Heiberg, Johan Ludvig I

I

Da Frederik den Sjette i Begyndelsen af December 1839 afgik ved Døden, lukkedes det kongelige Teater i to Maaneder, og i disse, siger Fru Heiberg i sine Erindringer, "vare vi henviste til Familielivet. En Aften, da vor kjære Ven Andræ sad hos os, overraskede Heiberg os med at spørge: "Om vi havde Lyst, da vilde han læse et nyt større Digt for os, som han just i disse Dage var bleven færdig med." Med Glæde og Forventning leirede vi os om det runde Bord i Dagligstuen, vi Damer med vort Haandarbeide; og han læste nu "De Nygifte" for os. Enhver maa kunne fatte min Glæde over at høre dette yndige Digt, sammensat halvt af Sandhed og halvt af Digtning; thi at det var en Gjenklang af vor egen Reise som Nygifte, maa vel enhver Læser, der har fulgt mig i mit Livs Optegnelser og som har læst Digtet, kunne se. Rørt omfavnede jeg ham, da vi vare blevne ene hin Aften, for denne Gave, der foruden de nævnte Erindringer tillige kommer ind paa de dybsindige Anelser om en Sjælevandring, som dengang saa ofte sysselsatte Heiberg, medens de endnu kun laa dunkelt i min Phantasi."

Den lille Romancecyldus, hvis to Grundmotiver Fru Heiberg angiver, er det ene Hovedstykke i Heibergs "Nye Digte", der i stateligt Udstyr udkom ved Juletid 1840; det andet er "En Sjæl efter Døden", i sin Undertitel betegnet som en apokalyptisk Komedie, hvilket vil sige, at Handlingen er henlagt til den anden Verden.

Stykkets Hovedperson, Sjælen, er det fra Heibergs tidligere Digtninge, Vaudevillerne og "Syvsoverdag", velkendte Hverdagsmenneske, her en V honnet og velmenende Borger af den københavnske Overklasse, med et Anstrøg af Tredivernes politiske Liberalisme og stærkt begejstret for den reale Dannelse, af hvilken han selv er et, i sin Forfatters Øjne fuldgyldigt Produkt. Da han som Følge heraf savner enhver Antydning af Sans for og Forstaaelse af de ideale Aandsværdier, bliver han, efter behørigt at være examineret foran Himmeriges og Elysiums Porte af de dertil beskikkede Autoriteter, henvist til i det hinsides at søge sig sin Plads i det Trivialitetens Helvede, hvor han efter sine Forudsætninger rettelig hører hjemme, og hvor han ogsaa meget hurtigt finder sig saare vel tilpas, fordi det til de mindste Detaljer er en tro Gentagelse af det idésløse og aandsforladte Liv, som han og hans ærede Samtidige uden at vide af det førte og fører i deres Tilværelse paa Jorden.

Ved Siden af at være en apokalyptisk Komedie er "En Sjæl efter Døden" paa sin Vis ogsaa en aristophanisk. Det er ikke blot for at faa Lejlighed til et vittigt og fra det valgte Stade ingenlunde uberettiget Udfald mod Oehlenschlägers Tragedie "Sokrates", at Aristophanes optræder; ganske vist er det ikke under hans Navn, men des mere i hans Aand, at Kampen mod Tiden med de talrige Allusioner føres i det følgende Afsnit af Digtet. Som den gamle Græker, i sin Tids Athen en altid uforfærdet Stridsmand for Konservatismens Idéer, satte politiske og litterære Modstandere lyslevende ind i sine Komedier, saaledes gør Heiberg for sit Vedkommende det samme, idet han med et Vid, der staar Maal med Forbilledets, anbringer ikke Personerne selv, men deres Værker tillige med hele

        

VI Datidens København i Trivialitetens Helvede. Et særligt godt Øje har han til den som Videnskabsmand af ham ringeagtede Sibbern, der et Par Aar før i "Maanedsskrift for Litteratur", Datidens litterære Højesteret, havde leveret et Generalangreb paa den hegelske Filosofi og herunder paa forskellig Maade søgt at komme Heiberg, dens danske Talsmand, hvem han betegnede som Dilettant i Filosofien, til Livs. Men ikke mindre gaar det ud over den københavnske Dagspresse, der uden smaaligt Hensyn til Partifarve faar sin Plads i Aandløshedens Helvede; med en enkelt Undtagelse som "Fædrelandet", i hvilket han selv skrev, hvorfor det ogsaa efter Sjælens Mening bliver saa forbandet aristokratisk i lærd Forstand, at ingen Djævel kan læse det, var Aviserne i Heibergs Øjne lige idéforladte, hvad enten de tjente liberale eller konservative Formaal. Naar endelig ogsaa H. C. Andersen maa holde for, er det hverken i Egenskab af politisk eller filosofisk Modstander. Det skyldes foruden Heibergs egen ringe Mening om ham som Dramatiker en noget ubehersket Optræden fra Andersens Side overfor Fru Heiberg i Anledning af, at hun havde nægtet at spille Hovedrollen i hans Tragedie "Maurerpigen"; iøvrigt er han først kommet med i sidste Øjeblik, saa at sige under Korrekturen.

Som Prolog og Epilog til Bogens to Hovedstykker staar de mindre Digte "Gudstjeneste" og "Protestantismen i Naturen". Det tør vistnok formodes, at paa Tankegangen i dem har Martensen i nogen Grad øvet Indflydelse. Med ham var Heiberg og Frue truffet sammen 1836 under deres Ophold i Paris, og der udviklede sig efter Hjemkomsten et

        

VII Venskab mellem dem, som trofast varede, til Døden skilte. De to Mænd mødtes i Begejstring for den hegelske Filosofi, og det kan vel være, at Martensen, der ogsaa da stod paa kristelig Grund, har draget Heiberg over til et i denne Henseende mere positivt Stade, end han efter alt at dømme tidligere havde indtaget.

Af de to Digte er "Protestantismen i Naturen" det poetisk langt værdifuldeste og i Forening med Universitetskantaten fra 1839, hvis Klange det kalder i Erindring, et saa vel med Hensyn til Form som Indhold lige klassisk Udtryk for den spekulative Side af Heibergs Digtning.