↩ Peter Menneske kom frem i det rette øjeblik, lige ved århundredskiftet; Alverden elskede fredssagen, som han arbejdede for, og Alverden elskede hans tro på verdensfreden og i det hele hans lyse syn på livet. Tyve år tilbage vilde det have været anderledes; da var Alverden pessimist og ventede den store krig og den sociale omvæltning; da læste Alverden Zola og troede på menneskedyret; da beundrede Alverden Henrik Ibsen og svor til det bitre evangelium, men der var siden sket et Omslag, og Alverden lyttede gærne til de nye stemmer og tog lærvilligt dyret ned fra piedestalen og satte idealet op i stedet for. Det var en lykkelig tid, den frembragte mange betydelige ånder og megen ideel stræben; ånd begyndte virkelig at få magt over menneskene og tilsyneladende at gøre dem bedre. Alverden så det og glædede sig, og dertil kom det betryggende ved idealets epoke, at den indbragte godt og stadig bedre. Det var altså muligt at være idealist og samtidig tjene penge; det havde vistnok ingen før tænkt sig muligheden af, men det gjorde Alverden godt at se, at ideal og udbytte kan trives sammen. Derfor vendte Alverden sig også med forkærlighed til idealismens 184digtere, og de kom til at stå i en smuk harmoni til deres tid, derved at de blev velhavende folk.