eders Velbyrdighed tag heller Elisa. Ach eders Dragelige Velbaarenhed spar mig; thi jeg har aldrig kundet riide paa en Koe engang end siige i Luften paa en Drage. Ach Høy-Velbaarne Hr. Scorpion. Ach eders Dragelige Excellentz! Ach eders Naade! eders Dragelige Majestet! Ach Hr. Keyser! Ach Hr. Pave! Ach (Elisa træcker ham til Dragen, og nøder ham til at sætte sig paa Dragen, som fører ham op i Luften, og hand skriger Himmel-høyt.)

Scen. 9.

ELISA
(alleene).

Jeg bær en hiertelig Medlidenhed med min Frue over hendes Kierlighed, som jeg mercker at være i saadan høy Grad, at hvis den Ithacianske Printzes Hierte icke bøyes til heride, der vil blive en Tragoedie, som maae endes enten med hans eller hendes Liv. Men een Ting undrer jeg mig over, at min Frue, der er saa erfaren udi Troldkonst, og haver alle Aander, der sveve i Luften, reedebond til sin Tieneste, icke ogsaa ved sine Konster kand omskabe Ulyssis Hierte. Men jeg kand tæncke, at det gaaer med hende som med visse Folck, der kand herske over Vind og Veyr, omskabe sig og andre til vilde Dyr, reyse i et Øyeblick tusinde Miile, og dog med ald deres Almægtighed ofte maae liide Nød og døe af Armod. 188 (Det inderste af Theatro aabner sig, og Ulyssis Stoldbrødre sees staaende udi hvide Skiordter med Hænderne i Veyret, holdende Riisqviste ligesom de vare forvandlede til Træer.) Ach Himmel! der seer jeg en nye Virckning af min Frues Konster, Ulyssis Stoldbrødre ere forvandlede til Træer, hun maa nock derfor være kommen ned paa Jorden igien. Jeg maae løbe.

Scen. 10.

CHILIAN
(med en Byldt paa Ryggen).

Nu er det endelig kommen saa vidt, at vi skal reyse. Jeg havde, min Troe, nock Lyst at føre Kammer-Pigen bort med mig; thi jeg maa liide hende, hun har mare to gallante Bryste, og derforuden - -- men hvad Pocker er det jeg seer. Hør Karle! er I galne? er det nu Tid at staae her at spøge? Hør hvad skal saadant Narreri betyde? (En af Træerne svarer:) Vi ere Træer.

CHILIAN.

Ey saa vil jeg selv være Træ med. (Tar to Greene i Haande og sætter i samme Positur med de andre.)

Scen. 11.

ULYSSES.

Ach Himmel hvad seer jeg her! mine kiære og troe Stoldbrødre ere ved Troldoms Konst forvandlet til Træer. Ach Dido! holdt dog op engang at forfølge mig, betenck, at jeg icke vegrer mig for at fyldestgiøre din Villie af Foragt eller Koldsindighed, men udaf Troeskab til min allerkiereste Penelope, mod hvilcken førend jeg skal begaae ringeste Utroeskab, jeg heller vil døe den skiendeligste Død. (gaaer hen til Træerne.) Ach mine kiere Stoldbrødre! hvo skal nu redde eder meer, thi jeg seer, at min troe Tiener Chilian, ved hvis Hielp I nyelig tilforn vare frelste, ogsaa er bragt i samme Stand med de andre. Jeg maae 189 efter hans Exempel legge mig til Hviile, maaskee Æsculapius eller Apollo tør aabenbare mig ogsaa et Middel at forløse mine kiere Venner. (Legger sig næsegruus ned, midlertiid slaaer Chilian ham med sin Green over Hovedet, og sætter sig strax i Positur igien.)

ULYSSES.

Ach jeg mercker, at en Gud eller Gudinde alt rørede ved mig, jeg maae legge mig til Hviile igien, og opbie dens Hielp. (Chilian gir ham et dygtig Slag for Rumpen med den fladde Haand, og sætter sig strax i Positur igien. Ulysses raaber og tar Flugten.)

Scen. 12.

Chilian.De andre.

CHILIAN.

Gid Fanden staae her lenger, jeg er alt træt i mine Arme; Lad de Skabhalse staae her længe nock. Jeg og min Herre kand jo reyse bort alleene, men førend jeg reyser, vil jeg dog efter Sædvane skiære mit Navn til Admindelse i et af disse Træer, ickun disse Ord: Chilian Peersen manu mea propria. (Tar op en Kniv, og begynder at skiære i eens Ryg, som begynder at skriige, og faaer Chilian i Haaret; Hand tar et andet Træ i Haaret, saa alle Træerne kommer til at slaaes, og det inderste af Theatro sluttes.)

Scen. 13.

Dido.Rassmus.

DIDO.

Hør Rassmus! du maae icke bære dig saa ad en anden gang, naar du skal i slige Ærender. Nu est du jo en bereyst Mand, og har uden Møye og Fare beseet de Ting, som faa Mennisker nyder den Lycke at see.

RASSMUS.

Jeg var gandske icke forskrecket, naadige Frue, men jeg fick lige- 190 som et Slag af Frygt, saa jeg troer icke, jeg forvinder det igien. Jeg var dog saa curiøsk, at jeg undertiden aabnede mine Øyne paa Veyen, og da saae jeg en Hob Himmeltegn. Ald min Frygt var, at jeg skulde støde an paa Maanen, som jeg var saa nær, at hvis jeg havde haft en Kniv hos mig, skulde jeg have skaaret et stycke af den, thi jeg merckede, at hun var giort af den skiønneste Hollandsk Ost, nogen ville forlange at æde, havde jeg icke været saa bange, skulde jeg have bedet hans Excellentz Dragen laane mig en Kniv dertil; Jeg har altid tilforn bildet mig ind, at Maanen var icke større end en Fløde-Kage, som man kunde giøre af 8 eller 9 Æg, og at om Maren Amme sad udi Maanen kunde hun med sin breede Rumpe skiule den gandske, besynderlig, om hun havde sit Fiskebeens Skiørt paa, men jeg mercker, at den er større end jeg tæncker; thi jeg vil døe paa, at den er saa stor som 16 af de store Soelskiver, der staaer i Haven, men derimod saa tynd igien som et Flade-Brød, saa at det er lutter Løgn som lærde Folck siiger, at der boer Folck i Maanen, med mindre de icke ere større end Miider i Ost.

DIDO.

Ey holdt op med din taabelige Snack. Frygt og Redsel har saa forblindet dig, at du bilder dig ind, at have seet de Ting, som aldrig er til. Du kom kun nogle faa Miile op i Luften.

RASSMUS.

Ja hvor mange Miil meener eders Naade vel der er til Maanen, icke over 5 fierding Vey og jeg vil sværge paa, at jeg icke var langt fra Glas-Himmelen, som Jacob Skolemester regner at være over 8te Miil fra Jorden; thi jeg kunde see Stierner saa næt indfæstet i Glas-Himmelen, saa ingen Jubilerer her kunde giøre det nettere. Jo jo mine Øyne slaaer mig min Troe icke feyl. Jeg kunde min Troe see det, som meer er, nemlig Melckeveyen.

DIDO.

Ha ha ha, hvad meener du da Melckeveyen er?

RASSMUS.

Det veed jeg mare nock. Det er den Melck som melkes af de Himmeltegn kaldet Tyren og Jomfruen, hvoraf giøres Ost til at bø- 191 de paa Maanen med, naar den tar af. Rassmus er min Troe icke saa u-lærd, som eders Naade meener.

DIDO.

Dersom du giorde en saadan Reyse til, blev du reent gall. Holdt op med den Snack, jeg har nu andet at tænke paa. Jeg har udskicket Elisa at efterforske hvad Ulysses tar sig for, efterat hans Stoldbrødre ere forvandlede til Træer; men der seer jeg hun kommer.

Scen. 14.

Elisa.Dido.Rassmus.

ELISA.

Ach naadige Frue! alle vore Konster, alle vore Anstalter er bleven til Vind. Ulysses med sine Staldbrødre ere alt flygtede, og saa langt borte, at man neppe kand øyne dem meere.

DIDO.

Er det sandt, som du siiger, Elisa?

ELISA.

Ja det er alt for sandt; thi jeg har selv seet Skibet langt ud i Søen.

DIDO.

Ey Elisa! saa vil jeg icke leve en Time længer. (Træcker ud en Dolck og sætter for Brystet. Elisa og Rassmus løber til, og holder hendes Hænder.)

DIDO.

Slip mig eller det skal koste eders Liv. Jeg har besluttet at døe, og jeg skal døe.

ELISA
(paa Knæ).

Ach naadige Frue! betænck dog hvad Efterkommerne vil siige om saadant. At den priisværdige Dido af Kierlighed til en fremmed Person toog Livet af sig selv, og ved saadant underligt Endeligt til intet giorde alle hendes forrige Dyder. Betænck, naadige Frue, i hvilcken slet Tilstand hun derudover vil sætte det heele Land, som 192 ved saadan hastig Død vil blive Fiender og Fremmede til Rov og Bytte, betænck

DIDO.

Ingen Ting kand vende mig fra mit blodige Forsæt, hvis I icke holder op at hindre mig derudi, skal jeg udøse ald min Harm paa eder.

ELISA.

Ach naadige Frue! Vi som troe Tienere og Tienerinder er forbundne i saadan Fald at være u-lydige.

DIDO.

I kand dog icke hindre mig uden for en Tiid; thi hvis det icke skeer denne Stund, saa skeer det siden. Dette alleene foraarsages ved eders Ulydighed, at I blir først straffet som Rebellere mod min Villie, og mit Forsæt siden uden Hinder blir fuldbyrdet. (Hun slider sig løs, og støder først efter Elisa, som tar Flugten, siden efter Rassmus.)

RASSMUS.

Ach naadige Frue! stick mig icke ihiel. Jeg skal, min Troe, icke hindre hendes Naade. Men tvertimod som en troe Tiener være hende beforderlig i hendes Forsæt.

DIDO.

Vil du da icke hindre mig?

RASSMUS.

Ney mare vil jeg icke.

DIDO.

Fy dig an din arrige Skalck, din Forræder! Vilt du da staae og see paa, at din Frue tar Livet af sig selv, vil du da icke hindre mig?

RASSMUS.

Ney men vil jeg icke.

DIDO.

Saa vil jeg ey heller tage Livet af mig selv. Nu skal jeg leve i Trods. Naar jeg ogsaa betæncker mig, saa lader det noget Romansk. Kom lad os gaae. (gaaer bort.)

193
RASSMUS.

Jeg tænckte nock, at det vilde saa gaae. Jeg troer virkelig, det er gaaet lige saadan til med alle de gamle Heroinder, som Poeterne har giort saa mange Vers over.

Act. V.

Scen. 1.

Ulysses.Chilian.

ULYSSES.

Ach Chilian! nu er den Tiid kommen, at jeg seer mit kiære Fæderneland igien. Lad os efter de gamle Heldtes Exempel falde ned og kysse paa vor Fæderne-Jord. (De falder ned og kysser Jorden.)

CHILIAN
(reyser sig strax igien).

Tvi tvi tvi for en Ulycke. Jeg veed icke, hvad slige Ceremonier skal til. Der har en nyelig kastet sit Vand paa den Sted kand jeg smage.

ULYSSES.

Chilian! nu vil vi begge forklæde os, og som Pillegriime gaae ind paa Slottet for at overrumple Penelope.

CHILIAN.

Det giøres jo icke fornøden Herre; thi har vi været nogle og 30 Aar borte, saa behøver vi icke at omklæde os; tilmed skiøtter jeg icke om at overrumple min Hustrue, thi hvad Øynene icke seer, giør Hiertet icke Væ.

ULYSSES.

Om du tviler om din Hustrues Troeskab, saa tviiler jeg aldeelis icke om Penelopes, paa hvis Dyd og Kydskhed jeg har alt for stoore Prøver.

CHILIAN.

Ja ja Herre! I nogle og tredeve Aar kand skee en hob Forandrin- 194 ger. Men der kommer en Bonde, den kand vi examinere, om eders Naade saa synes.

Scen: 2.

Ulysses.Chilian.Bonden.

CHILIAN.

God Dag Landsmand! er du fra denne Bye, eller er denne Bye fra dig?

BONDEN.

Ingen af Deelene; thi jeg boer endnu i Byen.

CHILIAN.

En af Deelene maae det være.

BONDEN.

Ney ingen af Deelene; thi jeg boer endnu i Byen; men om jeg maae spørge igien, hører disse lange Buckeskiægge jer til eller hører I Skiæggene til?

CHILIAN.

Det er jo en gall Tale-maade.

BONDEN.

Det er underligt, at du vil begiære, jeg skal føre viis Snack med dig.

CHILIAN.

Kiender du mig da?

BONDEN.

Icke videre end jeg har haft den Ære, at see dig nogle gange udi Kortspill. Du est jo Kløver-Knægt?

ULYSSES.

Denne Bonde er en forslagen Mand.

CHILIAN.

Ney Landsmand! Lad os tale Alvor. Har du icke hørt tale om den Trojanske Kriig?

195
BONDEN.

Jo det kommer mig for som en Drøm; Det var vist i den Kriig, hvor du løb bort af et Slag, og derfor blev hengt.

CHILIAN.

Var jeg hengt, saa kunde jeg jo icke nu være her.

BONDEN.

Jeg tænckte, det var kun din Gienfærd; thi du seer ud i det ringeste, som du havde været hengt.

CHILIAN.

Ney Landsmand, jeg har aldrig været hengt.

BONDEN.

Det er Skade; thi du seer dog ud til at have fortient det. Men hvad ere I for Folck? ere I Geder, Bucke, Mennisker, Sviin eller Æsler? Om Forladelse jeg spør saa dristig; thi vi Folck her i Byen ere nysgierige.

CHILIAN.

Jeg veed jo Sviin og Æsler gaaer icke paa to Been.

BONDEN.

Jeg meener, om I kunde være af de to-beenede Æsler.

ULYSSES.

Hør Landsmand! driv icke saadan Spot med Fremmede.

BONDEN.

Ere I Fremmede, hvorfor blir I da icke hiemme? Vi har Landstrygere her nock tilforn. Men med Forlov fra hvilcket Land er I?

CHILIAN.

Vi ere fra et Land, som heeder Monomotapabrasiliadelphia.

BONDEN.

Hvordan Land er det? heeder det ligedan om Vinteren, naar Dagene ere korte?

CHILIAN.

Det er et velsignet Land, hvor stegte Sviin gaaer om paa 196 Marcken med Kniv og Gaffel i; hvor stegte Duer flyve i Lufften, og hvor mand faaer en Daler af Øvrigheden for hver Time man sover.

BONDEN.

Jeg troer ellers I ere fra Jylland, eftersom I kand saa brav fortælle Eventyr. Ellers undres mig, at I vilde forlade saadan got Land, for at komme hid, hvor man kand tabe en Daler for hver Time man forsover sig.

ULYSSES.

Lad mig tale med Manden alleene, du driver kun Tiden bort med Giæckerie. Hør Landsmand! Vi ere icke komne til dette Land for at nyde noget got, vi har andre vigtige Ærender. See der har du nogle Penge at holde dig lystig med.

BONDEN
(med Huen under Armen).

Tack naadige Herrer, jeg vilde ønske, at jeg kunde være deres Velbaarenheder til nogen Tieniste igien.

ULYSSES.

Vi forlanger intet uden at du svarer os skickelig til det, vi spør dig om. Kiender du den Høyadelige Frue Penelope?

BONDEN.

Ja mend giør jeg saa. Jeg har arbeydet i hendes Kieristes Huus den heele Uge.

ULYSSES.

Hvad Kiéreste? hendes Herre er jo icke hiemme, hand er i fremmede Lande.

BONDEN.

Ret nock, det er icke hendes Mand jeg meener; thi hand er endnu uden Lands, om hand lever.

ULYSSES.

Ja vist lever hand.

BONDEN.

Da yncker jeg den stackels Herre, hand er vel 16 gange bleven Hanrey siden hand reyste, men naar man ret eftertæncker det, saa er 197 hand icke at yncke; thi den Narr forlood Kone og Børn for at faae tilbage et daarligt Qvinde-Menniske ved Navn Helene. Det var vel Umagen værd at reyse ud af Landet for med saa mange stolte Riddere, som vores naadige Keyser har savned siden i adskillige Tilfælde.

ULYSSES
(til Chilian).

Ach Himmel! hvad hører jeg Chilian?

CHILIAN.

Kiender du ogsaa icke en Qvinde ved Navn Polidore.

BONDEN.

Polidore! den Hore?

CHILIAN.

Ja du siiger, maaskee, saa alleene for Rimets skyld.

BONDEN.

Det riimer sig eller icke, saa er det dog sandt. Hun er at yncke den Stackel; thi hun har langt fra icke den Næring nu, som hun havde de første Aar efter hendes Mands Chilians Bortreyse; thi nu er hun fast gandske ubrugelig.

CHILIAN.

Da vil det gaae hende ilde; thi hendes Mand Chilian lever icke alleeniste, men vil være her inden faa Dage.

BONDEN.

Det vil icke siige meget, om saadan Slyngel lever eller ey; Gid vi kun havde hans Herre Ulysses tilbage, som var Keyserens anden Haand.

CHILIAN.

Men kiender du icke een ved Navn Langulafred, som var Chilians Broer?

BONDEN.

Jo, men hand har i ti Aar icke været i Byen.

198
CHILIAN.

Hvad kand være Aarsag dertil?

BONDEN.

Hand har haft Forfald, at hand icke har kundet komme; thi hand blev hengt for 11 Aar siden paa Landet.

CHILIAN.

Tack for good Underretning! Adiøs.

Scen. 3.

Ulysses.Chilian.

CHILIAN.

Har vi icke vel reyst? Herre?

ULYSSES.

Ach Chilian! mit Hierte vil briste, naar - - - (Chilian løser sin Hat need, og sætter den breed paa Hovedet.) Har vi icke vel reyst? Herre!

ULYSSES.

Hvad skal de Grimacer betyde?

CHILIAN.

Jeg var tilfreds det intet betydede; men naar Ulycken er, saa maae mand skicke sig derudi. Enhver maa skicke sig i sin Stand og klæde sig derefter.

ULYSSES.

Ach Chilian! Er det nu Tiid at skiemte, nu vi ere omspendte med lutter Ulycke?

CHILIAN.

Jeg skiemter, min Troe, icke; thi jeg sætter min Hat icke saa for Lyst skyld.

ULYSSES.

Jeg skal hevne mig over hendes Utroeskab, førend Soel gaaer 199 ned; Hendes Boelere skal døe den skiendeligste Død og hun med. Hvad vil andre stolte Riddere i Verden sige, naar de faaer det at høre.

CHILIAN.

De kand icke gaae videre end de kand siige, vi ere Handreedere, som sandt er.

ULYSSES.

Ingen Ting skal hindre mig i mit Forsæt; ingen Undskyldning skal gieide. Hvis hun beraaber sig paa min lange Fraværelse, paa sine blomstrende Ungdoms Aar, som ere sliige Fristelser underkaste, stopper jeg mine Øren til; thi hun maa viide, at hun har beskiemmet icke alleene hendes egen Herre, men en af de største Helte i Ithacien, der med sin Seyerrige Arm har ødelagt Asiens største Zierat, jeg meener den ædle og stolte Stad Troja.

CHILIAN.

Men eftersom Herren taler om Penelopes blomstrende Aar, hvor gammel var hun da vi reyste?

ULYSSES.

Hun var ickun 25 Aar gammel; Hun bragte til Verden den adelige Juncker Telemachius udi sit Alders 16 Aar, og samme vor Ægteskabs første Grøde og ædle Plante var kun 9 Aar gammel, da vi reyste til Troja.

CHILIAN.

Ja det er ret nock, 16 og 9 giør 25. Men maatte jeg spørge Herren, hvor lenge vi har været borte.

ULYSSES.

Udi 36 Aar.

CHILIAN.

16 og 9 er 25, 25 til 36 giør 61 Ja det er sandt, hun er endnu i sin blomstrende Alder. (til Spectatores) Jeg har sagt forud, at jeg icke vil raisonnere meer udi denne Historie, thi jeg blir gal i Hovedet derover. (til Ulysses) Herre! ingen Ting skal heller hindre mig i mit Forsæt at hevne mig over min Hustrue, der udi sine blomstrende 200 Ungdoms Aar, som ere mange Fristelser underkasted, har beskiemmed icke alleene sin Hosbond, men ogsaa en extraordinaire Ambassadeur, en Heldt, der af heele Krigshæren blev udvaldt at slaaes udi eene Kamp med den sterckeste Trojaner, som mig siden blev sagt var Hector selv, men ogsaa i 10 Aar uden Mad og Dricke stoed paa et Sted og hindrede Tilførsel til Byen; thi hvis det icke var skeed havde I andre med Permission

ULYSSES.

Gack strax bort Chilian og bring hid min kostbareste Klædning. Jeg vil lade mig see i ald min Herlighed for at jage des større Skreck i mine Fiender. (Chilian henter i en Hast en skiøn Klædning og en Hat med Plumager, ifører Ulysses Kiolen og siger:) Hillemend! hvor martialsk seer Herren ud. Mars staaer i Øynene afmalet, og Vulcanus i Panden. (Løser Litzerne paa Hatten, og sætter den gandske breed paa Ulysses.)

ULYSSES.

See her du Tølpel! min Hat er jo gandske nedfalden?

CHILIAN.

Den skal jo saa være, Herre!

ULYSSES.

Chilian! hvis det icke var i Henseende til din lange troe Tieneste, skulde denne Gierning koste dit Liv. Heft Hatten ret igien.

CHILIAN.

Et Øyeblick Taalmodighed Herre! Jeg vil hefte min egen op først; thi vil Herren icke bære sin Hat saaledes, saa vil jeg, min Troe, ey heller bære min. (Hand hefter først sin op, siden tar fat paa Ulyssis.) Jeg troer Fanden sidder i den Hat, saa snart jeg hefter een Ende til, falder den anden Ende ned igien. Ach Herre! lad os bære Hatterne som de vare.

201
ULYSSES.

Ret Hige nu overvinder du min Taalmodighed.

CHILIAN.

Ach Herre! Taalmodighed er den Dyd, som herefter meest vil tiene os begge; thi den ligger nu af alle Dyder meest til Bestillingen. Ach Herre! lad os bære Hattene som de vare for en vis Aarsags skyld.

ULYSSES.

Chilian! Jeg varer dig eengang for alle, at du icke opirrer mig til Vreede, det skal koste dit Liv.

CHILIAN.

Ach naadige Herre! jeg giør det, min Troe, icke af Ondskab, men af Politiske Aarsager; thi jeg tænckte, at naar Folck saae os udi den Tilstand, skulde de desmeer bevæges til at tage vor Parti, og hevne vor Uret. Men jeg vil efterleve Herrens Villie. (Hefter paa Hatten igien) Ach Herre! Lad os dog bære dem, som de vare; thi - -

ULYSSES
(træckende paa sin Kaarde.)

Vil din Hund drive Spot med mig?

CHILIAN
(paa Knæ.)

Ach Herre! forlad mig min Dristighed, jeg skal aldrig tale om den Materie oftere.

ULYSSES.

Stat op igien, og gack strax ufortøved til Byen, og lad Penelope samt hendes Beylere og alle Indbyggerne viide, at jeg er kommen tilbage, og forkynd dem mit blodige Forsæt at hevne den Spot og Skiendsel mit Huus er vederfaret.

CHILIAN.

Ach jeg er saa bange, at der møder mig nogen Hund paa Veyen; thi det kand gaae mig som Acteon, hvilcken, da hand var forvandlet til en Hiort, blev synderreven af sine egne Hunde. (gaaer bort.)

202

Scen. 4.

ULYSSES

(alleene.) Hvert Øyeblick synes for mig som et Aar, saa brænde mine Indvolde af Hevn og Forbittrelse mod min troeløse Gemahl. Ach! Ach! jeg tænckte, Himmelen nu var bleven træt i at forfølge mig viidere, og at de mange Aars Ulycker og Besværligheder og Suurheder skulde nu forsødes ved at omfaunes af Penelope, for hvis skyld jeg saa hellig har i agt taget Kydskheds Lov, for hvis skyld jeg har stoppet mine Øren mod den gudommelige Didonis forliebte Sucke, og foragted hendes kierlige Tilbud. Ach ihr Götter! hielper mig i min retferdige Hevn. Den heele Stad skal derover svemme i Blood. Først skal jeg opoffre hendes Beylere, derefter hende selv, saa at ingen skal sige: Den stoore Ulysses, som forstyrrede Troja, dempede Kiempers Overmood, reddede uskyldige Jomfruer fra Biergtrold og Nisser, rensede Augiæ Stold, undertvang de Skioldmøer, omkomme de Sirener, som havde hundrede Hoveder, skal leve det øvrige af sin Tiid med Spot og Skiendsel. Ach ach Penelope!

Hvor har du kunnet din Ulysses saa forlade.
For slig Utroeskab dig end vilde Dyr bør hade.
Kand Elskov glemmes, kand den døe hos dig saa let?
Ald Troe og Ærlighed bortsvinde? er det ret
Din ædle Herre, der saa troefast var og dydig,
Ja din Ulysses, der har været dig saa lydig,
Saa at foragte? saa forandre din Natuur
For at beskiemme den, der staaet har som Muur,
Som haarde Klippe mod ald Fristelse, Ulycke,
Og som roedfæsted Eeg, den Storm ey kand oprycke.
Hvad Skrift, Historie, hvad Riige, Sted og Land
Slig stort Forræderie, Utroeskab viise kand.
Om man fra Østen gaaer til Vesten, nøye søger
Opkaster, læser og igiennem-blader Bøger,
Man paa Utroeskab ey skal finde større Speyl.
Ved Himlens Bistand dog min Hevn skal ey slaae feyl.
Thi før skal mænges Jord, Luft, alle Elementer
Med Verdens Undergang, som man at see forventer,
203 Før Verdens Bygning selv skal løses, gaae i grund,
Før jeg skal meere see, før jeg skal nogen stund - - -
Men jeg mercker, at Morpheus Søvnens Gud og Dødsens Broder sætter sig paa mine Øynebryne; jeg maae derfor begive mig lidt til Hviile, indtil min troe Tiener kommer tilbage.

(Sætter sig ned paa en Stoel at hviile, imidlertiid spilles sagte den Viise: O du gamle Hanrey.)

Scen. ult.

To Jøder.Ulysses.

1 JØDE.

Dat ist doch verflucht mit den Comoedianten, nar man laner en Kleidung ud, schicher sie nimmer zu rechter Tyt to rüch, und so most man bien en heel Uuge nach Betaling.

2 JØDE.

Dat ist wahr Ephraim. Men warumb er wi so dull. Aaber see en maal. Dar sitz er, und slaapt mit de schone Roch. Ich dachte es wohl. Das ist unverskamen so mit lante Klær to handelen. (Gaaer hen og rycker Ulysses i Armen.) Hær Mussier! Er det Manneer mit solke Klæren zu slaapen.

ULYSSES.

Hvem er saa dristig, at hand tør væcke mig op af min Søvn?

2 JØDE.

Dat bin ich. Mussier kennet wohl Ephraim.

ULYSSES.

Jeg kiender dig icke, O Ridder!

2 JØDE.

So kemier ich ham Mussier.

ULYSSES.

Jeg er den store Ulysses von Ithacien.

204
2 JØDE.

Und ich bin die kleine Jude Ephraim.

ULYSSES.

Jeg er den, som har forstyrret den ædle Stad Troja Asiens Zierat og Øyesteen.

2 JØDE.

Und ich bin en Man wessen Vor-Voders in die grosse Stadt Jerusalem gewohnt hebben.

ULYSSES.

Jeg er kommen hid for at tage en blodig Hevn af min troløse Gemahl Penelope.

2 JØDE.

Und ich bin hidkommen um Bezahlung for mine lante Klæer zu fodren. Aber det skal ablaaffen ohne Blut.

ULYSSES.

Jeg kand see paa dit Skiæg, at du est en vandrende Ridder.

2 JØDE.

All zu viel wandrend disverr! so wohl ich als andre Israels Kinder.

ULYSSES.

Siig mig ædle Ridder, hvordan det staaer til i Ithacien.

2 JØDE.

Møssier ich heb kein Tyt, ich muss die Kleidung ut lanen zu ein Masqverade von Abend.

ULYSSES.

Tør du legge Haand paa mit kostbare Legeme? Pack dig strax fra mig, eller du skal føle Effecten af min Vreede.

2 JØDE.

Træck ju man ut, oder du skal følen die Effect von Lands Lov und Gerecht.

205
ULYSSES.

Ach Himmel! saadant skal hende mig efter 40 Aars Landflygtighed. (De træcker Kiolen af ham sigende:) Bist du in fyrretive Jahr weg gewesen, so muuss du auch for fyrretiv Jahr bezahlen. Wir wollen strax Reichnung machen. Adiøs so lang.

ULYSSES.

Ach Himmel! havde jeg taget mig for at ødelegge alle Jøder i Steden for at gaae til Troja, saa havde mit Herredømme icke saa hastig faaet Ende.

(til Spectatores)

Nu haaber vi, at ingen meer
Sig over os skal klage
At slide paa Comoedier
Som varer tvende Dage,
Og siige en Historie
Maa vare meere lenge,
Man før skiønt efter Reglerne
Os intet gav for Penge.
See her man tvende sneese Aar
For samme Penge giver,
Fra Grækenland til Troja gaaer.
En Dag Mands Alder bliver.
Man seet har Kiemper her udi
Beleyringer og Kriige
Tog, Jomfrue-Rov og Hexeri,
Nu et nu andet Riige.
206 Nu een der af Fortvilelse
Sig Livet vil fratage,
Nu Folk skabt om til Sviin til Træ,
I Luften gloend Drage.
Ja det, som meest fornøden er
For dem som sligt behager,
En Harleqvin mand ogsaa seer
Med Snack der Herskab plager.
To sneese Aar gaaer hastig hen,
Sligt kaldes Tid fordrive.
Men man kand af Historien
Og Hoved-svimled blive.
Om nogen Tydsk Comoedie
Her i Broelægger-stræde
Man bedre mig kand lade see,
Vil jeg Johannes heede.

Erasmus Montanus
Eller
Rasmus Berg
COMOEDIE
udi
Fem ACTER.

208

    Hoved-Personerne i Comoedien.

  • Montanus.
  • Jeppe Berg, hans Fader.
  • Nille, hans Moder.
  • Lisbed, Montani Fæstemøe.
  • Jeronimus, hendes Fader.
  • Magdelone, hendes Moder.
  • Jacob Montani Broder.
  • Per Degn
  • Jesper Ridefogd.
209

Actus I.

Scen. 1.

JEPPE

(alleene med et Brev i Haanden.) Det er Skade at Degnen ikke er i Byen, thi der er saa meget Latin i min Søns Brev, som jeg ikke forstaar. Taarene staar mig tit i Øynene, naar jeg eftertænker, at en stakkels Bonde-Søn er bleven saa Boglærd, besynderlig, saasom vi ikke ere af de Høylærdes Bønder. Jeg har hørt at Folk som forstaar sig paa Lærdom, at hand kand disputere med hvilken Præst det skal være. Ach kunde jeg og min Hustrue have den Glæde at høre ham præke før vi døe her paa Bierget, da vilde vi ikke fortryde paa alle de Skillinger vi har sat paa ham. Jeg kand nok merke paa Per Degn, at hand skiøtter ikke meget om at min Søn kommer hid. Det kommer mig for ligesom hand er bange for Rasmus Berg. Det er skrækkeligt med de lærde Folk, de bær saadan Avind til hverandre, at den eene kand ikke lide, at den anden er ogsaa lærd. Den gode Mand giør skiønne Prækner her i Byen, og kand tale om Misundelse, saa Taarene maa staa een udi Øynene, men mig synes, at hand selv ikke er gandske fri for den Fejl. Jeg kand ikke vide, hvoraf saadant kommer, om een siger, at min Naboe forstaar Avlingen bedre end jeg, skulle jeg legge det paa Hiertet, skulle jeg hade min Naboe for det? ney sommend giør Jeppe Berg ikke. Men der er min Troe Per Degn.

Scen. 2.

Jeppe.Per Degn.

JEPPE.

Velkommen hiem igien Per!

210
PER.

Tak Jeppe Berg.

JEPPE.

Ach min hierte Per! gid I kunde forklare mig noget Latin, som staar i min Søns sidste Brev.

PER.

Hvad Snak, meener I at jeg forstaar ikke Latin, saa vel som jer Søn? jeg er en gammel Academicus jeg. Jeppe Berg.

JEPPE.

Det veed jeg nok, men jeg meente om I forstod den nye Latin, thi det Sprog forandres vel ogsaa, saa vel som det Siællandske; thi i min Ungdom talede man ikke saa her paa Bierget som nu, det som man nu kalder Laqvei, kaldte man da Dreng, det som man nu kalder Matrasse, kaldte man da Bislaaperske; en Frøken heedte da Statsmøe, en Musicant Spillemand, og en Sikketerer Skriver. Derfor meener jeg Latinen og kand være forandret siden den Tid I var i Kiøbenhavn. Vil I være saa god at forklare mig dette. Jeg kand nok læse Bogstaverne, men fatter ikke Meeningen.

PER.

Jer Søn skriver, at hand studerer nu sin Logicam, Rhetoricam og Metaphysicam.

JEPPE.

Hvad vil det sige Logicam?

PER.

Det er hans Prækestoel.

JEPPE.

Det er mig kiært, gid hand kunde blive Præst.

PER.

Men Degn først.

JEPPE.

Hvad er den anden Post?

211
PER.

Den heder Rhetorica, det er paa Dansk Ritualen; men den tredie Post maa være forskreven, eller det maa være Fransk; thi var det Latin, saa forstod jeg det nok. Jeg er capabel, Jeppe Berg, at regne op den heele Aurora. Ala det er en Vinge, Ancilla en Pige, Brabra et Skiæg, Coena en Nat-Potte, Cerevisia Øll, Campana en Klokker, Cella en Kiælder, Lagena en Flaske, Lana en Ulv, Ancilla en Pige, Janua en Dør, Cerevisia Smør.

JEPPE.

I maa have en forbandet Ihukommelse Per.

PER.

Ja jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle have blevet saa længe i et fattigt Degne-Kald. Jeg kunde nok have været noget andet for længe siden, dersom jeg vilde have bundet mig ved en Pige, men jeg vil heller hielpe mig, som jeg kand, førend man skal kunde sige paa mig, at jeg har faat Brød for Kone.

JEPPE.

Men kiære Per! her er endnu noget andet Latin, som jeg ikke forstaar, see her denne Linie.

PER.

Die Veneris Hafnia domum profecturus sum. Det er noget høyttravend, dog forstaar jeg det heel vel, men det kunde bryde Hovedet paa en anden. Det er paa Dansk, der er kommen profecto en hob Russer til Kiøbenhavn.

JEPPE.

Hvad mon Russen nu vil bestille her igien?

PER.

Det er ikke Moscoviter, Jeppe Berg! det er unge Studentere, som man kalder Russer.

JEPPE.

Nu, nu veed jeg, der er vist stor Allarm i de Dage, naar de faar Salt og Brød, og blir Studentere.

212
PER.

Naar venter I ham hiem?

JEPPE.

I Dag eller i Morgen. Kiære Per! tøv lidt her jeg vil springe ind til Nille, hun skal give os en Drik Øll her ud.

PER.

Jeg vil nok heller have et Glas Brændeviin; thi det er fortiligt at drikke Øll.

Scen. 3.

PER
(alleene.)

Jeg skiøtter ikke meget om, sant at sige, at Rasmus Berg kommer hiem, ikke fordi jeg er bange for hans Lærdom; thi jeg var allerede gammel Student, da hand endda gik i Skole, og fik, med Permission, paa sin Rumpe. Der var andre Karle, som deponerede i min Tid, end nu omstunder. Jeg deponerede fra Slagelse Skole, med Per Monsen, Rasmus Jespersen, Christen Klim, Mads Hansen, som vi i Skolen kaldte Mads Pandekage. Poul Iversen, som vi kaldte Poul Finkeljokom. Alle Karle, som havde Been i Panden, og Skiæg paa Hagen, og som var capabel at disputere i hvilken Materie det skulle være. Jeg er kun bleven Degn, men er fornøyed, naar jeg har mit Daglig Brød, og forstaar mit Embede. Jeg har forbedret meget udi Indkomsterne, og har det, som ingen af mine Formænd havde, saa mine Efterkommere ikke skal bande mig i min Grav. Folk tænker, at der er ingen Observationer ved at være Degn, jo jo! Degne-Kald er min Troe et vanskeligt Embede, naar man skal have det paa den Fod, at det skal føde sin Mand. For min Tid holdt Folk her i Byen alle Liig-Sange lige gode, men jeg har bragt det paa den Fod, at jeg kand sige til en Bonde, hvilken Psalme vil du have, den koster saa meget, den anden saa meget; iligemaade naar der skal kastes Jord paa den Døde: Vil du have flint Sand, eller slet og ret Jord. Der er ogsaa adskillige Observationer, som min Formand Christoffer Degn ikke vidste af at sige, men hand havde ikke studeret. Jeg kand ikke begribe, hvorledes den Karl blev Degn. Men hand var og Degn derefter. Latinen hielper meget et Menniske udi alle 213 Forretninger. Jeg vilde ikke miste det Latin jeg kand, ikke for hundrede Rixdaler; thi det har baadet mig i mit Embede over 100 Rixdaler, ja hundrede til.

Scen. 4.

Nille.Jeppe.Per.

NILLE.

Singot Per.

PER.

Tak Morlille. Jeg drikker heller ikke Brændeviin, uden naar jeg har ont i Maven, men jeg har gemeenlig en slet Mave.

NILLE.

Veed I vel Per, at min Søn kommer hiem i Dag eller Morgen? Der faar I en Mand, som I kand tale med; thi den Karl er ikke skaaren for Tungebaandet, saasom jeg har hørt.

PER.

Ja jeg troer nok hand kand tale en hob Kloster-Latin.

NILLE.

Kloster-Latin? det er jo det beste Latin, ligesom Kloster-Lærredt er det beste Lærred.

PER.

Ha, ha, ha, ha.

JEPPE.

Hvor af leer I Per?

PER.

Af intet Jeppe Berg. God Taar paa en frisk, jer Skaal Moor lille, ha ha ha, det er sandt nok, som I siger: Klosterlærred er got Lærred, men - - -

NILLE.

Giøres det Lærred ikke paa Klostered, hvorfor kaldes det da Klosterlærred?

214
PER.

Jo, det er ret nok, ha ha ha, men I kand vel give mig noget at bide paa til Brændevinen.

NILLE.

Her ligger et stykke Brød og Ost skaaren, om I vil ikke forsmaae.

PER.

Tak Mor lille! veed I hvad Brød heder paa Latin?

NILLE.

Ney mare veed jeg ikke.

PER
(æder og snakker tillige).

Det heder Panis genetivus Pani, dativus Pano, vocativus Panus, Ablativus Pano.

JEPPE.

Hillement Per! det Sprog er vitløftig. Hvad heder Grov-Brød?

PER.

Det heder Panis gravis, og fiin Brød Panis finis.

JEPPE.

Det er jo halv Dansk.

PER.

Ja det er vist, der ere mangfoldige Latinske Ord, som har deres Oprindelse af Dansken; thi jeg skal sige os noget: Her var en gammel Rector i Kiøbenhavns Skole, ved Navn Saxo Grammatica, som forbedrede Latinen her i Landet, og giorde en Latinsk Grammatica, hvorudover hand fik det Navn, Saxo Grammatica. Den samme Saxo har bødet meget paa det Latinske Sprog med Danske Ord; thi for hans Tid var Latinen saa fattig, at man ikke kunde skrive en ret Meening, som Folk kunde forstaae.

JEPPE.

Men hvad vil det Ord Grammatica sige?

PER.

Det samme som Donat. Naar man binder den ind i Tyrkesk Bind, 215 saa kaldes den Donat; men naar man binder den ind i hviid Pergement, saa kaldes den Grammatica, og declineres ligesom ala.

NILLE.

Ach jeg veed aldrig hvor alt dette kand ligge i Hovedet paa Folk, mit Hoved svimler, naar jeg kun hør tale derom.

JEPPE.

Derfor ere lærde Folk heller ikke gierne rigtige i Hovedet.

NILLE.

Ej hvilken Snak, saa meener du, at vor Søn Rasmus Berg er ikke rigtig?

JEPPE.

Mig synes alleene, Morlille, det er noget underligt, at hand skriver Latinske Breve til mig.

PER.

Der i har min Troe Jeppe ret; thi det er noget naragtigt. Det var jo ligesom jeg vilde tale Græsk med Ridefogeden for at lade see, at jeg forstod det Sprog.

JEPPE.

Forstaar I ogsaa Græsk Per?

PER.

Ach jeg har kundet for tyve Aar siden staa paa en Fod, og læse det heele Litanie paa Grædsk. Jeg kand endnu komme ihu, at det sidste Ord heder Amen.

JEPPE.

Ach Per det vil blive artigt, naar min Søn kommer tilbage, at vi kand sætte jer to sammen.

PER.

Vil hand disputere med mig, skal hand finde Karl for sin Hat, og vil hand synge i Kap med mig, saa kommer hand til kort. Jeg har synget i Kap med 10 Degne, som alle have maat give sig tabt, thi jeg har taget Troen fra dem alle 10. Det har været mig tilbuddet for 10 Aar siden at være Cantor udi vor Frue Skole, men jeg har ikke 216 vildet, thi hvorfor skulle jeg giøre det, Jeppe? hvorfor skulle jeg forlade min Meenighed, som elsker og ærer mig, og som jeg elsker og ærer igien; jeg lever paa et Stæd, hvor jeg har mit daglig Brød, og hvor jeg er respetered af alle Folk; thi Amtmanden selv kommer aldrig hid, jeg blir jo strax hentet for at fordrive Tiden med ham, og synge for ham. Forgangen Aar ved disse Tider gav hand mig 2 Mark fordi jeg sang ut, re, mi, fa, sol. Hand svor paa, at hand havde større Behag deri, end i den største vocal Musiqve hand havde hørt i Kiøbenhavn. Vil I give mig end et Glas Brendeviin, Jeppe, skal jeg synge det samme for jer.

JEPPE.

Gierne. Skiænk nok et Glas Brændeviin Nille. PER. Jeg synger ikke for enhver. Men I er min gode Ven, Jeppe, som jeg tienner med Fornøyelse. (Begynder at skraale først langsom.) Ut, re, mi, fa, sol, la, si, ut; nu tilbage, ut, si, fa, sol, fa, mi, re, ut. Nu skal I høre paa en anden Maade, hvor høyt jeg kand gaae: Ut, re, mi, fa, sol, fa, si, ut Re, mi, fa, sol, fa, si, ut, Re.

JEPPE.

Hillement det sidste gik fiint. Vore smaa Grise kand ikke gaae høyere med Røsten. PER. Nu vil jeg synge hastigt: Ut, Re, mi, Re, ney det var ikke ret, ut re mi dore mi ut, ney det kom ogsaa galt, det er forbandet tungt Jeppe at synge saa hastig. Men der kommer Monsieur Jeronimus.

Scen. 5.

Jeronimus.Magdelone.Lisbed. Degnen.Jeppe. Nille.

JERONIMUS.

God Morgen Svoger! har I nogen Tidende fra jer Søn?

217
JEPPE.

Jo jeg troer hand kommer i Dag eller i Morgen.

LISBED.

Ach er det mueligt, nu er min Drøm fuldkommen.

JERONIMUS.

Hvad drømte du da?

LISBED.

Jeg drømte, at jeg laae hos ham i Nat.

MAGDELONE.

Der er dog noget ved Drømme. Drømme ere ikke at foragte.

JERONIMUS.

Det er sant nok; men, dersom I gode Piger, tænkte ikke saa meget paa Mandfolk om Dagen, drømte I ikke saa tit om dem om Natten. Du drømte vel ligesaa sterkt om mig i de Dage vi vare forlovede sammen, Magdelone?

MAGDELONE.

Det er min Troe sant; men nu har jeg min Troe ikke i nogle Aar drømt om dig.

JERONIMUS.

Det kommer deraf, at Kiærligheden er ikke saa heed nu, som den var tilforn.

LISBED.

Men er det mueligt, at Rasmus Berg kommer hiem i Morgen?

JERONIMUS.

Ej min Dotter, du skulle ikke lade dig merke med at være saa forliebt.

LISBED.

Ach er det vist, at hand kommer hiem i Morgen?

JERONIMUS.

Ja ja, du hører jo at hand kommer til den Tid.

218
LISBED.

Hvor langt har vi til i Morgen hierte Far?

JERONIMUS.

Hvilken forbandet Snak. Disse forliebte Folk er ligesom de var galne.

LISBED.

Ja jeg tæller min Troe hver Time.

JERONIMUS.

Du skulle ogsaa spørge hvor lang en Time er, saa kunde man tænke du var reent gall; holdt inde med saadan Sladder, og lad os Forældre snakke sammen. Hør, min kiære Jeppe Berg, holder I det raadeligt, at disse 2 unge Mennisker komme sammen førend hand faar Brød.

JEPPE.

Det er ligesom jer synes. Jeg kand nok underholde dem; men det var dog bedre, at hand fik Brød først.

JERONIMUS.

Jeg holder det aldeles ikke raadeligt, at de komme sammen før. (Lisbed græder og hyler.)

JERONIMUS.

Ej fy skiem dig for en Ulykke. Det er en Spot for en Pige at stille sig saadan an.

LISBED
(grædende).

Faar hand snart Brød da?

JEPPE.

Det er ingen Tvil paa hand faar jo snart Brød; thi saa vidt som jeg har hørt, er hand saa lærd, at hand kand læse hvilken Bog det skal være. Hand skrev mig et Latinsk Brev til nylig.

NILLE.

Og det kand, mare, staa, det veed Degnen.

219
LISBED.

Var det saa vel skreven?

PER.

Ja vel nok for saadan ung Person. Hand kand blive god Mameselle. Der vil ellers meget til. Jeg tænkte ogsaa, at jeg var lærd, da jeg var paa hans Alder. Men - - -

JEPPE.

Ja I lærde Folk roser aldrig hinanden.

PER.

Ej snak, skulle jeg bære Avind til ham? da hand endnu ikke var fød, havde jeg allerede staaet 3 gange Skole-Ræt, og, da hand sad i 4de Lectien, havde jeg været 8te Aar Degn.

JEPPE.

Een kand have bedre Hoved end en anden. Een kand lære saa meget i et Aar, som andre udi ti.

PER.

Da tør Per Degn nok sætte sit Hoved mod hvem det skal være.

JERONIMUS.

Ja, ja, hver kand være god for sig; lad os nu gaa hiem, Børn, far vel, Jeppe. Jeg gik her forbi, og saa vilde jeg tale med jer paa Vejen.

LISBED.

Ach vaer mig dog ad saa snart hand kommer.

Scen. 6.

Jeppe. Nille. Per. Jacob.

JEPPE.

Hvad vil du Jacob?

JACOB.

Far, veed I nyt? Rasmus Berg er kommen hiem.

JEPPE.

Hillement! er det mueligt? hvorledes seer han ud?

220
JACOB.

Ach hand seer meget lærd ud. Rasmus Nielsen, som kiører for ham, svær paa, at hand giorde ikke andet den heele Vej, end disputered paa Grædsk og Elamitisk med sig selv, og det undertiden med saadan Iver, at hand slog Rasmus Nielsen 3 til 4re gange bag i Nakken med knyttet Næver, og raabte derhos altid: probe Majoren, probe Majoren. Jeg kand tænke hand har haft en Disput med en Major før hand reiste. Undertiden sad hand stille og stirrede paa Maanen og Stiernerne, og det med saadan grundig Mine, at hand falt 3 gange af Vognen og havde nær brudt Halsen i tu af lutter Lærdom, saa at Rasmus Nielsen loe deraf, og sagde ved sig selv, Rasmus Berg er vel en klog Mand paa Himmelen, men en Nar paa Jorden.

JEPPE.

Ach kom! lad os gaae ud at tage imod ham. Kiære Per kom I med os. Det kand hende sig, at hand har glemt Dansk, og kand ikke tale andet end Latin, saa kand I være Tolk.

PER.

Skam der giør, jeg har andet at bestille.

Act. II.

Scen. 1.

MONTANUS
(med Hosene ned om Beenene.)

Jeg har kun været en Dag fra Kiøbenhavn, og længes allerede. Hvis jeg ikke havde mine gode Bøger med mig, kunde jeg ikke leve paa Landet. Studia secundas res ornant, adversis solatium præbent. Jeg synes ligesom mig fattes noget, efterdi jeg har ikke disputered i tre Dage. Jeg veed ikke om her er nogle lærde Folk her i Byen, hvis her er nogen, skal jeg nok sætte dem i Arbeid, thi jeg kand ikke leve uden jeg maa disputere. Mine stakkels Forældre kand jeg ikke meget tale med; thi de ere eenfoldige Folk, og veed neppe andet end deres Børne-Lærdom, saa at jeg kand ikke have megen Trøst af 221 deres Omgængelse. Degnen og Skolemesteren skal have studeret, men jeg veed ikke hvor vidt det strækker sig; dog skal jeg forsøge hvad de duer til. Mine Forældre blev forskrækket, da de saae mig saa tilig; thi de havde ikke ventet, at jeg skulle have taget fra Kiøbenhavn om Natten. (Hand slaar Ild, tænder sin Pibe, og sætter Pibehovedet igiennem et Hull, som hand har paa sin Hat.) Saaledes kalder man at smøge Tobak studentikòs, det er en god Invention nok for een, der vil skrive og smøge tillige. (Sætter sig ned at læse.)

Scen. 2.

Montanus.Jacob.

JACOB
(kysser paa Haanden og flyer sin Broer.)

Velkommen hiem igien min Latinske Broer!

MONTANUS.

Det er mig kiært at see dig Jacob. Men hvad det Broerskab angaaer, saa er det noget, som var got i gamle Dage, men nu kand det ikke saa passe sig meer.

JACOB.

Hvi saa? est du ikke min Broer?

MONTANUS.

Det negter jeg ikke, Slyngel! at jeg jo er din Broer ved Fødselen. Men du maa vide, at du est endnu en Bonde-Dræng, og jeg en Philosophiæ Baccalaureus. Men hør, Jacob, hvordan lever min Kiæreste og min Svigerfar?

JACOB.

Ret vel, de vare her nylig, og spurte hvor snart Broer kom hiem.

MONTANUS.

Nu Broer igien. Jeg siger det ikke af Hoffærdighed Jacob! men det gaaer profecto ikke an.

222
JACOB.

Hvad skal jeg da kalde Broer?

MONTANUS.

Du skal kalde mig Monsieur Montanus; thi saa heeder jeg i Kiøbenhavn.

JACOB.

Kunde jeg kun komme det ihu. Var det ikke Monsieur Dromedarius.

MONTANUS.

Kandst du ikke høre? Jeg siger jo Monsieur Montanus.

JACOB.

Monsør Montanus, Monsør Montanus.

MONTANUS.

Ja det er ret; thi Montanus paa Latin er det samme som Berg paa Dansk.

JACOB.

Kand jeg da ikke ogsaa heede Monsør Jacob Montanus.

MONTANUS.

Naar du har gaaet saa længe i Skole som jeg, og udstaaet dine Examina, saa kandst du ogsaa give dig et Latinsk Navn. Men, saa længe som du est en Bonde-Dræng, maa du lade dig nøye med at heede slet og ret Jacob Berg. Men har du merket at min Kiæreste har længet efter mig?

JACOB.

Ja vist, hun har været meget u-taalmodig over, at du blev saa længe borte.

MONTANUS.

Du maa ey heller dutte mig, din Tølpel!

JACOB.

Jeg vilde sige Monsørens Kiæreste har været u-taalmodig, at du est bleven saa længe borte.

223
MONTANUS.

Ja nu er jeg kommen, Jacob, og det allene for hendes skyld; men jeg bliver her ikke ret gammel, thi saa snart vi har holdt Bryllup, tager jeg hende med mig til Kiøbenhavn.

JACOB.

Vil Monsøren da ikke tage mig med sig?

MONTANUS.

Hvad skulle du bestille der?

JACOB.

Jeg vilde see mig lidt om i Verden.

MONTANUS.

Jeg vilde ønske, at du var 6 à 7 Aar yngre, saa skulle jeg sætte dig i Latin-Skole, at du ogsaa kunde blive Student.

JACOB.

Ney det var ikke got.

MONTANUS.

Hvi saa?

JACOB.

Jo, saa ville vore Forældre komme reent til at betle.

MONTANUS.

Hør! hvilke Ord der kand ligge i den Knegt.

JACOB.

Ja, jeg er fuld af Indfald. Havde jeg studeret, var jeg bleven en Fandens Skielm.

MONTANUS.

Mig er sagt, at du har et got Hovet. Men hvad vilde du ellers bestille i Kiøbenhavn?

JACOB.

Jeg vilde saa gierne see det runde Taarn, og Klosteret hvor man giør Lærret.

224
MONTANUS.

Ha ha ha. Ney der bestilles andet paa Klosteret end at giøre Lærred. Men har min Svigerfar ellers saa mange Midler, som der siges?

JACOB.

Ja vist, Jeronimus er en riig Gubbe, hand ejer snart den tredie Deel af Byen.

MONTANUS.

Men har du hørt om hand agter at give nogen Udstyr med sin Datter?

JACOB.

Ja jeg troer nok, at hand styrer hende vel ud, besynderlig om hand faar høre Monsøren præke her engang udi Byen.

MONTANUS.

Det bliver intet af, jeg giør mig ikke saa gemeen at præke her paa Landet; jeg er ellers kun for at disputere.

JACOB.

Jeg meente, at det var meer at kunde præke?

MONTANUS.

Veedst du vel hvad det er at disputere?

JACOB.

Ja vist, jeg disputerer hver Dag her i Huset med Pigerne, men jeg vinder intet der ved.

MONTANUS.

Ja saadan slags Disputatzer har vi nok af

JACOB.

Hvad er det da Monsøren disputerer om?

MONTANUS.

Jeg disputerer om vigtige og lærde Sager, for Exempel: Om Englene ere skabte for Menniskene; om Jorden er rund eller oval; om Maane, Sool, og Stierner deres Størelse og Distance fra Jorden, og andet dislige.

225
JACOB.

Ney derom disputerer jeg ikke, thi det er noget, som gaaer mig ikke an; thi, naar jeg kun kand faa Folkene til at arbeide, maa de gierne sige for mig at Jorden er ottekantet.

MONTANUS.

O Animal brutum! Men hør Jacob: mon der ellers nogen har ladt min Kiæreste vide, at jeg er hiemkommen?

JACOB.

Ney jeg troer det ikke.

MONTANUS.

Saa er det best, at du springer hen til Hr. Jeronimus, for at lade dem saadant vide.

JACOB.

Ja det kand nok skee; men skal jeg ikke sige det til Lisbed først?

MONTANUS.

Lisbed, hvem er det?

JACOB.

Veedst du ikke det Broer, at din Fæstemøe heder Lisbed?

MONTANUS.

Har din Slyngel nu glemt alt hvad jeg nyligen har lært dig?

JACOB.

Du maa kalde mig Slyngel saa meget som du vil, saa er jeg dog din Broer.

MONTANUS.

Hvis du ikke holder din Mund, skal jeg profectò slaae dig med Bogen i Panden.

JACOB.

Det var ikke smukt, at kaste Bibelen efter Folk.

MONTANUS.

Det er ingen Bibel.

226
JACOB.

Jeg kiender saa mare nok Bibelen. Den Bog er jo stor nok til at være Bibelen. Jeg kand nok see, at det er hverken Evangeli-Bog eller Catechismus. Men hvad det er eller ikke, saa lader det ilde at kaste Bøger efter sin Broer.

MONTANUS.

Hold Munden Slyngel.

JACOB.

Saadan Slyngel, som jeg er, fortiener dog med mine Hænder til mine Forældre, de Penge, som du sætter til.

MONTANUS.

Hvis du ikke tier, skal jeg lemlæste dig. (Kaster Bogen paa ham.)

JACOB.

Au au au!

Scen. 3.

Jeppe.Nille.Montanus.Jacob.

JEPPE.

Hvad er her for Allarm?

JACOB.

Ach min Broer Rasmus slaaer mig.

NILLE.

Hvad vil det sige, hand slaaer dig vel ikke uden Aarsag.

MONTANUS.

Ney Moer, det er sant, hand kommer hid, og bruger en Mund mod mig, som jeg kunde være hans Jevnlige.

NILLE.

Hvilken Pokkers Skielm! skal du ikke bedre vide at respectere saadan lærd Mand, veedst du ikke, at hand er en Ære for vort heele 227 Huus. Min hierte Hr. Søn! I skal ikke regne ham det til, det er en uforstandig Tølpel.

MONTANUS.

Jeg sidder her og speculerer paa vigtige Sager, som denne Importunissimus og Audacissimus Juvenis kommer og hindrer mig udi, det er intet Børne-leeg at have med disse Transcendentalibus at bestille. Jeg vilde ikke det skulle have skeet for to Mark.

JEPPE.

Ach vær ikke vred min hierte Søn, det skal aldrig skee oftere. Jeg er saa bange Hr. Søn har forivret sig; de lærde Folk taaler ikke mange Stød. Jeg veed Per Degn ivrede sig engang, hand kunde ikke forvinde det i 3 Dage igien.

MONTANUS.

Per Degn, er hand lærd?

JEPPE.

Ja vist, saa længe jeg kand mindes, har vi ikke haft nogen Degn her i Byen, der har synget saa vel som hand.

MONTANUS.

Derfor kand hand være meget u-lærd.

JEPPE.

Hand præker ogsaa meget skiønt.

MONTANUS.

Derfor kand hand ogsaa være u-lærd.

NILLE.

Ach ney, Hr. Søn! hvorledes kand den være u-lærd, der præker vel?

MONTANUS.

Jo vist, Moorlille, alle u-lærde Folk præker vel; thi, saasom de ikke kand sammenskrive noget af deres egne Hoveder, saa bruge de laante Prækner, og lære uden ad brave Mænds Skrifter, som de undertiden ikke forstaar selv. Da derimod en lærd Mand ikke vil benytte sig af saadant, men vil sammenskrive af sit eget Hoved; troe 228 mig, at det er en almindelig Fejl her i Landet, at man dømmer Studenteres Lærdom alt for meget af deres Prækener. Men lad de Karle disputere som jeg; det er en Prøvesteen paa Lærdom. Jeg kand disputere paa got Latin om hvilken Materie det skal være; vil een sige, at dette Bord er en Lysestage, saa vil jeg forsvare det; vil een sige, at Kiød eller Brød er Straa, vil jeg og forsvare det, det har jeg giort mangen ærlig gang. Hør Farlille, vil I troe det, at den som drikker vel, er lyksalig?

JEPPE.

Jeg troer snarere, at hand er u-lyksalig; thi man kand drikke baade Forstand og Penge bort.

MONTANUS.

Jeg vil bevise, at hand er lyksalig. Qvicunqve bene bibit, bene dormit. Ney det er sant I forstaar ikke Latin, jeg maa sige det paa Dansk: Hvo som drikker vel, sover gierne vel, er det ikke sant?

JEPPE.

Det er sant nok, naar jeg har en halv Ruus, sover jeg som en Hest.

MONTANUS.

Hvo som sover vel synder ikke, er det ogsaa ikke sant?

JEPPE.

Ja det er sant nok, saa længe man sover, synder man ikke.

MONTANUS.

Den som synder ikke, er lyksalig.

JEPPE.

Det er og sant.

MONTANUS.

Ergo, den som drikker vel, er lyksalig. Morlille, jeg vil giøre jer til en Steen.

NILLE.

Ja Snak, det er end meere konstigt.

229
MONTANUS.

Nu skal I faa det at høre. En Steen kand ikke flyve.

NILLE.

Ney det er vist nok, undtagen man kaster den.

MONTANUS.

I kand ikke flyve.

NILLE.

Det er og sant.

MONTANUS.

Ergo, er Morlille en Steen?

(Nille græder.)
MONTANUS.

Hvorfor græder Moorlille?

NILLE.

Ach jeg er saa bange, at jeg blir til Steen, mine Been begynder alt at blive kolde.

MONTANUS.

Gif jer tilfreds Morlille, jeg skal strax giøre jer til Menniske igien. En Steen kand ikke tænke eller tale.

NILLE.

Det er sandt. Jeg veed ikke om hun kand tænke, men tale kand hun ikke.

MONTANUS.

Morlille kand tale.

NILLE.

Ja Gud skee Lof, som en stakkels Bonde-Kone kand jeg tale.

MONTANUS.

Got. Ergo er Morlille ingen Steen.

NILLE.

Ach det giorde got, nu kommer jeg mig igien. Der vil min Tro 230 sterke Hoveder til at studere. Jeg veed ikke hvor deres Hierne kand holde det ud. Jacob, du skal herefter gaae din Broer til Haande, du har ikke andet at bestille, fornemmer dine Forældre, at du giør ham nogen Fortræd, da skal du faa saa mange Hug, som dit Lif kand taale.

MONTANUS.

Moorlille, jeg vilde gierne venne ham af med den Vane at sige du til mig, det er dog ikke anstændigt for en Bonde-Dreng at dutte en lærd Mand jeg vilde gierne, at hand kaldte mig Monsieur.

JEPPE.

Hør du vel Jacob, naar du taler til din Broer herefter, skal du sige Moonsør.

MONTANUS.

Jeg vilde gierne Degnen blev budden hid i Dag, at jeg kunde forsøge, hvad hand duer til.

JEPPE.

Ja nok, det skal skee.

MONTANUS.

Jeg vil imidlertid hen at besøge min Kiæreste.

NILLE.

Men jeg er bange vi faar Regn, Jacob kand bære Kappen efter jer.

MONTANUS.

Jacob!

JACOB.

Ja Maansør.

MONTANUS.

Kom og bær Kappen efter mig, jeg vil lidt ud i Byen. (Jacob gaaer efter ham med Kappen.)

231

Scen. 4.

Jeppe.Nille.

JEPPE.

Har vi ikke Glæde for den Søn, Nille?

NILLE.

Jo vist, der er ingen Skilling u-nyttig spildt paa ham.

JEPPE.

Nu skal vi i Dag faa at høre hvad Degnen duer til; men jeg er bange, at hand ikke kommer, om hand hører, at Rasmus Berg er her. Vi har ikke fornøden at lade ham det vide. Vi vil ogsaa bede Ridefogeden hid, hand er nok saa god at komme, thi hand finder Smag i vort Øll.

NILLE.

Det er saa farligt Mand, at tractere Ridefogden, det slags Folk maa ikke vide vor Tilstand.

JEPPE.

Jo saamend maa hand saa, det er hver Mand her i Byen bekiendt, at vi ere formuende Folk; naar vi svarer vore Skatter og Landgilde, da kand Ridefogeden ikke rykke et Haar af vort Hoved.

NILLE.

Ach hierte Mand, mon det skulde være for silde, at lade Jacob ogsaa studere? tænk engang, om hand kunde blive saadan lærd Kaal, som hans Broer, hvilken Glæde vilde det være for deres gamle Forældre.

JEPPE.

Ney Kone! det er nok med den eene, vi maa jo have een hiemme, som kand gaae os til Haande, og giøre vort Arbeide.

NILLE.

Ach ved saadant Arbeide kand ikke fortienes meer end af Haanden i Munden. Rasmus Berg, som har studeret, kand ved sin Hierne udrette meere vor Huus til Nytte i en Time, end den anden i et Aar.

232
JEPPE.

Det maa ikke hielpe, Moorlille, vor Agger maa dyrkes, og vor Avling fortsættes, vi kand aldeles ikke undvære Jacob. See der kommer hand tilbage.

Scen. 5.

Jacob.Jeppe.Nille.

JACOB.

Ha, ha ha ha ha ha. Min Broer maa vel være en meget lærd Mand, men ogsaa en stor Taasse.

NILLE.

Din vanartige Skielm! kalder du din Broer en Taasse?

JACOB.

Jeg veed ikke hvad jeg skal kalde saadant, Moorlille; det regner saa det helder ned, og hand lar mig gaae med Kappen paa Armen efter sig.

JEPPE.

Kunde du da ikke have været saa artig at have sagt, Maansør det regner, vil ikke Maansør tage Kappen paa.

JACOB.

Mig synes det var meget underligt Fallille, at jeg skulle sige til den Person, som Forældre har kosted saa mange Penge paa, at lære Viisdom og Artighed, naar der falder saadan Regn paa ham, at hand blir vaad indtil Skiorten: Det regner Monsør, vil hand ikke tage Kappen paa. Hand havde jo ikke fornøden min Varsel, Regnen kunde jo nok vare ham derom.

JEPPE.

Gik du da og bar Kappen den heele Vej paa Armen?

JACOB.

Ney mare giorde jeg ikke, jeg svøbte mig smukt i Kappen, og derfor er mine Klæder gandske tørre. Det forstod jeg bedre, 233 endskiønt jeg ikke har sat saa mange Penge til paa at lære Viisdom. Jeg begreb strax det, endskiønt jeg kiender ikke en Latine Bogstav.

JEPPE.

Din Broer har gaaet i Tanker, som grundlærde Folk gierne plejer.

JACOB.

Ha ha, Drolen splide saadan Lærdom.

JEPPE.

Ti stille din Slyngel, eller du skal faa skam paa din Mund. Hvad vil det sige om din Broer gaaer saaledes i Tanker iblant, naar hand i mange andre Ting kand lade see sin Viisdom, og Frugten af sine Studeringer.

JACOB.

Frugten af sine Studeringer? Jeg skal fortælle videre, hvor det gik til paa vor Reise, da vi kom til Jeronimuses Port, gik hand lige til den Side som Port-Hunden stod, som havde calfatred hans lærde Been, hvis jeg ikke havde trækket ham til den anden Side; thi Porthunde seer ingen Personer an, de skiær alle Folk over en Kam, som de ikke kiender, og bider i fleng hvilke Been de faar fat paa, enten de ere Latinske eller Græske. Da vi kom ind i Gaarden, gaaer Maansør Rasmus Berg ind i Stolden i Tanker, og raabte: Hey, er Jeronimus hiemme; men Kiøerne vendte alle Rumpen til ham, og ingen vilde svare et Ord. Jeg er vis paa, om nogen af dem havde kundet tale, de ville have sagt: hvilken forbandet Taasse maa denne Kaal ikke være.

NILLE.

Ach min hierte Mand taaler du, at hand bruger saadan Mund?

JEPPE.

Jacob! du skal faa en U-lykke, dersom du taler saaledes meer.

JACOB.

Fallille burdte heller takke mig, som hjalp ham til rette og bragte ham af Stolden ind i Stuen. Vil nu Fallille kun eftertænke, hvor det vilde gaae til, om saadan Kaal skulle giøre en lang Reise alleene; thi 234 jeg er vis paa, at om jeg ikke havde været med ham, havde hand endnu staaet i Stolden, og kaaget Klørene i Rumpen af lutter Lærdom.

JEPPE.

Ej saa skal du og faa en U-lykke paa din kaade Mund. (Jacob løber, og Jeppe efter ham.)

NILLE.

Hvilken forbandet Skielm. Jeg har haft Bud efter Fogden og Degnen, at min Søn kand have nogen at disputere med, naar hand kommer tilbage.

Act. III.

Scen. 1.

Nille.Montanus.Jeppe.

NILLE.

Min Søn Montanus blir noget længe borte; jeg vilde ønske, at hand kom hiem førend Fogeden gaaer fra os, thi hand har stor Lyst at tale med ham, og er curiøsk for at spørge ham om et og andet, som - - - - Men der seer jeg ham komme. Velkommen tilbage min kiære Søn! den gode Jeronimus blev vel ikke lidet glad ved at see Hr. Søn ved god Helbred efter saa lang Fraværelse?

MONTANUS.

Jeg har ikke talt hverken med Jeronimus eller hans Datter, formedelst denne Knegt som jeg falt i Disput med.

NILLE.

Hvad var det for en Karl, det var maa skee Skolemesteren?

MONTANUS.

Ney det var en fremmed Person, som reiser her fra i Dag. Jeg kiender ham nok, skiønt jeg ingen Omgiængelse har haft med ham 235 i Kiøbenhavn. Jeg kand ærgre mig ihiel over de Folk som bilder sig ind at have opsluged all Viisdom, og dog ere Idioter. Jeg skal sige Moorlille hvor i det bestaar: Knegten har været et par gange Ordinarius Opponens; der i bestaar alle hans Merita. Men hvorledes forrettede hand sine Partes? misere & hæsitanter absqve methodo. Da Præses engang distingverede inter rem & modum rei, spurdte hand qvid hoc est. Slyngel det skulle du have lærdt, anteqvam in arenam descendis. Qvid hoc est? qvæ bruta? En Karl der ignorerer distinctiones Cardinales, og vil disputere publice.

NILLE.

Ej Hr. Søn skal ikke legge saadant paa Hiertet. Jeg kand høre af det I fortæller, at det maa være en Nar.

MONTANUS.

En Ignorant.

NILLE.

Det er intet vissere.

MONTANUS.

En Idiot.

NILLE.

Jeg kand ikke merke andet.

MONTANUS.

Et qvidem plane hospes in philosophia. Lad den Hund legge det fra sig, som hand begik udi saa mange brave Folkes Nærværelse.

NILLE.

Lod hand noget gaae? derpaa skal man kiende et Svin.

MONTANUS.

Ney Moorlille, hand giorde det, som verre er, hand confunderede offentlig materiam cum forma.

NILLE.

Hand burde faa en U-lykke.

MONTANUS.

Vil den Karl indbilde sig at kunde disputere?

236
NILLE.

Hand maatte kunde Fanden.

MONTANUS.

Ikke at tale om den Fejl hand begik udi sit Proemie, da hand sagde Lectissimi & Doctissimi Auditores.

NILLE.

Hvilken Nar det maa være.

MONTANUS.

Sætter mig Lectissimus for Doctissimus, da dog Lectissimus er et Prædicat man kand give en Deposituro.

JEPPE.

Men fik min Søn da ikke tale med Jeronimus?

MONTANUS.

Ney! ret som jeg vilde gaae ind i Stuen, saae jeg den Karl gaaende forbi Porten, og som vi kiendte hinanden, gik jeg hen at hilse ham, hvorpaa vi strax kom i Snak om lærde Sager, og endelig i Disput, saa jeg maatte sætte min Besøgelse op.

JEPPE.

Jeg er saa bange, at Monsieur Jeronimus tar det ilde op, naar hand hører at min Søn har været i Gaarden, men gaaet bort uden at tale med ham.

MONTANUS.

Ja jeg kand ikke hielpe det. Naar een griber Philosophien an, saa griber hand mig an paa min Ære. Jeg holder vel af Mademoiselle Lisbed, men min Metaphysica, min Logica har Prioritet.

NILLE.

Ach min hierte Søn, hvad hører jeg? har du forloved dig med to andre Piger i Kiøbenhavn? det kand blive en forbandet Sag for Capitels Retten.

MONTANUS.

I forstaar mig ikke; det er ikke saa meent. Det er ikke Piger, men tvende Videnskaber.

237
NILLE.

Ja det er andet. Men der kommer Ridefogeden, vær nu ikke vred længer.

MONTANUS.

Ham kand jeg ikke blive vred paa; det er en eenfoldig ulærd Mand, som jeg ikke kand komme i nogen Disput med.

Scen. 2.

Jeppe.Nille.Montanus.Jesper.

JESPER.

Serviteur Monsieur! jeg gratulerer Ankomsten.

MONTANUS.

Jeg takker Hr. Ridefoget.

JESPER.

Det er mig kiært, at vi har faat saadan lærd Mand her i Byen. Det har vel kosted ham mangen Hoved-bryden, førend hand er kommen saa vit. Jeg ønsker jer ogsaa til Lykke Jeppe Berg med jer Søn! nu har I faat Glæde paa jer gamle Alder.

JEPPE.

Ja det er sandt.

JESPER.

Men hør min kiære Monsieur Rasmus, jeg vilde spørge ham om noget.

MONTANUS.

Mit Navn er Montanus.

JESPER
(sagte til Jeppe.)

Montanus, er det Rasmus paa Latin?

JEPPE.

Ja det maa saa være.

238
JESPER.

Hør min kiære Monsieur Montanus Berg! jeg har hørt at lærde Folk skal have saa underlige Meeninger. Er det sandt, at man holder for i Kiøbenhavn, at Jorden er rund? her paa Bierget vil ingen troe det; thi hvor kand det være, efterdi Jorden synes jo gandske flack.

MONTANUS.

Det kommer deraf, at Jorden er saa stor, at man ikke kand merke dens Rundhed.

JESPER.

Ja det er sandt, Jorden er stor, det er fast den halve Deel af Verden. Men hør Monsieur! hvor mange Stierner vilde der vel til at giøre en Maane?

MONTANUS.

En Maane! Maanen er mod en Stierne ligesom Pebling Søen mod heele Siælland.

JESPER.

Ha ha ha ha, de lærde Folk ere aldrig rigtige i Hovedet. Jeg har min Troe hørt dem, der siger, at Jorden løber, og Solen staar stille. Monsieur troer vel ikke det ogsaa?

MONTANUS.

Ingen fornuftig Mand tviler meer derom.

JESPER.

Ha ha ha, skulle Jorden løbe, maatte vi jo falde iblant og slaae Halsen i stykker.

MONTANUS.

Kand ikke et Skib løbe med jer uden at I slaar Halsen i tu?

JESPER.

Men I siger jo at Jorden løber omkring, skulle nu Skibet vende sig om, falt da Folkene ikke udi Søen?

MONTANUS.

Ney, jeg skal forklare jer det tydeligere, hvis I vil have Taalmodighed.

239
JESPER.

Jeg vil min Troe intet høre derom! jeg maatte jo være gall, om jeg troede saadant, Jorden skulle velte sig om, og vi skulle ikke falde hovedkulds Fanden i vold ned i Afgrunden, ha ha ha; men min kiære Monsieur Berg, hvoraf kommer det, at Maanen er undertiden saa liden, undertiden saa stor?

MONTANUS.

Om jeg nu siger jer det, vil I dog ikke troe det.

JESPER.

Ach vær saa god og siig mig det.

MONTANUS.

Det kommer deraf, at naar Maanen er voxen til, klipper man stykker af den for at giøre Stierner af.

JESPER.

Det er min Troe curiøskt, jeg vidste det min Troe ikke tilforn. Dersom man klippede ikke Stykker af den, vilde den voxe alt for stor, og blive saa bred som heele Sælland. Naturen regiærer dog alting meget viseligen; men hvoraf kommer det at Maanen varmer ikke saa vel som Solen, da den dog er ligesaa stor?

MONTANUS.

Det kommer deraf, at Maanen er intet Lys, men af samme mørke Materie som Jorden, der laaner sit Lys og Skin af Solen.

JESPER.

Ha ha ha ha ha ha; lad os tale om noget andet, det er noget forstyrret Tøy, man kand blive Catolsk i Hovedet deraf.

Scen. 3.

Jeppe.Montanus.Jesper. Per Degn.Nille.

JEPPE.

Velkommen Per! hvor got Folk er, kommer got Folk efter. Der seer I min Søn, som er nylig kommen hiem. 240 PER. Velkommen her Monsieur Rasmus Berg.

MONTANUS.

I Kiøbenhavn er jeg vant til at heede Montanus; jeg beder I vil kalde mig ligeledes.

PER.

Ja sommend, det kand komme mig paa et ud. Hvorledes staar ellers til i Kiøbenhavn, deponerede der mange i Aar?

MONTANUS.

Som der plejer.

PER.

Blev der nogen rejicered i Aar?

MONTANUS.

To à tre conditionaliter.

PER.

Hvem er Imprimatur i Aar?

MONTANUS.

Hvad vil det sige?

PER.

Jeg meener hvem er Imprimatur til Vers og Bøger, som gaaer i Trykken?

MONTANUS.

Skal det være Latin?

PER.

Ja i min Tid var det got Latin.

MONTANUS.

Var det da got Latin, saa maa det endnu være ligeledes. Men det har aldrig været Latin i den Meening, som I vil have det.

PER.

Jo min Troe er det got Latin.

241
MONTANUS.

Skal det da være et Nomen eller et Verbum?

PER.

Det er et Nomen.

JESPER.

Det er ret Per, svar kun brav for jer.

MONTANUS.

Cujus declinationis er da Imprimatur?

PER.

Alle de Ord, som nævnes kand, henføres til 8 Ting, som er Nomen, Pronomen, Verbum, Principium, Conjugatio, Declinatio, Interjectio.

JESPER.

Jo jo, hør kun til Per, naar hand vil ryste sine Ærmer. Det er ret, klem kun paa ham.

MONTANUS.

Hand svarer intet til det jeg spør ham, hvad har Imprimatur i Genitivo?

PER.

Nominativus Ala, Genitivus Alæ, Dativus Alo, Vocativus Alo, Ablativus Ala.

JESPER.

Jo, jo, Monsieur Montanus, vi har sommend ogsaa Folk her paa Bierget.

PER.

Det skulle jeg ogsaa meene; der deponerede min Troe andre Karle i min Tid, end nu omstunder; det var Karle, som lode sig rage to gange om Ugen, og kunde alle scandere alle slags Vers.

MONTANUS.

Det er en mægtig Sag, saadant kand man nu giøre udi anden Lectie. Nu omstunder deponerer Karle fra Kiøbenhavns Skole, som kand giøre Hebraiske og Chaldaiske Vers.

242
PER.

Saa maa de ikke kunde meget Latin da?

MONTANUS.

Latin! om I kom i Skolen nu, kunde I ikke komme høyere end i Sinke-Lectien.

JESPER.

Siig ikke det Montanus, Degnen er min Troe en brav studeret Mand, det har jeg hørt baade Herredtzfogeden og Amtsforvalteren sige.

MONTANUS.

Maa skee de forstaa ligesaa lidet Latin, som hand.

JESPER.

Jeg hører dog, hand svarer brav for sig.

MONTANUS.

Hand svarer jo ikke til det jeg spør ham om. E qva Schola demissus es mi Domine?

PER.

Adjectivum & Substantivum, genere, numero & Caseo conveniunt.

JESPER.

Hand maaler ham min Troe Skieppen fuld; ret Per, vi skal min Troe drikke en Pæl Brændeviin sammen.

MONTANUS.

Dersom Hr. Foged vidste, hvad hand svarede, skulle hand lee sin Mave i tu. Jeg spør ham, fra hvilken Skole hand har deponered, hand svarer noget andet hen i Taaget.

PER.

Tunc tua res agitur, Paries cum proximus ardet.

JESPER.

Jo, jo, nu vil hun min Troe ret gaae an, svarer I nu dertil.

MONTANUS.

Jeg kand ikke svare dertil, det er lutter Pølse-Snak. Lad os tale 243 Dansk sammen, som de andre kand forstaa, saa skal man strax faa at høre, hvilken Karl det er. (Nille græder.)

JESPER.

Hvorfor græder I Bestemoor?

NILLE.

Jeg har saa ont deraf, at min Søn skal give sig tabt i Latinen.

JESPER.

Ach Bestemoer! det er jo ingen Under. Per er jo ogsaa meget ældre, end hand, det er jo ingen Under. Lad dem nu tale Dansk da, som vi alle forstaa.

PER.

Ja nok, jeg er parat til hvilken af Deelene hand vil. Vi vil give hinanden nogle Spørgsmaal; for Exempel, hvem var det, som skreg saa høyt, at man kunde høre ham over den heele Verden?

MONTANUS.

Jeg veed ingen, som skriger stærkere, end Esle og Landsby-Degne.

PER.

Snak! kand man høre dem over heele Verden? Det var et Asen i Noæ Arck; thi heele Verden var i Arcken.

JESPER.

Ha, ha, ha, det er min Troe sandt, ha ha ha, der sidder et forslagen Hoved paa den Per Degn.

PER.

Hvem slog den 4de Deel af Verden ihiel?

MONTANUS.

Ej jeg svarer ikke til slige grove Spørsmaal.

PER.

Det var Cain, som slog sin Broder Abel ihiel.

244
MONTANUS.

Beviis, at der var ikke meer end fire Mennisker da til.

PER.

Beviis I, at der var fleere.

MONTANUS.

Det giøres ikke fornøden; thi affirmanti incumbit probatio, forstaar I det?

PER.

Ja vist. Omnia conando docilis solertia vincit, forstaar I det?

MONTANUS.

Jeg er ikke klogere, som staar her og disputerer med en Sinke. I vil disputere, og kand hverken Latin eller Dansk, langt mindre veed, hvad Logica er. Lad høre engang, qvid est Logica?

PER.

Post molestam senectutam, post molestam senectutam nos habebat humus.

MONTANUS.

Vil din Slyngel fixere mig, (faar ham i Haaret, de slaaes, Degnen echaperer, og raaber, Sinke, Sinke.) (De gaaer alle ud, foruden Fogden.)

Scen. 4.

Jesper.Jeronimus.

JERONIMUS.

Hans Tiener Hr. Foged! skal jeg finde ham her? jeg kommer at see min tilkommen Svigersøn Rasmus Berg.

JESPER.

Nu kommer hand strax, det var Skade, at I ikke kom en halv Time tilforn, saa skulle I have hørt ham og Degnen disputere sammen.

245
JERONIMUS.

Hvorledes løb det af?

JESPER.

Skam faae Per Degn, hand er slemmere end jeg havde tænkt; jeg merker nok, at hand ikke har glemt noget, hverken af sin Latin eller Hebraisk.

JERONIMUS.

Jeg troer det nok, thi hand har vel ingen tid vidst meget deraf.

JESPER.

Siig ikke det Monsieur Jeronimus! der sidder en forbandet Mund paa ham. Det er virkelig en Lyst, at høre den Mand snakke Latin.

JERONIMUS.

Det er meer, end som jeg havde ventet. Men hvordan seer min Svigersøn ud?

JESPER.

Hand seer forbandet lærd ud; I skulde neppe kiende ham igien. Hand har ogsaa et andet Navn.

JERONIMUS.

Et andet Navn! hvad heeder hand da?

JESPER.

Hand kalder sig Montanus, hvilket skal være det samme, som Rasmus paa Latin.

JERONIMUS.

Ej fy, det er hæsligt. Jeg har kiendt mange, der saaledes har forandret deres Christne Navne, men det har aldrig gaaet dem vel i Verden. Jeg kiendte een for nogle Aar, der var døbt Peer, og vilde siden fornye sin Myndt, da hand var bleven til noget, og lod sig kalde Peiter. Men den Peiter kom ham dyr nok at staae; thi hand brød sit Been, og døde i stor Ælendighed. Vor Herre taaler ikke saadant Hr. Foged.

246
JESPER.

Det kand være med Navnet, hvad det være vil, men det staar mig aldeles ikke an, at hand har saa selsomme Meeninger udi Troen.

JERONIMUS.

Hvad har hand da for Meeninger?

JESPER.

Ej det er forskrækkeligt! Haarene reiser sig paa Hovedet, naar jeg tænker derpaa. Jeg kand ikke erindre alt hvad jeg hørdte; men det veed jeg, at hand blant andet sagde, at Jorden var rund. Hvad kand jeg kalde saadant Monsieur Jeronimus? det er jo ikke andet end at kuldkaste all Reglion, og føre Folk af Troen. En Hedning kand jo ikke tale verre.

JERONIMUS.

Hand maa kun have sagt det af Skiemt.

JESPER.

Det er noget groft at skiemte saaledes. See der kommer hand selv.

Scen. 5.

Montanus.Jeronimus.Jesper.

MONTANUS.

Velkommen min kiære Svigerfar. Det er mig kiært, at see ham ved god Helbred.

JERONIMUS.

Helbreden kand ikke være synderlig hos Folk af min Alder.

MONTANUS.

I seer dog hiertelig vel ud.

JERONIMUS.

Synes jer det?

247
MONTANUS.

Hvordan lever Jomfru Lisbed?

JERONIMUS.

Vel nok.

MONTANUS.

Men hvad er paa færde? mig synes min kiære Svigerfar, at I svarer mig saa koldsindig.

JERONIMUS.

Jeg har vel ikke Aarsag til andet.

MONTANUS.

Hvad ont har jeg da giort?

JERONIMUS.

Mig er sagt, at I har saadanne egne Meeninger; Folk skulle jo tænke, at I var gall eller catolsk i Hovedet; thi hvorledes kand et fornuftigt Menniske falde til den Daarlighed, at sige Jorden er rund?

MONTANUS.

Ja profectò er hun rundjeg maa sige det, som Sanden er.

JERONIMUS.

Det maa være Pokker ikke sanden, saadant kand u-mueligt andet end komme fra Fanden, som er Løgnens Fader. Jeg er vis paa, at der er ikke et Menniske her i Byen, der jo fordømmer saadan Meening; spør kun Fogden, som er en fornuftig Mand, om hand ikke er af samme Meening med mig.

JESPER.

Det kand endelig komme mig paa et ud, enten hun er lang eller rund; men jeg maa troe mine egne Øyne, som viser mig, at Jorden er flak som en Pandekage.

MONTANUS.

Det kand ogsaa komme mig paa et ud, hvad Tanke Fogden eller de andre her i Byen har der om, men det veed jeg, at Jorden er rund.

248
JERONIMUS.

Hun er Pokker ikke rund. Jeg troer I er gall. I har jo Øyen i Hovedet saa vel som andre Mennisker.

MONTANUS.

Det er jo bekiendt, min kiære Svigerfar, at der boer Folk lige under os, som vender deres Fødder mod vore.

JESPER.

Ha, ha ha, hi hi hi, ha ha ha.

JERONIMUS.

Ja Fogden maa nok lee; thi hand har virkelig en Skrue løs i Hovedet. Forsøg I kun at gaae her under Taget, og vend Hovedet ned, og see saa til hvorledes det vil løbe af.

MONTANUS.

Det er en gandske anden Sag, Svigerfar! thi - - -

JERONIMUS.

Jeg vil aldeles ikke være jer Svigerfar. Jeg har min Datter kiærere, end at jeg skulle give hende saaledes bort.

MONTANUS.

Jeg har jer Datter saa kiær, som min egen Siæl, det er vist, men at jeg skulle kuldkaste Philosophien for hendes skyld, og drive min Forstand i Landflygtighed, det er meer end I kand begiære.

JERONIMUS.

Ha ha, jeg hører, at I har anden Kiærlighed i Hovedet. I maa gierne beholde jer Lucie eller Sophie. Jeg skal saamend ikke nøde min Datter paa jer.

MONTANUS.

I forstaar mig ikke ret, Philosophien er ikke andet, end en Videnskab, som har aabned Øynene paa mig, saa vel herudi, som udi andet.

JERONIMUS.

Den har snarere forblindet baade Øyene og Forstanden. Hvormed kand I giøre saadant got?

249
MONTANUS.

Det er noget, som er ufornødent at bevise. Ingen lærde Folk tviler meer der om.

JESPER.

Da tilstaar min Troe aldrig Per Degn jer saadant.

MONTANUS.

Per Degn! ja det er en fæd Karl. Jeg er daarlig, at jeg staar her og taler om Philosophie med jer. Men for at fornøye Monsieur Jeronimus, vil jeg dog fremføre et par Beviis, nemlig, først, af reisende Folk, hvilke, naar de komme et par 1000 Mile herfra, har de Dag, naar vi har Nat, seer anden Himmel, andre Stierner.

JERONIMUS.

Er I gall, er der meer end en Himmel, og en Jord?

JESPER.

Jo Monsieur Jeronimus, der er 12 Himle, den eene høyere end den anden, indtil man kommer til Chrystal Himmelen, derudi har hand saa vit ræt.

MONTANUS.

Ach qvantæ tenebræ!

JERONIMUS.

Da har jeg i min Ungdom 16 gange været til Kiiler Omslag, men saa sant som jeg er en ærlig Mand, om jeg har seet nogen anden Himmel, end den vi her have.

MONTANUS.

I maa reise 16 gange saa langt, Domine Jeronyme, førend I kand merke saadant; thi - - -

JERONIMUS.

Holt op med den Snak, den har ingensteds hiemme. Lad os høre den anden Beviis.

MONTANUS.

Den anden Beviis tages af Solens og Maanens Formørkelse.

250
JESPER.

Ney hør nu engang! nu blir hand reent gall.

MONTANUS.

Hvad meener I vel at Formørkelse er?

JESPER.

Formørkelser ere visse Tegn, som sættes paa Solen og Maanen, naar der skal skee nogen Ulykke paa Jorden; hvilket jeg kand bevise af egne Exempler, saaledes: da min Hustrue foer ilde for 3 Aar siden, og da min Datter Giertrud døde, var der begge gange Formørkelse tilforn.

MONTANUS.

Ach jeg maa blive gall over saadan Snak.

JERONIMUS.

Fogden har ret, thi der skeer aldrig Formørkelse, uden den har noget at betyde. Da sidste Formørkelse skeede, syntes alting at være vel, men det varede ikke længe; thi 14 Dage derefter fik vi Tidende fra Kiøbenhavn, at der var paa engang 6 rejicered til Attestatz, alle fornemme Personer, og blant dem 2 Provste Sønner. Hører man ikke ont paa et Stæd, efter en saadan Formørkelse, saa faar man det vist nok at høre paa et andet Stæd.

MONTANUS.

Det er vist nok! thi der gaaer aldrig nogen Dag forbi, der skeer jo nogen Ulykke i Verden. Men hvad disse Personer er angaaende, da har de ikke behov at skylde paa Formørkelse, thi havde de læsed bedre over, havde de nok gaaet fri.

JERONIMUS.

Hvad er da Formørkelse i Maanen?

MONTANUS.

Det er ikke andet, end Jordens Skygge, som betar Maanen Solens Skin; og saasom Skyggen er rund, saa sees deraf at Jorden er rund iligemaade. Det gaaer altsammen naturlig viis til, thi man kand udregne Formørkelser, og derfor er det Giækkeri at sige, at saadant er foregaaende Tegn for Ulykke.

251
JERONIMUS.

Ach Hr. Foged! jeg faar ont. I en ulyksalig Tid lod jere Forældre jer studere.

JESPER.

Ja hand er noget nær ved at blive Atheist. Jeg maa have Per Degn i færd med ham igien. Det er en Mand, som taler med Eftertryk. Hand skal nok overbevise jer, enten I vil paa Latin eller Grædsk, at Jorden (Gud skee Lof) er saa flack, som min Haand. Men der kommer Madame Jeronimuses med hendes Datter.

Scen. 6.

Magdelone.Lisbed.Jeronimus.Montanus og Jesper.

MAGDELONE.

Ach min hierte Svigersøn! det er mig en Glæde, at see jer kommen tilbage med god Helbred.

LISBED.

Ach min Hierte lad mig omfavne dig.

JERONIMUS.

Sagt, sagt, mit Barn, ikke saa ivrig.

LISBED.

Maa jeg ikke omfavne min Kiæreste, som jeg ikke har seet i nogle Aar?

JERONIMUS.

Bliv fra ham, siger jeg dig, du faar ellers hug.

LISBED

grædende. Jeg veed jo, at der er giort offentlig Forlovelse imellem os?

JERONIMUS.

Det er rigtig nok, men der er kommen nogen Urigtighed i den Sag siden. (Lisbed græder.)

252
JERONIMUS.

Du skal vide mit Barn, at da hand blev forloved med dig, var hand et skikkeligt Menniske, og en god Christen; men nu er hand en Kiættere og Sværmere, som fortiener heller at indføres i et Litanie, end udi Svogerskab med os.

LISBED.

Er det ikke andet min hierte Far, saa skal vi nok komme til rette.

JERONIMUS.

Bliv fra ham, siger jeg.

MAGDELONE.

Hvad vil dette sige Hr. Foged?

JESPER.

Det er galt nok Madam! hand fører falsk Lærdom her ind i Byen, siger at Jorden er rund, og andet deslige, som jeg blues ved at tale om.

JERONIMUS.

Synes jer ikke, at de gode gamle Forældre er at beklage, der har kosted saa mange Penge paa ham?

MAGDELONE.

Ej! ikke andet! hvis hand har Kiærlighed til vor Daatter, saa staar hand nok fra sin Meening, og siger, at Jorden er flack for hendes skyld.

LISBED.

Ach min Hierte siig for min skyld, at den er flack.

MONTANUS.

Jeg kand ikke føye jer deri, saa længe som jeg har min fulde Fornuft. Jeg kand jo ikke give Jorden anden Skikkelse, end den af Naturen har. Jeg vil sige og giøre for jer skyld, alt hvad mig mueligt er, men jeg kand ingenlunde føye jer her udi; thi skulle mine Ordens Brødre faa at vide, at jeg havde statueret saadant, vilde jeg af dem holdes for en Nar, og blive foragtet; tilmed staar vi lærde Folk aldrig fra vore Meeninger, men forsvarer hvad vi engang har sagt til den yderste Draabe af vor Bleckhorn.

253
MAGDELONE.

Hør Mand, jeg finder dette aldeles ikke af den Vigtighed, at vi derfor skulle ophæve Partiet.

JERONIMUS.

Og jeg skulle formedelst saadant søge Skilsmisse mellem dem, om de end vare virkeligen gifte.

MAGDELONE.

Jeg vil min troe ogsaa have noget at sige herudi; thi er hun jer Daatter, saa er hun ogsaa min.

LISBED

(grædende.) Ach min Hierte! siig dog at den er flack.

MONTANUS.

Jeg kand profecto ikke.

JERONIMUS.

Hør Kone, du maa vide, at jeg er Mand i Huset, og at jeg er hendes Far.

MAGDELONE.

Du maa ogsaa vide, at jeg er Kone i Huset, og at jeg er hendes Moer.

JERONIMUS.

Jeg meener at en Far er altid meer end en Moer.

MAGDELONE.

Og jeg meener ney; thi at jeg er hendes Moer, derom kand ingen tvile; men om I - - - ja jeg vil ikke sige meer, thi jeg ivrer mig.

LISBED
(grædende)

Ach min Hierte! kand I ikke dog sagte for min skyld sige, at den er flack.

MONTANUS.

Jeg kand ikke min Dukke; nam contra naturam est.

254
JERONIMUS.

Hvad vil du sige dermed, min Kone? er jeg ikke hendes Far, saa vel som du er hendes Moer. Hør Lisbed, er jeg ikke din Far?

LISBED.

Jeg troer jo, thi min Moer siger det. Jeg troer, at I er min Far, men jeg veed, at hun er min Moer.

JERONIMUS.

Hvad synes jer om den Snak Hr. Foged?

JESPER.

Jeg kand ikke sige at Mammesellen har uret deri; thi - - -

JERONIMUS.

Det er nok, kom lad os gaae. Vær forsikred om min gode Rasmus Berg, at I aldrig faar min Daatter, saa længe I blir i jere Vildfarelser.

LISBED

(grædende.) Ach min Hierte siig dog, at den er flack.

JERONIMUS.

Fort, fort paa Dør. (De Fremmede gaae alle bort.)

Act. IV

Scen. 1.

MONTANUS

(alleene.) Her har jeg været plaget en heel Time med mine Sviger-Forældre, som med Suk og Graad vil bevæge mig at staa fra min Meening; men de kiender ikke Erasmum Montanum ret. Ikke om jeg kunde blive Keiser, vilde jeg staa fra det jeg engang har sagt. Jeg elsker Mademoiselle Elisabet, det er sant; men at jeg for hendes skyld opoffrer Philosophien, og staar fra det, jeg engang offentlig 255 har sustinered, det skeer aldrig. Jeg haaber dog, at det skal blive got, og at jeg skal faa min Kiæreste uden min Reputations Fortabelse; thi, naar jeg faar Lejlighed at tale med Jeronimus, skal jeg saa tydelig bevise ham sine Vildfarelser, at hand skal finde sig deri. Men der seer jeg Degnen og Ridefogden komme fra mine Forældre.

Scen. 2.

Jesper.Per.Montanus.

JESPER.

Min kiære Monsieur Montanus, vi har haft et sterkt Arbeid i Dag for jer skyld.

MONTANUS.

Hvad er det?

JESPER.

Vi have løbet imellem jere Forældre og Svigerforældre for at megle en Fred.

MONTANUS.

Ja hvad har I da udrettet? vil min Svigerfar lade sig sige?

JESPER.

De sidste Ord hand sagde til os, var disse: Der har aldrig været noget Kiætterj i vor Familie. Hils kun Rasmus Berg (jeg siger kun lige hans Ord, thi hand sagde ikke Montanus Berg engang) hils kun Rasmus Berg sagde han, og siig ham, at jeg og min Hustru ere begge skikkelige, og Gudfrygtige Folk, som heller vrider Halsen om paa vor Datter, end giver hende til een, der siger at Jorden er rund, og fører falsk Lærdom her ind i Byen.

PER.

Sandt at sige, saa har vi altid haft en reen Troe her paa Bierget, og Monsieur Jeronimus har ikke stor Uret derudi, at hand vil hæve op dette Svogerskab.

MONTANUS.

I got Folk! hilser Monsieur Jeronimus igien, og siig ham, at hand 256 giør synd derudi, at hand vil tvinge mig, at staa fra det, som jeg engang har sagt, hvilket er mod Leges Scholasticas, og Consvetudines Laudabiles.

PER.

Ej Dominus! vil I forlade jer smukke Kiæreste for saa ringe Ting. Alle Mennisker vil tale ilde derom.

MONTANUS.

Den gemeene Mand Vulgus vil tale ilde derom; men mine Commilitones, mine Kammerater vil løfte mig op til Skyerne for min Bestandighed.

PER.

Holder I det da for Synd, at sige Jorden er flack eller lang?

MONTANUS.

Ney det giør jeg ikke; men jeg holder det for en Skam og Vanære for mig, som er en Baccalaureus Philosophiæ at staa fra hvad jeg engang publicè har sustinered, og at giøre noget, som er Ordenen u-anstændigt; min Pligt er at see til, ne qvid detrimenti patiatur respublica Philosophica.

PER.

Men naar I kand overbevises, at det er falskt, som I troer, holder I det da for en Synd, at staa fra jer Meening?

MONTANUS.

Beviis mig at det er falskt, og det methodicè.

PER.

Det er mig en læt Sag. Her boer nu saa mange brave Folk her i Byen; først, jer Svigerfar, som har bragt sig frem allene ved Pennen; dernæst jeg u-værdig, som har været Degn udi 14ten samfulde Aar; siden denne gode Mand Ridefogeden, foruden Sognefogden, og adskillige andre brave boesiddende Mænd, der har svaret deres Skat og Landgilde baade udi onde og gode Tider.

MONTANUS.

Det vil blive en forbandet Syllogismus. Hvor vil vel all den Snak hen?

257
PER.

Nu kommer jeg strax til det jeg vil sige. Spør nu enhver af disse gode Mænd, som boer her i Byen, og hør om nogen skal holde med jer derudi, at Jorden er rund. Jeg veed, man maa jo troe meer hvad saa mange siger, end een alleene. Ergo har I uret?

MONTANUS.

I maa tage heele Biergets Folk hid, og lade dem opponere baade mod den Materie, og andre; jeg skal binde Munden paa dem alle. Slige Folk har ingen Troe; de maa troe hvad jeg og andre Folk siger.

PER.

Men om I vilde sige, at Maanen var af grøn Ost, skulle de ogsaa troe det?

MONTANUS.

Ja hvad andet? siig mig, hvad troer Folk her, at I er?

PER.

De troer, at jeg er en god ærlig Mand, og Degn her paa Stædet; hvilket er sant.

MONTANUS.

Og jeg siger det er Løgn. Jeg siger I er en Hane, og skal bevise det saa klart, som 2 og 3 er 5.

PER.

I skal bevise Dievelen. Hvad nu, er jeg en Hane? hvormed vil l giøre det got?

MONTANUS.

Kand I sige mig noget, som kand befri jer derfra?

PER.

Først kand jeg jo tale, en Hane kand ikke tale? Ergo, er jeg ikke en Hane?

MONTANUS.

Talen giør intet til Sagen. En Papegoie, en Stær kand og tale, derfor er de just ikke Mennisker.

258
PER.

Jeg kand bevise det af andet end af Talen. En Hane har ingen Menniskelig Forstand jeg har Menniskelig Forstand, ergo er jeg ingen Hane.

MONTANUS.

Proba minorem.

JESPER.

Ej tal Danske.

MONTANUS.

Jeg vil, at hand skal bevise sig at have Forstand som et Menniske.

PER.

Hør jeg forretter jo mit Embede u-paaklageligt.

MONTANUS.

Hvilke ere de fornemmeste Poster udi jer Embede, hvoraf I beviser en Menniskelig Forstand?

PER.

1.) Forsømmer jeg aldrig at ringe til Messe paa bestemte Tider.

MONTANUS.

En Hane forsømmer ey heller at gale og give Tiderne tilkiende, og advare Folk, naar de skal staa op.

PER.

2.) Synger jeg saa vel, som nogen Degn udi heele Siælland.

MONTANUS.

Vor Hane galer og saa vel som nogen Hane udi Siælland.

PER.

Jeg kand støbe Voxlys, det kand ingen Hane giøre.

MONTANUS.

En Hane derimod kand giøre Eg, hvilket I ikke kand giøre; seer I da vel, at I af Forstand udi jer Embede ikke kand bevise, at I er bedre end en Hane. See ogsaa i kort Begreb, hvilken Eenstemmelse, der er imellem jer og en Hane. En Hane har en Kam i Hovedet, I 259 bær ogsaa Takker udi Panden; en Hane galer, I galer ogsaa; en Hane giør sig til af sin Røst, og bryster sig, I ligeledes; en Hane varer ad, naar det er Tid at raabe, I, naar det er Tid at gaae i Messe. Ergo er I en Hane? Har I ellers noget, at sige? (Per Degn græder.)

JESPER.

Ej græd ikke Per, hvad vil I agte saadant?

PER.

Det er, gid jeg faar en Ulykke, lutter Løgn. Jeg kand skaffe Attester fra heele Byen, at jeg er ingen Hane, eller at nogen af mine Forældre har været andet end Christne Mennisker.

MONTANUS.

Refuter da denne Syllogismum, qvem tibi propono. En Hane har disse Egenskaber, hvorved den kiendes fra andre Dyr. Den varer Folk ved Lyd, naar de skal staa op; gir Timerne tilkiende; bryster sig af sin Stemme; fører Takker udi Hovedet. I har samme Egenskaber. Ergo er I en Hane? Refuter mig det Argument (Per græder igien.)

JESPER.

Kand ikke Degnen binde Munden til paa jer, saa kand jeg.

MONTANUS.

Lad høre jere Argumenter da?

JESPER.

Først finder jeg i min Samvittighed, at jer Meening er falsk.

MONTANUS.

Efter en Fogeds Samvittighed kand man ikke fælde Dom i alle Sager.

JESPER.

2.) Siger jeg, at alt hvad I har talt er lutter Løgn.

MONTANUS.

Beviis det.

260
JESPER.

3.) Er jeg en brav Mand, hvis Ord har altid staaet til troende.

MONTANUS.

Med ald den Snak lar man sig ikke nøye.

JESPER.

4.) Siger jeg, at I har talt som en Carnali, og at Tungen burde skiæres af jer Mund.

MONTANUS.

Endnu hører jeg intet Beviis.

JESPER.

Og endelig for det femte, vil jeg til Overflod bevise jer over, enten I vil i Kaarde eller tørre Hug.

MONTANUS.

Ney, jeg er en Tiener af begge Deele; men saa længe I vil kun disputere med Munden, skal I finde, at jeg kand forsvare ikke allene de Tingjeg har sagt, men ogsaa andet. Kom an, Hr. Fogedjeg vil bevise af den sunde Logica, at I er en Tyr.

JESPER.

I skal bevise Fanden.

MONTANUS.

Vil I kun have Taalmodighed at høre mit Argument.

JESPER.

Kom Per, lad os gaae.

MONTANUS.

Saaledes beviser jeg det: Qvicunqve - - - (Jesper skriger og holder for hans Mund.)

MONTANUS.

Har I ikke lyst til at høre mit Beviis denne gang, saa kand I møde mig en anden gang, paa hvilket Stæd I behager.

261
JESPER.

Jeg er for god at have Omgængelse med saadan Sværmer. (Gaaer ud.)

MONTANUS.

Med disse Folk kand jeg disputere med Koldsindighed, hvorvel de siger mig haarde Ord. Jeg blir ikke hidsig, med mindre jeg disputerer med Folk, som bilder sig ind at forstaa Methodum Disputandi, og være ligesaa sterke i Philosophien som jeg. Derfor var jeg 10 gange saa ivrig, da jeg disputerede mod den Student i Dag; thi hand havde dog noget Skin af Lærdom; men der kommer mine Forældre.

Scen. 3.

Jeppe.Nille.Montanus.

JEPPE.

Ach min kiære Søn! tag ikke saa af sted, og leg dig ikke ud med alle Folk. Ridefogden og Degnen, som efter vor Begiæring toge sig paa, at slutte Fred imellem dig og din Svigerfar, fornemmer jeg, er bleven giort Spot af, hvad duer saadant til, at giøre got Folk til Tyre og Haner?

MONTANUS.

Derfor har jeg studeret, derfor har jeg lagt mit Hoved i blød, at jeg kand sige hvad jeg vil, og forsvare det.

JEPPE.

Mig synes, det var bedre aldrig at have studeret paa den Maade.

MONTANUS.

Holt jer Mund gamle Mand.

JEPPE.

Du vil vel ikke slaa dine Forældre?

MONTANUS.

Om jeg giorde det, vilde jeg og forsvare det for heele Verden. (De gaae grædende ud.)

262

Scen. 4.

Montanus.Jacob.

MONTANUS.

Jeg staar ikke fra mine Meeninger, om de blev gall tilsammen; men hvad vil du Jacob?

JACOB.

Jeg har et Brev til Monsøren. (Tar og læser Brevet. Jacob gaaer ud.) Min allerkiæreste Ven! Jeg havde aldrig kunnet bilde mig ind, at du saa læt skulle forlade den, som udi saa mange Aar har baaret saadan bestandig og u-forfalsket Kjærlighed til dig. Jeg kand sige dig det for vist, at min Far er saa forpikket mod den Meening, at Jorden er rund, og holder det for saa stor Troes Artikel, at hand aldrig gir mig bort til dig, med mindre du bifalder hans, og andre got Folkes Troe her i Byen. Hvad kand det nytte dig, enten Jorden er lang, rund, ottekanted eller firekanted? Jeg beder dig for ald den Kiærlighed, jeg har baaret til dig, at du beqvemmer dig til den Troe, som vi saa lang Tid har befundet os saa vel efter her paa Bierget; hvis du ikke føyer mig herudi, da vær vis paa, at jeg gremmer mig til døde, og at heele Verden vil have Afskye for dig, som har været Aarsag til dens Død, der har elsket dig, som sin egen Siæl. Elisabeth Jeronimus Datter med egen Haand. Ach Himmel! dette Brev bevæger mig, og bringer mig i stor Tvilraadighed, saa at jeg maa sige med Poeten: - - - - - utqve securi, Saucia trabs ingens ubi plaga novissima restat, Qvo cadat in dubio est, omniqve à parte timetur Sic animus - - - - - Paa den ene Side staar Philosophien, som byder mig holde Stand; paa den anden Side, min Kiæreste, der bebreider mig min Koldsindighed og Utroskab. Men skulle Erasmus Montanus af 263 nogen Ting lade sig bevege at staa fra sin Meening, som hidindtil har været hans Hoved-Dyd? ney vist ingenlunde; dog her er jo Nød, som bryder alle Love? hvis jeg herudi ikke beqvemmer mig, saa giør jeg mig selv og min Kiæreste ulykkelig; hun gremmer sig ihiel af Sorg, og all Verden vil hade mig, og bebreide mig min Utroskab. Skulle jeg forlade den, der udi mange Aar har baaret en saadan oprigtig Kjærlighed til mig? skulle jeg være Aarsag til hendes Død? ney det kand ikke skee; dog betænk dig, hvad du giør Erasme Montane Musarum & Apollinis pulle. Her har du Lejlighed at lade see, at du est en ræt Philosophus, jo større Faren er, jo større Laurbær-Krantze erhverver du inter Philosophos. Tænk hvad dine Commilitones vil sige, naar de faar saadant at høre: Det er ikke den Erasmus Montanus meer, der hidindtil har forsvaret sin Meening til yderste Blods-Draaber. Om gemeene og ulærde Folk bebreider mig Utroskab mod min Kiæreste, saa vil Philosophi derimod løfte mig op til Skyerne. Just det, som beskiemmer mig hos hine, kroner mig med Ære hos disse. Jeg maa derfor staa imod denne Fristelse. Jeg staar imod den. Jeg overvinder den. Jeg har alt overvundet den. Jorden er rund. Jacta est alea. Dixi.

(Raaber paa Jacob.)

Jacob! det Brev, som du leverede mig fra min Kiæreste, har intet virket hos mig. Jeg blir ved hvad jeg har sagt, Jorden er rund, og den skal aldrig blive flack saa længe mit Hoved er oppe.

JACOB.

Jeg holder ogsaa for, at Jorden er rund, men om een gav mig en Kommenskringle for at sige, at den er lang, sagde jeg den var lang; thi det kand skille mig ligemeget.

MONTANUS.

Det kand være dig anstændigt, men ikke en Philosopho, hvis Hoved-Dyd er at forsvare til det yderste det hand engang har sagt. Jeg vil offentlig disputere derom her i Byen, og fordre ud alle, som har studeret.

264
JACOB.

Men maatte jeg spørge Monsør om en Ting, om I vinder i Disputatzen, hvad vil da følge deraf?

MONTANUS.

Der følger saa meget deraf, at jeg har den Ære at vinde, og passere for en lærd Mand.

JACOB.

Maansør vil sige snaksom Mand; thi at Viisdom og Snaksomhed er ikke den samme, har jeg merket af Folk her i Byen. Rasmus Hansen, som altid fører Ordet, og som ingen kand staa udi Munden, holdes af andre kun at have got jevn Gaase-Forstand. Sognefogden Niels Christensen derimod, som taler lidt, og giver sig altid tabt, holdes for at kunde forestaa en Herredsfogeds Embede.

MONTANUS.

Ney hør mig engang til den Slyngel, hand vil min Troe raisonere med.

JACOB.

Maansør maa ikke tage det ilde op, jeg taler kun efter min eenfoldige Forstand, og spør kun, for at lære. Jeg vilde gierne vide, at naar Maansoeren vinder Disputationen, om Per Degn da strax blir forvandlet til en Hane?

MONTANUS.

Hvilken Snak, hand blir derfor den samme, som hand var.

JACOB.

Ej saa taber jo Monsøer da?

MONTANUS.

Jeg vil ikke indlade mig i Disput med en Bondeslyngel, som du est; hvis du forstod Latin, saa skulle jeg strax fornøye dig. Jeg er ikke øvet i at disputere paa Dansk.

JACOB.

Det er at sige, Monsøeren er bleven saa lærd, at hand ikke meer kand forklare sin Meening paa sit Mors Maal.

265
MONTANUS.

Holt din Mund Audacissime Juvenis, hvorfore skulle jeg giøre mig u-mage, at forklare min Meening for grove og gemeene Folk, som ikke engang veed, hvad Universalia entia rationis, og formæ substantiales er, langt mindre andet. Det er jo absurdissimum, at vilde præke for den blinde om Farvene Vulgus indoctum est monstrum horrendum informe, cui lumen ademptum. Der var en Mand for nylig, som dog var 10 gange lærdere end du, der vilde disputere med mig, men da jeg fornam, at hand ikke vidste, hvad qvidditas var, slog jeg ham det reent af.

JACOB.

Hvad vil det ellers sige qvidditas! var det ey saa?

MONTANUS.

Det veed jeg nok, hvad det vil sige.

JACOB.

Maansøer veed det kandskee selv, men kand ikke forklare det for andre. Da er det lille jeg forstaar, saadant, som alle Mennisker kand begribe, naar jeg siger dem det.

MONTANUS.

Ja du est en lærd Karl Jacob, hvad veedst du?

JACOB.

Men om jeg kunde bevise, at jeg var lærdere end Monsøren er?

MONTANUS.

Det gad jeg gierne hørt.

JACOB.

Den som studerer paa de vigtigste Ting, meener jeg, har den grundigste Lærdom.

MONTANUS.

Ja, det er ræt nok.

JACOB.

Jeg studerer paa Avling, og Jordens Dyrkning, derfor er jeg lærdere, end Maansøren er.

266
MONTANUS.

Saa holder du groft Bonde-Arbeid for det vigtigste?

JACOB.

Jeg veed ikke, men det veed jeg, at om Bønder vilde ogsaa tage en Pen, eller et stykke Kride i Haanden, og maale hvor langt der er til Maanen, da vilde I Høylærde snart faa en Ulykke i jere Maver. I Lærde drive Tiden bort med at despetere om Verden er rund, 4rekanted eller ottekanted; og vi studerer paa at holde Jorden ved lige. Seer Moonsør nu da, at vor Studeren er nyttigere, og vigtigere end jeres, og derfor at Niels Christensen er den lærdeste Mand her i Byen, eftersom hand har forbedred sin Jord saaledes, at en Tønde Hartkorn deraf er 30 Rixdaler bedre, end i hans Formands Tid, som sad heele Dagen med en Pibe Tobak i Munden, besmurte og krøllede Doct. Arent Hvitfelds Krønike, eller Postill.

MONTANUS.

Ach jeg døer! det er Fanden skinbarlig, som taler. Jeg har aldrig tænkt min Livstid, at der kunde ligge slige Ord i en Bondedrengs Mund; thi hvorvel alt det, du har talt, er falskt og ugudeligt, saa er det dog en u-gemeen Tale for een af din Stand. Siig mig fort, af hvem du har lært saadan Snak?

JACOB.

Jeg har ikke studeret Monsør; men Folk siger, at jeg har got Hoved. Landsdommeren kommer aldrig her hid til Byen, hand har jo strax Bud efter mig. Hand har sagt 100 gange til mine Forældre, at de burdte at holde mig til Bogen, og at der kunde blive noget stort af mig. Naar jeg intet har at bestille, gaaer jeg og speculerer. Forgangen giorde jeg et Vers over Morten Nielsen, som drak sig ihiel.

MONTANUS.

Lad mig høre det Vers?

JACOB.

I maa da vide det først, at samme Mortens Far og Far-Far vare begge Fiskere, og druknede paa Vandet. Verset var saadan:

267

Her under Morten Nielsen staar,
Som for at træde sin Forfædres Fodspor,
Der døde paa Vandet som Fiskere,
Sig udi Brændeviin druknede.

De Vers maatte jeg læse for Landsdommeren forgangen Dag, som lod dem skrive, og gav mig 2 Mark derfor.

MONTANUS.

Verset, skiønt det er formaliter meget slet, saa er det materialiter ypperligt. Prosodien, som er det fornemmeste, fattes.

JACOB.

Hvad vil det sige?

MONTANUS.

Somme Linier har ikke Pedes nok, eller Fødder at gaae paa.

JACOB.

Fødder! det har min Troe paa nogle Dage løbet heele Landet over.

MONTANUS.

Jeg merker, at du har et forslaget Hoved, jeg vilde ønske at du havde studeret, og forstod din Philosophiam Instrumentalem, saa skulde du respondere under mig. Kom, lad os gaae.

Act.V.

Scen. 1.

En Lieutenant.Jesper Rifoged.

LIEUTENANT.

Hvor skal jeg faa den Karl at see, Hr. Foged! jeg gad dog nok gierne talt med ham. Seer hand noget vel ud?

268
JESPER.

Ja, hand seer temmelig vel ud, og har en Mund som en Ragekniv.

LIEUTENANT.

Det vil intet sige, naar hand kun er stærk og frisk.

JESPER.

Hand kand sige hvad hand vil, og forsvare det. Hand beviiste udtrykkeligen, at Per Degn var en Hane.

LIEUTENANT.

Er hand noget bred over Skuldrene?

JESPER.

En stærk føer Karl. Alle udi Huset ere bange for ham, endogsaa Forældrene, thi hand kand giøre dem til Kiør, Stude, Heste, og til Mennisker igien, det er at sige, bevise udaf Bøger, at de ere det.

LIEUTENANT

Seer hand ud til at kunde lide ont?

JESPER.

Hand beviste ogsaa, at Jorden er rund.

LIEUTENANT.

Det rager mig ikke, men seer hand ud til at være modig og have Hierte?

JESPER.

Hand skulle sætte sit Liv til for en Bogstav, end sige for andet. Jeg er vis paa, at hand faar alle Folk her paa Halsen. Men det skytter hand ikke om, hand staar derfor ikke fra sin Meening, og Lærdom.

LIEUTENANT.

Hr. Foged, saa vit som jeg hører, bliver det en complet Soldat.

JESPER.

Hvorledes vil Lieutenanten faa ham til Soldat, hand er Student?

269
LIEUTENANT.

Det vil intet sige, kand hand skabe Folk til Faar, Stude og Harer, saa vil jeg forsøge, om jeg kand skabe engang en Student til Soldat.

JESPER.

Jeg var tilfreds hand var det, jeg skulle lee min Mave i tu.

LIEUTENANT.

Tie kun stille Jesper! Naar Fogden og Lieutenanten vil stikke Hovederne sammen, er slige Ting ikke umuelige. Men der seer jeg een komme, mon det er han.

JESPER.

Ja det er han. Jeg vil løbe til side, at hand ikke skal have mig mistænkt.

Scen. 2.

Lieutenanten.Montanus.

LIEUTENANT.

Jeg gratulerer hans Ankomst her til Byen.

MONTANUS.

Jeg takker tienstligen.

LIEUTENANT.

Jeg tar mig den Frihed at besøge, saasom her ellers ikke ere mange lærde Folk, mand kand tale med.

MONTANUS.

Det er mig kiært, at hand haver studeret. Naar deponerede Hr. Lieutenant med permission?

LIEUTENANT.

Jeg deponerede for 10 Aar siden.

MONTANUS.

Saa er Hr. Lieutenant da en gammel Academicus, hvad var Hr. Lieutenants Studium, da hand var Student.

270
LIEUTENANT.

Jeg læsede mesten gamle latinske Autores, og studerede paa Naturens Ræt og Moralske Sager, hvilket jeg endnu giør.

MONTANUS.

Ey det er lapperj, det er ikke Academicum, lagde I ingen Vind paa Philosophiam Instrumentalem.

LIEUTENANT.

Ney ikke synderlig.

MONTANUS.

Saa har I da aldrig disputered.

LIEUTENANT.

Ney.

MONTANUS.

Ey, er det at studere? Philosophia Instrumentalis, er det eeneste Solide Studium, resten kand være smukt nok, men ikke lærd. Een der er vel dreven i Logica og Metaphysica kand redde sig ud fra alting, disputere om alle materier, om endskiønt hand er fremmed i dem. Jeg veed ikke, hvilken jeg vilde tage mig paa at forsvare jeg jo skulle komme vel fra. Der var aldrig nogen disputatz paa Academiet, hvor jeg jo var Opponens ved. En Philosophus Instrumentalis kand passere for en Polyhystor.

LIEUTENANT.

Hvem er størst disputator nu omstunder?

MONTANUS.

Det er en Student, som heeder Per Iversen. Naar hand har refuteret sin modstandere, saa at hand ikke kand svare et Ord meer, siger hand, vil I nu tage min Meening, saa vil jeg igien forsvare jer Meening. Til alt saadant hielper besynderlig hans Philosophia Instrumentalis. Det er skade, den Karl ikke blev Procurator, hand fik en mægtig stor Næring. Næst efter ham er jeg den stærkeste; thi sidste gang jeg disputerede, viskede hand mig i Øret: Jam sumus ergo Pares. Men jeg vil dog altid cedere ham.

271
LIEUTENANT.

Men jeg har hørt sige at Monsieur kand beviise, at det er børns Pligt, at slaae deres Forældre. Det synes mig at være u-rimeligt.

MONTANUS.

Har jeg sagt det, er jeg og Mand for at forsvare det.

LIEUTENANT.

Jeg tør vedde med ham om en Ducat, at hand er ikke capabel dertil.

MONTANUS.

Jeg vover en Ducat der imod.

LIEUTENANT.

Top, det er sagt, lader os nu høre.

MONTANUS.

Den man elsker mest, slaar man mest. Man bør ingen elske meer end sine Forældre, ergo bør mand ingen slaae meer. End udi en anden Syllogismo. Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erstatte. Jeg har i min Barndom oppebaaret hugg af mine Forældre, ergo bør jeg give dem hugg igien.

LIEUTENANT.

Nok nok. Jeg har tabt. I skal min troe have jer Ducat.

MONTANUS.

Ey det er ikke Lieutenantens Alvor jeg vil profecto ingen Penger have.

LIEUTENANT

Hand skal parole tage dem, jeg svær derpaa.

MONTANUS.

Ja saa vil jeg tage dem, for ikke at giøre Lieutenanten meensvoren.

LIEUTENANT.

Men maa jeg og ikke forsøge, om jeg ikke kand giøre ham til noget, par exemple, jeg vil giøre ham til Soldat.

272
MONTANUS.

Ej det er gandske læt, alle Studentere ere aandelige Soldater.

LIEUTENANT.

Ney jeg vil ogsaa viise, at hand er en legemlig Soldat. Hvo som har taget Penge paa Haanden, er en værved Soldat, I har saadant giort, Ergo - - -

MONTANUS.

Nego Minorem.

LIEUTENANT

Et ego probo minorem, af de 2 Rixdlr. I fik paa Haanden.

MONTANUS.

Distinguendum est inter nummos.

LIEUTENANT.

Ingen Distinction. I er Soldat.

MONTANUS.

Distinguendum est inter tò simpliciter & relative accipere.

LIEUTENANT

Ingen Snak, Contracten er sluttet, og I har faaet Penge.

MONTANUS.

Dinstinguendum est inter contractum verum & apparentem.

LIEUTENANT.

Kand I nægte at I jo har faaet en Ducat af mig?

MONTANUS.

Distinguendum est inter rem & modum rei.

LIEUTENANT.

Kom følg mig strax Cammerad, nu skal du faa Mundering.

MONTANUS.

Der har I jere toe Rigsdaler igien. I har derforuden ingen Vidner, at jeg har taget Penger.

273

Scen. 3.

Jesper. Niels Corporal. Montanus. Lieutenanten.

JESPER.

Jeg kand vidne, at jeg saae Lieutenanten gav ham Penge paa Haanden.

NIELS.

Jeg ligesaa.

MONTANUS.

Men hvorfor tog jeg de Penge, distinguendum est inter - - -

LIEUTENANT.

Ej vi vil ingen Snak høre: Niels bliv du her, medens jeg henter Mundering.

MONTANUS.

Hey Gevalt!

NIELS.

Tier du ikke din Hund, saa skal jeg støde dig Bajonetten i Livet. Er hand ikke hverved Hr. Foged?

JESPER.

Jo, det er rigtig nok.

LIEUTENANT.

Kom! flux den sorte Kiol af, og en rød paa igien. (Han græder, medens man ifører ham Munderingen.)

LIEUTENANT

Ej det lader ilde for en Soldat at græde, du est jo langt bedre nu, end tilforn. Exercerer ham nu brav Niels Corporal! Det er en lærd Karl, men han er endnu raa i Exercicerne. (Niels Corporal fører ham i en rød Kiol, exercerer og prygler ham.)

274

Scen. 4.

Lieutenanten.Niels.Montanus.

LIEUTENANT.

Nu Niels kan han fatte Exercicerne.

NIELS.

Hand skal nok lære, men det er en doven Hund, han maa prygles hver Øyeblick.

MONTANUS

(grædende.) Ach gunstige Herre! Værer barmhiertig mod mig, jeg er af en svag helbred, og kan ikke udstaa saadan Medfart.

LIEUTENANT.

Det falder noget haart i førstningen, men naar din Ryg brav blir banket og barket, vil det siden ikke giøre saa ont.

MONTANUS

(græder.) Ach giid jeg aldrig havde studeret, saa havde jeg ikke geraadet i denne Ulykke.

LIEUTENANT.

Ej det er kun en Begyndelse, naar du har siddet en halv snees gange paa Træhesten, eller staaet paa Pælen først, saa agter du siden saadant for bagatelle. (Montanus græder igien).

Scen. 5.

Jeronimus, Magdelone, Lisbed, Jeppe, Nille, Lieutenant, Montanus, Corporalen.

JERONIMUS.

Er I gandske vis derpaa?

JEPPE.

Ja vist: Fogden berettede mig det nys; Ach ach! nu er min Vrede forvandlet til Medynk.

275
JERONIMUS.

Kunde vi kun faa ham i den rette Troe igien, vilde jeg gierne kiøbe ham løs. (Lisbed kommer ind.) Ach jeg elendige Menniske!

JERONIMUS.

Giør mig ingen Allarm min Dotter, du vinder intet dermed.

LISBED.

Ach min hierte Far, hvis I var saa forliebt, som jeg er, bad I mig ikke tie.

JERONIMUS.

Fy, fy det er ikke smukt for en Pige at lade sig merke med saadant. Men der synes mig at han staar. Hør Rasmus Berg! hvordan er det fatt?

MONTANUS.

Ach min hierte Mons. Jeronymus! Jeg er bleven Soldat.

JERONIMUS.

Ja nu faaer I andet at bestille, end giøre Mennisker til Dyr, og Degne til Haner.

MONTANUS.

Ach ach! jeg begræder min forrige Daarlighed. Men alt for silde.

JERONIMUS.

Hør min Ven! vil I lade jer forrige Galskab, og ikke fylde Landet op med Tvistighed og Disputatzer, skal jeg ikke spare hvad som er i min Evne, for at løse jer ud igien.

MONTANUS.

Ach jeg haver ikke forskyldt bedre, som har trued mine gamle Forældre med hug. Men vil I forbarme jer over mig, og arbeyde paa min Befrielse, svær jeg jer til, at jeg herefter skal føre et andet Levnet, tage mig nogen Handtering for, og aldrig forurolige nogen med Disputer meer.

276
JERONIMUS.

Bi da her saa længe, jeg vil hen og tale med Lieutenanten. Ach min kiære Hr. Lieutenant, I har altid været en Ven af vor Huus: Den Person, som er hvervet til Soldat, er forloved med min eeneste Dotter, som bær stor Kjærlighed dl ham: Lad ham komme løs igien. Jeg vil gierne forære Lieutenanten 100 Rixdlr. derfor. Jeg bekiender, at jeg glædde mig selv derover i Førstningen, at han saaledes var bleven refset; thi hans selsomme Opførsel havde opirret mig, og alle got Folk her i Byen mod ham. Men, da jeg saae ham i den Positur, og tillige hørte ham af hiertet begræde sin forrige Daarlighed, og love Bedring, var mit Hierte færdigt at briste af Medynk.

LIEUTENANT.

Hør min kiære Monsieur Jeronimus! Hvad jeg har giort, er kun for hans eget Beste. Jeg veed at hand er forloved med jer Dotter, og har derfor allene for at tiene jer Huus, bragt ham i den Tilstand, og tractered ham med saadan Haardhed, at han kunde komme til sine Synders Bekiendelse. Men jeg vil for Eders skyld selv give Penge til de Fattige, eftersom jeg hører, at han er bleven forandred, lad ham kun komme hid. Hør min Ven! Jere Forældre have satt store Penge paa jer i Forhaabning, at I skulle blive dem til Ære og Trøst i deres Alderdom; men I reyser klog bort, og kommer gandske forvirret tilbage, oprører den heele Bye, fortplanter selsomme Meeninger, og forsvarer dem med Haardnakkenhed, skal det være Frugt af Studeringer, saa burde man jo ønske, at der vare aldrig Bøger til. Mig synes, det fornemmeste man burde lære i Skolerne, er alt hvad som strider mod det, som I er befænget med, og at en lærd Mand burdte fornemmelig kiendes frem for andre der paa, at han er meere temperered, modest og føyelig udi sin Tale end en Ulærd. Thi den sunde Philosophie lærer os, at vi bør dempe og stille Tvistigheder, at staa fra vore Meeninger, saa tit vi overbeviises af den ringeste at være Vildfarende. Det første Bud i Philosophien er at kiende sig selv, og jo meere en forfremmes derudi, jo slettere Tanker har han om sig selv, jo meer synes ham der staar tilbage at lære. Men I giør Philosophie til Fægtekonst, og holder den for Philosophus, der ved subtile Distinctioner kand forvende Sandhed, og reede sig udaf alle Meeninger, 277 ved saadant giør I jer forhadt af Folk, og bringer Lærdom i Foragt, saasom mand bilder sig ind, at saadanne underlige Lader ere Studeringers rætte Frugt. Det beste Raad jeg kand give jer, er, at I arbeyder paa at glemme og rødde af jer Hoved det som I har anvendt saa mangen Natte-vægt paa at lære, og at I tager jer nogen Handtering for, hvorved I kand bane jer Vey til jer Forfremmelse, eller om I endelig vil blive ved Studeringer, at I da indrætter dem paa en anden Maade.

MONTANUS.

Ach gunstige Herre! Jeg skal følge hans Raad, og beflitte mig paa, at blive et andet Menniske herefter.

LIEUTENANT.

Got, saa gir jeg eder da løs igien, naar I har giort de Løffter baade til eders egne, og eders Sviger-forældre, og bedet dem om Forladelse.

MONTANUS.

Jeg beder eder da ydmygst med grædende Taare alle om Forladelse, og lover at føre et gandske andet Levnet herefter, fordømmer mit forrige Væsen, fra hvilket jeg er bragt ikke meere ved den Tilstandjeg er geraadet udi, end ved denne brave Mands grundige Tale og Lærdom, for hvilken jeg derfor næst mine Forældre, skal altid have meest estime for.

JERONIMUS.

Saa holder I da ikke meere for min kiære Svigersøn, at Jorden er rund; thi den post ligger mig meest om Hiertet.

MONTANUS.

Min hierte Svigerfar, jeg vil ikke disputere videre derom. Men jeg vil allene sige dette, at alle lærde Folk er nu omstunder af de Tanker, at Jorden er rund.

JERONIMUS.

A - - - Hr. Lieutenant! Lad ham blive Soldat igien, til Jorden bliver flack.

278
MONTANUS.

Min kiære Svigerfar, Jorden er saa flack, som en Pandekage, er han nu fornøyet.

JERONIMUS.

Ja, nu er vi gode Venner igien; nu skal I faae min D otter, kommer nu allesammen ind hos mig, og drikker paa en Forligelse; Hr. Lieutenant giør os den Ære at komme ind. (De gaae ind.)

Don Ranudo
de
Colibrados,
eller
Fattigdom og Hoffart,
Comoedie
i 5 Acter
af
H.M.

280

    Acteurs.

  • Don Ranudo de Colibrados en Grand d'Espagne eller
  • en Spansk Herremand.
  • Donna Olympia hans Frue.
  • Donna Maria, deres dotter forliebt i Gontzalo.
  • Gontzalo de las Minas, en spansk Adelsmand forliebt
  • i Donna Maria, opdigted Printz af Æthiopien.
  • Isabella, Hans Søster.
  • Leonora, Cammer-pige hos Donna Maria.
  • Gusman, Page hos Don Ranudo.
  • Pedro, laqvais hos Don Ranudo.
  • En Udtolker.
  • En Notarius.
  • En Bonde.
  • En opdigted Printzes Svite.
  • Scena er i en Bye i en Province udi Spanien.
281

Act: 1.Scen. 1.

Gonzalo de las Minas.Isabella.

GONZALO.

Det er sandt min hierte Søster! jeg seer ingen fordeel ved saadant partie, men j skall viide, at min Herlighed ikke grundes paa interesse. Deres familie er vel ældere og anseeligere, men vores er derfor ikke mindre adelig, kand de regne flere store folk i deres slegt, saa kand vi derimod regne vor rigdom, og sætte den imod deres elendige armod, som er større end den kand beskrives. Men jeg siger min hierte Søster, jeg sigter ikke till nogen fordeel, mit hierte er optændt af en pur og reen Herlighed till deres dotter Donna Maria, som jeg beklager ikke mindre for hendes fattigdom, end som for hendes u-rimelige forældre, som ved deres hovmod er bleven fabel over den hele bye, og maa derfor den heele Spanske Nation ved saadant uskyldig lide.

ISABELLA.

Min allerkiæreste broder! jeg har intet at sige derimod, den fattigdom, som er hos hende, kunde blive tillstrækkelig bødet paa ved Eders midler, men hvorfor skall man ydmyge sig for staadere? hvor kand j fatte kiærlighed till det huus, j er foragtet af? j burde have den ambition, at saa snart j merkede den ringeste foragtelig mine, j da havde vendt dem Ryggen, og aldrig tænkt paa saadan kiærlighed meer.

GONZALO.

Ach min h. Søster, j veed maaskee ikke hvad kiærlighed er, ti dersom j det vidste, raisonnerede j ej saaledes, min ambition har offte i denne sag ført strid med min kiærlighed, men den sidste har altid vundet seier over den første.

ISABELLA.

Men naar j seer intet middel till at lykkes i saadan Eders 282 ansøgning, bør j da ikke som et fornufftigt menniske slaae saadan kiærlighed af sindet.

GONZALO.

Langt fra Forældrenes foragt imod mig kand giøre min kiærlighed kaald, den heller ophidser mig meer, og er en olie, som kastes i min ild.

ISAB:

Jeg troer min hierte broder, at j vill agere en Roman, ti saadan slags kiærlighed kommer mig gandske Poetisk for.

GONZALO.

Ald forhaabning er dog ikke saa reent ude, at der jo er en liden gnist tillbage, jeg haaber, at naar deres armod er kommen till det alleryderste, de da førend de skall gandske omkomme af mangel, endelig vil sætte den u-rimelig ambition till side, og beqvemme sig till at give deres dotter till en brav mand, der ved sine midler kand redde en familie fra yderste ælendighed.

ISAB:

Jeg merker nok Gonzalo, at j ikke kiender rett deres Hofmod, naar j taler saaledes, jeg troer, de heller døer, end beqvemmer sig dertill.

GONZ:

Men Isabella j veed maaskee ikke een ting.

ISAB:

Hvad er det?

GONZ:

Jeg er forsikred om, at ligesaa stor foragt Forældrene har till mig, saa stor kiærlighed og godhed derimod har deres dotter Donna Maria for mig, ti hun har for min Faster nyelig begrædt hendes Forældres daarlighed, og afmalet deres slette tillstand med stor bevægelse.

ISAB:

Ja Gonzalo, det vill altsammen intet hielpe, Forældrene har alt for nøje vagt over hende, saa det er umueligt at faae hende at see, langt mindre at nyde hendes omgiængelse uden deres minde.

283
GONZALO.

Ak! Isabella veed j vel, at forliebte folk finder de veje, som ingen tænker paa, og seer de midler for at komme till deres forsættes fuldbyrdelse, som ingen seer. Vill ikke bønner hiælpe, saa skall list, og vill ikke list, saa skall magt, om det end skall koste mit liv.

ISABELL.

Ak kiære Gonzalo! jeg har stor medynk over Eders elendige tillstand, jeg vill ikke meere straffe Eders foretagende, ti jeg veed, at naar kiærlighed har taget saadan overhaand, at man meere er at ynke end at laste. Jeg skall hiælpe Eder till rette i allt hvad mig mueligt er, gid jeg kun kunde ophitte nogle gode raad, men der seer jeg Pedro komme, gaae j kun till side jeg vill forsøge, hvad der er ved ham at giøre.

Act: 1. Sc. 2.

Isabella.Pedro

PEDRO

Hej! saa gaaer det vel, nu er altsammen reent borte, her [er] hverken skeer, tallerkener eller Gryder meer i Huset. Jeg har commission at laane en Gryde i mit navn (ti i mit Herskabs navn faaer jeg ikke en i den hele bye) Men hvor skall jeg faae den till laans? og og om jeg faaer den till laans, saa har vi intet, det jeg veed, at kaage deri. Ti allting er saa øde, at der er intet tillbage, uden tider, signorier og højheder, hvilke om man kommer dem alle i gryden, vill dog kun give en maver suppe. De holde dog ørene stive, besynderlig Fruen, ti jeg er viss paa hun dødde heller af hunger, end gav eet bogstav bort af hendes store navn. Gid jeg aldrig blive saa sinded! Jeg er nu i en ganske anden extremitet, ti førend jeg skulde lide nød, saalte jeg ikke allene mit Fæderne-navn, men og min ære for een stok von achten. Højhed er vel en god ting, men enten man vill bruge den till middags maaltid eller afftens maaltid, saa mætter den ligemeget. Jeg har i sinde at holde ud her i huset endnu 8 dage, imidlertid faaer jeg mad og drikke i byen hos gode venner, og lader 284 mit Herskab sidde hiemme og stikke deres tænder, naar de har ædt en urtesuppe, og mætte sig i steden for confect med deres Forfædres bedriffter. Men see! hvem er her? underdanigste tiener Madame, gaaer hun saa alleene uden Hofmesterinde.

ISAB:

Ja Pedro, jeg er kommen saa vidt till alders, at jeg kand gouvernere mig selv, hvorledes lider dit Herskab?

PEDRO.

Der er fremmede hos os till bords, jeg skall ud i byen at kiøbe confect.

ISAB:

Hvilke fremmede er der da?

PEDRO.

Der er Duc de la Vera Crux med Fyrstinden Donna Emilia de las Spàdas, Hierosme Victor, Abad de St.Jago, il Marqvez Ferdinando Gonzalo Philippo de Cifuentes med la Marqvesa hans Frue, og utallige andre, som jeg er for ringe at tale om.

ISAB:

Saa tør jeg da ikke vove at give visite der i dag?

PEDRO.

Nej vi har ordre ingen at indlade i dag, uden de kand regne deres slegt at have været gamle Christne for de Morers tider i Spanien.

ISAB:

Men hvor kommer det, at de tractere saadan i dag? de pleje dog ikke gierne tractere.

PEDRO.

Det er till en Erindring formedelst en Victorie, som En af deres Forfædre Don Ramiro de Colibrados paa denne dag erholdt over kongen af Mesopotamien, som han tog fangen till Toledo. Det var ikke godt, at der skulde falde mange slige dage ind om aaret, ti da fik Herskabet en u-lykke i sin pungjeg tør sige, at paa saadan dag slipper det ikke med 1000 styk von achten.

285
ISAB:

Men hvor kommer det Pedro, at du paa saadan højtidelig dag gaaer med saadan pialtedt og synderrevet Liberie?

PEDRO.

Det er till Erindring om den hoved-banner, som højstbmte Ramido de Colibrados førte.

ISAB:

Jeg veed jo, at Generalen selv ikke førte Fanen udi Slaget.

PEDRO.

Nej Madame, jeg sae jo hans Fendrik, samme hoved-banner blev af musqvet-kugler udi slaget saadan tillredet, at den saae ud ligesom mit liberie.

ISAB:

Men hvor længe er det, siden Don Ramiro vandt den seier?

PEDRO.

Det er netop 600 aar i dag.

ISAB:

Hillemænd det er jo ikke 300 aar siden kugler og musqveter kom først i brug.

PED:

Ja Madame jeg er for ringe till at disputere med hende jeg vill derfor lade det staae ved sit verd, men det kand jeg giøre min Eed paa, at Standarten blev forbandedt ilde tillreded, og at jeg till Erindring deraf bær altid saadant liberie i dag.

ISAB:

Men mig synes, jeg har seet dig i dette pialtede liberie een heel maaned.

PEDRO.

Eenhver maa jo gaae som han lyster jeg har saa mine visse raisons dertill.

286
ISAB:

Hvad raisons kand der være till at gaae udi et højfornemme Herskabs ærende saa pialted? folk skulde jo kunde falde paa de tanker, at huset var geraadet i armod.

PEDRO.

I armod? jo jo, et Herskab, som kand regne over 1733 gode og rigtige Ahner, skulde geraade i armod? Om jeg nu ikkun vill regne 2 Styk von Achten for hver Ahne, saa løber det sig dog till en forbanded sum.

ISAB:

Jeg holder for at det er armod, intill jeg hører bedre raisons.

PED:

For at føre hende da af de tanker, skall jeg give hende mine raisons. Vort Herskab merker, at det bliver saa forbandet gemeent nu at holde prægtigt liberie, og at fornemme folk nu omstunder intet kand have for sig selv, hvorfor de har hittet paa denne invention; ti saa snart Vi merker, at gemeene tienere gaae pialtede igien, saa taer jeg mit skramererede liberie paa igien. Madame har jo selv merket till Hoffet udi Madrit, at naar borger-folk studser allermeest, saa gaaer Hoff-folket allerslettest.

ISAB:

Det hender tit, men de gaae dog aldrig pialted.

PEDRO.

Ja ja Madame, mit Herskab veed nok hvad det giør, det begynder min troe aldrig noget, uden det er vel overlagt tillforn.

ISAB:

(sagte) jeg skall nok klemme ham saa længe, indtill han bekiender. (højt) men Pedro, du sae jo nys, at du bar dit pjaltede liberie til Erindring om den hoved-Standar, som blev skudt i stykker i det store slag.

PEDRO

(sagt) Gid du faae en ulykke med dine spørsmaal. (højt) jeg kand ikke erindre hvad jeg sae Madame, men det veed jeg, at Herskabet 287 har huset fuldt af guld og juveler, og naar saa er, saa kand jeg ikke gaae saaledes af armod. Tænk engang Madame, de har i blant andre kostbare sager en stamme-bog, som er værd mere end l td guld.

ISAB:

Men maaskee om den kom paa Auction, kunde den ikke drives op uden till 4 ß , uden der maatte findes underlige liebhabere, men en jøde gav ikke saa meget derfor, det veed jeg.

PEDRO.

Hvad skall man regne jøder? jeg veed den, der har givet mange 1000 for en Jomfrue-dom, som en jøde dog ikke havde tillhandlet sig for een skerv. Men for at komme till materien igien, da vill jeg ydmygst bede, at Madame har andre tanker om mit Herskab, ti jeg kand forsikre, at det kun er onde mennisker, som sige, at de ere fattige.

ISABELLA.

Jeg vilde ønske af mit hierte, Pedro, at det var som du siger, men jeg hører baade kræmmere og handverks-folk klage over penge, som de har at fodre.

PEDRO.

Ej Madame, hun skiemter kun, jeg veed hun forstaaer sig bedre paa verden, hun veed jo, at det er højeste mode i alle fornemme huse at lade folk løbe effter deres penge. Troe mig, det er ikke af penge-mangel, at Herskabet lader dem saa løbe; Herren og Fruen veed at leve, og laer see i den post saa vel som i alle andre, at de ere fornemme folk. Jeg kiender en kræmmer her i byen, der gaaer endnu og kræver i et fornemme hus for et stykke Netteldug, som hans oldefader crediterede, og kommer maa skee till at lobe endnu i 10 aar, ti huset er næst vores fast det fornemste i hele Spanien.

ISAB:

Da bruger Vi ikke den mode i vort hus, ti min broder Gonzalo lader sig aldrig kræve 2 gange.

PEDRO.

Det troer jeg nok Madame, der er og stor forskiel paa vort hus og 288 deres. Det er jo bekiendt, at vor familie er den ældste og fornemste i hele Spanien.

ISAB:

Men jeg holder de rigeste familier for de fornemste.

PEDRO.

Jeg veed ikke, hvad Madamen mener dermed, hun maa troe mig at mit Herskab er ikke fattigt, ja hun kand komme i fortred over slige ord. Jeg gaaer i pialtedt liberie, det er sandt, men det er ikke formedelst mit Herskabs fattigdom, ti jeg kand viise Madamen, at hvor slett mine klæder ere, saa bær jeg dog silke tørklæder i min lomme. (trækker et gammelt tørklæde op af lommen, hvorved følger et tørt stykke skimledt brød, som falder paa Gulvet. )

ISAB:

Ha, ha, ha! der tabte du et stykke af din rigdom paa gulvet.

PEDRO.

Det er et stykke choqvelade, Madame.

ISAB:

(taer det op for ham) I nej, det er jo grovt skimlet brød. See! er det choqvelade?

PEDRO.

Nej, Madame, det er sandt, det er ikke choqvelade, det er et stykke brød, som jeg tog med mig for en viss aarsag skyld, ti hver gang jeg skall gaae ærende till Førsten af Broqveldoro, maa jeg tage et stykke brød med mig for at give Port-hunden, at han ikke skal bide mig.

ISAB:

Du har rett, Pedro, ti rige folk ere bange for livet, ha ha ha!

PEDRO.

Jeg maa tage mig den dristighed at reprimendere Fruen, det lader ilde for saadan Madame at lee.

ISAB:

Jeg takker min kiære Pedro, for god advarsel. Ha, ha, ha!

289
PEDRO.

Fy! lad saadant være Madame. Fruen kand miste sin reputation derover, om nogen fik det at see og høre.

ISAB:

Bie et øjeblik, jeg har noget at sige dig. Hvoraf kommer det, at du som har saa stor forstand og saa mange dyder, vill tage dig en tieneres skikkelse paa, du kunde min troe nok tiene till andet.

PEDRO.

Jeg har ikke studeret, Madame, ellers takker jeg mine Forældre for god optugtelse. Naturen har ogsaa været temmelig gavmild imod mig, jeg giorde ikke rett, om jeg sagde andet. Men veed Madamen nogen bedre leilighed for mig?

ISAB:

Ja vist, jeg veed ingen bedre till at skrive Almanaker end du, og det er en Profession, som man kand leve vel og reputerlig af.

PEDRO.

Men jeg har altid hørt, at den, der skall skrive saadant, skall brav kunde lyve.

ISAB:

Jeg kiender og ingen, der er lykkeligere i at inventere end du. Havde du sagt, at dit Herskab sad hiemme, og æder urte-suppe, som sanden er, og at du i steden for at hente confect er gaaen ud at betle dig et maaltid till, saa havde jeg aldeles ikke raadet dig till den profession.

PEDRO.

At tale den rene sandhed, da vilde jeg gierne dølge mit Herskabs nød og elendighed, saa vidt mig mueligt er, men nu har dette stykke brød røbet os.

ISAB:

Nej Pedro, dit liberie gier blant andet tillstrækkelig till kiende, hvorledes conjuncturerne er udi familien.

PEDRO.

Jeg er bange for deres egne klæder vill giøre det endnu niere 290 beviisligt. Min Herre gaaer vel endnu i en fløjels kiol, men det andet svarer ikke dertill. Fruen klipper alle bagstykkerne af klæderne for at bøde paa Forstykkerne, derfor vender hun i compagnier ikke gierne ryggen till folk. Naar hun gaaer fra folk, gaaer hun baglends, ikke af ydmyghed, som Endeel giør, der gaae fra dem, som de har respect for, men af lutter storagtighed, at ingen skall see den fattigdom, som er afmaled paa bag-enden, og naar hun endelig af fornødenhed maa vende sig om, maa jeg eller Cammer-pigen tiene till bagstykker.

ISAB:

Af all den nød kunde de i en hast blive hiulpne, dersom de vilde sætte noget af deres urimelige ambition till side, og give deres dotter till Gonzalo, som bær stor Herlighed for hende.

PED:

Jeg veed de har offte talt derom med haanhed, men maaskee nu deres nød er paa det yderste, at de beqvemmede sig dertill, dersom Madamen gik selv till dem, og giorde forslag. Men der kommer Cammer-pigen, det er best, at Madamen overlægger den sag med hende, det er en forslagen pige.

Act: 1. Sc. 3.

Leonora.Isabella.Pedro.

LEONORA.

Ej du fortvilede skelm, du brød-tyv, du tog mit brød, som laae paa skorstenen.

PEDRO.

Hvilket brød?

LEON:

See kun, hvor hellig han kand stille sig an! fort giv mig mit brød tillbage, jeg har intet andet at spise i dag.

291
PEDRO.

Ej snak betænk dig, hvad du giør, førend du skielder en ærlig mand for brød-tyv, jeg er nok lidt hor-agtig, men intet tyv-agtig.

LEON.

Fort, ingen snak.

PEDR:

Jeg kand giøre min Eed paa, at jeg intet brød har taet.

LEON:

Kunde tyven kun sværge sig fra galgen, saa blev der ingen hængt.

PEDRO.

Jeg vill sætte min ære i pant derpaa.

LEONORA.

Hvor mange ærer har du vel? du har jo forsoret dig saa offte, hid med mit brød igien, du tyv. (hun trækker brødet op af lommen, de brydes sammen, de faae hver sit stykke, hun bliver Isabelle var, slaaer sig for brøstet, og vill løbe bort)

ISAB:

Hør Leonora, jeg har eet ord at tale med jer, som er magt paa liggendes.

LEON:

Ak, Madame! jeg er færdig at daane af bludsel.

ISAB:

Er Herskabet hiemme, Leonora?

LEONOR:

Ja det er. Jeg skulde lave till choqvelade, og den skielm Pedro stak nogle choqvelade-kager i sin lomme, som jeg nu tog fra ham.

ISAB:

Det Herskab er sandelig lykkelig, der har saa troe tieneste-folk, der saaledes kand dølge deres armod. Men som tilistanden er fast 292 den hele stad bekiendt, og j nu har røvet jer selv saa giør det ingen gode at dølge saadant mer.

LEONORA

(græder).

ISAB:

Græd ikke mit barn, de gotfolk kand endnu hiælpes. I veed maaskee vel, at min broder Gonzalo bær kierlighed till Eders Jomfrue.

LEON.

Ak Madame! jeg veed det nok, men det giør ingen gode at tale derom. Jeg har hørt min Frue forundre sig over Gonzalo es dristighed, at han tør undstaae sig at pretendere aliance med dem. Jomfruen, som saa vidt jeg kand merke, er Gonzalo tillbøjelig, lod sig for nogle dage siden forlyde i hendes Forældres nærværelse, at u-ligheden var ikke saa stor, hvorover hun er siden bleven af Forældrene mistænkt, og haardt indsperred.

ISAB:

Det er mig usigelig kiert, at jeg hører saadant.

LEON.

Mig derimod usigelig u-kiert, ti det er et allerkiereste barn, hvis hendes graad og taare ikke havde holdt mig tillbage, havde jeg for længe forladt huset.

ISAB:

Nej jeg mener det er mig kiert, at hun selv har godhed for min broder; ti det gier mig forhaabning at kunde lykkes i mit anslag, besynderlig om j vill staae mig bi, hvilket ikke skall blive u-belønnet.

LEON:

Madamen har at befale over mig derudi, ti hvis list og intriqver kand hiælpe, da kand jeg giøre tieneste saavelsom En anden. Men det er best, at Madamen giør Forældrene først forslag, maaskee den yderste armod kand have dæmpet noget af forrige Hofmod. Vill Madamen besøge Herskabet selv om en ½ time, skall jeg mage det saa, at hun faaer dem i tale.

293

Act. 1. Sc. 4.

Isabella.Conzalo.

ISAB.

Giv Eder nu till freds Gonzalo, og lad mig raade. Om ½ time gaaer jeg hen og besøger Don Ranudo, og bruger der all min Veltalenhed, og hvis det ikke kand hiælpe, faaer vi see till, om vi kand hitte paa andre midler. Jeg har alle hus-folkene paa min side, som har lovet at staae mig bi.

GONZALO.

Ak! min allerkier: Søster, gid jeg kunde kun slaae mit sind till roelighed saa længe, men .....

ISAB:

Hvilken elendighed! j faaer vel at have taalmodighed, lad os gaae ind saa længe, men der kommer pigen og tieneren till bage.

Act. 1. Sc. 5.

Isab:Gonzalo.Leonor.Pedro.

ISAB:

Min hierte Leonora! her er min broder Gonzalo, som sætter all sin velfærd i jeres hænder. Lad nu see, at j kand udspinde noget till hans Herligheds forfremelse.

GONZALO.

Vær forsikred om, Mademoiselle, at jeg skall findes taknemmelig derfor.

LEON.

Monsieur har at befale over min ringe hierne.

PEDRO.

Og over mit hele hoved.

294
GONZ:

Men finder j det for godt, at jeg anmoder Herskabet derom?

LEON.

I gaar havde det umueligt gaaet an, men maaskee begieringen kand ikke blive saa ilde optagen i dag.

GONZ:

Hvi mer i dag end i gaar?

LEON:

Jo i gaar var endnu lidt proviant till bage, saa meget som kunde tiene till eet maaltid, og saa længe det er, har man intet uden foragteligt svar at vente. Men i dag har Herskabet aldeles intet at spise sig ved uden deres Forfædres bedriffter, hvorfor modet kand maaskee falde.

PEDRO.

Saa der derfor ikke er saa ærlige Rotter og mus nogen steds, som i vort hus, ti jeg vill garandere for, at endskiønt man vill sætte spise-Cammer-døren aaben for dem, skall de ikke røre det mindste.

GONZ.

Ak! jeg kand ikke høre det uden medynk.

LEON:

Det er dog den eeneste ting, hvorved de skall bøjes. Man maa bruge her samme midler, som man betiener sig af at indtage sterke Fæstninger, naar intet andet vill hiælpe, maa man sulte dem ud.

PEDRO.

Leonora veed nok, hvorledes Fæstninger indtages, ti hun har ladt sig bruge till felds i gamle dage i den Nederlandske krig.

GONZ:

Nu, nu Pedro, brug ikke saa grovt skiemt.

LEON:

Man kand ikke agte hvad han siger, han sparer ikke Herskabet selv.

295
PEDRO.

Det er sandt, man maa jo have nogen friehed i et hus, hvor man tiener af lutter generosité uden kost og løn. Jeg siger dem, min troe, mange sandheder, naar vi ere allene, men naar der er fremmede, staaer jeg dog paa deres respect.

GONZ:

Men bliver Herren og Fruen dog ikke vred derover iblant?

PEDRO.

Ak nej, de udlægger allting till deres højhed og ære. Naar de ingen mad har, sige de, at det er deres fastedag, det er jo fornemme: naar de drikker vand i steden for viin, citerer de till exempel nogle af deres familie for syndfloden, som allene drak vand, det er ogsaa fornemme. Naar Herren har synderrevne skoe, heder det, at det er giort med forsætt saaledes for ligtorne, det er ogsaa fornemme. Naar Fruen ikke kand komme till kirke for klæder, heeder det, at der holdes Messe i hendes cabinet, det er og fornemme. Og endelig naar jeg gier dem ikke ære for een skilling, heder det, at jeg er Hofnar, det er og fornemme.

GONZALO.

Kiere børn arbeider da paa at forfremme min sag, saa vel som Eders egen nytte, ti naaer jeg mit ønske, blier j alle hiulpne.

LEON:

Herren maa ikke tvile om min Redebonhed, som har overvundet allerede det meste, neml. Jomfruens hierte.

GONZ:

Men hvad hiælper det mig, naar Forældrene fremture i deres hofmod?

LEON:

Min Herre maa først ved sin Frue Søster giøre dem proposition, og naar det ikke lykkes, vill vi hitte paa andre midler, vi kand spille pudser uden fare, ti hele byen hader Fruen og Herren for deres hofmod, og vill glæde sig over, at deres dydige dotter kand saa vel blive forsørged. Gaaer nu kun bort, og slaaer jer till roelighed, vi skall nok sørge for resten.

296

Act: 1. Scen. 6.

Leonora.Pedro.

LEONOR:

Pedro! jeg forlanger intet af dig i denne sag andet end taushed.

PEDRO.

Jeg kand vel ogsaa hiælpe med et godt raad.

LEON:

Hvad raad kand du da give?

PEDR:

Du skall nok see, at man kand ryste saa hastig gode raad af Ermene, jeg maa have tid till at speculere først jeg tænker ellers paa een ting.

LEON:

Nu hvad har du da opfundet?

PEDRO.

Jeg har intet opfundet, men jeg tænker kun paa een ting, neml. at naar vi først har ved intriqver forfremmet denne kierlighed, om vi da skall begive os i tieneste hos Gonzalo.

LEONORA.

Det er best, du bliver kun ved at tænke derpaa, og laer mig raade for sagen i sig selv. Jeg recommenderer dig allene taushed, og at du holder saa gode miner, at Pagen Gusman ikke faaer det at viide.

PEDRO.

Hem! det er underligt, at Fruentimmer vill recommendere mandfolk taushed, veed du ikke hvad en viss Philosophus siger om Fruentimmer, han siger ....... det er min troe meget artigt, kunde jeg kun komme det ihu.

LEONOR:

Han siger, han siger: at slige dosmere, som du er, bør ikke bemænge sig med at læse Philosophiske bøger. Hvad han ellers siger 297 om Fruentimmerets rundtalenhed, eller ej, saa er dette vist, at de fleste hemmeligheder røves af mand folk over et glas vin, derfor burde i mine tanker ingen, som var overbeviist at have været drukken, betiene noget vigtigt Embede, som udfodrer taushed. Hemmelige sager burde allene betroes Fruentimmerne, saasom de ere ædrue.

PEDRO.

Man betroer dem ogsaa hemmelige sager. Men der kommer Gusman, lad os ikke tale mere derom.

Act: 1. Scen. 7.

Leonora.Pedro.Gusman.

GUSMAN.

I faaer en u-lykke, j staaer her og sladdrer. Herskabet har kaldet paa jer 3 gange. Naar jeg vill snakke med dig, Leonora, saa har du aldrig tid. Men du kand staae og snakke med denne gemene Laqvais hele timer.

PEDRO.

Du er forbandet fornemme, Gusman, man kand see det paa dit Liberie.

GUSMAN.

Ingen snak, strax ind.

Act: II. Sc. 1.

Don Ranudo.Donna Olympia.Pedro.

DON RANUDO.

Nej! Donna Olympia, han var ikke vor Stam-fader. Jeg kand viise af vort Slegte-Register en Colibrados, som var i Estremadura halv 298 100de aar, førend de Mohrer komme i Spanien. Vi ere langt fornemmere Folk end j tænker.

D. OLYMP.

Ak er det mueligt Don Ranudo! viis mig ham.

D. RAN:

See her den Antonio de Colibrados, som j her seer, var meget ældre.

D. OLYMP:

Det vilde jeg i sandhed ikke have mist for 1 million. Jeg havde altid bildet mig ind, at jeg havde fornedret mig ved vores Egte-skab, mit eget Slegte-Register kand jeg paa mine fingre som mit ave Maria, fra Juliano de monte Ricco indtill min Fader Ramiro Melchior de monte Ricco.

D. RANUDO.

I giør vel deri D. Olympia, at j stedse har indprentet det udi Eders sind, ti det er det største clenodie, som vi haver.

PEDRO.

Jeg mener, Herre, det er ogsaa det eeneste, ti hvad som ellers findes udi huset, kand neppe beløbe sig till een styk von Achten, om det kom paa Auction.

D. RAN:

Det vill ikke sige, Pedro, mit navn, mit Slegte-Register er mig Rigdom nok, naar jeg læser udi denne bog, og seer mine Forfædres bedriffter, kand jeg blive saa mædt, som jeg havde været till det største Giestebud.

PEDR.

Ja jeg kand lett begribe, hvorfor Herren og Fruen ikke skiøtter om mad, hvo der har 5 à 6 snese Colibradoser i maven, kand ikke faae rom till noget. Jeg har tit tænkt paa, naar jeg har hørt det knurre i Herrens mave, at det maa være disse gamle Colibradoser disse gamle Helte føre krig effter deres død, naar det knurrer saa hos mig, saa er det af sult, men det er en anden sag med min person jeg 299 har en gemen tom mave, hvorfor jeg maa have mad, ti jeg kand ellers ikke tiene Herren og Fruen længere.

D. OLYMP:

Det er forskrekkeligt med disse gemene folk jeg troer virkelig, at de maa være skabt af anden grov materie, og have anden Siæl end vi fornemme, all deres attraa er kun till bugs fylde, mon saadanne folk, min hierte D. Ranudo, som er af saa ringe stand, ogsaa blive salige?

D. RAN:

Ja jeg troer nok i visse maader de kand blive salige, men ikke saa fuldkommelig som vi andre, ti som der er forskiell imellem en høj og ringe, saa er der og forskiell imellem gemene folk og u-mælende beester, jeg understaaer mig ikke at negte dem salighed, hvorvel af deres brutale meninger, som de har, man ikke skulde kunne spaae dem meget godt.

PEDRO.

See engang, Herre, hvordan mit liberie seer ud!

D. RAN:

Det er dog et fornemme liberie.

PEDR.

Ja det er ikke allene fornemme, men end og durchleuchtigt. Det er mig ellers kiert, at Herren har noget at trøste sig ved i den anden verden, ti i denne verden har Herrens højhed ikke ført andet med sig end sult og armod.

D. OLYMP.

Pedro du maa erindre dig, hvad person du er, og hvad Herskab du taler med, mig synes, du har ganske forglemt det.

PED:

Den eeneste herlighed, naadige Frue, som jeg har her i huset, det er frihed at tale, ti jeg nyder jo intet andet, hvis man betaer mig ogsaa den frihed, kand man sige, at jeg tiener af lutter generositet, vill j give mig det, som andre Herskab giver deres tienere, vill jeg bruge samme respect, som andre tienere for deres Herskab.

300
D. RANUD:

Ej D. Olympia! lad ham ikkun bruge sin frihed. Keisere, Konger og Fyrster taaler jo saadan skiemt af lystige hoveder, som de underholde, Vi maa og lade see derudi, at vi ere fornemme folk, tal kun Pedro, du maa gierne sige, hvad du lyster, for os selv, naar du staaer paa vores respect i andres nærværelse.

PED:

Jeg siger: Herrens og Fruens højhed er i denne verden træer, der bær kun slette fructer, neml. nogle grene fører storagtighed, andre sult og tørst, derfor maaskee renderer det mere i det andet liv.

D. RAN:

Snak Pedro. Fornemme folk ere ikke fattige, de heede jo riccos hombres *dolgoeO*: rige folk.

PEDRO.

Det er sandt, de heede rige folk, ligesom Monkene Guds tienere, ti de sidste ere ligesaa gudfrygtige, som de første ere rige. At heede rige folk det er jo at være titulair rige, hvo som er titulair rig, kand ikke være virkelig.

D. RAN:

Hvad tænker j paa D. Olympia, j staaer og grunder saa meget?

D. OLYMP.

Jeg staaer og tænker paa hvoraf det kand komme, at ingen Poëter lod sig indfinde i gaar med vers till vor navne-dag.

PEDRO.

Ha ha! jeg hører Fruen kiender ikke vore Poëter rett, her i huset kommer aldrig nogen Poët mer, her er ingen magneter, som trækker saadant jern. Om Herskabet vilde skrive udi orden alle husets titler, og kline dem over porten, og skredderen, vor Naboe, vilde sætte en steeg eller postey i sin Forstue, saa skall man see, hvilken magnet er sterkest. Jeg kiender alle Poëter her i byen, hvilken Poet jeg vilde give et middags maaltid, skulde gierne regne mit Slegteregister fra kong Salomon, og sætte Siæl og salighed till paa rim, eller rime sig fanden i vold paa, at jeg var fornemmere end baade Herren og Fruen.

301
D. OLYMP:

Jeg maa lee af Pedro. Det var en slet cour Poeten giorde Pedro, naar han regnede hans slegt-register fra kong Salomon, det var jo Pedro at giøre dig till en jøde.

PEDRO.

Jo jo. Var kong Salomon en Jøde? Jeg kiender nok kong Salomon, det maae Fruen troe, i hvor u-lærd jeg er. Men jeg siger: Poeter, naar de giøre vers, spørge ikke gierne om den mand, de vill rose, er gudfrygtig, dydig, mandhafftig, men om han kand betale verset, saa snart de see da belønning, fører Fanden dem strax op paa spidsen af Apollo eller Helicon, som de kalde det, og der strax blive de fulde af Poetisk Geist, at der gaaer vers fra dem baade for og bag. Men see de ingen belønning, saa see de og ingen dyder, og er da ikke et rim at finde i deres hele legeme, om man vilde skiære dem op, og lede effter dem under deres kallun, det maa jeg forstaae, ti jeg er selv i visse maader ogsaa Poët, saasom jeg kand regne over 6 Poëter i min famille, som alle vare saadanne slyngler.

D. RAN.

Derfor er du just ikke selv Poët, fordi du kand regne Poëter i din famille.

PEDRO.

Saa kand jeg og sige: derfor er Herren ikke just fornemme, fordi han kand regne saa mange store mænd i sin famille, ti skall den allene kaldes Poet, som giør vers selv, saa bør den og allene kaldes høj, der giør store gierninger selv.

D. RAN:

Nej Pedro, det sidste har man ved fødselen.

PED:

Poesien ligeledes, man siger jo: Poëter fødes.

D. RAN:

Ja det er paa en anden maade.

302

Act: II. Sc. 2.

Leonora.D. Ranudo.D. Olympia.Pedro.

LEONORA.

Her er Isabella Gonzalos Søster uden for, som forlanger at faae Herskabet i tale.

OLYMP.

Bed hende have taalmodighed ett øye blik i en anden stue, mens vi lave os till at tae imod hende.

D. RANUDO.

Giv hid min fløyels kiol, Pedro.

PED:

Den vill parere vel till de hullede strømper.

RAN:

Er der hull paa mine strømper?

PED:

Nej ikke over 16.

RANUDO.

Tag noget blek Pedro, og smørr paa hullene, saa synes de intet.

PEDRO.

Jeg er bange Herre, at eet heelt blekhorn vill ikke forslaae, ti der er saa mange huller.

RAN:

Kom, giør som jeg beer dig. (Han smør blek paa hullene)

PED:

Skall der ogsaa smøres blek paa skoene, ti der er ogsaa store huller paa dem?

RAN:

Nej! det gaaer ikke an, jeg kand sige det er giort med villie formedelst ligtorne.

303
PEDRO.

Men der er intet bagstykke paa kiolen, det kand man jo ikke sige er giort med villie formedelst ligtorne?

RANUDO.

Pedro, din artighed diverterer mig vel undertiden, men undertiden gaaer den noget for vidt, det vill dog intet sige, naar du kun er ærbødig imod mig i fremmedes nærværelse, giør dig ellers [ingen] umage for kiolen, jeg skall nok mage det saa, at ingen faaer den bageste deel at see.

PEDRO.

Men var det ikke bedre, Herre, at vi solte denne halv fløyels kiol, og kiøbte en hel stoffes kiol derfor?

RANUD:

Nej Pedro! det første gier tillkiende, at om jeg ingen rigdom har, saa har jeg dog et højt hierte. Dersom jeg var allene klædd i slett stof, kunde folk tage mig an for en borgere, eller tænke, jeg havde satt min højhed till side, men nu om jeg bær ingen rig, saa bær jeg dog en fornemme klædning. Er Fruen klar?

D. OLYMP:

(ligeledes oppudsed svarer) Ja jeg er ganske færdig.

D. RAN:

Ak D. Olympia, hun er galante, og glimrer som Escurial.

PEDRO.

Ja Herre, men paa den anden side seer man afmalet vores Hospital

OLYMP:

Lad nu kun Madame Isabella komme ind. (Leonora gaaer till dørren for at introducere hende, og Pedro staaer bag Herrens stol med briller paa effter den Portugisiske mode.)

304

Act: II. Sc. 3.

D. Ranudo. D. Olympia. Isabella. Pedro.

(D. Olympia sidder i en lehnstol meget spansk, stikker sine tænder)

(D. Ranudo giør det samme, de reiser sig lidt op af stolen, indtill en stol bliver satt til Isabella, men sætter sig ned for hende. Pedro staaer med en Viffte, og kiøler dem)

ISABELLA.

Jeg beder 100 million gange om forladelse for min dristighed, at jeg understaaer mig at incommodere naadige Frue med en visite i dag.

OLYMP:

Ingen incommodation, Madame, Vi ere vante till at tage imod visiter fra morgen indtill aften. Jeg troer Vi har hafft allerede i dag over 8 fornemme visiter. Kand ikke D. Ranudo erindre sig, hvilke personer har været i vort hus i dag.

RANUD:

Nej det er mig u-mueligt. Folk søger vort hus som et hoff, Pedro kand du erindre det?

PEDRO.
(snøvler med sine briller, og læser af sin tegne-bog)

Det var Conde Jago de Monte d'Oro, Marqvez Ferdinando de Leo negro, med Marqveza hans Frue. D. Sebastian de Broqvel Doro, et Ducas de Sta Casa med hans Fyrstinde, og Marqvez Ferdinando Gonzalvo Philippo Carlos Jago Sebastiano Manuel de Rifuentes med hans Frue. (sagte) den sidste maa have hafft mange till Fadder, effterdi han har saa mange navne.

OLYMP:

Nu hører Madame, hvilke visiter vi har hafft i dag allene. Madamen pardonnerer mig ellers, at jeg sidder og stikker mine tænder, Vi sad og aad en Capun nyelig, det kiød incommoderer altid mine tænder.

305
ISAB:

Naadige Frue bruge kun sin commodité. Jeg er ellers hid kommen i dag som en commissionaire for en fornemme person, der intet heller forlanger end at være Herren og Fruen recommendered.

OLYMP:

Det er min Herre saa vel som mig en stor fornøjelse at kunne tiene godt folk. Han vill maa skee reise till Madrit, og forlanger Recommendations brev med fra Os. Men hvad er det for en Person?

ISAB.

Det er min broder Gonzalo, som har Herlighed till deres Dotter Donna Maria.

D. OLYMP:

Jeg saa vel, som min Herre, Madame, har stor estime saavel for dem, som for deres broder, saa vidt som vor stand vill tillade, men - - - - - -

ISAB:

Jeg veed nok hvad Fruen vill sige; deres famille er ældre end vores, og at den u-liighed tillader ikke at indgaae saadan alliance, men mon der ikke kand blive en fuldkommen ballance, naar Vi ligner Vores midler med Deres?

OLYMP:

Ak Madame! det er os ganske ikke om penge at giøre. Jeg lider heller yderste armod, end giør noget, som er vor famille u-anstændigt. Jeg vill viise Madame vores Slegte-Register, og saa skall hun see, at det er en ting, som ikke kand lade sig giøre; Jeg erindrer mig min Hr: Fars sidste ord vare disse: Jeg effterlader dig ingen midler, min dotter, men højhed, frygt Gud, hav respect for Helgene, og døe heller i armod, Jomfrue, end giør noget, som er famillen u-anstændigt, paa hvilke ord han opgav sin aand.

ISAB:

Det var en meget gudelig formaning, at raade paa sit yderste till hofmod.

306
OLYMP:

Det var ingen hofmod, Madame, men en honete ambition; Jeg har og fult hans formaning, og allieret mig med eet af de ældste hus i Spanien.

ISABELLA.

Men efftertænk, Velbaarne Frue! hvilken elendighed det er for fornemme folk ingen midler at have till at holde standen ved lige, ti foruden det, at man lider nød, er man underkast spott og raillerie.

OLYMP:

Jeg kand forsikre, Madame, at jeg ikke saalte eet bogstav af mit stammenavn for den beste Herre-gaard udi Spanien.

RANUDO.

Det var Heroisk talt, D. Olympia, det burde skrives med gyldne bogstaver: Jeg sælger ikke een bogstav for den beste Herregaard. (Pedro repeterer det samme, og tegner det i sin bog).

ISAB:

Men deres dotter mister jo intet af sin højhed derfor.

RAN:

Ej Madame! det maa vi bedre forstaae, all verden veed jo hvilken forskiell der [er] imellem de las Minas og de Colibrados.

ISABELLA.

Men slige familier forbinde sig dog offte sammen.

RANUDO.

Om all verden giorde det, saa giør D. Ranudo de Colibrados det ikke. (Pedro repeterer det igien og tegner det an).

ISAB:

Jeg merker nok, at de Nationer har rett, som skiemter med de Spaniers hofmod.

RANUDO.

Siger ikke det Madame, der findes nationer, hvor store familier end have større ambition, der er et slags fornemme folk udi Indien, som 307 man kalder Nairos, hvilke toer deres hænder, naar de har rørt ved folk af anden stand, og laer derfor vare om, naar de gaaer ud, at ingen maa komme dem nær.

ISABELL:

Det er jo smukke polerede Nationer j citere till exempel. Jeg merker nok, at jeg her forgieves anvender min veltalenhed; Jeg taer saadant afslag ikke ilde op, men heller bær medynk over deres slette tillstand og armod, som jeg seer, de ved deres ambition ikke kand reddes af.

OLYMP:

Hold kun inde, Madame, med slig bebreydelse. Dersom nogen tør forekaste os, den skall det meget ilde bekomme. Det er en medisance, Madame, man er just ikke fattig, fordi man ikke altid har rede penge, man sætter undertiden penge ud paa rente till det yderste, og derudover naar man fattes, selv maa laane, det er kun onde mennisker, Madame, som siger, at vi ere fattige.

(Medens hun siger det, gaaer lehnestolen, som er daarlig og raadden, i stykker, og hun faldersaaledes paa gulvet, at ryggen vender op, og det pialtede og synderrevne rygg-stykke bliverseet af Isabelle, som seer derpaa med forundring, og vrier hænderne af medynk. D. Ranudosøger at vende hendes øyne derfra, men hun bliver ved at beskue Fruens rygg.)

D. RAN:

Det er skammeligt med den stolemager, at han giør saadant falsk arbeide, den stol har vi dog ikke havt uden i 2 aar.

ISAB:

Ak D.Ranudo l hvortill tiener at sætte saadan farve paa allting, mig synes at Herrens skoe ere mere end 2 aar gamle.

PEDRO.

Jeg har skaaret alle Herrens skoe saaledes effter ordre, ti Herren er piaged med lig-torne, og Fruen ligeledes, hvorfor hun ingen Ryggstykker taaler. (Isabella græder, taer afskeed, Leonora følger hende ud)

308

Act: II. Sc. 4.

Leonora.D. Ran:D. Olympia.Pedro.

LEON:

Madame Isabella lod formelde sin underdanigste respect, og bad Herren og Fruen ikke vilde forsmaae den lille Guld-børs, som hun flyede mig.

D. OLYMP:

Ej den Canaille, mener hun, vi ere staadere, flux tillbage dermed, og kast hende den i næsen, det skall min troe ikke blive u-hævnedt, ti det var en dristighed uden liige. En lumpen de las Minas vill give allmisse till Monte ricco, hvis olde-moder forskød saadan beiler, som D. >Alphonso de Ribera.

(Leonora løber ud med pungen, og kommer strax igien, hun og Pedro aber dem effter, taler vexelvis ogsaa fnysende.)

PEDRO.

Og effterlod sin Sønne-dotter till arv 2 forskrækkelige kister, een fuld af hofmod, og een fuld af armod.

RANUDO.

Vill hun give allmisse till En Colibrados, hvis Forfædre har giort riget saa store tienester.

PEDRO.

Og hvis Effterkommere sidder den hele dag paa en lehnstol, og stikker deres tænder.

OLYMP:

Hvis Forfædre giorde aldrig presenter endogsaa till Staadere, uden i Guld og Juveler.

LEONORA.

Og hvis Effterkommere ikke kand giøre presenter uden salv. ven: af noget andet.

309
RAN:

Hvis Forfædre ere blevne ophøjede allene ved deres dyd og tapperhed.

PEDRO.

Hvis Effterkommere burde stødes ned paa hoved af højhed igien formedelst deres u-dyd og ørkesløshed.

RAN:

Som nedstiger i gerade linie fra den store D. Prospero de Colibrados, der udi det slag ved Burgos slog 400 Morer ihiel med sin egen haand.

PEDRO.

Og hvis berømmelige plante den store D. Ranudo omkommer hver dag tiere creaturer med sin negl.

OLYMP:

Hvad vilde min Stamfader D. uliano de Monte Ricco sige, om han kunde staae op og see saadant?

LEON:

Han vilde sige: tag imod pengene din Giek, og kiøb derfor noget tøy till bag-stykker till din kiol.

RANUDO.

Hvad ville D. Antonio de Colibrados da ikke sige, om han stod op af graven?

PEDRO.

Han villde sige: sætt din højheds griller tiliside du Narr, gaa hen og arbeid, at du kand fortiene noget till et par skoe.

OLYMP:

Hvad villde En af mine Forfædre D. Adorinda sige? der vegrede sig ved at tage imod 100000 styk von Achten, som i henseende till hendes Herres tieneste bleve hende tillbudne af Regieringen.

LEON:

Hun villde sige: hos mig var det en dyd, som havde derforuden 310 rigdom nok, men du fortiener at trækkes i daarekisten, som er færdig at døe af sult, og dog foragter godt folkes gave.

RANUD:

Hvad villde da D. Gusman de Colibrados sige, der depenserede allene l td Guld paa 3 pyramider at oprette?

PEDRO.

Han villde sige: Er det mueligt, at slige skab-halse kunde komme af vore lender, der ved daavenhed ere bragte i saadan stand?

RAN:

Dog maa skee hun har giort det i Eenfoldighed, det slags folk ere som bønder at regne imod os, hvis man vidste, at hun havde giort det af foragt, skulde jeg udrødde deres hele famille, men jeg troer, at det er af pur Eenfoldighed, og derfor vill ikkon lee deraf. Var det ikke en artig historie, Pedro?

PEDRO.

Jo min troe, var hun artig, jeg veed ikke om Herren mener det, at Fruen faldt paa Gulvet, og man fik hendes durchleuchtig rygg at see?

RAN:

Nej jeg mener, at saadann gemen Qvinde villde give os allmisse.

PEDRO.

Nej jeg mener, at hun fik Fruens Rygg og Herrens skoe at see, ti det andet var ikke underligt. Jeg kand forsikre Herren, at hvor fattig og nødliden jeg end er, saa havde jeg forgangen dag, da jeg af en hendelse var bleven begaved med 4 ß, nær understaaet mig at give dem till Herskabet af medlidenhed. Men det er allene artigt og forunderligt, at Fruen og Herren fnyser af vrede, naar Guds børn vill række dem haand.

OLYMP:

D. Ranudo! Vi kand ikke have den insolente tiener længere i vort hus, hans skiemt begynder at gaae allt for vidt.

311
PEDRO.

Jeg kand forsikre om, at Fruen beviser mig en stor tieneste dermed, at hun jager mig paa døren, ti jeg tiener af lutter høflighed.

D. RAN:

Hør D. Olympia! jeg har sagt, at vi maa holde et lystigt hoved noget till gode, udi allt hans galskab er dog alltid noget sandt. Udi dette har han saa vidt rett, at Fruen bør straffes for sin Effterladenhed, at hun ikke skikkede bud till kræmmeren, og i mit navn tog sig tøj ud till en klædning. Hør Pedro! mens vi kommer det i hu, du skall siden løbe hen till kræmmeren Juan, og tage ud i mit navn silke-tøj till en klædning.

PED:

Jeg vill gierne gaae derhen, maaskee kræmmeren har andet sind i dag end i gaar.

Act:III. Sc. 1.

D. Maria.Leonora.

D. MARIA.

Ak Leonoral min Forældres daarlighed er ikke at beskrive, vores armod er ubeskrivelig, os bydes velstand, men vi skall betle af lutter hofmod. Var det en gemen borgelig famille, som tillbød os saadan alliance, kunde man endda ikke forundre sig saa meget derover, men det er af et adeligt huus, En af de rigeste og artigste personer i hele provincen, som forlanger mig till brud.

LEONOR:

Min allerkiereste Jomfru, j synder imod Eder selv, dersom j herudi har mindste respect for Eders Forældre, ti jeg finder hos dem ikke ambition, men raserie.

MARIA.

Ak kiere Leonora! jeg elsker dig for din troeskab imod mig som min egen Siæl, jeg veed, at du for længe siden havde forladt os, 312 havde det ikke været for min skyld, om jeg ikke kand belønne din troeskab, saa skall himlen belønne den. Jeg forlader mig udi denne Sag paa dig, og følger dine Raad. (græder)

LEONORA.

Græd ikke Jomfru! Vi skall nok hitte paa Raad. Ingen mure ere saa stærke, jeg jo kand rive dem ned. Intet laas saa fast, jeg jo har nøgle dertill, følg ikkon blindt mine raad, saa skall allting have gode veie, jeg har overlagt en ting med Gonzaloes Søster Isabella, som jeg troer nok, skall lykkes, og hvis det ikke lykkes, saa maa vi gaae lige till, og lade os bortføre. Men der kommer Eders Forældre, j maa gaae till side.

Act: III. Sc. 2.

D. Ranudo.D. Olymp:Pedro.

D. RAN:

Naa Pedro, hvad sagde kræmmeren?

PED:

Han svarede kort og godt: hils dit bedragerske Herskab, din slyngel, og bed dem betale først, hvad de ere skyldige. Kræmmere ere ikke at skiemte med, naar man er dem skyldig. Naar man kommer i dislige ærinde, falder kræmmer-complementer ikke anderledes.

RANUD:

Har du ingen vidner paa hans mund?

PEDRO.

Det er u-lykken Herren, at han taler ikke med munden, men allene med gebærder effter den Tyrkiske maade i Constantinopel, ti han gav mig et ørefigen først paa den højre side, hvilket var ligesaa meget, som han vilde sige: din slyngel; og dereffter eet paa den anden side, som jeg kunde udtolke at skulle betyde: hils dit bedragerske Herskab; og siden tog min hat fra mig, hvilket jeg udlagde saaledes: betal først hvad du er skyldig. Siden da jeg løb bort, knyttede 313 han næver, hvilket jeg forstod saaledes: Vill dit Herskab ikke betale med det gode, skall jeg nok med retten tvinge dem dertill. Jeg kand ikke selv tale ved gebærder, men kand forstaae perfect andre.

OLYMP:

Her er noget forbandedt plump canaille i denne by, de har ingen respect for fornemme folk.

PEDRO.

Det er sandt Frue, de burte holde sig for en ære at blive bedragne af saadant Herskab.

RAN:

Nu, nu, Pedro, vær noget menagerlig med dine expressioner. Gak kon ud lidt, jeg vill være her med Fruen allene.

Act: III, Sc. 3.

D. Ranudo.D. Olympia.

DON RAN:

Hør D. Olympia, hvad skall vi have at spise i dag?

OLYMP:

Ja hvad skall vi spise andet end det samme vi spiste i gaar, i overgaars, og den anden dag; den første Rett bliver urter, den anden Rett urter, og den 3die Rett ogsaa urter.

RAN:

Men vi kand ikke leve længe saaledes, jeg finder allerede mine kræffter saa formindskede, at jeg kand neppe staae paa mine been.

OLYM:

Ak gid det stod mig an at arbeide, at jeg kunde fortiene noget till føden, ti hunger er dog et haardt sverd.

RAN:

Der sidder en fattig bonde uden for døren, og æder, han er derudi lyksaligere end vi.

314
OLYMP:

Lyksaligere kand han ikke være, ti hvordan end hans villkaar ere, saa er han dog kon en bonde jeg har ellers medynk over den stakkels mand, at han skall sidde og spise under aaben himmel.

RAN:

Men hvilket er verst, at spise under aaben himmel, eller at sulte under tag?

OLYMP:

Begge dele ere onde; det første er gement, men mætter dog, det andet fornemme, men mætter intet.

RAN:

Lad os kalde den stakkels mand herind, at han kand sidde og spise sin mad udi roe, ti derude har han baade Solen, lufften, fluer, mennisker og hunde at drages med.

OLYMP:

Ja lad ham komme ind, jeg har heller en bonde eller borger i mit hus, end en maadelig fornemme mand, ti den første tillskriver mig det som en christelig ydmyghed, men den anden vill passere for min ligemand, og holder det for en Rett at omgaaes med mig.

Act: III. Sc. 4.

D. Ranudo.D. Olymp:Bonden.

RAN:

Hør du fattige mand, trin hid ind med din pose.

BOND:

Jeg er for ringe, velbaarne Herre, at gaae ind i saadant hus.

RAN:

Vi ere alle mennisker, jeg havde medlidenhed med dig, da jeg saae dig sidde og spise under aaben himmel, sætt dig kon ned paa denne stol, der kand du spise din mad i roe.

315
BONDEN.

Tak velbaarne Herskab.

RAN:

Hvor boer du?

BOND:

Jeg boer 4 mile herfra.

RAN:

Hvad har du ført denne gang med dig i byen?

BOND:

Nogle snese kyllinger, som ere saalte paa torvet.

RANUDO.

Dersom du har nogle gode fede capuner, kand du bringe dem hid en anden gang.

BOND:

Vill Herskabet ingen kyllinger hae?

RAN:

Nej, jeg er ikke synderlig for kyllinger, den eneste kiød-mad vi æder her i huset, er Capuner og Vildt; Ellers æder vi ikke rett meget kiød-mad.

BON:

Jeg kand nok see det paa Herskabet, ti baade Fruen og Herren see saa mavre ud. (De stryge sig begge to over øynene)

RAN:

Hvad er dit navn, min ærlig mand?

BOND:

Jeg heder Juan.

RAN:

Boede din Faer ogsaa paa samme gaard, som du boer paa?

316
BOND:

Ja.

RAN:

Hvad var hans navn?

BOND:

Jeg veed min troe ikke.

RAN:

Det er forskrækkeligt ikke at viide sine Forældres navn. Den største fornøjelse i verden er jo at viide sine Forældres navne, og af hvad oprindelse man er.

BOND:

Paa landet hos os holder vi det for den største fornøjelse at see jorden bære korn og fructer, som vi kand leve af, at vore hustruer kand faae børn hvert aar, at vore børn kand snart voxe op og gaae os tillhaande.

RAN:

Det er artigt, og vi høje Stands personer holder det for en byrde at faae mange børn, ti jo flere børn, jo flere udgiffter.

BOND:

Hos os derimod heder det: jo flere børn, jo flere indkomster, jo flere junkere, jo flere ædere i landet, men jo flere bønder, jo flere arbeidere.

RAN:

Det er sandt, du taler som en Philosophus. Hvor gammel var du, da du blev gifft?

BONDEN.

18 aar.

RANUDO.

Det var noget fortilig. Vi fornemme folk giffter os ikke nær saa tilig, Vi maa undertiden bie i 40.50 aar, inden vi kand komme i stand till at underholde vores familier ligesaa prægtigt som vore Forfædre.

317
BOND:

Vi derimod giffter os saa snart vi ere i stand till at kunne fortplante verden, ti hustrue og børn er os till ingen byrde, jo flere hænder i huset, jo flere arbeidere, jo flere arbeidere, jo større velstand.

RAN:

Denne mand taler viselig D. Olympia, Bondestanden er derudi lyksalig; jeg troer ogsaa det er aarsag, at bondebørn ere friskere og stærkere end fornemme børn, effterdi de blive avlede i Forældrenes blomstrende aar.

BOND:

Om Herren ikke villde tage det u-naadigt, saa troer jeg ogsaa, det er aarsag, at der ere ikke saa mange Hanreder blant bønder, som blant fornemme folk, ti naar fornemme folk gaaer og bier till de ere 50 aar, førend de kand komme i stand at forsørge et hus, saa kommer de derimod af stand til at forsørge en kone, uden saa er, at de fornemme Fruer kand lade sig nøje med mad og drikke allene, hvilket vi holde for u-troeligt hos os paa landet.

RANUDO.

Ha, ha, ha! det er en fornøjelse at høre en gemen bonde raisonnere saaledes. Jeg staaer ellers, og seer paa dig med forundring, at du kand æde den grove mad med saadan appetit.

BOND:

Ak den ost og brød smager mig maaskee bedre end den beste steg kand smage Herskabet; all mad er god, det er ligesom vi vænner vore maver till.

RAN:

Vi bør forsøge allting i verden, lad mig for curiositet smage noget af din ost, og see, om jeg kand faae det ned.

OLYMPIA.

Ak D.Ranudo! det gaaer aldrig an.

BONDEN:

Vill Herren forsøge engang.

318
RAN:

Ja nok, af lutter curiositet. Ej det smager ikke saa galt.

BOND:

Fruen taer nok et stykke med.

OLYMP:

Det er sandt, den ost smager vel, jeg villde have forsoret det.

RAN:

Ha, ha, ha, jeg maa min troe hae et stykke endnu, det er noget rart, som jeg aldrig havde tænkt at giøre, og som jeg kand fortælle for mine børnebørn. Skiær kon et tykt stykke Juan, og giv os noget af dit grove brød med. (æder begge brav)

OLYMP:

Den første historie jeg fortæller, naar jeg kommer till Hove, skall min troe være, at jeg har spist ost og brød med en bonde.

RAN:

Ha ha ha. Giv os nok et stykke Juan. Jeg vill min troe æde saa længe det smager mig.

BOND:

Jeg veed ikke velbaarne Herre, om min ost kand taale flere snit denne gang

RANUDO.

Ha ha ha (taer osten selv, og skiær den halve del deraf) nu skall du see Juan, at hverken Fruen eller jeg foragter fattig bonde-kost. (Bonden stikker maden i posen igien og kløer sig i hovedet)

OLYMP:

Giv mig endnu et stykke jeg vill forsøge, om min dotter Frøkenen kand ogsaa æde saadan grov kost, ha, ha, ha, det er artigt nok for en forandring.

BOND:

Det sidste snitt Herren giorde kand den hele famille ikke allene giøre forsøg paa, men end og æde sig mætt af.

319
RAN:

Naar du kommer till byen igien, kand du frit tale os till.

BOND:

Herskabet skall hae tak, (sagte) men skam faae den, der taer sin madpose offtere med sig.

RAN:

Naar du nu kommer hiem Juan, saa haaber jeg, at du berømmer os for vor ydmyghed.

BOND:

Ja vist, besynderlig om Herren er saa naadig, og gier mig noget vederlag, ti jeg havde sandt at sige nett op saa meget mad, som jeg kunde bruge paa reisen.

RAN:

Hvad skall vi gie denne ærlige mand, D. Olympia? Jeg laante 2000 Rosonobler ud till en god venn i dag, og derfor har ikke et stykke guld mere ved haanden, og at give foræringer ud i sølv-penge, kand ikke staae mig an, eller nogen af det Colibradiske hus.

BOND:

Ak naadige Herskab! jeg vill nok lade mig nøje med sølv-mynt.

RAN:

Nej, Juan, det kand ikke lade sig giøre. Vi villde miste all vor Reputation derover. Vore belønninger bestaaer enten i guld eller ære.

BONDEN.

Men efftersom Herskabet har intet guld ved haanden, og jeg har selv saa megen ære jeg forlanger, saa vill jeg ydmygst bede om et lidet vederlag udi sølv-mynt, at jeg kunde kiøbe mig noget mad igien.

RAN:

Skall vi da give ham en snees styk von achten, D. Olympia, men med condition, at han ikke siger det till nogen?

320
D. OLYMP:

Ak Herre! det tilisteder jeg aldrig, ti det var en ævig skam for vort hus.

BOND:

Jeg skall min troe ikke sige det till nogen, at jeg fik sølv-mynt.

RAN:

Hør Juan! jeg er viss paa, naar du kommer hiem og fortæller de andre bønder hvad dig er vederfaret, at de vill giøre ære af dig hereffter.

BOND:

Om Herskabet er ikke ved penge, saa villde jeg ydmygst bede, at de villde give mig noget af deres mad igien, som jeg kunde bruge paa veien, og vise de andre bønder till bevis, at jeg har været i Herskabets hus.

RAN:

Jeg vill give dig et aftryk af mit Vaaben, som du kand føre hiem med dig till bevis, at du har været her.

BOND:

Bliver jeg da ogsaa en fornemme mand, naar Herren forærer mig det Vaaben.

RAN:

Nej, snak.

BOND:

Jeg tænkte, at det bestod allene i vaabenet, ti der er jo mange der ikke beviser deres højhed af andet end af deres og deres Forfædres vaabener, men efftersom det ikke kand hiælpe mig, saa giver mig noget mad at fortære paa veien.

RAN:

Naar saa nogen tviler derom, og siger, hvor kunde være mueligt at D. Ranudo de Colibrados, som er descendered af Antonio Prospero Alonzo, Gonzalo Hyppolito Stephano Mustacho - - - -

321
BONDEN.

Men naadige Herre.

RANUDO.

Lopes, Melchior Gusman Theodosio Theophrasto, Theodoro Carlos, Philippo Manuel Baltazar.

BOND:

Men naadige Herre.

RAN:

Manulè, Juàn Aurelio Sanctio Ramirez Don Jago Juliano Sebastiano Valentiniano Hemogeniano Melchior Lopes - - - - -

BOND:

Men naadige Herrejeg skulde - - - -

RAN:

Gaspar Ranudo Trincalo Ventoso etc etc etc.

BOND:

Endnu er jeg lige sulten naadige Herre.

RANUDO

(viser ham listen i stammebogen, og siger etc etc. etc. etc. etc. - - - - etc etc.)

BOND:

Herren maa regne op saa mange D. Julianer og Don Ahner, saa mange Don Qvichotter og Don Sancho Pancher, som han lyster, saa gir det mig - - - - - - -

RANUDO.

Naar saa nogen, siger jeg, tviler derom, og siger, hvor kunde det være mueligt, at saadan en Herre skulde bevise en stakkels bonde slig ære? saa giør du intet videre, end viser dem aftrykket.

BOND:

Men vill Herskabet i det ringeste ikke give mig lidt vin i min flaske?

322
RANUDO.

Hør D. Olympia! der ligger et aftryk paa bordet, som denne gode mand kand faae till en Erindring, at han har været her.

BOND:

Maatte jeg ikke kalde paa laqvaien først, at han fylder mig min flaske?

RANUD:

See her Juan, forvar det nu vel, og see till, at det gaaer ikke i stykker paa veien.

BOND:

Maa jeg springe ud i kiøkkenet selv, og kalde paa kielder-svenden?

RAN:

Nu vill jeg forklare dig Juan, hvad der staaer paa dette vaaben. Udi det første skillerom er en blaa falk. (Bonden sagte: skam der taer sin madpose offtere hid med sig) Udi det andet skillerom er en Leopard.

BOND:

Jeg kand ikke bie længere, jeg maa gaae.

RAN:

Udi det 3die 4 lilier.

BOND:

Jeg var tillfreds der stod 16.

RAN:

Udi det 4de et Sverd.

BOND:

Gid diævlen havde baade sverd og lilier!

RAN:

Nu skall jeg sige dig udtydningen.

BOND:

Far vel naadige Herskab jeg takker for den ære de har bevist mig med at æde min mad op.

323

Act: III. Sc. 5.

D. Olympia.D. Ranudo.

DON RAN:

Hvor den bonde han vill hiertelig berømme os, naar han kommer hiem.

OLYMP:

Ak ja vist. Jeg veed perfect hvad han vill sige: hvilket naadigt Herskab var ikke det? mangen bonde er mere storagtig end den Velbaarne Herre og Velbaarne Frue.

RAN:

Men der skulde ikke heller mange af vor stand have giort det mod en stakkels bonde, som vi giorde?

OLYMPIA.

Det vill intet sige, D. Ranudo. Vi mister intet af vor ære derved. Jeg er ikke meget storagtig, allene jeg kand ikke lide dem, som vill være noget, og dog intet er. Bønder gier sig ud for bønder, og tager op som en naade den ære man giør dem. Men der er visse folk, som Monsr og Madme, j veed vel selv, hvilke giøre sig saadan fornemme air, men borgeren stikker dog ud iblant, hvormeget de søger at skiule den. Det gaaer med dem, som man fortæller om en viss Laqvais, der vandt saa mange penge udi et lotterie, at han selv blev Herre, og førte sig meget prægtig op, men glemte sig selv engang, i det at i steden for at sætte sig udi carossen, han steg bag paa. Saaledes stikker og Borger-nøkkerne frem hos de folk, som jeg taler om. Jeg kand ærgre mig ihiel, naar jeg seer Madame nok sagt i sin Porto-Chaise, hellende sit hoved paa den venstre axel med en melancholsk mine, ligesom hun var misfornøjed over det, at hendes mand ikke havde bragt det endnu højer, da dog naar hun tænker paa, at hendes fru moder saalte figener offentlig paa torvet udi Sevilien, hun burte blive ganske hovedsvimled, og holde sig fast med begge hænder udi Portochaisen, men hun taler min troe ikke gierne om hendes grande mama, ikke heller Monsr om sine Forfædre. Jeg er 324 færdig at sprække min hierte D. Ranudo, naar jeg tænker paa de folk.

RANUDO

Ej min hierte hun ivre sig ikke saa meget, det er jo ikke umagen værdt.

OLYMP.

Jeg var tillfreds, de torde understaae sig at besøge mig engang, jeg skulde min troe lae dem staae i Forstuen een hel time, det siger jeg og det svær jeg paa, hvad vill det - - - - - -

RANUDO.

Ej Gud bedre mig! faaer Fruen ondt? hun vill min troe besvime, Gid jeg havde noget at give hende at lugte till. Lugt till dette stykke ost, saa maaskee det gaaer over. Ak hvilket adeligt hierte! (hun kommer sig igien)

OLYMP:

Jeg siger D. Ranudo, de skulde staae een heel time i forstuen, meer æstimerer jeg dem ikke, jeg agter dem ikke saa meget som det stykke ost, j har i haanden (naar hun siger dette, taer hun osten af hans haand, og æder den)

Act: III. Sc. 6.

D. Ranudo.D. Olymp:Pedro.

PEDRO.

Ak nu ligger her et fandens hus, her er creditorer ude med Rettens middel, som vill exeqvere en dom, og tage bort allt hvad de finde i huset.

RANUDO.

Hvor ere de?

325
PEDRO.

De ere allt brudt ind i den grønne stue.

RANUDO.

Kom lad os gaae.

Act: IV. Sc. 1.

Leonora.Isabella.

LEONOR:

Nu Madame, hvad synes Eders broder Gonzalo om det forslag?

ISAB:

Det staaer ham meget vel an, jeg kand og ikke rettere see, end at det er den sikkerste vei.

LEONOR:

Han vill give sig ud for kongens Søn af Mohrland, og skall hede: Casper Melchior Balthasar Ariel Theophrasto Bombasto Printz af Æthiopia.

ISAB:

Det er et prægtigt navn, jeg troer at det ord Bombasto allene vill bevege dit Herskab at give ham D. Maria. Men er det ikke noget underligt at give sig ud for en æthiopisk Printz, mig synes, at det er for dristigt et paafund end ogsaa i en Comoedie. Man støder sig jo derover i den borgerlige Adelsmand, at en kiøbmand bindes dette paa Ermet, at den Tyrkiske keisers Søn kom till Paris, for at frie till hans dotter.

LEONOR:

Nej Madame, saa meget urimelig som inventionen er i samme Comoedie, saa lett kand den sættes i verk her, ti at bilde en kiøbmand ind, at den Tyrkiske keisers Søn med den store Mufti og anden Geistlighed reiser midt ind i kiernen af Evropa for at giffte sig med en u-seed borgerdotter i Paris, er hart ad ligesaa dristigt som deres invention, som gav sig ud for Ambassadeur fra keiseren i maanen, for 326 at handle om Egteskab imellem samme keiserlige Mayst og Doctorens dotter; Men her kommer en christen-Printz fra Africa till Spanien, som gier sig ud for at have antaget den Romerske troe, hvortill mange fornemme Herrer i Æthiopien ere faldne, og derfor vill foreene sig med Een af de højeste familier i Spanien, som de mener, er den Colibradiske, saa er der aldeles intet at scrupulere over, uden det at han er sort, men det gaaer allene bruden an. I veed jo, at der er ellers ingen famille i Spanien, som mit Herskab jo vrager.

Act. IV. Sc. 2.

Pedro.Isabella.Leonora.

PEDRO.

Hej Leonora!

ISAB:

Hvad er paa færde?

PEDRO.

Vær snar, i skall ind og forseigles, saavelsom allt andet boeskab i huset.

LEONOR:

Forseigles! hvad vill det sige?

PEDRO.

Det er: j skall ind og lade jer sætte stempel paa; her har været en allarm i huset, der er ikke eet skab, som jo er bleven forseigledt af creditorer. Allt hvad løst var, er bleven borttaget indtill Herrens og Fruens gang-klæder.

LEONORA.

Jeg gier dem en god dag, alle de klæder jeg har, ere mine egne, som jeg havde førend jeg kom her i huset.

PEDRO.

Det vill intet sige, jeg brugte det samme argument, men det blev 327 ikke hørt, Rettens middel tog alle mine smaa sager bort, og trøstede mig dermed, at jeg kunde søge min Regres till mit Herskab igien.

LEONORA.

Det var en deilig trøst.

PEDRO.

De spurte effter Cammer-pigen, jeg var dog saa ærlig og sagde, at hun ikke var hiemme, men bad dem, at de villde have taalmodighed en liden stund, hun kom strax hiem.

LEONOR:

Nej see engang, hvor ærlig han er!

PED:

De vill min troe have fatt paa jere smaa sager ogsaa, om jeg kiender ellers Rettens middel rett.

LEON:

Jeg har min troe ingen i behold, de maa gierne tage det som de finder. Men hvorledes gier Herren og Fruen sig till freds?

PED:

De ere endnu lige storagtige, skiønt de ere ganske nøgne, jeg veed ikke i det hele hus han har noget at svøbe sit fattige legeme i, andet end et gammelt hestedekke.

LEON:

Ak! taarene staaer mig i øynene, naar jeg hører saadant.

ISAB:

Tie kon stille Leonora, det skall snart blive godt.

PEDRO.

Hvor vill det blive godt! hvor vill det blive godt!

ISAB:

Du veed jo hvad vi har overlagt sammen, men der kommer Gusman.

328

Act: IV. Sc. 3.

Gusman.Leonora.Isab:Pedro.

GUSMAN

(sagte) Jeg gier jer Fanden j Gripomenuser, saa mange som j ere, Vill j flaae huden af mig, den nytter jer jo intet; vill j tage mine klæder, de ere jo ikke een skerv værd; vill j tage min Page-titul fra mig, saa giør j mig en tieneste, ti saa kand jeg komme till at blive steg-vender hos godt folk. O! gid j faae en u-lykke j Gribhomines for jer medfart mod Herskabet, først tog de bort hvad de fandt i huset, siden lagde de haand paa Herskabet, tog først Herrens hatt af hovedet, siden kiolen, siden, med permission, halsdugen, siden overbuxerne, saa at han har intet tillbage uden underbuxer og skoe; kort at sige: der blev intet tillbage udi det hele hus, hvormed Herren kunde skiule sit nøgne legeme uden et heste-dekken, saa at han seer verre ud end en diævel, men han er lige stor paa det endnu; han sagde till mig: hør Gusman! i all denne u-lykke beholdt jeg dog min stamme-bog.

LEON:

Hør Gusman! hvad nytt?

GUSM:

Vi faaer nytt nok hereffter, ti det gamle er altsammen rent borte; men see der kommer Fruen.

ISAB:

Saa maa jeg da løbe.

329

Act: IV. Sc. 4.

D. Olymp:Leonora.Pedro.Gusman.

OLYMP:

Ak! jeg døer af forbittrelse, o! en uforskammenhed uden lige! jeg skall hevne mig, om det skall koste all min velfært.

GUSM:

Den har været fløjten for længe siden.

OLYMP:

Saa tit jeg tænker derpaa, kaager mit hele adelige blod i mine aarer.

PED:

Det maa en steds kaage i huset, ti i vor gryde har i lang tid intet kaagt.

OLYMP:

Ak! jeg brister.

PED:

Da er det min troe ikke af for megen mad.

OLYMP.

Mon de folk har glemt, hvem jeg er?

PEDRO.

Nej det er u-lykken, at de ikke har glemt os, ti ellers havde vi beholdt det lille, som endnu var till overs.

OLYMP.

Ak! hvor er mine folk? at jeg kand overlægge med dem hvad anstalter vi skall giøre.

LEON:

Her er vi allesammen, hvad har Herskabet at befale?

OLYMP:

Ak Leonora! du har altid været mig en troe tienerinde.

330
LEON:

Jeg har intet giort, uden hvad min pligt udfodrer.

OLYM:

Ak Leonora! veed du hvad u-lykke, hvad haanhed mig er vederfaret.

LEON:

Allt for meget disver.

OLYM:

Hvor hastigt kand dog ikke saadant rygtes!

LEON:

Hvor skulde ikke saadant rygtes, ti vi har jo alle i huset faaet en snert af svøben.

OLYMP:

Hvilke tro husfolk, som tager saa del udi deres Herskabs skam.

LEON.

Skammen er ikke saa stor som skaden.

OLYMP.

Saa maa du da ikke viide hvad der er hendt os.

LEON:

Jo jeg veed nok, at Rettens betientere har - - - -

OLYMP.

Ej! det er intet, nej her er noget andet vederfaret, som har mere at sige. Saa snart Rettens betientere vare borte, kom en Cammerpige lige ind i mit gemak, uden at lade sig anmælde, og talede slige bespottelige ord: mit Herskab laer dem hilse, de har hierteligt ondt af den fortræd som er hendt, og beder, at Fruen ikke vill forsmaae en silke-klædning, som ikke er brugt over 2 gange. Ak! jeg kand ikke fortælle mere af harme. (hun gaaer)

331

Act: IV. Sc. 5.

D. Ranudo, (svøbd i hestedekken,) Leonora. Pedro (de blive forskrækkede, falde paa knæe, slaaer kaars for sig)

RAN:

Ej børn lille! det er allt for stor ydmyghed, jeg er jo ingen Helgenjeg er vel en fornemme mand, men dog et menniske, forlanger derfor intet knæ-fald.

PEDRO.

Ak! er det Herren?

RAN:

Det kand du vel see, staae op igien, jeg forlanger ingen saadan dørkelse af mine husfolk.

PED:

Jeg kand sværge paa, at det ikke var af ydmyghed, men jeg tog Herren an for en Varulv.

RAN:

Ja saa, det kommer af den slette schlafrok jeg har paa, men om jeg heder Don Ranudo de Colibrados, saa skall det ikke blive u-hevnedt, hvad mig er vederfaret i dag, at creditores skall udrøddes med hustru og børn, hvad mener du vel, naar saadant kommer ud, om de folk ikke blive straffed paa gods og formue, og den hele by sine privilegier betagen.

PED:

Ak Herre! jeg beer dog for byen, at den maa blive spared, ti hvad kand andet godt folk dertill?

RAN:

I saadanne tilfælde, Pedro, bliver den u-skyldige straffed med den skyldige.

PED:

Men om saadan mand som Herren intercederer for byen, blir den nok spart.

332
RAN:

Ja Pedro, naar det kommer saa vidt, vill jeg see hvad jeg kand giøre.

PED:

Ak! Heren skall have tak paa byens vegne.

RAN:

Men hvad var det for et Fruentimmer, som stod her nylig, og løb bort?

LEONORA.

Det var Cammerpigen till den Prinds, som nylig er kommen hid.

RAN:

Hvad heder den Herre?

LEONOR:

Han heder: Melchior Caspar Balthasar Theophrasto Bombasto Ariel David Georgius Prinds af Æthiopien.

RAN:

Hillemænd, men hvor er j bleven bekiendt med hende?

LEONOR:

Hun kom for at besøge mig, ti hendes Frue, som er samme Herres moder, og keiserens Søster, vill ikke have at hun skall omgaaes med folk af anden famille end vores.

RAN:

Det holder jeg af. Jeg mærker, at de folk har ambition, ti der er sandt at sige, ellers ikke en famille i byen, som man kand omgaaes med.

LEONOR:

Der er ellers saa vidt jeg kand mærke, ogsaa noget andet under, ti samme Cammerpige lod sig halv forlyde, som at samme Herre var allene hidkommen for at alliere sig med vores hus, og ægte vores Frøken, Han er ikke allene en mægtig, men og en højchristelig Prinds, ti han er opkald effter de hellige 3 konger.

333
RAN:

Er det mueligt Leonora? kald paa Fruen, at vi kand lade hende det vide.

Act: IV. Sc. 6.

D. Olymp:D. Ranudo.Leonor:Pedro.

OLYMP:

Ak D. Ranudo! jeg skiæmmes ved at lade mig see i denne borgelige dragt.

LEONOR:

(sagte) Det er min troe min gammel kiol Fruen har faaet paa.

RAN:

Tie kon still D. Olympia, her er kommen en stor Prinds i byen, som vill alliere sig med vor famille.

D. OLYMP:

Maaskee det er En af de nye Prindser.

RAN:

Nej, det er En af de ældste i verden, der udspirer af Dronningen af Saba, en æthiopisk Prinds. Leonora veed hans navn.

LEON:

Han heeder: Melchior Caspar Balthasar Theophrastus Bombastus Ariel David Georgius.

D. OLYM:

Er det mueligt?

LEON:

Jeg troer uden tvil vi faaer visiter af ham i dag, det eneste jeg frygter for, er at Frøkenen ikke vill have ham, effterdi han er sort.

D. OLYMP:

Det vill intet sige, naar han kon er høj, ak hvilken lykke!

334
RAN:

Men hvorledes skall jeg kunde tage mod saadan en Herre udi denne eqvipage? hør Pedro, her er kommen en fremmed Prinds till byen at begiere min dotter till ægte, samme Prinds er fra Morland.

PED:

Fy, vill Herren give sin dotter bort till en Tarter.

RAN:

Det maa ikke hiælpe, hun kommer derved i højhed, men hvor skall jeg faae klæder?

PEDRO.

Tie kon still Herre jeg skall skaffe en kiol i en hast, som jeg vill laane i mit navn.

RAN:

Ak kiere Pedro! vær snar da.

PED:

Jeg skall være her i et øje-blik. (abit)

RAN:

Men banker der ikke paa døren?

D. OLYM:

Løb Leonora og see hvem det er.

LEON:

Ak Prindsens Udtolker er her uden for, og vill have Herskabet i tale.

RAN:

Ak er det mueligt? hvordan skall vi bære os ad? j maa sige Leonora, at vi ere ikke hiemme.

D. OLYMP:

Nej det gaaer min troe aldrig an, ti det er farligt at støde saadan Herres bud for hovedet, vi maa hitte paa andet raad.

335
RAN:

Her er intet andet raad at hitte paa, jeg kand umuelig lade mig see i denne dragt.

LEONORA.

Mig rinder noget i sinde, hvorved vi kand hiælpes, Herren maa lade som han er syg, og sige, at Docteren har raadet ham at svøbe sig i saadant dekke, hvilket skall være krafftigt for en slags svaghed.

RAN:

Ej! det gaaer aldrig an.

LEON:

Eller nok et andet anslag, Herren kand lade som han piner sit legeme for at giøre poenitentze, og at han har svøbt sig i dette dekken af lutter devotion.

RAN:

Det gaaer an, Leonora, lad ham kon da strax komme ind.

Act: IV. Sc. 7.

Udtolkeren.D. Ran.D. Olymp:Leonora.

LEONOR:

Ak Herre han maa ikke undre sig over den tilistand, han finder mit Herskab udi, min Herre D. Ranudo, saasom han er den fornemste mand her i byen, saa er han ogsaa den gudfrygteste. Han har effter k. Nabocodonossers exempel ydmyget sig saaledes, at han seer snarere ud som et dyr end som et menniske, og har satt sig for i 14 dage at plage sit legeme for sine synders skyld. Han var betænkt paa først at gaae med blotte ben, men har fundet, at den penitence var ikke tillstrækkelig. Hvorudover han endelig har fattet den kongel. Resolution at fornedre sig ligesom Samt. Nabocodonosser, fra hvilken jeg troer, at han kand regne sin Herkomst, ti hans familie er fast den ældste udi Spanien. Han villde ogsaa som Nabocodonosser krybe paa hænder og fødder, men vi har allesammen med suk graad og 336 knæfald bedet ham at lade det blive derved, men det havde ikke kundet hiælpe, hvis ikke Erke-Bispen selv med det hele Clericie ved Deputerede havde formaaet ham at moderere saadan hellig jver.

UDTOLKEREN.

Ak D. Ranudo! jeg mærker at der ikke allene ere store mænd i den Colibradiske familie, men ogsaa store Helgene.

D. RAN:

Ak min Ven! langt fra at give mig ud for en Helgen jeg holder mig tvertimod for den groveste synder, saa at hvis poenitentze skulde svare till mine misgierninger, villde denne straff ikke være tillstrækkelig.

UDTOLK.

Just den bekiendelse D. Ranudo, gier Helgenen tillkiende, ti saa snart en Helgen fatter de tanker, at han er en Helgen, blir han ikke mere Helgen. Men hvor er D. Olympia hans Frue?

RAN:

Der seer han hende staae som en gemen Borger-kone, i saadan stand har vi besluttet at være i 14 dage.

UDTOLKER:

Jeg vill intet disputere derimod, maaskee en extraordinair misgierning er aarsag till saadan extraordinair poenitentze.

RANUDO.

Jeg havde for 2 de dage siden en hæslig ublue drøm, jeg syndede virkelig udi søvne, og derfor har underkast mig denne poenitentze.

UDTOLK:

Ak! dette allene fortiener Canonisation, Jeg er ellers hidkommen for at lade Eders Velbaarenhed [vide] den højbaarne Prindses af Abyssinien, min naadige Herres ankomst till denne stad, dog dette er ikke mit eeneste og fornemste ærinde, ti jeg er hidskikked fornemmelig for at foreslaae en alliance, og at begiere for min naadige Herre deres kiere og eeneste dotter Frøken Maria till ægte.

337
RAN:

Tillbudet er meget anseeligt, men maatte jeg spørge hans Excellence, hvorledes Prindsen er kommen paa de tanker?

UDTOLK:

Aarsagen som har beveget hans durchleuchtighed at paatage sig saadan en reise, er denne: Udi Æthiopien eller Abyssinien er keiseren saa vel som undersaatterne christne, men i mange stykker gaaer fra den Romerske kirkes lærdom, hvorfor mange Portugisiske Jesuiter ere did henskikkede for at foreene Abyssinien med det Romerske sæde. Af deres tale og prædiken er min naadige Herre saaledes bleven bevæged og overbeviist, at han nu passerer for en nidkier Catholiqve blant Jesuiterne selv, hvilket er hans Moerbroder keiseren bekiendt, som derudi lader ham saa vel som alle samvittigheds frihed, og har tillstedet ham effter begiering at oplede sig en højadelig Gemal udi Spanien eller Italien. Till hvilken ende han har raadført sig med mig Jago de las Cores hans fornemste Udtolker og indfød Spanier, og spurt mig om de fornemste Spanske familier, hvorudover jeg gav hans Durchleuchtighed strax anslag paa det Colibradiske hus, saasom det største og ældste Catholske hus i Spanien, og conseqventer i hele Evropa. Jeg siger: udi Evropa, ti udi Abyssinien ere langt ældre familier, ti hans Durchleuchtighed kand vise sit Slegte-Register mand effter mand fra Dronningen af Saba, og sine christelige Forfædre fra de hellige 3 konger.

RANUDO.

Saa vidt gaaer endelig ikke mit Slegte-Register.

LEONOR:

Eders Velbaarenhed kand ikke vide, ti jeg har hørt lærde folk mumle om, at de Colibradiske stammer lige fra En af Noæ Sønner ved navn Sem Cham og Jacob.

RAN:

Jeg troer det nok, men de gamle har forsømt at antegne det.

UDTOLK:

Det eeneste som kunde skrække deres Velbaarenhed fra at give 338 naadige Herre deres dotter, er at hans naade er sort som alle andre Morer.

RANUDO.

Det vill intet sige, Vi Spanier ere selv sortladne.

UDTOLKEREN.

Jeg tog ingen betænkning at giffte mig derudi landet med Helicon Combra, min Frue, som nu er keiserens Erke-Vaskerkone, hvilket er et Embede, som i Abyssinien ikke gives uden till fornemme Damer, ti hvert land Eders Velbhed har sine egne manerer, det underligste, som kommer fremmede for i Abyssinien, det er talen, som er ligere en sang end en tale, som for exempel, naar jeg siger lavt det ord Tahunki, saa betyder det et bord, en Ters højere Tahunki, saa betyder det et bierg, en tone højere Tahunki, saa betyder det en kirke, og endnu en tone højere Tahunki, saa betyder det en Elephant.

D. RAN:

Hillemænd, det sprog lærer min dotter aldrig.

UDTOLK:

Inden eet aar vill hun tale det som en indfød Abyssinier.

D. RAN:

Jeg er kon bange, at min dotter kand ikke fordrage den store hede, som er i Abyssinien.

UDTOLK:

Ak! der er ganske temperered lufft i det land, hvor keiseren residerer, men der ere nogle af hans undersaattere, som boe lige under linien, hvilke ere saa hede, at man kand tænde svovel-stikker an paa dem, og naar de vill kaage deres mad, nyser de kon paa brændet, saa har de strax ild.

D. RAN:

Det er selsomt.

UDTOLK:

Ja, der er meget underligt till i naturen. Men een ting er at erindre, at min Herre blotter sit hovet, naar han taler med den Abyssiniske Prinds, og bøjer sig først for ham, ti det er en ære, som 339 han paastaaer at nyde af alle fremmede undersaatter, som ikke ere af kongelig blod.

RANUDO.

Ej, dertill beqvemmer jeg mig aldrig, skulde en Colibrados, en Grand d'Espagne, der effter sit privilegium med bedekkedt hoved taler med kongen af Spanien selv, blotte sit hoved for en fremmed Prinds?

LEON:

(sagte) Det er forbandet, det kalder jeg Spansk, han er saa fattig, at han ejer hverken hue eller hatt, og dog vill betænke sig om at blotte sit hoved.

UDTOLK:

Ja saa mærker jeg nok, at der bliver intet af, ti hans naade beqvemmer sig till ingen samtale uden paa de villkaar.

D. RAN:

Det giør mig ondt at see saadant stort gifftermaal spildt, men jeg vill heller døe af armod end giøre noget, som kand prejudicere min højhed.

LEON:

(sagte) Det kalder jeg Spansk.

OLYMP:

Om D. Ranudo lod sig overtale dertill, skulde jeg lade mig skille ved ham fra bord og seng.

D. RAN:

Eders tale D. Olympia, burte skrives med gyldne bogstaver over vor forstu-dør.

LEON:

(sagte) Med nogle andre bogstaver maled paa et andet vist sted.

UDTOLK:

Saa mærker jeg da, at hans naade med u-forretted sag maa reise herfra.

340
RAN:

Det giør mig ondt, men jeg kand ikke beqvemme mig dertill, om jeg kunde redde mit liv dermed.

D. OLYMP:

Ja knap, om vi kunde redde vor Siæl dermed, ti ambition er os indprented ved fødselen.

LEON:

(sagte) Det kalder jeg Erke-spansk.

RAN:

Min dotter skall heller gaae i kloster.

LEONORA

(sagte) Og j begge i daare-kisten.

UDTOLK:

Jeg maa da forlade dem, og berette hans Durchleuchtighed dette afslag. (Han gaaer)

RAN:

Hvad synes dig Leonora, stod vi ikke paa vor ære?

LEON:

Jo jeg synes Herskabet staaer paa den og træder den under fødder, ti det som Herskabet kalder ære og respect, kand regnes dem af andre till ævig spott skam og skiendsel. Den hofmod gaaer saa vidt, at den kand give materie i sin tid till comoedie, Det artigste er, effterdi Herren ingen hatt har.

RAN:

Hør Leonora, man seer igiennem fingre med dig for din lange tro tieneste.

LEON:

Herskabet maa nok tillstede mig at tale, ti jeg har i 4 aar liden mad faaet og ingen løn.

341

Act. IV. Sc. 8.

D. Ranudo.D: Olymp:Leon.Pedro.

PEDRO.

Herre her er en kiole, men jeg har maatt sætte min troe og love i pant paa, at den skall blive baaren tillbage inden 3 dage.

RAN:

Ja nu er det for silde, Prindsens Udtolker har allt været her, men gik bort med u-forretted sag, saa der bliver intet af Partiet.

OLYMP:

Den kommer dog till pass, Vi kand ikke vide, Prindsen tør afstaae sine pretensioner, og komme hid igien, lad os gaae bort saa længe. (de gaae bort)

PED:

Hvad er aarsag Leonora, at Herskabet er bleven anderledes till sinds?

LEON:

Herren villde ikke beqvemme sig till at tale med blotted hoved med Prindsen.

PED:

Men hvad duer saadant narrisk forslag till?

LEON:

At komme ham des fastere till at troe, at det er en Prinds, lad kon mig raade, det skall nok gaae for sig, den falske Prinds kand altid staae fra sine pretensioner, men der kommer Herren igien paaklædd.

RAN:

Nej jeg troer ikke, at jeg beqvemmer mig dertill, hvorvel vores armod er saa stor.

342
OLYMP:

Ej! hvad armod? det er kon gemene folkes snak, folk af vor stand kand ikke være arme.

PED:

Men om Herskabet dødde af sult, hvad kunde man kalde det paa rett godt sprog?

OLYMP:

At døe af sult er ikke at døe af armod, men det kaldes heller en heroisk død, som ædelhiertede folk udvælge sig, førend de vill fornedre sig.

PEDRO.

Men jeg er bange, at Herskabet fik saadan Grav-skrifft: her under hviler Don Ranudo med hans Frue den velbaarne, som dødde af Sult for at undgaae armod. Men see der kommer Ambassadeuren tillbage!

Act. IV. Sc. 9.

Udtolk:D. Ran:D. Olym:Leon.Pedro.

UDTOLK:

Hans Durchleuchtighed min naadige Herre, langt fra at fortryde paa Eders Velbaarenheds paastand, tvertimod admirerer desmere saadan ædelhiertighed, og skatter Eders Velbrhd langt højere end tillforn, overladende till deres egen villie, om de vill bevise ham den begierte ære eller ej.

D. RAN:

Efftersom Prindsen ikke paastaaer saadant som en Rett, saa vill jeg af fri villie beqvemme mig dertill.

OLYMP:

Hvad?

D. RAN:
343

Jo D. Olympia. Vi kand bevise saa stor ære som vi vill, naar den ikke bliver os aftvungen, ti saa heder det kon høflighed, og ingen skyldighed. Jeg kand vise af den Spanske Crønike, at En af vore Forfædre D.Sanctio tog mod en gemen Soldat med blottedt hoved, der havde omkommet 8 mohrer i det store slag ved Xeres de la Frontera.

UDTOLKEREN.

Saa vill jeg da ønske Eders Velbhed till lykke med det store og mægtige Svogerskab, og inden een time bringe hid hans Durchleuchtighed med sit hele følge.

Act: V. Sc. 1.

Leonora.Gusman.

GUSM:

Ak Leonora! hvad vill den forliebte Gonzalo sige dertill, at hans kiereste skall føres till Morland? det er mig kiert, at hun kommer i højhed og Velstand af fængsel sult og armod, men jeg saae dog heller, at dette Egteskab blev till intet for Gonzaloes skyld.

LEON:

Nej Gusman, dette Egteskab er bedre.

GUSM:

Jeg fornemmer nok, at du er en Veirhane, og at du har samme nøkker, som alle Fruer-piger.

LEON:

Ej snak! naar Frøkenen selv er fornøjed dermed.

GUSM:

Ak Himmel! vill hun beqvemme sig till at tage en sort?

LEON:

Det er en christelig dydig Prinds, som boer i et poleredt land, jeg følger Jomfruen, hvor hun reiser.

344
GUSM:

Jeg følger min troe ogsaa med.

LEON:

Ja, hvad andet?

GUSM:

Saa kommer vi endnu till at tiene i brød sammen, hvilket er mig kiert, ti jeg elsker dig Leonora saa højt som en Doctor elsker en feber. Villde du som jeg, saa skulde vi strax forlove os sammen, og du skulde blive min kone, ti det tiener os begge ikke at gaae længere, tillmed er jeg forbunden at giffte mig snart for en viss aarsags skyld.

LEONOR:

Ej du Tølpel! du maa vide, at du taler med en Spansk Jomfrue, og, at du er hverken i Frankrig eller Tyskland, hvor man siger i dag: Vill j have mig? og i morgen holder bryllup, hvor man og omgaaes hinanden saa venlig for bryllup et, at man intet nytt har at sige hinanden, eller at bestille bryllups natten. Vill du vinde min kierlighed, saa skall du frie effter landets mode. Du skall først eet helt aar gaae og sukke, blive alterered, naar du seer mig, lade nogle gange, ligesom du vill hænge dig af kierlighed, uden at lade dig mærke till hvem det er, men allene lade mig giette det selv. Siden skall du insinuere dig med spill og forliebte viiser for mine Cammer-vinduer, taale, at jeg viser dig bort med skieldsord, og slaaer vand over dig. Dereffter skall du insinuere dig med penge hos en gammel kone, som er min Ven, faae hende till at rose dig, og afmale den elendige tilistand du er bragt i af kierlighed, formane mig af christen kierlighed at frelse dit liv, vill giøre dig et blidt ansigt, og imodtage eet eller andet vers, som du har skrevet med dit eget blod, siden at imodtage foræringer, siden at tale med dig igiennem vinduet, og endelig lade dig ind i mit Cammer.

GUSMAN.

Du har rett Leonora, det bør saa være, den tid kand gaae snart, ti all denne omsvøb kand ikke vare 50 aar. Der fattes kon, at du skulde raadet mig at hænge mig rent op af kierlighed. Nej Leonora, jeg 345 vill hitte paa et raad, hvordan Vi skall kunde komme hastig sammen uden at synde mod landets mode. Du skall lade din Cammer-dør staae aaben en natt, og lade som du sover stærkt, saa vill jeg snige mig ind og besove dig. Du skall imidlertid raabe om hiælp, men dog ikke saa stærkt, at nogen kand høre det; naar jeg saa har taget dig med vold, saa følger af fornødenhed at du maa ile med bryllupet for at faae din ære igien, som jeg paa saadan skielmsk og voldsom maade har berøvet dig.

LEON:

Hør Gusman! hold inde med saadant snak, jeg [vil] min troe ellers sige det till dit Herskab, og du skall blive straffed for din ubluefærdige mund.

GUSM:

Det var kon et forslag Leonora, du kand ellers giøre hvad dig lysterjeg er endelig ikke saa forlegen for at giffte mig.

LEON:

Jeg min troe ikke heller.

GUSM:

Ja ja Leonora, vi kommer nok till rette, men der er Donna Maria, jeg kand ikke taale at see paa hende, ti mit hierte bløer i mit liv, naar jeg tænker paa, at hun skall have den sorte Prinds. Jeg gaaer min vei.

Act: V. Scen. 2.

D. Maria.Leonora.Pedro.

D. MARIA.

Ak Leonora! den list du har opfunden, er u-forligelig, men jeg er saa bange, at det bliver aabenbaredt, førend Egteskabs Contracten bliver slutted.

LEON:

Det kand ikke lettelig aabenbares, uden vi røber os selv, jeg har 346 derfor ikke villet betroe det till Gusman, ti han er taabelig, og kunde røbe os.

D. MAR:

Men er det ikke en bedrøvelse, at mine Forældre skall være saa forblindede af hofmod, at de vill heller døe af hunger end give deres dotter bort till en brav Herre, der baade har Evne og hierte till at række dem haanden, allene fordi hans stand er een grad ringere?

LEONOR:

Det er en forbanded hofmod, som regierer i dette land, derfor heder Spansk blant fremmede det samme som hoffærdigt.

D. MARIA.

Sig ikke det Leonora, at det er landets mode, vi giør vor Nation urett derudi. Vel er det sandt, at der findes mange slige folk i Spanien, men derfor maa man ikke giøre det till den hele nations Character, ti intet er mere u-billigt end af eet eller andet menniskes gierning at ville giøre sig en idée om en hel nation. Folk male tit en nation ilde eller vel af paa saadant fundament. Falde de blant genereuse folk, den korte tid de ere i et land, saa heder det hele land siden hos dem genereux. Boer der hoffærdige folk i det naboelav, de ere komne at logere i, saa skriver de bøger, naar de ere komne tillbage om et helt riges hofmod. Om mine Forældre for exem: ere saa daarlige, at de heller vill døe af armod, end give deres dotter bort till en viss familie, som de mene, ere ikke saa stor som deres, skall man derfor tillægge saadan lyde det hele land, nej det er u-billigt, ti de fleste mennisker her i staden fordømme saadant, og vill glæde sig over om vor anslag lykkes.

PEDRO.

Jomfruen har rett derudi, ti hun beviser med sit exempel, at alle ere ikke besmittede med den lyde; men der er Herskabet.

347

Act: V. Sc. 3.

D. Ran:D. Olymp:D. Maria.Leonor:Pedro.Gusman.

D. RAN:

Nu min dotter nu har himlen tiliskikket dig en Egtefælle, som du kand forbindes med uden at vanære familien. Jeg har beskikket dig till din husbond og Herre Theophrasto Bombasto den store Prinds af Æthiopien.

PED:

Hillemænd! man kand høre allene af det ord Bombasto, hvilken mand det maa være.

RAN:

Det skall ogsaa være en brav dydig Herre, som alle de Prindser af Æthiopien har været.

PEDRO

(sagte) Det vill intet sige, naar han kon er fornemme.

RANUDO.

I ligemaade skall han og være kiøn.

PED:

(sagte) Det giør ogsaa intet till sagen, endskiønt han havde hverken næse eller øren, naar han kon er Prinds.

RAN:

Han skall ogsaa være en rig og mægtig Prinds.

PED:

Ej! her behøves ingen midler, i det eene ord Bombasto er mer end Rigdom nok.

D. MAR:

Jeg takker mine kiere Forældre for den omsorg de har draget for 348 mig, ti mit forsætt har alltid været heller at gaae i kloster end at giffte mig med nogen af u-lige stand.

D. OLYMP:

Ak! D. Ranudo! vor dotters ord burte skrives med gyldene bogstaver, og sættes i alle fornemme huse. Af den Colibradiske stamme, kand ikke udspire andet end saadanne grene.

LEON:

Om Jomfruen havde vildet tage nogen af u-lige stand, saa havde jeg aldrig givet mit samtykke dertill, ti jeg villde heller døe end see saadant.

RANUDO.

Du skall have tak, Leonora, for din nidkierhed du har alltid ladet see, at du er en tro pige, som har ærbødighed for sit Herskab.

PED:

Det skulde min troe heller ikke have skeet, saa længe mit hoved var op, at vor Jomfru skulde tage till Egte en Gonzalo de las Minas, omendskiønt han havde endnu været rigere end han er, jeg kand sværge paa, at da jeg hørte saadant forslag var giort af hans Søster, at jeg ivrede mig saa meget derover, at jeg endnu ikke har forvundet det. Der har satt sig noget i min rygg, som ikke er for den lange hvile, au - au - au - det minder mig saa tit jeg tænker derpaa. Var det ikke u-forskammedt, at saadan karl, som han, torte understaae sig at begiere en Colibradisk Jomfru? mener han, at mit naadige Herskab er saa kier effter penge, at det skulde fornedre sig saaledes? Hvad bilder den karl sig ind? havde jeg ham fatt, saa skulde jeg myrde ham her paa stedet. Nej førend det skulde have skeet, skulde jeg have stukket ild paa det hele hus, og opbrændt baade Herren, Fruen, Jomfruen og mig selv med.

D. OLYMP:

Saadanne tienere ere værd saadant Herskab, og saadant Herskab deslige tienere.

D. RAN:

349 Hans tale staaer mig an, saasom den føres af en overmaade stor nidkierhed, skiønt det ellers ingen merite var at brænde sit Herskab.

PED:

Ja Herrens og Fruens aske, om den kunde tale, skulde takke mig, ti det var en heroisk død, og alle folk skulde sige: de levede heroisk, og dødde heroisk. Reputation er jo det fornemste klenodie i verden, naar den er borte, hvad kand da Rigdom og Velstand nytte? nu taler jeg af hiertens grund, men naar jeg siger andet, saa skiemter jeg.

RAN:

Jeg veed nok, Pedro, at naar du har talet anderledes, har du allene giort det for at divertere os.

PED:

Det er min troe ogsaa sandt, men en Hofnar kand og tale ærbar iblant, naar jeg staaer paa Herrens og Fruens respect, saa taler jeg alltid alvorlig.

RAN:

(taer i sin lomme) See her Pedro, der har du en Rosonobel for de ord du talede; dog er det sandt, jeg troer ikke, at jeg har saa mange penge hos mig, du skall vist nok have en Rosonobel till gode Pedro, om ikke mer.

PEDRO

(sagte) Herren har maaskee ingen buxer paa, ellers havde jeg vist nok faaet den strax.

RAN:

Hvis du ikke faaer den, skall du vist faae noget, som er bedre.

PEDR:

Hvad er det Herre?

RAN:

Jeg skall mage det saa, at naar vor Historie blier beskreven, som jeg troer nok, skeer med det første af En af vore Clienter, saa skall dit navn med berømmelse blive indført derudi.

PED:

Hillemænd! hvad nød har jeg da? men der kommer Prindsen.

350
GUSMAN.

Ak! gid jeg kunde tale Æthiopisk, jeg villde spørge om adskillige sager, ti jeg har hørt saa meget tale om det land, besynderlig om det røde hav, og om den store flod Seine, som løber derigiennem og har guld-sand.

RAN:

Ej snak, du giek! Seine løber igiennem Paris i Frankrig.

GUSM:

Herren maa forlade mig, ti jeg har seet trykt neden under en Tragedie disse ord: Scena er i Morland. Men der er han, ak Herre! han svarer till sit navn, ti hans aasyn har allerede bombarderet mig saa, at jeg neppe kand staae paa mine ben, kand det staae Herren an at gaae ham i møde?

RAN:

Ja vist, men han er og den eeneste undersaatt jeg kand giøre det imod.

PED:

Jeg maa sætte mine briller paa.

GUSM:

Jeg ligeledes.

Act: V. Sc. 4.

(Prindsen kommer ind i procession med sin hele Svite, som er alle sorte morer, medens processionen varer 3 gange om Theatro, spilles en underlig musiqve.

Processionen skeer saaledes: 1. Gaaer En med et lidet skrin i hænderne med presenter.

2. En med en lang tobakspibe som et spyd.

3. Prindsen selv med en Hofnar med bielder ved siden, som løber om, og giør adskillig grimacer.

4. Andre med armbøsse og pile paa armene, Endelig staaer de stille, og En af de bevæbnede træder frem till Prindsen, og effter 3 bukker, saa at hovedet stødes paa jorden, leverer Prindsen sin armbøsse med en pil, som han skyder paa D. Ranudo, hvilken bliver forskrækked, og spør: hvad det skall betyde? hvortill svares af)

351
UDTOLK:

Det er saa landets mode at hilse mands personer paa.

(Dereffter træder En anden frem, og skyder en pil paa Gusman, som falder omaf forskrækkelse, og raaber. Hofnarren hiælper ham op igien og siger: Gostuki, Gostuko, Gostuka. Derpaa siger)

GUSMAN.

Det var fanden ikke et godt stykke, det var et skielmsk stykke at skyde paa en u-skyldig mand.

GONZALO

(som er Prindsen) Lahom huhu, Scamba posi, lahom hubo, lahom huba.

UDTOLK:

Prindsen ønsker Deres Velbhd endnu maa leve saa mange aar, som der er mile till Solen, og sand-korn paa bunden af det røde hav.

GUSMAN

(sagte) Det sprog er skiønt at bruge om vinteren, ti det er saa kort.

D. RANUDO

(løffter paa sin hatt.) Jeg takker hans durchleuchtighed for hans ønske, og ønsker ham igien Himlens Velsignelse.

UDTOLKER:

(till Prindsen) Allala.

GUSMAN

(sagte) Det er et forbandet sprog, dermed kand man skrive en hel Crønike paa eet blad.

GONZALO.

Lacoang hi li li.

UDTOLK:

Prindsen siger, at han har paataget sig denne lange reise, for at foreene sig med et højadeligt hus af den Romerske Religion, begierer derfor till sin Gemahl deres eeneste dotter Frøken Maria.

GUSM:

Hillemænd, hvilket mageligt sprog! naar hi li li betyder saa 352 meget, saa er jeg viss paa, at een linie kand giøre saadan lang Spansk Remse, som hele Fasten.

D. RAN:

Jeg tager med glæde mod hans Durchleuchtigheds tillbud, og overgiver ham min eeneste dotter till Gemahl.

UDTOLK.

(till Prindsen) Lalak.

GUSM:

Hvad mon han vill med lax?

(D. Ranudo leder sin datter frem, og overleverer hende till Prindsen, beder Notarius atopsætte Egteskabs contracten, Notarius sætter sig till at skrive. Imidlertid lister Hofnarrensig till Gusman, og rykker ham i haaret frem ad.)

GUSM:

Ak herr udtolker! hvorfor rykker han mig i haaret? jeg har jo intet ondt giort ham.

UDTOLK:

Det er intet min Ven; Hofnarre udi Abyssinien tale ikke uden med geberder, naar de tale med deres overmænd, bruge de de slags geberder, som de kalde Pohoki, og naar man taler med sine ligemænd, bruger man andre slags geberder, som man kalder Hokipo; denne første geberde villde sige saa meget: Jeg haaber, at der vill blive godt venskab imellem os to.

GUSM:

Fanden komme i saadant venskab, betyder det venskab at rykke ærlige folk i haaret, hvad mon han da vill giøre for geberder at tillkiendegive fiendskab? (Hofnarren rykker ham i haaret tillbage.)

GSUMAN.

au - au, lad mig blive i roe, din sorte hund.

UDTOLK:

Med denne sidste geberde gier han till kiende disse ord: Gid jeg havde den lykke, at vi kunde være alltid sammen.

353
GUSM:

Det ønsker ikke jeg, gid fanden være hos ham; de slags folk kand tale saa længe med en god ven, till han maa ligge paa Valstedet, det kalder jeg rett at dræbe folk med snak. (Narren knytter næver till Gusman.)

GUSM:

Hvad dævlen har han nu i sinde, men han knytter næver?

UDTOLK:

Det vill saa meget sige, at han vill fortælle noget om sin Reise fra Morland.

GUSM:

Ak her Udtolker! sig, at jeg er intet curieux, ti inden han kommer halv vejen, saa er der ikke eet helt ben i mig. (Narren knepper ham på næsen)

GUSM:

au - au - au - au -

UDTOLK:

Det vill saa meget sige, nu begynder jeg at fortælle Reisen.

GUSMAN.

Jeg maa og give mig till at tale paa Hokipo.

(Han rykker narren i haaret igien, de alternere med slige geberder, indtill de kommefor alvor i haar sammen, saa man maa skille dem ad, Mens dette klammerie skeer, vender de andre fornemme personer sig fra dem till Notarium, som imidlertidfuldfærdiger Contracten, og flyer den till underskrivelse.)

D. RAN:

Lad Prindsen med min dotter først underskrive, siden tegner vi andre under till vitterlighed.

UDTOLKER:

Nej Herre, det er maner i Morland, at Brudgommen og Bruden tegner sidst, og de andre lade rom aaben till deres navne.

354
D. RAN:

Hvert land har sin skik, lader os da undertegne først, efftersom det er saa brugeligt.

(De tegne alle under, omsider tegner ogsaa Gonzalo som Prinds med D. Maria deres navne, de raaber alle vivant, og Trompeterne blæser, naar det er skeet, oplæses Contracten.)

NOTARIUS.

Imellem os underskrevne er med Forældres og venners villie sluttedt et ævigt Egteskab, till hvilket omendskiønt intet naturligen udfodres uden de personers indbyrdes samtykke, der har bundet deres hierter af velberaadd hue sammen, saa har vi dog ikke vildet overtræde borgelige love, og anden Ceremonie, men forlanget venners samtykke, som denne Egteskabs Contract med os stadfæstet og underskrevet haver.

Gonzalo de las Minas. Maria de Colibrados.
D. RAN:

Hvad er det Gonzalo de las Minas?

GONZALO

(taer masqven af og siger) Ja saadant er mit navn.

RAN:

Ej det er bedragerie, som exemplariter bør straffes.

OLYMP:

Den Contract maa strax till intet giøres.

NOTAR:

Det kand ingenlunde skee; Et Egteskab som effter loven med allmindelig samtykke og undertegnelse er samtykked, kand ikke till intet giøres.

OLYMP:

Her er jo svig og bedragerie under.

NOTAR:

Det veed vi intet af, Vi har ikke giort andet end det vi bør at giøre.

355
RANUDO.

Det Egteskab er for sin u-lighed ganske u-gyldigt.

NOTAR:

Vi seer ingen stor u-lighed, ti her er slutted alliance imellem to adelige familier, Uligheden maa bestaae derudi, at Gonzalo taer en fattig jomfrue uden medgifft.

OLYMP:

Min dotter mister heller sit liv, end hun lever i Egteskab med en mand af u-lige stand.

D. MARIA.

Jeg mister heller mit liv end jeg skilles ved en Person, som jeg har saa længe elsket.

OLYMP:

Ej D. Ranudo! vi vill ikke mer kiende hende for vor dotter, men giøre hende arveløs.

PEDRO.

Her er jo intet at arve Herre uden det heste-dekken j havde nylig paa.

OLYMP:

Ak! jeg hører du skielm er og udi banden med, hør Leonora, kald os nogle folk hid till hiælp.

LEONOR:

Jeg kand ikke giøre det naadige Frue, ti jeg er ud af samme bande, og jeg troer den hele stad skall glæde sig over dette partie, saasom alle mennisker fordømme Herskabets urimelige ambition.

D. RAN:

Ak! jeg troer, at det hele hus conspirerer imod os, har dog den vanartige Leonora smiddet dette forrædderie?

GUSM:

Skam fare effter Leonora, hvor nett hun havde smiddet det sammenjeg vidste min troe ikke andet end at det var en morisk Prinds.

356
OLYMP:

Egteskabet skall ikke allene blive till intet giort, men j skall alle blive exemplariter straffede for dette bedragerie.

GONZALO.

Egteskabet skall staae ved magt, ti først har jeg Brudens samtykke, dereffter Forældrenes hænder under Contracten.

RAN:

Jeg kræver jer alle till vidne mine husfolk, hvordan till er gaaen.

PED:

Jeg kand vidne dette, at her er sluttedt et Egteskab.

LEON:

Og jeg kand vidne, at Frøkenen længe har baaret kierlighed for Gonzalo.

NOTAR:

Børn staae vel under Forældres formynderskab, og er dem stor lydighed skyldige, saa længe forældrene comportere sig som de bør, og ere ved deres fulde fornufft, men naar det ikke er saaledes, fradømmer den Spanske lov dem saadan myndighed effter den artikel: Si furiosus etc.

RAN:

Ere vi fra forstanden? spørg min dotter og mine husfolk, om vi har bedrevet noget, som kand fradøme os forstanden.

D. MARIA.

Jeg kand ikke see mine kiere Forældre, hvad overeensstemmelse det har med den sunde fornufft at ville heller sulte sig selv og sit barn i hiel, end indlade sig i alliance med saadan brav Herre som Gonzalo.

PEDRO

Jeg holder ogsaa for, at Herren og Fruen ere ikke rigtige i hovedet.

LEON:

Jeg kand heller ikke give bedre vidnesbyrd.

357
GUSM:

Jeg holder Herren og Fruen kloge nok, men at sige sandhed, saa er der dog en halv dousin skruer løse.

NOTAR:

Her hører j hus-folkets vidnesbyrd, hvilket dog ikke er nødigt i denne sag, ti jeg kand till overflod lade dem vide, at den hele stad er af samme tanke, og at hvad som er skeet, er skeet med Øvrighedens tilladelse.

OLYMP:

Ak Don Ranudo! lad os gaae i kloster.

LEONOR:

Og vi vill hen at holde Bryllup.

Ende.

Den Stundesløse
COMOEDIE
udi
Tre ACTER.

360

    Hoved-Personerne i Comoedien.

  • Vielgeschrey, den Stundesløse.
  • Pernille hans Pige.
  • Leonora hans Datter.
  • Magdelone hans Husholderske.
  • Leander Leonoræ Elsker.
  • Erik Madsen en Bogholder.
  • Peder Eriksen hans Søn.
  • Oldfux en Avanturier.
361

Actus I.

Scen. 1.

PERNILLE.

Der skrives nu saa mange Comoedier i Verden, og ingen skriver om en Stundesløs. Dersom nogen vilde tage sig saadan en for, kunde jeg give skiønne Materialier dertil af min Herre. Man vil vel sige at saadanne Characterer ere rare, og at ingen tænker derpaa, men der findes en Hob slige stundes-løse Folk her i Landet, der stoye som de vare afsindige over slet intet, ligesom tvertimod der ere visse Folk, der kand have ti Ting i Hovedet paa engang, og er dog at ansee som de vare gandske ørkesløse. Jeg erindrer for nogle Aar siden, da jeg tiente hos en Lands-Dommer, og jeg engang reysede med hans Frue, da kom vi ind paa Veyen til en Kone, hvilken tog meget vel imod os, men syntes at giøre alt formeget deraf. Nu var hun i Stuen, nu i Kielderen, nu satte hun sig paa Hylden, nu under Bordet, nu klamrede hun med Piiger, nu med Drenge. Vi bade hende ti gange, hun skulde ingen Umag giøre sig for vor Skyld; thi vi kunde lade os nøye med et stykke Smøre-brød. Hun tørrede Sveeden af sig ti gange, og bad os have Taalmodighed en halv Times Tid. Fruen svor for mig, at hvis hun havde vidst, at Konen vilde have giort saadan Væsen, havde hun heller taget ind i Kroen. Thi hun vilde nødig være formeget i Gield hos samme Kone, efterdi hun havde en Sag for Landstinget. Endelig blir Bordet bredet, og ventede jeg da i det ringeste at see en Postei til den første Ræt, men alle disse Anstalter faldt ud til en klumpede Meelgrød og 8 haardkaagede Eg. Men det var dog noget. Kunde Hr. Vielgeschrey endnu med ald sin stoyen giøre saa meget, som et Eg, var det ikke saa forunderligt som det er. Dersom han endnu giorde det for at fordrive Kuld eller Skørbug, kunde man sige, at der dog blev noget giordt. Saaledes bar en gammel Magister fordum om Vinteren brende op paa sit 362 Kammer af Kielderen; og siden af Kammeren ned i Kieldern igien, saa længe indtil han ingen Varme meer behøvede. Men Herren arbeider paa intet, det er intet og det blir til intet. Der er ingen udi Huuset, som han roser for Flittighed uden mig, og der er dog ingen, som giør mindre Gavn, endskiønt jeg er altid geskæftig. Forgangen da en spurdte, hvor mange Folk han holdte, svarede han, ikkun een, thi Pernille er min Stuepige, min Kokkepiige, min Cammertiener, min Secretaire, min Huusholderske, min Koene, hvorvel det sidste i Sær var Løgn. Ikke fordi jeg er just meere kydsk end en anden, men han har ikke stunder at ligge hos nogen, og jeg er aldrig smukkere i hans Øyen, end naar jeg har en Pen siddende bag Øret. Men der seer jeg Huusholdersken Magdelone komme.

Scen. 2.

Magdelone,Pernille.

MAGDELONE.

Gid I faae en U-lykke, hvilke Skriver-karle I ere.

PERNILLE.

Altid skielder hun, hvad fattes nu Jomfrue?

MAGDELONE.

Jeg saae igiennem en Sprekke ind udi Skriver-stuen, der sidder de Hunde og drikker Spansk-Viin, og Herren veed ikke andet, end de skriver. Og een af dem drak saadan Skaal. Magdelones Skaal, gid det gamle Orgelverk var gift.

PERNILLE.

Ha! ha! ha!

MAGD.

Jeg er, Himlen skee Lov, ikke saa gammel endnu, at de har fornøden at ligne mig ved et gammelt Orgelverk.

PERNILLE.

Det skulde jeg ogsaa meene.

363
MAGDELONE.

Jeg har jo endnu ikke naaet mine 40 Aar.

PERNILLE.

Ja hvad er det at regne for Alder? En Piige kand man nytte indtil hun er 50. Aar.

MAGDEL.

Og derforuden bær jeg min Alder meget vel; thi jeg har endnu ingen Rynker.

PERNILLE.

Ey hun har, min troe! et got brugeligt Legeme endnu, det er Synd at sige andet. Det er slet ikke for hendes Ansigt eller Skabning, de foragte hende, men fordi hun forklager dem iblandt for Herren.

MAGD.

Det er sand Pernille. Det er for min Ærlighed, at jeg maa lide alt saadant. De bilder Herren ind, at de slæber sig ihiel i hans Tieniste, og raaber paa høyere Løn, da de dog ikke fortiener halvdeelen af det, de faaer, og derforuden har aldrig ringeste Skilling under Hænderne, uden de jo klipper noget deraf, saa at han omsider blir til en Staader.

PERNILLE.

Ey sig ikke det. Herren har min Troe alt for mange Øjen i Hovedet, og seer alt for nøye til udi Huuset, at nogen skulde kunde bedrage ham.

MAGDEL.

Just fordi han er saa flittig og geskeftig, just derfor blir han bedragen. Naar jeg vil vare ham ad om hans Tieneris Utroeskab, har han formedelst andre unyttige Forretninger aldrig stunder at høre mig. Jeg skulde aldrig have blevet her saa længe, var det ikke for en Tings skyld.

PERNILLE.

Hvad er det?

364
MAGDEL.

Det er, at han har lovet at skaffe mig en Mand. Men disse forbandede Forretninger, som kommer imellem, hindrer ham i hans Forsæt.

PERNILLE.

Han har jo ikke stunder at gifte sig selv engang, langt mindre sin Huusholderske.

MAGDEL.

(grædende bitterlig.) Jeg havde maaskee længesiden kundet være gift, om jeg ikke havde forladt mig paa hans Løfter.

PERNILLE.

Jeg veed I kand jo ikke frie selv Jomfrue. Jeg vilde ønske, det var Moden. Jeg skulde min troe ikke heller gaae saa længe som jeg giør.

MAGD.

Ney, det er sandt. Men Madame Kirsten Gifte-Kniif har tilbudet mig adskillige gange for en Discretion at skaffe mig en brav Mand, men jeg har altid biet paa Herrens Naade.

PERNILLE.

Hun maa da ræt bryde en gang over tvert, Jomfru, og tage Herren med en Trompf, naar hun engang finder ham ledig.

MAGDEL.

Naar finder man ham leedig Pernille. Ach: ach! om een kunde komme noget til i det samme; thi vi ere alle Mennisker, saa havde han det paa sin Samvittighed. Ach! ach! den forbandede Geskæftighed. Men hvoraf kand det komme, at visse Mennisker ere saa Stundesløse?

PERNILLE.

Jeg kand ikke viide Jomfru. Jeg meener, at ligesom de, som ere fødde paa en Juule-Nat, seer altid Spøgelse, de som er fød udi Regenveyr, græder altid, saa bilder jeg mig ind, at slige Stundesløse og arbeidsomme Folk som Herren, maae være giordt i en Skriver-stue eller fødde paa en Postdag.

365
MAGDELONE.

Ey snak.

PERNILLE.

Ja Jomfru. Det er saa kun min Meening, som jeg ikke vil tvinge andre til. Jeg har merket tit, at Herren har været gandske roelig, men saa snart han har hørt tale om Breve og Forretninger, er han bleven ligesom Don Qvichot, naar man taler om vandrende Riddere. Der maa visselig være en Hob geskæftige Vædsker i Herrens Mave, hvilke maa have den Natur, at de begynder at fermentere, saa snart han seer et stykke Papir. Eller han i steden for Blod maa have Blek, som løber om i Aarene.

MAGD.

Hvad det er eller ikke er, saa lider jeg derved, og min Velfærd, sat til side ved hans Stundesløshed.

PERNILLE.

Hans egen Dotters Velfærd blir sat til side derved. Han har jo lovet hundrede gange at flye hende en Mand, men glemt det hundrede gange igien, og Monsieur Leander som elsker hende i et heelt Aar, har endnu ingen Leilighed faaet at tale med ham derom.

MAGD.

Men er det Leanders og Jomfruens rette Alvor, at de vil have hverandre.

PERNILLE.

Ja vist I skal nok faae det at see.

Scen. 3.

Leonora.Magdelone.Pernille.

LEONORA.

Hvor er Huusholdersken? Min Far kalder paa hende.

MAGD.

Saa maa jeg da løbe.

366
PERNILLE.

Det var ræt vel, at hun gik. Nu kand vi tale noget sammen om det andet.

LEONORA.

Ach! Pernille. Jeg forlader mig paa din Hurtighed, og den Credit, du har hos min Far.

PERNILLE.

I Dag skal det min troe blive noget af; thi jeg veed ikke Herren har haft nogen Tid mindre at bestille. Jeg har bestilt Leander at komme hid Klokken 9. Og saa haaber jeg nok, at han skal faae et Qvarteers Tid at tale med Herren. Det er os kun om Tiden at giøre.

LEONORA.

Jeg haaber nok, at naar min Far seer hans Person, og hører hans Stand og Vilkor, saa blir det ikke saa vanskelig Sag.

PERNILLE.

Det er sandt nok Jomfru. Men Knuden er kun at finde en leedig Time hos ham. Men der hør jeg han kommer. Det er best, at I løber til side.

Scen. 4.

(Pernille sætter sig ned ved Bordet at skrabe Penne-fieder, og Vielgeschrey kommer ind udisin Slaaprok efterfuldt af 4re Skriverkarle, alle med Penne-fiere bag Ørene. Vielgeschreigaaer frem og tilbage, stirrende paa et Stykke Papir, raaber:)

Lars Dintfass!

(Lars løbende til ham.)

Ja Herre!

(Vielgeschrey gaaende til den anden Side.)

Lars Dintfass!

LARS.

Her er jeg Herre. 367 (Vielg: gaaende til den anden Side stirrende.) Christoffer Phedermesser.

CHRISTOFFER

(løbende til ham.) Hvad har Herren at befale.

VIELGESCHR.

Hvad vilt du. Du seer jo, at jeg har at bestille.

CHRISTOFFER.

Herren kaldte paa mig.

VIELGESCHREY.

Det var løgn, bi kun til jeg kalder paa dig. Hvor er Jens Sandbüchs? Er han ikke tilstede.

CHRISTOFFER.

Jo han er Herre.

VIELGESCHREY.

Jens Sandbüchs. (Jens løbende til ham.) Her er jeg Herre. (Vielgeschrey gaaer stirrende til den anden Side.) Jens Sandbüchs. (Jens løbende til ham.) Hvad har Herren at befale.

VIELGESCHREY.

Har du reenskrevet Copien af forrige Uges Udgifter?

JENS.

Ja Herre! her er den.

VIELGESCHREY.

Er den confereret med Klakken?

368
JENS.

Ja Herre. Jeg og Christen Griffel confererede i Maares ved Lys.

VIELGESCHREY.

I confererede vel saadan, som I confererede sidste gang. Jeg tør nu slet intet lade passere uden jeg har seet det igiennem selv, hvad bestiller du Pernille?

PERNILLE.

Jeg sidder og skraber Penne til rette for Skriber-Karlene.

VIELGESCHREY.

Det holder jeg af. Jeg har meere Nytte af den Pige end af alle jer andre Døgenichter. Stadt kun op lidt Pernille. Jeg maae sidde og conferere. Jens Griffel! læs du, Du læser tydeligst.

JENS.

Den 21 udgivet (1) 3 Rdlr 2 Mark Arbeydsløn for Herrens brune Klædning. (2) 4 Mark for et par Tøfler til Pernille.

PERNILLE.

Det er sandt. Jeg har glemt at takke Herren derfor. Jeg takker gunstige Herre! jeg skal slide dem op paa Herrens Sundhed.

VIELGESCHREY.

Du kandst takke mig en anden gang Pernille, ikke naar jeg sidder i Forretninger. Nu kunde vi allerede have avanceret et temmelig stykke, hvis du ikke havde kommet med den Snak. Læs videre.

JENS GRIFFEL.

(3) for 4re Pund Kalve-Kiød 3 Mark (4) For 4 Potter Melk en Mark. (5) Drikke-Penge for det Fad forraadnede Pærer, som vi fik til Foræring l Mark. Summa lateris 5 Rdlr. 5 Mark. (6) et pund Caffe-Bønner l Rdlr. hendt 2 skilling i The vand, 3 Skilling til en Qvint paa Jomfruens Luth.

VIELGESCHR.

Holdt! læs op igien. Hvad fuldte efter de 2 ß i Theevand?

JENS GRIFFEL.

Derpaa følger 3 Skilling til en Qvint.

369
VIELGESCHREY.

Gid I faae en Ulykke for jer Copiering og Conferering. Paa de 2 ßl. i Theevand følger l ßl. givet i Almisse til en Staader.

PERNILLE.

Det var uforskammet at glemme saadant. Nu blir jo den heele Regning gal.

VIELGESCHREY.

Maae du ikke vel sige det Pernille? Er jeg ikke et Ulyksaligt Menniske, der har slige Tienere. I steden for at lette mig i mine Forretninger, flyer de mig fleere paa Halsen. Skriver nu om igien I Skabehalse hver sin Copie, saa veed jeg endelig den maa blive rigtig.

PERNILLE.

Vil ikke Herren drikke Thee?

VIELG.

Faaer jeg stunder til at æde eller drikke? Nu har jeg to Breve at skrive. At skrive et Brev holdes, kun for en Bagatelle, men af dem der ikke har forsøgt hvad det er; thi her skal paa engang tænkes paa Postpapiir, Pen, Blek, Lys, Zignet, saa at en kand blive gal i Hovedet, naar man tænker derpaa.

PERNILLE.

Herren glemte endnu at regne Lak med.

VIELG.

Det er sandt Pernille, det er uendeligt. Nu skriver I Karle der henne?

KARLENE.

Ja.

VIELG.

Hvor ere alle mine Skriver-sager Pernille?

PERNILLE

(flyver omkring.) Her er Postpapiir, her er Lak, her er Signet.

370
VIELG.

Denne Piige kunde jeg ikke undvære; thi hun har Memoriam localem. (Sætter sig ned at skrive, men reiser sig strax.) Pernille.

PERNILLE.

Herre!

VIELG.

Har Hønsene faaet Mad?

PERNILLE.

Ney! Herren plejer selv at give dem.

VIELG.

Hvor er de Oste-skaarper, jeg skar i gaar?

PERNILLE.

De ligger hen i Skuffen. (Vielgeschrey kaster ud igiennem Vinduet.) Tipe,Tipe,Tipe.

Scen. 5.

Leander.Personerne af forrige Scene:

PERNILLE.

Nu kommer han ræt til pas, førend Herren kommer i med at skrive. See! gak nu imod ham.

LEANDER.

Jeg beder ydmygst om Forladelse min Herre. Jeg har noget at tale med ham, som er mig saavelsom ham selv magt paa liggende.

VIELGES.

Hvad er det? Han er saa god at sige sin Meening kort, thi Tiden er knap for mig.

LEANDER.

Jeg er Jeronimus Christophersens Søn.

371
VIELG.

Jeg kiender Monsieur Jeronimus. I har en brav Mand til Far.

LEANDER.

Jeg er kommen her efter min kiære Fars Raad og Villie, at - -

VIELG.

(til Skriverne.) Skriver I der henne Karle?

TUTTI.

Ja vi giør.

VIELG.

Lad engang see, hvor vit I er kommen. Om Forladelse Monsieur, et Øyeblik. (gaaer hen til det lange Bord.)

Scen. 6.

Vielgeschrey.En Barbeer,En Skredder,En Bonde,Leander,Pernille.

BARBEEREN

(kommer først ind). Ich bin schon zwei mahl hier heute gewesen umb den Herren zu barbieren, aber der Herr war noch nicht aufgestanden.

VIELG.

Ja Mester, I maa expedere mig saa hastig som mueligt er; thi jeg har Hænderne fulde af Forrætninger. (Han sætter sig ned at lade sig barbeere, medens Barberen sæber ham, fører han saadan Snak.) Es ist ein grausames Wetter heute.

VIELGESCHR.

Det merker jeg.

BARBEEREN.

Ich weiss nicht, wie es mit der Welt beschaffen ist, jo mehr man lebt jo ärger gehts, man höret und siehet nichts als Böses. Der Herr hat vielleicht gehöret, was in diesen Tagen passiret ist.

372
VIELG.

Ney jeg har intet Nyt hørt; Jeg har ikke heller stunder at spørge om Nyt! thi jeg har nok i mine egne Sager, og faaer ikke et Øyeblik Tid til at tale med en ærlig Mand.

BARBEEREN.

So will ich es denn ihro Gnaden erzehlen. Eine Matrosen-Frau in den Neuenbuden hat auf einmahl 32 Kinder zur Welt gebracht, und war doch nicht dicker als eine ordinaire schwangere Frau: Wie kan Ihro Gnaden das begreiffen.

VIELGESCHREY.

Jeg har ikke fornøden at bryde mit Hoved med at begribe det; thi jeg maa først vide, om det er sandt.

BARBEEREN.

Dass ist so wahr als ich hier stehe, denn ich kan die Historie mit Umbständen erzehlen. Denn die Kinder wurden alle getaufft, aber sturben gleich darauf. (En Bonde kommer ind.) God Morgen Husbond. Jeg har penge at yde for 2 pund Byg og et Boel-svin. (Vielgeschrey gaaer fra Barbeeren gandske oversæbet.) Du staaer jo for 3 pund Byg.

BONDEN.

Ja jeg veed det nok go Hosbond, men Hosbonden maa give mig efter det eene pund Byg i Aar; Thi Tiderne ere saa slet for os, som de aldrig har været.

VIELG.

Det er en gammel Snak den. I klager altid.

BONDEN.

Ja Hosbond, hvem der har høye Marker som vi, den har ikke faaet meget i Aar: Kornet syntes vel at være noget, da det stod paa Ageren. Drollen splide mig ad Hosbond, fik vi ikke mindre Korn i Aar end i Fior. Og det er knapt, at man vil give os en Rdlr. for 373 Tønden paa Torvet. Veed Hosbond ikke, hvad Capitels Kiøb blir i Aar.

VIELG.

Ney. Jeg kand ikke viide. Men hør! Du maa give mig Penge for 3 Pund.

BONDEN.

Ach! jeg vilde gierne go Hosbond! jeg vilde gierne, men Hosbonden maae have Taalmodighed med mig i Aar, saa skal jeg siden stræbe som en ærlig Mand, baade at betale Skat og Landgilde.

VIELG.

Du lover saa alle Aar, og det er dog lige nær.

BONDEN.

Ja Gud bedre, Hosbond! naar Skab kommer paa Qvæget og tar vore Heste bort, saa at vi maa leye for Penge vore Naboes Heste at pløye Jorden med. (Bonden tar nogle Penge op af en Klud, som Vielgeschrey tæller.)

EN SKRÆDDER.

Herren har vist forlanget, at jeg skulde tage Maal til en Klædning?

VIELGESCHREY

(løber fra Pengene.) Naar det kommer, saa kommer det altsammen paa engang.

SKRÆDDEREN.

Det skal være giordt i et Øyeblik Herre. (Hand lader tage Maal af sig.)

BONDEN.

Pengene var jo rigtig Hosbond for de 2 Pund Byg?

VIELGESCHREY

(løber til Bonden igien.) Det er sant, jeg talte ikke alle Penge. Her kommer saa meget paa engang, at man maa blive gal i Hovedet. (Tæller Pengene igien.)

374
BARBEREN.

Will der Herr, dass ich ein ander mahl wiederkommen soll?

VIELGESCHREY.

Jeg er jo alt raget Mester? (Tar sig om Hagen og føler Sæben.) Hillement! Sæben tørres ind i Ansigtet, hav Taalmodighed lidt, medens jeg rages. (Sætter sig ned og siger:) Ach! Gud bedre den, der har meere at forrette, end hand kand overkomme. Skriver I der henne? (De svarer ja.)

PERNILLE.

Ach! gunstige Herre! vil hand ikke tale et Ord med denne fremmede Herre, der har biet saa længe?

VIELGESCHREY.

Hillement! det var sant. Gaaer bort I andre og kommer igien om en Time. Om Forladelse Monsieur, at jeg har ladet ham staae saa længe. Hand seer selv, hvordan jeg er omspendt af Forretninger. Hvad er ellers hans Begiæring?

LEANDER.

Min Herre! Jeg er Jeronimus Christophersens Søn, som med min Fars Villie kommer hid at begiære hans kiære Datter, som jeg nogen Tid har baaret Kjærlighed til. Min Far skulde selv have haft den Ære at opvarte Hr. Vielgeschrey, og paa mine Vegne giordt dette Forslag, men en liden Upasselighed hindrer ham at komme ud i disse Dage.

VIELGESCHREY.

Monsieur! jeg takker ham for hans gode Tilbud. Men maatte jeg tage mig Frihed, og spørge, hvortil hand har appliceret sig?

LEANDER.

Min Far har intet sparet paa min Optugtelse, hand har ladet mig 375 reise Udenlands, ladet mig lære alle galante Exercitier, og adskillige Sprog foruden Latin.

VIELGESCHREY.

Det er got nok, Monsieur, men jeg er meget for en Sviger-Søn, der er arbeidsom, der føer en god Pen, og kand gaae mig noget til Haande i mine Forretninger.

LEANDER.

Hvad det angaaer, saa kand jeg viise min Herre Prøver paa min Færdighed af adskillige Breve, som jeg har i min Lomme, og vil tage mig den Frihed at viise Herren.

VIELGESCHREY.

Skriver I noget der henne?

TUTTI.

Ja.

VIELGESCHREY.

Lad see, hvorlangt I er kommen. (Gaaer hen og kommer til Leander igien.)

LEANDER.

See her min Herre! her er adskillige Breve saa vel paa Fransk som paa Latin.

VIELGESCHREY.

Ney, Monsieur, det er ikke saa jeg meener, forstaaer hand sit Bogholderie?

LEANDER.

Ney min Herre! hvor til skulde det nytte mig?

VIELGESCHREY

Det kunde nytte mig; thi det andet slags Skrift er jeg ikke tient med. Jeg vil, at min Datter skal have en god Bogholdere, og eftersom Monsieur ikke forstaaer Bogholderie, saa maa hand ikke tage ilde op, at jeg afslaaer hans Begiæring.

376
LEANDER.

Jeg vil gierne legge mig efter Bogholderiet for hans Jomfru Dotters skyld, som jeg saa inderlig elsker.

VIELGESCHREY.

Ej, Monsieur! tal ikke derom. Den Profession skal man have lærdt fra Barndommen op. Og til med saa har jeg halvdeeles lovet min Dotter bort til Bogholder Erik Madsens ældste Søn Peder, som skal være en dygtig Karl, og træde i sin Fars Fodspor.

LEANDER.

Jeg er forsikret paa, at Jomfruen aldrig beqvemmer sig til at tage saadan Pedant, og jeg undrer mig over, at min Herre vil give sin Dotter til saadan en.

VIELGESCHREY.

Jeg tænkte det nok. I gode Cavalliers kalde alle dygtige og lærde Folk Pedanter. Det er en Person, som kand lette mig meget i mine store Forretninger, som voxe mig over Hovedet.

LEANDER.

Jeg veed ikke, hvad Forretninger en Mand kand have, der sidder i ingen Bestilling?

VIELGESCHREY.

Jeg har saa mange Forretninger, at jeg faar ikke Stunder til at æde og drikke. Pernille! hand siger, at jeg ingen Forretninger har. Det kand du vidne med mig.

PERNILLE.

Herren har 10 Mænds Arbeide. Det er hans U-venner, som siger ham at hand har ingen Forretninger. Herren holder jo foruden mig 4 Skriverkarle; hvilket alleene er Beviis nok, at hand har Forretninger.

VIELGESCHREY

Og jeg kommer endnu til, at tage et Par an. Skriver I noget der henne Karle?

TUTTI.

Ja, vi skriver af ald Magt.

377
LEANDER.

Min Herre! jeg kand forsikre ham paa, at hans Dotter aldrig skal faa den Pedant.

VIELGESCHREY.

Hvem Pokker vil hindre mig derudi?

LEANDER.

Det skal jeg, det skal jer Dotter selv.

VIELGESCHREY.

Det er artig.

LEANDER.

Jeg kand forsikre min Herre paa, at der intet skal blive af.

VIELGESCHREY.

Og jeg kand forsikre jer paa, at hun skal blive gift med Peder Erichsen Bogholder, inden Soel gaaer ned. Adieu! Monsieur, jeg har ikke Stunder at tale med ham meere. (Leander gaaer bort.)

VIELGESCHREY.

Har du hørdt Magen til den Karl Pernille?

PERNILLE.

Det bekiender jeg, havde det ikke været af Respect for Herren, saa havde jeg givet ham een paa hans Mund.

VIELGESCHREY

Den Karl vil foreskrive en brav Mand, hvem hand skal gifte sin Dotter til, og foragte en Bogholder. Jeg har en hob at bestille, men jeg faar da at tale med min Dotter lidt. Leonora kom ind.

Scen. 7.

Leonora.Vielgeschrey.Pernille.Skriverne.

VIELGESCHREY

Min Dotter! hvor vel mine Forretninger ere store, saa tænker jeg dog paa din Velfærd.

378
LEONORA.

Jeg takker min hierte Far.

VIELGESCHREY.

Jeg har i Sinde at gifte dig.

LEONORA.

Jeg takker.

VIELGESCHREY.

Og det med en brav forstandig Karl.

LEONORA.

Jeg er forsikret om, at min Far gir mig ikke bort uden til et skikkeligt Menniske.

VIELGESCHREY.

Og jeg vil, at du skal have Bryllup med ham inden Aften.

LEONORA.

Ligesom min kiære Far finder det for got.

VIELGESCHREY.

Jeg har ikke villet spørge dig til Raads, førend jeg lovede dig bort, saasom jeg er vis paa din Lydighed imod din Far.

LEONORA.

Ach! min hierte Far, jeg faaer just den Person, som jeg mest elsker.

VIELG.

Det er den Person, som jeg nævnede for dig i gaar Aftes.

LEONORA.

Ney! Papa talede intet derom i Aftes.

VIELG.

Saa har du glemt det mit Barn! Jeg har hundrede Ting udi Hovedet, og kand dog bedre komme en Ting ihu end nogen af jer andre, Personen er et fornuftig ung Menniske.

LEONORA.

Ja det er min troe vis.

379
VIELG.

Og har en brav Mand til Far, i hvis Fodspor han vil træde.

LEONORA.

Det tviler jeg ikke paa.

VIELG.

Og inden 4re Aar vil blive den dygtigste Bogholder udi Byen.

LEONORA.

Hvad, Leander Bogholder?

VIELG.

Hand heeder ikke Leander, han heeder Peder og er Erik Madsen Bogholders Søn.

LEONORA.

Ach! Himmel! hvad hører jeg. Jeg tænkte, at det var Leander Hr. Jeronimi Søn.

VIELG.

Ha! ha! ney mit Barn. Det er ikke Parti for dig. Den Snushane var her nyelig, men fik strax Afslag.

LEONORA.

Ach! jeg elendige Menniske! Vil I give mig bort til saadan en Pedant?

VIELG.

Hør! Mine Forretninger tillader mig ikke at holde længere Snak med dig, gak strax ind, og lav dig paa at giftes med den unge Bogholder inden Aften.

LEONORA

(gaar grædende.)

VIELG.

Pernille! følg du efter hende og forehold hende den Lydighed, hun er sin Far skyldig.

PERNILLE.

Herren maa ikke tvile derpaa. Jeg skal herudi være ham ligesaa troe som i alt andet.

380
VIELG.

Skriverkarle! kommer op paa Salen, der kand vi forrette vore Sager i Roelighed. (De stikke alle Pennene under Ørene og gaaer.)

Scen. 8.

Pernille.Leonora.

PERNILLE.

Den som vil spille noget Puds, maa først søge at komme i dens Credit, som han vil optrække. Naar Herskabet i et Huus er Gudfrygtig, stille alle habile Tienere sig ogsaa Gudfrygtige an og derved komme fort og giøre hvad de vilde. Naar store Herrer giøre sig en Glorie af at drikke hin anden i Seng, insinuere Tienere sig ved det samme. Naar store Herrers Genie er at stoye over slet intet, seer man ogsaa Tienere at puste og tørre Sveden af sig, skiønt de intet forrette. En habil Tiener, der vil giøre et Skielmstykke, maa først udstudere sit Herskabs Naturel, og iføre sig det samme. Dette har jeg taget i agt og derfore stoyer meest i Huuset, og mindst forretter, hvorudover jeg meest er hørt af alle. Naar Herren klager over sit arbeide, klager jeg med, naar han stoyer, stoyer jeg med, naar han tør Sveeden af sig, tørrer jeg med, naar han for sine Forretningers skyld finder det raadeligt, at give sin Datter bort til en Bogholder, roeser jeg saadant Parti, skiøndt jeg i mit Hierte er saa lidt derfor, at om I selv Jomfru blev saa gal at ville have saadan Mand, skulde ingen være meere jeres Fiende end jeg.

LEONORA.

Du har ikke behov at være bange derfor.

PERNILLE.

Lad saadan Slyngel gaae hen og gifte sig med et gammel Blek-Horn. Er hand skabt til at ligge i saadan Jomfrues Arm, og er I skabt til at være Madame Bogholders!

LEONORA.

Ach! Pernille! jeg forlader mig alleene paa dig. Men hvori 381 bestaar det Anslag, hvorved du agter at giøre det til intet, og befodre min Kierlighed med Leander.

PERNILLE.

Ey Jomfru! jeg siger ikke mit Anslag, førend det heele Senat blir samlet.

LEONORA.

Jeg troer, at Leander og hans Tiener kommer hid paa Øjeblikket.

PERNILLE.

Gid de vilde komme; thi nu er den eeniste Tid vi faaer Leylighed at tale sammen i Dag. Jeg laver til Barsel med Tvillinger, og Leanders Favorit, Oldfux skal være Jordemoer. Jeg har Bud efter dem. Men see! der kommer de.

Scen. 9.

Leander,Leonora,Pernille,Oldfux.

LEANDER.

Ach! Allerkiæreste Jomfrue! Jeg har aldrig havt saadan ond Time som denne, siden jeg fik saadan haanlig Afvisning af hendes Fader.

LEONORA.

Ach! Leander! den har ey heller været mindre ond for mig.

PERNILLE.

Hør I got Folk! Her er ingen Tid til at holde lang Fadder-Snak. Jeg har en hob Machiner i Hovedet, som skal sættes i Verk.

LEONORA.

Lad os nu høre dit Anslag.

PERNILLE.

Mit Anslag? Meen I Jomfrue, at et Anslag vil forslaa. Der har mødt mig saa mange Vanskeligheder udi mit foretagende, at jeg har været nogle gange færdig til at forlade det heele Verk.

LEANDER.

Ach! lad os da høre, hvad du har paafundet for, at hielpe os.

382
PERNILLE.

Hør Monsr. Kand I agere en Pedant udi Nødsfald? Derudi bestaar Hovedposten.

OLDFUX.

Hvad han ikke kand, det skal jeg nok lære ham.

PERNILLE.

Kiender du Peder Madsen Bogholders Søn?

OLDFUX.

Jeg har seet ham mange gange paa Gaden.

PERNILLE.

Hans Person maa Leander tage sig paa, og komme til Herren for at frie.

OLDFUX.

I dette første Anslag giør jeg to Anteigninger. (1) Har Hr. Vielgeschrey nyelig talt med Leander, og (2) Kiender han Bogholderen, efterdi han har udvalt ham til Sviger-Søn.

PERNILLE.

Dine tvende Anteignelser sætter jeg en Stræg over igien. Hr. Vielg. har aldrig talt med Leander uden eengang. Og lad være han havde talt 10 gange med ham, saa kiendte han ham dog ikke. En Mand, i hvis Hovet vrimler saa mange Forretninger, som Myrer i en Tue, kiender ikke saa læt Folk igien. Det er knapt, at han kiender mig iblant; thi i gaar stod hand længe og talte med mig, og kaldte mig Magdelone. Tilmed skal Leander føre sig saaledes op baade udi Klædedragt og lader, at han skal kunde bedrage hvem det skulde være. (2) Har jeg udspionered, at Herren har aldrig talt med den unge Bogholder, men alleene med hans Far. Meener du, at jeg ikke overlegger mine Sager?

OLDFUX.

Ja saa tar jeg mine Ord tilbage. Jeg hører, at det kand lade sig giøre. Men naar da den rette Bogholder kommer, saa blir jo Bedrageriet aabenbare.

383
PERNILLE.

Han maa vel komme. Det skal dog ikke blive aabenbaret. Naar Leander har været her først, maa den anden gierne komme siden.

OLDFUX.

Ey! det gaaer aldrig an, uden man mager det saa, at den rette Bogholder ikke kommer ind.

PERNILLE.

Hvis det stod i min Magt, saa havde jeg ikke nær havt saa mange Omsvøb at speculere paa. Jeg kand ikke hindre ham at komme ind; thi jeg staaer ikke altid ved Porten, og Gaardskarlen har Ordre at lukke ham ind. Men hør nu, hvad der maa giøres, Leander skal komme hid Klokken 2 som er en Time for den anden kommer, og saa faaer han Herren i Tale og Tilsagn paa hans Datter. Men førend Pedanten kommer, maa vi indvikle Herren udi nogle uformodende Forretninger, saa at han ikke faaer stunder at tale med ham.

OLDFUX.

Meener du da, at han gaaer bort uden Beskeed?

PERNILLE.

Han skal gaae meget fornøyet bort.

OLDFUX.

Hvor pokker kand det lade sig giøre?

PERNILLE.

Jeg er ikke kommen halv-veys endnu. Vi har her en gifftesyg Huusholderske, hun heeder Magdelone, som Herren har tit lovet at forsørge; Hende bilder jeg ind, at Bogholderen frier til. Naar han nu kommer, medens Herren er i Forretninger op til Ørene, saa raader jeg ham at lade Jomfruen komme ned at entretenere Bogholderen, men i steden for Jomfruen bringer jeg ham Magdelone ned, som meener, at det er hendes Frier

OLDFUX.

Hillement! det er alt for store Anslag for en Piige, som du est. Men eftersom Magdelone er noget til alders, kand hand maaskee ikke fatte Kierlighed for hende.

384
PERNILLE.

Fatter han ikke Kierlighed til hende, saa er det disbedre. Men resolverer han sig til at tage hende, som jeg nok troer (thi slige Karle seer kun efter Penge og Velstand) saa kand Magdelone derover ogsaa blive gift, og Comoedien disartigere blive spillet; thi jeg kand ikke nægte, at jeg jo gierne vilde have Magdelone gift med denne Bogholder.

OLDFUX.

Ha! ha ha. Men jeg seer saa mange Vanskeligheder ved alt dette, at jeg kand aldrig bilde mig ind, at det vil løbe vel af.

PERNILLE.

Naar jeg kun faaer Herren indviklet brav udi Forretninger, tviler jeg ikke om got Udfald.

OLDFUX.

Men at vikle ham ind i Forretninger, kand just forderve Sagen; thi saa sætter han Bryllupet op, og faaer imidlertid Sandheden at viide.

PERNILLE.

Det skal jeg nok sætte en Pind for; thi jeg svær ham til, at Leander luurer paa at snappe Jomfruen bort (hvilket er sant) og raader ham at iile med Bryllupet. Og, som jeg blir Herrens Geheime Raad, saa bestemmer jeg Leander, som er forklæd, i en Hast, og den anden skal ikke komme, førend det er forsilde. Jeg skal nok drive dette igiennem uden Hexerie.

OLDFUX.

Jeg ønsker dig Lykke Pernille!

PERNILLE.

Meener du, at du skal imidlertid være ørkesløs?

OLDFUX.

Jeg seer ikke, at jeg har noget at forrette udi alt dette, med mindre du ogsaa vil gifte mig med det samme, og paa eengang have den Ære at slutte en Triple-Alliance eller 3 Gifte-Tractater.

385
PERNILLE.

Ney. Du skal faae nok at bestille. Du skal bringe Herren udi Forretninger og Uroelighed, først skal du komme hid som et Bud fra Leander at lade Herren viide, at han har i Sinde at paaføre ham en Proces, efterdi han vil give til en anden hans Datter, som ved adskillige Breve har forpligtet sig til Leander. Naar han saa faaer det at høre, blir Hovedet kruset paa ham, og jeg raader ham da at skrive et fyndigt Brev til Leander, og at consulere en Advocat, om han strax skal fare fort med Bryllup et for at giøre slige Trudseler til intet. Ald den Hielp jeg behøver af dig, er kun at sætte Herren udi fortrædelige Forretninger.

OLDFUX.

Men naar Advocaten kommer, saa siger han vel, at Herren skal give sig tilfreds, og at de Trudseler har intet at betyde.

PERNILLE.

Derfor skal du ogsaa agere Advocat, og stille dig saa gal an, at han gaaer lige klog fra dig. Kand du ellers hitte paa noget andet at spilde Tiden for ham, saa er det disto bedre; thi Vrede og Forretninger ere Hiulene, som skal drive vor Machine.

OLDFUX.

Det er en forbandet Machine. Jeg kand blive Hovedsvimled alleene af det, jeg hører fortælle, hvordan den er sammensat, hvad Fanden er det, ikke disse Qvinder kand hitte paa?

PERNILLE.

Du skal være ved Haanden og lave dig paa saadan Dragt, som er nødig at bruge, og jeg skal ved en liden Pige, som jeg har, lade jer begge vide, naar Tid er at spille en Rulle. 3 Personer skal du agere, først budet fra Leander, siden Advocat. Og endelig en Barbeer; thi han maa have Skiægget af sig i Eftermidag, om en Time maae du være her med dine Præparatorier. Jeg skal indlade dig i et Cammer, og vare dig ad, naar du skal komme ind. Det er alt, hvad du skal have i dit Hoved. Det øvrige skal jeg sørge for.

LEANDER.

Men om nu denne Machine gaaer i stykker, hvad da?

386
LEONORA.

Om det ikke lykkes, saa forlader jeg jer dog ikke Leander. Jeg omkom mig for selv, førend jeg tog dend Pedant.

PERNILLE.

Jeg skulde før vride Hovedet om paa jer Jomfru, førend I skulde blive Madame Peder Bogholders.

LEANDER.

Jeg takker dig for din Iver og Troeskab Pernille!

OLDFUX.

Han takker hende for hun vil have den godhed at vride Hovedet om paa hans Kiæriste.

LEANDER.

Ney! Oldfux det er ikke saa at forstaae.

OLDFUX.

Dette Giftermaal med Magdelone kunde man ikke lade det fare for at giøre Intriguen mindre vanskelig.

PERNILLE.

Men kunde du ikke holde din Mund og alleene tage vare paa det, som jeg har sagt dig. Jeg vil, at Magdelone skal blive gift med det samme for en vis Aarsags skyld. Naar man vilde giøre noget, saa maa man giøre det saa, at det kand høres og spørges, gaaer nu jer vey. (de gaaer.)

PERNILLE.

Ney! bie lidt. Jeg vil see, hvordan Monsieur Leander bær sig ad, at agere Pedant.

LEANDER.

Jeg ved min troe ikke, førend Oldfux Exercerer mig.

OLDFUX.

Maatte jeg kun gaae i jer sted, skulde det ingen Fare have. Lad eengang see, hvordan I vil bære jer ad, naar I skal spille saadan 387 Person, bild jer ind, at jeg er Hr. Vielgeschrey, hvis Datter I skal begiære.

LEANDER.

Jeg kommer efter min Papas Ordre, til hvilken min Hr. Vielgeschrei har behaget at proponere - - -

OLDFUX.

A - - - - er i gal? Det er jo Kammer-junker Snak og Complimenter, er det at agere Skoelemester? Giv nu agt engang paa mig. Jeg Peder Erich Madsens ældste Plante, Barnefød udi Aabenraa, kommer her i dag at angrasere min allerringeste Person i min gunstige Herres Huld og Bevaagenhed, og at begiære til Ægte denne hans prima kiære Datter, secunda ikke, som eders Gunst har lovet min kiære Fatter Erich Madsen Bogholder, siger Erich Madsen Bogholder at accordere give og overantvorde til min Kiæreste Ægtefælle og det strax efter Sigt. Jeg tilskriver saadant allene min gunstige Herres Godhed, ikke mine meriterende Fortienisters Valuta; thi jeg bekiender, at naar jeg ligner min Persons Ringhed med Saadan Jomfru paa hvilken eders Gunstighed har behaget at give mig Transport, er jeg ikke værd at løse hendes Skoeremme, ja kand ey lignes anderledes valore intrinseco end en autorisered Sæddel mod en Banco Daler ligerviis og ligesom en Skriver tavle udi Størrelse og Vigtighed overgaaer et Griffel, saaledes, og ikke anderledes overgaaer Jomfruens Dyd, Stand og Vilkor mine Dyder, min Stand, og min Vilkor. Hun er Skrivertavlen, og jeg er hendes indtil Døden underdanige Griffel. Imidlertid medens I saa taler, skal i stedse svinge med den høyre Haand og brav svelge Ordene ned.

PERNILLE.

Det er got nok Oldfux, men du maae dog ikke outrere din Tale saa meget.

OLDFUX.

Ja ja! vi kand altid slaae noget af. Kom lad os nu gaae hiem.

388

Scen. 10.

Leonora.Pernille.

LEONORA.

Ach! Pernille! Jeg skielver og bæver, naar jeg tenker paa alt dette. Først er jeg bange, at Anslaget ikke skal lykkes og for det andet frygter jeg for Folkes Eftertale, at jeg har fixeret min Far.

PERNILLE.

Ey Jomfru! er ikke Kierligheden sterkere end som saa, saa har jeg en skiøn Invention: I skal skille jer ved Leander, og blive Leonora Peder Erichsens.

LEONORA.

Ach! ney Pernille.

PERNILLE.

Ach! jo Jomfru. Vi har jo da ikke saa mange Hocuspocus fornøden.

LEONORA.

Ach! Pernille! hør mig.

PERNILLE.

Jeg har eftertænkt det Jomfrue. Det er en stor Synd at narre sine Forældre. Og det for en ringe Ting.

LEONORA.

En ringe Ting siger du.

PERNILLE.

Ja vist, mon det være en ringe Ting, naar I tar i Betænkning at Spille et Puds for at nyde den - - -

LEONORA.

Jeg har aldrig taget det i Betænkning, men jeg siger kun, at - - -

PERNILLE.

Adieu! Leonora Bogholders.

389
LEONORA.

Ach! jeg døer af Sorg.

PERNILLE.

Adieu! Madame Skrivertavle.

LEONORA.

Hvis du slaaer Haanden af mig, tar jeg Livet af mig selv.

PERNILLE.

Jeg har efter hendes Begiering først brudt mit Hovet, saa jeg nær er gal, og siden holder hun det for Synd at bruge List.

LEONORA.

Jeg, vist giør jeg ey, hielp mig allerkiæreste Pernille.

PERNILLE.

Mon jer Far er ikke bekiendt tilforn over den heele Bye for hans Stundesløshed?

LEONORA.

Jeg tar det aldeeles ikke i Betænkning.

PERNILLE.

Mon han ikke af saadan Historie kand blive klog igien.

LEONORA.

Ach! plag mig dog ikke meer.

PERNILLE.

Mon nogen staaer større Fare, end jeg, naar det bliver aabenbaret?

LEONORA.

Vil du da ikke tilgive mig det Pernille.

PERNILLE.

Kys mig paa Haand da! og beed mig om Forladelse.

LEONORA.

Ach! gierne.

PERNILLE.

390 Saa! nu er jeg god igien. Men der kommer Magdelone. Comoedien maa begyndes paa hende.

Scen. 11.

Pernille,Magdelone,Leonora.

PERNILLE.

Nu Jomfrue! giv jer nu tilfreds. Nu er jer Forløsnings Tid kommen. I kommer, kand skee, i Brude Seng denne Aften.

MAGD.

Ach! er det sant Pernille?

PERNILLE.

Ja det er ganske sikkert.

MAGD.

Med hvem Pernille?

PERNILLE.

Med en smuk velhavende ung Person.

MAGD.

Ach! mit Hierte pikker i mig af Glæde.

PERNILLE.

Som forstaaer sit Bogholderie. (Magd: græder.)

PERNILLE.

Der udi Brøcken og Regnekonsten er den anden Alexander Magnus. (Magd: græder.)

PERNILLE.

Der forstaaer sit Een maal Een som sit Fader-Vor.

MAGD.

Ach min deilige Pernille! du glæder mit Hierte.

PERNILLE.
391

Der kand udregne baade med Griffel og Blianspen hvor mange Draaber der er i Pebling Søen. (Magd: græder igien.)

PERNILLE.

Men Herren har betinget sig af ham, at han skal gaa ham til Haande iblant i hans Forretninger.

MAGD.

Han maae gierne bruge ham om Dagen, naar jeg kun ellers maae beholde ham

PERNILLE.

Det forstaaer sig. Gid pokker have en Mand paa andre Vilkor.

MAGD.

Men seer han vel ud.

PERNILLE.

Han seer saa vel ud, at jeg blev gandske slagen, da jeg saae ham; thi han har et Ansigt og en Mine ligesom en, der har faaet Laudabilem til Attestatz, og gaaer paa Gaden saa modest og sædelig, som han skulde følge Liig.

MAGD.

Men har han ogsaa noget til beste.

PERNILLE.

Det faaer I nok at viide, naar I blir gift med ham, ellers om han aldrig havde Midler, saa kunde han dog ved sin Pen, og sin Griffel rigelig forsørge hende.

MAGD.

Men jeg er saa bange Pernille, at Herren glemmer det igien.

PERNILLE.

Ey det er alt en sluttet Sag. Der fattes kun, at I skal tale med ham og give ham ogsaa Ja. Og staaer han jer ikke an, saa vil jeg nok have ham.

392
MAGD.

Du skal have en god Dag. Herren har jo friet for mig.

PERNILLE.

Men om saa var, han ikke var fornøyet med hende, og syntes at hun var noget ved alder, vilde hun da fortryde paa, om jeg tog ham?

MAGD.

Hvor gammel meener du vel, at jeg er?

PERNILLE.

I er jo Fyrretyve Aar gammel.

MAGD.

Jeg har selv tilforn tænkt det samme, men nyelig seet efter og fundet, saa sant som jeg er ærlig, at jeg er ikke meere end 30 Aar gammel; thi jeg har min Salig Faders Haand derfor som ikke kand lyve.

PERNILLE.

Man kand let forreigne sig. Jeg holdes nu af alle for at være 24 Aar gammel, men jeg er vis paa, at naar jeg engang ogsaa skal giftes, og seer efter, saa finder jeg min Salig Faders Haand for at jeg ikkun er 16 Aar, min ældste Søster Anne havde ogsaa giort en Misreigning, men tvertimod denne, hun fik en frier, da man holdt for, at hun gik i sit alders 14de Aar man holdt det for tilligt at gifte hende i den Alder, men da man saae efter i Bogen, fandt man, at hun var 18 Aar gammel.

MAGD.

Ja see engang, hvordan man kand forregne sig, Pernille! Men naar kommer han hid?

PERNILLE.

Han kommer Klokken 3 i Eftermiddag. Det er best, at Jomfruen gaaer hen og pynter sig, hun kommer ellers ihu, hvad hun har lovet mig; thi jeg har formaaet Herren dertil.

393
MAGD.

De 50 Rixdaler skal du være vis paa. Der har du min Haand. (Hun giver Haand.)

PERNILLE

(aparte.) Nu er der allerede giort Begyndelse. Det er stor Almisse ellers at skaffe denne Pige en Mand. Jeg har aldrig kiendt nogen saa Gifte-Syg. Dersom alderen nu allene hindrede hende i at blive gift, gik hun gierne op paa tinget, og svor sig Fanden i Vold paa, at hun var kun 30 Aar. Men lad os komme ind i jer Kammer lidt Jomfrue!

Actus II.

Scen. 1.

(Vielgeschrei kommer ind i sine Stuer men med Pennefiær bag Øret og de 4re Skriverkarle følge ham efter, iligemaade med Pennefiære bag Ørene. Pernille har og Pen bag Øret.)

VIELGESCHREI

(tørrende Sveden af sig.) Pernille!

PERNILLE.

Herre!

VIELG.

Jeg tænker paa den Straten Junker, som vilde sige, at jeg har intet at bestille.

PERNILLE.

Mand kand blive gal over saadan snak.

VIELG.

Jeg har været henne til Erich Madsens. Pernille!

PERNILLE.

Har Herren alt været der? Det er mig kiert, lovede han da at skikke sin Søn hid Klokken 3 i Eftermidag?

394
VIELG.

Han kommer vist nok til den Tid.

PERNILLE.

Ach jeg længes saa efter at see ham.

VIELG.

Klokken 3 kand du faae ham at see.

PERNILLE.

Jeg haaber, at han kommer nok før; thi det er forliebte Folkes maneer.

VIELG.

Det vil endelig ikke sige. Men ellers saae jeg ikke gierne at hand kom for den Tid; thi der skal skrives 4 a 6 Bryllups-Breve, som skal skikkes nogle gode Venner med Posten.

PERNILLE.

Men kand de komme saa hastig til Bryllupet?

VIELG.

Ney det er kun for Ceremonie. Jeg har og ikke stunder til at giøre Bryllup. Der blir intet videre giort end Contracten sluttet udi nogle gode Venners Nærværelse, men det er mig kiert, at du siger min Datter har faaet bedre Tanker.

PERNILLE.

Ey det skal have gode veye. Derfor er det best at smeede medens Jernet er varmt og slutte Contracten i Aften.

VIELG.

Denne Aften skal alting være klar giort, og saa skal denne Snuushane, som var her i Maares, faae en lang Næse. Pemille sæt dig ned ved Skriver-Bordet, du kand nok skrive en Copie med.

PERNILLE.

Ja vist Herre.

395
VIELG.

Tar jere Saxe Karle! (de tar Saxerne efter tempo.)

VIELG.

Ere I færdige dermed?

TUTTI.

Ja det er beklippet.

VIELG.

Pennene fra Øret. (de tar Pennene fra Øret.)

VIELG.

Dypper jere Penner. (De dypper paa eengang.)

VIELGESCHREI

(kaster Parykken fra sig.) Skriver! Saasom det har behaget Himmelen (comma) har I det? (de skriver og repeterer det samme.)

VIELG.

Ved en reen kierlighed at sammenknytte tvende parter (comma) har I det. (de repeterer igien.) Nemlig min ældste Datter, Leonora og Seignr. Peder Erichsen Bogholder (comma) har I det. (de repeterer igien.) Saa er min Tienstlige Begiering - - Er nu ikke Hønsene kommen ind i Kiøkkenet igien. Det er mig en forbandet Pige den Kokke-Pige. (Gaaer ud og kommer ind igien. Naar han er ude, stoje de og kaste Papiir Kugler paa hinanden.) De Dievie har ingen Ting at tage vare end det samme, og dog kand ikke passe paa at lukke mig den Kiøkken-dør igien. Ald 396 Byrden i Huuset ligger paa mig; hvor var det i slap? Læs op Jens Griffel. (han læser op fra Begyndelsen.)

VIELG.

Saa er min Tienistlige Begiæring, at han vilde med sin Nærværelse bivaane deres Ægteskabs Contract (punctum) har I det? (de repeterer igien.) Samme Ægteskabs Contract er berammet at sluttes den l April Styli Novi har I det? (de repeterer igien.) (Punctum) har I det? (de repeterer Punctum.)

VIELG.

Anne! (Anne kommer ind.) Hvad vil Herren?

VIELG.

Hør Anne! den lille sorte Hønne maae ikke komme blant de andre. Alle de andre vil den stakkel altid paa Hovedet, hør du hvad jeg siger; thi jeg holder meest af den Hønne. Den har lagt mig siden Juuel over 40 Eg. Christoffer Feddermesser! du holder jo Bog over, hvad Høns, Giæs og Duerne yde. See efter i Hovedbogen hvor mange Eg den lille sorte Hønne har lagt ud dette Aar.

CHRISTOFFER.

Ja! det er som Herren siger, 40 Eg. Hvad andet hun har ydet er ikke anført.

VIELG.

Det er min troe den beste Høne, jeg har. Derfor maae du have synderlig Øye med hende, Anne.

397
ANNE.

Det skal skee Herre! (gaaer ud.)

VIELG.

Hvor vit er I kommen Karle? Jens Sandbüchs læs du op. (Jens læser fra Begyndelsen.)

VIELG.

Parenthesis; thi der maa iiles dermed for visse Aarsagers skyld (Claudatur) har I det? (de repeterer igien.) Jeg lever i den Forsikring, at - - kommer der ikke nogen.

PERNILLE.

Jo det er vist Frieren, tænkte jeg ikke vel, at han kom for Tiden.

Scen. 2.

Leander og Oldfux klædde som Pedanter, de andre.

LEANDER

(efter lang Compliment.) Gunstige Hr Patron Moecenas og Velynder. Saasom, og ligerviis som Paafuglen, naar den seer paa sine Fiedre, skiemmer den sig. (Oldfux støder ham i Ryggen og visker til ham.)

LEANDER.

Jeg vilde sige, naar den seer paa sine Been, skiemmer den sig. Og naar den derimod seer paa sine Fiere, Bryster den sig, ikke anderledes, naar jeg Peder Erichsen uværdig Bogholder - (Skriverne begynder at fnise.)

VIELG.

Hvad fniser I Slyngele ad? Confererer I kun imidlertid, om I alle har skrevet lige, medens jeg taler med denne Person.

LEANDER.

Ikke anderledes, naar jeg betragter og overvejer min Stand og 398 Meriter og Vilkor, skiemmer jeg mig med Paafuglen. Naar jeg derimod betragter og overvejer min forstaaende Fortun og Lykke, bryster jeg mig med Paafuglen. Jeg tilskriver allene min gunstige Herres Godhed, ikke mine meriterende Fortienisters valuta, at min Herre gir min ringe Person Assignation paa saadan dyderig og fornemme Jomfrue, hvis Skoeremme jeg er ikke værd at opløse; thi ligesom en Obligation valore intrinseco er at ligne mod en Banco Daler, ikke anderledes - -

VIELG.

Nok nok Monsieur, han maa ikke sætte saa ringe Priis paa sig selv. Han kand see af dette Vall jeg har giort, hvilke Tanker jeg har om hans Person, jeg kunde have sat min Datter udi høyere stand, men som jeg allene seer efter dyd og Vindskibelighed, saa har jeg foretrækket ham adskillige anseelige Beilere.

LEANDER.

Jeg takker allerærbødigst.

VIELGES.

Et lidet Øyeblik Taalmodighed. Jeg skriver nogle gode Venner til paa Landet, og lar dem efter min Skyldighed vide, at min Datter skal slutte Ægteskabs-Contract med Monsr. i Aften. Der er jo kun en Linie eller noget tilbage.

LEANDER.

Efter Behag Gunstige Herre!

VIELGESCHREY

(til Skriveren.) Hvor var det I slap, Karle! Læs op det sidste, Lars Dintfass.

LARS.

Det sidste var Claudatur.

VIELG.

Hvad Pokker lærer jeg deraf?

LARS.

Jeg tog feil Herre! det sidste er: Jeg lever i den Forsikring, at - - -

399
VIELG.

Hand har den Godhed at lade sig indfinde til den Tid (Comma) har I det. (De repeterer igien.) Jeg forbliver stedse Votre tres humble og tres obeissant Serviteur.

PERNILLE.

Det sidste Latin, Herre, kand jeg ikke skrive.

VIELG.

See da efter, hvorledes de andre bogstaverer først.

VIELGESCHREY

(tagende Oldfux for sin Svigersøn.) Nu maa I herefter kalde mig Svigerfar, og jeg vil kalde jer min Søn; thi det er alt en sluttet Sag imellem os, der rester kun, at I taler med min Datter selv.

OLDFUX.

Gunstefulde Herre, det er ikke - - -

VIELG.

Jeg vil ikke høre denne Tale meere, I skal kalde mig Svigerfar.

OLDF.

Ney Eders Gunst behager at høre - - -

VIELG.

Ej lad os kun fare de Complimenter og kald mig Svigerfar.

OLDE

Ney Herren tar feil, det er ikke mig, som skal have hans Dotter, mit Navn er Jonas.

VIELG.

Om Forladelse jeg har saa meget i mit Hovet.

OLDE

Jeg er Jonas Andersen, den rette Persons Sydskende Barn u-værdig paa Faderens Side. Jeg er kun en Madik at ligne mod ham i Bogholderie og Regning. Jeg har ham at takke og kysser Støven under hans Fødder for det, jeg forstaar udi Bogholderiet. Jeg skulde 400 ikke rose ham, fordi hand er mit Sydskende Barn paa min Faders Side, men jeg kand sige dette, at hand har faa sin Lige udi alle slags Regninger. Og, ligesom der er en Regul, kaldet Regula Detri, saa har hand giordt en ny, kaldet Regula Petri.

VIELG.

Det er mig kiært, at I er hans Fætter. Hvis min yngste Dotter var mandvoxen, saa kunde der maaskee blive noget af imellem jer to ogsaa. (Oldfux skraber.)

VIELG.

Pernille! lad Leonora komme hid. Nu kand hand selv insinuere sig hos min Dotter. Det syntes hende underligt i førstningen, at jeg vilde give hende bort til en Bogholder. Men nu hører jeg, at hun er paa bedre Tanker. Om jeg havde 10 Døttre, skulde de alle gives til Bogholdere.

LEANDER.

Jeg takker paa Bogholderiets Vegne.

OLDE

Jeg takker ogsaa paa Kunstens Vegne.

Scen. 3.

Leonora.Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Nu min Dotter. (Gaaer I kun op paa Contoiret Skriver-Karle og confererer Brevene med hinanden og besegier dem siden, som I strax faar at vide af Skrifterne.) (De gaaer bort, suer paa Pennene og sætter dem bag Ørene.)

VIELG.

Det er mig kiært min Dotter, at du er kommen i bedre Tanker, at du har slaaet den anden Kjærlighed af dit Sind, og beqvemmer dig efter min Villie. Unge Jomfruer seer kun efter det Udvortes, og derfor løber til deres egen Fordervelse. Jeg har udvalt denne unge 401 Person til Svigersøn, som ved sin Videnskab kand nære dig reputeerlig, omendskiønt hand gandske ingen Midler havde.

LEONORA.

Min hierte Papa! jeg beder ydmygst, at hand ikke vil tænke paa det forrige. Jeg har raisonered siden ved mig selv, og eftertænkt, hvilken Synd det er at sætte sig mod sine Forældres Villie; Personen staar mig an, jeg er fornøyet med det Val, min kiære Far har giort, saasom jeg er forsikret om, at hand intet slutter, mig angaaende, uden det, som er til min Nytte og Velfærd.

VIELG.

Jeg har haft dig alt for kiær, mit Barn, at jeg skulde gifte dig bort til een, som du ikke skulde blive lykkelig med. Saa gaaer nu hen og taler med hinanden.

LEANDER.

Allerkiæreste Jomfrue og tilkommende Brud. Naar jeg eftertænker mine egne Meriters Nieter og Nuller at være saa høyt anskrevne udi hendes kiære Faders Tankers Hoved-Bog, ere alle mine Sandse færdige til at giøre Fallit, og spille banqverot. Et Null betyder intet, men naar en Streg kommer dertil, blir det strax til noget. Jeg er u-værdig kun en Streg, som intet betyder; men naar min Stregs Ringhed blir lagt til Jomfruens Null - - - (Oldfux støder ham i Ryggen.) Jeg fortalede mig skiønne Jomfru! jeg er kun et Null, som intet betyder; men Jomfruen Stregen, med hvilken naar mit Null blir foreenet, blir det strax til noget.

LEONORA.

Monsieur! hand skatter sig selv for ringe.

LEANDER.

Jeg takker skyldigst.

OLDE

Peder! her er den Ring, som Vatter flyede os at forære Jomfruen.

402
LEANDER.

Det er sant Jonas. Min Fader lod formelde sin ydmygste Salutem, og bad, at Jomfruen vilde annamme denne Ring af mine Hænder til Elskovs Tegn.

LEONORA.

Jeg tager imod den og takker kiærligst.

LEANDER.

Det maa ikke regnes for nogen Morgengave, skiønne Jomfru! det er kun et lidet Kiærligheds Tegn, som man efter Sædvane først lader see, og haver samme Sædvane sin Oprindelse deraf, ligesom en Ring er rund og har hverken Begyndelse eller Ende, saa - - -

VIELG.

Værer lidt stille Børnlille! jeg tør give min Hals paa, at Maden kaagede over udi Kiøkkenet. (Springer ud.)

PERNILLE.

Ha ha ha! gid I faar Pokker, hvor vel I spiller jere Ruller.

OLDF.

Men somme Tider er det dog kommen i bag-laas for Monsieur, som for Exempel, at Paafuglen bryster sig, naar hand seer paa sine Been, og at Jomfruen er Nullet.

LEANDER.

Hvordan vil du, at jeg skal komme alt dette Pedanterie ihu?

LEONORA.

Ach! det gaaer vel nok. Nu er jeg forlovet med jer kiære Leander i min Fars Paasiun. Men ach!

PERNILLE.

I kommer altid med jer men, Jomfru! lad kun mig sørge for det øvrige.

LEANDER.

Men naar nu den rette Bogholder kommer?

403
PERNILLE.

Men om nu Himmelen falder ned, vil I kun lade mig raade, I har intet andet at bestille, end at efterleve mine Ordre. Jeg er Chef og I andre Subalterne, som ikke maa raisonnere. Men der kommer Herren tilbage.

VIELG.

Det er Løgn Anne; disputeer mig aldrig imod det, som jeg kand see bedre. De Tallerkener ere ikke skurede med Aske; de ere skurede med Sand, og det just fordi jeg saa ofte har forbudet det! havde jeg kun stunder at examinere Fader og Skeer, er jeg viss paa, at de seer ikke bedre ud; men jeg er et Menniske, og derfor ikke kand giøre det, som overgaaer Menniskelige Kræfter. Jeg har ikke Øyen bag i Hovedet, jeg har ikke meere end to Hænder, og jeg kand ikke være 10 Steder paa engang. Kunde jeg dog engang ald min Livstid være saa lykkelig, at jeg kunde sige ved mig selv, gak nu til Sengs eller til Bords i god Roe, nu er i Dag intet meere at forrette. Men den Tid kommer aldrig; thi mine Forretninger ere ligesom en Sneebold, jo meere jeg driver den frem jo større bliver den. Men hvad vil disse fremmede Folk her Pernille! vil I tale med mig Messieurs?

LEANDER og OLDFUX.

Ja.

PERNILLE.

Ej Herre, det er jo jer Svigersøn.

VIELG.

Det er sant, om Forladelse, jeg glemmer mig selv undertiden formedelst Forretninger. Nu min kiære Svigersøn, er I nu fornøyet med mit Forslag, og finder I min Dotter af de Qvaliteter, at hun kand bøye jer til Kjærlighed.

LEANDER.

Ach jeg er saa forliebt, at jeg neppe kand staae paa mine Been.

404
VIELG.

Det er got. I skal have Bryllup denne Aften. (De Forliebte giøre Complimenter.)

VIELG.

Pernille! naar holder du for, at man kunde beramme Tiden dertil?

PERNILLE.

Herren faar vel ikke stunder, saa vit, som jeg kand see, for Klokken 6 i Aften; thi disse 5 Breve skal legges sammen, besegies og paaskrives. Det er ogsaa aldrig saa, at der falder jo enten et eller andet ind, som man ikke tænker paa, Herren har jo altid den Lykke.

VIELG.

Det maa du vel sige, Pernille! ja, kiære Svigersøn, hand møder da med nogle af sine Paarørende her Klokken 6 i Aften. Jeg vil ellers ingen anden have hid end min Broder Leonard og Notarius. Men, min kiære Svigersøn, jeg vilde gierne raadføre mig med ham udi en liden Regning, som falder mig for vanskelig.

PERNILLE.

Ej Herre! sæt saadant op til en anden gang. Nu har den gode Karl andet at tænke paa.

VIELG.

Det er sant nok. Men det er kun en liden Spørsmaal, som en Person, der er saa vel grundet i Regnekonsten, som hand, strax fornøyer mig i.

PERNILLE.

Jeg er aldrig Herren imod, men heri kand jeg ikke bifalde ham, at hand vil plage een med Regninger, der kommer at frie til hans Dotter.

VIELG.

Ej Snak, det er kun en Bagatelle for ham. Regningen er denne: En sælger 100 Tønder Rug med Strygmaal for 20 Rixdaler, hvor meget høyere kunde Summen stige, om de var i Topmaal?

405
PERNILLE.

Ach Herre! der har de andre Høns fat paa den lille sorte Høne igien, og er færdig at dræbe den.

VIELG.

Ej er det ikke forskrækkeligt? (Løber ud.)

LEANDER.

Ach Pernille! vi er om en Hals.

OLDFUX.

Gid hand faar en Ulykke med hans Topmaal og Strygmaal.

LEANDER.

Jeg kand ikke tælle til 5, og skal nu giøre saadan Prøve i Regne-Konsten.

LEONORA.

Der seer du Pernille, hvordan det vil gaae, og at de Anslag - - - -

PERNILLE.

Holdt Munden, og lad mig speculere i roe, løber fort paa Døren.

LEANDER.

Men kand derved ikke fattes Mistanke mod os?

PERNILLE.

Fort paa Dør, her er ikke andet Raad i en hast at gribe til.

LEANDER.

Men Pernille - - -

PERNILLE.

Løber bort allesammen, og I Sladerhank med. (De gaaer alle.)

406

Scen. 4.

Vielgeschrey.Pernille.

VIELGESCHREY.

Hun vilde bilde mig ind, at ingen rørede den sorte Høne.

PERNILLE.

Ach Herre! jeg saae jo med mine Øyne igiennem Vinduet, hvordan den blev hugget. Men den Pige er i det eene som i det andet, havde jeg ikke hindret hende forgangen, saa havde der skeet en stor Ulykke.

VIELG.

Hvad var det?

PERNILLE.

Jeg vil min Troe ikke sige det til Herren, uden hand lover mig at tie.

VIELG.

Jeg skal ingen Allarm giøre derover, siig mig det.

PERNILLE.

Forgangen Dag fandt jeg Herrens Catalogus over sine Lin-Klæder i Kiøkkenet; det havde den forbandet Pige faat fat og vilde riste Lax paa.

VIELG.

Ney, det kand jeg ikke tie med; thi det kunde have foraarsaget mig en stor Ulykke.

PERNILLE.

Dersom ikke Herren holder sit Løfte, saa troer jeg ham aldrig oftere.

VIELG.

Ney Pernille! jeg maa have fat paa hende derfor. Det var et forbandet Stykke.

PERNILLE.

Ach Herre! jeg beder ydmygst, hun falt paa sine Knæ, og bad 407 mig med Graad om, at jeg ikke vilde røbe hende, men jeg vilde ikke love hende det, førend hun ved Eed havde forsikret mig om, aldrig at forgribe sig paa Herrens Skriver-Sager oftere.

VIELG.

At røre ved mine Papiir, er at røre ved mine Øyensteene.

PERNILLE.

Herren gir sig tilfreds. Hun vil af den Historie lære at blive meere varsom.

VIELG.

Om man stiæler Penge fra mig, kand jeg skikke mig derudi, men at tage mine Papiir bort, det er at tage Siælen af Livet.

PERNILLE.

Jeg kand forsikre Herren, at det ringeste ellers ikke er kommet bort eller kommet i Ulave; thi jeg saae strax nøye efter Alting.

VIELG.

Jeg vil da tie denne gang for din skyld. Men jeg vil herefter, at intet Menniske maa komme i mit eget Contoir uden du. Men hvor blev min Svigersøn af?

PERNILLE.

Herren tog jo Afskeed med ham, og bad ham komme igien Klokken 5.

VIELG.

Det er sant Pernille! jeg glemmer det eene for det andet. Meener du, at jeg kand erindre, om jeg har spiset til Middag?

PERNILLE.

Ney, Herre! Maden staar færdig paa Bordet.

VIELG.

Saa maa jeg da ind at spise lidt i en hast. (Gaaer ind.)

PERNILLE.

Saaledes kom vi ud af denne Fristelse.

408

Scen. 5.

Oldfux.Pernille.

OLDFUX,

(som Laqvei). Hillemend Pernille! hvilken Fristelse hand bragte os i ved den Regning om det Strygmaal og det Topmaal.

PERNILLE.

Men jeg kom ham til at glemme baade Stryg og Top-Maalet, og viklede ham ind i Discours om Huus-Sager.

OLDFUX.

Men hvad sagde hand, da hand fornam, at vi vare løbne?

PERNILLE.

Jeg bildte ham ind, at hand selv havde taget Afskeed med jer. Jeg kand faa ham til at glemme alting, naar jeg kun kand bringe ham i Forretninger.

OLDFUX.

Jeg skal min Troe skaffe ham nok at bestille.

PERNILLE.

Det er ogsaa høylig fornødent; thi ellers er vi om en Hals. Inden en halv Time har vi Bogholderen her; men der kommer Herren. Gak til side og kom strax ind med Brevet fra Leander.

Scen. 6.

Vielgeschrey.Pernille.

PERNILLE.

Har nu Herren alt spiset?

VIELGESCHREY.

Jeg faar aldrig Tid til at spise mig mæt Pernille! spring op til Skriver-Karlene, og hør, om de har lagt Brevene sammen.

409
PERNILLE.

Her kommer en Laqvei og møder mig lige i Døren med et Brev til Herren. (Oldfux leverer et Brev, og gaaer igien.)

VIELG.

Pernille! naar nogen kommer og vil tale med mig, skal du sige, at du vil høre ad, om jeg er hiemme. Det giør jo alle Tienere i fornemme Huse.

PERNILLE.

Somme er saa u-forskammed, at de løbe lige ind. Men eftersom Herren vil saa have det, saa maa hand ikke kige udaf Vinduet efter dem, som hand plejer; thi forgangen fant en Mand, som saae ham i Vinduet, mig paa Gaden, og sagde: Hils din Herre, og siig, at naar hand gaaer ud, saa maa hand tage sit Hoved med sig; thi det saae jeg i Vinduet. Somme kand have vigtige Ærender Herre, og dog ikke kand sige Tienerne, hvad de vil.

VIELG.

Det er endelig sant, som du siger, men jeg maa læse dette Brev. (Læser.) Hillemend! hvad er dette forbandet Tøy. Denne Leander, som var her i Maares, skriver mig til, at, saasom hand hører, at jeg har givet en anden min Dotter, som har forlovet sig tilforn med ham, hvilket hand kand beviise af adskillige hendes Breve, hvorudi hun forpligter sig med Eed ingen at elske uden ham, saa maa jeg ikke fortryde paa, om hand protesterer imod den sidste Forlovelse, og forfølger sin Sag ved Lands Lov og Ret.

PERNILLE.

Ej hvad vil det sige, nu slaaer Jomfruen op med ham igien, foregivende, at saadan Forlovelse er grundet paa hendes Fars Samtykke. Og saasom hun saadant Samtykke ikke har kundet erhverve, saa falder den Sag af sig selv. Ellers bekiender jeg, at det er fortrædeligt for Herren at indvikles udi Proces; thi omendskiønt hand vinder, saa vil dog en stor hob Tid spildes for ham derved.

410
VIELG.

Jeg kand blive gal, naar jeg tænker derpaa, hvad raader du mig at giøre herved?

PERNILLE.

Jeg raader Herren først at skrive ham selv til, foreholde ham hans ubillige Foretagende, og derved skrække ham af at begynde Proces, og siden at raadføre sig med en god Advocat.

VIELG.

Lad Tieneren strax springe hen efter en Advocat.

PERNILLE.

Det skal skee; imidlertid maa Herren skrive Brevet færdig.

VIELG.

Ach! jeg ælendige Menniske! jeg drukner i Forretninger. (Sætter sig at skrive.)

PERNILLE

(sagte.) Det gaaer vel nok. Men her vil endnu fleere Forretninger til; thi Fortrædeligheder og min Habilitet skal udvirke saa meget, at, naar den rette Frier kommer, hand da ikke skal have hverken Lyst eller Lejlighed at tale med ham. Frieren maa nu komme, naar hand lyster; hand skal udi Herrens Nærværelse blive forlovet med Huusholdersken Magdelone. Leander og Oldfux kand ikke begribe, hvorfor jeg har dette dobbelte Ægteskab for. Men de veed ikke, at hun har lovet mig 50 Rixdaler, om jeg kand bringe Herren til at skaffe hende en Mand, og det kand ikke skee uden ved saadan Lejlighed; thi hand gir sig ellers aldrig Tid dertil.

VIELG.

Der maa ingen komme ind uden Advocaten og Barberen; thi jeg maa endelig rages, eftersom her kommer Fremmede i Aften, uden at jeg vil sætte Brøllupet op.

PERNILLE.

Jeg vil ikke raade Herren at sætte Brøllupet op, eftersom den anden Straa-Junker bruger alle sine Konster at hindre det.

411
VIELG.

Det er sant du siger. Det maa gaae for sig udi Aften, hvor liden Tid jeg har; men lad ingen komme her ind, at jeg kand skrive mit Brev i roe.

PERNILLE.

Ney ingen uden Advocaten, og Barberen og Frieren.

VIELG.

Hand kommer jo ikke, førend i Aften?

PERNILLE.

Jo mig syntes, Herren bad ham komme hid igien i Eftermiddag.

VIELG.

Det kand jeg ikke erindre. Det var galt giort af mig.

PERNILLE.

Det hindrer ikke Herren; hand kand derfor tale med Jomfruen. Jeg skal nok undskylde Herren.

VIELG.

Saa maa jeg da skrive mit Brev.

PERNILLE

(sagte.) Nu maa Monsieur Bogholder komme, naar hand lyster, jeg har Spillet vundet. Men det banker, jeg troer nok, at det er ham.

Scen. 7.

Den rette Bogholder.Pernille.Vielgeschrey.

BOGHOLDEREN.

Jeg kommer her efter Aftale imellem min Far Erich Madsen Bogholder og Hr. Vielgeschrey, at frie til hende skiønne Jomfrue.

PERNILLE.

Hand tar feil Hr. Bogholderjeg er Pigen, Jomfruen skal strax have den Ære at komme hid.

412
BOGHOLDEREN.

Det er mig en Ære og hende en Skam. Men kunde jeg ikke faa Herren i Tale først?

PERNILLE.

Ach! ney, Herren sidder i fortrædelige Forretninger, som har hindret ham i Dag baade at æde og drikke; hand har bedet mig giøre sin Undskyldning. Det er ellers en afgiort Sag paa Herrens Side. Det fattes kun, at hand taler med Jomfruen selv. Vil hand behage at bie et Øyeblik, nu skal hun strax komme. Ach! den stakkels Herre! jeg er bange, at hand engang styrter i sine Forretninger.

Scen. 8.

Magdelone, gallant pyntet.Pernille.Bogholderen.Vielgeschrey.

BOGHOLDEREN.

Jeg er kommen hid, skiønne Jomfrue, efter den Aftale, som er giort imellem Hr. Vielgeschrey og min gode Far, at begiære hende udi ald Tugt og Høviskhed til min ægte Hustru, og at spørge hende, om hun vil have mig til sin ægte Mand?

MAGDELONE

(neigende.) Jeg siger tusinde Tak.

BOGHOLDEREN.

Jeg beder da ydmygst, hun ikke vil forsmaae denne Ring til Morgengave.

MAGDELONE.

Jeg siger tusinde Tak. Vil hand ikke sidde ned min Engel!

BOGHOLDEREN.

Ney, tak skiønne Jomfru! jeg vil heller staae.

MAGDELONE.

Ach! jeg beder, at hand vil sætte sig min Engel. (De sætter sig.)

413
VIELGESCHREY.

Hvem er som taler der? Pernille!

PERNILLE.

Det er Frieren, Herre, som taler med Jomfruen.

VIELGESCHREY.

Det er got mit Barn, holdt din Kiæreste med Snak til jeg har skrevet mit Brev.

BOGHOLDEREN.

Man maa sige, hvad man sige vil om Ægteskab, saa er der dog en synderlig Himlens Direction derudi. Jeg har tit seet et Fruentimmer udi Søvne af samme Skikkelse og Væsen som Jomfruen, saa jeg derudaf kand merke, at det er noget, som for lang Tid er besluttet her oven fra.

PERNILLE

(sagte.) Gid du faa skam, saasom det ikke er andet end Pengene du meener at faa.

MAGDELONE.

Ach er det mueligt! det er min Troe gaaet mig ligeledes; thi engang da jeg stod og giorde min Bøn om et got Giftermaal, hvilket jeg uroest ofte har giordt (thi man kand ikke læse for ofte) kom mig en Person for, som ligner min Engel paa et Haar.

BOGHOLDEREN.

Om Forladelse min hierte Jomfrue! maae jeg tage paa hendes Bryst.

MAGDELONE.

Jeg siger tusind Tak.

VIELG.

Pernille! hvem er som taler der henne.

PERNILLE.

Det er Frieren Herre! som taler med Jomfruen.

414
VIELG.

Got got, taler I kun kierlig sammen Børnlille, til jeg faaer mit Brev færdig.

BOGH.

Maatte jeg spørge min Hierte Jomfrue, hvad Alder hun har.

MAGD.

Der er nogle onde Mennisker, som har udspredet, at jeg var 40 Aar gammel; men jeg har min troe ikke meere end 30 Aar.

BOGH.

Saa er vi af en Alder.

MAGD.

Det er jo skiønt. Liige Børn spiller best.

BOGH.

Man burdte ikke gifte sig, førend man var 30 Aar.

MAGD.

Det er min troe sant! thi naar Børn gifter sig med hinanden, blir kun Huusholdningen slet.

VIELG.

Hvem er som taler der henne Pernillle!

PERNILLE.

Det er Frieren med sin Kiæreste.

VIELG.

Nu skal jeg strax være hos jer Børnlille. Jeg har kun nogle faae Liiner tilbage.

PERNILLE.

(sagte) Hillement! saa maa jeg hitte paa noget Nyt igien. (Høyt.) Monsieur! vil han ikke behage at træde ind udi Jomfruens Sænge-Kammer, saa kand de tale sammen meere frit og ikke være Herren til hinder.

415
BOGH.

Det er sant. Det kand vi giøre. (de gaar ind.)

PERNILLE.

Hillement! jeg seer, at han alt har udskrevet, nu maae jeg hoste efter Oldfux, som er Signalen. (hun hoster.)

Scen. 9.

Oldfux som Advocat.Vielgeschrey.Pernille.

OLDFUX.

Jeg hører min Herre, at han forlanger en Advocat.

VIELG.

Ja er det han, som jeg har skikket min Tienere til.

OLDFUX.

Ney min Herre! den Mand er aldrig udi Stand om Eftermiddagen at tale med Folk.

VIELG.

Drikker han da?

OLDFUX.

Ja Herre! men ikke mine Ord igien.

VIELG.

Hvorfore lod du da Tieneren gaae hen til saadan Mand Pernille!

PERNILLE.

Jeg vidste ikke, at han drak, Herre. Men det er vel, at denne Mand er kommen i hans Sted.

OLDFUX.

Jeg har min gang derudi Huuset. Og som jeg hørdte, at min Herre havde en Procurater nødig, tog jeg mig den Frihed at komme hid.

416
VIELG.

Han skal have Tak.

OLDFUX.

Er der noget til Tieneste.

VIELG.

Jo jeg har noget at consulere ham udi.

ADVOCAT.

Det Ord min Herre at consulere har en dobbelt Betydning. Det betyder baade at give en et got Raad, paa latin consulere alicui, saa og bede en om et got Raad, paa latin consulere aliqvem.

VIELG.

Ey jeg troer, at I lærde Folk har skruer løse i Hovedet. Jeg har ikke skikket Bud efter ham for at spørge ham til Raads udi Ortographien, men - - - -

ADVOCAT.

Min Herre vores tale kommer ikke Ortographien ved, han confunderer Ortographien med Syntaxi. Ortographia est Ars vocabula recte scribendi, det er en konst eller Videnskab at skrive Ordene ræt, hvilket er noget, som jeg ikke har rørt om men jeg har allene corrigeret min Herres Tale-Maader non ortographiam sed phrases corrigo.

VIELG.

Om Forladelse at jeg ikke har haft Bud efter ham, han kand gaae igien, naar han behager! thi jeg har andet at bestille end at drive Dagen bort med Snak.

ADVOCAT.

Doctere og Advocater ere gierne til Tieneste, men deres lovlige Fundatzer sige ogsaa, at de maae lade sig betale for hver Skrid at giøre.

VIELG.

Skal jeg betale jer for at spilde den ædle og kostbare Tid bort med Snak.

417
ADVOCAT.

Hvad er hans Begiering da min Herre.

VIELG.

Jeg vilde spørge ham til Raads udi nogle Artikler.

ADVOCAT.

Min Herre! det Ord Artikel er os Jurister gandske ubekiendt og bruges allene in Foro Theologico. Den Rommersk Ræt veed i det ringeste intet deraf. Den deeles allene in libros, capita et paragraphos. Vil min Herre kun læse igiennem codicem pandectas institutiones novellas og see til om han nogensteds finder det Ord Artikel. Jeg vilde heller miste min Bestilling end bruge det Ord Artikel. Men hvorom spør han mig til Raads?

VIELG.

Det er en Person, som har hemmeligt forlovet sig med min Datter, som har faaet adskillige Breve fra hende, hvorudi hun forsikrer ham om sin Kierlighed, alt dette er skeet mig uvidende. Jeg frier for min Datter til en anden brav Mands Søn. Hun blir allarmeret derover i Begyndelsen, men endelig beqvemmer sig til den, som jeg udvelger til Sviger-Søn. Den anden faaer et Nys derom og truer mig med Retten, beraabende sig paa hendes Breve. De Trudseler vil vel ikke meget betyde Hr. Advocat. Men jeg har dog for at skrække ham fra Proces opsat et Brev til ham.

OLDFUX.

Hvad vil det Ord opsat sige. At opsætte kand betyde at forhale, det kand ogsaa betyde at sætte i Pennen.

VIELG.

Jeg troer Lucifer er her skinbarligen kommen i en Advocat Lignelse.

OLDFUX.

Min Herre! han maae da tale tydelig. Vil han dermed sige: sat I Pennen.

VIELG.

Ja ja. Jeg har skrevet et Bræv færdigt.

418
OLDFUX.

Det Brev skal skrives med Forstand. Om han ellers skal afskrækkes fra Proces, lad mig see det Brev. (han læser.)

VIELG.

Er det ikke kraftig nok?

OLDFUX.

Ej ej Herre! der vil andre Argumenter til. Jeg maa dictere ham et Brev, som skal have bedre klem.

VIELG.

Ja vil han da dictere mig.

OLDFUX.

Om han kand komme til rette med den Spanske Maade, vi Advocater har antaget at dictere med, som er meget kort og compendieux.

VIELG.

Jo kortere, jo bedre; thi Tiden er kostbar for mig, som har saa meget at bestille.

ADVOCAT.

Det er mig kiert, at min Herre forstaaer det, (Advocaten slaaer Herren paa Skuldrene og siger:) har I det.

VIELG.

I har jo intet sagt mig endnu.

ADVOCAT.

Ej min Herre naar jeg slaaer ham paa Skuldrene, saa betyder det, at han skal skrive Personens Titul. Ingen Invention kand være bedre og kortere.

VIELGESCHR.

Herre Gud, hvilke nye Moder, det er got nok, naar man veed det. Jeg vil sætte rum aaben til Titulen.

419
OLDFUX.

Got, vil han nu behage at skrive. Saasom Seignr. Leander, Har han det.

VIELG.

Ja.

ADVOCATEN
(fløyter.)

Har I det ogsaa.

VIELG.

Hvad meere?

OLDFUX.

Ey min Herre, naar jeg fløyter, saa betyder det Comma.

VIELGES.

Ey hvilket forbandet Tøy, nu har jeg Comma.

ADVOCAT.

Seignr. Jeronymi Søn her udi. Tvi (spøtter) har I det?

VIELG.

Han boer ikke udi Tye. Monsr. han boer her i Byen.

ADVOCAT.

Ey min Herre, naar jeg spøtter og siger tvi, er det ligesaameget, som jeg nevner stedens Navn, hvor Contraparten boer. Jeg seer min Herre forstaaer ikke den nye Maade at dictere paa, men han kand lære det i et Øyeblik og siden stedse betiene sig deraf, naar han dicterer til sin Fuldmægtig, thi Inventionen er meget magelig for Folk, som har meget at bestille, hvad har han nu?

VIELG.

Jeronymi Søn her udi Byen.

ADVOCAT.

Got. (fløyter,) har I det.

VIELGESCH.

Ja, Comma.

420
ADVOC.

Forgangen Aar af mig, (rykker ham udi Haaret) har I det?

VIELGESCHREY.

Hvorfor rykker I mig i Haaret?

ADVOC.

Ey! det betyder Parinthesis.

VIELGES.

Ey da skal du faae en Ulykke, (gir ham et Ørefiigen,) see! det betyder Claudatur Parentheses.

OLDFUX.

I skal være Vidne til, hvordan Jeg er bleven tracteret. Jeg skal lade jer stevne.

VIELGES.

Og jeg skal lade jer Contra-stevne.

OLDFUX.

Jeg skal beviise, at det er en vedtagen Maade at dictere paa blant de store Advocater udenlands.

VIELGES.

Og jeg skal beviise, at I er en Skurk tilligemed alle de andre, der bruge den Maade. (Advocaten tar Pernille i Øret.)

PERNILLE.

Au! au! au!

VIELGES.

Vil din Hund giøre Vold i mit Huus.

OLDF.

Er I en fornemme Mand og veed ikke, hvad Antestaminor betyder, og at man efter den Romerske Ræt tar got Folk i Øret sigende Antestaminor naar man skyder dem til Vidne.

VIELGESCH.

Vedst du ikke, at man efter den Romerske Ræt driver slige 421 Slyngle paa Dørren, der kommer i brave Folks Huuse og bruge den Spil. (han drives paa Dør.)

VIELGESCHR.

Er jeg ikke det ulyksaligste Menniske paa Jorden, Ulykke og Fortræd regner strømmeviis ned paa mig, hvor meget jeg har svedet og trællet i Dag, saa er dog det ringeste intet forrettet. Der maa være mange slags onde Aander til, nogle for at hindre Mennisker udi Gudsfrygt, andre at hindre dem i deres Forretning. Saadan en Aand maae i Dag regiere i mit Huus og har sat sig for just nu, jeg har mest at bestille, at kaste mig mest forhindrings Steene i vejen. Samme onde Aand har udvalt denne forbandede Advocat at komme hid. Denne Dag er liderlig staalen mig fra. Een kunde vel sige, I morgen kommer og en Dag ligesaa lang, men nye Dag, nye Forretninger, ligesaa lang Dag, ligesaa store Forretninger, hvor skal jeg hen. Jeg maae henge mig selv. Men jeg har min troe ikke stunder engang til at henge mig. Jeg maa tage mig en habile Fuldmægtig an, der kand copiere alt hvad jeg vil have.

PERNILLE.

Det har min troe været ligesom forhexet denne Dag.

VIELG:

Du skal ikke troe Pernille hvor kied jeg er af mit Liv.

PERNILLE.

Det er ingen under; thi først har Herren to Mænds Arbeide, hvilket han dog kunde reede sig udaf, hvis disse forbandede Forhindringer ikke var, som kommer i Haabetal, det maae aldrig være rigtigt i Dag. Jeg bilder mig ind, at en som Herren har viset bort engang, har sat disse Folk ud for at hevne sig! thi - - Men see! Jeg er aldrig ærlig, har vi ikke en nye Diævel paa halsen igien.

422

Scen. 10.

(Oldfux kommer ind med sort Flors Halsklud, en gammel sort Peruqve med lang Pidsk i)

OLDFUX.

Um verzeihung, gnädiger Herr, dass ich die Freyheit nehme einzugehen.

VIELG.

Bryder I saa ind udi fornemme folks Huus uden at melde jer an?

OLDFUX.

Ich darfte nicht anklopffen, ihr Hochwohlgebornheit, denn das wäre all zu driestig

VIELG.

Alzu driestig - - - Hvad har I her at bestille?

OLDFUX.

Es ist mir gesaget worden, dass der Herr viel zu verrichten habe.

VIELG.

Og iust derfor kommer I for at spilde mig Tiiden.

OLDFUX.

Behüte Gott, wohlgebohrner Herr! Per contrarium, per contrarium, Ihr Hochwohlgebohrenheit.

VIELGESCHR.

Slig Titel tilkommer mig ikke.

OLDFUX.

Sie sagen das nicht, Ihro Gnaden! sie sagen dass nicht.

VIELGESCH.

Jeg troer Lucifer har bragt mig den Knægt hid paa Halsen.

OLDFUX.

Der Herr übereile sich nicht bedencke doch dass ich ein studirter man bin, ein studirter Man.

VIELG.

Da har I ikke Profiteret meget af jere studeringer.

423
OLDFUX.

Bedencke doch Ihro Wohlgebohrnheit, dass ich über vier und zwantzig Sprachen verstehe.

VIELGESCHR.

Her var ligesaadan Kompen forgangen, der sagde, at han forstod 20 Sprog, og dog vidste han slet intet.

OLDFUX.

Es ist aber so nicht mit mier; ich will mich selbst nicht rühmen, aber ich bin ein Capabler Mann und ein Patricius von Geburth - - -

PERN.

Hvad vil det sige Patricius? (Han kysser Pernilles Forklæde.) Unterthäniger Diener, Gnädige Fräulein.

PERNILLE.

Hillement! hvilke Titler?

OLDFUX.

Ich bitte unterthänigst um Verzeihung, dass ich mein Compliment nicht zuvorn abgeleget habe.

PERNILLE.

Alt forlat.

OLDFUX.

Alle Menschen müssen mir zustehen dass ich ungemeine Studia habe. Ihro Gnaden können selbst begreiffen, dass einer der zu Wittenberg, Helmstad, Franckfurt, Prag, Leiptzig, Rostock, Königsberg, Nürnberg, Heidelberg, Cracau, Landau, Tübingen, Uri, Schweitz, Unterwaiden, Frfurt am Main, Frf. an der Oder, Franckfurt an der Mose, Mecklenborg, Grabenhagen, Kiel, Zerpst &c. &c. &c. ausgenohmen vielen Gymnasiis Studiret hat. Ich sage, Ihro Gnaden können leicht begreiffen, dass einer der so viele Universitæten freqventiret hat, ungemeine studia haben müsse. Ist nicht wahr, Gnädige Fräulein?

424
VIELGESCHREY.

Jeg hører I har lært Pedanterie og at - - -

OLDE

Verzeihen sie mir, Hochwohlgebohrner Tugendsamer Herr Patron! Sie bedencken, dass ich über funfftzig Collegia tam privata qvam privatissima gehalten habe, als Collegia practica, didactica, Tactica, Homiletica, Exegetica, Ethica, Rhetorica, Oratoria, Metaphysica, Chiromanthica, Necromanthica, Logica, Talismannica Juridica, Parasitica, Politica, Astronomica, Geometrica, Arithmetica.

VIELG.

Holt op i pokkers skind.

OLDFUX.

Chronologica, Horoscopica, Metoscopica, Physica tam theoretica qvam Practica.

VIELGESCHR.

Giv mig hid min Stok Pernille.

OLDFUX.

Uber institutiones Codicem, Pandectas, Jus naturæ,jus civile, municipiale, feudale jus Gentium, jusjusculum und dergleichen Wissenschafften.

VIELGESCHR.

Min Stok, siger jeg.

OLDFUX.

Ihro Gnaden eyffre sich nicht, ich bin hier in guter Intention gekommen umb meinen geringen Dienst auzubieten, weil ich höre, dass der Herr viel zu verrichten habe. Wann ich erst in Affairen komme, werden sie sehen, was für ein Kerl ich bin.

VIELG.

Jeg kiender nok jer Landsmænd, saa snart I faaer en Finger i Sagerne, kand man aldrig faae jer der udaf igien.

425
OLDFUX.

Ich verlange flir meinen Dienst nichts anders als die blosse Kost, denn ich diene par honeur, par honeur.

VIELG.

Hvori kand I da tiene mig.

OLDFUX.

Ich will mich obligiren in zehn Minuten einen gantzen Bogen Papiir zu schreiben.

VIELG.

Det er meget. Der har I et ark Papiir til forsøg. (Oldfux sætter sig ned og lader som han skriver.)

VIELG.

Det skal længes mig at vide, hvordan dette vil løbe af. Jeg maae hen og see, hvordan han bær sig ad. (Oldfux mødende Vielgeschrei.) Sehen sie ein mahl Ihro Wolgebornheit. Ich habe es ehr vollfertiget als versprochen war.

VIELG.

Ach! Himmel! hvad seer jeg? Han har intet giort uden beklakket Papiiret. Hvor er min Stok.

(Naar Vielgeschrei løber efter Stokken, kryber Oldfux under Bordet, og naar Vielgeschrei ogPernille løber til Køkken-Dørren, hæver Oldfux sig med Bordet til den anden side, hvorpaade begge løbe til ham, men han velter Bordet med Papiirene og løber bort.)

VIELG.

Ach! Pernille! Denne Ulykke overgaaer alle. See engang alle mine Papiirer ligger i Uorden paa Gulvet nu kand man kiøbe mit Liv for 4re ß.

PERNILLE.

Ach! Herre! lad ikke Modet falde. Vi skal nok bringe dem i Orden igien. Men jeg skal have udspioneret, hvor dette hengèr sammen. Jeg vil døe paa, at nogen har sat dem ud.

426
VIELG.

Ach! ach! jeg kand ikke meere.

PERNILLE.

Ach! lille Herre! gaae op og kast jer paa Sengen lidt, jeg seer Herren er bleven altereret. Ach den stakkels Herre giør som jeg ydmygst beder, jeg skal inden en halv Time bringe alting i Orden igien.

VIELG.

Jeg maae giøre det; thi jeg kand ikke staae paa mine Been. (gaaer bort.)

PERNILLE.

Det gaaer fortreffeligt. Nu vil jeg ind i Magdelones Kammer til Bogholderen, og stevne ham hid med sine Venner til Klokken 7. som er efter den Tid Leander kand have sluttet Ægteskabs Contract; thi jeg skal bringe Herren til at iile med Leander just af frygt for Leander. Og naar den rette Mand saa kommer, vil der blive en forbandet Historie. Men jeg retirerer mig af Huuset med Jomfruen. Det er dog en forbandet Karl den Oldfux. Han har spillet mange Pudtzer baade her og Udenlands. Den sidste Rulle var hans egen Invention. Derved vandt vi Spillet; thi nu staaer hans Hoved ikke til at tale med Bogholderen. Ingen er letere at narre end stundesløse Folk, naar man skaffer dem Forretninger og fortred.

Actus III.

Scen. 1.

Vielgeschrey.Leonard.

VIELG.

Jeg har haft mange fortrædelige Dage i Verden, men ingen som denne. Den halve Deel af saadanne Fortreeder var mægtig til at giøre det sterkeste Hoved forvirret. En kommer og vil true sig til at 427 være min Svigersøn. En anden rykker mig i Haaret og siger det betyder Parenteses. Den tredie støder mit Skriver-Bord omkring. De maae endelig være udsat paa mig af onde Mennisker. Pernille skal nok udspionere det for mig. Havde jeg ikke den Piige, saa forgik jeg rent. Hun gaaer mig til Haande. Hun ynker mig i mine Forretninger, og jeg er vis paa, at disse mine Fortreder gaaer hende ligesaa meget til Hierte, som mig selv. Huusholdersken Magdelone derimod har jeg ingen Nytte af; thi hun gaaer stedse i Gifte Tanker. Og, saasom en Mand ikke staaer strax paa Pinde for hende, blir hun saa ond som Peber. Gid jeg vel var skilt med det Spøgels. Gid jeg kunde giøre hendes Bryllup tillige med min Datter i Aften. Men der seer jeg min Broer Leonard komme, god aften Monfrere! Jeg tog mig den Frihed at skikke Bud efter ham.

LEONARD.

Ja, hvad skal det betyde? I pleyer ikke have Bud efter mig, er I ikke vel?

VIELG.

Ney jeg er færdig at døe af harme. Jeg har haft mit Huus fuld af galne og uriimelige Folk, der ligesom forsætlig viis ere hid komne for at giøre mig Fortred og at hindre mig i mine Forretninger, jeg har Seigr. Langspræck mistænkt derfor.

LEONARD.

Hvad ont har I da giort ham, som har kundet drive ham til saadant?

VIELG.

Fordi jeg vilde ikke høre paa en Proces saa lang, som Kiøbmagergade, som han fortalte overgaar.

LEONARD.

Men hvorfore kunde I ikke høre ham tale?

VIELG.

Har jeg stunder til saadant Monfrere?

428
LEONARD.

Det er sandt, Monfrere I har aldrig stunder, skiønt I har aldrig noget at bestille.

VIELG.

Spot ikke Monfr. hvorfor skulde jeg holde 4re Skriverkarle, uden jeg havde at bestille.

LEONARD.

Vil I da sige mig, hvori de Forretninger bestaaer.

VIELG.

Vil I tælle mig Stiernerne paa Himmelen.

LEONARD.

Sig mig da en af disse vigtige Forretninger? Hvad har I bestilt i Dag?

VIELG.

For lutter Mengde af Forretninger har jeg intet kundet forrette i Dag.

LEONARD

Saa haaber jeg ogsaa, at I kunde sige i gaar og ligeledes i overgaar.

VIELG.

Ikke uden 5 Bryllups Breve, som jeg har ladet skrive, men har ikke faaet Leilighed at skikke dem bort med Posten.

LEONARD.

Hvad er det for Bryllups Breve?

VIELG.

Min Datter Leonora skal giftes i Aften. Det er for den Aarsag, at jeg har haft bud efter Monfrere.

LEONARD.

Med hvem skal hun giftes.

VIELG.

Med Erik Madsen Bogholders ældste Søn Peder.

429
LEONARD.

Hvad! skiemter I. Vil I give jer Datter bort til en Skolemester.

VIELG.

Monfrere! Jeg maae have en Sviger-Søn, der kand gaae mig til haande i mine Forretninger.

LEONARD.

Specificer mig nogle af de Forretninger.

VIELG.

Om I vil plage mig, saa vær saa god at sætte det op til den anden Dag; thi i Dag kand jeg ikke bære meere.

LEONARD.

Skal jeg tale for jer Datters beste, saa maae det være i Dag; thi i Morgen er det forsilde.

VIELG.

Men hvad har I at sige paa det Parti.

LEONARD.

Det er jer Familie gandske u-anstændigt.

VIELG.

Er ikke en Bogholder en Brav Mand?

LEONARD.

Ikke for en ung Jomfrue af den Stand og Education. Jeg er vis paa, at hun vil gremme sig til Døde derover; jeg kiender ikke Personen, men jeg har hørt ham beskrive.

VIELG.

I tar feil Monfr. Min Datter er ligesaa meget derfor som jeg. Det første hun saae ham, blev hun saa forliebt, at jeg ingen Roe har haft, førend jeg har maat loved hende at slutte Contracten i Aften.

LEONARD.

Det faaer I mig i ævighed ikke til at troe. Det er u-naturligt.

430
VIELG.

Da skal jeg strax hielpe jer af Drømmen. Leonora og Pernille kommer ind.

Scen. 2.

Leonora pyntet som Brud,Leonard.Vielgeschrey.Pernille.

VIELG.

Min Datter! Din Farbroer vil ikke troe, at dette Giftermaal staar dig an. Han holder for, at det er u-anstændigt for vort Huus, og derfor har overtalt mig at bryde mit Løfte. (Leonora og Pernille græder.)

LEONARD.

Tænkte jeg ikke nok Monfrere! at hun ikke har samtykket tilforn uden af Tvang, see! hvor bevæget hun blev, da hun hørdte sin Befrielse.

VIELG.

Hvorfor græder du mit Barn?

LEONORA.

Har jeg ikke Aarsag at græde jeg svær ved alt det, som helligt er, at jeg ingen anden Mand vil have end Peder Eriksen Bogholder.

PERNILLE.

Gaaer det Parti over styr saa forlader jeg Herrens Huus.

VIELG.

Ha ha ha! kand I nu høre Monfrere. Giv dig kun tilfreds min Datter! jeg sagde det kun for at friste dig.

PERNILLE.

Men hvorfor er Monsieur Leonard saa meget imod det Parti?

LEONARD.

Nu ikke meere, Pernille! eftersom jeg hører, hun selv er derfor.

LEONORA.

Det er en meget fornuftig Karl, min hierte Farbroer!

431
LEONARD.

I har giort et got Val mit Barn.

PERNILLE.

Han har giort en nye Regel udi Regnekonsten, kaldet Regela St. Petri.

LEONARD.

Ej er der da noget at tage i Betænkning?

PERNILLE.

Om hand ingen Midler havde, saa kand hand forsørge Jomfruen alleene ved sit Pen og Griffel.

LEONARD.

Hvad Nød har hun da.

PERNILLE.

Hans Fætter Jonas siger, at hand er den største Regnemester i Staden.

LEONARD.

Ej slaae til, slaae til.

PERNILLE.

Og at hand kysser Støvet under hans Fødder.

LEONARD.

Ej slaae til, slaae til.

PERNILLE.

Hans Far, hans Forfar og Oldefar har ogsaa informeret i Bogholderie, saa at hand kand regne sine 16 Ahner af Bogholdere.

LEONARD.

Slaae til, slaae til, slaae til.

PERNILLE.

Saa at hand har Videnskab ved Fødselen.

LEONARD.

Det er sant, hun kunde aldrig giøre bedre Parti. (sagte) Jeg er ble- 432 ven saa hovedsvimlet af dette Tøy, at jeg neppe kand staae paa mine Been. Jeg kand dog aldrig bilde mig ind, at dette maa være rigtigt.

VIELG.

Seer I nu vel, Monfrere! I bildte jer ind, at jeg tvang min Dotter.

LEONARD.

Jeg har ikke et Ord at sige derimod, efterdi baade Faren og Dotteren er eenige. Men der kommer Fremmede; det maa være Frieren, eftersom Notarius følger med.

Scen. 3.

Leander. Oldfux, klædde som Pedanter. Leanders Far-Broer Corfitz, som en gammel Mand. Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Velkommen min kiære Svigersøn.

LEANDER.

Jeg er her kommen efter Aftale og har taget min Fetter Jonam Candidatum udi Bogholderie, samt min kiære Far-Broder Corfitz med mig, at bivaane denne min udi deres Familie indlemmelse; thi min Far Erich Madsen er ikke saa vel, at hand kand komme nu i Dag.

VIELG.

Er da denne Mand ikke hans Fader, mig synes ogsaa, at det er ikke Seign. Erich Madsen selv.

CORFITZ.

Ney! jeg er u-værdig hans Farbroder, men kommer her udi hans Fars Sted. Men denne unge Person Jonas Corfitzen er min egen Søn.

VIELG.

Ja Børnlille! vi vil giøre det kort og got; thi Tiden er knap for mig, saa gaaer hen og gir hinanden Hænder. (Leander og Leonora gir hinanden Hænder, hvorpaa enhver udi Compagniet giør dem en Compliment i sær.)

433
CORFITZ.

Her Notarius! vil I nu være saa god at indføre dette i jer Bog, at paa denne Dag imellem disse Personer er sluttet Ægteskab.

NOTARIUS.

Naar jeg kun veed Navnene.

VIELG.

Min Dotter er fød her i Byen, gaaer udi sit tyvende Aar, og Brudgommen - - -

LEANDER.

Jeg skal sige ham de Omstændigheder om min Person. (Notarius skriver og Leander dicterer sagte.)

CORFITZ.

Jeg forsikrer min Herre om, at min Bror-Søn Thomas skal være ham en lydig Svigersøn, som med Fornøyelse vil gaae ham til Haande udi hans Forretninger.

VIELG.

Det er just derfor jeg har foretrækked ham adskillige fornemme unge Personer, besynderlig en ung Straten-Junker, som hun halvdeels uden mit Vidende havde forlovet sig med. Samme Knægt har i Dag truet mig med Retten, derfor har jeg iilet med at slutte Contracten.

CORFITZ.

Hr. Svoger har giordt vel derudi, saa faar hand en lang Næse.

PERNILLE.

Ach! gunstige Herre! jeg har en ydmygst Bøn til ham.

VIELG.

Hvad er det Pernille! du veedst, at jeg giør alting for din skyld; thi du har tienet mig trolig og ærlig. Du vil vel maaskee ogsaa have en Mand?

PERNILLE.

Ney! gunstige Herre, det er ikke for mig, det er for den stakkels Magdelone.

434
VIELG.

Gid hun var vel af Huset. Det er ikke min skyld, at hun ikke er gift, men jeg kand ikke trække hende en Mand efter Hals og Haar. Jeg har tit sat mig for at frie en eller andensteds for hende, men jeg er altid hindret af Forretninger.

PERNILLE.

Ney vil Herren behage at høre mig, hun er forlovet.

VIELG.

Med hvem?

PERNILLE.

Med een af de fornemste Byens Bedemænd. Vi har stevned ham hid just paa denne Tid at begiære hende af Herren, eftersom Herren har besluttet at sætte sine Forretninger en Times Tid til side.

VIELG.

Det er vel overlagt af dig; thi jeg veed ellers ikke, naar jeg faar Tid dertil.

PERNILLE.

Det kunde i mine Tanker blive afgiort i Aften, medens Notarius er her.

VIELG.

Det skulde være mig usigelig kiært; Hr. Notarius vær saa god og tøv et Øyeblik, her falder maa skee noget andet at forrette.

PERNILLE.

Mig syntes, at det var allermageligst for Herren; thi det er at slaae to Fluer med en Smekke. Men der kommer min Troe Bedemanden med sin Far.

Scen. 4.

Peder Erichsen.Erich.Personerne af forrige Scene.

ERICH.

Her kommer jeg med min Søn efter Løfte at fuldbyrde Forlovelsen.

435
VIELGESCHREY

(til Pernille.) Hvad vil det sige efter Løfte?

PERNILLE.

Det heder saa udi Bedemands Stiil. De slags Folk har altid en hob Fyldekalk for at giøre deres Tale vitløftig. De har egne Tale-Maader, som for Exempel, Pigerne udi Huset kalder de Døttre, naar hand har talt med mig om Herren, saa har hand sagt i Steden for jer Herre og Principal, jer kiære Far.

VIELG.

Ej det er artig.

PERNILLE.

Derfor giør man Forskiæl mellem Bedemands Stiil og anden Menniskelig Stiil.

VIELGESCHREY

(til Erich Madsen.) Det er mig kiært min Herre. Jeg forsikrer paa Brudens Vegne, at hun er en brav forstandig Huusholderske.

ERICH MADSEN.

Jeg tviler ikke derpaa; thi af saadant got Træe, som min Herre er, kand ikke komme uden gode Frugter.

VIELGESCHREY

(til Pernille.) Det er sant du siger: Disse Bedemænd har underlige Tale-Maader, lad Magdelone komme ind. (Pernille springer efter Magdelone.)

VIELGESCHREY

til Erich Madsen. Monsieur! det kommer mig for, som jeg har haft den Ære at see ham ofte tilforn.

ERICH MADSEN

(til Pernille.) Hvad vil det sige, lille Barn. Hand lader, som hand kiender mig ikke; da hand dog har selv i Dag været henne hos mig for at fri for sin Dotter.

PERNILLE.

Hr. Bogholder maa ikke regne Herren, saaledes taler hand 436 hundrede gange om Dagen hen i Taaget; thi hand har saa mange Forretninger i Hovedet.

ERICH MADSEN.

Ha, ha, ha!

VIELGESCHREY.

Kommer Magdelone? Pernille!

PERNILLE.

Ja hun kommer i dette Øyeblik.

ERICH MADSEN

(til Vielgeschrey.) Hans kiære Dotter pynter sig maa skee.

VIELGESCHREY

(sagte.) Atter Bedemands Stiil. (høyt) Ja jeg troer det. Hun er ellers ikke meget for Stads; men jeg kand tænke, at hun griber sig nu an.

ERICH MADSEN.

Min Herre er selv ikke meget for Stads; derfor kand hans Børn ikke heller være.

VIELGESCHREY

(sagte.) Atter Bedemands Stiil. (høyt) Ney af mig skal ingen i Huset lære Vellyst.

ERICH MADSEN.

Ja min Herre har sagt mig det selv.

VIELGESCHREY.

Har jeg da nyelig haft den Ære at tale med Monsieur?

ERICH MADSEN

(sagte.) Ha, ha, ha! atter hen i Taaget. (høyt) Jeg merker, at min Herre har altid Hovedet fuld af Forretninger.

VIELG.

Ja det er sant Monsieur! derfor har jeg udvalt en arbeidsom ung Person til min Svigersøn, som kand gaae mig til Haande.

ERICH MADSEN.

Jeg takker skyldigst.

437
VIELGESCHREY

(sagte.) Atter Bedemands Stiil.

PERNILLE.

Er det ikke sant, som jeg siger. Det er lutter Bedemands Formularier.

VIELG.

Men det lader, som min Herre har kiendt mig tilforn.

ERICH MADSEN

(sagte.) Atter hen i Taaget. Men der kommer Bruden. See min Herre, der er hans kiære D otter.

VIELGESCHREY

(sagte.) Atter Bedemands Stiil. Gid Fanden fare i slige Tale-Maader.

Scen. 5.

Magdelone med Haarhue.Personerne af forrige Scene.

VIELGESCHREY.

Kom frem mit Barn. Det er mig usigelig kiært, at det er kommen saa vidt, at jeg kand gifte jer af mit Huus. I faar en brav Mand, som kand forsørge jer.

MAGDELONE.

Jeg tviler ikke derpaa, i sær eftersom - - -

PERNILLE.

Det er best, at vi giør det kort og got; thi Herren har ellers en hob Forretninger i Aften.

ERICH MADSEN.

Finder min Herre det for got, at Ægteskabs Contracten sluttes i Aften?

VIELG.

Ja Monsieur jeg er fornøyet dermed.

438
PERNILLE.

Saa gir hin anden strax Hænder da. De ere begge to som forliebte Rotter. (De gir hin anden Hænder, omfavner hin anden, enhver i sær giør Gratulation. Notarius skriver og Pernille siger ham sagte til.)

VEELG.

Adieu! Hr. Notarius jeg skal skikke ham Pengene i Morgen. (Notarius gaar bort.)

VIELG.

Saa fortrædelig som denne Dag har været for mig, saa glad og angenem derimod har Aftenen været, i det jeg har paa eengang faaet baade min Datter og min Huusholderske forsørget.

ERICH MADSEN

(til Pernille). Har han ogsaa giftet sin Husholderske bort i Aften?

PERNILLE.

(Pegende paa Leonora.) Ja Monsieur! Det er det unge Menniske, som han der seer - - - -

ERICH MADSEN.

Det er et kiønt Menniske, hvem faaer hun?

PERNILLE.

Denne unge Person, som der staaer. Han er Bedemand her i Byen. (Begge Brude-Folkene staaer imidlertid og caresserer hin anden.)

VIELG.

Nu har jeg glemt ald min Fortræd.

ERICH MADSEN.

Ja det er faldet ræt vel ud; thi i hvorvel Bogholdere og Bedemænd, af hvilke den eene har faaet hans Datter og den anden hans Huusholderske, ere kun ringe Folk, saa kand de dog begge rigelig forsørge deres Koener; thi jeg vil tiene kiære Svoger - - -

VIELG.

Hvorfor kalder han mig Svoger?

439
ERICH MADS.

Jeg er en gammeldags Mand og rætter mig efter den gamle Verden.

VIELG.

(sagte) Det maa være, som Pernille siger, paa sin Bedemands stiil (høyt) jeg siger det ikke af Hofmod, men fordi det er ikke brugeligt.

ERICH MADS.

Jeg ved nok, at det er brugeligt iblant fornemme Folk at sige Monsieur til Alting.

VIELG.

Ey han maa ikke tage det op, som en Hofmod af mig.

ERICH MADS.

Aldeeles ikke, men ellers er jeg en Mand, der ikke har fornøden at skiemme mig ved min Profesion, baade jeg og min Søn kan leve reputerlig, og derforuden legge Penge op hvert Aar.

VIELG.

Jeg troer det nok, men et Aar er dog ikke saa got, som et andet. Det Aar efter Pesten, troer jeg var et got Aar for Folk af hans Profession.

ERICH MADS.

(sagte) Nu snakker han hen i Taaget igien (høyt) jeg veed aldeles ikke, hvad han vil sige med dette?

VIELG.

Jeg meener, da falt der saa mange Brylluper ind.

ERICH MADS.

Hvad kommer Brylluper min Profession ved.

VIELG.

I er jo Bedemand her i Staden.

ERICH MADS.

(sagte) Jeg troer aldrig, at han er rigtig i Hovedet (høyt) hør kiære Svoger! taler han saa i Tanker, saa ynker jeg ham, og taler han saa, for at spille Gæk med mig, saa giør han ikke vel.

440
VIELG.

Holdt op med den Svoger-Titul udi pokkers Navn, er jeg jer Svoger?

ERICH MADS.

Er min Søn ikke gift med jer Datter?

PERNILLE.

(sagte) Ræt nu vil det bryde løs, men det maae ikke hielpe.

VIELG.

Jeg veed nok, at det er en Talemaade af jer Bedemænd at kalde en Pige udi Huset Datter og Herren for Svoger, men om jer Søn har faaet min Huusholderske, saa er vi derfor ikke Svogre; thi jeg har min troe aldrig rørt hende.

PERNILLE.

Holt nu Ørene stive Pernille.

ERICH MADS.

Hvad pokker vil I sige med jer Huusholderske. Vil I giøre jer Datter til jer Tieneste-Pige.

VIELG.

Ney jeg kiender nok min Datter og jeg kiender nok min Huusholderske Hr. Bedemand!

ERICH MADS.

Jeg er ingen Bedemand i pokkers Skind.

VIELG.

Pernille! han siger, at han er ingen Bedemand, jo min Siæl er I Bedemand.

PERNILLE.

Jo Herre! det er en af de ældste Bedemænd her i Staden.

ERICH MADSEN.

Gid du faae en Ulykke din Laptaske, saa vist som du lyver. Mit Navn er Erich Madsen og jeg er Bogholder. Og det er min Søn Peder, som offentlig er bleven Gift med jer Datter.

441
VIELG.

Hvad pokker er dette for Koglerie. Jeg er allerede halv forrykt i mit Hoved (til Leander) hør Monsieur. Er I ikke Erich Madsens Bogholders Søn.

LEANDER.

Forlad mig det kiære Sviger-Far. Jeg heeder Leander og er Hr. Jeronimi Søn.

VIELG.

Hør Seign. Jonas Corfitzen. Er det ikke jer Fetter.

OLDFUX.

Forlad mig det min Herre. Jeg heeder Oldfux og er en bekiendt Pudsenmaker her i Staden til tieniste.

VIELG.

Jeg spør jer nok engang Monsieur. Er I ikke Bedemand her i Byen.

ERICH MADS.

Og jeg svarer jer nok engang for alle, at jeg er Erich Madsen Bogholder.

VIELG.

Og I Unge Person, som har faaet min Huusholderske er I ikke en Bedemand og en Bedemands Søn.

PEDER.

Jeg er Peder Bogholder, som har faaet hans Datter.

VIELG.

I er gal, der staaer jo Peder Bogholder.

LEANDER.

Ney Herre! jeg heeder Leander.

VIELG.

Ach! Himmel! hvad er dog dette. Enten er jeg gal eller I galne, eller Ovidii Metamorphosis er kommen i vore Tider. Hør min Datter est du ikke min Datter?

442
LEONORE.

Jo jeg er hierte Papa!

VIELG.

Og I Magdelone! er I ikke Magdelone?

MAGD.

Jo Herre!

VIELG.

Og du min Datter est du ikke gift med Peder Erichsen Bogholder.

LEONORE.

Forlad mig hierte Papa! jeg er gift med Leander Jeronimi Søn.

VIELG.

A - - - - og I Magdelone! Er det ikke en Bedemand, I har faaet.

MAGD.

Forlad mig Herre! det er en Bogholder. (Vielgeschrei sætter sig ned paa en Stoel og grunder)

ERICH MADSEN

(til Leonard.) Min Herre! hans gode Broder er kommen reent fra Forstanden. Vi maa have Bud efter en Doctor; thi han kiender jo ikke en af os igien.

LEONARD.

Jeg har staaet gandske fortabt og hørt paa alt dette. Jeg troer ikke andet end her er spillet nogen hocus pocus.

VIELGESCHREI.

(springende op af Stoelen.) Jeg er Alexander Magnus og I andre ere alle Slyngle, som skal døe for min Haand. (Tar Stoelen i Haanden og jager iblant dem, Leonard fatter ham om Livet og sætter ham.)

LEONARD.

Min hierte Broder kiender I mig ikke?

443
VIELG.

Ach! ach! ach! Jeg var gandske fra mig selv over disse Historier I er min Broder Leonard.

LEONARD.

Giv jer tilfreds min hierte Broder! lader os examinere Sagen med Kaaldsindighed; thi her er vist nok spillet Intriguer. Hør min kiære Leonora! Jeg kand merke, at jer Far har villet gifte jer til en mod jer Villie, og I derfore har brugt List for at undgaae saadant Giftermaal.

LEONORA

(paa knæ.) Ach! min allerkiereste Far. Jeg beder med grædende Taare om Forladelse. Kierlighed til Monsieur Leander paa en side og Desperation paa den anden har forførdt mig til at gribe til disse ulovlige Midler.

LEANDER

(ogsaa paa Knæ.) Gunstige Hr. Svigerfar. Jeg er den Person, som han i maares visede saa haanlig bort. Jeg har stillet mig an, som jeg var Peder Erichsen Bogholder for, under det Navn at nyde den Skat, som jeg ellers ikke kunde blive mægtig.

PERNILLE

(ogsaa paa Knæe.) Gunstige Herre! Jeg er Capitain for dette hele Compagnie af Intriguer. Jeg har opspundet alle disse Listigheder, ikke for at bespotte min Herre, men for at redde jer kiære Datter, hvilken af Fortvilelse havde taget Livet af sig selv, hvis hun havde blevet tvunget at tage denne Bogholder.

OLDFUX

(ogsaa paa Knæe.) Gunstige Herre! jeg er Oldfux en vel-studeret vandrende Ridder. Det var mig, som agerede Advocat og Skriver i Eftermiddag, for at hindre Herren, at han ikke fik Leylighed at tale med Peder Erichsen, da han kom at frie til Magdelone, som man bildte ham ind var Herrens Daatter.

VIELGESCHREY.

Ach! Monfrere! dette maae jeg hevne, om det skal koste mit Liv.

444
LEONARD.

Monfrere! Jeg kand forsikre, at dersom de havde taget mig udi Ledtog med, havde jeg u-anseet dend Estime jeg har for min Broer, ladet mig ogsaa bruge dertil. I maa forlade disse unge Mennisker, og ansee disse Intriguer, som Kierligheds- og Fortvilelses-Virkninger. Kierlighed er saadan sterk Passion, at man overtræder alle Grendser for at nyde det, som man inderlig attraaer. Hvad har I ellers at sige paa dette Parti? Er det ikke ti gange bedre og reputerligere end det andet? Er det ikke en skikkelig, fornem og riig Person.

VIELGESCHR.

Men Monsieur! han forstaaer ikke sit Bogholderie. Jeg vil have en Svigersøn, som var færdig derudi, og kunde gaae mig til Haande i mine besværlige Forretninger.

LEONARD.

Hør Monfrere! Vil I lyde mit Raad, saa skaf først alle jere Skriver-Karle af, gak ud og besøg gode Venner om Aftenen, sov jer Middags-Søvn, og bild jer ind, at I har intet at forrette, og see saa til, om der ikke skal blive meere bestilt udi Huuset.

VIELGESCHR.

Ey Monfrere før ikke saadan Snak. Ingen veed, hvordan Skoen trykker, uden den, som har den paa Foden.

LEANDER.

Ach! min hierte Sviger-far! dersom han vilde lade sin Vrede fare, forsikrer og lover jeg at legge ald min Tid an paa at regne og skrive, for at gaae ham til Haande udi hans Forretninger.

PERNILLE.

Ja det vil jeg cavere for, at han giør Herre!

VIELGESCHR.

Ja, du din Laptaske! Du skal betale mig Leegen.

PERNILLE.

Hvis jeg ikke havde havt Estime for Herrens Huus, saa havde jeg ladet alting gaae sin gang. Men som jeg ikke kunde taale at see 445 Herren prostitueres, og Jomfruen bragt til Fortvilelse ved saadant Parti, har jeg grebet til dette Middel.

LEONARD.

Det er sant, som hun siger; thi hvorfor skulde hun sætte sig udi saadan Fare, uden Nidkierhed havde drevet hende dertil.

VIELGESCHR.

Lover I mig da Monsieur at legge jer efter Bogholderiet.

LEANDER.

Ja jeg svær kiære Svigerfar dertil.

VIELG.

Hvad raader I mig da at giøre Monfrere!

LEONARD.

Jeg raader og beder for ald den broderlig Kierlighed, der er imellem os, at I forlader dem det alle; thi Contracten er alt sluttet, som ikke kand ophæves.

VIELGESCHR.

Saa blir det vist Monsieur, at I vil legge jer efter Bogholderiet.

LEANDER.

Ja jeg svær kiære Svigerfar dertil.

VIELGESCHR.

Saa vil jeg da kalde jer Svigersøn, og forlade alle de, andre, hvad de har giort mig imod. Staaer kun op igien. (De reyser sig alle.)

VIELGESCHR.

Min Hr. Erik Madsen. I seer hvordan er tilgaaet. Jeg havde tænkt at give min Datter til hans Søn, men disse forliebte Personer har spillet ham i Huusholderskens Hænder. Hun er ellers et skikkeligt Menniske, er kommen af got Folk, og ikke over sine 40 Aar, saa der kand være Forhaabning, at hun kand fortplante Bogholderiet.

446
ERICH MADSEN.

I maae selv beholde jer Huusholderske. Det I faaer en Ulykke. Hun skal aldrig blive min Sviger-Daatter.

VIELGESCHR.

Det maae I trækkes om.

ERICH MADS.

Jeg skal lade jer stevne.

VIELGESCHR.

I maa stevne min Piige, og den Karl, som har smedet paa det Ægteskab; thi jeg kand giøre min Eed paa, at det er mig u-afvidende.

ERICH MADS.

Ach jeg elendige Mand.

PEDER.

Ach jeg fattige Per Erichsen!

MAGDELONE.

Ach min Engel! vær ikke vred.

PEDER.

Ey gak til Bloksbierg.

MAGDELONE.

Jeg har 3000 Rixdlr. paa Rente, som jeg har lagt mig til gode udi Herrens Tieniste. Hans Datter faaer ikke saa meget til Medgift

PEDER.

Jeg kommer da til at skikke mig derudi, Papa!

ERICH MADSEN.

Giør hvad du vil. Kom lad os gaae hiem uden at tage Afskeed med de Bedragere.

VIELG.

Hans Tiener Hr. Bogholder. Jeg vil recommendere min Svigersøn til hans Information.

447
ERICH MADSEN.

I maa recommendere Fanden.

LEANDER.

Adieu Hr. Bogholder.

OLDFUX.

Hans Tienere, Peder Erichsen! jeg ønsker til Lykke.

PERNILLE.

Adieu Hr. Bogholder, prosit die Malzeit.

PEDER.

Adieu! I Slyngle tilsammen.

LEONARD

(til Spectatores.)

Af dette korte Skue-Spil
See til at du kand lære,
At der vil meer end stoyen til
For flittig at passere;
Thi seer man en at spilde Tid
Ved Søvn og gode Dage,
Saa een ved alt for megen Fliid
Sig sætter og tilbage.
En løber slider et par Skoe,
For ringe Ting at vinde,
Han baadet meere, hvis i Roe
Bag Ovnen han sad inde;
Thi som det stundom farligt er
At være alt for vittig,
Saa mangen ødelagt man seer
For han er alt for flittig,
For han af lutter Hurtighed
Frem og tilbage løber.
En bygger for at rive ned,
En støber og omstøber.
Den Stundesløses Characteer,
Saa vit jeg kand besinde,
Jeg veed ey i Comoedier
448 Om man skal kunde finde.
Jeg bryder Iis her samt i meer,
Mig underkaster Dommen,
At intet udi Verden er
Den første gang fuldkommen.

FINIS.
449

Efterskrift og noter

450
451

Efterskrift

1. Forfatter og forfatterskab

Ludvig Holberg (1684-1754) fødtes i Bergen i Norge og var dermed undersåt af den enevældige danske monark (Christian V, 1670-1699). Først en mere nationalistisk eftertid har set noget problem i forbindelse med Holbergs status som dansk eller norsk forfatter. For samtiden var Holberg i København ikke mere fremmed, end hvis han var kommet fra en (også i dag) dansk provins. Og væsentligt for forfatteren - havde »tvillingerigerne« fælles (dansk) skriftsprog. Han blev født ind i det embedsborgerskab, som enevælden gavnede, idet faderen var officer, moderen af gejstlig slægt gennem flere generationer. Tidligt forældreløs tilbragte han sin første ungdom hos en onkel, der var købmand i Bergen, men måtte efter sin optagelse på Københavns Universitet 17 år gammel klare sig selv.

Herfra følger Holbergs sociale karrière to hovedlinjer, den ene i tilknytning til universitetet, den anden i tilknytning til landbrug (og anden forretningsvirksomhed).

Efter rejser til Holland, England og Tyskland og efter udsendelse af sit debutværk, en populær verdenshistorie, satsede Holberg på lærdom og universitet. Medens han studerede som stipendiat på kollegium i København, modtog han af kongen (Frederik IV 1699-1730) flere gange løfte om et professorat ved universitetet. Professoraterne blev dengang besat efter et oprykningssystem, idet ikke alle lærestole var lige fornemme og vellønnede. En professor kunne således skifte fag adskillige gange under sin ansættelse. Derfor måtte Holberg i 1717 - efter sin hjemkomst fra en flerårig rejse til Frankrig og Italien - tiltræde et professorat i metafysik, skønt det var et fag, han afskyede, og hvor han efter egen indrømmelse gjorde en ynkelig figur. Et lidt hjerteligere forhold til sin stilling fik han, da han 1720 - samtidig med sin »poetiske raptus« - kunne udskifte 452 metafysikken med latinsk digtning, selv om han heller ikke nu synes at have besiddet hverken studentertække eller nogen imponerende fagkundskab. Først da han 1730 overtog et professorat i historie, passede mand og embede rigtig sammen; et resultat heraf blev en latinsproget lærebog (1733). Det var dog hverken som underviser eller som forsker, men som administrator, at Holberg ydede sin bedste indsats som universitetsansat og embedsmand. Han var rektor 1735-1736 og blev året efter udpeget til forvalter af universitetets økonomi. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at universitetet dengang ejede formue i form af bøndergods, finansielle rettigheder etc. Dette arbejde varetog han indtil sin fratræden 1751 til næsten udelt tilfredshed; købmandens pengeforstand forenedes her med embedsmandens omhu og loyalitet. Holbergs vota (dvs. begrundede stemmeafgivning) som medlem af Konsistorium og hans øvrige embedsskrivelser, hvoraf en del er bevaret og udgivet, viser ham som universitetspolitisk konservativ. På det pædagogiske område kunne han derimod foreslå nok så radikale reformer (motivationspædagogik, elevstyret undervisning).

Den anden hovedlinje i Holbergs karriere er den, der lader ham ende som godsejer og baron. Enevælden havde nok muliggjort et sådant avancement fra forældreløs og ludfattig student (og vagabond-turist) til adlet godsejer, men finansiere det gjorde den ikke. Holberg fik sine mange penge ad tre veje. For det første i form af sin professorgage, der stadig forøgedes ved de omtalte oprykninger, og som strakte langt hos den nøjsomme ungkarl. For det andet var han - ligeledes med stigende succes - sin egen boghandler og at dømme efter de bevarede forretningsbreve en effektiv og ganske pågående sælger. For det tredje ved spekulation. Da han omkring 1730 begyndte at skabe sig en egentlig formue, prøvede han først forsigtigt med aktier i datidens handelskompagnier, men forlod hurtigt aktierne til fordel for opkøb af pantebreve i københavnske beboelsesejendomme, der var gode investeringsobjekter i genopbygningsperioden efter branden 1728. Da denne udvikling vendte omkring 1740, fulgte Holbergs penge den bedre forrentning, der kunne opnås i landejendomme, og han erhvervede 1740 godset Brorupgård ved Slagelse, 1745 godset Tersløsegård ved Sorø.

Dette var dog langtfra Holbergs første bekendtskab med

453

landbrug. Datidens professorer blev nemlig lønnet af afkastet fra universitetets gods, og dette afkast måtte de selv sørge for at inddrive. For Holberg har landbrug således fra hans ungdom været indtægtskilde og forretning. Men derudover så han det i et større socialt perspektiv, hvorved han til dels foregreb de (især franske) erhvervsøkonomiske filosoffer, der kaldes fysiokrater, og hvis tanker om landbrugserhvervets fundamentale rolle lanceredes i årtierne efter hans død. I den tredje del af sin latinske selvbiografi glæder han sig over, at han har fået sat skik på sit gods, som nu florerer, og at han således har opfyldt »officium boni civis«, den gode statsborgers pligt. I fortsættelse heraf fortæller han, at han har forbedret bøndernes kår, hvilket i øvrigt kan bekræftes af samtidige vidnesbyrd og stemmer godt overens med hans besindige reaktion i forbindelse med kvægpesten i 1740'rne (jvf. nedenf.).

Men Holbergs omsorg for sine fæstebønder må ikke forveksles med senere tiders filantropi. Om sin arbejdsgiverpolitik som godsejer skriver han usentimentalt, at han foretrækker en velhavende fremfor en forarmet fæstebonde, fordi »en velhavende Bonde i Almindelighed ikke [er] andet end en arbeydsom og duelig Huusholder, ligesom en fattig er gemeenligen ikke andet end en doven og forsømmelig Husbond« (epistel 79).

Det var godset, der muliggjorde Holbergs ophøjelse til baron, idet det med sit omfang af 1000 tønder hartkorn netop opfyldte det fastsatte krav til et baroni. Holberg havde allerede i 1735 ladet sig forlyde med, at han for sine forfatterhonorarer ville oprette »en nyttig Stiftelse« og således »give Publico [pengene] tilbage igien.« (Dannemarkes Riges Historie III, »Betænkning over Historier«). Hans tvivl om, på hvilken måde han som »god statsborger« bedst skulle frugtbargøre sine efterladte midler for almenheden, blev afhjulpet ved, at kongen ønskede at få genoprettet Sorø Akademi, men manglede penge til dets fremtidige drift. Med højtstående embedsmænd som mellemmænd blev der da indgået den handel, at Holberg testamenterede sin formue hertil mod, at han blev gjort til baron og hans gods til et (udeleligt) baroni, hvilket skete i 1747. Kort efter forøgede Holberg gaven og overlod desuden med øjeblikkelig virkning akademiet indtægterne fra godserne. 454 Holbergs forfatterskab er omfattende og mangeartet. Det rummer skrifter af både skønlitterær, ræsonnerende, videnskabelig og populærvidenskabelig art; også blandt de skønlitterære værker er adskillige genrer repræsenteret. I oversigt kan Holbergs skrifter fordeles således på perioder og genrer:

Før 1720: historisk-geografisk og juridisk-politisk: Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historie (1711), geografisk Anhang (1713) hertil, Moralske Kierne Eller Introduction Til Naturens og Folkerettens Kundskab (1716).

1720'rne: skønlitterært, selvbiografisk, politisk-økonomisk: Peder Paars (parodi på det antikke helte-epos, 1719-1720), Hans Mikkelsens 4re Skiemte-Digte (satirer, 1722), Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads Ved Hans Mickelsen I-III (1723-1725), Metamorphosis Eller Forvandlinger Ved Hans Mikkelsen (efterligning af Ovids mytologiske digtkreds af samme navn, 1726), [Brev til en højfornem mand] (selvbiografiens 1. del, på latin, 1728), [Små samlinger med nye dialoger] (på latin, 1728, da. s.å.), Den Danske Skue-Plads I-V (1731).

1730'rne: historisk, geografisk, selvbiografisk, skønlitterært: Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729), Dannemarks Riges Historie I-III (1732-1735), [Andet brev til en højfornem mand] (selvbiografiens 2. del, på latin, 1737), [Fem bøger med epigrammer] (på latin, 1737), Almindelig Kirke-Historie I-II (1738), Adskillige store Heltes [...] Historier I-II (1739).

1740'rne: historisk, skønlitterært, selvbiografisk, ræsonnerende: Jødiske Historie I-II (1742) [Tredje brev til en højfornem mand] (selvbiografiens 3. del, på latin, 1743), [Sjette bog med epigrammer] (på latin, 1743), Moralske Tanker (1744), Adskillige Heltinders [...] Historier I-II (1745), Korte Betænkning over den nu regierende Qvæg-Syge (1745), Epistler I-IV (1748-1750), [Syv bøger med epigrammer] (på latin, 1749).

1750'erne: skønlitterært, ræsonnerende: Moralske Fabler (1751), Den Danske Skue-Plads VI-VII (1753-1754), Epistler V (1754).

Ud af denne rigdom har eftertiden tildelt komedierne førstepladsen; Holberg står i dag i overvejende grad som den første og største dramatiker i dansk-norsk litteratur. Komediernes store flertal, 455 herunder de kendteste - rigtignok også mesterlige - karakterkomedier, blev altså til i 1720'rne; et mindre efterslæt kom til i forfatterens alderdom, omkring 1750. Produktionsrytmen er bundet til teaterhistorien: Holberg skrev komedier, når der var mulighed for at få dem opført. Herom i det følgende afsnit.

2. Holbergs teater

Ved »Holbergs teater« må man forstå scenen i Lille Grønnegade (nu: Ny Adelgade), hvor Holbergs komedier opførtes i 1720'rne afvekslende med Molières og andres i dansk oversættelse. Det var det første teater i det danske sprog. Mærkeligt nok opstod det ikke i kraft af nogen samlet planlægning eller ud fra nogen nationalkulturpolitisk motivering, men nærmest ved et lykkeligt sammentræf af tilfældigheder, sådan som vi kan læse om det i Eiler Nystrøms fremragende og stadig uundværlige disputats Den danske Komedies Oprindelse (1918). Historien er kortelig denne:

Ligesom sine seneste to forgængere på tronen underholdt Frederik IV en fransk teatertrup, der diverterede hoffet - og ofte også et bredere publikum - med forestillinger især af den rige franske dramatik fra det 17. årh. 1721 ændredes imidlertid hoffets teatersmag, og de franske komedianter afløstes af tyske operister. De fleste af de afskedigede skuespillere rejste til deres hjemland, men tilbage blev truppens energiske og dygtige leder Montaigu, der havde virket i Danmark siden 1686 og var halvvejs naturaliseret, skønt stadig rent fransksproget.

En anden hovedperson i forbindelse med grundlæggelsen af »Holbergs teater« var ligeledes en indvandret franskmand, Capion. Han var forretningsmand og havde skaffet sig udkommet inden for flere erhverv; siden 1719 havde han i kompagniskab med von Qvoten (kendt i forbindelse med Ulysses Von Ithacia) stået for et broget udbud af scenisk underholdning, hvorpå han 1720 opnåede privilegium. I tillid hertil lod Capion opføre sit komediehus i Lille Grønnegade, som han efter von Qvotens bortrejse fik svært ved at gøre indbringende.

I denne situation var det da naturligt, at de to franskmænd, 456 teaterlederen Montaigu og entreprenøren Capion fandt sammen om en udnyttelse af det nye skuespilhus efter dets hensigt. Montaigu undfangede ideen til et dansksproget teater, og den bragtes til udførelse med støtte fra højtstående embedsmænd omkring kongen og hans teaterglade dronning, Sofie Amalie. Det drejede sig i første række om oversekretæren i Danske Kancelli Frederik Rostgaard og storkansleren U.A. Holstein. Holbergs egen rolle i forbindelse med teatrets oprettelse står ikke ganske klar, men alt tyder på, at han fra Montaigu har modtaget opfordring til at skrive for det - og er gået ind herpå. I hvert fald fik Montaigu i løbet af sommeren 1722 samlet en gruppe danske komedianter (bl.a. universitetsstuderende og yngre akademikere), oversættelsen af franske stykker påbegyndtes, og Holberg overlod teatret sine første (fem) komedier. Den 23. september 1722 åbnedes skuepladsen med Molières Gnieren, og to dage senere havde Holbergs Den Politiske Kandstøber première.

I de følgende år spillede teatret danske og oversatte stykker under skiftende konjunkturer. Økonomiske vanskeligheder forøgedes stadig, og 1728 måtte teatret lukke. Det var til ingen gavn, at Københavns brand samme år skånede bygningen. Under Christian VI (1730-1746) forhindrede den religiøse pietisme de fleste offentlige forlystelser, også skuespillet; Holberg overgik til anden produktion (jvf. afsnit l ovenf.). Først under Frederik V (1746-1766) kunne den dramatiske kunst genopstå. Efter at nogle midlertidige scener havde tjent til forberedelse, kunne man i 1748 åbne det permanente teater på Kongens Nytorv, der senere skulle blive Det Kgl. De nye muligheder fik den aldrende Holberg til at genoptage komediedigtningen, og han skrev bl.a. Philosophus udi Egen Indbilding og Plutus. Det er dog den almindelige opfattelse, at disse sene komedier er kunstnerisk svagere end dem, han skrev til Montaigus scene i Lille Grønnegade.

3. Genkommende træk i Holbergs komedier

Holberg er forfatter til i alt 33 komedier (betegnet som sådanne af ham selv). I dette tal er medregnet radikale omarbejdelser, som det 457 fx. er tilfældet med Den Vægelsindede og Mester Gert Westphaler, der begge foreligger i to helt forskellige versioner.

Blandt disse 33 texter kan der afgrænses en kerne af 11, der frembyder en række fællestræk - træk, som let opfattes som »typisk Holberg'ske«. Disse træk angår dels komediernes handling, dels deres normer, dvs. de værdier, der i komedierne fremføres med forfatterens tilslutning og så at sige »får ret«, men også de værdier, som komedierne afviser og spotter.

De omtalte 11 komedietexter har altså et vist struktur-præg til fælles. De tre af dem findes i dette bind, nemlig Jean de France, Erasmus Montanus og Don Ranudo. De øvrige otte er: Den Politiske Kandstøber, Mester Gert Westphaler (begge versioner), Jacob Von Tyboe, Uden Hoved og Hale, Den honnette Ambition, Philosophus udi Egen Indbilning og Republiqven.

Grundlæggende for handlingsgangen i en Holberg-komedie er de planer eller hensigter, en eller flere personer fatter eller nærer for at forandre den situation, der foreligger ved stykkets begyndelse. Nogle af disse planer vil ved tæppefald være gennemført, andre vil være opgivet eller opretholdt på trods - uden udsigt til virkeliggørelse i komediens univers. Det er da muligt at give en ganske præcis beskrivelse af afhængighederne mellem »resultaterne« af de forskellige planer/hensigter: Virkeliggørelsen af én plan forhindrer virkeliggørelsen af en anden, ligesom gennemførelsen af én kan medføre eller forårsage gennemførelsen af en anden. Osv.

Det er betegnende for den økonomi, hvormed Holbergs komedier er konstrueret, at sådanne handlingsbærende planer/hensigter er så få, som tilfældet er. I de omtalte 11 ensdannede komedier finder man således kun disse fem: 1) narren tilstræber opnåelse af agtelse og prestige i milieuet gennem en afstikkende adfærd, der afspejler normen, der er bundet til en snæver, »fornem« kreds uden for milieuet. 2) milieuets repræsentanter tilstræber en tilpasning af narren til dettes normer. 3) forældres ægteskabsplaner for de unge. 4) de unges egne ægteskabsplaner. 5) stræben efter økonomisk gevinst. - Det må bemærkes, at intriganterne (typisk tjenestefolk eller andre socialt inferiøre) kun sjældent har deres »egne« planer/hensigter, men i handlingen er redskaber, der skal fremme eller forpurre andre personers (typisk herskabers) planer. 458 Bag de forskellige narre-typer og deres konflikt med lige så forskelligartede milieuer ligger der i de 11 komedier et tilsvarende fast grundskema. Narrene praler ved deres afstikkende normer med at tilhøre en fremmed, »fornemmere« kreds; milieuets »fornuftige folk« vil have dem til at acceptere og selv manifestere milieuets tilvante og knæsatte normer. Det er de samme emneområder, inden for hvilke parterne støder sammen, og som de forholder sig til eller benytter sig af på diametralt modsat måde: penge (og deres forvaltning), føde og drikke, arbejde, ydre fremtoning (påklædning, udstyr, lader), erotik, sprog og kommunikation, viden, familieforhold (særligt familie-hierarki) og konfession. Narren bruger disse ting som signaler for sit (som regel: nye) sociale eller kulturelle tilhør; i hans hænder bliver pengeforbrug, fødeindtagelse, påklædning, sprog osv. i ordets egentligste forstand til status-symboler (eller med et andet udtryk: brugt repræsentativt); de »fornuftige folk« ønsker derimod med disse midler at opnå en materiel nyttevirkning eller at opfylde sociale behov. Narren vil altså være tilbøjelig til at smide penge ud for at kunne demonstrere strålende manerer og omgive sig med en fornem »air«, han vil foretrække udsøgt, raffineret og exotisk gastronomi fremfor hjemlige, nærende og mættende retter, han vil slentre ledig omkring i et upraktisk dress og med et udstyr, der signalerer hans tilstræbte status, og vil kurtisere unge damer efter alle galanteriets regler, men uden lidenskab; han betjener sig af et tillært kunstsprog (den lærdes latin, den berejstes fransk, officerens tysk), der er uforståeligt for omgivelserne og isolerer ham fra dem; hans viden er noget, han kan prale, ikke leve af, og isolationen af ham fuldendes gennem hans krænkelser af familial og kirkelig sædvane.

Modsat er milieuets »fornuftige folk« sådanne, der investerer deres penge til en god rente og i det hele foretager solide dispositioner: De spiser for at blive mætte, arbejder for at tjene til udkommet, klæder sig praktisk og for at holde varmen, skyr overflødigt udstyr, elsker for at opnå sexuel tilfredsstillelse, taler for at blive forstået og ved, hvad der skal vides for at opfylde professionelle og sociale krav; i familiale og religiøse anliggender holder de sig til tradition og almindelig praxis.

Det bemærkes, at de personer, hvis normer præges af fremvisning af status-symboler, »taber spillet«, dvs. de får ikke deres

459

planer/hensigter gennemført, medens de, hvis normer styres af nyttehensyn, bliver »spillets vindere«, idet disse netop får virkeliggjort deres planer. Dette skel giver øget sikkerhed for, at de førstnævnte personer virkelig er komediernes »narre«, og at de sidstnævnte med rette kan betragtes som fornuftens repræsentanter. Begrundelsen for denne påstand findes i selve komedie-genren:

Den klassicistiske poetik, Holberg bekendte sig til og skrev på grundlag af, er bl.a. kendetegnet ved skarpe adskillelser mellem de litterære genrer. Når han selv udtrykkeligt betegner sine dramatiske værker som komedier (i undertitlen), er der derfor god grund til at være opmærksom på, hvordan denne genre blev opfattet i klassicismen, dvs. i de toneangivende litterære kredse i Frankrig og England på begge sider af 1700.

Først og fremmest anskuede man komedien i modsætning til tragedien og opererede siden oldtiden med kontraster mellem de dramatiske genrer i henseende til stil, personernes status, socialt milieu, fremstillet problematik osv. I forbindelse med det ovenfor fremførte består den vigtigste forskel i, at medens tragedien ender ulykkeligt, har komedien »happy ending«; den poetiske retfærdighed sker fyldest; i komedien går det efter fortjeneste. Det er derfor uhistorisk, når nogle litterater har ment at kunne finde momenter af tragedie i Holbergs komedier. Både de personer, der går ud af komedien som vindere, og de, der står som tabere, fortjener deres skæbne - efter genrens love. Deraf følger så, at stykkerne fremholder den nyttebestemte fornuft som positiv, medens deres satire entydigt rammer den pralende fremvisning af status-symboler.

4. Komedier med litterært forlæg

Når 11 af Holbergs 33 komedier kan beskrives rimeligt dækkende ved hjælp af de strukturtræk, der i al kortfattet tarvelighed er skitseret i det foregående afsnit, tilsiger simpel subtraktion, at dobbelt så mange ikke kan det. Denne flerhed afviger ikke blot fra »grundstrukturen«, men er også indbyrdes uhyre forskelligartede med hensyn til tematik og sigte. En interessant og påtrængende opgave består da i at udpege holdbare forklaringer på, hvorfor 460 Holberg i disse tilfælde er afveget fra, hvad der synes at have været hans matrice (»grundstrukturen«). For 14 af de 22 »afvigende« komedier er forklaringen ligetil, idet der foreligger den litteraturhistorisk velkendte situation, at forfatteren har benyttet en ældre text (evt. to samarbejdede texter) som forlæg - til inspiration og produktionens fremskyndelse. Ved affattelsen af disse 14 »afvigende« komedier har Holberg altså ladet sig påvirke - men vel at mærke påvirke på en måde, så at man i hvert tilfælde kan analysere den færdige komedietext som et »kompromis« mellem »grundstrukturen« og den fremmede kilde: de træk i komediens struktur, der afviger fra »grundstrukturen«, genfindes i kilden, og de træk, hvormed Holberg synes at have suppleret kilden, genkendes fra »grundstrukturen«.

Dette kan påvises for flg. komediers vedkommende: Jeppe paa Bierget, Det Arabiske Pulver, Dend Pandtsatte Bonde-Dreng, Den 11.Junii, Den Stundesløse, Diderich Menschen-Skræk, Huus-Spøgelse eller Abracadabra, Henrick og Pernille, Juele-Stue, Mascarade, Sganarels Reyse til Det Philosophiske Land, Pernilles Korte Frøiken-Stand, Den Forvandlede Brudgom og Barselstuen. Forlæggene er Plautus' og Molières (og dennes elevers) komedier samt den tyske jesuittermunk Bidermanns anekdotesamling Utopia (1640); enkelte placerer sig i større afstand fra den litterære alfarvej. Til illustration kan tjene de to berømte komedier fra gruppen, som er indeholdt i dette bind.

Om Jeppe paa Bierget skriver Holberg i »Just Justesens Betenkning over Comoedier«, der indleder hans allerførste komedie-bind fra 1723: »Den fierde kaldes Jeppe paa Bierget eller Den forvandlede Bonde, en af Bidermanni gamle Historier, som Autor har udført i en Comoedie. Dette er den eenestc Materie, som ikke er opspunden udi Autors egen Hierne, hvorfor han ingen Berømmelse forlanger deraf, hvor vel de artige Kløgter, som legges udi Bondens Mund, og bevæge alle slags Tilskuere til idelig Latter, ere hans egne.« (Værker i tolv Bind, udg.: Billeskov Jansen VII, 1970, p. 460). En eftertid, der anser Jeppe for højdepunktet i Holbergs dramatiske produktion, har smilet ad denne erklæring og fundet forfatterens - rigtignok også sjældne - beskedenhed mal à propos. Gælden til Bidermanns anekdote er dog så evident, at litteraturhistorikere og Holberg-monografer ikke har fundet grund til megen supplering i form af 461 forslag til andre mulige kilder til trods for, at »den drømmende bonde« er et internationalt kendt motiv og en vandreanekdote med talrige orientalske og europæiske forgreninger. Bidermanns Utopia er affattet på et lidt besværligt ny-latin, men »Jeppe-historien« findes oversat til dansk i Rahbeks udgave af Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter VI, 1806, p. 153-63, og så længe danskfagets pædagoger interesserede sig for fænomener som litterære kilder, angav Dansklærerforeningens udgivere af Jeppe Bidermanns anekdote som forudsætning for komedien og optrykte Rabheks fordanskning som grundlag for sammenlignende studier, dvs. udgiverne K. Bokkenheuser (1911ff) og M. Borup (1930ff), hvorimod Bidermanns navn og text er ganske fraværende i den nyeste Dansklærerforenings-Jeppe (ved P. Paludan, 1975). Rahbeks oversættelse af Bidermanns »Jeppe-historie« er derfor optrykt som et tillæg til denne udgave (p. 488-495).

Som træk, der adskiller Jeppe fra »kerne-komedierne«, men som genfindes hos Bidermann (jvf. ovenf., p. 460), kan nævnes dels baronens ønske om underholdning, en type hensigt, der ikke fandtes i »kerne-komedierne« (ovenf. p. 457), dels det forhold, at komediens eneste exempler på stands-markerende pragt findes hos og omkring baronen - hvis plan jo netop lykkes perfekt, og som inden for texten selv ingenlunde vurderes negativt, jvf. også hans omsorg for bønderne i I,8 (p. 93) (Godsejeren Holbergs syn på fæstebønder af Jeppes kaliber fremgår derimod med al ønskelig tydelighed af hans epistel 79!).

Som træk, der derimod forener Jeppe med »kerne-komedierne«, men som savnes hos Bidermann, kan der peges på den stærke accentuering af Jeppes professionelle forsømmelighed og uduelighed (emneområdet »arbejde«, ovenf. p. 458); Bidermanns bondes drikfældighed anføres kun som en praktisk betingelse for spasens gennemførelse.

Forlægget for Den Stundesløse, Molières komedie Le Malade imaginaire (Den indbildt syge, 1673) fungerer på lignende måde. Selve kilde-forholdet er ikke bevidnet af Holberg selv så direkte, som det var tilfældet i forbindelse med Jeppe, men det lader sig etablere på stærke indicier. Som der har været bred enighed om blandt Holberg-forskere, synes personkonstellation og komposition i Den Stundesløse kalkeret over tilsvarende i Le Malade. En enkelt scene, 462 I,7, er overtaget en detail (se noten til p. 377). Et kulturhistorisk træk som den i Danmark ukendte ægteskabsindgåelse ved notorialkontrakt (se note til p. 394) peger i samme retning. Mest afslørende er det dog, at Holberg (i komediens ældste tryk) i III,3 kommer til at navngive sin uheldige bejler »Thomas«; han hedder jo Peder (Erichsen) - men den tilsvarende person i Molières Le Malade hedder Thomas (Diafoirus)! (jvf. note til p. 433).

Le Malade imaginaire og Den Stundesløse afviger fra normsystemet i den omtalte kerne af 11 komedier ved, at begge friere i deres kurmageri udviser en blanding af galanteri og sexualitet, der således ikke kontrasteres. Leander er en slags »positiv Jean de France« (se om hans verdensmandsdannelse i I,6, p. 374f), hans sidesteykke Cléante er inkarnationen af hofmandskultur under Ludvig XIV, idealtypen l'honnête homme: utvunget improvisations- og konversationstalent, kulturelt velorienteret uden trang til dybsindighed, en elegantier med vid og charme. De uheldige friere gør derimod amour i en tung, overlæsset gammeldags retorik, Thomas med fransk préciocité, Peder i en »ziirlig« (barok-)stil, der i Holberg-sammenhæng gerne navngives efter Else David Skolemesters (i Barselstuen). Også deres lærdom er forældet - og ilde anbragt i forbindelse med unge damer; Peder Bogholder kaldes tilbagevendende »Pedant«, og Thomas holder som ung mediciner hårdnakket fast ved humoralpatologien imod den moderne experimenterende og på dissektioner byggende fysiologi (se noter til p. 365), skriver disputats »contre les circulateurs« (II,5, mod tilhængerne af blodets kredsløb). Lægen mener sig galant ved at invitere sin udkårne til en dissektion af et kvinde-lig, unægtelig i modstrid med det herskende smagsideal; bogholderen blamerer sig ved over for sin fingerede tilkommende at bede om lov til at »tage paa hendes Bryst« (II,8), en gestus, der er lige så grov, som den er altmodisch (se note til p. 413). De uheldige friere (med den professionelt nyttige viden!) udviser hos begge forfattere et galanteri, der bygger på forældede kulturnormer og dermed fremstår som dårlig smag.

Det polært opbyggede normsystem, gældende for de 11 centrale Holberg-komedier, sætter sig imidlertid igennem i Den Stundesløse i form af en række træk uden sidestykke hos Molière. Den 463 uheldige helt Vielgeschrei forsømmer ved sin stundesløshed normal indtagelse af føde og drikke, hvilket bemærkes hele fem gange (I,4, p. 369; I,6, p. 376; II,4, p. 407; II,6, p. 408; II,7, p. 412) - og sit kønsliv, hvilket forekommer Pernille påfaldende (I,1, p. 362). Også inden for andre af de i afsnit 3 ovenfor udpegede emneområder (penge, ydre fremtoning, sprog og kommunikation) forsømmer den fortravlede nar at leve op til Holbergs positive normer: lader hånt om betaling (I,6, p. 373; II,4, p. 407), om barbering og påklædning (I,6) og om samtale med andre (I,6, p. 372). Og først og fremmest bliver Vielgeschrei (til) nar, fordi hans geskæftighed kun er en sublim form for lediggang (emneområdet: arbejde).

5. Komedier med dramaturgisk eller teaterpolitisk
sigte

De resterende 8 Holberg-komedier behandler ikke (eller kun perifert) de gode og slette sociale normer, der blev omtalt i 3. afsnit ovenf., og synes ej heller styret af litterære forlæg på den måde, det er fremstillet i det foregående afsnit, men sætter selve komediegenrens form og indhold i focus eller driver direkte teaterpolitik. I nogle belærer Holberg sit publikum om komediens, momentvis hele skønlitteraturens, rette natur og funktion (Hexerie eller Blind Allarm, Det Lykkelige Skibbrud), i andre om den rette litterære/dramatiske stil (Det Lykkelige Skibbrud, den selvstændige prologakt til Uden Hoved og Hale). Igen andre er kritiske og satiriserer over andre dramatiske former end Holbergs egne »moralske« komedier (Kilde-Reysen, Ulysses Von Ithacia, De u-synlige). Den Vægelsindede (i begge versioner) kan betragtes som et reklame-fremstød til fordel for »Holbergs« teater i Lille Grønnegade, idet hoved- og titelrollen i oplagt grad er skabt, for at teatrets direktrice og primadonna, den to-sprogede Mme Montaigu kunne brillere. Til gengæld latterliggøres konkurrerende københavnske scener i flere af de allerede nævnte stykker (Hexerie, Kilde-Reysen, Ulysses).

Det foreliggende udvalg indeholder altså én text fra denne gruppe, Ulysses Von Ithacia, der - som »dramaturgisk/teaterpolitisk 464 komedie« - bliver interessant af to grunde: Dels ved at afvise én dramatisk stil og dermed implicit advokere dens modsætning, dels ved at fungere som aktuel københavnsk teaterkritik.

Med hensyn til det første punkt kan modsætningen formuleres: uklassisk over for klassisk. Den form for stil-satire, vi møder i Ulysses, kaldes travesti: Guder og helte trækkes ned fra deres ophøjede sfære og fremstilles som alt-for-menneskelige i en jævn stil, der til tider går over i det platte eller vulgære (i parodien er det modsatte tilfældet; dèr beskrives jævne folk, milieuer og hændelser i en høj stil som i epos og tragedie. Undertiden hører man betegnelsen »parodi« brugt skødesløst om begge genrer). Ser man et øjeblik bort fra det aktuelle københavnske teaterliv (en synsvinkel, der vil blive anlagt nedenf.), kan man ved studium af textens åbne eller underfundige, fremvisninger af egne »U-ordentligheder« (som Holberg ville sige) konstatere, hvilken dramaturgi det er, et stykke af denne slags forsynder sig så demonstrativt imod. Det er den franske klassicismes dramaturgi fra fransk litteraturs »store århundrede«, dvs. det 17., hvorpå travestiens udsving skal måles. Et vist kendskab til denne dramaturgis idealer og principper bliver dermed en forudsætning for at goutere komediens overdådige uhyrligheder.

Med støtte i Jacques Scherers fremragende standardværk La Dramaturgie classique en France (1959) kan man betragte to idealbegreber som helt overordnede i denne dramaturgi, der snarere var en smagsretning end en egl. æstetisk lærebygning: sandsynligheden, la vraisemblance, og velanstændigheden, la bienséance. Akt for akt kan man iagttage, hvordan Ulysses forsynder sig mod disse to æstetiske idealer. Prologakten støder an mod sandsynligheden ved uden rationelle modifikationer at indføre merveilleux'et (gude-verdenen) som handlingens igangsættende kraft og mod velanstændigheden ved at fremstille guddomme (skønt hedenske) som kun alt for menneskelige: Juno forsøger bestikkelse, og Venus må tage imod skoser for løsagtighed. Førsteakten rummer Helenes rov og Ithacias mobilisering, hvoraf det første støder an mod to typer af »velanstændighed«: »forbudet« mod kamp og voldsudøvelse på scenen og mod udtryk for sanselighed, medens det andet støder an mod »sandsynligheden« ved sine kulturhistoriske anakronismer: Man bevidner ét sammensurium af elementer fra antikken, Biblen, 465 Rolandskvadet, folkebøgernes ridderromantik og samtidens københavnske virkelighed (enkeltheder er udredet i noterne). I anden akt ligger den græske hær foran Troja, og anledningen benyttes til - i strid med klassicismens »velanstændighed« - at skildre krig og tvekamp. I akt III er det træk, der især rammes af travestiens overdrivelse og latterliggørelse, ligesom i prologakten, den dyrkelse af det overnaturlige, der fik trange kår under klassicismens krav om »sandsynlighed«. I komediens to sidste akter kan travestien på bruddene på bestemte punkter i den klassiske dramaturgis codex følges ret detailleret; i begge akter gælder det forholdet til »velanstændigheden«. Fjerde akt foregår hos dronning Dido i Cajanien(!), og kender man den klassiske dramatiks forsigtighed i behandlingen af kvindelig elskov - som aldrig, aldrig må erklæres eller blot indrømmes af indehaveren, og hvis endelig, da i en fastlagt rækkefølge til forskellige personer i omgivelserne - må den elskovssyge dronning forekomme som topmålet af skamløshed. Femte akt, hvor Ulysses og Chilian omsider vender hjem, handler stort set kun om, hvor grundigt deres hjemmeblevne hustruer har bedraget dem. Den hyppighed, hvormed ord som »Hanreedere«, »Utroskab« o.lign. forekommer, kan konfronteres med Scherers gode iagttagelse angående det toneangivende franske teaterpublikum, at »det var langt mere følsomt over for grove ord end over for vovede situationer«. (La Dramaturgie, p. 386).

Foruden dette, at hver akt på sin egen måde demonstrativt negligerer enten vraisemblance eller bienséance eller begge, er også bruddene på de berømte »enheder« (tidens, stedets og handlingens) hyppige og iøjnefaldende. Oftest og mest explicit brydes tidens enhed; årene, ja decennierne går (I,13-14; III,5-7; IV, 1-2; V,l; V,3; V,[5]), men heller ikke stedets enhed slipper uantastet (II,1; IV,2). Med hensyn til den tredje enhed, handlingens, er opfyldelsen på forhånd udelukket ved selve det halsløse forsøg på at sammenpresse handlingen fra ikke blot ét, men hele tre af oldtidens eper.

Hvem eller hvad er så målet for denne stort anlagte teater-satire? Ja, ifølge selve travestiens princip rammes selvsagt de litterære genrer og værker, hvis ophøjede skikkelser er »trukket ned« i denne lavere sfære, hvor der slås og hores på livet løs, dvs. de Homer'ske digte og Æneiden (se noter til pp. 133, 134 og 178). Men satiren har 466 også et mere lokalt og aktuelt mål. Hvem lavede så dårligt (= u-klassisk = »u-ordentligt«) et teater i generende nærhed af Holberg og »hans« Lille Grønnegade-scene? Stykkets undertitel peger på tysk dramatik og kultursammenhæng. Epilogen angiver adressen: Brolæggerstræde - som angives for samme onde årsags skyld i andre af Holbergs skrifter (Tvende splinder nye Breve, epistel 214). I det første af sine selvbiografiske »levnedsbreve« (fra 1728) skriver han om Ulysses (på latin): »Denne komedie parodierer (eller: travesterer) de tåbelige, vanskabte og halvhundredeårs stykker, som i sin tid blev opført her af omrejsende komedianter. Den spænder over 40 år, og der er mange sceneforandringer. Fyrsterne taler i et opblæst og svulstigt sprog [...] Personerne er snart unge, snart gamle og gråhårede. Hertil kommer en mængde anakronismer, uforståelige navne og andet af den slags, som de omrejsende truppers komedier vrimler af. Alle disse fejl afslører Ulysses' tjener Harlekin [...]« (Holbergs Tre Levnedsbreve, udg.: Kragelund, 1965, I, p. 240-243). Historien er denne:

Den fra Tyskland indvandrede komediant og kvaksalver (okulist, sten- og broksnider samt tandbrækker) Salomon Paulsen von Qvoten havde i tiåret op til premieren på Ulysses i juni 1724 underholdt godtfolk med både marionetteater og levende skuespillere i ind- og udland, havde også gæstet København, men mest turet rundt i Jylland under stadige kampe og stridigheder for sin spilletilladelse. Måneden før premièren på Holbergs travesti havde han lejet salen i skræddernes laugshus i Brolæggerstræde, givetvis til opførelse af sine skuespil. Disse har altså været opført samtidig med Ulysses, sådan som også Holbergs epilog lader forstå (samtidigheden er værd at understrege, da den har været anfægtet, vist nok helt uden grund). De (tysksprogede) forestillinger, von Qvoten opvartede med, tilhører den genre, der kaldes Haupt- und Staatsactionen, dvs. dramaer, der udgjorde aftenens hovedstykke, og som havde emne af den politiske historie, ikke uden forbindelse med Shakespeares bloddryppende 'histories' og tragedier med historisk emne. Der var altså tale om bloddryppende, krast effektsøgende og larmende patetiske skuespil med en masse scenisk maskineri i sving. Det var kort sagt en slags dramatik, der dårligt kunne stå den klassicistiske, moralskdidaktiske forfatter Holberg fjernere. Han måtte opfatte skuespil af 467 denne art som topmålet af dramaturgisk ubehjælpsomhed og dårlig smag. Hvortil så kom, at de med deres iøjnefaldende underholdningsværdi let kunne komme til at lokke det middelstandspublikum ind, som Holberg og Lille Grønnegade-teatret også bejlede til. Forskellen i stil og momentet af rivalisering inden for den københavnske forlystelsesbranche gjorde det således til en oplagt sag, at Holberg hjalp »sit« teater med en komedie, der én gang for alle skulle gøre von Qvoten og hans teater umulige i hovedstaden.

Kunstnerisk står Holbergs satire så højt over sin genstand, at man kunne mene, at det var at skyde gråspurve med kanoner. Det synspunkt har da også været gjort gældende, at forfatteren med Ulysses - med et af sine egne favoritudtryk - slår to fluer med én smække. Den anden flue skulle da være den tyske hofopera. Trods kgl. ansættelse og hofligt publikum var hofoperaen nemlig ingenlunde uden dramaturgisk og æstetisk slægtskab med von Qvotens spektakelstykker. De danske komedianter kunne med rette føle, at operisterne bidrog til at holde dem ude fra hoffet, og særlig ubehagelig måtte konkurrencen have været følt i jan.-febr. 1723, hvor operisterne havde kgl. tilladelse til at spille offentligt på slottet mod betaling og således også blev i stand til at berøve den danske trup dens borgerlige publikum. Netop det nævnte interval falder sammen med det sandsynlige affattelsestidspunkt for Ulysses, der må ligge umiddelbart inden affattelsen af Kilde-Reysen, som notorisk gør nar af operaen. Tesen om hofoperaen som genstand for satiren blev hhv. lanceret og støttet med nyfundne indicier af musikhistorikeren V.C. Ravn (1873), litteraturhistorikeren Jul. Paludan (omkr. 1890) og teaterhistorikeren Torben Krogh (1927). Holbergs Ulysses er efter alt at dømme på en gang et dramaturgisk manifest og en effektiv, til flere sider rettet teaterkritik.

6. Komedier med social og politisk tendens

Samtlige dette binds seks komedier er forfattet i 1720'rne. Det betyder, at de blev skrevet på et tidspunkt, hvor en ny samfundsordning, byggende på en ny statsmagt, enevælden, var under opbygning eller i hvert tilfælde under sin første konsolidering. 468 Den danske enevælde eller absolutisme indførtes 1660-1661 gennem et statskup, hvorved Frederik III først gjorde tronfølgen arvelig, derpå tiltog sig den absolutte politiske magt. Denne omvæltning sætter afgørende skel i dansk historie, ikke blot politisk, men også økonomisk og socialt: Offentlig og privat formue blev omfordelt, og overklassen skiftede sammensætning og funktion.

I århundrederne inden havde magt og rigdom været koncentreret hos et mindre antal adelige familier, der var repræsenteret i Rigsrådet. Rigsrådet valgte kongen og fastlagde hans beføjelser ved en »håndfæstning«, datidens forfatning; desuden vedtog det landsdækkende »rigslove« om andre forhold. Rigsrådsadelen havde derved sikret sig en række meget betydningsfulde privilegier. Foruden skattefrihed havde den fx. nærmest monopol på større jordbesiddelser (egne godser) og på len (bestyret krongods). Dèrudover beherskede denne adel selv de centrale dele af landbrugsexporten (stude og korn) og havde eneadgang til de højere civile og militære embeder.

Den danske fødsels- og arveadel havde sin storhedsperiode i 16. årh., hvor den udfoldede en standsbevidst pragtkultur, der - med det udtryk, vi benyttede ovenf. (p. 458) - kan kaldes repræsentativ. Den repræsentative adelskultur fandt udtryk i fx. et omfangsrigt og fornemt byggeri (slotte og herresæder) og en »standsmæssig« klædedragt. Genoptagelsen her af begrebet »repræsentativitet« er intet tilfældigt terminologisk sammenfald. Holbergs komedier udtrykker en holdning til aktuelle politiske og sociale forhold; gennem »narrenes« fremmedartede normer og repræsentative lader rammes indirekte, men principielt den samfundsklasse, der fremfor nogen inkarnerede den repræsentative kulturform: fødselsadelen.

Omkring 1600 standsede imidlertid adelens økonomiske expansion p.gr.a. faldende priser på landbrugsvarer. Mange adelsmænd, der havde vænnet sig til stort luxusforbrug og optaget store lån i forventning om fremtidige indkomster, blev truet på deres position (»den forbyggede adel«). Tilbageslaget ramte også stats- og kongemagten. Kongen måtte derfor optage lån hos københavnske storkøbmænd med sikkerhed i krongodset. Borgerskabet (tredjestand, især handlende og håndværkere) fik yderligere styrket sin stilling gennem sin indsats under svenskekrigene, specielt i forbindelse 469 med stormen på København i 1659. Dette borgerskab blev et velegnet redskab og en betydningsfuld alliancepartner for kongen ved det påfølgende statskup. Enevælden bragte borgerskabet økonomiske fordele og åbnede nye sociale avancementsmuligheder for borgerligt fødte.

Socialt betød omvæltningen først og fremmest, at rigsrådsadelens magt blev brudt og dens sociale privilegier og monopoler ophævet. Afskaffelsen af monopolet på større jorder skete samtidig med et stort udbud af adeligt gods, som blev solgt til afvikling af den »forbyggede« stands gæld, og samtidig med afhændelsen af det pantsatte krongods til indfrielse af statsgælden. Betingelsen for jordbesiddelse blev kapital snarere end titler, og jord blev vare- og investeringsobjekt. Herremandsstanden blev til godsejerklasse. Naturligvis måtte regeringen i landbrugslandet Danmark, hvis økonomiske velfærd var baseret på godsernes produktion, fare med lempe og vise imødekommenhed, når godsejerinteresser var involveret - det vil sige også respektere det ikke helt ubetydelige antal »gammeladelige«, der trods økonomisk deroute blev siddende på deres godser og i deres embeder. Det lå dog i situationens natur, at de ældste enevoldskonger og deres rådgivere betragtede deres nys overvundne politiske arvefjender blandt fødselsaristokratiet med årvågen mistænksomhed.

Som et nyt, stærkt element i den danske overklasse etablerede enevoldsmagten en »ny adel«, der kom til at bære de nye titler greve og baron og blev klassificeret efter det nye begreb rang. I modsætning til den gamle fødselsadel blev der altså dannet en ny rangadel, der havde kongen alene at takke for sin position. Denne enevældens egen adel blev rekrutteret blandt borgerligt fødte danskere eller indvandrede (især tyske) administratorer eller militære, og den fik sit særpræg ved en tæt sammenknytning af embedsbesiddelse, godsbesiddelse og rang. For stræbsomme borgere var adgangen åbnet til godseje og/eller høje embeder og fra begge disse igen til adelskab. Et exempel på en borgerlig født personligheds avancement i kraft af de nye muligheder afgiver professor (siden 1717), baron (siden 1747) L. Holberg.

En gammel, forarmet fødsels- og arveadel over for en velhavende nyadel udgør jo netop den sociale konflikt i en af dette binds 470 komedier: Don Ranudo. Når denne komedie, affattet i 1720'rne først udgaves 1745, har man heri set en frygt fra Holbergs side for, at den danske fødselsadel skulle føle sig gået for nær, ligesom henlæggelsen til Spanien, adelshovmodets legendariske hjemland, skulle have tjent som en nødtørftig camouflage af et indenrigspolitisk indhold. Offentliggørelsen finder dog sted på et tidspunkt, hvor Holberg under ingen omstændigheder behøver at frygte den danske fødselsadels lange arm, og eftersom flere tidligere afskrifter er bevaret, kan det ydermere konstateres, at komediens latterliggørelse af genealogiens riddere er blevet skærpet i 1745 - og i øvrigt igen i 1753 (se Saml. Skr. XVIII, hhv. p. 203-205 og p. 195-198).

Fornemmelsen af, at komediens to typer af adelskab ikke er uden forbindelse med danske forhold i statskuppets kølvand, styrkes yderligere, når de sociale alliancer i Don Ranudo inddrages. De slægtsstolte høj aristokrater står isoleret; mod sig har de ikke blot den velhavende lavere adel, men også byens borgerskab (III,2, p. 312f), »den hele bye« (I,1, p. 281); ikke blot husfolkene ender med at frakende deres herskab forstandens brug; »den hele stad er af samme tanke« (V,4,p. 357). Vigtigst af alt i denne forbindelse er notarens meddelelse i umiddelbar fortsættelse af det citerede; da de højadelige forældre vil have mesalliancen omstødt, fordi den er indgået under falsk identitet, hedder det: »[...] hvad som er skeet, er skeet med Øvrighedens tilladelse.« (ibid.) Over for den isolerede, forarmede og dérouterede fødselsadel står således en alliance af statsmagt (»Øvrighed«), velhavende nyadel og by-borgerskab. Dét minder unægtelig om den politisk-sociale konstellation i Danmark i tiden under og efter statskuppet.

Udvides feltet fra Don Ranudo til samtlige »kerne-komedier«, bliver forbindelsen til den tidlige enevældes socialgrupper om muligt endnu mere indlysende. Som konfliktens negativt vurderede bærere af fremmedartede og repræsentative normer får høj- og fødselsaristokraterne da selskab af borgere, der stræber ud af deres stand, urolige elementer, der truer den sociale stabilitet (fx. Herman von Bremen i Den Politiske Kandstøber, Jeronimus i Den honnette Ambition og projektmagerne i Republiqven) samt af medlemmer af »lærde broderskaber« med egne love og regler, hemmelige selskaber eller konventikler unddraget statsmagtens inspektion og regulering 471 (Erasmus Montanus, den vantro Leander i Uden Hoved og Hale, Cosmoligoreus i Philosophus). Som konfliktens positivt vurderede bærere af nyttebestemte normer får de allierede i Don Ranudo et supplement af velstående bønder, enevældssamfundets erhvervsmæssige og fiskale basis (fx. Erasmus' forældre, bonden i Don Ranudo), ligesom beskrivelsen af de her indgående borgere udbygges i retning af det stabile, såvel stands- som statsloyale (Antonius og Geske i Den Politiske Kandstøber, Jeronimus i Jean de France, Magdelone i Den honnette Ambition).

Holbergs eget, udelt positive, syn på den danske enevælde, statskuppet og de deraf følgende sociale omkalfatringer, fremgår af talrige og samstemmende ytringer rundt om i forfatterskabet, fx. i Danmarksbeskrivelsen (1729), Danmarkshistorien (III, 1735), Niels Klim (1741) og - kort og principielt - epistel 163.

7. Omarbejdelser og editionshistorie

Af dette binds komedier foreligger Jean de France, Jeppe paa Bierget, Ulysses Von Ithacia og Erasmus Montanus fra Holbergs hånd i ret entydige textredaktioner, hvis ældste tryk uden voldsomme problemer har kunnet lægges til grund for nærværende udgivelse (jvf. afsnit 9 nedenf.); texterne har derefter kun været underkastet minimale ændringer i Holbergs levetid, og disse kan meget vel have været forårsaget af tilfældigheder under trykningen.

For Den Stundesløse har der muligvis existeret en ældre (antagelig femakts-)version, der har efterladt sig spor i den definitive text (se note til s. 385), men den er i så fald gået tabt.

Kun Don Ranudo frembyder en forholdsvis kompliceret udgivelseshistorie: Da der i midten af 1730 udsendtes subskriptionsindbydelse til Den Danske Skue-Plads I-V, der udkom det følgende år, blev det stillet subskribenterne i udsigt, at udgavens femte bind bl.a. ville indeholde denne komedie. Men da bogen kom, var Don Ranudo blevet skudt ud, og Holbergs læsere snydt derfor - i denne omgang. Årsagen hertil kendes ikke.

Da komedien endelig så dagens lys i 1745, en snes år efter sin tilblivelse, var det først slet ikke på dansk, men i tysk oversættelse. 472 Bogen, der var i oktavformat og prydeligt udstyret, blev trykt og udgivet i Leipzig; forlæggeren var C. G. Mengel (død 1769). Oversættelsen var besørget af Altona-professoren E.C. Reichard, der kort forinden havde oversat Holbergs Danmarkshistorie og Moralske Tanker til tysk. Oversættelsen var angiveligt udført efter Holbergs håndskrevne manuskript. Den mand, som Holberg havde overdraget at renskrive manuskriptet, havde imidlertid taget en kopi deraf, og af denne kopi var der igen taget afskrifter. Af disse sidste afskrifter findes to bevaret i dag, men det er bevidnet, at adskilligt flere var i omløb i 1740'rne. Den ene af de to bevarede afskrifter var foretaget af A. G. Coldewey (død 1767), skriver i rentekammeret, datidens finansministerium (jvf. Jean de France, p. 17 og noten hertil), og opbevares på Det Kgl. Bibliotek i Kbh. (Addit. 149,2°). Da forlægger Mengel, der i 1740 var indvandret til Kbh., planlagde at udgive en samlet oversættelse af Den Danske Skue-Plads og gerne ville have Don Ranudo med heri, købte han i 1745 afskriften af Coldewey. Mengels udgivelsesplan og køb blev fuldt ud billiget af Holberg, der benyttede lejligheden til at foretage enkelte rettelser i komediens text. Hvad Holberg derimod ikke billigede, men direkte forbød, var, at Mengel udgav komedien separat og da især på dansk. Da Mengel derpå med sin danske separatudgave (Kbh. 1745) forbrød sig mod begge dele, blev Holberg vred (det blev han let) og anlagde sag. Skønt bevidstheden og lovgivningen om copy-right langtfra var så klar og skarp på Holbergs tid, som den er nu, er det dog sandsynligt, at dommen, som vi ikke kender, er gået Mengel imod og har lydt på konfiskation af oplaget; bogen blev i hvert fald hurtigt en stor sjældenhed.

Holberg lod det imidlertid ikke blive herved. Mengels udgave var ikke blot uretmæssig, men bar også præg af at være hastværksarbejde, indeholdt i hvert tilfælde tilstrækkelig mange fejl til at irritere en forfatter af Holbergs temperament. Holberg henvendte sig derfor til sin daværende bogtrykker/forlægger E.H. Berling (1708-1750) og overdrog ham at besørge en ny og bedre udgave af Don Ranudo, hvilket skete, stadig i 1745. Ny retssag, denne gang anlagt af Mengel mod Berling. Om denne sag ved vi bedre besked end om den foregående, idet Rahbek har optrykt indlæggene i sit tidsskrift Dansk Minerva (VII, 1818); dog er dommen også i dette 473 tilfælde forblevet ukendt for eftertiden. Berlings udgave var imidlertid ikke blevet så meget bedre end Mengels, som man kunne have håbet efter hans forhåndsannoncering (også i Berlings sætteri havde man haft lovlig travlt), men medens sagen trak i langdrag og sagførerne udvekslede indlæg, har han antagelig solgt bøger på livet løs. Han fik endog tid til (stadig i 1745) at udsende et optryk, der trods alt må siges at repræsentere en relativ forbedring af texten.

Den anden af de to oprindelige, stadig existerende afskrifter blev fremdraget af Holberg-filologen Jul. Martensen (1839-1910) så sent som i 1895. Denne afskrift er fra 1732 og skyldes B. Dass; den opbevares i Det kgl. Norske Videnskabernes Selskabs Bibliotek i Trondhjem (Cod. Nidros. 22,8°) og synes uafhængig af Coldeweys afskrift. Den gør i det hele et autentisk indtryk. Ikke mindst må det forekomme interessant, at dens sprogform (navneord med småt m.m.) ligger nær op ad Holbergs egen, som vi kender den fra efterhånden ikke helt få autografer. Det er denne redaktion, der ligger til grund for dette binds Don Ranudo-text (jvf. afsnit 9 nedenf.), som derfor gengiver sit forlæg med en ganske særlig pietet over for dennes oprindelige sprogform.

8. Receptionshistorien

Blandt komedierne i dette bind findes de to, der nok har været genstand for de mest divergerende opfattelser og fortolkninger, nemlig Jeppe og Erasmus. l disse tilfælde kan det iagttages, hvorledes tilstande, stemninger og opinioner i eftertiden ind imellem har ført opfattelsen af stykkerne (ikke mindst titelpersonerne) væk fra den »rene komedie«, Holberg tilsigtede med sin dramatik (se ovenf., p. 459), over mod en opfattelse af stykkerne som halve eller hele »tragedier« (og af titelpersonerne som martyrer). Udsvingene i fortolkning er dog sjældent tilfældige, men som oftest historisk, evt. åndshistorisk, forklarlige. Der skal her gives et rids af grundopfattelserne af de to stykker, som de har formet sig dels gennem teateropførelser, dels gennem litteraturkritikken.

Vi ved intet om, hvordan Jeppe paa Bierget blev opført på teatret i Lille Grønnegade; vores eneste vidnesbyrd er Holbergs egen 474 rapport om succes'en (bortset fra premièren) og om sin tilfredshed med studenterskuespilleren Grams udførelse af hovedrollen. Da teatret på Kongens Nytorv - det, der snart skulle blive Det Kgl. - åbnede i 1740'rne, bestræbte man sig for Holberg-opførelsernes vedkommende på at videreføre traditionen fra Lille Grønnegade. Og her ved vi, at Jeppe af skuespilleren Hortulan (1722-1783) blev præsenteret som komisk, dyrisk, grov og snavset, en fordrukken og usympatisk stymper, som baronen og hans folk uden betænkeligheder kan lave sjov med, og hvis bondemanerer giver anledning til farceagtig komik.

Mod slutningen af 18. årh. gennemføres de store landboreformer med bondestandens relative frigørelse: stavnsbåndet ophæves, hoveriet indskrænkes, det tidligere landsbyfællesskab opløses, og fæste erstattes af selveje. Dermed ændres det idealtypiske billede af den danske bonde - og dermed også teatrets Jeppe. Gielstrup (1753-1830) giver nu Jeppe som skikkelig, godsindet, pæn og især: klog - nu skulle hans standsfæller ude i samfundet vise sig værdige og kvalificerede til den nye status som selvejere. Men samtidig med den sympatiske fremstilling af figuren opretholdes pietetsfuldt rollens traditionelle indslag af klovnerier: Bunden går ud af baronens seng, Jeppe drikker af vandfadet etc.

I første del af 19. årh. spillede Lindgreen (1770-1842) Jeppe i overensstemmelse med romantikkens opfattelse: det naive og rørende naturbarn.

Ved midten af århundredet fik Danmark sin frie forfatning med bonderepræsentation på Rigsdagen - og atter en ny Jeppe. Phisters (1807-1896) Jeppe var ikke blot sympatisk, fordi han var rørende, men også fordi han var mere dæmpet, finere, soigneret, salonfæhig.

Da parlamentarismen indførtes ved indgangen til vort århundrede, og det første Venstre-ministerium afløste provisorieårenes faktiske Højre-diktatur (Estrup), understregede man i den samtidige indstudering (bl.a. ved hjælp af dekorationerne) den sociale modsætning mellem naturvæsenet Jeppe, spillet af Olaf Poulsen (1849-1923), og den overfladisk spøgende baron.

I 1917, året for den russiske revolution spillede Henrik Malberg (1873-1958) Jeppe sådan, som det fremgår af litteraturprofessoren Valdemar Vedels (1865-1942) omtale: »[...] Men efterhaanden som 475 han tager sig i [dvs. finder sig til rette med] Baronværdigheden, viser han sig adskillige Grader raaere og gemeenere, mere ondartet og farlig end Poulsens Jeppe. Hans Munterhed er sjoveragtig Grinebiderlyst, meget lidet hyggelig og jovial, hans Kommanderen har intet af barnlig Lyst i sig, er blot en bidsk, tændervisende og ondt pønsende Grumhed, som en halvgal Terrorists fra Revolutionen [...]« (cit. eft. Har. Nielsen: Holberg i Nutidsbelysning, Kbh. 1923, p. 108).

Efter at Osvald Helmuth (1894-1966) i 1950'erne havde fremført sin elskværdige, konfliktudjævnende version på Det Kgl. Teater, fremkaldte den skærpede sociale bevidsthed efter 1968 Buster Larsens (1920-1993) på én gang tragiske og farlige Jeppe på Det Ny Teater. Instruktionen havde Kaspar Rostrup (f. 1940), der i 1981 overførte sin opfattelse af stykket til film: På baggrund af den rå undertrykkelse, Jeppe er udsat for, bliver hans plumphed og oprørstrang forståelig, medens baronen fremstår som skurkagtig landjunker af playboy-type.

Siden slutningen af 18. årh. har Jeppe altså været spillet som en positiv figur, gennem 19. årh. som mere eller mindre rørende, i 20. årh. også som farlig og »revolutionær«. I begge tilfælde skal han opfattes alvorligt og tragisk, blot med vekslende betoning af den personlige og den sociale tragedie. En genoptagelse af den oprindelige, komiske Jeppe, som var grov og dum, og som derfor fortjente at blive narret, har ikke været mulig.

Erasmus Montanus' opførelseshistorie udviser hyppigere skift mellem forskellige opfattelser af titelfiguren. Disse er principielt to, den negative: Erasmus som hoven praler og akademisk nar, og den positive: Erasmus som sandhedens forkæmper og martyr. Svarende til disse vurderinger af Erasmus bliver opfattelsen af hans milieu, landsbyen Bierget, henholdsvis at den repræsenterer den sunde fornuft og den nødvendige praktiske sans, og at det er en ravnekrog af selvtilfreds, indskrænket stupiditet.

Vi ved, at både Preisler (1755-1809) i sidste del af 18. årh. og Rosenkilde (1786-1861) inde i 19. årh. spillede Erasmus som sympatisk og i hvert tilfælde ikke lastværdig. En markant stigning i positivitet fik skikkelsen gennem Kr. Mantzius (1819-1879), der i 1840'rne fortolkede den under indtryk af skandinavismen og 476 nationalliberalismen, bevægelser, der netop blev båret af studenter og unge akademikere, og som det inden årtiets udgang var lykkedes både at indføre en demokratisk forfatning og at formulere en grundlov. Mantzius' spil viste denne selvsikre, nyskabende akademikerstands forsvar mod traditionens dumhed.

Som reaktion på Mantzius' opfattelse af komedien som tragisk spillede Emil Poulsen (1842-1911) i sidste del af 19. årh. Erasmus som komisk og usympatisk, som en vigtigper, der fortjener sin afklapsning til slut. Nicolai Neiiendam (1865-1945), der havde rollen ved århundredskiftet, gav især bondestudenten, latterlig, men også i sit indre splittet mellem sine to milieuer. Johannes Poulsen (1881-1938) i 1920'rne var nok mere negativ med sin fremstilling af den hovne laps. Inden 1920'rnes udgang havde Erasmus-skikkelsen i Holger Gabrielsen (1896-1955) fået en mere forsonlig fortolker, og denne tendens blev fortsat med den intelligente og ganske sympatiske Erasmus, som Henning Moritzen (f. 1928) spillede i 1960'erne, uddannelsesboom'ets årti. Derimod rammer Søren Pilmark (f. 1955) i den nyeste opsætning, fra 1983, den kolde intellektualismes repræsentant, ikke mindst ved sine gestiske udtryk.

I modsætning til, hvad der var tilfældet med Jeppe, er den oprindelige komiske og negative opfattelse af skikkelsen altså stadig levende i teatertraditionen, men brydes med mellemliggende perioders trang til psykologisering og sentimentalisering.

Den toneangivende litteraturhistoriker og kritiker K.L. Rahbek skrev om Jeppe på begge sider af 1800. Skønt han opponerer mod »den ikke saa ualmindelige Dom, der uden Omstændigheder [dvs. uden videre] vil erklære [Jeppe] for en Pøbelfarce« (Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg.: K.L. Rahbek VI, Kbh. 1806, p. 152), er han dog ikke i tvivl om, at komediens pointe er den, der udtales i den afsluttende morale, idet »Holberg i Jeppe har viist, at der aldrig gives værre Tyran, end en forhenværende Slave«. (K.L. Rahbek: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil I, Kbh. 1815, p. 244).

Men går vi blot frem til Oehlenschläger (der oversatte Holbergs komedier til tysk 1822-1823), konstaterer vi for første gang en entydig demokratisk sympati for Jeppe, der som tyrannisk »baron« er 477 »et Billed paa Pøbelaanden, naar den har brudt utaalelige Lænker, vil hævne sig, og misbruge Magten, som den før af de Mægtige blev misbrugt mod Folket. Det er jo ganske naturligt. Vee den, Forargelsen kom fra!« (Prometheus II, 1833, p. 175).

Den nationalliberale politiker A.F. Krieger (1817-1893) skærpede denne opfattelse og rettede i en artikel fra 1865 sin harme mod baronen, »en af de rige, adelige Lediggængere, som i Mangel af ædlere Beskæftigelse, morede sig med de frækkeste og frivoleste Hokuspocus«, som driver »dette hensynsløse, raae, til Svineri gaaende Spil med et Menneske som den stakkels, forpryglede, fordrukne Jeppe paa Bjerget. [...] en Datidens Herregaards Vellystning, [...] en adelig Libertiner« (Dansk Maanedsskrift I, 1865, p. 502).

Forinden havde Oehlenschlägers digterkollega og efterfølger som litteraturprofessor Carsten Hauch (1790-1872) givet en indgående behandling af komedien. Hauch ser Jeppe som trældommens offer, »som et Slags Martyr«, skønt han dog ikke vil gå så vidt som de, der i Jeppe snarere ser en tragedie end en komedie: »den alvorlige Følelse kommer snarere siden efter paa Tankens Vei.« I lighed med Oehlenschläger, der helt ønskede afslutnings-moralen udeladt, ser også Hauch en problemfyldt modsætning mellem denne og selve stykket: »Og det er da virkelig rørende at se, hvorledes [Holberg] hos sit philistrøse [dvs. spidsborgerlige] Publikum søger Tilgivelse for sit kjække og genifulde Digt [...] Skal man da troe Epilogen paa Ordet, saa har det Hele en aristokratisk Tendents; men forsaavidt Tidens Uret mod den undertrykte Del af Folket ogsaa deri bliver synlig, kan jo Tendentsen med ligesaa megen Ret kaldes demokratisk.« (Nordisk Universitets-Tidsskrift III,3, Kria. 1857, pp. 93, 97, 125).

I forlængelse af Hauchs opfattelse ligger Georg Brandes'. I en artikel om Jeppe, der senere indgik i hans jubilæumsskrift om Holberg (1884), kalder han baronens optræden »utilgiveligt Barbari« (Illustreret Tidende 1868, nr. 443, p. 216, sp. 3), men behandler i øvrigt - som elev af den franske litteraturhistoriker og kulturfilosof H. Taine (1828-1893) - Jeppes psykologi som et produkt af hans livsbetingelser.

Næsten samtidig med Brandes' jubilæumsskrift skrev Sophus Claussen (1865-1931) i forbindelse med en opførelse: »Men det er 478 ingen Komedie. Det er en Tragedie, [...] En Underkuelsens og Drukkenskabens Tragedie [...] Saa meget stærkere er Mislyden, fordi Holberg trods al den Alvor, der er i dette Stykke, altfor meget har brugt sin Jeppe til at gøre Grin med. [...] Hvor ynkelige er ikke de Slutningsord, som han lader Baronen sige [... ] Holberg er gaaet uden om; han vilde have sagt til Adelen, Herremændene: der kan I se, saadanne ynkelige Skabninger er Bønderne, fordi I har udsuget og undertrykt dem. Men saaledes kunde man ikke sige i de Tider; han har i alt Fald ikke gjort det [...] Hvad opnaaede han ved at gaa uden om? Han opnaaede at slippe for Ubehageligheder, men han opnaaede ogsaa det, at hans Stykke blev misforstaaet, at man lo ad det i Stedet for at græde« (Horsens Folkeblad, 9. mrs. 1886, p. 2, sp. 4).

Højdepunktet af patetisk »forsvar« for Jeppe nås af grundtvigianeren og højskolemanden Rudolf Schmidt (1836-1899). Også han indskærper, at man »fremfor Alt ikke [må] benytte den Forklaring, som Holberg i Baronens Epilog har givet til sit Arbeide« - den er »i afgjort Modstrid med Stykkets virkelige Indhold. [...] De vil paa Forhaand indse, at det vilde være stygt og ondt, om Holberg havde holdt denne Trældommens Søn frem for at gjøre ham til Gjenstand for Spot og daarlig Morskab [...] Rent ud sagt: Jeppe er en Mand med et stort Hjertelag, en ridderlig Skikkelse, en ædelmodig Natur, som bærer en Troubadour-Harpe i sit Bryst; men Klangen er unægtelig ikke den, som møder os i Romandigtningen.« (For Ide og Virkelighed, 1873, pp. 335, 340-42).

En vis dobbeltholdning kan iagttages hos kritikeren Edvard Brandes (1847-1931), Georgs bror. På den ene side deler han de nævnte forgængeres syn på modsætningen mellem morale og komedie: »Slutningsverset er absolut aristokratisk-konservativt, men selve Komediens Anlæg synes os nu demokratisk revolutionært« (Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier, Kbh. 1880, p. 307), skriver han i et essay om Phister i 1880. I en jubilæumsartikel fire år senere omtaler han »Baronens Slutningstirade som mangehaande Hensyn maaske paatvang Digteren« (Politiken, 3. dec. 1884, p. l, sp. 6). På den anden side: Da Phisters tragiske Jeppe efter Edvard Brandes' mening næppe stemmer med Holbergs idé, kunne han tænke sig en naturalistisk opfattelse af figuren, »efter hvilken han fremstilledes som hørende til Menneskehedens Bærme, usympatisk i Ydre og 479 Manerer, og ikke som godmodig, skikkelig og rar, men sløv til Dagligdags og despotisk i Rusen.« (Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier, Kbh. 1880, p.307f).

Holberg-forskeren C.W. Smith (Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, 1858) og litteraturhistorikeren N.M. Petersen (1791-1862) havde allerede tidligere understreget, at Holberg udtrykte sin oprigtige mening i komediens morale, og at baronen fra Holbergs hånd ikke var »Andet end en munter og dannet Mand, der har Lyst til et psychologisk Experiment« (Smith, p. 175, jvf. N.M. Petersen: Bidrag til den danske Literaturs Historie IV,2, Kbh. 1858, p. 628f) -uden at det dog foreløbig fik betydning for den almindelige opfattelse af komedien.

At det var dette synspunkt, der - historisk set - var det rigtige, dvs. det oprindelige, og at den positive opfattelse af Jeppe skyldtes senere tiders behov for omfortolkning - det blev først udførligt dokumenteret med antidemokraten Harald Nielsens veloplagt polemiske bog Holberg i Nutidsbelysning fra 1923, som helt er viet behandlingen af dette spørgsmål. Derimod rummede Edvard Brandes' karakteristik af en naturalistisk Jeppe ingredienser, der - som vi har set ovenf. - foregreb nyere opførelsers fortolkninger af figuren som rå revolutionær, omend disse mere viser den retfærdigt hævnende oprører - altså en fundamentalt positiv person - end Edvard Brandes' frastødende »menneskedyr«.

Medens Rahbek med hensyn til Jeppe gjorde sig til talsmand for det oprindelige, Holberg'ske syn på komedien og dens hovedperson, er det modsatte tilfældet med hans omtale af Erasmus Montanus som »et godmodigt, men og [dvs. også] som et forstandigt ungt Menneske« (Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil III, Kbh. 1817, p. 182). Hermed fjerner han sig fra Holberg og baner vejen for idealismens opfattelse af figuren, som rådede i første halvdel af 19. årh. Lad os se på tre fremtrædende skribenters behandling af Holbergs student:

Fru Gyllembourg tog komediens personkonstellation til mønster i sin samtidsroman Montanus den Yngre (1837), hvor Conrad, Erasmus' sidestykke, til alles tilfredshed optages i familiefirmaet, efter at en ideologisk konflikt med det borgerlige milieu er bilagt (Conrad er i Amerika blevet republikaner). 480 S. Kierkegaard (1813-1855) skrev i sine papirer: »Jeg græder, naar jeg seer eller læser Erasmus Montanus; han har Ret og ligger under for Massen« (Søren Kierkegaards Papirer, udg.: Thulstrup I, Kbh. 19682, p. 149) - og anerkendte også andre steder Erasmus som kompromisløst tænkende enkeltindivid, medens han ytrede foragt for Bierget som traditionelt troende kollektiv.

Kritikeren P.L. Møller skrev i en artikel fra 1843, at Holberg med Erasmus Montanus »ikke blot skjemter over smaalige Forhold, men viser os - paa en næsten tragi-comisk Maade - Begeistringen for en høiere Erkjendelse i Kamp mod Dumhed og Fordom.« (Dansk Folkekalender, Kbh. 1843, p. 70f).

Efter århundredets midte vender billedet. Den allerede nævnte C.W. Smith anlægger i sin Holberg-bog også i forbindelse med Erasmus komedie-synspunktet: »Man støder undertiden paa en saadan Opfattelse af dette Stykkes Tendents, som om Montanus var en Martyr for Sandheden, og Landsbyfolkenes dumme Fordomme den egentlige Gjenstand for Satiren. Thi det er utvivlsomt, at Jorden virkelig er rund, ligesom det er ganske vist, at Holberg selv ingen anden Mening har havt om dette Spørgsmaal. Det kunde altsaa synes rimeligere, at Montanus blev tvungen til at gjenkalde sine falske Paastande end sine sande og velgrundede Meninger. Men Montanus forfegter ikke Sandheden som Sandhed, han forfegter den kun som sin Paastand. [...] Det er ham slet ikke om at gjøre, at Folk paa Bjerget bringes til at troe, at Jorden er rund, hvad der jo ogsaa i og for sig er temmelig ligegyldigt eller ialtfald ikke et Martyrium værd; han vil kun, at hvad han har sagt, skal staae fast. Det er det Falske i dette Princip, han skal lære at erkjende.« (Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, Kbh. 1858, p. 187f).

Smith har følgeskab af den kyndige kritiker Clemens Petersen (1834-1918), der næsten samtidig skriver: »[...] Men i Lighed [med Jean de France og den politiske kandestøber] skal man ogsaa lee af Erasmus Montanus, naar Verden gaaer ham imod og han faaer sin velfortjente Løn. [...] Men i ethvert Tilfælde er det ganske ligegyldigt, om det er Sandhed eller Løgn, Erasmus kommer i Knibe for, thi den Maade, hvorpaa han bestandig stiller sig til en Sag, er, uafhængig af Sagen selv, forkastelig og latterlig, og det er den, der i Stykket straffes med Prygl og straffes med Rette. [... ] Og lader 481 man blot Erasmus fremtræde med den i Texten foreskrevne Mimik, vil hele Figuren faae et Sving, der bringer enhver Antydning af det Tragiske til at bortdunste.« (Fædrelandet, 22. maj 1858, p. 489, sp. 3 - p. 490, sp. 1; ordlyden, ikke opfattelsen, er en smule ændret i optrykket i Dramaturgisk Kritik, 1860, som er fulgt her).

Vi så tidligere, hvordan Rudolf Schmidt ved sin tilknytning til grundtvigianisme og højskole og deraf følgende sympati for muldens sønner måtte levere et »uhistorisk« forsvar for bonden Jeppe. I forbindelse med Erasmus bevirker samme sympati en historisk rigtig bestemmelse af komediens sande værdier som dem, Bierget og i særdeleshed Erasmus' bror, bondedrengen Jacob, repræsenterer, og af Erasmus som ublandet komisk. Rudolf Schmidt fremsætter desuden den morsomme tanke, at Erasmus' uforståelige logik-hokus-pokus, hvormed han »forvandler« familie og lokalbefolkning til sten, tyre og haner, blandt almuen må være blevet opfattet som magi, og at det i virkeligheden er som en slags troldmand, at Erasmus opretholder sin overlegenhed i milieuet (jvf. note til p. 229).

Også Georg Brandes er at finde blandt »negativisterne«: »Bevidst har Holberg kun villet fremstille Narren i Erasmus« - han og Per Degn repræsenterer sammen det almene forhold »mellem [...] ny og gammel Daarskab« (Samlede Skrifter I, Kbh. 1899, p. 138f).

Modsat sin bror og Rudolf Schmidt forholder Edvard Brandes sig: Medens hans naturalistiske dramaturgi lod ham anbefale en usympatisk Jeppe, der i visse henseender pegede tilbage mod Holbergs oprindelige, frister hans egen situation som radikal intellektuel ham til at opvurdere Erasmus i en grad, der ligger fjernt fra den oprindelige komediefigur, og betragte ham som »de nye Tankers Bærer« (Politiken, 22. dec. 1921, p. 10, sp. 6).

I dette århundrede har opfattelserne af figuren vekslet. Litteraturprofessoren og holbergianeren Vilh. Andersen (1864-1953) betragtede allerede i sine Litteratur Billeder I (1903) Erasmus, Jacob og løjtnanten under synsvinklen: åndstyper, og i sin store litteraturhistorie ser han hele Erasmus som »en Kulturkomedie«, der giver »et historisk Gruppebillede« af folket, staten, kirken, universitetet og litteraturen. Den kulturform, Erasmus repræsenterer, var allerede på Holbergs tid forældet, »en overlevet akademisk Skik og Mode«, så hans med prygl fremkaldte dementi af »netop den af [hans] 482 Paastande, hvori der er reel Sandhed, giver ham ikke noget tragikomisk Martyrium, men fuldender den rene Komik i hans Skikkelse og Skæbne.« (II, 1934, p. 81-83).

Synspunktet »kulturkomedie« er ikke af alle Holberg-forskere og -kritikere blevet betragtet som lige nødvendigt og påtrængende. Højskolemanden Johs. Novrups bog Erasmus og Jacob (1952) er imidlertid et symptom på, hvorledes figurerne Erasmus, Jacob og Per Degn som (ånds-)typer er indgået i den almindelige bevidsthed og danske sprogbrug og lader sig mobilisere i den politiske og kulturpolitiske debat. Også til spørgsmålet om komisk eller tragisk har opfattelserne divergeret; flere har forsøgt at forene synspunkterne i et både-og, således den ellers uforsonligt determinerede Harald Nielsen, der i en artikel i den i 1920'rne regelmæssigt udsendte Holberg Aarbog fandt, at komediens grundtanke var: »»Sandheden falder mellem Røvere«« (1922, p. 24). 1970'ernes ideologikritiske og marxistiske analyser har betonet Biergets = samfundets undertrykkelse af individet og dermed til en vis grad genoptaget idealismens og Edvard Brandes' vurdering af parterne. I Henrik Stangerups filmatisering (texten udg. 1976) er handlingen henlagt til Brasilien, hvorved konflikten kan udspilles mellem den »ny tids mand« og et tilbagestående, feudalt samfund.

Jeppe-kritikken forløber altså i en kurve parallel med de sceniske fortolkninger: 18. årh.'s opfattelse af komedien som farce med en latterlig og frastødende titelfigur afløses i 19. årh. af stadigt stærkere sympatiserende holdninger over for Jeppe og deraf følgende fordømmende holdninger over for baronen og afvisninger af epilogmoralens relevans for komedien, som nu opfattes som mere eller mindre »tragisk«. Den forskningsbaserede Jeppe-kritiks tilbageføring af figuren til Holbergs vurderingsnormer forblev uden konsekvenser for teatertraditionen i dette århundrede, der især har fornyet opfattelsen af Jeppe ved en ny form for positivitet: den revolutionære farlighed.

En lignende parallel kan iagttages for Erasmus Montanus' vedkommende. I 19. årh. opfattes Erasmus først forsonligt, så ligefrem positivt, hvorefter denne tendens omkring århundredets midte afløses af en modsat, der lader sympatien overgå fra Erasmus til 483 Bierget. I dette århundrede har de to opfattelser sameksisteret både i kritik og fremførelser.

Demokratiets indførelse og »bonden på Rigsdagen« afstedkom modsat rettede vurderinger af de to titelpersoner - eller rettere en opvurdering af både Jeppe og af Erasmus' omgivelser, ved midten af århundredet så vi forsvaret for Jeppe blive intensiveret, medens Erasmus' gunst faldt brat. Udviklingen har dermed bevirket, at vi i dag har mulighed for at se Erasmus opført i principiel overensstemmelse med Holbergs tilsigtede vurdering af titelperson/milieu, medens vi kun kan møde den oprindelige Jeppe, som opførelsespraksis har ført stadig længere bort fra dens historiske og litterære udgangssituation, gennem litteratur- og teaterhistoriens oplysninger.

9. Textgrundlag og textrettelser

Dette binds Holberg-text bygger på Samlede Skrifter I-XVIII (Kbh. 1913-1963), der udmærker sig fremfor de fleste andre udgaver af komedierne ved at benytte de ældste tryk som textkilde - og da anføre enhver større eller mindre afvigelse herfra i udgaver fra Holbergs levetid samt enhver større eller mindre ændring fra udgiverens hånd i forhold hertil i hhv. et variantapparat og et textkritisk tillæg (begge i udgavens bd. XVIII).

Dette textgrundlag medfører, at den her foreliggende text til Jean de France og Jeppe paa Bierget gengiver texten fra Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads Ved Hans Mickelsen, bd. I (1723), og texten til Ulysses Von Ithacia den fra samme værks bd. III (1725), medens texten til Erasmus Montanus og Den Stundesløse gengiver texten fra Den Danske Skue-Plads, bd. V (1731); texten til Don Ranudo baserer sig på B. Dass' afskrift (se herom afsnit 7 ovenf.). De seks komedie-texter findes i Samlede Skrifter hhv. bd. II, II, III, IV, IV og IV.

Grundlæggeren af Samlede Skrifter og udgiver af dens komediebind var Carl S. Petersen (1873-1958). Denne udgave følger næsten overalt hans meget kvalificerede læsemåder; hvor dette ikke er tilfældet, er det som regel, fordi nærværende udgiver har valgt at 484 tilbageføre en ordlyd eller sprogform til den oprindelige, ofte uortodoxe fra 1723, 1725 eller 1731, selv hvor en textrettelse fra Carl S. Petersens hånd dermed undtagelsesvis har måttet underkendes. En sådan konservativ textkritik er fe. bragt i anvendelse imod Petersens normalisering, hvor denne korrigerer Jean de France's (eller intriganternes) fransksprogede udfoldelser eller Per Degns solmisation:

26,16:

donc > doné

38,22:

neuf, > neuf

38,22:

souliers, > souliers

52,7:

Danois > Donois

57,10:

degagee > de gagee

74,25:

depechons > de pechons

216,17:

si, la > si, fa

216,19:

sol, la > sol, fa (2 gange)

I andre tilfælde er originalens form genetableret, simpelthen fordi en ændring heraf ikke forekommer tvingende:

16,7:

lenger > længer

16,13:

Jan > Jean

37,23:

lærdt, Comment du > lærdt Comment, du

38,6:

te, > te

49,12:

Stæden > Staden

95,5:

Guld broderet > Guld-broderet

95,13:

mit Huus, > mit, Huus

202,33:

Mod > Med

216,25:

do re > dore

368,12:

Jens griffel > Jens Griffel

381,30:

paafundet, for at > paafundet for, at

385,23:

det ikke, disse > det, ikke disse

392,22:

14de Aar, man > 14de Aar man

445,21:

de andre, > de, andre,

Mod førstetrykket tør man rette, når Holbergs eller sætterens skødesløshed kan gives skylden for forvansket scenegang; i flg. tilfælde er en replik lagt i munden på en person, der ikke optræder i 485 komedien, eller personer er glemt ved scenens begyndelse, skønt de faktisk har replikker:

29,7:

Margrete > Marthe

234,13:

Nille. Montanus. > Nille. Montanus. Jeppe.

239,27:

Jeppe. Montanus. Jesper. Per Degn > Jeppe. Montanus. Jesper. Per Degn. Nille.

365,26:

Leonora. Pernille. > Leonora. Magdelone. Pernille.

Rene konjekturalrettelser, der altså må stå til diskussion, begrænser sig dermed til flg.; i de fleste tilfælde støtter udgiveren sig på autoriteter som Martensen, Brix, Holberg-ordbog - eller Carl S. Petersen selv, der i sit textkritiske tillæg hyppigt anfører tilfælde, hvor han har været i tvivl og giver grunde for og imod:

17,16:

i Sinds > i Sinde

31,2:

Raadsherre > Raadsherrer

32,13:

Elsebet > Marthe

34,2:

havde > have

135,9:

jaulosie > jalousie

143,24:

Kieserens > Keiserens

145,6:

Dyrnedal > Dyrendal

171,13:

det. > det?

277,5:

mange Natte-vægt > mangen Natte-vægt

284,16:

Gonzalo, > Gonzalo

286,27:

komme > klemme

388,19:

eftertænk > eftertænkt

400,25:

seer > suer

414,7:

udspeydet > udspredet

418,30:

reen > rum

425,26:

i Jorden > i Uorden

Dermed er samtlige tilsigtede afvigelser fra det angivne textgrundlag opregnet. Rent typografisk er der dog i flg. tilfælde foretaget egaliserende indgreb til afbødning af førstetrykkenes ofte forvirrende inkonsekvenser: Regieangivelserne er overalt markeret med parentes, petit og kursiv, vokalstreger (fx.: ko¯mer) erstattet af 486 dobbeltkonsonant (fx.: kommer), det tyske ß af: ss (undtagen, hvor det betyder: skilling), den latinske ligatur qß af: qve.

Til slut et par ord om noterne. Disse er søgt begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for en moderne læsers (perspektiverede) forståelse af texten; den betydelige historiske og kulturelle afstand til Holbergs univers gør dem omfattende nok endda, og nægtes kan det ikke, at komedier som fx. Ulysses og Erasmus er særdeles kommenteringskrævende. En tak skal lyde til udgiverens lærde forgængere, af hvis fonde der er øst: Rahbek, Werlauff, Martensen, Roos, Billeskov Jansen, Henriques og ikke mindst til Aa. Hansen, C. Maaløe og Sv. Eegholm-Pedersen, mændene bag Holberg-ordbog I-V (1981-1988), Holberg-filologiens store bedrift i vor tid. Den stramme udnyttelse af det foreliggende stof har betydet, at en mængde lærdomsstof er skudt ud, men nye behov, især motiveret ved den nuværende gennemsnitsgymnasiasts forudsætninger inden for de humanistiske fag, har til gengæld medført en række udvidelser. Udgiveren har derfor suppleret sine forgængere, ikke kun med enkelte nye iagttagelser og opdagelser, men navnlig med et større antal ordforklaringer og basale oplysninger, der forhåbentlig vil øge udgavens brugsværdi.

10. Bibliografi

a) Udgaver af Holbergs komedier:

Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg. af K.L. Rahbek I-XXI, Kbh. 1804-1814 [komedierne i bd. I-VI].

Holbergs Komedier, udg. af Jul. Martensen I-XIII, Kbh. 1897-1909.

Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udg. for DSL af Carl S. Petersen [, Aage Hansen og F.J. Billeskov Jansen] I-XVIII, Kbh. 1913-1963 [komedierne i bd. II-IV].

Holberg: Comoedierne, udg. af Carl Roos I-III, Kbh. & Kria. 1922-1924.

Ludvig Holberg: Værker i tolv Bind, udg. af F.J. Billeskov Jansen I-XII, Kbh. 1969-1971 [komedierne i bd. III-VII].

Ludvig Holberg: Samtlige Komedier i tre bind, udg. af EJ. Billeskov Jansen, Kbh. 1984.

Ludvig Holberg: Erasmus Montanus, udg. af Alf Henriques, Dansklærerforeningen, Kbh. 195910. 487 Ludvig Holberg: Jeppe paa Bjerget, udg. af Poul Paludan, Dansklærerforeningen, Kbh. 197515.

Ludvig Holberg: Erasmus Montanus, udg. af Thomas Bredsdorff, Dansklærerforeningen, Kbh. 1992.

b) Aktuelt relevante behandlinger af Holbergs komedier (incl. en el. flere af de i dette bind indeholdte):

Andersen, Dorte Sonderup: Om at være sig selv bekendt. En historisk relatering af Ludvig Holbergs komedier, Odense 1988.

Andersen, Jens Kr.: Ludvig Holberg. Statsborger, intellektuel, dramatiker, Kbh. 1984.

Andersen, Jens Kr.: Conflicting Values in Holberg's Comedies: Literary Tradition or Social Teaching? = The Nordic Roundtable Papers VII, Minneapolis 1991.

Andersen, Jens Kr.: Handling og moral. En strukturel studie i elleve Holberg-komedier, Kbh. 1992.

Andersen, Jens Kr.: Professor Holbergs komedier. En strukturel og historisk undersøgelse, Kbh. 1993.

Andersen, Jens Kr.: Holbergs kilder? Studier i komediedigterens mulige litterære forudsætninger, Kbh. 1993.

Brix, Hans: Ludvig Holbergs Komedier. Den danske Skueplads, Kbh. 1942.

Eide, Eiliv: Holbergs »Den Stundesløse«: Lykkelig møte mellom karakter og intrige, i: Leif Longum (red. ): Drama-analyser fra Holberg til Hoem, Bergen, Oslo & Tromsø 1977, s. 21-28.

Grodal, Torben Kragh: Tilpasning eller fremmedgørelse. »Erasmus Montanus« og »Den 11. juni« som ideologiske afgrænsninger af enevælden i forhold til feudalisme og liberalisme, i: Jørgen Holmgaard (red. ): Tekstanalyser = Poetik 4, 2-3, Kbh. 1971, s. 21-34.

Holm, Edvard: Holbergs statsretlige og politiske Synsmaade, Kbh. 19752.

Jensen, Anne E.: Helte og antihelte. Omkring Holbergs Ulysses von Ithacia, Kbh. 1984.

Jensen, Kerrin: Moral und Politik. Gesellschaftsbild und Komödienkonzeption in Ludvig Holbergs Frühwerk = Beiträge zur Skandinavistik VI, Frankf. a. M., Bern & N. Y. 1986.

Kruuse, Jens: Holbergs maske, Kbh. 1964.

Ladevig Petersen, E.: Fra standssamfund til rangssamfund 1500-1700 = Dansk social historie III, Kbh. 1980.

Lohmeier, Dieter: Der beschränkte Untertanenverstand und der ganze Zusammenhang der Sachen. Über den Erfolg des Politischen Kannegiessers in Deutschland, i: Text und Kontext, Sonderreihe V: Deutsch-dänische Literaturbeziehungen im 18. Jahrhundert, München 1979, s. 13-32.

Nedergaard, Leif: Erasmus Montanus. Kætterske betragtninger over Holberg's stykke som komedie, som tragedie og som universitetssatire samt 488 dets plads i striden om verdensbilledet, i: Danske Studier, Kbh. 1979, s.

50-84.

Nielsen, Erik A.: Holbergs komik, Kbh. 1984. Nielsen, Harald: Holberg i Nutidsbelysning. En æstetisk Undersøgelse, Kbh.

1923.

Nystrøm, Eiler: Den danske Komedies Oprindelse. Om Skuepladsen og Holberg, Kbh. & Kria. 1918. Rahbek, K.L.: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil I-III,

Kbh. 1815-17. Rossel, Sven Hakon (udg.): Ludvig Holberg: A European Writer. A Study in

Influence and Reception = Internationale Forschungen zur Allgemeinen

und Vergleichenden Literaturwissenschaft VIII, Amsterdam & Atlanta GA

1994.

Smith, C.W.: Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, Kbh. 1858. Spang-Hanssen, Ebbe: Erasmus Montanus og naturvidenskaben, Kbh. 1965. Thomsen, Hans Hagedorn (udg.): Omkring Erasmus Montanus. Tekster til

fortolkningen, Kbh. 1980. Werlauff, E. C.: Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil,

Kbh. 18582.

c) Hjælpemidler til studiet af Holbergs komedier:

Ehrencron-Müller, H.: Bibliografi over Holbergs Skrifter I-III = samme: Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814 X-XII, Kbh. 1933-1935 [om komedierne i bd. II-III].

Hansen, Aage, Christopher Maaløe & Sv. Eegholm-Pedersen: Holberg-ordbog. Ordbog over Ludvig Holbergs sprog I-V, Kbh. & Oslo 1981-1988.

Tillæg

Rahbeks gengivelse af Bidermanns Jeppe-historie

(Fra: Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter. Udgivne ved K.L. Rahbek VI, Kbh. 1806, p. 153-163).

Den Fornemste af den utopiske Ungdom [...] havde faaet Lyst til at slaae sig løs. Hans Følge fandt da en beskjænket Bonde under en Eeg, ligge ligere en Død end en Sovende. De strømme om ham, og trække ham en i Benet, en i Haaret, en eet Sted, og en et andet, for at faae ham vaagen. Men da de saae, det var forgjæves, gav En 489 et Raad, til ret at have Løjer med ham. De tage da Mennesket, som intet vidste af sig selv, og bære ham op paa Slottet; her underviser Herren sine Tjenere, hvad de have at gjøre; de rense og pynte den sovende Bonde, binde hans Haar i en ziirlig Knude, sætte ham et forlorent Skjæg fast paa Hagen, sminke ham, lægge ham i en prægtig Seng med galonerede Klæder ved Siden, Ringe paa Fingrene, Armbaand paa Armene, og stille nu et Par Mennesker til at staae paa Luur, hvorledes han vilde tee sig, naar han vaagnede.

Noget efter mældte den ene af disse, at Bonden var vaagnet, og gjorde saare latterlige Ophævelser. Man stimlede da til fra alle Sider, for at see, hvorledes denne Bondeklodrian kunde skikke sig paa et glimrende Slot. Da han havde udsovet Rusen, og først mærkede, hvor prægtigt Sovegemakket saae ud, begyndte han at gnide sine Øjne, og see sig om, een Gang, to Gange, tre Gange; nu satte han sig forskrækket ned og begynd [te] at føle paa alt, hvad der omgav ham. Men da han ikke traf paa andet end Sølv og Silke, og kostelige Linklæder, og Guld og Elfenbeen, troede han, han svimlede. Hvad er det? sagde han, hvor har Lykken ført mig hen? er det min Skygge, jeg saae i Gaar, da jeg laae under Eegen, er jeg kanskee endnu beskjænket, og troer at see, hvad jeg sværmer [drømmer, fantaserer mig til]? Men jeg er jo vaagen, og ingen Drøm gjækker mig. Nu da han igjen vilde gnide Søvnen af Øjnene, saae han Ringe paa sine Fingre og Armbaand, og gjenkjændte intet af sin gamle Usselhed. Han begyndte nu at troe, at han var en anden, og ikke sig selv mere; og da han nu ovenikjøbet i det spejlblanke Marmor saae baade sit Haar og sit Udseende anderledes og fandt Skjægget paa sin Hage, blev han saa bleg, som et Liig, og sagde: nu har da Ulykken reent faaet Magt over mig, og Intet ladet mig beholde tilbage af mig selv. Jeg kunde dog have Lyst at staae op af mit Leje, og prøve, om min Kone og Børn, og Tjenestefolk kjænde mig. Men nu fandt han isteden for sine Bondepjalter de prægtige Klæder og Guldkjæder; og nu blev han reent forvirret, og bar sig ad som en gal Mand; tilsidst gav han sig til at raabe paa een af sine Karle.

Nu kom fire Ynglinge efter Aftale ind, og med mange Complimenter kyssede ham paa Hænderne, kaldte ham deres Konge og Herre, og begyndte at føre ham i de prægtige Klæder, bringe ham Sølv-Vandfad og Vaskeskaal, lugtende Vand at toe sig i, o. s. v. 490 Bonden, der var stum i alt dette, tænkte iblandt paa: hvad denne ny og usædvanlige Pragt kunde sige; det maatte være det forjættede Land, eller Paradiis, og det kunde ikke være andet end Engle, der baade saae saa vakkre ud, og gjorde saa venlig en Vold paa saadan en ringe Mand. Dog, da een vilde give ham Guldkjæden om Halsen, troede Bonden det var ude med hans Liv, og han skulde hænges i den Guldkjæde, og begyndte derfor at bede om Naade. O vær saa god først, sagde han, I fremmede Herrer, og siig mig, hvad jeg har gjort af mig selv; for jeg siger ikke imod, at døe, hvis jeg har fortjent det. Men jeg græmmer mig over, ved hvad Fejltagelse jeg er kommen hid. Og vaagen har jeg aldrig ladt mig lokke til at stjæle, at jeg ikke skulde lade mig nøde til at hænge. Men sover jeg endnu, og har bestjaalen nogen i Søvne, saa lad mig dog ikke komme i Galgen, før jeg vaagner.

De falde ham i Ordet, og beder ham dog ikke snakke sligt, som var ikke ham værdigt. Han var deres Konge og Herre, hvem de efter gammel Skik skulde opvarte ved hans Lever. Han svarte derimod, at han var en Bonde, og hedde Jeppe, fød af fattige Forældre, og havde en Smule Jord og en Hoverigaard. De sagde ham imod, og da han ikke vilde give efter, overvældede de ham med store Usandheder; at det enten maatte være en Drøm, der havde forrykket den kongelige Hjerne, eller han var over sine mange Bekymringer kommen til Ulykke og gaaet fra sig selv. Om han ikke huskede, hvad han endnu i Gaar viseligen havde gjort? Da han nu spurgte, hvad det var? Da Du, svarte den ene, gav mig tusind Ducater, og denne en Guldkjæde, ham der en persisk Hest, og ham hist en indenlandsk. Jeppe svarede, at han ikke huskede noget deraf; hvorvel jeg nu seer, sagde han, at jeg har været gal, som har foræret Jer noget sligt. Og da I maa vide, at vanvittige Personer intet kan give bort, saa giver mig det flux igjen! De paastode, at igaar havde han været ved sin fulde Forstand; men nu var det, han snakkede over sig; thi hverken plejede Gale at give Noget bort eller Kloge at tage det tilbage. Han skulde derfor sætte sig paa sit kongelige Sæde, og vente paa sine Hoflæger, der skulde helbrede ham for Sindssyge.

Nu gaaer en Page, og kommer strax igjen med en heel Mængde Mennesker, som han alle giver ud for Læger. De gaae til ham med Bekymring, staae om ham med Ærbødighed, og efterat have kysset 491 ham paa Haanden, knapper En hans Trøje op, og føler ham paa Brystet, En finder hans Puls, hver gjorde Sit. Nu stikke de Hovederne sammen og erklære, at Blodet ved Legemets umaadelige Hede var kommen i Kaag, og voldte de Griller, saa Fyrsten glemte sig selv og troede at være en anden. Hvorvel den Vanvittighed ikke var i nogen høj Grad; det vilde ingen Under være, da Blodet var i saadant Kaag, om han endnu sværmede urimeligere. Der var imidlertid gode Raad for; naar han blot en Dag levede lystig, og søgte at fordrive de Griller ved Glæde og Vellevnet, vilde han snart komme til sin Samling igjen. Da han nu ikke vidste, hvad han skulde sige dertil, lod de strax gjøre Anstalter til al den Ting, der kunde muntre hans Sind. Der var Røgelse og Salver, og alle Slags rare Sager, og der var Musik og Sang; Jeppe, som fandt det var noget andet, end hans gamle Sækkepibe, spurgte, om de plejede altid at have sligt. De svarte, hver Dag, og han plejede at holde meget deraf; han undrede sig, at han ikke kunde komme det ihu; men de paastode, at det kom af hans Sygdom.

Nu fortælle de ham Historierne om den, der indbildte sig intet Hoved at have; den, der troede at have Hovedet fuldt af Fluer; den, der frygtede at volde en Oversvømmelse ved at lade sit Vand; den, der holdt sig selv for død; den, som man fik til at troe, hans Hoved var blevet dobbelt saa stort; og den, som stod i den Tanke, at hans Næse var 10 Fod lang; og faae de endelig vor Bondemand i den faste Tro, at han var en Konge. Nu begyndte han da at see sig stolt omkring, foragte alle dem, der omgav ham, og ansee for en Drøm Alt, hvad der kunde minde ham om hans fordums Fattigdom. Jeg kunde have Lyst, sagde han, at komme ud af Sovegemakket, for at sætte min Hukommelse andensteds paa Prøve. Strax lyde alle hans Bud. Nogle bære ham, andre ere hans Løbere, andre hans Laqvejer. Han bliver nu baaren om blandt alle sine fornemme Herligheder, og viste især en gemeen Smag.

Nu nærmede Middagsmaaltidet sig, og da han gav tilkjænde, han længtes derefter, blev der strax prægtig dækket op for ham. Nu sætter han sig, som Odin, ene til Taffels, med alle sine Hofsinder omkring sig, der alle spilte deres Roller meget net. Naar han talte til Een, var strax alle i ærbødig Bevægelse, hans Nik var Befaling; der hørtes ikke uden Konge og Herre baade for og bag. Midlertid 492 bringes en stor Slagtorden af Retter frem, Bordet pakkes fuldt med Guldtaffel; og der sees ikke andet end Guld, Sølv og de allerkostbareste Retter. Aldrig havde det Menneske seet saamange Herligheder, og hvad den Klodrian ikke engang vidste Navn paa, begyndte han nu at smage. Hertil var nu og de udsøgteste Vine i største Overflod, og kort sagt, intet fattedes, der var lækkert og rart. Heller ikke var der alt imellem Mangel paa gottende Latter; thi hver Gang Bondeklodrianen gjorde noget dumt, saae de at komme frem med noget, de kunde tage til Paaskud at lee af.

Midlertid krigede vor Jeppe tapperlig med Fade og Flasker; thi aldrig havde hans gemene Mave havt saa meget prægtigt at gotte sig med, eller stillet sin Hunger paa saadanne Retter, og slukket sin Tørst paa saa udsøgt Viin.

Da han nu altsaa havde mædsket sig med disse overflødige skjønne Ting, blev han endelig mæt, og hvad dermed gjerne plejer at følge, beskjænket. Saaledes gik Dagen med dette Galskab, til Bonden atter ikke vidste mere af sig selv og faldt i Søvn, som han var død. Endelig faldt man da paa, at lade denne nye Konge gaae af igjen; man tog altsaa Kjæderne af hans Hals, Ringene af hans Fingre, Brasseletterne af hans Arme, klædte ham af, fik ved lunkent Vand det forlorne Skjæg af Hagen paa ham, og Haaret i sine gamle Folder; hvormed da hans Døgnregiment havde Ende, og han blev den igjen, han aldrig havde afladt at være. Og var der dette mærkelige ved ham blandt alle Regenter, at han var beskjænket, baade da han fik og nedlagde sit Regiment. Saaledes nedstødt fra sin Højhed fik han sin gamle Kofte paa igjen, og sin lasede Trøje, og blev kastet hen paa samme Mødding, han var trukket op fra igaar.

Da han der havde sovet sin Ruus ud, og bildte sig ind, han skulde vaagne som Konge, saae han, hans Rige var gaaet i Lyset, og han var vaagnet som en Bonde. Vilde jeg nu stykkeviis fortælle, hvad han da afsindig sagde, og gjorde,

det snart blev Nat paa jydsk.

Med eet Ord, han bar sig ad som en Tosse vilde bære sig ad, og en klog Mand lee ad. Da han kom hjem, hvor de havde savnet ham i to Dage, siges der i det mindste, han sagde sin arrige Kone, han 493 havde været i Paradiis, hvor der havde været saa meget rart baade for Øjne og Øren, og hvor han havde

Paa Finger Ring af Ædelsteen,
Og Seng af Skildpad eller Elfenbeen,
Og hvilede paa bløde Edderduun,
Og drak kun af Chrystal, og sad paa Purpur kun.

og havde tusinde Herligheder. Men Konen, som ikke var saa lettroende, at hun skulde troe sin Mands Drøm, bildte sig ind, han havde kiget i de klare Glas i en Kippe [kro]; hun skjældte ham derfor ud, og trak ham efter Haaret ind i Sengekammeret, at han med Faste skulde bøde for sit Galskab.

Nu blev Bonden bragt for en digtet Ret. Der blev en Skraal, at man bragte en, der havde bestjaalet det kongelige Skatkammer. Der fremstode Vidner, at de havde seet Jeppe i KongePragt med Ringe paa Fingrene, og Guldarmbaand, som de havde kjændt, og kort sagt, fremførte alt, hvad han forrige Dag havde sagt, og foretaget. Da han mærkede, han var overtydet ved disse Vidner, brast han bitterlig i at græde, tilstod, det var sandt, de sagde; men hvordan han enten var kommet til, eller af med al den Rigdom, begreb han slet ikke. Snart havde han troet, det var en Drøm, snart at han var bragt til Paradiis, og klædt der; men var kommen ligesaa hurtig af med sin nye Lykke, som til den. Dersom han altsaa havde syndet uden sit Vidende, bad han, det ikke maatte regnes ham til Onde. De andre blev derimod ved, at man ingenlunde maatte skaane ham; at Tingen baade var skjændig i sig selv, og farlig af Exempel, ikke blot at stjæle en Fyrstes Klæder, men endog paatage sig hans Person. Thi hvad kunde under dette Kongenavn ikke ustraffet prøves og gjøres. Det havde man nylig havt skrækkelige Exempler paa. Nu fremføre Advocaterne adskillige Anecdoter til Beviis herpaa, hvoriblandt den, der ligger til Grund i pantsatte Bondedreng.

Nu træde Dommerne sammen, og Dommen fældes. Der hersker en dyb Taushed. Kort derpaa oplæses følgende Dom: »Da Jeppe, Nielses Søn, og Jeppes Sønnesøn, med Vidner er overbeviist, at have stjaalet og aabenlyst baaret Purpur, Ringe, Halskjæder og Armbaand, og uden at tænke paa sin Herkomst, søgt kongelig 494 Myndighed, og efterstræbt Kongen og Kongenavnet; thi kjændes for Ret, at Jeppe enten skal hænges i Reeb, eller kastes for de vilde Dyr, eller aflives ved Gift. Hvorimellem han har at vælge.« Her jamrer Jeppe længe forgjæves, som ikke er Umagen værd at anføre, da han i sit frie Valg intet saae, der var værdt at vælge; endelig valgte han Giften, som han ansaae for det mildeste, og drak den i alles Paasyn. Strax begynder han at svimle, saa kom der en Taage for hans Øine, saa kom han fra sin Samling og faldt i Søvn, saa han laae som død.

Nu kom fire stærke Bøddelknægte med Maske for, og opreiste en lav Vippegalge, hvorpaa de alle gave dem om [overfaldt] den arme Jeppe, der af Giften eller Søvnen var som død; de bandt ham nu saaledes, at de slog et Toug om Benene og op til Armene, saa hele Legemet var fastslynget; saa knyttede de et Reeb i, saa at de uden at røre ved Halsen hidsede ham op i Galgen.

Noget efter blev der et ynkeligt Skrig. Vi fore til Vinduerne og saae et Fruentimmer, der forbittret rev sig i Haaret, og slog sig for Brystet. Det var en Bondekjærling, den hængte Jeppes Kone. Thi saasnart hun hørte, hendes Mand var kommet i Galgen, løb hun did ude af sig selv, og æskede med højt Skraal sin Mand tilbage. Men da hun nu selv saae ham hænge, saa begyndte hun reent at rase, og fordobblede sit Skraal paa sin Jeppe, og sagde, at nu var hun og hendes Børn først ret ulykkelige, da de havde mistet saadan en Mand og Fader. Han havde været en retskaffen Huusbonde og Ægtefælle, og et Mønster for Bønder; med ham var al Retskaffenhed dræbt. Nu begyndte hun at fordre Liget, siden hun da ikke kunde faae sin Mand igjen.

Med denne rasende Raaben fik hun ikke blot hele Nabolauget i Bevægelse, men hun vækkede endog sin Mand op af sin dybe Søvn (thi andet havde Giften ikke gjort) [.] Nu da Dvalens Taage var fordrevet, begyndte han først at slaae de tunge Øjne op, og da de, som desuden var forgrædte, tillige hang sammen af Søvnklatterne, vilde han gnide dem med Fingeren; men mærkede, han var bagbunden. Han vilde nu reise sig, men blev vaer, at han hang i en Galge. Nu begyndte han at undre sig, hvorledes han var kommet derop efter sin Død. Derpaa saae han sig om, og saae sin Kone hyle paa Jorden. Nu kunde den Døde ikke holde sig længer fra at tale med sin Nille. »Aah! kjære Kone! sagde han: hvor jeg vilde gjerne tale med Dig,

495

hvis jeg ikke var død, og altsaa maatte tie. Havde Du været her for faa Timer siden, havde Du endnu fundet mig i Live. Men siden jeg nu er saa ynkelig myrdet, og ikke kan tale mere, saa tal Du, min Kone; og naar Du alt imellem seer til mig, saa fortæl mig, hvor det gaaer hjemme: om Kornet snart er modent, og naar det skal høstes; om vore Folk ere flinke til at gjøre, hvad de skal, og andet saadant, som det ligger mig Lag paa at vide. Og naar Du saa kommer igjen, saa see til, Du har nogen Mad med Dig iblandt, og en Kande Viin. For fra den Tid af, jeg begyndte at være blandt de Døde, har man ikke bragt mig noget at drikke, hvorvel jeg er forbandet tørstig.«

Da Konen hørte sin Mand snakke fra Galgen af, begyndte hun at rende sin Vei af Angest, som Pokker var efter hende. Men da hun hørte ham ogsaa tale om Viin, blev hendes Medynk til Vrede, hun blev staaende og skjældte den Hængte alt det ud, hun kunde: Mens han levede, havde han altid sværmet om i Kroer og Kipper, og ingen Dag ladet gaae hen uden Drik og Sviir, og ved dette liderlige Levnet sat alting til; og nu tørstede han endnu efter sin Død? Men det var noget skammeligt. Hun havde knapt det, hvormed hun kunde føde sine levende Børn, hvordan det da skulde gaae, om de Døde ogsaa skulde have noget at leve af. Derfor ønskede hun ham tusind Galger og Grene, og vilde gaae sin Vei, da man gav hende tilkjænde, at Dommeren havde besluttet for hendes Skyld at dømme hendes Mand til Liv og Frihed igjen. Men hun gav sig til at tude og skraale og frabede sig den Naade, og trygle dem, at de dog ikke vilde kalde en forfyldt Kjæltring til Live, som hun havde ondt nok ved at holde fra sin Lomme, nu han var død; tog de ham ned, fik hun at hænge sig. »Hør, sagde Manden: var jeg ikke død, skulde den Slange ikke tage saadan afsted for Intet.« Endelig blev det da befalet, at han skulde tages ned af Galgen; men nu fik vi næsten værre at gjøre med at faae ham til at troe, han var i Live, end før, at han var død. Omsider blev han da overbeviist ved de Penge, Førsten lod ham give til Skades Erstatning. Da han havde faaet dem, saa, enten for at prøve, eller vise, han var levende, var Jeppe ikke seen, førend han igjen kom til Kroen, og ikke gik derfra, før han havde drukket alle Pengene op.

496
497

Noter

Der henvises flere steder til ordsprogsamlingerne Danmarks gamle Ordsprog udg. af DSL (1977-), forkortet: DgO, og E. Mau: Dansk Ordsprogs-Skat I-II (1879), forkortet: Mau.

Jean de France

8

Elsker: tilbeder, bejler, kæreste. - M. Ulsø (...) M. Wegner: M. er forkortelse for det fr. Monsieur, hr., Mad. for det fr. Madame, fru; navnene angiver de skuespillere, der medvirkede ved komediens førsteopførelse, jvf. undertiden s. 7.

9

gammel Torv: den åbne plads foran Kbh.s dav. rådhus og nuv. domhus. - Slutteriet: gældsfængslet. - rører: angår.

10

Hazard: risikabelt, dumdristigt. - disputere: skændes om. - om sin Skikkelighed: at han ville opføre sig ordentligt.- staaer (...) an: tiltaler. - Isabelle, Jean, Jerome: forfranskning af Elsebets, Hans' og Jeronimus' navne. - Fairfax og Soldan: hundenavne. - Christne-Navne: døbenavne.

11

reiser paa en viss Profession: rejser for at videreuddanne sig i sit håndværk eller fag. - en sat Ret: en almindelig eller hævdvunden ret. - ødelegge: ruinere. - Rigs-Daler: gl. møntenhed, = 6 mark, i købekraft omkr. 1995 ca. = 150 kr. - fordervede: spolerede. - smucke: skikkelige. - deres Præke-Stoel: teologi. - Klosteret: Regensen. - vor Frue og Runde Kircke: Domkirken og Trinitatis Kirke i Kbh. - lærde Meenigheder: således kaldet, fordi Universitetet besatte præsteembeder ved disse to kirker. - politiske Griller: (her:) skøre ideer. - Bonjour: fr.: Goddag. - Comment vous Portes vous: fr.: Hvordan har De det? - creperet: døjet sult og nød. - Rdlr.: rigsdaler, se n.t.s. 11. - koste (...) Post-Penge: modtageren betalte portoen. - Bouteille: flaske. - Jan Baptist: en nederl. eller fr. indvandrer (der i sidste tilfælde rettelig har heddet Jean Baptiste.) - giør det ingen gode: er det ingen nytte til.

12

haanligt: foragteligt. - knarvurren: gnaven. - Serdam: Zaandam, holl. by nær Amsterdam. - tracterede: behandlede (på rette måde og dermed fik indflydelse på). - reven Øll og Brød: øllebrød, den gammeldags, borgerlige morgenmad. - Frokost: morgenmad. - grine: skære ansigt, vrænge, rynke på næsen. - soupere: spise til aften. - Lyde: 498 uskik, brist. - skiere op: overdrive. - ungefehr: på det nærmeste. - Allomber: l'hombre, et kortspil. - Maitresse: elskerinde. - Laqvei: lakaj, tjener. - artigt: dannet, mondænt.

13

Roven: Rouen, nordfr. by ved Seinens udmunding; bogstaverne u og v var frit ombyttelige. - Roan: se foreg. note. - med Aanden i Halsen: forpustet. - Moen Pere: fr.: mon père, min far. - træ siær mere: fr.: très chère mère, meget kære mor. - Ulfelds Plads: Gråbrødretorv i Kbh.

14

Hallands-Aas: Kongens Nytorv i Kbh. - Træe-Mærre: træheste til (militær) afstraffelse. - Garsong: fr.: garçon, dreng, tjener. - Hans Wurst: stående narrefigur i ty. gøglerkomedier, Harlekin. - den stercke Mand: Joh. Carl von Eckenberg, akrobat og entertainer, der omkr. 1720 gav opvisninger i Kbh. - Hand-Reder: hanrej, ægtemand, hvis hustru er ham utro; hanrejen sagdes at bære en særlig bred hat for at skjule sine »hanrejhorn« i panden. - Moons: Mogens.

15

A Mons: (...) Copenhague: tvivlsomt fr.: Til hr. Pedersen, første-lektiehører (lærer for latinskolens nederste klasse) i Kbh. - Grønstuen: kan her betyde enten: skuespillernes foyer eller garderobe (hvorved den sceniske illusion brydes) eller: forstuen (i Frands' hus, hvorved illusionen opretholdes). - pukler: sætter i bukler. - bougre de pagrad: fr.: Fandens pagrad, det sidste ord er en forvanskning af fr.: pasgrave, en dans. - Mons: Blondis: fr.: hr. Blondis; Blondy (d. 1747) var danser og balletmester ved Operaen i Paris. - par Di: fr.: ved Gud. - grand malleur (...) Isabelle: fejlfuldt fr.: stor ulykke, men dèr har vi min far og min svigerfar, godmorgen d'herrer! Hvordan lever min kære Elsebet? - Christen-Bernikov-Stræde: gade i Kbh. - Fidelle: hundenavn. - med Gud og Æren: på tilbørlig, sømmelig vis. - mon cher (...) Papa: fr.: min kære (...) far. - Belle: hundenavn og kortform for Isabelle. - Svogerskab: ægteskabsforbindelse. - Allamoder: nymodens manerer. - høytraven Parlering: opstyltet snak. - Pardonnes (...) Papa: fr.-da.: tilgiv mig, kære svigerfar. - c'est (...) la la: fr.-da.: det er ikke godt parisisk, det er nederbretonsk, ved Gud, la la la la.

16

Menuet, compose (...) par Di!: menuet (en dans), komponeret af hr. B., ved Gud. - habile homme (...) Europa: fejlfuldt fr.: dygtig mand og den største dansemester i Europa. - oublieret: glemt; Jeans egen nydannelse efter fr.: oublier. - Dans Paris: forkert fr.: i P. - Non, ma foi: fr.: nej, min tro. - Pande-Brask: pandeskal, hoved. - Messieurs! (...) pardon: fr.: mine herrer! Jeg beder undskylde. - Parisiens: fr.: parisere. - a la Greve: den parisiske Place de la Grève lå foran rådhuset ned mod Seinen; »grève« betegner på fr. en sandet bred, og af kbh.ske lokaliteter tænker Jean derfor her nok på Nytorv, der stødte op til Rådhuset, og hvorfra man kom ned til Frederiksholms Kanal. - adieu si long: forkert fr.: farvel så længe.

499

17

Parlemefransø: forvanskning af fr.: parlez-moi français, tal fransk til mig. - ligge hos en Pige (...) paa Frandsk: sandsynligvis en reminiscens fra den rom. digter Juvenals (ca. 60-135) 6. satire, hvor det om de rom. kvinder, der snobber for alt græsk, hedder: »concumbunt Graece« (v. 191), dvs. »De kopulerer på græsk«. - Skoe-Pind: pløk. - Bestillings-Mænd: embedsmænd; personer, der rangerede højere end én selv, burde man ikke tiltale »Monsieur«. - paa sikasten: til sidst. -Calvinske Meenighed (...) Aabenraa: den reformerte (calvinske) kirke lå og ligger stadig i gaden Å. i Kbh. - stacken Tid: kort tid. - paa Rente-Cammeret: i kontorlære i finansministeriet; »rentekammerdrengene« var bekendt for deres dårlige opførsel. - Fiol de Spanie: Frands' forvanskning af folie d'Espagne, en fr. dans, der allerede på komediens tid var gået af mode.

18

min hierte: min kære. - trettet: skændtes om. - tiltaget i: tilegnet sig. -Forskreckelig: ordet er dobbelttydigt: 1) rædsomt, forfærdelig, 2) fantastisk.

19

Matresse: forvansket fr.: maîtresse: elskede, kæreste, elskerinde, her med spil på da.: madras.

20

stackels: »lille«. - Captain for: den værste af. - Beester: dyr. -Artighed: fine manerer.

21

Rigs-Daler: se n.t.s. 11. - Fiol de Spang: se n.t.s. 17. - forliebte Viser: elskovsviser. - fortrædelige: uomgængelige, vrantne. - Packetel: bagatel, udtryk for afvisning af noget som uvæsentligt.

22

Tramtrara: »det er godt med dig«. - Balsom-Bøsse: egl. lugtedåse.

23

Ingen Slingring: Jeg står fast på mit. - falske Blacke: forræder; en blakke er egl. en broget hest.

24

Contretemps: et dansetrin. - Facons: fr.: måder. - Capriol: et spring, hvori rideheste opøves. - Menuet: se n.t.s. 16. - Touren: (trinfølgen i) en afdeling af en dans. - Pas: fr.: trin. - La tour Seulement: fr: Bare turen.

25

jemen mocqve: fr.: je m'en moque, det vil jeg blæse på. - Daler: se n.t.s. 11. - sans facon: fr.: ingen omsvøb. - lader: tager sig ud, lyder. -Pardi! (...) tetebleue!: franske eder; dog betyder mardi: tirsdag!

26

pardi c'est imposible: fr.: ved Gud, det er umuligt. - dans le meme temps: forkert fr.: på samme tid. - j'enrage: fr.: jeg bliver rasende. - chantes doné (donc): fr.: syng dog! - Diable m'emporte, si: fr.: Fanden tage mig, om. - Melodie, som Vægterne har: de gl. vægtervers (fra 17. årh.), som byens vægtere under deres patruljerende opsyn i byerne afsang hver fulde time. - det vil icke sige: det er ligegyldigt. - absurd: besynderligt, latterligt. - la cadance (...) cadance: fr.: takten, min far, takten.

27

Jomfrue: ugift kvinde af borgerstand. - Tidender: nyheder. - uformodentlig: uventet. - vanskabt: vanartet, slet.

500

28

forliebte: forelskede.

29

hengt (...) pidsket: hængning var den typiske straf for tyveri, (offentlig) piskning for løsagtighed. - Spindehuset: straffeanstalten for kvinder. - De gamle Propheter (...) duer intet: gl. da. ordsprog, Mau 9373. - hvo (dvs. den) der vil lyve (...) Ihukommelse: gl. da. ordsprog, DgO VII, l (1983), s. 282.

30

Snak for din Æske: Sludder! - Mammeselle: fordansket form af det fr. Mademoiselle, brugt i høflig (her lidt ironisk) tiltale af yngre ugift kvinde, bl.a. af ung pige, der tjener i finere familier. - er i Lyste: føler seksuelt begær. - Carosser: lukkede vogne til personbefordring, kareter. - fixere: narre. - staalet af en gammel Comoedie: i den antikke rom. komedie, særlig hos Plautus (ca. 250-184 f.v.t.), hvormed Holberg var fortrolig, og i den nyere tids mange efterligninger af dens mønster forekommer der hyppigt en intrige, der tilsigter at franarre husherren penge. - kommer: kom (bydemåde flertal). - Paris og Helene: trojansk-gr. elskerpar i den gr. mytologi, jvf. Ulysses Von Ithacia.

31

Votumer: stemmer. - Caprice: lune. - Henseende: hensigt. - Interesse: egennytte. - mend: såmænd (mild ed). - Vota: stemmer. - Mulier taceat in Ecclesia: lat.: kvinden bør tie i forsamlingen, Kor. l, 14,34.

32

Herreds-Fogd: øverste embedsmand (dommer og politimester) i et herred, se også n.t.s. 81. - Æble-Kielling: nedsættende betegnelse for gadehandlerske, der solgte æbler. - Invention: påfund.

33

Piilestrædet: gade i det centrale Kbh. - ryste (...) ud: udruste.

34

Assemblix: forvansket fr.: assemblée, selskab. - Kaarse-Dantzen: folkedansen krydstur. - ritze: ridse, tegne. - Gad Hansen!: misforståelse af »la cadance«, jvf. I,6, slutn. og n.t.s. 26. - Garsong: se n.t.s. 14. - Soldan: se n.t.s. 10. - Mær: stærkt nedsættende betegnelse for kvinde (egl. om gl. hoppe); misforståelse af fr.: mère: mor.

36

Pimpernille: nedsættende betegnelse for kvinde. - kaage: kigge. - smuk Familie: agtværdig, respektabel f. - Mangelstocken: rund stok, der anvendtes til tøjrulning.

37

Ramme: træstel, hvorpå stof udspændtes under syning; at »sy på sin ramme« var udtryk for en typisk kvindelig syssel. - Que voules vous?: fr.: hvad vil De? - Fripon (...) le diantre: fr.: bandit, slyngel, slubbert, uduelige rad, dumme karl, døgenigt, måtte pesten kvæle dig, måtte Fanden tage dig, føre dig bort, styrte dig ned, måtte Djævelen -. - Dans Paris: forkert fr.: i Paris. - Comment: fr.: hvordan. - Monsieur! mais non pas: fr.: herre! men ikke.

38

Maitre de Langue: fr.: sproglærer. - exercere: praktisere, øve mig i. -me, te: fr.: mig, dig. - Dieu donne (...) Paris: ukorrekt fr.: Gud give, at vi var i Paris. - aussi: fr.: også. - bougre! (...) gourmand!: uduelige rad, fedthas, ædedolk. - à la place Maubere (...) pont neuf: fejlagtigt fr.: på Maubère-pladsen eller på Pont-Neuf; disse to parisiske 501 lokaliteter er hhv. en torveplads og en af broerne over Seinen, hvor småhandlende og gøglere havde deres boder. - come un crocheteur (...) d'eau: fr.: som en drager, en skopudser, en vandbærer. - un fou (...) theatre: blanding af da. og forkvaklet fr.: en tosse, et fæ, en nar, som var han født i en galeanstalt eller på et teater. - bourreau: fr.: bøddel, plageånd.

39

Ecoutes: fr.: hør her. - Mad:: fr.: mademoiselle, frøken. - c'est une visage (...) par di: fejlfuldt fr.: det er et ansigt à la dansk, à la Vimmelskaftet, ved Gud; V. var og er en del af hovedstrøget i Kbh. - Ovis (...) si fait: fr.: Ja det ved Gud. - Non: fr.: nej. - Je suis ravi (...) France: fejlfuldt fr.: jeg er henrykt over at se Dem min kære ven J.de Fr. - Mad: Isabelle (...) Paris: ukorrekt fr.: Frøken Elsebet taler som en vaskerkone i Paris.

40

Come un frippiere: ukorrekt fr.: som en marskandiserske. - Come un femme (...) rue: fejlfuldt fr.: som en kvinde, der råber »æbler, æbler« i gaderne. - Come un femme (...) lait!: ukorrekt fr.: som en kvinde, der går omkring på gaden med et æsel og råber »mælk! mælk!«. - Peche (...) Cabo: autentiske navne på fr. restauratører i Kbh. på komediens tid. - Mester Jacob: autentisk navn på kbh.sk spisevært på komediens tid.

41

i Vimmelskaftet nest ved (dvs. ved siden af) Bogtryggerens: endnu et tilfælde af autentisk kbh.sk lokalkolorit. - Avec Permission Monsieurs: ukorrekt fr.: med forlov, d'herrer. - moi meme: fr.: mig selv. - Det er en heel Hob: det er godt præsteret.

42

Je m'appelle (...) service: fr.: jeg hedder J. de F. til Deres ydmygste tjeneste. - have Respect: være af betydning. - Ovis Monsieur: fr.: javist, hr. - Faubourg St. Germain: det kvarter i Paris, hvor turister som oftest logerede.

43

La rue de seine: gade i dette kvarter. - Taises vous bougre!: fr.: hold jeres (Deres) mund, fjols! - a la francoise: fr.: efter den fr. skik. - Hjemføding: person, der ikke har været uden for sin hjemstavn. - poleret: dannet. - Estime: agtelse. - est il posibel: ukorrekt fr.: er det muligt. - ma foi: fr.: min tro.

44

bon heur: fr.: lykke. - Ducater: guldmønter; l dukat = 2 rigsdaler, se n.t.s. 11. - Presenter: gaver. - refusere: afvise. - Reenkaalavet: det spøgefude navn (ren kål afædt) er konstrueret af Holberg. - Skildrer i Miniature: maler af miniatureportrætter. - Cavalliers: fr.: kavalerer. - dans votre presence: ukorrekt fr.: i Deres nærværelse. - Hardiesse: fr.: dristighed. - impudent: fr.: frimodig. - Liberte: fr.: frihed. - lade sig bruge: tvetydigt udtryk: 1) lade sig betjene, 2) stille sig til seksuel rådighed.

45

Complisance: ukorrekt fr.: elskværdighed. - gemeene: jævne, ordinære. - Lemmer: medlemmer. - det hellige Rommerske Rige: det ty.-rom. 502 kejserdømme (der formelt bestod indtil 1806). - Romansk: om lande, hvis sprog nedstammer fra lat. (Frankrig, Italien, Spanien, Portugal m.fl), her evt. med spil på betydningen: romanagtig. - Manieres: fr.: manerer. - Kongens Have: parkanlægget omkring Rosenborg Slot i Kbh. - presentement: fr.: straks. - Belles mains: fr.: smukke hænder. - Je me recommende: fr.: jeg anbefaler mig (formel afskedshilsen).

46

C'est pourtant (...) en Europa: ukorrekt fr.: det er dog gjort af hr.R., den største miniaturemaler i Europa. - Giecke: narre. - Spidsborgere: jævne borgere (med indskrænket horisont). - honnet (...) Discours: dannet samtale. - Huusholdning: (også:) økonomi. - Tønder Guld: 1 tønde guld = 100.000 rigsdaler, se n.t.s. 11.

47

allamodisk: moderne, moderigtig. - Rigsort: møntenhed = 24 skilling = 1½ mark = ¼ daler, se n.t.s. 11. - merckelig: mærkbart. - mari: mare, minsandten (ed dannet over Jomfru Marias navn). - for den halve Deel ringere: for den halve pris. - Crusedoller: tilbehør til påklædningen, bestående af lægget, strimlet stof.

48

Catholsk i Hovedet: (også:) tosset, sindsforvirret. - expliques cela (...) Peche: fr.: forklar det for denne gamle mand, jeg går, De vil finde mig hos hr. P. - excusere: undskylde. - Canaille: proletar, »slyngel«. - komme til Hove: accepteres ved hoffet. - liderligt: dårligt udført.

49

udi Facultetet til Paris: ved universitetet i P. - Krønnicke: historisk fremstilling med kronologisk disposition af stoffet (gammeldags på Holbergs tid). - Kaaberstycke: kobberstik (anvendt som bogillustration). - lidt bedre: kun lidt bedre, -fecit: lat.: har udført (det). - tage af sted: arte sig.

50

Prosit Maalzeit: ty.: velbekomme. - Hun gaar en god gang nok: det går nok godt, er i god gænge. - Spende-Døger: bøger med påmonteret spænde til lukning.

51

prostituerer: udstiller til latter, kompromitterer. - Skorsteensfejer: anvendt som type på håndværksmand af laveste klasse - og desuden afskrækkende som »sort«. - d'Espang: forsøg på forfranskning og nobilitering af Espens navn. - A cette heure (...) venir: fr.: på dette tidspunkt skal han komme. - war das nicht um drey (...) zu kommen?: ty.-da.: var det ikke klokken tre, hr. d'E., at han lovede at komme? - Embrasserer: omfavner. - Charmante Madame (...) mains: fejlfuldt fr.: fortryllende frue, tillad, at jeg beundrer Dem, tillad, at jeg kysser Deres smukke hænder. - Leves vous trop (...) vous: fr.: rejs Dem, min herre, det er for megen ydmyghed for en adelsmand som Dem. - Ah Mad: (...) cette terre: ukorrekt fr.: åh, Madame (Frue), er det muligt, at jeg har den ære, glæde, fornøjelse og fryd at gense Dem på denne jord? - Jai venu (...) bourgeois: fr.: jeg er kommet for at besøge Dem, men jeg troede ikke, at De var så forandret. De er nu 503 klædt som en gammel borgermand. - Pour quoi (...) Princesse: fr.: hvorfor ler De, fortryllende fyrstinde.

52

Rien! (...) vous voir: ukorrekt fr.: intet, hr. de F., intet! Jeg ler af glæde over at se Dem, det er altid en glæde at se Dem. - Je vons (...) terre?: ukorrekt fr.: jeg takker Dem, frue, men hvorledes finder De dette land? - Fort bon (...) parisiens: fejlfuldt fr.: udmærket, min herre, danskerne er fortræffelige folk. De mangler blot at skaffe sig kendskab til de parisiske manerer. - vous aves (...) danc cela: forkert fr.: De har højlig ret deri. - Dieu donne (...) dire aussi: fr.: Gud give, at jeg var i Paris »igen«, åh, undskyld min smukke frue, jeg ville sige »også«. - Mais Madame (...) de Paris: fr.: men frue, har De bragt nogle nye viser med Dem fra Paris? - Ovis Monsieur (...) la plus nouvelle: fr.: javist, hr., denne her er den nyeste. - Ah Madam (...) Paris!: fr.: åh, frue, jeg har aldrig hørt en smukkere sang. Åh Paris, Paris! - Pourquoi pleures Monseigneur: fr.: hvorfor græder min herre? - Ah Madame on veut (...) pais: ukorrekt fr.: åh, frue, man vil gifte mig bort i dette land. - Marier: fr.: gifte (bort). - Ovis c'est veritable (...) malleur Elsebet: fr.: javist, det er sandt nok, og det med en pige, der ulykkeligvis hedder Elsebet.

53

Quel diable (...) possible?: fr.: hvad pokker er det for navn? taler De alvor, min herre, åh, er det muligt? - faar ondt: bliver dårlig. - Alteration: sindsbevægelse. - Valet de chambre: fr.: kammertjener. - Ah belle Princesse (...) malade: fr.: åh, smukke fyrstinde, er De syg? - C'est un übergang (...) vous: fr.-ty.: det er en overgang. Min herre, rejs Dem. - assamblixet: selskabet. - Adriane: løs, folderig slæbekjole.

54

Hunde-Dagene: iflg. folketroen kunne h.-d. (23. juli - 23. aug.) gøre folk sindsforvirrede. - elementske: forbandede. - Ah Monsieur faites (...)fous: ukorrekt fr.: åh, min herre, skaf ham bortjeg er bange for folk, der er vanvittige. - Pourquois ries (...) Madame!: fr.: hvorfor ler De, smukke frue? - Je me retire (...) Adieu: jeg trækker mig lidt tilbage, hr. d'E., min kammertjener vil sige Dem hvorfor. Undskyld. Farvel. - tracterer: behandler. - Daler: se n.t.s. 11. - redresseres: udbedres.

55

knæpper: knapper. - incommode: ubekvemt. - Ah! malheureux (...) suis: fr.: åh, hvor ulykkelig er jeg ikke! - Vous me faites (...) par Di: fr.: De gør mig en stor glæde, ved Gud. - Tobatiere-Dose: snustobaksdåse. - Importunitet: plageri. - Je vous prie (...) chambre: fr.: jeg beder Dem, hr. kammertjener. - excusere: undskylde. - dans ma foi: forkert fr.: min tro, så vidt jeg vidste. - Galanterie: (finere) manerer.

56

passere: gå an. - og: også. - geleyde: ledsage. - Votre Serviteur: fr.: Deres tjener. - a propos: fr.: forresten. - med Permission: med forlov. - honnete Folk: den fr. hofkulturs mandsideal under Ludvig XIV 504 (1643-1715) var l'honnête komme, i flertal: honnêtes gens, der prægedes af elegante verdensmandsmanerer.

57

Ovis da.: af fr.: o oui-da: javel, så. - Serviteur: fr.: (hans) tjener (ærbødig afskedshilsen). -for(t) commode &fort de gagee: forfejlet fr.: meget bekvem og meget afslappet. - Mon Pere & mon Sviger Pere: fr.-da.: min far og min svigerfar. - Grand Papa: fr.: bedstefar. - for: før. - sans facon: fr.: uden omsvøb. - veed (...) at leve: kan optræde efter den fine verdens skikke. - Mais voila Pierre, qui vient: fr.: men dèr kommer jo P. - mantenere: understøtte. - Qu'a tu (...) Pierre: ukorrekt fr.: hvad er der i vejen? Sig mig det, P. - Pour quoi donc?: fr.: Hvorfor dog?

58

gentil homes Laquai: forkvaklet fr.: en adelsmands tjener (lakaj). - est il possible: fr.: er det muligt. - reste un moment: ukorrekt fr. (her): vent et øjeblik. - sot! badaut! boufon! maraut!: fr.: dumrian! kvajpande! nar! slyngel! - gens de qualite: fr.: rangspersoner, aristokrater. - den fornemme Verden skal kun være: det er kun d.f.v., der må være. - forkeert: 1) bagvendt (om tøj), 2) af lave. - Comment donc: fr.: hvordan dog?

59

resolverer sig: beslutter sig. - ma foi (...) propos: fr.: min tro meget belejligt. - friste: sætte på prøve. - ærlige: hæderlige. - vanskabt: fordærvet. - tillige: sammen. - A propos (...) Papa: fr.-da.: forresten, min kære svigerfar. - forrige Jubelfest: 200-års jubilæet i 1717 for den lutherske reformation. - Hans Wurst: se n.t.s. 14.

60

Giecke: narre. - Attendes: fr.: vent lidt. - Pierre icy! tenes!: fr.: P., kom her! hold fast! - træk ud: træk kården. - Vitement: fr.: hurtigt. - Gevalt: nødråb ved overfald (ty.: Gewalt: vold).

61

Feltskiæren: kirurgen. - Straten-Røvere: banditter. - Skielmer: slyngler. - prostitueret: gjort til grin.

62

forestille: fremføre. - tilforn: tidligere. - Kieler Omslag og Viborger Snapsting: to store årlige markeder. - formedelst: på grund af.

63

fast: næsten. - Logement paa Raad-Huset: på byens rådhus fandtes en arrest. - peen: dydig.

64

Pardi (...) brutalite: fr.: ved Gud, er det muligt? hvilken råhed. - om en Hals: fortabt, »leveret«. - retirerer os: trækker os tilbage. - En Poet (...) Fæderneland: intet »Ordsprog«, men forvansket citat fra Matth. 13,57: »En profet (ikke: poet) er ikke foragtet uden i sit eget fædreland«. - dans la France: forkert fr.: i Frankrig. - Callekutisk: fra Calicut, rige og by i Forindien. - Husarisk: afledt af: husar, her antagelig i betydningen: ungarsk eller af reformatoren Jan Hus (død 1415): böhmisk (-reformert). - Malebarisk: fra Malabarkysten, den sydl. del af Forindiens vestkyst. - Bogøe: lille ø ved Sjællands sydspids. - Hoose-Kiellinger: koner, der strikker og sælger hoser, dvs. lange strømper.

505

65

Merite: fortjeneste, - fortæret: brugt. - æstimeres: agtes, respekteres. - Depenser: udgifter. - Vous aves raison: fr.: De har ret. - Cela s'entend: fr.: det lader sig høre.

66

endelig: visselig, nødvendigvis. - Lyder: laster, fejl. - Ah dites hardiessement: fr.: åh, sig blot frit frem. - Baissemains: fr.: håndkysser.

67

quels sots: fr.: hvilke tåber. - Qualites: fr.: egenskaber. - Homme: fr.: mand. - Somme: nogle. - Hans Wurst: se n.t.s. 14. - Strympe-Kiger: person, der kigger efter dameben; skørtejæger. - Mark-Skreier: markedsgøgler el. -handlende, der råbende gør reklame for sig. - Styldteganger: person, der taler højtravende, unaturligt. - Capriolskiærer: badutspringer, se også n.t.s. 24. - Petit Maitre: fr.: laps. - Maraut: fr.: slyngel. - Spillfugl: (også:) slyngel, skurk. - Stratenjuncker: dagdriver og modeherre. - Harlequin: stående klovnefigur i den ital. maskekomedie, klædt i en spraglet (opr. pjalte-)dragt. - Je Tecraseraj ton tete: fejlfuldt fr.: jeg vil knuse dit hoved. - Spindehuset: straffeanstalten for kvinder. - Slutteriet: gældsfængslet. - svaret borgerlig Skat og Tynge: betalt de skatter og afgifter, der påhvilede en borger.

68

keerer: vender. - Skilling: 1/16 mark, se også n.t.s. 11 og 46. - Staaderkongerne: gadebetjentene. - Daarekisten: galeanstalten. - det er hende got nok: det har hun rigtig godt af, det har hun ærlig fortjent. - klaar sig (...) bag Øret: at klø sig bag øret udtrykker forlegenhed el. eftertænksomhed. - Efterspørsel: forespørgsel. - Fort: straks. - Livre: gl. fr. mønt (ca. l franc).

69

Grammarcis: af fr.: grand merci, mange tak. - smør sine Støvler: stikker af, forsvinder. - kagstryge: offentlig piske (alm. straf for mildere kriminalitet). - Peste!: fr.: forbandet! - mig paa Halsen: på nakken af mig, efter mig.

70

Maraut: fr.: slyngel. - paa Kaalen: oven på k., efter at have spist k. - honnet Homme: fr.: se n.t.s. 56.

72

Monsieur (...) point d'argent: fr.: min herre, jeg har ingen penge. - Haand: underskrift (på gældsbevis). - vist nok: helt sikkert. - Allons!: fr.: kom så! - Monsieur (...) Serviteur: fr.: min herre, (jeg er) Deres ydmygste tjener (ærbødig - her ironisk - afskedshilsen).

73

Poltron: kujon. - Allons retirons (...) Fleche: fr.: lad os gå, lad os søge tilflugt hos fru la F. - Protection: beskyttelse. - u-poleret: udannet. - mais voila (...) d'Espang: forkvaklet fr.: men dèr kommer jo fru la F.'s kammertjener hr. d'E. - Monsr.: fr.: monsieur, hr.

74

allons! de pechons!: ukorrekt fr.: lad os komme af sted! lad os skynde os! - adieu (...) civilite: fr.: farvel min kære hr. d'E. Jeg siger Dem tusind tak for Deres høflighed.

75

habile: fr.: dygtig. - Fæstemøe: pige, kæreste. - favorisere: begunstige og støtte. - Machine: intrige. - Hendelse: tilfældighed. - daarlig: tåbelig. - examinere: undersøge. - contribuerer: bidrager. - Berthe Tot: den 506 da. adelsdame Birgitte Thott udgav 1658 en da. oversættelse af den rom. filosof Senecas (3-65 e.v.t.) værker. - Senecus: Marthes fejl for: Seneca.

76

forloren Søn: fortabt, fordærvet søn, udtrykket henviser til Jesu lignelse i Luk. 15,11-32. - Dame tres celebre (...) France: ukorrekt fr.: meget bekendt og vidt berømt dame i Frankrig. - A Monsr. Monsieur (...) la Fleche: fr.: til Hr.J.d.F., adelsmand & storfavorit af Fru la F; i senere udgaver (fra 1724, 1731 og 1743) har Holberg tilføjet flg. titel til Mme la Fleche: »Courtisane tres renomée, dans la cour de France« (Saml. Skr. (se bibliografi s. xx) XVIII, p. 146); hermed vindes den komiske pointe, at Jean ikke klargør sig betydningen af ordet »kurtisane« (: mondæn prostitueret), men lader sig blænde af ordets oprindelse af fr. cour: hof.

77

Je suis (...) Copenhague: fr.: jeg er Deres J.d.F., parisisk adelsmand. København. - 18. Majus: lat.: 18. maj; månedens lat. navn er efter tidens brevskik.

78

en Skilling: en smule, »en klat«. - Abe-Spil: narrestreger. - Elben: Holstens og dermed det da. monarkis daværende sydgrænse. - Scaven: Skagen.

Jeppe paa Bierget

79

Bierget: hvilken lokalitet der kan være sigtet til med dette stednavn har været omdiskuteret, men intet forslag har kunnet opretholdes med sandsynlighed (jvf. Carl S. Petersen: Holberg i Sorøegnen, (1924), s. 5-10); der er da blot tale om en opdigtet (fiktiv) landsby et sted på Sjælland.

80

M.: forkortelse for r.: Monsieur: hr. - Gram (...) Schou: navnene på de skuespillere, der medvirkede ved komediens førsteopførelse. - Mad.: forkortelse for fr.: Madame: fru.

81

Herret: herred, landområde under samme (juridiske, delvis også kirkelige) administration. - Hr. Poul: præsterne betegnedes i sognet med hr. + fornavn. - Land-Gilde: fæstebondens afgift til herremanden (godsejeren) for brugsret til jorden. - Offer: menighedens foreskrevne pengegave til præst og degn ved højtiderne, reelt en kirkeskat. - Boeskab: indbo, bohave. - strøg sig om Munden: udtryk for forlegenhed. - Ridefogden: herremandens godsforvalter. - Ritualen: bog indeholdende forskrifter for gudstjenesten og for kirkelige handlinger; her gælder det vielsesritualet, som citeres i den flg. sætning. - derimod: på den anden side. - Fæstebrev: kontrakt mellem fæstebonde og godsejer; herved fastsættes fæsterens brugsret til jord 507 og gård samt størrelsen af hans modydelser (landgilde, se n.t.s. 81 ovenf., og hoveriarbejde). - reverenter talt: rent ud sagt. - Crabask(en): pisk af flettede læderremme. - smørres: prygles. - Fæhund: fæhoved, slyngel (egl.: hyrdehund). - her ind: kom her ind (nemlig på scenen, altså strengt taget et illusionsbrud).

82

foruden: uden. - du Skabhals: dit fæhoved, dit fjols, din slyngel. -Polsk Dantz: folkelig runddans. - Miil: l da. mil = ca. 7½ km. - Hanrej: ægtemand, hvis hustru er ham utro. - Froekost: morgenmad. - Lucifer: Djævelen. - under Malicien: i (land-)militsen, hvor bønderne aftjente deres værnepligt; Holberg lader Jeppe sammenblande med: Malke (dvs. ondskab); i datidens militær var fysiske straffe almindelige. - Beest: dyr.

83

vittig: klog, forstandig. - Moons: Mogens. - Corasie: mod. - endogsaa ikke: ikke en gang. - Horn: hanrejer sagdes at bære horn i panden som et synligt tegn på deres skam. - offrer ham (...) Hellige-Dage: giver ham hans offer (se n.t.s. 81) til højtiderne (jul, påske, pinse). - da: skønt. - spidige: spydige, hånlige. - holde ringeste Tone: degnen fungerede som forsanger under gudstjenesten. - støbe et ærligt Voxlys: et vokslys, hvis kvalitet svarede til den betalte pris; det hørte til degnens pligter at støbe alterlysene. - Formand: forgænger. - tog Troen (...) tolv Degne: som forsanger kunne han ved afsyngelsen af salmen »Vi troe allesammen paa een Gud« (Luther, 1524, Den danske salmebog (1953) nr. 362) holde tonen på »Vi« længere end tolv andre degne. - bryde over tverts med: gøre op med. - som Nille: medens Nille. - skille Trætten: afgøre striden.

84

for en ß. Brendeviin: en ß = en skilling = 1/16 mark = 1/96 rigsdaler; skillingens købekraft i 1995-mønt er ca. 1,50 kr.; til gengæld var snapsen (»brændevinen«) ulige billigere, da sprit til konsum ikke beskattedes særskilt. - paa Borg: på kredit. - sagte: sagtens, nok. - Skam der har: »jeg har skam ingen«.

85

tinge to ß af: få nedsat prisen med to skilling. - Kiøbmandskab: ærinde. - kandstu: kan du. - endelig: vel nok. - dricker ham til: smager af hans glas (således gjorde kroværter efter gl. sædvane). - Singot: skål (egl. en velsignelse). - som en Skielm: som en snyder, slyngel (Jeppe mener: for stor en slurk).

86

eeneste Skilling: én-skilling(smønt). - &c: etc., et cetera, osv.; drikkevisen anføres kun med sin optakt, da den åbenbart har været alm. kendt. - af Sigte: af syne. - staar mig for Vejen: står i vejen for mig.

87

lumpen: sølle. - fort: af sted. - Drollen skal splide jer ad: Djævelen skal splitte jer. - Carnalier: slyngler. - saa mari: mild ed (af Jomfru Marias navn), »pokker tage mig«. - Bestier: (vilde) dyr. - Skabhalse: fjolser, slyngler. - Hors: hest. - borge: give på kredit. - Styver: toskilling. 508 - sagt: sagte, se n.t.s. 84. - borge (...) dricker (...) Ordsproget: ordsproget lyder: Man kan borge en mand et glas øl, medens han drikker det; Mau nr. 954.

88

forsvoret at: afsvoret. - bage en Skielm indvortes: varme en slyngel indvendig. - Coratie: mod. - Liden Kirsten (...) Ord: forvanskning af optakten til folkeviserne »Harpens Kraft« (DgF 40 D) og »Jomfruen i Hindeham« (DgF 58); skiendeligt (i st. f. første folkevises »skiemptis«: spøgende) betyder: skændeligt, sjofelt. - Peteheia, Polemeia: omkvædsord uden egl. mening. - Acker-Mær: plovhest. - Racker-Hund: »køter«. - Abelgraa: abildgrå, gråskimlet.

89

Bass og Fiol: kontrabas og violin, evt. basfiol: kontrabas. - er giort over: handler om. - smuk: skikkelig, »flink«. - Jorden dricker Vand (...) ligesaa: denne visestrofe om »kosmisk tørst« er i den såk. anakreontiske tradition, der nedstammer fra den gr. lyriker Anakreon (ca. 570-465 f.v.t.), og hvori vin, fest og elskov besynges.

90

Mir zu: ty.: skål med (el. for) mig. - Godtaar: skål (omtydning af godt-år til god-tår). - Ich tank (...) haal, dat ist: platty.: jeg takker dig, Jacob, drik kun, så at Djævelen henter dig, det er. - Malicien (...) Sprog: se n.t.s. 82; hærens kommandosprog var ty. - Companen: forvanskning for: kampagnen, felten. - hengt (...) løb bort: der var dødsstraf for at desertere. - Vissmar: under Store Nordiske Krig (1701-1721) blev byen W. i Mecklenburg indtaget af danske tropper (1716). - fik Pardon: blev benådet. - saa Nær (...) mangen Mand: mange redder sig på et hængende hår; gl. ordsprog, Peder Syv nr. 6588, DgO VII, l (1983), s. 313. - Auction (...) Heede: A. er forvanskning for: aktion, slag; under Store Nordiske Krig kan der være tale om enten slaget ved Helsingborg 1710 eller slaget ved Gadebusch i Mecklenburg 1712, begge endte med da. nederlag.

91

Psalme: forvanskning for: salve. - om jeg sagde: for ikke at sige. - Dass ging fordyvled zu (...) in dat Slag: platty.-da.: det gik forbandet (hårdt) til, Jacob, du kan vel huske det? Jeg kan ikke nægte, at jeg var bange i det slag. - Døden er haard at gaae paa: gl. ordsprog, Mau nr. 1558. - Davids Psaltkar: forvanskning for: Davids Psalter, Salmernes Bog. - cujonere: underkue. - bastenere: prygle (med stok) under fødderne. - In Leipsig var en Mand (...) Fru: fejlfuldt ty.: i Leipzig var der en mand (...) I L. var der en kedelig (sølle) mand (...) Manden han tog en kone; en ty. studentervise. - &c: etc., et cetera, osv.

92

overvælde sig: beruse sig. - Næring: bestilling. - Hundsvot, Caronie: grove skældsord. - Beest: dyr. - Carnalier: slyngler. - Skuster: skomager (af ty.: Schuster). - Drolen far efter mig: Fanden tage mig. - som en Tyrk: uærligt.

509

93

lader sig ansee: tegner. - 5 Mark: se n.t.s. 84. - vil have Sædekorn: i dårlige tider måtte godsejeren forstrække sine fæstebønder med sædekorn (korn at så med, udsæd). - Comoedie: (også:) puds. - Inventioner: påfund. - divertere: more, underholde.

94

artigt: morsomt. - Positur: tilstand. - hvad gielder, at: hvad skal vi vædde på, at. - stille (...) an: lade som om. - exeqveret: udført. - underlig: forunderlig. - har icke uden: får kun. - Anslage: ideer, planer. -slæber (...) fører (...) legger: slæb, før, læg (bydemåder flertal).

95

Gyldenstyckes: af silkestof med indvævede guldtråde. - for Stoelen: over stolen. - gnicker: gnider. - nok: endnu en gang. - Drolen splide mig ad: Fanden sønderrive mig. - disputere mig: tale mig fra. - at jeg jo er: at jeg er.

96

vederfaret: hændt, sket. - Sal: Far: salig (afdøde) far. - Døden (...) haard at gaa paa: se n.t.s. 91. - disputere: diskutere. - faa Horn: se n.t.s. 83. - besynderlig: især. - staar mig for Hovedet: bekymrer mig. - hverken hungrer eller tørster: Matth. 5,6. - iligemaade: ligeledes. - færdig: lige ved. - skickelig: ordentlig, respektabel. - Restantz: restance, gæld, nemlig for afgifter, fæstebonden var godsejeren skyldig, se n.t.s. 81.

98

slaar: skal eller bør slå. - Koglerie: hekseri.

99

Bremmerholms Arbeid: krybskytten straffedes med tvangsarbejde på B., som var orlogsværft, dvs. flådens værft el. værksted. - til Jacob Skoemagers: hos J.S. - besværer: besværger, beder indtrængende. - upasselig: syg.

100

henge (...) op: hænge. - Qvid tibi (...) Frater: lat.: hvad synes dig, hr. broder (kollega)? - divertere: underholde, fornøje. - heldst gider hørt: mest har lyst til at høre. - Livstycke: yndlingsmusik(stykke). - tilforn: tidligere.

101

Birke-Dommeren: dommeren i et birk (retskreds); som sådanne ansattes på Holbergs tid ofte ustuderede personer. - Griller: fikse ideer. - kastede sit Vand fra sig: lod sit vand, urinerede. - Flod: oversvømmelse. - sagde sig at ville døe: sagde, at han ville dø (den lat. konstruktion akkusativ med infinitiv). - det gemeene Beste: det fælles bedste, almenvellet.

102

Gravene: voldgravene. - Exempel af en anden Historie: en anden historie som eksempel. - Edelmand: adelsmand. - tog afsted: tog på veje. - engang saa stort: dobbelt så stort. - varede alle ad: advarede alle.

103

Domine Frater: hr. broder, hr. kollega. - forestillede ham: viste ham (det urigtige i). - Daarlighed: tåbelighed. - forfaren: erfaren. - underlig: særlig. - staa (...) an: passe sig for. - klog: normal.

105

Suite: følge. - Miød: stærk drik fremstillet af gæret honning. - Canari Sæk: sekt, sød vin fra De Canariske Øer. - Skraaler: skrål! 510 (bydemåde flertal); drikningen ledsagedes blandt personer af lavere stænder ofte af høje råb. - blæses i Trompetter: drikningen ledsagedes hos de højere stænder ofte af trompetfanfarer.

106

pass op: vågn op og se at komme i sving. - nok: endnu. - Carnalie Sæk: sammenblanding af »Canari Sæk« (se n.t.s. 105) og »Ca(r)nalie« (: slubbert, slyngel). - i Særdeleshed: ud over lønnen. - Rdr.: rigsdaler, se n.t.s. 11 og 84. - færdig at: parat til at. - storagtig: overlegne.

107

henge op: hænge. - oppebaaret: fået. - Baslementer: håndkys; folkelig forvanskning af fr.: Je vous baise les mains: Jeg kysser Deres hænder. - got Kiøb paa: rigeligt af. - stryge (...) om Munden: smigre. - igien: til gengæld. - Betjentere: tjenere. - Abner (...) Roland (...) Hiertet: i 2. Sam. (i GT) berettes det, at Davids hærfører Joab dræber Sauls hærfører Abner med et stik i maven (3,27), og på samme måde dræber Joab den judæiske konge Amasja, kun i sidste tilfælde under foregivelse af at ville hilse ham som »Broder« (20,9-10); Roland hører til sagnheltene omkring Karl den Store (o. 800); om Rolands bedrifter fortælles der bl.a. i det fr. Rolandskvad (fra 12. årh.) og i den da. Karl Magnus' Krønike (fra 15. årh.). Jeppe foretager altså en flerfoldig sammenblanding. - Staar: stå (bydemåde flertal). - hvor: hvordan. - Rifogden: ridefogden er den forklædte lakaj Erich (sml. V, 6). - Geheng: bælte eller skulderbånd til våben.

108

Rigsdaler: se n.t.s. 11 og 84. - Krusedoller: krusede manchetter, evt. kniplinger. - Silke-Pung (...) Haaret: net af silke til at samle nakkehåret i.

109

fort: straks. - allehaande: alt muligt, »lidt af hvert«. - Pardon: (mulighed for) benådning. - omgaaet med: behandlet. - med Tugt at sige: rent ud sagt. - Junckere: fornemme, evt. adelige, herrer. - igien: til gengæld, derimod. - Skab: sygdom. - Koglerie: blændværk, illusion.

110

Abraham og Eva (...) første Forældre: sammenblanding af 1) Adam og Eva, der iflg. skabelsesberetningen i 1. Mos. 1-3 var de første mennesker, og 2) Abraham, der i GT figurerer som det israel. folks stamfader. - føde: skaffe føden til. - forliebt: forelsket. - tar dig hende saa an: i den grad tager hendes parti, drager omsorg for hende.

111

slaar (...) Øjene (...) af: tager blikket fra. - forliebt (...) Viise: elskovsvise. - Polsk Dantz: se n.t.s. 82. - alt: allerede. - dygtig: fast. - Raillerie: hån, spot, drilleri. - Fører, fuldender: før, fuldend (bydemåder flertal).

112

Carnali Sæk: se n.t.s. 106. - Abraham i Paradis: A. forveksles påny med Adam, se n.t.s. 110; der sigtes til beretningen om syndefaldet og om Adam og Evas uddrivelse af P. i 1. Mos. 3. - Hanrej Hat: se n.t.s. 14. - stacket Tid: kort tid. - Guldenstyckes: se n.t.s. 95. - reverenter talt: rent ud sagt. - beseglet: besat. - fodre: fordre. - en L.: en lort. - vederfare: hænde, ske. - slumme: slumre.

511

113

een Giek: dum. - optagen: ført op. - fixere: gøre nar af.

114

Fort: straks.

115

penitere: bøde. - drages: trækkes.

116

Betienter: ansatte. - særdeles: usædvanlig, bemærkelsesværdig. - fordømme: fælde dom over. - thi det heeder: (... ) ædrue: det citerede er intet lovsted, men et gl. da. ordsprog: Hvad drukken Mand gør, skal ædru Mand forsvare, Mau nr. 1371.

117

kommer mig (... ) for: forekommer mig (at være). - faa (... ) i mit Hovet: forstå (at historien skulle kunne være sand). - Tobak (... ) tygge: der er tale om skråtobak. - Procurator: advokat.

119

intentio furandi: lat.: hensigten at stjæle; at »advokaterne« her og i det flg. betjener sig af latin skal markere en juridisk lærdom grundet på Romerretten; dennes retsregler kodificeredes i 6. årh. af den østrom. kejser Justinian under betegnelsen Corpus juris (hvis generelle del er »Institutiones«); den har imidlertid aldrig udgjort retsgrundlag i Da. - furtum: lat.: tyveri. - din sorte Hund: advokaten bærer sort embedsdragt. - Beest: (umælende) dyt. - furandi propositum: lat.: hensigten at stjæle. - Qyicunque (... ) ergo: lat.: hvem der om natten bryder ind i andres huse, han skal regnes for tyv eller natlig bandit, og således har den anklagede gjort, altså. I Corpus juris forekommer der en retsregel, Digesta 47-2-21, der siger det stik modsatte (Corpus Juris Civilis I, udg.: Mommsen, Berlin 1895, s. 766)! - Nego (... ) irruperit: lat.: jeg benægter oversætningen, nemlig at han er brudt ind; i den her anvendte form for logisk slutning, den såk. syllogisme (jvf. Erasmus Montanus), kaldes den af præmisserne, der har konklusionens prædikat (»egenskabs-led«, her: tyv) som subjekt (grammatikkens grundled), for oversætning; »advokaten« synes derfor at forveksle over- og undersætning! - Res manifesta (... ) reo: lat.: sagen er åbenbar i kraft af så mange fremstillede lovlige vidner og den anklagedes tilståelse. - Qyicunque vi (... ) confiteri: hvem der med magt eller med frygt er blevet tvunget til at tilstå. - Vis: lat.: magt. - Metus: lat.: frygt. - Krog-Love: kneb, lovtrækkeri; udtrykkelig forbudt i Chr. V's Danske Lov fra 1683 (1-5-7); under en virkelig retssag havde en sådan beskyldning altså været ganske alvorlig.

120

bagtil: bag om. - Peruque: paryk; hørte til advokatens embedsdragt. - omkommes af Gift: dødsstraf ved gift er ukendt i da. ret. - Pardon: (mulighed for) benådning. - exeqveres: fuldbyrdes. - Forgiften: giften. - Corasie: mod. - silde: sent.

121

dig veed jeg (... ) at være: dig ved jeg, at jeg er (lat. konstruktion: akkusativ med infinitiv). - Beest: dyr. - Feierfax: hundenavn. - Moens: Mogens, hyppigt kattenavn. - Compagnie: selskab. - henger (... ) seer: hæng, se (bydemåde flertal). - fromme: gode, retskafne, sagtmodige.

512

122

har (... ) ud-opereret: er ophørt med at virke. - seer til for alting: sørg først og fremmest for. - min hierte: min kære. - ß: skilling, se n.t.s. 84. - forgiftige: forbandede.

123

føler (... ) til: mærker. - pak dig bort: gå din vej. - mari: så sandelig (mild ed efter Jomfru Marias navn).

124

tilforn: tidligere. - Geist: genfærd.

125

svær: sværger. - Drollen splide (... ) ad: se n.t.s. 87 og 95. - Rigsdaler: se n.t.s. 11. - kysser paa Haanden: kysser sin egen hånd og rækker den derpå til en person, der således hilses med ærbødighed (efter gl. almueskik). - som er: hvilket (sidste) er.

126

Skuster: skomager (ty.: Schuster). - vederfaret: hændt, sket. - spansk: stolt, hovmodig. - hvor (... ) drucket (... ) Øll (... ) Bærme: bærme = bundfald; gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 11248, DgO VII, 2 (1988), s. 50. - giøre Klameri: lave spektakler. - Hillement: »ih, du store!« -Baronniskab: baroni. - Miød: se n.t.s. 105. - storagtig: fornem.

127

Gripomenuser: nedsættende betegnelse for rets- el. politibetjente. - give dig at betencke: overlade til dig at spekulere over.

128

Daler: se n.t.s. 11 og 84. - Skilling: se n.t.s. 84. - stryger sig om Munden: udtryk for forlegenhed og flovhed.

129

divertere: more, underholde.

130

Helsen: helbred. - stormer (... ) til: ødelægger. - store Visirer: storvisirer, sultaners førsteministre. - Officiers: officerer. - hver anden: hører til »Officiers«. - expedere: dræbe. - solide: fornuftigt. - Philosophi (... ) efter deres Død: der sigtes antagelig til den oldgr. filosof Empedokles (5. årh. f.v.t. ), som iflg. traditionen styrtede sig i vulkanen Etna for at bekræfte et rygte om sin guddommeliggørelse; den gr. filosofihistoriker Diogenes Laertios (fra det 3. årh. ) bringer anekdoten (VIII, 69) og er Holbergs sandsynlige kilde.

131

Nero: rom. kejser 54-68, berygtet for despoti og grusomhed. - Dorp: platty.: landsby. - fast: næsten. - Cajus: Cajus Caligula, rom. kejser 37-41, berygtet for grusomhed og udsvævelser. - Phalaris: Falaris, gr. tyran i Agrigent på Sicilien (ca. 550 f.v.t. ), ligeledes bekendt for grusomhed og blodtørst. - Steil og Hiul: den henrettedes krop udstilledes undertiden på et hjul, det afhuggede hoved på en stage (»stejle«). - ej endda (... ) varm (... ) Myndighed: endnu var helt ny (»kold«) i sin høje stilling. - Øvrighed fra Ploven: om den legendariske rom. statsmand Cincinnatus, et mønster på gammelrom. dyd, fortælles det, at han var i færd med at pløje sin beskedne jordlod, da han modtog meddelelsen om, at han var valgt til diktator (hvilket skete to gange, i 458 og 439 f.v.t. ). - Herredom: herredømme.

513

Ulysses Von Ithacia

133

Ulysses Von Ithacia: ty.: Odysseus af Ithaka (den lat. navneform Ulysses var almindelig på Holbergs tid og den sædvanlige hos Holberg); om baggrunden for den ty form, se note ndf.; sagnhelten O. hører hjemme i de oldgr. eper (fortællende versdigte) Iliaden og Odysseen (traditionelt tillagt Homer og dateret til ca. 700 f.v.t., nu gerne opfattet som en tradition i stadig udvikling, der har fundet sin nuv. form ca. 500 f.v.t. ). De to »versromaner« handler om hhv. grækernes belejring af Troja og O.'s eventyrlige hjemfart fra dette togt; hovedparten af komediens handlingselementer er hentet herfra, men transformeret til travesti, dvs. latterliggørelse af forbilledet ved at dettes »høje« emner og personinventar (fyrster og helte) behandles i en »lav«, plat eller vulgær, stil og røbes som »altfor menneskelige«. - en Tydsk Comoedie: undertitlen angiver travestiens (se foreg. note) aktuelle mål: Samtidig med affattelsen (ca. 1723) og førsteopførelsen (juni 1724) af Ulysses opførte den indvandrede ty. komediant og trupleder Samuel v. Qvoten sine »Haupt- und Staatsactionen« (dvs. formløse og effektrige skuespil med politisk-historisk stof) i Brolæggerstræde i Kbh.; dette teaters uklassiske stil og konkurrerende virksomhed var Holberg (og »hans« teater i Lille Grønnegade) en torn i øjet (jvf. komediens epilog s. 206-206); desuden kan satiren have sigtet på en anden konkurrent, nemlig den ty. hofopera, hvis dramatiske stil kunne forekomme beslægtet med von Qvotens »Haupt- und Staatsactionen«; om disse dramaturgiske og teaterhistoriske forhold, se nærmere i efterskriften s. 465-467. - Ulysses, Penelope: U. = Odysseus, se n.t.s. 133; P. (gr.: Penelopeia) er i de homeriske digte O.'s hustru.

134

Chilian: ty. form af Harlekin, klovne- og bajadsfigur i renæssancens folkelige, ital. maskekomedie (commedia dell'arte). - Marcolfus: navnet stammer fra folkebogen af samme navn (som »folkebøger« betegnes en række populærromaner fra middelalder og renæssance); »Marcolfus« findes i da. udgaver fra 16. årh og frem; figuren M. sætter sit plumpt-realistiske bondevid op mod kong Salomons høje visdom. Jf. Danske Folkebøger, udg. af DSL, bd. 13. - Rasmus, Øllegaard: disse pæredanske navne (og personer) lader Holberg indgå i det antikke milieu; gennem sådant kulturelt kaos forøges præget af travesti (se n.t.s. 133). - Helene: (gr.: Helena), i de homeriske digte den gr. kong Menelaos' legendarisk smukke hustru, bortført til Troja af Paris. - Rosimunda: navn på longobarderkongen Alboins (6. årh. ) dronning. - Elisa: andet navn for Dido (se flg. note), her udskilt som selvstændig person uden forbindelse med antikken. - Dido: i det rom. nationalepos Æneiden, forfattet 29-19 f.v.t. af Vergil 514 og omhandlende Æneas' rejse fra (det faldne) Troja til Rom (hvis verdensherredømme han skal grundlægge), er D. Karthagos dronning, hos hvem han opholder sig en tid, og som forelsker sig heftigt i ham (1. og 4. bog). Holbergs (naturligvis bevidste) sammenblanding af Odysseus' og Æneas' rejse- og elskovseventyr er nærliggende. - Keyser Asverus: A(ha)sverus er navnet på »den evige (vandrende) jøde« = »Jerusalems skomager«, der iflg. en apokryf (ikke-bibelsk) tradition tjente til forøgelse af Jesu lidelser op til korsfæstelsen og til straf skulle vandre i evighed; at forlene en A. med kejserværdighed er et led i travestiens kultursammenblanding (jvf. n.t.s. 133 og 134 ovenf. ). - Tiresius: (gr.: Teiresias) i gr. mytologi en blind spåmand, forekommer i Odysseen (se n.t.s. 133).

135

Prologus: prolog, her: forspil; handlingen heri, »stridens æble« og Paris' dom, er fra den gr. myt. - Iris: i gr. myt. personificering af regnbuen og Heras (se flg. note) sendebud. - Junonis: lat.: Junos; Juno er det lat. navn for gr.: Hera, Zeus' (se n.t.s. 135 ndf. ) hustru. - Mercurii: lat.: Merkurs; Merkur er det lat. navn for gr.: Hermes, gud for alt, hvad der kræver snilde og list, fx. handel og tyveri, samt gudernes sendebud. - Jupiter: det lat. navn for gr.: Zeus, den øverste gud. - jalousie (... ) Nymphe eller Hyrdinde: Zeus' elskovseventyr med jordiske kvinder er i gr. myt. ligeså grundigt bevidnet som Heras deraf følgende jalousi. - Nymphe: nymferne er i gr. myt. sekundære guddomme for naturen, knyttet til et bestemt element eller en bestemt lokalitet. - Plutonis: lat.: Plutos; Pluto er det lat. navn for gr.: Plouton, dødens og underverdenens gud. - Plutonis mørcke Boelig: dødsriget. - 11Junii: terminsdagen. - som: eftersom.

136

formedelst: på grund af. - Morer(s): nordafrikanere (negre og maurere). - Landemercke: landområde, grænse(r). - America: anakronisme; det amer, kontinent var ukendt i Europa indtil Columbus' landgang i Vestindien 1492. - Pallas: i gr. myt. var P. (Athene; lat.: Minerva) visdommens gudinde. - Venus: det lat. navn for gr.: Afrodite, kærlighedens gudinde i gr. myt. - Jupiter kastede (... ) et Guld-Æble: se n.t.s. 135; i den gr. myt. var det ikke Jupiter, men stridens gudinde Eris, der kastede det famøse æble, der skabte gudindernes rivalisering og dermed fremkaldte den trojanske krig. - den 13 hujus: den 13. dennes, i denne måned (lat.); anakronistisk datoangivelse, som bygger på den såk. gregorianske kalender, der lanceredes i slutningen af 16. årh.; »hujus« (dennes) er kancellistil - i en antik guddoms mund! - Fruentimmer: kvinder. - ogsaa: end. - en Rem udi Huuden: en rem af huden, lidt af samme skavank. - uden Appel: uden at kunne (ville) indanke sagen for en højere instans. - forpickede: heftigt opsatte. - oppebie: afvente. - Nedkomst: nedfart fra Olympen (de antikke guders bolig). - Durchleuchtighed: forvanskning af ty.: 515 Durchlauchtigkeit: højhed (durchleuchtig: gennemsigtig!); titel anvendt i tiltale til ty. fyrster, altså en anakronisme, da det ty. (-rom. ) kejserrige først grundlagdes med Karl den Stores kroning i 800. - Ducater: guldmønter, som anvendtes i en række stater, bl.a. Da., hvor l dukat på komediens opførelsestid var = 2 rigsdaler, se n.t.s. 11. - offererer: tilbyder. - Velgefal: forvansket ty.: Wohlgefallen: behag, gunst. - Mademoiselle: fr.: frøken. - addresseret sig: henvendt sig.

137

Hollandske Ducater: regnedes for jævngode med de da., se ovenf.; anakronistisk, da en selvstændig statsdannelse Holland (= Nederlandene) med egen mønt først var en kendsgerning med fredsslutningen med Spanien i 1648. - Henseende: hensigt. - Skiønsomhed: dømmekraft. - ligne (...) mod: afveje mod. - Raisons: fr.: grunde, argumenter. - Opmand: person, som efter de impliceredes eget valg afgør en strid. - Adrienner: folderige slæbekjoler; disse blev moderne omkr. 1700 i samfundets højere lag. - vederfaret: hændt. - Ihro Durchleuchtigkeiten (...) Frauen!: ty.: Deres højheder mine nådigste fruer; om tiltalen D. (i denne form), se n.t.s. 136. - Ansigtighed: komisk-forskruet abstrakt nydannelse i preciøs eller »ziirlig« (barok-) stil for: ansigt(ets art).

138

ma Sæur: fr.: min søster, »min gode«. - Maren Skolemesters: kvindenavn + professionsbetegnelse i ejefald angiver hustruen til en indehaver af pågældende profession, her altså en lærerkone ved navn Maren; M.S. antyder en snerpet, overkorrekt kvinde. - peene: sippede, snerpede. - I(...) Ære (...) tale med: »I skulle nødig snakke«. - Vulcanus (...) Tamper Retten: Venus/Afrodite var hustru til V/Hefaistos, som hun bedrog flere gange, bl.a. med krigsguden Mars/Ares; tamperretten var en da. domstol, oprettet i 16. årh., for ægteskabssager; på komediens opførelsestid udgjordes den (for Sjælland) af konsistorium ved Kbh.s Universitet. - Historier (...) Mars (...) Officiers: se foreg. note. - Officiers: officerer. - trodser: udfordrer (til at hævde el. bevise noget, som man mener at kunne tilbagevise). - giøre (...) Afbigt: bede om tilgivelse. - Tingstuude: nedsættende betegnelse for advokater (prokuratorer), der bruger ufine tricks. - gout: fr.: smag.

139

Dyd: retsindighed og dygtighed. - Velbaarne: titel i tiltale til højtstående (opr. og især adelige) personer. - Documenter: bevismateriale. - Kiendelse: kundskab. - Tæring: fortæring. - Rdlr.: rigsdaler, se n.t.s. 11. - Christianshavns Kircke: Vor Frelsers Kirke på C. i Kbh. blev (omkr. 1690) opført delvis for bøder idømt ved Højesteret, og kirken nød fortsat godt af visse bøder herfra. - Fruentimmer (...) Trojanske Riige til Undergang: med denne forbandelse spår Juno om den trojanske krig og dens udfald, jvf. n.t.s. 133 og 134.

140

Serviteur (...) Messieurs: fr.: ydmygste tjener, mine herrer. - Priapi: 516 lat.: Priapus'; der er tale om en (komisk) forveksling: Priapus er en rom. fallisk frugtbarhedsgud, der intet har at gøre i sammenhængen; ment er selvsagt: Priamos, Paris' fader i Iliaden. - Tydske Miile: en ty. (preussisk) mil afveg ikke væsentlig fra en da. og var altså = ca. 7½ km; selve udtrykket er anakronistisk, jvf. n.t.s. 136; afstanden fra Troja til Ithaka er væsentlig kortere end de anførte ca. 3000 km. - Ithacien: Menelaos herskede i Sparta, Odysseus på Ithaka. - Portrait: sandsynligvis bevidst anakronistisk, idet portrætmaleri så godt som ikke dyrkedes i gr. kunst. - Rodmester: (ofte fattig) håndværker, der havde skatteopkrævning som bibeskæftigelse. - tilreedet: tilredt, medtaget. - for høviske Øren at sige: rent ud sagt; i den tilstræbt preciøse (dvs. forfinede, kunstlede) stil er omtalen af »Skjordte«, som en intim beklædningsgenstand, en vulgarisme, der kræver undskyldning. - Aber wass (...) nicht: ty.: men hvad gør kærligheden ikke; jvf. n.t.s. 136. - Klocken (...) som paa et Taarn: forestillingen om et tårnur er anakronistisk; oldtiden kendte (og først i dens senere del) kun én slags tidsmålere, nemlig solure med lodretstående skyggekaster, der derfor ikke kunne monteres på lodrette flader. - Hillement: »ih, du store!« - Terne: kammerpige. - Matræsse: vulgariseret fr.: maîtresse, elskerinde. - feliciter: lat.: lykkeligt, lystigt, rask væk. - Tamper-Retten: se n.t.s. 138. - beviise (...) noget over: overbevise om deres fejl. - Ærlighed: ærbarhed, dyd.

141

Cupido: lat. navn for gr.: Eros, kærlighedsguden, Afrodites/Venus' søn. - blinde og vingede (...) Cupido: C. (se foreg. note) fremstilledes i oldtiden ofte som vinget, men først i senere tider som blind; der er tale om en anakronisme eller om en forveksling af C. med Plutos, rigdommens gud, der var blind. - Carnaliøsk: frækt, gement. - drolen (...) mig ad: Fanden sønderrive mig. - Mær: nedsættende ord for kvinde (egl.: hoppe). - Attestatz: teologisk embedseksamen.

142

Spille-Søstre: legesøstre, veninder. - Estime: agtelse. - Hovedvands-flaske: lille dåse med vellugtende vand eller spiritus. - fordrage: udholde, tåle, tillade. - Folk (...) Nødder (...) Galleried: illusionsbrud, der giver realistisk billede af publikum og teaterkultur i teatret i Lille Grønnegade.

143

Ridder Ulysses: Odysseus var konge (fyrste); riddere i Holbergtidens betydning er knyttet til det middelalderlige feudalsamfund. - Priapi: se n.t.s. 140. - Desperation: fortvivlelse. - Zirat: pryd. - Kiemper: store krigere. - hevner (...) Lader: hævn, lad (bydemåde flertal). - affectered skielvende Røst: hermed angives den diktion (det mundtlige foredrags form), der svarer til den skruede og overlæssede stil (med ophobning af synonymer og metaforer) i denne og mange flg. af Ulysses' replikker; denne diktion og stil udgør tilsammen en uklassisk retorik - i travestiens tjeneste (se n.t.s. 133). - Ridder-Spill: 517 turnering; et (næsten symbolsk) udtryk for det middelalderlige feudalsamfunds høviske kultur.

144

Avind: misundelsejalousi. - kostbareste Ridder (...) røde Hav: næsten ordret lån fra folkebogen Karl Magnus' Krønike (16. årh.), kap. 52, udg.: P. Lindegård Hjorth, 1960, s. 222. - kostbareste: kosteligste, dyrebareste. - Mundien: opdigtet navn på et land, evt. spil på det lat. ord mundus: verden. - det røde Hav: mellem Afrikas østkyst og den arabiske halvø. - Priapi: se n.t.s. 140. - eders Ridderlighed: jer, min (høje) ridder; konstrueret, abstrakt titulatur i preciøs stil. - Penelope(s): gr.: Penelopeia, Odysseus' hustru. - Trojæ: lat.: Trojas.

145

giøre Anstalter: træffe forberedelser. - med Drage-Blod (...) Dyrendal: D. er sagnhelten Rolands sværd i Rolandskvadet (12. årh.); R. brugte ikke sit sværd mod drager, der hører hjemme i myter og eventyr, men - som kristen korstogsridder - mod de hedenske saracenere (til Spanien indvandrede arabere). - Kongen af Mesopotamien: det vestasiat. landområde M. mellem floderne Eufrat og Tigris var i tiden ca. 3000-600 f.v.t. sæde for en rig kultur; kun i kortere perioder under Hammurabi (ca. 1700 f.v.t.) og Nebukadnezar (ca. 600 f.v.t.) nærmede M. sig en politisk enhed med monarkisk styre, så talen om K. af M. må betragtes som anakronistisk. - bey: ty.: ved; militærsproget i Da. var ty. - Minchrelien: Mingrelien, fyrstendømme i Kaukasus. - Brasilianske Dronning von Saba: de amerik. kontinenter var ukendte i Europa før Columbus' landgang 1492; Brasilien var først kongedømme efter Holbergs tid (neml. 1815-1822); von: ty.: af; Saba i Sydvestarabien var i oldtiden sæde for en kultur, og dronningen af S. er en gammeltestamentlig skikkelse, om hvis besøg hos kong Salomon i Jerusalem der fortælles i 1. Kongeb. 10,1-13. - Alabaster: snehvide; alabast er en art gips, der benyttedes til forarbejdning af kunstgenstande. - Langulamisosopolidorus: dette nonsens-navn er Holbergs egen opfindelse. - Pegasianus: fordrejelse af Pegasus, den bevingede hest i gr. myt., symbol på digterne(s himmelflugt). - Poliphemus: den énøjede kæmpe (kyklop) Polyfemos, der i Odysseen, 9. sang, holder Odysseus og hans mænd fangne, har intet at gøre med Pegasus. - Mundien: se n.t.s. 144. - Avindsyge: misundelse. - Stivmoder: stedmoder-motiver hører hjemme i folkeeventyrene. - Constantinopolitania: kvindenavn, der er konstrueret frit ud fra bynavnet Konstantinopel (Istanbul). - Longobardiske Jomfrue Rosimundia: se n.t.s. 134. - Skabrack: saddeldækken. - Heeder: selvfølgelig fortalelse for: ørkener. - Mithridates: navn på flere konger i oldtidens vestasiat. riger, berømtest en konge i Pontos o. 100 f.v.t. - Mundien: se n.t.s. 144. - Maal: ty.: mal, gange. - Vinge-hested: se n.t.s. 145 ovenf. - Priapus: se n.t.s. 140. - Hertug Nilus af Podolien: en fantasifigur. - Eenhiørning(s): fabeldyr med ét, snoet horn i 518 panden. - Holophernes (...) Bethulien: i Judits Bog (apokryft, dvs. ikkegodkendt, skrift i tilknytning til GT), 7-13, fortælles, hvorledes den jød. heltinde J. ved list og kontraspionage fik held til at halshugge H., Nebukadnezars (se n.t.s. 145 ovenf.) feltherre under hans belejring af byen Betulia. - 7 alne: 1 alen = 2 fod = ca. 63 cm.

146

Elfenbeens Canoner: kanoner fremstillet af elfenben har iflg. Tøjhusmuseet, Kbh., næppe nogensinde eksisteret; kanoner blev første gang anvendt i et slag i 1346 (under den fr.-eng. Hundredeårskrig). - tredsindstyve Pundiger: beregnet til affyring af kugler på 60 pund = ca. 30 kg. - viitløftig: langvarig og kompliceret. - medens Græsset groer (...) Koen: gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 9308, DgO VII, l (1983), s. 443. - efter Næsen: planløst. - Seemlærs: semslæders-, af blødt, vaskbart skind (af ty.: Sämischleder). - Giæck: nar. - disputere: skændes. - lave mig til: træffe mine forberedelser til. - retirere mig: trække mig tilbage. - i de 3 Maaneder: tidsangivelserne her og i det flg. betegner demonstrative og grove brud på den »tidens enhed« (unité de temps), som på grundlag af Aristoteles' Poetik (kap. 5) hævdedes i den klassiske dramaturgi, og som foreskrev, at handlingen ikke måtte strække sig ud over ét døgn. - Lege-Søstre: veninder. - Taares Strømme-viis Udgydelse: preciøs, abstrakt omskrivning for: at udgyde tårer i strømme. - affalden: som har tabt i friskhed og livskraft.

147

stood mig an: passede sig for mig. - Ulyssis: lat.: Ulysses'. - Gemahl: ægtefælle (af begge køn). - Præparatorierne: forberedelserne. - lumpen: usle. - Hvad understaaer: hvordan vover. - Tvi!: lyd-ord, der angiver spytning. - sættes i Gevehr: mobiliseres.

148

knæpper: knipser (udtryk for hån). - Gædske: kvindenavnet Geske, anvendt som skældsord. - kommer i Haar sammen: kommer op at slås; enhver form for kamp på scenen er i eklatant modstrid med den klassiske dramaturgis krav om »velanstændighed« (bienséance) - i tragedier, derimod forekom der slagsmål i lavere komedier også i det 17. og 18. årh. - mod Folcke-Retten: spørgsmålet om ambassadørers immunitet i henhold til folkeretten afhandler Holberg selv i sin Natur- og Folkeret (1716), kap. XVI, Værker i tolv Bind, udg.: F.J. Billeskov Jansen, bd. l (1969), s. 364-368, hvor Holberg også anfører sine historiske og juridiske (bl.a. Thomasius) kilder. - Ambassadeur (...) hellig (...) Folckeretten (...) Svite: se foreg. notes henvisning; ambassadørens følges ukrænkelighed omtales s. 367.

149

extraordinaire Ambassadeur: særlig udsending. - hellig: ukrænkelig. - Svite: følge. - Examen: undersøgelse. - Keyser Asverus: se n.t.s. 134. - Drabanter: gardere, livvagt. - Hoffsinde: hoffolk. - lade Trommerne røre: hverve soldater. - Meriter: fortjenester. - Ulyssis: lat.: Ulysses'. - Priapi: se n.t.s. 140. - advares: adviseres.

519

150

Standard (en): fane, der fungerer som felttegn el. samlingsmærke. -bekomme: få. - Sold: (soldats) løn. - heele Aar: se n.t.s. 146. - Morpheus: drømmenes gud i gr. myt. - falder udi Søvn: også søvn hørte til sådanne »kropslige« foreteelser, som den klassiske dramaturgi forviste i hvert tilfælde fra tragedier ud fra hensynet til »velanstændighed«. - et heelt Aars Forløb (...) en halv Tiime: det voldsomme brud på »tidens enhed« (se n.t.s. 146) fremhæves direkte - samtidig med at den klassiske dramaturgis krav om dens opretholdelse forsvares: En altfor stor afstand mellem handlingens tid og spilletiden krænker det fundamentale krav om spillets sandsynlighed (vraisemblance). - imidlertid: i mellemtiden. - Spectatores: lat.: tilskuere. - endelig: absolut. - Troen i Hænderne: et håndgribeligt, uomtvisteligt bevis på en påstands rigtighed.

151

ihr Götter: ty.: »I guder«. - Drøm (...) fuldbyrdet: varseldrømme støder an mod den klassiske dramaturgis krav om sandsynlighed (se n.t.s. 150 ovenf.). - vingede (...) Mercurius: se n.t.s. 135; M. fremstilledes ofte med vinger (på sandaler og hat). - jo er: er. - Spælam (...) Speckavæt: Chilians »mesopotamisk« består her og i resten af I, 14 af selvopfundne vrøvleord, som dog lader sig opløse i da. bestanddele: »spædt lam dier sin mor«, »ren kål afædt«, »spæk afædt«. - formelde (...) Respect: overbringe ærbødig hilsen.

152

Trojanien: forvanskning af bynavnet Troja til (hvad der skal ligne) navnet på et land. - Tiden (...) hastig gaaer: se n.t.s. 146. - 400 Miile: se n.t.s. 140; afstandsangivelsen markerer et voldsomt brud på den klassiske dramaturgis princip om »stedets enhed« (l'unité de lieu), dvs. at handlingen udspilles på én lokalitet, og sceneskifter ikke finder sted. - en tydsk Comoedie: se n.t.s. 133. - Fraktur-Bogstaver: »krøllede bogstaver«, gotiske typer, den almindelige sats i trykte skrifter i Tyskland, Holland og Skandinavien fra begyndelsen af det 16. årh. indtil henimod 1900, her altså brugt anakronistisk. - Dette skal være Troja: hermed rammes et teater/en teaterform, der pga. sin primitivitet har vanskeligt ved at etablere en egl. scenisk illusion; se n.t.s. 133.

153

endelig: når alt kommer til alt. - icke gaaer tilfods: i Kbh. benyttedes på komediens tid lejevogne (kareter) i rigt mål. - Raadhus (...)publique Bygning (...) deris Livs Tiid: spøgende (nænsomt omskrivende, eufemistisk) omtale af gældsfængslet. - publique: offentlig.

154

Forbandet: i høj grad, »pokkers«. - 5 pro Cento: iflg. Chr. V's Danske Lov var den højeste tilladte rente 6% p.a. (5-14-5); den blev i 1695 nedsat (skærpet) til 5%; på komediens tid var højere renter (som altså var åger) ikke ualmindelige. - Debitorerne: skyldnerne. - Gaderne (...) reene: de snavsede gader (ofte rene lossepladser) var et problem i Kbh. på komediens opførselstid, hvor renovation og 520 kloakering kun fungerede mådeligt. - trodse: udfordre til sammenligning el. konkurrence.

155

ager: kører, se n.t.s. 153. - indtil Handvercksfolk: selv så langt ned på den sociale stige som til håndværkere. - giør Bøger (...) Børn: ordspillet er bedre på lat. (bøger: libri, børn: liberi), på hvilket sprog Holberg kendte det (fra humanismens latinister) og selv benyttede det (i sine epigrammer I,150 og III,96). - hurtige: dygtige, raske. -levende: aktiv.

156

Comoedier eller Opera: se n.t.s. 133. - Tremulanter: triller og forsiringer i sang. - Adieu: fr.: farvel. - Bereedelser: forberedelser. - for at staae: til at (kunne) stå.

157

fornemste: vigtigste. - Aviserne: a. kendes først fra 17. årh., og først i 18. årh. vandt de nogen større udbredelse og betydning. - Lappen: juks, skidt. - Subaltern: underordnet. - meer honnetement: da.-fr.: med større ære. - geführet ist: ty.: er (blevet) ført. - Speyler (...) sigter (...) holder: spejl, sigt, hold (bydemåder flertal). - Ein, Zwei, Drey: ty.: én, to, tre; på komediens tid var hærens kommandosprog ty. - slaaer lige: slår samtidig, i takt. - Patron Tasken: forudsætter benyttelse af håndskydevåben, der først kom i brug i 15. årh. - 4re Skilling: »en døjt«, »fem flade ører«; købekraften svarer dog til ca. 6 kr. omkr. 1995. - Oliegreen: fredstegn. - Priapus: se n.t.s. 140. - hastig: hidsig. - stood (...) i en Maade: stod i en kedelig situation, var ilde faren.

158

bryder icke Folcke-Retten: se n.t.s. 148. - retirere: trække os tilbage. - Armeen: hæren. - paa Theatrum: på scenen. - Theatrum (...) Spectatores: lat.: tilskuerne; brud på den sceniske illusion. - Trojæ: lat.: Trojas. - tilforn: tidligere.

159

Von: ty.: af; von + navn angiver (ty.) adelskab. - Ambassadeur extraor- dinair: tilstræbt fr.: særlig udsending. - dependerer af: står under kommando af. - staaer i Gevehr: står opstillet til parade. - vanskabt: grim. - formedelst: på grund af.

160

Excellentz: excellence er tiltaletitel til personer af høj rang, bl.a. ambassadører. - Mands-Person (...) sin mindste Finger (...) saadan slags Skade: kilden til denne frivolitet, som Holberg også benytter på lat. (i sit epigram I,41), findes blandt den rom. digter Martials (ca. 40-102) epigrammer (I,92). - Tamper-Retten: se n.t.s. 138. - Joremoer: jordemødre gælder her som typen på ældre, grimme kvinder. - Dorthe Per Vognmands: D., vognmanden P.'s hustru; anvendt som typebetegnelse for en jævn (og grov) kvinde. - sticker: tager sig ud. - Gevehr præsentier: forkert ty.: præsentér gevær! - Carnalier: slyngler.

161

en af os (...) en Trojaner en Kamp: modelleret over de berømte tvekampe mellem Patrokles og Hektor (16. sang) og mellem Hektor og Achilleus (22. sang) i Iliaden. - Laurbærkrantz: i oldtiden anvendtes laurbærkransning som et hæderstegn, i Grækenland til sejrherrer 521 i væddekampe, i Rom til triumfatorer; i nyere tid som hædring af videnskabsmænd og digtere. - Almuens Yndist: folkets gunst. - Malicen: talesproglig forvanskning for: militsen, den udskrevne hær; malice betyder: ondskab(sfuldhed). - Civil: ikke-militær. - den paa Hiul siddende Lycke: forestillingen om »lykkens hjul«, der symboliserede lykkens omskiftelighed, var yndet i middelalder og renæssance; den antikke lykkegudinde Fortuna havde ganske vist et hjul blandt sine attributter, men afbildedes ikke siddende på det. - tage (...) paa min Samvittighed: gøre det af med. - Hector: Priamos' søn og den modigste af Trojas forsvarere i Iliaden.

162

Paradis: forvanskning af: Paris. - Priapi: se n.t.s. 140. - glose over: kommentere, kritisere, spotte. - Aviserne: se n.t.s. 157. - foedre: udfordre. - Dyrendall (...) Drage-Blood: se n.t.s. 145. - Politicus: statsmand. - staae (...) an: sømme sig. - Characteer: rang, charge. - den Civile Stand (s): de ikke-militære, borgerlige. - Politien: den civile stat. - Krigs-Ret, Krigs-dom: svigt under kamp kunne på komediens tid resultere i dødsstraf.

163

mod Folcke-Retten (...) Ambassadeur: se n.t.s. 148. - paa det: for at. - Finckel-Jochum: brændevin. - retirerer sig: trækker sig tilbage. - et lidet: en smule. - skiøtter aldrig om: har aldrig kunnet lide. - fixere: narre. - Paradiises: forveksling for: Paris'. - Marck: gl. møntenhed, l mark = 1/6 (rigs) daler = 16 skilling, i 1995-købekraft = ca. 25 kr.

164

Lysespid: pind el. stang, anvendt ved lysestøbning, her spøgende om stikvåben. - Hige i hans Næse: op i hans åbne ansigt. - kloge: »rigtig kloge«. - mare: sandelig (mild ed, formet over Jomfru Marias navn). - Daler: se n.t.s. 163. - ß: skilling, se n.t.s. 163.

165

Hanrey: bedraget ægtemand. - opregner (...) Genealogier (...) begynder Striden: som skikken er i Iliaden i forbindelse med tvekampe. - Genealogier: slægtsforhold, afstamning. - igien: til gengæld. - see under Øyen: give sig uforfærdet i kamp med.

166

bestialsk: grusomt. - qvants-viis: på skrømt. - vist nock: bestemt.

167

Ihr Herren: ty.: De herrer. - Victorie: sejr. - sine Konsters Sorthed: sine sorte kunsters, sin magis; abstrakt, pretiøs formulering. - Plutarchi mørke Bolig: P: lat.: Plutarks; forveksling af Plutarch (ca. 46-ca. 120), gr. historiker og filosof, med Pluton, underverdenens gud i gr. myt. - naturlige Videnskaber: naturvidenskab i kombination med (tilladelig) trolddom (»hvid magi«), en middelalderlig (her altså anakronistisk) forestilling. - Tiresius: gr.: Teiresias, blind spåmand i gr. myt., forekommer ikke i Iliaden og har intet med det trojanske tog at gøre. - Hans Blindhed (...) med Blindhed: kaotisk sammenblanding af flere fortællinger i gr. myt. Dommer var T. i en sag mellem Zeus og Hera; han dømte til fordel for den første, hvorfor Hera slog ham med blindhed, medens Zeus skænkede ham spådomsevnen. 522 Musikstriden med Apollon som deltager har T. intet at gøre med; A. blev udfordret hertil af satyren Marsyas, der spillede fløjte (ligesom skovguden Pan); dommer var her kong Midas (i en anden version: bjergguden Tmolos), som A. gav æselører, da han dømte til fordel for Marsyas (i den anden version: da han roste Pans spil). Midas' historie findes hos den rom. digter Ovid i hans mytologiske digtkreds Metamorphoses (da.: Forvandlinger, 2 f.v.t. - 9 e.v.t.), 11. sang, 146-170. - Lægekonstens (.. .)Apollonius: A. (3. årh.), gr. episk digter, som her forveksles med Apollon, gud for lægekunst og musik i gr. myt. - Ober-Førster: ty.-da.: skovrider, kaldes her således af Ulysses, fordi han var naturens, især skovenes gud. - konstigst: dygtigst. - Cithara: strengeinstrument; Apollons (se n.t.s. 167 ovenf.) instrument var lyren. - Doctor Medicinæ: lat.: dr. med., doktor i lægevidenskab, se n.t.s. 167 ovenf. - besværgede: besværede, klagede. - Jupitrem: lat.: Jupiter, Zeus (bøjet i lat. akkusativ, fordi »hos« styrer akk. på lat.); se n.t.s. 167 ovenf. - udfoedre: befale at komme ud. - Geisterne: ånderne. - von des (...) Wohnungen: ty.: fra helvedesguden Plutarks boliger; ny forveksling af Plutark og Pluton, jvt. n.t.s. 397 ovenf; i Odysseen (11. sang) gæster Odysseus Teiresias i dødsriget og bliver spået af ham.

168

tilkommende Tings Videnskab: kendskab til fremtiden. - Nestorius: forveksling af N. (ca. 400), gr. kirkefader, hvis lære fordømtes som kætteri, med Nestor, den ældste og viiseste blandt de gr. helte på toget mod Troja. - Glas-Himmelen (...) Jorden: efter antikke forbilleder opererede den før-copernicanske kosmologi (beskrivelse af universet) med Jorden som hvilende midtpunkt, over hvilket der hvælvede sig et varierende antal »himle« el. sfærer, hver forbeholdt ét himmellegeme, der var fikseret på indersiden af den kugleskal, som dannede grænsen ml. to sfærer. - u-besværget: ubesværet, uden fortrydelse. - løbe med Liimstangen: er til grin (L. betyder: kosteskaft uden kost).

169

Troja (...) Chilian (...) blir opoffred: denne profeti er sammenblandet af flere fortællinger i gr. myt. En spådom, Teiresias meddelte Thebens bystyre under »de syv«s angreb, gik ud på, at en fornem persons frivillige død var betingelsen for sejr. Den af grækerne fangne spåmand genkalder derimod beretningen om Priamos' søn Helenos, der efter at være faldet i grækernes hænder spåede dem sejren over trojanerne og rådgav dem. Helenos' historie findes i Sofokles' tragedie Filoktet, opf. 409 f.v.t., v. 604-621.

170

angenemmere: behageligere. - Christen Blod: anakronisme. - Nabocodonosor: Chilian konstruerer på stående fod et eksotisk navn og benytter så den ældre og opr. form af navnet på den babyloniske konge Nebukadnezar (se n.t.s. 145).

523

171

ingen Tvil (...) suger: ingen tvivl om, at han siger.

172

Tiresii: lat.: Teiresias'. - Conservation: bevarelse. - u-besværged: se n.t.s. 168. - made: rådede. - Tiresio: lat.: Teiresias (bøjet i lat. ablativ, fordi »med« styrer abl. på lat.).

173

Appollonius: se n.t.s. 167; Apollon var i gr. myt. også spådomsgud. - Gemahl: ægtefælle (uanset køn). - Penelope (...) Telemachius (...) Rosmarina: det er korrekt iflg. den homerske sagnkreds, at Odysseus' hustru og søn hed hhv. Penelopeia og Telemakos; R. er derimod Holbergs frie påhit. - Øxen: okser.

174

Peritaphium: forvanskning af: epitafium, gravskrift. - Smaraculum: forvanskning af: oraculum, orakel. - Pallatium: palladium, guddommeligt beskyttelsesmiddel, opr. et Athene-billede (m. beskyttende kraft), der blev frarøvet Troja; således lidt anakronistisk på dette punkt af handlingen.

175

stoorhierted: tapper, modig. - Martialske: krigeriske (eft. den rom. krigsgud Mars, gr.: Ares). - (Hoved-)Passion: lidenskab. - gaae (...) under Øyne: give sig kækt i kamp med. - Stat: stå. - Forretning: opgave. - beskicker: tildeler.

176

Invention: idé, plan. - fixere: narre. - Regiment Ryttere: kan - som led i satiren mod det »tyske« teater - have været udskårne marionetfigurer af træ, pap el. lign.; masseopbud på scenen stred desuden mod den klassiske dramaturgi, der foretrak et minimalt antal agerende. - Hører (...) seer: hør, se (bydemåder flertal). - ind-practisered: indsmuglet. - Wer da: ty.: hvem der. - løber om Theatro: løber rundt om scenen eller: rundt om tilskuerpladserne i det hele taget (i sidste tilfælde bliver der tale om illusionsbrud). - Vil du tilbage: gå tilbage med dig. - Zurüch: ty.: zurück, tilbage. - Skielm: slyngel. - examinere: undersøge. - Hillement: ih, du store. - tiende Aar, for 3 Aar siden: se n.t.s. 146. - Udfald: fremstød, offensiv. - Tøy: »forvirrende noget«.

177

Tydsk Comoedie: se n.t.s. 133. - Spectatores: lat.: tilskuere. - er over: har overgivet sig. - Victori: sejr. - Qvarteer: nåde, pardon.

178

Neptuni: lat.: Neptuns; N. (gr. Poseidon) er havgud i rom. myt. - tyve Aar: m.h.t. denne og de flg. tidsangivelser i IV, 1-3, se n.t.s. 146. - Trojæ: lat.: Trojas. - Cajanien: gl. navn for en del af Finland, se n.t.s. 152. - Dronning Dido: med indførelsen af D. i komedien erstattes de homeriske digtes (»trojanske«) sagnkreds som det gennemgående grundlag for travestien (se n.t.s. 133) af beretningen om Æneas, sådan som hans historie fortælles til Vergils Æneiden, se n.t.s. 134. -befoedre: befordre, - forliebt: forelsket, se n.t.s. 178 ovenf. - gaae Val udi: vælge imellem.

179

Raisonnering: (uforskammede og indblandende) betragtninger, »snak«. - tage Fornuften fangen: lægge bånd på fornuften, sætte 524 fornuften til side. - Staldbrødre: krigs- el. rejsefæller. - Toback (...) faae Luft: neml. snustobak (der fremkaldte nysen). - engelsk Ost: anakronisme, eftersom England først gennem romerne trådte i forbindelse med det øvrige Europas civilisation. - sticker (...) an: tænder.

180

Deucalions Flood: syndfloden i gr. myt. (Deucalion svarer til Noa, l. Mos. 6-8). - forvandlede (...) til Sviin: skønt komediens akt IV (om Dido) i de store træk bygger på (travesterer) beretningen i Æneiden (jvf. n.t.s. 134), er beretningen om mændene, der af en troldkvinde forvandles til svin, hentet fra Odysseen, 10. sang, hvor troldkvinden er Kirke på øen Aiaia.

181

Skabningen: ydret. - Drolen splide: Djævelen sønderrive. - øh: øf. - Fallill: jysk: farlille, lille far.

182

Monsieur Wegner: indehaveren af Chilians rolle ved de første opførelser hed W., altså et bevidst illusionsbrud. - tilforn: tidligere. - Lægedom: lægekunst. - Æsculapii: lat.: Asculaps; Æ. (gr.: Asklepios) var lægekunstens gud i rom. myt.

183

Proserpina: (gr.: Persefoneia), underverdenens gudinde i rom. myt. - Forløser: frelser. - Serviteur: fr.: (Deres) tjener. - Kydskhed og Koldsindighed (...) Elskovs Lue (...) min Ære (...) Skibbrud: en sådan direkte indrømmelse fra en kvindes side af erotisk tilbøjelighed støder voldsomt an mod den klassiske dramaturgis krav om »velanstændighed«. - Diana: (gr.: Artemis) jagtens, kyskhedens og månens gudinde i gr.-rom. myt.

184

saare (...) Elskovs Piile (...) Cupido: Didos udtryk må ganske rigtigt henvise til den rom. kærlighedsgud Cupido, gr.: Eros. - anstucket: antændt. - maatte (...) have saaret: skulle, burde have såret. - Røgelse: vellugtende stoffer afbrændt til ofring. - hans Moor: kærlighedsgudinden Venus (gr.: Afrodite).

185

Raisons: grunde. - med Aanden i Halsen: ganske forpustet. - Sviinsoot: svindsot er navnet på tuberkulose og beslægtede sygdomme, her med ordspil på »svin«. - en Drage (...) af Luften: overnaturlige fænomener stred mod den klassiske dramaturgis krav om »sandsynlighed«; hertil svarede, at den klassiske teaterform undgik »maskineri« på scenen.

186

Carnali: slyngel. - Jupiter: (gr.: Zeus) den øverste gud og himmelgud i gr.-rom. myt. - Miile: 1 da. mil - ca. km. - Hillement: »ih, du store«.

187

Velædle (...) Pave: stadig højere (tiltale-)titler. - Scorpion: det giftige udenlandske insekt opfattedes i overtroen som en slags drage.

188

Det inderste af Teatro aabner sig: mellemtæppet trækkes op, hvorved scenerummets bageste del bliver synlig. - Theatro: lat.: (her:) scenen (bøjet i lat. ablativ, fordi »af« styrer abl. på lat.). - forvandlede til Træer: hverken Kirke i Odysseen (se n.t.s. 180) eller Dido i Æneiden (se 525 n.t.s. 134) udfører sådan trolddom; dette scenetrick hidrører måske fra ty. opera, et muligt sekundært mål for travestiens spot ved siden af von Qvotens »Haupt- und Staatsactionen«, se n.t.s. 133),jvf. efterskriften, s. 466f. I Gherardis samling af fr.-ital. komedier, Le Theatre Italien, som Holberg kendte, findes et stykke Ulisse et Circé (bd. III i 1721-udg.), hvor Kirke forvandler Odysseus' mænd til forskellige slags dyr (II, 7, s. 538f). - gallante: flotte.

189

til Hviile: se n.t.s. 150. - Æsculapius: se n.t.s. 182. - Apollo: se n.t.s 167. - Admindelse: erindring. - manu mea propria: lat. (anakronistisk): med min egen hånd (egenhændigt). - kommer til at slaaes: kommer op at slås, se n.t.s. 148. - det inderste af Theatro: se n.t.s. 188.

190

curiøsk: nysgerrig. - Hollandsk: se n.t.s. 137. - Maren Amme: en a. var en kvinde, der mod betaling ammede (og passede) en andens barn; M.A. benyttes som typenavn på en tyk og uskøn kvinde. - Fiskebeens Skiørt: underskørt afstivet med fiskeben, moderne over det meste af Europa i begyndelsen af 18. årh. - Soelskiver: solure. - Flade-Brød: en slags store og meget tynde kager, en no. specialitet. - lærde Folck (...) Folck i Maanen: spørgsmålet om planeternes beboelse blev ivrigt diskuteret i 17. og 18. årh.; den holl. astronom D. Fabricius (omkr. 1600) hævdede at have observeret mennesker på månen. - fierding Vey: l f.v. = ¼ mil = ca. 2 km. - Glas-Himmelen: se n.t.s. 168. - Jubilerer: juvelér.

191

bleven til Vind: mislykkedes. - icke leve en Time længer: Dido i Æneiden (se n.t.s. 178) tager sit liv i sorg over Æneas' bortrejse (4. bog); blodsudgydelse på scenen stred ligesom kampe (se n.t.s. 148) mod den klassiske dramaturgis »velanstændighed«.

192

forbundne: forpligtede. - Rebellere: oprørere. - beforderlig: behjælpelig. - arrige: arge, slemme. - Skalck: skurk. - men: såmænd (mild ed, der sværges ved »hellige mænd«, helgener). - betæncker mig: eftertænker, tænker mig om. - lader: tager sig ud. - Romansk: romanagtigt.

193

Heroinder: heltinder. - kastet sit Vand: ladet sit vand. - forklæde os (...) overrumple Penelope: i Odysseen vender Odysseus hjem til den trofaste Penelopeia forklædt som tigger (23.-24. sang). - hvad Øynene icke seer (...) Væ: gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 7764, DgO VII, l (1983), s. 369. - : ve, ondt.

194

examinere: udspørge. - fra denne Bye (.. .)fra dig?: der spilles på dobbeltbetydningen af »fra« som angivende 1) ophav, oprindelse, herkomst, 2) adskillelse, udelukkelse. - Tale-maade: udtryksmåde. - Kløver-Knægt: klør-knægt i kortspil anvendtes som typebetegnelse for person, der minder om denne ved aparte el. påfaldende udseende og påklædning, - forslagen: kløgtig, udspekuleret.

195

løb bort (...) blev hengt: på komediens tid var der i den da. hær 526 dødsstraf for desertion. - tilforn: i forvejen. - Monomotapabrasiliadelphia: et af Holberg konstrueret vrøvle-(sted)navn; af bestanddelene genkendes Brasilien og Delphi (i Grækenland); den flg. beskrivelse af dette fantasilands herligheder genkalder Slaraffenland.

196

fra Jylland (...) Eventyr: jyderne havde ry for at lyve og prale. - Giæckerie: pjat. - holde dig lystig: slå dig løs. - Hanrey: bedragen ægtemand.

197

daarligt: tåbeligt. - Langulafred: navnet på en konge i folkebogen Holger Danskes Krønike (da. 1534).

198

Adiøs: farvel. - løser (...) Hovedet: den bedragne ægtemand sagdes at bære horn i panden, som han forsøgte at camouflere med en særlig bred »hanrej-hat«.

199

Handreedere: hanrejer, se n.t.s. 196 og 198 ovenf. - Juncker: ung mand af adelig el. fyrstelig rang. - Telemachius: (gr.: Telemakos), Odysseus' og Penelopeias søn; også i Odysseen var T. endnu kun et barn, da Odysseus deltog i det trojanske tog. - 36 Aar (...) raisonnere: se n.t.s. 146.

200

Hector: Priamos' søn og i Iliaden den modigste af Trojas forsvarere. - Plumager: fjerprydelser, fjerbuske. - Mars: (gr.: Ares), rom. krigsgud. - Vulcanus: (gr.: Hefaistos), rom. gud for ild, metal og smedearbejde; også V. måtte bære »horn« pga. sin hustru Venus'/Afrodites utroskab, se n.t.s. 138. - Litzerne: lidserne, de bånd, hvormed en hatteskygge sattes op i en trekant. - breed (...) nedfalden: se n.t.s. 198. - Tølpel: tølper, uforskammet person. - i Henseende til: for (...) skyld. - Ulyssis: lat.: Ulysses'.

201

overvinder: får til at briste. - ligger (...) til Bestillingen: hører til stillingen (spøgende, nemlig: som hanrej). - Politiske Aarsager: beregning. - Materie: emne. - Acteon: (gr.: Aktaion), jæger i gr. myt., der belurede Artemis (lat.: Diana) i badet og til straf omskabtes til en hjort (med gevir, jvf. »hornene«!) og endelig blev sønderrevet af sine jagthunde.

202

Gemahl: ægtefælle (uanset køn). - i agt taget Kydskheds Lov: dette ganske modsat Odysseus i Odysseen, der på hjemrejsen fra Troja avlede børn med både nymfen Kalypso (5. sang) og troldkvinden Kirke (se n.t.s. 180). - stoppet mine Øren mod: med denne formulering sammenblandes beretningen om Odysseus hos Kirke (se n.t.s. 180) med beretningen om, hvordan Odysseus og hans mænd undgik at blive fortryllet af sirenernes sang (12. sang). - Didonis: lat.: Didos, se n.t.s. 178. - ihr Götter: ty.: I guder. - forstyrrede: ødelagde. -Kiemper(s) (...) Biergtrold og Nisser: anakronistisk indslag af nord. folketro. - rensede Augiæ Stold: det var helten Hercules (gr.: Herakles) i gr. myt., der som den 6. af sine 12 bedrifter rensede Augias' stalde (Augiæ Stold), der husede over 3000 dyr og ikke havde været 527 udmuget i 30 år. - undertvang de Skioldmøer: s. hører hjemme i nord. myt.; som krigeriske kvinder svarer de til den gr. myt.s amazoner, som Hercules bekrigede som sin 9. bedrift. - omkomme: dræbte, tilintetgjorde. - omkomme de Sirener (...) hundrede Hoveder: s. er den gr. myt.s havfruer, der med deres sang lokker søfarende i forlis, jvf. n.t.s. 202 ovenf.; Hercules dræbte - som sin 2. bedrift - den syvhovede »lernæiske hydra« (vandslange). - Hvor har du kunnet (...) skal nogen stund: idet travesti-helten Ulysses bryder ud i sin monologiske, patetiske klage, benytter han den fr. klassicismes (bl.a. tragediedigtningens) versemål alexandrineren, der kendetegnes ved parvis rimede seksfodsjamber; nogle af versene indeholder gentagelser fra Holbergs parodiske helteepos Peder Paars (III,2) (1719-1720). - forlade: svigte. - troefast (...) dydig (...) Fristelse: se n.t.s. 202 ovenf. - Eeg, den Storm: eg, som storm. - Hvad (...) hvad: hvilket el. hvilken. - Opkaster: slår op. - mænges: blande sig. - Med Verdens (...) som man (...) forventer: sådan som man forventer at se med verdens undergang.

203

Morpheus: drømmenes gud i gr. myt. - til Hviile (...) at hviile: se n.t.s. 150. - Scen. ult.: forkortelse for lat.: Scena ultima, sidste scene. - To Jøder: på komediens tid levede der ca. 350 jøder i Kbh., hovedsagelig indvandret fra Ty; iflg. Chr. V's Danske Lov (1683) måtte de kun opholde sig i landet med særlig tilladelse, og først ved grundloven af 1849 fik de fuld borgerret; udelukkede fra håndværkernes og handelsfolkenes laug ernærede de sig ofte ved småforretninger og pengeudlån; jøderne her udlejer maskeradedragter og teatcrkostumer. De fleste »ty. jøder« kom opr. fra Østeuropa, hvor deres talesprog var jiddisch (blanding af ty. og hebr.); under generationers ophold i Ty. forstærkedes det ty. element, skønt der stadig var tale om et minoritets- og særsprog (»jødetysk«), som da blev de til Da. indvandrede jøders sproglige særkende - under gradvis optagelse af da. sprogtræk. Det gebrokne ty, Holberg her lader jøderne tale, er et sådant flere gange blandet indvandrersprog, dog - som alt andet ty. - forståeligt i samtidens Kbh. - Dat ist doch verfiucht (...) nach Betaling: det er dog forbandet med de komedianter, når man låner en dragt ud, sender de (den) aldrig tilbage rettidigt, og så må man vente en hel uge på betaling. - Dat ist wahr (...) handelen: det er sandt Efraim. Men hvorfor er vi så dumme? Men se en gang. Dèr sidder han og sover med den smukke frakke. Jeg tænkte det nok. Det er uforskammet at behandle lånte klæder sådan. - Hær Mussier! (...) slaapen: halløj, min herre! Er det en måde at sove med sådanne klæder? - Dat bin ich (...) Ephraim: det er mig. Min herre kender vel Efraim? - So kenner (...) Mussier: da (derimod, til gengæld) kender jeg ham, min herre.

528

204

Und ich bin (...) Ephraim: og jeg er den lille jøde E. - Und ich bin (...) hebben: og jeg er en mand, hvis forfædre har boet i den store by Jerusalem. - Und ich bin hidkommen (...) Blut: og jeg er kommet her for at kræve betaling for mine udlånte klæder. Men det skal ordnes uden blod(sudgydelse). - dit Skiæg (...) vandrende Ridder: hentydning til »den evige (omflakkende) jøde«, se n.t.s. 134. - All zu viel (...) Kinder: alt for meget vandrende, desværre! både jeg og andre Israels børn (dvs. jøder). - Møssier ich heb (...) von Abend: min herre, jeg har ikke tid, jeg må udlåne dragten til en maskerade i aften. - Masqverade: på det tidspunkt, hvor komedien første gang opførtes (juni 1724), havde teatrets ejer og skuespillerne tilladelse til at bruge salen til offentlige forlystelser, herunder maskerader, uden for spilletiden og således skaffe sig og teatret en tiltrængt biindtægt. - Pack dig: forsvind. - Træck ju man ut (...) Gerecht: træk ud (dvs. træk blank), eller du skal føle effekten (virkningen) af lands lov og ret.

205

Bist du (...) so lang: har du været væk i fyrretyve år, så må du også betale for fyrretyve år. Vi vil straks gøre regning. Farvel så længe. - Spectatores: lat.: tilskuerne. - Nu haaber vi (...) Johannes heede: epilogen, der understreger komediens karakter af travesti (se n.t.s. 133), er udformet i såk. »Bording-strofer« (efter den virtuose da. baroklyriker Anders B., 1619-1677), fire-linjede, krydsrimede strofer med vekslende 4- og 3-fods jamber; nogle af versene indeholder gentagelser fra Holbergs lille lejlighedsstykke Nye-Aars Prologus fra 1723. - tvende Dage: to døgn, dvs. inden for »tidens enhed« (se n.t.s. 146), liberalt fortolket. - vare meere lenge: se n.t.s. 146. - efter Reglerne: den klassiske dramaturgis regler; der sigtes især til »enhederne«, se n.t.s. 146 og 152 - tvende sneese Aar: 40 år. - tvende sneese (...) Mands Alder bliver: se n.t.s. 146. - Fra Grækenland til Troja gaaer: se n.t.s. 152. - Kiemper (...) Hexeri: se n.t.s. 185. - Beleyringer og Kriige: se n.t.s. 148 og 176. - Tog, Jomfrue-Rov: se n.t.s. 148. - Nu et (...) Rige: se n.t.s. 152.

206

Sig Livet vil fratage: se n.t.s. 191. - Folk skabt om (...) gloend Drage: se n.t.s. 185. - En Harleqvin (...) Herskab plager: man ser også en H. (der sigtes til Chilian), der plager (sit) herskab med snak. - To sneese Aar (...) Tid fordrive: se n.t.s. 146. - Tydsk Comoedie (...) Broelægger-Stræde: se n.t.s. 133. - Vil jeg Johannes heede: »må I kalde mig Mads«.

Erasmus Montanus

207

Erasmus (...) Berg: E.M. er et latiniseret navn; det var almindelig skik blandt studenter og akademikere i 16.-l8. årh., da lat. var internationalt lærdomssprog, at konstruere sig et sådant. Idet M. er et 529 tillægsord på lat. og betyder »bjerg-« el. »fra bjerget«, kan E.M. enten være en simpel oversættelse af Rasmus B(j)erg, eller han benytter (ligeledes efter tidens skik) sin hjemstavn som tilnavn; denne (og dermed handlingens sted) betegnes jo fl. st. som »her på Bierget« (I,1, s. 209, I,2, s. 210 og IV,4 s. 262), om dette stednavn jvf. Jeppe paa Bierget; se også n.t.s. 79.

208

Montani: lat.: Montanus'. - Fæstemøe: forlovede. - Ridefogd: ridefoged, herremandens godsforvalter.

209

Actus: lat.: akt. - stakkels: jævn, simpel. - besynderlig: især. - de Høylærdes Bønder: fæstebønder på Universitetets gods. - disputere: diskutere metodisk; på Universitetet havde man på komediens tid regulære »disputationer«, øvelser, hvorved de studerende blev trænet i logisk argumentation (og latin). - præke: langt de fleste af tidens akademikere endte som præster. - fortryde paa: ærgre os over. - sat paa: spenderet på. - skiøtter (...) om: synes om. - Avind: misundelse. - Avlingen: landbruget. - legge (...) paa Hiertet: tage mig af. - sommend: såmænd (mild ed, af hellige mænd, helgener).

210

min hierte: min kære. - Academicus: akademiker, student. - Laqvei (...) Skriver: opremsningen af jævne, da. ord (personbetegnelser), der er blevet erstattet af mondæne fremmedord, har sin sandsynlige kilde i H.W. Laurembergs Fire Skiæmpte Dicte (1652), 3. digt: Om Allemodiske Sprog og Tituler, v. 440-452, Fire Skjæmte-digte, udg.: J. Paludan (1889-1890) II, s. 85f. - Laqvej: lakej, tjener (i fornemme huse). - Matrasse: vulgariseret fr.: maîtresse, elskerinde. - Bislaaperske: fordansket platty.: elskerinde (jvf. højty.: Beischläferin). - Frøken: på komediens tid titel på ugift kvinde af højere stand; titlen begyndte dog at vinde udbredelse i borgerstanden. - Statsmøe: stadsmø, selskabsdame el. kammerpige i fornemt hus; »Jomfru« havde i Jeppes opregning passet bedre som modstykke til »Frøken«. -Sikketerer: forvanskning af: sekretær. - Latinen og: også latinen. - Logicam, Rhetoricam og Metaphysicam: tre fag på »grunduddannelsen« på datidens universitet, logik, retorik og metafysik (anført på lat. og bøjet i afhængighedsfald, fordi de står som genstandsled i sætningen). - Logicam: logik er læren om at drage (formelt rigtige) slutninger; faget fungerede desuden som indføring i filosofi. - Rhetoricam: retorik el. veltalenhed, opøvelse i en smuk og virkningsfuld (latinsk) sprogbrug; siden middelalderen en humanistisk grunddisciplin. - Metaphysicam: egl. læren om det immaterielle (over-fysiske); som studiefag var m. læren om de filosofiske grundbegreber. - Degn først: da mange degne havde teologisk embedseksamen, var avancementet fra degn til præst almindeligt.

211

Ritualen: kirkeritualet (det nyeste på komediens tid fra 1685) indeholder forskrifter for de kirkelige handlinger. - forskreven: skrevet 530 fejl. - capabel: i stand til. - Aurora: Aurora Latinitatis, lat.: latinkundskabens morgenrøde (dvs. begyndelsesgrunde), udkommet 1638, var en glosesamling, beregnet til og alm. benyttet som begynderbog ved latinundervisningen i gymnasierne (»latinskolerne«). - Ala (...) Smør: Pers gengivelse af de første og snarest følgende gloser i Aurora (se foreg. note) er fejlfuld: »Braba« skal være »barba«, »coena« betyder ikke »natpotte«, men »aftensmad«, »cerevisia« er (alfabetisk) fejlplaceret og oversættes kun korrekt ved første nævnelse, men forkert ved gentagelsen, »campana« betyder ikke »klokker«, men »klokke«, »lana« ikke »ulv«, men »uld«, »ancilla« gentages blot. - forbandet: (her:) fantastisk. - faat Brød for Kone: hentydning til den i tiden udbredte praksis, at ansøgeren til et præsteembede skulle (være villig til at) gifte sig med forgængerens enke. - Die Venens (...)profecturus sum: lat.: på fredag tager jeg hjem fra Kbh. - høyttravend: kunstlet udtrykt, spindsfindigt, vanskeligt at forstå. - der er (...) Russer til Kiøbenhavn: Per »oversætter« ud fra lydlige ligheder mellem lat. og da. ord. - profecto: lat.: sandelig. - Russen (...) her igien: i 1716, under den Store Nordiske Krig (1709-1720), havde den russ. zar Peter den Store, Da.s allierede, opholdt sig i Kbh. med et større troppekontingent for herfra at gøre landgang i Sverige. - Moscoviter: folk fra delstaten Moskva (og i videre forstand: fra Rusland). - Russer: førsteårsstuderende (af lat.: depositurus, en, der skal deponere, dvs. optages som egl. universitetsstuderende). - faar Salt og Brød: ved optagelsesceremonien på Univ. fik de nye studerende nogle gran salt på tungen og nogle dråber vin på hovedet.

212

skiøtter (...) om: bryder mig om. - med Permission: med forlov. - deponerede fra: blev student fra. - Slagelse Skole: latinskolen i S., oprettet 1508. - Per Monsen (...) Iversen: navnene tyder på studenternes rekruttering fra jævne samfundslag. - Finkeljokom: brændevin. - Skiæg paa Hagen: latinskoleeleverne kunne blive gamle i øverste klasse; de ernærede sig da som »løbedegne«, dvs. »tilkaldevikarer«. - Materie: emne, fagområde. - fornøyed: tilfreds. - Formænd: forgængere. - Observationer: overvejelser, spekulationer. - paa den Fod: i en sådan stand. - For min Tid: før m.t. - Liig-Sange: begravelsessalmer. - iligemaade: tilsvarende. - var og Degn: var også d. - Forretninger: gøremål.

213

Rixdaler: rigsdaler, se n.t.s. 11. - baadet: gavnet. - Singot: skål (egl. en velsignelse). - heller: ellers. - gemeenlig: sædvanligvis. - er ikke skaaren for Tungebaandet: har ordet i sin magt (har ikke haft behov for den lille, tidl. alm. spædbørnsoperation, hvorved tungebåndet løsnedes ved klip el. snit). - Kloster-Latin: det ukorrekte, skødesløse latin, som studenterne talte som øvelser på »Klosteret«, dvs. 531 kollegiet (Regensen), især under måltiderne. - Kloster-Lærredt: fint, ty. lærred. - God Taar: skål.

214

mare: såmænd (mild ed, efter Jomfru Marias navn). - Panis (...) Ablativus Pano: forsøg på at bøje det lat. »panis« (brød) i casus (fald); Pers bøjningsremse er ikke blot ufuldstændig, men helt forkludret, idet ordet, der på lat. bøjes efter 3. deklination, får tilføjet endelserne, der hører til 2. deklination; dog vil vokativ-formen »panus« være umulig under begge bøjninger. - Hillement: »ih, du store!«. - vitløftig: kompliceret. - Panis grams: »gravis« (lat.) betyder: tung. - Panis finis: »finis« (lat.) er et navneord og betyder: grænse el. afslutning. - Saxo Grammatica: S. (omkr. 1200), muligvis klerk (sekretær) for Absalon, kendt alene for og gennem sit historiske værk Gesta Danorum (lat.: Danskernes Bedrifter); pga. sit stilsikre og citatrige (»sølvalder«-)latin kaldet »Grammaticus« (lat.: den lærde; »Grammatica« betyder simpelt hen: grammatik); hvad Per i øvrigt meddeler om S. er det rene vrøvl. - Donat: betegnelse for en lat. grammatik (opkaldt efter rom. lærd fra 4. årh. e.v.t.). - Tyrkesk Bind: bind af flerfarvet papir.

215

Pergement: pergament er behandlet skind, der tidl. anvendtes til bogbind. - declineres: bøjes. - declineres ligesom ala: dvs. efter 1. deklination, se n.t.s. 214 ovenf. - Litanie: kirkebøn. - Amen: ordet, der afslutter bønner og betyder: det skal ske!, er hebr. - artigt: morsomt. - finde Karl for sin Hat: finde en, der kan magte ham, som ikke stikker op for ham. - taget Troen fra: se n.t.s. 83. - Cantor: sanglærer og korleder.

216

Mark: 1 mark = 1/6 rigsdaler = 16 skilling; i 1995-købekraft = ca. 25 kr. - ut re (.. .) fa sol: ved den såk. solmisation, den i middelalderen anvendte metode til indøvelse af musikalske intervaller, navngav man tonerne inden for hver hexakord (6-tonet interval; i sådanne var det middelalderlige tonesystem inddelt); ut, re, mi, fa, sol, la (nemlig efter første stavelse i hver linje i en lat. hymne til St. Johannes; senere benævntes den 7. tone: si (eft. begyndelsesbogstaverne i Sancte Iohannes). - vocal Musiqve: sangkunst. - Ut, re, mi (...) si, ut: se n.t.s. 216 ovenf. - ut, si, fa (...) re, ut: som det ses, kan Per ikke holde styr på tonenavnene i den nedadgående skala, men ombytter »la« med »fa«; at Per heller ikke har styr på sin (forældede) »lærdom« inden for musikkens område tjener komediens personkarakteristik, og det er derfor vold mod tekstens mening, når udgivere af Erasmus Montanus ved normalisering af tonerækken »retter« hans fejl, som der har været tradition for at gøre. - Ut, re, mi (...) ut, Re: se n.t.s. 216 ovenf.; Per ombytter påny »la« med »fa« (to gange), se foreg. note. - ut re mi dore mi ut: se n.t.s. 216 ovenf; i ital. musiktradition 532 udskiftedes »ut« med »do« i 17. årh.; Per sammenblander de to navne på hexakordens første tone; at »dore« skrives i ét ord kan illustrere, at Per her forsøger at »synge hastigt«. - Svoger: således tiltaltes den, med hvis familie man var forbundet gennem (her: børns aftalte) ægteskab. - Tidende: nyheder.

217

fuldkommen: gået i opfyldelse. - tilforn: tidligere.

218

forliebt: forelsket. - komme sammen: bliver gift. - Brød: stilling, udkomme. - for en Ulykke: kraftudtryk, »for pokker«. - Spot: skam, skændsel. - paa hand faar jo: om, at han får.- mare: såmænd (en mild ed, dannet af Jomfru Marias navn). - kand (...) staa: er førsteklasses, er hævet over kritik.

219

staaet (...) Skole-Ræt: skolens strengeste pryglestraf, hvori alle elever og lærere deltog. - i 4de Lectien: i fjerde klasse, halvvejs gennem (latin-) skoleforløbet. - vaer mig (...) ad: giv mig besked.

220

Elamitisk: (i Biblen betegnelse for:) persisk; omtales i Ap.G. som et eksotisk sprog (2,8-9). - probe Majoren: fejl for: probe majorem, lat.: bevis oversætningen, dvs. en af præmisserne i en treleddet logisk slutning, en såk. syllogisme, se n.t.s. 119. - falt (...) klog Mand (...) Nar paa Jorden: historien om den lærde mand, der kommer galt af sted i den fysiske verden pga. sin betragtning af stjernehimmelen og derfor får skudsmålet »klog på himlen, nar på jorden«, fortælles med tilknytning til flere personer, i hvert fald: 1) Thales fra Milet, gr. filosof fra 6. årh. f.v.t.; en kilde er her Diogenes Laertios (se n.t.s. 130), I, 34. 2) Tyge Brahe, da. astronom 1546-1601; en kilde er her den ty. anekdotesamling Leyer Matzs lustiger Correspondents Geist, Kbh. 1670,s. 135f. - Hosene: strømperne.- Studia secundas (...)præbent: lat.: studier forskønner medgangen (og) yder trøst i modgang, lidt unøjagtigt citat fra den rom. taler og filosof Ciceros (106-43 f.v.t.) Pro Archia (lat.: Til forsvar for Archias), 7,16. - mig fattes: jeg mangler. - Børne-Lærdom: hvad man lærer i skolen, især i religion.

221

Pibehovedet (...) et Hull (...) sin Hat: hatten ligger antagelig foran E.M. på bordet og tjener til støtte for hans langskaftede kridtpibe. - studentikos: lat.-gr.: på studentermanér. - Invention: opfindelse, påhit. - kysser paa Haanden og flyer: se n.t.s. 125. - Hvi saa?: hvorfor det? - at jeg jo er: at jeg er. - Philosophiæ Baccalaureus: lat.: baccalaur i filosofien; indehaveren af den filosofiske baccalaur-grad havde nogle års studium bag sig, men af overvejende forberedende art; det var navnlig de filosofiske grunddiscipliner, hvori han havde aflagt prøve; det tilbagelagte studium ville ingenlunde overstige nutidens »1. del«/»bifag«/»grunduddannelse«. - profecto: lat.: visselig.

222

Montanus (...) i Kiøbenhavn: se n.t.s. 207. - Montanus (...) Berg paa Dansk: se n.t.s. 207. - Examina: lat.: examiner. - dutte: tiltale med »du«. - Tølpel: tølper, grov og ubehøvlet person.

533

223

det runde Taarn: Rundetårn i Kbh. - Klosteret (...) Lærret: samme misforståelse, som Nille gjorde sig skyldig i s. 213, se noter hertil.

224

Udstyr: brudeudstyr el. medgift. - styrer (...) ud: udstyrer, giver udstyr, se foreg. note. - præke her (...) udi Byen: se n.t.s. 209. - giør mig ikke saa gemeen at: nedlader mig ikke til at. - disputere: i E.M.'s mund tager ordet betydning af de »disputationer«, han har deltaget i på Universitetet (se n.t.s. 209); disse øvelser blev drevet på den måde, at læreren (= professoren) fungerede som ordstyrer el. dirigent (kaldet præses) og udpegede en studerende (kaldet respondent) til at forsvare en påstand, andre (kaldet opponenter) til at angribe og forsøge at modbevise den. Da det først og fremmest gjaldt om at træne de studerende i logisk argumentation og talt latin, var den diskuterede påstands faktiske sandhed el. holdbarhed mindre væsentlig. I Jacobs mund betyder ordet slet og ret: diskutere, skændes, jvf. de flg. replikker. - Pigerne: det kvindelige tyende på gården. - Om Englene (...) andet dislige: de nævnte spørgsmål, af teologisk og astronomisk art, ligger meget tæt op ad, hvad der faktisk var blevet behandlet i akademiske disputatser i årene forud for komediens affattelse (1722-1723), eller hvad der var genstand for videnskabelig debat i samtiden, jvf. Ebbe Spang-Hanssen: Erasmus Montanus og naturvidenskaben (1965), s. 49ff. Om englene var skabt før menneskene var således emnet for den da. teolog Hans Bartholins (1665-1738) disputats fra 1710, spørgsmålet om Jordens nøjagtige form rejstes af to af tidens mest fremragende naturvidenskabsmænd, englænderen Isaac Newton (1642-1727) og franskmanden G.D. Cassini (1677-1756), og spørgsmålet om himmellegemernes størrelse og indbyrdes distance hørte til den da. astronomiprofessor Chr. Horrebows (1679-1764) specialer.

225

Animal brutum: lat.: dumme dyr. - Fæstemøe: forlovede, kæreste. -profectò: lat.: sandelig.

226

mare: se n.t.s. 218. - Evangeli-Bog: de bibelske tekster og bønner til hver søndags gudstjeneste, samlet i ét (lille) bind. - Catechismus: lille bog indeholdende den kristne troslæres grundtekster, et kristentroens kompendium, specielt Luthers Lille Katekismus med »børnelærdommen« (se n.t.s. 220). - Allarm: ståhej, larm. - Jevnlige: ligemand. - Skielm: skarn, slyngel.

227

regne ham det til: regne ham det til last. - Tølpel: se n.t.s. 222. - Importunissimus (...) Juvenis: lat.: højst uforskammede og frække unge fløs. - Transcendentalibus: lat.: de filosofiske (især metafysiske, se n.t.s. 210) grundbegreber; det lat. ord transcendentalia er her bøjet i ablativ, fordi »med« styrer abl. på lat. - Mark: se n.t.s. 216. - forivret sig: blevet så ophidset, at det er skadeligt.

228

Bord (...) Straa: ved disputationsøvelserne (se n.t.s. 224) forekom 534 det, at præses valgte en åbenlyst absurd påstand, som det da blev respondentens opgave at forsvare bedst muligt - altsammen blot for øvelsens skyld. - den som drikker (...) lyksalig: E. M. åbner her en syllogisme, idet han (som tese og provokation) fremfører konklusionen først, om syllogismer se n.t.s. 119; eksemplet her er autentisk, idet den findes som nr. 15 i de Theses quædam logicæ« (lat.: Nogle logiske teser), som B. Meizon (Favonius) forsvarede i 1703; i Caspar Bartholins Logicæ peripateticæ præcepta (lat.: Regler for den aristoteliske logik), E.M.-generationens lærebog i logik, findes eksakt denne »syllogisme« anført som eksempel på en formelt forfejlet pseudoslutning, kap. 13 (16184 , s. 54). - Qvicunqve (...) bene dormit: lat.:enhver der drikker godt, sover godt, syllogismens undersætning (se n.t.s. 119). - sover vel (...) synder ikke (...) lyksalig: skal tilsammen fungere som syllogismens oversætning (se n.t.s. 119). - giøre jer til en Steen: den flg. slutning er kun en syllogisme i sin ydre (treleddede) skikkelse; dens formelle fejl består i, at begge præmisser er benægtede, hvilket ikke tillader nogen konklusion; eksemplet synes taget fra den sengræske satiriker Lukians (125-175 e.v.t.) dialog Filosofier til salg, 25. I Logica peripateticæ præcepta (se n.t.s. 228 ovenf.) findes en lignende syllogisme (med »træ«, »sten« og »menneske«, og med påpegning af en sådan slutnings formelle fejlkonstruktion (de negative præmisser), kap. 8 (16184, s. 40).

229

Ergo: lat.: altså, indleder syllogismens konklusion. - konstigt: vanskeligt, indviklet. - mine Been (...) kolde: også denne psykologiske reaktion findes i historien hos Lukian; men også uden litterært forbillede giver Nilles »realisme« god mening: som almuekone må hun anse E.M., der taler et uforståeligt sprog og foretager verbale »omskabelser«, for en magiker, der som sådan med sine formularer virker ind på virkeligheden. - En Steen (...) tale: her påbegyndes en ny syllogisme, hvis oversætning hermed formuleres; også denne opfølgende syllogisme hører til historien hos Lukian. - hun kand tænke: ordet »sten« har aldrig været hunkøn på da., heller ikke i dialekter. - Morlille kand tale: syllogismens undersætning (se n.t.s. 119). - stakkels: almindelig, jævn, sølle.

230

imidlertid: i mellemtiden. - Kappen: regnslaget.

231

Glæde for: glæde af. - Skilling: gl. småmønt, l sk. = 1/16 mark, i 1995-købekraft = ca. 1,50 kr. - Ridefogden (...) Tilstand: som forvalter var r. »godsejerens mand« i forhold til fæstebønderne og skulle bl.a. inddrive afgifterne til ham hos dem, se n.t.s. 81. - Landgilde: se n.t.s. 81. - Kaal: karl, fyr. - af Haanden i Munden: så nødtørftigt, at man lige har til føden.

232

Agger: ager, mark. - Avling: landbrug. - vanartige Skielm: ondsindede 535 slyngel. - artig: beleven, velopdragen. - Artighed: kløgt, vid. - vare (...) derom: minde derom. - mare: se n.t.s. 218.

233

- Latine Bogstav: komisk forveksling af sprog og bogstav; lat. bogstaver har været enerådende i europæisk skriftkultur siden middelalderen; dog anvendtes »latinsk skrift« i ældre tid om den skrift (og det tryk), der ikke var gotisk (fraktur, »krøllede bogstaver«) og dermed var usædvanlig(t). - Drolen splide: Fanden tage. - faa skam paa din Mund: komme til at bøde for, hvad du siger. - calfatred: givet en hård medfart. - seer ingen Personer an: tager intet hensyn til personers stilling el. status. - Stolaen: stalden.

234

kaaget: kigget. - kaade (Mund): som taler utilbørligt. - curiøsk for: nysgerrig efter. - Omgiængelse: omgang, regelmæssig kontakt.

235

Idioter: uvidende personer. - Ordinarius Opponens: lat.: ordinær, beskikket opponent ved en disputation, se n.t.s. 224. - Merita: lat.: fortjenester. - Partes: lat.: rolle, opgave. - misere & hæsitanter absqve methodo: lat.: elendigt og nølende uden metode. - Præses: se n.t.s. 224. - distingverede: skelnede. - inter rem & modum rei: lat.: mellem tingen(s væsen) og tingens måde (dvs. ydre egenskaber), en af de fundamentale begrebsforskelle i metafysikken (se n.t.s. 210). - qvid hoc est: lat.: hvad er (betyder) det? - anteqvam in arenam descendis: lat.: inden du træder ned på kamppladsen. - avæ bruta: lat.: hvilke stupiditeter. - ignorerer: er uvidende om. - distinctiones Cardinales: lat.: de grundlæggende begrebsforskelle. - publice: lat.: offentligt. - legge (...) paa Hiertet: tage sig af. - Ignorant: uvidende person. - merke: indse. - Et qvidem plane (...) philosophia: lat.: ja, en helt fremmed i filosofien. - legge (...) fra sig: benægte. - Lod (...) noget gaae: fjærtede. - confunderede: sammenblandede, forvekslede. - materiam cum forma: lat.: stoffet med formen.

236

Proemie: lat.: indledning. - Lectissimi & Doctissimi Auditores: lat.: velbelæste og højlærde tilhørere. - Sætter mig Lectissimus for Doctissimus: sætter »velbelæst« (tiltale til studenterne) før, inden »højlærde« (tiltale til professorerne). - Prædicat: betegnelse, benævnelse. - en Deposituro: lat.: en rus, se n.t.s. 211; her bøjet i dativ på lat., fordi det er hensynsled i sætningen. - sætte min Besøgelse op: udsætte mit besøg. - Metaphysica, Logica: se n.t.s. 210. - Prioritet: forret, forrang. - Capitels Retten: tamperretten, se n.t.s. 138.

237

Serviteur Monsieur: fr.: (hans) tjener, min herre, alm. hilsen.

238

Jorden er rund: Jordens rundhed var på komediens tid langt fra nogen ny eller »kættersk« opfattelse, men havde tværtimod været hævdet i så temmelig ubrudt tradition siden Aristoteles (4. årh. f.v.t.); dog har det nok været alm. hos almuen at sammenblande spørgsmålet om Jordens form med det mere penible spørgsmål om 536 verdensbillederne (se n.t.s. 238 nedenf.) - flack: flad. - Pebling Søen: P.S. lå uden for Kbh.s volde. - aldrig: slet ikke. - Jorden løber (...) stille: det moderne, kopernikanske verdensbillede, efter den ty.-po. astronom Kopernikus (1473-1543), der i sit værk om himmellegemernes bevægelse fra 1543 lancerede sit heliocentriske verdensbillede, hvori planeterne bevæger sig omkring solen (af gr.: Helios, sol), som er det hvilende midtpunkt. Denne opfattelse fortrængte langsomt det hidtidige, af kirken støttede, ptolemæiske (efter den gr. astronom Ptolemaios, 2. årh. e.v.t.), geocentriske verdensbillede (af gr.: ge, jord), iflg. hvilket solen og planeterne bevæger sig omkring den stationære jord. Når da. astronomer nølede med at slutte sig til den kopernikanske model, skyldtes det ikke mindst det indenlandske alternativ, de havde for øje i form af det tychoniske verdensbillede, efter Tycho Brahe (1546-1601), der var kommet frem til, at Jorden omkredses af solen og månen (som hos Ptolemaios), og at solen omkredses af de øvrige planeter (som hos Kopernikus). På komediens tid vaklede den astronomiske sagkundskab ved Kbh.s Universitet endnu mellem det kopernikanske og det tychoniske verdensbillede, jvf. Spang-Hanssen (se n.t.s. 224), s. 13-23. - Ingen (...) meer derom: se foreg. n. - falde iblant: falde omkring mellem hverandre. - løbe: sejle.

239

velte sig om: dreje sig, rotere. - klipper ... Stjerner af: E.M. fremsætter naturligvis denne fantastiske forklaring mod bedre vidende og for at gøre nar af Jesper. - curiøskt: mærkeligt, ejendommeligt. - Materie: stof. - Catolsk i Hovedet: forstyrret, afsindig. - hvor got Folk (...) efter: gl. da. ordsprog, Mau nr. 2236.

240

deponerede: se n.t.s. 211. - Blev (...) rejicered: dumpede (til studentereksamen, der på komediens tid afholdtes på universitetet, ikke på latinskolen (= gymnasiet)). - conditionaliter: lat.: betingelsesvis, dvs. de blev optaget på prøve. - Imprimatur: lat.: må trykkes; under den da. enevælde (1660-1849) eksisterede der censur på trykte publikationer; hvervet som statens censor, der skulle påse, at skriftet intet indeholdt i strid med sædelighed, religion og kongemagt, gik på tur mellem universitetets professorer; lod censor skriftet passere, gav han det påtegningen I. + sit navn; Per opfatter derfor »I.« som censors titel.

241

Nomen: lat.: navneord. - Verbum: lat.: udsagnsord. - Cujus declinationis: lat.: efter hvilken (navneords-)bøjning. - Alle de Ord (...) Interjectio: regel fra begyndergrammatikken (Donaten, se n.t.s. 214) vedr. ordklasserne; Pers »Principium« (lat.: princip) er en fejl for: participium (lat.: tillægsmåde), og Conjugatio og Declinatio (lat.: betegnelser for hhv. udsagnsords og navneords bøjningsklasser) er ikke ordklasser, men Pers egne (irrelevante) tilføjelser. - Nomen (...) 537Interjectio: navneord, stedord, udsagnsord, princip (fejl for: tillægsmåde, jvf. foreg. n.), udsagnsordsbøjning, navneordsbøjning, udråbsord. - ryste sine Ærmer: rykke ud med sin viden, folde sig ud (på stående fod). - Genitivo: lat.: genitiv, ejefald; selve ordet g. er her bøjet i ablativ, fordi »i« i dette tilfælde styrer abl. på lat. - Nominativus (...) Ala: Per »svarer« ved at bøje »ala« (lat.: vinge), den første glose i Aurora (se n.t.s. 211), i casus (fald); hans bøjningsremse er (igen) ikke blot ufuldstændig, men også forkludret, idet han sammenblander endelser fra 1. og 2. bøjning (deklination). - Nominativus: lat.: nævnefald. - Genitivus: lat.: ejefald. - Dativus: lat.: hensynsfald. - Vocativus: lat.: tiltalefald. - Ablativus: lat.: gram. fald på lat. uden da. sidestykke el. navn, bruges bl.a. efter visse forholdsord. - deponerede: se n.t.s. 212. - scandere: skelne skarpt mellem lange/betonede og korte/ubetonede stavelser. - Lectie: (latinskole-)klasse. - Kiøbenhavns Skole: der var to latinskoler i Kbh., St. Petri og Vor Frue (Metropolitanskolen). - Hebraiske og Chaldaiske Vers: det var i 17. og 18. årh. ikke uset, at ambitiøse akademikere demonstrerede kendskab til også mere eksotiske oldtidssprog. - Hebraisk(e): h. var skolefag i latinskolen. - Chaldaisk(e): kaldæisk, babylonisk el. jødisk oldtidssprog, visse (yngre) dele af GT er overleveret herpå.

242

Sinke-Lectien: nederste klasse. - Herredtzfogeden og Amtsforvalteren: H.: herredets dommer og politimester; A.: amtets skattedirektør; sådanne embedsmænd var på komediens tid endnu uden akademisk uddannelse. - E qva Schola (...) mi Domine?: lat.: fra hvilken skole blev De student, min herre? - Adjectivum (...) conveniunt: lat.: Tillægsord og navneord skal stemme overens (ved fejlbøjning kommer Per til at sige: stemmer overens) i køn, tal og fald (ved fejlbøjning kommer Per til at sige: ost), regel fra begyndergrammatikken, Donaten (se n.t.s. 214); Holberg har antagelig lånt dette indfald fra Molière, der i sin komedie Le Médecin malgré lui (fr.: Lægen mod sin vilje) fra 1666 lader brændehuggeren Sganarelle fremsige samme lat. svada, da han skal agere læge (II,4). - maaler ham (...) Skieppen fuld: svarer godt for sig, giver ham, hvad han har fortjent (»godt af«). - Pæl: ca. ¼ l. - deponered: se n.t.s. 211. - hen i Taaget: hen i vejret, forvrøvlet sludder. - Tunc (...) ardet: lat.: det angår også dig, når naboens væg brænder; næsten ordret citat fra den rom. digter Horats' (65-8 f.v.t.) epistler I,18, v. 84; versemålet er hexametret (= 5 daktyler el. spondæer + l trokæ el. spondæ). - vil (...) gaae an: går det rigtig løs. - Pølse-Snak: vrøvl.

243

nogle Spørsmaal: de flg. gåder med bibelsk stof er beslægtet med dem, der findes i en bog fra 1593-1600, der populært kaldtes Præstepinen, nemlig den tyske hofpræst Michael Sachs' Christlicher Zeitvertreiber oder Geistliches Rätzelbuch (ty.: Kristelig tidsfordriver eller538åndelig gådebog), oversat til da. som En liden Aandelig Spørgsmaals Bog (1605) af den no. teolog H. Gunnarsen. - skriger stærkere (...) Landsby-Degne: se n.t.s. 83. - Asen: æsel. - Noæ Arck: 1. Mos. 6-8. - forslagen: kløgtigt, udspekuleret. - Cain (...) Abel ihiel: 1. Mos. 4,1-16.

244

qffirmanti (...) probatio: lat.: beviset påhviler den, der fremsætter påstanden. - Omnia conando (...) vincit: lat.: ved at forsøge alt sejrer den lærenemme dygtighed, tillempet citat fra den rom. digter Marcus Manilius' (omkr. år 0) værk Astronomica 1,95; anvendtes som motto på den lat. begyndergrammatik, Donaten (se n.t.s. 214); verseformen er hexametret (se n.t.s. 242). - qvid est Logica?: lat.: hvad er logik? - Post molestam (...) humus: lat.: efter den brydsomme alderdom (Per forsyner dette ord med en forkert bøjningsendelse) vil jorden eje (ved fejlbøjning kommer Per til at sige: ejede jorden) os; (altså fejlfuldt) citat fra den middelalderlige, fra Ty. stammende studentervise »Gaudeamus igitur« (lat.: lad os altså glæde os) med titlen »De brevitate Vitæ« (lat.: om livets korthed), 1. strofe. - fixere mig: gøre grin med mig. - echaperer: flygter. - tilforn: tidligere.

245

slemmere: »skrappere«. - forbandet: fantastisk, »pokkers«. - Christne Navne: døbenavne. - fornye sin Myndt: forbedre sin anseelse.

246

staar (...) an: passer. - Jorden (...) all Reglion (forvanskning af: religion): se n.t.s. 238. - synderlig: videre god(t), »noget at råbe hurra for«.

247

koldsindig: uvenligt, ligegyldigt. - catolsk i Hovedet: forstyrret, tosset. - Daarlighed: tåbelighed. - profectò: lat.: sandelig. - hun: den (jorden var opr. hunkøn også på da.). - Sanden: sandhed. - Fanden (...) Løgnens Fader: citat af Joh. 8,44. - der jo fordømmer: der ikke fordømmer.

248

Philosophien: filosofien var samlebetegnelse for alle videnskaber. - giøre (...) got: bevise.

249

tilstaar: giver medhold i. - en fæd (fed) Karl: en køn fyr (ironisk). - daarlig: tåbelig. - Mile: 1 da. mil = ca. 7 ½ km. - 12 Himle (...) Chrystal Himmelen: se n.t.s. 168. - qvantæ tenebræ: lat.: hvilket mørke (vankundighed). - Kiiler Omslag: det årlige marked i Kiel, vigtigt for da. handelsfolk. - Domine Jeronyme: lat.: Hr. Jeronimus.

250

foer ilde: aborterede. - tilforn: inden. - rejicered: dumpet. - Attestatz: teologisk embedseksamen. - der skeer jo: uden at der sker. - skylde paa: skyde skylden på. - iligemaade: ligeledes. - naturlig viis: på naturlig måde. - Giækkeri: narreri.1

251

faar ont: bliver dårlig. - Atheist: gudsfornægter, evt. med bibetydningen: en moralsk tvivlsom person. - Sagt, sagt: så sagte, tag det roligt.

252

Sværmere: sværmer, religiøs fanatiker med dogmatiske særstandpunkter. - Litanie: kirkebøn (hvor der bl.a. blev bedt om beskærmelse mod farer og kætteri). - falsk lærdom: kætteri, se n.t.s. 238 539 ovenf. - Ordens Brødre: studiekammerater. - statueret: påstået. - yderste (sidste) Draabe (...) Bleckhorn: denne fordrejning af en patetisk kliché (blæk i st. f. blod) findes fx. i Molières komedie Le Mariage forcé (1668, da.: Det tvungne giftermål), hvor den er lagt i munden på den latterlige »aristoteliske lærde« Pancrace, sc. 6.

253

formedelst: på grund af. - profecto: lat.: virkelig. - ivrer mig: fortaler mig af vrede. - sagte: sagtens. - nam (...) naturam est: lat.: thi det er imod naturen.

254

Fort: straks. - paa Dør: af sted. - Erasmum Montanum: Erasmus Montanus, her bøjet i afhængighedsfald, fordi navnet er genstandsled i sætningen. - Mademoiselle: frøken.

255

sustinered: hævdet. - Reputation (s): anseelse. - falsk Lærdom: se n.t.s. 238. - hæve op: ophæve. - hilser: hils (bydemåde flertal).

256

Leges (...) Laudabiles: lat.: akademiske love og rosværdige sædvaner (el. vedtægter). - Dominus: lat.: (min) herre; Per benytter påny gal bøjningsendelse (i tiltale). - Den gemeene Mand: menigmand. - Vulgus: lat.: hoben. - Commilitones: lat.: kampfæller, medstuderende. -Baccalaureus Philosophiæ: se n.t.s. 221. - publicè: offentligt. - sustinered: hævdet. - som er Ordenen u-anstændigt: formuleringen genkalder det højtidelige løfte, de studerende efter en opnået grad (afsluttende eksamen) måtte aflægge til rektor/universitetet.- ne qvid (...) Philosophica: lat.: at den filosofiske (dvs. akademiske, videnskabelige) republik ikke lider nogen skade; med denne formulering overdrog senatet i oldtidens Rom konsulerne uindskrænket magt i faresituationerne. - methodicè: lat.: metodisk. - ved Pennen: ved handelen, som forretningsmand. - Sognefogden: lokal, uuddannet, underordnet øvrighedsperson. - boesiddende: med egen husstand og fast bolig. - Landgilde: se n.t.s. 81. - Syllogismus: lat.: syllogisme, se n.t.s. 119.

257

Ergo: lat.: altså, således indledes syllogismens konklusion. - opponere: se n.t.s. 224. - binde Munden: bringe til tavshed, overvinde i diskussion. - giøre (...) got: bevise. - kand jeg (...) tale (...) ikke en Hane: denne syllogisme (se n.t.s. 119) er næsten identisk med den, der redder morlil fra at være en sten (s. 229), se note hertil.

258

Proba minorem: lat.: bevis undersætningen, se n.t.s. 119; undersætningen her er: »jeg har Menniskelig Forstand«. - fornemste Poster: vigtigste hverv. - Messe: højmesse. - støbe Voxlys: se n.t.s. 83. - bedre end en Hane: et trick, eftersom syllogismer kun kan etablere identitet el. tillægge egenskab, ikke udpege kvalitetsforskelle. - En Hane (...) Kam i Hovedet (...) I en Hane: nye (falske) syllogismer (se n.t.s. 119) af samme type som den, der gør morlil til sten (s. 229), se note hertil.

259

Takker udi Panden: må være hentydning til Pers uordentlige frisure, ikke til »hanrejhorn«, da han jo er ugift (jvf. I,2). - raabe: vække 540 (husstanden) op. - Ergo: se n.t.s. 257. - Refuter: tilbagevis, gendriv. - Syllogismum (...) tibi propono: lat.: syllogisme (se n.t.s. 119), som jeg nu fremsætter for dig. - En Hane (...) samme Egenskaber (...) en Hane: en sammenfatning (generalisation) af de foreg, »syllogismer«, og altså af samme type som morlil - sten (s. 229), se note hertil.

260

Carnali: slyngel. - Tungen (...) Mund: efter Chr. V's Danske Lov (1683) straffen for gudsbespottelse (6-1-7). - bevise jer over: overbevise jer. - jeg er en Tiener af: her udtryk for høfligt afslag. - Logica: logik, se n.t.s. 210. - Qvincunqve: lat.: enhver, som.

261

Sværmer: se n.t.s. 252. - Methodum Disputandi: lat.: metoden (her i afhængighedsfald, fordi det er genstandsled i sætningen) til at disputere, disputeremetoden. - tag (...) af sted: tag på vej. - toge sig paa: påtog sig. - slaa (...) forsvare det: som det sker s. 271, se note hertil.

262

forpikket mod: fuld af uvilje imod. - Troes Artikel: punkt i trosbekendelsen el. trosgrundlaget. - med egen Haand: brevformular, der angiver, at brevet ikke (som det var hyppigt) er blevet dikteret til en anden (skrivekyndigere) person. - utqve securi (...) animus: lat.: ligesom den vældige træstamme, der er såret af øksen, når kun det sidste hug er tilbage, er i tvivl om, til hvilken side den skal falde, men frygtes fra alle sider - således også (mit) sind; citat fra Metamorphoses, se n.t.s. 167, 10. sang, v. 372-375; versemålet er hexametret (se n.t.s. 242). - Paa den ene (...) anden Side: parodi på den type konflikt, hvori helten i det 17. årh.s fr. tragedier (især Corneilles, 1606-1684) var stedt: mellem den »ædle lidenskab« (pligten) og den »skønne lidenskab« (kærligheden); en god analyse af E.M.'s »konflikt-monolog« er foretaget af H. Hagedorn Thomsen (Meddelelser fra Dansklærerforeningen 3,1975, s. 266-268).

263

Erasme Montam (...) pulle: lat.: Erasmus Montanus (bøjet i tiltalefald), musernes (gudinder for kunster og videnskaber i gr. myt.) og Apollons (gud for musik og musernes leder i gr. myt.) kæledægge. - Philosophus: lat.: filosof, videnskabsmand, lærd. - inter Philosophos: lat.: blandt »filosoffer« (se foreg. n.). - Commilitones: se n.t.s. 256. - Philosophi: lat.: »filosoffer« (se n.t.s. 263 ovenf.). - Jacta est alea: lat.: terningen er kastet; citat fra den rom. historiker Svetons (ca. 70-140) De Vita Caesarum (lat.: Om kejsernes liv) fra år 120, kap. 32; her udtales den berømte sætning af Cæsar, da han 49 f.v.t. overskred floden Rubicon, grænsen mellem Gallien, hvor han var øverstbefalende, og Italien, hvorved han indledte borgerkrigen mod Pompejus. - Dixi: lat.: jeg har talt; en hyppig afslutningsformel hos rom. talere (fx. i sentatet). - mit Hoved er oppe: jeg lever. - skille mig ligemeget: være mig ligegyldigt. - Philosopho: lat.: »filosof« (se n.t.s. 263 ovenf); her bøjet i hensynsfald, fordi det er hensynsled i sætningen.

264

passere for: blive anset for. - staa udi Munden: holde stand, klare sig 541 over for (i diskussion). - Sognefogden: se n.t.s. 256. - Herredsfoged (s): se n.t.s. 242. - naar: hvis. - naar Maansoeren (...) en Hane?: se n.t.s. 229.

265

Audacissime Juvenis: lat.: topmålt uforskammede knægt. - Universalia: lat.: almenbegreber, fagudtryk fra metafysikken (se n.t.s. 210). - entia rationis: lat.: rent forestillede, ikke i virkeligheden eksisterende, fænomener; fagudtryk fra metafysikken (se n.t.s. 210). - formæ substantiales: lat.: tingenes indre virkelighed, modsat deres ydre, tilfældige fremtoning, fagudtryk fra metafysikken (se n.t.s. 210). - absurdissimum: lat.: ganske meningsløst. - Vulgus (...) ademptum: lat.: den ulærde hob er et frygteligt, formløst uhyre, hvem lyset er berøvet (nægtet); tillempet citat fra Vergils Æneide (se n.t.s. 134), 3. bog, v. 658, hvor karakteristikken gælder kyklopen (et énøjet uhyre) Polyfem; versemålet er hexametret (se n.t.s. 242). - qvidditas: lat.: »hvadhed«, filosofisk (metafysisk, se n.t.s. 210) kunstord med nogenlunde samme betydning som »formæ substantiales«, se n.t.s. 265 ovenf. -slog (...) af: afslog. - Den som studerer (...) lærdere: Jacob har her held til at fremsætte en regelret syllogisme (se n.t.s. 119)!

266

Saa holder du (...) vigtigste: E.M. anfægter undersætningen (se n.t.s. 119) i Jacobs syllogisme (jvf. foreg. note). - Pen (...) til Maanen: der sigtes (måske ikke helt realistisk i Jacobs mund) til matematiske beregninger (på papir eller tavle) som grundlag for astronomiske studier; en sådan tendens repræsenteredes ved Kbh.s Universitet af Holbergs uven Horrebow (se n.t.s. 224), jvf. Spang-Hanssen (se n.t.s. 224); det er dog et faktum, at matematikken som hjælpevidenskab generelt var en forudsætning for de epokegørende gennembrud indenfor naturvidenskaberne i 16. og 17. årh. - faa en Ulykke i jere Maver: komme til at sulte. - despetere: forvanskning for: disputere. - Tønde Hartkorn (egl. hårdt korn, dvs. rug, hvede og byg): måleenhed ved jordbeskatning, baseret på jordens frugtbarhed (ydeevne). - Rixdaler: se n.t.s. 11. - Doct. Arent Hvitfelds Krønike, eller Postill: Arild Huitfeldt (1546-1609) var da. historiker og forfatter af Danmarks Riges Krønike (omkr. 1600); han var rigskansler, men ikke doktor, og han har aldrig skrevet nogen postil (dvs. prædikensamling). - u-gemeen: usædvanlig, - fort: straks. - Landsdommeren: landstings- (landsrets-)dommeren. - hand har jo: uden at han.

267

Mark: se n.t.s. 216. - formaliter: lat.: med hensyn til formen. - materialiter: lat.: med hensyn til indholdet. - Prosodien: versebygningen. - Pedes: lat.: (verse-)fødder; en versefod er en rytmisk (metrisk) enhed, bestående af en betonet/lang stavelse og en el. fl. ubetonede/korte. - forslaget: kløgtigt. - Philosophiam Instrumentalem: lat.: redskabsfilosofi (bøjet i afhængighedsfald, fordi det er genstandsled i sætningen) er især basisdisciplinerne logik og metafysik, se n.t.s.

542

210.

- respondere under mig: være respondent ved disputationer, hvor jeg er præses, se n.t.s. 224; ved øvelserne på »Klosteret« (se n.t.s. 213) kunne en baccalaur (se n.t.s. 221) fungere som præses, på selve universitetet var præses en professor. - Lieutenant: løjtnant; når denne figur her optræder som hverver, er det ikke et realistisk træk fra samtiden, men snarere et litterært lån (se n.t.s. 272); de stavnsbundne bønder var værnepligtige, og herremanden/godsejeren forestod udskrivningen; kun blandt den personligt frie bybefolkning kunne hvervning finde sted.

268

en Mund som en Ragekniv: en hvas tunge. - føer: kraftig. - have Hierte: være modig. - complet: perfekt. - til Soldat (...) Student: studenter var fritaget for militærtjeneste og måtte ikke hverves.

269

deponerede: blev student. - Academicus: lat.: akademiker.

270

latinske Autores: (lat.: forfattere): da løjtnanten i mangt og meget deler Holbergs eget syn på studier (se n.t.s. 276), er det nærliggende at underforstå dennes yndlinge bl. de lat. forfattere, nemlig moralfilosoffer som Cicero (106-43 f.v.t.) og Seneca (3 f.v.t.-65 e.v.t.). - Naturens Ræt: naturretten; oplysningsfilosofien søgte herigennem omkr. 1700 at etablere en rent verdslig (af kirkelige autoriteter uafhængig) og fornuftsbaseret jura med almen gyldighed; Holberg bidrog selv hertil med ungdomsværket Natur- og Folkeret (1716). - Moralske Sager: moralfilosofien; oplysningsfilosofiens forsøg på at etablere en moral efter samme retningslinjer som angivet i foreg. note i forbindelse med juraen; Holberg bidrog selv hertil bl.a. med Moralske Tanker (1744) og Epistler (1748-1754). - lapperj: noget skidt. - Academicum: lat.: akademisk. - Philosophiam Instrumentalem: lat.: redskabsfilosofi (bøjet i afhængighedsfald, som »på« i denne sammenhæng ville styre på lat.), se n.t.s. 267. - Logica og Metaphysica: se n.t.s. 210. - jeg jo skulle: uden at jeg skulle. - Academiet: universitetet. - hvor jeg jo var: uden at jeg var. - Opponens: lat.: opponent, se n.t.s. 224. - Philosophus Instrumentalis: lat.: en, der driver redskabsfilosofi, betegnelsen konstrueret af E.M. - passere for: »gå for«, regnes for. - Polyhistor: person, der er bevandret i mange fag. - refuteret: gendrevet. - Jam (...) Pares: lat.:nu er vi altså ligemænd, citat af den rom. digter Martials (ca. 40-102) epigrammer (2. bog, nr. 18); versemålet er ½ pentameter (2½ daktyl). - cedere: vige pladsen for.

271

Ducat: guldmønt, l dukat = 2 rigsdaler, se n.t.s. 11. - capabel: i stand. - Den man elsker mest (...) hugg igien: E.M.'s forsvar for at slå sine forældre genfindes i Aristofanes' komedie Skyerne (424 f.v.t.), hvor Strepsiades har ladet sin søn Peidippides studere logik og (moderne, samfundsopløsende) filosofi hos Sokrates og sofisterne. Til den første af E.M.'s syllogismer svarer her versene 1409-1415; den 543 anden samt hele den strengt logiske (syllogistiske) udformning er uden sidestykke hos Aristofanes. - Syllogismo: lat.: syllogisme (her bøjet i ablativ, fordi (ud)i styrer abl. på lat.), se n.t.s. 119. - profecto: lat.: sandelig. - parole: fr.: (på mit æres)ord. - meensvoren: en, der sværger falsk, løftebryder. - par exemple: fr.: for eksempel.

272

Hvo som har taget Penge (...) Ergo: et sådant hvervetrick genfindes i den eng. dramatiker G. Farquhars komedie The Recruiting Officer (eng.: Hverveofficeren) fra 1706, II,3, hvorfra Holberg sandsynligvis har lånt det (jvf. n.t.s. 267). - Ergo: lat.: altså, indleder syllogismens (se n.t.s. 119) konklusion. - Nego Minorem: lat.: Jeg benægter (syllogismens) undersætning (se n.t.s. 119), altså udsagnet »I har saadant giort«. - Et ego probo minorem: lat.: og jeg beviser undersætningen. - Distinguendum est inter nummos: lat.: man må skelne mellem penge. - Distinguendum (...) accipere: lat.-gr.: man må skelne mellem at modtage penge slet og ret og i en bestemt hensigt. - Distinguendum (...) apparentem: lat.: der må skelnes mellem en sand og en (blot) tilsyneladende kontrakt; et juridisk baseret argument. - Distinguendum (...) modum rei: lat.: der må skelnes mellem tingen selv og dens fremtrædelsesform; et erkendelsesteoretisk (metafysisk) argument, sml. n.t.s. 235. - Mundering: udrustning (uniform m.v.).

273

distinguendum est inter: se n.t.s. 272. - Gevalt!: nødråb ved overfald. -lader: ser ud, klæder. - sorte Kiol (...) en rød: hhv. studentens og soldatens (»standssymbolske«) antræk. - est (...) bedre: tager dig mere fuldkommen ud. - tilforn: før. - Exercerer: ekscercér (bydemåde tiltaleflertal). - raa: uøvet.

274

Værer: vær (bydemåde tiltaleflertal). - banket og barket: pryglestraf var alm. i hæren. - Træhesten: et (især militært) tortur- og strafferedskab, som bestod af en smal planke, anbragt på kant og hvilende på to el. fire ben; delinkventen anbragtes overskrævs herpå. - staaet paa Pælen: alm. militær straf, hvor delinkventen, ofte barfodet, anbragtes stående på en tilspidset pæl.

275

Daarlighed: tåbelighed. - silde: sent. - lade: opgive, ophøre med. -Handtering: (borgerlig) profession, typisk inden for handel el. håndværk.

276

Rixdlr.: rigsdaler, se n.t.s. 11. - opirret: gjort vred. - Positur: stilling. -tractered: behandlet. - fortplanter: forplanter, udbreder. - Frugt af Studeringer: løjtnantens betragtninger over studiers nytte falder i alt væsentligt sammen med, hvad Holberg andetsteds i sit forfatterskab i eget navn har fremført om dette emne; særlig tydeligt træder lighederne frem i fortalen til Natur- og Folkeret (se n.t.s. 270), Værker i tolv Bind (se n.t.s. 148), bd. l, s. 51-55 og i Moralske Tanker (se n.t.s. 270), I,5, udg.: Billeskov Jansen (1992 i Danske Klassikere, s. 35-42). Prof., dr.phil. Niels Haastrup har henledt udgiverens opmærksomhed 544 på en fremmed impuls til løjtnantens/Holbergs ideer i Erasmus Montanus: den tyske naturretsfilosof S. Pufendorfs distinktion mellem »logisk sandhed« og »moralsk sandhed«, behandlet af Holberg i hans Natur- og Folkeret (udg. som ovenf, s. 146). - temperered: besindig. - modest: beskeden. - kiende sig selv: moralbudet »kend dig selv«, som Holberg ofte citerer med tilslutning, stammer fra oldtidens Grækenland, hvor det fandtes indskrevet på Apollontemplet i Delfi; som dets ophavsmand har flere filosoffer været udpeget, bl.a. Thales fra Milet (omkr. 500 f.v.t.) og Solon fra Athen (6. årh. f.v.t.). - Philosophus: lat.: filosof, videnskabsmand, vismand. - subtile Distinctioner: spidsfindige begrebsadskillelser.

277

Lader: optræder. - rødde: udrydde. - Natte-vægt: nattevågen. - Handtering: se n.t.s. 275. - estime: agtelse. - holder (...) for: påstår. - alle lærde (...) rund: se n.t.s. 238.

278

fornøyet: tilfreds.

Don Ranudo de Colibrados

279

Don: sp.: herre, titel til adelsmænd og andre fornemme. - Ranudo: navnet klinger sp., men skal læses bagfra: O du nar; en (næppe historisk pålidelig) anekdote, der har været sat i forbindelse med komedien, fortæller om en ambitiøs sp. syngemester hos den musikglade Chr. IV (1588-1648); syngemesteren blev adlet efter eget ønske - men da under dette navn. - de: sp.: af. - Colibrados: ligesom Ranudo hispanisering af et anekdotisk navn; anekdoten blev på da. grund tilknyttet Fr. IV (1699-1730), i hvis regeringstid Holberg affattede komedien; kongens hofkok ville adles, hvortil Fr. IV spurgte, om det skulle være under navnet von Kohl und Braten (ty.: af kål og steg). - Hoffart: hovmod. - H.M.: initialer for Hans Mickelsen, Holbergs psuedonym på skønlitterære skrifter fra 1720'rne.

280

Acteurs: skuespillere, »roller«. - Grand d'Espagne: fr. form af: grande d'España, sp.: grande af Spanien, titel på medlemmer af den sp. højadel, der kun omfattede ca. 112 familier. - Donna: dona, sp.: frue, kvindeligt sidestykke til mandstitlen Don, se n.t.s. 279. - Olympia (...) Pedro: komediens navne er ægte sp., blot ikke altid korrekt stavede. - las Minas: navn på sp. adelsfamilie. - forliebt: forelsket. - Æthiopien: for oldtidens gr. og rom. forfattere stod Æ. som et halvmystisk område, diffust lokaliseret som det østafr. område syd for Ægypten; på Holbergs tid identificeredes det i alt væsentligt med det kristne Abessinien (Etiopien); indbyggerne var semiter. - Page: dreng, der tjener ved et hof eller i et fornemt hus. - laqvais: lakaj, tjener. - Udtolker: tolk. - Svite: følge. - Province: provins.

545

281

min hierte: min kære. - interesse: økonomiske el. materielle hensyn. - derimod: til gengæld. - fabel: berygtet el. til grin. - ambition: ærekærhed, stolthed. - min h.: kort for: min hjerte, kære. - raisonnerede (...) saaledes: anstillede sådanne betragtninger.

282

heller: snarere. - agere en Roman: optræde som i en roman, dvs. »romantisk«. - Poetisk: som beskrevet i (vers-) digtning. - at der jo er: at der ikke er. - daarlighed: tåbelighed. - minde: tilladelse, accept.

283

deres forsættes fuldbyrdelse: fuldbyrdelsen af deres forsæt (hensigt, plan). - straffe: dadle. - commission: til opgave. - (ti (...) bye): sætningen i parentes siges sagte, fortroligt. - signorier: titler af seigneur, herre. - maver: mager. - holde (...) ørene stive: taber ikke modet, giver ikke op. - besynderlig: især. - extremitet: yderlighed. - stok (styk) von achten: holl. navn for den sp. mønt Peso (de a ocho); l s.v.a. = 8 realer; mønten kendtes også i Da., hvor l s.v.a. = lidt mindre end l speciedaler = 6 mark, se n.t.s. 216.

284

Hofmesterinde: fordanskning af det sp. begreb dueña: anstandsdame. - gouvernere: bestemme over, passe på. - lider dit Herskab: har dit h. det. - Duc: sp.: hertug. - de la Vera Crux: sp.: af det sande kors. - de la Vera Crux (...) Cifuentes: se n.t.s. 280. - de las Spádas: sp.: af kårderne. - Abad: sp.: abbed; det var skik, at adelens yngre sønner fik titlerne og indtægterne af gejstlige embeder, som så blev bestyret af andre. - Marqvez: sp.: marquis. - Cifuentes: sp.: grevelig familie. - la Marqvesa: sp.: marquise'en. - for de Morers tider i Spanien: før maurerne vandt indpas i Sp., dvs. før 711. - Victorie: sejr. - erholdt: fik, opnåede. - kongen af Mesopotamien: se n.t.s. 145. - Toledo: by i det centrale Sp. (Castillien), syd for Madrid; byen blev erobret fra maurerne 1085.

285

Liberie: uniform for tjenere i fornemme huse. - højstbmte: forkortelse for højstbemeldte; sidste led betyder: omtalte. - Fendrik: fanebærer, bannerfører. - musqvet-: flintebøsse-; sådanne kom først i alm. brug i 16. og 17. årh. - ikke 300 aar siden (...) i brug: se foreg, note og n.t.s. 146. - Standarten: fanen. - raisons: grunde.

286

Ahner: (adelige) forfædre. - gemeent: almindeligt, ordinært. - invention: idé. - skramererede: galonerede, rigt pyntede. - till: ved. - naar borger-folk (...) Hof-folket allerslettest: hentydning til den sorte sp. hofdragt, der indførtes af Filip II (1555-1598) som modtræk mod den overhåndtagende pyntesyge. - studser: pranger. - tillforn: forinden. - Standar: standart, fane.

287

1 td guld: én tønde guld = 100.000 rigsdaler, se n.t.s. 11. - ß: skilling, se n.t.s. 84. - en jøde: jøderne var på komediens tid kendt som bl. a. tuskhandlere og marskandisere. - skerv: ringeste mønt, en brøkdel af en skilling, for længst gået af brug på komediens tid. - materien: emnet. - fodre: fordre, kræve (ind). - veed at leve: har fine 546 manerer (jvf. fr.: savoir-vivre). - post: sag. - Netteldug: fint bomuldsstof. - crediterede: leverede på kredit. - fast: næsten.

288

formedelst: på grund af. - choqvelade: Sp. importerede som det første europæiske land chokolade (fra Mexico); fra Sp. bredte brugen deraf sig til det øvrige Europa i 17. årh. - Broqveldoro: Broquel d'Oro, sp.: Gyldenskjold. - reprimendere: irettesætte.

289

reputation: gode navn og rygte. - Almanaker: kalendere, indeholdende bl.a. vejrudsigter for året (som havde ry for sjældent at slå til). - reputerlig: standsmæssigt. - leilighed: plads, beskæftigelse. - inventere: finde på, »digte«. - conjuncturerne: omstændighederne.

290

compagnier: selskab (er). - ambition: stolthed. - overlægger: planlægger, diskuterer. - fortvilede: forbandede.

291

Fort: straks (giv mig det). - forsoret dig: forsvoret dig, svoret falsk. - røvet: røbet. - ingen gode: ingen nytte, gavn. - dølge: skjule.

292

pretendere aliance: ønske (ægteskabs-)forbindelse.

293

allerkier:: forkortelse for: allerkæreste. - till hans kierligheds forfremelse: til at hjælpe (fremme) hans kærlighed med. - findes: vise mig at være.

294

Hvi: hvorfor. - spise: bespise. - garandere: garantere. - ladt sig bruge: stillet sig til (seksuel) rådighed. - till felds: i felten. - Nederlandske krig: der kan enten være tale om den del af den sp. arvefølgekrig (1700-1713), der førtes i de sydlige Nederlande, eller om krigen 1672-1678, hvor Sp. sammen med Holl. og den ty. kejser kæmpede mod Fr., men blev tvunget til landafståelser.

295

generosité: fr.: gavmildhed. - staaer (...) paa: vogter over, kæmper for. - iblant: nu og da. - citerer de till eksempel: anfører de (påberåber de sig) som eksempel. - for syndfloden: før Syndfloden, hvorom berettes i 1. Mos. 6-8. - allene (kun) drak vand: Noa anføres som den første vindyrker, 1. Mos. 9,20. - skilling: se n.t.s. 84. - Hofnar: hofnarre ved fyrstehoffer var gået af brug på komediens tid (med undtagelse af Peter den Store af Ruslands); hofnarrene havde traditionelt frisprog. - forfremme: se n.t.s. 293. - Redebonhed: beredvillighed. - pro position: (ægteskabs-)tilbud. - naar: hvis.

296

recommenderer: anbefaler. - Philosophus: lat.: filosof. - artigt: kløgtigt, morsomt.

297

rundtalenhed: åbenmundethed. - røves: røbes. - udfodrer: kræver. - hemmelige sager: (også:) intime forhold. - Laqvais: lakaj, tjener. - Liberie: se n.t.s. 285. - Estremadura: i denne sp. provins var befolkningen stærkt opblandet med maurerne (araberne).

298

de Mohrer: maurerne. - ave Maria: lat.: vær hilset, Maria; katolsk bøn med denne indledning. - de monte Ricco: sp.: af det rige bjerg. - clenodie: (kostbart) smykke.

299

gemen: ordinær, jævn. - materie: stof. - attraa: ønske, behov. - beester: 547 dyr. - brutale: dyriske. - durchleuchtigt: ordet er dobbelttydigt, se n.t.s. 136. - generositet: gavmildhed, ædelmodighed.

300

Keisere, Konger (...) underholde: se n.t.s. 295. - underholde: forsørger, brødføder. - staaer paa: se n.t.s. 295. - renderer: yder, kaster af sig. - riccos hombres: sp.: rige mænd, gl. sp. titel for højadelen. - *dolgoeO*: dvs. - titulair: (kun) i kraft af titel. - navne-dag: den dag, der er opkaldt efter en helgen, som har samme navn som én selv, og som tidligere fejredes som festdag, især blandt katolikker. - kline: klistre. - kong · Salomon: magtfuld israelit. konge i 10. årh. f.v.t., tillagt forfatterskabet til dele af GT.

301

cour: venlighed, smiger. - at giøre dig till en jøde: jød. oprindelse var i Sp. lige så foragtet som maurisk. - Apollo eller Helicon: Apollon var digtningens gud i gr. myt., Helikon var musernes (gudinder for kunster og videnskaber) bjerg. - kallun: indvolde. - Poeter fødes: tanken (og formuleringen) stammer fra Cicero, som i forsvarstalen Pro Archia (se n.t.s. 220), kap. 8, udtrykker, at digterevnen er noget medfødt; som »bevinget ord« forekommer Ciceros formulering i talrige variationer, kendtest nok: Nascimur poetae, fimus oratores, lat.: vi er født som digtere, vi bliver (uddannet til) talere.

302

parere: tage sig ud.

303

divertere: morer, underholder. - stoffes: af kamgarn. - højt hierte: stolthed. - oppudsed: pyntet. - galante: fin. - Escurial: berømt renæssancepalads i Madrids omegn, opført af Filip II i slutningen af 16. årh. - Hospital: fattighus. - briller (...) Portugisiske mode: briller (pince-nez) bares som lapseri overalt i Europa i 17. årh.; moden synes at stamme fra Sp. og Port.

304

spansk: stolt, hovmodigt. - for hende: før hende (uærbødigt). - incommodere: ulejlige. - snøvler: læser utydeligt. - tegne-bog: notesbog. - Conde: sp.: grev. - de Monte d'Oro: sp.: af Guldb(j)erg. - Marqvez: sp.: marquis. - de Leo negro: sp.: af den sorte løve. - Marqvesa: sp.: marquise. - D.: forkortelse for: Don, se n.t.s. 279. - Broqvel Doro: se n.t.s. 288. - Ducas: (brugt som) sp. fyrstetitel. - de Sta Casa: af det hellige hus; Sta er forkortelse for: Santa. - Fadder: faddere (som barnet opkaldtes efter); Holberg har i senere udgaver rettet til: Fadere (hvorved Pedros bemærkning bliver frivol). - pardonnerer: undskylder. - Capun: ung, kastreret hane. - incommoderer: generer.

305

bruge kun sin commodité: skal ikke genere sig. - commissionaire: udsending. - recommendered: anbefalet. - estime: agtelse. - alliance: forbindelse.

306

honete: hæderlig. - raillerie: forhånelse, drilleri. - tegner: optegner, nedskriver.- tegner (...) an: skriver op.

307

Nairos: fornem kaste i Indien. - toer: vasker. - vare: advare. - polerede: civiliserede. - citere: anfører. - forekaste: bebrejde. - medisance: 548 bagtalelse.- derudover: derfor.- falsk: dårligt (udført).- har (...) ikke haft uden: har kun haft.

308

Guld-børs: pung med guldmønter. - Canaille: slyngel, »plebejer«. - Monte ricco: sp.: rige bjerg. - giorde (...) presenter: gav gaver. - salv. ven.: forkortelse for: salva venia, lat.: med tugt at sige, rent ud sagt. -noget andet: (eufemistisk:) ekskrementer.

309

formedelst: på grund af. - slag ved Burgs: B. er en sp. by nord for Madrid; noget slag her synes aldrig at have fundet sted. - Morer: maurere. - plante: efterkommer. - creaturer: der menes: lus. - Giek: nar. - i henseende til: på grund af.

310

daarekisten: galeanstalten. - depenserede: gav ud. - td. Guld: se n.t.s. 287. - pyramider: monumenter. - komme af vore lender: nedstamme fra os. - artig: morsom. - durchleuchtig: se n.t.s. 136. - ß: skilling, se n.t.s. 84. - insolente: uforskammede.

311

af lutter høflighed: ulønnet. - holde (...) noget till gode: bære over med. - daarlighed: tåbelighed. - artigste: mest dannede. - provincen: provinsen. - raserie: vanvid.

312

jeg jo kand: at jeg ikke kan. - jeg jo har: at jeg ikke har. - have gode veie: nok gå. - dislige: den slags. - effter den Tyrkiske maade: Holbergs uhjemlede påfund. - Constantinopel: siden 14. årh. i tyrkernes besiddelse.

313

canaille: rak, pøbel. - menagerlig: moderat. - expressioner: udtryk. - overgaars: forgårs. - hunger (...) haardt sverd: gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 4148, DgO VII,l (1983),s. 199.

314

drages: trækkes, »slås«. - passere for: anses for.

315

mile: l da. mil = ca. 7½ km. - snese: l snes = 20 stk. - capuner: se n.t.s. 304. - ærlig: »gode«, tiltale til jævn person (venligt nedladende). - Juan: alm. sp. navn.

316

artigt: morsomt, pudsigt. - junkere: dobbelttydigt: 1) (unge) adelsmænd, 2) lapse. - Philosophus: lat.: filosof. - bie: vente. - underholde: forsørge.

317

fortplante: forplante. - Hanreder: hanrejer, bedragne ægtemænd. - forsørge: dobbelttydigt: 1) brødføde, 2) tilfredsstille (seksuelt). - kommer af stand: bliver ude af stand til. - raisonnere: anstille betragtninger. - for curiositet: af nysgerrighed.

318

forsoret: forsvoret, svoret på det modsatte. - rart: usædvanligt.

319

Rosonobler: rosenobler; både eng. og sp. guld-r. var på komediens tid i omløb i Da.; de sidste var mindre værd end de første; værdien af l rosenobel lå omkr. 4 rigsdaler, se n.t.s. 11. - staae mig an: passse sig for mig. - Reputation: anseelse. - med condition: på betingelse af.

320

vederfaret: hændt. - Vaaben: våbenskjold med symbolske (heraldiske) figurer og tegn. - giver: giv (bydemåde tiltaleflertal). - er descendered549af: nedstammer fra. - Antonio (...) Ventoso: om de sp. navne, se n.t.s. 280.

321

Ahner: (adelige) forfædre. - Don Qvichotter og Don Sancho Pancher: fantast-ridderen Don Quijote er hovedperson i Cervantes' ridderroman-parodi af samme navn (1605-1615); den enfoldige Sancho Panza er D.Q.'s væbner og tjener. - stakkels: jævn, sølle.

322

skillerom: felt (i våbenskjoldet), se n.t.s. 320. - udtydningen: den symbolske betydning af de heraldiske figurer.

323

Velbaarne: titel til adelige personer. - Monsr og Madme: monsieur og madame, fr.: hr. og fru. - air: mine. - Laqvais: lakaj, tjener. - carossen: kareten. - (Borger-)nøkkerne: unoderne, manererne. - Porto-Chaise: portechaise, bærestol. - axel: skulder. - Sevilien: Sevilla. - grande mama: sp. el. fr.: bedstemor.

324

min hierte: min kære. - hun ivre sig ikke: hun (tiltale) må ikke vredes. - noget (...) at lugte till: indsnusning af dampe fra parfumer eller spiritus (som man bar på sig i »lugtedåser« indeholdende en lille, vædet svamp) benyttedes mod ildebefindende. - æstimerer: agter, respekterer. - Rettens middel: rettens repræsentant, øvrighedsperson à la »kongens foged«. - exeqvere: fuldbyrde.

325

den grønne stue: se n.t.s. 15. - Mohrland: morernes el. maurernes land i (Nord-)Afrika. - Casper Melchior Balthasar: de hellige tre kongers navne (se n.t.s. 332). - Ariel: navnet på en luftånd; Holberg har navnet fra J. Drydens bearbejdelse fra 1670 af Shakespeares The Tempest (da.: Stormen), trykt 1623. - Theophrasto Bombasto: hispanisering af de to lat. fornavne Theophrastus Bombastus, der bares af den berømte ty. læge, kemiker og mystiker Paracelsus (1493-1541). - Printz af Æthiopia: se n.t.s. 280. - det ord Bombasto: jvf. det da. ord bombast: tom svulst. - D. Maria: forkortelse for: Doña Maria, se n.t.s. 280. - den borgerlige Adelsmand (...) en kiøbmand (...) den Tyrkiske keisers Søn (...) till Paris (...) dotter: hentydning til Molières komedie Le Bourgeois gentilhomme (da.: Den borgerlige adelsmand, Den adelsgale borger) fra 1670; i resten af Do« Ranudo følges imidlertid den her refererede og kritiserede intrige fra Molières komedie. - inventionen: ideen, intrigen. - Mufti: muhammedansk ærkebiskop og minister. - Ambassadeur (...) Doctorens dotter: hentydning til et stykke i Le Theatre Italien (se n.t.s. 188): Arlequin Empereur dans la lune (fr.: Harlekin som kejser i månen) fra 1684 (bd. I i 1721-udg.).

326

Mayst: forkortelse for: majestæt. - Romerske troe: katolicismen; Ætiopien havde været kristent siden den tidlige middelalder. - scrupulere: have betænkeligheder. - han er sort: se n.t.s. 280. - jo vrager: ikke vrager. - som jo er: som ikke er. - gang-klæder: det tøj, man går i. -gier dem en god dag: »blæser dem et stykke«.

550

327

søge min Regres till: søge om godtgørelse hos. - igien: til gengæld. - hestedekke: der menes et hestedækken, der er beregnet til også at beskytte hestens hoved, og som derfor har huller til øjnene og hylstre til ørene, jvf. Pedros indtryk af D.R. i IV, 5 (s. 331). - Hvor: hvorledes.

328

Gripomenuser: nedsættende betegnelse for politi- el. retsbetjente. - skerv: se n.t.s. 287. - steg-vender: grill-kok. - Gribhomines: homines, lat.: mennesker. - med permission: med forlov; intimere beklædningsstykker burde ikke benævnes rent ud.

330

udfodrer: kræver.

331

dørkelse: dyrkelse. - Varulv: iflg. folketroen et menneske, der lejlighedsvis omskaber sig til et ulvelignende væsen. - schlafrok: slåbrok (af Schlafrock, ty.: sovefrakke). - om: så sandt som. - vederfaret: hændt. - creditores: kreditorer. - privilegier: fx. handelsmonopoler. - intercederer: lægger sig imellem, går i forbøn.

332

Melchior (...) Ariel: se n.t.s. 325. - David Georgius: navne fra den ætiopiske kongeslægt. - de hellige 3 konger: de østerlandske vismænd, der iflg. Matth. 2,1 bringer kong Herodes meddelelsen om Jesu fødsel.

333

Dronningen af Saba: se n.t.s. 145. - høj: neml. af stand og slægt.

334

eqvipage: udstyr, påklædning. - Tarter: »en farvet«; tatarerne var et asiatisk folkeslag. - snar: hurtig. - abit: lat.: han går bort. - Udtolker: tolk (og gesandt).

335

være krafftigt: have virkning. - svaghed: sygdom. - anslag: plan. - poenitentze: bod. - devotion: fromhed. - k.: forkortelse for: kong. - Nabocodonosser(s): Nebukadnezar, se n.t.s. 145; N. levede iflg. Dan. B. 4,31-34 i sindsforvirret tilstand syv år som et dyr blandt dyrene og ernærede sig af planter. - var betænkt paa: overvejede. - penitence: bod. - kongel.: forkortelse for: kongelige (neml. efter Nebukadnezar). - Resolution: beslutning. - kongel. Resolution: juridisk udtryk betegnende en af kongen udstedt lov el. forordning. - Sanct.: forkortelse for: sanctus, lat.: (den) hellig(e), i den katolske kirke betegner S. + navn en helgen, hvilket er absurd i forbindelse med Nebukadnezar.

336

Clericie: præsteskab. - Deputerede: udsendinge. - D. Olympia: forkortelse for: doña O., se n.t.s. 280. - disputere: argumentere. - extraordinair: særlig, usædvanlig. - ublue: utugtig, uanstændig. - Canonisation: ophøjelse til helgen. - fornemmelig: først og fremmest.

337

Excellence: tiltaletitel til fx. ambassadører og gesandter. - durchleuchtighed: durchlauchtighed, højhed. - Æthiopien (...) christne: se n.t.s. 280. - gaaer fra: afviger fra. - lærdom: troslære, trosgrundlag. - Portugisiske Jesuiter (...) Romeske sæde: jesuitterne udgør en munkeorden, stiftet af sp. Ignatius Loyola (1491-1556), der med kompromisløs 551 iver missionerede for Romerkirken (katolicismen) og bekæmpede enhver afvigelse herfra (»modreformationen«); portugisiske j. drev allerede i 16. årh. en missionerende virksomhed i Abessinien, der især var vendt mod muhammedanerne; det R. s. betegner pavestolen (den romer.-katolske kirkes hovedsæde). - passerer for: regnes for. - ende: formål. - anslag: anvisning, forslag. - conseqventer: lat.: som følge deraf. - Dronningen af Saba: se n.t.s. 145. - de hellige 3 konger: se n.t.s. 332. - endelig: når alt kommer til alt. - Sem Cham: Noas sønner omtales efter syndflodsberetningen i 1. Mos. 9,18 som Sem, Kam og Jafet. - Jacob: forveksling for: Jafet, se foreg. note. -Morer: maurere (arabere, afrikanere).

338

Erke-: øverste. - Velbhed: forkortelse for: velbårenhed, se n.t.s. 323. -Hillemænd: »bevar mig vel«. -fordrage: tåle. - residerer: bor (fornemt). - under linien: ved Ækvator. - svovel-stikker: datidens »tændstikker«, antændtes ved en glødende fyrsvamp.

339

Grand d'Espagne: se n.t.s. 280. - effter sit privilegium (...) kongen af Spanien selv: det hørte virkelig til grandernes ceremonielle forrettigheder at beholde hatten på i kongens nærvær. - prejudicere: skade. - D. Olympia: forkortelse for: Doña O., se n.t.s. 280. - et andet vist sted: (eufemistisk:) nødtørftshuset.

340

daare-kisten: galeanstalten. - seer igiennem fingre: bærer over.

341

pretensioner: krav. - narrisk: naragtigt. - forslag: anslag, plan.

342

heroisk: heltemodig. - fortryde paa: vredes over. - admirerer: beundrer. - ædelhiertighed: ædel tænkemåde, stolthed. - Velbrhd : forkortelse for: velbårenhed, se n.t.s. 323. - tillforn: hidtil.

343

mohrer: maurere. - Xeres de la Frontera: sydsp. by, hvor maurerne 711 slog den sp. kong Roderiks hær, hvilket blev optakten til deres indtrængen i Sp. - Svogerskab: forbindelse mellem familier i kraft af (fx. børns) ægteskab. - forliebte: forelskede. - Veirhane: person, der skifter mening el. holdning efter omstændighederne (drejer sig efter vinden) . - nøkker: manerer. - Fruer-piger: kammerpiger. - poleredt: civiliseret.

344

forbunden (nødsaget) (...) aarsags skyld: frasen angiver, at kvinden er blevet besvangret. - taler med en Spansk Jomfrue: det stive ceremoniel (også i kærlighed) var en kliché i komediens samtid. - for bryllupet: før brylluppet. - alterered: bestyrtet, bevæget. - insinuere: indynde. - forliebte viiser: elskovsviser.

345

besove: have samleje med. - skielmsk: lumsk, underfundig. - voldsom: voldelig. - Egteskabs Contracten: se n.t.s. 394.

346

heder: betyder. - u-billigt: urimeligt, uretfærdigt. - fundament: grundlag. - genereux: gavmildt, gæstfrit. - exem:: forkortelse for: exempel. - daarlige: tåbelige. - anslag: plan. - lyde: last, brist.

347

Bombasto: se n.t.s. 325.

552

348

mit hoved var op: op = oppe; jeg lever. - ivrede mig: blev opbragt, kom i affekt. - ikke er (...) lange hvile: ikke er til at spøge med. - mente: fortjeneste.

349

heroisk: heltemæssig. - Reputation: anseelse. - divertere: more, underholde. - Hofnar: se n.t.s. 295. - ærbar: alvorligt, seriøst. - staaer paa: står vagt om, værner, forsvarer. - Rosonobel: se n.t.s. 319. - Clienter: i det antikke Rom var c. jævnere borgere, der levede i et frivilligt afhængighedsforhold til en stormand (patron), som de ydede opvartning mod at blive beskyttet af ham. - Hillemænd: »du almægtige!«

350

Seine (...) Morland: vittigheden stammer fra Gherardis komediesamling (se n.t.s. 188), stykket Les Intrigues d'Arlequin (fr.: Harlekins intriger) II,17, hvor Harlekin, der spiller boghandler, belærer den unge Isabelle om, at Seinen flyder helt til Constantinopel, idet han påberåber sig sceneangivelsen i Bajazet »La scène est à Constantinople« (fr.: scenen [ikke Seinen!] er i C.), bd. II (1721-udg.), s. 484; »B.« er Racines tragedie fra 1672. - Scena: lat.: scenen, se foreg. note. - aasyn: ansigt. - staae (...) an: passe sig for. - og: også. - briller: se n.t.s. 303. - Svite: følge. - morer: maurere. - om Theatro: rundt om scenen. - presenter: gaver. - giør (...) grimacer: skærer, vrænger ansigter. - bukker: buk. - armbøsse: armbrøst; dette skydevåben var på komediens tid forlængst gået af brug (neml. efter krudtvåbnenes opfindelse, se n.t.s. 146). - skyder paa D. Ranudo: ideen til det grotesk fremmedartede, voldsprægede (hilse-) ceremoniel blandt abessinierne synes at stamme fra en portug. rejsebeskrivelse (som Holberg kendte) fra 1659 (geografisk ekstrakt heraf udg. på ty. 1670 og fr. 1672), forfattet af jesuitten og missionæren (se n.t.s. 337) Jeronimo Lobo (ca. 1595-1678), udg. Amst. 1728, bd. I, s. 29.

351

skielmsk: slyngelagtigt. - Romerske Religion: katolicismen, se n.t.s. 337. - Gemahl: ægtefælle (uanset køn).

352

Fasten: fastetiden = 40 dage op til påsken. - Notarius (...) Egteskabs contracten: se n.t.s. 394.

353

Valstedet: valpladsen, slagmarken. - men: eftersom, siden. - curieux: nysgerrig. - knepper: knipser. - alternere: veksler, udfører på skift. - Notarium: notarius, lat.: notaren (her bøjet i afhængighedsfald, fordi »til« styrer dette fald på lat.).

354

vivant: lat.: de leve. - omendskiønt (...) sammen: iflg. Chr. V's Danske Lov (1683), 3-16-3, var det en datter tilladt at gifte sig mod forældrenes vilje, hvis lovlige grunde ikke talte derimod. - udfodres: kræves. - exemplariter: lat.: eksemplarisk, til alm. afskrækkelse.

355

kiende (...) for: anerkende som. - banden: komplottet. - conspirerer: har svoret sig sammen.

356

comportere: opfører. - Si furiosus etc.: Si furiosi parentis liberi etc.: lat.: hvis børn af en afsindig fader osv., citat fra Romerretten; i 553 Corjuris (se n.t.s. 119) forekommer der en retsregel, der tillader børn at indgå ægteskab uden faderens tilladelse, hvis denne ikke er ved sin forstands brug: Codex Justinianus 5-4-25 (Corpus Juris Civilis II, udg.: Krüger, Berlin 1895, s. 197).

Den Stundesløse

359

Stundesløs (e): fortravlet, rastløs, geskæftig, som aldrig har tid (»stunder«).

360

Vielgeschrey: navnet er dannet af talemåden Viel Geschrei und wenig Wolle, ty.: megen larm og (kun) lidt uld, stort ståhej for ingenting. - Pige: tjenestepige. - Elsker: tilbeder, kæreste. - Oldfux: (egl.: gl. ræv), typefigur i fl. af Holbergs komedier, altid en pudsenmager. - Avanturier: aventurier, fr.: eventyrer, lykkeridder.

361

skiønne Materialier: velegnet stof. - rare: sjældne. - stoye: støje, larme, råbe op, tage på vej. - tvertimod: på den anden side. - at ansee: at se til. - ørkesløse: ubeskæftigede. - Lands-Dommer: se n.t.s. 266. - Hylden: den hylde, der i almuehjem løb langs væggene oppe under loftet, og hvorpå der anbragtes husgeråd. - klamrede (...) med: skældte ud på. - Smøre-brød: brødskive med smør. - saadan Væsen: så stor ståhej. - bredet: dækket. - en gammel Magister (...) brende op paa sit Kammer (...) ingen Varme meer behøvede: anekdoten fortælles om den gerrige medicinske professor Jacques Sylvius (1478-1555) i artiklen om ham i Bayles store Dictionnaire historique et critique (fr.: Historisk og kritisk leksikon) fra 1697 (Note A), der utvivlsomt er Holbergs kilde.

362

geskæftig: (tilsyneladende) travlt optaget. - Forgangen: forleden. - fattes: er der i vejen.

363

forklager dem: klager over dem, »sladrer« om dem. - iblandt: nu og da. - da: skønt. - Skilling: 1 skilling = 1/16 mark (se n.t.s. 216), i 1995-købekaft = ca. 1,50 kr. - uden de jo: uden at de. - klipper noget deraf: datidens mønter var af ædelmetal. - Forretninger: gøremål (noget at forrette).

364

Gifte-Kniif: en person, der mod betaling formidler kontakt mellem giftelystne enlige. - Discretion: dusør, salær. - biet: ventet. - bryde (...) over tvert: tage en rask beslutning og skride til handling. - tage (...) med en Trompf (trumf): overrumple. - komme noget til: blive forført (og evt. besvangret). - Postdag: dag, hvorpå post afgik eller ankom på steder uden daglig postforbindelse, ofte under stort ståhej; en dag med særlig (administrativ) travlhed.

365

Don Qvichot (...) vandrende Riddere: hovedpersonen i Cervantes' roman Don Quijote (1605-1615), der er en parodi på middelalderens 554 og 1500-tallets ridderromaner, bliver ganske fortumlet ved læsningen af disse og giver sig til at optræde som vandrende ridder i (mislykket) efterligning af heltene heri. - geskæftige Vædsker: humoristisk henvisning til oldtidens og middelalderens sygdomslære: humoralpatologien, der forklarede fysiske og psykiske anomalier ved en forskydning i den »naturlige« balance mellem de fire legemsvæsker: rød galde (lat. cholera rubea), sort galde (lat. melancholia), hjernevæske (lat. flegma) og blod (lat. sangvis). - fermentere: gære. - Blod (...) Blek, som løber om i Aarene: denne forklaring forudsætter til gengæld den moderne, på dissektioner og eksperimenter byggende fysiologi, der fortrængte humoralpatologien, nærmere bestemt den eng. læge W. Harveys epokegørende påvisning af blodets kredsløb (1628). - som elsker hende: som har elsket hende (og stadig gør det).

366

Hurtighed: snilde. - Credit: anseelse, bevågenhed. - hans Stand og Vilkor: hans sociale status og økonomiske stilling. - Knuden: vanskeligheden. - skrabe Penne-fieder: tilskære penne af gåsefjer. - Dintfass: ty.: blækhus.

367

Phedermesser: Federmesser, ty.: pennekniv. - Sandbüchs: ty.: sandbøsse; man strøede sand på det nyskrevne for at tørre blækket. - confereret med: sammenholdt med, korrekturlæst på grundlag af. - Klakken: kladden.

368

Døgenichter: driverter. - Rdlr.: rigsdaler, se n.t.s. 11. - Mark: se n.t.s. 216. - avanceret: komme videre. - Summa lateris: lat.: sidens sum. - hendt (...) The vand: hentet for 2 sk. te. - skilling: se n.t.s. 84. - Qvint: den femte og højeste streng. - Luth: i datiden alm. udbredt strengeinstrument af guitar-type (men med hvælvet kasse og knækket hals).

369

ß(l).: skilling, se n.t.s. 84. - Skriver: skriv (bydemåde flertal). -Skabehalse: fjolser, slyngler. - Lys: til at varme lakken, se flg. note. - Zignet: laksegl, hvormed man lukkede brevet. - Lak: se foreg. note.

370

Memoriam localem: lat.: stedsans (her bøjet i afhængighedsfald, fordi det er genstandsled i sætningen). - hen: henne. - Tipe: kaldenavn for høns.

371

Barbeer: de fleste barberer i Kbh. var tyskere på komediens tid, jvf. Mester Gert Westphaler. - Ich bin (...) nicht aufgestanden: ty.: jeg har allerede været her to gange i dag for at barbere herren, men herren var endnu ikke stået op. - Es ist (...) Wetter heute: ty.: det er et grusomt vejr i dag. - Ich weiss (...) passiret ist: ty.: jeg ved ikke, hvordan det dog er fat med verden, jo mere man lever, jo galere går det, man hører og ser intet andet end ondt. Herren har måske hørt, hvad der er sket i de sidste dage.

555

372

So will (...) begreiffen: ty.: så vil jeg da fortælle Deres Nåde det. En matroskone i Nyboder har på én gang bragt 32 børn til verden og var dog ikke tykkere end en almindelig gravid kvinde. Hvordan kan Deres Nåde begribe det?; historien om den mirakuløse børnefødsel kan være inspireret af en i samtiden verserende beretning om en holl. grevinde, der på én gang fødte 365 børn, der alle døde efter at være blevet døbt ligesom de i barberens historie; den aktuelle beretning er bevidnet af den fr. forfatter J.-F. Regnard i hans Voyages (fr.: Rejser) fra 1731, Oeuvres complètes (fr.: Saml. Skr.) udg.: Founier 1875, s. 467. - Dass ist (...) gleich darauf: ty.: det er så sandt, som at jeg står her, for jeg kan fortælle historien med omstændigheder (i enkeltheder). For børnene blev alle døbt, men døde straks derpå; se foreg. note. - Penge (...) Boel-svin: bonden betaler landgilde (se n.t.s. 81) til Vielgeschrey (der altså ejer fæstegods) pr. produceret enhed. - 2 pund Byg: l pund (rummål) byg kunne efter forskellige egne af landet variere fra 15 skæpper (= 2 tønder = ca. 280 l) til 36 skæpper (= tønde = 625 l). - Boel-svin: et svin, der er opfedet på stald (i modsætning til oldensvin, der søgte deres føde i skoven). - Drollen splide mig ad: Djævelen sønderrive mig. - Rdl: rigsdaler, se n.t.s. 11.

373

Tønden: 1 tønde byg = 139 l. - Capitels Kiøb: kapiteistakst, den årligt fastsatte gennemsnitspris på korn, anvendtes som beregningsgrundlag for afgifter. - Skat: godsejeren opkrævede skat hos fæstebønderne. - Landgilde: se n.t.s. 81. - Skab: (hud-)sygdom. - Klud: tørklæde. - gal i Hovedet: sindssyg.

374

Will der Herr (...) wiederkommen soll? ty.: vil herren, at jeg skal komme igen en anden gang? - biet: ventet. - Hillement!: »ih, du store!« - hvortil (...) appliceret sig: hvad har han beskæftiget sig med, lagt sig efter.

375

galante Exercitier: fine manerer. - Tutti: ital.: alle.

376

Cavalliers: kavalerer. - Bestilling: stilling, embede.

377

Det er artig: »det var pokkers«. - Adieu: fr.: farvel. - Scen. 7: scena, lat.: scene 7; denne scene synes modelleret over I,5 i Molières La Malade imaginaire (fr.: Den indbildt syge, dvs. Hypokondristen) fra 1673, der i det hele må regnes for forbilledet til Den Stundesløse« (se efterskriften s. 461f).

378

min hierte: min kære.

379

Jeronomi: lat.: Jeronimus'. - Snushane: nedsættende betegnelse for person, der gør kur til el. efterstræber en kvinde.

380

op paa Salen: op (i den store stue) ovenpå, på 1. sal, alm. rumfordeling i datidens to-etages huse. - Credit: bevågenhed, good-will. - optrække: narre. - stille (...) sig (...) an: lader, som om de er. - habile: 556 dygtige. - komme fort: vinder terræn. - Glorie: hæder. - Skiemstykke: kneb, streg. - insinuere: indynder. - Genie: karakter, naturel. - stoye: se n.t.s. 361.

381

Anslag: plan, intrige. - befodre: befordre, fremme. - Senat: lovgivende forsamling (fx. i det gl. Rom). - Fadder-Snak: passiar, sniksnak (egl. om faddernes snak i barsclstuen). - Machiner: intriger.

382

Anteigninger: kritiske bemærkninger, indvendinger. - iblant: nu og da. - føre sig (...) op: opføre sig, optræde. - lader: ageren. - overlegger: overvejer, gennemtænker, forbereder.

383

vel: gerne. - (en Time) for: før. - entretenere: underholde.

384

resolverer: beslutter. - disartigere: desto morsommere. - sætte en Pind for: hindre. - Geheime Raad: en fyrstes private rådgiver(e) i særlige anliggender. - bestemmer: sætter stævne. - Triple-Alliance: ved det (komiske) politiske billedsprog (jvf. »Senat«, s. 381) sigtes der her nok til Frankrigs forbund med Holland og England 1717 (triple: tredobbelt).

385

Proces: retssag. - blir Hovedet kruset paa ham: bliver han ør, forstyrret. - consulere: konsultere. - fortrædelige: brydsomme. - Rulle: rolle. -Og endelig en Barbeer: denne rolle kommer Oldfux ikke til at spille i den ældste bevarede, her gengivne (3-akts-)version; der kan da meget vel være tale om en reminiscens, der har overlevet fra en tidligere, opr. (sandsynligvis 5-akts-)version, se herom: Holbergs Komedier, udg.: J. Martensen VI (1899), s. 200-202. - Præparatorier: forberedelser, her: det nødvendige udstyr til forklædningerne.

386

omkom mig for selv: dræbte før mig selv. - det kand (...) spørges: der går ry deraf. - gaaer: gå (bydemåde flertal). - Exercerer: træner.

387

proponere: foreslå. - Kammer-junker: (lavere) hofembedsmand. - Jeg Peder Madsens ældste Plante (...) underdanige Griffel: om den retoriske stil, der her parodierende indstuderes (og senere praktiseres: II,2, s. 397), se n.t.s. 137 og 143. - Aabenraa: den kbh.ske gade Å. - angrasere: forvanskning af: engagere, rekommendere, anbefale. - Huld: gunst. - prima: første (fødte). - secunda: anden, næstældste. - accordere: overlade, bevilge (efter overenskomst). - overantvorde: overgive (i andens varetægt el. myndighed). - efter Sigt: efter forevisning (af forfalden veksel). - meriterende: fortjenstfulde. - Transport: overdragelse af fordring på et pengebeløb. - valore intrinseco: lat. el. ital.: i indre værd. - autorisered Sæddel: et på komediens tid nyt betalingsmiddel (udstedt 1713 pga. pengeknapheden under Store Nordiske Krig), hvis kurs var synkende, indtil sedlerne helt inddroges 1728. - Banco-Daler: sølvrigsdaler (se n.t.s. 11) = specie, Hamburgerbankens regningsenhed ved kursfastsættelse, tidens »hårde valuta«. - Stand og Vilkor: sociale status og økonomiske stilling. - svelge: »sluge«. -outrere: overdrive, »overspille«.

557

388

Eftertale: dadel, kritiske sladder. - fixeret: narret. - Invention: påfund, idé.- Jomfru(e): ugift kvinde af borgerlig stand. - Hocuspocus: streger, intriger, »numre«.

389

tilforn: allerede.

390

Forløsning(s): udfrielse. - pikker: banker (stærkt). - Alexander Magnus: den gr. (makedonske) erobrerkonge Alexander den Store (M. lat.: stor) 336-323 f.v.t. - Een maal Een: m. platty.: gange; den lille tabel.

391

Pebling Søen: Peblingesøen i Kbh. lå på komediens tid uden for voldene. - Laudabilem: lat.: rosværdigt (her bøjet i afhængighedsfald, fordi det er genstandsled i sætningen); første karakter. - Attestatz: teologisk embedseksamen. - modest: beskedent. - til beste: sparet op, »på kistebunden«. - alt: allerede. - sluttet: afgjort. - fattes: mangler.

392

skal have en god Dag: »kan rende og hoppe«. - fortryde paa: blive sur over. - tilforn: tidligere. - Salig: afdøde. - Haand: underskrevne bevis.

393

Rixdaler: se n.t.s. 11. - aparte: afsides, uden for øvrige personers hørevidde. - Almisse: velgerning. - i ligemaade: ligeledes. - Straten Junker: laps, døgenigt. - til: hos. - skikke: sende.

394

vist nok: helt sikkert. - for Ceremonie: pro forma, for et syns skyld. -Contracten sluttet: vielse ved notorialkontrakt var ikke på komediens tid brugelig i Da., derimod i Fr., hvorfor det forekommer i flere af Molières komedier, der også i denne henseende er Holbergs sandsynlige forbillede. - det skal have gode veye: det skal nok gå. - Snuushane: se n.t.s. 379.

395

efter tempo: i takt. - Tutti: ital.: alle. - Dypper: dyp (bydemåde flertal). - Skriver: skriv (bydemåde flertal). - Tienstlige: høflige, ærbødige.

396

Styli Novi: lat.: efter den nye stil, dvs. efter den i 1700 indførte gregorianske kalender, altså pedantisk i 1720'rne. - vil (...) paa Hovedet: vil hakke (...) oven i hovedet. - Feddermesser: Federmesser, ty.: pennekniv.

397

Sandbüchs: Sandbüchse, ty.: sandbøsse, se n.t.s. 367. - Parenthesis: gr.: parentes. - Claudatur: lat.: (parentesen) sluttes. - Forsikring: sikre overbevisning. - Patron: velynder, beskytter. - Moecenas: Maecenas (død 8 f.v.t.) fremtrædende og velhavende rom. ridder, kejser Augustus' ven og rådgiver samt - iflg. traditionen - social og økonomisk støtte for digtere som Vergil og Horats; heraf fællesbenævnelse (»en mæcen«) for beskyttere og ophjælpere af kunst og videnskab. -Paafuglen (...) Fiedre (...) Been: den forskruede lignelse med påfuglen findes i det anonyme værk, tilskrevet den østrigske prædikant Abraham a Santa Clara (1644-1709), Centifolium stultorum in 4:to oder 100 ausbündige Narren in Folio, lat.-ty.: Hundrede narre i folio (største bogformat), i kvartformat (bogens eget format) eller 100558eksemplariske narre i folioformat (»kæmpe-narre«), Nürnberg/Wien 1709, s. 180; om Leanders retoriske stil som »pedant«, se n.t.s. 137 og 143 og jvf. n.t.s. 387. - skiemmer: skammer. - Confererer: konferér (bydemåde flertal), se n.t.s. 367.

398

Meriter: fortjenester. - Vilkor: økonomisk stilling. - Fortun: lykke, held. - meriterende: fortjenstfulde. - Assignation: anvisning. - Obligation: pengeseddel. - valore intrinseco (...) Banco Daler: se n.t.s. 387. - Vindskibelighed: flid. - foretrækket ham adskillige: foretrukket ham fremfor adskillige. - efter min Skyldighed: sådan som jeg er forpligtet til.

399

Votre (...) Serviteur: fr.: Deres ydmygste og lydigste tjener (alm. brevafslutning). - sluttet: afgjort. - rester: mangler. - Eders Gunst: ærbødig tiltaleformel. - Sydskende Barn: fætter.

400

Regula Detri: kortform af: regula proportionum de tribus, lat.: regel om proportioner ud fra tre, den regneregel, der muliggør at bestemme den fjerde (ubekendte) størrelse i en proportion, når man kender de tre øvrige. - Regula Petri: lat.: Peders regel. - mandvoxen: mandbar, kønsmoden. - skraber: bukker, gør skrabud. - insinuere sig hos: gøre sin opvartning. - confererer: se n.t.s. 367 og 397. - besegler: besegl (bydemåde flertal), luk med (lak-)segl. - af Skrifterne: udskrifterne, adresserne udenpå. - suer: suger; skriverne slikker gåsepennene rene.

401

reputeerlig: standsmæssigt. - raisonered: anstillet betragtninger. - fornøyet: tilfreds. - slutter: beslutter. - Nieter: nitter. - Hoved-Bog: vigtigste regnskabsbog i dobbelt bogholderi. - Et Null (...) en Streg: den påtænkte kompliment grunder sig på et gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 7527, DgO VII,1 (1983), s. 357; pga. Leanders fortalelse opstår der en frivol pointe, som ejheller var ukendt i samtiden, jvf. Mikkel Hansen Jernskægs bryllupsdigt fra 1705 »Et Par Linier om de Tvende Tall l Og O«, Erik Sønderholm (udg.): Dansk barokdigtning I (1969), s. 450-452. - skatter: vurderer.

402

Salutem: lat.: hilsen (bøjet i afhængighedsfald, fordi det er genstandsled i sætningen). - annamme: modtage. - Morgengave: Leanders fejl for: fæstensgave, forlovelsesgave; M. er brudgommens gave til bruden på bryllupsmorgenen; ordet her understreger kontrasten til Peders replik i II,8 (s. 412). - Værer: vær (bydemåde flertal). - tør give min Hals paa: tør vædde min hals (dvs. mit liv) på. - Ruller: roller.

403

Subalterne: underordnede. - raisonnere: gøre vrøvl. - Tallerkener (...) Aske (...) med Sand: datidens alm. service var af tin, som ridsedes, hvis man brugte sand som skuremiddel. - formedelst: på grund af. - forliebt: forelsket.

404

ogsaa aldrig: heller aldrig. - der falder jo: der ikke falder. - falder (...) 559ind: indtræffer. - Lykke: skæbne (god el. dårlig). - Notarius: notaren, se n.t.s. 394. - vel grundet: velfunderet. - Tønder: se n.t.s. 372. - Strygmaal: strøget mål, så at kornet danner en vandret overflade i højde med tøndens overkant. - Rixdaler: se n.t.s. 11. - i Topmaal: med »top« på.

405

om en Hals: fortabt. - løber: løb (bydemåde flertal). - paa Døren: af sted. - Fort: straks. - Sladerhank: sludrebøtte.

406

Catalogus: lat.: katalog, fortegnelse. - Lin-Klæder: undertøj. - Stykke: handling, streg.

407

skikke mig derudi: finde mig i det. - Fristelse: knibe.

408

Hillemend: »hold da op«. - Discours: samtale, snak.

409

endelig: når alt kommer til alt. - Hillemend: »ih, du store!« - dette forbandet Tøy: det for en fordømt sag, »det for noget pokkers noget«.. - tilforn: i forvejen. - fortryde paa: tage (ham) det ilde op. - fortrædeligt: plagsomt, brydsomt. - Proces: retssag.

410

Habilitet: dygtighed, snilde. - Rixdaler: se n.t.s. 11. - endelig: ubetinget. - uden at jeg vil sætte (...) op: med mindre jeg udsætter. - Straa-Junker: laps, spradebasse.

412

styrter: falder død om. - gallant: flot, med en undertone af: letfærdigt, udfordrende. - Morgengave: se n.t.s. 402.

413

synderlig: særlig. - synderlig Himlens Direction: satire over den forlorne højtidelighed i forbindelse med datidens konventionelle frierier. - Direction: styrelse. - Fruentimmer: kvinde. - uroest: uden at rose mig (for fromhed). - læse: bede. - tage paa hendes Bryst: der er her ikke udelukkende tale om en for frieren kompromitterende grovhed, men også om en gl., på komediens tid forældet, ceremoni af fr. oprindelse, der markerede den nyforlovede mands første legitime »frihed« over for sin tilkommende og samtidig udtrykte mandens hyldest til kvindens skønhed, se herom Kr. Nyrop i Dania X (l903), s. 142f.

414

spiller: leger, med frivol bibetydning: kopulerer. - Sænge-Kammer: soveværelse.

415

Hillement: »halløjsa!«

416

consulere: konsultere, rådføre. - consulere alicui: lat.: at rådgive én (hensynsfald). - saa og: således også. - consulere aliqvem: lat.: at konsultere én (afhængighedsfald). - Ortographien: retskrivningen. - confunderer: sammenblander. - Syntax(i): ordføjningslære (det opr. gr. ord er bøjet på lat., i ablativ, fordi »med« styrer abl. på lat.). - Ortographia (...) scribendi: lat.: ortografien er den kunst at skrive ordene rigtigt. - rørt om: berørt, omtalt. - non ortographiam sed phrases corrigo: lat.: jeg retter ikke ortografien, men vendingerne. - lovlige: prisværdige (af ty. löblich). - Fundatzer: regler, bestemmelser.

417

Artikler: punkter (i en sag). - in Foro Theologico: lat.: for den teologiske 560 ret, den kirkelige domstol. - Den Rommersk Ræt: romerretten, se n.t.s. 119. - in libros (...) paragraphos: lat.: i bøger, kapitler og paragraffer (afsnit). - codicem (...) novellas: lat.: betegnelser for forskellige dele af Romerretten (bøjet i afhængighedsfald, fordi de er genstandsled i sætningen), se n.t.s. 119. - mig uvidende: uden at jeg har vidst det. - allarmeret: oprørt. - Lucifer: Djævelen.

418

have bedre klem: være vægtigere og mere virkningsfuldt. - den Spanske Maade: påhittet kan være lånt i Regnards komedie Les Filles errantes (fr.: De vildfarne/omstrejfende piger) fra 1690, »scene de commissaire«, i den ital. skuesp. og dramatiker E. Gherardis af Holberg kendte samling af ital.-fr. komedier Le Theatre Italien (1691-1697), bd. III s. 31f i 1721-udg. - compendieux: kortfattet.

419

forbandet Tøy: »pokkers noget«. - Tvi: lyd-ord, der angiver spytning.

420

Parinthesis: parentes. - Claudatur Parenthesis: lat.: parentesen sluttes. - tracteret: behandlet. - Contra-stevne: stævne den stævnende for retten for at gøre modkrav gældende. - Antestaminor: lat.: du vil blive indkaldt som vidne; i det antikke Rom indstævnedes vidner med dette ord, idet man berørte deres øre, - skyder (...) til: fører som. - driver (...) paa Dørren: smider ud.

421

intet: ikke. - liderlig: på skændig vis. - Du skal ikke troe: du kan ikke forestille dig.

422

Um verzeihung (...) einzugehen: ty.: om forladelse, nådige herre, at jeg tager mig den frihed at gå ind. - Ich darfte (...) zu driestig: ty.: jeg turde ikke banke på, Deres Højvelbårenhed, thi det ville være alt for dristigt. - Es ist mir (...) verrichten habe: ty.: det er blevet mig sagt, at herren skal have meget at forrette (bestille). - Behüte Gott (...) Hochwohlgebohrenheit: ty.-lat.: Gud bevare mig, velbårne herre, tværtimod, tværtimod, Deres Højvelbårenhed. - Slig Titel (...) ikke: Højvelbårenhed var tiltaletitel til personer af høj rang. - Sie sagen (...) dass nicht: ty.: sig ikke det, Deres Nåde, sig ikke det. - Der Herr (...) studirter Man: ty.: herren må ikke forivre sig, (men) betænke, at jeg er en studeret mand, en studeret mand.

423

Bedencke doch (...) verstehe: ty.: betænk dog, Deres Velbårenhed, at jeg forstår over 24 sprog. - ligesaadan Kompen forgangen: lignende kumpan (fyr) forleden. - Es ist (...) Geburth: ty.: men sådan er det ikke med mig; jeg vil ikke rose mig selv, men jeg er en dygtig mand og en adelsborger af fødsel. - Patricius: lat.: adelsborger, patricier; i antikkens Rom medlem af gl. rom. adel, senere i Europa blot medlem af fornem (adelig el. borgerlig) familie. - Unterthäniger (...) Fräulein: ikke helt fejlfrit ty.: underdanige tjener, nådige frøken. - Ich bitte (...) abgeleget habe: ty.: jeg beder underdanigst om forladelse, at jeg ikke har gjort min opvartning før. - Alle Menschen (...) Gnädige Fräulein?: ty.-lat.: alle mennesker må indrømme mig, at jeg har 561 usædvanlige kundskaber. Deres Nåde kan let forstå, at en, der har studeret i Wittenberg (osv., se flg. note) foruden ved mange gymnasier. Jeg siger, Deres Nåde kan let forstå, at en, der har frekventeret så mange universiteter, må have usædvanlige kundskaber. Er det ikke sandt, nådige frøken? - Wittenberg (...) Zerpst: af de byer (og andre lokaliteter), Oldfux opregner, var på komediens tid kun Wittenberg, Helmstad (fejl for: Helmstedt), Prag, Leipzig, Rostock, Königsberg, Nürnberg, Heidelberg, Krakau (Kraków), Tübingen, Frankfurt an der Oder og Kiel universitetsbyer; Uri, Schweitz (vel fejl for: Schwyz) og Unterwalden er de ældste kantoner i Schweiz, uden universiteter; Grabenhagen (fejl for: Grubenhagen), Landau og Zerpst (fejl for: Zerbst) er tyske småbyer uden universitet; universitetet i Frankfurt am Main er fra 20. årh., og nogen Frankfurt an der Mose (vel fejl for: Mosel) har aldrig eksisteret! Opregningen synes at bygge på fonetiske og geografiske associationer. - &c: kort for: et cetera, lat.: osv.

424

Verzeihen sie mir (...) Arithmetica: ty.-lat.: tilgiv mig, højvelbårne, dydige hr. patron (dvs. velynder)! Betænk, at jeg har holdt over 50 forelæsningsrækker både for snævre og for de snævreste kredse, i praktik, didaktik (dvs. pædagogik), taktik, homiletik (dvs. prædikelære), eksegese (dvs. bibelfortolkning), etik (dvs. morallære), retorik (dvs. veltalenhed), oratorik (dvs. talekunst), metafysik (se n.t.s. 210), kiromanti (dvs. kunsten at spå ud fra håndfladens linjer), nekromanti (dvs. kunsten at spå ved at fremmane dødes ånder), logik (se n.t.s. 210), »talismanik« (vrøvleord, dannet i overensstemmelse med de omkringstående »videnskaber«; kunsten at bruge talismaner, dvs. amuletter, til magiske formål), retsvidenskab, »parasitik« (ny »vrøvlevidenskab«, kunsten at »nasse«), politologi, astronomi, geometri, aritmetik. - Chronologica (...) Practica: lat.: kronologi (dvs. lære om tidsfølge), horoskopi (dvs. stjernetydning), metoskopi (dvs. kunsten at aflæse en persons karakter el. skæbne af pandens el. ansigtets træk), fysik, både teoretisk og praktisk. - Uber institutiones (...) Wissenschafften: ty.-lat.: om (forskellige navngivne dele af) romerretten, se n.t.s. 119), naturretten (se n.t.s. 270), borgerretten (el. titel på romerretten, se n.t.s. 119), stadsretten, lensretten, folkeretten, »den lille ret« (se flg. note) og lignende videnskaber. - jus jusculum: sammensat lat. ord af Oldfux' opfindelse, af jus: ret, lov + jusculum, der dels kan være diminutiv (angivende formindskelse) af jus (altså: »lille ret«), dels kan betyde: suppe! - Ihro Gnaden (...) Kerl ich bin: ty.: Deres Nåde må ikke forivre sig, jeg er kommet her i god hensigt for at tilbyde min ringe tjeneste, fordi jeg hører, at herren skal have meget at forrette. Når jeg først kommer til forretninger, vil De se, hvad for en karl jeg er. - Landsmænd: her: tyskere.

562

425

Ich verlange (...) par honeur: ty.-fr.: jeg forlanger for min tjeneste intet andet end den blotte kost, for jeg tjener for ærens skyld, for ærens skyld (dvs. gratis, ulønnet). - Ich will (...) zu schreiben: ty.: Jeg vil forpligte mig til på ti minutter at skrive et helt ark papir. - Sehen sie (...) versprochen war: ty.: se engang, Deres Velbårenhed. Jeg har fuldført det hurtigere end (det) var lovet. - beklakket: fyldt med blækklatter el. krimskrams. - ß: skilling, se n.t.s. 84. - sat (...) ud: sendt ud for at chikanere.

426

altereret: ophidset, bragt fra koncepterne. - retirerer mig af Huuset: lister mig ud af huset. - Invention: idé, påhit. - Fortred(er): genvordighed(er), bryderi.

427

endelig: bestemt. - ynker mig: har (og ytrer) medlidenhed med mig. - staaer (...) paa Pinde: er parat til at gøre hvad som helst. - Monfrere: fr.: min bror. - færdig at: lige ved at. - Seigr.: kort for: seigneur, fr.: hr. - Langspræck: nederty.: Langsnak. - Proces: retssag. - Kiøbmagergade: en af de længste gader i datidens Kbh. - overgaar: i forgårs.

428

Monfr.: kort for: monfrère. - haaber: antager.

429

Skolemester: bogholdere havde traditionelt bijob som regnelærere. -den anden Dag: i morgen. - Education: opdragelse, dannelse.

430

af Drømmen: ud af vildfarelsen. - kommer: kom (bydemåde flertal). - friste: prøve. - Regela St.Petri: forkert lat.: Sankt Peters regel; Pernille forveksler med Regula Petri (Detri), se noter t.s. 400. - 16 Ahner: for at regne sig til gl. da. adel måtte man kunne dokumentere otte adelige forfædre (aner) på fædrene og otte på mødrene side.

432

Tøy: forvirrede »hurlumhej«. - Jonam Candidatum: lat.:Jonas kandidat; her bøjet i lat. afhængighedsfald, fordi ordene er genstandsled i sætningen; der har aldrig kunnet aflægges kandidat-(universitets-) eksamen i bogholderi. - min udi (...) indlemmelse: min indlemmelse i Deres familie; kancelli- el. preciøs (»ziirlig«) stil. - i sær: hver især, individuelt.

433

min Bror-Søn Thomas: skal jo være: Peder; derimod hedder den naragtige og uheldige frier i Molières Le Malade imaginaire (se n.t.s. 377) Thomas (Diafoirus); Holbergs navneforveksling må derfor opfattes som et afgørende argument for denne komedies status som forlæg for Den Stundesløse, se efterskriften s. 462. - foretrækked ham (...) unge Personer: se n.t.s. 398. - besynderlig: især. - Straten-Junker: laps, drivert. - halvdeels: halvvejs.

434

overlagt: overvejet, gennemtænkt. - falder: bliver, vil forekomme.

435

Bedemands Stiil: bedemændene havde som opgave at fremsige invitationer til og bønner ved begravelser, bryllupper og andre kirkelige familiefester, og de betjente sig herved af en række faste formularer, der kunne forekomme uforståelige for lægmand. - artig: smukt. - uden: andet end. - tilforn: allerede.

563

436

taler (...) hen i Taaget: vrøvler. - griber sig (...) an: anstrenger sig. -Vellyst: luksus.

437

Haarhue: tætsluttende hue med påmonteret pynt, båret af brude blandt almuen.

438

i sær: se n.t.s. 432. - angenem: behagelig. - det unge Menneske: den unge pige. - caresserer: kærtegner. - Svoger: en person, hvormed man er i familie gennem (fx. børns) ægteskabsforbindelse.

439

at sige Monsieur til Alting: at sige »M.« til alle; den fr. tiltale M. (= hr.) brugtes - efterhånden også i borgerskabet (tredjestand) - mere og mere mellem sociale ligemænd. - skiemme mig ved: skammer mig over. - reputerlig: passende, anstændigt. - Pesten: p. i 1711 bortrev 1/3 af Kbh.s befolkning.- falt (...) ind: indtraf.

440

Laptaske: nedsættende betegnelse for ung kvinde.

441

Koglerie: trolddom. - Jeronimi: lat.: Jeronimus'. - Seign: kort for: seigneur, fr.: hr. - Pudsenmaker: pudscnmagcr, gavtyv. - Unge Person: unge mand. - Ovidii Metamorphosis: se n.t.s. 167. - kommen: blevet virkeliggjort.

442

kiender (...) igien: genkender. - hocus pocus: intriger, »streger«. -Alexander Magnus: se n.t.s. 390.

443

examinere: undersøge. - med Kaaldsindighed: roligt. - Desperation: fortvivlelse. - Capitain: leder, anfører. - blive mægtig: komme i besiddelse af. - Compagnie: samling (egl. troppeafdeling).

444

Estime: agtelse. - attraaer: ønsker, begærer. - skikkelig: ordentlig. -Ingen veed (...) Foden: gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 6159, DgO VII,1 (1983), s. 293. - covere for: indestå for.

445

prostitueres: gøres til grin, kompromitteres. - Nidkierhed: iver i tjenesten.

446

trækkes: strides. - fattige: ordet er dobbelttydigt: 1) fattige, 2) stakkels. - gak til Bloksbierg: gå ad Helvede til; B. er navn på det bjerg (i Harzen), hvor hekse iflg. overtroen mødtes (med Fanden) St. Hans nat (23. juni) el. Valborgs nat (30. apr.). - Rixdlr.: rigsdaler, se n.t.s. 11. - lagt mig til gode: sparet op. - recommandere: anbefale. - Information: undervisning, se n.t.s. 429.

447

Adieu: fr.: farvel. - prosit die Malzeit: ty.: velbekomme. - Spectatores: lat.: tilskuerne. - Af dette (...) gang fuldkommen: ligesom i Ulysses er epilogen/moralen udformet i Bording-strofer, se n.t.s. 205. - passere: regnes. - og: også, ligeledes. - baadet: gavnede, vandt, opnåede. - vittig: forstandig. - For: fordi. - Hurtighed: energi, aktivitet.

448

Jeg bryder Iis: jeg baner nye veje; illusionsbrud, eftersom »jeg« her kun kan være Holberg selv; sml. I,1 (s. 361), hvor illusionen opretholdes.

564
565

Indhold

Jean de France 7
Jeppe paa Bierget 79
Ulysses Von Ithacia 133
Erasmus Montanus 207
Don Ranudo de Colibrados 279
Den Stundesløse 359

Efterskrift
1. Forfatter og forfatterskab 451
2. Holbergs teater 455
3. Genkommende træk i Holbergs komedier 456
4. Komedier med litterært forlæg 459
5. Komedier med dramaturgisk eller teaterpolitisk sigte 463
6. Komedier med social og politisk tendens 467
7. Omarbejdelser og editionshistorie 471
8. Receptionshistorien 473
9. Textgrundlag og textrettelser 483
10. Bibliografi 486
Noter 497