Heiberg, Johan Ludvig Poetiske Skrifter

II

Af "Nye Digte" skrev Martensen en Anmældelse, som strakte sig gennem tre Numre af "Fædrelandet", helt udfyldende det ene, delvis de to andre. Medens han gik let hen over Tidsallusionerne, dvælede han til Gengæld saa meget des udførligere ved Idéindholdet, men naar han med Hensyn til dette udtalte, at hvad Filosofien alt længe havde hvisket sine Disciple i Øret, det begyndte Poesien nu at prædike paa Tagene, saa fulgte der i hvert Fald ikke nogen Fortsættelse. Som den fødte Polemiker Heiberg var, med dyb personlig Tilfredsstillelse ved Udøvelsen af Angrebets Kunst, om hvilket Ungdomsdigtet "Vaaren og Freden" i festlige Rytmer aflægger Vidnesbyrd, tog han derimod et Par Aar efter igen sin Samtid for sig til kritisk Vurdering. Det sker i Satyrspillet "Nøddeknækkerne", der udkom i Slutningen af Aaret 1844, og den Baggrund, mod hvilken Tiden denne Gang ses, viser ligesom i det beslægtede VIII Digt "Stjernehimlen" fra 1842 hen til andre Egne af Aandens Rige end den hegelske Filosofi.

Allerede som ganske ung, endnu før han blev Student, havde Heiberg beskæftiget sig med Astronomi; det var ad denne Vej, han ledtes til at gøre Bekendtskab med Tyge Brahe, der blev Genstand for hans tidligste poetiske Forsøg, af hvilke Digtet "Uranienborg" gik over i Litteraturen. Efter at disse Interesser i mange Aar havde hvilet, havde han, som han skrev i 1846 i et Brev til Molbech, i de sidste tre til fire Aar igen optaget dem og følte sig "paany hendragen dertil med en Magt, som jeg ikke kunde modstaae, maaske ikke engang forklare. Men jeg har gjort det, sans comparaison, ligesom en Hund spiser Græs: det har bekommet mig vel, fordi jeg har følt Trang til det. Der gives af og til Perioder, hvori man føler sig i Strid med den omgivende Verden, hvor man ækles over de fleste Stemmer, som man hører, og ikke kan finde nogen Ledetraad gjennem de skrigende Meningers Labyrinth, eller see Maalet for de urolige Gjæringer. I saadanne Perioder er det velgjørende for Sindet at tye til Regioner, som ligge udenfor al denne Snadren og Uro, og hvori Alt gaaer sin Gang, uanfægtet af menneskelig Lune og Vilkaarlighed. Saaledes er jeg kommen ind i Astronomien. Det er skeet for min Sundheds Skyld, ligesom Andre af samme Aarsag gjøre Badereiser, eller tage paa Landet og bruge Grøncuur."

Lignende Betragtninger som de, der her i Brevet til Vennen er holdt i en mere personlig, halvt spøgefuld Tone, havde Heiberg alment og for fuldt Alvor fremsat paa Tryk i en Afhandling, der under Titlen IX
"Det astronomiske Aar" offentliggjordes i hans Aarbog "Urania" for 1844, og i hvilken han lejlighedsvis kommer ind paa Tidens Brøst samt Lægemidlerne derimod. Det er, siger han, "en Kjendsgjerning, at Religionen ikke længere udøver sin beroligende Magt over Lidenskaberne, og at Poesien og den skjønne Kunst, uagtet de høilig prises af Tidsalderen, og udgjøre dens eneste virkelige Fester i Hverdagenes private og politiske Travlhed, dog ingenlunde mægte at bortjage den almindelige Misfornøielses Dæmon og skjænke Gemytterne et Indhold, som kan bringe den moralske Ligevægt under de ydre Omskiftelser tilveie. Det er under saadanne Forhold, at et inderligere Samliv med Naturen især maa anbefales, idetmindste som et beroligende, et dulmende, et Ligevægt bringende Palliativ. Man vil, som jeg haaber, ikke gjøre den Indvending, at Samliv med Naturen kun er mulig for Den, som lever paa Landet, og at de store Stæders Beboere ere udelukkede derfra; thi det er dog aabenbart, at Naturen er i Staden ligesaavel som paa Landet, eftersom der ikke gives nogen Stilling, hvori Mennesket kan adskille sig fra den. Det vilde være en meget indskrænket Betragtning, om man ved Naturen ikke forstod Andet end den grønne Skov; ligesaavel kunde da Kjøbenhavnerne indskrænke Begrebet endnu mere, og sige, at Naturen kun er i Charlottenlund og i Dyrehaven. De himmelske Phænomener ere tilgængelige for Alle, men det er netop disse, paa hvilke det især kommer an i et Samliv med Naturen, fordi det er i dem, at Naturen udøver sine store cosmiske, generelle, aldeles lovbestemte, fra alle Tilfældigheder befriede Virkninger, og derfor Xad den sandselige Vei vækker Forestillingen om det Evige og det Uforgængelige. Jeg vil ikke sige, at Tidsalderen er vanvittig; jeg mener kun, at den er tungsindig, tiltrods for al sin deels virkelige, deels tilsyneladende Letsindighed. Men al Tungsind grændser til Svagsind; og det er min Mening, at der herimod findes Forebyggelse og Helbredelse i det samme Bad, hvori den antike Verden hentede sin beundringsværdige Sindsro og Ligevægt."

Det er disse Tanker, der iført Poesiens Klædebon gaar igen som Grundakkorder i "Nøddeknækkerne", og aldrig er Heiberg vel som Lyriker naaet højere end i dette Værk med dets Høst- og Efteraarsstemning, Vexelsangen mellem Nattens og Mørkets Aander og Satyrernes Hymne til Solguden, det mest storladne Digt, han, selv staaende i Livets Efteraar, har skrevet. Satiren over Samtiden, der udgør Stykkets andet Formaal, er ligesom de tilsvarende Partier af "En Sjæl efter Døden" aristophanisk i Tonen men denne Gang uden bestemte Allusioner; Angrebet holdes ganske abstrakt og symbolsk, men gennemføres med ikke mindre Livfuldhed og Energi. Skoven, til hvilken en Flok Københavnere drager paa Nøddetur, skal forstaas billedligt som Litteratur og Kunst, hvis Frugter Publikum ikke formaar at tilegne sig uden ved Hjælp af Nøddeknækkerne, det vil sige Journalisterne, der giver dem Skallerne i Stedet for Kærnen. Efter at være stedt for de to Gudinder, den himmelske og den jordiske Idé, jages den hele vulgære Hob ud af Skoven, og først da funkler paa ny de evige Stjerner, mens Nattens Tanker raader.

XI