Holberg, Ludvig Seks komedier

✂

1. Forfatter og forfatterskab

✂ Ludvig Holberg (1684-1754) fødtes i Bergen i Norge og var dermed undersåt af den enevældige danske monark (Christian V, 1670-1699). Først en mere nationalistisk eftertid har set noget problem i forbindelse med Holbergs status som dansk eller norsk forfatter. For samtiden var Holberg i København ikke mere fremmed, end hvis han var kommet fra en (også i dag) dansk provins. Og væsentligt for forfatteren - havde »tvillingerigerne« fælles (dansk) skriftsprog. Han blev født ind i det embedsborgerskab, som enevælden gavnede, idet faderen var officer, moderen af gejstlig slægt gennem flere generationer. Tidligt forældreløs tilbragte han sin første ungdom hos en onkel, der var købmand i Bergen, men måtte efter sin optagelse på Københavns Universitet 17 år gammel klare sig selv.

✂ Herfra følger Holbergs sociale karrière to hovedlinjer, den ene i tilknytning til universitetet, den anden i tilknytning til landbrug (og anden forretningsvirksomhed).

✂ Efter rejser til Holland, England og Tyskland og efter udsendelse af sit debutværk, en populær verdenshistorie, satsede Holberg på lærdom og universitet. Medens han studerede som stipendiat på kollegium i København, modtog han af kongen (Frederik IV 1699-1730) flere gange løfte om et professorat ved universitetet. Professoraterne blev dengang besat efter et oprykningssystem, idet ikke alle lærestole var lige fornemme og vellønnede. En professor kunne således skifte fag adskillige gange under sin ansættelse. Derfor måtte Holberg i 1717 - efter sin hjemkomst fra en flerårig rejse til Frankrig og Italien - tiltræde et professorat i metafysik, skønt det var et fag, han afskyede, og hvor han efter egen indrømmelse gjorde en ynkelig figur. Et lidt hjerteligere forhold til sin stilling fik han, da han 1720 - samtidig med sin »poetiske raptus« - kunne udskifte 452 metafysikken med latinsk digtning, selv om han heller ikke nu synes at have besiddet hverken studentertække eller nogen imponerende fagkundskab. Først da han 1730 overtog et professorat i historie, passede mand og embede rigtig sammen; et resultat heraf blev en latinsproget lærebog (1733). Det var dog hverken som underviser eller som forsker, men som administrator, at Holberg ydede sin bedste indsats som universitetsansat og embedsmand. Han var rektor 1735-1736 og blev året efter udpeget til forvalter af universitetets økonomi. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at universitetet dengang ejede formue i form af bøndergods, finansielle rettigheder etc. Dette arbejde varetog han indtil sin fratræden 1751 til næsten udelt tilfredshed; købmandens pengeforstand forenedes her med embedsmandens omhu og loyalitet. Holbergs vota (dvs. begrundede stemmeafgivning) som medlem af Konsistorium og hans øvrige embedsskrivelser, hvoraf en del er bevaret og udgivet, viser ham som universitetspolitisk konservativ. På det pædagogiske område kunne han derimod foreslå nok så radikale reformer (motivationspædagogik, elevstyret undervisning).

✂ Den anden hovedlinje i Holbergs karriere er den, der lader ham ende som godsejer og baron. Enevælden havde nok muliggjort et sådant avancement fra forældreløs og ludfattig student (og vagabond-turist) til adlet godsejer, men finansiere det gjorde den ikke. Holberg fik sine mange penge ad tre veje. For det første i form af sin professorgage, der stadig forøgedes ved de omtalte oprykninger, og som strakte langt hos den nøjsomme ungkarl. For det andet var han - ligeledes med stigende succes - sin egen boghandler og at dømme efter de bevarede forretningsbreve en effektiv og ganske pågående sælger. For det tredje ved spekulation. Da han omkring 1730 begyndte at skabe sig en egentlig formue, prøvede han først forsigtigt med aktier i datidens handelskompagnier, men forlod hurtigt aktierne til fordel for opkøb af pantebreve i københavnske beboelsesejendomme, der var gode investeringsobjekter i genopbygningsperioden efter branden 1728. Da denne udvikling vendte omkring 1740, fulgte Holbergs penge den bedre forrentning, der kunne opnås i landejendomme, og han erhvervede 1740 godset Brorupgård ved Slagelse, 1745 godset Tersløsegård ved Sorø.

✂ Dette var dog langtfra Holbergs første bekendtskab med

453

✂ landbrug. Datidens professorer blev nemlig lønnet af afkastet fra universitetets gods, og dette afkast måtte de selv sørge for at inddrive. For Holberg har landbrug således fra hans ungdom været indtægtskilde og forretning. Men derudover så han det i et større socialt perspektiv, hvorved han til dels foregreb de (især franske) erhvervsøkonomiske filosoffer, der kaldes fysiokrater, og hvis tanker om landbrugserhvervets fundamentale rolle lanceredes i årtierne efter hans død. I den tredje del af sin latinske selvbiografi glæder han sig over, at han har fået sat skik på sit gods, som nu florerer, og at han således har opfyldt »officium boni civis«, den gode statsborgers pligt. I fortsættelse heraf fortæller han, at han har forbedret bøndernes kår, hvilket i øvrigt kan bekræftes af samtidige vidnesbyrd og stemmer godt overens med hans besindige reaktion i forbindelse med kvægpesten i 1740'rne (jvf. nedenf.).

✂ Men Holbergs omsorg for sine fæstebønder må ikke forveksles med senere tiders filantropi. Om sin arbejdsgiverpolitik som godsejer skriver han usentimentalt, at han foretrækker en velhavende fremfor en forarmet fæstebonde, fordi »en velhavende Bonde i Almindelighed ikke [er] andet end en arbeydsom og duelig Huusholder, ligesom en fattig er gemeenligen ikke andet end en doven og forsømmelig Husbond« (epistel 79).

✂ Det var godset, der muliggjorde Holbergs ophøjelse til baron, idet det med sit omfang af 1000 tønder hartkorn netop opfyldte det fastsatte krav til et baroni. Holberg havde allerede i 1735 ladet sig forlyde med, at han for sine forfatterhonorarer ville oprette »en nyttig Stiftelse« og således »give Publico [pengene] tilbage igien.« (Dannemarkes Riges Historie III, »Betænkning over Historier«). Hans tvivl om, på hvilken måde han som »god statsborger« bedst skulle frugtbargøre sine efterladte midler for almenheden, blev afhjulpet ved, at kongen ønskede at få genoprettet Sorø Akademi, men manglede penge til dets fremtidige drift. Med højtstående embedsmænd som mellemmænd blev der da indgået den handel, at Holberg testamenterede sin formue hertil mod, at han blev gjort til baron og hans gods til et (udeleligt) baroni, hvilket skete i 1747. Kort efter forøgede Holberg gaven og overlod desuden med øjeblikkelig virkning akademiet indtægterne fra godserne. 454 Holbergs forfatterskab er omfattende og mangeartet. Det rummer skrifter af både skønlitterær, ræsonnerende, videnskabelig og populærvidenskabelig art; også blandt de skønlitterære værker er adskillige genrer repræsenteret. I oversigt kan Holbergs skrifter fordeles således på perioder og genrer:

✂ Før 1720: historisk-geografisk og juridisk-politisk: Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historie (1711), geografisk Anhang (1713) hertil, Moralske Kierne Eller Introduction Til Naturens og Folkerettens Kundskab (1716).

✂ 1720'rne: skønlitterært, selvbiografisk, politisk-økonomisk: Peder Paars (parodi på det antikke helte-epos, 1719-1720), Hans Mikkelsens 4re Skiemte-Digte (satirer, 1722), Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads Ved Hans Mickelsen I-III (1723-1725), Metamorphosis Eller Forvandlinger Ved Hans Mikkelsen (efterligning af Ovids mytologiske digtkreds af samme navn, 1726), [Brev til en højfornem mand] (selvbiografiens 1. del, på latin, 1728), [Små samlinger med nye dialoger] (på latin, 1728, da. s.å.), Den Danske Skue-Plads I-V (1731).

✂ 1730'rne: historisk, geografisk, selvbiografisk, skønlitterært: Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729), Dannemarks Riges Historie I-III (1732-1735), [Andet brev til en højfornem mand] (selvbiografiens 2. del, på latin, 1737), [Fem bøger med epigrammer] (på latin, 1737), Almindelig Kirke-Historie I-II (1738), Adskillige store Heltes [...] Historier I-II (1739).

✂ 1740'rne: historisk, skønlitterært, selvbiografisk, ræsonnerende: Jødiske Historie I-II (1742) [Tredje brev til en højfornem mand] (selvbiografiens 3. del, på latin, 1743), [Sjette bog med epigrammer] (på latin, 1743), Moralske Tanker (1744), Adskillige Heltinders [...] Historier I-II (1745), Korte Betænkning over den nu regierende Qvæg-Syge (1745), Epistler I-IV (1748-1750), [Syv bøger med epigrammer] (på latin, 1749).

✂ 1750'erne: skønlitterært, ræsonnerende: Moralske Fabler (1751), Den Danske Skue-Plads VI-VII (1753-1754), Epistler V (1754).

✂ Ud af denne rigdom har eftertiden tildelt komedierne førstepladsen; Holberg står i dag i overvejende grad som den første og største dramatiker i dansk-norsk litteratur. Komediernes store flertal, 455 herunder de kendteste - rigtignok også mesterlige - karakterkomedier, blev altså til i 1720'rne; et mindre efterslæt kom til i forfatterens alderdom, omkring 1750. Produktionsrytmen er bundet til teaterhistorien: Holberg skrev komedier, når der var mulighed for at få dem opført. Herom i det følgende afsnit.

✂

2. Holbergs teater

✂ Ved »Holbergs teater« må man forstå scenen i Lille Grønnegade (nu: Ny Adelgade), hvor Holbergs komedier opførtes i 1720'rne afvekslende med Molières og andres i dansk oversættelse. Det var det første teater i det danske sprog. Mærkeligt nok opstod det ikke i kraft af nogen samlet planlægning eller ud fra nogen nationalkulturpolitisk motivering, men nærmest ved et lykkeligt sammentræf af tilfældigheder, sådan som vi kan læse om det i Eiler Nystrøms fremragende og stadig uundværlige disputats Den danske Komedies Oprindelse (1918). Historien er kortelig denne:

✂ Ligesom sine seneste to forgængere på tronen underholdt Frederik IV en fransk teatertrup, der diverterede hoffet - og ofte også et bredere publikum - med forestillinger især af den rige franske dramatik fra det 17. årh. 1721 ændredes imidlertid hoffets teatersmag, og de franske komedianter afløstes af tyske operister. De fleste af de afskedigede skuespillere rejste til deres hjemland, men tilbage blev truppens energiske og dygtige leder Montaigu, der havde virket i Danmark siden 1686 og var halvvejs naturaliseret, skønt stadig rent fransksproget.

✂ En anden hovedperson i forbindelse med grundlæggelsen af »Holbergs teater« var ligeledes en indvandret franskmand, Capion. Han var forretningsmand og havde skaffet sig udkommet inden for flere erhverv; siden 1719 havde han i kompagniskab med von Qvoten (kendt i forbindelse med Ulysses Von Ithacia) stået for et broget udbud af scenisk underholdning, hvorpå han 1720 opnåede privilegium. I tillid hertil lod Capion opføre sit komediehus i Lille Grønnegade, som han efter von Qvotens bortrejse fik svært ved at gøre indbringende.

✂ I denne situation var det da naturligt, at de to franskmænd, 456 teaterlederen Montaigu og entreprenøren Capion fandt sammen om en udnyttelse af det nye skuespilhus efter dets hensigt. Montaigu undfangede ideen til et dansksproget teater, og den bragtes til udførelse med støtte fra højtstående embedsmænd omkring kongen og hans teaterglade dronning, Sofie Amalie. Det drejede sig i første række om oversekretæren i Danske Kancelli Frederik Rostgaard og storkansleren U.A. Holstein. Holbergs egen rolle i forbindelse med teatrets oprettelse står ikke ganske klar, men alt tyder på, at han fra Montaigu har modtaget opfordring til at skrive for det - og så er gået ind herpå. I hvert fald fik Montaigu i løbet af sommeren 1722 samlet en gruppe danske komedianter (bl.a. universitetsstuderende og yngre akademikere), oversættelsen af franske stykker påbegyndtes, og Holberg overlod teatret sine første (fem) komedier. Den 23. september 1722 åbnedes skuepladsen med Molières Gnieren, og to dage senere havde Holbergs Den Politiske Kandstøber première.

✂ I de følgende år spillede teatret danske og oversatte stykker under skiftende konjunkturer. Økonomiske vanskeligheder forøgedes stadig, og 1728 måtte teatret lukke. Det var til ingen gavn, at Københavns brand samme år skånede bygningen. Under Christian VI (1730-1746) forhindrede den religiøse pietisme de fleste offentlige forlystelser, også skuespillet; Holberg overgik til anden produktion (jvf. afsnit l ovenf.). Først under Frederik V (1746-1766) kunne den dramatiske kunst genopstå. Efter at nogle midlertidige scener havde tjent til forberedelse, kunne man i 1748 åbne det permanente teater på Kongens Nytorv, der senere skulle blive Det Kgl. De nye muligheder fik den aldrende Holberg til at genoptage komediedigtningen, og han skrev bl.a. Philosophus udi Egen Indbilding og Plutus. Det er dog den almindelige opfattelse, at disse sene komedier er kunstnerisk svagere end dem, han skrev til Montaigus scene i Lille Grønnegade.

✂

3. Genkommende træk i Holbergs komedier

✂ Holberg er forfatter til i alt 33 komedier (betegnet som sådanne af ham selv). I dette tal er medregnet radikale omarbejdelser, som det 457 fx. er tilfældet med Den Vægelsindede og Mester Gert Westphaler, der begge foreligger i to helt forskellige versioner.

✂ Blandt disse 33 texter kan der afgrænses en kerne af 11, der frembyder en række fællestræk - træk, som let opfattes som »typisk Holberg'ske«. Disse træk angår dels komediernes handling, dels deres normer, dvs. de værdier, der i komedierne fremføres med forfatterens tilslutning og så at sige »får ret«, men også de værdier, som komedierne afviser og spotter.

✂ De omtalte 11 komedietexter har altså et vist struktur-præg til fælles. De tre af dem findes i dette bind, nemlig Jean de France, Erasmus Montanus og Don Ranudo. De øvrige otte er: Den Politiske Kandstøber, Mester Gert Westphaler (begge versioner), Jacob Von Tyboe, Uden Hoved og Hale, Den honnette Ambition, Philosophus udi Egen Indbilning og Republiqven.

✂ Grundlæggende for handlingsgangen i en Holberg-komedie er de planer eller hensigter, en eller flere personer fatter eller nærer for at forandre den situation, der foreligger ved stykkets begyndelse. Nogle af disse planer vil ved tæppefald være gennemført, andre vil være opgivet eller opretholdt på trods - uden udsigt til virkeliggørelse i komediens univers. Det er da muligt at give en ganske præcis beskrivelse af afhængighederne mellem »resultaterne« af de forskellige planer/hensigter: Virkeliggørelsen af én plan forhindrer virkeliggørelsen af en anden, ligesom gennemførelsen af én kan medføre eller forårsage gennemførelsen af en anden. Osv.

✂ Det er betegnende for den økonomi, hvormed Holbergs komedier er konstrueret, at sådanne handlingsbærende planer/hensigter er så få, som tilfældet er. I de omtalte 11 ensdannede komedier finder man således kun disse fem: 1) narren tilstræber opnåelse af agtelse og prestige i milieuet gennem en afstikkende adfærd, der afspejler normen, der er bundet til en snæver, »fornem« kreds uden for milieuet. 2) milieuets repræsentanter tilstræber en tilpasning af narren til dettes normer. 3) forældres ægteskabsplaner for de unge. 4) de unges egne ægteskabsplaner. 5) stræben efter økonomisk gevinst. - Det må bemærkes, at intriganterne (typisk tjenestefolk eller andre socialt inferiøre) kun sjældent har deres »egne« planer/hensigter, men i handlingen er redskaber, der skal fremme eller forpurre andre personers (typisk herskabers) planer. 458 Bag de forskellige narre-typer og deres konflikt med lige så forskelligartede milieuer ligger der i de 11 komedier et tilsvarende fast grundskema. Narrene praler ved deres afstikkende normer med at tilhøre en fremmed, »fornemmere« kreds; milieuets »fornuftige folk« vil have dem til at acceptere og selv manifestere milieuets tilvante og knæsatte normer. Det er de samme emneområder, inden for hvilke parterne støder sammen, og som de forholder sig til eller benytter sig af på diametralt modsat måde: penge (og deres forvaltning), føde og drikke, arbejde, ydre fremtoning (påklædning, udstyr, lader), erotik, sprog og kommunikation, viden, familieforhold (særligt familie-hierarki) og konfession. Narren bruger disse ting som signaler for sit (som regel: nye) sociale eller kulturelle tilhør; i hans hænder bliver pengeforbrug, fødeindtagelse, påklædning, sprog osv. i ordets egentligste forstand til status-symboler (eller med et andet udtryk: brugt repræsentativt); de »fornuftige folk« ønsker derimod med disse midler at opnå en materiel nyttevirkning eller at opfylde sociale behov. Narren vil altså være tilbøjelig til at smide penge ud for at kunne demonstrere strålende manerer og omgive sig med en fornem »air«, han vil foretrække udsøgt, raffineret og exotisk gastronomi fremfor hjemlige, nærende og mættende retter, han vil slentre ledig omkring i et upraktisk dress og med et udstyr, der signalerer hans tilstræbte status, og vil kurtisere unge damer efter alle galanteriets regler, men uden lidenskab; han betjener sig af et tillært kunstsprog (den lærdes latin, den berejstes fransk, officerens tysk), der er uforståeligt for omgivelserne og isolerer ham fra dem; hans viden er noget, han kan prale, ikke leve af, og isolationen af ham fuldendes gennem hans krænkelser af familial og kirkelig sædvane.

✂ Modsat er milieuets »fornuftige folk« sådanne, der investerer deres penge til en god rente og i det hele foretager solide dispositioner: De spiser for at blive mætte, arbejder for at tjene til udkommet, klæder sig praktisk og for at holde varmen, skyr overflødigt udstyr, elsker for at opnå sexuel tilfredsstillelse, taler for at blive forstået og ved, hvad der skal vides for at opfylde professionelle og sociale krav; i familiale og religiøse anliggender holder de sig til tradition og almindelig praxis.

✂ Det bemærkes, at de personer, hvis normer præges af fremvisning af status-symboler, »taber spillet«, dvs. de får ikke deres

459

✂ planer/hensigter gennemført, medens de, hvis normer styres af nyttehensyn, bliver »spillets vindere«, idet disse netop får virkeliggjort deres planer. Dette skel giver øget sikkerhed for, at de førstnævnte personer virkelig er komediernes »narre«, og at de sidstnævnte med rette kan betragtes som fornuftens repræsentanter. Begrundelsen for denne påstand findes i selve komedie-genren:

✂ Den klassicistiske poetik, Holberg bekendte sig til og skrev på grundlag af, er bl.a. kendetegnet ved skarpe adskillelser mellem de litterære genrer. Når han selv udtrykkeligt betegner sine dramatiske værker som komedier (i undertitlen), er der derfor god grund til at være opmærksom på, hvordan denne genre blev opfattet i klassicismen, dvs. i de toneangivende litterære kredse i Frankrig og England på begge sider af 1700.

✂ Først og fremmest anskuede man komedien i modsætning til tragedien og opererede siden oldtiden med kontraster mellem de dramatiske genrer i henseende til stil, personernes status, socialt milieu, fremstillet problematik osv. I forbindelse med det ovenfor fremførte består den vigtigste forskel i, at medens tragedien ender ulykkeligt, har komedien »happy ending«; den poetiske retfærdighed sker fyldest; i komedien går det efter fortjeneste. Det er derfor uhistorisk, når nogle litterater har ment at kunne finde momenter af tragedie i Holbergs komedier. Både de personer, der går ud af komedien som vindere, og de, der står som tabere, fortjener deres skæbne - efter genrens love. Deraf følger så, at stykkerne fremholder den nyttebestemte fornuft som positiv, medens deres satire entydigt rammer den pralende fremvisning af status-symboler.

✂

4. Komedier med litterært forlæg

✂ Når 11 af Holbergs 33 komedier kan beskrives rimeligt dækkende ved hjælp af de strukturtræk, der i al kortfattet tarvelighed er skitseret i det foregående afsnit, tilsiger simpel subtraktion, at dobbelt så mange ikke kan det. Denne flerhed afviger ikke blot fra »grundstrukturen«, men er også indbyrdes uhyre forskelligartede med hensyn til tematik og sigte. En interessant og påtrængende opgave består da i at udpege holdbare forklaringer på, hvorfor 460 Holberg i disse tilfælde er afveget fra, hvad der synes at have været hans matrice (»grundstrukturen«). For 14 af de 22 »afvigende« komedier er forklaringen ligetil, idet der foreligger den litteraturhistorisk velkendte situation, at forfatteren har benyttet en ældre text (evt. to samarbejdede texter) som forlæg - til inspiration og produktionens fremskyndelse. Ved affattelsen af disse 14 »afvigende« komedier har Holberg altså ladet sig påvirke - men vel at mærke påvirke på en måde, så at man i hvert tilfælde kan analysere den færdige komedietext som et »kompromis« mellem »grundstrukturen« og den fremmede kilde: de træk i komediens struktur, der afviger fra »grundstrukturen«, genfindes i kilden, og de træk, hvormed Holberg synes at have suppleret kilden, genkendes fra »grundstrukturen«.

✂ Dette kan påvises for flg. komediers vedkommende: Jeppe paa Bierget, Det Arabiske Pulver, Dend Pandtsatte Bonde-Dreng, Den 11.Junii, Den Stundesløse, Diderich Menschen-Skræk, Huus-Spøgelse eller Abracadabra, Henrick og Pernille, Juele-Stue, Mascarade, Sganarels Reyse til Det Philosophiske Land, Pernilles Korte Frøiken-Stand, Den Forvandlede Brudgom og Barselstuen. Forlæggene er Plautus' og Molières (og dennes elevers) komedier samt den tyske jesuittermunk Bidermanns anekdotesamling Utopia (1640); enkelte placerer sig i større afstand fra den litterære alfarvej. Til illustration kan tjene de to berømte komedier fra gruppen, som er indeholdt i dette bind.

✂ Om Jeppe paa Bierget skriver Holberg i »Just Justesens Betenkning over Comoedier«, der indleder hans allerførste komedie-bind fra 1723: »Den fierde kaldes Jeppe paa Bierget eller Den forvandlede Bonde, en af Bidermanni gamle Historier, som Autor har udført i en Comoedie. Dette er den eenestc Materie, som ikke er opspunden udi Autors egen Hierne, hvorfor han ingen Berømmelse forlanger deraf, hvor vel de artige Kløgter, som legges udi Bondens Mund, og bevæge alle slags Tilskuere til idelig Latter, ere hans egne.« (Værker i tolv Bind, udg.: Billeskov Jansen VII, 1970, p. 460). En eftertid, der anser Jeppe for højdepunktet i Holbergs dramatiske produktion, har smilet ad denne erklæring og fundet forfatterens - rigtignok også sjældne - beskedenhed mal à propos. Gælden til Bidermanns anekdote er dog så evident, at litteraturhistorikere og Holberg-monografer ikke har fundet grund til megen supplering i form af 461 forslag til andre mulige kilder til trods for, at »den drømmende bonde« er et internationalt kendt motiv og en vandreanekdote med talrige orientalske og europæiske forgreninger. Bidermanns Utopia er affattet på et lidt besværligt ny-latin, men »Jeppe-historien« findes oversat til dansk i Rahbeks udgave af Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter VI, 1806, p. 153-63, og så længe danskfagets pædagoger interesserede sig for fænomener som litterære kilder, angav Dansklærerforeningens udgivere af Jeppe Bidermanns anekdote som forudsætning for komedien og optrykte Rabheks fordanskning som grundlag for sammenlignende studier, dvs. udgiverne K. Bokkenheuser (1911ff) og M. Borup (1930ff), hvorimod Bidermanns navn og text er ganske fraværende i den nyeste Dansklærerforenings-Jeppe (ved P. Paludan, 1975). Rahbeks oversættelse af Bidermanns »Jeppe-historie« er derfor optrykt som et tillæg til denne udgave (p. 488-495).

✂ Som træk, der adskiller Jeppe fra »kerne-komedierne«, men som genfindes hos Bidermann (jvf. ovenf., p. 460), kan nævnes dels baronens ønske om underholdning, en type hensigt, der ikke fandtes i »kerne-komedierne« (ovenf. p. 457), dels det forhold, at komediens eneste exempler på stands-markerende pragt findes hos og omkring baronen - hvis plan jo netop lykkes perfekt, og som inden for texten selv ingenlunde vurderes negativt, jvf. også hans omsorg for bønderne i I,8 (p. 93) (Godsejeren Holbergs syn på fæstebønder af Jeppes kaliber fremgår derimod med al ønskelig tydelighed af hans epistel 79!).

✂ Som træk, der derimod forener Jeppe med »kerne-komedierne«, men som savnes hos Bidermann, kan der peges på den stærke accentuering af Jeppes professionelle forsømmelighed og uduelighed (emneområdet »arbejde«, ovenf. p. 458); Bidermanns bondes drikfældighed anføres kun som en praktisk betingelse for spasens gennemførelse.

✂ Forlægget for Den Stundesløse, Molières komedie Le Malade imaginaire (Den indbildt syge, 1673) fungerer på lignende måde. Selve kilde-forholdet er ikke bevidnet af Holberg selv så direkte, som det var tilfældet i forbindelse med Jeppe, men det lader sig etablere på stærke indicier. Som der har været bred enighed om blandt Holberg-forskere, synes personkonstellation og komposition i Den Stundesløse kalkeret over tilsvarende i Le Malade. En enkelt scene, 462 I,7, er overtaget en detail (se noten til p. 377). Et kulturhistorisk træk som den i Danmark ukendte ægteskabsindgåelse ved notorialkontrakt (se note til p. 394) peger i samme retning. Mest afslørende er det dog, at Holberg (i komediens ældste tryk) i III,3 kommer til at navngive sin uheldige bejler »Thomas«; han hedder jo Peder (Erichsen) - men den tilsvarende person i Molières Le Malade hedder Thomas (Diafoirus)! (jvf. note til p. 433).

✂ Le Malade imaginaire og Den Stundesløse afviger fra normsystemet i den omtalte kerne af 11 komedier ved, at begge friere i deres kurmageri udviser en blanding af galanteri og sexualitet, der således ikke kontrasteres. Leander er en slags »positiv Jean de France« (se om hans verdensmandsdannelse i I,6, p. 374f), hans sidesteykke Cléante er inkarnationen af hofmandskultur under Ludvig XIV, idealtypen l'honnête homme: utvunget improvisations- og konversationstalent, kulturelt velorienteret uden trang til dybsindighed, en elegantier med vid og charme. De uheldige friere gør derimod amour i en tung, overlæsset gammeldags retorik, Thomas med fransk préciocité, Peder i en »ziirlig« (barok-)stil, der i Holberg-sammenhæng gerne navngives efter Else David Skolemesters (i Barselstuen). Også deres lærdom er forældet - og ilde anbragt i forbindelse med unge damer; Peder Bogholder kaldes tilbagevendende »Pedant«, og Thomas holder som ung mediciner hårdnakket fast ved humoralpatologien imod den moderne experimenterende og på dissektioner byggende fysiologi (se noter til p. 365), skriver disputats »contre les circulateurs« (II,5, mod tilhængerne af blodets kredsløb). Lægen mener sig galant ved at invitere sin udkårne til en dissektion af et kvinde-lig, unægtelig i modstrid med det herskende smagsideal; bogholderen blamerer sig ved over for sin fingerede tilkommende at bede om lov til at »tage paa hendes Bryst« (II,8), en gestus, der er lige så grov, som den er altmodisch (se note til p. 413). De uheldige friere (med den professionelt nyttige viden!) udviser hos begge forfattere et galanteri, der bygger på forældede kulturnormer og dermed fremstår som dårlig smag.

✂ Det polært opbyggede normsystem, gældende for de 11 centrale Holberg-komedier, sætter sig imidlertid igennem i Den Stundesløse i form af en række træk uden sidestykke hos Molière. Den 463 uheldige helt Vielgeschrei forsømmer ved sin stundesløshed normal indtagelse af føde og drikke, hvilket bemærkes hele fem gange (I,4, p. 369; I,6, p. 376; II,4, p. 407; II,6, p. 408; II,7, p. 412) - og sit kønsliv, hvilket forekommer Pernille påfaldende (I,1, p. 362). Også inden for andre af de i afsnit 3 ovenfor udpegede emneområder (penge, ydre fremtoning, sprog og kommunikation) forsømmer den fortravlede nar at leve op til Holbergs positive normer: lader hånt om betaling (I,6, p. 373; II,4, p. 407), om barbering og påklædning (I,6) og om samtale med andre (I,6, p. 372). Og først og fremmest bliver Vielgeschrei (til) nar, fordi hans geskæftighed kun er en sublim form for lediggang (emneområdet: arbejde).

✂

5. Komedier med dramaturgisk eller teaterpolitisk
sigte

✂ De resterende 8 Holberg-komedier behandler ikke (eller kun perifert) de gode og slette sociale normer, der blev omtalt i 3. afsnit ovenf., og synes ej heller styret af litterære forlæg på den måde, det er fremstillet i det foregående afsnit, men sætter selve komediegenrens form og indhold i focus eller driver direkte teaterpolitik. I nogle belærer Holberg sit publikum om komediens, momentvis hele skønlitteraturens, rette natur og funktion (Hexerie eller Blind Allarm, Det Lykkelige Skibbrud), i andre om den rette litterære/dramatiske stil (Det Lykkelige Skibbrud, den selvstændige prologakt til Uden Hoved og Hale). Igen andre er kritiske og satiriserer over andre dramatiske former end Holbergs egne »moralske« komedier (Kilde-Reysen, Ulysses Von Ithacia, De u-synlige). Den Vægelsindede (i begge versioner) kan betragtes som et reklame-fremstød til fordel for »Holbergs« teater i Lille Grønnegade, idet hoved- og titelrollen i oplagt grad er skabt, for at teatrets direktrice og primadonna, den to-sprogede Mme Montaigu kunne brillere. Til gengæld latterliggøres konkurrerende københavnske scener i flere af de allerede nævnte stykker (Hexerie, Kilde-Reysen, Ulysses).

✂ Det foreliggende udvalg indeholder altså én text fra denne gruppe, Ulysses Von Ithacia, der - som »dramaturgisk/teaterpolitisk 464 komedie« - bliver interessant af to grunde: Dels ved at afvise én dramatisk stil og dermed implicit advokere dens modsætning, dels ved at fungere som aktuel københavnsk teaterkritik.

✂ Med hensyn til det første punkt kan modsætningen formuleres: uklassisk over for klassisk. Den form for stil-satire, vi møder i Ulysses, kaldes travesti: Guder og helte trækkes ned fra deres ophøjede sfære og fremstilles som alt-for-menneskelige i en jævn stil, der til tider går over i det platte eller vulgære (i parodien er det modsatte tilfældet; dèr beskrives jævne folk, milieuer og hændelser i en høj stil som i epos og tragedie. Undertiden hører man betegnelsen »parodi« brugt skødesløst om begge genrer). Ser man et øjeblik bort fra det aktuelle københavnske teaterliv (en synsvinkel, der vil blive anlagt nedenf.), kan man ved studium af textens åbne eller underfundige, fremvisninger af egne »U-ordentligheder« (som Holberg ville sige) konstatere, hvilken dramaturgi det er, et stykke af denne slags forsynder sig så demonstrativt imod. Det er den franske klassicismes dramaturgi fra fransk litteraturs »store århundrede«, dvs. det 17., hvorpå travestiens udsving skal måles. Et vist kendskab til denne dramaturgis idealer og principper bliver dermed en forudsætning for at goutere komediens overdådige uhyrligheder.

✂ Med støtte i Jacques Scherers fremragende standardværk La Dramaturgie classique en France (1959) kan man betragte to idealbegreber som helt overordnede i denne dramaturgi, der snarere var en smagsretning end en egl. æstetisk lærebygning: sandsynligheden, la vraisemblance, og velanstændigheden, la bienséance. Akt for akt kan man iagttage, hvordan Ulysses forsynder sig mod disse to æstetiske idealer. Prologakten støder an mod sandsynligheden ved uden rationelle modifikationer at indføre merveilleux'et (gude-verdenen) som handlingens igangsættende kraft og mod velanstændigheden ved at fremstille guddomme (skønt hedenske) som kun alt for menneskelige: Juno forsøger bestikkelse, og Venus må tage imod skoser for løsagtighed. Førsteakten rummer Helenes rov og Ithacias mobilisering, hvoraf det første støder an mod to typer af »velanstændighed«: »forbudet« mod kamp og voldsudøvelse på scenen og mod udtryk for sanselighed, medens det andet støder an mod »sandsynligheden« ved sine kulturhistoriske anakronismer: Man bevidner ét sammensurium af elementer fra antikken, Biblen, 465 Rolandskvadet, folkebøgernes ridderromantik og samtidens københavnske virkelighed (enkeltheder er udredet i noterne). I anden akt ligger den græske hær foran Troja, og anledningen benyttes til - i strid med klassicismens »velanstændighed« - at skildre krig og tvekamp. I akt III er det træk, der især rammes af travestiens overdrivelse og latterliggørelse, ligesom i prologakten, den dyrkelse af det overnaturlige, der fik trange kår under klassicismens krav om »sandsynlighed«. I komediens to sidste akter kan travestien på bruddene på bestemte punkter i den klassiske dramaturgis codex følges ret detailleret; i begge akter gælder det forholdet til »velanstændigheden«. Fjerde akt foregår hos dronning Dido i Cajanien(!), og kender man den klassiske dramatiks forsigtighed i behandlingen af kvindelig elskov - som aldrig, aldrig må erklæres eller blot indrømmes af indehaveren, og hvis endelig, da i en fastlagt rækkefølge til forskellige personer i omgivelserne - må den elskovssyge dronning forekomme som topmålet af skamløshed. Femte akt, hvor Ulysses og Chilian omsider vender hjem, handler stort set kun om, hvor grundigt deres hjemmeblevne hustruer har bedraget dem. Den hyppighed, hvormed ord som »Hanreedere«, »Utroskab« o.lign. forekommer, kan konfronteres med Scherers gode iagttagelse angående det toneangivende franske teaterpublikum, at »det var langt mere følsomt over for grove ord end over for vovede situationer«. (La Dramaturgie, p. 386).

✂ Foruden dette, at hver akt på sin egen måde demonstrativt negligerer enten vraisemblance eller bienséance eller begge, er også bruddene på de berømte »enheder« (tidens, stedets og handlingens) hyppige og iøjnefaldende. Oftest og mest explicit brydes tidens enhed; årene, ja decennierne går (I,13-14; III,5-7; IV, 1-2; V,l; V,3; V,[5]), men heller ikke stedets enhed slipper uantastet (II,1; IV,2). Med hensyn til den tredje enhed, handlingens, er opfyldelsen på forhånd udelukket ved selve det halsløse forsøg på at sammenpresse handlingen fra ikke blot ét, men hele tre af oldtidens eper.

✂ Hvem eller hvad er så målet for denne stort anlagte teater-satire? Ja, ifølge selve travestiens princip rammes selvsagt de litterære genrer og værker, hvis ophøjede skikkelser er »trukket ned« i denne lavere sfære, hvor der slås og hores på livet løs, dvs. de Homer'ske digte og Æneiden (se noter til pp. 133, 134 og 178). Men satiren har 466 også et mere lokalt og aktuelt mål. Hvem lavede så dårligt (= u-klassisk = »u-ordentligt«) et teater i generende nærhed af Holberg og »hans« Lille Grønnegade-scene? Stykkets undertitel peger på tysk dramatik og kultursammenhæng. Epilogen angiver adressen: Brolæggerstræde - som angives for samme onde årsags skyld i andre af Holbergs skrifter (Tvende splinder nye Breve, epistel 214). I det første af sine selvbiografiske »levnedsbreve« (fra 1728) skriver han om Ulysses (på latin): »Denne komedie parodierer (eller: travesterer) de tåbelige, vanskabte og halvhundredeårs stykker, som i sin tid blev opført her af omrejsende komedianter. Den spænder over 40 år, og der er mange sceneforandringer. Fyrsterne taler i et opblæst og svulstigt sprog [...] Personerne er snart unge, snart gamle og gråhårede. Hertil kommer en mængde anakronismer, uforståelige navne og andet af den slags, som de omrejsende truppers komedier vrimler af. Alle disse fejl afslører Ulysses' tjener Harlekin [...]« (Holbergs Tre Levnedsbreve, udg.: Kragelund, 1965, I, p. 240-243). Historien er denne:

✂ Den fra Tyskland indvandrede komediant og kvaksalver (okulist, sten- og broksnider samt tandbrækker) Salomon Paulsen von Qvoten havde i tiåret op til premieren på Ulysses i juni 1724 underholdt godtfolk med både marionetteater og levende skuespillere i ind- og udland, havde også gæstet København, men mest turet rundt i Jylland under stadige kampe og stridigheder for sin spilletilladelse. Måneden før premièren på Holbergs travesti havde han lejet salen i skræddernes laugshus i Brolæggerstræde, givetvis til opførelse af sine skuespil. Disse har altså været opført samtidig med Ulysses, sådan som også Holbergs epilog lader forstå (samtidigheden er værd at understrege, da den har været anfægtet, vist nok helt uden grund). De (tysksprogede) forestillinger, von Qvoten opvartede med, tilhører den genre, der kaldes Haupt- und Staatsactionen, dvs. dramaer, der udgjorde aftenens hovedstykke, og som havde emne af den politiske historie, ikke uden forbindelse med Shakespeares bloddryppende 'histories' og tragedier med historisk emne. Der var altså tale om bloddryppende, krast effektsøgende og larmende patetiske skuespil med en masse scenisk maskineri i sving. Det var kort sagt en slags dramatik, der dårligt kunne stå den klassicistiske, moralskdidaktiske forfatter Holberg fjernere. Han måtte opfatte skuespil af 467 denne art som topmålet af dramaturgisk ubehjælpsomhed og dårlig smag. Hvortil så kom, at de med deres iøjnefaldende underholdningsværdi let kunne komme til at lokke det middelstandspublikum ind, som Holberg og Lille Grønnegade-teatret også bejlede til. Forskellen i stil og momentet af rivalisering inden for den københavnske forlystelsesbranche gjorde det således til en oplagt sag, at Holberg hjalp »sit« teater med en komedie, der én gang for alle skulle gøre von Qvoten og hans teater umulige i hovedstaden.

✂ Kunstnerisk står Holbergs satire så højt over sin genstand, at man kunne mene, at det var at skyde gråspurve med kanoner. Det synspunkt har da også været gjort gældende, at forfatteren med Ulysses - med et af sine egne favoritudtryk - slår to fluer med én smække. Den anden flue skulle da være den tyske hofopera. Trods kgl. ansættelse og hofligt publikum var hofoperaen nemlig ingenlunde uden dramaturgisk og æstetisk slægtskab med von Qvotens spektakelstykker. De danske komedianter kunne med rette føle, at operisterne bidrog til at holde dem ude fra hoffet, og særlig ubehagelig måtte konkurrencen have været følt i jan.-febr. 1723, hvor operisterne havde kgl. tilladelse til at spille offentligt på slottet mod betaling og således også blev i stand til at berøve den danske trup dens borgerlige publikum. Netop det nævnte interval falder sammen med det sandsynlige affattelsestidspunkt for Ulysses, der må ligge umiddelbart inden affattelsen af Kilde-Reysen, som notorisk gør nar af operaen. Tesen om hofoperaen som genstand for satiren blev hhv. lanceret og støttet med nyfundne indicier af musikhistorikeren V.C. Ravn (1873), litteraturhistorikeren Jul. Paludan (omkr. 1890) og teaterhistorikeren Torben Krogh (1927). Holbergs Ulysses er efter alt at dømme på en gang et dramaturgisk manifest og en effektiv, til flere sider rettet teaterkritik.

✂

6. Komedier med social og politisk tendens

✂ Samtlige dette binds seks komedier er forfattet i 1720'rne. Det betyder, at de blev skrevet på et tidspunkt, hvor en ny samfundsordning, byggende på en ny statsmagt, enevælden, var under opbygning eller i hvert tilfælde under sin første konsolidering. 468 Den danske enevælde eller absolutisme indførtes 1660-1661 gennem et statskup, hvorved Frederik III først gjorde tronfølgen arvelig, derpå tiltog sig den absolutte politiske magt. Denne omvæltning sætter afgørende skel i dansk historie, ikke blot politisk, men også økonomisk og socialt: Offentlig og privat formue blev omfordelt, og overklassen skiftede sammensætning og funktion.

✂ I århundrederne inden havde magt og rigdom været koncentreret hos et mindre antal adelige familier, der var repræsenteret i Rigsrådet. Rigsrådet valgte kongen og fastlagde hans beføjelser ved en »håndfæstning«, datidens forfatning; desuden vedtog det landsdækkende »rigslove« om andre forhold. Rigsrådsadelen havde derved sikret sig en række meget betydningsfulde privilegier. Foruden skattefrihed havde den fx. nærmest monopol på større jordbesiddelser (egne godser) og på len (bestyret krongods). Dèrudover beherskede denne adel selv de centrale dele af landbrugsexporten (stude og korn) og havde eneadgang til de højere civile og militære embeder.

✂ Den danske fødsels- og arveadel havde sin storhedsperiode i 16. årh., hvor den udfoldede en standsbevidst pragtkultur, der - med det udtryk, vi benyttede ovenf. (p. 458) - kan kaldes repræsentativ. Den repræsentative adelskultur fandt udtryk i fx. et omfangsrigt og fornemt byggeri (slotte og herresæder) og en »standsmæssig« klædedragt. Genoptagelsen her af begrebet »repræsentativitet« er intet tilfældigt terminologisk sammenfald. Holbergs komedier udtrykker en holdning til aktuelle politiske og sociale forhold; gennem »narrenes« fremmedartede normer og repræsentative lader rammes indirekte, men principielt den samfundsklasse, der fremfor nogen inkarnerede den repræsentative kulturform: fødselsadelen.

✂ Omkring 1600 standsede imidlertid adelens økonomiske expansion p.gr.a. faldende priser på landbrugsvarer. Mange adelsmænd, der havde vænnet sig til stort luxusforbrug og optaget store lån i forventning om fremtidige indkomster, blev truet på deres position (»den forbyggede adel«). Tilbageslaget ramte også stats- og kongemagten. Kongen måtte derfor optage lån hos københavnske storkøbmænd med sikkerhed i krongodset. Borgerskabet (tredjestand, især handlende og håndværkere) fik yderligere styrket sin stilling gennem sin indsats under svenskekrigene, specielt i forbindelse 469 med stormen på København i 1659. Dette borgerskab blev et velegnet redskab og en betydningsfuld alliancepartner for kongen ved det påfølgende statskup. Enevælden bragte borgerskabet økonomiske fordele og åbnede nye sociale avancementsmuligheder for borgerligt fødte.

✂ Socialt betød omvæltningen først og fremmest, at rigsrådsadelens magt blev brudt og dens sociale privilegier og monopoler ophævet. Afskaffelsen af monopolet på større jorder skete samtidig med et stort udbud af adeligt gods, som blev solgt til afvikling af den »forbyggede« stands gæld, og samtidig med afhændelsen af det pantsatte krongods til indfrielse af statsgælden. Betingelsen for jordbesiddelse blev kapital snarere end titler, og jord blev vare- og investeringsobjekt. Herremandsstanden blev til godsejerklasse. Naturligvis måtte regeringen i landbrugslandet Danmark, hvis økonomiske velfærd var baseret på godsernes produktion, fare med lempe og vise imødekommenhed, når godsejerinteresser var involveret - det vil sige også respektere det ikke helt ubetydelige antal »gammeladelige«, der trods økonomisk deroute blev siddende på deres godser og i deres embeder. Det lå dog i situationens natur, at de ældste enevoldskonger og deres rådgivere betragtede deres nys overvundne politiske arvefjender blandt fødselsaristokratiet med årvågen mistænksomhed.

✂ Som et nyt, stærkt element i den danske overklasse etablerede enevoldsmagten en »ny adel«, der kom til at bære de nye titler greve og baron og blev klassificeret efter det nye begreb rang. I modsætning til den gamle fødselsadel blev der altså dannet en ny rangadel, der havde kongen alene at takke for sin position. Denne enevældens egen adel blev rekrutteret blandt borgerligt fødte danskere eller indvandrede (især tyske) administratorer eller militære, og den fik sit særpræg ved en tæt sammenknytning af embedsbesiddelse, godsbesiddelse og rang. For stræbsomme borgere var adgangen åbnet til godseje og/eller høje embeder og fra begge disse igen til adelskab. Et exempel på en borgerlig født personligheds avancement i kraft af de nye muligheder afgiver professor (siden 1717), baron (siden 1747) L. Holberg.

✂ En gammel, forarmet fødsels- og arveadel over for en velhavende nyadel udgør jo netop den sociale konflikt i en af dette binds 470 komedier: Don Ranudo. Når denne komedie, affattet i 1720'rne først udgaves 1745, har man heri set en frygt fra Holbergs side for, at den danske fødselsadel skulle føle sig gået for nær, ligesom henlæggelsen til Spanien, adelshovmodets legendariske hjemland, skulle have tjent som en nødtørftig camouflage af et indenrigspolitisk indhold. Offentliggørelsen finder dog sted på et tidspunkt, hvor Holberg under ingen omstændigheder behøver at frygte den danske fødselsadels lange arm, og eftersom flere tidligere afskrifter er bevaret, kan det ydermere konstateres, at komediens latterliggørelse af genealogiens riddere er blevet skærpet i 1745 - og i øvrigt igen i 1753 (se Saml. Skr. XVIII, hhv. p. 203-205 og p. 195-198).

✂ Fornemmelsen af, at komediens to typer af adelskab ikke er uden forbindelse med danske forhold i statskuppets kølvand, styrkes yderligere, når de sociale alliancer i Don Ranudo inddrages. De slægtsstolte høj aristokrater står isoleret; mod sig har de ikke blot den velhavende lavere adel, men også byens borgerskab (III,2, p. 312f), »den hele bye« (I,1, p. 281); ikke blot husfolkene ender med at frakende deres herskab forstandens brug; »den hele stad er af samme tanke« (V,4,p. 357). Vigtigst af alt i denne forbindelse er notarens meddelelse i umiddelbar fortsættelse af det citerede; da de højadelige forældre vil have mesalliancen omstødt, fordi den er indgået under falsk identitet, hedder det: »[...] hvad som er skeet, er skeet med Øvrighedens tilladelse.« (ibid.) Over for den isolerede, forarmede og dérouterede fødselsadel står således en alliance af statsmagt (»Øvrighed«), velhavende nyadel og by-borgerskab. Dét minder unægtelig om den politisk-sociale konstellation i Danmark i tiden under og efter statskuppet.

✂ Udvides feltet fra Don Ranudo til samtlige »kerne-komedier«, bliver forbindelsen til den tidlige enevældes socialgrupper om muligt endnu mere indlysende. Som konfliktens negativt vurderede bærere af fremmedartede og repræsentative normer får høj- og fødselsaristokraterne da selskab af borgere, der stræber ud af deres stand, urolige elementer, der truer den sociale stabilitet (fx. Herman von Bremen i Den Politiske Kandstøber, Jeronimus i Den honnette Ambition og projektmagerne i Republiqven) samt af medlemmer af »lærde broderskaber« med egne love og regler, hemmelige selskaber eller konventikler unddraget statsmagtens inspektion og regulering 471 (Erasmus Montanus, den vantro Leander i Uden Hoved og Hale, Cosmoligoreus i Philosophus). Som konfliktens positivt vurderede bærere af nyttebestemte normer får de allierede i Don Ranudo et supplement af velstående bønder, enevældssamfundets erhvervsmæssige og fiskale basis (fx. Erasmus' forældre, bonden i Don Ranudo), ligesom beskrivelsen af de her indgående borgere udbygges i retning af det stabile, såvel stands- som statsloyale (Antonius og Geske i Den Politiske Kandstøber, Jeronimus i Jean de France, Magdelone i Den honnette Ambition).

✂ Holbergs eget, udelt positive, syn på den danske enevælde, statskuppet og de deraf følgende sociale omkalfatringer, fremgår af talrige og samstemmende ytringer rundt om i forfatterskabet, fx. i Danmarksbeskrivelsen (1729), Danmarkshistorien (III, 1735), Niels Klim (1741) og - kort og principielt - epistel 163.

✂

7. Omarbejdelser og editionshistorie

✂ Af dette binds komedier foreligger Jean de France, Jeppe paa Bierget, Ulysses Von Ithacia og Erasmus Montanus fra Holbergs hånd i ret entydige textredaktioner, hvis ældste tryk uden voldsomme problemer har kunnet lægges til grund for nærværende udgivelse (jvf. afsnit 9 nedenf.); texterne har derefter kun været underkastet minimale ændringer i Holbergs levetid, og disse kan meget vel have været forårsaget af tilfældigheder under trykningen.

✂ For Den Stundesløse har der muligvis existeret en ældre (antagelig femakts-)version, der har efterladt sig spor i den definitive text (se note til s. 385), men den er i så fald gået tabt.

✂ Kun Don Ranudo frembyder en forholdsvis kompliceret udgivelseshistorie: Da der i midten af 1730 udsendtes subskriptionsindbydelse til Den Danske Skue-Plads I-V, der udkom det følgende år, blev det stillet subskribenterne i udsigt, at udgavens femte bind bl.a. ville indeholde denne komedie. Men da bogen kom, var Don Ranudo blevet skudt ud, og Holbergs læsere snydt derfor - i denne omgang. Årsagen hertil kendes ikke.

✂ Da komedien endelig så dagens lys i 1745, en snes år efter sin tilblivelse, var det først slet ikke på dansk, men i tysk oversættelse. 472 Bogen, der var i oktavformat og prydeligt udstyret, blev trykt og udgivet i Leipzig; forlæggeren var C. G. Mengel (død 1769). Oversættelsen var besørget af Altona-professoren E.C. Reichard, der kort forinden havde oversat Holbergs Danmarkshistorie og Moralske Tanker til tysk. Oversættelsen var angiveligt udført efter Holbergs håndskrevne manuskript. Den mand, som Holberg havde overdraget at renskrive manuskriptet, havde imidlertid taget en kopi deraf, og af denne kopi var der igen taget afskrifter. Af disse sidste afskrifter findes to bevaret i dag, men det er bevidnet, at adskilligt flere var i omløb i 1740'rne. Den ene af de to bevarede afskrifter var foretaget af A. G. Coldewey (død 1767), skriver i rentekammeret, datidens finansministerium (jvf. Jean de France, p. 17 og noten hertil), og opbevares på Det Kgl. Bibliotek i Kbh. (Addit. 149,2°). Da forlægger Mengel, der i 1740 var indvandret til Kbh., planlagde at udgive en samlet oversættelse af Den Danske Skue-Plads og gerne ville have Don Ranudo med heri, købte han i 1745 afskriften af Coldewey. Mengels udgivelsesplan og køb blev fuldt ud billiget af Holberg, der benyttede lejligheden til at foretage enkelte rettelser i komediens text. Hvad Holberg derimod ikke billigede, men direkte forbød, var, at Mengel udgav komedien separat og da især på dansk. Da Mengel derpå med sin danske separatudgave (Kbh. 1745) forbrød sig mod begge dele, blev Holberg vred (det blev han let) og anlagde sag. Skønt bevidstheden og lovgivningen om copy-right langtfra var så klar og skarp på Holbergs tid, som den er nu, er det dog sandsynligt, at dommen, som vi ikke kender, er gået Mengel imod og har lydt på konfiskation af oplaget; bogen blev i hvert fald hurtigt en stor sjældenhed.

✂ Holberg lod det imidlertid ikke blive herved. Mengels udgave var ikke blot uretmæssig, men bar også præg af at være hastværksarbejde, indeholdt i hvert tilfælde tilstrækkelig mange fejl til at irritere en forfatter af Holbergs temperament. Holberg henvendte sig derfor til sin daværende bogtrykker/forlægger E.H. Berling (1708-1750) og overdrog ham at besørge en ny og bedre udgave af Don Ranudo, hvilket skete, stadig i 1745. Ny retssag, denne gang anlagt af Mengel mod Berling. Om denne sag ved vi bedre besked end om den foregående, idet Rahbek har optrykt indlæggene i sit tidsskrift Dansk Minerva (VII, 1818); dog er dommen også i dette 473 tilfælde forblevet ukendt for eftertiden. Berlings udgave var imidlertid ikke blevet så meget bedre end Mengels, som man kunne have håbet efter hans forhåndsannoncering (også i Berlings sætteri havde man haft lovlig travlt), men medens sagen trak i langdrag og sagførerne udvekslede indlæg, har han antagelig solgt bøger på livet løs. Han fik endog tid til (stadig i 1745) at udsende et optryk, der trods alt må siges at repræsentere en relativ forbedring af texten.

✂ Den anden af de to oprindelige, stadig existerende afskrifter blev fremdraget af Holberg-filologen Jul. Martensen (1839-1910) så sent som i 1895. Denne afskrift er fra 1732 og skyldes B. Dass; den opbevares i Det kgl. Norske Videnskabernes Selskabs Bibliotek i Trondhjem (Cod. Nidros. 22,8°) og synes uafhængig af Coldeweys afskrift. Den gør i det hele et autentisk indtryk. Ikke mindst må det forekomme interessant, at dens sprogform (navneord med småt m.m.) ligger nær op ad Holbergs egen, som vi kender den fra efterhånden ikke helt få autografer. Det er denne redaktion, der ligger til grund for dette binds Don Ranudo-text (jvf. afsnit 9 nedenf.), som derfor gengiver sit forlæg med en ganske særlig pietet over for dennes oprindelige sprogform.

✂

8. Receptionshistorien

✂ Blandt komedierne i dette bind findes de to, der nok har været genstand for de mest divergerende opfattelser og fortolkninger, nemlig Jeppe og Erasmus. l disse tilfælde kan det iagttages, hvorledes tilstande, stemninger og opinioner i eftertiden ind imellem har ført opfattelsen af stykkerne (ikke mindst titelpersonerne) væk fra den »rene komedie«, Holberg tilsigtede med sin dramatik (se ovenf., p. 459), over mod en opfattelse af stykkerne som halve eller hele »tragedier« (og af titelpersonerne som martyrer). Udsvingene i fortolkning er dog sjældent tilfældige, men som oftest historisk, evt. åndshistorisk, forklarlige. Der skal her gives et rids af grundopfattelserne af de to stykker, som de har formet sig dels gennem teateropførelser, dels gennem litteraturkritikken.

✂ Vi ved intet om, hvordan Jeppe paa Bierget blev opført på teatret i Lille Grønnegade; vores eneste vidnesbyrd er Holbergs egen 474 rapport om succes'en (bortset fra premièren) og om sin tilfredshed med studenterskuespilleren Grams udførelse af hovedrollen. Da teatret på Kongens Nytorv - det, der snart skulle blive Det Kgl. - åbnede i 1740'rne, bestræbte man sig for Holberg-opførelsernes vedkommende på at videreføre traditionen fra Lille Grønnegade. Og her ved vi, at Jeppe af skuespilleren Hortulan (1722-1783) blev præsenteret som komisk, dyrisk, grov og snavset, en fordrukken og usympatisk stymper, som baronen og hans folk uden betænkeligheder kan lave sjov med, og hvis bondemanerer giver anledning til farceagtig komik.

✂ Mod slutningen af 18. årh. gennemføres de store landboreformer med bondestandens relative frigørelse: stavnsbåndet ophæves, hoveriet indskrænkes, det tidligere landsbyfællesskab opløses, og fæste erstattes af selveje. Dermed ændres det idealtypiske billede af den danske bonde - og dermed også teatrets Jeppe. Gielstrup (1753-1830) giver nu Jeppe som skikkelig, godsindet, pæn og især: klog - nu skulle hans standsfæller ude i samfundet vise sig værdige og kvalificerede til den nye status som selvejere. Men samtidig med den sympatiske fremstilling af figuren opretholdes pietetsfuldt rollens traditionelle indslag af klovnerier: Bunden går ud af baronens seng, Jeppe drikker af vandfadet etc.

✂ I første del af 19. årh. spillede Lindgreen (1770-1842) Jeppe i overensstemmelse med romantikkens opfattelse: det naive og rørende naturbarn.

✂ Ved midten af århundredet fik Danmark sin frie forfatning med bonderepræsentation på Rigsdagen - og atter en ny Jeppe. Phisters (1807-1896) Jeppe var ikke blot sympatisk, fordi han var rørende, men også fordi han var mere dæmpet, finere, soigneret, salonfæhig.

✂ Da parlamentarismen indførtes ved indgangen til vort århundrede, og det første Venstre-ministerium afløste provisorieårenes faktiske Højre-diktatur (Estrup), understregede man i den samtidige indstudering (bl.a. ved hjælp af dekorationerne) den sociale modsætning mellem naturvæsenet Jeppe, spillet af Olaf Poulsen (1849-1923), og den overfladisk spøgende baron.

✂ I 1917, året for den russiske revolution spillede Henrik Malberg (1873-1958) Jeppe sådan, som det fremgår af litteraturprofessoren Valdemar Vedels (1865-1942) omtale: »[...] Men efterhaanden som 475 han tager sig i [dvs. finder sig til rette med] Baronværdigheden, viser han sig adskillige Grader raaere og gemeenere, mere ondartet og farlig end Poulsens Jeppe. Hans Munterhed er sjoveragtig Grinebiderlyst, meget lidet hyggelig og jovial, hans Kommanderen har intet af barnlig Lyst i sig, er blot en bidsk, tændervisende og ondt pønsende Grumhed, som en halvgal Terrorists fra Revolutionen [...]« (cit. eft. Har. Nielsen: Holberg i Nutidsbelysning, Kbh. 1923, p. 108).

✂ Efter at Osvald Helmuth (1894-1966) i 1950'erne havde fremført sin elskværdige, konfliktudjævnende version på Det Kgl. Teater, fremkaldte den skærpede sociale bevidsthed efter 1968 Buster Larsens (1920-1993) på én gang tragiske og farlige Jeppe på Det Ny Teater. Instruktionen havde Kaspar Rostrup (f. 1940), der i 1981 overførte sin opfattelse af stykket til film: På baggrund af den rå undertrykkelse, Jeppe er udsat for, bliver hans plumphed og oprørstrang forståelig, medens baronen fremstår som skurkagtig landjunker af playboy-type.

✂ Siden slutningen af 18. årh. har Jeppe altså været spillet som en positiv figur, gennem 19. årh. som mere eller mindre rørende, i 20. årh. også som farlig og »revolutionær«. I begge tilfælde skal han opfattes alvorligt og tragisk, blot med vekslende betoning af den personlige og den sociale tragedie. En genoptagelse af den oprindelige, komiske Jeppe, som var grov og dum, og som derfor fortjente at blive narret, har ikke været mulig.

✂ Erasmus Montanus' opførelseshistorie udviser hyppigere skift mellem forskellige opfattelser af titelfiguren. Disse er principielt to, den negative: Erasmus som hoven praler og akademisk nar, og den positive: Erasmus som sandhedens forkæmper og martyr. Svarende til disse vurderinger af Erasmus bliver opfattelsen af hans milieu, landsbyen Bierget, henholdsvis at den repræsenterer den sunde fornuft og den nødvendige praktiske sans, og at det er en ravnekrog af selvtilfreds, indskrænket stupiditet.

✂ Vi ved, at både Preisler (1755-1809) i sidste del af 18. årh. og Rosenkilde (1786-1861) inde i 19. årh. spillede Erasmus som sympatisk og i hvert tilfælde ikke lastværdig. En markant stigning i positivitet fik skikkelsen gennem Kr. Mantzius (1819-1879), der i 1840'rne fortolkede den under indtryk af skandinavismen og 476 nationalliberalismen, bevægelser, der netop blev båret af studenter og unge akademikere, og som det inden årtiets udgang var lykkedes både at indføre en demokratisk forfatning og at formulere en grundlov. Mantzius' spil viste denne selvsikre, nyskabende akademikerstands forsvar mod traditionens dumhed.

✂ Som reaktion på Mantzius' opfattelse af komedien som tragisk spillede Emil Poulsen (1842-1911) i sidste del af 19. årh. Erasmus som komisk og usympatisk, som en vigtigper, der fortjener sin afklapsning til slut. Nicolai Neiiendam (1865-1945), der havde rollen ved århundredskiftet, gav især bondestudenten, latterlig, men også i sit indre splittet mellem sine to milieuer. Johannes Poulsen (1881-1938) i 1920'rne var nok mere negativ med sin fremstilling af den hovne laps. Inden 1920'rnes udgang havde Erasmus-skikkelsen i Holger Gabrielsen (1896-1955) fået en mere forsonlig fortolker, og denne tendens blev fortsat med den intelligente og ganske sympatiske Erasmus, som Henning Moritzen (f. 1928) spillede i 1960'erne, uddannelsesboom'ets årti. Derimod rammer Søren Pilmark (f. 1955) i den nyeste opsætning, fra 1983, den kolde intellektualismes repræsentant, ikke mindst ved sine gestiske udtryk.

✂ I modsætning til, hvad der var tilfældet med Jeppe, er den oprindelige komiske og negative opfattelse af skikkelsen altså stadig levende i teatertraditionen, men brydes med mellemliggende perioders trang til psykologisering og sentimentalisering.

✂ Den toneangivende litteraturhistoriker og kritiker K.L. Rahbek skrev om Jeppe på begge sider af 1800. Skønt han opponerer mod »den ikke saa ualmindelige Dom, der uden Omstændigheder [dvs. uden videre] vil erklære [Jeppe] for en Pøbelfarce« (Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg.: K.L. Rahbek VI, Kbh. 1806, p. 152), er han dog ikke i tvivl om, at komediens pointe er den, der udtales i den afsluttende morale, idet »Holberg i Jeppe har viist, at der aldrig gives værre Tyran, end en forhenværende Slave«. (K.L. Rahbek: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil I, Kbh. 1815, p. 244).

✂ Men går vi blot frem til Oehlenschläger (der oversatte Holbergs komedier til tysk 1822-1823), konstaterer vi for første gang en entydig demokratisk sympati for Jeppe, der som tyrannisk »baron« er 477 »et Billed paa Pøbelaanden, naar den har brudt utaalelige Lænker, vil hævne sig, og misbruge Magten, som den før af de Mægtige blev misbrugt mod Folket. Det er jo ganske naturligt. Vee den, Forargelsen kom fra!« (Prometheus II, 1833, p. 175).

✂ Den nationalliberale politiker A.F. Krieger (1817-1893) skærpede denne opfattelse og rettede i en artikel fra 1865 sin harme mod baronen, »en af de rige, adelige Lediggængere, som i Mangel af ædlere Beskæftigelse, morede sig med de frækkeste og frivoleste Hokuspocus«, som driver »dette hensynsløse, raae, til Svineri gaaende Spil med et Menneske som den stakkels, forpryglede, fordrukne Jeppe paa Bjerget. [...] en Datidens Herregaards Vellystning, [...] en adelig Libertiner« (Dansk Maanedsskrift I, 1865, p. 502).

✂ Forinden havde Oehlenschlägers digterkollega og efterfølger som litteraturprofessor Carsten Hauch (1790-1872) givet en indgående behandling af komedien. Hauch ser Jeppe som trældommens offer, »som et Slags Martyr«, skønt han dog ikke vil gå så vidt som de, der i Jeppe snarere ser en tragedie end en komedie: »den alvorlige Følelse kommer snarere siden efter paa Tankens Vei.« I lighed med Oehlenschläger, der helt ønskede afslutnings-moralen udeladt, ser også Hauch en problemfyldt modsætning mellem denne og selve stykket: »Og det er da virkelig rørende at se, hvorledes [Holberg] hos sit philistrøse [dvs. spidsborgerlige] Publikum søger Tilgivelse for sit kjække og genifulde Digt [...] Skal man da troe Epilogen paa Ordet, saa har det Hele en aristokratisk Tendents; men forsaavidt Tidens Uret mod den undertrykte Del af Folket ogsaa deri bliver synlig, kan jo Tendentsen med ligesaa megen Ret kaldes demokratisk.« (Nordisk Universitets-Tidsskrift III,3, Kria. 1857, pp. 93, 97, 125).

✂ I forlængelse af Hauchs opfattelse ligger Georg Brandes'. I en artikel om Jeppe, der senere indgik i hans jubilæumsskrift om Holberg (1884), kalder han baronens optræden »utilgiveligt Barbari« (Illustreret Tidende 1868, nr. 443, p. 216, sp. 3), men behandler i øvrigt - som elev af den franske litteraturhistoriker og kulturfilosof H. Taine (1828-1893) - Jeppes psykologi som et produkt af hans livsbetingelser.

✂ Næsten samtidig med Brandes' jubilæumsskrift skrev Sophus Claussen (1865-1931) i forbindelse med en opførelse: »Men det er 478 ingen Komedie. Det er en Tragedie, [...] En Underkuelsens og Drukkenskabens Tragedie [...] Saa meget stærkere er Mislyden, fordi Holberg trods al den Alvor, der er i dette Stykke, altfor meget har brugt sin Jeppe til at gøre Grin med. [...] Hvor ynkelige er ikke de Slutningsord, som han lader Baronen sige [... ] Holberg er gaaet uden om; han vilde have sagt til Adelen, Herremændene: der kan I se, saadanne ynkelige Skabninger er Bønderne, fordi I har udsuget og undertrykt dem. Men saaledes kunde man ikke sige i de Tider; han har i alt Fald ikke gjort det [...] Hvad opnaaede han ved at gaa uden om? Han opnaaede at slippe for Ubehageligheder, men han opnaaede ogsaa det, at hans Stykke blev misforstaaet, at man lo ad det i Stedet for at græde« (Horsens Folkeblad, 9. mrs. 1886, p. 2, sp. 4).

✂ Højdepunktet af patetisk »forsvar« for Jeppe nås af grundtvigianeren og højskolemanden Rudolf Schmidt (1836-1899). Også han indskærper, at man »fremfor Alt ikke [må] benytte den Forklaring, som Holberg i Baronens Epilog har givet til sit Arbeide« - den er »i afgjort Modstrid med Stykkets virkelige Indhold. [...] De vil paa Forhaand indse, at det vilde være stygt og ondt, om Holberg havde holdt denne Trældommens Søn frem for at gjøre ham til Gjenstand for Spot og daarlig Morskab [...] Rent ud sagt: Jeppe er en Mand med et stort Hjertelag, en ridderlig Skikkelse, en ædelmodig Natur, som bærer en Troubadour-Harpe i sit Bryst; men Klangen er unægtelig ikke den, som møder os i Romandigtningen.« (For Ide og Virkelighed, 1873, pp. 335, 340-42).

✂ En vis dobbeltholdning kan iagttages hos kritikeren Edvard Brandes (1847-1931), Georgs bror. På den ene side deler han de nævnte forgængeres syn på modsætningen mellem morale og komedie: »Slutningsverset er absolut aristokratisk-konservativt, men selve Komediens Anlæg synes os nu demokratisk revolutionært« (Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier, Kbh. 1880, p. 307), skriver han i et essay om Phister i 1880. I en jubilæumsartikel fire år senere omtaler han »Baronens Slutningstirade som mangehaande Hensyn maaske paatvang Digteren« (Politiken, 3. dec. 1884, p. l, sp. 6). På den anden side: Da Phisters tragiske Jeppe efter Edvard Brandes' mening næppe stemmer med Holbergs idé, kunne han tænke sig en naturalistisk opfattelse af figuren, »efter hvilken han fremstilledes som hørende til Menneskehedens Bærme, usympatisk i Ydre og 479 Manerer, og ikke som godmodig, skikkelig og rar, men sløv til Dagligdags og despotisk i Rusen.« (Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier, Kbh. 1880, p.307f).

✂ Holberg-forskeren C.W. Smith (Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, 1858) og litteraturhistorikeren N.M. Petersen (1791-1862) havde allerede tidligere understreget, at Holberg udtrykte sin oprigtige mening i komediens morale, og at baronen fra Holbergs hånd ikke var »Andet end en munter og dannet Mand, der har Lyst til et psychologisk Experiment« (Smith, p. 175, jvf. N.M. Petersen: Bidrag til den danske Literaturs Historie IV,2, Kbh. 1858, p. 628f) -uden at det dog foreløbig fik betydning for den almindelige opfattelse af komedien.

✂ At det var dette synspunkt, der - historisk set - var det rigtige, dvs. det oprindelige, og at den positive opfattelse af Jeppe skyldtes senere tiders behov for omfortolkning - det blev først udførligt dokumenteret med antidemokraten Harald Nielsens veloplagt polemiske bog Holberg i Nutidsbelysning fra 1923, som helt er viet behandlingen af dette spørgsmål. Derimod rummede Edvard Brandes' karakteristik af en naturalistisk Jeppe ingredienser, der - som vi har set ovenf. - foregreb nyere opførelsers fortolkninger af figuren som rå revolutionær, omend disse mere viser den retfærdigt hævnende oprører - altså en fundamentalt positiv person - end Edvard Brandes' frastødende »menneskedyr«.

✂ Medens Rahbek med hensyn til Jeppe gjorde sig til talsmand for det oprindelige, Holberg'ske syn på komedien og dens hovedperson, er det modsatte tilfældet med hans omtale af Erasmus Montanus som »et godmodigt, men og [dvs. også] som et forstandigt ungt Menneske« (Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil III, Kbh. 1817, p. 182). Hermed fjerner han sig fra Holberg og baner vejen for idealismens opfattelse af figuren, som rådede i første halvdel af 19. årh. Lad os se på tre fremtrædende skribenters behandling af Holbergs student:

✂ Fru Gyllembourg tog komediens personkonstellation til mønster i sin samtidsroman Montanus den Yngre (1837), hvor Conrad, Erasmus' sidestykke, til alles tilfredshed optages i familiefirmaet, efter at en ideologisk konflikt med det borgerlige milieu er bilagt (Conrad er i Amerika blevet republikaner). 480 S. Kierkegaard (1813-1855) skrev i sine papirer: »Jeg græder, naar jeg seer eller læser Erasmus Montanus; han har Ret og ligger under for Massen« (Søren Kierkegaards Papirer, udg.: Thulstrup I, Kbh. 19682, p. 149) - og anerkendte også andre steder Erasmus som kompromisløst tænkende enkeltindivid, medens han ytrede foragt for Bierget som traditionelt troende kollektiv.

✂ Kritikeren P.L. Møller skrev i en artikel fra 1843, at Holberg med Erasmus Montanus »ikke blot skjemter over smaalige Forhold, men viser os - paa en næsten tragi-comisk Maade - Begeistringen for en høiere Erkjendelse i Kamp mod Dumhed og Fordom.« (Dansk Folkekalender, Kbh. 1843, p. 70f).

✂ Efter århundredets midte vender billedet. Den allerede nævnte C.W. Smith anlægger i sin Holberg-bog også i forbindelse med Erasmus komedie-synspunktet: »Man støder undertiden paa en saadan Opfattelse af dette Stykkes Tendents, som om Montanus var en Martyr for Sandheden, og Landsbyfolkenes dumme Fordomme den egentlige Gjenstand for Satiren. Thi det er utvivlsomt, at Jorden virkelig er rund, ligesom det er ganske vist, at Holberg selv ingen anden Mening har havt om dette Spørgsmaal. Det kunde altsaa synes rimeligere, at Montanus blev tvungen til at gjenkalde sine falske Paastande end sine sande og velgrundede Meninger. Men Montanus forfegter ikke Sandheden som Sandhed, han forfegter den kun som sin Paastand. [...] Det er ham slet ikke om at gjøre, at Folk paa Bjerget bringes til at troe, at Jorden er rund, hvad der jo ogsaa i og for sig er temmelig ligegyldigt eller ialtfald ikke et Martyrium værd; han vil kun, at hvad han har sagt, skal staae fast. Det er det Falske i dette Princip, han skal lære at erkjende.« (Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, Kbh. 1858, p. 187f).

✂ Smith har følgeskab af den kyndige kritiker Clemens Petersen (1834-1918), der næsten samtidig skriver: »[...] Men i Lighed [med Jean de France og den politiske kandestøber] skal man ogsaa lee af Erasmus Montanus, naar Verden gaaer ham imod og han faaer sin velfortjente Løn. [...] Men i ethvert Tilfælde er det ganske ligegyldigt, om det er Sandhed eller Løgn, Erasmus kommer i Knibe for, thi den Maade, hvorpaa han bestandig stiller sig til en Sag, er, uafhængig af Sagen selv, forkastelig og latterlig, og det er den, der i Stykket straffes med Prygl og straffes med Rette. [... ] Og lader 481 man blot Erasmus fremtræde med den i Texten foreskrevne Mimik, vil hele Figuren faae et Sving, der bringer enhver Antydning af det Tragiske til at bortdunste.« (Fædrelandet, 22. maj 1858, p. 489, sp. 3 - p. 490, sp. 1; ordlyden, ikke opfattelsen, er en smule ændret i optrykket i Dramaturgisk Kritik, 1860, som er fulgt her).

✂ Vi så tidligere, hvordan Rudolf Schmidt ved sin tilknytning til grundtvigianisme og højskole og deraf følgende sympati for muldens sønner måtte levere et »uhistorisk« forsvar for bonden Jeppe. I forbindelse med Erasmus bevirker samme sympati en historisk rigtig bestemmelse af komediens sande værdier som dem, Bierget og i særdeleshed Erasmus' bror, bondedrengen Jacob, repræsenterer, og af Erasmus som ublandet komisk. Rudolf Schmidt fremsætter desuden den morsomme tanke, at Erasmus' uforståelige logik-hokus-pokus, hvormed han »forvandler« familie og lokalbefolkning til sten, tyre og haner, blandt almuen må være blevet opfattet som magi, og at det i virkeligheden er som en slags troldmand, at Erasmus opretholder sin overlegenhed i milieuet (jvf. note til p. 229).

✂ Også Georg Brandes er at finde blandt »negativisterne«: »Bevidst har Holberg kun villet fremstille Narren i Erasmus« - han og Per Degn repræsenterer sammen det almene forhold »mellem [...] ny og gammel Daarskab« (Samlede Skrifter I, Kbh. 1899, p. 138f).

✂ Modsat sin bror og Rudolf Schmidt forholder Edvard Brandes sig: Medens hans naturalistiske dramaturgi lod ham anbefale en usympatisk Jeppe, der i visse henseender pegede tilbage mod Holbergs oprindelige, frister hans egen situation som radikal intellektuel ham til at opvurdere Erasmus i en grad, der ligger fjernt fra den oprindelige komediefigur, og betragte ham som »de nye Tankers Bærer« (Politiken, 22. dec. 1921, p. 10, sp. 6).

✂ I dette århundrede har opfattelserne af figuren vekslet. Litteraturprofessoren og holbergianeren Vilh. Andersen (1864-1953) betragtede allerede i sine Litteratur Billeder I (1903) Erasmus, Jacob og løjtnanten under synsvinklen: åndstyper, og i sin store litteraturhistorie ser han hele Erasmus som »en Kulturkomedie«, der giver »et historisk Gruppebillede« af folket, staten, kirken, universitetet og litteraturen. Den kulturform, Erasmus repræsenterer, var allerede på Holbergs tid forældet, »en overlevet akademisk Skik og Mode«, så hans med prygl fremkaldte dementi af »netop den af [hans] 482 Paastande, hvori der er reel Sandhed, giver ham ikke noget tragikomisk Martyrium, men fuldender den rene Komik i hans Skikkelse og Skæbne.« (II, 1934, p. 81-83).

✂ Synspunktet »kulturkomedie« er ikke af alle Holberg-forskere og -kritikere blevet betragtet som lige nødvendigt og påtrængende. Højskolemanden Johs. Novrups bog Erasmus og Jacob (1952) er imidlertid et symptom på, hvorledes figurerne Erasmus, Jacob og Per Degn som (ånds-)typer er indgået i den almindelige bevidsthed og danske sprogbrug og lader sig mobilisere i den politiske og kulturpolitiske debat. Også til spørgsmålet om komisk eller tragisk har opfattelserne divergeret; flere har forsøgt at forene synspunkterne i et både-og, således den ellers uforsonligt determinerede Harald Nielsen, der i en artikel i den i 1920'rne regelmæssigt udsendte Holberg Aarbog fandt, at komediens grundtanke var: »»Sandheden falder mellem Røvere«« (1922, p. 24). 1970'ernes ideologikritiske og marxistiske analyser har betonet Biergets = samfundets undertrykkelse af individet og dermed til en vis grad genoptaget idealismens og Edvard Brandes' vurdering af parterne. I Henrik Stangerups filmatisering (texten udg. 1976) er handlingen henlagt til Brasilien, hvorved konflikten kan udspilles mellem den »ny tids mand« og et tilbagestående, feudalt samfund.

✂ Jeppe-kritikken forløber altså i en kurve parallel med de sceniske fortolkninger: 18. årh.'s opfattelse af komedien som farce med en latterlig og frastødende titelfigur afløses i 19. årh. af stadigt stærkere sympatiserende holdninger over for Jeppe og deraf følgende fordømmende holdninger over for baronen og afvisninger af epilogmoralens relevans for komedien, som nu opfattes som mere eller mindre »tragisk«. Den forskningsbaserede Jeppe-kritiks tilbageføring af figuren til Holbergs vurderingsnormer forblev uden konsekvenser for teatertraditionen i dette århundrede, der især har fornyet opfattelsen af Jeppe ved en ny form for positivitet: den revolutionære farlighed.

✂ En lignende parallel kan iagttages for Erasmus Montanus' vedkommende. I 19. årh. opfattes Erasmus først forsonligt, så ligefrem positivt, hvorefter denne tendens omkring århundredets midte afløses af en modsat, der lader sympatien overgå fra Erasmus til 483 Bierget. I dette århundrede har de to opfattelser sameksisteret både i kritik og fremførelser.

✂ Demokratiets indførelse og »bonden på Rigsdagen« afstedkom modsat rettede vurderinger af de to titelpersoner - eller rettere en opvurdering af både Jeppe og af Erasmus' omgivelser, ved midten af århundredet så vi forsvaret for Jeppe blive intensiveret, medens Erasmus' gunst faldt brat. Udviklingen har dermed bevirket, at vi i dag har mulighed for at se Erasmus opført i principiel overensstemmelse med Holbergs tilsigtede vurdering af titelperson/milieu, medens vi kun kan møde den oprindelige Jeppe, som opførelsespraksis har ført stadig længere bort fra dens historiske og litterære udgangssituation, gennem litteratur- og teaterhistoriens oplysninger.

✂

9. Textgrundlag og textrettelser

✂ Dette binds Holberg-text bygger på Samlede Skrifter I-XVIII (Kbh. 1913-1963), der udmærker sig fremfor de fleste andre udgaver af komedierne ved at benytte de ældste tryk som textkilde - og da anføre enhver større eller mindre afvigelse herfra i udgaver fra Holbergs levetid samt enhver større eller mindre ændring fra udgiverens hånd i forhold hertil i hhv. et variantapparat og et textkritisk tillæg (begge i udgavens bd. XVIII).

✂ Dette textgrundlag medfører, at den her foreliggende text til Jean de France og Jeppe paa Bierget gengiver texten fra Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads Ved Hans Mickelsen, bd. I (1723), og texten til Ulysses Von Ithacia den fra samme værks bd. III (1725), medens texten til Erasmus Montanus og Den Stundesløse gengiver texten fra Den Danske Skue-Plads, bd. V (1731); texten til Don Ranudo baserer sig på B. Dass' afskrift (se herom afsnit 7 ovenf.). De seks komedie-texter findes i Samlede Skrifter hhv. bd. II, II, III, IV, IV og IV.

✂ Grundlæggeren af Samlede Skrifter og udgiver af dens komediebind var Carl S. Petersen (1873-1958). Denne udgave følger næsten overalt hans meget kvalificerede læsemåder; hvor dette ikke er tilfældet, er det som regel, fordi nærværende udgiver har valgt at 484 tilbageføre en ordlyd eller sprogform til den oprindelige, ofte uortodoxe fra 1723, 1725 eller 1731, selv hvor en textrettelse fra Carl S. Petersens hånd dermed undtagelsesvis har måttet underkendes. En sådan konservativ textkritik er fe. bragt i anvendelse imod Petersens normalisering, hvor denne korrigerer Jean de France's (eller intriganternes) fransksprogede udfoldelser eller Per Degns solmisation:

26,16:

✂ donc > doné

38,22:

✂ neuf, > neuf

38,22:

✂ souliers, > souliers

52,7:

✂ Danois > Donois

57,10:

✂ degagee > de gagee

74,25:

✂ depechons > de pechons

216,17:

✂ si, la > si, fa

216,19:

✂ sol, la > sol, fa (2 gange)

✂ I andre tilfælde er originalens form genetableret, simpelthen fordi en ændring heraf ikke forekommer tvingende:

16,7:

✂ lenger > længer

16,13:

✂ Jan > Jean

37,23:

✂ lærdt, Comment du > lærdt Comment, du

38,6:

✂ te, > te

49,12:

✂ Stæden > Staden

95,5:

✂ Guld broderet > Guld-broderet

95,13:

✂ mit Huus, > mit, Huus

202,33:

✂ Mod > Med

216,25:

✂ do re > dore

368,12:

✂ Jens griffel > Jens Griffel

381,30:

✂ paafundet, for at > paafundet for, at

385,23:

✂ det ikke, disse > det, ikke disse

392,22:

✂ 14de Aar, man > 14de Aar man

445,21:

✂ de andre, > de, andre,

✂ Mod førstetrykket tør man rette, når Holbergs eller sætterens skødesløshed kan gives skylden for forvansket scenegang; i flg. tilfælde er en replik lagt i munden på en person, der ikke optræder i 485 komedien, eller personer er glemt ved scenens begyndelse, skønt de faktisk har replikker:

29,7:

✂ Margrete > Marthe

234,13:

✂ Nille. Montanus. > Nille. Montanus. Jeppe.

239,27:

✂ Jeppe. Montanus. Jesper. Per Degn > Jeppe. Montanus. Jesper. Per Degn. Nille.

365,26:

✂ Leonora. Pernille. > Leonora. Magdelone. Pernille.

✂ Rene konjekturalrettelser, der altså må stå til diskussion, begrænser sig dermed til flg.; i de fleste tilfælde støtter udgiveren sig på autoriteter som Martensen, Brix, Holberg-ordbog - eller Carl S. Petersen selv, der i sit textkritiske tillæg hyppigt anfører tilfælde, hvor han har været i tvivl og giver grunde for og imod:

17,16:

✂ i Sinds > i Sinde

31,2:

✂ Raadsherre > Raadsherrer

32,13:

✂ Elsebet > Marthe

34,2:

✂ havde > have

135,9:

✂ jaulosie > jalousie

143,24:

✂ Kieserens > Keiserens

145,6:

✂ Dyrnedal > Dyrendal

171,13:

✂ det. > det?

277,5:

✂ mange Natte-vægt > mangen Natte-vægt

284,16:

✂ Gonzalo, > Gonzalo

286,27:

✂ komme > klemme

388,19:

✂ eftertænk > eftertænkt

400,25:

✂ seer > suer

414,7:

✂ udspeydet > udspredet

418,30:

✂ reen > rum

425,26:

✂ i Jorden > i Uorden

✂ Dermed er samtlige tilsigtede afvigelser fra det angivne textgrundlag opregnet. Rent typografisk er der dog i flg. tilfælde foretaget egaliserende indgreb til afbødning af førstetrykkenes ofte forvirrende inkonsekvenser: Regieangivelserne er overalt markeret med parentes, petit og kursiv, vokalstreger (fx.: ko¯mer) erstattet af 486 dobbeltkonsonant (fx.: kommer), det tyske ß af: ss (undtagen, hvor det betyder: skilling), den latinske ligatur qß af: qve.

✂ Til slut et par ord om noterne. Disse er søgt begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for en moderne læsers (perspektiverede) forståelse af texten; den betydelige historiske og kulturelle afstand til Holbergs univers gør dem omfattende nok endda, og nægtes kan det ikke, at komedier som fx. Ulysses og Erasmus er særdeles kommenteringskrævende. En tak skal lyde til udgiverens lærde forgængere, af hvis fonde der er øst: Rahbek, Werlauff, Martensen, Roos, Billeskov Jansen, Henriques og ikke mindst til Aa. Hansen, C. Maaløe og Sv. Eegholm-Pedersen, mændene bag Holberg-ordbog I-V (1981-1988), Holberg-filologiens store bedrift i vor tid. Den stramme udnyttelse af det foreliggende stof har betydet, at en mængde lærdomsstof er skudt ud, men nye behov, især motiveret ved den nuværende gennemsnitsgymnasiasts forudsætninger inden for de humanistiske fag, har til gengæld medført en række udvidelser. Udgiveren har derfor suppleret sine forgængere, ikke kun med enkelte nye iagttagelser og opdagelser, men navnlig med et større antal ordforklaringer og basale oplysninger, der forhåbentlig vil øge udgavens brugsværdi.

✂

10. Bibliografi

✂ a) Udgaver af Holbergs komedier:

✂ Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg. af K.L. Rahbek I-XXI, Kbh. 1804-1814 [komedierne i bd. I-VI].

✂ Holbergs Komedier, udg. af Jul. Martensen I-XIII, Kbh. 1897-1909.

✂ Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udg. for DSL af Carl S. Petersen [, Aage Hansen og F.J. Billeskov Jansen] I-XVIII, Kbh. 1913-1963 [komedierne i bd. II-IV].

✂ Holberg: Comoedierne, udg. af Carl Roos I-III, Kbh. & Kria. 1922-1924.

✂ Ludvig Holberg: Værker i tolv Bind, udg. af F.J. Billeskov Jansen I-XII, Kbh. 1969-1971 [komedierne i bd. III-VII].

✂ Ludvig Holberg: Samtlige Komedier i tre bind, udg. af EJ. Billeskov Jansen, Kbh. 1984.

✂ Ludvig Holberg: Erasmus Montanus, udg. af Alf Henriques, Dansklærerforeningen, Kbh. 195910. 487 Ludvig Holberg: Jeppe paa Bjerget, udg. af Poul Paludan, Dansklærerforeningen, Kbh. 197515.

✂ Ludvig Holberg: Erasmus Montanus, udg. af Thomas Bredsdorff, Dansklærerforeningen, Kbh. 1992.

✂ b) Aktuelt relevante behandlinger af Holbergs komedier (incl. en el. flere af de i dette bind indeholdte):

✂ Andersen, Dorte Sonderup: Om at være sig selv bekendt. En historisk relatering af Ludvig Holbergs komedier, Odense 1988.

✂ Andersen, Jens Kr.: Ludvig Holberg. Statsborger, intellektuel, dramatiker, Kbh. 1984.

✂ Andersen, Jens Kr.: Conflicting Values in Holberg's Comedies: Literary Tradition or Social Teaching? = The Nordic Roundtable Papers VII, Minneapolis 1991.

✂ Andersen, Jens Kr.: Handling og moral. En strukturel studie i elleve Holberg-komedier, Kbh. 1992.

✂ Andersen, Jens Kr.: Professor Holbergs komedier. En strukturel og historisk undersøgelse, Kbh. 1993.

✂ Andersen, Jens Kr.: Holbergs kilder? Studier i komediedigterens mulige litterære forudsætninger, Kbh. 1993.

✂ Brix, Hans: Ludvig Holbergs Komedier. Den danske Skueplads, Kbh. 1942.

✂ Eide, Eiliv: Holbergs »Den Stundesløse«: Lykkelig møte mellom karakter og intrige, i: Leif Longum (red. ): Drama-analyser fra Holberg til Hoem, Bergen, Oslo & Tromsø 1977, s. 21-28.

✂ Grodal, Torben Kragh: Tilpasning eller fremmedgørelse. »Erasmus Montanus« og »Den 11. juni« som ideologiske afgrænsninger af enevælden i forhold til feudalisme og liberalisme, i: Jørgen Holmgaard (red. ): Tekstanalyser = Poetik 4, 2-3, Kbh. 1971, s. 21-34.

✂ Holm, Edvard: Holbergs statsretlige og politiske Synsmaade, Kbh. 19752.

✂ Jensen, Anne E.: Helte og antihelte. Omkring Holbergs Ulysses von Ithacia, Kbh. 1984.

✂ Jensen, Kerrin: Moral und Politik. Gesellschaftsbild und Komödienkonzeption in Ludvig Holbergs Frühwerk = Beiträge zur Skandinavistik VI, Frankf. a. M., Bern & N. Y. 1986.

✂ Kruuse, Jens: Holbergs maske, Kbh. 1964.

✂ Ladevig Petersen, E.: Fra standssamfund til rangssamfund 1500-1700 = Dansk social historie III, Kbh. 1980.

✂ Lohmeier, Dieter: Der beschränkte Untertanenverstand und der ganze Zusammenhang der Sachen. Über den Erfolg des Politischen Kannegiessers in Deutschland, i: Text und Kontext, Sonderreihe V: Deutsch-dänische Literaturbeziehungen im 18. Jahrhundert, München 1979, s. 13-32.

✂ Nedergaard, Leif: Erasmus Montanus. Kætterske betragtninger over Holberg's stykke som komedie, som tragedie og som universitetssatire samt 488 dets plads i striden om verdensbilledet, i: Danske Studier, Kbh. 1979, s.

✂ 50-84.

✂ Nielsen, Erik A.: Holbergs komik, Kbh. 1984. Nielsen, Harald: Holberg i Nutidsbelysning. En æstetisk Undersøgelse, Kbh.

✂ 1923.

✂ Nystrøm, Eiler: Den danske Komedies Oprindelse. Om Skuepladsen og Holberg, Kbh. & Kria. 1918. Rahbek, K.L.: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil I-III,

✂ Kbh. 1815-17. Rossel, Sven Hakon (udg.): Ludvig Holberg: A European Writer. A Study in

✂ Influence and Reception = Internationale Forschungen zur Allgemeinen

✂ und Vergleichenden Literaturwissenschaft VIII, Amsterdam & Atlanta GA

✂ 1994.

✂ Smith, C.W.: Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, Kbh. 1858. Spang-Hanssen, Ebbe: Erasmus Montanus og naturvidenskaben, Kbh. 1965. Thomsen, Hans Hagedorn (udg.): Omkring Erasmus Montanus. Tekster til

✂ fortolkningen, Kbh. 1980. Werlauff, E. C.: Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil,

✂ Kbh. 18582.

✂ c) Hjælpemidler til studiet af Holbergs komedier:

✂ Ehrencron-Müller, H.: Bibliografi over Holbergs Skrifter I-III = samme: Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814 X-XII, Kbh. 1933-1935 [om komedierne i bd. II-III].

✂ Hansen, Aage, Christopher Maaløe & Sv. Eegholm-Pedersen: Holberg-ordbog. Ordbog over Ludvig Holbergs sprog I-V, Kbh. & Oslo 1981-1988.

✂ Tillæg

✂ Rahbeks gengivelse af Bidermanns Jeppe-historie

✂ (Fra: Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter. Udgivne ved K.L. Rahbek VI, Kbh. 1806, p. 153-163).

✂ Den Fornemste af den utopiske Ungdom [...] havde faaet Lyst til at slaae sig løs. Hans Følge fandt da en beskjænket Bonde under en Eeg, ligge ligere en Død end en Sovende. De strømme om ham, og trække ham en i Benet, en i Haaret, en eet Sted, og en et andet, for at faae ham vaagen. Men da de saae, det var forgjæves, gav En 489 et Raad, til ret at have Løjer med ham. De tage da Mennesket, som intet vidste af sig selv, og bære ham op paa Slottet; her underviser Herren sine Tjenere, hvad de have at gjøre; de rense og pynte den sovende Bonde, binde hans Haar i en ziirlig Knude, sætte ham et forlorent Skjæg fast paa Hagen, sminke ham, lægge ham i en prægtig Seng med galonerede Klæder ved Siden, Ringe paa Fingrene, Armbaand paa Armene, og stille nu et Par Mennesker til at staae paa Luur, hvorledes han vilde tee sig, naar han vaagnede.

✂ Noget efter mældte den ene af disse, at Bonden var vaagnet, og gjorde saare latterlige Ophævelser. Man stimlede da til fra alle Sider, for at see, hvorledes denne Bondeklodrian kunde skikke sig paa et glimrende Slot. Da han havde udsovet Rusen, og først mærkede, hvor prægtigt Sovegemakket saae ud, begyndte han at gnide sine Øjne, og see sig om, een Gang, to Gange, tre Gange; nu satte han sig forskrækket ned og begynd [te] at føle paa alt, hvad der omgav ham. Men da han ikke traf paa andet end Sølv og Silke, og kostelige Linklæder, og Guld og Elfenbeen, troede han, han svimlede. Hvad er det? sagde han, hvor har Lykken ført mig hen? er det min Skygge, jeg saae i Gaar, da jeg laae under Eegen, er jeg kanskee endnu beskjænket, og troer at see, hvad jeg sværmer [drømmer, fantaserer mig til]? Men jeg er jo vaagen, og ingen Drøm gjækker mig. Nu da han igjen vilde gnide Søvnen af Øjnene, saae han Ringe paa sine Fingre og Armbaand, og gjenkjændte intet af sin gamle Usselhed. Han begyndte nu at troe, at han var en anden, og ikke sig selv mere; og da han nu ovenikjøbet i det spejlblanke Marmor saae baade sit Haar og sit Udseende anderledes og fandt Skjægget paa sin Hage, blev han saa bleg, som et Liig, og sagde: nu har da Ulykken reent faaet Magt over mig, og Intet ladet mig beholde tilbage af mig selv. Jeg kunde dog have Lyst at staae op af mit Leje, og prøve, om min Kone og Børn, og Tjenestefolk kjænde mig. Men nu fandt han isteden for sine Bondepjalter de prægtige Klæder og Guldkjæder; og nu blev han reent forvirret, og bar sig ad som en gal Mand; tilsidst gav han sig til at raabe paa een af sine Karle.

✂ Nu kom fire Ynglinge efter Aftale ind, og med mange Complimenter kyssede ham paa Hænderne, kaldte ham deres Konge og Herre, og begyndte at føre ham i de prægtige Klæder, bringe ham Sølv-Vandfad og Vaskeskaal, lugtende Vand at toe sig i, o. s. v. 490 Bonden, der var stum i alt dette, tænkte iblandt paa: hvad denne ny og usædvanlige Pragt kunde sige; det maatte være det forjættede Land, eller Paradiis, og det kunde ikke være andet end Engle, der baade saae saa vakkre ud, og gjorde saa venlig en Vold paa saadan en ringe Mand. Dog, da een vilde give ham Guldkjæden om Halsen, troede Bonden det var ude med hans Liv, og han skulde hænges i den Guldkjæde, og begyndte derfor at bede om Naade. O vær saa god først, sagde han, I fremmede Herrer, og siig mig, hvad jeg har gjort af mig selv; for jeg siger ikke imod, at døe, hvis jeg har fortjent det. Men jeg græmmer mig over, ved hvad Fejltagelse jeg er kommen hid. Og vaagen har jeg aldrig ladt mig lokke til at stjæle, at jeg ikke skulde lade mig nøde til at hænge. Men sover jeg endnu, og har bestjaalen nogen i Søvne, saa lad mig dog ikke komme i Galgen, før jeg vaagner.

✂ De falde ham i Ordet, og beder ham dog ikke snakke sligt, som var ikke ham værdigt. Han var deres Konge og Herre, hvem de efter gammel Skik skulde opvarte ved hans Lever. Han svarte derimod, at han var en Bonde, og hedde Jeppe, fød af fattige Forældre, og havde en Smule Jord og en Hoverigaard. De sagde ham imod, og da han ikke vilde give efter, overvældede de ham med store Usandheder; at det enten maatte være en Drøm, der havde forrykket den kongelige Hjerne, eller han var over sine mange Bekymringer kommen til Ulykke og gaaet fra sig selv. Om han ikke huskede, hvad han endnu i Gaar viseligen havde gjort? Da han nu spurgte, hvad det var? Da Du, svarte den ene, gav mig tusind Ducater, og denne en Guldkjæde, ham der en persisk Hest, og ham hist en indenlandsk. Jeppe svarede, at han ikke huskede noget deraf; hvorvel jeg nu seer, sagde han, at jeg har været gal, som har foræret Jer noget sligt. Og da I maa vide, at vanvittige Personer intet kan give bort, saa giver mig det flux igjen! De paastode, at igaar havde han været ved sin fulde Forstand; men nu var det, han snakkede over sig; thi hverken plejede Gale at give Noget bort eller Kloge at tage det tilbage. Han skulde derfor sætte sig paa sit kongelige Sæde, og vente paa sine Hoflæger, der skulde helbrede ham for Sindssyge.

✂ Nu gaaer en Page, og kommer strax igjen med en heel Mængde Mennesker, som han alle giver ud for Læger. De gaae til ham med Bekymring, staae om ham med Ærbødighed, og efterat have kysset 491 ham paa Haanden, knapper En hans Trøje op, og føler ham paa Brystet, En finder hans Puls, hver gjorde Sit. Nu stikke de Hovederne sammen og erklære, at Blodet ved Legemets umaadelige Hede var kommen i Kaag, og voldte de Griller, saa Fyrsten glemte sig selv og troede at være en anden. Hvorvel den Vanvittighed ikke var i nogen høj Grad; det vilde ingen Under være, da Blodet var i saadant Kaag, om han endnu sværmede urimeligere. Der var imidlertid gode Raad for; naar han blot en Dag levede lystig, og søgte at fordrive de Griller ved Glæde og Vellevnet, vilde han snart komme til sin Samling igjen. Da han nu ikke vidste, hvad han skulde sige dertil, lod de strax gjøre Anstalter til al den Ting, der kunde muntre hans Sind. Der var Røgelse og Salver, og alle Slags rare Sager, og der var Musik og Sang; Jeppe, som fandt det var noget andet, end hans gamle Sækkepibe, spurgte, om de plejede altid at have sligt. De svarte, hver Dag, og han plejede at holde meget deraf; han undrede sig, at han ikke kunde komme det ihu; men de paastode, at det kom af hans Sygdom.

✂ Nu fortælle de ham Historierne om den, der indbildte sig intet Hoved at have; den, der troede at have Hovedet fuldt af Fluer; den, der frygtede at volde en Oversvømmelse ved at lade sit Vand; den, der holdt sig selv for død; den, som man fik til at troe, hans Hoved var blevet dobbelt saa stort; og den, som stod i den Tanke, at hans Næse var 10 Fod lang; og faae de endelig vor Bondemand i den faste Tro, at han var en Konge. Nu begyndte han da at see sig stolt omkring, foragte alle dem, der omgav ham, og ansee for en Drøm Alt, hvad der kunde minde ham om hans fordums Fattigdom. Jeg kunde have Lyst, sagde han, at komme ud af Sovegemakket, for at sætte min Hukommelse andensteds paa Prøve. Strax lyde alle hans Bud. Nogle bære ham, andre ere hans Løbere, andre hans Laqvejer. Han bliver nu baaren om blandt alle sine fornemme Herligheder, og viste især en gemeen Smag.

✂ Nu nærmede Middagsmaaltidet sig, og da han gav tilkjænde, han længtes derefter, blev der strax prægtig dækket op for ham. Nu sætter han sig, som Odin, ene til Taffels, med alle sine Hofsinder omkring sig, der alle spilte deres Roller meget net. Naar han talte til Een, var strax alle i ærbødig Bevægelse, hans Nik var Befaling; der hørtes ikke uden Konge og Herre baade for og bag. Midlertid 492 bringes en stor Slagtorden af Retter frem, Bordet pakkes fuldt med Guldtaffel; og der sees ikke andet end Guld, Sølv og de allerkostbareste Retter. Aldrig havde det Menneske seet saamange Herligheder, og hvad den Klodrian ikke engang vidste Navn paa, begyndte han nu at smage. Hertil var nu og de udsøgteste Vine i største Overflod, og kort sagt, intet fattedes, der var lækkert og rart. Heller ikke var der alt imellem Mangel paa gottende Latter; thi hver Gang Bondeklodrianen gjorde noget dumt, saae de at komme frem med noget, de kunde tage til Paaskud at lee af.

✂ Midlertid krigede vor Jeppe tapperlig med Fade og Flasker; thi aldrig havde hans gemene Mave havt saa meget prægtigt at gotte sig med, eller stillet sin Hunger paa saadanne Retter, og slukket sin Tørst paa saa udsøgt Viin.

✂ Da han nu altsaa havde mædsket sig med disse overflødige skjønne Ting, blev han endelig mæt, og hvad dermed gjerne plejer at følge, beskjænket. Saaledes gik Dagen med dette Galskab, til Bonden atter ikke vidste mere af sig selv og faldt i Søvn, som han var død. Endelig faldt man da paa, at lade denne nye Konge gaae af igjen; man tog altsaa Kjæderne af hans Hals, Ringene af hans Fingre, Brasseletterne af hans Arme, klædte ham af, fik ved lunkent Vand det forlorne Skjæg af Hagen paa ham, og Haaret i sine gamle Folder; hvormed da hans Døgnregiment havde Ende, og han blev den igjen, han aldrig havde afladt at være. Og var der dette mærkelige ved ham blandt alle Regenter, at han var beskjænket, baade da han fik og nedlagde sit Regiment. Saaledes nedstødt fra sin Højhed fik han sin gamle Kofte paa igjen, og sin lasede Trøje, og blev kastet hen paa samme Mødding, han var trukket op fra igaar.

✂ Da han der havde sovet sin Ruus ud, og bildte sig ind, han skulde vaagne som Konge, saae han, hans Rige var gaaet i Lyset, og han var vaagnet som en Bonde. Vilde jeg nu stykkeviis fortælle, hvad han da afsindig sagde, og gjorde,

✂ det snart blev Nat paa jydsk.

✂ Med eet Ord, han bar sig ad som en Tosse vilde bære sig ad, og en klog Mand lee ad. Da han kom hjem, hvor de havde savnet ham i to Dage, siges der i det mindste, han sagde sin arrige Kone, han 493 havde været i Paradiis, hvor der havde været saa meget rart baade for Øjne og Øren, og hvor han havde

✂ Paa Finger Ring af Ædelsteen,
Og Seng af Skildpad eller Elfenbeen,
Og hvilede paa bløde Edderduun,
Og drak kun af Chrystal, og sad paa Purpur kun.

✂ og havde tusinde Herligheder. Men Konen, som ikke var saa lettroende, at hun skulde troe sin Mands Drøm, bildte sig ind, han havde kiget i de klare Glas i en Kippe [kro]; hun skjældte ham derfor ud, og trak ham efter Haaret ind i Sengekammeret, at han med Faste skulde bøde for sit Galskab.

✂ Nu blev Bonden bragt for en digtet Ret. Der blev en Skraal, at man bragte en, der havde bestjaalet det kongelige Skatkammer. Der fremstode Vidner, at de havde seet Jeppe i KongePragt med Ringe paa Fingrene, og Guldarmbaand, som de havde kjændt, og kort sagt, fremførte alt, hvad han forrige Dag havde sagt, og foretaget. Da han mærkede, han var overtydet ved disse Vidner, brast han bitterlig i at græde, tilstod, det var sandt, de sagde; men hvordan han enten var kommet til, eller af med al den Rigdom, begreb han slet ikke. Snart havde han troet, det var en Drøm, snart at han var bragt til Paradiis, og klædt der; men var kommen ligesaa hurtig af med sin nye Lykke, som til den. Dersom han altsaa havde syndet uden sit Vidende, bad han, det ikke maatte regnes ham til Onde. De andre blev derimod ved, at man ingenlunde maatte skaane ham; at Tingen baade var skjændig i sig selv, og farlig af Exempel, ikke blot at stjæle en Fyrstes Klæder, men endog paatage sig hans Person. Thi hvad kunde under dette Kongenavn ikke ustraffet prøves og gjøres. Det havde man nylig havt skrækkelige Exempler paa. Nu fremføre Advocaterne adskillige Anecdoter til Beviis herpaa, hvoriblandt den, der ligger til Grund i pantsatte Bondedreng.

✂ Nu træde Dommerne sammen, og Dommen fældes. Der hersker en dyb Taushed. Kort derpaa oplæses følgende Dom: »Da Jeppe, Nielses Søn, og Jeppes Sønnesøn, med Vidner er overbeviist, at have stjaalet og aabenlyst baaret Purpur, Ringe, Halskjæder og Armbaand, og uden at tænke paa sin Herkomst, søgt kongelig 494 Myndighed, og efterstræbt Kongen og Kongenavnet; thi kjændes for Ret, at Jeppe enten skal hænges i Reeb, eller kastes for de vilde Dyr, eller aflives ved Gift. Hvorimellem han har at vælge.« Her jamrer Jeppe længe forgjæves, som ikke er Umagen værd at anføre, da han i sit frie Valg intet saae, der var værdt at vælge; endelig valgte han Giften, som han ansaae for det mildeste, og drak den i alles Paasyn. Strax begynder han at svimle, saa kom der en Taage for hans Øine, saa kom han fra sin Samling og faldt i Søvn, saa han laae som død.

✂ Nu kom fire stærke Bøddelknægte med Maske for, og opreiste en lav Vippegalge, hvorpaa de alle gave dem om [overfaldt] den arme Jeppe, der af Giften eller Søvnen var som død; de bandt ham nu saaledes, at de slog et Toug om Benene og op til Armene, saa hele Legemet var fastslynget; saa knyttede de et Reeb i, saa at de uden at røre ved Halsen hidsede ham op i Galgen.

✂ Noget efter blev der et ynkeligt Skrig. Vi fore til Vinduerne og saae et Fruentimmer, der forbittret rev sig i Haaret, og slog sig for Brystet. Det var en Bondekjærling, den hængte Jeppes Kone. Thi saasnart hun hørte, hendes Mand var kommet i Galgen, løb hun did ude af sig selv, og æskede med højt Skraal sin Mand tilbage. Men da hun nu selv saae ham hænge, saa begyndte hun reent at rase, og fordobblede sit Skraal paa sin Jeppe, og sagde, at nu var hun og hendes Børn først ret ulykkelige, da de havde mistet saadan en Mand og Fader. Han havde været en retskaffen Huusbonde og Ægtefælle, og et Mønster for Bønder; med ham var al Retskaffenhed dræbt. Nu begyndte hun at fordre Liget, siden hun da ikke kunde faae sin Mand igjen.

✂ Med denne rasende Raaben fik hun ikke blot hele Nabolauget i Bevægelse, men hun vækkede endog sin Mand op af sin dybe Søvn (thi andet havde Giften ikke gjort) [.] Nu da Dvalens Taage var fordrevet, begyndte han først at slaae de tunge Øjne op, og da de, som desuden var forgrædte, tillige hang sammen af Søvnklatterne, vilde han gnide dem med Fingeren; men mærkede, han var bagbunden. Han vilde nu reise sig, men blev vaer, at han hang i en Galge. Nu begyndte han at undre sig, hvorledes han var kommet derop efter sin Død. Derpaa saae han sig om, og saae sin Kone hyle paa Jorden. Nu kunde den Døde ikke holde sig længer fra at tale med sin Nille. »Aah! kjære Kone! sagde han: hvor jeg vilde gjerne tale med Dig,

495

✂ hvis jeg ikke var død, og altsaa maatte tie. Havde Du været her for faa Timer siden, havde Du endnu fundet mig i Live. Men siden jeg nu er saa ynkelig myrdet, og ikke kan tale mere, saa tal Du, min Kone; og naar Du alt imellem seer til mig, saa fortæl mig, hvor det gaaer hjemme: om Kornet snart er modent, og naar det skal høstes; om vore Folk ere flinke til at gjøre, hvad de skal, og andet saadant, som det ligger mig Lag paa at vide. Og naar Du saa kommer igjen, saa see til, Du har nogen Mad med Dig iblandt, og en Kande Viin. For fra den Tid af, jeg begyndte at være blandt de Døde, har man ikke bragt mig noget at drikke, hvorvel jeg er forbandet tørstig.«

✂ Da Konen hørte sin Mand snakke fra Galgen af, begyndte hun at rende sin Vei af Angest, som Pokker var efter hende. Men da hun hørte ham ogsaa tale om Viin, blev hendes Medynk til Vrede, hun blev staaende og skjældte den Hængte alt det ud, hun kunde: Mens han levede, havde han altid sværmet om i Kroer og Kipper, og ingen Dag ladet gaae hen uden Drik og Sviir, og ved dette liderlige Levnet sat alting til; og nu tørstede han endnu efter sin Død? Men det var noget skammeligt. Hun havde knapt det, hvormed hun kunde føde sine levende Børn, hvordan det da skulde gaae, om de Døde ogsaa skulde have noget at leve af. Derfor ønskede hun ham tusind Galger og Grene, og vilde gaae sin Vei, da man gav hende tilkjænde, at Dommeren havde besluttet for hendes Skyld at dømme hendes Mand til Liv og Frihed igjen. Men hun gav sig til at tude og skraale og frabede sig den Naade, og trygle dem, at de dog ikke vilde kalde en forfyldt Kjæltring til Live, som hun havde ondt nok ved at holde fra sin Lomme, nu han var død; tog de ham ned, fik hun at hænge sig. »Hør, sagde Manden: var jeg ikke død, skulde den Slange ikke tage saadan afsted for Intet.« Endelig blev det da befalet, at han skulde tages ned af Galgen; men nu fik vi næsten værre at gjøre med at faae ham til at troe, han var i Live, end før, at han var død. Omsider blev han da overbeviist ved de Penge, Førsten lod ham give til Skades Erstatning. Da han havde faaet dem, saa, enten for at prøve, eller vise, han var levende, var Jeppe ikke seen, førend han igjen kom til Kroen, og ikke gik derfra, før han havde drukket alle Pengene op.

✂

✂ Der henvises flere steder til ordsprogsamlingerne Danmarks gamle Ordsprog udg. af DSL (1977-), forkortet: DgO, og E. Mau: Dansk Ordsprogs-Skat I-II (1879), forkortet: Mau.

✂

Jean de France

8

✂ Elsker: tilbeder, bejler, kæreste. - M. Ulsø (...) M. Wegner: M. er forkortelse for det fr. Monsieur, hr., Mad. for det fr. Madame, fru; navnene angiver de skuespillere, der medvirkede ved komediens førsteopførelse, jvf. undertiden s. 7.

9

✂ gammel Torv: den åbne plads foran Kbh.s dav. rådhus og nuv. domhus. - Slutteriet: gældsfængslet. - rører: angår.

10

✂ Hazard: risikabelt, dumdristigt. - disputere: skændes om. - om sin Skikkelighed: at han ville opføre sig ordentligt.- staaer (...) an: tiltaler. - Isabelle, Jean, Jerome: forfranskning af Elsebets, Hans' og Jeronimus' navne. - Fairfax og Soldan: hundenavne. - Christne-Navne: døbenavne.

11

✂ reiser paa en viss Profession: rejser for at videreuddanne sig i sit håndværk eller fag. - en sat Ret: en almindelig eller hævdvunden ret. - ødelegge: ruinere. - Rigs-Daler: gl. møntenhed, = 6 mark, i købekraft omkr. 1995 ca. = 150 kr. - fordervede: spolerede. - smucke: skikkelige. - deres Præke-Stoel: teologi. - Klosteret: Regensen. - vor Frue og Runde Kircke: Domkirken og Trinitatis Kirke i Kbh. - lærde Meenigheder: således kaldet, fordi Universitetet besatte præsteembeder ved disse to kirker. - politiske Griller: (her:) skøre ideer. - Bonjour: fr.: Goddag. - Comment vous Portes vous: fr.: Hvordan har De det? - creperet: døjet sult og nød. - Rdlr.: rigsdaler, se n.t.s. 11. - koste (...) Post-Penge: modtageren betalte portoen. - Bouteille: flaske. - Jan Baptist: en nederl. eller fr. indvandrer (der i sidste tilfælde rettelig har heddet Jean Baptiste.) - giør det ingen gode: er det ingen nytte til.

12

✂ haanligt: foragteligt. - knarvurren: gnaven. - Serdam: Zaandam, holl. by nær Amsterdam. - tracterede: behandlede (på rette måde og dermed fik indflydelse på). - reven Øll og Brød: øllebrød, den gammeldags, borgerlige morgenmad. - Frokost: morgenmad. - grine: skære ansigt, vrænge, rynke på næsen. - soupere: spise til aften. - Lyde: 498 uskik, brist. - skiere op: overdrive. - ungefehr: på det nærmeste. - Allomber: l'hombre, et kortspil. - Maitresse: elskerinde. - Laqvei: lakaj, tjener. - artigt: dannet, mondænt.

13

✂ Roven: Rouen, nordfr. by ved Seinens udmunding; bogstaverne u og v var frit ombyttelige. - Roan: se foreg. note. - med Aanden i Halsen: forpustet. - Moen Pere: fr.: mon père, min far. - træ siær mere: fr.: très chère mère, meget kære mor. - Ulfelds Plads: Gråbrødretorv i Kbh.

14

✂ Hallands-Aas: Kongens Nytorv i Kbh. - Træe-Mærre: træheste til (militær) afstraffelse. - Garsong: fr.: garçon, dreng, tjener. - Hans Wurst: stående narrefigur i ty. gøglerkomedier, Harlekin. - den stercke Mand: Joh. Carl von Eckenberg, akrobat og entertainer, der omkr. 1720 gav opvisninger i Kbh. - Hand-Reder: hanrej, ægtemand, hvis hustru er ham utro; hanrejen sagdes at bære en særlig bred hat for at skjule sine »hanrejhorn« i panden. - Moons: Mogens.

15

✂ A Mons: (...) Copenhague: tvivlsomt fr.: Til hr. Pedersen, første-lektiehører (lærer for latinskolens nederste klasse) i Kbh. - Grønstuen: kan her betyde enten: skuespillernes foyer eller garderobe (hvorved den sceniske illusion brydes) eller: forstuen (i Frands' hus, hvorved illusionen opretholdes). - pukler: sætter i bukler. - bougre de pagrad: fr.: Fandens pagrad, det sidste ord er en forvanskning af fr.: pasgrave, en dans. - Mons: Blondis: fr.: hr. Blondis; Blondy (d. 1747) var danser og balletmester ved Operaen i Paris. - par Di: fr.: ved Gud. - grand malleur (...) Isabelle: fejlfuldt fr.: stor ulykke, men dèr har vi min far og min svigerfar, godmorgen d'herrer! Hvordan lever min kære Elsebet? - Christen-Bernikov-Stræde: gade i Kbh. - Fidelle: hundenavn. - med Gud og Æren: på tilbørlig, sømmelig vis. - mon cher (...) Papa: fr.: min kære (...) far. - Belle: hundenavn og kortform for Isabelle. - Svogerskab: ægteskabsforbindelse. - Allamoder: nymodens manerer. - høytraven Parlering: opstyltet snak. - Pardonnes (...) Papa: fr.-da.: tilgiv mig, kære svigerfar. - c'est (...) la la: fr.-da.: det er ikke godt parisisk, det er nederbretonsk, ved Gud, la la la la.

16

✂ Menuet, compose (...) par Di!: menuet (en dans), komponeret af hr. B., ved Gud. - habile homme (...) Europa: fejlfuldt fr.: dygtig mand og den største dansemester i Europa. - oublieret: glemt; Jeans egen nydannelse efter fr.: oublier. - Dans Paris: forkert fr.: i P. - Non, ma foi: fr.: nej, min tro. - Pande-Brask: pandeskal, hoved. - Messieurs! (...) pardon: fr.: mine herrer! Jeg beder undskylde. - Parisiens: fr.: parisere. - a la Greve: den parisiske Place de la Grève lå foran rådhuset ned mod Seinen; »grève« betegner på fr. en sandet bred, og af kbh.ske lokaliteter tænker Jean derfor her nok på Nytorv, der stødte op til Rådhuset, og hvorfra man kom ned til Frederiksholms Kanal. - adieu si long: forkert fr.: farvel så længe.

499

17

✂ Parlemefransø: forvanskning af fr.: parlez-moi français, tal fransk til mig. - ligge hos en Pige (...) paa Frandsk: sandsynligvis en reminiscens fra den rom. digter Juvenals (ca. 60-135) 6. satire, hvor det om de rom. kvinder, der snobber for alt græsk, hedder: »concumbunt Graece« (v. 191), dvs. »De kopulerer på græsk«. - Skoe-Pind: pløk. - Bestillings-Mænd: embedsmænd; personer, der rangerede højere end én selv, burde man ikke tiltale »Monsieur«. - paa sikasten: til sidst. -Calvinske Meenighed (...) Aabenraa: den reformerte (calvinske) kirke lå og ligger stadig i gaden Å. i Kbh. - stacken Tid: kort tid. - paa Rente-Cammeret: i kontorlære i finansministeriet; »rentekammerdrengene« var bekendt for deres dårlige opførsel. - Fiol de Spanie: Frands' forvanskning af folie d'Espagne, en fr. dans, der allerede på komediens tid var gået af mode.

18

✂ min hierte: min kære. - trettet: skændtes om. - tiltaget i: tilegnet sig. -Forskreckelig: ordet er dobbelttydigt: 1) rædsomt, forfærdelig, 2) fantastisk.

19

✂ Matresse: forvansket fr.: maîtresse: elskede, kæreste, elskerinde, her med spil på da.: madras.

20

✂ stackels: »lille«. - Captain for: den værste af. - Beester: dyr. -Artighed: fine manerer.

21

✂ Rigs-Daler: se n.t.s. 11. - Fiol de Spang: se n.t.s. 17. - forliebte Viser: elskovsviser. - fortrædelige: uomgængelige, vrantne. - Packetel: bagatel, udtryk for afvisning af noget som uvæsentligt.

22

✂ Tramtrara: »det er godt med dig«. - Balsom-Bøsse: egl. lugtedåse.

23

✂ Ingen Slingring: Jeg står fast på mit. - falske Blacke: forræder; en blakke er egl. en broget hest.

24

✂ Contretemps: et dansetrin. - Facons: fr.: måder. - Capriol: et spring, hvori rideheste opøves. - Menuet: se n.t.s. 16. - Touren: (trinfølgen i) en afdeling af en dans. - Pas: fr.: trin. - La tour Seulement: fr: Bare turen.

25

✂ jemen mocqve: fr.: je m'en moque, det vil jeg blæse på. - Daler: se n.t.s. 11. - sans facon: fr.: ingen omsvøb. - lader: tager sig ud, lyder. -Pardi! (...) tetebleue!: franske eder; dog betyder mardi: tirsdag!

26

✂ pardi c'est imposible: fr.: ved Gud, det er umuligt. - dans le meme temps: forkert fr.: på samme tid. - j'enrage: fr.: jeg bliver rasende. - chantes doné (donc): fr.: syng dog! - Diable m'emporte, si: fr.: Fanden tage mig, om. - Melodie, som Vægterne har: de gl. vægtervers (fra 17. årh.), som byens vægtere under deres patruljerende opsyn i byerne afsang hver fulde time. - det vil icke sige: det er ligegyldigt. - absurd: besynderligt, latterligt. - la cadance (...) cadance: fr.: takten, min far, takten.

27

✂ Jomfrue: ugift kvinde af borgerstand. - Tidender: nyheder. - uformodentlig: uventet. - vanskabt: vanartet, slet.

500

28

✂ forliebte: forelskede.

29

✂ hengt (...) pidsket: hængning var den typiske straf for tyveri, (offentlig) piskning for løsagtighed. - Spindehuset: straffeanstalten for kvinder. - De gamle Propheter (...) duer intet: gl. da. ordsprog, Mau 9373. - hvo (dvs. den) der vil lyve (...) Ihukommelse: gl. da. ordsprog, DgO VII, l (1983), s. 282.

30

✂ Snak for din Æske: Sludder! - Mammeselle: fordansket form af det fr. Mademoiselle, brugt i høflig (her lidt ironisk) tiltale af yngre ugift kvinde, bl.a. af ung pige, der tjener i finere familier. - er i Lyste: føler seksuelt begær. - Carosser: lukkede vogne til personbefordring, kareter. - fixere: narre. - staalet af en gammel Comoedie: i den antikke rom. komedie, særlig hos Plautus (ca. 250-184 f.v.t.), hvormed Holberg var fortrolig, og i den nyere tids mange efterligninger af dens mønster forekommer der hyppigt en intrige, der tilsigter at franarre husherren penge. - kommer: kom (bydemåde flertal). - Paris og Helene: trojansk-gr. elskerpar i den gr. mytologi, jvf. Ulysses Von Ithacia.

31

✂ Votumer: stemmer. - Caprice: lune. - Henseende: hensigt. - Interesse: egennytte. - mend: såmænd (mild ed). - Vota: stemmer. - Mulier taceat in Ecclesia: lat.: kvinden bør tie i forsamlingen, Kor. l, 14,34.

32

✂ Herreds-Fogd: øverste embedsmand (dommer og politimester) i et herred, se også n.t.s. 81. - Æble-Kielling: nedsættende betegnelse for gadehandlerske, der solgte æbler. - Invention: påfund.

33

✂ Piilestrædet: gade i det centrale Kbh. - ryste (...) ud: udruste.

34

✂ Assemblix: forvansket fr.: assemblée, selskab. - Kaarse-Dantzen: folkedansen krydstur. - ritze: ridse, tegne. - Gad Hansen!: misforståelse af »la cadance«, jvf. I,6, slutn. og n.t.s. 26. - Garsong: se n.t.s. 14. - Soldan: se n.t.s. 10. - Mær: stærkt nedsættende betegnelse for kvinde (egl. om gl. hoppe); misforståelse af fr.: mère: mor.

36

✂ Pimpernille: nedsættende betegnelse for kvinde. - kaage: kigge. - smuk Familie: agtværdig, respektabel f. - Mangelstocken: rund stok, der anvendtes til tøjrulning.

37

✂ Ramme: træstel, hvorpå stof udspændtes under syning; at »sy på sin ramme« var udtryk for en typisk kvindelig syssel. - Que voules vous?: fr.: hvad vil De? - Fripon (...) le diantre: fr.: bandit, slyngel, slubbert, uduelige rad, dumme karl, døgenigt, måtte pesten kvæle dig, måtte Fanden tage dig, føre dig bort, styrte dig ned, måtte Djævelen -. - Dans Paris: forkert fr.: i Paris. - Comment: fr.: hvordan. - Monsieur! mais non pas: fr.: herre! men ikke.

38

✂ Maitre de Langue: fr.: sproglærer. - exercere: praktisere, øve mig i. -me, te: fr.: mig, dig. - Dieu donne (...) Paris: ukorrekt fr.: Gud give, at vi var i Paris. - aussi: fr.: også. - bougre! (...) gourmand!: uduelige rad, fedthas, ædedolk. - à la place Maubere (...) pont neuf: fejlagtigt fr.: på Maubère-pladsen eller på Pont-Neuf; disse to parisiske 501 lokaliteter er hhv. en torveplads og en af broerne over Seinen, hvor småhandlende og gøglere havde deres boder. - come un crocheteur (...) d'eau: fr.: som en drager, en skopudser, en vandbærer. - un fou (...) theatre: blanding af da. og forkvaklet fr.: en tosse, et fæ, en nar, som var han født i en galeanstalt eller på et teater. - bourreau: fr.: bøddel, plageånd.

39

✂ Ecoutes: fr.: hør her. - Mad:: fr.: mademoiselle, frøken. - c'est une visage (...) par di: fejlfuldt fr.: det er et ansigt à la dansk, à la Vimmelskaftet, ved Gud; V. var og er en del af hovedstrøget i Kbh. - Ovis (...) si fait: fr.: Ja det ved Gud. - Non: fr.: nej. - Je suis ravi (...) France: fejlfuldt fr.: jeg er henrykt over at se Dem min kære ven J.de Fr. - Mad: Isabelle (...) Paris: ukorrekt fr.: Frøken Elsebet taler som en vaskerkone i Paris.

40

✂ Come un frippiere: ukorrekt fr.: som en marskandiserske. - Come un femme (...) rue: fejlfuldt fr.: som en kvinde, der råber »æbler, æbler« i gaderne. - Come un femme (...) lait!: ukorrekt fr.: som en kvinde, der går omkring på gaden med et æsel og råber »mælk! mælk!«. - Peche (...) Cabo: autentiske navne på fr. restauratører i Kbh. på komediens tid. - Mester Jacob: autentisk navn på kbh.sk spisevært på komediens tid.

41

✂ i Vimmelskaftet nest ved (dvs. ved siden af) Bogtryggerens: endnu et tilfælde af autentisk kbh.sk lokalkolorit. - Avec Permission Monsieurs: ukorrekt fr.: med forlov, d'herrer. - moi meme: fr.: mig selv. - Det er en heel Hob: det er godt præsteret.

42

✂ Je m'appelle (...) service: fr.: jeg hedder J. de F. til Deres ydmygste tjeneste. - have Respect: være af betydning. - Ovis Monsieur: fr.: javist, hr. - Faubourg St. Germain: det kvarter i Paris, hvor turister som oftest logerede.

43

✂ La rue de seine: gade i dette kvarter. - Taises vous bougre!: fr.: hold jeres (Deres) mund, fjols! - a la francoise: fr.: efter den fr. skik. - Hjemføding: person, der ikke har været uden for sin hjemstavn. - poleret: dannet. - Estime: agtelse. - est il posibel: ukorrekt fr.: er det muligt. - ma foi: fr.: min tro.

44

✂ bon heur: fr.: lykke. - Ducater: guldmønter; l dukat = 2 rigsdaler, se n.t.s. 11. - Presenter: gaver. - refusere: afvise. - Reenkaalavet: det spøgefude navn (ren kål afædt) er konstrueret af Holberg. - Skildrer i Miniature: maler af miniatureportrætter. - Cavalliers: fr.: kavalerer. - dans votre presence: ukorrekt fr.: i Deres nærværelse. - Hardiesse: fr.: dristighed. - impudent: fr.: frimodig. - Liberte: fr.: frihed. - lade sig bruge: tvetydigt udtryk: 1) lade sig betjene, 2) stille sig til seksuel rådighed.

45

✂ Complisance: ukorrekt fr.: elskværdighed. - gemeene: jævne, ordinære. - Lemmer: medlemmer. - det hellige Rommerske Rige: det ty.-rom. 502 kejserdømme (der formelt bestod indtil 1806). - Romansk: om lande, hvis sprog nedstammer fra lat. (Frankrig, Italien, Spanien, Portugal m.fl), her evt. med spil på betydningen: romanagtig. - Manieres: fr.: manerer. - Kongens Have: parkanlægget omkring Rosenborg Slot i Kbh. - presentement: fr.: straks. - Belles mains: fr.: smukke hænder. - Je me recommende: fr.: jeg anbefaler mig (formel afskedshilsen).

46

✂ C'est pourtant (...) en Europa: ukorrekt fr.: det er dog gjort af hr.R., den største miniaturemaler i Europa. - Giecke: narre. - Spidsborgere: jævne borgere (med indskrænket horisont). - honnet (...) Discours: dannet samtale. - Huusholdning: (også:) økonomi. - Tønder Guld: 1 tønde guld = 100.000 rigsdaler, se n.t.s. 11.

47

✂ allamodisk: moderne, moderigtig. - Rigsort: møntenhed = 24 skilling = 1½ mark = ¼ daler, se n.t.s. 11. - merckelig: mærkbart. - mari: mare, minsandten (ed dannet over Jomfru Marias navn). - for den halve Deel ringere: for den halve pris. - Crusedoller: tilbehør til påklædningen, bestående af lægget, strimlet stof.

48

✂ Catholsk i Hovedet: (også:) tosset, sindsforvirret. - expliques cela (...) Peche: fr.: forklar det for denne gamle mand, jeg går, De vil finde mig hos hr. P. - excusere: undskylde. - Canaille: proletar, »slyngel«. - komme til Hove: accepteres ved hoffet. - liderligt: dårligt udført.

49

✂ udi Facultetet til Paris: ved universitetet i P. - Krønnicke: historisk fremstilling med kronologisk disposition af stoffet (gammeldags på Holbergs tid). - Kaaberstycke: kobberstik (anvendt som bogillustration). - lidt bedre: kun lidt bedre, -fecit: lat.: har udført (det). - tage af sted: arte sig.

50

✂ Prosit Maalzeit: ty.: velbekomme. - Hun gaar en god gang nok: det går nok godt, er i god gænge. - Spende-Døger: bøger med påmonteret spænde til lukning.

51

✂ prostituerer: udstiller til latter, kompromitterer. - Skorsteensfejer: anvendt som type på håndværksmand af laveste klasse - og desuden afskrækkende som »sort«. - d'Espang: forsøg på forfranskning og nobilitering af Espens navn. - A cette heure (...) venir: fr.: på dette tidspunkt skal han komme. - war das nicht um drey (...) zu kommen?: ty.-da.: var det ikke klokken tre, hr. d'E., at han lovede at komme? - Embrasserer: omfavner. - Charmante Madame (...) mains: fejlfuldt fr.: fortryllende frue, tillad, at jeg beundrer Dem, tillad, at jeg kysser Deres smukke hænder. - Leves vous trop (...) vous: fr.: rejs Dem, min herre, det er for megen ydmyghed for en adelsmand som Dem. - Ah Mad: (...) cette terre: ukorrekt fr.: åh, Madame (Frue), er det muligt, at jeg har den ære, glæde, fornøjelse og fryd at gense Dem på denne jord? - Jai venu (...) bourgeois: fr.: jeg er kommet for at besøge Dem, men jeg troede ikke, at De var så forandret. De er nu 503 klædt som en gammel borgermand. - Pour quoi (...) Princesse: fr.: hvorfor ler De, fortryllende fyrstinde.

52

✂ Rien! (...) vous voir: ukorrekt fr.: intet, hr. de F., intet! Jeg ler af glæde over at se Dem, det er altid en glæde at se Dem. - Je vons (...) terre?: ukorrekt fr.: jeg takker Dem, frue, men hvorledes finder De dette land? - Fort bon (...) parisiens: fejlfuldt fr.: udmærket, min herre, danskerne er fortræffelige folk. De mangler blot at skaffe sig kendskab til de parisiske manerer. - vous aves (...) danc cela: forkert fr.: De har højlig ret deri. - Dieu donne (...) dire aussi: fr.: Gud give, at jeg var i Paris »igen«, åh, undskyld min smukke frue, jeg ville sige »også«. - Mais Madame (...) de Paris: fr.: men frue, har De bragt nogle nye viser med Dem fra Paris? - Ovis Monsieur (...) la plus nouvelle: fr.: javist, hr., denne her er den nyeste. - Ah Madam (...) Paris!: fr.: åh, frue, jeg har aldrig hørt en smukkere sang. Åh Paris, Paris! - Pourquoi pleures Monseigneur: fr.: hvorfor græder min herre? - Ah Madame on veut (...) pais: ukorrekt fr.: åh, frue, man vil gifte mig bort i dette land. - Marier: fr.: gifte (bort). - Ovis c'est veritable (...) malleur Elsebet: fr.: javist, det er sandt nok, og det med en pige, der ulykkeligvis hedder Elsebet.

53

✂ Quel diable (...) possible?: fr.: hvad pokker er det for navn? taler De alvor, min herre, åh, er det muligt? - faar ondt: bliver dårlig. - Alteration: sindsbevægelse. - Valet de chambre: fr.: kammertjener. - Ah belle Princesse (...) malade: fr.: åh, smukke fyrstinde, er De syg? - C'est un übergang (...) vous: fr.-ty.: det er en overgang. Min herre, rejs Dem. - assamblixet: selskabet. - Adriane: løs, folderig slæbekjole.

54

✂ Hunde-Dagene: iflg. folketroen kunne h.-d. (23. juli - 23. aug.) gøre folk sindsforvirrede. - elementske: forbandede. - Ah Monsieur faites (...)fous: ukorrekt fr.: åh, min herre, skaf ham bortjeg er bange for folk, der er vanvittige. - Pourquois ries (...) Madame!: fr.: hvorfor ler De, smukke frue? - Je me retire (...) Adieu: jeg trækker mig lidt tilbage, hr. d'E., min kammertjener vil sige Dem hvorfor. Undskyld. Farvel. - tracterer: behandler. - Daler: se n.t.s. 11. - redresseres: udbedres.

55

✂ knæpper: knapper. - incommode: ubekvemt. - Ah! malheureux (...) suis: fr.: åh, hvor ulykkelig er jeg ikke! - Vous me faites (...) par Di: fr.: De gør mig en stor glæde, ved Gud. - Tobatiere-Dose: snustobaksdåse. - Importunitet: plageri. - Je vous prie (...) chambre: fr.: jeg beder Dem, hr. kammertjener. - excusere: undskylde. - dans ma foi: forkert fr.: min tro, så vidt jeg vidste. - Galanterie: (finere) manerer.

56

✂ passere: gå an. - og: også. - geleyde: ledsage. - Votre Serviteur: fr.: Deres tjener. - a propos: fr.: forresten. - med Permission: med forlov. - honnete Folk: den fr. hofkulturs mandsideal under Ludvig XIV 504 (1643-1715) var l'honnête komme, i flertal: honnêtes gens, der prægedes af elegante verdensmandsmanerer.

57

✂ Ovis da.: af fr.: o oui-da: javel, så. - Serviteur: fr.: (hans) tjener (ærbødig afskedshilsen). -for(t) commode &fort de gagee: forfejlet fr.: meget bekvem og meget afslappet. - Mon Pere & mon Sviger Pere: fr.-da.: min far og min svigerfar. - Grand Papa: fr.: bedstefar. - for: før. - sans facon: fr.: uden omsvøb. - veed (...) at leve: kan optræde efter den fine verdens skikke. - Mais voila Pierre, qui vient: fr.: men dèr kommer jo P. - mantenere: understøtte. - Qu'a tu (...) Pierre: ukorrekt fr.: hvad er der i vejen? Sig mig det, P. - Pour quoi donc?: fr.: Hvorfor dog?

58

✂ gentil homes Laquai: forkvaklet fr.: en adelsmands tjener (lakaj). - est il possible: fr.: er det muligt. - reste un moment: ukorrekt fr. (her): vent et øjeblik. - sot! badaut! boufon! maraut!: fr.: dumrian! kvajpande! nar! slyngel! - gens de qualite: fr.: rangspersoner, aristokrater. - den fornemme Verden skal kun være: det er kun d.f.v., der må være. - forkeert: 1) bagvendt (om tøj), 2) af lave. - Comment donc: fr.: hvordan dog?

59

✂ resolverer sig: beslutter sig. - ma foi (...) propos: fr.: min tro meget belejligt. - friste: sætte på prøve. - ærlige: hæderlige. - vanskabt: fordærvet. - tillige: sammen. - A propos (...) Papa: fr.-da.: forresten, min kære svigerfar. - forrige Jubelfest: 200-års jubilæet i 1717 for den lutherske reformation. - Hans Wurst: se n.t.s. 14.

60

✂ Giecke: narre. - Attendes: fr.: vent lidt. - Pierre icy! tenes!: fr.: P., kom her! hold fast! - træk ud: træk kården. - Vitement: fr.: hurtigt. - Gevalt: nødråb ved overfald (ty.: Gewalt: vold).

61

✂ Feltskiæren: kirurgen. - Straten-Røvere: banditter. - Skielmer: slyngler. - prostitueret: gjort til grin.

62

✂ forestille: fremføre. - tilforn: tidligere. - Kieler Omslag og Viborger Snapsting: to store årlige markeder. - formedelst: på grund af.

63

✂ fast: næsten. - Logement paa Raad-Huset: på byens rådhus fandtes en arrest. - peen: dydig.

64

✂ Pardi (...) brutalite: fr.: ved Gud, er det muligt? hvilken råhed. - om en Hals: fortabt, »leveret«. - retirerer os: trækker os tilbage. - En Poet (...) Fæderneland: intet »Ordsprog«, men forvansket citat fra Matth. 13,57: »En profet (ikke: poet) er ikke foragtet uden i sit eget fædreland«. - dans la France: forkert fr.: i Frankrig. - Callekutisk: fra Calicut, rige og by i Forindien. - Husarisk: afledt af: husar, her antagelig i betydningen: ungarsk eller af reformatoren Jan Hus (død 1415): böhmisk (-reformert). - Malebarisk: fra Malabarkysten, den sydl. del af Forindiens vestkyst. - Bogøe: lille ø ved Sjællands sydspids. - Hoose-Kiellinger: koner, der strikker og sælger hoser, dvs. lange strømper.

505

65

✂ Merite: fortjeneste, - fortæret: brugt. - æstimeres: agtes, respekteres. - Depenser: udgifter. - Vous aves raison: fr.: De har ret. - Cela s'entend: fr.: det lader sig høre.

66

✂ endelig: visselig, nødvendigvis. - Lyder: laster, fejl. - Ah dites hardiessement: fr.: åh, sig blot frit frem. - Baissemains: fr.: håndkysser.

67

✂ quels sots: fr.: hvilke tåber. - Qualites: fr.: egenskaber. - Homme: fr.: mand. - Somme: nogle. - Hans Wurst: se n.t.s. 14. - Strympe-Kiger: person, der kigger efter dameben; skørtejæger. - Mark-Skreier: markedsgøgler el. -handlende, der råbende gør reklame for sig. - Styldteganger: person, der taler højtravende, unaturligt. - Capriolskiærer: badutspringer, se også n.t.s. 24. - Petit Maitre: fr.: laps. - Maraut: fr.: slyngel. - Spillfugl: (også:) slyngel, skurk. - Stratenjuncker: dagdriver og modeherre. - Harlequin: stående klovnefigur i den ital. maskekomedie, klædt i en spraglet (opr. pjalte-)dragt. - Je Tecraseraj ton tete: fejlfuldt fr.: jeg vil knuse dit hoved. - Spindehuset: straffeanstalten for kvinder. - Slutteriet: gældsfængslet. - svaret borgerlig Skat og Tynge: betalt de skatter og afgifter, der påhvilede en borger.

68

✂ keerer: vender. - Skilling: 1/16 mark, se også n.t.s. 11 og 46. - Staaderkongerne: gadebetjentene. - Daarekisten: galeanstalten. - det er hende got nok: det har hun rigtig godt af, det har hun ærlig fortjent. - klaar sig (...) bag Øret: at klø sig bag øret udtrykker forlegenhed el. eftertænksomhed. - Efterspørsel: forespørgsel. - Fort: straks. - Livre: gl. fr. mønt (ca. l franc).

69

✂ Grammarcis: af fr.: grand merci, mange tak. - smør sine Støvler: stikker af, forsvinder. - kagstryge: offentlig piske (alm. straf for mildere kriminalitet). - Peste!: fr.: forbandet! - mig paa Halsen: på nakken af mig, efter mig.

70

✂ Maraut: fr.: slyngel. - paa Kaalen: oven på k., efter at have spist k. - honnet Homme: fr.: se n.t.s. 56.

72

✂ Monsieur (...) point d'argent: fr.: min herre, jeg har ingen penge. - Haand: underskrift (på gældsbevis). - vist nok: helt sikkert. - Allons!: fr.: kom så! - Monsieur (...) Serviteur: fr.: min herre, (jeg er) Deres ydmygste tjener (ærbødig - her ironisk - afskedshilsen).

73

✂ Poltron: kujon. - Allons retirons (...) Fleche: fr.: lad os gå, lad os søge tilflugt hos fru la F. - Protection: beskyttelse. - u-poleret: udannet. - mais voila (...) d'Espang: forkvaklet fr.: men dèr kommer jo fru la F.'s kammertjener hr. d'E. - Monsr.: fr.: monsieur, hr.

74

✂ allons! de pechons!: ukorrekt fr.: lad os komme af sted! lad os skynde os! - adieu (...) civilite: fr.: farvel min kære hr. d'E. Jeg siger Dem tusind tak for Deres høflighed.

75

✂ habile: fr.: dygtig. - Fæstemøe: pige, kæreste. - favorisere: begunstige og støtte. - Machine: intrige. - Hendelse: tilfældighed. - daarlig: tåbelig. - examinere: undersøge. - contribuerer: bidrager. - Berthe Tot: den 506 da. adelsdame Birgitte Thott udgav 1658 en da. oversættelse af den rom. filosof Senecas (3-65 e.v.t.) værker. - Senecus: Marthes fejl for: Seneca.

76

✂ forloren Søn: fortabt, fordærvet søn, udtrykket henviser til Jesu lignelse i Luk. 15,11-32. - Dame tres celebre (...) France: ukorrekt fr.: meget bekendt og vidt berømt dame i Frankrig. - A Monsr. Monsieur (...) la Fleche: fr.: til Hr.J.d.F., adelsmand & storfavorit af Fru la F; i senere udgaver (fra 1724, 1731 og 1743) har Holberg tilføjet flg. titel til Mme la Fleche: »Courtisane tres renomée, dans la cour de France« (Saml. Skr. (se bibliografi s. xx) XVIII, p. 146); hermed vindes den komiske pointe, at Jean ikke klargør sig betydningen af ordet »kurtisane« (: mondæn prostitueret), men lader sig blænde af ordets oprindelse af fr. cour: hof.

77

✂ Je suis (...) Copenhague: fr.: jeg er Deres J.d.F., parisisk adelsmand. København. - 18. Majus: lat.: 18. maj; månedens lat. navn er efter tidens brevskik.

78

✂ en Skilling: en smule, »en klat«. - Abe-Spil: narrestreger. - Elben: Holstens og dermed det da. monarkis daværende sydgrænse. - Scaven: Skagen.

✂

Jeppe paa Bierget

79

✂ Bierget: hvilken lokalitet der kan være sigtet til med dette stednavn har været omdiskuteret, men intet forslag har kunnet opretholdes med sandsynlighed (jvf. Carl S. Petersen: Holberg i Sorøegnen, (1924), s. 5-10); der er da blot tale om en opdigtet (fiktiv) landsby et sted på Sjælland.

80

✂ M.: forkortelse for r.: Monsieur: hr. - Gram (...) Schou: navnene på de skuespillere, der medvirkede ved komediens førsteopførelse. - Mad.: forkortelse for fr.: Madame: fru.

81

✂ Herret: herred, landområde under samme (juridiske, delvis også kirkelige) administration. - Hr. Poul: præsterne betegnedes i sognet med hr. + fornavn. - Land-Gilde: fæstebondens afgift til herremanden (godsejeren) for brugsret til jorden. - Offer: menighedens foreskrevne pengegave til præst og degn ved højtiderne, reelt en kirkeskat. - Boeskab: indbo, bohave. - strøg sig om Munden: udtryk for forlegenhed. - Ridefogden: herremandens godsforvalter. - Ritualen: bog indeholdende forskrifter for gudstjenesten og for kirkelige handlinger; her gælder det vielsesritualet, som citeres i den flg. sætning. - derimod: på den anden side. - Fæstebrev: kontrakt mellem fæstebonde og godsejer; herved fastsættes fæsterens brugsret til jord 507 og gård samt størrelsen af hans modydelser (landgilde, se n.t.s. 81 ovenf., og hoveriarbejde). - reverenter talt: rent ud sagt. - Crabask(en): pisk af flettede læderremme. - smørres: prygles. - Fæhund: fæhoved, slyngel (egl.: hyrdehund). - her ind: kom her ind (nemlig på scenen, altså strengt taget et illusionsbrud).

82

✂ foruden: uden. - du Skabhals: dit fæhoved, dit fjols, din slyngel. -Polsk Dantz: folkelig runddans. - Miil: l da. mil = ca. 7½ km. - Hanrej: ægtemand, hvis hustru er ham utro. - Froekost: morgenmad. - Lucifer: Djævelen. - under Malicien: i (land-)militsen, hvor bønderne aftjente deres værnepligt; Holberg lader Jeppe sammenblande med: Malke (dvs. ondskab); i datidens militær var fysiske straffe almindelige. - Beest: dyr.

83

✂ vittig: klog, forstandig. - Moons: Mogens. - Corasie: mod. - endogsaa ikke: ikke en gang. - Horn: hanrejer sagdes at bære horn i panden som et synligt tegn på deres skam. - offrer ham (...) Hellige-Dage: giver ham hans offer (se n.t.s. 81) til højtiderne (jul, påske, pinse). - da: skønt. - spidige: spydige, hånlige. - holde ringeste Tone: degnen fungerede som forsanger under gudstjenesten. - støbe et ærligt Voxlys: et vokslys, hvis kvalitet svarede til den betalte pris; det hørte til degnens pligter at støbe alterlysene. - Formand: forgænger. - tog Troen (...) tolv Degne: som forsanger kunne han ved afsyngelsen af salmen »Vi troe allesammen paa een Gud« (Luther, 1524, Den danske salmebog (1953) nr. 362) holde tonen på »Vi« længere end tolv andre degne. - bryde over tverts med: gøre op med. - som Nille: medens Nille. - skille Trætten: afgøre striden.

84

✂ for en ß. Brendeviin: en ß = en skilling = 1/16 mark = 1/96 rigsdaler; skillingens købekraft i 1995-mønt er ca. 1,50 kr.; til gengæld var snapsen (»brændevinen«) ulige billigere, da sprit til konsum ikke beskattedes særskilt. - paa Borg: på kredit. - sagte: sagtens, nok. - Skam der har: »jeg har skam ingen«.

85

✂ tinge to ß af: få nedsat prisen med to skilling. - Kiøbmandskab: ærinde. - kandstu: kan du. - endelig: vel nok. - dricker ham til: smager af hans glas (således gjorde kroværter efter gl. sædvane). - Singot: skål (egl. en velsignelse). - som en Skielm: som en snyder, slyngel (Jeppe mener: for stor en slurk).

86

✂ eeneste Skilling: én-skilling(smønt). - &c: etc., et cetera, osv.; drikkevisen anføres kun med sin optakt, da den åbenbart har været alm. kendt. - af Sigte: af syne. - staar mig for Vejen: står i vejen for mig.

87

✂ lumpen: sølle. - fort: af sted. - Drollen skal splide jer ad: Djævelen skal splitte jer. - Carnalier: slyngler. - saa mari: mild ed (af Jomfru Marias navn), »pokker tage mig«. - Bestier: (vilde) dyr. - Skabhalse: fjolser, slyngler. - Hors: hest. - borge: give på kredit. - Styver: toskilling. 508 - sagt: sagte, se n.t.s. 84. - borge (...) dricker (...) Ordsproget: ordsproget lyder: Man kan borge en mand et glas øl, medens han drikker det; Mau nr. 954.

88

✂ forsvoret at: afsvoret. - bage en Skielm indvortes: varme en slyngel indvendig. - Coratie: mod. - Liden Kirsten (...) Ord: forvanskning af optakten til folkeviserne »Harpens Kraft« (DgF 40 D) og »Jomfruen i Hindeham« (DgF 58); skiendeligt (i st. f. første folkevises »skiemptis«: spøgende) betyder: skændeligt, sjofelt. - Peteheia, Polemeia: omkvædsord uden egl. mening. - Acker-Mær: plovhest. - Racker-Hund: »køter«. - Abelgraa: abildgrå, gråskimlet.

89

✂ Bass og Fiol: kontrabas og violin, evt. basfiol: kontrabas. - er giort over: handler om. - smuk: skikkelig, »flink«. - Jorden dricker Vand (...) ligesaa: denne visestrofe om »kosmisk tørst« er i den såk. anakreontiske tradition, der nedstammer fra den gr. lyriker Anakreon (ca. 570-465 f.v.t.), og hvori vin, fest og elskov besynges.

90

✂ Mir zu: ty.: skål med (el. for) mig. - Godtaar: skål (omtydning af godt-år til god-tår). - Ich tank (...) haal, dat ist: platty.: jeg takker dig, Jacob, drik kun, så at Djævelen henter dig, det er. - Malicien (...) Sprog: se n.t.s. 82; hærens kommandosprog var ty. - Companen: forvanskning for: kampagnen, felten. - hengt (...) løb bort: der var dødsstraf for at desertere. - Vissmar: under Store Nordiske Krig (1701-1721) blev byen W. i Mecklenburg indtaget af danske tropper (1716). - fik Pardon: blev benådet. - saa Nær (...) mangen Mand: mange redder sig på et hængende hår; gl. ordsprog, Peder Syv nr. 6588, DgO VII, l (1983), s. 313. - Auction (...) Heede: A. er forvanskning for: aktion, slag; under Store Nordiske Krig kan der være tale om enten slaget ved Helsingborg 1710 eller slaget ved Gadebusch i Mecklenburg 1712, begge endte med da. nederlag.

91

✂ Psalme: forvanskning for: salve. - om jeg sagde: for ikke at sige. - Dass ging fordyvled zu (...) in dat Slag: platty.-da.: det gik forbandet (hårdt) til, Jacob, du kan vel huske det? Jeg kan ikke nægte, at jeg var bange i det slag. - Døden er haard at gaae paa: gl. ordsprog, Mau nr. 1558. - Davids Psaltkar: forvanskning for: Davids Psalter, Salmernes Bog. - cujonere: underkue. - bastenere: prygle (med stok) under fødderne. - In Leipsig var en Mand (...) Fru: fejlfuldt ty.: i Leipzig var der en mand (...) I L. var der en kedelig (sølle) mand (...) Manden han tog en kone; en ty. studentervise. - &c: etc., et cetera, osv.

92

✂ overvælde sig: beruse sig. - Næring: bestilling. - Hundsvot, Caronie: grove skældsord. - Beest: dyr. - Carnalier: slyngler. - Skuster: skomager (af ty.: Schuster). - Drolen far efter mig: Fanden tage mig. - som en Tyrk: uærligt.

509

93

✂ lader sig ansee: tegner. - 5 Mark: se n.t.s. 84. - vil have Sædekorn: i dårlige tider måtte godsejeren forstrække sine fæstebønder med sædekorn (korn at så med, udsæd). - Comoedie: (også:) puds. - Inventioner: påfund. - divertere: more, underholde.

94

✂ artigt: morsomt. - Positur: tilstand. - hvad gielder, at: hvad skal vi vædde på, at. - stille (...) an: lade som om. - exeqveret: udført. - underlig: forunderlig. - har icke uden: får kun. - Anslage: ideer, planer. -slæber (...) fører (...) legger: slæb, før, læg (bydemåder flertal).

95

✂ Gyldenstyckes: af silkestof med indvævede guldtråde. - for Stoelen: over stolen. - gnicker: gnider. - nok: endnu en gang. - Drolen splide mig ad: Fanden sønderrive mig. - disputere mig: tale mig fra. - at jeg jo er: at jeg er.

96

✂ vederfaret: hændt, sket. - Sal: Far: salig (afdøde) far. - Døden (...) haard at gaa paa: se n.t.s. 91. - disputere: diskutere. - faa Horn: se n.t.s. 83. - besynderlig: især. - staar mig for Hovedet: bekymrer mig. - hverken hungrer eller tørster: Matth. 5,6. - iligemaade: ligeledes. - færdig: lige ved. - skickelig: ordentlig, respektabel. - Restantz: restance, gæld, nemlig for afgifter, fæstebonden var godsejeren skyldig, se n.t.s. 81.

98

✂ slaar: skal eller bør slå. - Koglerie: hekseri.

99

✂ Bremmerholms Arbeid: krybskytten straffedes med tvangsarbejde på B., som var orlogsværft, dvs. flådens værft el. værksted. - til Jacob Skoemagers: hos J.S. - besværer: besværger, beder indtrængende. - upasselig: syg.

100

✂ henge (...) op: hænge. - Qvid tibi (...) Frater: lat.: hvad synes dig, hr. broder (kollega)? - divertere: underholde, fornøje. - heldst gider hørt: mest har lyst til at høre. - Livstycke: yndlingsmusik(stykke). - tilforn: tidligere.

101

✂ Birke-Dommeren: dommeren i et birk (retskreds); som sådanne ansattes på Holbergs tid ofte ustuderede personer. - Griller: fikse ideer. - kastede sit Vand fra sig: lod sit vand, urinerede. - Flod: oversvømmelse. - sagde sig at ville døe: sagde, at han ville dø (den lat. konstruktion akkusativ med infinitiv). - det gemeene Beste: det fælles bedste, almenvellet.

102

✂ Gravene: voldgravene. - Exempel af en anden Historie: en anden historie som eksempel. - Edelmand: adelsmand. - tog afsted: tog på veje. - engang saa stort: dobbelt så stort. - varede alle ad: advarede alle.

103

✂ Domine Frater: hr. broder, hr. kollega. - forestillede ham: viste ham (det urigtige i). - Daarlighed: tåbelighed. - forfaren: erfaren. - underlig: særlig. - staa (...) an: passe sig for. - klog: normal.

105

✂ Suite: følge. - Miød: stærk drik fremstillet af gæret honning. - Canari Sæk: sekt, sød vin fra De Canariske Øer. - Skraaler: skrål! 510 (bydemåde flertal); drikningen ledsagedes blandt personer af lavere stænder ofte af høje råb. - blæses i Trompetter: drikningen ledsagedes hos de højere stænder ofte af trompetfanfarer.

106

✂ pass op: vågn op og se at komme i sving. - nok: endnu. - Carnalie Sæk: sammenblanding af »Canari Sæk« (se n.t.s. 105) og »Ca(r)nalie« (: slubbert, slyngel). - i Særdeleshed: ud over lønnen. - Rdr.: rigsdaler, se n.t.s. 11 og 84. - færdig at: parat til at. - storagtig: overlegne.

107

✂ henge op: hænge. - oppebaaret: fået. - Baslementer: håndkys; folkelig forvanskning af fr.: Je vous baise les mains: Jeg kysser Deres hænder. - got Kiøb paa: rigeligt af. - stryge (...) om Munden: smigre. - igien: til gengæld. - Betjentere: tjenere. - Abner (...) Roland (...) Hiertet: i 2. Sam. (i GT) berettes det, at Davids hærfører Joab dræber Sauls hærfører Abner med et stik i maven (3,27), og på samme måde dræber Joab den judæiske konge Amasja, kun i sidste tilfælde under foregivelse af at ville hilse ham som »Broder« (20,9-10); Roland hører til sagnheltene omkring Karl den Store (o. 800); om Rolands bedrifter fortælles der bl.a. i det fr. Rolandskvad (fra 12. årh.) og i den da. Karl Magnus' Krønike (fra 15. årh.). Jeppe foretager altså en flerfoldig sammenblanding. - Staar: stå (bydemåde flertal). - hvor: hvordan. - Rifogden: ridefogden er den forklædte lakaj Erich (sml. V, 6). - Geheng: bælte eller skulderbånd til våben.

108

✂ Rigsdaler: se n.t.s. 11 og 84. - Krusedoller: krusede manchetter, evt. kniplinger. - Silke-Pung (...) Haaret: net af silke til at samle nakkehåret i.

109

✂ fort: straks. - allehaande: alt muligt, »lidt af hvert«. - Pardon: (mulighed for) benådning. - omgaaet med: behandlet. - med Tugt at sige: rent ud sagt. - Junckere: fornemme, evt. adelige, herrer. - igien: til gengæld, derimod. - Skab: sygdom. - Koglerie: blændværk, illusion.

110

✂ Abraham og Eva (...) første Forældre: sammenblanding af 1) Adam og Eva, der iflg. skabelsesberetningen i 1. Mos. 1-3 var de første mennesker, og 2) Abraham, der i GT figurerer som det israel. folks stamfader. - føde: skaffe føden til. - forliebt: forelsket. - tar dig hende saa an: i den grad tager hendes parti, drager omsorg for hende.

111

✂ slaar (...) Øjene (...) af: tager blikket fra. - forliebt (...) Viise: elskovsvise. - Polsk Dantz: se n.t.s. 82. - alt: allerede. - dygtig: fast. - Raillerie: hån, spot, drilleri. - Fører, fuldender: før, fuldend (bydemåder flertal).

112

✂ Carnali Sæk: se n.t.s. 106. - Abraham i Paradis: A. forveksles påny med Adam, se n.t.s. 110; der sigtes til beretningen om syndefaldet og om Adam og Evas uddrivelse af P. i 1. Mos. 3. - Hanrej Hat: se n.t.s. 14. - stacket Tid: kort tid. - Guldenstyckes: se n.t.s. 95. - reverenter talt: rent ud sagt. - beseglet: besat. - fodre: fordre. - en L.: en lort. - vederfare: hænde, ske. - slumme: slumre.

511

113

✂ een Giek: dum. - optagen: ført op. - fixere: gøre nar af.

114

✂ Fort: straks.

115

✂ penitere: bøde. - drages: trækkes.

116

✂ Betienter: ansatte. - særdeles: usædvanlig, bemærkelsesværdig. - fordømme: fælde dom over. - thi det heeder: (... ) ædrue: det citerede er intet lovsted, men et gl. da. ordsprog: Hvad drukken Mand gør, skal ædru Mand forsvare, Mau nr. 1371.

117

✂ kommer mig (... ) for: forekommer mig (at være). - faa (... ) i mit Hovet: forstå (at historien skulle kunne være sand). - Tobak (... ) tygge: der er tale om skråtobak. - Procurator: advokat.

119

✂ intentio furandi: lat.: hensigten at stjæle; at »advokaterne« her og i det flg. betjener sig af latin skal markere en juridisk lærdom grundet på Romerretten; dennes retsregler kodificeredes i 6. årh. af den østrom. kejser Justinian under betegnelsen Corpus juris (hvis generelle del er »Institutiones«); den har imidlertid aldrig udgjort retsgrundlag i Da. - furtum: lat.: tyveri. - din sorte Hund: advokaten bærer sort embedsdragt. - Beest: (umælende) dyt. - furandi propositum: lat.: hensigten at stjæle. - Qyicunque (... ) ergo: lat.: hvem der om natten bryder ind i andres huse, han skal regnes for tyv eller natlig bandit, og således har den anklagede gjort, altså. I Corpus juris forekommer der en retsregel, Digesta 47-2-21, der siger det stik modsatte (Corpus Juris Civilis I, udg.: Mommsen, Berlin 1895, s. 766)! - Nego (... ) irruperit: lat.: jeg benægter oversætningen, nemlig at han er brudt ind; i den her anvendte form for logisk slutning, den såk. syllogisme (jvf. Erasmus Montanus), kaldes den af præmisserne, der har konklusionens prædikat (»egenskabs-led«, her: tyv) som subjekt (grammatikkens grundled), for oversætning; »advokaten« synes derfor at forveksle over- og undersætning! - Res manifesta (... ) reo: lat.: sagen er åbenbar i kraft af så mange fremstillede lovlige vidner og den anklagedes tilståelse. - Qyicunque vi (... ) confiteri: hvem der med magt eller med frygt er blevet tvunget til at tilstå. - Vis: lat.: magt. - Metus: lat.: frygt. - Krog-Love: kneb, lovtrækkeri; udtrykkelig forbudt i Chr. V's Danske Lov fra 1683 (1-5-7); under en virkelig retssag havde en sådan beskyldning altså været ganske alvorlig.

120

✂ bagtil: bag om. - Peruque: paryk; hørte til advokatens embedsdragt. - omkommes af Gift: dødsstraf ved gift er ukendt i da. ret. - Pardon: (mulighed for) benådning. - exeqveres: fuldbyrdes. - Forgiften: giften. - Corasie: mod. - silde: sent.

121

✂ dig veed jeg (... ) at være: dig ved jeg, at jeg er (lat. konstruktion: akkusativ med infinitiv). - Beest: dyr. - Feierfax: hundenavn. - Moens: Mogens, hyppigt kattenavn. - Compagnie: selskab. - henger (... ) seer: hæng, se (bydemåde flertal). - fromme: gode, retskafne, sagtmodige.

512

122

✂ har (... ) ud-opereret: er ophørt med at virke. - seer til for alting: sørg først og fremmest for. - min hierte: min kære. - ß: skilling, se n.t.s. 84. - forgiftige: forbandede.

123

✂ føler (... ) til: mærker. - pak dig bort: gå din vej. - mari: så sandelig (mild ed efter Jomfru Marias navn).

124

✂ tilforn: tidligere. - Geist: genfærd.

125

✂ svær: sværger. - Drollen splide (... ) ad: se n.t.s. 87 og 95. - Rigsdaler: se n.t.s. 11. - kysser paa Haanden: kysser sin egen hånd og rækker den derpå til en person, der således hilses med ærbødighed (efter gl. almueskik). - som er: hvilket (sidste) er.

126

✂ Skuster: skomager (ty.: Schuster). - vederfaret: hændt, sket. - spansk: stolt, hovmodig. - hvor (... ) drucket (... ) Øll (... ) Bærme: bærme = bundfald; gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 11248, DgO VII, 2 (1988), s. 50. - giøre Klameri: lave spektakler. - Hillement: »ih, du store!« -Baronniskab: baroni. - Miød: se n.t.s. 105. - storagtig: fornem.

127

✂ Gripomenuser: nedsættende betegnelse for rets- el. politibetjente. - give dig at betencke: overlade til dig at spekulere over.

128

✂ Daler: se n.t.s. 11 og 84. - Skilling: se n.t.s. 84. - stryger sig om Munden: udtryk for forlegenhed og flovhed.

129

✂ divertere: more, underholde.

130

✂ Helsen: helbred. - stormer (... ) til: ødelægger. - store Visirer: storvisirer, sultaners førsteministre. - Officiers: officerer. - hver anden: hører til »Officiers«. - expedere: dræbe. - solide: fornuftigt. - Philosophi (... ) efter deres Død: der sigtes antagelig til den oldgr. filosof Empedokles (5. årh. f.v.t. ), som iflg. traditionen styrtede sig i vulkanen Etna for at bekræfte et rygte om sin guddommeliggørelse; den gr. filosofihistoriker Diogenes Laertios (fra det 3. årh. ) bringer anekdoten (VIII, 69) og er Holbergs sandsynlige kilde.

131

✂ Nero: rom. kejser 54-68, berygtet for despoti og grusomhed. - Dorp: platty.: landsby. - fast: næsten. - Cajus: Cajus Caligula, rom. kejser 37-41, berygtet for grusomhed og udsvævelser. - Phalaris: Falaris, gr. tyran i Agrigent på Sicilien (ca. 550 f.v.t. ), ligeledes bekendt for grusomhed og blodtørst. - Steil og Hiul: den henrettedes krop udstilledes undertiden på et hjul, det afhuggede hoved på en stage (»stejle«). - ej endda (... ) varm (... ) Myndighed: endnu var helt ny (»kold«) i sin høje stilling. - Øvrighed fra Ploven: om den legendariske rom. statsmand Cincinnatus, et mønster på gammelrom. dyd, fortælles det, at han var i færd med at pløje sin beskedne jordlod, da han modtog meddelelsen om, at han var valgt til diktator (hvilket skete to gange, i 458 og 439 f.v.t. ). - Herredom: herredømme.

513

✂

Ulysses Von Ithacia

133

✂ Ulysses Von Ithacia: ty.: Odysseus af Ithaka (den lat. navneform Ulysses var almindelig på Holbergs tid og den sædvanlige hos Holberg); om baggrunden for den ty form, se note ndf.; sagnhelten O. hører hjemme i de oldgr. eper (fortællende versdigte) Iliaden og Odysseen (traditionelt tillagt Homer og dateret til ca. 700 f.v.t., nu gerne opfattet som en tradition i stadig udvikling, der har fundet sin nuv. form ca. 500 f.v.t. ). De to »versromaner« handler om hhv. grækernes belejring af Troja og O.'s eventyrlige hjemfart fra dette togt; hovedparten af komediens handlingselementer er hentet herfra, men transformeret til travesti, dvs. latterliggørelse af forbilledet ved at dettes »høje« emner og personinventar (fyrster og helte) behandles i en »lav«, plat eller vulgær, stil og røbes som »altfor menneskelige«. - en Tydsk Comoedie: undertitlen angiver travestiens (se foreg. note) aktuelle mål: Samtidig med affattelsen (ca. 1723) og førsteopførelsen (juni 1724) af Ulysses opførte den indvandrede ty. komediant og trupleder Samuel v. Qvoten sine »Haupt- und Staatsactionen« (dvs. formløse og effektrige skuespil med politisk-historisk stof) i Brolæggerstræde i Kbh.; dette teaters uklassiske stil og konkurrerende virksomhed var Holberg (og »hans« teater i Lille Grønnegade) en torn i øjet (jvf. komediens epilog s. 206-206); desuden kan satiren have sigtet på en anden konkurrent, nemlig den ty. hofopera, hvis dramatiske stil kunne forekomme beslægtet med von Qvotens »Haupt- und Staatsactionen«; om disse dramaturgiske og teaterhistoriske forhold, se nærmere i efterskriften s. 465-467. - Ulysses, Penelope: U. = Odysseus, se n.t.s. 133; P. (gr.: Penelopeia) er i de homeriske digte O.'s hustru.

134

✂ Chilian: ty. form af Harlekin, klovne- og bajadsfigur i renæssancens folkelige, ital. maskekomedie (commedia dell'arte). - Marcolfus: navnet stammer fra folkebogen af samme navn (som »folkebøger« betegnes en række populærromaner fra middelalder og renæssance); »Marcolfus« findes i da. udgaver fra 16. årh og frem; figuren M. sætter sit plumpt-realistiske bondevid op mod kong Salomons høje visdom. Jf. Danske Folkebøger, udg. af DSL, bd. 13. - Rasmus, Øllegaard: disse pæredanske navne (og personer) lader Holberg indgå i det antikke milieu; gennem sådant kulturelt kaos forøges præget af travesti (se n.t.s. 133). - Helene: (gr.: Helena), i de homeriske digte den gr. kong Menelaos' legendarisk smukke hustru, bortført til Troja af Paris. - Rosimunda: navn på longobarderkongen Alboins (6. årh. ) dronning. - Elisa: andet navn for Dido (se flg. note), her udskilt som selvstændig person uden forbindelse med antikken. - Dido: i det rom. nationalepos Æneiden, forfattet 29-19 f.v.t. af Vergil 514 og omhandlende Æneas' rejse fra (det faldne) Troja til Rom (hvis verdensherredømme han skal grundlægge), er D. Karthagos dronning, hos hvem han opholder sig en tid, og som forelsker sig heftigt i ham (1. og 4. bog). Holbergs (naturligvis bevidste) sammenblanding af Odysseus' og Æneas' rejse- og elskovseventyr er nærliggende. - Keyser Asverus: A(ha)sverus er navnet på »den evige (vandrende) jøde« = »Jerusalems skomager«, der iflg. en apokryf (ikke-bibelsk) tradition tjente til forøgelse af Jesu lidelser op til korsfæstelsen og til straf skulle vandre i evighed; at forlene en A. med kejserværdighed er et led i travestiens kultursammenblanding (jvf. n.t.s. 133 og 134 ovenf. ). - Tiresius: (gr.: Teiresias) i gr. mytologi en blind spåmand, forekommer i Odysseen (se n.t.s. 133).

135

✂ Prologus: prolog, her: forspil; handlingen heri, »stridens æble« og Paris' dom, er fra den gr. myt. - Iris: i gr. myt. personificering af regnbuen og Heras (se flg. note) sendebud. - Junonis: lat.: Junos; Juno er det lat. navn for gr.: Hera, Zeus' (se n.t.s. 135 ndf. ) hustru. - Mercurii: lat.: Merkurs; Merkur er det lat. navn for gr.: Hermes, gud for alt, hvad der kræver snilde og list, fx. handel og tyveri, samt gudernes sendebud. - Jupiter: det lat. navn for gr.: Zeus, den øverste gud. - jalousie (... ) Nymphe eller Hyrdinde: Zeus' elskovseventyr med jordiske kvinder er i gr. myt. ligeså grundigt bevidnet som Heras deraf følgende jalousi. - Nymphe: nymferne er i gr. myt. sekundære guddomme for naturen, knyttet til et bestemt element eller en bestemt lokalitet. - Plutonis: lat.: Plutos; Pluto er det lat. navn for gr.: Plouton, dødens og underverdenens gud. - Plutonis mørcke Boelig: dødsriget. - 11Junii: terminsdagen. - som: eftersom.

136

✂ formedelst: på grund af. - Morer(s): nordafrikanere (negre og maurere). - Landemercke: landområde, grænse(r). - America: anakronisme; det amer, kontinent var ukendt i Europa indtil Columbus' landgang i Vestindien 1492. - Pallas: i gr. myt. var P. (Athene; lat.: Minerva) visdommens gudinde. - Venus: det lat. navn for gr.: Afrodite, kærlighedens gudinde i gr. myt. - Jupiter kastede (... ) et Guld-Æble: se n.t.s. 135; i den gr. myt. var det ikke Jupiter, men stridens gudinde Eris, der kastede det famøse æble, der skabte gudindernes rivalisering og dermed fremkaldte den trojanske krig. - den 13 hujus: den 13. dennes, i denne måned (lat.); anakronistisk datoangivelse, som bygger på den såk. gregorianske kalender, der lanceredes i slutningen af 16. årh.; »hujus« (dennes) er kancellistil - i en antik guddoms mund! - Fruentimmer: kvinder. - ogsaa: end. - en Rem udi Huuden: en rem af huden, lidt af samme skavank. - uden Appel: uden at kunne (ville) indanke sagen for en højere instans. - forpickede: heftigt opsatte. - oppebie: afvente. - Nedkomst: nedfart fra Olympen (de antikke guders bolig). - Durchleuchtighed: forvanskning af ty.: 515 Durchlauchtigkeit: højhed (durchleuchtig: gennemsigtig!); titel anvendt i tiltale til ty. fyrster, altså en anakronisme, da det ty. (-rom. ) kejserrige først grundlagdes med Karl den Stores kroning i 800. - Ducater: guldmønter, som anvendtes i en række stater, bl.a. Da., hvor l dukat på komediens opførelsestid var = 2 rigsdaler, se n.t.s. 11. - offererer: tilbyder. - Velgefal: forvansket ty.: Wohlgefallen: behag, gunst. - Mademoiselle: fr.: frøken. - addresseret sig: henvendt sig.

137

✂ Hollandske Ducater: regnedes for jævngode med de da., se ovenf.; anakronistisk, da en selvstændig statsdannelse Holland (= Nederlandene) med egen mønt først var en kendsgerning med fredsslutningen med Spanien i 1648. - Henseende: hensigt. - Skiønsomhed: dømmekraft. - ligne (...) mod: afveje mod. - Raisons: fr.: grunde, argumenter. - Opmand: person, som efter de impliceredes eget valg afgør en strid. - Adrienner: folderige slæbekjoler; disse blev moderne omkr. 1700 i samfundets højere lag. - vederfaret: hændt. - Ihro Durchleuchtigkeiten (...) Frauen!: ty.: Deres højheder mine nådigste fruer; om tiltalen D. (i denne form), se n.t.s. 136. - Ansigtighed: komisk-forskruet abstrakt nydannelse i preciøs eller »ziirlig« (barok-) stil for: ansigt(ets art).

138

✂ ma Sæur: fr.: min søster, »min gode«. - Maren Skolemesters: kvindenavn + professionsbetegnelse i ejefald angiver hustruen til en indehaver af pågældende profession, her altså en lærerkone ved navn Maren; M.S. antyder en snerpet, overkorrekt kvinde. - peene: sippede, snerpede. - I(...) Ære (...) tale med: »I skulle nødig snakke«. - Vulcanus (...) Tamper Retten: Venus/Afrodite var hustru til V/Hefaistos, som hun bedrog flere gange, bl.a. med krigsguden Mars/Ares; tamperretten var en da. domstol, oprettet i 16. årh., for ægteskabssager; på komediens opførelsestid udgjordes den (for Sjælland) af konsistorium ved Kbh.s Universitet. - Historier (...) Mars (...) Officiers: se foreg. note. - Officiers: officerer. - trodser: udfordrer (til at hævde el. bevise noget, som man mener at kunne tilbagevise). - giøre (...) Afbigt: bede om tilgivelse. - Tingstuude: nedsættende betegnelse for advokater (prokuratorer), der bruger ufine tricks. - gout: fr.: smag.

139

✂ Dyd: retsindighed og dygtighed. - Velbaarne: titel i tiltale til højtstående (opr. og især adelige) personer. - Documenter: bevismateriale. - Kiendelse: kundskab. - Tæring: fortæring. - Rdlr.: rigsdaler, se n.t.s. 11. - Christianshavns Kircke: Vor Frelsers Kirke på C. i Kbh. blev (omkr. 1690) opført delvis for bøder idømt ved Højesteret, og kirken nød fortsat godt af visse bøder herfra. - Fruentimmer (...) Trojanske Riige til Undergang: med denne forbandelse spår Juno om den trojanske krig og dens udfald, jvf. n.t.s. 133 og 134.

140

✂ Serviteur (...) Messieurs: fr.: ydmygste tjener, mine herrer. - Priapi: 516 lat.: Priapus'; der er tale om en (komisk) forveksling: Priapus er en rom. fallisk frugtbarhedsgud, der intet har at gøre i sammenhængen; ment er selvsagt: Priamos, Paris' fader i Iliaden. - Tydske Miile: en ty. (preussisk) mil afveg ikke væsentlig fra en da. og var altså = ca. 7½ km; selve udtrykket er anakronistisk, jvf. n.t.s. 136; afstanden fra Troja til Ithaka er væsentlig kortere end de anførte ca. 3000 km. - Ithacien: Menelaos herskede i Sparta, Odysseus på Ithaka. - Portrait: sandsynligvis bevidst anakronistisk, idet portrætmaleri så godt som ikke dyrkedes i gr. kunst. - Rodmester: (ofte fattig) håndværker, der havde skatteopkrævning som bibeskæftigelse. - tilreedet: tilredt, medtaget. - for høviske Øren at sige: rent ud sagt; i den tilstræbt preciøse (dvs. forfinede, kunstlede) stil er omtalen af »Skjordte«, som en intim beklædningsgenstand, en vulgarisme, der kræver undskyldning. - Aber wass (...) nicht: ty.: men hvad gør kærligheden ikke; jvf. n.t.s. 136. - Klocken (...) som paa et Taarn: forestillingen om et tårnur er anakronistisk; oldtiden kendte (og først i dens senere del) kun én slags tidsmålere, nemlig solure med lodretstående skyggekaster, der derfor ikke kunne monteres på lodrette flader. - Hillement: »ih, du store!« - Terne: kammerpige. - Matræsse: vulgariseret fr.: maîtresse, elskerinde. - feliciter: lat.: lykkeligt, lystigt, rask væk. - Tamper-Retten: se n.t.s. 138. - beviise (...) noget over: overbevise om deres fejl. - Ærlighed: ærbarhed, dyd.

141

✂ Cupido: lat. navn for gr.: Eros, kærlighedsguden, Afrodites/Venus' søn. - blinde og vingede (...) Cupido: C. (se foreg. note) fremstilledes i oldtiden ofte som vinget, men først i senere tider som blind; der er tale om en anakronisme eller om en forveksling af C. med Plutos, rigdommens gud, der var blind. - Carnaliøsk: frækt, gement. - drolen (...) mig ad: Fanden sønderrive mig. - Mær: nedsættende ord for kvinde (egl.: hoppe). - Attestatz: teologisk embedseksamen.

142

✂ Spille-Søstre: legesøstre, veninder. - Estime: agtelse. - Hovedvands-flaske: lille dåse med vellugtende vand eller spiritus. - fordrage: udholde, tåle, tillade. - Folk (...) Nødder (...) Galleried: illusionsbrud, der giver realistisk billede af publikum og teaterkultur i teatret i Lille Grønnegade.

143

✂ Ridder Ulysses: Odysseus var konge (fyrste); riddere i Holbergtidens betydning er knyttet til det middelalderlige feudalsamfund. - Priapi: se n.t.s. 140. - Desperation: fortvivlelse. - Zirat: pryd. - Kiemper: store krigere. - hevner (...) Lader: hævn, lad (bydemåde flertal). - affectered skielvende Røst: hermed angives den diktion (det mundtlige foredrags form), der svarer til den skruede og overlæssede stil (med ophobning af synonymer og metaforer) i denne og mange flg. af Ulysses' replikker; denne diktion og stil udgør tilsammen en uklassisk retorik - i travestiens tjeneste (se n.t.s. 133). - Ridder-Spill: 517 turnering; et (næsten symbolsk) udtryk for det middelalderlige feudalsamfunds høviske kultur.

144

✂ Avind: misundelsejalousi. - kostbareste Ridder (...) røde Hav: næsten ordret lån fra folkebogen Karl Magnus' Krønike (16. årh.), kap. 52, udg.: P. Lindegård Hjorth, 1960, s. 222. - kostbareste: kosteligste, dyrebareste. - Mundien: opdigtet navn på et land, evt. spil på det lat. ord mundus: verden. - det røde Hav: mellem Afrikas østkyst og den arabiske halvø. - Priapi: se n.t.s. 140. - eders Ridderlighed: jer, min (høje) ridder; konstrueret, abstrakt titulatur i preciøs stil. - Penelope(s): gr.: Penelopeia, Odysseus' hustru. - Trojæ: lat.: Trojas.

145

✂ giøre Anstalter: træffe forberedelser. - med Drage-Blod (...) Dyrendal: D. er sagnhelten Rolands sværd i Rolandskvadet (12. årh.); R. brugte ikke sit sværd mod drager, der hører hjemme i myter og eventyr, men - som kristen korstogsridder - mod de hedenske saracenere (til Spanien indvandrede arabere). - Kongen af Mesopotamien: det vestasiat. landområde M. mellem floderne Eufrat og Tigris var i tiden ca. 3000-600 f.v.t. sæde for en rig kultur; kun i kortere perioder under Hammurabi (ca. 1700 f.v.t.) og Nebukadnezar (ca. 600 f.v.t.) nærmede M. sig en politisk enhed med monarkisk styre, så talen om K. af M. må betragtes som anakronistisk. - bey: ty.: ved; militærsproget i Da. var ty. - Minchrelien: Mingrelien, fyrstendømme i Kaukasus. - Brasilianske Dronning von Saba: de amerik. kontinenter var ukendte i Europa før Columbus' landgang 1492; Brasilien var først kongedømme efter Holbergs tid (neml. 1815-1822); von: ty.: af; Saba i Sydvestarabien var i oldtiden sæde for en kultur, og dronningen af S. er en gammeltestamentlig skikkelse, om hvis besøg hos kong Salomon i Jerusalem der fortælles i 1. Kongeb. 10,1-13. - Alabaster: snehvide; alabast er en art gips, der benyttedes til forarbejdning af kunstgenstande. - Langulamisosopolidorus: dette nonsens-navn er Holbergs egen opfindelse. - Pegasianus: fordrejelse af Pegasus, den bevingede hest i gr. myt., symbol på digterne(s himmelflugt). - Poliphemus: den énøjede kæmpe (kyklop) Polyfemos, der i Odysseen, 9. sang, holder Odysseus og hans mænd fangne, har intet at gøre med Pegasus. - Mundien: se n.t.s. 144. - Avindsyge: misundelse. - Stivmoder: stedmoder-motiver hører hjemme i folkeeventyrene. - Constantinopolitania: kvindenavn, der er konstrueret frit ud fra bynavnet Konstantinopel (Istanbul). - Longobardiske Jomfrue Rosimundia: se n.t.s. 134. - Skabrack: saddeldækken. - Heeder: selvfølgelig fortalelse for: ørkener. - Mithridates: navn på flere konger i oldtidens vestasiat. riger, berømtest en konge i Pontos o. 100 f.v.t. - Mundien: se n.t.s. 144. - Maal: ty.: mal, gange. - Vinge-hested: se n.t.s. 145 ovenf. - Priapus: se n.t.s. 140. - Hertug Nilus af Podolien: en fantasifigur. - Eenhiørning(s): fabeldyr med ét, snoet horn i 518 panden. - Holophernes (...) Bethulien: i Judits Bog (apokryft, dvs. ikkegodkendt, skrift i tilknytning til GT), 7-13, fortælles, hvorledes den jød. heltinde J. ved list og kontraspionage fik held til at halshugge H., Nebukadnezars (se n.t.s. 145 ovenf.) feltherre under hans belejring af byen Betulia. - 7 alne: 1 alen = 2 fod = ca. 63 cm.

146

✂ Elfenbeens Canoner: kanoner fremstillet af elfenben har iflg. Tøjhusmuseet, Kbh., næppe nogensinde eksisteret; kanoner blev første gang anvendt i et slag i 1346 (under den fr.-eng. Hundredeårskrig). - tredsindstyve Pundiger: beregnet til affyring af kugler på 60 pund = ca. 30 kg. - viitløftig: langvarig og kompliceret. - medens Græsset groer (...) Koen: gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 9308, DgO VII, l (1983), s. 443. - efter Næsen: planløst. - Seemlærs: semslæders-, af blødt, vaskbart skind (af ty.: Sämischleder). - Giæck: nar. - disputere: skændes. - lave mig til: træffe mine forberedelser til. - retirere mig: trække mig tilbage. - i de 3 Maaneder: tidsangivelserne her og i det flg. betegner demonstrative og grove brud på den »tidens enhed« (unité de temps), som på grundlag af Aristoteles' Poetik (kap. 5) hævdedes i den klassiske dramaturgi, og som foreskrev, at handlingen ikke måtte strække sig ud over ét døgn. - Lege-Søstre: veninder. - Taares Strømme-viis Udgydelse: preciøs, abstrakt omskrivning for: at udgyde tårer i strømme. - affalden: som har tabt i friskhed og livskraft.

147

✂ stood mig an: passede sig for mig. - Ulyssis: lat.: Ulysses'. - Gemahl: ægtefælle (af begge køn). - Præparatorierne: forberedelserne. - lumpen: usle. - Hvad understaaer: hvordan vover. - Tvi!: lyd-ord, der angiver spytning. - sættes i Gevehr: mobiliseres.

148

✂ knæpper: knipser (udtryk for hån). - Gædske: kvindenavnet Geske, anvendt som skældsord. - kommer i Haar sammen: kommer op at slås; enhver form for kamp på scenen er i eklatant modstrid med den klassiske dramaturgis krav om »velanstændighed« (bienséance) - i tragedier, derimod forekom der slagsmål i lavere komedier også i det 17. og 18. årh. - mod Folcke-Retten: spørgsmålet om ambassadørers immunitet i henhold til folkeretten afhandler Holberg selv i sin Natur- og Folkeret (1716), kap. XVI, Værker i tolv Bind, udg.: F.J. Billeskov Jansen, bd. l (1969), s. 364-368, hvor Holberg også anfører sine historiske og juridiske (bl.a. Thomasius) kilder. - Ambassadeur (...) hellig (...) Folckeretten (...) Svite: se foreg. notes henvisning; ambassadørens følges ukrænkelighed omtales s. 367.

149

✂ extraordinaire Ambassadeur: særlig udsending. - hellig: ukrænkelig. - Svite: følge. - Examen: undersøgelse. - Keyser Asverus: se n.t.s. 134. - Drabanter: gardere, livvagt. - Hoffsinde: hoffolk. - lade Trommerne røre: hverve soldater. - Meriter: fortjenester. - Ulyssis: lat.: Ulysses'. - Priapi: se n.t.s. 140. - advares: adviseres.

519

150

✂ Standard (en): fane, der fungerer som felttegn el. samlingsmærke. -bekomme: få. - Sold: (soldats) løn. - heele Aar: se n.t.s. 146. - Morpheus: drømmenes gud i gr. myt. - falder udi Søvn: også søvn hørte til sådanne »kropslige« foreteelser, som den klassiske dramaturgi forviste i hvert tilfælde fra tragedier ud fra hensynet til »velanstændighed«. - et heelt Aars Forløb (...) en halv Tiime: det voldsomme brud på »tidens enhed« (se n.t.s. 146) fremhæves direkte - samtidig med at den klassiske dramaturgis krav om dens opretholdelse forsvares: En altfor stor afstand mellem handlingens tid og spilletiden krænker det fundamentale krav om spillets sandsynlighed (vraisemblance). - imidlertid: i mellemtiden. - Spectatores: lat.: tilskuere. - endelig: absolut. - Troen i Hænderne: et håndgribeligt, uomtvisteligt bevis på en påstands rigtighed.

151

✂ ihr Götter: ty.: »I guder«. - Drøm (...) fuldbyrdet: varseldrømme støder an mod den klassiske dramaturgis krav om sandsynlighed (se n.t.s. 150 ovenf.). - vingede (...) Mercurius: se n.t.s. 135; M. fremstilledes ofte med vinger (på sandaler og hat). - jo er: er. - Spælam (...) Speckavæt: Chilians »mesopotamisk« består her og i resten af I, 14 af selvopfundne vrøvleord, som dog lader sig opløse i da. bestanddele: »spædt lam dier sin mor«, »ren kål afædt«, »spæk afædt«. - formelde (...) Respect: overbringe ærbødig hilsen.

152

✂ Trojanien: forvanskning af bynavnet Troja til (hvad der skal ligne) navnet på et land. - Tiden (...) hastig gaaer: se n.t.s. 146. - 400 Miile: se n.t.s. 140; afstandsangivelsen markerer et voldsomt brud på den klassiske dramaturgis princip om »stedets enhed« (l'unité de lieu), dvs. at handlingen udspilles på én lokalitet, og sceneskifter ikke finder sted. - en tydsk Comoedie: se n.t.s. 133. - Fraktur-Bogstaver: »krøllede bogstaver«, gotiske typer, den almindelige sats i trykte skrifter i Tyskland, Holland og Skandinavien fra begyndelsen af det 16. årh. indtil henimod 1900, her altså brugt anakronistisk. - Dette skal være Troja: hermed rammes et teater/en teaterform, der pga. sin primitivitet har vanskeligt ved at etablere en egl. scenisk illusion; se n.t.s. 133.

153

✂ endelig: når alt kommer til alt. - icke gaaer tilfods: i Kbh. benyttedes på komediens tid lejevogne (kareter) i rigt mål. - Raadhus (...)publique Bygning (...) deris Livs Tiid: spøgende (nænsomt omskrivende, eufemistisk) omtale af gældsfængslet. - publique: offentlig.

154

✂ Forbandet: i høj grad, »pokkers«. - 5 pro Cento: iflg. Chr. V's Danske Lov var den højeste tilladte rente 6% p.a. (5-14-5); den blev i 1695 nedsat (skærpet) til 5%; på komediens tid var højere renter (som altså var åger) ikke ualmindelige. - Debitorerne: skyldnerne. - Gaderne (...) reene: de snavsede gader (ofte rene lossepladser) var et problem i Kbh. på komediens opførselstid, hvor renovation og 520 kloakering kun fungerede mådeligt. - trodse: udfordre til sammenligning el. konkurrence.

155

✂ ager: kører, se n.t.s. 153. - indtil Handvercksfolk: selv så langt ned på den sociale stige som til håndværkere. - giør Bøger (...) Børn: ordspillet er bedre på lat. (bøger: libri, børn: liberi), på hvilket sprog Holberg kendte det (fra humanismens latinister) og selv benyttede det (i sine epigrammer I,150 og III,96). - hurtige: dygtige, raske. -levende: aktiv.

156

✂ Comoedier eller Opera: se n.t.s. 133. - Tremulanter: triller og forsiringer i sang. - Adieu: fr.: farvel. - Bereedelser: forberedelser. - for at staae: til at (kunne) stå.

157

✂ fornemste: vigtigste. - Aviserne: a. kendes først fra 17. årh., og først i 18. årh. vandt de nogen større udbredelse og betydning. - Lappen: juks, skidt. - Subaltern: underordnet. - meer honnetement: da.-fr.: med større ære. - geführet ist: ty.: er (blevet) ført. - Speyler (...) sigter (...) holder: spejl, sigt, hold (bydemåder flertal). - Ein, Zwei, Drey: ty.: én, to, tre; på komediens tid var hærens kommandosprog ty. - slaaer lige: slår samtidig, i takt. - Patron Tasken: forudsætter benyttelse af håndskydevåben, der først kom i brug i 15. årh. - 4re Skilling: »en døjt«, »fem flade ører«; købekraften svarer dog til ca. 6 kr. omkr. 1995. - Oliegreen: fredstegn. - Priapus: se n.t.s. 140. - hastig: hidsig. - stood (...) i en Maade: stod i en kedelig situation, var ilde faren.

158

✂ bryder icke Folcke-Retten: se n.t.s. 148. - retirere: trække os tilbage. - Armeen: hæren. - paa Theatrum: på scenen. - Theatrum (...) Spectatores: lat.: tilskuerne; brud på den sceniske illusion. - Trojæ: lat.: Trojas. - tilforn: tidligere.

159

✂ Von: ty.: af; von + navn angiver (ty.) adelskab. - Ambassadeur extraor- dinair: tilstræbt fr.: særlig udsending. - dependerer af: står under kommando af. - staaer i Gevehr: står opstillet til parade. - vanskabt: grim. - formedelst: på grund af.

160

✂ Excellentz: excellence er tiltaletitel til personer af høj rang, bl.a. ambassadører. - Mands-Person (...) sin mindste Finger (...) saadan slags Skade: kilden til denne frivolitet, som Holberg også benytter på lat. (i sit epigram I,41), findes blandt den rom. digter Martials (ca. 40-102) epigrammer (I,92). - Tamper-Retten: se n.t.s. 138. - Joremoer: jordemødre gælder her som typen på ældre, grimme kvinder. - Dorthe Per Vognmands: D., vognmanden P.'s hustru; anvendt som typebetegnelse for en jævn (og grov) kvinde. - sticker: tager sig ud. - Gevehr præsentier: forkert ty.: præsentér gevær! - Carnalier: slyngler.

161

✂ en af os (...) en Trojaner en Kamp: modelleret over de berømte tvekampe mellem Patrokles og Hektor (16. sang) og mellem Hektor og Achilleus (22. sang) i Iliaden. - Laurbærkrantz: i oldtiden anvendtes laurbærkransning som et hæderstegn, i Grækenland til sejrherrer 521 i væddekampe, i Rom til triumfatorer; i nyere tid som hædring af videnskabsmænd og digtere. - Almuens Yndist: folkets gunst. - Malicen: talesproglig forvanskning for: militsen, den udskrevne hær; malice betyder: ondskab(sfuldhed). - Civil: ikke-militær. - den paa Hiul siddende Lycke: forestillingen om »lykkens hjul«, der symboliserede lykkens omskiftelighed, var yndet i middelalder og renæssance; den antikke lykkegudinde Fortuna havde ganske vist et hjul blandt sine attributter, men afbildedes ikke siddende på det. - tage (...) paa min Samvittighed: gøre det af med. - Hector: Priamos' søn og den modigste af Trojas forsvarere i Iliaden.

162

✂ Paradis: forvanskning af: Paris. - Priapi: se n.t.s. 140. - glose over: kommentere, kritisere, spotte. - Aviserne: se n.t.s. 157. - foedre: udfordre. - Dyrendall (...) Drage-Blood: se n.t.s. 145. - Politicus: statsmand. - staae (...) an: sømme sig. - Characteer: rang, charge. - den Civile Stand (s): de ikke-militære, borgerlige. - Politien: den civile stat. - Krigs-Ret, Krigs-dom: svigt under kamp kunne på komediens tid resultere i dødsstraf.

163

✂ mod Folcke-Retten (...) Ambassadeur: se n.t.s. 148. - paa det: for at. - Finckel-Jochum: brændevin. - retirerer sig: trækker sig tilbage. - et lidet: en smule. - skiøtter aldrig om: har aldrig kunnet lide. - fixere: narre. - Paradiises: forveksling for: Paris'. - Marck: gl. møntenhed, l mark = 1/6 (rigs) daler = 16 skilling, i 1995-købekraft = ca. 25 kr.

164

✂ Lysespid: pind el. stang, anvendt ved lysestøbning, her spøgende om stikvåben. - Hige i hans Næse: op i hans åbne ansigt. - kloge: »rigtig kloge«. - mare: sandelig (mild ed, formet over Jomfru Marias navn). - Daler: se n.t.s. 163. - ß: skilling, se n.t.s. 163.

165

✂ Hanrey: bedraget ægtemand. - opregner (...) Genealogier (...) begynder Striden: som skikken er i Iliaden i forbindelse med tvekampe. - Genealogier: slægtsforhold, afstamning. - igien: til gengæld. - see under Øyen: give sig uforfærdet i kamp med.

166

✂ bestialsk: grusomt. - qvants-viis: på skrømt. - vist nock: bestemt.

167

✂ Ihr Herren: ty.: De herrer. - Victorie: sejr. - sine Konsters Sorthed: sine sorte kunsters, sin magis; abstrakt, pretiøs formulering. - Plutarchi mørke Bolig: P: lat.: Plutarks; forveksling af Plutarch (ca. 46-ca. 120), gr. historiker og filosof, med Pluton, underverdenens gud i gr. myt. - naturlige Videnskaber: naturvidenskab i kombination med (tilladelig) trolddom (»hvid magi«), en middelalderlig (her altså anakronistisk) forestilling. - Tiresius: gr.: Teiresias, blind spåmand i gr. myt., forekommer ikke i Iliaden og har intet med det trojanske tog at gøre. - Hans Blindhed (...) med Blindhed: kaotisk sammenblanding af flere fortællinger i gr. myt. Dommer var T. i en sag mellem Zeus og Hera; han dømte til fordel for den første, hvorfor Hera slog ham med blindhed, medens Zeus skænkede ham spådomsevnen. 522 Musikstriden med Apollon som deltager har T. intet at gøre med; A. blev udfordret hertil af satyren Marsyas, der spillede fløjte (ligesom skovguden Pan); dommer var her kong Midas (i en anden version: bjergguden Tmolos), som A. gav æselører, da han dømte til fordel for Marsyas (i den anden version: da han roste Pans spil). Midas' historie findes hos den rom. digter Ovid i hans mytologiske digtkreds Metamorphoses (da.: Forvandlinger, 2 f.v.t. - 9 e.v.t.), 11. sang, 146-170. - Lægekonstens (.. .)Apollonius: A. (3. årh.), gr. episk digter, som her forveksles med Apollon, gud for lægekunst og musik i gr. myt. - Ober-Førster: ty.-da.: skovrider, kaldes her således af Ulysses, fordi han var naturens, især skovenes gud. - konstigst: dygtigst. - Cithara: strengeinstrument; Apollons (se n.t.s. 167 ovenf.) instrument var lyren. - Doctor Medicinæ: lat.: dr. med., doktor i lægevidenskab, se n.t.s. 167 ovenf. - besværgede: besværede, klagede. - Jupitrem: lat.: Jupiter, Zeus (bøjet i lat. akkusativ, fordi »hos« styrer akk. på lat.); se n.t.s. 167 ovenf. - udfoedre: befale at komme ud. - Geisterne: ånderne. - von des (...) Wohnungen: ty.: fra helvedesguden Plutarks boliger; ny forveksling af Plutark og Pluton, jvt. n.t.s. 397 ovenf; i Odysseen (11. sang) gæster Odysseus Teiresias i dødsriget og bliver spået af ham.

168

✂ tilkommende Tings Videnskab: kendskab til fremtiden. - Nestorius: forveksling af N. (ca. 400), gr. kirkefader, hvis lære fordømtes som kætteri, med Nestor, den ældste og viiseste blandt de gr. helte på toget mod Troja. - Glas-Himmelen (...) Jorden: efter antikke forbilleder opererede den før-copernicanske kosmologi (beskrivelse af universet) med Jorden som hvilende midtpunkt, over hvilket der hvælvede sig et varierende antal »himle« el. sfærer, hver forbeholdt ét himmellegeme, der var fikseret på indersiden af den kugleskal, som dannede grænsen ml. to sfærer. - u-besværget: ubesværet, uden fortrydelse. - løbe med Liimstangen: er til grin (L. betyder: kosteskaft uden kost).

169

✂ Troja (...) Chilian (...) blir opoffred: denne profeti er sammenblandet af flere fortællinger i gr. myt. En spådom, Teiresias meddelte Thebens bystyre under »de syv«s angreb, gik ud på, at en fornem persons frivillige død var betingelsen for sejr. Den af grækerne fangne spåmand genkalder derimod beretningen om Priamos' søn Helenos, der efter at være faldet i grækernes hænder spåede dem sejren over trojanerne og rådgav dem. Helenos' historie findes i Sofokles' tragedie Filoktet, opf. 409 f.v.t., v. 604-621.

170

✂ angenemmere: behageligere. - Christen Blod: anakronisme. - Nabocodonosor: Chilian konstruerer på stående fod et eksotisk navn og benytter så den ældre og opr. form af navnet på den babyloniske konge Nebukadnezar (se n.t.s. 145).

523

171

✂ ingen Tvil (...) suger: ingen tvivl om, at han siger.

172

✂ Tiresii: lat.: Teiresias'. - Conservation: bevarelse. - u-besværged: se n.t.s. 168. - made: rådede. - Tiresio: lat.: Teiresias (bøjet i lat. ablativ, fordi »med« styrer abl. på lat.).

173

✂ Appollonius: se n.t.s. 167; Apollon var i gr. myt. også spådomsgud. - Gemahl: ægtefælle (uanset køn). - Penelope (...) Telemachius (...) Rosmarina: det er korrekt iflg. den homerske sagnkreds, at Odysseus' hustru og søn hed hhv. Penelopeia og Telemakos; R. er derimod Holbergs frie påhit. - Øxen: okser.

174

✂ Peritaphium: forvanskning af: epitafium, gravskrift. - Smaraculum: forvanskning af: oraculum, orakel. - Pallatium: palladium, guddommeligt beskyttelsesmiddel, opr. et Athene-billede (m. beskyttende kraft), der blev frarøvet Troja; således lidt anakronistisk på dette punkt af handlingen.

175

✂ stoorhierted: tapper, modig. - Martialske: krigeriske (eft. den rom. krigsgud Mars, gr.: Ares). - (Hoved-)Passion: lidenskab. - gaae (...) under Øyne: give sig kækt i kamp med. - Stat: stå. - Forretning: opgave. - beskicker: tildeler.

176

✂ Invention: idé, plan. - fixere: narre. - Regiment Ryttere: kan - som led i satiren mod det »tyske« teater - have været udskårne marionetfigurer af træ, pap el. lign.; masseopbud på scenen stred desuden mod den klassiske dramaturgi, der foretrak et minimalt antal agerende. - Hører (...) seer: hør, se (bydemåder flertal). - ind-practisered: indsmuglet. - Wer da: ty.: hvem der. - løber om Theatro: løber rundt om scenen eller: rundt om tilskuerpladserne i det hele taget (i sidste tilfælde bliver der tale om illusionsbrud). - Vil du tilbage: gå tilbage med dig. - Zurüch: ty.: zurück, tilbage. - Skielm: slyngel. - examinere: undersøge. - Hillement: ih, du store. - tiende Aar, for 3 Aar siden: se n.t.s. 146. - Udfald: fremstød, offensiv. - Tøy: »forvirrende noget«.

177

✂ Tydsk Comoedie: se n.t.s. 133. - Spectatores: lat.: tilskuere. - er over: har overgivet sig. - Victori: sejr. - Qvarteer: nåde, pardon.

178

✂ Neptuni: lat.: Neptuns; N. (gr. Poseidon) er havgud i rom. myt. - tyve Aar: m.h.t. denne og de flg. tidsangivelser i IV, 1-3, se n.t.s. 146. - Trojæ: lat.: Trojas. - Cajanien: gl. navn for en del af Finland, se n.t.s. 152. - Dronning Dido: med indførelsen af D. i komedien erstattes de homeriske digtes (»trojanske«) sagnkreds som det gennemgående grundlag for travestien (se n.t.s. 133) af beretningen om Æneas, sådan som hans historie fortælles til Vergils Æneiden, se n.t.s. 134. -befoedre: befordre, - forliebt: forelsket, se n.t.s. 178 ovenf. - gaae Val udi: vælge imellem.

179

✂ Raisonnering: (uforskammede og indblandende) betragtninger, »snak«. - tage Fornuften fangen: lægge bånd på fornuften, sætte 524 fornuften til side. - Staldbrødre: krigs- el. rejsefæller. - Toback (...) faae Luft: neml. snustobak (der fremkaldte nysen). - engelsk Ost: anakronisme, eftersom England først gennem romerne trådte i forbindelse med det øvrige Europas civilisation. - sticker (...) an: tænder.

180

✂ Deucalions Flood: syndfloden i gr. myt. (Deucalion svarer til Noa, l. Mos. 6-8). - forvandlede (...) til Sviin: skønt komediens akt IV (om Dido) i de store træk bygger på (travesterer) beretningen i Æneiden (jvf. n.t.s. 134), er beretningen om mændene, der af en troldkvinde forvandles til svin, hentet fra Odysseen, 10. sang, hvor troldkvinden er Kirke på øen Aiaia.

181

✂ Skabningen: ydret. - Drolen splide: Djævelen sønderrive. - øh: øf. - Fallill: jysk: farlille, lille far.

182

✂ Monsieur Wegner: indehaveren af Chilians rolle ved de første opførelser hed W., altså et bevidst illusionsbrud. - tilforn: tidligere. - Lægedom: lægekunst. - Æsculapii: lat.: Asculaps; Æ. (gr.: Asklepios) var lægekunstens gud i rom. myt.

183

✂ Proserpina: (gr.: Persefoneia), underverdenens gudinde i rom. myt. - Forløser: frelser. - Serviteur: fr.: (Deres) tjener. - Kydskhed og Koldsindighed (...) Elskovs Lue (...) min Ære (...) Skibbrud: en sådan direkte indrømmelse fra en kvindes side af erotisk tilbøjelighed støder voldsomt an mod den klassiske dramaturgis krav om »velanstændighed«. - Diana: (gr.: Artemis) jagtens, kyskhedens og månens gudinde i gr.-rom. myt.

184

✂ saare (...) Elskovs Piile (...) Cupido: Didos udtryk må ganske rigtigt henvise til den rom. kærlighedsgud Cupido, gr.: Eros. - anstucket: antændt. - maatte (...) have saaret: skulle, burde have såret. - Røgelse: vellugtende stoffer afbrændt til ofring. - hans Moor: kærlighedsgudinden Venus (gr.: Afrodite).

185

✂ Raisons: grunde. - med Aanden i Halsen: ganske forpustet. - Sviinsoot: svindsot er navnet på tuberkulose og beslægtede sygdomme, her med ordspil på »svin«. - en Drage (...) af Luften: overnaturlige fænomener stred mod den klassiske dramaturgis krav om »sandsynlighed«; hertil svarede, at den klassiske teaterform undgik »maskineri« på scenen.

186

✂ Carnali: slyngel. - Jupiter: (gr.: Zeus) den øverste gud og himmelgud i gr.-rom. myt. - Miile: 1 da. mil - ca. 7½ km. - Hillement: »ih, du store«.

187

✂ Velædle (...) Pave: stadig højere (tiltale-)titler. - Scorpion: det giftige udenlandske insekt opfattedes i overtroen som en slags drage.

188

✂ Det inderste af Teatro aabner sig: mellemtæppet trækkes op, hvorved scenerummets bageste del bliver synlig. - Theatro: lat.: (her:) scenen (bøjet i lat. ablativ, fordi »af« styrer abl. på lat.). - forvandlede til Træer: hverken Kirke i Odysseen (se n.t.s. 180) eller Dido i Æneiden (se 525 n.t.s. 134) udfører sådan trolddom; dette scenetrick hidrører måske fra ty. opera, et muligt sekundært mål for travestiens spot ved siden af von Qvotens »Haupt- und Staatsactionen«, se n.t.s. 133),jvf. efterskriften, s. 466f. I Gherardis samling af fr.-ital. komedier, Le Theatre Italien, som Holberg kendte, findes et stykke Ulisse et Circé (bd. III i 1721-udg.), hvor Kirke forvandler Odysseus' mænd til forskellige slags dyr (II, 7, s. 538f). - gallante: flotte.

189

✂ til Hviile: se n.t.s. 150. - Æsculapius: se n.t.s. 182. - Apollo: se n.t.s 167. - Admindelse: erindring. - manu mea propria: lat. (anakronistisk): med min egen hånd (egenhændigt). - kommer til at slaaes: kommer op at slås, se n.t.s. 148. - det inderste af Theatro: se n.t.s. 188.

190

✂ curiøsk: nysgerrig. - Hollandsk: se n.t.s. 137. - Maren Amme: en a. var en kvinde, der mod betaling ammede (og passede) en andens barn; M.A. benyttes som typenavn på en tyk og uskøn kvinde. - Fiskebeens Skiørt: underskørt afstivet med fiskeben, moderne over det meste af Europa i begyndelsen af 18. årh. - Soelskiver: solure. - Flade-Brød: en slags store og meget tynde kager, en no. specialitet. - lærde Folck (...) Folck i Maanen: spørgsmålet om planeternes beboelse blev ivrigt diskuteret i 17. og 18. årh.; den holl. astronom D. Fabricius (omkr. 1600) hævdede at have observeret mennesker på månen. - fierding Vey: l f.v. = ¼ mil = ca. 2 km. - Glas-Himmelen: se n.t.s. 168. - Jubilerer: juvelér.

191

✂ bleven til Vind: mislykkedes. - icke leve en Time længer: Dido i Æneiden (se n.t.s. 178) tager sit liv i sorg over Æneas' bortrejse (4. bog); blodsudgydelse på scenen stred ligesom kampe (se n.t.s. 148) mod den klassiske dramaturgis »velanstændighed«.

192

✂ forbundne: forpligtede. - Rebellere: oprørere. - beforderlig: behjælpelig. - arrige: arge, slemme. - Skalck: skurk. - men: såmænd (mild ed, der sværges ved »hellige mænd«, helgener). - betæncker mig: eftertænker, tænker mig om. - lader: tager sig ud. - Romansk: romanagtigt.

193

✂ Heroinder: heltinder. - kastet sit Vand: ladet sit vand. - forklæde os (...) overrumple Penelope: i Odysseen vender Odysseus hjem til den trofaste Penelopeia forklædt som tigger (23.-24. sang). - hvad Øynene icke seer (...) Væ: gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 7764, DgO VII, l (1983), s. 369. - Væ: ve, ondt.

194

✂ examinere: udspørge. - fra denne Bye (.. .)fra dig?: der spilles på dobbeltbetydningen af »fra« som angivende 1) ophav, oprindelse, herkomst, 2) adskillelse, udelukkelse. - Tale-maade: udtryksmåde. - Kløver-Knægt: klør-knægt i kortspil anvendtes som typebetegnelse for person, der minder om denne ved aparte el. påfaldende udseende og påklædning, - forslagen: kløgtig, udspekuleret.

195

✂ løb bort (...) blev hengt: på komediens tid var der i den da. hær 526 dødsstraf for desertion. - tilforn: i forvejen. - Monomotapabrasiliadelphia: et af Holberg konstrueret vrøvle-(sted)navn; af bestanddelene genkendes Brasilien og Delphi (i Grækenland); den flg. beskrivelse af dette fantasilands herligheder genkalder Slaraffenland.

196

✂ fra Jylland (...) Eventyr: jyderne havde ry for at lyve og prale. - Giæckerie: pjat. - holde dig lystig: slå dig løs. - Hanrey: bedragen ægtemand.

197

✂ daarligt: tåbeligt. - Langulafred: navnet på en konge i folkebogen Holger Danskes Krønike (da. 1534).

198

✂ Adiøs: farvel. - løser (...) Hovedet: den bedragne ægtemand sagdes at bære horn i panden, som han forsøgte at camouflere med en særlig bred »hanrej-hat«.

199

✂ Handreedere: hanrejer, se n.t.s. 196 og 198 ovenf. - Juncker: ung mand af adelig el. fyrstelig rang. - Telemachius: (gr.: Telemakos), Odysseus' og Penelopeias søn; også i Odysseen var T. endnu kun et barn, da Odysseus deltog i det trojanske tog. - 36 Aar (...) raisonnere: se n.t.s. 146.

200

✂ Hector: Priamos' søn og i Iliaden den modigste af Trojas forsvarere. - Plumager: fjerprydelser, fjerbuske. - Mars: (gr.: Ares), rom. krigsgud. - Vulcanus: (gr.: Hefaistos), rom. gud for ild, metal og smedearbejde; også V. måtte bære »horn« pga. sin hustru Venus'/Afrodites utroskab, se n.t.s. 138. - Litzerne: lidserne, de bånd, hvormed en hatteskygge sattes op i en trekant. - breed (...) nedfalden: se n.t.s. 198. - Tølpel: tølper, uforskammet person. - i Henseende til: for (...) skyld. - Ulyssis: lat.: Ulysses'.

201

✂ overvinder: får til at briste. - ligger (...) til Bestillingen: hører til stillingen (spøgende, nemlig: som hanrej). - Politiske Aarsager: beregning. - Materie: emne. - Acteon: (gr.: Aktaion), jæger i gr. myt., der belurede Artemis (lat.: Diana) i badet og til straf omskabtes til en hjort (med gevir, jvf. »hornene«!) og endelig blev sønderrevet af sine jagthunde.

202

✂ Gemahl: ægtefælle (uanset køn). - i agt taget Kydskheds Lov: dette ganske modsat Odysseus i Odysseen, der på hjemrejsen fra Troja avlede børn med både nymfen Kalypso (5. sang) og troldkvinden Kirke (se n.t.s. 180). - stoppet mine Øren mod: med denne formulering sammenblandes beretningen om Odysseus hos Kirke (se n.t.s. 180) med beretningen om, hvordan Odysseus og hans mænd undgik at blive fortryllet af sirenernes sang (12. sang). - Didonis: lat.: Didos, se n.t.s. 178. - ihr Götter: ty.: I guder. - forstyrrede: ødelagde. -Kiemper(s) (...) Biergtrold og Nisser: anakronistisk indslag af nord. folketro. - rensede Augiæ Stold: det var helten Hercules (gr.: Herakles) i gr. myt., der som den 6. af sine 12 bedrifter rensede Augias' stalde (Augiæ Stold), der husede over 3000 dyr og ikke havde været 527 udmuget i 30 år. - undertvang de Skioldmøer: s. hører hjemme i nord. myt.; som krigeriske kvinder svarer de til den gr. myt.s amazoner, som Hercules bekrigede som sin 9. bedrift. - omkomme: dræbte, tilintetgjorde. - omkomme de Sirener (...) hundrede Hoveder: s. er den gr. myt.s havfruer, der med deres sang lokker søfarende i forlis, jvf. n.t.s. 202 ovenf.; Hercules dræbte - som sin 2. bedrift - den syvhovede »lernæiske hydra« (vandslange). - Hvor har du kunnet (...) skal nogen stund: idet travesti-helten Ulysses bryder ud i sin monologiske, patetiske klage, benytter han den fr. klassicismes (bl.a. tragediedigtningens) versemål alexandrineren, der kendetegnes ved parvis rimede seksfodsjamber; nogle af versene indeholder gentagelser fra Holbergs parodiske helteepos Peder Paars (III,2) (1719-1720). - forlade: svigte. - troefast (...) dydig (...) Fristelse: se n.t.s. 202 ovenf. - Eeg, den Storm: eg, som storm. - Hvad (...) hvad: hvilket el. hvilken. - Opkaster: slår op. - mænges: blande sig. - Med Verdens (...) som man (...) forventer: sådan som man forventer at se med verdens undergang.

203

✂ Morpheus: drømmenes gud i gr. myt. - til Hviile (...) at hviile: se n.t.s. 150. - Scen. ult.: forkortelse for lat.: Scena ultima, sidste scene. - To Jøder: på komediens tid levede der ca. 350 jøder i Kbh., hovedsagelig indvandret fra Ty; iflg. Chr. V's Danske Lov (1683) måtte de kun opholde sig i landet med særlig tilladelse, og først ved grundloven af 1849 fik de fuld borgerret; udelukkede fra håndværkernes og handelsfolkenes laug ernærede de sig ofte ved småforretninger og pengeudlån; jøderne her udlejer maskeradedragter og teatcrkostumer. De fleste »ty. jøder« kom opr. fra Østeuropa, hvor deres talesprog var jiddisch (blanding af ty. og hebr.); under generationers ophold i Ty. forstærkedes det ty. element, skønt der stadig var tale om et minoritets- og særsprog (»jødetysk«), som da blev de til Da. indvandrede jøders sproglige særkende - under gradvis optagelse af da. sprogtræk. Det gebrokne ty, Holberg her lader jøderne tale, er et sådant flere gange blandet indvandrersprog, dog - som alt andet ty. - forståeligt i samtidens Kbh. - Dat ist doch verfiucht (...) nach Betaling: det er dog forbandet med de komedianter, når man låner en dragt ud, sender de (den) aldrig tilbage rettidigt, og så må man vente en hel uge på betaling. - Dat ist wahr (...) handelen: det er sandt Efraim. Men hvorfor er vi så dumme? Men se en gang. Dèr sidder han og sover med den smukke frakke. Jeg tænkte det nok. Det er uforskammet at behandle lånte klæder sådan. - Hær Mussier! (...) slaapen: halløj, min herre! Er det en måde at sove med sådanne klæder? - Dat bin ich (...) Ephraim: det er mig. Min herre kender vel Efraim? - So kenner (...) Mussier: da (derimod, til gengæld) kender jeg ham, min herre.

528

204

✂ Und ich bin (...) Ephraim: og jeg er den lille jøde E. - Und ich bin (...) hebben: og jeg er en mand, hvis forfædre har boet i den store by Jerusalem. - Und ich bin hidkommen (...) Blut: og jeg er kommet her for at kræve betaling for mine udlånte klæder. Men det skal ordnes uden blod(sudgydelse). - dit Skiæg (...) vandrende Ridder: hentydning til »den evige (omflakkende) jøde«, se n.t.s. 134. - All zu viel (...) Kinder: alt for meget vandrende, desværre! både jeg og andre Israels børn (dvs. jøder). - Møssier ich heb (...) von Abend: min herre, jeg har ikke tid, jeg må udlåne dragten til en maskerade i aften. - Masqverade: på det tidspunkt, hvor komedien første gang opførtes (juni 1724), havde teatrets ejer og skuespillerne tilladelse til at bruge salen til offentlige forlystelser, herunder maskerader, uden for spilletiden og således skaffe sig og teatret en tiltrængt biindtægt. - Pack dig: forsvind. - Træck ju man ut (...) Gerecht: træk ud (dvs. træk blank), eller du skal føle effekten (virkningen) af lands lov og ret.

205

✂ Bist du (...) so lang: har du været væk i fyrretyve år, så må du også betale for fyrretyve år. Vi vil straks gøre regning. Farvel så længe. - Spectatores: lat.: tilskuerne. - Nu haaber vi (...) Johannes heede: epilogen, der understreger komediens karakter af travesti (se n.t.s. 133), er udformet i såk. »Bording-strofer« (efter den virtuose da. baroklyriker Anders B., 1619-1677), fire-linjede, krydsrimede strofer med vekslende 4- og 3-fods jamber; nogle af versene indeholder gentagelser fra Holbergs lille lejlighedsstykke Nye-Aars Prologus fra 1723. - tvende Dage: to døgn, dvs. inden for »tidens enhed« (se n.t.s. 146), liberalt fortolket. - vare meere lenge: se n.t.s. 146. - efter Reglerne: den klassiske dramaturgis regler; der sigtes især til »enhederne«, se n.t.s. 146 og 152 - tvende sneese Aar: 40 år. - tvende sneese (...) Mands Alder bliver: se n.t.s. 146. - Fra Grækenland til Troja gaaer: se n.t.s. 152. - Kiemper (...) Hexeri: se n.t.s. 185. - Beleyringer og Kriige: se n.t.s. 148 og 176. - Tog, Jomfrue-Rov: se n.t.s. 148. - Nu et (...) Rige: se n.t.s. 152.

206

✂ Sig Livet vil fratage: se n.t.s. 191. - Folk skabt om (...) gloend Drage: se n.t.s. 185. - En Harleqvin (...) Herskab plager: man ser også en H. (der sigtes til Chilian), der plager (sit) herskab med snak. - To sneese Aar (...) Tid fordrive: se n.t.s. 146. - Tydsk Comoedie (...) Broelægger-Stræde: se n.t.s. 133. - Vil jeg Johannes heede: »må I kalde mig Mads«.

✂

Erasmus Montanus

207

✂ Erasmus (...) Berg: E.M. er et latiniseret navn; det var almindelig skik blandt studenter og akademikere i 16.-l8. årh., da lat. var internationalt lærdomssprog, at konstruere sig et sådant. Idet M. er et 529 tillægsord på lat. og betyder »bjerg-« el. »fra bjerget«, kan E.M. enten være en simpel oversættelse af Rasmus B(j)erg, eller han benytter (ligeledes efter tidens skik) sin hjemstavn som tilnavn; denne (og dermed handlingens sted) betegnes jo fl. st. som »her på Bierget« (I,1, s. 209, I,2, s. 210 og IV,4 s. 262), om dette stednavn jvf. Jeppe paa Bierget; se også n.t.s. 79.

208

✂ Montani: lat.: Montanus'. - Fæstemøe: forlovede. - Ridefogd: ridefoged, herremandens godsforvalter.

209

✂ Actus: lat.: akt. - stakkels: jævn, simpel. - besynderlig: især. - de Høylærdes Bønder: fæstebønder på Universitetets gods. - disputere: diskutere metodisk; på Universitetet havde man på komediens tid regulære »disputationer«, øvelser, hvorved de studerende blev trænet i logisk argumentation (og latin). - præke: langt de fleste af tidens akademikere endte som præster. - fortryde paa: ærgre os over. - sat paa: spenderet på. - skiøtter (...) om: synes om. - Avind: misundelse. - Avlingen: landbruget. - legge (...) paa Hiertet: tage mig af. - sommend: såmænd (mild ed, af hellige mænd, helgener).

210

✂ min hierte: min kære. - Academicus: akademiker, student. - Laqvei (...) Skriver: opremsningen af jævne, da. ord (personbetegnelser), der er blevet erstattet af mondæne fremmedord, har sin sandsynlige kilde i H.W. Laurembergs Fire Skiæmpte Dicte (1652), 3. digt: Om Allemodiske Sprog og Tituler, v. 440-452, Fire Skjæmte-digte, udg.: J. Paludan (1889-1890) II, s. 85f. - Laqvej: lakej, tjener (i fornemme huse). - Matrasse: vulgariseret fr.: maîtresse, elskerinde. - Bislaaperske: fordansket platty.: elskerinde (jvf. højty.: Beischläferin). - Frøken: på komediens tid titel på ugift kvinde af højere stand; titlen begyndte dog at vinde udbredelse i borgerstanden. - Statsmøe: stadsmø, selskabsdame el. kammerpige i fornemt hus; »Jomfru« havde i Jeppes opregning passet bedre som modstykke til »Frøken«. -Sikketerer: forvanskning af: sekretær. - Latinen og: også latinen. - Logicam, Rhetoricam og Metaphysicam: tre fag på »grunduddannelsen« på datidens universitet, logik, retorik og metafysik (anført på lat. og bøjet i afhængighedsfald, fordi de står som genstandsled i sætningen). - Logicam: logik er læren om at drage (formelt rigtige) slutninger; faget fungerede desuden som indføring i filosofi. - Rhetoricam: retorik el. veltalenhed, opøvelse i en smuk og virkningsfuld (latinsk) sprogbrug; siden middelalderen en humanistisk grunddisciplin. - Metaphysicam: egl. læren om det immaterielle (over-fysiske); som studiefag var m. læren om de filosofiske grundbegreber. - Degn først: da mange degne havde teologisk embedseksamen, var avancementet fra degn til præst almindeligt.

211

✂ Ritualen: kirkeritualet (det nyeste på komediens tid fra 1685) indeholder forskrifter for de kirkelige handlinger. - forskreven: skrevet 530 fejl. - capabel: i stand til. - Aurora: Aurora Latinitatis, lat.: latinkundskabens morgenrøde (dvs. begyndelsesgrunde), udkommet 1638, var en glosesamling, beregnet til og alm. benyttet som begynderbog ved latinundervisningen i gymnasierne (»latinskolerne«). - Ala (...) Smør: Pers gengivelse af de første og snarest følgende gloser i Aurora (se foreg. note) er fejlfuld: »Braba« skal være »barba«, »coena« betyder ikke »natpotte«, men »aftensmad«, »cerevisia« er (alfabetisk) fejlplaceret og oversættes kun korrekt ved første nævnelse, men forkert ved gentagelsen, »campana« betyder ikke »klokker«, men »klokke«, »lana« ikke »ulv«, men »uld«, »ancilla« gentages blot. - forbandet: (her:) fantastisk. - faat Brød for Kone: hentydning til den i tiden udbredte praksis, at ansøgeren til et præsteembede skulle (være villig til at) gifte sig med forgængerens enke. - Die Venens (...)profecturus sum: lat.: på fredag tager jeg hjem fra Kbh. - høyttravend: kunstlet udtrykt, spindsfindigt, vanskeligt at forstå. - der er (...) Russer til Kiøbenhavn: Per »oversætter« ud fra lydlige ligheder mellem lat. og da. ord. - profecto: lat.: sandelig. - Russen (...) her igien: i 1716, under den Store Nordiske Krig (1709-1720), havde den russ. zar Peter den Store, Da.s allierede, opholdt sig i Kbh. med et større troppekontingent for herfra at gøre landgang i Sverige. - Moscoviter: folk fra delstaten Moskva (og i videre forstand: fra Rusland). - Russer: førsteårsstuderende (af lat.: depositurus, en, der skal deponere, dvs. optages som egl. universitetsstuderende). - faar Salt og Brød: ved optagelsesceremonien på Univ. fik de nye studerende nogle gran salt på tungen og nogle dråber vin på hovedet.

212

✂ skiøtter (...) om: bryder mig om. - med Permission: med forlov. - deponerede fra: blev student fra. - Slagelse Skole: latinskolen i S., oprettet 1508. - Per Monsen (...) Iversen: navnene tyder på studenternes rekruttering fra jævne samfundslag. - Finkeljokom: brændevin. - Skiæg paa Hagen: latinskoleeleverne kunne blive gamle i øverste klasse; de ernærede sig da som »løbedegne«, dvs. »tilkaldevikarer«. - Materie: emne, fagområde. - fornøyed: tilfreds. - Formænd: forgængere. - Observationer: overvejelser, spekulationer. - paa den Fod: i en sådan stand. - For min Tid: før m.t. - Liig-Sange: begravelsessalmer. - iligemaade: tilsvarende. - var og Degn: var også d. - Forretninger: gøremål.

213

✂ Rixdaler: rigsdaler, se n.t.s. 11. - baadet: gavnet. - Singot: skål (egl. en velsignelse). - heller: ellers. - gemeenlig: sædvanligvis. - er ikke skaaren for Tungebaandet: har ordet i sin magt (har ikke haft behov for den lille, tidl. alm. spædbørnsoperation, hvorved tungebåndet løsnedes ved klip el. snit). - Kloster-Latin: det ukorrekte, skødesløse latin, som studenterne talte som øvelser på »Klosteret«, dvs. 531 kollegiet (Regensen), især under måltiderne. - Kloster-Lærredt: fint, ty. lærred. - God Taar: skål.

214

✂ mare: såmænd (mild ed, efter Jomfru Marias navn). - Panis (...) Ablativus Pano: forsøg på at bøje det lat. »panis« (brød) i casus (fald); Pers bøjningsremse er ikke blot ufuldstændig, men helt forkludret, idet ordet, der på lat. bøjes efter 3. deklination, får tilføjet endelserne, der hører til 2. deklination; dog vil vokativ-formen »panus« være umulig under begge bøjninger. - Hillement: »ih, du store!«. - vitløftig: kompliceret. - Panis grams: »gravis« (lat.) betyder: tung. - Panis finis: »finis« (lat.) er et navneord og betyder: grænse el. afslutning. - Saxo Grammatica: S. (omkr. 1200), muligvis klerk (sekretær) for Absalon, kendt alene for og gennem sit historiske værk Gesta Danorum (lat.: Danskernes Bedrifter); pga. sit stilsikre og citatrige (»sølvalder«-)latin kaldet »Grammaticus« (lat.: den lærde; »Grammatica« betyder simpelt hen: grammatik); hvad Per i øvrigt meddeler om S. er det rene vrøvl. - Donat: betegnelse for en lat. grammatik (opkaldt efter rom. lærd fra 4. årh. e.v.t.). - Tyrkesk Bind: bind af flerfarvet papir.

215

✂ Pergement: pergament er behandlet skind, der tidl. anvendtes til bogbind. - declineres: bøjes. - declineres ligesom ala: dvs. efter 1. deklination, se n.t.s. 214 ovenf. - Litanie: kirkebøn. - Amen: ordet, der afslutter bønner og betyder: det skal ske!, er hebr. - artigt: morsomt. - finde Karl for sin Hat: finde en, der kan magte ham, som ikke stikker op for ham. - taget Troen fra: se n.t.s. 83. - Cantor: sanglærer og korleder.

216

✂ Mark: 1 mark = 1/6 rigsdaler = 16 skilling; i 1995-købekraft = ca. 25 kr. - ut re (.. .) fa sol: ved den såk. solmisation, den i middelalderen anvendte metode til indøvelse af musikalske intervaller, navngav man tonerne inden for hver hexakord (6-tonet interval; i sådanne var det middelalderlige tonesystem inddelt); ut, re, mi, fa, sol, la (nemlig efter første stavelse i hver linje i en lat. hymne til St. Johannes; senere benævntes den 7. tone: si (eft. begyndelsesbogstaverne i Sancte Iohannes). - vocal Musiqve: sangkunst. - Ut, re, mi (...) si, ut: se n.t.s. 216 ovenf. - ut, si, fa (...) re, ut: som det ses, kan Per ikke holde styr på tonenavnene i den nedadgående skala, men ombytter »la« med »fa«; at Per heller ikke har styr på sin (forældede) »lærdom« inden for musikkens område tjener komediens personkarakteristik, og det er derfor vold mod tekstens mening, når udgivere af Erasmus Montanus ved normalisering af tonerækken »retter« hans fejl, som der har været tradition for at gøre. - Ut, re, mi (...) ut, Re: se n.t.s. 216 ovenf.; Per ombytter påny »la« med »fa« (to gange), se foreg. note. - ut re mi dore mi ut: se n.t.s. 216 ovenf; i ital. musiktradition 532 udskiftedes »ut« med »do« i 17. årh.; Per sammenblander de to navne på hexakordens første tone; at »dore« skrives i ét ord kan illustrere, at Per her forsøger at »synge hastigt«. - Svoger: således tiltaltes den, med hvis familie man var forbundet gennem (her: børns aftalte) ægteskab. - Tidende: nyheder.

217

✂ fuldkommen: gået i opfyldelse. - tilforn: tidligere.

218

✂ forliebt: forelsket. - komme sammen: bliver gift. - Brød: stilling, udkomme. - for en Ulykke: kraftudtryk, »for pokker«. - Spot: skam, skændsel. - paa hand faar jo: om, at han får.- mare: såmænd (en mild ed, dannet af Jomfru Marias navn). - kand (...) staa: er førsteklasses, er hævet over kritik.

219

✂ staaet (...) Skole-Ræt: skolens strengeste pryglestraf, hvori alle elever og lærere deltog. - i 4de Lectien: i fjerde klasse, halvvejs gennem (latin-) skoleforløbet. - vaer mig (...) ad: giv mig besked.

220

✂ Elamitisk: (i Biblen betegnelse for:) persisk; omtales i Ap.G. som et eksotisk sprog (2,8-9). - probe Majoren: fejl for: probe majorem, lat.: bevis oversætningen, dvs. en af præmisserne i en treleddet logisk slutning, en såk. syllogisme, se n.t.s. 119. - falt (...) klog Mand (...) Nar paa Jorden: historien om den lærde mand, der kommer galt af sted i den fysiske verden pga. sin betragtning af stjernehimmelen og derfor får skudsmålet »klog på himlen, nar på jorden«, fortælles med tilknytning til flere personer, i hvert fald: 1) Thales fra Milet, gr. filosof fra 6. årh. f.v.t.; en kilde er her Diogenes Laertios (se n.t.s. 130), I, 34. 2) Tyge Brahe, da. astronom 1546-1601; en kilde er her den ty. anekdotesamling Leyer Matzs lustiger Correspondents Geist, Kbh. 1670,s. 135f. - Hosene: strømperne.- Studia secundas (...)præbent: lat.: studier forskønner medgangen (og) yder trøst i modgang, lidt unøjagtigt citat fra den rom. taler og filosof Ciceros (106-43 f.v.t.) Pro Archia (lat.: Til forsvar for Archias), 7,16. - mig fattes: jeg mangler. - Børne-Lærdom: hvad man lærer i skolen, især i religion.

221

✂ Pibehovedet (...) et Hull (...) sin Hat: hatten ligger antagelig foran E.M. på bordet og tjener til støtte for hans langskaftede kridtpibe. - studentikos: lat.-gr.: på studentermanér. - Invention: opfindelse, påhit. - kysser paa Haanden og flyer: se n.t.s. 125. - Hvi saa?: hvorfor det? - at jeg jo er: at jeg er. - Philosophiæ Baccalaureus: lat.: baccalaur i filosofien; indehaveren af den filosofiske baccalaur-grad havde nogle års studium bag sig, men af overvejende forberedende art; det var navnlig de filosofiske grunddiscipliner, hvori han havde aflagt prøve; det tilbagelagte studium ville ingenlunde overstige nutidens »1. del«/»bifag«/»grunduddannelse«. - profecto: lat.: visselig.

222

✂ Montanus (...) i Kiøbenhavn: se n.t.s. 207. - Montanus (...) Berg paa Dansk: se n.t.s. 207. - Examina: lat.: examiner. - dutte: tiltale med »du«. - Tølpel: tølper, grov og ubehøvlet person.

533

223

✂ det runde Taarn: Rundetårn i Kbh. - Klosteret (...) Lærret: samme misforståelse, som Nille gjorde sig skyldig i s. 213, se noter hertil.

224

✂ Udstyr: brudeudstyr el. medgift. - styrer (...) ud: udstyrer, giver udstyr, se foreg. note. - præke her (...) udi Byen: se n.t.s. 209. - giør mig ikke saa gemeen at: nedlader mig ikke til at. - disputere: i E.M.'s mund tager ordet betydning af de »disputationer«, han har deltaget i på Universitetet (se n.t.s. 209); disse øvelser blev drevet på den måde, at læreren (= professoren) fungerede som ordstyrer el. dirigent (kaldet præses) og udpegede en studerende (kaldet respondent) til at forsvare en påstand, andre (kaldet opponenter) til at angribe og forsøge at modbevise den. Da det først og fremmest gjaldt om at træne de studerende i logisk argumentation og talt latin, var den diskuterede påstands faktiske sandhed el. holdbarhed mindre væsentlig. I Jacobs mund betyder ordet slet og ret: diskutere, skændes, jvf. de flg. replikker. - Pigerne: det kvindelige tyende på gården. - Om Englene (...) andet dislige: de nævnte spørgsmål, af teologisk og astronomisk art, ligger meget tæt op ad, hvad der faktisk var blevet behandlet i akademiske disputatser i årene forud for komediens affattelse (1722-1723), eller hvad der var genstand for videnskabelig debat i samtiden, jvf. Ebbe Spang-Hanssen: Erasmus Montanus og naturvidenskaben (1965), s. 49ff. Om englene var skabt før menneskene var således emnet for den da. teolog Hans Bartholins (1665-1738) disputats fra 1710, spørgsmålet om Jordens nøjagtige form rejstes af to af tidens mest fremragende naturvidenskabsmænd, englænderen Isaac Newton (1642-1727) og franskmanden G.D. Cassini (1677-1756), og spørgsmålet om himmellegemernes størrelse og indbyrdes distance hørte til den da. astronomiprofessor Chr. Horrebows (1679-1764) specialer.

225

✂ Animal brutum: lat.: dumme dyr. - Fæstemøe: forlovede, kæreste. -profectò: lat.: sandelig.

226

✂ mare: se n.t.s. 218. - Evangeli-Bog: de bibelske tekster og bønner til hver søndags gudstjeneste, samlet i ét (lille) bind. - Catechismus: lille bog indeholdende den kristne troslæres grundtekster, et kristentroens kompendium, specielt Luthers Lille Katekismus med »børnelærdommen« (se n.t.s. 220). - Allarm: ståhej, larm. - Jevnlige: ligemand. - Skielm: skarn, slyngel.

227

✂ regne ham det til: regne ham det til last. - Tølpel: se n.t.s. 222. - Importunissimus (...) Juvenis: lat.: højst uforskammede og frække unge fløs. - Transcendentalibus: lat.: de filosofiske (især metafysiske, se n.t.s. 210) grundbegreber; det lat. ord transcendentalia er her bøjet i ablativ, fordi »med« styrer abl. på lat. - Mark: se n.t.s. 216. - forivret sig: blevet så ophidset, at det er skadeligt.

228

✂ Bord (...) Straa: ved disputationsøvelserne (se n.t.s. 224) forekom 534 det, at præses valgte en åbenlyst absurd påstand, som det da blev respondentens opgave at forsvare bedst muligt - altsammen blot for øvelsens skyld. - den som drikker (...) lyksalig: E. M. åbner her en syllogisme, idet han (som tese og provokation) fremfører konklusionen først, om syllogismer se n.t.s. 119; eksemplet her er autentisk, idet den findes som nr. 15 i de Theses quædam logicæ« (lat.: Nogle logiske teser), som B. Meizon (Favonius) forsvarede i 1703; i Caspar Bartholins Logicæ peripateticæ præcepta (lat.: Regler for den aristoteliske logik), E.M.-generationens lærebog i logik, findes eksakt denne »syllogisme« anført som eksempel på en formelt forfejlet pseudoslutning, kap. 13 (16184 , s. 54). - Qvicunqve (...) bene dormit: lat.:enhver der drikker godt, sover godt, syllogismens undersætning (se n.t.s. 119). - sover vel (...) synder ikke (...) lyksalig: skal tilsammen fungere som syllogismens oversætning (se n.t.s. 119). - giøre jer til en Steen: den flg. slutning er kun en syllogisme i sin ydre (treleddede) skikkelse; dens formelle fejl består i, at begge præmisser er benægtede, hvilket ikke tillader nogen konklusion; eksemplet synes taget fra den sengræske satiriker Lukians (125-175 e.v.t.) dialog Filosofier til salg, 25. I Logica peripateticæ præcepta (se n.t.s. 228 ovenf.) findes en lignende syllogisme (med »træ«, »sten« og »menneske«, og med påpegning af en sådan slutnings formelle fejlkonstruktion (de negative præmisser), kap. 8 (16184, s. 40).

229

✂ Ergo: lat.: altså, indleder syllogismens konklusion. - konstigt: vanskeligt, indviklet. - mine Been (...) kolde: også denne psykologiske reaktion findes i historien hos Lukian; men også uden litterært forbillede giver Nilles »realisme« god mening: som almuekone må hun anse E.M., der taler et uforståeligt sprog og foretager verbale »omskabelser«, for en magiker, der som sådan med sine formularer virker ind på virkeligheden. - En Steen (...) tale: her påbegyndes en ny syllogisme, hvis oversætning hermed formuleres; også denne opfølgende syllogisme hører til historien hos Lukian. - hun kand tænke: ordet »sten« har aldrig været hunkøn på da., heller ikke i dialekter. - Morlille kand tale: syllogismens undersætning (se n.t.s. 119). - stakkels: almindelig, jævn, sølle.

230

✂ imidlertid: i mellemtiden. - Kappen: regnslaget.

231

✂ Glæde for: glæde af. - Skilling: gl. småmønt, l sk. = 1/16 mark, i 1995-købekraft = ca. 1,50 kr. - Ridefogden (...) Tilstand: som forvalter var r. »godsejerens mand« i forhold til fæstebønderne og skulle bl.a. inddrive afgifterne til ham hos dem, se n.t.s. 81. - Landgilde: se n.t.s. 81. - Kaal: karl, fyr. - af Haanden i Munden: så nødtørftigt, at man lige har til føden.

232

✂ Agger: ager, mark. - Avling: landbrug. - vanartige Skielm: ondsindede 535 slyngel. - artig: beleven, velopdragen. - Artighed: kløgt, vid. - vare (...) derom: minde derom. - mare: se n.t.s. 218.

233

✂ - Latine Bogstav: komisk forveksling af sprog og bogstav; lat. bogstaver har været enerådende i europæisk skriftkultur siden middelalderen; dog anvendtes »latinsk skrift« i ældre tid om den skrift (og det tryk), der ikke var gotisk (fraktur, »krøllede bogstaver«) og dermed var usædvanlig(t). - Drolen splide: Fanden tage. - faa skam paa din Mund: komme til at bøde for, hvad du siger. - calfatred: givet en hård medfart. - seer ingen Personer an: tager intet hensyn til personers stilling el. status. - Stolaen: stalden.

234

✂ kaaget: kigget. - kaade (Mund): som taler utilbørligt. - curiøsk for: nysgerrig efter. - Omgiængelse: omgang, regelmæssig kontakt.

235

✂ Idioter: uvidende personer. - Ordinarius Opponens: lat.: ordinær, beskikket opponent ved en disputation, se n.t.s. 224. - Merita: lat.: fortjenester. - Partes: lat.: rolle, opgave. - misere & hæsitanter absqve methodo: lat.: elendigt og nølende uden metode. - Præses: se n.t.s. 224. - distingverede: skelnede. - inter rem & modum rei: lat.: mellem tingen(s væsen) og tingens måde (dvs. ydre egenskaber), en af de fundamentale begrebsforskelle i metafysikken (se n.t.s. 210). - qvid hoc est: lat.: hvad er (betyder) det? - anteqvam in arenam descendis: lat.: inden du træder ned på kamppladsen. - avæ bruta: lat.: hvilke stupiditeter. - ignorerer: er uvidende om. - distinctiones Cardinales: lat.: de grundlæggende begrebsforskelle. - publice: lat.: offentligt. - legge (...) paa Hiertet: tage sig af. - Ignorant: uvidende person. - merke: indse. - Et qvidem plane (...) philosophia: lat.: ja, en helt fremmed i filosofien. - legge (...) fra sig: benægte. - Lod (...) noget gaae: fjærtede. - confunderede: sammenblandede, forvekslede. - materiam cum forma: lat.: stoffet med formen.

236

✂ Proemie: lat.: indledning. - Lectissimi & Doctissimi Auditores: lat.: velbelæste og højlærde tilhørere. - Sætter mig Lectissimus for Doctissimus: sætter »velbelæst« (tiltale til studenterne) før, inden »højlærde« (tiltale til professorerne). - Prædicat: betegnelse, benævnelse. - en Deposituro: lat.: en rus, se n.t.s. 211; her bøjet i dativ på lat., fordi det er hensynsled i sætningen. - sætte min Besøgelse op: udsætte mit besøg. - Metaphysica, Logica: se n.t.s. 210. - Prioritet: forret, forrang. - Capitels Retten: tamperretten, se n.t.s. 138.

237

✂ Serviteur Monsieur: fr.: (hans) tjener, min herre, alm. hilsen.

238

✂ Jorden er rund: Jordens rundhed var på komediens tid langt fra nogen ny eller »kættersk« opfattelse, men havde tværtimod været hævdet i så temmelig ubrudt tradition siden Aristoteles (4. årh. f.v.t.); dog har det nok været alm. hos almuen at sammenblande spørgsmålet om Jordens form med det mere penible spørgsmål om 536 verdensbillederne (se n.t.s. 238 nedenf.) - flack: flad. - Pebling Søen: P.S. lå uden for Kbh.s volde. - aldrig: slet ikke. - Jorden løber (...) stille: det moderne, kopernikanske verdensbillede, efter den ty.-po. astronom Kopernikus (1473-1543), der i sit værk om himmellegemernes bevægelse fra 1543 lancerede sit heliocentriske verdensbillede, hvori planeterne bevæger sig omkring solen (af gr.: Helios, sol), som er det hvilende midtpunkt. Denne opfattelse fortrængte langsomt det hidtidige, af kirken støttede, ptolemæiske (efter den gr. astronom Ptolemaios, 2. årh. e.v.t.), geocentriske verdensbillede (af gr.: ge, jord), iflg. hvilket solen og planeterne bevæger sig omkring den stationære jord. Når da. astronomer nølede med at slutte sig til den kopernikanske model, skyldtes det ikke mindst det indenlandske alternativ, de havde for øje i form af det tychoniske verdensbillede, efter Tycho Brahe (1546-1601), der var kommet frem til, at Jorden omkredses af solen og månen (som hos Ptolemaios), og at solen omkredses af de øvrige planeter (som hos Kopernikus). På komediens tid vaklede den astronomiske sagkundskab ved Kbh.s Universitet endnu mellem det kopernikanske og det tychoniske verdensbillede, jvf. Spang-Hanssen (se n.t.s. 224), s. 13-23. - Ingen (...) meer derom: se foreg. n. - falde iblant: falde omkring mellem hverandre. - løbe: sejle.

239

✂ velte sig om: dreje sig, rotere. - klipper ... Stjerner af: E.M. fremsætter naturligvis denne fantastiske forklaring mod bedre vidende og for at gøre nar af Jesper. - curiøskt: mærkeligt, ejendommeligt. - Materie: stof. - Catolsk i Hovedet: forstyrret, afsindig. - hvor got Folk (...) efter: gl. da. ordsprog, Mau nr. 2236.

240

✂ deponerede: se n.t.s. 211. - Blev (...) rejicered: dumpede (til studentereksamen, der på komediens tid afholdtes på universitetet, ikke på latinskolen (= gymnasiet)). - conditionaliter: lat.: betingelsesvis, dvs. de blev optaget på prøve. - Imprimatur: lat.: må trykkes; under den da. enevælde (1660-1849) eksisterede der censur på trykte publikationer; hvervet som statens censor, der skulle påse, at skriftet intet indeholdt i strid med sædelighed, religion og kongemagt, gik på tur mellem universitetets professorer; lod censor skriftet passere, gav han det påtegningen I. + sit navn; Per opfatter derfor »I.« som censors titel.

241

✂ Nomen: lat.: navneord. - Verbum: lat.: udsagnsord. - Cujus declinationis: lat.: efter hvilken (navneords-)bøjning. - Alle de Ord (...) Interjectio: regel fra begyndergrammatikken (Donaten, se n.t.s. 214) vedr. ordklasserne; Pers »Principium« (lat.: princip) er en fejl for: participium (lat.: tillægsmåde), og Conjugatio og Declinatio (lat.: betegnelser for hhv. udsagnsords og navneords bøjningsklasser) er ikke ordklasser, men Pers egne (irrelevante) tilføjelser. - Nomen (...) 537Interjectio: navneord, stedord, udsagnsord, princip (fejl for: tillægsmåde, jvf. foreg. n.), udsagnsordsbøjning, navneordsbøjning, udråbsord. - ryste sine Ærmer: rykke ud med sin viden, folde sig ud (på stående fod). - Genitivo: lat.: genitiv, ejefald; selve ordet g. er her bøjet i ablativ, fordi »i« i dette tilfælde styrer abl. på lat. - Nominativus (...) Ala: Per »svarer« ved at bøje »ala« (lat.: vinge), den første glose i Aurora (se n.t.s. 211), i casus (fald); hans bøjningsremse er (igen) ikke blot ufuldstændig, men også forkludret, idet han sammenblander endelser fra 1. og 2. bøjning (deklination). - Nominativus: lat.: nævnefald. - Genitivus: lat.: ejefald. - Dativus: lat.: hensynsfald. - Vocativus: lat.: tiltalefald. - Ablativus: lat.: gram. fald på lat. uden da. sidestykke el. navn, bruges bl.a. efter visse forholdsord. - deponerede: se n.t.s. 212. - scandere: skelne skarpt mellem lange/betonede og korte/ubetonede stavelser. - Lectie: (latinskole-)klasse. - Kiøbenhavns Skole: der var to latinskoler i Kbh., St. Petri og Vor Frue (Metropolitanskolen). - Hebraiske og Chaldaiske Vers: det var i 17. og 18. årh. ikke uset, at ambitiøse akademikere demonstrerede kendskab til også mere eksotiske oldtidssprog. - Hebraisk(e): h. var skolefag i latinskolen. - Chaldaisk(e): kaldæisk, babylonisk el. jødisk oldtidssprog, visse (yngre) dele af GT er overleveret herpå.

242

✂ Sinke-Lectien: nederste klasse. - Herredtzfogeden og Amtsforvalteren: H.: herredets dommer og politimester; A.: amtets skattedirektør; sådanne embedsmænd var på komediens tid endnu uden akademisk uddannelse. - E qva Schola (...) mi Domine?: lat.: fra hvilken skole blev De student, min herre? - Adjectivum (...) conveniunt: lat.: Tillægsord og navneord skal stemme overens (ved fejlbøjning kommer Per til at sige: stemmer overens) i køn, tal og fald (ved fejlbøjning kommer Per til at sige: ost), regel fra begyndergrammatikken, Donaten (se n.t.s. 214); Holberg har antagelig lånt dette indfald fra Molière, der i sin komedie Le Médecin malgré lui (fr.: Lægen mod sin vilje) fra 1666 lader brændehuggeren Sganarelle fremsige samme lat. svada, da han skal agere læge (II,4). - maaler ham (...) Skieppen fuld: svarer godt for sig, giver ham, hvad han har fortjent (»godt af«). - Pæl: ca. ¼ l. - deponered: se n.t.s. 211. - hen i Taaget: hen i vejret, forvrøvlet sludder. - Tunc (...) ardet: lat.: det angår også dig, når naboens væg brænder; næsten ordret citat fra den rom. digter Horats' (65-8 f.v.t.) epistler I,18, v. 84; versemålet er hexametret (= 5 daktyler el. spondæer + l trokæ el. spondæ). - vil (...) gaae an: går det rigtig løs. - Pølse-Snak: vrøvl.

243

✂ nogle Spørsmaal: de flg. gåder med bibelsk stof er beslægtet med dem, der findes i en bog fra 1593-1600, der populært kaldtes Præstepinen, nemlig den tyske hofpræst Michael Sachs' Christlicher Zeitvertreiber oder Geistliches Rätzelbuch (ty.: Kristelig tidsfordriver eller538åndelig gådebog), oversat til da. som En liden Aandelig Spørgsmaals Bog (1605) af den no. teolog H. Gunnarsen. - skriger stærkere (...) Landsby-Degne: se n.t.s. 83. - Asen: æsel. - Noæ Arck: 1. Mos. 6-8. - forslagen: kløgtigt, udspekuleret. - Cain (...) Abel ihiel: 1. Mos. 4,1-16.

244

✂ qffirmanti (...) probatio: lat.: beviset påhviler den, der fremsætter påstanden. - Omnia conando (...) vincit: lat.: ved at forsøge alt sejrer den lærenemme dygtighed, tillempet citat fra den rom. digter Marcus Manilius' (omkr. år 0) værk Astronomica 1,95; anvendtes som motto på den lat. begyndergrammatik, Donaten (se n.t.s. 214); verseformen er hexametret (se n.t.s. 242). - qvid est Logica?: lat.: hvad er logik? - Post molestam (...) humus: lat.: efter den brydsomme alderdom (Per forsyner dette ord med en forkert bøjningsendelse) vil jorden eje (ved fejlbøjning kommer Per til at sige: ejede jorden) os; (altså fejlfuldt) citat fra den middelalderlige, fra Ty. stammende studentervise »Gaudeamus igitur« (lat.: lad os altså glæde os) med titlen »De brevitate Vitæ« (lat.: om livets korthed), 1. strofe. - fixere mig: gøre grin med mig. - echaperer: flygter. - tilforn: tidligere.

245

✂ slemmere: »skrappere«. - forbandet: fantastisk, »pokkers«. - Christne Navne: døbenavne. - fornye sin Myndt: forbedre sin anseelse.

246

✂ staar (...) an: passer. - Jorden (...) all Reglion (forvanskning af: religion): se n.t.s. 238. - synderlig: videre god(t), »noget at råbe hurra for«.

247

✂ koldsindig: uvenligt, ligegyldigt. - catolsk i Hovedet: forstyrret, tosset. - Daarlighed: tåbelighed. - profectò: lat.: sandelig. - hun: den (jorden var opr. hunkøn også på da.). - Sanden: sandhed. - Fanden (...) Løgnens Fader: citat af Joh. 8,44. - der jo fordømmer: der ikke fordømmer.

248

✂ Philosophien: filosofien var samlebetegnelse for alle videnskaber. - giøre (...) got: bevise.

249

✂ tilstaar: giver medhold i. - en fæd (fed) Karl: en køn fyr (ironisk). - daarlig: tåbelig. - Mile: 1 da. mil = ca. 7 ½ km. - 12 Himle (...) Chrystal Himmelen: se n.t.s. 168. - qvantæ tenebræ: lat.: hvilket mørke (vankundighed). - Kiiler Omslag: det årlige marked i Kiel, vigtigt for da. handelsfolk. - Domine Jeronyme: lat.: Hr. Jeronimus.

250

✂ foer ilde: aborterede. - tilforn: inden. - rejicered: dumpet. - Attestatz: teologisk embedseksamen. - der skeer jo: uden at der sker. - skylde paa: skyde skylden på. - iligemaade: ligeledes. - naturlig viis: på naturlig måde. - Giækkeri: narreri.1

251

✂ faar ont: bliver dårlig. - Atheist: gudsfornægter, evt. med bibetydningen: en moralsk tvivlsom person. - Sagt, sagt: så sagte, tag det roligt.

252

✂ Sværmere: sværmer, religiøs fanatiker med dogmatiske særstandpunkter. - Litanie: kirkebøn (hvor der bl.a. blev bedt om beskærmelse mod farer og kætteri). - falsk lærdom: kætteri, se n.t.s. 238 539 ovenf. - Ordens Brødre: studiekammerater. - statueret: påstået. - yderste (sidste) Draabe (...) Bleckhorn: denne fordrejning af en patetisk kliché (blæk i st. f. blod) findes fx. i Molières komedie Le Mariage forcé (1668, da.: Det tvungne giftermål), hvor den er lagt i munden på den latterlige »aristoteliske lærde« Pancrace, sc. 6.

253

✂ formedelst: på grund af. - profecto: lat.: virkelig. - ivrer mig: fortaler mig af vrede. - sagte: sagtens. - nam (...) naturam est: lat.: thi det er imod naturen.

254

✂ Fort: straks. - paa Dør: af sted. - Erasmum Montanum: Erasmus Montanus, her bøjet i afhængighedsfald, fordi navnet er genstandsled i sætningen. - Mademoiselle: frøken.

255

✂ sustinered: hævdet. - Reputation (s): anseelse. - falsk Lærdom: se n.t.s. 238. - hæve op: ophæve. - hilser: hils (bydemåde flertal).

256

✂ Leges (...) Laudabiles: lat.: akademiske love og rosværdige sædvaner (el. vedtægter). - Dominus: lat.: (min) herre; Per benytter påny gal bøjningsendelse (i tiltale). - Den gemeene Mand: menigmand. - Vulgus: lat.: hoben. - Commilitones: lat.: kampfæller, medstuderende. -Baccalaureus Philosophiæ: se n.t.s. 221. - publicè: offentligt. - sustinered: hævdet. - som er Ordenen u-anstændigt: formuleringen genkalder det højtidelige løfte, de studerende efter en opnået grad (afsluttende eksamen) måtte aflægge til rektor/universitetet.- ne qvid (...) Philosophica: lat.: at den filosofiske (dvs. akademiske, videnskabelige) republik ikke lider nogen skade; med denne formulering overdrog senatet i oldtidens Rom konsulerne uindskrænket magt i faresituationerne. - methodicè: lat.: metodisk. - ved Pennen: ved handelen, som forretningsmand. - Sognefogden: lokal, uuddannet, underordnet øvrighedsperson. - boesiddende: med egen husstand og fast bolig. - Landgilde: se n.t.s. 81. - Syllogismus: lat.: syllogisme, se n.t.s. 119.

257

✂ Ergo: lat.: altså, således indledes syllogismens konklusion. - opponere: se n.t.s. 224. - binde Munden: bringe til tavshed, overvinde i diskussion. - giøre (...) got: bevise. - kand jeg (...) tale (...) ikke en Hane: denne syllogisme (se n.t.s. 119) er næsten identisk med den, der redder morlil fra at være en sten (s. 229), se note hertil.

258

✂ Proba minorem: lat.: bevis undersætningen, se n.t.s. 119; undersætningen her er: »jeg har Menniskelig Forstand«. - fornemste Poster: vigtigste hverv. - Messe: højmesse. - støbe Voxlys: se n.t.s. 83. - bedre end en Hane: et trick, eftersom syllogismer kun kan etablere identitet el. tillægge egenskab, ikke udpege kvalitetsforskelle. - En Hane (...) Kam i Hovedet (...) I en Hane: nye (falske) syllogismer (se n.t.s. 119) af samme type som den, der gør morlil til sten (s. 229), se note hertil.

259

✂ Takker udi Panden: må være hentydning til Pers uordentlige frisure, ikke til »hanrejhorn«, da han jo er ugift (jvf. I,2). - raabe: vække 540 (husstanden) op. - Ergo: se n.t.s. 257. - Refuter: tilbagevis, gendriv. - Syllogismum (...) tibi propono: lat.: syllogisme (se n.t.s. 119), som jeg nu fremsætter for dig. - En Hane (...) samme Egenskaber (...) en Hane: en sammenfatning (generalisation) af de foreg, »syllogismer«, og altså af samme type som morlil - sten (s. 229), se note hertil.

260

✂ Carnali: slyngel. - Tungen (...) Mund: efter Chr. V's Danske Lov (1683) straffen for gudsbespottelse (6-1-7). - bevise jer over: overbevise jer. - jeg er en Tiener af: her udtryk for høfligt afslag. - Logica: logik, se n.t.s. 210. - Qvincunqve: lat.: enhver, som.

261

✂ Sværmer: se n.t.s. 252. - Methodum Disputandi: lat.: metoden (her i afhængighedsfald, fordi det er genstandsled i sætningen) til at disputere, disputeremetoden. - tag (...) af sted: tag på vej. - toge sig paa: påtog sig. - slaa (...) forsvare det: som det sker s. 271, se note hertil.

262

✂ forpikket mod: fuld af uvilje imod. - Troes Artikel: punkt i trosbekendelsen el. trosgrundlaget. - med egen Haand: brevformular, der angiver, at brevet ikke (som det var hyppigt) er blevet dikteret til en anden (skrivekyndigere) person. - utqve securi (...) animus: lat.: ligesom den vældige træstamme, der er såret af øksen, når kun det sidste hug er tilbage, er i tvivl om, til hvilken side den skal falde, men frygtes fra alle sider - således også (mit) sind; citat fra Metamorphoses, se n.t.s. 167, 10. sang, v. 372-375; versemålet er hexametret (se n.t.s. 242). - Paa den ene (...) anden Side: parodi på den type konflikt, hvori helten i det 17. årh.s fr. tragedier (især Corneilles, 1606-1684) var stedt: mellem den »ædle lidenskab« (pligten) og den »skønne lidenskab« (kærligheden); en god analyse af E.M.'s »konflikt-monolog« er foretaget af H. Hagedorn Thomsen (Meddelelser fra Dansklærerforeningen 3,1975, s. 266-268).

263

✂ Erasme Montam (...) pulle: lat.: Erasmus Montanus (bøjet i tiltalefald), musernes (gudinder for kunster og videnskaber i gr. myt.) og Apollons (gud for musik og musernes leder i gr. myt.) kæledægge. - Philosophus: lat.: filosof, videnskabsmand, lærd. - inter Philosophos: lat.: blandt »filosoffer« (se foreg. n.). - Commilitones: se n.t.s. 256. - Philosophi: lat.: »filosoffer« (se n.t.s. 263 ovenf.). - Jacta est alea: lat.: terningen er kastet; citat fra den rom. historiker Svetons (ca. 70-140) De Vita Caesarum (lat.: Om kejsernes liv) fra år 120, kap. 32; her udtales den berømte sætning af Cæsar, da han 49 f.v.t. overskred floden Rubicon, grænsen mellem Gallien, hvor han var øverstbefalende, og Italien, hvorved han indledte borgerkrigen mod Pompejus. - Dixi: lat.: jeg har talt; en hyppig afslutningsformel hos rom. talere (fx. i sentatet). - mit Hoved er oppe: jeg lever. - skille mig ligemeget: være mig ligegyldigt. - Philosopho: lat.: »filosof« (se n.t.s. 263 ovenf); her bøjet i hensynsfald, fordi det er hensynsled i sætningen.

264

✂ passere for: blive anset for. - staa udi Munden: holde stand, klare sig 541 over for (i diskussion). - Sognefogden: se n.t.s. 256. - Herredsfoged (s): se n.t.s. 242. - naar: hvis. - naar Maansoeren (...) en Hane?: se n.t.s. 229.

265

✂ Audacissime Juvenis: lat.: topmålt uforskammede knægt. - Universalia: lat.: almenbegreber, fagudtryk fra metafysikken (se n.t.s. 210). - entia rationis: lat.: rent forestillede, ikke i virkeligheden eksisterende, fænomener; fagudtryk fra metafysikken (se n.t.s. 210). - formæ substantiales: lat.: tingenes indre virkelighed, modsat deres ydre, tilfældige fremtoning, fagudtryk fra metafysikken (se n.t.s. 210). - absurdissimum: lat.: ganske meningsløst. - Vulgus (...) ademptum: lat.: den ulærde hob er et frygteligt, formløst uhyre, hvem lyset er berøvet (nægtet); tillempet citat fra Vergils Æneide (se n.t.s. 134), 3. bog, v. 658, hvor karakteristikken gælder kyklopen (et énøjet uhyre) Polyfem; versemålet er hexametret (se n.t.s. 242). - qvidditas: lat.: »hvadhed«, filosofisk (metafysisk, se n.t.s. 210) kunstord med nogenlunde samme betydning som »formæ substantiales«, se n.t.s. 265 ovenf. -slog (...) af: afslog. - Den som studerer (...) lærdere: Jacob har her held til at fremsætte en regelret syllogisme (se n.t.s. 119)!

266

✂ Saa holder du (...) vigtigste: E.M. anfægter undersætningen (se n.t.s. 119) i Jacobs syllogisme (jvf. foreg. note). - Pen (...) til Maanen: der sigtes (måske ikke helt realistisk i Jacobs mund) til matematiske beregninger (på papir eller tavle) som grundlag for astronomiske studier; en sådan tendens repræsenteredes ved Kbh.s Universitet af Holbergs uven Horrebow (se n.t.s. 224), jvf. Spang-Hanssen (se n.t.s. 224); det er dog et faktum, at matematikken som hjælpevidenskab generelt var en forudsætning for de epokegørende gennembrud indenfor naturvidenskaberne i 16. og 17. årh. - faa en Ulykke i jere Maver: komme til at sulte. - despetere: forvanskning for: disputere. - Tønde Hartkorn (egl. hårdt korn, dvs. rug, hvede og byg): måleenhed ved jordbeskatning, baseret på jordens frugtbarhed (ydeevne). - Rixdaler: se n.t.s. 11. - Doct. Arent Hvitfelds Krønike, eller Postill: Arild Huitfeldt (1546-1609) var da. historiker og forfatter af Danmarks Riges Krønike (omkr. 1600); han var rigskansler, men ikke doktor, og han har aldrig skrevet nogen postil (dvs. prædikensamling). - u-gemeen: usædvanlig, - fort: straks. - Landsdommeren: landstings- (landsrets-)dommeren. - hand har jo: uden at han.

267

✂ Mark: se n.t.s. 216. - formaliter: lat.: med hensyn til formen. - materialiter: lat.: med hensyn til indholdet. - Prosodien: versebygningen. - Pedes: lat.: (verse-)fødder; en versefod er en rytmisk (metrisk) enhed, bestående af en betonet/lang stavelse og en el. fl. ubetonede/korte. - forslaget: kløgtigt. - Philosophiam Instrumentalem: lat.: redskabsfilosofi (bøjet i afhængighedsfald, fordi det er genstandsled i sætningen) er især basisdisciplinerne logik og metafysik, se n.t.s.

542

210.

✂ - respondere under mig: være respondent ved disputationer, hvor jeg er præses, se n.t.s. 224; ved øvelserne på »Klosteret« (se n.t.s. 213) kunne en baccalaur (se n.t.s. 221) fungere som præses, på selve universitetet var præses en professor. - Lieutenant: løjtnant; når denne figur her optræder som hverver, er det ikke et realistisk træk fra samtiden, men snarere et litterært lån (se n.t.s. 272); de stavnsbundne bønder var værnepligtige, og herremanden/godsejeren forestod udskrivningen; kun blandt den personligt frie bybefolkning kunne hvervning finde sted.

268

✂ en Mund som en Ragekniv: en hvas tunge. - føer: kraftig. - have Hierte: være modig. - complet: perfekt. - til Soldat (...) Student: studenter var fritaget for militærtjeneste og måtte ikke hverves.

269

✂ deponerede: blev student. - Academicus: lat.: akademiker.

270

✂ latinske Autores: (lat.: forfattere): da løjtnanten i mangt og meget deler Holbergs eget syn på studier (se n.t.s. 276), er det nærliggende at underforstå dennes yndlinge bl. de lat. forfattere, nemlig moralfilosoffer som Cicero (106-43 f.v.t.) og Seneca (3 f.v.t.-65 e.v.t.). - Naturens Ræt: naturretten; oplysningsfilosofien søgte herigennem omkr. 1700 at etablere en rent verdslig (af kirkelige autoriteter uafhængig) og fornuftsbaseret jura med almen gyldighed; Holberg bidrog selv hertil med ungdomsværket Natur- og Folkeret (1716). - Moralske Sager: moralfilosofien; oplysningsfilosofiens forsøg på at etablere en moral efter samme retningslinjer som angivet i foreg. note i forbindelse med juraen; Holberg bidrog selv hertil bl.a. med Moralske Tanker (1744) og Epistler (1748-1754). - lapperj: noget skidt. - Academicum: lat.: akademisk. - Philosophiam Instrumentalem: lat.: redskabsfilosofi (bøjet i afhængighedsfald, som »på« i denne sammenhæng ville styre på lat.), se n.t.s. 267. - Logica og Metaphysica: se n.t.s. 210. - jeg jo skulle: uden at jeg skulle. - Academiet: universitetet. - hvor jeg jo var: uden at jeg var. - Opponens: lat.: opponent, se n.t.s. 224. - Philosophus Instrumentalis: lat.: en, der driver redskabsfilosofi, betegnelsen konstrueret af E.M. - passere for: »gå for«, regnes for. - Polyhistor: person, der er bevandret i mange fag. - refuteret: gendrevet. - Jam (...) Pares: lat.:nu er vi altså ligemænd, citat af den rom. digter Martials (ca. 40-102) epigrammer (2. bog, nr. 18); versemålet er ½ pentameter (2½ daktyl). - cedere: vige pladsen for.

271

✂ Ducat: guldmønt, l dukat = 2 rigsdaler, se n.t.s. 11. - capabel: i stand. - Den man elsker mest (...) hugg igien: E.M.'s forsvar for at slå sine forældre genfindes i Aristofanes' komedie Skyerne (424 f.v.t.), hvor Strepsiades har ladet sin søn Peidippides studere logik og (moderne, samfundsopløsende) filosofi hos Sokrates og sofisterne. Til den første af E.M.'s syllogismer svarer her versene 1409-1415; den 543 anden samt hele den strengt logiske (syllogistiske) udformning er uden sidestykke hos Aristofanes. - Syllogismo: lat.: syllogisme (her bøjet i ablativ, fordi (ud)i styrer abl. på lat.), se n.t.s. 119. - profecto: lat.: sandelig. - parole: fr.: (på mit æres)ord. - meensvoren: en, der sværger falsk, løftebryder. - par exemple: fr.: for eksempel.

272

✂ Hvo som har taget Penge (...) Ergo: et sådant hvervetrick genfindes i den eng. dramatiker G. Farquhars komedie The Recruiting Officer (eng.: Hverveofficeren) fra 1706, II,3, hvorfra Holberg sandsynligvis har lånt det (jvf. n.t.s. 267). - Ergo: lat.: altså, indleder syllogismens (se n.t.s. 119) konklusion. - Nego Minorem: lat.: Jeg benægter (syllogismens) undersætning (se n.t.s. 119), altså udsagnet »I har saadant giort«. - Et ego probo minorem: lat.: og jeg beviser undersætningen. - Distinguendum est inter nummos: lat.: man må skelne mellem penge. - Distinguendum (...) accipere: lat.-gr.: man må skelne mellem at modtage penge slet og ret og i en bestemt hensigt. - Distinguendum (...) apparentem: lat.: der må skelnes mellem en sand og en (blot) tilsyneladende kontrakt; et juridisk baseret argument. - Distinguendum (...) modum rei: lat.: der må skelnes mellem tingen selv og dens fremtrædelsesform; et erkendelsesteoretisk (metafysisk) argument, sml. n.t.s. 235. - Mundering: udrustning (uniform m.v.).

273

✂ distinguendum est inter: se n.t.s. 272. - Gevalt!: nødråb ved overfald. -lader: ser ud, klæder. - sorte Kiol (...) en rød: hhv. studentens og soldatens (»standssymbolske«) antræk. - est (...) bedre: tager dig mere fuldkommen ud. - tilforn: før. - Exercerer: ekscercér (bydemåde tiltaleflertal). - raa: uøvet.

274

✂ Værer: vær (bydemåde tiltaleflertal). - banket og barket: pryglestraf var alm. i hæren. - Træhesten: et (især militært) tortur- og strafferedskab, som bestod af en smal planke, anbragt på kant og hvilende på to el. fire ben; delinkventen anbragtes overskrævs herpå. - staaet paa Pælen: alm. militær straf, hvor delinkventen, ofte barfodet, anbragtes stående på en tilspidset pæl.

275

✂ Daarlighed: tåbelighed. - silde: sent. - lade: opgive, ophøre med. -Handtering: (borgerlig) profession, typisk inden for handel el. håndværk.

276

✂ Rixdlr.: rigsdaler, se n.t.s. 11. - opirret: gjort vred. - Positur: stilling. -tractered: behandlet. - fortplanter: forplanter, udbreder. - Frugt af Studeringer: løjtnantens betragtninger over studiers nytte falder i alt væsentligt sammen med, hvad Holberg andetsteds i sit forfatterskab i eget navn har fremført om dette emne; særlig tydeligt træder lighederne frem i fortalen til Natur- og Folkeret (se n.t.s. 270), Værker i tolv Bind (se n.t.s. 148), bd. l, s. 51-55 og i Moralske Tanker (se n.t.s. 270), I,5, udg.: Billeskov Jansen (1992 i Danske Klassikere, s. 35-42). Prof., dr.phil. Niels Haastrup har henledt udgiverens opmærksomhed 544 på en fremmed impuls til løjtnantens/Holbergs ideer i Erasmus Montanus: den tyske naturretsfilosof S. Pufendorfs distinktion mellem »logisk sandhed« og »moralsk sandhed«, behandlet af Holberg i hans Natur- og Folkeret (udg. som ovenf, s. 146). - temperered: besindig. - modest: beskeden. - kiende sig selv: moralbudet »kend dig selv«, som Holberg ofte citerer med tilslutning, stammer fra oldtidens Grækenland, hvor det fandtes indskrevet på Apollontemplet i Delfi; som dets ophavsmand har flere filosoffer været udpeget, bl.a. Thales fra Milet (omkr. 500 f.v.t.) og Solon fra Athen (6. årh. f.v.t.). - Philosophus: lat.: filosof, videnskabsmand, vismand. - subtile Distinctioner: spidsfindige begrebsadskillelser.

277

✂ Lader: optræder. - rødde: udrydde. - Natte-vægt: nattevågen. - Handtering: se n.t.s. 275. - estime: agtelse. - holder (...) for: påstår. - alle lærde (...) rund: se n.t.s. 238.

278

✂ fornøyet: tilfreds.

✂

Don Ranudo de Colibrados

279

✂ Don: sp.: herre, titel til adelsmænd og andre fornemme. - Ranudo: navnet klinger sp., men skal læses bagfra: O du nar; en (næppe historisk pålidelig) anekdote, der har været sat i forbindelse med komedien, fortæller om en ambitiøs sp. syngemester hos den musikglade Chr. IV (1588-1648); syngemesteren blev adlet efter eget ønske - men da under dette navn. - de: sp.: af. - Colibrados: ligesom Ranudo hispanisering af et anekdotisk navn; anekdoten blev på da. grund tilknyttet Fr. IV (1699-1730), i hvis regeringstid Holberg affattede komedien; kongens hofkok ville adles, hvortil Fr. IV spurgte, om det skulle være under navnet von Kohl und Braten (ty.: af kål og steg). - Hoffart: hovmod. - H.M.: initialer for Hans Mickelsen, Holbergs psuedonym på skønlitterære skrifter fra 1720'rne.

280

✂ Acteurs: skuespillere, »roller«. - Grand d'Espagne: fr. form af: grande d'España, sp.: grande af Spanien, titel på medlemmer af den sp. højadel, der kun omfattede ca. 112 familier. - Donna: dona, sp.: frue, kvindeligt sidestykke til mandstitlen Don, se n.t.s. 279. - Olympia (...) Pedro: komediens navne er ægte sp., blot ikke altid korrekt stavede. - las Minas: navn på sp. adelsfamilie. - forliebt: forelsket. - Æthiopien: for oldtidens gr. og rom. forfattere stod Æ. som et halvmystisk område, diffust lokaliseret som det østafr. område syd for Ægypten; på Holbergs tid identificeredes det i alt væsentligt med det kristne Abessinien (Etiopien); indbyggerne var semiter. - Page: dreng, der tjener ved et hof eller i et fornemt hus. - laqvais: lakaj, tjener. - Udtolker: tolk. - Svite: følge. - Province: provins.

545

281

✂ min hierte: min kære. - interesse: økonomiske el. materielle hensyn. - derimod: til gengæld. - fabel: berygtet el. til grin. - ambition: ærekærhed, stolthed. - min h.: kort for: min hjerte, kære. - raisonnerede (...) saaledes: anstillede sådanne betragtninger.

282

✂ heller: snarere. - agere en Roman: optræde som i en roman, dvs. »romantisk«. - Poetisk: som beskrevet i (vers-) digtning. - at der jo er: at der ikke er. - daarlighed: tåbelighed. - minde: tilladelse, accept.

283

✂ deres forsættes fuldbyrdelse: fuldbyrdelsen af deres forsæt (hensigt, plan). - straffe: dadle. - commission: til opgave. - (ti (...) bye): sætningen i parentes siges sagte, fortroligt. - signorier: titler af seigneur, herre. - maver: mager. - holde (...) ørene stive: taber ikke modet, giver ikke op. - besynderlig: især. - extremitet: yderlighed. - stok (styk) von achten: holl. navn for den sp. mønt Peso (de a ocho); l s.v.a. = 8 realer; mønten kendtes også i Da., hvor l s.v.a. = lidt mindre end l speciedaler = 6 mark, se n.t.s. 216.

284

✂ Hofmesterinde: fordanskning af det sp. begreb dueña: anstandsdame. - gouvernere: bestemme over, passe på. - lider dit Herskab: har dit h. det. - Duc: sp.: hertug. - de la Vera Crux: sp.: af det sande kors. - de la Vera Crux (...) Cifuentes: se n.t.s. 280. - de las Spádas: sp.: af kårderne. - Abad: sp.: abbed; det var skik, at adelens yngre sønner fik titlerne og indtægterne af gejstlige embeder, som så blev bestyret af andre. - Marqvez: sp.: marquis. - Cifuentes: sp.: grevelig familie. - la Marqvesa: sp.: marquise'en. - for de Morers tider i Spanien: før maurerne vandt indpas i Sp., dvs. før 711. - Victorie: sejr. - erholdt: fik, opnåede. - kongen af Mesopotamien: se n.t.s. 145. - Toledo: by i det centrale Sp. (Castillien), syd for Madrid; byen blev erobret fra maurerne 1085.

285

✂ Liberie: uniform for tjenere i fornemme huse. - højstbmte: forkortelse for højstbemeldte; sidste led betyder: omtalte. - Fendrik: fanebærer, bannerfører. - musqvet-: flintebøsse-; sådanne kom først i alm. brug i 16. og 17. årh. - ikke 300 aar siden (...) i brug: se foreg, note og n.t.s. 146. - Standarten: fanen. - raisons: grunde.

286

✂ Ahner: (adelige) forfædre. - gemeent: almindeligt, ordinært. - invention: idé. - skramererede: galonerede, rigt pyntede. - till: ved. - naar borger-folk (...) Hof-folket allerslettest: hentydning til den sorte sp. hofdragt, der indførtes af Filip II (1555-1598) som modtræk mod den overhåndtagende pyntesyge. - studser: pranger. - tillforn: forinden. - Standar: standart, fane.

287

✂ 1 td guld: én tønde guld = 100.000 rigsdaler, se n.t.s. 11. - ß: skilling, se n.t.s. 84. - en jøde: jøderne var på komediens tid kendt som bl. a. tuskhandlere og marskandisere. - skerv: ringeste mønt, en brøkdel af en skilling, for længst gået af brug på komediens tid. - materien: emnet. - fodre: fordre, kræve (ind). - veed at leve: har fine 546 manerer (jvf. fr.: savoir-vivre). - post: sag. - Netteldug: fint bomuldsstof. - crediterede: leverede på kredit. - fast: næsten.

288

✂ formedelst: på grund af. - choqvelade: Sp. importerede som det første europæiske land chokolade (fra Mexico); fra Sp. bredte brugen deraf sig til det øvrige Europa i 17. årh. - Broqveldoro: Broquel d'Oro, sp.: Gyldenskjold. - reprimendere: irettesætte.

289

✂ reputation: gode navn og rygte. - Almanaker: kalendere, indeholdende bl.a. vejrudsigter for året (som havde ry for sjældent at slå til). - reputerlig: standsmæssigt. - leilighed: plads, beskæftigelse. - inventere: finde på, »digte«. - conjuncturerne: omstændighederne.

290

✂ compagnier: selskab (er). - ambition: stolthed. - overlægger: planlægger, diskuterer. - fortvilede: forbandede.

291

✂ Fort: straks (giv mig det). - forsoret dig: forsvoret dig, svoret falsk. - røvet: røbet. - ingen gode: ingen nytte, gavn. - dølge: skjule.

292

✂ pretendere aliance: ønske (ægteskabs-)forbindelse.

293

✂ allerkier:: forkortelse for: allerkæreste. - till hans kierligheds forfremelse: til at hjælpe (fremme) hans kærlighed med. - findes: vise mig at være.

294

✂ Hvi: hvorfor. - spise: bespise. - garandere: garantere. - ladt sig bruge: stillet sig til (seksuel) rådighed. - till felds: i felten. - Nederlandske krig: der kan enten være tale om den del af den sp. arvefølgekrig (1700-1713), der førtes i de sydlige Nederlande, eller om krigen 1672-1678, hvor Sp. sammen med Holl. og den ty. kejser kæmpede mod Fr., men blev tvunget til landafståelser.

295

✂ generosité: fr.: gavmildhed. - staaer (...) paa: vogter over, kæmper for. - iblant: nu og da. - citerer de till eksempel: anfører de (påberåber de sig) som eksempel. - for syndfloden: før Syndfloden, hvorom berettes i 1. Mos. 6-8. - allene (kun) drak vand: Noa anføres som den første vindyrker, 1. Mos. 9,20. - skilling: se n.t.s. 84. - Hofnar: hofnarre ved fyrstehoffer var gået af brug på komediens tid (med undtagelse af Peter den Store af Ruslands); hofnarrene havde traditionelt frisprog. - forfremme: se n.t.s. 293. - Redebonhed: beredvillighed. - pro position: (ægteskabs-)tilbud. - naar: hvis.

296

✂ recommenderer: anbefaler. - Philosophus: lat.: filosof. - artigt: kløgtigt, morsomt.

297

✂ rundtalenhed: åbenmundethed. - røves: røbes. - udfodrer: kræver. - hemmelige sager: (også:) intime forhold. - Laqvais: lakaj, tjener. - Liberie: se n.t.s. 285. - Estremadura: i denne sp. provins var befolkningen stærkt opblandet med maurerne (araberne).

298

✂ de Mohrer: maurerne. - ave Maria: lat.: vær hilset, Maria; katolsk bøn med denne indledning. - de monte Ricco: sp.: af det rige bjerg. - clenodie: (kostbart) smykke.

299

✂ gemen: ordinær, jævn. - materie: stof. - attraa: ønske, behov. - beester: 547 dyr. - brutale: dyriske. - durchleuchtigt: ordet er dobbelttydigt, se n.t.s. 136. - generositet: gavmildhed, ædelmodighed.

300

✂ Keisere, Konger (...) underholde: se n.t.s. 295. - underholde: forsørger, brødføder. - staaer paa: se n.t.s. 295. - renderer: yder, kaster af sig. - riccos hombres: sp.: rige mænd, gl. sp. titel for højadelen. - *dolgoeO*: dvs. - titulair: (kun) i kraft af titel. - navne-dag: den dag, der er opkaldt efter en helgen, som har samme navn som én selv, og som tidligere fejredes som festdag, især blandt katolikker. - kline: klistre. - kong · Salomon: magtfuld israelit. konge i 10. årh. f.v.t., tillagt forfatterskabet til dele af GT.

301

✂ cour: venlighed, smiger. - at giøre dig till en jøde: jød. oprindelse var i Sp. lige så foragtet som maurisk. - Apollo eller Helicon: Apollon var digtningens gud i gr. myt., Helikon var musernes (gudinder for kunster og videnskaber) bjerg. - kallun: indvolde. - Poeter fødes: tanken (og formuleringen) stammer fra Cicero, som i forsvarstalen Pro Archia (se n.t.s. 220), kap. 8, udtrykker, at digterevnen er noget medfødt; som »bevinget ord« forekommer Ciceros formulering i talrige variationer, kendtest nok: Nascimur poetae, fimus oratores, lat.: vi er født som digtere, vi bliver (uddannet til) talere.

302

✂ parere: tage sig ud.

303

✂ divertere: morer, underholder. - stoffes: af kamgarn. - højt hierte: stolthed. - oppudsed: pyntet. - galante: fin. - Escurial: berømt renæssancepalads i Madrids omegn, opført af Filip II i slutningen af 16. årh. - Hospital: fattighus. - briller (...) Portugisiske mode: briller (pince-nez) bares som lapseri overalt i Europa i 17. årh.; moden synes at stamme fra Sp. og Port.

304

✂ spansk: stolt, hovmodigt. - for hende: før hende (uærbødigt). - incommodere: ulejlige. - snøvler: læser utydeligt. - tegne-bog: notesbog. - Conde: sp.: grev. - de Monte d'Oro: sp.: af Guldb(j)erg. - Marqvez: sp.: marquis. - de Leo negro: sp.: af den sorte løve. - Marqvesa: sp.: marquise. - D.: forkortelse for: Don, se n.t.s. 279. - Broqvel Doro: se n.t.s. 288. - Ducas: (brugt som) sp. fyrstetitel. - de Sta Casa: af det hellige hus; Sta er forkortelse for: Santa. - Fadder: faddere (som barnet opkaldtes efter); Holberg har i senere udgaver rettet til: Fadere (hvorved Pedros bemærkning bliver frivol). - pardonnerer: undskylder. - Capun: ung, kastreret hane. - incommoderer: generer.

305

✂ bruge kun sin commodité: skal ikke genere sig. - commissionaire: udsending. - recommendered: anbefalet. - estime: agtelse. - alliance: forbindelse.

306

✂ honete: hæderlig. - raillerie: forhånelse, drilleri. - tegner: optegner, nedskriver.- tegner (...) an: skriver op.

307

✂ Nairos: fornem kaste i Indien. - toer: vasker. - vare: advare. - polerede: civiliserede. - citere: anfører. - forekaste: bebrejde. - medisance: 548 bagtalelse.- derudover: derfor.- falsk: dårligt (udført).- har (...) ikke haft uden: har kun haft.

308

✂ Guld-børs: pung med guldmønter. - Canaille: slyngel, »plebejer«. - Monte ricco: sp.: rige bjerg. - giorde (...) presenter: gav gaver. - salv. ven.: forkortelse for: salva venia, lat.: med tugt at sige, rent ud sagt. -noget andet: (eufemistisk:) ekskrementer.

309

✂ formedelst: på grund af. - slag ved Burgs: B. er en sp. by nord for Madrid; noget slag her synes aldrig at have fundet sted. - Morer: maurere. - plante: efterkommer. - creaturer: der menes: lus. - Giek: nar. - i henseende til: på grund af.

310

✂ daarekisten: galeanstalten. - depenserede: gav ud. - td. Guld: se n.t.s. 287. - pyramider: monumenter. - komme af vore lender: nedstamme fra os. - artig: morsom. - durchleuchtig: se n.t.s. 136. - ß: skilling, se n.t.s. 84. - insolente: uforskammede.

311

✂ af lutter høflighed: ulønnet. - holde (...) noget till gode: bære over med. - daarlighed: tåbelighed. - artigste: mest dannede. - provincen: provinsen. - raserie: vanvid.

312

✂ jeg jo kand: at jeg ikke kan. - jeg jo har: at jeg ikke har. - have gode veie: nok gå. - dislige: den slags. - effter den Tyrkiske maade: Holbergs uhjemlede påfund. - Constantinopel: siden 14. årh. i tyrkernes besiddelse.

313

✂ canaille: rak, pøbel. - menagerlig: moderat. - expressioner: udtryk. - overgaars: forgårs. - hunger (...) haardt sverd: gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 4148, DgO VII,l (1983),s. 199.

314

✂ drages: trækkes, »slås«. - passere for: anses for.

315

✂ mile: l da. mil = ca. 7½ km. - snese: l snes = 20 stk. - capuner: se n.t.s. 304. - ærlig: »gode«, tiltale til jævn person (venligt nedladende). - Juan: alm. sp. navn.

316

✂ artigt: morsomt, pudsigt. - junkere: dobbelttydigt: 1) (unge) adelsmænd, 2) lapse. - Philosophus: lat.: filosof. - bie: vente. - underholde: forsørge.

317

✂ fortplante: forplante. - Hanreder: hanrejer, bedragne ægtemænd. - forsørge: dobbelttydigt: 1) brødføde, 2) tilfredsstille (seksuelt). - kommer af stand: bliver ude af stand til. - raisonnere: anstille betragtninger. - for curiositet: af nysgerrighed.

318

✂ forsoret: forsvoret, svoret på det modsatte. - rart: usædvanligt.

319

✂ Rosonobler: rosenobler; både eng. og sp. guld-r. var på komediens tid i omløb i Da.; de sidste var mindre værd end de første; værdien af l rosenobel lå omkr. 4 rigsdaler, se n.t.s. 11. - staae mig an: passse sig for mig. - Reputation: anseelse. - med condition: på betingelse af.

320

✂ vederfaret: hændt. - Vaaben: våbenskjold med symbolske (heraldiske) figurer og tegn. - giver: giv (bydemåde tiltaleflertal). - er descendered549af: nedstammer fra. - Antonio (...) Ventoso: om de sp. navne, se n.t.s. 280.

321

✂ Ahner: (adelige) forfædre. - Don Qvichotter og Don Sancho Pancher: fantast-ridderen Don Quijote er hovedperson i Cervantes' ridderroman-parodi af samme navn (1605-1615); den enfoldige Sancho Panza er D.Q.'s væbner og tjener. - stakkels: jævn, sølle.

322

✂ skillerom: felt (i våbenskjoldet), se n.t.s. 320. - udtydningen: den symbolske betydning af de heraldiske figurer.

323

✂ Velbaarne: titel til adelige personer. - Monsr og Madme: monsieur og madame, fr.: hr. og fru. - air: mine. - Laqvais: lakaj, tjener. - carossen: kareten. - (Borger-)nøkkerne: unoderne, manererne. - Porto-Chaise: portechaise, bærestol. - axel: skulder. - Sevilien: Sevilla. - grande mama: sp. el. fr.: bedstemor.

324

✂ min hierte: min kære. - hun ivre sig ikke: hun (tiltale) må ikke vredes. - noget (...) at lugte till: indsnusning af dampe fra parfumer eller spiritus (som man bar på sig i »lugtedåser« indeholdende en lille, vædet svamp) benyttedes mod ildebefindende. - æstimerer: agter, respekterer. - Rettens middel: rettens repræsentant, øvrighedsperson à la »kongens foged«. - exeqvere: fuldbyrde.

325

✂ den grønne stue: se n.t.s. 15. - Mohrland: morernes el. maurernes land i (Nord-)Afrika. - Casper Melchior Balthasar: de hellige tre kongers navne (se n.t.s. 332). - Ariel: navnet på en luftånd; Holberg har navnet fra J. Drydens bearbejdelse fra 1670 af Shakespeares The Tempest (da.: Stormen), trykt 1623. - Theophrasto Bombasto: hispanisering af de to lat. fornavne Theophrastus Bombastus, der bares af den berømte ty. læge, kemiker og mystiker Paracelsus (1493-1541). - Printz af Æthiopia: se n.t.s. 280. - det ord Bombasto: jvf. det da. ord bombast: tom svulst. - D. Maria: forkortelse for: Doña Maria, se n.t.s. 280. - den borgerlige Adelsmand (...) en kiøbmand (...) den Tyrkiske keisers Søn (...) till Paris (...) dotter: hentydning til Molières komedie Le Bourgeois gentilhomme (da.: Den borgerlige adelsmand, Den adelsgale borger) fra 1670; i resten af Do« Ranudo følges imidlertid den her refererede og kritiserede intrige fra Molières komedie. - inventionen: ideen, intrigen. - Mufti: muhammedansk ærkebiskop og minister. - Ambassadeur (...) Doctorens dotter: hentydning til et stykke i Le Theatre Italien (se n.t.s. 188): Arlequin Empereur dans la lune (fr.: Harlekin som kejser i månen) fra 1684 (bd. I i 1721-udg.).

326

✂ Mayst: forkortelse for: majestæt. - Romerske troe: katolicismen; Ætiopien havde været kristent siden den tidlige middelalder. - scrupulere: have betænkeligheder. - han er sort: se n.t.s. 280. - jo vrager: ikke vrager. - som jo er: som ikke er. - gang-klæder: det tøj, man går i. -gier dem en god dag: »blæser dem et stykke«.

550

327

✂ søge min Regres till: søge om godtgørelse hos. - igien: til gengæld. - hestedekke: der menes et hestedækken, der er beregnet til også at beskytte hestens hoved, og som derfor har huller til øjnene og hylstre til ørene, jvf. Pedros indtryk af D.R. i IV, 5 (s. 331). - Hvor: hvorledes.

328

✂ Gripomenuser: nedsættende betegnelse for politi- el. retsbetjente. - skerv: se n.t.s. 287. - steg-vender: grill-kok. - Gribhomines: homines, lat.: mennesker. - med permission: med forlov; intimere beklædningsstykker burde ikke benævnes rent ud.

330

✂ udfodrer: kræver.

331

✂ dørkelse: dyrkelse. - Varulv: iflg. folketroen et menneske, der lejlighedsvis omskaber sig til et ulvelignende væsen. - schlafrok: slåbrok (af Schlafrock, ty.: sovefrakke). - om: så sandt som. - vederfaret: hændt. - creditores: kreditorer. - privilegier: fx. handelsmonopoler. - intercederer: lægger sig imellem, går i forbøn.

332

✂ Melchior (...) Ariel: se n.t.s. 325. - David Georgius: navne fra den ætiopiske kongeslægt. - de hellige 3 konger: de østerlandske vismænd, der iflg. Matth. 2,1 bringer kong Herodes meddelelsen om Jesu fødsel.

333

✂ Dronningen af Saba: se n.t.s. 145. - høj: neml. af stand og slægt.

334

✂ eqvipage: udstyr, påklædning. - Tarter: »en farvet«; tatarerne var et asiatisk folkeslag. - snar: hurtig. - abit: lat.: han går bort. - Udtolker: tolk (og gesandt).

335

✂ være krafftigt: have virkning. - svaghed: sygdom. - anslag: plan. - poenitentze: bod. - devotion: fromhed. - k.: forkortelse for: kong. - Nabocodonosser(s): Nebukadnezar, se n.t.s. 145; N. levede iflg. Dan. B. 4,31-34 i sindsforvirret tilstand syv år som et dyr blandt dyrene og ernærede sig af planter. - var betænkt paa: overvejede. - penitence: bod. - kongel.: forkortelse for: kongelige (neml. efter Nebukadnezar). - Resolution: beslutning. - kongel. Resolution: juridisk udtryk betegnende en af kongen udstedt lov el. forordning. - Sanct.: forkortelse for: sanctus, lat.: (den) hellig(e), i den katolske kirke betegner S. + navn en helgen, hvilket er absurd i forbindelse med Nebukadnezar.

336

✂ Clericie: præsteskab. - Deputerede: udsendinge. - D. Olympia: forkortelse for: doña O., se n.t.s. 280. - disputere: argumentere. - extraordinair: særlig, usædvanlig. - ublue: utugtig, uanstændig. - Canonisation: ophøjelse til helgen. - fornemmelig: først og fremmest.

337

✂ Excellence: tiltaletitel til fx. ambassadører og gesandter. - durchleuchtighed: durchlauchtighed, højhed. - Æthiopien (...) christne: se n.t.s. 280. - gaaer fra: afviger fra. - lærdom: troslære, trosgrundlag. - Portugisiske Jesuiter (...) Romeske sæde: jesuitterne udgør en munkeorden, stiftet af sp. Ignatius Loyola (1491-1556), der med kompromisløs 551 iver missionerede for Romerkirken (katolicismen) og bekæmpede enhver afvigelse herfra (»modreformationen«); portugisiske j. drev allerede i 16. årh. en missionerende virksomhed i Abessinien, der især var vendt mod muhammedanerne; det R. s. betegner pavestolen (den romer.-katolske kirkes hovedsæde). - passerer for: regnes for. - ende: formål. - anslag: anvisning, forslag. - conseqventer: lat.: som følge deraf. - Dronningen af Saba: se n.t.s. 145. - de hellige 3 konger: se n.t.s. 332. - endelig: når alt kommer til alt. - Sem Cham: Noas sønner omtales efter syndflodsberetningen i 1. Mos. 9,18 som Sem, Kam og Jafet. - Jacob: forveksling for: Jafet, se foreg. note. -Morer: maurere (arabere, afrikanere).

338

✂ Erke-: øverste. - Velbhed: forkortelse for: velbårenhed, se n.t.s. 323. -Hillemænd: »bevar mig vel«. -fordrage: tåle. - residerer: bor (fornemt). - under linien: ved Ækvator. - svovel-stikker: datidens »tændstikker«, antændtes ved en glødende fyrsvamp.

339

✂ Grand d'Espagne: se n.t.s. 280. - effter sit privilegium (...) kongen af Spanien selv: det hørte virkelig til grandernes ceremonielle forrettigheder at beholde hatten på i kongens nærvær. - prejudicere: skade. - D. Olympia: forkortelse for: Doña O., se n.t.s. 280. - et andet vist sted: (eufemistisk:) nødtørftshuset.

340

✂ daare-kisten: galeanstalten. - seer igiennem fingre: bærer over.

341

✂ pretensioner: krav. - narrisk: naragtigt. - forslag: anslag, plan.

342

✂ heroisk: heltemodig. - fortryde paa: vredes over. - admirerer: beundrer. - ædelhiertighed: ædel tænkemåde, stolthed. - Velbrhd : forkortelse for: velbårenhed, se n.t.s. 323. - tillforn: hidtil.

343

✂ mohrer: maurere. - Xeres de la Frontera: sydsp. by, hvor maurerne 711 slog den sp. kong Roderiks hær, hvilket blev optakten til deres indtrængen i Sp. - Svogerskab: forbindelse mellem familier i kraft af (fx. børns) ægteskab. - forliebte: forelskede. - Veirhane: person, der skifter mening el. holdning efter omstændighederne (drejer sig efter vinden) . - nøkker: manerer. - Fruer-piger: kammerpiger. - poleredt: civiliseret.

344

✂ forbunden (nødsaget) (...) aarsags skyld: frasen angiver, at kvinden er blevet besvangret. - taler med en Spansk Jomfrue: det stive ceremoniel (også i kærlighed) var en kliché i komediens samtid. - for bryllupet: før brylluppet. - alterered: bestyrtet, bevæget. - insinuere: indynde. - forliebte viiser: elskovsviser.

345

✂ besove: have samleje med. - skielmsk: lumsk, underfundig. - voldsom: voldelig. - Egteskabs Contracten: se n.t.s. 394.

346

✂ heder: betyder. - u-billigt: urimeligt, uretfærdigt. - fundament: grundlag. - genereux: gavmildt, gæstfrit. - exem:: forkortelse for: exempel. - daarlige: tåbelige. - anslag: plan. - lyde: last, brist.

347

✂ Bombasto: se n.t.s. 325.

552

348

✂ mit hoved var op: op = oppe; jeg lever. - ivrede mig: blev opbragt, kom i affekt. - ikke er (...) lange hvile: ikke er til at spøge med. - mente: fortjeneste.

349

✂ heroisk: heltemæssig. - Reputation: anseelse. - divertere: more, underholde. - Hofnar: se n.t.s. 295. - ærbar: alvorligt, seriøst. - staaer paa: står vagt om, værner, forsvarer. - Rosonobel: se n.t.s. 319. - Clienter: i det antikke Rom var c. jævnere borgere, der levede i et frivilligt afhængighedsforhold til en stormand (patron), som de ydede opvartning mod at blive beskyttet af ham. - Hillemænd: »du almægtige!«

350

✂ Seine (...) Morland: vittigheden stammer fra Gherardis komediesamling (se n.t.s. 188), stykket Les Intrigues d'Arlequin (fr.: Harlekins intriger) II,17, hvor Harlekin, der spiller boghandler, belærer den unge Isabelle om, at Seinen flyder helt til Constantinopel, idet han påberåber sig sceneangivelsen i Bajazet »La scène est à Constantinople« (fr.: scenen [ikke Seinen!] er i C.), bd. II (1721-udg.), s. 484; »B.« er Racines tragedie fra 1672. - Scena: lat.: scenen, se foreg. note. - aasyn: ansigt. - staae (...) an: passe sig for. - og: også. - briller: se n.t.s. 303. - Svite: følge. - morer: maurere. - om Theatro: rundt om scenen. - presenter: gaver. - giør (...) grimacer: skærer, vrænger ansigter. - bukker: buk. - armbøsse: armbrøst; dette skydevåben var på komediens tid forlængst gået af brug (neml. efter krudtvåbnenes opfindelse, se n.t.s. 146). - skyder paa D. Ranudo: ideen til det grotesk fremmedartede, voldsprægede (hilse-) ceremoniel blandt abessinierne synes at stamme fra en portug. rejsebeskrivelse (som Holberg kendte) fra 1659 (geografisk ekstrakt heraf udg. på ty. 1670 og fr. 1672), forfattet af jesuitten og missionæren (se n.t.s. 337) Jeronimo Lobo (ca. 1595-1678), udg. Amst. 1728, bd. I, s. 29.

351

✂ skielmsk: slyngelagtigt. - Romerske Religion: katolicismen, se n.t.s. 337. - Gemahl: ægtefælle (uanset køn).

352

✂ Fasten: fastetiden = 40 dage op til påsken. - Notarius (...) Egteskabs contracten: se n.t.s. 394.

353

✂ Valstedet: valpladsen, slagmarken. - men: eftersom, siden. - curieux: nysgerrig. - knepper: knipser. - alternere: veksler, udfører på skift. - Notarium: notarius, lat.: notaren (her bøjet i afhængighedsfald, fordi »til« styrer dette fald på lat.).

354

✂ vivant: lat.: de leve. - omendskiønt (...) sammen: iflg. Chr. V's Danske Lov (1683), 3-16-3, var det en datter tilladt at gifte sig mod forældrenes vilje, hvis lovlige grunde ikke talte derimod. - udfodres: kræves. - exemplariter: lat.: eksemplarisk, til alm. afskrækkelse.

355

✂ kiende (...) for: anerkende som. - banden: komplottet. - conspirerer: har svoret sig sammen.

356

✂ comportere: opfører. - Si furiosus etc.: Si furiosi parentis liberi etc.: lat.: hvis børn af en afsindig fader osv., citat fra Romerretten; i 553 Corjuris (se n.t.s. 119) forekommer der en retsregel, der tillader børn at indgå ægteskab uden faderens tilladelse, hvis denne ikke er ved sin forstands brug: Codex Justinianus 5-4-25 (Corpus Juris Civilis II, udg.: Krüger, Berlin 1895, s. 197).

✂

Den Stundesløse

359

✂ Stundesløs (e): fortravlet, rastløs, geskæftig, som aldrig har tid (»stunder«).

360

✂ Vielgeschrey: navnet er dannet af talemåden Viel Geschrei und wenig Wolle, ty.: megen larm og (kun) lidt uld, stort ståhej for ingenting. - Pige: tjenestepige. - Elsker: tilbeder, kæreste. - Oldfux: (egl.: gl. ræv), typefigur i fl. af Holbergs komedier, altid en pudsenmager. - Avanturier: aventurier, fr.: eventyrer, lykkeridder.

361

✂ skiønne Materialier: velegnet stof. - rare: sjældne. - stoye: støje, larme, råbe op, tage på vej. - tvertimod: på den anden side. - at ansee: at se til. - ørkesløse: ubeskæftigede. - Lands-Dommer: se n.t.s. 266. - Hylden: den hylde, der i almuehjem løb langs væggene oppe under loftet, og hvorpå der anbragtes husgeråd. - klamrede (...) med: skældte ud på. - Smøre-brød: brødskive med smør. - saadan Væsen: så stor ståhej. - bredet: dækket. - en gammel Magister (...) brende op paa sit Kammer (...) ingen Varme meer behøvede: anekdoten fortælles om den gerrige medicinske professor Jacques Sylvius (1478-1555) i artiklen om ham i Bayles store Dictionnaire historique et critique (fr.: Historisk og kritisk leksikon) fra 1697 (Note A), der utvivlsomt er Holbergs kilde.

362

✂ geskæftig: (tilsyneladende) travlt optaget. - Forgangen: forleden. - fattes: er der i vejen.

363

✂ forklager dem: klager over dem, »sladrer« om dem. - iblandt: nu og da. - da: skønt. - Skilling: 1 skilling = 1/16 mark (se n.t.s. 216), i 1995-købekaft = ca. 1,50 kr. - uden de jo: uden at de. - klipper noget deraf: datidens mønter var af ædelmetal. - Forretninger: gøremål (noget at forrette).

364

✂ Gifte-Kniif: en person, der mod betaling formidler kontakt mellem giftelystne enlige. - Discretion: dusør, salær. - biet: ventet. - bryde (...) over tvert: tage en rask beslutning og skride til handling. - tage (...) med en Trompf (trumf): overrumple. - komme noget til: blive forført (og evt. besvangret). - Postdag: dag, hvorpå post afgik eller ankom på steder uden daglig postforbindelse, ofte under stort ståhej; en dag med særlig (administrativ) travlhed.

365

✂ Don Qvichot (...) vandrende Riddere: hovedpersonen i Cervantes' roman Don Quijote (1605-1615), der er en parodi på middelalderens 554 og 1500-tallets ridderromaner, bliver ganske fortumlet ved læsningen af disse og giver sig til at optræde som vandrende ridder i (mislykket) efterligning af heltene heri. - geskæftige Vædsker: humoristisk henvisning til oldtidens og middelalderens sygdomslære: humoralpatologien, der forklarede fysiske og psykiske anomalier ved en forskydning i den »naturlige« balance mellem de fire legemsvæsker: rød galde (lat. cholera rubea), sort galde (lat. melancholia), hjernevæske (lat. flegma) og blod (lat. sangvis). - fermentere: gære. - Blod (...) Blek, som løber om i Aarene: denne forklaring forudsætter til gengæld den moderne, på dissektioner og eksperimenter byggende fysiologi, der fortrængte humoralpatologien, nærmere bestemt den eng. læge W. Harveys epokegørende påvisning af blodets kredsløb (1628). - som elsker hende: som har elsket hende (og stadig gør det).

366

✂ Hurtighed: snilde. - Credit: anseelse, bevågenhed. - hans Stand og Vilkor: hans sociale status og økonomiske stilling. - Knuden: vanskeligheden. - skrabe Penne-fieder: tilskære penne af gåsefjer. - Dintfass: ty.: blækhus.

367

✂ Phedermesser: Federmesser, ty.: pennekniv. - Sandbüchs: ty.: sandbøsse; man strøede sand på det nyskrevne for at tørre blækket. - confereret med: sammenholdt med, korrekturlæst på grundlag af. - Klakken: kladden.

368

✂ Døgenichter: driverter. - Rdlr.: rigsdaler, se n.t.s. 11. - Mark: se n.t.s. 216. - avanceret: komme videre. - Summa lateris: lat.: sidens sum. - hendt (...) The vand: hentet for 2 sk. te. - skilling: se n.t.s. 84. - Qvint: den femte og højeste streng. - Luth: i datiden alm. udbredt strengeinstrument af guitar-type (men med hvælvet kasse og knækket hals).

369

✂ ß(l).: skilling, se n.t.s. 84. - Skriver: skriv (bydemåde flertal). -Skabehalse: fjolser, slyngler. - Lys: til at varme lakken, se flg. note. - Zignet: laksegl, hvormed man lukkede brevet. - Lak: se foreg. note.

370

✂ Memoriam localem: lat.: stedsans (her bøjet i afhængighedsfald, fordi det er genstandsled i sætningen). - hen: henne. - Tipe: kaldenavn for høns.

371

✂ Barbeer: de fleste barberer i Kbh. var tyskere på komediens tid, jvf. Mester Gert Westphaler. - Ich bin (...) nicht aufgestanden: ty.: jeg har allerede været her to gange i dag for at barbere herren, men herren var endnu ikke stået op. - Es ist (...) Wetter heute: ty.: det er et grusomt vejr i dag. - Ich weiss (...) passiret ist: ty.: jeg ved ikke, hvordan det dog er fat med verden, jo mere man lever, jo galere går det, man hører og ser intet andet end ondt. Herren har måske hørt, hvad der er sket i de sidste dage.

555

372

✂ So will (...) begreiffen: ty.: så vil jeg da fortælle Deres Nåde det. En matroskone i Nyboder har på én gang bragt 32 børn til verden og var dog ikke tykkere end en almindelig gravid kvinde. Hvordan kan Deres Nåde begribe det?; historien om den mirakuløse børnefødsel kan være inspireret af en i samtiden verserende beretning om en holl. grevinde, der på én gang fødte 365 børn, der alle døde efter at være blevet døbt ligesom de i barberens historie; den aktuelle beretning er bevidnet af den fr. forfatter J.-F. Regnard i hans Voyages (fr.: Rejser) fra 1731, Oeuvres complètes (fr.: Saml. Skr.) udg.: Founier 1875, s. 467. - Dass ist (...) gleich darauf: ty.: det er så sandt, som at jeg står her, for jeg kan fortælle historien med omstændigheder (i enkeltheder). For børnene blev alle døbt, men døde straks derpå; se foreg. note. - Penge (...) Boel-svin: bonden betaler landgilde (se n.t.s. 81) til Vielgeschrey (der altså ejer fæstegods) pr. produceret enhed. - 2 pund Byg: l pund (rummål) byg kunne efter forskellige egne af landet variere fra 15 skæpper (= 2 tønder = ca. 280 l) til 36 skæpper (= 4½ tønde = 625 l). - Boel-svin: et svin, der er opfedet på stald (i modsætning til oldensvin, der søgte deres føde i skoven). - Drollen splide mig ad: Djævelen sønderrive mig. - Rdl: rigsdaler, se n.t.s. 11.

373

✂ Tønden: 1 tønde byg = 139 l. - Capitels Kiøb: kapiteistakst, den årligt fastsatte gennemsnitspris på korn, anvendtes som beregningsgrundlag for afgifter. - Skat: godsejeren opkrævede skat hos fæstebønderne. - Landgilde: se n.t.s. 81. - Skab: (hud-)sygdom. - Klud: tørklæde. - gal i Hovedet: sindssyg.

374

✂ Will der Herr (...) wiederkommen soll? ty.: vil herren, at jeg skal komme igen en anden gang? - biet: ventet. - Hillement!: »ih, du store!« - hvortil (...) appliceret sig: hvad har han beskæftiget sig med, lagt sig efter.

375

✂ galante Exercitier: fine manerer. - Tutti: ital.: alle.

376

✂ Cavalliers: kavalerer. - Bestilling: stilling, embede.

377

✂ Det er artig: »det var pokkers«. - Adieu: fr.: farvel. - Scen. 7: scena, lat.: scene 7; denne scene synes modelleret over I,5 i Molières La Malade imaginaire (fr.: Den indbildt syge, dvs. Hypokondristen) fra 1673, der i det hele må regnes for forbilledet til Den Stundesløse« (se efterskriften s. 461f).

378

✂ min hierte: min kære.

379

✂ Jeronomi: lat.: Jeronimus'. - Snushane: nedsættende betegnelse for person, der gør kur til el. efterstræber en kvinde.

380

✂ op paa Salen: op (i den store stue) ovenpå, på 1. sal, alm. rumfordeling i datidens to-etages huse. - Credit: bevågenhed, good-will. - optrække: narre. - stille (...) sig (...) an: lader, som om de er. - habile: 556 dygtige. - komme fort: vinder terræn. - Glorie: hæder. - Skiemstykke: kneb, streg. - insinuere: indynder. - Genie: karakter, naturel. - stoye: se n.t.s. 361.

381

✂ Anslag: plan, intrige. - befodre: befordre, fremme. - Senat: lovgivende forsamling (fx. i det gl. Rom). - Fadder-Snak: passiar, sniksnak (egl. om faddernes snak i barsclstuen). - Machiner: intriger.

382

✂ Anteigninger: kritiske bemærkninger, indvendinger. - iblant: nu og da. - føre sig (...) op: opføre sig, optræde. - lader: ageren. - overlegger: overvejer, gennemtænker, forbereder.

383

✂ vel: gerne. - (en Time) for: før. - entretenere: underholde.

384

✂ resolverer: beslutter. - disartigere: desto morsommere. - sætte en Pind for: hindre. - Geheime Raad: en fyrstes private rådgiver(e) i særlige anliggender. - bestemmer: sætter stævne. - Triple-Alliance: ved det (komiske) politiske billedsprog (jvf. »Senat«, s. 381) sigtes der her nok til Frankrigs forbund med Holland og England 1717 (triple: tredobbelt).

385

✂ Proces: retssag. - blir Hovedet kruset paa ham: bliver han ør, forstyrret. - consulere: konsultere. - fortrædelige: brydsomme. - Rulle: rolle. -Og endelig en Barbeer: denne rolle kommer Oldfux ikke til at spille i den ældste bevarede, her gengivne (3-akts-)version; der kan da meget vel være tale om en reminiscens, der har overlevet fra en tidligere, opr. (sandsynligvis 5-akts-)version, se herom: Holbergs Komedier, udg.: J. Martensen VI (1899), s. 200-202. - Præparatorier: forberedelser, her: det nødvendige udstyr til forklædningerne.

386

✂ omkom mig for selv: dræbte før mig selv. - det kand (...) spørges: der går ry deraf. - gaaer: gå (bydemåde flertal). - Exercerer: træner.

387

✂ proponere: foreslå. - Kammer-junker: (lavere) hofembedsmand. - Jeg Peder Madsens ældste Plante (...) underdanige Griffel: om den retoriske stil, der her parodierende indstuderes (og senere praktiseres: II,2, s. 397), se n.t.s. 137 og 143. - Aabenraa: den kbh.ske gade Å. - angrasere: forvanskning af: engagere, rekommendere, anbefale. - Huld: gunst. - prima: første (fødte). - secunda: anden, næstældste. - accordere: overlade, bevilge (efter overenskomst). - overantvorde: overgive (i andens varetægt el. myndighed). - efter Sigt: efter forevisning (af forfalden veksel). - meriterende: fortjenstfulde. - Transport: overdragelse af fordring på et pengebeløb. - valore intrinseco: lat. el. ital.: i indre værd. - autorisered Sæddel: et på komediens tid nyt betalingsmiddel (udstedt 1713 pga. pengeknapheden under Store Nordiske Krig), hvis kurs var synkende, indtil sedlerne helt inddroges 1728. - Banco-Daler: sølvrigsdaler (se n.t.s. 11) = specie, Hamburgerbankens regningsenhed ved kursfastsættelse, tidens »hårde valuta«. - Stand og Vilkor: sociale status og økonomiske stilling. - svelge: »sluge«. -outrere: overdrive, »overspille«.

557

388

✂ Eftertale: dadel, kritiske sladder. - fixeret: narret. - Invention: påfund, idé.- Jomfru(e): ugift kvinde af borgerlig stand. - Hocuspocus: streger, intriger, »numre«.

389

✂ tilforn: allerede.

390

✂ Forløsning(s): udfrielse. - pikker: banker (stærkt). - Alexander Magnus: den gr. (makedonske) erobrerkonge Alexander den Store (M. lat.: stor) 336-323 f.v.t. - Een maal Een: m. platty.: gange; den lille tabel.

391

✂ Pebling Søen: Peblingesøen i Kbh. lå på komediens tid uden for voldene. - Laudabilem: lat.: rosværdigt (her bøjet i afhængighedsfald, fordi det er genstandsled i sætningen); første karakter. - Attestatz: teologisk embedseksamen. - modest: beskedent. - til beste: sparet op, »på kistebunden«. - alt: allerede. - sluttet: afgjort. - fattes: mangler.

392

✂ skal have en god Dag: »kan rende og hoppe«. - fortryde paa: blive sur over. - tilforn: tidligere. - Salig: afdøde. - Haand: underskrevne bevis.

393

✂ Rixdaler: se n.t.s. 11. - aparte: afsides, uden for øvrige personers hørevidde. - Almisse: velgerning. - i ligemaade: ligeledes. - Straten Junker: laps, døgenigt. - til: hos. - skikke: sende.

394

✂ vist nok: helt sikkert. - for Ceremonie: pro forma, for et syns skyld. -Contracten sluttet: vielse ved notorialkontrakt var ikke på komediens tid brugelig i Da., derimod i Fr., hvorfor det forekommer i flere af Molières komedier, der også i denne henseende er Holbergs sandsynlige forbillede. - det skal have gode veye: det skal nok gå. - Snuushane: se n.t.s. 379.

395

✂ efter tempo: i takt. - Tutti: ital.: alle. - Dypper: dyp (bydemåde flertal). - Skriver: skriv (bydemåde flertal). - Tienstlige: høflige, ærbødige.

396

✂ Styli Novi: lat.: efter den nye stil, dvs. efter den i 1700 indførte gregorianske kalender, altså pedantisk i 1720'rne. - vil (...) paa Hovedet: vil hakke (...) oven i hovedet. - Feddermesser: Federmesser, ty.: pennekniv.

397

✂ Sandbüchs: Sandbüchse, ty.: sandbøsse, se n.t.s. 367. - Parenthesis: gr.: parentes. - Claudatur: lat.: (parentesen) sluttes. - Forsikring: sikre overbevisning. - Patron: velynder, beskytter. - Moecenas: Maecenas (død 8 f.v.t.) fremtrædende og velhavende rom. ridder, kejser Augustus' ven og rådgiver samt - iflg. traditionen - social og økonomisk støtte for digtere som Vergil og Horats; heraf fællesbenævnelse (»en mæcen«) for beskyttere og ophjælpere af kunst og videnskab. -Paafuglen (...) Fiedre (...) Been: den forskruede lignelse med påfuglen findes i det anonyme værk, tilskrevet den østrigske prædikant Abraham a Santa Clara (1644-1709), Centifolium stultorum in 4:to oder 100 ausbündige Narren in Folio, lat.-ty.: Hundrede narre i folio (største bogformat), i kvartformat (bogens eget format) eller 100558eksemplariske narre i folioformat (»kæmpe-narre«), Nürnberg/Wien 1709, s. 180; om Leanders retoriske stil som »pedant«, se n.t.s. 137 og 143 og jvf. n.t.s. 387. - skiemmer: skammer. - Confererer: konferér (bydemåde flertal), se n.t.s. 367.

398

✂ Meriter: fortjenester. - Vilkor: økonomisk stilling. - Fortun: lykke, held. - meriterende: fortjenstfulde. - Assignation: anvisning. - Obligation: pengeseddel. - valore intrinseco (...) Banco Daler: se n.t.s. 387. - Vindskibelighed: flid. - foretrækket ham adskillige: foretrukket ham fremfor adskillige. - efter min Skyldighed: sådan som jeg er forpligtet til.

399

✂ Votre (...) Serviteur: fr.: Deres ydmygste og lydigste tjener (alm. brevafslutning). - sluttet: afgjort. - rester: mangler. - Eders Gunst: ærbødig tiltaleformel. - Sydskende Barn: fætter.

400

✂ Regula Detri: kortform af: regula proportionum de tribus, lat.: regel om proportioner ud fra tre, den regneregel, der muliggør at bestemme den fjerde (ubekendte) størrelse i en proportion, når man kender de tre øvrige. - Regula Petri: lat.: Peders regel. - mandvoxen: mandbar, kønsmoden. - skraber: bukker, gør skrabud. - insinuere sig hos: gøre sin opvartning. - confererer: se n.t.s. 367 og 397. - besegler: besegl (bydemåde flertal), luk med (lak-)segl. - af Skrifterne: udskrifterne, adresserne udenpå. - suer: suger; skriverne slikker gåsepennene rene.

401

✂ reputeerlig: standsmæssigt. - raisonered: anstillet betragtninger. - fornøyet: tilfreds. - slutter: beslutter. - Nieter: nitter. - Hoved-Bog: vigtigste regnskabsbog i dobbelt bogholderi. - Et Null (...) en Streg: den påtænkte kompliment grunder sig på et gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 7527, DgO VII,1 (1983), s. 357; pga. Leanders fortalelse opstår der en frivol pointe, som ejheller var ukendt i samtiden, jvf. Mikkel Hansen Jernskægs bryllupsdigt fra 1705 »Et Par Linier om de Tvende Tall l Og O«, Erik Sønderholm (udg.): Dansk barokdigtning I (1969), s. 450-452. - skatter: vurderer.

402

✂ Salutem: lat.: hilsen (bøjet i afhængighedsfald, fordi det er genstandsled i sætningen). - annamme: modtage. - Morgengave: Leanders fejl for: fæstensgave, forlovelsesgave; M. er brudgommens gave til bruden på bryllupsmorgenen; ordet her understreger kontrasten til Peders replik i II,8 (s. 412). - Værer: vær (bydemåde flertal). - tør give min Hals paa: tør vædde min hals (dvs. mit liv) på. - Ruller: roller.

403

✂ Subalterne: underordnede. - raisonnere: gøre vrøvl. - Tallerkener (...) Aske (...) med Sand: datidens alm. service var af tin, som ridsedes, hvis man brugte sand som skuremiddel. - formedelst: på grund af. - forliebt: forelsket.

404

✂ ogsaa aldrig: heller aldrig. - der falder jo: der ikke falder. - falder (...) 559ind: indtræffer. - Lykke: skæbne (god el. dårlig). - Notarius: notaren, se n.t.s. 394. - vel grundet: velfunderet. - Tønder: se n.t.s. 372. - Strygmaal: strøget mål, så at kornet danner en vandret overflade i højde med tøndens overkant. - Rixdaler: se n.t.s. 11. - i Topmaal: med »top« på.

405

✂ om en Hals: fortabt. - løber: løb (bydemåde flertal). - paa Døren: af sted. - Fort: straks. - Sladerhank: sludrebøtte.

406

✂ Catalogus: lat.: katalog, fortegnelse. - Lin-Klæder: undertøj. - Stykke: handling, streg.

407

✂ skikke mig derudi: finde mig i det. - Fristelse: knibe.

408

✂ Hillemend: »hold da op«. - Discours: samtale, snak.

409

✂ endelig: når alt kommer til alt. - Hillemend: »ih, du store!« - dette forbandet Tøy: det for en fordømt sag, »det for noget pokkers noget«.. - tilforn: i forvejen. - fortryde paa: tage (ham) det ilde op. - fortrædeligt: plagsomt, brydsomt. - Proces: retssag.

410

✂ Habilitet: dygtighed, snilde. - Rixdaler: se n.t.s. 11. - endelig: ubetinget. - uden at jeg vil sætte (...) op: med mindre jeg udsætter. - Straa-Junker: laps, spradebasse.

412

✂ styrter: falder død om. - gallant: flot, med en undertone af: letfærdigt, udfordrende. - Morgengave: se n.t.s. 402.

413

✂ synderlig: særlig. - synderlig Himlens Direction: satire over den forlorne højtidelighed i forbindelse med datidens konventionelle frierier. - Direction: styrelse. - Fruentimmer: kvinde. - uroest: uden at rose mig (for fromhed). - læse: bede. - tage paa hendes Bryst: der er her ikke udelukkende tale om en for frieren kompromitterende grovhed, men også om en gl., på komediens tid forældet, ceremoni af fr. oprindelse, der markerede den nyforlovede mands første legitime »frihed« over for sin tilkommende og samtidig udtrykte mandens hyldest til kvindens skønhed, se herom Kr. Nyrop i Dania X (l903), s. 142f.

414

✂ spiller: leger, med frivol bibetydning: kopulerer. - Sænge-Kammer: soveværelse.

415

✂ Hillement: »halløjsa!«

416

✂ consulere: konsultere, rådføre. - consulere alicui: lat.: at rådgive én (hensynsfald). - saa og: således også. - consulere aliqvem: lat.: at konsultere én (afhængighedsfald). - Ortographien: retskrivningen. - confunderer: sammenblander. - Syntax(i): ordføjningslære (det opr. gr. ord er bøjet på lat., i ablativ, fordi »med« styrer abl. på lat.). - Ortographia (...) scribendi: lat.: ortografien er den kunst at skrive ordene rigtigt. - rørt om: berørt, omtalt. - non ortographiam sed phrases corrigo: lat.: jeg retter ikke ortografien, men vendingerne. - lovlige: prisværdige (af ty. löblich). - Fundatzer: regler, bestemmelser.

417

✂ Artikler: punkter (i en sag). - in Foro Theologico: lat.: for den teologiske 560 ret, den kirkelige domstol. - Den Rommersk Ræt: romerretten, se n.t.s. 119. - in libros (...) paragraphos: lat.: i bøger, kapitler og paragraffer (afsnit). - codicem (...) novellas: lat.: betegnelser for forskellige dele af Romerretten (bøjet i afhængighedsfald, fordi de er genstandsled i sætningen), se n.t.s. 119. - mig uvidende: uden at jeg har vidst det. - allarmeret: oprørt. - Lucifer: Djævelen.

418

✂ have bedre klem: være vægtigere og mere virkningsfuldt. - den Spanske Maade: påhittet kan være lånt i Regnards komedie Les Filles errantes (fr.: De vildfarne/omstrejfende piger) fra 1690, »scene de commissaire«, i den ital. skuesp. og dramatiker E. Gherardis af Holberg kendte samling af ital.-fr. komedier Le Theatre Italien (1691-1697), bd. III s. 31f i 1721-udg. - compendieux: kortfattet.

419

✂ forbandet Tøy: »pokkers noget«. - Tvi: lyd-ord, der angiver spytning.

420

✂ Parinthesis: parentes. - Claudatur Parenthesis: lat.: parentesen sluttes. - tracteret: behandlet. - Contra-stevne: stævne den stævnende for retten for at gøre modkrav gældende. - Antestaminor: lat.: du vil blive indkaldt som vidne; i det antikke Rom indstævnedes vidner med dette ord, idet man berørte deres øre, - skyder (...) til: fører som. - driver (...) paa Dørren: smider ud.

421

✂ intet: ikke. - liderlig: på skændig vis. - Du skal ikke troe: du kan ikke forestille dig.

422

✂ Um verzeihung (...) einzugehen: ty.: om forladelse, nådige herre, at jeg tager mig den frihed at gå ind. - Ich darfte (...) zu driestig: ty.: jeg turde ikke banke på, Deres Højvelbårenhed, thi det ville være alt for dristigt. - Es ist mir (...) verrichten habe: ty.: det er blevet mig sagt, at herren skal have meget at forrette (bestille). - Behüte Gott (...) Hochwohlgebohrenheit: ty.-lat.: Gud bevare mig, velbårne herre, tværtimod, tværtimod, Deres Højvelbårenhed. - Slig Titel (...) ikke: Højvelbårenhed var tiltaletitel til personer af høj rang. - Sie sagen (...) dass nicht: ty.: sig ikke det, Deres Nåde, sig ikke det. - Der Herr (...) studirter Man: ty.: herren må ikke forivre sig, (men) betænke, at jeg er en studeret mand, en studeret mand.

423

✂ Bedencke doch (...) verstehe: ty.: betænk dog, Deres Velbårenhed, at jeg forstår over 24 sprog. - ligesaadan Kompen forgangen: lignende kumpan (fyr) forleden. - Es ist (...) Geburth: ty.: men sådan er det ikke med mig; jeg vil ikke rose mig selv, men jeg er en dygtig mand og en adelsborger af fødsel. - Patricius: lat.: adelsborger, patricier; i antikkens Rom medlem af gl. rom. adel, senere i Europa blot medlem af fornem (adelig el. borgerlig) familie. - Unterthäniger (...) Fräulein: ikke helt fejlfrit ty.: underdanige tjener, nådige frøken. - Ich bitte (...) abgeleget habe: ty.: jeg beder underdanigst om forladelse, at jeg ikke har gjort min opvartning før. - Alle Menschen (...) Gnädige Fräulein?: ty.-lat.: alle mennesker må indrømme mig, at jeg har 561 usædvanlige kundskaber. Deres Nåde kan let forstå, at en, der har studeret i Wittenberg (osv., se flg. note) foruden ved mange gymnasier. Jeg siger, Deres Nåde kan let forstå, at en, der har frekventeret så mange universiteter, må have usædvanlige kundskaber. Er det ikke sandt, nådige frøken? - Wittenberg (...) Zerpst: af de byer (og andre lokaliteter), Oldfux opregner, var på komediens tid kun Wittenberg, Helmstad (fejl for: Helmstedt), Prag, Leipzig, Rostock, Königsberg, Nürnberg, Heidelberg, Krakau (Kraków), Tübingen, Frankfurt an der Oder og Kiel universitetsbyer; Uri, Schweitz (vel fejl for: Schwyz) og Unterwalden er de ældste kantoner i Schweiz, uden universiteter; Grabenhagen (fejl for: Grubenhagen), Landau og Zerpst (fejl for: Zerbst) er tyske småbyer uden universitet; universitetet i Frankfurt am Main er fra 20. årh., og nogen Frankfurt an der Mose (vel fejl for: Mosel) har aldrig eksisteret! Opregningen synes at bygge på fonetiske og geografiske associationer. - &c: kort for: et cetera, lat.: osv.

424

✂ Verzeihen sie mir (...) Arithmetica: ty.-lat.: tilgiv mig, højvelbårne, dydige hr. patron (dvs. velynder)! Betænk, at jeg har holdt over 50 forelæsningsrækker både for snævre og for de snævreste kredse, i praktik, didaktik (dvs. pædagogik), taktik, homiletik (dvs. prædikelære), eksegese (dvs. bibelfortolkning), etik (dvs. morallære), retorik (dvs. veltalenhed), oratorik (dvs. talekunst), metafysik (se n.t.s. 210), kiromanti (dvs. kunsten at spå ud fra håndfladens linjer), nekromanti (dvs. kunsten at spå ved at fremmane dødes ånder), logik (se n.t.s. 210), »talismanik« (vrøvleord, dannet i overensstemmelse med de omkringstående »videnskaber«; kunsten at bruge talismaner, dvs. amuletter, til magiske formål), retsvidenskab, »parasitik« (ny »vrøvlevidenskab«, kunsten at »nasse«), politologi, astronomi, geometri, aritmetik. - Chronologica (...) Practica: lat.: kronologi (dvs. lære om tidsfølge), horoskopi (dvs. stjernetydning), metoskopi (dvs. kunsten at aflæse en persons karakter el. skæbne af pandens el. ansigtets træk), fysik, både teoretisk og praktisk. - Uber institutiones (...) Wissenschafften: ty.-lat.: om (forskellige navngivne dele af) romerretten, se n.t.s. 119), naturretten (se n.t.s. 270), borgerretten (el. titel på romerretten, se n.t.s. 119), stadsretten, lensretten, folkeretten, »den lille ret« (se flg. note) og lignende videnskaber. - jus jusculum: sammensat lat. ord af Oldfux' opfindelse, af jus: ret, lov + jusculum, der dels kan være diminutiv (angivende formindskelse) af jus (altså: »lille ret«), dels kan betyde: suppe! - Ihro Gnaden (...) Kerl ich bin: ty.: Deres Nåde må ikke forivre sig, jeg er kommet her i god hensigt for at tilbyde min ringe tjeneste, fordi jeg hører, at herren skal have meget at forrette. Når jeg først kommer til forretninger, vil De se, hvad for en karl jeg er. - Landsmænd: her: tyskere.

562

425

✂ Ich verlange (...) par honeur: ty.-fr.: jeg forlanger for min tjeneste intet andet end den blotte kost, for jeg tjener for ærens skyld, for ærens skyld (dvs. gratis, ulønnet). - Ich will (...) zu schreiben: ty.: Jeg vil forpligte mig til på ti minutter at skrive et helt ark papir. - Sehen sie (...) versprochen war: ty.: se engang, Deres Velbårenhed. Jeg har fuldført det hurtigere end (det) var lovet. - beklakket: fyldt med blækklatter el. krimskrams. - ß: skilling, se n.t.s. 84. - sat (...) ud: sendt ud for at chikanere.

426

✂ altereret: ophidset, bragt fra koncepterne. - retirerer mig af Huuset: lister mig ud af huset. - Invention: idé, påhit. - Fortred(er): genvordighed(er), bryderi.

427

✂ endelig: bestemt. - ynker mig: har (og ytrer) medlidenhed med mig. - staaer (...) paa Pinde: er parat til at gøre hvad som helst. - Monfrere: fr.: min bror. - færdig at: lige ved at. - Seigr.: kort for: seigneur, fr.: hr. - Langspræck: nederty.: Langsnak. - Proces: retssag. - Kiøbmagergade: en af de længste gader i datidens Kbh. - overgaar: i forgårs.

428

✂ Monfr.: kort for: monfrère. - haaber: antager.

429

✂ Skolemester: bogholdere havde traditionelt bijob som regnelærere. -den anden Dag: i morgen. - Education: opdragelse, dannelse.

430

✂ af Drømmen: ud af vildfarelsen. - kommer: kom (bydemåde flertal). - friste: prøve. - Regela St.Petri: forkert lat.: Sankt Peters regel; Pernille forveksler med Regula Petri (Detri), se noter t.s. 400. - 16 Ahner: for at regne sig til gl. da. adel måtte man kunne dokumentere otte adelige forfædre (aner) på fædrene og otte på mødrene side.

432

✂ Tøy: forvirrede »hurlumhej«. - Jonam Candidatum: lat.:Jonas kandidat; her bøjet i lat. afhængighedsfald, fordi ordene er genstandsled i sætningen; der har aldrig kunnet aflægges kandidat-(universitets-) eksamen i bogholderi. - min udi (...) indlemmelse: min indlemmelse i Deres familie; kancelli- el. preciøs (»ziirlig«) stil. - i sær: hver især, individuelt.

433

✂ min Bror-Søn Thomas: skal jo være: Peder; derimod hedder den naragtige og uheldige frier i Molières Le Malade imaginaire (se n.t.s. 377) Thomas (Diafoirus); Holbergs navneforveksling må derfor opfattes som et afgørende argument for denne komedies status som forlæg for Den Stundesløse, se efterskriften s. 462. - foretrækked ham (...) unge Personer: se n.t.s. 398. - besynderlig: især. - Straten-Junker: laps, drivert. - halvdeels: halvvejs.

434

✂ overlagt: overvejet, gennemtænkt. - falder: bliver, vil forekomme.

435

✂ Bedemands Stiil: bedemændene havde som opgave at fremsige invitationer til og bønner ved begravelser, bryllupper og andre kirkelige familiefester, og de betjente sig herved af en række faste formularer, der kunne forekomme uforståelige for lægmand. - artig: smukt. - uden: andet end. - tilforn: allerede.

563

436

✂ taler (...) hen i Taaget: vrøvler. - griber sig (...) an: anstrenger sig. -Vellyst: luksus.

437

✂ Haarhue: tætsluttende hue med påmonteret pynt, båret af brude blandt almuen.

438

✂ i sær: se n.t.s. 432. - angenem: behagelig. - det unge Menneske: den unge pige. - caresserer: kærtegner. - Svoger: en person, hvormed man er i familie gennem (fx. børns) ægteskabsforbindelse.

439

✂ at sige Monsieur til Alting: at sige »M.« til alle; den fr. tiltale M. (= hr.) brugtes - efterhånden også i borgerskabet (tredjestand) - mere og mere mellem sociale ligemænd. - skiemme mig ved: skammer mig over. - reputerlig: passende, anstændigt. - Pesten: p. i 1711 bortrev 1/3 af Kbh.s befolkning.- falt (...) ind: indtraf.

440

✂ Laptaske: nedsættende betegnelse for ung kvinde.

441

✂ Koglerie: trolddom. - Jeronimi: lat.: Jeronimus'. - Seign: kort for: seigneur, fr.: hr. - Pudsenmaker: pudscnmagcr, gavtyv. - Unge Person: unge mand. - Ovidii Metamorphosis: se n.t.s. 167. - kommen: blevet virkeliggjort.

442

✂ kiender (...) igien: genkender. - hocus pocus: intriger, »streger«. -Alexander Magnus: se n.t.s. 390.

443

✂ examinere: undersøge. - med Kaaldsindighed: roligt. - Desperation: fortvivlelse. - Capitain: leder, anfører. - blive mægtig: komme i besiddelse af. - Compagnie: samling (egl. troppeafdeling).

444

✂ Estime: agtelse. - attraaer: ønsker, begærer. - skikkelig: ordentlig. -Ingen veed (...) Foden: gl. da. ordsprog, Peder Syv nr. 6159, DgO VII,1 (1983), s. 293. - covere for: indestå for.

445

✂ prostitueres: gøres til grin, kompromitteres. - Nidkierhed: iver i tjenesten.

446

✂ trækkes: strides. - fattige: ordet er dobbelttydigt: 1) fattige, 2) stakkels. - gak til Bloksbierg: gå ad Helvede til; B. er navn på det bjerg (i Harzen), hvor hekse iflg. overtroen mødtes (med Fanden) St. Hans nat (23. juni) el. Valborgs nat (30. apr.). - Rixdlr.: rigsdaler, se n.t.s. 11. - lagt mig til gode: sparet op. - recommandere: anbefale. - Information: undervisning, se n.t.s. 429.

447

✂ Adieu: fr.: farvel. - prosit die Malzeit: ty.: velbekomme. - Spectatores: lat.: tilskuerne. - Af dette (...) gang fuldkommen: ligesom i Ulysses er epilogen/moralen udformet i Bording-strofer, se n.t.s. 205. - passere: regnes. - og: også, ligeledes. - baadet: gavnede, vandt, opnåede. - vittig: forstandig. - For: fordi. - Hurtighed: energi, aktivitet.

448

✂ Jeg bryder Iis: jeg baner nye veje; illusionsbrud, eftersom »jeg« her kun kan være Holberg selv; sml. I,1 (s. 361), hvor illusionen opretholdes.