↩
O!
Jeg elsker dem; jeg holder af at stirre
Dybt ind i himlens hvælving efter dem;
Der, hvor de tindrer i det dybe blå,
Så de kan lignes ved min Myrrhas øjne;
Jeg holder af at skue deres stråler
Afspejlede i bølgens sølv, der bæver
På Euphrates, når lette vinde kruse
Ved midnat flodens rige, klare strøm;
Imens en sagte luftning sukker gennem
Det liv, der kranser bredden - men, ej ved jeg
Og ænser heller ej, at vide om
De ere guder eller guders bolig,
Som nogle tænker, eller ikkuns lys
For nattens mørke, verdner, eller genskin
Af verdener. I denne uvished
Der noget er så sødt, jeg vil ej bytte
For al chaldæisk lærdom; og desuden,
Jeg ved at alt, hvad støvet vide kan,
Om hvad der findes over, under det,
Er intet. Deres glans jeg ser, - jeg føler
Ved deres skønhed - når de skinner på min grav,
Da ved jeg hverken dette eller hint.