Hertz, Henrik Svend Dyrings Huus

Svend Dyrings Huus. Romantisk Tragedie i fire Acter.

142

Skrevet 1836.

Opført føerste Gang paa det kgl. Theater den 15de Marts 1837.

Svend Dyrings Huus. Romantisk Tragedie i 4 Acter. Kbhvn. 1837.

2det Opl. 1837, 3die 1854, 4de 1872, 5te 1883, 6te 1893.

Dram. Værker. 6te Bind.

Folkeoplysningens Skrifter. Hefte XX. 1883.

Svend Durings Haus. Romant. Trag., ubers. von F. A. Leo. Leipzig 1848.

Das Haus des Svend Dyring. Romant. Trag. Hamburg 1839.

143

    Personerne.

  • Svend Dyring, Jorddrot og Styresmand.
  • Fru Guldborg, hans Hustru.
  • Ragnhild, hendes Datter af første Ægteskab.
  • Regisse,
  • Alf, Ovelille } Svend Dyrings Børn af første Ægteskab.
  • Kidder Stig Hvide.
  • Tage Bolt.
  • Ivar, hans Broder.
  • Fru Helvig.
  • Byrge, Rud, } i Svend Dyrinsgs Tjeneste.
  • Gunner Ridder Stigs Svend.
  • En Dreng, Riddere Jægere og Riddersvende.

Scenen er deels paa Svend Dyrings Gaard ved Issefjorden, deels i Nærheden af denne. Handlingen varer fra den ene Dags Asten til næste Midnat.

144

        

145

Første Act.

Første scene.

Skovegn.

Svend Dyrings Folk ere grupperede i Forgrunden. Nogle staae, Andre ligge. Enkelte staae paa Udkig i Baggrunden. Efter Choret kommer Rud ind.

Chor.
Den Herre sadler Sin hurtige Hest
Og rider alt over den Hede.
Han rider i Regn, han rider i Blæst,
Hans Svende følge, som de kan bedst,
Thi Hiorten saa ville de bede.
Med høie Takker
Den spiller i Lunden
Og flygter for Hunden;
Og efter den springer paa Mosegrunden
Med Hyl og Gjøen Mynder og Rakker.
146 Giver Agt, naar den kommer! Afsted i Galop!
Og jager den op!
(De springe Alle op og see ud til en af Siderne, som om de fulgte Dyret med Øinene) Den er her! Den har sat
Over Tjørn, over Krat.
Den er der! Den er fløien
Med et Spring over Høien.
(De komme igjen frem). Giver Agt, naar den kommer! Afsted i Galop!
Og jager den op!
Rud
(kommer hurtig ind).

Hjorten er vor. Hr. Dyring har fældet den. Skynder Jer, breder Kapperne ud og holder Mjød og Viin i Beredskab! Hr. Dyring og Ridder Stig ere allerede stegne af Hesten og komme herhid. - Tilside! Der komme de.

Anden Scene.

Svend Dyring. Stig Hvide. Tage Bolt. Ivar. De tvende Førstnævntes Jægere og Svende.

Svend Dyring.
I ædle Herrer! I tage tiltakke
Med Viin og Mjød! Nu ride vi hjem;
147 Saa sætter Fru Guldborg for os frem,
Hvad Huset formaaer i Fad og Bakke.
(Til En af Folkcne). Et Bæger til Ridder Stig!
(Til Stig, idet han rækker ham Bægeret).
See der!
Vel mødt paa min Grund! Jeg kan tale om Lykke,
At vi dog eengang traf Eder her.
- Nu følger I med os det lille Stykke
Til min Gaard -
Stig.
Jeg takker!
Svend Dyring.
Jeg er i Eders Gjæld!
Stig.
Det husker jeg ikke.
Svend Dyring.
Jeg husker det vel.
- Tage Bolt og Ivar! I drages til Minde,
Dengang Fru Helvig, den fromme Qvinde,
Min første Hustru, nylig var død.
Da var Landet i svarlig Nød;
Ingen kunde Riget forsvare.
Loven var aldrig en Bønne værd,
Bønderne raaded' med Vold og Sværd,
Og Dannerkongen var stedt i Fare.
148 Nu var det min Pligt som Styresmand
At gaae i Søen, at faae Skibet rustet
Ud fra Havnene her ved vor Strand.
Men nær var det dengang for mig brustet.
I veed, jeg havde kun tynde Kaar;
Fra Klostret stjal de hos mig som Ravne;
Jeg holdt mig med Nød og Nap paa min Gaard
Hvad kunde da jeg som Styresmand gavne?
Stig kom mig til Hjælp; han tog selv en Part,
Gjorde Forskud her og ved de andre Havne.
- Gud lønne Jer!
Stig.
Ei, det blev afgjort snart.
Svend Dyring.
Nei, nei, Hr. Stig! Først en Stund derefter,
Da jeg fik Guldborg og var kommen til Kræfter.
- Med hende, min vakkre Nabo! har jeg tidt
Talt om at bede Jer hen til Mil.
Men saa drog I bort. Det var, dengang I gik
Med Hæren til Jylland. Da I kom tilbage,
Da havde jeg travlt, maatte varetage
Den Eiendom, jeg med Guldborg fik.
Saa blev jeg stevnet til Landsthing -
Stig.
I?
149
Svend Dyring
(halvsagte)

Paa min Hustrus Vegne - det var Kjævleri - Jeg har tænkt, I vidste det.

Stig.

Nei.

Svend Dyring.
Nu ja,
Min Sagfører er ikke langt herfra.
Tage Bolt.

Det var mig, Hr. Ridder! Den Sag er bekjendt.

Svend Dyring.
Nu er den forligt -
Tage Bolt
Den er halvveis endt.
(Til Stig). Seer I, her ved den søndre Strand
Der ligger en Mark, et Vænge - det Hele
Er rebel op for en Fjerding Boets Land.
Det er mit i alle Maader og Dele.
Jeg har lovlig Lavhævd derpaa -
Svend Dyring.
I har -?
Tage Bolt.
Det har jeg, Svend Dyring! Den Ting er klar.
150 Det kan jeg bevise med tre Tylter-Eed,
Om I forlanger det.
Svend Dyring.
Tage! I veed,
At Guldborg nægter det; veed, hun har sagt,
At hendes Broder -
Tage Bolt.
Hvad ligger der Magt
Paa Qvinders Udsagn? Jeg kan bringe
Ærlige Mænd, der skal vidne paa Thinge -
Ivar.
Nei, Tage! hjælp Gud, nu gaaer det for vidt.
Du faaer jo Mark og Jord og Vange,
Og en Hustru i Kjøbet - Hvo gider saa stridt?
Hvad kan en Dannemand meer forlange?
Stig
(til Tage.). I vil gifte Jer?
Tage Bolt.
Ja. Fru Guldborg fatter,
Min Ret til Jorden er klar som Dagen;
Hun ønsker Forlig. Jeg faaer hendes Datter,
Og Jorden i Medgift. - Der har I Sagen.
Stig
(med et udraab). I ægter Regisse?
151
Tage Bolt
(i en ligegyldig Tone) Saavidt jeg troer,
Saa hedder hun Ragnhild.
Ivar
(med Latter til Stig). Ikke sandt, Hr. Ridder!
Sjelden findes en Brudgom som han:
Han har trolovet en Litievand,
Han er forelsket, hans Hjerte staaer i Brand -
Men han veed ikke rigtigt, hvad hun hedder.
Tage Bolt.
Saa meget veed jeg, min kloge Bro'er!
At naar Fru Guldborg gaaer fra sit Ord,
Saa spiller hun kun et daarligt Spil:
Jeg faaer Jorden og en Sum Penge dertil.

Svend Dyring.
Vær I kun ganske rolig, Hr. Tage!
Fru Guldborg tager ikke sit Ord tilbage.
Tage Bolt.
Jeg mener med, det tjener hende bedst.
Svend Dyring
(afsides til Stig). Hr. Ridder! lad os stige tilhest!
Den Sag er engang hans ømme Side.
152 (Høit til Folkene). Afsted, til Hestene! Ret nu vil vi ride.
(Til Stig). Kom nu, Hr. Ridder! og vær min Gjæst!
Jeg længes efter at vise Jer snart,
Hvad jeg nu har arbeidet paa saa længe.
Den gamle Gaard fik jeg ned i en Fart,
Og har bygget et Steenhuus af fastere Art.
Nu er jeg ifærd med Ager og Enge.
Saa vil jeg see til at faae istand
Et Herberge for veifarende Mand.
- Ja, naar I først kommer hjem til Mit,
Vil i see Forandring paa alle Kanter.
Jeg har lagt en Urtegaard an med Stakit,
Og har faaet Ymper af sjeldne Planter
Hos Broder Eskild i Klostret. Han,
Det kan I troe, er en prægtig Mand.
Han hiælper mig med min Bi-Avl, passer
Min Humlegaard, og har gjort mig af Træ
En snild Indretning for Urter i Kasser.
Der staae de luunt og kan sættes i Læ.
Det er Urter, der vore paa fremmed Viis;
Hertillands er' de lidet kjendte.
Det er vor Abbed i Roeskild', der lader dem hente
I Frø hertil med Munke fra Paris.
Tage Bolt.
Det fører til Blødhed. Mig hover ikke,
Svend Dyring, at I følger de fremmede Skikke.
153
Svend Dyring
Ei hvad, Tage Bolt! Om jeg planter den Kaal
Eller Kørvel, hvis Art hos os er fremmed,
Jeg holder derfor det samme Maal.
Tage Bolt.
Naar den danske Mand vrager sin Kost i Hjemmet,
Saa siger jeg, følger der Ulykke paa.
Svend Dyring
(til En af Folkene). Flye mig hid min Kappe!
(Til Tage). Jeg tænker som saa:
Der er meer Forslag i den ærlige Danske.
En Dannemand lader sig ikke gaae paa,
Fordi han æder engang med de Franske.
(Til Svendene). Fører Hestene frem! Nu vil vi afsted!
- Blæs os et muntert Stykke paa Hornet,
At Haren kan jages op fra Kornet,
Og Mark og Skov kan blomstre derved.
(Han og de Øvrige gaae).
Chor af Svendene.
Alt føre vi bort
Til Ridderens Gaard den kronede Hjort
Og fange paa Veien den vildene Hare.
154 Med Høg og med Hund,
Over Mark, gjennem Lund,
Og let over Stien paa Mosernes Grund
Vi fare.

(De gaae).

Tredie Scene.

Fruerstuen i Svend Dyrings Huus. Byrge kommer ind fra den ene Side, idet Regisse fra den anden søger at skyde en Væverstol ind.

Byrge.
Nei, Jomfru Regisse! den er altfor tung.
Hvad er det, I gjør? - Lad mig flytte Væven.
Regisse.
Ih, du er gammel. Jeg er stærk og ung.
Byrge.
Gammel? Ja, jeg har gamle Kræfter i Næven;
For saa vidt er jeg gammel. Troer I, jeg er svag?
Jeg vil see Den, der er mere rørig.
(Da Regisse igien vil flytte Væven). Men hør dog! I skal min Tro være hørig!
Lad nu mig! Den flytter jeg i Mag.
Regisse.
Men see kun, jeg kan -
155
Byrge.
Men den Forretning er min.
I er for klein, Jomfru! I er faur og fiin;
I skal lege med Tavl og Terning,
Skal virke Guld og sye Sømmen paa Liin;
I skal ikke gjøre den grovere Gjerning.
- Pas nu kun paa, naar jeg ta'er den her.
(Flytter den med stor Besværlighed og kommer frem pustende). Saadan en Tingest er sandtnok svær;
Man skulde knap troe det. Men - hvad vil I
med den?
Jomfru Ragnhilds Væv?
Regisse.
Den skal sættes herhen.
Hun siger, herinde sidder hun gjerne;
Det gaaer bedre fra Haanden.
Byrge.
Ja, hun mener kanskee,
Naar her kommer Folk, kan hun lade sig see.
(Ryster paa Hovedet). Og saa skal I være Ragnhilds Terne?
Og trække for hende som en Tjenesteqvinde?
Regisse.
Ih nu - der var just ingen Anden derinde.
Byrge.
Ak, naar jeg mindes, hvad her er skeet;
156 Hvad jeg alt i den korte Tid har seet!
Hvis Eders Moder, Fru Helvig, vidste,
Hvad I maa lide! Ak Gud, hun er død,
Og hendes Børn tide bitterlig Nød.
Regisse.
Tie, Byrge . . .
Byrge.
Nei, mit Hjerte maa briste!
For eet Aar siden I hæderlig sad,
Spandt Guld og Silke, væved i Lad;
Eders egne Terner gik Eder igjen,
Hvor I stod, og hvor I foer hen.
Eders Kjortel var af Skarlagen smaa,
Med Silkesømme; Eders Kappe var blaa.
For alle Jomfruer har I Priis
I høvisk Adfærd, i Dyd og Snille.
Nu - Gud bedre det! gaaer det kun ilde.
Eders Stivmoders Sind er koldt som Iis
Og haardt som Staalet. Jer lader hun gaae
I Klæder, der er' daarlige og graae.
(Taler sig efterhaanden Varm). Hun lader Jer sove, den steenhaarde Frue,
I den gamle, forfaldne Borgestue.
Hun føder Jer op, det hoffærdige Skarn,
Til Nøgleqvinde, som fattig Mands Barn.
Eders Sødskende smaa hun spærrer inde
Som Hundehvalpe, den arrige Ovinde!
Et Dyr kan ikke behandles værre.
157 hun lyver dem paa for vor ædle Herre,
Bringer ham, der er from og god,
Til at glemme sit eget Kjød og Blod -
Regisse
(der er bristet i Graad). Byrge! hold op!
Byrge
(forskræikket) Hvad nu? . . . . Har jeg sagt. . . .
Regisse.
Du har Ret, jeg lider Haan og Foragt!
Høit maa jeg klage,
At mig forbittres mine unge Dage.
Langt bedre var det, jeg tidligt døde,
End at mig daglig voldes den Møde.
Jeg er som den vilde, fremmede Fugl,
Som Ingen i Verden vil kjende.
Jeg har ikke Ly, jeg har ikke Skjul,
Jeg har hverken Ven eller Frænde!

(Vender sig bort og græder).

Byrge
(gaaer efter hende). Men, ih bevar' os! Hvor tager I paa!
Om Fru Guldborg kom . . .
Regisse.
O, lad mig . .
158
Byrge.
Nei, btiv!
Regisse.
Byrge! jeg er længe kjed af mit Liv.
Var det ikke for mine Sødskende smaa,
Langt af Landet vilde jeg gaae.
Hellere lade mig Trælqvinde kalde
Blandt fremmede Mænd, i fattige Kaar,
End lægges for Had i min Faders Gaard,
Og daglig drikke Malurt og Galde.
(Sætter sig hen og bedækker sit Ansigt med Hænderne).
Byrge.
Hvad er det, I siger? Hvor vil I gaae hen?
Af Landet? - I gjør mig angst og bange.
Tael, Jomfru Regisse! hvad kan I forlange . . .
I skat ikke græde; det bliver godt igjen,
Det er da egentligt ikke saa slemt ....
Barn, see paa mig . . . taber jeg Modet?
(Seer sig ængstlig omkring). Ak, fjæreste Jomfru! løft dog Hov'det!
Der er Fru Guldborg; hun forstaaer ikke Skjemt.
Lad hende dog ikke see, I har grædt!
Regisse
(reiser sig). Det skal hun ikke! Byrge, du har Ret.
159

Fjerde Scene.

De Forrige. Fru Guldborg.

Guldborg
(til Regisse). Hvi staaer du her? Hvad tales I ved?
Byrge.
Hun vilde ....
Guldborg
(til Regisse). Du maatte fast heller gaae ned
Til Stegerset, og fordele Brødet
Og Øl og Most, sætte Haren paa Sped,
End staae her og lægge Haanden i Skjødet.
Min Husbond ventes hvert Øieblik hjem,
Jagten har mattet ham og hans Skare;
Saa skal Viin og Mjød sættes frem.
Vel er her Meget at tage vare:
Tage Bolt og hans Mænd, alene med dem
Har vi nok at skaffe. Han og hans Heste,
De nøies, naar man gi'er dem det Bedste.
Byrge
(ærbødig). Min ædle Frue! I drages i Hu,
Jomfru Regisse er ung og svag endnu.
Hun Sormaaer saa Lidet til Husets Tarv.
160
Guldborg.
Min ædle Byrge! I drages til Minde,
At I skal tie, naar jeg er herinde.
(Til Regisse). Væn dig til Arbeid! Det er din Arv;
Dig efterlod Helvig intet Andet.
Din Fader var Fattig den Tid, jeg kom,
Marken øde, Kjælderen tom;
Han havde liidt af Ufred i Landet;
Hans Gaard var pantsat. Jeg stod ham bi,
Hjalp ham iveiret og kjøbte ham fri.
Jeg sad i Rigdom, i hæderlig Stand
Efter Knud Ribolt, min første Mand,
Og kunde vel gjøre det. - Sligt bør du agte,
Være flittig, opmærksom, og eftertragte
At vinde min Yndest I skylder mig Alt;
Uden mig I tilhobe slet forfaldt.
Den Stund, jeg kom, kan I Alle velsigne.
Arbeid! Du kan ikke sammenligne
Dig med Ragnhild. Hun er fornem født
Og opdragen fiint, har aldrig været nødt
At tage Haand i med, og hun skal det heller ikke.
Arbeid, mens du er rask og ung!
Du kan komme blandt Fremmede, maa vide at skikke
Dig Vel, og ei synes keitet og tung.
161

Femte Scene.

De Forrige. Ragnhild kommer hurtig ind.

Ragnhild.
Regisse! hvad gjør du om Natten silde?
Hvi sadder du oppe? Hvor stedes du hen
Ved Midnat som en Død, der gaaer igjen?
Regisse.
Hvad mener du, Ragnhild?
Ragnhild.
Det klæder dig ilde
At bringe Gaarden i daarligt Ry.
Regisse.
Hvad skulde jeg oppe, selv om jeg vilde?
Jeg har ikke Lys, jeg kan ikke sye,
Mig giver mit Kammer uhyggeligt Ly -
Ragnhild.
Tie stille, du lyver -
Guldborg.
Hvi spørger min Datter?
Ragnhild.
Fordi mig ængste de Sagn, der gaae
Blandt Tyendet, baade blandt Store og Smaa,
162 At Fru Helvig viser sig. Nu kom atter
Rane, Rygteren; han vil ikke,
Det har han svoret paa, længere ligge
I Stalden, og Regisses Kammer saa nær.
Inat, da det var et grueligt Veir
Og Folerne rev sig løs paa Engen,
Havde han silde reist sig af Sengen.
Da saae han livagtig Fru Helvig. Hun gik ind
I den gamle Bygning, - med kridhvid Kind,
Og høi og smækker - der hun forsvandt -
Guldborg.
Fru Helvig?
Ragnhild.
O, det er ikke sandt!
Det er Regisse, der har faaet den Nykke,
Som Gjenfærd engang at prøve sin Lykke.
Byrge.
Regisse! hvor kan I troe ....
Ragnhild.
Hvem da?
Hvor skulde Rygtet vel komme fra?
Byrge
(med Eftertryk). Hm! Rygtet er grundet -
163
Ragnhild.
Er grundet? svar!
Har du da seet.... men fortæl!
Byrge.
Ja - jeg har....
Ragnhild.
Saa fortæl da!
Byrge.
I veed, at man nødigt taler
Om Sligt....
Ragnhild.

Begynd kun!
Byrge.
Ja, naar I befaler. -
En Nat, da vi vented' Hr. Dyring hjem
- Han var hos Munkene, skjendtes med dem -
Var jeg gaaet neder til Borgeled
For at see, om han kom, og hviltes derved.
Da skimted' jeg noget Hvidt og Klart,
Der bevæged' sig langsomt, med selsom Art
Fra Mariæ Kirke. Det syntes at gaae
Til Stuen, hvor Børnenes Senge staae.
Jeg gik hen til Vinduet og saae ind -

(Standser)

Ragnhild.
Nu da?
164
Byrge.
- Og saae ved Maanens Skin
Forfærdet en Qvinde i hvide Klæder
Læne sig til Alfs og Oves Seng,
Med bøiet Hoved, som En, der græder.
Men da hun gik hen til den yngste Dreng
Og sit ligblege Ansigt mod mig vendte,
Da sank jeg i Knæ. Med Skræf jeg kjendte
Fru Helvig -
Guldborg og Ragnhild
(med et Udraab). Fru Helvig?
Regisse
(ligeledes). Min Moder?
Byrge.
Hun gik
Fra Sengen til Vuggen med kummerfuldt Blik,
Stirrede paa de sovende Smaa,
Saae efter dem Alle, hvorledes de laae;
Den Ene hun løfted', den Anden hun letted',
Det syntes, som om hun Haaret fletted'.
Men den Yngste satte hun paa sit Skjød,
Som om hun gav det Dien sød.
- Mit Hjerte vilde briste ved dette Syn!
Jeg raabte høit paa min ædle Frue ....
Løb derind ....
165
Regisse
(der har lyttet spændt) Og saa?
Byrge
Hun svandt som et Lyn!
Der var Intet at see i den øde Stue.
O, min Moder!
Ragnhild.
Det er rædsomt! Her skal vi boe,
I et Huus, hvor Drauger og Gjenfærd regjere!
Guldborg.
Og Byrges Eventyr vil du troe?
Ragnhild.
Aa, Byrge! Det Samme fortælles af Flere.
Guldborg
(utaalmodig) Men, hvor er Sligt tænkeligt?
Ragnhild.
O, hvorfor ikke?
Kan ikke mine Tanker, min Hu sværme vidt,
Hvor jeg aldrig har været, men kun har ønsket saa tidt?
Og i Drømme, naar vi uden Bevægeise ligge,
166 Det er fast, som vor Sjæl, naar vi gaae til Ro,
Er allervirksomst. Hvi skal man da ei troe -
Guldborg.
Daarlighed!
Ragnhild.
Men, Regissee, har du
Af alt dette slet Intet seet endnu?
(Da Regisse bedrøvet ikke svarer). Regisse! hvor er du? - Svar, naar vi spørge!
Har du ikke seet det Samme som Byrge?
Regisse.
O, lad mig i Fred! Jeg har Intet seet.
Ragnhild.
Det er jo din egen Moder, der spøger;
Saa maa det vel være dig, hun besøger.
Regisse.
Jeg veed Intet af det, der er skeet.
Men hvis min Moder endnu. skjøndt død,
Kan ynkes over sine Smaabørns Qvide,
Det var dog en Trøst i al min Nød.
Guldborg.
(med stigende Heftighed). Nød? Din Nød? Hvad Nød maa du lide?
At jeg holder dig til Arbeid, tykkes det dig ilde?
Dovne - ikke saa? - det er det, som du vilde.
167 Nu har jeg hørt.... hvad bilder du dig ind?
Frygter du Skade for din Rosenskind?
Du skulde gaae om Landet og tigge,
Gav jeg dig ikke Ly og Æde og Drikke.
Vil du nu, at jeg skal øde mit Eie,
At du kunde bedre dine Sødskende pleie?
Vil du, min egen Datter skal savne,
For at du kan made de sultne Ravne?
- Men har jeg hidtil været for god,
Nu skal jeg støde dem bort med min Fod.
Og laae de hidtil paa Bolstre blaae,
For Fremtiden skal de ligge paa Straa -
Byrge
(bønfaldende) Hav Medynk, min ædte Frue!
Guldborg.
Tie!
Du burde jages den vildeste Sti
I Skoven med Gaardens Hunde, fordi
Du søger at vække hemmelig Gru.
- Hvi nævner du denne Sag først nu?
Byrge
(forknyttet). Ak, Broder Eskild i Klostret tænkte -
Guldborg.
Har du troet, dit Eventyr værre krænkte,
168 Naar det just nu blandt Folk kom ud,
Da min Datter er lovgiven Tage som Brud?
Byrge.
Nei, Broder Eskild, min ædle Frue -
Guldborg.
Tie og følg med! Jeg selv vil see ad,
Om der skjules Bedrag i Børnenes Stue,
Og Hvo der her vil lægge mig for Had!
(Gaaer, fulgt af Byrge)

Sjette Scene.

Ragnhild. Regisse.

Ragnhild
(der imidlerlid er gaaet hen til Væven og sysler ved den) Regisse! hold paa min Væverstang.
- Du hænger jo med Hovedet som en Hare,
Der sidder fast i Jægerens Snare.
Du skulde smukt mindes den gamle Sang.
(Synger) Viben vil værge for hver den Sted,
Som udi Marken mon staae;
Hun kan ikke værge den lille Tue,
Som hun skulde bygge paa.
Gjøgen lægger Æg hos fremmede Folk;
Hende bør man høilig hædre.
169 Hun kaster Fattig Fugls Unger ud,
At hendes egne kan faae det bedre.
Men - hører du efter?
Regisse.
O, lad mig ...!
Ragnhild.
Det er min Liv-Vise. Hør!
Regisse.
Lad mig gaae!
Skam dig! du forvansker de gamle Sange.
Ragnhild.
Jeg gjør dem kun korte; de er' mig Sor lange.
(Synger). Glenten det er dernæst min Mand;
Han flyver saa fornemt i Sky.
Men øiner han der den liden Due,
Saa kan han saa nederlig flye.
Ravnen har en Kappe, saa slidt og sort;
Dog skal Ingen ham vrage.
Han hugger Øiet af Aadslet ud
Og giver det til sin Mage.
Regisse.
O Ragnhild! du er saa ung og saa haard!
Betænk, at Ingen kan vide,
170 Om Gud gjør altid dine Kaar saa blide.
Snart drager du hjem til Tages Gaard;
Der vil din Letsindighed lidet baade.
Ragnhild.
Ih hvad! naar kun jeg faaer Lov at raade,
Saa bliver Tage mig nok til Maade.
Regisse.
Han er streng -
Ragnhild.
Ja, det kan jeg være med.
Jeg troer nu, man enes bedst igrunden,
Naar man enes omtrent som Katten og Hunden.
Regisse.
O nei! hvor god Villie finder Sted -
Ragnhild.
Ja, Elskov, god Villie, det er Ting, man priser,
Men, som mig synes, kun i de gamle Viser.
Og i dem er Forraadet saa forbrugt,
At vi maa nøies med den blotte Lugt.
Regisse.
Ragnhild! hvad kan slig Tale fromme?
Du veed ei, din Tid vil ogsaa komme.
Ragnhild.
Min Tid? Vel muligt. Da jeg var lille,
171 Spaaede min gamle Fostermoder mig ilde.
eg skulde tæres hen af Elskov, og for Den,
Jeg hader og afskyer, og der flyer mig igjen.
- Jeg har tænkt og grublet meget derover.
Tage Bolt bli'er det ikke; derfor jeg lover.
Man kan ærgre sig over ham, og det er min Trøst.
Men hade ham - nei! saa lidt som jeg hader
En Hest eller Træl, der har plumpe Lader.
Hvad jeg skal hade, maa volde mig en hemmelig Lyst,
En Attraa - ja, du seer saa forundret ud . ..
Regisse.
Vi To er' forskjelltge.
Ragnhild
(leende) Ja, det veed Gud!
Men, Regisse! du kan troe mig: Elskov og Had
- Taenk kun ret efter - kan ikke skilles ad.

Syvende Scene.

De Forrige. Guldborg, efterfulgt af Byrge, Rud og Flere af Tyendet, der bære Tæpper o. s. v., rydde op i Værelset og skyde Væven ud.

Guldborg
(til Tyendet). Skynder Jer! Lad Folkene stille sig hen
Ved Gaardens Port og gaae dem igjen.
172 Du, Thorer! gok op! udret mit Bud!
Der skal blæses vidt over Strande
I forgyldene Horn. - Du rappe dig, Rud!
Lad Mjød og Viin i Skaaterne blande.
Og hvor er Regisse? - Regisse! du hente
Mosten herop i Sølverne Kruus.
Der skal Intet savnes idag i mit Huus.

(Regisse og Tyendet gaaer).

Ragnhild.
Men hvad er paafærde?
Guldborg.
Barn, vi kan vente
Hvert Øieblik Svend og Tage hjem.
Ridder Stig Hvide følger med dem,
Den rige Ridder, anseet til Hove,
Mægtig som Ingen i det ganske Land -
(Henkastende). Og noget i Slægt med min første Mand -
Han kommer til os, han agter at sove
Inat i vort Huus.
Ragnhild.
Og det er Alt?
Guldborg.
Hans Komme mig glæder. Jeg har ikke talt
Med Nogen fra Hove siden Ribolts Død.
Du veed, at jeg selv er som baaren og født
Ved Dannerkongens Hof- De fine Sæder,
173 Der udmærke Stig, vil ogsaa glæde dig.
Ifør dig, min Datter, dine bedste Klæder
Og...
Ragnhild.
Nei, det skal aldrig spørges om mig,
Jeg pynter mig for at tækkes Ridder Stig.
Er jeg god nok for Dyring og hans Mænd,
Saa er jeg god nok for Ridderen og hans Svend.

(Rud kommer ind).

Rud.
Hele Følget holder derude tilhest.
Hr. Dyring kommer.

Ottende Scene.

De Forrige. Svend Dyring. Ridder Stig. Tage Bolt. Ivar. lægere og Svende. Siden Regisse og Fru Guldborgs Jomfruer.

Svend Dyring.
Min Hustru kjære!
Jeg bringer dig her en dyrebar Gjæst.
Guldborg.
Hr. Ridder Stig! velkommen I være!
Stig.
Christ signe Jer, min Frue, for Dyd og Ære.
174
Guldborg.
(idet hun fører Ragnhild frem). Ragnhild, min Datter!

(Stig og Ragnhild hilse paa hinanden).

Ragnhild
(afsides). Det er Ridder Stig!
Det er sandt, jeg har aldrig seet hans Lige.
Guldborg
(til Stig) I kommer vel nu fra Dannerkongens Gaard?
Stig.
Jeg var der i Vinter.
Guldborg.
Hvor lider hans Naade?
Og vor unge Dronning, han har fæstet iaar?
Stig.
Jeg takker; vel da lider de baade.
Tage Bolt
(der nærmer sig). Har Dannerkongen snart udpresset Skatten
Af Jellinge Bønder?
Stig.
Hans gode Sværd
Er kommen og har tugtet den oprørske Hær.
175
Tage Bolt.

Ja, naar man kommer som Tyven om Natten Og forjager Bonden fra Huus og Gaard ...

Stig.
Der tager I feil. Han kom om Dagen,
Og Bøndernes Hær blev aabenlyst slagen.
Selv har Bonden forskyldt sine Kaar.
Tage Bolt.
Jeg troer dog -
Svend Dyring
(kommer til med et Bæger i Haanden). Ei, Tage! lad fare den Tale!
Kom nu, Hr. Ridder! En Lædskedrik!
Jeg drikker Eder til efter gammel Skik.
Lyster Eder Viin?
Regisse
(der imidlertid er kommen ind med endeel Jomfruer, nærmer sig Stig med en Sølvkande og et Bæger). Hr. Ridder! I befale --Stig.
(gaaer hende imøde). Jomfru Regisse!
Regisse
(lader af Skræk Bægeret falde). I her!
176
Guldborg
(kommer til). Hvad nu? Hiælp Gud!
Hvor hun er keitet! - Du skynde dig ud!
Stig.
Min ædle Frue tilgive det vil!
Skylden var min. Jeg stødte dertil.
Svend Dyring.
Det siger Intet.
(Til En af Iyendet). Bring et andet herhid!
- Og nu, min Guldborg! maae vi tænke paa,
Hvormed vi skal korte Ridderens Tid,
At den lyse Sommeraften kan gaae.
Guldborg
(til Stig). Lyster Eder Skaktavl?
Der vises mig.
Stig.
Det er mig en Ære,
Guldborg.
Ragnhild! min Datter kjære!
Du tage din Tavl, du sætte dig ned -
Ragnhild
(vil hurtig gaae). Det skal jeg.
177
Tage Bolt
(til Guldborg). Tillad mig! - Saavidt jeg veed,
Saa handler I mod vore gamle Skikke.
En Mø, der er fæstet bort, kan ikke
Lege Tavl med en Fremmed.
Guldborg.
I tager Alt saa nøie.
Tage Bolt.
Det er Ragnhilds Bedste jeg har for Øie.
Svend Dyring.
Tage har Ret. Regisse! kom du!
Guldborg.
Regisse! - Hvor skulde hun Skaktavl kjende!
Svend Dyring.
Hun kjender det. Helvig har oplært hende.
Ikke sandt, Regisse! du mindes endnu -?
Regisse
(træder frem). Jeg troer, at jeg mindes.
Guldborg
(afsides til Svend Dyring). Jeg har sagt dig saa tidt,
Du gjør mig Skam med Regisseliden.
Hendes Tale baader Hr. Stig kun lidt.
178
Svend Dyring
(godmodig). Ci, Guldborg! hun bliver nok brav med Tiden.
(Mens der sættes Borde frem foran paa hver Side af Scenen). Ivar! I er en munter Svend,
I synger os vel een af Eders Sange,
At vore Jomfruer kan dandse efter den.
Ivar.
Med Glæde, Hr. Dyring! I kan selv forlange
Hvilken I ønsker.
(Stig og Regisse have imidlertid taget Plads ved Bordet tilhøire. Kort efter sætter sig Iage og Ragnhild ved det tilvenstre. I Nærheden af de Sidsftnævnte sætter sig under Stigs og Regisses næstfølgende Samtale Svend Dyring, Guldborg og Ivar, saaledes at Pladsen i Midten lades aaben for de Dandsende).
Stig
(sagte til Regisse under Skakspillet). Har I kjendt mig igjen?
Vredes I over den dristige Svend,
Der standsed Eder i Rosenslund?
Hvi er I saa streng? Hver Aftenstund
Har I ladet mig holde for Eders Dør,
Og aldrig givet mine Ord Gehør.
Regisse
(ligeledes sagte). Saa Mangen forstod sine Ord at føie,
Endog han ikke har meent det saa nøie,
Stig.
Jeg mener det, troe mig! - Var I min Kjære,
179 Hver den Finger paa Eders Haand
Ringe med ædle Stene skulde bære;
Eders Haar jeg smykked' med Perlebaand -
Regisse.
Jeg tvivler ei paa Eders Magt og Evne;
Dog var det bedre, om jeg laae død,
End at jeg skulde staae til Jomfru-Stevne
Og blive for Eders Skyld bleg og rød.
Svend Dyring
(da Alle have taget Plads). Naa, Ivar! nu kan I begynde, naar I vil.
Vi sidde her og høre til.
Ivar
(synger). Hr. Peder kasted' Runer over Spange,
Som Helleliden over skulde gange.
Saa løfted' han sit Anker,
Saa fik han bliden Bør,
Og seilede fra Danmark
Og fra de danske Møer.
Favre Ord fryde mangt et Hjerte,
Favre Ord har forvoldt mig Smerte -
Favre Ord!
Svend Dyring.
Aha! det er Visen om Hr. Peder, der lod lette
Anker i Utide. Men jeg troer, tilsidst
Gaaer Alting herligt.
180
Stig
(sagte til Regisse). Eders Kaar ere slette.
Jeg kan Eder en bedre Skjebne forjette.
Svend Dyring
(taler over til Stig). Ridder Stig! den Vise den kjender I vist?
Stig.
Svend Feldings Vise? - Ja vel!
Svend Dyring.
Nei, nei!
Det er Visen om Hr. Peder, der lokked' Hellelille
Ved at kaste Runer paa hendes Vei.
Stig.
Ja, undskyld, Hr. Dyring! Jeg var i med at spille.
Chor
(af de dandsende Jomfruer). Favre Ord fryde mangt et Hjerte,
Favre Ord har forvoldt mig Smerte -
Favre Ord!
Ragnhild
(afsides, idet hun seer over til Stig). Hvor hans Aasyn er ædelt!
Tage Bolt.
I glemmer at trække.
181
Ragnhild.
Det er sandt!
(Trækker hurtigt, og vender sig igjen om).
Tage Bolt.
Ih nei! Kongen maa I dække -
Ivar
(synger). Helleliden gaaer og længes under strande,
Og stirrer paa de dybe, salte Vande.
»Lad os kun Lykken friste!
»Gud giver bliden Bør!«
- Saa seiled' hun fra Danmark
Med alle sine Møer.
Favre Ord har mig haardt bedaaret;
Favre Ord har mit Hjerte saaret -
Favre Ord!
Chor
(af de Dandsende). Favre Ord har mig haardt bedaaret o. s. v.
Regisse
(til hvem Stig har talt ivrigt, sagte til denne) Hr. Ridder Stig! I vogte Eder vel,
At Eders Ord mig volder Uskjel.
Stig.
I skal vorde min Hustru -
182
Regisse.
O, tael ikke saa!
I veed ei, Hvo der tytter derpaa.
Guldborg
(kommer frem, afsides). Hvi taler Ridder Stig saa ivrigt med Regisse?
(Høit til Stig). Gaaer det godt med Spillet, Hr. Ridder?
Stig.
Tilvisse!
Guldborg.
Kun Skade, det Barn, I spiller med,
Er ubehændig.
Stig.
I har at befale;
Men jeg ønsker Ingen i hendes Sted.
Guldborg.
Slet ikke hun veed at føie sin Tale.
(Trækker sig igjen tilbage).
Ivar
(synger). Den Vægter raaber høit, da Skibet kommer:
Nu bringer Børen os den danske Sommer!
Det var den Herre Peder,
Af Glæde fast han loe,
Da Helleliden gav ham
Sin Ære og sin Tro.
183 Favre Ord stundom Hjertet glæde,
Favre Ord volde tidt, vi græde -
Favre Ord!
Chor
(af de Dandsende). Favre Ord stundom Hjertet glæde o. s. v.
Ragnhild
(til Tage Bolt, idet hun reiser sig). Hold op! Jeg gider ikke spille længer,
Saadan som I over Brikkerne hænger!
Tage Bolt.
I er utaalmodig; det lader ei smukt.
Ragnhild.
I bringer min Taalmod til at briste.
Tage Bolt.
Jaja! med Sligt faaer man da vel Bugt.
Ragnhild.
Men dertil skal I dog være den sidste.
(Imidlertid have Alle reist sig).
Svend Dyring
(kommer frem med Guldborg) Min Guldborg! ved Bordet er Alt istand.
Guldborg.
I ædle Herrer! tager Haandklæd' og Vand
184
Svend Dyring
(til Stig). Titbords, Hr. Ridder! Iaften vil vi give
Ved et Bæger Viin Lystigheden Magt,
Og pleie vor Bug. Imorgen er her Jagt.
Her luske nogle Ræve - dem vil vi fordrive.
Jeg har tænkt at skaffe Jer lidt Morskab derved.
Stig.
Jeg takker Eder, Hr. Dyring!
Svend Dyring.
Mine Qvindfolk tage med.
Stig.
For at see til?
Svend Dyring.
Javist. De er' lidt forknytte.
Men Ragnhild, kan I troe, er en dristig Skytte.
- Kom nu, Hr. Ridder! og gjør Eder tilgode!
Maatte det kun Iykkes mig at holde Jer fast!
Men jeg frygter, I reiser over Hals og Ho'de.
(Skjemtende). I Hofmænd har altid en skammelig Hast!
(Gaaer med Stig og fulgt af , Ivar).
Guldborg
(idet hun gaaer). Ragnhild! følg med!
185
Tage Bolt
(gaaer hen til Ragnhild og seer vist paa hende). Hvad tænker I paa?
Ragnhild
(der under den foregaaende Samtale ufravendt har betragtet Ridder Stig, farer op). Hvad var det, Hr. Ridder Stig fortalte?
Tage Bolt.
Stig? Slet Intel. - Men Eders Moder kaldte.
Gaaer I med mig?
Ragnhild
(adspredt) Med Eder? - Ja, kom! - lad os gaae!
(De gaae).
Chor
(af Jomfruerne, idet de følge ud efter de Andre). Favre Ord stundom Hjertet glæde;
Favre Ord volde tidt, vi græde -
Favre Ord!
186

Anden Act.

Den gamle Borgestue, et stort øde Værelse med Spor af fordums Prydelser. En Dør paa hver Side og i Baggrunden en meget høi Portal med to Fløie, begge lukkede; i den ene Fløi er anbragt en lille Dør som beqvemmere Gjennemgang. Henimod Baggrunden tilhøire en Løibænk med Straa paa; foran denne en bevægelig Skjærm, der i de to første Scener er skudt tilbage. En lignende Skjærm eller et Gardin, bag hvilken Regisses Seng og en Vugge staae, useete af Tilskuerne, er anbragt tilvenstre; og nær derveb en Stol. Værelset er svagt oplyst af en Jernlampe paa et Bord ved høire Side. Det er Midnat.

Første Scene.

Alf. Ovelille. (Naar Tæppet gaaer op, staae de begge paa en Kasse eller en gammel Stol og see ud ad Vinduet).

Alf.

Det var Ivar, der sang - hørte du? Det er ham, der sidder ved Bordenden ved Siden af Tage Bolt.

187
Ove.

Hvor der er lyst derovre, og herinde er saa mørkt! (Kommer frem med Alf). Jeg er søvnig.

Alf.

Det er jeg ikke. Jeg er sulten.

Ove.

Ja, naar jeg ikke var sulten, sov jeg allerede. Det er saa silde! (Græder). Naar bare ikke Regisse glemmer os med Mad.

Alf.

Hun kommer nok; men hun har travlt med at passe Gjæsterne. Ellers faaer hun Skjænd af vor anden Moder.

Ove.

Har du faaet Skjænd idag?

Alf.

Ja, lidt.

Ove.

Hun slog mig. Da min rette Moder levede, saa var der Ingen, ver slog mig.

Alf.

Ja, dengang!

Ove.

Hør, Alf, har de den Hjort paa Bordet iaften, som Fader har skudt?

188
Alf.

Nei, den skal vi have imorgen Middag.

Ove.

Skal vi?

Alf.

Ja, Byrge har lovet at bringe Lidt ind til os.

Ove.

Hvorfor maae vi ikke komme med tilbords?

Alf.

Jeg troer, vi er' ikke store nok.

Ove.

Men du er jo stor.

Alf.

Ja - men jeg bliver meget større.

Ove.

Naar jeg bliver syv Aar gammel, faaer jeg en Hest. Det har Moder lovet mig, før hun døde.

Alf.

Ja, den kan du vente længe efter. (Gaaer hen til Baggrunden). Nu lægger jeg mig paa Løibænken.

Ove.

Det maa du ikke. Saa sover du, og saa er jeg alene.

189
Alf.

Læg dig hos mig.

Ove.

Det vil jeg ikke De har taget Puderne bort, og lagt Straa isteden.

Alf.

Hvad gjør det? Byrge siger, at det bliver man stærk af. Kom, og læg dig!

Ove.

Ja - men naar jeg nu falder i Søvn?

Alf.

Saa sover du.

Ove.

Ja, men naar saa Regisse kommer med Mad?

Alf.

Saa skal jeg nok vække dig. - Hør, nu synger de igjen derovre.

(De lægge sig begge paa Løibænken og falde under Choret i Søvn) Fjernt Chor fra Gildestuen.
Favre Ord fryde mangt et Hjerte,
Favre Ord har forvoldt mig Smerte -
Favre Ord!
190

Anden Scene.

Melodrama.

Efter Choret gjør Musiken en stærk Overgang til det Følgende; den lille Dør i Portalen i Baggrunden springer op og Fru Helvig sees i Døren. Belysningen forandres.

Fru Helvig
(gaaer langsomt omtrent til Midten af Værelset synes at betragte Alt og ryster bedrøvet paa Hovedet) Vee mig, for hvad jeg her maa see!
Vee mig, for hvad der endnu kan skee!
(Nærmer sig Løibænken noget og betragter Børnene i Frastand) Mine stakkels Glutter! I ligge paa Straa!
Hvo har taget de Bolstre blaae?
Jeg har jo hver Aften lagt Jer begge
I mit eget Kammer, bag lune Vægge;
Har kysset Eder hver paa Kind og Mund,
Har siddet, til I var faldet i Blund;
Har kaldt Eder hver min kjæreste Skat,
Har ønsket Eder begge tusind Godnat.
Hvo har da lagt mine Drenge herind
For aabne Døre, for den kolde Vind?
Jeg har jo vaaget Nætter og Dage
Og pleiet mine Smaabørn uden at klage -
Hvi ligger I da saa eensomt herinde?
Vee over Guldborg, den onde Qvinde!
(Gaaer hen til Løibænken). Min egen Ovelille! Min Søde Glut!
191 Hvad har du gjort? Hvad har du forbrudt?
Du var jo altid saa from og god;
Hvo har nænnet at gjøre dig imod?
(Løfter ham og lægger ham tilrette). Alf! min ældste, min livlige Dreng!
Hvo har redet dig den haarde Seng?
Du var jo altid saa munter, saa klog;
Hvi ligger du her, kastet hen i en Krog?
For dig har din Moder vaaget og tænkt;
Hvo har nu handlet mod dig saa strengt?
Hvi maa du Vadmel og Hvergarn slide?
Hvi er din Kjortel forrevet og styg?
Hvi færdes du ikke ved din Faders Side?
Hvi rider du ikke paa Graamands Ryg?
Hvi ligger du som en Hund herinde?
Vee over Guldborg, den onde Qvinde!

(Gaaer hen mod det Sted, hvor Vuggen staaer skjult, men standser og lægger med en smertelig Bevægelse Haanden paa Hjertet; trækker derpaa Vuggen frem. Ved Synet af denne bedækker hun Ansigtet med Hænderne, som om hun heftigt græd. Under det musikalske Mellemspil sætter hun sig ned og vugger).

Jeg var saa mødig, jeg var saa træt!
Jeg trængte saa haardt til Hvile og Ro.
Havde ikke du saa ynkelig grædt,
Aldrig havde jeg forladt min Bo.
Men hver den Nat i Graven jeg laae,
Da jamred' mine Børn, da græd mine Smaa.
Den Ældste græd, og de Andre græd;
Det maatte røre den haardeste Steen.
192 Men dengang den Yngste i Vuggen græd,
Da reiste jeg mine mødige Been
Og gik for Vorherre hen at staae:
»Du lade mig til mine Smaabørn gaae!«
(Det ovenanførte Chor fra Gildestuen høres igjen, men svagere). Mit Barn er fattig i det rige Huus;
Han tørster foran det fyldte Kruus.
Det er hans Moders høieste Kære,
Saa slet kan hun sine Smaabørn nære.
Det kan hver Qvinde tænke ved sig,
Hvad Mælk mine Bryster kan give dig.
Det kan hver Qvinde tænke med Smerte,
Hvor liden Varme der er ved mit Hjerte.
Min Graad er tømt ud, i min Favn er koldt,
Mit Hjerte slaaer ikke, mit Bryst er goldt.
Frelserens Krybbe var lagt med Straa,
Men rundt om Krybben var Englene smaa.
Maria var ham saa huld og tro,
Hun vaaged' over den Sovendes Ro.
Min lille Dreng er sin Moders Glæde.
Han skal ikke sørge, han skal ikke græde.
Guds Engle smaa dem har jeg bestilt,
De skal vifte for dig med Vingerne mildt.
Guds Engle smaa med Vingerne hvide
Skal stige neder og staae ved din Side.
193 Himmelens Engle skal staae ved din Vugge
Og i Slummeren dine Øine lukke.
(Efter en Overgang i Musiken reiser hun sig pludselig) Jeg maa bort! - Jeg bliver saa mat, saa mat!
Eders Moder tør ikke færdes herinde.
(Breder Armene ud). Godnat, mine Smaabørn! tusind Godnat!
Vee over Guldborg, den onde Qvinde!
(Gaaer langsomt ud).

Tredie Scene.

Alf og Ove sovende. Regisse med et Lys i Haanden

(Hvorved Scenen oplyses mere, men dog ikke aldeles)

og Byrge, der bærer en Skaal eller et Fad og et Bæger Viin, komme ind fra høire.

Byrge
(idet han sætter det, han bærer, fra sig).

Naa, endelig er da denne urolige Dag, ja man kan snart sige denne urolige Nat til Ende. Vi føre et daarligt Liv. Evindelig Tummel og Gjæsterering og Nattevaagen! I Fru Helvigs Tid var hele Huset iseng, naar vi nu sætte os til Aftenbordet. I er vel træt og sønig, Jomfru Regisse?

Regisse
(der har seet tankefuld ned for sig).

Hvad siger du, Byrge?

194
Byrge.

Naa, i har ikke hørt, hvad jeg sagde. Jeg kan begribe! Jeres Tanker er' andensteds henne. - Nu ja, hvad mener I da derom, at Ridder Stig er kommen til vort Huus? - I har ikke nødig at blive rød; det er en ærlig Sag. I har hidtil baaret Jer fornuftig ad, har spurgt mig tilraads og ikke gjort Andet, end hvad I kan være bekjendt. Hvad troer I nu?

Regisse
(i Bevægelse).

Hvad skal jeg troe? Hvad vil Ridderen i vort Huus? Hvad betyder hans Komme?

Byrge.

Ih nu han er jo en god Ven af Eders Fader, som jeg hører.

Regisse.

Saa var han kommen for længe siden.

Byrge.

Han kommer da vel for Jeres Skyld.

Regisse.

Ak nei! hvor kan du indbilde dig!

Byrge.

Ja, for min Skyld kommer han min Tro ikke. Jeg har kun talt een Gang med ham, og da var 195 jeg grov mod ham. Det var strax i Førstningen, da han lod sig see herudenfor. Men siden betænkte jeg mig. Man kan dog ikke vide, om det ikke bliver til Eders Bedste. Han har et godt Navn hos Alle og er riig og anseet. Men - hvad jeg vilde spurgt - hvad var det, han sagde til Jer, inden de gik tilbords?

Regisse.

Jeg husker ikke -

Byrge.

Eller I vil ikke ud dermed. Jeg saae, han tog Jer i Haanden, da han troede sig ubemærket. Nu ja, Barn! der er jo intet Ondt deri; men glem dog ikke, at Veien fra Haanden til Hjertet er ikke nær saa lang som Veien fra Hjertet til Haanden. - Kom nu hid, skal I see, hvad jeg har fat titside for Børnene. Og Eders Stivmoder har ikke mærket Noget.

Regisse.

Gud bedre det! I min Faders Huus maa jeg stjæle Føden til hans egne Bøn.

Byrge.

Lad os blot ikke tabe Modet. Det kan blive bedre med Tiden.

Regisse.

Bedre? See, Byrge, hvorledes mine Brødre ligge! Paa Straa har hun lagt dem -

(Græder).
196
Byrge.

Græd ikke, Barn! hører I? - Det skal vi nok forandre. Imorgen skal jeg liste mig til at skaffe nogle Tæpper.

Regisse.

Hvor var det anderledes da min Moder levede!

Byrge.

Ja, det kunde ogsaa være anderledes nu, naar Hr. Dyring vilde tage sig lidt af Børnene. Han er jo dog Herren i Huset.

Regisse.

Ak, min Fader er undskyldt. Han har Guldborg at takke for Alt. En lang Tid var han med Skibene paa Søen; og nu, da han er hjemme, har han nok at gjøre i Mark og Skov og med de nye Bygninger. Herind kommer han aldrig. Han veed ikke, hvor slemt det er, og han troer det heller ikke, om man sagde ham det.

Byrge.

Ja, deri har I Ret. Jeg begyndte engang at ville tale lidt til Bedste for Jeres ætdfte Broder. Men han blev faa vred, som jeg aldrig har seet ham. Det skulde jeg overlade til Fru Guldborg, svarede han; det forstod hun nok

Regisse.

Jeg veed det. Hun har sagt ham, det er til 197 mine Brødres Bedste, at de hærdes og behandles haardt. Og min Fader troer Alt, hvad hun siger.

Byrge.

Ja, det er godt nok; men af Eder, Jomfru Regisse burde Hr. Dyring tage sig, hvad det saa gjaldt. Han burde ikke tillade, at I færdes mellem Tyendet og fætter Fade, Krukker og Kruus tilside, naar Alle er' iseng. Han burde ikke lade Jer sove i denne øde Længe af den gamle Gaard.

Regisse.

Med mig kunde det være det samme. Værelset er heller ikke saa slemt.

Byrge.

Nu ja - slemt er det just ikke; og i forrige Tiber, da Borgestuen var her, og mens endnu Riddernes Svende og de unge Karle her samledes, holdt man det for et anseeligt Rum. Men I burde dog ligesaa fuldt som Ragnhild hade Jert Kammer i de nye Bygninger. Men der er Forskjel i Alt; hun gaaer i Fløiel og Silke, og I -

Regisse.

Det hjælper lidet at klage over, hvad der ikke kan være anbertebes. - Kom, Byrge, og hjælp mig. Har du flyttet Vuggen frem?

198
Byrge.

Det har jeg det gjort før i Forvirringen, da Fru Guldborg var herinde.

(Han og Regisse flytte Vuggen tilbage).

Er der saa ellers Noget, jeg kan udrette for Jer?

Regisse.

Nei, Byrge! nu skal du gaae iseng. Det er over Midnat.

Byrge.

Vel, Jomfru! Men læg I Jer nu ogsaa til Hvile. Et ungt Blod trænger til Søvn. - Godnat! (Vil gaae, men standser). Godnat, min kjæreste Jomfru! Gud være med Eder og styrke Eders Mod! (Kysser hendes Haand). I er Eders Moders udtrykte Billede. I er smuk og fiin, som hun var. I har hendes milde Øine; men I har ogsaa hendes fromme Hierte. Hun vil ikke forlade Jer. Det vil Altsammen blive godt igjen.

(Gaaer).

Fjerde Scene.

Regisse (alene).
(Tager Skaalen og Lynset, og gaaer hen til Alfs og Oves Leie).

Jeg bringer Eder Brød, jeg bringer Eder Viin. Kommer hid kommer hid tjære Brødre mine

199 - Ak, der ligge de kummerligt skjult',
Som en Kornblomst dækkes af Straaet guult;
Som Spurvene smaa i de fattige Neder -
Ynkeligt handler Guldborg med Eder!
(Trækker Skjærmen for Løibæken, efterat have sat Skaalen tilside, og kommer igjen frem). De sove. Saa trygge sove de begge
Som i Silkesenge. Jeg vil ikke dem vække.
Uagtet Mangel, uagtet Nød
Blomstre de baade som Rosen rød.
Det er saa lidet paa dem at kjende,
At de fødes op i al den Elende.
(Fordybet i Tanker) Var det muligt, kjær Moder min, at du
Sørged' for dine Sønner endnu?
Formaaer du endnu at tænke paa dem,
Der var din dyreste Skat i dit Hjem?
Og er det sandt, og kommer du silde
Og kjæler for dem med Ord saa milde?
(Knæler). O Moder kjære! kan du see herned,
Da send din Datter din himmelske Fred!
Jeg har en hemmelig Sorg at bære;
Mit Hjerte trykker en hemmelig Nød.
Slet Ingen her vil min Trøster være,
Slet Ingen, siden du, min Moder, er død.
Jeg tvivler, jeg ængstes - staae ved min Side!
Lær mig at haabe, lær mig at lide!
200 (Reiser sig Kort efter banker det paa Døren tilvenstre). Jesus Maria! Hvo banker saa silde?
Stig
(udenfor, bebende)

Luk op! o luk op!

Regisse
(forskrækket).

Stig Hvides Røst? Ved min Dør om Natten? Hvad kan han ville?

Stig
(udensor).

Luk op!

Regisse
(vrider sine Hænder).

Hvo giver mig Raad og Trøst!

(Samler sine Kræfter og gaaer hen til Døren)

Hr. Ridder! min Dør er lukket hver Nat. Slet Ingen saa har jeg Stevne sat.

(Lytter)

- - Hvad siger han? Staaer hans Liv paa Spil, Hans Fred og hans No -? . . . Hr. Ridder! jeg kan ikke . . . Han beder saa bønligt . . . Hvad skal jeg ... o, jeg vil!

(Skyder Slaaen fra, men gaaer strax hen til den anden Side at Værelset og læner sig til Bordet).
201

Femte Scene.

Regisse. Stig.

Stig
(iler i Bevægelse hen til Regisse og falder paa Knæ) Min favre Jomfru! her lad mig ligge,
Og søge Frelse ved Eders Fod!
Lad Eders uskyldige, fromme Blikke
Svale mildt mit urolige Blod!
Regisse
(ængstlig). Stat op, Hr. Ridder! forlad mig igjen!
Hvis Eders Liv er truet af Nogen,
Skal jeg vække min Fader; han samler sine Mænd ...
Stig.
Nei, lad ham sove -
Regisse
(vil gaae). Maaskee han er vaagen -
Lad mig gaae at bringe ham hid -
Stig.
O bliv! Ei Dannerkongens Hær kan frelse mit Liv.
Mig Ingen kan hjælpe, slet Ingen uden I!
Her aander jeg let, her føler jeg mig fri -
202
Regisse.
Hold op, Hr. Stig! Hvad troer I at vinde
Ved at øve Jer Spot paa en evneløs Qvinde?
Stig.

I troer, jeg spotter -?

Regisse.
Forlad mig! jeg beder!
Saa lidet har jeg haft Bud efter Eder.
Stig.
Regisse! saa hjælpe mig Gud i min Død,
Som jeg kom til Eder i den bittreste Nød!
I veed, at I ligger stærkt i min Hu;
Fast en Maaned, hver Aften silde,
Har jeg søgt Eders strenge Sind at form\?\lde,
Men aldrig lod I mig ind endnu.
Hvi skulde jeg da nu ved Midnat vove
At vække Jer, mens Alle paa Gaarden sove?
Regisse
(urolig og undvigende)

Men min Gud, hvi er I da kommen?

Stig.

O hør! Mig driver en hemmelig Gru til Eders Dør.

Regisse.

Hvad er det, I mener?

203
Stig
I kan ei forstaae,
Om jeg ogsaa forklarer ... I vil ikke formaae ...
Og dog - jeg vil skrifte min Synd! Gud give,
Naar I har hørt mig ud, at I vil tilgive!
- - Jeg sad iaften ved Gildet skraaes for Eder
Og Ragnhild ved Bordet. Da faldt det mig ind,
Hvad Ivar havde sjunget nys om Hr. Peder,
Der bøiede med Runer Hellelilles Sind.
(Med et mørkt Udtryk). Kjender I de skrevne Runers Magt?
Regisse.
Ak nei! hvor skulde jeg -
Stig.
Saa tag Jer iagt!
Viid, at en Svend med Runer kan lokke
Til Elskov, og den strengeste Villie rokke.
Viid, har han daaret med Runer en Qvinde,
Da har hun ham evigt og altid i Sinde.
Det han vilde ride til Verdens Ende,
Hun fulgte med, han slap ikke hende.
Det han vilde sætte for Døren en Slaa,
Hun kom dog om Natten, hun bankede paa.
Lader han hende staae ved Døren endda,
Hun tøver saa lidet, piller Naglerne fra.
Endog hun er tugtig, blufærdig og reen,
Alle hendes Tanker maae vige for een -
204
Regisse.
O, hellige Jomfru!
Stig.
Ja, vel maa I grue!
Regisse.
Fatter Eder, Hr. Stig! - Hvad sørger I fordi?
Stig.
Saa hør! Min Fortælling er ikke forbi.
- Disse Runer har jeg lært af en oplandsk Frue
For fyv Aar siden, men aldrig dem forføgt,
Halvveis af Vantro, halvveis af Frygt.
Iaften var jeg varm af Viin og af Mjød -
Regisse! I var saa faur og saa Sød!
Saae jeg paa Eder, rødmed' I som et Blod -
Da tænkte jeg: hun er mig visselig god!
Hun er kun saa bly, hun er kun saa stille,
Turde hun tale, saa gjerne hun vilde;
Den hemmelige Skrift skal give hende Mod!
- Da greb jeg et Æble, skjar deri med min Kniv
Runer, der vækked' Elskov til Liv,
Runer, der kunde tvinge det unge
Hjerte, og løse mildt Eders Tunge,
Give mig al min Kjærlighed igjen.
Jeg kastede det hemmeligt til Eder hen
En Stund, før vi op fra Bordet brød;
Men -
205 (Efter et Ophold). Æblet trilled' i Ragnhilds Skjød!
Regisse
(med et Udraab). I Ragnhilds?
Stig.
I Ragnhilds. Hun blev bleg og rød,
Da hun læste Skriften, grundede længe,
Stirrede paa mig stivt og fast,
Trak Veiret, som vilde hun Brystet sprænge.
- Da gik vi fra Bordet. Jeg tog bort i Hast,
Beklemt og forvirret. Hun saae, da jeg gik,
Paa mig med et langt, ubeskriveligt Blik.
Regisse.
Den arme Ragnhild!
Stig.
Da jeg kom ind
I mit Sovekammer, da brændte min Kind.
Mig flyede Søvnen, mig flyede Ro;
Hvad maatte jeg frygte? Hvad skulde jeg troe?
Omsider -
(Standser).
Regisse.
O, tael!
Stig.
Omsider det klang
206 Sagte ved min Dør som en klagende Sang.
Op og ned jeg hørte det gaae.
Tilsidst saa banked' det lempeligt paa.
»Stat op! - det hviskede - lader mig ind!
Herude gaaer kold den natlige Vind.«
- Ak, det var Ragnhild, jeg hørte kalde!
Regisse.
Forbarmende Gud!
Stig.
Stille jeg laae;
Da hørte jeg Lyd af Nøglerne smaa ...
Hun tog dem frem, hun prøved' dem alle -
Regisse.
O, min Frelser!
Stig.
Min Dør var stængt af en Slaa,
Men Rædsel greb mig - jeg befoel mig Gud,
Foer hen til Lugen og styrted' mig ud.
Jeg vilde til Stalden for at vække min Svend,
Og i al Stilhed drage herfra igjen.
Men fremmed paa Stedet foer jeg vild, og kom
Paany til Huset. Da jeg vendte mig om,
Skimted' jeg Noget, der syntes at tage
Veien imod mig, og jeg trak mig tilbage.
Jeg kom her forbi; jeg faae Lys hos Eder.
Her, tænkte jeg, Ragnhild ei om mig leder;
207 Jeg vil bede Farvel, jeg vil tilstaae min Brøde;
Ifald hun vredes, vil jeg flye og bøde
For min Synd - og jeg bankede paa Eders Port.
Regisse.
Hr. Stig! Gud bedre det! Hvad har I gjort?
Hvortil kan den arme Ragnhild føres?
Stig.
O, spørg mig ikke -
Regisse.
Staaer Sligt til at troe?
Er det isandhed saa farligt? Kan Intet gjøres
For atter at bringe hendes Tanker til Ro?
Stig.
O, I veed ikke, hvad hemmelig Magt
I denne Leg med Runer blev lagt!
Den dunkle, den nforklarlige Skrift,
Naar blot derpaa fatder Eders Øie,
Formaaer Eders Villie som Box at bøie,
Vækker Begjær og slumrende Drift.
Ind i Eders Tanker, Eders Blod sig lister
Hvert Bogstav-Tegn som en hemmelig Frister -
Regisse.
O, det er en fyndig, en ugudelig Færd!
Og mig har I holdt saa lidet værd ...
Mig I vilde saa grusomt besnære?
208
Stig.
Regisse! mit søde, mit favreste Liv!
Eder jeg bedes i Tugt og Ære.
Ved Gud og Mænd! I skal vorde min Viv!
Betænk, var det Synd, jeg Runerne skrev,
Til denne Synd mig Kjærlighed drev.
- Eder fører jeg til min Gaard
Som min Adelhustru. Alle mine Dage
Skal jeg søge blot Eder at behage.
Alt, hvad Eders Hu kan falde paa,
Det skal fuldtgjøres Eder til Villie.
Eders Klædning skal være af Fløiel blaa;
Deri skal drives Roser og Lilie.
Er Aftenen kold, er Dagen varm,
Eder skal vente den hængende Karm.
Hver Søndag skal I til Kirken ride
Paa Sadel af Sølv, med forgyldene Mile.
Alt, hvad jeg formaaer, mens jeg er i Live,
Skal jeg gjøre for Eder, naar I blot vil tilgive.
(Tager en Ring af sin Finger). Mit unge, skjønne Liv! ræk mig hen Eders Haand.
(Griber hendes Haand).
Regisse
(med svag Modstand). O, Stig! hvad gjør I -
Stig.
(sætter Ringen paa hendes Finger). Denne Ring, jeg vinder
209 Om Fingeren, være mellem os som et Baand,
Der mig uopløseligt til Eder binder.
- Regisse! I tilgiver -?
Regisse.
I veed, at jeg maa.
Men, Stig! I burde mig bedre forstaae.
I har ikke trængt til den lokkende Rune:
I har lokket mig mangen hemmelig Stund.
Der er Runer skrevet om Eders Mund,
Paa Panden og i Eders Øine brune.
Det falder mig saa let, ved Eders Side,
At friste Livet i Fryd og i Qvide!
Stig.
O, min Regisse! naar I vidste, hvor mildt
Mit Hjerte ved Eders Ord bevæges!
- En Ungersvends Liv er ofte vildt;
Men hans Hu kan styrkes, hans Tanker qvæges,
Han selv kan vinde fornyet Liv,
Giver Gud ham en from, en elskende Viv.
- Min søde Fæstemø! nu I tillader,
Ei sandt? at jeg taler med Eders Fader.
Saa fører jeg Eder hjem til Mit!
Hvis I her har sørget, hvis I her har liidt,
Min Ømhed skal al Eders Kummer lindre;
Og Intet skal vor Lyksalighed hindre!
(Der bankes paa Døren tilvenstre. Stig farer sammen). Har I hørt?
210
Regisse
(der har lyttet ved Døren, kommer forskrækket hen til ham). Det er Ragnhild!
Stig.
O, jeg bøder for haardt!
Fra min unge Kjærlighed jages jeg bort
Af min egen Letsind. - Lad mig gaae! Lad mig flye!
Jeg vil ikke see Ragnhild. Jeg er angst og sky
For at træffes af hendes spørgende Blikke.
Er her en Udgang?

(Peger paa Portalen)

Regisse.
Den Dør er slaaet i -
Men her - (Viser tilhøire) - gjennem Gangen -
er I strax i det Frie.
Stig
(omfavner Regisse) Vær du min Skytsaand! Forlad mig ikke!
Der raader en ond Magt i Menneskets Hu -
Mig frelser Ingen mod den uden du.
(Gaaer, fulgt af Regisse, der strax efter lukker op for Ragnhild). 211

Sjette Scene.

Regisse. Ragnhild.

Ragnhild
(indhyllet i en siid blaa Kappe og med Fjederhat paa, træder ind, seer sig om og synes at søge Noget. Endelig siger hun forundret) Er der Ingen her?
Regisse.
Hvem søger du herinde?
Ragnhild.
Hvem jeg søger? Hm!
(Gaaer om i Værelset). Jeg kan slet ikke finde. . .
Regisse.
O Ragnhild! hvad vil du om Natten saa silde?
Ragnhild.
Hvad jeg vil...? - Lad mig gaae! -
(Bestandig søgende) Hm! Hm! det var ilde!
Regisse.
Betænk, det er langt over Midnatsstund!
Ragnhild.
Hvad jeg søger? - Jeg gik i den skyggefulde Lund
Og søgte mig Urter, hvide og røde,
Der om Natten vo\?\er i feireste Grøde.
212
Regisse.
Det er ikke godt at gaae saa alene
Om Natten under Lundens skyggende Grene.
Ragnhild.
Jeg kunde ikke sove. Tiden faldt mig lang.
Jeg gik ud at lytte paa Nattergalens Sang.
Du skulde høre den klage!
Regisse.
Det er ikke godt
At gaae, naar Græset er af Duggen saa vaadt.
Ragnhild.
Jeg saae mig til Stjernerne, saae hvor stille,
Men dog hvor heftigt, hvor brændende de spille
Og bade sig i den dybe, den fugtige Nat.
Du skulde see det!
Regisse.
O Ragnhild! hvi har du forladt
Dit Kammer alene? - Kom med! Lad os gaae!
Jeg vækker Byrge...
Ragnhild
(uden at agte hendes Ord). Hvor det banker i min Hjerne!
Som vilde den sprænges i Stykker smaa.
213
Regisse
(bønlig). Gaae i Seng! Jeg beder dig jo saa gjerne!
Ragnhild
(efter nogen Grublen). Siig mig ... hvad synes dig om . . . Ridder Stig?
Regisse
(forskrækket). Ridder Stig?
Ragnhild.
Du skal ikke troe ham, Regisse!
Hans Hjerte løber over af Falskhed og Svig.
Regisse.
Men hvor kan du sige -
Ragnhild.
Jeg veed det. Der er Visse,
Jeg hader og afskyer værre som Pest.
Stig hører til dem. Han lyver, han bedrager
Den Stund, man mener ham det allerbedst.
Regisse.
O nei, du feiler -
Ragnhild
(heftig). Du skal give mig Ret!
Hvor kan du vide . . . Siig strax: han er ond,
han er slet!
214
Regisse
(angst). Ja ja! vær blot rolig . . .
Ragnhild.
Det er sandt, han er fager!
Alting blomstrer, naar han seer derpaa.
Hans Væxt er mandig, hans Miner saa blide.
Saae du, da han trak af sine Handsker smaa,
Hvor hans Hænder vare kridenehvide?
Regisse
(for sig selv). O Gud! see naadig til mig Arme ned!
Ragnhild.


Men han er stolt. Det mærkes af Alt, hvad han siger.
Hvert Ord af hans Mund skal man glædes ved.
Han tænker, at alle de danske Piger
Skal falde ham tilfode, skal lade sig bedaare -
Regisse.
O, Ragnhild! Ragnhild!
Ragnhild.
Men der feiler han saare!
Jeg veed Den, der spotter med hans Tale;
Hende skal han lyde; hun skal befale -
(Med et Tankespring). Mens jeg husker det, har du seet, hvad jeg har?
Et Æble, hvori han Bogstaver skjar -
215
Regisse
(med Rædsel). Jeg vil ikke see det! Du friste ikke mig!
Ragnhild.
Vær du kun rolig! Det er ikke for dig.
(Tager Æblet frem og betragter det). Denne Skrift er ikke som de krnmme Streger,
Abbedens Skriver har dig lært.
At tyde disse Tegn er uendelig svært!
Det er som en dunkel Trolddom, der leger
I Skriften og forvirrer Betragterens Sind.
Hvert Bogstav er saa dybt, saa dybt skjaaret ind
I Æblets brændende Kind;
Har blandet sig med dets Saft,
Har suget dets bedste, nærende Kraft.
Man mærker det vel; denne Skrift vil staae,
Indtil Æblet selv maa forgaae.
(Gjemmer det igjen). Som et Æble jeg hang mellem Vladenes Hegn,
I min Moders Gaard, med Kinderne røde.
Da skjar man i mit Hierte forvildende Tegn;
Og nu maa jeg sørge mig tildøde!
(Brister i Graad) O, saa er det dog sandt, man har sagt:
Der er en ond, en forfærdelig Magt
I et Menneskes Aasyn og Miner.
216
Regisse
(med Ømhed). Ragnhild! min Søster!
Ragnhild.
Der ligger noget Haardt
Under mit Bryst, der mig trykker og piner.
Regisse.
Hvor?
Ragnhild.
Ret her.
Regisse.
Er det ikke dit Spænde?
Ragnhild.
Vist ikke! - Nei fy! .. - Du er keitet! Gaae bort!
Rør mig ikke!
Regisse
(afsides) Naar skal den Jammer ende!
Ragnhild.
Giv mig en Stol; og kom saa hid og hør!
(Sætter sig). Jeg har drømt inat, han kom ind ad min Dør.
Guld og Perler skinned' paa hans Bryst;
Han talte til mig med den blideste Røst.
Han sagde: Jeg har hørt, I har sukket og grædt
Jeg tager Eders Sorg, jeg bærer den let.
217 Han gjorde mig siden end værre Harm;
Han løftede mig op, han tog mig i sin Arm,
Han klappede min Kind, han kaldte mig sin Kjære;
Han sagde: Du skal min Slegfred være.
I Fløiel skal du gaae og i Skarlagen-Skrud;
Syv Terner skal dig følge, saa tidt du gaaer ud -
Regisse.
O, forjag disse Tanker!
Ragnhild.
Jeg har altid haft Frygt,
Lige fra min Barndom, for at drømme saa stygt.
(Læner sit Hoved mat op til Regisse).
Regisse.
Læn dig kun til mig! saa dulmer Sorgen.
- Fller læg dig paa min Seng . . . bliv her til i
Morgen.
Gjør det, Ragnhild!
Ragnhild
(synger sagte og som for sig selv). Favre Ord har mig haardt bedaaret,
Favre Ord har mit Hjerte saaret -
Favre Ord!
(Farer pludselig op og lytter). Hør kun! - Den underfundige Gjæst!
Han kalder paa sin Svend, han stiger tilhest.
218 Han sætter Sporen i Gangerens Side . . .
Den løfter, den strækker sine fire Guldsko.
Han sætter med et Spring over Hegn, over Bro -
Stands ham! stands ham! lad ham ikke ride!

(Hun iler ud tilhøire. Regisse følger med et Udraab efter hende).

219

Tredie Act.

Partie af en Skov. Tilvenstre nogle Buske og Grønsvær, til hviike Stig, indhyllet i sin Kappe, læner sig sovende. Ved hans Fødder sover Ragnhild, ligeledes med Kappen om sig, og saaledes skjult af Buskene, at hun ikke kan sees af Stig, naar han reiser sig, men vel af Tilskuerne. Tilhøire, noget mod Baggrunden, ligger Gunner, Stigs Svend, udstrakt paa Jorden og sover. Det er tidlig Morgenstund. Naar Tæppet gaaer op, hores efter Forspillet fjernt Chor af Stigs Svende, der nærme sig.

Første Scene.

Chor
(det Første Vers udenfor Scenen). Fuglen qviddrer, som bedst den kan,
Og Hanen galer paa Tofte
Alt er vaagent vidt over Land,
Og Bonden kryber i Kofte.
220 Solen lyser over Lindens Top -
Hr. Ridder! Hr. Ridder! vaagn op!
(Stigs Svende træde ind paa Scenen og forblive noget hen mod Baggrunden Ved deres Indtrædelse vaagner Gunner og forener sig med dem) Bonden seer, om Veiret er lydt,
Og hænger Humlen paa Tveie.
Ræven spørger sin Søn om Nyt,
Og lister sig fra sit Leie.
Solen lyser over o. s. v.
Tidlig oppe rider i Mag;
Det Bud er saa godt at sende.
Vaagn op, Hr. Ridder! nu er det Dag.
I ventes af Eders Svende.
Solen lyser over o. s. v.
I Lunden er der saa koldt og vaadt,
Paa Træerne Dugdraaber hænge.
Himmelens Telt, saa høit og blaat,
Er spændt over Mark og Enge.
Solen tyser over Lindens Top -
Hr. Ridder! Hr. Ridder! vaagn op!
(Svendene trække sig tilbage og forlade efterhaanden Scenen).
Stig
(vaagner og springer op, men lader sin Kappe ligge). Gunner! er det dig? - Og mine Folk ere komne?
221
Gunner.

Ja, ædle Herre! Som I ønskede inat, ere de brudte op fra Svend Dyrings Gaard før Sol-Opgang.

Stig.

Vel. Lad dem hvile sig ud.

Gunner.

Det er vel ikke værdt, at de binde Hestene. De sige, at man oppe fra Høiene kan see en Støvsky, der nok kommer fra Hr. Dyrings Jægere. Saa kunde vi ligesaa godt strax ride dem imøde.

Stig
(adspredt).

Hvad siger du?

Gunner.
Jeg siger, vi kunde lige saa godt -
Stig.

Vel, vel! Gjør, som dig synes. (Afsides, mens Gunner trækker sig noget tilbage). Mit Hoved er tungt, mit Sind uroligt. Den korte Sommernat er forbi. Et Par Timers Hvile ligger mellem Midnattens Ængstelser og denne lyse Morgen. Hvor sært har ikke Alt forandret sig siden igaar! Regisse er min Fæstemø denne Lykke, jeg har tragtet efter, har mig Gud naadig forundt. Men Ragnhild! Alene Tanken om hende farer mig gjennem Blodet, som var jeg febersyg. 222 Hvad vil den nye Dag bringe mig? Skal jeg træffe Ragnhild ved Jagten? Hvad vil hun sige? Hvorledes kan jeg - o, mig tjente det bedst at flye langt herfra! - Men jeg kan ikke drage bort fra den stakkels Regisse; hun stoler saa trygt paa mig. Nei, jeg kan ikke forlade hende! - (Til Gunner). Kom, Gunner! vi vil afsted. Jeg haaber, Morgenluften skal forfriske mig. Hvor er min Kappe? - (Gaaerselv for at hente den og opdager derved forbauset Ragnhild). Gunner!hvad seer jeg!

Gunner
(der træder nærmere).

Jomfru Ragnhild! Gud hjælpe os!

Stig.

Har hun ligget her? Naar er hun kommet?

Gunner.

Hun maa være kommet mod Morgenstunden. Thi jeg har vaaget al den Tid, I befalede.

Stig.

Stille! tael ikke saa høit! - Har Nogen af mine Folk seet hende?

Gunner.

Nei, Hr. Ridder! hverken jeg eller Nogen af de Andre.

Stig.

En Guds Lykke! - Men hvad gjør vi . . . 223 hvad skal vi gribe til? - Hør, Gunner! du er en gammel, tro Tjener af mit Huus og mig hengiven. Tag dig af Ragnhild! Hun er forvildet, hun er syg - hun veed lkke, hvad hun har gjort. Vi maae skaane hendes Rygte.

Gunner.

Befal, Hr. Ridder!

Stig.

Bliv her hos hende, indtil hun vaagner. Vil hun af sig selv hjem, da følg med hende, men undviig Svend Dyrings Jægere. Der er en Vei neden om Moserne -

Gunner.

Jeg kjender den.

Stig.

Staae hende bi, naar hun behøver din Hiælp. Men spørger hun dig om mig, saa tie!

Gunner.

Vel nok, Hr. Ridder! men naar hun nu ikke vil hjem -

Stig.

Desværre! det er at befrygte. Men endda vige du ikke fra hendes Side! Hun er heftig og vant at befale: du bryde dig ikke derom! - Støder I paa 224 Svend Dyring eller hans Folk, da siig, du har truffet hende paa Veien, og nævn ikke mig.

Gunner.

I kan stole paa mig, Hr. Ridder!

Stig.

Jeg sætter al min Lid til dig. - Lad nu mine Folk strax stige tilhest og vente mig ved Ledet. Men kom flux tilbage, og tael ikke et Ord om, hvad du har seet.

Gunner.

Nei, nei, Hr. Ridder!

(Gaaer).

Stig
(gaaer hen til Ragnhild). Hun sover; hun trækker saa tungt sin Aande.
Hun drømmer om en hemmelig Vaande.
(Knæler ned og betragter hende). Hvor er hun tillokkende! hvor er hun skjøn!
Selv i Søvne former sig Munden
Til en sød, en uimodstaaelig Bøn,
Med en Smerte, der aldrig vorder forvunden.
Arme Ragnhild! maatte du ligge
Under aaben Himmel, for Vind og Veir!
Duggen kom, men kjølte dig ikke;
Vinden sused' dit Bryst saa nær,
Men dens Aande forfrisked' dig ikke.
225 Kunde jeg gjøre min Uret god!
Kunde jeg med mit Hjerteblod
Lindre den Sorg, der vel maa dig tynge;
Kunde jeg lade Messer synge
For dit forvildede Hjertes Ro!
Jeg tør ikke lytte til din Kjærligheds Klage;
Jeg har forlovet min Ære og Tro,
Og min Fæstemø kan jeg ikke bedrage.
- Lad mit Billed, der sænkte sig i din Sjæl
Som i et uroligt Hav, men aldrig kan vinde
Klarhed og Hvile - lad det atter forsvinde!
Og glem mig for evig, Ragnhild! - Farvel!
(Gaaer ud, da Gunner nærmer sig).

Anden Scene.

Ragnhild. Gunner.

Gunner.

Stole paa mig kan Hr. Stig. Men det vil nok ellers holde svært nok. Der skal handles saa varligt med saadan en fiin Jomfru. (Lytter). Der rider Hr. Stig.

Ragnhild
(vaagner og reiser sig pludselig, som om hun strax vilde afsted og gaae efter Lyden, men standser forundret ved at finde sig i Skoven).

Hvor er jeg?

Gunner
(afsides).

Nu gjælder det.

226
Ragnhild

I Skoven? Jeg i Skoven? (Bliver Gunner vaer). Hør! kom hid! - Hvad hedder Skoven her?

Gunner.

Jeg veed ikke, om den har noget Navn. Det er en lille Lund ved Udkanten af de Skove, der høre til Hr. Dyrings Gaard.

Ragnhild.

Ved Udkanten . . .? Hvor kommer jeg da her? Hvo har bragt mig hid? Har jeg selv - (Standser og søger at huske sig om) Hvad Tid paa Dagen er det?

Gunner.

Solen er ikke ret høit paa Himlen. Det er tidlig Morgenstund.

Ragnhild.

Tidlig Morgenstund? (Forskrækket). Og jeg har altsaa sovet i Lunden? Hvorfor ikke hjemme? Hvor for ikke i mit Kammer?

Gunner.

Det veed jeg ikke, min ædle Jomfru!

Ragnhild.

Hvem er du? Hvor kommer du fra? Har jeg ikke seet dig før?

227
Gunner.

Vel muligt. Jeg tjener Ridder Stig Hvide.

Ragnhild
(farer med Haanden til Hiertet).

Stig Hvide!

Gunner
(afsides).

Det stakkels Barn! Verden gaaer hende imod, som det lader.

Ragnhild
(afsides).

Har jeg da ikke drømt? Er det Altsammen sandt? Jeg er gaaet alene ud, midt om Natten, over Stien gjennem de stygge Moser, hvor jeg ellers ikke vil gaae om Dagen, - gjennem den lange mørke, mørke Egeskov. Er jeg da ikke faldet paa Veien? Har jeg ikke slaaet mig? - Jeg er jo ellers angst for at møde Nogen i Mørke; har jeg ikke mødt Nogen? Hvorledes er jeg ... o, det er grueligt! - - Men har jeg da heller ikke drømt, at jeg mødte Ridder Stig i Skoven? Han var i fuld Rustning. Han tog mig i Haanden og sagde: »Jeg drager i Krigen, og I skal følge med.« (Til Gunner). Hør!

Gunner.

Hvad befaler I?

Ragnhild.

Hvor er din Herre?

228
Gunner.
Han - ja, han er redet bort.
Ragnhild.
Hvorhen?
Gunner.
Det veed jeg ikke.
Ragnhild.

Da jeg vaagnede, hørte jeg Hestetrampen. Han er da vel redet for nylig?

Gunner
(betænker sig). Ja, meget længe siden er det ikke.
Ragnhild.
Er han taget hjem?
Gunner

Min ædle Jomfru! I spørger mig om Mere, end jeg tør svare paa.

Ragnhild.
Hvad gjør du her?
Gunner.
Jeg skal ledsage Eder hjem, hvis Eder saa lyster.
Ragnhild.
Ledsage mig hjem? - Hvo har paalagt dig ..?
229
Gunner.

Det har ... ih nu, det har En, der mener Eder det vel.

Ragnhild.
Saa? - Han vilde ikke vække mig?
Gunner.
Nei, ædle Jomfru!
Ragnhild.
Han har altsaa seet mig?
Gunner.
Seet . . . hm! ja, saa har han seet Eder.
Ragnhild
(afsides og smertelig).

Og han har forladt mig! . . . . (Man hører et fjernt Horn). Stille! Var det ikke et Horn, jeg hørte?

Gunner.

Jo, min ædle Jomfru! det er Jægerne, der drage op over Høien.

Ragnhild.
Jægerne? Hvilke Jægere?
Gunner.

Jeg har tænkt, I vidste det. Her skal være Jagt idag. Hr. Dyring og en Hoben af hans Naboer have slaaet sig sammen -

230
Ragnhild
(afsides).

Jagt? Skulde jeg ikke være med? Var der ikke en Aftale . . . endnu igaaraftes, og ved Bordet. . .

Gunner.

Det bliver just muntert idag. Efter hvad der er sagt os, kommer Fru Guldborg og hendes Jomfruer herud.

Ragnhild
(afsides).

Og jeg er her! De vil hente mig, og jeg er ikke at finde. Med Stig skulde jeg følges ad idag, og jeg - o, jeg Elendigste! (Man hører Hornet Nærmere). Jeg maa herfra, jeg maa hjem. Maaskee er der endnu Frelse mulig. (Høit). Kom! du skal ledsage mig, og til min Moders Gaard. Men jeg vil ikke træffe fammen med Jægerne - fatter du? - med Ingen af dem.

Gunner.

Det er en let Sag. Lige vi komme herud, skjules vi strax af Underskoven; og siden skal vi nok slippe fra dem.

Ragnhild
(da Hornet høres tredie Gang).

Hør, hvor det klinger! Som om det kaldte mig, som om det nævnede mig ved Navn! Her skulde idag min lette Ganger bære mig; her skulde jeg heed og 231 aandende forfølge Dyret, der flygtede; her ... med ham, ved hans Side - og nu . . . jeg maa hjem, skjule mig selv og min Elendighed. (Til Gunner). Kom! bort herfra!

(De gaae ud tilvenstre).

Tredie Scene.

Tage Bolt og Ivar komme ind fra Baggrunden.

Ivar.

Nu, Tage! hvad vil du mig? Hvorfor har du forladt de muntre Svende og ført mig gjennem Tjørne og Buske?

Tage Bolt.

Det er snart sagt. Siig mig, Ivar, hvordan huer dig Opholdet i Svend Dyrings Huus?

Ivar.

Vel nok. Her er favre Qvinder og god Levemaade. Svend Dyring er munter, og en Mand ret efter mit Sind.

Tage Bolt.

Efter dit Sind? Det kan være. Du har dandset efter deres Pibe, har sjunget Elskovs-Viser for dem, og over al denne Herlighed ikke mærket den Haan, hvormed vi behandles. Med mig er det 232 anderledes. Jeg er maaskee en Bjørn, som Ragnhild har sagt engang. Men jeg kan ikke afrettes som en Bjørn.

Ivar.

Deri har du Ret. Men du kan brumme lige saa godt som Bjørnen.

Tage Bolt.

Ja, og jeg har Kræfter som den. Lad os derfor ikke stride mere om den Ting. Hvad jeg vilde sagt, er i Korthed, at naar det ikke snart bliver anderledes, bryder jeg overtvert med Svend Dyring.

Ivar.

Dertil kan jeg ingen ret Grund see. Guldborg er sandt nok hovmodig og ond at bides med; men Svend Dyring -

Tage Bolt

Han er Herre i Huset og skal styre Husets Skik. Men det bryder ham lidet, enten man giver mig det bedste eller sletteste Sæde. Galt var det før, men værre lader det til at blive. Stig Hvide er kommen i Huset. Hvo agter nu os? Han er en glat Qvindkarl, har været til Hove og veed at belægge sine Ord -

Ivar.

Du er uretfærdig. Han er tapper og har et godt Navn for Gavmildhed.

233
Tage Bolt.

Jeg er saa gavmild, som jeg behøver, og viger i Tapperhed for Ingen. Min Slægt er i alle Maader saa god som hans. Jeg har mægtige Frænder. Hvi skal jeg da staae tilbage? Hvi skal han sættes paa Høisædet? - Men, ligemeget! Det er ikke Det, der staaer mig for Hovedet.

Ivar.

Nu da?

Tage Bolt.

Seer du - nu ja! jeg kan gjerne sige det uden Omsvøb. Jeg lider ikke, at Ragnhild igaar kun havde Øie for ham; at hun ved Bordet iaftes gav mig onde Ord, fordi jeg afbrød deres Samtale.

Ivar
(leer).

Er du nidkjær?

Tage Bolt.

Kald det, hvad du vil. Hvad der engang er Mit, vil jeg forsvare. Jeg spaaer intet Godt af Stigs Ankomst.

Ivar.

Nu, hvad har du da besluttet?

Tage Bolt.

Jeg vil gjøre en Ende paa den Sag. Mit 234 Bryllup med Nagnhild er sat til Julen. Men jeg er kjed af Opholdet her. Ragnhild selv har desuden aldrig givet mig et bestemt Ja, men slaaet det hen, naar jeg talte derom. Selv Guldborg lader ofte, som den Ting endnu kunde forandres. Nu vil jeg idag, naar hun kommer herud, tale med hende og Svend Dyring og forlange, at Brylluppet skal staae nu strax, allerhelst i denne Uge.

Ivar.

Det sætter du neppe igjennem, og har heller ikke Ret dertil. Da I forligtes angaaende Jorden, I har stridt om, da var Vilkaaret, at Brylluppet skulde holdes ved Juletider og Jorden være din Medgift. Skeete det ikke til den Tid, skulde ligefuldt Jorden og en Sum Penge tilfalde dig; og kjender jeg Guldborg ret, vil hun holde sig strengt til Forliget.

Tage Bolt.

Det veed jeg, og heller ikke jeg har isinde at bryde mit Ord. Men jeg vil idag sætte hende og Svend Dyring eet af to Vilkaar. Enten bliver det i alle Maader ved Aftalen: jeg faaer Jorden og ægter Ragnhild til Julen; eller jeg ægter hende strax, og i saa Fald vil jeg give Slip paa Medgiften.

Ivar.

Medgiften? Den Jord, du har stridt om snart et halvt Aar? Som har ligget dig i Tankerne Nat og Dag? Den vil du give Slip paa?

235
Tage Bolt.

Netop den.

Ivar
(med Latter).

Men, Tage! jeg skulde dog aldrig troe, at du var forelsket i Ragnhild?

Tage Bolt.

Ragnhild er mig kjær, enten du nu troer det eller ikke.

Ivar.

Ei, ei! Man oplever dog Nyt hver Dag!

Tage Bolt.

Bel dig, om du aldrig oplever værre Nyt. Forresten - thi du veed, jeg er ingen Ven af mange Ord - kommer det nu an paa dig, om du vil være hos og staae mig bi, naar jeg handler om denne Sag med Svend og Guldborg.

Ivar.

Det gjør jeg med Glæde. Jo før Bryllup, des bedre. Maaskee Ragnhild kan sætte Skik paa dig.

Tage Bolt.

Det vil falde vanskeligt. Men derom er heller ikke Talen. Følg nu med, saa kan vi nærmere overtænke Sagen. Jeg seer Svend Dyring og hans Jægere komme derhenne i fuld Sang og Lystighed, 236 og jeg er ikke oplagt til at tage Deel deri. Lad os gaae her ned ad.

(De gaae ud tilhøire).

Fjerde Scene.

Svend Dyring med Jagt-Selskab, Riddere og Svende, komme muntre og støiende ind fra venstre Side. Kort derpaa Rud.

Chor.
Jager Sorgerne bort!
Hele Landet er vort.
Bonden ræd for Ridderen flygter.
Skoven giver os Ly,
Ængstligt Dyrene flye,
Ulven seer os og frygter.
Let er Ridderens Sind!
Solen brænder hans Kind,
Men han agter lidet, den brænder.
Falder Dagen ham lang,
Kan den kortes ved Sang,
Sang blandt lystige Venner!
Svend Dyring.
ædle Herrer! det maa jeg lide!
Ridderen vover for Drot og Land
Sin Hals, naar det gjætder tappert at stride,
Saa maa han forlyste sig, som han kan.
(Rud kommer ind).
237
Rud.
Teltet er opslaaet, som I har befalt,
Skoven, et Sted, der er kjøligt og svalt.
Svend Dyring
(til Rud). Lad mig nu see, I Alting tilbereder,
Saa Guldborg kan være tilfreds med Eder.
(Rud gaeer. Stiend Dyring til Følget). Min Hustru har lovet, naar Veiret blev klart,
At see til paa Jagten. Her fra Lunden
Skal hun see, naar Hinden jages op af Hunden.
Jeg tænker, hun kan være her snart.
- Ridder Stig har været oppe før vi;
Han var redet, da jeg vilde ham vække.
Men hvor er Ivar og Tage?
En af Følget.
Jeg saae dem begge Gaae ind i Skoven, da vi reed forbi.
Rud
(kommer hastig ind). Eders Hustru, Hr. Dyring!
Svend Dyring.
Ei, det var bra'!
Saa lad Tage Bolt og Ivar kalde,
Og Hr. Stig - han kan ei være langt herfra.
238

Femte Scene.

De Forrige. Gulddorg, fulgt af sine Jomfruer.

Guldborg.
I ædle Herrer! en god Morgen til Alle!
(Efter de gjensidige Hilsner trækker sig det mandlige og qvindelige Følge tilbage, og forlader efterhaanden Scenen).
Svend Dyring.
Hvor er Ragnhild?
Guldborg.
Jeg sendte hendes Jomfruer Bud
At vække hende, medens jeg drog forud.
Jeg vilde først tale med dig om hende.
Svend Dyring.
Om Ragnhild?
Guldborg.
Netop. Det er om en. Sag,
Hvorpaa der bør tænkes endnu idag.
Hun er fæftet til Tage. Det har været vor Agt
Ved dette Giftermaal at faae Ende
Paa den lange Trætte, hvori vi er' bragt.
Mig syntes Giftermaalet klogt og ret;
Jeg tænkte, det var den bedste Maade
At jevne den Sag, der i Grunden stod slet.
Jeg meente, med Tiden vil Ragnhild raade
Over Tage Bolt og faae Bugt med ham.
239 Hun er klog og bestemt; den plumpe Beiler,
Saa vild han er, kan med Tiden blive tam -
Svend Dyring.
Jeg har tænkt det samme.
Guldborg.
Men jeg troer, du feiler.
Tage bliver værre Dag for Dag.
Hans Lyst er at kjævles. Jeg er kjed af de Dele.
Vil man enes med ham, skal der fares i Mag.
Og jeg mener nu, vi bør hæve det Hele.
Svend Dyring.
Giftermaalet med Tage Bolt?
Guldborg.
Ja, jeg troer.
Svend Dyring.
Men har du glemt, at han har vort Ord?
Guldborg.
Det har han med Vilkaar.
Svend Dyring.
Skal vi da miste
Den store Strækning af saa frugtbar Jord?
Guldborg.
Nei, det var for tunge Kaar at friste.
240 Jeg mener ei heller, det gjøres behov.
Tage Bolt er nøisom; han skal ægte vor Datter;
Vægrer sig Ragnhild, saa har vi vel Lov
At give ham Regisse, saa vidt jeg fatter.
Svend Dyring.
Regisse? Nei, Guldborg -
Guldborg.
Nu, Svend! hvorfor ikke?
Ragnhild var god nok, skjøndt mit Kjød og Blod;
Troer du nu, Regisse skulde være for god?
Svend Dyring.
Forstaae mig, Guldborg! det mener jeg ikke.
Men Regisse, frygter jeg, er for blød.
Hvor Ragnhild kan befale, vil hun faae sin Nød
Med blot at bede.
Guldborg.
Det har ingen Fare!
Jeg veed jo nok, hun kan lade saa bly;
Men har hun med det Samme Lyst til at svare,
Var det stundom bedre, hun vilde sig dye.
Svend Dyring.
Saaledes pleier hun ikke at være.
Guldborg.
Saaledes er hun; det er min gamle Kære.
Hun er ei undseelig, hun er menneskesky.
241 Hun har ingen Art eller Skik eller Maade
At tee sig, og lader sig dog aldrig raade.
Skal hun gjøre Noget, har jeg kun Tort;
Hun tager paa Alt med uvane Hænder -
Svend Dyring.
Min Guldborg! du bedømmer hende for haardt.
Guldborg.
Svend! det er Noget, du ikke kjender.
Jeg veed, hvad Plage jeg daglig har
Saavel med hende som hendes smaa Brødre.
I Mænd færdes ude, kan ei blive vaer
Den Sorg og Møie, retskafne Mødre
Har med Børnene. Lidet du veed,
Hvad jeg har sat igjennem, hvormeget jeg stred
For at lære dem Tugt og den rette Viis -
Svend Dyring.
Det veed jeg, og derpaa fætter jeg Priis;
Jeg veed, jeg kan overlade dig trygt
Omsorg for Børnene, deres Pleie og Røgt.
- Men for at komme tilbage til Ragnhild: jeg sætter,
Tage Bolt vil netop hende, hvad saa?
Han er sandtnok vild, han er noget raa,
Men brav - og Ingen er reent uden Pletter.
Meget taler for ham: han har Venner;
Selv er han riig, og mægtig ved sine Frænder.
242
Guldborg
(noget haanlig). Er det Ragnhilds Bedste, du tænker paa,
Saa er Svaret let. Jeg tænker, vi kan
Faae et bedre Giftermaal bragt istand.
Svend Dyring
(forundret). Med hvem?
Guldborg.
Med Ridder Stig Hvide.
Svend Dyring.
Med Stig?
Guldborg.
Han er af fornem Byrd, han er anseet og riig,
Han bærer paa Hænder og Bryst mere Guld,
End Tage har hjemme. Han har belevne Sæder.
Hans Naade, Dannerkongen, er ham huld.
Ved ham kan vi vinde Magt og Hæder -
Svend Dyring.
Men, Guldborg! troer du, at han tænker paa -
Guldborg.
Jeg har iaftes bemærket ham nøie.
Han sad skraaes for Ragnhild ved Bordet; jeg saae,
Han vendte fast aldrig fra hende sit Øie.
En Leg han gjorde med Æblerne smaa
Og kasted' til hende. Sligt tyder paa,
At hans Sind i al Fald er let at bøie.
243 Nu maa du som Fader see til, at du kan
Med Klogskab forske ham ud.
Svend Dyring.
Ved vor Frue!
Jeg øsker Ragnhild ei bedre Mand.
Men jeg frygter, den Plan vil lidet due.
Tage Bolt er heftig. Han vil troe, og med Grund,
At ham skeer Uret, at han ringeagtes -
Guldborg.
Det kommer dog an paa, hvordan Gagen betragtes.
Svend Dyring.
Ei skelner Tage saa fiint. Allenstund
Vil han af Trods staae fast paa Forliget.
Det ender med en Feide, det seer jeg forud.
Guldborg.
Frygter Svend Dyring?
Svend Dyring.
Er der Herrebud,
Og vorder Landet af dets Fjender bekriget,
Da skal du see mig fremmest i Flok;
Jeg frygter ei Faren; jeg bestaaer den nok.
Ja, selv en ærlig Feide med min Grande
Skal jeg ikke, naar det kræves, vægre mig ved;
Uagtet Riddernes Enighed og Fred
Vel tjente bedst vore betrængte Lande.
244 Men en Feide med Tage, Guldborg! - mig tykkes,
Den er ei ret ærlig, og slet vil den lykkes.
- Ringe, ja fast for Intet at nævne
Er den Kraft, der ligger i en enkelt Mands Evne.
Men har han den Fortrøstning, at hans Sag er god,
Da giver den ham et uovervindeligt Mod.
Den gjør en Dannemand uforfærdet,
Lægger Kraft i hans Arm og Magt i Sværdet.
Den har fulgt mig hidtil, den har styrket mit Mod;
Jeg saae nødig, at den nu mig forlod.
Guldborg.
I taler for længe, Svend Dyring! Hvortil
Den Strøm af Ord, naar I blot ikke vil?
Ei skulde jeg bede halv den Tid
Min Husbond, Knud Ribolt, om han havde levet.
Han var mig altid følgagtig og blid;
Hos ham gjaldt hvert mit Ord som skrevet.
Nu er det anderledes. Eder har jeg bragt
Rigdom; men I er Herre og har Magt.
Jeg skulde vel kjende min Datters Tarv;
Jeg skulde vel vide bedst, hvorledes
Der kan raades over hendes Fædrenearv.
Men nu skal I bønfaldes, I skal bedes -
Skee, som I vil! Jeg seer for silde,
Naar Fader er død, gaaer det Datteren ilde.
Svend Dyring.
Nei, Guldborg! du forsynder dig haardt,
Hvis du troer, jeg sørger for Ragnhild mindre.
245 Er hun dit Barn, er Hun tillige vort;
Og mindst vilde jeg hendes Lykke hindre.
Gjør nu, som dig synes. Som du ønsker, lad det gaae!
Lad os saa friste, hvad der følger paa!

Sjette Scene.

De Forrige. Byrge.

Byrge
(urolig og hastig). Ak Frue! jeg har onde Tidender at melde.
Guldborg.
Hvad nu?
Byrge.
Naar i blot -
Guldborg.
Du skynde dig brat!
Byrge.
Naar I blot ei vredes -
Svend Dyring.
Naar du blot vil fortælle!
Byrge.
Jomfru Ragnhild er forsvundet; hun er flygtet inat.
246
Svend Dyring.
Ragnhild?
Guldborg.
Min Datter? Er flygtet? og hvorhen?
Byrge.
Det veed jeg ikke. Hendes Jomfruer sige,
Man kan see, hun har ligget, men har reist sig igjen.
Guldborg.
Har reist sig? og er flygtet? - Du Himmeriges Rige!
Svend Dyring.
Det er utroligtl
Guldborg.
Det er Opspind! - Byrge! kom hid!
Ragnhild er velopdragen. Han lyver med Flid. -
Naar er hun flygtet? Naar? paa hvad Tid?
Tae! men tael Sandhed!
Byrge
(ængstlig). Jeg veed Intet, min Frue!
Jeg veed kun, hvad hendes Jomfruer har sagt.
Da de kom, var der Ingen i hendes Stue.
Hun har været iført sin Morgendragt,
Da hun gik bort, og Fjederhat og Kappen.
Høielofts-Døren var tukket i,
Hun maa være gaaet ad Vindeltrappen.
247 Vi har søgt overalt, paa hver Vei, hver Sti -
Men forgjæves.
Guldborg.
I har søgt? Hvordan har I søgt?
Vee Den, der skal lide paa Tyendets kløgt!
Skjændigt! Vi har Tjenere; de har Intet at gjøre
Uden at vogte Huset, og Sligt skal man høre!
Svend Dyring.
Hold Maade med din Smerte, Guldborg! Jeg troer,
Hun er kun faret vild. Vi maae søge hendes Spor.
Vi maae lede selv og overalt sende Bud.
Jeg vil strax . . .
(Seer ud til Siden). Hvem er det, der kommer?
Byrge.
Det er Rud.

Syvende Scene.

De Forrige. Rud.

Rud.
Hr. Dyring! Ridder Stig er nok redet hjem.
Svend Dyring.
Ridder Stig?
248
Rud.
Hans Folk ere seet' at drage
Mod Nord. En Mand, der har talt med dem,
Meente, de komme neppe tilbage
Svend Dyring.
Stig forladt os?
Guldborg.
Og har ei bedt Farvel?
Svend Dyring.
Umuligt!
Guldborg
(eftertænksom). Og redet hjem?
Svend Dyring.
Hvi skulde han -? Med hvad Skjel?
Guldborg
(som før). Stig forladt os, og vor Datter forsvundet?
(Farer op). Svend! lad os opsøge Ragnhild, og paastand!
Uden Forhaling!
Svend Dyring.
Vi maae gjøre, hvad vi kan.
Ei heller jeg har Ro, før hun er fundet.
249 (Til Byrge og Rud). Lad Teltet brydes af, og sadl' vore Heste!
(Til Guldborg). Lad os gaae! Gud lede det Alt til det Bedste!
(De gaae).

Ottende Scene.

Skov og Hede med viid Udsigt til Issefjorden. Ragnhild

(i Kappe)

og en Dreng Komme ind.

Drengen.

Nu kan I aldrig tage feil af Veien. Den gaaer lige ud. I har altid Fjorden paa Eders venstre Haand.

Ragnhild.
Tak, min Dreng.
Drengen.
Ja, Intet at takke for. - Farvel!
(Vil gaae).
Ragnhild.

Vent lidt. For Intet har man den bittre Død. Men hvad skal jeg give dig? (Løser et Baand, hun har om Halsen, og tager en Guldmønt deraf). See der! det er en lille Guldmønt.

Drengen
(fornøiet). Skal jeg have den?
250
Ragnhild.

Ja. Giv den ikke ud, men gjem den vel. Saa længe du har den, er dit Liv uden Fare.

Drengen.
Naar jeg nu bare ikke taber den.
Ragnhild.
Det maa du ikke. Der har du Snoren med. Nu kan du binde den om Halsen.
Drengen.
Ja, jeg skal holde paa den, saa længe jeg kan.- Tak for den. Farvel!
(Drengen gaaer).
Ragnhild
(cnc og grublende). Den lille Guldmønt har min Fader mig givet.
Det er tre Aar siden; han selv handt den om.
Fra en gammel Klosterbroder den kom;
Saa længe jeg har den, skulde jeg friste Livet.
Livet? Hvad er mit Liv? - Den Aande, jeg drager?
Mit Øies Seekraft? Bevægelsen i mit Blod?
Evnen at styre Haand og Fod?
Eller er det Livet, det, der mig jager
Som en forfulgt Hind fra Sted til Sted?
Det, jeg vil flye for, og som dog følger med?
251 Den ene Tanke, denne min eneste Klage,
Som jeg aldrig trættes ved at kalde tilbage!
Jeg har hidtil levet tilfreds Een Dag
Gik som den anden i eensformig Mag.
Jeg havde fulbt op af Alt, var hædret i min Stand.
Var jeg hungrig, spiste jeg; var jeg tørstig, kunde
jeg drikke.
Den Stilling var god; men Liv var det ikke -
Saa lidt som Kjærets sumpede Vand
Har et Liv mod Havets ved den brusende Strand.
Nu er det anderledes. Jeg er eensom og forladt.
Min Kind brænder; min Gang er urolig.
Min Vei gik midt over Heden inat,
Og Skoven har været min Bolig.
Og dog - da jeg nylig gjennem Lyngmarken
skred,
Og trak Aanden, angst og besværet
- I hvert Aandedrag var Alt, hvad jeg leed -
Nei! saaledes har jeg aldrig trukket Veiret!
Og da jeg sank til Jorden, saa mat, saa træt,
Og følte mig med Eet forskudt i min Qvide,
Og brast i Taarer, hede og stride, -
Da var det mig, som jeg atdrig tilforn havde grædt.
Og er ikke mine Taarer, er ikke min Aande
Kilderne for Livets Fryd og dets Vaande?
252 Min Stivfader har fortalt, han laae saaret i
Slaget.
Henad Skibets Dække strømmede hans Blod;
Der feilede lidt, og hans Fartøi var taget.
Men hans Mænd stred med ustandseligt Mod,
Og atter hang over ham pletfrit Flaget
Dengang, da Livet flygted' med hans Blod,
Men han agted' det ikke, men ufravendt stirred'
Paa Kampen, til hans Blik blev dunkelt og forvirret -
Dengang - har han sagt - først han vidste,
Hvad det var at leve og et Liv at miste.
Ja, jeg føler: i et Øieblik som dette,
Naar den sidste Terning kastes i Krigen,
Der Livets bankende Hjorte slaaer.
Kunde hiin lille Guldmønt mig forjætte
Det Liv, der aander i min Længsel, i min Higen,
Det Liv, hvori jeg haabtøs forgaaer,
Da - ja da! Men det kan den ikke.
Det Liv, den forlænger, er for mig forbi;
Det, jeg nu færdes i,
Er den bittreste Kalk, jeg kan drikke!
(Gaaer langsomt mod Udgangen, men vender sig hastig og kommer tilbage). Der er han! Det er Stig! - Han er fulgt af sin
Svend -
Hvor skal jeg skjule mig? - hvor skal jeg hen?
(Gaaer ind mellem Træerne tilhøire).
253

Niende Scene.

Stig og Gunner komme ind fra Baggrunmden. Ragnhild skjult.

Stig
(i Bevægelse).

Hun er redet fra dig, siger du? Og du har ikke bedre agtet mine Ord! Saa lidet kan jeg stole paa mine Tjenere!

Gunner
(slukøret).

Ædle Hr. Ridder! I maa ikke vredes. Jeg har ikke haft Øiet fra hende. Hun reed paa min Hest, og jeg gik ved Siden og holbt i Tømmen. Men hun var saa front og sagtmodig, at jeg tænkte, der var ingen Fare forhaanden. Nu maatte vi gjøre en stor Omvei, fordi Hr. Dyrings Jægere lod sig see, og hun var angst for dem. Paa den Viis vare vi komne til de høie Bakker, hvorfra man kan see Gavlene af Eders Gaard, Hr. Ridder, skjøndt det er et godt Stykke Vei derfra. Og det viiste jeg Jomfru Ragnhild, for at opmuntre hende lidt, da hun var saa nedslaaet. Og saa veed jeg ikke, hvordan det var: hun fik med Eet Lyst til at see Ungerne af en Fuglerede, der var tætved i et Træ, og jeg maatte derop. Men bedst som jeg sad der, jog hun bort, og det i Galop. Jeg fik Farten og kom ned 254 igjen for at sætte efter; men, Herre! jeg har gamle Been - hun kom mig af Syne. Og saa var det, jeg stødte paa Eder ....

Stig
(der fordybet i sine Tanker kun har hørt halvt efter).

Hvad skal jeg nu -? Min Hest er styrtet, jeg har een Miil hjem, og jeg vil herfra i Hast -

Gunner

Jeg saae Folk paa Marken derhenne. Kunde man ikke høre ad, om der er en Hest at faae hos dem?

Stig
Gjør det, men skynd dig!
Gunner.
Jeg er her igjen paa Øieblikket.
(Gaaer).
Stig
(alene). Den arme Ragnhild! hvor færdes hun nu?
Ubekjendt med Landet, alene, forvildet,
Uden Beskytter, og Sørgmodig i Hu -
Og denne Smerte ved Intet formildet!
- - Jeg veed ingen Hjælp. Mit Hoved er øde.
Jeg veed kun, jeg bør undgaae det farlige Møde.
(Urolig). Hvi tøver Gunner? - Stedet var saa nær . . .
Jeg vil selv gaae derhen -
(Idet han vender sig for at gaae, kommer Ragnhild frem, med nedbøiet Hoved, og som for at gaae over Scenen).
255
Stig
(bestyrtet). Ragnhild! I her!
Ragnhild
(standser, men uden at vende sig om). Har I kaldt, Hr. Ridder?
Stig
(forvirret).

Jeg vilde . . . jeg har . . . Er Eders Moder med Eder? (Da hun tier). O, Ragnhild! svar!

Ragnhild.
Jeg er alene.
Stig.
Betænk, paa vildene Sti,
Langt fra Eders Slægt . . .
Ragnhild.
Hvi undres I fordi?
Stig.
O, I har Ret! - Men det baader Eder ei
At stedes, hvor I hverken kjender Sti eller Vei.
Min ædle Jomfru! hvis I her vil vente,
Skal jeg ihast ride til min Gaard og hente
En Karm til Eder. Gunner, min Svend,
Skal Eder beskytte, til jeg kommer igjen.
256 Har I fattet min Bøn? - Min Jomfru! I ville
Værdiges at svare! Hav Lid til en Ven!
O tael! Hvi er I saa taus og stille?
Ragnhild.
Eet er, jeg har saaret paa Tjørnene min Fod;
Et Andet, at Verden mig gaaer imod.
Stig.
O vredes ikke - men I bør ikke glemme,
At Eders Moder ængstes for Eder derhjemme.
Ragnhild.
Lad ængstes, lad græde, lad vente, Hvo vil!
Alt er Den ikke hjemme, min Hu staaer til.
Stig.
Ragnhild! I bringer mit Hjerte til at briste!
Ragnhild.
Eders Hjerte? Har I et Hjerte at miste?
Stig.
Hvi troer I, at jeg taler paa Skrømt?
At jeg er ufølsom for Eders Qvide?
Ragnhild.
Ufølsom? Sligt kan man aldrig vide.
- Vil I høre, hvad jeg inat Har drømt?
Jeg drømte, jeg var saa liden en Huud;
I hviilte Jer under et Træ i Lund.
257 Jeg lagde mig sagte ved Træets Rod;
I stødte mig bort mod Eders Fod.
- Kan I tyde den Drøm?
Stig.
O Ragnhild!
Ragnhild.
Ikke saa?
Den er ei god at tyde; man maa grunde derpaa.
Jeg har drømt desuden - nei! det var ingen Drøm!
Men dengang var I venlig, Eders Tale var øm.
I fortalte mig, at I drog bort i Krig;
Jeg skulde følge med. - Men undskyld, Hr. Stig!
Seer I, fik min Moder at vide,
At jeg var fulgt med som Eders - nei!
Hun er stærk, men det overleved' hun ei.
Men, Hr. Ridder! gak I kun trøstig at stride!
Sadel og Hest skal jeg Eder flye,
Og et Skjærf skal jeg selv Eder sye.
Jeg har haft en Fostermoder, der var klog,
Men ikke ret From. Jeg har lært af hende
Hemmelige Tegn og kraftige Sprog;
Vind og Veir forstod hun at vende.
Man siger, det er Synd. Disse Tegn, jeg troer,
Er' forbudt' i Guds eget, hellige Ord.
Stig
(afsides). Gjengjældelsens Gud!
258
Ragnhild.
Men for Eder at tjene,
Skal jeg sye dem paa Skjærfet. Sligt er til Nytte,
Naar I gaaer i Krigen; der kan det beskytte.
Hænger I det løst om Eders høire Skulder,
Da forfærder Eder aldrig Kampens Bulder.
Og naar I binder det fast om Livet,
Da er Seier i Eders Hænder givet.
Kun Eet maa I mærke: tvinges I haardt,
Ei af Fjenden, men af en hemmelig Kummer,
En saadan, som Brystet næsten ikke rummer,
Der hjælper Intet; den kan ei galdres bort.
Det maa bære eller briste. Thi her - (Peger paa Brystet) herinde
Har Mennesket sin værste, sin uforsonligste Fjende.
Stig.
O, tael ikke saa! I veed ei, hvordan
Hvert af Eders Ord mig trænger til Sjælen
Som et tveægget Sværd. Mig ængster Eders Dvælen
Paa et Sted, hvor saa let den mistydes kan.
Eders Frænder er' paa Jagt; de kan komme herhid;
Træffes I hos mig, da yppes der Strid,
Og I lægges for Had. Ragnhild! drag tilbage!
Kom til Besindelse, mens det end er Tid!
Jeg skal være for Eder alle mine Dage
Som en Broder -
259
Ragnhild.
Hr. Stig! jeg takker Eder ret.
Men I glemmer, Sødskende fortiges kun slet.
Stig
(der har lyttet). Jeg hører Hestfolk . . . de er' nær herved . . .
Det er' Eders Fraender!
(Griber hendes Haand). Ragnhild! kom med!
Her er for Eder intet blivende Sted.
Ragnhild
(pludselig heftig) Slip mig! - Vil I daare mig med Eders Ord?
Troer I ikke, jeg veed, hvad der i dem boer?
Jeg skal drage med Eder? - Ja, I vilde vel gjerne,
Jeg skulde for Eder være Fadebuurs-Terne.
I bilde drikke mig til baade Spot og Spee,
Og siden med Haan fra mig ride.
Jeg skulde græde, og I vilde lee,
Mig og mine Frænder til Qvide!
Stig.
Styr Eder, Ragnhild!
Ragnhild.
Jeg kjender Eders Færd!
Men jeg er Knud Ribolts Datter, skal I vide.
Høi er min Byrd. I er ikke værd
260 At løse min Skotvinge -
(Synker overvældet ned for ham). O, tilgiv!
Stig
(idet han løfter hende op) Utykkelige Ragnhild!
Ragnhild
(læner sig til hans Bryst). Bliv her! o bliv!
Jeg er angst for mig selv!
Stig.
Selv, om jeg vilde,
Kan jeg ikke forlade Jer. Nu er det for silde.

Tiende Scene.

De Forrige. Svend Dyring. Guldborg. Tage Bolt. Ivar. Rud. Guldborgs Jomfruer og nogle Faa af Følget.

Rud
(gaaer foran; til Guldberg). Her er Jomfru Ragnhild.
Guldborg
Gud sig forbarme!
Min Datter i Ridder Stig Hvides Arme!
261
Svend Dyring.
Ragnhild! Du her! ... Hvor kan jeg forstaae . . .
Kom til mig!
(Bringer Ragnhild, der lader sig villieløs føre, hen til Jomfruerne. Her synes hun af Mathed at synke sammen, og udhviler sig som i Slummer med Hovedet i en af Pigernes Skjød. Guldborg, der har fulgt med, vender først tilbage)
Tage Bolt
(til Ivar). Nu, Ivar! kan din Broder ikke spaae?
Guldborg
(nærmer sig Stig med en vis Høitidelighed). Hr. Ridder! I seer mig forbauset og betaget
Af Skræk over det, jeg her bliver vær.
I er kommen til vort Huus; jeg troer, vi har
Vüst os gjæstfrie; - og inat er I draget,
Som var I fortørnet, hemmelig ud, -
Hvad jeg først nu erfarer af et Bud.
Mens endnu Ingen tilfulde fatter
En saa selsom Adfærd, savnes vor Datter.
Bekymret søge vi hende fjernt og nær;
Og omsider, Hr. Ridder! træffer jeg her
Hos Eder den Forvildede, efter hvem jeg leder.
Nødigt vil vi gaae irette med Eder.
Eders Rygte for Dannished og Dyd er saa stort,
At jeg og min Husbond trøstigt vente,
I vil vide at forsvare, hvad I har gjort.
Er det, som jeg formoder, hvis min Datter tændte
En heftig Lidenskab i Eders Bryst:
262 I burde have lyttet til Fornuftens Røst,
Have talt med os og overlagt nøie,
Hvorvidt det var gjørligt Eders Ønsker at føie.
Stig
(forvirret). Min Frue!
Guldborg.
Oprigtighed vil Alle baade.
Stig
(afsides). Hvad skal jeg sige? Kan jeg Ragnhild forraade?
(Høit.) I skaane mig ..!
Svend Dyring.
Hr. Stig! jeg venter, I vil svare.
Har I vidst, at Ragnhild tog hjemmefra?
Har I vidst af hendes Sindelag?
Stig
(kjæmpende med sig selv). Ja.
Svend Dyring.
I har vidst det!
Tage Bolt
(afsides). Nu kan jeg mig Alt forklare!
(Høit til Ivar) Det er rene Ord.
263
Ivar
(bekymret). Hvad vil her følge paa!
Guldborg.
Ja, Hr. Tage! nu kan I vel selv forstaae,
Efter hvad der er skeet -
Tage Bolt.
Jeg beundrer med Rette
Den Snildhed, hvormed I veed at sætte
Eders Ord, Fru Guldborg! Det falder Eder nemt,
Som det synes, at finde Jer i det Hele.
Hvo veed, kanskee det kommer ret beqvemt.
Men - jeg holder mig til Forliget i alle Dele.
Guldborg.
Det kan I, Hr. Tage! Jeg holder det med.
Skeet er skeet. Her hjælper ingen Klage.
Dog skal Løftet om vor Datter ei tages tilbage.
Vi giver Eder Regisseliden i Ragnhilds Sted.
Stig
(afsides og Sorskrækket). Regisse!
Tage Bolt
(ironisk). Christ signe Jer, min ædle Frue!
For tiltænkt Ære. Men, seer I, min Slægt,
Og jeg selv med den, har altid lagt Vægt
Paa Løfter mellem Mænd. Saa grant kan jeg skue,
264 Skjøndt det synes, at I stoler vel tidt
Paa Tages Eenfoldighed, at nu er' vi qvit.
I beholder Eders Datter, jeg faaer Eders Jord,
Og en Sum Penge til Erstatning, saavidt jeg troer.
Det skal afgjøres idag. Hvis ei, er det min Agt
At sætte den Sag igjennem med Magt.
(Med ophidset Stemning). Thi Forliget skal holdes; og det Ord til Andet.
Guldborg.
Min kjære Hr. Tage! skræpper ikke saa stort!
Dengang Eders Fader maatte flye af Landet,
Da tigged' han om Brød ved min Mormoders Port.
Tage Bolt.
Alt nok, Fru Guldborg! Et Ordsprog siger:
Førend et Ovindfolk fattes Svar paastand,
I Vesterhavet da Sattes der Vand.
Det kjendes paa Eder. I den Kunst jeg viger.
I stoler paa Eders Tunge, jeg paa min Ret.
(Til Svend Dyring). Med Eder, Hr. Dyring! forligtes jeg let.
Men I har der saa bedsker en Blomme;
Seer vel til, om hendes Kløgt kan Eder fromme.
Farvel!

(Gaaer).

Stig
(farer op og holder ham tilbage som efter en pludselig Beslutning). Bliv! lad Eder raade, Hr. Tage!
265
Tage Bolt.
Jeg tænker, I lader mig gaae i Fred,
Til jeg søger Eder. Vi tales siden ved.

(Gaaer med Ivar).

Stig.
Hr. Dyring! Fru Guldborg! I kalde ham tilbage!
Af denne Tvedragt fødes Had og Fortred.
Svend Dyring
(der har været misfornøiet Vidne til det Foregaaende). Nei, nei, Hr. Stig! Tage Bolt har Ret.
Saaledes maa han tænke som Mand af Ære.
Guldborg.
Som Mand af Ære! Sligt siger man saa let.
At han giver mig Smædeord, det tykkes dig Ret.
Jeg mener, og med Grund, at Tage bør være
Tilfreds med mit Forslag. Jeg mener, naar han faaer
Regisse til Hustru, det er hæderlige Kaar.
Han skal opgive min Datter; hun ynder ham ei.
Hr. Stig, der er agtet og æret af os begge,
Har Godhed for Ragnhild, og venter ikke vort Nei.
Stig.
Min ædle Frue -
Guldborg.
Den Sag vil jeg lægge
I Eders Hænder, Hr. Ridder! Svar I!
Hvad Ret har Tage? hvad kan han os bebreide?
266 Skal vi frygte, fordi han truer med Feide?
Vi har selv Magt, og vil I staae os bi,
Vil I gjøre Fordring paa Ragnhild for Eder -
Stig
(afbrydende hende). Hør mig, Fru Guldborg! hør mig, jeg beder!
I er i Vildfarelse. Jeg seer med Smerte,
I stoler kun altfor meget paa mig.
Staae Eder bi, det skal jeg, i Fred og i Krig;
Trues I af Feide, kan I bygge paa Stig.
Men - jeg gjør ikke Fordring paa Ragnhilds Hjerte.
Guldborg.
Hvorledes? Ikke Fordring?
Svend Dyring.
I Selv har jo sagt . . .
Stig.
Nei, Hr. Dyring! det var aldrig i min Agt.
Men tael sagte, jeg beder -
(Seer sig om). Fik Ragnhild hørt --
Guldborg.
Hun skal netop høre det! Hun er lokket og ført
Af Eder fra sit Hjem -
Stig.
Jeg vidner for Gud,
Jeg traf hende her.
267
Guldborg.
Saa drog I forud!
Hvad gjør det til Sagen? I daarer mig ikke.
Jeg veed, iaftes har I ved vort Bord
Vexlet med hende forelskede Blikke;
Har beilet til hende med Miner og Ord.
Vil I nægte, hvad for Alles Aasyn er skeet?
Stig.
Hvad end jeg har sagt, hvad end I har seet -
Min ædle Frue, det gjaldt ikke hende.
Guldborg
(studser) Ikke hende!
Svend Dyring.
Hvem da?
Stig.
At Kjærligheds Magt
Og et sødt, et hemmeligt Haab har mig bragt
Til Eders Huus, Hr. Dyring! vil jeg gjerne bekjende.
At iaftes den oprømte Ungersvend
Ved Synet af en blufærdig, en fager
Jomfruelig Skjønhed blev revet hen,
Jeg hverken nægter, ei heller beklager.
Paa Ragnhild, der var trolovet, faldt
Mine Tanker mindst - det troer I tilvisse!
268 Ak nei! Hr. Dyring! I gjætter det alt!
Mine Blik, min Tale, min Ømhed gjaldt
Ebers egen, favre Datter Regisse.

(Ragnhild, der ved Guldborgs høirøstede Ord er bleven opmærksom, har imidlertid reist sig og useet af de handlende Personer, men efterfulgt af Nogle af Følget, nærmet sig. Ved Stigs Slutnings-Ord Synker hun med et Skrig om i de Hosstaaendes Arme).

Guldborg.
Min Datter! Hun døer!
Svend Dyring
(der iler til). Det Gud forbyde!
Hun er kun besvimet -
(Han og Guldborg sysle med Ragnhild). Hun kommer sig igjen . . .
Guldborg.
Hun slaaer Øiet op . . .
Ragnhild
(reiser sig og søger at befrie sig fra de Omstaaende) Hvad skal det betyde?
Lad mig i Ro!
Guldborg.
Ragnhild! hvor vil du hen?
269
Ragnhild
(gaaer hen til Stig og siger med et forbildet Udtryk). Hr. Ridder! hvad mener I med Eders Tale?
Er Dannerkongens Mænd et saa daarligt Kuld,
At de tænke, hver fornem Jomfru er dem huld?
Hvortil sigter Eders Ord om mig? Vil I prale?
I har allermindst tænkt paa mig? Ikke saa?
Spørg først, om Nogen har tænkt paa Eder.
- Mærk nu mine Ord, og lyt derpaa:
Hjemme hos os man et Gilde bereder;
Jeg ægter Tage Bolt. Har I Lyst at være med?
I kan være der i Kjærtesvendens Sted
Og følge mig med Blus til Brudehuset silde.
- Tre Dage derefter har vi after Gilde;
Jeg skal bæres til Jorden. Har I Lyst at være med?
I kan være der i Abbedens Sted
Og kaste paa mig tre Skuffer Jord;
Eller I kan blande Jer i Munkenes Chor,
Naar det ved Graven synger og beder.
Som I selv vil; det kommer an paa Eder.
- Kun Eet endnu: ved mit Bryllup I dandser!
Hvis I kan. skal I være lystig og lee.
Ved min Grav skal I græde. Det hindrer Jer
maaskee;
Men gjør det for min Skyld! - Farvel! jeg maa
gaae -
Jeg har saa meget at tage vare paa!
(Gaaer iilsomt bort).
270
Guldborg
(følger efter hende). Ragnhild! mit Barn!
Svend Dyring.
Hun er fra sine Sandser!
(Han og Følget gaaer ud. Stig bliver bedøvet staaende i Forgrunden)
271

Fjerde Act.

Fruerstuen. Væven staaer igjen, hvor den før stod. Det er Aften.

Første Scene.

Regisse. Byrge. (Regisse staaer og læner sig op til Væven).

Byrge.

Jomfru Regisse! Hører I, min bedste, kjæreste Jomfru! Lad Jer sige! (Fører hende frem). Hvad vil I tage Jer det saa nær, at Fru Guldborg har skjændt en Smule paa Jer?

Regisse.

O, det bryder jeg mig heller ikke om. Det er ikke det, der piner mig.

Byrge.
Ikke? Hvad er der da iveien?
272
Regisse.

Hvad hjælper det, jeg taler derom. Det er Altsammen forbi!

Byrge.

Hm! - Det er vel Ridder Stig, der ligger i Jeres Tanker.

Regisse.

Jeg vil glemme ham. Han er mig utro. Jeg vil aldrig tænke paa ham.

Byrge.
Ja, hvoraf veed I, han er Eder utro?
Regisse.
Har ikke Ragnhild sagt -
Byrge.

Hvad har Ragnhild sagt? Hvem kan bygge paa, hvad hun siger, i den Tilstand hun er.

Regisse.

Nei, Byrge! du veed ikke, hvad her er foregaaet - og desuden, de har jo truffet hende i hans Arme. Det har du selv fortalt. Er det sandt, Byrge?

Byrge
(fortredelig).

Vist har jeg fortalt - Men, hvad vil I bryde Jer om, hvad jeg siger. I skal ogsaa lægge Mærke 273 til, hvad jeg fortalte videre. Han vilde jo ikke vide af hende. Det var Jer, Barn, hans Tanker stod til.

Regisse.

Men hvorfor lader han sig da ikke see? Han maa jo vide, at det her gaaer mig ilde. Hvorfor kommer han ikke -

Byrge.

Giv dog Tid. Han kan komme endnu. Han kan komme imorgen, iovermorgen.

Regisse.
O, inden den Tid er jeg død af Sorg.
Byrge.

Slaae nu de Tanker ud af Hovedet, Barn; og lad os hellere tænke paa, hvad vi kan gjøre for Eders smaa Brødre. Fru Guldborg er, siden hun kom hjem, værre end nogensinde. Havde jeg ikke hindret hende før, havde hun af lutter Arrighed skamslaaet den Ældste. Tæppet, jeg vilde lægge paa Sengen, da hun kom over mig, trak hun bort og raabte, at Straa var godt nok for dem. Vi maae engang gjøre Alvor af det og tale med Hr. Dyring -

Regisse.

Ak Gud, du har Ret - men ikke nu, ikke i disse Dage. Fader er i slet Lune, og har Grund til 274 at være det. Tage Bolt har sendt ham et Feidebrev og undsagt ham. Vi maa have Taalmodighed.

Byrge.

Ei hvad! Tage Bolts Feidebrev bryder Hr. Dyring sig lidt om. Vi skal nok tage mod ham, naar han kommer. Men - som I vil! Vi kan sagtens opsætte det endnu et Par Dage. Saa vil jeg da gaae ind til dem - - Det er sandt, der var Noget, jeg vilde sagt Jer. Lad Jer for Guds Skyld ikke mærke med for Fru Guldborg, at Ragnhild var inde hos Jer inat. I vilde faae al Skylden.

Regisse
(ængstlig). Nei, du har Ret. Naar hun blot ikke spørger -
Byrge.

Saa siger I Nei. Hvad skal hun vide det for? Vi har gjort, hvad vi kunde. Ligesom I havde vækket mig, tog jeg og Røgteren afsted. Jeg sagde ham, at den hvide Fole havde revet sig løs. Vi søgte næsten til Morgenstunden. Men der var Intet at see og Intet at høre; og Nætterne ere jo nu saa lyse som Dagen. Jmorges vilde jeg talt til Hr. Dyring derom! men han var allerede taget afsted. - Men siig mig, hvad vilde Ragnhild hos Eder?

Regisse.
Tael ikke derom! Jeg fatter det selv ikke.
275
Byrge.

Tys! der kommer hun. Hvor hun seer forstyrret ud!

Anden Scene.

De Forrige. Ragnhild (tæt inhyllet i sin Kapve).

Ragnhild.

Byrge! træk Væven herhid! jeg vil arbeide.

Byrge.

Det er saa silde paa Aftenen, Jomfru.

Ragnhild.

Gjør, som jeg siger. Min Stivfader har sagt, at Arbeid er en god Følgesvend; og jeg kan ikke lide at være alene.

Byrge
(mens han flytter Væven).

Ja, ja - vil I da ikke lægge Jeres Kappe?

Ragnhild.

Nei. Jeg fryser. Hvor kan I holde ud at gaae saaledes. Der jo ingen Varme mere, ingen Sol. Luften er fugtig og raa, og kold, iiskold. (Gaaer hen til Regisse). Hvorfor er du saa stille?

Regisse.

Jeg har ingen Grund til at være oprømt.

276
Ragnhild.

Ikke? Fortæl, hvad der feiler dig. Jeg har ogsaa en stor Sorg. Kanskee din Kummer kan trøste mig. Tael! Hør du? Man kan tænde et andet Lys af sit uden Skade. Nu da? (Heftig, tagende hende haardt i Armen.) Hvorfor er du saa egensindig? Hvorfor fortæller du ikke?

Regisse.

Men Ragnhild -!

Byrge
(gaaer imellem dem).

Vit I ikke begynde paa Eders Arbeid?

Ragnhild.

Nei - der! tag min Kappe. (Lader den falde). Her er varmt inde.

Byrge
(sagte til Regisse).

Indlad Jer ikke med hende. Hun er iaften ond at komme tilrette med.

Ragnhild.

Alle Mennesker tale om deres Sorg og Nød, som om det skulde saa være. Enhver bilder sig ind, at han veed, hvad det er at være bedrøvet. Men der er kun faa Lykkelige, der kjende til de sande, store Sorger. Jeg kan tænke mig, at de Salige i Himlen lide af Smerter, som vi slet ikke kjende; at de kan 277 græde der - ja, hvem der kunde saaledes græde sigud og aldrig trættes!

Regisse.

Du forsynder dig med dine Ord.

Ragnhild.

Hm! Heiren laster Vandet, for han kan ikke svømme. (Til Byrge). Veed Du, hvorledes Maria græd ved Christi Kors? Jeg har prøvet det. - Havde Gud dengang gjort min Lykke saa god, at jeg var død, da var jeg nu i Himlen og sad ved Jomfru Marias høire Side - Nu, Regisse! du skulde jo fortælle.

Regisse.

Der har hidtil Ingen brudt sig om min Kummer; og du mindst, Ragnhild. Saa vil jeg ogsaa nu beholde den for mig selv.

Ragnhild.

Byrge! hvad vil man sige med det Ordsprog:Eens Død er den Andens Brød?

Byrge.

Man vil sige, hvad man saa ofte seer for sig i Verden, at hvad der er til den Enes Undergang, er til den Andens Opkomst og Ære.

Ragnhild.

Men det er jo ikke sandt. Paa den Viis maatte 278 jeg, hvis hun der . . og alligevel! Det var dogt ænkeligt. (Efter en grublende Pause). Siig mig, hvorlænge troer du, et Menneske kan leve?

Byrge.

Man regner forskjelligt, eftersom Folk ere sunde og stærke til og ikke have altfor strengt Arbeid. I gamle Dage blev Folk ældre. Nu mener man -

Ragnhild.

Men hvorlænge kan en ung Qvinde leve? som ... jeg vil sætte ..., hun der?

Byrge
(forskrækket).

Regisse? - Ei, Jomfru! Gud vil skjænke hende et langt Liv.

Regisse.

Vær du kun rolig, Ragnhild. Længe kan jeg ikke være dig iveien.

Ragnhild
(afsides).

Maatte jeg raade, havde du levet din længste Dag.

(Stiller sig hen ved Væven og arbeider).
279

Tredie Scene.

De Forrige. Guldborg og siben Svend Dyring. Tilsidst Byrge.

Guldborg
(der kommer ind i lidenskabelig Bevægelse). Hvad er det, man fortæller mig! Regisse! er det sandt,
Ridder Stig har holdt hver Aften i Sommer
Udenfor din Dør? Samtaler fandt
Sted imellem Eder? - Du evige Dommer!
Kan Sligt være muligt?
Byrge
(afsides). Nu hjælpe os Gud!
Regisse.
Det er ikke min Skyld, at en fremmed Ridder
Holder ved min Dør.
Guldborg.
Men din Skyld, at du sidder
Sommernatten oppe, at du gaar ud;
Din Skyld, at Røgter og Stalddreng maa høre
De Samtaler, I langt ud paa Natten føre;
At man i Folkestuen, ved Svendenes Bord,
Omtaler din Færd med haanlige Ord -
Regisse.
Det er ikke nyt i Folkestue,
At man lyver en ærlig Mø Noget paa.
280
Guldborg
Men lader en ærlig Mø sig tilskue,
Naar unge Riddere for Vinduet staae?
- Nu er Alt mig klart. Imedens man tænker,
Hun er saa uskyldig, og har Tillid til hende,
Lokker hun Beilere til sig med svedige Rænker.
Regisse.
Gud er mit Forsvar! Kun han kan kjende,
Om jeg lider Uret. Han styrke mit Mod!
Men her, hvor Ingen mig ret er god,
Kan Ingen troe mig.
Byrge
(sagte til Regisse). I opirrer hende.
Guldborg
(opbragt). Saaledes taler dit Skarn til mig?
Det er Tak for den Omsorg, jeg har baaret?
(Gaaer heftig hen mod hende som for at mishandle hende). Jeg burde trække dig ud ved Haaret -
Byrge
(gaaer forskrækket imellem dem). Men, ædleste Frue!
Guldborg
(barsk). Har jeg kaldt paa dig?
281 (Til Regisse). Fra mit Aasyn burde jeg dig forskyde,
Til du lærer at arte dig, lystre og lyde.
(Svend Dyring kommer ind. Guldborg gaaer ham imøde). Her er Syn for Sagn. Du vil jo ikke troe,
Hvad Folkene fortalte. Hun selv bekjender,
At hun og Ridder Stig i al Mag og Ro
Taltes ved hver Nat. Den Uskik hænder
Her i vort Huus, der har Navn og Ry
For de strengeste Sæder. Nu kan du dømme,
Om jeg med Grund holder dine Børn i Tømme.
Saaledes er din Datter, der skal være saa bly!
Svend Dyring
(streng). Regisse! jeg har hidtil haft Tillid til dig,
Og taget dig i Forsvar. Men frist ikke mig!
Lader du dig blot et Haarsbred forlede
Til daarlig Adfærd, saa frygt for min Vrede!
Du skal vogte dit Rygte, agte Verdens Dom;
Et godt Navns Tab dig Intet erstatter.
- Hvi har du fortiet, at Ridderen kom?
Regisse.
O Fader! tael ikke saa haardt til din Datter!
Jeg er uskyldig; jeg var angst, naar han kom.
Men jeg vidner alt ved vor Frue kjære,
Han talte til mig i Tugt og Ære.
Jeg vidner ved Jomfru Maria, vor Frue,
Aldrig kom Ridderen ind i min Stue,
282 Aldrig er jeg ved hans Komme gaaet ud.
Kun een Gang, inat - det tilgive mig Gud! -
Da han bad saa bønlig ... da han strax vilde bort. . .
Da hans Ord og Stemme mig syntes at bebude
En Fare, der var nær - det forekom mig haardt,
At lade ham staae forladt derude.
Ragnhild
(der har lyttet ved Slutningen af Regisses Replik, gaaer pludselig hen til hende). Og du lukkede ham ind? Og mig lod du gaae?
Og du sagde til mig, han var ikke derinde?
(Til Svend Dyring) Du skal ikke troe, hvad hun lyver ham paa!
Det er tydeligt af Alt, hun er hans Fjende.
Hun veed, at han daarer hende; hun veed,
At Ridderen synes, hun er hæslig og leed.
Jeg var selv hos hende, før jeg tog herfra -
Guldborg
(studsende). Var du?
Ragnhild
(kort). Javist. Jeg saae, Lyset brændte.
Der var Noget derinde, jeg vilde hente.
Guldborg.
Inat, da du gik fra Gaarden?
283
Ragnhild.
Ja.
(Til Svend Dyring). Jeg søgte overalt, men han var der ikke.
Guldborg
(til Regisse). Har Ragnhild været hos dig inat?
Har du vidst, hun forlod os?
(Regisse tier og seer ned for sig). Og du fortalte det ikke!
Dn har vidst, hun var syg, forvildet, forladt,
Og du tav? har tiet til nu, og lader
Uskyldig og hellig for at skuffe din Fader!
(Til Svend Dyring) Der seer du, jeg har Ret. Hun er ude af Lære;
Thi hun lyder os ikke længer med Ære.
Det er den høie Tid, der snart raades Bod
Paa hendes Letsind, at den standses i sin Rod.
Det er vor Pligt at lægge Baand paa det stride,
Selvraadige Sind, at det rettes itide.
(Til Regisse). Mig skuffer du ikke. Det er ei uden Grund,
At du har tiet lige til denne Stund;
Seent eller tidligt vil vi faae det at vide.
Men vi kan ikke være dig meer bekjendt.
Gak over i dit Kammer! Der skal du spærres inde,
Til du lærer, hvad der sømmer en høvisk Qvinde.
Gaae!
(med en bydende Haandbevægelse lader hun Regisse Gaae forud og følger efter hende). 284
Regisse
(med Graad, idet hun forlader Scenen) O, Gud!
Byrge
(bønlig til Svend Dyring). O, beskyt hende!
Ragnhild
(holder Svend Dyring tilbage, da han tvivlraadig vil gaae). Vent!
Jeg vil tale med dig.
Svend Dyring
(afsides til Byrge). Følg med og kald mig til,
Ifald det behøves.
(Byrge gaaer. Svend Dyring vender sig utaalmodig til Ragnhild). Hvad er det, du vil?
Det er seent, og du er endnu over Senge.
Det er ikke godt for dig at vaage saa længe.
Ragnhild.
Det er værre, naar jeg sover
Svend Dyring.
Hvad Vil du? siig til!
Ragnhild.
Hm! ... siig mig... vilde det bedrøve dig meget,
Om Regisse døde?
285
Svend Dyring.
Regisse? Ei hvad!
Hun er ung og karsk.
Ragnhild.
Du leer derad?
Men hun kan ikke leve. Hun har skuffet og sveget
Jer Tillid; hun har lukket Ridderen ind.
Jeg veed det, kun Døden soner hendes Brøde.
Og hvor kan det bedrøve dig, om hun døde?
Hun er ikke god, har et stridigt Sind -
Svend Dyring.
Ragnhild! den Tale vil jeg ikke høre.
Regisse har Feil; men Grunden er god.
Jeg haaber til Gud, hun lader sig føre
Tilbage paa den Vei, hun af Letsind forlod.
Ragnhild.
Du kjender det ikke. Jeg seer saa klart!
Hverken hun eller jeg kan leve længe.
Svend Dyring.
Ei Barn! jeg taber min Taalmod snart.
Ragnhild.
O, der gives hemmelige Magter, der er' strenge!
Svend Dyring.
Hvad mener du?
286
Ragnhild.
Hm! - Hvad er dine Tanker
Om din Hustru Helvig? - Er hun virkelig død?
Svend Dyring.
Desværre!
Ragnhild.
Men har du seet hende død?
Svend Dyring.
Det har jeg. Hun sank ned i Fjordens Skjød,
Midt i Brændingen. Paa hine høie Vanker
Stod jeg, da hun op mod Landet flød.
Ragnhild.
Hun var viist sig for mig inat.
Svend Dyring.
Hvad nu?
Ragnhild.
Som jeg siger.
Svend Dyring.
Ragnhild, men drømmer du?
Ragnhild.
Inat gik jeg langs med Fjorden. Med Eet
Bredte sig et Lys, en Glands derover,
Saa blendende som jeg aldrig har seet.
Og en Qvinde steg op af de lyse Vover,
287 Omringet af Engle. Med svævende Fod
Nærmed' hun sig til det Sted, hvor jeg stod.
Hendes Aasyn var mildt, hendes Miner blide;
Men hun var bleg - o, saa bleg! - og hun syntes
at lide.
- Det var din Hustru, Svend Dyring!
Svend Dyring.
Min Hustru?
Ragnhild.
Ja.
Det var hendes Ord. - Det Sted, hun kom fra,
Sagde hun, skulde jeg selv betræde,
Men skulde lide meget, bitterligt græde,
For at luttres, inden jeg kom derhen.
Vi mødtes, sagde hun, inat igjen.
Hun vilde mig læge for al min Nød,
Hun vilde kjøle med Fjordens Vande?
Mit Hjerte, mit Bryst, min hede Pande.
Veed du, hvad hun meente? - Hun meente min Død.
- Ja, det er tungt, man har fuldtop af Frænder;
De see, hvordan Kummeren bleger Ens Kind;
Men at man lider, det falder dem aldrig ind.
Naar ikke Graven af Medynk de Døde sender,
Var der ikke Een, der brød sig om, ikke Een der vidste,
Hvad et Menneske maa lide, hvad et Menneske maa
friste.
(Gaaer langsomt ind).
288
Svend Dyring
(bliver tankefuld staande). Helvig viser sig? - Ja, det Rygte gaaer om
Blandt Tyendet, fra den Tid Guldborg kom.
Hvo agter Sligt? - Paa Folkestuens Bænk,
Mens Øl og Mjød Hjernerne forrykke,
Er et saadant Eventyr en velkommen Skjænk.
(Efter et Ophold). Man siger, en gruelig Synd kan trykke
Den Døde, kan berøve ham Gravens Ro.
Selv Broder Eskild mener, at Sligt bør man troe.
Men hvi skulde hun, min uskyldige, fromme
Hustru mangle Ro, og fra Graven komme?
- Jeg har ogsaa hørt, at en retfærdig Klage,
En Længsel kan bringe den Døde tilbage.
En Længsel? en Klage?
Jeg mindes endnu,
Helvig sad hos mig en Aften silde.
Hun var sær tungsindig og mod i Hu.
»Naar jeg døer«, sagde hun tilsidst med sin milde,
Kjærlige Røst, »skal du gifte dig, Svend!
Men giv mine Smaabørn en Moder igjen.
Vee mig, skulde jeg i Graven spørge,
At mine Smaa lide Nød og Mangel og sørge.«
(Gaaer urolig et Par Skridt). Er Guldborg da for streng? Lide Børnene Nød,
Som Byrge paastaar? - Hidtil har jeg ikke
Havt Opsyn med dem. Min Stilling det forbød,
De Byrder, der paa mine Skuldre ligge.
289 Mark og Bygninger, et vidtløftigt Eie,
Har krævet uafbrudt Røgt og Pleie.
(Med stigende Følelse) Har jeg da forsyndet mig og gjort Uret mod dem,
Der skal være mit Haab og en Trøst i mit Hjem?
Har jeg nægtet mine Børn den Omsorg, de behøve?
Helvig! min Hustru! Er det sandt, du forlod
Din Himmel, har jeg da handlet dig imod?
Dig, Jeg vilde mindst af Alle bedrøve!
Byrge
(kommer hurtigt ind) Hr. Dyring . . Fru Guldborg . . . o, hjælp og kom ud!
Hun mishandler Eders Datter -
Svend Dyring.
Barmhjertige Gud!
(Han styrter ud, fulgt af Byrge).

Fjerde Scene.

En Lund i Næerheden af Svend Dyrings Huus. Det er mørk Nat. Tage Bolt og Ivar komme ind fra høire Side, ledsagede af nogle Bevæbnede.

Ivar.

Stands nu, Tage! Vi har knap tre Pileskud til Svend Dyrings Huus. Du har paa Veien været taus og indesluttet. Siig mig nu, hvad der er din Agt med denne Nattevandring, eller vi skilles her.

290
Tage Bolt.

Jeg skal føie dig. (Til de Bevæbnede). I kan vente i Stilhed nede Ved Sletten, indtil de Andre have indhentet os. Ret nu kommer jeg efter. (De Bevæbnede gaae ud tilvenstre). Nu da, Ivar, saa hør da! Det er dig bekjendt, at jeg i Eftermiddag har sendt to Mænd til Svend Dyring og Guldborg angaaende Forligets Opfyldelse. De traf paa Guldborg. Hvad Svar hun gav dem, behøver jeg ikke at fortælle. Hun behandlede dem haanligt og vilde Intet vide af den Sag. Endnu var Forliget ikke brudt, paastod hun. De gik da bort, efterat de paa mine Vegne havde undsagt Svend Dyring paa Liv og Død. Thi saaledes havde jeg aftalt med dem. Nu gjælder mit Tog ham.

Ivar.

Og du vil overfalde ham om Natten?

Bage Bolt.

Hvorfor ikke? Skulde jeg maaskee vente, til han imorgen overfalder mig?

Ivar.

Det veed du vel, Tage, at det har du ikke at befrygte af Svend Dyring.

Tage Bolt.

Hvad han ikke selv falder paa, kan Guldborg faae ham til. En klog Mand seer sig om itide. Har 291 Svend først samlet Folk imorgen og forenet sig med sine Frænder, saa kan jeg see til at hytte mig selv.

Ivar.

Naar pleier Tage Bolt at stole mere paa Overmagt end paa sin Styrke og sine Folks Tapperhed?

Tage Bolt.

Det er et Spørgsmaal, om vi have Overmagten. Svend Dyring har en Mængde Huuskarle, og han er selv en haard Hals.

Ivar.

Og Alle ligge de i den dybeste Søvn!

Tage Bolt.

Vær du kun rolig. Vi skal nok vække dem.

Ivar.

Farvel, Tage!

Tage Bolt.

Hvorhen?

Ivar.

Jeg rider hjem. Vore Veie ere ikke længer de samme. Jeg skjøtter heller ikke om at see Taget styrte ind over det Huus, hvor jeg endnu idag har været Gjæst.

(Vil gaae).
292
Tage Bolt.

Vent, Ivar! Troer du, jeg vil indebrænde Svend Dyring?

Ivar.

Det troer dine Folk.

Tage Bolt.

Ivar! jeg er dybt krænket af Guldborg. Det Løfte, hun har givet mig, det Forlig, der er indgaaet, har hun brudt. Ragnhild, der er min Brud, fæstet mig paa Thinge, i Frænders og Vidners Overværelse, har hun berøvet mig, og føiet Forhaanelser til al denne Uret. Hvis jeg nu tog en blodig Hævn, hvis jeg brændte Reden ned over dem, hvo kunde gaae i Nette med mig? - Men, frygt ikke! Jeg kommer ikke som Mordbrænder. Jeg vil sætte min lovlige Ret igjennem; det er Alt. Ragnhild er min Brud; hun er mig kjær, og hun skal blive min Hustru, det har jeg svoret. Hende er det, jeg vil hente og føre til mit Hjem, enten med det Gode eller med Magt.

Ivar.

Har du glemt, hvor vi traf Ragnhild idag?

Tage Bolt.

Det har jeg ikke. Men jeg har Tillid til Ragnhild. Naar hun kommer hjem til Mit, vil jeg forelægge hende det Spørgsmaal, om hun kan være 293 min Hustru med Ære. Hun er stolt, og vil sige Sandheden. Og - i hvert Fald - jeg vil vise Guldborg, hun har gjort en falsk Regning.

Ivar.

Og alt dette er din faste Beslutning?

Tage Bolt.

Min faste Beslutning, som hverken du eller Nogen skal rokke.

Ivar.

Saa kan jeg spare mine Ord, og Enhver af os kan gaae til Sit. Følge med dig vil jeg ikke. Jeg har været vel optaget i Svend Dyrings Huus, og der er os Intet imellem. Thi skulde jeg da være med at krænke ham saa føleligt? Ved det Foretagende, du nu har betænkt, kan min Hjælp undværes. Lad os da skilles ad.

Tage Bolt.

Du har din Frihed. Gaae kun! Jeg trænger ikke til din Hjælp. Tage har endnu aldrig tryglet om Nogens Bistand, og mindst om sin Broders. Farvel!

(Gaaer ud tilvenstre)
Ivar
(alene).

Der er en ond Aand over dette Giftermaal med Ragnhild, og det vil tage en ond Ende.

(Nærmer sig Udgangen tilhøire).
294

Femte Scene.

Ivar. Stig Hvide og Gunner med et Følge af Bevæbnede komme ind fra høire Side.

Stig
(idet han møder og standser Ivar).

Hvem er I?

Ivar.

Hvem er I, der spørger?

Stig.

Ivar! er det Eder! Hvad gjør I her i Lunden midt om Natten?

Ivar.

Ih nu, Hr. Stig! det samme Spørgsmaal kan jeg gjøre Eder.

Stig.

Og Jeg skal give Jer et ærligt Svar. Svend Dyrings Gaard trues af et Overfald, og jeg vil hindre det. Det er den høie Tid. Kom, I maa følge med!

Ivar.

Og om jeg nu ikke vilde?

Stig.

Jeg kan ikke forsvare at lader Eder gaae. I maa følge med.

295
Ivar
(afsides).

Velan da! Maaskee kan Ulykken endnu forebygges. (Høit). I har Ret. Jeg følger med Eder.

Stig.

Gunner! du kjender Veien i Skoven. Gaae forud.

Gunner.

Her skal vi udad, Hr. Ridder!

(De gaae Alle ud tilvenstre)

Sjette Scene.

Den gamle Borgestue. Alf og Ovelille ligge paa Straaleiet og sove; Regisse paa Knæ foran deres Seng, med Arme og Hoved støttede derpaa, som om hun af Mathed og Smerte var sovet ind. Helvig sidder igjen tilvenstre og vugger, men taus og ubevægelig. Paa forskjellige Steder i Værelset er et Chor af bevingede Engle, med Palmeblade i Hænderne, grupperet. En Lampe brænder paa Bordet tilhøire; men en dæmrende Belysning, som ved stærk Aftenrøde, er udbredt i Værelset.

Chor af Englene.
Enhver, der vorder af Verden forladt,
Bringe vi Trøst i den eensomme Nat.
Enhver, der Dagen over maa lide,
Tør vi husvale ved Midnatstide.
Den Stund, da Frelseren fødtes paa Jord,
Fødes en Trøst for den bittreste Smerte.
296 En Trøst for Den, der haaber og troer,
En Gjenlyd af de Saliges Chor
Stiger da ned i Menneskets Hjerte.
I Smaabørn kjære, der ligge paa Straa!
Ved Eders Seng vi beskyttende staae.
I slumre saa trygt; I troe at drømme,
At Englenes Skarer fra Himmelen strømme.
Vi lege for Eder den Nat saa lang
Med Abild af Guld, med Palmens Blade.
I Smaabørn! glemmer Jer Nød og Trang!
Forlader Jer trygt paa Englenes Sang;
Himmelen vil Eder ei forlade!

(Helvig reiser sig, skyder Buggen ind og synes at lytte. Under det følgende Chor goaer hun langsomt ud ad den lille Dør i Portalen).

Choret.
Stille! Menneskers Trin sig nærme!
Vi kan Eder ikke længer beskjærme.
Vi maae flye, naar I vækkes af Eders Slummer;
Vi har ingen Trøst for den Vaagendes Kummer.

(De forlvinde)

Regisse
(vaagner og reiser sig). - Jeg er her endnu! bestandigt her!
Det var kun en Drøm, at jeg blev løftet og hævet
Af Engle, og var Gud Fader saa nær;
At jeg blev spurgt og til Regnskab krævet,
At min fromme Moder vidned' for Gud,
Jeg var uskyldig og havde holdt hans Bud.
297 (Farer sammen). Hvo er det, der kommer? Paa Gangen lyder Trin!
(Aabner Døren tilhøire). Hjælp Gud! det er Ragnhild! - Hun kommer herind.

(Gaaer sky hen til den modsatte Side af Værelset)

Syvende Scene.

Regisse. Ragnhild.

Ragnhild
(bærer et tændt Lys og et Baeger. Hun er meget bleg) Du er vaagen, Regisse? - Det var vel. Kom hid!
Mig sender min Moder. Hun er atter blid.
Jeg bringer dig Drikke.
Regisse.
Drikke? bringer du?
Ragnhild.
Hm! du har jo slet Intet nydt endnu.
Regisse.
Desværre! - Saa gjerne jeg drak med dig,
Vidste jeg, du ikke vilde forraade mig.
Min Stivmoder har lukket mig inde, har forbudt
Byrge at komme - mig har Alle forskudt!
Ragnhild
(rækker hende Bægeret). Saa tag da!
298 (Da Regisse vil tage det) Vent!
(Efter et Ophold). Hvorfor seer du saa stivt
Paa Bægeret? Troer du maaskee, det er Gift?
Regisse.
Det forbyde Gud!
Ragnhild.
Du har Ret - det forbyde
Den Gud, vi har lært som Børn at lyde.
Ikke sandt? han er en barmhjertig Gud;
Forsonlighed, Medynk, det er hans Bud.
(Sætter Bægeret hen paa Bordet) Naturen er uden Medynk. Alle Skyer, alle Stjerner
See paa vor Sorg, men Ingen den fjerner.
Hvilket Dyr er medlidende? - Kun Mennesket skal
forlade,
Skal tilgive, naar hans Lyst er at afskye, at hade.
O, man veed ikke, hvad det er, at være forsmaaet,
Hvordan det presser Hjertet og døver Forstanden.
Regisse
(afsides). Hun ængster mig!
Ragnhild
(efter en kort Grublen). Kom, lad os tale med hinanden!
Her altsaa var han inde? Her har han gaaet,
Har draget Aande, har talt . . . har talt . . . med dig.
299 I bette fattige Rum har han opholdt sig!
Blev Alting, som det var? Blev ikke Væggen betrukket
Af sig selv med Silke, og med Lilier stukket?
Blev ikke Gulvet belagt af sig selv med et Tæppe?
O, han gaaer saa let, berører Jorden neppe!
Hvor sad han? Hvad fortalte han? - Kom, Regisse!
begynd!
Regisse.
O, hold op!
Ragnhild.
Var han ikke tørstig og vilde drikke?
Hvad gav du ham? - Det er sandt . . . du havde vel
ikke . . .
Du holdes saa knapt. - Men det er Uret, det er Synd!
Jeg skal sige til Moder, at hun flux skal drage
Omsorg derfor - hvis han kommer tilbage.
(Standser). Hvis han kommer! - Nu har han os begge forladt.
(Seer vist paa Regisse). Veed du, at ogsaa jeg har truffet ham inat?
(Da Regisse med en smertelig Bevægelse vender sig bort). Veed du det? - Han laae blandt sine sovende Mænd
Og slumred'. Jeg gik sagte, sagte derhen,
Gjennem raslende Grene, over Træernes Rødder -
Forsigtigt, at jeg ikke vækkede hans Mænd -
Og lagde mig ned ved hans Fødder.
Regisse.
O, Ragnhild! du er grusom - du leger med min Smerte!
300
Ragnhild.
Skam dig, Regisse! du misunder mig vel,
At jeg fandt ham, misunder mig mit eneste Held.
Regisse
(afsides og med Taarer). Det er forbi! jeg vil rive ham ud af mit Hjerte!
Ragnhild.
Hvorfor græder du? - Har du tænkt, Ridder Stig
var dig god?
Eller troer du, det er alene dig, han forlod?
O, han kan ikke elske! han er ikke som vi -
Hør! jeg vil betroe dig en Hemmelighed, men tie!
Jeg veed Den, der inat blev jaget som en Hind
Og træt og gispende ved haus Fødder sov ind;
Men han mærked' det ikke. - Og da Morgensolen steg
Og skinnede mildt paa det ringeste Neeg,
Som vilde den lære Mennesket at bøie
Sit Hjerte til Medynk: da ... han aabner sit Øie,
Seer hende ligge, seer, at hun sover,
Veed, at hun lider, ynkes ikke derover,
Veed, at han med et Ord, med et lille,
Med et eneste kan hendes Kummer formilde -
Men han gaaer - hører du? - han vækker hende ikke;
Han rider bort - derfra! og lader hende ligge!
(Skjuler sit Ansigt med Hænderne).
Regisse
(der med spændt Opmærksomhed har hørt efter, synker paa Knæ og bryder glad ud). O, hellige Guds Moder! Du forlod mig ikke!
Du har hørt min Bøn!
301
Ragnhild
(farer iveiret og seer paa hende som med en pludselig Anelse) Hvorfor den Glæde? - svar!
Mener du, det er for din Skyld, at han har . . .
O, afskyeligt!
(Gaaer hurtigt hen til Bordet og tager Bægeret). Kom! - Du glemmer ... see der!
Regisse.
Lad det vente.
Ragnhild.
Vist ikke! Nu har jeg bragt det... du er sær .. .
Kom, jeg drikker med.
Regisse.
Jeg trænger ikke dertil.
Ragnhild.
Men nu vil jeg ... du skal!
Regisse.
Vær blot rolig - jeg vil.
(Idet Regisse tager mod Bægeret, viser sig under forandret Belysning Helvig i Døren i Baggrunden).
Helvig.
Ragnhild! Ragnhild!
Ragnhild
(der vender Ansigtet tilbage eller tilside, da hun har rakt Bægeret, seer forfærdet Helvig). Helvig! jeg kommer!
(Til Regisse, idet hun styrter ud) Drik ikke! det er Gist!
302
Regisse
(lader ved Ragnhilds Ord og ved Synet af Helvig Bægeret falde og Synker om). Min Gud og min Dommer!
(Helvig forsvinder. Der bankes et Par Gange stærkt paa Døren tilvenstre).

Ottende Scene.

Regisse. Stig.

Stig
(bryder Døren op med Magt). Regisse! kom! hvor er du? - Jeg hørte Skrig -
(bliver hende vaer) Her ligger hun - o død! - Har de mishandlet dig?
(Løfter hende op i sine Arme). Vaagn op, Regisse! hav Medynk med mig -
Regisse.
Hvor er jeg -
Stig.
Kom til dig selv! - Det er Stig, der beder -
Du er hos mig. Fat Mod!
Regisse.
O, Stig! er det Eder!
- Hvad har jeg seet. . . var det virkeligt ... her
stod hun, her,
Saa bleg, saa alvorlig - (seer sig sky omkring). Er hun
ikke der?
303
Stig.
Fat dig! lad os flygte! Tiden er kort,
Hvert Minut er kostbart.
Regisse.
Ja, bort herfra - bort!
Her vil de min Død.
Stig.
Saa kom og følg med!
Regisse
(der vil gaae med ham, kommer derved forbi den skjulte Vugge og standser). Men mine Brødre -
(iler hen til de to Ældstes Leie). - Alf og Ove. . . og den Lille -
Stig.
Jeg henter dem siden -
Regisse.
Men naar det nu gaaer dem ilde -?
Hvor kan jeg gaae fra dem?
Stig.
Vi maae bort - afsted!
Regisse.
Ak, jeg kan ikke!
304
Stig.
For dit Liv jeg gruer -
O kom - du veed ikke, hvad Fare dig truer.

(Griber hendes Haand og vil føre hende bort).

Regisse.
O slip mig, Stig!

(Man hører Stemmer udenfor)

Stig.
Der er' de. Staae her!
(Stiller sig for hende og drager Sværdet). Vee Den, der vover at komme dig nær!

Niende Scene.

De Forrige. Svend Dyring (i Huusdragt, med blottet Sværd i Haanden) og Guldborg, begge fra Døren tilhøire.

Guldborg
(efter et Ophold, pegende med Kulde hen paa Stig og Regisse) Svend! der seer du!
Svend Dyring
(forbanset) Saa var det dog sandt!
Guldborg.
Mærker du nu, at din Hustru seer grant?
Du vil ikke troe, at de væbnede Mænd,
Der holde ved vort Huus, føres an af din Ven.
305 Du har jo bebreidet mig, at jeg tugter
Din ulydige Datter. Mildhed frugter,
Mener du. Vel! see nu til! Hun vil flye
Fra vort Huus med vor Avindsmand, skuffer os
paany -
Stig.
Hr. Dyring! I troer dog vel ikke -
Svend Dyring.
Tie!
Spav Eders Ord! Med os er det forbi!
Gud er mit Vidne, paa Eder har jeg stolet
Meer end paa mig setv. Men I farer med Svig
Stig.
Svend!
Svend Dyring.
Det er Sandhed! I har lokket og bolet
Med mit uerfarne Barn. - Hvi holdt I, Ridder Stig!
Hver Aften herude? Hvi kommer I med Vaaben
Inat og lægger Eders Mænd om min Gaard?
Hvi byder I mig saa ulige Kaar?
Er den Adfærd ridderlig, ærlig og aaben?
Stig
(med hævet Stemme). Hør mig, Svend Dyring! I vide mig Ord!
Mig svigte Gud i høiest Elende,
Hvis jeg enten sviger Eder eller hende.
- Jeg sad paa Hesten. Saa vide jeg foer.
306 Langt fra Landet at flye var min Agt.
Eders Datters, den favre Ragnhilds Smerte,
Med Banghed krystede den mit Hjerte;
Jeg følte selv dens fordærvende Magt.
- Da hørte jeg Hestenes Trampen i Lunden
Og Menneske-Stemmer. Det var Bolt og hans Mænd.
Dulgt af Skumringen reed jeg derhen.
Hvem gjælder Toget? spurgte jeg en Svend.
Vi komme som Nattens Tyv over Bonden,
Svared' han kort. Vil du med, saa kom!
Vi sætte Thinget; vi holde Dom.
Svend Dyrings Gaard skal ned fra Grunden.
Da vendte jeg min Hest/ reed flux tilbage
Og væbned' mine Folk; befoel dem at drage
Efter Tage Bolt, mens jeg drog forud;
Thi mig drev Rædsel og Angst for min Brud.
- Her traf jeg din Datter med blegnende Kind,
Uden Samling, paa Gulvet. Gud maa kjende,
Om det er med Rette, der handles ilde med hende.
Guldborg.
Og I Vil, vi skal troe, hvad I bilder os ind?
Regisse.
O Fader, troe ham!
Guldborg.
Forræderske! tie!
Du forsvarer den Sag; thi du har Deel deri.
307 Uden Samling laae du? Hvad troer du at vinde
Ved alle dine Paafund? Hvem vil du forblinde?
Skal det lade, det gaaer dig saa haardt imod?
Regisse.
O, lad mig tie!... Mine Sandser mig forlod . . .
Ragnhild var her ... jeg veed ikke, hvad hun vilde.
Hun gav mig ... ak Gud! hun flygted bort igjen
Ude af sig selv - jeg veed ikke hvorhen.
Men lad hende søge! Den Arme har det ilde.
Svend Dyring.
Ragnhild var her?
Guldborg.
Det er ikke sandt.
Hun er paa sit Kammer, og midt iblandt
Sine Piger; og jeg Veed, paa dem kan jeg lide.
Regisse.
O Fader! see efter! Vi kan ikke vide,
Hvad der er hende tilstødt. Naar hun ikke . . . naar
blot . . .
Svend Dyring.
Guldborg! lad os søge. Jeg aner intet Godt.

(Idet Svend Dyring, tilskyndet af Regisse, nærmer sig Udgangen tilhøire, standses han af den indtrædende Byrge).

308

Tiende Scene.

De Forrige. Byrge.

Byrge
(bleg og forstyrret, tager Svend Dyring tilside) Hr. Dyring! Gud frie os . . .
Svend Dyring.
Hvad nu? Tael ud!
Byrge.
Jomfru Ragnhild . . .
Guldborg
(der kommer til). Min Datter?
Byrge
Du naadige Gud!
Hun bliver baaren herind.
Regisse
(jamrende). O, der kan I see!
(Ragnhild bæres ind af nogle af det qvindelige Tyende, der under det Følgende igjen forlade Scenen)
Guldborg.
Min Ragnhild!
309
Svend Dyring
(til dem, der bære, Pegende paa Løibænken). Herhen! Der er Hjælp maaskee...
Drenge! vaagner op!
(River Alf og Ove op fra Løibænken, disse flygte angst hen til Vuggen, hvor de krybe sammen).
Lægger hende her!
Regisse! hold hendes Hoved...
Guldborg
(der med de Øvrige staaer omkring Ragnhild). O, den Arme!
Hun er iiskold - føel kun! Uben Liv, uden Varme!
O see - hendes Tinding er knuust - see kun der!
Det er for silde!
Svend Dyring
(efter en Pause). For silde! - Hun rører sig ikke.
Hun ligger livløs, med brustne Blikke!
- Byrge! hvor var det muligt?
Byrge.
Ak Gud!
Jeg veed kun Lidet. Vi blev Alle vækket
Af et Bulder af Vaaben, og foer op forskrækket.
I Forvirringen har hun styrtet sig ud
Ved Stranden i Fjorden. I Nærheden holdt
En Mængde Ryttere, ført af Tage Bolt.
De trak hende op - men for seent!
310
Svend Dyring.
Tage Bolt!
Byrge.
Just ham, Hr. Dyring! Han blev spag som en Qvinde
Og stille, da han mærked, Ragnhild var død.
(Til Stig). Eders Folk, Hr. Ridder! paa den Tid brød
Ud fra Skoven. Han lod sig gribe og binde
Uden Modstand -
Svend Dyring
(gaaer hen til Stig og trykker hans Haand) Tilgiv mig!
Stig
(afsides). Tilgive mig Gud!
Guldborg
(der kommer frem). Min Ragnhild er død! Hun har stridt ud!
Min eneste Datter! min eneste Glæde!
- I har naaet Eders Ønske, Hr. Stig! Siig til,
Hvad lyster Eder mere? Hvad er det, I vil?
Vil I mig selv med Fødder træde?
Vil I min Eiendom?
Stig
I kan ikke lide
Meer end jeg selv.
311
Guldborg.
Ja, det kan jeg vide!
I tager Jer vel nær - I lider vel haardt,
I ynkes vel over den barnløse Qvinde.
Men - Maalet er fuldt! I drage nu bort!
I ride flux herfra! Lad Jer aldrig finde
Paa min Grund, for at udsaae Tvedragt og Splid!
Stig.
Lad Eder forsone!
Guldborg.
Regisse! kom hid!
Adlyd mig! Vel er det den høie Tid,
At sætte dig under Opsyn og bevare
Et uvorent, letsindigt Barn for Fare.
Svend Dyring
Min Hustru! Sorgen har truffet os tungt.
Den maner os: her bør glemmes, bør tilgives.
Vær ikke for streng mod et Barn, der er ungt
Og uerfarent.
Guldborg
(bitter). Ja, Svend! jeg veed,
Dig var det altid eens, hvad jeg leed,
Naar blot dine Børn kunde hædres og trives.
Svend Dyring.
Din Smerte gjør dig ubillig.
312
Guldborg.
Vel muligt; men jeg troer,
I gjør bedst i at rette Jer efter mine Ord.
Din Datter skal lystre mig. Jlde blev jeg stædt,
Om min Ragnhild, der er af adelig Æt,
Skal ligge paa Baaren, og hun skal hovere.
Følg med, Regisse!
Regisse
(bedende). Min. Fader!
Guldborg.
Intet mere!
Din Fader skal ei længere skuffes ved
Dine falske Taarer, dit Qvindesned.- Slip hende, Hr. Ridder!
Stig
(der staaer foran Regisse som for at beskytte hende). Hr. Dyring! tael I!
Svend Dyring
(mørk, til Guldborg). Du gaaer for vidt! Lad dig sige!
Guldborg.
Tie!
Hun er mig en Afskye! - Jeg vil Intet høre . . .
Hun skal ud af mit Huus!
313
Stig
O, Svend! staae mig bi!
(Til Guldborg) Eders Villie skee! Paa Stand vil jeg føre
Den Forskudte til mit Hjem. - Hør mig! I forbinde
Regisse med mig! I give Jert Minde!
Guldborg.
Aldrig!
(Hun griber med en voldsom Bevægelse Regisses Haand for at føre hende bort).
Byrge
(der hidtil har været en tavs, men ængstlig Tilskuer, med et bedende Blik til Svend Dyring). Hr. Dyring!
Svend Dyring
(heftig). Guldborg!
(Idet Guldborg søger at føre Regisse med sig, og Svend Dyring vil standse hende, springe begge de store Fløie af Portalen i Baggrunden op med et Bulder, og Helvig viser sig i fuld Belysning).
Helvig.*)
Hold inde!
Byrge
(forsærdet). Fru Helvig!
* 314
Alle de Andre.
Helvig!
(De fare tilbage, saaledes at Guldborg, Stig og Regisse komme til at staae paa den ene Side, Svend Dyring og Byrge, til hvem Børnene slutte sig, paa den anden Side)
Helvig
(til Guldborg). Haardhjertede Qvinde!
Forstokkede! Vee dig, at Helvig kom!
Mærker du ikke, at Herren holder Dom?
Mine Børn har du nægtet moderlig Pleie;
Nu ligger din Datter paa deres fattige Leie.
Min Afkom ved dig er truet med Fald.
O Qvinde! hvordan har du røgtet dit Kald?
Jeg levned' efter mig Viin og Brød;
Mine Smaabørn lide bitterlig Nød.
Jeg levned' efter mig bløde Senge;
Og see, paa Straa har du kastet mine Drenge.
Jeg tevned' dem Klæder af Silke smaa;
Hvi lader du dem da i Vadmel gaae?
Du nægter dem Drikke; nægter dem Mad;
Du føder dem op med Hunger og Had.
Skal jeg tiere hjem til dig gaae,
Saa krank en Lykke da skal du faae!
Guldborg
Barmhjertighed!
Helvig.
Gak hen, o Ovinde!
Og opfyld din Pligt!
315
Guldborg
(nærmer sig vaklende og dybt rystet Stig og Regisse, som vilde hun forene dem, men Armene synke kraftesløse ned). Jeg øiner Guds Finger! Jeg giver mit Minde.
Helvig
(til Svend Dyring, med mildere Røst). Svend! lad mig aldrig i Graven spørge,
At mine Børn maae lide Nød og maae sørge.
Dem gavner saa lidet min natlige Gang;
Jeg kan ikke stille deres jordiske Trang.
Forgjæves har jeg løftet dem paa mine Arme;
I min Favn er hverken Ly eller Varme.
Min Husbond og Herre! sørg for de Smaa!
Lad dem ikke savne! Lad dem ikke trænge!
Sørg for min Datter! Tænk paa mine Drenge!
Og glem ikke den Mindste, der i Vuggen laae!

(Hun gjør en sagte Bevægelse, som om hun veeg tilbage).

Svend Dyring
(strækkende Armene ud). Helvig!
Helvig
(med mattere Stemme). I skal ikke klage og græde,
I skal ikke længes og sørge for mig!
Jeg gaaer ind til min himmelske Faders Glæde.

(I det Samme sees gjennem de to aabnede Fløie i Baggrunden et C h o r af Engle nærme sig. Under det Følgende omringes Helvig af disse, drages langsomt tilbage og forsvinder, mens de handlende Personer falde paa Knæ).

316
Chor af Englene.
Enhver, der vorder af Verden forladt,
Bringe vi Trøst i den eensomme Nat.
Enhver, der Dagen over maa lide,
Tør vi husvale Ved Midnatstide.
Den Stund, da Frelseren fødtes paa Jord,
Fødes en Trøst for den bittreste Smerte.
En Trøst for Den, der haaber og troer,
En Gjenlyd af de Saliges Chor
Stiger da ned i Menneskets Hjerte.
317

Anmærkninger.

Sparekassen. - I »Dagens« Søndagsblad for 1836, Nr. 25, findes en iøvrigt meget fordeelagtig og velvillig Anmeldelse af dette Stykke, men hvori der formenes, at Hoved-Titelen ikke synes passende, »da Sparekassen aldeles ikke har nogen Inhflydelse paa Stykkets Gang.« - Dette er vistnok sandt. Men jeg troer, at den valgte Titel desuagtet ikke er uden Betydning. Den er, om man vil, Stykkets Moral eller dets skjulte Pointe. Den antyder en hemmelig Bebreidelse og en ulægelig Skroslash; belighed i Hovedpersonen, Skaarups, Liv. Da der endnu var Tid dertil, raadede en Ven ham til at sikkre endeel af sin Formue for paakommende Tilfælde; men han agtede ikke dette Raad. Nu, da han er forarmet, og en ubetydelig Arv tilfalder ham, tænker han paa - Sparekassen. Men han er neppe bleven rig eller troer at være bleven det, før han paa det Spørgsmaal, om han nu vil sætte sine Penge i Sparekassen, svarer: »Nei, det var dengang; nu har vi heller ikke nødig at tage det saa nøie.« (2den Act 4de Scene.) Tilsidst, da han gjør den ulykkelige Opdagelse, at han Intet har vundet, men derimod allerede sat sig i betydelige, tildeels unødvendige Udgifter, kommer han igjen til den Erkjendelse, at det dog i al Fald havde bæret bedre at sætte Pengene i Sparekassen end i Classe-Lotteriet.

318

Iøvrigt har Stykket endnu en Titel: »Naar enden er god, er Alting godt.« Ogsaa i den ligger der en lille Ironie. Skaarup anvender dette Ordsprog i Slutningen af 1ste Act, i den Tanke, at han har vundet en halv Tønde Guld; i Slutningen af 2den Act, i den Tanke, at den Forlovelse, han declarerer, vil grundlægge hans Datters Lykke. Men i begge Tilfælde viser det sig siden, at Skjeb=-nen har spillet ham et Puds, - efter Novalis' bekjendte Yttring, at en Begivenhed ofte først begynder, naar den synes endt. Omsider, i Stykkets Slutning, har Erfaringen lært ham Beskedenhed, og han overlader nu Afgjørelsen af det vanskelige Spørgsmaal, om dette Afsnit af hans Liv virkelig er endt og endt godt, til Forsynet, d. v. s. til det nærværende Publikum, der i dette Øieblik, da han træder ud af Stykket og directe henvender sig til det, er hans og i alle Tilfælde Stykkets nærmeste Forsyn. (Digterens egne Bemærkninger.)

Pag. 5. Admiralitetet, det Regeringskollegium, der svarer til Nutidens Marineministerium.

Pag. 19. -Henleder Opmærksomheden paa Industriens Fremme, ligesom det nyere franske Ministerium«. Frankrigs Industridrivende havde under Ludvig d.. 18de og Carl d. 10de tvunget en stærk protektionistisk Toldpolitik igjennem. Under Ludvig Philip søgte Regeringen at indføre Toldlettelser; men maatte snart give efter for det hidsige Pres af de Industridrivende og forøge Be-skyttelsen.

Pag. 20. Bombebøssen, en Fribolig for gamle Søfolk, skiftet 1825 af Kommandør P. N. Sølling.

Forslaget om at give Arven til Bombebøssen klinger i Nutidens Øren noget overraskende, men maa dengang have været mere nærliggende, da Offentligheden, lige siden Sølling 319 Aar 1819 fattede Ideen til denne Stiftelse, havde været vant til kraftig Appel om Bidrag til den. Netop i de Aar, da Sparekassen blev til, skænkedes der, som det ses af Stiftelsens Legatfortegnelse, talrige Legater til den. Navnet skriver sig fra, at Sølling indsamlede Bidrag blandt Søfolkene i en stor Bombe, der var indrettet som Bøsse, og som han opstillede paa Betalingsbordet (\?\: det Sted, hvor Hyren udbetaltes) i Skippernes Laugshus.

Pag. 64. »Vart i Kaperierne« I Krigsaarene 1807-14 foregik en Del af Søkrigen fra Danmarks Side som bekendt ved Kaperier. Hyppigst slog flere Mænd sig sammen om Udrustningen af et Kaperskib - i Overensstemmelse med de gældende Love - og det ofte betydelige Overskud deltes da i Forhold til Parternes Størrelse. (Se M. Rubin 1807 -14).

P. 132. Supercargo var den Befuldmægtigede, der paa et Handelshus' Vegne ledsagede en Skibsladning til Bestemmelseshavnen for der at lede Afsætningen af Varerne.

Imellem Digterens Papirer fandtes en Lap Papir, paa hvilken følgende Billede af August's aandelige og legemlige Ejendommeligheder er fremstillet. Da Udgiveren synes, at det paa mange Punkter afviger fra den Skikkelse, August \?\ Tidens Løb har faaet paa Scenen, og da det formentlig kan have Interesse at vide, hvorledes Digteren har tænkt sig den, meddeles Indholdet her. Af en Datum paa Papiret (2den Maj 1836), som angaar en det øvrige Indhold uvedkommende Sag, fes, at Bemærkningerne rimeligvis maa være nedskrevne, medens Stykket blev indstuderet, maaske netop under Indtrykket af, at Fremstillingen ikke ganske svarede til det, der havde foresvævet Digterens Øje:

320 »Alder 25 Aar, da han er Legekammerat med Nicolai,
»der siger, han er i den Alder.
»Af fløsede, lapsede Manerer.
»Hvor han holder Taler, gjør han sig vigtig paa fløset
»Maade.
»Hvor han taler i 1ste Act med Antonie, er han aparte
- noget fræk.
»Det Fløsede og Frække er ogsaa Hoved-Ingredientsen i
»hans Monologer i 2den Act og i hans sidstc Scene samt
»Bortgang
»Med disse Egenskaber synes passende at kunne forenes et
»Mæle som Kammerjunkerens i »Mødet paa Langelinie«
»eller Charles i »Flyttedagen«, hvorimod Bevægelserne
»(Gang, Stilling osv.) noget mindre marquerte end Charles,
»men dog altid vindige. Angaaende det Ydre, da Synes et
»blondt Haar, hvorpaa man kan see, at det er for blødt til
»at ville falde i den tilbørlige Hanekam, meget passende.
»Hans Lighed med en Barbersvend har jeg tænkt ved hans
»Magerhed, og ved at Klæderne sidde meget stramt, ved at
»Ærmerne ere noget korte og Hænderne maaskee røde, Vest
»og Kjole korte. Hertil hører ogsaa at være hjulbenet, men
»det er vel for vanskeligt at efterligne, naar man til Ulykke
»er velskabt. Stærkere Sminke. Et couleurt Silketørklæde;
»men et smagløst. Ingen Flipper, Halstørklædet sidder
»stramt og giver denne Del af Legemet noget Slikket og Bart.
»I Iste Act en simpel, temmelig kort Frakke. I 2den Act
»en Kjole, der sidder knapt. Vesten synes ikke at burde
»bære knappet op til Halsen; men maaskee et af de forhen
»brugte Kryds, der staaer lidt frem.«
Svend Dyrings Huus. Pag. 148, øverst:
»Nu var det min Pligt som Styrismand
At gaae i Søen, at faae Skibet rustet
Ud fra Havnene her ved vor Strand.«
321

I Middelalderen var Krigsykibenes Anskaffelse og Udrustning for en stor Deel overdraget Folket. Tredive til fyrretyve Gaarde udgjorde en Sølægd, hvem det i Krigstider paalaae at udrede et fuldt udrustet Krigsskib med Mandskab og alt Tilbehør. Deslige Gaarde kaldtes Havne, Lægden (eller de Gaarde, der skulde forene sig om at sætte et Skib i Søen) en Styreshavn, og Forstanderen for det hele Foretagende Styresmand.

Pag. 149-50: Den her omtalte Lavhævd var forskjellig fra de nyere Tiders Hævd. Den, som i tre Aar havde haft en Jordeiendom i uforstyrret Besiddelse, erholdt, hvis hans Ret til Jorden blev ham bestridt, Lov til selv at føre Beviiset for samme ved Tyltereed \?\: ved Medeedsmænd, der udvalgtes af ham selv, og paa god Tro aflagde Eed tilligemed ham. Deres Antal var efter Omstændighederne forskjelligt, 12, 24 eller 36 (Tyltereed, to og tre Tylterseed.)

En Fjerding Boels Land. Deu Jordlod, der hørte til en Gaard, kaldtes Boel og var i Danmark ikke overalt af samme Størrelse, men kun de Boel, der hørte til een By, vare ligestore. Blev en Boel skill ad i mindre Dele ved Salg, Arv eller desl., saa opstod derved en halv Boel, en Fjerding Boel o. s. v. - Rebet op. Jordens Opmaaling skeete ved Reb.

Pag. 179: Spange \?\: Bro.

Pag. 220: Lydt Veir \?\: klart Veir. - Tveie o: en tvekløftet Green.