Sparekassen - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

✂

Sparekassen
eller naar Enden er god, er Alting godt.
Lystspil i tre Acter.

✂ De første Scener skrevne i Udlandet 1833-34. Stykket endt i Begyndelsen af 1836.

✂ Opført første Gang paa det kgl. Theater den 26de Mai 1836.

✂ Lyr. og dram. Digte, lste Deel. Kbhvn. 1841.

✂ Dram. Værker. 7de Bind. (Texten revideret; men Forandringerne kun faa og ubetydelige).

✂

Personerne.

Skaarup, Kjøbmand.
Madam Skaarup, hans Kone.
Jansine, Antonie, deres Døttre.
August, Skaarups Søstersøn.
Adolf, Fuldmægtig i Admiralitetet.
Madam Rust, Collectrice ved Classe-Lotteriet.
Nicolai Keiersen.
Jacob, Baadsmand.
Første herre.
Anden herre.
Tredie herre.
En Dame.
Flere Herrer og Damer, en Pige, en Karl.

✂ Scenen er i Kjøbenhavn i Skaarups Huus.

4
5

✂

Første Act.

En simpelt meubleret Dagligstue. En Dør tilhøire (for Skuespillerne). En Hoved-Indgang i Baggrunden.

✂

Første Scene.

Naar Tæppet gaaer op, sees de Tilstedeværende at sidde i en Halvkreds og i følgende Orden: Antonie. August. Skaarup. Madam Skaarup. Jansine. Man er i levende Dispüt.

Skaarup.: Ja, Børn, en Beslutning maae vi tage. Det kan ikke nytte at sidde her og snakke i Munden paa hverandre.

Mad. Skaarup.: Jeg har sagt min Mening, og derved bliver jeg.

Jansine.: Men Mo'er dog! hvor kan du være saa paastaaelig?

Mad. Skaarup.: Barn, jeg Seer paa det Nyttige. I see paa lutter Narrestreger.

August: (piqueret).
Jeg beder om Forladelse, kjære Tante! Min Proposition er sandeligen ingen Narrestreg.

Mad. Skaarup.: Ja, jeg meente Børnene.

Antonie: (der har reist sig og seet ud af Vinduet).
Fa'er! der kommer Adolf herop. Han er saa fornuftig. Han kan bestemt give os et godt Raad.

Mad. Skaarup.: Du skal see, han er af min Mening.

Jansine.: Nei, Adolf gjør Alt, hvad jeg beder ham om, det veed jeg.

Skaarup.: Ja ja da! Lad os høre hans Mening. Han er Skam en indsigtsfuld Mand. I skal see, han siger som jeg.

August.: Jeg tør næsten parere, han holder med mig.

Antonie: (afsides og leende til Jansine).
Hvis han ikke holder med os, skal han ikke have et roligt Øieblik for mig.

✂

Anden Scene.

De Forrige. Adolf, omhyggelig klædt, hvide Handsker o. s. v., kommer fra Hoved-Indgangen.

Adolf.: God Morgen, Herr Skaarup! God Morgen, Madam Skaarup! - Min bedste Jansine! (Kysser hende paa Haanden) . Er jeg ikke accurat?

Jansine: (kysser ham paa Kinden).
Du er altid den Samme.

Mad. Skaarup: (afsides til hende).
Jansine, husk paa, hvad jeg har sagt.

Jansine: (fortredelig).
Hvad er der nu iveien?

Mad. Skaarup.: Ja, Barn, saa længe Alting er uafgjort, passe sig ikke saadanne Familiariteter.

Jansine.

✂

Hvad kan det skade, naar vi ere mellem os? - Men der er heller Ingen, der under mig et eneste fornøiet Øieblik. Fordi vore Forhold ere Saa ulykkelige, derfor skal jeg altid lide.

(Gaaer hen til Vinduet og græder).

Skaarup: (afsides).
Naa, nu skal der igjen mundhugges og flæbes.

Adolf: (der imidlertid har hilst paa August og Antonie).
Jeg seer, hele Familien er samlet. Er der passeret noget Nyt?

Mad. Skaarup.: De har gjettet det; og vi vilde netop høre, hvad De raader til i denne Sag. Min Mand kan fortælle Dem det.

Skaarup.: Med Fornøielse. Sætter Jer nu Alle ned igjen, Saa skal jeg fremsætte Sagen, og saa kan Enhver Sige Sin Mening paany. Herr Adolf kan da allerbedst dømme. - En Stol til Herr Adolf!

Antonie.: Værsgod! (Afsides til ham). Jeg kan hilse dig fra Jansine og mig, at du skal smukt være af vor Mening.

Adolf.: Meget vel.
(Sætter sig ved Siden af Jansine).

Skaarup: (rømmende sig).
Seer De, det er Dem formodentlig bekjendt, at der i mange Aar har boet hos os en aldrende Pensionist, ved Navn Sørensen. Han var Pebersvend, lidt sær og paastaaelig og havde vistnok sine Feil, men han døde som en from, gudhengiven Mand og - naar Enden er god, er Alting godt, som jeg pleier at sige. Jeg vil mangen Aftenstund savne ham ved en Styrvolt -

Mad. Skaarup.: Alt det veed Herr Adolf. Fortæl du kort og godt, at Sørensen er død paa Hospitalet, og at man nu har aabnet hans Testament.

Skaarup.: Jaja da. - Dette Testament indeholder først adskillige Clausuler angaaende hans Begravelse, f. Ex. at han vil begraves med Paryk paa, da han altid har liidt meget af Gigt i Hovedet; at man skal give ham et Stykke Lakrits og en Pose Hyldethee med og to Par blaa, uldne Vanter; at man skal....

Mad. Skaarup.: Lad mig fortælle, Mand! du bliver aldrig 10 færdig. - Dette Testament indeholder den Clausul, at han har efterladt os 300 Rigsdaler, med det Tilføiende, at han havde den faste Tro, disse Penge vilde skaffe hele vor Familie Lykke og Velsignelse, naar de bleve rigtigt anvendte.

Skaarup.: Rigtigt og sparsommeligt anvendte, staaer der. Det Ord maa man Skam lægge Mærke til.

Mad. Skaarup.: Nu gaaer vor Dispüt ud paa, hvorledes vi skal anvende disse Penge, for at Sørensens Spaadom kan gaae i Opfyldelse. Han var en klog Mand, og har ikke sat disse Ord hen for Ingenting. Min Mand mener - ja, Mand, siig du nu først din Mening.

Skaarup.: Jeg for min Part lægger Eftertryk paa Testators Ord: sparsommeligt. Sørensen har i mine Velmagts-Dage ofte raadet mig til Oeconomie og til at sætte nogle af mine Penge fast for paakommende Tilfælde. Men dengang vilde jeg ikke høre ham. Siden, da det gik tilbage for mig, var det for sildigt. Nu derfor, da han har testamenteret os denne Sum, mener jeg, at vi skal sætte den fast, og foreslaaer jeg Sparekassen. Der staaer den sikkert og forrenter sig. Naar endeel Aar er gaaet hen, er det en ganske kjøn lille Summa, hvormed jeg kan afbetale en gammel 11 Gjæld, der trykker mig, og den nye Klattegjæld, der kommer til, og som til den Tid er gammel. Herved faaer jeg Hænderne fri, har fuld Raadighed over mine Indtægter og kan tænke paa mange Ting, som jeg nu maa lade fare, og som dog kunde være vor Familie baade til Gavn og til Nytte. Jeg har saaledes tænkt paa nye Reoler i min Skriverstue og paa at lønne en lille Fuldmægtig, der kunde gaae Bye-Ærinder for mig og min Familie. - Min Kone derimod mener . . .

Mad. Skaarup.: Jeg siger, at Den, der gjemmer til Natten, han gjemmer til Katten. At sætte Pengene i Sparekassen er det samme som at kaste dem bort -

Skaarup og Adolf.: Ih, Gud bevares!

Mad. Skaarup.: Ja, hvem veed, hvor vi er' henne, naar den Tid kommer, at vi skal have Nytte af Pengene i Sparekassen. Derimod er der ingen større Velsignelse i et Huus, og Ingenting, der gjør mere Gavn baade strax og for lang Tid, end et godt Linned-Skab og gode, daglige Gangklæder; og hertil mener jeg, vi skal anvende endeel af Pengene.

Jansine.: Mo'er tænker aldrig paa Andet end paa sit Linned-Skab. Vi har jo Alle, hvad vi behøve.

Mad. Skaarup.: Har I, hvad I behøve? Ja, det vil vise sig, naar jeg engang skal tænke paa Jert Udstyr.

Jansine.: Mit Udstyr! Den Sorg kan du spare. Jeg bliver saa aldrig gift; og desuden har mit Udstyr ligget færdigt siden Paasken.

Mad. Skaarup.: Skal vi da ikke begynde at tænke paa Antonie?

Antonie: (hurtig).
Med mig har det ingen Hast.

Skaarup.: Ja, med den Passiar komme vi ingen Vei. Lad nu August sige sin Mening.

August: (gjørende sig kostbar).
Ja, jeg for min Deel maa oprigtig tilstaae, at jeg har en egen Anskuelse af denne Qvæstion. Det ligger i Sagens Natur, at 300 Rigsdaler ikke kunne betragtes som nogen stor Capital. Renterne deraf ville selv i en Snees Aar ikke udgjøre noget Betyde- 13 ligt. Naar derimod disse Penge anlægges rigtigt eller gjøres hensigtsmæssigt frugtbringende, saa kunne de blive en Kilde til Velstand. Jeg har derfor, som Noget, der ganske tilfældig faldt mig ind, foreslaaet at anvende ommeldte Penge til dermed at kjøbe en Drengeskole. En af mine Venner har en superb Skole paa 12 Drenge, der næsten Alle betale ordentligt, og temmelig sikkert Haab om, at To komme til. Dette Institut vil han sælge omtrent for den omtalte Sum, en ubetydelig Betaling, naar man betænker, at en saadan Skole kan ved en klog Bestyrelse udvides utroligt, ja, at man har Exempler paa, at Drengenes Antal er steget til Hundrede; og hvor lucrativ en saadan Anstalt kan gjøres, behøver jeg ikke at sætte ud fra hinanden for en saa indsigtsfuld Mand som vor Ven Adolf. - Alt kommer naturligviis an paa en klog Bestyrer; men for at de ikke skulle være i Forlegenhed herfor, tilbyder jeg mig med Fornøielse. I 8 Aar har jeg været Lærer i Byens fleste Instituter, og jeg tør sige, jeg veed, baade hvorledes man skat tage Børnene og hvorledes man skal tage Forældrene; tør derfor næsten indestaae for et heldigt Resultat. - Dette var med faa Ord mit Forslag, som jeg aldeles underkaster vor Vens Betænkning.

Adolf.: Det er unægtelig et Forslag, der fortjener at overveies.

Mad. Skaarup.: Ja . . . men det vil dog give en Hoben Bryderi.

August.: Vistnok. Men Bryderiet paatager jeg mig, at sige mod et moderat Salair; og Fordelen tilfalder Dem.

Mad. Skaarup.: Det var jo for saa vidt godt. Men alligevel - - ja, hvad mener du, Mand?

Skaarup.: Jeg mener, at det kan vi jo tænke over. Sparekassen er sandtnok sikkrere; der staae Pengene fast. Men lad nu Jansine først komme med, hvad hun har at sige.

Jansine.: Jeg vil slet ikke sige min Mening. Der er saa Ingen, der bryder sig om, hvad jeg siger.

Skaarup.: Hvad er det for Snak, Barn! Skal Herr Adolf ikke høre os Alle?

Adolf.: Min bedste Jansine! det bliver sandeligen nødvendigt . . .

Jansine.: Ja, føde Adolf, for din Skyld skal jeg sige min Mening; for du er den Eneste, der seer paa, hvad 15 jeg siger. (Tørrer Øinene). I kan for mig gjøre, hvad I vil. Men da der nu i tre Vintre har været Tale om en Klædes-Kaabe til mig og til Antonie, saa Synes jeg, det var ikke for meget, om endeel af Pengene anvendtes dertil. En Klædes-Kaabe kan vi længe have Gavn af; og jeg er vis paa, at Sørensen, om han levede, vilde give mig Ret.

Skaarup: (piller sig bag Øret).
Vistnok kan I længe have Gavn af en. Klædes-Kaabe. Men sandt at sige, Barn! veed jeg ikke, hvorledes den skal skaffe hele vor Familie Lykke og Velsignelse, som dog Sørensen har spaaet om disse Penge.

Jansine.: (grædende).
Ja, jeg tænkte det nok. Jeg kan aldrig sige et Ord, uden at de Alle ere imod mig.

Skaarup: (til Adolf).
Naa da! her har De alle de forskjellige Meninger. Gud veed, de ere forskjellige nok. - Hvad synes De nu?

Antonie.: Men, Fatter! skal jeg da ikke . . . .

Skaarup.: Det er Skamfærd sandt! - Kom da du med dit Besyv.

Antonie.: Pro primo er jeg af samme Mening som min Søster, hvad Kaaberne angaaer; thi det kan aldrig skade. Pro secunden ....

Skaarup: (rettende)
Pro secundo.

Antonie.: Pro secundo mener jeg, at da der ligeledes i tre Vintre har været Tale om en Loge paa Comedien, saa burde vi nu iaar tage to Pladser til om Torsdagen. Det bliver bestemt morsomt i Vinter. Logerne ere betalte saa høit, saa de, der skrive for Theatret, ret vil gjøre sig Umag iaar.

Adolf.: Min gode Antonie! vi bør ingenlunde antage, at Forfatterne skrive for Fordelens Skyld. De have andre, langt ædlere Motiver.

Antonie.: Det er nok muligt; men derfor kan de gjerne være i Vinden for Penge. Meget har de jo ikke, siger man; og jeg for min Deel har altid troet, at naar man i Parterret raaber: »Forfatteren leve!« saa skeer det, fordi man frygter for, han har Ingenting at leve af.

Adolf.: Jeg vil ikke modsige dig, men troer dog, at dette Udraab Skeer af en anden Grund.

Antonie.: Hvorom Alting er, mener jeg, at Jansine og jeg ved vore Forslag følge Fa'ers eget Exempel.

Skaarup.: Mit Exempel? Jeg gaaer jo aldrig paa Comedie; og med Kaabe paa lader jeg mig da heller ikke see.

Antonie.: Nei, men du siger altid, at man skal forbinde det Nyttige med det Behagelige; og derfor gaaer du ikke ud ad Porten med os Andre for at tage dig en Motion, men spiller Kegler i Store Kongensgade.

Skaarup.: Det er endelig sandt, og forsaavidt har du jo Ret. Men . . . men, jeg seer min Sandten dog ikke, hvad Lykke og Velsignelse vor Familie kan vente sig af to Comedie-Billetter.

Antonie.: O Fa'er! det er en stor Lykke at gaae paa Comedie. Jeg er aldrig saa glad, som naar jeg er der. Jeg har undertiden leet og grædt paa eengang; og jeg har læst i en Bog, at videre kan vi stakkels Mennesker ikke drive det.

Skaarup.: Nu ja da! - Er du saa fædig?

Antonie.: Saa har jeg endnu et Par andre Smaa-Forslag, f. Ex., at vi skulde lægge lidt af Pengene tilside som Hiælp til at leie Værelser udenfor Porten næste Sommer; men fremfor Alt, at vi saasnart som muligt maae kjøbe en ny Hat til Mo'er. Mo'er seer ud som et Spectakel med den gamle, blaa Hat. Den er vendt og farvet op tre Gange. Skal den nu vendes 4de Gang, kan vi ligesaa gjerne sætte Foeret ud.

Mad. Skaarup.: Lad I mig og min Hat i Ro, Børn.

Antonie.: Ja, Mo'er, men naar vi gaae ud ad Vesterport og du er med, saa vender Skildvagten sig altid og seer paa din Hat.

Skaarup.: En ny Hat til Mutter bliver der nok Raad for; saa derfor har vi ikke nødig at kjevles. - Vilde nu De, Herr Adolf, som en fornuftig, studeert Mand, give os Deres Mening om dette intricate Spørgsmaal, saa vilde vi være Dem meget forbundne.

Adolf: (reisende sig).
Jeg føler tilfulde det Vanskelige i at afgive en 19 Betænkning over saa forskjellige, men hver især af de vægtigste, ypperligste Grunde understøttede Meninger. Jeg skylder at bevidne Dem, Herr Skaarup, min Agtelse for den Viisdom, hvormed De søger at skaffe Familiens Financer en fast Fond ved at nedlægge Pengene i Sparekassen.

Skaarup.: Der kan du see. Mutter!

Adolf.: Men jeg kan ikke mindre anerkjende det Fortjenstlige i Deres Forslag, Madam Skaarup! der, ved at ønske Pengene anvendte til Linned og Gangklæder, henvender Opmærksomheden paa Industriens Fremme, ligesom det nyere franske Ministerium.

Mad. Skaarup.: Hører du, Mand?

Adolf.: Jeg beundrer og glæder mig ved min Ven August's Proposition, der omfatter en saa vigtig Green som Underviisnings-Væsnet. Ja, selv min gode Jansines og Antonies forskjellige Forslag tør jeg tilstaae en fortjent Anerkjendelse, da disse søge at tilveiebringe en ønskelig Forening mellem det Nyttige og Det, der blot sigter til Livets Forskjønnelse. Ja, jeg indrømmer virkeligt, at Antonio ved at foreslaae to faste Pladser i en Loge har gjort et Skridt til at realisere 20 det saa ofte yttrede Ønske: at bygge en Bro mellem Theatret og Folket, at forbinde Livet og Kunsten. Jeg kan saa meget hellere indrømme dette, som det allerede er anerkjendt af vore ypperste Publicister, at Fædrelandets materielle Interesser meget godt kunne blomstre ved Siden af Interessen for Thalias og Melpomenes Tempel.

Antonie.: Idag taler du som en Engel, Adolf!

Skaarup: (opmærksom).
Stille, Barn!

Adolf.: Naar jeg nu desuagtet maa sætte en kraftig Opposition mod enhver af disse Meninger, da skeer det ikkun, fordi jeg troer, vi bør opoffre personlige Interesser for det almindelige Bedste og bidrage Vort til at understøtte offentlige Institutioner. Hvad kan være os mere værdigt end at lægge en af Lykken skjænket Capital paa det Offentliges Alter? og tør vi ikke haabe, at en saadan Opoffrelse visselig vil opfylde Testators Spaadom og geraade hele Familien til Lykke og Velsignelse? - Skulde jeg derfor give min Mening om Anvendelsen af den bevidste Sum og gjøre mig værdig til den Tillid, Familien viser mig, da kan jeg efter mine Anskuelser ikke foreslaae noget Bedre, end at vi paa en ædel, selvopoffrende Maade sende Pengene til Bombebøssen.

Alle: (med et Udraab).
Til Bombebøssen?

Mad. Skaarup: (der tilligemed de Øvrige imidlertid har reist sig).
Aa, sikke Noget: Hvor kan et fornuftigt Menneske falde paa Sligt!

Jansine.: Til Bombebøssen? - Men, søde Adolf, det er da vel ikke dit Alvor?

Adolf.: Tilforladeligt er det mit Alvor.

Skaarup.: Til Bombebøssen? Hm! hm! Mener De virkeligt, at vi saadanne skulde skjænke alle de 300 Rigsdaler dertil, uden Revenüer, uden Renter, uden at have Noget derfor?

Adolf.: Naturligviis. Følelsen af at have gjort en god Gjerning er Capitalens bedste Renter.

Skaarup.: Ja, det er vel sandt; men af de Renter kan man ikke leve i Tider som vore, og naar man har Kone og Børn. Nei, saa troer jeg dog, Renterne fra Sparekassen ere at foretrække.

Antonie.: (slaaer Hænderne sammen).
Til Bombebøssen! - Jeg troer, naar der faldt en Bombe ned i Huset, kunde jeg ikke blive mere forskrækket end over dette Forslag.

August: (spydig).
Ja, man kan sandeligen ikke andet end blive frapperet Over den mageløse Uegennyttighed, hvormed vor Ven Adolf disponerer over Familiens Capitaler. Deres Foresatte i Admiralitetet ville sikkert vide at skjønne paa Deres Interesse for denne Sag.

Adolf.: De maa ingenlunde troe, at Egennytte -

Skaarup.: Nei, bevares! derom er slet ikke Talen. Deres retskafne Characteer kjende vi Alle.

Jansine.: Søde Adolf, troer du virkelig, vi skulde ....

Adolf: (lidt varm).
Min bedste Jansine! du veed, jeg taler og handler kun efter Pligt og Samvittighed.

Jansine.: Ja, det veed jeg, søde Adolf. Og naar du siger det, er det vist rigtigt.

Mad. Skaarup: (tager sin Mand afsides).
Jeg mærker nok, det er bedst, vi følge vort eget Hoved. Mange Raadgivere duer ikke.

Skaarup.: Ja, som du synes.

✂

Tredie Scene.

De Forrige. Madam Rust (fra Hoved-Indgangen).

Mad. Rust.: Her har De mig igjen, lille Madam Skaarup. Saasnart jeg kunde komme fra Stuen, Skyndte jeg mig herop for at høre, hvorledes Sagerne Staae sig. Hvad har De nu besluttet med Pengene?

Mad. Skaarup.: Aa, her kan man jo aldrig komme tit Redelighed i nogen Ting.

Mad. Rust.: Ikke? - (Efter en pause). Har De tænkt paa, hvad jeg spurgte Dem om?

Mad. Skaarup.: Jo; men det Synes min Mand ikke om.

Mad. Rust.: Aa, Deres Mand Synes nok om det, naar De 24 bifalder det. Skal en Mand ikke gjøre saa meget for sin Kone? - Herr Skaarup! kan jeg troe, hvad Deres Kone siger, at De ikke vil unde hende den Glæde at tage en Seddel i min Collection.

Skaarup.: Jeg under hende al den Glæde, der Stemmer med Fornuft og Ærbarhed. Men jeg seer ikke, hvad Glæde hun kan have af at kaste 25 Rigsdaler ud af Vinduet.

Mad. Rust.: Af Vinduet? Hvor kan De som en forstandig Mand tale saaledes? Om De nu vinder det store Lod, er' saa Pengene kastede ud af Vinduet?

Skaarup.: Min kjære Madam Rust! jeg har nu spillet over en Snees Aar i Classe-Lotteriet, har snart haft en heel, snart en halv, snart en qvart Seddel; ja engang var' vi Elleve om en Seddel. Jeg har holdt nøie Bog over Udgift og Indtægt. Men naar jeg lægger alle Smaagevinster sammen, saa har jeg akkurat spillet frit i tre Aar; det Øvrige er gaaet af min egen Lomme. Og vundet har jeg altsaa ikke. - Nei, det store Lod kommer saavist ikke til Smaafolk.

Mad. Rust.: Da veed De dog, at der er engang vundet 25 25,000 Rigsdaler i min Collection; og det var saamænd en Rokkedreier, der vandt dem.

August.: Er der virkelig vunden 25,000 Rigsdaler i Deres Collection?

Mad. Rust.: Ja, der er sandeligen, og det gik meget mærkelig til. - Seer De, det var den sidste Trækning ligesom idag, og jeg kunde omtrent have en 7 til 8 Sedler tilbage. Dagen før Trækningen kommer Rokkedreier Been, en god Ven af min Mand, ind til os og siger, han vil kjøbe en Seddel. Ih nu, svarer jeg, det var synd andet, end at en saa god Ven af vort Huus ikke skulde vinde i vor Collection. Og dermed leder jeg en Seddel ud og siger spøgende: Tag den; den vinder bestemt. Hvorpaa han, der var en lystig Fætter, tager mig om Livet - jeg husker det, som om det var igaar - og siger: Naar en Kone, som De, min hjerte Madam Rust, leder en Seddel ud til mig, saa kan det aldrig feile, at jeg jo vinder. Og dermed stak han Sedlen til sig og gik. - Den næste Dag bragte jeg ham Budskabet, at han havde vundet de 25,000.

Antonie.: Han blev glad, kan jeg tænke! - Hvad sa'e han, da De fortalte ham det?

Mad. Rust.: Aa, den stakkels Mand var som ude af sig selv. Jeg maatte naturligviis efterhaanden forberede ham. Et Menneske kan blive daarlig af Overraskelse. Men da han saa fik det at vide, faldt han mig om Halsen, kyste og trykte mig - ja, dengang var jeg jo yngre og saae endeel bedre ud end nu.

Antonie.: Aa, det gjør Intet. Jeg er vis paa, naar De bringer Fatter de 20,000, falder han Dem med Fornøielse om Halsen.

Skaarup.: Derpaa skal det ikke komme an. Men - det har vel ingen Fare.

Mad. Rust.: Ja, veed De hvad, der er mange Ting, der tale for, at De dennegang kan have Lykken med Dem. Det er den sidste Trækning idag. Der er, som De veed, i denne de allerfleste Gevinster og deriblandt flere meget betydelige. Der er foruden det store Lod en Gevinst paa 10,000 Rigsdaler, en paa 4000, tre paa 2000, fjorten paa 1000, og tredive paa 500 Rigsdaler. Her er jo altid godt Haab. Hvorfor skulde De ikke vinde lige saa godt som Andre?

Mad. Skaarup.: Jeg syness dog, Mand, du skulde. Man kan jo ikke vide -

Skaarup.: Det fører til Intet, Mutter. Lotterie er Lokkeri.

Mad. Rust.: Det kan man sige om Tallotteriet; der klatter man mange Smaasummer bort. Men Classe-Lotteriet er kun een Udgift, som man kjender iforveien. Min salig Mand, der rigtignok kun var Theeog Porcellains-Handler, men ellers saamænd en ganske fornuftig Mand, pleiede at sammenligne Tallotteriet med chinesisk Porcellain, der saae tillokkende ud, men gik let itu og hvert Øieblik maatte anskaffes nyt. Classe-Lotteriet derimod, sagde han, er som Jydepotter, der ere durable, og som man kun anskaffer sig eengang for alle, og har stor Nytte af.

Mad. Skaarup.: Min Mand har nu sat sig i Hovedet, at Pengene skal sættes i Sparekassen.

Mad. Rust.: I Sparekassen! I Hvad Glæde har De af dem, naar de staae der? - Jeg kan nok lide, at Folk ere oeconome; men man skal heller ikke lægge sine Penge under Laas og Lukke. Og hør, veed De hvad, strengt taget er Classe-Lotteriet at betragte som en Sparekasse.

Skaarup.: Nei, lille Madam, det synes jeg dog ikke.

Mad. Rust.: Ja, hør nu. Naar vi engang have nogle Penge liggende, som vi ikke veed, hvad vi skal gjøre med, og som ellers saa let smelte bort under Hænderne, hvor kan vi saa bedre anbringe dem end ved at tage en Seddel og saaledes lade Pengene forrente sig?

Skaarup.: Og saa hverken see Capital eller Renter igjen, naar Trækningsdagen kommer.

Mad. Rust.: Nei, nei! Vær nu fornuftig og tag mod Raison. Det gjælder kun, naar Lykken ikke er med Dem. Men naar den søier Dem, saa er Renterne undertiden ogsaa ganske anderledes end i Sparekassen. - Ja, jeg vil ikke overtale Dem. De maa selv bedst kjende Deres Fordeel. Men jeg mener blot, at den Arv, der saa pludselig er tilfaldet Dem, viser, at Lykken vil Dem vel; og at det derfor nok var muligt, at den fremdeles vil føie Dem.

Skaarup.: Det er Sandt nok -

Mad. Rust.: Idag har De den Fordeel, at De ikke har nødig at gaae flere Maaneder i Uvished om Udfaldet. Nu gaaer jeg op, hvor der trækkes - det er just den høie 29 Tid - og i mindre end en halv Time kan jeg bringe Dem Budskabet.

Skaarup: (raadvild).
Deri har De Ret; og det skulde ogsaa være det eneste -

Mad. Rust.: Ja, De skal ikke gaae efter mig; men tael med de Andre. - Hvad mener De, lille Jomfru Antonie?

Antonie.: Spørg bare ikke mig; for jeg synes, De taler som et Orakel. Naar jeg var i Fatters Sted, tog jeg to Sedler i Deres Collection.

Mad. Rust.: Nu, Herr Skaarup - hvad vil De saa?

Skaarup.: Hvad mener du, Mo'er?

Mad. Skaarup.: Jeg mener, du skulde.

Skaarup.: Lad gaae da! Saa ta'er vi en Seddel. Igrunden har jeg længe haft Lyst dertil; men jeg syntes ikke, jeg nænte det med de Penge.

Mad. Rust.: Det kan jeg lide. (Tager to Sedler frem) . Hvilken af de to ønsker De?

Skaarup.: Det er lige godt. Giv mig denne, Nr. 55 og 280. De kan siden hente Pengene hos mig.

Mad. Rust.: Ja, det har gode Veie.

Skaarup.: Og nu faae vi see, hvad Lykken under os.

Mad. Rust.: Den kan saamænd ligesaa gjerne favorisere Dem, som den kan lade være. Staae inde for Udfaldet kan jeg vel ikke. Men jeg har saadanne mine egne Betænkninger, der ikke pleie at slaae feil. Nu, Farvel saa længe! (Til Skaarup). Og tag Dem nu iagt, naar jeg kommer igjen. Kanskee De bliver nødt til at falde mig om Halsen.
(Gaaer).

Skaarup.: Nu, Børn, lad os saa faae Ende paa Sagen. Med Sparekassen bliver det til Intet, seer jeg nok. Fruentimmerne vil have deres Krig frem. Altsaa, Mutter vil have til Linned og Gangklæder 120 Rigsdaler og I, Børn, til to Klædes-Kaaber -?

Jansine: (falder ham om Halsen).
Aa, velsignede Fa'er! skal vi virkelig -?

Skaarup.: Javist. Men hvor meget bruger I?

Jansine.: Vi beregnede imorges, med Besætning og Foer omtrent 60 Rigsdaler.

Skaarup.: Det er mange Penge, Barn!

Jansine.: Er det nu mange Penge! Saa lad os heller slet ikke saae dem. Jeg veed saa, at jeg aldrig bliver saa lykkelig.

Skaarup.: Har jeg sagt det, saa faaer I dem. Naa - det bliver med Lotteriesedlen og Antonies to Billetter for i Vinter 245 Rigsdaler.

August.: Saa er der altsaa 55 Rigsdaler tilbage.

Skaarup.: Nei, det er ikke saa vel. Vi har allerede igaar disponeret over circa. 40 Rigsdaler for at anskaffe adskillige Smaating og rede min Kone ud af lidt Huusholdningsgjæld. Resten bliver altsaa omtrent 32 en 10 Rigsdaler, og dem - ja med dem vil vi skaffe os Alle en glad Aften, og drikke gamle Sørensens Skaal.

August: (afsides).
Nu er da de Penge klattede bort som alle de andre. En skjøn Oeconomie!

Skaarup.: Kom saa ind med, Mutter. Jeg maa ud. (Til August og Adolf) . Adiøs. Ja, vi sees vel iaften. (Han og Madam Skaarup gaae ind tilhøire)

August.: Naa, min Ven Adolf! hvorledes gaaer det saa med Deres og Jansines Forlovelse?

Adolf.: Det er endnu ved det Gamle. Vi maae have Taalmodighed.

Jansine.: Naar det ikke var, fordi Adolf med Tiden skal arve sin Onkel, saa kunde det være det samme. Men jeg veed, jeg er kun skabt til Ulykke.

Adolf.: Giv dig tilfreds, min bedste Jansine! Onkel giver nok sit Samtykke til vor Forbindelse.

August: (afsides).
Nei, den Gamle er neppe saa gal at gjøre det. (Høit) . Adolf har Ret. Med Tiden giver han nok . sit Samtykke.

Jansine.: Mener du, kjære August? Ja, naar jeg vidste det, jeg skulde holde af ham, jeg skulde pleie ham i hans Alderdom, jeg skulde forsøde hans sidste Dage!

August: (afsides).
Og saa arve ham! Ideen er ikke saa dum.

Antonie.: Jeg forstaaer mig ikke paa, hvorfor vor Herre har skabt de rige Onkler. De gjør jo kun Fortred. I hver Comedie, jeg har seet, er der en rig Onkel, der gjør Livet suurt for de Forelskede.

August.: Og undertiden for Tilskuerne med.

Antonie.: Du er heldig, August. Du har Formue og ingen rige Slægtninge, som du afhænger af. Tvertimod, du har en uformuende Broder, som du kan hjælpe, hvad Øieblik du vil.

August: (forlegen).
At hjælpe en slet Huusholder, er sandeligen ikke saa let.

Antonie.: Du kunde ret passe for mig. Men naar jeg vil ha'e dig, saa maa jeg nok selv frie.

August: (afsides).
Seer man til hende? (Høit) Antonie er gudskeelov altid i godt Humeur.

Antonie.: Det er en Fordeel til, ifald du har Lyst at frie til mig. Om Penge, veed jeg, bryder du dig ikke.

August.: Oprigtig talt, kjære Antonie! troer jeg, at vi To ikke passe for hinanden.

Antonie: (leer høit).
Ja, deri har du Ret. Det er det fornuftigste Ord, jeg har hørt af dig i lang Tid.

Jansine: (afsides til Adolf).
Det kunde være et godt Partie, August med Antonie, Men han tager hende vist ikke.

Adolf.: Jeg troer selv, at han ikke tager hende.

August.: Ja, jeg maa videre. Gaaer De med, Adolf?

Adolf.: Paa Øieblikket.

Antonie.: (hurtig og afsides til Adolf).
Du maa endelig blive. Vi har noget meget Vigtigt at tale med dig om.

Adolf.: Meget vel. (Til August). Undskyld mig - jeg kan endnu ikke gaae.

August.: Siger Intet. - Farvel, Jansine! Adieu, lille Antonie! (Afsides, idet han gaaer). En piquant lille Satan den Antonie! Skade, Forældrene er' blevne tit saadanne Pjaltekræmmere.
(Gaaer).

Adolf.: Nu, min gode Antonie! hvad er det, du vil mig?

Antonie.: Adolf, du er vor eneste Trøst! Du maa raade og Hjælpe os. For Pleiebroder Nicolai er kommet hertil igaaraftes.

Adolf.: Nicolai? Hvilken Nicolai?

Antonie.: Har du ikke hørt os tale om Nicolai, der var i Huset hos os fra Barnsbeen, og som Fa'er og Mo'er for 6 Aar siden sendte bort som Skibsdreng?

Jansine.: Ja, for han var saa vild og uregjerlig, at vi ingen Vei kunde komme med ham.

Antonie.: Men det var dog ikke rigtigt at sende ham saaledes ud i den vide Verden. Han var ikke 18 Aar gammel og kunde jo forbedre sig. Jeg veed, jeg har aldrig grædt, som da Nicolai tog bort for at gaae ombord

Jansine.: Jeg græd med; jeg græd hele Dagen. Men vi kunde dog ikke beholde ham i Huset, saadan som han var. Veed du, hvad han gjorde engang, søde Adolf? Han satte en Troldkjærling i Pigens Kammer, da hendes Kjæreste var hos hende -

Antonie.: Hvem vil huske paa saadanne Drengestreger! Han var saa god og saa munter - og jeg veed, Fa'er og Mo'er har ofte fortrudt, de har sendt ham bort.

Jansine.: Ja, men nu er Fa'er dog vred paa ham, fordi han i al den Tid ikke har ladet høre fra sig.

Antonie.: Det er han, og derfor vover den stakkels Nicolai ikke at komme for Fa'er og Mo'ers Øine.

Jansine.: Jeg skal sige dig, Adolf! han lod igaaraftes Antonie kalde ud, for hun var før altid hans Fortrolige; og saa siden kom jeg til, og saa fortalte han, at han har været i Amerika og kom nu tilbage ligesaa fattig, som da han tog herfra.

Antonie.: Og nu er det, du skal give os Raad. Du veed jo altid Udveie. Du maa endelig hjælpe ham, saa er du ogsaa saa velsignet!

Adolf.: Hvad er det unge Menneske?

Antonie: (modfalden).
Han er Understyrmand. Det er vel ikke meget?

Adolf.: Han kan jo avancere og med Tiden blive Overstyrmand.

Antonie.: Ja, det er vel heller ikke meget. Og desuden, saadanne ligge paa Søen, det synes Jeg ikke, han skulde. Kan han ikke blive Noget her i Kjøbenhavn? Du har jo saa mange Bekjendtskaber, Adolf. Kan du ikke gjøre Noget for ham?

Adolf.: Ja, hvad skulde det være?

Antonie: (snurrig).
Er der ikke Noget for ham oppe . . . oppe i Collegierne?

Adolf.: Hvad troer Antonie, der kunde være for en Styrmand?

Antonie.: Ja, Herregud, hvad veed jeg!

Jansine.: Vær du kun ganske rolig. Adolf skal tage sig af ham.

Antonie.: Og underrette Fa'er og Mo'er om, at han er kommen hjem?

Jansine.: Det kan han gjøre efter Bordet. - Ikke sandt, 39 søde Adolf, det gjør du Altsammen, naar jeg beder dig derom?

Adolf.: Hvor kan du tvivle derom, min bedste Jansine?

Jansine: (kjælende for ham).
Jeg tvivler heller ikke, min Ven! Jeg veed, at du er et af de sjeldneste Mennesker i Verden. Naar du ikke var, brød jeg mig slet ikke om at leve. Gid jeg blot var rig, saa skulde du leve som en Minister, og saa skulde jeg gjøre Jer Allesammen saa lykkelige. - Kom nu med, Adolf; saa skal vi gaae ud sammen og kjøbe Klæde til Kaaberne.

Adolf.: Min bedste Jansine, skulde vi ikke vente, indtil din Fa'er har givet os Penge dertil.

Jansine.

✂

Aa, Holm er min egen Kræmmer; for ham har jeg ikke nødig at genere mig. Kom kun.

(Han og Jansine gaae ind tilhøire)

Antonie.: (ene, sætter Stole tilside o. s v.).
Nicolai vil komme Kl. 11, mens Fa'er er ude. Saa kan han strax være her. Igaar saae jeg ham ikke rigtigt. Det var i Skumringen, og vi turde ikke hente Lys. Men jeg kjendte ham paa Stem- 40 men, kjendte ham strax, ligesom han sagde: Godaften, Antonie! kan du kjende mig igjen? - Men han har vist forandret sig meget. (Der bankes paa Døren). Der er han!

✂

Fjerde Scene.

Antonie. Nicolai (i simple blaa Klæder, men dog med fremmed Snit).

Nicolai: (iler hen til hende).
Antonie! kjære Antonie! her har du mig igjen.

Antonie: (lidt forvirret ved at see ham).
Goddag, Nicolai, goddag! Væsgod. . .

Nicolai.: Jeg har ikke haft et Minut Ro paa mig idag, indtil Klokken blev 11; jeg har allerede været ved Gadedøren for en halv Time siden; saaledes har jeg længtes efter dig - (rettende sig) efter Jer Allensammen. Lad mig nu ogsaa see rigtig paa dig. Igaar syntes jeg bestandigt, jeg havde min forrige lille Legesøster for mig. Er det nu virkelig dig? Er det den samme Antonie som før?

Antonie: (noget fremmed).
Jo, mig er det; men . . .

Nicolai.: Du har forandret dig meget. Du er bleven stor, Antonie, og . . . smuk.

Antonie: (neier).
Tak. Det er nok saadanne en Sømands-Talemaade.

Nicolai.: Nei, nei! men du var allerede smuk dengang. (Griber hendes Haand) . Du har endnu de samme brune, skjelmske Øine, det samme muntre Smiil; saa er vel ogsaa Hjertet det samme, og dit gode Humeur.

Antonie: (søger lempeligt at komme løs).
Jo, Tak; men ... vil du ikke sidde ned . . .

Nicolai.: Nei, lad mig staae. Hvad skal ogsaa de Complimenter til? Er jeg ikke din Pleiebroder som før? Har da 6 Aar gjort mig saa fremmed for dig? - See ikke saaledes paa mig, Antonie! Du gjør mig angst og bange. Er jeg dig ikke klæger kjær? Foragter du mig, fordi jeg kommer saa fattig, som jeg gik?

Antonie: (levende).
Nei, Nicolai, for Guds Skyld! hvor kan du troe . . . Vi ere jo heller ikke saa rige, at vi har 42 Grund til at see ned paa Andre. Men . . . men, du har ogsaa forandret dig altfor meget. Det er slet ikke, som det var dig selv. Hvor du er voxet ud og er bleven høi!

Nicolai: (smilende).
Synes du, jeg har forandret mig til min Fordeel?

Antonie.: Jo, saamænd! - Du er bleven bruun i Ansigtet; men, sandt at sige, det klæder dig ganske godt

Nicolai.: Jeg har levet under en hedere Sol end den, I har hertillands, har tumlet mig omkring ved Amerikas Kyster, har døiet onde og gode Kaar, - saa kan man ikke sørge for en hvid Hud.

Antonie.: Ja, naar jeg tænker, hvor du har været langt omkring og seet meget!

Nicolai: Det har jeg, og jeg kan i de lange Vinter-Aftener fortælle Jer endeel. Men nu vil jeg heltst høre Noget om dig og om dem herhjemme. - Hvorledes gaaer det Jer Allesammen?

Antonie: (nedslaaet)
Det er gaaet meget tilbage for Fa'er.

Nicolai.: Saa? - Ja, jeg har hørt.. .

Antonie.: Han har haft lutter Tab i de sidfte Par Aar, og vi har maattet indskrænke os meget. (Oprømtere). Men hvad skal man ogsaa med Rigdom? Man er kun i bestandig Frygt for at miste den - (leende) . og den Sorg er vi endelig nu frie for.

Nicolai.: Og Jansine?

Antonie.: Hun er forlovet eller saa godt som forlovet med en Fuldmægtig Adolf, saadan en brav, skikkig Mand. Han har allerede lovet, han vil tage sig af dig og gjøre alt muligt for dig.

Nicolai: (kold)
Tak . . . vil han? - det er smukt.

Antonie.: Du er jo ikke saa vild mere som før, Nicolai? Ikke sandt, du har . . . har forbedret dig. (Forskende). Ikke?

Nicolai: (leende).
Jo, jeg har forbedret mig. Naar man er nær ved de 25 Aar, har man svedt endeel af det Vild- 44 skab ud, hvormed man pinede sig selv og Andre i sit 19de.

Antonie.: Jeg har engang læst et Eventyr om en Mand, der havde mange Børn og kom godt ud af det med dem Allesammen. Men den Yngste var uregjerlig, og ham kunde han ikke styre. Og saa en Dag tog han ham for sig og fagbe: Jeg kan ikke styre dig, og derfor skal du ud af Huset; og saa jog han ham ud i den vide Verden, Da nu Manden var bleven gammel og svag og alle hans Børn havde forladt ham og Ingen brød sig om ham, da kom den Yngste tilbage. Han havde glemt alle sine forrige Daarligheder og var bleven fornuftig. Ja, han var saa klog, at han kunde høre Græsset groe. Og han var saa rig, saa rig! og en gammel Konge havde gjort ham til Thronarving. Og saa tog han sin Fa'er til sig og skaffede ham en sorgfri Alderdom. Jeg veed ikke, hvoraf det kommer, at hvergang det Eventyr er faldet mig ind, har jeg tænkt paa dig, Nicolai; at ogsaa du vilde vende tilbage . . .

Nicolai: (misfornøiet).
Ikke som fattig, simpel Understyrmand, men som Prinds; ikke sandt?

Antonie.

✂

Skam dig, Nicolai! Hvorfor troer du, jeg seer saa meget paa, om du er rig eller fattig? - Men 45 du var vild og uregjerlig som Dreng, og Fa'er og Mo'er vare altid saa vrede paa dig. Og derfor vilde jeg gjerne, du skulde komme igjen som et andet Menneske. Men naar du nu ikke vil høre paa, hvad jeg siger -

(vender sig bort).

Nicolai: (griber hendes Haand og holder hende fast).
Kjære, gode, lille Antonie! bær ikke vred paa mig. Jeg vil høre Alt, hvad du siger. Da jeg var en vild Dreng, var du den Eneste, jeg brød mig om; skulde jeg saa nu foragte dine Ord? - Men det kan ikke undre dig, at jeg nu ved min Hjemkomst er frygtsom for Modtagelsen og lidt mistroisk. Jeg er bleven behandlet haardt herhjemme. I har jaget mig bort som en Hund - jeg veed, hvad du vil sige - men hvem kan sætte et gammelt Hoved paa en munter, livlig Dreng? At lade mig gaae tilsøes som Skibsdreng var dog for galt. Hvorledes jeg hang ved Jer Allesammen med Liv og Sjæl, det vidste I ikke, ja, jeg har selv ikke vidst det, før da jeg maatte langt herfra. - Nu er jeg Kommen tilbage, med den samme Kjærlighed til Jer Alle; men - lad mig kun sige det ligefrem - med den samme bittre Overbeviisning, at I kun vil bryde Jer lidt om mig og maaskee paany støde mig fra Jer.

Antonie: (med Følelse).
Nei, Nicolai, det har du sandelig ikke nødig at 46 frygte. Vi ville Alle holde af dig, og hvis Ingen vilde, skulde dog jeg -
(standser).

Nicolai.: Du, Antonie? Tør jeg virkelig troe det?- Saa bryder jeg mig ikke om de Andre. Du er dog Den, jeg i al den Tid meest har tænkt paa, meest har glædet mig til at see igjen. - Kan du huske, at jeg engang som Dreng har friet til dig, og at du svarede, jeg skulde først blive til Noget, saa vilde du see til. Nu er jeg - (bøiende af). - ja, jeg er kun Styrmand. Men med et godt Mod staaer Verden os aaben; og du skal see, jeg kommer nok frem. Bliver du vred, naar jeg nu paany frier til dig?

Antonie.: Men, Nicolai! er du da ikke rigtig klog? Knap er du ankommen -

Nicolai.: En Sømand kan ikke gjøre saa mange Omstændigheder som Andre, der altid har Stunder. - svar mig, Antonie!

: Antonie.
Svar mig! Men troer du da, det kommer an paa mig alene? har Fa'er og Mo'er ikke ogsaa et Ord at sige med?

Nicolai.: Men, naar nu de give deres Samtykke?

Antonie.: Ja, saa kan vi altid tales ved.

Nicolai.: Nei, nei lad mig ikke være i uvished! - Antonie! vil du, naar dine Forældre tillade det? vil du, uagtet din Ven er fattig og kun har sit redelige hjerte, men et hjerte, der har været dig tro og hengiven ialle de Aar, jeg har været borte -

Antonie: (uden at see paa ham).
Nicolai! naar du overdeviser mig om, at du er bleven brav og skikkelig og stræbsom, saa - enten du er fattig eller rig - og naar du virkelig har mig kjær - og naar Fa'er og Mo'er.

Nicolai: (ude af sig selv).
Hurra! ja, saa er der Intet iveien! (Tager hende om Livet). Saa er du allerede min lille Kjæreste!

Antonie: (river sig løs).
Men Nicolai dog...

Nicolai.: Hør, kjære Antonie, nu skal jeg fortælle dig - (afbryder sig selv). Nei, det var Ingenting. Jeg vilde 48 bare fortælle dig, at nu vil jeg ikke bytte med Admiralen paa et Orlogs-Skib.

Antonie.: Ja, men nu skal du bære ordentlig, ellers gaaer jeg.

Nicolai.: Jeg er ordentlig - bliv bare; bliv og fortæl mig - fortæl, hvad du vilde sige - nei, det var ikke det - jeg er saa fortumlet - aa, jeg staaer her og vaaser!

Antonie: (leende).
Ja, jeg synes ogsaa.

Nicolai.: Nu veed jeg det. Troer du, din Fa'er gjerne giver sit Minde?

Antonie.: Nei, det troer jeg ikke. Men det er jo dig, der har det gode Haab.

Nicolai.: Det har jeg ogsaa. Vær du kun rolig. Men hvordan troer du, han vil tage mod mig?

Antonie.: Ja, Gud skal vide det. Han vil sagtens holde en lang Tale til dig og formane dig; og Mo'er vil examinere.

Nicolai.: 49
Troer du?

Antonie.: Bliv kun ikke bange. Det kan ogsaa være, at Fa'er og Mo'er vil blive ligesaa forbløffede over dig som jeg selv.

Nicolai.: Hvad mener du?

Antonie.: Jo, du er . . . du har faaet ... jeg veed ikke selv - du har et Væsen, som om hele Verden hørte dig til.

Nicolai.: Naar du bare holder af mig, saa hører hele Verden mig til.

Antonie.: Jeg kan slet ikke faae i mit Hoved, at du kun er Styrmand. Du er saa fiin, at sige paa din Maade, og dit Linned er saa hvidt. Lad mig see dine Hænder! - Man skutde ikke troe, at de Hænder have holdt paa Roret i ondt Veir.

Nicolai.: Det har en Styrmand heller ikke nødig. Men lad nu det fare og siig mig, naar jeg tør presentere mig for mine Pleieforældre.

Antonie.: Nu er kun Mo'er hjemme. Fa'er er paa Told- 50 boden, og Jansine er ude at kjøbe Klæde til Vinter-Kaaber for sig og mig. - Du seer saa besynderligt paa mig. Du troer nok, vi slaae ret stort paa. Aa nei! Fa'er har i disse Dage arvet nogle Penge; det er det Hele.

Nicolai.: Har han arvet? Saa?

Antonie.: Ja, Arven er allerede gaaet sin Vei. Vor Familie har intet Talent til at holde paa Vengene. Vi forstaae meget bedre at komme ud af det med Ingenting.

Nicolai.: Nu da, saa vil jeg opsætte min Visite til i Eftermiddag. I dette Øieblik er jeg ogsaa for glad og velstemt til at lade mig examinere. Lev da vel til i Eftermiddag. Og naar jeg saa har staaet mig godt til Examen, saa har jeg jo Lov - ikke sandt? - saa har jeg Lov til at anholde om din Haand, og saa skal du blive den lykkeligste Styrmandskone i Landet.

Antonie.: Ja, Gud veed, hvorledes vi To skal komme ud af det; for jeg har Ingenting og du har Ingenting.

Nicolai.: Vi skal just komme godt ud af det. Du skal leve som en Prindsesse paa mit Skib.

Antonie.: Nei, Tak, Nicolai. Forord bryder ingen Trætte. Tilsøes gaaer jeg ikke.

Nicolai.: Godt; saa sætter jeg mig ned her i Byen.

Antonie.: Ak Gud, jeg veed hverken, om jeg skal lee eller græde over dig. Du gjør Bind som en Chinafarer. Vidste jeg ikke, at du al din Tid har været saaledes og med alt dette en redelig, trofast Siæl, saa vilde jeg fortryde, hvad jeg har lovet dig.

Nicolai.: Du skal aldrig komme til at fortryde det. Hav Tillid til mig, og du skal see, Alting vil gaae godt. Rig eller fattig - hvad gjør det til Sagen? Det som grundlægger vor Lykke, kan dog Ingen kjøbe med Penge; saa vil jeg haabe, vi heller ikke kan miste det, om ogsaa vore Kaar ere ublive. - Farvel, Antonie, og vær ved godt Mod. Bliver vi først gift sammen og har sat Bo, saa skal hele Gaden tale om Styrmand Reiersen og hans velsignede, lille Kone.
(Gaaer. I Døren møder og hilser han Madam Rust, der forstyrret gaaer ham forbi uden at hilse igien).

✂

Femte Scene.

Antonie. Mad. Rust.

Mad. Rust: (mat og afkræftet).
Er De der, Jomfru! Gud Være lovet, at jeg træffer En. Jeg troede aldrig, at Jeg havde fundet herop.

Antonie.: Er De ikke vel, Madam Rust?

Mad. Rust.: Jo, jeg er vel ... nei, jeg er slet ikke vel. Mine Been kan knap bære mig. Har De en Stol?

Antonie: (bringer en Stol).
Værsgod. Vil De have et Glas Vand?

Mad. Rust.: Ja, Tak . . . nei, jeg vil Intet have. Men lad mig strax faae Deres kjære Herr Fa'er i Tale.

Antonie.: Fa'er er ikke hjemme.

Mad. Rust.: Gr han ikke? - Stakkels Mand! han veed slet ikke . . .

Antonie.: De gjør mig urolig, Madam. Er der Noget passeret? Skal jeg kalde Mo'er ud?

Mad. Rust.: Ja, kald Deres kjære Moder ud . . . Nei, kald hende ikke ud. Jeg maa selv . . . . Ja, du store Gud! hvor Forsynets Veie ere forunderlige! Hvem skulde have sagt . . . . ja, jeg sa'e det!

Antonie.: Men, kjære, bedste Madam Rust! naar De længe bliver saadanne ved, saa døer jeg af Skræk.

Mad. Rust.: Aa, min søde, rare Jomfru! (Kysser hende) . De har altid været min Øiesteen. Men bær over med mig. Jeg er ganske ude af mig selv. (Reiser sig urolig). Men Deres Herr Fader maa komme - han maa komme - (afsides) en Anden kunde underrette ham . . . (Høit). Der maa gaae Bud efter ham.

Antonie: (lytter).
Der kommer han. (Springer hen til Døren). Fa'er! her er Madam Rust og vil endelig tale med dig.

✂

Sjette Scene.

De Forrige. Skaarup.

Skaarup.: Madam Rust? Meget gjerne. Her er jeg.

Mad. Rust.: (gaaer ham langsomt imøde).
Min retskafne, ædle Herr Skaarup! Ja, jeg vil tale med Dem. Jeg har et meget vigtigt Ord at tale med Dem. Men det maa være under fire Øine.

Skaarup.: Gaae ind saa længe, Antonie.

Antonie: (afsides, idet hun gaaer ind).
Nu skal jeg gaae ind!

Skaarnp: (idet han vil trække Kjolen af).
Nu, Madam Rust?

Mad. Rust.: Herr. Skaarup! De maa være en Mand! De maa fatte Dem.

Skaarup: (studser).
Hvad behager?

Mad. Rust.: Forsynet har udkaaret Dem paa en høist mærkelig Maade til sit Redskab.

Skaarup: (allmeret)
Hva - hvad mener De?

Mad. Rust.: Jeg har en Efterretning at bringe Dem. (Efter et Ophold, seende stivt paa ham). Har De Styrke nok til at høre den?

Skaarup.: Min kjære Ma - Madam Rust! kom De kun frem dermed.

Mad. Rust: (igien efter et Ophold).
Deres Seddel i Classelotteriet har vundet.

Skaarup.: Har. den? - Ei, ei! hvor meget?

Mad. Rust: (med Eftertryk).
En betydelig Sum.

Skaarup: (glad).
Er det Alvor? Dog vel ikke de 4000?

Mad. Rust.: De har vundet de 4000 . . . De har vundet mere end de 4000.

Skaarup.: Guds Død! skulde jeg have faaet de 10,000?

Mad. Rust.: Ja . . . De har . . . .

Skaarup.: Har jeg? hvad? har jeg? - Victoria! Trallala!

Mad. Rust.: Nei, De har ikke ....

Skaarup.: Har jeg ikke?

Mad. Rust.: Nei . . . aa Gud, Herr Skaarup! - De har - men De maa sandeligen fatte Dem - (udbrydende). De har vundet de 50,000 Rigsdaler!

Skaarup: (forstenet).
Halvtredsindstyve . . .! (Med svag Stemme og tumlende) . Madam Rust! der staaer inde en Flaske med Salmiak . . .

Mad. Rust: (yoldende paa ham).
Tænkte jeg det ikke nok! - For Guds Skyld, kom til Dem selv. (Raaber ind tilhøire). Madam Skaarup! Jomfru Antonie! kom mig til Hiælp!

✂

Syvende Scene.

De Forrige. Madam Skaarup og Antonie fra høire Side; strax derefter Adolf, Jansine og August (fra Hoved-Indgangen).

Mad. Skaarup.: Hvad er der skeet?

Antonie.: Aa Gud, er Fa'er syg?

Mad. Skaarup.: Er du daarlig, Mand ... lad mig -

Adolf og Jansine: (der komme ind med August).
Hvad har man for her -?

Mad. Rust.: Herr Skaarup! kom dog til Dem selv!

Skaarup: (med svag Stemme).
Er min Kone her?

Mad. Skaarup.: Her er jeg. Vi er' Alle her. Vil Du mig Noget?

Skaarup.: Veed du allerede?

Mad. Skaarup.: Nei, nei! Hvad skulde jeg vide?

Skaarup.: Kone! vi har vundet de 50,000 Rigsdaler!

Alle: (undtagen Skaarup og Madam Rust, med et høit Udraab).
De 50,000 Rigsdaler!

Antonie: (falder Madam Rust om Halsen).
Nei, er det sandt, søde Madam Rust?

August: (til Madam Rust).
Virkelig? De 50,000 Rigsdaler?

Mad. Rust.: Paa mit Ord: de 50,000 Rigsdaler.

Jansine.: Nei, Adolf, hvad synes du . . .

Adolf.: Det var jo en meget glædelig Begivenhed.

August.: Kjære Onkel! De tør være overbeviist om min største Deeltagelse. Jeg gratulerer Dem.

Alle de Øvrige.: Ja, vi gratulere! vi gratulere!

Skaarup: (der hidtil har siddet med Hænderne foldede i Skjødet og stirret hen for sig, reiser Sig).
Tak, Børn! Tak! Tak! - Ja, det er en stor, en ufortjent Lykke; og det er vor Pligt at bære den med Ydmyghed. - Kom hid, lille Kone! (Trækker hende til sig og kysser hende). Du har i de sidste Aar gjennemgaaet Meget med mig, og uden at klage. Gud være lovet, nu kan jeg berede dig en sorgfriere Fremtid.

Mad. Skaarup.: Ja, nu, kjære Mand, har vi jo slet ingen Nød.

Mad. Rust.: Naa, Herr Skaarup! hvem havde nu Ret? De eller jeg? Var det nu ikke godt, De ikke satte Deres Penge i Sparekassen?

Skaarup.: Ja, De maa nok sige det. Det var Himlens Beslutning, og jeg bekjender, at vi fornemmeligen maae takke Dem -

Mad. Rust.: Ih, bevares -

Mad. Skaarup.: Jo, deri har min Mand Ret. Uden Dem havde vi aldrig tænkt derpaa. Men min Mand skal ogsaa vise sig erkjendtlig

Jansine: (til Adolf).
Søde Adolf! jeg er saa glad, saa lykkelig!

August: (afsides).
Nei, de Mennesker har Hestelykke!

Antonie.: Men, Fatter, hvad skal vi gjøre med alle de Penge!

Skaarup.: Det kommer vi nok ud af, Barn. Nu maae vi see til at komme lidt til Ro og reflectere over, hvad der er det Nærmeste at gjøre. (Gaaer under det Følgende speculerende op og ned, efterfulgt vexelviis af de Andre, alt som han tiltaler dem). Først og fremmest maa der røddes op i Salen, Kone! Vi kan sagtens Vente Fremmede, der vil gratulere; saa maa der see ordentligt ud.

Mad. Skaarup.: Ja, det skal strax skee.

Skaarup.: Og saa maa Jansine tage mine sorte Klæder frem og lade Pigen børste dem.

Jansine.: Det skal jeg nok, Fa'er.

Skaarup.: Og saa maae i, Børn, ogsaa klæde Jer lidt anstændigt.

Jansine og Antonie.: Jo, det skal vi, Fa'er.

Skaarup.: I kan gaae ud i Boutiquerne og kjøbe Et og Andet.

Jansine og Antonie.: Det er godt, Fa'er.

Skaarup: (til Konen, afsides, men dog i Gangen).
Og hør, Kone, saa maa mit Uhr indløses.

Mad. Skaarup.: Jeg sender strax En derhen.

Skaarup.: Og saa maa August bevise mig den Tjeneste at gaae hen til en Mand for mig.

August.: Naar De ønsker det - og hvis der ellers er Noget -

Skaarup.: Tak! Tak! - og med Madam Rust maa jeg siden tale.

Mad. Rust.: Ja, jeg er jo her i Huset.

Skaarup.: Og - (standser). ja det er sandt, Kone, hvad har du til Middag til os?

Mad. Skaarup.: Vor daglige Mad.

Skaarup.: Nei, det gaaer min Sandten ikke an. Paa en Dag som denne maa man have noget Aparte.

Antonie.: Ja, det har Fa'er Ret i!

Mad. Skaarup.: Hvor skal jeg i den Hast -

Skaarup.: Lad gaae Bud hen paa en Restauration. Og lad os faae et Par Flasker Viin - en god Viin - vi vil drikke Rhinskviin idag.

Adolf.: Jeg skal meget gjerne besørge et Par Flasker.

August.: Jeg tilbyder mig ogsaa -

Skaarup.: Godt, og lad os saa gaae ind, Børn, og Hver giøre Sit. I er' Alle titbords hos mig til Middag. - Kom, Kone! kom lille Madam Rust! (Tager sin Kone og madam Rust under Armen). En glad Dag skal erstatte os mange Gjenvordigheder, og sande mit gamle Ordsprog: Naar Enden er god, er Alting godt!

Alle de Øvrige: (mens de under støiende Glade følge ind med tilyøire).
Ja, det er et sandt Ord!

✂

Anden Act.

(En Sal, efter Omstændighederne smukt meubleret. Paa hver af Siderne en Chiffoniere, og paa den ene af disse to Vaser med Blomster. En Dør tilhøire og en Hoved-Indgang i Baggrunden. Paa den ene Side af denne en Sopha).

✂

Første Scene.

August: (kommer ind fra høire).
Naa, nu er jeg da saa forspiist og - jeg havde nær sagt - saa fordrukket, som om jeg havde været til Gilde paa Skydebanen. Vi har til Middag levet saa flot og overflødigt, som bengang Onkel havde Part i Kaperierne. Rhinskvinen ftød over Dugen - forloren Skildpadde, stegte Ænder og Wienertærte - den ene Skaal ovenpaa den anden - jo, Begyndelsen er god. - Med alt det er det godt, at jeg beholdt min Contenance. Her maa smedes, mens Jernet er varmt. Sætter jeg ikke mit Project igjen- 65 nem strax, kunde der komme andre Liebhabere; for ikke at tale om, at - saa utroligt det klinger - jeg vil parere, inden to Aar er' de Penge fløiten. Der er allerede lagt saa mange Planer derinde, at Gevinsten kan faae sin Rest alene derved. Vi skal have nye Gardiner, nye Speile, nyt Betræk. Vi skal ligge paa Landet til Sommer. Vi har saa smaat talt om at holde Heste og Vogn - - Aha! der har vi Adolf. Kan jeg vinde ham, saa har jeg det Halve vundet. - Naa! nu maa man da lægge sit Ansigt i Søndags-Folder.

✂

Anden Scene.

Adolf (fra høire). August.

Adolf.: Jansine har sagt mig, at min Ven August vil tale med mig.

August.: Min Ven! jeg ønsker at henvende mig til Dem i et af mit Livs vigtigste Anliggender. De er - ja, jeg har ikke nødig at sige det; thi det er en bekjendt Ting - De er den indsigtsfuldeste i vor Kreds. Deres Stemme har Vægt. Et Ord af Dem siger meer end al vor Veltalenhed. Med hvem kan jeg da bedre raadføre mig?

Adolf: (trykker hans Haand)
Hvis jeg kan udrette Noget for Dem -

August.: De har maaskee allerede bemærket, at jeg i lang Tid har næret en hemmelig Lidenskab for Deres Kjærestes Søster?

Adolf.: For Antonie? Nei, det har jeg sandelig ikke bemærket.

August.: Ikke? Ja, jeg har jo søgt at skjule det -

Adolf.: Men Jansine og jeg har først idag talt om, at en saadan Forbindelse var ønskelig.

August: (omfavner ham)
Har De virkelig? Saa De bifalder min Kjærlighed?

Adolf.: Af mit Hierte. Naar Antonie deler den -

August.: Det vil jeg haabe... og De selv maa jo kunne dømme -

Adolf.: Ja, jeg troer, hun ynder Dem, af enkelte Yttringer at slutte - endogsaa i Formiddag - og jeg pleier ikke at bedrage mig i deslige Ting.

August.: Det kommer altsaa blot an paa, om Forældrene ville give deres Samtykke - og her stoler jeg ganske paa Dem.

Adolf.: Over dette Punct troer jeg at kunne berolige Dem. Vi kjende Dem Alle som en brav, stræbsom, ung Mand. Og hvad det Oeconomiske angaaer - man burde jo egentligt ikke tage Hensyn til Sligt - men ogsaa heri taler Alt for Dem. De har gode indtægter og en anseelig privat Formue.

August.: Ak, min Ven! Guld er Støv. De anseeligste private Formuer kunne smelte hen. Men en retskaffen Vandel - ja, hvem veed det bedre end De, der er et Mønster for os Alle? - en retskaffen Vandel er Grundvolden for al jordisk Lykke.

Adolf.: Denne Grundsætning vedkjender jeg mig aldeles; og den bestyrker kun end mere min Agtelse for Dem.

August.: Saa nedlægger jeg da min Skjebne i Deres 68 Hænder. Tael De med Onkel og Tante! Benyt den skjønne Indflydelse, De nyder i vor Familie; og tvende Menneskers Lykke vil være Deres Løn!

Adolf: (enthousiasmeret).
Det skal jeg! Det skal jeg tilforladeligt! Det er et betydningsfuldt Kald, De har betroet mig; men jeg skal ikke hvile, før jeg har gjorl mig værdig til Deres Tillid. Nu vil jeg strax gaae ind og tale med Herr Skaarup; og, hvis det er sandt - hvis jeg virkelig nyder nogen Indflydelse hos ham, da skal jeg snart bringe Dem gode Tidender. Vor kjære Antonie skal da ved Deres Side see en glad Fremtid imøde!
(Gaaer hurtig ind)

August.: Puh, den Conversation tog paa Kræfterne. Naar man taler med ham, maa man altid svæve i den syvende Region. Men har jeg ham paa min Side, saa har jeg ogsaa Forældrene; og saa kommer det kun an paa, hvad den lille Stivnakke Antonie vil sige dertil. Aa, jeg tænker nok - (betragter sig selv). Hvad Fanden kan hun forlange mere? Vi har gjort Lykke før hos Smaapigerne.

✂

Tredie Scene.

August. Madam Skaarup og Madam Rust (fra Hoved-Indgangen).

August.: Der har vi jo vor kjære Tante! Hvor har De været? Der har været en Spørgen efter Dem -!

Mad. Skaarup.: Jeg var nede hos Madam Rust.

Mad. Rust.: Ja, Deres kjære Tante har saamænd beæret mig med et Besøg.

August.: Naa, ja det er en anden Sag. (Seer paa madam Skaarup) Men er det dog ikke mærkeligt, som Tante paa den senere Tid har faaet et godt Udseende? Er det ikke sandt, Madam Rust?

Mad. Rust.: Om det er sandt? Det er en Bemærkning, jeg har gjort for længe siden. Men De har ogsaa en ypperlig Constitution.

Mad. Skaarup.: Aa jo, jeg kan jo ikke klage. (Afsides til August) Undskyld, jeg har Noget at tale med Madam Rust.

August.: Det gjør Intet. Jeg kan gaae ind til de Andre. (Afsides, idet han gaaer ind tilhøire). Her skal nok, inden Hjælpetropperne komme, foreløbig slaaes en lille Plade

Mad. Skaarup.: Nu, Madam Rust, hvad jeg vilde sagt - mit Hoved er saa fortumlet - saa bliver det derved.

Mad. Rust.: Det bliver derved. 500 Rigsdaler har jeg overleveret Dem iformiddag og 500 nu. Resten bringer jeg Dem imorgen.

Mad. Skaarup.: Ja, det var jo godt, om jeg kunde Saae dem imorgen. De første 500 ere allerede saa godt som borte. Min Mand har strax afgjort en Gjæld paa 400 Rigsdaler, der længe har trykket ham. De øv rige gaae snart, saa Meget jeg har at anskaffe. Pigebørnene har jeg lovet Hver et Shawl; de har længe trængt dertil. Det vil vi ud og kjøbe i Eftermiddag. Og saa vil min Mand, at vi skal gjøre Herr Adolf en Present, for nogle Tjenester, han tidligere har beviist os. Det skulde ogsaa skee idag. Nu kommer Jansines Forlovelse med ham. Ved den Leilighed vil ogsaa Meget gaae bort. Det er ikke, fordi vi er' i Forlegenhed; her har allerede været Bud paa Bud fra Kræmmerne, at vi kunde faae hos dem, hvad det 71 skulde være, og at det ikke hastede med Betalingen. Men jeg vil helst betale, hvad jeg kjøber.

Mad. Rust.: Ja, det samme siger jeg.

Mad. Skaarup.: Angaaende Kjøbet af Deres Huus da vil min Mand selv tale med Dem. Han har opsat en Contract eller et Skjøde, hvad det hedder -

Mad. Rust.: Meget vel, lille Frue!

Mad. Skaarup.: Saa skulde vi endnu tale om den Douceur, vi er Dem skyldig.

Mad. Rust.: Det kan vi tale om, naar De kommer i Ro, og De har hævet Pengene paa Lotto-Comptoiret. Jeg overlader det ganske til Dem, lille Frue, og Deres Mand, enten De vil unde mig en Sum eengang for alle, eller sætte en Livrente ud for mig.

Mad. Skaarup.: Ja, det komme vi nok ud af. I det Punkt er min Mand generøs.

✂

Fjerde Scene.

De Forrige. Skaarup.

Skaarup.: Naa, er I her! Jeg har ventet paa Dem begge.

Mad. Rust.: Deres Frue og jeg stod netop og talte om Dem.

Skaarup.: Naa! - Forresten er min Kone ikke Frue.

Mad. Rust.: Hvad hun ikke er, kan hun blive. Det skulde gaae besynderligt til, om man vilde nægte en Mand som Dem en Rang, hvis De begjærte det.

Skaarup: (smilende)
Det kunde nok hænde sig, at De har Ret deri.

Mad. Rust.: Og jeg hører, jeg tør gratulere Dem. Herr Adolfs Onkel har givet sit Samtykke til hans Forlovelse med Deres Datter Jansine.

Skaarup.: Ja, nu er der Ingenting mere iveien. Jeg fik Brev fra ham ved Bordet.

Mad. Rust.: Det kan jeg begribe; naar man kan komme ind i en Familie som Deres.

Skaarup: (afsides til sin Kone).
Har Madam Rust flyet dig de 500?

Mad. Skaarup.: Jo, jeg har dem her.

Skaarup.: Det var vel. Lad saa Pigen springe hen til vor forrige Viinhandler og kjøbe 12 Flasker Portviin, og lad dem bringe ned til Madam Rust. Vi maae dog iforveien vise hende et lille Galanterie. - Og kom saa ind med mig i min Skriverstue. Herr Adolf har betroet mig en Sag af Vigtighed, som jeg maa tale med dig om. (Høit) . Vil De saa følge med, Madam Rust, saa kan vi afgjøre Alt angaaende Kjøbet af Deres Huus. Vor Aftale er, at jeg betaler Dem 900 Rigsdaler strax, og Resten lade vi staae paa Prioriteterne.

Mad. Rust.: Meget vel, Herr Skaarup.

Skaarup.: Det er en Grille af mig, at jeg ikke udbetaler Dem det Hele strax.

Mad. Rust.: Det saae jeg jo helst.

Skaarup.: Nei, lad det nu blive ved Aftalen. Jeg har en Speculation fore, hvortil jeg kommer til at bruge en Hoben. (Med Eftertryk). Deres Penge er De vis.

Mad. Rust.: Derpaa har jeg intet Øieblik tvivlet. (Spøgende). Men De Vil dog aldrig sætte Deres Penge i Sparekassen?

Skaarup.: Nei, nei, lille Madam! Det var dengang. Nu har vi heller ikke nødig at tage det saa nøie. - Ja, kom saa ind med.

(Han, Madam Skaarup og Madam Rust gaae ind tilhøire).

✂

Femte Scene.

Nicolai og Jacob Baabsmand (fra Hoved-Indgangen).

Nicolai.: Her er Ingen. Pigen har nok Viist os feil.

Jacob.: Hun sa'e, de kom strax, gjorde hun.

Nicolai.: Jaja! saa lad os da vente.

Jacob.: Med Forlov, Herr Reiersen! - siden vi ikke har noget Bedre at gjøre - hvorfor vil De endelig give Dem ud her i Huset for Understyrmand? Hvorfor tør Ingen vide, at De er Eier af Skib og Ladning? Jeg synes dog, det Fartøi, vi ere komne med, kan man være bekjendt; og Ladningen er sine 70,000 Pjastre værd mellem Brødre. Jeg har nok hørt, at En og Anden, der vendte tilbage med tomme Lommer, har bildt Folk ind, han var en Matador. Men naar man har Skillingen som De, Herr Reiersen -

Nicolai.: Jeg har nu mine Grunde.

Jacob.: Ja, bliv ikke vred, fordi jeg spør'. Jeg har kjendt Dem fra den Tid, De var Dreng. Vi har gjort Reisen sammen til Boston paa det Fartøi, som Herr Skaarup var Rhedere til. Jeg havde faret for ham endeel Aar og var godt anskrevet her i Huset; og see derfor fik jeg et Slags Tilsyn med Dem paa Skibet. I Begyndelsen smagte det Dem ikke. De gik og saae ligesaa melancholsk ud som en gammel Redekam, der har mistet Tænderne. Men siden gik det bedre, og det var Synd at sige Andet, end at De tilsidst skikkede Dem vel. Men saa maatte vi lade Dem blive i Boston, og jeg tog Hyre tilbage. - Nu føier det sig saaledes, at jeg ifjor kommer paany 76 til Boston, og saa seer jeg, at Skibsdrengen er bleven Compagnon i et anseeligt Handelshuus; og alle Folk taler om, at De har viist Conduite, hvor det behøvedes, og gjort Comptoiret store Tjenester. Og Saa tænkte jeg ved mig selv: Der maa sidde et godt Hoved paa ham. Og saa derfor, Herr Reiersen, og fordi vi har været gamle Kistekammerater, tænkte jeg, at jeg vide dog spørge Dem om Grunden -

Nicolai.: Du har Ret, gamle Kammerat! og jeg kan forklare dig Alt med faa Ord. Kald det Stolthed, kald det Forfængelighed, kald det, hvad du vil; men jeg vil ikke, at de skal tage vel imod mig her i Huset, fordi jeg bringer en Slump Pjastre med mig, men for min egen Skyld. Skaarup og hans Kone tog mig til sig som et fattigt Barn, dengang de selv ingen Børn havde. Siden kom de to Døttre, og jeg var tilovers. De har gjort mig meget Godt; Gud veed, at jeg erkjender det. Men de har ikke sørget tilgavns for min Opdragelse, da der var Tid dertil; de forstod ikke at behandle den ærekjære Dreng og miskjendte mine Folelser. For hver Drengestreg, jeg gjorde, krænkede de mig med at lade mig høre deres Velgjerninger. Kun Antonie forstod mig; hun alene havde Magt at styre mig, og kun hun var Skyld i, at jeg ikke for længe siden var rendt min Vei. - Nu, kort og godt, i Boston fik jeg at vide, at det var gaaet tilagters med den gamle Skaarup, og jeg 77 besluttede at hiælpe ham. Derfor - og fordi jeg - nu ja, derfor er jeg kommet hertil.

Jacob.: Og naar nu den gamle Skaarup ikke ta'er imod Dem, saaledes som De, med Deres Tilladelse, har sat Dem det i Hovedet, saa la'er De ham drive af, Herr Reiersen, og hjælper ham ikke?

Nicolai.: Sladder! Hvem taler derom? Hjælpes skal han, hvordan det saa gaaer.

Jacob.: Naa, men De vil dog først lodde Grunden, for at see, hvor dybt De kan gaae. (Ryster paa Hovedet). De skulde ikke gjøre det, Herr Reiersen! Med saadanne Prøver gaaer det, som det gik vor Koksmath John. Han havde faaet en Theepotte af Fajance tilgi'endes af Kahytskriveren, og saa vilde han see, om den var stærk, og lod den falde fra Fokkeraaen; men den gik itu. - See, nu vil jeg med Deres Tilladelse besøge en lille Pige ude i Nyboder, som jeg veed venter paa mig; vi er halvveis Kjærestefolk. Kom jeg nu der i mine gamle Skibsklæder og sa'e: Her er jeg, Marie, saa nøgen og fattig som Moses, da han havde slaaet Pharisæeren ihjel -

Nicolai.: Hahaha! Du er ikke meget bibelfast.

Jacob.: Det er et sanbt Ord, Herr Reiersen. Men det er ikke mindre sandt, at naar jeg taler saadanne til Marie, saa seer hun suurt og vender mig Ryggen. Nei, jeg har taget mine bebste Kisteklæder paa og et Par Skilling i Lommen, at hun dog kan see, hendes Kjæreste er ingen fattig Pjalt, der skal neie sig flad, for hvert Skridt han vil frem. Menneskerne er engang ikke anderledes. Naar man kommer fra de lænder, hvor vi har været, saa seer Folk gjerne, at der hænger en klat Guld og Sølv ved os. - De skulde ikke gjøre det, Herr Reiersen.

Nicolai.: Du kan have Ret i Noget; men Antonie tog dog godt imod mig, uagtet hun ikke vidste Andet, end at jeg er en fattig Styrmand.

Jacob.: Giorde hun? Ja, hun er et ungt, følsomt Blod; det kan man ikke regne. Med de Gamle er det en anden Sag; de har det ligesom jeg vil sige Tallieblokkene paa et skib. Naar der ikke bliver smurt, piber det. - De skulde ikke gjøre det, Herr Reiersen.

Nicolai.: Har jeg sagt A, maa jeg sige B. Det faldt mig svært nok at holde tæt for Antonie, og jeg var meer end angst for, at hun ikke skulde staae Prøve 79 De Gamle bryder jeg mig ikke om. Vil de slaae Vrag paa mig, saa lad dem. Men det har ingen Fare. De har liidt selv ondt paa den senere Tid og veed, hvad Trang og Nød vil sige. (Oprømt) Du skal see, jeg er velkommen. Omsonst er jeg ikke bleven ført ind her i Salen. Maaskee de i dette Øieblik sætte Klæderne tilrette, for at tage anstændigt mod deres Pleiesøn. Kom her, Jakob! (Peger paa den ene Chiffoniere). See, her har de sat Vaser med friske Blomster hen og pyntet op. Du skal see, det er for min Skyld. - Hold nu Alt i Beredskab. Du kan først hilse paa Folkene, og bring saa siden de Kasser og Kister herop med de Smaating i, jeg har bragt med til dem. - Jacob! jeg har aldrig været saa glad som idag. Det er en stor Lykke at komme hjem og skaffe dem Glæde, der engang -
(standser).

Jacob.: Der engang, med Deres Tilladelse, har seet Dem over Skuldrene.

Nicolai.: Nei, nei! det er ikke den Følelse, der bevæger mig. Jeg vil ikke ydmyge dem; ved Gud, det vil jeg ikke! Men jeg vil vide, om min Kjærlighed bliver gjengjældt, og var jeg ikke saa vis i min Sag, saa havde jeg maaskee ikke baaret mig ad, som jeg har.

✂

Sjette Scene.

De Forrige. Antonie (fra Døren tilhøire, bærende paa en Vase med Blomster) Siden Jansine.

Antonie: (idet hun med Travlhed sætter Vasen hen paa den anden Chiffonière).
Er du der, Nicolai! Det var deiligt, at du kom. Jeg har tænkt saa meget paa dig.

Nicolai.: Har du? Naar du vidste, hvor det glæder mig!

Antonie: (efterat have sat Vasen hen)
Nu skal jeg strax være hos dig igjen. (Gaaer ind).

Nicolai.: Kan du see, Jacob, jeg har Ret. Alt er i Oprør for min Skyld.

Jacob.: Ja, det lader jo til, der er Røre i Huset.

Antonie: (kommer tilbage, ledsaget af en Karl og en Pige, der bære en Sopha).
Tag vaerligt paa den. Herhen! Sæt den herhen. (Efterat den er sat hen i Baggrunden paa den ene side af Hoved-Indgangen). Jeg kommer strax, kjære Nicolai!

(Gaaer ind igjen).

Jacob.: Her er nok Stads i Familien idag. Man skulde troe, de havde Barn i Kirke.

Nicolai.: Aa Snak! Hvor skulde det Barn komme fra?
(Jansine kommer ind, efterfulgt af Antonie)

Jansine: (i en arædende Tone).
Du skal see, hun narrer mig. Den Modehandlerinde er saadant et afskyeligt Menneske. Og naar jeg nu ikke faaer Kappen til iaften, hvad skal jeg saa gjøre?

Antonie.: Du faaer den nok, naar du bare vil være taalmodig.

Jansine.: Jeg faaer den ikke. Det har hele Tiden anet mig, at hun narrer mig. (Bliver Nicolai vaer. I samme grædende Tone) God Dag, Nicolai. Hvor du seer godt ud! Vil du ikke sætte dig ned.

Nicolai.: Nei, Tak. Men hvorfor er du i saa slet Humeur?

Jansine.: Aa, man har nok Grund til at være i slet Humeur.

Antonie.: Min Søster er gudskeelov altid i slet Humeur. Hendes Taarer har det ligesom Floden Niger, som Adolf har fortalt om, at man ikke veed, hvorfra den kommer. Der er aldrig Nogen, der veed, hvorfor hun græder.

Jansine.: Ja, du leer ad Alting.

Antonie.: Hvad skal jeg græde for? Du græder jo for hele Familien.

Jansine.: Du siger nok - men, naar man saa vist har stolet paa at faae et Stykke, og saa bliver narret... Men jeg veed nok; jeg har ikke andet end Uheld. Mig skal det altid gaae imod. Jeg vilde ønske, jeg laae i min Grav.

(Gaaer ind).

Antonie: (bliver Jacob Vaer, der har holdt sig i baggrunden).
Hvad er det, jeg seer? Er det ikke vor gamle Jacob?

Jacob: (kommer frem).
Jo, det er, lille Jomfru! Naar De ikke har Noget derimod, vilde jeg hilse paa min forrige Rhedere, Deres Herr Fa'er.

Antonie.: Det vil vist glæde Fa'er at see dig igjen. - Og du er kommet med Nicolai?

Jacob.: Ja vel ja, lille Jomfru, er jeg kommen med ham.

Antonie.: Og du har været med ham i Amerita og alle disse Lande?

Jacob.: Det veed den søde Gud jeg har, lille Jomfru.

Antonie.: Men hvordan bærer I Jer ad der? De taler jo lutter Engelsk. Kan du nu tale Engelsk?

Jacob.: Saa ganske har jeg ikke Videnskab deri. Men man kan altid hjælpe sig. Og skulde det gaae meget contrair med Sproget, saa maa man krydse.

Antonie.: Hahaha! ja det kan jeg begribe. Nu skal jeg fortælle Fa'er - det er sandt, Nicolai, Fa'er veed, du er kommet.

Nicolai.: Veed han? Hvad sa'e han? Var han vred, fordi han Intet har hørt fra mig før?

Antonie.: Aa, idag er Fa'er i saa godt Humeur, at han ikke let bliver vred.

Nicolai.: I godt Humeur? Fordi jeg . . . hvorover er han i saa godt Humeur?

Antonie.: Veed du da ikke, hvad her er passeret?

Nicolai: (urolig).
Nei, nei! hvad er der skeet?

Antonie.: At Fa'er idag har vundet 50,000 Rigsdaler i Classelotteriet?

Nicolai.: 50,000! - Derom talte du jo ikke et Ord i Formiddag.

Antonie.: Vi erfarede det ogsaa først, ligesom du var gaaet. Aa, her er bleven en Uro og Tummel i Huset -! Fa'er gaaer omkring og speculerer, Mo'er maaler Tøi af; Kræmmerne har sendt os saa mange Varer ind i Huset, at vi gjerne kunde opklæde alle Waisenhusets Børn.

Nicolai: (kold).
Saa?

Antonie.: Her skal males, her skal gibses, her skal meubleres, og jeg veed ikke Alt hvad. Iaften skal vi have Fremmede; og derfor er Salen sat istand og pyntet op, som du seer.

Nicolai.: Hm! Seer man!

Antonie.: Ja, du ryster paa Hovedet. Jeg har selv tænkt over, om det er godt, paa eengang at faae saa mange Penge. Man kan let komme ud af sit gode, gamle Trit og sætte sig Nykker i Hovedet. Men naar jeg saa husker paa, hvor meget Fa'er har gaaet igjennem i de sidste Aar, og at han nu kan vente en sorgfri Alderdom, saa glæder jeg mig over, at han har vundet. Penge er dog en rar Ting. (Madam Skaarup raaber indenfor: Antonie!) Naa, nu er der igjen Ild i Papirerne. Vi er Alle saa forstyrrede, saa det er en Lyst. Jansine græder over sin Kappe; Mo'er klager, at hendes ny Hat ikke vil passe; Fatter har spildt Viin paa sin Vest; mit Livbaand er to Gange gaaet op. Der er intet af vort Tøi, der vil sidde og holde. Det er, ligesom det var Himlens Villie, at vi skulde have Nyt. (Der kaldes igien). Ja, nu kommer jeg.

(Løber ind)

Jacob: (efter en Pause, under hvilken Nicolai gaaer heftig op og ned).
Jeg staaer her og seer paa de Blomstervaser, Herr Reiersen. Jeg troer næsten ikke, at de er' satte hen for vor Skyld.

Nicolai.: Gid Fanden havde alle Lotterier, baade Tallotteriet og Classelotteriet! Der kommer kun Ulykke deraf.

Jacob.: Med Deres Tiltadelse, den Ulykke kan da bæres, at vinde de 50,000.

Nicolai.: Jeg har glædet mig som et Barn til at hjælpe og understøtte dem. Jeg har tænkt mig de Gamles Overraskelse, deres Glæde over at rives ud af al Nød, deres - hvorfor skal jeg ikke tilstaae det? - deres Taknemmelighed. Og nu - nu staaer jeg som en Nar. Nu bryder de dem feil om mig.

Jacob.: Ja, det kan nok hænde. Men seer De, Herr Reiersen - og tag mig ikke mine Ord ilde op - naar De nu strax havde meldt Dem som den rige Mand, saa havde Alle bukket og skrabet for Dem; for Lige søger Lige. Og De havde været fornøiet og ikke vidst, om man bukkede for Dem eller for Deres Penge. Nu derimod -

Nicolai.: Spar dine Bemærkninger. Bagefter kan Enhver give gode Raad.

Jacob: (efter et Ophold, med Tørhed).
Skal jeg saa lade de Kister og Kasser med Deres Foræringer bringe herop?

Nicolai.: Du skal Fanden, skal du! Ingenting skal bringes herop. Ikke en Snuus!

Jacob.: Herr Reiersen! tag mod et godt Raad af en Mand, der mener Dem det vel. Gjør Ende paa denne Historie. Naar Deres Pleiefa'er kommer, saa fortæl ham Alting lige ud af Posen. Sandtnok vil han ikke blive saa fornøiet, som naar han selv kunde have Nytte af Deres Skillinger - for det er nu natyrligt. Men det vil dog fornøie ham, at hans Pleiesøn har skikket sig vel og er blevet til Noget i Verden.

Nicolai.: Jeg kan ikke og gider ikke. Det er mig nu, som om hele min Eiendom ikke var fire Skilling værd. Før var jeg glad ved den Tanke, at min Rigdom kunde gjøre disse Mennesker glade. Nu - jeg vilde næsten til Trods ønske, at jeg virkelig kom tilbage kom kimpel Styrmand.

Jacob.: Ja, den Lykke kunde De sagtens opnaae. - Men der kommer nok Herr Skaarup. Lad os nu sætte os i Lave.

Nicolai.: Ja, der er han. - Ak Gud, han er bleven gammel!

✂

Syvenbe Scene.

Nicolai. Jacob. Skaarup og August fra høire.

Skaarup: (kommer ind i afsides Samtale med August og tager ikke strax Notice af Nicolai).
Vær du kun ubekymret, August. Jeg kjender dig og veed, det er ikke Egennytte, der driver dig.

August.: Ja, det vilde jo være meget kraenkende for mig, om Onkel skulde troe, at jeg af Interesse -

Skaarup.: Det troer hverken jeg eller Nogen.

August.: Jeg kan forsikre, at om Antonie var den fattigste Pige i Kjøbenhavn -

Skaarup: Det veed jeg, og saadanne kjender jeg dig. Partiet er i alle Henseender fornuftigt. Min Kone og jeg har i lang Tid ønsket det. (Høit idet han vender sig mod Nicolai) . Naa, see der har vi jo vor Nicolai.
(Nicolai nærmer sig).

August: (trækker Skaarup tilbage; afsides)
Men troer Onkel virkelig, at Antonie giver sit Samtykke?

Skaarup.: Der er Intet iveien. Min Kone taler nu med hende. Det er en god, føielig Pige. (Høit til Nicolai). Nu, velkommen, min Dreng! Du er jo bleven stor og stærk!

Nicolai: (rørt).
Kjære Pleiefa'er? Er jeg Dem virkelig velkommen?

Skaarup.: Hvorfor skulde du ikke være mig velkommen, naar du ellers har opført dig godt, saa vi ingen Skam har af dig. - Men jeg hører, vor gamle Jacob er ogsaa ankommen. Naa, der er han jo. Velkommen, Jacob!

Jacob.: Gud velsigne Dem, Herr Skaarup. Naar De 90 ikke tog det fortrydeligt op, vilde jeg hilse paa min forrige Rhedere.

Skaarup.: Det skal du have Tak for, min Søn! Sæt dig ned; nu kommer der strax en Snaps og en Bid Brød.

Nicolai: (afsides).
Saaledes skal jeg modtages!

August: (nærmer sig Nicolai; ironisk).
Er det tilladt at hilse paa sin gamle Legekammerat?

Nicolai: (kort).
God Dag, August!

August.: Jeg hører, du er avanceret stærkt siden Sidst. Du kan jo snart vente at blive Understyrmand.

Skaarup.: Nei, han er Understyrmand.

August: (spodsk)
Er du? Hvem skulde troe det!

Skaarup.: Ja, seer du, Nicolai, nu er du kommet i et 91 heldigt Øieblik. Du kan komme til at fare for mig. Jeg har en Speculation - siig mig, i hvad Priis er Kaffe og Sukker paa Markedet i Boston? (Vender sig fra ham til August, uden at oppebie Svar, da hans Kone kommer ind med Antonie). Naa, der er min Kone med Pigebarnet.

✂

Ottende Scene.

De Forrige. Madam Skaarup. Antonie. kort efter Jansine og Madam Rust; siden en Tjenestepige. Tilsidst Adolf.

Nicolai: (ved at see Madam Skaarup).
Min Pleiemoder! Min kjære, gode Pleiemoder!

Mad. Skaarup.: Ja, der er han! Det er ganske rigtigt ham.

Nicolai.: Du har dog vel lidt Godhed titovers for mig endnu?

Skaarup: (trækker sin Kone fra Nicolai).
Bliv ikke vred. Jeg har Noget at tale med min Kone. (Sagte til hende, mens Nicolai bliver nedslaaet staaende) Har du talt med Antonie?

Mad. Skaarup.: Jo, jeg har. Det gi'er sig nok.

Antonie: (afsides til Moderen; tørrende Øinene).
Jeg siger dig, Mo'er, jeg gjør det ikke.

Mad. Skaarup: (ligeledes afsides til hende).
Du skal, Barn! Der er dit eget Bedste.

August*): (der nærmer sig Antonie, smigrende).
Over al denne Uro har jeg knap kunnet vexle et Ord med vor venlige Antonie; og du veed ikke, hvor jeg har længtes efter at tale med dig. Jeg har saa Meget at sige dig.

Antonie.: Jeg har ikke Lyst til at høre Noget idag.

Nicolai: (afsides til hende, ved hendes anden Side).
Antonie! jeg er nær ved at fortvivle. Naar du ikke vil trøste og opmuntre mig, er det ude med mig.

Antonie.: Jo, jeg er vistnok skikket til at opmuntre Andre.
(En Pige bringer en Presenteerbakke med Drikkevarer etc).

Skaarup.: Naa, det var vel. - Men jeg begriber ikke, * 93 hvor Herr Adolf kan blive af. Han var blot gaaet hen for mig etsteds; og jeg vilde dog, han skulde være tilstede.

Jansine.: Jeg har seet ham staae dernede og tale med en Mand. Nn kommer han nok strax.

Skaarup.: Godt. Lad os saa faae et Glas Viin, Kone. - Ja, jeg seer Dem jo Alle hos os iaften, da nogle gode Venner har ladet sig melde.

Mad. Rust.: Jeg takker skyldigst for Indbydelsen.

Skaarup.: Kom du saa kun med, lille Nicolai; vi har Plads til dig med. - Men nu vil vi, mens vi Alle ere samlede mellem os selv, foreløbig drikke et Glas paa en glædelig Begivenhed. (Adolf kommer ind) Der er Herr Adolf. Et Glas til Herr Adolf. (Afsides tildenne, mens de øvrige Tilstedeværende hver tage sig et Glas). Alt er bragt i Rigtighed. Jeg maa tilstaae Dem, jo mere jeg tænker paa dette Partie, desmere glæder det mig for min Antonie, og jeg er Dem overmaade forbunden for den Interesse, De har viist for denne Sag. Kan jeg ved Leilighed vise mig erkjendtlig -

Adolf.: Taal endelig ikke herom, Herr Skaarup. Min 94 skjønneste Løn er den Bevidsthed, at jeg har gjort vor Antonie lykkelig.

Skaarup: (høit, til de Andre, rømmende sig)
Børn! Jere Udsigter har i lang Tid ikke været de bedste. Min statkkels Jansine har længe gaaet og Sørget, inden Herr Adolfs Onkel vilde give efter, indtil vi endelig idag ved Bordet kunde have den Glæde at drikke paa hendes og Herr Adolfs Fremtids Vel. For min Antonie har jeg ofte været bekymret. Jeg blev Dag for Dag ældre, og vidste ikke, hvem der skulde være hendes Støtte, naar jeg faldt fra. Men som jeg altid pleier at sige: Naar Enden er god, er Alting godt - ogsaa for den Sorg er jeg befriet. En brav, formuende Mand anholder om hendes Haand; og vi kan nu, Børn, klinke paa Antonies og min Søstersøn Angust's Forlovelse.
samtidigt.{Adolf. Jansine. Mad. Skaarup. Vi gratulere. Mad. Rust. Ih, jeg gratulerer af Hjertet.}

Nicolai: (lader ved Skaarups slutnings-Ord og under de Andres Gratulationer sit Glas falde og udbryder).
Antonie! det kunde du -!
(Styrter ud, efterfulgt af Jacob).

Antonie: (der under Faderens Replik mod Slutningen har yttret Overraskelse og urolig Angst og villet tale, vil nu ile efter Nicolai, med det Udraab):
Nicolai, hør mig!

August: (holder hende tilbage).
Antonie! bliv! hvor vil du hen?

Skaarup.: Hvad var det?

(Under de sidste Repliker, der maae gaae Slag i Slag, og under almindelig Forbauselse over Nicolais Forsvinden, falder Tæppet).

✂

Tredie Act.

Samme Decoration som i anden Act. Foran den ene Sopha staaer et Divansbord med en Armstage med tændte Lys. Paa hver af Chiffoniererne staae ligeledes Armstager, hvis Lys ere tændte.

✂

Første Scene.

Skaarup. Madam Skaarup. Antonie. Siden Adolf.

Skaarup.: Naa, Barn, eet Ord saa godt som tyve: hvad har du besluttet?

Antonie.: Hvor kan du, Fa'er! Jeg, som bestandig har gjort mig lystig over min stive Cousin, skal jeg nu paa eengang begynde at tale godt om ham? Hvergang han har villet dandse med mig, har jeg sagt Nei, fordi han ikke kan holde Tact -

Skaarup.: Sniksnak! I Ægteskab spørger man ikke om Tact og saadanne Narrestreger.

Antonie.: Men, Fa'er, August og jeg skjændes og disputere med hinanden den hele Dag; hvorledes skal vi nogensinde kunne enes -

Skaarup.: Derfor kan I godt enes. Min Kone og jeg enes, uagtet vi aldrig ere enige.

Antonie.: Fa'er og Mo'er er nu i saa mange Aar vante til det.

Skaarup.: Ja, deri stikker det. Saaledes vil August og du ogsaa vænnes til hinanden. Det er med Ægteskab som med Huusleilighed. Folk i Kjøbenhavn flytte hvert Øieblik og faae det aldrig tilpas. Men naar man bliver paa et Sted og vænner sig til Manglerne, saa finder man sig vel i Alt. Har du været gift med August en halv Snees Aar -

Antonie.: Jo, en halv Snees Aar! Inden den Tid kan jeg være død og begraven.

Skaarup.: Hvad har du da mod August? Er det ikke en kjøn, ung Mand?

Antonie.: Alle Folk sige dog, han seer ud som en Barbeersvend.

Skaarup.: Aa Vaas! - Saadanne Noget vil jeg ikke høre.

Mad. Skaarup.: Det kan ikke hiælpe, du taler til Antonie. Hun troer, hun kan slaae Alt hen i Spøg. Men det Hele er saa ikke Andet, end at hun har sat sig Griller i Hovedet, nu da Nicolai er kommet hjem.

Skaarup.: Men de Griller skal hun sætte sig ud af Hovedet igjen. Nicolai var alle sine Dage en Døgenikt, som vi kun har haft Sorg af, saadanne som det alletider gaaer, naar man ta'er fremmede Folks Børn til sig. I fex Aar har han ikke ladet høre et Ord fra sig; det er den Tak, vi har haft. Og hvad er han nu? Styrmand! Er det Noget for os at have en Styrmand til Svigersøn? (Adolf kommer ind). Naa, der kommer Herr Adolf. Nu kan du spørge ham. Det er en fornuftig Mand, der har raadet baade min Kone og mig til dette Partie. - Tael De med Pigebarnet, Herr Adolf. Hvad De siger, gjør hun. Sine Forældres Ord agter hun ikke. - Og kom 99 saa ind, Kone, og gjør Alt istand, før de Fremmede komme.

(Han og hans Kone gaae ind).

✂

Anden Scene.

Antonie. Adolf. Siden Jansine.

Antonie.: Men, Adolf, hvad har du gjort? Mens jeg troer, at du er Nicolais bedste Støtte, gaaer du hen - Jeg kunde lee derover, naar jeg ikke var saa bedrøvet - gaaer du hen og klapper mig sammen med August.

Adolf.: Men, min bedste Antonie! Jansine og jeg troede, at du holdt meget af August. Selv dine Yttringer til ham i Formiddag bestyrkede os deri.

Antonie.: Aa Gud nei! hvor kunde I tænke Jer -! Hvad skal vi nu gjøre? August, der har saa mange Penge, ham giver Fa'er og Mo'er ikke saa let Slip paa. Og den stakkels Nicolai, der Ingenting har, Ingenting er -

(Jansine kommer ind, omklædt, med et Livbaand i Haanden).

Jansine: (gaaer hen mod Antonie, tager hende om Halsen og kysser hende).
Aa, min stakkels, ulykkelige Søster! Jeg har 100 grædt saadanne for din Skyld. Jeg faaer aldrig noget lykkeligt Øieblik igjen, før jeg veed, du er fornøiet. Jeg var saa glad og tænkte og sværmede om en lysere Fremtid, og saa skal den Ulykke arrivere. Hvad synes du, Adolf, hun har sagt mig, at hun kan ikke leve uden Nicolai.

Adolf: (med Deeltagelse).
Det er jo i Sandhed høist beklageligt!

Jansine.: Og fordi Nicolai Ingenting er, skal vi derfor foragte ham? Man kan jo være meget retskaffen, fordi man Ingenting er.

Adolf.: Det kan man unægtelig.

Jansine.: Jeg veed, hvad Kjærlighed er, og hvor elendig et Menneske kan gaae omkring.

Adolf.: Ja, det er en stor Sandhed! - Men hvad skal vi gribe til?

Antonie.: Du maa tale igjen med Fa'er og Mo'er. Dig ta'er de efter.

101

Jansine.: Ja, det maa du, Adolf! Du har Følelse for Menneskernes Lidelser, og du kan sætte dig ind i hendes Forfatning. - Kom, søde Antonie, og hjælp mig dette Livbaand om. - (Mens det bindes omkring). Skal min stakkels Søster være den Eneste, der paa en Dag som denne gaaer omkring og sørger?

Adolf.: Nei, nei! det var jo virkelig Synd. Det bør ingenlunde skee. Jeg skal tale med dine Forældre -

Antonie.: Men, Adolf, glem blot ikke, hvad har lovet, at du vil sørge for Nicolai.

Adolf.: Jeg har allerede arbeidet for ham. Jeg har en Idee, som jeg har grundet Haab om at kunne udføre, og hvorved han kan faae en anstændig, fast Ansættelse her i Byen.

Antonie: (falder ham henrykt om Halsen)
Nei, Adolf, har du virkelig? Du er en fortræffelig Mand! - Hvad er det for en Ansætteise?

Adolf.: Det kan jeg ikke betroe dig endnu. Men jeg tør forsikre, du kan afdeles berolige dig i denne Hen= 102 Seende.- Ja, saa vil jeg strax gaae ind til dine Forældre. Jeg haaber, de ville give efter for Sandhedens Stemme. Vor gode Antonie bør ikke være ulykkelig. Hun bør dele det Held, der er tilfaldet os Alle. - Fat Mod, min bedste Pige! Jeg gaaer ind og taler din Sag. Tanken om din Fremtid skal give mine Ord Veltalenhed.
(Gaaer ind tilhøire).

Jansine.: Der kan du see, Antonie. Vær nu oprømt og kom ind med i vort Kammer.

Antonie.: Naar Adolf bare kunde gjøre Noget for Nicolai.

Jansine.: Bryd dig nu om Ingenting. Naar han ta'er sig af et Menneske, saa kan man sige, han er saa godt som forsørget.
(De gaae ind).

✂

Tredie Scene.

Nicolai (kommer hastig ind fra Hoved-Indgangen, efterfulgt af) Jacob.

Nicolai.: Spar dine Ord og pak dig!

103

Jacob.: De er ude af Dem selv, Herr Reiersen. Jeg tør ikke gaae fra Dem. De veed ikke, hvad De gjør.

Nicolai.: Den Falske! jeg skal vise hende, hvem hun har holdt for Nar. Da hun var fattig, da var jeg god nok for hende. Men nu, da Rigdoms-Djævelen er kommet over dem, nu forskyder hun mig, og det glatvæk, uden Omstændigheder - (bitter), Hvad Omstændigheder havde man ogsaa nødig at gjøre med det fattige Pleiebarn, der i saa mange Aar har spiist Naadsensbrødet her i Huset!

Jacob.: Lad Dem tale tilrette, Herr Reiersen!

Nicolai.: Jacob, du veed ikke, hvor jeg har stolet paa denne Pige. Selv da jeg var langt herfra og ikke kunde vente, at Nogen her vilde tænke paa mig, var det, ligesom en Stemme sagde mig, at hun erindrede sin vilde Legekammerat. Og nu hendes Ord i Formiddag, hendes Glæde ved at see mig - nei, Jacob! jeg bliver desperat derover.

Jacob: (afsides).
Det er ogsaa Satan til Qvindfolk!

104

Nicolai.: Men lad hende kun foretrække den Hallunk for mig! Er det fordi, han har det Par Skillinger efter Faderen, saa har hun gjort feil Regning. Hun og de Andre skal erfare, at Styrmanden er lidt mere end de bildte dem ind. Nu skal hun see, at jeg kan lee ad dem allesammen.

Jacob.: Det skulde De ikke gjøre, Herr Reiersen? Et Menneske maa ikke være saadanne.

Nicolai.: Jo, netop nu skal det være min Triumph!

Jacob.: Lad dem nu drive af for det, de er'; og lad os recommandere os i al Stilhed.

Nicolai.: Jeg veed, hvad jeg gjør. Gaae du nu ind i mit Logis, bring alt mit Tøi ud paa Toldboden og hold Barkassen klar.

Jacob.: Vel vel! jeg skal udføre Alt punktligt. - Men, Herr Reiersen, De skulde ikke gjøre det. Med Fruentimmer er det ikke anderledes. De har det som, jeg vil sige, de engelske Jægter, der ere gjorte paa Kjøb. Saadan En kon ha'e en kjøn Skabelon og en god 105 Reisning; men kommer hun ud i rum Sø, saa gi'er hun sig i alle Ender og Kanter, See, nu har jeg med Deres Tilladelse isinde -

Nicolai: (utaalmodig).
Jacob, du kan gaae.

Jacob.: Det er et sandt Ord; det kan jeg. Ethvert Menneske har nu sin egen Dømmekraft; men jeg siger endnu engang: De skulde ikke gjøre det, Herr Reiersen!
(Gaaer)

✂

Fjerde Scene.

Nicolai. Jansine. Siden Antonie.

Jansine: (med en Armstage med tændte Lys)
Nicolai! er du her? (Sætter Armstagen hen paa Bordet). Du stakkels Menneske! Du er vist ulykkelig og fortvivlet -

Nicolai: (kold).
Aa, jeg har fundet mig i saa Meget, saa kan jeg ogsaa -

Jansine.: Men er du ikke elendig over, at du skulde miste Antonie, som du elsker saa høit?

106

Nicolai.: Jeg skal sige dig, Jansine! naar man har holdt af en Pige og mærker, at hun ikke duer noget, saa la'er man den Fugl flyve.

Jansine: (grædende).
Men hvordan er det, du taler om min Søster?

Nicolai.: Det gjør mig ondt, jeg ikke kan tale bedre om hende. Naar man som hun kan forlove sig med To paa eengang -

Jansine.: Men det har hun jo ikke gjort. Hvor kan du troe det? Hun er jo uskyldig og har slet ikke vidst, at Fa'er lige med Eet vilde forlove hende med August.

Nicolai.: Hvad er det, du siger?

Jansine.: Veed du da ikke, hun gaaer og sørger og græder og er fortvivlet -

Nicolai: (henrykyt).
Hvad? græder hun? Den velsignede Glut! Er hun fortvivlet? Hahaha! Det kan jeg lide! - Har jeg da virkelig gjort hende Uret?

107

Jansine.: Javist har du. - Naa, der kommer hun selv. Nu kan du høre, hvad hun siger.
(Antonie kommer ind med en Kurv med Iheetøi, som hun sætter fra sig).

Nicolai: (iler hen til hende).
Er du mig tro, Antonie? Elsker du som før din gamle Legekammerat?

Antonie.: Jo, du fortjener det rigtignok, saa forskrækket du gjorde mig før.

Nicolai.: Bliv ikke vred, at jeg miskjendte dig. Nu er jo Alting godt igjen. Nu bliver jeg her og har Tid til at bede dig om Forladelse.

Antonie.: Nu bliver du her! Ja, Courage har du. Men naar Fa'er og Mo'er seer dig, saa faaer du neppe Lov til at blive her.

Nicolai.: Aa, det har ingen Fare. Jeg er inviteret til iaften; og desuden - for at fortælle Jer Alt...

Jansine: (afbrydende ham).
Antonie har Ret. Nu skal du gaae. Men om 108 Lidt kan du komme igjen, naar de Fremmede er her; Saa kan Fa'er og Mo'er ikke Være bekjendt at sige Noget. Hun skal desuden sætte sit Haar og kan ikke staae og snakke med dig.

Nicolai: (efter lidt Betænkning)
Godt da! - Gaae kun ind og pynt dig. Jeg vil ogsaa pynte mig. Om en halv Time er jeg her igjen.

Antonie.: Men bliv dog ikke for længe borte, hvis Fa'er og Mo'er paany skulde plage mig med August.

Jansine.: Det gjør Fa'er og Mo'er ikke. Adolf taler med dem; og de gjør Alt, hvad han siger.

Nicolai.: Ja, jeg har mit Logis her i Nærheden; saa jeg kan snart være her. - Farvel, Smaapiger! Og naar jeg kommer igjen, skal jeg selv tale med Fa'er og Mo'er, og - her er min Haand - det skal hjælpe.
(Gaaer ud ad Hoveddøren).

Antonie.: Han er saa modig paa det, at han ikke hviler, før Fa'er og Mo'er kaster ham ned ad Trapperne.

109

✂

Femte Scene.

Jansine. Antonie. Skaarup (i sorte Klæder og hvid Vest). Adolf.

Skaarup: (trædende ind i Samtale med Adolf).
De veed, at jeg har megen Respect for Deres Mening og agter Deres ædle Grundsætninger. Men nu at kalfatre Sagen om, kan hverken passe sig for mig eller for min Datter. (Høit, til Jansine og Antonie). Gaae I kun ind og hjælp Jeres Mo'er mod Paaklædningen; og lad Pigen sætte Atting ind.

Antonie.: Nu gaaer jeg. (Afsides. til Adolf) Hvad sa'e Fa'er?

Adolf: (trækker paa Skulderen).
Endnu er han ubøielig.

Antonie: (til Jansine).
Der kan du see.
(Hun og Jansine gaae md)

Skaarup: (til Adolf).
De kan troe mig, den Godhed, Pigebarnet har for Nicolai, er kun Flyvegriler, der vil gi'e sig, naar hun ikke seer ham mere; og det skal jeg nok sørge for.

110

✂

Sjette scene.

Skaarup. Adolf. August. Siden fremmede Herrer og Damer. Madam Skaarup. Jansine. Strax i Begyndelsen af denne Scene, inden de Fremmede ere komne, sætter en Pige Maskinen paa Bordet og ordner Theetøiet.

August: (omklædt).
Jeg seer, jeg er en af de Første.

Skaarup.: Ja, du er en accurat Mand. Men nu kan vi ogsaa ret strax vente vore Fremmede.

August.: Hvad mener Onkel om Antonie? Tør jeg gjøre mig Haab?

Skaarup.: Vær du kun aldeles ubekymret.

August.: Jeg kan heller ikke troe, at en Pige som Antonie kan have Inclination for et Menneske, der har flakket om saa længe, uden at man har hørt et Ord om ham. Gud veed, hvad han er for en Udhaler. Onkel burde forbyde ham Huset.

Skaarup.: Ja, det har jeg stærkt isinde.- Naa, der banker det. Der har vi vore Gjæster.
(Tvende Herrer med deres Damer komme ind. Indbyrdes Complimenter De Fremmede gratulere Skaarup).

111

Skaarup.: Tak, Tak! Værgod og Sæt Dem ned. Min Kone kommer paa Øieblikket.
(Madam Skaarup kommer ind fra høire, ledsaget af Jansine. Den første har en moderne, temmelig stor, Iyseblaa Silkehat paa, der contrasterer noget med hendes øvrige Paaklædning).

Første Herre.: Ah, Madam Skaarup! Vi gratulere!

Mad. Skaarup.: Mangetak! - bliv De kun siddende.
(Efterhaanden komme flere Fremmede, hilse og gratulere. Damerne tage Plads med Mad. Skaarup ved Theebordet. Nogle af Herrerne sætte sig hos dem; Andre opholde sig i Forgrunden hos de Samtalende. Jansine, Pigen og siden Antonie tage sig af Opvartningen).

Anden Herre: (kommer frem med Skaarup).
Hør, Skaarup, var det dig, der i forrige Uge havde Bud hos mig og vilde laane mine Heste og Vogn til at kjøre Brænde?

Skaarup.: Jo, det var. Men jeg fik dem ikke. Du bad mig undskylde.

Anden Herre.: Saa? Det maa have været en Feiltagelse. Send du kun Bud efter dem. Det kan du nok begribe, at dem kan du faae, naar og saa tidt du vil.

112

Skaarup.: Ja Tak, ifald jeg skulde trænge dertil.

Tredie Herre: en corpulent Mand, kommer hen til Skaerup og siger pustende): Goddag du, Skaarup! Gratulerer!

Skaarup.: Naa, det var smukt af dig, at du saae op til mig. Vi har da ikke Seet hinanden i mange Tider!

Tredie Herre.: Jeg havde aldrig saa snart hørt om denne lykkelige Begivenhed, før jeg sa'e til min Kone: Vi maae derop og gratulere. Skaarup er en Mand, der fortjener denne Lykke. Det er sandt; det har jeg sagt. Jeg veed Ingen i hele Byen, jeg under det som dig. For du er ikke af de Mennesker, der lægger sine Penge under Laas og Lukke og ikke taaler, at en Anden saa meget som seer paa dem. Naar du har Noget, har dine Venner ogsaa Noget. - Har jeg Ret i, hvad jeg siger?

Skaarup.: Det forstaaer sig, man skal tænke paa sine Medmennesker.

Tredie Herre.: Hør nu, Skaarup - hvad jeg vilde sagt og mens jeg husker det - du kunde ved samme Leilighed gjøre mig en Tjeneste. Jeg kommer i næste Uge 113 til at bruge et Par hundrede Daler; dem kan du lade mig faae.

Skaarup.: Vent nu, til jeg faaer lidt mere Luft og kan røre mig bedre, saa tænker jeg nok, det la'er sig gjøre.

Tredie Herre.: Jaja - som sagt - før i næfte Uge bruger jeg dem ikke.

Første Herre: (der kommer frem paa den anden Side af Scenen med August og-Adolf, Alle drikkende Tyee).
Hr. Skaarup maa kjende denne Sag. Den faldt netop ind paa den Tid, der var Tale om, at han vilde ind i Grosserer-Societetet. Og kjender jeg ham ret, er han ikke af de Folk, der glemmer Noget.

Skaarup.: Hvad er det, jeg skal vide?

Første Herre.: Vi taler om Kammerraad Grenaa og hans Project at gifte sig.

Tredie Herre.: Kammerraad Grenaa? Ham kjender jeg ikke.

Første Herre.: Det er ham med Pengene. Husker De ikke, 114 han havde faaet en stor Arv, som han kort efter mistede i en Proces?

August.: Naa, det er altsaa ikke ham med Pengene.

Første Herre.: Jo Gu' er det... det vil sige, det er ham, der mistede dem. Nu paastaaer jeg, at han efter Bestemmelsen skulde giftes med en rig Enke fra Jylland, men som var tilaars. Hun kom hertil og leed Skibbrud ved Dragø, men slap derfra. Men Den, der ikke vilde tage hende, det var Kammerraaden.

August.: Maaskee han ikke skjøttede om havarerede Varer.

Tredie Herre.: Hahaha! - Eller Konen var ham for gammel.

Første Herre.: Nei, hun var ikke gammel nok. Luxen havde projekteret at arve hende. - Men nu spørger jeg Dem, Hr. Skaarup, der er en Mand, hvis Ord man tilforladelig kan lide paa, er det ikke sandt, at der virkelig var Noget om det Partie?

Skaarup.: Jo, det kan De sige mig efter. Jeg har selv haft Meget at skaffe med denne Sag. Han snakkede syv Lange og syv Brede for mig. (Tillidsfuld). Men 115 jeg er ikke af dem, man kan spise af. Jeg sa'e ham Sandheden glatvæk.

Første Herre.: Ja, hos Dem kom han til den Rette!

Skaarup.: Men siden vilde Enken ikke have at gjøre med ham.

Første Herre: (til en af de Andre).
Der kan De see, jeg havde Ret.
(De Fremmede adsprede sig igjen i Baggrunden).

✂

Syvende Scene.

De Forrige. Nicolai, omklædt efter engeisk eller amerikansk Mode. Ved hans Indtrædelse hilses han af de Tilstedeværende. Siden Antonie.

August: (gaaer hurtig hen til Skaarup).
Hvad synes Onkel? der er Nicolai. Han har den Uforskammenhed at komme her.

Skaarup.: Hvad? - Ja, saa min Sjæl er det ham.

August.: Skulde jeg ikke paa en god Maade vise ham Døren?

116

Skaarup.: Nei, nei! det gaaer ikke an. Det gale Menneske var istand til at gjøre Optøier.

Nicolai: (efterat have hilst paa Selskabet, gaaer hen til Skaarup).
Min Pleiefa'er har vel Intet imod, at jeg kommer iaften efter Indbydelsen?

Skaarup.: Har jeg indbudt dig, saa er det naturligt, du kommer.
(Gaaer hen i Baggrunden til de Fremmede).

Jansine: (kommer frem paa den anden Side med Adolf).
Hvad Nicolai seer net ud i de Kæder. Man skulde ikke see paa ham at han er Styrmand.

Adolf.: Min bedste Jansine! deri er intet besynderligt. I England og Nordamerika klæder den simpleste Matros sig med en vis Elegance.

Jansine.: Ja, det er sandt. (Klapper ham paa Kinden). Du er saa klog og saa indsigtsfuld og veed Beskeed om Alt. - Hør, sig mig, om min nye Kappe klæder mig?

Adolf.: Den klæder dig overmaade godt.
(Antonie kommer ind og hilses af de Nærmeste).

117

Nicolai: (gaaer hen til Antonie og siger sagte).
Kan du see, din Fa'er har tilladt mig at blive her iaften.

August: (træder imellem dem og fører Nicolai til Siden).
Jeg maa sige dig, det er høist upassende, at du, efter hvad her er passeret, vil tale til min Kjæreste.

Nicolai: (afsides til ham).
Dersom du ikke skjøtter dig selv, August, saa sætter jeg dig ud af et af Vinduerne.

August: (for sig selv)
Det er en brutal Stud.
(Trækker sig tilbage blandt Gjæsterne).

Jansine: (paa den modsatte Side af Antonie).
Du skal ikke være bedrøvet. Det bliver nok godt.- Søde Antonie! siig Mig, om min Kjole sidder godt.

Antonie.: Jo, den sidder godt.

Jansine.: Hør, lad os give Nicolai en Kop Theevand. Han er jo lige saa god som de Andre. Tag du Bakken og bring ham det.
(Under det nærmest Følgende bringer Antonie Nicolai en Kop Thee).

118

✂

Ottende Scene.

De Forrige. Madam Rust.

Mad. Rust: (kommer forstyrret og hastig ind og seer til alle Sider uden at hilse).
Er Hr. Skaarup her? - Jeg maa paa Øieblikket tale med Hr. Skaarup.

Jansine.: Fa'er! der er vor egen, lille Madam Rust og vil tale med dig.

Skaarup: (kommer frem)
Med mig? Her er jeg.

Mad. Rust: (tager ham ugeneert ved) Armen og fører ham til en af Siderne).
Maa jeg ikke see Deres Classe-Lotterie-Seddel?

Skaarup: (tager den frem af en Brevtaske).
Med Fornøielse.- Vil De see, hvad Devise vi har?

Mad. Rust: (efter at have betragtet Sedlen, udbrydende).
Jo, det er kun altfor vist! - Jeg elendige Menneske!

Skaarup.: Hvad er vist?

119

Mad. Rust.: (uden at agte hans Ord)
Hvor har jeg haft mine Sandser! Hvor kunde jeg gaae saaledes!

Skaarup.: Men, Madam Rust, hvad er der paafærde?

Mad. Rust: (ærgerlig og halvsagte).
Aa, der er ikke Andet paafærde, end at De ikke har vundet en Skilling.

Skaarup.: Gud bevare os! Hvad siger De? Ikke vundet?

Mad. Rust: (høiere).
Nei, ikke vundet. Jeg Synes, jeg taler tydelig nok.

Skaarup.: Men det er jo en skrækkelig Historie.

August*): (nærmer sig urolig til Mad Rust).
Er der noget galt med Gevinsten. Madam?

Mad. Rust.: Der er det Gale derved, at der slet ingen er falden.

* 120

August: (slaaer Hænderne sammen)
Nu har jeg hørt Mage!

Jansine: (urolig til Skaarup).
Hvad er der-skeet, Fa'er?

Skaarup: (der har staoet stille og nedslaaet).
Vi har Intet vundet, Barn! ikke en Skilling!

Jansine: (med begyndende Graad)
Intet vundet . . . Adolf! Søde Adolf! hvad synes du?

Adolf: (bestyrtet, men dog fattet).
Det er jo saare ubehageligt.

Antonie: (ængstelig til Nicolai)
Hører du, hvad de siger, Nicolai? Vi har ikke vundet

Nicolai: (her i god Ro drikker en Kop Thee).
Jeg hører. (Afsides). Gud veed, hvorledes det vil spende af.
(Selskabet er imidlertid blevet opmærksomt. Enkelte have nærmet sig. Der bliver uroligt ved Theebordet. Madam Skaarup reiser sig og gaaer hen til sin mand).

121

Mad. Skaarup.*): Men, Mand! kan jeg troe, hvad der siges?

Skaarup.: Det er kun altfor vist.

Mad. Skaarup: (til Mad. Rust).
Du store Gud! hvorledes er det gaaet til?

Første Herre: (til Mad. Rust).
Er her indløbet en Feiltagelse?

Mad. Rust.: Ja, det kan jo ikke nytte at dølge det. Det maa jo engang frem.

Mad. Skaarup.: (i Bevægelse).
Men hvorledes er det gaaet til? Hvorledes har det været muligt.

Mad. Rust.: Aa Gud, det er gaaet saaledes til, at Bagtallet 280 kom først, men saa, da Fortallet blev trukket, blev der saadan en Trængsel og Tumult, hvor jeg stod, at jeg kom langt tilbage og ikke kunde * 122 agte nøie paa; for et Par svære Mennesker stod foran mig. Og saa spurgte jeg en Mand, jeg kjendte, der stod lige ved mig: Var Fortallet ikke 55? og saa svarede han: Jo, lille Madam. Hvorpaa jeg blev ganske underlig tilmode og sagde: Var da det Hele 55 og 280? hvortil han svarede: Jo, lille Madam; men mig hjælper det ikke. - Derpaa blev jeg som ude af mig selv, men vilde dog endnu forvisse mig. Saa, da Folk adspredte sig, gik jeg hen til en af Skriverne, tog ham i min Sindsbevægelse ganske haardt i Armen og sagde: Er ikke 55 og 280 trukket ud med det store Lod? - hvortil han svarede: Javist! javist! - men det forstaaer sig, Mennesket var jo dengang beskjæftiget og blev maaskee fortredelig. Men saa for lidt siden faaer jeg en Afskrift af Listerne, og saa seer jeg til min store Forskrækkelse, at det store Lod er ikke 55, men 53 og 280 ...

Mad. Skaarup.: Nu har jeg hørt det med!

Mad. Rust.: Og saa skyndte jeg mig strax op paa Comptoiret for at faae Vished - jo, det var kun altfor vist!

Skaarup.: Madam Rust, der har De spillet mig et slemt Puds.

Mad. Rust.: Jeg er jo saa uskyldig som ....

123

Mad. Skaarup: (opbragt).
Aa, skal en fornuftig Kone som De saadan rende med Limstangen? De maa skamme Dem, som De har baaret Dem ad.

Mad. Rust: (vred).
Nei, hør nu, Madam Skaarup! Urimelig maa De ikke være. Hvem er det, der risquerer meest ved denne Historie - De eller jeg?

Skaarup: (tysser paa rem).
Ja, lad os nu ikke ovenikjøbet komme op at skjændes; dermed ere vi ikke hjulpne. Vi maae søge at finde os i, hvad ikke kan være anderledes

Anden Herre.: Det gjør mig min Sjæl ondt for dig, Skaarup.

Første Herre.: Aa, det er en Skandal! (Afsides med Latter til en Dame). Det er en ypperlig Historie!

Damen: (afsides til ham).
Jeg vil have godt af den i 14 Dage.

Anden Herre: (til Skaarup).
Jeg hører op til dig imorgen og seer, hvorledes du har det. Nu trænger du til Ro. Adieu, Skaarup.

124

Skaarup.: Ja, du har Ret; jeg behøver Ro.

Damen.: Min Mand og jeg vil ogsaa anbefale os. Vi seer Dem vel snart hos os, (lidt spids) naar De er kommet Dem efter denne Begivenhed.

Tredie Herre.: Det var jo dumt, Skaarup! Jeg havde ret troet, at vi To skulde haft det saa godt sammen. Men det kan jo komme en anden Gang - og lad mig det saa vide. - Naa, adiøs!
(Efterhaanden tage alle de Besøgende, med Undtagelse af Nicolai, Afsked og ledsages til Døren af Familien)

Nicolai: (i Forgrunden, paa den ene Side).
Det lader til, her bliver god Plads.

August: (i Forgrunden paa den anden Side).
Det skal arrivere mig! Denne Madam Rust - jeg kunde lægge hende i en Morter, og støde hende til Marmelade!

Mad. Rust: (gaaer op og ned, rystende paa hovedet).
Hvad skal der nu blive af . . . jeg bliver saa vist ruineret som blot Noget -!

Jansine: (kommer tilbage med Adolf)
Søde Adolf! den Ulykke overlever jeg ikke!

125

Adolf: Min bedste Jansine! Vi maae fatte os.

Skaarup*): (der kommer tilbage, efterat alle de Fremmede er gaaet).
Ja, Børn, nu maae vi vise Conduite. Gevinsten maae vi slaae os ud af Hovedet; og Enhver maa vende tilbage til Sit. Naar Alt kommer til Alt, er' vi de samme som før.

Mad. Rust.: Ja, Hr. Skaarup! det er Altsammen meget godt. Men De maa ikke tage mig det fortrydeligt op. Jeg har forstrakt Deres Kone med en betydelig Sum.

Skaarup.: Hm! hm! - Ja Gud veed hvordan jeg skal udrede den!

Mad. Rust.: Da maa den rigtig udredes og det strax. Naar man som jeg sidder Enke og ikke har mere end det Nødvendige, saa kan man ikke taale Tab.

Mad. Skaarup.: De har ikke nødig at være saa bange for Deres Penge. De skal nok blive betalt.

Mad. Rust.: Andet forlanger jeg heller ikke. Men Deres * 126 Mand har kjøbt mit Huus; og dette Kjøb bør ikke gaae tilbage.

Mad. Skaarup.: Det skal heller ikke gaae tilbage. Vær De kun ganske rolig. Vor Svigersøn August vil tilfredstille Dem baade med det Ene og det Andet.

August.: Jeg, kjære Tante? - Saa veed Tante da ikke, hvorledes mine Hæer ere bundne. Næsten Alt, hvad jeg har, staaer fasf og uopsigeligt. - Nei, jeg kan aldeles ikke.

Nicolai: (afsides).
Det kan jeg lide, min Dreng! Du svarer til mine Forventninger.

Skaarup: (der har gaaet urolig op og ned).
Hm! hm! - hvad skal jeg gribe til - hvorledes skal jeg hitte ud af - Nei! hvad der er at gjøre ved alt dette, seer jeg sandt for Herren ikke.

Adolf: (gaaer hen til ham).
Berolige Dem, Hr. Skaarup! Endnu er ikke Alt tabt. Jeg haaber at kunne finde Raad.

Skaarup.: Aa Gud - hvorledes vil De -

127

Adolf.: De veed, det er min største Glæde at hjælpe mine Medmennesker. Jeg finder heri mit Livs skjønneste Kald. Omtrent saa meget, som Madam Rust's Fordring beløber sig til, har jeg en Tid haft liggende. Der var sandtnok bestemt til engang at sætte Bo for. Men jeg er overbeviist om, at min kjære Jansine ganske bifalder min Beslutning.

Jansine: (tørrer Øinene og kysser ham paa Kinden).
Gjør du, som du synes, Adolf! Hvad du gjør, er altid velgjort.

Antonie.: Det var smukt af dig, Adolf. Ja, af dig har vi ikke taget feil.

Skaarup.: Ja, det er i Nøden, man skal kjende sine Venner. Men, min retskafne Ven! jeg kan ikke tage mod Deres Tilbud. Hvad De har sparet sammen i Aar og Dag -

Adolf: (i Bebægelse)
Tael ikke herom! En bedre Anvendelse af disse Penge kjender jeg ikke. Det er en Anvendelse, der gjør mig lykkelig. - Nei, nei! De faaer mig ikke fra min Beslutning. Bevidstheden at gjøre en god Gjerning er mig altfor dyrebar.- Nu gaaer jeg hjem og henter den lille Sum; og naar jeg kommer 128 tilbage, skal enhver Sky være forjaget fra Deres Pande. (Gaaer hurtig).

August: (afsides).
Naa, der er han kommen paa sin rette Boldgade.

Antonie: (afsides og bedrøvet til Nicolai)
Hvad siger du til alt dette, Nicolai?

Nicolai.: Jeg siger, det skal Altsammen blive godt endnu. Vent lidt og lad saa mig raade.

Antonie.: Ja, du troer, din Courage kan gjøre Alt.

August: (tager sin Hat).
Kjære Onkel, jeg vil anbefale mig. De veed, hvor megen Deel jeg tager i Deres Skjebne; men, da jeg dog ikke kan hjælpe -

Nicolai: (afsides).
Aha, der har jeg ham! (Hø). Vil du forlade din Kjæreste, August? Det er ikke smukt.

Mad. Skaarup.: Aa, han bryder sig vel stort om sin Kjæreste.

129

August.: Oprigtig talt, kjære Tante - jeg har hele Eftermiddagen fortrudt hos mig selv, at jeg vil tvinge Antonie til en Forbindelse, hun er imod. Jeg troer, jeg gjør hende en Tjeneste ved at bryde et Baand, der er indgaaet mod hendes Ønske. Det vil du vist selv erkjende, Antonie -

Nicolai: (sagte til Antonie).
Siig, nu vil du nok have ham.

Antonie: (sagte til ham).
Er du ikke ret klog? (Høit). Ja, jeg græder just ikke, naar du forlader mig.

Skaarup.: Gaae du kun, Angust! Jeg forlanger ikke, at noget Menneske skal dele vor Vanskjebne; og jeg kan ikke fortænke dig i, hvad du gjør. Antonie er en god Pige, der vel kan forsørges paa anden Maade. Du er fri for dit Ord.

August.: Men det skulde smerte mig meget, om Onkel tvivlede om mine rene Hensigter -

Skaarup.: Vist ikke.

130

August.: For dig, Antonie, har jeg lykkeligviis ikke nødig at gjøre Undskyldninger. Det er din egen Villie. Og et Menneskes Villie er hans Himmerig. - Adieu, Onkel! Adieu, Tante!

Antonie: (eftertæksom).
Jeg havde dog ikke troet, at August var saa slet.

Skaarup.: Det er Verdens Gang, mit Barn. Naar det gaaer skjævt for os. Vender alle Folk os Ryggen.(Bliver Nicolai vaer og siger sagtmodig): Er du her endnu, Nicolai? Ja, du har Intet ventet, Intet forlangt af os, da vi bildte os ind at være rige, saa jeg kan begribe, du holder det længere ud hos os. Bliv du kun, min Dreng! og kom saa tidt, du har Lyst. Meget beholder jeg vel ikke tilovers; men vel saa Meget, at der er lidt til dig med.

Nicolai: (griber vørt hans Haand).
Min kjære, kjære Pleiefa'er! Vær ikke saa nedslaaet! Alt skal endnu blive godt. Gud være lovet, det staaer i min Magt at formilde dine Kaar.

Skaarup: (der har været fordybet i sig selv, seer distrait iveiret).
Hvad mener du, min Dreng?

Nicolai.: Først nu kan jeg betroe Eder, hvad jeg hele 131 Dagen over al den Tummel, her var i Huset, hverken har haft Lyst eller Mod til at tale om. Og iaften har jeg tiet med Flid, for at I kunde lære Den at kjende, I havde bestemt til Jeres Antonie.

Skaarup: (opmærksom).
Hvormed har du tiet?

Antonie.: Tael, Nicolai! Jeg er nærved at døe af Utaalmodighed.

Nicolai: (til Madam Skaarup).
Husker du endnu den Dag, da jeg havde sagt Adieu til Jer Allesammen og skulde gaae ombord? Jeg stod ude ved Kjøkkentrappen og vilde af Trodsighed ikke, at I skulde see, jeg græd. Saa kom du, Pleiemo'er, ud til mig, gav mig en lille Pung med Penge og sagde: »Der er ti Rigsdaler i Sølvmønt, Nicolai! Naar du holder godt Huus med dem, kan du komme langt.« Og saa græd du og kysede mig paa Panden og sagde: »Før dig godt op blandt Fremmede, at vi engang kan have Glæde af dig.«

Antonie.: Nei, velsignede Mo'er! gjorde du det?

Mad. Skaarup.: Lad mig i Ro, Barn! Det er vel Noget at tale om, at jeg gav ham de Par Skillinger. En Narre= 132 streg var det af mig. Han har vel sviret dem op det første Sted, han kom i Land.

Nicolai: Nei, nei, det har jeg ikke. Jeg har holdt godt Huus med dem; og Gud har velsignet den lille Sum. Bliv ikke vred, Mo'er! - men du havde ofte været streng mod den vilde Krabat, og jeg havde ikke det bedste Øie til dig. Men da du nu lige paa det Sidste viste dig saa god imod mig - jeg havde jo aldrig været saa rig - saa løb Øinene over paa mig, og jeg - for du veed, jeg var stolt og ærekjær - jeg lovede helligt, du skulde ikke fortryde din Godhed. Nu, som sagt, Gud har holdt sin Haand over mig og de 10 Rigsdaler. Vi ere begge vorede godt. Jeg vil ikke kjede Jer med min Historie, hvordan jeg faldt ned engang fra Merset, brak Armen og blev lagt ind i Hospitalet i Boston; hvorledes Kjøbmanden, vi havde bragt Varer, tog mig til sig, sørgede for mig og tog mig paa Comptoiret; hvordan han var tilfreds med mig og gjorde mig til Supercargo paa et af sine Skibe; hvordan han endelig gav mig Part i Handelen Om alt dette en anden Gang. Kun saa meget nu, at Skibet, hvormed jeg er kommet, en stolt Tremaster, og hele Ladningen er min Eiendom.

Alle.: Din Eiendom!

133

Nicolai.: Ja, og endda har jeg Noget tilovers i Boston.

Skaarup.: Men Gud bevares, Nicolai! saa er du jo en hovedrig Mand!

Nicolai.: Ja, jeg er rig! Jeg siger det med en Glæde, jeg ikke kan beskrive. Jeg er rigere end Stormogul. Thi jeg er rig i den Glæde, jeg kan berede Jer Alle. - Pleiefa'er! al din Nød skal nu afhjæipes. Du kan disponere over Alt, hvad jeg har.

Skaarup.: Nei, min Søn! det kunde jeg ikke forsvare.

Mad. Rust.: (der har siddet afsides i sine egne Tanker, nærmer sig)
Det er jo isandhed høist mærkværdigt.

Nicolai: (til Madam Rust).
De, Madam, kan i god Ro gaae ned til Deres. Om en Time skal jeg være hos Dem! og alle Deres Fordringer skal tilfredsstilles.

Mad. Rust.: Ih, saa meget haster det heller ikke -

Nicolai.: Som jeg siger: naar De vil gaae ned og oppebie mig -

134

Mad. Rust.: Det skal være mig en stor Ære at see Dem hos mig. - Jeg anbefaler mig og ønsker Dem Alle tillykke til den glædelige Omskiftelse. (Afside idet hun gaaer). Han er rigere end Stormogul!
(Gaaer).

Skaarup.: Men - men - jeg er ganske confunderet. Hvorfor er du da kommet her i Huset som simpel Styrmand?

Antonie.: Ja, det har jeg hele Tiden villet spurgt om.

Nicolai.: Tilgiv mig! Jeg vilde see, om I holdt af mig for min egen Skyld; om I tog godt imod mig.

Skaarup.: Hm! - jeg husker saa Skam ikke. Tog vi da daarligt imod dig?

Nicolai.: Nei, nei! Under de Omstændigheder kunde det ikke være anderledes; det seer jeg nu. Og Antonie tog imod mig som en Engel fra Himlen.

Jansine.: Fa'er! det er bestemt Adolf, der kommer. Han vil blive glad.
(Gaaer hen til Døren)

135

✂

Niende Scene.

Adolf. Skaarup. Madam Skaarup. Nicolai. Jansine. Antonie.

Adolf: (iler med Hast og i Bevægelse hen til Skaarup).
Hr. Skaarup! jeg bringer de bedste Tidender. Den Sum, jeg har lovet Dem, har jeg hos mig -

Skaarup.: Nei, min kjære, bedste Ven! gudskeelov nu kan jeg -

Adolf.: Jeg be'er Dem, intet Afslag! - Men min Hovedforretning staaer tilbage. Jeg gjentager nu, og med mere Grund end før, min forrige Bøn: foreen Deres Antonie med Nicolai!

Skaarup.: Nicolai med Antonie? Ja, hvem siger, at Nicolai nu -

Adolf: (i samme Spænding).
Netop nu, Hr. Skaarup! (Vender sig med en vis Høitidelighed til Nicolai). Jeg bringer Hr. Reiersen en behagelig Efterretning. Det er lykkedes mig ved en af mine Venner at skaffe Dem en Ansætteise her i Byen. Da jeg kom hjem, fandt jeg et Brev, at De er udnævnt til Extra-Rulleskriver ved Holmen.

136

Nicolai.: Hvad? jeg Extra-Rulleskriver ved Holmen! Det skulde Pokkeren være.

Antonie: (med Latter).
Nei, det er fortræffeligt! - Du er dog en redelig Sjæl, Adolf. Men nu behøver Nicolai ikke denne Post.

Skaarup.: Deri har Antonie Ret; skjøndt det er ellers en god Post.

Adolf.: Men jeg forstaaer ikke -

Nicolai.: Hør, kjære Hr. Adolf! De er en prægtig Mand, som jeg holder meget af og idag har lært at have al Agtelse for; men den Post maa De min Sjæl skaffe mig af med igjen.

Adolf.: Jeg begriber blot ikke -

Jansine.: Jeg skal forklare dig Alt. Jeg vidste nok, du vilde sætte det igjennem. (Til Nicolai) Der kan du see, hvad det er for et sjeldent Menneske! - Kom, Adolf, og lad mig fortælle dig -

137

Nicolai.: Men i een Ting har Hr. Adolf Ret. Naar mine Pleieforældre virkelig ville forene mig med Antonie -

Skaarup.: Ja, derimod kan jo hverken min Kone eller jeg indvende Noget; og jeg skulde næsten troe, at Antonie heller ingen Indvendinger vil gjøre.

Antonie.: Kjære Fa'er! Nicolai og jeg har altid holdt af hinanden.

Skaarup: (forener dem).
Ja, saa var det Synd at sætte sig derimod.

Nicolai.: O, Antonie! du veed ikke, hvor lykkelig jeg føler mig!

✂

Tiende Scene.

De Forrige. Jacob Baadasmand.

Jacob: (gaaer hen til Nicolai).
Med Forlov, Hr. Reiersen! Barkassen er klar.

Nicolai.: Fanden ivold med Barkassen! Nu bliver jeg 138 her. Glæd dig, Jacob! Jeg er forlovet med min Pleiesøster.

Jacob.: Med min forrige Rhederes Datter - ja, det er der Raison i. Jeg har den Ære at gratulere.

Nicolai.: Naa, og du, Jacob - nu kan jeg vel ogsaa gratulere dig. Vil din Kjæreste i Nyboder gifte sig med dig?

Jacob.: Nei, Hr. Reiersen! hun var lovlig undskyldt; desformedelst hun var allerede gift.

Nicolai.: Arme Tyv! det gjør mig ondt for dig.

Adolf: (nærmer sig Nicolai).
Nu kan jeg gratulere Dem dobbelt. Jansine har forklaret mig Alt.

Skaarup.: Ja, Børn, vi vil have Meget at forklare og fortælle hverandre for lang Tid. Vi har i faa Timer oplevet Mere end Andre i flere Aar. Men saa meget seer jeg dog, naar I fra Begyndelsen havde fulgt mit Raad og sat Søensens 300 Rigsdaler i Sparekassen, saa var vi sluppet fri for mange Bryderier. Vi havde ingen Lotteriseddel taget, ikke bildt os ind 139 at være rigere, end vi vare, ikke rodet os ind i Gjæld, og allermindst kjøbt Huse.

Antonie.: Ja, Gud! naar jeg tænker paa alt dette! - Men een Ting har vi dog vundet ved Lotterisedlen.

Skaarup.: Hvad er det?

Antonie.: Mutter har faaet en ny Hat.

Skaarup.: Ih, hvilken Passiar! - (Til Publicum) Høistærede Publicum! bryd Dem ikke om, hvad den Smaa siger. At min Kone har faaet en ny Hat, vilde være en daarlig Moral af saa mange, besynderlige Omskiftelser. Derimod holder jeg mig til mit gamle Sprikvort: Naar Enden er god, er Alting godt. Men, om denne Moral skal gjælde iaften, overlade vi som billigt til det høiftærede Publicums gunstige Dom.

Hertz, Henrik Sparekassen

Sparekassen eller naar Enden er god, er Alting godt. Lystspil i tre Acter.

Personerne.

Første Act.

Første Scene.

Anden Scene.

Tredie Scene.

Fjerde Scene.

Femte Scene.

Sjette Scene.

Syvende Scene.

Anden Act.

Første Scene.

Anden Scene.

Tredie Scene.

Fjerde Scene.

Femte Scene.

Sjette Scene.

Syvenbe Scene.

Ottende Scene.

Tredie Act.

Første Scene.

Anden Scene.

Tredie Scene.

Fjerde Scene.

Femte Scene.

Sjette scene.

Syvende Scene.

Ottende Scene.

Niende Scene.

Tiende Scene.

Sparekassen
eller naar Enden er god, er Alting godt.
Lystspil i tre Acter.