Valgerda. Lystspil i to acter - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

VALGERDA
LYSTSPIL I TO ACTER

✂

✂ Første Gang opført paa det Kongelige Theater d. 5te Februar 1847.

188

✂

PERSONERNE

General-Krigscommissair Fogel, Godseier.
Vilhelmine, hans Datter.
Conrad og Judita, Halvsøskende, hans Søsterbørn.
Jomfru Blak, hans Huusholderske.
Bertelsen, hans Huuslærer.
Julius Hermansen, Cancellist.
Mule, Gartnersvend.

✂ Handlingen foregaaer paa en Herregaard i Sjælland, i Sommeren 1845.

Skuepladsen forestiller en Have. Paa den ene Side, i Forgrunden, et Lysthuus, hvori en Bænk og et Bord, paa hvilket findes Skrivertøi, Papiir, Bøger og qvindelige Haandarbeider. I Baggrunden en Hængemaatte, ophængt lidt over Mandshøide, under nogle Træer, som skjule en Deel af den. I Forgrunden, paa Siden, en Trappestige, opstillet under et Træ. Midt paa Scenen et rundt Bord med Haves stole omkring.

189

✂

FØRSTE ACT

✂

FØRSTE SCENE

FOGEL, VILHELMINE, JFR. BLAK. BERTELSEN, Alle sovende, sidde omkring det runde Bord, hvorpaa der staaer et Kaffe-Service. TO BØRN paa 10 til 8 Aar (en Dreng og en Pige) ligge paa Jorden og sove, Hver paa sin Side af Bertelsens Fødder. Fogel og Vilhelmine have Hver en Avis i Haanden; ved Bertelsens Fod ligger en Bog, som man kan see, at han har tabt ud af Haanden. MULE, med en Havesax i Haanden, ligger henstrakt paa det Øverste af Trappestigen, ligeledes sop vende. Efter en Pause hører man CONRADS Stemme bag Scenen raabe: "Her! Her! denne Vei!" Strax efter træder han ind i Baggrunden, fulgt af JULIUS. Conrad er i en Jagtdragt, han bærer sin Bøsse og en skudt Hare; Julius er reiseklædt, med en lille Randsel om Skulderen.

CONRAD: (idet han træder ind med Julius).
Rigtig! Her er hele Selskabet. Kom du kun, og lad som du var hjemme. (Fører Julius frem i Forgrunden, idet han henvender sig til Fogel, medens Julius bukker) . Tillad, kjære Onkel, at jeg bringer en god Ven, Herr .... (Standser i sin Tale, og lader sine Øine glide over alle de Sovende). Ja, det er en anden Sag! Saa tager jeg mine Ord tilbage.
190

JULIUS: Conrad! Vi komme vist til Uleilighed.

CONRAD: Det troer jeg ikke; det lader ikke til, at vor Ankomst forstyrrer dem. For Pokker! jeg burde have vidst det. Denne Situation er ikke ualmindelig her paa Gaarden. Naar det er hedt, som idag, og man har spiist til Middag, hænder det ikke saa sjeldent, at man faaer sig en lille Luur ved Kaffen.

JULIUS: Lad os liste os ganske sagte bort.

CONRAD: Sniksnak! Hvorfor skulde vi gjøre det?

JULIUS: Idetmindste jeg, som er ganske fremmed for Selskabet. Det er ikke passende, at jeg er tilstede her. Farvel! jeg gaaer.

CONRAD: Nei nei! jeg slipper dig ikke. For et Øieblik siden møder jeg dig i Skoven som en beskeden Fodvandrer med din Randsel paa Nakken. Det var et uventet, men behageligt Møde. Hvad var rimeligere, end at jeg førte dig ind her paa Gaarden, især da du sagde mig, at du drog fra den ene Herregaard til den anden, at du gjorde et Studium af de danske Herregaarde?

JULIUS: Men saa modereer dog din Stemme, tal ikke saa høit!
191

CONRAD: Du er bange, jeg skal vække dem? Det har ingen Nød, jeg kjender deres Sovehjerte. Og seer du, min Ven, da jeg i dette Øieblik ikke kan præsentere dig for Selskabet, saa lad mig da præsentere Selskabet for dig; det er altid Saameget fra Haanden.

JULIUS: Naar du blot vilde tale sagtere ....

CONRAD: (fører Julius hen mod Fogel).
Maa jeg gjøre dig bekjendt med Hr. General-Krigscommissair Fogel, min Onkel paa mødrene Side, Eier af denne Herregaard. For Kortheds Skyld kalder man ham blot Hr. General. Naa, hvorfor bukker du ikke? Det er da det Mindste, du kan gjøre, naar du bliver forestillet for en General.

JULIUS: Stille dog! jeg beder dig.

CONRAD: Vær uden Frygt! han vaagner ikke af saa Lidt. Naa, kan du da ikke bukke? (Julius bukker tvungent) . Saaledes, det er godt! Denne Gaard har han eiet i fire Aar; han kjøbte den efter en gammel rig Knark af en Søcapitain, som trak sig fra det Vaade tilbage paa det Tørre, og levede og døde her som Pebersvend. Gaardens Omfang og Størrelse og øvrige Beskaffenheder vil han selv fortælle dig, naar han vaagner. Imidlertid fører jeg dig hen til hans 192smukke, elskværdige Datter, Frøken Vilhelmine, som jeg er stolt af at benævne min Cousine.

JULIUS: Tilforladelig, en høist indtagende Skabning!

CONRAD: Nu, saa buk da for hende.

JULIUS: (efter et tvunget Buk).
Hvad er det hun læser? Det er "Fædrelandet."

CONRAD: Ganske rigtigt! Og Onkel læser "Berlings Tidende." Det er at sige, du seer, hvorledes de læse dem. Men ligemeget, du er her kommen paa et meget politisk Terrain. Onkel er conservativ med Liv og Sjæl, hans Datter er ivrig liberal, det giver evindelige Disputer imellem dem. Vilhelmine kan ikke fordrage Berling, Onkel ikke Fædrelandet, Vilhelmine maa holde det for sine egne Penge, og endda til stor Ærgrelse for Onkel.

JULIUS: Det er ualmindeligt og høist interessant, at en ung Pige, og saa smuk som hun, føler en saa levende Deeltagelse for de offentlige Anliggender.

CONRAD: Ja, saa levende som du seer. Her, min Ven, seer du min Onkels to yngste Børn; de ere endnu kun smaa, du finder dem henstrakte paa den nøgne, 193 moderlige Jord, ganske som det passer sig for deres uskyldige Alder, blidt indslumrede, som det synes, under et Examinatorium af Huuslæreren Hr. Bertelsen, som jeg herved har den Ære at gjøre dig bekjendt med. (Tager Bogen op fra Jorden, og læser Titelen) : "Munthes Danmarks Historie." (Lægger den ned igjen) . Samme Hr. Berthelsen er Candidatus theologiæ, et grundærligt og respectabelt Menneske, men han er saa døv, at man ikke kan tale med ham.

JULIUS: Jeg vilde ønske, at de Alle vare døve, thi du ender dog med at vække dem, og saa staaer jeg her i en flau Stilling.

CONRAD: Her seer du Onkels Huusholderske, Jomfru Blak, et udmærket fermt Fruentimmer i Kjøkkenet og Huusholdningen, et fortræffeligt Huus-Inventarium, som han maatte anskaffe sig, da hans Kone døde. Hun har før været i samme Function paa en anden Herregaard, hos en Greve, og der har hun havt et Tilfælde.

JULIUS: Et Tilfælde? hvad vil det sige?

CONRAD: En besynderlig, en mærkværdig Hændelse, som udgjør Epochen for hendes Tidsregning. Naar vi Andre sige: "Anno 1845," saa siger hun: "det tiende, tolvte, eller hvad det nu kan være for et Aar, efter at jeg havde det Tilfælde hos Greven."
194

JULIUS: Hvori bestaaer det da?

CONRAD: Ja, det veed jeg, paa min Sjæl ikke, og jeg troer ikke, at der er Nogen paa Gaarden, som veed det, thi det skal være en meget vidtløftig Historie, og Enhver, som hun begynder at fortælle den, redder sig ved Flugt. Og nu troer jeg, at jeg har gjort dig bekjendt med hele Personalet her paa Gaarden. Dog nei! jeg maa skamme mig, jeg glemmer Judita, min egen Søster.

JULIUS: Saa du har en Søster, som hedder Judita? Det er et smukt, bibelsk Navn.

CONRAD: Men (idet han seer sig om) hun er her ikke, hun flakker altid omkring i Egnen, hun botaniserer, og giver Politiken en god Dag. .... Men derimod seer jeg en anden Figur ....

JULIUS: Hvor?

CONRAD: Oppe paa Trappestigen. Det er Gartneren, Hr. Mule; han har nok været ifærd med at klippe Træerne, og er falden i Søvn med Saxen i Haanden.

JULIUS: Hvad er det for en Indretning der henne under Træerne?
195

CONRAD: Den? O det er en Hængemaatte, en Reliquie fra Sø-Capitainens Tid. Onkel har ikke nænnet at tage den bort; han sover selv undertiden Middagssøvn i den. - Men veed du hvad? Nu er det paa Tiden at vække dem Alle, de ere ellers istand til at sove til imorgen.

JULIUS: Vent et Øieblik, lad mig først komme bort.

CONRAD: Det skal være gjort i en Fart; pas paa!
(Han skyder sit Gevær af i Luffen, alle de Sovende springe op med et Skrig, undtagen Bertelsen, som vaagner, men bliver siddende og seer sig om. Mule falder ned fra Trappestigen, Børnene give sig til at græde).

FOGEL: (gnidende sine Øine).
Men hvad var dog det?

VILHELMINE: (ligeledes).
Det var et Skud.

JOMFRU BLAK: (ligeledes).
Ih! Gud forbarme sig!

MULE: (liggende paa Jorden).
Det var mig, som blev truffen.
196

BERTELSEN: (reiser sig, og siger til Fogel).
Gud velsigne Dem, Hr. General!

FOGEL: (raabende ind i Øret til ham).
Hvorfor siger De "Gud velsigne Dem"?

BERTELSEN: Det forekom mig, at De nøs.

FOGEL: (som før).
Nei, det var et Skud.

BERTELSEN: Var det et Skud?

FOGEL: (opdagende Conrad med Geværet).
Aha! min Herr Neveu! det var altsaa en af dine Lapsestreger.

CONRAD: (skamfuld).
Ja Onkel, det var en Lapsestreg; jeg maa bede Dem om Tilgivelse. Det faldt mig saadan ind.

VILHELMINE: Men Conrad, hvor kunde det dog falde dig ind?

JOMFRU BLAK: Et pænt Indfald at skræmme Livet af Folk!
197

FOGEL: (til Børnene, som græde).
Aa hold jeres Mund! Der er jo ikke Noget at græde over. (Raaber til Bertelsen) . Hr. Bertelsen! Lad de Unger komme bort, og see at stille dem tilrette!

BERTELSEN: Gjerne, Hr. General!
(Gaaer med Børnene).

JOMFRU BLAK: Men er der da Ingen kommen til Skade?

MULE: (paa Jorden).
Jo! jeg!

CONRAD: Ih Snak! det er jo en Umulighed, jeg skjød op i Luften.

MULE: Jeg drømte, jeg var bleven forvandlet til en Hare, og saa kom der en Jæger og skjød mig.

CONRAD: Ja, her er Haren, Drømmen er opfyldt. (Leverer sin Hare til Jfr. Blak) . Tag den til Kjøkkenet, Jomfru Blak!

MULE: Ja, da føler jeg godt, at jeg har faaet et Skud Hagl i Livet.

FOGEL: Sludder! Reis sig og gaa til sit Arbeide. Hvorfor falder Han i Søvn og drømmer?
(Mule reiser sig og gaaer). 198

JFR. BLAK: (som imidlertid har undersøgt Haren).
Den er saa mager, der er ikke Fugleføde paa den.

FOGEL: (til Conrad).
Det er jo ogsaa Lapsestreger at skyde Harer paa denne Aarstid; det er at ruinere Vildbanen.

CONRAD: Nød bryder alle Love. Jeg har ikke faaet Noget at spise til Middag.

FOGEL: Ja, det er din egen Skyld; hvorfor gaaer du paa Jagt i Spisetiden?

CONRAD: Saa skjød jeg denne Hare, for at faae Noget til Aften, uden at uleilige Jomfru Blak.

JFR. BLAK: Da skal De ikke blive fed af den.
(Lægger Haren paa Bordet).

CONRAD: Desuden er jeg ikke ene, jeg bringer en Ven med, som ogsaa trænger til at styrke sig. Hvor blev han dog af?

FOGEL: Er der En med dig?

VILHELMINE: Hvem er det?
199

CONRAD: (trækker Julius frem, som har staaet undseelig i en Krog).
Ikke sandt, kjære Onkel, De har ikke Noget imod, at jeg bringer Dem en Ven, som jeg efter flere Aars Adskillelse idag traf her i Skoven. Det er Hr. Julius Hermansen; vi læste til juridisk Examen hos samme Manuducteur. Nu er han Cancellist og følgelig paa Veien til at gjøre en glimrende Lykke.

JULIUS: Hr. General! jeg haaber, at De ikke anseer mig for paatrængende. Deres Søstersøn vilde paa ingen Maade slippe mig.

FOGEL: Min Herre, De er mig hjertelig velkommen, og det glæder mig at gjøre Deres Bekjendtskab. Det er forresten en egen Maade, hvorpaa De er bleven introduceret.

JFR. BLAK: Ja, ved et Skud!

VILHELMINE: Og al denne Tummel og Forstyrrelse har De været Vidne til!

JULIUS: De maa dog endelig ikke troe, at jeg har mindste Deel i denne Ubesindighed.

CONRAD: Nei, det kan De være rolig for; han er altfor alvorlig og retskaffen dertil.
200

FOGEL: (vred).
Og du halvgal nok til at besørge det selv.

VILHELMINE: Men kjære Fader! lad os nu ikke skjændes mere; den fremmede Herre har allerede hørt Spektakel nok her i Huset.

JULIUS: O jeg beder Dem, Frøken! For mig er det Hele et originalt Eventyr; deraf kan en Tourist aldrig faae for Meget.

CONRAD: De maa vide, Onkel, at min Ven benytter sin Sommerferie til at gjøre en Fodtour gjennem Sjælland. Han gaaer fra Herregaard til Herregaard; han arbeider paa et Værk over danske Herregaarde.

FOGEL: Det glæder mig at høre, thi saa skal jeg ....

JULIUS: Undskyld, Hr. General, at jeg først maa berigtige min Ven Conrads Udsigende. Han gjør mig for megen Ære ved at sige, at jeg arbeider paa et Værk. Det er vel sandt, at jeg drager omkring paa Herregaardene i Sjælland, for at erhverve mig en og anden Local-Kundskab, som maaskee kan komme mig til Nytte engang i Tiden.

FOGEL: Nu, ligemeget. Conrad har da ialfald gjort vel i at bringe Dem til mig, thi ogsaa denne Gaard fortjener at besees.
201

JULIUS: Derom tvivler jeg ikke, og jeg glæder mig meget til at gjøre nærmere Bekjendtskab med den.

FOGEL: Det skal være mig en sand Fornøielse at vise Dem omkring, og give Dem alle de Oplysninger, De ønsker. Jeg har gjort Meget for denne Eiendom, og uagtet jeg kun har havt den i fire Aar, saa tør jeg sige, at jeg har indført ganske overordenlige Forbedringer. Heri maa jeg ogsaa give min Søstersøn den Ære, han fortjener: han har gaaet mig tilhaande som en flink Forvalter.

VILHELMINE: Hør, Fader! Jeg synes, du skulde ikke iforveien rose dine Indretninger; derved spændes Forventningen, og ifald den saa skuffes ....

JULIUS: Jeg beder Dem, Frøken, det har vist ingen Fare.

FOGEL: Nei, det mener jeg med. Behold du dine Raad for dig selv.

VILHELMINE: Jeg giver ingen Raad, jeg siger kun min Mening. Dersom De interesserer Dem for Agerbruget, Hr. Hermansen, saa vil De see, at det virkelig er sat paa en ypperlig Fod; De vil ogsaa finde Velstand mellem Bønderne; men dersom De stiller Deres Fordringer høiere, dersom De venter at see betydelige Skridt til Bondestandens Emancipation, saa vil Deres Forventning slaae feil.
202

FOGEL: Bliv mig fra Livet med din Emancipationssnak! Du selv er kun altfor emanciperet.

VILHELMINE: Ja ja, Fader, men det er dog sandt, hvad jeg siger. Hoveriet er endnu ikke afløst.

FOGEL: Fordi Bønderne selv ikke ønske det. Sligt er ikke saa hurtigt gjort som at smøre en Artikel op i et Blad.

VILHELMINE: Det Udtryk passer underligt for Den, der selv staaer med en Smørblomst i Haanden.

FOGEL: Smørblomst? Hvad skal det sige? Jeg har Berlings Tidende i Haanden.

VILHELMINE: Ja, det er jo en Smørblomst, det er bekjendt.

FOGEL: Nu vil jeg ikke høre et Ord mere. Den Smør-Vittighed har nu tjent saa længe, at den gjerne kan gaae af paa Vartpenge, det Smør er k jernet saa tidt, at det nu ikke er Andet end Valle. Men hvad er det, du holder i Haanden? Du maatte ønske, det var en Smørblomst, men det er en Nelde, en ufrugtbar Tidsel, som blot stikker og brænder. Og saadan er det hele Parti. Brænde og stikke, det kan de Allesammen prægtigt. Rive ned og ødelægge, den 203Kunst forstaae de, men grunde Noget og bygge det op, det befatte de dem ikke med, og af gyldige Aarsager, for det kan de ikke.

VILHELMINE: Det er let sagt om de Undertrykte, om Dem, der ikke have Magten.

FOGEL: Hvad kunde Magten hjelpe dem, naar de ikke have Evnen? Jeg vil ikke høre et Ord mere, det er til at blive gal over!
(Gaaer bort i den hæftigste Vrede).

JFR. BLAK: Men Gud bevares, Frøken Vilhelmine! Kan De dog ikke have Tand for Tunge! Nu har De gjort Generalen saa fnysende gal.

VILHELMINE: Hvad jeg har sagt, er Sandhed, og at sige den, anseer jeg for min Pligt.

JFR. BLAK: Ja, men De skal dog ikke ærgre Deres Fader, det kan aldrig være Pligt.

VILHELMINE: Hvorfor ærgrer han sig? Hvorfor bliver han hidsig? Jeg har været koldblodig under den hele Dispute.

JFR. BLAK: Jeg maa gaae efter ham og see at stille ham tilrette.
(gaaer). 204

✂

ANDEN SCENE

VILHELMINE. CONRAD. JULIUS

CONRAD: Hu! det summer mig om Ørene! Hvad mener du, Julius? Du har havt en stormfuld Entree her i Huset.

JULIUS: Jeg tilstaaer, jeg er ligesom desorienteret, og maa besinde mig. Det Hele forekommer mig saa nyt og fremmed.

VILHELMINE: Jeg maatte skamme mig over, at De, Hr. Hermansen, har været Vidne til en saadan Scene, dersom jeg ikke holdt mig for overbeviist om, at De i Grunden er paa mit Parti.

JULIUS: Enhver, som seer Dem, Frøken, er vistnok tilbøielig til at være paa Deres Parti.

CONRAD: Complimenter? Dem kan du spare dig, min Cousine bryder sig ikke om dem.

JULIUS: Deri gjør Frøkenen vel, men jeg haaber, at hun ikke anseer mine Ord for Complimenter.

VILHELMINE: Med alt det var min Mening dog ikke den, som De synes at antage. Naar jeg forudsætter, at De er paa mit Parti, saa er det, fordi De er ung, og Ungdommen pleier at hylde de liberale 205 Grundsætninger. Det er ogsaa kun fra Ungdommen, at al politisk Frelse kan ventes. Dertil kommer, at De er Student, Studenterne ere liberale, Studenterne ere Landets Fremtid.

JULIUS: Jeg beder om Forladelse, Frøken, jeg er Candidat, det er en Forskjel.

CONRAD: Og dertil Cancellist, altsaa i kongeligt Embede. Hvorledes troer du, Vilhelmine, at hans Cancellie-Samvittighed kan taale at høre paa din oprørske Tale?

JULIUS: O! hvad det angaaer, skal Frøkenen ikke genere sig. Min Samvittighed er i den Henseende svarende til min Stilling: begge ere lige ubetydelige. Men oprigtigt talt, Frøken, jeg er egenlig grumme lidt Politicus. Jeg vilde ønske, at et Parti kunde vække min Begeistring, at jeg af Sjæl og Hjerte kunde sværge til en eller anden Fane; men til hvilken af Siderne jeg seer, er der Noget, som skræmmer mig bort, min Indifferentisme befæstes, og kort sagt, jeg er uden politisk Farve.

CONRAD: Accurat ligesom jeg. Vilhelmine skjænder tidt nok paa mig derfor.

VILHELMINE: Og det vil jeg vedblive at gjøre. Jeg kan ikke forstaae, hvorledes unge Mænd kunne være 206 ligegyldige for Landets Anliggender. Ere de unge Mænd da Qvinder, og er jeg en Mand? Falder da aldrig den Tanke Dem ind: hvad skal Danmarks Fremtid vorde? - De vil sagtens lee, naar jeg siger Dem, at jeg i Nat ikke har havt Søvn i mine Øine, og veed De, hvorfor? Over at tænke paa det sidste Finansregnskab. Har De læst det?

JULIUS: Jeg tilstaaer, nei.

VILHELMINE: Det er det for 1843; det kommer over to Aar for sildigt, men det er endnu det Mindste. Aaret har været et velsignet Aar, velsignet for Landmanden og i alle Henseender. Indtægterne have været 842000 Rbdlr. mere, end de i Budgettet vare anslaaede til, og det Bedste er, at disse forhøiede Indtægter hidrøre fra Told- og Consumtions-Intraderne samt fra Øresunds Told, ikke fra nogen smudsig Kilde, thi Tallotteriet har i de danske Provindser endog indbragt 280000 Rbdlr. mindre end det Normerede, hvorimod det rigtignok har givet Overskud i Hertugdømmerne. Men hvortil hjelper Dette? Udgifterne voxe med Indtægterne. Pensionslisten har været 38000 større end den Sum, der ikke maa overstiges. Kommer der et ulykkeligt Aar - og hvorfor skulde det ikke komme - ja sæt, at der komme to, tre eller flere ovenpaa hinanden, hvad saa? Det seer sort ud i Fremtiden!

JULIUS: Jeg staaer som falden fra Skyerne! De, en Dame, en ung Pige, er i Besiddelse af al denne forbausende Kundskab!
207

CONRAD: Ja, der kan du høre! Saaledes er hun; der er ikke Mange, som kan rose sig af en saadan Cousine.

JULIUS: Ved Himlen! De er ingen almindelig Pige, De er et overnaturligt Væsen. Og for dog ikke reent at knuses af Deres Overlegenhed, for at De dog ikke skal ansee mig for Stok og Steen, saa lad mig sige Dem, at om end Politiken ikke har tiltrukket mig, idetmindste ikke hidtil, saa har jeg saa varm en Følelse som Nogen for det Nationale. Og lad mig end mere sige Dem, at det Blad, som De nylig holdt i Haanden, og hvoraf jeg - jeg bekjender det til min Skam - sjelden læser Halvparten, har for faa Maaneder siden henrevet mig til en Begeistring, opflammet mig til en Enthusiasme, hvortil jeg neppe troede mig istand.

VILHELMINE: Det glæder mig at høre. Og hvad var Anledningen?

JULIUS: Hiin fortræffelige Artikel, hiin Perle af hele dets Indhold.

VILHELMINE: De mener den Artikel om Bank-Actierne?

JULIUS: Nei, paa ingen Maade.

VILHELMINE: Den om Valget af Kjøbenhavns Borger-Repræsentanter?
208

JULIUS: Nei, heller ikke.

VILHELMINE: Saa var det Noget i Amtsraadets Forhandlinger?

JULIUS: Nei, nei! Hvor er det dog muligt, at De ikke strax gjætter det? Dog, De lader kun saa, De veed godt hvad jeg mener.

VILHELMINE: Nei, jeg forsikkrer Dem.

JULIUS: Husk dog paa Deres eget Kjøn!

VILHELMINE: Jeg forstaaer Dem ikke.

JULIUS: Jeg mener naturligviis det henrivende Brev fra Valgerda.

VILHELMINE: Valgerda! Ja, det er sandt; men det er saa længe siden.

CONRAD: Og om det var hundrede Aar siden, saa vilde Danmark erindre det. Hvilken poetisk, ja endog malerisk Contrast: Denne unge Pige, denne danske Skjoldmø, som jomfruelig, med nedslaaet Visir, med Ynde og Anstand i alle Bevægelser, stiller sig ligeoverfor den gamle tungfodede tydske Professor, og udfordrer ham til Kamp! Og denne saakaldte 209"Franzosenfresser," som dog aldrig har spiist nogen Franskmand, trækker sig paa den ynkeligste Maade tilbage, da han møder en dansk Pige, og siger, at nu er han ikke i Humeur til at være "Dänenfresser." Valgerda er en Valkyrie. Dersom jeg kunde træffe hende, vilde jeg dybt knæle for hendes Fod, og tilbede hendes Deilighed.

VILHELMINE: Min Gud! hvilken Enthusiasme! Men hvoraf veed De, at hun er deilig? Kjender De hende da?

JULIUS: Ja og Nei! (Med et Blik paa Vilhelmine) . Jeg seer hende staae for mine Øine.

VILHELMINE: Det maa da være i Deres Phantasie.

CONRAD: Ja, min Ven, det er en Phantasie-Kjærlighed.

JULIUS: Kald den, hvad du vil, men det veed jeg, at jeg aldrig vil føle nogen anden.

VILHELMINE: Er det muligt? Og om De nu aldrig finder hende i Livet?

JULIUS: Selv om saa var, skulde hun dog være min sidste Kjærlighed.

CONRAD: Den sidste, lad gaae! Men den første?
210

JULIUS: Du gjør mig Samvittigheds-Spørgsmaal; men Saameget vil jeg bekjende, at den første er hun ikke.

VILHELMINE: Men tag Dem da iagt, at De ikke kommer til at sige, ligesom Baggesen om sin Idealia:
"Denne Uforlignelige
Er desværre ikke til."

JULIUS: Hvad mener De? Hun skulde ikke være til?

VILHELMINE: Valgerda er naturligviis en fingeret Person; Brevet var sikkert skrevet af en Mand.

JULIUS: Umuligt!

VILHELMINE: Tvertimodl De unge danske Piger bekymre sig sandelig ikke om de politiske Spørgsmaal; de have kun deres Balkjoler i Tanke.

JULIUS: Men De selv, Frøken, er jo et Beviis paa det Modsatte.

VILHELMINE: Maaskee; men een Svale gjør ingen Sommer.

JULIUS: Ganske rigtigt, men Een udgjør en Valgerda, der behøves ikke Flere.
211

VILHELMINE: Da vil De dog vel ikke sige, at det er mig?

JULIUS: Det være langt fra mig at trænge mig ind i Andres Hemmeligheder!

CONRAD: Nei, Julius, det indestaaer jeg Dig for, min Cousine er det ikke.

VILHELMINE: Tak skal du have, Conrad, fordi du vil gaae i Caution for mig, men det skal du dog ikke gjøre, for du kan egenlig ikke vide det.

CONRAD: (flau).
Da synes mig dog ....

VILHELMINE: Ifald det var mig, vilde jeg naturligviis holde det hemmeligt.

CONRAD: Jeg troede dog, at jeg ....

VILHELMINE: Ja, man troer saa Meget! Men jeg beder Dem Begge, see dog ikke heri nogen Indrømmelse af Forfatterskabet. Deres Yttring, Hr. Hermansen, var naturligviis Spøg, og mit Svar ligesaa. Jeg vil oprigtig sige Dem min Mening: Ogsaa jeg læste Valgerdas Brev med Henrykkelse; jeg fandt, at det var et Ord i rette Tid. Men intet Øieblik satte jeg i 212Tvivl, at Forfatteren jo var en maskeret Mand. Og sandt at sige, dersom jeg ikke havde havt denne Tanke derved, vilde Brevet have behaget mig mindre.

JULIUS: Det forstaaer jeg ikke. Saa mister Brevet jo sin Ynde, ja endog sin største Kraft; den rette Pointe gaaer tabt.

VILHELMINE: O nei! En Mand har dog det kraftige Udtryk langt mere i sin Magt, end et Fruentimmer. Jeg føler det med mig selv, de samme Tanker kunde jeg vel have havt, men jeg kunde ikke have fundet de samme Ord til dem. Og jeg synes, at naar det ikke er mig, saa kan det endnu mindre være nogen anden Dame. Ja, nu leer De, De finder vist, at jeg taler ubeskedent. Men jeg forsikkrer Dem, at dersom jeg troede, at Valgerda var til, saa blev jeg jaloux paa hende; det vilde crepere mig, at jeg i denne Retning ikke havde det samme Talent som hun.

JULIUS: Bedste Frøken! I denne Sag er det nok rigtigst, at Enhver .....

✂

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. JOMFRU BLAK, fulgt af en TJENER, som tager Kaffe-Servicet fra Bordet, og gaaer bort med det.

JFR. BLAK: Her har De mig igjen. Jeg kommer for at anvise den fremmede Herre et Værelse, som jeg imidlertid 213har sat istand til ham. (Til Julius) . De trænger vist til Hvile efter Deres Fodtour.

JULIUS: Jeg er Dem meget forbunden. Til Hvile trænger jeg ikke, men vel til at ryste Støvet af mig og klæde mig om.

JFR. BLAK: Som De behager. Alt er parat. Skal jeg vise Dem Veien?

JULIUS: Jeg modtager Deres Tilbud med Taknemmelighed.

JFR. BLAK: Nu, saa kom da!

VILHELMINE: O Jomfru Blak! inden De gaaer, siig mig, hvorledes min Fader nu har det.

JFR. BLAK: Ja, det maa De nok spørge om! Jo, Gud skee Lov! nu er det bedre, Generalens Hidsighed har lagt sig. Lad mig nu see. De ikke saa snart gjør ham vred igjen! Det var forfærdeligt, hvad han var opbragt! Jeg var bange for, at det skulde gaaet ligesom hos Grevens, hvor jeg havde det Tilfælde, som De nok veed ....

CONRAD: Ja, det veed vi godt.

JFR. BLAK: Det bliver til October femten Aar siden ...
214

CONRAD: Ja, vi kjende det Hele.

JFR. BLAK: Da kjender den fremmede Herre det dog ikke.

CONRAD: Saa kan De fortælle ham det paa Veien.

JFR. BLAK: (til Julius).
Ja, ifald De ønsker det.

JULIUS: Det vil interessere mig meget
(Bukker for Vilhelmine, og gaaer med Jfr. Blak).

CONRAD: A revoir og god Fornøielse!

JFR. BLAK: (idet hun gaaer med Julius).
Seer De, det var hos en Greve, hvor jeg var i Condition. De maa nu vide, at Greven var en Mand, som var i høi Grad ....
(De ere imidlertid komne udenfor, og man hører ikke mere).

✂

FJERDE SCENE

VILHELMINE. CONRAD

CONRAD: (med et Blik efter Julius).
Vel bekomme!
215

VILHELMINE: Din Ven gjør dig Ære; jeg finder, det er en elskværdig ung Mand.

CONRAD: Jeg troer at have bemærket, at du finder det.

VILHELMINE: Og det har du vel Intet imod, siden han er din Ven.

CONRAD: Men du veed nok, at Venskab gjælder ikke i Kortspil, og heller ikke i et andet Capitel.

VILHELMINE: Er det virkelig lykkedes mig at gjøre dig jaloux?

CONRAD: Lykkedes dig? Har du da havt det isinde?

VILHELMINE: Det kunde være ret morsomt.

CONRAD: Men den Leg, som er morsom for Katten, er ikke morsom for Musen.

VILHELMINE: Hvilken Lignelse! Er jeg en Kat? er du en Muus? Men veed du vel, at det klæder dig godt at være jaloux? Og dersom jeg med min gode Villie skulde opvække din Jalousie, saa var det for at holde endnu mere af dig.
216

CONRAD: Vilhelmine, du henrykker mig! Du veed kun alt-for godt, hvorledes du skal tage mig, derfor kan du ogsaa faae det med mig, som du vil. Jeg vilde jo ogsaa være langt roligere, naar ikke den fordømte Omstændighed var, at vi maae holde vor Forstaaelse hemmelig. Thi dersom din Fader vidste det, saa blev han rasende, og satte mig udentvivl øieblikkelig paa Døren. Siden han har faaet den ulykkelige Idee at arbeide underhaanden paa at blive Kammerherre og faae sit Gods hævet til et Baronie, er ingen Svigersøn ham fornem nok.

VILHELMINE: Men det er jo en Galskab, en Prostitution, som man maa see at faae ham fra.

CONRAD: Han er ikke let at faae fra Det, han har sat sig i Hovedet. Den, som han skal give din Haand, maa selv være idetmindste Kammerjunker.

VILHELMINE: Ha ha ha! En Kammerjunker, og jeg med mine Principer! Det vilde blive et rart Ægteskab!

CONRAD: Imidlertid, da vor Forlovelse ikke er bekjendt og vitterlig, er jeg altid udsat for den Frygt, at Enhver, som finder Behag i dig, kan blive Frier.

VILHELMINE: Og endda fører du selv en Herre til mig?
217

CONRAD: Dersom jeg havde troet, at du vilde behage ham saa meget, saa havde jeg heller ikke gjort det.

VILHELMINE: Saa det kunde du ikke forudsee?

CONRAD: Nei.

VILHELMINE: Det er oprigtigt.

CONRAD: Og af to Grunde, som jeg skal sige dig. For det Første troede jeg, at han, formedelst sin Stilling som Cancellist, ikke vilde harmonere med dine liberale Anskuelser; og dernæst vidste jeg, eller troede at vide, at han var hæftig forelsket i en ung Pige, eller idetmindste nylig havde været det. Derfor spurgte jeg ham paa Skrømt, om Valgerda ogsaa var hans første Kjærlighed.

VILHELMINE: Nei virkelig? Og hvem er denne unge Pige?

CONRAD: Kan det ikke være det Samme?

VILHELMINE: Nei, Conrad, du maa endelig sige mig det.

CONRAD: Jeg veed det saamænd ikke.
218

VILHELMINE: Det er ikke sandt, du veed det godt.

CONRAD: Nei, tilforladelig, jeg forsikkrer dig. Det er en ung Pige i Kjøbenhavn, det er Alt, hvad jeg veed.

VILHELMINE: Kan du sværge paa, at du ikke veed det?

CONRAD: Ved Alt, hvad helligt er, paa Ære og Samvittighed, jeg veed ikke, hvem hun er. Jeg har aldrig villet spørge derom, og han havde vist heller ikke sagt mig det. Men hvor kan det nu interessere dig?

VILHELMINE: Saadant Noget interesserer altid et Fruentimmer.

CONRAD: Ja, et Fruentimmer! Men du er ikke et sædvanligt Fruentimmer, du har en mandig Characteer. Kan Interessen for de offentlige Anliggender forenes med den private Nysgjerrighed?

VILHELMINE: Ja, udmærket godt; det Ene udelukker ikke det Andet.

CONRAD: Du er et forunderligt Væsen. Jeg føler kun altfor godt, hvor høit du staaer over mig, og det er maaskee derfor, du har bundet mig saa fast til dig.
219

VILHELMINE: Siig ikke det, Conrad! der er jo slet ingen Afstand imellem os.

CONRAD: Jo, tilvisse, men jeg finder Behag i din Overlegenhed. Jeg veed med mig selv, at jeg er et godmodigt og velvilligt Menneske, at jeg er ærlig og trofast; men i Forstand, i Aandrighed, i Kundskaber og Talenter kan jeg ingenlunde maale mig med dig. Saadan som du kan tale om Finanser, om Budgetter, om Communalraad og Amtsraad, - o! det lærer jeg aldrig.

VILHELMINE: (rækker ham Haanden).
Nu vel, saa kan jo Enhver af os være god for sig.

CONRAD: Du vil trøste mig og hæve mit Mod; o! det er elskværdigt. Men naar jeg nu seer, hvorledes din Overlegenhed gjør Indtryk paa Alle, hvorledes du ved din Tale vækker Beundring og Tilbedelse, maa da ikke den Frygt vaagne hos mig, at en Anden, bedre begavet end jeg, kunde stikke mig ud?

VILHELMINE: Hvilken Idee!

CONRAD: Dersom jeg blot havde en Fortrolig, En, til hvem jeg turde sige: "Jeg elsker Vilhelmine, og hun elsker mig igjen!" Jeg er ikke som du, jeg kan ikke indeslutte mine Tanker; jeg er et Menneske, som trænger til Meddelelse.
220

VILHELMINE: For Himlens Skyld! tænk ikke derpaa! Hvem skulde det være? dog ikke din Ven Hermansen?

CONRAD: Nei, ham nu aldeles ikke! Jeg har tænkt paa Judita, hun er dog min Søster.

VILHELMINE: Det vil sige, din Halvsøster.

CONRAD: Det kan jeg aldrig vænne mig til at huske. Hvergang Nogen nævner hende ved hendes Efternavn, og kalder hende Jomfru Ahrends, saa griber jeg mig selv i Forundring over, at hun ikke hedder Poulsen, ligesom jeg.

VILHELMINE: Ialfald vilde det være ubesindigt at betroe Judita denne Hemmelighed. Hun er en god Pige, men en meget ubetydelig Pige.

CONRAD: Det er hun ogsaa, ubetydelig er hun. Men, som du selv siger, hun er god, og jeg holder oprigtigt af hende.

VILHELMINE: Men for at en Hemmelighed skal være i gode Hænder, maa den ogsaa være i kløgtige Hænder, og jeg maa derfor paa det Indstændigste bede dig, at du ikke gjør hende til din Fortrolige.
221

CONRAD: Vær rolig, hun skal ikke faae et Ord at vide. Det er forresten besynderligt, at hun ikke er kommen hjem endnu.

VILHELMINE: O, hun streifer jo idelig omkring i Mark og Skov. Det er en god lille Landsbypige, hun lever med Naturen, hun plukker Blomster og hører paa Fuglesang; for de sociale Forhold har hun ingen Sands.

CONRAD: Det er mærkværdigt, hvad du har for et skarpt Blik, hvad din Dom altid er sikker og rigtig.

VILHELMINE: Nu vel, min Ven, saa tro da, at jeg ogsaa i andre Henseender har et skarpt Blik og en sikker og rigtig Dom, og at jeg derfor stedse vil foretrække dig for enhver Anden.

CONRAD: O Vilhelmine! du gjør mig lykkelig.
(De omfavne hinanden).

VILHELMINE: Jeg kjender dig, jeg veed, hvad jeg har i dig, og jeg veed, hvad jeg faaer i dig: en god, en kjærlig, en føielig Mand.

CONRAD: Ja, ved Himlen! det skal blive Sandhed.
222

VILHELMINE: (rivende sig løs).
Der kommer Nogen!

CONRAD: Det er Julius.

✂

FEMTE SCENE

DE FORRIGE. JULIUS (omklædt).

JULIUS: Jeg har skyndt mig for at komme tilbage og fortsætte vore interessante Samtaler.

CONRAD: Allerede omklædt! Det er paa Tiden, at jeg gjør ligesaa. Farvel! jeg følger dit Exempel og skal see at efterligne din Hurtighed. (Vil gaae) . Naa! nu har Jomfru Blak dog ladet vor Hare ligge; hun skal tilforladelig lade den stege til os. Jeg vil tage den med. A propos, fik du saa hendes Tilfælde at vide?

JULIUS: Nei. Ligesom hun havde begyndt at fortælle, saa kom der en Pige og forstyrrede hende med en meget ivrig Beretning om Noget, som var passeret i Hønsegaarden. Men hun lovede, jeg skulde faae Historien en anden Gang.

VILHELMINE: Stakkels Jomfru Blak! Hun bliver altid forhindret i at fortælle sin Historie. Det er ligesom en Skjæbne, der forfølger hende.
223

CONRAD: (til Julius).
Nu kan du imidlertid holde min Cousine med Selskab; jeg er her strax igjen. Disputeer med hende om Politik, det holder hun meest af.
(Løber ud og tager Haren med sig).

✂

SJETTE SCENE

VILHELMINE. JULIUS

JULIUS: Conrads Opfordring er nær ved at gjøre mig undseelig. Jeg har allerede sagt Dem det, Frøken, at jeg er langt fra at være Politicus, men saa meget hellere vil jeg da gaae i Skole hos Dem, ifald De vil værdiges at antage mig som Elev.

VILHELMINE: Det behøves ikke. De gjør Dem selv Uret ved at sige, at De ikke bekymrer Dem om de offentlige Anliggender. Det Modsatte er jo tydeligt at mærke. Den Begeistring, hvormed De omtalte Valgerda og hendes Brev ....

JULIUS: Det er en anden Sag! Dette Brev henhører ikke under Politiken, men under Nationaliteten. Valgerda er en national Figur, en Typus for den danske Qvindelighed, saaledes som netop den kan være Repræsentant for det Heroiske. Frankrig har havt sin Jeanne d'Arc; og i Juli-Revolutionen var der en ung Pariserinde, som erobrede en Kanon. Men i vore Tider, da man ikke gaaer med Spyd og Skjold, og 224i vort Fædreland, hvor den materielle Magt er den underordnede, kan der snart ikke gives anden Heroisme end den aandelige; men isaafald kan just Qvinden være udseet til at udføre Bedrifter, til at optræde som Heltinde i vort Lands stille, indvortes Historie. Og en saadan Heltinde er Valgerda; hun fortjente et Heltedigt, et dansk Heltedigt, det vil sige, en Kæmpevise.

VILHELMINE: En Kæmpevise? Men Folkepoesiens Tid er jo forbi.

JULIUS: Hvorfor har da ingen af vore Digtere besunget hende? De synge om saa Meget, der ikke er en Sang værd.

VILHELMINE: Poesiens Tid er vistnok forbi i det Hele. Verden har nu altfor alvorlige Ting at tænke paa.

JULIUS: Det er ikke Deres Mening. Et Fruentimmer kan ikke opgive Poesien, ligesaa lidt som sin Religion.

VILHELMINE: Det vil jeg heller ikke, men jeg vil, at den skal forlade sin brede, gamle Landevei og forbinde sig med Tidens Opgaver.

JULIUS: Det er jo netop min Fordring, siden jeg vil have Valgerda besungen.
225

VILHELMINE: Hvorfor gjør De det da ikke selv?

JULIUS: Fordi jeg kan ikke.

VILHELMINE: Alt, hvad De har staaet her og sagt om hende, er jo et sværmerisk Digt til hendes Ære; De behøver blot at sætte det i Riim.

JULIUS: Saa har det altsaa mishaget Dem, thi De holder jo ikke af Poesie?

VILHELMINE: Jo, af den politiske.

JULIUS: Ja, hvor er den? Jeg hører nok tale om den, som et nyt Evangelium, men jeg har endnu ikke truffet paa den. Ogsaa her maa jeg gjøre min Distinction gjældende: politisk Poesie bryder jeg mig ikke om, men den nationale holder jeg høit i Ære.

VILHELMINE: De lade sig vist ikke adskille; kun det Politiske kan i vore Tider være nationalt.

JULIUS: Men alle vore største Digtere ere de da unationale? thi politiske ere de ikke.
226

VILHELMINE: De høre Alle til en forbigangen Tid, ja jeg vil næsten sige, til en forhenværende Nation; hvad der fra nu af skal blive nationalt, maa have en politisk Characteer.

JULIUS: O bedste Frøken! aflæg nu denne Maske, som jeg allerede for længe siden har gjennemskuet! De, med Deres Dannelse, Deres Elskværdighed, Deres Skjønhed - tilgiv, at jeg siger det saa reent ud, men jeg forstaaer ikke at drapere mine Ord - De er selv en poetisk Figur; Deres politiske Interesse hører med til Deres Alsidighed, men det er ikke i den, at Deres Aand finder sit inderste Holdningspunkt, sin sidste Hvile og Beroligelse. Hvorfor vil De skjule Deres sande Væsen, skjule det for Den, som allerede har opdaget det? De seer mig idag for første Gang, det er sandt; men kan ikke den Sympathie for Dem og Deres Anskuelser, som jeg kun altfor lidt formaaer at dølge, udvirke, at De vil betragte mig som en gammel Bekjendt?

VILHELMINE: De taler om Sympathie, og mig forekommer det derimod, at vi ere af forskjellig Mening i Alt.

JULIUS: Fordi De fornægter Deres sande Mening, fordi De ikke vil demasquere Dem.

VILHELMINE: Men hvad mener De med denne Maske? Jeg bærer ingen; som De seer mig, saadan er jeg.
227

JULIUS: Tilgiv mig, Frøken! Jeg selv føler altfor godt min Paatrængenhed, og der er Intet, som berettiger mig til den. Tilgiv mig min ubesindige Hæftighed! Men er det ikke Sandhed, hvad man ofte læser i gamle Eventyr: Der gives en Perle, eller en Ædelsteen, eller en underfuld Blomst; Ingen har seet den, men Alle søge den, og en Enkelt sætter sit Liv paa Spil for at finde den, thi han føler, at først ved Synet af den vil hans Liv faae sin rette Fylde og Forklaring; og under denne Stræben, der saa ofte er bleven skuffet, griber han med Hæftighed ethvert Vink, der kunde lede ham til Maalet.

VILHELMINE: Jeg kan og jeg vil ikke bedømme Dem, thi De er en Sværmer, og jeg forstaaer mig aldeles ikke paa Sværmeri.

✂

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. FOGEL

FOGEL: (til Julius).
Naa, træffer jeg Dem her! det var godt. Jeg vilde just sige Dem, at jeg har givet Ordre til at spænde for. Om en halv Times Tid vil vi kjøre en Tour omkring her paa Eiendommen, og besee den i alle dens Dele.

JULIUS: Det vil interessere mig meget.
228

FOGEL: Foreløbig maa jeg sige Dem, at Eiendommen er af Størrelse som et Baronie. Derfor har den virkelig ogsaa tilforn været et Baronie, men er bleven solgt og atter solgt, og saaledes gaaet igjennem flere Hænder, indtil jeg for fire Aar siden erhvervede den. Af privilegeret Hartkorn, Ager og Eng, samt Skovskyld og Mølleskyld har den 88 Tønder, af uprivilegeret 1024, af matriculeret Tiende-Hartkorn 119, tilsammen 1231 Tønder Hartkorn af alle Slags; i Bank-Actier 6400 Rbdlr.

JULIUS: Jeg beklager, at jeg ikke har min Tegnebog ved Haanden, for at kunne notere disse Tal.

FOGEL: Siger Intet, jeg kan siden gjentage det. Det var blot til en foreløbig Orientering i Eiendommens Størrelse. Men der seer jeg min Søstersøn komme, det er min eneste Godsforvalter; ved hans Hjelp bestrider jeg Alting selv.

✂

OTTENDE SCENE

DE FORRIGE. CONRAD (omklædt).

FOGEL: Nu, Conrad, er du parat, saa vil vi om en halv Times Tid kjøre omkring med vor Gjæst, og vise ham Eiendommen.

CONRAD: Naar De befaler, kjære Onkel!
229

FOGEL: Saa venter jeg Dem om lidt. Jeg vil imidlertid besørge nogle Forretninger med Folkene.
(gaaer).

VILHELMINE: Og jeg vil benytte Deres Fraværelse til at skrive et Par Breve til Kjøbenhavn. Farvel saa længe og god Fornøielse!
(gaaer).

✂

NIENDE SCENE

JULIUS. CONRAD

CONRAD: Nu kan du da faae din Lyst styret; du kan troe, Onkel gaaer grundigt tilværks, naar han foreviser sin Eiendom.

JULIUS: Ak, Conrad! Alt Dette interesserer mig ikke i mindste Maade, men jeg er nødt til at lade saadan.

CONRAD: Hvad for Noget? Sagde du ikke, at du drog fra Herregaard til Herregaard, for at gjøre dig bekjendt med dem?

JULIUS: Ja, men sandelig ikke for at høre tale om privilegeret og uprivilegeret Hartkorn, Skovskyld, Mølleskyld, og hvad alt det Djævelskab hedder.

CONRAD: Hvad Pokker vil du da høre tale om?
230

JULIUS: Jeg reiser for at finde Valgerda.

CONRAD: Valgerda og atter Valgerda! Men det er jo en fix Idee!

JULIUS: Hendes Brev var dateret fra "en Herregaard i Sjælland." Nu vel, derfor besøger jeg de sjællandske Herregaarde; paa een af dem maa hun da være at finde.

CONRAD: Og naar du saa finder hende, hvad gjør du saa?

JULIUS: Dersom hendes Haand er fri, saa opbyder jeg Alt for at vinde den, thi hun er mit Ideal, og jeg hviler ikke, før jeg har fundet det og er kommen i dets Besiddelse.

CONRAD: Det er dog bedst, du seer hende først, inden du tager en Beslutning; du veed nok, man skal ikke kjøbe Katten i Sækken. Men ialfald gjør det mig ondt, at jeg, uden at vide det, har spildt din kostbare Tid ved at trække dig ind paa denne Gaard, thi her idetmindste finder du ikke Den, du søger.

JULIUS: Ja saa? Er du vis derpaa?

CONRAD: Ja, det skulde jeg mene.
231

JULIUS: Jeg maa lee ad din Skarpsindighed. Du skal dog ikke fortryde, at du har bragt mig hid, thi netop her har jeg fundet, hvad jeg søgte.

CONRAD: Du er ikke rigtig klog.

JULIUS: Eller ogsaa er du det ikke. Men er du da slagen med Blindhed? Har du, som lever her paa Stedet, som er hjemme her i Huset, da ikke i hele Maaneder kunnet opdage, hvad jeg, en Nysankommen, en Fremmed, har gjennemskuet i den første halve Time? Kan du da noget Øieblik sætte i Tvivl, at Valgerda er ingen Anden end din Cousine, Frøken Vilhelmine?

CONRAD: O Snak! hvor kan du dog troe det? Du hørte jo nylig, at hun benægtede det.

JULIUS: Ja, hvad beviser det?

CONRAD: Idetmindste vilde hun nok have sagt mig det, ifald det var Sandhed.

JULIUS: Bild dig det ind! Tvertimod sagde hun jo, at du skulde ikke gaae i Caution for hende, da det var Noget, du ikke kunde vide.
232

CONRAD: Ja, det var hendes Spøg.

JULIUS: Nei, det var saamænd hendes Alvor. Fordi du er hendes Fætter, er det ikke sagt, at hun har en saa stor Fortrolighed til dig. Ja, dersom du var hendes Kjæreste, det var en anden Sag; men for en Fætter kan man have mange Hemmeligheder.

CONRAD: (afsides).
Det er til at blive gal over! (Høit) . Men naar jeg nu siger, at du tager feil, at jeg veed, at Vilhelmine er ikke Valgerda?

JULIUS: Saa troer jeg det alligevel ikke, thi det er jo netop min Tro, at du ikke veed det.

CONRAD: Men hvorfor troer du da, at det er hende?

JULIUS: Af hundrede og atter hundrede Grunde. Hvem skulde det være, om det ikke var hende? For det Første begynder hendes Navn med V.

CONRAD: Et slaaende Beviis!

JULIUS: Nei, som Beviis siger det ikke stort, men naar det kommer til alt det Øvrige, faaer det Vægt. Hun 233har villet beholde det første Bogstav af sit Navn; det er ægte qvindeligt.

CONRAD: Da veed jeg rigtignok ikke, hvad Qvindeligt der kan være deri.

JULIUS: Jo, det er at holde fast ved den yderste Flig af sin Personlighed, selv i det Øieblik, da man vil være ukjendt og gjælde for en Anden. En Mand, som skriver anonymt, vil vel vogte sig for at bruge sit eget Begyndelsesbogstav i et fingeret Navn; han vilde troe at blive røbet derved, om saa hundrede Andre have det samme Bogstav, og derfor kaster han uden Samvittighed Alt bort, som paa nogen Maade betegner ham som Individ. Men den ædle Q vinde kan ikke saaledes opgive hele sit Selv; hun beholder et lille Mærke deraf, for at finde tilbage dertil, ligesom den Traad, hvormed man leder sig ud af en Labyrinth.

CONRAD: Det kan man kalde fiint udspeculeret! Har du ellers ingen andre Argumenter?

JULIUS: O hvilket Spørgsmaal! Tænk dig dog om, tag din Forstand paa Raad! Er din Cousine ikke ung? er hun ikke smuk? er hun ikke elskværdig?

CONRAD: Jo, alt Det vil jeg indrømme.
234

JULIUS: Nu vel, der gives ogsaa andre Piger, som ere unge, smukke og elskværdige. Ret mange ere der i alfald ikke; men lad os ogsaa antage, at de fandtes i hundrede-, i tusindeviis, er der da Nogen imellem dem, hvis Synskreds strækker sig udenfor det huuslige Livs og Selskabslivets Interesser? Lad være, at en Enkelt kan have virkelig Sands for Poesie, Musik, Maleri, eller hvad det kan være - jeg siger virkelig Sands, thi Skinnet deraf have de jo Alle, - men har du nogensinde truffet paa En, som, foruden disse Elementer af den almindelige Dannelse, tillige var i Besiddelse af en levende Sands for de politiske og nationale Spørgsmaal? Intet kan være sjeldnere hos et Fruentimmer, der endnu er ungt og smukt, og som paa Grund heraf kunde være saa opfyldt af Lyst til at behage, at ingen anden Tanke opkom i hendes Sjæl, allermindst Tanken om hendes Fædrelands Ære og Velfærd. Mangen, som blot hørte om en saadan Person, vilde jo troe, at det var lutter Unatur, at hun var ubehagelig, frastødende. Hvad hører der ikke til for at forene denne, som det synes, extravagante Side med den meest tiltrækkende Elskværdighed? Det gjør din Cousine. Troer du, at Naturen gjentager noget saa Sjeldent, saa Udmærket, at den reproducerer det, ligesom den reproducerer Fluer og Myg? Nei, min Ven, af det Overordenlige findes aldrig to Exemplarer, og følgelig er Valgerda ikke til, hvis hun ikke er din Cousine.

CONRAD: Men Menneske dog! Hvad har du da isinde at 235gjøre? Du sagde jo, at du vilde frie til Valgerda, naar du traf hende?

JULIUS: Og om nu saa var?

CONRAD: Det er et stærkt Stykke!

JULIUS: Hvad kan du have derimod? Risicoen er da kun min egen, hvis jeg faaer et Afslag.

CONRAD: Det gaaer ikke an, det gaaer paa ingen Maade an.

JULIUS: Hvad gaaer der af dig? Er du selv forelsket i din Cousine?

CONRAD: Jeg! Hvor kan du troe det!

JULIUS: Jeg seer intet Utroligt deri; men naar det ikke er Tilfældet, hvad kan du da have imod, at jeg forsøger min Lykke? Er jeg ikke god nok til at komme i Svogerskab med dig?

CONRAD: Jeg takker for Svogerskabet, men .... men ....

JULIUS: Kom frem med dit "Men"! hvad har du at indvende?
236

CONRAD: At det er en overilet Beslutning, at man ikke skal falde med Døren ind i Huset.

JULIUS: Det har jeg heller ikke isinde. Tid og Omstændigheder maae komme mig tilhjelp, inden jeg vover et afgjørende Skridt.

CONRAD: Du vil altsaa tage dig Tid dertil?

JULIUS: Hvorfor ikke? Generalen har bedet mig om at blive her saalænge, som jeg ønsker. Jeg modtager hans Tilbud; imidlertid recognoscerer jeg Terrainet, og seer hvad der er at gjøre. Farvel! jeg gaaer nu op paa mit Værelse, for at tage mine statistiske Papirer frem; jeg maa vise Generalen, at jeg ogsaa paa de andre Herregaarde har samlet Noticer om Hartkorn og andet Korn. Saasnart jeg kommer til Kjøbenhavn, skal det Snavs kastes paa Ilden. Røb mig ikke! (tager Julius i Haanden) vær min Ven, og tal godt om mig for din Cousine! Jeg kan jo ved en anden Leilighed gjøre dig Gjengjæld!
(iler bort).

✂

TIENDE SCENE

CONRAD. Siden: JUDITA

CONRAD

✂

Det er dog en Fandens Klemme, som jeg selv har bragt mig i! Men hvor kunde jeg ogsaa tænke det! For Vilhelmine er jeg egenlig ikke bange; hun 237 elsker mig oprigtigt og trofast, og dersom min Galning frier til hende, faaer han nok en Kurv, det har ingen Nød. Men det er dog altid ubehageligt, .... og ængsteligt! Men hvad der meest staaer mig for Hovedet: mon det skulde være muligt, at Vilhelmine virkelig er Valgerda? Det kunde ligne hende. Og jeg maa give Julius Ret: Hvem skulde det være, hvis det ikke var hende? Hvor skulde nogen anden ung Pige besidde den Dannelse, den politiske Indsigt, den hele aandelige Overlegenhed, som jeg beundrer og tilbeder hos hende? Og det har hun holdt hemmeligt for mig! Det er ellers ikke smukt. Hun kjender min Taushed, min Trofasthed imod hende;

burde hun da ikke have betroet mig sin Hemmelighed? Nei, nei! det er ikke hende, hun vilde have sagt mig det. Og dog, det kan ikke være nogen Anden, det er dog hende! Hvor skal jeg dog faae Vished i denne Sag? Jeg maa tale med hende, jeg maa udfritte hende, hun maa sige mig Sandheden!

(Vil ile bort).

JUDITA: (som man hidtil ikke har seet, reiser sig op i Hængemaatten, hvor hun hele Tiden har ligget, og raaber):
Conrad! Conrad!

CONRAD: (standsende).
Hvad er det? Hvem kalder paa mig?

JUDITA: Det er mig!
238

CONRAD: Hvad? Judita! Du der! i Hængemaatten! Hvordan er du kommen derop?

JUDITA: Spørg hellere, hvordan jeg skal komme ned, thi der har Nogen taget Stigen bort, medens jeg laae der.

CONRAD: Men hvor længe har du ligget der?

JUDITA: Lige siden vi spiste til Middag. Jeg laae og sov, ligesom de Andre, saa vakte du mig med dit Skud. Flyt Stigen hen til mig, at jeg kan komme ned.

CONRAD: Men saa har du jo beluret os.

JUDITA: Det kan jeg ikke gjøre ved.

CONRAD: Men saa har du jo hørt ....

JUDITA: Ja vist, jeg har hørt Alting. Kom nu med Stigen.

CONRAD: Har du da ogsaa hørt ....

JUDITA: Ja vist har jeg; jeg har hørt, at din gode Ven friede til Vilhelmine.
239

CONRAD: Hvad for Noget! Nei, endnu ikke!

JUDITA: Jo, det er allerede skeet; idetmindste kunde jeg ikke faae anden Mening ud af det.

CONRAD: Det maa jeg strax have at vide!
(løber ud),

JUDITA: Men Conrad dog! Conrad! Stigen! - Er det dog ikke forskrækkeligt! Nu løber han sin Vei, og lader mig sidde her! Hvad skal jeg dog gjøre? Skal jeg nu blive her hele Dagen? De skal jo Allesammen ud at kjøre. (Lytter) . Ah! Gud skee Lov! der kommer Nogen. Det er Bertelsen!

✂

ELLEVTE SCENE

JUDITA. BERTELSEN kommer, læsende i en Bog.

JUDITA: (raaber).
Hr. Bertelsen! Hr. Bertelsen! Ak! Herre Gud! han er jo døv!

BERTELSEN: Det er mig ubegribeligt, hvor Frøken Judita kan være. Jeg har søgt om hende allevegne, men forgjæves.

JUDITA: Mon det dog ikke skulde være muligt at raabe ham op? (Raaber) Hr. Bertelsen!
240

BERTELSEN: Jeg har saa Meget at sige hende. Men det gaaer mig vel idag, som sædvanlig: Naar hun staaer for mine Øine, saa kan jeg ikke faae Ordet over Læberne, Modet forlader mig.

JUDITA: (raaber).
Hr. Bertelsen! .... Nei! det er ikke til at tænke paa.

BERTELSEN: Og dog længes jeg saa usigelig efter at see hende. Jeg kan ikke begribe, hvor hun er. Mon hun skulde være i Lysthuset? (Gaaer derind) . Nei, her er Ingen. Men her ligger hendes Sytøi; jeg kjender det, jeg veed, det er hendes. Saa har hun vist nylig været her, og kommer snart igjen. Jeg vil vente hende her. (Tager en Havestol, og sætter sig i Forgrunden, paa den modsatte Side af Lysthuset) . Her vil jeg sidde og læse, indtil jeg seer hende komme.
(læser i sin Bog).

JUDITA: (raaber).
Hr. Bertelsen! .... Nu begynder jeg snart at græde.

✂

TOLVTE SCENE

DE FORRIGE. MULE

MULE: Jeg synes, jeg hørte Nogen raabe.

JUDITA: Naa! er De der! det var da heldigt.
241

MULE: Hvad for Noget! Er det Dem, Frøken? Og oppe i Hængekoien.

JUDITA: Sæt Stigen hid, og lad mig komme ud.

MULE: (idet han henter Trappestigen).
Ak Gud hjelpe mig! Det er mig, som har taget den bort, fordi jeg skulde klippe Træerne. Jeg vidste ikke, at Frøkenen var deroppe. En anden Gang skal jeg see mig bedre for.

JUDITA: (som kommer ned paa Scenen).
Ja, ja! nu er det det Samme.

MULE: Saa Frøkenen er da ikke vred?

JUDITA: Nei vist ikke! Gaa De kun!
(Mule gaaer, Judita træder frem i Forgrunden, men dog uden at sees af Bertelsen, som læser).

JUDITA: Det er paa Tiden, at jeg sætter Foden paa Jorden. Hvad har jeg dog hørt, hvad har jeg dog oplevet i mit Skjul! Neppe vilde jeg troe mine Øren, men jeg hørte jo hans Navn nævnes, og selv uden det kjendte jeg ham strax paa Stemmen. Her maa gjøres Noget, men hvad? ... Jeg skriver et Brev, Ingen skal vide, fra hvem det kommer, men det skal 242gjøre sin Virkning. (Gaaer ind i Lysthuset) . Her har jeg, hvad jeg behøver. (Sætter sig ved Bordet i Lysthuset og tager Papiir frem) . Og Bertelsen, han sidder beqvemt her udenfor, han skal være min Brevdrager.
(Hun begynder af skrive).

BERTELSEN: (seer op fra Bogen).
Det er mig ubegribeligt, hvor Frøken Judita kan være.
(Giver sig atter til at læse, Judita skriver, Teppet falder). 243

✂

ANDEN ACT

✂

FØRSTE SCENE

JUDITA og BERTELSEN, Hver paa samme Plads, som i Slutningen af første Act.

JUDITA: (idet hun lægger Brevet sammen, forseglet det og skriver udenpaa).
Endelig færdig! Fire Gange har jeg revet mit Brev istykker; nu maa det blive, som det er. Og min Skrift troer jeg ikke, at man skal kjende.

BERTELSEN: (seer op fra Bogen).
Det er mig ubegribeligt, hvor Frøken Judita kan være.

JUDITA: (som har reist sig og er gaaet hen til ham med Brevet, idet hun slaaer ham paa Skulderen).
Hr. Bertelsen!

BERTELSEN: (springer op).
Ih! er De der? Hvor har De dog været?

JUDITA: (peger paa Lysthuset). 244

BERTELSEN: Der inde? Men der har jeg søgt Dem, og De var der ikke. Saa er De kommen bag efter?

JUDITA: (nikker).

BERTELSEN: Saa har jeg ikke seet Dem, fordi jeg læste i Bogen. Men jeg kan ikke forstaae, at jeg ikke har hørt Dem, da De kom.

JUDITA: (afsides).
Det kan han ikke forstaae, stakkels Menneske! (Raaber ham ind i Øret) . Hr. Bertelsen! jeg har en Bøn til Dem.

BERTELSEN: Til mig? Det glæder mig usigeligt. Jeg vil svare Dem, som jeg læser her i Bogen, at en Hofmand svarede Ludvig den Fjortende: "Hvis det er Noget, som er muligt, saa er det allerede gjort, men er det umuligt, saa skal jeg gjøre det strax."

JUDITA: (raaber).
Isaafald hører min Bøn til det Umulige.

BERTELSEN: Til det Mulige?

JUDITA: Nei, til det Umulige, for det er Noget, som jeg vil bede Dem gjøre strax.
245

BERTELSEN: Naa, saaledes! - Hvad er det da?

JUDITA: At bringe dette Brev til sin Adresse.

BERTELSEN: (læser Udskriften).
"Hr. Julius Hermansen, Cancellist." Hvem er det?

JUDITA: Har De ikke nok seet ham? den fremmede Mand, som kom med min Broder Conrad?

BERTELSEN: Naa! er det ham! Jeg vidste ikke, hvad han hed. - Men, med Tilladelse, hvorledes kommer De til at skrive ham til?

JUDITA: Saa det kalder De at gjøre det Umulige strax? De vil først have en Forklaring?

BERTELSEN: De har Ret, jeg gaaer.

JUDITA: (holder ham tilbage).
Nei, bliv! det var mit Spøg. Jeg vil sige Dem Sandheden, men i Fortrolighed.

BERTELSEN: Ja, det forstaaer sig.
246

JUDITA: Den Fremmede er mig ikke ubekjendt; jeg har seet ham i Kjøbenhavn, dengang jeg var hos min Tante.

BERTELSEN: Ja saa!

JUDITA: Han er meget letsindig, meget flygtig. Jeg har mærket, at han er ifærd med at forstyrre Vilhelmines Ro, og det vil jeg forebygge.

BERTELSEN: Det er smukt af Dem.

JUDITA: Jeg har derfor her givet ham en anonym Advarsel.

BERTELSEN: Anonym?

JUDITA: Ja, netop, og jeg maa derfor bede Dem, at De for Alting ikke nævner mig.

BERTELSEN: Men hvad skal jeg da sige?

JUDITA: De kan sige, at der kom en Ubekjendt hen ad Veien og leverede Dem Brevet.

BERTELSEN: Hvad behager?
247

JUDITA: De kan sige, at der kom en Ubekjendt hen ad Veien og leverede Dem Brevet.

BERTELSEN: Men saa maatte jeg jo have spurgt ham, hvem han var, eller fra hvem han kom.

JUDITA: De kan sige, at De spurgte ham, men at De hørte ikke Svaret.

BERTELSEN: Ja, men det troer man vist ikke.

JUDITA: Jo, det troer man nok.

BERTELSEN: Mener De? Nu, saa lad mig da probere paa det. Hvad gjør man ikke for Deres Skyld!... Men det er sandt, den fremmede Herre er ude at kjøre med Generalen.

JUDITA: Derfor vil jeg bede Dem gaae op paa Gaarden for at passe paa, naar han kommer tilbage, og saa strax give ham Brevet.

BERTELSEN: Det skal jeg.

JUDITA: Og saa venter jeg Dem her paa dette Sted, naar ingen Andre ere tilstede, for at høre, hvorledes De har udrettet mit Ærinde.
248

BERTELSEN: Naar ingen Andre ere tilstede? Saa venter De mig? Jeg kommer, Frøken Judita! jeg kommer.
(gaaer).

JUDITA: (allene).
Det var en besynderlig Mine, hvormed han sagde det. Mon han skulde have hørt feil og misforstaaet min Mening? Det er en vanskelig Sag at have en Døv til sin Fortrolige, men jeg har jo ingen Anden, og han er idetmindste god og ærlig. (Idet hun gaaer ind i Lysthuset) . Det Naturligste vilde være, om jeg betroede mig til min Broder, men han er jo idag, ligesom han var forstyrret i Hovedet. - Jeg vil rydde op her paa Bordet, for at Ingen skal see, at jeg har skrevet.

✂

ANDEN SCENE

JUDITA (i Lysthuset). VILHELMINE kommer langsomt gaaende, i dybe Tanker.

VILHELMINE: (ved sig selv, efterat have standset midt paa Prosceniet).
Hvor skal jeg sætte min Søn i Skole? - Dette Spørgsmaal er tidt nok opkastet, og dog endnu ikke besvaret.

JUDITA: (trædende ud af Lysthuset).
Har det saa stor Hast?

VILHELMINE: Er du der? Jeg saae dig ikke.
249

JUDITA: Men jeg hørte dit Spørgsmaal, og saa faldt det mig ind, at det var noget ubetimeligt. Thi seer du, først maa du have en Kjæreste; det har du jo endnu ikke; vel?

VILHELMINE: Hvor falder det dig ind?

JUDITA: Det forstaaer sig, den Sag har nu ingen Vanskelighed, men dernæst maa du have en Mand; det er strax vanskeligere, thi ikke enhver Kjæreste bliver en Mand.

VILHELMINE: Hvilke Ideer!

JUDITA: Og endelig maa du have en Søn; det er maaskee det Allervanskeligste. Seer du, naar alt Det er overstaaet, saa er det tidsnok at tænke paa Skolen.

VILHELMINE: Du er en lille Nar. Mit Spørgsmaal havde ikke Hensyn paa mig selv, men paa hele den tilkommende Ungdoms Opdragelse.

JUDITA: Gud! vil du gjøre dig Livet suurt dermed!

VILHELMINE: Ja, ikke sandt? det kan du ikke forstaae? det forekommer dig utroligt, at Nogen kan ville befatte sig med Ting, der ligge udenfor det Private, det Individuelle. Det kalder du at gjøre sig Livet suurt, 250at plage sig med Det, der ikke kommer En ved. Du veed ikke, at det Offentlige just er Det, der vedkommer den Enkelte langt meer end hans indskrænkede Hverdags-Formaal; du aner ikke, at der i disse Bestræbelser er en høi Nydelse, at sige, naar man har Sands for den.

JUDITA: Ja, det er meget muligt, og det er vist min egen Ufuldkommenhed, at jeg ikke kan fatte det. Jeg veed jo nok, at jeg er en meget ubetydelig. Pige.

VILHELMINE: Saa? Hvoraf veed du det?

JUDITA: Hvorfor skulde jeg ikke vide det? Det er ligesom om Alting sagde mig det. Hvor jeg gaaer, hvor jeg staaer, har jeg en Følelse deraf. Selv under de grønne Træer er det, ligesom jeg hørte en Stemme, der bragte mig det i Erindring.

VILHELMINE: Det finder jeg meget besynderligt.

JUDITA: Ja, seer du, det er nu maaskee Noget, som du ikke kan forstaae. Men det kommer af, at du lever for lidt med Naturen.

VILHELMINE: Jeg tilstaaer, jeg har ikke din Passion for at gaae allene i Skoven eller for at ligge i Græsset og see paa Myrerne. Men jeg indseer heller ikke, hvorledes Dette skulde befordre min Selv-Erkjendelse.
251

JUDITA: Meer, end du troer. Naturen lærer os at stille os selv paa den rette Hylde. Ved at leve med Blomsterne, med Træerne, med Stjernerne erhverver man sig Ro og Resignation; men disse ere vel de første Betingelser for Selv-Erkjendelse. Hvo, som ikke har forsøgt det, kan ikke tale om det Omgang med Naturen er velgjørende, er lærerig, jeg mener i moralsk Henseende. Naar man ligger i Græsset under et høit Bøgetræ og seer op i dets Krone, da hviske Bladene os mangen alvorlig Sandhed, som vi have godt af at fornemme. Men det forstaaer sig, det er ikke de Blade, som du studerer.

VILHELMINE: Nei, det veed Gud, og jeg ønsker ikke at bytte med dig. Jeg skulde mene, at de Blade, til hvis Røst jeg lytter, ogsaa udtale mangen alvorlig Sandhed, som man har godt af at fornemme.

JUDITA: O ja! ogsaa det visne Løv har et alvorligt Ord at sige, men jeg lytter helst til det friske, til det grønne.

VILHELMINE: Vissent kalder man Meget, fordi man er berøvet Sands til at opfatte dets Duft.

JUDITA: Ganske rigtigt! Derfor ere de trykte Blade visne for mig, thi jeg kan ikke mærke deres Duft, og af samme Grund ere de grønne Blade visne for dig.
252

VILHELMINE: Først nu begynder jeg at forstaae vor Samtale. Jeg troer, du lægger an paa at omvende mig.

JUDITA: Det kunde aldrig falde mig ind. Jeg føler altfor godt med mig selv, at i Det, som udgjør et Menneskes inderste Natur, kan ingen Omvendelse finde Sted. Mig vilde Intet i Verden kunne rokke fra Det, som nu engang er min Naturs inderste Tilbøielighed. Det Samme vil være Tilfældet med dig, ifald din Tilbøielighed ligeledes er grundet i din Natur; er den derimod ikke det, da gaaer den med Tiden over af sig selv, og al Omvendelses-Tale vilde være overflødig.

VILHELMINE: Jeg mener dog, at hvad et Menneske har erhvervet sig ved Culturen, kan være ligesaa urokkeligt, ligesaa uforgængeligt, som hvad det besidder ifølge sin medfødte Natur.

JUDITA: Ja, men saa maa Culturen først være bleven Eet med den sande Natur.

VILHELMINE: Og det, mener du, gjælder ikke om mig?

JUDITA: Det siger jeg ikke; jeg mener kun, at vi To ere modsatte Naturer. Men Verden har jo Plads nok til denne Modsætning. Af dine Lige gives desuden ikke mange, du er et ualmindeligt Fruentimmer, jeg derimod som de fleste.
253

VILHELMINE: Nu bliver du jo igjen beskeden.

JUDITA: Nei saamænd gjør jeg ikke. Jeg troer ikke, at Verden var tjent dermed, om alle Fruentimmer bleve Mandfolk og politicerede og stillede sig i Spidsen for den offentlige Mening. Og selv om alle Mandfolk til Gjengjæld bleve Fruentimmer, saa troer jeg, at det kun var en daarlig Erstatning. Jeg synes, at man allerede mærker Spor af Forvandlingen; det kommer vel af den, at man nuomstunder seer saa mange høie Fruentimmer og saa mange smaabitte Mandfolk.

VILHELMINE: Da kan dog neppe Alenmaalet være afgjørende i denne Henseende.

JUDITA: Ak nei! de smaa Puslinger kunde jo gjerne være mandhaftige, men jeg troer ikke, de ere det; dertil have de, foruden den qvindelige Størrelse, faaet altfor Meget i Tilgift af den qvindelige Forfængelighed og Ubetydelighed.

VILHELMINE: Men den qvindelige Ubetydelighed er et fornærmeligt Ord for Qvinden. Det er ikke hendes Bestemmelse at være ubetydelig, og hun behøver ikke at være det.

JUDITA: Da fornærmer det slet ikke mig, at man kalder mig ubetydelig.
254

VILHELMINE: Hvem gjør ogsaa det? det er dig selv, som siger det.

JUDITA: Ja, du siger det ikke, det veed jeg nok. Men selv om saa var, skulde det ikke fornærme mig. Jeg finder, at der er Eet, som det kommer meget mere an paa, end at være betydelig. Hvad et Fruentimmer først og fornemmeligst maa være fremfor nogen anden Ting i Verden, det er: et Fruentimmer, en Qvinde, ligesom et Mandfolk først og fornemmelig maa være Mand. Uden Det kan alt Andet kun lidet hjelpe. Nu gjælder det at vide, om man kan være Det, man skal være, naar man tillige vil være Det, man ikke skal være, og om man ikke her staaer Fare for at offre det Bedre, for at opnaae det Ringere.

VILHELMINE: Dersom Historien dømte som du, hvad vilde den da sige om Jeanne d'Arc, om Charlotte Corday, om Judita? .... det er sandt, det er jo dit eget Navn.

JUDITA: Ak ja! det maa jeg have faaet af Vanvare.

VILHELMINE: Hvad vilde den i det Hele sige om alle sine Heltinder?

JUDITA: Heltinder! ja det er en anden Sag. Heltemodet kan være den høieste Qvindelighed saavelsom den høieste Mandighed. Men saavidt jeg kjender til vor Tids Politik, befatter den sig just ikke med Heltegjerninger. Overalt, jeg troer, jeg har Uret i vor 255Dispute; Politiken er udentvivl en qvindelig Gjerning, thi den bestaaer jo i at snakke.

VILHELMINE: Du er uforbederlig, og jeg veed ikke, hvorfor jeg vil disputere med dig.

JUDITA: Det er heller ikke værdt, jeg har jo allerede givet efter for din Mening.

VILHELMINE: Men paa en Maade, som just ikke er meget eftergivende. Hvorom Alting er, ubetydelig er du just ikke.

JUDITA: Ikke det? det gjør mig ondt, thi det er Det, jeg helst vilde være.

✂

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. CONRAD

VILHELMINE: Ah! der kommer Conrad ret beleiligt for at afbryde vor Dispute.

CONRAD: Dispute? Og en politisk, det tør jeg vædde paa.

VILHELMINE: Ja, vil du tænke dig, at jeg endogsaa med Judita har havt en politisk Dispute! Og det er gaaet i den 256som i alle Disputer: Enhver er forbleven ved sin Mening. Men à propos, er Kjøretouren til Ende?

CONRAD: Vi kom tilbage i dette Øieblik. Onkel er nu ifærd med at forelægge Julius sine Jordebøger, og Jomfru Blak skjænker Thee i Havestuen.

VILHELMINE: Saa lad os gaae op og drikke Thee.

CONRAD: Jeg kommer strax efter. Jeg vil blot tale et Ord med Judita.

VILHELMINE: En Hemmelighed mellem Broder og Søster? Saa lad mig ikke forstyrre.

CONRAD: Ja, en Hemmelighed, men om lidt skal du faae den at vide.
(Vilhelmine gaaer),

✂

FJERDE SCENE

JUDITA. CONRAD

CONRAD: Hør, Judita, jeg maa endelig tale med dig. Jeg kan ikke komme mig af min Forundring over, at du har ligget deroppe i Hængemaatten. Men saa har du jo erfaret en stor Hemmelighed?

JUDITA: Og hvad saa?
257

CONRAD: Saa maa du for Himlens Skyld fortie den.

JUDITA: Det kan jeg ikke.

CONRAD: Hvad siger du! hvorfor?

JUDITA: Du veed nok, at en Hemmelighed kan ikke med Sikkerhed betroes uden i kløgtige Hænder.

CONRAD: Det var Noget, Vilhelmine sagde.

JUDITA: Og som du strax gav hende Ret i.

CONRAD: Det er ikke smukt, saadan at lure.

JUDITA: Det var ogsaa ganske mod min Hensigt. Jeg var uskyldigt kommen til at høre, hvad jeg ikke skulde, og vidste nu ikke, hvorledes jeg skulde trække mig tilbage uden at give Forargelse.

CONRAD: Du kunde jo givet tilkjende, at du var tilstede.

JUDITA: Ja vist, inden I talte om Det, jeg ikke maatte høre. Brandmajoren burde ogsaa altid møde lidt før Ildebranden.
258

CONRAD: Hvorom Alting er, saa maa du endelig tie stille med hvad du har erfaret.

JUDITA: Maa jeg nu for det Første gratulere?

CONRAD: Gratulere?

JUDITA: Naturligviis, til Forlovelsen.

CONRAD: Tak skal du have, men gjør mig især den Tjeneste .....

JUDITA: Vær ubekymret! Ihvor lidet kløgtig, ihvor ubetydelig jeg er, kan jeg dog bevare en Hemmelighed tiltrods for Enhver.

CONRAD: Læg dog ingen Vægt paa disse Ord ...

JUDITA: Det gjør jeg heller ikke.

CONRAD: Det var ikke saadan meent ....

JUDITA: Jo, det var det, men det er det Samme. Det er vist ganske sandt, og jeg har saamænd slet ikke taget mig nær, at Vilhelmine sagde det. Men hvad der gjorde mig ondt, var, at du var saa hurtig til at slaae ind i samme Tone.
259

CONRAD: Nei, tvertimod ....

JUDITA: Jo, Conrad, det gjorde du. Den hele Maade, hvorpaa du omtalte mig og endnu mere lod mig omtales, kunde ikke være mig behagelig. Jeg fik det Indtryk, at du gav mig til Priis, at du ligesom opgav mig og lod Andre handle med mig, som de vilde. Og du er jo dog min Broder, - jeg siger ikke Halvbroder, thi vi ere jo fødte af den samme Moder; du skulde jo være min Støtte, mit Forsvar, thi ellers har jeg jo ingen.

CONRAD: Judita! Hvad du der siger, skjærer mig dybt i mit Hjerte, og gjør mig langt mere ondt, end du troer.

JUDITA: Og mig selv da? Og netop nu trænger jeg saa meget til en Broder, til en Ven.

CONRAD: Judita! min egen, kjære Søster! I mig skal du finde begge Dele. Tal! Siig, hvad der ligger dig paa Hjerte!

JUDITA: Ak, Conrad! Din Ven -

CONRAD: Min Ven?

JUDITA: Ham, du bragte med dig idag -
260

CONRAD: Julius?

JUDITA: Jeg kjender ham.

CONRAD: Du kjender ham? Lad høre!

JUDITA: Fra i Vinter, da jeg var hos min Tante i Kjøbenhavn.

CONRAD: Jeg begriber det allerede: han gjorde Cour til dig.

JUDITA: Saaledes vil jeg ikke kalde det, men han udmærkede mig fremfor alle Andre, .... kort sagt: han elskede mig.

CONRAD: Og du?

JUDITA: Behøver jeg at svare dig? Den Stemning, hvori du seer mig -

CONRAD: Vare I forlovede?

JUDITA: Ikke med Ord.

CONRAD: Men i Tankerne?
261

JUDITA: Jeg troer det.

CONRAD: Der gaaer et Lys op for mig: Du er den Pige i Kjøbenhavn, som han har været forelsket i.

JUDITA: Ja, det er vist mig.

CONRAD: Men hvilken Falskhed! hvilken Forstillelse! Han har aldrig talt til mig derom, uagtet jeg er din Broder.

JUDITA: Men det kunde han jo ikke vide.

CONRAD: Kunde han ikke Vide det?

JUDITA: Vore Fædrene-Navne ere jo forskjellige, og selv mit Fornavn har han aldrig hørt, at sige mit rette Fornavn, som du og Alle kalde mig ved; thi du veed jo nok, at min Tante kan ikke lide dette Navn, og da jeg nu er døbt Judita Marie, saa kalder hun mig bestandig Marie.

CONRAD: Hvor saae du ham? hvor gjorde du hans Bekjendtskab?

JUDITA: Ikke hos Tante; der kom han ikke; men i nogle Familier, som jeg omgikkes med. Han søgte mig forsmelig paa de Steder, hvor han vidste, at jeg kom, 262og han fandt ofte Leilighed til ubemærket at sige mig et Par Ord.

CONRAD: Men hvorledes ophørte da dette Forhold?

JUDITA: Ak! paa den for mig allerbittreste Maade. Vil du tænke dig, Conrad: en ung Pige af mit Bekjendtskab betroede mig, at han havde sagt om mig -

CONRAD: Nu vel? hvad havde han sagt?

JUDITA

✂

At jeg var dog i Grunden en ubetydelig Pige. Kan det nu undre dig, at jeg tilsidst bliver kjed og træt af at høre dette Ord gjentages ligesom af et Echo, der idelig bringer mig det imøde? Det veed Gud, jeg gjør ikke Fordring paa at være betydelig, jeg ønsker ikke engang at være det. Men jeg vilde dog gjerne have nogen Betydenhed for ham. Og han har naturligviis brugt det mildeste Udtryk; hans

Mening har været, at jeg er en lille Gaas.

CONRAD: Hvorfor vil du troe det? Desuden, hvad Sikkerhed har du for Sandheden? Hvem er den tjenstivillige Veninde, som har betroet dig det?

JUDITA: Jeg maatte love hende at fortie hendes Navn.

CONRAD: Det gjør Sagen dobbelt mistænkelig. Det Hele kan jo være Løgn.
263

JUDITA: Hun lyver ikke.

CONRAD: Der er mange Maader at lyve paa; den værste er at lyve for sig selv. Maaskee hun selv har været forelsket i Julius og har indbildt sig, at han gjengjældte det. Maaskee anseer hun sig selv for at være betydelig.

JUDITA: Det er hun ikke fri for.

CONRAD: Nu, der kan du see.

JUDITA: Nei, det forholder sig dog rigtigt. Hvorfor skulde han ellers have trukket sig tilbage? Vel muligt, at jeg selv fra det Øieblik af har viist ham Kulde, men vist er det, at han gjorde sig ligesaa megen Umage for at undgaae mig, som tidligere for at søge mig. Og nu, siden han er kommen herud, saa seer du det jo selv. Hvad er det for en Tone, han har mod Vilhelmine? Han er jo aldeles i Begreb med at frie til hende?

CONRAD: Hu! det løber mig koldt ned ad Ryggen. Men hvorom Alting er, vi To ere naturlige Allierede, og paa en dobbelt Maade: baade som Søskende, der maae staae hinanden bi, og som Elskende, der ikke kunne opgive deres Rettigheder. Lad os derfor handle i Forening, thi Noget maa der gjøres.
264

JUDITA: Jeg har allerede handlet.

CONRAD: Hvorledes?

JUDITA: Jeg har skrevet et anonymt Brev til Hermansen, og bedet Hr. Bertelsen bringe ham det. Han skal ikke vide, fra hvem det kommer, men jeg haaber, det skal gjøre sin Virkning, saa at han herefter lader Vilhelmine i Fred.

CONRAD: Det er jo fortræffeligt! Hvad staaer der da i Brevet?

JUDITA: Stille! der komme de Andre, og Hermansen er med. Han maa ikke see mig. Farvel!
(løber ud).

✂

FEMTE SCENE

CONRAD. FOGEL kommer med JULIUS og VILHELMINE

FOGEL: (til Julius).
Som sagt, min Herre, Godset har tilforn været et Baronie, men ophørte at være det, da det blev solgt og under forskjellige Eiere meget forringet og udstykket. Jeg har samlet det igjen og har betydelig udvidet og forbedret det.
265

JULIUS: Derfor er heller Intet billigere, end at det erholder sine gamle Rettigheder igjen, og det vil vist ogsaa skee.

FOGEL: Jeg har Haab om det, ja endog et Slags Løfte.

VILHELMINE: Men Fader! skal saa du være Baron?

FOGEL: Det veed jeg ikke, derom har jeg ikke gjort nogel Andragende. Det er mig ikke om en tom Titel at gjøre, men at faae mit Gods erigeret til et Stamhuus, for at det ikke engang efter min Død skal falde i fremmede Hænder og blive adsplittet igjen. Jeg har jo en Søn, han er rigtignok kun ti Aar, men han har vel den Egenskab at blive ældre.

VILHELMINE: Naa Gud skee Lov! Jeg var saa bange for, at du vilde være Baron.

FOGEL: Det var da ikke Noget at være bange for.

VILHELMINE: Det vilde jo være en Latterlighed i vore Tider.

FOGEL: Aa du taler altid om vore Tider, som om de ikke vare ligesaa latterlige som alle andre.
266

JULIUS: Tillad mig, Frøken, Sagen kan maaskee sees fra en anden Side. Det kunde dog have en vis Rimelighed, om Eieren af et Baronie var Baron. Der gives Baroner nok uden Baronier.

VILHELMINE: Saa meget mere bør der da ogsaa være Baronier uden Baroner.

JULIUS: Vor store Holberg var af en anden Mening.

VILHELMINE: Det var ogsaa en mærkelig Svaghed hos Forfatteren af "den honnette Ambition."

JULIUS: Var det en Svaghed, da har han idetmindste ført et ypperligt Forsvar for den.

VILHELMINE: Hvor?

JULIUS: I sine Epistler.

VILHELMINE: Det maa jeg læse, endskjøndt jeg tvivler paa, at det vil forandre min Mening.

JULIUS: Hvad siger du, Conrad? Du staaer jo der saa neutral.
267

CONRAD: O! jeg tænkte paa andre Ting.

FOGEL: Det er heller ikke værdt at disputere om en Sag, som endnu er saa tvivlsom. Forresten venter jeg hvert Øieblik nærmere Efterretning derom. Jeg har ladet Ole ride til Kjøbenhavn, han maa vist komme tilbage idag, og saa bringer han mig udentvivl Brev.

VILHELMINE: Brev hvorom?

FOGEL: Om hvorvidt disse Sager ere avancerede.

VILHELMINE: Om du er bleven Baron?

FOGEL: Vist ikke, men om det bliver mig bevilget at erigere Godset til Stamhuus. Og jeg troer, jeg veed allerede, hvad Brevet indeholder.

VILHELMINE: Et Afslag?

FOGEL: Det just ikke, men en Udsættelse indtil videre, og i Forbindelse dermed en - Kammerherrenøgle.

VILHELMINE: Men Gud bevares, Fader! er det dit Alvor? Vil du være Kammerherre?
268

FOGEL: Det er ikke mig, som vil være det, men hvis man gjør mig dertil, er jeg vel nødt til at tage derimod.

VILHELMINE: Men det er jo grueligt.

FOGEL: Hvad Grueligt er der i, om man, for at holde mig skadesløs for en nødvendig Opsættelse, og vise mig Velvillie, giver mig en Distinction?

VILHELMINE: Altsaa Kammerherre paa Vartpenge? Men det er jo værre end Baron.

FOGEL: Ja, jeg veed jo ikke, hvilken af Delene det bliver. Jeg for min Part bryder mig naturligviis ikke om det, men naar det er Ens Skjæbne at blive enten Baron eller Kammerherre eller begge Dele, saa maa man finde sig i det, som i enhver anden Skjæbne.

✂

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. BERTELSEN

BERTELSEN: Med Forlov! Jeg vidste ikke, at Herskabet var kommet hjem. Jeg sad dog og lyttede, og troede, jeg skulde høre Vognen.

VILHELMINE: Det Menneske har en ubegribelig Tillid til sin Hørelse.
269

BERTELSEN: Jeg har et Brev at levere til Hr. Cancellist Hermansen.

JULIUS: Til mig? Fra hvem?

BERTELSEN: Vær saa artig!
(Giver ham Brevet).

JULIUS: Tør jeg spørge, hvorfra det er.

CONRAD: Han kan ikke høre dig. (Raaber til Bertelsen) . Hr. Hermansen spørger, hvorfra det er.

BERTELSEN: Der kom et Bud med det.

JULIUS: (som imidlertid har aabnet Brevet).
Det er da besynderligt. Ingen Underskrift .... Dog jo! Men hvad er det? ... Nei! Navn findes her dog ikke. Det er en Gaade.
(Gaaer tilside, og gennemløber Brevet).

VILHELMINE: Anonyme Breve her ude paa Landet! det er en Sjeldenhed.

FOGEL: (til Bertelsen).
Men spurgte De da ikke Budet, hvem han var fra?
270

BERTELSEN: Hvad behager, Hr. General?

FOGEL: (raaber).
Spurgte De ikke Budet, hvem han var fra?

BERTELSEN: Jo, men han svarede saa utydeligt, at jeg ikke kunde forstaae ham.

VILHELMINE: Det er begribeligt.

CONRAD: (til Julius, som vender tilbage).
Nu, Julius, indeholder dit Brev noget Mærkeligt? Eller er det maaskee en Hemmelighed?

JULIUS: Jeg veed sandelig ikke, om jeg skal kalde det en Hemmelighed; idetmindste er det saa gaadefuldt som en Hemmelighed.

CONRAD: Kan vi da ikke faae at vide, hvad der staaer i det?

JULIUS: (betænkende sig).
Jeg har to Villier i denne Sag. Paa den ene Side kunde jeg ønske at meddele Dem Indholdet, paa den anden -

CONRAD: Nu, hvad saa? hvad har du for Betænkeligheder?
271

JULIUS: Det er saa besynderligt .... Dog, lad gaae! det kan ikke være Andet end en Spøg. Vil De høre! (Læser) : "De indbilder Dem at elske Valgerda, men De elsker hende ikke. Det er kun en Phantasie-Kjærlighed, et tomt, umandigt Sværmeri, thi De har aldrig seet hende, og faaer hende aldrig at see. Deres indbildte Kjærlighed har ingen Rod i Virkeligheden, men svæver mellem Jord og Himmel, og De kunde ligesaa gjerne elske en Gudinde, som slet ikke er til. Hør min Advarsel og vend om, inden De har gjort Dem latterlig. Vov ikke at modsætte Dem den Ubekjendte, den Usynlige, som skriver disse Linier, thi da vil Deres Nederlag være sikkert. Drag bort herfra, gaa til Deres Hjem, kom til Ro og Besindighed, og see, om De igjen kan blive en Mand." - Det er temmelig uartigt.

CONRAD: Og intet Navn, ingen Underskrift?

JULIUS: Jo, en Underskrift, men ligesaa besynderlig som Brevet. (Læser) : "Valgerdas uforsonligste Modstander."

CONRAD: Derved bliver det Hele klart. Saa veed du, fra hvem det er.

JULIUS: Nei, jeg veed ikke.

CONRAD: Hvem Anden end den tydske Professor Arndt? Det er Valgerdas uforsonligste Modstander.
272

JULIUS: Ja, naar du vil være vittig ....

CONRAD: Nei, vist vil jeg ikke, nei, det er mit ramme Alvor.

JULIUS: Men hvorledes mener du da?

CONRAD: Ih! jeg mener, at Professor Arndt, som unægteligt er Valgerdas uforsonligste Modstander, vil ikke unde hende et saa godt Parti som dig.

JULIUS: Tal dog alvorligt og hjelp mig paa Spor.

CONRAD: Det gjør jeg jo, alt hvad jeg kan. Det har været Professoren selv eller hans Bud, som bragte Hr. Bertelsen Brevet. Han kan jo meget godt være kommen her til Landet, uden at man endnu veed det.

JULIUS: Og Brevet, som er - (afbrydende sig) O! men det er jo ikke værdt at komme med alvorlige Indvendinger.

CONRAD: Jo, kom kun med dem.

JULIUS: Jeg vilde sige: Brevet, som er paa Dansk?

CONRAD: Ja, hvoraf veed du det?
273

JULIUS: Hvoraf jeg veed, at Brevet er paa Dansk?

CONRAD: Ja vist.

JULIUS: Det Brev, som jeg for et Øieblik siden læste op, og som jeg endnu holder her i Haanden?

CONRAD: Netop.

JULIUS: (til de Omstaaende).
Tror De, han er rigtig klog?

CONRAD: Ja, Een af os er ikke rigtig klog. Kan Brevet ikke ligesaa gjerne være norsk?

JULIUS: Hvad skal det sige?

CONRAD: Det skal sige, at Professor Arndt har længe opholdt sig i Sverrig, og har lært det svenske Sprog. og det er meget rimeligt, at han med det Samme har lagt sig efter det norske.

FOGEL: Men hvad betyder det Hele? Jeg forstaaer ikke et Ord deraf. Hvorfra kommer al den Snak om Valgerda, og at De er forelsket i hende?
274

CONRAD: Ja, Onkel, saaledes er det: Min Ven Julius er virkelig forelsket i Valgerda.

JULIUS: Det er da Noget, som du ialfald ikke kan vide.

CONRAD: Jo, siden du selv har betroet mig det.

JULIUS: Saa meget mindre skulde du sige det.

CONRAD: Men dette Brev har jo allerede røbet Hemmeligheden. Og her behøver du desuden ikke at gjøre nogen Hemmelighed af det, thi Ingen af os staaer i mindste Forbindelse med Valgerda.

FOGEL: Men hvad er det dog for en Valgerda, som De snakker om? Hed hun ikke saadan, det forskruede Fruentimmer, som skrev i Fædrelandet mod en tydsk Professor, og som den berlingske Tidende gjorde saa ypperligt Nar af?

VILHELMINE: Ypperligt? Ja, det kommer rigtig an paa Smag og Behag.

FOGEL: (til Julius).
Da veed jeg dog, at De er en altfor fornuftig ung Mand til at kunne forelske Dem i det Skabedyr. Det forsikkrer jeg Dem, at dersom jeg havde en Datter, 275som skrev politiske Artikler, og ovenikjøbet i de liberale Blade, saa dreiede jeg Halsen om paa hende.

VILHELMINE: Hvorfor det, Fader? Du har en Datter, som maa-skee ikke vilde være bange for at gjøre det

FOGEL: Ja, det skulde du rigtignok prøve paa!

VILHELMINE: Gud! jeg kunde ønske, jeg var Valgerda, bare for at vise, at den faderlige Myndighed har sine Grændser.

FOGEL: Du maa skamme dig, som du taler! det er forargeligt, det er oprørende at høre!

VILHELMINE: Sæt nu, at jeg virkelig var Valgerda, tænk dig for et Øieblik denne Mulighed! hvad vilde du saa gjøre?

FOGEL: Hvad jeg vilde gjøre? ... Men det er umuligt! ... Forresten, det kunde ligne dig, du er forrykt nok dertil. Men det forsikkrer jeg dig, at dersom jeg nogensinde skulde opdage noget Sligt, saa - ja saa vil jeg ikke mere være din Fader, saa gjør jeg dig arveløs.

VILHELMINE: Saa bliver jeg ikke Baronesse.

FOGEL: Lad mig komme bort! (Til Jomfru Blak, som 276 imidlertid er kommen ind, og som han løber paa) . Afveien, Jomfru! Jeg revner af Harme. (iler ud).

✂

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE (undtagen Fogel). JOMFRU BLAK

JFR. BLAK: Gud bevares! Er det nu galt igjen? Jeg kommer her ganske fredeligt for at sige Dem, at Deres Hare er, sandt for Herren, ikke en halv Skilling værd, De kan ikke spise det Jux, men jeg har sat en Kalkun paa Spid, og saasnart den er færdig, kalder jeg Dem tilbords.

CONRAD: Tak, Jomfru! den skal komme tilpas.

JULIUS: Jeg bliver gal over dette Brev! ... Hr. Bertelsen! (raaber til ham) . Har De da slet ingen Idee om, hvorfra dette Brev kommer?

BERTELSEN: Nei.

JULIUS: (bestandig raabende til ham).
Hvordan saae Manden ud, som bragte det?

BERTELSEN: O! det var saadan en Mand som saa mange andre, en pæn Mand i en mørk Frakke.

CONRAD: Der kan du see! det har været Professoren selv.
277

JULIUS: O hold dog op med din Spøg! (Raaber til Bertetsen) . Saae De da ikke, hvor han blev af, hvad Vei han tog?

BERTELSEN: Jo, han gik ad Kroen til, og jeg saae ham gaae ind i den.

JULIUS: I Kroen! Maaskee sidder han der endnu. Afsted! jeg maa have Lys i denne Sag.
(Løber ud).

CONRAD: (raaber efter ham).
Holdt! holdt! tag mig med! jeg vil være din Secundant.
(Løber efter ham).

VILHELMINE: Jeg maa see Udfaldet paa denne Begivenhed.
(Følger de Andre).

✂

OTTENDE SCENE

BERTELSEN. JOMFRU BLAK

JFR. BLAK: (raaber til Bertelsen).
Hvad er det for et Styr? hvad rende de efter, Allesammen?

BERTELSEN: Ja, det veed jeg ikke. Generalen var forskrækkelig vred, det kunde jeg see, men jeg veed ikke, hvorfor. Men det er mig kjært, at de gik Allesammen, 278thi jeg venter her Frøken Judita, hun har Noget at tale med mig om.

JFR. BLAK: Ja, De er en Strik, det har jeg længe mærket, De gaaer saa smaat omkring Frøkenen og gjør Deres røde Hoser grønne.

BERTELSEN: Men er det ikke ogsaa en velsignet Pige?

JFR. BLAK: Jo, det er hun rigtignok.

BERTELSEN: Alle her paa Gaarden elske hende og bære hende paa Hænderne.

JFR. BLAK: Og De staaer ikke tilbage for de Andre.

BERTELSEN: Gud! Jomfru Blak! De læser i mit Hjerte, De er en Menneskekjender.

JFR. BLAK: Ja, det troer jeg, jeg har ogsaa havt mange Erfaringer i mit Liv.

BERTELSEN: Jeg forsikkrer Dem, jeg tænker ofte ved mig selv, at jeg i Grunden er en Daare, der arbeider mod et Maal, som ikke kan naaes. Men paa den anden Side siger jeg mig selv: Hun er dog ikke saa forfærdelig 279 fornem endda, hun er jo ikke Generalens Datter, men hans Søsterdatter, hun er ikke engang virkelig Frøken, uagtet vi Alle af Høflighed kalde hende saadan; Formue har hun heller ikke, og arver vel heller ikke Noget efter Generalen. Skulde det da være saadan en uhørt Dristighed, om et Menneske som jeg beilede til hendes Haand?

JFR. BLAK: Nei, gode Hr. Bertelsen, det veed Gud i Himlen, at der er slet ikke nogen Dristighed i Det. De er jo Theolog, De kan jo faae Præstekald. Hvad skulde der da være iveien fra den Side?

BERTELSEN: O Gud velsigne Dem, Jomfru Blak! De trøster mig og giver mig Mod. Jeg har saa længe gaaet og kæmpet med mig selv, men jeg holder det ikke længere ud, jeg maa have Lys i Sagen og en Ende paa det Hele. Der er dog een Ting, som staaer mig svært for Hovedet.

JFR. BLAK: Hvad er da Det?

BERTELSEN: Ja, Dem kan jeg jo gjerne betroe det; det kunde heller ikke nytte at skjule det for Dem. Seer De, min Hørelse er noget svag, jeg hører temmelig slet, man maa undertiden sige mig en Ting to Gange og i Almindelighed tale nogenlunde høit til mig. Jeg veed ikke, om De har bemærket det?

JFR. BLAK: Jo! jo jeg har.
280

BERTELSEN: Seer De, det er unægtelig en Legemsfeil; jeg veed ikke, om den maaskee kunde staae Frøken Judita for Hovedet og være hende ubehagelig.

JFR. BLAK: Ih! Passiar! Hvad skulde hun bryde sig derom? Jeg har saamænd kjendt et Par Ægtefolk, som levede yderst lykkeligt med hinanden og fik otte Børn, uagtet Manden var stokdøv, meget døvere end De.

BERTELSEN: (rørt).
Ak! er det sandt, Jomfru Blak?

JFR. BLAK: Ja, det veed Gud, det er. Det var netop i den Anledning, at jeg havde det Tilfælde, som De nok veed.

BERTELSEN: Hvilket Tilfælde?

JFR. BLAK: Kjender De ikke mit Tilfælde?

BERTELSEN: Jeg veed ikke, hvad De mener.

JFR. BLAK: Det Tilfælde, som jeg havde hos Greven, paa den anden Gaard?
281

BERTELSEN: Det har jeg aldrig hørt Noget om.

JFR. BLAK: Nei, det er da morsomt, at her er Een, som ikke har hørt den Historie. Saa skal jeg sandelig fortælle Dem den, for den er nok værd at høre. Seer De ...

✂

NIENDE SCENE

DE FORRIGE. MULE

MULE: Hør, Jomfru, det er ret nogle underlige Qvaklerier; man veed ikke, hvad man skal rette sig efter. Sagde De ikke før, at jeg skulde stikke hundrede Asparges til iaften?

JFR. BLAK: Jo, vist gjorde jeg. Hvad er det saa?

MULE: Nu kommer Kokkepigen og siger, at hun skal have to hundrede. Hvilken af Delene er det nu? Den Ene commanderer i Øster, den Anden i Vester, man veed tilsidst hverken ud eller ind.

JFR. BLAK: Da skal jeg, sandt for Herren, snakke med Kokkepigen, det kan hun troe. (Til Bertelsen) . Jeg skal fortælle Dem Historien en anden Gang. (Til Mule) . Kom med!
(Hun gaaer med Mule). 282

✂

TIENDE SCENE

BERTELSEN. Strax efter: JUDITA

BERTELSEN: Gud veed, hvad det var, hun fik Hast med. Men det er ret godt, at hun gik, thi Frøken Judita kommer vist om et Øieblik. (Seer sig om.) Ah! der er hun!

JUDITA: Jeg kommer efter Aftale, Hr. Bertelsen, for at høre, hvorledes mit Ærinde er blevet udrettet.

BERTELSEN: Paa det Punktligste, og, som jeg haaber, meget godt. Jeg gav ham Brevet her paa dette Sted.

JUDITA: Og han læste det?

BERTELSEN: Strax, og læste det siden op for de Andre.

JUDITA: Bemærkede De ikke, hvad Virkning det gjorde paa ham?

BERTELSEN: Saavidt jeg kunde mærke, blev han meget perplex, og mellem dem Alle opstod der en skrækkelig Confusion og Tumult. Generalen gik bort i den største Hidsighed, og lidt efter pilede de Andre afsted, den Ene i Hælene paa den Anden.

JUDITA: Hvor gik de da hen?
283

BERTELSEN: Saavidt jeg troer, gik de Allesammen ind paa Kroen.

JUDITA: Paa Kroen?

BERTELSEN: Ja, jeg skal sige Dem, jeg bildte dem ind, at den Person, som havde bragt Brevet, var siden gaaet ind paa Kroen, og nu kan jeg tænke, at de løb derind for at faae fat paa ham og erfare, hvem han er, eller hvem der har sendt ham. Naar de nu komme stormende derind efter en Person, som ikke er der og ikke har været der, saa ere de istand til at faae knubbede Ord af Kromanden.

JUDITA: Men det har De jo gjort ganske fortræffeligt.

BERTELSEN: Finder De?

JUDITA: (rækker ham Haanden).
Lad mig takke Dem, De har gjort mig en stor Tjeneste. Vær vis paa, at naar der gives Leilighed, skal jeg ikke undlade at gjengjælde Dem Deres Venskab.

BERTELSEN: (idet han kysser hendes Haand).
Gud, Frøken! De gjør mig lykkelig! Maa jeg tale? Vil De høre mig? Maa jeg aabne mine Tanker for Dem?
284

JUDITA: Med Fornøjelse! Tal, hvis De har Noget at sige mig.

BERTELSEN: Frøken! .... Nei, jeg kan ikke! .... Frøken!

JUDITA: Nu vel?

BERTELSEN: Frøken Judita!

JUDITA: Men til Sagen!

BERTELSEN: Jeg kan ikke, jeg kan ikke faae Ordet over Læberne.

JUDITA: Men hvad er det da?

BERTELSEN: En anden Gang! Jeg kan ikke nu.

JUDITA: Nei, siig det hellere strax; ellers gaaer jeg og ængster mig over, hvad det kan være.

BERTELSEN: Nu vel da! .... Frøken Judita! ....

JUDITA: Nu standser De jo igjen.
285

BERTELSEN: De maa ikke afbryde mig, De maa høre mig til Ende. Lover De mig det?

JUDITA: Ja vist, naar De bare vil tale.

BERTELSEN: Frøken! .... Frøken Judita! (Slaaer sig for Brystet) . Frøken! ....

JUDITA: Jeg troer, De har Ret i at opsætte det til en anden Gang, saa kan De imidlertid betænke Dem.

BERTELSEN: Nei, nei! Jeg maa tale nu, nu strax, eller aldrig.

JUDITA: Saa tal da, men siig Noget.

BERTELSEN: Frøken! .... Frøken Judita! ....

JUDITA: Det har jeg hørt.

BERTELSEN: Jeg er ikke gammel.

JUDITA: Nei, det veed jeg nok.

BERTELSEN: De har lovet, at De ikke vilde afbryde mig. Jeg er ikke gammel; jeg er theologisk Candidat med 286 bedste Characteer, jeg kan faae et Præstekald, et godt Præstekald, naar det er Vorherres Villie. Jeg er ikke ond, jeg er snarere god; jeg har ingen slette Vaner og Tilbøieligheder; jeg ryger meget lidt Tobak, jeg smager aldrig Brændeviin. Jeg er et omgængeligt Menneske, jeg er godmodig, jeg er let at regjere; man kan faae det med mig, som man vil, naar man tager mig med Godhed og Venlighed. Jeg vil Intet skjule; jeg har en Feil, men det er kun en Legemsfeil .... (Judita studser og træder et Skridt tilbage) . De skal ikke blive bange, det er ikke saa slemt; jeg mener, at jeg hører ikke godt, men kan det ikke være det Samme? Anseer De det for umuligt at kunne blive lykkelig ved min Side? .... De tier? Svar mig.

JUDITA: Hr. Bertelsen! Jeg beder Dem være overbeviist om min Høiagtelse, men det staaer ikke i min Magt at skjænke Dem mit Hjerte.

BERTELSEN: Hvad behager? hvad var det, De sagde?

JUDITA: (høiere).
Jeg beder Dem være overbeviist om min Høiagtelse ....

BERTELSEN: (vred).
Den bryder jeg mig ikke om. Naar jeg ikke kan faae Deres Kjærlighed, saa vil jeg ikke have noget Andet.
287

JUDITA: (venlig).
De maa endelig ikke være vred. Jeg har et sandt Venskab for Dem.

BERTELSEN: Nei Tak! Surrogater skjøtter jeg ikke om.

JUDITA: Gud! der er Julius! Hvor skal jeg flye hen?
(løber ind i Lysthuset).

✂

ELLEVTE SCENE

DE FORRIGE. JULIUS

BERTELSEN: (som seer efter Judita).
Saa! nu fik hun ogsaa Bisselæder. Alle Mennesker ere da, ligesom de vare forstyrrede i Hovedet.

JULIUS: (som er kommen hurtig ind, slaaer Bertelsen paa Skuldren).
Hr. Bertelsen!

BERTELSEN: (vender sig forskrækket).
Hvad nu?

JULIUS: (raaber til ham).
De maa endelig give mig nogle Oplysninger. Paa Kroen var der slet Ingen.

BERTELSEN: Ja, det er meget muligt. Jeg veed ikke Andet, end hvad jeg har sagt Dem.
288

JULIUS: Det er et Puds, man vil spille mig, og jeg vil vide, hvem der er Ophavsmanden.

BERTELSEN: Ja, jeg veed det ikke.

JULIUS: Jo, De er med i Complotten, Conrad ligeledes; for Alvor kunde han ikke paastaae, at Brevet var fra Professor Arndt.

BERTELSEN: Naa, saa De veed det! Ja, saa kan det ikke nytte, at jeg vil skjule det.

JULIUS: Hvad? begynder nu ogsaa De? Fra Arndt, siger De?

BERTELSEN: Nei, det er ikke mig, der siger det. Jeg havde lovet at tie dermed, men naar De allerede veed det, saa behøver jeg ikke at tie.

JULIUS: Hvad er dog det for Snak? Men hvor er han da, denne Arndt? hvor?

BERTELSEN: Der i Lysthuset.
(Julius vil ile ind i Lysthuset, Judita træder ham imøde).

JULIUS: (forbauset).
Marie!
289

JUDITA: (som gaaer rask hen til Bertelsen).
Det er ikke smukt, at De forraader mig.

BERTELSEN: Jeg har ikke forraadt Dem; han selv sagde, at Brevet var fra Frøken Ahrends.

JUDITA: Nei, han sagde Professor Arndt.

BERTELSEN: Ja saa beder jeg om Forladelse, det var en Misforstaaelse.
(Under det Følgende sætter han sig paa en Havestol, og hviler Hovedet paa sin Haand).

JULIUS: Marie! Jeg staaer som falden fra Himlen! De er her! og det er Dem, som har skrevet dette Brev?

JUDITA: Vær forsikkret om, at jeg ikke skulde have gjort det, dersom jeg havde anseet det for muligt, at De kunde opdage det.

JULIUS: Jeg kan endnu ikke samle mine Tanker. Hvorledes kommer De her?

JUDITA: Jeg boer her, jeg er hos min Onkel.

JULIUS: Er Generalen Deres Onkel?
290

JUDITA: Det er han. Conrad er min Broder.

JULIUS: Deres Broder?

JUDITA: Det vil sige, min Halvbroder; vort Fædrene-Navn er ikke det samme.

JULIUS: Der gaaer et Lys op for mig. O Marie! Jeg kan ikke sige Dem, hvor dette Gjensyn overrasker og rører mig.

JUDITA: At det overrasker Dem, kan jeg let begribe, men ikke, hvorfor det rører Dem.

JULIUS: De har Ret, De dømmer fra Dem selv. Men der gives forskjellige Naturer, der gives Mennesker, hvis Følelser have en dyb Rod, og hvis Erindringer ikke udslettes saa let som Skriften paa en Tavle.

JUDITA: Det var ikke godt Andet, end at der skulde gives saadanne Mennesker. Men der gives vist ligesaa mange, hvis Følelser og Erindringer ere meget løse.

JULIUS: Tvivler De paa, at jeg har elsket Dem?

JUDITA: Nei.
291

JULIUS: Troer De da, at denne Følelse, at denne Erindring er viftet bort, som en Røg for Vinden?

JUDITA: Deres Spørgsmaal forundrer mig. De staaer jo i Begreb med at frie til Vilhelmine.

JULIUS: Og selv om saa var, om mit Hjerte søgte efter en Erstatning for den Tomhed, som vor Adskillelse har fremkaldt .... Men Dem forstaaer jeg derimod ikke. Naar jeg er bleven Dem ligegyldig, hvad kan De da have imod min Forbindelse med en Anden? Hvorfor overvælder De mig med et hemmelighedsfuldt, dunkelt Orakelsprog, som forkynder mig Ulykke og Undergang?

JUDITA: Jeg kan have Grunde, som De ikke aner, til at modsætte mig denne Forbindelse. Og desuden, jeg vil ikke, at De skal bedrages, at De skal blive et Offer for Deres letsindige Enthusiasme, thi Vilhelmine er ikke Valgerda. Vilhelmine er en god Pige, en forstandig Pige, rig paa Kundskaber og Dannelse, men hun er uden Begeistring, følgelig er hun ikke Valgerda. Det undrer mig, at De har kunnet troe det.

JULIUS: O! i dette Øieblik er det mig ligegyldigt, hvem Valgerda er eller ikke er.

JUDITA: Jeg, som ellers aldrig læser Bladene, læste dog hendes Brev, fordi det var fra et Fruentimmer. Jeg 292hørte, at man raillerede over de statistiske Noticer i en ung Piges Mund. Vilhelmine har ogsaa mange saadanne paa rede Haand, men hun bliver stikkende i denne Detail, Valgerda hæver sig over den, og fik - idetmindste mit Hjerte til at banke.

JULIUS: O! saa sympathiserer De jo med mig?

JUDITA: Forundrer Det Dem saa meget?

JULIUS: O Marie! lad mig først sige Dem, at det henrykker mig, men dernæst tilstaae, at det forundrer mig. Thi kan De nægte, at De har stødt mig fra Dem med en Haardhed, med en Kulde, der snarere maatte lade mig formode Deres Antipathie?

JUDITA: Da jeg erfarede, at De havde en saa ringe Mening om mig, var det vel naturligt, at jeg ikke mere nærmede mig Dem med samme Tillid som før.

JULIUS: Hvad siger De? At jeg har en ringe Mening om Dem? Og det har De erfaret?

JUDITA: Nu, ja, jeg kalder det saadan. De anseer mig for ubetydelig, og deri kan De vist have Ret, jeg selv er af samme Mening. Men jeg finder, at De burde ikke have denne Mening, uagtet den er ganske rigtig. De har seet skarpt, men det burde De ikke have gjort. 293 Dersom det var sandt, hvad De saa ofte har sagt mig, saa vilde De have seet mine Feil, mine Indskrænkninger med andre Øine, De vilde have givet min Ubetydelighed et andet Navn, De vilde ikke have kaldet den saaledes.

JULIUS: Jeg veed ikke, om jeg drømmer eller vaager. Jeg skulde have sagt om Dem, at De var ubetydelig?

JUDITA: Ja, det har De.

JULIUS: Aldrig Verden! Jeg skulde have sagt, hvad der aldrig er faldet mig ind, hvad der er det Modsatte af min Tanke? Hvorfra har De det? hvem har bagtalt mig for Dem?

JUDITA: Ingen har bagtalt Dem; det er kun en simpel Beretning om hvad De har sagt.

JULIUS: Til hvem?

JUDITA: Til en Dame, en af mine Veninder.

JULIUS: Den Dame er ikke værdig til at vaere Deres Veninde, thi hun er en Løgnerske.

JUDITA: Nei, deri tager De feil.
294

JULIUS: Saa lidet, at jeg neppe vilde bare mig for at sige hende det selv, ifald hun stod for mine Øine. Hvem er det? Siig mig, hvem.

JUDITA: Det kan jeg ikke, og allermindst da jeg seer, paa hvad Maade De tager Sagen. Var det ikke bedre at være oprigtig og tilstaae Sandheden, saa meget mere som jeg selv giver Dem Ret i Deres Ord? Vil De forsikkre mig om, at De ikke har meent det saa ilde, saa vil jeg troe Dem, uagtet - jeg holder rigtignok ikke af, at De har sagt det.

JULIUS: Hvorledes skal jeg dog overbevise Dem om, at De gjør mig Uret? Der var en Tid, da mit Aasyn, mit Blik overtydede Dem, da De troede mig paa den blotte Klang af min Stemme. Hvor fattig staaer jeg nu for Dem, da disse Midler have tabt al Magt, og De fordrer Beviser, saadanne som en Dommer forlanger dem af en Anklaget, og som det ikke staaer i min Magt at give dem. Men dersom jeg ikke har tabt Alt hos Dem, lige til den sidste, svageste Erindring om den Tillid, De engang viste mig, dersom De, tiltrods for enhver Feil, der kan have været paa min Side, endnu tiltroer mig Ære og Samvitlighed, saa vil jeg ikke ansee de Ord for spildte, som nu ere det Eneste, hvormed jeg kan forsøge en Retfærdiggjørelse. Deres Kulde, Deres forandrede Tone opirrede mig, især da jeg ikke vidste at have forskyldt den. Men jeg vilde ikke bukke under for min Smerte, jeg vilde trodse den, jeg vilde 295opfylde mit Hjerte med en anden Gjenstand, og af Trods maatte jeg søge den største Contrast til Dem. Fra det stille, i sin Sjæls Helligdom indsluttede Væsen vendte min Higen sig mod en Characteer, der traadte stærkt frem og gjorde Effect i den udvortes Verden. Det var et Sværmeri, og det gik over til en Daarskab. Jeg troer, jeg var bleven fremmed for mig selv, jeg var øieblikkelig en Anden; først ved Gjensynet af Dem er jeg igjen bleven mig selv. Den Pige, som jeg, efter min Natur, skal elske, maa besidde ikke de Egenskaber, som falde endog de Profane i Øinene, men den stille, fordringsløse, dybsindige Sjæl, med eet Ord den ædle Qvindelighed, som er Guld uden at glimre, og som der hører en Indvielse til at opdage og forstaae. Kun hende kan jeg ansee for betydelig, kun hun skal have Betydning for mig.

JUDITA: O! hvad De der siger, er Musik for mit Øre. Men - hvad skal jeg da troe om min Veninde?

JULIUS: Hvad De skal troe om hende, har jeg allerede sagt Dem.

JUDITA: Nei, det er umuligt! Hun er virkelig en god, en elskværdig Pige.

JULIUS: Det kan gjerne være, men alligevel kan hun lyve baade for sig selv og for Andre.

JUDITA: Nei, Den, som lyver, er ikke god og elskværdig.
296

JULIUS: Nei og ja! Maa jeg forklare Dem det Hele? Seer De, jeg selv er ubetydelig. Jeg er i en ringe, i en underordnet Stilling, jeg har hverken Formue eller Indflydelse, mine Evner ere ikke over det Almindelige. Jeg er saaledes ikke i Besiddelse af en eneste af de Magter, som skaffe Betydenhed. Efter denne Selvbekjendelse vil De ikke see et latterligt Praleri i Det, som jeg nu vil sige. Thi selv om jeg endnu var ti Gange ubetydeligere, end jeg er, saa kunde dog den Opmærksomhed, jeg engang var saa lykkelig at turde vise Dem, gjerne opvække en anden Dames Misundelse, ikke fordi hun vilde foretrække mig for Andre, men fordi hun selv vilde modtage enhver, endog den ubetydeligste Hylding; og i dette Tilfælde kan selv en ellers god og elskværdig Pige gjerne indlade sig paa en lille Intrigue.

JUDITA: O nei! det vilde jo være afskyligt, det vilde jo være oprørende! .... Og dog, Gud give, det var sandt!

JULIUS: (griber hendes Haand og kysser den).
Tak for dette Ønske! det er allerede opfyldt, thi hvert Ord, jeg har sagt, er Sandhed.

JUDITA: Men Julius, saa opløser jo det Hele sig i et Intet. Alt hvad jeg har ængstet og bekymret mig over ....

JULIUS: Er Intet. Og Alt, hvad der i saa lang Tid har voldet mig den dybeste Græmmelse ....
297

JUDITA: Er Intet.

JULIUS: O søde Intet, som omfatter saa Meget!

JUDITA: Saa Gud skee Lov da for det Intet!

JULIUS: Men hvis De tænker som jeg, da skal herefter hverken et Intet eller et Noget kunne skille vore Hjerter.

JUDITA: (rækker ham Haanden).
Ja, Julius, det gjør jeg.
(Julius kysser hendes Haand; i det Samme vender Bertelsen sig og seer det).

BERTELSEN: (idet han reiser sig).
O jeg beder om Forladelse! jeg har vist været til Uleilighed.

JULIUS: Nei, Herr Bertelsen! ikke i mindste Maade.

✂

TOLVTE SCENE

DE FORRIGE. CONRAD og VILHELMINE

CONRAD: Jo, der er han, og min Søster med, det er godt! - Hør, Julius, jeg har en Ting af Vigtighed at sige dig.
298

VILHELMINE: Tag det dog ikke saa høitideligt, siig ham det kort og godt.

CONRAD: Nu, som du vil. Seer du, Julius, det er egenlig Noget, som du ikke skulde vide, og som Ingen veed, uden Vilhelmine og jeg, og rigtignok ogsaa min Søster. Det skulde være holdt hemmeligt, men din hæftige Fremgangsmaade har kastet Forstyrrelse ind i vore Planer, og jeg har derfor tænkt, at det var bedst at gjøre en Ende paa Forvirringen ved at betroe dig, - at Vilhelmine er min Forlovede.

JULIUS: Din Cousine?

CONRAD: Cousine og Forlovede i een Person.

JULIUS: Min Ven, jeg forsikkrer dig, at jeg ikke har havt mindste Anelse derom.

CONRAD: Nei, det kan jeg tænke, (sagte til Julius) men jeg troer, det var paa Tiden, at du fik det at vide.

JULIUS: (til Judita).
Finder De ikke, at den ene Fortrolighed er den anden værd?

JUDITA: Som De vil.
299

JULIUS: (til Conrad og Vilhelmine).
Maa jeg takke Dem for Deres Fortrolighed, og maa jeg gjengjælde den ved at forestille Dem min Forlovede?

CONRAD: Naa! det tænkte jeg nok, og det haabede jeg.

VILHELMINE: (med Forundring).
Judita!

JULIUS: Hvorfor kalder De hende Judita!

VILHELMINE: Fordi det er hendes Navn.

JULIUS: Nei, hun hedder Marie.

JUDITA: Men ogsaa Judita.

JULIUS: De har jo fortræffelige Navne: Marie tyder paa Deres Fromhed, Judita paa Deres Heltemod.

VILHELMINE: Har Judita Heltemod?

JULIUS: Ja, hun har, Frøken! Med kjæk Haand har hun, uden at jeg vidste det, styret mine forvirrede Planer, og hun har løst Knuden paa den lykkeligste Maade.
300

CONRAD: (til Vilhelmine).
Paa den Maade havde vi egentlig ikke behøvet at betroe ham vor Hemmelighed.

VILHELMINE: Vi bør alligevel ikke fortryde det.

CONRAD: Nei, sandelig ikke! (Til Julius). Du er min Ven, og nu meer end nogensinde. Men Onkel? hvorledes skal vi faae ham paa vor Side? For jer bliver det ikke vanskeligt, men vi, hvordan skulle vi vinde ham, tiltrods for hans hoffærdige Planer?

VILHELMINE: Vi maae passe Øieblikket, naar vi engang træffe ham i godt Lune. Lad mig kun om Det!

CONRAD: Ja, Gud velsigne dig! Dersom du vil paatage dig den Sag, saa er jeg let om Hjertet .... Der kommer han! Og hvor han seer alvorlig og sagtmodig ud!

✂

TRETTENDE SCENE

DE FORRIGE. FOGEL

FOGEL: Hør, Vilhelmine! Du skal ikke sige, at jeg er urimelig og ufremkommelig. Naar jeg indseer, at jeg har forløbet mig, saa skal jeg være den Første til at tilstaae det. Jeg nægter ikke, jeg blev noget hidsig for lidt siden over at tænke paa, at du kunde falde 301paa at skrive Blad-Artikler, og at denne hersens Valgerda kunde være dig. Men jeg har overveiet Sagen nøiere. Dersom du har et Talent, hvorfor skulde du da ikke gjøre det gjældende? Og hvad Valgerdas Brev angaaer, da var det virkelig godt skrevet.

VILHELMINE: Kjære Fader! du beskæmmer mig ved din Eftergivenhed, og det gjør mig kun ondt, at jeg ikke kan modtage din Berømmelse, thi jeg er ikke Valgerda.

FOGEL: Ja, ja, det siger du nu, fordi du vil ikke være det bekjendt, fordi jeg nylig blev vred derover. Men jeg har betænkt mig.

VILHELMINE: Nei, kjære Fader! det er den oprigtige Sandhed, jeg er ikke Valgerda.

CONRAD: Nei, Onkel, det er ikke hende.

JUDITA: Nei, det er virkelig ikke hende.

JULIUS: Nei, Hr. General, det er ikke Frøken Vilhelmine.

FOGEL: Nei vil man høre! De indestaae Alle derfor. Det er i Grunden ærgerligt; jeg var næsten stolt af, at min Datter kunde skrive saadan en Artikel. Men 302 hvordan hang det da sammen med det Brev, som kom til Hr. Hermansen? Og fandt I saa den tydske Professor?

JUDITA: Nei, Onkel, han er reist bort igjen.

CONRAD: Da han blev saa haardt forfulgt fra alle Kanter, saa kom den tydske Krigsflaade og hentede ham.

FOGEL: Den tydske Krigsflaade? Hvordan skulde den komme her? Her er jo ikke Vand.

CONRAD: Jo, Onkel, her er et Gadekjær.

FOGEL: Hvad er det for en Snak? Og naar jeg besinder mig ret, saa troer jeg ikke, at der gives nogen tydsk Krigsflaade.

VILHELMINE: Ganske rigtig! derfor bruger den ogsaa mere Vind end Vand.

FOGEL: Ak, Børn! Jeg er sandelig ikke idag oplagt til at spøge.

CONRAD: Har Onkel havt Ubehageligheder!
303

FOGEL: Saamænd! det er ligesom man tager det til. I dette Øieblik kom Ole ridende fra Kjøbenhavn, og bragte mig et høist besynderligt Brev derfra.
(Tager et Brev op af Lommen, og seer i det).

VILHELMINE: Hvad er det da, kjære Fader?

FOGEL: O! det er forresten ikke Noget at tage sig videre nær. Det er denne Sag angaaende Stamgodset.

VILHELMINE: Nu, hvad skriver man da?

FOGEL: Ja, hvad skriver man? Udflugter. At det ikke kan skee for Øieblikket.

VILHELMINE: Nu vel, det var du jo forberedt paa.

FOGEL: Ja, men at det nok heller ikke kan skee med Tiden.

CONRAD: Saa er da Onkel bleven Kammerherre?

JULIUS: Maa jeg da gratulere Hr. Generalen?

FOGEL: Nei, nei! De skal ikke gratulere, for jeg bliver heller ikke Kammerherre.
304

VILHELMINE: Saa vil netop jeg gratulere.

FOGEL: O bliv mig fra Livet, du, som ikke engang er Valerda! det var min sidste Trøst! (Han synker ned paa en Stol) . Men jeg skal hævne mig! Regjeringen skal komme til at fortryde det.

VILHELMINE: (til de Andre).
Nu er Øieblikket gunstigt. Fader! jeg er forlovet med Conrad; har du Noget derimod?

FOGEL: Hvad for Noget? hvad siger du?

CONRAD: Ja, bedste Onkel! Jeg elsker Vilhelmine; er De vred paa mig derfor?

FOGEL: (efter et Øiebliks Betænkning).
Min Søn! tag hende! .... Hun bliver dog ikke Baronesse.

JULIUS: (til de Andre).
Det gaaer jo fortræffeligt! (Til Fogel) . Hr. General! jeg er forlovet med Deres Søsterdatter.

FOGEL: Ja saa! det er Meget paa eengang. Men jeg siger: Med Fornøielse! De er en flink ung Mand, som er i en god Vei.
305

JULIUS: Hurra! Imorgen reiser jeg til Kjøbenhavn og forkynder min Familie min Lykke.

FOGEL: (reiser sig hurtigt).
Reiser De til Kjøbenhavn? Hør, vil De gjøre mig en Tjeneste?

JULIUS: Ti for een, Hr. General!

FOGEL: Vil De sige mig den berlingske Tidende af og bestille mig et Exemplar af Fædrelandet?

VILHELMINE: Det var Ret, Fader! det kan jeg lide. Men Fædrelandet kan du forresten faae hos mig.

FOGEL: Nei Takl Jeg vil nok have et Exemplar for mig selv.

✂

FJORTENDE SCENE

DE FORRIGE. JFR. BLAK med en lille Pakke i Haanden.

JFR. BLAK: Hr. General, jeg skal hilse fra Ole og sige, at her er endnu en lille Pakke, som han har glemt at aflevere.

FOGEL: En Pakke? fra hvem?
306

JFR. BLAK: Ja, det sagde han ikke Noget om.

FOGEL: O! jeg gider ikke aabne flere Breve eller Pakker idag.

VILHELMINE: Det er vist Noget til mig, Fader! Det er udentvivl fra Juveleren, det er det Garniture, som jeg har ladet oppudse og forandre.

FOGEL: Ja, saa tag du Pakken, og luk den op; jeg gider ikke befatte mig med Noget.
(Kaster sig igjen paa Stolen).

VILHELMINE: (som har hentet en Sax i Lysthuset og klippet Pakken op).
Nei, det er ikke til mig. Hvad er Det? Saadant Noget har jeg aldrig seet før.
(De Andre omringe hende).

CONRAD: Det er jo Topper .... Topper til fire Heste.
(Fogel reiser sig hurtigt og iler derhen).

VILHELMINE: Fader! Har du bestilt Topper til dine Heste?

FOGEL: Aa nei vist har jeg ikke, nei! Jeg har sagt ved Leilighed til Sadelmageren, at naar han engang havde nogle smukke Topper færdige, saa kunde han forhøre 307sig hos mig, men jeg har ikke sagt, at han skulde sende mig dem. - Aa, Jomfru Blak! Tag det Kram væk, og læg det paa Pulterkammeret. Og kan vi saa ikke komme tilbords? for nu begynder jeg at blive sulten. Noget skal et Menneske have.

JFR. BLAK: Jo, Hr. General! Bordet er dækket og Kalkunen er færdig.

FOGEL: Saa lad os gaae og ikke tænke mere paa denne Dags Hændelser, men tømme Glasset paa vore tvende Pars Velgaaende.
(Han gaaer, fulgt af Conrad og Vilhelmine, samt Julius og Judita).

✂

FEMTENDE SCENE

BERTELSEN. JOMFRU BLAK

JFR. BLAK: Tvende Par? Hvad mon det skal sige? - Hr. Bertelsen! Hvad er der foregaaet her, medens jeg var borte?

BERTELSEN: Det veed jeg saamænd ikke, jeg har ikke hørt efter, jeg havde andre Ting i Hovedet.

JFR. BLAK: Hør, veed De hvad? Saa vil jeg begynde, hvor jeg slap, og fortælle Dem mit Tilfælde.
308

BERTELSEN: Aa ja! lad mig da faae det.

JFR. BLAK: Seer De ....

✂

SEXTENDE SCENE

DE FORRIGE. MULE

MULE: Jeg skal hilse fra Generalen og sige, at hvis nu ikke Alle strax komme tilbords, saa skal jeg slaae den store Gongon. (Til Tilskuerne) . Men det behøves vel ikke?
309

Heiberg, Johan Ludvig Valgerda. Lystspil i to acter