↩ Iøvrigt har Stykket endnu en Titel: »Naar enden er god, er Alting godt.« Ogsaa i den ligger der en lille Ironie. Skaarup anvender dette Ordsprog i Slutningen af 1ste Act, i den Tanke, at han har vundet en halv Tønde Guld; i Slutningen af 2den Act, i den Tanke, at den Forlovelse, han declarerer, vil grundlægge hans Datters Lykke. Men i begge Tilfælde viser det sig siden, at Skjeb=-nen har spillet ham et Puds, - efter Novalis' bekjendte Yttring, at en Begivenhed ofte først begynder, naar den synes endt. Omsider, i Stykkets Slutning, har Erfaringen lært ham Beskedenhed, og han overlader nu Afgjørelsen af det vanskelige Spørgsmaal, om dette Afsnit af hans Liv virkelig er endt og endt godt, til Forsynet, d. v. s. til det nærværende Publikum, der i dette Øieblik, da han træder ud af Stykket og directe henvender sig til det, er hans og i alle Tilfælde Stykkets nærmeste Forsyn. (Digterens egne Bemærkninger.)