Holberg, Ludvig 8. Receptionshistorien

8. Receptionshistorien

Blandt komedierne i dette bind findes de to, der nok har været genstand for de mest divergerende opfattelser og fortolkninger, nemlig Jeppe og Erasmus. l disse tilfælde kan det iagttages, hvorledes tilstande, stemninger og opinioner i eftertiden ind imellem har ført opfattelsen af stykkerne (ikke mindst titelpersonerne) væk fra den »rene komedie«, Holberg tilsigtede med sin dramatik (se ovenf., p. 459), over mod en opfattelse af stykkerne som halve eller hele »tragedier« (og af titelpersonerne som martyrer). Udsvingene i fortolkning er dog sjældent tilfældige, men som oftest historisk, evt. åndshistorisk, forklarlige. Der skal her gives et rids af grundopfattelserne af de to stykker, som de har formet sig dels gennem teateropførelser, dels gennem litteraturkritikken.

Vi ved intet om, hvordan Jeppe paa Bierget blev opført på teatret i Lille Grønnegade; vores eneste vidnesbyrd er Holbergs egen 474 rapport om succes'en (bortset fra premièren) og om sin tilfredshed med studenterskuespilleren Grams udførelse af hovedrollen. Da teatret på Kongens Nytorv - det, der snart skulle blive Det Kgl. - åbnede i 1740'rne, bestræbte man sig for Holberg-opførelsernes vedkommende på at videreføre traditionen fra Lille Grønnegade. Og her ved vi, at Jeppe af skuespilleren Hortulan (1722-1783) blev præsenteret som komisk, dyrisk, grov og snavset, en fordrukken og usympatisk stymper, som baronen og hans folk uden betænkeligheder kan lave sjov med, og hvis bondemanerer giver anledning til farceagtig komik.

Mod slutningen af 18. årh. gennemføres de store landboreformer med bondestandens relative frigørelse: stavnsbåndet ophæves, hoveriet indskrænkes, det tidligere landsbyfællesskab opløses, og fæste erstattes af selveje. Dermed ændres det idealtypiske billede af den danske bonde - og dermed også teatrets Jeppe. Gielstrup (1753-1830) giver nu Jeppe som skikkelig, godsindet, pæn og især: klog - nu skulle hans standsfæller ude i samfundet vise sig værdige og kvalificerede til den nye status som selvejere. Men samtidig med den sympatiske fremstilling af figuren opretholdes pietetsfuldt rollens traditionelle indslag af klovnerier: Bunden går ud af baronens seng, Jeppe drikker af vandfadet etc.

I første del af 19. årh. spillede Lindgreen (1770-1842) Jeppe i overensstemmelse med romantikkens opfattelse: det naive og rørende naturbarn.

Ved midten af århundredet fik Danmark sin frie forfatning med bonderepræsentation på Rigsdagen - og atter en ny Jeppe. Phisters (1807-1896) Jeppe var ikke blot sympatisk, fordi han var rørende, men også fordi han var mere dæmpet, finere, soigneret, salonfæhig.

Da parlamentarismen indførtes ved indgangen til vort århundrede, og det første Venstre-ministerium afløste provisorieårenes faktiske Højre-diktatur (Estrup), understregede man i den samtidige indstudering (bl.a. ved hjælp af dekorationerne) den sociale modsætning mellem naturvæsenet Jeppe, spillet af Olaf Poulsen (1849-1923), og den overfladisk spøgende baron.

I 1917, året for den russiske revolution spillede Henrik Malberg (1873-1958) Jeppe sådan, som det fremgår af litteraturprofessoren Valdemar Vedels (1865-1942) omtale: »[...] Men efterhaanden som 475 han tager sig i [dvs. finder sig til rette med] Baronværdigheden, viser han sig adskillige Grader raaere og gemeenere, mere ondartet og farlig end Poulsens Jeppe. Hans Munterhed er sjoveragtig Grinebiderlyst, meget lidet hyggelig og jovial, hans Kommanderen har intet af barnlig Lyst i sig, er blot en bidsk, tændervisende og ondt pønsende Grumhed, som en halvgal Terrorists fra Revolutionen [...]« (cit. eft. Har. Nielsen: Holberg i Nutidsbelysning, Kbh. 1923, p. 108).

Efter at Osvald Helmuth (1894-1966) i 1950'erne havde fremført sin elskværdige, konfliktudjævnende version på Det Kgl. Teater, fremkaldte den skærpede sociale bevidsthed efter 1968 Buster Larsens (1920-1993) på én gang tragiske og farlige Jeppe på Det Ny Teater. Instruktionen havde Kaspar Rostrup (f. 1940), der i 1981 overførte sin opfattelse af stykket til film: På baggrund af den rå undertrykkelse, Jeppe er udsat for, bliver hans plumphed og oprørstrang forståelig, medens baronen fremstår som skurkagtig landjunker af playboy-type.

Siden slutningen af 18. årh. har Jeppe altså været spillet som en positiv figur, gennem 19. årh. som mere eller mindre rørende, i 20. årh. også som farlig og »revolutionær«. I begge tilfælde skal han opfattes alvorligt og tragisk, blot med vekslende betoning af den personlige og den sociale tragedie. En genoptagelse af den oprindelige, komiske Jeppe, som var grov og dum, og som derfor fortjente at blive narret, har ikke været mulig.

Erasmus Montanus' opførelseshistorie udviser hyppigere skift mellem forskellige opfattelser af titelfiguren. Disse er principielt to, den negative: Erasmus som hoven praler og akademisk nar, og den positive: Erasmus som sandhedens forkæmper og martyr. Svarende til disse vurderinger af Erasmus bliver opfattelsen af hans milieu, landsbyen Bierget, henholdsvis at den repræsenterer den sunde fornuft og den nødvendige praktiske sans, og at det er en ravnekrog af selvtilfreds, indskrænket stupiditet.

Vi ved, at både Preisler (1755-1809) i sidste del af 18. årh. og Rosenkilde (1786-1861) inde i 19. årh. spillede Erasmus som sympatisk og i hvert tilfælde ikke lastværdig. En markant stigning i positivitet fik skikkelsen gennem Kr. Mantzius (1819-1879), der i 1840'rne fortolkede den under indtryk af skandinavismen og 476 nationalliberalismen, bevægelser, der netop blev båret af studenter og unge akademikere, og som det inden årtiets udgang var lykkedes både at indføre en demokratisk forfatning og at formulere en grundlov. Mantzius' spil viste denne selvsikre, nyskabende akademikerstands forsvar mod traditionens dumhed.

Som reaktion på Mantzius' opfattelse af komedien som tragisk spillede Emil Poulsen (1842-1911) i sidste del af 19. årh. Erasmus som komisk og usympatisk, som en vigtigper, der fortjener sin afklapsning til slut. Nicolai Neiiendam (1865-1945), der havde rollen ved århundredskiftet, gav især bondestudenten, latterlig, men også i sit indre splittet mellem sine to milieuer. Johannes Poulsen (1881-1938) i 1920'rne var nok mere negativ med sin fremstilling af den hovne laps. Inden 1920'rnes udgang havde Erasmus-skikkelsen i Holger Gabrielsen (1896-1955) fået en mere forsonlig fortolker, og denne tendens blev fortsat med den intelligente og ganske sympatiske Erasmus, som Henning Moritzen (f. 1928) spillede i 1960'erne, uddannelsesboom'ets årti. Derimod rammer Søren Pilmark (f. 1955) i den nyeste opsætning, fra 1983, den kolde intellektualismes repræsentant, ikke mindst ved sine gestiske udtryk.

I modsætning til, hvad der var tilfældet med Jeppe, er den oprindelige komiske og negative opfattelse af skikkelsen altså stadig levende i teatertraditionen, men brydes med mellemliggende perioders trang til psykologisering og sentimentalisering.

Den toneangivende litteraturhistoriker og kritiker K.L. Rahbek skrev om Jeppe på begge sider af 1800. Skønt han opponerer mod »den ikke saa ualmindelige Dom, der uden Omstændigheder [dvs. uden videre] vil erklære [Jeppe] for en Pøbelfarce« (Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg.: K.L. Rahbek VI, Kbh. 1806, p. 152), er han dog ikke i tvivl om, at komediens pointe er den, der udtales i den afsluttende morale, idet »Holberg i Jeppe har viist, at der aldrig gives værre Tyran, end en forhenværende Slave«. (K.L. Rahbek: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil I, Kbh. 1815, p. 244).

Men går vi blot frem til Oehlenschläger (der oversatte Holbergs komedier til tysk 1822-1823), konstaterer vi for første gang en entydig demokratisk sympati for Jeppe, der som tyrannisk »baron« er 477 »et Billed paa Pøbelaanden, naar den har brudt utaalelige Lænker, vil hævne sig, og misbruge Magten, som den før af de Mægtige blev misbrugt mod Folket. Det er jo ganske naturligt. Vee den, Forargelsen kom fra!« (Prometheus II, 1833, p. 175).

Den nationalliberale politiker A.F. Krieger (1817-1893) skærpede denne opfattelse og rettede i en artikel fra 1865 sin harme mod baronen, »en af de rige, adelige Lediggængere, som i Mangel af ædlere Beskæftigelse, morede sig med de frækkeste og frivoleste Hokuspocus«, som driver »dette hensynsløse, raae, til Svineri gaaende Spil med et Menneske som den stakkels, forpryglede, fordrukne Jeppe paa Bjerget. [...] en Datidens Herregaards Vellystning, [...] en adelig Libertiner« (Dansk Maanedsskrift I, 1865, p. 502).

Forinden havde Oehlenschlägers digterkollega og efterfølger som litteraturprofessor Carsten Hauch (1790-1872) givet en indgående behandling af komedien. Hauch ser Jeppe som trældommens offer, »som et Slags Martyr«, skønt han dog ikke vil gå så vidt som de, der i Jeppe snarere ser en tragedie end en komedie: »den alvorlige Følelse kommer snarere siden efter paa Tankens Vei.« I lighed med Oehlenschläger, der helt ønskede afslutnings-moralen udeladt, ser også Hauch en problemfyldt modsætning mellem denne og selve stykket: »Og det er da virkelig rørende at se, hvorledes [Holberg] hos sit philistrøse [dvs. spidsborgerlige] Publikum søger Tilgivelse for sit kjække og genifulde Digt [...] Skal man da troe Epilogen paa Ordet, saa har det Hele en aristokratisk Tendents; men forsaavidt Tidens Uret mod den undertrykte Del af Folket ogsaa deri bliver synlig, kan jo Tendentsen med ligesaa megen Ret kaldes demokratisk.« (Nordisk Universitets-Tidsskrift III,3, Kria. 1857, pp. 93, 97, 125).

I forlængelse af Hauchs opfattelse ligger Georg Brandes'. I en artikel om Jeppe, der senere indgik i hans jubilæumsskrift om Holberg (1884), kalder han baronens optræden »utilgiveligt Barbari« (Illustreret Tidende 1868, nr. 443, p. 216, sp. 3), men behandler i øvrigt - som elev af den franske litteraturhistoriker og kulturfilosof H. Taine (1828-1893) - Jeppes psykologi som et produkt af hans livsbetingelser.

Næsten samtidig med Brandes' jubilæumsskrift skrev Sophus Claussen (1865-1931) i forbindelse med en opførelse: »Men det er 478 ingen Komedie. Det er en Tragedie, [...] En Underkuelsens og Drukkenskabens Tragedie [...] Saa meget stærkere er Mislyden, fordi Holberg trods al den Alvor, der er i dette Stykke, altfor meget har brugt sin Jeppe til at gøre Grin med. [...] Hvor ynkelige er ikke de Slutningsord, som han lader Baronen sige [... ] Holberg er gaaet uden om; han vilde have sagt til Adelen, Herremændene: der kan I se, saadanne ynkelige Skabninger er Bønderne, fordi I har udsuget og undertrykt dem. Men saaledes kunde man ikke sige i de Tider; han har i alt Fald ikke gjort det [...] Hvad opnaaede han ved at gaa uden om? Han opnaaede at slippe for Ubehageligheder, men han opnaaede ogsaa det, at hans Stykke blev misforstaaet, at man lo ad det i Stedet for at græde« (Horsens Folkeblad, 9. mrs. 1886, p. 2, sp. 4).

Højdepunktet af patetisk »forsvar« for Jeppe nås af grundtvigianeren og højskolemanden Rudolf Schmidt (1836-1899). Også han indskærper, at man »fremfor Alt ikke [må] benytte den Forklaring, som Holberg i Baronens Epilog har givet til sit Arbeide« - den er »i afgjort Modstrid med Stykkets virkelige Indhold. [...] De vil paa Forhaand indse, at det vilde være stygt og ondt, om Holberg havde holdt denne Trældommens Søn frem for at gjøre ham til Gjenstand for Spot og daarlig Morskab [...] Rent ud sagt: Jeppe er en Mand med et stort Hjertelag, en ridderlig Skikkelse, en ædelmodig Natur, som bærer en Troubadour-Harpe i sit Bryst; men Klangen er unægtelig ikke den, som møder os i Romandigtningen.« (For Ide og Virkelighed, 1873, pp. 335, 340-42).

En vis dobbeltholdning kan iagttages hos kritikeren Edvard Brandes (1847-1931), Georgs bror. På den ene side deler han de nævnte forgængeres syn på modsætningen mellem morale og komedie: »Slutningsverset er absolut aristokratisk-konservativt, men selve Komediens Anlæg synes os nu demokratisk revolutionært« (Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier, Kbh. 1880, p. 307), skriver han i et essay om Phister i 1880. I en jubilæumsartikel fire år senere omtaler han »Baronens Slutningstirade som mangehaande Hensyn maaske paatvang Digteren« (Politiken, 3. dec. 1884, p. l, sp. 6). På den anden side: Da Phisters tragiske Jeppe efter Edvard Brandes' mening næppe stemmer med Holbergs idé, kunne han tænke sig en naturalistisk opfattelse af figuren, »efter hvilken han fremstilledes som hørende til Menneskehedens Bærme, usympatisk i Ydre og 479 Manerer, og ikke som godmodig, skikkelig og rar, men sløv til Dagligdags og despotisk i Rusen.« (Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier, Kbh. 1880, p.307f).

Holberg-forskeren C.W. Smith (Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, 1858) og litteraturhistorikeren N.M. Petersen (1791-1862) havde allerede tidligere understreget, at Holberg udtrykte sin oprigtige mening i komediens morale, og at baronen fra Holbergs hånd ikke var »Andet end en munter og dannet Mand, der har Lyst til et psychologisk Experiment« (Smith, p. 175, jvf. N.M. Petersen: Bidrag til den danske Literaturs Historie IV,2, Kbh. 1858, p. 628f) -uden at det dog foreløbig fik betydning for den almindelige opfattelse af komedien.

At det var dette synspunkt, der - historisk set - var det rigtige, dvs. det oprindelige, og at den positive opfattelse af Jeppe skyldtes senere tiders behov for omfortolkning - det blev først udførligt dokumenteret med antidemokraten Harald Nielsens veloplagt polemiske bog Holberg i Nutidsbelysning fra 1923, som helt er viet behandlingen af dette spørgsmål. Derimod rummede Edvard Brandes' karakteristik af en naturalistisk Jeppe ingredienser, der - som vi har set ovenf. - foregreb nyere opførelsers fortolkninger af figuren som rå revolutionær, omend disse mere viser den retfærdigt hævnende oprører - altså en fundamentalt positiv person - end Edvard Brandes' frastødende »menneskedyr«.

Medens Rahbek med hensyn til Jeppe gjorde sig til talsmand for det oprindelige, Holberg'ske syn på komedien og dens hovedperson, er det modsatte tilfældet med hans omtale af Erasmus Montanus som »et godmodigt, men og [dvs. også] som et forstandigt ungt Menneske« (Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil III, Kbh. 1817, p. 182). Hermed fjerner han sig fra Holberg og baner vejen for idealismens opfattelse af figuren, som rådede i første halvdel af 19. årh. Lad os se på tre fremtrædende skribenters behandling af Holbergs student:

Fru Gyllembourg tog komediens personkonstellation til mønster i sin samtidsroman Montanus den Yngre (1837), hvor Conrad, Erasmus' sidestykke, til alles tilfredshed optages i familiefirmaet, efter at en ideologisk konflikt med det borgerlige milieu er bilagt (Conrad er i Amerika blevet republikaner). 480 S. Kierkegaard (1813-1855) skrev i sine papirer: »Jeg græder, naar jeg seer eller læser Erasmus Montanus; han har Ret og ligger under for Massen« (Søren Kierkegaards Papirer, udg.: Thulstrup I, Kbh. 19682, p. 149) - og anerkendte også andre steder Erasmus som kompromisløst tænkende enkeltindivid, medens han ytrede foragt for Bierget som traditionelt troende kollektiv.

Kritikeren P.L. Møller skrev i en artikel fra 1843, at Holberg med Erasmus Montanus »ikke blot skjemter over smaalige Forhold, men viser os - paa en næsten tragi-comisk Maade - Begeistringen for en høiere Erkjendelse i Kamp mod Dumhed og Fordom.« (Dansk Folkekalender, Kbh. 1843, p. 70f).

Efter århundredets midte vender billedet. Den allerede nævnte C.W. Smith anlægger i sin Holberg-bog også i forbindelse med Erasmus komedie-synspunktet: »Man støder undertiden paa en saadan Opfattelse af dette Stykkes Tendents, som om Montanus var en Martyr for Sandheden, og Landsbyfolkenes dumme Fordomme den egentlige Gjenstand for Satiren. Thi det er utvivlsomt, at Jorden virkelig er rund, ligesom det er ganske vist, at Holberg selv ingen anden Mening har havt om dette Spørgsmaal. Det kunde altsaa synes rimeligere, at Montanus blev tvungen til at gjenkalde sine falske Paastande end sine sande og velgrundede Meninger. Men Montanus forfegter ikke Sandheden som Sandhed, han forfegter den kun som sin Paastand. [...] Det er ham slet ikke om at gjøre, at Folk paa Bjerget bringes til at troe, at Jorden er rund, hvad der jo ogsaa i og for sig er temmelig ligegyldigt eller ialtfald ikke et Martyrium værd; han vil kun, at hvad han har sagt, skal staae fast. Det er det Falske i dette Princip, han skal lære at erkjende.« (Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, Kbh. 1858, p. 187f).

Smith har følgeskab af den kyndige kritiker Clemens Petersen (1834-1918), der næsten samtidig skriver: »[...] Men i Lighed [med Jean de France og den politiske kandestøber] skal man ogsaa lee af Erasmus Montanus, naar Verden gaaer ham imod og han faaer sin velfortjente Løn. [...] Men i ethvert Tilfælde er det ganske ligegyldigt, om det er Sandhed eller Løgn, Erasmus kommer i Knibe for, thi den Maade, hvorpaa han bestandig stiller sig til en Sag, er, uafhængig af Sagen selv, forkastelig og latterlig, og det er den, der i Stykket straffes med Prygl og straffes med Rette. [... ] Og lader 481 man blot Erasmus fremtræde med den i Texten foreskrevne Mimik, vil hele Figuren faae et Sving, der bringer enhver Antydning af det Tragiske til at bortdunste.« (Fædrelandet, 22. maj 1858, p. 489, sp. 3 - p. 490, sp. 1; ordlyden, ikke opfattelsen, er en smule ændret i optrykket i Dramaturgisk Kritik, 1860, som er fulgt her).

Vi så tidligere, hvordan Rudolf Schmidt ved sin tilknytning til grundtvigianisme og højskole og deraf følgende sympati for muldens sønner måtte levere et »uhistorisk« forsvar for bonden Jeppe. I forbindelse med Erasmus bevirker samme sympati en historisk rigtig bestemmelse af komediens sande værdier som dem, Bierget og i særdeleshed Erasmus' bror, bondedrengen Jacob, repræsenterer, og af Erasmus som ublandet komisk. Rudolf Schmidt fremsætter desuden den morsomme tanke, at Erasmus' uforståelige logik-hokus-pokus, hvormed han »forvandler« familie og lokalbefolkning til sten, tyre og haner, blandt almuen må være blevet opfattet som magi, og at det i virkeligheden er som en slags troldmand, at Erasmus opretholder sin overlegenhed i milieuet (jvf. note til p. 229).

Også Georg Brandes er at finde blandt »negativisterne«: »Bevidst har Holberg kun villet fremstille Narren i Erasmus« - han og Per Degn repræsenterer sammen det almene forhold »mellem [...] ny og gammel Daarskab« (Samlede Skrifter I, Kbh. 1899, p. 138f).

Modsat sin bror og Rudolf Schmidt forholder Edvard Brandes sig: Medens hans naturalistiske dramaturgi lod ham anbefale en usympatisk Jeppe, der i visse henseender pegede tilbage mod Holbergs oprindelige, frister hans egen situation som radikal intellektuel ham til at opvurdere Erasmus i en grad, der ligger fjernt fra den oprindelige komediefigur, og betragte ham som »de nye Tankers Bærer« (Politiken, 22. dec. 1921, p. 10, sp. 6).

I dette århundrede har opfattelserne af figuren vekslet. Litteraturprofessoren og holbergianeren Vilh. Andersen (1864-1953) betragtede allerede i sine Litteratur Billeder I (1903) Erasmus, Jacob og løjtnanten under synsvinklen: åndstyper, og i sin store litteraturhistorie ser han hele Erasmus som »en Kulturkomedie«, der giver »et historisk Gruppebillede« af folket, staten, kirken, universitetet og litteraturen. Den kulturform, Erasmus repræsenterer, var allerede på Holbergs tid forældet, »en overlevet akademisk Skik og Mode«, så hans med prygl fremkaldte dementi af »netop den af [hans] 482 Paastande, hvori der er reel Sandhed, giver ham ikke noget tragikomisk Martyrium, men fuldender den rene Komik i hans Skikkelse og Skæbne.« (II, 1934, p. 81-83).

Synspunktet »kulturkomedie« er ikke af alle Holberg-forskere og -kritikere blevet betragtet som lige nødvendigt og påtrængende. Højskolemanden Johs. Novrups bog Erasmus og Jacob (1952) er imidlertid et symptom på, hvorledes figurerne Erasmus, Jacob og Per Degn som (ånds-)typer er indgået i den almindelige bevidsthed og danske sprogbrug og lader sig mobilisere i den politiske og kulturpolitiske debat. Også til spørgsmålet om komisk eller tragisk har opfattelserne divergeret; flere har forsøgt at forene synspunkterne i et både-og, således den ellers uforsonligt determinerede Harald Nielsen, der i en artikel i den i 1920'rne regelmæssigt udsendte Holberg Aarbog fandt, at komediens grundtanke var: »»Sandheden falder mellem Røvere«« (1922, p. 24). 1970'ernes ideologikritiske og marxistiske analyser har betonet Biergets = samfundets undertrykkelse af individet og dermed til en vis grad genoptaget idealismens og Edvard Brandes' vurdering af parterne. I Henrik Stangerups filmatisering (texten udg. 1976) er handlingen henlagt til Brasilien, hvorved konflikten kan udspilles mellem den »ny tids mand« og et tilbagestående, feudalt samfund.

Jeppe-kritikken forløber altså i en kurve parallel med de sceniske fortolkninger: 18. årh.'s opfattelse af komedien som farce med en latterlig og frastødende titelfigur afløses i 19. årh. af stadigt stærkere sympatiserende holdninger over for Jeppe og deraf følgende fordømmende holdninger over for baronen og afvisninger af epilogmoralens relevans for komedien, som nu opfattes som mere eller mindre »tragisk«. Den forskningsbaserede Jeppe-kritiks tilbageføring af figuren til Holbergs vurderingsnormer forblev uden konsekvenser for teatertraditionen i dette århundrede, der især har fornyet opfattelsen af Jeppe ved en ny form for positivitet: den revolutionære farlighed.

En lignende parallel kan iagttages for Erasmus Montanus' vedkommende. I 19. årh. opfattes Erasmus først forsonligt, så ligefrem positivt, hvorefter denne tendens omkring århundredets midte afløses af en modsat, der lader sympatien overgå fra Erasmus til 483 Bierget. I dette århundrede har de to opfattelser sameksisteret både i kritik og fremførelser.

Demokratiets indførelse og »bonden på Rigsdagen« afstedkom modsat rettede vurderinger af de to titelpersoner - eller rettere en opvurdering af både Jeppe og af Erasmus' omgivelser, ved midten af århundredet så vi forsvaret for Jeppe blive intensiveret, medens Erasmus' gunst faldt brat. Udviklingen har dermed bevirket, at vi i dag har mulighed for at se Erasmus opført i principiel overensstemmelse med Holbergs tilsigtede vurdering af titelperson/milieu, medens vi kun kan møde den oprindelige Jeppe, som opførelsespraksis har ført stadig længere bort fra dens historiske og litterære udgangssituation, gennem litteratur- og teaterhistoriens oplysninger.