Holberg, Ludvig 10. Bibliografi

10. Bibliografi

a) Udgaver af Holbergs komedier:

Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, udg. af K.L. Rahbek I-XXI, Kbh. 1804-1814 [komedierne i bd. I-VI].

Holbergs Komedier, udg. af Jul. Martensen I-XIII, Kbh. 1897-1909.

Ludvig Holbergs Samlede Skrifter, udg. for DSL af Carl S. Petersen [, Aage Hansen og F.J. Billeskov Jansen] I-XVIII, Kbh. 1913-1963 [komedierne i bd. II-IV].

Holberg: Comoedierne, udg. af Carl Roos I-III, Kbh. & Kria. 1922-1924.

Ludvig Holberg: Værker i tolv Bind, udg. af F.J. Billeskov Jansen I-XII, Kbh. 1969-1971 [komedierne i bd. III-VII].

Ludvig Holberg: Samtlige Komedier i tre bind, udg. af EJ. Billeskov Jansen, Kbh. 1984.

Ludvig Holberg: Erasmus Montanus, udg. af Alf Henriques, Dansklærerforeningen, Kbh. 195910. 487 Ludvig Holberg: Jeppe paa Bjerget, udg. af Poul Paludan, Dansklærerforeningen, Kbh. 197515.

Ludvig Holberg: Erasmus Montanus, udg. af Thomas Bredsdorff, Dansklærerforeningen, Kbh. 1992.

b) Aktuelt relevante behandlinger af Holbergs komedier (incl. en el. flere af de i dette bind indeholdte):

Andersen, Dorte Sonderup: Om at være sig selv bekendt. En historisk relatering af Ludvig Holbergs komedier, Odense 1988.

Andersen, Jens Kr.: Ludvig Holberg. Statsborger, intellektuel, dramatiker, Kbh. 1984.

Andersen, Jens Kr.: Conflicting Values in Holberg's Comedies: Literary Tradition or Social Teaching? = The Nordic Roundtable Papers VII, Minneapolis 1991.

Andersen, Jens Kr.: Handling og moral. En strukturel studie i elleve Holberg-komedier, Kbh. 1992.

Andersen, Jens Kr.: Professor Holbergs komedier. En strukturel og historisk undersøgelse, Kbh. 1993.

Andersen, Jens Kr.: Holbergs kilder? Studier i komediedigterens mulige litterære forudsætninger, Kbh. 1993.

Brix, Hans: Ludvig Holbergs Komedier. Den danske Skueplads, Kbh. 1942.

Eide, Eiliv: Holbergs »Den Stundesløse«: Lykkelig møte mellom karakter og intrige, i: Leif Longum (red. ): Drama-analyser fra Holberg til Hoem, Bergen, Oslo & Tromsø 1977, s. 21-28.

Grodal, Torben Kragh: Tilpasning eller fremmedgørelse. »Erasmus Montanus« og »Den 11. juni« som ideologiske afgrænsninger af enevælden i forhold til feudalisme og liberalisme, i: Jørgen Holmgaard (red. ): Tekstanalyser = Poetik 4, 2-3, Kbh. 1971, s. 21-34.

Holm, Edvard: Holbergs statsretlige og politiske Synsmaade, Kbh. 19752.

Jensen, Anne E.: Helte og antihelte. Omkring Holbergs Ulysses von Ithacia, Kbh. 1984.

Jensen, Kerrin: Moral und Politik. Gesellschaftsbild und Komödienkonzeption in Ludvig Holbergs Frühwerk = Beiträge zur Skandinavistik VI, Frankf. a. M., Bern & N. Y. 1986.

Kruuse, Jens: Holbergs maske, Kbh. 1964.

Ladevig Petersen, E.: Fra standssamfund til rangssamfund 1500-1700 = Dansk social historie III, Kbh. 1980.

Lohmeier, Dieter: Der beschränkte Untertanenverstand und der ganze Zusammenhang der Sachen. Über den Erfolg des Politischen Kannegiessers in Deutschland, i: Text und Kontext, Sonderreihe V: Deutsch-dänische Literaturbeziehungen im 18. Jahrhundert, München 1979, s. 13-32.

Nedergaard, Leif: Erasmus Montanus. Kætterske betragtninger over Holberg's stykke som komedie, som tragedie og som universitetssatire samt 488 dets plads i striden om verdensbilledet, i: Danske Studier, Kbh. 1979, s.

50-84.

Nielsen, Erik A.: Holbergs komik, Kbh. 1984. Nielsen, Harald: Holberg i Nutidsbelysning. En æstetisk Undersøgelse, Kbh.

1923.

Nystrøm, Eiler: Den danske Komedies Oprindelse. Om Skuepladsen og Holberg, Kbh. & Kria. 1918. Rahbek, K.L.: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter og om hans Lystspil I-III,

Kbh. 1815-17. Rossel, Sven Hakon (udg.): Ludvig Holberg: A European Writer. A Study in

Influence and Reception = Internationale Forschungen zur Allgemeinen

und Vergleichenden Literaturwissenschaft VIII, Amsterdam & Atlanta GA

1994.

Smith, C.W.: Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, Kbh. 1858. Spang-Hanssen, Ebbe: Erasmus Montanus og naturvidenskaben, Kbh. 1965. Thomsen, Hans Hagedorn (udg.): Omkring Erasmus Montanus. Tekster til

fortolkningen, Kbh. 1980. Werlauff, E. C.: Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil,

Kbh. 18582.

c) Hjælpemidler til studiet af Holbergs komedier:

Ehrencron-Müller, H.: Bibliografi over Holbergs Skrifter I-III = samme: Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814 X-XII, Kbh. 1933-1935 [om komedierne i bd. II-III].

Hansen, Aage, Christopher Maaløe & Sv. Eegholm-Pedersen: Holberg-ordbog. Ordbog over Ludvig Holbergs sprog I-V, Kbh. & Oslo 1981-1988.

Tillæg

Rahbeks gengivelse af Bidermanns Jeppe-historie

(Fra: Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter. Udgivne ved K.L. Rahbek VI, Kbh. 1806, p. 153-163).

Den Fornemste af den utopiske Ungdom [...] havde faaet Lyst til at slaae sig løs. Hans Følge fandt da en beskjænket Bonde under en Eeg, ligge ligere en Død end en Sovende. De strømme om ham, og trække ham en i Benet, en i Haaret, en eet Sted, og en et andet, for at faae ham vaagen. Men da de saae, det var forgjæves, gav En 489 et Raad, til ret at have Løjer med ham. De tage da Mennesket, som intet vidste af sig selv, og bære ham op paa Slottet; her underviser Herren sine Tjenere, hvad de have at gjøre; de rense og pynte den sovende Bonde, binde hans Haar i en ziirlig Knude, sætte ham et forlorent Skjæg fast paa Hagen, sminke ham, lægge ham i en prægtig Seng med galonerede Klæder ved Siden, Ringe paa Fingrene, Armbaand paa Armene, og stille nu et Par Mennesker til at staae paa Luur, hvorledes han vilde tee sig, naar han vaagnede.

Noget efter mældte den ene af disse, at Bonden var vaagnet, og gjorde saare latterlige Ophævelser. Man stimlede da til fra alle Sider, for at see, hvorledes denne Bondeklodrian kunde skikke sig paa et glimrende Slot. Da han havde udsovet Rusen, og først mærkede, hvor prægtigt Sovegemakket saae ud, begyndte han at gnide sine Øjne, og see sig om, een Gang, to Gange, tre Gange; nu satte han sig forskrækket ned og begynd [te] at føle paa alt, hvad der omgav ham. Men da han ikke traf paa andet end Sølv og Silke, og kostelige Linklæder, og Guld og Elfenbeen, troede han, han svimlede. Hvad er det? sagde han, hvor har Lykken ført mig hen? er det min Skygge, jeg saae i Gaar, da jeg laae under Eegen, er jeg kanskee endnu beskjænket, og troer at see, hvad jeg sværmer [drømmer, fantaserer mig til]? Men jeg er jo vaagen, og ingen Drøm gjækker mig. Nu da han igjen vilde gnide Søvnen af Øjnene, saae han Ringe paa sine Fingre og Armbaand, og gjenkjændte intet af sin gamle Usselhed. Han begyndte nu at troe, at han var en anden, og ikke sig selv mere; og da han nu ovenikjøbet i det spejlblanke Marmor saae baade sit Haar og sit Udseende anderledes og fandt Skjægget paa sin Hage, blev han saa bleg, som et Liig, og sagde: nu har da Ulykken reent faaet Magt over mig, og Intet ladet mig beholde tilbage af mig selv. Jeg kunde dog have Lyst at staae op af mit Leje, og prøve, om min Kone og Børn, og Tjenestefolk kjænde mig. Men nu fandt han isteden for sine Bondepjalter de prægtige Klæder og Guldkjæder; og nu blev han reent forvirret, og bar sig ad som en gal Mand; tilsidst gav han sig til at raabe paa een af sine Karle.

Nu kom fire Ynglinge efter Aftale ind, og med mange Complimenter kyssede ham paa Hænderne, kaldte ham deres Konge og Herre, og begyndte at føre ham i de prægtige Klæder, bringe ham Sølv-Vandfad og Vaskeskaal, lugtende Vand at toe sig i, o. s. v. 490 Bonden, der var stum i alt dette, tænkte iblandt paa: hvad denne ny og usædvanlige Pragt kunde sige; det maatte være det forjættede Land, eller Paradiis, og det kunde ikke være andet end Engle, der baade saae saa vakkre ud, og gjorde saa venlig en Vold paa saadan en ringe Mand. Dog, da een vilde give ham Guldkjæden om Halsen, troede Bonden det var ude med hans Liv, og han skulde hænges i den Guldkjæde, og begyndte derfor at bede om Naade. O vær saa god først, sagde han, I fremmede Herrer, og siig mig, hvad jeg har gjort af mig selv; for jeg siger ikke imod, at døe, hvis jeg har fortjent det. Men jeg græmmer mig over, ved hvad Fejltagelse jeg er kommen hid. Og vaagen har jeg aldrig ladt mig lokke til at stjæle, at jeg ikke skulde lade mig nøde til at hænge. Men sover jeg endnu, og har bestjaalen nogen i Søvne, saa lad mig dog ikke komme i Galgen, før jeg vaagner.

De falde ham i Ordet, og beder ham dog ikke snakke sligt, som var ikke ham værdigt. Han var deres Konge og Herre, hvem de efter gammel Skik skulde opvarte ved hans Lever. Han svarte derimod, at han var en Bonde, og hedde Jeppe, fød af fattige Forældre, og havde en Smule Jord og en Hoverigaard. De sagde ham imod, og da han ikke vilde give efter, overvældede de ham med store Usandheder; at det enten maatte være en Drøm, der havde forrykket den kongelige Hjerne, eller han var over sine mange Bekymringer kommen til Ulykke og gaaet fra sig selv. Om han ikke huskede, hvad han endnu i Gaar viseligen havde gjort? Da han nu spurgte, hvad det var? Da Du, svarte den ene, gav mig tusind Ducater, og denne en Guldkjæde, ham der en persisk Hest, og ham hist en indenlandsk. Jeppe svarede, at han ikke huskede noget deraf; hvorvel jeg nu seer, sagde han, at jeg har været gal, som har foræret Jer noget sligt. Og da I maa vide, at vanvittige Personer intet kan give bort, saa giver mig det flux igjen! De paastode, at igaar havde han været ved sin fulde Forstand; men nu var det, han snakkede over sig; thi hverken plejede Gale at give Noget bort eller Kloge at tage det tilbage. Han skulde derfor sætte sig paa sit kongelige Sæde, og vente paa sine Hoflæger, der skulde helbrede ham for Sindssyge.

Nu gaaer en Page, og kommer strax igjen med en heel Mængde Mennesker, som han alle giver ud for Læger. De gaae til ham med Bekymring, staae om ham med Ærbødighed, og efterat have kysset 491 ham paa Haanden, knapper En hans Trøje op, og føler ham paa Brystet, En finder hans Puls, hver gjorde Sit. Nu stikke de Hovederne sammen og erklære, at Blodet ved Legemets umaadelige Hede var kommen i Kaag, og voldte de Griller, saa Fyrsten glemte sig selv og troede at være en anden. Hvorvel den Vanvittighed ikke var i nogen høj Grad; det vilde ingen Under være, da Blodet var i saadant Kaag, om han endnu sværmede urimeligere. Der var imidlertid gode Raad for; naar han blot en Dag levede lystig, og søgte at fordrive de Griller ved Glæde og Vellevnet, vilde han snart komme til sin Samling igjen. Da han nu ikke vidste, hvad han skulde sige dertil, lod de strax gjøre Anstalter til al den Ting, der kunde muntre hans Sind. Der var Røgelse og Salver, og alle Slags rare Sager, og der var Musik og Sang; Jeppe, som fandt det var noget andet, end hans gamle Sækkepibe, spurgte, om de plejede altid at have sligt. De svarte, hver Dag, og han plejede at holde meget deraf; han undrede sig, at han ikke kunde komme det ihu; men de paastode, at det kom af hans Sygdom.

Nu fortælle de ham Historierne om den, der indbildte sig intet Hoved at have; den, der troede at have Hovedet fuldt af Fluer; den, der frygtede at volde en Oversvømmelse ved at lade sit Vand; den, der holdt sig selv for død; den, som man fik til at troe, hans Hoved var blevet dobbelt saa stort; og den, som stod i den Tanke, at hans Næse var 10 Fod lang; og faae de endelig vor Bondemand i den faste Tro, at han var en Konge. Nu begyndte han da at see sig stolt omkring, foragte alle dem, der omgav ham, og ansee for en Drøm Alt, hvad der kunde minde ham om hans fordums Fattigdom. Jeg kunde have Lyst, sagde han, at komme ud af Sovegemakket, for at sætte min Hukommelse andensteds paa Prøve. Strax lyde alle hans Bud. Nogle bære ham, andre ere hans Løbere, andre hans Laqvejer. Han bliver nu baaren om blandt alle sine fornemme Herligheder, og viste især en gemeen Smag.

Nu nærmede Middagsmaaltidet sig, og da han gav tilkjænde, han længtes derefter, blev der strax prægtig dækket op for ham. Nu sætter han sig, som Odin, ene til Taffels, med alle sine Hofsinder omkring sig, der alle spilte deres Roller meget net. Naar han talte til Een, var strax alle i ærbødig Bevægelse, hans Nik var Befaling; der hørtes ikke uden Konge og Herre baade for og bag. Midlertid 492 bringes en stor Slagtorden af Retter frem, Bordet pakkes fuldt med Guldtaffel; og der sees ikke andet end Guld, Sølv og de allerkostbareste Retter. Aldrig havde det Menneske seet saamange Herligheder, og hvad den Klodrian ikke engang vidste Navn paa, begyndte han nu at smage. Hertil var nu og de udsøgteste Vine i største Overflod, og kort sagt, intet fattedes, der var lækkert og rart. Heller ikke var der alt imellem Mangel paa gottende Latter; thi hver Gang Bondeklodrianen gjorde noget dumt, saae de at komme frem med noget, de kunde tage til Paaskud at lee af.

Midlertid krigede vor Jeppe tapperlig med Fade og Flasker; thi aldrig havde hans gemene Mave havt saa meget prægtigt at gotte sig med, eller stillet sin Hunger paa saadanne Retter, og slukket sin Tørst paa saa udsøgt Viin.

Da han nu altsaa havde mædsket sig med disse overflødige skjønne Ting, blev han endelig mæt, og hvad dermed gjerne plejer at følge, beskjænket. Saaledes gik Dagen med dette Galskab, til Bonden atter ikke vidste mere af sig selv og faldt i Søvn, som han var død. Endelig faldt man da paa, at lade denne nye Konge gaae af igjen; man tog altsaa Kjæderne af hans Hals, Ringene af hans Fingre, Brasseletterne af hans Arme, klædte ham af, fik ved lunkent Vand det forlorne Skjæg af Hagen paa ham, og Haaret i sine gamle Folder; hvormed da hans Døgnregiment havde Ende, og han blev den igjen, han aldrig havde afladt at være. Og var der dette mærkelige ved ham blandt alle Regenter, at han var beskjænket, baade da han fik og nedlagde sit Regiment. Saaledes nedstødt fra sin Højhed fik han sin gamle Kofte paa igjen, og sin lasede Trøje, og blev kastet hen paa samme Mødding, han var trukket op fra igaar.

Da han der havde sovet sin Ruus ud, og bildte sig ind, han skulde vaagne som Konge, saae han, hans Rige var gaaet i Lyset, og han var vaagnet som en Bonde. Vilde jeg nu stykkeviis fortælle, hvad han da afsindig sagde, og gjorde,

det snart blev Nat paa jydsk.

Med eet Ord, han bar sig ad som en Tosse vilde bære sig ad, og en klog Mand lee ad. Da han kom hjem, hvor de havde savnet ham i to Dage, siges der i det mindste, han sagde sin arrige Kone, han 493 havde været i Paradiis, hvor der havde været saa meget rart baade for Øjne og Øren, og hvor han havde

Paa Finger Ring af Ædelsteen,
Og Seng af Skildpad eller Elfenbeen,
Og hvilede paa bløde Edderduun,
Og drak kun af Chrystal, og sad paa Purpur kun.

og havde tusinde Herligheder. Men Konen, som ikke var saa lettroende, at hun skulde troe sin Mands Drøm, bildte sig ind, han havde kiget i de klare Glas i en Kippe [kro]; hun skjældte ham derfor ud, og trak ham efter Haaret ind i Sengekammeret, at han med Faste skulde bøde for sit Galskab.

Nu blev Bonden bragt for en digtet Ret. Der blev en Skraal, at man bragte en, der havde bestjaalet det kongelige Skatkammer. Der fremstode Vidner, at de havde seet Jeppe i KongePragt med Ringe paa Fingrene, og Guldarmbaand, som de havde kjændt, og kort sagt, fremførte alt, hvad han forrige Dag havde sagt, og foretaget. Da han mærkede, han var overtydet ved disse Vidner, brast han bitterlig i at græde, tilstod, det var sandt, de sagde; men hvordan han enten var kommet til, eller af med al den Rigdom, begreb han slet ikke. Snart havde han troet, det var en Drøm, snart at han var bragt til Paradiis, og klædt der; men var kommen ligesaa hurtig af med sin nye Lykke, som til den. Dersom han altsaa havde syndet uden sit Vidende, bad han, det ikke maatte regnes ham til Onde. De andre blev derimod ved, at man ingenlunde maatte skaane ham; at Tingen baade var skjændig i sig selv, og farlig af Exempel, ikke blot at stjæle en Fyrstes Klæder, men endog paatage sig hans Person. Thi hvad kunde under dette Kongenavn ikke ustraffet prøves og gjøres. Det havde man nylig havt skrækkelige Exempler paa. Nu fremføre Advocaterne adskillige Anecdoter til Beviis herpaa, hvoriblandt den, der ligger til Grund i pantsatte Bondedreng.

Nu træde Dommerne sammen, og Dommen fældes. Der hersker en dyb Taushed. Kort derpaa oplæses følgende Dom: »Da Jeppe, Nielses Søn, og Jeppes Sønnesøn, med Vidner er overbeviist, at have stjaalet og aabenlyst baaret Purpur, Ringe, Halskjæder og Armbaand, og uden at tænke paa sin Herkomst, søgt kongelig 494 Myndighed, og efterstræbt Kongen og Kongenavnet; thi kjændes for Ret, at Jeppe enten skal hænges i Reeb, eller kastes for de vilde Dyr, eller aflives ved Gift. Hvorimellem han har at vælge.« Her jamrer Jeppe længe forgjæves, som ikke er Umagen værd at anføre, da han i sit frie Valg intet saae, der var værdt at vælge; endelig valgte han Giften, som han ansaae for det mildeste, og drak den i alles Paasyn. Strax begynder han at svimle, saa kom der en Taage for hans Øine, saa kom han fra sin Samling og faldt i Søvn, saa han laae som død.

Nu kom fire stærke Bøddelknægte med Maske for, og opreiste en lav Vippegalge, hvorpaa de alle gave dem om [overfaldt] den arme Jeppe, der af Giften eller Søvnen var som død; de bandt ham nu saaledes, at de slog et Toug om Benene og op til Armene, saa hele Legemet var fastslynget; saa knyttede de et Reeb i, saa at de uden at røre ved Halsen hidsede ham op i Galgen.

Noget efter blev der et ynkeligt Skrig. Vi fore til Vinduerne og saae et Fruentimmer, der forbittret rev sig i Haaret, og slog sig for Brystet. Det var en Bondekjærling, den hængte Jeppes Kone. Thi saasnart hun hørte, hendes Mand var kommet i Galgen, løb hun did ude af sig selv, og æskede med højt Skraal sin Mand tilbage. Men da hun nu selv saae ham hænge, saa begyndte hun reent at rase, og fordobblede sit Skraal paa sin Jeppe, og sagde, at nu var hun og hendes Børn først ret ulykkelige, da de havde mistet saadan en Mand og Fader. Han havde været en retskaffen Huusbonde og Ægtefælle, og et Mønster for Bønder; med ham var al Retskaffenhed dræbt. Nu begyndte hun at fordre Liget, siden hun da ikke kunde faae sin Mand igjen.

Med denne rasende Raaben fik hun ikke blot hele Nabolauget i Bevægelse, men hun vækkede endog sin Mand op af sin dybe Søvn (thi andet havde Giften ikke gjort) [.] Nu da Dvalens Taage var fordrevet, begyndte han først at slaae de tunge Øjne op, og da de, som desuden var forgrædte, tillige hang sammen af Søvnklatterne, vilde han gnide dem med Fingeren; men mærkede, han var bagbunden. Han vilde nu reise sig, men blev vaer, at han hang i en Galge. Nu begyndte han at undre sig, hvorledes han var kommet derop efter sin Død. Derpaa saae han sig om, og saae sin Kone hyle paa Jorden. Nu kunde den Døde ikke holde sig længer fra at tale med sin Nille. »Aah! kjære Kone! sagde han: hvor jeg vilde gjerne tale med Dig,

495

hvis jeg ikke var død, og altsaa maatte tie. Havde Du været her for faa Timer siden, havde Du endnu fundet mig i Live. Men siden jeg nu er saa ynkelig myrdet, og ikke kan tale mere, saa tal Du, min Kone; og naar Du alt imellem seer til mig, saa fortæl mig, hvor det gaaer hjemme: om Kornet snart er modent, og naar det skal høstes; om vore Folk ere flinke til at gjøre, hvad de skal, og andet saadant, som det ligger mig Lag paa at vide. Og naar Du saa kommer igjen, saa see til, Du har nogen Mad med Dig iblandt, og en Kande Viin. For fra den Tid af, jeg begyndte at være blandt de Døde, har man ikke bragt mig noget at drikke, hvorvel jeg er forbandet tørstig.«

Da Konen hørte sin Mand snakke fra Galgen af, begyndte hun at rende sin Vei af Angest, som Pokker var efter hende. Men da hun hørte ham ogsaa tale om Viin, blev hendes Medynk til Vrede, hun blev staaende og skjældte den Hængte alt det ud, hun kunde: Mens han levede, havde han altid sværmet om i Kroer og Kipper, og ingen Dag ladet gaae hen uden Drik og Sviir, og ved dette liderlige Levnet sat alting til; og nu tørstede han endnu efter sin Død? Men det var noget skammeligt. Hun havde knapt det, hvormed hun kunde føde sine levende Børn, hvordan det da skulde gaae, om de Døde ogsaa skulde have noget at leve af. Derfor ønskede hun ham tusind Galger og Grene, og vilde gaae sin Vei, da man gav hende tilkjænde, at Dommeren havde besluttet for hendes Skyld at dømme hendes Mand til Liv og Frihed igjen. Men hun gav sig til at tude og skraale og frabede sig den Naade, og trygle dem, at de dog ikke vilde kalde en forfyldt Kjæltring til Live, som hun havde ondt nok ved at holde fra sin Lomme, nu han var død; tog de ham ned, fik hun at hænge sig. »Hør, sagde Manden: var jeg ikke død, skulde den Slange ikke tage saadan afsted for Intet.« Endelig blev det da befalet, at han skulde tages ned af Galgen; men nu fik vi næsten værre at gjøre med at faae ham til at troe, han var i Live, end før, at han var død. Omsider blev han da overbeviist ved de Penge, Førsten lod ham give til Skades Erstatning. Da han havde faaet dem, saa, enten for at prøve, eller vise, han var levende, var Jeppe ikke seen, førend han igjen kom til Kroen, og ikke gik derfra, før han havde drukket alle Pengene op.