Heiberg, Johan Ludvig Mindre digte

MINDRE DIGTE

310

        

311

URANIENBORG Tycho Brahes Slot

Du Vandringsmand ved Søen,
O stands din raske Gang!
Vend hisset dig mod Øen,
Og hør min Mindesang.
Vend derhen dine Tanker,
Din Længsel og din Sorg:
Paa hine gule Banker
Stod før en Ridderborg.

I længstforsvundne Dage
Var den i Glands og Magt.
Nu er der knap tilbage
Ruiner af dens Pragt.
Men i de gamle Tider
Da var den høi og stor,
Og saaes til alle Sider,
Og kneisede fra Jord.

Den ikke monne være
For nogen Viking bygt:
Urania til Ære
Den reiste sig saa trygt. 312
Fra Menneskenes Vrimlen
Ved Havet skilt den laae,
Og hæved sig mod Himlen,
Og til de Stierner smaa.

Høit kneiste Borgetinden,
Dens ranke Spiir derhos;
Der dreied sig for Vinden
En gylden Pegasus.
Forunderlige Taarne
I Nord og Syd man saae,
Af stærke Piller baarne,
Og med Altaner paa.

I alle Borgens Kanter,
Ihvor man og mon gaae,
Man mægtige Qvadranter
Og store Sphærer saae.
De Sale monne prange
I muntre Farveskiær.
Af Haver var der mange,
Med Blomster og med Træer.

I Volden var befæstet
Mod Øst en Port saa stor,
En anden imod Vester,
Og Spiir i Syd og Nord.
Alt fiernt man høre kunde,
Naar man gav derpaa Agt,
De fire store Hunde,
Som holdt ved Porten Vagt.

313

Den fromme Ridder trængte
Sig ei i Ledingsfærd,
Paa Væggen bort han hængte
Sit Harnisk og sit Sværd.
Fra Jorden og dens Jammer
Han gierne flygte gad,
Naar i sit stille Kammer
Ved Midnatstund han sad.

Da hæved han sit Øie,
Alt i den Nat saa lang,
Og spored i det Høie
De lyse Stierners Gang.
Og Stiernerne hans Rygte
Bar over Land og Sø,
Saa Konger selv besøgte
Ham paa den lille Ø.

Men Stiernerne de blinked
Til andre Lande hen,
Hans Skiæbne bort ham vinked,
Han kom ei meer igien.
Alt længst de stolte Mure
Er siunkne hen i Gruus,
Og Ploven monne fure,
Urania, dit Huus.

Men hvergang Solen daler,
Seer den til Hveen huld,
Hvor Aftenrøden maler
Sig end erindringsfuld. 314
Veemodig Maanen iler
Forbi sin elskte Kyst,
Og Freyas Stierne smiler
Med hellig Elskovs Lyst.

Da røres det, og tindrer
I Borgens dybe Grund:
Den troer, at den erindrer
En gammel Aftenstund.
For nogle Øieblikke
Den gierne op vil staae,
Men ak! det kan den ikke,
Saa maa den plat forgaae.

VAAREN OG FREDEN

Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker,
Vinteren, flyer:
Vaaren, bekrandset med himmelblaa Klokker,
Livet fornyer.
Kampen var haard, men den Freden mon bringe;
Seiren skal klinge,
Løftet paa Tonernes mægtige Vinge
Høit mod de purpurne Skyer.

Digteren, vakt af de første Violers
Yndige Blad,
Aabner sin Barm for de himmelske Straalers
Qvægende Bad, 315
Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen,
Flagrer mod Himlen
Over Convallernes hilsende Stimlen,
Vinget, forynget og glad.

Ind under Bøgenes grønnende Kroner,
Salig i Aand,
Vandrer han hen over Skovanemoner,
Lyren i Haand.
Bogfinkens Qviddren hans Læber indvier;
Og naar den tier,
Hilser han Vaaren med Vaarmelodier,
Løsnet af Vinterens Baand.

Vinterens Sorger og Glæder nu dølger
Glemselens Flor.
Flora kun vinker ham nu, og han følger
Glad hendes Spor.
Vintren er flygtet og Striden herneden
Bort fra det Eden,
Hvor hendes Smaa om et Altar for Freden
Samles i duftende Chor.

Derfor om Vaaren og Freden hans Sange
Gienlyde nu.
Fiendskab, hin sorte, opfostret i lange
Nætter med Gru,
Fly med den flygtende Vinter mod Polen!
Varmen af Solen
Udklækker Hierternes Blomst med Violen,
Fredelig Sang og fredelig Hu.

316

Nympher og Fauner ved Lyren han atter
Samler om den;
Hellige Taarer, begeistrede Latter
Vækker han end.
Satyren bringer ham vingede Pile,
Gyldne, der smile.
See, hvor de flyve, og naae, hvor de ile,
Himlen og Jorden igien!

Saares der nogen, da huske han,
Striden Blot er en Fest,
Smile ved Saaret, og drage fra Siden,
Sadle sin Hest!
Thi har vi Fred, kun i krigerske Leire
Bør vi den feire:
Stedse Tornering og festlige Seire
Freden forherliged bedst.

Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale,
Høit paa din Gang,
Hersker af Solen, og Drot af Kastale,
Smiil til min Sang!
Nær i mit Hierte den Flamme, du tænder!
Lær mine Hænder
Dobbelte Greb i din Stræng, som udsender
Pilens og Tonernes Klang!

317

TYCHO BRAHES FARVEL

Solen sank bag grønne Lund,
Og den lyse, fulde Maane
Mellem Sjølunds Kyst og Skaane
Straaled over Øresund.
Hvælved om Uranienborg
Sig den lyse Stjernebue.
Tycho stod i Maanens Lue,
Monne Landet rundt beskue,
Tankefuld, med dæmpet Sorg.

Og han sagde: Fædreland!
Siig mig dog, hvad var min Brøde,
Da din Søn du bort at støde
Fra dit Hjerte nænne kan?
Har du glemt min Kjærlighed?
Det var mig, som monne bære
Op til Stjernerne din Ære;
Hele Himlen kan jo være
Vidne til min Sønlighed.

Mit Chaldæa her jeg fandt.
Ak! I elskte danske Sletter
Vise jo i lange Nætter
Himmelen til hver en Kant.
Derfor, elskte Fædrejord,
Fremfor alle Verdens Lande
Har jeg elsket dine Strande,
Og paa dem bør Templet stande
For det lyse Stjernechor.

318

Men Urania sin Ven
Vil et andet Hjem berede,
Hvorved hendes Kunst kan brede
Sig til andre Lande hen.
Dunkelt jeg kun Veien seer,
Stjernerne maae den betegne.
Ligemeget, hvad for Egne!
Er ei Himlen allevegne?
Hvad behøver jeg saa meer?

BARCAROLE

Lette Bølge! naar du blaaner,
Gjennemsigtig, lys og klar,
Himlens Farveskjær du laaner,
Selv du ingen Farve har.
Himlen ei, kun Himlens Billed
Hviler i din dybe Favn;
Aldrig er din Længsel stillet,
Den er evig, som dit Savn.

Bølge! hvor du klarest rinder,
Speiles Himlen i dit Bad;
Ak! din Længsel Hjertet minder
Om hvad Skjæbnen skiller ad.
Hjerte! du bør ikke klage!
Selv Naturen føler Savn;
Trøst dig, hvis du har tilbage
Kun et Billed og et Navn.

319

BARCAROLE

Natten er saa stille,
Luften er saa klar,
Duggens Perler trille,
Maanens Straaler spille
Hen ad Søens Glar.

Bølgens Melodier
Vugge Hjertet ind;
Suk og Klage tier,
Vindens Pust befrier
Det betyngte Sind.

STJERNEHIMLEN

Jeg ruller mig om min faste Pol,
Og bliver stedse den samme.
I Vest nu synker den matte Sol,
Saa begynder i Øst min Flamme.

Endnu jeg selv kun glimter svagt,
Mine største Lys kun tindre
Som Forbud om den kommende Pragt,
Naar jeg tænder de talløse mindre.

Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa,
Der er Ingen, som mig betragter;
Alt Andet gaaer man og gaber paa,
Men paa mig saa lidet man agter.

320

Paa Maaneskinnet man giver Agt,
For Karretens Lygter at spare,
Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt
Lidet man tager vare.

Naar Sværmen er draget i Staden ind,
Sit forskende Blik den sender
Til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin,
Hvor en Lampe bag Skiven brænder.

Paa det evige Uhr den aldrig seer,
Som den evige Tid os tyder,
Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer,
Men Aartusinders Klokke lyder.

Mængden kravler i Blindhed om
Mellem lave, smaalige Sysler;
Min ustandsede Gang er Tidens Dom
Over Hver, som pusler og nysler.

Men du, som ønsker i Fred at boe,
Uforstyrret af planløs Iver,
Hæv dig til mig, og prøv den Ro,
Som min rolige Rhythmus giver.

Og er du døvet af Mængdens Raab,
Af de Stemmer, som huje, som skrige,
Saa bad dig og styrk dig ved kjølig Daab
I det stille Hav i mit Rige.

Mine Stjerner tie paa deres Gang,
Ei høres Lyd eller Stemmer; 321
Kun Tanken sporer en stille Sang,
Som Øret ikke fornemmer.

Hos mig du lever et Liv, som svandt,
Du lever med Guder og Helte,
Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt
Til mit brede, funklende Belte.

Her Fablens Konger og Dronninger staae,
Med dens Udyr, Drager og Slanger,
Hvis Navne lød fra den oldtidsgraae
Totusindaarige Sanger.

O Menneskebørn, som foragte min Skat!
Eders Amme jeg er, tør jeg mene:
Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat,
Og I sove derved som Stene.

WEYSE

Prolog til Forestillingen af Macbeth paa Weyses Fødselsdag,
den 5te Marts 1843.
Fremsagt af Fru Heiberg.

Den femte Marts er kommen igjen,
Men hvor er vor og Musernes Ven,
Hvis Navn gav Dagen sit Minde?
Til Roskild har de vor Sanger bragt,
Hvor Kilderne sagtelig rinde,
Hvor Kirken stander i Oldtids Pragt,
Orgelet bruser derinde.

322

Bestandig hans Sind, hans Hjerte var vendt
Mod Issefjords det graa Monument,
Som bereder Kongerne Hvile.
Tidt sad han bag Kirkens gothiske Muur,
Lod Haand over Orgelet ile,
Og danned af Toner en Architectur,
Hvortil selv Englene smile.

For ham var Alvor i Toners Leg;
Til Herrens Ære hans Hymner steg
Som gothiske Spiir saa kjække;
f Toner formet en Kuppel stod
Paa tonende Søilers Række,
Af farvet Lys der bølged en Flod
Under det mystiske Dække.

Og naar ned til Jorden hans Tanke steg,
Naar Orglet han bytted med Strængeleg,
For Jordelivet at male,
Snart Kampens Bjergtop stod for vort Syn,
Snart Fredens hellige Dale,
Man hørte Sjælens Torden og Lyn,
Hørte dens Nattergale.

Men laante hans Kunst Digterens Ord,
Da pleied han dem med Ømhed stor
Som fattige Smaa, der klage;
Han Klæder og Føde skjænkte dem,
Han lærte dem at behage,
Han sendte dem fra sit rige Hjem
Herligt smykte tilbage.

323

Og eied han ingen andre Smaa,
Som nu til hans Grav forladte gaae,
Mens Taaren ikke kan standse,
Dog Een sig nærmer som Faderløs,
Og bringer barnlige Krandse,
Hvis Blade mildt over Graven strøes,
Og det er deri danske Romance.

Den danske, - ja, thi Weyse var dansk,
Han selv og hans Musa fædrelandsk,
En Gaade for fremmede Zoner.
I Danmark slog den Stamme sin Rod,
Som bar hans lønnende Kroner,
Og Den, som ikke vort Sprog forstod,
Forstod ei heller hans Toner.

Selv Den, som blot om hans Værker veed,
Men ei har kjendt hans Personlighed,
Hvor Meget tabte han ikke!
Dog af hans Nærmeste vist ei Faa
Sig hid til hans Fest beskikke,
Og vist hos mangen en Ven der staae
Veemods Taarer i Blikke.

O! mindes du, naar han kom i dit Hjem,
Det Smiil, som alt han lokkede frem
Ved ind ad Døren at træde?
Det Ord: "det er Weyse!" anelsesfuldt
Bebuded en munter Glæde,
Og Glæden bragte han med sig huldt,
Naar i Stuen han tog sit Sæde.

324

Han var dig altid en elsket Gjæst,
Af den mindste Kreds han danned en Fest,
Om Alt forstod han at tale;
En Sangfugl var han under det Frie,
Under huuslige Tag en Svale,
Hans Følelses Dyb, hans Vids Ironie
Kan blot Erindringen male.

Du mindes hans Aand, du mindes hans Skjemt,
De lystige Viser du ei har glemt,
Hvormed han vakte din Latter.
Men ogsaa du mindes, hvad ei saa tidt
Du finder i Verden atter:
Det ædle Hjerte, trofast og blidt,
Som i Prøvens Time man skatter.

Dog, Ordet er her ei Venskabs Tolk,
Hans bedste Ven er det danske Folk,
Til Folket er Ordet rettet.
Snart lytter det til hans Rhythmers Dands,
Naar Teppet er atter lettet,
Naar han binder sig selv sin bedste Krands,
Af evige Toner flettet.

325

GADEVISER

FREDRIK OG CLARA

Jeg kom bag Plankeværket,
Og slap i Haven ind.
Mon Ingen mig har mærket
I dette Maaneskin?
Nu stille, ganske stille,
Med sagte, lydløst Fjed!
Nu staaer jeg, hvor hun vilde,
Paa vort bestemte Sted.

Her hilses jeg alt af den blendende Jasmin,
Men hun, som jeg venter, er mere hvid og fiin.
Imorgen til Armeen! idag til Favnetag!
Imorgen bliver meget forskjellig fra Idag.

Ja, sjelden er i Staden
En Have som den her.
Og adskilt kun ved Gaden,
Er Volden ganske nær.
Tidt stirred jeg fra Banken
Hertil, og saae mig blind,
Men kom dog kun med Tanken
I Paradiset ind.

Nu staaer jeg herinde, jeg er i Lykkens Havn,
Om lidt skal den Skjønne sig hvile til min Favn.
Imorgen til Armeen! idag til Favnetag!
Imorgen bliver meget forskjellig fra Idag.

326

See Maanen, hvor den seiler
Hen over Voldens Kant!
Det venstre Lys den feiler,
Saa er den Haabets Pant.
Maaskee dog, naar den fylder
Sin hele Runddeel ud,
Min Bleghed den forgylder
Og Taaren hos min Brud.

Hvad Skjæbnen vil bringe, det lad den bringe kun!
Idag er jeg vis paa en salig Afskedsstund.
Imorgen til Armeen! idag til Favnetag!
Imorgen bliver meget forskjellig fra Idag.

Hvor smukt nu Maanen skinner
Paa denne Gyldenregn!
Men ved dens Lysning finder
Jeg hist et bedre Tegn:
Den hvide Kjole glimter,
Jeg kjender denne Dragt;
Det mørke Shawl jeg skimter,
Om hendes Hoved lagt.

O Clara! vi mødes til Afsked denne Qveld,
Men lifligt som Velkomst mig følger dit Farvel.
Imorgen til Armeen! idag til Favnetag!
Nu glemmer jeg Imorgen, og lever for Idag.

327

CLARAS EENSOMHED

Nu vanker jeg atter til Haven hen,
Men Fredrik er ei i dens Gange.
Jasminen den sender sin Duft igjen,
Men sender den ei til min Ven.
Men tys! henad Voldens grønnende Sti
Der nærme sig glade Sange.
En Skare gaaer forbi
Og jubler i det Frie
den kjendte Melodie.
O Toner! I ligne Fugle smaa,
Men jeg er lig en Fange:
I kjækt over hele Landet gaae;
Til Fredrik I ogsaa vil naae.

Her gik jeg med ham, som jeg har saa kjær,
Ved Maanens Belysning paa Løvet.
Nu Solen gaaer ned bag Voldens Træer,
Men Maanen og han er ei her.
Nu høres igjen den Klang saa bekjendt,
Paa Volden sig hæver Støvet;
Med Spil et Regiment
Nu trækker, hjemad vendt,
Ved Nørreport omtrent
Nu synger det hele Mandskab med,
Mig Sangen gjør bedrøvet.
Til Krigen min Tanke flyer afsted,
I Krigen kun finder den Fred.

Den Længsel, det Savn, som har fyldt mit Sind,
For Træer kun og Buske jeg skrifter,
Og vikler mig ud ved Aftnens Vind
Af Dagens det grublende Spind. 328
Men ængstende Tanke, som jeg betvang,
Mig Luften tilbage vifter;
Thi Tankens Efterklang
Mig følger paa min Gang
I Landsoldatens Sang.
De Toner jeg altid hører kun,
Mens Dag med Dage skifter,
Og venter jeg Fred i natlig Stund,
De følge mig selv i min Blund.

Kun Den, som har prøvet i Eensomhed
At tysse paa Sorgen, der græder,
Og grave sin Angst i Hjertet ned,
Kun Den min Urolighed veed.
Og spurgte jeg Aftnens Vind, i min Nød,
Om Bud fra de fjerne Steder,
Som Svar igjen det lød:
Han er, hvor Æren bød,
Og kjæmper til sin Død.
O lad mig ei tænke meer derpaa!
I Stuen ind jeg træder;
Et Smiil jeg de Andre vise maa;
Min Frihed, farvel! jeg maa gaae.

CLARA OG HENDES SØSTER

Men Clara! hvorfor rødmer du ved Berlings Avis?
Den er jo dog ellers anstændig.
Og see dog! nu du blegner og er kold som lis!
Hvad er det, som gjør dig elendig? 329
- O Søster! forstyr mig dog i Læsningen ei!
Af Uro mit Hjerte vil briste!
Jeg følger med de Kjække paa Kampens Vei,
Og læser nu just paa det Sidste.

Ak ja, den ubehagelige Krig, denne her!
Men Eet er der dog, som jo trøster:
At Ingen er derovre, som just er os nær ...
Hvad feiler dig, Clara? du ryster! ...
- O Søster! forstyr mig dog i Læsningen ei!
Af Uro mit Hjerte vil briste!
Jeg læser om de Faldne paa Kampens Vei,
Jeg læser den rædsomme Liste.

Ak ja! den ubehagelige voldsomme Død!
Den Livet af Ungdommen blæser.
Men see dog! nu din Kind jo bliver purpurrød!
Hvad er det, hvorom du nu læser?
- O Søster! Jeg undres, du begriber det ei,
Jeg læser en gladere Liste:
Fra Lieut'nant til Captain fører Ærens Vei,
Jeg sandelig ikke det vidste.

Hvad hjelper, at du smiler og du græder derved?
Ved Krigen din Tanke kun hænger.
Der kommer vel den Dag, da man igjen har Fred,
Nu vel da, saa plag dig ei længer!
- O Søster! mit Sindelag begriber du ei;
Du nok det begreb, om du vidste:
Den Helt, hvorom jeg læste, ham elsker jeg,
Lad Hemmeligheden saa briste!

330

DEN FRIVILLIGE I INDQVARTERING

Her hos denne Præst jeg aander atter
Efter den Strabads, hvoraf jeg led.
Her jeg lever høit, og Præstens Datter
Viser mig den største Høflighed.
Kaffe hun mig bringer selv, den Søde,
Men hun tøver kun et Øieblik,
Mens hun kommer Sukker i og Fløde;
O! hvor smager da den brune Drik!

Nylig, da hun Kaffen ind mig bragte,
Greb jeg hendes Haand og holdt den fast.
Vel hun rev den løs, men ganske sagte,
Mens jeg fik et tvivlsomt Øiekast.
Jeg er jo dog Fædrelandsforsvarer,
Sagde jeg, men derpaa svarte hun:
Er De det, Hr. Jensen? jeg erfarer
Det for første Gang af Deres Mund.

Herre Gud! jeg udbrød, halv i Vrede:
Er jeg ingen drabelig Person,
Var jeg dog i Krig, og Den, som bede
Tør om Deres Haand, var ei Kujon.
- Hvo betvivler, De var blandt de Kjække?
Svarte hun, og rakte Haanden: men
Skal jeg den til hver en Modig række,
Faaer jeg dog nok altfor mange Mænd.

Saadan hun mig driller, denne Pige,
Svarer ikke Ja, ei heller Nei,
Saa jeg ikke rigtig veed at sige,
Om jeg er forlovet, eller ei. 331
Tidt, naar hos de Gamle Plads jeg tager,
Og i hendes Øine læse vil,
Dreier hun sig om, og saa det mager,
At hun just mig vender Nakken til.

Men i Kirken hun sig ikke rører,
Der hun sig dog ikke dreie tør.
Hver en Søndag der jeg Præken hører,
Saa gudfrygtig var jeg aldrig før.
Men det maa man denne Præst og lade,
At han præker overmaade godt,
Men kun altfor kort, og det er Skade,
Stundom i halvanden Time blot.

Naar jeg skal herfra, da vil det være
Rette Tid at fordre sanddru Svar.
Lad saa Haabet briste eller bære,
Naar jeg kun faaer Vished, reen og klar.
Men ifald det lykkes, da er Tingen,
At min Stilling dog mig Knuder gjør:
Hvordan skal jeg her vel skaffe Ringen,
Som paa hendes Haand jeg sætte bør?

Dog, jeg skal nok hjelpe mig fortiden,
Thi jeg har en preussisk Epaulet,
Som jeg selv erobret har i Striden,
Den er sølvbroderet, nok saa net.
Den som Troskabs Pant skal klare Sagen,
Jeg den løser ind, det har ei Nød,
Enten med en Ring paa Gjensynsdagen,
Eller paa en Kampdag med min Død.

332

DEN YNGRE DIGTERSKOLE

Ved Festen for Adam Oehlenschläger.
Den 14de November 1849.

At Danmark er et lidet Land,
Man tidt nok faaer at høre,
Men fagert er ved Skov og Strand,
Hvor Skjalde Harpen røre.
Her var og er et Sangerchor,
Dets Tid er ikke svunden:
Paa stærke Vinger mangt et Ord
Saa vide fløi i Lunden.

Vel synger Hver sin egen Sang,
Hver har sin egen Stemme,
Hos Alle dog en fælleds Klang
Sig lader grant fornemme.
Fra første Mand i Paradiis
Nedstamme Smaa, som Store:
I Skjaldes Kunst vi ligerviis
Parnassets Adam spore.

Vort Land var skjønt fra Arilds Tid,
Et Paradiis i Norden,
En Have, venlig, lys og blid,
Som ingensteds paa Jorden.
Beredt var Alt, var saare godt,
Det stod i bedste Pleie;
Der mangled det en Adam blot,
Som Haven tog i Eie.

333

Han kom, og hvad hans Øie saae,
Han oplod for os Andre;
Da lærte vi først ret forstaae
Den Vang, hvorpaa vi vandre,
Hvad Stjernen seer i Skyens Rift,
Hvad Skoven har for Tanker,
Hvad Havet dølger i den Drift,
Som i dets Pulsslag banker.

Og som vort Lands Natur sin Tolk
Har i sin Adam fundet,
Har og Naturen i dets Folk
Ved ham Bevidsthed vundet.
Den danske Kraft og Kjærlighed
Stod frem i lyse Minder;
Til Kilden han har ført os ned,
Hvorfra vort Livsvæld rinder.

Og derved har han faaet den Magt,
At hvor en Harpe klinger,
Er i dens Tone Noget lagt,
Som ham en Gjenlyd bringer.
En Stammefader, end i Kraft,
For ham vi tømme Glasset,
Vi hilse ved dets ædle Saft
Vor Adam paa Parnasset.

334

ADELAIDE GREVINDE AF BOMBELLES født Brun.

De samle sig, lig underfulde Drømme,
De rige Minder fra en svunden Vaar,
Lig gyldne Skyer, som paa Himlen svømme,
Skjøndt Solen under Horizonten staaer.
Mon Phantasus sit Fyldehorn vil tømme
I Tryllekredsen, som hans Scepter slaaer?
De samle sig i stærke, tætte Klynger,
Og Dødens Budskab deres Liv forynger.

Hvor skal en vildsom Tanke helst sig fæste?
I dine Skove, dunkle Frederiksdal,
Hvor Skarer mødtes, for det Huus at gjæste,
Der vinkede fra Søen klar og sval.
Naar Rosentiden gav sin Skat tilbedste,
De flokkedes, for i den gjæstfri Sal
At mødes, skilles, sig uhindret sprede
Ved Søens Rand og mellem Havens Bede.

Da mødte dem et Syn paa disse Steder,
Og Alles Blikke fængsledes med Magt:
En ung og ædel Skikkelse dem træder
Imøde, hyllet i den hvide Dragt;
En blegrød Rose, som end Duggen væder,
Er tidt i Haarets gyldne Fletning lagt;
Et mildt Velkommen byder hun de Mange,
Der søge hendes Fjed i Havens Gange.

Og hvo var ei blandt Dem, hun kunde samle
Omkring sig og fortrylle deres Sands?
Her saae man Mænd og Qvinder, Unge, Gamle,
Saae Kongehusets straalerige Glands, 335
Udpræget Aand med dem, som endnu famle,
Og Høiheds og Fortjenesternes Krands,
Og unge Laurbær, fjerne fra at grønnes,
Der modnedes i Skyggen af den Skjønnes.

Thi Hun var smykket alt med Daphnes Kroner,
De bragtes af Europas første Mænd,
Hvem hendes Minespil og Ord og Toner
Til undrende Begeistring reve hen.
Og hendes Priis blev hørt fra Digterthroner,
Og mange Tungemaal forkyndte den;
Berømtheds Krands, Tribut fra fjerne Lande,
Var slynget om en attenaarig Pande.

Og Danmarks Digtere, de to, de store,
Som i usalig Tvedragt skiltes ad,
I deres Sange kan dog Verden spore,
At her forsvandt Uenighed og Had.
Til Hendes Fane de dog Begge svore,
For Hendes Fod de lagde Hver sit Blad,
Og Hende nær, ret som ved Orpheus Strenge,
Det Stridende foreente sig saalænge.

Ak! Hun, som kunde Digterne besjæle,
Berømtheds, Ungdoms, Skjønheds Straalevæld,
Det Hele gjemmes nu bag trange Fjæle,
Det Hele hviler i et Gravcapel.
Og Digterne, der sang om hende, dvæle
Nu selv bag Underverdnens haarde Fjeld:
Den Ringeste kun bleven er tilbage,
For hendes Støv at hilse med sin Klage.

336

Dog ei til Støvet jeg min Sang vil binde,
Ei til en Ligfærd bringe den som Krands.
Langt hellere, min Ungdoms tro Veninde!
Jeg tænker Dig i uforandret Glands,
Hvor Intet, som er ædelt, kan forsvinde,
Og Intet, som stod præget for Din Sands,
Hvor Natten, som for evigt nu Dig fjerner,
Er Himlens Dyb med Evighedens Stjerner.

337

BEMÆRKNINGER.

Grundlaget for nærværende Udgaves Text er Originaltrykkene: for Universitetskantaten fra 1839, for "Nye Digte" fra 1841, for "Nøddeknækkerne" fra 1845 og for "Valgerda" fra 1847. Originaludgaverne er sammenholdt med den eneste senere, af Forfatteren selv besørgede Udgave i Poetiske Skrifter II (1848) p. 313-430, IV (1848) p. 373-479, VII (1849) pr. 125-68, 191-207 og VIII (1849) p. 144-51. Hvad angaar de i nærværende Udgave optagne "Mindre Digte", findes Oplysning om Originaltrykket nedenfor ved hvert enkelt Digt.

Afvigelserne mellem Originaltrykkene og den senere Udgave er faa og indskrænker sig for det meste til mindre Forandringer i Retskrivning og Tegnsætning; ved Digtet "Uranienborg" blandt de her optagne mindre Digte er Ændringerne derimod større, og dem skal der paa sit Sted gøres Rede for.

UNIVERSITETSKANTATEN.

Musikken er af Weyse. Kantaten anvendtes første Gang ved Reformationsfesten den 11. Novemb. 1839 og er stadig i Brug ved Siden af de senere, i samme Anledning forfattede Kantater af Ernst v. d. Recke og Niels Møller.

A. P. Berggreen: C. E. F. Weyses Biographie p. 121-22, hvoraf det ses, at Kantaten i den Skikkelse, hvori den først af Forf. indleveredes til Universitetet, efter H. N. Clausens Mening var uantagelig, fordi Heiberg ikke havde besunget Reformationen, men den hegelske Filosofi; 338 Konsistorium vedtog, at den skulde omarbejdes, og herfor maatte Heiberg bøje sig.

Talen ved Reformationsfesten i 1839 holdtes (paa Latin) af Professor Dr. jur. A. V. Scheel (refereret i Kjøbenhavns Universitets Aarbog f. 1839 p. 187 ff.) og var i høj Grad en Forherligelse af Reformationen paa Middelalderens Bekostning; om Kantaten staar der i samme Univ. Aarbog (p. 189) intet andet end: "Sange udførtes af Studerende".

4 5 6

NYE DIGTE.

Bogen har paa Titelbladet Aarstallet 1841, men den udkom allerede den 21. December 1840. Af "En Sjæl efter Døden" foreligger kommenterede Skoleudgaver ved Alfr. Ipsen (4. Udg. 1921) og ved O. Schlichtkrull (1919; 2. Udg. 1929); til Schlichtkrulls Udgave, der giver mange nye og værdifulde Oplysninger, har H. G. Topsøe-Jensen i Danske Studier 1919, p. 180-85 meddelt forskellige supplerende Annotationer. Med Ipsen og Schlichtkrull som Hjemmel er enkelte Bemærkninger anført i det følgende. En Særudgave haves 1918 af "De Nygifte" med Indledning af Hans Brix.

O. Borchsenius: Fra Fyrrerne II p. 19 ff.; Georg Brandes: Samlede Skrifter, 2. Udg. I p. 419-25; Hans Brix: Fagre Ord p. 235-55; Alfr. Ipsen i Museum 1893 II, p. 316-20; 339 O. Schlichtkrull i Danske Studier 1917, p. 97-110; Julius Lange: Udvalgte Skrifter I p. 354-56.

Brev fra B. S. Ingemann 26/12 1840 til Fru Rosenørn (Brevvexling mellem Ingemann og Fru Rosenørn p. 12); fra Signe Læssøe 20/1 1841 til Henriette Hanch (Nicolaj Bøgh: Signe Læssøe p. 162-63, jfr. sstd. p. 178); fra H. C. Andersen 22/1 1841 til Henriette Hanch, 28/4 1841 til Signe Læssøe og 6/11 til X. Marmier (Breve fra H. C. Andersen II p. 17, 37 og 54 f.); fra Fr. Paludan-Müller 23/1, 1841 til C. Paludan-Müller (Breve fra Fr. Paludan-Müller p. 29); fra J. Th. Lundbye 26/1 1841 og 12/4 1842 til L. Frølich (F. Hendriksen: Lorenz Frølich p. 50 og 77); fra C. Hauch 32/5 1841 til Oehlenschläger (Mindeblade om Oehlenschläger p. 417) og 13/6 1841 til H. C. Andersen (Breve til H. C. Andersen p. 211); fra Frederika Bremer 19/9 1841 til H. C. Andersen (Breve til H. C. Andersen p. 663); fra Ludvig Mynster 18/8 1842 til C. Hostrup (Breve fra og til C. Hostrup p. 21).

Johanne Luise Heiberg: Et Liv genoplevet i Erindringen, Originaludg. I p. 411-12; Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen p. 40; om Oehlenschlägers Opfattelse se O. Borchsenius: To Digtere p. 138, om Weyses se Carl Thrane: Weyses Minde p. 82. H. C. Andersen har kvitteret for "En Sjæl efter Døden" 1842 i "En Digters Bazar" (Saml. Skrifter 2. Udg. VII p. 335-36 og 385) og 1855 i "Mit Livs Eventyr" (sstd. I p. 222-23) jfr. Edv. Collin: H. C. Andersen og det Collinske Hus p. 329-31.

Martensens Anmældelse staar i "Fædrelandet" for 10.-12. Jan. 1841 (No. 398-400), jfr. Søren Kierkegaards spydige Bemærkning i Papirer IV p. 202-03; 1842 udgav Chr. K. F. Molbech under Pseudonymet "Adam Howitz" sin morsomme Satire "Johan Ludvig Heiberg efter Døden. Apocalyptisk Comedie i 4 Acter".

Der er i den nyere, foran anførte Litteratur blevet fremsat den Anskuelse, at "En Sjæl efter Døden" skulde være skrevet i 3 Tempi: 4. Act i 1829 foranlediget ved Heibergs Kontrovers med N. P. Nielsen ang. Opførelsen af "Prindsesse Isabella"; 1., 2. og Størstedelen af 3. Act i første Halvdel af 1839, hvorefter disse Partier skulde være oplæste af 340 Heiberg under Opholdet i Ems i Sommeren 1839, hvor han og hans Kone var sammen med Adolph Drewsen og Frue, f. Collin; Partiet om H. C. Andersen og hele Afsnittet om Aviserne, begge i 3. Akt, derimod i Slutningen af 1840. Hertil bør bemærkes, at det hele er Konstruktion uden Hjemmel i samtidige Kilder. Hvad der er overleveret om Tilblivelsen af "En Sjæl efter Døden", indskrænker sig til Paludan-Müllers Udsagn til Georg Brandes (se Noten til p. 78), at 4. Akt var skrevet længe før alt det øvrige, og Andersens Bemærkning 1855 i "Mit Livs Eventyr" (Saml. Skrifter 2. Udg. I p. 223), at det "iøvrigt" er "sagt mig af Folk, som tidligere hørte ham læse Digtet, at jeg dengang ikke fandtes deri". Om dette er rigtigt eller ej, vides ikke; derimod vil det af Noterne til p. 63 ganske vist med Sikkerhed ses, at Afsnittet om Andersen maa være skrevet sent i 1840. Iøvrigt maa det hævdes, at der intet er i Tidsallusionerne, som peger mod 1839 fremfor 1840; hvad der var aktuelt 1839, var det ogsaa i 1840, og en Enkelthed i 1. Akt (se Noten til p. 33) viser afgjort en Affattelsestid senere end Sommeropholdet i Ems. Det bliver følgelig rigtigst at antage, at "En Sjæl efter Døden" med Undtagelse maaske af 4. Akt er blevet til i Løbet af 1840.

Med Hensyn til den følgende Kommentar ønsker nærvær. Udgiver at betone, at der i "En Sjæl efter Døden" sikkert er flere Allusioner, end det nu er muligt at faa Øje paa, og at der er adskillige Steder, som han, i Modsætning til sine Forgængere, ikke har dristet sig til at kommentere, fordi Grundlaget for en Kommentar har syntes ham for svagt.

14 341 19 20 21 22 27 29 33 35 36 37 40 42 44 45 46 47 48 49 348 50 51 52 53 54 56 57 59 60 61 62 63 64 65 68 77 78 78 80 86 89 129

NØDDEKNÆKKERNE

Udkom d. 17. Decb. 1844 i Heibergs "Urania. Aarbog for 1845."

Vilh. Andersen: Tider og Typer af dansk Aands Historie. Goethe I p. 219 ff.

133 135 367 136 142 368 143 144 155 165 167 168 173 181

VALGERDA

Det til Teatret anonymt indsendte Manuskript, skrevet med en anden Haand end Heibergs egen, findes i det kgl. Bibliotek (Ny kgl. Saml. 4°, 2521).

Brev fra H. C. Andersen 10/2 1847 til B. S. Ingemann (Breve fra H. C. Andersen II p. 160), fra Oehlenschläger 15/2 1847 til Datteren Marie Konow (Oehlenschlägers Erindringer IV p. 272).

369

Om den virkelige "Valgerda", den da 20-aarige Lærerinde Marie Arnesen, se Kvinden og Samfundet VII p. 143 -52; desuden henvises til Johs. Steenstrup: Den danske Kvindes Historie II p. 62-66 og P. Lauridsen: Da Sønder-Jylland vaagnede VII p. 70-71. Af Brevudtalelser i Anledning af Arndt henvises yderligere til: Brev fra N. F. S. Grundtvig 27/2 1845 til H. N. Clausen (Breve fra og til N. F. S. Grundtvig II p. 437), fra B. S. Ingemann 22/3 1845 til N. F. S. Grundtvig og dennes Svar (Grundtvig og Ingemann p. 277 og 280), fra C. Flor 26/3 1845 til P. C. Koch (P. Lauridsen: Da Sønderjylland vaagnede VIII p. 75).

187 188 192 193 201 202 206 210 225 248 254 266 273 274 372 302 306

MINDRE DIGTE

311 312 313 314 316 317 318 319 320 321 323 325 326 327 332 334 335 376

TEXTRETTELSER

(Originalens Ord er sat efter den skarpe Parentes.)

  • Side 56 L. 2 f. o. dog Continuitet [dog kun Continuitet
  • " 69 L. 3 f. n. men [man
  • " 160 L. 5 f. n. ei [el
  • " 206 L. 7 f. n. ja sæt [jo sæt
  • " 209 L. 12 f. n. min [mn
  • " 287 L. 8 f. o. hen [han
  • " 324 L. 4 f. o. Frie, [Frie.
  • " 332 L. 12 f. o. Hver [hver

Rettelsen Side 56 skyldes Professor Brix.