Heiberg, Johan Ludvig Mindre digte

URANIENBORG
Tycho Brahes Slot

✂ Du Vandringsmand ved Søen,
O stands din raske Gang!
Vend hisset dig mod Øen,
Og hør min Mindesang.
Vend derhen dine Tanker,
Din Længsel og din Sorg:
Paa hine gule Banker
Stod før en Ridderborg.

✂ I længstforsvundne Dage
Var den i Glands og Magt.
Nu er der knap tilbage
Ruiner af dens Pragt.
Men i de gamle Tider
Da var den høi og stor,
Og saaes til alle Sider,
Og kneisede fra Jord.

✂ Den ikke monne være
For nogen Viking bygt:
Urania til Ære
Den reiste sig saa trygt. 312
Fra Menneskenes Vrimlen
Ved Havet skilt den laae,
Og hæved sig mod Himlen,
Og til de Stierner smaa.

✂ Høit kneiste Borgetinden,
Dens ranke Spiir derhos;
Der dreied sig for Vinden
En gylden Pegasus.
Forunderlige Taarne
I Nord og Syd man saae,
Af stærke Piller baarne,
Og med Altaner paa.

✂ I alle Borgens Kanter,
Ihvor man og mon gaae,
Man mægtige Qvadranter
Og store Sphærer saae.
De Sale monne prange
I muntre Farveskiær.
Af Haver var der mange,
Med Blomster og med Træer.

✂ I Volden var befæstet
Mod Øst en Port saa stor,
En anden imod Vester,
Og Spiir i Syd og Nord.
Alt fiernt man høre kunde,
Naar man gav derpaa Agt,
De fire store Hunde,
Som holdt ved Porten Vagt.

✂ Den fromme Ridder trængte
Sig ei i Ledingsfærd,
Paa Væggen bort han hængte
Sit Harnisk og sit Sværd.
Fra Jorden og dens Jammer
Han gierne flygte gad,
Naar i sit stille Kammer
Ved Midnatstund han sad.

✂ Da hæved han sit Øie,
Alt i den Nat saa lang,
Og spored i det Høie
De lyse Stierners Gang.
Og Stiernerne hans Rygte
Bar over Land og Sø,
Saa Konger selv besøgte
Ham paa den lille Ø.

✂ Men Stiernerne de blinked
Til andre Lande hen,
Hans Skiæbne bort ham vinked,
Han kom ei meer igien.
Alt længst de stolte Mure
Er siunkne hen i Gruus,
Og Ploven monne fure,
Urania, dit Huus.

✂ Men hvergang Solen daler,
Seer den til Hveen huld,
Hvor Aftenrøden maler
Sig end erindringsfuld. 314
Veemodig Maanen iler
Forbi sin elskte Kyst,
Og Freyas Stierne smiler
Med hellig Elskovs Lyst.

✂ Da røres det, og tindrer
I Borgens dybe Grund:
Den troer, at den erindrer
En gammel Aftenstund.
For nogle Øieblikke
Den gierne op vil staae,
Men ak! det kan den ikke,
Saa maa den plat forgaae.

VAAREN OG FREDEN

✂ Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker,
Vinteren, flyer:
Vaaren, bekrandset med himmelblaa Klokker,
Livet fornyer.
Kampen var haard, men den Freden mon bringe;
Seiren skal klinge,
Løftet paa Tonernes mægtige Vinge
Høit mod de purpurne Skyer.

✂ Digteren, vakt af de første Violers
Yndige Blad,
Aabner sin Barm for de himmelske Straalers
Qvægende Bad, 315
Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen,
Flagrer mod Himlen
Over Convallernes hilsende Stimlen,
Vinget, forynget og glad.

✂ Ind under Bøgenes grønnende Kroner,
Salig i Aand,
Vandrer han hen over Skovanemoner,
Lyren i Haand.
Bogfinkens Qviddren hans Læber indvier;
Og naar den tier,
Hilser han Vaaren med Vaarmelodier,
Løsnet af Vinterens Baand.

✂ Vinterens Sorger og Glæder nu dølger
Glemselens Flor.
Flora kun vinker ham nu, og han følger
Glad hendes Spor.
Vintren er flygtet og Striden herneden
Bort fra det Eden,
Hvor hendes Smaa om et Altar for Freden
Samles i duftende Chor.

✂ Derfor om Vaaren og Freden hans Sange
Gienlyde nu.
Fiendskab, hin sorte, opfostret i lange
Nætter med Gru,
Fly med den flygtende Vinter mod Polen!
Varmen af Solen
Udklækker Hierternes Blomst med Violen,
Fredelig Sang og fredelig Hu.

✂ Nympher og Fauner ved Lyren han atter
Samler om den;
Hellige Taarer, begeistrede Latter
Vækker han end.
Satyren bringer ham vingede Pile,
Gyldne, der smile.
See, hvor de flyve, og naae, hvor de ile,
Himlen og Jorden igien!

✂ Saares der nogen, da huske han,
Striden Blot er en Fest,
Smile ved Saaret, og drage fra Siden,
Sadle sin Hest!
Thi har vi Fred, kun i krigerske Leire
Bør vi den feire:
Stedse Tornering og festlige Seire
Freden forherliged bedst.

✂ Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale,
Høit paa din Gang,
Hersker af Solen, og Drot af Kastale,
Smiil til min Sang!
Nær i mit Hierte den Flamme, du tænder!
Lær mine Hænder
Dobbelte Greb i din Stræng, som udsender
Pilens og Tonernes Klang!

TYCHO BRAHES FARVEL

✂ Solen sank bag grønne Lund,
Og den lyse, fulde Maane
Mellem Sjølunds Kyst og Skaane
Straaled over Øresund.
Hvælved om Uranienborg
Sig den lyse Stjernebue.
Tycho stod i Maanens Lue,
Monne Landet rundt beskue,
Tankefuld, med dæmpet Sorg.

✂ Og han sagde: Fædreland!
Siig mig dog, hvad var min Brøde,
Da din Søn du bort at støde
Fra dit Hjerte nænne kan?
Har du glemt min Kjærlighed?
Det var mig, som monne bære
Op til Stjernerne din Ære;
Hele Himlen kan jo være
Vidne til min Sønlighed.

✂ Mit Chaldæa her jeg fandt.
Ak! I elskte danske Sletter
Vise jo i lange Nætter
Himmelen til hver en Kant.
Derfor, elskte Fædrejord,
Fremfor alle Verdens Lande
Har jeg elsket dine Strande,
Og paa dem bør Templet stande
For det lyse Stjernechor.

✂ Men Urania sin Ven
Vil et andet Hjem berede,
Hvorved hendes Kunst kan brede
Sig til andre Lande hen.
Dunkelt jeg kun Veien seer,
Stjernerne maae den betegne.
Ligemeget, hvad for Egne!
Er ei Himlen allevegne?
Hvad behøver jeg saa meer?

BARCAROLE

✂ Lette Bølge! naar du blaaner,
Gjennemsigtig, lys og klar,
Himlens Farveskjær du laaner,
Selv du ingen Farve har.
Himlen ei, kun Himlens Billed
Hviler i din dybe Favn;
Aldrig er din Længsel stillet,
Den er evig, som dit Savn.

✂ Bølge! hvor du klarest rinder,
Speiles Himlen i dit Bad;
Ak! din Længsel Hjertet minder
Om hvad Skjæbnen skiller ad.
Hjerte! du bør ikke klage!
Selv Naturen føler Savn;
Trøst dig, hvis du har tilbage
Kun et Billed og et Navn.

BARCAROLE

✂ Natten er saa stille,
Luften er saa klar,
Duggens Perler trille,
Maanens Straaler spille
Hen ad Søens Glar.

✂ Bølgens Melodier
Vugge Hjertet ind;
Suk og Klage tier,
Vindens Pust befrier
Det betyngte Sind.

STJERNEHIMLEN

✂ Jeg ruller mig om min faste Pol,
Og bliver stedse den samme.
I Vest nu synker den matte Sol,
Saa begynder i Øst min Flamme.

✂ Endnu jeg selv kun glimter svagt,
Mine største Lys kun tindre
Som Forbud om den kommende Pragt,
Naar jeg tænder de talløse mindre.

✂ Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa,
Der er Ingen, som mig betragter;
Alt Andet gaaer man og gaber paa,
Men paa mig saa lidet man agter.

✂ Paa Maaneskinnet man giver Agt,
For Karretens Lygter at spare,
Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt
Lidet man tager vare.

✂ Naar Sværmen er draget i Staden ind,
Sit forskende Blik den sender
Til Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin,
Hvor en Lampe bag Skiven brænder.

✂ Paa det evige Uhr den aldrig seer,
Som den evige Tid os tyder,
Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer,
Men Aartusinders Klokke lyder.

✂ Mængden kravler i Blindhed om
Mellem lave, smaalige Sysler;
Min ustandsede Gang er Tidens Dom
Over Hver, som pusler og nysler.

✂ Men du, som ønsker i Fred at boe,
Uforstyrret af planløs Iver,
Hæv dig til mig, og prøv den Ro,
Som min rolige Rhythmus giver.

✂ Og er du døvet af Mængdens Raab,
Af de Stemmer, som huje, som skrige,
Saa bad dig og styrk dig ved kjølig Daab
I det stille Hav i mit Rige.

✂ Mine Stjerner tie paa deres Gang,
Ei høres Lyd eller Stemmer; 321
Kun Tanken sporer en stille Sang,
Som Øret ikke fornemmer.

✂ Hos mig du lever et Liv, som svandt,
Du lever med Guder og Helte,
Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt
Til mit brede, funklende Belte.

✂ Her Fablens Konger og Dronninger staae,
Med dens Udyr, Drager og Slanger,
Hvis Navne lød fra den oldtidsgraae
Totusindaarige Sanger.

✂ O Menneskebørn, som foragte min Skat!
Eders Amme jeg er, tør jeg mene:
Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat,
Og I sove derved som Stene.

WEYSE

✂ Prolog til Forestillingen af Macbeth paa Weyses Fødselsdag,
den 5te Marts 1843.
Fremsagt af Fru Heiberg.

✂ Den femte Marts er kommen igjen,
Men hvor er vor og Musernes Ven,
Hvis Navn gav Dagen sit Minde?
Til Roskild har de vor Sanger bragt,
Hvor Kilderne sagtelig rinde,
Hvor Kirken stander i Oldtids Pragt,
Orgelet bruser derinde.

✂ Bestandig hans Sind, hans Hjerte var vendt
Mod Issefjords det graa Monument,
Som bereder Kongerne Hvile.
Tidt sad han bag Kirkens gothiske Muur,
Lod Haand over Orgelet ile,
Og danned af Toner en Architectur,
Hvortil selv Englene smile.

✂ For ham var Alvor i Toners Leg;
Til Herrens Ære hans Hymner steg
Som gothiske Spiir saa kjække;
f Toner formet en Kuppel stod
Paa tonende Søilers Række,
Af farvet Lys der bølged en Flod
Under det mystiske Dække.

✂ Og naar ned til Jorden hans Tanke steg,
Naar Orglet han bytted med Strængeleg,
For Jordelivet at male,
Snart Kampens Bjergtop stod for vort Syn,
Snart Fredens hellige Dale,
Man hørte Sjælens Torden og Lyn,
Hørte dens Nattergale.

✂ Men laante hans Kunst Digterens Ord,
Da pleied han dem med Ømhed stor
Som fattige Smaa, der klage;
Han Klæder og Føde skjænkte dem,
Han lærte dem at behage,
Han sendte dem fra sit rige Hjem
Herligt smykte tilbage.

✂ Og eied han ingen andre Smaa,
Som nu til hans Grav forladte gaae,
Mens Taaren ikke kan standse,
Dog Een sig nærmer som Faderløs,
Og bringer barnlige Krandse,
Hvis Blade mildt over Graven strøes,
Og det er deri danske Romance.

✂ Den danske, - ja, thi Weyse var dansk,
Han selv og hans Musa fædrelandsk,
En Gaade for fremmede Zoner.
I Danmark slog den Stamme sin Rod,
Som bar hans lønnende Kroner,
Og Den, som ikke vort Sprog forstod,
Forstod ei heller hans Toner.

✂ Selv Den, som blot om hans Værker veed,
Men ei har kjendt hans Personlighed,
Hvor Meget tabte han ikke!
Dog af hans Nærmeste vist ei Faa
Sig hid til hans Fest beskikke,
Og vist hos mangen en Ven der staae
Veemods Taarer i Blikke.

✂ O! mindes du, naar han kom i dit Hjem,
Det Smiil, som alt han lokkede frem
Ved ind ad Døren at træde?
Det Ord: "det er Weyse!" anelsesfuldt
Bebuded en munter Glæde,
Og Glæden bragte han med sig huldt,
Naar i Stuen han tog sit Sæde.

✂ Han var dig altid en elsket Gjæst,
Af den mindste Kreds han danned en Fest,
Om Alt forstod han at tale;
En Sangfugl var han under det Frie,
Under huuslige Tag en Svale,
Hans Følelses Dyb, hans Vids Ironie
Kan blot Erindringen male.

✂ Du mindes hans Aand, du mindes hans Skjemt,
De lystige Viser du ei har glemt,
Hvormed han vakte din Latter.
Men ogsaa du mindes, hvad ei saa tidt
Du finder i Verden atter:
Det ædle Hjerte, trofast og blidt,
Som i Prøvens Time man skatter.

✂ Dog, Ordet er her ei Venskabs Tolk,
Hans bedste Ven er det danske Folk,
Til Folket er Ordet rettet.
Snart lytter det til hans Rhythmers Dands,
Naar Teppet er atter lettet,
Naar han binder sig selv sin bedste Krands,
Af evige Toner flettet.

GADEVISER

DEN YNGRE DIGTERSKOLE

✂ Ved Festen for Adam Oehlenschläger.
Den 14de November 1849.

✂ At Danmark er et lidet Land,
Man tidt nok faaer at høre,
Men fagert er ved Skov og Strand,
Hvor Skjalde Harpen røre.
Her var og er et Sangerchor,
Dets Tid er ikke svunden:
Paa stærke Vinger mangt et Ord
Saa vide fløi i Lunden.

✂ Vel synger Hver sin egen Sang,
Hver har sin egen Stemme,
Hos Alle dog en fælleds Klang
Sig lader grant fornemme.
Fra første Mand i Paradiis
Nedstamme Smaa, som Store:
I Skjaldes Kunst vi ligerviis
Parnassets Adam spore.

✂ Vort Land var skjønt fra Arilds Tid,
Et Paradiis i Norden,
En Have, venlig, lys og blid,
Som ingensteds paa Jorden.
Beredt var Alt, var saare godt,
Det stod i bedste Pleie;
Der mangled det en Adam blot,
Som Haven tog i Eie.

✂ Han kom, og hvad hans Øie saae,
Han oplod for os Andre;
Da lærte vi først ret forstaae
Den Vang, hvorpaa vi vandre,
Hvad Stjernen seer i Skyens Rift,
Hvad Skoven har for Tanker,
Hvad Havet dølger i den Drift,
Som i dets Pulsslag banker.

✂ Og som vort Lands Natur sin Tolk
Har i sin Adam fundet,
Har og Naturen i dets Folk
Ved ham Bevidsthed vundet.
Den danske Kraft og Kjærlighed
Stod frem i lyse Minder;
Til Kilden han har ført os ned,
Hvorfra vort Livsvæld rinder.

✂ Og derved har han faaet den Magt,
At hvor en Harpe klinger,
Er i dens Tone Noget lagt,
Som ham en Gjenlyd bringer.
En Stammefader, end i Kraft,
For ham vi tømme Glasset,
Vi hilse ved dets ædle Saft
Vor Adam paa Parnasset.

ADELAIDE GREVINDE AF BOMBELLES
født Brun.

✂ De samle sig, lig underfulde Drømme,
De rige Minder fra en svunden Vaar,
Lig gyldne Skyer, som paa Himlen svømme,
Skjøndt Solen under Horizonten staaer.
Mon Phantasus sit Fyldehorn vil tømme
I Tryllekredsen, som hans Scepter slaaer?
De samle sig i stærke, tætte Klynger,
Og Dødens Budskab deres Liv forynger.

✂ Hvor skal en vildsom Tanke helst sig fæste?
I dine Skove, dunkle Frederiksdal,
Hvor Skarer mødtes, for det Huus at gjæste,
Der vinkede fra Søen klar og sval.
Naar Rosentiden gav sin Skat tilbedste,
De flokkedes, for i den gjæstfri Sal
At mødes, skilles, sig uhindret sprede
Ved Søens Rand og mellem Havens Bede.

✂ Da mødte dem et Syn paa disse Steder,
Og Alles Blikke fængsledes med Magt:
En ung og ædel Skikkelse dem træder
Imøde, hyllet i den hvide Dragt;
En blegrød Rose, som end Duggen væder,
Er tidt i Haarets gyldne Fletning lagt;
Et mildt Velkommen byder hun de Mange,
Der søge hendes Fjed i Havens Gange.

✂ Og hvo var ei blandt Dem, hun kunde samle
Omkring sig og fortrylle deres Sands?
Her saae man Mænd og Qvinder, Unge, Gamle,
Saae Kongehusets straalerige Glands,335
Udpræget Aand med dem, som endnu famle,
Og Høiheds og Fortjenesternes Krands,
Og unge Laurbær, fjerne fra at grønnes,
Der modnedes i Skyggen af den Skjønnes.

✂ Thi Hun var smykket alt med Daphnes Kroner,
De bragtes af Europas første Mænd,
Hvem hendes Minespil og Ord og Toner
Til undrende Begeistring reve hen.
Og hendes Priis blev hørt fra Digterthroner,
Og mange Tungemaal forkyndte den;
Berømtheds Krands, Tribut fra fjerne Lande,
Var slynget om en attenaarig Pande.

✂ Og Danmarks Digtere, de to, de store,
Som i usalig Tvedragt skiltes ad,
I deres Sange kan dog Verden spore,
At her forsvandt Uenighed og Had.
Til Hendes Fane de dog Begge svore,
For Hendes Fod de lagde Hver sit Blad,
Og Hende nær, ret som ved Orpheus Strenge,
Det Stridende foreente sig saalænge.

✂ Ak! Hun, som kunde Digterne besjæle,
Berømtheds, Ungdoms, Skjønheds Straalevæld,
Det Hele gjemmes nu bag trange Fjæle,
Det Hele hviler i et Gravcapel.
Og Digterne, der sang om hende, dvæle
Nu selv bag Underverdnens haarde Fjeld:
Den Ringeste kun bleven er tilbage,
For hendes Støv at hilse med sin Klage.

✂ Dog ei til Støvet jeg min Sang vil binde,
Ei til en Ligfærd bringe den som Krands.
Langt hellere, min Ungdoms tro Veninde!
Jeg tænker Dig i uforandret Glands,
Hvor Intet, som er ædelt, kan forsvinde,
Og Intet, som stod præget for Din Sands,
Hvor Natten, som for evigt nu Dig fjerner,
Er Himlens Dyb med Evighedens Stjerner.

BEMÆRKNINGER.

✂ Grundlaget for nærværende Udgaves Text er Originaltrykkene: for Universitetskantaten fra 1839, for "Nye Digte" fra 1841, for "Nøddeknækkerne" fra 1845 og for "Valgerda" fra 1847. Originaludgaverne er sammenholdt med den eneste senere, af Forfatteren selv besørgede Udgave i Poetiske Skrifter II (1848) p. 313-430, IV (1848) p. 373-479, VII (1849) pr. 125-68, 191-207 og VIII (1849) p. 144-51. Hvad angaar de i nærværende Udgave optagne "Mindre Digte", findes Oplysning om Originaltrykket nedenfor ved hvert enkelt Digt.

✂ Afvigelserne mellem Originaltrykkene og den senere Udgave er faa og indskrænker sig for det meste til mindre Forandringer i Retskrivning og Tegnsætning; ved Digtet "Uranienborg" blandt de her optagne mindre Digte er Ændringerne derimod større, og dem skal der paa sit Sted gøres Rede for.