Heiberg, Johanne Luise Et liv genoplevet i erindringen, Bind I 1812-42

II
III

JOHANNE LUISE HEIBERG

Et liv genoplevet i erindringen
BIND I 1812-42

5. reviderede udgave ved
Niels Birger Wamberg

GYLDENDAL

IV

Et liv genoplevet i erindringen © Gyldendalske boghandel. Nordisk Forlag A.S.
Bogen er sat med Linotype Aldus
og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri a/s.
Printed in Denmark 1973.
ISBN 87 00 20666 O (hf.)
ISBN 87 00 20667 9 (indb.)

De afsnit og enkelte ord, som i denne udgave af "Et liv genoplevet i erindringen" er omgivet af en skarp parentes, findes ikke i de tidligere udgaver af værket. De er dele af originalmanuskriptet, som for første gang blev offentliggjort i udgaven fra 1944 under redaktion af professor dr. phil. Aage Friis. Den gang blev de optrykt i bind IV under fællesbetegnelsen "varianter". Nu er de imidlertid placeret i den oprindelige sammenhæng, hvor de dels supplerer, dels erstatter andre formuleringer. Retskrivningen er så vidt muligt bragt i overensstemmelse med gældende retskrivning.

V

Til minde om
Johan Ludvig Heiberg
Udgivet den 14. december 1891
VI
VII

INDHOLD

  • Forord ...................................... 9
  • De første barndomsår ......................... 17
  • Danseskolen ................................. 20
  • En beskytter ................................. 24
  • Barnet i »Correggio« (1823) .................... 27
  • Hjemmet ................................... 30
  • Min første kunstrejse (1824) .................... 42
  • Første selvstændige optræden (1826) ............. 52
  • Et vigtigt møde .............................. 54
  • »Aprilsnarrene« .............................. 56
  • Fru Gyllembourg .............................. 60
  • Min første læsning ........................... 63
  • Min første indtrædelse i selskabslivet ............ 66
  • Min hemmelige verden ........................ 71
  • Overgang til skuespillet (1827) ................. 72
  • Lys og skygger .............................. 78
  • Konfirmationen (1828) ........................ 85
  • »Elverhøj« ................................... 88
  • Kampe for friheden. ........................... 92
  • Tordenskyerne bliver tættere og tættere ........... 101
  • Min faders sidste år .......................... 105
  • Mit nye hjem (1829) .......................... 106
  • Min anden kunstrejse .......................... 116
  • En ubesindighed .............................. 135
  • Bournonville ................................. 139
  • Mit tredje hjem (1830) ........................ 144
  • »Den stumme i Portici« ........................ 155
  • Det lyser mere og mere op ..................... 162
  • Johan Ludvig Heiberg ......................... 169
  • Hertz og Scribe .............................. 181
  • Vort eget hjem (1831) ......................... 189
  • 8
  • Vinteren 1831-32. Sommerophold i Hirschholm .... 205
  • Vort hjern og vore venner ...................... 221
  • Min tredje og sidste kunstrejse (1833) ............ 234
  • Weyse, Jenny Lind og lady Teazle .............. 238
  • Fremstillingen af det naive ..................... 244
  • Tårbæk. Mine alfer (1834)...................... 247
  • »Nina« og »Alferne« .......................... 255
  • »Debatten i Politivennen« og »Sparekassen« ...... 264
  • »Nej« ...................................... 268
  • Rejse til Paris i sommeren 1836 ................. 271
  • Vinteren 1836-37 ............................ 285
  • »Fata morgana«, »Fyrste og page« .............. 295
  • Sommeren 1838 .............................. 298
  • Vinteren 1838-39 ............................ 303
  • Emserrejsen 1839 ............................. 307
  • Tronskiftet .................................. 318
  • »De nygifte«, »Mulatten«, »Dorothea og Gomez
  • Arias« (1840) ................................ 323
  • Thorvaldsen ................................. 337
  • »Corsaren«. Teaterbestyrelsen ................... 341
  • »Svanehammen«, »Et glas vand« (1841) .......... 341
  • Bakkehuset (1842) ............................ 359
  • »Dina« ..................................... 374
  • "Ørkenens søn". Det plastiske i skuespilkunsten ... 388
  • Den italienske opera i København ................ 396
9

FORORD

Det 19. århundredes Danmark var rigt på levnedsbøger af høj lødighed og svingende pålidelighed i det dokumentariske: Oehlenschlåger, Hauch, H. C. Andersen, Goldschmidt, fru Heiberg. Men Goethe havde iltet og legaliseret genrens bevægelsesfrihed ved hjælp af sit private og universelle sesam: Dich tung und Wahrheit. Og Goethes poetiske tvelys passede til fru Heibergs temperament og fantasi. Hun kendte til en underverden, og hun førte sig frem som olympier. Sandheden kunne anes, hvis man gik rundt om hele bjerget.

Et liv, genoplev et i erindringen er det 19. århundredes Jammersminde, selv om det vel næppe er de sorgfulde farver, der umiddelbart falder i øjnene. Fru Heibergs eksklusive guldalder-martyrium unddrager sig på alle måder det barbariske. Der er ingen, der har lagt hende i lænker. Hendes monumentale memoireværk er en roman, et udviklings-epos, i nok så udpræget grad som en topografi over et ekstraordinært levnedsløb i småstaden København. »Den menneskelige sjæls højere udvikling,« som hun sagde. Eller de specielle fru Heiberg'ske mekanismer.

Formålene var flertydige. Værket er i sit meget lange forløb lagt an som en strategi. Der er tale om en iscenesættelse af skæbnens og fru Heibergs viljesytringer, og bogen udfolder sig fra kapitel til kapitel i intimt nuancerede variationer over et tema, som man til en begyndelse kunne kalde: Johan Ludvig Heibergs minde. Det vil sige eftermæle. Den opmærksomme og distante ægtefælle skulle beskyttes og kanoniseres oven på pøbelens mishandlinger, og havde han muligvis ikke været tilstrækkeligt af kød og blod her på jorden, så kunne han i erindringsværket genopstå som en venlig helgen i fru Heibergs litterære Elysium.

Men apologien udvidede sig undervejs. Blandt andet til at omfatte hendes eget eftermæle, som ikke nødvendigvis er identisk rned dynastiet Heibergs. Formelt allierer hun sig humant og 10 posthumt med Heiberg. Hun tænker meget på ham, inden hun lægger sig til at sove, men hun drømmer ikke om ham. Hun er ladt alene, mens hun kæmper med sin tales legeringer af aktorat og defensorat.

Fru Heiberg, der var født i Napoleon-året 1812, lige inden statsbankerotten, og levede indtil 1890, Estrups tid, var en moderlig og jomfruelig madonna, almissegivende, med elementær sans for helligbrøde, ukrukket, når det kom over hende, varmhjertet og gnistrende, tankefuld som en heroine hos Karen Blixen, undertiden monstrøs, et geni i perfidt gennemført god opførsel. Hendes skæbnetro viser, at hun har haft samme Vorherre som den syv år ældre H. C. Andersen, men han bar sig mere ironisk ad, når han afgav responsum om den herskende klasse, som de begge skaffede sig adgang til og underlagde sig. Ikke sjældent breder hun sjælen ud og synger af fuldt bryst på sin storladne måde, hvor sentimentaliteten holdes i ave af hendes ubarmhjertighed, men hun samler skørterne umiddelbart bagefter, audiensen er forbi i et nu. Hun er dydig og dydsiret, hun er åndsoverlegen og rå. Hendes fantasi er overordentlig, og hendes passion er livsvarig. Både stoltheden og fordommene bevares intakt gennem de mange år. Sandheden så langt hun ser den. Det er ikke alfedans det hele.

Generationer har gjort fru Heiberg til genstand for gudedyrkelse. Man har stænket sig med vand og knikset foran hendes billede. Eller man har gjort indsigelse i form af retfærdig eller uretfærdig harme, sund eller usund fornuft. Drøftelserne i parterret har holdt sig levende op gennem tiden. Men hvis hendes domme føles hvasse, så virker hendes anfægtelser, der spores bag ved det skrevne som en perpetuel uro med næsten tragisk ræsonnans, ikke mindre ubarmhjertige. Hendes værk skulle også nok kunne opfattes som en sjælelig baderejse med det formål at opnå en katharsis, en helbredelse for dæmonernes infektion. Tilskyndelserne fik hun fra en nobel samtids idealer, eller hun hentede dem fra sit livslange dilemma mellem dyd og hengivelse. Hun skrev som et middel til selvprøvelse, ønskede heftigt at huske skuespilkunsten som »en skøn leg«, men vidste at hun var moralsk i vånde og frembar straks efter hele sin alvor for at forsvare det, der havde været hendes liv. Hun søgte at forene, hvad hun kaldte natur og skønhed 11 og vendte ryggen til »det grelle, det hæslige, det abnorme, det umoralske«, hun såede opbyggelse for at forlænge sin flygtige kunst ind i evigheden og skaffe den substans. Hun var romantiker af temperament, romantistisk når hun brillerede på scenen, og klassicist i sin moral.

Kompositionen i værket er stort set den kronologiske. Fru Hei-bergs lange regeringstid - og positionen er altid den givne - fremlægges med passende stigen og dalen undervejs i det gigantiske partitur. Pastoraler afløses af pludselige uvejr. Proletaroprmdelsen glemmes eller huskes i det øjeblikkelige politiske øjemed. Alting eller det meste bruges polemisk, som et led i aktoratet mod Hei-berg-klanens frafaldne. Det lyner med landsforvisninger, og hendes fornærmelser er dødbringende. Meningsmodstandere og andre blasfemikere udrenses med et fnys. Moralske domme fordeles med rund hånd, leveregler udleveres i tempeldøren. Undertiden fabuleres der med halvt bortvendt ansigt over visse kendsgerninger. I det berømte kapitel om Bellman-sommeren i Hørsholm leges der med digteren Henrik Hertz som med en kattekilling. Men hun kan selv være en kat. Courtoisien har ikke held til at dække over spydighedens bundfarve. De erotiske gækkerier komponeres sammen til en lydefri novelle i Chr. Winther-stil. Det var årsdagen for Heibergernes bryllup, der skulle mindes. Husvennen Hertz indsattes i tidens stil som øjenvidne. Professor Hans Brix har æren af at have dokumenteret, via Henrik Hertz' dagbog, at Hertz netop denne betydningsmættede dag opholdt sig i København.

Hen mod slutningen af værket tager fromheden overhånd, fortællersken indgår formæling med det himmelske, Martensen ses som brudesvend. Erotikken puttes ind i linnedskabet. Men samtidig med de beskrevne antal af år har selve nedskrivningen taget det meste af en menneskealder, og den halve eller den hele samtids støtter er døde og borte.

Alting begyndte tidligt, og sluttede tidligt, når det gjaldt fru Heibergs virke, undtagen netop hendes rolle som skribent. Hun debuterede på teatret, endnu mens hun var en lille pige, og hun giftede sig med professor Heiberg, endnu inden hun var fyldt 20. Hun optrådte sidste gang i forsommeren 1864, i en alder af 51. Da havde den ridderlige Heiberg været død i fire år. Hen hun fik 12 tilmålt et rundeligt otium til efterrationaliseringen af fortidens væsen og gjorte og ugjorte gerninger. Ingen anden har haft så rigelig tid til at affatte og udarbejde sit eget levned i en retrospektiv sammenhæng. Hun forbrugte mere end 30 år til opbyggelsen af livsromanens opbyggelighed. Fru Heiberg i rollen som fru Hei-berg.

Det var fru Heibergs vilje, at erindringerne først skulle publiceres efter hendes død. Derved unddrog hun sin egen person polemikkens smudsighed og forlenede bogen med en ekstra dimension af uigenkaldelighed. Hun sørgede for, at skriftet fik testamentarisk præg. - Meget passende udsendtes værkets førstepart den 14. december 1891, hundredeårsdagen for Johan Ludvig Heibergs fødsel.

Oprindelig skulle Et liv, genoplevet i erindringen (det vides ikke, om titlens ordlyd er fru Heibergs egen) have været indledt med nogle linjer, som forfatterinden vistnok førte i pennen den 17. februar 1855, altså endnu mens Heiberg døjede med at være chef for Det kongelige Teater:

»Ikke i den tanke at skrive mit levnetsløb til interesse for andre, men for at adsprede mit sind fra en stille og nagende smerte og derved drage mine tanker bort fra denne, begynder jeg i denne aften at nedskrive mit livs erindringer, idet jeg håber ved at gå tilbage i den forbigangne tid da at glemme den nærværende.«

Det lille hjertesuk kvaltes imidlertid, idet det efterhånden viste sig, at lønkammer-betroelserne ikke kun skulle høres af månen, og vemoden markeredes siden hen mindre privat, tilsyneladende, men lige så personligt, i den version vi kender nu: gennem indledningslinjerne til ægtefællen Heibergs alderdomsdigt: »De samle sig, lig underfulde drømme . . .«

Med samme styrkegrad som H. C. Andersen, men med beskednere artistisk kunnen, til gengæld også uden hans klynken, har hun sigtet på offentlighed og eftermæle, når hun tog fat om penneskaftet, og har næppe gjort sig illusioner om at overleveres til en eftertid i almanak-novellens form, skønt hun snurrigt nok forsøger at tumle sine dæmonier sammen til en slags idealbillede alligevel. Men fra teatrets praksis, endnu inden de mere realistiske kunstretninger spredte deres odeur ud over scenerummet, var hun vænnet til, at man idealiserede en figur, selv om man med flid 13 havde stykket den sammen af såkaldt naturalistiske træk. Denne ældgamle, fra renæssancen stammende spilleteknik har domineret fru Heibergs fremstilling af sit levned. Hun var opfødt med en rent teatralsk naturalisme, frontal, stiliseret, flyttet hen i scenens forgrund, hvor lyset fandtes. Divaen med det monumentale slæb af myte efter sig er sin egen apoteose.

Fra tid til anden nedskrev fru Heiberg forskellige udkast til værkets forord, uden at hun imidlertid bestemte sig endegyldigt for nogen af versionerne. Man ser hende overveje offentliggørelsernes risici, og man ser vennerne tilråde hende forsigtighed. Hun var i syv sind, undtagen over for sine meninger. Som så mange andre snilde kunstnere støttede hun sig til et hof af medhjælpere og rådgivere, og handlede samtidig aldeles egenmægtigt.

I 1855 erklærede hun i en mini-tale til sit eget spejlbillede: »Jeg vil nedskrive åbent, ærligt og sanddru, hvad der er mødt mig i livet af begivenheder, af mennesker og den åndsudvikling, jeg lidt efter lidt har gennemgået ved tilfældigheden af sammenstød med andre mennesker, med mit barndomshjem, forældre, søskende og øvrige slægt.« Uforbeholdent skulle det være, »thi et livs erindringer er ingen novelle, ingen roman, intet skuespil.«

Men det viste sig jo, at fru Heibergs selvbiografi både er en roman og et skuespil, båret oppe af hendes lidenskab. Hun taler frit og fortroligt, og fordækt, men hun har ret til at stole på, at ingen fordom »støder læseren tilbage fra at modtage fortroligheden«. Og hun ved, at hun under fremstillingen ligesom står udenfor og betragter sig selv »som en person i afstand, en, som jeg skildrede næsten som en afdød, hvis liv var sluttet, og som intet havde at gøre med den endnu levende personlighed, der førte min pen.«

Men selv i dag virker Johanne Luise Heibergs erindringer så vitale, at man synes man læser af en endnu levendes papirer. Venner af hende gjorde gældende, at hendes prosa kun var en afglans af hendes egen smidiggjorte mundtlige stemmeføring, hvori humoren var et salt. Men det samme forbehold har man anført over for H. C. Andersen, Oscar Wilde og Bjørnstjerne Bjørnson.

Der er blevet rigeligt tilbage endda.

Hun har mange stolte kast med hovedet, for hun er jo fru Heiberg, og det kan hun ikke uden videre forventes at glemme. Tillige er hun stædig som en profet eller en martyr, men hun er 14 modig nok til at lægge tvivlrådighed for dagen, når det gælder det rent skribentmæssige. »En uhyre skrubbekost må engang til for at rense dette kaos,« siger hun, med et blik til manuskriptpakkerne. »Jeg selv sidder og beklikker det ene hvide smukke ark papir efter det andet, hvilket skærer mig i hjertet, thi for det meste sletter jeg atter ud om tirsdagen, hvad jeg skrev om mandagen, river det kasserede ark i stykker og kaster det i papirkurven, idet jeg beder det om undskyldning for den medfart, det har været underkastet.«

Men det er ikke dilettantismens syge, som rider hende. Fru Heibergs prosa behøver kun sjældent overbærenhed. Martensen så, at »dette værk vil få betydning, i tidshistorisk, i kunstnerisk og i ethisk henseende«. Men også sprogligt hæver det sig højt i det i øvrigt velskrivende 19. århundrede. Hun transponerer sine følelsesskift ned på papiret uden håndsrystelser. Stilen er folderig, men der er præcision i stemmeføringen, også når hun hvæser. Og skønt hun har mange kokke løbende omkring sig, tillader hun nødig andre at røre om i heksegryden ret længe ad gangen. »Fruen imponerede mig så temmelig,« sagde A. D. Jørgensen efter sit første møde med sibyllen i november 1878, »hun er utvivlsomt, trods det stødende i sit væsen, et ualmindeligt kvindemenneske.«

Redaktionen og korrektionen af Et liv, genoplevet i erindringen, stod længe på. Læsningen, ofte højtlæsningen, samt debatten og kopieringen fordeltes i hendes egen levetid bl.a. mellem fru Gyllembourg (død 1856), Johan Ludvig Heiberg (død 1860), fru Heibergs adoptivdatter Anna Heiberg, forfatterinden Sille Beyer, juristen og politikeren A. F. Krieger, biskop H. L. Martensen, fru Heibergs veninde, frøken Engelline Verdelin, geheimeråd C. C. G. Andræ, skolebestyrer A. G. Ø. Hauch, som fru Heiberg ragede uklar med, fordi han forsømte at frembære sin kritik af teksten med den fornødne ærefrygt, samt historikeren A. D. Jørgensen, der blev værkets udgiver i 1891-92, efter at fru Heiberg, i december 1890, var død. I mange tilfælde vides det ikke, hvem der har haft det udslaggivende ord vedr. forkortelser, stilistiske ændringer, m.v.

I 1904 udsendtes en »folkeudgave« i to bind, som blev genoptrykt i 1913 (ved Otto Borchsenius). Og i 1944 udkom den af 15 Aage Friis, Elisabeth Hude, Robert Neiiendam og Just Rahbek tilrettelagte, videnskabeligt helbefarne udgave af fru Heibergs selvbiografi eller livsroman. Revisionen er her så omfattende, og behandlingen af udkast og bearbejdelser ud i alle detaljer så udtømmende, at Aage Friis-udgaven er blevet det selvfølgelige grundlag for alle fremtidige udgivelser af Et liv, og for al fremtidig fru Heiberg-forskning.

Oprindelig udkom værket i fire dele og bind, og A. D. Jørgensen redegjorde i et tillæg for tilblivelseshistorien og sine egne udgivelsesprincipper. I Aage Friis-udgaven fra 1944 fordeles værkets fire dele i de tre første bind, mens bind IV rummer den komplicerede udredning af bøgernes genesis, samt det næsten fuldstændige optryk af værkets varianter, dvs. det kolossale materiale af »alt hidtil utrykt stof, der ses at have interesse, og som kan tjene til én gang for alle at oplyse, hvad fru Heiberg oprindelig og senere til skiftende tider har ønsket at sige om sit liv og sine meninger.« Og udgiverne tilføjer: »Vi har ikke skønnet, at der var anledning til af pietets- eller diskretionshensyn at tilbageholde noget.«

Det viser sig altså, næsten sensationelt, at det, der med et fælles udtryk kaldes varianter, så at sige er den oprindelige, den umodererede, den uredigerede fru Heiberg. Man kan opdele varianterne i fru Heibergs mange kraftfulde førstehånds-formuleringer (enkeltgloser, ultra-korte passager), som siden erstattedes af andre og ferskere, samt i den omfattende tekstmængde, som fru Heiberg og hendes falanks af rådgivere, i fællesskab eller hver for sig, udelod af trykmanuskriptet af de og de hensyn. Varianterne er i virkeligheden brudstykker af selve teksten, dele af helheden. Men af øjebliksbestemte og i øvrigt fuldt forståelige pietets- og diskretionshensyn eller i et lune eller efter mere eller mindre moden overvejelse har den forhåndenværende redaktør sat sine parenteser og ladet sammenhængen skrumpe ind. Kun de færreste af disse mange detaljer og uddybelser har kladdens karakter. I regelen er de fuldt gennemarbejdede fra fru Heibergs hånd og gjort trykklare. Rettelig hører de hjemme som part i teksten, hvor det viser sig, at de uden hundekunster kan indføjes på deres plads.

I den udgave, som foreligger nu, er de hidtil udeladte 16 originalpartier i så vid en udstrækning som muligt, og med hjemmel i 1944-udgaven, indsat i deres sammenhæng. Derved er Et liv øget med en suite af passager, sætninger, gloser, hentede fra fru Heibergs manuskript; eller man kan sige, at værket for første gang vokser op til at blive sig selv. Teksten, og dermed forfatterinden, strækker sig ud i fuld størrelse. Lagene falder af, farverne ses i deres oprindelige styrke og friskhed.

De vigtige afsnit om barndommen, der i det forrige århundrede må have virket som den skinbarlige Andersen Nexø, kommer nu med i deres helhed. Det samme gælder eksempelvis forlovelseshistorien, forholdet til fru Gyllembourg, de mange fægtninger med skuespillerkolleger, hele opmarchen af forurettelser. - Hyppigt ses i 1944-udgavens bind IV ved indgangen til en entlediget passus følgende ærgerlige formel: »overstreget, antageligt af A. D. Jørgensen.« Det rammer blå. visse sammenhænge, hvor fru Heiberg udtaler sin mening om H. C. Andersen: A. D. Jørgensen beslutter sig til at bevare den svalere del af monologen og lukker hastigt af, i det øjeblik varmen og venerationen sætter ind. Her, som andre steder, har man via en redaktionel forkortelse tildelt hende et overmål af uforsonlighed, skønt det modsatte generelt vist har været hensigten. Som regel har man valgt at lempe det stejle og det brutale i fru Heibergs vældige partitur hen i retning af det standsmæssige. Eller man har skruet ned for hendes lune, det særlige fru Heibergske fynd. Sagakvinden står sig imidlertid bedst ved at få lov til at tale ud.

I denne nye udgave er noter og verificeringer undgået ud fra den betragtning, at hvis fru Heibergs hukommelse undertiden sætter ud, eller hendes retfærdighedssans lokalbedøves, så er det altid af inferiør interesse i forhold til livsromanens fylde og omfanget af kunstnerindens fantasi. En gang for alle henvises der til 1944-udgaven, hvor variant-materialet og kommentarerne findes aftrykt.

Enhver udgiver løber den risiko, at han tilrettelægger sin egen private fru Heiberg. Men Johanne Luise Heibergs memoirer er universelle. Værket åbenbarer sig som én stor variabel tekst, levende og åndende som et Shakespeare-drama.

Niels Birger Wamberg
17

»De samle sig, lig underfulde drømme,
de rige minder fra en svunden vår,
lig gyldne skyer, som på himlen svømme,
skønt solen, under horisonten står.«

Johan Ludvig Heiberg.

DE FØRSTE BARNDOMSÅR

Af mine forældres ni børn var jeg det næstyngste. Min moder, Henriette Hartwig, var fra Frankfurt, hvorfra hun og en ældre søster flygtede en morgenstund, barbenede, i en alder af tolv og fjorten år, for at undfly en hård og ubarmhjertig stedmoders strenge behandling; hun var en søster til deres virkelige moder, som døden havde berøvet dem i deres første barndomsår, en moder, som de bestandigt mindedes med den inderligste kærlighed. Børnene nåede Hambourg ved at tigge sig frem. Her gav de sig begge til at tjene for deres brød og var heldige nok til at træffe på gode herskaber, der havde medlidenhed med deres ungdom og forladte stilling. Efter fem til seks år fulgte min moder med sit herskab, der satte stor pris på hende, til København. Her gjorde hun bekendtskab med min fader, Christian Heinrich Påtges, der var [i vinhandlerlære.] Også han var en. tysker af fødsel og var vandret ud fra Køln for at undgå krigstjenesten. Da han havde så meget, at de kunne gifte sig, nedsatte han sig i København som vinhandler. I bombardementet 1807 mistede de alt, og da han ikke så sig istand til at begynde forfra, forsøgte han sig som værtshusholder. Nu gik deres liv hen i fattigdom og trængsler; de flyttede fra sted til sted for at prøve lykken, som imidlertid udeblev. Da det ikke ville gå i byen, flyttede de ud på en af broerne og fæstede en lejlighed på Nørrebro i et hus, som var bekendt under navnet »Lille Ravnsborg«. Her blev jeg født i 1812, den 22de november.

Det var som bekendt en meget streng frost denne vinter, 18 hvilket ikke alene Napoleons soldater, men også min stakkels moder fik at føle. Hun har ofte i senere år fortalt, at værelset, hvori hun lå, var så fugtigt, at der lå tyk is under hendes barselseng. Da hendes hænders gerning var uundværlig i huset, måtte hun efter få dages leje stå op og tildrog sig derved en heftig feber, som i længere tid tvang hende til atter at holde sengen. Man var nu i stor forlegenhed med mig, og havde ikke en nabokone, som tilfældigvis også havde født et barn på samme tid, tilbudt min moder at dele sin mælk mellem hendes barn og sit eget, var jeg vel omkommet af mangel på pleje. Året efter fødte min moder atter en lille pige, den yngste og sidste af mine forældres børn. Da hun oftere vil forekomme i mit levned, vil jeg nævne hendes navn: Amalie. Efter nogle års forgæves anstrengelse kunne mine forældre heller ikke erhverve det fornødne til livets ophold her og besluttede derfor at forlade København. Officererne ved andet jyske regiment, som tidligere havde spist i middagsabonnement hos mine forældre, fik i sommeren 1816 garnison i Ålborg, og da regimentet nu blev forlagt til Jylland, foreslog min moder at rejse derover, for at de atter kunne spise hos hende, hvis mad lod til at have behaget dem. Det blev da besluttet, at min fader for det første skulle blive i København, hvor han havde et lille erhverv hos forskellige vinhandlere ved aftapning af vine; min moder skulle da først prøve i Ålborg, hvorledes det ville gå med den nye plan, inden min fader opgav, hvad han havde i København.

Hun rejste da med alle os små rollinger på en lille pæreskude til Ålborg. Vi led meget ondt undervejs, og min moder har ofte i senere år med tårer i øjnene fortalt os om sin nød og forladthed i hin tid, og med hvilket tungt hjerte hun ankom i den fremmede by. Her fæstede hun nu en temmelig stor lejlighed, hvilket var nødvendigt, når de mange af regimentet skulle spise sammen. Jeg ser endnu huset for mine øjne med sin temmelig høje stentrappe, som førte ned til gaden; langs med den løb en kanal, ved foden af trappen en bred rendesten. Jeg var dengang mellem tre og fire år. Liggende på alle fire ved denne rendesten, rodende med en pind i samme, vaktes jeg første gang til bevidsthed om mit eget jeg i dette liv. Jeg husker tydeligt, hvorledes jeg pludseligt så i vejret, skamfuld tørrede mine fingre af og tænkte: »Hvis nogen ser dig liggende således her, da er det vist en skam for dig.« Fra denne 19 dag af holdt jeg mig til trappen, ved hvis sider der på grund af den ringe færdsel groede græs. I disse græsstrå så jeg nu de dejligste blomster; undertiden også store træer, hvori jeg så fugle, eng-le, kort alt, hvad jeg ville se. Altid udøvede jeg mine lege ene; aldrig meddelte jeg nogen, hvad der sysselsatte mine tanker. »Hun går så stille og tosser om,« hørte jeg ofte min moder og mine ældre søskende sige. Også havde jeg en anden forunderlig passion. Når jeg sad ved min kære stentrappe, havde jeg ofte bemærket, at i fugtigt vejr kom regnormene krybende frem af jorden; heraf sluttede jeg, at de stakler længtes efter at blive vaskede; for at hjælpe dem så godt jeg kunne med at få dette ønske opfyldt, gravede jeg ofte hele timer i jorden og samlede så mange sammen som muligt. Jeg kunne have et helt nøgle af orme; disse vaskede jeg af på det omhyggeligste, skyllede dem i flere hold vand, indtil de var ganske rene, og puttede dem så atter ned i jorden, forvisset om at have gjort en god gerning. Med slige stille, beskedne glæder gik mine første barndomsår hen.

Ved andet jyske regiment var en underofficer ved navn Zangenberg. Denne mand underviste byens børn i dans, og til dette øjemed havde han lejet en stor sal hos min moder med den forpligtelse, at han skulle tage hendes to yngste børn, min søster Amalie og mig, med i sine dansetimer. Han fandt, at jeg havde et ualmindeligt talent for dansen, og kastede sin særdeles opmærksomhed på mig. Tilsidst kunne han ikke undvære mig ved sine informationer hos byens fornemmere børn, der holdtes i deres eget hjem. Han udbad sig derfor hos de elegante familier, at han måtte tage en lille pige af sine elever med for at være ham behjælpelig med at føre børnene an. Min moders tilladelse hertil fik han let, da hun anså det for en ære, der vederfaredes hende og mig. I slet vejr sendte man ofte en stadselig karet efter ham, og jeg husker grant, hvorledes han og jeg da kørte sammen, og hvorledes jeg med ydmyghed sad ved hans side og næppe turde trække mit vejr, som om jeg havde siddet hos kongen selv. I et af disse elegante huse begyndte min første sorg. Der var nemlig i et af dem en lille stakkels pukkelrygget dreng, der havde fattet stor godhed for mig og altid kun ville danse med mig. Dette morede de voksne, og de kaldte mig nu altid i spøg for hans kæreste. Men for mig var det ingen spøg; med rædsel så jeg dette lille fæle væsen nærme sig 20 mig og skælvede for, at jeg virkelig skulle bindes til ham og blive hans kæreste, uagtet jeg næppe vidste, hvad dette ville sige. Mange søvnløse nætter voldte denne spøg mig, og jeg kom bestandigt med skræk i dette hus, hvor jeg var så velkommen. En skræk, jeg havde kunnet spare mig, thi uagtet hans pukkel ville den fornemme familie næppe valgt mig fattige barn til ledsagerske for deres søn på livets bane; uden at tale om, at han var syv og jeg seks år, så der var i alt fald ikke nogen nær udsigt til en forening, - men hvad kan ikke ængste et barn af en tungsindig karakter, og en sådan var alt i de unge år trådt tydeligt frem hos mig. I foråret 1820 forlagdes andet jyske regiment atter til København, og efter et ophold af fire år vendte mine forældre (min fader var imidlertid også kommen til Ålborg) i den anledning atter tilbage til København, og en sten faldt fra mit bryst, da vi på skibet drog bort uden den pukkelryggede dreng. Jeg havde i lang tid glædet mig i stilhed til at komme til København, thi jeg havde hørt min fader sige, at en bekendt af ham havde lejet os en bolig i Grønnegade. Derved opstod tusinde fantasier hos mig, hvorledes jeg der skulle plukke blomster. Jeg tænkte mig det som en mulighed, at jeg kunne få en dukkevogn, og at jeg i den kunne køre græs, anlægge små haver, plante store træer, hvori fuglene kunne sidde og synge o. s. v.; thi at verden kunne være så ondskabsfuld at kalde en gade for Grønnegade, hvori der ikke fandtes ét græsstrå, endsige andet, faldt mig intet øjeblik ind. Man tænke sig derfor min skræk og min skuffelse, da vi arriverede til Grønnegade! Jeg græd bitterligt over mit fejlslagne håb uden dog at betro nogen grunden til min smerte.

DANSESKOLEN

Mine forældre flyttede atter fra sted til sted for at søge lykken, der lod til rent at have slået hånden af dem. Ved et tilfælde kom en fattig jødepige i vort hjem. Lykken havde vendt hende ryggen ligesom os, og mine forældre, som knap havde brødet til deres egne børn, delte det dog med den stakkels pige, som til gengæld gjorde den nytte, hun kunne, i huset. Samme pige var en datter af den i sin tid berømte jøde, som i et halvt århundrede sad og 21 sang under det store træ i Dyrehaven og ved sine komiske viser var alverden bekendt under navn af »Jøden under Træet«. Han er ofte blevet besunget af digterne og gik over i litteraturen under denne benævnelse. Han var yderst ejendommelig og havde et afgjort talent til at foredrage slige komiske sange, som han da ledsagede med det pudsigste minespil; så snart han slog akkorden på sin citar, strømmede mængden altid sammen om ham og kom snart i en ustandselig latter. Datteren havde arvet noget af hans musikalske talent; hun sang med en smuk stemme og med et sjælfuldt udtryk arier og duetter næsten af alle operaer. Hun var god og tjenstagtig mod os stakkels børn, som i det travle, fattige hus gik for lud og koldt vand. Hun indstuderede nu til sin og vor glæde duetter og arier med min søster Amalie og mig. Vi dansede ofte for hende, hun sang dertil og glædede sig over vore fremskridt, som om vi havde kunnet være hendes egne børn. Denne pige fattede først den idé, at vi burde gå til teatret. Hun talte ofte derom med mine forældre, men min fader sagde da, »at han før ville dreje halsen om på os.« Desuagtet gik hun en dag uden videre op med os til den daværende solodanser Dahlén og spurgte, om han ville antage os to småpiger til dansen ved Det kongelige Teater. Efter at han havde betragtet os nøje, bestilte han os til på en bestemt dag at møde ved Hofteatret (hvor danseskolen dengang var), for at vi med en del andre børn, der havde meldt sig, kunne lade os prøve, om vi var skikkede til denne lykke. Dagen kom, og med skælven og bæven indfandt vi os, ubeskriveligt undselige og ængstelige - jeg især - thi min søster var et livsglad barn, der ikke så let lod sig forknytte.

Imellem de mange teatralske kunster, vi alt havde erhvervet os, var også en såkaldt æggedans, som bestod i at danse mellem syv æg, lagt i en vis form på gulvet. At danse mellem disse uden at se ned og uden at berøre dem med foden det var opgaven. Denne dans udførte vi med stor virtuositet, dengang turen kom til os; til stor moro for Dahlén og hele forsamlingen, der brast i latter den ene gang efter den anden. Jeg havde møje med at tilbageholde mine tårer, thi jeg havde en følelse af, at vi var tilbedste. Dahlén bemærkede dette, trøstede mig og sagde, »vi skulle ikke være så forknytte, det var meget godt, og vi var begge antaget.« Vi gik da hjem og fortalte, at vi begge var antaget ved Det kongelige 22 Teater. Min faders betænkeligheder var forbi, og en forfængeligheds følelse trådte i stedet. Men min angst over at have været til latter forlod mig ikke hele dagen og det meste af natten. Min søster var dengang henved syv år, jeg otte.

Mine forældres stilling forværredes mere og mere. Deres indkomster strakte med møje til livets fornødenheder, og deres fattigdom udtalte sig naturligvis i vore klæder og i vor mangel på alt det, som forvænte københavnske børn anser for uundværligt. Vi kom på danseskolen i vor simple og intet mindre end sirlige dragt til stor forfærdelse for de andre småpiger, der alle i hvert fald i sammenligning med os var et slags stadsdamer. »Hvad er det for to?« udbrød derfor de andre, »hvorledes er det, de ser ud?« De rykkede langt fra os og ville ikke have med os at gøre. En dyb smerte, der grænsede til fortvivlelse, greb mig. Min søster, der havde lige det modsatte temperament, lo ad mig og sagde: »Hvad vil du bryde dig om det, din tosse? Ville de ikke omgås med os, så lad dem lade det være.« Ved min hjemkomst fortalte jeg, hvilken hån vi havde været udsat for på grund af vor simple klædedragt. Men her fik jeg ingen trøst. Min moder sagde, at vi var fattige børn, der ikke kunne gå klædte som prinsesser; at det ikke var en skam at være fattig, o. s. v. Men jeg gik hele dagen med tårer i øjnene, som ingen lagde mærke til. Om aftenen græd jeg mig i søvn med en stille hulken, idet jeg i mit stille sind forundrede mig over, at min søster den hele dag havde været mere oprømt end nogensinde og øvet sig på at gøre det ene hop efter det andet, som hun havde set de ældre børn gøre på danseskolen, mens hun med sin klare stemme sang dertil i vilden sky. Næste morgen begyndte mine lidelser forfra; thi vi gik hver morgen på danseskolen. I Ålborg, hvorfra vi nylig var kommet, var det dengang almindeligt, at alle børn sagde »han« og »hun« til hinanden, og denne jyske skik havde vi endnu ikke aflagt. Den første dag havde vi ikke synderligt åbnet munden, men da de københavnske børn til deres rædsel hørte, at vi sagde hun til hinanden, og min søster endogså tiltalte en af dem med dette ulykkelige ord - rejste der sig en formelig storm imod os, og vi blev forhånede, bespottede og skyede som to stygge trolde, der havde fordristet sig til at trænge ind i denne samling af sylfider. Så snart jeg begreb, hvori vor brøde bestod, kom dette ord aldrig over mine læber.

23

Vanskeligere var det at få min søster afvænt dermed, thi da hun ikke tog sig sagen så nær som jeg, fremturede hun til min sorg i denne for de andre børn utilgivelige fejl. Det var også lettere for mig at vogte mig - hertil korn min tavshed mig til hjælp - men hos hende lod det muntre sind tungen løbe med en hurtighed, som gjorde det umuligt for hende at tænke, forinden hun talte. Dog dette var ikke den eneste anstødssten. Det danske, som vi dagligt hørte af vore tyskfødte forældre, var såre fejlfuldt; dette forkerte, halvtyske, halvjyske sprog havde forplantet sig til os, og var nu ideligt genstand for de andre børns latter og spot. Vi åbnede derfor aldrig munden, uden at det kaudervelske, vi fremførte, gav anledning til vrængen af de andre, der forundrede spurgte, hvad det var for et sprog, vi talte. Og mangen plat vittighed fulgte nu herpå. Dette tror jeg var fra begyndelsen af grunden til min ualmindelige tavshed. Jeg lyttede nu med opmærksomhed til de andres udtale, gentog den i stilhed for mig selv og rettede min søster, så godt jeg kunne. Dette hjalp imidlertid ikke stort, da den hele sag ikke lå hende synderligt på hjerte. For mig stod det som et uopnåeligt ideal at kunne hæve mig til de andre småpiger i et og alt.

På danseskolen var alle børnene opstillede i flere rækker foran læreren ligesom klasser i en skole. De bedste i den forreste række nærmest læreren, og dernæst række for række, de, der var længst tilbage i kunsten, bagest. Min søster og jeg begyndte naturligvis med at blive placerede bagest, men meget hurtigt blev jeg trukket længere og længere frem, indtil jeg stod i den forønskede forreste række, medens min stakkels søster beholdt sin ydmyge plads. Hun tog sig heller ikke dette videre nær, men glædede sig kærligt over min lykke og var lige glad. En af de bedste elever var Andrea, der senere blev en bekendt, yndet danserinde. Hun var, især som ung pige, meget smuk og havde et afgjort talent. I klæder var hun en af de finest holdte piger, havde alle slags luksus, men følte også sin overlegenhed både i det ene og det andet. Denne stolte lille pige kom jeg nu til at stå ved siden af og følte med dyb ydmyghed den ære, der vederfaredes mig. Hun dominerede mig ganske og lod mig føle sin overlegenhed, hvor det var hende muligt; hvilket jeg fandt i sin orden, og var usigelig glad, når hun viste sig nogenlunde venlig imod mig. Med stor begærlighed betragtede min søster og jeg balletprøverne; det var jo en helt ny verden, der blev 24 oprullet for os. Når vi da kom hjem, spillede vi hele balletten til stor glæde for vore forældre, især for min fader, der var henrykt over disse præstationer.

EN BESKYTTER

Ved denne tid boede mine forældre på Christianshavn i Brogaden nr. 20 i stuen, hvor de holdt billard og gæstgiveri. Når stuen var tom for gæster, var det én af vore lege at se, hvem af os der kunne holde længst ud at gå på tåspidsen rundt om billardet. Ofte sprang vi tilsidst op derpå og udførte vore balletscener på hosesokker for ikke at fordærve klædet med vore sko, forestillende os, at dette var teatret, vi stod på. Min fader udgjorde da ofte publikum og så med glæde og stolthed på vore forestillinger. Disse lege gav anledning til en begivenhed, som var af en uberegnelig indflydelse på min barndom, min ungdom og i grunden hele mit øvrige liv, således som jeg nu skal fortælle.

En aften havde ualmindelig mange gæster indfundet sig i billardstuen. Vor lille dagligstue, hvor vi børn opholdt os, var ved siden af denne, så vi kunne høre hvert ord igennem den tynde væg. Konversationen i gæstestuen var denne aften meget højrøstet. Amalie og jeg sad og legede, men blev med ét opmærksomme ved, at vore navne flere gange blev gentaget af min fader, der pligtskyldigst plejede at underholde sine gæster. Vi kunne da ikke lade være at lytte, og nu hørte vi, at min fader fortalte dem om sine to småpiger, der var ved teatret, og som alt kunne danse og synge og udføre de dejligste balletter. »De skulle se dem,« vedblev han, »når de her på billardet udfører deres balletter; det er lige så godt som at gå på komedie.« Teatret har en egen tillokkelse for alle som også det, at komme i berøring med selv en nok så ringe af dets personale. Disse herrer gjorde derfor spørgsmål på spørgsmål, og denne højrøstede passiar endte med, at en af dem råbte: »Lad os få dem herind på billardet og se en af deres balletter! De skulle nok blive applauderede, hvis de gør det godt.« - »Ja, lad dem komme herind!« råbte nu alle i munden på hinanden. Jeg rystede over mit hele legeme, thi så lille jeg var, havde jeg dog en medfødt 25 takt, der sagde mig, at det var uværdigt for os at lyde denne opfordring, og komme i kast med disse mennesker. Min fader kom nu med glædestrålende øjne og stolt mine ind til os og sagde: »Hanne og Malle! Kom ind og dans for gæsterne og spil den ballet for dem, som I viste mig i går.« Jeg sprang nu op, løb hen i den fjerneste krog af stuen og erklærede på det bestemteste, at jeg ikke gjorde det. Min fader blev vred, tog mig ved hånden og bød mig straks følge sig. Min søster lo og sagde: »Kom, din nar! Hvad kan det gøre dig?« Min fader førte os nu ind til gæsterne, der støjende omringede os og opfordrede os til at vise vore kunster. Han løftede os uden videre op på billardet og opfordrede os til at begynde. Min søster opmuntrede mig med venlige ord og istemte sin sang, der tjente i stedet for orkester, mens hun dansede hen ad billardet. Jeg fulgte hende nu, idet mine tårer brød frem og steg til en lydelig hulken, alt som gæsternes rå applauderen tiltog.

Ved et lille bord i en krog af stuen sad der under alt dette en mand og læste i en avis. Han havde hidtil holdt sig rolig og siddet stille på sin plads, men rejste sig nu pludseligt, trængte sig frem til billardet, greb mig om livet og satte mig ned på gulvet, idet han med høj røst sagde: »Det er synd, mine herrer, at tvinge et stakkels barn, som har en finere følelse end De, til at gøre løjer for Dem.« Min fader blev ganske slukøret over denne bemærkning og fandt sig i, at dansen ophørte. Og i samme nu glemte de øvrige gæster os og vore præstationer og fortsatte det afbrudte billardspil. Den fremmede tog mig ved hånden og førte mig hen til sit afsides stående bord. Min søster fulgte efter. Han klappede mig på kinden og gjorde sig megen umage for at berolige mig, hvilket dog ikke lykkedes ham. Han gjorde mig en mængde spørgsmål, som min søster besvarede, thi jeg var stum og blev stum. Blandt andet spurgte han om, hvor gamle vi var, og hvor vi gik i skole? På det sidste spørgsmål svarede min søster, at vi endnu ikke havde gået i nogen skole. Da han til sin forundring fremdeles hørte, at vi i vor alder endnu hverken kunne læse eller skrive, tog han os hver ved sin hånd og sagde: »Før mig ud til [eders] moder!« Vi førte ham da ud i køkkenet, hvor hun stod i fuldt arbejde. Han spurgte hende nu, hvoraf det kom, at vi endnu ikke gik i skole? Hun svarede, at det var der ikke råd til; vi kostede hende nok alligevel. Da sagde han, idet han pegede på mig: 26
»Denne lille pige må De vogte; hun har vist evner i sig, som ikke er almindelige.« Disse af ham udtalte ord har min moder ofte i senere år gentaget, idet hun plejede at tilføje: »Jeg glemmer aldrig, da han kom ud med jer, og jeg stod der i skorstenen og så ud, så Gud måtte sig forbarme.« - »Ifald De ønsker det,« vedblev den fremmede, »vil jeg påtage mig at komme et par gange om ugen og lære Deres to småpiger at læse og skrive. Jeg vil naturligvis gøre det for intet, kun må de rette sig efter min tid og lejlighed.« Min moder, der hidtil ikke havde skænket hans tale synderlig opmærksomhed, standsede med at røre om i sin gryde og så forundret på ham. Hun takkede ham da hjerteligt og bød os begge at kysse ham på hånden til tak, hvilket jeg gjorde med en inderlighed og taknemmelighed, som jeg ikke kan beskrive. Han unddrog sig denne ydmyge tak og kyssede os begge på panden, idet han sagde: »Ja, så kommer jeg på onsdag for første gang, og så skulle vi ret være flittige.« Derpå gik han atter ind i gæstestuen, men kom et øjeblik efter tilbage til vor dagligstue, hvor jeg sad og grublede over det passerede/ rakte os en stor pakke med kager og sagde til mig: »Se nu ikke så bedrøvet ud, lille Hanne!« Derpå satte han sig hos mig og gjorde flere spørgsmål, som de andre i stuen besvarede; [thi min tunge var som fastbunden i munden; men mine øjne] må vel have talt desmere, thi jeg hørte ham sige til en af mine ældre søskende, idet han gik ud ad døren: »Det er et forunderligt udtryk, der er i det barns øjne.« Efter at vi med megen appetit havde fortæret vore kager, gik vi i seng, hvor jeg længe lå uden at kunne falde i søvn; thi aftenens begivenheder og manden ved det lille bord i krogen havde gjort et dybt indtryk på min fantasi - et indtryk, som har bevaret sig friskt i mit øvrige liv. Onsdagen kom og med den Herman, således vil jeg kalde min befrier fra hin aften. Vi skulle nu begynde den lovede undervisning, men alle rekvisitter hertil manglede i vort fattige hjem, og da han snart mærkede umuligheden af at skaffe dem tilveje, forlod han os efter et kort besøg, idet han lovede, at han næste gang skulle bringe bøger, papir, penne og alt fornødent med sig. Få dage efter indfandt han sig atter med fuld oppakning, og nu begyndte han det møjsommelige arbejde: at undervise to børn, der intet i verden vidste - næppe nok, at to og to er fire. Meget flittig var ingen af os, men han desmere udholdende. Han kom aldrig uden at 27 medbringe et eller andet til os, som kunne fornøje børn. Ofte spurgte han os, hvad vi havde fået at spise til middag, og rystede på hovedet ved vor beretning derom. Tit bragte han os også fint indpakket smørrebrød, frugt, kager og andre spiselige sager. Også i vore lege tog han del, og vi blev således meget gode venner, uagtet vi var dovne til at lære, hvad han pålagde os, og desværre lærte jeg aldrig, heller ikke senere, at skrive ortografisk rigtigt. Min lærdom havde fra barn af været for ufuldkommen, så at jeg ikke var kommet til at have alt sligt som en vane og for ingenting. Men var jeg for min part doven til at læse og skrive, var jeg des flittigere på danseskolen. I hjemmet fandt jeg på tusinde små beskæftigelser; især havde jeg en formelig passion for syning. Min søster Amalie havde et sandt raseri for at lege med dukker; til disse dukker syede jeg klæder, hatte, sko etc.; enhver lille klud, jeg kunne linde, blev straks benyttet hertil, og af nok så ringe en lap fik jeg noget sirligt og net sat sammen til hendes dukker. Min lyst til at sy dette dukketøj udviklede et slags skrædertalent hos mig, som siden har været mig til stor nytte.

Hvorledes det gik til, at Herman efter et årstid ophørte at komme til os, husker jeg ikke længer. Han blev vel ked af vor dovenskab, thi jeg havde kun sans for syning og dans og gjorde større og større fremskridt, især i det sidste.

BARNET I »CORREGGIO«

Det var skik ved teatret, at børn, som skulle bruges i skuespillet til at sige replikker eller udføre små roller, valgtes imellem dem af dansebørnene ved balletten, der alt havde nogen uddannelse i legemlig henseende og var vant til at træde ind på scenen. En dag blev derfor jeg og en anden lille pige ved danseskolen tilsagte til at møde hos instruktør Lindgreen. Jeg ser ham endnu for mine øjne, den lille tykke mand med det godmodige, men satiriske smil, komme os venligt imøde, idet han klappede os på kinden og sagde: »Sikke to nette småpiger! Når I nu er lige så flinke som nette, så skal den af jer, som kan gøre det bedst, få lov til at spille barnets rolle i »Correggio«.« Vi fik nu hver bogen til stykket, og 28 han fastsatte en tid, på hvilken vi skulle være færdige med at lære rollen og da atter komme til ham, for at han kunne vælge den af os, der udførte den bedst. Dagen kom, og med bankende hjerte indfandt jeg mig hos Lindgreen. Den anden lille pige kom straks efter, og nu begyndte prøven for ham, først af hende og dernæst af mig. Jeg kan endnu se, hvorledes hans ansigtsmuskler vibrerede af rørelse under min fremsigelse af de barnlige replikker. Da jeg var færdig, gik han hen til den anden lille pige, tog hende under hagen og sagde: »Du gjorde det meget godt, men den lille Patges er mindre, og vi ville gerne have barnet så lille som muligt; en anden gang, når barnet skal være større, kan turen komme til dig.« Jeg blev altså valgt. Denne fornuftige og kærlige fremgangsmåde mod os begge, der forhindrede mig i at blive stolt og hende fra at blive ydmyget, har jeg i senere år beundret og efterligner, når jeg selv skulle være dommer over de små.

Kort efter blev jeg tilsagt til prøve på stykket på teatret. Jeg skulle nu ned på Det kongelige Teater, hvor jeg ikke var vant til at komme om formiddagen, og imellem de mange fremmede skuespillere, jeg så godt som slet ikke kendte. Usigelig forknyt stillede jeg mig i en krog bagved en kulisse, da jeg pludselig hørte dr. Ryges stentorstemme råbe, så det gøs i mig: »Hvor er barnet?« Jeg krøb da frem og nejede dybt for ham på den for dansebørn ejendommelige måde. Han betragtede mig med sine store øjne: »Er det dig, som skal spille barnet?« Jeg nejede atter dybt. »Kan du ikke tale?« Men om det nu havde gældt mit liv, kunne jeg intet ord få frem. »Hvad er det for en lille unge,« sagde han, hen-vendende sig til Lindgreen, »hvor hun ser bleg og ynkelig ud.« -»Jeg har prøvet hende i rollen,« svarede den godmodige Lindgreen, »hun gør det meget ordentligt.« Dette satte atter lidt mod i mig. Denne første tiltale af dr. Ryge til mig forknytte barn gjorde, at han formeligt blev min skræk. Han udførte Michel Angelos rolle, så jeg havde mine vigtigste scener med ham, og jeg gøs alt ved tanken om, at jeg skulle komme denne store, strenge mand så nær. Den ualmindelige tavshed, hvormed jeg som barn indesluttede alt hos mig selv, gjorde, at mine taleorganer først sent udviklede sig. Der var derfor ord, især dem, der begyndte med k, som jeg havde stor vanskelighed ved at udtale; k blev til et blødt g. Da jeg derfor i en af mine replikker skulle sige: »Så sætter jeg 29 mig på dit knæ, og så rider vi til Parma",* udbrød Ryge, på hvis knæ jeg alt sad: »Hvad fanden, kan du ikke sige knæ? Du siger jo gnæ.« Jeg for sammen ved denne hårde tiltale. Denne mangel hos mig opdagede jeg først i dette øjeblik. »Kan du ikke sige k n æ?« råbte han endnu højere med sin stærke røst. Tårerne, som ved den mindste hårde berøring af andre altid var det eneste svar, jeg kunne give, strømmede nu ned ad mine kinder, og at få mig til at tale mere den dag var en umulighed. »Du forknytter hende,« sagde Lindgreen, »hun kommer nok efter at sige det rigtigt.« Ryge klappede mig nu på kinden, dog så hårdt, at også dette sårede mig. »Ja ja,« vedblev han, »men på næste prøve må du min sjæl sige knæ og ikke gnæ.« Da jeg kom hjem, fortalte jeg intet af alt dette, og ingen anede, hvad der lå tungt på mit unge hjerte. Hele dagen søgte jeg ensomhed for at udtale det ulykkelige ord højt for mig selv og var fortvivlelsen nær; thi så tit jeg repeterede ordet, blev det til gnæ og ikke knæ. Næste dag havde jeg et ærinde for min moder ud i Nyboder. På vejen dertil gentog jeg ideligt det usalige ord og faldt på først at udtale k'et og efterhånden føje de andre bogstaver til, og dermed vedblev jeg så længe, indtil jeg til min uendelige fryd hørte, at det klang nogenlunde rigtigt. Ved den næste prøve på »Correggio«, da jeg atter sad på knæ, og stedet kom, gøs det i mig, blodet for mig op til hovedet, og med fortvivlelsens anstrengelse udtalte jeg "knæ" højt og tydeligt, men brast i samme øjeblik i den heftigste gråd. Ryge sagde halvt smilende, halvt rørt: »Se så, nu gik det jo,« og efter at jeg havde tørret mine øjne, fortsatte vi nu scenen. Det uudsigelige, der kan ligge i et barns stemme og blik, i forening med forfatterens smukke replikker, må vel have været grunden til, at jeg hos ham som hos Lindgreen så, at hans læber vibrerede, og at tårerne stod i hans store, gennemborende øjne. Nielsen spillede Correggio. Da han ved stykkets første forestilling efter en af scenerne bærer barnet ud på sine arme, kyssede han mig, da vi kom ud, idet han satte mig ned på gulvet, og sagde: »Det gik jo godt, mit søde barn, hørte du de mange klap, du fik?« Heraf lærte jeg, at jeg havde fået klap, thi indtil da havde jeg ikke tænkt på, om dette gjaldt mig eller en anden. Fra nu af tyede man til mig, hver gang * 30 man i skuespillet trængte til et barn for at udføre barneroller; jeg var således ofte med, snart som pige, snart som dreng, snart som engel, snart som trold, og Gud ved hvad. En lille episode på en af prøverne kan jeg ikke undlade at fortælle, da jeg så trofast har gemt den i min erindring. »Cendrillon« skulle gå, og jeg blev tilsagt til prøve for at udføre en af de små engle, der bærer Cendrillon ind under drømmen. Det var i vinterens hjerte og overmåde koldt. Jeg stod i min tynde dansedragt, med den bare hals og de bare arme og frøs forskrækkeligt. Da kom den nydelige madam Zinck, der udførte Cendrillons rolle og havde bemærket, at jeg ordentligt rystede af kulde, hen til mig og sagde: »Hvor din lille stakkel fryser! Kom, jeg skal varme dig.« Og nu åbnede hun sin kåbe, der var foret med pelsværk, og puttede mig ind under den, idet hun slog den sammen om mig, så jeg var skjult fra hoved til fod. Jeg glemmer aldrig det øjeblik, da jeg stod derinde - den velgørende varme, æren af at stå så tæt op til hende bragte mit hjerte til at banke af glæde og taknemmelighed over en venlighed, hvortil jeg var så lidt vant. Jeg turde af ærbødighed og ærefrygt næppe drage ånde. Dette lille menneskekærlige træk af hende har gjort, at jeg mit øvrige liv har mindet hende med hengivenhed og taknemmelighed.

HJEMMET

Jeg fortsatte nu min daglige gang på danseskolen, hvor jeg stadigt var udsat for nye ydmygelser af forskellig art; især var de ulykkelige simple klæder, sorn jeg var iført, bestandig stof til latter for de andre børn; og udsigten til, at dette kunne blive bedre, var mindre end nogensinde. Fattigere og fattigere blev mine forældre, så de endogså så sig nødsagede til at flytte fra Brogaden til en endnu ringere lejlighed. Kort tid før dette skete, hændte der noget, der ikke bidrog lidet til at forbitre mig min barndom. En dag, da min søster Amalie og jeg var ene i vor dagligstue og udførte en af vore »balletter«, sank hun pludseligt på knæ og drejede hovedet så forfærdeligt, at jeg udbrød: »Fy, hvor det er stygt! Lad dog være!« Til min forundring svarede hun mig ikke, men sank om på gulvet i det frygteligste krampeslag. Jeg råbte nu om 31 hjælp, og min stakkels moder fik da til al sin øvrige kummer den nye sorg, at have et barn med en så rædsom sygdom, en sygdom, der aldrig siden forlod det tilsyneladende sunde og blomstrende barn. Imidlertid håbede man bestandigt, at det skulle fortage sig; hun vedblev derfor at gå på danseskolen, og det blev mit hverv at passe på hende tidligt og silde. Ofte, når vi gik fra eller til teatret, fik hun det pludseligt på gaden, hvor hun, liggende på brostenene, til min store angst og forfærdelse samlede de forbigående om sig. Men jeg kan nu ikke andet end forundre mig over den åndsnærværelse, som jeg lille pige ved slige lejligheder lagde for dagen. Med fuldkommen ro cg besindighed gjorde jeg alt, hvad der var at gøre, tavs, som sædvanligt. Min stakkels søster og jeg var uadskillelige. Vi gik altid sammen, vi sov i samme seng; thi intet øjeblik turde hun være uden opsigt. Vi holdt så meget af hinanden, at ingen af os kunne falde i søvn om aftenen, når vi ikke holdt hinanden i hånden. Dette var lykken i denne ulykke. Hun lød mig som en yngre søster lyder den ældre, og uagtet der kun var et års forskel i vor alder, var jeg dog en autoritet for hende; det var mere min alvor end min alder, der gjorde mig til det. Man taler så meget om opdragelsen, - jeg tror, der gives naturer, for hvem det er en lykke ganske at være overladt til sig selv - og en sådan natur var vistnok jeg. Der behøvedes så lidt til at vække mig i de forskelligs te retninger. Således erindrer jeg, at jeg en aften i min tidligste barndom var syg, og at min moder for at berolige mig tog mig op til sig i sengen. Her hørte jeg nu for første gang, at hun bad en stille bøn til Gud. Da hun var tysk af fødsel, bad hun i det tyske sprog, et sprog, som vi børn ved dagligt at høre vore forældre tale det indbyrdes sammen forstod lige så godt som dansk. Denne bøn gjorde nu et så mægtigt indtryk på min unge sjæl, at jeg nok tør sige, den vakte min religiøsitet for hele livet. Jeg sov herefter aldrig ind nogen aften uden bøn; og så uudslettelig var erindringen herom, at jeg fra den tid af har måttet begynde min aftenbøn med de samme ord, hvormed min moder hin aften begyndte sin: »Almægtige gud!«

I stor fattigdom flyttede nu mine forældre fra Brogaden hen i »Hvælvingen« ved Nicolai Tårn, næsten berøvede alt, hvad de ejede, hvilket af værten var taget for huslejen, som de ikke så sig istand til at betale. Mine to brødre kom nu i lære. En søster og en 32 broder havde alt i flere år været i huset hos min moders søster (hende som flygtede med fra Frankfurt og nu var gift og etableret i Stubbekøbing på Falster). Min ældste søster stod i begreb med at gifte sig med en kopist i det daværende rentekammer. To børn havde mine forældre mistet ved døden. Der var altså kun os to yngste børn tilbage i hjemmet. Den nye bolig, vi drog ind i, var så slet og ubehagelig som muligt. En scene i dette usle hjem står endnu levende for min fantasi. Min ældste søster, der, så ung hun var, i fuldt mål havde delt mine forældres modgang og sorger, blev en dag pyntet som brud. Jeg stod med opspilede øjne og betragtede den blomstrende pige med den grønne myrtekrans på det glinsende hår og den simple, hvide, klare kjole, der så smukt klædte hendes høje, slanke figur. »Nu er du jo ganske færdig,« sagde jeg, idet jeg ikke vovede at røre ved hende af frygt for at krølle den pæne kjole. »Ak nej,« svarede hun med tårer i øjnene, »jeg mangler knappenåle for at blive ganske færdig, men moder siger, at hun ikke kan give mig et par skilling dertil; jeg må altså vente, til min kæreste kommer for at afhente mig.« Kort efter kom brudgommen kørende for at afhente hende, gav med god mine et par skilling til knappenåle og kørte så bort med sin brud, for hvis påklædning han naturligvis havde måttet sørge fra top til tå. Det var et fuldkomment inklinationsparti fra begges sider, så de steg i vognen med glade ansigter. Vi andre i hjemmet mærkede ikke til nogen som helst fest, ingen af os var med i kirken. Efter vielsen kørte brud og brudgom hjem til hans forældre, der førte et sirligt hus, men ikke med den bedste mine modtog den fattige og simple svigerdatter, som de dog forresten var gode og hjælpsomme imod. Min søsters nye lille hjem, som svigerforældrene havde møbleret, forekom mig som et himmerige; jeg syntes, at alt var pragtfuldt og herligt der. Siden har jeg indset, at hele pragten bestod i renlighed og hyggelighed. Et årstid efter fik min søster en lille datter, og fra den tid af udgjorde dette hjem og især det lille barn min eneste glæde.

Ved vor nye bolig i Hvælvingen lå en lille plads tæt ved Nicolai Tårn, som af alle børn i nabolaget blev benyttet til legeplads. Amalie og jeg blandede os ofte i disse lege, jeg dog mest som tilskuer, thi jeg havde intet talent til at lege med andre børn, hvorfor jeg gerne stod tilovers og som en fremmed imellem dem.

33

Amalie derimod var alles veninde og en ypperlig legekammerat. Som vi en dag var midt i legen, stod pludseligt Herman ved min side og betragtede mig, som om han var uvis, om det også virkelig var mig. »Står du her på gaden?« sagde han, »følg mig hjem til dine forældre.« Han tog os nu begge ved hånden, og skamfulde over, at han havde set os således på gaden, fulgte vi ham op i vor fattige bolig. Her talte han længe med min moder, og jeg hørte ham sige, det skikkede sig ikke, at vi løb om på gaden mellem alle slags børn. Nu tilbød han atter at begynde den afbrudte undervisning og gjorde mig en mængde spørgsmål, hvilke min søster Amalie besvarede. Han betragtede mig længe og nøje, klappede mig på kinden, varmede mine hænder, der var blå af kulde, i sine, medens jeg stod ulykkelig med nedslagne øjne ved hans side. Sagen var, at jeg altid havde en følelse af skamfuldhed, hvorover vidste jeg selv ikke ret. I samtalens gang spurgte han os, om vi havde lyst til at lære musik? Amalie lænede sig frimodigt til ham og sagde: »Jo, det var dejligt! Men vi har intet klaver.« - »Jeg skal leje et til eder og lade bringe herop; og selv kan jeg lære eder, hvad I behøver i førstningen.« Nogle dage efter kom virkelig et klaver, og jeg erindrer endnu, hvor forunderligt det blankt polerede møbel stak af imod vort øvrige bohave. Herman kom nu flere gange om ugen, læste, skrev og spillede med os; bragte os alle slags små gaver, også mad og frugt; sørgede for sko m.m. til os og var som en fader imod os stakkels forkomne og forsømte børn. Hvad under da, at vi hang ved ham med al barnlig uskyldighed? Når han kom, fløj min søster om hans hals. Ofte satte han os hver på sit knæ, fortalte os historier og udfrittede os om vore små ønsker, som han da straks opfyldte. Også heri var jeg meget tilbageholden, min søster sagde ofte til ham: »Nu skal jeg sige dig, hvad Hanne ønsker.« Når han så på denne måde kom til kundskab derom, bebrejdede han mig min tavshed og tilbageholdenhed. Klaveret gjorde især Amalie lykkelig; ofte sad hun hele timer og klimprede derpå til stor glæde for min fader, der stolt og rørt lyttede til, når hun med sin klare stemme sang, så det rungede igen. Der opstod på denne måde af sig selv et ærbødighedsfor-hold fra mine forældres side mod deres børns velgører, så at de intet kunne foretage med os uden hans vilje og vidende. [Og dette var en lykke for os, da deres begreber om, hvad der skikkede sig, 34 var noget forvirrede.]

Således gik nogle år hen. Imidlertid sank mine forældre dybere og dybere ned i armod, så de tilsidst ikke vidste, hvorledes de skulle subsistere. Hidtil havde min fader styret alt i huset, og alt var gået efter hans vilje. Hans lette karakter havde unægteligt været skyld i, at vi nu befandt os på dette punkt. Min moder derimod var en ualmindelig kraftig og virksom natur. Mine brødre var vel kommet i lære, men de skulle dog have klæder og renlighed hjemmefra. Gammel gæld skulle betales, den årlige husleje, de daglige udgifter til livets ophold skulle tilvejebringes, og intet fandtes hertil, så at vor tilstand var aldeles fortvivlet. Så ung jeg var, følte jeg alt dette dybt, og i min aftenbøn knugede jeg mine hænder fastere og inderligere ved de ord i mit fadervor: »Giv os i dag vort daglige brød!«

Min fader var en høj, smuk, velskabt mand med et nobelt udseende. Som streng katolik var han gennemtrængt af al den romantik, der ofte i høj grad hænger sammen med denne tro. Fremmede fik altid på grund af hans nette, belevne væsen godhed for ham; han var heller ikke uden boglig dannelse. Han havde naturlig sans for al kunst; musik og poesi gjorde ham stor glæde, og aldrig kunne vi børn fornøje ham mere end ved at recitere et eller andet digt eller synge for ham; da var han lykkelig, og tårerne stod af henrykkelse i hans øjne. Der var tillige noget generøst i hans karakter, der, skønt det var forenet med en ikke ringe del letsindighed, klædte ham godt og gav ham - om jeg så må sige -noget fornemt.* Også havde han et vist talent til i sine tarvelige klæder at bevare nethed og renlighed, og hvorledes det end gik, måtte min moder sørge for, at han til bestemt tid fik rent linned udleveret. Da kunne han stå hele timer for at ordne sit hår og børste sine klæder. Hver søndag, når dette toilette var færdigt, vandrede han i højtidelig stemning med sin latinske salmebog til det katolske kapel. Min moder fulgte aldrig med, men arbejdede ufortrødent søndag som hverdag. Vi børn var jo efter landets love døbte i den protestantiske tro, men da min moder aldrig gik i kirke, kom vi børn der heller ikke. Desuagtet havde min moder * 35 dog et gudfrygtigt sind, bad flittigt til Gud, og vor Herre Jesu navn lød ofte fra hendes læber til os børn til advarsel og formaning. At hun hørte til den lutherske kirke som alle vi børn, anså vi som givet.

Min moder var en højst mærkelig og ejendommelig natur med kæmpeenergi og udholdenhed. Hun var i besiddelse af et overordentlig skarpt blik til at gennemskue og bedømme andre mennesker, og det med en hurtighed, en sikkerhed, der ikke kunne andet end forundre, så at få mennesker ville kunne rose sig af at have narret hende. Undertiden havde hun forudfølelser og anelser om, hvad der ville ske, og meget sjældent slog hendes anelser eller forudsigelser da fejl. Hun var overordentlig livlig og bevægelig og havde altid sin egen originale måde at udtrykke sig på, manglede aldrig stof til samtale og var som oftest heldig, når hun ønskede at vinde nogen for sine interesser, lod sig hurtigt og let opmuntre, men var i grunden et tungt, tankefuldt gemyt - en egenskab, som vist var min arv efter hende. Hun havde en forbavsende hukommelse, og mærkeligt var det, at hun, som på grund af sin tidlige flugt fra sit fædrenehus hverken kunne læse eller skrive - en forsømmelse, hun aldrig senere havde lejlighed til at indhente -, dog vidste så meget, som hun ofte meddelte os børn, der aldrig var gladere, end når hun på sin livlige måde fortalte snart træk af historien, snart hvad der var mødt hende selv i hjemmet og senere. Således påstod hun, at hun en aften på sin flugt havde været i et teater og set »Hamlet« opført, og vist var det, at hun, når hun var i godt humør, reciterede flere replikker af denne tragedie, der var blevet hende uforglemmelig. Hun havde et utroligt forråd af fortrinlige ordsprog, som hun anvendte ganske ypperligt i samtalens gang, altid med de forord: »Min moder sagde -«. Når man nu betaenker, at hun som et barn på 11 år mistede denne moder, da var det jo forbavsende, at dette barn virkelig i sin hukommelse havde bevaret mindet om disse ordsprog, der mere eller mindre skjulte en sund folkevisdom.

At se mig spille udgjorde begge mine forældres glæde og stolthed, og jeg havde især min moder mistænkt for, at hun, når hun var i teatret en enkelt gang, ikke kunne lade være at tilkendegive sig som min moder for dem, der sad hende nærmest. Således fortaltes der, at hun en aften, da jeg som gift kone spillede, havde 36 svaret en dame, der sad ved siden af hende, og som havde ytret: »Deres datter er dog et mærkeligt menneske!« - »Min datter er intet menneske, hun er et væsen.« Dette svar løb til min store sorg byen rundt.

At min moders energiske natur og arbejdskraft ideligt blev standset ved min faders letsindighed, idet hun ikke kunne få ham til at tage alvorligt fat på et eller andet, der kunne forbedre deres trykkede kår, og at dette tilsidst gjorde hende rent fortvivlet, var jo naturligt. Omsider kom da også en afgørende krise.

Noget af det første, der mødte os i vor nye bolig, var nemlig, at to retsbetjente kom og skrev alt op, hvad vi endnu ejede; en kreditor havde lagt beslag på det hele. Jeg glemmer aldrig min skræk og rædsel ved disse menneskers komme. Jeg vidste ikke, forstod ikke, hvad dette havde at betyde, men troede, at vi alle skulle i fængsel. Jeg sad i en krog på en skammel og rystede over hele rnit legeme. Det beroligede mig dog noget at se min moder gå kækt omkring med retsbetjentene og besvare deres spørgsmål, uden at det så ud, som om hun var angrebet af, hvad der skete, men snarere, som om hun havde ventet dette besøg. Min fader derimod sad tavs og bleg og så meget nedslået og skamfuld ud. Da betjentene endelig fjernede sig med den store bog under armen, hvori de havde optegnet alt, og vi atter var ene, så min moder med en blanding af trods og stolthed hen til min fader, idet hun sagde: »Hidtil har du rådet, og så vidt har du bragt os. Et halvt år endnu på denne vis, og vi og dine børn har kun tilbage at komme under fattigvæsenet. Fra i dag af råder jeg, og du skal se, alt skal blive anderledes.« Min fader svarede vredt og trodsigt: »Vær så god! Lad os da se, hvorledes du vil bære dig ad.« Nu gik min moder til en gammel bekendt af hende og min fader, en trådhandler Korner, bad ham at forstrække hende med en sum penge, hvormed hun kunne begynde et erhverv, og forsikrede ham, hun ville arbejde dag og nat, indtil hun kunne tilbagebetale ham hans tilgodehavende. »Jeg kender Dem som en stræbsom kone,« lød hans svar, »og De skal få pengene.« Hun fæstede nu en større lejlighed, i Pilestræde nr. 124 i stuen. Det var faldet hende ind, at hun forstod at tilberede en del tyske retter, som ikke var synderligt kendte her, i det mindste ikke således tillavede. Det bestod i på en egen måde at salte kød, at nedlægge hvidkål, 37
snittebønner, lageagurker og især i at koge sorte og hvide pølser. Disse sager satte hun nu i avisen, at de var at få så vel i som ude af huset. Og virkelig blev der et totalt omslag i vor stilling. Folk strømmede til for at købe, og dette steg efterhånden i en sådan grad, at de ofte stod langs ad trappen og gangen i rækker som udenfor et teater. Om sommeren havde hun et telt i Dyrehaven for også på denne årstid at have en indtægt. »Jeg vil ikke tigge,« plejede hun at sige, »men arbejde.« Med en mageløs flid besørgede hun og en pige det hele arbejde i vintermånederne. Efter dagens travlhed kan jeg endnu se min stakkels moder sidde træt, hed og udmattet ved et lille bord og lægge alle disse rigsdalere, marker, otteskillinger og fireskillinger hver i sin række, og tilsidst stryge dem ned i hånden og lukke dem ind i en gammel kommodeskuffe, tage nøglen af og putte den til sig, [medens min faders øjne fra en krog i stuen fulgte denne manøvre med vrede, truende blikke, uden at sige et ord. Med angst og skælven bemærkede jeg min faders sindsstemning. Jeg kunne ikke falde i søvn, men lå og lyttede i urolig spænding, som om jeg hvert øjeblik ventede, at det uvejr, der viste sig på hans åsyn, ville bryde løs og ramme os alle. Dette varede i nogen tid, i hvilken min fader blev mørkere og mørkere i sit sind, indtil han forfaldt til mere og mere at nyde stærke drikke. I denne ophidsede tilstand fik da den undertrykte vrede luft -og nu fulgte scener, for hvilke jeg vil bede Gud at bevare ethvert barn fra at være vidne til. Vore kår var nu bedre, men vort hjem var et helvede. Hvor ofte har vi to stakkels børn, når vi om aftenen kom hjem fra teatret, ikke stået udenfor døren og lyttet med hjertebanken, om alt var roligt indenfor, eller om alt var i flammer. Min stakkels fader var aldeles utilregnelig i denne tilstand, og vi arrne børn måtte ofte kaste os imellem vore forældre og med vore små legemer beskytte den arbejdsomme moder, hvis flid var grunden til hans harme og mishandling. Sagen var, at han i sine bedste øjeblikke skammede sig over, at han som mand og fader intet havde kunnet udrette for os. Disse sorger bedøvede han ved at drikke mer, end han kunne tåle, og i sin rus lod han da min ulykkelige moder og os bøde for sin dobbelte uret. Rørende var ofte hans skamfuldhed dagen efter slige scener, men intet forsonende ord kom over hans læber, og han druknede atter sin smerte i en ny beruselse, hvis følger aldrig udeblev. I et lille uhyggeligt 38 værelse, hvor mine forældres og vor seng stod, opholdt min søster og jeg os, når vi var hjemme. Dette triste sovekammer foretrak vi for dagligstuen for at være så meget længere fra støjen og uroen; dog undgik vi den heller ikke helt her; thi sovekammeret var dør om dør ved dagligstuen.

I døren, hvor vi sad, var en lille glasrude ind til dagligstuen, så vi som fanger var under idelig opsigt. At vi opholdt os her, var imidlertid min fader imod, og når han nu var i denne næsten dyriske tilstand, hvor han i stuen ved siden af gav hele sin heftighed luft, da var det næsten, som om han frygtede for, at denne skulle undgå os, og for at forøge støjen slog han med al sin kraft med den knyttede hånd på døren ind til os, idet han gik frem og tilbage og udskældte os og gav os de frygteligste navne. Ved ethvert af disse slag for vi stakkels børn da sammen og skælvede af skræk over, at han kunne træde ind til os; thi undertiden styrtede han pludselig ind, hævede sin knyttede hånd imod os og påstod, at han havde set igennem ruden på døren, at vi havde leet ad ham, uagtet Gud ved, hvor langt vi i vor angst var fra at le. Min stakkels søster ramte han undertiden, medens jeg altid gik fri. Han havde aldrig lagt hånd på mig til megen omtale og forundring både hos mig og de andre, og det uagtet han ligesom blev ægget dertil af min moder, idet hun sagde: »Du tør ikke, du vover ikke at slå hende.« Én forfærdelig aften står altid i min erindring i al sin gruelighed. Han havde den hele dag fra morgenstunden været frygtelig og i formeligt raseri. Mod aften steg dette i en grad, som jeg ikke vil udmale. Min moder havde måttet aflåse køkkendøren for at undgå hans mishandling og for at stå i fred til sit arbejde. Nu var han utrættelig til at bryde på denne dør og svor på, at han ikke hørte op, før fyldingen var sprængt. Udmattet af dagens rædsler sad jeg i en krog i stuen, idet han uophørligt holdt det frygteligste hus. Med ét for han imod mig og råbte ude af sig selv: »I skal agte mig, jeg er en retskaffen mand og ingen tugthusfange.« Blodet brændte i mine årer, og Gud ved, hvorfra det mod kom; thi jeg rejste mig op, stillede mig lige for ham og sagde (Gud forlade mig): »Du er værre end en tugthusfange, han lider straf, måske for et øjebliks forvildelse, men du straffes ikke, fordi du gør os alle så ulykkelige.« Næppe var disse ord udtalte, før en gruelig angst overfaldt mig; jeg 39 tænkte: Nu styrter han over dig og slår dig fordærvet. Blodet strømmede mig til hjertet, og rystende af skræk stod jeg der oprejst og stiv, medens al blodet strømmede til mit hjerte. Man siger, at en drukken kan pludselig blive ædru ved en stor skræk. Således har jeg forklaret mig, at han pludselig blev som ædru. Stod med ét stille foran mig, lige så bleg som jeg selv, og så på mig med et udtryk i øjet af smerte, som jeg aldrig kan glemme, satte sig stille hen i en krog af stuen og var tavs den øvrige del af aftenen. Denne scene har hele mit liv tynget på min samvittighed, og dybt har jeg angret dette ukærlige udbrud og tit i mit stille sind bedt ham om forladelse derfor; til ham selv kunne jeg aldrig overvinde mig til at føre samtalen tilbage herpå, men ofte har jeg i stilhed forundret mig over mig selv hin aften og ikke kunnet begribe, hvorfra jeg hentede ord som dem jeg i min heftighed udtalte mod ham. Jeg tror vist, at jeg selv må have haft feber af dagens lidelser; thi ikke alene min faders tilstand havde jeg at kæmpe med, men hans uret imod min moder fremkaldte hos hende en heftighed, der ofte var lige så frygtelig, som hans rus.

Dette var mit hjem.]

»Dog, fra den ringeste vrå kan man hæve sig til himlen.« Og jeg hævede mig ofte til himlen fra min ringe vrå, ikke alene i bønnen, men gennem min fantasi befolkede jeg en verden om mig af dejlige skikkelser, af skønne boliger og haver, hvorfra englenes små, søde ansigter tittede ud til mig mellem grenene, og hvor blomsternes farvepragt frydede mit øje. Ofte var jeg lykkelig i dette sværmeri, så lykkelig, at de mørke skygger i mit hjem forsvandt for den verden, jeg i mine drømme levede i.

Jeg var ved denne tid omtrent 12 år. Herman kom som sædvanligt og læste og skrev med min søster og mig, og i disse timer var der stilhed i huset, da begge mine forældre ønskede at stå i et godt lys for ham, hvis godhed mod deres børn de vel følte vigtigheden af.

[Imellem vort værelse og gæstestuen var væggen så tynd, at vi kunne høre alt, hvad de højrøstede gæster passiarede om med vor fader. Ofte hørte jeg til min sorg, at vi var genstanden for samtalen. Han fortalte dem om vor ansættelse ved teatret, hvor rart vi kunne danse, synge, deklamere etc. »Lad dem komme herind!« 40 lød det da ofte, »lad os se dem!« Min fader kom da ind til os, og med en bedende mine henvendte han sig altid til mig og sagde: »Gør mig den tjeneste, min pige, at komme ind; det er sådanne pæne mænd, og de ønsker så meget at se eder.« Alt blodet steg mig til hovedet ved slige anmodninger, bønligt bad jeg om at måtte være fri; men når intet hjalp, sagde jeg: »Hvad vil Herman sige, hvis han får det at vide? Du ved jo, han vil på ingen måde have, at vi viser os for gæsterne.« Dette hjalp; vredt vendte han os ryggen, gik ind igen, og vi hørte nu, hvorledes han hittede på forskellige udflugter til grund for vor udebliven, og gæsternes uforskammede bemærkninger over vor tilbageholdenhed.]

En dag, da min søster og jeg sad i vort lille hul, hørte jeg en samtale i gæstestuen med min fader om mig. En af gæsterne sagde, at han havde set mig danse på teatret; »men er det sandt,« vedblev han, »at det barn alt er forlovet med en gammel mand, som skal komme så meget her hos Dem?« - »Ja,« svarede min fader, »vi ved jo ikke så rigtig, hvad hans hensigt er; hun er jo endnu kun et barn, men det bliver vel sagtens dertil engang.« Jeg kan aldrig glemme dette øjeblik. Som om en slange havde bidt mig, for jeg op, greb min søster om armen og udbrød: »Hørte du, hvad de sagde derinde?« - »Ja, vist hørte jeg det,« svarede hun og skoggerlo. Jeg kastede mig ned på gulvet og brast i den heftigste gråd. »Men Hanne dog!« råbte hun. »Er du gal? Hvad vil du bryde dig om det vrøvl!« Jeg blev liggende uden at svare. Hun var et øjeblik efter midt i sin leg med sine mange dukker, overladende mig til min smerte - en smerte, jeg ikke selv ret kunne forklare mig. Men uden at kunne gøre mig klart rede for det, havde dette forhold ofte forekommet mig unaturligt. Herman gjorde en hemmelighed af sit bekendtskab til os, det var tydeligt, og mangt er uforstået ord af fremmede havde ladet mig ane, at der i dette forhold var noget, de misbilligede, noget der ikke var, som det skulle være. En følelse af dyb skam overvældede mig derfor ved denne tale i gæstestuen, jeg syntes, at fra dette øjeblik måtte alle pege fingre ad mig. Jeg troede nu at have fundet nøglen til den ringeagt, som det forekom mig, alle viste mig. Jeg grublede og grublede, om dette virkelig skulle være Hermans og mine forældres mening med mig. »Derfor kommer han altså her! Derfor er han så god! Derfor -- derfor --,« og denne grubien gik i det 41
uendelige. Jeg skælvede ved tanken om, at jeg atter skulle se ham - hvorledes jeg da skulle være imod ham? Jeg var aldeles fortvivlet. Mit alvorlige, tilbagetrukne sind gjorde, at jeg beholdt alt hos mig selv. Om det havde gældt mit liv, havde jeg ikke formået at bringe et ord derom over mine læber. Det forekom mig, at jeg var solgt, vanæret - jeg bad inderligt til Gud, at han ville tage mig til sig. Havde jeg før været tavs, mørk, indesluttet i mig selv, var jeg fra dette øjeblik af aldeles sky for alle. Dag og nat nagede denne sorg på mig. Når fremmede undertiden ytrede: »Hvor det stakkels barn ser bleg og dårlig ud!« strømmede tårerne straks ned ad mine kinder; ingen vidste, at jeg bar på en vægt, som ville have kuet mangen en ældre og fornuftigere. Et stakkels barns sorg er pinligere end den voksnes, da det mangler fornuft til at tale sig selv tilrette og kraft til at tage en beslutning. Hvor lykkeligt er dog det barn, der kan kaste sig om sin moders hals og her hente råd, trøst og beroligelse. At denne min smerte ikke var en barnagtig indbildning, følte jeg mig overbevist om. Da Herman næste gang besøgte os, rakte han os som sædvanligt hånd og mund til goddag. Jeg trådte et skridt tilbage. Han studsede, så på mig og sagde: »Vil du ikke sige mig goddag? Hvor du ser bleg ud - hvad er der påfærde?« Jeg stod stiv som en støtte. Min moder blev nu fortørnet, greb mig med heftighed ved hånden, førte mig hen til ham og sagde: »Sig straks goddag!« - »Nej,« råbte Herman, »således må De ikke omgås hende!« - »Er du vred på mig?« sagde han nu i en så god og øm tone, idet han så mig kærligt og vemodigt ind i øjnene. Tavs men venlig rakte jeg ham nu min hånd. »Hun har grædt hele dagen i går,« sagde nu min søster, »Gud ved, hvad der fejler hende?« Herman så atter på mig stift og længe, faldt i dybe tanker, og et øjeblik efter greb han sin hat og gik, idet han kort men venligt sagde farvel. Min moder fulgte ham ud, hvilket ellers var min bestilling. De blev stående en tid udenfor døren, og jeg hørte ham sige: »Nej, nej, vist ikke; De må omgås lidt varligt med dette barn; hun er ikke som andre børn.« Da min moder atter kom ind, sagde hun, at jeg måtte skamme mig at bære mig således ad mod et menneske, der viste min søster og mig så megen godhed, og at jeg fortjente, han aldrig kom her mere. Næste morgen gik vi vor sædvanlige gang til danseskolen. Da vi kom på slotspladsen, så jeg til min skræk alt i afstand Herman 42 stile hen imod os. Da han var kommet hen til os, sagde han et par venlige ord, så vist på mig og forlod os. Dette - som han ville have, vi skulle tro - tilfældige møde gentog sig nu til min sorg næsten hver morgen. Jeg så skamfuld til siderne og tænkte: »Mon nogen så ham tale til mig?« Med et beklemt hjerte ankom jeg på danseskolen, hvor de lette hop kontrasterede med den centnervægt, som hvilede på mit bryst og i min sjæl.

MIN FØRSTE KUNSTREJSE

Den godmodige solodanser Dahlén havde alt i længere tid ophørt at være danselærer på skolen, og solodanser L. var trådt i hans sted. Dette [enfoldige og indbildske] menneske udøvede et tyranni over os stakkels børn, som havde fynd og klem. Da Andrea og jeg var de mest lovende talenter på skolen, var hans opmærksomhed især henvendt på os. Hun var imidlertid meget bedre stillet end jeg; dels fordi hun stod over mig i dans, dels fordi hun var barn af mere velhavende forældre end jeg, og dels fordi hun var mere kæk på det og ikke fandt sig tålmodigt i alt, således som jeg tavse og forknytte barn. Hun tog rask til genmæle, når hun blev forurettet; og desuden tror jeg, at den gode dansemester havde fattet en særegen godhed for den smukke og kokette pige. Det hændte derfor ikke sjældent, at hans fine, tynde spanskrørstok udøvede sine kommandoslag på mig for de fejl, hun gjorde sig skyldig i; thi stokken skulle bruges for at indgyde os respekt, og han havde ikke mod til at ramme hende dermed, thi da var han sikker på et surt ansigt i flere dage og tit på uartige svar, der satte ham i forlegenhed og nedbrød hans anseelse hos de andre børn. Som bekendt tåler børn med tålmodighed og uden nag en revselse, hvor den er fortjent, men de glemmer aldrig en uretfærdig straf; og denne mands uretfærdighed blev så ofte og så påfaldende udøvet mod mig, at jeg aldrig ret har kunnet tilgive ham det. Ingen skulle se på den lille slikkede person, der ligesom Jean de France var kommet hjem fra en Pariserrejse med nye moder og et nyt navn, at han kunne udøve en så rå behandling som den, han brugte mod os børn. Når jeg senere i mit liv på gaden så en brutal kusk maltraktere mit yndlingsdyr, hesten, der måske ofte står 43 over kusken i forstand, og når jeg da med inderlig medlidenhed så det ædle dyr rinde sig deri og højst dreje de melankolske øjne lidt, da måtte jeg altid tænke på mig selv på L.s danseskole, hvor jeg var hesten og han kusken. Mangen en hest bliver ødelagt i en rå kusks hånd, og mangt et barn i en sådan lærers. Aldrig har nogen anden slået mig. Derfor gjorde dette menneskes hårdhed en endnu større virkning på mit gemyt. Og i sandhed, jeg var ikke af de børn, der behøvede at tages så hårdt på - et blik, et ord var nok til at bringe mig til fortvivlelse. Som den tålmodige hest modtog jeg imidlertid slagene, medens jeg forgæves kæmpede for at undertrykke min gråd.

L. komponerede nu et par små entreer, hvori han, Andrea og jeg dansede, og som på grund af os to småpiger gjorde stor lykke. Allerede her vandt jeg mig adskillige venner, så vel i publikum som i det øvrige teaterpersonale.

En dag kom L. hen til mig på en prøve og sagde på sin indbildske og hovmodige maner: »Jeg og et par andre her ved dansen agter, så snart sæsonen er ude, at gøre en kunstrejse til Liibeck og Hambourg for der at give en række forestillinger. Jeg har betænkt at tage dig og Andrea med, da jeg agter at give de to nye entreer foruden nogle balletter, som vi nu skal til at indstudere. Sig det til dine forældre, når du kommer hjem.« Jeg blev meget betænkelig og bedrøvet over denne gunst, sagde imidlertid intet, nejede dybt og fremførte kun, hvad jeg vidste her blev f ordret: »Mange tak.« På vejen hjem tænkte jeg meget over, hvad der altså forestod mig til sommer - at rejse havde alt i tidligere år beskæftiget min fantasi meget. På gaden standsede jeg foran et butiksvindue, hvori der hang landskaber rned bjerge - sådanne billeder med bjerge havde altid gjort et dybt indtryk på mig og opvakt en længsel hos mig, som om brystet skulle sprænges. Ved at se dette billede opvaktes min længsel påny. »Ak,« tænkte jeg, »måske er der bjerge i Hambourg og Liibeck!« og dette håb gjorde, at jeg indtil videre forsonede mig den forestående rejse. Heraf vil man se, hvorledes det stod til med min kundskab i geografien. Ved min hjemkomst fortalte jeg den store nyhed med et betænkeligt ansigt. Min fader og moder syntes, at dette var en stor ære for mig, og samtykkede straks deri. »Men talte han ikke om at give dig penge?« spurgte min moder, »thi for at gøre en sådan rejse er der 44 dog et og andet af linned og klæder, som må anskaffes, og hertil har jeg ikke råd.« Da jeg benægtede dette, gik hun næste dag med mig til ham - en gang, jeg gik til med et tungt hjerte. Da vi kom ind til L., trådte han os meget fornemt imøde og gjorde et højst fortrædeligt ansigt ved min moders anmodning om penge. »Hvad behøver hun da?« spurgte han. Min moder forklarede, at det især var linned, jeg trængte til. »Godt,« svarede han, »min søster skal besørge, hvad hun behøver,« hilste så kort, og audiensen var forbi. Jeg havde naturligvis ikke mælet et ord under hele samtalen og takkede Gud, da jeg atter var på gaden. Nogle dage efter bad han mig med nedladende mine komme til sig. Jeg kom, og nu rakte han mig tre tilskårne særke og nogle par strømper. Gråden stod mig i halsen ved at modtage dette, som jeg dybt følte var en ydmygelse at modtage, især på denne måde. Jeg tav, nejede dybt og gik hjem, hvor jeg just ikke blev modtaget på den bedste måde, fordi jeg ikke havde sagt ham, at dette ikke var tilstrækkeligt. Jeg bad så bønligt om at måtte være fri for at tale mere til ham herom, at jeg omsider slap. Der blev nu gjort udvej til resten, formodentlig ved Hermans hjælp, uagtet han var meget imod den hele rejse; men han kendte forholdene ved dansen og indså vanskeligheden ved at nægte at følge med. Børnenes stilling ved danseskolen var dengang så slavisk, at det ville have hørt til det utrolige at nægte en solodanser og lærer at opfylde, hvad han ønskede. Jeg måtte altså med.

Foråret kom, og rejsen var for hånden. Selskabet bestod af L., hans søster, solodanserinden jomfru W., tre figuranter, Andrea og mig. De forskellige individers moralitet og foregående liv vil jeg helst springe over. En af de tre figuranter var en skolekammerat af Herman, og det trøstede denne; thi han havde lovet, at han ville være mig til hjælp, hvor det behøvedes - en hjælp, jeg ikke mærkede til på rejsen; og da han forekom mig rå og frastødende, søgte jeg ham heller ikke. Med et hjerte så tungt som bly tog jeg afsked med alle i hjemmet og gjorde nu, 12 år gammel, min første udenlandsrejse og min første kunstrejse, følende mig usigelig forladt og ensom. Det ville have været naturligt, om Andrea og jeg havde holdt sammen og været til trøst for hinanden; men hun lod for det første ikke til at trænge til andres trøst, og dernæst så hun ned på mig som en, der var hende underordnet; og i 45 min ydmyghed så jeg op til hende, som et tiggerbarn kan se op til en prinsesse. I Liibeck gav vi en del forestillinger, i hvilke især vi småpiger blev applauderede og gjorde, hvad man i teatersproget kalder »lykke«, et held, der ikke gjorde synderligt indtryk på mig. Jeg var så opfyldt af rnange ængstelser og sorger, at jeg altid gik som i drømme og så og hørte intet af, hvad der foregik omkring mig, i det mindste gjorde jeg mig intet ret klart. Efter et kort ophold forlod vi Liibeck og rejste til Hambourg, hvor vi skulle opholde os i længere tid. Hele selskabet boede hos en gæstgiver Arnold eller Arnoldsen, jeg husker ikke ret navnet, et hotel, hvor teaterfolk meget søgte. Værtens kone, en meget smuk og meget pyntet dame, ikke ganske ung længer, fattede efterhånden en påfaldende godhed for mig. Hun havde ingen børn, men en voksen stedsøn på 18 til 19 år, af mandens første ægteskab. Dette unge menneske, høj, mager og af et melankolsk udseende, fattede ligeledes godhed for mig, søgte mig ideligt op, så på mig med øjne, som gjorde, at jeg slog mine ned uden ret at vide hvorfor. Hvis dette forekommer nogen besynderligt, at et voksent menneske skulle ville gøre kur til et 12 års barn, da betænke man, at et så alvorligt barn, som jeg var, tidligt antager jomfruens holdning og væsen. Alle lo ad hans smægtende blik undtagen jeg, der lige så lidt lo ad dette som ad noget andet. Jeg tror virkelig ikke, at jeg i min hele barndom har leet en eneste gang. I den forfærdeligste hede måtte vi nu øve os hver formiddag og danse om aftenen. Også her gjorde især vi småpiger lykke. Om middagen spiste vi alle sammen ved table d'hote i vort hotel. Med en trykkende årvågenhed hvilte L.s blikke på os, og han udbrød den ene gang efter den anden: »Spis dog ikke så meget; det gør jer kun tungere.« Andrea slog med nakken ad denne bemærkning, men mig stod gråden straks i halsen, så al appetit for øjeblikket var borte, hvorimod jeg, kort efter at vi havde rejst os fra bordet, følte en trykkende sult. Sønnen i huset passede altid at sætte sig lige overfor mig ved bordet, imens hans drømmende øjne uophørligt hvilede på mig; dette pinte min ømfindtlige sjæl, thi jeg vidste jo, at det var genstand for de andres spot.

Andrea og jeg boede i værelse med to ældre damer af selskabet og havde også sovekammer tilfælles med dem. Deres senge stod i den ene ende af den lille stue, vor i den anden. En nat, da jeg ikke 46
kunne sove, men lå og græd i al stilhed - thi jeg følte mig ret så ulykkelig i hele denne omgivelse - kom de to ældre damer sildigt hjem. Jeg lod, som om jeg sov, af frygt for, at de skulle se mig græde. Omsider gik de i seng, og glad var jeg, da lyset blev slukket, uden at mine våde kinder og mine tilbage trængte suk havde røbet mig. De lå længe og talte sammen, thi det lod til, at de var kommet fra et lystigt lag. Deres tale drejede sig om deres tidligste ungdom og adskillige eventyr, de i denne havde oplevet. Med ét sagde jfr. W.: »Nu skal jeg fortælle dig det hele. - Sover I børn?« råbte hun over til vor seng. Jeg tav og holdt mit åndedræt tilbage. »De sover,« sagde jfr. L., »begynd kun!« Og nu fortalte jfr. W. den anden et afsnit af sit liv og levned med en åbenhjertighed, som var utrolig. Og der rulledes et tæppe op for mig uskyldige barn, der viste mig laster, jeg intet begreb havde om, og hvis tilværelse jeg ikke havde anet. Jeg blev så angst, at jeg - ifald jeg havde turdet - havde råbt: »Ti! jeg sover ikke!« Fra nu af var det mig umuligt at falde i søvn, og længe efter at de to damer havde endt deres tale og i søvnen forglemt deres ungdomslivs forvildelser, vendte jeg mig urolig på mit leje og var i feberhede. Jeg var tilmode som en, der med tryghed havde lagt sig i et fremmed hus og med ét opdager, at han er i en røverkule. Så ung jeg var, fik jeg ud af den arme jfr. W.s historie, at hendes ulykke fra først af havde været en uværdig og slet moders råd og opmuntring. Hendes fortælling havde gjort et des smerteligere indtryk på mig, da jeg virkelig holdt af denne pige, der altid viste sig god og venlig imod mig. Hun var egentlig styg, men havde en udmærket figur, og denne havde vel gjort hendes ulykke. Hun var et slags Philine i »Wilhelm Meister« med dennes gode og ikke gode egenskaber. Næste morgen kom hun hen til mig, klappede mig på kinden og sagde: »Hvor du ser dårlig ud, min tøs! Fejler du noget?« Jeg turde ikke se hende i øjnene, så forlegen var jeg på hendes vegne. »Jeg fejler intet,« fik jeg presset frem. »Så vær munter, min pige!« sagde hun og henvendte sig derpå til jfr. L.: »Det er en god lille tøs, når hun bare ikke altid så så alvorlig ud.« - »Gør nogen dig fortræd,« sagde hun atter til mig, »så kom kun til mig; du ved, jeg holder en klat af dig.« Og hermed hoppede hun ud af stuen. I hotellet logerede en ung russer med et smukt og elegant udseende. Han havde forlibt sig i jfr. W.s smukke ben og i hendes 47
muntre overgivenhed. En formiddag, da jeg ene gik i den have, der hørte til hotellet, kom han hen til mig, og efter at have talt med mig om ligegyldige ting standsede han med ét sin gang, stillede sig foran mig, så mig bestemt ind i øjnene, og efter et lille ophold sagde han: »Hør, De ser ud til at være en god, fornuftig og sanddru lille pige - svar mig oprigtigt på, hvad jeg nu vil spørge Dem om. Jeg har en virkelig godhed for jfr. W., og derfor ligger det mig på hjerte, om det skulle være sandhed, hvad en af de herrer, som hører til Deres selskab, ytrede i går, og som jeg håber er en bagvaskelse, at jfr. W. i København har tre børn?« Blodet for mig i kinderne ved dette spørgsmål; jeg vidste desværre, at hun havde børn, uden at vide hvor mange. Med dyb skam-fuldhed svarede jeg stammende: »Det ved jeg ikke -- det tror jeg ikke --.« - »Nu,« råbte han glad, »så er det vist heller ikke sandt, thi det måtte De vel også have hørt noget om.« Jeg skyndte mig op i stuen for at blive fri for flere spørgsmål, men han fulgte med. Ved vor indtrædelse i stuen lå jfr. W. henstrakt på sofaen. Jeg satte mig hen i en krog. Han løb hen til jfr. W., kyssede hende på hånden og sagde: »Den lille jomfru Påtges og jeg, vi har gået i haven og underholdt os om Dem. Og nu kan jeg ikke lade være at fortælle Dem, at De har et slet menneske her i Deres rejseselskab, som går og bagvasker Dem.« - »Så?« udråbte hun leende, »hvem er det? Og hvori består bagvaskelsen?« »Da jeg nu ved, det er usandhed,« vedblev han, »vil jeg sige Dem, hvori den består; og skulle han benægte, at han har sagt det, får han med mig at gøre. Han påstår -- han siger --,« stammede han noget forlegen, »at De i København har tre børn.« - »Tre?« råbte hun, idet hun sprang op af sofaen, gjorde en piruette og skoggerlo - »jeg har syv!« Dette var desværre ingen vittighed af hende - hun havde virkelig syv. Som forstenet stod russeren der, og i samme øjeblik kastede han et så bebrejdende og bedrøvet blik hen til mig, som sad i krogen, som om han ville sige: »Også du lyver!« Jeg skyndte mig ud ad døren og gik atter ned i haven, hvor jeg skjult i et lysthus græd over jfr. W.s syv børn og kunne ikke glemme det bebrejdende blik, som den unge mand havde tilkastet mig. Jeg var så skamfuld over det passerede, at jeg undgik herefter at støde sammen med ham, hvor det var muligt, hvorimod han ideligt opsøgte mig, dog uden nogensinde at omtale 48 denne sag eller dens genstand.

Jeg har fortalt, at den smukke hotelværtinde havde fattet en stor godhed for mig; denne vedblev at stige. En dag, da jeg var ene, kom hun hen til mig, omfavnede og kyssede mig og sagde: »Min lille Johanne! Jeg holder så meget af dig! Jeg har ingen børn - vil du blive hos mig som mit eget kære barn? Hos disse mennesker, du er her med, har du ikke godt af at være. Jeg ved, at dine forældre i hjemmet er fattige og har desuden mange andre børn at forsørge. Bliv hos mig; du skal få det, som om du var min egen datter. Skriv hjem til dine forældre og foreslå dem dette, ifald du selv har lyst.« Det gik et øjeblik igennem mit hoved, at jeg på denne måde kunne fly fra alt, hvad der trykkede mig i hjemmet. »Vil du?« spurgte hun, idet hun sluttede mig i sine arme. »Jeg tør ikke skrive derom til hjemmet,« fik jeg tvunget frem. »Så vil jeg skrive, ifald du selv har lyst - har du?« - »Det ved jeg ikke ret,« lød mit svar. »Betænk dig da derpå; vi ville alle gerne beholde dig.« Hun gik og overlod mig til mine egne forvirrede tanker. Så fristende end dette tilbud var, så følte jeg dog dag for dag en større og større hjemve, hvorefter vidste jeg ikke ret selv; den tanke, at jeg aldrig mere skulle vende tilbage, blev mere og mere utænkelig for mig. Jeg havde nu fået noget nyt at gruble over, men kom dog snart på det rene med mig selv, at det ville være mig en umulighed at blive hos de fremmede mennesker. Mit rejseselskab blev mig mere og mere uhyggeligt, og hjemveen tog således til, at det ofte var, som om mit hjerte skulle springe i brystet på mig. Til tegn på, til hvilken højde den steg, kan en lille begivenhed tjene, som jeg nu skal fortælle. I vort hus i Pilestræde boede oppe på kvisten en gammel pebersvend, en lang, mager mand, som ingen i huset vidste ret besked om. Denne mand var min skræk, når jeg tilfældigvis stødte på ham på trapperne eller i en lang gang, som førte til vor dør. Han forekom mig som manden med leen og timeglasset i hånden. Jeg trykkede mig altid så tæt op til muren som muligt, når jeg skulle passere forbi ham, og mit hjerte bankede da, uden at jeg selv vidste hvorfor. Denne mand så jeg pludselig gå udenfor mit vindue i Hambourg, hvor jeg sad i dybe drømmerier. I et nu for jeg ud på gaden, faldt ham om halsen og råbte: »O, er De her?« Han så forundret på mig og genkendte mig ikke straks. »Ih, er det Dem, lille jomfru?« fik han 49
endelig frem fra de tørre læber. »Hvordan lever de hjemme?« råbte jeg. Og nu måtte han fortælle mig alt, hvad han vidste, hvilket ikke var stort. Men jeg var så glad den dag og syntes, at jeg var hjemmet nærmere. Jeg så ham ikke oftere; men så underligt det lader, havde dette møde forøget min længsel, der var nær ved at kvæle mig. Der gjordes heller ikke det mindste for at adsprede os børn. De voksne morede sig på deres vis og lod os gå overladte til os selv. Min trøst var hotellets have, og her traf jeg ofte vor værtinde, der ideligt fornyede sit tilbud om at beholde mig hos sig. En dag kom hun og viste mig et etui, hvori lå et stort, og som mig syntes, kostbart smykke. »Se,« sagde hun, »dette har tilhørt min moder. Bliv hos mig, og den dag, du står til konfirmation, skal smykket være dit.« Jeg sagde hende nu, at jeg længtes så meget hjem, at det var mig umuligt at blive. Ved enden af denne samtale så hun bedrøvet på mig, men omtalte ikke oftere denne sag. En hed formiddag, en af disse solskinssommerdage, da man ofte over-faldes af en forøget længsel - thi det er, ligesom denne pragt i naturen indbyder os til fest, og sidder man på en sådan dag ensom og forladt, da føler man det dobbelt, thi kontrasten imellem alt udenom og vort indre er for stor - en sådan formiddag sad jeg ene i vor stue, trykket på sjæl og legeme, da jeg med et hørte en klingende stemme, der syntes mig bekendt, tale dansk udenfor vor dør. Jeg sprang op, åbnede døren, og til min store overraskelse stod skuespiller Nielsen der, omgivet af mine rejsefæller. Da han blev mig var, kom han hen, tog mig i begge hænder og udtrykte sin glæde over at se mig. Han havde altid vist mig interesse og venlighed, hver gang han tilfældigvis var stødt sammen med mig på Det kongelige Teater. For min barnlige fantasi stod denne mand som et rent ideal. Jeg havde fra kulissen set ham spille sine helteroller, og altså var disse helte og han et. Han var nu på tilbagevejen fra en udenlandsrejse, og - til min sorg - hørte jeg ham sige til de andre, at han næste morgen ganske tidligt rejste til København. Hundrede planer gik gennem mit hoved på denne mig uforglemmelige dag. Efter at have forkastet en og antaget en anden for atter at forkaste denne, tog jeg omsider den kraftige beslutning, at jeg om aftenen ville liste mig til hans værelse og anråbe ham om at tage mig med til København den næste morgen. Hotellet var så opfyldt med rejsende, at værten havde måttet 50
indlogere Nielsen i havepavillonen, som den eneste plet, der endnu var tilovers. Aftenen kom; en dejlig måneklar aften. Længe havde jeg stået ensom i vor lille stue med panden mod ruden og set op på de blanke kloder og bedt Gud at skænke mig kraft og mod til mit, som mig syntes, store foretagende. Det var alt sildigt på aftenen, og jeg måtte nu beslutte mig til at gå, hvis jeg ikke ville overraskes af de andres hjemkomst. Endelig tog jeg mod til mig, og indhyllet i et sjal listede jeg mig ud af stuen og den lange gang, gennem den store sal, hvor table d'hote blev holdt om middagen, men som jeg vidste på denne tid var tom. Med skælven gik jeg gennem denne store sal, hvor der kun brændte et enkelt lys, som stod på et lille bord i en krog af stuen; derfra nedad havetrappen og listede mig med lydløse trin gennem haven. Mellem grenene så jeg alt i frastand, at der var lys i pavillonen; han var altså hjemme. Jeg standsede lidt rådvild og tænkte: »Hvad vil han tro, når han på denne tid ser mig træde ind til sig? Hvorledes vil jeg kunne få ordene over læberne?« Dog, jeg sagde til mig selv: »Jeg m å forsøge det! Han, der er så ædel, så god - han, der står så højt over alle disse mennesker, jeg er hos, han vil vist redde og befri mig fra deres tyranni.« Jeg gik nu rask mod døren, men standsede pludseligt, da det forekom mig, jeg hørte højrøstet latter og klirren med glas. Lige tæt ved hans dør skelnede jeg til min skræk alle de velbekendte stemmer i mit rejseselskab. Jfr. W.s latter skingrede i den stille sommeraften, glassene stødtes mod hinanden, og jeg genkendte også hans velklingende stemme, idet en høj latter lød fra det hele selskab - en skærende kontrast til mit bankende hjerte og mit fejlslagne håb. Bedrøvet, usigelig bedrøvet listede jeg mig atter tilbage til mit ensomme kammer og gik grædende i seng. Her lå jeg uden at kunne sove, thi tusinde dunkle tanker gennemkrydsede mit hoved. Foruden den smerte jeg følte ved, at min plan var mislykkedes, opstod en anden smerte over, at han, som i min barnlige fantasi stod så højt - at han kunne og ville have mine rejsefæller hos sig til slig støjende lystighed. Jeg fandt i min troskyldighed, at jeg burde advare og oplyse ham om, hvem han skænkede denne gunst - en oplysning, der vist var meget overflødig. Sildigt ud på natten kom de to damer hjem og sov, som det lod, hurtigt ind, medens mine urolige og smertelige tanker endnu længe holdt mig vågen. Næste 51 morgen, da jeg stod op, hørte jeg, at han var rejst og mit sidste håb med ham. Jeg måtte nu holde pinen ud, indtil min befrielsestime slog.

Endelig kom den længselsfuldt ventede dag, da vi skulle bryde op. Om morgenen tidligt satte vi os i vognen for at køre til Liibeck og derfra at tage med dampskibet til København. Vor værtinde kyssede og klappede mig til afsked som en moder, der tager afsked med sit barn. »Husk mit tilbud,« sagde hun, »det står dig altid åbent.« Den omtalte unge russer, der siden hin dag havde vist mig megen godhed, var også tilstede ved afskeden, og jeg blev meget forundret, da han kom hen til mig og sagde med tårer i øjnene: »Kommer jeg nogensinde til København, opsøger jeg Dem, ingen anden end Dem.« Jeg ser ham endnu tydeligt, hvorledes han støttede sig op til et af de træer, som stod udenfor indgangen til hotellet, idet han bedrøvet vinkede til mig til afsked. Denne unge mands stilling ved træet har jeg bestandigt beholdt i min erindring, som man husker et smukt maleri eller en belysning i et landskab. Husets søn, min tavse, melankolske ven, lod sig slet ikke se.

Jeg kan dog ikke tage afsked fra dette selskab uden at indlægge et godt ord for jfr. W., som jeg har været nødt til ikke at stille i det bedste lys. Hun var som sagt god, og hendes letsindighed har måske en undskyldning i den tone, der herskede ved dansen i hine år. Fristelserne i denne stilling er noksom bekendte. Men jeg skylder hende at erklære, at havde hun syv børn, da var hun virkelig en god moder for dem og opdrog dem med omhu og kærlighed. Rørende var hendes ytring til mig mange år efter, da jeg som gift kone talte med hende og roste en datter af hende, som jeg tilfældigvis havde set, for hendes stille beskedne væsen. »Ja,« sagde hun med tårer i øjnene, »ja, min kære frue! jeg har gjort for disse børn, hvad jeg har formået, og søgt at opdrage dem til ærbare piger; jeg har ikke villet, at de skulle ligne deres moder.« Jeg svarede hende med nogle venlige ord og trøstede hende, så godt jeg kunne. Med stor hjertelighed sagde hun da: »De var altid et godt barn og er nu en rar kone, gid De må blive lykkelig, som De fortjener!« Og hurtigt fjernede hun sig for at skjule de tårer, jeg så hun ikke længer kunne holde tilbage.

52

FØRSTE SELVSTÆNDIGE OPTRÆDEN

Nu var jeg altså atter i hjemmet - i mit ulykkelige, af så mange tryk triste og dog savnede hjem. De daglige vandringer om morgenen med min syge søster til danseskolen, hvor de gamle ydmygelser ikke udeblev, tog atter deres begyndelse. Nogle dage efter min hjemkomst underrettede min gode danselærer mig om, at det linned, jeg havde modtaget af ham, kunne jeg beholde - og dette var således det hele honorar for god og tro tjeneste. Jeg havde forresten intet andet ventet af ham; kun dette ventede jeg, at han ikke oftere skulle berøre denne sag, da jeg i høj grad havde følt den ydmygende for mig; og jeg var glad, da disse få klædningsstykker var opslidte; thi jeg tog dem aldrig på uden med et stille suk.

En dag, idet jeg ville gå fra danseskolen, kom solodanser Funck hen til mig, klappede mig på kinden og sagde: »I mit lille nye divertissement har jeg betænkt at anvende dig til at danse en lille solo. Vi skulle snart begynde på at indstudere den.« Jeg blev forbavset, og hjertet bankede i mig af glæde, men jeg svarede kun med en dyb nejen. Denne lille solo var min første debut for publikum.* Jeg husker endnu den dag i dag pas for pas deri; publikum lønnede den med bifald, og mange af teaterpersonalet kom hen til mig, klappede og kyssede mig og sagde, at jeg havde danset nydeligt. Jeg var lykkelig, uden at jeg selv rigtigt vidste hvorfor. Jeg blev nu tillige benyttet til alle slags barneroller i skuespillet, både drenge- og pigeroller; og den lille skuespillerinde med det sky og ydmyge væsen vandt sig alt dengang ikke få venner. Således gik da et årstid. Da skulle Nielsen have en aftenunderholdning til egen indtægt. Han kaldte mig til sig og spurgte, om jeg kunne så meget tysk, at jeg kunne fremsige et digt i dette sprog til hans aftenunderholdning? Jeg svarede, at det vidste jeg ikke ret. Han læste nu: »Lob der Kleinen« af Castelli for mig og spurgte, om jeg forstod det? Herpå svarede jeg ja. »Så tag det hjem med,« vedblev han, »og kom til mig, når du kan det.« Da jeg kom hjem og fortalte denne nyhed, blev mine forældre meget glade, men Herman trak brynene sammen og sagde, det var ham * 53
meget imod, at jeg skulle undervises af Nielsen. Ved Hermans hjælp lærte jeg nu at læse det rigtigt op, og da jeg kunne det udenad, gik jeg til Nielsen for at lade ham bestemme, om det lod sig gøre at lade mig fremsige det. Han blev meget glad og rørt ved at høre det smukke digt i min barnlige fremsigelse, rettede mig i et og andet, og jeg måtte flere gange gentage det for ham. Da jeg gik, kyssede han mig i sin glæde, et kys, hvoraf jeg mærkede, at jeg i mit 14de år var mere jomfru end barn. Aftenen den Snde januar 1826 gjorde det lille tyske digt formeligt furore. At det var mig, al denne jubel gjaldt, gjorde jeg mig kun dunkelt rede for. Nu blev det mode at bruge mig på de aftenunderholdninger, som snart en, snart en anden af personalet gav. Kort efter Nielsens af-tenunderholdning kaldte Frydendahl mig til sig en eftermiddag i samme måned. Da det var mørkt på denne tid af dagen i januar, tog Herman mig som sædvanligt, når han fulgte mig, ved hånden som et lille barn og ledsagede mig til porten. Da jeg kom ind til den store, smukke og af udseende fornemme mand - jeg var meget undselig ved at stå lige overfor ham - sagde han: »Hør, min lille pige, jeg skal i februar måned have en aftenunderholdning på Hofteatret, og jeg ønsker, at du på denne skulle udføre en scene med hr. Rosenkilde.« Jeg takkede og nejede. Han gav mig nu en bog, hvori der stod Poul Møllers digt: »Hans og Trine, en scene i Rosenborghave«, bad mig lære den, da skulle han sige mig nærmere besked, når prøverne skulle være. Jeg nejede atter, sagde mange tak og gik. I porten stod Herman endnu og ventede for at følge mig hjem. Da han hørte, hvad Frydendahl havde villet mig, sagde han: »Det er en underlig maner af disse herrer uden videre at sende bud efter dig i mørke, regn og slud, for at du skal gøre dem tjenester; ville de noget, kunne de jo komme til dig.« Jeg syntes, det var en urimelig tale, og begreb ikke, hvor det kunne falde ham ind, at disse mænd skulle komme til mig. Når Herman således hentede og fulgte mig, havde jeg altid en uhyggelig følelse, som om jeg foretog rnig noget, der var en skam for mig; og hvad der i høj grad forøgede denne følelse var, at jeg godt mærkede, også han var forlegen og gjorde, hvad han kunne, for at ingen forbigående skulle kende ham med den lille pige ved hånden. Han drilledes vel af sine venner for sin interesse for mig, ligesom hin samtale i gæstestuen endnu lå på mig med hele sin vægt. Den 54 rare, godmodige Lindgreen, hvem jeg på Hermans opfordring havde bedt gå denne scene igennem med mig, endte enhver undervisning, idet han klappede mig på kinden, med de ord: »Kan du gøre det således om aftenen, min pige, så er det godt.« Den 12te februar samme år gav Frydendahl sin aftenunderholdning på Hofteatret; den blev af afgørende betydning for min fremtid.

ET VIGTIGT MØDE

J. L. Heiberg, der var ansat som lektor ved Kiels Universitet, var for øjeblikket på besøg i København, og som det hed, på kort tid. Men i sit stille sind havde han besluttet aldrig mere at vende tilbage til en by, et folk og en stilling, der var ham uudholdelig. Disse tyskeres hele væsen og færd var stik imod hans danske natur, hvilket han også har udtrykt i et digt med disse ord: »I København at dø, er bedre end i Kiel at leve.« Straks efter sin ankomst havde han skrevet sin første vaudeville: »Kong Salomon og Jørgen Hattemager«. Hvilken opsigt den gjorde er vel bekendt; den satte byen formeligt i oprør; alverden talte kun om Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Interessen for teatret havde i nogle år været i aftagende. Der var spillet og spillet det gamle, mest tyske arbejder, og man længtes efter nye stykker, nye talenter. I sådanne golde perioder famler publikum efter årsagen til, at interessen er kølnet, og giver snart et, snart et andet skylden. Da kom det eneste, som kan hjælpe: en digter. J. L. Heiberg kom med sin friske, danske vaudeville; hans lunes kraft rammede som et elektrisk stød; det gamle, mørke hus blev atter lyst, man strømmede til, og nu var der den »festivitas«, uden hvilken kunstens tempel bliver til en borgerlig dagligstue. En mængde små, litterære krager lod vel deres hæse skrig høre; man talte om »at fordærve smagen«, moraliteten, talenterne med denne nye genre; man frarådede publikum at se disse arbejder; men jo mere man frarådede, des stærkere blev tilstrømningen. Den jubel, der var i teatret, når »Kong Salomon« blev opført, var ubeskrivelig. Med den nye digter kom, som det altid går, nye talenter.

Tydeligt erindrer jeg endnu den første opførelse af dette stykke (28de november 1825); jeg var selv tilligemed en del andre børn 55 med i koret. Om det standpunkt, hvorpå min litterære dannelse stod, vil man få en forestilling, når jeg fortæller, at da koret i Korsør sang:

»Vi kan godt, godt, godt bruge pengene,
Vi ere trængende
Til dem forsand!«

da grublede jeg over, hvoraf det kunne komme, at man i Korsør ikke havde sand? Hvor meget jeg end grublede, turde jeg dog ikke spørge nogen herom af frygt for at spørge om noget dumt! og at blive leet af var for mig det grueligste, jeg kunne tænke mig.

Heiberg var altså i København og nød sit held. Nu ville en lykkelig skæbne, at han netop var tilstede i teatret hin aften til Frydendahls aftenunderholdning. At se den, allerede dengang i forhold til rollen, gamle Rosenkilde som skoledrengen Hans i sin snævre, kortærmede trøje, iført sit hele åndelige lune, spille elsker til mig lille pige, gjorde, at vor scene blev modtaget af det hele publikum med en overgivenhed, en latter, en applauderen, der syntes ingen ende at ville tage. Kort efter at scenen var forbi, kom J. L. Heiberg op på teatret, og jeg hørte ham spørge: »Hvor er den lille pige?« At det var mig, dette spørgsmål gjaldt, faldt mig virkelig slet ikke ind, førend Rosenkilde svarede, idet han pegede hen på mig: »Der står hun jo!« Heiberg kom da hen til mig, tog mig i begge hænderne og udtalte sin glæde over, hvad han havde set. Jeg ser endnu den høje, slanke mand stå for mig med det fine, kloge fysiognomi, og jeg tænkte: »Hvem mon det er?« Her så jeg Heiberg for første gang. Efter denne aften kom han ofte hen til mig på teatret, når han tilfældigvis så mig, og på sin artige måde sagde han mig altid et par venlige ord.

En månedstid derefter kom han en dag til mig i mit hjem og sagde: »Hin scene på Hofteatret har givet mig ideen til en ny vaudeville, som jeg vil spørge Dem, om De kunne have lyst til at høre mig læse, da jeg håber, De vil udføre hovedrollen i den. Hvis De derfor synes, kunne vi måske bestemme en dag, på hvilken jeg kunne læse den for Dem hos mig, hvor vi er uforstyrrede.« Jeg var meget forlegen ved dette besøg og spillede som sædvanligt den stumme. Min moder, der følte sig uendelig smigret ved hans 56 besøg, bad om, at min søster Amalie også måtte komme med, hvortil han meget artigt svarede: »Det skulle være ham en fornøjelse.« Det hørte med til min moders særegne anskuelser, at der ingen forskel måtte gøres mellem min stakkels syge søster og mig, men at alt, hvad jeg nød af godt, skulle hun tage del i - en bestemmelse, som blev mere og mere trykkende, jo ældre jeg blev - ikke fordi jeg jo virkelig holdt af denne søster uagtet vor forskellige natur, men jeg var altid i angst for, at hun pludselig skulle få sit slagtilfælde. Desuden pinte hendes snaksomhed mig i andres nærværelse, hvor hun uophørligt talte om alt i hjemmet, ofte om det, jeg anså for mine dybeste og sørgeligste hemmeligheder. På den fastsatte dag gik Amalie og jeg en formiddag til J. L. Heiberg. Et net kaffebord stod dækket for at modtage os, og der var endnu en herre nærværende. »Nu må De tage tiltakke med denne kaffe, som jeg vil lave, så godt jeg kan,« ytrede Heiberg. »Min søster forstår godt at lave kaffe,« udbrød Amalie. »Det var jo morsomt at drikke kaffe, som De har lavet,« vedblev Heiberg, »vil De?« Med stor forlegenhed lavede jeg nu kaffen, og han forsikrede, »den var ypperlig«. Heibergs tone og hele væsen behagede mig meget. Han talte med mig som med en voksen dame; det plumpe du, som, forunderligt nok, til trods for min virkelige beskedenhed altid havde stødt mig, når herrer tillod sig det imod mig, benyttede han sig ikke af. Efter frokosten satte vi os alle ned, og nu oplæste Heiberg sin vaudeville »Aprilsnarrene« for os. Med den mest spændte opmærksomhed og med en usigelig glæde hørte jeg til, som om jeg ville sluge hvert ord, hver stavelse. Vi har ofte i senere år leet ad denne scene, hvor han da efterabede mig, siddende med opspilet mund og stirrende øjne.

»APRILSNARRENE«

Den 22de april 1826 gik »Aprilsnarrene« første gang. På den første prøve af stykket brast personalet og orkestret i skoggerlatter ved at høre de parodiske replikker, som er lagt Trine i munden. Jeg erindrer tydeligt, hvor ulykkelig jeg blev over denne latter, thi min første tanke var, at jeg var til spot; et og andet tydede jo på det modsatte, men rolig i mit sind var jeg ingenlunde. Rosenkilde, 57 alle damerne og herrerne, som spillede i stykket, var venlige og gode imod mig; men med angst undgik jeg Ryge, den eneste ved teatret, der var mig fjendsk sindet og heller ikke lagde skjul derpå. Han forestod dengang kostumevæsenet, et embede han udøvede med stor despotisme. Man havde sagt mig, at jeg måtte henvende mig til ham om den dragt, jeg som Trine ønskede at bære. Beskeden, med hjertebanken bad jeg ham om, at jeg måtte få en hvid kjole - og hvad jeg især havde sat mit hjerte til - et stribet silkelivbånd. »En ny kjole,« svarede han barsk, »får du ikke; her er gamle nok i garderoben, som kunne sys om til dig; - og et stribet livbånd!« udbrød han, idet hans store øjne funklede; »hvor satan tror du, teatret har råd til det? Det bliver der intet af.« Jeg tav og gik. Sagen var, at Ryge havde fattet et formeligt nag til mig, som fra begyndelsen rejste sig af, at når vi børn ved dansen var med i skuespillet, da morede det ham, vistnok i al uskyldighed på en for ham ejendommelig måde at give sig af med os. Han ville altid [kysse og kramme os og brugte gestus, som i høj grad sårede min følelse.] Da jeg nu på ingen måde ville kysse ham, blev han vred og anså det for et utroligt skaberi af et barn. Min lystige søster derimod vandt hans fulde bifald, og han roste hende altid på min bekostning, kaldte hende Thalia og mig Melpomene. Fra min tidligste barndom har det altid stødt mig, når sådanne store mandfolk tillod sig at tage fat på mig og kysse mig; det sårede mig og berørte mig ubehageligt at være genstand for al den plumphed. Dette måtte vel de fleste have følt dunkelt; thi når jeg undtager Ryge, var jeg aldrig genstand for sligt, og både dengang og senere har jeg ofte hørt sige, at der var noget ved mig, som gjorde, at man ikke prøvede derpå. I de barneroller, jeg spillede, lod det ordentligt til at ærgre Ryge, at den lille alvorlige pige, hvis væsen han ikke forstod, vakte så megen deltagelse hos tilskuerne. Han forfulgte mig stadigt, mens det morede ham at sætte min ømfindtlighed på prøve, lod mig høre mine forældres stilling, hvad de handlede med osv., og krænkede mig, hvor han kunne. Nu var det ham derfor en glæde at kunne nægte mig opfyldelsen af mine små ønsker til »Aprilsnarrene«, ligesom det i det hele taget ærgrede ham, at Heiberg ville bruge mig til denne vigtige rolle og ikke min søster. Jeg anskaffede mig nu selv for mine egne penge en lille hvid kjole og det meget ønskede stribede bånd.

58

Hvorledes Collin, der var en af direktørerne eller rettere sagt den eneste direktør, der tog sig af teatret, fik at vide, at Ryge havde nægtet mig denne ubetydelighed, ved jeg ikke; men nogen tid efter »Aprilsnarrene«s opførelse kaldte han mig en dag til sig og spurgte mig, om det var sandt, at Ryge havde nægtet mig, hvad jeg ønskede at have på som Trine? Da jeg bekræftede det med ja, rystede Collin på hovedet, klappede mig på kinden og sagde: »Jeg skal tale med Ryge, og hvis dette oftere skulle møde dig, så kom til mig, så vil jeg selv være kostumier for dig.« På Ryge mærkede jeg vel nogen forlegenhed imod mig, men hjælpe gjorde det ikke; han blev ved at lægge hindringer i vejen for alle mine små ønsker, og mig kunne det aldrig falde ind at klage til nogen. Dersom det ikke klang så utroligt, da var det, som om denne store kunstner var skinsyg på den lykke, jeg gjorde hos publikum; og denne tro blev jeg mere og mere bestyrket i, jo ældre jeg blev. Dog herom senere.

Heiberg havde et eget blik for, hvad man kunne anmode de forskellige talenter om. Han skrev derfor alle rollerne i »Aprilsnarre-ne« for bestemte kunstnere, og heraf fulgte, at mage til den udførelse, som blev »Aprilsnarrene« til del, skal man forgæves søge om; alle, fra den vigtigste til den ubetydeligste rolle - jeg taler ikke her om mig selv - blev udført til en høj grad af fuldkommenhed. Hvad under da, at stykket, som hører til hans bedste, blev modtaget med en jubel, hvortil man sjælden har hørt mage; den steg til en fuldkommen bifaldsstorm i scenerne mellem Hans og Trine. Så forunderligt det end må synes, kan jeg dog med sandhed forsikre, at det intet øjeblik faldt mig ind, jeg havde nogen del i dette bifald. Først ved den syvende forestilling af stykket var det, ligesom jeg vaktes af min dvale, idet jeg ved en rungende applaus for en af mine replikker tænkte: »Mon dette virkelig gælder dig?«

Med forundring har jeg ofte tænkt på, hvorledes jeg var som halvvoksen pige - på en gang så gammel og så ung, så bevidst og så ubevidst, så ærekær stolt og dog så ydmyg, så enfoldig og - om jeg tør sige det - dog så klog af min alder. Det var netop i muntre roller, jeg havde min styrke, altså i modsætningen til mit sande væsen i hine sørgelige barndomsår. Vel følte jeg ofte, at der dybt i mit indre var en kilde, hvoraf glæden kunne sprudle, men 59
det daglige tryk standsede den i sit løb; det var således kun i kunsten, at digerne blev taget bort for kildevældet. Hvem der så mig her i denne fantasiverden, anså mig for et lykkeligt og overgivent barn, og dog var det måske netop tungsindighedens baggrund, der vakte en halvt ubevidst interesse hos tilskuerne. Efter den første forestilling af »Aprilsnarrene« kom J. L. Heiberg ganske henrykt hen til mig, greb mig om hovedet med begge hænder og kyssede mig på panden, idet tårerne stod ham i øjnene. Denne måde at udtrykke mig sin tak på gjorde mig helt forlegen. Og da han nu i ord, så smigrende for mig, udtalte sin ros, da tænkte jeg, at dette dog vist umuligt kunne være ment af ham, og en frygt for, at han ironiserede, vandt mer og mer styrke hos mig. Således vidste mit tunge sind at finde en bråd i alt, selv i det, som for en anden ville have været genstand for en ren glæde. Rørende var Hermans glæde, hver gang jeg fremtrådte med held. Han plejede da at sige: »Ja, nu kan de alle se dine evner, men jeg var dog den første, der så dem.« Han skænkede mig da ofte små gaver i det håb at glæde mig. Også disse modtog jeg med et tungt sind, thi mig syntes, at jeg ved en sådan gave blev bunden fastere til ham. Min søster fik da for det meste en lignende gave af ham, og her fandt det godmodige menneske en mere taknemmelig modtagerinde. Jo stærkere min tilbageholdenhed imod ham viste sig, des mere antog hans godhed for mig til min inderlige sorg præget af en bedrøvet, fornærmet elskers fortvivlelse; og tit udgød han bitre tårer over min kulde, uden at han dog med noget ord berørte, at hans forhold til mig var andet end en vens. Dette trøstede mig vel noget, men ideligt lå jeg dog på uvishedens pinebænk, og ideligt gjorde jeg mig selv det spørgsmål: »Hvad mener han dog med alt dette? Er det virkelig hans mening, at han anser mig som bunden til sig for bestandigt?« Thi det var mig tydeligt, at skønt min søster delte hans godhed med mig, var der en uhyre forskel på den måde, han omgikkes hende og mig, uagtet jeg ikke med ord kan sige, hvori forskellen bestod. Hver gang disse ulykkelige tanker opstod hos mig, var jeg fortvivlelsen nær, satte mig hen i en krog og fældte de bitreste tårer. Når min moder så dette, og jeg ikke ville sige hende grunden til min sorg, blev hun vred og anklagede mig for Herman, når han næste gang indfandt sig. Denne trængte da ind på mig med spørgsmål, uden at det lykkedes ham 60 at få et ord af min sammenpressede mund. Han gik da snart vred, snart bedrøvet bort, skrev mig ofte til og bebrejdede mig min tilbageholdenhed og min mangel på fortrolighed til ham. Herpå fulgte da et slags forsoningsscener; og således gik det dag ud og dag ind.

FRU GYLLEMBOURG

J. L. Heiberg bad mig en aften på teatret, om han næste dag måtte føre mig til sin moder, fru Gyllembourg, der meget længtes efter at gøre den lille Trines bekendtskab. Næste aften afhentede han mig fra min bolig; min søster fulgte på min moders opfordring uden videre med. Jeg havde tænkt mig Heibergs moder som en høj, slank dame og blev derfor noget forundret, da jeg så en lille kone, der ikke var synderlig større end jeg selv. Hun kom mig venlig og rørt imøde og udtrykte i smigrende ord den glæde, hun havde haft ved at se mig som Trine. »Mig, professor Møhl og et par venner, jeg havde med mig i teatret,« sagde hun, »bragte De tårer i øjnene ved den yndige måde, hvorpå De foredrog sangen: »Der er i himlen en dreng så smuk«. - Min søn,« vedblev hun, »er så lykkelig over Deres udførelse; jeg bad ham føre Dem til mig, og nu takker jeg Dem ret, at De ville komme.« Hun havde indbudt et par halvvoksne piger, som stod i stuen. Dette, mærkede hun, mishagede sønnen, og jeg hørte ham sagte spørge hende, hvorfor hun havde gjort dette? »Min kære Ludvig,« svarede hun, »jeg troede, det ville fornøje Sen lille pige at træffe andre af hendes alder her.« - »Å,« svarede han, »hun kan godt tale med voksne; hun er intet barn.« Vi talte nu naturligvis om »Aprils-narrene«, om den lykke, stykket havde gjort, om de andre spillende osv. Og jeg erindrer, at Heiberg og hans moder blev meget forundrede ved at høre, at jeg for min udførelse af Trine fik et honorar for hver gang af 9 rdlr., den sædvanlige betaling for at udføre en barnerolle i skuespillet. De fandt det jammerligt ringe, jeg derimod syntes, det var en meget god betaling. Jeg var usædvanlig oprømt denne aften i det sirlige hjem og ved al den godhed, der vistes mig, og følte mig ret glad, når jeg undtager, at min søsters snaksomhed flere gange satte mig i stor forlegenhed. Jeg kunne 61 en del små behændighedskunster; i min glade stemning gav jeg nu disse tilbedste, hvilket morede de andre børn og selv Heiberg og hans moder meget. Med en inderlig hjertelighed bad hun mig komme til sig, så ofte jeg ville, »hvis det kan more Dem,« lagde hun til, »at tale med en ældre kone som mig.« Men dette kunne just more mig og kun dette; thi i de yngres selskab var jeg altid tilovers. En fornuftig samtale mellem de ældre, hvor jeg kunne sidde som tilhører, dette tørstede jeg formeligt efter.

Siden hin aften besøgte min søster og jeg fru Gyllembourg, så ofte det lod sig gøre; og jeg måtte tit høre af Amalie, at når jeg bare kunne sidde og tale gammelt, som hun kaldte det, med fru Gyllembourg, så var jeg fornøjet. Og virkelig forstod denne ældre veninde at løse mit tungebånd, så at jeg uforbeholdent ytrede mig i hendes nærværelse. Ligeledes mindes jeg med glæde vore vandringer, når vi i de mørke vinteraftener blev fulgt hjem af Heiberg, holdende ham hver under sin arm. Han har ofte senere i spøg talt om den mærkelige forskel i de to unge pigers underholdning ved disse lejligheder. Jeg havde en stor interesse for alt i naturen; især grublede jeg meget over stjernehimlens utallige kloder og var uudtømmelig i spørgsmål til ham om disse. På sin ejendommelige klare måde tilfredsstillede han nu min videbegærlighed, og hvad han således lærte mig, var ofte genstand for flere dages grubien, når jeg atter gik ene. Mine spørgsmål blev imidlertid uophørligt afbrudte af min søsters snaksomhed, idet hun på sin side var uudtømmelig i at fortælle ham om danseskolens mærkværdigheder. Dette mærkede jeg nok kedede ham, og det bedrøvede mig for hendes skyld, thi jeg holdt af denne eneste af mine søskende, med hvem jeg levede et søsterligt liv. De andre kendte jeg næppe.

Herman så med en vis skinsyge på disse hyppige besøg hos fru Gyllembourg, men fandt sig dog i, at de fortsattes. På vore aftenvandringer bemærkede jeg hans spejdende nærværelse, idet han snart gik bag efter, snart i afstand, snart tæt ved, snart på den ene, snart på den anden side af os, altid i en slags forklædning, snart sammenbøjet, snart som en lille gammel mand, snart som en høj i ilfærdig gang, snart med stok, snart uden, alt for at jeg ikke skulle genkende ham. Men mit skarpe blik opdagede ham dog straks, og dette satte mig i en pinlig uro, så jeg gik tavs og med 62 bankende hjerte ved Heibergs side. Ankom vi nu til vor gadedør, posterede Herman sig lige overfor under en af gadelygterne, fra hvis skygge jeg tydeligt så hans øjne stirre ufravendt på os for at se, om alt gik tilbørligt til. [Denne evige forfølgen var mig yderst pinlig, thi hvor jeg var, dag og aften, kunne jeg være vis på, at hans blik fulgte mig.] Var vi om sommeren i skoven med andre, så jeg ham snart bag ét træ, snart bag et andet, altid skjulende sig for mig i den tro, at hverken jeg eller andre så ham. Således erindrer jeg, at min glæde blev betydelig nedstemt på en skovtur, hvortil jeg var indbudt med Heiberg og hans moder og et par andre af deres venner. Den dannelse og gode tone, som herskede i denne kreds, behagede mig meget, og jeg var aldrig friere og snaksommere end her. [Havde disse spejdende blikke ikke forfulgt mig overalt, ville en sådan dag som denne ret have kunnet oplive mig, til hvilket jeg så højligt trængte.] Vejret var dejligt, og alle var glade og gode imod mig. En lille episode står endnu tydelig i min erindring fra denne tur.

Heiberg og jeg spadserede sammen i Charlottenlund, noget fjernede fra det øvrige selskab; tilsidst satte vi os på den lille høj, som dengang fandtes ved indkørselen til skoven. Jeg faldt i tanker ved at se ud over det stille, hvilende hav. Denne seen ud over havet, især når det var i ro, frembragte altid hos mig en usigelig længsel. »Hvad tænker De på?« sagde Heiberg, »De ser så alvorlig ud.« - »Å,« svarede jeg, »ved at se ud over det store hav, får man altid blå længsler.« - »Blå længsler!« udbrød han, »det er et ypperligt udtryk - hvorfra har De det?« At der var noget aparte i dette udtryk, faldt mig slet ikke ind; ved mit ordknappe væsen og min mangel på læsning havde jeg ikke ret ordet i min magt, og derfor opfandt min fantasi dette og lignende betegnende udtryk, som de andre altid fandt karakteristiske. Hos mig opstod de uden al refleksion. Således en gang, da Heiberg læste et digterværk for os, og jeg ville udtrykke, at det var poetisk, men ikke havde dette ord til min tjeneste, sagde jeg: »Det er dejligt, det er så skjult!« Også dette udtryk forundrede ham, og han har mange år efter omtalt det i en afhandling i sin »Perseus«. At kokettere kaldte jeg at gøre stikøjne; og således havde vi mange ord, hvoraf jeg var første opfinder, og som i senere år var genstand for vor morskab. På samme tur opdagede Heiberg, at der på en rude i 63 Bellevue var indridset: »Søde Hanne Påtges.« Heiberg blev så vred over, at mit navn således profaneredes ved at stå på en rude i et værtshus, at han øjeblikkeligt slog ruden ud med sin stok. De andre af selskabet ville absolut vide, hvad der kunne have stået på ruden, der i den grad kunne fortørne ham, gik udenfor og samlede møjsommeligt stumperne sammen, men til ingen nytte, Heiberg betalte værten ruden uden at røbe dens inskription. Om aftenen, da vi kørte hjem, opdagede mit skarpe og hurtige blik, at Herman kørte bagefter på en kildevogn, han formodentlig havde betalt på den betingelse at køre bagefter vor. Var jeg hos fru Gyllembourg eller hos andre til middag, og jeg tilfældigvis nærmede mig et vindue, kunne jeg være vis på at se ham fare forbi som af en hændelse. Denne følelse at være således bevogtet, selv om man ikke foretager sig andet, end hvad hele verden må vide, har noget højst pinligt og uhyggeligt ved sig; den snærede brystet sammen på mig, så at jeg altid var ufri. Denne hans kontrol med mig blev aldrig omtalt imellem os, og han har vist været af den mening, at den var mig aldeles ubekendt. En gang, da han ytrede sit mishag over, at jeg så ofte besøgte Heibergs, bebrejdede jeg ham hans vrede over dette, og at den jo ikke var mindre, når jeg gik til Nielsen for at blive instrueret, hvilket jeg dog var nødt til, når han tilbød det. Med heftighed svarede han: »Nielsen er farlig at være ene med; Heiberg er farlig at være i selskab med.« Jeg har senere tænkt, at denne bemærkning var fin og sand.

MIN FØRSTE LÆSNING

En dag bragte Herman mig Goethes »Wilhelm Meister«, idet han sagde: »Læs denne bog; den kan måske adsprede dig.« Jeg havde hidtil så godt som intet læst af skøn litteratur; men aldrig kan jeg glemme den virkning, som denne mageløse bog gjorde på mig. En hel ny verden oplodes for mit forundrede blik, og jeg udbrød ofte ved mig selv: »Hvad er det? Er der sligt til i verden?« Hvad der bidrog til min forbavselse var, at mig syntes, jeg her så og læste alt, hvad der bevægede sig dunkelt i mit indre; jeg læste og læste og ville knap tro mine egne øjne. At jeg straks genfandt mig selv i Mignon, vil man vel finde rimeligt; skildringen af 64 hendes ydre, den blege, mørkhårede pige med de melankolske øjne, svarede til mit eget, og ikke mindre hendes ejendommelig indesluttede og dybt bevægede sjæl. Mit barnlige sværmeri for helten Nielsen, hvis personlighed jeg lånte Wilhelm Meister, fuldendte maleriet. Jeg græd mine modige tårer over Mignon og harpespilleren, der var de to figurer, jeg interesserede mig mest for, og tit repeterede jeg hendes sange i stilhed for mig selv; og hvor ofte, når jeg tavs stod og pyntedes på teatret i de forskellige kostumer, tonede disse da i mit indre:

»Schon in Kleidern muss ich kommen;
Aus dem Schrank sind sie genommen,
Weil es heute Festtag ist:
Niemand ahnet, dass von Schmerzen
Herz im Herzen
Grimmig mir zerrissen ist.«

Og hvor ofte sad jeg i en krog i mit uhyggelige hjem i tusmørke og gentog alle hine digte, idet mine tårer stille og ubemærkede af alle trillede ned ad mine kinder. Også sildigere i mit liv, når jeg med et tungt hjerte pyntede mig til en forestilling, mens teatret var propfuldt for at le over mine lystige fremstillinger, tonede atter Goethes strofer i mit indre:

»Niemand ahnet, dass von Schmerzen
Herz im Herzen
Grimmig mir zerrissen ist.«

Det dybe indtryk, som »Wilhelm Meister« havde gjort på mig, beholdt jeg imidlertid hos mig selv og berørte det kun løseligt for den, som havde givet mig digterværket. Det forekom mig, som om jeg røbede mine egne hemmeligheder og min egen tilstand ved at omtale bogens indhold. Og da jeg nu kort efter ved en hændelse fik Schillers tragedie »Jomfruen af Orleans« at læse, syntes mig, at jeg først nu var født og vakt til liv. Med denne sidste i mine arme faldt jeg i søvn, ligesom børnene sover med deres dukker. Dette var de to første bøger, jeg læste; og da begyndelsen var så god, må det vel komme deraf, at jeg hele mit liv har været 65 meget kræsen med, hvad jeg ville læse. Af romaner har jeg til denne time, jeg nedskriver dette, så godt som ingen læst. Ved denne begyndelse var jeg vokset fra dem, og når jeg undtager enkelte af Walter Scott, har aldrig nogen ret villet smage mig; selv han forekommer mig som en stor rovfugl, hvis skrig vel er interessant, men dog for hæst; og jeg har altid trængt til lærken i den poesi, jeg ret skulle nyde. Ofte har jeg med forundring tænkt på, hvordan jeg på hin tid kunne nyde disse to digterværker af Goethe og S chilier - thi vist er det, at jeg dog egentlig ikke forstod dem, men kun havde en dunkel følelse af, hvad de indeholdt - det var duften af dem, en anelse om deres tankeindhold - men dybt i min unge sjæl stod de indprentede og uforglemmelige. En verden fuld af mennesker havde jeg lært at kende af »Wilhelm Meister«; mit blik åbnede sig for betragtningen af disse, uden at jeg selv vidste det eller gjorde mig rede derfor. »Jomfruen af Orleans« hævede mig op til det ideale, der hidtil kun dunkelt havde foresvævet mig som en anelse.

Desværre kun altfor ofte vaktes jeg af disse fantasier for at vende tilbage til den bitre, sørgelige virkelighed i mit hjem, hvor jeg snart pintes af et, snart af et andet, der var mit inderste væsen imod. Således plagede min moder mig med idelig anmodning om at gå til teaterdirektøren, etatsråd Collin, for at bede ham betænke mig med højere gage. Disse besøg hos ham var mig højst pinlige, jeg aflagde dem kun tvungne af min moders bestemte befaling, og de var virkelig tragikomiske. I en formelig fortvivlelse og med en skamfuldhed, jeg ikke kunne betvinge, begav jeg mig til hans bolig. Efter at have stået en halv time, ofte endnu længere, udenfor hans dør, greb jeg omsider i klokkestrengen. Hans forgemak vrimlede for det meste af ansøgende af alle klasser og alle aldre, men vist ingen af dem stod der med min forlegenhed og min ydmyghed. Kom nu omsider turen til mig at træde ind, påfulgte altid den samme scene. Efter at han på sin sædvanlige, hjertelige og venlige måde havde sagt: »Nå, lille Hanne, hvad har du så på dit hjerte?« - brast jeg i en så ustandselig gråd, at det ikke var den stakkels mand muligt at få et ord ud af mig. Spurgte han nu omsider: »Er det om at få højere gage, at du kommer?« da fik han undertiden et ja presset ud af mig, undertiden ikke engang det. Han lovede da, at han nok skulle huske på mig, og tørrede 66 selv med største godmodighed mine tårer af med sit lommetørklæde, for at de andre ikke skulle se mig græde, når jeg gik, medens han klappede og trøstede mig på bedste måde.

Denne elskværdige mand, som i mit øvrige liv altid var mig en trofast og hengiven ven, har ofte i senere år erindret mig om hine sammenkomster, som bestod i, at han holdt en monolog, hvorpå han intet svar fik, og om hans megen ulejlighed med at tørre mine tårer og bringe mit sind i ro; og vi har da ret hjerteligt let ad disse ensformige scener. Hvor var jeg dog ulykkelig, når jeg gik denne pinlige gang til ham! Det forekom mig at være en dyb ydmygelse at skulle tale om penge, og denne følelse har jeg aldrig kunnet overvinde. Da jeg blev en voksen pige og havde gage, som hver måned skulle hentes på teaterkontoret, var dette mig en sådan plage, at jeg, lige til jeg blev gift, hvor altså min mand hentede den, endog hver gang betalte min broder en hel rigsdaler for at udføre dette ærinde. Heller ikke i mine ældre år kunne jeg komme ud af at begære mere, end direktionen af sig selv tilstod mig, og aldrig fandt jeg, at dette var for lidt for, hvad jeg præsterede. Da dette var en følelse, som var temmelig fremmed for de andre ved teatret, har jeg derimod ofte nydt godt af deres ufornøjelighed og uden anmodning fra min side fået min gage forhøjet, fordi man fandt det ubilligt, at jeg var ringere stillet end andre, hvis tjeneste ikke var af den vigtighed som min.

MIN FØRSTE INDTRÆDELSE I SELSKABSLIVET

Mine små deklamationsnumre, udførelsen af Trine og andre barneroller skaffede mig en ven, som til sin død bevarede sit venskab for mig. Dette var kommandør Wulff, chef for Søkadetaka-demiet, Shakespeares oversætter. Skuespiller Rosenkilde kom en dag og sagde, han ville føre mig ud til en familie, som meget ønskede at gøre mit bekendtskab. Da mine forældre hørte, hvem det var, blev de meget smigrede herover og gav mig lov til at gå med. Så vel kommandøren som hans frue og datter overøste mig med venlighed og indbød mig kort efter til et middagsselskab. Dette var første gang, jeg kom til en større dinér. Jeg gøs for at komme til at gøre noget upassende og turde ikke foretage mig noget eller 67
nyde noget af det rigt besatte bord, forinden jeg så, hvorledes andre af selskabet bar sig ad dermed. Denne følelse af uvidenhed med hensyn til selskabslivet og min store påpasselighed gjorde, at jeg virkelig intet upassende eller forkert foretog mig, så at jeg bagefter hørte mit nette og dannede væsen rose af husets folk og af de fremmede, der havde været tilstede hin middag, og som forundrede sig over, at jeg, der jo ikke havde haft lejlighed til at udvikle mig i denne retning, bar mig ad som en lille dame. Bevidstheden om min ukyndighed havde gjort mig forsigtig og varsom, og min naturlige ydmyghed bødede på resten. Denne familie viste mig i mange år den største kærlighed og opmærksomhed, og næsten ved enhver festlighed i deres elegante hus var jeg indbudt og endnu oftere i deres mindre kredse. Ideligt kom små billetter fra Wulff, skrevet som til en kær datter. Efter at være kommet der i huset i flere år hændte der sig en aften en forunderlig scene. Husets omgangskreds var af det såkaldte højere og finere selskab, egentlig hof cirkelen fra Frederik den Sjettes hof. En aften skulle Wulff s have en af deres store soirer! Jeg blev indbudt og kom. I den store, oplyste sal sad alle damerne, som brug var, i en halvkreds, herrerne gik omkring. Ved min indtrædelse kom vært og værtinde imod mig på deres sædvanlige venlige måde, og fruen anviste mig en plads i hin damerække. Jeg kom til at sidde ved siden af en af Københavns bekendte damer, bemærket for sit toilette - om end dette nærmest var, hvad der i et fransk stykke betegnes som bomuldsfløjl - men tillige bekendt for at være en taktløs og ingenlunde godmodig gås. Denne dame blev så ubehagelig berørt ved, at min ringhed kom hende så nær, at hun øjeblikkeligt rejste sig op og forlod damerækken, idet hun temmelig klart gav tilkende, at min nærhed var grunden hertil. Jeg med mit ømfindtlige sind forstod straks, at min nærværelse i denne fornemme kreds havde stødt hende. Blodet for mig til hovedet og til hjertet - men i samme øjeblik kom værtinden og med hende næsten alle damerne og herrerne, der alle havde bemærket damens [om man forresten kan kalde hende således] adfærd, hen til mig og gjorde mig en kur, som på den ene side forhøjede min forlegenhed, men på den anden hjalp på den ydmygelse, jeg følte. J. L. Heiberg, der ligeledes var indbudt, kom netop ind ad døren i det øjeblik, da alle flokkedes omkring mig. Han ytrede nogle dage efter: »De så 68 ud forleden hos Wulffs som en ung fyrstinde, hvem alle bragte deres hylding.« Ikke da, men en del år efter, fortalte jeg ham årsagen til denne hylding. Inden jeg hin aften tog bort, bad fru Wulff mig på det indstændigste at komme og spise hos dem næste middag. Forblommet slog hun på det passerede og sluttede med at sige: »Jeg lover Dem, at De aldrig mere skal træffe sammen med denne dame hos os,« og forsikrede mig, at alle havde takket hende og Wulff, fordi de havde givet dem lejlighed til at gøre mit bekendtskab. Men forunderligt går det ofte til i verden. Samme dame, der hin aften stødtes over at være i selskab med en lille beskeden pige, har senere ofte gjort sig al umage for at komme i nærmere berøring med mig, naturligvis uden nytte. [At det var min stilling ved teatret, der stødte hende, kan jeg næppe tro; thi samme dame stod selv i et meget bekendt og intimt forhold til en af vore skuespillere. Så det kan ikke have været standen, der stødte hende, så meget mindre som hendes egen fader engang havde hørt til samme stand.]

I dette hus kom jeg nu ideligt, både i de små og store selskaber, og det kunne ikke være uden indflydelse på min selskabelige dannelse at komme i berøring med så mange og så forskellige mennesker, som her forsamledes. Iblandt de mange fester, som jeg her deltog i, havde man også, nogle år senere, i julen arrangeret en, hvor vi skulle spille komedie. Der blev givet Holbergs »Julestue« og et lille fransk stykke, som Heiberg havde oversat for teatret, og hvori han her hos Wulffs selv udførte en hovedrolle. Stykkerne blev spillede af husets omgangsvenner, herrer og damer. Blandt dem, som deltog deri, var jeg den eneste, hvis fag det var at udøve skuespilkunsten; og jeg var - uden al påtagen beskedenhed - den sletteste af dem alle; og det var ikke så forunderligt. Det er en egen uhyggelig følelse at lege med det, som man er vant til at betragte med største alvor. Men for at denne alvor kan indtræde, må der først og fornemmelig være en uoverstigelig kløft imellem publikum og skuespilleren; det er den, som lamperækken tilvejebringer på et teater; den adskiller disse to verdener, den virkelige og den ideale, og det er derfor ret betegnende, at medens den ideale stråler i fuld belysning, holdes den virkelige i dunkelhed under fremstillingen og træder således i skygge for hin. I den private komedie er begge lige meget oplyste, og det mystiske, 69 som der altid er ved et samlet, ubekendt publikum, er tilintetgjort, og hermed er illusionen forstyrret. Jeg har derfor aldrig kunnet fatte muligheden af at give løsrevne scener tilbedste for venner og bekendte; slige private optrin har altid været mig imod og forekommet mig uværdige - ja, jeg går så vidt at påstå, at det aldrig vil falde en virkelig kunstner med følelse for sin personlige værdighed ind at nedlade sig til dette lefleri, der røber både mangel på blufærdighed og ringeagt for den kunst, hvis udøvelse man har gjort til et alvorligt studium. Min pinlige følelse hin aften var mig derfor en lærdom, som gjorde, at jeg aldrig oftere deltog i slige lege. [Den hele festlighed denne aften var forresten pragtfuld og yderst elegant indrettet. Forsamlingen bestod af alt, hvad der havde nogen anseelse i selskabslivet. Vært og værtinde viste mig en opmærksomhed, der gjorde, at det øvrige selskab fulgte deres eksempel, og hvor meget jeg end af en naturlig beskedenheds-følelse holdt mig tilbage, da jeg helst ville have været en tavs og ubemærket tilskuerinde ved den hele fest, så drog man mig dog bestandigt ind i centrum af kredsen. Wulff omtalte mange år efter denne fest og sagde da: »De står altid for mig hin aften i Deres hvide klare kjole om den tynde, slanke figur; De var så bleg, men netop denne bleghed stak forunderligt af mod de andres blussende kinder.« Dette har jeg vist hørt ham sige hundrede gange i årenes løb.]

Kontrasten mellem disse omgangsvenner og mit uhyggelige hjem trådte på en skærende måde frem for mig, når jeg trådte ind i vor dagligstue, og overgangen forøgede min melankoli, der nu var større end nogensinde. De ulyksalige scener mellem mine forældre tiltog snarere end aftog. Mit forhold til Herman trykkede mig mere og mere, jo ældre jeg blev. At jeg kom i berøring med så mange mennesker, gjorde ham mistroisk og skinsyg i altid højere grad. Han bebrejdede mig, at jeg intet havde tilovers for ham, at jeg aldrig blev glad, når han kom, og han forlod mig som oftest usigelig bedrøvet. Når han gik, og jeg da, som engang var skik, skulle følge ham ud, havde vi her afskedsscener, som jeg endnu med gysen genkalder i min erindring. Grædende styrtede han for det meste bort, og grædende gik jeg ind og satte mig i mit triste hul, hvor jeg hundrede gange om dagen ønskede mig døden. Jeg faldt nu hen i en sådan sløvhed og ligegyldighed, at 70 det næsten var umuligt at få mig til at klæde mig på; indhyllet i et stort sjal satte jeg mig hen og grublede over mine ulykkelige forhold, uden at jeg øjnede muligheden af, at dette nogensinde kunne blive anderledes.

[Lige overfor os i Pilestræde boede en købmand, på hvis kontor der sad et ungt menneske med et mørkt og trist udseende; når jeg da, indhyllet i mit sjal, satte mig ved vinduet og så over på denne unge bedrøvede mand, tænkte jeg tit: »Vi to stakler har det ikke godt!« Hver morgen gik jeg min vante gang til danseskolen med min søster, i angst for hende og hendes sygdom; ved enhver uventet bevægelse af hende gøs det i mig, thi jeg troede straks, det var forløbere til det rædsomme slag, som desværre indfandt sig hyppigere, jo ældre hun blev. Underligt var det, at medens jeg her hver morgen gik min sørgelige gang, nedtrykt på legeme og sjæl, negligerende mit ydre, med øjnene fæstede på brostenene, sad der en mand oppe i et hus i Pilestræde nær ved vor bolig - dette har jeg mange år efter erfaret af en læge, som var min ven - hver morgen i sit vindue for at se mig gå forbi, og som led i den grad af en heftig lidenskab for mig unge barn, at min ven, som var læge hos ham og hans fortrolige i denne sag, havde sin fulde hyre med at stille ham til ro; og hver dag måtte han gå til ham for at tale med ham om mig og de planer, som han lagde for at vinde mig, og som han atter forkastede. »Ofte, når jeg om formiddagen besøgte ham,« fortalte min ven, »var han i en tilstand, som grænsede til vanvid. De ved ikke,« lagde han til, »hvad jeg har lidt med denne min begavede ven for Deres skyld. Jeg kunne ikke få ham til at spise, ikke til at drikke, ikke til at klæde sig på, endsige til at udføre de forretninger, der pålå ham som embedsmand. En dag,« fortsatte han videre, »da han var i en tilstand, som virkelig i høj grad foruroligede mig, fik jeg med utrolig møje og egen opofrelse lokket ham til at køre ud med mig i skoven, håbende at luften skulle gøre et velgørende indtryk på ham; og mit håb slog for så vidt heller ikke fejl; styrket og opmuntret kørte han atter hjemad med mig; da ville hans og min onde skæbne, at vi netop skulle møde Dem, der kom kørende med Deres søskende og Herman, og nu var alt tabt. Det rygte, der gik, at De var forlovet med denne mand, som han nu så Dem køre med, gjorde ham rent rasende, han kom hjem i en ulykkelig 71 sjælstilstand, ville atter forsøge på at få adgang til Deres forældre i håb om muligt at vinde Dem, så at De straks efter Deres konfirmation kunne forlade teatret og da blive hans hustru. Det nyttede ikke, at jeg foreholdt ham Deres ungdom, at han var mange år ældre, at De ikke ville forlade teatret, at han ikke var i besiddelse af et ydre, der kunne fængsle en ung pige etc. etc. Intet hjalp.« - Senere i mit liv har jeg mødt denne af mange agtede og begavede mand og lært ham at kende, uden at han nogensinde har anet, at jeg kendte til hans tidligere lidelseshistorie. Hvad er det dog for en magt, der indgyder en sådan følelse? Ja, dette spørgsmål vil vel til evige tider blive ubesvaret.]

MIN HEMMELIGE VERDEN

Men hvorledes gik det til, at jeg til trods for den trykkende melankoli i hjemmet kunne fremtræde frisk og løftet i kunsten? Hvad bevirkede denne dobbelthed i disse to verdener? Det var en tredje for alle andre end mig selv hemmelig verden, som jeg med min fantasi, min romantik, mit sværmeri havde omgivet mig med. Denne verdens befolkning bestod i små, dejlige, lyshårede børn, som jeg kaldte: mine alfer, og hvis nærhed ingen kunne fornemme uden jeg selv. I skoven, på havet, i mit hjem følte jeg dem dag og nat ved min side. Når skyerne på himlen sammenhobede sig i horisonten ved solens nedgang, glimrende indfattet af de guldbræmmede kanter af solens sidste stråler, da så jeg mine små alfers hoveder kigge ud af det bløde skyhav, idet de venligt nikkede til mig. Af dette sværmeri fødtes mine »blå længsler«, thi min længsel var bestandigt stor efter at komme op til dem. Hændte der mig noget held, fik jeg et stille ønske opfyldt, da var min første tanke: dette kan jeg takke mine små veninder for. Og lidt efter lidt levede jeg mig i den grad sammen med min hemmelige verden, at min tilværelse, mit liv egentlig bestod heri, medens jeg i det daglige hverdagsliv gik omkring som en drømmende. I kunsten og i omgang med mine alfer var jeg først ret i vågen tilstand. Kort sagt, jeg var en lille hedning, der ikke var oplyst om, at der er é n sand Gud, vi har at holde os til. Mit fadervor holdt jeg dog stadig fast ved fra det øjeblik, jeg hin aften som barn havde lyttet 72 til min moders stille bøn, men ellers var jeg fuld af overtro og uklarhed i mine forestillinger. Vi to småpiger, min søster Amalie og jeg, var forsømte børn uden skolegang, uden syn på noget højere, vi kunne se op til; hvad under da, at man selv skaber sig en verden, hvori sjælens trang vugger sig i lysende, skønne billeder. De førte mig i mine natlige drømmerier ind i en dejlig alfehave, fuld af blomster og frugter, der spejlede sig i små vandflader, og imellem hvilke vidunderligt oplyste gange slyngede sig. Denne have, denne belysning, disse frugter, disse blomster har jeg hele mit liv længtes efter at gense. Den godhed, som Gud viste mig, tilskrev jeg alferne, thi disse kendte jeg dengang bedre end vor Fader i himlen. Når jeg var ene i min stue, talte jeg ofte højt med dem. Havde jeg forlagt noget, der ikke straks var til at finde igen, bad jeg dem hjælpe mig, og fandt jeg det da, takkede jeg dem derfor. Men udeblev hjælpen, hvilket dog kun sjældent var tilfældet, forestillede jeg mig, at det var et skælmeri af dem for at drille mig, og jeg sagde da: vær nu gode imod mig. Ofte var jeg bedrøvet over, at det syntes, som om mine alfer slet ikke ville have noget at gøre med min stakkels syge søster. Hun havde virkelig ret, når hun ofte udtalte: »Ingen hjælper mig eller bryder sig om mig; du har held i alt, jeg i intet.« Jeg talte aldrig om alferne til min søster, men jeg bebrejdede dem deres mangel på godhed for hende. I mine rollers udførelse troede jeg fuldt og fast, at alfer stod mig bi, »thi,« sagde jeg til mig selv, »jeg har jo aldrig lært denne kunst, hvor skulle jeg da kunne komme ud deraf ved egne kræfter?« Og dog var der også undertiden i mit samliv med denne hemmelige verden noget, der foruroligede mig. »Hvad ville de andre sige,« sagde jeg da til mig selv, »om de vidste noget om mine dejlige alfer; ville de ikke vredes på mig over, at jeg beholdt alferiget for mig selv uden at lade dem få part deri?« Tale derom til nogen som helst hverken kunne eller ville jeg, men desmere betydning havde disse fantastiske forestillinger for mig selv.

OVERGANG TIL SKUESPILLET

Efter »Aprilsnarrene« skrev Heiberg »Et eventyr i Rosenborg Have«. Jeg var nu alt vokset så meget, at jeg kunne udføre 73 Christines rolle, som var skrevet for mig, og hvori atter Rosenkilde og jeg gjorde stor lykke som elsker og elskerinde. Weyse havde længe indstændigt anmodet Heiberg om at skrive ham en tekst, hvortil han kunne komponere musikken. Han fik denne og var henrykt over den; og som der står i slutningsverset: »En tæt forening af ord og toner« var frugten af deres forenede arbejde.

Der blev nu tildelt mig rolle på rolle, hvor det blot nogenlunde lod sig gøre at anvende en så ung pige, og mere og mere fandt man, at jeg havde et afgjort kald for skuespillet, og at jeg burde anvende alle mine kræfter herpå. Balletten stod desuden ved dette tidspunkt på svage fødder; den gamle Bournonville var for gammel, og den unge havde alt i flere år opholdt sig i Paris for at uddanne sit talent. Larcher var hovedmanden ved balletten, hvor hans evner ingenlunde strakte til. Danserinderne var for det meste gamle; ingen kunne sætte nye balletter i scene, så den hele ballet var som i dvale og uden liv. Ved sæsonens slutning kaldte Collin mig derfor til sig og foreslog mig nu at forlade balletten og ene og alene ofre mig for skuespillet. Jeg blev meget overrasket ved denne anmodning, svarede, at jeg skulle tale med mine forældre derom, og gik mismodig og bedrøvet hjem. Jeg havde stor interesse for dans og ballet og tænkte med vemod på rent at skulle undvære denne daglige beskæftigelse, der var en adspredelse, som dog af og til oplivede mit tunge sind. Mine forældre og Herman som også Heiberg var imidlertid af Collins mening, og det blev da besluttet, at jeg skulle tage afsked fra balletten. Med inderlig vemod sagde jeg dansen farvel. Ingen personlighed havde jeg der knyttet mig til, ingen veninde bedrøvedes ved min bortgang, jeg gik så fremmed og uforstået, som jeg var kommet, fra disse omgivelser. Alligevel hang jeg på en vis måde ved dem alle og bevarede interesse for dem mit øvrige liv, ligesom jeg senere har haft mange beviser på, at de fulgte mig med godhed i min nye stilling. Herfra dannede dog Andrea en undtagelse; hun så med skinsyge, at jeg, der hidtil stod under hende, ligesom løb hende forbi og vakte en interesse hos publikum, der var større end den, hun opnåede ved dansen. Det øvrige dansepersonale glædede sig over min lykke og var ligesom stolt af, at jeg kom fra deres midte; de syntes bestandigt i senere år, at jeg dog hørte dem til, så at der altid mellem dem og mig, uagtet vore veje nu var så forskellige, har 74 været den bedste forståelse, når vi senere kom i nogen berøring med hinanden.

Jeg forlod altså balletten, men det dansede fremdeles indeni mig. Mit legeme krævede denne bevægelse, udøvelsen, fremstillingen af plastikens skønne former var ligesom blevet en nødvendighed for mig, så der sjældent gik nogen dag, hvori jeg ikke glædede mig ved dans og plastik, uden at andre end jeg havde nydelsen deraf. Det sang i mig, det dansede i mig, og jeg trængte til at boltre det unge, smidige legeme efter dansekunstens regler. Denne trang, denne lyst vedligeholdt sig i mange, mange år.

Ved denne tid satte Heiberg sig i spidsen for en række sommerskuespil, hvori Rosenkilde, Foersom, Phister, Carl Winsløw med flere herrer og madam Wexschall - senere fru Nielsen -, Ida Wulff, madam Liebe, jomfru Jørgensen og jeg deltog. Her opførtes for første gang Heibergs vaudeville: »De uadskillelige«, hvori jeg udførte Carolines rolle.

Et bevis på et publikums ustadighed og modesyge så man atter her; thi uagtet den overordentlige lykke og opsigt vaudevillerne gjorde, behøvede kun en omrejsende tysk skuespillerinde af anden rang at anmelde tyske forestillinger, sammensatte af stumper og stykker for at vende hele interessen bort fra de danske komedier til de tyske; og de danske forestillinger, som bestod af originale stykker og gode skuespil, udførte af teatrets bedste kræfter, blev besøgte så sparsomt, at Heibergs nye vaudeville første gang gik for halvt hus. »De uadskillelige« gjorde vel siden stor lykke, men først da den tyske dame var borte. Nielsen og Ryge var meget indtagne af samme dame og spillede med hende på tysk i hendes sammenjaskede forestillinger. Jeg erindrer, at da jeg en aften kom gående over teatret under en af hendes forestillinger, trak Nielsen - der altid havde vist mig særdeles interesse - mig hen til hende og sagde: »Mamsell Pohlmann! Se på den lille pige - alle her finder, at hun har stor lighed med Dem.« - »Så?« udbrød hun, så ned ad mig og lod ingenlunde til at føle sig smigret over ligheden.

Heiberg og de danske skuespillere havde ventet sig meget af disse sommerskuespil; da håbet nu slog fejl, gjorde især herrerne sig rebelske og sagde, at på den måde kunne de komme til at spille for intet, hvilket de ikke ville. For at stille dem tilfreds og ikke opgive foretagendet på halvvejen, tilbød Heiberg dem en bestemt 75 betaling for hver spilleaften, ihvad så indtægten blev. Dette hjalp - d e rn, men Heiberg kun for så vidt, at foretagendet fortsattes til tab for ham, hvilket han imidlertid bar med det gode humør og den ridderlighed, der var ham egen. De samme stykker, som et lunefuldt publikum dengang ikke ville se, har senere i mange år holdt sig usvækket på vor scene. Der hører lykke til alt - dengang havde han den ikke med sig.

Da jeg var i besiddelse af en lille syngestemme, blev jeg nu beordret til at melde mig hos professor Siboni, for at jeg i forening med teatrets øvrige elever kunne frekventere hans sangundervisning. Denne mand havde ord for, at ingen ung pige kunne komme i hans nærhed uden at være udsat for hans efterstræbelser. Da jeg derfor i nogen tid var gået til ham, og dette rygte kom for min moders ører, og man tilføjede, at blot det at gå til ham, var en plet på en ung piges rygte, forbød hun mig det for fremtiden, uagtet jeg må lade ham, at jeg aldrig selv har haft mindste grund til klage i denne henseende, hvorimod hans opførsel mod en anden af eleverne vel undertiden forekom mig mistænkelig og tvetydig. Da jeg nu i nogen tid havde forsømt hans skole, sendte han en dag bud efter mig. »Jeg går med dig,« sagde min moder, og vi indfandt os da begge hos ham. Da denne store, smukke italiener, der var indkaldt for at lære os danske at synge, men som nu alt var en ældre mand, stod for os, følte jeg mig meget beklemt for, hvad der nu ville blive sagt fra hans og fra min moders side. Han spurgte nu, af hvilken grund jeg forsømte hans undervisning. Herpå svarede min moder med sin sædvanlige uforbeholdenhed rent ud - til min store forlegenhed -, at han havde ord for at efterstræbe enhver ung pige, som gik på hans skole, og at hun af den grund havde forbudt mig oftere at gå til ham. Italieneren gjorde store øjne til denne tale. Efter en lille pavse sagde han på sit gebrokne sprog: »Min gode madam! når jeg efterstræber nogen, så er det, fordi de ville efterstræbes - en ærbar og skikkelig pige som Deres datter har intet at frygte af mig.« - »Ja, ja,« svarede min moder, »man kan jo forsøge, om De holder ord.« Og han holdt ord; aldrig foruroligede han mig med mindste ord eller mine, uagtet jeg ofte var ganske ene med ham, hvilket jeg især havde hørt skulle være så farligt. Og mit hele liv har jeg erfaret, at en ærbar kvinde formår at imponere de ryggesløseste mænd, og at 76 netop disse føler en vis ærbødighed lige overfor et rent og uskyldigt gemyt; ligesom også enhver sådan kvinde har et medfødt instinkt, der lærer hende, hvor det er nødvendigt at iagttage en streng holdning, og hvor dette ikke behøves. Jeg fortsatte altså undervisningstimerne, uden at han gav mig grund til at angre min tillid til ham.

I begyndelsen af næste sæson, i efteråret 1827, optrådte jeg i mit 15de år som Preciosa. Imod dette stykke kan vel indvendes en del, og det er i grunden et mådeligt arbejde. Men duften af Cer-vantes' dejlige novelle har den tyske bearbejder med sin bedste vilje ikke formået ganske at udslette; og denne spanske duft i forening med Webers herlige musik må derfor altid gøre en vis virkning fra scenen, når der er en skuespillerinde, hvis personlighed formår at tilvejebringe illusionen hos publikum. Mit brunette, tungsindige ydre passede godt til at fremstille den sydlandske, sværmeriske pige. I dette stykke optrådte jeg nu for første gang som elskerinde, og folk var som gale af henrykkelse og forlibelse i den unge Preciosa. Heiberg, som i høj grad interesserede sig for mig, skrev på den tid teaterkritikken i sin bekendte »Flyvende Post«. Han havde kort iforvejen hørt mig ved en forestilling af »Macbeth« recitere det vers, som »det blodige barn« har at fremsige, og som ingenlunde er let at skandere. Min recitation heraf og mit naturlige øre for verseformen havde frapperet ham. I en teaterkritik bebrejdede han nu direktionen, »at den lod et ungt talent på 15 år, som røbede så store anlæg for scenen, at hun, rigtig anvendt, ville kunne blive en guldmine for teatret, udføre en rolle som Preciosa, hvis affektation kunne ødelægge hende i bund og grund.« Denne stærkt udtalte ros for mig bragte forskellige gemytter i bevægelse. Man påstod, at han ved en så overdreven ros selv bidrog til at ødelægge mig i bund og grund, og han måtte døje meget for sin entusiasme. Mig skaffede denne offentlige ytring af ham en del modstandere ved teatret. Publikum var og blev henrykt og ville atter og atter se Preciosa. Jeg levede så stille i mit triste hjem og havde så lidt med blade og recensioner at gøre, at alt dette ikke gjorde mindste virkning på mig, hverken til det onde eller det gode. Jeg hørte fortælle herom som om noget, der næppe vedkom mig, og forstod kun halvt, hvad den hele strid gik ud på.

77

Jeg fik nu flere og flere roller, deriblandt for første gang en soubrette-rolle i »Høg over høg« af en fransk forfatter. Denne lykkedes mig nu så godt, at de fleste fra dette øjeblik af troede at se, at den finere soubrette var mit egentlige fag. Rahbelc interesserede sig meget for dette gode gamle stykke og var ikke ret fornøjet med, at man betroede en så vigtig rolle i så unge hænder. Imidlertid roste selv han, der havde set så mange tidligere fremstillerinder, mig for min udførelse og var især glad over det udtryk, hvormed jeg foredrog en lille sang, der forekommer i stykket. »De har rørt mig i aften ved den måde, hvorpå De foredrog Deres sang,« sagde han til mig efter opførelsen.

Ryge, der altid var mig imod, gjorde som sædvanligt, hvad han kunne, for at drille mig og forbitre mig mit ophold på prøverne til »Høg over høg«. Lindgreen havde instrueret mig i denne rolle. Da nu Ryge etsteds i stykket havde at sige til mig: »Du skal synge! Når man har så stort talent som du, må dette jo være en let sag« - udhævede han ordet »stort talent« på en for mig så sårende måde, at jeg ikke kunne få begyndt på min sang. Lindgreen, som bemærkede dette, troede, at den hele replik var improviseret af Ryge; blodet for ham til hovedet, og han udbrød højt til Ryge: »Står det i din rolle?« Ryge blev nu som en rasende, greb i lommen efter bogen, og idet han kastede den i hovedet på Lindgreen, udbrød han: »Se selv ad!« Hvor behagelig en sådan scene var for mig, kan enhver selv tænke. Hvorledes disse to herrer siden forligtes, er mig ubekendt.

Teatret var i det sidste år blevet forøget med to smukke og meget lovende yngre talenter: jomfru Lange, siden madam Larcher, og jomfru Heger, siden madam Holst. Den sidstes ualmindelige, ideale skønhed bidrog ikke lidt til den opsigt hun vakte. Hendes debut i »Emilie Galotti« fremkaldte forhåbninger, som heller ikke siden har svigtet. Disse to damer og jeg var omtrent i alder sammen. Man fik nu lyst til at sætte et stykke i scene, hvori vi tre unge piger kunne optræde på én gang. Dertil valgtes det ældre lille stykke »Ildprøven«. Stykket begynder med, at vi alle tre kommer ind sammen, og Collin har siden fortalt mig, at der ved »Ildprøven« s første forestilling sad en tysker i parkettet, som udbrød, idet vi lod os se: »Potz Tausend! Haben Sie viele Solche?« Stykket gjorde i øjeblikket lykke på grund af de tre unge piger.

78

LYS OG SKYGGER

Hos personalet ved skuespillet vandt jeg imidlertid mange velyndere og især velynderinder mellem de ældre damer; blandt dem daværende madam Wexschall (siden fru Nielsen), hvis godhed og venlighed jeg satte stor pris på. Hun indbød mig ofte til sig i sit hjem, hvor flere åndrige personligheder havde adgang, som jeg alt havde lært at kende hos fru Gyllembourg; også hun og sønnen kom i dette hus, samt flere af deres omgangsvenner som professor Møhl, professor v. Schmidten og dr. David. Da sæsonen var tilende, indbød madam Wexschall mig til at følge med dem og blive hos dem en månedstid i Ermelundshuset, hvor de i ferien ville ligge på landet. Dette var en stor lyksalighed for mig, der i høj grad elskede skov, sø og mark; min længsel efter at opholde mig i længere tid midt i en dejlig natur skulle jeg få stillet for første gang, og det i hendes selskab. Hjertet hoppede af glæde i mig ved tanken herom. Jeg drog da ud med dem på den bestemte dag, og uforglemmelig er mig dette ophold. Når jeg her vandrede ene om i skov og mark, genkendte jeg næppe mig selv. En følelse, en ubeskrivelig følelse af lykke og glæde gennemstrømmede da mit hele væsen, og idet jeg gik og plukkede de utallige små blomster og græsarter, som snart blev bundne i buketter, snart i kranse, ønskede jeg, at jeg således kunne blive gående hele mit liv - en sådan fylde lå der for mig i denne ensomhed - en fylde, syntes mig, som intet selskab kunne erstatte. Mange små romantiske sværmerier faldt mig ind; jeg talte til fuglene, til blomsterne, til skyerne og så vink af noget overnaturligt i det, de fleste vel ikke ville have ænset. Undertiden gik denne stille lykke over til et vemod, der fremkaldte hede, men velgørende tårer.

[En dag under mit ophold på dette sted foregik der noget i mig, der senere i høj grad har vakt min forundring, thi det viste mig, at der på bunden af min sjæl var dæmoner, jeg måtte vogte mig for. Madam Wexschall havde et eneste barn, en lille pige på 4 til 5 år. Dette barn bidrog meget til min lyksalighed; jeg kælede for det, som for alle små børn, og hun og jeg var de bedste venner. En dag gik jeg ene med den lille pige i det tykke af Ermelunds-skoven; da overfaldt mig en - hvad skal jeg kalde det - en ond og ubegribelig lyst. Hendes glæde og latter blev mig på én gang 79 imod, og jeg begyndte at skænde på det stakkels barn for alt, hvad hun sagde og gjorde. Med stor tålmod og fromhed tog hun imod alt, men netop dette var mig imod, og hendes ro forøgede min uro. Det forekom mig, at jeg ikke kunne komme til ro, med mindre jeg så hendes tårer flyde. Dette ville imidlertid aldeles ikke lykkes; mere og mere tirret ved hendes ligegyldighed gjorde jeg det ene forsøg efter det andet, snart løb jeg fra hende, snart skændte jeg for ingen ting, intet hjalp. Som i en slags fortvivlelse greb jeg nu til det sidste middel. Vi kom til en skrænt, der førte ned til en dyb og mørk kløft; næsten ude af mig selv tog jeg hende nu ved hånden, løb i det stærkeste trav ned i denne fordybning, slap hende derpå og ilede ene op på kanten. Dette var for meget for det arme barn; hun gav sig nu til at skrige og græd, så den ene tåre ikke biede på den anden. I samme øjeblik veg min onde dæmon fra mig, jeg kunne atter trække vejret, løb ned og kyssede hende og trykkede hende op til mig og vidste ikke det gode, jeg ville og kunne gjort mod den lille. Dybt skammede jeg mig over dette onde anfald og gik hjem med de hårdeste bebrejdelser og samvittighedsnag over min slette handling. Gud være lovet! Det var første og sidste gang, jeg har følt noget sådant. Jeg grublede meget herover og tænkte, at en djævel vist har måttet være i min nærhed. Hver gang jeg senere i mit liv er kommet forbi dette mig uforglemmelige sted i skoven, har jeg altid følt mig uhyggeligt tilmode.]

Under dette ophold hos Wexschalls så jeg første gang digteren Adam Oehlenschlager, der en dag kom med sin datter Charlotte for at gøre et besøg. Hvilken betydning denne mand havde for enhver dansk var mig dengang næsten ubekendt, men desuagtet gjorde hans personlighed et dybt indtryk på mig, og jeg erindrer, at jeg stillede mig bag et stort træ for ubemærket af ham og de andre at kunne betragte ham. Trægruppen, belysningen, bordet, hvorved han sad med madam Wexschall - alt ser jeg endnu så tydeligt, som om det havde været i går. Hans datter tiltrak sig også min opmærksomhed. Hendes livlighed og frihed forundrede mig. Jeg ser hende endnu for mine øjne, således som hun om aftenen i det klare måneskin for at fornøje madam W. havde løsnet sit lange gule hår, trådte ud af huset og skred hen imod os, der sad i et lysthus. Hendes øjne glimrede så stikkende, at jeg syntes, 80 jeg blev ganske bange for hende, uagtet jeg fandt hende smuk på sin måde. Der var noget i hendes udtryk i dette øjeblik, som jeg fandt upassende uden at kunne gøre mig rede for, hvad det var, og talte hun til mig, måtte jeg uvilkårligt slå mine øjne ned.

Stakkels Lotte Oehlenschlager! Hvem havde kunnet ane, når man hin aften så den kække overmodige pige, at skæbnen havde bestemt hende en sådan række af ydmygelser og modgang som den, hendes senere liv førte med sig, og som upåtvivleligt lagde hende i graven i den unge alder. Hun var en slags Ragnhild, der enten måtte sejre eller dø; hun sejrede ikke. Oehlenschlager tiltrak sig især min opmærksomhed ved sit skønne hoved. Det blanke, bløde, sorte hår faldt så smukt om den høje, ædle digterpande; de smukke øjne lyste af ild, og han udbredte en elskværdig gemytlighed ved sin tone og hele sit væsen. Han betragtede mig flere gange stift og med en vis nysgerrighed og sagde mig, førend han gik, nogle forbindtlige ord om, hvad han alt havde set mig udføre på scenen. Da de var borte, og jeg lå i min seng, kunne jeg længe ikke falde i søvn for tanken om digteren og hans datter.

Også komponisten Kuhlau så jeg her for første gang. Han gjorde et godt indtryk på mig, da jeg først havde forsonet mig med, at han kun havde ét øje; men dette ene var så smukt, at man måtte sørge over, at der ikke var to i det ellers velformede ansigt. Han var gemytlig, ligefrem og havde et så godmodigt præg, at endog jeg indlod mig i spøg med ham. Han og Wexschall kom i passiar til langt ud på natten. Kuhlau var som bekendt en ven af druesaften, og i talens løb sad de og drak og drak således, at da Kuhlau endelig brød op for at gå, var det kendeligt, at den gode musikus havde drukket mere end vel var. Wexschall bemærkede dette og sagde: »Kom, jeg vil følge Dem hjem! Natten er smuk.« Han boede nemlig i Lyngby. Med ængstelse så jeg efter dem, da de vandrede op ad vejen, som dengang højnede sig temmelig stærkt, og jeg så, hvor besværligt det faldt Kuhlau at holdt takt med sin ledsager. De andre lo heraf, men jeg havde set for meget af sligt i mit hjem, til at jeg kunne få fat på den komiske side. Dagen efter kom den geniale Kuhlau atter, og idet han trådte ind i stuen, gik han hen til madam Wexschall, kyssede hende på hånden og sang:
81 »Wer niemals einen Rausch gehabt, Der ist kein braver Mann!«

Hermed opløste scenen fra forrige aften sig i spøg og latter. [Også Christian Winther fandt ofte vejen gennem skoven, rygende på sin cigar, til det venlige Ermelundshus. Han var en af madam Wexschalls beundrere, ligesom og den unge pige, der nylig havde udfoldet sine vinger, lod til at fængsle den unge flygtige sanger.] Den tid, jeg opholdt mig her, gik kun altfor hurtigt; da den endte, begyndte mine gamle sorger, og nye kom til. Overgangen fra dette yndige opholdssted til mit ulykkelige hjem følte jeg kun altfor dybt og tungt. Jeg havde været tilmode som en fange, der var sluppen ud i det frie og nu atter skulle indespærres; jeg havde fået en forsmag på, hvorledes man har det, når man går rolig i seng og står rolig op uden frygt for alle de urolige ånder, der desværre huserede i mine forældres bolig. At jeg selv var blevet voksen og havde set noget mere af livets lysere sider, måtte jo kun bidrage til at lade mig føle vore ulykkelige forhold så meget dybere. Min eneste trøst var ved denne tid min gifte søsters lille datter; med dette barn på mit skød - ak! hvor ofte har jeg ikke grædt hende og mig i søvn i en krog af stuen for atter at vågne til de uhyggelige, huslige scener, ved hvilke jeg måtte stille tilfreds mellem mine ophidsede forældre, og hvor jeg både ønskede og frygtede Hermans komme, da han var den eneste, hvis nærværelse bragte stilhed tilveje. Fra denne side begyndte der nu imidlertid at melde sig en ny række lidelser. Hermans følelser for mig trådte efterhånden tydeligere og tydeligere frem. Hans skinsyge og sorg over min kulde tiltog med hver dag. Hans lidenskab - thi, som hans følelse nu viste sig, kan den kun kaldes således - satte min standhaftighed og viljekraft på så hårde prøver, som der næppe ofte kræves af en pige i min alder. [Men et forsyn stod mig bi -thi det føler jeg med dyb taknemmelighed - at kun ved dets hjælp lykkedes det mig at modstå hans tårer, hans heftige udbrud, hans bønner og løfter og slippe ren og ufordærvet ud af dette forhold.] Jeg er fuldt og fast overbevist om, at dette menneske kunne ofre sit liv for mig; han satte mig så højt og nærede så stor ærbødighed for mig, at han ofte udtalte sig om mig, som om jeg var et højere væsen - og dog! -- Ak, hvilke forvildelser og 82 modsigelser kan et menneske ikke indvikles i, når en lidenskab ret har grebet ham! Men med hvilken rædsel opfyldes ikke en stakkels pige, der står lige overfor en sådan lidenskab, som hun ikke deler og altså ikke kan forstå! Hvor gyser man tilbage for et sprog, man ikke ret fatter, men hvori man aner noget forfærdeligt, som man ikke selv kan gøre sig rede for! At undgå hans heftige lidenskabelighed, at vogte mig for at være ene med ham, derpå gik nu alle mine bestræbelser ud. Dette ville imidlertid næsten have været en umulighed i vort hjem, hvor min fader og min moder hver på sin side var beskæftigede med husligt arbejde, hvis ikke til min lykke min søster ideligt havde været ved min side. Og dog vidste han på mange måder at fjerne hende, og da gennemgik jeg øjeblikke med ham, som jeg regner til de tungeste i mit liv. Bleg som døden, badet i sine tårer styrtede han efter en sådan scene ud ad døren og lod mig forfærdet og skælvende tilbage. Ene, uden støtte og hjælp, især derved at jeg ikke kunne få ordene over mine læber, stod jeg svage barn der, overladt til min egen kraft og styrke. Hvem skulle jeg henvende mig til? Hvad skulle jeg sige? Hvorledes finde ord for, hvad jeg næppe selv forstod, men som fyldte mig med den dybeste undseelse. Anklage ham, der fra vi var små havde stået os bi som en broder, som en fader, hvor kunne jeg det? Og til hvem skulle jeg klage min nød? Der var ingen, i hvis favn jeg kunne kaste mig med tillid og vished om at blive forstået, og som ville tage varligt og besindigt på en så mislig sag. Jeg tav derfor og gemte alt hos mig selv. Kun til Gud i himlen klagede jeg min nød, bad ham af hele mit ængstede hjertes fylde om at stå mig bi og knugede mine hænder fastere ved de ord i bønnen: »Led os ikke i fristelse, men frels os fra det onde.« Nu havde disse ord afløst de tidligere: »Giv os i dag vort daglige brød.«

Min moder gik aldeles op i sit arbejde og havde kun interesse herfor, hendes utrættelighed i at arbejde var så stor, at hun ikke alene efterhånden havde afbetalt sin gæld, men endogså havde begyndt at lægge penge op. Lykken var bestandigt med hende i hendes foretagender - og, som det altid går, når lykken først har indfundet sig, da mærker man i forskellige retninger dens nærværelse. Min moder havde den passion af og til at forsøge sin lykke i tallotteriet, og her vandt hun en gang 700 rdlr. og en anden gang 83
400 rdlr. Denne kapital forøgede hun efterhånden ved dagligt at lægge lidt og lidt tilside, af hvad hun ved sit arbejde erhvervede. For dette formål syntes hun mere og mere at leve, så hun nægtede sig alt, hvad der i nogen retning kunne forskønne livet. [Den omtalte kommodeskuffe, hvori hun gemte sine ved flid og lykke sammensparede skillinger, var nu genstanden for min faders had og raseri. Når han derfor i sin berusede tilstand gav sine frygtelige optrin, da slog han med knyttet hånd i dette stakkels gamle møbel, så det rungede i huset, og ethvert slag gik mig som et stød igennem sjælen; ofte var hans hænder ganske hovne af disse slag, og det undrede mig tit, at den gamle kasse holdt sammen og ikke splintredes i tusinde stykker ved den medfart, den var udsat for. I et af disse optrin - som jeg ikke videre vil udmale - var de begge kommet i et sådant raseri, at man må have oplevet sligt for at tro det muligt. Vi stakkels børn sad og græd i en krog af angst og forfærdelse. »Pengene hører mig til,« råbte min fader. »Jeg er mand og vil være det; at jeg også skulle gå hen og gifte mig med en sådan jødetøs som dig, det var hele min ulykke.« Ved disse ord sprang jeg forfærdet op fra min krog, så på min moder og på ham og skælvede over mit hele legeme. Min moders udtryk kan jeg aldrig glemme ved disse ord. Bleg, skælvende, med funklende øjne, hvori tårerne stod, halvt forlegen svarede hun: »Det er første gang, at du har ladet mig dette høre, det tilgiver jeg dig aldrig i mit liv, du falske katolik, som har Krisrus på læberne og Satan i hjertet.« Jeg ville ikke tro mine egne øren, thi virkelig havde vi børn ikke mindste anelse om, at vor moder stammede fra dette folk. Hun havde været adskilt - som jeg alt har fortalt - fra alle sine fra sit tolvte år, stod ikke i mindste berøring med den jødiske kirke under sit ophold i Danmark. Jeg havde så ofte hørt hende udtrykke sin modbydelighed for jøder, at sligt aldrig var kommet indenfor mine tanker. For mig var denne opdagelse kilden til stor sorg. En dyb skam betog mig, uden at jeg ret kunne gøre mig rede for, hvori den bestod, og jeg tilstår min svaghed, at denne følelse er jeg aldrig ret blevet herre over, og hvad ville jeg ikke give for, at det ikke var så. Hvor ofte har jeg i ældre år, da kristendommens velsignede lære ret var gået op for mig, og i mig, takket Gud, at jeg som lille barn ved dåben var indskrevet i det kristelige samfund, takket ham for, at han også heri har holdt sin 84 velsignende hånd over min barndom. Rørende var mm moders skamfuldhed over, at vi børn var blevet bekendte med denne hendes herkomst, og i senere år klagede hun ofte og sagde: »Jeg er ikke agtet af jer, fordi jeg hører til dette folk.«

Efter at min fader på denne måde havde rammet min moder og så virkningen på hende som på os, var det, ligesom han med et blev ædru og besindig. Han satte sig nu tavs hen i en mørk krog af stuen. Hans bryst bevægede sig stærkt, og jeg så tydeligt, at han græd. Min søster og jeg turde næppe drage ånde; men for denne aften var der stilstand. »Gå og sov,« sagde min moder til os. Sove! Ak vi stakkels børn! Hånd i hånd, idet vi trykkede os kærligt til hinanden, lagde vi de brændende kinder på puden. Min lykkelige søster sov hurtigt ind; jeg bad længe den gode Gud hjælpe mig og ikke forlade min syge sjæl, hjælpe min stakkels moder, tage sig af min ulykkelige fader! Udmattet på sjæl og legeme vågnede jeg næste morgen, idet mit første spørgsmål til mig selv var: Har du drømt alt dette, eller er det virkelighed?]

Mange, mange år efter denne scene erfarede jeg følgende. I de første år af deres ægteskab havde det ligget min fader overordentligt på hjerte, at hans hustru som han skulle blive katolik, og hun var med glæde gået ind herpå. Han henvendte sig da til den katolske præst her i landet og bad ham forberede hende dertil. Præstens indøvelse til kristendommen med hende havde alt varet nogen tid, men nu ville ulykken, at samme præst fandt min moder smuk, som hun også efter alles sigende, der havde kendt hende i hendes ungdom, skal have været. Og nu misbrugte denne mand sin stilling ved hyppigere og hyppigere i deres ensomme læretimer at overfalde hende med en kur, der antog en sådan karakter, at hun følte nødvendigheden af at fortælle min fader om hans opførsel og erklære, at hun ikke mere turde indfinde sig til læretimerne. Herover blev min fader aldeles rasende, for hen til præsten, og den scene, som nu forefaldt imellem dem, endte med, at min fader pryglede ham således igennem, at præsten tilkaldte politiet, og min fader blev arresteret. Der udspandt sig en retssag om det passerede, som dog endte uden synderlig ulempe for min fader, da man ønskede så meget som muligt at neddysse den hele sag. Men således gik min moder glip af, hvad der havde været hendes højeste ønske, at blive døbt og optaget i det kristne samfund. I hendes 85 hjerte må denne undervisning i den kristne tro dog have slået rod, thi af få mennesker har jeg så ofte hørt Kristi navn nævnt som af hende lige indtil hendes sidste dage. Og i samtalens løb med os børn mindede hun os ofte om Herrens gang på jorden, hvorimod der udtalte sig hos hende en formelig afsky for alle jøder. I de allersidste af hendes leveår mærkede jeg stundom i hendes forblommede tale, at noget vigtigt trykkede hendes sind, og det gik da op for mig, at hun af en vis undseelse ikke turde udtale, hvad dette var, men at sukket gjaldt, at hun ikke ved sin død kunne komme i kristen jord. Jeg talte derfor hemmeligt med en af vore præster, som jeg stod i venskabsforhold til, om det ikke endnu kunne lade sig gøre at forberede hende til dåben. Han rådede mig til min sorg at opgive dette. Han sagde: »Deres moder er over 80 år, kan ikke læse eller skrive; tro mig, det er nu for silde.« Aldrig er jeg gået bort mere bedrøvet efter nogen samtale end efter denne.

KONFIRMATIONEN

Nielsen havde ytret det ønske, at man ville tildele mig Julies rolle i Shakespeares »Romeo og Julie«. Han selv spillede Romeo. Der var andre, som også gjorde fordring på denne rolle, hvem ved jeg ikke, og det lod til at være forbunden med nogen vanskelighed for ham at sætte sit ønske igennem. Rollen blev imidlertid tildelt mig, og stykket var bestemt til at gå straks i begyndelsen af næste sæson.

Jeg var nu 15V2 år, og der skulle tænkes på min og min søsters konfirmation. For ikke at blive for meget forstyrret af teatertjenesten valgtes sommeren til at gå til præsten. Vi blev da meldt til præsten i vort sogn. Var der nogen, der trængte til et fornuftigt kristeligt ord, da var det tilvisse os stakkels børn, der var så uvidende om denne trøstelige, guddommelige lære, som det vel var muligt for børn, der lever i et kristent land. Desværre rammede det uheld os, at den gejstlige mand, der var sat til dette hverv, havde en så anstødelig måde at bibringe os dette på, at denne så vigtige akt næsten gik sporløst hen for os og kun blev betragtet som en ceremoni, der skulle og måtte foretages. Hvad der også distraherede mig i den tid, jeg gik til præsten, var, at jeg på 86 samme tid indstuderede Julies rolle, som jeg udførte tre uger inden min konfirmation. Herimod gjorde vel præsten nogen indvending, men fandt sig dog deri, gik selv hen for at se min Julie og var fuld af lovtaler over den. Det bifald, jeg i denne rolle vandt, skyldtes vel især min ungdom, thi en sekstenårig pige kan umuligt løse denne opgave. Imidlertid rostes jeg i bladene for min fine tænksomhed - en ros, der gjorde mig meget forlegen, thi denne fine tænksomhed var aldrig kommet indenfor mine tanker. Imidlertid gav denne fremstilling af Julie på dette tidspunkt, i forening med min i senere år givne fremstilling af samme rolle, anledning til Kierkegaards artikel i »Fædrelandet«: »Krisen og en krise i en skuespillerindes liv,« (som jeg senere kommer tilbage til). Jeg spillede dengang Julie som et barn, der synger en dejlig sang uden at kende til noder. Jeg følte en barnlig glæde over at udsige de dejlige tanker og gav mig hen, ikke anende vanskelighederne ved opgaven. Jeg blev båret af min fantasi, min følelse, og man lagde i mit spil, hvad mig ubevidst måske lå deri, men som jeg ikke havde gjort mig rede for. Nielsen, der spillede Romeo, sagde, at han var meget henrykt over at spille med sin unge Julie.

Jeg ville virkelig i høj grad have været modtagelig for evangeliets lærdomme, dersom de var blevet mig meddelte med kraft og alvor; men desværre - dette var ingenlunde tilfældet. Flov spøg og upassende bemærkninger blandedes ofte ind i undervisningen, så at jeg, der fandt dette stødende, endog følte mig beføjet til at give min utilfredshed hermed tilkende, således at præsten gjorde mig den ære, da vi en dag var ene, at gøre undskyldninger for sin metode. »Men,« lagde han til, »lidt spøg er man nødt til at blande ind med, ellers falder alle ungerne i søvn.« Da tiden, hvori vi blev forberedte, var omme, skulle der bestemmes, i hvilken orden vi skulle stå på kirkegulvet. Da kaldte han mig en af de sidste gange ind til sig og sagde, at nu skulle han og jeg i forening bestemme, i hvilken orden vi skulle stå på kirkegulvet. Ja, det lyder utroligt, men det er sandt. Dette behagede mig ingenlunde, thi jeg havde takt nok til at finde det meget upassende, at jeg her kom på råd med; og jeg var ganske undselig for de andre børn, der imidlertid i et andet værelse ventede deres dom og godt havde gennemskuet, i hvilken hensigt han og jeg var ene sammen, 87 hvorfor de også flokkedes om mig, da jeg atter kom ud fra ham, for af mig at få deres skæbne at vide. I vor samtale spurgte han mig, om jeg ville stå øverst på kirkegulvet. Med en oprigtig ydmyghed svarede jeg, at dertil var jeg dog altfor uværdig. Jeg blev da efter hans vilje den tredje i rækken. Dagen kom, og vi aflagde vort løfte for Gud - et løfte, hvis betydning han ikke havde formået at gøre os klar. En naturlig højtidelig stemning og en ærbødig anelse om vigtigheden af dette øjeblik fulgte mig til og fra kirken; men noget tydeligt begreb om hele denne handling havde jeg ikke. Om aftenen kom efter skik og brug flere bekendte og venner for at lykønske os. Også Heiberg og hans moder kom og bragte os gaver i anledning af dagen. Heiberg forærede mig et meget smukt guldkors med lilla amethyster, [hvilket jeg endnu er i besiddelse af,] og min søster Amalie en ring med granater. Min gave var så påfaldende bedre end hendes, at den godmodige pige siden kom til mig og sagde: »Du ved, at jeg aldrig misunder dig noget, men denne forskel har rigtignok bedrøvet mig.« Og virkelig var det et rørende træk hos hende, at hun ellers aldrig følte nogen smerte over, at jeg blev foretrukket, men glædede sig oprigtigt over, hvad godt der mødte mig. Hvorfor hun just denne gang følte smerte, har jeg aldrig ret kunnet forstå. Heiberg og hans moders besøg i vort ringe hjem hin aften satte mig i stor forlegenhed, og jeg var bogstaveligt i feber, til de atter var borte. Jeg har ondt ved at sige, hvori egentlig denne forlegenhed bestod. Det var vel, fordi jeg skammede mig ved alt i dette hjem, hvilket i grunden var stygt og ukærligt af mig. Også Hermans nærværelse hin aften bidrog ikke lidet hertil; især da også han lagde sin forlegenhed i så høj grad for dagen, at han kort efter gik og først kom tilbage, da han kunne formode, de var borte.

Jeg var altså nu en voksen, konfirmeret pige. Da min søster Amalie og jeg havde kærligt givet hinanden det sidste kys til godnat, begyndte mine tanker at begive sig hid og did på deres usalige veje. Hvad vil nu ske? tænkte jeg med skræk. Vil Herman nu bryde sin tavshed og formelig begære min hånd? Jeg vil det ikke, - men hvorfra hente mod til dette afslag - og hvad vil følge herpå? Jeg bad nu inderligt til Gud, at han ville hjælpe mig stakkels barn, jeg bad, indtil den milde, velgørende søvn lukkede mine trætte øjne og bragte mit bankende hjerte til ro:

88

Det barn, der synes mest forladt,
Gud Fader selv vil bevare:
Han sender i den stille nat
Til jorden sin engleskare.

De sprede deres vinger ud,
Når alle øjne sig lukke.
Selv våger hele verdens Gud
ved skabningens store vugge.

Ingemann.

»ELVERHØJ«

Frederik den Sjettes datter Vilhelmines formæling var bestemt til november måned (1828). Heiberg var anmodet om at skrive et stykke, som i den anledning skulle gives i Det kongelige Teater, og han skrev sin »Elverhøj«. Heri skulle jeg udføre Agnete. Da det var en versificeret rolle, bad Nielsen mig komme til sig, for at han kunne vejlede mig heri. Så snart Herman hørte dette, blev han rent ude af sig selv og forbød mig på det strengeste at indfinde mig hos Nielsen, hverken med denne eller nogen anden rolle. Hvad skulle jeg nu gøre? Det ville have været en uhørt dristighed at sige til Nielsen, at jeg ikke ønskede den hjælp, han af godhed tilbød mig. Også min gamle lærer, Lindgreen, vidste jeg, ville tage det meget ilde op, om jeg gik til Nielsen og ikke til ham med rollen. Jeg opsatte derfor at gå til Nielsen fra dag til dag, indtil han en aften kom til mig på teatret og spurgte mig: »Hvad det skulle betyde, at jeg ikke kom til ham? - Kom nu i morgen formiddag, inden prøven på stykket,« tilføjede han, »det er den høje tid.« Jeg gik da næste morgen til ham med et tungt sind. Da jeg gik fra ham for at begive mig til prøven af stykket, faldt vejen gennem Lille Kongensgade. Her stod Herman med et for mig. Bleg, med sitrende læber kunne han knap tvinge disse ord frem: »Hvor kommer du fra?« - »Fra Nielsen,« svarede jeg frimodig men ængstelig, thi jeg så, i hvilken tilstand han var. »Farvel,« udbrød han, »mig ser du aldrig mere!« og han forsvandt hurtigt bag det første hjørne. Med hvilket sind og i hvilken stemning jeg prøvede hin 89 dag, ved kun Gud. Jeg troede virkelig, at han var gået lige fra mig for at berøve sig livet. På prøven kom Lindgreen hen til mig og var vred og spydig, fordi jeg ikke havde været hos ham med rollen, men tyede til andres hjælp. Også Heiberg spurgte mig, hvorfor jeg var gået til Nielsen med denne rolle: »Han har lært Dem at deklamere den,« sagde han, »havde De fulgt Deres egen følelse, var det blevet meget bedre.« Således havde jeg, gjort alle imod ved dette skridt. Næste dag fik jeg et brev fra Herman, der var mere besindigt end hans opførsel på gaden. Han kom om aftenen så bleg og bedrøvet, at han atter forskrækkede mig, og nu påfulgte en af disse forsoningsscener, som jeg desværre havde altfor mange af. Jeg måtte nu højtideligt love ikke oftere at gå til Nielsen med nogen rolle. Herman havde vel mærket min ungdommelige interesse for Nielsen, og derfor frygtede han denne mand fremfor alle.

»Elverhøj« gjorde en overordentlig virkning fra scenen. Det romantiske stof i forening med de skønne, nordiske saiige greb nationalfølelsen. Denne følelse førtes nu over på den sidste patriarkalske konge af den oldenborgske stamme, den elskelige Frederik den Sjette. Jeg ser endnu for mine øjne den gamle konge med det snehvide hår, som han ved den første forestilling af stykket sad i sin loge, dybt rørt over de allusioner, der findes i skuespillet til ham og hans slægt, og som publikum greb med stormende jubel. Det sørgelige resultat af denne kongelige formæling, hvortil der knyttedes så mange og store forhåbninger, kender enhver. Det skønne nationale skuespil blev således det eneste reelle udbytte af denne pagt. At stykket gjorde så stor lykke og opsigt, vakte atter Heibergs misundere af deres dvale. Man påstod, at stykket var intet, men at det var Kuhlaus musik, som ene og alene havde gjort dets lykke. Kuhlaus musik! Massen er så uvidende - og det har den lov til at være - men at kritici hører til massen, heri ligger det sørgelige. Mængden tror i almindelighed, at denne art af skuespil med sang i bliver til på følgende måde: digteren skriver stykket, og komponisten sørger for musikken. Dette gælder vel om operaen, men ingenlunde om den art af skuespil som »Elverhøj«. Heibergs musikalske sans og kundskab hjalp ham til at vælge de rette melodier, som alle på én nær var gamle danske og svenske folkemelodier. Kuhlau havde så lidt hermed at gøre, at han ikke havde 90
anelse om, hvilke melodier Heiberg ville benytte, før denne bragte ham tekst og musik. I valget af melodierne, og hvorledes teksterne slutter sig til disse, deri ligger jo hovedvirkningen; og hvorledes denne skal opnås i sin forbindelse med stykkets toneart, kan jo alene bestemmes af digteren, for hvis fantasi stykket står i sin helhed. Man hørte ofte folk sige: »Hvad var dette stykke uden sangene?« Men det faldt få ind at vende spørgsmålet om og sige: »Hvad var disse sange uden stykket?« Begge hørte sammen ligesom belysningen til et maleri! tag denne bort, og maleriet er et andet. At den geniale Kuhlau opfattede det givne i sin helhed og med et åbent og trofast digtersind, har han vist ved at behandle det, der blev ham overleveret, med omhu, indsigt og genialitet; og at han selv var grebet af stykkets trylleri, lyder ud af den stemning, der går igennem ouverturen og den første introduktion, som begynder stykket. Men hvem vakte stemningen? Iblandt de stykker, Heiberg skrev for teatret, er der måske intet, der viser hans mesterskab som dramatisk forfatter i den grad som »Elverhøj«, og jeg vover at påstå, at unge forfattere burde studere dette stykkes anlæg, udførelse og form for ret at gøre sig klart, hvori en dramatisk behandling af et stof består. Man lægge blot mærke til den hele række af begivenheder, der er foregående, forinden stykket begynder, og som lidt efter lidt simpelt og naturligt kommer til tilskuerens kundskab, uden at dette sker på den trættende måde, som så mange forfattere tyr til, idet den ene fortælling afløser den anden for at bibringe en kundskab om det, som man må vide til handlingens forståelse. Det er kendetegnet på det dramatiske geni, at man som ved et trylleslag straks ved tæppets opgang er inde i illusionen, og dette er i høj grad tilfældet med »Elverhøj«. Dernæst er sagnet om elverfolket på den skønneste måde indvævet i de virkelige personers handling og liv. Overgangen fra hint til disse er så fin og gennemsigtig, så naturlig, så fri for al svulst og sentimentalitet, at selv den mest prosaiske tilskuer tror på hine væsners virkning og nærværelse. Hvor poetisk skønt er ikke begge disse konger, elverkongen og dannerkongen, stillet ved siden af hinanden! Hvilken illusion frembringes ikke i elverkrattet i fjerde akt! Agnetes drøm bliver til virkelighed, og virkeligheden antager drømmens lette, mystiske skær. Med hvilken kunst er ikke alt i handlingen lagt tilrette, så at stykkets femte akt 91 ganske kan optages af festen hos Walkendorff, og hvilken virkning gør ikke kong Christians komme i den glimrende sal for med få ord at løse gådens knude! Hvor afrundet, hvor harmonisk er den hele opløsning af dette romantiske, fædrelandske stof!

Jeg har ofte i senere år disputeret med folk, selv sådanne, som gav sig ud for at være kritici af profession, om dette arbejdes værd og betydning. Tilstå måtte de, at virkningen var stor, men de begreb ikke, hvorved denne virkning tilvejebragtes. Sagen er, at når noget er fuldendt, da mærkes ikke kunsten og dens vanskeligheder, det hele ser så let, så simpelt ud, at enhver tror at kunne gøre det efter. Det er kun det mangelfulde, der røber vanskelighederne; om dette siger alle: »Hvor det dog må være svært,« medens de om det fuldendte tror, at kunsten er ringe. Hvor mange har ikke haft den følelse ved at læse Goethes små, lyriske digte: »et sådant digt kunne du også skrive,« men prøv derpå, og det vil vise sig, om et sådant lille, som det synes, ubetydeligt digt lader sig eftergøre. Heiberg skrev dette drama med al den kærlighed, han følte for Frederik den Sjette, og med al den danskhed i sindet, hvoraf han var gennemtrængt. Han hang ved denne konge med en tro undersåts ærbødighed og hengivenhed. Og hvem måtte ikke elske denne åbne, hjertelige, menneskelige natur, når man blot én gang havde haft lejlighed til at se ind i dette lyse, trofaste øje? En konge, der ikke gav sig ud for mere, end han var, der ikke pralede og leflede med egenskaber, han i sin beskedenhed følte, at han ikke besad, der førte sit scepter mildt, og hvis hjerte og sande menneskelighed lærte ham at lytte til og føle for andres sorger og smerter - sorger, som han blot kunne kende gennem sit varme hjertes følelse -, hvis øre stod åbent for alle, der bekymrede og sørgmodige henvendte sig til ham om hjælp og trøst. Hvem af hans undersåtter vidste ikke, at der var en, man kunne ty til i nød og modgang, som faderlig ville hjælpe, hvis hjælp var mulig? Hvor følte man ikke efter hans død, at pladsen var tom, og at det nu hed: Hjælp dig selv! Også jeg havde fra lille af haft stor kærlighed til Frederik den Sjette. Og, underligt nok! Fra barn af har mine drømme ideligt drejet sig om ham og hans hus. I drømme hørte jeg bestandigt til hans nærmeste omgivelser, har i søvne drukket te med ham, dronningen, prinser og prinsesser; siddet og ført lange, fortrolige samtaler med ham til langt ud på natten, 92 taget tilsidst mit lys, sagt ham godnat og gået til mit værelse i slottet. Og alt dette uden mindste forundring, thi det syntes mig at være ganske i sin orden. Ved denne idelige leven med kongen i drømme forekom han mig også vågen så bekendt, at da jeg, nogle år efter at jeg var blevet voksen, i virkeligheden talte med ham, var det mig kun som en fortsættelse af vore tidligere samtaler, og som om jeg stod lige overfor en fortrolig, gammel ven. Dette gjorde mig så frimodig og dristig i hans nærhed, at jeg havde ordet til min rådighed, og vi skiltes hjerteligt fra hinanden.

Også min fremstilling af Agnete behagede publikum, uagtet mine kunstfæller havde meget at indvende imod den. En kendsgerning er det imidlertid, at af de mange senere fremstillinger i rollen har ingen formået at opfatte den romantisk lyriske Agnete således, at hun som i hin tid blev hovedrollen i stykket, der vakte alles interesse, og dette er dog altid noget. Jeg udførte denne rolle i 27 år, indtil jeg i 1855 overtog Elisabeths i samme stykke. Straks efter stykkets første opførelse bragte Heiberg mig et eksemplar af samme, i hvilket han foran havde skrevet:

»Forleden sendte jeg dig duefjer*,
Idag jeg selv min Elverhøj dig bringer;
Til hine trænger ingen digter mer,
Når du vil hæve ham på dine duevinger.«

Man tror måske, at jeg følte mig meget smigret ved denne gave fra digterens hånd, - men jeg modtog alt sligt uden at tænke synderligt over, hvad betydning der lå deri.

KAMPE FOR FRIHEDEN

Herman gjorde mine forældre begribeligt, at de måtte flytte hen til et sted, hvor jeg kunne indstudere de mange roller, jeg nu ideligt havde at læse på. De flyttede da fra Pilestræde til Vingårdsstræde, hvor et lille kammer blev mig indrømmet til eget brug. Herman besørgede de få møbler, den lille stue kunne rumme, og * 93
hans elskværdige søster, som han havde gjort mig bekendt med, var så god at forsyne stuen med en broderet kakkelovnsskærm og en klaverstol, gaver fra hin tid, jeg bestandigt har bevaret og endnu den dag i dag er i besiddelse af. Dette gode, at have mit eget værelse, var mig på én gang kært og ukært; thi jeg ønskede ikke at være ene med Herman, og dette var nu uundgåeligt. I det lille rum sad jeg ofte og fældede bitre tårer, på samme tid som jeg indstuderede den ene lystige rolle efter den anden. Kom nu Herman, forøgedes min fortvivlelse snart over hans venlighed, snart over hans bebrejdelser for mangel på godhed for ham. De lyse øjeblikke i min tilværelse var, når jeg sad i den Heibergske kreds hos hans moder eller var indbuden i Wexschalls muntre og livlige hus, hvor alle interesser drejede sig om teatret, hvor alle samtaler gik ud på den kunst, der holdt min forkuede sjæl oppe, så jeg ikke gik tilgrunde i mine for min alder unaturlige forhold. Alle i denne kreds viste mig en opmærksomhed, som jeg endnu tænker på med taknemmelighed; og sjælden var der nogen fest i dette hus, hvori jeg ikke deltog. Desuagtet plagedes jeg ofte af tvivl, om jeg også var ret velkommen, og om man ikke tålte mig af medlidenhed. Således erindrer j|eg en mig uforglemmelig juleaften. Min ældre kunstsøster havde indbudt mig til julefest; jeg var henrykt derover, thi jeg kendte kun et juletræ af andres fortælling. I vort triste hjem havde aldrig julestjernen glimret i toppen af noget træ. Da jeg var indbudt uden min søster, havde jeg ikke haft mod til at underrette min moder derom, men opsat at omtale denne sag til det sidste øjeblik. Jeg stod nu om eftermiddagen i begreb med at bede om tilladelse til at gå, da min gifte søster i samme øjeblik trådte ind ad døren med sin lille pige og sagde: »Jeg vil blive hos jer i aften.« Nu vidste jeg, at en bøn om at gå ud, når hun en enkelt gang kom i besøg, ville blive afslået. Og jeg tav. Dog, imedens jeg sad og talte med min søster, tænkte jeg på julefesten i det Wexschallske hus, hvortil jeg havde glædet mig så meget, og det var mig ikke længer muligt at tilbageholde mine barnlige tårer. »Hvad græder du for?« udbrød hun forundret. Da vi i dette øjeblik var ene i stuen, betroede jeg hende den glæde, som jeg var på det nærmeste ved at gå glip af. »Din nar!« svarede hun, »hvorfor sagde du ikke dette straks? Jeg skal nu bede moder om at lade dig gå derhen.« Hun gik derpå ud i køkkenet til min moder, der 94 med et noget fortrædeligt ansigt kom ind og sagde: »Ja, så gå da!« Min godmodige søster hjalp mig nu i min stads, og sjæleglad begav jeg mig til det Wexschallske hus, der lå i nærheden af vort. Men aldrig så snart var jeg ene på gaden, før de sædvanlige sygelige skrupler opstod hos mig. Jeg forestillede mig nu, at madam Wexschall af medlidenhed havde indbudt mig, at hun og det øvrige selskab måske gerne så, at jeg blev borte osv. Under disse refleksioner nåede jeg til hendes port i Laxegade. Jeg så op ad huset. Alle værelser var oplyste, og mit hjerte begyndte at banke af frygt og glæde. Jeg gik op ad trapperne og stod nu udenfor hendes dør; jeg hørte lystigheden indenfor, kendte mange af stemmerne, men havde ikke mod til at trække i klokkestrengen - jeg ligesom gøs ved tanken om den alarm, klokken ville gøre. Den undseelse, der således overfaldt mig i forening med min frygt for ikke at være velkommen, gjorde, at det tilsiclst var mig umuligt at trække i denne streng, hvis lyd ville have åbnet mig døren til al denne herlighed. Og jeg stod - og stod - indtil jeg endelig besluttede at vende om og gå hjem igen. Og virkelig gik jeg atter hjem, hvor min indtrædelse i stuen ikke vakte liden forundring. Jeg sagde nu, at jeg havde betænkt mig og ville hellere blive hjemme hos dem. »Du er dog en underlig en,« svarede min søster, »hvad skulle det nu til?« Imidlertid var mine tanker hele aftenen hos Wex-schalls. Næste dag bebrejdede madam Wexschall mig min udeblivelse. »Vi ventede på dig til det yderste, og flere, som havde glædet sig til at se dig, var ganske vrantne over din udeblivelse.« -»Ja,« tænkte jeg i mit stille sind, »hvem der havde været ganske sikker herpå!« [Denne naturlige beskedenhed hos mig gav mit væsen en ydmyghed, der forskaffede mig mange venner og veninder. Man fandt det smukt, at jeg kunne bevare denne egenskab til trods for alt, hvad der blev gjort, dels fra publikums side, dels fra mine venners, for at tilintetgøre den.]

Jeg var nu 16 år og behøver vel ikke at fortælle, at en ung pige i min stilling havde mange tilbedere, så vel imellem dem, der kendte mig personligt, som imellem dem, af hvem jeg kun var kendt fra scenen - især blandt disse sidste, for hvem mit tilbageholdne væsen var ukendt, og af hvilke jeg blev efterstræbt på en mer eller mindre heftig måde. Men hverken hine eller disse kom nogen vej, hvor stor en umage de end gjorde sig. De ubekendte 95
herrers efterstræbelser optog jeg altid som en fornærmelse mod mig og min stand, og dybt såret så jeg heri kun et tegn på den mening, de havde oni min ærbarhed. Iblandt disse var en ung for sin skønhed bekendt militær, hvis kur gjorde mig en del bryderier. På hundrede måder vidste han at få vers og breve praktiserede til mig. Disse breve indeholdt bestandigt forsikringen om de bedste og reneste hensigter. Jo mere modstand han mødte, des heftigere blev hans forsikringer, og han tilbød mig nu skriftligt ligefrem sin hånd og sit hjerte. Hans ivrigste bøn gik altid ud på blot én gang at turde tale med mig, hvilket han imidlertid aldrig opnåede [; thi jeg var af naturen mistroisk og stolede intet øjeblik på sandheden af hans ord.] Han havde med megen umage vundet en af mine brødre for sig, og denne broder troede fuldt og fast på ærligheden af hans ord og tilbud. »Du kan jo dog gerne tale en eneste gang med ham,« sagde min broder, »han er så smuk og mener dig det oprigtigt.« Min moder havde ofte givet hans bud brevene uåbnede tilbage; men intet hjalp, han blev ved. En dag sendte han mig en elegant æske med udmærkede smykker af en besynderlig form; alt var formet som blomster; stenenes forskellige farver var benyttet som blomsterblade. Nu blev min moder for alvor vred, tog æsken, gik hjem til hans moder, overleverede hende den og bad hende formå sin søn til at lade mig i fred. Dette hjalp. Hvad der siden blev af disse smykker og deres giver, skal jeg længer hen fortælle. Jeg vil ikke trætte med at omtale, hvor ofte jeg var genstand for efterstræbelser af lignende art, dog har man vist næppe nogen forestilling om, i hvilken grad en ung pige, som ret har publikum for sig, fristes fra alle kanter. Gamle og unge kappes om at komme i bekendtskab med en sådan ung skuespillerinde, især når hun er af ringe stand og ikke har et hjem, der indgyder dem respekt. Mig fristede alt dette intet øjeblik. Min dybe tungsindighed - som disse herrer ikke havde anelse om - i forening med en høj grad af æresfølelse gjorde, at jeg uskyldig og uberørt gennemgik alle disse fristelser, for hvilket jeg aldrig nok kan takke Gud. Med sandhed kan jeg i min ældre alder sige, at jeg ikke har det mindste i denne retning at bebrejde mig, medens jeg ofte med forbavselse må tænke tilbage på den kraft og bestemthed, jeg i så ung en alder lagde for dagen. Intet ræsonnement lå til grund herfor, men kun en umiddelbar takt og 96 pligtfølelse. Det faldt mig aldrig ind, at det kunne være anderledes; og derfor vandrede jeg den rette vej ved Guds hjælp uden at se til højre eller venstre. Når man kun kender to moralbegreber: ret og uret, og troskyldig handler derefter, så slipper man let forbi alle skær. Hvor ræsonnementet er mere udviklet, hvor man så at sige kan plædere for og imod, hvor man kommer ind på alle disse veltalenhedsgrunde, der undskylder vore forvildelser, der bliver det vanskeligere at undgå fristelser og overtrædelser, som man tidligt eller sent vil angre. Jeg var, Gud være lovet, for uudviklet og havde et eget talent til at være uvidende og ikke se og høre, hvad der foregik rundt om mig. Jeg så og hørte vel, men jeg gjorde mig ikke rigtig rede for, hvad jeg så og hørte, og blev derfor uskyldig og beskeden i tanke og gerning. Med dyb taknemmelighed har jeg ret følt i mit senere liv, at ikke mig tilkommer æren for alt dette; jeg tror på - og føler mig lykkelig ved denne tro - at et kærligt forsyn sætter en engel ved vor side og siger til denne: »Vis hende vej, hun er forladt og trænger til en fører.«

Ved teatret fulgte lykken mig i den ene rolle efter den anden. Publikum var nu engang forgabet i mig. Mine venner, Heiberg og hans moder, deres venner, Wulffs, Wexschalls, alle kappedes om at vise mig opmærksomhed og velvilje, men ingen i højere grad end Herman. Min fødselsdag stod for døren, og jeg ængstedes for, hvilken gave jeg skulle modtage af hans hånd.

Om morgenen den 22de november sendte han mig et meget smukt sybord. I låget var anbragt et spejl. Ved nøjere at betragte bordet opdagede jeg en lille fjeder under spejlet, jeg trykkede på den, spejlet sprang tilside og - hans portræt var indfattet i en lille fordybning, der skjultes af spejlet, når dette var lukket. Min søster Amalie og mine forældre udbrød: »Nej, hvor det ligner ham! Det var da dejligt! Er du ikke glad for denne overraskelse?« Ved dette bords komme var jeg straks blevet noget beklemt om hjertet; ved derpå så uventet at se hans billede - og især ved at høre de andres opfordring til at ytre min glæde derover, var det mig ikke længere muligt at tilbageholde mine tårer [, der med en ustandselig strøm flød ned ad mine kinder.] Alle så forundrede på mig. Min moder skændte og sagde: »Du må skamme dig! Det menneske gør alt for at glæde dig, og du lønner ham kun med utaknemmelighed!« Ak! havde jeg dog kunnet tale og forklare hende min sorg!

97

Men undseelsen, frygten for en voldsom scene, for at blive misforstået, umuligheden for mig at udtale mine tanker i denne sag, alt holdt mig tilbage og lukkede min mund. Om eftermiddagen kom bordets giver, og nu blev - til min store sorg - min fjantede opførsel, som de kaldte det, fortalt ham med alle omstændigheder. Han kastede et bedrøvet og bebrejdende blik på mig, og med tårer i øjnene spurgte han, om det i den grad var mig imod at modtage noget af hans hånd, da skulle han ikke oftere plage mig dermed. Jeg tav. »Jeg havde håbet,« vedblev han, »at denne gave ret ville have glædet dig.« Aftenen sneg sig hen, imedens jeg ideligt måtte skjule min fortvivlelse. Dette bord voldte mig uafladelig kummer og angst. Hver gang nogen fremmed betragtede det, gøs det i mig af frygt for, at de skulle opdage fjedren, trykke på den, og hans billed derved komme tilsyne. Hvorledes mine forældre betragtede dette forhold, kunne jeg aldrig ret komme efter. løvrigt moraliserede min moder ideligt for mig og sagde, at en ung piges ærbarhed og gode rygte var hendes bedste klenodie; at hun var som »en nyvasket hvid kjole - en plet - og hele skønheden er borte.« Dette var et af hendes mange ordsprog, som hun sagde, at hun havde fra sin moder. Og når en fremmed nu og da kom med det rygte: at jeg var og alt i lang tid havde været forlovet, hørte jeg hende nu svare: »Å snak! Hun er for ung til at tænke på sligt; han kunne jo være hendes fader.« På den anden side lagde hun ikke mindste hindring ivejen for, at det fortrolige forhold, som fra min barndom af havde fundet sted imellem ham og mig, vedblev. Jeg antog altså, at hendes svar til fremmede folks tale var en list. Undertiden var det vel, som om hun ugerne så, at Herman kom, og hun udbrød endogså uvilligt: »Nå, er han nu der igen!« Men blev han borte i et par dage, var hun vred på mig og sagde, det var mit mutte væsen, min uvenlige opførsel, der stødte ham bort. Jeg vidste således hverken ud eller ind.

[Min stakkels syge søster havde måttet forlade dansen på grund af sin ulykkelige svaghed, der alt mer og mer tiltog. Min moder håbede bestandigt, at det ville fortage sig, og da skulle hun ligesom jeg bytte dans med skuespil; thi der måtte ingen forskel gøres på os to. Min søster havde en smuk syngestemme, og denne ville nok hjælpe hende frem. Og virkelig tvivler jeg ikke på, at denne stemme i forening med et velbygget legeme og naturlig 98
gode evner kunne nok have banet den stakkels pige en vej, hvis hun ikke mer og mer var blevet svækket af de hyppige slagtilfælde, der gjorde alle bange for at være i hendes nærhed. Alligevel var min moder fast i sin beslutning, at jeg ingen adspredelse måtte deltage i, uden at hun var med og fik sin del deraf. Dette var mig højst pinligt, både af godhed for hende, der således skulle på-nødes andre, og fordi jeg var angst for at plage fremmede med et af sygdommens udbrud. Hun selv følte ikke det sårende i denne tvang, men jeg des dybere. Til fru Gyllembourg, Heibergs moder, kom vi nu ideligt og ideligt, og hun lod os deltage i hver lille fest, som blev holdt i hendes hyggelige hjem. I dette hjem havde jeg gjort professor v. Schmidtens og dr. Møhls bekendtskab, to udmærkede, åndrige og dannede videnskabsmænd, hvis omgang alle satte stor pris på. En dag, da min søster og jeg var hos fru Gyllembourg, trak hun mig hen i en krog af stuen og sagde: »Om nogle dage er det Schmidtens fødselsdag; jeg har spurgt ham, hvad der mest kunne glæde ham på denne dag, og han svarede mig, om han måtte komme her til middag med Møhl og et par venner til, og hvis jeg kunne udvirke, at du kom med, ville han anse sin fødselsdag som en fest.« Jeg lovede hende nu at komme, hvis jeg fik tilladelse dertil hjemme, men blev meget forlegen ved denne anmodning, thi jeg forstod godt, hvorfor min søster ikke måtte høre denne indbydelse, og tænkte med skræk: Hvad vil moder sige dertil? Jeg fortalte da min moder om denne indbydelse til mig alene. Hun blev meget vred, sagde, det var en indbildning af mig, og at min søster skulle følge med som sædvanligt. »Lad mig da hellere undskylde mig,« bad jeg, »så falder jo det hele bort.« Heller ikke hertil fik jeg lov. »Du går,« lød det bestemte svar, »og tager din søster med; ingen vil dadle dig for, at du under din søster de fornøjelser, du selv tager del i.« Mangel på delikatesse har altid været mig en modbydelighed, og at jeg nu selv skulle gøre mig skyldig heri, smertede og sårede mig dybt. »Enten må jo fru Gyllembourg,« sagde jeg til mig selv, »anse mig for enfoldig, eftersom jeg ikke kunne forstå, at denne indbydelse gjaldt mig alene, eller hun må synes, at jeg er udelikat og påtrængende.« Min moder var ubøjelig, og vi gik da begge den bestemte dag pyntede til Schmidtens fest - jeg med et usigelig tungt hjerte. Da vi begge trådte ind til fru Gyllembourg, bemærkede jeg 99 straks hendes overraskelse. Heller ikke Heiberg formåede at skjule sit mishag. Med sorg bemærkede jeg, at det sirlige bord, som alt stod dækket, i al stilhed blev dækket om til en til. Min glæde var naturligvis fordærvet, og jeg havde en følelse af, at jeg havde fordærvet alle de andres med. Jeg fortæller kun dette træk som et af de mange lignende, jeg led af, og som bevis på, hvor tungt det er, når barnet står over forældrene i dannelse. Denne lille begivenhed følte jeg så dybt, at erindringen derom mange, mange år efter fik blodet til at stige mig til hovedet, hver gang vor indtrædelse hos fru Gyllembourg hin dag kom mig i tanke.]

Heiberg havde straks efter »Elverhøj«s opførelse fået fast ansættelse som teaterdigter og -oversætter. Der var altså ikke mere tale orn at vende tilbage til Kiel. En dag sad jeg ene i min lille stue i Vingårdsstræde, trykket på sjæl og legeme, i mine stadige grublerier, hvad dog enden ville blive på dette forhold til Herman, der pinte mig i højere og højere grad; jeg ønskede, at han ville udtale sig bestemt herom, thi da håbede jeg at få mod til at sige ham, at det aldrig havde været mit ønske at betragte dette barndomsforhold som bindende for min fremtid. Men aldrig kom et ord over hans læber, som kunne give mig lejlighed til denne protest. Som jeg nu sad her, kom et brev til mig fra Heiberg. Med forundring og forbavselse læste jeg, at denne udmærkede mand tilbød mig sin hånd. Han skrev, at jeg vel havde gættet, at den ansættelse ved teatret, som havde ligget ham så meget på hjerte, kun havde været ham vigtig, fordi han derved var bundet til samme virksomhed som jeg, og at det ene og alene var for min skyld, han havde ønsket denne lidet interessante post; da han aldrig ville fordre, at jeg for hans skyld skulle forlade en kunst, hvortil forsynet så øjensynligt havde bestemt mig. Rørt og vemodig læste jeg disse kærlige ord. Det var i min beskedenhed aldrig faldet mig ind, at denne mands godhed for mig havde en så alvorlig karakter. Jeg havde i de unge år en formelig skræk for ægteskabet. I mit hjem havde jeg været vidne til, i hvilken frygtelig skikkelse dette forhold kunne udvikle sig. Iblandt vore bekendte havde jeg set lignende ulykkelige ægteskaber, så jeg troede fuldt og fast, at af alle ulykker var ægteskabet den allerstørste. Hvem i verden, som i dette tidspunkt havde tilbudt mig sin hånd, kunne derfor været vis på et afslag. Hertil kom, at jeg jo ikke vidste, hvorledes 100
Herman betragtede sit forhold til mig, og om jeg ikke havde ret i min frygt for, at jeg efter hans mening ikke mere rådede over den hånd, der blev begæret. Da tænkte jeg: her har jeg en lejlighed til at få Hermans tanker at vide og tillige give ham tilkende, at jeg anser mig for ubunden. Jeg vil betro ham, men også kun ham, dette tilbud fra Heiberg, og bede ham råde mig i denne sag. Hvis han da siger, at han antager mig som bunden til sig, da vil jeg tale frit og uforbeholdent med ham. Hele dagen pinte jeg mig med tanken om den scene, jeg gik imøde, når Herman mod aften som sædvanligt indfandt sig. Jeg forberedte mig på, hvad jeg da ville sige til mit forsvar og til anklage mod ham og mine forældre, der havde ledet et stakkels barn ind i et forhold, hvis betydning det ikke kendte, og som ville gøre mig højst ulykkelig, hvis det skulle være bindende for mit øvrige liv. Aftenen kom og med den Herman. Da vi var ene, sagde jeg skælvende til ham: »Jeg vil bede dig råde mig i en sag. Læs dette brev og sig mig, hvad du synes, jeg bør svare herpå.« Han læste brevet, idet mine øjne ufravendt og i største spænding var heftede på ham. Under læsningen syntes jeg at bemærke, at han skiftede farve. Forventningsfuld stod jeg med bankende hjerte og ventede på, hvad der nu ville komme. Efter at have læst det lagde han det sammen, rakte mig det tilbage og sagde koldt: »Heri kan ingen råde dig uden du selv. Holder du af ham, så sig ja.« Han greb derpå sin hat og gik hurtigt bort; og jeg arme pige var lige nær. Dagen efter kom han som sædvanligt, omtalte ikke brevet med et ord og var, som om intet var passeret. Heibergs brev havde ret inderligt bedrøvet mig. Jeg var undselig ved at give denne mand et afslag; jeg kunne ikke undvære hans og hans moders venskab, og dette, frygtede jeg, blev mig berøvet, når jeg skuffede den godhed og tillid, han viste mig ved at ville knytte sin skæbne til mig simple, ubetydelige pige, der i alt stod under ham. Og dog var det mig umuligt i dette øjeblik, hvor min sjæl sukkede efter frihed, egenrådig at knytte et nyt bånd, om hvis mulighed jeg i min ydmyghed ikke havde drømt. Jeg skrev derfor i al taknemmelighed et svar til Heiberg, hvori jeg sagde, at dette tilbud var mig så uventet, at jeg ikke så mig istand til at svare herpå; at jeg følte mig for ung og umyndig til at foretage et for hele livet så afgørende skridt. Usigelig forlegen afsendte jeg dette brev til min hengivne ven. Den første gang jeg 101 atter så ham efter dette brev, kom han mig på sin ridderlige måde venlig og utvungen imøde, omtalte ikke med et ord det passerede, men lod mig på en fin måde mærke, at jeg fremdeles i ham ville have en trofast og hengiven ven. Og en tung sten faldt herved fra mit bryst.

Ofte i senere år ytrede Heiberg sin forundring over, at det var muligt, at hans hele væsen og opmærksomhed ikke ideligt havde sagt mig, hvilke følelser han nærede for mig. Hvorledes alle elskerscenerne i »Elverhøj« indirekte havde været elskovserklæringer til mig, idet han i disse havde givet tilkende, hvorledes han opfattede mit hele væsen; det var ham derfor ubegribeligt, hvorledes hans endelige henvendelse til mig kunne komme mig uventet. Hvor nær mit afslag var gået ham til hjerte, sagde han, kunne jeg se af de lyriske digte, som han lagde i Lauras mund, da han kort efter skrev »Prinsesse Isabella«.

TORDENSKYERNE BLIVER TÆTTERE OG TÆTTERE

Herman kom i den senere tid sjældnere til os end forhen, og når han kom, var hans sindsstemning nedslået og forvirret; han sad ofte i dybe tanker og var for det meste så åndsfraværende, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle tro eller tænke derom. Hans opførsel mod mig havde antaget en aldeles forandret karakter. Han var mild og sagtmodig imod mig, uden at denne mildhed bar præg af en elskers væsen. Kom han, slog han sig kun et øjeblik til ro, sprang med ét urolig op og gik hurtigt bort. Undertiden kom han efter få minutter atter tilbage og var som i feber. Det var tydeligt, at noget alvorligt tyngede på hans sind. Af hans tone og opførsel mod mig var det lige så tydeligt, at ingen vrede på mig var årsag hertil. Ofte betragtede jeg bekymret hans blege og bedrøvede ansigt, uden at jeg ret havde mod til at spørge ham om grunden til hans forandrede sindsstemning. Han kom nu ofte tidligt på eftermiddagen, gik straks ind i min lille stue, satte sig i krogen af sofaen og skjulte sit ansigt i sine hænder. Når han atter tog dem bort, kunne jeg se, at der var mærker af tårer på hans kinder. Det ene suk afløste det andet, uden at han sagde et ord.

102

Talte jeg til ham, svarede han adspredt. Det var mig mere og mere tydeligt, at noget usædvanligt, noget, jeg ingen del havde i, lå ham på hjerte. Hans dybe sorg og den følelse, at jeg ikke var årsag i den, gjorde mig mere åben og venlig imod ham, og den tilbageholdenhed, jeg i de senere år havde iagttaget lige overfor ham, forsvandt fra dag til dag, alt som hans sorg antog en alvorligere og ængsteligere karakter. En eftermiddag, da han atter sad i sofaen i sin sørgmodige og tavse stilling, med hænderne for øjnene, tog jeg mod til mig, gik venlig hen til ham og spurgte kærligt, hvad der lå ham på hjerte? »O,« svarede han, »det er intet,« og blev siddende i en for mig martrende tavshed. Kom nogen af de andre ind i stuen, greb han hurtigt sin hat og foer bort. Dette forundrede især min moder, og hun spurgte ofte: »Hvad går der da af ham?« »Jeg ved det ikke,« lød mit sanddru svar, thi jeg havde ingen anelse om, hvad det kunne være. Dagen efter gentog den samme scene sig til min store kval, og med hver dag var han mer og mer bedrøvet og ude af sig selv. [Nogle dage var han udeblevet, det ængstede mig. Endelig kom han en aften] og kastede sig som sædvanligt i hjørnet af sofaen og brast i en så lydelig gråd, at jeg forfærdedes derover. Grædende bad jeg ham nu med de kærligs te ord om at lette sit hjerte for mig. Da udråbte han med en strøm af tårer: »Jeg kan ikke holde livet ud! Med vanære kan jeg ikke leve.« - »Hvem siger,« udbrød jeg, »at du er vanæret?« - »Jo,« svarede han, »man tror, at jeg har gjort mig skyldig i bedrageri på kontoret, og med denne mistanke kan jeg ikke leve.« Og nu brast han atter i den heftigste gråd. Han og en anden embedsmand var nemlig ansat ved et kongeligt etablissement, og man havde fattet mistanke om, at alt her var i største uorden, og at et betydeligt underslæb havde fundet sted, hvorfor det nu skulle underkastes en streng undersøgelse, og indtil sagen var ordnet, var de begge suspenderede. For første gang siden min tidligste barndom ydede jeg ham nu frimodige, søsterlige kærtegn og sagde alt, hvad jeg i min uvidenhed troede kunne trøste ham. Han vedblev at græde, og jeg græd troligt med, uden at jeg ret forstod betydningen af hans og mine tårer. [Ofte faldt han under denne strøm af tårer i søvn, og jeg, udmattet af alt dette, sov da også på min skammel, med hovedet støttet til kanten af sofaens krog, indtil han angst og forvirret sprang op, takkede mig for min 103 deltagelse og gik bort.] Næste dag gentog dette sørgelige optrin sig atter. Således tilbragte jeg næsten tre uger, ene bærende på den vægt, han havde kastet på min unge sjæl.

Min trofaste ven Collin, der var mere inde i mine og Hermans forviklede forhold, end jeg dengang havde nogen anelse om, kom en aften til mig på teatret og spurgte mig, om jeg ikke kunne have lyst til at tage i huset hos madam Wexschall. »Direktionen,« vedblev han, »er villig til at betale dit årlige ophold der i huset, og madam Wexschall, med hvem jeg har talt derom, vil med glæde modtage dig.« Længere hen på aftenen kom madam Wexschall og tilbød mig sit hus, ifald jeg selv ønskede det. Jeg kyssede og omfavnede hende til tak, men sagde, at jeg jo ikke kunne svare noget herpå, før jeg havde erholdt mine forældres tilladelse. I en af disse sørgelige timer, jeg i denne tid tilbragte med Herman, tog jeg mod til mig og fortalte ham om det tilbud, jeg havde modtaget af direktionen og madam Wexschall. Han tav stille i nogen tid og så ned for sig; endelig sagde han: »Ja, det er bedst, du tager derimod. Dette hjem her passer ikke for dig, og det vil være mig en beroligelse, at jeg ved dig et sikkert sted; jeg skal gøre dine forældre begribeligt, at de ikke bør sætte sig derimod.« Enhver, som har fulgt mig i min angst over dette unaturlige forhold til Herman, kan let begribe den virkning, disse ord, udtalte i venlighed, gjorde på mig. Det var, som om et bjerg, en verden fuld af sorg var faldet fra mit beklemte bryst. Af dette hans svar så jeg nu, at jeg var fri - fri for, hvad der med centnervægt havde tynget mig i så mange år. Dagen efter kom han atter i samme sørgelige tilstand. Ved hans indtrædelse forfærdedes jeg over hans blege udseende, og da jeg ytrede dette, sagde han: »Jeg har heller ikke været i seng i nat.« Da jeg spurgte ham om grunden hertil, satte han sig atter i stor sindsbevægelse på sofaen, tog et stort brev op af lommen og sagde: »Hør, hvormed jeg har tilbragt natten, og til hvem og hvad jeg har skrevet.« Siddende på en skammel ved hans fødder ventede jeg spændt på, hvad nu ville komme. Og nu læste han et brev for mig, han i denne nat havde skrevet til kong Frederik den Sjette. Grædende læste han, og grædende hørte jeg til. Brevet gik ud på, at han bad kongen være barmhjertig og ikke forlade hans hjælpeløse moder og søster, hvis de skulle komme til at stå ene i verden. I rørende udtryk skildrede han i 104 brevet sin moders og søsters elskværdige egenskaber og trofasthed imod ham og bad kongen være en fader for de forladte. Uagtet dette brevs oplæsning for mig faldt det mig ufornuftige barn ikke ind, at det havde anden betydning, end at det skulle ligge til kongen, når Herman engang var død; men at det skjulte et forfærdeligt forsæt, fattede jeg ikke. Han holdt sit løfte og udvirkede hos mine forældre, at jeg måtte tage i huset hos Wexschalls - et samtykke, der ingenlunde var let at opnå. Deres forfængelighed var såret ved, at jeg skulle forlade deres hus, og ingen uden Herman, der nu engang var blevet en autoritet for dem, havde formået at udvirke deres samtykke hertil.

Den 1ste januar 1829 var aftalen, at jeg skulle forandre opholdssted, hvortil nu alt blev forberedt. Min moder var vred og bedrøvet over denne beslutning; min fader tog det roligere. Mig bedrøvede det kun for min stakkels syge søster, der nu mistede sin støtte og den, hendes hjerte mest hang ved. »Jeg er rigtignok bedrøvet,« sagde den godmodige pige, »men,« tilføjede hun ganske rørende, »når du kan få det godt, så vil jeg finde mig deri, og - ikke sandt - du vil tit komme og besøge mig, thi du er dog den eneste, der holder af mig?« Herman havde i de sidste fjorten dage været roligere, og jeg håbede, at alt, hvad han havde sørget over, atter var i orden. Han sagde mig stille og roligt farvel og ønskede, at jeg måtte føle mig tilfreds, hvor jeg kom hen. I de sidste par dage, jeg var hjemme, kom han ikke til os; men da jeg [den sidste aften] gik fra teatret til mit gamle hjem, stod han på hjørnet af Vingårdsstræde, hvor vi boede, under en lygte, hvor han så tit tidligere havde stået. Han standsede mig, da jeg ville gå forbi; jeg blev lidt angst, da jeg så pludseligt så ham, uden at jeg ret vidste hvorfor. Han tog mig rolig og venlig i hånden og sagde: »Jeg vil dog endnu en gang sige dig farvel.« Hans udseende frapperede mig - der var noget forstenet i dette udtryk - og de matte, af al glans forladte øjne, hvormed han betragtede mig, kan jeg aldrig glemme. »Lev vel!« gentog han, »gid du må blive lykkelig!« Og med disse ord fjernede han sig hurtigt; det var de sidste, jeg hørte ar hans mund [; thi jeg så ham aldrig mere efter denne afsked.] Med bankende hjerte gik jeg ind ad vor gadedør, vendte mig endnu en gang om for at se efter ham, men han var ikke mere til at se. [Dagen efter flyttede jeg ind i det Wexschallske hus.]

105

Der er tårer, ingen kan beskrive,
Tårer, ingen gerne taler om.
Gråd, der må en hemmelighed blive
Mellem os og Gud, fra hvem den kom.
Jeg kan sige, jeg har grædt af smerte,
Sige, jeg har grædt af trang og nød; -
Ak, men overstrømmer dette hjerte,
Gør erindringen mig varm og blød:
Tårerne, der da fra øjet bryde,
Sagte, tavse, hemmelige flyde.

MIN FADERS SIDSTE ÅR

Da jeg forlod mit gamle hjem, var det mig en beroligelse at vide, at det forhold, som mere end noget andet havde formørket min barndom, var ved at forandre sig på en glædelig måde. Min stakkels faders kraft var brudt, og hans stemning var nu som oftest en stille melankoli. Han hjalp nu min moder, så godt han kunne, ved hendes strenge arbejde og rørte mig ofte ved den resignation, hvormed han tålte og lød hendes vilje. [Uendelig meget skyldte vi Herman i denne retning; thi han mildnede efterhånden ved sine sønlige formaninger deres sind og bragte ved sin hyppige nærværelse en bedre tone tilveje i vort hus. Han klarede deres begreber om, hvad der skikkede sig, for dem i meget - begreber, der var yderst forvirrede hos dem begge.] For min fader som streng katolik var det en stor sorg, at børnene af et blandet ægteskab i et protestantisk land dengang ved loven var forpligtede til at blive protestanter. Når han om søndagen kom hjem fra den katolske gudstjeneste, tilbragte han den øvrige del af dagen med at gå op og ned i vor store sal og med sin veltonende stemme synge latinske salmer. Jeg lyttede ofte med glæde til disse dybe, højtidelige toner. Det lå ham meget på hjerte at få mig til den katolske gudstjeneste, og ideligt lokkede han for mig for at få mig til at følge sig og overvære den. Rørende var den nu blege, magre skikkelse, når han med en bønlig mine og indsmigrende ord kom hen til mig og sagde: »I morgen er der en stor fest i vor kirke; musik med pauker og trompeter - følger du ikke nok med?« Ofte fulgte jeg 106 ham da og tænkte: »Gud vil vist høre min bøn lige så godt her som i min egen kirke.« Imidlertid var det mig imod at bestænke mig med vievandet, og det sagde jeg ham, at dette ville jeg ikke, »Ja, som du vil,« svarede han da ganske sagtmodig, »følg blot med.« Men aldrig så snart trådte vi ind i kapellet, før han på den behændigste måde vidste at bibringe mig et par stænk på pande og bryst. Jeg lod, som om jeg ikke mærkede dette, satte mig stille ved hans side i mine egne tanker, bad til Gud om det, der lå mig på hjerte, og gik ofte lettet, beroliget og styrket fra kapellet. Når han kom hjem, gik han ofte venlig hen og rakte min moder hånden; men få ham til at tage del i hendes arbejde på en søndag, det formåede hun ikke. Desmere ufortrøden udførte han de andre dage alt, hvad hun ønskede hans hjælp til, og arbejdede ofte til langt ud på natten. Når han da sad der, den høje, blege mand, blev jeg tit vemodig ved at betragte det svækkede legeme og de sørgmodige træk. [Af spiritus nød han nu ikke mere end et bestemt kvantum, som lægen havde tilladt ham, men at dette kostede ham mere overvindelse, end nogen måske drømte om, var godt at mærke.] [Medens jeg under indstuderingen af Nina fornyede mine barndomserindringer på danseskolen, gik jeg ofte en tung gang til mine forældres hus. Min fader, der i de senere år var stille og resigneret, havde i et årstid været angrebet af en tærende brystsyge, og hans endeligt var let at forudse. Han tålte sine lidelser fromt og var fattet på døden, bad min moder tilgive sig og sov roligt hen den 14. november 1834.]

MIT NYE HJEM

Uudsletteligt er det indtryk, som denne overgang frembragte på mig. Den var så stor, at den næsten var mig selv ubegribelig. Hvidt og sort er ikke større modsætninger, end som jeg havde været, og som jeg nu var. Jeg følte mig, som om jeg havde fået vinger på sjæl og legeme - jeg var ung for første gang. Ifald man har lagt mærke til, hvorledes en hund, der er vant til at stå i lænke, bærer sig ad, når man pludselig slipper den løs, hvorledes den da farer om fra højre til venstre, frem og tilbage og hviner i sin glæde, da har man nogenlunde et billede af mig i denne min nye 107 tilværelse. Jeg kunne ikke stå eller sidde stille et øjeblik; jeg lo, sprang, dansede og løb omkring, omfavnede og kyssede madam Wexschall og hendes veninde, jomfru Liunge, som var der i huset; jeg legede på alle fire med madam Wexschalls lille datter Thora, gjorde det ene hop efter det andet og sang dertil i vilden sky; jeg syntes, jeg var kommet lige ind i himmerige. Jeg kunne ikke sove om natten af glæde; i den tidligste morgenstund vågnede jeg og kunne ikke lade jomfru Liunge - med hvem jeg delte sovekammer - i ro, således længtes jeg efter dagens komme, til hvilken jeg tidligere i mit hjem var opvågnet med angst og smerte. Når da endelig timen kom til at stå op, sprang jeg ud af sengen, dansede på hosesokker hen ad gulvet, vendte og drejede alt, hvad jeg ejede af kjoler, kraver, bånd osv., thi intet syntes mig godt nok. Mit ydre, der hidtil havde været mig temmelig ligegyldigt, fik nu på én gang interesse for mig, og det lå mig nu i høj grad på hjerte at være så smuk som muligt; og da det er udenfor al tvivl, at glæden forskønner, fik mit ydre virkelig dag for dag et friskere, livligere og mere blomstrende udseende.

Det Wexschallske hus var som alt sagt et samlingssted for mange begavede og talentfulde mænd. Hele dagen modtog man besøg af disse, og de skænkede den unge fra teatret bekendte pige ikke liden opmærksomhed. Her var ro, orden, glæde, i det mindste forekom det mig således i modsætning til mit forrige hjem. Hvad under da, at jeg følte rnig som genfødt til et nyt liv og her for første gang forstod, hvad det ville sige: at være ung på sjæl og legeme, fuld af forhåbninger for fremtiden og befriet for et uhyre tryk - det, som mit forhold til Herman havde været mig. Alt dette havde jeg rystet af mig, som vandringsmanden ryster støvet af sine fødder. Jeg skuede nu kækt og muntert ind i livet, jeg følte for første gang det ungdommelige overmål af kræfter, der gjorde mig let som en fjer. Fra en stille, melankolsk, gammelklog pige på 16 år var jeg med ét blevet en munter, overgiven og noget kåd pige på 12 år. Det eneste tryk, som endnu var tilbage, var min frygt for at møde Herman, når jeg gik på gaden. Jeg vidste ikke ret, hvorledes jeg da skulle forholde mig lige overfor ham. Min tavshed om mine forhold og mine egne anliggender bevarede jeg imidlertid ligesom tidligere, og aldrig omtalte jeg med et ord til madam Wexschall eller nogen, hvad jeg havde lidt og 108 gennemgået i hjemmet. Denne mangel på fortrolighed fraregnet, var forholdet imellem min ældre og kære veninde madam Wexschall og mig så smukt som muligt. Med moderlig velvilje omgikkes hun den unge pige, og med kærlighed sluttede jeg mig til hende. Min overgivne spøg morede hende, og hun fandt det rørende at se min barnlige glæde. Efter middagsbordet lagde hun sig gerne til hvile på sofaen, idet hun sagde: »Nå, Hanne, dans nu for mig! Det fornøjer mig så meget at se dig danse.« Da opfriskede jeg alle mine tidligere erhvervede færdigheder og dansede og sang af hjertens lyst. Ofte udartede denne dans til en vild lystighed og varede så længe, indtil jeg udmattet kastede mig på knæ foran hendes leje på sofaen og med hovedet på hendes bryst, halvt sovende, halvt spøgende og vrøvlende om al slags dårskab faldt i søvn ved siden af min sovende veninde. Denne min dans efter bordet var ligesom blevet hende en nødvendighed, så stort behag fandt hun i at se den overgivne leg. For mig var det ligesom en trang. Det var, som om det elastiske legeme, der så længe var holdt i bånd, behøvede dette afløb for overmålet af sine kræfter. Jeg brast ofte i latter, allerbedst som jeg sad, og når da madam W. spurgte mig: »Hvad ler du af?« svarede jeg: »Å, det ved jeg ikke,« - og jeg vidste det virkelig ikke; jeg trængte til at le, og jeg lo af hjertens grund. Kort, jeg var lykkelig - med al ungdommelig kraft lykkelig!

Wexschall havde ikke noget godt rygte med hensyn til sin opførsel mod unge piger; [men enten det nu var så heldigt, at min person ikke fandt behag for hans øjne, eller jeg til trods for den forandring, der var foregået med mig, dog endnu til mit held besad noget af dette uudsigelige, der gør, at herrerne ikke vovede noget upassende, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at jeg intet havde at kæmpe imod i denne retning.] Han var som alle i dette hus venlig og god imod mig. Han var i besiddelse af en medfødt komik, som morede mig og alle andre. Hans sanddruhed måtte man ikke tage det for nøje med, men der var i hans små forfængelige løgne en vis uskyldighed, de var næsten altid morsomme og sjælden til nogens skade. Han var ansat i Det kongelige Kapel og spillede henrivende smukt på violin. Når han gik op og ned i sin stue og fantaserede på sit instrument, kunne jeg i hele timer lytte dertil med største glæde. Hans komiske lune gik jo 109 rigtignok af og til videre end tilladt var. Således erindrer jeg, at Oehlenschlåger en aften havde meldt sig for at læse en af sine tragedier højt for madam W. Disse oplæsninger kedede Wexschall, og han blev temmelig utilfreds, når de tilbødes, men ville dog ikke have ord for, at denne underholdning ikke interesserede ham. Han fandt da på alle slags puds for at bøde på den kedsommelighed, han følte under læsningen. Han havde en stor, prægtig hund, som hed Murat. Denne var dresseret til at gø og tie på det mindste vink af dens herre. Da vi nu alle havde taget plads om det runde bord, og Oehlenschlåger var i fuld begejstring over sit værk, begyndte Murat ubarmhjertig at gø og hyle på det frygteligste. Wexschall sprang da forbitret op og gav sig - tilsyneladende opbragt - til at skænde på det stakkels dyr, der kun havde adlydt sin herres vink; han gjorde da tusinde undskyldninger for Oehlenschlåger og forsikrede ham, at dette ikke oftere ville ske, og bad ham derfor blive ved. Oehlenschlåger var meget ubehagelig berørt ved denne afbrydelse, hvilket han havde møje med at skjule, læste imidlertid dog videre, indtil den ubarmhjertige Wexschall fandt et nyt moment i læsningen, hvor han mente, at hundens gøen ville gøre sin virkning; og nu gentoges de samme undskyldninger, de samme forsikringer til den fornærmede digter. Vi andre, der godt vidste, hvorledes dette hang sammen, havde den største møje med at skjule vor latter, uagtet vi naturligvis misbilligede Wexschalls opførsel. Da Oehlenschlåger var gået bort, og madam W. bebrejdede sin mand det passerede, svarede han: »Jeg vil dog se, om jeg ikke kan vænne ham af med denne evige oplæsen; den er forbandet kedsommelig.«

Slige oplæsninger og litterære underholdninger interesserede mig i høj grad. Alt sligt var mig nyt og gjorde et stort indtryk på min videbegærlige sjæl, og jeg var lykkelig, over al måde lykkelig. Mit ophold i dette hus var mit egentlige forår: forår i livet, forår i kunsten. Jeg spillede og gjorde bestandigt lykke hos publikum. Jeg var i dilettantismens lykkelige periode, hvor man i ingen opgave ser vanskelighederne, fordi man endnu intet ideal har sat sig at stræbe efter og derfor i sin uvidenhed tror, at man alt har grebet det, hvorom man endnu ingen forestilling har. Det var en leg med kunsten uden kamp, uden smerte, uden fejlslagne forhåbninger, men også uden den højere glæde, som kun den forstår, 110 der gennem smerte og angst har set den »fødes af sin sjæls be-klemthed«.

Nielsen, som også tit kom i det Wexschallske hus, havde i nogen tid gjort mig en lidenskabelig kur, sorn vel kunne blevet farlig for mig, da jeg ikke havde så lidt tilovers for ham. Men min medfødte takt og min følelse for det sømmelige hjalp mig ud herover. Efterhånden antog denne kur imidlertid en så heftig og udelikat form, at jeg i høj grad stødtes tilbage. Han lagde den så åbenlyst for dagen, at det næsten lod, som om han ønskede, den skulle bemærkes af alle, og dette satte mig i stor forlegenhed. Han var en gift mand med flere børn - hvad måtte folk tro om en sådan kur, der trådte så lidenskabelig, så ungdommelig frem? Og det undrer mig slet ikke, om mange virkelig stod i den formening, at der mellem os var et utilladeligt forhold. Denne mangel på finhed nedsatte ham i mine øjne. Og da han nu en aften i den højeste lidenskab talte om at skille sig fra sin kone*, og hvorledes vor forening da om nogle år kunne realiseres, da var min barnlige fortryllelse borte, og en indignation mod ham trådte i stedet, som i et nu gjorde ham uskadelig for mig for stedse. Jeg fandt ham komisk i disse udbrud; jeg havde nu fået et helt andet syn på ham, og han, som før stod i et idealt lys for mig, stod nu i et latterligt -den visse død for al kærlighed. Dette lod jeg ham nu i mit ungdommelige og glade overmod føle, hvilket satte harn i et formeligt raseri, som madam Wexschall måtte dæmpe - mine små, kåde drillerier gik vel også stundom videre, end de burde. Han var derfor snart rasende på mig, snart kærligt stemt, og således holdt vi det gående dag ud og dag ind. Den kur, der på denne tid bragtes mig af ham og andre, gjorde mig kun overmodig uden at fængsle mig. Jeg var som et ungt kid, der sprang hid og did, men ikke lod sig gribe eller fastholde af nogen. Ofte, når jeg efter en overgiven dag om aftenen kom ind i mit sovekammer, hvis vinduer vendte ud mod gården, fandt jeg kærlighedsbreve og rørende vers, som var kastede ind ad vinduet af hin militær, jeg alt tidligere har omtalt. Disse læste jeg nu højt for min sovekammerat, jomfru * 111 Liunge, og gjorde dem i min overgivenhed til genstand for latter og parodi. En morgen, da jeg ville gå ned ad trapperne for at begive mig til teatret, standsede jeg pludselig ved at se en mængde små guldstumper og brogede stene. Jeg tog nogle af dem op og genkendte til min forundring hint smykke, som samme herre engang havde sendt mig, og som min moder havde tilbageleveret til hans moder. Det hele var sønderbrudt og trådt i tusinde stykker. Gule topaser, lilla amethyster, blå turkiser lå spredte ned ad trapperne, udrevne af deres indfatning. Jeg blev lidt skamfuld over dette syn. Jeg havde ofte tænkt, Gud må vide, hvilken anden stakkels ung pige han nu har fristet med de smykker, jeg ikke ville modtage. Jeg havde altså gjort ham uret i mine tanker. Jeg tog en af disse stene til erindring om godhed for mig, som dog måske havde været større og ærligere ment, end jeg havde troet. Resten tog en tjenestekarl i huset. Den unge officer forlod nogen tid efter byen og rejste til Kiel, hvor man fortalte, han var falden i en duel. Jeg havde aldrig vekslet et ord med denne mand, men jeg tilstår, efter denne hans sidste gerning, hvoraf jeg fik vished om, at disse smykker ene var bestemte til mig, og til ingen uden til mig, fik jeg nogen interesse for ham. Der er noget stygt ved den overmodige ungdom. Den spotter ofte ubarmhjertigt over slige følelser, fordi den endnu ikke har erfaret, hvilken magt en uovervindelig lidenskab kan udøve over et menneske. Længere hen i livet lærer vi, hvad det vil sige, når vore egne, bedste og inderste følelser bliver hånede, således som jeg overmodige pige hin dag hånligt sendte smykket tilbage til den af min kulde sårede mand.

Den Wexschallske omgangskreds blev større og større, og næsten daglig kom der nye venner til. Det var meget let at få adgang i dette hus, hvor et flygtigt bekendtskab med Wexschall var tilstrækkeligt til at åbne døren. Madam W., for hvis skyld man især ønskede at komme, var genstand for alles opmærksomhed, hvilket ikke var underligt, thi hun var meget elskværdig i hine år, og hun holdt over, at tonen i huset var god og dannet. Alle fandt, at Wexschall ikke var værdig til at have en sådan kone, og man havde en fornemmelse af, at hun selv dybt følte dette; desmere beundrede man hendes holdning lige overfor denne mand, der stod så langt under hende. Imidlertid var hans stilling ingenlunde misundelsesværdig; thi denne holdning lige overfor ham 112 bestod i en isnende kulde, der hos mig ofte opvakte en medlidenhedsfølelse for ham. Han satte hende overordentlig højt og underkastede sig hendes vilje, idet han med stolthed så op til hende. At hun imidlertid ikke kunne nære den agtelse for ham, uden hvilken intet sandt ægteskab kan bestå, indså jeg tilfulde. Var forholdet mellem ham og hende således ikke det bedste, da var forholdet mellem hende og mig des smukkere, og det geråder hende til megen ære, at jeg aldrig mærkede mindste skygge af uvilje over al den opmærksomhed, der i hine år vistes den yngre kunstsøster, hverken i livet eller på teatret, hvorfor jeg også hang ved hende med taknemmelighed og kærlighed. Hun var i stor yndest hos publikum, og jeg glædede mig over hendes lykke som over min egen. Jeg kærtegnede hende som en elsket moder, og hun mig som en datter. [Forholdet var så ønskeligt som muligt. Hun var ligesom forelsket i den nu livsglade pige, og hun har ofte til mig selv og til andre i senere år beskrevet mig fra hin tid på en måde, som var meget smigrende for mig.] Mange år efter talte hun ofte med glæde med mig om vort samliv i Laxegade.

Henved tre måneder havde jeg omtrent været i denne for mig hidtil ukendte lyksaligheds tilværelse, da hun en eftermiddag i marts måned kom ind til mig, satte sig kærligt ved min side og sagde: »Min kære Hanne, jeg har et bedrøveligt budskab at bringe dig; lad mig se, at du med fatning vil tage derimod.« Jeg studsede og spurgte: »Hvad er det?« - »Herman er pludselig død,« lød hendes svar. »Hvoraf?« udbrød jeg; thi en anelse foer for første gang igennem mig. »Han har berøvet sig selv livet; man har fundet ham med en pistol i hånden; politiet har været på spor efter ham i flere dage på grund af et underslæb ved den institution, ved hvilken han var ansat, og da han vidste, at man i dag ville gribe ham, har han berøvet sig selv livet.« Forfærdet brast jeg i den heftigste gråd uden at kunne føre et ord over mine læber. Hun trøstede mig nu, så godt hun kunne, uagtet det var vanskeligt for hende; thi hun kendte intet nøjere til vort tidligere forhold, undtagen hvad rygtet forvansket havde bragt hende som andre. Jeg selv havde aldrig med et ord omtalt ham for hende eller noget andet menneske på jorden; 26 år måtte der til for at overvinde min sky herfor; da først kunne jeg bringe dette navn over mine læber til min ulykkelige vens søster, som jeg vel nogle 113
gange havde set i min barndom men ikke senere, men som jeg nu opsøgte og tilbød mit venskab, idet vi blandede vore tårer. Selv Heiberg har først lært denne episode af mit barndomsliv at kende ved at læse, hvad jeg her har nedskrevet. Madam Wexschall sad længe hos mig i denne min bedrøvelse. Med hovedet lænet mod hendes bryst græd jeg heftigt og længe, men da hun ikke kunne få mig til at tale, sagde hun: »Jeg vil lade dig være ene, for at du kan lette dit hjerte.« Hun gik og lod mig ene med min gråd og med de tusinder af tanker, som gennemkrydsede mit hoved. Og nu kommer noget, som jeg skammer mig ved at nedskrive, men vil dog gøre det, fordi det bedst kan vise, i hvor høj grad dette forhold havde pint mig. Da jeg var blevet ene, overladt til mig selv, vekslede mine følelser, idet jeg snart kastede mig grædende på sofaen, snart sprang op, drog min ånde lettet og udbrød: »Gud! så er jeg da nu ganske fri for denne vægt, der har hvilet på mig så godt som hele mit liv!« Og en følelse af glæde gennemstrømmede mig. Thi under ingen betingelser, under intet forhold i livet ville jeg kunnet føle mig fuldkommen rolig eller lykkelig, så længe jeg noget øjeblik havde kunnet vente at møde ham på min vej. Denne glæde afløstes da atter af forfærdelse over, hvad der var sket, og mine tårer brød påny frem. Nu først forstod jeg brevet til kong Frederik den Sjette og forundrede mig over min tidligere blindhed. Jeg gennemgik nu i tankerne alt, hvad han havde gjort mig af godt, men kunne heller ikke lade være at tænke på, til hvilket fald hans lidenskab kunne have bragt mig, ifald jeg ikke havde haft kraft til at stå imod med. Og atter drog jeg ånden let og følte mig lykkelig ved nu fuldstændigt at være befriet for stedse - jeg ligesom græd og lo på én gang, indtil jeg overvældet af træthed, halvt sovende, halvt vågen i flere timer lå henstrakt på sofaen i den mørke stue. I denne tilstand forblev jeg til henimod aften, da husets omgangsvenner som sædvanligt samledes. Sorgen og glæden over befrielsen havde imidlertid uafbrudt vekslet i min sjæl. Da kom madam W. ind til mig og sagde: »Du ønsker vel ikke at komme ind til de andre? Professor Møhl, David og flere er derinde, og de spørger alle efter dig.« Efter et øjebliks betænkning svarede jeg: »Jo, jeg skal komme.« Den tanke, at nogen skulle tro, at Herman havde været min kæreste, og at jeg derfor nu ikke kunne lade mig se, var mig utålelig og fyldte mig 114
med skam; mig syntes, at det ligesom var at give det gamle rygte medhold. Jeg havde derfor selvbeherskelse nok til at gå ind og være som sædvanligt. At jeg kunne overvinde mig hertil, har jeg i senere år selv ikke ret kunnet forstå. Hvad måtte madam W. og de andre tro om mig, at jeg efter en sådan efterretning kunne være som sædvanligt! De havde jo måttet tro, at jeg var kold som is; de vidste jo ikke, hvilken byrde der var væltet fra min tilværelse. Men aldrig har jeg dog kunnet forklare min moderlige veninde eller nogen anden, hvorledes dette var at forstå. Da jeg kom ind til de andre, mærkede jeg nok, at alles blik hvilte spejdende og nysgerrige på mig; men ved at se mig tilsyneladende rolig kom alt snart i ligevægt, og stemningen var utvungen og munter som sædvanligt. Da jeg om aftenen gik til ro, omtalte jeg heller ikke dagens begivenhed til min sovekammerat; jeg gik straks i seng og lod, som om jeg sov, uagtet mine tanker længe dvælede ved min ulykkelige vens skæbne. [Der gik nu utallige rygter om i byen: at man havde fundet ham død med mit portræt i hånden - at mine forældre var skyld i hans ulykke, thi de havde levet på hans pung - at jeg af dem var solgt til ham etc. etc. At han ikke har haft mit portræt i hånden, da han dræbte sig, er jeg overbevist om; thi han havde selv en sky for al offentlighed i denne sag; og hvad mine forældre angår, da skylder jeg sandheden at erklære, at de aldrig nogensinde lånte eller modtog penge af ham. Dette kunne ikke ske mig uafvidende, og jeg mindes aldrig nogensinde at have bemærket dette, så jeg er fuldt og fast overbevist om, at dette er usandhed. Sagen var ganske simpelt denne: han havde små indtægter, havde en mængde venner, som benyttede sig af hans gode hjerte; han var passioneret for at give foræringer til alverden; var en kærlig søn, en god broder og var nok ikke fri for at føre et lystigere liv, end hans pung rakte til. At de gaver, han ydede min søster og mig, har bidraget til at forøge hans udgifter, er vel desværre så, men aldrig er han blevet anmodet om noget af os, tværtimod gjorde jeg alt for at hindre ham i at yde os disse gaver, som jeg alt tidligere har fortalt. Man erfarede desuden efter hans død, at den sum, for hvilken han beskyldtes at have fravendt etablissementet, kun var ringe, men at kontorchefen, en mand med ni børn - der ligeledes berøvede sig selv livet - var hovedmanden i dette underslæb.] Man fandt en lille guldkapsel 115
med mit hår på den døde Hermans bryst - en gave, jeg som halvvoksen pige skænkede ham på hans begæring. Denne kapsel [med mit hår] har jeg efter 26 års forløb modtaget af hans søsters hånd [og er endnu i besiddelse af.] I samtalen med hende fik jeg en oplysning, som i høj grad forundrede mig. Jeg spurgte hende, hvor gammel hendes broder var, da han døde. Hans alder havde altid været mig ubekendt, men vi antog alle, at han måtte være mellem 30 og 40 år. Og andre må have troet det samme, thi deraf kom den tale, at jeg var forlovet med en gammel mand. Nu svarede hun mig til min forundring, at min stakkels ven var 29 år, da han den 21de marts 1829 berøvede sig livet og derved bragte en moder og søster til fortvivlelse. Herman var altså kun godt 20 år, da han i Brogaden løftede mig ned af billardet. At han var så ung, var umuligt for nogen at tro. Hans alvorlige væsen bidrog vel især hertil. I samtalen med hans søster erfarede jeg også, at det ingen illusion var, da jeg havde antaget, at jeg unge barn havde været hans eneste fortrolige i hans fortvivlelses periode; thi hans moder og søster, skønt begge var milde og kærlige og hang ved ham med deres hele sjæl, havde ikke erfaret det mindste om hans stilling og beslutning. Denne søster blev mig fra nu af en fortrolig veninde. Jo ældre jeg blev, des mere er erindringen om denne mand rykket mig nærmere, og jo større blev min taknemmelighed imod ham. Og mangen en bøn har jeg i årenes løb bedt til Gud for ham og hans salighed. [Jeg håber vist og tror på, at vi engang skulle mødes og række hinanden hånden som søskende og da forstå hinanden og gensidigt modtage hinandens tilgivelse. Få dage efter Hermans død berøvede den egentlige ansvarlige embedsmand sig ligeledes livet, og flere mente, at denne var den egentlige skyldige i det underslæb, som man havde opdaget, og at Herman ved at berøve sig livet havde i mer end én henseende handlet overilet.] Morgenen efter at jeg havde erfaret hans død, stod jeg op, tung i hovedet af min urolige søvn, men ville ikke, at nogen måtte mærke, hvad der foregik i mig, og var derfor som sædvanligt. Det samme gentog sig på teatret, da jeg første gang skulle spille. I ethvert blik af de andre lå en forespørgsel til mit befindende - og nu at træde frem for et helt publikum, som jeg vidste gjorde mig til genstand for sladder i alle retninger! Imidlertid spillede jeg i det ydre som sædvanligt, men da det var en 116 lystig rolle, jeg skulle udføre, var prøven hård, og jeg erindrer, at jeg et sted i denne måtte vende mig om for at aftørre en tåre, der på ingen måde ville holde sig indenfor sine skranker. Bagefter hørte jeg, at jeg, om muligt, havde spillet lystigere end nogensinde og »at jeg dog vist var en kold natur, eftersom dette havde været mig muligt.« - Ak! verden dømmer som en kortsynet, efter hvad den ser; den tror, at hvad dens blik ikke kan opdage, er slet ikke tilstede.

Jeg var i dette tidspunkt kun noget over 16 år, og det unge gemyt kom hurtigt over dette indtryk. Jeg var i glade omgivelser, min sjæl, der så længe havde vandet sig i sorg og smerte, længtes efter glæden, og jeg greb den med begge hænder, hvor den tilbødes mig; og den tilbødes mig dagligt i mit nuværende hjem, hvor intet savn, intet tryk knugede mig, men hvor alt smilte mig imøde, så min muntre, ja overgivne stemning hurtigt atter indfandt sig. Alle kappedes om at vise mig velvilje og godhed, jeg var træt af at sørge og ville være glad - og var det virkelig til trods for et og andet suk, som nu og da stjal sig frem og for et øjeblik fordunklede mit åsyn.

MIN ANDEN KUNSTREJSE

Madam Wexschall, hendes mand, Nielsen og et par kunstnere til agtede i sommerferien at foretage en kunstrejse til Christiania, og hun sagde mig, de gjorde regning på, at jeg rejste med for at deltage i deres forestillinger. Dette satte mig i den syvende himmel. Jeg havde altid haft en brændende lyst til at rejse, og min længsel efter at se et bjergland skulle jeg nu endelig få tilfredsstillet og det ved min venindes side. Fru Gyllembourg og Heiberg havde aldrig syntes om, at jeg tog i huset hos Wexschalls, uagtet de selv hørte med til hendes omgangskreds, og begge havde stor godhed for madam Wexschall. Fru Gyllembourg påstod, at dette opholdssted fordærvede mig, at jeg var forandret fra det øjeblik, jeg var kommet der i huset; at jeg var blevet koket og ikke mere mig selv. Dengang fandt jeg, hun havde uret, nu tror jeg næsten, hun havde ret, hvis man ellers kan være koket uden nogen som helst beregning. Heiberg og hans moder var meget imod rejsen til 117 Norge, og han sagde: »Hvad skal De rejse op til de nordmænd for og spille for dem - lad dem komme herned, når de vil se Dem.« Var jeg end forandret i et og andet, havde jeg dog beholdt min ydmyghed og beskedenhed og fandt derfor, at det var en højst forunderlig tale af ham.

Mit private glade og overgivne liv opfyldte mig i denne periode så ganske, at teatret næsten stod i skygge derfor, og man fandt også, at jeg i den sidste tid var i tilbagegang eller i al fald ingen rigtige fremskridt havde gjort. Trine Rar havde jeg ophørt at spille, da både Heiberg og jeg selv fandt, at denne rolle burde udføres af et barn og ikke af en, der nu som jeg alt spillede voksne elskerinderoller. Imidlertid bad jomfru Lange (senere madam Larcher), om hun måtte forsøge sig i Trines rolle, uagtet det samme gjaldt for hendes vedkommende, at hun var for gammel til den, og direktionen tillod hende det. Med vemod sad jeg i elevlogen (der dengang var i anden pladsloge) og så jomfru Lange udføre Trines rolle. En tyk madamme sad ved min side og henvendte af og til sin tale til mig. »Jomfru Påtges spiller dog nydeligt i aften,« sagde hun med ét til mig. Jeg tænkte, finder hun virkelig, at jomfru Lange spiller godt, så lad hende også få æren derfor. Jeg svarede da: »Det er ikke jomfru Påtges, men jomfru Lange, som spiller Trine.« Hun så nedladende ned til mig og vedblev: »Jeg kender nok jomfru Påtges, min gode! Det er ikke første gang, at jeg er på komedie.« Jeg lod hende da blive i troen og fandt det overflødigt at give mig tilkende for hende.

I Wexschalls hus var alt uforandret. Nielsens kur til mig fortsattes, ligesom mine drillerier. Græd han, så lo jeg, og de latter-ligste scener fulgte ofte heraf. Madam Wexschall måtte ofte trøste og berolige ham, når jeg ved min kulde havde gjort ham rasende. Jeg havde ikke så stor uret i dette drilleri, som det måske kan synes, thi hans opførsel imod mig i andres nærværelse gik åbenbart ud på, at disse skulle tro, der var et hemmeligt og meget intimt forhold imellem ham og mig; og dette oprørte mig og gjorde mig noget grusom i min måde at tilbagevise ham på. Én dyd havde jeg imidlertid, som just ikke er så almindelig hos unge, feterede piger, nemlig: at det aldrig faldt mig ind, at nogen mand mente andet med sin kur end en overfladisk selskabskurtoisi. At nogen elskede mig så alvorligt, at de tænkte på en forbindelse med mig 118 for livet, faldt mig aldrig ind, før jeg fik troen i hænderne. Jeg selv ønskede mindst af alt at binde mig; ja, jeg havde endogså en formelig skræk derfor. Ofte sagde andre til mig: »Den eller den har alvorlige hensigter med Dem.« Da blev jeg meget forundret og svarede: »Hvor kan De tro sligt? Det er der jo ikke mindste grund til at tænke.« Man lo da ad mig og min kortsynethed. En aften var en hel del af husets venner samlede, deriblandt professor dr. Møhl. Jeg følte denne aften et lille ildebefindende, og Møhl tilbød sig at skrive mig en recept derfor. Han begyndte nu herpå, men var så distræt, at den ene recept efter den anden blev revet istykker som ubrugelig, indtil endelig én blev mig leveret. Alle de tilstedeværende lo ad den stakkels doktor, uden at jeg ret forstod, hvad der egentlig opvakte deres latter. Da alle var borte, sagde madam Wexschall: »Den stakkels doktor havde nær aldrig fået din recept istand; ja, det er ikke godt at være forelsket, når man skal skrive recepter.« - »Forelsket!« udbrød jeg nysgerrig, »i hvem er han forelsket?« Og nu husker jeg så tydeligt, som om det var for få minutter siden, hvorledes madam Wexschall satte sig hos mig på sofaen, så mig ind i øjnene og smilte, så begge hendes smilehuller blev dobbelt så dybe, og sagde, idet de blå øjne antog et skælmsk udtryk: »I dig.« - »I mig!« udbrød jeg ganske forskrækket, »o, hvor kan De tro --« »Jo,« svarede hun, »det kan jeg godt tro; og det tror alle med mig.« - »Da er det aldrig faldet mig ind,« gentog jeg, »og det tror jeg heller ikke.« - »Ja, ja, nu får vi at se,« vedblev hun, kyssede mig, sagde mig godnat og gik.

Kort efter denne samtale kom madam Wexschall en dag til mig med smil i øjet og om munden og sagde: »Jeg har et brev til dig; jeg har lovet Møhl at levere dig det og at tale hans sag hos dig; han har haft den tillid at lade mig læse det, derfor bringer jeg dig det uforseglet.« Jeg læste da til min forundring, at han gennem min ældre veninde bad om min hånd og mit hjerte; gjorde jeg ham så lykkelig at skænke ham disse, da tvang hans stilling ham til at bede mig forlade teatret, og han ville da opbyde alt for at give mig erstatning for dette offer. Forskrækket leverede jeg madam W. brevet tilbage og sagde barnagtigt: »Oh, kan De ikke sige, at jeg ikke vil binde mig, og mindst når min afgang fra teatret er betingelsen.« Jeg faldt hende om halsen og vedblev: »Søde, 119 rare madam Wexschall! Tal med ham, tal venligt med den fortræffelige, gode Møhl! Trøst ham og bed ham opgive dette. Hvor kan jeg forlade teatret, som jeg er fastgroet til, og det for at opnå ydre fordele? Det var jo uværdigt. [Lad ham ikke vide, at jeg har læst hans brev; thi jeg skammer mig ved at give denne mand et afslag, som hundreder af piger ville føle sig smigrede ved at tilhøre. Jeg har en inderlig hengivenhed for ham, men da det aldrig er faldet mig ind, at han elskede mig, så kan jeg jo ikke nu med ét give ham mit ja. Ak, tal dog med ham!«] Således vedblev jeg, idet jeg kyssede og klappede min veninde. Hun lovede mig da at tale med ham så kærligt og godt som muligt; og da det var sket, blev der aldrig senere vekslet et ord mellem ham og mig om denne for mig så pinlige sag. Da jeg atter så ham, var han venlig og god som sædvanligt, og jeg ved ikke engang, om han erfarede, at jeg havde læst hans brev, eller ikke; den hele sag var mig så smertelig, at jeg helst undgik at berøre den. Hvis nogen af de mange, der havde den lykke at kende denne udmærkede, begavede mand, endnu lever, når dette læses, da ved jeg vist, at det blotte navn af denne fine, ejendommelige natur vil røre dem og fremkalde mangen erindring om hans åndrige tale, hans ridderlige, trofaste natur, og den glæde alle følte ved at turde kalde sig hans venner. Heiberg og hans moder regnede ham til deres aller kæreste omgangsvenner, og jeg selv bar stor godhed for ham og blev altid glad ved hans komme; men selv om en konge havde tilbudt mig at dele tronen med sig på det vilkår, at norgesrejsen måtte opgives, uden at tale om min bortgang fra teatret, da havde jeg intet øjeblik betænkt mig på afslaget.

Jeg talte nu dagene til den forestående rejse. Om foråret indtræffer her altid i København en mængde svenske og norske, og ved Wexschalls gæstfrihed kom ikke få af disse i hans hus. Tvende norske herrer: Skielderup, en søn af den bekendte læge, professor Skielderup i Christiania, og Hansson, en lidenskabelig beundrer af Heibergs musa, hvorfor han også ganske havde vundet fru Gyllembourgs hjerte, var således vore daglige gæster. [Unge damer ved teatret har altid en stor tillokkelse for unge herrer; det var derfor ikke så underligt, at disse to skænkede mig en opmærksomhed, der var større end sædvanligt. Jeg modtog deres kur med al en ung piges overgivne koketteri, men også med en uskyldig 120 piges tilbageholdenhed; så disse herrer ikke kom et skridt videre med deres hylding, end tilladt var. Den ene af disse: hr. H., en ungdommelig fusentast, spurgte mig en eftermiddag i en højtidelig tone, om jeg rådede ham til af alle kræfter at ile med at få sin embedseksamen, da ville han læse dag og nat og så komme tilbage til København. I min overgivenhed brast jeg i latter og sagde: »Jeg råder Dem til at læse af alle kræfter; det kan aldrig skade at have sin eksamen,« og dermed løb jeg leende ud ad døren. I flere dage efter denne samtale indfandt han sig med et mut og fortrædeligt ansigt. Hr. S.s godhed for mig var mere stille og derfor dybere. Denne mands hengivenhed for mig tog i årenes løb den retning, som er den mest smigrende for en kvinde, nemlig at en sådan følelse går over til et virkeligt venskab, som tid og afstand ikke formår at kølne. I 30 år har denne mand nu været min ven, og aldrig besøgte han København, som næsten skete hvert år, uden at besøge mig og forsikre mig om sit uforandrede venskab og sin hengivenhed.] Begge disse herrer rejste til Christiania en månedstid inden vor afrejse dertil og glædede sig i håbet om vor snarlige ankomst til deres hjem og til de danske forestillinger, vi der agtede at opføre; thi de var begge lidenskabelige beundrere af skuespilkunst.

Dagen kom, den længselsfuldt ventede dag! Da jeg havde omtalt min frygt for søsyge til Heiberg, sagde han, at det bedste middel der imod var at lægge et ark postpapir på hjertekulen. Den morgen, vi skulle rejse, sendte han mig derfor et ark papir til dette brug, hvorpå han havde skrevet et digt: »Præservativ mod søsyge«, hvilket siden er trykt mellem hans lyriske digte. Da det var skrevet på så smukt papir og så sirligt, nænnede jeg ikke at krølle det ved at lægge det på den bestemte plads, hvoraf også fulgte, at søsygen indfandt sig; men senere har jeg virkelig gjort den erfaring, at midlet er probat. Af Heibergs digt havde jeg den nytte, at medens søsygen syntes at nærme sig, opmuntrede jeg mig i stilhed med at recitere de skønne rytmer og derved forsøde mig de ubehagelige øjeblikke, som denne latterlige syge frembringer.

I det dejligste forårsvejr af verden var vi gået ombord først i juni måned 1829. Jeg havde imidlertid aftenen i forvejen og i morgenstunden været meget beklemt om hjertet ved at tage afsked med forældre og søskende og mine øvrige venner. Da 121 dampskibet passerede Bellevue, lød der 3 kanonsalutter derfra, hvilke blev besvarede af kaptajnen på vort skib. »Hvem er det fra?« råbte nu alle ombord. Da fortalte Wexschall, som var indviet i hemmeligheden, at det var Heiberg og Chr. Winther, der bragte os denne afskedshilsen. Da skibet kom længere frem, og den danske kyst svandt mere og mere ud af syne, satte jeg mig stille hen i forstavnen, så ud over den blanke havflade og hengav mig til mine blå længsler. Idet jeg her sad tavs og hensunken i mig selv, blev jeg vækket af Nielsen, der, uden at jeg havde set ham, stod ved min side. I en bitter og heftig tone udbrød han: »Gud bevares! Sidder De her og græder? Er det professor Heiberg, disse tårer gælder?« Jeg blev stødt og svarede trodsigt: »Ja det er.« Nu styrtede han bort, for hen til madam W., sagde at han øjeblikkeligt ville sættes i land; han kunne og ville ikke rejse med mig, da han umuligt kunne tåle min uforskammede opførsel imod sig. Efter at hun havde anvendt nogen tid for atter at bringe ham til ro og få ham til at opgive sin flugt fra skibet, kom hun hen til mig og sagde: »Men Hanne, hvad er dog alt dette? Nielsen siger, du har været så uforskammet imod ham - kan du dog ikke holde fred med ham?« Jeg fortalte hende nu vor korte samtale ord til andet. Hun rystede på hovedet og gik. Fra dette øjeblik af var handsken kastet mellem Nielsen og mig; og nu indtrådte et fjendskab fra hans side, der har bragt mig ikke få ubehageligheder.

Vi ankom lykkeligt til Christiania, hvor vi med længsel ventedes af alle teatervenner. Nielsen hævnede sig nu på mig ved at omtale mig på den ufordelagtigste måde for alle i denne fremmede by. Han havde et eget talent til at bagtale og kunne gøre dette med så meget mere klem, som det ingenlunde kom ham an på sandheden, når han kun opnåede, hvad han ville. Denne slette egenskab betegnede professor David engang i et brev til mig flere år efter på følgende karakteristiske måde: »Nielsens gulgrøn-sort-spillende-edderboblende-bagvaskelsesrullende hads-kilde.« Hvad der nu forøgede hans had og forbitrelse imod mig under vort ophold her, var, at de fleste stykker, man her agtede at opføre, var beregnede på hans bravurroller. Men nu ville ulykken, at »Preciosa« blev opført, og da de gode unge nordmænd først havde set dette stykke, betoges de af en sådan entusiasme, at de så godt 122 som udelukkende kun ville se dette. Den opmærksomhed, jeg herved tiltrak mig, gjorde ham nu rent utålelig, så den stakkels madam Wexschall havde sin hyre med at stille ham tilfreds. Mig talte han slet ikke mere til siden hin scene på skibet. Vi havde fornyet bekendtskabet med Skielderup og Hansson, og disse herrers opmærksomhed mod mig forøgede end mere hans vrede. »Kan I da ikke se, at hun gør nar af eder?« prædikede han for dem; »vogt eder! Hun er kold som Oehlenschlagers Skuida.« Således talte en gift mand, der havde fem børn, om en ung pige, fordi hun ikke ville låne øre til hans elskovstale.

Fra fru Gyllembourg fik jeg af og til de kærligste breve, hvoraf jeg her vil meddele et par. Sønnen var og blev fortrydelig over min norske rejse. [Her hendes breve, som jeg undser mig at meddele, og når jeg alligevel gør det, da er det, for at man kan se den gamle elskværdige venindes tone mod en ung 17 års pige.]

Christianshavn d. 28. juni 1829.

Min kære lille Hanne! Vi talte engang om hvad vi anså for de gode ting, som mødte os i livet, og jeg erindrer at jeg sagde: at noget af det jeg regnede blandt de højeste nydelser, var at vandre en skøn sommeraften arm i arm med en kær og trofast ven eller veninde og fortrolig udøse sit hjerte for denne. Erindrer du denne samtale? Jeg kommer til at tænke derpå i dette øjeblik fordi jeg nyder en vel langt ringere, men dog lignende fornøjelse. Jeg sidder nemlig i haven, på den bænk, hvor jeg nogle gange ifjor sad hos dig og vil nyde denne skønne sommeraften ved at skrive til dig, min lille yndling, og indbilde mig at jeg således er dig nærmere,

»thi bark og træ er ej mere nær
end tvende, der have hinanden kær,«

står der i et vers af Grundtvig, og jeg vil indtil videre smigre mig med, at du har mig lidt kær og at disse linier ikke ville være dig ganske uvelkomne. Den gode dr. Møhl bragte mig en meget kærkommen afskedshilsen fra dig, hvorfor jeg takker dig. Ludvigs og Winthers højmælede afskedshilsen fra Bellevue var en lykkelig idé af dem. Jeg ville gerne været tilstede og set dig i kikkerten 123 ligesom de. - Vi taler hver dag oxn dig og dersom du ikke med næste dampskib får det belovede digt er skylden ikke min og måske heller ikke Ludvigs.* Dog lad ham selv fremføre sine undskyldninger, eller hvad bedre er sit digt! Tænke på det gør han, men om hans tanke ikke bliver til ord, så kommer det vist blot af, at han ville sende dig et digt som han ret ville skulle behage både dig og det norske publikum og til en sådan frembringelse er den gode vilje vel ikke nok. - Igår mødte jeg på Østergade din smukke søster madame Kett. Med sin medfødte smilende godmodighed kom hun hen til mig, der går på gaden som en muldvarp uden at se noget menneske. Hun var så god at hilse mig fra dig og fortælle mig om din rejse og dit befindende, og uagtet jeg i forvejen vidste hvad hun kunne sige mig, da Ludvig havde været både hos hende og hos dine forældre for at få efterretninger fra dig, så glædede det mig dog såmeget at se hende og høre fra dig, at jeg har sat mig for at besøge hende en dag med det første for at tale om dig med hende.

Idag læste jeg i Københavnsposten en vidtløftig beretning om eders aftenunderholdning derovre. - Jeg kunne slå de nordmænd på øret! De tager mod Wexschalls med applaus! Det er meget ret og billigt! og det kan jeg finde mig i. De er gamle bekendte for nordmændene. - Men Nielsen hilser de på samme måde da han har sagt sin prolog og applauderer stærkt de dårlige digte af Castelli, hvormed han siden trakterer dem, både på tysk og på dansk, og derimod taler Københavnsposten intet om at de med nogen slags varme har modtaget Winthers nydelige Sauvegarden, fremsagt med al den forstand og uimodståelige gratie, hvormed du vist har sagt den i Christiania, som i København. Dersom der nu ikke i næste efterretning fra eder står, at publikum har modtaget dig med applaus, da du anden gang kom frem, så skal jeg da aldrig tilgive nordmændene, men hade dem allesammen, ligetil Hansen med, hvor svært, ja næsten umuligt det ville være for mig ikke at holde ret hjertelig af denne unge mand, som jeg imidlertid beder dig hilse fra mig. - Jomfru Ljunges norske rejse, bør virkelig betales af Københavnsposten, thi den er mange penge værd for * 124 dette berømmelige blad, i det mindste griber jeg efter det med usædvanlig begærlighed for at se norske nyheder i denne tid. -Har du hørt al den triumf som er blevet Oehlenschlåger til del i Sverige? Det er meget smukt og må glæde enhver dansk og enhver digter især. Men hvad der må bedrøve enhver dansk er at læse de svenske digte i denne anledning der er så skønne, især Tegners dejlige digt, og Oehlenschlågers »Til mine svenske venner«, der tager sig ud ved siden af de svenske som en landsbydegn ved siden af dr. Mynster, eller en anden sådan biskop der med værdighed og fin dannelse står i sit fulde ornat.

Jeg ønsker, jeg havde noget interessant at fortælle dig fra hjemmet, men jeg sidder her i min lille hule som et andet stille, ensomt kreatur og hverken hører eller ser andet end det daglige ét og samme. Man bør sige Gud ske lov! når livet går ensformigt hen, thi forandringer er næsten oftere uroligheder end fornøjelser. Alting hos mig er ved det gamle, både omkring mig og i mig selv. Georg hilser dig kærligt og ærbødigt. På onsdag er det hans fødselsdag. Erindrer du den dag ifjor? - Den skønne sommer gør mig så lykkelig. Når solen skinner varmt, træer og planter blomstrer og aftenen er så stille og så balsamisk, så behøver man ingen synderlig anden lykke end dette sommerliv. Udvortes lykke, at sige, thi det indvortes menneske er ikke så nøjsomt. Dog selv de indvortes lidelser, savn, længsel osv. lindrer den milde natur. De fraværende synes mig altid langt nærmere om sommeren end når den fæle is og de mørke nætter ligger imellem os. Forleden kom en venlig vind ind ad vinduet ved Volden og bevægede den dejlige blomsterguirlande som du har givet mig til klokkestreng. Det forekom mig som om blomsterne vinkede af mig og hilste fra dig. -Men jeg frygter for at kede dig i dette mit allerførste brev. - Lev vel min Hanne! Camilla Buntzen har bedt mig hilse dig. Ludvig vil selv skrive. Jeg beder dig bringe madame Wexschall min hjerteligste hilsen. Jeg ønsker både dig og hende al den lykke og ære som jeg ikke tvivler på må blive eder begge til del.

I håb om at du holder dit løfte og snart skriver til mig venter jeg med længsel et lille brev fra dig, og omfavner dig i tankerne.

Din hengivne Th. Gyllembourg.

125

Jeg vil ønske du må kunne læse dette brev, som papiret, blækket og min slemme vane at skrive for hurtigt, har forenet sig om at gøre ulæseligt.

d. 4de juli. I dette øjeblik fik jeg dit brev min kære, bedste Hanne! og takker dig af mit inderste hjerte. Du ser, jeg er gået dig imøde, ligesom de norske venner. Du tror ikke hvor dit brev har glædet mig. Det er så ganske genskinnet af dit eget elskelige væsen. Tiden forbyder mig at svare på det som jeg ville, men du skal med det allerførste få brev fra mig igen. Imidlertid lev vel, kære Hanne! Du kan tro, jeg længes også efter dig. -

Christianshavn, d. 16de juli 1829.
Min kære lille Hanne!

Du kan ikke forestille dig hvor stor fornøjelse du har gjort mig med det brev jeg har fået fra dig og som jeg sidst skrev, ikke fik tid til nærmere at besvare. Jeg synes det er ét af de yndigste breve jeg nogensinde i mit liv har læst, og den gode Hansen (han er god for mig og k æ r ovenikøbet, fordi han holder såmeget af min søn, uden at tale om hans personlige elskværdighed) - den gode Hansen, ville jeg sige, kan ikke være mere fornøjet over Ludvigs brev, end jeg er over dit, og jeg har hver dag villet skrive til dig, men her er altid så mange forhindringer og i denne tid har det været endnu værre dermed, både med gode og onde. Til de gode regner jeg at nogle af min falsterske og jyske familie er kommet her til byen i besøg, og at vi i den anledning har været indbudte, i forgårs til prof. Petersens (fra hvem jeg skal hilse dig på det kærligste) og i aften til min anden søsterdatter, fru Winge (som også brænder af begærlighed efter at gøre dit bekendtskab). En lille falstersk søsterdatter 13 år gammel der ser ud som et miniaturmaleri af en højsalig prinsesse fra kong Christian den Fjerdes tider, så snehvid, spinkel, alvorlig og from er hendes hele person og væsen, venter jeg her til middag og må derfor skynde mig med at skrive, hvilket er meget mod min vilje. - Men for at komme til de onde forhindringer jeg har haft at stride med, så har Buntzen været meget syg og er endnu ikke frisk. Jeg tror ikke der er, eller har været nogen egentlig fare. Jeg tror det ikke, da Møhl siger, at der intet er at befrygte og alt hvad Møhl siger er et evangelium for 126 mig, men Buntzen selv anser sig som en kandidat til døden, hans humør er rent nedslagen, og den stakkels Camilla er skrækkelig bedrøvet, så vi alle har haft en urolig og bedrøvelig tid. - Denne sommer forekommer mig i det hele ret melankolsk, og du kan tro, min kære lille veninde, at din fraværelse bidrager meget dertil. Forrige sommer så jeg dig oftere end før eller siden den tid. Du forstår så ganske, den sjældne kunst (den bedste af alle kunster) at forskønne dine venners liv, både med din livfulde omgang og med tusinde små opmærksomheder. Så ofte hændte det ifjor at jeg en morgen stod op, af en eller anden grund i et forstemt lune. Lidt efter bankede det på døren og et bud fra dig stod der med en kurv dejlige blomster og en venlig hilsen fra dig, undertiden rned det løfte at du selv korn samme dag, og alle mørke skyer var forsvundne fra min himmel. Jeg syntes at føle at jeg altid var i din erindring som du i min, og dette gode tror jeg ikke mere at kunne leve foruden. I år har jeg enten ingen blomster, eller de står og ser så triste ud, eller jeg bryder mig ikke om dem. Det regner og blæser hveranden dag i det mindste, og du er langt borte. - Jeg skal sige dig én ting, som du - Gud ske lov! - endnu ikke kan have følt. Når man er blevet så gammel som jeg og har været så - jeg ved ikke om jeg skal sige så lykkelig, at bevare en vis indre ungdommelighed, så elsker man den skønne ungdom, men man er selv for gammel til at finde behag i det som er blot til lyst; man foragter det ganske gehaltløse pjat, som udgør de fleste unge personers samtale og omgang, medens man på den anden side føler sig frastødt ved den døsighed, den mangel på interesse for alt skønt, som udmærker de ældre, af hvilke enhver kun tænker på sit eget. Når man derfor møder et sådant væsen som med ungdommens varme følelse og dens yndighed, forener de ældre års forstand og alvor, så føler man sig besynderlig oplivet og tiltrukken. Jeg har altid elsket orangetræet, som på engang bærer blomst og frugt, men det har aldrig villet lykkes mig at eje det. - Jeg tror, jeg er unøjsom, det er vanskeligt for mig at fatte virkelig hengivenhed for noget menneske, men den jeg engang virkelig har haft kær, den bliver mig aldrig ligegyldig; og du kan være overbevist om at der aldrig i verden kunne komme sådanne omstændigheder at du kunne blive mit hjerte fremmed, selv om vi blev uvenner, jeg måtte dog interessere mig 127 for dig, jeg måtte opsøge dig ifald du var ulykkelig og trængte til en kærlig ven. - Men du gode Gud! jeg kommer jo af de hundrede i de tusinde som man siger.

Når Købenliavnsposten kommer, sidst på ugen, ser jeg altid efter om der er efterretninger fra Norge, og når jeg ser, du har udført noget smukt, som f.eks. balkonscenen af Romeo og Julie, glæder jeg mig derover. - Undertiden er jeg ganske bedrøvet ved at tænke mig dig i det fremmede land, ved siden af denne Nielsen som måske mangen gang, tiltager sig en slags faderlig myndighed over dig. Wexschall burde være din beskytter, men jeg er bange Nielsen tager herredømmet fra ham. Mit håb står ganske til mad. Wexschall. Jeg synes at hvor from hun end er, kan hun dog vise fasthed og kraft, og jeg håber hun vil være et skjold for sin unge veninde. Jeg tror vist at du har ordentlig hjemve min bedste pige! Det har jeg også følt og kender det godt, det er en gruelig tilstand. Jeg forstår godt alt hvad du siger, jeg kan ganske sætte mig i dit sted og ønsker ofte jeg havde vinger så fløj jeg til Norge en aften silde, greb dig i mine arme, fløj tilbage med dig, kælede for dig, lagde dig i min egen seng, gjorde dig tilgode med alt hvad jeg kunne, talte med dig den halve nat og når det gryede ad dag, fløj jeg tilbage til Norge og bragte dig til dit kammer, inden de andre stod op. - Men jeg tror jeg vrøvler fælt idag. - Lad os nu se at tale fornuftigt og ordentligt.

Jeg har skændt meget på Ludvig for det digt han ikke kan få istand. Jeg ville også gerne straffe ham når jeg kun vidste hvorleledes. Jeg havde betænkt at jeg i en hel uge ville give ham velling og sød suppe til middagsmad, men så er jeg bange han rent skal ophøre at komme herud. Jeg vil overlade hans straf til dig. - Dog det kan mit moderlige hjerte ikke nænne, det ville være for hårdt imod ham. Jeg vil hellere gå i forbøn for ham og sige: Lad nåde gå for ret! Jeg vil betro dig at han i sit nye stykke til dronningens fødselsdag skriver en dejlig rolle for dig og også en dito til mad. W. - Når jeg nu har hilst fra alle de af dine tilbedere, som jeg kender (Møhl og Schmitten har udtrykkelig bedt mig hilse dig) og lagt den yngste af dine tilbedere, din bestandig med blå længsler sværmende Georg for dine fødder, vil jeg for denne gang ikke optage mere plads i dette brev, men overlade det lidet der er tilbage til den tilbeder som i det mindste har tilbedt dig længst. Nu lev 128 vel min kæreste Hanne! Jeg glæder mig til at vi snart skal se dig her igen. Tænk undertiden på
din inderlig hengivne
Th. Gyllembourg.

Mange hilsener til madame Wexschall.

Kære Hanne! Hvis papiret var større, og tiden længere, ville jeg have meget at sige Dem. For denne gang indskrænker jeg mig til et par ord. Jeg beder Dem hilse hr. Foersom, og takke ham, fordi han har anmodet konsul Duborgh fra Christiania om at besøge mig, og tage bud med til min fader. Samme mand viste mig Deres komedie-plakat fra i mandags: Axel og Valborg. Den dag har jo De haft ferier. Indstillingen fra direktionen til kongen om at gøre Dem til skuespillerinde er i disse dage afgået. De er indstillet til 300 rbdlr. årlig. Men ikke mine ord igen! Vogt Dem for at ride på norske heste og med norske ryttere. Lev forresten så vel, som det ønskes Dem af

Deres hengivne

J. L. R

De norske gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at gøre os vort ophold hos dem så behageligt som muligt, ideligt var vi indbudte til gilder og fester, som gjordes til ære for de danske kunstnere. Her omtalte Nielsen mig bestandigt for de norske damer som en koket pige, der kun var glad i herreselskab, og mere sådant, så at adskillige af disse damer så til mig med skæve øjne. Det bedrøvede mig dybt at blive således omtalt iblandt fremmede, der jo ikke kendte noget nærmere til mig, og - til min ulykke - endnu mindre til Nielsens mangel på sanddruhed. Blandt de norske familier var der imidlertid én, jeg altid siden har bevaret i taknemmelig erindring, nemlig juristen Lasson og hans elskværdige kone. I dette hyggelige, musikalske hus hentede jeg ofte trøst og opmuntring for mine små genvordigheder, og den milde, kærlige fru Lasson hævede ofte ved sin venlighed mit sunkne mod. De huse, hvor Nielsen især havde indpas, blev jeg derfor helst borte fra, når jeg kunne få lov af madam W. til at undskylde mig, thi jeg vidste, at man her så på mig med Nielsens øjne og talte om mig med hans tunge. [Jeg har aldrig kunnet fortænke nogen i, der ikke 129 kendte ham til bunden, at de fæstede lid til hans tale, thi han var i besiddelse af en så varm begejstrings veltalenhed ved slige lejligheder, at den bestak alle, der ikke kendte ham nøjere. Dersom denne rnand havde været besindig, snu, beregnet - dersom han havde haft udholdenhed til at forstille sig i længden, ville han have været overordentlig farlig, men til lykke behøvedes ikke megen skarpsindighed for at gennemskue ham.]

En gang måtte jeg imidlertid bøde hårdt, fordi jeg havde undskyldt mig for at komme i et af hine selskaber. På min indstændige begæring havde jeg fået lov til at blive hjemme. Alle stærke naturudbrud, lynild, storm, regn har altid gjort en forunderlig virkning på mig. Mens jeg nu sad ene i vort hjem, brød en sådan tordenregn ud, at jeg aldrig mindes at have oplevet noget lignende. Et sådant regnskyl findes kun i bjergegnene. Aldrig glemmer jeg, hvad jeg i denne min ensomhed led under dette regnskyl. Betagen af den grueligste angst sad jeg rystende over mit hele legeme og var fortvivlelsen nær, og jeg syntes, hvis dette skulle vare længe, måtte jeg dø. Jeg sad i et værelse ud til gården, og de eneste levende væsener, jeg så, var en del høns, der havde trængt sig sammen i deres hus. Havde jeg blot haft mod til at ty over i dette selskab, da havde jeg en følelse af, at jeg ville være beroliget; men det forekom mig, at hvis jeg blot gjorde et eneste skridt, måtte jeg falde om. Jeg var ellers aldeles ikke nervøs eller bange af mig, kun oprør i naturen frembragte denne tilstand. Endelig sagtnedes regnen, og med glæde så jeg omsider de andre vende hjem, hvor de fandt mig så afkræftet på sjæl og legeme, at de forundrede spurgte mig om grunden hertil. Da jeg nu åbenhjertig sagde dem, at grunden dertil var den stærke regn, brast de alle i latter og troede, jeg var gal. Men endnu den dag i dag kan et stærkt regnskyl frembringe - om ikke en angst som dengang - så dog en højst uhyggelig tilstand, som jeg imidlertid nu bedre formår at beherske end hin dag ved hønsegården.

Man beskæftigede sig i det dengang lille Christiania meget med min lille person. Man lagde mærke til ethvert af mine skridt og mine handlinger, forlovede mig snart med en og snart med en anden, ofte med mænd, jeg næppe vidste, jeg havde set eller kendte af navn. Al denne sladder tog jeg mig imidlertid barnagtigt nær. En dag beklagede jeg mig derover til en norsk dame og spurgte, 130
hvoraf det kunne komme, da jeg syntes, at jeg slet ingen anledning gav dertil. Hun svarede: »De er en ung, forgudet pige og ovenikøbet en ung dansk pige - nu ved De måske ikke, at vore unge nordmænd har en særegen forkærlighed for danske damer og begår tit det forræderi at rejse ned til Danmark for at hente sig en kone, imedens vore ungmøer sidder ugifte heroppe; derfor er vore gode mødre bange for, at De skal berøve dem én af de forhåbninger for deres døtre, som de har sat deres hjerter til. Se, her har De grunden.« Overmodig og stolt svarede jeg: »Det kunne de være rolige for; thi jeg vil hverken have den ene eller den anden af deres forhåbninger.« En dag var vi indbudte til en fest på et landsted tæt udenfor byen. Efter bordet spadserede alle omkring i haven. Idet jeg gik her og tænkte på ingenting, som man siger, kom madam Wexschall hen til mig. »Hvad er det, alle her fortæller?« sagde hun; »er det sandt, at du har forlovet dig med hr. Skielderup?« Jeg var endnu i den alder, hvor tårerne straks er på rede hånd, forsikrede hende derfor grædende, at det var usandt, og at jeg ikke begreb, hvad der havde givet anledning til dette rygte. For at skjule min gråd gik jeg hen til et af de lukkede lysthuse, der fandtes i haven; her græd jeg mig nu ud, men tog mig ikke iagt for, at man fra havegangen kunne se ind. Hr. Skielderup, der udefra så mig stå her, kom bekymret og forundret ind til mig og spurgte mig om grunden. Forfærdet over, at netop han og jeg skulle blive bemærket ene her, bad jeg ham bønligt om at forlade mig. Da han ikke straks ville efterkomme denne min bøn, løb jeg selv i en hast ud af lysthuset og løb lige i armene på en af hine mødre, der med et spydigt smil og et blik ind i lysthuset fortsatte sin gang. Jeg vidste nu, hvad der ville følge på, og det udeblev heller ikke. Historien om mit rendez-vous med Skielderup i lysthuset var efter få minutter i gang og antog en mere og mere forbedret skikkelse. I denne nåede det omsider også hr. S.s øren så forandret, at han ikke anede, at han selv var den vigtigste person i denne pikante historie. Da samme hr. S. virkelig havde megen godhed og interesse for mig, så kom han dagen efter og bad mig være forsigtig i min opførsel, da alle lagde mærke til, hvad jeg foretog mig. »I dag,« sagde han, »taler man i byen om et stævnemøde, De har haft i går med en herre i haven. Sig mig, hvem denne herre er, thi det er vist et lapseri fra hans side, som 131 har givet anledning til den hele sladder; og i så fald havde jeg nok lyst til at tale lidt med den samme fyr!« Nu kunne jeg næsten ikke bare mig for at le og udbrød ærgerlig: »Min Gud, det er jo Dem selv! Og rendez-vous'et er vor korte samtale i lysthuset, hvor De så, at jeg græd, og derfor kom ind for at spørge mig om grunden.« - »Nu har jeg pinedød aldrig hørt så galt!« udbrød han. »Er de alle tossede!« [Jeg kunne godt mærke, at han blev beroliget og glad ved denne oplysning; men historien var fortalt, og der var nok, som fandt behag i at tro den. Mig gik alt sligt på en barnagtig måde til hjerte. Mit tunge sind syntes vel at have måttet vige for en retning, som man behagede at kalde koketteri, men som i virkeligheden kun var den første ungdoms overmod og et befriet sinds glade stemning; thi ingen beregning på at gøre erobringer, end sige på at erobre en virkelig bejler, lå til grund herfor. En virkelig bejler havde jeg skræk for og flyede, så snart jeg troede at opdage en sådan.

Kort efter denne begivenhed hændte en anden, som gjorde en så latterlig opsigt, at rygtet derom endogså nåede til København, hvorfra man i breve til mig bad om en forklaring. Sagen var denne: Vi blev alle en skøn sommerdag indbudte til en fest på landet hos en højtstående familie. Naturen var henrivende smuk her, som overalt omkring Christiania; selskabet var stort og udsøgt, og alle var i den gladeste stemning. Efter middagsbordet foreslog værtinden damerne, hvis de havde lyst, at foretage en lille ridetur. Heste, damesadler og alt fandtes til dette brug. Flere af damerne, deriblandt madam Wexschall og jeg satte os da til hest, hver ledsaget af en ridende herre. En mig aldeles ubekendt mand blev min ledsager. Efter at vi havde tilbagelagt et godt stykke vej, foreslog han mig at ride op på en høj i nærheden, hvorfra man havde en henrivende udsigt. Med glæde tog jeg imod dette tilbud. Da vi havde redet en stund, og højen endnu ikke var at se, gjorde jeg vel indvendinger, ytrede, at den vist var for langt borte, og at jeg frygtede, de andre ventede på mig. Han forsikrede, at vi straks var ved den, og siden vi dog alt var kommet så langt, var det altfor kedeligt at opgive vort mål. Jeg syntes det samme og sad med glæde på det smukke dyrs ryg i den dejlige eftermiddags belysning. Jeg erindrer ikke mere, om vi virkelig kom op på den omtalte høj, kun det erindrer jeg, at hjemvejen forekom mig endnu 132 længere end udvejen. Om samme herre med vilje havde forlænget vejen hjemad, skal jeg ikke kunne sige, da jeg aldrig før havde været på disse steder, men det varede rigtignok en stund, inden vi atter nåede tilbage til selskabet. Vi havde vel omtrent været borte en time eller halvanden. Ved min indtrædelse i en af de store sale, hvor selskabet nu befandt sig og nød forfriskninger, mærkede jeg straks, at ansigterne på mit rejseselskab var noget forstemte, især madam Wexschalls. Da hun og jeg atter sad i vognen for at køre hjem, bebrejdede hun mig min opførsel. »Min Gud!« svarede jeg, »hvad kunne jeg herfor? Var jeg ikke nødt til at ride den vej, han førte mig? Jeg foreholdt ham flere gange, at vi måtte vende om, men jeg kunne dog ikke ride alene tilbage, da jeg hverken kendte vej eller sti.« At det havde moret mig at ride, kan jeg ikke nægte, og det faldt mig ikke ind, at man ville lægge nogen styg betydning i denne morskab. Dagen efter var denne - som mig endnu synes - ubetydelige historie hele byen rundt, forskønnet og forbedret. Man fortalte, at jeg hele dagen havde været borte med denne herre, der friede til mig; hvilket vist aldrig var kommet inden for samme herres tanker, da det var første gang han talte med mig. Op ad dagen kom atter hr. S. og bebrejdede mig det passerede. Nu blev jeg vred og sagde, at det jo slet ikke kom ham ved, men ifald han ønskede at kende den rette sandhed om, hvad der var passeret, kunne han henvende sig til mad. W., som da ville give ham fuldstændig oplysning. Denne historie nåede, som sagt, til København. Det hed der, at jeg var flygtet bort med en officer (nu var han blevet officer - jeg tror forresten, at det var en jurist) og havde været borte i otte dage. En dame ved det københavnske teater havde mødt Heiberg på gaden og der fortalt ham den gruelige nyhed.]

Alle disse små vrøvlerier gjorde, at jeg atter inderligt længtes efter at vende hjem til København. Flere breve, som jeg modtog fra hjemmet, fra Heiberg, hans moder, Christian Winther, kommandør Wulffs damer og flere, bidrog ikke lidet hertil. Jeg tænkte: Man har det dog bedst i sit hjem, når man har så mange hengivne venner, der ikke miskender en. Der kender de mig og ved, hvad de skal dømme om mig og mit væsen. Her føler jeg mig dog fremmed mellem disse fremmede.

Heiberg skrev til mig under mit ophold her, at jeg var udnævnt 133 til kongelig skuespillerinde. Hidtil havde jeg kun været elev. Nu var det altså for livstid og gav mig ret til pension, hvis jeg forlod teatret.

En uforglemmelig glæde havde jeg inden vor bortrejse fra Norge: vi gjorde nemlig en udflugt til Krogkleven - en naturskønhed, hvis erindring forekommer mig som en dejlig drøm, der aldrig vil kunne udslettes. Om aftenen kom vi til Krogkleven, efter at vi hele dagen havde været fortryllede af den vidunderligt herlige vej hertil. Vi overnattede i det lille hus, som dengang stod på toppen af bjerget, og næste morgen ganske tidligt førtes vi til den mageløse udsigt, som os uafvidende kun var få skridt fra huset. Da jeg her så, hvad ikke kan beskrives, og befandt mig mellem de to lodrette bjerge, gennem hvilke man ser den fjerne dal, dukkede alle mine barndomsfantasier op i mit indre. Jeg listede mig bort fra de andre og overlod mig til min glæde og henrykkelse og til den milde vemod, som altid indfinder sig hos mig, når jeg ene vandrer om i en smuk natur. Jeg hengav mig nu til min yndlingsbeskæftigelse og plukkede markblomster; jeg samlede et stort blad fuldt af markjordbær, som i mængde groede op ad fjeldenes sider, og hvis aromatiske duft og smag vi slettebeboere ikke har nogen forestilling om. Jeg kan aldrig udslette af min fantasi den virkning, det gjorde på mig, da jeg, stigende højere og højere op ad bjerget, pludselig befandt mig stående i en sky, der dækkede hele udsigten til dalen. At kunne komme til at stå i skyerne havde fra min tidligste barndom været et af mine brændende ønsker, et ønske, jeg aldrig troede kunne komme til at gå i opfyldelse, så længe jeg vandrede her på jorden, og nu var ønsket opfyldt, jeg stod virkelig i skyer, der dækkede mig fra top til tå, og alt omkring mig var forsvundet. Halvt henrevet og halvt ængstelig kunne jeg ikke lade være at råbe med høj røst - uden at beregne, at ingen ville kunne høre mig: »Ser I, ser I, jeg står i skyerne! så kom jeg dog endelig op i dem!« De engle, som min barnlige fantasi havde fortalt mig om i skyerne, så jeg desværre intet til, men dog syntes mig, at jeg følte deres nærværelse; jeg blev længe stående således, og Gud må vide, hvor længe jeg var blevet stående her, ifald ikke en kold, fugtig sitren havde gennemisnet mig. »Heroppe er vist væsener, der ikke kan lide, at jeg kommer dem så nær,« tænkte jeg og sagde farvel til den dalende sky, idet jeg 134 viklede mig ud af dens bløde folder. Vandrende ned ad bjerget lød mit gamle suk: »Ak! hvem der således kunne vandre i en dejlig natur sit hele liv! Da kunne jeg blive god; da ville Gud holde af mig!« Da jeg en stund havde vandret ene om, lyttende til de rislende bække, hvis vand i disse bjergegne ser ud som rindende sølv, blev jeg fundet af en af vort rejseselskab og atter ført tilbage til de øvrige, der drillede mig, fordi jeg havde stjålet mig bort på egen hånd. »De må vogte Dem,« sagde en af de norske, »i vort land findes mange forborgne ting, og unge piger er ofte lokket ind i bjerget for aldrig mere at vende tilbage.« Det gøs i mig ved denne spøgende tale, thi jeg var kun altfor tilbøjelig til at lytte til slige sagn og altfor villig til at tro på dem.

Vore forestillinger var stærkt besøgte lige til den sidste. Bifald og fremkaldelser hørte til dagens orden. Vi forlod endelig Christiania efter et ophold af henved to måneder, efterladende os ikke få venner. Den for sine vittige indfald bekendte gamle professor Skielderup hørte mellem mine specielle venner. Vi kom oftere i hans familiekreds. Han stammede stærkt, men denne naturfejl gav ofte hans pudsige indfald noget ejendommelig pikant. »Når De har lovet at komme til os,« sagde den gamle, snurrige mand en gang til mig, »så har jeg ingen ro, men går ned ad vejen for at opdage Dem itide. - Madam Wexschall kan jeg ikke så godt lide.« Da jeg trængte ind på ham angående grunden hertil, svarede han med sit sarkastiske smil: »Hun går altid med sådanne stygge perler om halsen.« Det morede alle at se, hvor ungdommelig han kunne indlade sig i den unge piges spøg.

Ved vor afrejse fulgte mange os ombord, og et par af mine mest hengivne beundrere sejlede endog et stykke med, til stor ærgrelse for Nielsen. Jeg har siden hint ophold i Christiania bevaret interesse for Norge og de norske og stedse med glæde modtaget deres besøg, når de gæstede København, både dengang og i senere år. Ofte har de i hjemmet ladet mig høre min yndest for nordmændene: »Glæd dig, Hanne!« udbrød Heiberg i slig anledning, »her er en nordmand, som vil aflægge dig visit.« Nordmændene har i det hele altid behaget mig. Der er noget saltvandsagtigt ved disse mænd, hvorimod de danske mere har noget ferskvandsagtigt ved sig. Sprogets djærvhed og kraft behager mig også i deres mund, derimod har det ofte stødt mig at høre de dybe djærve toner hos kvinden.

135

EN UBESINDIGHED

Sørejsen gik heldigt, og glad hilste jeg atter det kære København. Jeg drog atter ind i det hyggelige, selskabelige hus, omgivet af de gamle omgangsvenner. Jeg hilste alt, gader, torve, mennesker med glæde og følte et overmål af legemlig kraft i forening med ungdom og lykke i alt, hvad jeg foretog mig. Dette udartede hos mig hidtil betænksomme pige til en letsindighed og tankeløshed, som jeg desværre snart måtte bøde hårdt for. I slutningen af den sidste teatersæson var en ung, smuk kandidat blevet antaget ved teatret. Han gjorde lykke hos publikum, alle roste ham som menneske og virkelig var han en god, dannet og forstandig ung mand. Han havde fra det første øjeblik af udmærket mig fremfor alle og kastede desværre sin godhed på mig i den grad, at det var tydeligt for alle, hvad hans tanker var, og hvor alvorlig en interesse han havde for mig. Den megen omtale, jeg i Norge havde været udsat for, begyndte nu også i hjemmet, idet man snart forlovede mig med en, snart med en anden. Snart hed det, at en havde berøvet sig livet for min skyld, snart at jeg havde bragt den og den til fortvivlelse. At mangen en forrykt tilbeder gjorde sig til latter ved sin opførsel og bar sin tilsyneladende fortvivlelse til skue, var det ikke muligt for mig at hindre, og bysnakken gjorde en myg til en elefant. [Ja, for at man kan få et begreb om, hvor vidt denne sladder gik, vil jeg anføre dette: jeg har alt engang omtalt, at jeg var en stor syerske og udførte alt kvindeligt arbejde med lyst og lethed. Således havde jeg broderet mig garneringen til en kjole, som jeg pyntede mig med på en aftenunderholdning, hvor jeg fremsagde et digt. Denne kjole gjorde en sådan opsigt, at min faderlige ven, Collin, kaldte mig til sig og på sin milde, hjertelige måde spurgte mig, om jeg ikke nok ville sige ham, hvorfra jeg havde denne kjole, da byen talte om alleslags. Forundret hørte jeg på ham og svarede, at jeg selv havde syet den, hvilket madam W. kunne bevidne. Rørt klappede han mig på kinden og sagde: »Jeg tror dig, min egen kære Hanne! Bryd dig ikke om, hvad jeg har sagt.« Da jeg kom hjem, fortalte jeg madam W. denne besynderlige samtale og bad hende tale med 136 Collin for at få at vide, hvad dette havde at betyde. Få dage efter fortalte hun mig, at Collin havde sagt hende, der gik det rygte, at en fornem og anset mand havde lagt an på at vinde mig, og at det var fra ham, jeg havde denne pragt. »Jeg sagde Collin,« vedblev hun, »at der ikke var skygge af sandhed heri, at du var en lille heks i at sy, og at den hele stads havde kostet dig få rigsdaler til det klare tøj, hvorpå broderiet var anbragt.« Hvad det var for en mand, der lagde an på at købe mig, har jeg aldrig erfaret, og han har rimeligvis slet ikke været til.]

Madam W. og andre af mine venner ytrede ofte, at det ville være godt, om jeg snart gjorde et valg, så fik al den sladder en ende. »Vælg en skuespiller,« ytrede hun da ofte, »thi det er det eneste rigtige valg for en skuespillerinde.« (Nu véd jeg, at det er det dårligste valg.) »Den opmærksomhed, som nu hviler på ethvert af dine skridt, falder bort, når du har en mand ved din side til dit forsvar.« Jeg var selv træt af alt dette og ønskede at kunne gå nogenlunde i fred. Jeg modtog derfor hin skuespillers kur og tænkte: »Ja, måske har hun ret.« Således bidrager ofte små, flove begivenheder til at bestemme os til skridt, som kunne have indflydelse på vort hele liv. Samme skuespiller kom oftere i det Wexschallske hus. Alle, der bemærkede hans hensigter, slog ideligt på, at han netop var en mand for mig, og at jeg trængte til en støtte. Madam W. gentog ofte sin mening: at kun ved at gifte sig med en, der udøvede samme kunst, kunne man blive lykkelig; og hun lod ret til at synes om den mand, som alle så var på vej til at tilbyde mig sin hånd. Jeg hang ved denne moderlige veninde med mit hele hjerte, og uden i mindste måde at ville vælte skylden over på hende for det skridt, jeg gjorde, tror jeg dog, at den tanke: at behage hende ved dette valg, var min fornemste om end barnagtige grund - såfremt jeg da virkelig havde grunde for, hvad jeg gjorde.

En dag, da hin skuespiller og jeg var ene i stuen, anholdt han om min hånd. Jeg svarede hverken ja eller nej. Han tænkte: »Hvo som tier, samtykker,« og tog denne tavshed for et ja. Og da de andre i samme øjeblik kom til, erklærede han henrykt for dem, at vi var forlovede. I samme øjeblik for det som et lyn igennem mig, og en rædsel betog mig, der tydeligt sagde mig, at jeg her havde begået en dårskab. Men at udbryde i dette øjeblik, da jeg så hans henrykkelse og de andres glæde og tilfredshed: »Nej, jeg vil og 137 kan ikke!« - dertil havde jeg ikke mod. Og jeg var bunden. Da jeg om aftenen var ene i mit sovekammer, overvældedes jeg af en smerte, blandet med forundring over min ubesindige handling, der gjorde, at jeg det meste af natten ikke fik søvn i mine øjne. »Er det dig,« udbrød jeg ideligt for mig selv - »du, som har været så angst og haft så mange skrupler ved tanken om at binde dig til en mand - er det dig, der her så letsindig har indgået en forbindelse af så stor vigtighed? Og det for hele livet?« Jeg vendte og drejede mig på mit leje den hele nat, og da jeg stod op den næste morgen, spurgte jeg mig selv: »Er dette en drøm?« Jeg havde vel ikke noget imod denne mand - ja, jeg kunne endogså godt lide ham; men da han nu tillod sig en nærmelse af fortrolige-re art, da vidste jeg med bestemthed, at jeg havde begået et fejlgreb. Det gør altid stor opsigt, når en pige efter en ottedags-forlovelse hæver forbindelsen; og dog er dette så naturligt, ja, det eneste rigtige, når et misgreb har fundet sted. Sagen er, at der er et så uhyre spring fra at omgås med en mand i selskabelige forhold og til denne fortroligere personlige tilnærmelse, at jeg tror, enhver ung pige først i det øjeblik, da en sådan finder sted, ved, om hun har været i en illusion eller ikke. Har hun nu ikke i dette øjeblik mod til at udbryde: »Nej, dette kan jeg ikke tåle!« da er det rette øjeblik gået tabt. Jeg havde ikke mod dertil.

I denne min nød var atter min indesluttede natur min ulykke; thi til ingen kunne jeg få min nye, selvforvoldte sorg over mine læber. Har du nogensinde, du, som læser dette, set en sommerfugl, der flyver om og boltrer sig glad i solskinnet, pludselig blive nappet af en spurv, der ubarmhjertig river dens ene vinge af, medens den lille stakkel uafladeligt bevæger den tiloversblevne vinge til flugt uden at kunne hæve sig en tomme fra jorden, da har du et billede af mig, som jeg nu følte mig. Jeg følte mig tung som bly og anstrengte mig forgæves til flugt; og om jeg end ikke aldeles forfaldt til min gamle tungsindighed, så var dog mit glade, livsfriske sind borte, uagtet jeg bestræbte mig for, at ingen skulle mærke det - undtagen måske den mand, der havde valgt mig -thi unægteligt blev han sat på smal kost, og han skal i det mindste ikke bebrejde mig, at jeg hyklede elskov for ham, da jeg var mere kold og tilbageholdende imod ham end nogensinde før. Han var desuagtet god og from og var glad, når han kun fik lov til at 138 sidde ved min side og betragte mig. Og vore sammenkomster bestod i grunden kun heri, thi så snart han trådte ind ad døren, overfaldt der mig en flid, som om jeg syede for det daglige brød. Da han nu ikke var synderlig konversabel, og jeg intet havde at sige ham, gik al samtale straks istå. Denne tavshed sammensnørede mit bryst og gjorde disse timer til de tungeste i døgnet. Min eneste trøst var, at der kom så mange besøg hos Wexschalls, at det, at være ene med ham, derved blev forhindret. En dag om ugen var jeg hos hans moder, hvis eneste søn han var. Denne lille, koleriske kone, der var svensk af fødsel, mishagede mig i høj grad, og jeg vist ikke mindre hende. Tænkte jeg da stundom på at skulle henleve livet med disse to, da var jeg fortvivlelsen nær. Det kunne ikke slå fejl, at alle i det Wexschallske hus bemærkede min forstemthed ved hans indtrædelse i stuen, og når han gik bort, forvandlede denne forstemthed sig til en feberagtig lystighed, som måtte være påfaldende for alle. Desuagtet nærmede ingen kærlig og fortrolig sjæl sig til mig for at løse min tunge og få mig til at lette mit bryst ved at udtale, hvad alle godt så: at dette valg var ulykkeligt for m i g, ulykkeligt for ham. [Jeg havde tillige den sorg, at man fandt, at mit spil i denne senere tid var mattere end ellers, og dette var vist sandt, thi man går altid tilbage i en kunst, når vort sind er betynget og ude af sin ligevægt.]

Heiberg og hans moder var forundrede og bedrøvede over denne forbindelse. Uagtet de intet ytrede til mig derom, vidste jeg det gennem andre. De var begge vrede på madam Wexschall, da de troede, det var efter hendes tilskyndelse, dette var sket. Til min fødselsdag i november sendte den trofaste Heiberg mig som sædvanligt en gave, denne gang et guldfingerbøl med følgende lille vers:

»I år den lille Gud med vinger
Har bundet Deres hånd til hånden af en ven,
Men hvis tilovers er blot spidsen af en finger,
Min gave sig udbeder den.«

Denne gave og dette lille vers bragte mig tårer i øjnene og jeg tænkte: Ak, hvilken forskel! Mange mennesker har vist erfaret med mig, at der gives øjeblikke i vort liv, hvor vi med dyb 139 skamfuldhed må erkende, at vi har været utro mod vort eget højere jeg, utro mod det ideal, der hviler på bunden af vor sjæl, og som nu råber til os: »Hvor kunne du? hvor kunne du således forglemme dig?« Hvilken ond magt gjorde, at jeg i dette øjeblik kunne glemme, hvilken mand der for kort tid siden havde tilbudt mig sin hånd, og som alt længe havde givet mig så store prøver på, i hvilken grad han var gået og fremdeles gik op i mit hele væsen, og i hvis blotte nærværelse jeg jo havde følt mig stillet højt over det mål, hvortil mine dristigste ønsker higede. Var jeg nu blevet ligesom den mand, der havde fundet en kostbar skat af ædle perler på sin vej, og som solgte disse for kampestene, hvorpå han slæbte sig ihjel? Ak, skamme måtte jeg mig, og skamme mig gjorde jeg, og så ofte jeg satte min ædle vens lille gave på min finger, følte jeg en stikkende smerte i mit bryst, og atter og atter lød der en stemme fra mit indre: »Hvor kunne du? hvor kunne du?« - Og dog, måske var det en nødvendighed for min letsindige og overmodige sjæl, at den måtte gennemgå den skærsild, jeg nu selv havde beredt mig, for at jeg med hele min sjæls kraft kunne gribe, forstå og vurdere den højere tilværelse, som fulgte ovenpå min fornedrelse i øjeblikket. Vi tugtes ofte af en usigelig kærlighed!

BOURNONVILLE

Solodanser Bournonville var efter et flerårigt ophold i Paris vendt tilbage til sit fædreland. Han optrådte først som gæst og blev siden engageret på fordelagtige vilkår med forpligtelse til at sætte balletter i scene. Med ham kom der nyt liv i balletpersonalet. Han besad et eget talent til at benytte de få kræfter, der endnu fandtes ved balletten, og den døde, næsten foragtede dansekunst blev atter indsat i sine rettigheder. Den første ballet, han satte i scene, var den yndige franske komposition »Søvngængersken«. Den stive, gamle galeottiske pantomime blev her afløst af et naturligt og sjælfuldt minespil og dans, og den gjorde formelig furore hos vort publikum. Aldrig kan jeg glemme det indtryk, som denne forestilling gjorde på mig. Min gamle skolekammerat, Andrea, udførte søvngængersken med en ynde, uskyld og inderlighed, som var aldeles bedårende. Men især henrev mig 140
Bournonville ved sin fuldendte dans og sit forunderligt gribende minespil. Det sted i sidste akt, hvor han bedrøvet og nedsunken i tanker pludselig ser op på tilberedelserne til sit - nu opgivne - bryllup og brister i gråd, hører til det skønneste og mest gribende jeg har set af mimik på vor scene. Jeg har en medfødt sans for formskønhed, og det plastiske har altid haft en stor tillokkelse for mig. Hjertet hoppede i livet på mig ved disse fremstillinger, og jeg sukkede over min bortgang fra balletten, da det nu var mig forbudt at tage del i disse præstationer. At blive hjemme en aften, når der blev givet en ballet, var mig næsten en umulighed; og jeg blev ofte drillet derfor af madam Wexschall, der ikke ret kunne gå ind på min entusiasme. Bournonville, for hvem jeg udtalte min henrykkelse, sagde, at han med bedrøvelse havde hørt i Paris, at jeg havde forladt balletten i et øjeblik, hvor der netop havde været så meget for mig at udrette ved den. »Ak!« udbrød jeg, »gid jeg endnu kunne gå tilbage!« De fleste skuespillere, men især Nielsen, var ligefrem forbitrede over den lykke, som Bournonville gjorde hos publikum. Han var uudtømmelig i at håne den hele genre, og mangen en spydig bemærkning måtte jeg tåle, fordi jeg af alle entusiasterne måske var den mest entusiastiske. Balletten er ingenlunde, som en del antager, kun en øjenforlystelse, den er tværtimod af stor nytte ved et teater, hvor alle genrer repræsenteres. Den udvikler sansen for den rene plastik hos alle de yngre, de høre nu til skuespillet eller operaen; især i denne sidste kan sansen for det plastiske ikke undværes, thi det plastiske talent træder ofte her i stedet for det dramatiske. Hvor mange operasangere eller -sangerinder havde ikke i publikum fået ord for skuespillertalent ved siden af deres sang, blot fordi de formåede at ledsage sangen med plastisk skønne bevægelser. Men disse må læres, må indøves i en kunstskole, og hvor der ingen ballet findes, der findes heller ingen skole i den retning, og dog må øjet have lejlighed til ofte at se plastik for at kunne tilegne sig den. Den teatralske kunst er sammensat af mange elementer, og plastiken hører til en af de vigtigste. En stor forvirring røber sig ofte i de udtalelser, man hører med hensyn til plastiken. Mange tror, at den kun består i at sætte sig i teatralske stillinger, og hvad skulle vi med dem i skuespillet, det er jo alt affektation og unatur, siger man. Men heri fejler man såre. Plastiken kan og skal gøre sig gældende i alt, 141 i gangen, i de tilsyneladende ubetydeligste bevægelser, i håndens og armens udstrækning, i kroppens almindelige bøjninger, i en hilsen, i at sætte og rejse sig, i et hurtigt løb over scenen, i en indtrædelse og i en bortgang; alt dette hviler derpå, at man har legemet i sin magt, men dette kan kun opnås korrekt igennem danseskolens plastiske regler. Ved fremstillingen skal naturligvis ikke skolen bemærkes, men kunstneren må have reglerne inde, ligesom man har lært at stave, forinden man lærte at læse. Nu gives der enkelte, som har en medfødt evne for det plastiske, og disse kunne da til nød undvære skolen, men da disses tal altid vil være såre ringe, er en balletskole ved et teater uundværlig.

Til Frederik den Sjettes gemalinde, dronning Maries fødselsdag skulle der som sædvanligt gives en festforestilling. Man anmodede Heiberg om at skrive et stykke til denne lejlighed, og han skrev sit lystspil »Prinsesse Isabella«. Hovedrollen, prinsessen, var skrevet for mig.

Bournonville, hans dans og balletter var altså i høj grad i mode så vel hos publikum som hos hoffet. En festforestilling uden ham og hans dans kunne man næsten ikke tænke sig, og den ville især have mishaget hoffet. Nu var Bournonville i den senere tid jævnligt optrådt ved aftenunderholdninger og sommerskuespil som sanger og skuespiller og havde vundet bifald heri. Da faldt det Heiberg ind, at man måske kunne motivere dansen i stykket, der ellers ofte kommer til at stå så isoleret, ved at indrette en af rollerne således, at hans dans kom naturligt og uden at få skin af noget, som var indlagt. Han gjorde Bournonville bekendt med sin plan, og denne var villig til at udføre rollen med dens tekst, sang og dans. Skuespilpersonalet med Nielsen i spidsen kom nu i det heftigste oprør. Man sagde atter her, at balletterne var en fordærv for smagen, at teatret gik tilgrunde ved dem, at det var en uværdig kunst osv. Da det nu rygtedes blandt skuespillerne, at Heiberg agtede at sætte balletmesteren talende ind i et skuespil, blev der kaldt til våben, alarmtrommen gik, og en formelig revolution brød ud i lys lue. Nielsen, der siden den norske rejse var kommet mere og mere i madam Wexschalls gunst (en gunst jeg ofte så på med ængstelse og bedrøvelse, da den forekom mig at antage en foruroligende karakter), kom nu hyppigere i hendes hus end nogensinde før. I den sidste tid mærkede jeg vel, at noget 142 usædvanligt var i gære, thi flere gange om dagen kom han og gik og kom atter, og hver gang blev madam W. kaldt ind i et sidekabinet; man læste noget højt, der blev talt frem og tilbage, og jeg mærkede tydeligt, at gemytterne var forbitrede og ophidsede. Endelig fik jeg som alle at vide, hvad det gjaldt om; sagen var hverken mere eller mindre end et klageskrift til Frederik den Sjette over, at Heiberg vovede at sætte en danser ind i et skuespil, hvorved den høje og ædle skuespilkunst blev krænket og vanhelliget. Det var en fornærmelse mod hele standen, mente man, som denne ikke ville og ikke kunne tåle; man bad derfor om retfærdighed hos kongen. Og nu fulgte en mængde underskrifter, mellem hvilke også madam Wexschalls fandtes. Frederik den Sjette, der underhånden var blevet forberedt på, at et sådant klageskrift ville indkomme, kaldte Heiberg til sig. Kongen spurgte ham, hvad han mente herved var at gøre. Heiberg svarede, at kongen selv vidste, hvor kort tid der var ham givet til dette arbejde, at stykket nu var færdigt, og at det var ham en umulighed at gøre nogen forandring heri, da rollen, som Bournonville skulle udføre, var indvævet i hele intrigen, og at det aldrig var faldet ham ind, at der, når han havde Bournonvilles og direktionens samtykke, kunne rejse sig mindste anstød på dette punkt; det hele forekom ham så latterligt, at han ikke kunne tro, denne overilede plan ville komme til udførelse. »Ja, ja, nu får vi se,« svarede kongen, »men De ved, det er et vanskeligt folkefærd.« Heiberg gik, og få dage efter hørte han, at klageskriftet virkelig var indleveret. Heiberg fortalte mig nogen tid efter, at noget af det første, kongen havde spurgt om, var: »Ved De, om jomfru Patges har været med at underskrive?« Heiberg svarede, at han ikke vidste det, men at han ikke troede det. »Det glæder mig,« sagde kongen.

Der blev nu snakket frem og tilbage, medens skuespilpersonalet i lidenskab bølgede uroligt om som et stormfuldt hav, og man ventede på kongens beslutning, som om det gjaldt liv eller død. Frederik den Sjette, som holdt meget af i alt at gå en middelvej, besluttede endelig, at alle replikkerne skulle udelades af Bournonvilles rolle, hvorimod han skulle have lov til at synge og naturligvis danse. Enhver kan begribe, hvilken virkning det måtte gøre i et fint sammensat intrigestykke at slette en vigtig persons replikker ud helt igennem et stykke, og hvor akavet nu 143 den ved replikkerne motiverede sang og dans måtte komme. Til alle disse demonstrationer havde skuespillerne nu benyttet den knappe tid, i stedet for at instudere deres store og vanskelige roller. Nielsen, der altid havde været berømt for ikke at kunne sine roller, og i hvis hånd hovedrollen, Fernando, var betroet, kunne bogstaveligt kun en del af første akt, og stykket havde tre. Ved alle disse intriger og spektakler kom stykket frem på den uheldigste og sørgeligste måde og meget uværdigt for den kunst, som alle vedkommende havde en så stor begejstring for, at de ikke ville tillade et udmærket talent at optræde i deres midte, blot fordi hans kunst hørte til en anden art end deres. En del år efter dette udbrud af foragt for balletten og balletmesteren optrådte madam Wexschall som Nielsens kone i en hovedrolle i en af Bournonvilles balletter. Ja, man har ofte lejlighed i teaterverdenen til at udbryde med Holbergs vægelsindede: »Ja, det var den gang.« »Prinsesse Isabella« er forøvrigt et af de arbejder, Heiberg selv altid har sat stor pris på. Det gjorde naturligvis ingen lykke i den forvanskede skabelon, hvori det hin aften præsenterede sig.

Heiberg var tilfreds med min udførelse af prinsesse Isabellas rolle - om af personlig godhed eller med rette, skal jeg lade være usagt. I stykket giver prinsessen i en af akterne en hofkur i hele hoffets nærværelse, og Heiberg fortalte mig, at en af direktørerne, Manthey, der i den tid beklædte et højt hofembede, havde sagt til ham: »Hvor kan dog jomfru Påtges have set en sådan kur, siden hun formår at vise sig derved som en virkelig kongelig person?«

Heiberg havde lige siden sin ankomst fra Kiel til København betragtet sig som en af madam Wexschalls mest hengivne venner og kom bestandigt i hendes hus, ligesom hun ofte besøgte ham og hans moder. Det smertede ham derfor, at hun ville lade sig bruge som redskab i Nielsens hånd til at fortrædige en hende hengiven omgangsven ved at give sit navn til et klageskrift over ham til kongen, uden med et ord at have talt til ham angående denne sag, hvilket han syntes, at deres venskabelige forhold havde gjort til pligt for hende. Fra dette teateroprør imod ham forandredes det venskabsforhold, han indtil da havde stået i til hende, så at han ikke oftere kom i hendes hus. Det smertede ham; thi han havde virkelig næret en sand hengivenhed og beundring for hende; dog omtalte han hende aldrig for mig på nogen fornærmende måde, 144 hvilket jeg heller ikke godt ville have tålt, thi jeg havde en uforandret godhed for hende og var for ung og uerfaren til at kunne dømme de ældre i denne sag. Kun én gang ytrede han: »Det er mærkeligt, at madam Wexschall nu lader sig anføre af Nielsen, hvem hun ofte tidligere har ytret sig så ufordelagtigt om og haft et så klart syn på; og hvad ham angår, da fik han jo krampe ved en af prøverne på »Kong Salomon og Jørgen Hattemager«, fordi hun og ikke madam Andersen skulle udføre Louises rolle, uagtet jeg gjorde ham begribeligt, at sangen i rollen jo gjorde det til en umulighed.« Latterligt er det at tænke på, at Nielsen i hin tid var en så decideret modstander af madam W., at man på teatret kender de mest komiske historier om hans had til hende. Denne mand kendte egentlig kun to følelser: had og kærlighed - alt, hvad der lå herimellem, lod til at være ham fremmed.

MIT TREDJE HJEM

I det Wexschallske hus var himlen ikke så lys og klar som tidligere. Nielsen kom hyppigere og hyppigere, han så bestandigt skævt til mig, og jeg gengældte det med ligegyldighed. Trykket af min forlovelse hvilede tungt på mig og havde berøvet mig min tidligere munterhed. Også madam Wexschall forekom mig forandret - ikke mod mig, vi havde det altid kærligt og godt sammen -, men det forekom mig ellers mod alle andre på Nielsen nær. Vore mange omgangsvenner blev hende med et ligegyldige, og når jeg om aftenen glædede mig til deres komme, sagde hun tit: »Jeg ville ønske, at her slet ingen kom.« Hun sad nu om aftenen, når hun ikke spillede på teatret, og lagde patience, en beskæftigelse, hun kunne sidde ved flere timer ad gangen, hvilket kedede mig umådeligt, da hun ikke kunne tale under denne leg. Kom der nogen, blev hun ganske fortrædelig over at blive afbrudt i dette sit spil og greb til den udvej at spørge den ankomne, om han kunne spille patience? Lød svaret benægtende, tilbød hun sin undervisning heri, og spillet fortsattes da til min fortvivlelse. Vennerne havde en følelse af, at de ikke mere var så velkomne og kom derfor sjældnere og sjældnere. En del af dem stødtes over Nielsens hyppige nærværelse og det byrdefulde, der altid ligger i slige 145 forfængelige menneskers konversation; og han viste også altid sin fortrydelse over enhvers komme. Nogle kedede det også at se min tavse forlovede sidde der; og således blev der efterhånden niere og mere tomt i den før så livlige kreds.

Henimod foråret underrettede madam W. mig i al kærlighed om, at jeg måtte se mig om efter et andet opholdssted, da hun agtede at flytte og da næppe ville få plads til mig. Forbavset og usigelig bedrøvet modtog jeg denne efterretning. Jeg følte mig nu dobbelt ulykkelig ved min forlovelse; thi kun opholdet i dette hus, hvor så mange andre kunne adsprede mig, gjorde, at jeg nogenlunde kunne bære de trykkende timer, som hans nærværelse -det være nu hans eller min fejl - var for mig. Hvor skulle jeg nu hen? Atter tage hjem til mine forældre, med hvem jeg naturligvis hele tiden under mit ophold her havde været i god forståelse, syntes mig dog en umulighed. Tage til min forlovedes moder ville jeg ikke for alt i verden. En aften, da han og jeg var i besøg hos fru Gyllembourg og hendes søn - hvis rørende godhed for mig var uforandret, ihvad så skæbnen og tiden bragte - meddelte jeg dem min forlegenhed i denne sag. Da tilbød den gode Heiberg mig, at han ville spørge kommandør Wulffs, om de ikke ville åbne deres hus for mig. Wulff, der virkelig havde en [sværmerisk] godhed for mig, svarede: at hvad ham angik, da vidste Heiberg vel, hvor stor en glæde det ville være ham at modtage mig; men der var forhold, som gjorde det umuligt. »Det går ikke an,« vedblev han, »at have hende her i huset, hvor de mange kadetter er. Det er galt nok, når de ved, hun er her i besøg, så står de på trapperne for at passe på, når hun atter går bort - hvad ville det da ikke blive til, når hun boede her i huset! Det går aldeles ikke an.« Heiberg måtte give ham ret heri, fortalte mig samtalens udfald, og jeg var lige nær. Da kom jeg en dag ud til fru Gyllembourg, og hun tilbød mig nu, at ifald jeg intet bedre kunne finde, og hvis jeg ville tage tiltakke med hendes hus, da stod det mig åbent. »Da min søn ikke bor hos mig,« vedblev hun, »så kan det vel ikke give anledning til nogen art af sladder, at vi to bor sammen.« Det blev da bestemt, at jeg indtil videre skulle bo hos hende, hvilket lod til ikke at være min forlovede imod.

Dagen til min afsked fra det Wexschallske hus kom. Jeg var draget ind i dette hus med løste vinger; nu drog jeg ud deraf som 146 en stakkels fangen fugl. Med et tungt hjerte og mange tårer, kys og omfavnelser skiltes jeg fra madam Wexschall og hendes veninde/ jomfru Liunge. Denne sidste havde under mit hele ophold i dette hus vist mig så stor godhed, at jeg bestandigt indtil denne dag er hende taknemmelig derfor. Jeg skiltes således fra alle i venskab - et venskab, som holdt ud i 23 år.

Da jeg om eftermiddagen den 28de april 1830 indfandt mig forgrædt og modløs hos fru Gyllembourg, modtog hun mig med så stor kærlighed og med så gode og venlige ord, at jeg atter fattede lidt håb for fremtiden. Jeg mærkede vel, det gjorde hende ondt, at jeg så så forgrædt og bedrøvet ud. »Ja,« sagde hun, »min stakkels Hanne! Det er et dårligt bytte, du gør: at skulle leve hos mig her, i stedet for i Wexschalls muntre hjem.« - »Ak!« svarede jeg, »bliv ikke vred over, at jeg ikke kan tilbageholde mine tårer; men det er jo så naturligt: jeg har haft så mange glade timer i dette hus - egentlig de første, hvori jeg med et let og befriet sind var modtagelig for glæden. Vær derfor ikke forundret over, at jeg ved afskeden har grædt smertelige tårer.« - »Nej, min Hanne,« svarede hun på sin venlige og hjertelige måde, »det finder jeg såre naturligt. Kom nu og lad mig føre dig ind i dit kammer. Gid du må være tilfreds med mit lille arrangement!« Og nu førte hun mig ind i mit kammer, hvor hun havde indrettet alt så bekvemt og sirligt, at det var en af hendes egne skildringer i novellerne værdigt. Friske blomster stod i en skål på bordet; en lille kasse med kaffe, te og sukker havde hun anskaffet, for, som hun sagde, hvis jeg om morgenen ikke ville vente på hende, jeg da kunne nyde min første drik hos mig selv; og mange sådanne små bekvemmeligheder og opmærksomheder, som forskønner vor tilværelse i det daglige liv, havde hun med omhu og takt indrettet til min behagelighed. Jeg blev naturligvis rørt og taknemmelig over al den godhed imod mig. Om aftenen kom min trofast hengivne ven, Heiberg, og ønskede mig velkommen i hans moders hus; han tog straks efter atter bort. Uagtet alt dette lagde jeg mig usigelig beklemt om hjertet til ro og sov grædende ind i min nye bolig. Men et forsyn ved bedre end vi selv, hvad der tjener til vor lykke. Og nu føler jeg med dyb taknemmelighed, at en kærlig styrer afbrød mit ophold i det Wexschallske hus i rette tid, og hvad jeg dengang fældede så mange tårer over, var til min fremtids lykke.

147

Et par dage efter at jeg havde forladt Wexschalls, modtog jeg et brev fra jomfru Liunge, hvori hun kærligt udtalte det savn, hun og de alle følte efter min bortgang: hvor tomt og øde vort fælles sovekammer nu forekom hende, hvorledes hun nu slet ikke kunne sove om natten, og andet mere. »Madam Wexschall,« skrev hun fremdeles, »sender dig de venligste hilsener og beder dig endelig snart at besøge os. Også husets øvrige venner sender tusinde hilsener. Går du i teatret i aften, så kom først op til os - hvis ikke, venter vi dig en af de første dage, thi vi længes mægtigt.« Med vemod læste jeg dette venlige brev, og få dage efter besøgte jeg dem og blev af alle modtaget på det hjerteligste. Jeg har nydt for mange glæder i dette hus, til at det eller dets beboere nogensinde kunne blive mig ligegyldige.

Dog, tænker jeg i dette øjeblik, da jeg nedskriver mine erindringer fra hin periode, på det offer, Heiberg og hans moder dengang bragte mig, bevæges jeg dybt. De modtog den pige, til hvem de begge havde knyttet så mange forhåbninger i fremtiden, de modtog hende, uagtet hun nu var bunden til en fremmed, hvem de jo også måtte åbne deres hus. Heiberg så denne anden gå ene ind til den, hans eget hjerte fra det øjeblik af, han så hende, hang ved med så stor trofasthed og udholdenhed - i sandhed, dette var næsten for meget! Og tænker jeg nu derpå, da gribes jeg af en hengivenhed og inderlighed i min følelse for ham, der aldrig i mit liv vil kunne svækkes. På hint tidspunkt stod alt dette ikke så klart for mig, heller ikke var det mig ret bevidst, at hans hjerte i den grad var knyttet til mig tåbelige pige - jeg kunne altså dengang ikke fuldtud vurdere offeret.

Jeg var nu kommet i et hus, så forskelligt fra Wexschalls, som det vel var muligt. Få men udsøgte venner samledes her nu og da, iblandt disse nogle af dem jeg satte mest pris på fra det Wex-challske hus, såsom dr. Møhl, professor v. Schmidten og flere. Men en så livlig selskabelighed fra morgen til aften som hist kendte man intet til i dette rolige og sirlige hjem. Dagene gik ensformigt hen i stille ro og hyggelighed, og dette gode måtte jeg nu først lidt efter lidt dannes til at nyde og vænnes til at sætte pris på. Lige så rundhåndet man hist havde været med at åbne døren for alle, der attråede at komme indenfor, lige så kritisk var man her; det var ingenlunde let at få adgang til denne lille, men 148 udsøgte kreds, hvor den fineste tone herskede, og hvor alle følte, at de, idet de trådte ind til fru Gyllembourg og hendes søn, måtte tage søndagsklæder på og give det bedste af, hvad ånd og dannelse havde erhvervet. Det meste af dagen var jeg henvist til mit eget lille værelse og til mine egne tanker, der ingenlunde var lyse. Min ulykkelige forbindelse trykkede mig mere end nogensinde, og i denne min ensomhed havde jeg ret lejlighed til at ruge derover og overlade mig til min anger over det overilede og ubesindige skridt. Fru Gyllembourg boede dengang på Christianshavn, i Overgaden over Vandet, i den store gård med altan på, som ligger for enden af den lange gade, der fører ned til Langebro. I mit lille hjørneværelse vendte det ene vindue ud til Christianshavns Vold, det andet ud til gaden; herfra kunne man se lige ned til Langebro. Stuen var så lille, at Heiberg på grund deraf og de to skråt for hinanden liggende vinduer, havde givet den navn af »Lygten«. Når jeg nu sad her ene, og den tid nærmede sig, da min forlovede plejede at aflægge sit besøg, betoges jeg af en sådan uro og ængstelse, alt som tiden rykkede nærmere, at det ikke var mig muligt at foretage mig noget som helst; jeg stod kun og stirrede feberagtigt ned mod Langebro, hvorfra jeg vidste, han ville komme. Enhver, som havde set den unge forlovede pige stå her ved vinduet, uafbrudt stirrende ned ad den lange gade i hele timer, havde vist fået ud deraf, at en elskovsfuld længsel var motivet hertil. Hos mig var det uro og angst for den kedsomhed, der nu ventede mig. Jeg syntes, at når jeg så ham komme langtfra, da kunne jeg, inden han nåede huset, bedre forberede mig til at modtage ham, nogenlunde som jeg burde. Mit skarpe syn kunne alt opdage ham ved Langebro. Ved synet af ham trak jeg vejret dybt den ene gang efter den anden, og disse minutter, hvor hvert skridt bragte ham nærmere, var de mest kvalfulde. I disse besluttede jeg at modtage ham venligt og ikke altfor dybt at lade ham føle min kulde, der voldte det gode menneske så megen sorg. Næppe var han imidlertid trådt ind ad døren, før alle mine gode forsætter var kuldkastede, og jeg begriber virkelig ikke, hvor det stakkels menneske holdt dette forhold ud, der, som mig syntes, måtte være ham til største pine. [Her sad vi to nu sammen, jeg i travl virksomhed med mit sytøj og drog min ånde så tungt, så tungt - han for det meste tavs, kun nikkende nu og da til mig, når mit blik faldt på ham.

149

Mit hjerte isnede i mit bryst ved disse sammenkomster, og min opmærksomhed var kun henvendt på tårnuret, der slog hvert kvarter, og for hvert kvarter det slog - mellemrummet syntes mig en evighed - følte jeg mig lettere og lettere. Kom nu øjeblikket, da han brød op for at gå, viste jeg ham min taknemmelighed derfor ved at sige ham venligt farvel. Når han så var borte, overlod jeg mig snart til selvbebrejdelser over min uret imod ham, der syntes at hænge ved mig med så megen godhed; snart flød de bitreste tårer fra mit beklemte bryst, og ideligt spurgte jeg mig selv: hvorledes skal dog dette ende? Hvad der nu gjorde hans besøg dobbelt pinlige, var, at jeg her sad ene med ham, medens jeg hos Wexschalls for det meste så ham i forening med andre, så det trykkende i hans underholdning ikke blev slet så føleligt og uudholdeligt. Når vi spadserede sammen, var hans tavshed atter nærved at kvæle mig. Jeg udfandt da et middel for at råde bod herpå; jeg læste en eller anden novelle eller historie umiddelbart inden spadsereturen, kun i den hensigt at bruge den til at kaste i det gab af tid, som spadsereturen medtog. Midlet viste sig probat, og tiden gik på denne måde nogenlunde hen, uden at jeg følte trykket altfor stærkt.

Det er en forunderlig egenskab: at være kedsommelig. Dette menneske havde studeret, inden han gik til teatret, var virkelig dannet, havde læst meget, så vel af vor egen som af fremmed litteratur, var god og human og af milde sæder, var meget musikalsk og sang godt, var ung og smuk og af en redelig karakter -hvori ligger det da, når et menneske med så mange gode egenskaber og evner alligevel udbreder en kedsommelighed over alt og alle, der befinder sig i hans nærhed? Thi ikke på mig alene, men på alle udøvede hans nærværelse denne trykkende virkning. Mon ikke i, at der hos sådanne mennesker er en stilleståen i sjælen, en mangel af digterisk fantasi - ikke med hensyn til at levere digterværker, men digterisk i henseende til øjeblikkets stemning, hvor sjælen med lethed og fantasi bevæger sig i øjeblikkets tema, så at man i tankernes udvekslen, ligesom i fjerboldspillet, kaster bolden tilbage i rette tid - thi falder denne atter og atter til jorden, så at man uafladeligt skal begynde spillet forfra, da trættes man og kedes ved spillet og hører hurtigt op. I de »kedelige« menneskers konversation falder netop enhver tanke straks 150 til jorden, uden at der af den udspindes en fortsættelse, som gør en genfortsættelse mulig.]

Hver middag kom Heiberg og spiste hos sin moder. Hvilken virkning hans livlige og åndrige samtale da gjorde på min fra om formiddagen forpinte sjæl, kan enhver let forestille sig. Undertiden bad fru Gyllembourg min forlovede at blive og spise med os, og da var det mig næsten umuligt at skjule min misfornøjelse herover. Da slæbte samtalen sig atter tungt og trykkende hen. Min ulykkelige tavshed om alt, hvad der angik mine inderste smerter og sorger, gjorde, at der ikke var et væsen på den hele jord, for hvem min tunge kunne udtale dem. Ordene døde på mine læber, hver gang jeg ville udføre den beslutning at bede andre om råd og hjælp. Og jeg er vis på, at jeg havde aldrig selv overvundet dette, men var blevet ved at lide år efter år af dette forhold og var tilsidst med fortvivlelse i hjertet gået ind på en forening, som ville have gjort både ham og mig højst ulykkelige. Men hjælpen kom. En formiddag, da han sildigere end ellers havde forladt mig, fordi jeg denne dag ikke havde formået at skjule, hvor ulykkelig jeg følte mig, og han derfor var trængt ind på mig med spørgsmål på spørgsmål uden at have fået andet svar end mine ustandselige tårer, gik han omsider lige så bedrøvet som jeg, idet jeg måtte forpligte mig til med det første åbent og sanddru at sige ham alt, hvad der lå mig på hjerte. - Hvor mærkeligt, at han ikke kunne vide det uden at behøve mine ord! - Jeg var i en tilstand, så jeg ikke kunne gå til middagsbordet, og undskyldte mig derfor med upasselighed. Jeg blev på mit værelse hele dagen og aftenen - et bytte for sorg, tårer, bebrejdelser mod mig selv og alle dem, der i tide burde have ledet mig fra i stedet for at tilskynde mig til at indgå en forbindelse, som alle jo måtte vidst aldrig kunne føre til noget godt. Hele natten tilbragte jeg således uden at have kraft til at fatte en beslutning. Næste morgen sagde fru Gyllembourg til mig: »Hør, min kære Hanne! Jeg har hørt, hvorledes du i nat har ligget og sukket. Du føler dig ulykkelig i denne forlovelse? Er det så, da bryd den, og gør ikke dig og ham ulykkelige.« Jeg tav. »Er det ikke så?« vedblev hun. Intet ord var det mig muligt at presse frem. Nu forestillede hun mig kærligt og mildt min uret i at fortsætte et forhold, der ville føre til hans og min elendighed. »Det er slemt,« vedblev hun, »at dette er sket; men tro mig, jeg ved af 151
erfaring, at et samliv uden gensidig sympati kan føre til uberegnelige ulykker for os stakkels kvinder. Dette har jeg anset for min pligt at sige dig: du har forstand nok til selv at tage en beslutning og må alvorligt rådføre dig med dit eget indre.« Efter denne samtale, hvori jeg imidlertid intet ord havde sagt, var min beslutning taget, uden at jeg dog meddelte hende, hvilken virkning hendes ord havde haft på mig. Vanskeligheden bestod nu i åbent at udtale denne beslutning for ham, men jeg gøs tilbage ved tanken om hans fortvivlelse. Forsættets udførelse blev derfor opsat fra dag til dag, [thi hvergang jeg besluttede at udtale mig for ham, var en uhyre hjertebanken alt, hvad jeg fik ud deraf, men intet resultat. Imidlertid gjorde jeg mig mindre umage for at skjule min kulde imod ham, hvilket satte ham i større og større uro. Mit forsæt blev også opsat, dels ved min virksomhed ved teatret, dels ved snart en, snart en anden lille omstændighed, som tvang mig til at oppebie et roligt øjeblik, hvori jeg følte kraft og tid til at kaste mig ind i denne private sorg, som jeg forudså ville optage min hele tanke. Jeg gyste for at skulle udsætte mig for alt dette, på samme tid som jeg måtte være parat til at spille, så ofte det krævedes af mig.] En lille begivenhed, som faldt i denne tid, bidrog yderligere til at forhale en endelig afgørelse. Den udmærkede skuespillerinde madam Liebe blev nemlig på grund af sygdom nødt til at forlade teatret, uagtet hun var i besiddelse af sit hele lune, sin lyst og begejstring for sin kunst. Hun ønskede en afskedsforestilling i Helsingør til egen indtægt og ville til denne give »Aprilsnarrene«. »Men hvad er »Aprilsnarrene«,« sagde hun til mig, »når jeg ikke kan spille med min egen lille Trine?« Hun bad mig derfor følge med til Helsingør for at deltage i denne forestilling. Jeg kunne ikke afslå denne ældre kunstnerinde hendes bøn, uagtet jeg alt i flere år ikke mere havde spillet Trine, da jeg nu var altfor stor til at spille en halvvoksen pige. Jeg rejste altså i selskab med hende, min forlovede og de øvrige medspillende til Helsingør på den bestemte dag - en tur, der i høj grad mishagede Heiberg, som fandt det upassende for mig at rejse ned til den lille by for der at spille komedie. Han var formelig vred herover og ikke til at stille tilfreds, sagde, at jeg ikke forstod min egen stilling, at jeg ikke vidste, i hvor høj grad mine venner ville finde en slig rejse under min værdighed, at hvad de andre skuespillere kunne 152 gøre, gjaldt ikke for mig, og meget sådant, der på én gang indeholdt dadel og viste, hvor højt han selv satte mig. For at forsone ham lod jeg den dag, jeg var borte, bringe østers og porter tilligemed et uhyre stort porterglas ud til ham og hans moders middagsbord. Spøgen var god, han blev rørt over den og meget taknemmelig over min opmærksomhed. Det store glas har han i mange år efter holdt højt i ære.

Det glædede mig ret endnu en gang at udføre Trines rolle og at spille med madam Liebe, der var en uovertræffelig fru Bittermandel. Alle var i den gladeste stemning, og mit let bevægelige sind lod mig glemme alle tryk, så at jeg med ungdommelig lystighed deltog i de andres munterhed. [Min forlovede, der i den sidste tid led over min kulde imod ham, var således den eneste, der på rejsen var forstemt og vranten. Efter forestillingen, da vi alt var gået til ro, blev der banket på min kammerdør, og jeg hørte Phisters stemme, der spurgte, om jeg alt var i seng - hvis ikke, om han da kunne få mig i tale? Jeg kastede i en fart en kjole på, thi jeg anede, at det ikke var for intet, han på denne tid ønskede mig i tale. Han meddelte mig nu, at min forlovede, med hvem han delte kammer, i flere timer havde ligget i feberfantasier, at han uophørligt råbte på mit navn, og var ikke til at berolige. Han bad mig, om jeg ikke et øjeblik ville gå over til ham, da dette vist var det eneste, der kunne trøste ham og stille ham tilfreds. Med et tungt hjerte fulgte jeg med Phister og fandt ham i denne uhyggelige tilstand. Da jeg havde været der noget, blev han ganske rolig, og hans forvirrede tale ophørte. Jeg gik nu atter over i mit kammer, idet Phister lovede at stå ham bi resten af natten. At Phister tog denne scene fra den komiske side, falder af sig selv, og han fortalte den i senere år med en del tilsætninger, som var morsomme på sandhedens bekostning. Jeg havde ondt ved at falde i søvn den øvrige nat, da den mindste lyd skræmmede mig op, af frygt for at jeg atter skulle blive kaldt til ham, hvilket dog ikke skete. Dagen efter var han bedre, og vi rejste atter hjem fra denne halvt lystige og halvt triste tur.]

To år efter denne tur drømte madam Liebe en nat, at hun atter spillede med mig i »Aprilsnarrene«, og denne drøm var anledning til, at hun på min fødselsdag den 22de november sendte mig følgende digt, som Overskou efter hendes opfordring og efter 153 hendes fortælling havde sat. Hermed fulgte et broderi fra den gamle fru Bittermandel. Digtet lød således:

»Med stille fryd jeg kalder tit tilbage
I min erindring den blandt glade dage,
Som sidst med dig i Helsingør jeg nød.
Dit lune selv bag dækket vakte latter,
Og ved dit vid, Thalias sjældne datter!
Jeg glemte, at et tungt farvel jeg bød.
Du henrev alle som den skælmske Trine
Kun glædens ven du narred ej april,
Du bragte liv i alvors kolde mine,
Og tvang fru Bittermandel selv til smil!
Jeg drømmer selv om disse øjeblikke
Som jeg med fryd så ofte tænker på,
Og derfor undrer det mig heller ikke
At jeg forgangen nat har drømt som så:
Vi til berørte stykke skulle klæde
Os i det samme kammer begge to,
Og fra et rygløst, skindbetrukket sæde
Jeg rejste mig iført et nyt par sko.
Ak Gud! - En gysen for mig gennem sjælen,
For kort det halve var af min person,
Om jeg det manglende gav til på hælen
Så viser dog sligt tillæg subtraktion!
»Hvad!« råbte jeg til dig, »mig Herren skabte -
Om ikke skøn, så dog egal; men nu -«
Og af forundring mælet rent jeg tabte,
Thi ej som barn, men skøn og rank stod du, -
Jeg så, at hvad j e g tabte halvt ved tiden,
Det havde d u ved tiden vundet helt.
At du var bleven stor, mens jeg blev liden,
Og at fra nu vor fremtids vej var delt.
Du iled' frem, jeg vanked tavs tilbage,
Dig mødte glæden, smerten fulgte mig.
Du skued i det fjerne glade dage,
Jeg for at mindes svundne skued dig!
Jeg vågned i min smerte - og jeg fandt -
154 Hvad jeg alt længe havde vidst var sandt! -
Du aldrig vil a£ min erindring svinde,
Thi for din kunst og ånd jeg elsker dig;
Og egennyttig sender jeg et minde,
At derved du kan stundom mindes mig.«
D. 22. novbr. 1832.
Ane Dorothea Liebe.

Jeg sendte hende kort efter en lille gave til tak, og som svar på hendes digt sendte Heiberg hende følgende digt i mit navn:

Til madame Liebe.

»Livet er en drøm«, så har man sagt.
Også jeg må denne lære hylde,
Da jeg ser, at jeg en drøm må skylde
Hvad din hånd så venlig har mig bragt.
Uforglemmelige, kære minde,
Dobbelt skønt i digtekunstens glans!
Danmarks scenes hædrede præstinde
Hædrer yngre søster, som veninde,
Med et laurbær af sin egen krans.

Også jeg, endskønt i livets vår,
Drømmer tit om de forsvundne dage;
Også jeg ser mangen gang tilbage,
For at fatte, hvorhen vejen går.
Fremtid ruger tåget for mit øje;
Hvad den bringer, er i skæbnens hånd;
Men som fepalads på lyse høje,
Smilende med solbestrålte fløje,
Viser sig det svundne for min ånd.

Dig jeg møder, hvorhen tanken ser;
Evig ung du mig imøde træder,
Skænker mig i drømme tabte glæder,
Som jeg vågen aldrig finder mer.
Drømmende jeg ser den tætte klynge,
155 Truffen af dit lunes gyldne pil,
Stormende, lig havets bølger, gynge,
Og erkendtlighedens kranse slynge
Om din isse med begejstret smil.

Mon jeg selv, tiltrods for tidens magt,
Som vil grum vor undergang forvolde,
Skal, som du, uvisnelig beholde
Lunets evig unge, gyldne pragt? -
Drømmen er forbi, mit syn forsvinder,
Fremtid ligger skjult for hver en sans;
Men din gave - hvad end tiden spinder -
Vorde båndet, som for stedse binder
Min erindring, min forhåbnings krans.

den 25. novbr. 1832.

Dette digt af Heiberg rørte den ældre kunstnerinde til tårer. »At få et digt fra Heibergs hånd! Ak, min søde, kære Hanne,« udbrød hun, »det bliver vist en af mine sidste glæder her i livet!« Til sin død bevarede hun godhed og interesse for mig og min virksomhed ved teatret, idet hun altid vedblev at kalde mig »sin lille Trine«.

Ak, hvor mange minder stiger ikke op i min sjæl ved at nedskrive disse halvforglemte digte! Hvad er det dog for en ubeskrivelig vemodig følelse, hvormed man ser tilbage på en ungdomsperiode af sit liv. Den er oplevet, tilbagelagt. Vejen fra denne periode til nu forekommer én så uendelig lang, og dog rykker den os i et sådant øjeblik så nær, som om det var foregået i går. Ungdommen og den modne alder nydes således på én gang. [I hin periode så man fremad gennem fantasien, og nu ser man atter gennem fantasien tilbage.]

»DEN STUMME I PORTICI«

Vi var nu ved slutningen af sæsonen 1829-1830. Digteren Hertz havde skrevet sit anonyme lystspil: »Amors genistreger«, og i Lottes overgivne rolle fik jeg nu lejlighed til at sætte mig fast 156 i publikums gunst. Det yndige lystspil med sine lette rytmer gjorde stor opsigt og vandt udelt bifald hos publikum. Man gættede og gættede, hvem den ubekendte digter kunne være, der i den grad havde sproget i sin magt - alt forgæves; forfatteren forblev skjult. Den overgivne Lotte passede vel kun lidet til min daværende stemning, men digteren øvede en sådan magt over mig, at jeg spillede denne rolle, som om jeg besad hele det ungdommens mod, al den lystighed, der for ét år siden virkelig fyldte mig.

»Den stumme i Portici« skulle imidlertid ende sæsonen, og man var blevet enige om, at jeg skulle udføre Fenellas rolle i den opera. Man lod mig vide, at jeg om fjorten dage måtte være færdig med indstuderingen heraf - en tid, man vel indså var meget kort, men da det var en mimisk rolle, kunne jeg få hjælp af balletmester Bournonville for at lette mig arbejdet. Dette løfte gjorde, at jeg påtog mig i den korte tid at indstudere samme. Jeg henvendte mig da til Bournonville med bøn om, at han ville yde mig den af direktionen lovede hjælp; men Bournonville erklærede nu på det bestemteste, at han aldeles intet ville have hermed at gøre, da han anså det for en fornærmelse mod hans danserinder, at ikke én af dem var anmodet om at udføre dette parti, som overalt i udlandet udførtes af den første danserinde ved balletten. Mismodig forlod jeg harn og lod direktionen vide, at jeg ikke troede mig istand til at indstudere denne vanskelige rolle, som jo formelig krævede en mimisk komposition, især i så kort tid, som var mig indrømmet dertil. Jeg fik nu til svar, at jeg måtte påtage mig denne rolle, så godt jeg kunne, da sæsonens heldige slutning beroede herpå. Man sendte mig nu et umådeligt tykt partitur, for at jeg kunne gøre mig bekendt med musikken. Jeg gøs ved at se denne masse af mig ubekendte noder, som jeg jo måtte lære udenad for derefter at afpasse min mimik. Denne opera var ikke tidligere opført i København, og altså aldeles fremmed for mig. Jeg bad nu, om man ville sende mig en repetitør, der kunne spille musikken for mig, for at jeg hurtigt kunne blive bekendt med den hele komposition, men - så utroligt alt dette lyder - der blev svaret mig, at en sådan hjælp kunne jeg ikke erholde, men måtte selv sørge for, på hvad måde jeg kunne, at lære musikken at kende. Havde nu ikke en slægtning af fru Gyllembourg, nuværende højesteretsadvokat Edouard Buntzen, forbarmet sig over mig og dagligt spillet 157
musikken så længe for mig, til den nogenlunde blev mig bekendt, ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skulle grebet til. Jeg har altid haft en udmærket hukommelse, især for musik, og dette kom mig nu her tilgode. Dagligt gentog han musikken for mig på klaveret, medens jeg betænkte, hvorledes disse toner var at forstå, hvad komponisten havde villet udtrykke med dem, hvorledes min mimik bedst ville smelte sammen hermed, og hvilke gestus bedst kunne udtrykke Fenellas sindsbevægelser. Opfyldt dag og nat af dette arbejde, ideligt fortvivlende over, at jeg syntes, det oversteg mine evner, var jeg så overanstrengt, at jeg hverken kunne spise eller drikke og lå de fleste nætter vågen uden at kunne få søvn i mine øjne. Dagen blev ansat til den første teaterprøve. Alle var enige om, at dette ville gå galt for mig, da balletmesteren var den eneste, der formåede at komponere en sådan mimisk-plastisk rolle, så at den på scenen kunne gøre sin virkning - en virkning, hvoraf hele operaens held var afhængig. Men jeg havde ikke forgæves været ved dansen fra mit 8de til mit 14de år, og dette kom mig nu til nytte. Ved Fenellas lidenskabelige indtrædelse på scenen i første akt er hele korpersonalet nærværende. Da jeg nu så, at min første mimiske fortælling frembragte en virkning så stor, at koret og maskinfolkene fældede tårer derved, rejste modet sig hos mig, og jeg vidste nu, at mit arbejde var lykkedes. Jeg har altid haft stor tillid til dette umiddelbare indtryk hos mennesker, der ikke befatter sig med kritik, men lader sig gribe på en sund og naturlig måde, uden først ængsteligt og vissent at spørge sig selv, om de tør eller bør henrives. Da prøven var forbi, kom adskillige af skuespillerne og gav mig gode råd. En ville have dette, en anden hint forandret, men jeg tænkte: Snak I kun! Koret og maskinfolkene græd, og dertil vil jeg holde mig. Imidlertid var det dog langt fra, at min angst ved tanken om den første forestilling rent var borte, og den fik ny næring på generalprøven, først derved, at Siboni ytrede til mig: »Ja, på Dem beror det, om operaen vil gøre lykke,« og dernæst ved, at en af direktørerne, konferentsråd Manthey, kom til mig efter prøven og sagde disse lidet trøsterige ord: »Det er skade, at De ikke har kunnet formå balletmester Bournonville til at indstudere dette parti med Dem.« Ved denne bemærkning af ham fik jeg tårer i øjnene, og tanken om, at koret og maskinfolkene havde grædt, var således atter det anker, jeg 158 støttede mit håb til. Udfaldet viste, at min tro til disse kritikere ikke havde bedraget mig. Min udførelse af rollen gjorde stor lykke og opsigt i publikum, den rørte og interesserede, og bladene og skuespillerne, ja selv de, der havde lastet mig på prøverne, var nu enige i at kalde min fremstilling udmærket. Operaen gik fem aftener i sæsonens sidste uge for udsolgt hus, og den vedligeholdt interessen hos publikum i mange år. Inden dens opførelse havde man skræmmet mig ved at ytre, at alt beroede på min udførelse af Fenella; - efter at operaen havde gjort en ualmindelig lykke, tror jeg, man var villig til - som jo også var det ene rette - at dele fortjenesten for den heldige udførelse mellem flere.

Da jeg nu på egen hånd havde indstuderet denne vanskelige og betydelige rolle i så kort tid og med så stort held, fandt direktionen, at man måtte påskønne den overanstrengelse, jeg havde haft, og som virkelig havde taget således på mig, at jeg, som man siger: næppe kunne hænge sammen - med en særlig belønning. Konferentsråd Manthey, der nu var enig i, at min udførelse var lykkedes særdeles godt, ja endogså gik ind på publikums mening, at netop det, at man ingen balletmester sporede i min fremstilling, gav den sin egentlige ynde og tiltrækning, meddelte mig direktionens godhed ved denne særlige belønning, som han bad mig komme for at afhente hos sig. Heiberg og jeg selv fandt, at dette var en stødende form at yde mig den på; han bad mig derfor om ikke at indfinde mig hos denne herre for at modtage, hvad han så nedladende havde at byde mig. Fra dag til dag opsatte jeg derfor at gå til ham. Forundret over min udebliven gentog han sin opfordring så længe, at jeg tilsidst i min forlegenhed ikke vidste, hvilken grund jeg skulle finde på i den anledning, og gik omsider til ham. Han overrakte mig nu med vigtig og nedladende mine 30 rdl., idet han påny udtømte sig i ros over, hvad jeg ved denne lejlighed havde præsteret. Denne belønning, givet mig på denne måde, tilstår jeg, sårede mig ikke lidt. Ved min hjemkomst bebrejdede Heiberg mig, at jeg havde taget imod denne latterlige gave. Jeg for mit vedkommende vedblev at sætte større pris på den anerkendelse, som ydedes mig af tilskuerne. Og blandt dem, som således følte sig stærkt grebne af »Den stumme«, var også kongen, Frederik den Sjette. På min fødselsdag i november, sæsonen efter, da »Den stumme« atter gentagne gange blev opført, sendte 159 han mig et stort, smukt taffelur, hvorpå var anbragt to figurer, en fisker og en fiskerpige i italiensk kostume. Uret er endnu i min besiddelse. Ved min bortkørsel fra teatret den følgende aften, da »Den stumme« var blevet opført, havde skuespiller Stage dekoreret min vogn indvendigt med de skønneste blomster,* [hvorfor han fik ord for at være forelsket i mig, uagtet jeg tror, at hans tanker var beskæftigede med en ganske anden genstand. Iblandt mine talrige tilbedere var der et ungt menneske, der forfulgte mig som min skygge. Vi boede, som jeg alt har fortalt, på Christianshavn, Brogaden nr. 3, ligeoverfor det sted, hvor mine forældre havde boet, og hvor jeg første gang så Harboe. Lejligheden derovre havde nu en konditor og billardholder, og der sad fra morgen til aften dette unge menneske og så over til os. Gik jeg ud, fulgte han i afstand efter; kørte jeg til og fra teatret, ledsagede han vognen, snart i afstand, snart ganske nær; holdt vognen ved porten, stod han der; kørte jeg til og fra selskab, mødte mit skarpe syn altid hans skikkelse, kort sagt, hvad Harboe i hine tider plagede mig med, gentog sig atter her, og dette vedblev, så længe vi boede i Brogaden og varede 7 til 8 år, indtil vi til hans lykke flyttede et sted hen, hvor han ikke ligeoverfor kunne iagttage ethvert af mine skridt. Ideligt sendte han mig breve, vers og blomster. Jeg har aldrig talt med denne mand, der truedes med rent at gå tilgrunde ved denne passion for mig. Da han endelig opgav denne beskæftigelse med min person, erfarede jeg med glæde, at han efterhånden kom ind i en virksomhed, hvor man satte pris på ham og hans evner. Forunderligt er det, at jeg hele mit liv, både før og efter ham, således har været forfulgt, snart af en, snart af en anden; og en sådan stadig følgen efter mig tidligt og sildigt lod til at høre til min bestemmelse. Ofte har disse følgesvende ængstet mig, når jeg pludseligt opdagede dem på ensomme steder; ja, det forunderligste er, at imellem disse har der undertiden været damer, der med samme udholdenhed har fulgt mig, hvor jeg så gik og stod. Og disse pinte mig om muligt endnu mere, da jeg fandt det så unaturligt og uhyggeligt. Ofte prøvede jeg på at skræmme * 160
dem bort med et vredt blik, men intet hjalp. Ofte besluttede jeg at tale til dem og bede dem forskåne mig for denne ængstelige følgen; men kom øjeblikket, havde jeg dog aldrig mod dertil; så der var intet andet for end med tålmodighed at finde sig deri, hvor tungt det end faldt mig. Undertiden fik jeg breve, hvori man truede med at berøve sig livet, ifald jeg ikke skænkede vedkommende en samtale; undertiden igen breve, hvori man takkede mig, fordi jeg ved mit spil havde forandret en sådan beslutning og givet vedkommende et bedre og skønnere syn på livet. En tysk herre skrev mig engang en lang trosbekendelse om sit foregående letfærdige liv. Han skrev, at da han en aften slentrede over Kongens Nytorv og ikke vidste, hvor han skulle gøre af sig selv, besluttede han i sin livslede at gå ind i teatret - en forlystelse han hidtil ikke havde taget del i. Han havde da set mig spille i »Et fejltrin«. Dette havde gjort en sådan virkning på ham, at han gik bort fra teatret med nye og gode forsætter for sit øvrige liv. Han havde fra dette øjeblik af ophørt med sit forrige ryggesløse levned, havde atter taget fat på sine studier, og den eneste adspredelse fra disse var nu jævnligt at besøge teatret, hvorfra han hver gang hentede nye kræfter til at fortsætte sine gode hensigter med en forandret livsplan. Det var ham derfor en trang, nu flere år efter, at takke mig som den, der havde frelst ham. Brevet var underskrevet med hans fulde navn, og jeg hørte gennem andre, at der fandtes virkelig en sådan person, og at han overalt var uudtømmelig i min ros og tillagde mig alle mulige gode egenskaber. Personlig var og blev jeg ham ubekendt. Af alle disse skriverier, hvis antal ville forekomme de fleste utroligt, tog jeg naturligvis ingen notits. Ofte, når jeg var utilfreds med mig selv, kom disse begejstrede breve, hvori jeg rostes for fuldkommenheder, som jeg kun altfor dybt følte, at jeg manglede, og de forekom mig da som en bitter ironi, hvori der lå en brod, som brevskriveren ikke anede. De pyntede mig i deres fantasi med alle de fortrin, som jeg selv sukkede over, at de var mig nægtede; og fortrædelig herover gemte jeg brevene, uden at nogen fik dem at se. Det manglede heller ikke på personer, der havde vidst at skaffe sig adgang til vor kreds i hensigter, som just ikke var de reneste. Jeg gennemskuede hurtigt og let disse hensigter og lo ad dem i mit stille sind. Min tidligere melankoli var trængt tilbage, og et skælmeri trådt 161 istedet, der hjalp mig udover al den sentimentalitet, som min sunde natur ingen smag fandt i. Mange gjorde nu deraf den slutning, at jeg af naturen måtte være kold, eftersom jeg kunne modstå alle disse bestræbelser for at vække følelser hos mig, som, hvis de var blevet vakte, verden ville været hurtig til at fordømme uden barmhjertighed. Mange latterlige scener dukkede i dette øjeblik op i min erindring. Jeg mindes en ældre, meget højtstående rnand, grev R., der ofte besøgte os, især på den tid, hvor han troede at træffe mig ene og i en komisk grad ulejligede sig for at vinde min gunst. En dag, da han havde præsideret ved en festlig lejlighed, holdt hans pragtfulde ekvipage udenfor min dør. Han trådte ind til mig pyntet på det skønneste med hvide silkestrømper, sko, knæbenklæder og med brystet fuldt af alle de ordener, som et bryst kan bære; det var tydeligt, at han havde håbet, dette syn skulle gøre indtryk på mit unge hjerte. Han satte sig hos mig i sofaen og antog en så kælen tone, at jeg uvilkårligt rykkede mig længere og længere fra ham. Hans rørende tale blev mødt fra min side med ironi og kulde - den bitreste medicin mod al kærlighed. Da han derfor tilsidst mismodigt brød op og forlod min stue og lukkede døren efter sig, støttede jeg mig skoggerleende til dørstolpen over denne hele komiske scene, hvori samme herre med sin pynt og sin kur havde spillet en så naragtig rolle. I min latter blandede sig dog også en indignation over de tanker, som denne herre havde vovet at nære om mig, og kun hans ydmygende bortgang og hans nederlag trøstede mig over disse tanker, som jeg håbede, efter dette optrin, havde taget en anden retning mig angående.

Man vil måske udbryde efter at have læst dette: Ja, der ser man, hvilke fristelser et fruentimmer er udsat for i denne stilling! Hertil vil jeg svare: Hvilket fruentimmer, især i de højere klasser, møder ikke lignende fristelser? Og slige uværdige angreb er dog i grunden ingen fristelser undtagen for den, der i hvilket som helst forhold, hvori hun var stillet i livet, ville få lejlighed til at bukke under, ifald ikke en højere moralsk kraft holdt hende oppe. Nej, der gives andre for personligheden dræbende fristelser i udøvelsen af en virksomhed ved teatret, fristelser af en så sjælelig natur, at man må gyse tilbage for dem.]

Året efter »Den stumme«s opførelse på vort teater, sendte 162 tionen for det Stockholmske Teater en danserinde til mig med bøn om at indstudere Fenellas rolle med hende. Balletmester Bour-nonville vedblev imidlertid at være utilfreds med min opfattelse af den og forsikrede, at han, hvis han engang kunne få lejlighed til at indstudere rollen med en af sine danserinder, da skulle vise, hvad der kunne gøres ud af den. Men jeg så til min forundring, at min hele Da jeg derfor mange år efter på min indstændige bøn om at måtte afgive dette for mig anstrengende parti første gang skulle se rollen udført af en danserinde, der havde indstuderet den under Boumonvilles vejledning, var jeg spændt på, hvad han nu havde bragt ud af den. opfattelse af rollen var bibeholdt træk for træk, stilling for stilling, og den hele forskel bestod i, at hvad jeg havde udført på venstre side af teatret, nu blev udført på højre - og desuagtet gik rollen over scenen uden mindste virkning på publikum. Med et lille smil forlod jeg teatret. Sagen var den, at det var ikke denne eller hin stilling, dette eller hint mimiske udtryk, der havde grebet publikum ved min udførelse, men at jeg havde formået at påtrykke rollen en personlighed, der fængslede ved simpelhed og sandhed. Dette formår kun en skuespillerinde, aldrig en danserinde af første rang; thi det rørende falder netop bort ved det, der er hendes fortrin, nemlig: virtuositeten. Måske lader det sig gøre for en mimisk kunstnerinde, ifald hun ved udførelsen formår at skjule danseskolen. Dog herom kan være forskellige meninger. Men lige til den dag i dag, da flere danserinder har forsøgt sig i rollen, anser jeg den hele opfattelse og komposition af Fenellas rolle for min. De, der endnu lever fra hin tid, og som ved siden af den senere udførelse har set min, håber jeg, ville vidne, at hvad jeg her påstår er sandhed.

DET LYSER MERE OG MERE OP

Denne for mig trykkende og triste sæson var nu tilende. Ved begyndelsen af den var min forlovelse sket; i midten min bortflytning fra Wexschalls hus, og slutningen var optaget af arbejde, min angst og anstrengelse med at indstudere »Den stumme i Portici«. Sommerferien var nu indtrådt, og jeg derved i tre måneder 163
udenfor det offentlige liv. Jeg besluttede nu at tage mod til mig og gøre ende på dette forhold, og øjeblikket kom, da min forlovede en dag skrev til mig og opfordrede mig til at være sanddru imod ham og sige ham, om jeg følte mig ulykkelig ved vor forbindelse, og om denne var skyld i det mismod, den sorg, der så ofte lyste ud af mine øjne og gennem mit hele væsen; isåfald bad han mig om, at jeg åbenhjertigt ville udtale dette for ham. Dagen efter dette brev, da han indfandt sig hos mig, brød jeg min tavshed. Ordet, der så længe havde svigtet mig, lød nu roligt og klart fra mine læber. Med fuldkommen ærlighed sagde jeg ham nu, [at jeg barnagtigt havde ladet mig påvirke af andres omdømme og af den megen tale om, at jeg burde træffe et valg, og at jeg da med en utilgivelig letsindighed og uden ret at prøve, af hvilken art mine følelser for ham var, var kommet hans ønsker imøde. Med søsterlig venlighed og ømhed bad jeg ham nu tilgive mig min uret; jeg sagde ham, at den godhed, den agtelse, jeg i sandhed nærede for ham, ikke var af den natur, at man kunne bygge et helt samliv derpå. Mild og from, som han var, hørte han på mig, medens tårerne trillede ned ad hans kinder. »Lad os skilles som venner!« bad jeg ham inderligt. »Det har altid forekommet mig så stygt, så råt, at mennesker, som en tid har levet sammen i et sådant forhold, skilles som fjender. Lad mig beholde din ring og behold også min til erindring om et venskab, som fra nu af skal indtræde imellem os. Og skal den end ikke mere sidde på vore fingre, for at alle skulle kende dette venskab, så lad den i et gemme, skjult for alle, være et minde om, at vi forlod hinanden med mildhed og tilgivelse. Ræk mig venligt din hånd,« vedblev jeg, »når vi herefter mødes, til tegn på, at du har tilgivet mig og ikke i fremtiden vil unddrage mig dit venskab.« Alt dette lovede han mig kærligt og mildt og sagde, at han dog aldrig ville have følt sig lykkelig, når han troede, at jeg ikke var det. Hans tårer afbrød ham ideligt, så at han blot kunne tvinge enkelte ord frem, hvorimod ordene let og rigt stod til min tjeneste i dette afgørende øjeblik. Kærligt og inderligt skiltes vi ad, kærligere end nogensinde, som dette hans svar på et brev, jeg dagen efter sendte ham, kan bevidne. Det gode, forsonlige menneskes brev lød således: 164 Min inderlig elskede søster!

Tilgiv mig, at jeg ikke igår kunne svare dig, men så pludselig udreven af min himmel på jorden, måtte jeg, før jeg kunne fatte mig, ofre min kærlighed og livets bedste glæder den sidste skyld, en rig strøm af tårer. Tak for dit brev, jeg har læst det mangfoldige gange og hvergang opdaget mere og mere af den kærlighed, som jeg så længe har savnet. O! tag ikke dette for nogen bebrejdelse, nej! Du skal ikke bede mig forgæves om tilgivelse; den har du, ja ved Gud du har den. Du kan jo ikke gøre for, at skæbnen valgte dig til det redskab, som skulle støde dolken i et ædelt hjerte. O! Gud tilgive mad. Wexschall, som vi tilgive hende, ikke sandt, min søsterlige veninde! Fred med alle mennesker som, med os selv!!!

Tak at du ikke forsmår de små beviser på min kærlighed, som jeg har skænket dig; jeg må vel også beholde din ring og de øvrige minder om dig? ikke sandt, jeg må!? Tak! tusind tak! for din sidste lille gave. Den skal hvile ved din broders tro hjerte, den lok, o, den kære lok skal stedse føle dets slag, som slår så varmt for dig. [(Han havde oftere bedt om en lok af mit hår uden at have erholdt den; nu, til afsked havde jeg sendt ham en.)] Modtag også du min sidste gave venlig og yd den en plads, som du finder værdig for den. [(En hårlok af hans hår.)]

Jeg har fået moders tilgivelse til dig, hvis det kan bringe dig nogen trøst. - Tak for dine bønner til Gud for min rolighed, jeg beder selv til ham for mig og dig; o, han er mægtig i de svage. Jeg er temmelig rolig, men mine tanker er så forvirrede, at jeg ikke kan fatte nogen bestemmelse for fremtiden. Vær forvisset om, at jeg ingen skridt skal gøre uden at underrette dig derom, og rådføre mig med dig; du vil vist som en kærlig søster være mig behjælpelig.

Gud velsigne dig! Han byde sine gode engle at værne om din fremtids bane! O! hvor din lykke skal glæde mig. - Lad mig stundom høre fra dig! Glem mig ikke; du mindes evig med inderlig kærlighed af
Din trofaste broder
Hvid.

165

For Guds skyld, Hanna! Glem mig ikke! Det vil være min største sorg at se mig glemt af dig. Lev vel! Lev vel!]

Så venligt og kærligt skiltes vi ad. Jeg var nu for anden gang i mit liv befriet for et forhold, under hvis tryk jeg havde gennemgået tunge lidelser. Jeg var blevet ældre end første gang, og derfor efterlod dette brud et varigt og smerteligt indtryk på mig. Ikke jublende i ungdomsovermod som første gang, men stille og bebrejdende mig selv min overilelse var jeg falden tilbage i mit oprindelige tungsind. Dog følte jeg mig usigelig let om hjertet; men denne gang var der en følelse af anger i min befrielse. [Jeg sagde til mig selv, at sligt aldrig burde have kunnet hænde mig, og jeg skammede mig over mig selv. Efter at jeg havde modtaget hans kærlige brev, hørte jeg i mange dage intet fra ham, hvilket ængstede mig meget, da jeg var bange for, at han var syg. Igennem en af vore fælles bekendte erfarede jeg, at han var taget på landet, at hele hans venlige sindelag imod mig havde vendt sig til vrede, at et ondt menneske havde sagt ham, han var en nar, der ikke kunne se, det hele var et aftalt spil imellem fru Gyllembourg og mig, at jeg alt længe havde været forlovet med Heiberg, og deslige grove usandheder. Alt dette troede nu det godmodige, men svage menneske, og han var derfor rejst på landet med vrede og forbitrelse på mig, hvilket inderligt bedrøvede mig. Men denne svaghed i karakteren og denne mangel på mandighed hos ham var mig ikke ny, og ved dette nye bevis herpå, takkede jeg Gud for, at båndet imellem os var brudt, thi for Gud tør jeg vidne, at end ikke tanken om nogen ny forbindelse var kommet indenfor mine tanker eller havde nogen del i dette brud, endsige, at jeg alt havde knyttet et forhold til en anden. Jeg havde tværtimod fattet den beslutning: aldrig at ville gifte mig, og var nu fuldkommen fri. Af uberegnelig indflydelse var ophævelsen af denne forbindelse for mig, både som menneske og som skuespillerinde. Intet ville have gjort mig mere ulykkelig end at være forenet med en mand, som ikke stod over mig, så jeg kunne se op til ham som en autoritet. Thi dette er sandelig en af de største ulykker, der kan ramme os fruentimmer, en ulykke, der udvikler en række af slette, ukvin-delige egenskaber, som tager til dag for dag. En ugraciøs domine-ren udebliver aldrig i et sådant forkert forhold uden at tale om 166 andre dybere forvildelser og fejl.]

På samme tid, som denne for mig vigtige begivenhed indtraf, hørte jeg en dag til min store forundring, at madam Wexschall skulle skilles fra sin mand, at hun alt var flyttet bort fra ham og taget til nogle venner, der boede flere mile fra byen. Nu begreb jeg, hvorfor jeg ikke længere kunne blive i hendes hus, da planen til dette skridt formodentligt alt dengang var besluttet. At noget sådant forestod, derom havde jeg ikke haft fjerneste anelse. Jeg hørte studsende på alt, hvad herom blev berettet. Dunkelt anede jeg nu, hvad der stod i forbindelse dermed, og det smertede mig dybt for hendes skyld; thi at dette ikke ville føre til hendes lykke, det følte jeg mig overbevist om. En lidenskab havde grebet hende for den mand, jeg alt længe havde gennemskuet, og som jeg fandt ikke var hende værdig. Sørgeligt er det i de unge år at gøre et fejlgreb, men bitrere i de ældre; og at hun i tiden ville komme til at smage denne bitterhed i al sin kraft, vidste jeg var uundgåeligt. Da hun hele sommeren blev på landet, så jeg hende ikke. Hun havde hidtil været i stor yndest hos publikum, ja, man havde set op til hende som til et ideal. Man havde beundret hendes holdning lige overfor en mand, som alle var enige om stod under hende. Man hørte ofte folk sige: »Det er skade, at hun har den mand! Bare hun ikke havde den mand!« Da nu rygtet udbredte sig, at hun ville skilles fra samme mand, vendte det hele sig om. Man anklagede hende hårdt og ubarmhjertigt, og publikum - og hvad der var værre - ikke få af hendes venner svigtede hende i et øjeblik, hvor hun netop trængte mere end nogensinde til begge. Og da Nielsen kort efter også skilte sig fra sin kone, vakte dette en sådan forargelse, at den yndest, hun hidtil havde stået i, var som blæst bort; og man viste sig kold og skånselløs imod hende, da hun atter betrådte scenen. Denne stemning forøgedes, da hun tre år efter giftede sig med Nielsen, og flere år hengik, inden hun atter indtog sin gamle plads i publikums gunst.

Jeg henlevede denne sommer stille hos fru Gyllembourg og glædede mig fra morgenstunden af til, at Heiberg skulle komme og spise til middag med os. Det usigeligt behagelige, livlige og interessante i Heibergs omgang, som enhver, der har kendt ham nøjere, har følt, virkede velgørende på mig. At kede sig i hans selskab var en umulighed. Hans ungdommelige, livsglade, ja 167 næsten barnlige sind i forening med hans vid, kløgt og fine, ridderlige tone havde en tillokkelse for alle, der stod ham nær. Dag for dag vandt disse egenskaber en sådan tiltrækning for mig, at hans omgang efterhånden forekom mig uundværlig. I det stille hus fik jeg min første egentlige litterære dannelse. Heiberg læste ofte højt om aftenen af forskellige digtere, hvis tilværelse hidtil havde været mig ubekendt. Og jeg var en opmærksom og taknemmelig tilhører, der havde en brændende tørst efter at kende alt, og da jeg til dato så godt som intet kendte, så var alt nyt og belærende for mig. Disse tidligste aftener i selskab med ham, hans moder og deres venner tænker jeg endnu på med inderlig glæde.

Det meste af dagen var jeg forøvrigt overladt til mig selv, og her lærte jeg, hvor tiltalende ensomheden kan være. Her fik jeg smag for denne stille trækken sig tilbage i sig selv, hvor vore tanker fødes, modnes og befæstes. Efter at jeg her fik begreb om, hvor velgørende ensomheden kan være, blev denne mig en nødvendighed mit øvrige liv, og jeg er måske stundom gået for vidt i nydelsen af den. Af og til gjorde dog min ungdommelige natur sig gældende, og der overfaldt mig da rigtignok en utålmodig higen efter en friere tumlen, en raskere bevægelse, end dette stille hjem frembød, uden at jeg ret vidste, hvori dette skulle bestå. Men min omgangskreds, der stod så højt over mig, erstattede mig da hine savn, og jeg blev efterhånden igen mere mig selv, som jeg var i min barndom, hvor trangen til at omgås mennesker, der stod over mig, var så levende.

Fru Gyllembourg havde en plejesøn, dengang omtrent 15 år gammel, en søn af hendes fætter, grosserer Buntzen, en livlig, smuk og opvakt dreng. Denne dreng havde kastet sin særdeles godhed på mig og ytrede ofte i barnagtig alvor til fru Gyllembourg, at når han ret var flittig og ilede med at blive student, da så han intet til hinder for, at jeg kunne blive hans kone. Når hun da foreholdt ham ganske godmodigt, at jeg jo var ældre end han, og at sligt var børnestreger, da udbrød han heftig: »Hvad gør det? Hvor mange er ikke gift med en kone, som er ældre end de selv, og Hanne er jo kun 3 år ældre end jeg.« Denne barnagtige følelse hos den livlige dreng udviklede en heftig skinsyge over den opmærksomhed, som Heiberg lagde for dagen imod mig. Han forhindrede så meget som det stod i hans magt, at vi nogensinde var 168 ene i stuen, af frygt for at noget hemmeligt ord skulle blive vekslet imellem os. Når fru Gyllembourg ikke var hos os, da satte han sig med en barnagtig trods i en krog uden. at blande sig i samtalen, men veg ikke fra sin plads. Når så Heiberg blev ked af dette hængeri og spurgte ham: »Har du slet intet at læse på til skolen i morgen?« da styrtede han heftig ud ad døren, og fru Gyllembourg, hvis kæledægge han var, fandt ham ofte grædende på hans kammer over at blive behandlet som skoledreng i min nærværelse, hvilket jo heller ikke var behageligt for en elsker at finde sig i. Ja, undertiden fandt hun ham ligge grædende på gulvet i formeligt raseri og havde da stor møje med atter at stille ham tilfreds. Han elskede forresten Heiberg højt; de legede tit sammen, som om de havde været af samme alder; og ethvert pudsigt indfald af Heiberg fremkaldte hans skingrende latter, så man kunne høre ham over hele huset. Ofte ytrede hans skinsyge sig på modsat måde, idet han sagde: »Ludvig holder vist mere af Hanne end af rnig, og det kan jeg ikke tåle.«

Ved fru Gyllembourgs bolig var en lille have, som vi havde adgang til, og som hun havde ladet sætte smukt istand. Denne lille plet udgjorde min og alles glæde i denne sommer. Under et stort, skyggefuldt træ drak hun og jeg hver morgen kaffe, medens jeg morede mig med at lokke spurvene til mig ved at kaste brødkrummer til dem. Hele formiddagen sad vi to her og syede. Hun manglede aldrig stof til samtale og havde et eget talent til også at få andre til at tale. Jeg havde, hvad man kalder en heldig hånd til plantning og såning, så jeg var ikke uden nytte for vor lille have. Hele timer kunne jeg gå her i travl virksomhed, og jeg var aldrig lykkeligere, end når jeg ene gik ved disse beskæftigelser; da var mit sind let og befriet. Om middagen kom Heiberg. Hans moder, der hang ved denne søn, hendes eneste barn, var af en meget ængstelig natur. Nærmede tiden sig, og han ikke kom, da opstod hundrede ængstelser hos hende, om hvad der vel kunne være hændt ham af ulykker. Hun kunne da stå hele timer og stirre ud ad vinduet i en dødelig uro. Kom han endelig, da sagde hun ikke et ord, og han slog sin udeblivelse hen i skæmt og spøg. Efter bordet drak vi kaffe i haven og tilbragte mangen en herlig time der, idet Heiberg ofte læste højt for os: en nydelse i forening med kvindeligt håndarbejde, jeg sætter over alt. En eftermiddag, da 169 han således læste for os, sad jeg ved hans side, og det morede mig at se med i bogen, hvori han læste, uden at det faldt mig ind, at det var en stor gunst, at dette blev tålt. Siden efter ytrede fru Gyllembourg: »Det må jeg sige, du har en høj stjerne hos Ludvig; thi dette havde han ikke tålt af nogen anden end af dig.« Og virkelig omfattede han mig med en hengivenhed, der grænsede til tilbedelse; og idet han satte mig så højt, ville han, at alle andre skulle gøre ligeså. Hans fine, ridderlige væsen imod mig var det, jeg mest af alt satte pris på - thi, skønt jeg var opvokset i et hjem, hvor tonen i omgang var af den ringeste slags, så havde netop jeg, som man skulle tro ingenlunde var forvænt heri, en stor afsky for alt, hvad der var råt og plumpt i formen, og mine fordringer i den henseende var det kun givet få at kunne tilfredsstille; jeg syntes, at alverden var plump, undtagen Heiberg. Var vejret smukt, kom han undertiden om eftermiddagen med en vogn, på hvilken han selv var kusk, og da heste hørte til mine passioner, satte jeg mig hos ham på kuskesædet for at glæde mig ved synet af de smukke dyr, idet jeg tillige lyttede til hans livlige tale. Jeg følte mig ved alt dette så stille glad, at jeg ofte havde en fornemmelse af, at jeg mellem disse mennesker først nu havde fundet mit rette hjem og min rette plads. Umiskendelig var også den glæde, mit selskab skænkede Heiberg, uden at han med ord, der ville have stødt mig tilbage og berøvet mig min frihed, ligefrem udtalte det for mig. Han beskyldte mig ofte for altfor stor ydmyghed og sagde: »Kunne jeg dog blot bibringe Dem mere stolthed og selvtillid.« Hans moder bebrejdede ham da denne tale og sagde: »Tag dog ikke det bedste fra hende.« Enhver formfejl af andre imod mig opbragte ham, da han holdt så strengt på min honneur, som om jeg var en lille fyrstinde. Han selv omgikkes mig virkelig som en sådan og fordrede, at alle skulle gøre ligeså.

JOHAN LUDVIG HEIBERG

Efteråret nærmede sig og med det mine beskæftigelser på teatret. Sommeren var gået hen i stilhed og fred i det hyggelige hjem.

[Da jeg første gang på en prøve atter så den mand, med hvem jeg havde stået i et så nært forhold, og med hvem jeg havde 170 tåget så kærlig afsked ved vor adskillelse, rakte han mig ikke broderligt hånden, som han havde lovet. I hans blik så jeg vrede og uforsonlighed. Han tabte derved den sidste rest af godhed, jeg endnu havde for ham. Det smertede mig imidlertid; thi det smerter altid at blive gjort uret og bedømt uretfærdigt; men herved var nu intet at gøre; jeg henvendte mig heller ikke til ham, thi troede han, jeg havde løjet for ham dengang, hvor kunne jeg da håbe, at han nu ville tro, jeg nu talte sandhed. Og selv om han nu havde villet, da havde han ved sin lettroenhed og sin mangel af tro på mig tabt så meget i mine øjne, at jeg ikke længer fandt det umagen værd at berigtige hans vildfarelse.]

Heiberg havde i denne sommer bearbejdet det Topferske lille lystspil: »Ser jer i spejl«. Fruen deri var en af mine første nye roller i sæsonen 1830-31. Sådanne lette lystspilsroller, hvor elegance i diktionen forenedes med lune og gratie, var ligesom en leg for mig; thi alt, hvad hertil udf ordredes, tør jeg vel sige, at jeg var i besiddelse af. Den lille spøg gjorde overordentlig lykke og anvendtes som trækplaster atter og atter i ikke få år. Min kære, uforglemmelige kunstsøster og ældre veninde, den dannede, elskværdige jomfru Jørgensen - som jeg håber endnu lever i manges erindring ved hendes ypperlige fremstillinger i forskellige rollefag -kom dette efterår netop hjem fra en pariserrejse og så mig udføre denne nye rolle. Efter forestillingen kom hun ganske henrykt ind til mig på mit påklædningsværelse, tog mig om hovedet, kyssede mig og sagde: »Ak, min lille amour,« - således plejede hun at kalde mig - »hvor har du dog lært denne måde at spille konversationsroller på? Nu kommer jeg lige fra Paris, men ved at se dit spil i aften måtte jeg tro, du var en skuespillerinde fra Théåtre français, der havde været så artig at lære dansk for at spille for os. Du har i høj grad forundret mig i aften.« Jeg blev meget glad ved denne ældre kunstnerindes ros.

Jeg fik nu flere og flere roller, og disse i forening med de ældre, der ideligt og ideligt spilledes, gjorde, at jeg alt havde et stort repertoire. Mit lille kammer lå uheldigvis lige ved siden af fru Gyllembourgs dagligstue, og det pinte mig, at jeg ikke her kunne læse mine roller højt, uden at hun skulle plages med at høre derpå. Hun var derfor så god at skaffe mig et værelse i den samme etage, men i den modsatte ende af huset. Til dette mit nye kammer 171 måtte jeg passere gennem en meget stor sal, der ofte indgød mig en gysen, især om aftenen, når jeg forlod de andre for at gå i seng. Dette mit nye værelse havde fru G. med sit sædvanlige talent indrettet på det netteste til mig. Sofaen var en sovesofa, der om aftenen blev indrettet til seng. Over denne hang et stort brystbillede af Heibergs fader, P. A. Heiberg, malet af Juel og af en overordentlig levende virkning. Det kloge ansigt med den ironiske mund og de stikkende skarpe øjne var gengivet med et liv og et udtryk, så jeg altid havde en følelse af, at der var en levende mand i min stue. Ja, illusionen var så stor for mig, at jeg ofte, når jeg stod ved mit toilette, uvilkårligt drejede mig om for at se, om han betragtede mig. Disse blik gjorde mig da ofte så forlegen, som om det havde været et levende menneskes øjne, der fulgte mine bevægelser. Og når jeg om aftenen lagde mig til ro, så forvirrede disse øjne mig ofte ved at stirre ned på mig i den grad, at jeg tit blev ganske bange, og det syntes mig, at det ironiske smil om munden blev stærkere og stærkere, så at jeg ofte hurtigt i angst og forlegenhed slukkede lyset for at blive disse øjne kvit. Jeg kunne let være blevet af med billedet, når jeg havde bedt derom, men jeg skammede mig over min barnagtighed.

En pige blev nu antaget til min personlige opvartning, Dorothea var hendes navn. Det var en af disse fromme, nøjsomme, opofrende sjæle, der intet ønsker uden det at underkaste sig andres ønsker, et af disse rørende mennesker, for hvem vi andre burde skamme os, hvis vi ikke var så egoistiske, at vi synes, det er i sin orden, at de lyder, og vi befaler. Uvant med al hjælp fra min barndom af, har jeg aldrig i mit liv udviklet det talent at lade mig pleje og opvarte af andre. Hendes største sorg var derfor, at jeg ikke ville benytte hendes hjælp mere, end jeg gjorde, og ideligt klagede hun og sørgede over, at hun havde så lidt at udrette for mig. Fru Gyllembourg kom ofte og sagde: »Herre Gud! Dorothea er så bedrøvet over, at du benytter hende så lidt; den stakkels pige vil så gerne være dig til behag.« Jeg forsikrede, at hun var mig meget til behag, men at jeg behøvede så lidt hjælp for min person, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle hitte på for at beskæftige hende. Om aftenen, når jeg begav mig til ro i dette afsides kammer, ville hun absolut følge med for at klæde mig af, som hun sagde. Denne hjælp havde jeg aldrig været vant til, og den 172 pinte mig; jeg bad hende derfor ideligt om ikke at sidde oppe til langt ud på natten for at vente, til jeg gik i seng. Men da så hun på mig med så bedrøvede øjne og bad mig så rørende om, at hun måtte yde mig denne hjælp, at jeg ikke nænnede at gentage det oftere.

Jeg havde efterhånden fået den stygge vane at læse i sengen, inden jeg faldt i søvn. Denne vane dadlede Heiberg med rette hos mig. Jeg bad ham nu om, at han i stedet for at skænde ville bringe mig en dansk roman, af hvilke jeg hidindtil ingen havde læst, for at jeg kunne bruge den som sengelekture. »Det vil jeg ikke,« svarede han, »men for at De hurtigt kan falde i søvn, så tilbyder jeg mig at skrive en roman og hver aften at lægge et lille afsnit af denne i bordskuffen ovre i Deres kammer - at sige, når det må være mig tilladt at gå over i dette og skrive den ved Deres eget bord med Deres egen pen og blæk.« Jeg tog ham på ordet, idet jeg da lovede ikke at læse andet, end hvad han for denne aften havde skrevet. Han udførte virkelig denne spøg og sneg sig hemmeligt hver aften, uden at hans moder mærkede det, over i mit kammer, inden han forlod os, og lagde i min bordskuffe, hvad han havde skrevet. Da jeg første aften efter dette hans løfte med begærlighed åbnede skuffen for at se, om han virkelig havde holdt sit ord, lå her det første blad, således lydende:
Stjernen på jorden,
eller: De blå længsler.
En romantisk roman,
helliget
Kgl. skuespillerinde jfr. Johanna Louise
i dybeste ærbødighed
af
forfatteren Johan Ludvig.
Tilegnelse.

173

Du har af mig en dansk roman begæret;
men da jeg ingen har ved hånden,
jeg selv den skrive vil, om ej det er for svært,
og om jeg bistand får af digter-ånden.
Du har forlangt den, for at kunne sove
ved sildig læsning, som er net og fin;
velan, elskværdigste! det tør jeg love,
at du skal sove dejligt efter min.
Du ser, romanen har en prægtig titel,
som højst interessante ting dig spår.
Hver dag jeg skrive vil et nyt kapitel,
så tænker jeg, den vare kan et år.
Det må den gerne, thi fra nytår ville
de gode flyveposter sove hen;
og noget skal et menneske bestille,
nu vel, så lad mig skrive den.
Med højagtelse og allerærbødigst
Forfatteren.

FØRSTE KAPITEL

Det var en dejlig, klar vinteraften. Sneen hvilede som et kridhvidt tæppe over jorden, og månen og stjernerne strålede ned derpå, og forhøjede den hvide glans; med ét ord, det var et vejr ligesom iaften. Nattergalen fløjtede sine søde, sværmeriske triller; - nej, stop! den fløjtede ikke, men den åd melorme i buret, hvori den hang på væggen hos skovrider Christoffer Hennegau, den vældigste jæger i hele Thiiringer-skoven. Forbi hans bolig løb en stor flod, som nu var tildækket med den spejlklare is, over hvilken han plejede at løbe på skøjter, bevæbnet med sin riffel/ og han skød da, i den hurtigste fart, de fugle, som næsten usynlige drog i umålt afstand over hans hoved, og som kun månens svage belysning betegnede for hans øvede jægerøje. Idet han nu fortsatte sit løb langs med floden, bragte dennes krumninger ham ud på en stor sø, hvori den havde sit udløb, og som ligeledes var bedækket med is. Langt borte, på den modsatte bred af søen, glimtede et rødligt lys, der stak besynderligt af imod månens og stjernernes blålige skær; men det var tydeligt at dette røde lys var en stjerne

174

for den unge jæger, thi han styrede sin kurs derefter; og virkelig varede det heller ikke længe, før det røde lys viste sig som en lampe, der skinnede ud af vinduet på et ved søbredden ensomt liggende hus. Den raske skøjteløber stod nu allerede på landjorden udenfor huset, spændte sine skøjter af, og bankede på døren. »Hvem der?« lød det inde i stuen. »Din ven, din elsker,« var svaret. Straks åbnedes døren. »Min Kathinga!« udråbte jægeren, idet han trådte ind i stuen og trykkede den dejligste pige op til sit hjerte. »Du er vist sulten?« spurgte hun. »Det er vel, du husker mig derpå,« svarede han, og tog ud af sin jagttaske to store vildgæs, som han havde skudt på vejen. Kathinga roste gæssene for deres fedme, og ilte med at tilberede dem til aftensmåltidet.

Ved dette første kapitel af Heibergs roman tænker jeg, det er bedst at lade det forblive. De andre kapitler, som jeg om aftenen fandt i min bordskuffe, var i samme stil. Alligevel kan enhver begribe, hvor begærlig jeg var hver aften for at læse, hvad bordskuffen indeholdt. Det var mig derfor en plage, at den gode, kærlige pige Dorothea ikke var til at formå at lade mig gå ene til sengs. Og når jeg nu gentagne gange havde bedt hende: »Gå nu, min kære Dorothea! Nu har jeg virkelig intet mere, hvortil jeg behøver Deres hjælp,« da svarede hun: »Nej, lille jomfru, først må De være i seng, for at jeg kan stoppe tæppet rigtig godt om Dem, for at De ikke skal forkøle Dem.« Hun var ubøjelig; her var altså intet andet for end at finde sig deri. Jeg lagde mig da i sengen, og hun rullede med sin kærlige hånd tæppet så fast om mig, at jeg lignede et svøbelsebarn. Når dette var besørget, fandt hun sig endelig i at gå, idet hun dog først gentagne gange spurgte mig, om der nu virkelig intet var, jeg endnu ønskede. Og først på min gentagne forsikring, at der aldeles intet var, sagde hun mig kærligt godnat og gik. Næppe var hun ude ad døren, før jeg løste hele min indpakning, sprang ud af sengen og gik til min bordskuffe for at tømme dens indhold og læse fortsættelsen af romanen. At mangt et betydningsfuldt ord, mangen en hentydning til hans følelser for mig, mangt et smigrende ord efterhånden smuglede sig ind i denne romanlæsning, følger af sig selv, dog for det meste i spøgens og ironiens form. At jeg just ved denne læsning faldt hurtigere i søvn, som han havde lovet, vil jeg ikke påstå.

175

Var himlen klar og stjernefuld, kastede jeg ofte et sjal om mig og stillede mig i vinduet ud til haven og så op på de skønne, glimrende kloder og tabte mig i gisninger om dem og om mig selv. Den opmærksomhed, Heiberg viste mig, blev mere og mere farlig for mig, thi netop den finhed og tilbageholdenhed, hvormed han viste den, var efter min smag. [Med et eneste plumpt eller råt ord kunne enhver bejler fordærve det for sig hos mig for bestandigt, og ikke få havde alt gjort det.] Mere og mere længtes jeg nu dagligt efter middagen, der skulle bringe ham; hans moder og jeg kappedes nu om at stirre ud ad den kant, hvorfra han kom. Og vi fik god øvelse i tålmodighed, thi præcis kom han næsten aldrig. For det meste blev han modtaget af mig med en lille bebrejdelse, som han da svarede så morsomt på, at han altid gik af med sejren, og vi måtte endda være glade, om han lod sagen falde og ikke udspandt den til et drilleri, som kunne give ham stof for lang tid, og hvori vi atter trak det korteste strå.

Ene hver formiddag drak hans moder og jeg kaffe sammen, og ved hendes konversationstalent kunne denne kaffedrikken udspinde sig til flere timer. En formiddag, den 4de november 1830, sad hun og jeg som sædvanligt således sammen, da døren gik op og hendes plejesøn Georg Buntzen trådte ind, så bleg og forstyrret, at vi begge på én gang udbrød: »Hvad er der påfærde?« - »Ved I det?« spurgte han. - »Hvilket?« - »Ved I, at Møhl er død?« - »Død!« udbrød fru Gyllembourg, rystende over hele legemet, »hvem siger det?« - »I skolen fortalte Krarup mig det og bad mig gå hjem og underrette eder derom.« (Dr. Krarup, forstander for Borgerdydskolen på Christianshavn, var en svoger af Møhl.) Vi blev begge usigeligt forfærdede og bedrøvede, og den stakkels Georg satte sig hulkende i en krog af stuen og lod sine tårer frit løb. Vi længtes ubeskriveligt efter Heiberg den dag for af ham at høre noget nærmere om dette pludselige dødsfald. [I sorgen føler man bedst, hvad man er for hinanden, man rykker nærmere sammen, og alt det små bliver da det, som det altid skulle være: E t intet.] Heiberg kom også tidligere end ellers, bleg og dybt rystet ved denne sin vens død. Heiberg fortalte, at han ved efterretningen herom var gået til Møhls bolig og havde der selv set den kære afdøde og indhentet detaljeret underretning af professor David, der boede sammen med ham. Denne havde da fortalt, at Møhl

176

hele den foregående dag havde været stille og eftertænksom, men fuldkommen rask. Men da David sildigt om aftenen tilfældigvis var gået ind til ham, havde han ligget i bevidstløs tilstand i sin seng, og kort efter opgav den ædle, af så mange elskede mand sin ånd. Lægen mente, at opium havde pludselig gjort ende på et liv, der var mange så dyrebart. Alt i nogen tid havde Møhls venner med sorg bemærket, at en dyb melankoli havde grebet ham. Han troede sig overset af alle og ytrede ofte for Heiberg og hans moder i sygelig beskedenhed, at han ikke var værdig til at have venner som dem, og at det var af godhed og medlidenhed, de viste ham så megen opmærksomhed. Nu bebrejdede vi os alle, at vi ikke oftere og kraftigere havde vist ham, hvad han var for os og vor lille kreds. Ak! havde han fra sin grav kunnet se den dybe sorg, som vi og alle, der kendte den begavede mand, følte ved hans bratte bortgang, da havde han set, at han ikke havde levet forgæves. Efter bordet sad Heiberg hensunken i den ene krog af sofaen længe tavs og stille med hånden for øjnene. Jeg var selv så bedrøvet og ville ikke forstyrre ham i hans sorg. Da han imidlertid blev siddende således i hele timer uden at tale, følte jeg trang til om muligt at sige ham et trøstende ord. Jeg gik derfor hen til ham og så, at hans tårer trillede ned ad kinden under den hånd, han holdt for øjnene. Jeg tog venligt hans hånd til side og tørrede hans øjne med det lommetørklæde, der alt var vådt af mine egne tårer. Og nu brød hans tårer frem med en sådan heftighed, at jeg forfærdedes derover. At se en mand græde har altid noget forunderligt rørende, - men at se denne mand, hvis kraftige sjæl ikke så let bøjedes, i denne tilstand, gjorde et overvældende indtryk på mig. Og for første gang kærtegnede jeg ham nu med al uforbeholdenhed som en elsket broder. Taknemmelig herover kyssede han mine hænder med inderlighed, imedens hans gråd ustandseligt flød. Og i dette øjeblik, ved vor fælles vens bortgang, følte jeg, at jeg var bunden for bestandigt til hans sørgende ven, som her sad og fældede så bitre og trofaste tårer. Mod aften befandt Heiberg sig ikke vel, og hans bekymrede moder foreslog, at vi begge skulle køre ham hjem til hans bolig. Vi sad alle tre tavse i vognen, medens hans bløde og fine hånd, stille og inderligt, ubemærket hvilede i min. Møhl var den Heibergske muses mest trofaste og hengivne ven. Alt hvad Heiberg havde skrevet, meddelte han Møhl. Hos

177

ham havde han altid fundet åbent øre og sind, og Heiberg havde stor tillid til hans dom og bemærkninger. Hvor sjælden en sådan ven findes, der forener Møhls egenskaber, mærker man først ret i årenes løb, idet man forgæves søger at få et sådant tab erstattet.

Med Heibergs sædvanlige fine og ridderlige takt kom han mig efter denne dag imøde - ikke som en dristig elsker, men som en glad, beskeden og taknemmelig ven, der med varsomhed modtog, hvad min imødekommen nu havde givet ham vished om. Og hemmeligt for alle udspandt sig vort samliv i kærlig fortrolighed. Ikke hans moder, ikke noget menneske meddelte vi vor hemmelige forståelse. Ingen af os havde lyst til at fremtræde som forlovede. Romanen i bordskuffen blev nu pludselig afbrudt og ombyttet med små, fortrolige, kærlige sedler, hvori hans forhåbninger, hans frygt for atter at miste mig, hans planer for fremtiden, hans lykke over at eje mig udtalte sig dybt og sandt og rørende. Skriftligt besvarede jeg hans små billetter og lagde mine svar i samme bordskuffe, hvor han hentede dem og lagde nye fra sig selv deri til mig. Når jeg spillede om aftenen, havde han bedt om tilladelse til at benytte mit kammer, og ofte sad han nu ensomt her under påskud af at skrive, hvad han for øjeblikket havde under arbejde; og virkelig arbejdede han også ofte her for ikke at behøve at gå den lange vej hjem og om aftenen atter gå tilbage ud til os - thi han kunne ikke godt undvære at sige mig godnat. Var han selv på komedie, som naturligvis ofte var tilfældet, når jeg spillede, da fulgte han mig undertiden hjem, en gunst, han satte stor pris på. Han var da ofte henrykt over mit spil og sagde: »Når jeg står dernede mellem publikum og ser på dig og da tænker: Hun er min, hun tilhører mig! da svimler det formelig for mine øjne, og jeg har en følelse, som om et lyn gik igennem mig uden at såre.« Disse kærlige ord har jeg beholdt i taknemmelig erindring. Det pinte ham imidlertid, at vi så sjælden var ene med hinanden, og han fandt nu på det fif at foreslå at lære mig fransk, og under dette påskud gik vi da om eftermiddagen over i min stue for at være flittige med at indøve det fremmede sprog. Hans moder, der var et af de troskyldigste mennesker, jeg har kendt, gik virkelig i begyndelsen ind på dette lille bedrag, men Georg Buntzen, min unge, skinsyge tilbeder, var ikke så let at narre, og han drillede os med at forstyrre os, så ofte det lod sig gøre. Når jeg skulle i selskab, selv i

178

sådanne huse, hvor Heiberg kom, da pinte det ham stærkt, og grunden hertil var især, at intet selskab syntes ham godt nok for mig. Da lød ofte hans klager i de små sedler i bordskuffen. I disse rykkede han nu efterhånden lempeligt frem med sit ønske om en nærmere forening med mig. Han sagde, at han med tålmodighed i åringer havde ventet på at få dette sit højeste ønske opfyldt, men denne tålmodighed var nu forbi. Han klagede bittert over de spildte år og bad mig ikke at forøge deres antal. Jeg fandt derimod, at nu var vort samliv så skønt, at en forandring heri let kunne blive farlig. Også løb der tusinde tanker om i mit hoved, som ikke lidet foruroligede mig. Imellem disse tyngede også den tanke på min sjæl, hvorledes mine forældre ville kunne passe ind i disse nye forhold, hvortil deres dannelse så lidet svarede. Jeg vidste, det ville smerte mig, om de tydeligt skulle føle, at de var udelukkede af mit selskab i mit hjem; og blev de det ikke, da ville det også smerte mig at se dem spille en rolle, der var ydmygende for dem. Jeg var bange for, at Heiberg i sin kærlighedsrus nu syntes, at han kunne finde sig i alt, men at han med tiden ville føle dette tryk, og at dette ville forstyrre hans glæde i hans eget hjem. Heiberg havde mærket, at mange betænkeligheder fra min side forhalede mit svar, at bestemme en tid til vor forening; han bad mig indstændigt meddele sig disse, men en undseelse for at berøre så personlige forhold bandt min tunge. I en af mine små sedler i bordskuffen udtalte jeg mig skriftligt derom, thi dette var mig lettere end således ansigt til ansigt, øje til øje at komme frem med mine skrupler. Jeg bad ham derfor overveje disse forhold, der var for hele livet, bad ham betænke, om han i tidens længde troede at kunne bære et familiesamliv, der umuligt kunne have nogen interesse for ham, men hvortil jeg var knyttet med hellige bånd -og andet mere, som forholdene bragte med sig. På dette brev læste jeg følgende svar fra ham, da jeg om aftenen undersøgte bordskuffens indhold:

»Tak, min egen Hanne, for din yndige lille seddel, for din fortrolighed, og især for dit løfte i slutningen, at ville opskrive alle dine tanker, for at jeg dog kan få dem at vide. Ja visselig ønsker jeg intet mere end at kende dine tanker. Du har stedse været så tilbageholden, jeg har ligesom måttet erobre ethvert nok så lille bevis på din fortrolighed; og det har ofte bedrøvet, ja ængstet

179

mig, så meget mere, som jeg godt kan mærke, at du ved din tilbageholdenhed ofte giver anledning til små misforståelser, som kunne været hævede ved åbenhjertighed fra din side. Endnu i aften, da du et øjeblik lod til at ville blive tilbage her i kammeret og lade mig gå iforvejen, har du vist tænkt på at tilintetgøre din seddel, for at jeg intet skulle erfare af hvad du havde skrevet. Jeg gyser ordentlig ved tanken om, at dette kunne være sket, og at du kunne have vedblevet at skjule dine følelser i endnu længere tid. For alting, da du ikke holder af at tale, så vedbliv ifølge dit løfte, at meddele mig skriftligt dine tanker om alle de genstande, hvorom jeg endnu ikke kender dem; thi efter så lang tids nøjere bekendtskab med dig, er du mig dog endnu bestandig i mange henseender en gåde. Så meget i dit væsen og dine tanker er skjult for rnig, og jeg kan godt mærke, at just hvad du skjuler, er noget af det bedste, som jeg allerhelst ville kende. Hvad den omtalte sag angår, da takker jeg dig for din oprigtighed, men tilstår, at jeg ikke kan se nogen betydelig anstødssten i hvad du fremsætter til min overvejelse. Tro ikke, at jeg anser tingen for en bagatel; tværtimod; men jeg mener kun, at den kan indrettes på en ganske simpel måde til din og alles tilfredshed. Jeg vil med al oprigtighed tilstå, at jeg for min part vel ikke har nogen særdeles interesse for din familie, men jeg har det dog for så vidt, som det er d i n familie. Allerede fra garnmel tid af er jeg vant til at tænke på dig, hvergang jeg ser nogen af dem eller hører dem nævne. Synet af enhver af dem har allerede i flere år, blot ved erindringen om dig, fået mit hjerte til at banke. Og skulle jeg være så indskrænket at fordre, at du ikke skulle omgås dine forældre og søskende? De forhold, hvori naturen har sat dig, er alt for hellige, til at du skulle krænke dem, omendskønt du ved dit geni og ved din hele uddannelse er kommet til at stå højt over dem. At du er en god datter og en god søster er en dyd, som jeg ikke ville have, at du skulle undvære, ligeså lidt som nogen anden af de dyder, som du besidder; thi jeg elsker dig i alle dine fuldkommenheder, og i denne ikke mindre end i de andre. Min mening er derfor, at vi, efter den forening, jeg ønsker, også måtte omgås din familie mere end hidtil, og dette kunne jo meget vel ske, uden at vi derfor behøvede at indskrænke vor øvrige frihed til at se, hvem vi ønsker. Du må betænke, at når du først er frue i huset, bliver det 180 tildels dig, som kommer til at råde for alt sligt; og det vil næppe blive dig med din fine takt for alt det skønne vanskeligt at træffe de rette grænser såvel heri, som i alt andet. - - - Men også om andre ting ønsker jeg at kende dine tanker. Jeg har forstået slutningen af dit brev således, som om du ville lade mig gøre et og andet dybt blik ind i dit indre. Hold endelig ord! Jeg ønsker intet højere end at kende enhver fold og enhver krog i din dybsindige karakter. God nat! Tænk venligt på
din broder

Denne underskrift, »broder«, har hentydning til, at fra det øjeblik, jeg kom i Heibergs moders hus, spøgtes der med, at vi var sammenbragte børn. Han kaldte mig altid søster og jeg ham broder. Det ængstede mig ofte, at Heiberg satte mig så højt og havde så store tanker om min karakter. Jeg havde alt i mit unge liv erfaret, hvor bittert det er at vækkes af slige illusioner. Også denne frygt meddelte jeg ham skriftligt, ikke på skrømt, men af mit fulde hjerte. Jeg gøs ved tanken om, at han engang måtte sige sig selv, at han dog havde taget fejl af mig. [Den næste aften lå atter en seddel i bordskuffen, hvoraf jeg blot vil afskrive, hvad der besvarer dette punkt:

»Jeg er ganske rolig for at jeg ikke tager fejl af din karakter; den har noget hemmelighedsfuldt, som det er umagen værd at studere, ligesom en vanskelig bog. Jeg bedrager mig ikke; det er umuligt, thi jeg har allerede alt for mange beviser på det modsatte. Altså, lad mig snart høre nogle flere af dine tanker. - God nat! og gid vi i tankerne må samles, ligesom forrige nat.
Din
J. L. H.

Jeg har ikke gjort regning på andet, end hvad jeg allerede kender, men dertil hører just det dybsindige i dit væsen. Dette falder mig ind, ved atter at gennemlæse dit brev.«]

Således fortsatte vi nu resten af vinteren denne hemmelighedsfulde korrespondance i bordskuffen, der snart indeholdt spøg, snart alvor, men alle hans sedler kom ind på, at jeg dog ville bestemme, når vor forening skulle finde sted.

181

HERTZ OG SCRIBE

En middag kom Heiberg sildigere end sædvanligt og undskyldte sig med, at han var stået så sildigt op og dog ikke kunne gå ud, før hans forretninger var tilendebragte. Han havde så godt som slet ikke sovet om natten. »Da jeg kom herfra i aftes,« vedblev han, »som I ved, var meget sildigt, lå der en anonym bog på mit bord.« - »Den duede vel ikke noget?« sagde hans moder. »Det var også min første tanke,« vedblev han, »jeg gik i seng og tænkte: det er vist tidsnok at læse den i morgen. Inden jeg slukkede lyset, ville jeg kigge lidt på begyndelsen, og nu læste og læste jeg videre og ville næppe tro mine egne øjne.« - »Var den da god?« spurgte vi. Med et bevæget, vibrerende træk om munden, som altid indfandt sig, når Heiberg blev henrevet af noget, svarede han: »Ja, over al forventning god; jeg er endnu ganske opfyldt af denne mærkelige bog. Jeg har den her og glæder mig til at læse den for eder i aften.« Da lampen var tændt, gardinerne trukket for vinduerne, og Heibergs moder og jeg sad ved bordet hver med sit håndarbejde, læste Heiberg »Genganger-breve eller poetiske epistler fra Paradis« for os. Har du, som læser, hvad jeg her har nedskrevet, ikke læst denne bog, så skynd dig at læse den, og du vil da bedst forstå vor glæde, vor forundring ved denne aftens nydelse. Og har du læst den, da læs den om igen, og forlyst dig ved disse rytmers dans, ved denne leg af muser og gratier. Få bøger har gjort en sådan opsigt som »Genganger-brevene«. Der blev i lang tid ikke talt og skrevet om andet end denne mærkelige nyhed i litteraturen. Man udtømte sig i gisninger om, hvem der vel hos os var istand til at skrive et digt, hvis rimfylde og pragt man kun tiltroede Baggesen selv, i hvis navn rimbrevene er skrevet fra Paradiset. Man gættede og gættede, men forfatteren var og forblev skjult. »Genganger-brevene«s anledning var den kamp, der var opstået imellem Oehlenschlager og Heiberg ved en kritik, som Heiberg havde skrevet i sin »Flyvende Post« over Oehlenschlå-gers tragedie »Væringerne i Miklagaard«. I begyndelsen førtes denne strid i en tone, der var begge digterne værdig. Da fremstod tre af det lille soranske akademis professorer som Oehlenschlågers 182 riddere med en voldsomhed og bitterhed mod Heiberg, som æggede ham til at fortsætte kampen, der nu mere og mere bredte sig om Oehlenschlåger som digter i det hele. Den talentfuldeste af Heibergs modstandere i Sorø var vel Wilster, den uheldigste, især på grund af en fremfusende, lidenskabelig, holdningsløs tone, Hauch; hvorfor også Heiberg gik skarpest til værks mod denne sidste. Hele denne strid blev fulgt af publikum med en iver, en interesse, en lidenskabelighed, som man må have oplevet for ret at kunne få en forestilling om. På den litterære kampplads stod slag på slag. Heiberg på den ene side og alle disse soranske kæmpere på den anden, uden at tale om en hær af udisciplinerede dagbladstropper, der huggede løs på Heiberg uden at give sig tid til at sigte og altså uden at ramme. Deres heftighed mødte han med satirens svøbe og fik derved latteren på sin side. Enhver ung grønskolling, enhver halvskimlet litterarus følte sig opfordret til at tiltale Heiberg, snart med tilrettevisning som til en skoledreng, snart belærende, snart med høje råb over hans dumhed. Hvor er de nu henne, alle disse små ravne, der så modige til alle tider sætter sig på den levende stridshingsts ryg i stedet for som andre skikkelige ravne at holde sig til det døde ådsel? Striden var i grunden en fortsættelse af den berømte strid mellem Baggesen og Oehlenschlåger. Heiberg havde opfyldt Baggesens spådom, da denne 1814 skrev til den unge digter:

»Den digter, der så sindrig, som beskeden,
Halv yngling end, med spæde vingeskud,
Lig dem på skuldrene af Amors brud,
Kvad digterinden denne sang herneden,
Vil engang stor, som nu alt elskelig,
På mægtige fuldvoksne gyldne vinger,
Til sangens top, hvor Ewalds ånd sig svinger,
Fra vore toners kampplads svinge sig -
Og fremtids genius i upartiskhed lig,
Når Psyche, dit os her alt rakte bæger
Bag gravens stille Lethe vederkvæger,
Sangdømme den i live førte krig
Imellem Baggesen og Oehlenschlåger

183

Som stridende med pen i hånden havde Heiberg stået ene i denne kamp uden dog at savne opmuntring fra andre sider. Da kom, som falden fra himlen, denne ubekendte dommerrøst og lod sit lod falde i vægtskålen til gunst for Heiberg, og dette satte da en del i raseri og en anden del i glæde og begejstring; men alle var enige om, at »Genganger-brevene« var en mærkelig, fuldendt bog. Man var ikke langt fra at tro, at Baggesen virkelig gik igen og endnu engang besøgte jorden med sine rimbreve. Som det altid går, kom der nu en mængde efterabere af disse rimbreve; man tænkte: »So ein Ding will ich auch machen,« men det viste sig snart, at »so ein Ding« ikke lader sig så let »machen«, som man smigrede sig med. Alle disse fuskerier er forlængst glemte og bortskyllede i tidens elv, medens »Genganger-brevene« står og vil stå, så længe der er dansk litteratur til. At det henrykkede Heiberg at få en sådan medkæmper ved sin side, var naturligt. Han udtalte sin taknemmelighed til den ubekendte forfatter i et rimbrev, som blev indrykket i hans »Flyvende Post«. Af dette digt, hvori han udtaler sin sorg over, at Møhl ikke oplevede »Genganger-brevene«, vil jeg her blot anføre de linier, der handler om denne:

»Af dem iblandt os, som til fælles gavn
Befordre smagens værk, jeg kunne nævne flere;
Dog - tie vil jeg, thi det navn,
Som helst jeg nævnte, står der ikke mere.

Men du, o sanger, i dit paradis,
Hils Christian Møhl, som gik hvorhen vi stræbe!
Bi nogen Genius er mere værd den pris,
At hilses af en ædel digterlæbe.
Og tro kun ej, at han din uven var,
Fordi han fordum lod, i ungdoms hede,
Sig til en tolvtedel* forlede
Af hvad derefter helt han angret har.
Den »sandhed«, han i ånd og ord erkendte,
Gik heller ikke her hans blik forbi;

* 184

Den i hans barm begejstrings flamme tændte
For dine sanges danske melodi.
Ak! dine paradisisk skønne breve.
Som hilste mig med hin bekendte klang,
Midt i den glæde, som de vakte, bleve
Mig ofte til en dyb elegisk sang,
Fordi min. tabte ven, ined et poetisk øre
For takt i livet, takt i poesi,
Ej skulle paradisets toner høre
På denne jord, så arm på harmoni.
O bring min hilsen hist i ånders bolig
Til musers uerstattelige ven,
Som med min strengeleg var så fortrolig,
At allerhelst for ham jeg rørte den!
I dette vemods-år, hvis timer nu forsvinde
Hvor fra sin bedste ven min musa skiltes ad,
Hun helliger hans elskte minde
De sidste toner af det sidste kvad.«

Det tab, vor lille kreds havde lidt ved Møhls død, forøgedes ved et andet, ikke mindre føleligt. Den udmærkede matematiker, professor v. Schmidten - en mangeårig ven af Heiberg og hans moder - havde i nogen tid følt sit bryst angrebet, og dette onde greb så hurtigt om sig, at lægerne pålagde ham at gøre en rejse i længere tid til et sydligt klima for om muligt at standse sygdommen. Han rejste nu i det tidlige forår til Vestindien. En af de sidste dage inden hans afrejse tilbragte han en middag hos os. En sørgelig middag, thi ingen af os troede på nogensinde at se ham mere. Da han sagde os sit sidste farvel, sagde han sagte til sin inderlig bedrøvede og hengivne veninde, fru Gyllembourg, idet han pegede hen på Heiberg og mig: »Jeg vil rejse med det håb, at disses forening ikke er fjern.« Han nåede netop sit bestemmelsessted for at dø. I ham tabte videnskaben en udmærket dyrker, hans moder og søster en kærlig beskytter og hans få venner en trofast og interessant ven. Han havde en så mærkelig lighed med Napoleon den 1ste, at, når han besøgte Paris - hvilket han ofte gjorde, da han der havde venner, hans hele hjerte hang ved - studsede franskmændene ofte, idet de gik ham forbi. Når vi tre, Heiberg,

185

hans moder og jeg, om aftenen sad sammen, hvor ofte gentog da ikke fru Gyllembourg: »Ak! hvor jeg dog savner den rare, fortræffelige Schmidten og den gode Møhl!« Og de var vel værd at savne, thi et mere velgørende selskab end disse mænds skal man have ondt ved at finde. [Vinteren var således gået hen med disse to følelige tab, men også rned mangen en glæde, og fremtiden lå fuld af forhåbninger for Heiberg og mig.]

Teatersæsonen var nu atter sluttet, men fri for teatertjeneste var jeg endnu ikke, thi en del af de ældre skuespillere havde fået tilladelse til at give forestillinger til egen indtægt, og man bad mig nu om at assistere herved, hvilket jeg ikke godt kunne afslå, uden at de ville tage mig det ilde op. Hele juni måned gik således hen med, at jeg snart måtte spille for en af skuespillerne, snart for en anden.

Til disse sommerskuespil oversatte Heiberg nu Scribes fortræffelige lille lystspil »Den første kærlighed«, et stykke, som enhver ung dramatisk forfatter skulle studere for at lære, hvorledes et stykkes bygning bør være. Dette lille lystspil, et af de første franske stykker af denne art, der gik over vor scene, gjorde en overordentlig lykke. Den fortrinlige besætning af alle rollerne bidrog naturligvis meget dertil. Faderen i stykket blev givet af vor udmærkede komiker Frydendahl, elskeren af Stage, fætteren af Phister, den unge pige af mig. Man kunne vel ikke sige, at Stage var noget eminent talent, men han havde megen anstand, hans ydre var af virkning på scenen, og han havde en ejendommelig ironi, der aldrig forfejlede sin virkning, og som kom ham ypperlig tilgode i denne rolle. Phister og jeg var unge talenter, hvis vinger ikke var ganske udfoldede, men netop derfor af så meget større tillokkelse for publikum; og Frydendahl med sit mageløse fysiognomi, sit lune og sin gratie var den, der bandt det hele sammen til en buket. Dette lille stykke gik over scenen med en sådan lystighed, en sådan afrundethed i sammenspillet, at huset rungede af latter og bifald. Og dette gentog sig, så ofte det gik over scenen, uagtet publikum tilsidst kunne næsten hver replik udenad, indtil Fryden-dahls sygdom 1835. Frydendahl var et af disse fødte komiske talenter, der virker ved deres umiddelbarhed. Noget egentligt studium var her ikke at tale om. Men han var så gennemtrængt af lune og gratie, at det så at sige var ham umuligt at være ugratiøs.

186

Alt klædte ham, hvad han end foretog sig, og han tillod sig ofte gestus af så burlesk natur, at ingen uden han ustraffet ville have kunnet vove det. Hans ydre var smukt og imponerende, og i det virkelige liv så han mere ud som en minister fra et gammelt hof end som en skuespiller. Dette vidste han og havde derfor den svaghed at være yderst fornem i sit væsen mod alle, især mod de yngre talenter ved teatret, der næppe vovede at nærme sig ham, endsige tale med ham. Denne svaghed hos ham grænsede ofte til latterlighed, ja desværre til råhed og uforskammethed. Til trods for disse egenskaber havde han kastet sin særdeles kærlighed på mig, så jeg til min forundring for alle, gamle og unge, havde, som man siger, aldeles frisprog med den gamle herre. Han legede ofte med mig som med et barn, og han kaldte sig selv, og alle andre med ham: min gamle mand, en spøg, der var opkommet ved, at han i »Ringen nr. 2« absolut ville have, at jeg skulle spille hans kone. Når vi spillede sammen, var han fuld af alle slags løjer og var utrættelig i at karessere mig. Den gamle mands lystighed morede mig og alle. Ideligt foreslog han mig, at vi skulle drikke dus, og når han var ret overgiven, sagde han altid du til mig. I hvert stykke, hvori han spillede, ville han også have, at jeg skulle spille, enten der var en rolle for mig eller ikke. Jeg havde det held i ikke få år at beholde denne medspiller ved min side. Desværre fik han i sin sidste tid en indvendig svaghed, der i løbet af et par år berøvede ham hans legemlige kraft, uden at den var istand til at få bugt med hans guddommelige lune. Jeg erindrer endnu, hvor svag han var de sidste gange, vi spillede sammen i »Den første kærlighed«. Når jeg som hans datter heri stod på scenen og kælede for ham, da løb tårerne ned ad hans kinder, så nervøs var den kraftige mand blevet; og medens publikum skoggerlo af ham, stod han der grædende som et barn. Ved hans død blev givet en sørgefest på teatret, hvortil Heiberg havde skrevet digtet »Muserne«. Jeg [var Polyhymnia ved denne fest og] græd mine bitre tårer ved at have mistet ham, som ved sit uudtømmelige lune så ofte havde båret mig under vort samspil. Hans rolle i »Den første kærlighed« gik nu over i andre hænder, men kæden var brudt, fortryllelsen var borte.

Det liv, som Heibergs stykker og nu de Scribeske lystspil tilligemed digteren Hertz's arbejder bragte i teatret, var så heldigt som 187 muligt for min udvikling som skuespillerinde. Thi kun nye dig-terfrembringelser kan give et teater nyt liv. At komme just i en sådan periode hører til en skuespillers største held, og dette held havde jeg, uden at jeg dengang rigtig forstod min lykke eller vidste, hvor stor den var. Jeg gik endnu så småt omkring i tåget, og alt det bifald, den hyldning og beundring, man viste mig, var mig endnu ikke ret bevidst, til trods for hvad alle gjorde for at vække min bevidsthed i denne retning. [Alle, som kendte mig, sagde: »Det er en rar, sød lille pige«, og det var vel netop dette ubevidste, der gjorde mig rar og sød, thi jeg forundrede mig ofte selv over, hvoraf det kunne komme, at alle fandt mig så rar.] Min skuespillerrefleksion var endnu ikke vakt af den søvn, som sjælen hvilede i. Som en fugl bruger sine vinger uden at tænke over, hvormed den flyver, således brugte jeg instinktmæssigt, hvad naturen havde lagt i mig, og just herved fløj jeg sikkert. Er først den kunstneriske refleksion vakt, kommer det øjeblik, hvor man begynder at spørge sig selv, om grunden hvorfor og måden hvorpå man flyver, da er vor flugt ikke nær så sikker. Men dette farlige øjeblik må og skal komme, og da gælder det, om man skal gå frem eller tilbage.

I denne sommer kom også Scribes »Kvækeren og danserinden« frem. Dette stykke gjorde ligeledes en stor opsigt og lykke. Danserindens rolle skal bringe folk både til at le og græde; det sidste troede mange, jeg ville strande på; men udfaldet viste, at de havde taget fejl. I fortællingen, hvor danserinden meddeler kvækeren sit livs historie, tjente min egen barndom mig som baggrund, og dette bidrog måske væsentligt til at give min følelse et udtryk af sandhed, som greb og rørte publikum ligesom mig selv, uden at nogen kendte eller vidste, hvad der satte mit indre i bevægelse. Den hurtighed, hvormed man i de franske konversationsstykker må lade smilet spille i tårerne og tårerne atter i smilet, i den består egentlig evnen til at udføre denne art af komedier, ifald spillet ikke skal blive tørt. Har man blot smilet, da bliver fremstillingen flad, har man blot tårerne, da bliver den tung og monoton. Det er foreningen af begge, der frembringer et levende billede. Jeg mener, at jeg var i besiddelse af begge disse egenskaber; og enten man vil tillægge denne nye genre ros eller dadel, så var det mig, der gjorde, at den fandt indgang hos det danske 188
publikum, idet jeg for mine medspillende angav den tone, hvori disse stykker skulle frembæres, og derved udviklede talenter blandt det øvrige personale til med held at virke i disse arbejder, som af nogle sættes for højt, af andre for lavt. Man må sige om dem, hvad man vil, de har banet vejen for simplicitet i udtrykket og har åbnet øjnene for karakterer, hentet ud af det virkelige liv. Disse fortrin vil jeg håbe skal blive til nytte for en ny, en dybere genre af komedier end de, hvortil disse franske lystspil hidindtil har hævet sig. Vore skuespillere var ikke vant til at spille i denne lette genre. De havde ondt ved at lade ordene løbe så hurtigt over læberne og dog i denne hurtighed nuancere skarpt, klart og bestemt. De var ikke øvede i denne henkasten af pikante replikker; deres konversa-tionstone havde endnu slæb og paryk på fra de gamle tyske komediers tid, og jeg bilder mig som sagt ind, at jeg mere og mere i årenes løb heri hjalp dem på gled ved mine fremstillinger. Og hvem kunne jeg takke for dette mit fortrin i konversationstonen? Atter Heiberg, thi ved at høre ham selv og hans hele kreds lærte mit øre at opfange den måde, åndfulde mennesker konverserer på, og som hjalp mig lidt efter lidt til selv at komme i besiddelse af dannelsens præg i ord og tale, som netop er nødvendigt i hine skuespil. Den. skuespiller eller skuespillerinde, som ikke i livet er i besiddelse af konversationstone, vil aldrig på scenen kunne frembringe illusion af dannelse og åndrighed, hvilket netop disse franske komedier i høj grad kræver af kunstneren. Denne leg med pikante ord og vendinger må ikke lyde som noget, der koster umage, men som noget, læberne synes at være vant til at øve til daglig brug, og et fint øre mærker straks, om ordet falder tillært eller naturligt for kunstneren. Og dog er også her noget, der - da talen er om kunst - må indøves, og som man må vide besked om. Mangen skuespiller får aldrig tillært sig konversationstonen, fordi han ikke itide øver sig i at tale med læberne i stedet for med brystet. Brysttonerne hører tragedien til. I konversations s tykke t må lyden frembringes med læberne, thi kun med disse kan talen blive let, hurtig og flydende. Den tilspidsede replik kan kun således komme til sin ret. [Man siger så ofte om en skuespiller: »Han mangler fornemhed i sit væsen, han er simpel.« Man søger da denne mangel snart i det ydre, snart i klæderne, gangen, stemmen, måden at hilse på, sætte sig etc.; ja visselig har alt dette betydning fra en scene, da 189 al kunst tillige skal bære skønhed i sig, men stemmens tone og nuancering er og bliver hovedsagen for den fine dannelses præg, og hvor den er tilstede, der vil man aldrig om den pågældende falde på at sige: Han er en simpel mand.] Jeg har i Paris set Samson spille ministeren i »Statsmand og borger«. Samson var en ikke høj, tyk, tung mand, der i det ydre sandelig intet havde af, hvad man plejer at kalde fornemt; men når man hørte det elegante franske sprog let og dannet lyde fra hans læber, da vil jeg se den tilskuer, der ville klage over, at han ikke var fornem nok til rollen.

Det gode forhold, hvori jeg stod til så godt som hele personalet, gjorde at jeg i al venlighed og uden at få skin af anmasselse ofte ved mine råd og bemærkninger bidrog til afrundethed i fremstillingerne [, der var, det tør jeg nok sige, til stor nytte for disse.] Det er også vist, at disse franske stykker bidrog overordentligt til at vænne så vel skuespillerne som nationen til at udtale vort modersmål smukkere og korrektere, og dette er måske deres væsentligste fortjeneste. Som ved enhver ny kunstart, som ved vaudevillerne, som ved balletterne, blev der atter løftet et ramaskrig mod disse komedier. Det hed atter her, at smagen gik tilgrunde ved dem, at de ville bringe teatret i forfald osv. Først i årenes løb, da disse franske arbejder virkelig blev fade, sentimentale fabrikarbejder, forgudede man dem og satte dem som det eneste, der var værd at se og værd at spille; og i denne forvildelse fulgtes skuespillerne og publikum ad i skøn enighed. Dog herom mere længere hen.

VORT EGET HJEM

Også sommerskuespillene var nu ved juni måneds slutning 1831 forbi. Heiberg, der i så mange år med trofasthed havde hængt ved mig, ville nu ikke give tid længer, men skyndte med utålmodighed på vor forening. Det blev derfor besluttet, at den skulle finde sted i al hemmelighed i slutningen af juli. Hans moder, mine forældre og gamle Heiberg i Paris blev nu indviede i vor beslutning, men heller ingen andre. Fru Gyllembourg blev meget glad ved efterretningen og sagde, at hun her fik et længe næret ønske opfyldt. Heiberg foreslog hende nu at leve med sin 190 plejesøn som hidtil, og at vi to, han og jeg, skulle flytte ind i en ny bolig. Dette forslag tog hun sig overordentlig nær og gjorde mig til dommer med en mine, som om liv og død var afhængig af mit svar. Dette satte mig i stor forlegenhed. Det var min faste overbevisning, at det heldigste for alle parter var, at hun fortsatte sit eget hus, og jeg begyndte mit nye på egen hånd. Hun havde i så mange år været vant til at bestyre et hus, at tabet af denne beskæftigelse ville være hende smertelig. Hertil kom, at hun ikke var ene, men at hendes plejesøn, der om kort tid var voksen, og et forkælet barn, ikke let ville finde sig i at stå under et andet hus' love. Mit ønske var, når jeg fik et hus, da også at opfylde de pligter, som hviler på husmoderen, og dette følte jeg straks ville blive en vanskelig, for ikke at sige en umulig opgave, når alt blev i den gamle form, og når alle skulle blive tilfredse. Men at få hende til at indse dette, vidste jeg ville blive en umulighed, og jeg svarede derfor - jeg tilstår, ikke uden frygt - at hvad moder og søn blev enige om, dermed var jeg tilfreds. Og hvad skal, hvad kan en ung pige svare, når et sådant spørgsmål rettes til hende? Dette betænkes ikke altid tilstrækkeligt af forældrene. Jeg var hende virkelig inderligt hengiven, men et sådant forhold er vanskeligt for den unge, vanskeligt for den gamle. Heiberg, der vel også følte dette, var for lykkelig til, at han i sin glæde kunne nænne at bedrøve sin kærlige moder, og det blev altså derved.

Heiberg og jeg ønskede begge at være fri for den gabende folkemasse, som altid indfinder sig i kirkerne ved et bryllup, især når brudeparret er offentlige og bekendte personer. Vi besluttede derfor i al hemmelighed at rejse til Slangerup, hvor Heibergs ung-domslærer, Hansen, var præst, for at lade os vie af ham. Heiberg red da til Slangerup for at underrette præsten om, at han ville føre sin brud til ham, for at vielsen kunne ske af ham og i hans kirke. Den gamle mand blev inderlig rørt over dette bevis på Heibergs venskab, og efter at vi havde indviet mine forældre i vor plan, blev dagen bestemt til den 31te juli (1831). Jeg var henved 19 år, og Heiberg havde fyldt sit 39te, men denne forskel i alder foruroligede mig intet øjeblik. Han var mere end ung nok til mig; ja, man kan gerne sige, han var yngre end jeg [, det syntes jeg dengang, og det synes jeg nu 25 år efter.] Hans lette, barnlige sind, hans munterhed og livlighed i omgang, hans livsglæde og 191 hans store ligevægt i sjælen, alle disse egenskaber gjorde ham så ung, at der ikke i det væsentlige var ringeste forskel i vor alder. Han kunne være overgiven som et barn, så hans moder ofte sagde: »Harre Gud, hvad Ludvig dog er barnagtig! Det er rigtig en lykke for ham, at han får en fornuftig kone.« Når vi talte om at købe ind til vort hus, da syntes han, at dette jo altid kunne ske bagefter, og at det ikke var værd at opsætte brylluppet én dag derfor. Tit måtte jeg le ad ham, når han da, og mange år efter vor forening, bebrejdede mig, at så megen tid var spildt, og at hvad nu skulle ske, kunne være sket flere år tidligere, og at dette jo var et tab, som aldrig kunne erstattes. Hans moder påtog sig nu, når vi var rejst, at gøre indkøb af det fornødne til vort hus. Heiberg havde lejet et lille enligtliggende sted i Lyngby; der skulle han og jeg tage hen efter brylluppet og tilbringe den første måned af vort ægteskab i ensomhed.

Dagen nærmede sig til vor afrejse. Da jeg den sidste aften i min ugifte stand gik ind i mit afsides sovekammer, sukkede min trofaste Dorothea over at denne aften var den sidste, da hun fik lov at klæde mig af; thi hun skulle ikke blive hos mig som gift kone, da hun var nødt til at tage hjem til Jylland til sine forældre på grund af en benskade, hun i længere tid havde været plaget af. Da hun som sædvanligt havde pakket mig ind og svøbt tæppet godt om mig, sagde hun. mig rørt godnat. Jeg var lige så bevæget som hun og takkede hende for al hendes omhu for mig, i den tid hun havde været i min tjeneste. »Ak!« sukkede hun, »så godt som her får jeg det aldrig,« og gik stille grædende bort. Da hun var gået, rejste jeg mig som sædvanligt ud af min indpakning og gik til min bordskuffe, som jeg vel vidste i aften gemte ord til mig, der ikke var mig ligegyldige. Med bevæget sind læste jeg, hvad Heiberg i sin glæde, sin taknemmelighed her udtalte, kastede mig knælende for Gud og bad ham inderligt og længe om ikke at forlade mig, men følge mig som hidindtil og hjælpe og styrke mig, så at jeg måtte kunne gøre den mand lykkelig, der satte så stor pris på mig [stakkel]. Jeg åbnede vinduet i den skønne sommernat og så op til mine yndlingsstjernebilleder. Der var overordentligt stille i denne udkant af Christianshavn, kun hornets tuden fra laboratoriet og tårnurets dumpe slag fra Vor Frelsers kirketårn afbrød nu og da den dybe stilhed rundt omkring mig. Jeg 192 stod her og tænkte på mit tilbagelagte, så unge og dog så indholdsrige liv. Mange billeder, lyse og mørke, fremstillede sig for min sjæl. Her endte et afsnit af mit liv, et nyt begyndte fra i morgen af. Hvad ville dette nye bringe? [Jeg stod og stod, indtil nattekulden mindede mig om at lukke vinduet og begive mig til ro, idet jeg atter fornyede min tak til Gud og min bøn om, at han fremdeles ville våge over mig.]

Næste morgen kl. 8 var vor rejse til Slangerup bestemt. Jeg havde dagen iforvejen skrevet til mine venner på søkadetakademiet, kommandør Wulffs, at jeg den næste morgen rejste til Slangerup for at vies til professor Heiberg. Vor morgenkaffe nød vi i haven, hvor Heiberg snart indfandt sig. Klokken slog 8, men endnu så vi intet til vognen, der skulle befordre os. Utålmodig gik Heiberg hvert øjeblik ud for at se ned ad gaden, om den ikke var til at øjne, men vendte mere og mere utålmodig tilbage. Endelig lod den sig tilsyne, og han kom for at underrette mig derom og bede mig om at gøre mig færdig. Heibergs moder tog en moderlig og kærlig afsked med mig og sin elskede søn. Også min unge tilbeder Georg, der nu af kærlighed til Heiberg havde bragt sit sind i ro, sagde mig et venligt og højtideligt farvel. Da Heiberg og jeg befandt os ene i den lukkede vogn, der nu i rask trav rullede ned ad gaden, greb han min hånd og kyssede den inderligt; og således siddende ene ved hinandens side havde vi nu tid til at udtale mangt et ord, mangen en beslutning; og vi overgav os til skønne forhåbninger for fremtiden.

Det var en aftale, at Heibergs moder, så snart vi var borte, skulle gå hjem til mine forældre og bringe dem vor sidste hilsen og berolige dem, fordi vi således ene tog bort, hvilket de just ikke havde syntes så meget godt om. Dette ærinde udførte hun med al den kærlighed og samvittighedsfuldhed, der var hende egen. Det trøstede dem, at heller ikke hun var med ved brylluppet, og at det altså ikke var en tilsidesættelse mod dem, at de ikke var indbudte til at ledsage os.

Omsider nåede vi præstegården i Slangerup. Noget undselig trådte jeg ind til disse mig ubekendte præstefolk. Men den gamle venlige mands og kones modtagelse forjog snart denne følelse. Efter at have nydt en frokost bad præsten mig om at iføre mig min brudestads, for at vi kunne begive os til kirken. Præstekonen 193 anviste mig nu et kammer, hvori jeg kunne klæde mig om, og sagde, at hendes datter alt var derinde for at være mig behjælpelig. [Jeg selv var i dette øjeblik så undselig og forlegen, at det var vanskeligt at sige, hvem af os to der var det i højest grad. Jeg var kun to år ældre end hun, og således stod vi to stakkels piger gensidigt rødmende for hinanden.]

Jeg havde snart iført mig min brudepynt. En simpel, hvid linons kjole og en myrtekrans, som Heibergs moder havde bundet til mig, var det hele. Vi gik nu til den smukke, lyse landsbykirke, der lå lige ved den landlige præstegård. I kirken havde nogle få bønderfolk samlet sig, og dette var ganske, som Heiberg og jeg ønskede det. Kirken havde præstens familie smykket med blomster og lys, så den ret havde et festligt udseende. Her blev nu vielsen foretaget med al den simpelhed og hjertelighed, der bedst er skikket til at røre og tiltale et allerede forud bevæget sind. Præsten, en forunderlig naiv og uskyldig personlighed, var så bevæget og forvirret over den ære - som han kaldte det - at skulle vie Heiberg og mig, at han, da vi skulle forlade kirken efter vielsen for at begive os til præstegården, bød mig armen og førte således bruden hjem, imedens Heiberg meget beskedent fulgte bagefter. Da præstekonen, der stod i husets dør for at modtage brudeparret, så mig og hendes kære halvdel nok så pænt komme spadserende sammen, slog hun hænderne sammen og udbrød: »Men, min Gud, Hansen! Fører du bruden hjem? Det skal jo brudgommen gøre!« Heiberg, der så noget slukøret ud ved at stå så forladt, svarede: »Ja, det forekom mig også underligt, men da jeg aldrig har haft bryllup før, så fandt jeg mig deri og tænkte, at præsten vel måtte være mere inde i bryllupsceremonierne end jeg; men fra dette øjeblik, min kære Hansen, håber jeg, at du ikke oftere vil trænge dig ind i mine rettigheder.« Den elskværdige gamle mand rødmede ordentligt og blev meget forlegen og gjorde mange undskyldninger for sin distraktion. Vi spiste nu til middag hos præstens, hvortil nogle få af deres venner i egnen var indbudte. Tonen ved bordet var gemytlig og hjertelig, og alle i den gladeste stemning. Mod aften satte Heiberg og jeg os atter i vognen og tog til Frederikssund, hvor Heiberg i forvejen havde bestilt et par værelser på kroen. [Da vi var ene her i vort første hjem som ægtefolk, sluttede Heiberg mig med uudsigelig ømhed i sine arme, 194 idet hans stemning afvekslende ytrede sig snart i hans bevægede stemme, snart i taknemmelighed, snart i glæde over, at han kunne slutte mig som sin kone i sin favn.]

Vi blev her et par dage og vandrede omkring i den dejlige egn ved Jægerspris, der ligger i fuldkommen ensomhed, kun omgivet af skov, mark og sø. Herfra kørte vi lige til Lyngby, til vort lille hus, der stod færdigt til at modtage os. I dette, hvor ingen uden vi boede, tilbragte vi nu en skøn og lykkelig måned. Heiberg var som et barn af glæde, morede sig over at have et hus, hvis gadedør han hver aften skulle låse og lukke, og levede her med [sin lille uvidende kone] uden at bryde sig om hele den øvrige verden. Han havde ladet sin ridehest bringe ud til Lyngby, og til mig lejede han en anden af postmesteren; det var rigtignok kun et plovøg, men jeg vil ønske enhver dame, der sidder på ryggen af en fuldblodshest, at hun må føle sig så let, så ungdomsglad, som jeg følte mig, når jeg for afsted ved Heibergs side på mit plovøg. Således gjorde vi lange ture omkring i den skønne egn. Vi undgik alle indbydelser for ikke at få vor korte ferie forstyrret ved selskabslivets trivialiteter. Om aftenen læste Heiberg højt for mig, og således gik den skønne august kun altfor hurtigt hen. En afbrydelse i vor glæde var det, at Heiberg en gang om ugen måtte ride ind til byen for at holde forelæsninger på den militære højskole, hvor han var ansat som lærer i æstetik og filosofi. Ærgerlig satte han sig hver gang på sin hest for at ride til byen. Fra en høj i haven kunne jeg se langt ned ad vejen, og her sad jeg nu og ventede med utålmodighed på, at han atter skulle vende tilbage. Nu var han præcis, og på minuttet kunne jeg vide, når han atter kom farende hen ad landevejen. Da viftede jeg i lang afstand med mit lommetørklæde, og han svingede med sin hat, og hesten kom i stærkere og stærkere galop, alt som han kom haven nærmere, hvor jeg sad.

Hans moder og Georg besøgte os her hver søndag, også andre af vore intime venner, deriblandt den kære Collin, som det ret glædede os at se i vort lille hus. En dag kom professor David og aflagde os besøg. Da Heiberg fulgte ham ud, sagde David til ham: »Du er lykkelig! Nu vil jeg virkelig også gifte mig så snart som muligt!« Og han holdt ord. De sidste dage af august måtte vi desværre flytte til byen, da man med utålmodighed ventede på mig 195 til prøver på nye stykker, der skulle opføres i begyndelsen af den nye sæson, og 1ste september skulle forestillingerne som sædvanligt begynde. Der var altså intet andet for end at forlade vor skovensomhed og begive os ind til byen. Med et suk tog jeg afsked fra vort lille hus, fra postmesterens have og fra mit plovøg, der så ofte havde båret mig på sin ryg med så fromt og godt et sind. Også gjorde det mig ondt at skilles fra en net lille pige, der havde været til vor opvartning, og som ved sin venlighed havde bidraget sit til at gøre os opholdet behageligt. Jeg sagde tit til Heiberg i den sidste tid: »Gid vi dog kunne altid blive her i dette lille, simple hus, hvor alt er så fredeligt og stille!« Men livet kaldte os begge til arbejde og kamp - og godt er det, at man ikke altid får sine ønsker opfyldt, hvor tillokkende de end ser ud. Vi kørte bort med det forsæt og håb, at vi ad åre ville gentage et lignende ophold her.

Jeg var altså nu en gift kone! I Brogaden nr. 3 på Christianshavn havde vi ordnet os et hyggeligt hjem, ganske efter mit sind, smukt uden noget tilløb til pragt. Mærkeligt nok kom jeg til at bo lige overfor det hus, hvor jeg som barn havde danset på billardet med min stakkels søster; det hus, hvor jeg første gang så Herman om aftenen sidde ved det lille bord. Hvad var der dog ikke sket siden hin aften? Jeg så nu dagligt over til disse værelser, og mangen en smertelig erindring dukkede derved atter op i min sjæl, men også en usigelig taknemmelighedsfølelse for et kærligt forsyns styrelse.

Først nu fik jeg at vide, at Heiberg kort før vort bryllup havde betroet Frederik den Sjette - der altid havde vist stor interesse for ham - at han om få dage agtede at gifte sig med mig. Han mærkede straks på kongen, at denne forening mishagede ham, og da Heiberg havde talt ud, sagde kongen: »Hvad skal det til? Dog i dette må De råde Dem selv, og det kan vel ikke nytte, hvad jeg siger?« Heiberg svarede spøgende: »Nej, Deres Majestæt, ikke i dette tilfælde.« Frederik den Sjette havde på dette tidspunkt aldrig talt med mig personligt. Nogle år efter, da jeg havde en audiens hos ham, ytrede han efter denne til Heiberg: »Nu har jeg talt med Deres kone, hun har jo et væsen som en hofdame.« Dette syntes den gode gamle konge at være en høj ros. Heller ikke den for sine friheds- og lighedsprincipper forviste mand, Heibergs fader, syntes 196 om, at hans søn ægtede en skuespillerinde. Han skrev fra Paris til sønnen sine betænkeligheder over dette valg, der i forvejen var blevet ham meddelt. »En skuespillerinde,« skrev han, »er som en hofdame, begge er et slags tyende, hin hos et publikum, denne hos sit høje herskab.«

P. A. Heiberg havde, medens sønnen var hos ham i Paris, haft den plan at formå ham til at indgå ægteskab med en ung, dansk pige, der ligeledes opholdt sig foreløbigt i Paris; men sønnen ønskede ikke at indlade sig på et sådant arrangement, hvorover hans fader var meget vred, og Johan Ludvigs moder måtte opbyde al sin veltalenhed igennem breve for at formilde hans mishag.

Da han nu 1831 blev underrettet om, at hans søn agtede at gifte sig med en pige af ringe stand og dertil skuespillerinde, mishagede det ham i høj grad. Og atter måtte Ludvigs moder gennem breve stille ham tilfreds. Mange år efter hendes død fandt jeg medfølgende brev fra hende til P. A. Heiberg. Stod hun levende for mig, da ville jeg sige de samme ord til hende, som hun ender dette brev med: »Jeg takker dig af et rørt hjerte for alt det forbindtlige og smigrende, du er så god at sige mig. Jeg ville blive stolt deraf, dersom jeg ikke følte, hvor langt jeg desværre! er fra at fortjene dine ytringer.«

Her er hendes brev.

Christiansh. d. 26de sept. 1831
Kære Heiberg!

Det er meget længe siden jeg havde den fornøjelse at skrive dig til. Jeg vil ikke kede dig med at opregne de forhindringer som har afholdt mig derfra, men blot forsikre dig at mine tanker daglig omsvæver dig og tager den inderligste del i alt hvad der angår dig. Megen anledning har jeg også haft til at tænke på dig i den senere tid, dels ved dine erindringer, hvorfor jeg ret hjertelig takker dig for at have betænkt mig med et eksemplar af denne højst interessante bog, som jeg med stor fornøjelse har læst og endnu ofte læser i; dels kan du nok tænke, at jeg meget har tænkt på dig, i anledning af vor søns giftermål; og om denne sag er det især at jeg idag ønsker at tale fortroligt med dig, og sige frit min mening til svar på to breve, Ludvig har modtaget fra dig, og af hvilke han fik det sidste for en time siden:

Du ved selv kære Heiberg! at der gives forhold, som man 197 umulig kan gøre sig ret tydelige uden at have set dem med egne øjne; mennesker om hvis væsen man umulig kan gøre sig en klar forestilling uden at man personlig kender dem. Disse sætninger tror jeg med sandhed at kunne anvende på vores svigerdatter og på hendes forhold til publikum, til teater-direktionen, til sin mand og til sit hus. - Hvor megen sandhed der end kan være i de bemærkninger du i dit brev af 17de sept. har gjort din søn; så må jeg dog oprigtig tilstå at jeg vover at bestride dem med den eneste indvending: At for det overordentlige gælder ingen regler; og ikke blot jeg, men enhver der kender min Hanne, anser hende for noget overordentligt, noget af det som naturen synes at frembringe i sit bedste lune. Vor afdøde ven Møhl, kaldte hende et mirakel og etatsråd Ørsted sagde til mig for kort siden: »Man behøver kun én gang at se hende for at se den ædle natur som imponerer enhver.« - Gud give gode Heiberg! at du måtte lære hende at kende, hun ville ganske indtage dig, og du ville som jeg, takke Gud for den lykke som han har skænket Ludvig ved at lade ham vinde en sådan piges kærlighed. Hun hedder Johanne Louise, ligesom han, og jeg holder mig overbevist om, at ingen i verden kunne passe for ham som hun. Tro ikke at jeg på mine gamle dage er overspændt og forblindet i hende. I mange år har jeg kendt hende, siden hun var et barn, og i to år har jeg levet dag og nat hos hende. Den entusiasme, som udholder denne prøve er ikke af den falske slags. Hendes personlighed lader efter mine tanker, intet tilbage at ønske, og hvad nu hendes forhold til teatret angår, så synes mig virkelig at det var meget urigtigt af Ludvig om han tog hende derfra: For at møde dine indvendinger begynder jeg med en sætning jeg har hørt af dig selv og endnu erindrer: Du sagde nemlig engang: »Intet som man gør godt kan vanære den der gør det.« - Hvor fortræffelig Hanne er som skuespillerinde, behøver jeg ikke at sige dig. Bedre dommere end jeg vil vist have sagt dig dette. Den kunst man til en sådan fuldkommenhed udøver, må jo naturligvis være kær og hellig for den som udøver den. Ville det ikke være grusomt at rive den fra hende og hende fra den? Var det ikke en lignende grumhed som den, at skære tungen af nattergalen?

Hvad det nu angår at hun er afhængig af en direktion ja endogså af publikum, så synes mig at det er en skæbne hun deler 198 ikke blot med alle embedsmænd (og jo højere i rang jo mere er de udsat derfor) men også med mange fruentimmer. Hofdamer, f.eks. er i langt større tvang langt mere udsat for uværdig og uretfærdig behandling end hun. Fyrstelige fruentimmer er også afhængige af den uslestes luner. Og her er dog den fordel på skuespillerindens side, at direktionen kan endnu mindre undvære hende end hun den, og at publikum om det også undertiden er en magt man må frygte, dog også på den anden side, er den bedste støtte og beskytter. Hanne nyder en sådan agtelse, såvel hos publikum som hos direktionen og mellem personalet, at næppe nogen ville vove at fornærme hende; og i det tilfælde, som du anfører at en skuespiller ville fordriste sig til at behandle hende med udelikatesse, er jeg vis på, at den sjælsrenhed der fremlyser af hvert hendes ord og bevægelse ville være så godt et skjold at hun ikke trængte til noget andet forsvar. Desuden, kære Heiberg! er ikke ethvert ungt fruentimmer udsat for at kunne møde slige fornærmelser? Jeg selv kunne fortælle dig eksempler af denne natur som måske ville forundre dig. Det ville, efter min mening se galt ud for den kvindelige værdighed om den ved slige lejligheder behøvede anden beskyttelse end sin egen. - Hvad det angår at en skuespillerinde ikke kan leve for sin mand og sit hus, så svarer jeg dig og enhver: »Se min Hanne! se hvorledes hun får tid til alting! hvilken veninde, hvilken yndig elskerinde hun er for sin mand, hvilken klog og indtagende lille husmoder for sit hus, hvilken elskværdig datter for mig; og hvilken søsterlig ja moderlig veninde for min unge plejesøn, Buntzens faderløse søn som vi har i huset. Kunne du dog se alt dette kære Heiberg! da ville du for hendes skyld tilgive Ludvig hvad uret han kan have i henseende til det parti du engang foreslog ham; thi jeg tror at han allerede den gang elskede sin nuværende kone. - Betænk nu på den anden side, hvor urigtigt det ville være om Ludvig berøvede sin kone og sig selv en indtægt som bestandig vil tiltage. Hun er selvstændig i alle påkommende tilfælde, som intet menneske kan forudse. Tænk hvor behageligt dette er for hende! hvor mange ægteskaber der ville være lykkelige, som nu er det modsatte, ifald konen i denne henseende var mindre afhængig af sin mand. Desuden vil Ludvigs finansvæsen ikke tillade en sådan opofrelse. Kun ved en fornuftig økonomi er det os muligt at leve sammen, i al stilhed og beskedenhed.

199

At jeg ikke var tilstede ved min Ludvigs bryllup kom sig a£ den simple grund at jeg ikke kunne nyde denne glæde og udelukke Hannes forældre der jo havde samme ret dertil som jeg. Også hendes søskende ville i så fald gjort fordring på at være med, og den stilhed og ensomhed som brudeparret ønskede sig, var da gået tabt. Jeg bragte da frivillig dette lille offer, der virkelig heller ikke syntes mig stort.

Give Gud gode Heiberg! at disse mine velmente ord må berolige dit faderlige hjerte, at jeg ikke må have trættet din tålmodighed eller dine øjne, hvis svagelige tilstand inderlig bedrøver mig. Jeg vil spare en lille plads på papiret til Ludvig og ende dette lange brev, med de kærligste hilsener fra alle mine og især fra
din hengivne Thomasine.

Jeg bør ikke slutte dette brev uden at takke dig af et rørt hjerte, for alt det forbindtlige og smigrende, du er så god at sige mig. Jeg ville blive stolt deraf, dersom jeg ikke følte hvor langt jeg desværre! er fra at fortjene dine ytringer.

Længere hen, da Heibergs fader af danske rejsende, der altid aflagde en visit hos deres forurettede landsmand, hørte mig rose, blev hans ytringer i breve om denne sag venligere og venligere, og han opfordrede nu ofte sønnen til at komme til Paris med mig, for at han kunne lære mig personlig at kende.

Heiberg havde nogle år før vort bryllup fået titlen af professor, og - så latterligt som det i vor tid kan synes - vakte det, at en skuespillerinde skulle stå som frue på plakaten, megen snakken i det lille København. Man mente, at dette ikke gik an, så teaterbestyrelsen var i stor vånde over, hvorledes den skulle bære sig ad. Tilsidst henvendte teaterchefen sig til Frederik den Sjette for af ham at få en ordre om, hvad man skulle sætte på plakaten. Kongen svarede kort: »Naturligvis fru Heiberg. En kone har sin mands rang, altså også i dette tilfælde.« Heiberg havde på ingen måde fundet sig i det modsatte - ikke af rangsyge - men fordi dette ville have været en krænkelse mod den stand, til hvilken hans hustru hørte.

Jeg havde mange romantiske ideer om, hvorledes ægtefolks samliv burde indrettes for ikke at profaneres. Heibergs medfødte 200 finhed hjalp mig til at gennemføre mine ideer herom, og om de end undertiden strejfede noget henimod det barnagtige, føjede han mig dog deri. Og jeg er endnu af den mening, at man i dette forhold ikke kan være varsom nok og ikke bør vise sig for hinanden hverken i åndeligt eller legemligt negligé; især i det sidste gør man vistnok bedst i at blive fremmed for hinanden hele livet igennem.

Heibergs moder tilligemed hendes plejesøn Georg boede altså nu hos os. Af min barndoms historie vil man have set, at jeg i alle boglige kundskaber var opvokset som et uvidende barn. Hvad jeg vidste, havde jeg lært ved at omgås dannede mennesker, hvis samtale lidt efter lidt havde udviklet mig så meget, at jeg kunne tage del i de fleste samtaler uden at støde an. Ifald nu Heiberg og hans moder havde begået den fejl ideligt at ville undervise mig på skolemaner, da havde dette vist ikke ført til noget godt resultat, men dette var langtfra tilfældet. Hans moder, der selv havde lært alt så grundigt, at kun få stod over hende, satte så liden pris på lærdom hos kvinden, at hun ofte ytrede, at den friskhed, hun fandt hos mig i mine domme, ville være gået tabt, ifald jeg havde gået den slagne skolevej. Og hos Heiberg var der end ikke mindste spor af at ville være min læremester. De havde begge så megen tillid til min mening og indhentede begge så ofte råd hos mig, den yngre, i alt vigtigt, at jeg fra denne side umuligt kunne føle mindste tryk i mit hjem. [Vanskeligere var det for mig at sætte min vilje igennem i huslig henseende. Heiberg holdt så meget af mig, at han var tilfreds med alt, hvad jeg i huset foretog mig. Enhver ret mad, der kom på bordet, syntes han smagte så godt som aldrig før. Enhver forandring, jeg i huset indførte, fandt han fornuftig og god og overlod alt fuldkommen trygt til mig. Hans moder derimod syntes, at hun burde have et vågent øje med alt, at hun burde være med på råd og alt, og i denne retning kunne hun ikke afholde sig fra at ville opdrage den gifte kone, som om hun var et lille barn, hvilket jeg naturligvis ikke syntes om. Det var hendes natur at tale frem og tilbage om alle huslige anliggender. Min natur var det at tie herom. Det er min anskuelse, at et hus bør være som et urværk, det skal gå sikkert og godt, uden at man mærker, når det optrækkes. Hun havde i sit hus været en overordentlig akkurat husmoder, men hun gav hver dag sine ordrer 201 forfra. Jeg gav mine én gang for alle og fandt en stor tidsbesparelse heri; jeg havde virkelig et eget talent til at få tyendet til nøjagtigt at passe, hvad gerning der var dem pålagt. Hendes plejesøn Georg Buntzen kunne ikke komme ud af den gamle vane at betragte mig og ham som børn, der var i huset hos Heiberg og hans moder. Han anså derfor sig som en, der havde de samme rettigheder som jeg, og ofte når noget blev ham forbudt, sagde han ganske naivt: »Når Hanne har lov at gøre det, så har jeg også.« Det var i det hele ingen let opgave for mig at omgås dette rare, livlige, men af Heibergs moder yderst forkælede unge menneske. Var jeg for venlig imod ham, dukkede straks hans gamle godhed op. Heri måtte jeg altså være forsigtig. Ville jeg sætte mine rettigheder som husets frue igennem mod ham, blev han heftig og barnagtig vred. Mine forretninger på teatret gjorde det nødvendigt, at tiden til måltiderne blev præcist overholdte. Dette kunne Heibergs moder, der altid kom til kort med tiden, ikke finde sig i, men især kunne Georg ikke passe at være hjemme i rette tid, og han anså det som et utåleligt tyranni af mig, at jeg på det bestemteste krævede dette af ham. Husets udstyr havde kostet mere, end det burde, mer end vi for øjeblikket kunne udrede. Vore indtægter var ikke store, hertil kom endnu, at Heiberg og hans moder havde gammel gæld, som trykkede hårdt. At have gæld havde altid været mig yderst forhadt, så at jeg hidindtil ikke havde kendt noget dertil. Nu lå det på mig med centnervægt og plagede mig mer, end det måske burde. Heiberg og hans moder var ikke fri for en vis letsindighed i denne retning. Man havde vænnet sig til fornødenheder, hvortil vore indtægter ikke ville strække. Heibergs moder fandt desuagtet, at ingen forandring burde eller kunne indføres. Jeg var af anden mening, og ingen magt fik mig til at anvende mer, end jeg øjeblikkelig kunne udrede. Også heri fandt Heiberg sig med kærlighed, medens det mishagede hans moder og gav anledning til små sammenstød mellem hende og mig, som var tunge nok at bære. Imidlertid satte jeg min vilje igennem, og en stor nøjsomhed og sparsommelighed gjorde, at vi dag for dag fik vore pengesorger ordnede og vor gæld betalt efter nogle års forløb. Ikke uden stor overvindelse og anstrengelse udførte jeg mine huslige pligter i begyndelsen af mit ægteskab; og jeg erindrer godt min utålmodighed over dagligt at skulle gentage dette 202 et og det samme. Men jeg ville vise, - det havde jeg fast besluttet - at ved siden af at dyrke en kunst kunne jeg opfylde de samme pligter, som enhver anden kone i sit hus påtog sig. Men jeg havde mine egne ideer om, hvorledes disse pligter skulle opfyldes, og derfor trykkede det mig at have en ældre husmoder med sin stadige kritik og sine anskuelser ved min side. De ældre tåler ikke, at de yngre gør deres egne erfaringer, men fordrer, at man skal benytte og stole på deres. Hertil var jeg ikke istand. Imidlertid var Heibergs moder et kærligt og fornuftigt væsen, der nogenlunde fandt sig i, at jeg gik på egen hånd og indrettede alt efter, hvad jeg selv anså for rigtigt og godt. Hvad hun mindre fandt sig i, var at hun syntes, at jeg ligesom fik for meget af sønnens kærlighed, som hun i så mange år havde været vant til at besidde udelukkende, og dette gav hende ofte noget bittert både mod ham og mig; men da hun igrunden hang ved os begge med sit kærlige hjerte, så overvandt hun som oftest atter dette tilløb af misfornøjelse. Men det fordærvede dog noget vor unge husholdning og gav den alderens præg, og jeg tænkte ofte med et suk på vort lille hus i Lyngby, hvor Heiberg og jeg var ene, og hvor ingen disharmoni i noget havde fundet sted.]

Jeg sympatiserede i alt væsentligt på en vidunderlig måde med Heiberg og lyttede med så stor glæde til hans åndfuldhed, der aldrig fremtrådte i en belærende form, men kun som en underholdende og livlig konversation. Med den største tålmodighed og humanitet tålte han modsigelser af mig og alle, der omgikkes ham, og dette gav en frihed i samtalen, der var højst velgørende. Irritabilitet var ham så aldeles fremmed, at hans moder og jeg ofte i spøg kaldte ham »den fromme Ludvig«. Denne egenskab havde andre, der kun kendte ham fra hans skarpe og bidende kritikker, ondt ved at tro ham i besiddelse af; men enhver, som kom i daglig berøring med ham, underskrev straks denne dom.

[En sådan medfødt sympati fandt ikke sted mellem hans moder og mig, thi vi var derimod, på grund af vort modsatte naturel så forskellige som muligt. At hun var en ædel og højst begavet og ualmindelig personlighed, dertil behøver hun ikke mit vidnesbyrd, hun har selv sat sig et mindesmærke i sine noveller, som taler højt nok herfor. Men aldrig i mit liv har jeg stødt på eller troet, at en sådan forening af stort og småt, som den der fandtes hos 203 hende, var mulig. Med sin ånd kunne hun opfatte det største i religion, kunst og poesi, men i samme øjeblik kunne de største ubetydeligheder i huset eller ved hendes person være hende af lige så stor vigtighed, og hun gav de ubetydeligste små petitesser vigtighed og betydning og havde en udholdenhed heri, der ikke veg tilbage for noget som helst. Vant til megen bekvemmelighed og en utrolig omhu for sin person og dennes velværen kunne hun ikke finde sig i det mindste savn, end ikke for en dag, eller slå det mindste af, hvad hun anså for henhørende til hendes velværen eller bekvemmelighed, og da hun af naturen var temmelig ubehjælpsom, så trængte hun til en overordentlig opvartning og hjælp i alt, og denne måtte og skulle ydes hende under enhver betingelse. Med alle disse småting gjorde hun derfor ofte alle omkring sig utålmodige, men det hjalp ikke. Hendes personlige fornødenheder tiltog i højere og højere grad indtil hendes død. Hei-berg var en højst ualmindelig kærlig og opofrende søn, så alle disse fordringer var blevet plejede og nærede hos hende bestandigt, og hun havde virkelig udviklet denne egenskab til et storartet talent i denne retning. Da jeg nu ikke havde det mindste af dette talent, så var det mig trykkende og pinligt at gå ind herpå, da jeg så godt som ikke begreb muligheden af denne selvpleje og omhu for sit legemlige jeg. Hvad jeg syntes var det ubetydeligste af verden, tog hun som noget overordentlig vigtigt, og deraf kom, at vi to forskellige natureller havde ondt ved at gå i spand sammen. Travede jeg, gik hun i skridt, galopperede jeg, gik hun højst i trav. Dette gav anledning til idelige ryk, som trættede mig, som trættede hende, og ingen af os havde det derfor rigtig godt i hinandens nærhed, fordi nærheden var for nær. Havde hun beholdt sit eget hus, så at vort samliv kun havde været et åndeligt, da ville vi i høj grad have sat pris på hinandens selskab. Thi havde hun noget vigtigt, som tyngede hende, da tyede hun til mig om hjælp og råd; og var der noget, som nagede mit sind, da fandt jeg altid hos hende et åbent øre og en kærlig deltagelse, der ind-gav hende ord med trøst og beroligelse for mig. I det væsentlige, i det store var vi altid forenede, men det var alt dette små til dagligbrug, der adskilte os. Det er synd for de ældre, synd for de yngre således at slå et gammelt og et ungt hus sammen. Erfaringen viser ideligt og ideligt, at der kommer intet godt ud deraf.

204

Menneskene er dog nu engang således, at de intet lærer af andres erfaring, men enhver vil gøre sin egen selverfaring, om også resultatet er aldrig så vist uden den. Man siger »lige børn leger bedst«, og ved at hæfte gamle og unge sammen har de unge en fornemmelse af, som om man gav dem en krykke at støtte sig til for at gå sikkert og ikke falde. Den unge siger: »Jeg kan gå rask uden krykke, den plager og generer mig kun.« Den gamle derimod siger: »Nej vist ikke, jeg ved fra mig selv, at den letter gangen, derfor skal du bruge den.« Hvor ofte har jeg ikke haft en følelse [som om jeg skulle springe istykker af utålmodighed, over at] jeg, der var så ung, med magt skulle være så gammel; og hvad under da, at ungdommen af og til gjorde sig gældende ligesom hos ællingerne, der svømmer rask ud i vandet, medens hønen, der har udruget dem, står på strandbredden og slår med vingerne og kalder dem ynkeligt tilbage, uden at de små lystrer. Tog vi ud i skoven sammen, hvor var det mig da muligt at gå stadigt og langsomt ad de banede veje? Som en myndehund for jeg om mellem busk og krat, søgende blomster og planter, idet jeg ligesom hunden bestandigt vendte tilbage for at give tilkende, at jeg var i nærheden. »Bliv nu hos os; gå nu ikke for langt bort!« sagde den tålmodige Heiberg, der måtte ledsage sin moder og understøtte hendes besværlige gang, medens jeg havde en følelse af, at jeg kunne løbe verden rundt, imedens de kom nogle hundrede alen frem. Ak! det er svært at gå i skridt med andre så vel i legemlig som i åndelig henseende; og jeg havde unægteligt] noget ustyrligt i min natur. Var jeg i en have, den måtte være så stor, som den ville, da havde jeg ikke rist eller ro, før jeg befandt mig udenfor den skranke, plankeværket dannede; først udenfor dette trak jeg vejret frit. Var jeg i en skov, da måtte jeg se dens grænse; først når lysningen viste sig, der antydede himlen udenfor, kunne jeg slå mig til ro under et træ; så jeg ud over havet, da var det de fjerneste punkter, hvorpå øjet søgte hvile, og da mit syn var så skarpt, var det som oftest punkter, som ingen anden kunne se. Og da opstod hine blå længsler - efter hvad? Efter et noget, som vi først på hin anden strandbred ville finde ord for, men som på denne kun står som en anelse i vor sjæl. Men lige så vist som et spejlbillede i havet kun kan komme af en virkelig genstand - selv om vi ikke kan se den - lige så vist håber og tror jeg, at hint billede i sjæ- 205 len kun kan komme af et tilsvarende hinsides.

Vort huslige hjem var altså nu ordnet til alle medlemmernes tilfredshed. Heiberg og hans moder havde den største tillid til alt, hvad jeg besluttede, så vel i det ene som i det andet. »Spørg Hanne,« lød det fra Heiberg til hans moder; »spørg Hanne,« lød det fra moderen til sønnen, så snart en eller anden vigtig beslutning skulle tages. Det var mit eget ønske, at jeg skulle overtage husholdningens styrelse med alle dens pligter, uagtet jeg vel følte, at denne opgave var vanskelig for mig ved siden af mine forretninger ved teatret, og at dette krævede ofre fra min side, som der ville høre en ikke ringe kraft til at bringe, men jeg havde fast besluttet, at jeg ikke heri vil le stå tilbage for andre af mit køn; jeg vidste, at ifald jeg alvorlig ville, da kunne jeg, thi jeg hørte til de mennesker, for hvem der var et udmærket forslag både i tid og penge. Og dog tilstår jeg, at da Heibergs moder den første aften i vort nye hjem overrakte mig husholdningsregnskabsbogen med de ord: »Herved overlader jeg dig regimentet og stiger ned af min trone,« blev jeg så betænkelig, som om man havde sagt til mig: »Herefter skal du styre og have ansvar for land og rige.« Dog »dristig vovet halvt er vundet«, min vilje var stærk, og det gik. Heiberg syntes i det mindste, at alt gik fortræffeligt, og det var jo det vigtigste. Hans gamle venner samledes i vort hus og fandt sig hjemme og tilfredse der, og nye kom til.

VINTEREN 1831-32.
SOMMEROPHOLD I HIRSCHHOLM

En dag lod en lille mand med kloge øjne og et fromt, godmodigt udtryk sig melde hos os. Og til vor glæde gjorde vi her for første gang personligt bekendtskab med digteren Henrik Hertz, der navngav sig som forfatter af »Genganger-brevene« og »Amors genistreger«. Heiberg og han havde så mange berøringspunkter, at samtalen blev lang og livlig; vi fandt alle tre stort behag i den dannede, beskedne mands konversation, og vi var venner fra hint øjeblik af indtil denne dag, 25 år efter. Han var alt dengang noget tunghør, men desværre har denne ulykke for ham og hans venner 206 stadigt taget til, [så at han nu så godt som helt har hævet al omgang med os og alle -, et tab, som jeg for min del dybt beklager. Han kom nu stadigt] til os, og mangen en uforglemmelig time står i vor erindring fra hine år.

Jeg var noget forlegen, da jeg første gang som gift kone skulle indfinde mig på teatret til en prøve. Ryge, der på sin maner til Heibergs ærgrelse havde bibeholdt det plumpe »Du« endnu fra den dag, jeg som barn sad på hans knæ i »Correggio«, ville jeg træffe på prøven og frygtede forud, hvad han kunne finde på at ytre i anledning af mit giftermål. Min frygt for ham forøgedes, da Heiberg på denne dag sagde til mig: »Jeg følger dig i dag på prøven for at høre, om Ryge endnu vil gentage sit »Du«. Gør han det, agter jeg at erindre ham om, at det vel nu var på tiden, at han aflagde denne tone imod dig.« Usigelig beklemt om hjertet gik jeg på prøve af frygt for, at et sammenstød imellem dem skulle finde sted. Til lykke sagde han »De«; glad blev jeg, og Heiberg gik tilfreds bort.

I sæsonen 1831-32 begyndte jeg altså min teatervirksomhed som gift kone, og publikum modtog fru Heiberg med den samme varme som tidligere jomfru Påtges. Jeg spillede i denne sæson ofte mit tidligere repertoire, og nogle betydelige nye roller kom til, såsom prinsesse Eboli i »Don Carlos« og flere. Hvad der interesserede mig, og som det lod også publikum mest i denne sæson, var en ny vaudeville af Heiberg: »Køge-huskors«, der kom til opførelse første gang i slutningen af november. Den var skrevet, som Heiberg en gang sagde, i hans lykkeligste tid. Heiberg kunne ikke lide, hvad han kaldte »familiepoesi« til hustruer eller ens nærmeste, og derfor kan man tælle de yderst få digte, han har skrevet til sin nærmeste omgivelse. Så godt som alle de digte, han har skrevet til mig, må man derfor søge maskerede i hans dramatiske arbejder. I »Køge-huskors« findes således en hel række. [De fleste af sangene er en slags kærlighedsdigte til hans kone. Jeg erindrer, at da vi prøvede denne vaudeville på teatret, kom Rosenkilde hen til mig og sagde: »Nå, Gud forbarme sig, hvor han har været forelsket i Dem, da han skrev dette stykke!« Dette glædede mig så meget at høre, at jeg har beholdt det i min hukommelse siden.] Heiberg begik den fejl i denne vaudeville at lade det musikalske spille en altfor væsentlig rolle, hvilket gjorde, at man altid har 207 været i forlegenhed med at besætte rollerne, thi det store krav til sangen udelukkede ikke et lige så betydeligt til spillet, og valget blev derved meget vanskeligt. Imidlertid gjorde dog stykket lykke. Phi-sters gårdkarl var aldeles fortrinlig; Foersoms Perlekjær, Fryden-dahls kommerceråd Grønmeier og C. N. Rosenkildes Blase henrev publikum uimodståeligt. En ældre broder af mig, Anton Patges, der alt i flere år havde været ansat ved teatret, spillede mursvendens rolle med elskværdig naturtroskab. Jeg spillede Lise og sangeren Schwartzen Ferdinand. Melodierne, hvoraf mange er komponerede af Heiberg selv, synes mig såre skønne, og flere af dem blev meget populære og lød i sin tid fra manges læber, så vel i salonerne som på gader og stræder.

Da teatersæsonen 31-32 nærmede sig sin slutning, forberedte skuespiller Stage en forestilling for egen regning. Han agtede at give Scribes »Et fejltrin«, som nylig var opført i Frankrig og havde gjort en overordentlig lykke. Da hovedrollen var af alvorlig, næsten tragisk karakter, bad han madam Wexschall at udføre den, men hun afslog at opfylde dette hans ønske. Han var nu i stor forlegenhed, og i denne nød bad han mig om at hjælpe ham ved at påtage mig udførelsen af grevindens rolle. Jeg havde hidindtil kun udført lette, muntre og lyriske roller med et svagt anstrøg af alvor i enkelte scener (»Den stumme« regner jeg ikke, da det var en mimisk og ingen talende rolle). Man mente derfor, at til denne art strakte mit talent til, men at jeg måtte vogte mig for at gå over til strengt alvorlige roller, da disse ikke ville ligge for mig. Fra alle kanter frarådede man mig at udføre denne rolle. »Det er ikke Deres genre,« sagde man. »Ikke hidtil,« tænkte jeg, »men kan jeg nu udføre den til alles tilfredshed - nu vel - så er det min genre herefter; lad mig derfor have lov til at prøve.« Det er en forunderlig lyst hos mængden altid at ville afstikke en bestemt grænse for, hvad et talent formår. »Hertil!« siger de, »det ville vi finde os i, men ikke videre.« Man må derfor tilkæmpe sig enhver ny genre så godt som med sværdet i hånden. Af disse kampe er mit hele teaterliv en række. Jeg indstuderede nu med hele min sjæl grevindens rolle i »Et fejltrin«. Jeg tænkte: »Mængden kender hidtil kun dit smil med et vemodigt anstrøg, men den ved intet om, hvilken alvor og smerte der ligger på bunden af din sjæl. Nu skal den se, at der er toner i dig, som ikke hører latteren, men 208
gråden til.« Stykket kom til opførelse, og jeg vandt en fuldstændig sejr. Huset genlød af bifald og gråd, og det var jo især denne sidste virkning, man ikke troede mig istand til at frembringe; ja, efter en af opførelserne blev jeg under stormende bifald kaldt frem for påny at modtage publikums hyldest. Denne ære synes man nu med rette i vor tid ikke er så stor, men man må erindre, at i hin tid skete det så godt som aldrig herhjemme. Jeg havde altså vundet et nyt terræn i min kunst, og uagtet man fra flere sider gjorde alt for atter at berøve mig det vundne, hjalp det ikke; man græd, man beundrede den unge skuespillerinde, der i udførelsen af denne rolle lagde en livserfaring for dagen, som mængden ikke begreb, hvorfra hun i den unge alder havde taget den. Oehlen-schlåger sagde til mig: »Jeg tilstår, jeg havde ikke troet, De kunne lægge en sådan tragisk alvor i udtrykket af Deres fysiognomi og stemme; også hos mig har De fremlokket tårer, og jeg glæder mig til, at De herefter vil kunne virke også i mine arbejder.« Indstuderingen af denne rolle havde taget på mine kræfter. Den spænding jeg havde gået i, om dette arbejde ville lykkes mig, i forening med at udførelsen angreb mig stærkt, gjorde, at jeg nu i høj grad trængte til hvile. Vi besluttede derfor at flytte ud på landet, så længe sommerferien varede, og helst så langt fra byen, teater og københavnerne som muligt. Vi lejede os derfor et lille hus i Hirschholm, en egn, der ingenlunde var i mode, og hvor vi altså kunne håbe at nyde naturen i stilhed og ensomhed. Hertz havde ytret, at også han ønskede at ligge på landet, langt fra byens tummel; Heiberg tilbød ham nu at bo hos os i Hirschholm, og Hertz tog med glæde mod tilbudet. Det lille hus, vi havde lejet der, som ligger lige overfor postgården, havde adskillige svage sider, [som Heibergs moder var utrættelig i at klage over, så som mangel på sol, fugtighed og deslige;] men herved var nu intet at gøre, man måtte tage det, som det var, og se at indrette sig så hyggeligt og godt som muligt. Til huset hørte en lille have med et morbærtræ, hvis tykke grene dannede en flade i toppen, hvorpå man kunne sidde. Dette sæde var min yndlingsplads. Her indstuderede jeg, hvad jeg havde af nye roller til næste sæson. Heiberg var som sædvanligt fornøjet med alt; hans moder [som sædvanligt misfornøjet med alt;] hendes værelser, påstod hun, var fugtige - solen kom der ikke tilstrækkeligt - møblerne var for simple og for få 209 - maden som vi fik fra postmesterens slet - brødet for lidt bagt -fløden for tynd - osv., [og alt dette fordrede hun, at jeg burde se at få forandret, hvilket dog ikke vel stod i min magt. Uagtet den daglige opfordring fra hendes side, og uagtet jeg virkelig gjorde, hvad jeg kunne, for at tilfredsstille hendes fordringer, var og blev hun utilfreds. Hertil kom, at vi havde en af vore bekendte danske somre, nemlig en grøn vinter; hun frøs og tog det ilde op, når vi andre ikke frøs.] Jeg var glad som altid, når jeg var på landet; vandrende ene om i det frie syntes jeg først ret at føle livet. Jeg var ung, brød mig ikke om vind og vejr. Regnede det, fandt jeg det behageligt; skinnede solen, fandt jeg det dejligt; og det kvidrede inden i mig som fuglekvidren i toppen af træerne. Bekvemmeligheder satte jeg ingen pris på; maden var mig ligegyldig og det savn, som Heibergs moder følte, mærkede jeg derfor intet til og ville slet ikke have vidst, at det var der, hvis jeg ikke var blevet mindet derom af hende. Heiberg og Hertz's glade stemning virkede stærkt på mig; [og jeg mishagede hende ofte ved at ytre, at dette var en behagelig sommer.] I slet vejr morede vi os inden døre ved læsning og sang.

Heiberg havde i mange år været en stor beundrer af den svenske digter Bellmans henrivende sange. Mig havde han vinteren iforvejen lært at læse og synge denne i lune og gratie enestående digters frembringelser, så jeg kunne en og hver af hans sange udenad. Disse sange var på den tid så godt som ubekendte i Danmark. Nu sang vi dem for Hertz, der ligeledes her hørte dem for første gang. Han blev så henrevet af deres skønhed og så begærlig efter at kende dem alle, at han med ustandselig iver opfordrede mig til atter og atter at synge dem for ham. Disse sanges tekst og melodi er så sammengroede, at man ikke får begreb om teksten ved at læse den og ikke får begreb om melodien ved at synge den, men at begge dele først forstås ved foreningen. De dejlige melodier og den forunderligt henrivende tekst, hvor alvor og spøg, ironi og kådhed, sanselighed og dyb melankoli, smerte og glæde smelter sammen, formår at tilvejebringe en stemning, som ingen anden digtning. Når jeg nu på Hertz's opfordring havde gentaget og atter gentaget disse sange for ham, tog han tilsidst bogen under armen og sagde: »Nu skal De have tak! nu tror jeg nok, at jeg kan synge dem; jeg vil nu gå ind til mig selv og prøve, om jeg kan.« 210 Da gik han, men kom kort efter atter tilbage og sagde på sin godmodige og halvt poliske måde: »Ak! jeg troede, at jeg kunne dem! Vil De ikke blot synge dem én gang endnu? Blot én gang, så kan jeg dem.« Og jeg begyndte da forfra, så vi med rette i senere år kaldte denne sommer: Bellmans-sommeren.

Men var vi glade og i godt humør inde i vort lille hus, så lod det derimod til, at naturen udenfor var trist og i slet humør; thi det regnede ganske utroligt denne sommer. Fik solen et øjeblik magt over de tykke, hængende skyer, straks trak vi vandstøvler og vintertøj på og spadserede under den skønne slotshaves mægtige træer. Her drejede samtalen sig da ofte om den stakkels dronning Mathilde og hendes hårdt straffede lidenskab. Det er forunderligt at gå på et sådant sted, hvor man ved, at et menneskehjerte har banket, elsket og lidt. Under disse træer havde hun vandret: »Himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt« - og dog! - »Glück-lich allein ist die Seele, die liebt!« Egnen var fuld af sagn herom, og til disse lyttede vi alle med opmærksomhed. I huset ved siden af vort boede der en fattig skomagerfamilie, nette og stræbsomme folk. Konens bedstemoder, en meget gammel kone, der altid havde levet i denne egn, havde i sin barndom ofte set dronning Mathilde og Struensee, erindrede endnu mange småting fra den tid, fortalte os om hoffets pragt og dets fester, om den lille prins Frederik (den Sjette), der her blev opdraget så strengt. Til denne kones fortællinger lyttede vi da, som børn lytter til eventyr i en ammestue, og sagde ligesom de: »Mere! ved De ikke mere?«

Vor vandring i slotshaven var for det meste kun af kort varighed, thi den utrolige evige regn tvang os som oftest atter til at ty under tag. Et parti i haven, der var benyttet som teater for de forestillinger, hoffet her opførte, interesserede os naturligvis meget. Man så endnu de tilklippede hække, der var brugt som kulisser, og andre levninger, der tydelig bar spor af at have været benyttet ved disse forestillinger. Foran teatret en meget stor oval plads, der havde tjent til sæde for tilskuerne, hele det glimrende hof, og hvem herskabet indbød af høje fremmede. Især når solen skinnede på disse klippede hække og på det smukke skovparti, som dannede baggrunden for teatret, fik jeg en brændende lyst til at opføre skuespil på dette terræn. Heraf blev nu intet. Men hin lyst, der på dette sted påkom mig, har i grunden aldrig forladt mig.

211

Så ofte jeg i senere år vandrede i vor dejlige Dyrehave, hvor der i tykningen af skovene findes mange steder, på hvilke naturen har dannet sådanne levende teatre med kulisser, baggrund og tilskuerplads, da vågnede min Hirschholmske lyst atter, og havde jeg nogensinde haft mod til at bringe denne lyst til udførelse, da tror jeg vist, at den skulle have slået an og henrevet mange med mig. Naturligvis måtte det være en egen art af digtninge, som skulle udgøre repertoiret, som f.eks. sådanne som Oehlenschlågers »Sankt Hansaften-spil«, Heibergs »Psyche« og lignende.

Når den evige regn som sagt tvang os til at ty ind under tag, gik Heiberg, Hertz og jeg tit henimod aften over i den tomme postgård, hvor der fandtes et billard, som stod og ventede på gæster, men hvor så godt som ingen uden vi tre satte dets baller i bevægelse. I stor overgivenhed og lystighed øvede vi her dette spil og havde meget ondt ved atter at høre op, når vi først var kommet i gang dermed. Når det nu nærmede sig til tetid, kom bud på bud fra Heibergs moder for at kalde os til tebordet. Når budet da kom og sagde: »Maskinen står på bordet« - da måtte vi lystre, hvor hårdt det end ofte faldt os at afbryde vor glade leg. En aften, da vi havde været mere ulydige end ellers og tværtimod var vedblevne med vort spil, standsede Hertz pludselig i stødet med sin kø, idet han forskrækket stirrede mod vinduet og udbrød: »Gud, der er Thomaskinen!« Vi andre så hen imod vinduet, da vi ikke forstod dette udbrud, og nu så vi, at det var Heibergs moders ansigt, der udefra viste sig på ruden og utålmodigt bad os dog at ophøre med spillet. Hun hed jo »Thomasine«, og Hertz kaldte hende undertiden i spøg, når hun ikke var tilstede, ved hendes fornavn. Nu, da han så uventet så hendes ansigt på ruden, læste han deri en bebrejdelse over vor ulydighed og blev så forskrækket, at han i befippelsen slog Thomasine sammen med temaskinen og deraf dannede ordet Thomaskinen. Ved dette uventede udråb brast vi i latter, og benævnelsen Thomaskinen blev nu stadig benyttet som bussemand, når vi herefter ligesom denne aften ikke kunne overvinde os til at ophøre med spillet i rette tid. Billardet var stadig vor trøst på regndage. Hele timer kunne vi forlyste os med denne færdighed, idet Bellmanske sange var akkompagnementet til ballernes rullen hen ad det grønne klæde. Når vi rigtig ville more os dermed, lod vi vinduesskodderne lukke og 212 lamperne tænde, lod bringe vin og kager, da var vor fest fuldstændig. Heibergs vittige indfald, Hertz's godmodige, hyggelige humor og min ungdommelige glæde gjorde disse timer så underholdende og morsomme, at vi alle tre i senere år ofte har følt os opmuntrede ved erindringen om billardspillet på postgården i Hirschholm.

En aften, da den meget omtalte temaskine stod på bordet, og vi alle fire sad omkring det og hørte dens hyggelige snurren, overraskede Hertz os, idet han udbad sig vor opmærksomhed, da han ønskede at læse noget højt for os, som han havde skrevet. Og vi hørte nu til vor store glæde hans skønne Hirschholmske sange, skrevet til de dejlige, Bellmanske melodier; disse digte kunne bedre end alt, hvad jeg kan skrive, give læseren et begreb om vor Hirschholmske stemning hin sommer. De findes alle i Hertz's lyriske digte.* [Skomagerkonen, som omtales i det ene af digtene, var den samme, hvis bedstemoder fortalte os eventyr fra dronning Ma-thildes tid.] »Diana«, som omtales, tilhørte postmesteren, men det ypperlige dyr var hurtigt blevet enig med sig selv om, at vort selskab behagede hende langt mere end omgangen i postgården, og derfor boede og byggede den dag og nat hos os, delte glæder og sorger med os. Hun sov hver nat udenfor Hertz's seng, hvilket vi andre var meget misundelige over. Også lokaliteterne i digtene er alle taget af virkeligheden. En høj i omegnen, hvorfra man havde en henrivende udsigt over havet, var min yndlingsplet, hvorfor Hertz havde givet den navn af Hannabjerget. Med usigelig glæde lyttede vi til læsningen af disse digte. I champagnevin drak vi digterens skål til tak og sad langt ud på natten i overgivent lune. [Omsider gik Hertz med sin Diana til ro, og hans yndige digte klingede i os, indtil søvnen udslettede alle hans skønne rytmer og denne aftens glæde i det lille hus i Hirschholm.]

En gang om ugen måtte Heiberg til sin store ærgrelse ride til København for at holde forelæsninger på den militære højskole. [Alt flere dage iforvejen så han denne dags komme med sorg imø-de.] Hvad der forøgede ubehageligheden ved disse ture til København var, at Heiberg havde lejet en hest af en berider i Hirschholm. Denne hest var blevet ødealgt ved, at berideren en gang havde * 213 redet på en vognstang med den; denne begivenhed kunne den stakkels hest slet ikke glemme, men havde siden den tid fået en sådan skræk for vognstænger, at den vendte om for enhver vogn, den mødte på vejen, og det var da med stor anstrengelse, at Heiberg, uagtet han var en øvet rytter, atter kunne formå den til at fortsætte vejen til byen; ja, undertiden satte den i sin forskrækkelse over grøfter og gærder, og Heiberg måtte da tvinge den til atter at gøre springet tilbage, hvilket den sjældent havde lyst til. Nu blev en trompeters hest i Hirschholm ham anbefalet. Men da han første gang i trompeterens nærværelse satte sig på dens ryg, blev hesten ved at dreje sig rundt som en top. Da Heiberg spurgte ejeren, hvad dette betød, svarede han, at det arme dyr var blevet vanvittig af for megen lærdom. En berider havde nemlig i altfor kort tid villet lære hesten alt, hvad en hest i længere tid kan lære, og dette havde rent forstyrret dens forstand; dog var den nu i bedring og kom sig nok med tiden. Denne naive og opbyggelige beretning bragte os alle i latter. Heiberg gav ham hesten tilbage, idet han ønskede den god bedring; og nu blev den gamle hest atter taget til nåde, thi i dens galskab var der dog fremgang, men at dreje sig rundt på én plet, dette var altfor afvigende fra Heibergs mål, at komme frem så hurtigt som muligt. Han fortsatte nu sine bedrøvelige københavnske ture til sin moders uhyre angst. Hun var den ængsteligste natur, jeg har kendt. På disse dage foregøg-lede hendes fantasi hende de skrækkeligste begivenheder og muligheder om uheld af alle arter. [Det er en stor ulykke for den, der lider af sådanne angster og overordentlig trættende for den, der stadig skal berolige den ængstelige.] På den tid om aftenen, når han atter ventedes tilbage, gik vi ham for det meste alle tre imøde. Når han da med et glad ansigt og hele lemmer hilsede os alt i frastand, hvor mine skarpe øjne straks genkendte ham, da vendte vi lettet om hjertet tilbage til vort hjem og sad til langt ud på natten i de fornøjeligste samtaler, sang Bellmanske viser, indtil søvnen overvældede os, og vi gik til ro med et let sind og glad hjerte, og et godt håb om det smukke vejr, vi skulle få næste dag, og de ture, vi da agtede at foretage os. Det blev ved håbet; thi tåge, regn og kulde vedblev på en ubarmhjertig måde at drille os, og da sang vi verset af et af de Hirschholmske digte:

214

»Hist over slotshavens sunkne terrasser
Hviler nattens dug som et grædende hav.
Slottet, man nedrev i uhyre masser,
Vidner kirken om, lig et kors på en grav.
Egnen er øde, Mathilde, hvor du
Flygtig har redet den flygtige ganger;
Blot dine lidelser mindes endnu
Af den tungsindige sanger.«

Den 31te juli kom, årsdagen for vort bryllup i Slangerup. Da vejret i de sidste dage betydeligt havde bedret sig, og det så ud som om denne bedring var ærlig ment, besluttede vi at festligholde vor bryllupsdag på en høj i nærheden af Rungsted, på hvilken der stod en gruppe af skønne grantræer, og hvorfra man havde en henrivende udsigt ud over sundet. Vi havde givet denne høj navn af Granbjerget. Den var især Hertz's yndlingsplet. Planen var at pakke vor middagsmad, vin, jordbær, kage etc. ind i en lille barnevogn, som tilhørte postmesteren, og den skulle vi så skiftes til at trække til Granbjerget for der at tilbringe dagen. I det dejligste vejr af verden begyndte vi vor karavane om morgenen. Det viste sig snart, at jeg af alle var den bedste hest til at trække den lille, af proviant fyldte vogn; thi Hertz og Heiberg blev straks trætte deraf og ville ind på enhver kro undervejs for at hvile og få noget at drikke. De beråbte sig på Bellmans autoritet og citerede i et væk steder af hans sange, som godtgjorde, at man ikke med god samvittighed kunne gå forbi en kro uden at unde kromanden sin næring. Heiberg påstod, det ville bringe os uheld hele året igennem, hvis vi på dets første dag gjorde os skyldige i en sådan forsømmelse. Men da jeg uden at bryde mig om deres taler fortsatte at trække den lille vogn, var de nødt til at følge efter. Vejen til Granbjerget var næsten en halv mil, så der var en stønnen og pusten uden ende; og Heibergs moder fandt, det var ikke til at udholde i denne hede at gå så langt. Kun hunden Diana, thi denne kære gæst var naturligvis indbudt til vor fest, fandt, at vejen var for kort, thi den galopperede i store svingninger frem og tilbage, lugtede til vognens indhold, så op til mig, som om den ville sige: »Hvor jeg glæder mig til udpakningen af disse sager!« og dens glade gøen blev næsten til hvin. Jeg ønskede ofte 215
undervejs, at det springende og galopperende dyr havde kunnet låne Heibergs moder lidt af sine bens og sine lungers styrke. Omsider nåede vi under spøg og latter det dejlige Granbjerg. Siddende på toppen så vi ud over det himmelblå hav, der lå for vor fod som et spejl. Stille hvilede alle skibene i sundet, da der ikke rørte sig mindste vind, og havde alle de hvide sejl udspændte for at tørres efter de foregående dages regn; de spejlede sig i det stille hav, medens små fiskerbåde med deres røde sejl lå spredte som blomster over vandfladen. Hveens Banker skinnede som guld, og den lille St. Ibs kirke syntes at være rykket flere mil nærmere, så tydeligt sås dens hvide gavl. Fuglene kvidrede overmodigt i toppen af træerne og gav ligesom vi deres glæde tilkende over den længe savnede sols varme stråler. Jeg pakkede nu alle vore rariteter ud af den lille vogn og bredte dugen på græsset til forskrækkelse for Heibergs moder. »Jeg troede, her var bord og bænke,« sagde hun [temmelig forstemt.] Heiberg svarede leende: »Du troede vist også, at her var en sofa, når du vil være ærlig?« Da alt var ordnet, satte vi os ned på jorden omkring det rigt besatte jordbord, drak skåler, sang Bellmanske sange og var nær aldrig kommet fra denne yndige plet - til sorg for Heibergs moder, der frygtede, at aftenduggen skulle skade vort helbred og vi alle blive dødssyge. Jeg bandt kranse og slyngede dem om de to digteres hatte og pyntede mig selv og Diana med blomster og kviste. Timerne fløj som minutter. Månen steg frem, og nu begav vi os hjemad. Heiberg foreslog sin moder, at hun skulle sætte sig i barnevognen, hvis indhold nu betydeligt var svundet ind, så ville vi skiftes med at trække hende, et forslag hun dog ikke tog imod, så hårdt det end faldt den stakkel at gå den lange vej hjem. Markerne dampede af dagens hede, og elverfolket dansede over de store enge. Ingensinde har jeg set de opstigende tåger danne så tydelige skikkelser som i omegnen af Hirschholm. Ved at se dem her kan man ret begribe, hvorledes sagnet om elverfolket er blevet til. Tågerne hvirvlede sig i den lette aftenvind i tykke svingninger rundt om hinanden langs hen ad markerne og antog virkelig ligesom menneskelige skikkelser, der svingede med arme og ben i luftig dans, og månen oplyste de lange tågestriber, der svævede efter skikkelserne som et fint, luftigt slør, som vindpustet snart hævede, snart tvang ned mod jorden. »Se!« råbte jeg til Heiberg, »ser du dine elverpigers dans!« 216 - »Agnete,« råbte han, »du er elverpigen selv, min elverpige, lad de andre opløse sig i tåger, når kun du er virkelig.« Trætte af dagens anstrengelse nåede vi endelig vort lille hus i Hirschholm. Selv Diana kastede sig hen i en krog med den skønne, blegrøde tunge ud af munden og alle fire ben udstrakte, indtil Hertz sagde: »Kom, min Diana! lad os to gå ind,« da sprang den let og graciøst op, kyssede begge damerne på hånden og fulgte sin sovekam-merat ind i hans lille kammer, [medens Heiberg kyssede sin moder på hånden til godnat og fulgte op med mig i vor øverste stue, hvor vi længe stod i vinduet og betragtede stjernerne og de flyvende skyer, som månen oplyste, indtil også vi overvældedes af træthed og begav os til ro ovenpå denne fornøjelige dag.]

Det var, som om himlen havde været så god at tage hensyn til vor bryllupsdag ved at lade sol og måne skinne for os, thi næppe var den 31te juli forbi, før den atter havde sit triste, melankolske ansigt på. Vi måtte derfor ty til vore gamle adspredelser: billardspillet og Bellman. Endvidere omgikkes vi et par kedsommelige familier, der ved vor ankomst til Hirschholrn havde opsøgt og indbudt os; men da vi selv var glade, så gav deres kedsommelighed os kun stof til bemærkninger, der frembragte ny lystighed og spøg imellem os. I Lyngby boede der en ældre, fornem herre, der på sin vis i længere tid havde gjort mig sin kur og var utrættelig i at indbyde os til sit landsted, uagtet vi alt flere gange havde afslået det. »Jeg ved,« sagde han til mig, »at De deler min passion for smukke heste - De vil hos mig finde en tilredet damehest og en dameridedragt med alt tilbehør.« Vi kunne tilsidst ikke undgå denne indbydelse, og dagen blev bestemt. Heiberg sagde nu til mig: »Jeg kan godt gennemskue hans plan; det hele går ud på at gøre en ridetur med dig alene, thi du skal se, at han hverken tilbyder mig hest eller dragt for at ledsage eder - men det skal der ikke blive noget af. Man skal ikke se dig ride om alene med den gamle nar.« Vi lejede nu en vogn af postmesteren med to gamle plovøg for; bag i vognen lagde Heiberg sin ridesadel, lo, idet han tildækkede den med et tæppe og sagde: »Han skal ikke straks se den, han skal overraskes.« Ved vor ankomst blev vi modtaget på det artigste af vor gamle vært. Efter middagsbordet bad han mig gå ind i et sideværelse, hvor jeg ville finde alt, hvad der hørte til en ridedragt, samt hjælp til at iføre mig denne. Da han efter 217 forventning intet sagde til Heiberg om at gøre sig færdig til turen, gik Heiberg ganske stille ned til vor kusk og bad ham lægge sadlen på et af postmesterens plovøg. Da jeg var færdig med min påklædning, blev de sirlige heste til mig og værten trukket frem i gården. »Det gør mig ondt,« sagde vor vært henvendende sig til Heiberg, »at jeg netop i dag har alle mine andre heste i arbejde, så at jeg ingen kan tilbyde Dem. -« »Jeg beder,« sagde Heiberg med sit ironiske smil, »det har jeg forudset og har derfor min egen hest parat.« Plovøget blev trukket frem, og med et usigeligt ansigt og sideblik til mig satte Heiberg sig op; og med et endnu mere usigeligt ansigt så vor vært på den fattige hest, for hvis vugge det ikke var sunget at skulle rides i så fornemt selskab af mennesker og heste. Man kunne tydeligt se, at vor vært skammede sig ved at ride i selskab med et sådant dyr, og denne ærgrelse var næsten større end over, at hans plan, at ride ene med mig, var strandet. Jeg lo indvendigt på hele denne ridetur, og Heiberg og jeg tilkastede hinanden ideligt betydningsfulde blikke og kunne næppe tilbageholde vor latter over vor værts fortrædelige mine, uagtet han gjorde, hvad han kunne, for at skjule sin ærgrelse. Da Heiberg og jeg om aftenen havde takket vor vært for denne behagelige dag og atter sad på vognen for at køre hjem til Hirschholm, gav vi vor latter frit løb. Ved vor hjemkomst fortalte vi Hertz det passerede; han morede sig inderligt over Heibergs rigtige forudsigelse og planens heldige udførelse.

Heiberg og Hertz havde et træk tilfælles, som er ejendommeligt for alle digternaturer, når forfængeligheden ikke griber forstyrrende ind i deres gemyt, en barnlighed, som i det daglige liv er overordentlig velgørende. Selv en ubetydelighed kan de, ved den måde hvorpå de opfatter, aflokke stof til underholdning for sig selv og andre. Den, som ikke har haft lejlighed til at leve sammen med sådanne elskværdige digtergemytter, kan ikke forestille sig den friskhed og fylde, der kan ligge i en sådan omgang. At der gives digtere og kunstnere, som Vorherre må bevare os fra at omgås til dagligbrug, er vist nok - men til disse hørte, Gud være lovet, hverken Heiberg eller vor ven Hertz.

Ferietiden var desværre snart forbi; vi måtte tænke på at vende tilbage til Kongens København og afbryde vort samliv med Hertz. Vejret havde endelig taget en behageligere vending, så at vi 218
også af den grund følte det tungt at løsrive os fra vor landlige ensomhed. Hver dag blev der holdt rørende afskedstaler til Diana, og den så under disse taler på os med øjne, der tydeligere end ord sagde, at den forstod os. Når vi udbrød: »Ak, Diana! hvor vi vil længes efter dig!« så drog den et suk så dybt, som om den ville sige: »Men jeg da!« En af de sidste aftener spadserede vi i Rungstedskoven i det dejligste måneskin. På hjemvejen kom vi forbi et lille bondehus, udenfor hvilket der løb fire af de yndigste hvide kattekillinger, nogen af os havde set. Jeg havde fra barn af haft modbydelighed og angst for katte; ja, min angst for disse dyr var så stor, at jeg som voksent menneske ikke turde gå op ad en trappegang, når der tilfældigvis sad en kat på den, [noget, der vist hang sammen med, at jeg ligesom kattene var i besiddelse af en stærk elektricitet, der på mere end én måde gav sig dagligt tilkende.] Heiberg, som elskede alle dyr, fangede en af disse yndige killinger og viste mig den, og jeg måtte tilstå, at jeg aldrig havde set noget nydeligere end denne lille, blændende hvide killing, hvis hår var så bløde som silke. »Den ligner virkelig en fortryllet prinsesse!« udbrød jeg, og nu overfaldt mig pludselig en stor lyst til at eje denne lille killing til erindring om Hirschholm og om vor natlige vandring. Vi mente alle, at når ejeren havde tre foruden moderen, havde han nok, og at dette smukke dyr måske var bestemt til at druknes. Ved tanken herom puttede jeg katten i min sypose og bragte den i god behold til vort hus. Diana blev meget forundret ved synet af dette nye medlem af selskabet, men også for dens øjne vandt den lille fortryllede prinsesse nåde. Få dage efter flyttede vi til København med vor lille tyvekost, efter at vi havde taget afsked med hver kær plet i egnen, med mennesker og dyr. Min lille hvide prinsesse tiltrak sig i vinterens løb manges opmærksomhed, dels ved sin skønhed, dels ved sit lette, graciøse væsen. På min tredje kunstrejse, som jeg snart vil have lejlighed til at fortælle om, fik jeg den triste efterretning, at den kort efter min bortrejse var blevet syg og nu var død. Rørende var Heibergs moders sorg over at skulle meddele mig dette tab. - Opholdet på Hirschholm gemte vi alle i kær erindring. Ofte talte vi om at gentage et sådant samliv med Hertz, men det blev der imidlertid aldrig noget af, og det var vist godt, thi sligt lader sig aldrig gentage uden at svækkes og blive noget helt andet. Vi så naturligvis 219 Hertz jævnligt i denne vinter, men tidligt på foråret tiltrådte han sin første udenlandsrejse syd på, hvortil han havde erholdt et stipendium. Henimod foråret inden sin afrejse sendte han os nedenstående digt, »Hyacintherne« og »Langt fra ham var hans venner«.

Hyacintherne
Til prof. Heiberg, hans kone og moder.

Når våren atter på mark og eng
Imellem planterne blomster fletter,
Og hist og her den duftende væng
Er pyntet med grupper af små buketter;
Når storken, bøndernes skildvagt, står
Og strækker sin hals så stift på gavlen,
Og landmanden pløjer, planter og sår,
Og lægger planer for efterårs-avlen:
Da drager jeg, elskede venner! langt,
Ak, langt fra eder med damp og heste;
Min postvogn ruller, mit skib går rankt,
Jeg kører og sejler, mit bryst er trangt
Blandt al den damp og de heste.

Jeg skal ej gå i den kølige lund
Iår med eder til Rungsteds bakker;
Ej se henover det dejlige sund,
Hvor mågen lavt på vandene flakker;
Ej der med øjet påklem jeg kan
Den lumre formiddag liggende drømme,
Mens solstrimen langs det sitrende vand
Og kysten i ét for øjnene svømme;
Ej skal jeg vækkes af eder ihast,
Når I med et udråb en sejler bebude,
Og skibet nu kommer med vimpel og mast,
De skinnende sejl som yndig kontrast
Til de himmelblå vande derude.

Jeg skal ej gå med eder iår
Til Vallerødshøjen ved Hirschholms banker,
220 Hvor Hannabjerget som minde står
Om vore gensidigt skiftede tanker;
Ej der mig fryde ved dæmringens ro,
De lette tåger, der indhylle dalen,
Og more mig med den tålmodige ko,
Der vifter bremserne bort med halen;
Skal ej betragte det ensomme Hveen,
Der kaster til Sjælland tungsindige blikke,
Den triste skov, den forbrændte gren,
Og nær ved stranden den mægtige sten,
Som bølgerne skvulpende slikke.

Jeg skal ej atter som tit ifjor
Med eder i slotshavens gange spadsere,
Og lytte til spurvenes kvidrende kor,
I mangel af andre, der vil musicere;
Ej undre mig over den uddøde pragt,
Det nedrevne slot, de svundne kaskader,
Og høre, hvad skomagerkonen har sagt
Om spor af terrasser i træernes rader;
Ej tale med eder om hoffets glans,
Ej mindes bedrøvet tidligt og silde
Banketter på slottet og ture tilvands,
Og hesten, der for på vejen i dans
Med den muntre dronning Mathilde.

Ak nej! om Syvende Christians hof
Jeg med fru Gyllenborg ej skal tale;
Ej med Johan Ludvig om form og stof
Og om poeter, der næsten er' gale.
Ak Gud! og Bellmans sange! Ja hvem
Skal synge for mig den dejlige vise
Om »Mor på Tuppen« og hver af dem,
Jeg hørte så tit af Johanne Luise.
Herefter må jeg vel synge på fransk;
Fra by til by den rejsende render;
Og luften er lummer, og damen er spansk,
Og alting er herligt, men intet er dansk,
Og langt fra mig mine venner!

221

- Da sommeren væved et slør ifjor
Af hvide tåger om Hirschholms nætter,
Da dufted' mit kammer af mangen en flor,
Fra eder, elskede! sendte buketter,
Iår, hvad sender jeg eder igen?
Jeg rejser med våren, og nu er det vinter,
I tage tiltakke med det, eders ven
Har samlet i potter: en flor hyacinther.
Vel visne de snart; dog er det min trøst,
De spire vel frem igen adåre,
Og dufte og hviske med sagtelig røst:
I mindes af en på den fjerneste kyst
Med hjemves længsel og tåre.

D. 5te marts 1833.
Henrik Hertz.

VORT HJEM OG VORE VENNER

Sæsonen 1832-33 tog nu sin begyndelse og med den min travlhed ved teatret. Alle mine tidligere roller var endnu i fuld yndest hos publikum og gik ofte over scenen. Det held, at alt, hvori jeg hidtil var optrådt, havde tiltalt både med hensyn til stykket og udførelsen, gjorde, at jeg i de få år alt havde fået et temmelig stort repertoire, og dette blev jævnligt forøget med nye roller i forskellige genrer. Af dem, der blev mig tildelt i denne vinter, vil jeg blot nævne Juliettes rolle i Heibergs vaudeville »De danske i Paris« og titelrollen i »Dronningen på 16 år«. I det første stykke havde Heiberg givet den unge Phister rig lejlighed til at glimre som den sjællandske bondekarl Mikkel. Alle var betaget af hans udførelse, og ikke mindst forfatteren. »Dronningen på 16 år« var vel et temmelig mådeligt, fransk stykke, men gav Ryge og mig, ham som Axel Oxenstjerne, mig som den unge svenske dronning Christina, lejlighed til et sammenspil, der greb publikum. En tilskuer sendte mig efter en af stykkets opførelser anonymt en medalje, som dronning Christina i sin regeringstid havde ladet slå til uddeling til personer, hun særlig ville hædre.

222

På den ene side af medaljen sås hendes brystbillede, på den anden en opgående sol.

Lykken havde »forelsket sig« i mig, så at alt, hvad jeg rørte ved, gik heldigt og trængte igennem. Enhver modstand af hvilket som helst motiv strandede på min lykkes medbør. [Publikum var formeligt betaget af mig og mit talent.] I enhver ny rolle så tilskuerne en ny udvikling og en ny side hos mig, som overraskede dem, og disse overraskelser gjorde, at man fulgte enhver ny rolles udførelse af mig med spændt forventning. [Publikums gunst - der begyndte i 1826 - for mig vedvarede uafbrudt og snarere i tiltagende end i aftagende i omtrent 15 år; da var det ligesom publikum måtte puste lidt en kort tid, inden det atter kunne komme i den gamle svingning.] Den interesse, hvormed man i hin tid fulgte enhver frembringelse i litteraturen eller på scenen, har man i vor tid næppe nogen forestilling om. Litteratur, kunst og teater var de temaer, hvorom alt drejede sig. Vel havde det politiske liv begyndt at røre sig herhjemme efter julirevolutionen, men bevægelsen var ikke trængt ned til det store publikum, der endnu hang ved sine gamle interesser. Det politiske liv lå endnu i svøbet. Enhver passede sit, og ingen troede, at landets styrelse hvilede på ham, eller at nogen opfordring var stillet til ham udenfor den opgave - hvilken det nu end var - han havde ofret sig for. I kunst og litteratur søgte den dannede almenhed hvile, opmuntring og belæring. Det var en fornødenhed, hvis tilfredsstillelse var lige så nødvendig som det daglige brød. Af denne alvorlige interesse for kunsten fulgte, at de enkelte talenter, som ret faldt i alles smag, blev betragtede med kærlighed som en nationalejendom, hvoraf man var stolt. Et nyt stykkes opførelse på teatret var en begivenhed, som interesserede alle stænder. Hele hoffet indfandt sig som oftest den første aften, et sådant gik over scenen. Teatret havde i en del år, forinden madam Wexschall og jeg var fremtrådte, været blottet for kvindelige talenter af nogen synderlig betydning. De gamle berømte navne: mad. Heger, mad. Rosing, mad. Clausen, mad. Andersen, mad. Spindler, jfr. Astrup osv., var alle borte. Da kom jfr. Brenøe (siden mad. Wexschall - senest fru Nielsen) -og man hilste atter med glæde et ungt, friskt talent. Få år efter optrådte jeg, jfr. Heger (siden mad. Holst) og flere, og man var ikke længer i forlegenhed med besættelse af elskerinden i de 223 forskellige fag. Madam Wexschall udfyldte tillige en tom plads i operaen.

Med rette eller urette valgte publikum imellem de ikke få, som teatret for øjeblikket var i besiddelse af, mig som sin særlige yndling, og denne yndest gik over til en art forgudelse, som ofte ængstede mig selv. Bifald på scenen, så vel som digte og blomster, der sendtes til min bolig (dengang kendte man endnu ikke noget til den udenlandske skik, som jeg aldrig har fundet skøn eller passende: at kaste blomster op på scenen, lige så lidt som fremkaldelser) - endvidere anonyme gaver og halvt forrykte kærlig-hedsbreve hørte til dagens orden. Viste jeg mig på gader og stræder, forfulgte man mig for at få et glimt af mig at se. Høje og lave søgte på alle måder at komme i berøring med mig. Man efterabede mig ikke alene på teatret, men i livet. Det snit, mine klæder, mit hår havde, ville man også have, og en sværm af kvindelige efterabere gjorde sig latterlige ved uden mindste kritik at efterligne mig i alt. [De latterligste historier gik i svang om mig, i hvilke man tillagde mig dyder og egenskaber, som jeg desværre ikke var i besiddelse af.] Man tro ikke, at jeg nu nedskriver dette med nogen som helst forfængelighedsfølelse - jeg skriver det kun for at minde om, hvorledes et publikum næsten altid løber løbsk og ikke kan holde måde, hverken i sin ros eller i sin dadel. »Men hvorledes optog d u alt dette dengang?« vil man måske spørge. Nu vel, jeg vil sige det så ærligt, som jeg formår: når jeg hørte dette bifald i teatret, læste min stadige berømmelse i bladene, modtog i mit hjem disse vers, blomster, breve, hvori man sammenlignede mig med et guddommeligt væsen, da sagde vel et bedre og sundere jeg i mit bryst, at alt dette var overdrevet, og af og til følte jeg vel en skamfuldhed herover, der gjorde, at jeg ikke engang lod mine nærmeste læse disse befrilske udgydelser. Men en forfængeligheds djævel hviskede også stundom ved siden af: at der dog måtte være noget sandt heri, da alle fandt det; og et vist overmod udeblev ikke hos mig - ikke at dette gjorde mig stolt og indbildsk; det forbød min sunde fornuft mig - men som det unge føl boltrede jeg mig på denne frodige, behagelige græsgang, uden at det faldt mig ind at frygte for vinterens komme. Og Gud må vide, hvad der var blevet af mig, hvis han ikke i sin godhed havde sat mig ind i en kreds, der var en ypperlig regulator for 224
enhver udskejelse, mit overmod kunne have ledet mig til. Heiberg bidrog imidlertid ikke synderligt til at standse mig på denne farlige vej. Han var selv stolt af mig; ja, jeg fandt det ofte rørende, at han, der for sit eget vedkommende ikke følte stolthed over noget af, hvad han virkede, var stolt af mig og satte mig så højt, at han ikke var langt fra at synes, at så godt som ingen var værdig til min omgang. Det er naturligt, at andre ofte opfattede dette som en skinsyge hos ham; men jeg vidste, at dette var falsk, thi dermed fortrædigede han mig så godt som aldrig; men han fandt, at man ikke nok kunne holde mig i ære, og at det skulle være en stor gunst at turde regne sig til mine omgangsvenner. Heller ikke kunne han tåle, at jeg deltog i noget, hvorved jeg kom i berøring med massen. Næsten om alt, hvad jeg kunne have lyst til at deltage i, sagde han: »Dette skikker sig ikke for dig; det kan være godt nok for de andre, men du står højere og bør holde dig for god dertil.« Det var altså en række af afslag, snart til en, snart til en anden, som indbød mig. Ved således at værne om mig pådrog han sig ikke få uvenner. Og jeg havde dengang ikke verdensklogskab nok til at finde, at denne hans anskuelse, at holde mig tilbage fra sværmen, var den rette. Jeg græd undertiden barnagtige tårer over, at jeg således gik glip af en eller anden adspredelse, som jeg følte stor lyst til at deltage i. Heiberg bidrog således snarere til at forøge end til at formindske min forfængelighed; anderledes var det derimod med hans moder, thi hos hende var kritikken vågen og ved hånden. Når jeg i min barnagtige glæde læste et eller andet af de hyppige digte, der blev mig tilsendt, højt for de andre, da var en lille satirisk bemærkning af hende, som næsten aldrig udeblev, nok til at slå koldt vand i blodet. Lidt flov pakkede jeg det da atter sammen og ærgrede mig så meget mere over, at dette et øjeblik kunne have forvoldt mig en glæde, som min naturlige fornuft da sagde mig, at hun havde ret i sin bemærkning. En anden lykke for mig var, at min altfor udelukkende interesse for den kunst, jeg selv satte så højt, blev delt derved, at der i mit hjem og i vor omgang, der for det meste bestod af folk, der ikke var ved teatret eller havde noget dermed at gøre, ideligt blev ført samtaler på bane, som jeg, enten jeg havde lyst dertil eller ikke, blev nødt til at lytte til; og denne tvang gjorde, at jeg lidt efter lidt åbnede mit øre og øje for andre interesser end dem, et teaterliv fører med 225
sig. I begyndelsen tilstår jeg, at det trættede mig, at jeg havde ondt ved at holde interessen vedlige, ja, jeg begreb ikke ret, at der gaves mennesker, for hvem teatertilværelsen var en biting. Det varede imidlertid ikke længe, før min horisont udvidede sig, så at disse samtaler åbnede min ensidige forstands læddiker. Imidlertid kom jeg ikke hertil uden kamp og overvindelse. En medfødt hurtighed, som er kvinden egen, gjorde, at jeg meget snart ikke sad tilovers ved disse samtaler, men blandede mig i dem på en fri og naturlig måde. Og Heiberg roste mig ofte for mine bemærkninger, som han fandt ejendommelige og friske; og da disse mine bemærkninger blev fremført med bevidstheden om, at jeg i denne kreds var den, der skulle lære, og ikke den, der ville belære, så modtog man dem med godhed og velvilje. Ofte udbrød Heiberg, især når samtalen imellem ham og hans venner drejede sig om de forskellige filosofiske skoler, som på den tid beskæftigede alle lærde, og jeg nu i disse samtaler af og til vovede at give mit besyv med til konversationen: »Hvoraf ved du det? Du kender ligesom af dig selv, hvad vi andre møjsommeligt må læse os til.« Og sådanne ytringer sporede da min forfængelighed til at gå videre, og jeg lyttede da med større og større opmærksomhed. Den trang, som jeg fra barn af havde følt, stedse at søge deres selskab, som stod over mig i dannelse og udvikling, og som aldrig har forladt mig, gjorde nu, at jeg med begærlighed lidt efter lidt i højere og højere grad drog nytte af de lykkelige forhold, som jeg var sat i. Mit liv i hjemmet og dets interesser blev efterhånden adskilt fra mit teaterliv. Hjemmet udviklede min personlighed, hvilket da også kom min kunst til nytte. Med glæde hørte jeg ofte fremmede, både udlændinge og danske, ytre, at man ved at se mig i mit hjem umuligt kunne tro, at fruen i huset var en skuespillerinde; ja, udlændinge, der aldrig havde set mig på scenen, ytrede ikke sjældent, at de slet ikke kunne forestille sig mig der. Hertil bidrog især min virksomhed og interesse for de huslige beskæftigelser, thi jeg besørgede selv alt, hvad husmødre plejer at besørge, [og jeg tør nok sige uden selvros, at jeg ikke stod tilbage for de fleste andre i denne retning.] En medfødt sans for hyggelighed og orden og for at have alting smukt omkring mig søgte jeg i stilhed mere og mere at udvikle. Undertiden kneb det vel med de huslige pligter; når hovedet var fuldt af en eller anden ny rolle, og der da, 226
samme dag en sådan skulle fremstilles første gang, skulle tælles til vask eller hugges sukker eller gøres husholdningsregnskab, tales om maden i ugens løb osv., da kostede dette jo unægteligt en overvindelse, som undertiden ikke var ringe. Jeg vil heller ikke nægte, at jo en eller anden ting af og til kunne blive glemt, og dette blev da [ingenlunde tålt med overbærelse af min svigermoder, der syntes, at alt, hvad der hørte til husets behagelighed og sirlighed, måtte gå fremfor alt andet. Utrættelig kunne hun da vedblive at klage over det lille savn, om end det var af de allermindste, som en anden næppe ville have ænset eller bemærket. At jeg da altid med engletålmodighed hørte og tålte hendes bebrejdelser over det forsømte, vil jeg just ikke påstå. Ofte følte jeg mig trykket, utålmodig og bedrøvet, hvilket jeg undertiden gav luft i en heftighed, som jeg ville ønske, at jeg kunne have bekæmpet; men jeg fandt, at hun krævede for meget af mig og krævede det som sin ret i stedet for som et gode, hun burde have skønnet på, således som hendes søn gjorde.] Det hører vel altid til undtagelserne at være så let at leve med i det daglige liv som min kære Heiberg; at være i den grad hævet over alt småt hører kun store, mandige ånder til som hans. Men netop det, at han intet fordrede, gjorde, at det var mig den største glæde at forekomme hans ønsker; taknemmelig som et barn var han for enhver lille opmærksomhed, og denne taknemmelighed fremkaldte et nyt ønske hos mig om at behage og glæde ham. Det ville i sandhed være uret at sige, at hans moder ikke også var taknemmelig for, hvad godhed man viste hende, [men når man først har trættet os og gjort os utålmodige, da nytter det ikke stort, at de gode ord kommer ovenpå; det er kun en ny måde til at trække de ubetydelige sammenstød længere ud og gøre os end mere trætte og vrantne. Ifølge min natur ville jeg bedre kunne have tålt et heftigt udbrud af hende, når det da dermed havde været forbi, end denne stille, ofte forblommede hentydning om en kones pligter, der var hendes fine verdensto-ne egen; den tirrede min åbne, ærlige natur mere end det heftigste udbrud ville have gjort.] Dog, jeg skulle vel gå denne skole igennem og afslibes også på denne måde af hende, der i tone og dannelse stod højt over mig; og det vil jeg med taknemmelighed erkende, at jeg skylder hende meget af min udvikling, og det i mange henseender. Hendes dannelse, humanitet og hjertensgodhed 227
skylder jeg således, at hun bragte mig til at få et andet syn på mine forældre og mit forhold til dem. Jeg omgikkes dem naturligvis stadigt, og der var det venligste forhold imellem os; men min gamle følelse af skamfuldhed over, at de i kultur stod så lavt, havde jeg i længere tid ondt ved at overvinde i andres nærværelse. Dette mærkede hun og foreholdt mig kærligt, at det var uret af mig. Hun roste dem da for deres arbejdsomhed, hun fremhævede det respektable i deres udholdenhed og flid. Selv underholdt hun sig med dem på den venligste måde og tvang min moder til at sige »du« til sig, hvilket naturligvis smigrede og glædede min moder, så at hun fik en virkelig hengivenhed for hende. [Jeg kunne imidlertid aldrig ret tilgive mine forældre mine barndomssorger, især den, der bandt mig til en mand, som de i deres ubesindighed havde pålagt mig arme barn, og så let kunne have ødelagt mit hele liv. Men, som sagt, ved hende fik jeg et bedre syn på dem og mit forhold til dem, og dette gjorde, at mine følelser for dem år for år blev bedre og kærligere.] Kom mine forældre og besøgte mig, hvilket imidlertid ikke ofte skete, hjalp det på mig at se hende venlig og forekommende imod dem; der måtte være tilstede, hvem der ville, hun var den samme, altid lige venlig og opmærksom. Dette gjorde mig godt, og efterhånden forsvandt min stygge forlegenhedsfølelse lige overfor dem. Jeg sagde til mig selv: »Det er dine forældre, som måske ved deres fortrin i Guds øjne står over dig,« - og jeg begik fra den tid ikke mere den fejl, at rødme over dem. [Heiberg var desværre ikke i stand til dette; uagtet han altid var venlig og forekommende imod dem var det dog tydeligt for mig, at deres nærværelse trykkede ham. Han skjulte det imidlertid så godt, at de intet mærkede, og begge sagde,] at de elskede ham lige så højt som mig, og dette ville i deres mund ikke sige så lidt. De bør også have den ros, at de var yderst beskedne med at komme og aldrig trængte sig på os eller vore omgivelser. De besad denne noble stolthed, som ofte findes hos folk af de ringere klasser. Vi måtte indbyde dem med alle ceremonier, ifald vi ville være visse på, at de kom. Men af og til lød dog fra dem suk og klager over, at de var for ringe til vor omgang - klager, som jeg da måtte stille tilfreds, så godt jeg kunne; ved små opmærksomheder søgte jeg da atter at sætte dem i humør. [Heiberg og jeg talte indbyrdes åbent og fortroligt om dem og vort forhold til dem, 228 og jeg måtte give ham ret i, at man ikke kunne blande dem med vor øvrige omgangskreds uden at udsætte dem for omtale, således at det ville være syndigt imod dem. Lykkelige er imidlertid ikke sådanne forhold, og jeg følte det ofte dybt, hvilken adskillelse et sådant forskelligt dannelsestrin fører med sig, Hvad havde jeg ikke ofte givet for at kunne udtale, hvad der lå mig på hjerte for min moder! Thi hvem er man til syvende sidst sikrere på end på en moder? Nu måtte jeg tie, for at ikke hun fra sit standpunkt skulle misforstå min klage; og hvad frygter man mere for i udgydelsen af sine sorger end det at blive misforstået?]

Vi levede temmelig stille denne vinter og kom, som før bemærket, kun sjældent ud. Selv gjorde vi ingen selskaber; men på de aftener, da jeg ikke var optaget af teatret, kom [ofte en eller anden] af Heibergs gamle venner, og her ved vort tebord var samtalen da livlig, underholdende og belærende. Iblandt disse venner var også Poul Møller. Denne geniale og ejendommelige personlighed interesserede mig meget. Jeg har aldrig i mit liv truffet på nogen, der i højere grad bar præget af sandhed i tale og væsen. Alt, hvad der blot strejfede hen imod affektation, var ham en vederstyggelighed, og han havde så fine sanser i denne retning og et så skarpt øje herfor, at end ikke den mest skjulte nuance heraf undgik hans blik; måske gik hans mistænksomhed i denne retning undertiden for vidt. Han var fuld af skarpe, fine, ironiske bemærkninger over menneskenes dårligheder; disse blev imidlertid stedse fremført med så megen humor, godmodighed og gemytlighed, at det var en sand forfriskning at belæres af hans psykologiske iagttagelsesevne. Ofte havde jeg en følelse af, at jeg lige overfor ham stod for en sjælelig dommer; han ængstede mig næsten, og dog havde hans omgang og hans fine tone - der ikke bestod i den, man tænker sig hos en kammerjunker - ikke dette ydre slebne, men den dannelsens finhed, i hvis nærhed man er tryg mod alt råt og udelikat, en stor tiltrækning for mig. Hans mangeårige venskab og godhed for Heiberg, hans hengivenhed for dennes moder, gjorde ham til en af deres kæreste omgangsvenner. Mig lod det til, som han først ville studere, og dette trykkede mig noget i hans nærværelse, så jeg ikke formåede at være ret fri lige overfor ham. Dog tror jeg, at jeg i det hele taget fandt nåde for hans øjne. Han ytrede sig ofte venligt om mig og satte pris på mig som 229 skuespillerinde. Jeg erindrer endnu en lille forfængelig glæde, han forskaffede mig en aften, da han var i besøg hos os. Jeg gik og syslede med at dække aftensbordet, medens Heiberg og han sad i samtale i sofaen, som stod nær ved døren til værelset ved siden af, hvor jeg havde et og andet stående til bordets dækning og derfor ofte måtte gå ud og ind. Da hørte jeg ham sige til Heiberg, mens jeg stod i den anden stue: »Det er mærkeligt, så let som din kone går; man hører ikke en lyd, uagtet hun går frem og tilbage. Det er smukt; det ville jeg sætte pris på.« Således bemærkede han alt, uagtet det så ud, som han var distræt og ikke lagde mærke til noget. Samme aften erindrer jeg, at Heiberg beskyldte ham for distraktion. »Du gør mig uret,« sagde han, »jeg ved nok, at jeg har ord derfor, men det er ingenlunde tilfældet.« Og nu fortalte Heiberg en række af historier, der var i omløb om ham, til hvilke han den ene gang efter den anden med sin sanddru stemme sagde: »Nej, det er ikke sandt.« - »Er det heller ikke sandt,« vedblev Heiberg, »at du en vinteraften ved at hjælpe nogle baldamer ud af en karet satte en af dem på hovedet i sneen, i stedet for at sætte hende på benene?« - »Jo, det er sandt,« svarede han ganske alvorligt. Vi brast alle i latter. »Jeg skal sige dig,« vedblev han, idet et ironisk smil spillede ham om munden, »jeg stod hin aften og ventede på at hjælpe en ung pige, jeg var forelsket i, ud af vognen; nu kom den ene vogn efter den anden, og jeg hjalp det ene sæt damer ud efter det andet, uden at genstanden for mine ønsker indfandt sig. Da kom endelig en vogn, og ved at åbne døren hørte jeg hendes stemme, men nu kom atter her en efter en anden, som jeg måtte hjælpe ud, og i min utålmodighed satte jeg da rigtignok en af dem på hovedet i stedet for på benene.« Den sanddruhed og naivitet, forenet med et eget udtryk af undselighed, hvormed han sagde dette, var på én gang rørende og usigelig komisk.

Poul Møller var en ægte dansk natur. Han gjorde et indtryk på mig, som om han hørte til kæmpevisernes tid. Han burde været en borgherre, der hver aften gav ordre til at lade vindebroen trække op. Jeg så den store bredskuldrede mand med sværd ved sin lænd, uagtet der intet var. Høj, firskåren og med kraftige lemmer, burde han været iført et harnisk og en hjelm. Det blonde hår og de blå, trofaste øjne fuldendte billedet.

230

Han kom ofte til os denne vinter og var blevet varm for den tanke, at vi af nationalkærlighed i sommermånederne burde rejse til provinserne for der at give danske komedier, godt udførte. (Dengang havde man endnu ikke de mange små truppe, der senere kom istand og rejste provinserne rundt.) Poul Møller talte da så længe med Heiberg derom, indtil han, hvem den hele plan var imod, besluttede at føje ham.

Forinden vor afrejse til provinserne havde Heiberg en kær pligt at opfylde for en af sine venner. Herhjemme rørte sig alt i flere år den almindelige europæiske frihedsbevægelse. Den ene personlighed efter den anden trådte op imod den gamle enevælde og førte, under forskellige former, ordet for en friere styrelse. Den mest fremragende af dem var vor omgangsven, daværende artillerikaptajn Tscherning. Dette vidunderligt begavede menneske, i besiddelse af så mange evner, som han på grund af vore forhold ikke kunne få lejlighed til at bruge, [thi han var en født republikaner,] havde kastet sit had på den gode, gamle konge, Frederik den Sjette - et had fuldt af paradokser - og havde ved skrift og tale pådraget sig kongens uvilje. I tidligere dage ville han være blevet landsforvist ligesom P. A. Heiberg - i nærværende periode gik sligt ikke længere godt an. Af mange grunde ønskede kongen ham imidlertid bort, og der blev tilbudt ham et rejsestipendium, for, som det hed, at han i udlandet kunne gøre sig bekendt med de fremskridt, artillerivæsenet havde gjort. Dette tilbud var kun en form for i nogen tid at fjerne ham fra skuepladsen herhjemme, han selv og alle anså det for en maskeret landsforvisning; hans venner viste ham derfor deres deltagelse, og det ene gilde blev gjort til hans ære efter det andet, forinden han tiltrådte sin rejse. Tscherning var dengang ligesom Heiberg lærer på den militære højskole. Også Heiberg ønskede at se ham ved et afskedsgilde i vort hjem. Han og en del af de unge højskoleofficerer (hans og Heibergs elever) blev derfor indbudt til os i den anledning. Blandt disse unge officerer fandtes ikke få begavede mennesker, og flere af dem udmærkede sig i fremtiden, dels i videnskaberne, dels i krigen 1848-50, hvor nogle af dem faldt på ærens mark. Imellem disse vore unge gæster var en løjtnant Andræ, nuværende gehei-meråd og finansminister Andræ; dengang 20 år. Denne unge, begavede mand erobrede hin aften Heibergs, hans moders og mit 231 venskab - et venskab, som har holdt sin prøve indtil dette øjeblik, da jeg nedskriver dette, 24 år efter, og jeg håber det skal holde ud vor øvrige tid. I denne fine, åndrige natur fandt Heiberg en ung mand, hvem han ønskede at åbne sit hus for og binde fast til vor daglige omgang. Han på sin side fandt så stort behag i dette, at vort hus var så godt som det eneste, hvori han udhvilede sig fra sine studier. Med glæde mindes jeg i dette øjeblik de mange aftener, hvor han og vi tre til langt ud på natten sad i den livligste underholdning, gensidigt opmuntrede ved hinandens selskab. Det var smukt at se Heiberg som den ældre, modne mand underholde sig med denne yngre som med en jævnaldrende og igen at se den unge udtale sine anskuelser frit og uforbeholdent for den ældre, dog med al den finhed og takt, der i den grad, i hvilken han var i besiddelse af den, kun kan nås, hvor den er medfødt. Hin aften, der skaffede os hans bekendtskab, fik derved betydning for os alle, og han på sin side har bevaret de mindste detaljer fra den første indtrædelse i vor kreds i sin hukommelse og senere ofte mindet os om den. Han var den gang en stadig og passioneret komediegænger, så der imellem ham og mig var et stærkt berøringspunkt. Jeg har alt tidligere fortalt, at Heiberg satte mig så højt, at han kun fandt meget få værdige til min omgang. Heri havde han nu fundet en mægtig allieret i Andræ. De var altid enige desangående, så at jeg nu havde fået to strenge herrer i stedet for en. Når Heiberg modsatte sig en eller anden ungdommelig lyst hos mig, og jeg barnagtig bebrejdede ham dette, sagde han ofte: »Spørg Andræ, så skal du høre, at han vil holde med mig.« Dette vidste jeg forud og spurgte derfor ikke Andræ, og gjorde jeg det undertiden i håb om at få medhold, fik jeg altid til svar: »Naturligvis har professoren ret; dette er ikke for Dem.« Den gang syntes jeg, de havde begge uret, nu tror jeg, de havde haft ret - thi den kvinde, der træder personligt frem for et publikum, kan ikke forskanse sig stærkt nok bag privatlivets mure. [At det for de fleste var så godt som en umulighed at komme i personlig berøring med mig, har måske ikke bidraget mindst til den nimbus, som mængden i deres tanker omgav mig med.] Når de aftener nærmede sig, på hvilke vi ventede Andræ, sagde snart den ene af os, snart den anden: »Heute kommt gewiss Honoré;« en talemåde, der var gået i arv til os gennem min svigermoder fra den tid, de 232 franske emigranter i slutningen af forrige århundrede var i København og blev søgt af alle. Franskmanden Honoré havde lovet en tysk hr. Z., at han en aften ville besøge ham og hans familie, hvorover hr. Z. var meget smigret. Honoré havde enten glemt løftet eller aldrig tænkt på at opfylde det. Men hver gang en ny dag oprandt, udbrød hr. Z.: »Heute kommt gewiss Honoré,« og først da Honoré atter rejste til Frankrig, blev Z.s håb om at se ham opgivet. Man lo ad den stakkels hr. Z., og hans »heute kommt gewiss Honoré« blev til en stående talemåde hos mange i de kredse. Vi var heldigere, thi når en af os sagde: »Heute kommt gewiss Honoré«, da blev vort håb sjældent skuffet, og altid bragte han sin fine tone, sin oplivende konversation med sig, og time efter time gik, indtil vægterens råb fra gaden: »Hov, vægter! Klokken er slagen l« mindede os om, at dette klokkeslæt var langtfra vægterens råb: »Hov, vægter! Klokken er slagen 10. Nu er det på de tide, man føjer sig til sengs.«

Ved afskedsgildet for Tscherning herskede meget liv og munterhed, og mange små afskedstaler blev holdt, som forhøjede stemningen. Jeg mindes endnu med latter, at da jeg stod og skar en stor steg for og kun havde tanken henvendt på at gøre dette så godt og pænt som muligt, blev jeg med et vakt af min forskærerinteresse ved at August Baggesen i en tale, som alt havde varet noget, uden at jeg troede at behøve at skænke den særdeles opmærksomhed, fremhævede disse ord: »Hvor kunst og natur er så tæt sammenslyngede osv.« - da faldt det mig pludseligt ind: mon dette er til dig? Og det var til mig. Nu stod jeg der med den store forskærerkniv i den ene hånd og den store gaffel i den anden og fandt denne stilling så komisk for den, der skulle modtage en hylding, at jeg brast i latter. Dette smittede det øvrige selskab, og den højtidelige tale endte med at opløse sig i latter hos taleren selv. Heraf kan man lære, at man aldrig i en tale til værtinden skal vælge det øjeblik, da hun skærer en stor steg for. En anden genvordighed havde jeg hin aften. Til dessert havde jeg valgt is og gelé, håbende på at den ene halvpart ville vælge is, den anden gelé. Jeg rettede dette an, og tjeneren bød det om, men til min store sorg kom han bestandigt tilbage med geleen og bad om is. Tilsidst var der ingen is mere. Ung som værtinde satte denne fejle beregning mig i den største forlegenhed. Den praktiske 233 Tscherning, der havde mig til bords, så denne min nød og hjalp mig ud af den ved at sige sagte til mig: »Bryd Dem ikke derom; giv dem gelé alligevel.« En sten faldt fra mit hjerte ved dette råd, og tjeneren fik ordre til at gå med geleen til dem, som ønskede is. Men en husmodergysen for dog igennem mig, da jeg så ham gå med den usalige bakke, hvorpå geleen bævrede, som om den rystede på hovedet af vrede over at skulle pånødes dem, der ikke forstod at sætte pris på dens gode egenskaber. [Samme aften havde jeg også et bevis på, hvorledes vinen kan forandre et menneske. En af de unge højskoleofficerer, der inden bordet havde vist en sådan blufærdighed, at han rødmede som en ung pige, hver gang jeg henvendte min tale til ham, blev efter bordet, hvor champagnen hyppigt var skænket rundt, så kæk, at han uophørligt bad mig på den ømmeste måde at skænke ham et par af de levende blomster, der sad i min brystbuket. Jeg kunne ikke bare mig for at smile over den forvandling, som et par timer havde udøvet på ham; jeg gav ham et par blomster og morede mig med i tankerne at se ham rødme næste dag, når virkningen af det, der havde givet ham mod, atter var bortdunstet, og han da betragtede sin gave. Vi blev sammen til ud på natten, og uforglemmelig var denne aften for os alle.]

Vi holdt alle tre meget af Tscherning og var altid glade, når han kom, da han stedse medbragte liv, munterhed og interesse så godt som for alt, hvad der rørte sig herhjemme som i udlandet, hvor han fra sine tidligere rejser havde mange forbindelser. Tscherning lod sin tunge løbe og gjorde sig ofte værre på mangt et punkt, end han var. Han havde hos mange ord for at være en prosaist, der ikke brød sig om kunst og poesi. Dette var ingenlunde tilfældet. Han brød sig derom, idet han havde sans og øje herfor fremfor mange andre, men af princip ville han ved offentlige lejligheder tale derimod, som en modsætning til de mange, der talte for, og når han først var kommet i fart med at opponere, ja, da kendte han ingen grænser. Og så var der intet menneske fornøje-ligere at disputere med end Tscherning, thi her var aldrig tale om den art af heftighed, der frembringer misstemning hos tilhørerne, eller en heftighed, der larmer hen i luften uden at høre på, hvad modparten ytrer. Han var en ypperlig hører, så hans svar virkelig var svar på, hvad der blev fremført, og det ofte meget 234 pikante, og var disputen til ende, da var alle lige gode venner, om også kampen var ført nok så ivrigt og heftigt. Tscherning var desuden et hjertensgodt menneske og en trofast ven. Af de få indtægter, der stod til hans rådighed, havde han altid nok til at komme andre til hjælp, der havde mindre. Selv var han overordentlig uinteresseret.

Få dage efter vort lille gilde rejste Tscherning til udlandet, hvor han skulle opholde sig på ubestemt tid.

MIN TREDJE OG SIDSTE KUNSTREJSE

Det blev da virkelig besluttet, at vi i juni og juli, i forening med en del af Det kongelige Teaters personale, hvorimellem N. Rosenkilde, Foersom, sangeren Hansen og flere, skulle rejse til Århus, Ålborg og Odense for der at give en række forestillinger. Dette var således min tredje og sidste kunstrejse. Vi ville nu se, om den var behageligere end de to foregående. Det hører ungdommen til at glæde sig til alt nyt og ukendt. I fantasien udpynter man i forvejen det nye med alle regnbuens farver, og jeg glædede mig som et barn til denne rejse uden at betænke, at mine fordringer i meget var steget i de senere år. Vore navne var alt længe kendte i provinserne, så vort komme blev imødeset med begærlighed og længsel. Vore forestillinger var stærkt besøgte, og det manglede ikke på bifald for, hvad vi præsterede. Men en lidelse, jeg ikke havde betænkt, var den følelse hos mig, at disse forestillinger i deres helhed var middelmådige. Man måtte hjælpe sig som man kunne med de få medlemmer, der stod til vor rådighed; derved kom mangen en rolle i hænderne på personer, som ikke var disse opgaver voksne, og dette middelmådige spil trykkede og pinte mig. Ved et kongeligt teater er man forvænt med så meget, som man først føler betydningen af, når det må undværes. Dragter, dekorationer, rekvisitter af alle arter er her tilstede uden ringeste ulejlighed for de spillende. Nu at måtte hjælpe sig med så meget kludderi stødte min skønhedssans og gjorde mig det hele uhyggeligt. Og nu dette nye publikum! Man er så tilbøjelig til at tro, at et publikum, der første gang ser noget godt, i en langt højere grad må henrives af dette, end de, for hvem det er det 235 daglige og sædvanlige. Dette er en stor vildfarelse. Man siger sig ikke tit nok selv, at der hører forkundskaber, fordannelse til for at kunne nyde en kunst, i hvilken retning det end må være. Man må dannes til at se komedie, til at høre musik, se maleri og skulptur. Det er ved øvelse, at øjet og øret vænnes til at skelne mellem godt og slet; hvor forkundskaberne mangler, vil det middelmådige ideligt forveksles med det udmærkede, ja, som oftest sættes over dette. Jeg var forvænt med at spille for det dannede københavnske publikum, hvor hver nuance blev grebet og forstået, hvor et lille ord tit fremkaldte en stormende applaus, der viste, at dette ord, denne nuance var opfattet af dem som af mig. Ved at spille for et sådant provinspublikum, der umuligt - især den gang - kunne stå på et kunststandpunkt som det københavnske, havde jeg ofte samme følelse, som man har ved at tale med en døv. Det groveste i spillet bliver vel forstået, men det finere overhøres, fordunster og bliver dødfødt, og da det især er dette, hvoraf en kunstner lever, så er følelsen af at tale for en sådan døv smertelig og nedladende. Man misforstå ikke det her sagte, som om smerten hidrørte fra, at bifaldet ikke var larmende nok. Det larmende bifald var rigeligt og tilstrækkeligt. Men der gives en sans, som kun skuespilleren, taleren, præsten har udviklet hos sig: den, igennem tavsheden at kunne føle med usynlige følehorn, om det sagte vi-brerer og slår an hos tilhørerne, om det klinger i deres indre, om det bærer over den usynlige bro fra vor sjæl til deres og fæster sæde der, eller om vindene adspreder det undervejs, så at det er borte, inden det når det mål, hvortil det var rettet. Denne følelse af bestandigt at skyde efter et mål, man aldrig træffer, er i høj grad trættende. Jeg vil hermed selvfølgelig ikke påstå, at der ikke et eller andet sted i teatret sad en tilskuer, der modtog det givne og derved atter gav; men det trættede mig, at dette ikke var tilstrækkeligt til, at jeg kunne fornemme det. Det var mig derfor på hele denne rejse et anstrengende arbejde at udføre, hvad jeg nu en gang havde påtaget mig, og som jeg måtte gennemføre med så godt humør som muligt, for at ikke modet og lysten skulle svigte de andre i vort selskab. For Heiberg udtalte jeg dette mit mismod og min skuffelse. »Ja,« svarede han, »det vidste jeg i forvejen, at dette ikke ville tilfredsstille dig, og jeg sagde dig det, men du ville jo ikke tro mig.« 236 En aften i Odense blev uforglemmelig for mig. Jeg spillede i Scribes »Et fejltrin«. I anden akt, hvor grevinden i vildelse røber sit fejltrin, og hvor lidenskaben er på det højeste, hørtes pludselig fra tilskuerpladsen et gennemtrængende skrig. Hele huset kom i oprør, så tæppet måtte falde. Forvirringen blev større, idet en stemme råbte på vand! vand! og alle nu troede, at det var brand! brand! der råbtes, og hver søgte at redde sig fra den indbildte fare. På teatret vidste vi endnu ikke, hvad alt dette havde at betyde, da man kom slæbende med en dame, der var besvimet og blev båret ind i mit påklædningsværelse for at komme tillive igen. Råbet »vand!« betød kun vand til denne dame, og publikum blev nu underrettet om, at der ingen fare var påfærde, hvorefter alle atter indtog deres pladser. Tilligemed flere stod jeg ved den besvimede dame, der nu kom til sig selv igen. Idet hun slog øjnene op, og de faldt på mig, udbrød hun med affekteret stemme: »Ak! det er Deres skyld! hvor kan man udholde en så gribende fremstilling?« Jeg kan ikke beskrive min indignation i dette øjeblik. Jeg tror ingen anden end en skuespillerinde vil kunne forstå, hvad der foregik i mig. På det højeste punkt af min lidenskab, hvor jeg selv og tilskuerne var i illusion, havde denne forskruede dame kaldt os tilbage til virkeligheden på en så kras måde. Således bør ikke kunsten gribe os, så at vi glemmer al idealitet og synker ned til virkeligheden og derved fremkalder latter i stedet for gråd. Jeg havde nær spurgt hende, om hun ikke havde været istand til at opsætte sin besvimelse i få minutter, thi da havde akten været ude og tæppet faldet. Ingen, som ikke har prøvet det, kan forestille sig det smertelige i at blive afbrudt på en sådan måde. Man står pludselig i sine egne og andres øjne som en gøgler, thi al illusion er jo borte. Det var mig næsten umuligt at fortsætte, og dog blev jeg nødt dertil, da hele publikum ventede på, at tæppet atter skulle gå op og stykket sluttes. Havde man kunnet se ind i mit indre, ville man vist have sagt: »Det er synd, at hun skal spille mere i aften.« Man så det ikke, og jeg spillede stykket tilende. Man viste os forøvrigt megen opmærksomhed, arrangerede offentlige som private fester for os og lagde derved for dagen, at man anså os for ualmindelige gæster, hvem man måtte hædre på ualmindelig måde.

En glæde havde jeg imidlertid på denne rejse. Heiberg havde længe ønsket sig en ridehest, men hidindtil var dette ønske blevet 237 uopfyldt. En dag, da jeg var ene i min stue i vort hotel, bankede det på døren; jeg lukkede op, og en høj, bredskuldret mand med et sundt, rødmusset ansigt spurgte: »Skulle De ikke, lille jomfru, have lyst til at købe en ridehest?« Jeg kom til at le over dette uventede spørgsmål og svarede: »Hvad skulle jeg med den på en rejse?« - »Ih,« gentog han, »De kan jo tage den med Dem; den er ung og stærk og lidt kåd af sig; den er kun et barn endnu, men jomfruen kan tro, De vil synes godt om den, når De ser den.« Da overfaldt mig pludselig en uimodståelig lyst til at købe hesten til Heiberg. Dog at gøre dette på egen hånd, det vovede jeg ikke. »Jeg er nu ene hjemme,« svarede jeg, »kom igen i eftermiddag og tag så hesten med, så kan min mand se den og købe den, hvis den er god og smuk.« - »Nå, så De er gift?« vedblev han, »ja så skulle De min sjæl købe den til Deres mand.« Vi slog endnu en lille passiar af sammen, og manden lovede at komme igen. Heiberg lo over mit indfald at ville købe en hest på en rejse; han mente, det ville give os for mange bryderier, hvorimod jeg mente, det ville forskønne vor tur hjemad at have det rare dyr med, der alt var blevet mig kært i tanken. Manden kom rigtigt om eftermiddagen med hesten, der indtog os begge ved sin ungdom og kådhed (den var lidt over 3 år gammel) som ved sit rare ansigt og sine kloge øjne. Og vi købte virkelig hesten. På hele turen hjemad løb den bag vor vogn, til hvis bagsmæk den var bunden; og vi underholdt os hele vejen med den, for at den ikke skulle kede sig. Vi ankom lykkeligt med den til København, og dette prægtige dyr var vort væsentligste udbytte af denne kunstrejse. Hesten blev efterhånden større og stærkere og lagde mer og mer en fortræffelig karakter for dagen. Heiberg elskede den højt, og i 14 år var den hans stadige ridehest. Kraftig og sund endnu, uagtet sin alder, kunne den endnu have gjort nytte, da krigen med holstenerne 1848 brød ud, og alle opfordredes til at skænke heste, for hvilke man var i trang ved armeen. Heiberg og jeg var grebne af øjeblikkets entusiasme, der hos alle var så stor, at man kappedes om at yde ofre; vi besluttede da at lade det kære dyr ende sit liv i fædrelandets tjeneste. Den gik altså i krigen, hvorfra den lige så lidt som så mange andre brave heste vendte tilbage.

Jeg var usigelig glad, da jeg atter efter denne kunstrejse befandt mig indenfor Københavns volde, og tænkte aldrig oftere på 238 at uddanne provinsbeboernes teatersans; thi offeret forekom mig for stort i forhold til udbyttet; og at gøre kunstrejser blot for at vinde penge syntes Heiberg og jeg selv var mig uværdigt, så jeg lod det blive ved dette ene forsøg.

WEYSE, JENNY LIND OG LADY TEAZLE

Imellem Heiberg og Oehlenschläger var der vel på grund af Heibergs tidligere polemiske skrifter nogen spænding, som gjorde, at han egentlig ikke hørte til vor omgangskreds, uagtet han dog nu og da besøgte os. Et bånd imellem ham og os var hans tidligere veninde, Heibergs moder; hos hende sad han ofte i teatret, hvor de i samtaler fornyede mangen en erindring fra tidligere år, da Gyllembourg levede, og Oehlenschlåger havde hørt til deres stadige omgang. Fra denne Gyllembourgske kreds havde vi også arvet Weyse. Denne geniale komponist kom ofte, når vi sad ved middagsbordet. Når vi da hørte hans karakteristiske banken på døren, som bestod i et kort slag, da udbrød vi: Der er Weyse! Weyse var ikke en musiker som de fleste andre; inde i al udenlandsk og indenlandsk litteratur, som han var, manglede man aldrig stof til underholdning i hans selskab. Ved kaffen satte han sig ofte uopfordret (thi på opfordring gjorde han det så godt som aldrig) hen til klaveret og fantaserede, som vist kun han i den hele vide verden formåede det. Hele timer kunne han sidde fordybet heri, medens vi med spændt lytten fulgte dette forunderlige spil. Han endte gerne disse fantasier, idet han med et huggede begge hænderne ned i tasterne og slog den mest skærende dissonansakkord an, sprang op og sagde en eller anden pudsighed, gennem hvilken hans ironiske natur ret udtalte sig. Denne maner, tror jeg, udsprang især fra, at han således ville undgå den tak, der lå så nær, og som man altid måtte føle trang til at bringe ham. Han havde den godhed at sætte stor pris på den måde, hvorpå jeg sang mine viser og romancer på teatret. »Ingen,« sagde han ofte, »forener tekst og musik som De.« Og da som bekendt Weyse dengang var så godt som den eneste af vore komponister, der forstod at læse den tekst, hvortil han komponerede, så var dette ham en vigtig betingelse, ifald han skulle have nogen nydelse af 239
sang. Ja, han gik så vidt, at han ofte ville overtale mig til at tage parti i hans operaer. Når jeg da sagde: »Men, Weyse, hvorledes skulle det være muligt med min lille stemme?« Da udbrød han: »Å, stemme! Udtrykket er hovedsagen!« Af og til havde jeg i vort hjem sunget forskellige af hans henrivende romancer for ham; til tak dedicerede han mig en samling sange til tekster af Goethe. Hvor ofte har jeg ikke ønsket at være i besiddelse af en mægtig røst for at kunne synge Weyses romancer og gøre dem bekendte i den hele verden, thi jeg er overbevist om, at det kun skyldes manglen af en sanger, der lige så inderligt kunne lade teksten komme til sin ret, som Weyse har gjort det i sine kompositioner, når disse romancer dengang kun var lidet bekendte i hans fædreland og slet ikke i udlandet. Da jeg en del år efter henrykkedes ved at høre Jenny Lind synge romancer, udbrød jeg: »Ak, hun ville kunnet skaffe Weyses romancer indgang i hele verden!« Thi hos denne begavede natur fandtes alt forenet, hvad der udfordre-des dertil. Men desværre havde hun en anden anskuelse. Når man har en stemme forenet med en personlighed som Jenny Lind, da kan man sige: »Hvem der vil høre mig synge« - og det ville alverden - »han skal høre den musik, som jeg vil have skal høres, og ikke den, moden kræver.« I stedet derfor føjede hun øjeblikkets smag og sang de nyere, italienske operaer: »Norma«, »Regimentets datter«, »Lucia« og flere. Og hvad vandt hun derved? At sammenlignes med andre bekendte virtuosinder, som ikke få mente, hun dog ikke kunne nå. Thi mængden skelner ikke mellem en virtuosinde og en personlighed som Jenny Lind. Et sådant talent skulle ikke indlade sig på at gå i andres fodspor, men selv bane sig en ny vej. [Ved at føje sig efter mængdens smag vandt hun berømmelse og penge. Mon disse to fordele har gjort hende lykkelig? Jeg tror det ikke.] Gud være lovet, at sproget har forhindret mig i at forsøge, om ikke også jeg kunne blive europæisk berømt; thi hvem ved, om jeg ellers havde modstået at prøve på at gribe det gyldne æble og denne berusende drik. Men vist er det, at jeg aldrig har sørget over, at dette var mig nægtet. At blive på et sted og der have den lykke at slå rod i nationen, deri er dog en ganske anden tilfredsstillelse end i denne rastløse omflakken, ved hvilken man kommer overalt og dog ingensteds bliver hjemme. Var Jenny Lind forblevet i Sverige, hvor de forgudede 240 hende som kunstnerinde og som menneske, da var hendes navn vel ikke blevet verdensberømt, og hun havde ikke været den rige Jenny Lind, men i det sted havde hun vist undgået mangen en bitter kamp, der en tid truede med at sønderrive hendes indre. Hos få kunstnerinder har jeg set det glædelige bevis for, hvad sjælen formår over legemet i den grad som hos Jenny Lind. Forinden hendes første besøg i København havde jeg vel hørt af andre, at denne svenske nattergal var intet mindre end smuk, ja, at hun selv ofte sagde: »Jag vet val, att jag år ful.« Jeg var altså forberedt herpå, men desuagtet, da hun første gang trådte ind til mig, blev jeg overrasket, thi her var alt det modsatte af, hvad man antager et ydre må være i besiddelse af for at virke på et teater. Hvor forundret blev jeg derfor, da hun første gang trådte ind på scenen. Det var hende og dog en ganske anden. Sjælen skinnede i den grad gennem åsyn og bevægelser, at al kritik forsvandt, og man satte sig kun til ro for at nyde i fulde drag den henrivende sang og det sjælfulde spil. Af alt, hvad jeg har set i udlandet og herhjemme, er der intet, jeg har sat over den nydelse at se og høre Jenny Lind. Dog jeg vil fra denne lille udflugt vende tilbage til det danske teaters virksomhed.

I denne vinter, 1833-34, udførte jeg første gang lady Teazle i Sheridans »Bagtalelsens skole«, men var endnu for meget påvirket af den forrige fremstillerinde, hvis opfattelse var drillende, spydig og koket, til at opfatte rollen på en anden måde, end hun havde gjort. Virkningen var kun ringe, og stykket blev derfor hurtigt henlagt, da udførelsen af flere af de øvrige roller også var svag. Efter flere års forløb, i begyndelsen af året 1846, blev stykket atter optaget i repertoiret. De kræfter, som teatret imidlertid havde erhvervet, gjorde det muligt at besætte alle roller i dette, af de engelske lystspil måske mest udmærkede, på en værdig måde. Det blev indstuderet af alle med liv og lyst, og resultatet var glimrende. Ved stykkets genoptagelse så jeg nu med friske øjne på lady Teazles rolle og indså klart, at min forgængerinde og jeg selv, ved at gå i hendes forspor, havde forfejlet opfattelsen af denne kvindelige karakter, hensat af digteren i dette ejendommelige forhold. Lady Teazle var inden sit giftermål med den gamle, fornemme mand en ung landsbypige, der levede i knappe kår og under snævre forhold. Hun var en ung, kraftig, godmodig og lystig 241
natur, hvis ungdom sukkede efter ret at tumle sig i hele sit overmod. Hun havde endnu ikke kendt kærlighedens magt og havde ikke engang trang til at kende den. Da kom den rige, fornemme, gamle mand, hvem hun indtog just ved at være en fuldkommen kontrast til ham selv. Hos hende var ungdom, hos ham alderdom, hun var frisk og bevægelig i sind og skind, han var allerede afsluttet i sine vaner og i sin livsanskuelse; hun ubekendt med verden, hidtil levende mellem høns og kyllinger, han verdensklog og bitter mod menneskenes slethed og upålidelighed. Da tænkte den gamle mand: »Med dette uskyldige barn vil jeg forbinde mig og derved bringe ungdom og friskhed ind i mit pebersvendeliv, hvis ensomhed jeg ikke længere kan bære,« og han tilbød hende sin hånd. Hun havde fået ham kær, som et barn får den kær, der byder det sukkergodt og ved sin nærværelse bringer en afbrydelse tilveje i det triste, ensformige hjem. Og da han nu sagde til hende: »Vil du følge med mig, så skal du få pæne klæder, vogn og heste og se den store verden?« da svarede hun i sin uskyldighed: »Ja, mange tak, det vil jeg gerne!« I hendes uerfarenhed faldt det hende ikke ind, at hun var den givende og han den modtagende. At hun på sin måde holdt af ham, fortæller hun jo selv i al naivitet i en af deres scener som gifte folk, og tillige at hendes kusiner altid gjorde nar af ham og kaldte ham en gammel vranten, hæslig pebersvend. »Da tog jeg altid Deres parti,« siger hun, »og sagde, at jeg slet ikke fandt Dem hæslig, og at jeg godt kunne lide en sådan gammel mand, der ikke ville nægte mig nogen ting, og det havde De jo lovet.« Dette forsvar viser, at hun på hans bag havde udtalt sin godhed for ham - at denne godhed ikke var tilstrækkelig til at skabe et langt samlivs lykke, derom havde hun aldeles ingen anelse. Ved at føres ind i den store verdens pragt og herlighed gik det hende som den, der længe har sultet: hun var umættelig og forspiste sig i sin ungdommelige grådighed, i hvilken hun som barnet bestandigt sagde: »Mere! Mere!« På dette punkt, da hun er blevet den fornemme lady, gør vi bekendtskab med hende i stykket. Man havde hidtil opfattet lady Teazles rolle som en ung kokette, der skarpt og bidende gengælder sin gamle mands misfornøjelse over hendes opførsel og ødselhed. Jeg gav nu rollen som et overgivent landsbybarn, der af barnlig kådhed morer sig med at drille sin gamle, vrantne ægteherre; hun brister i en hjertelig 242
latter, når hans raseri er på det højeste, og møder hans bidende, strenge bemærkninger med et lystigt, kåd svar, der netop ved lystigheden bliver uden brod for den gamle herre og viser hende endnu på et uskyldigt barns standpunkt. Intet spor af bitterhed, vrede eller spydighed må indblande sig i hendes drillerier, thi derved bliver hun gammel; og ungdommen i hendes sjæl og legeme må være hendes undskyldning for, at hun uerfaren har samtykket i at forene sig med den gamle mand, hvis drillerier og bitterheder imod hende hun tager som en leg, et tidsfordriv. Efter en af deres skændescener siger Sir Peter i en monolog: »Det er besynderligt, men jeg finder hende aldrig mere indtagende, end når hun således driller og piner mig.« Kunne han sige dette, når hun i disse scener havde det for en kvinde uskønneste udtryk, som heftigheden og bitterheden giver? Hendes lille kærlighedsforhold til Joseph siger hun selv, at hun har, fordi det er mode hos fornemme damer, og at hun ikke vil stå tilbage for disse, just fordi hun er en landsbypige af fødsel. Den måde, hvorpå hun lytter til forførerens ord i 4de akt, og hendes svar derpå, er jo virkelig så uskyldige, at de bliver og må blive rørende i den uerfarne kvindes mund. Hvad den forvorpne mand her udtaler, er hende ganske uforståeligt. Der har vel begyndt at røre sig en trang i hendes hjerte - en trang, som da den hidtil ikke er tilfredsstillet, er hende selv utydelig og uklar - og her indtræder det rørende hos denne unge kvinde, der har solgt en kostelig skat: sin frihed, sin fremtid, for nogle skillinger, fordi hun ikke kendte skattens værdi. Da hun nu i 4de akt, skjult bag skærmbrættet, gør sin første bitre livserfaring, idet elskerens slethed og ægtemandens godhed åbenbares for hendes forbavsede øre, da bliver hun i dette moment mange år ældre, og hendes sjæl vækkes for første gang til alvor. Med en uskyldigs hele sanddruhed siger hun til elskeren: »Af vejen, hykler, jeg vil tale for mig selv.« Og nu finder hun ikke -som den kloge, beregnende kokette ville have gjort - på udflugter, men hun træder frem for sin fornærmede mands åsyn med uforstilt sandhed, angrer sin ubetænksomhed, lover bedring og takker med tårer, redelige, uforstilte tårer, sin faderlige gamle ven. Elskeren udbryder - thi sandhed er for en sådan hykler noget af det mest forbavsende -: »Er konen blevet gal!« Hvorpå hun svarer: »Nej, min herre, hun har fået sin forstand!« Man ser altså, at 243 hovedbetingelsen for lady Teazles fremstilling er sandhed; sandhed i overgivenheden, sandhed i uskyldigheden, sandhed i fortrydelsen. Således opfattet må rollen gøre en stor virkning fra scenen, og det gjorde den virkelig. De ældste skuespillere og gode kome-diegængere var alle enige om, at rollen for første gang var kommet til sin fulde ret. Publikum blev elektriseret, og huset rungede af latter og bifald. Det gamle stykke blev nu pludselig et kassestykke.

[Efter at det således var mange gange gået over scenen, og dets ry havde nået min gamle ven Molbechs øren, der nu ikke længere var teaterdirektør og meget sjældent kom i teatret, men ved rygtet var lokket til atter at tilbringe en aften i det gode gamle hus på Kongens Nytorv, modtog jeg følgende brev.

København 31. dec. 1846.

Endelig så jeg atter en komedie på det danske teater - nemlig for adskillige dage siden. Men det er først nu - nærved årets slutning at jeg skriver derom; ikke blot for komediens skyld; men fordi jeg endnu, inden det synker til alle de øvrige i det store svælg, vil noget mer end i tankerne være hos Dem -middelpunktet for den hele dramatisk-komiske glans, som jeg den aften så udbredt over en scene, hvor det for mine øjne undertiden ikke er lysere end at man godt kan behøve sin egen håndlygte. Men - måske er det kun, fordi jeg er uheldig - fordi jeg nu så sjælden kommer i teatret. Kan gerne være! . . . Om komedien selv kunne der vel være et og andet at sige; men da jeg hverken kan eller vil berøre en eneste kritisk streng, så vil jeg snarere sige at det nu atter, ligesom tilforn, forekom mig, at der findes en del udmærkede og fortræffelige partier i denne komedie (jeg behøver jo ikke at nævne dem) og at det var ønskeligt, der aldrig var skrevet noget lystspil med flere mangler end dette her. Men altså forestillingen! . . . Dersom jeg ikke er blevet sløv og blind for dramatisk præstation, så var dette en af de bedste, og med den mest fuldendte helhed, jeg i flere år har set. Min Gud, hvorfor må vi dog ikke imellem få flere gamle komedier at se, som, hvis de endog ikke er så gode, dog altid kunne blive gode nok, når de forholdsvis spilledes så ypperligt som Sheridans. Imidlertid - jeg er også fornøjet ved denne ene; thi jeg tænker, jeg kan have godt 244 af den et par måneder, eller til jeg igen kommer i teatret.

Nu har jeg takket lady Teazle for det gamle år; og skulle nu takke fru Heiberg - ak desværre kun for en eller to samtaler i det hele år! - Den sidste tanke er jo så bedrøvelig, at jeg skynder mig bort fra den, for at jeg endnu i årets sidste minutter, og før vægteren høres, med to ord i stedet for de mangfoldige jeg kunne sige, kan gentage, hvad jeg ønskede hver gang, jeg endnu skal se Dem, at kunne udtrykke idetmindste med ligeså levende ord som disse - at Deres eget indtagende personlige billede, ufordunkelt ved noget af Deres kunstbillede, aldrig ved nok så lang fraværelse kan tabe sin friskhed eller sin ynde for

Deres uforanderlig erkendtlige og hengivne
C. Molbech.]

FREMSTILLINGEN AF DET NAIVE

Jeg spillede nu flere nye roller og var lykkelig over mit held. En lille har jeg lyst til at nævne, fordi den bragte mig selv stor glæde. Det var i det lille, franske stykke »For evig« - ikke af nogen videre betydning, uagtet fortællingen deri er god og anvendelig på alle tider. Man vil kunne sige sig selv, at min vigtigste dommer, og den jeg selv satte mest pris på at behage, var Hei-berg, hvis dannelse og erfaring, hvis kritiske blik var så udviklet, at end ikke den ringeste fejl undgik ham. Heraf fulgte til min lykke, at han meget sjælden var ubetinget tilfreds med, hvad jeg præsterede, og at han da uforbeholden fremhævede mine mangler for mig selv; og til min ros må jeg sige, at mit øre aldrig var lukket for disse bemærkninger, men at jeg taknemmeligt lyttede til hans meninger og anskuelser. I det ovenanførte stykke skulle jeg spille en ganske ung, naiv pige, lige hentet ud af et fransk institut og i den syvende himmel over at skulle tilbringe nogen tid i hovedstaden og tage del i dens forskellige forlystelser. Rollen selv er i grunden ubetydelig og uden poetisk indhold; men der gives heldige øjeblikke, hvor en skuespillerinde føler et sådant overmål af kræfter, at hun formår at afvinde selv det ubetydeligste en ejendommelig tillokkelse. Dette var tilfældet her. Den lille rolle var kommet i et lykkeligt øjeblik, og virkningen af dette øjeblik var 245 stykkets lykke. Publikum blev grebet af fremstillingens friskhed og tiljublede mig sit bifald, idet den svulmende ungdomsglæde, som jeg formåede at lægge i den, syntes at smitte alle tilskuerne. Efter stykkets slutning kom Heiberg hen til mig, tog mig om hovedet og udbrød: »Min Gud, hvor du er henrivende som denne unge pige! Hvem skulle tro, at der kunne bringes alt det ud af denne flove rolle.« Med glæde udbrød jeg: »Ja, jeg vidste nok, at det skulle behage dig; derfor har jeg slet ikke omtalt rollen iforvejen til dig, eller den virkning, jeg ventede mig af den.« Stykket er glemt og min udførelse med, men min glæde over Heibergs ros har jeg beholdt i erindringen. Rollens hovedopgave var naivitet, et rollefag, som af de fleste anses for det letteste, men som i virkeligheden stiller fordringer, som sjældent fyldestgøres. Det er min overbevisning, at det naive er fundamentet for enhver stor komedieskuespillerindes talent, da denne genre, når den er, hvad den skal være, bærer alle de andre i sig. Den berømte franske skuespillerinde Mlle. Mars havde sin hovedstyrke heri, og ved denne gnist i sjælen sattes hun istand til i sit 50de år at få tilskuerne til at tro, hun kun var atten. Dette er kunstens triumf. Og man kan vist opstille denne regel, at så længe man formår at illudere i det naive fag, har man ungdom. Som oftest fremstilles naiviteten som enfoldighed og pjat; der opnås vel herved, at tilskuerne ler, men de ler ad en lille gås, der snakker fort, uden selv at vide, hvad eller hvorom den snakker. Der les altså ad dumheden, der jo altid er latterlig. Skal det naive have sin betydning og henrive - og når det ikke henriver, er det forfejlet - da må det være som hos barnet, i hvis naivitet en uendelig række af muligheder ligger skjult; muligheder, der når op til himlen selv, hvor englene leger. Kan man frembringe denne naive, inderlige, lyriske virkning, da gribes ethvert sundt menneskebryst deraf, og gennem latteren røres man over den guddommelige, uskyldige, enfoldige barnlighed, der bærer spiren i sig til visdom. En naivitet, som kun frembringer latter, men ikke formår at røre, er falsk. Men hvor mange formår at bevare denne umiddelbarhed i sjælen, så at de har den på rede hånd til at benytte den i kunsten? De fremstiller sædvanligt en voksens påtagne uskyldighed uden selv at være grebet deraf og hensatte deri. Bagved det påtagne ligger kløgten, den bevidste kløgt, som en vished, 246 men ikke den umiddelbare som en mulighed. Deres naivitet er spøg og derved forfejler den altid sin rette virkning. Det komiske, det henrivende i naiviteten er netop den alvor, hvormed den naive udtaler sig, uden at ane det komiske, som ligger i denne alvor. Det uimodståelige er netop det udtryk, der her som hos barnet ligger i, at de i al troskyldighed ikke aner, hvad der ligger bagved ordet, men med hele den lille hjernes anstrengelse frembringer snart forvirrede, snart dybsindige tanker uden at stødes over de første og uden at ane, hvad der ligger i de sidste. Det barn, af hvem man kun hørte flovt pjat, om det ville man sige: det er en dum unge; men det siger man ikke om disse ubevidste lyn af ånden, der nu og da blinker frem og giver barnets tale sin tillokkelse, fordi man derigennem øjner en række af muligheder til udvikling af et bevidst, friskt, ejendommeligt menneske. Det gælder altså i fremstillingen af naive roller at lade denne mulighed titte frem, for at den kan interessere og ikke kede som pjatteri. Men hvorledes formår man at lade noget titte frem af sjælens dyb, når dette noget ikke findes deri? Af åndelige egenskaber udkræves så godt som alle de, en skuespillerinde bør være i besiddelse af for at være en virkelig kunstnerinde: alvor, lune, lyrisk sans, thi det er især ved denne sidste, at skønheden tilvejebringes, og det er jo især skønheden, der rører. Der udkræves en høj grad af inderlighed og følelse - ikke den følelse, hvorved vi fælder sorgens tårer, men den, der gennem latteren henriver til tårer - til tårer, der formår at hæve os op til en salig fornemmelse af skøn-hedsidealet. Man må se og føle, at den unge piges tanker ikke alene dvæler på jorden, men også hos muser og gratier; men dette vil aldrig kunne fornemmes undtagen fra en poetisk natur. Man kan derfor gerne sige, at den skuespillerinde, som ikke formår, eller hvis fag det ikke er at udføre lyriske roller, vil mangle en af de vigtigste betingelser for at kunne udføre de naive.

Man ser altså, at denne art af roller kræver egenskaber, der ingenlunde er lette, for ikke at sige umulige at tilegne sig, hvor de ikke er nedlagte som en himlens gave. Er dette derimod tilfældet, da kan en ganske ung pige tilfredsstille heri uden at ane alle de fordringer, der stilles til hende; men for en ældre, en, der allerede har tilbagelagt de første ungdomsår, er denne godtkøbsmåde at spille på ikke længer tilstrækkelig; da må man vide, hvorfor man 247 således og ikke anderledes når til målet. Også af legemlige fortrin hører der ikke få til for at kunne udføre disse roller cg illudere i dem. Først en slank og elastisk skabning; thi det elastiske i bevægelserne er uadskilleligt fra ungdommen. Man må kunne se, at ingen tyngde trykker legemet, men at det kan tumle sig uhindret. Betragter vi barnet eller den ganske unge pige, da er det denne elasticitet, dette overmål af kraft, der ofte, os selv ubevidst, især henriver os. Dertil må så komme stemmens blødhed, latterens friskhed, de lette, hurtige overgange fra gråd til latter, fra spøg til alvor, hvori den lykkelige ungdom formår at græde med smil på læberne og smile med gråd i øjet - alt dette må opfattes og kunne gengives.

Desværre har jeg ikke håb om, at det her udviklede vil være lærerigt for yngre skuespillerinder. Det hele er først og fremmest en følelsessag. Har talentet denne følelse, denne begavelse i sjælen, da vil det blive forstået, hvad jeg her har udtalt; jeg vover at tro, at en således begavet skuespillerinde vil underskrive min mening - men hun trænger da ikke til at belæres. Har hun derimod ikke følelsen, ikke begavelsen, da vil hun ikke forstå mig og altså ikke belæres deraf. [Det er en egen sorg, hvormed man ofte ser det middelmådige, med alle dets mangler, og iklædt sin hele fattigdom, gøre en virkning hos publikum, som kun burde opstå ved det sande; ja, være det væsentlige, hvorpå det kommer an, berøvet i den grad, at det er tydeligt for alle indviede, hvorledes en fremstillerinde tit ikke har fjerneste anelse om, hvori opgaven består. Ville nu en skuespillerinde åbenhjertig udtale sin dadel herom, selv om man beviste den med grunde, som ikke kunne modbevises - hvad da? Det ville naturligvis være misundelse, der talte ud af ens mund. Men her siger jeg som biskop Mynster: »Skulle det ikke brænde i mig, når det middelmådige, det falske bliver modtaget som det fuldendte, det sande?« Dog en trøst er der i denne bitre sorg: i tidens længde holder dette falske sig ikke; den smule glimmer, hvormed det i første øjeblik blænder de ukyndige, løber hurtigt an, ligesom uægte guld, og ender med ikke at have nogen virkelig værdi, hverken for sælger eller køber.]

248

TÅRBÆK. MINE ALFER

Sæsonen nærmede sig sin ende. Alt i flere måneder havde jeg glædet mig til, at vi skulle ud til en sommerbolig, kaldet Eriks-borg, i Tårbæk. Huset lå lige ved havet, og jeg kunne næppe oppebie sæsonens slutning af længsel efter at få et af mine højeste ønsker opfyldt: at bo en hel sommer ved skov og strand. Hvor lykkelig var jeg dog i denne uforglemmelige sommer! At sidde her ved havet, at se det, ikke i det fjerne som et maleri, nej, så nær, at jeg med tåspidsen mødte de skummende småbølger og sagde til dem: »Kom kun, jeg er ikke bange for mine sko!« -»Heller ikke for dine strømper!« svarede de mig undertiden, når de aldeles på drilleri pludselig slog højt op over mine ben og derved drev mig op i huset for at skifte - ja, skal man have glæde af at bo ved havet, da må man kunne stå lige ved det. Er det længere borte, da er det ligesom en blomst, man vel kan se, men ikke lugte; man må kunne høre denne sagte småpludren af bølgerne, hvorved man så forunderligt kan fortabe sig, idet man synes, at man tænker; da man dog egentlig slet ikke tænker, men kun vugges til ro. Men ene må man nyde dette. Det går hermed, som man siger det går med spøgelser, at hvis man taler, så forsvinder de. I naturen gælder det at tie og lytte. [Hvor har jeg dog siddet her i timer og set og følt - hvad? Ak! ja, lær mig ordene - nej, det er godt, at de ikke kan læres; thi da ville det hele være forbi. Og nu at se havet i oprør! Man kunne fristes til at skrige omkap med disse hyl, ifald man ikke frygtede for, at det kunne gøre os vanvittige.] I denne passion for havet var Heibergs moder og jeg af modsat smag. Hun holdt af indsøer, og dem kunne jeg ikke tåle. »Uf! det rå hav!« sagde hun. »Uf! de lumre indsøer!« sagde jeg. [Hun sammenlignede mig en gang selv med havet.] Om aftenen i de dejlige solnedgange kom Andræ og andre af vore venner ofte ud til os. Da satte vi os alle på skrænten, og Heiberg kom da i sit guddommelige humør med kølende drikke ovenpå den hede dag, og vore venners glade stemning forhøjede vor nydelse. Var stemningen på det højeste, sang vi Bellmanske sange og drak den udødelige digters skål. Jeg var dengang endnu skuespillerinde med liv og sjæl, men så glad som et sådant sommerophold gjorde mig, nej, så glad, så befriet var jeg ikke i udøvelsen af min 249 kunst.

I denne dejlige, uforglemmelige sommer levede jeg atter i livlig omgang med mine alfer, der hjalp mig snart med et, snart med et andet. Jeg havde forrige vinter gjort bekendtskab med den fortræffelige, elskværdige blomstermalerinde Christine Løvmand og under hendes vejledning begyndt at male markblomster efter naturen. Her i det fri optog denne beskæftigelse mig nu ganske, og time for time kunne jeg glæde mig ved at gengive de små, fine planter og græsstrå, og lykkelig var jeg, når de på papiret blev et tro billede af originalerne. Når jeg således sad og malede, syntes mig altid, at mine små veninder stod ved min side og hjalp til.

En morgen midt i juli spadserede jeg hen ad landevejen og blev henrykt stående ved en grøftekant foran en vild rosenbusk, fuld af de skønneste knopper og udsprungne roser. Min første tanke var at male en af disse til min samling. Jeg sprang nu over grøften og gav mig i lag med at bryde en lille gren til dette brug, men rosenstilken var så sej og tornene så mange, at jeg tænkte: hvor ærgerligt, at jeg til trods for mine forkradsede hænder må opgive at få grenen hjem med! Da udbrød jeg uvilkårligt: Ja se! ifald der nu var noget ved eder, I små, da skaffede I mig en kniv eller en saks, hvormed jeg kunne afskære disse roser. Jeg ville alt igen forlade busken, da jeg til min forbavselse så min egen store saks stå med begge spidserne halvt nede i jorden. Hurtigt udbrød jeg: tak skal I have! klippede grenen af og gik hjem, jublende over mit held. Den alfehjælp kan man let forstå, hører jeg sige, hun har naturligvis selv haft saksen med, som nu er faldet på jorden. Men jeg svarer, jeg havde aldrig denne store saks med mig, så den udvej til forklaringen er det mig ikke muligt at gå ind på. Ualmindelig oplivet kom jeg hjem fra denne spadseretur. Ved indgangen til vor have mødte jeg Heiberg, der udbrød: »Nej se, hvilke dejlige roser; hvem har skaffet dig dem?« Tankeløst buste det ud af mig: »Det har mine alfer!« - »Hvad vil det sige?« spurgte han, og nu måtte jeg i fuld fortrolighed til min ven gå til bekendelse med hensyn til det samliv, jeg fra barn af havde levet med mine små veninder. Træk for træk af mit samliv med disse fristedes jeg til at fortælle, opmuntret af den interesse og de spørgende blikke, hvormed Heiberg lyttede til mine ord. Min tavshed var således brudt, og jeg havde nu en fortrolig i denne sag. Han talte senere 250 ofte med mig herom, og lidt efter lidt kom også hans moder ind i fortroligheden. Hun var meget betaget af alt, hvad jeg fortalte hende, »men,« sagde hun en gang, »havde du været mere hjemme i din kristendom, ville du ikke have levet i alle disse forestillinger og i al den overtro.« Jeg svarede hende: »Ja, jeg tror på en usynlig verden om os; jeg tror på tjenstvillige og utjenstvillige ånder; jeg tror at kunne fornemme så vel de første som de sidste. Det, at så mange mennesker ikke kan og ikke vil tro herpå, finder jeg ganske naturligt, thi de fleste mennesker har ved deres forfinede dannelse tabt alle instinkter, ligesom hunden ved stuelivet taber sin fine lugt og jagtnatur.« Jeg talte ofte i spøg til Heiberg om alt dette og sagde: »Ser du, det, at jeg kan sætte mig i rapport til usynlige ånder, kommer af, at jeg hører til den simple stand. Den usynlige verden nærmer sig vist også ofte til jer, men I mærker den ikke; måske højst, når I pludselig bliver betaget af en glad, umotiveret stemning, siger I: Hvorfor mon jeg med et bliver så glad? Se, da omsvæves I af hine lyse væsener, uden at I som jeg takker dem for deres komme, og derfor holder de af mig og tjener mig, med hvad de formår; thi det går vel dem som os andre, at det dog altid er smigrende og behageligt, at der tages notits af vor nærværelse.« Man lo ad disse ræsonnementer, men Heiberg og jeg talte dog atter og atter om mit alferige og mine forestillinger om det. »Har du læst Tiecks »Alfer«?« spurgte han mig en gang, »dem kommer man i tanker om ved dine fortællinger.« Jeg læste nu Tiecks fortælling, men fandt ikke, at hans alfer lignede mine små tjenstagtige ånder. »Skriv et stykke,« sagde jeg til ham, »om mine små alfer, der kærligt tager sig af et forladt barn; mange træk til alfernes væsen, deres hjælp, deres skælmeri, deres forunderlige tjenstagtighed kan jeg meddele dig, og disse ville sikkert være af dramatisk virkning fra scenen.« - »Ja,« svarede han, »det lod sig vel bruge, når lykken ville være med.« - »Eller mine alfer,« svarede jeg.

[Et andet år, da vi om sommeren en tid lå ude i Humlebæk, vandrede jeg ofte over den store slette, der ligger mellem Humlebæk og Helsingør. Som jeg en dejlig sommeraften ene vandrede over sletten, hører jeg nogen liste efter mig. Jeg tænkte: »Det er Heiberg, som vil overraske og forskrække mig på min ensomme gang, nu skal jeg lade, som om jeg ikke hører hans fjed.« Jeg blev 251
altså ved at gå, idet jeg bestandigt hørte trinene liste efter mig. Lidt efter lidt kom de nærmere, og endelig hvisker en sagte røst mig nogle ord i øret, som forunderligt nok var et svar på det, jeg netop tænkte på. Jeg sagde til mig selv: »Det er et tilfælde, at han netop siger disse ord, som jo er et svar på mine tanker.« For at drille ham lod jeg, som om jeg intet havde mærket, og blev rolig gående videre. »Han skal ikke have den triumf at se mig fare forskrækket sammen,« tænkte jeg og gik fremad. Alt som jeg gik, blev jeg lidt efter lidt forundret over, at han ikke gav sig tilkende; endelig tabte jeg tålmodigheden, vendte mig rask om, idet en spøg svævede mig på læben, men hvor forundret blev jeg ikke, da der intet menneske var at øjne på den store udstrakte slette. »Nå, det var jer!« udbrød jeg uvilkårligt. En anden gang havde Heibergs moder tabt en lille sølvkniv, som hun havde fået af Gyllembourg. I mange år havde hun bevaret denne kniv og var usigelig, ja, overtroisk bedrøvet over dens tab. Hun vidste, at den var tabt i vor lille have, og hun og folkene havde i mange dage søgt om den hver dag. Jeg drillede hende undertiden med, at hun så ofte tabte et eller andet; og derfor havde hun holdt denne begivenhed hemmelig for mig. En dag, længe efter, gik vi sammen i haven, da sagde hun: »Nu vil jeg dog betro dig en stor sorg, som jeg har haft; Gyllembourgs lille sølvkniv, som du ved jeg satte så stor pris på, og som nu i mange år har fulgt mig gennem livet, har jeg haft det uheld at tabe. Jeg selv og alle folkene har søgt hver dag; men uagtet jeg har lovet den af dem, som bragte den, en rigelig dusør, er og bliver den borte.« I overgiven spøg svarede jeg: »Ja, det er din egen skyld! Hvorfor har du ikke tidligere betroet mig dette, så havde jeg bedt mine små alfer bringe mig den« -og nu med et standsede jeg selv overrasket, idet kniven lå helt rustet af jord for mine fødder. Tavs bukkede jeg mig ned, tog den op og sagde: »Værsågod, her er den.« Overrasket, i glad forbavselse så hun på mig med store øjne, og jeg havde møje med at få hende til at tro, at jeg intet havde vidst om den hele sag, og at jeg var blevet lige så forundret som hun ved pludselig at opdage den. Jeg var altså, hvad man kalder: et heldigt menneske. Det var egentlig kun i sådanne småting, at mine alfer hjalp mig; men disse småting gør ofte i det daglige liv mere virkning end de store. Et tilfælde af større betydning mødte mig en aften på teatret, som 252 jeg aldrig kan glemme. Jeg spillede Undines rolle i et stykke bearbejdet efter La Motte Fouqués yndige fortælling. I den sidste scenes dekorations forandring skulle et alter forsvinde, hvoraf fulgte, at en uhyre stor lem i gulvet måtte åbnes, for at det kunne synke derned. Dette maskineri havde ikke været færdigt på prøverne, så jeg intet havde set deraf, og man havde glemt at underrette mig derom. Da jeg nu om aftenen ved stykkets opførelse i slutningsscenen med slør for ansigt et og i svag belysning skulle passere over hele gulvet, og netop over denne åbning, da er det mig indtil dette øjeblik en gåde, hvorledes dette gik til, uden at jeg faldt heri og slog mig ihjel. Da de sidste replikker i stykket var udtalte og tæppet faldt, og jeg hævede sløret fra ansigtet og vendte mig om for at forlade scenen, standsede jeg forfærdet foran den store åbning og udbrød: »Hvad er dette?« »Det er hullet, hvori alteret sank ned,« svarede man. »Men min Gud!« vedblev jeg, »dette har jeg ikke vidst noget om - hvorledes er jeg da kommet over denne åbning uden at styrte i den?« Ja, det vidste ingen. Jeg tav, men blev ganske betaget over denne forunderlige frelse og følte en inderlig taknemmelighed derved, så at jeg ikke kunne sove hele natten ved at gruble derpå - jeg fordrister mig ikke til at sige, hvilken hånd der førte mig over dette gab, men en god har det været. Hvad synes du, min læser, om alt dette? »Å,« hører jeg nogle af jer sige, »hvilket urimeligt tøj!« Men jeg kan dog ikke tro andet, end at en og anden, der som jeg har den evne at fornemme en usynlig verdens nærhed, vil få sine egne fornemmelser bekræftede i, hvad jeg her har fortalt.

Sommerferien nærmede sig sin ende, og der måtte tænkes på snart at forlade mark, skov og strand.]

Hvor var disse tre måneder blevet af? Hvor sørgede jeg over, at mine ensomme morgenvandringer i skoven nu snart skulle ophøre! Med vemod sagde jeg farvel til træer og buske, til markerne, til græsset og de mange små markblomster. Idet jeg en af de sidste morgener stod og bukkede mig for at plukke disse små planter, hvis rette skønhed kun et kærligt og opmærksomt øje tilfulde kender - og alt havde hånden fuld af en yndig buket, slog en mig sagte på skulderen, og madam Nielsen, forhen madam Wexschall, stod for mig. Hun var nemlig, nu da den tid var omme, i hvilken fraskilte ægtefolk må vente, forinden de atter kunne gifte sig, i 253
sommerens begyndelse blevet gift med Nielsen, der ligeledes havde skilt sig ved sin ægtefælle, den for sin ynde og naivitet engang så påskønnede skuespillerinde, madam Rind. Med dyb smerte havde hun indvilliget i denne skilsmisse og fundet sig i, at Nielsen tog hendes 3 sønner fra hende. [Denne dobbelte skilsmisse vakte stor misbilligelse i den offentlige mening, og den nimbus, der tidligere havde omgivet den af publikum tilbedte madam Wexschall lod sig ikke overføre på madam Nielsen. Med hårdhed blev hun bedømt, med kulde modtaget efter dette skridt; og jeg tror dog, at hvis hendes nye forbindelse havde været med en anden end Nielsen, da havde dommen også været en anden. Hvad der især havde givet anstød ved dette giftermål, var, at man antog, at det alt i flere år tilbage havde været en aftale imellem dem, at de på begge sider skulle bryde deres ægteskab for efter den fastsatte tids forløb at kunne forene sig sammen.] Jeg havde ikke talt med madam Nielsen siden hendes giftermål og blev derfor noget forlegen, da jeg slog øjet op og så hende stå for mig. Også hun var i første øjeblik noget forlegen, men da vi virkelig gensidigt holdt af hinanden, forsvandt dette snart, og vi fortsatte nu ved hinandens side vor vandring igennem Dyrehaven. Hun fortalte mig, at også hun boede i denne egn i sommer, og ledte talen hen på sit giftermål med Nielsen. Hun kendte fra tidligere tid min mening om ham, en mening hun da tilfulde delte, og følte vel netop derfor trang til at udtale sig om ham til mig. Dette skete nu i de højeste toner, og jeg erindrer, at hun udtalte disse for mig uforglemmelige ord: »Når man dagligt omgås med et så fuldkomment menneske, så skammer man sig og beder Gud, at man må kunne nå op til denne højde.« Med inderlig bedrøvelse og forbavselse hørte jeg hende tale således om et menneske, om hvem hun selv engang havde haft en klar og sand dom. Til hendes undskyldning vil jeg anføre, at Nielsen virkelig var i besiddelse af en ualmindelig evne til at behage, når han lagde an derpå. Han var endnu den gang en smuk mand, fuld af liv og tilsyneladende varme; som forelsket var han lidenskabelig og kunne være højst indtagende, når hans onde luner ikke trådte frem. Men det var vanskeligt at sige, hvad der hos dette menneske var sandhed eller usandhed; jeg tror, han vidste det ikke selv. Men at han var en umandig og usand karakter, derom var vel alle enige, der kendte ham nøjere. Og nu at 254 høre hende, der af naturen havde en afsky for al usandhed, tale således og være i en så sørgelig illusion - det trængte mig smerteligt ind i mit hjerte. Ak! tænkte jeg ved at høre denne tale, hvor vil du dog engang vækkes af denne drøm og med forfærdelse se din vildfarelse! Jeg gik stille ved hendes side i skoven uden at svare på alt dette. Ved Fortunen skiltes vi venligt ad, idet jeg delte mine markblomster med hende. I nogen tid stod jeg stille og så efter hendes høje skikkelse, indtil den forsvandt mellem træerne; derpå fortsatte jeg min vej hjemad, idet mine tanker var opfyldt af hende og hendes udtalelser. Hvor er det dog muligt, tænkte jeg, at et menneske kan gå i slige illusioner? Således at kunne slå sin fornuft ihjel og se alt gennem sine fantasibriller - det er jo som at være heksebesat! At tale således om ham, der tidligere har været genstand for hendes [latter!] [Med skræk tænkte jeg: går kun ikke du selv måske i lignende illusioner, uden at du ved det? Sligt ville jo være forfærdeligt! Jeg bad da: »Led os ikke i fristelse, men frels os fra det onde!« Jeg var dengang 23 år, og mangen en forvildelse kunne årenes rækker bringe, som jeg nu bad Gud at beskærme mig for.] Under sådanne refleksioner nåede jeg vort lille hus i Tårbæk, fortalte Heiberg mit møde i skoven og vor samtale om Nielsen. Han lo og sagde: »Det kan man da kalde at have et psykologisk blik!«

[Samme dag havde jeg den glæde, at konferentsråd Kirstein, som dengang var økonomisk direktør ved teatret, skrev mig til, at hans samvittighed ikke længer tillod ham, at jeg stod på min nuværende gage, da der var flere ved teatret, hvis tjeneste ikke kunne måle sig med min, som havde 300 rdl. i, hvad der kaldtes »et personligt tillæg«; han ville nu have den glæde at underrette mig om, at en lignende sum herefter også skulle årligt tilfalde mig. Dette var mig meget behageligt; thi vore indtægter var ikke så store, at de jo godt kunne trænge til at forøges. De andre skuespilleres pretention angående forhøjet gage kom mig altid tilgode, da jeg selv aldrig gjorde nogen fordring i denne retning, både fordi det var min følelse imod, som også fordi jeg virkelig i denne henseende havde en beskedenhed og en sky for at vurdere mig selv for højt; jeg ville vel derfor meget sjældent have fået tillæg, hvis ikke de andres gageforhøjelse ligesom af nødvendighed havde trukket min med. Skuespillerne, især Phister, ytrede ofte til 255 mig: »De er vor ulykke! Når De ville fordre større indtægter, så kunne vi andre også få dem - men nu hedder det: Fru Heiberg har ikke mere, og vi må tie.« Jeg tror dog, han vidste måder til at forøge sine indtægter uden min hjælp.]

»NINA« OG »ALFERNE«

Man vil erindre, at jeg som barn og halvvoksen pige havde været ansat ved balletten, og hvilket indtryk Bournonvilles balletter gjorde på mig, efter at han atter var vendt tilbage til Københavns teater. Når jeg udtalte min glæde for ham og den nydelse, hans balletter forskaffede mig, ytrede han ofte: »Hvor er det dog skade, at De ikke mere hører til balletpersonalet! Hvor megen brug havde jeg ikke nu for Dem, især i mimiske partier.« Jeg på min side forsikrede ham da, at jeg aldrig så nogen ballet, uden at jeg ønskede at være med og udøve min barndoms kunst. I slutningen af forrige sæson var han en dag kommet hen til mig og havde indstændigt bedt mig om at overtage Ninas rolle i den franske ballet: »Nina, eller den vanvittige af kærlighed«, som han agtede at indrette for den danske scene. »Jeg har ingen imellem mit balletpersonale,« vedblev han, »som ville kunne interessere i dette parti, ingen hvis fysiognomi egner sig til at udtrykke den sydlige lidenskab i forening med den dameanstand, som rollen kræver, og uden hvilken den taber sit egentlige præg.« Ved denne anmodning dukkede hele min interesse for den mimiske kunst op med fornyet styrke. Jeg bad Heiberg, der ikke ret syntes om det, lade mig have lov til at påtage mig rollen; og Bournonville blev meget henrykt, da jeg gav mit samtykke til hans forslag. Dette rygtedes snart i byen, og min optræden i en ballet blev imødeset med spændt forventning, Jeg havde alt haft flere prøver under Bournonvilles vejledning, og nu forestod den første prøve med det øvrige dansepersonale på Hofteatret, det samme teater, hvor jeg havde tilbragt mine første barndomsår og for en del med de samme personer, som dengang udgjorde balletpersonalet. Forunderlige var de følelser, hvormed jeg indfandt mig på denne første prøve på det sted, hvor jeg som barn havde gennemgået så mange ydmygelser, og nu stod her i de samme personers midte under så 256 forandrede forhold. Flere af de ældre figurantinder, dansere og danserinder, hvis blotte nærværelse i hin tid havde indgydt mig en frygt, så jeg ikke vovede at hæve min stemme, hilste nu ærbødigt på mig ved min indtrædelse, kom mig elskværdigt imøde og ønskede mig atter velkommen i deres kreds. Tårerne kom mig i øjnene, og idet jeg af mit inderste hjerte takkede Gud, der havde været med mig i de tunge år, trykkede jeg dem alle venligt i hånden. En sand ydmyghed, om end af en anden art end den, jeg som barn havde følt på dette sted, gennemstrømmede mig. For at tilintetgøre al forlegenhed mellem dem og mig talte jeg straks uforbeholdent til dem om mine barndomsår på dette sted. Da disse ord var udtalte af mig, flokkedes de tættere om mig; den ene mindedes dette, den anden hint træk fra min barndom, og alle var enige i at rose den lille alvorlige, beskedne Hanne Patges, om hvem de alle, det forsikrede de nu, alt dengang havde haft en følelse af, at hun ville blive noget ualmindeligt for teatret. Lykken gør ydmyg, det følte jeg ret i dette øjeblik.

»De kan tro, kære fru Heiberg,« ytrede en af de ældre damer, »vi har altid været stolte af, at De er taget her fra vor midte.« Jeg blev ganske bevæget over disse ord, takkede dem ret hjerteligt og forsikrede dem, at også jeg bestandigt havde haft en følelse af, at her på dette sted var mit første hjem i kunsten; og at også jeg i tankerne anså mig, som om jeg egentlig hørte dem til. - Med et faldt mine øjne hen i en krog på teatret. Der stod stiv og kold, med korslagte arme min fordums dansekammerat Andrea og fæstede sit blik hårdt og fast på mig. Dette syn berørte mig ubehageligt; jeg vidste af erfaring, at her var intet at udrette for mig. I afstand prøvede jeg dog på at hilse hende; dog hun hilste ikke igen og forandrede ikke sin én gang antagne trodsige stilling. »Bryd Dem ikke derom,« hviskede en af damerne til mig, »der er intet udkomme med hende.« - »Hvad mon jeg dog kan have gjort hende,« spurgte jeg, »siden hun altid møder mig med dette blik?« -»De har intet gjort undtagen det, at De er fru Heiberg, og at De ved teatret er sprungen hende forbi i anseelse. Og dette, at De nu agter at udføre en hovedrolle i balletten, sætter hende i fyr og flamme.« - »Ak!« svarede jeg, »det er jo også slemt; det er slet ikke faldet mig ind - jeg troede, at hun havde en anden rolle heri.« - »Det har hun også, men hun ville dog nok helst spille Ninas.« 257
Jeg blev forstemt og bedrøvet over, at jeg jo virkelig her stillede mig ivejen for hende, og bebrejdede mig selv, at dette ikke tidligere var faldet mig ind. [I denne min betragtning blev jeg afbrudt ved balletmesterens indtrædelse, som havde til følge, at alle trådte tilside og hilste ham ærbødigt. Han kom lige hen til mig, bød mig velkommen, og prøven begyndte. Jeg har tidligere omtalt den inhu-mane tone, der var i svang ved balletten i min barndom; jeg havde tænkt mig, at den yngre Bournonville, den af alle ansete dannede mand, med de rige gaver, der så ofte havde henrykket mig fra scenen, havde bragt en ny, dannet tone i gang mellem balletmesteren og hans personale. Det berørte mig derfor ubehageligt, da jeg hurtigt mærkede, her stod meget tilbage at ønske. Og da han med ét på den heftigste måde irettesatte en af de yngre danserinder og spurgte hende, om hun troede, hun stod her og lavede pandekager, da var jeg gerne straks gået min vej for ikke oftere at vende tilbage. Den stakkel, som var blevet således tiltalt, brast i gråd, og det var mig umuligt at lade være at gå hen til hende og sige hende et par venlige ord, til trods for at jeg godt bemærkede, denne deltagelse fra min side stødte balletmesteren. I en af pauserne, medens de dansende hvilede, sagde jeg til en af de ældre damer, at jeg i høj grad var forbavset over Bournonvilles tone, og at jeg aldrig havde troet dette om ham. »Han er heller ikke altid således, som De ser ham i dag,« svarede hun, »men det er nu, fordi De er her, at han vil vise sin magt over os.« Dette syntes mig endnu mere råt end selve sagen. Da jeg fremdeles spurgte, hvad den vittighed havde at betyde, da han spurgte den unge pige, om hun troede at lave pandekager, svarede man mig, at hendes moder ernærede sig ved at lave pandekager, og han var utrættelig i at krænke hende med denne vittighed. Ved denne beretning stod alle min barndoms lidelser med et levende for mig; også mig havde man dengang såret dybt ved at lade mig høre mine forældres næringsvej. Jeg indså i dette øjeblik, hvad jeg havde vundet ved at bytte det daglige ophold blandt balletpersonalet med skuespilpersonalet, hvor tonen dog stod på et andet og højere trin. Forstemt over menneskenes hårdhed mod hinanden kørte jeg hjem og måtte atter tænke på den rå kusk, der mishandler de stakkels værgeløse heste, som intet har at sætte imod uden et par bedrøvede øjne, hvis udtryk kusken ikke ser og ikke forstår. Vist er det, at det 258 ideal, jeg havde dannet mig af den nye balletmester, tilintetgjor-des mer og mer, jo oftere jeg bivånede lians prøver; og hvis jeg tidligere havde kendt ham således, som han nu viste sig for mig, havde jeg efter al sandsynlighed svaret ham nej til hans anmodning om at deltage i denne ballet. På en af disse prøver satte madam Krætzmer sig foran og betragtede min fremstilling af Nina med et ironisk og spotsk smil. Bournonville, der bemærkede dette, ærgrede sig så stærkt derover, at han tilsidst bad hende om at forføje sig bort - en opfordring, som hun fulgte, idet hun opslog en vild og hånende latter. Han så efter hende, vendte sig til mig og sagde: »Hun er virkelig vanvittig.« Og stakkel! Hun var i sandhed ikke langt derfra; thi grunden til hendes hele opførsel mod Bournonville i de senere år lå i en grænseløs skinsyge og forbitrelse imod ham. Man fortalte - og jeg tilstår, at dette forekom mig ikke utroligt - at Bournonville og hun havde i flere år stået i et forhold, som desværre til alle tider ikke har været ualmindeligt mellem balletmestre og deres danserinder. Hun havde skilt sig ved sin mand og anså sig med rette eller urette som Bournonvilles tilkommende kone. Pludselig kom han nu hjern fra en rejse til Stockholm og bragte en ung, smuk svensk pige med som sin forlovede; og fra dette øjeblik af rasede furierne i den arme kones sjæl, så hun virkelig var vanvidet nær; og der begyndte nu en krig på liv og død mellem hende og ham, som endte med, at hun fik sin afsked fra teatret. Fra det øjeblik af, da grunden til hendes raseri blev mig klar, har jeg følt den dybeste medlidenhed med hende; thi hvo har blot flygtigt følt denne fortærende lidenskab rase i sit indre og ved ikke, at hvor den huserer, der bliver mennesket utilregneligt og må bukke under for de forfærdelige dæmoner, der har opslået bolig i brystet. Da er kun én dør åben til trøst: igennem religionen at nå til resignationens fred, ro og frelse. Denne dør fandt hun ikke, men gik ud ad den modsatte, der førte hende dybere og dybere ind i de egne, om hvilke vi beder: »Fri os fra det onde!«]

Den 30te september 1834 opførtes balletten »Nina« første gang. Det nye, at se mig optræde i en ballet, havde fyldt huset, balletten lønnedes med bifald og gik ofte over scenen for tæt besat hus. Oehlenschläger sendte mig sin tak i et varmt digt, som er trykt i hans skrifter. Paludan-Müller, denne noble digtergenius, som vi 259 havde den glæde at have i vor omgangskreds, sendte mig den efterfølgende sonnet.

Nina

Endnu det underfulde mig omringer,
Endnu fortryllet kan min sjæl fornemme
Det klare sprog, der virker uden stemme,
Den toneløse sang, som dejlig klinger.

Endnu jeg sorgen ser med glædens vinger
Og fryd, hvis lette flagren tårer hemme;
Endnu jeg ser erindring dybt at gemme,
Hvad intet håb til hjertet mere bringer.

Endnu, o Nina, øjet på dig hviler,
Og uvis svæver tanken, om du kærligst
Os rører, når du sørger eller smiler.

Dog hvad er alle ord! Kan ord forkynde
Hvad i dit rige smykke funkler herligst? -
O fine gratie! Sjælefulde ynde!

Ovenstående sonnet, der kun svagt udtrykker hvad jeg har følt ved Deres dejlige Nina, beder jeg Dem ikke at forkaste; idetmind-ste lad den tjene Dem til bevis på, med hvor megen deltagelse jeg har fulgt Deres fremstilling.

10. oktober 34.

Deres
Paludan Müller.

Til fru J. L. Heiberg.

Man ser, hvor alle var gode imod mig, og mange privates opmærksomhed forøgede den offentlige, men den vil jeg her forbigå. Dog, netop når lykken fulgte mig, overvældedes jeg ofte i stilhed af en stor ydmyghedsfølelse, der endte med det spørgsmål: fortjener du virkelig også alt dette? Eller beror det hele på, 260 at usynlige væsener har forelsket sig i dig? Men man siger jo, at lykken er ustadig; når vil altså denne ustadighed vise sig for dig? Forbered dig derfor itide på at kunne undvære hendes gunst, når hun vender dig ryggen. [Jeg havde fra scenen erhvervet mig så mange mig ubekendte venner og veninder, der af og til søgte mig op under de forskelligste former, snart skriftligt, snart personligt, med et slags skriftemål om deres inderligste personlige forhold og sjælstilstande, hvori de bad mig om råd og bistand. Mange højtstående så vel som ringere stillede forældre kom til mig og bad mig virke på deres døtre, formane og berolige dem med hensyn på deres sjælslidelser, som forældrene forgæves havde anstrengt sig for at bringe til ro. Når jeg da forundret spurgte dem, hvoraf de troede, at mine ord ville virke bedre end deres egne, svarede de så godt som bestandigt: »Hun siger selv, at ifald hun blot kunne tale med Dem, da ville alt blive bedre.« Og nu bad de så bønligt, så rørende: »Vil De tale med hende? Må hun komme til Dem?« Hvor var det nu muligt at sige nej hertil, og de kom. Mit første arbejde med disse entusiastiske væsener var da at afklæde mig selv den nimbus, som disse unge hjerter havde omgivet mig med. Vise dem, at jeg var et stakkels menneske med de samme fejl og sjælelige tryk som de selv, om end i en anden retning. For det meste bestod deres klager da i, at de i deres hjem ikke fandt, hvad de søgte, at ingen forstod dem i dette. Og nu måtte jeg, snart mildt, snart strengt, og med hårde ord bebrejde dem deres utaknemmelighed imod deres forældre og nærmeste. Oplyse dem om, at det, hvori de troede sig at stå over disse, var en stor egoistisk vildfarelse. At medens de klagede over ingen opgaver at have i livet, forsømte de den, et forsyn havde sat dem til etc. etc. De tog mig aldrig mine ord ilde op, men bad sædvanligt om at måtte komme igen, når tungsindigheden overfaldt dem, hvilket da blev dem tilladt. Mangen en stakkels ung pige betroede mig da skridt for skridt sit hele hjerteanliggende, som bestod i en skuffet og tilintetgjort kærlighedshistorie, ofte så rørende, at vi blandede vore tårer sammen. Mon de unge mænd virkelig ved, hvad de har gjort ved at knuse et sådant ungt hjerte? Nej! fuldt ud tror jeg umuligt de kunne vide det; thi da ville de røres dybt over den forladte; dog, hvem kan røre et hjerte, når først egoismens isklumper har lagt sin skorpe over den menneskelige følelse og 261 medynk. Andre unge piger påstod, at de ikke kunne leve, med mindre de fik lov at udøve den samme kunst som jeg. Her var gode råd dyre! Thi hvem overbeviser en drukken, at han ikke er ædru? Her blev jeg det usalige offer, idet jeg måtte spilde min tid med at se og bedømme disse ulykkelige præstationer; gøre dem begribeligt, at de var i en illusion; trøste og aftørre de rigelige tårer, der randt over det skuffede håb, men som de til deres egen fordærvelse dog ikke kunne opgive; og jeg måtte sige til mig selv: denne kunst er jo ligefrem en ødelæggelse for mange unge sjæle. Ja, man må have en god del sund fornuft ved siden af sin fantasibegavelse, idet man udøver denne lokkende, glimrende kunst. Fristelser er her, dog ikke altid på de punkter, mængden tror. Dog disse vil jeg søge at fremstille længere hen i mit liv, i håb om, at det spejl, jeg her vil holde for skuespillere, skal bringe dem til eftertanke om, hvori deres opgave består, hvis de i forening med udøvelsen af deres kunst vil bevare deres personlighed, så at den ikke ubemærket skal glide dem af hånden og det vigtigste for mennesket derved gå tabt.]

Heiberg tænkte nu virkelig for alvor på at skrive et stykke om sådanne alfer, som vor samtale i sommerens løb ofte havde drejet sig om, og da han blev anmodet af teaterdirektionen om at skrive et stykke til kongens fødselsdag, besluttede han at skrive eventyrkomedien »Alferne«. [Han lagde da mine alfer i forening med Tiecks eventyr »Alferne« til grund for dette arbejde.] Jeg selv havde i den senere rid været en del betænkelig over at have brudt min tavshed i den retning. Bare mine små ikke er vrede på mig herfor, klagede jeg ofte til Heiberg, mig synes virkelig, at jeg mindre fornemmer deres nærhed end tidligere; jeg burde vist have bevaret min tavshed om dem for bestandigt og ikke profaneret dem ved min megen talen om dem til jer. Heiberg beroligede mig vel, så godt han kunne, uden at det dog ret lykkedes ham; han skrev altså sine »Alfer«, og Marie i stykket var det barn, alferne fra lille af havde omsvævet, og som jeg skulle udføre. Det var forresten et uheld, at dette stykke første gang skulle opføres til kongens fødselsdag, hvor hele hofpersonalet og alt, hvad der i fjerneste måde gav sig mine af at høre til hofcirklen, optog så godt som alle pladser, hvilket gjorde, at kun meget få af det egentlige teaterpublikum kunne erholde plads, og heraf fulgte, at kritikken 262 over de stakkels åndsprodukter, der skulle have den ære at præsenteres på disse festaftener, var lagt i hænderne på folk, som havde deres gode grunde til ingen mening at have om, hvad de så. Undertiden tog de dog mod til sig og udtalte kækt en dom, men dette faldt i reglen bedrøveligt ud for dem, da de næsten altid senere blev tvungne af den offentlige mening til at tage den tilbage igen. Hvad der også bidrog til at gøre dette fornemme publikums dom usikker, var den omstændighed, at ifølge skik og brug på disse festaftener hverken skuespillerne eller stykket måtte applauderes, men denne hylding alene skulle være kongens modtagelse i teatret forbeholden. De fleste tilskuere retter jo deres dom efter, hvor stærkt eller hvor ofte der bliver applauderet ved et nyt stykke, og således måtte altså denne tavshed sætte dem i den største forlegenhed. Ved første opførelse af »Alferne« fældedes der da rask væk den dom, at det var en tosset børnekomedie uden indhold og interesse. Ved den næste forestilling, hvor den egentlige dom skulle fældes af publikum, blev det derimod til alles forundring modtaget med bifald, uagtet der ved tæppets fald lød en pibe, som vedkommende ikke ville bære ubenyttet hjem igen, da den nu engang var medtaget. Derefter spilledes stykket mange gange i en lang årrække med udelt bifald og stigende interesse. Oehlenschläger, biskop Mynster og H. C. Andersen, der var tilstede ved den første forestilling, var straks så henrykte over dette arbejde, at de ved hoffet og udenfor samme brød mangen en lanse for det. J. L. Heiberg har løst en opgave i dette arbejde, som vistnok kun få digtere ville have kunnet gøre ham efter, nemlig: at lade et tidsrum af 7 år foregå i én akt, uden at selv den vrangeste og mest prosaiske tilskuer lades udenfor illusionen at have oplevet dette tidsløb under stykkets gang. Dette er, om jeg må sige det, et lille kunstværk i dramatisk digtning.

Den hjælp og bistand, som Heiberg altid har ydet mig i udførelsen af mine roller, kom mig til stor nytte i »Alferne«. Det usædvanlige i Maries fremstilling, at skulle afbryde prosaen i udbrud af to lange, ejendommelige lyriske digte, havde jeg ikke formået at opfatte og gengive, som digteren havde tænkt sig det. Uforglemmelig er mig derfor den sidste prøve på stykket, aftenen forinden det skulle opføres. Da vi var kommet hjem efter generalprøven, sagde Heiberg til min fortvivlelse: »Således kan du ikke 263 recitere disse digte; de bliver matte og uden interesse på denne måde. Du deklamerer dem, som man deklamerer et digt af en anden, men ikke som en improvisation af Marie selv.« »Min Gud,« udbrød jeg, »hvorledes da? Det er mig umuligt at gøre det anderledes.« Jeg bad og tiggede ham da at recitere dem for mig, således som han havde tænkt sig dem. Og nu gennemgik vi linie for linie, og jeg vedblev at fremsige dem atter og atter efter hans anvisning til langt ud på natten. Med et tungt sind lagde jeg mig omsider i min seng uden at kunne sove, thi digtenes fremsigelse plagede mig uophørligt, og uroligt kastede jeg mig på lejet hid og did, thi stykkets virkning beroede så meget på denne rolles heldige fremstilling. Hvor lykkelig var jeg derfor efter den første forestilling, da Heiberg gav sit bifald tilkende med den forandrede måde, hvorpå jeg nu fremsagde digtene. Også gjorde disse digtes fremsigelse atter og atter et stærkt indtryk på tilskuerne. Hans mening med disse lyriske udbrud er, at Marie, der ved sit ord til dronningen i alfehaven var bundet til at bevare alt, hvad hun havde oplevet, i dyb tavshed og således ikke tør svare på de opfordringer, som hendes nærmeste stiller hende om, hvor hun har opholdt sig i de 7 år, at hun da udbryder i disse eventyr for at redde sig ud af forlegenheden, og i disse lyriske udbrud ligesom sammensmelter digt og sandhed i sine beretninger. De må derfor fremsiges, som om hun improviserede dem, lidt efter lidt, ud af sin egen fantasi. Det maleriske og beskrivende i tone og gestus må være så stærkt, at det ligesom opleves som noget nærværende og ikke som noget forbigangent. Med hvilken glæde har jeg ikke atter og atter fremsagt disse yndige eventyr! Hvor lykkelige var ikke de øjeblikke, når jeg på scenen fordybede mig i fremsigelsen, så at jeg virkelig havde en følelse af, at de udsprang af mit eget indre. Og aldrig havde jeg en så levende fornemmelse af, at mine små venner omringede mig, som her, hvor scenen jo også var lagt i deres egen alfehave. Et ubeskriveligt sværmeri var over mig i dette stykke, så ofte det gik over scenen. Ved min første indtrædelse, hvor jeg kommer løbende hjem fra alfehaven, var det mig, som om jeg ikke hørte jorden til, som om jeg bar vinger, der kunne føre mig, hvorhen det skulle være. Og når de små alfer i stykkets sidste scene fremtrådte med deres vandringsstave i hånden, med rejsetaskerne på siden, med de runde hatte på hovedet for at 264 tage afsked med Marie og da vandrede over fjeldet bort til »Østerland«, ja, da steg min vemod så stærkt, som om mine egne alfer forlod mig for bestandigt og sagde mig deres sidste farvel. Og atter trykkede det mig, at jeg havde røbet for andre, hvad jeg vist burde have fortiet for alle, og jeg kunne da ikke lade være at gentage, hvad Heiberg havde ladet de små alfer sige til Marie:

»Men hvis du røbed vor hemmelighed,
Da måtte vi flygte fra dette sted,
Da måtte vi drage til Østerland;
Hvor aldrig med dig vi samles kan.«

Ofte, når noget gik mig imod, da tænkte jeg: Ak, mine alfer er vist ligesom i Heibergs stykke »draget til Østerland, hvor aldrig med mig de samles kan.« - »Det er sværmeri,« siger skolelæreren til Henrik i »Alferne«, hvor også han sværmer. »Det er et bedrag,« siger andre:

»Men gives der dog ej et skønt bedrag?
Og er et skønt bedrag da ikke bedre
End det, som verden dårlig kalder sandhed?«

[Da jeg, 15 år efter »Alferne«s første opførelse så denne min yndlingsrolle i andre hænder så tørt og fantasiløst opfattet, gik jeg vemodig og sjælekuet til mit hjem og besluttede aldrig mere at være vidne til at se min kære Marie således gengivet. Publikum blev kold og uberørt ved det, der den gang havde sat det i så stærk bevægelse. De stakkels dramatiske digteres frembringelser er prisgivet gods for skuespillernes talentløse opfatning.]

»DEBATTEN I POLITIVENNEN«
OG
»SPAREKASSEN«

Vi tog atter dette år ud til Tårbæk i vor forrige bolig, Eriksborg. Men ensomheden i Tårbæk begyndte alt at vige, idet flere huse 265 byggedes, så vi forudså, at vi ad åre måtte ty længere ud i landet. Imidlertid glædede vi os atter ved al den skønhed i naturen, som findes på denne kant, men vor glæde var blandet, idet der lød et farvel til alle vore yndlingssteder. Sommeren ilede snart hen, altfor snart, og med et suk så vi dagene tage af og havde alt bordlampen tændt om aftenen. Skoven begyndte at antage de gule, brogede farver, der kan være så henrivende, især ved solnedgang. Naturen er lykkelig! den er skøn, selv i sin død. Ak! hvorfor kan ikke mennesket dø som naturen, skøn til det sidste!

Vi flyttede nu ind fra Tårbæk, og jeg begyndte atter mit travle og anstrengende teaterliv. Men jeg var fuld af mod og lyst og var sikker på at være velkommen hos publikum, mine foresatte og mine kammerater.

I sæsonen 1835-36 opførtes Hertz's vaudeville »Debatten i Politivennen«. Der var herhjemme i Danmark opkommet flere små smudsblade, som levede af at sætte private folk i den offentlige gabestok. Det var noget nyt; man var uvant med på denne måde at stilles offentligt frem. De skikkelige borgermænd blev stærkt afficerede af denne medfart, og Hertz skrev derfor sin vaudeville, hvori han raillerer over en sådan spidsborgers komiske sorg ved de angreb, man gjorde mod hans hidindtil ubekendte person og virksomhed. Denne karakter er fortrinligt tegnet af Hertz og blev uovertræffeligt spillet af afdøde skuespiller Foersom. Hans udførelse af denne rolle var indtil de mindste nuancer et sandt mesterværk af komisk fremstilling. Publikum modtog den vel også som noget godt, men anede dog ikke, hvad det besad i Foersom, så vel i denne rolle som i mange andre. Jeg udførte Petreas rolle i »Debatten« og blev i høj grad påskønnet på grund af den komiske kraft, som jeg formåede at lægge ind i den lille københavnske pjatte. Enkelte i personalet, som ved enhver lejlighed søgte at gøre folk udenfor teatret manglerne i mine fremstillinger begribelige, blev her enige om at rose denne som noget af det bedste, jeg havde leveret. Undertiden kan der ligge en vis uforskammethed i en sådan ros. Ved bestandigt at dadle begriber vel slige mennesker, at de let ses i kortene, og at man ser misundelsen, der ligger på bunden af deres dadel. Ved af og til at rose og hæve en lille rolle til skyerne er det, ligesom de frakøber sig denne mistanke. At jeg udførte min lille rolle i »Debatten« med stor glæde, er vist, men 266 jeg anså det for en uretfærdighed fra publikums side, når man på-skønnede mig mere i denne lille rolle end Foersom i hans mesterlige fremstilling, hvori der var et så fint studium og en naturtroskab, der kunne være et mønster for enhver skuespiller. Og alligevel jublede man over os andre i dette stykke, medens Foersom kom og gik, uden at der rørtes en hånd for ham. Da denne mangel af påskønnelse mod Foersom vedblev år efter år, tabte jeg til-sidst tålmodigheden. Ligesom det er en berettiget følelse hos en kunstner at harmes, når det almindelige overvurderes, lige så naturligt er det, at man gribes af smerte, når det udmærkede ikke agtes og påskønnes. Denne mangel på forståelse smertede mig, som om det havde været mig selv, det gik ud over. Tilskuerne behøver som oftest dog kun et fingerpeg for at lære at vurdere det, som de har overset. Dette burde nu kritikken give - men Gud hjælpe os for vore bladrecensioner! [De står ofte under publikum og ikke over det.] I min iver og vrede gjorde jeg da, hvad en skuespiller vel iøvrigt bør afholde sig fra - men det var for, ikke imod en af mine kunstfæller, og det beroligede min samvittighed - jeg skrev en anmeldelse i »Fædrelandet«, naturligvis anonymt, hvori jeg gjorde opmærksom på Foersoms fortjeneste i denne rolle . Jeg udtalte med al den varme, som hans udførelse havde vakt hos mig, hvad det var, han præsenterede, og bebrejdede folk deres mangel på erkendelse af en skuespiller, som her leverede det bedste af, hvad der i fremstillingen af dette stykke blev ydet. Da nu stykket næste gang kom til opførelse, efter at denne anmeldelse var blevet læst, havde jeg den store glæde, at Foersom ved sin indtrædelse blev modtaget med stormende bifald; og fra nu af så alle, hvad de for længe siden burde have set. Da Foersom kom ud hin aften efter sin første scene, gik jeg hen til ham, trykkede hans hånd og ytrede min glæde over, at man endelig havde fået øjnene op. Med tårer i øjnene kyssede han min hånd og sagde: »Det kommer lidt sildigt, og jeg ved, at jeg kun har min ubekendte ven i »Fædrelandet« at takke for denne påskønnelse.« Jeg følte en usigelig hemmelig glæde i dette øjeblik over, at jeg var den ubekendte ven.

I det franske stykke »Guldkorset«, bearbejdet og forbedret af Heiberg, havde jeg atter en smuk og interessant rolle at fremstille. Publikum lo, publikum græd, publikum klappede, og stykket 267 gik atter og atter for fuldt hus. Ak! hvorfor har dog de, som muligt engang læser, hvad jeg her har nedskrevet, ikke set mig i disse fremstillinger! Ved enhver ny rolle, som jeg fortæller om, har de kun et »så?« at give mig til svar. Det går mig som Marie i »Alferne«; de har ikke fulgt mig i fantasiens have, og hvad jeg fortæller dem om min vandring, bliver måske ligesom i stykket ikke troet, men betragtet som en fantasihistorie, opdigtet af mig selv. Hvad efterlader en skuespiller sig af det, der har vibreret i hans indre? Hvem formår at holde dette fast? Det er så umuligt som at fastholde en tone eller duften af en blomst. Dog Goethe lader Jupiter sige til skønheden, der klager over, at den er forgængelig: »Kun det forgængelige er skønt.«

»Warum bin ich vergänglich, o Zeus?« so fragte die Schönheit.

»Macht' ich doch,« sagte der Gott, »nur das Vergängliche schön.«

Und die Liebe, die Blumen, der Tau und die Jugend vernahmen's; Alle gingen sie weg, weinend, von Jupiters Thron.

I denne sæson skrev Hertz sit lystspil »Sparekassen«. Dette stykke havde en forunderlig skæbne. Alle rollerne deri har digteren skrevet for bestemte skuespillere, men straks ved det første bekendtskab med stykket mishagede det så godt som alle. Heiberg, hans moder og jeg var derimod i høj grad indtaget både af dette genrebilledes sandhed og friskhed og af den ægte, nationale tone og den ypperlige dialog. Mærkeligt var det, at uagtet så godt som alle skuespillerne havde imod deres roller fra begyndelsen af, så er vist kun få stykker gået over scenen så fuldendt udført fra alle sider, som »Sparekassen«. Foersoms Skaarup, jomfru Jørgensens Madam Rust og Phisters August var hver for sig mesterlige fremstillinger. Også hos publikum forfejlede stykket sin virkning. Man sagde, det var langtrukkent, simpelt - ja, man gav det det dumme øgenavn »Skarnkassen« og kunne slet ikke få syn for, hvad det var, her skulle betragtes, forstås og nydes. Mit utrættelige forsvar og min glæde over de spillendes udførelse af deres roller satte dem i så godt lune, at det lidt efter lidt morede dem at udføre, hvad der først havde været dem imod. Min egen rolle, Antonie, hørte til mine yndlingsroller, og ti gange hellere spillede jeg denne 268 lille, naive, troskyldige pige end mangen en stor, glimrende rolle, ved hvis udførelse huset jublede, men ved hvilken jeg selv blev tom og kold. I nogle år spillede vi dette stykke for et blindt publikum, der kun skænkede et svagt bifald. Så blev det henlagt og senere atter fremdraget, syv år efter dets første opførelse, med hele den gamle rollebesætning. Og hvad sker! Nu var det, ligesom bindet var faldet fra øjnene på alle, og med entusiasme blev det modtaget og blev et formeligt kassestykke. Hertz har fortalt mig, at når han nu i selskab, på gader og stræder blev takket for »Sparekassen« som for et nyt arbejde, da kunne han ikke bare sig for at svare: »Å, ingen årsag! Stykket er syv år gammelt.« At udføre Antonies rolle, som den bør, anses af de fleste som en opgave, der godt kan bydes et mindre talent, når kun fremstillerinden er ung og har et tækkeligt ydre. Dette er en stor vildfarelse. Antonie er stykkets poesi, og formår fremstillerinden ikke bag prosaen at lade denne skinne igennem, da taber hele stykket sin poetiske belysning. Antonie er - hvor forunderligt det end måske vil synes de fleste -en lyrisk rolle; ikke hvad man i de højere skuespil forstår derved, men en egen, troskyldig, barnlig lyrik. Det lyriske skal vibrere i baggrunden af fremstillerindens sjæl; det skal være tilstede der som en mulighed, der engang kan træde frem. Hun skal røre ved sin troskyldighed. Når jeg i scenen med Adolf og Jansine i første akt bad Adolf tage sig af Nicolai og gøre ham til noget oppe i kollegierne - når jeg her med største alvor, men med forlegen og inderlig følelse fremførte denne bøn, da hørte jeg - af alt bifald det kæreste - en rørt mumlen i publikum, en lyd, hvor latter og tårer kæmper med hinanden. I scenen med Nicolai, hvor Antonie fortæller ham eventyret, er atter et af de momenter, hvor kun den inderligste følelse, forenet med den troskyldighed, der findes hos børn, formår at frembringe den rette illusion. Jo alvorligere dette fremsiges, som noget, der fuldtud tros, des hjerte-ligere bliver tilskuernes latter. Dog, hvor lidt tilskuerne har gjort sig rede for, ved hvilke midler jeg frembragte virkning i Antonie, viste sig mange, mange år efter, da rollen kom i andre hænder. Recensenterne bebrejdede da min efterfølger i rollen, at hun ikke havde mit skælmeri i udførelsen af Antonie. De så, at rollen ikke gjorde den gamle virkning - de havde ofte set mig udføre skælmske roller, og nu troede de, at jeg kun havde spillet Antonie skælmsk.

269

»NEJ«

Siden Heibergs og min forening havde der ofte været tale om, at vi burde se at komme til Paris for at besøge hans fader, der jo havde bosat sig der og levede af en pension, som han havde fra kejser Napoleon den Førstes tid, da han under Talleyrand og andre ministre var ansat som bureauchef i udenrigsministeriet. Han levede nu der som en blind olding og havde ofte ytret i sine breve, at han inden sin død dog ønskede at gøre sin svigerdatters bekendtskab. Vi havde derfor besluttet at rejse til ham førstkommende sommer, en beslutning, som han udtalte sin glæde over i brevene til sønnen. Også med min svigermoder, hans fraskilte kone, havde han korresponderet herom.

De kongelige skuespillere havde dengang lov til i ferietiden at give forestillinger til egen indtægt, en tilladelse, som jeg aldrig havde benyttet, dels fordi jeg var så anstrengt af vinterens arbejde, at jeg i høj grad trængte til hvile om sommeren, dels fordi denne opfordring til at trække en veksel på den gunst, man stod i hos publikum, var Heiberg og mig imod. Men for at gøre det muligt at besøge P. A. Heiberg i Paris besluttede vi os til for denne ene gang at give en privat forestilling. Vi havde længe talt frem og tilbage om, hvad vi skulle lade opføre. Ideligt havde jeg plaget Heiberg om at skrive et nyt stykke til denne aften. Det blev besluttet, at vi skulle give hans skuespil »Nina«, men det udfyldte ikke en hel aften; jeg bad ham da ret indstændigt at skrive en lille vaudeville til at ende forestillingen med. Ved et tilfælde var det faldet mig ind, hvor mange nuancer der kunne lægges i det lille ord »nej«, og nu opstod ønsket hos mig, at han ville skrive en vaudeville, der skulle hedde »Nej«, og hvori dette ord var ind-flettet i intrigen. Jeg tænkte på, hvilke melodier der kunne bruges osv., og hver dag talte jeg for ham om vaudevillen »Nej«. Da han blev ved at sige, at han ikke kunne eller ville skrive dette stykke, blev jeg tilsidst ganske vred og tav. En dag henimod foråret ville jeg åbne klaveret for at synge og spille, da mine øjne i det samme faldt på en trykt bog, som lå derpå; jeg ville se, hvad det var for en bog, og da jeg åbnede den, stod der på titelbladet: »Nej, vaudeville i en akt af Johan Ludvig Heiberg.« Jeg ville næppe tro mine egne øjne - foer ind til Heiberg og sagde: »Hvad er 270 dette?« - »Det ved jeg ikke,« svarede han med sit ironiske smil. »Du har jo skrevet denne vaudeville,« vedblev jeg. »Så?« gentog han. »Ja, der står jo, den er af dig.« -»Ja, så må den vel også være af mig,« svarede han på sin rolige, ironiske måde. Jeg blev usigelig glad, allerede inden jeg havde læst den, så man kan tænke, hvad jeg blev bagefter.

Nogle dage efter indbød Heiberg Phister, som skulle udføre hovedrollen: klokker Link, til at komme til os en aften for at høre stykket. Heiberg læste det nu højt for os og sang alle viserne for at give Phister en idé om vaudevillen i sin helhed. Uforglemmelig for Heiberg var Phisters glæde over stykket og hans rolle deri. Han lo, han græd, omfavnede Heiberg til tak og blev hos os til langt ud på natten i den mest overgivne stemning. Nogle dage efter, da rollen var ham tilsendt, kom han atter til os en formiddag for at udtrykke sin henrykkelse, glæde og taknemmelighed. Phister var den af alle skuespillerne, som Heiberg satte højest. Han beundrede dennes hurtige og sikre opfattelse, hans smag og samvittighedsfulde gengivelse indtil det mindste ord, hans moderation og troskab i digterens tjeneste. Da sæsonen var tilende, gav vi os nu til vor sommerforestilling, Heibergs skuespil »Nina« og vaudevillen »Nej«. Det interesserede mig i Heibergs »Nina« at kunne udtale i ord, hvad jeg tilforn i balletten »Nina« kun havde udtalt i minespil. Da Heiberg udgav sine samlede skrifter, gjorde han mig den glæde foran stykket »Nina« at lade dette lille vers trykke:*

De følelser, hvormed tilforn så tit
Mig Nina fængslede, med ord jeg malte,
Men mærked, da det stod der, sort på hvidt,
At Bigottinis tavshed bedre talte.

Da siden jeg den yngste Nina så,
Mit hjertes egen, mer end den, jeg digted,
Jeg så mit tankebilled for mig stå,
Men fatted klart, at ord ej kunne nå Det udtryk, hvortil her de sig forpligted.

* 271

Og sandelig, der gives lidenskaber så dybe og indadvendte, at ordet, som forklarer, næsten svækker dem. I tavshedens lidenskabelige udtryk, ledsaget af skønne toner, gives ligesom et større spillerum for tilskuernes fantasi. Sådanne lidenskaber kunne man kalde musikalske; de gør ligesom musikken størst virkning just ved det ubestemte, som enhver efter sin egen følelse og fantasifylde kan lægge ordene under; det bestemte, klare ord tvinger fantasien indenfor ordets grænser. Derfor er sujettet til »Nina« sikkert bedre skikket til ballet eller opera.

Den talende »Nina« blev imidlertid modtaget med bifald. Derefter fulgte »Nej«, og vanskeligt vil man kunne forestille sig publikums jubel. Phisters klokker Link er noget af det fortrinligste -måske det fortrinligste, denne kunstner på sin lange teaterbane har leveret. Det ensemble, hvormed dette lille stykke, der kun har fire personer, gik over scenen, skal man vist søge mage til på hvilket som helst teater i Europa. Dets gunst i publikum har fremdeles holdt sig usvækket, indtil jeg ved min bortgang fra teatret indtil videre standsede opførelsen af »Nej«. Det var en forunderlig magt, dette stykke udøvede på tilhørerne. Den tilskuer, som den sidste gang, det opførtes, så dette arbejde og ikke vidste, det var et gammelt stykke, måtte absolut tro, at det var en førsteforestilling; thi publikums entusiasme, skuespillernes lune, alt var endnu så friskt som første gang. Man lo, man klappede ad replikker, som de fleste af tilskuerne kunne udenad lige så godt som skuespillerne, og ligesom hver af de foregående gange, da jeg trådte frem med slutningskuplettet, havde jubelen næsten ingen ende.

Efter denne fornøjelige fremstilling rejste Heiberg og jeg til Paris og tog erindringen om denne aftens glæde med på rejsen.

REJSE TIL PARIS I SOMMEREN 1836

Ikke uden ængstelse tænkte jeg på at skulle gøre den gamle Heibergs bekendtskab, og hvor let kunne ikke samlivet med en gammel, svag og sær mand indvirke uheldigt på vort ophold i den mærkværdige by, hvor så meget gjorde fordring på vor interesse. Men med sand taknemmelighed må jeg give ham det vidnesbyrd, at det ikke var muligt at være beskednere i sine 272 fordringer, end den gamle, blinde mand var overfor os. Besøgte vi ham, hvilket skete hver dag, da havde vi næppe siddet et kvarter, før han sagde: »Nu skal I gå! I Paris kan man gøre meget andet og bedre end sidde hos mig.« En sand glæde var det mig, at han modtog mig med stor hjertelighed og lod til at finde behag i mit selskab. »Det gør mig ondt,« sagde han, »at jeg ikke kan se dig; nu må jeg nøjes med at høre din stemme og med at kende dig gennem andres omtale.« Undertiden fik vi ham ved megen overtalelse til at spise med os på en restauration. Når da hans søn ville følge og lede ham, sagde han: »Nej, du skal have tak, jeg vil helst ledes af Hanne - det bedste er godt nok.« Jeg var ganske stolt heraf. Det var et elskværdigt træk hos pariserne, at de havde en dyb ærbødighed for alderdommen. Når jeg gik med den gamle blinde mand under armen, da veg alle tilside for os i de af trængsel opfyldte gader. Gik vi derimod ene, uden ham, da ved Gud, at man ikke kunne rose parisernes galanteri mod damer.

Den gamle Heibergs stolthed fornægtede sig ikke; thi aldrig så snart han havde modtaget vor indbydelse, havde han ingen ro på sig, inden han havde gjort gengæld med en invitation til os. Han kunne heller ikke lide, at vi kom hver dag, men fandt bestandigt på et eller andet påskud for at afværge det. At dette var af frygt for at pålægge os en byrde for hans skyld, var ganske tydeligt.

Vi fruentimmer har ofte et instinkt, der siger os, hvad mændene ikke bemærker; jeg havde en følelse af, at den gamle mand ønskede en gang at tale med mig alene. Jeg sagde derfor til Hei-berg: »Lad mig en gang besøge din fader ene, det var jo dog muligt, at han på en eller anden måde ønskede at udtale sig om din moder; stolte og indesluttede mænd udtaler sig lettere for kvinder i slige sager end for andre mænd; lad mig derfor give ham lejlighed hertil.« - »Nå, så du tror,« svarede han, »at min fader ville udtale sig i denne sag til dig! Nej, så kender du ham rigtignok ikke.« Imidlertid fik jeg lov til en dag at gå ene til ham. Da jeg trådte ind i det lille værelse, hvor den høje, smukke mand som sædvanligt sad i sin lænestol, sagde jeg: »Du må i dag undskylde Ludvig, han kunne ikke følge med herhen; han har en del visitter at aflægge i formiddag.« Jeg mærkede straks på hans miner, at dette ikke var ham ukært. Vi sad nu stille og talte om alleslags, 273 og med vilje lod jeg et ord falde om Heibergs moder. Da dette var udtalt, blev han ligesom forlegen og lod den usædvanligt smukke hånd med de lange, fine, hvide fingre glide uroligt frem og tilbage på den marmorkonsol, han sad ved siden af, som om han skrev noget på den, udslettede det og atter og atter begyndte forfra. Det rørte mig at se hans fingre feje støvet af pladen, uden at den gamle blinde mand vidste, hvortil han misbrugte sin hvide hånd. Endelig brød han tavsheden og sagde: »Fortæl mig, hvorledes hun har det.« Jeg fortalte ham nu varsomt alt, hvad jeg troede ville interessere ham om hende, og sagde ham, som sandt var, at hun udtrykkeligt havde bedt mig hilse ham på det kærligste. Hans ansigtsmuskler vibrerede noget, og han sagde med tilbageholdt bevægelse: »Vil du hilse hende igen og sige hende, at af alle kvinder er der ingen, som jeg nærer en større agtelse for end for hende.« Jeg takkede ham for den glæde, han gjorde mig ved at lade mig overbringe en sådan hilsen, som jeg med bestemthed vidste ville være hende en usigelig trøst og glæde at modtage fra ham. - Vi havde ofte i hjemmet talt om, at det måtte være en let sag ved mindste begæring fra hans side at få udvirket tilladelse for ham til at vende tilbage til sit fædreland; jeg spurgte ham nu, om han ikke kunne have lyst til at tilbringe sine sidste dage i sit hjem! »Ørsted har sagt,« vedblev jeg, »kun et ord fra din side, og der vil intet være til hinder derfor.« - Men her var jeg mindre heldig i mine forsøg. Et lidenskabeligt udtryk viste sig på hans ansigt, og med dirrende stemme sagde han: »Et ord fra min side? Jeg skulle vel tigge om at få lov til at vende tilbage til mit fædreland, hvorfra man på den skammeligste og uretfærdigste måde har forjaget mig! Jeg skulle trygle om min ret? - Aldrig! De skylder mig at kalde mig tilbage - fra dem må det udgå, ikke fra mig, - så skal jeg komme. Ville de ikke det, så kan jeg dø her, hvor man bedre har vidst at benytte mine evner, [evner som gør, at jeg nyder en sorgfri alderdom ved den pension, som staten har givet mig.] Kaldes tilbage må jeg og have en æresoprejsning, ellers bliver jeg her.«

Mærkeligt var det at høre den gamle, blinde olding udtale sig om statsforhold; heri var han endnu en republikaner på 18 år. Ludvig Philip hadede han med en sådan energi og lidenskab, at der ikke var det af slethed, som han jo troede om ham, selv 274 sådanne ting, på hvis sandhed et barn ville have tvivlet. Når jeg beskedent modsagde ham og ytrede, at dette eller hint dog kunne være bagtalelse, svarede han: »Du kender ikke det kongelige pak! De er alle ens.« Han takkede mig for besøget med et udtryk, som om han havde længtes efter en lejlighed til at udtale sit forsonlige sind, og det lod, som om han med et lettet åndedræt sagde mig farvel.

Så godt som ingen dansk kom til Paris uden at aflægge et besøg hos gamle Heiberg. Dette tegn på agtelse af hans landsmænd satte han stor pris på, det holdt ham i en stadig forbindelse med sit fædrelands skæbne, med litteraturen og med hans fordums venner. Forsømte nogen at aflægge ham et besøg, det være sig den ubetydeligste person, da smertede dette ham. Selv damer fulgte denne skik, og han var da en galant og taknemmelig vært. Han havde i tidligere dage interesseret sig overordentligt for det kongelige danske teater og jo selv skrevet ikke få skuespil for det, som var optaget med bifald. Med stor deltagelse havde han derfor hørt om sønnens vaudeviller og skuespil og om den opsigt, de havde gjort i København; han havde naturligvis læst dem alle. Interessant var det for mig at sidde og høre på de to mænds samtaler, både om teatret og om forskellige andre materier. En dag afbrød den blinde olding pludselig sønnen i sin tale, idet han med en stemme, hvori faderglæden ret udtalte sig, sagde: »Hør, Ludvig! du har en ualmindelig smuk stemme.« Jeg blev ganske rørt over dette udbrud. Det er så naturligt, at den blinde ser og føler gennem øret. Det udtryk, den tone, der lå i hans egen stemme, idet han udtalte disse simple ord, har jeg aldrig kunnet glemme. Og virkelig ved jeg meget få, der har en så ren, så tydelig og så dannet stemme som hans søn.

At se Paris, med alt hvad denne mærkelige by indeholder, måtte naturligvis i høj grad opfylde mig med forundring. Af alt gjorde boulevarden stærkest indtryk på mig, ja så stærkt, at jeg indtil den dag i dag, da det er 22 år siden, af og til endnu drømmer, at jeg ser boulevarden for første gang, således at jeg i dette øjeblik ikke ret ved, hvad der hører mine drømme til, og hvad virkeligheden.

At det i høj grad måtte interessere mig at se de franske teatre, falder af sig selv. På Théâtre français så jeg Mlle. Mars. Det er 275
med en underlig følelse, man sidder og venter på en personligheds indtrædelse på scenen, når man i mange år og af mange munde er forberedt på i denne at se noget mærkeligt, noget enestående. Ønsket om at skue dette mærkværdige har så tit været levende, uden at det er opfyldt, at nu, da øjeblikket er der, tror man næppe selv på virkeligheden. Hjertet banker af forventning, man har ligesom en frygt for, at et eller andet uventet tilfælde i det afgørende øjeblik atter skal tilintetgøre vort ønskes opfyldelse; man tør næppe håbe på, at dette tilfælde kan udeblive. Med sådanne følelser sad jeg og ventede på Mile. Mars i Théåtre f rangais. Er det heldigt eller uheldigt for den pågældende fejrede at blive ventet med sådanne følelser? Jeg tror begge dele. Heldigt, fordi hun ved sin indtrædelse bringer en hel historie ind med sig som baggrund; uheldigt, fordi netop denne historie har sat tilskuernes fantasi i så stærk bevægelse, at virkeligheden har ondt ved at svare til fantasibilledet. På den første indtrædelse af en sådan kunstnerinde beror derfor meget. Hun må indvirke på den overspændte fantasi og tvinge den ned til virkeligheden, hun må berolige uden at slappe spændingen hos tilskuerne; kunstnerinden må ligesom uophørligt sige: »Vær skånsom, jeg er kun et menneske.« En følelse heraf må være tilstede i skuespillerindens indre, og er den der, da meddeler den sig også hurtigt til tilskueren. Jo beskednere, fordrings-friere, simplere de første replikker henkastes, desto hurtigere vil tilskueren blive skikket til fra det rette standpunkt at modtage, hvad der bydes. En kunstnerinde af en sådan betydning og med et sådant indre som Mile. Mars kan med åndens sikkerhed sige: »Jeg skal snart bringe det urolige hjerteslag til ro.« Og denne magt udøvede hun også i et nu på mig og min hjertebanken. Hun var dengang en dame på 50 år eller derover, men spillede dog den attenårige elskerinde i komedien. For mit skarpe syn så hun vel ikke ved sin første indtræden ud som en attenårig pige, men, hvor forunderligt har dog - Gud være lovet! - ikke sjælen, når denne er ung, frisk og blomstrende, magt over legemet! Idet hun udtalte sine naive, næsten barnlige replikker, hvor lyste da ungdommen, sjælens ungdom, ud igennem dette legeme og gjorde det gennemsigtigt! Hvem kunne, hvem ønskede, hvem ville, hvem nænnede her at skille sjæl og legeme ad? Illusionen var opnået, det eneste, hvorpå det kommer an for en virkelig god tilskuer. Da jeg vendte 276 mig om til Heiberg for at udtale mig herom, stod tårerne ham i øjnene. »Det bevæger mig,« sagde han, »efter så mange år at høre denne mageløse røst igen. Hendes toner i talen er som perler trukket på en snor. Man kunne lære at skrive fransk blot ved at høre hende udtale sproget.« En franskmand fra den gamle tid med et prægtigt hvidt hår befandt sig i logen med os. Af vore miner gættede han sig til vore tanker; hans øjne hvilede på os med en sådan inderlighed, som om han havde været Mlle. Mars' fader, der i henrykkelse beundrede sit barns virkning på os. Og virkelig er det de franskes skønne egenskab: at være stolte af og taknemmelige mod de personer, der skænker dem kunstneriske nydelser. De elsker deres digtere. Enhver ældre franskmand kan sin Moliére udenad, og ve den skuespiller, som vover at forvanske eller forandre, hvad der i århundreder har glædet nationen og er på alles læber. Kunne vi dog engang komme så vidt! - Da vi forlod logen, rakte den gamle herre mig hånden for at hjælpe mig forbi stolene i logen. Heiberg takkede ham, og efter at de havde vekslet et par forbindtlige ord, hilste vi gensidigt på hinanden og forlod teatret. Vi sad til langt ud på natten i hotellet og talte om Mlle. Mars' fine nuancering og den dannelse, der udtalte sig i hendes spil. For Heibergs erindring trådte alle de roller frem, som han for 17 år siden havde elsket og beundret hende i. Det virkelige geni ældes ikke, men tilskuerne ældes og har ikke længer den elasticitet til at modtage det fuldendte; det har de en følelse af og trøster og beroliger sig selv med, at det er geniet, der er ældet, i stedet for at det er dem selv. De er ligesom en kvinde, hvis hud er fuld af pletter, og som siger ved at se sig i spejlet: »Det spejl har et slet, elendigt glas, fuldt af fugtighedspletter, - det bør kasseres.«

To interessante aftener havde vi i den store opera, hvor jeg var så heldig at se de to berømte danserinder: Taglioni og Fanny Elss-ler; den første i »Sylfiden«, den anden i »Le diable boiteux«. Tag-lionis sylfide er noget af det mest ideale, jeg har set af dans og plastik. Her var ikke tale om at beundre skole og færdighed, ikke om dette eller hint pas, ikke denne eller hin stilling - det var en af de græske gudindeskikkelser, der her åbenbarede sig for os, levende og åndende, for at vise den nuværende slægt, at slige former og stillinger, som vi beundrer hos antikerne, kan have kød og blod, og er ikke blot hentede fra fantasiverdenen. 277 Uforglemmelig står hun for mig ved tæppets opgang i »Sylfiden«. Jeg har set forskellige danserinder på forskellige teatre i dette parti, den ene i hin, den anden i denne kunstige attitude ved tæppets opgang. Taglioni derimod stod simpelthen ved stolen (hvori elskeren sover) i dyb beskuen, med den ene hånd støttet på stolearmen; netop dette træk har bevaret sig uudsletteligt i min erindring. Hun stod der som en fin, gennemsigtig marmorstatue, hvis første bevægelse overraskede lige så stærkt, som om en virkelig marmorstatue havde begyndt at røre sig. Hvad er det, som gør et menneske så vidunderlig skønt og graciøst? Som bekendt var Taglioni ikke i besiddelse af nogen fuldendt formskønhed, hendes arme var tynde og altfor lange, og der var intet enkelt lem på hende, som kunne kaldes fuldendt skønt. Hvad var det da? Det var atter her skønhedsidealet, der strålede fra sjælens dyb over i dette legeme, beåndede det, løftede det med en sådan styrke, at det vidunderlige foregik for vore øjne, idet vi så det usynlige som noget synligt. Balletten »Sylfiden« er en yndig komposition, især når en Taglioni udfører hovedrollen, og illusionen ikke forstyrres ved et slet maskineri.

Det er mærkeligt, at Bournonville, hvem vist ingen vil frakende en stor begavelse som original balletforfatter, ved at overføre andres arbejder på vort repertoire ofte har begået den fejl at overse væsentlige momenter i kompositionen og derved har forsyndet sig imod forfatterens ideer. Dette var i høj grad tilfældet i »Sylfiden«. Dette luftige væsen sværmer omkring sin jordiske elsker, der ideligt vil gribe efter hende for at fastholde hende; men hun undgår uophørligt hans berøring og bruger sine sommerfuglevinger for at flagre om ham og fra ham; men da hans plumpe, jordiske hånd tilsidst virkelig griber og fastholder det himmelske, da falder vingerne af, og skikkelsen opløses i intet. Det er sommerfuglen, 3er dør, når støvet på vingerne berøres. Hos os lod man, i det mindste i de første år, sylfiden danse en lang pas de deux med elskeren, hvori de berører hinanden og ideligt hviler i hinandens arme; dette går forud for katastrofen, hvorved denne bliver uforståelig og aldeles meningsløs, ja hele kompositionens idé bliver derved udslettet; thi har han mange gange tilforn berørt sylfiden, hvorved frembringes da hendes opløsning tilsidst, kun fordi han berører hende? [Det er forunderligt, men det er vist, at Bournonville ved 278 flere lejligheder, f.eks. i balletten »Nina«, har bevist, at han ikke formår at sætte sig kunstnerisk ind i en andens komposition, men kun i sine egne, og at han i andres kan begå utrolige fejl og tit overse det vigtigste ved den hele plan og gang i samme. Ja, der hører selvfornægtelse til med troskab at gå op i en andens frembringelser.] Først her i Paris forstod jeg dens poesi, først her henrev »Sylfiden« mig ved den yndige Taglionis fremstilling af titelollen.

En fuldkommen kontrast til Taglioni dannede Fanny Elssler uden at være mindre interessant end hin, skønt af en hel anden natur. Man kunne måske sige: at når Taglioni var en repræsen-tantinde for den græske skulptur, da var Fanny Elssler det for den moderne, hin en gudinde, denne en bakkantinde, dejlig, berusende, gennemtrængt af graciøs sanselighed, åndrig, med et skønt jordisk legeme, fuld af liv og skælmeri, fuldendt i sin dans, fuldendt i sin mimik, hvis tydelighed og bestemthed man skal lede efter. Hun talte uden ord, skoggerlo uden lydelig latter, skreg smertefuldt gennem den lukkede mund. Hun henrev tilskuerne, så at de gerådede i et slags raseri, og det var vanskeligt at sige, hvem der var stærkest i affekt, hun eller de. Men alt var hos hende endnu indenfor dannelsens grænse. Dette platte, rå koketteri var endnu fjernt; det var livet, det alt betvingende liv, der udøvede sin tryllemagt over tilskuerne. Hun sagde ligesom triumferende: »Vil du vækkes af din døs, så kom og se på mig og modtag noget af mit liv.«

Det hører med til et publikums bornerthed absolut at ville sammenligne to sådanne talenter som Taglioni og Fanny Elssler og sætte den ene over den anden. Som om det uforlignelige lod sig sammenligne. Når en nation er så heldig på én gang at eje to så modsatte naturer med så forskellige evner, burde de nyde dem begge i fuldt mål, - i stedet derfor kommer straks massen, der ligesom ikke kan bære denne rigdom, og hæver den ene på den andens bekostning. Der opstilles en sammenligning mellem det, som ikke lader sig sammenligne; A. mener, at Taglioni står højest, B. at Fanny bærer prisen, og følgen bliver da, at der dannes to partier, der raser mod hinanden som gale, fordi rødt ikke tillige er blåt, og blåt ikke tillige er rødt, - som om man ikke havde brug for begge farver. Denne sammenligning imellem to personligheder er 279 til stor fordærvelse i kunsten. Hvad er det, man fordrer af en kunstner? Er det ikke især en ejendommelig personlighed? Men i denne fordring ligger jo netop, at man vil have noget modsat, noget andet, end hvad man alt har. Og når nu dette modsatte træder frem, da harmes man over, at det nye ikke er det gamle, og var det det gamle, da ville man af den grund øjeblikkeligt forkaste det. Hvad vil man da? Nu dannes der partier. Men hvem går denne træghed, denne bornerthed hos publikum ud over? Over kunstnerne, der her må udstå en kamp, just for deres fortrin. Man tvinger disse to kunstnerinder, der hver for sig anerkender hinandens fortrin, med magt, igennem kritikken, igennem applausen, til at stille sig fjendtligt lige overfor hinanden, og derved bidrager man sit til en immoralitet, som kunne og burde undgås. [Den, der nu altid bliver den lidende ved en sådan kamp, er den af de to talenter, der først har glædet folket; thi hun er den ældste.] Man forbitrer sig selv nydelsen af dem på grund af sit snævre blik, og man forbitrer begge en rolig nyden af deres talent på en kunstnerbane, som kunne glide roligt og lykkeligt hen for dem begge. Det er ofte dæmonerne hos publikum, der opelsker dæmonerne hos kunstnerne - dæmoner, som, når de først er vakt, vanskeligt atter lader sig fortrænge eller bringe til ro. Således gik det Taglioni og Fanny Elssler. Just for deres fortrins skyld, deres selvstændighed, og ikke fordi de var kopier af hinanden, dannedes partier, der fortrædigede dem begge i udøvelsen af deres kunst; men fortrænge nogen af dem kunne partierne ikke; dertil var de hver for sig for eminente, og Europa for stort, - og de var danserinder, - de forskellige sprog gav dem intet at overvinde.

Ved at se disse to berømte danserinder faldt jeg atter i en refleksion, der oftere havde påtrængt sig mig. Nemlig, om der ikke i vor tid næsten i enhver art af kunst er den forvildelse, at man vil glimre ved selve skolen i stedet for ved resultaterne af skolen. Det tekniske i kunsten bør jo ikke vises, men skjules. For at blive danserinde kræves der, at man fra den tidligste barndom indøver sit legeme til den smidighed, der tilvejebringer letheden, idet musklerne styrkes for at kunne udfolde den spændkraft, som udfordres, og legemet bøjes og strækkes da ved skolen i alle retninger. Men disse øvelser, som man kunne kalde en skøn gymnastik, de er kun vejen til den egentlige dans, men ikke dansen 280
selv. Hvad man nu fremstiller for publikum som den højere seriøse dans, er mer eller mindre kun skolen, der burde være en hemmelighed for publikum. Disse benstrækninger, hvor den synes at vinde prisen, der kan løfte benene højest, har intet med skøn dans at gøre. Hvem tænker sig en sylfide i alle disse halsbrækkende stillinger? Man tænker sig hende svævende, flyvende i yndige, lette bøjninger, men sandelig ikke stående på det ene bens tå, medens det andet strækkes højt over hovedet, en stilling som nødvendigt må ophæve al virkelig ynde. Denne karikatur af dans skriver sig vist først fra Frankrig og er efterabet af andre nationer. Taglioni nedlod sig ikke til at høste bifald på det skønnes bekostning, og det må siges til Bournonvilles ros, at han har stræbt, så meget som den fordærvede smag tillod det, at holde disse ekstravagancer borte fra vor ballet; men tiden førte denne fordring med sig fra de udenlandske scener, og ganske uberørte af disse blev vi heller ikke herhjemme. Når Fanny Elssler og hendes søster udførte disse gymnastiske pas de deux, da beklappedes de vel af det publikum, der altid klapper ad det, hvorom der kan siges at »det må være uhyre svært således at tvinge legemet ind i former, der er unaturlige for det«. Men bifaldet steg dog aldrig til den uhyre jubel, som Fanny Elsslers cachucha frembragte, thi dette var ingen skoleøvelse, men virkelig skøn dans. Derfor sagde også Thorvaldsen en gang til mig: »Jeg er henrykt over disse spanske dansere, som besøger København i denne tid; den kunstige dans i balletterne bryder jeg mig ikke om, den tilintetgør den legemlige skønhed, medens denne fremhæver den.« Og går det ikke ligedan i musikken? De moderne klavervirtuoser, er det ikke også her i reglen skolen, som sættes i stedet for den virkelige musik? Disse uendelige løb op og ned, dobbeltgreb, triller, kan de virkelig glæde og udfylde en musikalsk sjæl? Jeg synes, man bliver fuldstændig kold herved, thi en nydelse kan det dog ikke være at bemærke, at noget er overordentlig svært; forberedelserne, arbejdet ved en kunst har i og for sig ingen interesse, men vel resultatet af forberedelserne. Alle disse virtuossager hører til forberedelserne, til skolen, men skolen skal glemmes i det egentlig færdige kunstværk. Ja, dersom det ikke var formasteligt at sige, da synes mig, at ikke få af Michel Angelos statuer atter hører til skolen, på grund af den stærkt udprægede anatomi, som heri lægges for 281 dagen. Jeg vil nødig i en statue tvinges til at tænke på den menneskelige benrad, den vil jeg glemme så vel her som ved at beskue et skønt, levende menneske. Mange af disse enestående mesterværker hører skolen til og er ubetalelige forbilleder for de unge lærlinge, der skal indøves til billedhuggere; thi disse bør kende og studere den menneskelige bygning med alle dens muskler, sener og knokler; men kender de dem først rigtigt, da antydes de i kunstværket uden at dominere det. Man skal i dette føle, at alle disse organer sidder på deres rette plads, men man skal glemme dem ved beskuelsen af det fuldendte kunstværk. Ethvert mesterskab henriver os især ved enheden, men skal man gå op i denne, da må beskueren ikke forstyrres ved, at øjet drages bort til alle enkelthederne.

En formiddag kl. 12, da Heiberg og jeg sad ved vor kaffe i hotellet, meldte tjeneren os en dansk herre. Vi troede først, at det var vor kære Andræ, der til vor glæde var i Paris denne sommer; men en os fremmed ung mand trådte ind, og for første gang så vi teologisk kandidat Martensen (nuværende biskop i Sjællands stift). Poul Møller havde af og til talt til os om den unge mand, af hvem han i teologien ventede sig noget ualmindeligt. Poul Møllers ros var ingen liden anbefaling; det var os derfor en glæde selv at gøre Martensens bekendtskab. Samtalen gik let og livligt fra den ene genstand til den anden; tilsidst kom begge herrerne ind på den Hegelske filosofi, og her var emnet så rigt, at inden vi selv bemærkede det, var klokken blevet 5. Heiberg fandt nu, at det var tid at spise til middag, og indbød Martensen til at gøre os selskab. Efter en diner, så god, som man kun kan få den hos Véfour, [under hvilken Heiberg ikke sparede på champagnen,] gik vi i en café, hvor Heibergs og Martensens ivrige disput i det danske sprog tiltrak sig de franskes opmærksomhed. Jeg hørte en sige til en anden: »Hvad er det for et sprog, de taler?« - »Hollandsk, tror jeg,« lød svaret. Deres disput var om Shakespeares digterværker, mod hvilke Heiberg, som kan ses af hans forskellige afhandlinger, har et og andet at indvende, hvorimod Martensen udtalte sin begejstring og ubetingede hyldning og beundring for den store digter. Jeg kendte vel et og andet af digterens værker, men var endnu så lidt inde i dem alle, at imens jeg fulgte denne samtale med største interesse, besluttede jeg i mit stille sind, det skulle være 282 noget af det første jeg ville læse, når jeg atter kom til mit hjem. At det gjordes mig muligt at læse disse kæmpeværker med nogenlunde nytte, skylder jeg denne for mig uforglemmelige samtale imellem de to begavede mænd. På mit daværende standpunkt kunne jeg hverken holde med den ene eller den anden; det gik mig som Herman von Bremenfeld, så jeg syntes, at den, der talte sidst, havde ret. Da vi forlod cafeen i Palais Royal og trådte ud i haven, overraskedes vi af den dejligste stjerneklare himmel og en mild sommeraftens velgørende indtryk. Vi gik nu frem og tilbage, rundt om springvandsstrålen, hvis piasken og regnstøv afkølede vor af måltidet, vinen og disputen animerede sindsstemning. Vi talte om hjemmet og den kærlighed, man netop i udlandet føler til »Den plet af jord, hvor første gang mit øje« osv. Et af de smukke kæmpevisevers faldt mig ind, og jeg nynnede det for Martensen, for hvem både tekst og musik var ubekendte:

»Jeg gik mig ud en sommerdag at høre
Fuglesang, som hjertet kunne røre,
I de dybe dale, blandt de nattergale,
Blandt de andre fugle små, som tale.«

Martensen blev så rørt over denne sang, at han bad mig gentage den; og i senere år, når vi ofte havde mindet hinanden om hin aften, var dette vers uadskilleligt knyttet til vort Pariserophold. Tiden løb, uden at vi mærkede det; omsider så Martensen på sit ur, og forfærdet opdagede han, at klokken var tolv. »Gud bevares,« sagde han, »hvad tror dog mine rejsefæller om min udebliven.« Han tog nu afsked, og således havde hans første besøg hos os varet i 12 timer, uden at nogen af os vidste, hvor tiden var blevet af. De andre danske, med hvilke han boede sammen, havde virkelig været alvorligt bekymrede for Martensens usædvanlige udebliven og havde gjort sig allehånde gisninger. Man stod just i begreb med at gå ud for at lede ham op, da han oprømt og munter trådte ind ad døren. Nu måtte han døje mange drillerier om sin 12 timers visit hos Heibergs, og man forsikrede ham, at han ikke oftere fik lov til at gøre visitter på egen hånd, men herefter skulle han have en formynder med, der kunne lede hans veje. Imidlertid havde vi gjort et bekendtskab, som i mange år, lige til den dag i dag, har holdt trofast ud i medgang og modgang, og 283 som har haft ikke liden virkning, især på min uddannelse i mere end én retning.

Øjeblikket nærmede sig nu, da vort 6 ugers ophold i Paris var tilende. Min nærværelse ved prøvernes begyndelse i København var nødvendig, og man skrev atter og atter, at jeg endelig måtte komme til den fastsatte tid. Afskeden fra den gamle Heiberg var ingen af os let; man kunne med rimelighed sige sig selv, at vi vist aldrig sås mere. Med sin ridderlige opmærksomhed skænkede han mig en af de sidste dage et etui med smykker til erindring.

Da afskedsdagen kom, indbød han os til at spise med ham og Andræ på en restauration. Vi pakkede vort tøj, der blev sendt på jernbanestationen, hvorfra vi med aftentoget skulle rejse til Havre for derfra at tage til søs til Hambourg. Da alt var blevet besørget, indfandt vi os på restaurationen i et værelse for os selv, hvor en splendid souper blev serveret for os. Til trods for al anstrengelse for at holde sine følelser tilbage var det godt at mærke, at Hei-bergs stakkels blinde fader kæmpede mod den bevægelse, der ikke lader sig ganske vise tilbage, selv hos en karakter som hans. Af og til for der et smerteligt træk over hans ansigt, men intet ord om det savn, vi ville efterlade, undslap ham. Andræ havde fortalt os om hans utålmodighed og spænding, da han efter så mange års savn af sin søn nu atter skulle gense ham og tillige gøre sin svigerdatters bekendtskab. Han havde sagt: »Når jeg nu har haft den glæde at være nogen tid sammen med disse tvende, da anser jeg mit liv for sluttet,« og han gik stadig i spænding og frygt for, at vort besøg skulle blive udsat. Nu sad denne gamle, hårdt prøvede mand her imellem os med tanker, triste og mørke; men han indesluttede dem i sit eget hjerte, således som det altid havde været hans skik; denne indesluttethed havde ikke mindst bidraget til hans livs sørgeligste begivenheder.

Mod slutningen af vort måltid blev han mere og mere urolig, og så ofte stueuret slog et slag, sagde han: »Nu må I vist gå for ikke at komme for silde til jernbanen.« Han frygtede øjensynligt for, at hans indre bevægelse skulle overmande ham. Kraftig og fattet tog han imidlertid afsked med os, idet han omfavnede os, som om han ventede at se os påny om nogle dage. Men Andræ har senere fortalt os hans stemning, da vi havde forladt stuen. Mørk satte han sig hen og sagde endelig til Andræ: »Jeg vil ikke 284 gå hjem nu og forfalde til grublerier. Vil De være så god at ledsage mig hen til den café, hvor jeg om aftenen plejer at træffe en af mine gamle, franske venner.« Andræ fulgte ham; de gik begge tavse til cafeen. Man satte sig ned, men den stakkels blinde mand ventede forgæves på, at vennen som ellers skulle sætte sig ved hans side. Omsider rejste Heiberg sig og sagde: »Min ven er her ikke i aften, ja, vil De så være så god at følge mig hjem til mit logi.« Ved ankomsten til dette sagde han godnat til Andræ på en måde, der tydede på, at han nu helst ville være ene. Med dyb medfølelse tog Andræ afsked med den tavse mand, idet han udbad sig tilladelse til at besøge ham næste dag. Da Andræ næste dag kom til ham, sagde han: »Hvad siger De om den storm i nat? Hvorledes mon det er gået skibet?« Andræ, der ikke havde mærket noget til stormen, sagde: »Skibet? Det er vist i bedste velgående på vejen til Hambourg!« men Heiberg så mørk og tankefuld ud og så tavst hen for sig, og denne uro og angst for os vedblev, indtil et brev underrettede ham om, at vi lykkelig var ankommet til Hambourg.

Hvilken nat havde Heiberg efter al sandsynlighed gennemlevet ved vor bortrejse! I fantasien havde han hørt stormen hyle og skælvet for skibets undergang. Hvilke tanker, hvilke følelser havde ikke raset i den gamle mands bryst! Han havde sagt: »Når jeg nu har haft den glæde i nogen tid at være sammen med disse tvende, da anser jeg mit liv for sluttet.« Han har altså upåtvivlelig ligget på sit ensomme leje, betaget af den storm, hans frygt havde fremmanet, og ladet sit liv passere forbi tanken indtil dette øjeblik, da han anså det for sluttet. Hvilke hære af tanker kan ikke den menneskelige hjerne fremmane i en sådan nat! Hvilke gyngende, bølgende følelser formår ikke det arme menneskehjerte at lade sig gennemstrømme af! Hvor kæmper ikke hjernen og hjertet en sådan nat om det endelige resultat af, hvad livet har ført med sig. Hvor opfindsom er ikke hjernen i anklagen over andre og over sig selv; - og nu hjertet! Hvor strider det ikke mod anklagen, hvor brænder det ikke af begærlighed efter forsoning og fred! Den sorte nat bærer en hel verden i sig. Mange øjne slumrer i tryghed og ro, tanken hviler, og hjertet slår sit rolige slag. Men der rører sig også andre magter, der tvinger tanken til virksomhed og gennemborer hjertet med hvasse stik, som vanskeligt 285 læges. Det stakkels legeme kaster sig hid og did, frem og tilbage som en båd på havet, der arbejder mod land for at ankre på fast grund.

Det blev virkelig sidste gang, vi mødtes; fem år efter, 1841, døde han stille og uden smerter. [Han havde i flere år lagt penge til side til sin begravelse, og det så rigeligt, at hans søn fik flere hundrede francs sendt som overskud. Hvad han ellers ejede, arvede de folk, hos hvem han i mange år havde boet, og som havde været gode imod ham og fulde af omsorg for ham. Han er begravet på Montmartres kirkegård, og hans søn satte på hans gravsten følgende inskription i det franske og danske sprog, thi venner havde den gamle mand i begge lande: »Danske eller norske vandrer, som besøger dette fremmede sted, dvæl et øjeblik ved din landsmands grav. Her hviler Peter Andreas Heiberg, født i Vordingborg den 16. november 1758, død i Paris den 30. april 1841. Hans skæbne er dig bekendt.« Det havde vel ikke været vanskeligt at få udvirket, at han var blevet kaldt hjem i sine sidste dage, men hans søn mente, at det ville være at gøre ham en dårlig tjeneste. Han havde så fuldkommen levet sig ind i de franske interesser og bevægelser, at det offentlige liv her hjemme ville forekommet ham dødt og kedsommeligt under vore strengt monarkiske former. Han havde desuden et par gamle franske venner, hvis daglige omgang han ikke længer kunne undvære. Også de folk, hos hvem han boede, var ham uundværlige, især en ældre datter af huset, som han roste meget for hendes historiske kundskaber. Denne pige læste alle franske blade for ham, og hermed gik det meste af hans korte dag, thi han stod sildigt op og gik tidligt i seng. Hans livs aften var således stille og uden storme. I et bedre hjem og i lysere egne er han nu seende, og lidenskaberne i hans bryst er, håber jeg, lutrede og formildede kommet til den ro, hvorefter vi alle sukker og længes.]

VINTEREN 1836-37

Til den fastsatte tid indfandt vi os atter i København, modtaget med glæde af venner og frænder. Så snart jeg var kommet lidt til ro i hjemmet, tog jeg alvorlig fat på at læse alt, hvad der 286 var oversat af Shakespeare. At trænge ind i disse værker faldt mig ingenlunde let; men jo mere jeg læste, des mere mærkede jeg, at noget nyt og stort her for første gang trådte mig imøde. Det drog mig til sig med en forunderlig magt, og megen poesi, jeg tidligere havde været betaget af, forekom mig nu ringe imod, hvad der her åbenbarede sig, og fra dette øjeblik fortsatte jeg alvorligt studiet af en ånds virksomhed, der forbavser, medens den glæder, og henriver og beriger vor tankegang uden ophør.

Heiberg havde bragt to stykker med sig hjem fra pariserteatrene: »En kriminalproces«, skuespil i 5 akter, og »Farinelli«; begge blev oversat og indrettet for den danske skueplads. Det første opførtes i denne vinter og det andet i den følgende; begge blev de modtaget med bifald. I det første spillede jeg grevinden, i det andet Preciosa.

Sæsonen var alt i fuld gang, da vi kom hjem fra Paris. Publikums interesse og velvilje for mig var uforandret, og min lyst til at virke i denne kunst i stadig tiltagende. Med min hele sjæls energi stræbte jeg at gå fremad; det var ikke længer en skøn leg for mig, men for min åndelige krafts hele alvor var ingen anstrengelse, ingen byrde for tung. Med samvittighedsfuldhed, det tør jeg nok sige, udførte jeg mit embede trods nogen mand. Dog alle de goder, jeg var i besiddelse af: et publikums store påskønnelse, mine foresattes agtelse og godhed, mine kunstfællers velvilje, - ja kærlighed, thi de kælede formeligt for mig, - alt dette var vel skikket til at styrke mig og give mig nye kræfter, når mit anstrengende arbejde undertiden overvældede mig.

Oehlenschlåger havde skrevet sin komedie: »Den lille skuespiller«, der blev opført i januar. Denne rolle var en af de første nye, hvori jeg optrådte i denne sæson. Det, at jeg havde været ved balletten fra barn af og således havde mit legeme i min magt, bidrog meget til det held, hvormed jeg udførte mandlige roller. »Den lille skuespiller« var skrevet for mig, og jeg høstede megen ros for denne fremstilling; Ryge sagde: »Dette gør ingen Dem efter.« Stykket havde sine mangler, og det ville ikke ret trænge ind hos publikum. Heiberg havde, som jeg alt har fortalt, i en del år stået på en spændt fod med forfatteren på grund af den polemik, han havde ført imod adskillige af hans digterværker. I det sidste år havde den godmodige Oehlenschlåger imidlertid gjort skridt hen 287 imod ham for at tilvejebringe en forsoning, De talte nu venligt sammen, når de mødtes, og Oehlenschläger havde flere gange været hos os. Det glædede både Heibergs moder og mig, at det var kommet på dette punkt. Efter opførelsen af hans »lille skuespiller« skrev han mig et brev til, som jeg vil lade følge med for at give et vidnesbyrd om min udførelse af rollen; thi vi stakkels skuespillere er efter vor død ligesom de fattige, der, når de tigger ved vor dør, føler nødvendigheden af at bringe attester med fra pålidelige mænd, for at vort ord kan stå til troende:

»Min ædle veninde!

Tillad mig for det første skriftligt at takke Dem af mit fulde hjerte for Deres mesterlige fremstilling af min »lille skuespiller«. Såinegen ynde, naivitet, skalkagtighed, følelse, forstand kunne kun en stor kunstnerinde vise i denne rolle. Deres spil var, som det var skrevet ud af min inderste sjæl, og det kom mig for, som om vi begge havde været om at digte rollen. Og det har vi jo også! Derfor må De såvel som jeg ønske at hjælpe den lille skuespiller (jeg vil håbe) her som i stykket af blot øjeblikkelig fare.«

Han foreslår nu en del forandringer og forkortninger af fernte akt i stykket og beder mig sige min mening herom. Brevet ender således:

»Og nu endnu engang hjertelig tak for Deres herlige spil! Jeg kan ikke sige Dem, hvor den flid og omhu rørte mig, som De viste på prøven, ved at spille i dragten, og forberede alt med den iver og kunstkærlighed. Det glæder mig også meget at den gode Heiberg og jeg er blevet venner igen, og at denne ægte komediedigter ynder og agter den gamle tragikers forsøg i det komiske. Hils Deres fortræffelige svigermoder. Jeg er vis på, at hvis hun har set den lille skuespiller, så har hun også fået den kær. Lev vel!

Deres ærbødigst hengivne og forbundne
d. 25. januar 1837.
A. Oehlenschläger.

Oehlenschlägers forsonlige, barnlige sindelag var virkelig af en rørende natur. Desværre havde forsonligheden ikke nogen fast 288 grund, lige så lidt som vreden. Som hos et barn gik det derfor op og ned med hans venskab for Heiberg. Var han vred, ville han ikke hilse ham, var han god, trykkede han ham op til sit hjerte. Slige overgange var Heibergs natur imod, og han kunne ikke andet end betragte dette som noget komisk. Vi damer - min svigermoder og jeg - tog naturligvis ikke del i deres stridigheder. Vi lod lige overfor Oehlenschlåger, som om vi intet kendte dertil, og med os var Oehlenschläger derfor altid på den venskabeligste fod. Min svigermoder bevarede altid en virkelig uforandret hengivenhed for ham og havde altid et godt og kærligt ord på rede hånd, hvormed hun undskyldte hans små digterbarnagtigheder for sønnen. Også Heiberg var ham i grunden hengiven, men kunne ifølge sin kritiske natur ikke forstå, at man skulle være fjender, fordi man i æstetisk henseende var af en anden mening. Han selv havde ikke ringeste ømfindtlighed for kritik og kunne derfor ikke sætte sig ind i denne svaghed hos andre; og kunne han endog sætte sig ind deri, så havde han ingen medlidenhed med denne forfængelige ømfindtlighed. »Når råheden og dumheden kritiserer mig, og dette vinder bifald hos massen, da kan jeg vel harmes derover, ifald jeg gider være over det; men når en virkelig æstetisk kæmper, han være sig for eller imod, med interesse for sagen drøfter mit digterværk med ånd og smag, da kan jeg vel modsige ham og forsøge på at overbevise ham om vildfarelsen; men harmes på ham og straks betragte ham som en personlig fjende, der vil mig til livs af nid, er latterligt.« Således var omtrent Heibergs ræsonnement; men de færreste formår at følge de anskuelser, som Heiberg herom har ytret og levet efter. Det pirrelige sind og kunstnerfor-fængeligheden sætter fantasien i bevægelse; og er dette først sket, da ser og tror den alt, hvad den letbevægelige tanke tilhvisker den, og det er ikke muligt for det rolige, besindige ord at trænge igennem denne hede, kogende kunstnerforbitrelse. Dette har jeg desværre haft lejlighed til at sanke en grundig erfaring i. Det er svært at være kunstner og ved siden af dette et fornuftigt, beskedent menneske. Det er svært ikke at lade sin kunstnersjæl opsluge sin borgerlige menneskesjæl; og dog er dette opgaven, den store, nødvendige, den absolutte opgave, - dog herom vil jeg længere hen udtale mig udførligt, som noget af det vigtigste i min egen og andre kunstneres livsopgave.

289

En formiddag kom den gode Hertz til mig og sagde med sit egne beskedne smil: »Kære fru Heiberg! Jeg har, med skam at tale om, atter skrevet et stykke og længes meget efter at høre, hvad De og Heiberg ville synes derom. Jeg er så bange for, at De skal have noget imod den rolle, som jeg ønsker, De skal spille, og har De det, så kan stykket ikke opføres.« Jeg havde sjæleligt og legemligt lidt så meget ved den idelige gentagelse af »Den stumme i Portici«, at en gysen for igennem mig ved disse ord, og jeg udbrød: »Min Gud, Hertz! De har dog vel aldrig skrevet en stum rolle for mig?« Hertz brast i latter, idet han lagde sin flade hånd på panden - en gestus, der var ham egen, når han fandt noget komisk - og sagde: »Nej, Gud bedre det! Hun taler nok; gid De blot ikke må finde: altfor meget.« Jeg var beroliget ved denne ytring, og vi aftalte nu, at han nærmere skulle lade os vide, når han ønskede at oplæse sit nye stykke. Han kom da en aften og læste »Svend Dyrings hus«. Enhver, som kender dette stykke, og især de, som endnu erindrer den virkning, dette arbejde gjorde fra scenen ved dets første fremtræden, kan sætte sig ind i vor overraskelse og glæde ved at gøre bekendtskab med dette digterværk. Vi blev sammen til langt ud på natten for atter og atter at tale om, hvad vi havde hørt Hertz læse. Det er en af Heibergs elskværdige egenskaber, at han kan glæde sig ved en anden digters heldige frembringelser, som om det var hans egen. Med stor glæde og interesse hørte han til; tårerne havde under oplæsningen mange gange stået ham som hans moder og mig i øjnene. Han omfavnede Hertz ved slutningen, og skåler blev drukket, hvori vi ønskede det herlige drama til lykke på sin vanskelige bane. Uforglemmelig er mig denne aften i vort gode gamle hus i Brogaden på Christianshavn. Jeg lo nu over min frygt for, at Ragnhild skulle være stum; men denne frygt afløstes af en anden: hvorledes det skulle lykkes mig at gengive disse skønne, men vanskelige replikker i den interessante rolle. Her fik jeg nu en ganske ny opgave, idet den dæmoniske lidenskab skulle fremstilles i hele sin styrke. Vel kan man sige, at det dæmoniske i grunden må vises næsten i enhver elsker- eller elskerinderolle, ifald den skal gribe og interessere. En elsker eller elskerinde, hvis talent ikke er istand dertil og mangler de nødvendige betingelser i sin personlighed, vil aldrig kunne udfylde sin plads i dette fag; thi lidenskaberne har altid 290 noget af dæmonerne i sig. Men her i Ragnhilds rolle var det dæmoniske så stærkt, så fremtrædende, så dominerende, at det her ikke er lidenskaben, der har noget dæmonisk, men snarere en dæmon, der geråder i et ufrivilligt, et alt betvingende kærlighedsrase-ri. Det er ikke det dæmoniske, der her vækkes ved den lidenskabelige kærlighed, men snarere kærligheden, der svækker det dæmoniske i denne kvindesjæl. Thi Ragnhild er rå, kold og overmodig, inden hun elsker, så at Regisse, da Ragnhild spotter over hendes smerte, udbryder: »O Ragnhild! du er så ung og så hård! Betænk, at ingen kan vide, om Gud gør altid dine kår så blide.« Men efter at denne lidenskabelige kærlighed er vakt i hendes sjæl, da lærer hun smerte, ydmyghed, resignation, ja gudsfrygt at kende; den stolte, overmodige sjæl bøjes, knækkes, og hun ender, hvor en anden elskerinde begynder, med sværmeri og underkastelse. Ulykken gør hende from, lykken ville have gjort hende rasende. Men da hun mangler alle fundamenter for at hæve sig til en virkelig resignation og fromhed, går hun tilgrunde. Publikum overraskedes ved min fremstilling af Ragnhild; den greb dem, den interesserede dem og lønnedes med et udelt bifald; det fysiognomi, jeg havde påtrykt hende, var smeltet sammen med stykket og lod sig ikke længere ombytte med et andet. Hertz var lykkelig og taknemmelig for min udførelse og opfatning af rollen, - en lykke, jeg altid har haft, at forfatterne fremfor nogen anden har været tilfredse med det præg, jeg har givet deres figurer; og jeg tilstår, at deres bifald altid har været det vigtigste for mig, ligesom jeg stedse med taknemmelighed har lyttet til deres råd og fingerpeg. [Efter den første forestilling tilskrev Hertz, der i nogen tid havde været syg, mig følgende billet:

Til fru Heiberg.

Har De ikke medlidenhed med Deres stakkels ven? Hele byen taler om Deres ypperlige fremstilling af Ragnhild, og jeg, der har haft alle prøvernes pinsler, har ikke bivånet og kommer måske ikke så snart til at bivane en forestilling. -

Af fortvivlelse over alt dette har jeg ladet mit stykke befordre til trykken, for at jeg dog kunne have den fornøjelse at sende Dem og nogle andre gode venner et eksemplar.

Tør jeg håbe at De, når De bladrer i denne bog, vil tænke lidt 291 på Deres ven? De tror ikke hvor meget jeg tænker på Dem; men det er endeligt ikke nyt. -

d. 25. mts. 1837.
Deres hengivneste
Henr. Hertz]

Man vil vanskeligt kunne forestille sig den virkning, dette stykke gjorde ved sin første opførelse. Under hele den mesterlige første akt havde tilskuerne forholdt sig i spændt tavshed, men efter at tæppet var faldet, udbrød der en sand jubel, og en tummel, en konverseren lød i tilskuersalen, hvor enhver følte trang til at give sin forbavselse og beundring luft i ord; og man kan gerne sige, at stykkets lykke allerede var gjort og udfaldet uomtvisteligt. Når guderne har været tilstede ved et digterværks fødsel, da følger de det til slutningen af sin bane; thi forunderligt er det at lægge mærke til, hvorledes da det mindste med det største føjer sig til held for et sådant arbejde. [Rung var aldrig heldigere end i sin komposition til »Svend Dyrings hus«.] Alle rollerne var opfattet af skuespillerne på den heldigste måde. Fru Holst gengav Re-gisse, således som vist næppe nogen efter hende vil kunne gengive denne yndige, kvindelige skikkelse. Så længe man erindrer hende, kan ingen anden skuespillerinde gøre virkning heri, det er umuligt; thi det kan gå med en rolle som med et virkeligt menneske: ingen anden kan sættes i dets sted og blive den samme; og hun fremstillede ikke Regisse, hun var Regisse, - hvor dette kan siges, er det den største ros for en skuespillerinde. Fru Nielsen reciterede Helvigs replikker med al den inderlighed, der var hende egen. Den sidste gang hun viser sig, i stykkets slutningsscene - det svageste punkt forresten i hele stykket -, udtalte hun sine replikker med en sådan fylde af toner fra det menneskelige bryst, at disse toner endnu i dette øjeblik, da jeg nedskriver dette, klinger for min fantasi og mit øre. Alle de øvrige roller blev mere eller mindre fortræffeligt udført, og ingen forstyrrede det hele ypperlige ensemble. Stykket gik atter og atter over scenen, og alle ville se »Svend Dyrings hus«.

En aften, da min kære jomfru Jørgensen og jeg sad i påklæd-ningsværelset og iførte os vore kostumer, faldt talen på den glade jul, som nu nærmede sig. Hun fortalte mig da, hvor lykkelig hendes barndom var hengået, og hvilke glæder hun, især i julen, 292 havde nydt; hvorledes hun i årets løb havde samlet alle sine ønsker og da virkelig i julen havde fået dem alle opfyldt. »Disse erindringer,« vedblev hun, »gør, at jeg den dag i dag glæder mig til julen, som om jeg endnu var et barn.« Med en uudsigelig smertelig fornemmelse hørte jeg på hende. Hvilke modsatte erindringer frem-trængte sig i dette øjeblik for min fantasi fra mit ulykkelige barndomshjem, hvor der aldrig havde været jul, juletræ eller gaver; alt sligt havde vi stakkels børn intet kendt til. Mit barndomshjem stod nu med ét i hele sit mørke for mig. Jeg sagde ligesom for at trøste mig selv og undskylde mine forældre: »Mange stakkels forældre er ikke i den stilling, at de kan gøre jul for deres børn.« - »Å,« svarede hun, »så fattige er dog ingen, at de ikke ved et eller andet skulle kunne helligholde julen for deres børn; det er jo en pligt, som det ville være skammeligt at forsømme.« Et dybt suk trængte sig fra mit bryst; jeg blev så usigelig bedrøvet over, at ikke én erindring om noget glædeligt i julen fremstillede sig for min tanke. Det er et uerstatteligt tab ikke at have glade barndomserindringer. Man er ligesom blevet bedraget for den tid, der burde være den lykkeligste i ens liv på grund af uskyldighedstilstanden, på grund af at angeren, denne fortærende magt, endnu er fremmed for det uerfarne barn. Kan man ikke se tilbage til denne tid med ublandet glæde - når da? Man er blevet berøvet sit paradis' forår, og dette har sikkert en indflydelse på hele vort kommende liv. Alle mine barndomssorger trak i procession, en efter en, forbi min sjæl hin aften. Da jeg kørte hjem efter forestillingen, følte jeg mig usigelig beklemt. Jeg tænkte på, hvor mange fattige børn der vel også imødeså den kommende jul lige så blottet for glæde, som jeg havde set den imøde i min barndom og ungdom, og for hvem der vel altså heller ikke ville være et punkt, som tanken med glæde kunne dvæle ved i en sildigere alder. Da fattede jeg en beslutning, og alt som den blev bestemtere hos mig, blev jeg lettere om hjertet. Jeg besluttede at gøre en julefest for nogle fattige børn, om hvem jeg var vis på, at de ingen ville få uden min hjælp. »Måske,« sagde jeg til mig selv, »kunne jeg berede disse en erindring, når de bliver voksne, som jeg mangler.« Vognen holdt nu ved porten til mit hjem. Jeg var så optaget af alt dette, at Heiberg straks bemærkede det og spurgte mig om årsagen. »Jeg er i aften vred på mine forældre,« svarede jeg.

293

»Hvad skal det sige? Hvorfor?« spurgte han. »Fordi jeg som barn ingen juleglæde har haft,« og jeg tilstår min barnagtighed, at jeg ved at udtale disse ord for Heiberg brast i gråd. Heiberg lo og syntes, det var noget sildigt at græde derover nu. Jeg fortalte ham da min beslutning. Han bifaldt min plan, og den blev virkelig udført til stor glæde for mig og mine små julegæster. [Jeg havde ikke få fattige, der stadigt kom og tiggede ved vor dør; til disse sendte jeg nu pigen og indbød dem formeligt til mig juleaften til juletræ. Dagen efter var det ganske rørende, at fra et sted kom moderen, fra et andet faderen, eller også børnene selv, og spurgte, ganske forlegne, om det ikke var en fejltagelse, at de var indbudt til mig? Jeg sagde dem da, at det var ganske rigtigt, og at de kun skulle komme. Nu pyntede jeg et stort juletræ så festligt, som om det havde været grevebørn, der skulle forlystes hermed, og hængte det fuldt af alle slags gaver og en mængde lys; jeg ville ikke, at mine fattige børns glæde skulle stå tilbage for noget rigt barns. Vi havde en stor spisestue, og her, midt på gulvet tog træet sig pragtfuldt ud. Aftenen kom og med den mine små gæster, der havde gjort sig så pæne, som deres fattige garderobe tillod. De var 10 til 12 i tallet. Først kom de ind i vor dagligstue og blev beværtede med te og julekage. En lille dreng på 6 år omtrent sad meget forknyt og krøb sammen. Da jeg spurgte ham, om han var syg, svarede den ældre broder, som altid tog ordet for sine søskende: »Nej frue, men han er vant til at gå i seng kl. 5.« Det var temmelig fortvivlende for en, der nu skulle i soirée; men da jeg åbnede døren til juletræet - et syn, som de alle forsikrede, de havde aldrig set før - da svandt søvn og forlegenhed, og et sandt fryderåb udbrød. Efter at træet var plukket, begyndte enhver at lege med sit legetøj; en kørte med sin lille vogn, en anden slog på tromme; en lille pige satte sig ganske betaget hen i en krog på gulvet, for uforstyrret at betragte sin pyntelige dukke. Den ene efter den anden kom til mig og spurgte, om de måtte tage deres legetøj hjem med, og de så på mig, som de næppe troede deres egne øren, når jeg svarede: »Ja, det forstår sig.« Foruden legetøjet fik de hver en gave af et eller andet nyttigt klædningsstykke; og det lå dem ikke mindre på hjerte at erfare, om de også måtte tage det hjem med; ja, for enkelte lod det til, at det nyttige var dem mest magtpåliggende. De stakkels fattige børn, de bliver ved 294 mangel og nød gamle før tiden. Ofte kan et sådant barn på 7 til 8 år have et udseende som et gammelt menneske; ja, man kan undertiden se dem med dybe furer i pande, kinder og om øjnene - et syn, jeg næppe kan udholde. Efter legen blev de alle sat om et dækket bord og fik julegrød, steg og dessert; hertil blev drukket limonade, som Heiberg - der havde et eget talent til at underholde børn - bildte dem ind var stærk vin, så de måtte vogte sig, for ikke at blive berusede. Enkelte af dem kom virkelig i en så lystig stemning, at det lod, som om indbildningen virkede lige så stærkt som druesaften selv. Ved midnat tog de afsked, belæssede med deres gaver. Det var deres som min første glædelige jul.] Mange år efter kom en dag en net lille tjenestepige til mig og spurgte, om jeg ikke skulle have brug for hende. Da jeg svarede: »Nej, ikke for øjeblikket,« stirrede hun stift på mig og sagde: »Fruen kan vel ikke kende mig igen?« Jeg så forundret på hende. »Jeg var,« vedblev hun da, »en af de småpiger, som var hos fruen juleaften 1836; den dukke, jeg fik den aften, har jeg endnu, og hver gang jeg ser på den, erindrer jeg den dejlige jul hos fruen.« Altså, tænkte jeg, mit ønske blev dog opfyldt, jeg har hin juleaften virkelig nedlagt en kær, uforglemmelig erindring, i det mindste hos et af disse børn.

I denne vinter var Martensen oftere og oftere kommet i vort hus og hørte tilsidst til vor stadige omgang. Heibergs moder fandt stort behag i ham og hans underholdning. Hun var, som jeg alt har berettet, et religiøst gemyt og havde tænkt over alle de dybe spørgsmål i kristendommen. Med Martensen havde hun nu rig lejlighed til at få alle disse spørgsmål drøftet, og interessant var det at lytte til disse samtaler, især for en lille uvidende som mig, der var så slet oplært i sin kristendom, som det vel var muligt. Disse samtaler skylder jeg den første spire til den trang, der lidt efter lidt opstod i mit indre, til at vide besked om Guds ord og lære Det nye Testamente at kende fra grunden af. Men kun af og til følte jeg denne trang, og endnu havde jeg ikke kraft til på egen hånd at sørge for min genfødelse. Mit liv splittede sig endnu i for mange verdslige interesser, til at jeg med alvor kunne frigøre mig fra disse og begynde noget nyt. Endnu optog den kunst, jeg dyrkede, min hele tænkning; endnu var jeg på det punkt, at jeg ikke begreb, hvorledes man udholdt livet, når man ikke spillede 295 komedie, eller hvormed andre i det sted udfyldte deres tid.

Vi begyndte i denne vinter, hvad vi i spøg kaldte læseballer. De bestod i, at en del af vore omgangsvenner: Martensen, Andræ, den elskværdige præst Paulli og nogle få til, kom på en bestemt aften, hvor snart den ene, snart den anden oplæste ældre digterværker, afhandlinger af forskelligartet indhold eller deslige. Enkelte gange læste Heiberg for en større kreds en og anden af sin moders noveller, inden de udkom i trykken. Til denne kreds hørte fysikeren Ørsted og hans kone, som var gamle trofaste venner af Heiberg og hans moder, ligeledes af og til juristen Ørsted, Madvig med flere. Denne underholdning vedblev vi med et par vintre. Udtrykket »læsebal« skrev sig fra min klage over ikke at måtte deltage i baller. Heiberg sagde derfor, at jeg skulle få lov til at komme med til læsebal. Det var jo rigtignok ikke det samme, men i grunden var min lyst til bal næppe rigtig ment; thi kom det til stykket, følte jeg altid en ubehagelig fornemmelse ved, at således enhver, som havde lyst til det, kunne slynge sin arm om mit liv og med sit hede ansigt komme mit så nær, - så ifald det havde været mig tilladt, havde jeg rimeligvis frasagt mig denne for mange så store glæde. Jeg kunne sige som konen i »Ser jer i spejl«:

»Når du kun ej herefter det forbyder,
Begår jeg aldrig mere denne fejl.«

»FATA MORGANA«, »FYRSTE OG PAGE«

Da sæsonen var tilende, var jeg som en klud af overanstrengelse, mine kræfter var misbrugt, og mine venner bebrejdede mig ideligt, at jeg ikke oftere sagde et bestemt nej til alt det, man krævede af mig i de lange 9 måneder. Men et pligtmenneske var jeg nu engang, så Martensen i spøg sagde om mig, at jeg mere stod på lovens end på evangeliets standpunkt. Hvor åndede jeg derfor let, da jeg vendte de malede træer ryggen og indåndede duften af de levende friske. Jeg var henrykt over ligesom en anden vinter-plante i urtepotte, hvis jord var blevet tør, at omplantes i ny, frisk jord, hvis kraft atter satte liv, vækst og styrke i hjerteroden.

296

I sæsonen 1837-38 skrev Heiberg sit skuespil »Fata morgana« på teaterdirektionens anmodning til festforestilling på Frederik den Sjettes fødselsdag. Hans moder og jeg havde så ofte plaget ham for dog at skrive noget igen for teatret, at vi nu med længsel så dette arbejde imøde. Heiberg havde i de senere år næsten udelukkende beskæftiget sig med filosofiske studier, og hans »Fata morgana« er stærkt, ja vist altfor stærkt, påvirket heraf. Med spænding og forventning satte vi os en aften om det runde bord i vor dagligstue for at høre ham oplæse sit nye stykke. Jeg havde glædet mig usigeligt til atter at høre noget fra hans pen, men under læsningen blev jeg mere og mere beklemt og bedrøvet - ikke fordi jeg jo fandt dette arbejde en digter værdigt - men jeg kendte publikum og vidste, at denne art af allegoriske poesier ville det blive umuligt at forstå og opfatte, ligesom de skuespillertalenter, man havde at råde over, på ingen måde stod på et sådant trin, at de ville kunne opfatte og gengive, hvad der her blev lagt i deres hænder. Da han var færdig med sin læsning, udtalte jeg dette uforbeholdent for ham. Han og hans moder mente dog, at jeg heri tog fejl, og at det nok skulle gå; men jeg var fra dette øjeblik af bedrøvet og anså det for afgjort, at han og vi kun ville have sorg af dette arbejde. Havde han blot udgivet dette drama for det læsende publikum, da tvivler jeg ingenlunde om, at det ville være blevet taget med bifald som en sjælden gave fra en digterfantasi, men på scenen ville alle disse fantasier blive for materielle, uden at tale om, at det var et fødselsdagspublikum, som skulle lade sig gribe af det. Udfaldet blev, som jeg havde ventet. Skuespillerne forstod ikke stykket, og publikum endnu mindre. Men Heibergs fejl var, som jeg straks havde udtalt for ham, at have troet, at et arbejde af den natur kunne opføres på et teater, hvor der ikke var en begavet sceneinstruktør, som kunne tage det i sin ledende hånd. Sådanne fine, sjælelige arbejder tåler mindst af alt, at enhver af skuespillerne løber sin vej med det uden at fastholde arbejdets forståelse som enhed. Lige så lidt må en bornert maskinmester have lov til at kline nogle dekorationer sammen, der tilintetgør illusionen i stedet for at forhøje den. Stykker af denne art, hvis de skal lykkes ved fremstillingen og gribe publikum, må indstuderes med den samme detaljerede omhu på ethvert punkt som en ballet, og altså ligesom den af en, hvis vilje 297
alle må underkaste sig til opnåelsen af det hele maleriske, æstetiske og fantasifulde digterværks levendegørelse. Hvad en sådan ledelse og forståelse formår, havde jeg et eksempel på, om jeg ikke før havde vidst det, med et andet arbejde af Heiberg, der i begyndelsen havde samme skæbne som »Fata morgana«, nemlig »Syvsoverdag«, der blev skrevet på bestilling til Christian den Ottendes kroningsfest 1840. Også dette ejendommelige digterværk gjorde kun tynd lykke i begyndelsen, og det af de samme grunde som »Fata Morgana«, nemlig en elendig iscenesættelse og en misforstået udførelse! Da jeg mange år efter overtog sceneinstruktionen, optoges stykket påny under min ledelse. Alle spåede, at dette arbejde ville være forgæves og ikke istand til at fængsle publikum. Men se, det ikke alene fængslede, men blev et formeligt kassestykke, og alle var nu forundrede over, at dets første modtagelse havde været så kølig. Ifald det var blevet mig forundt også at tage »Fata morgana« i min hånd, da er det min tro, at resultatet skulle være blevet som ved »Syvsoverdag«. Kun meget få aner, hvad en sceneinstruktør formår, der har evne til at trænge ind i en digters arbejde og bestemt ved, hvad han vil, og som har autoritet til at sætte denne sin vilje igennem lige overfor personalet, maskinmesteren, teatermaleren og bestyrelsen. [Beskedenhed er en ynglings skjønneste dyd, som ordsproget siger, men jeg renoncerer på denne dyd med hensyn på min evne i denne stilling, da jeg anser min 7-årige virksomhed heri som ualmindelig vellykket.] »Fata morgana« er forresten af alt, hvad Heiberg har skrevet, så godt som det eneste, man i Tyskland har stødt i trompet for. Det blev omtalt som en ny »morgenrøde«, der var opgået i den dramatiske litteratur, og har været genstand for vidtløftige undersøgelser. Heiberg tog sig ikke det uheldige udfald af sin »Fata morgana« videre nær, men beholdt sit gode humør uforstyrret, - en ros, som ikke kunne tilkomme mig. Min trøst var, at Hertz og Paludan-Mül-ler udtalte deres forståelse og taknemmelighed for stykket. Af andre roller fra denne sæson skal jeg kun nævne pagen i Paludan-Müllers »Fyrste og page«. Her var stillet en ny fordring til mig, da jeg i dette stykke skulle optræde i en virkelig elskerrolle; ikke som en dreng, men som en yngling, der lidenskabeligt er forelsket i en ung fyrstinde, som dog er ældre end han selv. Denne opgave interesserede mig i høj grad. Vore daværende elskere spillede mig 298 aldrig ret tilpas. De manglede i mine øjne finhed, lidenskab og ridderlighed mod deres hjertes dame. Også lykkedes det mig virkelig at frembringe den illusion hos publikum, at de så en ung mand for sig. Ryge sagde en aften til en ung elsker ved teatret, der gik over scenen ned på tilskuerpladsen for at bivane forestillingen: »Ja, gå ned og se på hende! Hun spiller jer alle sønder og sammen; der er ikke en af jer, der formår at spille en elsker som hun. Gå ned og se, om l kan lære hende det af.«

SOMMEREN 1838

Imidlertid havde den megen spillen i store og anstrengende roller begyndt at tage på mine kræfter, og især led jeg i nogen tid af en svækkelse i halsorganerne, hvilket var mig til stor plage. Alle midler, som blev anvendt derimod, var hidtil frugtesløse, og man rådede mig at tænke på en baderejse til Ems. Ryge, der jo selv havde været læge, forinden han blev skuespiller, sagde ofte til mig: »Dette her går aldrig godt. De vil i tiden komme til at bøde for, at De i en alder af 13 år alt har begyndt at udføre anstrengende roller. Først i det 20de år er legemet udviklet, og før bør ingen begynde på den for sjæl og legeme anstrengende kunst.« Da sæsonen var tilende, trængte jeg derfor højligen til at styrkes. Vi besluttede da dette år ikke som sædvanligt at ligge på landet, hvor husholdningsbyrderne fremdeles tog på mine kræfter; men Heiberg og jeg havde lagt den plan, at vi to ville rejse gennem Sjælland på kryds og tværs for rigtigt at lære vor kære fødeøs skønhed at kende. Gid jeg kunne beskrive denne rejse og flere lignende, som de fortjener! Vi lejede os en lille åben vogn, kun til to personer, med to raske heste for. Heiberg var selv kusk og en meget god kusk. Følgende genstande tog vi med - og det vil jeg råde enhver, der gør lignende rejser, til at efterligne - først: te og kaffe; thi kaffen i kroerne, med den forfærdelige cichorie, er ikke til at drikke; dernæst: en flaske cognac, [naturligvis til Heiberg og ikke til mig;] thi denne findes sjælden, men kun det danske kornbrændevin; og endvidere lagener; ikke fordi vore almuesfolk jo har linned trods københavnerne, men fordi det næsten hører til umulighederne at få dem afdampede, hvorfor man altid har den 299 lidelse at ligge på fugtigt linned. Når man har disse rekvisitter og iøvrigt stiller beskedne fordringer, så er man temmelig sikret. Hverken Heiberg eller jeg var vanemennesker med hensyn til alle disse småting, der antages at høre til livets fornødenheder. Vi kunne tage alt, som det faldt, med et glad og muntert sind, af de små genvordigheder uddrage det komiske, men aldrig det ærgerlige.

Den følelse af frihed og glæde, hvormed jeg satte mig ved Hei-bergs side på vor lille vogn, lader sig ikke beskrive. Imedens vi kørte fremad i den mumtreste samtale, betragtende de smukke, livlige og raske heste, da syntes jeg, at hele verden hørte mig til, og en livsglæde, der styrkede sjæl og legeme, gennemstrømmede mig. Vi beså nu vidt og bredt det yndige Sjælland og nød ret alle dets skønheder. Og hvor er her ikke skønt! Vi lagde aldrig nogen fast plan, men lod tilfældet bestemme vor rejse fra sted til sted. Stod vi nu af i en kro, og denne var renlig og net, da blev vi her et par dage. Det kunne da hænde, at jeg så mit portræt hængende på væggen imellem de for vore kroer ejendommelige billeder, som pryder de kalkede vægge. Kromanden eller konen stirrede da undertiden opmærksomt på mig og lod øjnene med et spørgende blik glide fra mig hen på billedet. Ofte kunne de ikke tilbageholde deres nysgerrighed, men kom tilsidst frem med det spørgsmål: »Tør vi spørge, er det ikke fru Heiberg?« Når vi nu bekræftede dette, så vidste de brave folk ikke alt det gode, de ville gøre os. De bragte deres børn, et efter et, og sagde: »Det er fru Heiberg; ræk hende hånden.« De små unger stod da betuttede med fingeren i munden og gloede på mig med en forlegen og spørgende mine. Min kærlighed til børn gjorde da, at vi meget hurtigt blev gode venner, og de løb efter mig, hvor jeg gik og stod, og gjorde sig alleslags små ærinder til mig. Det hører med til mine stadige oplevelser, at jeg aldrig er kommet i berøring med folk, især af den simple klasse, uden at disse har fattet en særegen fortrolighed til mig. Inden vor afrejse fra et sådant sted var det sikkert, at jeg var indlemmet i hele familiens historie. Konen betroede mig sine sorger og genvordigheder, døtrene deres, og de små børn foresnakke-de mig alleslags. Ved vor afrejse tog de afsked med os som fra gamle bekendte, rakte os trohjertigt hånden til farvel og bad os komme snart igen. Børnene rakte mig til afsked blomster fra 300 haven, blev stående i døren og nikkede til os, så længe de kunne se os. Ak, det var dejligt!

Kender du, min læser, den ubeskrivelige følelse, når man efter et sådant ophold i en kro på landet i den tidlige, friske morgenluft sætter sig op på vognen? Når hestene står og skraber med hoven af utålmodighed efter at komme videre, når pisken da knalder, og vognen ruller let hen ad vejen? Kender du denne fornemmelse, det fornyede håb, der ligger i den begyndende dag? Når lærkerne jubler i højen sky og slår deres triller, som om det lille bryst skulle sprænges? Når markerne endnu glimrer af dugperlerne, når landmanden vandrer med sine redskaber på nakken og i forbigående siger sit: godmorgen! Når gåsedrengen driver sin skare ud, idet den gækker sit hæse pludder og med et latterligt skrig farer til alle sider for at undgå de muntre hestes trav? Du kender alt dette, jeg ved det - thi hvilket menneske har ikke fornummet den sjæleglæde, som en sådan ung morgen bebuder. Men kender du da også det, at sidde ved dens side, hvis selskab er dig det kæreste, med hvem du er forenet i alle interesser, hvis tale aldrig keder, hvis tavshed kun er en sympatetisk følelse af, at du selv ønsker at tie for uforstyrret at lade dine tanker gå på fri vandring hid og did? Gid du også kendte dette: hvor enhver tankeytring forstås og opfattes rigtigt, hvor ikke disse forfærdelige bomme pludselig slås ned, så at en fortsættelse af det begyndte er en umulighed, idet bommene synes at sige: »Vend om, thi herigennem kan du ikke komme; denne vej kender jeg ikke, og på den kan jeg ikke følge dig; thi jeg ved ikke hvorfra og hvorhen.« Disse tankespærringer standsede aldrig vore glade og meddelsomme samtaler. Og nu at køre således sammen i solnedgangen, at se de gyldne skyer drage over vore hoveder og lidt efter lidt lejre sig i horisonten, medens denne forunderlige tavshed udbreder sig i naturen, hvor man kun af og til hører en ensom fugls pib; ser haren frygtsomt springe i kornet, idet den af og til standser og rejser sine spidse og lyttende øren. Aftenduggen nøder en til at slutte rejsetøjet tættere om sig, idet man kvæges i den behagelige kølighed ovenpå den hede dag. Hestene damper ligesom markerne og moserne, hvor elverfolket stiger op og begynder sin natlige dans; indtil mørket lidt efter lidt falder på, og man med en vis spænding lader den ensomme vandrer passere forbi vognen og uvilkårligt 301
vender sig om for at se, om han fortsætter sin vandring i modsat retning af vognen; indtil man forventningsfuld holder udenfor den kro, hvor nye eventyr venter på os. Den næste morgen gør man en vandring i skoven på de ubekendte steder, kommer hjem derfra med hånden fuld af markblomster, sætter sig ved kaffebordet og lægger planer for den øvrige dags glæder. Kender du alt dette? Jeg har kendt det. Du udbryder måske: »Hvor har dette menneske dog været lykkelig! Hvor mange goder var hun dog ikke i besiddelse af!« Du har ret; jeg var et begunstiget menneske fremfor tusinde andre; og dog var der dybt i min sjæl en smerte, en uudsigelig - en længsel, en sjæleklage - en ubetvingelig. En gang, da jeg udtalte denne sjæleklage for min velynder, den elskelige biskop Mynster, sagde han: »Jeg kender dette selv. Det er sjælen, der længes efter sit rette hjem, det er ånden, der prøver sine vinger og længes efter at hæve dem til flugt mod det land, som er vort rette, og hvori vi er indskrevet som borgere. Bedrøves ikke, min veninde,« vedblev han, »over denne higen, denne smerte - ve den, der intet kender til denne længsel, denne salige sjælelængsel.« Disse ord af den højærværdige mand har uforglemmeligt indprentet sig i min hukommelse. Ofte, når mit tungsind overfaldt mig, gentog jeg for mig selv: »Det er sjælen, der længes og prøver sine vinger -.« Og dog ville jeg ikke uden denne smerte kunne have haft den glæde, som jeg følte over alt skønt i naturen, i kunst og poesi. Som i maleriet, hvor skyggen fremhæver lyset, således er det også i sjælen. Har glæden ingen baggrund af alvor, da bliver den tom og uden virkning på vort indre menneske. Og glæde mig kunne jeg i sandhed - især i naturen, i denne var jeg på dette punkt af mit liv istand til at hæve min sjæl til den højeste barnlige glæde. Hvert strå, hver blomst, hver belysning på himlen og skyerne kunne lette min sjæl for denne ballast, som af og til gjorde den blytung. Derfor var jeg aldrig gladere end på disse små rejser med Heiberg, hvoraf vi foretog os flere. Da følte jeg mig let og fri og havde gerne fortsat dem i det uendelige. Ofte lignede vor rejse en flugt. Undertiden, når vi kom til en eller anden af de mindre byer i Sjælland og ville opholde os der for ret at bese omegnen, og Heiberg var gået ud iforvejen for at kunne være min vejviser, kom han ilsomt tilbage og sagde: »Vi må straks videre, thi her får vi ingen ro. Jeg har mødt denne eller hin 302
herregårdsmand, og han vil nu endelig, at vi skulle tilbringe nogle dage hos ham og familie.« Eller også havde nogen af den lille bys beboere hørt, at vi var ankommet, og aflagde visit for at indbyde os. Vi lavede os da straks til at køre videre. En gang, da vi således blev drevet på flugt fra Præstø, sagde Heiberg: »Har du mod, thi det regner så småt?« Mod var i det hele taget ikke noget, jeg manglede, og vi satte os derfor hurtigt på den åbne vogn for at køre afsted. Men vi havde næppe kørt et kvarterstid, før en skyllende regn begyndte, og da vi ingen station kunne nå før aften, kørte vi hele dagen i denne og blev så gennemvåde, at Hei-bergs tobaksdåse opløstes i hans lomme, og han var ikke istand til selv at tage sin pengepung op for at betale staldkarlene på de steder, hvor vi måtte standse for at fodre hestene. Vi tog det imidlertid begge fra den lystige side. Det ubehagelige i således at blive våd varer kun, så længe man kæmper for at holde sig tør. Har man først opgivet dette, da er det værste overstået. Vi ankom om aftenen til Køge så våde som druknede mus. Heiberg ængstede sig kun for, at værtshuset, vi kom til, skulle være slet; ved vor ankomst sagde han straks til værten: »De ser, hvorledes vi har det; vil De nu give os det bedste af, hvad huset formår, thi vi har så godt som intet nydt i dag. Har De champagne, da giv os en flaske til maden at varme os på.« Denne anmodning satte os straks i respekt hos værten, og han lovede at gøre sit bedste. Vi klædte os nu om fra top til tå i tørre klæder. Efter kort venten satte vi os til bords og blev til vor overraskelse beværtede, som om det havde været hos en af de første restauratører i Paris. Dette satte os i den overgivneste stemning, og mod slutningen af måltidet kaldte Heiberg værten ind og bevidnede ham sin agtelse, idet vi drak hans skål i champagnen. »Hvorledes kommer en kunstner i faget som De til at bo her i Køge?« spurgte Heiberg ham. »Jeg har lært, hvad jeg kan af en fransk kok,« svarede værten, »men det er et bedrøveligt ophold her for mig. De danske bryder sig ikke om andet end kyllinger og agurkesalat, så jeg agter, så snart jeg kan, at flytte herfra.« Vi sov fortræffeligt ovenpå denne dags fata og steg næste morgen til vogns i det herligste solskin, hvori hele naturen duftede, forfrisket af det regnbad, som den dagen forud havde modtaget. Hestene var næppe til at holde tilbage, så overmodige var de, thi Heiberg havde ikke mindre sørget for dem end for os 303 selv. Han overlod på sådanne ture aldrig deres pleje til staldkarlens godtbefindende, men stod selv hos og holdt dem med selskab under deres måltid. - Forfriskede og oplivede vendte vi efter denne rejse tilbage til København for atter med fornyet mod og styrke at tage fat på vore forretninger.

VINTEREN 1838-39

Imidlertid mærkede jeg snart ved atter at udføre mine mange roller, at den svækkelse i halsen, hvoraf jeg i nogen tid havde lidt, begyndte at blive af en alvorlig natur. Hertil kom, at jeg begik den dårskab at lade mig overtale til at udføre en hovedrolle i en lille operette: »Sara«, af den danske komponist Løvenskiold. Denne lidenskabelige rolle var i og for sig anstrengende nok til at trætte, og nu kom hertil sangen og de mange klaverprøver foruden, teaterprøver - det var mere, end jeg kunne tåle, og mit onde i halsen tog således til, at jeg for alvor måtte tænke på en Emserrejse til næste sommer. Jeg spillede dog hele denne vinter som sædvanligt, men under ideligt tryk af denne halssvækkelse. At gøre en sådan rejse var imidlertid så bekosteligt, at vi ikke for egne midler kunne bestride den, så meget mindre som jo vort hus måtte føres som sædvanligt i hjemmet for Heibergs moders og den unge Buntzens skyld. Jeg tyede da til den gode Frederik den Sjette og bad ham, om jeg ikke ved hjælp fra staten kunne komme til at rejse til Ems, i håb om, at dette bad ville gøre sin virkning på mig, som så ofte på mange andre. Jeg talte med ham uden frygt som med en gammel bekendt, thi jeg har jo alt fortalt, hvor nær han stod mig gennem mine drømme. Han tog imod mig på den faderligste og hjerteligste måde, og da jeg sagde ham, at jeg var syg, stod tårerne i det trofaste blå øje. »Gud bevares! Gud bevares!« råbte han den ene gang efter den anden. »Er De syg? O, nej, det går ikke an; så må vi gøre, hvad vi kan for at få Dem rask; Dem kunne vi ikke undvære, De er jo vor perle.« Ved disse sidste ord var det, ligesom han selv blev forlegen over sit udbrud, og der trak et rødt skær over hans ellers blege ansigt. Jeg ønskede i dette øjeblik at slutte ham i mine arme, så elskværdig stod denne, for alle lidelser følende, menneskelige konge for mig. Det var en 304 bekendt sag og erfaret af utallige, at når nogen, som var syg, henvendte sig til ham, da greb en sådan medlidenhed ham, at bønnen fluks var opfyldt. Mange foruden mig har vist set dette kærlige øje fyldt af tårer. Adskillige har vist også misbrugt denne hjertensgodhed til skam for dem selv, men ikke for ham; thi det ved jeg, at jeg ikke ville have været i dens sted, der havde fremkaldt disse tårer ved en løgn. Med den inderligste hengivenhed og taknemmelighed mindes jeg ham i hint øjeblik. Hans ord var ikke »fagre ord«, der gled hen over læben, men de var følte og mente; og jeg fik, hvad jeg ønskede for at kunne rejse til Ems.

Blandt de andre nye roller, jeg spillede i vinteren 1838-1839 var Sophies i »Vejen til ødelæggelse«, Rosauras i Galderóns »Livet en drøm« og endelig Ernestines i »Kærlighedsdrømme«, et fransk stykke, bearbejdet af Heiberg.

1827 var »Kærlighedsdrømme« første gang opført og havde gjort stor lykke. Fru Nielsen (dengang fru Wexschall) udførte da Ernestines rolle til fuldkommenhed. Det var altså nu 12 år siden. Stykket havde i længere tid været henlagt; fru Nielsen spillede ikke mere unge elskerinderoller, og da nu direktionen ønskede dette stykke atter optaget på repertoiret, bad den mig om at overtage denne rolle. Jeg mindedes endnu altfor levende fru Nielsens fremstilling til, at det var mig muligt at løsrive mig fra hendes opfattelse og skabe et selvstændigt billede; dette følte jeg mere og mere ved indstuderingen. Det var en forunderlig og vemodig følelse, hvormed jeg beskæftigede mig med denne opgave. Min forgæn-gerindes liv gled forbi min fantasi, og mange erindringer, mange ungdomsminder dukkede op for mig. Det var nu fem år siden, hun hin dag i Dyrehaven havde sagt de store ord om Nielsen og deres samliv. Det var ikke undgået min opmærksomhed, at denne illusion om ham og hans værd var borte. Publikum, der misbilligede denne forening, havde på et publikums sædvanlige, skånselsløse måde vist hende, at dets gunst var hende berøvet; hertil kom, at hun tidligere end almindeligt tabte sit ungdommelige udseende ved en for blondinerne ikke sjælden plage, nemlig en echaufferende rødme, som ved den mindste sindsbevægelse udbredte sig over hele ansigtet, og som ingen sminke formåede at dække. Overgangen fra elskerinde til ældre karakterroller er ikke let. Man har ondt ved at få publikum ind på at betragte de nye 305
skikkelser af den gamle velbekendte personlighed. Hertil kom, at komisk talent - det eneste, som gør overgangen let og gennemførlig, når den skal ske temmelig brat - var hun efter min mening ikke i besiddelse af. - Alt dette tilsammen gjorde, at hun på den tid var så godt som ude af repertoiret, medens hendes lyst til at virke i dette var uforandret. Og alt dette gjorde atter, at der i hendes ellers bløde sind var kommet en bitterhed, en irritabilitet, som gjorde hende ukendelig for dem, der havde kendt hende i tidligere år. Med smerte så jeg dette, og ikke sjælden var jeg selv genstand for hendes opfarende væsen; men aldrig gengældte jeg i ringeste måde disse udbrud; thi de bedrøvede mig uden at såre eller opirre mig. Dette følte hun ofte selv og gjorde mig undertiden bagefter en undskyldning; da forsikrede jeg hende, at jeg slet ikke havde bemærket, hvad hun nu ville undskylde. Jeg erindrer, at i prøven til »Svend Dyrings hus«, i slutningsscenen, da jeg på Ryges ordre (som dengang var sceneinstruktør) styrtede ud ad den dør i baggrunden, hvor Helvig (som fru Nielsen udførte) lader sig tilsyne, blev hun aldeles ude af sig selv og foer op imod mig, idet hun erklærede, at hun ikke spillede rollen, ifald jeg gik ud ad denne dør, thi det var med andre ord at ville sige, at Helvig lokker Ragnhild ud i vandet, hvor hun drukner; og hvis det var meningen, da havde hun en gal opfattelse af rollen og ville altså ikke spille den. Jeg blev meget forundret over denne uventede heftighed og sagde for om muligt at standse den - thi jeg holdt virkelig så meget af hende, at det smertede mig at se hende i denne tilstand: »Jeg vil gå ud ad hvilken dør, De vil. Det er efter Ryges bestemmelse, at jeg går ad denne. Tillader han mig at gå ad en anden, da er jeg villig dertil.« Ryge kom nu og erklærede, at det var arrangeret således på forfatterens begæring. Og hun måtte give sig tilfreds. Sådanne udbrud af hende havde jeg den største medlidenhed med, thi de udspringer af en irritabilitet, som kommer af modgang og et sønderrevet sind. Men der var mange andre i teaterpersonalet, som ikke tog hendes heftighed fra denne side og blev yderst forbitrede derover, så jeg bestandigt måtte tage hende i forsvar. Da jeg nu sad og indstuderede den rolle, hvori hun i sine lykkelige dage havde gjort så stort indtryk på publikum, da tænkte jeg ret på hendes uheldige skæbne, sammenlignet med min. Jeg stod mig i dette øjeblik med publikum, således at 306 jeg vidste forud, det ville modtage min udførelse af rollen med bifald, om end den stod langt under hendes. Det var mig formeligt imod, at dette ville ske, og jo nærmere dagen kom til stykkets opførelse, des mere beklemt blev jeg om hjertet. Da tiden nu var der, blev jeg så ilde tilmode, at jeg for at lette mit sind følte trang til at udtale mig for hende selv som det eneste middel til at bringe min stemning i ro. Jeg sendte hende da den dag, jeg første gang skulle spille hendes rolle, en buket blomster og udtalte i et brev, at hun måtte tro, at jeg fuldt vel vidste, hvad jeg skyldte hende, af hvad godt der iaften ville være i min fremstilling, og at mit spil kun ville være et forsøg på at fastholde, hvad hun havde opfattet; at det bifald, der iaften ville lyde for mig, ville jeg bede hende tilegne sig, som den, det egentlig tilkom - og andet mere, som jeg nu ikke husker. Efter at dette var gjort, følte jeg mig lettere tilmode, og den følelse tiltog, da jeg endnu inden forestillingen var begyndt, modtog følgende brev fra min ungdoms veninde:

»Kæreste Hanne! Jeg kan ikke sige, hvormeget din kærlige opmærksomhed for mig har rørt og glædet mig, og jeg sender dig derfor min hjerteligste tak ligesom min hjerteligste forsikring om at din triumf i aften skal af mig erfares med glæde. Jeg nedlægger med lidt vemod jeg vil ikke nægte det men med de bedste ønsker min ret til Ernestine i dine hænder da jeg ved du vil behandle hende med samme kærlighed som jeg engang stræbte at gøre. Dersom jeg i aften uset af andre kunne sidde i en lille krog ville jeg gerne endnu engang se denne min yndling, men i logen kunne man let misforstå min bevægelse og jeg bliver derfor hjemme, og ønsker dig i al stilhed til lykke. Farvel min kære Hanne endnu
engang tak!

Din hengivne
Fredag d. 18de januar 1839.
Anna Nielsen

Stykket blev spillet og gjorde lykke, hvilket jeg denne gang dog ingen ret glæde havde af; thi det bifald, jeg modtog, tilkom i grunden en anden, som et glemsomt publikum ikke mere, således som jeg, erindrede. Det er skuespillerens lod; deres billeder er borte med dem selv.

307

For hver dag, uge, måned, der var tilbagelagt i denne sæson, takkede jeg Gud, således længtes jeg efter baderejsen i håb om at blive helbredt; thi det er ingen ringe kval at føle et onde, netop på det organ, hvormed man skal virke. Man sagde mig fra alle kanter, at der var ikke det mindste at mærke hertil på scenen, og dette trøstede mig tildels, men jeg selv mærkede det og led derunder. Hvad der vist også havde fremkaldt dette onde foruden teateranstrengelserne, var min passion for at spinde. Ved rokken repeterede jeg mine roller, idet jeg fandt behag i den ensformige og beroligende snurren af hjulet. Men jeg tror, at det fine støv, som flyver op, når hørren spindes, og som man uafbrudt sidder og indånder, er af uberegnelig skade for bryst og hals. Jeg måtte derfor opgive denne yndlingsbeskæftigelse, så hårdt det end faldt mig, og jeg vil råde alle, som virker ved stemmens brug, aldrig at befatte sig hermed.

EMSERREJSEN 1839

Så snart sæsonen var tilende, rejste Heiberg og jeg til Ems. Vi havde den glæde her at træffe assessor Drewsen med kone og svigerinde, fru Lind, begge døtre af vor gamle ven Collin. De havde begge hengivenhed for os og blev glade ved vor ankomst. Vi fulgtes ad på vore morgenvandringer, hvor fru Drewsen satte liv i os ved sine komiske bemærkninger over de andre badegæster; bemærkninger, der altid var fulde af lune uden at indeholde nogen ondskab. Selv havde jeg også et åbent øje for alle de karikaturer, hvormed badesteder altid er rigeligt forsynede, og jeg berigede min fysiognomiske kundskab i mere end én retning. Jeg nød ret den glæde her at gå ubemærket og ukendt i denne menneskemasse. Om middagen mødtes vi ved table d'hôte, som samlede to til tre hundrede mennesker. Her var samtalen, især mellem Heiberg og fru Drewsen, lystig indtil overgivenhed. De andre badegæster så tit med misundelige øjne til vor lille kreds, og det lod, som om de inderligt ønskede at kunne få nogen part i denne lystighed. Vor latter smittede ofte de fremmede, så de lo med uden at have anelse om, hvad vi sagde i vort danske sprog. Det morede Heiberg 308 at iagttage den opmærksomhed, vi var genstand ror, og han ytrede i sin lystighed: »De tror vist, at jeg er uhyre interessant og underholdende.« Når samtalen nu slappedes, så henvendte han sig pludselig som i et spørgsmål til fru Drewsen i et selvlavet, kau-dervelsk sprog, som intet indeholdt uden lyde, der lignede ord; dette var det umuligt for hende eller os andre at modstå, og vi brød ud i en ustandselig latter. Han sagde da: »Nu tror de, det var en uhyre interessant og morsom bemærkning, jeg kom med.« Og en taknemmeligere tilhørerinde end fru Drewsen var ikke let at finde. Hun havde den elskværdige egenskab at kunne le således fra hjertensgrund, at denne latter rev alle med sig. Digteren Aare-strup var ved denne tid kommet i mode, og fru Drewsen var en af hans tilhængere. Heiberg drillede hende nu med at gøre sig lystig over ham, thi han kunne ikke finde smag i hans muses frembringelser. Fru Drewsen blev meget fornærmet over, at han ytrede, der var altid noget [svinsk] i hans lyrik, og at man uden videre kunne improvisere en lignende, hvilket øjeblik det skulle være. Det var en ganske forfærdelig hede denne sommer i Ems, og som følge heraf fandtes der en sådan masse af fluer - Heibergs dødsfjender - som vi aldrig havde set mage til. Under disputen om Aarestrup, i hvilken fru Drewsen blev hedere og hedere, plagede denne pøbel mellem insekterne hende i høj grad, og jo hedere hun blev, jo mere behag fandt de i hendes person. Da hun nu fortvivlede herover, improviserede Heiberg et digt, som han for at gøre det end mere parodisk gav den velklingende titel »à l'Aarestrup«. Og nu reciterede han sit impromptu med komisk patos:

»Gud give, jeg var en hest!
Så skulle jeg med min hale,
Alt som jeg kunne bedst,
I sommerheden dig svale;

Og jage de fæle fluer
Bort fra din rosenkind;
Og jage de andre fruer
Dem i hårfrisuren ind.«

309

Dette impromptu blev naturligvis lønnet med skoggerlatter af os alle, og hermed endte kampen om Aarestrup.

Under vort ophold her og i samlivet med disse damer, indtraf fru Linds fødselsdag, og Heiberg og jeg tænkte på at skaffe hende en eller anden glæde. Heiberg afskrev nu flere danske nationalmelodier og aftalte med musikkorpset, der musicerede på promenaden, at indstudere disse. Da hun nu om morgenen indfandt sig på promenaden, spillede de efter et tegn fra Heiberg: »Kong Christian stod ved højen mast« og flere, som han havde opskrevet. At høre disse hjemlige toner på et fremmed sted i udlandet rørte både hende og os andre. Hvor man dog hænger ved sit fædreland med mange fine tråde, og hvad sætter disse i stærkere bevægelse end toner fra hjemmet! Hvorfor just ved toner? Jeg tænker, fordi musikken er så elastisk, at enhver stemning kan lægges i den. I et muntert drikkegilde kan melodien »Kong Christian« forhøje det jublende i sindsstemningen, og ved en lejlighed som denne kan den fremkalde alvor, vemod og længsel. Musikken er ligesom naturen: glad med den glade, bedrøvet med den bedrøvede. Denne guddommelige kunst indeslutter alt, jord og himmel, hvorfor den også er den eneste kunst, der farer til himmels - thi hvo kan tænke sig et paradis uden toner? Derfor har Raphael også ladet sine engle stå i skyerne, spillende på instrumenter - og der tales om englenes kor. - Ingen anden kunst kan komme med i himlen, de er for jordiske, for begrænsede; de stræber efter at gribe det uendelige, musikken har grebet det og bærer det i sig. - Heiberg bilder sig ind, at det skriver sig fra denne dag, at disse melodier: »Kong Christian«, »Danmark, dejligst vang og vænge« og flere, har nået til udlandet, hvor vi flere år efter hørte dem på andre badesteder. Mærkeligt var det at se de andre badegæster standse på promenaden og med stor opmærksomhed lytte til og interessere sig for disse melodier. Flere gik hen til musikkorpset og spurgte, hvad det var de spillede? »Danske nationalmelodier,« lød svaret til vor glæde og stolthed.

I en tre ugers tid var vi her sammen med disse vore venner; da rejste de hjem, og vi blev tilbage; thi min kur var endnu ikke tilende. Så længe vi var et sluttet selskab, gjorde vi ingen fremmede bekendtskaber. Vi trængte ikke til andre, og andre følte dette og holdt sig tilbage. Da Heiberg og jeg nu var ene, gjorde vi des flere 310
bekendtskaber. Man tog anledning ved at spørge om de bortrejste, og begyndelsen var gjort. Det er bemærket af alle, at intet sted er nysgerrigheden i så stærk bevægelse som ved badestederne. Man søger på alle måder at finde ud af hinandens forhold og stilling i livet, der gøres derfor ideligt spørgsmål til en, ligesom for at give den spurgte lejlighed til at åbne sine læber og sit hjerte. Da det nu ikke var min sag at betro mig til den første den bedste, så havde de gode folk ikke stort udbytte af denne udfritten, og dette spændte deres nysgerrighed så meget stærkere. »Er denne rejse Deres bryllupsrejse?« spurgte flere af damerne mig. Og da jeg leende svarede: »Nej, jeg har alt været gift i 8 år,« udbrød de meget smigrende for mig: »Min Gud, hvor gammel var De da, da De blev gift?« Det er ganske vist, at vi danske damer sædvanligt bevarer vor ungdommelighed meget længere end f.eks. de tyske, og at jeg godt selv kunne se, at mangen en af de tyske unge piger så ældre ud end jeg. Mindst anede jeg dengang, at netop det samme spørgsmål ville blive gjort mig 17 år efter i Marienbad. At jeg var skuespillerinde, holdt jeg hemmeligt for alle. Jeg ville nyde det, ikke at blive set på med andre øjne end ethvert andet skikkeligt menneske; og mine tyske veninder anede derfor ikke min offentlige stilling. Det var mig behageligt uden denne nimbus at kunne interessere andre, og disse damer viste mig virkelig en hengivenhed, der formeligt satte mig i forundring. Når man har erfaret, hvorledes de tyske teatres personaler ved deres private liv ikke sjældent har degraderet sig i den offentlige mening, da kan man sandelig ikke få lyst til hos fremmede at regnes til denne klasse. Her i Ems så jeg første gang udenfor scenen den berømte tyske skuespillerinde, Charlotte v. Hagn. Hun spiste hver middag i samme sal som vi omringet af adskillige rige landjunkere. Jeg var aldeles forbavset over denne dames hele holdning og forargelige opførsel og takkede Gud, at jeg ikke kendte hende personligt og hun ikke mig. En middag, da jeg og mine tyske veninder sad og udtalte os sagte om, hvor uhyggeligt og anstødeligt dette grove koketteri forekom os, faldt den pudsige replik af en af dem, henvendt til mig: »Ak ja! Disse aktricer må nu bære sig ad, som de vil, man kender dem dog straks.« Jeg blev så glad over denne ytring, at hjertet hoppede i livet på mig, som man siger; og i min glæde kunne jeg ikke tilbageholde ytringen af min triumf, idet 311 jeg svarede: »Ikke altid.« - »Jo, altid, altid! Man kan ikke tage fejl,« vedblev hun. Godt, tænkte jeg, engang skal du erfare, at du tog fejl. En dag meldte tjeneren os, at to danske prinser ønskede at hilse på os. Det var prins Christian af Glycksborg (nu kong Christian den Niende) og Frederik af Hessen. Under samtalen med os sagde de, at de kun opholdt sig her én dag på en gennemrejse, og bad, meget artigt, om vi tillod, at de gjorde os selskab ved table d'hôte til middag. Vi svarede naturligvis, at det skulle være os en ære. De to smukke unge prinser havde alt på morgenpromenaden gjort stor opsigt så vel ved deres ydre som ved deres beskedne og nette holdning. Vi vandt synligt i badegæsternes øjne ved, at de ved table d'hôte fandtes i vort selskab. Efter denne dag forøgedes spørgsmålene til mig fra vore tyske damer: »Kommer De meget til hoffet? Er Deres mand ansat der? osv.« På mit sanddru svar: at vi i k k e kom til hoffet, at min mand ikke var ansat der, blev de lige kloge, men sluttede sig ikke mindre til os.

En aften, da Heiberg og jeg befandt os i kursalen, trådte en høj, bleg mand med en dame ind. Det var grosserer Th. Suhr og hans kone. Vi kendte dette ægtepar kun fra selskabslivet i København, uden at have talt synderligt med fruen og slet ikke med hendes mand. Så snart fru Suhr fik øje på os, blev hun meget glad, som man kan blive glad i udlandet ved at se landsmænd, og jeg hørte hende sige til Suhr: »Der står Heibergs; lad os gå hen til dem.« Suhr, der så mat og sygelig ud, holdt hende noget fortrædelig tilbage, men hun forlod ham og kom hen til os for at ytre sin glæde over at træffe os her. Suhr blev da nødt til at følge efter, med en kun slet dulgt uvilje. Jeg lod, som om jeg intet havde bemærket af alt dette. Vi kom nu i tale sammen, og da vi erfarede, de boede i samme hotel som vi, fulgtes vi ad hjem. Heiberg bød fruen armen, og der var altså ikke andet for, end at den stakkels Suhr måtte byde mig sin, og vor vandring begyndte. Jeg vidste, at Suhr var intim ven af Tscherning, og jeg spurgte ham, om han havde gode efterretninger fra ham, og hvorledes han havde det i sin maskerede landflygtighed? Den frimodige og åbne måde, hvormed jeg tiltaler folk, gjorde også sin virkning på den ordknappe Suhr. Vi kom i en lille disput om Frederik den Sjette og den nuværende tids forhold. Lidt efter lidt kom han i ånde, og konversationen gik frit og utvungent imellem os, indtil vi nåede hotellet. Vi drak 312
te sammen, tog afsked med hinanden og næste morgen var de rejst. Mindst drømte jeg i dette øjeblik om, at den mand, der så godt som var tvunget til at nærme sig os, engang skulle blive en af Heibergs og mine mest trofaste og hengivne venner - en ven, der skulle tage del i alle vore glæder og sorger med en inderlighed, som om vi var hans børn; hos hvem vi i alt skulle hente råd og trøst, og hvor disse aldrig blev søgt forgæves. Siden har han og vi i forening leet ad hin scene i kursalen, hvor han med magt blev ført hen til os. Han endte da med ganske rørt at sige: »At jeg har gjort Deres bekendtskab, takker jeg min kone for, thi jeg tilstår, at i hint øjeblik var det mig højst imod at gøre noget som helst bekendtskab. Men vist er det,« vedblev han, idet han rakte hånden snart til Heiberg, snart til mig, »at intet bekendtskab har i den grad glædet og interesseret mig som Deres.« Da jeg i spøg sagde: »Om jeg da slet ingen interesse havde vakt hos ham fra scenen?« svarede han: »Jeg havde jo aldrig set Dem der; i 20 år havde jeg ikke været på komedie.« Dog denne ven kommer jeg oftere tilbage til i mit levned og håber, at andre ved at lære ham at kende skulle få den samme godhed for ham, som vi i årenes række har fået. Nu stod han således i manges omdømme, at når jeg fortalte nogen, at jeg havde truffet ham og gået et langt stykke vej med ham til hotellet, da blev der forundret spurgt: »Hvorledes gik det? Hvad kunne De tale med ham om?« Når jeg da forsikrede, at han havde talt som alle andre mennesker, og at det slet ikke var faldet mig vanskeligt at holde konversationen vedlige, blev de ganske forundrede. Han gik for en kold, tør og hård mand, -vi skulle siden få at se, hvorledes verden tager fejl i sine domme. Vor afrejse fra Ems nærmede sig, og med et rørt hjerte tog mine tyske veninder afsked med mig; to af dem var bosiddende i Frankfurt, og en af disse var hende, der havde sagt: at man altid kunne kende skuespillerinder, hvorledes end de bar sig ad. Vi havde på rejsen til Ems lagt vejen over Frankfurt og der flere gange besøgt fru Homberg, en søster til professor David i København. Da jeg nu tog afsked med disse damer, gav de mig deres adresse, og jeg måtte love dem, at hvis jeg oftere kom til Frankfurt, jeg da ville besøge dem; og da de fortalte mig, at de ofte kom til fru Homberg, bad jeg dem at gå til hende og hilse fra fru Heiberg fra København. »Hun kender mig godt,« lagde jeg til, 313 »og af hende vil De kunne få al den oplysning om mig, som De endnu kunne ønske Dem.« Bevægede tog de afsked med mig, takkede mig for mit selskab og forsikrede, at de længe ville mindes vore samtaler og vort samliv i Ems. Flere år efter kom fru Hom-berg til København; jeg spurgte hende da om disse damer, og om hun intet havde at fortælle mig om dem? Med latter fortalte hun mig da følgende scene: »En gang om ugen,« sagde hun, »plejede vi at komme sammen med en del andre damer for at male, og da vi nu mødtes her første gang efter Emserturen, sagde den ene af dem, at hun skulle hilse mig fra fru Heiberg. Og nu var de uudtømmelige i deres ros. Da jeg, uden at ane at dette ville overraske dem, sagde: »Ja, og nu skulle I se hende spille!« - »Spille?« udbrød de - »hvad spiller hun?« »Komedie,« vedblev jeg. »Komedie!« råbte de med et formeligt skrig, sprang op og stødte derved således til bordet, vi sad ved, at jeg måtte holde på alle malerapparaterne, for at ikke alt skulle falde på gulvet. Og nu måtte jeg fortælle dem alt, hvad jeg vidste om den danske skuespillerinde. »Det havde vi dog ingen anelse om!« udbrød de. Jeg fortalte nu fru Homberg deres udladelser i anledning af Charlotte v. Hagn og glædede mig til, at disse damer havde erfaret, at ikke alle skuespillerinder var som hun.

På hjemvejen ønskede vi at opholde os et par dage i Bremen. Vi tog ind i et af de bedste hoteller, og om middagen, efter at vi havde klædt os om, gik vi ned til table d'hôte. Her kom vi i samtale med en ung herre, der sad lige overfor os. »De er vist danske?« sagde han, efterat han i nogen tid havde lyttet til Heibergs og min indbyrdes samtale. Vi bekræftede dette, og nu fortalte han, at han i nogen tid havde opholdt sig i København og endog forstod lidt dansk. Han roste byens beliggenhed og det kulturtrin, hvorpå de danske stod. »Deres teater,« vedblev han, »har overrasket mig; det er vist et af de første i Europa. En skuespillerinde som Deres fru Heiberg skal man lede efter.« Jeg blev ganske forlegen og så på ham, som for at udforske, om hans lovtale over mig lød med hensigt. Men han vedblev med største frimodighed at udbrede sig om, hvad han havde set mig spille i. »Hvorfor rejser hun ikke til Tyskland,« vedblev han, »og giver gæsteroller, hun ville på et år blive en formuende kone.« Heiberg kunne nu ikke modstå sin lyst til at ironisere over mit talent, og samtalen 314
mellem ham og den fremmede tog efterhånden en så pudsig karakter, at jeg havde største møje med at bevare mig for latter. Mens denne komedie nu var i fuld gang, rejste en herre sig ved enden af det lange bord, og uden at have hørt et ord af, hvad vi konverserede om, hævede han sit glas og sagde på dansk: »Tillader De, professor Heiberg, at jeg ønsker Dem og fru Heiberg velkommen tilbage! Jeg tvivler ikke på, at jo De, hr. professor, er savnet i København, men jeg ved med vished, at man i høj grad længes efter Deres frues tilbagekomst.« Jeg kan aldrig glemme det blik, hvormed den tyske herre lige overfor os betragtede mig. Overrasket og med et hurtigt spejdende øje traf hans gennemborende blik mig, så at jeg hurtigt tog mine øjne til mig og så skamfuld ned og turde ikke oftere se på ham. Da vi var ved desserten, brød vi hurtigt op og forlod salen. »Det er da også utåleligt,« sagde Heiberg, da vi stod i vor stue, »at man allevegne skal være kendt og ikke kan være i ro for alle disse næsvise beundrere. Hvad var nu det for en, der udbragte vor skål?« Ingen af os kendte ham. Mens vi sad og talte om den latterlige begivenhed ved bordet, ringede det på døren. Heiberg gik ud, og den omtalte danske herre kom atter og sagde, at han var så godt som hjemme i Bremen, og ifald vi tillod, ville han om en time komme med en vogn for at køre os omkring og være vor vejviser. Heiberg takkede ham for hans tilbud, men sagde, at jeg var angrebet af rejsen og ønskede at hvile mig hjemme. Hermed gik han. »Lad os nu komme afsted!« sagde Heiberg, »thi nu, vi er kendte, får vi ingen ro her.« Han bad da værten skaffe os en »hauderer«, som kunne køre os til Harburg. I et nu kom den ene kusk efter den anden, alle i deres blå bluser, og tilbød at befordre os. Imellem disse var en ung, smuk mand med et fortræffeligt ansigt. »Lad os tage ham,« hviskede jeg til Heiberg, »man bliver i godt humør ved at se på dette ansigt.« Denne mand kaldte sig Julius og forsikrede på den lystigste og mest humoristiske måde, at ifald vi ville betro os til ham og hans arabiske heste, da skulle vi være i Harburg i så god tid, at vi straks kunne tage med dampskibet over Elben til Hambourg. Heiberg foreholdt ham, at vi umuligt kunne være i rette tid i Harburg, så at vi kunne komme med dampskibet. Han nikkede med hovedet og så skælmsk på os, idet han med en lille vittighed forsikrede, at når Julius og hans arabiske heste lovede 315 noget, så holdt de ord. Vi pakkede nu atter vort tøj sammen, og henimod solnedgang kom Julius. »De kan godt sove i nat i vognen, lille frue!« sagde han. »Bryd Dem om ingenting, når jeg kører.« Vi satte os da i vognen i den dejligste efterårsaften. Julius begyndte straks at køre så stærkt, at Heiberg sagde: »Dette er vindbeutleri; det holder han ikke ud til enden.« Ved den første station sagde Heiberg dette til ham selv. »Hoho!« svarede han, »dette er kun en begyndelse, siden skal det gå bedre.« I den forreste del af wienervognen var der glasruder, så Julius ved at vende sig på kuskesædet kunne se ind til os, og i et væk drejede han sig og nikkede ind til mig, idet han sagde: »Har De det godt? Går det ikke rask?« Jeg nikkede til ham igen og sagde: »Fortræffeligt!« - »Ja ja! Pas på,« gentog han, »vi kommer i rette tid.« Holdt vi for at fodre hestene, hvilket han besørgede med største omhu, da var han tillige utrættelig i at skaffe os, hvad vi ønskede, og med sit velsignede, glade ansigt så han mig ind i øjnene og spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til dette eller hint? Var vi så færdige, sprang han syngende op på bukken og fortsatte sin nik-ken til mig gennem glasruderne i vognen. Han smittede os således med sin lystighed, at vi sad i én latter og mærkede hverken til søvn eller træthed. Hvor er det dog en himlens gave at have et sind som denne Julius! Hvad kan veje op herimod? Ingen af jordens gaver ville jeg betænke mig på at bortbytte for denne ene. Et sådant glad menneske er som den kvidrende fugl i skoven. Jeg har engang læst i en videnskabelig afhandling om dyrene, at alle de triste, melankolske dyr, de, som søger mørket og fugtighed og skjuler sig for menneskene, såsom rotter, edderkopper, skrubtudser, slanger, flagermus osv. - at alle disse indeholder giftstoffer, hvorimod de glade, såsom den muntre lærke og lignende dyr, ikke har den ringeste gift i sig. Jeg fandt dette så smukt og sindrigt, at jeg aldrig har kunnet glemme det. Gælder det samme om menneskene? Vor Julius var sikkert en af dem, der intet giftstof havde i sig. Ja, glæden er en gudedrik! Når et menneske kan være rigtig frimodigt og hjerteglad, så kan man med vished vide, at der er meget slemt, som han ikke kan være. Man taler jo også om gudelatteren; og glæden er i sandhed noget guddommeligt, som vi alle bør stræbe efter at hæve os til: den rette sjæleglæde! thi i den ligger uskyld, godhed, frimodighed, nøjsomhed og en 316 god samvittighed. »Ak,« sagde jeg til Heiberg, »jeg ville ønske, at vi altid kunne beholde dette menneske om os; man bliver bedre blot ved at se ham ind i det glade, muntre øje.« Næste morgen indtraf vi virkelig i rette tid til Harburg for at kunne gå ombord på dampskibet. Triumferende så Julius på os. »Nå! Har jeg holdt ord?« spurgte han. Jeg trykkede hans hånd og sagde, at hvis alle bremere var så ordholdne som han, så havde jeg lyst til at flytte til Bremen. Heiberg havde nogle guldpenge, som han skulle have byttet for at betale Julius, men i den store travlhed, som var ved dampskibet, ville ingen sinke sig hermed, og vi stod der i forlegenhed. Skibet skulle gå, og vi vidste ikke, hvorledes vi skulle bære os ad. »Gør intet!« råbte Julius. »Jeg får mig en lille sejltur - tager med Dem til Hambourg og kan være Dem behjælpelig med et og andet.« Og han sejlede nu virkelig til min glæde med os. På skibet underholdt jeg mig kun med Julius og spurgte ham, om han ikke ville følge med til København og blive hos os. »Jo,« svarede han, »det ville ikke være så galt; sådanne to som Dem og herren havde jeg nok lyst at være hos - men mine heste! Nej, dem kan jeg ikke skilles fra; vi hører sammen, og jeg kunne ikke tåle at tænke på, at en anden kørte med dem og måske ikke var god imod dem - og så - er der også - nej, det går dog ikke an.« Da vi kom til Hambourg, og han havde modtaget sine drikkepenge, som man kan tænke var rigelige, ville han på ingen måde tage afsked. »Nej,« sagde han, »jeg vil besørge Dem i et hotel og passe på tøjet. Gå De nu bare, jeg kommer efter med det hele; jeg må dog vide Dem i havn, inden vi skilles.« Nu aftalte vi, hvor han skulle bringe tøjet hen, og få minutter efter at vi var steget af i et Hotel am Jungfernstieg, kom vor glade Julius med alt. Her tog vi nu en virkelig hjertelig afsked med dette elskværdige menneske, der i dette øjeblik viste os, at han i sit ærlige bryst gemte alvor ved siden af latter og spøg. Tårer spillede i hans smukke mørkeblå øjne, da han sagde os farvel. Mit ophold i Bremen og turen derfra har altid stået i mine tanker i solbelysning, og dette skyldes ene den glade, gode Julius.

Teatersæsonen var alt begyndt. Vi opholdt os derfor ikke synderligt i Hambourg, men tog straks til Lübeck for med dampskibet at gå til København. Efter en lykkelig overfart indtraf vi den 15de september til vor gode fødeby, hvor vore venner modtog os 317 med glæde. [Få dage efter, den 17., modtog jeg følgende brev fra Andersen:

Kære fru Heiberg!

Så har vi Dem da igen! og frisk og glad? ikke sandt! Velkommen hjem! Det var min bestemmelse ved Deres hjemkomst at bringe Dem en buket åndelige blomster, jeg havde valgt hvad De jo ynder: børne-eventyr, men bogtrykkeren er skyld i at buketten udebliver, jeg kommer vistnok otte dage efter festen. De tillader at jeg smykker mine børne-eventyr med Deres navn, sætter heri det nye hæfte at det er de eneste blomster jeg har fra denne sommer og disse overrækker jeg fru Heiberg til velkomst. Af ganske hjerte Deres

hengivne
H. C. Andersen.]

Ved min første optræden efter rejsen udtalte sig den glæde, som publikum følte ved atter at se mig. Man havde været bekymret for mit helbred, og dette bidrog til, at modtagelsen var varm og inderlig. De andre kunstnere og kunstnerinder var glade ved atter at have mig i deres midte - men desværre, badekurens virkning mærkede jeg ikke stort til. Dog, jeg overvandt mig selv og spillede som sædvanligt. Det er utroligt, hvad man kan bekæmpe, når lysten er der til at udøve sin kunst, og når publikums velvilje bærer os og bringer os til at glemme selv legemlige tryk. [I oktober sendte Andersen mig sine lovede eventyr med følgende vers:

København den 14. oktober 1839.

Med tak og jubel alle mod Dem kommer,
Det er den høje kunst, som sker sin ret, -
Min digter-haves blomster denne sommer
Er ikkun denne fattige buket.
Deres trofaste hengivne
H. C. Andersen.]

Man bragte mig vers, man bragte blomster, navngivne og unavngivne venner sendte mig små gaver; alle viste mig deres glæde over min tilbagekomst - kort sagt, jeg var lykkens skødebarn.

318

TRONSKIFTET

H. C. Andersen havde skrevet sit skuespil »Mulatten«, og på hans bøn overtog jeg Cecilies rolle, som var skrevet for mig. Det er, om man vil, en ulykke for en skuespiller at stå på et nogenlunde fornuftigt kritisk standpunkt. Det ville være en ubetinget lykke, ifald der blot blev budt os mesterværker at fremstille, da ville jo vor vakte kritik forhøje nydelsen af at være organ for disse; men desværre, dette hører til de dage i teateralmanakken, ved hvilke man sætter et kryds. Sædvanligt bruges man til at bære alt det skyllevand frem for publikum, som døgnets poeter opvarter med, og som publikum modtager, fordi det er nyt, thi nyt vil man have, om dette nye end er aldrig så gammelt. Og det kan ikke godt være anderledes; thi et teater må unægteligt, hvis der skal være liv i det, have noget af tidens frembringelser, af øjeblikkets digtere. Kun at leve af gamle, anerkendte mesterværker ville være det samme, som om et menneske skulle leve et helt liv ved blotte erindringer, men intet opleve i selve øjeblikket. Altså nogle nye frembringelser hører til, og der bliver da intet andet for, end at man i kunsten som i livet må være resigneret i sine tilskikkelser, finde sig i de golde perioder, i dette som i hint, og søge at holde sjælen frisk, for at den kan være modtagelig for, hvad der vil komme af godt i lykkeligere tider. Men ingen kan fordre eller ønske, at kunstneren skal være lige så henrykt over det ringere, som over det fuldendte digterværk. Det er ens embedspligt at udføre, når det kræves, det ene som det andet; men man må have lov til i sin sjæls inderste at le ad, hvad mængden græder over, og stundom græde over, hvad mængden ler ad, for derved ligesom at frigøre sig for den kval at skulle øde sine kræfter og sin fantasi på det, hvori der hverken er kraft eller fantasi. Dette gælder nu vel ikke ganske om Andersens »Mulat«, men jeg tilstår, at jo mere jeg satte mig ind i, og jo mere jeg fordybede mig i dette arbejde, i denne rolle, des hulere fandt jeg denne lyriske poesi, disse forcerede digte, hvormed især jeg arme menneske i dette stykke var belemret. Medens vi prøvede dette skuespil, der af publikum imøde-sås med stor interesse, var hovedstaden bekymret for Frederik den 319
Sjette, der alt i nogen tid havde været betænkelig syg. Prøverne var holdt og stykket lige ved sin opførelse, da dette pludseligt blev afbrudt ved den efterretning, som vi modtog om morgenen den 3die december 1839. Vi blev vakte af vor pige, der fra værelset ved siden af sagde: »Jeg vil lade herskabet vide, at kongen er død i nat.« Vi blev ganske forfærdede, og Heiberg var i et nu ude af sengen. Så dybt end dette dødsfald smertede mig på grund af min kærlighed til den gode, gamle konge, var jeg dog for uerfaren til ret at forstå betydningen af en konges død og den virkning, den formår at udøve på så godt som alle forhold. Under hans sygeleje havde jeg kun næret det ønske at turde pleje ham og være ham til nytte. Ved efterretningen om hans død havde jeg en følelse, som om jeg havde mistet en kærlig fader. Og disse følelser bevægede sig i tusinders og atter tusinders hjerter ligesom i mit. Hvad vigtighed dette dødsfald havde for staten, herpå tænkte jeg ikke. Jeg blev derfor meget forundret over den alvor, hvormed Heibergs sorg udtalte sig. »Det er et vigtigt afsnit i Danmarks historie, der nu begynder - men,« tilføjede han, »det måtte jo komme. Jeg var træt af det gamle. Vi trænger til noget nyt,« og han forblev hele dagen i dybe tanker. Dagen før kongens død havde Heiberg i di-rektionsværelset på teatret været sammen med Adler - der dengang var en af Det kongelige Teaters direktører - og som bekendt prins Christians fortrolige ven og privatsekretær. De talte her om muligheden af Frederik den Sjettes død. »Ja,« udbrød Adler, »dør kongen i dag, så skal fanden tage mig, om min prins eller jeg er forberedte på det mindste.« Disse mærkelige ord, udtalt af ham, frapperede Heiberg, som de vel ville have frapperet enhver, der havde hørt dem; thi det havde alt i flere år været en almindelig mening, at prinsen og hans dannede ven havde en hel forfatning liggende fiks og færdig, for det tilfælde at et tronskifte skulle indtræffe. De liberale grundsætninger og anskuelser havde alt i flere år rørt sig stærkt i folket, og det var kun pietet mod den gamle konge, der holdt dem indenfor skrankerne og gjorde, at man fandt sig i en streng monarkisk regeringsform. Af prins Christian, under hvis styrelse Norge havde forstået at give sig en fri konstitution, i hvis udarbejdelse Adler havde haft en væsentlig del, håbede man nu, at en ny tid skulle oprinde for Danmark, og kong Christian den Ottendes udråbelse til konge den 3die december blev derfor 320 hilset med spændt forventning om, hvad den nærmeste tid ville bringe. Imidlertid viste det sig snart, at Adlers ytring havde været sandhed, thi kong Christian den Ottende overtog kronen uden [synderlig] forandring i regeringsformen. Dette gjorde, at oppositionspartiet sluttede sig fastere sammen, og hvad man i stilhed havde holdt tilbage under den gamle konge, begyndte nu at give sig mere og mere luft i højrøstede stemmer, mundtligt, i pressen og i adresser til den nye konge. Til samme tid var man dybt grebet af Frederik den Sjettes død. Tårer flød ved hans båre som ved en elsket faders; hele landets befolkning gik i dyb sørgedragt et år, og selv den ringeste i almuen lod sig ikke betage denne ret. Det var ingen etikettesorg, den var følt og sanddru og kun fremkaldt ved hjertets røst og dybe bevægelse ved tabet af en elsket monark, der i de mange regeringsår havde levet sig sammen med sit folk. I to måneder lukkedes teatret, og alle forlystelser standsede. Kirkeklokkerne ringede dagligt i disse to måneder, som ved hans pompøse begravelse, hvor den ensomme vej fra København til Roskilde forvandledes til en befærdet gade ved de skarer, der bar og fulgte hans støv til det sidste hvilested. Mange rørende træk fortaltes der om den simple mands deltagelse på denne sidste vandring. I Roskilde Domkirke holdt biskop Mynster sin herlige tale, som begyndte med »I Frederik den Sjettes mænd«, og som fandt genklang hos alle, der bivånede den ophøjede akt. Kantater blev sungne, og den imposante kirke med sit alvorlige, højtidelige fysiognomi genlød af det mægtige orgels toner. Heiberg var blevet anmodet om at skrive en sørgekantate for universitetet; man behøver vist kun at læse denne for at føle, at her skrev en digter en kantate, ikke fordi den var bestilt; her skrev en digter for mere end for en konge, han skrev for en, til hvem hans eget hjerte var knyttet med faste, inderlige bånd. Weyse satte sin mageløse musik dertil, og man må have hørt denne tekst og disse toner i forening udført i en kirke for at gøre sig begreb om virkningen.

Den politiske bevægelse, som straks ved Frederik den Sjettes død begyndte i adresser og i pressen, vedblev. Man talte allerede nu om skuffede forventninger, om uopfyldte løfter, og pressen blev bitrere og bitrere. Det var navnlig det nye dagblad »Fædrelandet«, som her spillede hovedrollen; det tidligere af professor David redigerede ugeblad af samme navn omdannedes få dage efter 321
Christian den Ottendes tronbestigelse til et dagblad under redaktion af B. Christensen, David, Giødwad, Lehmann og Wessely. Efter kort tid trådte David ud, og Monrad trådte i hans sted. Senere overtog Ploug hovedrollen i dette blads virksomhed. Bladet vandt som politisk blad en anseelse, der gjorde, at regeringen ikke med ligegyldighed kunne se på dets virksomhed og indflydelse på den offentlige mening. Mange af landets første mænd valgte dette blad til deri at udtale deres anskuelser om landets stilling og den måde, hvorpå regeringen styrede riget indad og udadtil. Navnlig blev bladet et organ for alle de mænd, der arbejdede for en friere forfatning. Under denne bevægelse kaldte Christian den Ottende en dag Heiberg til sig og anmodede ham om at træde i hans tjeneste med sin pen mod de angreb, han dagligt var udsat for. »Jeg skal da sørge for,« sagde kongen, »at De bliver sat istand til at få alle de oplysninger, som De kunne ønske, for at føre min sag her og i udlandet. Ingen dansk skribent har sin pen i sin magt som De« osv. Til at overvinde sin ulyst til et sådant hverv følte Heiberg ikke sympati nok for den nye konge. Det forekom ham, som om dette var at sælge sin overbevisning, og han undskyldte sig med, at hans tid var optaget af andre arbejder, og at han desuden ikke besad det talent, som hertil udkrævedes, en undskyldning, som just ikke blev taget ham nådigt op. At Heiberg ikke alene nægtede kongen at arbejde i hans interesse, men endog selv skrev artikler i »Fædrelandet«, der var meget ilde set på højere steder, bidrog ikke til at sætte ham i gunst ved hove, hvilket han heller ikke videre attråede. Det gik ham som mig, sin hengivenhed for Frederik den Sjette formåede han ikke at overføre på Christian den Ottende. Hans kendskab til stemningen hos den tyske befolkning i hertugdømmerne, som han havde haft god lejlighed til at gennemskue under sit ophold som lektor i Kiel, gjorde, at han misbilligede mange af de forholdsregler, som Christian den Ottende tog, og han sagde ofte: var jeg konge, skulle min første gerning være at udrydde den giftige svamp i Kiel, som, hvis den får lov at brede sig, vil fortære al danskhed. [Hans had til Kiel er udtalt i de strofer af ham »I København at dø er bedre end i Kiel at leve«. Hans interesse i den slesvigske sprogsag findes udtalt i hans »Intelligensblade« i to temmelig udførlige artikler.] Jeg erindrer tydeligt Heibergs mismod, da Christian den Ottendes regering indsatte 322 prinsen af Augustenborg til statholder i Slesvig og Holsten. Samme aften som denne udnævnelse stod i Berlingske Tidende, korn Andræ til os. Heiberg udbrød, da han trådte ind ad døren: »Hvad siger De om noget så vanvittigt? Fra denne dag anser jeg hertugdømmerne for tabte.« Man sagde den gang, at kongen vel kendte prinsens onde sindelag, men at han mente, at han ved at vise ham en sådan tillid ville vende ondt til godt i hans sindelag mod Danmark. Tiden har vist, om denne beregning var falsk eller rigtig. [Arme Danmark! Dine konger har sjældent været heldige i den finere diplomatiske kunst. At bruge ædle motiver lige overfor det uædle, det underfundige, det er at tale til en i et sprog, som er ham fremmed.]

Det var forresten slemt, at Heiberg ikke så sig istand til at stå kongen bi, thi Christian den Ottende henvendte sig nu til mænd, hvis virksomhed for ham både var mat og ikke uden tvetydighed, og der var noget ængsteligt i, at man betroede disse mænd, der var født tyskere, adgang til arkiverne, hvad der under vore ulykkelige, forviklede forhold med hertugdømmerne kunne være af betænkelig natur. Kongen stod ifølge sin karakter let i fare for at slutte sig til personer, der var istand til ved krybende smiger at vinde hans tillid, og enhver, der afholdt sig fra denne feteren, var han tilbøjelig til at anse som sin modstander - en ulykkelig men almindelig egenskab hos kongerne. De er fra små af vant til at betragte sig selv i dette tilslørede spejl, hvori deres billede vel ses, men uden bestemte konturer. Imidlertid kan man ikke nægte, at Danmark under Christian den Ottendes otteårige regering tog et mærkeligt opsving; de var heldige for landmanden; handel og industri blomstrede, og der kom en raskere og livligere bevægelse i alt. Kongen elskede luksus og adspredelser, og dette meddelte sig til befolkningen. Forlystelsessteder rejste sig som ved et trylleslag, Tivoli og Casino byggedes. Kongen gjorde selv store balpareer på Christiansborg Slot, hvori alle stænder deltog, alt til harme for det liberale parti, der syntes, at folket blev dysset i slummer ved intetsigende ødsel glimmer. [Kongens søn, kronprins Frederik, der siden hans skilsmisse fra Frederik den Sjettes datter Vilhelmine levede i en slags forvisning i Fredericia, blev nu kaldt tilbage og året efter faderens tronbestigelse formælet med den tyske Strelitzer-prinsesse, en formæling, der skete med stor pomp 323 og pragt, og hvortil så mange frugtesløse forhåbninger knyttede sig, Christian den Ottendes kroning var en begivenhed, som optog alles interesse, og således holdtes folket varmt, snart med et, snart med et andet, og bedøvede sig selv i al denne tummel. Imidlertid gik oppositionens [frihedshelte] med hule kinder og ærgerlige miner og ventede atter på bedre tider, hvori de agtede at tage og ikke at vente, til der blev givet.]

»DE NYGIFTE«, »MULATTEN«, »DOROTHEA OG
GOMEZ ARIAS«

[De to måneders ferie, som jeg så uventet havde fået ved teatret, korn mig vel tilpas, thi den svækkelse, jeg led af i halsorganerne, mente lægerne, at kun hvile kunne helbrede.] De to måneder, hvori teatret var standset, var vi henviste til familielivet. Vore venner kom nu oftere til os, da alle aftener var mine, og vi glædede os ret ved deres hyppigere besøg. En aften, da vor kære ven Andræ sad hos os i Brogaden, overraskede Heiberg os med at spørge, om vi havde lyst, da ville han læse et nyt større digt for os, som han just i disse dage var blevet færdig med. Med glæde og forventning lejrede vi os om det runde bord i dagligstuen, vi damer med vort håndarbejde; og han læste nu »De nygifte« for os. Enhver må kunne fatte min glæde over at høre dette yndige digt, sammensat halvt af sandhed og halvt af digtning; thi at det var en genklang af vor egen rejse som nygifte, må vel enhver læser, der har fulgt mig i mit livs optegnelser og som har læst digtet, kunne se. Rørt omfavnede jeg ham, da vi var blevet ene hin aften, for denne gave, der foruden de nævnte erindringer tillige kommer ind på de dybsindige anelser om en sjælevandring, som dengang så ofte sysselsatte Heiberg, medens de endnu kun lå dunkelt i min fantasi. Det er en besynderlig henrivende følelse, hvormed man i digtningen igen oplever det oplevede. Det står der samlet, koncentreret, lutret ved poesiens fortryllende skær. Man glædes ved, at noget virkeligt kan have givet anledning til at optages i det ideales kreds, man lever en sådan periode om igen, renere og skønnere. Jeg sagde til Heiberg: »Bliver jeg nogensinde vred på 324 dig, ifald du gør mig imod, så vil jeg herefter læse »De nygifte«, og da ved jeg, at min vrede straks vil være forbi.« Først i 1841 kom »De nygifte« i trykken, idet Heiberg udgav sit bind »Nye Digte«, der foruden »De nygifte« indeholdt »Gudstjeneste«, »En sjæl efter døden« og »Protestantismen i naturen«, et bind digte, der nødvendigt måtte gøre og også gjorde stor opsigt.

Således nød vi ret disse to måneder i vort hjem med vore venner. Martensen besøgte os ofte om aftenen, og samtalen mellem ham og Heiberg drejede sig varmt og livligt om den hegelske filosofi, som vi to damer jo havde ondt for at følge. Et og andet slog dog ned i vort sind og gjorde os urolige. Når Martensen da forlod os, stormede vi ind på Heiberg med spørgsmål. Især kom hans moder i lidenskab over, hvad hun opfangede af denne lære, så at hun ideligt vendte tilbage fra sit sovekammer for at fremføre sine indsigelser. En aften er mig uforglemmelig. Begge herrerne havde omtalt Hegels anskuelse om, at individernes udødelighed bestod i at gå op i det hele store verdensalt. Dette bragte Heibergs moder aldeles ud af sig selv. Atter og atter kom hun ind, i dybere og dybere negligé, idet hun angreb læren. På disse angreb svarede Heiberg ikke andet end: »Gå i din seng, klokken er mange.« - »Smelte sammen!« udråbte hun, »tror du, jeg vil smelte sammen med alle de mange ækle dråber?« - »Gå i din seng!«

Da nu de to sørgemåneder var tilende, hvori teatret havde været lukket, åbnedes det igen med H. C. Andersens stykke »Mulatten«. Stykket blev modtaget af publikum med udelt bifald, og de mange indlagte digte fik stormende applaus; man var rørt og tiljublede forfatteren bifald ved stykkets slutning, og det gik atter og atter over scenen. Det gjaldt altså at tage sit parti og finde sig i, hvad der ikke kunne være anderledes. Ærgre mig over denne begejstring hos publikum gjorde jeg imidlertid ingenlunde, jeg tog det fra den komiske side og lo indvendigt over dette bifald, selv når det blev mig til del. De øvrige medspillende i stykket delte ikke min mening om dette arbejde, jeg beholdt altså min latters grund for mig selv; thi jeg har altid fundet det urigtigt at gøre de medspillende kede af deres roller; når nu de var så lykkelige at finde behag i det, de skulle fremstille, ville det jo være synd at berøve dem denne nydelse. Men jo mere de med rørelse og alvor fordybede sig i deres roller, jo lystigere så det ud i mit indre, og desmere 325
parodisk blev det for mig. Min lystighed kunne jeg derfor ikke tilbageholde, men vel motivet dertil. Denne min overgivenhed bag kulissen smittede dog de andre, og jeg tror aldrig, at der har været større munterhed på teatret end under opførelsen af det rørende skuespil »Mulatten«. Fru Nielsen, der udførte kreolerindens rolle, bad formeligt for sig, idet hun sagde til mig: »Ak! kære Hanne, få mig ikke til at le!« hvilket ofte kun et blik, en mine inde på scenen var tilstrækkelig til at bevirke, fordi dette pegede hen på spøgen bag kulissen - og det er utroligt, hvor lattermild man kan være, netop når latteren er forbudt. Men havde jeg ikke måttet give min lystighed luft i spøg og skæmt, da var jeg kommet i en sand fortvivlelse over al den højtravende passiar, jeg havde at fremsige - og så tror jeg dog, at forfatteren var bedre tjent med min indre lystighed, thi denne holdt mig oppe og i ånde, det modsatte ville have trykket og kuet mig, så jeg var blevet mat og flov. Nu fandt tilskuerne, at jeg spillede godt, og man roste mig i denne rolle, men ofte kunne jeg rigtignok have været fristet til et dybt suk, når en eller anden i publikum takkede mig for min udførelse, idet det tilføjede: »Denne rolle interesserer Dem vist overordentligt, man mærker under spillet, hvor grebet De er af disse dejlige lyriske digte.« Ak, det er skuespillerens bitreste sorg, at hvad han glæder sig ved at fremstille, hvad der henriver ham, keder ofte det store publikum, og hvad han kedes ved, henriver det. Anderledes er det ikke, og anderledes bliver det aldrig. Undertiden kunne begge mødes i den samme kærlighed, og det er da disse glanspunkter, hvoraf man lever, og hvoraf man suger sin næring for de goldere tider, i hvilke man håber på gentagelsen af de gode. Der er jo forresten adskilligt godt og smukt i »Mulatten«, og fortællingen, hvoraf den er taget, bærer unægteligt en menneskelig interesse i sig, som vel også var det, der greb tilskuerne. Også har jo den begavede digter lagt en del af sin rige fantasi i stykket; men det hele mangler simplicitet, og man har en følelse af at være på en deklamatorisk aftenunderholdning. Det mangler dramatisk fremgang og sandhed. [Dette var min følelse ved at spille i »Mulatten« - er denne dom for streng, da er det jo kun en individuel dom af mig, udsprunget af en følelse, som kan være urigtig eller rigtig, men ingen som helst uvilje mod forfatteren -hvortil jeg aldrig har haft grund - blandede sig heri.] Jeg havde 326
nu straks ovenpå »Mulatten« den glæde at indstudere en rolle, der i høj grad interesserede mig. Det var i Galderóns drama »Dorothea og Gomez Arias«, bearbejdet og indrettet for den danske scene af frøken S. Beyer, efter Heibergs forslag og nærmere anvisning. Der er vist næppe nogen tvivl om, at Andersen under digtningen af sin mulat og senere sin maurerpige har haft Calderon for øje. De er lyriske dramaer ligesom hine og har på mange steder den samme form i versifikation, navnlig i de bekendte korte vers, hentet fra den spanske romance, som også Calderon har benyttet i alle sine dramaer. Det lyriske er hos denne digter det dominerende; men hans lyriske ejendommelighed består i en fast koncentreret form, i noget brillant skulpturagtigt - hans lyriske billeder, indklædt i denne form, ligner de glimrende stjerner en vinternat, og har som disse, om man vil, det kolde ophøjede, det, som hæver en fra jordens dunstkreds til det ideale, det rene, det, der er udenfor den prosaiske virkelighed - medens alle hans efterabere kun har formået at gengive verseformen kun som form, uden tillige at gribe de toner, hvortil denne ejendommelige form passer, uden at kunne gengive denne krystalliserede renhed, denne dybde i tankerne, der udtaler sig med en så mandig bestemthed, at man gennem denne lyrik har en fornemmelse af at indånde den lette bjergluft, hvorved brystet styrkes og udvides, så at åndedraget bliver lettere og friere. Når man udtaler denne Calderonske lyrik i en nogenlunde god oversættelse, da har man en følelse, som om ens organ med et var blevet kraftigere, fyldigere, og man formår at frembringe toner, som man ellers forgæves prøver på at fremlokke. Benytter nu andre digtere den Calderonske form, disse korte, staccaterede vers til at udtale moderne, sentimentale, bløde, ofte overspændte tanker, da bliver de næsten umulige at fremsige, og en monotoni, der nærmer sig affektation, er uundgåelig. Hertil kommer endnu, at Calderon benytter sine lyriske udbrud, hvor diktionen ligesom hæver sig til en musikalsk højde - da først udbryder han i disse retoriske replikker, der står her i dramaet ligesom arierne i operaen. Skuespilleren bæres således lidt efter lidt imod disse højdepunkter, og dette letter overordentlig fremsigelsen; den kommer derved naturlig og næsten som en nødvendighed. Denne berettigelse af de lyriske udbrud synes hans efterabere ikke i fjerneste måde at have fået øje på. De kaster deres lyriske udbrud hulter til 327 bulter imellem hinanden uden indre nødvendighed eller berettigelse for digtets fremadskriden; de står isolerede, og fremsigeren må hver gang gøre et forceret spring for at nå op til den toneart, digteren kræver; dette bliver og må blive trættende og anstrengende både for skuespilleren og tilhørerne.

Det er, som sagt, en af de smerteligste kunstnersorger, når et sandt, ophøjet digterværk modtages af publikum med kulde, når man føler, at tilskuerne mangler alle forudbetingelser til at nyde dette, al historisk kundskab til at glæde sig over, hvad der bydes, al respekt for et digternavn, der af alle indviede sættes højt og vurderes som noget enestående; men denne sorg går næsten over til fortvivlelse, når der i et kunstnersamfund, hvortil man selv hører, hersker den samme uvidenhed, den samme bornerthed, når man også her er blind og døv og ikke har den første betingelse for at være kunstner, nemlig: at kunne opfatte et kunstværk i sin helhed, sin ejendommelighed. Kunstnerne burde dog stå over gennemsnittet: af publikum; men desværre står de for det meste på samme punkt som dette og undertiden endog under det. Når man ofte har hørt en berømt digters navn, men på grund af sproget ikke har kunnet lære denne digter at kende, hvor naturligt ville det da ikke være for et kunstnersamfund at glæde sig over, at der her tilbød sig en lejlighed til at gøre sig bekendt med det, man så ofte har hørt omtalt, men intet kender til. Man rejser jo ofte mange mil for at se et maleri af en berømt mester, og enten dette tiltaler os eller ikke, da ville man dog ikke undvære at have set det. Skulle det samme ikke gælde om en berømt digter? Om endogså der ikke var andet udbytte, end at det var interessant - skulle det ej indvirke på et publikum, og især på et kunstnersamfund? Ikke desmindre modtog begge denne lejlighed til at lære digteren at kende med ligegyldighed og kulde, ja med modstand. Man målte dette et par hundrede år gamle digterværk på den moderne litterære alen og kunne således ikke få målet ud. Medens alle var blevet rørte over den efterabende Calderónske lyrik i »Mulatten«, forblev de kolde lige overfor den originale. De foretrak »Imitation du diamant« for de ægte ædelstene. Under indstuderingen af dette digterværk havde jeg derfor mangen en smerte, mangen en kamp at udstå med mine kunstfæller. Selv fru Nielsen sagde: »Det er modbydeligt at se en kvinde elske således og ikke bevare sin 328 kvindelige stolthed.« Som om en lidenskabelig kærlighed hos kvinden kunne forenes med stolthed. Nej, heri består just denne lidenskabs styrke hos kvinden, at hun formår at give alt hen, alt, og at selv dette forekommer hende for lidt. Jeg tænkte i mit stille sind ved denne bemærkning af fru Nielsen: »Har hun ikke selv - og det i en ældre alder - været betaget af en lignende lidenskab og gået i de samme illusioner som den unge, uerfarne, lidenskabeligt elskende Dorothea?« Galderóns Dorothea elsker således, at hun formår at opgive alle hensyn, stolthed, barnlig lydighed, rigdom og anseelse, alt, kun ikke sin kærlighed. Det er forfærdeligt, at dæmonerne formår at gribe en ung, sædelig, uskyldig natur således, som digteren her fremstiller hende, men det er sandt. Det er sandt, at et sådant elskende hjerte kan mishandles på det forfærdeligste og dog ikke formår at opgive sin kærlighed. Det er desuden et psykologisk træk hos den ædle faldne kvinde, at medens manden, ved at få sin lidenskab tilfredsstillet, ofte kølnes og bliver troløs, bindes kvinden fra dette øjeblik af uopløseligt fast til ham; thi denne fastholden er nu det eneste, hvorved hun kan hæve sig i sine egne øjne. Dette har Calderon vidst, og derfor har han vovet i sit skønne drama at skildre et sådant kvindeligt hjerte og benyttet de erfaringer, som livet giver et agtpågivent øje. Og er det ikke netop livet, sjælens forvildelser, lidenskabernes kampe, vi ønsker at genfinde, klaret for os igennem digterens frembringelser? Er det ikke netop ved at se et sådant billede, at vore egne tanker skulle klares for os, for at vi kunne komme til bevidsthed om dette forfærdelige og vogte os. Men sagen er, at menneskene, i livet som i kunsten, ikke har mod til at se sandheden i øjnene; de kalder sandheden styg og løgnen skøn. »Dorothea og Gomez Arias« mødtes, som sagt, med uvilje af teaterpersonalet, der aldrig kan lære, at selv for dem er endnu meget at lære, at tilegne sig ved studium, og ved med beskedenhed at suspendere sin øjeblikkelige, ofte af tilfældige luner ophidsede dom. Heiberg havde ladet stykkets slutning noget forandre for at skaffe det en lettere indgang hos publikum. Hvorledes dette er gjort, og om det er godt gjort, derom kan enhver kender af Calderon, som dette måtte interessere, overbevise sig ved at læse stykket i sin danske form. I den sidste scene, hvor kongen træder ind for at fælde den 329 endelige dom over Gomez's forbrydelse, var det af vigtighed, at der her trådte en personlighed frem, som på en gang kunne repræsentere kongen og give det kongelige ord vægt, og han bestemte rollen for Nielsen. Heri så nu denne skuespiller en personlig fornærmelse, idet man vovede at byde ham en rolle på få blades størrelse. Han gav den derfor tilbage og erklærede, at han på ingen måde ville spille den. Direktionen, der med rette fandt hans vægring, støttet på rollens ringe størrelse, for ugrundet, gav ham ordre til at skulle udføre kongens lille, men vigtige rolle; - og han udførte den - men hvorledes? Her er atter et eksempel på denne fortvivlede kortsynethed hos kunstnerne - som om en rolle på mange pagina ikke kan være ubetydelig, og en på få blade af største vigtighed for det hele! Under al den modstand, vrede og spektakel blev det min lod at indstudere Dorotheas vanskelige, men for mig interessante rolle. Stykket blev i det hele taget spillet uden ånd og genialitet. Skuespillerne formåede ikke at sætte sig ind i den romantiske, af sydlig glød gennemstrømmede, for dem nye digtart. Den krævede en opfattelsesevne, som de ikke besad; og de vidste ikke og ville ikke vide, at de trængte til vejledning, ifald de med held skulle kunne løse deres opgaver. Under disse omstændigheder var det ikke at undres over, at en del modtog stykket med kulde, en anden del, for hvem digteren ikke var fremmed, med entusiasme. Man talte om, at det ved den anden opførelse ville blive modtaget med mishagsytringer, hvilke dog udeblev. Jeg havde imidlertid foruden min nydelse af at fremstille det yndige billede af Dorothea tillige megen opmuntring af mangen en tilskuer, som med rette kunne henregnes til de mest dannede. Min fremstilling af Dorothea stod uforglemmelig i deres erindring, mange år efter at stykket var opført. En del af disse venner er nu døde, andre, Gud være lovet! endnu i live.

Blandt de taknemmelige, nu afdøde tilskuere var min i 30 år hengivne ven, etatsråd Molbech, der på hint tidspunkt endnu var en af direktørerne ved Det kongelige Teater og en omgangsven af vor huslige kreds. Denne originale personlighed bevarede til sin død en livlighed, en arbejdsomhed, om hvis lige man skal søge. Mange breve fra ham er jeg i besiddelse af, der alle er skrevet med en friskhed, en ungdommelighed, der vedligeholdt sig til 330 hans sidste dage. Et brev, som jeg modtog fra ham dagen efter den første forestilling af »Dorothea og Gomez Arias« vil jeg her lade medfølge:

K: Bibl: 7. marts 1840.

Uvis på, om jeg ikke af uopsættelige arbejder hindres fra at have den fornøjelse at se Dem idag, som fra i morges kl. 7, da jeg vågnede med tanken på Dorothea, har været mit forsæt, vil jeg dog ikke nægte mig den glæde, med to ord at sige Dem - eller rettere, ikke at sige Dem, thi hvorledes siger man sligt, når man kun er en fattig prosaist? - hvorledes De har begejstret mig (et ringere udtryk kan jeg ikke bruge) ved Deres Dorothea. Det er skade, at man for tit misbruger ordene Kunst og kunstværkom dramatiske præstationer på scenen. Men jeg vil ikke bekymre mig derom; jeg vil sige: Her er engang et fuldstændigt bevis på, at en udført rolle kan være et sandt, et virkeligt kunstværk. Dette var ikke blot et skuespil, en rolle, en aktrice, eller fru Heiberg i person - dette var den levende, den elskende, den lidende, den til døden krænkede, den sønderknuste Dorothea. Det var mindre i aftes, at indtrykket af Deres spil, i hvor stærkt det endog var, udøvede sin magt over mig - end det er idag, at jeg har følt en eftervirkning deraf, hvis styrke forundrer mig selv. Jeg ser, jeg hører Dorothea, hvor jeg går og kommer, og jeg kan med nogen grund sige, at jeg ikke vel »tåler hendes nærhed«; thi hun har allerede adskillige gange forstyrret mine koncepter, der skulle være samlet til ganske andre beskæftigelser, end at tænke på den ædle skønne skabning af Deres kunst. - Hvad man endog i øvrigt, med elier uden grund, kan og vil sige om Galderóns stykke: så er det mig og vil blive mig ubegribeligt, hvis et publikum, som dog ikke mangler opfatning for Deres kunstfuldkommenhed eller nægter Dem erkendelsen deraf, ikke ved en sådan rolle skulle henvises til at glemme, hvad det ellers måtte finde at dadle ved stykket. Det er sørgeligt, om en sådan præstation af vort teater ikke skulle gå igennem uden en rå opposition, hvis skærende kontrast til de sidste sceners tragiske virkning måtte blive så meget mere følelig. Men i al fald er en alvorlig kamp bedre, end lunkenhed og mat hendøen. - Jeg ønsker for øjeblikket intet mere, end at De tåleligt må have forvundet den højst 331 anstrengende aften; og håber snart at overbevises derom. - Imidlertid er jeg med beundring og hengivenhed

Deres ærbødige
C. Molbech.

Ved at tale et par ord i formidd: med jomfru Beyer, erfarede jeg, at hun havde set Dem i aftes, og at De havde berettet hende instr. Nielsens ytringer efter stykkets slutning om Deres rolle. Jeg mener virkelig, at alt hvad jeg kunne sige Dem, er meget svagt imod en sådan ytring af ham.

Molbech havde ofte ytret det ønske, at han og jeg skulle begynde på en stadig korrespondance. »Jeg har hele mit liv ønsket,« gjorde han mig den ære at sige, »at stå i brevveksling med en dame, og jeg ved ingen, jeg hellere ville slutte dette forbund med, end med fru Heiberg.« Til hans sorg afslog jeg dette, hvor ofte han end bragte denne sag på bane. Disse korrespondancer, [der er så almindelige, især i Tyskland,] mellem mand og kvinde, der lever i den samme by, kunne jeg ikke indlade mig på, uagtet mangen en af sådanne korrespondancer har været af interesse for kommende slægter; men bortset fra, at jeg vist ikke var i besiddelse af dette talent, så forekom det mig at være en grov affektation og tilmed en ubeskeden pretention således at sætte sig ned for at skrive åndrige breve om lærde og kuriøse materier. Jeg ville aldrig kunne få dristighed til at bebyrde en mand, selv om han i et ubesindigt øjeblik havde anmodet mig herom, med at besvare disse mine refleksioner om kunst, litteratur, religion og øjeblikkelige interesser i dagens begivenheder. Slige kolde tankeeksperimenter passer ikke for kvinden; i konversationen med åndrige mennesker har man jo tilstrækkelig lejlighed til at udtale sig og få svar, uden at enhver tanke således skal hugges fast med sort på hvidt. Korrespondancer mellem mand og kvinde kunne kun have sin berettigelse, syntes mig, når der er et kærlighedsforhold tilstede, thi da er det følelsen og ikke forstanden, der taler; og i denne art korrespondance er vi mestre fremfor mændene, hvilket enhver brevlitteratur mellem elskende, som har nået offentligheden, beviser på den kraftigste måde. Da der nu ikke kunne være tale om en brevveksling af denne natur imellem min gamle ven og 332 mig, afslog jeg hans idelige opfordringer til mig, som han altid fremførte i den ham egne hjertelige og galante tone. Medens de fleste i ham kun så en gammel, vranten kritiker, vidste de, der omgikkes ham fortroligere, at kun få var i besiddelse af den ridderlighed og det fine galanteri mod damer som Molbech. Hans forunderlige, markerede ydre havde for mange noget formeligt afskrækkende, og det vrante i hans væsen skaffede ham ofte uvenner. Hans skønneste egenskab var trofasthed i venskab i liv og død. Han døde midt i sin travle, rastløse virksomhed (1857), efter at han kort iforvejen, sig selv tro, offentligt med varme havde forsvaret en nylig afdød ven, som den hensynsløse presse havde angrebet på en rå og udelikat måde. Hans venskab for Heiberg og mig blev uforandret vedligeholdt i troskab og hengivenhed.

Mod slutningen af denne teatersæson havde H. C. Andersen, opmuntret af det bifald, som hans »Mulatten« havde glædet sig ved, atter skrevet et større skuespil, »Maurerpigen« kaldet, der aldeles var beregnet på mig arme menneske. Jeg led endnu under trykket af »Mulatten« og tænkte med skræk på, at jeg atter skulle påtage mig arbejdet med et lignende stykke, der endog stod dybt under »Mulatten« og aldrig ville kunne gøre nogen virkning fra scenen, hvorledes det end blev spillet; thi sujettet, som havde holdt »Mulatten«, var her forvirret og uden interesse. Dette var ikke alene min, men alles dom. Hovedrollen, som skulle være mig tildelt, var overordentlig stor og anstrengende, og det var mig umuligt at føle mindste sympati for denne opgave. Da Andersen nu en dag kom til mig for at tale herom, sagde jeg ham dette uforbeholdent, ikke »ublidt«, som han har skrevet i sit levned; thi jeg var selv forlegen og ulykkelig over at skulle give ham et afslag. Jeg motiverede dette afslag, som jeg tror, med fornuftgrunde, der ikke var at forkaste, og forestillede ham min sygelige tilstand, og at denne anstrengende rolle ville tage mine sidste kræfter, og det til ingen nytte - thi herom følte jeg mig overbevist. Som et barn, et heftigt, uartigt barn, modtog han mit afslag og mine grunde. Den godmodighed, hvormed jeg hidtil havde spillet alt, hvori man trængte til mig, og for hvilken jeg nu hårdt måtte bøde ved den svækkelse, der havde indfundet sig, gjorde, at dette afslag kom Andersen uventet. Man måtte være inde i, til hvilken grad jeg i de 14 år, hvori jeg indtil da havde 333
spillet, var blevet misbrugt af næsten enhver forfatter og oversætter, der [ene og alene] byggede på mine kræfter og på den gunst, jeg stod i hos publikum, for at skaffe deres efemere arbejder indgang; man måtte, som sagt, være inde i alt dette for at bedømme, om det ikke var på tide, ja desværre næsten for sildigt, at min tålmodighed hertil var borte, og det var pligt for mig ikke at finde mig i, at dette uvæsen fortsattes, som var kunsten og mig uværdigt. Mine venner havde i længere tid bebrejdet mig min føjelighed og min stormen løs på mit helbred, uden at jeg havde haft mod eller kraft til at følge deres råd. Nu tvang min halssyg-dom mig til at holde måde med disse og mere forøgede anstrengelser. Jeg sagde til Andersen, at han vidste jo, jeg var syg; at hans stykke rimeligvis ikke kunne komme på scenen før i de sidste måneder af sæsonen, altså netop i den varme tid, og at det da ville være mig umuligt at påtage mig, hvad han ønskede. Nu udbrød han den ene gang efter den anden: »Det er stygt af Dem! Det er meget stygt af Dem!« Da jeg bad ham forklare, hvad han mente med disse udbrud, sagde han endelig, at han godt forstod, det var Heiberg, der, skinsyg på hans ære som digter, havde formået mig til at nægte ham min bistand. I højeste grad blev jeg forundret og forbavset over en sådan tro hos den, der kort iforvejen havde skrevet et brev til Heiberg, fuldt af kærlighed og ærbødighed, hvori han tilbyder ham sit venskab og udtaler sin beundring netop for hans karakter; og at høre en sådan ytring af den, som flere gange havde skrevet til mig i vers og prosa og altid udtalt sin beundring netop for min personlige karakter, dette oprørte og bedrøvede mig dybt; og jeg begreb ikke, hvordan en krænket forfatterforfængelighed kunne bringe ham til ved første anledning at slå en streg over mange års anskuelser af os begge og udtale en så lav beskyldning mod to mennesker, som jeg med sandhed kan sige aldrig i fjerneste måde havde givet ham grund til slige tanker. Jeg tilstår, at den, der én gang havde fremført en sådan beskyldning mod Heiberg og mod mig, han havde for bestandigt forspildt min tiltro. Dette sagde jeg ham og opfordrede ham med al den ro, som under sådanne sammenstød aldrig forlod mig, til at udtale frit, hvorpå han grundede en sådan mistanke, der kom mig lige så uventet, som den var krænkende. Herpå kunne han intet svare. Jeg spurgte ham, om det virkeligt var ham 334 deles umuligt at sætte sig ind i rollens beskaffenhed; og ved at tænke sig denne i forening med min helbredstilstand, syntes mig, det måtte være ham indlysende, at dette ene og alene havde bestemt mig, uden al privat personlig uvilje mod stykkets forfatter; og om han ikke syntes, det var synd, jeg skulle øde mine få kræfter på et så angribende arbejde, som jeg selv og alle andre var enige om, ville være forgæves? Jeg havde virkelig medlidenhed med hans fortvivlelse, skønt jeg tilstår, at jeg fandt den under hans værdighed. Jeg gjorde mig tilsidst al umage for at tale ham tilrette og i ro - intet hjalp; han for bort som en fortvivlet, der ikke vidste, hvad han sagde eller gjorde. Stykket blev spillet uden mig og faldt totalt igennem - en skæbne, han kastede på mine skuldre - thi hvo overbeviser en selvkærlig forfatter om, at hans arbejde er mislykket fra fødselen af? At hans umotiverede beskyldning mod liei-berg oprørte mig så stærkt, var såre naturligt, når man vil tro mig: at var nogen egenskab fremmed for Heibergs sjæl, da var det lav misundelse - thi et mindre forfængeligt menneske end Heiberg gives der næppe; og alle, som har stået i nærmere berøring med ham, vil sande disse mine ord. [Latterligt ville det i sandhed også have været, om Heiberg, der har haft så megen lykke og været så anerkendt som dramatisk forfatter, om han ville være skinsyg på Andersen, hvis arbejder for scenen - over 20 i tallet - straks bortdøde, på to nær: »Mulatten« og »Den nye barsels tue«, hvilke spilledes i flere år.]

Kort efter rejste Andersen til udlandet. Samme dag som han rejste, modtog jeg et brev fra ham, hvori han påny tilbød mig sit venskab, og hvori han skrev: »Når jeg atter kommer tilbage, vil jeg række Dem hånden til forsoning.« Jeg fandt det komisk, at han ville række hånden til forsoning, da jeg anså mig som den fornærmede og ikke ham. [Cg jeg tilstår, at det hører til min onde eller gode natur, at hvor et venskab på en så sårende måde er brudt, der kan der ikke være tale om at hele det igen.] Man kan vel ses og tale sammen som med så mange andre mennesker, men om det gamle venskab kan der ikke mere være tale. Efter dette brud besøgte Andersen os af og til, dog uden at høre til vor egentlige omgangskreds. Hans eventyr har jeg altid sat stor pris på, og han har sagt mig, ja skrevet i en af sine bøger, at jeg var en af de første, der udtalte min glæde og ros over hans første bind eventyr, 335 medens de af mange blev modtaget med modstand og betragtet som noget barnagtigt, der intet blivende værd havde. I årenes række vandt de almindelig anerkendelse og gav anledning til en mængde efterligninger, der viste, at det ikke er så let at skrive Andersenske eventyr. Dramatisk forfatter kunne Andersen aldrig blive; dertil er hans natur for kvindelig.

Ikke længe efter at jeg (i 1858) havde nedskrevet disse bemærkninger om Andersens »Mulat«, fik jeg en dag et besøg af ham. Han bragte mig et sirligt indbundet eksemplar af et bind nye eventyr, som i de dage var udkommet. På titelbladet stod nogle hjertelige og smigrende ord, skrevet til mig. Hvor forundrede dette besynderlige menneske mig dog i de par timer, han her sad og talte mad mig. Han fortalte mig en del om, hvad han havde oplevet og set på sin sidste rejse til England, hvorhen han var indbudt af den bekendte engelske forfatter Charles Dickens. »Jeg var så glad der,« sagde Andersen, »indtil jeg en dag blev grænseløs ulykkelig, og al min glæde var forspildt. Som jeg sad ved middagsbordet, modtog jeg et brev fra København, der underrettede mig om, at min sidste roman var blevet dadlet i bladet »Fædrelandet« af en anonym. Jeg styrtede fra bordet ned i haven.« - »Men Andersen!« udbrød jeg, »hvor kunne det dog forspilde al Deres glæde, at en anonym recensent i en bladartikel dadlede Deres bog?« - »Ak!« udbrød han, »jeg kan ikke tåle kritik. Jeg forsikrer Dem, at da jeg havde modtaget dette brev, følte jeg mig så ulykkelig, at jeg gik hen i en tilstødende lund ved Dickens' have, og her fældede jeg de bitreste tårer, idet jeg fortvivlet kastede mig i græsset. Her fandt fru Dickens mig, der savnede mig ved bordet, og spurgte forfærdet, hvad der var mødt mig - om jeg havde modtaget sørgelige efterretninger fra hjemmet. »Ja,« svarede jeg. »Min Gud,« sagde hun, »er nogen af Deres nærmeste død? Jeg ser, De holder et brev i Deres hånd.« - »Nej,« udbrod jeg, »men jeg har i dag fået et brev, der underretter mig om, at min sidste bog er dadlende kritiseret i et blad.« - »Ikke andet,« udråbte hun, »er det værd at bryde sig om?« Lidt efter kom Dickens til, og de samme spørgsmål og svar gentoges. »Var det da så slemt, hvad der blev skrevet?« spurgte Dickens. Jeg brast i heftig gråd og udbrød: »Jeg har jo slet ikke læst det!« Dickens tog mig om begge armene og sagde: »Andersen! Andersen! Hvad er dog 336 dette? De mangler den stolthed, en kunstner bør have. Jeg kender ikke Deres bog, men har De skrevet en dårlig bog, hvad er det så videre. Det hænder alle, selv de største digtere, og at De er digter, ved De jo. Tror De, at en mands arbejder ville blive oversat i alle sprog, ifald der ikke i disse arbejder var geni? Tag Dem dog sammen, og vær en mand!« Men hvad han end sagde, hjalp ikke; min glæde var forspildt, og jeg følte mig ret ulykkelig.« Idet han udtalte disse ord, stod tårerne ham atter i øjnene. »Hvor var det da muligt,« udbrød jeg, »at en anonym recension i et blad, som De ikke engang havde læst, kunne gøre denne vir.kning på Dem?« - »Ak!« vedblev han, »jeg kan ikke tåle dadel.«

[Da han var gået, fik jeg samvittighedsskrupler over, hvad jeg havde nedskrevet om hans Mulat og hans Maurerpige. Jeg læste det atter igennem med den tanke, at jeg måske kunne slette det hele ud igen. Men da Andersen selv i sit levned har omtalt vort sammenstød om Maurerpigen og min vægring at spille deri, ønsker jeg dog, at man også skal høre min forklaring om denne sag. »Mulatten« og »Maurerpigen« tilhører litteraturen, og mine bemærkninger om dem tilhører mig - er de urigtige, da lad mig dømmes derfor. Og jeg lod dem stå. Skulle dette mit levned nogensinde komme for dagens lys, og skulle Andersen opleve dette, da håber jeg, at han til den tid vil have så stor selvbevidsthed om sin plads i litteraturen, at han vil betragte disse individuelle bemærkninger af mig med ro og med et forsonligt gemyt; thi et forsonligt sind var en af Andersens elskeligste egenskaber. At han fortrød sin den gang fornærmende beskyldning mod mig, viste han i årenes løb på forskellige måder, ja, han dedicerede mig endog et bind af sine eventyr og viste mig på mange måder små opmærksomheder, hvorfor jeg her bringer ham min tak.]

THORVALDSEN

Skuespiller Stage havde erholdt tilladelse til at give en beneficeforestilling, og han bad mig nu om at stå ham bi, [for at en indtægt heraf kunne være ham sikret.] Det var vanskeligt for mig at nægte ham denne tjeneste, og ved bønner og overtalelser fik jeg Heiberg til at skrive »Emilies hjertebanken«. Det var i 337 denne periode, hvor den tyske dansekomponist Strauss ved sine muntre dansemelodier havde fået alle fødder i Europa til at bevæge sig og alle hjerter til at banke; man tænkte, man åndede i trefjerdedels takt; hele Europa dansede og var grebet af hans bues tryllemagt. Han var som Orpheus, der fik selve stenene til at danse. Denne stemning benyttede Heiberg og skrev den lille, livsglade monolog, hvis sange inden kort tid lød fra alles læber. Uforglemmelig er mig den aften og alle de påfølgende, hvori »Emilies hjertebanken« satte mig selv og hele publikum i en rus. Thi uagtet denne vaudevillemonolog oprindelig kun var bestemt til at gives denne ene aften, så blev den dog på grund af den virkning, den gjorde, optaget i repertoiret. Og denne bagatel var tilstrækkelig til at skaffe udsolgt hus, hvad der end forresten blev givet til den. Tilskuerne kunne have forholdt sig søvnige den hele aften, men så snart den lille ouverture til »Emilies hjertebanken« med de straussiske melodier slog sine første takter an, lød der en mumlen og en brusen i det hele hus. Og når jeg nu stod der for det fulde hus og med mit skarpe syn så de mange hundrede leende munde og tindrende øjne, og når jeg i den første sang kom til de linjer i verset:

»Hvor er det muligt at holde sig i ro?
Du selv jo rokker, vi rokker begge to;«

og da virkelig så hele det store publikum sidde rokkende, ude af stand til at være stille på sin plads, da meddelte dette liv hos tilskuerne, som de var sat i ved digtet, sig atter fra dem til mig og bar mig under den hele udførelse som til en dans, der ingen anstrengelse kostede, men gjorde mig let på legeme og sjæl, så jeg havde en følelse af at være 15 år og barn påny. Ja selv det skønne, gråhårede jupiterhoved, som teatret havde den glæde de fleste aftener at slutte indenfor sine mure, selv dette bevægede sig frem og tilbage, medens det rolige gudesmil vibrerede om den fint formede mund.

Siden 1838, altså to år tilbage, havde København haft den lykke og glæde, at Thorvaldsen var vendt tilbage til sit fædreland for bestandigt. Af og til i årene forud havde man vel lyttet til et rygte: at han tænkte på at komme hertil for at leve sine sidste dage 338
i sit fædrenehjem. Rygtet dukkede af og til op og forsvandt atter, og ingen vidste, om det talte sandhed eller ikke. I 1838 lød det sikrere og sikrere, og i sommerens løb blev det af hans herværende venner udtalt med bestemthed. Folk herhjemme kendte i grunden så godt som intet til Thorvaldsen. Skulpturen havde ingen fremragende repræsentant hos os, og ved de årlige udstillinger på Charlottenborg var derfor denne gren af kunsten så svagt repræsenteret, at den ingen interesse vakte hos den store masse, hvis øje og sans endnu ikke var åbnet for gudeverdenen i sten og marmor. Da nu forventningen om Thorvaldsens hjemkomst lød fra alles læber, hørte man ikke sjældent den simple mand spørge: »Hvad er han? Og hvad har han gjort?« Blev spørgsmålet så besvaret, lod det ikke til at interessere dem videre; thi de var i grunden lige nær og fattede ikke betydningen af hans virksomhed. Men de hørte, at han var berømt i udlandet - noget man hos os har en beskeden respekt for, og de hørte, at han ved sine værker var blevet en rig mand - en omstændighed, som ikke lidet bidrog til, at interessen fik liv og betydning for dern. Efterhånden som tiden for hans hjemkomst nærmede sig, blev der skrevet og talt så meget om ham, at mængden kom i bevægelse og røre, uagtet den endnu ikke ret vidste, hvorfor den var entusiasmeret. Den så, at der blev gjort store tilberedelser til hans modtagelse; den hørte, at alle digterne havde skrevet sange, der blev indstuderet; at han ventedes hertil på den kongelige fregat »Rota«; at festkomiteer var trådt sammen for at overlægge, på hvilken måde den fejrede skulle modtages. Man så, at en flagstang blev oprejst på Nicolai Tårn for derpå at hejse et stort flag, så snart man fik signal om, at »Rota« var i opsejling, til underretning for byens befolkning, for at de kunne være tilstede ved hans modtagelse på Toldboden og bringe ham deres hyldest. Når man kender københavnernes nysgerrighed og lyst til at være med, hvor andre er med, da vil man indse, at der ikke behøvedes en tredjepart af disse forberedelser for at bringe hele befolkningen på benene. I adskillige dage så man forventningsfuld til den høje flagstang, der endnu stod tom; indtil endelig om mandagen den 16de september 1838 flaget pludseligt blev hejst, og i samme nu styrede så godt som det hele København, ud på Toldboden, hvor de festligt smykkede både fra de forskellige komiteer, med deres vimpler og 339
blomsterguirlander, sangere og musikkorpser, alt lå parat. Og øjeblikket, da skibet ankom og en pragtfuld regnbue viste sig på himlen, og menneskemassen og sangene, der blev afsunget, og de smykkede både med herrer og damer i deres brogede dragter var højst imponerende. De talrige både med blomster og brogede flag lignede store, svømmende blomsterbuketter - og nu han, som var centrum for alt dette, den ædle skikkelse med sit blottede hoved, hvorfra det smukke, hvide hår flagrede i vinden - alt dette tilsammen var i sandhed et ophøjet syn, som enhver, der var tilstede, følte sig grebet af. Da jeg aldrig viste mig ved slige offentlige fester, [på grund af at jeg ikke kunne være ubemærket,] gik jeg glip af denne modtagelse, som det ville have interesseret mig at bivane. Heiberg var med i digterbåden, og han bragte mig efterretning om den hele fest. Så snart Thorvaldsen steg op i den vogn, der skulle bringe ham til Charlottenborg, hvor en bolig var indrettet for ham, blev hestene spændt fra vognen, og folket trak ham til Charlottenborg under idelige jubelråb. Den uhyre menneskemasse fyldte hele Kongens Nytorv og de tilstødende gader og ville ikke bortfjerne sig, før Thorvaldsen havde vist sig på Charlottenborgs altan, for at de kunne bringe ham den sidste hyldest. Man fortalte iøvrigt, at den menige mand kendte så lidt til Thorvaldsen, at endogså hans navn var dem vanskeligt at beholde, og at der flere gange var blevet råbt fra torvet: »Konferents-råd Tordenskjold frem!« Dette navn kendte de. Med blottet hoved trådte han nu ud på altanen, hilsende med den ædle holdning, som var ham egen, og da først fjernede mængden sig lidt efter lidt. Der blev nu gjort gilde på gilde, og alle kappedes om at fetere den hjemkomne. Selv i ringe borgerlige huse kom Thorvaldsen, når han blev budt. Allevegne var han den samme og bragte det samme stille, velgørende indtryk med sig overalt. Det er en stor lykke for en nation at have en sådan personlighed i sin midte, hvis blotte nærværelse stemmer alt omkring sig i en højere toneart og tvinger selv den rå mængde til en pietetsfølelse, som den har så godt af at besidde. Lidt efter lidt åbnedes også sansen herhjemme for Thorvaldsens mesterværker. Det var ikke længer en tom navnebegejstring - man vidste, hvorfor man var begejstret. Og da omsider Det Thorvaldsenske Museum blev åbnet for alle, så man her hyppigt folk af den lavere klasse, der med stor 340 interesse betragtede de udødelige værker. Man kan med sandhed sige, at ikke ringe var den indflydelse, som disse værker frembragte på nationens skønhedssans. Hvad jeg personligt skylder ham, bærer jeg en dyb taknemmelighed for.

Hvor var det dog velgørende at se denne ædle skikkelse bevæge sig i selskabslivet og i offentlige forsamlinger - at se den fuldkomne ro, den totale mangel på anstrengelse for at behage, og netop derved behagede han så sikkert på en så enestående måde. Medens alles blik hvilede på ham og søgte ham, havde han et udtryk, som om ingen lagde mærke til ham eller bekymrede sig om ham. Medens alle flokkedes om dette centrum, så han ud, som om han selv hørte til flokken; som om han ikke anede, at han var centrummet selv. Al hyldest, al smiger, al entusiasme »gled ned ad hans marmorsider«, som Heiberg skrev i prologen, der blev fremsagt efter hans død. Jeg forstod ikke dengang, hvor dette var ham muligt. Nu forstår jeg det. Han havde set så meget af livet og af menneskene, han kendte sit eget værd uden at være betaget af den almindelige kunstnerforfængelighed, han vidste, hvad menneskenes hylding betyder, undervurderede den ikke, overvurderede den ikke heller; han tog imod den, som man tager imod en stille mild forårsregn; man glæder sig over den, men tror ikke, at himlen sender den blot til ens personlige velbehag. Hvor er det herligt at se en sådan ro hos en begavet natur. Man hører ofte sige om en kunstner, der formår at tage imod den almindelige hylding, som Thorvaldsen formåede det: »Hvor er han dog beskeden!« Ja, vel er han beskeden - men ikke, som mængden smigrer sig med, lige overfor menneskene. Når en beskedenhed lig Thor-valdsens findes hos en kunstner, da gælder den de høje guder, der skænkede ham af deres gaver - det er for dem, han slår øjet ned til jorden i ydmyghed, og hans pagt med dem er det, der giver ham denne gudero. Hvorimod den forfængelige, selvkærlige, indbildske kunstners tilsyneladende beskedenhed ytrer sig lige overfor menneskene i uro, just fordi blikket kun dvæler ved mennesker, og disse vankelmodige magter formår kun at sprede og pirre gemyttet, men ikke at hæve det til en ophøjet ro; thi denne formår kun de højere magter at fremkalde. Ulykkelig er den kunstner, der sætter sin lyksalighed i menneskenes anerkendelse uden at have sin støtte i en højere idé, thi på hint flyvesand kan intet 341 varigt hus bygges. Dette har den forfængelige kunstner en følelse af, og derfor går han i skælven og bæven for et frafald hos massen, der ville knuse ham og bringe ham til fortvivlelse.

Thorvaldsen elskede teatret og især den komiske muses frembringelser. Han og Oehlenschläger sad så godt som hver aften i hofparkettet og opmuntrede os ved deres nærværelse og ved den interesse, vi vidste, at begge havde for teatrets forestillinger. »Åh!« sagde Thorvaldsen en gang til mig i et selskab, hvor vi en aften mødtes, »hvor jeg dog har glædet mig over »Emilies hjertebanken«. Når jeg er i middagsselskab, og tiden nærmer sig til at gå i teatret, og vi der sidder og spiser og spiser i en uendelighed, og jeg ikke kan komme bort, da må De tro, at jeg har en alvorlig ærgrelse. »Emilies hjertebanken« har jeg dog aldrig forsømt, da den altid ender forestillingen. Jeg bliver selv som et barn ved at se Dem spille; og nu, da jeg kan den udenad, morer det mig ofte at vende mig om og se på de mange glade, leende ansigter i publikum, der er så beskæftigede med Dem på scenen, at de ikke lægger mærke til mine spejdende blikke.« Jeg spurgte ham, om ikke balletten interesserede ham på grund af det plastiske. »Kun de spanske danse,« svarede han, »den kunstige dans nutildags er uden al plastik.« Og heri var jeg fuldkommen enig med ham.

»CORSAREN«. TEATERBESTYRELSEN

I anledning af Christian den Ottendes kroning skrev Heiberg på teaterdirektionens opfordring skuespillet »Syvsoverdag«, med musik af Hartmann, som blev opført på Det kongelige Teater 1ste juli 1840. Som alt berettet havde dette stykke ved sin første opførelse den samme vanskæbne, som så ofte er blevet festforestillinger til del. Hertil bidrog vel også den omstændighed noget, at der på dette tidspunkt var såre liden sympati for den nys kronede konge.

Sommeren, den korte, den forhåbningsfulde, den vederkvægende, flygtede kun altfor let og hurtigt forbi; med et suk vendte man atter tilbage til [»Den by, med de hundrede laster«, tilbage til] den travle menneskevrimmel, til teater og publikum, til 342 bladlitteraturens nyheder, kritik og skænderier; man læste atter sin adresseavis til morgenkaffen, så de bunker af blade ligge gemte, som man i fraværelsen ikke havde fulgt, besluttede at løbe dem igennem, men følte efter nøjere eftertanke en lettelse ved at opgive denne beslutning. Øjeblikket, hvori de havde betydning, var jo nu forbi, det læste var glemt, og det var altså overflødigt at sætte sig ind i det.

Lige så stor som forskellen var imellem den nye kong Christian den Ottendes og den afdøde kong Frederik den Sjettes personligheder, lige så stor var forskellen i alt; i det offentlige liv, i tonen i litteraturen, i pressen. Det unge Danmark, som i Frederik den Sjettes tid endnu gik i trøje, fik pludselig kjole på, stok i hånd og hat på hovedet; og denne hat sad fast og kækt og blev kun lettet af til flygtig hilsen for ligestemte sjæle og dem, der gav tilkende, at de ville slutte sig til det unge dristige korps, der fra nu af ville have sæde og stemme med i offentlige anliggender. Den pietet og ærefrygt, som folket var opvokset med for den gamle patriarkalske konge, blev skrinlagt i Roskilde Domkirke tilligemed den sidste repræsentant for samme. Endnu stod der en lille kreds af mænd i spidsen for nationen, til hvem man var nødt til at se op, hvor meget det end generede. Endnu gaves der personligheder, hvem ingen havde vovet at trække ned fra deres højde, hvem ingen endnu havde fordristet sig til at kaste litterært skarn på; endnu var der en følelse af, at ikke alle var lige, at nogle ved åndens gaver, ved guders gunst stod over massen og udgjorde en klasse for sig selv, til hvilken mængden så op med en gammel ærefrygt; der var endnu i folket et vanebegreb om, at de udmærkede personligheder var en ære for nationen, og at den ved disse selv blev hævet og hædret. Da fremstod i efteråret 1840 bladet »Corsaren« med hele sin tøjlesløshed og hensynsløshed og kastede sig over enhver personlighed, som havde vovet på en eller anden måde at rage frem. Som lynet, der hjemsøger kirkespirene og de høje punkter [for at udtømme sit dræbende svovlstof,] således vidste »Corsaren« at finde genstandene for folkets veneration, og arbejdet gik ud på, at alle ved dens bestræbelser kunne blive lige gode. Da der gik vittighed og kådhed igennem dens små, personlige angreb, så fandt det store publikum megen behag i denne nye, underholdende litteratur, hvori skandale på næstens 343 bekostning hørte til dagens orden. Denne nye måde at angribe private på gjorde en stor opsigt og skaffede bladet en overordentlig afsætning. Alle, som ikke var genstand for disse angreb, fandt det »uhyre morsomt«, indtil de selv kom med, da fandt de det infamt og skandaløst, at en sådan tone skulle tåles. Bladet blev, ved den lykke det gjorde, kådere og kådere, indtil det forløb sig, så at den ene pressesag efter den anden blev anlagt imod det, og udgiveren tilsidst blev dømt på vand og brød. Fra dette øjeblik af var bladets magt for en del knækket, vittigheden ophørte, og bitterheden trådte i stedet, men denne sidste var ikke nær så morsom som den første, og lidt efter lidt hørte dets virkning op; hermed hengik dog nogle år. Imidlertid havde dette blad slået en tone an, som desværre mere eller mindre fik indgang i næsten hele bladlitteraturen; og dette virkede demoraliserende på den del af folket, som trænger til at have noget at se op til, nogen, lige overfor hvem det nødes til at underordne sig. Imidlertid var alt dette endnu i sin barndom; men det voksede mere og mere ved ulykkelige omstændigheder i tidernes løb. Endnu var alle i godt humør; man strømmede til det nyindrettede Tivoli, man dansede, man gik på maskerader, fremmede kunstnere søgte til København ved rygtet om den kunstelskende konge, der lønnede dem med diamantringe, brystnåle, dåser osv.

Hoffest fulgte på hoffest, forlystelse på forlystelse, og under alt dette drønede den fjerne torden fra Holsten og Slesvig, endnu til-bagetrængt, men for et nogenlunde skarpt øre mere og mere nærmende sig med stærk og uundgåelig fart til den sorgløse, forlystelsessyge hovedstad, der for lutter sang og leg ikke kunne høre den fjerne bragen og buldren, før det som et lyn slog ned en solklar dag. Man mærkede som sagt endnu intet eller ville intet mærke for i uforstyrret ro at kunne hengive sig til sin glæde, til sine adspredelser.

Sæsonen 1840 til 1841 frembød intet af sådan interesse, at jeg her vil dvæle derved i det enkelte. [Denne vinter gik for mig på sædvanlig vis; jeg spillede og spillede, for det meste over mine kræfter. Endnu led jeg af min halssvækkelse, der naturligvis ikke blev bedre ved de ideligt nye anstrengelser. Jeg var træt af at spille, jeg trængte til en længere hvile, men herpå var ikke at tænke, ifald jeg ikke ville sætte teatret i største forlegenhed.] Heri kan 344 der jo være noget tilfældigt, men jeg kan dog ikke betvivle, at det hang sammen med den ånd, hvori teatret blev bestyret.

[Den 18de september var atter en fest i teatret. Kongen højtideligholdt sin første fødselsdag efter sin tronbestigelse. Så vidt jeg erindrer, blev der opført en opera eller en ballet. Men da man ønskede, at også jeg skulle udføre noget ved denne lejlighed, skrev Heiberg på direktionens opfordring monologen: »Grethe i Sorgenfri«, hvis motiv var taget af kongens og dronningens sommerophold på Sorgenfri, hvor de i mange år havde tilbragt sommeren i gemytligt forhold til omegnens beboere, høje og lave. Denne aften var, som alle sådanne festaftener i teatret, en anledning til at vise pragtfulde toiletter, en anledning for folket til at vise kongen dets loyalitet, og forresten en anledning for alle til at kede sig over en kunstnydelse, som man på sådanne aftener ikke havde øre eller øje for. Jeg var denne aften bedrøvet og savnede den gode, gamle konge på den plads, hvor jeg fra min barndom af var vant til at søge ham. Jeg kunne ikke så hurtigt skifte herre og følte kun mat, hvad jeg i monologen havde at udtrykke til ære for landets nye hersker.]

Et tronskifte berører så godt som alle forhold, og teatret var heller ikke blevet uberørt heraf. Excellencen Holstein blev straks efter tronskiftet afløst som teaterchef af kammerherre og hofmarskal Levetzau, en sand modsætning til den ligefremme, fordrings-løse, danske Holstein. Holstener af fødsel havde den nye chef et stærkt tysk element i sin hele elegante optræden og dannelse; det danske sprog generede ham ikke så lidt, og jeg tror vist ikke, at jeg gør ham uret, når jeg siger, at den danske litteratur så vel som den danske nationalkarakter var ham så godt som fremmed, egenskaber, der just ikke gav ham adkomst til hans nuværende stilling. Det glatte hofmandsvæsen med alle dets ydre former var ham så at sige i kødet båret. Han var imidlertid god og human imod personalet, men han betragtede sin nye stilling som en biting til sin egentlige hofstilling og kunne intet udrette for teatret i kunstnerisk henseende. Det mandlige personale ved teatret var uudtømmeligt i at kopiere denne hofmand i hans gang, tale og manerer; kaldte ham et hofkryb, under hvis scepter det var utåleligt at stå; beskyldte ham for latterlig fornemhed imod dem. Hvad mig selv angår, da har jeg aldrig mærket til sligt. Når han aflagde 345 mig visit, fandt jeg i ham en forunderlig blød natur, der ideligt fik tårer i øjnene, så snart samtalen kom ind på noget som helst, der berørte hans gemyt. At han var en forfængelig mand, formåede han vel ikke at skjule, men jeg ved aldrig, at hans forfængelighed bragte ham til at foretage noget lige overfor personalet, der fortjener at dadles. Han stod på denne plads mere for stads, om jeg så tør udtrykke mig, end for nytte, thi Collin, der rigtignok kun var første direktør under chefen, var og blev den egentlig styrende i hele teaterstyrelsen på grund af hans overordentlige arbejdsdygtighed og arbejdshurtighed. Han var en afgjort fjende af alt, hvad man kunne kalde vrøvl, og for at undgå dette var det hans vane at gribe rask ind i, hvad der lå for, og på egen hånd afgøre, helst mundtligt, helst straks, hvad hans kolleger først troede burde drøftes vidt og bredt. At denne hurtighed, denne selvrådighed ofte stødte de andre direktører, fulgte af sig selv, men det hjalp ikke, de måtte finde sig heri. At disse Collins egenskaber gjorde, at alle helst henvendte sig til ham for hurtigt at opnå, hvad der lå dem på hjerte, lader sig let forklare. Og Collin var mand for at sætte sine beslutninger igennem til trods for enhver modstand. Han var og blev således den egentlige herre, hvem der så var chef.

Collin var egentlig ikke nogen æstetisk dannet mand, og han gjorde heller ikke fordring herpå; men han havde - især i yngre år - et ligefremt instinkt til at gribe det rette. Al vigtighed, al affektation var hans stille, bramfri væsen en modbydelighed, og han gennemskuede let sine folk. En ubeskrivelig hjertensgodhed udgjorde grundtrækket i hans karakter. Alt småligt var ham fremmed. Han, som i hele sit liv intet havde kendt til trange kår, gik aldrig i rette med nogen om, hvad de burde komme ud af det med. De var trængende, bedrøvede, dette var ham nok, og han hjalp alle, hvor det var ham muligt. Og hvor megen utaknemmelighed skulle han ikke opleve, især af dem, han allertroest havde stået bi. Jeg elskede denne ædle personlighed som en fader, og ofte når han skrev mig sine korte, ejendommelige breve til, underskrevne »din faderlige ven«, var jeg stolt og glad over denne underskrift. Og dog, til trods for denne min store hengivenhed for min faderlige ven, var jeg på dette tidspunkt bedrøvet over, at Collin ikke kraftigt modsatte sig mangen en uværdig bestemmelse 346 ved teatret, der truede med rent at tage a! respekt bort fra vor scene. Og da han nu atter, som for 8 år siden, tillod en tysk omrejsende gøgler, en hr. Kirchner, at give gæsteforestillinger i sæsonen på tysk, forestillinger af den plumpeste og laveste art; rene fjællebods narrestreger, men som rigtignok fyldte huset, da måtte jeg vel sørge over vort teaters skæbne. Man tænke sig et stort, tykt, halvgammelt mandfolk, klædt som fruentimmer med bar hals og bare arme, spille »Die falsche Catalani«, et stykke - om det forresten kan kaldes således - af den allerråeste og platteste natur. Man tænke sig dette mandfolk i korte skørter dansende og svingende sig på den anstødeligste måde, hvinende med en høj, skærende fistelstemme, og ak dette på tysk!! Ja, Collin gav sandelig sit samtykke til, at en omrejsende taskenspiller, hr. Dobler, gjorde sine tryllekunster og sine hokuspokus på Det kongelige Teater. Så vidt kan det gå, når en teaterbestyrelse vil føje et publikum i sine rå lyster, så vidt, når publikum bliver herre over smagen og bestyrelsen dets lydige tjener.

Over alt dette kølnedes mere og mere Heibergs lyst til at virke i teatrets tjeneste. Han sørgede over dets tilstand. Han skammede sig over disse indrømmelser og syntes, at alle principper blev stillet på hovedet. Han kunne ikke længer være tavs tilskuer til alt dette uvæsen. Han skrev altså en række teaterartikler i bladet »Fædrelandet« for om muligt atter at orientere publikum og teaterbestyrelsen om, hvilke pligter der påhvilede dem begge, når Det kongelige Teater med rette skulle kunne gøre krav på agtelse og interesse; men alt forgæves.

Hvad der nu til en vis grad tjente Collin til undskyldning for disse forcerede anstrengelser for at skaffe teatrets kasse indtægter, var skuespillernes utrolige dovenskab, for ikke at sige frækhed i forsømmelsen af deres pligter. Et stykke kunne vente måneder, ja halve år, efter at rollerne var uddelte, uden at det var muligt at bringe stykket til opførelse, fordi især de første skuespillere ikke gad lære deres roller. Man meldte sig syg, på samme tid som man deltog i selskabelige og offentlige forlystelser. Man ytrede rent ud: pokker skulle have det slid; vi får lige meget, enten vi spiller eller ikke. I de sidste måneder af sæsonen var det aldeles umuligt at få et nyt stykke indstuderet, thi da ytrede man uden mindste undseelse: Vi har ikke tid, vi forbereder os til vore private 347 forestillinger i sommermånederne. Bestyrelsen blev således tvunget til at tænke på et middel til at fremkalde flid hos skuespillerne, og den vidste af erfaring, at det eneste middel hertil var at forskaffe dem - penge. Med andre ord, den måtte tænke på at indføre feu (en spillepræmie for hver aften). Jeg indså vel, at denne foranstaltning ville blive nødvendig, men jeg var dog bedrøvet herover, thi jeg forudså, at havde man tidligere ingen roller villet spille, da ville man, efter at spillepræmien var indført, spille alle roller, enten de passede for vedkommende eller ikke, og dette kunne aldrig være til gavn for kunsten eller til bevarelsen af freden indenfor de af lidenskaberne ofte rystede mure. Erfaringen har siden lært mig, at jeg heri tog fejl. Sandheden til ære må jeg udtale, at det kvindelige personale ved vort teater i flid, i interesse for deres kunst, uden. hensyn til den øjeblikkelige gevinst, altid har stået højt over det mandlige. Når jeg tillægger det mandlige personale disse fejl, da må de især søges hos de højere stillede. De mere underordnede er som oftest beskedne og føler trang til at udfolde deres evner uden hensyn til pengeerstatning, men næppe er de kommet op i første række, næppe er de blevet uundværlige, før kunst-nerhovmodet griber dem som en snigende gift, og da er det, at de let bliver demoraliserede. Hvori det ligger, at kvinden bedre end manden formår at bøje sig under pligten, det moralske, derom agter jeg længere hen at udtale mig udførligt.

Havde skuespillernes dovenskab og mangel på pligtfølelse nu hæmmet alt i sæsonens løb om vinteren, da udviklede disse samme næsten en fabelagtig flid og udholdenhed ved deres egne forestillinger om sommeren. Det var morsomt at lægge mærke til, at de samme skuespillere, der om vinteren rasede over de franske skuespil som noget, der rent fordærvede smagen, valgte netop disse stykker fortrinsvis til deres egne forestillinger. Nu vidste de, hvilken virkning der lod sig frembringe i dem, når skuespillerne arbejdede for i stedet for imod virkningen. Det overordentlige bifald, som disse forestillinger glædede sig ved om sommeren, havde imidlertid en hage ved sig. Det store publikum har altid en særdeles tilbøjelighed til at tage parti mod enhver bestyrelse og for de såkaldte underordnede. Vist er det, at mangt et stykke, mangt et spil i disse stykker blev i sommerheden modtaget med et bifald, som ingenlunde var blevet dem til del, ifald de var opført om 348 vinteren under teaterbestyrelsens ægide. Dette bifald om sommeren var et slags mistillidsvotum til teaterdirektionen. Det hjalp unæg-teligt også i modsætning til skuespillernes dadel over stykkerne om vinteren, at disse om sommeren udbasunerede deres ros på gader og stræder. Teaterkritikerne i vore dagblade var fromme, godmodige, rørende, hjertelige, anerkendende, blide som lam om sommeren; angribende, glubende ulve om vinteren. Lutter affektation! Medens den ene røde plakat afløste den anden på gadehjørnerne om vinteren på grund af den utrolige svaghed, som det kongelige teaterpersonale led af, spillede de samme skuespillere i sommermånedernes hede den ene store anstrengende rolle efter den anden. Man hævede skuespillernes flid og udholdenhed til skyerne og var så god at slå en streg over deres dovenskab, deres mangel på pligtfølelse om vinteren. Bladlitteraturen og en stor del af publikum har altid været skuespillernes moralske ødelæggere.

Medens man således berusede sig i den virak, som mangt et mådeligt stykke, mangt et mådeligt spil indhøstede i det gode, gamle hus på Kongens Nytorv, takkede jeg Gud for, at jeg ved Heibergs side kunne indånde sommervarmen og bytte de malede træer med de friske, virkelige. Det er ekstremerne, hvori vi mennesker søger vor adspredelse; den, der altså som jeg var nødt til den lange vinter at arbejde stærkt i illusionens tjeneste, den trænger til atter at drikke af livets virkelige kilder, til at samle og fæstne sin inderste individualitet, for at den ikke ubemærket skal glide ud af sine fuger og blive til noget helt andet end det, forsynet oprindeligt har bestemt den til. Jeg havde den evne, den lykke, at jeg så aldeles kunne kaste den kunstneriske virksomhed bag mig, så snart den sidste aften i sæsonen var overstået, så at jeg inden få dage havde en følelse, som om jeg intet havde med den hele sag at gøre, selv om det kun gjaldt en kort udflugt som i sommer. Når vi da i den årle morgen efter at have udhvilet os atter satte os på vognen for at drage videre ud i den skønne natur, da kunne jeg af fuldt hjerte synge:

»O lykke, når man let i sind,
Så let ad vejen ruller,
Foran os alt i rosenskin,
Det mørke bag vor skulder!
349 Kun fremad higer længslens magt;
Ad alt, som er tilbagelagt
Man blæser, man blæser:
Duidu, duidu, duidu dudu du.«

»SVANEHAMMEN«, »ET GLAS VAND«

Den 24de juni 1841 opførtes Hertz's romantiske skuespil »Svanehammen« i anledning af formælingen mellem kronprins Frederik Carl Christian og kronprinsesse Caroline Charlotte Mariane. Aldrig er vist et skuespil opført til ære for en fremmed prinsesse, hvori et finere galanteri er udtalt igennem et poetisk arbejde end i Hertz's »Svanehammen«. Men hvem så det? Hvem følte det? Hvem havde glæde deraf? Allerede det første vers, idet tæppet rullede op, og koret udbrød:

»Fra fjerne lande kom hun, dronning Dagmar.
(Ove) Hun var så ung, så fager og fin,
Talte til hvermand mildt,
Til ridder og til bonde,
Til ringeste gangerpilt.
(Kor) Fra fjerne lande kom hun, dronning Dagmar.«

Allerede dette at minde om de danskes mest ideale og elskede dronning, allerede heri lå en allusion så fin, så hjertelig, at den måtte have grebet alle, hvis de havde været istand til at lade sig gribe. Sætter man sig i denne fremmede prinsesses sted, der alt iforvejen var modtaget af de danske, som måske kun dronning Dagmar i gamle dage var modtaget - og denne modtagelse var ikke blot, fordi det nu engang skulle være således, nej, der var virkelig en stemning i hele folket så inderlig, så følt for denne unge kvinde, der tillidsfuldt satte foden på dansk grund - sætter man sig i hendes sted, da tæppet rullede op, og disse linier tonede hende imøde, hvor skulle man ikke tro, at de havde vibreret i hendes unge hjerte, at de havde fremkaldt et stille løfte, der sagde hende, hvad der var hendes livs opgave for fremtiden. Og vil man nu 350 spørge mig: »Hvor ved du, at det ikke netop så således ud i hendes indre, som du synes, det burde set ud?« Da svarer jeg: Af frugterne skal man kende træet.

»Hun var så ung, så fager og fin -«
Ja, det er sandt, det var hun.
»Talte til hvermand mildt,
Til ridder og til bonde, til ringeste gangerpilt.«

Nej, dette gjorde hun ikke. Medens alle med inderlighed kom hende imøde, forblev hun fremmed, trak sig mere og mere tilbage til ensomheden, og man vidste tilsidst næppe, at hun var til. Der måtte dog i København have været nogle eller nogen, som kunne have været et tilknytningspunkt mellem hende og den nation, hun frivilligt havde forenet sig med for i tiden at blive landets dronning, landets moder. Hun drog jo ikke til et land, der lå i månen, hvor alt, forholdene, tilstandene, nationen var hende ubekendt. Hun kendte sin gemals rygte, og hans foregående liv var hende ikke ubekendt. Hun måtte vide, hvilke fordringer hun med billighed kunne stille til denne gemal. Her kunne altså intet overraske hende. Og vist er det - jeg ved det af en sanddru person ved hendes hof - at hendes gemal hang ved hende, som han vist aldrig havde hængt ved nogen kvinde tidligere, at han var utrættelig i sit ønske om at behage hende og vinde hende for sig; hvad kunne hun da have ventet mere? En ulykke, en uberegnelig ulykke var det for Danmark, at denne prinsesse ikke forstod sin opgave. Hun var en kvinde som hundrede andre, og dette var for lidt for at spille den rolle, historien havde tildelt hende. Efter få år rejste hun atter tilbage til det fædrene hus, uden at nogen vidste andet, end at rejsen gjaldt et besøg, men hun kom aldrig mere tilbage.

Nogle år efter blev hun og kronprinsen lovformeligt skilt. Dronning Dagmar havde ikke valgt denne udvej. Mange ærerørige rygter om det danske kongehus var udspredt for at retfærdiggøre dette skridt af hende; men man kan sige om det danske kongehus, hvad man vil - lavhed, råhed og slethed kunne ikke udgå fra 351 Christian den Ottendes og hans ædle dronning Caroline Amalies hof. Den tyske prinsesse havde kunnet få alt, som hun ønskede det, ifald hun selv havde vidst, hvad hun ønskede, og hvad hun burde have ønsket. En kvinde, der stilles i spidsen for en nation, har en anden opgave end en anden skikkelig hustru; hun må kunne hæve sit blik til noget universelt og ikke have en horisont, der kun rækker indenfor et boudoir. Ulykkeligt for Danmark var det, at denne unge kvinde ikke havde en større sjæl.

Skuespillerne gav i juni en række forestillinger uden mig, og derimellem Scribes: »Et glas vand«. Jeg ved vel, at det store publikum syntes godt om dette stykke, men heri er jeg ikke enig; thi af alle de futile og barnagtigt efter historien sammensatte franske stykker forekommer dette mig at være det futileste, urimeligste og mest umoralske, skønt umoraliteten ligger indsvøbt som et bonbon i sukker og likør. At se tre damer og derimellem en, som er eller skal være åndrig, begavet og, for at gøre det end mere anstødeligt, ikke engang ung længer - at se disse tre damer, hvorimellem Englands dronning, på jagt efter et ungt flødeskæg, om hvem der ikke er det mindste at sige, undtagen at han er 20 år - det er dog virkelig at gøre mand til kvinde og kvinde til mand. Det er imidlertid dialogens livlighed, der holder dette som de fleste franske stykker af denne art oppe; thi, man sige hvad man vil, en del af de Scribeske stykker, såsom »Den første kærlighed«, »Familien Riquebourg«, »Formynder og myndling«, »Kærlighedsdrømme«, »De uafhængige«, »Den hemmelige lidenskab«, »Enten elskes eller dø!« og fremfor alle: »Kammeraterne« - et stykke, som ethvert teater i vor nyere politiske periode burde opføre én gang om ugen, ligesom man hver søndag prædiker i alle kirker i håb om at vække visse folks samvittighed til selvbetragtning - kunne tjene enhver ung digter til et studium, som han ingenlunde ville have skade af. Jeg deltog altså ikke i den første opførelse af »Et glas vand« ved skuespillernes private sommerforestillinger; men i den påfølgende sæson formåede de direktionen til at optage dette stykke på repertoiret. Nu henvendte direktionen og især alle de spillende, som havde roller i »Et glas vand«, sig til mig og bad mig overtage Abigaels rolle, da denne ved sommerskuespillene havde måttet lade sig nøje med en fremstillerinde, som ingenlunde var rollen voksen. Jeg havde hellere end gerne været fritaget derfor, 352
men af føjelighed mod mine kunstfæller samtykkede jeg i at forene mine kræfter med deres i et stykke, de alle var henrykte over. Og lønnen for denne føjelighed udeblev ikke, som man nu skal se. Prøverne var begyndt med mig som Abigael; [jeg aftalte nu med fru Ryge, der forestod damernes garderobe, hvad jeg ønskede at iføre mig til denne rolle. Jeg tror, uden frygt for at overvurdere mig selv, at var der nogen ved teatret, der havde øje, kundskab og sans for, hvilket kostume bedst kunne fuldstændiggøre billedet af den rolles karakter, da var det mig. Dette var også almindelig erkendt, både af publikum og de andre skuespillere og skuespillerinder, der også ideligt henvendte sig til mig om råd i denne retning, så vel herrerne som damerne; uden at tale om, at damerne kopierede mig, hvor det var muligt, enten denne kopieren passede eller ikke passede til, hvad de havde at udføre.] Da jeg nu fandt, at kostumet i første akt, som den anden skuespillerinde havde benyttet ved sommerforestillingen, ikke passede til den lille borgerpige Abigael, aftalte jeg med fru Ryge, der forestod damegarderoben, et andet efter mit sind. Hun sagde mig nu, at alle kostumerne, som var benyttet til sommerforestillingen, var anskaffet af samtlige skuespillere, og at de gerne ønskede at sælge disse til teatergarderoben for at få pengene ind igen herfor, »men,« lagde hun til, »da det er det første, simple kostume, De ønsker forandret, og det hele, som de kan få ind derfor, er en halvsnes daler, der, fordelt på flere, jo ikke er noget at tale om, så er det vist skuespillerne ligegyldigt.« Det samme mente jeg. Men heri tog vi begge fejl. For imidlertid at spare teatret en forøget udgift bestred jeg for egen regning et hvidt og rødt stribet skørt, som jeg brugte til det første kostume, uden at ane, at dette ringe skørt skulle give anledning til, at så mange penne i bladlitteraturen skulle komme i bevægelse. Jeg blev derfor højst forundret efter min første optræden som Abigael, over at forskellige blade holdt sig - ikke til mit spil men til mit skørt og udtalte sig med bitterhed om det, hvilket forekom mig i høj grad latterligt. Der var - Gud bedre det! - et blad i denne periode, som hed »Porteføljen«, udgivet af Tivolis grundlægger, Løjtnant Carstensen, en ven af adskillige skuespillere ved teatret og en stadig teaterrecensent, der på litterær røvermaner uddelte hug og stik til de kunstnere, der ikke var hans omgangsvenner. Jeg var så heldig ikke at 353
høre til disse, og nu påtog denne herre sig igennem pressen at ville afføre mig mer omtalte skørt og iføre mig et efter hans og hans venners smag, nemlig det, som skuespillerne havde anskaffet, og som de atter ønskede solgt. Han havde formeligt sat sig dette til opgave, og efter at han i sit blad havde skrevet den ene uforskammede artikel efter den anden om dette skørt, truede han tilsidst med, at hvis jeg næste gang, stykket blev opført, endnu trådte ind med bemeldte skørt, da skulle jeg føle, hvad et publikum havde ret til. Denne nye tone imod mig havde »Corsaren« for første gang angivet, og nu fulgte småravnene efter. Enhver kan vel begribe, at jeg ikke på slige opfordringer ville forandre et kostume, som jeg selv og flere med mig fandt smukt, passende og svarende til rollen. Men jeg vidste også, hvad en sådan herre med et par gode venner til hjælp formår imod en dame, der træder offentligt frem. Der måtte altså tages en beslutning, hvad jeg ville gøre, ifald nogen råhed mødte mig ved min indtrædelse på scenen. Hei-berg lagde da følgende plan, som han meddelte mig om formiddagen på den dag, stykket atter stod til opførelse: »Jeg møder i aften,« sagde han, »på teatret, påklædt som sig hør og bør for at træde frem på et teater for et stort publikum; sker der nu det mindste, som er fornærmende for dig ved din indtrædelse, da træder jeg ind på scenen og fører dig ud af den, og så betræder du den ikke oftere, medmindre du får en sådan oprejsning, som du og jeg kan være tjent med.« Denne beslutning talte vi ikke om til noget menneske. [Jeg var på dette tidspunkt så syg, træt og ked af den hele teatervirksomhed, hvor så meget småligt udstrakte sine rødder for at kvæle den ædle kunst, at man vist næppe vil tro, at da jeg om aftenen, iført mit stribede skørt, skulle træde ind på scenen, var jeg så langt fra at ængste mig for, hvad der ville ske, at jeg tværtimod ønskede det værste, for at få en gyldig anledning til at trække mig tilbage.] Heiberg kom hen til mig, forinden jeg trådte ind, og viste mig smilende sine nye, hvide glacé-handsker, som han havde købt til sin debut på den kongelige danske skueplads, der, hvis den var blevet til alvor, vist ikke havde været uden virkning. »Han (hr. Carstensen) sidder ned på sin plads,« sagde Heiberg, »med et par andre gode venner for at modtage dig og dit skørt.« Jeg trådte nu ind med samt mit forfulgte skørt; men enten nu modet svigtede disse tapre herrer i det 354 afgørende øjeblik, eller det hele kun var en trussel - Heiberg kom ikke til at debutere den gang. Carstensen fortalte i bladet, at jeg havde haft dristighed til atter at vise mig med det mærkelige skørt; man kunne altså ikke vide, om angrebet kun var udsat. Så ofte jeg derfor udførte Abigaels rolle, mødte Heiberg bag scenen med sine hvide handsker, i forventning om, at de dog engang skulle komme til at opfylde deres bestemmelse. De stakkels handsker blev til-sidst smudsige, uden at nogen havde fået lejlighed til at beundre deres hvidhed. Denne historie var lønnen for min beredvillighed til, imod min lyst, kun for at tjene mine kunstfæller, at udføre rollen i »Et glas vand«.

Det er forunderligt, hvorledes der til alle tider findes mislykkede subjekter, der spiller en ikke så lille rolle i moden, i litteraturen og især i de offentlige organer, i bladlitteraturen. De er som ukrudtet i en have: lug det bort, hug hovedet af den ene af disse vækster efter den anden, der vokser i samme nu nye op; de er uforgængelige. Alverden kender dem og deres motiver, de nyder ikke agtelse hos nogen, om hvis dom man behøver at bekymre sig, og dog udøver de en virkning. Det forstår sig, den er kun en øjeblikkelig; inden kort tid er deres rolle udspillet. Men der ligger ingen videre trøst heri, thi man ved med vished, at ikke så såre er en død, fulgt til jorden med behørig ligegyldighed, før der straks opstår en anden af samme legion, som da skyder sig frem en lille tid, indtil han også bliver fulgt til jorden på samme måde, og således fremdeles. Det hjælper altså ikke, at de dør bort, thi ethvert dødsfald er tillige en fødsel. Det heldigste er altså, at enhver af dem lever så længe som muligt, thi jo ældre de bliver, desmere kendte og desmere uskadelige er de; dør de derimod, og der kommer en ny, da må der atter gå en tid, hvori de svage lytter til hans ord og kommer på vildspor, forinden ånden og motiverne er vejede og befundne for lette. Gud give altså hver af dem et langt, langt liv!

Så ubetydelige disse angreb imod mig i og for sig selv end var, gjorde de dog et indtryk. Jeg havde vel tidligere sagt mig selv, at en skuespillerinde ganske naturligt blev genstand for offentlig kritik, men jeg havde ikke tænkt mig den art af personlig kritik, som ikke gav sig af med den måde, hvorpå jeg udførte min kunst, men holdt sig til, hvilket skørt jeg valgte til min klædedragt. Det var 355 første gang, at man havde taget mod til sig, til trods for den offentlige mening, at angribe mig personligt. Sådanne angreb var mig nye; og jeg følte for første gang det uhyggelige, betænkelige i, at en kvinde træder offentligt frem for et publikum, hvor to eller tre formår af de laveste grunde at tilføje hende en fornærmelse; hvilket ikke godt kan forenes med hendes værdighed, hverken som menneske eller kunstnerinde. Sagen er, at disse litterære drivere, som sætter sig på dommersædet i kunst og litteratur, de ønsker altid at stå i et intimt venskabsforhold til kunstnerne udenfor deres kunst, i livet, i hjemmet. Nægter man dem nu adgang, lukker man sin dør for dem og derved ligesom lader dem føle, at det ikke er deres selskab man attrår, da hævner de sig for tilbagevisningen ved at forfølge en, så godt de kan, i deres umodne domme om ens kunstnerværd, som da er det eneste de formår at komme i berøring med; disse domme gælder således som oftest mere den private personlighed end kunstneren; og hadet til den private personlighed er netop opstået ved, at de ikke trods al deres umage har kunnet komme i nærmere berøring med kunstnerens private person, som i grunden er den, der mest interesserer dem. Men at vinde deres ros for en sådan pris ville dog virkelig være for dyrt betalt. Jeg begyndte nu således at få øjnene op for alle disse mysterier imellem kunstnere og bladredaktører -mysterier, der hidtil havde været lukket for mit uerfarne blik - jeg begyndte for alvor at se det tomme i en kunstners liv. Det bedrøvede mig dybt, at Heiberg måtte ofte sætte mod i mig og styrke mig, for at jeg ikke rent skulle tabe al lyst til en virksomhed, der hidtil ganske havde opfyldt mig og udgjort min lykke. [Jeg følte en trang, en uudsigelig i mig, efter hvad vidste jeg endnu ikke ret.] Det var mit held, at når jeg fra teatret vendte tilbage til mit hjem, da kom jeg her til andre mennesker og andre interesser, hvilket bevirkede, at min tankegang blev tvunget til at kaste sig ind i andre retninger og ikke at dvæle ved et og det samme, hvorved nødvendigt en stor ensidighed måtte være fremkommet hos mig. [Samtaler som dem, her fandt sted imellem Mar-tensen, Andræ, Paulli, Paludan-Müller og mangen en interessant udlænding, der opsøgte vort hus, og Heiberg og hans begavede moder, var vel skikkede til at udvide blikket i forskellige retninger og give tanken en friere udsigt end den, et ensformigt 356 teaterliv fører en ind i med de små kævlerier og bornertheder, som er uadskillige fra dette sted, hvor mange uindviede så let indbilder sig, at ånden og kun den har hjemme. Teatret trådte i hjemmet i baggrunden og var sjælden genstand for samtalen, der bevægede sig i ganske andre retninger (. . .) Når vi som sagt sad i vor dagligstue om det runde bord, da udgjorde vor kreds en lille verden for sig, hvor man glade samlede sig og nødigt skiltes ad, når - ikke søvnen - men det sildige klokkeslæt mindede om, at man, hvor ugerne man end ville, måtte bryde op og begive sig til ro.

I hjemmet var alt således ved det gamle, på det nær, at den unge Buntzen, vort plejebarn, der var blevet student og medicinsk kandidat, mere og mere begyndte at lide af en brystaffektation, der standsede ham i hans videre udvikling. Dette var især en stor hjertesorg for Heibergs moder, der hang ved det smukke, livlige, begavede menneske, som om han havde været hendes eget barn. Heiberg og han kunne le således af deres egne indfald, som om de endnu havde været skoledrenge. Hans forhold til mig var i årenes løb også kommet i mere ro, uagtet han endnu af og til lod mig føle sine luner; men da fortrød han det atter straks, søgte mig op og gjorde sig behagelig for atter at forsone mig. I julen plejede vi ganske mellem os selv at holde en lille juleaften, hvor vi da gav hinanden små gaver. Han og jeg havde haft et lille udestående forinden denne jul, som bestod i, at han nægtede mig en lille tjeneste, jeg bad ham om. For nu at forsone mig fulgte med en af hans gaver følgende seddel:

»Jeg undertegnede forpligter mig herved til at bevise fru Johanne Louise Heiberg den første tjeneste eller fornøjelse, samme måtte behageligst ville fordre af mig, om samme tjeneste end skulle koste mig ære, liv og gods.«

Georg
Buntzen

Ak, der er vist få, måske ingen, der når dette mit levned engang bliver læst, endnu erindrer Georg Buntzen og fornøjer sig over, at dette lille træk med vor juleglæde ret lignede det smukke, livlige, begavede menneske. Han var i besiddelse af mange evner, et lystigt sind, en uskyldig munterhed forenet med en naturlig vittighed, der gjorde, at hans selskab søgtes, og at alle der kom i 357 personlig bekendtskab med ham, holdt af ham. Det var således virkelig en sorg for os alle at se en orm gnave på dette unge, friske liv. Da han og jeg omtrent var i alder sammen og så mange år yngre end Heiberg og hans moder, havde jeg ofte med vemod tænkt, at vi to stakler ville blive tilbage, når de andre havde forladt os, og nu lod det til, at den yngste af os alle skulle blive den første, der brød vor kreds. Udviklingen af hans sygdom gik langsomt frem og trak sig ud til flere år, end vi havde håbet. Men Heibergs stakkels moder gik ideligt i den pinligste angst for sin yndling.]

[Inden sæsonens slutning havde det københavnske publikum den glæde at gøre bekendtskab med et ualmindeligt talent og en endnu ualmindeligere personlighed, begge dele forenet i Clara Schumann. Jeg havde den glæde, at denne kunstnerinde straks ved sin ankomst opsøgte Heiberg og mig i vort hjem, hvor vi flere gange havde den glæde at modtage hende. Hun gjorde straks et stort indtryk på os begge ved sin elskværdige, tiltalende, interessante person. Og da hun nu bad mig assistere sig på den koncert, hun agtede at give på Det kongelige Teater, var det mig umuligt at afslå denne talende mund, disse rørende, talende, melankolske øjne, denne stemme, en bøn, uagtet det at træde frem og deklamere var noget, jeg i lang tid havde afslået alle. Jeg fik da Heiberg til at skrive et lille digt, der hed »Ingen deklamationer«, som jeg fremsagde på hendes koncert. Det er dog åndens, personlighedens triumf, at hvor denne er tilstede, der gribes alle, selv den råe-ste, af dens magt, og hos hvem var disse egenskaber rigere tilstede end hos Clara Schumann? Når hun sad ved klaveret og spillede sine herlige musiknumre, hvad var det da, der greb alle? Ikke færdigheden, den havde mange andre i en endnu højere grad end hun, det var den ånd, der gik fra hendes inderste med en varme, med en inderlighed, med en dybde, en renhed i følelsen over til de døde taster og fremlokkede toner så dybe, så smeltende, at de tvang tilhørerne til at lytte med ærbødighed til, hvad der her skænkedes dem af et rent kunstnersind og -hjerte. Ja, personligheden hos en kunstner, det er hovedsagen; hvor den ikke er tilstede, der kan vel færdigheden forbavse, fremkalde applaus, men indtrykket, det blivende indtryk, kan kun personligheden fremkalde. Det menneskelige hos kunstneren, det er og bliver basis, hvorpå 358 der kan bygges i længden; hvor denne mangler, flygter indtrykket lige så hurtigt bort, som det fremkaldes. Og atter her viste det sig, at geniet ikke ældes af tiden, men bestandig skyder friske skud, der bevarer det for at blive gammelt, når personligheden og geniet opvokser med hinanden og gensides forædler hinanden, thi da madame Schumann 16 år efter atter besøgte København, brændte den unge kunstnersjæl endnu i hende med en friskhed, en fylde, der måtte glæde alle, som havde hjerte og sans for, hvad kunst er. Mange sorger, mange bitre, hjerteskærende sorger var imidlertid gået igennem dette varme hjerte i disse 16 år. Det forekom mig, at jeg kunne læse i hendes øjne, i hendes stemme og tale, at mangt et blad af hendes livshistorie nu var tæt beskrevet med mangen en bitter livserfaring, med mangt et fejlslaget håb, at mange illusioner var opløst og tilintetgjort, men at hendes inderste væsen kun derved var styrket og fæstnet og hævet, og hvo tør da klage over modgangen, når den kan have denne virkning, hvo vil da undvære den, bortbytte den med den altid glatte, smilende lykke? Hendes spil var om muligt endnu inderligere, fuldere, end mere af sjælen gennemsigtig og gribende. Jeg hørte hende atter efter 16 år, ja man bør egentlig sige, jeg så hende atter spille, thi se på hende var nødvendigt, se hvorledes ånden, den inderlige, spejlede sig af i hvert et træk, i øjets ild, i kindens rødme, i mundens vibreren. Ak, hvor er det dog herligt, at ånden, den usynlige, kan træde så synlig frem, at vi ser, hvad der kun kan anes, og aner, hvad der kun kan ses. Medens jeg nedskriver disse linier om en kvinde, der vist næppe har anelse om, hvad indtryk hun har gjort på mig, ligger der her hos mig på bordet nogle visne blomster, hun engang gav mig for 16 år [siden] d. 15. april 1842. Jeg blev rørt over atter at genfinde hendes gave, de har ligget indsvøbt i al stilhed i disse 16 år, medens giverinden og modta-gerinden har været udsat for livets storme. De er nu visne, disse blomster, men formen er der endnu, og af den kan jeg se, at det har været violer. Jeg vil nu atter gemme dem i den lille skuffe, hvor de har hvilet i 16 år, når de da atter om 16 år engang betragtes, måske ikke af mig, hvad er da min fjerne veninde og jeg? Er vi da måske selv visne? Nu vel! det er jo bestemmelsen, når kun formen, den indre form, må blive tilbage. Gid vi da må kunne sige med sangeren:

359

»O Israfil! såkom
Med dødens blikke!
Bring mig for Allahs dom!
Jeg skælver ikke.
Velsignet er hans navn,
Han huldt forlader.
Knug mig kun i din favn!
Han er min fader.«

Der er noget tungt i her i verden, at når man træffer på en personlighed, der ret tiltaler os, at man da kun skal mødes som i forbigående og straks miste, hvad man så ofte søger forgæves om. Jeg havde lyst til i et år at sidde stille i fru Schumanns dagligstue, ganske stille ved mit arbejde og lytte til hendes spil, når hun således i ensomhed ret overlod sig til at udøve sin kunst. En opmærksommere og taknemmeligere tilhørerinde end mig ville hun virkelig vanskeligt kunne finde.]

BAKKEHUSET

For sommeren 1842 havde vi isinde at leje Rahbeks Bakkehus, hvis gamle beboere døden forlængst havde bortrevet; vi håbede, at dette venlige, milde opholdssted skulle virke heldigt på Georg Buntzen, der led af en brystsygdom. Med længsel havde jeg set sæsonens ende imøde for at kunne drage ud i den fordums sangers og hans begavede hustrus bolig, hvor hver plet, hvert træ, hver blomst mindede om disse to afdøde, men i nationens erindring levende personligheder. Dette hus, hvor jeg aldrig havde været, men som utallige beretninger af Heiberg, hans moder og mange andre havde fremtryllet så levende for mig, at mig syntes, at alt indenfor disse mure var mig lige så bekendt, som om jeg havde færdedes midt imellem disse omgivelser, Bakkehuset, var ved deres død solgt og falden i hænder, vidt forskellige fra dets forrige ejeres. Det blev nu udlejet om sommeren til den højest bydende. I det tidlige forår vandrede jeg en morgen derud for at træffe aftale med værten. Hvor glad var jeg ikke, da jeg gik igennem den lange venlige allé, der fører til stedet, og hvor Rahbeks 360
billede endnu står for at byde den vandrende velkommen, på disse enemærker, og hvor den lille svale på stenen står som et sindbillede på hende, der så godt som aldrig forlod sin rede, som hun elskede, og som så mange med hende og tildels ved hende havde fået så kær. Hvor glad var jeg, at vi her i sommer skulle slå os til ro på dette fredelige punkt ved den yndige Søndermark og ved Kallebodstrands fredelige vande! Det friske unge græs duftede i det tidlige forår fra markerne, og utallige lærkestruber slog deres triller over dem. I Søndermarken myldrede jorden alt af hvide og gule skovanemoner og blå violer. Knopperne på træerne sad tykke og saftige, idet deres vinterkåber, det brunlige hylster, hang revnet ved hver knop, men endnu ikke var faldet til jorden. Med armen fuld af blomster og mos vendte jeg glad hjem til Brogaden, for snart påny at drage derud. For sidste gang i sæsonen var tæppet rullet ned, og kort efter var vi alle installerede i vort sommerhjem. Hvor mange tanker og betragtninger gik ikke igennem mit hoved, når jeg i de stille sommeraftener ene vandrede, indsvøbt i mit sjal, på disse steder, medens skyerne uroligt ilede over himlen, snart skjulende, snart visende månens virkning på træer, buske og havens gange og plæner. Hvor ofte tænkte jeg ikke på dette samliv mellem disse to, indenfor hvis vægge så mangen havde hentet adspredelse, opmuntring, belæring og forædling. Hvem søgte man i sin tid indenfor disse vægge? Rahbek? Ja, men ved Kammas side. Her var to, som var sammensmeltede til en - og dog, hvem vidste ikke, at Rahbek desuagtet ideligt trængte til disse digterforliebelser, rene, platoniske vistnok, men som dog hver for en tid udfyldte ham, idet den ene afløste den anden. Hvad tænkte, hvad følte fru Rahbek ved at være vidne hertil? Ingen ved det. Man vidste kun, man så, at hun med den største liberalitet, den største humanitet lod Rahbek hengive sig til disse små forelskelser. Hvor ofte har jeg hørt fortælle, at når Rahbek ventede et af disse damebesøg på Bakkehuset og utålmodigt gik frem og tilbage i stuen, snart skottende ud ad et vindue, snart ad et andet, at da den tolerante Kamma, som bemærkede dette, smilende sagde: »Du skulle gå lidt ned ad vejen, Rahbek, og trække lidt frisk luft.« Og dette råd lod den flygtige sanger sig da ikke give to gange. Hvilken tryghed, hvilken fuld tro til sin ven må hun ikke have været besjælet af, for at give slige råd! Hun vidste fuldt og 361 fast, at de var ikke - som hun engang har sagt om ægtefolk, to »u m a g e« handsker til samme hånd, men én højre og én venstre, som udgør et par. [Men hvem ved, om Kamma dog ikke i mangt et stille, ensomt øjeblik følte sig for meget overladt til sig selv, i det afsides beliggende hus. Om der ikke i mangen en ensom time steg et stille, men derfor ikke mindre dybt suk op fra det ensomme hjerte. [Og her er et punkt, hvor jeg tilstår, at kvindens stilling i samfundet er strengt bedømt, thi ve en sådan ensom kvinde, om hun bittert føler savnet af det, som manden uden sky søger at forskaffe sig. Som om ikke også vi trænger til at sværme til trods for manden. Sværme uskyldig som han, trænge til én, der søger vort selskab fremfor alle andres, som giver os det bedste af åndens gaver.] Hun kunne sige sig selv: Hvad har alt dette igrunden at betyde? Intet. Hun kunne sige dette med sandhed, men sagde hun sig det? Ingen ved det. Har hun trængt til en større kærlighed, men med resignation bekæmpet denne trang, da siger verden: Hun er dog vist en kold natur. [Hun har aldrig elsket, siger man, som om al den leflen, al den lediggangs-forliebelse var kærlighed! Få ord er dog misbrugte som dette.] Men ve hende, hvis verden ikke tiltror hende, hvad den dog ikke finder behag i. Men hvor forunderligt, at det er sandhed, at disse digterforliebelser virkelig intet betyder. De kan se genstanden for deres tilbedelse forlove sig, gifte sig, kølnes, dø, og de er lige glade, lige friske på sjæl og legeme, de venter lidt, afkaster fantasifø-lelsen i udgydelsen af et digt, en novelle, omtaler deres lette beruselse med et smil - og forbi er hele trylleriet. Men dør den kvinde, ved hvis side de så ofte glemte hende for alle disse fantasifølelser, da synker de med et sammen og ved ikke længer, hvor de skal få fodfæste, og de er med et ikke længer istand til at sværme nu, da et sådant sværmeri ville kunne holde dem oprejste i ensomhedens forfærdelige tomhed. De har nu kun én tanke, én følelse, ét savn, savnet af deres livs retmæssige ledsagerinde, og hvem viste dette savn tydeligere end netop Rahbek.] Elskede da virkelig Rahbek til trods for de små, barnagtige, erotiske lege sin hustru? Ja. Da fru Rahbek døde, da vaklede jorden under hans fødder, fodfæstet var borte for ham i denne verden. Rørende var det at se den gamle Rahbek, som jeg har set ham, gå omkring både som en legemlig og åndelig husvild. Det venlige smil 362 spillede vel endnu om munden og i øjet, men det stod der kun ligesom af gammel vane, som et stillestående vand; kilden, som skulle forny det, var udtørret. Han døde øjensynligt dag for dag, og inden årets udløb fulgte han sin Kamma i graven, fast i den tro, at de beslægtede sjæle mødes.*

Heiberg havde alt i marts begyndt på et nyt litterært tidsskrift »Intelligensblade«. Han havde ikke længer kunnet holde sig som tavs tilskuer lige overfor al den umodne kritik, som i den seneste tid havde givet sig luft. Det var på tide at tale et ord med og ikke lade så mange umyndige spille første rolle i bedømmelsen af kunst og litteratur med en fripostighed [og frækhed] som truede med at blive foruroligende for alle de svage, der ikke ved, hvad de skal dømme om noget, før de læser det i et blad, om end dette blad er aldrig så råt og uvidende. Han syntes, at det var på tide at jage alle disse selvbestaltede dommere tilbage i deres smuthuller eller i alt fald standse dem lidt i deres fart. På samme tid blev han anmodet om at skrive poetiske vignetter til et malerisk Atlas, forestillende de vigtigste bygninger, kirker og slotte i Danmark. Disse poetiske vignetter, imellem hvilke der findes nogle af de smukkeste digte, Heiberg har skrevet, kastede bladlitteraturen, der længe havde luret på en lejlighed, sig nu over med en lidenskabelighed, der vist vil forekomme de fleste, der nu læser * 363 disse angreb, utrolig. Og ikke få i publikum vedkendte sig denne nedrivende dom med en sikkerhed, en tillid til dommens rigtighed, så man virkelig ikke vidste, om man skulle le eller græde over det standpunkt, som kritikken og dens eftersnakkere indtog. Med sin guddommelige ro, med sit satiriske smil mødte Heiberg al denne hujen og skrigen og vedblev med digtene, uagtet man hver dag i pressen bad ham for Guds skyld at ophøre dermed. Forbitrelsen steg til sin højeste spids ved det digt, som fulgte med billedet af Det kongelige Teater. I dette aristofaniske digt udtalte Heiberg sin trosbekendelse om, hvad et publikums dom betyder - et publikum, som alle henviser til, og som dog ingen, når det kommer til stykket, henregner sig selv til.

Intelligensbladene blev ikke meget bedre modtaget, uagtet de flere år efter blev citeret som en autoritet. Dog, det er altid gået Heiberg, som han i et af disse blade har udtalt i en længere artikel, betitlet »Folk og publikum«, og som jeg ikke kan modstå fristelsen til her at citere en lille part af: - »I alt nyt er nemlig publikum desorienteret, men når det nye er blevet gammelt, det vil sige, når det har fået den offentlige mening for sig, (thi ellers bliver det ikke gammelt, men dør straks efter fødslen) så udøver det en hævds-autoritet, der virker aldeles blindt og i så meget stærkere grad, jo stærkere de individuelle bestræbelser har arbejdet på at ophæve al autoritet. Dette forhold forudsætter altså, at overgangen fra folk til publikum endnu ikke er tilendebragt/ thi en offentlig mening må altid udgå fra folket, publikum har ingen, fordi det, tiltrods for sit navn, består af lutter privatissima. Også i dette punkt har jeg selv haft en måske sjælden lejlighed til at gøre lærerige erfaringer. Et bestemt karaktertræk i min hele skribent-virksomhed, ligefra begyndelsen indtil denne tid, har været den bestræbelse, hver gang at fremstille noget virkelig nyt, ikke blot en gentagelse af det foregående; men da alt nyt møder opposition, fordi kun det gamle kan have autoritet, så forudsætter denne stræben en trods imod publikum, hvilken man ligeledes vil finde at være et permanent træk i min forfatter-virksomhed. »Julespøg og nytårsløjer« vakte derfor også en så mageløs forbitrelse, at den nær havde fået den ære at dele skæbne med Holbergs Peder Pars, ved at blive genstand for en offentlig aktion, som dog afværgedes derved, at også den fandt en talsmand på 364
højere steder, ligesom fordum det Holbergske digt i grev Danne-skiold. Nu derimod har hin gamle komedie et meget godt rygte på sig. Hvilken hæftig opposition den flyvende post måtte stride med, er endnu i de flestes erindring; næsten i alle offentlige ytringer omtaltes bladet med den største vrede og foragt; nu citeres det hyppigt som det bedste litterære og æstetiske blad, vor litteratur har haft. Mine vaudeviller er man tilbøjelig til at betragte som lykkelige fugle, hvis sang straks blev fattet og påskønnet; men det er dog langt fra ubetinget at være tilfældet; også disse har mer eller mindre måttet bane sig vej med sværdet i hånd. Jeg vil ikke tale om, hvorledes de i den tids blade overalt omtaltes som absolut slette og uværdige produkter, men også i forhold til det receptive, ikke skrivende, men skuelystne publikum har flere af dem haft vanskeligheder at overvinde. »Recensenten og dyret« var nærved at blive udpebet, just fordi den indeholdt en stærk satire over det skrivende og kritiserende publikum. »Aprilsnarrene« og »De uadskillelige« er ligeledes stærke satirer over det københavnske publikum i andre forhold, og dersom de alligevel fra først af har sejret, så er det et lykketræf, thi forfatteren har heller ikke i dem sparet på sin trods. [Hvilken indignation der vaktes ved min stræben efter at udbrede kundskab til den Hegelske filosofi, og hvorledes derimod den samme stræben bedømmes nu, derom har jeg allerede ytret mig i fortalen til mine »Prosaiske skrifter«. Man vil følgelig se, at min erfaring har sat mig istand til at kunne konstruere loven for publikums bevægelser, og især til nøje at kende mit eget forhold til samme, så at jeg ved ethvert litterært foretagende iforvejen véd den hele fremgang. Når blot det nye er blevet gammelt, så har det fået en uanfægtet autoritet.] Jeg har erfaret, at hvergang jeg har trukket mig tilbage fra en levende vekselvirkning med publikum, og i nogen tid forholdt mig passiv, så er mit navn steget i berømmelse, i samme grad som tavsheden har varet længe, og jeg forudser derfor, hvilken ære det vil nyde, når jeg først er død, fordi man så er vis på, at jeg ikke optræder igen. Thi hvergang jeg efter nogen tavshed indfinder mig påny i litteraturen, så gentager sig en scene, som jeg engang var vidne til på en af vore gader: En bonde råbte med tørv, med en så besynderlig stemme, at alle hunde i kvarteret gav sig til at gø og tude; fra sidegader og op af kælderhalse myldrede de i snesevis og 365 holdt et spektakel, som om byens undergang var nær.«

Heiberg havde således i sine intelligensblade atter kastet handsken til kamp, og atter myldrede alle hundene frem og gav hals, men skræmme ham kunne de ikke ved deres gøen; den bevirkede kun, at han med større munterhed og kækhed svingede sværdet til den ulige kamp.

Jeg blev endnu en gang foruroliget i min landlige ro. Jeg havde måttet love danserinden jomfru Fjeldsted (senere madam Kel-lermann) at assistere hende ved en sommer-aftenunderholdning, hun agtede at give, og hvortil Hertz havde lovet at levere et arbejde, ifald hun kunne formå mig til at udføre det. Det var mig derfor svært at afslå hende og ham denne bøn. Han skrev nu en lille dyrehavsscene, »Perspektivkassen« kaldet, hvori en matrosdreng foreviser billederne, idet der til hvert af disse billeder var en versificeret forklaring. I recitationen af disse billeder bestod min rolle. Jeg skulle altså fremstille en lille matrosdreng med disse børns ejendommelighed i tone og manerer. Hertz var på dette tidspunkt i miskredit hos bladredaktørerne og i det hele hos det liberale parti herhjemme på grund af hans seneste bog »Stemninger og tilstande«, hvori han ikke havde taget lempeligt på vore liberalister. De tørstede efter en lejlighed til at rykke frem imod ham, og den lille scene »Perspektivkassen« måtte nu tjene som anledning, hvor ingen nærmere fandtes. Her fik man nu lejlighed til at ramme Hertz, Heiberg og mig på én gang. Vi havde alle tre højli-gen forbrudt os i den senere tid: Hertz havde skrevet Stemninger og tilstande; Heiberg var begyndt på at udgive sine Intelligensblade; jeg havde beholdt det stribede skørt på, uagtet smagsdommerne havde forlangt et andet. Man imødeså derfor denne lille bagatels opførelse med en latterlig spænding. Endelig gik den over scenen. Til ærgrelse for de selvbestaltede dommere modtog publikum »Perspektivkassen« med stormende bifald; men desmere stormende blev også angrebene bagefter i bladene. Der begyndte nu en polemik med så godt som alle blade på den ene side og Heiberg og Hertz på den anden - en strid, der begyndte i juni og strakte sig ind i september. Hr. Carstensen var i sit nye blad »Figaro« forkæmper for modpartiet, en stilling han indtog med en sådan selvtillid og kækhed, for ikke at sige frækhed, at det virkelig er ret interessant at se, hvad en sådan 366 person, båret a£ en øjeblikkelig folkegunst, har hardiesse til at tillade sig lige overfor to autoriteter i litteraturen. Jeg erindrer, at en af vore venner en dag kom ud på Bakkehuset og sagde i samtalens gang til Heiberg: »Ja, du kan da vel begribe, at den offentlige mening for øjeblikket er, at du og Hertz skulle holde jeres mund, når en mand som Carstensen taler.« Midt i al dette litterære spektakel om den lille scene kom atter en af teatrets kunstnere og bad mig gentage den til en ny forestilling for ham. Alt forinden jeg kunne have nogen anelse om, at denne lille bagatel skulle give anledning til al den hurlumhej, havde jeg halvvejs lovet min assistance, og nu, da man påstod, det var en prostitution for mig at udføre denne scene, blev det en æressag ikke at trække mig tilbage og derved ligesom underskrive de umotiverede domme. Jeg erklærede derfor, at det skulle være mig en glæde at udføre den endnu en gang. Man fortalte mig nu fra alle sider, at jeg måtte være forberedt på de værste optøjer, og mange rådede mig fra at udsætte mig for udbruddet af modpartiets forbitrelse. Men mod har aldrig manglet mig, når det gjaldt at forsvare ret mod uret, og jeg forblev ved min beslutning at udføre, hvad Hertz kunne være bekendt at skrive og jeg at spille. Aftenen kom. Huset var fuldt, og med den kraft, som uretten imod os vækker, udførte jeg min lille matrosdrengs rolle, og nu viste det sig atter, at til trods for alt, hvad der var skrevet imod denne bagatel, udøvede den påny sin oplivende virkning på publikum; man lo, man klappede, og den udpibning, som man havde truet med, udeblev fuldstændigt. Det er den uimodståelige magt, som det komiske formår at udøve, her hjælper intet ræsonnement. Når man ler og morer sig, piber man ikke, det er en afgjort sag. Latteren var vakt og smittede selv de ildesindede. I god behold kørte jeg atter ud på Bakkehuset og takkede Gud, at jeg nu for en tid var fri for at have noget med et teater og bladredaktører at gøre. Striden om Hertz's scene fortsattes imidlertid, som sagt, sommeren over.

Hvad det ofte er for mennesker, der huserer i bladlitteraturen, havde vi ved denne lejlighed et nyt bevis på. Nogle af de artikler, som på den bitreste måde angreb Heiberg, påstod rygtet var skrevet af P. L. Møller. Denne herre, som ikke hørte til vor omgang, kom en formiddag ud på Bakkehuset for at tale med Heiberg. Da der blev sagt ham, at Heiberg ikke var hjemme, sagde han, at i så 367 fald ville han komme igen om eftermiddagen for om muligt at træffe ham. Han kom nu også virkelig igen og udtalte for Heiberg, at et rygte havde sagt ham, vi og andre troede, at han var forfatter til hine anonyme artikler; at det derfor i høj grad lå ham på hjerte at forsikre, at han ikke havde fjerneste del i dem. Da Heiberg nu svarede ham, at enhver havde jo lov at skrive i en offentlig strid, og at han ingen undskyldning behøvede at gøre derfor, vedblev han at forsikre sin fuldkomne uskyldighed, idet han med mange smigrende ord udtalte, hvor vigtigt det var for ham, at Heiberg, hvem han ærede som forfatter og menneske, ikke skulle tro ham istand til at have nogen del i en sådan polemik. Et halvt år efter erklærede samme P. L. Møller på tryk, at artiklerne var af ham. Ved denne og lignende lejligheder har jeg ofte forundret mig over, hvorledes et menneske under sådanne omstændigheder bærer sig ad med at affinde sig med sig selv, og hvorledes de undgår at se sig selv i det samme lys, hvori de dog må vide, de står for andre.

Teatret havde siden sidste sæson lidt et uerstatteligt tab, idet den udmærkede geniale skuespiller, dr. Ryge, var afgået ved døden. Hvem skulle udfylde denne mægtige skikkelses plads? Han var en af dem, ved hvis død man med et suk beklager skuespilkunstens flygtighed. Havde alle de billeder, han ved sit geni havde frembragt, kunnet fastholdes som malernes på lærredet, hvem havde da fundet sig i at betragte de blege kopier af hans roller, som senere gik over scenen? Forbavsende er det, hvor hurtigt sådanne billeder udslettes. Den troløse glemsel visker dem ud som griffelets skrift på en tavle; et eneste strøg med en fugtig svamp, og intet er tilbage. Hvor bliver de dog af, alle de mennesker, hvis hjerter har banket, hvis øjne var fyldte med tårer? De, hvis sjæle han fik til at gyse? De, hvem han tvang til den inderligste latter? Hvor er de efter en ganske kort tid henne? Kan et billede som hans Hakon Jarl, der en gang er set og følt, kan det glemmes? Kan man glemme ham, når man har set den mægtige skikkelse træde ind i hallen til Thora, når han stod der i halvmørke i døren iført sin grå kittel, bag hvilken man endnu så det mægtige legeme, men hvor ligesom ethvert ledemod, der før sluttede så jernfast, nu syntes brudt led for led. Når man hørte denne stemme, der forhen lød som malm, nu brudt, blød som en kvindes, så 368 tårerne kunne høres igennem den. Når han med den blege kind, de skælvende læber, de tårefyldte øjne stod der, den overmodige Hakon, overladende sig til det drømmende sværmeri, hvor mange øjne var da tørre i det tætbesatte hus? Hvor mange hjerter formåede at slå i den vante takt? - Og nu hans komiske roller! Hvilken Peer Degn! Hvilken Jeronimus! Når Ryge kom fra baggrunden som Jeronimus og spadserede ned mod lamperne, støttende sig til sin høje Jeronimusstok - da behøvede intet menneske at spørge, i hvilket århundrede denne skikkelse havde hjemme. - Og dog -inden kort tid glemt, aldeles glemt! Glemt i den grad, at mængden kort efter var lige så begejstret over en mat kopi. Ja, sandelig hører der noget til at bevare sin lyst, sin interesse, sin flid, sin kærlighed til noget så forgængeligt, vil du måske sige? Og dog hører der kun et til: at arbejde sig op til det standpunkt, på hvilket man intet begærer, undtagen selv at have sjæleglæden i øjeblikkets udøvelse. Og til dette punkt tror jeg virkelig, at Ryge var nået som kunstner. Jeg erindrer, at da han og jeg en dag samledes til en prøve på et nyt stykke, spurgte jeg ham: »Når tror De, at dette stykke kan komme til opførelse?« hvorpå han svarede mig: »Jeg ved det ikke, og det er mig også ligegyldigt. Jeg har i lang tid i fuldt kostume spillet denne rolle i ensomhed for mig selv i min stue, så godt kommer jeg næppe nogensinde til at spille den på teatret, og jeg ved, at min bedste nydelse har jeg alt haft.« Jeg spurgte ham, om det virkelig var muligt, at han kunne sætte dette mål som det højeste. - »Ja,« sagde han, »i de senere år formår jeg det.« Disse for mig uforglemmelige ord gav mig stof til megen eftertanke. Jeg har i de mange år bevaret dem i min hukommelse, og jeg følte deres fulde betydning i de sidste år, hvori jeg virkede i teatrets tjeneste.

[Ryge havde i mange år besørget stykkerne sat i scene ved teatret. Sceneinstruktørposten var altså blevet ledig. I denne forlegenhed anmodede man nu Heiberg - hvis virksomhed ved teatret hidtil bestod dels i censuren, dels i at levere originalarbejder, dels i at vælge og oversætte udenlandske frembringelser af skuespil og operaer - om at påtage sig sceneinstruktørens funktioner. Han påtog sig dette midlertidigt; funktionerne begyndte. Det var ikke faldet Heiberg ind, at enkelte af skuespillerne attråede den ledige plads, men nu mærkede han til sin forundring, at skuespillerne, 369
med hvem han hidtil, på Nielsen nær, havde stået i et venskabeligt forhold, med ét satte sure og vrede miner op imod ham. De af dem, som havde gjort sig håb om pladsen, gjorde nu de andre begribeligt, at det var en krænkelse mod dem alle, at ikke en skuespiller atter var valgt til posten. De rasede og deklamerede så længe for de svage i ånden, at de fik alle ophidsede mod den mand, hvem de i så mange andre retninger skyldte så meget, så mange af deres bedste frembringelser, og med hvem de i så mange år havde arbejdet i venskab og i anerkendelse af, hvad han havde været for den danske skueplads. Smerteligst og mest uventet traf den stærkeste opposition ham fra skuespiller Phister, hvem Hei-berg især havde omfattet med al den kærlighed, som en digter kan have for den skuespiller, han i så mange af sine arbejder skrev de betydeligste roller for. Men Heiberg satte en stor pris på Phister som kunstner; hans korrekthed, hans intelligens i opfatningen, den alvor, hvormed Phister udførte sit kald, havde forskaffet ham Heibergs særdeles yndest. Også havde Phister, i de mange år de havde arbejdet sammen, tilsyneladende vist Heiberg en stor hengivenhed. Det ligger ikke i en redelig og sanddru natur som Heibergs at nære mistro mod nogen, og mindst mod sine venner. Han var derfor i høj grad forundret herover, og man kunne knap bringe ham til at tro herpå, uagtet det lå tydeligt for dagen. Heiberg mente imidlertid, at det var en overgang, og tog ikke videre notits af disse små kævlerier. Hans tro på Phisters hengivenhed for sig havde rigtignok et par år iforvejen fået et knæk ved følgende lejlighed. Da geheimeråd Adler i Frederik den Sjettes sidste tid blev ansat som direktør ved teatret, fandt denne, at direktionen på forskellige måder kunne drage nytte af Heibergs indsigt i dramaturgiske anliggender, og han trak ham nærmere ind i bestyrelsens virksomhed, så at Heiberg deltog i direktionsmøderne for at give råd i forskellige retninger og være direktionen behjælpelig i, hvad denne måtte ønske hans bistand i. Der havde på dette tidspunkt oftere ved teatret været talt om imellem os skuespillere, at det var en ufuldkommen måde, hvorpå vi blev bekendt med de nye stykker, der skulle opføres. Rollerne blev nemlig uddelt til hver især, og da kom man sammen, og hver læste nu sin rolle op. For at kunne oplæse en rolle rigtigt og godt vil vel enhver indse, at man må have et begreb om stykket i sin helhed, og hvilken plads den 370 enkelte rolle indtager heri. Det var derfor ytret af mange og især af mig selv, at først burde man høre stykket oplæst af en enkelt for at få et totalindtryk, og da kunne man i forening læse hver især sin rolle, som man da kunne have et begreb om. Denne anskuelse var Heiberg så aldeles enig i, at han fandt enhver anden form forkastelig. Han troede derfor at handle i alles interesse ved nu at indføre denne fremgangsmåde til alle parters tilfredshed. Men her kan man udbryde med Holberg: »Hvad har Fanden ikke at bestille« i et kunstnersamfund. Man satte sig nu i hovedet, at det var en krænkelse mod skuespillerne, at en digter oplæste et stykke for dem; at der lå heri, at de ikke kunne læse, at man behandlede dem som umyndige børn, at oplæsningen virkede skadeligt på deres opfatning etc. etc. At der endogså var dem, der ville udsprede, at Heiberg ikke kunne læse, er så latterligt for enhver, der nogensinde har hørt ham oplæse - og det havde ikke få i hans samtid - at de ingen vej kom med denne påstand.

Disse oplæsninger blev nu på direktionens befaling sat igang under idelige forsøg fra skuespillernes side at lægge hindringer ivejen derfor, hvilket skete på en måde, som jeg tror de er bedst tjent med, at jeg fortier. I Heibergs nærværelse virkede dog hans personlighed således på dem, at de ikke så lige vovede at give deres barnagtige forbitrelse luft, men des kraftigere skete det på hans bag. Værre gik det dog Oehlenschlåger en gang, da han ønskede at læse et af sine arbejder op for dem. Phister, hvem stykket mishagede, sad på den skånselløseste måde og gav sit mishag tilkende ved gebærder og miner. Jeg var nærværende, og dette brud, ikke alene på digteren, men på agtelse for den gode tone, smertede og sårede min følelse, så at jeg ikke kunne lade være ved miner at give Phister tilkende, at jeg bad ham holde inde dermed. Men hvor forlegen blev jeg ikke, da han ganske højt over bordet udbrød som svar på min tavse bøn: »De vil da vel ikke forlange, at man skal være opmærksom ved det kedelige stykke?« Hvilken virkning denne replik gjorde på digteren, ved jeg ikke, thi jeg vovede ikke at se op; men det ved jeg, at jeg inderlig bedrøvet kørte hjem. Jeg havde nu engang vænnet mig til at dele disse menneskers hæder og skam. Henimod et årstid varede disse uhyggelige læseprøver, da Heiberg anmodede direktionen om atter at lade dem bortfalde, såsom de jo under sådanne omstændigheder var til 371 ingen nytte. I tiden mellem denne begivenhed og det nærværende tidspunkt, hvor han midlertidigt havde overtaget sceneinstruktørposten, var det gode forhold mellem ham og skuespillerne atter kommet istand, så det lille sammenstød var glemt - af ham - men jeg tilstår, ikke af mig. Deres opførsel ved den lejlighed havde givet mig et indblik i deres indre, som jeg havde vanskeligt ved at forvinde. Det smertede mig derfor, at Heiberg nu som sceneinstruktør atter skulle komme i berøring med deres lidenskaber, til hvilket jeg fandt ham meget for god. Men herved var nu intet at gøre, han havde samtykket i direktionens anmodning, og han satte nu tre stykker i scene, nemlig »Slaget ved Marengo«, »Romeo og Giulietta« (et lille originalt lystspil, som var en parodi på københavnernes entusiasme for det italienske operaselskabs medlemmer) og »Ørkenens søn«. Så meget det end lå skuespillerne på hjerte at finde noget at udsætte på hans arrangement af disse tre stykker, så var det dem dog ikke muligt at udpege noget, hvorpå de kunne hænge deres hat, som man siger, og dette blev derfor opgivet; men hvad der ikke blev opgivet var, at en af deres midte burde have posten ligesom tidligere; thi blev denne en gang besat med en mand udenfor skuespillerstanden/ ville det være vanskeligt atter at få den tilbage.

Man havde ofte følt ulempen af, at en skuespiller var sceneinstruktør, da denne jo ofte måtte være med i maleriet, i stedet for at stå udenfor det for at kunne betragte det hele i sin totalitet. Men kunstneriske hensyn må ofte ved et teater vige for personlige interesser. Efter at Heiberg havde vist, han formåede at udføre, hvad han havde påtaget sig, erindrede han direktionen om, han kun havde påtaget sig dette hverv midlertidigt, og bad den være betænkt på at vælge en til embedet for fremtiden. Valget faldt på professor Overskou, hvilket ikke lå i skuespillernes plan. Misfornøjelsen fortsattes altså, og efter nogen tids forløb trak også han sig tilbage. Nu blev, for husfredens skyld, skuespiller Nielsen valgt, og da var alt godt, undtagen - sceneinstruktionen; thi herom var venner og fjender enige, at en slettere sceneinstruktør end ham havde teatret næppe ejet. Daglige klager, forbitrelser og hån lød fra alle læber over hans virksomhed; men han var en skuespiller, og dette opvejede alle andre hensyn for denne ærekære stand.] 372 Til trods for al polemik tilbragte vi nu sommeren yderst behageligt med vore venner på det hyggelige, venlige Bakkehus. Vor bryllupsdag, den 31te juli, fejrede vi her i stilhed med os selv. Elleve år havde alt vort samliv varet; min kære Heiberg takkede mig altid kærligt for det tilendebragte år, som jeg ham, så ofte denne dag vendte tilbage. Da vi ikke havde haft nogen egentlig forlovelsesdag, havde vi ikke skænket hinanden ringe, som jo skik og brug er. Han havde engang stjålet en ring af mine, som han altid bar. Nu fandt jeg, det var på tide, at også jeg fik en ring for lang og tro tjeneste. Han bragte mig en, efter mit eget ønske til den lille finger, en gave, der glædede mig meget, især ved de kærlige ord, der ledsagede den. Jeg bærer den den dag idag, og den skal følge mig i graven. Hvor dejligt er det dog ikke, at man år for år slutter sig inderligere, fastere til hinanden. Med Heiberg kunne man lege som med et barn, og det blev nu en leg, at vi anså vor forbindelse som begyndt fra denne dag, da han først satte en ring på min finger. Bakkehussommeren står uforglemmelig i min erindring.

Når vi sommeraftenerne i solnedgangen sad på højen, da faldt talen ofte på Rahbek og hans hustru og alle de personligheder, som havde vandret på disse steder og siddet i stille samtaler på samme plet, hvor vi nu sad. Heiberg og hans moder, som ikke alene personligt havde kendt og levet med ægteparret, men med deres hele omgangskreds, var da uudtømmelige i at erindre dette og hint træk fra deres familieliv. Det er med en egen følelse af pietet, at man vandrer på sådanne steder. Her var denne følelse ikke vakt ved resterne af storhed og pragt; thi en hytte, gamle planter og træer med krogede, knudrede rygge, en forfalden bænk, et faldefærdigt plankeværk var resterne af den hele jordiske herlighed her. Det var her det rent åndelige, der standsede vor tanke og tvang den henimod de afdødes liv og virken. Ved enhver blomst, jeg afskar i haven, tænkte jeg: Mon den stod her i Kammas tid? Mon det har været en af dem, hun plejede med så megen kærlighed? Skar jeg roser af en busk, hvis mosbegroede grene så ud til at være fra gammel tid, måtte jeg straks tænke: Mon det var af denne busk, Baggesen fik hin rose, han har digtet om? Og sådan fremdeles. Gik jeg silde om aftenen omkring i haven, hvor ofte tænkte jeg da ikke: Således har hun vist også gået stille og ene, 373 set på de klare stjerner, sukket og tænkt som jeg: Vidste man kun lidt mere besked om eder, I klare kloder, der glæder øjet, imedens synet a£ eder tillige lokker så mange spørgsmål frem af sjælen, af den urolige, higende sjæl. I sådanne stille nætter studerer man filosofi; i det mindste var dette den eneste filosofi, jeg gav mig af med. Man tænker over et stakkels menneskes forfængelighed, man får det rette syn på alle de små interesser, som for øjeblikket synes os så store, så vigtige; man skammer sig, går til ro og beder sit Fadervor, idet disse tanker har bragt en nærmere til Gud og længere bort fra jorden og menneskenes trivialitet og smålighed. Mon disse gode tanker er vore egne? Mon ikke usynlige gode ånder tilhvisker os ord, når øret er villigt til at lytte, til at optage dem? [Dog nu kommer jeg ind på mine overtroiske tanker og vil derfor afbryde.]

I min indre tilstand var der i de senere år fremspiret noget, jeg ikke ret vidste, hvad var. Jeg var urolig, jeg følte en trang, en higen, hvis navn jeg ikke havde ord for. Min sjæl var ligesom hungrig efter en føde, jeg ikke vidste, hvor fandtes, for at den kunne mættes. Jeg kunne ofte om aftenen sidde hele timer i haven, stille [grædende, uden at ret vide, hvorfor jeg græd, men velgørende lettede mine tårer mit beklemte bryst.]

En lørdag aften spurgte Heibergs moder mig, om jeg ikke havde lyst til at følge med hende i kirken næste morgen; »Mynster prædiker herude i det lille slotskapel i morgen,« sagde hun, »følg med, du skal se, det vil glæde dig at høre ham.« Siden jeg var blevet voksen og bekendt, kom jeg ikke i kirken; en misforstået undseelse havde holdt mig borte, fordi her var så mange mennesker forsamlede, hvis blikke jeg frygtede; jeg havde en følelse af, at jeg forstyrrede andagten, idet jeg ved min nærværelse ligesom bragte teatret ind i kirken. Det lille kapel i slottet beroligede mig, og jeg gik med. Alt var mig her nyt og fremmed; jeg havde i mit travle teaterliv ligesom glemt kirkens ceremonier. Den første salme gjorde et dybt indtryk på min sjæl. Jeg havde ikke hørt salmesang i mange år. Da trådte den ærværdige, skønne skikkelse frem på prædikestolen og talte om Johannes den Døber med en varme, en inderlighed, der greb min hungrige, matte sjæl. Denne tørst i sjælen var vist først vakt ved de religiøse samtaler, jeg havde været vidne til mellem Marrensen og Heibergs moder. De havde slået 374 dybere rødder, end jeg selv vidste af. En trang, en sjæletrang gjorde mig ofte tungsindig, ja dybt bedrøvet, og jeg fik kun luft ved velgørende tårer. Sådanne stemninger er sikkert en ubevidst følelse af vor syndige natur. Af Mynsters tale erfarede jeg, hvor ufuldkomment jeg kendte Bibelen. En dyb skam over min uvidenhed greb mig, og jeg forlod kirken med den faste beslutning på egen hånd at indhente det forsømte, og jeg gik nu oftere i kirke, fra hvilken jeg bestandigt bragte ny lyst hjem til at fortsætte mit studium, og ved dette klarede sig mangen en anskuelse hos mig. Jeg forstod nu og følte det dybere og dybere, at man ikke blot lever for at forberede sig til at udføre sine roller, men for at forberede sig til et højere liv, når det jordiske brister. Men, som det går os mennesker med vore forsætter og de gode tilløb vi tager, vitrættes; så mange andre krav adspreder os og slapper vor iver; det er så svært at fastholde det begyndte, at have udholdenhed og ikke lade sig afdrage fra det, der fra først af så meget tiltrak os. Dog var nu en begyndelse gjort til at genfødes, og om også jeg af og til fjernede mig fra denne begyndelse, så opstod dog atter og atter i årenes rækker trangen hos mig til igen at tage fat, indtil jeg ved Guds nåde kom Gud og min frelser nærmere, så at han levede mere og mere i min daglige tilværelse, lettede mig mine sorger, forhøjede mig mine glæder, gav mig tålmod og ydmyghed til at bære, hvad han pålagde mig. Der kom mere ligevægt i mit sind, mindre forfængelighed, mindre overmod; men derimod mere frejdighed til at tale sandhed for mig selv og afsløre mangen illusion, hvori min sjæl var hildet.

»DINA«

Oehlenschläger havde dette år skrevet sit sørgespil »Dina«. Han havde så tit ytret for mig: »De bør oftere spille tragiske roller, thi jeg er vis på, at Deres talent ser en rig fremtid imøde i denne retning.« Han havde derfor skrevet sin Dina med mig for øje. Jeg var denne sommer ivrigt beskæftiget med indstuderingen af Dinas rolle. Den interesserede mig, fordi det var en opgave, forskellig fra dem, jeg sædvanligt havde haft at løse. Den udfyldte min tanke dag og nat, vågen og i drømme. Det lå mig meget på hjerte 375
ikke at skuffe digteren i den tillid, han satte til min evne. Oeh-lenschläger havde i de senere år fundet så liden anerkendelse for sine nyeste skuespil, at det ret ville glæde mig, om jeg kunne bidrage til, at han en gang igen med rigtig tilfredsstillelse kunne sidde i det gamle teater og fra den scene, der skyldte ham så meget fortrinligt, få sine ord og tanker tilbage, således som de var opstået i hans fantasi; jeg var kun ængstelig for, at dette håb skulle slå mig fejl. Dinas karakter bevæger sig i så forskellige tonearter, at det ingenlunde er let at samle dem alle i en harmonisk akkord eller med andre ord påtrykke den en personlighed, der kunne blive forstået som en enhed, til trods for alle de modsigelser, der ligger i de forskellige nuancer. Men just denne dristige nuancering gjorde den interessant; at skildre mennesker som lysets engle eller mørkets djævle er i grunden altid uinteressant, thi det er usandt. Kun forbindelsen mellem fejlene og fuldkommenhederne hos et menneske, forholdet og kampen imellem disse danner et menneske, som vi tror på, sympatiserer med, thi vi er alle fint nuancerede ligesom planterne, imellem hvilke man ikke finder et rent hvidt eller et rent sort blad. Selv den hvide liljes blad har, nøje beset, noget af de andre farver i sin schattering. Dina Vinho-fer er som bekendt en historisk person; men uagtet denne pige nok ikke spillede en aldeles ubetydelig rolle i den ulykkelige Ul-feldtske proces, så vidste man dog dengang endnu kun dunkelt af historien, hvori denne egentlig bestod. Historien vidnede: »Hun var et løst fruentimmer,« og det var det eneste, der med bestemthed kunne siges om hende. Den hele karakteristiske fremstilling af Dina i digterens værk er derfor et billede, undfanget i Oeh-lenschlågers digterfantasi, og hører ham helt og holdent til. Det ville altså ikke nytte fremstillerinden at studere historien for at levendegøre sig billedet, og det behøves heller ikke. Billedet står klart og tydeligt for den, der kan læse, for den, der i det hele taget kan opfatte og fremstille en karakter. Det er et stort misgreb, som vore skuespillere ofte gør sig skyldige i, når en historisk figur bliver dem overdraget, at studere historien og da anlægge og udføre rollen efter det billede, de her modtager, i stedet for efter digterens. De bøjer og bryder da på digterens billede for at få det ind under det, som de i historien har gjort sig fortrolige med, om disse to billeder end er aldrig så modsatte i tone, form og kolorit. 376 Hvorvidt digteren tør afvige fra den historiske sandhed, er et andet spørgsmål, som ikke hører herhen. Men skuespilleren har kun at holde sig trofast til det billede, der er ham overleveret af digteren. Hvorledes ville det f.eks. gå med de Schillerske historiske figurer, om man ikke strengt holdt sig til hans fantasibilleder, men omformede disse og tvang dem ind i de billeder, som historien lærer os at kende? Resultatet ville blive, at en vanskabning kom ud deraf, som hverken var sandheden eller fantasibilledet. Sådanne vanskabninger, tillavede af skuespillernes lyst til at lægge deres historiske kundskaber for dagen og til at rette på digterens arbejde, har vi ikke set få af. I 1850 gik således Byrons »Sardana-pal« over scenen. Enhver, der kender dette digterværk, ved, at By-ron har skildret sin Sardanapal med lyriske, glimrende farver. Igennem en henrivende lyrisk form skildrer han sin helt som en ideal skikkelse. Hele hans nydelsesrige liv beherskes på ethvert punkt af skønhedsidealet; det historiske træk, hvorledes han op-brændte sig selv, alle sine slavinder og sine andre skatte, har gjort, at Byron, holdende fast ved denne kendsgerning helt igennem digtet har kastet idealitetens kåbe om den vidunderlige skikkelse. Han elsker, han tilintetgøres i luerne, omslynget af sin ene dejlige slavinde, omringet af sin hele pragt, og foretrækker at forgå i flammerne med alt, hvad hans hjerte hænger ved, hellere end at bevare et liv, der trues med ydmygelse. Det hele er et tragisk fyrværkeri af menneskeliv, guld og ædelstene, der forvandles til en askehob; og af denne askehob rejser sig i tidernes række sagn og eventyr om ham og hans glimrende, nydelsesrige liv, et liv, hvor bægerne aldrig manglede kransen, der skulle forhøje vinens nydelse. Således har digteren tænkt sig ham, og således er han skildret af hans mesterhånd. Den skuespiller, som på vort teater fik denne opgave at løse, holdt sig nu til den historiske epikuræer, og da dette billede (især for en, der ikke ser med digteriske øjne) er himmelvidt forskelligt fra digterens, så begyndte nu denne fortvivlede kamp: at få den »dør« til at passe til det »smør« - og i stedet for den skønne yngling, der snoer blomster i sit rige hår, der i begejstringens øjeblik udbryder - talen er om stjernerne -:

377

O!
Jeg elsker dem; jeg holder af at stirre
Dybt ind i himlens hvælving efter dem;
Der, hvor de tindrer i det dybe blå,
Så de kan lignes ved min Myrrhas øjne;
Jeg holder af at skue deres stråler
Afspejlede i bølgens sølv, der bæver
På Euphrates, når lette vinde kruse
Ved midnat flodens rige, klare strøm;
Imens en sagte luftning sukker gennem
Det liv, der kranser bredden - men, ej ved jeg
Og ænser heller ej, at vide om
De ere guder eller guders bolig,
Som nogle tænker, eller ikkuns lys
For nattens mørke, verdner, eller genskin
Af verdener. I denne uvished
Der noget er så sødt, jeg vil ej bytte
For al chaldæisk lærdom; og desuden,
Jeg ved at alt, hvad støvet vide kan,
Om hvad der findes over, under det,
Er intet. Deres glans jeg ser, - jeg føler
Ved deres skønhed - når de skinner på min grav,
Da ved jeg hverken dette eller hint.

gav skuespilleren billedet af en udhulet, blaseret, moderne gourmand. Resultatet var, at hele stykket forfejlede sin virkning. Af slige litterære mord har skuespillerne ikke få på deres samvittighed. En anden sag er det, hvor en historisk figur blot er henslængt i et stykke, uden digterisk opfattelse, hvor digteren ikke har formået at give et billede, men kun et navn; her kan skuespilleren ved at læse historien selv danne sig et billede, som han kan lægge til grund for sin fremstilling, der ellers ville stå nøgtern og bar. Denne udvej tyede jeg til, da jeg skulle spille »Dronningen på 16 år«, thi her var intet at fordærve, men meget at forbedre.

Mange skuespillere er i det hele ikke på det rene med, hvori egentlig deres kunst består. De forveksler den fremstillende med den genfremstillende kunst. Den fremstillende kunst er digterens; 378
den genfremstillende skuespillerens. Forskellen mellem digteren og skuespilleren er, at digteren skaber a£ det rå stof, skuespilleren af et stof, som alt er kunst. Digterværket overleveres skuespillerne, og det bliver nu deres kunst at optage det i sig i den grad, at det bliver dem muligt at genfremstille det, som om det var undfanget oprindeligt af deres egen sjæl; og denne gengiven sker igennem deres personlighed, idet deres evne består i at tilpasse denne til de forskellige digterbilleder, så at tilskuerne i hvert af disse sættes i den illusion, at de har en selvstændig personlighed for øje, uagtet det igennem alle billeder er et og det samme individ, der formår at frembringe altid nye skikkelser. Men for at kunne optage digterens frembringelser og gengive dem må der i en skuespillers personlighed udtale sig en æstetisk idealitet. Dette stempel kan ikke undværes, og denne idealitet må gøre sig gældende i de ydre former, i åsyn, gang, holdning, stemme. At have dette præg over sin personlighed danner dog endnu ikke skuespilleren, thi hvem vil nægte, at mangen en personlighed, der ikke er skuespiller, har dette præg, både i det ydre og i det indre. Men de formår ikke at bruge denne idealitet som et spejl, hvori de kan optage og udstråle billeder, uden at udslette deres eget, der igennem tilsløringen dog skal lyse bestemt frem. At være en anden og dog sig selv, det er skuespillerens vanskelige opgave; thi den skuespiller, der ikke formår igennem alle de forskellige billeder at holde fast på sin egen personlighed, mangler den basis, der i tidernes løb kan fængsle tilskuerne således, at der mellem dem og ham opstår et slags venskabsforhold, der ofte kan blive så stærkt, at man ved en skuespillers død kan have en følelse, som om en kær ven og slægtning var bortrevet fra vor midte. Og her er det ikke rollernes tab, man begræder, men personens; men hvorledes skulle denne person have vundet vor kærlighed, ifald vi ikke gennem alle de forskellige billeder, bevidst eller ubevidst, havde set et menneske, en bestemt individualitet skinne frem? De tilskuere, der siger: »Hvad bekymrer jeg mig om, hvorledes skuespillerne er som mennesker, når de kun spiller godt,« er tilskuere med grove sanser, for hvem vist ofte det bedste, det fineste i en fremstilling går tabt, thi kun fra sjælens dyb kan det skønne tiltale os; men er der ingen sjæl hvorfra da hente det, der henriver os? Sjælens baggrund er det, der giver en fremstilling blivende værd. Jeg siger 379 med vilje: blivende, thi en øjeblikkelig virkning kan selv det futi-leste opnå, når det tiltaler modesmagen. Skuespillerens hverv er altså at digte sin egen person ind i digterens billeder; thi digter på første hånd er han nu engang ikke. Dette skal han have mod til at tilstå for sig selv og andre. Og han kan gerne tilstå dette, thi hans virksomhed er endda ikke så ringe. Men i stedet for at tilstå det, ligger skuespillerne i en stadig krig med dem, som man skulle tro, de var nærmest forbundne med, nemlig digterne. De hovmoder sig ikke sjældent lige overfor dem, i stedet for at det naturlige ville være, om disse to levede et fostbroderliv sammen, hvori de delte ondt og godt med hinanden. Erfaringen har lært mig, at her er fejlen sædvanligt skuespillerens og ikke digterens. Skuespillerne holder ikke af at modtage råd og fingerpeg af digterne, og hvem er nærmere til at give dem disse end den digter, hvis værk skuespilleren har at forstå, opfatte og gengive? At jeg for min del aldrig har været befængt med denne ømfindtlighed, der i højeste grad var mig imod, kunne alle de digtere bevidne, i hvis arbejder jeg har spillet. Til Oehlenschläger henvendte jeg mig derfor flere gange for at blive bestyrket i, at min opfatning af Dina var overensstemmende med det, han havde tænkt sig.

Lige overfor Rahbeks Bakkehus ligger Bakkegården. Ejeren, daværende auditør, senere gehejmeråd Hall og hans hustru, en datter af den bekendte lærde, etatsråd Brøndsted, var os personligt ubekendte. En dag aflagde Brøndsted os et besøg og ytrede, at hans datter og svigersøn meget ønskede at gøre vort personlige bekendtskab. Få dage efter dette besøg styrtede Brøndsted med sin hest og døde kort efter. Det pludselige dødsfald ramte den kærlige datter som et lyn, og det ellers muntre og gæstfri hus var pludseligt blevet et sørgehus. Vort nærmere bekendtskab med Halls blev derfor opsat på grund af denne smertelige begivenhed. Efter nogen tid bad Hall Georg Buntzen, som han kendte fra andre kredse, om at indføre ham hos os. Hall aflagde os sit første besøg og bad mig indstændigt om at besøge hans af sorg over faderens død utrøstelige kone. Bedrøvede mennesker har altid en tillokkelse for mig, thi de trænger til andre; jeg gik altså over og gjorde fru Halls bekendtskab. Begge ægtefolkenes ligefremme og gæstfri måde at være på gjorde, at man snart følte sig fri og utvungen i deres selskab. Fru Hall rejste kort efter til Iselingen til sin 380 plejemoder, så vi sås kun få gange; Hall derimod kom oftere over til os. Han ytrede, at han i mange år havde ønsket at gøre vort bekendtskab og var glad ved, at dette ønske nu var blevet opfyldt. Han som alle dannede mennesker i denne periode interesserede sig i høj grad for den sceniske kunst. Politikken, denne alt opslugende hyæne, havde endnu ikke kræfter til at fortrænge muser og gratier. Hall underholdt sig ofte med mig om teatrets præstationer og om mine egne rollers udførelse. Det glædede mig at høre en så dannet mand udtale sine anskuelser om det, der interesserede mig i så høj grad. [Jeg mærkede, at jeg i ham havde en beundrer, uden at dette ligefrem blev udtalt.]

Vi havde været nødt til at fraflytte vor lejlighed i Brogaden nr. 3, på grund af husets salg. Vor nye bolig i Bredgaden i det såkaldte MacEvoyske Palæ lå under reparation, så vi ikke kunne flytte derind før til flyttedagen. Jeg glædede mig meget til, at vi derfor måtte blive på Bakkehuset i efterårsmånederne, hvilket jeg havde fået teaterdirektionens tilladelse til, da det jo ikke lå så langt fra byen, at det synderligt kunne skade teatrets tjeneste. Uforglemmelig er mig det dejlige efterår på Bakkehuset. I august begyndte teatrets prøver; første september åbnedes som sædvanligt sæsonen. Mit arbejdsomme liv var nu begyndt. Prøver og forestillinger afløste hinanden. Med glæde pakkede jeg mig efter en forestilling ind i mit rejsetøj og trykkede mig op i krogen af kareten, der atter bragte mig ud til det venlige Bakkehus, hvor månen spillede på Kallebodstrand, og efterårsstjernerne gyngede i toppen af Søndermarkens træer.

Prøverne på »Dina« var begyndt; jeg var ikke tilfreds med mig selv. Jeg kunne ikke i de første replikker få fat på rollens grundtone. Oehlenschläger, der overværede en prøve, kom op til mig efter anden akt. »Det er ikke godt,« sagde jeg til ham, så snart jeg fik øje på ham, »de første replikker duer ikke, og netop de er så vigtige.« Af høflighed ville han ikke give mig ret, men jeg så godt i hans øjne, at han var af samme mening. Jeg trak ham dybere ind i kulissen, hvor vi stod, og sagde: »Sig de første replikker for mig.« Han gjorde det, og jeg sagde: »Nu skal De have tak, nu ved jeg, hvad jeg vil.« De første replikkers betoning i en karakterrolle er af yderste vigtighed, thi de angiver ligesom en grundakkord, den hele skala i billedet, som skal gennemløbes. Er 381 disse falsk anslået, da går det ud over det hele, det er altså opgaven at få dem frem med størst mulig sikkerhed. Rørende var den gode Oehlenschlägers glæde på næste prøve. Med tårer i øjnene takkede han mig og sagde på sin venlige måde: »De bliver mageløs heri.« Den 27de oktober 1842 gik »Dina« første gang over scenen. Jeg fik mit ønske opfyldt, digteren var henrykt, stykket blev modtaget med stormende bifald. Man fandt, at min fremstilling af Dina var noget nyt og ejendommeligt. Stykket trak fuldt hus, og således var alt på det bedste. Oehlenschlåger sendte mig et pragtfuldt eksemplar af stykket, da det kom ud i trykken, med følgende digtforord:

Til
Fru Johanne Louise Heiberg.

En digter sad ved fantasiens elv -
Hvad Ydun for ham sang, dermed han folket rører;
Men, hulde! du var hendes Dina selv,
Den bedste blomst i kransen dig tilhører.

Skærsommer blev ved dig min digter-jul,
Din ild, din ynde tåler ingen vinter:
Du mine svibler tog af deres skjul
Og trylled dem til unge hyacinter.

A. Oehlenschläger.

Den 2den november forlod vi Bakkehuset og flyttede ind i Bredgaden i vor nye lejlighed. Vi var glade ved vor nye smukke bolig, uagtet vi med et sule tænkte på den gamle i Brogaden nr. 3. Det er med en egen følelse, man siger farvel til et længe beboet sted. Man har en fornemmelse af, at et nyt tidspunkt begynder. Man lader årene i den gamle bolig passere revy i tankerne. Hvad man har oplevet af godt og ondt, oplever man ligesom påny, idet man slutter sit regnskab for den tilbagelagte periodes begivenheder. Man tænker med en blandet følelse af håb og frygt på, hvad der vel venter os i den nye bolig - om godt? - om ondt? Modgang eller medgang? Man frygter for, at husguderne ikke har haft lyst til at flytte med, og hvad er vi uden dem?

»Dina« blev opført atter og atter og gjorde mere og mere 382
opsigt; alverden ville se den. Den lille forfølgelse, jeg havde været udsat for i forrige sæson, det stribede skørt, perspektivkassehisto-rien og de bladartikler, den havde givet anledning til, kom atter på bane; og en del af publikum mente, man burde give mig oprejsning og vise mig, hvor megen pris man satte på mig. Anderledes kan jeg ikke forklare mig det, som nu fulgte. En aften i november, da »Dina« blev spillet, blev jeg forundret over straks ved tæppets opgang til anden akt, som er den første, hvori Dina optræder, at blive modtaget med et bifald, så stærkt, så vedvarende, at det måtte forundre alle. Og denne stormende applaus vedligeholdt sig hele aftenen igennem. Jeg kan ikke sige, den var mig behagelig, thi den forekom mig forceret og overdreven. Der kan være tone i en applaus ligesom i den menneskelige tale for den, hvis øre er uddannet i denne retning. En applaus kan ved sin styrke forstyrre illusionen, lige så vel som den kan forhøje den. I fjerde akt, hvor Dina i fængslet synker afmægtig til jorden, brød bifaldet ud med en sådan styrke, at jeg følte mig ubehagelig berørt deraf. Da jeg blev båret ud af scenen, spurgte jeg dem, som havde det hverv at bære mig ud, hvorfor de havde ladet mig ligge længer end sædvanligt, forinden de løftede mig op og bar mig bort, - thi så længe jeg var på scenen, vedblev applausen. Jeg måtte le, da den skuespiller, som skulle give et tegn, når de skulle bære mig bort, svarede: »Jeg har jo at sige: »Hun er besvimet, bær hende bort;« men under hele applausen lå De og rystede på hovedet, og jeg hørte Dem sige: Nej! Nej! Da kunne jeg dog ikke sige: »Hun er besvimet«.« »De har ret,« svarede jeg, »publikum bringer mig rent ud af det i aften. Hvad skal alt dette betyde?« Da stykket var forbi, og jeg var omklædt, gik jeg ned i min vogn for at køre hjem. Da vognen var kommet udenfor teaterporten, så jeg til min forundring, at hele torvet var fuldt af mennesker, der, så snart de så vognen, råbte: »Fru Heiberg leve!« og dette gentog sig ideligt til hen imod Bredgaden; da standsede vognen, jeg troede, fordi den ikke kunne komme frem for mennesker, karetdøren blev åbnet, og en ubekendt herre spurgte, om jeg havde noget imod, at man trak mig hjem. Jeg bad indstændigt, at man ville lade det være, og vognen fortsatte sin kørsel, idet man hele Bredgaden igennem blev ved at råbe: Fru Heiberg leve! Alle vinduer i gaden blev revet op, da ingen vidste, hvad denne usædvanlige 383
larm betød. Vognen drejede ind i min port, og idet jeg steg ud, så jeg porten, vestibulen og hele trappegangen opfyldt af mennesker. Under de idelige råb: Fru Heiberg leve! hilste jeg på de mange mennesker, takkede dem med et par ord og slap op ad trapperne. Først da jeg stod i min stue, hørte jeg af min tjener, at hestene var spændt fra vognen på Kongens Nytorv, i samme øjeblik som den fremmede havde spurgt, om jeg tillod det. På vognens bevægelse, der hele Bredgaden igennem var tæt omringet af mennesker, bemærkede jeg ingen forandring, mig syntes, den kørte som sædvanligt. Ubeskriveligt var det ansigt, hvormed Heiberg modtog mig, da jeg stod i stuen, og han af tjeneren var underrettet om, hvad der var sket. Selv havde han ikke været på komedie denne aften, og da vi intet havde erfaret iforvejen, kom det hele ham som mig uventet. Han var i høj grad imod denne art af hyl-ding, [som han mente kun tilkom kongelige personer.] Han var ganske vred, og i latter og spøg bad jeg ham flere gange om forladelse, fordi jeg var trukket hjem af folket. Denne begivenhed gjorde naturligvis stor opsigt i det lille København, hvor en sådan ære hidindtil kun var vist Frederik den Sjette og Thorvaldsen. Uagtet jeg ikke ved det, thi til mig ytredes det naturligvis ikke, så finder jeg det dog rimeligt, at denne hylding har stødt mange. Mine beundrere var henrykte over, at denne udmærkelse var vist mig, mine misundere udspredte for at trøste sig, at det hele var styret og udført af en sammenløben hob. At megen sladder ville blive sat i gang om denne aftens begivenhed, kunne jeg sige mig selv; det var mig derfor en stor glæde, da studenterne otte dage efter, på min fødselsdag, den 22de november, drog ud til min bolig, tændte deres fakler i den have, som hørte til denne, og afsang et dejligt digt af Hertz, skrevet i den anledning. Den unge Mol-bech, der var udsendt af studenterne, holdt i deres navn en tale og overrakte mig sangen. Da jeg trådte hen i et vindue i stueetagen, som vendte ud imod haven, blev jeg overrasket af det herlige syn. Det var en dejlig vinteraften; over jorden lå den nyfaldne, hvide sne, stjernerne glimrede på den mørke himmel, hvorunder de mange brændende fakler med deres rødlige lys oplyste de lavere buske og de højere træer, idet røgen af faklerne bevægede sig sagte op imod himlen, og under røgen oplystes de mange mig ubekendte ynglingeskikkelser, hvis konturer den hvide sne bidrog 384 til at fremhæve. Det hele forekom mig ganske magisk. Og da nu de ungdommelige mandsstemmer brød ud i sangen, da kom tårerne mig i øjnene.

Sangen lød som følger:

Når af det travle liv forladt
Sig breder ud den stille nat,
Når op fra havet månen haster
Og drømmesløret om sig kaster:
Da lever jorden om igen
Det liv, der svandt i natten hen;
Og for det lys, om dagen brænder,
En magisk lampe hist sig tænder.

Af den bestrålet vinder alt
En ny betydning, ny gestalt.
Det er et andet, skønt det samme,
En verden, digtet ved dens flamme.
Naturen drømmer; sandhed må
I denne drøm tilgrunde gå.
Men højt Titania på tronen
Til sandhed stempler illusionen.

Slig nat er billed på den kunst,
Der skyldes alle musers gunst,
Der løfter sig, når dagen viger,
Der dristig bygger drømmens riger -
Den kunst, hvor verdens syner fly,
Men forme herligt sig påny,
En anden verden, skønt den samme,
Bestrålet af en magisk flamme.

- O musers yndling! lad vor sang
En stund dig standse på din gang!
Til musers sønner mildt du lytte,
Og hæft dit blik på nattens myte!
I månestrålers duft og glans
385 Opføre alfer snart en dans;
Af natten vil en verden stige,
Der er et billed på dit rige.

Med dyb beundring længst vi så
Dig vejen til dit rige gå,
Hvor du, Titania på tronen,
Til sandhed stempler illusionen.
Vor hylding, sendt dig i vor sang,
Er hellig gæld og dybfølt trang.
Og tonen, ført på nattens vinger,
Hengivne hjerters slag dig bringer.

Da sangen var tilende, udbragte mine mange unge ubekendte venner et rungende leve! og skiltes stille ad. Bredgaden og de tilstødende gader var aldeles opfyldt af mennesker, der gennem den lukkede port lyttede til sangen. Det var mig som sagt en glæde, at denne smigrende hylding fulgte ovenpå den første. Den dannede klasse havde derved ligesom sat sit stempel på, at man følte en trang til at vise mig en udmærkelse. Og dette var ikke et øjebliks opblussen, men forberedt med velberåd hu. De af denne aftens forsamling, som endnu lever, og som i årenes løb ikke har angret, at de bidrog til en mig uforglemmelig hædersbevisning, bringer jeg her gennem disse blade min hjertelige tak.

Der havde desværre i det sidste par år hos adskillige af herrerne ved teatret udviklet sig en vis misundelsesfølelse imod mig. At min gamle forfølger, Nielsen, stod i spidsen herfor, behøver jeg ikke at fortælle. Hans forfølgelse havde nu fået en basis at støtte sig til, idet han nemlig følte sig oprørt over, at publikum gjorde for meget af mig og for lidt af hans kone. Under denne form forekom det ham ædelt at harmes over enhver udmærkelse, der vistes mig. Jeg for min del og mange med mig tvivlede imidlertid intet øjeblik på, at det ikke var hans kones sag, der lå ham på hjerte, men hans egen. Det er i det hele taget ret karakteristisk, at jeg på min hele teaterbane aldrig har lidt det mindste ved damernes skinsyge over den stilling, jeg indtog ved teatret, men kun ved herrernes. Hvorledes dette lader sig forklare, vil jeg længer hen udtale mig om, når jeg gennemgår den hele stands moralske 386 brøst og bræk. At de sidste for mig smigrende begivenheder ikke forringede, men forøgede disse herrers vrede, følger af sig selv. Man havde fundet sig nogenledes i, at publikum satte mig så højt i lystspillet, men at den sidste ualmindelige udmærkelse skulle bringes mig for en tragisk rolle, det var mere, end man kunne finde sig i. Jeg vidste med en frelst samvittighed, at jeg modtog det ene som det andet uden at have gjort det mindste dertil undtagen det, med min sjæl at stræbe at gå videre i den kunst, hvortil mit liv var indviet; at standse mig heri formåede intet, ingen medgang, ingen modgang; den sidste sporede mig så meget ivri-gere til at gøre mig medgangen værdig. Jeg følte på ethvert punkt af min kunstudvikling, hvor meget der endnu var tilbage for mig at lære; og sandelig, ingen ville have misundt mig, ifald man havde kunnet se ind i mit indre, se min kamp, min ofte store modløshed, min utilfredshed med mig selv - set min alvor ved sagen, været vidne til mine søvnløse nætter, hver gang jeg grundede over, hvordan jeg skulle opfatte og udføre det mig betroede. Man antog, min hele virksomhed var en leg og ingen kamp. Disse to ting forveksles ofte af kunstnerne som af publikum. De første burde i det mindste vide besked. De fleste virkelige kunstnere kunne vel (sans comparaison) sige, som Goethe siger: »Wie theuer habe ich meine Gedichte bezahlt!«

Imidlertid ramte de forfængelige skuespilleres skinsyge mig denne gang ikke smerteligt; jeg fandt den kun latterlig, og deres sure miner satte mig ofte i et overgivent humør, som da tildels afvæbnede dem lige overfor mig, og de skjulte deres bitterhed, så godt det stod i deres magt. Ja, mit frimodige væsen formåede ofte at besejre denne slette følelse hos dem, så den af og til gik over til en velvilje for mig, der undertiden var mig besværligere end deres vrede. Også var disse jo de færreste i personalet. De fleste viste mig en hengivenhed, en tillid, der udgjorde min glæde og stolthed. Kom jeg om morgenen på prøverne, da flokkedes de om mig, spurgte mig til råds, så vel i deres kunstnervirksomhed som i deres private anliggender. Et forbeholdent væsen lå ikke i min natur, og dette må vel have bidraget til, at så mange af dem henvendte sig til mig i glæder og sorger. Dette venlige forhold til de fleste i personalet udgjorde en del af min lykke. Jeg glædede mig til at samles med dem, fordi jeg vidste, at jeg var velkommen i 387 deres midte. Var jeg af anden mening end de, da hørte de venligt på min åbne og uforstilte udtalelse, thi de vidste, at jeg ingen skjulte bevæggrunde havde, og at modsigelsen ikke udsprang af at ville såre, men kun af at ville berigtige anskuelser, der var modsat dem, jeg anså for de rette. Ak! hvor mange fornøjelige samtaler, hvor mange lystige timer har vi dog ikke tilbragt med hinanden! Jeg omfattede dem virkelig med en kærlighed, en hengivenhed, som om de alle var mine brødre og søstre. Ja, I, som er blevet tilbage, når engang I læser disse linier, jeg ved, at I vil føle sandheden af disse mine ord; jeg ved, at I vil bevæges ved dem og udbryde: »Ja, det var gode tider!«

[På dette tidspunkt iværksattes den foranstaltning, som jeg mener har haft en ubodelig skade på personalets moralske væsen, nemlig f e u for hver aften, de spillede - uafhængigt af den årlige gage; et middel, udfundet for at få de dovne og af kunsten uberørte personer til at anstrenge sig og ikke lægge hindringer ivejen for forestillingerne. Da denne beslutning kom til min kundskab, blev jeg usigelig bedrøvet. Jeg forudså, at meget, der ikke var godt, nu ville komme til udbrud i de pirrelige, egoistiske gemytter. De fleste var henrykte over denne bestemmelse, fordi den forbedrede deres kår. Jeg stred dagligt i samtaler med dem herom og forudsagde dem alt, hvad dette ville give anledning til; hvorledes det kunstneriske mer og mer ville blive trængt tilbage, og penge-begærligheden mer og mer trænge frem. De dovne ville vel ved denne bestemmelse blive flittige, men de flittige ville blive trængt tilbage ved de dovnes lidenskab for at forøge deres indtægter på kunstens bekostning. Det gik, som jeg havde spået, og det i en udstrækning, som overgik min fantasi. Man ville nu spille roller, enten de passede for evnerne eller ikke. Man så i enhver kunstbroder en, der stod ivejen for ens erhverv, og mange af disse pengebegærlige syntes at fortvivle over, at det ikke lod sig gøre at udføre komedier med én person, for at han da kunne få den hele feu. Blev et nyt stykke sat i værk, da blev alle de forbitrede, hvem ingen rolle var tildelt, og anså sig som forurettede i højeste grad. I begyndelsen skjulte man dog endnu noget denne vrede; men lidt efter lidt talte man frejdigt ud, at man kun spillede for pengene; ja, så forvirrede var deres anskuelser om æresfølelse, at de anså det for en skam at sige: »Jeg ønsker at spille denne rolle, 388 fordi den interesserer mig i kunstnerisk henseende« men derimod ikke anså det for en skam rent ud at udtale: »Jeg vil spille den for pengene, resten er mig ligegyldigt.« Dette var igrunden ikke ganske ment, men som sagt den første grund anså de for nedværdigende, den anden ikke. For nu at sikre sig et repertoire i sæsonen, sørgede man for at give en række sommerforestillinger i ferietiden, som man da på en måde tvang direktionen til at optage i repertoiret, og denne var svag nok til at lade sig tvinge dertil. Derved fik skuespillerne hvert år en magt over sæsonens repertoire. Disse private sommerforestillinger slugte derfor de fleste skuespilleres interesse, thi dels delte de her den hele aftens indtægt, og dels sikrede de sig en virksomhed i sæsonen og med denne den meget attråede feu. Fra det øjeblik af, at den blev indført, er det derfor min faste overbevisning, at en slet ånd indfandt sig i personalet. Jeg nægter ikke, at det er et ypperligt middel for direktionen til at sætte repertoiret i en livlig gang; men skal dette middel anvendes, da er det mer end nogensinde nødvendigt, at der står mænd i spidsen, selvstændige mænd, med faste æstetiske principper, der ikke lader sig rokke af denne eller hin skuespillers egoistiske råd.]

»ØRKENENS SØN«
DET PLASTISKE I SKUESPILKUNSTEN

»Ørkenens søn«, af Halm, var det første nye stykke, hvori jeg optrådte efter »Dina«. Publikum var endnu i svingning ved den hyldest, der nylig var vist mig. Stykket gjorde furore her som på alle tyske teatre. Det var udmærket sat i scene af Heiberg, og dette erkendtes også af alle; fra skuespillernes side ytrede denne erkendelse sig dog kun i tavshed, men dette var intet ringe tegn. Scenearrangementet bidrog meget til, at det maleriske i dette lyriske drama blev set i sit rette lys; det blev i flere år et kassestykke. Holst spillede ørkenens søn og kulminerede i dette parti som elsker. Mange egenskaber, som denne skuespiller var i besiddelse af, forenede sig her til at levere et billede, der fandt genklang hos det store publikum. Hvad der udfordredes for at udføre Parthenias rolle, lå indenfor mit område, nemlig den lyriske diktion, det 389
naive element og det maleriske i plastikken, som her er så nødvendigt for at gengive grækerinden. Det var mig en stor glæde, at den første nye rolle, jeg optrådte i efter den hylding, man havde vist mig, var en sådan, der gav mig lejlighed til atter at sætte mig fast i publikums yndest. Jeg havde en ydmyghedsfølelse ved al den godhed, der var vist mig, så det i høj grad ville have bedrøvet mig, om en ny rolle straks efter dette var mislykket for mig eller i al fald blevet betydningsløs. Jeg nævnede, at en af betingelserne for at spille Parthenia er at have plastikken inde. Denne kunst eller færdighed, hvad man vil kalde den, er vel i grunden nødvendig for en skuespiller i alle roller, men den træder mere eller mindre frem som en nødvendig betingelse, og hos grækerinden, iført den græske dragt, hvori det menneskelige legeme mere end i nogen anden ses og føles igennem enhver fold, er den især uundværlig. Her kræver øjet, at dette legeme bevæger sig plastisk skønt, således som antikerne har vænnet øjet til at se stillingerne i harmoni med det skønne, folderige klædebon. At opnå denne færdighed, uden at man fra barn af har gennemgået en streng danseskole, anser jeg for umuligt. En skuespiller kan vel bevæge sig med lethed på scenen, men det øje, der er indviet i plastikken, vil ideligt stødes ved håndens, armens, skuldrenes, hovedets og det øvrige legemes drejninger og bøjninger, når ikke en kunstdanseskole har uddannet plastikken. Nu kan man vel sige, at denne uddannelse behøves ikke, thi de fleste tilskuere hos os har ikke ringeste sans for det plastiske, og de mest fordrejede og uskønne bevægelser tager man ofte imod uden mindste anstød. Men bevæger et legeme sig efter kunstens regler skønt, da gribes dog den uvidende tilskuer deraf som af alt rigtigt uden at gøre sig rede for, hvad det er, der tiltaler. Publikums forestillinger om den plastiske færdighed er dog ofte forvirrede. Jeg har tit ærgret mig over den almindelige tro, der især har indsmuglet sig ved tyske skuespilleres deklamationer, at en skuespiller bør studere sine roller for spejlet, uagtet man ved den mindste eftertanke straks vil fatte umuligheden heraf. Har man skolelærdommen inde, og altså for intet, da udkræves kun, at det plastiske kommer fra sjælen; er stillingen følt indvendigt fra, da fremkalder dette hele stillingen, hovedets drejning, øjets udtryk. Hvorledes skulle man på én gang kunne lade alt dette ske sin ret, ifald man fæstede øjet i et spejl? For at 390
gøre dette ville jo hovedets drejning ofte blive det modsatte ar, hvad stillingen krævede. Hvorledes skulle jeg i et spejl studere blufærdigheden, hvor øjets sænken til jorden netop giver det rette udtryk? Hvorledes skulle jeg udtrykke smerten i blikket - der især tilvejebringes ved øjets opadskuen, idet brynene uvilkårligt trækker sig sammen - når blikket skulle rettes lige ud i spejlet? Ville det hele udtryk ikke i samme øjeblik være tilintetgjort? Kan jeg på én gang se lidenskabelig, heftig til siden og lade øjet dvæle i et spejl, som står lige for mig? De skuespillere, som bruger denne metode, ifald der virkelig gives sådanne, opnår aldrig den plastiske skønhed, men kun en grimasse, som enhver billedhugger ville forkaste som uskøn og uædel. Hvad der udkræves for at bevæge sig plastisk, næst efter danseskolens regler, er at kende sit eget legemes beskaffenhed indtil de mindste detaljer. Ikke udvendigt fra, ved spejlets hjælp, men indvendigt fra må enhver stilling føles for at blive sand og skøn. Jeg ser mine egne stillinger, idet jeg føler dem, men for at kunne føle dem må sjælen og øjet være ubundet og ikke være tvunget til at rettes på et bestemt punkt; thi sjælen dikterer øjets udtryk og stilling, og dette udtryk meddeler sig da til den mindste fingerspids. Har jeg mit legeme i min magt - og det er hertil, at danseskolen lidt efter lidt skal hjælpe mig - da må jeg have mine stillinger for intet, ifald jeg virkelig er grebet af, hvad jeg skal fremstille; og kun når jeg har dem for intet, kan de gøre deres virkning som noget kunstnerisk skønt. Man hører ofte sige: Denne stilling er beregnet, thi den gentager sig ved hver forestilling på samme sted. Det er ganske rigtigt. Der kan være momenter i en rolle af den natur, at en bestemt stilling er den ene rigtige, og da er denne stilling besluttet af kunstneren og må komme hver gang på samme sted. Når Ragnhild i »Svend Dyrings hus« fortaber sig i runeskriften, der er skåret i æblet, da kan denne stilling ikke varieres, lige så lidt som man kunne variere Laocoons stilling i den bekendte gruppe. Når Hakon drejer guldhornet i sin hånd for at læse skriften, da beslutter vel en skuespiller, hvorledes han vil gøre dette, men heraf følger ikke, at alle Hakons bevægelser i den hele rolle er studeret. Da imidlertid sådanne fremragende momenter indprenter sig i tilskuerens hukommelse, tror han så let, at den hele række af legemets bevægelser er et foster af beregning hos skuespilleren, men var dette virkelig 391
så, da ville den hele fremstilling forekomme kold og død. Der er måske ikke meget, vi danske er så blottede for som netop sansen for det plastiske, uagtet Thorvaldsen er født i vor midte; og skal denne sans blive vakt hos os, sker det vel med tiden ved at betragte hans udødelige billeder og ved dem vænne øjet til at fatte, hvori den plastiske skønhed består. Denne formsans burde skuespilleren mindst af alle savne, thi meget af et skuespillertalent består netop heri; ved den skal han under opfatningen af digterens ord og tanker gennem følelsen gribe og tilegne sig formen. Men heri skorter det for de fleste. I stedet for at gribe digterens form og tilegne sig denne laver de selv en form, ofte vidt forskellig fra den, der var deres opgave, så digteren næppe genkender sit eget billede. Publikum tager det selvlavede, som det får det, og dadler ofte digteren for, hvad han ikke har mindste del i. Dette kan med rette kaldes digterens store og smertelige modgang. Ingen beklager ham for denne ombytning af hans fantasibillede, hvor hans eget stjæles bort, og en falsk diamant sættes i stedet for den ægte; thi ingen ved det, ikke engang tyven selv. Disse betragtninger vil endvidere kun finde anvendelse på den kunst, som alle vil anerkende som et nødvendigt led i den sceniske fremstilling, nemlig mimikken. Hvor gråd og smerte skal udtrykkes, er det ikke sjældent at se en skuespiller fordreje ansigtet således, at ifald man ikke hørte ordene, ville man tro, at smerten udtrykkede glæde og latter, og latteren smerte og gråd. I denne anledning vil jeg bemærke følgende: Det menneskelige ansigt består af et over- og et underansigt. Overansigtet, panden, øjenbrynene, øjet, er især i stærk aktivitet, når smerten, lidenskaben skal udtrykkes; da sammentrækker alle overansigtets muskler sig så stærkt og med en sådan spænding, at underansigtet ligesom kommer ud af aktivitet og hviler i ro. Skal der derimod udtrykkes latter, da sættes underansigtet, munden og kinderne, i en så stærk bevægelse, at overansigtet hviler i ro og næsten kommer ud af aktivitet. Jeg beder, at man ikke her vil misforstå mig, som om der ikke også var bevægelse i overansigtet ved latteren og i underansigtet ved smerten, men denne bevægelse kommer naturligt, af sig selv: jeg råder ikke for den; enhver kan ved at gøre et forsøg overbevise sig om sandheden heraf. Prøv at give dit ansigt et smerteligt udtryk, og du vil da selv straks føle, at du ikke har 392 magt over underansigtets medfølgende bevægelse. Udtryk latter med din mund, og du vil ligeledes føle, at du nu ingen magt har over dit overansigt, der var i så stærk bevægelse ved det smertelige udtryk. Det, der tilvejebringer grimasse i mimikken, så at gråd ser ud som latter og latter som gråd, det er, når under- og overansigtet på én gang sættes i bevægelse. Ifald man ikke vil tro mig, da betragt antikken og se her beviset for min påstand. Hvad er det, der giver mange af de antikke hoveder denne ophøjede ro? Netop, mener jeg, at hvor overansigtet er i bevægelse, der er underansigtet i ro, og omvendt. I Lessings betragtninger over Laocoonsgruppens fuldendte skønhed roser han højligen kunstneren, fordi denne ikke har ladet faderens smerte og fortvivlelse over at være omslynget af slangerne åbne munden til skrig, men kun holdt den halvt åben, som om han udstødte suk. Denne ros er nu visselig velfortjent, men det lader til, at Lessing ikke ved, at kunstneren ikke kunne gøre andet, end hvad han her har gjort, uden at det hele blev forfejlet. Laocoon skal i den frygtelige situation udtrykke smerte, fortvivlelse. Men for at få dette udtryk frem i hele sin styrke, i alle sine nuanceringer trænger kunstneren først og fremmest til overansigtets aktivitet; til pandens og tindingernes sammentrækning; til øjets og øjenbrynenes opadløften, til sammentrækningen af alle de små muskler, der omgiver øjnene og bevæger øjenbrynene. Kort, det er kun med overansigtet, at kunstneren kan frembringe den fulde virkning. Men når dette står fast, da kan munden ikke åbne sig til skrig, thi fra det øjeblik ville overansigtet slappes og udtrykket forfejles. Vidste nu en kunstner ikke dette, men bragte under- og overansigtet på én gang i stærk bevægelse, ja, da havde man den uskønne grimasse. Tragikerne virker altså i særdeleshed med overansigtet, komikerne med underansigtet. Ligesom det komiske derfor indeholder den største rigdom og mangfoldighed, således vil man også altid se, at det fysiognomi, som er vant til at fremstille det komiske, har den største bevægelighed og de fleste nuancer i sit minespil. Er fysiognomiet vant til at udtrykke det komiske, da udvikler det efterhånden en sådan bevægelighed i alle muskler, at den stille ro i blik og miner næsten er det en umulighed, og dette forhindrer ofte komikeren fra at optræde i tragedien; thi ro i hans blik og miner er netop en betingelse for den, der skal fremstille 393
den tragiske højhed. Uden denne ro i formen, såvel i den ydre som i den indre, opnår ingen at gøre det storartede tragiske indtryk. Fysiognomiet må spille - om jeg så må udtrykke mig -adagio og aldrig gå over til allegretto; men indenfor denne adagio gives der en uendelighed af nuancer, som alle kan bruges, når de kun ikke falder ud af tonearten og hopper i trefjerdedels takt, thi den hører det komiske til. Méhuls musik til »Joseph og hans brødre« har ofte givet mig stof til betragtninger i denne retning; og dersom det ikke lød som et paradoks, ville jeg sige: at man ved at studere den ville kunne forstå, hvad der udfordres for at tilvejebringe den tragiske stil. Det er med andre ord harmoni. Men i al stil ligger en vis monotoni som en begrænsning, som man ikke skal skrækkes tilbage for, thi just i monotonien, begrænsningen, ligger betingelsen for, at det hele bliver harmonisk skønt. Griber en dissonans ind, om denne end er aldrig så pikant eller interessant, da virker den forstyrrende, og totalindtrykket udebliver. Det er i denne ro, de gamle digtere og komponister adskiller sig fra de moderne. Ifald en moderne komponist havde skullet komponere romancen »Min fjortende vår etc.«, hvori Joseph skildrer sine ungdomslidelser, hvorledes ville han da ikke have gennemgået alle vemodens og smertens nuancer, fra de stærkeste indtil de mildeste modulationer; han havde ikke kunnet modstå at gøre det episke dramatisk og havde således forvekslet to digtarter. Méhul bruger her kun få barnlige toner; ingen fortvivlelsens udbrud, ingen gråd, ingen udmalen af rædselsscenen, hvor brødrene sælger og forråder den unge, barnlige uskyldighed, faderens kæreste håb og trøst. Stille, med uskyldighedens, forsonlighedens idylliske ro, træder smerten os her imøde i få, men gribende toner. En himmelsk ro lyder for vort øre, som om vi hørte en engel klage for Gudfader selv. Her er unægtelig monotoni, men hvem byttede ikke alverdens nuancer for denne monotoni? Man vil også lægge mærke til, at de skuespillere, som kun fonnår at tilvejebringe virkning i tragedien, at deres fysiognomier næsten uden undtagelse har denne ubevægelige, skulpturagtige ro, der måske tilveje-bringer de regelmæssige former, som ikke får tid til at sætte sig i den grad i ro hos de mere bevægelige gemytter. Ifald det kunne nytte at vise hen til erindringen, da ville jeg minde om Elisa Holsts fremstilling i tragedien »Hagbarth og Signe«. Da hun stod 394 der i første scene, hvor Signe mødes med Hagbarth, stod der med de lange, gule lokker, iført den simple kæmpevisedragt, stod der med de nedslagne øjne i ubevægelig ro, som en levende marmorstøtte, bag hvilken man dog fornemmer pigehjertets banken, stod der med de rolige, ubevægelige kinder og den tætsluttede mund, med de symmetrisk hængende arme, det lidt forover bøjede hoved, da forstod man, at sproget har udtrykket: ophøjet ro; men at dette udtryk »ophøjet« ikke lader sig overføre på uro. Ifald Elisa Holst ikke havde været i besiddelse af dette stille, regelmæssige, skulpturagtige ydre, ville hendes Signe aldrig have formået at gøre den virkning på tilskuerne, som den gjorde. Det ophøjede hører således plastikken til, og det plastiske er uadskilleligt fra tragedien og det højere lyriske drama. Det komiske må ind under maleriets mangfoldige farvenuancer. Det er en overordentlig vanskelig opgave at tvinge sit bevægelige fysiognomi til i tragedien at tilegne sig den ophøjede stilhed og ro; men opgaven kan løses. Sjældnere ses, at det stille, i tragisk ro hvilende fysiognomi kan forvandles ind i det komiskes livligere nuancer og bevægelighed. Jeg tror, at det ikke er uden vigtighed for de yngre skuespillere, at de lægger mærke til disse betragtninger om over- og underansigtets brug og misbrug.

Og nu tilbage til »Ørkenens søn«. Dette skuespil er i tidernes løb blevet rost overordentligt og dadlet overordentligt. I Heibergs »Intelligensblade« står en bedømmelse af dets værd, som ingen, der interesserer sig herfor, vil fortryde at læse. På vort teater gjorde det som sagt en stor lykke. Skuespiller Holst og jeg spillede således, at jeg ofte hørte sige, at således kunne man kun spille sammen, når en hemmelig lidenskab for hinanden lå skjult hos de spillende. Det er det bedste bevis for, at der er illusion i spillet mellem elsker og elskerinde, når et sådant rygte udbredes blandt publikum. Og man kan være vis på, at dette rygte udebliver ikke, hvor de elskende spiller, som de bør. Hvor dette rygte ikke opstår, der har spillet næppe vakt nogen interesse hos det store publikum, thi dette har altid en stor tilbøjelighed til at sammenblande digt med virkelighed. [Men lige så sikkert som jeg ved, at dette ikke var tilfældet med mig, lige så sikkert tør jeg svare for hr. Holst. Jeg tog mig derfor ikke i mindste måde dette rygte nær, thi uskyldigheden er frejdig; tværtimod gav det anledning til megen 395 spøg og railler! fra min side: publikum gjorde illusion til virkelighed - kunne hr. Holst og jeg ønske større virkning af vort sammenspil?

Vi levede denne vinter temmelig stille i vort hjem og så kun af og til vore nærmeste venner foruden en del rejsende, som opsøgte os her. Døden berøvede mig dette år min mangeårige ven og beundrer, kommandør Wulff. Han så mig spille sin sidste aften i »Den første kærlighed« af Scribe og blev båret døende ud af teatret ved stykkets slutning. Kort iforvejen havde han sagt til mig: »Min bedste og reneste følelse, jeg har haft i livet, har jeg haft for Dem.« Med sorg hørte jeg, at han var død - dog, i ungdommen bærer man tabet af en hengiven ven ubegribelig let; man har endnu så mange tilbage og tror i sit overmod, at mange kan komme til. Først i årenes rækker mærker man, at de tabes let, men erstattes vanskeligt.

I oktober 1842 havde fædrelandet og vi den sorg ved døden at miste Weyse. Alt i længere tid havde Weyse lidt af et astmatisk onde. Han havde kigget lidt ind i lægevidenskaben, som næsten i alle videnskaber, thi hans ånd, hans udmærkede dannelse gjorde det let for ham at se sig om til alle sider, og hvad han end befattede sig med, kunne man være vis på at høre interessante bemærkninger herom. På én gang filosof og kok, musiker og maler, kobberstikkender og mineralog, læser af strengt videnskabelige værker og den letteste romanlitteratur, hvis forskruethed gav ham stof til latter og ironi, havde han et overordentlig åbent øje for ægte komik og en dyb religiøs følelse, egenskaber, der gjorde Weyses omgang højst underholdende og lærerig. Tysk af fødsel var han i den grad blevet dansk, at ingen indfødt slog dybere rødder i vor poesi, vor folkeånd, vor nationalitet end Weyse. Mangfoldige gange har jeg hørt ham med stort lune gøre sig lystig over tyskernes føleri og sentimentalitet. Til Goethes digte i Wer-ther havde han f.eks. sat melodier, så komiske, at jeg ville se den, hvis lattermuskler ikke kom i bevægelse, når Weyse ved klaveret foredrog dem. Stakkels Weyse! Han ironiserede altid over kærligheden, fordi han selv havde gjort så bitre erfaringer i Amors rige, erfaringer, der vist var skyld i, at han aldrig giftede sig. Hans kærlige hjerte måtte dog have noget at slutte sig til, og han tog et ungt menneske til sig, hvem han var den kærligste og mest 396 opofrende fader; efter at denne giftede sig, optog han dem alle, mand, kone, børn i sit hjem. Hans dejlige kompositioner, så vel religiøse som verdslige, bør aldrig uddø, så længe der gives danske tunger, der kan synge dem. Efter hans død så han i den grad levende og uforandret ud, at alle de tilstedeværende, hvorimellem Heiberg, syntes, at det var uhyggeligt at jorde denne sovende Weyse, på hvem dødens komme intet kendemærke havde sat.

Den 4de marts 1843 var en mindefest på Det kongelige Teater for Weyse. Heiberg havde skrevet prologen, som jeg fremsagde, en gerning jeg nødig gik til, thi slige sørgefester på teatret har altid været mig i højeste grad imod. Gravhøjtider hører ikke hjemme på teatret, hvor de altid forfejler deres virkning. At vække en rørelse, hentet fra virkeligheden i kunstens tempel, er omtrent det samme som at lade et maleri konkurrere med naturen, det er at forene, hvad der bør holdes adskilt. I et teater skal der grædes over kunst og ikke over de virkelige sorger, og her var en virkelig sorg, dybt følt af alle Weyses venner, og disse var ikke få. Heiberg satte overordentlig pris på Weyses musik, navnlig på hans romancer. Det rene romantiske præg, som han formåede at give de alvorlige romancer, uden al tilsætning af trykkende rørelse, faldt ret i Heibergs smag. Derfor var den franske romance ham den kæreste, den tyske Überschwänglichkeit i følelsen gjorde ham kold og opvakte hans vittighed og ironi. [Næst efter Mozart var Boieldieu hans kæreste komponist, af de nyere komponister.] Men hvad Heiberg fremfor alt beundrede hos Weyse, var hans evne til at læse en tekst, hans mageløse deklamation. Og i sandhed, ingen overgår Weyse i denne kunst. Om hans romancer, om så godt som alt, hvad han har komponeret, kan man sige, at de er »en tæt forening af ord og toner«. Mange venner sørgede ved hans død, thi han var værd at have til ven.]

DEN ITALIENSKE OPERA I KØBENHAVN

Endnu en nyhed gik over scenen denne vinter, hvori jeg havde hovedrollen: det lille nydelige versificerede lystspil »Romeo og Giulietta«. Hvad der gav anledning til dette stykke, trænger til en forklaring.

397

En trup af italienske sangere kaldtes i begyndelsen af 1842 til at give forestillinger på Hofteatret; hoffet var fuldt af begejstring for disse forestillinger, og det blev en modesag at slutte sig til denne begejstring, når man ville have ord for at høre til det fine selskab, og hvem ville ikke høre hertil? Hofteatret var propfuldt, hver gang der blev spillet - kort sagt, det var mode at gå i Hofteatret. Denne italienske trup hørte til de middelmådige, dog var der et par nette stemmer imellem. Det er ejendommeligt for de danske, at de sætter en overordentlig pris på alt fremmed og udenlandsk. Man har ingen forestilling om det afguderi, som blev drevet her med disse fremmede sangere og sangerinder. Ved hoffet, i høje og lave selskabskredse spillede disse kunstnere hovedrollen; man kappedes om at vise dem opmærksomhed. Det blev mode at lægge sig efter det italienske sprog for at kunne tale med dem og forstå dem på teatret som i livet. De danske damer lå formeligt på knæ for tenorsangeren Rossi, så den stakkels mand næppe kunne gå i fred på gaden for disse entusiastiske tilbederinder, [og byen var fuld af eventyr, som gjorde de danske damers anstand liden ære.] Byens fornemste damer gjorde madame Forconi, en af selskabets primadonnaer, deres opvartning, og man så ofte herskabsvogne udenfor den lille nette, og vist selv forundrede sangerindes dør.

Og hvorledes endte så denne entusiasme? Som alt, hvori der ikke er rigtig rod. Da dette selskab havde været her flere år efter hinanden, slog vinden pludselig om. Det samme publikum hyssede nu ad den forgudede og feterede mdm. Forconi, når hun sang godt, ligesom det tilforn ofte havde skænket hende stormende applaus, når hun var mindre heldig. Hoffet trak sin protektion tilbage, og hele det fornemme selskab fulgte efter. I stedet for at tidligere alle døre fløj op, når den lille mdm. Forconi ville lyksaliggøre nogen med en visit, nægtede man sig nu hjemme, så ofte hun lod sig melde. Og da døden skal have en årsag, som man siger, fandt på én gang de fornemme damer, at man ikke kunne omgås med mdm. Forconi, da de forsikrede, at »hendes rygte ikke var det bedste«. Den stakkels mdm. Forconi blev meget ulykkelig ved denne overgang, der var hende uventet og uforklarlig; hun spurgte derfor om årsagen hertil; og nu blev der sagt hende, man havde erfaret, at hun ikke var Forconis ægteviede hustru. Hun skrev 398
nu hjem til Italien og skaffede uimodsigelige beviser for, at hun virkelig var hans hustru, men intet hjalp. Nu var det moden at være af en modsat mening, entusiasmen skulle være forbi, og den var forbi. Jeg kendte ikke mdm. Forconi personlig, men ved denne medfart fik jeg stor interesse for hende og var oprørt på hendes vegne; jeg takkede Gud, at Heiberg ved sit kendskab til verden havde holdt mig borte fra at udsætte mig for de fornemmes luner og krænkelser. De bruger os kunstnere kun alt for ofte som en frugt, man presser saften ud af, og derpå kaster de os bort, når moden at glimre med os i deres selskaber er forbi. En dag kom en af disse fornemme damer og aflagde mig visit. Under dette besøg klagede hun over, at jeg altid viste, jeg »intet ville have med dem at gøre,« som hun udtrykte sig, at jeg afslog alle invitationer, og at mange med hende sørgede over, at jeg unddrog mig fra deres selskab. Jeg var så oprørt på mdm. Forconis vegne, at det var mig umuligt at tilbageholde et angreb, da netop denne samme dame havde hørt til hendes varmeste beundrere og nu var en af hendes heftigste modstandere. Jeg bragte mdm. Forconi på bane og sagde: at hun så jo nu på hende, hvor begrundet den mistillid var, som jeg nærede mod det fornemme selskabs sandhed i dets entusiasme. »Hvad har madame Forconi gjort?« spurgte jeg hende, »siden alverden trækker sig tilbage fra den fejrede, den forgudede?« - »Man kan virkelig ikke omgås hende,« svarede hun, »thi hun er ikke den ædle kvinde, som vi troede hun var.« - »Hvorfor,« spurgte jeg, »holdt De en lille omrejsende sangerinde, hvis tidligere liv De ikke kendte det mindste til, hvorfor holdt De hende for et dydsmønster? Og hvilken grund har De nu til at tro, at hun ikke er det?« [»Man siger«, svarede hun, »at hun har haft et barn udenfor ægteskabet.« - »Det samme siger man jo i denne tid om en af vore hofdamer. Vil De da heller ikke mere omgås hende?« spurgte jeg. Hun blev bleg og næsten sitrende af vrede; jeg lod som om jeg ikke bemærkede dette, men] jeg vedblev at tage mdm. Forconis forsvar så varmt, som om det havde været min egen sag, og endte med at sige, at nu agtede jeg med det første at gøre mdm. Forconi en visit, nu da alle hendes beundrere, til hvilke jeg ikke havde hørt, trak sig tilbage. [Hun gik, og jeg troede aldrig mere at skulle se samme dame, men hun gentog dog sine besøg hos mig efter nogen tids forløb.] Mdm. Forconi har 399 vist aldrig haft nogen anelse om (thi visitten til hende kom dog ikke istand), at hun i mig har haft en så kraftig forsvarer ved denne og lignende lejligheder. Men jeg har aldrig kunnet lade det upåtalt, når et menneske blev forurettet, enten dette menneske var mig kært eller ukært. Verden er grusom både i sin ros og i sin dadel, den straffer de fejrede, fordi den selv har begået en naragtighed i at overlade sig til en usand entusiasme; den er ligesom en drukken, der har sovet rusen ud og nu er flov og mat ovenpå og skænder på vinen i stedet for på sig selv for den overdrevne nydelse. Efter dette sidste ophold rejste den stakkels mdm. Forconi bort, ensom og forladt, for aldrig mere at komme til et sted, hvor hun formodentlig har haft sine lykkeligste og sine bitreste timer. Denne begivenhed gjorde et stærkt indtryk på mig. Jeg tænkte: Hvad betyder så det hele? Et publikum behandler altså et menneske som enhver anden modeartikel; så længe moden holder sig, vil alverden bære den; er den forbi, bliver man til latter ved at vise sig med den. Og at udsætte sig derfor er et menneskes højeste opgave - din egen opgave - at behage alle disse mange individer, hvis hjerter er så vanskelige at fastholde, hvis kærlighed er i dag her, i morgen der, - at varme dette menneskeblod, der så hurtigt atter afkøles og næppe erindrer, at det engang var varmt og flød raskere i årerne. Dette var omtrent den monolog, jeg holdt for mig selv.

Det var entusiasmen for den italienske opera i den første periode, som havde givet den anonyme forfatter af »Romeo og Giuliet-ta« lyst til at skrive sin kvikke parodi. Entusiasmen var nu kølnet, og stykket gjorde megen lykke. Den skjulte, uegennyttige forfatter ville ikke modtage det betydelige honorar, men bad Hei-berg skriftligt om at hæve honoraret på teaterkontoret, deraf at besørge en gave til mig til tak for udførelsen af hovedrollen i stykket og derpå anvende alt det øvrige til udbredelse af dansk læsning i Slesvig, I dette anonyme brev, som indeholdt mange smigrende ord til mig, var tillige et smukt og morsomt vers til den stok, som jeg benyttede i rollens mandsdragt.

Man erfarede aldrig med vished, hvem forfatteren var, uagtet man ikke skulle tro, at en forfatter, der viste et sådant kendskab til sproget og rytmerne, kunne lade det blive ved dette ene forsøg på den dramatiske forfatterbane; især da dette forsøg var 400 lykkedes så godt. Den ubekendte forfatter, dersom han lever, bringer jeg herved for første gang min tak for gaven, da hans anonymitet har hindret mig i tidligere at bringe den; men især takker jeg ham for hans originale arbejde og for den glæde, han beredte mig ved at spille deri.