Grundtvig, N. F. S. HAANDBOG I VERDENSHISTORIEN. Middelalderen (Sluttet.)

✂

Sachser og Angel-Sachser.

✂ Ved første Øiekast synes det Syvende Aarhundrede Araberne aldeles overladt, thi under dets Løb var der ikke en Mand i hele Christenheden, der kunde lignes ved Mahomed, og intet Folk udmærkede sig ved Bedrifter, som engang kunde nævnes ved Siden ad Ismaeliternes. Det Ottende Aarhundrede, med sin Karl den Store, viser imidlertid, at der dog, mens Araberne glimrede, langt fra dem i Løn havde udviklet sig noget Stort, og naar vi opdage Sammenhængen mellem den hellige Benedikt, den store Gregor og Tydskernes angelsachsiske Apostel, da gaaer der et Lys op for os, saa vi maae beundre Forsynet, prise Christendommen og tage inderlig Deel i Angel-Sachsernes Levnets-Løb, der i alle Maader danner Overgangen fra Romersk Trældom og raat Barbari til Nordisk Frihed og nyfødt Dannelse. For at imidlertid denne Betragtning kan blive fyldestgjørende, maae vi samle hvad vel Tid og Rum adskiller, men baade gamle Sagn og nye Kiends-Gierninger forbinde: Sachser og Angel-Sachser, Otto den Stores og Morten Luthers Fædre med Winfreds [Wilbrords], Alfreds og Wiklefs1; thi først da see vi den Stamme, det var *1H. »Viklefs;« Ogsaa mange andre Navne staaer i H. med V for W.6 beskikket, ved Christendommens Hjelp, at føre Menneske-Aandens Hoved-Banner I den ny Folke-Verden. Det er nemlig her slet ikke Spørgsmaalet om Christendommens evige men kun om Dens timelige Virkninger, ei om Dens Værd blot for Enkelt-Manden men for hele Menneske-Slægten, og hvad Man da end for Resten dømmer om Winfreds [Wilbrords] Prædiken og Luthers Dogmatik, er det dog lige vist, at de var store Redskaber i Forsynets Haand til at optugte ædle men raa Folkestammer, og til rette Tid1 at bryde de Voxnes Aag, som hemmede den fri Udvikling. Hvor uenige vi derfor end i Kirken kan være om Benediktinerens og Augustinerens Vei til Himlen og Raad til Salighed, maae alle oplyste Folk dog i Skolen blive enige om at ære den Rod, hvoraf de randt, og vi ære os selv, ved at ophøie dem, der saaede med Graad hvad vi høste med Fryd!

✂ Hvordan nu Livet i Old-Tiden havde gestaltet [teet og rørt] sig paa den store Øe i Verdens-Havet, det veed vi ikke, thi af Phønicernes Tin-Gruber skimte vi kun dunkle Spor, og Romerne, som fra Cæsars til Neros Dage med deres Ørne-Kløer stræbde at omspænde Britannien, er ikke de Folk, af hvem vi kan vente ordenlig Beskeed om dem, de kaldte Barbarer, da vi veed, hvor aldeles uefterrettelig deres Oplysning er selv om Old-Tidens Hoved-Folk: Ebræer og Græker. Saavidt vi imidlertid kan skiønne, har det i alt Fald kun været hos de Galiske Stammer, i Wales, i Kornvall og paa Irland, der har været Levninger af Phønicisk Dannelse, medens Stammerne i Østen, som Cæsar kalder Belger, men Engelske Old-Sagn føre med Kong Humber fra Tydskland*), naturligviis har lignet Folkene i Nørre-Leden. For det meget Morskabs Skyld, Man i den senere Middel-Alder havde af Æventyret om Kong Artus ved det runde Bord, maae vi imidlertid lægge Mærke til, at denne Kong Artus eller Arthur, efter de Galiske Sagn, herskede som en vældig Herre ei blot paa Øen men ogsaa over Irland, Norge og hele Norden, saa det er en Skam at ville spise denne Galiske Keiser af med et lille Fyrstendom [Fyrstendømme] i Wales, og det endda paa det besværlige Vilkaar, at han efter sin Død skal slaaes dygtig med Sachserne. Langt heller maae vi da lade det staae ved sit Værd, **) I Læmunds Rim-Krønike, som vel kommer ud en af Dagene. [2. Udg. ... »som, udgivet af F. Madden, kom endelig for Lyset 1847«.] *1H. »til i rette Tid«. 7 om Galerne med deres Arthur har meent en gammel Britte-Keiser, eller dem selv i det Hele, samt hvorvidt det Wælske Rige og ridderlige Væsen engang kan have strakt sig, da det baade er uafgjørligt og kan være os det Samme, aldenstund vi veed, at da Romerne, i Begyndelsen af det Femte Aarhundrede, trak deres Tropper fra Øen og overlod Britterne til dem selv, da var de saalangt fra at indtage Verden, at de meget mere synes ei at have kunnet forsvare sig selv. Her, som saa tit, bedrager imidlertid Skinnet, thi er det vist, at Britterne i Wales forsvarede deres Borgerlige Selvstændighed lige til Slutningen af det Trettende Aarhundrede, og er det ydermere vist, at de endnu i det Nittende har deres eget Tunge-Maal og Bog-Sprog, og følgelig en vis aandelig Selvstændighed, da kan de umuelig i det Femte Aarhundrede have været saadanne modløse Trælle, i Bund og Grund fordærvede Skrællinger, som Man efteæken og Angel-Sachsernes Frem-Skridt, almindelig tænker sig dem. Den rette Sammenhæng maa altsaa omtrent have været den, at Britterne udgjorde den mindste Deel af Landets Befolkning, saa de havde deres Styrke fra Nord-Vest til Syd-Ost, vestenfor Severn og sydenfor Themsen, medens Belger beboede Resten, og hvorliden kiendelig Forskiel Sligt end gjorde under de Romerske Tyranner, maatte Britterne nødvendig faae det at føle, naar de vilde herske i samme Udstrækning [over hele Landet]. Dette fandt de saameget umueligere, som Alting naturligviis ogsaa hos dem under Tyranniet var opløst i Splid og Forvirring, og de dog havde de Nordlige Grændser at forsvare mod Pikterne, de Vestlige Kyster mod deres Skotske Frænder fra Irland og de Østlige mod Nordiske Vikinger. Under disse Omstændigheder see vi strax, at Britterne godt kunde være den kraftigste og mindst fordærvede Stamme i hele Romer-Riget, og dog være nødt til enten at nøies med deres Bjerg-Egne i Wales og Kornval, elier, efter Romernes Exempel, tage Barbarer i Sold.

✂ Hvordan det nu egenlig gik til med Angel-Sachsernes Indkaldelse, hvor de havde hjemme, hvad deres Høvdinger hedd og hvorvidt de var mandstærke nok til at befolke Meer end Borge og Val-Pladse, derom har vi ingen paalidelige Efterretninger, thi Angel-Sachseren Beda skrev først henved tre Aarhundreder senere, Bangor-Munken Gildas, fra Begyndelsen af det Sjette Aarhundrede, som skulde tændt Lys, gjorde derimod kun Blæst med sin Bibel-Kundskab, og hvad vi, saavel 8 hos Britten Nennius, en høist mistænkelig Person, som hos Beda fra det Ottende Aarhundrede, læse om Tiden før An-gel-Sachsernes Daab, er aabenbar kun løse Rygter, som der vel kan slottes Noget af men Intet bygges paa.

✂ Det var, siger saaledes Beda, midt i det Femte Aarhundrede, at Kong Wortigern (efter Navnet ingen Britte) kaldte Angler, Saxer og Jyder til Hjelp, og af dem kom Saxerne fra Old-Saxen, Jyderne fra Jylland og Anglerne fra Krogen (angulus) derimellem, med Odins Ætmænd Hengst og Horsi Spidsen. Disse fremmede Giæster sloges nu vel kiækt med Pikterne, men faldt snart deres Brittiske Værter meget besværlige, da de vilde være Herrer i Huset, saa for at faae Fred, maatte Britterne selv tage Mod og Mands-Hjerte til sig, som de da ogsaa gjorde, under Anførsel af Romeren Ambrosius Aurelianus, og overvandt Angel-Sachserne i et Hoved-Slag ved Bath-Dovn, 44 Aar efter deres Ankomst*).

✂ Naar vi hertil føie, at fra Jyderne nedstamme Indbyggerne i Kent og paa Øen Wight, fra Saxerne de i Essex, Sussex og Vestsex, og fra Anglerne de i Ost-Angeln, Mercia og Northumberland 1, da er det Alt, hvad Beda melder, og det er kun Aarbogen (Sachse-Krøniken) der fortæller, at strax efter Slaget ved Bath kom en Anden af Odins Ætmænd, Kerdik, til Lands2 og grundede Riget i Vest-Sex, og at endelig 547 kom den sidste Vodanide, Id Jeppesøn, til Northumberland.

✂ Naar Sachse-Krøniken, denne Aarbog paa Moders-Maalet, der særdeles udmærker sig fra de Latinske paa Fast-Landet, er begyndt, veed vi vel ikke, men efter Kerdiks Slægt-Register i nedstigende Linie, maa det have været under Alfreds Ætmand Edgar, efter Midten af det Tiende Aarhundrede, og det giver kun daarlig Hjemmel for saa gamle Sagn3, skiøndt det er rimeligt nok, at Indvandringen medtog et heelt Aarhundrede, og det er høist mærkeligt, at kun i Syden see vi de Nykomne støde sammen med Britterne 4.

✂ Hvad »Hengst og Hors« angaaer, da har Englænderne5 nu selv opgivet dem, fordi Navnene betyde »Hingst og Hoppe«, der danne et sært Broderskab, og der kan heller neppe være **) Bedas Kirke-Historie I. 14-16. *1H. her og flere Steder: »Nordhumberland«. *2H. »til Landet[?]«. *3H: »Sager,« *4 2. Udg. »Og det er mærkeligt, at efter Beda var det kun sydlig, og efter Læmund kun nordlig, at de Nykomne stødte sammen med Britterne.« *5H. »Engelænderne«. 9 nogen Tvivl om, at de kun er magede af en angel-sachsisk Skjald til at gaae for alle Nordiske »Hav-Heste« af Sleipners ædle Race; men da Hengst ogsaa nævnes i Frisiske Sagn som Hoved-Mand for Toget, og han besynges som Friser-Høvding under Dansk Høihed i Bjovulfs-Drape, bør han ikke høre ilde for »Horset«, som ikke det oprindelige Folke-Sagn, men kun Skjalde-Lune har parret ham med.

✂ Hvad der skal menes med »Angeln og Old-Saxen« har Man vel tvistedes om, men i Forbindelse med »Jylland« maa det nødvendig blive, hvad vi nu kalde »Slesvig og Holsten«, og Old-Saxen skyldes vel her en Angel-Sachsisk Skole-Drengs Vittighed, der har oversat Holsten, ligesom (H)old-Steen, Saxum antiquum, hvad Læseren har taget for en Bommert, og rettet til Saxonia antiqua. Et ganske andet Spørgsmaal er det, om Man kan lide paa det Ord hos Beda, som ikke er hans, men maa-skee et almindeligt Sagn, maaskee ogsaa kun en enkelt Skrivers Giætning, og her seer Man let, at var det kun ellers ligesaa rimeligt, da kunde Angel-Sachserne for den Sags Skyld ligesaa godt være kommet fra Maanen, som fra Jylland, Slesvig og Holsten. Deres Maal røber dem imidlertid som Mæglere imellem Tydsk og Nordisk, og deres Kvad [viser dem] langt mere end deres Stam-Tavler som Ætraænd af den Odin, der tømde Odhrærir med den stærke Drik til Bunds hos Gunløde, og levnede end ikke Bærmen. Hermed var det nu vel ikke sagt, at Angel-Sachserne nødvendig alle maatte1 være kommet fra Jylland, Slesvig og Holsten, da baade Ost-og Vest-Frisland sagtens har bidraget Sit, men Jyde-Kongerne Vermund og Uffe, tilligemed Slesvigerne Frovin og Vig, i deres Slægt-Registre, vidne dog, i Forening med Sproget og Danmarks Priis i Bjovulfs Drape, at Bedas Efterretning i dette Stykke maa være langt nøiagtigere end Man kunde formode.

✂ Ved at nævne Bjovulfs-Drape, detAngel-Sachsiske Helte-Digt, der i Middel-Alderen forgiæves spørger om sin Mage, har vi i Grunden allerede sagt, hvad der udmærker Sø-Hanerne [de høinordiske Søhaner] fra alle de Folk, der som Land-Krabber kom ind i Romer-Riget: at de nemlig holdt paa Moders-Maalet og lod det ikke, som Gotherne, beroe med et svagt Forsøg paa at føre det i Pennen, men skabde giennem fire Aarhundreder en ny Literatur, der vel ikke, enkelt taget [i og for sig *1H. »maae«. 10 selv], taaler Sammenligning med den Græske, men blev Moder til Sønner og Døttre: den Engelske, den Tydske og Nordens Trillinger, der samlede danne en Bog-Samling, hvormed den Alexandrinske skulde have ondt ved at maale sig. Før vi imidlertid tale mere herom, maae vi nødvendig melde Christendommens Indførelse paa Øen; thi vilde Man end frakiende den al Moder-Ret til den nyfødte Hav-Dronning, var Kirken dog her aabenbar den store Jorde-Moder og Foster-Moder, uden hvem hun enten var blevet kvalt i Fødselen eller vanskabt i Svøbet.

✂ Efter Bedas Sigende var nu Christendommen indført i Britannien under Mark Aurel, men i Bedas Tid tænkde Man sig en Folke-Daab som et Øiebliks Sag, og det veed vi dog, den ingenlunde var i det Andet Aarhundrede, saa, skiøndt Christendommen godt endnu tidligere kan have naaet Britannien, har det dog først været under Konstantin, selv udentvivl født i York, den blev almindelig antaget, og det endda sagtens kun mellem de egenlige Britter og deres Frænder i Irland. Det Eneste, den gamle Kirke-Historie melder om det Brittiske Sogn, er i alt Fald, at der kom Pelagius fra, som i Begyndelsen af det Femte Aarhundrede gjorde Opstyr med sine Lov-Taler over Menneske-Naturen [den fordærvede Menneskenatur] og dens eget Stor-Værk i Salighedens Sag. Dette synes vel at danne en synderlig Modsætning til Bangor-Munkens Straffe-Præken, men det er dog i Grunden ganske rimeligt, at hvem der pukker paa Dyden, kiender den kun slet, og hvem der høilig forundrer sig over gode Gierninger, maa finde dem svære at øve1. Paa den anden Side er det ogsaa ganske i sin Orden, at Britterne, hos hvem Pelagius skal have fundet meget Bifald, ingen Uleilighed gjorde sig med Angel-Sachsernes Omvendelse; thi deels troer Man selv ikke synderlig paa Christus [Frelseren], naar Man tvivler om, hvorvidt Man trænger til ham, og deels er aabenbar Menneske-Naturens Fald og Opreisning Sjælen i den Mosaisk-Christelige Anskuelse, saa naar Man tager dem bort, slaaer Man den ihjel, og det gaaer naturligviis med Christendommen som med Alt hvad der drager Aande, at efter Døden forplanter den sig ikke. Om da ogsaa Britterne, for, om mueligt, at indpræke deres Fiender den »Sagtmodighed og Ydmyghed af Hjertet«, de selv *1 2. Udg.: »... rimeligt, at hvor man søger Vindruer paa Tjørne og Figen paa Tidsler, der finder man mindst af begge Dele«. 11 fattedes, vilde stræbt paa deres Viis at christne Angel-Sachserne, vilde det dog neppe lykkedes; thi verdslig Fordeel kan den Stærkere jo aldrig vente af den Svageres Tro, og hvem der var saa levende inde i Asa-Dramet og Valhals-Mytherne, som vi maae tænke os Angel-Sachserne, kunde umuelig finde noget Tiltrækkende i en Pelagiansk Christendom, der maatte synes dem en kraftløs Skygge af deres egen Nordiske Livs-Anskuelse, der drev dem som Odins Slægt til daadfuld Kamp for Udødeligheden.

✂ Efter Midten af det Sjette Aarhundrede aabnede der sig imidlertid Udsigt for Evangeliets Prædikanter til at faae Øren-Lyd hos Angel-Sachserne; thi Kong Ædelbert i Kent, Ætmand af Hengst i fjerde Ledd, som herskede fra Havet til Humber, havde ægtet en Frankisk Prindsesse og ved den Leilighed lovet at taale en Christen Bisp og Christelig Guds-Tjeneste hos sig. Til ham blev derfor ogsaa Augustin og hans Medhjelpere sendt, med Anbefaling fra Dronning Brynhild, og fik strax Lov til at giøre deres Bedste; men skiøndt Kongen selv og Endeel af Folket lod sig døbe, saa Augustin kunde indvies til den første Ærke-Bisp i Canterbury, tegnede det dog for vore Øine kun maadelig med Christendommens Udbredelse i disse Lande-Mærker. Augustin var nemlig vel en from men ingen høibegavet Mand, maatte bruge Frankiske Tolke, og kunde slet ikke formaae Britterne enten til at døbe og holde Paaske efter den Romerske Alter-Bog eller til at tage sig af Missjons-Værket, og han døde desuden snart, Man regner samme Aar som Gregor den Store (605), der ogsaa, skiøndt legemlig fraværende, var Sjælen i det Hele*).

✂ Saasnart den gamle Ædelbert, meer end Jubel-Konge, var hensovet (616), lod det ogsaa til, at Værket skulde reent gaaet overstyr, thi hans Søn, som ægtede sin Stif-Moder, følde godt, det rimede sig ikke med Christendommen, og den ny Ærke-Bisp, der nu blev forladt af alle sine Medhjelpere, stod selv paa Springet at følge dem over Havet, saa, efter hans eget Sigende, maatte St. Peder i Søvne pidske ham til at bie; men det hjalp dog ogsaa lidt paa Kongen, saa han forligde sig med Kirken, og da hans Syster Ædelburg blev gift med Kong Ed-vin i Northumberland, fandt Christendommen derved aabenbar sin retie Angel-Sachsiske Virke-Kreds. Samme **) Bedas Kirke-Historie I. 23-26. II. 2. 3. 12 Edvin Elling 1, ogsaa en Vodanide, tilstod nemlig ikke blot Prindsessen og hendes Præster fri Religjons-Øveise, men lovede ogsaa selv at lade sig døbe, naar Man kunde overbevise ham og hans Raad om at Christendommen var helligere og mere himmelsk end deres gamle Tro, hvad da nu blev Paulins Sag, der som Biskop fulgde Ædelburg og kunde ventelig Landets Sprog, da han alt havde opholdt sig der over tyve [endeel] Aar*).

✂ Egenlig hører det nu vel til Kirke-Historien at fortælle, hvordan Christendommen fik Indpas i Northumberland, men da det i alle Henseender havde vigtige Følger og hører ingenlunde til Hverdags-Begivenhederne i Middel-Alderen, maae vi dog et Øieblik dvæle derved.

✂ En Snig-Morder, sendt fra Kong Kvikhelm i Vest-Sex, havde paa en hellig Paaske-Dag stræbt at rygte sit Nidings-Ærende, og var kun forhindret deri ved Litle 2, en af Kong Edvins tro Mænd, der, da intet Skjold var ved Haanden, tog Stødet af med sit Bryst og offrede sit Liv for sin Drot. Næste Dag gjorde Dronning Ædelburg Barsel med en lille Pige, og hende tillod Edvin, der, trods sin Tjeners Troskab, var farlig saaret, blev [at blive] døbt, og lovede derhos, at vilde Christus skaffe ham Helbred og Seier over hans Avinds-Mand, vilde han ingen anden Gud dyrke. Da han nu kort derpaa baade kom sig, overvandt Kvikhelm og indtog Vest-Sex, holdt han ogsaa op at dyrke Afguderne, men kunde dog endnu ikke bestemme eller bekvemme sig til den Ydmygelse, Daaben syndes ham at kræve, da det ventelig er faldet ham paa Sinde, hvad der lyder ved Daaben: uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige! Han sad imidlertid tit hele Timer, uden at mæle et Ord, og overlagde med sig selv, hvilken Tro der var den bedste, og som han engang saaledes sad, gik Biskop Paulin hen til ham, lagde sin Haand paa hans Hoved og spurgde ham høitidelig, om han vidste, hvad det betød? Det slog Kongen, saa han sank i Knæ, thi for en halvsnees Aar siden, da han var landflygtig hos Kong Redvald i Ost-Angeln, vidste at Redvald stod paa Nippet at udlevere ham til hans Avinds-Mand, og gad dog ikke længer frelse sig ved Flugten, da havde han en Nat det Syn, at der kom en himmelsk En til ham, og spaaede ham Liv og Lykke med kronede Dage, men lagde saa **) Bedas Kirke-Historie II. 5-7. 9. *1H. »Ælling,« *2H. Lille,« 13 Haanden paa hans Hoved og sagde: vil du være taknemmelig, saa troe den, der giør saaledes ved dig igien!

✂ For sin Person var Kong Edvin nu fuldt og fast besluttet til1 [bestemt paa] at lade sig døbe, men [han] sammenkaldte dog først sine Raadsherrer og Oldermænd, for at see, om ikke Nogen af dem vilde giøre ham Selskab, og ved denne Leilighed sagde En af dem: jo, Konge, kan den ny Lærdom give nogen vis Beskeed om Evigheden, da er den al Ære værd, thi Livet her i Verden seer ud for mine Øine, ligesom naar en Spurv flyver ind ad den ene Dør og ud ad den Anden, giennem Hallen, hvor du sidder til Høibords med dine Stormænd og sidder lunt ved Baalet paa Arnen, mens det regner og sneer og stormer herude: Spurven har det godt nok, mens den flyver igiennem, men det er kun et Øieblik, og ligesaadan gaaer det med os, som veed ikke, hvor vi kom fra og hvor vi skal hen. Dog, endnu mærkeligere var det, at Ypperste-Præsten eller Hof-Goden, Kæf, gav Asa-Læren det daarlige Lov, at jo mere han i den søgde Sandhed til Salighed og et evigt Liv, desmindre fandt han, og bød sig derfor til selv at være den Første, som vanhelligede det Tempel og Alter, han før havde været ivrigst i at ære og fredlyse. Som Hof-Gode maatte han hverken bære Vaaben eller ride paa Andet end en Hoppe, men nu spændte han med Flid Sværd ved Lænd, og satte sig paa Kongens Strids-Hingst med et Spyd i Haanden, saa Folk tænkde han var gaaet fra Samlingen, til de saae, han reed lige til det store Offer-Sted ikke langt fra York, som hedd Godmundingham (Gudværn), stak Spydet til Helligdommen og bød sine Ledsagere rive den ned med samt hele Indhegningen*).

✂ Næste Paaske-Dag (627) blev Kong Edvin døbt, med hele sit Raad og mange Andre, og saaledes stimlede Folket i den Egn sammen for at høre Guds Ord, at Paulin, den første Ærke-Bisp i York, da han var med Kongen og Dronningen paa deres Gaard Yeverin, ei kunde giøre Andet i 36 Dage [i hele fem Uger] end prædike og døbe, og det var ligedan paa den anden Kant af Riget, ved Catterick (i North Riding) hvor han døbde i Svale-Floden**).

✂ Saaledes greb da Anglerne i Northumberland Korset med Glæde i de samme Dage, som Mahomed reiste Banner imod **) Bedas Kirke-Historie II. 5. 9, 12-13. ***) Sammest. II. 14. *1 »til« mgl. i H. 14 det, og skiøndt Edvin snart (633) faldt ved Heathfield i et Slag mod Britte-Kongen Cedvalla og den hedenske Vodanide Bent (Penda) fra Mercia, og skiøndt Paulin flygtede med Enke-Dronningen Ædelburg hjem til Kent, saa tog dog Ingen af dem Northumberlands Christendom med sig; thi Jakob Degn, som blev tilbage, kunde baade præke og synge, og Peders-Kirken i York, som Edvin havde begyndt at bygge af Steen, fuldførde Sønnen af hans Medbeiler, Kong Osvald, som blev hans Eftermand og Northumberlands Helgen*). Vel faldt ogsaa Osvald for Bent Hedning, men Bent faldt igien for Osvalds Broder Osvig; i Midten, af det Syvende Aarhundrede var Christendommen indført overalt, og det er høist mærkeligt, hvad vi læse om Kong Kenvald i Vest-Sex, at skiøndt han havde en meget lærd Mand til Biskop i Dorchester (ved Oxford), blev han dog kied af det fremmede Sprog [Kirkesprog], som han ikke forstod, og lod en Angel-Sachser, ved Navn Ven (Wine), vie til Biskop i Winchester**). Vel er det nemlig en vanskelig Sag at finde dygtige Biskopper mellem Folk, der nys var Hedninger og end er raa, og den gode Ven, Kenvald greb i Blinde, var ikke af de Bedste, thi da han snart blev usaattes med sin egen Konge, kiøbde han Bispe-Stolen i London af ham i Mercia; men Isen blev dog brudt, snart (644) fik Rochester en værdig Indfødt til Paulins Eftermand, og Hoved-Sagen for et Folk, der har nogen Aand, er det dog immer, at Moders-Maalet holdes i Ære og bliver ved at være Aandens Tale-Rør i Tempel saavelsom paa Thinge, og kun fordi Angel-Sachserne følde det, blev de Middel-Alderens Vidunder. Allerede ved Mercias og Ost-Angelns Daab finde vi næsten lutter Engelske Prædikanter, og selv Canterbury begyndte at faae indfødte Ærke-Bisper, men de kunde ingen ret Myndighed vinde i de urolige Tider, saa det var i alle Maader en Lykke, at Wighard, som var sendt til Rom for at indvies, døde der (667) tilligemed sine ypperste Ledsagere. Derved fik nemlig England ikke blot en myndig, men en mesterlig Ærke-Bisp i den lærde Græker Theodor, Byes-Barn med Apostelen Paulus, som, tilligemed hans Høire-Haand, Afrikaneren Adrian, holdt saaledes Skole paa Øen, at Beda forsikkrer, han havde selv kiendt Discipler af dem, hvoriblandt Biskop Tobias af Rochester, der kande baade Latin og Græsk som deres Moders-Maal. Med Rette siger **) Bedas Kirke-Historie II. 14. 16. 20. III. 1. 6. 9-13. ***) Sammest. III. 7. 21. 15 derfor den Angel-Sachsiske Historie-Skriver: det var de deiligste og de lyksaligste Dage, der oprandt, siden Angler giæstede Bretland; thi vi havde vældige christne Konger, for hvilke de Fremmede skjalv, Folket lyttede med Glæde til de nye Tidender om Himmerigs Herlighed, og hvem der havde Lyst til Lærdom, fandt hellige og snilde Mestere ved Haanden*). Det var heller ikke blot et Øieblik, Øen kunde fryde sig ved saadanne Mestere, thi Theodor virkede der i 21 Aar og Adrian i 39, saa det var i Bedas egen Tid (690 og 708) de Begge hensov**).

✂ Dog, der fattes endnu eet Træk til at fuldende Maleriet af England i det Syvende Aarhundrede, og det er Hoved-Skjaldene Kædmund i Northumberland og Oldhjelm (Aldhelm) i Vest-Sex, som ei blot slog Harpen engang til Fryd og Gammen, men er hos Angel-Sachserne hvad Homer og Hesiod var hos Grækerne: de himmelske Mund-Harper, hvis Tone-Strøm blev for de følgende Slægter Begeistringens [Skjaldskabens] Kilde.

✂ Indtaget af Fordorn for »Classikerne«, og vildfrernmet for Nordens »Hjærøe og Brage,« som den lærde Verden hidtil har været, synes det maaskee endog latterligt at bruge saadanne Tale-Maader om et Par Riim-Smede fra Middel-Alderen; men derfor er det dog lige vist, baade at det høie Harpe-Slag paa Anguls-Øen i det Syvende Aarhundrede beviser, der var Liv og Aand, trods mellem de Araber, som dengang fængslede Verdens Opmærksomhed, og derhos, at al den følgende Sang, der stiler høiere og stikker dybere end Arabernes, maa udledes ei fra dem, men fra den Aand der var over Kædmund og Oldhjelm og fra det Evangelium, Angel-Sachsernes Prædikanter udbredte i den Nordiske Halv-Verden.

✂ Om Kædmund fortæller Beda, at han var en ringe Person i Verdens Øine, kunde ikke læse og havde, til han blev aldrende, ei engang lært en Vise, saa naar i et godt Lag Raden kom til ham at synge En, stod han op og gik sin Vei; men at saa en Nat, da den Skam igien var gaaet ham over, drømde han, der kom En til ham og sagde: Kædmund! syng mig en Vise! og da han blandt Andet indvendte, han vidste ikke hvorom, da sagde den Anden: syng om »Skabelsen«! Da stemmede Kædmund op i Drømme og huskede grandt, da han vaagnede, hvordan det lød, satte Endeel til i samme Tone og fortalde om Morgenen sin Oldermand det Hele. Nu var der dengang **) Bedas Kirke-Historie III. 20-22. IV, 1-2, V. 23. ***) Sammest. V. 8. 21. 16 i Strynshalk (ved Whitby) en hellig Abbedisse af ovenmeldte [ovennævnte] Kong Edvins Slægt, hvem Folk sædvanlig kaldte »Moder Hilde,« og hende gik Oldermanden til med Kædmund og lod ham fortælle den hele Begivenhed, hvorpaa Hilde sammenkaldte alle de Lærde i Egnen, som prøvede Kædmund, ved at fortælle ham en Bibelsk Historie og lade ham sætte den paa Vers, og kom saa til den Slutning, at saavel Drømmen som Sangen kom fra vor Herre. Derpaa overtalde Moder Hilde Kædmund til at gaae i Kloster og satte Nogle til at lære ham Bibel-Historien, og Alt hvad han lærde satte han saa deilig paa Vers, at hans egne Lærere gjorde sig en Fornøielse af at lytte til det og skrive op hvert Ord han sagde. Saaledes besang han, foruden Skabelsen og det øvrige Indhold af første Mose-Bog, Israels Udgang af Ægypten, Herrens Kiøds-Paatagelse, Lidelse og Himmel-Fart, den Hellig-Aands Udgydelse, Apostlernes Prædiken, Domme-Dag, Helvedes Pine og Himmerigs Glæde, men om verdslige og forfængelige Ting hverken kunde eller vilde han synge*).

✂ Denne mærkelige Tildragelse, som fandt Sted ved Bedas Fødsels-Tid, (thi Moder Hilde døde 680) er vel ingen Stats-Begivenhed, men det er den Nordiske Poesies Opstandelse i Christen-Tøiet efter dens Begravelse i Daaben, som i alle Retninger var af saa store, uberegnelige Følger for Udviklingen i den ny Folke-Verden, at den ingenlunde kan forbigaaes i den ny Skabelses-Bog, som Middel-Alderens Historie er. Om derimod den saakaldte »Cædmons Paraphras« vi endnu har, er ægte eller uægte, det er selv i Bog-Historien kun en Bisag, da Virkningen blev den samme, og her kan det kun bemærkes i Forbigaaende, at Tiden sikkert har levnet os Brud-Stykker af Kædmunds Høi-Sang, skiøndt de, som Middel-Alderens Kæmper og Skjalde saa let, er kommet i meget slet Selskab.

✂ Med Oldhjelms (Aldhelms) Sang veed vi ikke nær saa god Beskeed som med Kædmunds, thi vel giver Beda ham et godt Lov, som en meget lærd Mand, der gjorde prægtige Latinske Vers, men taler ikke et Ord om hans Angei-Sachsiske Digter-Aare [Skjaldeaare], og vi, som godt veed, hvor dybt de stive Latinere sædvanlig stikke i Poesien og Moders-Maalet, maatte da paa fri Haand kun have meget ringe Tanker om Skjaldskabet hos den sprænglærde Biskop i Sherborne**).

**) Bedas Kirke-Historie IV. 24. ***) Sammest. V. 18. 17

✂ Hjemmels-Manden for dets Ypperlighed: Vilhelm af Malmesbury fra det Tolvte Aarhundrede, er ogsaa meget for ung til at overbevise os, saa naar vi ikke havde et gammelt Angel-Sachsisk Helte-Digt, der næsten nødvendig maatte giøre sin Forfatter navnkundig, kunde vi ikke synderlig ændse, hvad Vilhelm 1 efter en vis Alfred 2 melder, at Oldhjelm var som Engelsk Digter aldeles mageløs, hvad enten det gjaldt om at sammensætte Kvad eller at synge og fremsige dem. Nu derimod, da vi i »Bjovulfs-Drape[n]« har et saadant Mester-Stykke fra Middel-Alderen, maae vi nødvendig blive opmærksomme paa dette Vidnesbyrd, især, da der udtrykkelig tilføies, at der var et Kvadi Folke-Munde, som almindelig tillagdes Oldhjelm, skiøndt Indholdet3 var Tant, saa det maatte undskyldes med Tidens Pinagtighed, som nødte den hellige Mand til at synge Noget for den raa Almue, som de gad hørt, for efterhaanden at faae Øren-Lyd til bedre Ting*). Denne Forklaring i Munke-Stil passer nemlig særdeles godt paa et Kvad, der dreier sig om Grændel Trold, hans Moder, den Hex, og Ild-Dragen Stærk-Hjort, der rugede paa Oldtids Skatte, og saalænge vi derfor ikke veed nogen anden Mester for det Nordiske [høinordiske] Helte-Digt, faaer Oldhjelm tage sig Skylden paa og trøste sig ved, at Meget, som Munke, selv i en god Mening, kaldte Tant, ei blot kan tækkes den raa Almue men selv forbause og indtage den Lærde.

✂ Oldhjelm døde, ligesom hans Lærer i Latinen, Abbed Adrian, i Begyndelsen af det Ottende Aarhundrede (709), og nu saae Man i Beda den Ærværdige, i Ælkvin (Alcuin), men fremfor Alt i Wilbrord, Winfred og deres troe Stald-Brødre, hvor store Ting der i Løn var udrugede og opelskede paa Øen; thi i Beda fik baade Kirken en Nordisk Historie-Skriver og Vester-Leden en ny Lære-Fader, hvis Navn gik med Priis giennem Middel-Alderen; Ælkvin tog, som Karl den Stores Ven og Lærer, Deel i hans Udødelighed, og Evangeliets Angel-Sachsiske Prædikanter indgiød Tydskland det evige Livs Haab, medens4 det lysende Exempel, Anglerne gav, paa en levende Opfattelse af Christendommen og en heldig Uddannelse af Moders-Maalet, fik afgiørende Indflydelse baade paa Tydskland og paa det høie Norden.

**) Vilhelm af Malmesbury i Bispe-Krønikens 5te Bog. *1H. »Villiam«. *2H. »Ælfred«. *3H. »Indholden«. *4H. »medens i det Hele«. 18

✂ Det gik for Resten i England da som nu, at det ei var nær saa vigtigt der som andensteds, hvad Kongerne hedd eller hvad de vilde; thi Angel-Sachserne vedblev ogsaa paa det Tørre at betragte dem, som djærve Vikinger betragte deres Høvding, ingenlunde som Den, der skal kæmpe, tænke og handle for dem, men kun som Formand i Krig og mere venlig Raad-Giver end stræng Lov-Giver i Fred. Selv følde de baade Drift og Mod og Størke til at kæmpe og handle paa fri Haand og taalde derfor ikke synderlig fremmed Indblanding enten af Præst eller Drot i deres daglige Liv og huslige Sysler, hvoraf Følgen vel blev et borgerligt Virvar, men en fri og levende Virksomhed til alle Sider, som Menneske-Aanden forholdsviis maatte fryde sig ved. Uagtet derfor mange af Vodaniderne udmærkede sig deels ved drabelig at svinge Sværdet og deels ved ydmyg at ombytte Septeret med Pilgrim-Staven og Ridder-Salen med Munke-Buret, er der dog, efter Edvin og Osvald i Northumberland, ingen Konge, der ret rager frem i sin Tid, før Kong Ælfred i Vest-Sex, og selv han synes langt meer at have gjort Opsigt, som en Ædling, ved besynderlig Skæbne og sjeldne Egenskaber, end som en Over-Drot1, ved stor Indflydelse paa sin Omkreds. Det staaer rigtignok i alle vore Haand-Bøger, at hans Far-Fader, Egbert, der enstund som Flygtning havde opholdt sig hos Karl den Store, var selv en stor Mand, som forenede alle de syv Riger og blev Engelands første Stol-Konge, men skiøndt den Snak er saa gammel som Vilhelm af Malmesbury, er det dog kun Snak; thi Sachse-Krøniken baade siger og viser, at Egbert kun var Over-Konge, ligesom Edvin og Ædelbert fordum, og regner ham desaarsag for den Ottende i sit Slags. At han og de følgende Konger i Vest-Sex havde færre indenlandske Med-Beilere til Magten, iaae da blot i den Omstændighed, at Vodaniderne for Resten omtrent uddøde med det Ottende Aarhundrede, og de Nordiske Vikinger, som netop fra Egberts Dage blev ved at husere ei blot paa Kysterne men trindt i Landet, bevidne bedst de saakaldte Stol-Kongers Afmagt.

✂ Naar vi imidlertid huske, at Engelands 2 Plante-Skole for Christendorn og folkelig Vidskab var den Eneste i sil Slags og Vester-Leden uundværlig, da afvinder den lange, kiedsommelige Viking-Feide paa Øen os en egen Deeltagelse, thi det er aabenbar en Livs-Sag for den nyskabte Verden, om de Nordiske *1H. »en Drot«. *2H. »Engeland som«. 19 Hedninger ved denne Leilighed skal opsluge Christenheden eller indlemmes i den. Vel er vi ikke spændt paa Opløsningen, da den for længe siden har reddet Verden og æret Forsynet; men Kong Ælfred, hans Søn Edvard og Sønne-Søn Ædelsteen (Athelstan), hvis Levnet og Bedrifter paa den afsides Øe ellers neppe vilde tildrage sig vor Opmærksomhed, blive dog, under disse Omstændigheder, som Christenhedens og Dannelsens Lande-Værger, universalhistoriske Personer. De sad nemlig paa Thronen over i to Menneske-Aldere (871-941), og i Ælfreds første Dage satte Hedningerne sig ikke blot ordenlig ned i Ost-Angeln og Northumberland, men huserede saaledes, at den lille Øe Athelney (i Sommerset-Shire) var engang Alt hvad Ælfred eiede*); da derimod ved Ædelsteens Død hele Øen ligeop til Skotte-Havet lystrede hans Septer.

✂ Om vi end kunde hitte Rede i alle Kong Ælfreds Tog mod Vikingerne, hvad dog allerede Vilhelm af Malmesbury fortvivlede om, vilde det vist nok ikke lønne Umagen, da de Blod-Bad for vore Øine allesammen ligne hinanden som to Draaber Vand; men i en Sum tilligemed Edvards, et i det Mindste hvert Aar, er de godt værd at lægge Mærke til, som Forbud paa det store Hoved-Slag under Ædelsteen, hvorom der staaer i Kæmpe-Visen1, at Mage til Birtings-Bad var hverken seet eller spurgt paa Øen, siden Angler først giæstede Bretland.

✂ Ædelsteen, som vilde raade ene, havde nemlig fordrevet Kong Olav (Anlaf) fra Northumberland og lagt sig ud med Konstantin Skotte-Konge, og de havde samlet Alt hvad der sværmede om paa Havet, for at knuse ham; men han mødte dem ved Brunborough (Brunanburh), efter Henrik Huntingdons Sigende, i Mercia, og sloges med dem saalænge, til der laae fem Konger og syv Jarler paa Val-Pladsen, hvorpaa baade Olav og Konstantin hardtad folkebare tog Flugten med Skamme**).

✂ Dette Slag stod omtrent 940, og det bedste Beviis paa, at hverken Skjalden eller Annalisterne har overdrevet Seiren, er, at vi i hele 40 Aar derefter næsten slet intet høre til Vikingerne, men see, at deres Høvdinger ei engang kan forsvare sig i Northumberland. Først i Slutningen af det Tiende Aarhundrede, **) Ælfreds Levnet af Asser og Sachse-Krøniken under Aar 876. ***) Sachse-Krøniken under Aar 938. Henrik Huntingdons Krønike V. (hos Savile) 353. *1 Se Grundtvigs udv. Skr. III. 428-32. 20 under den feige og lumpne Ædelred, bliver det Alvor iglen, med Olav Tryggesen fra Norge og Sven Tveskiæg fra Danmark; men da tjener den Angel-Sachsiske Thrones Fald netop til at befæste Christendommen og udbrede Dannelse i Norden.

✂ Egenlig hører det vel nu til Kirkens og Skolens Historie at beskrive Anglernes Prædiken og Boglige Konst; men deels nytter det aldrig at forudsætte som almindelig bekiendt hvad hardtad Ingen veed, og deels kan vi i Middel-Alderen, da de nye Stater først ved Hjelp af Kirken og Skolen skulde skabes, aldrig uden Skade tabe disse af Sigte.

✂ At nu Ælfred (Alfred), der i fjortende Ledd nedstammede fra Vodaniden Kerdik, som først gjorde Landgang i Vest-Sex, var paa en Maade Stifter af Høi-Skolen i Oxford og indkaldte, saavel fra Wales som fra Frankrig, alle de Lærde, han kunde opspørge, det kunde være smukt nok af ham, men vilde her ikke engang sige saameget som at Karl den Store indkaldte lærde Angel-Sachser. Ved at stirre paa Sligt kan Man endogsaa let komme paa Vild-Spor, som om Engeland, i det Niende Aarhundrede, langt fra at være Dannelsens Moder-Skiød, trængde til at skruphøvles af Vælsk-mænd og Franker; men vi skal see paa Moders-Maalet, som dengang i Vester-Leden havde slet ingen boglærde Dyrkere undtagen Angel-Sachserne, og en enkelt Tydsker, som havde lært af dem. Det var, hvad Kædmund og Oldhjelm spaaede, og skiøndt de Lærde ikke godt kan lide, Man siger, de med Moders-Maalet ikke kan giøre Andet end humpe efter, hvor Skjaldene paa Vinger har viist Vei, saa er det dog meget naturligt, baade at de der flyve komme raskest1 afsted, og at Menig-Mand gider heller hørt paa dem der synger end paa dem der staver. Hvor Man derfor nogensinde skal faae Bøger paa Moders-Maalet, som er værd at læse, maa Man, som vi læse om Kædmunds Lærere, først høre Sange, Man faaer Lyst til at skrive op, og saadanne opskrevne Sange synes indtil Ælfreds Tid at have været de eneste Angel-Sachsiske Bøger. Baade siger han det saa omtrent i Konge-Brevet, han lod følge med Oversættelsen af Gregor den Stores Hyrde-Bog (Pastorale), og om ham selv læse vi, at til han var tolv Aar, havde han aldrig havt Bog i sin Haand, men da viiste hans Moder Aasberg, Mund-Skiænken Aslak Jydes Daatter, ham og *1H. »hurtigst«. 21 hans Brødre en Angel-Sachsisk Verse-Bog med et meget pænt Titelblad1 og sagde, at hvem af dem der først kunde lære den, maatte have den til Arv og Eie. Da ledte Ælfred sig selv en Skole-Mester op og slugte snart Bogen, da han var godt vant til at lære Vers udenad, og den Slags Læsning stræbde han ogsaa siden at faae almindelig udbredt*). Det er Vælskmanden Asser, indkaldt af Ælfred og gjort til Biskop i Sherborne, vi maae takke for denne Oplysning, og da han ovenikiøbet skrev paa Latin, har han naturligviis ikke sagt os, hvad det var for et Kvad, Ælfred lærde at læse af, medens hele Talen viser, der har været Endeel at vælge imellem; men vi, hvem Tiden kun har levnet Eet, som en letnem tolvaars Dreng kunde lære med Fornøielse og faae Lyst til at læse af, vi maae nødvendig tænke paa Bjovulfs-Drape[n], der i det Mindste giør os Sagen meget forklarlig. At dette Helte-Digt, skiøndt det først i nærværende Aarhundrede har begyndt paany at komme for Lyset**), dog maae være ældre end Ælfred, skiønner Man let af indvortes Grunde, og en Nordisk Historie-Skriver raaa nødvendig gribe Leiligheden til paa det Varmeste at anbefale et Digts Læsning, der endnu kun er lidt bekiendt og er dog ikke blot i historisk Henseende Guld værd, men bliver, ligesom de Homeriske Digte, beslægtede Naturer kiærere, jo tiere det læses, og burde derfor være alle disse ligesaa bekiendt fra Barns-Been, som Hine var de gamle Græker. Man finder nemlig her ikke blot lutter Nordiske [høinordiske] Old-Sagn, men en lyslevende Skildring af Nordens Aand i sine bedste Klæder: som den Danske Lands-Fader Hrodgar (Roe), Gothe-Kæmpen Bjovulf og hans fuldtro Ven, den unge Vigiaf, der bogstavelig gaaer i Ilden for ham, og det Altsammen i en trohjertig men kort og fyndig Stil, og uden mindste Stænk af den Uhøviskhed, der vanhælder næsten alle verdslige Digte fra Middel-Alderen, undtagen Angel-Sachsernes. At Svinkerne (Episoderne), skiøndt i sig selv deilige, falder vel meget i det Dunkle og slaaes lidt klodset, lader os nok føle, at Gother var ikke Græker, men vi giør vel i at huske, at vi er heller ikke Græker, fordi vi kan læse deres Vers, og at vi ingenlunde nærme os dem ved at bandlyse vore Fædres Aand og lade haant om hans Kæmpe-Skridt!

**) Ælfreds Levnet af Asser 4. 15. 17. 69-71. ***) Udkommet i Kjøbenhavn [først] 1815 [og sidst 1861] og der fordanske! paa Rim 1820. *1H. »Forbogstav«. 22

✂ Hvormeget nu Ælfred end yndede Verse-Bøgerne, følde han dog, der vilde mere til, naar Bog-Læsning ret skulde giøre Gavn, og han greb da til det sædvanlige Raad at oversætte fra Latin, hvad vist nok er Peer Gantes Gienvei til et godt Bog-Sprog; men havde selv Kæmpen Beda ikke vovet at skrive sin Historie paa Moders-Maalet, da kunde Ælfred og hans Medhjelpere, som var lidt svage i Aanden, umuelig komme videre end til at oversætte den taalelig. Det gjorde de da, og oversatte tillige Gregor den Stores Hyrde-Bog og Samtaler, Orosii Kirke-Værn og Boethii Trøste-Grunde*), som endnu Altsammen er til, saa vi kan see, baade hvad de mægtede og hvordan de bar dem ad. Hvormegen Deel nu Kongen, som øiensynlig var Sjælen i det Hele, selv har taget i Arbeidet, er et unyttigt Spørgsmaal; men da Man sædvanlig tilskriver ham det Altsammen, bør det anmærkes, at Asser, langt fra at hjemle det, tvertimod vidner, at Ælfred først mod Enden af sin Løbe-Bane lærde at læse lidt Latin, og melder udtrykkelig at Gregors Samtaler blev oversat af Biskop Werfred i Worcester, som altsaa formodenlig har gjort Broder-Parten. Hvad imidlertid Ælfred, der bestandig havde sine Lærde om sig til at læse og udtyde de Latinske Bøger for ham, med sin Styrke i Moders-Maalet sikkert har bidraget, er mangt et godt Udtryk, som de Lærde maae lede om, og Versene i Boethius, der paa et Haar ligne ham, som, uden selv at være Skjald, kunde mange gode Rim udenad fra Barns-Been.

✂ Hvormeget nu denne Skat af Oversættelser siden voxde, veed vi saameget mindre, som baade meget er forgaaet og Endeel kan endnu1 ligge skjult; men de fire Evangelier, mange Brud-Stykker af det Gamle Testamente og andre baade gudelige og verdslige Bøger vise noksom, Man i det Tiende Aarhundrede har fortsat Værket, medens det endnu er tvivlsomt, Hvormeget der af den store Prædiken-Samling er blot Oversættelse, da den med saameget Andet, til stor Skam for det rige Engeland og stor Skade for det lærde Væsen, henligger utrykt**).

✂ Dog, hvor mærkelige end disse Oversættelser er i deres Tid, og hvormeget de end maae have bidraget til at forsinke og formilde **) Ælfreds Levnet af Asser. 46. 55. Vilhelm af Malmesbury (hos Savile) 45. ***) Ved Udgivelsen af »The Homilies of the Anglosaxon Church (184«-46) er dog nu det store Savn tildeels afhjulpet, [Note i 2. Udg.] *1H. »endnu kan«. 23 den fransk-latinske Uvætte, maae vi over dem dog ingenlunde glemme det aldeles originale Forsøg paa Moders-Maalet, som Sachse-Krøniken er; thi vel er den smagløs, men løierlig og lærerig, altsaa ingenlunde, hvad den har Skikkelse af, en tør Annal [Aarbog]. Enten har den oprindelig været skrevet paa Vers, som Man siden, saavidt Man nænde, har kalfatret, eller, hvad omtrent løber ud paa det Samme, den er skrevet efter Riim, Man stræbde at opløse til Prosa. For det Første taler de hele Riim, som det over Slaget ved Brunborough og det langhalede over Kong Edgar*), men det Andet synes rimeligere, naar Man betragter de poetiske Talemaader, som komme hovedkulds ind uden al Rimelighed**), og Man faaer da vel lade Tingen staae ved sit Værd, hvad Man saameget desbedre kan, som Gaaden er langt mere værd end dens Opløsning. Gaaden selv lærer os nemlig, iblandt Andet, at skiøndt Aanden var blevet svag, havde den dog ikke forladt Angel-Sachserne; thi Kvadet om Brunborough-Slaget er en god Kæmpe-Vise til alle Tider, og Brud-Stykket om den varme Dag ved Maldon (i Essex), hvor den tappre Høvding Birthnoth faldt, er endnu ypperligt for sin Tid, da Man maa huske, det var Kong Ædelreds Dage***).

✂ Fast-Landet maatte have været et reent Barbari, hvis Man der desuagtet kun havde lagt Mærke til det meget Guld og Sølv, de paa den afsides Øe havde at rutte med, og som Vikings-Togene klarlig vise, Man vidste at skatte; men vi giør vel i ikke at oversee denne Deel af Engelands Rigdom, som, efter de mange Tusinde Pund, Man i Ædelreds Dage udredte som Dane-Giæld, maa omtrent have staaet i samme Forhold til Fast-Landets som nu. Naar der nemlig findes en saadan Rigdom, hvor Man hverken kan grave Guldet op af Jorden eller, som i Romer-Riget, udpine det af Millioner, vidner den om en langt høiere Grad af Borgerlig Frihed, Fred og Vinskibelighed, end Man lettelig tænker sig i det Niende og Tiende Aarhundrede, fordi man stirrer sig blind paa Frankrig og Italien. At Man imidlertid i det Tiende Aarhundrede ogsaa begyndte at faae Øinene op for Underværks-Øen, hvor der, som ved et Trylleri, af et hardtad ukiendeligt Frø var opvoxet et Træ, hvori »Himmelens Fugle gjorde Rede,« og hvis Grene strakde sig baade over Floden og Havet, det see vi blandt Andet **) Sachse-Krøniken A. 938. 75. ***) Sachse-Krøniken A. 1003 og 6. ****) Sammest. A. 993. Birthnoths Riim i Müllers Angel-Sachsiske Læse-Bog. 24 paa Beilerne til Kong Ædelsteens Systre; thi En af dem var Hugo den Store, Starn-Fader til alle de følgende Franske Konger, og en Anden var Keiser Otto den Store, der altsaa følde, ligesom vi, at Sachser og Angel-Sachser bør historisk forbindes.

✂ Ved denne Leilighed fortæller Vilhelm fra Malmesbnry (i det Tolvte Aarhundrede), at Hugo, blandt mange andre kostbare Foræringer, sendte Ædelsteen baade Konstantin den Stores Sværd, og Landsen, Karl den Store svang mod Saracenerne*), og medens vi lade Ægtheden heraf staae ved sit Værd, bør vi ikke lade ubemærket, at det er passende Sind-Billeder paa Angel-Sachsernes Stor-Værk, baade som Christendommens ypperste Udbredere i Middel-Alderen og som Arabernes rette Mod-Standere og Over-Mænd!

✂ Hermed overlade vi Angel-Sachserne til deres Skæbne, som blev, efter et daadfuldt Liv at fængsles i de Dødes Rige og drikke af Lethe, saa de, fødte paa Ny som Engelsk-Mænd, ei gienkiendte dem selv, og har de end lidt Skam deraf, er Skaden dog forvindelig, naar Man tænker, som Øboerne under begge Navne, at Liv og Frihed er ogsaa uden Stam-Tavler en herlig Sag og skulde kun nødig byttes bort for de Bedste.

✂ Vil vi nu vide Grunden til Sachsernes store Berømmelse, under Henrik Fugle-Fænger og de tre Ottoer i det Tiende Aarhundrede, da inaae vi lægge Mærke til, hvordan ved Sammes Begyndelse Sagerne stod i Tydskland, Frankrig og Italien, som fra Karl den Stores Dage aabenbar gjaldt for den store Skue-Plads i Vester-Leden.

✂ Hvor stygt Karolingerne reves og sledes om Keiser-Kronen og det rige Arve-Gods, er saameget mindre værdt at see, som de Fleste af dem var Krystere og Skrællinger, og kun i Forbigaaende kan vi lægge Mærke til, at efter Slaget ved Fontenay (841), hvori de alle fik en banket Trøie, var det først Ludvig den Frommes ugudelige Sønner fandt dem i, [at] der blev tre Riger af Eet, men holdt sig dog en Val-Plads aaben, der laae bekvemt for dem alle, ved hverken at regne Lothringen og Elsas, Schweits og Nederlandene til Tydskland eller Frankrig, men til Italien, som laae fra Haanden.

✂ Hvad derimod fortjener al Opmærksomhed, er den øiensynlige Fare, Christenheden paa Fast-Landet endnu mere end paa Anguls-Øen stod for at opsluges af Fienden, som her var **) Vilhelm af Malmesbury (hos Savile) 54. 25 firdobbelt; thi foruden de Nordiske Vikinger (Normannerne), der ikke blot sværmede paa Strand-Bredden men løb ind i alle Floder, som gode Havne, havde Man baade Araber, Slaver og Ungarer at drages med, og Modstanden, de fandt, var længe ubetydelig. Vel blev den sidste vaabenføre Karoling, Kong Arnulf i Tydskiand, navnkundig af en stor Seier over Normannerne ved Løven*), men da han ei kunde hamle op med Slaverne i Mæhren, skaffede1 han Riget en ny Fiende paa Halsen, ved at kalde Ungarerne til Hjelp, som var et nyt Hunne-Folk, der under Navn af Madscharer havde slaaet Leir ved Atles Grav**), og vilde sagtens ogsaa uden Arnulfs Vink snart fundet Veien til Tydskland.

✂ Under disse Omstændigheder var det, at Tydskerne valgde Hertug Henrik af Sachsen, med Tilnavn Fugle-Fænger, til deres Konge (919), og sin Dygtighed paa Val-Pladsen havde han beviist, thi da den forrige Konge, Konrad af Franken, hvem han var for kry, skikkede en Krigs-Hær ud for at spæge ham, anrettede han et saadant Blod-Bad paa den, at Rim-Smeden sagde i sin Vise, der var knap Rum i Helvede til dem***).

✂ Denne Kong Henrik skal paa Moders-Side have nedstammet fra den Vittekind, der gav Karl den Store Saameget at bestille, men det er baade langt vissere og vigtigere, at han var en ægte Sachser, og her var da Stedet til at sige lidt om denne mærkelige Folke-Stammes Old-Tid, naar vi2 vidste Noget, men nu maae vi nøies med at melde, at vor ældste Hjemmels-Mand, Vittekind fra Korvei, som var en dygtig Karl og skrev i det Tiende Aarhundrede, vidste saagodtsom slet Intet derom. Vi see imidlertid, det har været et almindeligt Folke-Sagn, at de var kommet fra Norden og landede først i Hadeln (ved Kuxhaven), hvor Thüringerne dengang herskede, og udbredte sig siden i de tre bekiendte Grene: Vestphaler, Ængrer og Ostphaler, hvorved vi kun, med Albert Kranz, maae anmærke, at de mange Sagn hos Saxo om Krigene mellem Danske og Saxer bevise, de har været Naboer fra Arilds-Tid. Ved Thüringer-Rigets Indtagelse gjorde Sachserne naturligviis fælles Sag med Frankerne og skal derfor **) Sigbert fra Gemblours A, 895. ***) Lodbrands (Luitprands) Verdens-Krønike. [H. tilføjer: »I. 5.«] ****) Vittekinds Sachse-Krønike 1ste Bog. *1H. »bragde». *2H. »naar vi kun«. 26 have faaet det Land-Strøg ved Unstrut, hvor Scheidingen ligger, men de kunde naturligviis ikke forliges med deres Bunds-Forvandte om Byttets Deling, end sige være Frankerne underdanige. Heraf reiste sig en langvarig Feide, hvoraf vi dog kun kiende Lidt til Slutningen under Karl den Store, som ikke blot huggede dem ned for Fode, men bortførde mange Tusinde af dem, som han spredte omkring i Frankerig og Tydskland.

✂ Naar vi nu see, at Sachserne, uagtet denne Aare-Ladning lige til Hjerte-Blodet, dog hundrede Aar efter Karls Død var Tydsklands eneste men velgrundede Haab, da kan vi ikke tvivle om, de jo i Mellem-Tiden maae have faaet en god Hjertestyrkning, og det maa have været Christendommen, skiøndt det er vanskeligt at forstaae, hvordan selv den bedste Sæd kunde voxe i Furer af Frankernes Plov, da den gik bedst ved Weser og Elben. Der er nemlig1 giennem de følgende Aarhundreder saa gyldige Vidnesbyrd om, at Christendommen slog dybe Rødder i Morten Luthers Fædrene-Land, at Kiends-Gierningen er uomtvistelig, og Gaadens Opløsning maae vi da ikke søge i den Øxe, der omhuggede Irmensul paa Eresburg, eller i den Nød-Daab med Kniven paa Struben, der umuelig kunde føde Andet end Had til Troen, men især hos de fromme Munke i Fulda-Klosteret, Winfreds Yndlingssted og Stiftelse, som baade før og siden utrættelig forkyndte det store Evangelium. De Fleste af Disse var formodenlig Winfreds Lands-Mænd, altsaa Angel-Sachser, og det var i alt Fald Wilhad, som blev den første Bisp i Bremen og prædikede Ordet saa ivrig i Karl den Stores Dage, at Man har kaldt ham Sachsernes Apostel. Hvor ganske anderledes Evangeliet har lydt fra hans og hans Medhjelperes Læber end fra de Frankiske Bispers og Høvdingers, kan vi vide af Maaden, hvorpaa Angel-Sachserne selv var blevet Christne, og af Begeistringen, der drev dem til at være Evangelister i fjerne Lande; men det mest slaaende Beviis findes dog vel i Ælkvins Breve2, thi uagtet han, baade som Hof-Mand og Bog-Orm, maatte betragte Sagen endeel anderledes end Martyrerne, tordner han dog baade mod Tvangen og Tienden, som den keiserlige Præken dreiede sig om. Huske *1H. »Der er imidlertid«. *2 2. Udg. »... Høvdingers, derpaa har vi slaaende Beviser baade i »den saxiske Messiade« (Der Heiland) fra det tiende Aarhundrede og i Ælkvins Breve«. 27 maae vi imidlertid ogsaa, at hvor Man anraabde Thor, som Midgaards-Ormens Bane-Mand, og kæmpede for Valhald, der maatte den vidunderlig hjemlede Historie om Jesus Christus, der knuste Slangens Hoved og skabde et nyt Paradis til sine Troende, nødvendig finde Indgang, og at Sachserne dyrkede Nordens Guder, det er sikkert nok. Vel har i den nyere Tid endeel Tydskere gjort en Sachsisk Over-Gud af Blokken Irmin-Sul (ret egenlig ex trunco Minervam 1); men naar Man kan lidt Angel-Sachsisk, seer Man strax, at Navnet virkelig, som Adam af Bremen melder, betyder »Verdens-Støtten« (universalis columna), og naar Man er lidt hjemme i Edda, gienkiender Man snart det fælles Stam-Træ, Asken Ygdrasil deri. Om for Resten denne mærkelige Blok har staaet ved Merseburg, ved Pyrmont, eller kanskee paa Bloksbjerg, og om Man engang virkelig fandt den begravet ved Korwei og lod den staae op i Hildesheim, kan være os ligegyldigt; men dette ny Korwei ved Weseren, tæt ved Høxter, blev ganske rigtig Christendommens Støtte i disse Lande-Mærker. Dette mærkelige Kloster, en Aflægger af det Frankiske Korvei i Picardiet, blev nemlig allerede stiftet under Keiser Ludvig den Fromme (822), og medens de senere Munke udledte dets velsignede Virkninger af St. Viti Levninger, som Man snart var saa lykkelig at overkomme, melde de dog ogsaa, at Klosterets første Indbyggere mest var bortførte Sachser, opdragne i det gamle Korvei, hvad vel tør have gjort det Meste. En af Disse, Ansgar (Æsger), skal vi siden nærmere omtale, som Nordens Apostel, men vi maae dog allerede her lægge vel Mærke til ham; thi han var ikke blot Skole-Mester og Prædikant i det ny Korwei, men blev ogsaa den første Ærke-Bisp i Bremen, og maa da, som det Christelige Vidunder, han var i sin Tid, netop i disse Egne have virket uberegnelig.

✂ Samtidig med Ansgar var Henrik Fugle-Fængers Far-Fader Lodulf (Ludolph), den Første af Slægten, som kaldes Hertug*), og allerede hans Søn, Otto, skal have været Thronen nærmest, da Karolingerne uddøde**), men dog nævner Ingen hans Bedrift. Hans Søn Henrik derimod slog sig, som sagt, til Ridder paa Konrad 2 af Franken og skal, efter Sigende **) Aarbøgerne af Sigbert fra Gemblours 860 og Ælfrik (Alberik) Munk 859. ***) Wittekinds Sachse-Krønike. Ælfriks Aarbog 912. *1dvs. »[at danne] Minerva af en Blok«. *2H. »Kong Konrad«. 28 have skabt baade Ridder-Standen og Borger-Skabet i Tydskland, og skiøndt Man nok seer, hans Bedrifter allerede i den næste Menneske-Alder har ligget besynderlig i Taage, er Lodbrand dog et gyldigt Vidne om, at han baade slog Ungarerne ved Merseburg og, hvad Italienerne end1 mere forundrede sig over, tæmmede Danskerne, som ansaaes for de Allerbalstyrigste*). Med Slaverne, som ikke blot laae ham nær i Brandenburg og Bøhmen, men bespændte ret egenlig Nord-Tydskland, har Henrik dog nok havt den meste Fortræd og det bedste Held; uagtet de Laurbær Otto den Store høstede ogsaa hos dem unægtelig bevise, hans Fader havde levnet ham Endeel; og at bringe de Frankiske, Bayerske og Swabiske Hoveder under een Hat med de Sachsiske, hvad Henrik ogsaa ærlig prøvede paa, det var en fortvivlet Opgave, som Tiden har viist, der vilde ikke blot et Aarhundrede, men i det Mindste et heelt Aartusinde til at løse. Det var ogsaa allerede store Ting, da Tydskland laae sønderslidt, skatskyldigt til Ungarerne, aabent for enhver Fiende og oversvømmet af Slaver, hvis Troes-Bekiendelse, siger Ditmer fra Merseburg, var, at Folk døde som Fæ og maatte altsaa leve derefter, da [dog] saavidt at frede, befæste og forbinde Riget, at hvad der i Grunden duede fik Lov til at voxe og Leilighed til at udvikle sine Kræfter. At denne Roes tilkommer Henrik, er aabenbart, og skiøndt vi vel maae studse over2 det Slør, der, [alt] hos Wittekind i det Tiende og Ditmer i Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede, hviler over hans Bedrifter, lader det sig dog let forklare deraf, at deres Kilder aabenbar var Kæmpe-Viser, og vi bør ikke oversee, at netop de var Henriks bedste Efter-Mæle, som levende Beviser paa, at han var en rigtig »Fugle-Fænger,« som vidste at fremlokke Sangen paa Ny i Saks-Lands Skove. Kun Skade, at Man Ingen af de Viser har giemt til os, men kun plyndret dem slet med eftergjorte Romerske Fingre; thi saaledes er der nu slet3 Intet meer tilbage af den Vise, Wittekind havde lært om Merseburg-Siaget, end »den fede Hunde-Steg,« Slaverne i Meissen beværtede deres Ungerske Venner med, da de paa Giennem-Reisen bad om Hjelp mod den Stærkeste, som Slaver naturligviis altid holdt med**). Wittekind anfører i Øvrigt **) Lodbrands (Luitprands) Verdens-Krønike II. 8-9. III. 13. ***) Wittekinds Sachse-Krønike 1ste Bog. *1H. »endnu«, *2H. »ved«. *3 »slet« mgl. i H. 29 dette Slag, som Henriks sidste Stor-Værk, og da de fleste Aarbøger ogsaa nævne det ved 934, maa Munken i Korwei, som en Sachser, vel beholde Ret, skiøndt Lodbrand, som er ældst, aabenbar kalder det hans første Helte-Gierning, som han lod skuffende afskildre paa Væggen af sin Ridder-Sal i Merseburg*).

✂ Vi komme nu til Otto den Store, hvis Moder Mædhild (Mathilde) efter alle Beretninger nedstammede fra den gamle Sachse-Høvding Wittekind, og han blev ordenlig salvet og kronet i Aachen til Karl den Stores Efter-Mand (936), ved hvilken Leilighed Ærke-Biskop Hildebert af Maints rakde ham Sværdet med de Ord: fordriv du med dette alle Christenhedens Fiender, Barbarer og falske Christne, til Fred for Herrens Folk i hele Frankernes Rige! Ved denne Høi-Tid gjorde ogsaa Hertugerne Opvartning: Giselbert af Lothringen som Skaffer, Eberhard af Franken som Drost, Herman af Swaben som Mund-Skiænk og Arnulf af Baiern som Marsk; rnen hvor daarligt et Mærke det var paa Underdanighed, fik Otto snart at finde, thi han havde alt sit høie Mod og al sin Konge-Lykke nødig, for at dæmpe en Række af Oprør, som den Frankiske Hertug Eberhard stod i Spidsen for, og hvori selv To af Ottos egne Brødre, Dankmar og Henrik, tog virksom Deel. Otto beviste imidlertid soleklart sin Odels-Ret til Riget; thi som en Helt bestod han sine Prøve-Aar, svang kun Sværdet paa Val-Pladsen, og stræbde for Resten med Ædelmodighed at overvinde sine Misundere. Derfor kronede Lykken ogsaa hans Bestræbelser med et sjeldent Held, thi ikke alene faldt Eberhard og Giselbert, som havde forbundet sig imod ham, paa een Dag ved Andernach, saa at sige af dem selv, men ved utrættelig at giengiælde Ondt med Godt, samlede Otto saaledes gloende Kul paa sin Broder Henriks Hoved, at han omsider vandt en fuldtro Ven i ham**). For et Øieblik syndes da alt ved Midten af det Tiende Aarhundrede Tydsklands store Gaade fortryllende løst; thi Henrik ægtede Arnulfs Daatter og blev Hertug i Baiern, Ottos egen Søn med Ædelsteens Sysler, Lodulf, som ægtede Hermans Daatter, blev Hertug i Swaben, og Grev Konrad fra Worms, som havde stridt mandelig for Otto og ægtede hans Daatter, blev Hertug i1 Franken og Lothringen, medens **) Lodbrands Verdens-Krønike II. 8-9. ***) Wittekinds Sachse-Krønike 2 den Bog. Lodbrands Verdens-Krønike IV.7-19. *1H. »baade i«. 30 alle Slave-Fyrsterne, selv den kæphøie Hertug Boleslav i Bøhmen, fandt det aldeles umueligt at trodse Rigets samlede Styrke.

✂ Med denne samlede Styrke, paa Sachserne nær, som maatte blive hjemme for at holde Slaverne Stangen, var det da ogsaa Otto mødte Ungarerne ved Bredden af Lech, ei langt fra Augsburg, og holdt det berømte tre-dags Hoved-Slag, som skaffede Tydskland Fred for dets farligste Fiender. Lad nemlig end saa være, at det passer langt bedre i en Kæmpe-Vise, end hvor vi finde det, i en Aar-Bog, at der af hele den Ungerske Hær blev kun Syv tilbage, som, da de kom hjem, gjorde alle de Kværsiddende til Slaver og blev Stam-Fædre til hele den Ungerske Adel*), saa er dog Kiends-Gierningen, at de frygtelige Røver-Flokke, som, endnu kort før Birtings-Badet ved Lech, oversvømmede ei blot Tydskland, men selv Frankrig og Italien, siden aldeles forsvinde af Historien, det bedste Beviis paa, at Seieren over Ungarerne ved Augsburg har endnu været mere afgiørende end den over deres Patriarker, Hunnerne, ved Chalons.

✂ I dette Slag, derom er Alle enige, faldt Ottos Sviger-Søn, Hertug Konrad af Franken, efter at kæmpet som en Løve og bidraget det Meste til Seieren **), men naar Endeel af Aarbøgerne give ham Skyld for selv at have skaffet Riget de frygtelige Giæster paa Halsen, da har de ikke mindste Medhold enten af Wittekind eller Ditmer, som her er vore eneste Hjemmels-Mænd, og har da ventelig forvexlet dette Ungarernes Hoved-Tog med Et af deres tidligere Indbrud, som Man almindelig gav Lodulf og hans Svoger Konrad Skyld for, under den sørgelige Feide, de førde med Kongen, der var Fader til den Ene, Sviger-Fader til den Anden og Begges retmæssige Over-Herre.

✂ Den rette Sammenhæng med dette unaturlige Sørge-Spil, der forbittrede Ottos Dage, vilde det i hans Levnets-Beskrivelse være fortjenstligt at oprede, men det lader sig neppe giøre, da de Gamle nok her stak Endeel under Stol, og de Nye, der selv1 vil drage det frem, kun løbe med Lim-Stangen, saa vi maae være glade ved, det ingen kiendelig Indflydelse havde paa Tingenes Gang i det Hele, undtagen maaskee hos Slaverne i **) Ælfrik Munks Aarbog 957. ***) Wittekinds Sachse-Krønike 3die Bog. Ditmers 2den. *1 »selv« mgl. i H. 31 Brandenburg og Pommern, der fik endeel Sachsiske Rømnings-Mænd af Lodulfs Parti til Hjelp mod deres Tugte-Mester Herman Billing*).

✂ Efter Wittekinds Sigende reiste imidlertid saavel Lodulfs som Konrads Nag til Otto sig af [fra] hans Italienske Forbindelser, og vi maae finde det ganske rimeligt, at Lodulf, udnævnt til sin Faders Efter-Mand paa Thronen, saae skiævt til hans andet Gifter-Maal, med Dronning Adelheid, der let kunde skaffe ham en farlig Med-Beiler; men skiøndt det ogsaa kan være sandt nok, at Tydsklands Konger i det Hele ingenlunde spandt Silke ved deres Italienske Tog, saa er disse dog aabenbar saa uundværlige Ledd i den store Kiæde, at vi, uden at bryde os det Mindste om Lodulfs Surmulen eller om alle de Tydske Patrioters Rysten paa Hovedet, med stor Fornøielse maae følge Otto til Italien, som, trods al Forvirring og Fordærvelse, var den ny Verden uundværlig, og var Tydskernes Konge ligesaa, naar han vilde være Keiser.

✂ Her vente vi nu med Rette god Oplysning af den samtidige »Levit i Pavia« (Levita Ticinensis), Lombarden Lodbrand, som tog sig paa at skrive sin Tids »Europæiske Historie« og det under gunstige Omstændigheder, thi Rom vedblev at være Vester-Ledens aandelige Middel-Punkt, og ei blot havde Lodbrands Fader været i Konstantinopel, men han var der selv to Gange, som Gesandt, først for Berengar og siden for Keiser Otto**). Det er imidlertid selv nuomstunder saa sjeldent at faae en god Udsigt over »Dagens Nyheder«, at vore Fordringer til en Lombard i det Tiende Aarhundrede, for at blive billige, maae være1 meget beskedne, da Vester-Ledens Latinske Skribentere ei kunde være andet end Peblinger i Latin-Skolen, der, naar de, som Lodbrand, hændelsesviis lærde en Mundfuld Græsk, kun paa en latterlig Maade gjorde Vind dermed. Lodbrand skrev desuden ikke nær saameget for vor Skyld som for sin egen, eller, som han selv siger, for at betale baade Venner og Fiender sin Giæld***), og under de Omstændigheder lader Man gierne ligesaalidt Begivenhederne som Personerne skee Ret. Kun derfor, naar vi indsee, at det Slags personlige Bekiendtskab, vi giør med et godt Hoved og en lærd **) Wittekinds Sachse-Krønike 3die Bog. Ditmers 2den. ***) Lodbrands Verdens-Krønike III. 5. V. 5. VI. 1. ****) Sammest. III. i Fortalen. *1H. »maae, for at blive billige, være« 32 Mand fra Middel-Alderen, ved at læse hans trohjertige Fortælling om det Mærkværdigste, han har hørt eller seet, giver os den bedste Oplysning, vi kan faae, om »hans Dage«, kun da tilfredstiller Lodbrand os med Rette, som en ikke uværdig Efter-Mand af Povel Varnefredsøn.

✂ Vil vi nu have en nogenlunde tydelig Forestilling om Italien i det Tiende Aarhundrede, da maae vi huske, at Latinere og Gother, Byzantiner og Lombarder laae hulter til bulter imellem hverandre, som »Jern og Leer« der umuelig kunde hænge sammen, og at denne Forvirring ingenlunde hævedes meu voxde under Karl den Store[s] og Frankernes Herskab. Skulde her findes mindste Eenhed, maatte den paa Kirke-Veien udgaae fra Rom, saa, naar Paverne var uduelige eller afmægtige, maatte Alt opløses i en frygtelig Giæring, især da under Løbet af det Niende Aarhundrede Saracenerne fra Spanien satte sig fast i Fraxinetum ved Aix og De fra Afrika saavel paa Sicilien, som i Nedre-Italien 1. Sagtens er det nu vel et Æventyr, hvad Man har fortalt om Pavinden Johanne, der, i Midten af det Niende Aarhundrede, skulde paa en egen Maade have beviist den Romerske Kirkes Moderlighed; men Sagnet er dog gammelt, og Kvinde-Regimentet i det Tiende Aarhundrede, om hvis Virkelighed Man ei kan tvivle, har sagtens begyndt midt i det Niende, og var til langt mere Skam og Skade baade for Kirken og Staten, end om et Fruentimmer virkelig ved en Feiltagelse var blevet valgt til Pave. Vel har Papisterne i forrige Aarhundrede ogsaa stræbt at giøre Lodbrands Fortælling om Theodore og hendes smukke Døttre, disse slemme Kirke-Fruer og Pave-Mødre, mistænkt*), men det er, efter mange Aarhundreders eenstemmige Vidnesbyrd, meget for sildigt, da det her slet ikke giælder om lidt meer eller mindre2, eller om, enten Fru Marozia, der gjorde sin Søn til Pave, havde ham med en Pave eller med en Anden. Sagen er blot den, at de kiødelige Romerske Damer raadte for hvem Christenheden skulde kalde sin aandelige Fader, og det er sikkert nok, men heller intet Under, thi ogsaa i Rom maatte Følelsen dog seire midt i Middel-Alderen, og den Romerske Følelse var nu engang ikke bedre, saa det er kun underligt, at den ei blev Pave-Magtens Grav.

**) Lodbrands Verdens-Krønike II. 13. III. 12. *1H. har her en Note: »Lodbrands Verdens-Krønike. I. 1. II. 12«. *2H. »lidt mindre«. 33

✂ Under disse Omstændigheder var Rom og Pave-Stolen naturligviis ingen Forenings-Punkt, men tvertimod eet Tvistens Æble meer mellem Italiens Matadorer, og af Disse var det først Hertug Guido af Spolet og Berengar af Friuli 1, der, efter Karl den Tykkes Død sloges om den Lombardiske og, hvad dermed syndes nøie forbundet, den Keiserlige Krone. Guido døde først (894), men det nyttede ikke hans Medbeiler stort, da Italienerne altid, som Lodbrand anmærker, helst tjende to Herrer*), og det var desuden ikke blot i Rom Damerne nu fandt baade Drift og Held til at herske; thi Markgrev Adelbert af Toskana havde en Birthe til Gemalinde, som enten vilde giøre en Konge eller en Æsel af ham, og deres Daatter Irmingerd, hvem engang hele Italien tilbad, fandt ogsaa det var sødt at hyldes**). Sit Forhold til de herskende Damer var det da aabenbar Grev Hugo af Provence kunde takke for den Lykke, næsten i tyve Aar (926-46) at bære Italiens Krone; thi denne store Tilbeder af det smukke Kiøn, der endog kaldte sine Friller op efter Roms Gudinder, var ovennævnte Fru Birthes Søn af første Ægteskab, og giftede sig blandt Andet med Fru Marozia i Rom, skiøndt hun var Enke efter hans Halv-Broder, Mark-Greven i Toskana***).

✂ Samme Kong Hugo, hvem Lodbrand i sine Drenge-Aar selv tit havde sunget for, var vel, endogsaa efter hans fordeelagtigste Skildring, neppe værd at besynge, men han gjorde i sin Tid dog temmelig Opsigt, saa ikke blot Henrik Fugle-Fænger men selv de Byzantinske Keisere fandt deres Regning ved at leve i god Forstaaelse med ham †). I den Anledning gik først Lodbrands egen Fader og siden hans Stif-Fader som Gesandter [Kronbud] for ham til Konstantinopel, og det skaffede os ikke blot en af vore bedste Krøniker fra Middel-Alderen, men er, som en Fornyelse af Samkvemmet mellem Østen og Vesten, af uberegnelig Vigtighed. Saa ussel derfor end Tilstanden, ogsaa efter Lodbrands Beskrivelse, var i Maglegaard, saa er dog den Opmærksomhed Keiserne og Skriverne der skiænke Vester-Leden os en sikker Maale-Stok for den ny Verdens Udvikling af Barbariet, og i denne Henseende har Kong Hugo en høi Stjerne, thi han nævnes ikke blot af Byzantinerne, **) Lodbrands Verdens-Krønike I. 6. 10. ***) Sammest. I. 10-11. II. 10-15. III. 2. ****) Sammest. II. 10. III. 3. 12. IV, 6. *†) Sammest III. 5. *1H. »Friaul«. 34 som kalde ham Franke-Kongen, men en Keiser tog til Takke med hans Frille-Daatter til Gemalinde og sendte ham en Flaade med den Græske Ild til Hjelp mod Saracenernei Fraxinetum, som han dog, for sine Aarsagers Skyld, ikke nænde at giøre nær al den Skade, han kunde*). Hvor nødig derfor end Italienerne vilde tjene een Herre, maatte de dog til en Tid finde sig i at tjene Kong Hugo alene, som endda ikke var af de Naadigste, og kun Rom gik Ram forbi, ikke fordi Paven var blevet bedre, thi det var netop Marozias Søn, men fordi hans Broder Alberik var sin Stif-Fader for snu og fik immer Forstærkning af de Misfornøiede**).

✂ Hvor godt imidlertid Kong Hugo end forstod at skille sig ved dem, han tænkde kunde giøre ham Kronen [Rangen] stridig, undslap dog Mark-Grev Berengar af Ivrea, en Daatter-Søn af sin Kongelige Navner, og en Stif-Søn af den forgudede Irmingerd, og fandt et sikkert Tilflugts-Sted hos Keiser Otto den Store, hvorover Lodbrand er meget vred og river især Fugle-Bjerget (Vogelberg) slemt ned, fordi Berengars Kone, Villa, høifrugtsommelig, slap over det tilfods midt om Vinteren, da det dog ellers selv om Sommeren er svart at overfare***). Denne Vrede kan vi imidlertid slet ikke dele med ham, men maae tvertimod finde, det var smukt gjort af Bjerget, om det tog Parti for Fruen i Flugten mod Italiens Tyran, om end Tiden senere har1 viist, hun slægtede sin kiære Far-Broder kun alt for meget paa. Forgiæves bød Hugo Keiser Otto mange Penge for sin Fiende, thi dertil svarede Sachseren, han vidste vel, Man pleiede ikke at giøre sine Giæster i Penge, men heller at sætte Noget til paa dem, saa de store Foræringer, Hugo desuagtet aarlig sendte Otto, gjorde, siger Lodbrand, i det Høieste, at han ikke saa let fandt Leilighed til at understøtte Berengar med Hjelpe-Tropper †). Det behøvedes imidlertid ikke heller, thi Hugo blev efterhaanden saa forhadt hos Italienerne, at Berengar behøvede blot at vise sig, for at løftes til Skyerne som Fædrene-Landets Befrier, Guld-Alderens Fornyer, større selv end Karl den Store ††). Berengar kom derfor ogsaa, da hans gode Ven Amadeus kom tilbage fra **) Lodbrands Verdens-Krønike V. 5. 7. 9. Kedren. Zonaras XV. 21. ***) Lodbrands Verdens-Krønike III. 12. IV. 1. V. 1. ****) Sammest. IV. 4. V. 2-4. *†) Sammest. V. 5. *††) Sammest. V. 8. 12. 14. *1H. »kan have «. 35 sin skielmske Pillegrims-Fart til Rom med saa gode Tidender, og snart fandt Hugo det raadeligt at pakke sine uhyre Rigdomme sammen og gaae tilbage til Provence, men dog beholdt hans Søn Lothar, af Italienernes Naade og Barmhjertighed, Konge-Navnet under Berengars Værge-Maal*).

✂ Hvor ilde nu denne Berengar, hvem Otto i Midten af Aarhundredet tog Magten fra, egenlig holdt Huus, maae vi lade usagt, da hans store Anklager, Lodbrand, som tillige var hans Haand-Skriver1, deels lader det beroe med Skiælds-Ord og deels giver ham det Vidnesbyrd, at saalænge Hugo og Lothar levede, bevarede han et godt Skin, saa, da Lothar først døde 950, har hans Tyranni i det Mindste neppe faaet Tid til at komme ud af Ægget. Det eneste Beviis paa hans topmaalte Ondskab der forelægges os, er, at da han vilde have en Gesandt [et Sendebud] til Konstantinopel for godt Kiøb, gik han til sin Haand-Skrivers Stif-Fader, som selv havde været der og var en meget rig Mand, og spurgde ham som en Luren-Dreier: hvormeget han vilde give til, at hans Stif-Søn kunde lære Græsk? Da nu den rige Mand svarede: Halv-Delen af mit Gods, tog Berengar ham paa Ordet og sagde: nei, Hundrede-Delen kan være Nok, thi for det kan han gaae til Konstantinopel for mig, og, saa ypperlig som han har nemmet Latinen, lære Græsk i et Øieblik**).

✂ Hvorvidt nu for Resten Berengar og Villa, som de skyldes for, har ladet Lothar forgive og mishandlet hans Enke, den skiønne Adelheid, maae vi lade staae ved sit Værd, da Ingen af de Ældste melder det Første og Wittekind kun i meget ubestemte Udtryk det Sidste; men vist og vigtigt er det, at Adelheids Befrielse spillede en Rolle ved Ottos første Italienske Tog og at det var som hendes Gemal, han gjorde Krav paa den Lombardiske Krone.

✂ Lægger Man imidlertid sammen, hvad der om Adelheid findes i Syster Hrodvides 2 Latinske Æres-Vers fra det Tiende og i Cassino-Krøniken fra det Tolvte Aarhundrede, da faaer Man en høist Romantisk Fortælling, som i det Væsenlige gierne kunde være sand og lyder paa, at Berengar havde ladt Adelheid indspærre, men at hun, ved en Biskops Hjelp, slap ud giennem en underjordisk Gang, skjulde sig i Krat og Korn **) Lodbrands Verdens-Krønike V. 13-14. ***) Sammest. V. *1H. »som t. v. h. Haand-Skriver, Lodbrand«. *2H. »Hrodsvides«. 36 og naaede endelig Canossa, hvor Grev Azzo mandelig forsvarede hende mod Berengar, til hun fik gode Tidender fra Kong Otto, som dog maatte skydes med en Piil ind i det beleirede Slot*).

✂ Saaledes begyndte da den lange Række af de Tydske Kongers Italienske Tog, og Otto den Store gjorde saadanne Tre, hvoraf det Første dreier sig om Dronning Adelheid, det Andet om Keiser-Kroningen, og det Tredie om Krig, Forlig og Svogerskab med Hoffet i Konstantinopel.

✂ Til Keiser blev Otto kronet (962) af Marozias Sønne-Søn, Octavian, der i sit sextende Aar havde besteget Pave-Stolen under Navn af Johannes den Tolvte. Da han skal have været den første Pave, der aflagde sit Døbe-Navn, kunde Man snart tænke, det kom af, han skammede sig dog lidt ved sin Herkomst [Stamtavle], men da hans Levnet beviser det Modsatte, og da det siden blev en sat Ret, til den Dag i Dag, at Paven skulde skifte Navn, maa det vel have været en egen Hellighed, Man deri søgde, skiøndt egenlig dog Ingen kan aflægge sit Døbe-Navn, uden derved at frasige sig Daab og Christendom. Ved denne Keiser-Kroning fik imidlertid de Romerske Damer farlige Med-Beilere til Kirke-Regimentet i Tydsklands Konger, hvad allerede Johan den Tolvte fik at finde, thi da han blev ved at dandse efter sine Frillers Pibe, lod Keiser Otto ham formelig [ligefrem] afsætte; men [og] skiøndt de Tydske Konger heller ikke var de bedste Pave-Magere, viiste dog Tiden, at den hellige Stol havde Gavn af at blive et Tvistens Æble, hvormed ei Kvinder og Børn kunde lege og som ingen Usling kunde længe beholde.

✂ Hidtil har vi kun seet paa Rom og Lombardiet, men Nedre-Italien, hvor Lombarder, Byzantiner og Araber sloges om Magten og kappedes om at misbruge den, maa dog ligesaalidt undgaae vor Opmærksomhed, som det undgik Keiser Ottos, da han først blev fast i Sadelen, og uden at paatage os det utaknemmelige Arbeide at pille Knuderne op, som alle Smaa-Tyrannerne gjorde hinanden, maae vi dog pege paa dem.

✂ Hertug Erik (Arichis) i Benevent, en Sviger-Søn af Desider, maatte vel falde til Føie for Karl den Store, men belavede sig dog paa Modstand ved at bygge Salerno til en stærk Fæstning, og hans Søn Grimvald vovede at byde Frankerne **) Hrodvides Vers. Cassino-Krøniken I. 64. Vehse's Leben und Zeiten Otto's, i Slutningen af 1ste Bog. 37 Brodden. Strax efter hans Død opløstes imidlertid Fyrstendømmet i Smaa-Herskaber, med Benevent, Salerno, Kapua o.s.v. til Hoved-Stæder, og Medbeilerne kaldte Saracener fra Afrika og Spanien til Hjelp, som imidlertid saaledes hjalp dem Alle af Asken i Ilden, at de selv maatte anraabe Frankernes Bistand. En af Karolingerne, Keiser Ludvig den Anden, kuede ogsaa for et Øieblik Saracenerne og indtog selv deres Hoved-Sæde Bari, men snart mylrede de frem igien, hærgede Landet og afbrændte blandt Andet (884) Klosteret paa Monte Cassino*). Neapel, Amalfi og andre Sø-Stæder kaldte vel den Byzantinske Keiser Herre, men gjorde dog kun hvad de selv vilde, og Biskop Athanasius i Neapel holdt ved Slutningen af Aarhundredet slet ikke Venskab med Nogen, uden med de Vantroe, der gjorde sig en Fornøielse af at plage alle hans Naboer**). Det Makedoniske Keiser-Huus, som med Basil havde besteget Thronen i Byzants (867), var imidlertid ikke slet saa dorsk og daadløst, som de nærmeste Forgiængere, saa engang indtog deres Hær endog Benevent, og siden (915) gjorde den fælles Sag med Fyrsterne baade der og i Salerno mod Saracenerne ved Garigliano, saa baade de, og deres Hjelpere, Hertugerne af Neapel og Gaeta, maatte pibe Olie***). Sjælen i dette Forbund var ellers Atnulf [Arnulf] og hans Søn Landulf, der nedstammede fra en urolig men stridbar Greve-Slægt i Kapua og var nu tillige Fyrster af Benevent, og skiøndt Ungarerne ei heller forskaanede disse Egne, var Glæden, de fik af Byttet, de gjorde, dog kun stakket, thi da Folket reiste sig imod dem (934), maatte de der ei faldt, lade Byttet fare og flygte med Skamme †).

✂ Dette er den sidste Begivenhed vi spørge fra disse Egne, til Keiser Otto giæstede dem, og paa det Lidet nær, Saracenerne end havde inde, maa da hele Nedre-Italien betragtes som en Byzantinsk Provinds, skiøndt Magten naturligviis var deelt mellem Fyrster og Stat-Holdere, der ei levnede Keiseren stort meer end Skyggen deraf [af Herredømmet].

✂ Saavidt Man nu skiønner, var det først paa sin tredie Romer-Reise, Keiser Otto besøgde Landulf og hans Søn Pandulf Jern-Pande i Kapua og Benevent, blev hyldet saavel af deni som af Gisulf i Salerno, og holdt seierrig Slag med **) Benevents Krønike af Erkembert. ***) Sammest. Cassino-Krøniken I. 42. ****) Cassino-Krøniken I. 52. 55. *†) Sammest. I. 58. 38 Saracenerne ved Gargano, men beleirede forgiæves Bari, som da var Sædet for den Byzantinske Statholder i Apulien og Kalabrien*).

✂ I denne Anledning gik der endeel Gesandter1 fra og til Konstantinopel, som deels handlede om Over-Herredømmet i Nedre-Italien og Keiser-Titelen, og deels om Formælingen, Otto ønskede mellem sin Søn og Navner og en Græsk Prindsesse, og Et af Disse, som Lodbrand var Hovedet for, har han beskrevet til stor Oplysning for os, skiøndt ikke saameget om Tilstanden i Konstantinopel, som om Øinene, hvormed kloge Folk fra Vester-Leden betragtede den fiint uddannede men vanskabte Verden.

✂ Det Makedoniske Huus, hvis Lovtalere kaldte dem Arsacider, havde vel endnu Ord for at sidde ved Roret, men staaet for Styret havde det kun under Basil og hans Søn Leo (867- 911), og det synes at være en Natur-Lov, at ikke selv den kraftigste Slægt, i en forkiælet Tid, kan sidde paa en Throne i tredie Ledd, uden at henvisne. En saadan Vissen-Pind af en dygtig Stamme var i alt Fald Leos Søn Konstantin, bekiendt under Tilnavnet Porphyrogennet (keiserfødt), saa han trængde ikke blot til Formynder i sin Barndom, men alle sine 48 saakaldte Regierings-Aar (911-59). Selv fordrev han Tiden med at læse og skrive og foranstaltede desaarsag mange Udtog af »de Gamle,« som vist nok ikke fremmede Læsningen af deres Værker, men har dog bevaret os Billinger af Meget, der sagtens ellers vilde være reent forsvundet; thi i aandløse Tider læser Man sjelden hele Værker uden »for at giøre Udtog af dem«, hvad Man ret kan see paa den vanskabte Tusindbeen af en Bog (Myrobiblion), som den sprænglærde Photios, Patriark i Konstantinopel under Basil og Leo, har efterladt os. Saa nødig vi nemlig nu skulde miste hans mangfoldige Bog-Titler med 280 smaa og store Udtog, maa Man dog baade lee og græde over saadan en Videnskabelighed og Boglig Konst, hvis rette Navn er »Registrering og Vurdering i salig Aandens Stervbo«, men hvis Efterligning nys har været saa almindelig, at vi har ikke Noget at lade Byzantinerne høre.

✂ Dog, dette kun i Forbigaaende, thi kun saaledes kan vi i Stats-Historien ændse Photios, baade for hans »Bibliothek« **) Cassino-Krøniken II. 1-2. Vehse's Leben und Zeiten Otto's, 3die Bog. *1 2. Udg. »Ved denne Leilighed gik der endeel Badskaber«. 39 og for hans Tvist med Paven i Rom, der blev Begyndelsen til den aabne Feide mellem »Græsk og Latin« i Kirken, hvis ypperste Virkning udentvivl var, at den hindrede Geistligheden i Østen fra reent at sove ind over Bogen, og i Vesten fra reent at glemme den, over Verdens Tummel og Pavens Tøffel.

✂ Mellem den lærde Keisers Formyndere udmærkede sig en forvoven Ulk, der svang sig op til Admiral og blev vidtbekiendt under Navn af Keiser Romanos Lakapenos, thi uagtet han ikke tog Keiser-Titelen fra Konstantin, deelde han den dog ikke blot med ham, men lod i alle Forordninger hans Navn komme drattende baade bag efter Sit og sine Sønners*). Konstantin var for Resten gift med hans Daatter og kaldte sin Søn op efter ham, og denne Romanos paa anden Haand var det, som blev gift med Kong Hugos Frille-Daatter, og blev Sviger-Fader til Keiser Otto den Anden. Han, saavelsom hans Fader og Mor-Fader, var imidlertid nu død, og hans anden Gemalinde, den kiønne Kielder-Pige Anastasia, som Hofmændene døbde om til Theophane, havde ægtet den tappre Nikifer (Nildphoros) med Tilnavn Phokas, hvem Byzantinerne høilig berømme, men Lodbrand ei noksom kan laste.

✂ Vil Man imidlertid være upartisk, som Man jo sagtens kan mellem Keiseren i Konstantinopel og Bispen i Cremona, Begge fra det Tiende Aarhundrede, da kan Man ikke nægte, at Kong Hugo, som nødte Fyrsterne i Nedre-Italien til at hylde Keiseren, beilede langt smukkere til hans Venskab og Svogerskab, end Keiser Otto, som hjalp dem til at trodse ham, saa det var intet Under, at Nikifer blev stødt. At Lodbrand, da han kom til Magiegaard, maatte sidde og kukelure 120 Dage i et stort, vindaabent Marmor-Huus, med fire Skild-Vagter, uden Dyne eller Hoved-Pude, at der maatte Told-Stempel paa Kapperne, han havde kiøbt, og at de Kiønneste blev confiskerede som Contreband, det, tilligemed saameget Andet, var vist nok ubehageligt, men vi, som veed, hvilken Rolle »Politiet og Told-Faget« spiller i en velindrettet Stat, maae vel smile ad Lodbrands Jammer-Klage, og finde det i sin Orden, naar Byzantinerne fortælle ham, at de der i Rigdom og Vidskab overgaae alle andre Folk, ogsaa i Klæde-Dragten maae have Lidt for dem selv, og at Purpur-Kapper er ikke for Frankiske Tølpere. Ja, selv naar Lodbrand herimod indvender, **) Kedrens Byzantiner-Krønike. Loclbrands Verdens-Krønike III. 6-7. 40 deels at da han var i Konstantinopel forrige Gang, under Konstantin Porphyrogennet, spurgde Man slet ikke om Sligt, og deels, at hos Kiøhmændene i Venedig og Amalfi kunde Man faae saamange Purpur-Kapper, Man lystede, da er Byzantinerne, som ordenlig afrettede Folk, dog ingenlunde forlegne for Svar, men bede ham betænke, at hvad der gjaldt under Konstantin, der var en stille, livsalig Herre, umuelig kan giælde under Nikifer, som er Fyr og Flamme, og at træffer Man Smuglerne fra Venedig og Amalfi, skal de skee en Ulykke *).

✂ Dog, hvor moersomt det end kan være at giøre sig lidt tilgode baade over Byzantinernes Finhed og Lodbrands Grovhed, maae vi dog gaae videre, især, da der for det Første Intet blev af Giftermaalet, og kun i Forbigaaende kan vi lægge Mærke til, at hvad Byzantinerne især blev rasende over, var et Brev fra Paven i Rom, hvori han bad »den Græske Keiser« om dog endelig at indgaae Venskab og Svogerskab med »den Romerske Keiser« Otto; thi da de ei engang vilde kalde nogen anden Fyrste Keiser (Basileus), var det dem noget Uhyre, at St. Peders Eftermand endogsaa udelukkende vilde tilskrive en Barbarisk Konge (Rex) det dyrebare »Romerske« Keiser-Navn. Kun forgiæves vilde Lodbrand trøstet [trøste] dem med Erindring om Romer-Navnets kun lidet hæderlige Oprindelse, og med den Forsikkring at hjemme hos ham var »Romer« det værste Skiælds-Ord, Man kunde bruge til Nogen; thi paa det Øre var de saa døve som den stiveste Latinske Grammatiker.

✂ For Resten fik Theophane snart Lyst til at giftes tredie Gang og var Johan Zimisces behjelpelig til [med] at stjæle Livet af Nikifer, hvorpaa den ny Keiser lod det være En af sine første Sysler at slutte Forbund med Otto og sende ham Prindsessen, han ønskede til sin Søn. At hun fik Apulien og Kalabrien i Medgift og at Byzantinerne ved denne Leilighed udtrykkelig erkiendte Otto for Keiser, har de Lærde vel saalænge giættet dem til, at det er nær ved at giælde for afgjort, men det staaer dog i Grunden ingensteds skrevet, og ligner heller ikke Byzantinerne, der vel ogsaa maatte holde paa Indbildningen, som deres eneste faste Eiendom. Vel finder Man Otto kaldt Keiser (Basileus) af Kedren i det Ellevte Aarhundrede, men da Prindsesse Anna er anderledes prutten, **) Lodbrands Gesandtskabs-Beretning hos Baronius under Aar 968. 41 bliver det1 endnu et Spørgsmaal, om Byzantinerne førend Kors-Togene bekvemmede sig til at erkiende en Keiser i Vester-Leden.

✂ Den Græske Prindsesse, som her blev Keiserinde, ved at ægte Ottos Søn med Adelheid, hedd for Resten Theophane ligesom hendes Moder, og hendes Søn, Otto den Tredie, tegnede til at ville træde i sin store Far-Faders Fodspor; men han døde ung og ugift, saa i Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede uddøde baade det Makedoniske og Sachsiske Keiser-Huus. Kun forgiæves prøvede det Sidste paa at opstaae i Otto den Tredies Næst-Sødskendebarn, Henrik af Bayern; thi hvad enten Man kalder ham »den Halte« eller »den Hellige«, haltede det dog øiensynlig til begge Sider med hans Keiserlighed, og han døde barnløs 1024, uden at Man i de 50 Aar efter Otto den Stores Død havde seet Meer paa Thronen end hans Kæmpe-Skygge.

✂ Indfredningen af Tydskland, Samlingen paa Italien og Lige-Vægten med Byzants var altsaa Frugten af den første Ottos Menneske-Alder paa Thronen (936-73), og vel har Tydskernes Lov-Taler over ham sædvanlig den samme Lyde som Ditmers af Merseburg, naar han siger: da kom Guld-Alderen, thi da fandt vi i Sachsen den første Sølv-Aare, saa bærer han dog i Stats-Historien med Rette Navn af den store Sachser og fandt hverken blandt Schwaber eller Østerrigere sin Ligemand, end sige Mere. At for Resten den omtalte Sølv-Aare, i Forbindelse med den Sikkerhed, Ottos seierrige Vaaben, og den store Opmuntring, hans Konge-Breve gav Kirker, Klostre og Stæder, har bidraget mærkelig til at fremme Handel og Vandel og al fredelig Virksomhed, [det] følger af sig selv, og Magdeburg, som var hans kiære Edithes Yndlings-Sted2, maa især takke ham for sin Opkomst. For sin Gudsfrygt og Gavmildhed mod Geistligheden, har han vel, i senere Tider, som forsvor begge Dele, hørt ilde; men uden at kunne indlade os paa, hvorvidt han i den anden Verden høstede de Frugter deraf, han sagtens ventede, havde dog baade han og hele Tydskland aabenbar saamegen Fordeel deraf i Denne [Verden], at i det Mindste hans Landsmænd og Lovtalere burde høilig prise ham derfor. Hvad Deel han ellers tog i Menneske-Aandens Bedrifter, har Aarbøgerne vel ikke optegnet *1H. »... Aarhundrede, men da han ikke har et Ord om Giftermaalet og alle Gesandtskaberne, er det« *2H. »Yndlings-Stad [?]«. 42 med den Flid, som hans Gave-Breve, men naar en saa driftig og stridbar Herre henimod de Fyrretive tager sig Tid til at kiende Bog-Staver, da gaaer vist i alle Maader hans Lyst videre end Sværdet rækker, og hvem der kan baade Slavisk og Latin, men gider dog ikke talt Andet end sit Moders-Maal, han staaer sikkert1 i Pagt med Aanden [Folkeaanden]. Begge disse Kiends-Gierninger fortæller imidlertid Wittekind, og da han med en vis [et vist] Eftertryk siger, det var just efter hans Angel-Sachsiske Dronnings Død han lærde at læse, er det vel en rimelig Slutning, at det har været den hensovne Elskeliges Yndlings-Bøger, altsaa blandt Andet de Angel-Sachsiske Digte, der har vakt hans Læse-Lyst saavelsom Kong Alfreds 2.

✂ Til Indfredningen af Tydskland og til den Angel-Sachsiske Dannelses Redning hørde unægtelig, efter Omstændighederne, ogsaa Nordboernes og især de Danskes Spægelse og Forlig med Christendommen, og at Otto den Store bidrog Sit dertil, er alle vore Kilder enige om, men da, efter Ditmer af Merseburg, Otto den Anden ogsaa skal have gjort et Tog til Danmark og været Den, der fik Bugt med Dannevirke, har Man sagtens blandet begge Dele sammen, saa de nærmere Omstændigheder lade sig ikke godt udfinde. Da vi imidlertid nu maae giæste Danmark og Norge for at ledsage Knud den Store og Normannerne paa deres mærkelige Løbe-Bane, vil vi der bedst see, hvad. rimeligt kan være.

✂

Danskere og Nordmænd.

✂ Blandt alle de Mundheld i Studere-Kamrene, der til en Tid gjaldt for Orakel-Sprog, men var dog kun Vis-Vås, er neppe Noget blevet mere berømt end det, at en Historie-Skriver maa hverken have Religjon eller Fædrene-Land, altsaa, grundig forklaret, hverken Phantasi eller Følelse, hverken Aand eller Hjerte, men kun iiskold, stærblind, tvivlesyg, kiødelig Forstand. Modbydeligheden og i alt Fald Farveløsheden3 af de Historier, der skrives4 efter denne Regel, har *1H. »sikkerlig«. *2 2. Udg. »altsaa bl. a. den saxiske Messiade [Heliand] i angelsk Skjaldestil, som har vakt hans Læselyst.« *3H. »Kiedsommelighedem.« *4H. »skreves«. 43 imidlertid noksom beviist dens Ubrugbarhed, saa nu seer Man heller, naar galt skal være, Historie-Skriveren saa blindt indtaget for sin Tro og sit Land, at han derudenfor kun finder Helvede og Barbariet. Dog, hvor taaleligt for Læseren end Dette kan være, i Folke-Historien, naar kun Skriverens Tro og Land baade er værd at ændse og virkelig opflamme ham, saa bliver det i Verdens-Historien dog næsten utaaleligt, og er i alt Fald ærgerligt, da Man, ved at ville have alle Folk og Tider støbt i een og samme Form, selv den Bedste, aabenbar er uenig med Skaberen og Forsynet og kan da umuelig enten fremme eller forklare den mangfoldige Udvikling af Menneske-Livet, Man saa aldeles miskiender. Her, som allevegne i vore Dage, er da gode Raad dyre, thi der gives kun Eet, som Man nødig vil følge, nemlig at indgaae et mindeligt Forlig paa billige Vilkaar. Om derfor ogsaa Læseren mener, at den fuldkomne Historie-Skriver vilde, saa at sige, have alle Religjoner og finde sig hjemme allevegne, hvor det gik nogenlunde menneskelig til, maa han dog betænke, at den fuldkomne Skriver, der desuden kun vilde passe til den fuldkomne Læser, er endnu ikke født, og bliver det aldrig, hvis Man ikke, indtil videre, i dette Stykke af Livet, som i alle Andre, tager til Takke med det Ufuldkomne, saa Man maa være glad, naar Man under Læsningen af en Verdens-Historie sporer Øie for Himlens Billede i alle de Vande, hvori den paa nogen Maade kan speile sig, og Deeltagelse i alt Menneskeligt, om Man end seer, der er kun eet Punkt [een Plet], hvor Himmel og Jord ret mødes for Skriverens Øie og kun een Skikkelse af Menneske-Livet, han inderlig elsker. Til Giengiæld maa Skriveren, om han end tænker, alle rigtig oplyste Mennesker maatte indsee, at hans Tro var den rette og hans Folk det bedste, dog komme ihu, at saalænge han skriver for at fremme Oplysningen, forudsætter han selv, den er, i det Mindste hos hans Læsere, endnu ufuldstændig, og at hvem der, uden selv at være en Gud, vil troes blindt, arbeider kun slet paa rigtig Oplysning. Medens han derfor med Rette tager sig den Frihed at være baade sin Tro og sin Kiærlighed bekiendt, naar Talen er om deres Gienstand, maa han dog hverken ved Haarene trække dem ind, hvor de Intet har at giøre, eller stræbe at udpine den Bekræftelse paa deres Ypperlighed, kun Frem-Tiden eller maaskee først Evigheden kan give, af For-Tid og Sam-Tid1. Fordringen er billig, thi kan *1 2. Udg. »eller stræbe af Fortid og Samtid at udpine d. B. p. d. Y., som k. F. e. m. f. E. k. g.« 44 han ikke anderledes overtale sig til at lade det, menneskelig talt, Store og Ædle under alle Skikkelser og Himmel-Egne vederfares Ret, saa kan han dog for det Meste naae det, ved, som en Engelskmand, aldrig at sammenligne de Fremmede med sit eget Uforlignelige, men kun med alt Andet under Solen. Vel er denne Upartiskhed altid kold og brøstfældig og stundum saare frastødende, men, som Man især føler ved at læse Gibbon, dog immer tilstrækkelig til med Munterhed, Friskhed og Oplysning at holde Læseren skadesløs.

✂ Saadanne Betænkninger kan vel synes overflødige hos en Skriver, der ei blot hører til et beskedent Folk, men fører et Sprog, de Fremmede ei agte det Umagen værdt at forstaae; men Beskedenheden, der i en rigtig Sammenhæng ogsaa1 maa have sine Grændser, har dem udentvivl snævrere hos denne Penne-Fører end hos de Fleste af hans Lands-Mænd, og han er stolt nok til ei at ville hviske dem Andet i Øret, end hvad hele Verden maatte høre. Indtaget, som han bekiender sig at være, for Nordens Aand og Danmarks Hjerte, ei mindre end for Christendommen i sin enfoldige, gammeldags Skikkelse, og dog opsat2 paa at lade Menneske-Livet under alle Skikkelser afbilde sig i Historien, som det virkelig har yttret sig i Verden, maa han nødvendig falde lidt i dybe Tanker ved Indførelsen af de kværsiddende Nordboer, og især af de lavmælede Danskere, i Verdens-Historien, hvor de Fremmede, naar de engang prøvede paa at samle det Store i naturlig Forbindelse, neppe vilde finde en Plads beskeden nok for dem.

✂ Trods al min Forkiærlighed for Nordens Guder og Danmarks Hav-Fruer, finder jeg nu, ved saa koldt [koldsindigt] Overlæg, som en aldrende Skribent, ene med sin Pen imellem de Døde, maa kunne bruge, at de har Intet at bestille med Old-Tidens og endnu kun saare lidt med Nyaars-Tidens almindelige Historie; men at i Middel-Alderens, der dreier sig om Udvandringerne fra Norden, og oplives af hvad der er stærkest hos Kvinden, der spille mine Yndlinger, under allehaande Skikkelser og Omklædninger, næsten bestandig en Hoved-Rolle 3, saa at hvis ÆIve-Dronningen (The Fairy Queen), som gav hver Ridder sit Æventyr, selv reiste Verden rundt, vilde hun i Norden finde sig omleiret af alle sin Barndoms Minder, og i Bælt og Sund mellem Bøge-Skove kiende Vuggen igien, som det blev tidlig sunget for, hvad Kaar hun skulde friste.

*1H. »ogsaa i en rigtig Sammenhæng«. *2H. »bestemt«. *3H. »Hoved-Rollen«. 45

✂ Den billige Læser, hvor fremmed han end kan være for mine Liv-Stykker, vil da let indsee, det er ikke mig men Dronningen1 selv, der i det Ellevte Aarhundrede fører Danskere og Nordmænd ind paa den store Skue-Plads, medens han vil finde del naturligt, at Skriveren, som, efter en lang Udenlands-Reise, kun nogle Øieblikke kan dvæle ved Fædrene-Landet, baade giør det med øiensynlig Forkiærlighed og dvæler et Øieblik længere end Reise-Selskabet ønskede. Han2 vil ogsaa, naar han tager Deel i alt Menneskeligt og ønsker Oplysning derom, og hvad læser han ellers Verdens-Historie for, finde sig fuldkommen skadesløs, da den Fornøielse og Vinding det altid er at høre et Menneske tale om hvad han er rigtig hjemme i, maa for de Fremmede blive dobbelt, naar Talen er om Nordens Historie, der hidtil er de bedst Oplyste iblandt dem hardtad saa ubekiendt som China[s]. Rigtig nok er billige Læsere nuomstunder en Sjeldenhed, men billige Skrivere er det ikke mindre, og høre vi til disse, maae vi ogsaa regne paa tilsvarende Læsere, blandt Andet, fordi vi ellers nærede den ubillige Mistanke, at selv naar det klarer sig, at alle kloge Folk, som aldrig finde, de ere kloge nok, af en velforstaaet Egen-Nytte maa være billige baade mod hinandens Dyder og Lyder, at selv da kun Faa eller Ingen vilde rette sig derefter.

✂ Under disse Omstændigheder kunde jeg da baade løfte Knud den Store til Skyerne, fægte for Danmarks fuldkomne Uafhængighed af Keiser Otto, og giøre meget Andet, som Man har regnet til Pennens Patriotisme, uden at de Læsere, jeg skriver for, var de end Tydskere, vilde tage anden Hevn end den jeg selv saa tit har taget over Romersk Patriotisme, baade hellig og søgn, nemlig at »blade om«; men gjorde jeg Sligt, da var jeg i mine egne Øine stokblind ei blot for Skrivers og Læsers, men ogsaa for Fædrene-Landets Tarv. Betragtningen af det virkelige Liv, som det Væsenlige, der er det første Skridt til sand Oplysning, maa nemlig jævne alle Trætter om Keiserens Skiæg og kiøle Heftigheden i enhver Strid om den Snee, der faldt i Fjor, og Opdagelsen af det rette menneskelige Forhold mellem »Aand og Haand«, som er det næste Skridt, lærer paa Timen, at de mest glimrende Seire i Kæmpe-Slag, end sige da i Penne-Feider, hverken give den mindste Ret eller baade Andre end dem, der har bedre Sysler i Sinde, som de derved vinde Fred til at drive, saa Kæmpe-Færd er som Torden-Veir, immer *1H. opr. »Historien«. *2 2. Udg. her og i det følgende: »Man«. 46 frygtelig og majestætisk, men kun glædelig bagefter, naar den findes gavnlig. Dyrt maatte Danmark betale den forfængelige Ære, Det vandt under Knud den Store, medens Hyldingen af Keiser Otto, om den fandt Sted, har aldrig kostet Det enten Hvid eller Suk, og det gaaer desuden med Folke-Færd, som med Enkelt-Manden, at de har kun Skam af en haabefuld Ungdom, naar deres følgende Liv har skuffet de store Forventninger, mens den Trælbaarne, som tilkæmpede sig Frihed, og den slet Opdragne, der blev en ædel og dannet Mand, har Ære deraf. Den oplyste Historie-Skrivers Patriotisme, der langt mere viser sig i Haabet om sine Yndlingers Frem-Tid end i Skildringen af deres Fortid, kan derfor lettelig synes hans Lands-Mænd meget for tarvelig, og vil kun falde den fremmede Læser, som ønsker Oplysning, besværlig, naar Folket, hvad neppe vil hændes, er sin Skriver saa uligt, at hans Læsere finde det deres Bekiendtskab saavelsom hans Haab aldeles uværdigt.

✂ At nu Danmark var det gamle Moder-Skiød for Nordens Aand, maae vi iblandt Andet slutte af de Angel-Sachsiske Digte, og skiøndt den overveiende Deel, Mødre sædvanlig har i Sønners Storhed, er af hemmelig Art, kan Man dog aldrig fortænke de store Mænds yngre Brødre deri, at de ære deres Moder og haabe, trods Følelsen af deres egen Svaghed, at en saadan Moders yngste Sønner vel endnu tør opvoxe til de Ældstes Maal. Intet Haab kan heller være rimeligere, end at Danmark, der skiænkede den ny Verden sin største Digter i Angel-Sachseren [Angelsaxen], ogsaa vil opelske, hvad den videnskabelige Verden ei mindre savner, en tilsvarende Historie-Skriver, thi ingensteds aander Fædrenelands-Kiærligheden endnu saa varmt, og intet Fædrene-Land er saa skikket til at indgyde sine historiske Beundrere den rette Upartiskhed. Skulde nemlig en Engel fra Himlen beskrive Verdens Løb, da vilde han være upartisk, hverken fordi han fattedes Kiærlighed til sit Fædrene-Land, eller fordi Jordens Begivenheder var Det uvedkommende, men kun fordi hans Fædrene-Land var hævet over Tidens og Lykkens Omskiftelser og skiænkede ham paa eengang det høie Stade, det sikkre Blik og den rolige Lige-Vægt i Sindet, der høre til at aftegne Slægtens forunderlige Løbe-Bane, som den virkelig var, og at lade alle Folk, som Menneske-Aanden besjælede, skee lige Ret. Derfor vil det lykkeligste Land paa Jorden ogsaa være Moder-Skiødet for Historie-Skriveren med de største Dyder og de mindste Feil, og menneskelig 47 talt, kan neppe noget Land I Lykke ligne sig med Danmark. I det Aartusinde, Landets Skæbne var den store Verden bekiendt, stod det hardtad bestandig Fare for at oversvømmes og underkues af Fremmede, men blev dog kun øiebliklig det Første og aldrig det Andet! Kort og sjelden inddraget i Hvirvelen af de store Verdens-Begivenheder, laae det dog disse nær og betragtede dem med levende Deeltagelse Nok, for i Stilhed at høste varig Frugt af dem Alle, hvorfor Danmark ogsaa, trods sin verdslige Ubetydelighed, i Aands-Dannelse bestandig holdt Skridt med de Forreste og kom dem stundum forbi, mens de standsede af Studsen over deres egne Kæmpe-Skridt eller indslumrede paa deres Laurbær! Endelig, trods sin herskende, tit ligesaa farlige som barnagtige Lyst til at efterligne store Folk i allehaande Smaa-Ting, undgik Danmark dog at lide Skib-Brudd paa den inderlige Kiærlighed til det gode Gamle, den dybe Beundring for virkelig Storhed og det aabne Øie for Naturens Røst, som Menneske-Forstanden i de »Slyngels-Aar«, den under sit Opvext har tilfælles med alle Drenge, nødvendig miskiender og truer, men uden hvilke dog den sande Høi-Skole for Livet, ei mindre end det ægte, lykkelige Borger-Samfund, er aldeles uopnaaelig! Ingensteds kan det da med mere Rimelighed ventes og med mere Billighed kræves af Slægtens Historie-Skriver, at han med inderlig Deeltagelse følger Men-neske-Aanden hvor [-somhelst] den spores, og hæver sig i Betragtningen, over alle smaalige Hensyn, til Forsynets Styrelse, paa hvis Virkelighed hans Fædrene-Lands Skæbne er en tusindaarig Bekræftelse og hvis Godhed det aabenbar har sin Lykke og dermed Alt at takke, og føler nu end Fuskeren paa den skiønne Konst at afbilde Age-Thors Reiser og udtyde Nornernes Runer, at han, ved at spaae om Mesterligheden, netop røber Savnet, saa hører det dog ogsaa til den Gienkiærlighed, Danne-Kvinden med Rette kræver af alle sine Sønner, ei at ændse øiebliklig Skam hvor Talen er om Fædrene-Landets udødelige Ære!

✂ Det er først i det Sjette Aarhundrede, at Byzantineren Prokop, Gothen Jornandes og Galleren Gregor fra Tours lægger Mærke til de Danske, som et eget Folk, og Strand-Hugget paa Frislands Kyster, som Gregor fortæller, deres Konge Hilak (Higelak, Hugleik) maatte betale med sit Liv, da Hlodvikiden Thjodrik kom efter ham (515)*) see vi af Bjovulfs-Drape **) Gregors Franke-Krønike III. 3. 48 var dog egenlig et Gothisk Æventyr [Bedrift]*). Denne Sammen-Blanding og Forvexling af Nordboere, som hos Tydskerne og de Romanske Folk varede temmelig længe, har skaffet Danmark baade Æren og Skylden for mange Bedrifter, hvori det tog liden eller ingen Deel, og selv Angel-Sachserne bruge tit det Danske Navn i en udstrakt Betydning, ikke fordi de jo kiendte Forskiel paa Nord-Boerne, men fordi, som vi klarlig see af de Islandske Bøger fra Middel-Alderen, »Dansk« var et Fælles-Navn for de Nordiske Stammer, naar Man vilde adskille dem og deres Tunge-Maal fra Tydsk og Vælsk. Om Grunden til denne Kiends-Gierning har Man kiævledes, da den synes at forudsætte et Slags Fortrin eller dog Forspring hos Danmark, fra Arilds Tid, som Svenskere og Nordmænd har fundet det, om ikke farligt saa dog ærgerligt at indrømme; men uden at ville nærmere berøre en saa killen Sag, er det en uskyldig Bemærkning, at ligesom Danmark for nærværende Tid maa takke sin Lykke og sit Leie for den Smule Forspring i Handteringer, Manerer og høiere Sving, det dog udentvivl virkelig har, saaledes kunde noget Lignende godt været Tilfældet i Old-Tiden, uden mindste enten Skam eller Skade for dem »paa det høie Fjeld«, end sige da for dem, hvis »Fyrresvold« er nok saa berømt af »Rolf Krakes Guld-Sæd«, som af alle sine Kongelige Bauta-Stene.

✂ Ei engang fra Karl den Stores Tid, da Kong Godefred, uden at spørge om Forlov, indtraadte paa den store Skue-Plads og vilde selvbuden giæstet Keiseren i Aachen, har vi en fortløbende Danmarks-Historie, og langt mindre i de Aarhundreder baade før ham og Hugieik, saa, naar vi desuagtet har indbildt os det, fortjener denne Drøm fra Middel-Alderen kun at omtales i Verdens-Historien, fordi Lykken hos os er meget bedre end Forstanden. Hvor godt nemlig end Saxo Sællandsfar i sin Tid, som laae paa Grændserne af det Tolvte og Trettende Aarhundrede, fortjende sit underlig sammensatte, dobbelte Binavn »Grammatikeren og Poeten«, vilde han dog vist aldrig have vovet at byde sine lærde Læsere det hele Vognmands-Læs af Nordiske Old-Sagn, der fylde de første otte Bøger af hans Danmarks-Krønike, hvis han ikke havde meent i dem at finde en vel noget fabelagtig, men dog i det Hele forsvarlig Fædrenelands-Historie, og en langt større Skat end **) Bjovulfs-Drape (Thorkelins Udgave) 18de, 33te og 40de Sang. Fordanskningen i Fortalen XLI-II. [2. Udg. »Bjovulfs-Drapen, Kjøbenhavns-Udgaven 1861, i Fortalen, S. XXXIV og V. 2396-421. 4201-10. 5813-35.«] 49 Knud Lavards var da sunket til Havsens Bund, istedenfor at den nu paa halv-classisk Grund lod sig opgrave som Dannefæ. Dette Dannefæ, der, siden Fofners-Guldet eller Niflunge-Skatten (Der Niebelungen Hort) sank tilbunds i Rhinen, og Upsals Dressel blev spredt paa Fyrres-Vold, er det Eneste i sit Slags, den ny Verden eier, har nemlig ikke blot en egen Glands, som Brud-Stykker af den over hele Nørre-Leden berømte Tusind-Konstner Vølunds Arbeide, men kaster tillige samme historisk-poetiske Lys paa de Nordiske som Grækernes Sagn paa de Helleniske Stammers begeistrede [daadfulde] Old-Tid, og en grundig videnskabelig Undersøgelse vil vise, det er ikke lidet, fordi hvad Folke-Aanden lader sine Yndlinger drømme, de har oplevet, er hvad den uafladelig arbeider paa at udføre.

✂ Mellem mange deilige Sagn er der imidlertid især To, som besynderlig maa tildrage sig den Nordiske Historikers Opmærksomhed, det Ene om Hading og det Andet om Frode Fredegod; thi Hading, der sammensmelter med Njord, den store Hav-Mand og Offer-Gode i Asgaard, lader os bestandig tænke paa Angel-Sachseren og Engelsk-Manden, medens Sagnet om Frode, hvem Lykken spillede for, saa han blev Keiser over hele Nørre-Leden, ret øiensynlig dreier sig om det Danske Løsen: Lykken bedre end Forstanden. Frode er nemlig en eiegod, men svag Herre, som fra Barns-Been er hildet af Rænke-Smede og sover ind i sledske Kvinders Favn, og selv da han vaagner ved Erik Ylfings Norske Fritalenhed, er det Erik og Andgrim, Hedin og Hogne, med alle de Andre, der har Umagen, hvoraf han høster Æren, saa kun Livsaligheden er ham egen, men den var det rigtignok ogsaa, der stemplede hans Tid over hele Norden, hvor Kæmpe-Daad var Hverdags-Ting, til »Guld-Alderen«, og skaffede ham det mageløse Efter-Mæle, at Folket bar hans Liig »tre Aar om Land«, og skiænkede hans Krone til Skjalden, som besang ham bedst*).

✂ En ganske anderledes Karl er Hading, Brages Foster-Søn, der vel ogsaa i sin tidlige Ungdom falder i Jette-Pigens Garn, men sønderriver det snart, opsat paa Daad, rider lukt over det vildende Hav paa Odins Hest, giør en Reise til Hel og til Valhal ved den gamle Frues Haand, og ender graahærdet sit travle, daadfulde Liv, ved at hænge sig selv for at holde sit **) Saxos Danmarks-Krønike 5te Bog. 50 Ord*). At det Sidste er et Engelsk Indfald, vil Ingen nægte, men slaae ei alle Mærker feil, da er det Hele ligeledes, og kun optaget af Saxo, fordi Angel-Sachseren altid betragtede sig selv som en Dansk Konge-Søn, og bevægede sig, som Bjovulfs-Drape[n] viser, selv efter Udvandringen, med Fornøielse poetisk i de Nordiske Far-Vande.

✂ Herved mindes vi om et andet deiligt Sagn, som Saxo vel ikke har, men som ved ret egenlig at angaae Danmark og findes i Bjovulfs-Drape[n], mærkelig stadfæster Bemærkningen ved Hading-Sagnet. Det hedder nemlig om Stam-Faderen til Skjoldungerne, Danmarks vidtberømte Arilds-Konge slægt, at han kom i sin spæde Barndom drivende til En af Øerne paa et folkeløst Skib, men slumrede sødt, med en Korn-Neg til Hoved-Pude, trindt omringet af allehaande Vaaben og Klenodier, og da Folket paa den Tid just fattedes en Konge, betragtede de den »lille Ubekiendte« som deres Skyts-Aand, kaldte ham Skjold og elskede ham op til deres Konge**). I denne Skjold, hvem Islænderne kalde »Odins Søn«, og Saxo melder om, at han »bandt Bjørnen med sit Bælte«, da han var kun femten Aar, har vi aabenbar Fredegod med Lykke-Stjernen igien, men i en Skikkelse, kun Hading saae, da han travede over Havet paa Sleipner og stjal sig til et Udkik under Odins Kappe!

✂ Om nu enten Godefred eller Gorm den Gamle og Harald Blaatan, Sven Tveskiæg og Knud den Store hørde til de ægte Skjoldunger eller ikke, kan vi saameget mindre afgiøre, som de Danske Sagn aabenbar forvirres eller afbrydes ved Braavalle-Slaget, hvor ikke blot den gamle Harald Hildetan faldt, men fældtes af sin egen Kiøre-Svend, der gierne var Danmarks gamle Skyts-Aand Odin selv, som dermed sagde sine Yndlinger Farvel eller forvandlede sig til »Upsals Odin«, for at gaae Bærsærke-Gang med Regner Lodbrog og hans Sønner.

✂ Denne Lodbrog, som ikke blot Saxo og Islænderne veed Endeel at tale om, men som ogsaa Tydskere og Angel-Sachser finde sig nødte til at nævne langt tiere end de ønskede, maa vel fra Upsal have udstrakt sit Jern-Spir over Norden, og sin Rædsel over Havet, i Midten af det Niende Aarhundrede, **) Saxos Danmarks-Krønike 1ste Bog. ***) Bjovulfs-Drape (Thorkelins Udgave) i Forspillet, Fordanskningens 1ste Sang og Fortalen XXXVII-IX. [Kjøbenhavn-Udgaven 1861, Fortalen, S. XLVIII, V. l -104]. 51 thi i den næste Menneske-Alder, som var Kong Ælfreds Dage, fortæller Asser, at hans Sønner nu huserede i England og førde et Blod-Banner, hvori deres Systre havde baldyret en Ravn til et underligt Seiers-Tegn*). Uagtet imidlertid Angel-Sachser og Islændere ogsaa er enige om, at Lodbrog faldt i England, hvor hans Sønner grusomt hevnede hans Død paa Kong Ælle i Northumberland og satte sig fast i York, ja, uagtet hans Islandske »Døds-Sang«, det saakaldte Krage-Maal, er en vitterlig Ting, saa er dog Regner Lodbrog selv, historisk talt, en meget mistænkelig Person, blandt Andet fordi hans Sønner er saa mange og rase saa længe, at Man faaer ondt i Hovedet af at tænke derpaa. Tingen er da formodentlig, at enten førde Fleer det Tilnavn »Folke-Skræk« (leod-broga), som Saga-Mændene, efter løierlig Sædvane, har gjort til et Par laadne Buxer, eller ogsaa var det Blod-Banneret selv der hedd Lod-Brog, ligesom vort Kors-Banner endnu hedder Danne-Brog.

✂ Hos Saxo er for Resten Regner Lodbrog samtidig med den Jydske Kong Harald (Islændernes Klak-Harald), som tyede til Keiser Ludvig den Fromme om Hjelp mod sine Med-Beilere til den Danske Krone, og lod sig døbe i Maints (826), hvorved Begyndelsen skedte til Christendommens Indførelse i Danmark, skiøndt vi først henved 200 Aar senere, under Knud den Store, finde den herskende i Riget Skulde Man slutte heraf, maatte Man troe, enten at de Danske var meget haarde Halse, eller at de havde meget slette Evangelister, men dog vilde Man i begge Tilfælde tage mærkelig feil1; thi allerede i Sven Tveskiægs Dage sagde Olav Tryggesøn om de Danske: det er blødsødne Karle**), og at Ansgar (Æsger) fra Korvei, som bærer Navn af »Nordens Apostel«, kom de gamle Evangelister nærmere end nogen Prædikant giennem mange Aarhundreder, derom er hans Levnets-Beskrivelse af Rimbert, Discipelen, han elskede, et gyldigt Vidnesbyrd. For hvem der ikke kiender Bogen, maa dette2 vel klinge mistænkeligt, da, naar Man turde troe deres lovtalende Discipler; var ikke blot Augustin og Winfred, men hveranden Vinkel-Helgen nærved at være Apostlernes Overmænd; men naar Man **) Ælfreds Levnet af Asser S. 33. ***) Olav Tryggesøns Saga i Heimskringle K. 122. *1 2. Udg. »vilde man imidlertid heraf slutte, enten ..., eller ..., da vilde man i begge Tilfælde osv.« *2H. »det« 52 hos Rimbert, istedenfor de sædvanlige Lovtaler og Barnagtigheder, seer Billedet af en dybt bevæget, for sit Kald og Martyr-Kronen indtil Sværmeri begeistret Munk, og betænker, hvilket Indtryk han maa have gjort paa sin kiære Discipel, for at denne, ved en besynderlig Undtagelse, kunde opfatte og fremstille ham saaledes, da maae vi tilstaae, at Danmark havde samme Lykke med Stamfaderen til sit Præsteskab, som, efter Skjold-Sagnet, med ham til Konge-Slægten. Da nu Rimberts Vidnesbyrd tillige er gyldig Hjemmel for, at ikke blot blev der i Ansgars Dage bygt Kirker i Slesvig og Ribe, men [at] i de fyrretive Aar, han rygtede sit store Ærende, var det ham, paa et lille Øieblik nær, aldeles uformeent at omvende alle dem, han kunde, saa maa Langdraget nødvendig have havt ganske egne Grunde, hvoriblandt det aabenbar var En, at Kongerne, i det Mindste til Gorm den Gamles og Harald Blaatans Dage, lod Troen og Guds-Dyrkelsen, som det sig altid burde, være en fri Sag. Det Samme var imidlertid, som vi veed, Tilfældet i Engeland, hvor Døbelsen dog kun medtog halv saa lang Tid, og desuden trak det i Danmark ikke blot langt ud, men Man hører efter1 Ansgars og Rimberts Dage slet intet til den Danske Christendom, før der stemmes op med Jammer-Klagen over Gorm den Gamle, først i det Tiende Aarhundrede, som gruelig forfulgde den, saa denne Kiends-Gierning ved et Folks Daab, der endnu i det Nittende Aarhundrede holder fastere paa Daabs-Pagten end noget Andet, bliver først forklarlig, naar Man kiender Danskerne, og har opdaget, at hvor alle Mand gaaer i Kirke er det Meste immer Skin og Skygge.

✂ Intet Folk har nemlig mindre Sands end det Danske for »Skin og Skygge« af Aandelighed [Aand og Sandhed], saa naar ikke Kong Knud og hans Angel-Sachsiske Præster havde taget dem alvorlig af Sagen, var Mængden her, især paa Øerne, vel aldrig blevet døbt, og hvem der desuden, som (de Danske i Almindelighed, er lidt dorske af Natur og skal have alt Aandeligt igiennem Hjertet, maatte nødvendig, hvor dybt end Evangeliet rørde dem, blive sene til øiensynlig at rette sig derefter, ja, vidste vel ikke selv ret, om de troede, før Troen blev forfulgt. Endelig maatte hos et saa kvindeligt Folk baade den gamle Vane være næsten uovervindelig, og Evangeliets Trøst en Tidlang synes ret godt forenelig med en Slump Afguderi, saa det undrer os hverken at læse hos Wittekind, *1H. »fra« 53 at i Harald Blaatans Dage lod Man nok i Danmark Christus giælde for Gud, men meende dog, de gamle Guder var de stærkeste*), eller hos Saxo, at endnu paa Sven Tveskiægs gamle Dage, da han omvendte sig og vilde overtale Sællandsfarene til det Samme, vilde de dog ikke give Slip paa Fædrene-Troen, førend Hof-Præsten [Pope] med Jern-Byrd beviste Christendommens Ægthed **).

✂ Hvad nu Forholdet til Sachserne angaaer, da er Krigene med dem En af de Strænge, der idelig slaaes paa i vore Old-Sagn, og Tve-Kampen, Uffe hin Spage bestod paa Eider-Holmen med Sachse-Kongens Søn og hans Stal-Broder, er En af Perlerne i dem. Henrik Fugle-Fænger er ogsaa aabenbar meent med Keiseren, [som] Sven Aagesøn fortæller, fik Lyst til Gorm den Gamles deilige Dronning Thyre Dannebod, men blev kiønt narret, da Thyre holdt ham op med Snak, til hun fik Danne-Virke (Dannis-Volden)1 færdig, og lod ham saa staae for den med en lang Næse***), og bliver Man end heraf ikke klogere paa Henriks Tog, saa seer Man dog, de Danske fandt dem selv for svage til at gaae Sachserne paa Klingen, og mindes om? hvor »Danmark, deiligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa«, har altid havt sit ømme Sted, det taalde ikke godt at røres paa. Danne-Virke, som de saakaldte Einars Aarbøger lader reise sig i Karl den Stores Tid, er derfor vist endnu ældre, men paa saadanne Giærder brydes immer Gab, der trænge til at lukkes, saa Dronning Thyre kan dertil godt have havt al sin Snildhed nødig.

✂ Da nu Thyre Dannebod, efter alle Sagn, var en Christen Frue, der havde sin Nød med sin Hosbond, den gamle Hedning, ja, giøres af Islænderne, for Kortheds Skyld, til Daatter af den Harald Klak, der for et hundrede Aar siden blev døbt i Maints, saa er det ganske rimeligt, som Wittekind og Ditmer sige, at Gorms og hendes Søn Harald Blaatan vaklede mellem Hedenskab og Christendom, og da vaklende Folk staae aldrig fast, er Keiser Ottos Seier over ham aldeles i sin Orden. Adam af Bremen, som i det Ellevte Aarhundrede skrev Nordens Kirke-Historie og fik Endeel at vide af Knud den Stores Syster-Søn, Kong Sven Æstridsøn i Danmark, **) Wittekinds Sachse-Krønike 3die Bog. ***) Saxos Danmarks-Krønike 10de Bog. ****) Sven Aagesøns Udtog K. 3. *1 2. Udg. »(Danevolden)« 54 er her vor bedste Hjemmel og han fortæller, at da Ærke-Biskop Unne af Bremen, den Første der traadte i sine Formænd Ansgars og Rimberts priselige Fod-Spor, kom til Kong Gorm, fandt han vel den gamle Knast ubøielig, men fandt derimod aabne Øren hos Sønnen Harald, der vel ikke selv lod sig døbe, men hjalp dog gierne med til Christendommens Udbredelse. Unne, siger Adam videre, døde paa den[-ne] Reise, ovre i Sverrig, samme Aar som Henrik Fugle-Fænger (936); og tolv Aar derefter var det, Keiser Otto hærgede Jylland lige op til Otte-Sund ved Limfjorden og sloges paa Hjemveien med Kong Harald, som maatte flygte til sine Skibe, og forligde sig derpaa i Mindelighed med Keiseren, ved hvilke Leilighed baade han og hans Søn blev døbt, og Sønnen blev kaldt op efter Keiseren, saa han kom til at hedde Sven-Otto*).

✂ Dette er ogsaa Alt hvad Saxo veed, og naar Islænderne udførlig fortælle om Striden ved Danne-Virke, hvor Hakon Jarl fra Norge kæmpede drabelig med paa Haralds og Olav Tryggesøn paa Keiserens Side, da maae de have sammenblandet dette Tog med et langt Senere under Otto den Anden, hvem Kong Harald ogsaa overlevede, thi han regjerede, efter Adams Regning, fulde halvtredsindstyve Aar**).

✂ At der i denne Tid (omtrent 936-86) maa i Danmark og hele Norden være foregaaet mange mærkelige Ting, tillade de Islandske Sagaer os saameget mindre at tvivle om, som Adam af Bremen selv peger paa, at Harald baade virkede til Christendommens Udbredelse i alle tre Nordiske Riger, udvidede sit Herredømme i Norge og England, og gav saavel de Danske som Friserne Love, der endnu gjaldt i Sven Æstridsøns Tid***). Om den Rolle, Jubel-Kongen spillede under Nordens Omskabelse, er derimod Adam langt fra at stemme med Islænderne; thi han giør en Helt og en Helgen af ham, medens han i deres [Islændernes] Øine var baade en Usling og et Afskum; men da de selv fortælle os, der for en af hans Fogeders Udyd mod en strandet Islands-Farer, blev paa offenlig Foranstaltning gjort en lang Nid-Vise om ham paa Øen, med en Næse for hvert Næs, og de Islandske Old-Sagn gierne er gjort efter Viserne, [saa] er deres Stemme langt fra at være **) Adams Kirke-Historie I. 51. II. 2. ***) Olav Tryggesøns Saga (i Heimskringle) K. 24-29. Adams Kirke-Historie II. 19. ****) Adams Kirke-Historie II. 15. 55 upartisk*). Hvor mandelig og hvor christelig Harald var, maae vi da lade staae ved sit Værd, og holde os til, hvad Alle er enige om, at han var en Nordisk Over-Konge i sin Tid og omkom tilsidst i en unaturlig Krig med sin egen Søn, Sven Tveskiæg, der stod i Spidsen for Hedningerne.

✂ Ved denne Leilighed nævne ogsaa baade Adam og Islænderne Jomne eller Jomsborg, og uden at kunne indlade os i de lærde Tvistigheder om Sammes egenlige Navn og rette Leie, maae vi dog skiænke Efterretningen om dette mærkelige Sted paa Øster-Søens Slave-Kyst et Øiebliks Opmærksomhed. Adam er ogsaa her vor ældste Hjemmels-Mand og maa derfor høres først, skiøndt Man nok seer, han havde ikke selv været i Julin eller Jomne ved Oderens Udløb (hvor nu Stettin er Stor-Staden), men kalder hvad han havde hørt derom fast utroelige Ting. Det skal, siger han, være den største By i hele Europa, og det er Stapel-Staden for den Nordiske Handel, hvor Man har Alt, hvad Ens Hjerte kan ønske. Det er heller ikke blot Slaver, der boe, men ogsaa andre Folk, baade Græker og Barbarer, og selv Sachser kan godt vinde Borgerskab, men maae da tie med, de ere Christne, thi Hedenskabet hersker udelukkende**). Ikke desmindre hedder det siden, at da Harald paa sine gamle Dage blev bekriget af sin egen Søn, Sven, i Spidsen af [for] de Danske Hedninger, og tabde Slaget, [da] tyede han til Jomne, hvis hedenske Indbyggere, imod Forventning, husede og hælede ham, til han nogle Dage derefter døde af sine Saar***).

✂ Sammenligne vi nu hermed hvad Saxo har om Julin, da see vi strax, det er samme Stad, men høre, at Harald tæt derved skal have bygt en fast Borg, som blev til en frygtelig Røver-Rede, og det er da igien aabenbar det i de Islandske Sagaer saa berømte Jomsborg, stiftet, Somme sige af Kong Harald, og Somme af hans Avinds-Mand, Sven Tveskiægs Foster-Fader: Fynboen Palnatoke †). Om der nu virkelig reiste sig et saadant Nordisk Viking-Sæde lige ved Siden ad den Slaviske Stor-Stad, eller om det var i den, de Hedenske Høvdinger fra Danmark med deres Huskarle tog Borgerskab paa deres gamle Hand-Værk, og spillede til en Tid Mester i Staden, det lader sig **) Adams Kirke-Historie II. 18-19. Olav Tryggesøns Saga i Heimskringle K. 36. ***) Adams Kirke-Historie II. 12. ****) Adams Kirke-Historie II. 18. *†) Saxos Danmarks Krønike 10de Bog. Knytlinge-Saga K. 1. Jomsvikinge-Saga K. 23-24. 56 neppe afgiøre; men i begge Tilfælde blev der et Borge-Leie for Nordens berømteste Vikinger, hvoriblandt Islænderne, foruden Palnatoke, udmærke hans Sønne-Søn, Vogn Aagesen, Vesets Sønner: Bue Digre (Tykkert) og Sigurd Kappe (Kæmpe) fra Bornholm, og Strut-Haralds Sønner: Høie-Thorkild og Sigvald fra Skaane*).

✂ At nu Disse, Hedninger alle, har, som Islænderne fortælle, været paa Svens Side, er høist rimeligt, især da Saxo, som ellers heri følger Adam, er enig med Islænderne om, at det var Palnatoke (Toke Skytte) der gav Kong Harald Bane-Saar.

✂ Hvad der for Resten gjorde Jomsvikingerne mest berømte i Norden, men tillige svækkede deres Magt og opløste for en stor Deel det frygtelige Broderskab, var Toget til Norge, som endtes med det store Sø-Slag i Hjøring-Vaag eller Sule-Fjorden, saaledes kaldt af de glimrende Klippe-Tinder, som muelig kan være de Herkules-Støtter i Norden, Tacitus hørde tale om**). Her maae vi imidlertid kaste et Blik paa Norges Fortid, der vel indtil Gorm den Gamles Dage er temmelig mørk, men lysner saa med Eet, til der fra Island af kastes Lys paa hele Norden.

✂ Ikke blot Dovre med alle dets Grander, men en egen Lyst hos Folket, synes fra Arilds-Tid at have deelt Norge i ligesaa mange Smaa-Riger, som der var Dale, og Striden maa vel især have giældt Bamsen og Bølgerne, siden Islænderne vidste langt mindre at fortælle om de gamle Drotter i deres Fædrene-Land end i Danmark og Sverrig. Snorre begynder saaledes med Upsals Drotter, bekiendte under Stam-Navnet Ynglinger og Skilfinger, og lader en Green af dem sætte sig fast omkring Opslo eller Folle-Fjorden, uden at giøre synderlig Opsigt, før To af dem, Halvdan Svarte og hans Søn Harald Haarfager, opkaste[-de] sig til Norges Herrer. Med Tids-Regningen seer det vel her lidt broget ud, som ved »Tidens Fødsel« under alle Himmel-Egne, men da baade Angel-Sachser og Islændere er enige om, at Harald var samtidig med Kong Ædelsteen, og det var Gorm den Gamle, der blev ham foreholdt som Exempel paa en rigtig Stol-Konge, maa hans Regierings-Tid nødvendig falde i [naae til] det Tiende Aarhundrede***).

✂ Halvdan Svarte havde kun stræbt at udbrede sig søndenfjelds, **) OlavTryggesøns Saga i Heimskringle K.38. Jomsvikinge-Saga K.26-30. ***) Olav Tryggesøns Saga (i Skalholter Udgaven) I. 150. ****) Wilhelm af Malmesbury og Heimskringle.57 men Harald Haarfager gik over Dovre, bemægtigede sig baadeTrøndelagen og Nummedalen, og anskaffede sig derpaa en Flaade, hvormed han undertvang Nord-Mør, Sønd-Mør og Romsdal, med hele Vester-Landet. Til dette Stor-Værk blev han opægget af Gyde, Kongens Daatter paa Hordeland, som han beilede til, men fik det Svar [af], at hun blev aldrig hans, med mindre han først raadte ligesaa frit over Norge som Gorm over Danmark og Erik over Sverrig; thi da gjorde han det hellige Løfte, at før vilde han heller hverken bruge Kniv eller Kam til sit Haar, hvorover han vel en Stund kom til at hedde Harald Uglehoved, men fik, da Løftet var løst og Lokkerne redt, tilstrækkelig Bod derfor i Norges Krone og Kiendings-Navnet »Haarfager«*).

✂ I ti Aar, siger Snorre, varede den Herrefærd, og hvad der gjorde Udslaget var den varme Dag i Bukke-Fjorden, hvor tre Konger, foruden Bærsærken Thore Langhage og Bue-Skytterne fra Tellemarken: Roald Surmule og Hadd Haardenhud, gjorde deres Bedste, men kom dog Alle tilkort**).

✂ Det var imidlertid langt fra alle Nordmænd havde Sind til at bøie sig under Haralds Jern-Spir, som ikke nøiedes med Æren, men vilde være den eneste Odels-Mand i hele Riget, og at begrave sig selv levende, som Kong Herlov i Nummedalen, dertil havde vel neppe engang den Tylvt, der fulgde ham ind i Jette-Stuen, synderlig Lyst***). De vandrede da ud, eller rettere, de stak i Søen og drev for Vind og Vove, og ved denne Leilighed, sige Islænderne, det var, at baade deres Land og Færøerne bebyggedes, medens Havet kom til at vrimle af Vikinger, blandt hvilke Gange-Rolf, som vandt Normandiet, bar Prisen †).

✂ Hvorledes det nu egenlig hængde [hang] sammen med Haarfager og Ædelsteen, er ikke godt at blive klog paa, da Wilhelm af Malmesbury blot fortæller, at Kong Harald i Norge forærede Kong Ædelsteen et prægtigt Skib med Gylden-Stavn og Purpur-Seil, ved hvilken Leilighed hans Sendebud, Helgrim og Offred, som traf Ædelsteen i York, fik deres Reise rigelig betalt, medens Snorro derimod har en ganske anden Historie om et Sværd med Guld-Hjalte, som Ædelsteen sendte Harald, for paa en snild Maade at giøre ham til sin **) Harald Haarfagers Saga i Heimskringle K. 3-4. 23. ***) Sammest. K. 19. ****) Sammest. K. 6. 8. *†) Sammest. K. 20. 24. 58 Lehns-Mand, og hvordan Harald hævnede sig, ved at sende Ædelsteen sin Frille-Søn Hakon at opfostre*). Uagtet nemlig det sidste Gesandtskab, hvis Hoved-Mand1, Høg Habrok, har Navn tilfælles med En af Eddas Fugle, aldrig historisk kan staae Nogen i Veien, saa er dog den lille Hakons Opfostring hos Kong Ædelsteen, hvis Navn han siden med Æren bar paa Norges Throne, en Kiends-Gierning, Man ingen anden Oplysning har om. Rimeligviis har imidlertid, som Saxo melder, Harald paa sit Tog i Vester-Leden stødt sammen med Ædelsteen, men fundet sig i Billighed, og Ædelsteen har med Fornøjelse paataget sig at være Foster-Fader til en Konge-Søn, der maaskee engang kunde christne Norge og dæmpe Viking-Stormen fra den Kant**).

✂ Dog, hvad der end har bevæget Kong Ædelsteen til at tage sig af den lille Nordmands Opdragelse, saa gjorde han det saa godt, at han, selv i Saxos Øine, som dog ingenlunde var ham huld, havde Ære deraf, og en Drot som Hakon Adelsteen i Norge, der, ligsom Balder, var nær ved at grædes op af Graven, er til alle Tider saa stor en Sjeldenhed, at han maatte vække vor Opmærksomhed, om han end ikke, ved at føre Christendom og Angel-Sachsisk Dannelse med sig til Norge, havde uberegnelige Fortjenester af sit Fædrene-Land, af hele Norden og, videnskabelig talt, af hele den ny Verden. Vel læse vi ikke et Ord derom, at han gjorde Nogen bekiendt med Angel-Sachsiske Sæder og Sange, men det følger af sig selv, og vel syndes hans Bestræbelser for Christendommens Udbredelse ganske at strande paa Trøndernes Trods, men deels var Trøndelagen, om end Sædet for »Landsens Størke«, dog ikke hele Norge, og deels spørge vi i Henseende til Tro og Aands-Udvikling aldrig om, hvad der siges og synes for Øieblikket, men hvad der i Tidens Løb virkelig viser sig. Naar vi derfor see, at Hakons Drape ligner langt mere »Ædelsteens« end »Haarfagers«, og see Islænderne arve Pennen efter Angel-Sachserne, da maae vi nødvendig tænke paa »Ædelsteens-Fostre«, og naar vi see, at Christendommen fra Kong Hakons Dage udbreder sig i Norge og seirer, før Aarhundredet er omme, da er det os klart, han udrettede alt det **) Wilhelms Englands-Krønike II. 6. Harald Haarfagers Saga i Heimskringle K. 41-42. ***) Saxos Danmarks-Krønike 10de Bog, under Harald Blaatan. *1 2. Udg. »Uagtet nemlig Snorres Sendebud-Sagn, hvori Hovedmanden,« 59 for den, som en Konge maa og virkelig kan, da det kun er herskesyge Paver og Præster, der har indbildt os, at Christendommen først er indført i et Land, naar Ingen tør mukke mod deres Buller og Prækener. Kun disse blinde Veiledere, og de dem følge, korse sig ved at høre Asbjørn fra Melhus tale paa Froste-Thing og fortælle Kongen reent ud, at Fædrene-Troen, som baade giennem Brænd-Old og Høi-Old har staaet sin Prøve i »Norge, Kæmpers Fødeland«, vil Trønderne ogsaa nu have Lov til at beholde, og vil Kongen pine dem fra den, da, hvor høit de end har elsket ham, som faldet ned fra Himmelen til deres Held, vil de lade ham fare og tage sig en anden Høvding*). Vi derimod finde det baade billig tænkt og godt sagt, skiøndt det var intet Under, at Hakon i sin Tid gjorde sig Samvittighed over at throne et Øieblik længer mellem Hedninger, end han havde Haab om at christne dem, og vi laste kun Bøndernes Vildskab og Kongens Svaghed, naar d e brænde Kirker og han gaber over Hanken paa deres Offer-Kiedel**).

✂ I sine sidste Aar maatte Hakon idelig ligge til Feldts med sin Broder Erik Blodøxes Sønner, som, tilligemed deres Moder Gunnild, den Hex, havde fundet Tilflugt og Understøttelse hos Harald Blaatan i Danmark, og havde omsider den Glæde vel ei at overvinde men dog at overleve Hakon den Gode. Det var ved Fidje paa Stor-Øen (under Hordeland), Hakon sidste Gang kæmpede og seirede, men ramdes efter Slaget af en, som det syndes, forhexet eller vildfarende Pil, som gav ham Bane-Saar***). At denne Pil og dette Slag har ogsaa gjort Opsigt i Danmark, seer Man hos Saxo, og hvordan de Norske Hedninger med stor Æres-Bevisning jordede den Christne Konge og viste ham til Valhal, fortæller ikke blot Snorro, men beseigler det, ved at anføre Lig-Sangen, Kongens egen Syster-Søn, Eivind Skaldaspilder, gjorde over ham, det med Rette berømte Hakons-Maal, hvori Brage slaaer Harpen for Ædelsteens-Fostre og spaaer at ei paa denne Side Ragna-Roke faaer Norge hans Mage †).

✂ Hakon den Gode, som gav alle Nordmænd deres Odel igien, og gjorde, efter kloge Mænds Raad, baade Froste-Things og Gule-Things Lov, sad paa Thronen i 26 Aar (omt. 937-63), og ved Gunnilds-Sønnerne, som hans Efter-Mænd, Harald **) Hakon Adelsteens Saga i Heimskringle K. 17. ***) Sammest. K. 18-19. ****) Sammest. K. 28-31. *†) Sammest. K. 32-33. Saxos Danmarks-Krønike 10de Bog.60Graafeld og hans Brødre, sædvanlig kaldtes, er her kun det at mærke, at de var døbt i England, men viiste kun deres Christendom ved, blandt andet Hær-Værk, ogsaa, naar de kunde slippe til, at brække Gude-Huse ned, og Eivind Skalda-Spilder gav dem det Skudsmaal, at Guldet fra Kong Hakons Dage nedgravede de*).

✂ Efter dem kom derimod (omt. 975) en Hakon, berømt under Navn af »Hlade-Jarlen« og opkaldt efter Hakon Adelsteen, med hvem ogsaa Trønderne enstund forvexlede ham, endnu mere end Adam af Bremen; thi vel kaldte de ham ikke Konge, som Adam giør, men de løftede ham dog til Skyerne, som om han var Hakon den Gode op ad Dage, paa Ch ristendommen nær, som Hlade-Jarlen vidste sig fri for, og dyrkede ivrig de gamle Guder, skiøndt han narrede dem med falske Guld-Ringe. Han nedstammede, siger Adam, fra Ingvar (Yngve) og de gamle Jetter, og Islænderne lægge til, at hans ypperste Gudinde, til hvem han endog skal have offret en Søn for Seieren i Sule-Fjorden, var Jette-Fruen Thorgerd Hølgabrud [Hørgabrud]**). Hans Fader, Sigurd Jarl i Trøndelagen, havde været Hakon Adelsteens Høire-Haand, om end ikke fuldtro Ven, og var blevet indebrændt af Gunnilds-Sønnerne, hvorpaa Hakon flygtede til Danmark og kom ved Harald Blaatans Hjelp ei blot i Besiddelse af sit Jarldømme men fik hele Vester-Landet til Lehn af Kong Harald og snød ham for Skatten***). Derfor, siger Saxo, sendte Harald ham Jomsvikingerne paa Halsen; men Islænderne paastaae, det var ved Arve-Øllet efter Kong Harald, da Sven Tveskiæg ved Brage-Bægeret gjorde det Løfte at indtage England, Jomsvikingerne lovede at fare til Norge og knække Halsen paa Hakon Jarl †). Det faaer nu være det Samme, hvem af dem der vidste det bedst, thi derom er de paa begge Sider enige, at Toget gik for sig og at Jomsvikingerne tabde, især fordi Hakons usynlige Hjelpere reiste en Hagel-Byge midt under Slaget, der baade skar og skræmmede. Strut-Haralds Sønner flygtede, sige Islænderne, men **) Hakon Adelsteens Saga i Heimskringle K. 1-2. Harald Graafelds Saga K. 1-2. ***) Adams Kirkehistorie II. 15. Olav Tryggesøns Saga (Skalholter-Udgaven) I. 154, i Heimskringle K. 66. ****) Saxos Krønike under Harald Blaatan. Olav Tryggesøns Saga i Heimskringle K. 39, *†) Saxos Krønike under Harald Blaatan. Olav Tryggesøns Saga i Heimskringle K. 44-47. Jomsvikinge-Saga K. 37-49. 61 Bue faldt med stor Ære, og Vogn Aagesøn, der fangedes levende; fik, mod Hakon Jarls Villie, Liv og Fred af hans Søn, Erik.

✂ Denne Seier i Sule-Fjorden gjorde imidlertid Hlade-Jarlen saa opblæst, at han Ingen ændsede, men gav alle sine Lyster Tøilen, og blev da snart ligesaa forhadt i Trøndelagen, som han nys var forgudet, og just som Bønderne reiste sig imod ham (omt. 995), kom en Ætmand af Haarfager, Norges Helt, Olav Tryggesen, hjem fra Vikings-Tog, blev paa Timen hyldet af Trønderne og satte en Priis paa Jarlens Hoved, som hans egen Træl, Karker, ved at stjæle Livet af ham, stræbde at vinde, men fik til Belønning1 et stakket Halsbeen*).

✂ Om denne Olav Tryggesen, som grundede Trøndelagens Hoved-Stad ved Nidros [Nidaros] (Nid-Elvens Munding), hvor end Throndhjem staaer, taler baade Adam af Bremen og, efter ham, Saxo, lidt forvirret, som om hans Christendom var meget tvivlsom og Spaamænd og Tegns-Udlæggere i alt Fald lians bestandige Raadgivere. Adam havde imidlertid dog hørt, at Olav skulde være døbt i England, og det er da sikkert den »Unlaf«, eller »Anlaf«, der, efter Saxe-Krøniken, slog Byrthnot Jarl ved Maldon 2, men lod sig derpaa døbe og havde Kong Ædelred selv til Gudfar**).

✂ Udsættelsen paa Olav Tryggesens Christendom er heller ikke nær saa ubillig, som den ved første Øiekast kan synes, thi naar Man har læst hans Islandske Lovtaleres Beretning om hans Tyrkiske Maneer at forkynde Evangelium paa, da kan Man virkelig ikke skiønne rettere, end at hans Christendom maa have forholdt sig til Hakon den Godes, omtrent som Ædelreds til Ædelsteens. Vist nok kan det tjene til hans Undskyldning, at han heller ikke var opfostret af Kong Ædelsteen men kun opklædt af Kong Ædelred, og at hans Hof-Biskop Sigurd, der immer fulgde med ham, sagtens har billiget hans korte Proces med dem der vragede Daaben, men derfor bliver det dog hverken klogere eller christeligere »med Ild og Sværd« at arbeide paa sit Folks Lyksalighed. Nordmændene **) Olav Tryggesens Saga i Heimskringle K. 50-56. ***) Adams Kirke-Historie II. 27. 29. Saxos Sven Tveskiæg. Saxe-Krøniken A. 993-94. *1H. tilføjer: »selv«. *2H. »Maldun,« 62 lyttede i Øvrigt langt mere opmærksom til Olav Tryggesens end til Hakon den Godes Thing-Lysninger om Daab og Christendom, tildeels vistnok, fordi Olav begyndte søndenfjelds i Vigen, hvor Harald Blaatan havde banet Veien*), men dog vel især fordi Olav var en Helt efter Trøndernes Hjerte og fik Horde-Kaares Kæmpe-Slægt paa sin og Daabens Side, ved at gifte sin Syster med dens Hoved-Mand Erling Skjalgsen paa Sole (ved Stavanger), Norges mageløse Herremand (Herse), der i Folke-Munde, ikke uden Føie, kom til at hedde Lille-Kongen paa Jedderen**).

✂ Sandt er det ogsaa, at naar Man læser Olav Tryggesens Saga, med det aabne Øie, uden hvilket alle Bog-Staver kun er Krage-Tæer, og med den Efter-Tanke, der er Vilkaaret for al virkelig Oplysning, da seer Man Olav i de fem Konge-Aar, der var ham knapt tilmaalte, arbeide saa glimrende og utrættelig paa det Kæmpe-Værk, at christne og kalfatre Norge, at om han end baade forgreb og forløftede sig, maae vi dog prise hans Agt, beundre hans Kræfter og give Trønderne Ret i, at skal Man tages med Trumf i Hjertets Anliggender, da maae det ogsaa kun være af saa aandrig, forvoven, aabenhjertig, og dagligdags saa jævn og mild og elskelig en Kæmpe-Drot, som Olav den Store!

✂ Efter Sagaerne var Olav, da han kom hjem til Norge, endnu ikke fyldt sine tredive Aar, men dog allerede Enkemand baade efter en Vendisk Prindsesse og en Engelsk Grevinde, hvad nok kunde hændes en Sø-Hane; men nu fik han Lyst til den Svenske Enke-Dronning, Sigrid Stor-Raade, navnkundig over hele Norden for sin Deilighed og sine Tryllerier, men ogsaa for Stolthed og Grumhed. Hun havde nylig indebrændt et Par Nisse-Konger, der vovede at beile til hende, og skiøndt hun var langt fra at sætte Helten, der nu var Norges Stol-Konge, i Klasse med dem, taalde hun dog selv af ham ei mindste Overmod, end sige da, fordi hun ikke vilde lade sig døbe, at skiældes ud af ham baade for en »hedensk Tæve« og for »gammelagtig« ***). Det er derfor naturligt, at hun, som kort efter blev gift med Sven Tveskiæg, har gjort sit Bedste for at bringe baade Kong Sven og sin Søn Kong Olav Svensker i Harnisk mod Tølperen deroppe »paa det høie Fjeld« †), men dertil hørde **) Olav Tryggesøns Saga i Heimskringle K. 59. ***) Sammest. K. 60. 62-64. Hellig-Olavs Saga K. 123. ****) Olav Tryggesøns Saga i Heimskringle K. 66. 68. *†) Sammest. K. 116. Adams Kirke-Historie II. 28. Saxos Sven Tveskiæg. 63 vel heller ikke mange Overtalelser, da den Norske Vovehals ikke blot gjorde Ende paa Naboernes Indflydelse deroppe, men kunde let blive dem selv farlig, og havde desuden gjort Kong Sven den Tort, imod hans Villie, at gifte sig med hans Syster Thyre. Vel skriver Saxo, at Sven narrede ham tilgavns, ved først paa anden Haand at tilbyde ham Thyre, hvorover han lod Sigrid fare, og saa at snoe sig fra det; men har Sven begyndt paa at spille Olav den Streg, da blev han aabenbar selv narret, thi der er ingen Tvivl om, at Thyre jo fik Olav, om hun end først maatte løbe fra den gamle Slave-Høvding, Sven skal have kobblet hende til*). Naar det nu videre hedder i Sagaen, at Thyre desuagtet gjorde Krav paa sin Vendiske Morgen-Gave og plagede Kong Olav saa længe for at skaffe sig den, til han gjorde Reisen, som kostede ham Kronen [Livet], da klinger det vel høist urimeligt; men nogen Deel maa Thyre dog sikkert have havt deri, siden Adam af Bremen udtrykkelig siger: det var denne »stolte Danske Dame«, der opæggede ham**).

✂ Efter Islænderne skal nu Olav Tryggesen, paa sin Hjem-Reise fra Venden, være blevet forraadt af Strut-Haralds Søn, Sigvald Jarl i Jomsborg, og, efterat Erling Skjalgsen og mange Andre af hans Venner var seilet forud, blevet overrumplet [overrasket] ved Svolder, af den Danske og Svenske Flaade, i Forening med en lille Norsk under Hakon Hlade-Jarls Søn Erik, som var landflygtig og ei bange for at drages om Reeb med den Stærke***). I Hoved-Sagen har vi heller Intet derimod at indvende, men hvad Stedet angaaer, som Islænderne desuden kun dunkelt betegne, maae vi nødvendig holde os til Adam, som, sikkert efter Sven Æstridsens egen Mund, udtrykkelig vidner, at det berømte Sø-Slag stod i Øre-Sund, ei langt fra Helsingborg †).

✂ Dette Svolder-Slag, endnu meer berømt i Norden end det i Hjøring-Vaag, saa det har kun Braavalla-Slaget over sig, stod omtrent Aar 1000, og er udførlig beskrevet i Sagaen, især efter Olavs-Drapen af Halfred Vanraad-Skjald, som selv var med, og uagtet der i slige Draper, baade for Rimets og Rundingens Skyld, let løbe Ord med, der ei maa tages lige efter Bog-Staven, saa er dog Beskrivelsen ei mindre jævn **) Saxos Sven Tveskiæg. Olav Tryggesens Saga i Heimskringle K. 99-100. ***) Sammest. K. 100. Adams Kirke-Historie II. 27. ****) Olav Tryggesens Saga i Heimskringle K. 97. 116-18. *†) Adams Kirke-Historie II. 29. 64 og rimelig end den er deilig, og hvad vi snarest kunde fristes til at tvivle om, stadfæstes heel uventet af Adam og Saxo.

✂ Saaledes fortæller Saxo os, at Kong Olav havde en mesterlig Bue-Skytte, hvis Pile susede saaledes om Svens Øren, at han saae ingen Redning, med mindre der kunde gaae Last paa den forbistrede Bue, og da nu endelig En af hans Skytter slumpede til at skyde Strængen over, gav det saadant et Knald, at Olav spurgde høit, hvad der brast, og fik det stolte Svar: Norges Rige af din Haand*). Naar vi nu høre af Islænderne, at samme Bue-Skytte var den berømte Trønder: Einer Thambeskælver, som knap kunde komme med paa Lang-Ormen, fordi han var kun atten Aar, men spillede siden en stor Rolle i Riget, og at Kong Olav svarede: for Riget raader Gud og ei din Bue! da er det en Oplysning, vi maatte vente og aldrig kan vrage**). At Olav, da han ei længer kunde værge sig paa Lang-Ormen, det berømte Orlogs-Skib, bygt efter hans Hoved og under hans Øine ved Nid[a]ros, sprang overbord for ei at fanges levende, det sander baade Adam og Saxo, og den Første lægger til, at hans Dronning »den stolte Danske Dame« ynkelig men velforskyldt satte Livet til ved Sult ***).

✂ Hermed stemme Islænderne fuldelig overeens og anføre de nærmere Omstændigheder, hvoriblandt den høist mærkværdige, at da Olav var borte, spurgde Thyre Biskop Sigurd: hvor lidt hun vel turde nyde om Dagen, for ei at være Selv-Morderske, og rettende sig efter hans Svar, døde hun af Sorg og Sult den niende Dag †). Var hun stolt i sine Dage, maae vi vel sige, da var hun ogsaa høi i sin Død, og for saadant et Hjerte kan Man godt forstaae, en Helt som Olav med Fornøielse, saa tit det skulde være, vilde vove sit Liv. Da Man aldrig fandt Kong Olavs Lig, formodede naturligviis hans gode Venner, han var vidunderlig blevet reddet, og kom kanskee igien, før Man vidste det, men skiøndt Somme syndes, de havde seet et Glimt af ham inde i Jødeland, er det dog vist, han kom aldrig meer paa Norges Throne ††), og Tiden vil nu snart vise, om hin i Middel-Alderen sædvanlige Venten paa bradt forsvundne Heltes Atterkomst i en ny Skikkelse, dog [for Norge] havde Noget at betyde.

**) Saxos Sven Tveskiæg. ***) Olav Tryggesens Saga i Helmskringle K. 102. 126. ****) Adams Kirke-Historie II. 29. *†) Olav Tryggesens Saga i Heimskringle K. 129. Skalholter-Udgaven II. 97. *††) Olav Tryggesens Saga i Heimskringle K. 130. 65

✂ Seler-Herrerne deelde Byttet, dog saaledes, at Erik Jarl, som var gift med den Danske Konges Daatter, og hans Broder Sven, som var gift med den Svenskes, fik hele Bestyrelsen, som de dog igien, for en Sikkerheds Skyld, deelde med Einer Thambeskiælver, og gav ham deres Syster1*).

✂ Saaledes stod Sagerne i Norden, da Sven Tveskiæg vendte sine Vaaben mod England, ei blot for at hærge og beskatte men for at indtage og besidde det, og det er endnu en Hemmelighed, hvordan det Stor-Værk faldt Kongen af Danmark ind, medens det er klart, at Udførelsen var ikke mindre et Lykke-Træf end Lemlæstelsen af Einers Bue.

✂ Dog, før vi nærmere berøre det Engelske Æventyr, der i et halvt Aarhundrede berusede Danskerne, saa de drømde, de var et stort Folk, maae vi dog høre, hvad Man ellers veed om den Sven Tveskiæg, Lykkens Luner gav et ikke lidet, skiøndt tvetydigt Navn i Verdens-Historien.

✂ At han blev døbt i sin Barndom og kaldt Sven-Otto, maae vi troe paa Adams Ord, men vi, som veed kun alt for godt, at Christen-Tøiet giør Ingen til Christen, [vi] lægge ei synderlig Vægt derpaa, og holde os til den Kiends-Gierning, at han i Spidsen for Hedningerne bar Avind-Skjold mod sin Fader, hvad selv en Hedning maatte skammet [skamme] sig ved. Var der altsaa noget Ædelt hos ham, da laae det dybt begravet, som Guld i en Mødding, og det er Billedet, Saxo giver os af ham, saa, efter hans Sigende, blev Sven vel en meget christelig Mand, men først efterat have været to Gange i Jomsvikingernes Kløer, og i mange Aar fordrevet af den Svenske Konge, Erik Seiersæl. Da Adam af Bremen fortæller omtrent det Samme efter hans egen Daatter-Søns Mund, faaer vi vel lade det giælde, men maae dog bemærke, at Saxo er ene om den Fortælling, som giør Sven mest Ære, nemlig at da han anden Gang var fanget af Jomsvikingerne, løste Danmarks Kvinder ham ud med deres Guld-Smykker, og fik derfor bedre Arve-Ret end de før havde havt. Er det nemlig sandt, da borger Danne-Kvinden os for, at hvor vild Sven Tveskiæg end foer, havde han dog Hjerte i Livet, og naar kun saa var, ligner Offeret ganske en Moder, som har det gode Lov igiennem mange Aarhundreder, at hun med Glæde sætter Alt paa haabefulde Sønner!

**) Sammest. K. 131. Hellig-Olavs Saga K. 20. *1H. »som fik deres Syster«. 66

✂ Naar vi nu vil giøre os en nogenlunde rigtig Forestilling om Englands Erobring, hvorom et klart Begreb er os nægtet, da maae vi allerførst huske, at derpaa havde Nordens Vikinger aribeidet hele tohundrede Aar, saa i alle Tilfælde høstede Sven og Knud hvad Andre havde saaet. Om det nu i det Hele var ligesaa med Danskerne, kan Man vel tvistes om, men da det er deres gamle Vane, og vi godt kan see, de, mellem Slagene paa Braavals Hede og i Øre-Sund, havde ondt nok ved at forsvare sig selv mod deres Naboer, maae vi dog finde det høist rimeligt. Hermed stemmer ogsaa Alt hvad vi veed om Viking-Heltene godt overeens, thi om de første Danske Folk der gjorde Land-Gang siger Sachse-Krøniken, det var »Nordmænd« fra Heredaland, hvori altsaa »Hordeland« stikker*), og den Halvdan, under hvem Vikingerne gav dem til at pløie og saae, altsaa holde ordenlig »Dug og Disk« i Northumberland, er sikkert den Halvdan Ylfing, om hvem Islænderne fortælle, at han fældte Kong Ælle og indtog Northumberland, men1 »Ylfingerne« er Norges Helte-Slægt**). Vel er det sædvanligst hos Islænderne at lade Lodbrogs-Sønnerne baade fælde Kong Ælle, der smeed deres Fader i Orme-Gaarden, og sætte sig ned i Jørvik (York), men ogsaa derved ledes Tanken fra Danmark til de andre Nordiske Riger, hvor Lodbrog og hans Sønner, efter alle Sagn, havde hjemme. Gaae vi nu videre, da komme vi til Norges berømte Viking-Tid i Haarfagers og hans Sønners Dage, til hvis Orden netop Kryds-Togene i Vester-Havet (Vester-Viking) hørde; i Visen om Brunborough-Slaget høre vi, at den »Norske Konge« var ogsaa blandt de Flygtende, Haarfagers mærkelige Berørelse med Kong Ædelsteen har vi seet, og Islænderne fortælle eenstemmig, at da Erik Blodøxe maatte rømme Norge for Hakon Ædelsteens-Fostre, gav Ædelsteen ham Northumberland til Lehn, hvad vel neppe bogstavelig er sandt, men stadfæstes dog i Hovedsagen ved Sachse-Krønikens Vidnesbyrd om »Erik Haraldsøns« Herredom i Northumberland ***).

✂ Hermed vil vi imidlertid ingenlunde frakiende især Jyder, Skaaninger og Bornholmere, Æren eller Skylden for ogsaa **) Sachse-Krøniken under A. 787. ***) Sammest. A. 867 og 76. Saga-Billingen (Sögubrot) om Nordens Konger. ****) Sachse-Krøniken under A, 952 og 54. *1 I H. er »men« rettet til »og«. 67 paa Englands Kyster at have gjort deres Bedste, men blot, saavidt mueligt, oplyse Sagen og yttre den Formening, at det først er efter Jomsborgs Stiftelse, at Danskerne kom til at føre an i Vester-Viking. At Palnatoke har taget sin gode Deel deri, maae vi deraf slutte, at han havde et Jarldom [Jarledømme] i Bretland, som han flittig besøgde og om vi da1 end ikke fandt Strut-Haralds Søn, Thorkild 2, nævnet som det store Hjul ved Englands Erobring, kunde vi dog neppe tvivle om, at »Joms-Vikingerne« jo spillede Hoved-Rollen paa Danske Vikings-Tog i Sven Tveskiægs Dage. Vel gav Thorkild sig to Gange i Ædelreds Tjeneste, men hvad enten det var efter Aftale med Sven og Knud eller ikke, saa maatte Ædelred betale Legen*), og ved denne Leilighed maae vi lægge Mærke til, at ikke blot Ædelred havde for Skik at leie sig en Liv-Vagt blandt Landets Fiender, men at dette visse Tegn paa faldefærdige Throner allerede strax efter Ædelsteens Dage var kommet til Syne. Vi læse nemlig om Ædelsteens Broder-Søn Edgar, hvem Sachse-Krøniken i Øvrigt løfter til Skyerne, at han gjorde en stor Synd med det, han trak fremmede Ulykkes-Fugle ind og lod Hedning-Skikke rodfæstes i Landet**). Heri kunde imidlertid Edgar været ligesaa uskyldig som Ædelred i den Uskik at kiøbe Fienden fra sig med Penge; thi af to onde Ting maa Man vælge det Mindste, om det end er meer end stort nok, og desuden betragtede Kongerne i Vest-Sex bestandig det øvrige England, som en Erobring, de havde gjort, hvoraf Man vel maatte see til at beholde det Meste mueligt, men kunde dog ogsaa miste en heel Deel og dog være meget baade rigere og mægtigere end Stam-Fædrene Kerdik og Kynrik. Naar derimod Edgar, som Sachse-Krøniken lægger til, virkelig elskede »den fremmede Udyd«, da var han ligesaalidt at undskylde, som Ædelred var at beklage, naar det er sandt, at han kom paa Thronen ved et Snig-Mord og var saa dorsk, som Wilhelm af Malmesbury siger, at naar han ikke sov, sad han dog kun overende3 i Sengen og støttede sig paa Albuen***).

**) Samlingen af Steder om »Thorkild den Høie« i de Danske »Scriptores« II. 458-63. ***) Sachse-Krøniken under A. 957. ****) Wilhelms Englands-Krønike II. 10. *1 »da« mgl. i H. *22. Udg. »fandt Jomsvikingen Høie Thorkild,«. *3H. »halvt op« 68

✂ Dog, før vi følge Sven og Knud til London, maae vi omtale den Arve-Ret, de, ligesaavei efter en Engelsk Skribents, som efter Saxos Vidnesbyrd, paastod at have til Riget. Saxo gaaer hermed ikke længer tilbage end til Thyre Dannebod, som han siger var en Engelsk Prindsesse, Syster til Ædelsteen, der anmassede [tilranede] sig Thronen, skiøndt Faderen havde tilkeiset Thyres Sønner den; og hvor urimeligt end dette klinger, turde der dog ligge noget Sandt til Grund; thi, uden engang at regne de Rygter, vi hos Wilhelm see, der gik om Ædelsteens dunkle Herkomst, er det mærkeligt, at den Normanniske Kong Gudrun i Ost-Angeln havde »Ædelsteen« til Døbe-Navn*), og kunde da i Sagnet lettelig forvexles med sin berømte Navner. Adam af Bremen melder i alt Fald, at paa denne Tid begyndte det Danske Herredømme i England med en Gundred (ventelig Gudrun) som fulgde paa Halvdan (Ylfing1), og at siden sendte Harald Blaatan En af sine Sønner did, som efter at have regieret en Stund, satte Livet til**). Lægge vi alt dette sammen med hvad Engelænderne selv fortælle, at Sven og Knud paastode Riget, som Ætmænd af den Danske Kong Havelok i Lincoln***), da maae vi formode, at Ost-Angeln alt en Tidlang har været anseet for Danskernes Deel af Byttet, og at Sven, uden høiere Tanker fra Først af, kun da Lykken over al Forventning føiede, fik Mod paa det Hele.

✂ Sagnet om Havelok Konge-Søn, der blev Kokke-Dreng hos Kongen i Lincoln, men fik saa Prindsesse Guldborg, Rigets rette Arving, og blev omsider Konge baade i Danmark og England, har Man først nyelig iglen lært ret at kiende af en heel [engelsk] Rim-Krønike, der i Middel-Alderen blev gjort derom, men her vedkommer det os ikke videre, uden forsaavidt det er høist mærkeligt, at Skjaldene derovre immer har havt et godt Øie til Danmark, om end han, der gjorde Prinds Hamlet udødelig, med det Samme satte en Klik paa os, [som] vi, selv naar det er i Sverrig, Man laster Noget, maae høre ilde for i Danmark †). Havde vi imidlertid blot Magen **) Sachse-Krøniken under A. 890. ***) Adams Kirke-Historie I. 37. II. 15. ****) Knightons Skrabsammen (Compilation) I. 5. *†) Det alt for tit gientagne: there is some thing rotten in [the state off Denmark, hvad dog kun kan udmærke Landet, hvis det alle andre Steder gaaer videre [hvad dog kan angaae Stillingen, uden at ramme Folket]. *1H. Ylfingen 69 til »William«, da kunde han slippe nemt til at hevne Skade, ved snildt at benytte den Deel af Sagnet om Amlet Jyde, som Engelsk-Manden har forsmaaet; thi del er Broder-Parten, og Skue-Pladsen [er] netop England, hvor Amlet ligesom Havelok, fik Kongens Daatter, men sagde baade ham og Dronningen bidende Ting, der kun behøvede at opfriskes for at hænge fast*).

✂ Hvoraiange Tog nu egenlig Sven Tveskiæg gjorde til England, er et meget vanskeligt Spørgsmaal, men en ikke mindre ligegyldig Sag. saa vi kan godt nøies med at vide, at Man mærker ham der først 994, da Ædelred kiøbde ham fra sig, og at han 1002 sluttede et fast Forlig for 24000 Pund, som Ædelred brød, saasnart han var borte, ved at lade alle Danske, selv Gidslerne, hvoriblandt Svens egen Syster Gunnild, myrde**).

✂ Dette Niddings-Værk berettes saa almindelig netop af Engelske Skribenter, at det vel maa have sin Rigtighed, men om Sven selv havde en Syster, der maatte undgiælde, og om dette Blod-Bad just bragde ham i Harnisk, falder tvivlsomt, da Saxo tier, og Dronning Emmas Lov-Taler, der gierne vilde sige om Sven alt det Gode, han vidste, synes at nægte det, ved at fortælle: Kong Sven sad rolig i Danmark, mens Thorkild, med hans Tilladelse, drog til England for at hevne sin Broder, som der var dræbt, men lod sig forlige paa billige Vilkaar. Derpaa, bliver Lov-Taleren ved, skikkede Resten af Vikingerne Bud til Kong Sven, at han maatte endelig komme over og tage Landet, da enten vilde Thorkild snart gaae over til dem igien med de fyrretive Snekker, han havde skilt dem ved, eller ogsaa skulde han faae Skam. Det var som talt ud af Svens Hjerte, Thing-Løberne foer Landet rundt, alle vaabenføre Mænd maatte indfinde-sig, og da Drosten udraabde, at Kongen agtede sig til England for med »List eller Vold« (ferro dolisve) at underlægge sig det Hele, da fandt alle Mand det priseligt. Hvor stor Flaaden var, hvormed Sven stak i Søen til det store Tog, finder Man ingensteds anmærket, men Lov-Taleren kan ikke noksom udtrykke sin Beundring over al den Pragt og Stads der fulgde med, ligefra de brølende Løver, ildspyende Drager af det pure Guld og de ravgule Marsvin (som Gallions-Figurer) lige til Guld-Fuglene i Toppen, der (som **) Saxos Danmarks-Krønike 3die og 4de Bog. ***) Sachse-Krøniken under A. 994 og 1002. Wilhelms Englands-Krønike II. 10. 70 FIøi[e]) immer fløi med Vinden*). Havde Sven ikke saalænge krævet »Danegiæld« i England, og nylig faaet saamange tusinde Guineer [Pund], som der lod sig en heel Deel støbe af og endnu langt Mere forgylde med, da maatte vel al den Rigdom fra »Skov-Gaardene, Hede-Husene og Fisker-Leierne« i Danmark falde lidt mistænkelig, men nu lader det sig høre, og Noget maa der da2 vel ogsaa have været at overdrive, da Dronning Emma ellers maatte fundet det alt for latterligt.

✂ Hvordan det nu egenlig gik til med den store Erobring, som er hvad vi spørge om, det springer Lov-Taleren, desværre, reent over, under det lurvede Paaskud, at hverken vil han trætte Læseren med den Vidtløftighed, Beskrivelsen vilde kræve, og heller ikke vil han giøre sig selv den Tort at begynde paa hvad han aldrig var istand til at udføre sømmelig, og saaledes smurte om Munden, maae vi da nøies med den korte Beskeed af Sachse-Krøniken, at Sven begyndte sit Feldt-Tog [Hærtog] fra Ost-Angeln, og fandt, da Uhtred Jarl i Northumberland strax underkastede sig, liden eller ingen Modstand paa sin Herre-Færd til Oxford, Winchester og London. Hoved-Staden, hvor Ædelred havde sluttet sig inde, med Thorkild ved Haanden, forsvarede sig derimod kiækt, og Sven mistede mange Folk i Themsen, men da han saa lod den Steen ligge, han ikke kunde løfte, og vendte sig vesterpaa til Bath, underkastede Hertug Ædelmer og hele Adelen i Vest-Sex sig paa Timen, og Ædelred fandt det ikke raadeligt at oppebie hans Tilbagekomst til London, men gik ombord paa den saakaldte »Engelske Flaade«, hvormed Thorkild laae nede ved Greenwich, skikkede Dronning Emma med Børnene over til hendes Broder, Hertugen i Normandiet, og fulgde snart selv bagefter. Saasnart han var ude af London, overgav Borgerne sig til Sven, men havde dog ondt at giøre, thi Thorkild vilde ogsaa have »Kost og Løn«, og hverken hans eller Svens Hær sparede desuden at tage selv, hvad de kunde faa Fingre paa**).

✂ Derom er Alle enige, at Sven Tveskiæg kort efter (1014) fik sin Hel-Sot, men Lov-Taleren siger naturligviis ikke, at Hellig-Edmund (fordum Konge i Ost-Angeln og myrdet af Lodbrogs-Sønnerne) dræbde ham ligesom den hellige Merkurius Julian Niding (Apostaten), og selv Wilhelm af **) Emmas Lov-Taler (i de Danske »Scriptores II.1«) 1ste Bog. ***) Sachse-Krøniken under A. 1013. Wilhelms Englands-Krønike II. 10. *1 »II« mangler i H. *2H. »dog« 71 Malmesbury kalder hans Døds-Maade uvis og anfører kun det Andet som et løst Rygte*). Ikke engang Robert af Glo[u]cester, som skrev den første Engelske Rim-Krønike og sparer ellers ikke de »lede Danskere«, forfølger Sven i Døden, saa det er først Robert af Brunne (i det Fjortende Aarhundrede) der lader ham styrte steendød for Sankt Edmunds Landse og fare lige til Helvede ikke blot med »Liv og Sjæl« men selv med »Kiød og Been« at boe hos Satanas**). Saa galt gik det imidlertid dog ikke, thi ikke blot Lov-Taleren men en samtidig Tydsker, Ditmer af Merseburg, vidner, at en Engelænderinde af sin egen gode Villie lod Liget balsamere og seilede med det til Kiøbenhavn (portus danorum), hvor Sønnerne høitidelig modtog det og ledsagede det til Hellig Trefoldigheds Huus i Roskilde, saa det er ikke for Intet, En af Domkirkens Piller endnu bærer hans Navn.

✂ At Knud ikke selv, efter Svens sidste Villie, besørgede hans1 Hjemfærd, var, fordi han kom lidt hovedkulds afsted; thi saasnart Engelsk-Mændene spurgde Svens Død, skikkede de Bud til Normandiet efter Ædelred, og Thorkild, som havde baaret Kappen paa begge Skuldre, fulgde nu Strømmen, saa Knud, som nok desuden saae sig forladt af sine fleste Hjelpere, fandt det raadeligst at skynde sig hjem med tresindstyve Skibe.

✂ Disse tresindstyve Viking-Snekker, vel ikke større end vore Kanon-Baade, det var da hele den Skjoldungs Arve-Gods, som fik tre Kroner, og deriblandt Englands, at dele mellem sine Sønner, thi Danmark havde hans Broder Harald, og naar derfor Lov-Taleren kalder Sven næsten den »lykkeligste« Fyrste i sin Tid, maa vi vel finde, at hans største Lykke var dog i alle Maader den, at være Fader til den Lykkeligste! Allerede dermed begyndte nemlig Knuds Lykke, at han, omringet af et forbittret Folk og af Forrædere, dog slap heelskindet hjem til Danmark, og den viste sig fra en sjelden god Side, da Harald, skiøndt han ingen Lyst havde til at dele Fædrene-Riget med sin Broder, dog modtog ham kiærlig og understøttede ham broderlig med hele den Danske Flaade til Arve-Gangen paa hin Side Havet***). Intet Under derfor, at Thorkild, **) Emmas Lovtale I. Sachse-Krøniken under A. 1014. Wilhelms Englands-Krønike II. 10. Knytling-Saga K. VI. ***) De Engelske Rim-Krøniker ved Hearne. ****) Emmas Lov-Tale II. Ditmers Allehaande VII. (hos Leibnits I. S.409-10). *1H. »denne« 72 der immer fulgde Lykken, ogsaa snart fulgde efter Knud til Danmark, undskyldte sin Vankelmodighed, og forsikkrede, at de tredive Skibe, han havde liggende i England, tilligemed de Ni, der fulgde ham til Danmark, alle bemandede med Karle udaf Vælgten (Thingmænd), var istand til at føre Kongen trygt fra Ende til Anden i hele Riget*).

✂ Om nu den Danske Flaade, der allerede hos Adam af Bremen er svulmet op til tusinde Seilere**), bestod af 340 Skibe, som Ditmer havde hørt, eller, som Lov-Taleren siger, kun af 200, kan være det Samme, naar vi kun veed, det var derimellem; thi, stor eller lille, kastede den lykkelig Anker ved Sandwich og fandt ingen Engelsk Flaade at maale sig med. Knud derimod fandt, i Kong Æ delreds ældste Søn Edmund, en værdig1 Med-Beiler til Thronen, hvis Tilnavn »Jern-Side« betegner, hvad Historien viser, at han paa Val-Pladsen maatte blevet Knuds Over-Mand, hvis han ikke bestemt havde havt Lykken imod sig.

✂ Hvorvidt Ædelred og hans Sønner var kommet i Knuds Fraværelse, er uklart, da vi derom kun har Islandske Beretninger, men efter dem havde den Norske Hellig-Olav, som dengang foer til Kaps, været Ædelreds Høire-Haand og hjulpet ham at tage Borgen i London (Tower) fra Thingmændene (Thorkilds Stalbrødre), uden dog i det Hele at faae Bugt med dem ***), og saavidt vi kan skiønne, var det ogsaa blot med sin egen Styrke, Thorkild paa Knuds Vegne leverede Slaget ved Skorsten, hvor Lov-Taleren siger, de Danske var i Flugten, men tog dog igien Mod og Mands-Hjerte til sig, da Thorkild viste dem, det var den visse Død at flygte, med Fienden i Hælene saa langt fra Stranden, og Seieren, som derpaa blev vundet, siger Lov-Taleren, bragde en stor Deel af Landet i Knuds Vold. I dette Slag maa det have været, at Tymm e Sællandsfar, da Mærkes-Manden var fældet, og Hæren paa Flugt, snappede en Mai-Green og stak den paa et Spyd til et Nød-Banner, hvorved det lykkedes ham at samle Folket til fornyet Kamp og Seier †), Noget, der maaskee nok falder Fremmede sært, men falder Sællandsfarer saa naturligt, at denne »Mai-Greve« blev den Eneste af Kong Knuds Kæmper, de gav Efter-Mæle.

**) Emmas Lov-Tale II. ***) Adams Kirke-Historie II. 36. ****) Hellig-Olavs Saga i Heimskringle K. 11-14.2 *†) Saxos Knud den Store i 10de Bog. *1 »værdig« mgl. i H. *2 »11-14« mgl. i H. 73

✂ Et af de andre Landskaber, siger Lov-Taleren, rensede en Helt, al Ære værd, Erik Jarl fra Norge, for Kongen, men da baade han og Thorkild gjorde reent Bord, hvor de kom, syndes Knud, Profiten gik i Arbeids-Lønnen, forbød al videre Plyndring og rykkede, for at giøre Pinen kort, med samlet Styrke mod London, hvor Ædelred laae i sidste Aande-Dræt. Det lykkedes imidlertid kun halv om halv; thi vel døde nu endelig Kong Ædelred, efterat have, saa at sige, ligget for Døden alle de otte og tredive Aar, han havde Ord for at sidde ved Roret, og saasnart Londonerne havde faaet ham standsmæssig begravet, dagthingede de ogsaa med Knud, men Natten førend han skulde holde sit Indtog, stjal dog Besætningen, med Edmund i Spidsen, sig ud af Byen for at giøre nye Optøier. Da Knud nu heller Ikke troede Freden i London, blev han der ikke længer, end mens han satte Kronen paa, og tog saa Vinter-Leie ved Sheerness paa Shepey, de Danske Vikingers »Gammel-Holm« i Mundingen af Themsen.

✂ Edmund Jernside spillede nu Mester, saa længe det varede, samlede en utallig Hær, løftedes til Skyerne hele Landet over, holdt et glimrende Indtog i London (civitatem pompatice ingreditur), og udfordrede gierne Knud til en Tve-Kamp, men skal af ham have faaet det snilde Svar: nei, jeg vil nok bie med at slaaes, til jeg er vis paa at vinde, og tag du dig bare i Agt med din Kamp-Lyst om Vinteren, at du ikke synker i Knæ naar Krigs-Tiden kommer!

✂ Herved blev det, til strax efter Paaske (1016) da Edmund rykkede i Marken og Knud mødte ham paa Halv-Veien, ved Ashdovn (Æskebjerg) i Kent, hvor det berømte Hoved-Slag stod, som, indtil videre, afgjorde Englands Skæbne. Thorkild, som gik i Spidsen for de Danske, pegede paa Banneret og sagde: seer I, Ravnen flagrer i Dag, derfor mandelig frem; vi har ingen Nød! Vende-Kaaben, Edrik Jarl, som nu var hos Edmund, flygtede med Sine, før Sværdet var draget, men Edmund, som ogsaa havde Folk Nok endda, opmuntrede dem til at staae som Mure for »Frihed og Fædrene-Land« og agte det for en Vinding, at de Feige flygtede i Tide, og derpaa gav han dem selv et følgeværdigt Exempel, ved at styrte ind, hvor Fienden stod tykkest, og hugge ned for Fode. Han kom ikke heller til at staae ene, thi Engelsk-Mændene holdt tappert ud fra Klokken ni om Formiddagen til Soel gik ned, men saa var de ogsaa baade lede og kiede ad Legen, medens Danskerne derimod ikke blot blev ved at slaaes i Maan-Skin, 74 men begyndte da1 netop ret at rase, saa det var aabenbart, de vilde enten seire eller døe. Da løb det randt for Engelsk-Mændenes Øine, saa det syndes, Fienderne blev ikke blot kiækkere men ogsaa flere, jo længere det varede, og de vendte da Rygg, uden at Danskerne, for Mørkets Skyld, turde forfølge dem ret langt paa ukiendte Veie. Det var allerede over Midnat, og de skildtes ad, og Danskerne lod da Byttet ligge til om Morgenen, men saae til at blive samlede, begravede saa, da det dagedes, deres mange faldne Stal-Brødre saa godt de kunde, tog med hvad der var noget værdt paa Val-Pladsen, overlod Fiendens Lig til Ravne og Krager, og lettede, saasnart de kom om Bord, for at gaae lige til2 London. Edrik var imidlertid atter kommet til Syne og, fordi han var en klog Karl, taget til Naade, og han tog nu i Raadet saaledes til Orde: I bær sagtens hardtad Allesammen Nag til mig, fordi jeg vendte Rygg, men seer I vel, vi har jo flygtet Allesammen, og naar Man forudseer, der skal [maa] flygtes, [da] finder jeg, det er bedre at slippe heelskindet derfra end lemlæstet, især naar Man kan tjene sit Fædrene-Land med et godt Raad, hvor det ikke nytter at stampe mod Brodden. Som sagt, vi har flygtet Allesammen og skaffet Danskerne Seire Nok, men vil I nu lyde mit Raad, skal det være forbi baade med Flugt og Fare; thi naar vi dele Riget med de Danske, holder de nok Fred, og vor Konge maa jo dog meget heller nøies med det Halve end miste det Hele! Den Tale behagede Alle, undtagen Edmund, men han blev nødt til at finde sig deri, og Knud tog imod Tilbudet paa det Vilkaar, at Edmund skulde udrede det Halve af Lønningen til hans Hær. Det varede imidlertid ikke længe, før vor Herre kaldte Edmund og saa fik Knud det Hele!

✂ Saaledes fortæller Emmas Lov-Taler denne mærkelige Begivenhed, og efter modent Overlæg bliver der vel ikke Andet at indskyde, end Sachse-Krønikens Anmærkning, at ved Ashdown faldt, illigemed Hertugerne Ælfrik og den tappre Ulfkatil [Ulfketil], saagodt som hele den Engelske Adel; thi baade hvad Islænderne og hvad Wilhelm af Malmesbury, for ei at tale om Andre, lægge til, er saa indviklet og usammenhængende, tildeels ogsaa saa3 modsigende, at det kun fordunkler den tydelige og troværdige Beretning, Man forgiæves dermed har stræbt at udfylde og oplyse. Kong Edmunds 4 *1 »da« mgl. i H. *2 i H. rettet til »paa«, saaledes ogsaa i 2. Udg. *3 »saa« udelades i 2. Udg. *4H. »Selv Edmunds«. 75 Død melder Sachse-Krøniken ligesaa kort og umistænkelig som Lov-Taleren, og selv Wilhelm anfører det kun som et Rygte, at To af hans Kammer-Svende efter Edriks Tilskyndelse ynkelig myrdede ham, saa [at] en Nid-Vise om Edrik, den falske Forræder, hvem det forbittrede, undertrykte Folk naturligviis ingen Samvittighed gjorde sig over at beskylde for hvad det skulde være, er ventelig Kilden til hele den Fortælling, som derfor ogsaa bør læses i Rim-Krøniken, hvor den har noget Shakspearsk ved sig*).

✂ Efter Sachse-Krøniken blev nu Thorkild Hertug i Ost-Angeln, Erik Jarl i Northumberland og Edrik i Mercia, men Edrik fik endnu samme Aar (1017) sit Bane-Saar, hvorom det er værdt at høre Lov-Talerens Beretning. Hos Knud, siger han, fulgdes Ungdom og Viisdom ad, derfor elskede han alle dem, der havde tjent Edmund tro, men Forræderne og Vende-Kaaberne hadede han og lod paa een Dag mange høie Hoveder springe. Deriblandt var Edriks; thi da han offenlig sagde, det var af Godhed for Knud, han vendte Rygg ved Ashdovn, og fordrede Belønning derfor, da sagde Kongen mørk: vil du, som forraadte din egen Herre, da vel være mig tro; men nu skal du faae Løn som forskyldt, saa du skal tabe Lysten til Lumskeri! Dermed vendte Kongen sig til Erik Jarl og sagde: betal1 ham hvad vi skylder ham, det vil sige: slaae ham ihjel, før han sviger os! og strax var Erik ved Haanden med sin Hellebard og huggede med eet Snit Hovedet af Edrik**).

✂ Hvad Man nu sagde i Tydskland om alt Dette, kunde vist nok være os saavelsom Knud ligegyldigt, da det kun angik Danmark og England, hvorom Man heller aldrig i det hellige Romerske Rige har vidst ret Beskeed; men da vi dog altid er nysgierrige efter at vide hvad Tydskerne tænke og dømme, maae vi takke Biskop Ditmer af Merseburg for, vi ogsaa her kan faae vor Lyst styret. Han, som i de samme Dage skrev paa sit »Allehaande«, hvori han fandt Plads til Alt hvad der faldt ham ind, begynder da med at fortælle os, at somme Tider, skiøndt det er sjelden, »fortæres han af Nidkiærhed for Herrens Huus« og kan derfor ikke undlade her at indskyde, hvad han tit har hørt tale om, hvorlunde nemlig Anglerne (saaledes **) Robert af Glocesters Engelske Rim-Krønike. ***) Emmas Lovtale II. *1H. »betal du«. 76 kaldte enten af deres Engle-Ansigt (det vil sige: Smukhed) eller af den Krog dvs. angulus, de boe udi) er blevet usigelig plagede af den grumme Danske Kong Sven Haraldsen, saa de, som før var skatskyldige til Apostel-Fyrsten Petrus og var den hellige Fader Gregors aandelige Børn, nødtes til at svare »de skidne1 Hunde« (immundis canibns) aarlig Skat og lade Fienden boe tryggelig i den største Deel af deres ødelagte Land.

✂ Dog, Vidtløftighed er Tydskernes Skiøde-Synd og vi kan have Nok i vor egen Deel, saa vi nødes til at bryde af i Tide med den Bemærkning, at i Henseende til Kiends-Gierningerne stemmer Ditmer ret godt overeens med Lov-Taleren, undtagen i hans sidste mærkelige Ord om Knud (ved 1018) som lyder saaledes: i England blev, Gud skee Lov! (Deo gratias) Mandskabet paa tredive Viking-Snekker nedsablet af Svens Søn, deres egen Konge, saa han, som med sin Fader hjemsøgde og idelig hærgede Landet, sidder nu i sin Eenlighed og maa forsvare sig selv, som Basilisken i Afrikas Sand-Ørk*).

✂ See, det var da Tydskernes Tanker, Ønsker og Forhaabninger ved Englands Erobring af de Danske, og ved Stand-Retten, Knud holdt over Edrik og hans Med-Skyldige, og »fromme« kan Man, uagtet Bispens gudelige Stil, just ikke kalde dem, billige er de heller neppe; men de henvende dog vor Opmærksomhed paa del Sørge-Spil, raa Strids-Mænd altid opføre i den dannede Verden, og Sørge-Spil, hvis Indhold kun er Blod-Bad, maae vi finde slette, ligesaavel af Danske som af Tydske Forfattere. Det nytter ikke her at beraabe sig paa Krigs-Retten, thi det er den afskyelige Romer-Ret, ikke heller at hænge sig i den Angel-Sachsiske Straffe-Præken af Lupus, hvor det siges reentud, at Alting var raaddent i England fra Inderst til Yderst**), thi naar det er allersandest, retfærdiggiør det dog kun Sværdet, aldrig Haanden, som hos de Mennesker, vi skal agte og elske, maa stræbe efter Andet end Rov og Mord. Spørgsmaalet er altsaa her slet ikke om Løn som forskyldt, hvorved Hamlet meget rigtig anmærker, at skal Retten saaledes have sin Gænge, maae vi i det Mindste kagstryges Allesammen, men Spørgsmaalet er: om Menneske-Livet med tilsvarende Dannelse øiensynlig vandt ved Englands **) Dltmers Allehaande VIII, hos Leibnits S. 420-21. ***) Prækenen paa Angel-Sachsisk hos Hickes (Thesaurus II.) paa Latin i de Danske »Scriptores« II. 463. *1H. »beskidte«. 77 Erobring af de Danske, og besvarede Verdens-Historien ikke det med Ja, da skulde den kun i Forbigaaende nævne Danskerne med deres Knud ligesom Hunnerne med deres Atle den Store, nævne dem som et eget Slags Rov-Dyr, der trivedes bedst i Vandet og drev deres Uvæsen til det Høieste i det Ellevte som Hine i det Femte Aarhundrede. Saaledes er nu vel ogsaa Danskerne hidtil sædvanlig behandlede i Verdens-Historien, men skulde det lade sig forsvare, maatte natur-ligviis en »Dansk« Verdens-Historie være ligesaa utænkelig som en »Hunnisk«; thi i det Hele falder Æblet aldrig langt fra Stammen, saa hvor der udvikler sig en eiendommelig Anskuelse af Menneske-Livet, som noget ikke Dyrisk men Guddommeligt, der har ogsaa fra Arilds-Tid været kraftig Deeltagelse i dette Menneske-Liv, og det er desuden soleklart, at naaede Danmark i Middel-Alderen nogen aandelig Udvikling, maa det takke Forbindelsen med England derfor. Naar nu kun Menneske-Livet vinder ved en Kamp, da er det Aanden ligegyldigt paa hvad Sted, og med et saa øiensynligt Forraads-Kammer og Oplags-Sted for den ny Verden, som England, er det kun en Bisag, hvad der bliver tilbage, naar Hver har faaet Sit; men naar Man seer, hvad Angel-Sachserne i det Tiende Aarhundrede nedsank til, da er det en følgelig Sag, at Alt hvad der siden har aandig udmærket sig i England maa enten være af Dansk eller af Normannisk Oprindelse, og det var aabenbar ikke Normannerne, der bekæmpede den Romerske Retning og skabde det Engelske Bog-Sprog, med Alt hvad dertil hører. Det vil derfor aldrig falde veloplyste Engelsk-Mænd ind at betragte Danskerne som den Angel-Sachsiske Dannelses Bane-Mænd, hvilken de tvertimod, saavidt mueligt, tilegnede sig og giengiældte med de »raa Materialier«, uden hvilke den »Engelske Dannelse«, som blot er en god Bearbeidelse deraf, aldrig vilde fundet Sted.

✂ Forholdet mellem England og Danmark i Middel-Alderen er nemlig det Eneste i sit Slags, fordi Erobrerne i det Ellevte Aarhundrede var for en stor Deel »samme Moders Børn« som de i det Femte, og kunde derfor ikke blot forstaae men sammensmelte med dem, og gjorde det virkelig til fælles Fordeel, thi Angel-Sachserne fik ikke blot en Tugtelse men ogsaa en Forstærkning, de høilig trængde til, og Danskerne vandt ikke blot store Midler til Uddannelse, som de fattedes, men blev ogsaa mange uvorne Kæmper og urolige Hoveder kvit, 78 som fandt hvad de søgde »Død eller Brød« i det rige England, hvor Livet er en Giæring, der netop for at lykkes kræver stridige og stærke Elementer. I alle Henseender maa da »Joms-Borg« staae os for Øie, naar vi betragte den Krig, hvori Høvdingen derfra, Thorkild den Høie, er Mærkes-Manden; thi Joms-Vikingerne var jo netop gode Stal-Brødre til »Hengst og Hors«, og det var farlige Naboer for Danmark, som Islænderne sige, Sven Tveskiæg haabede at blive kvit ved at opægge dem til Toget mod Hakon Jarl, og som Saxo vist nok med Grund skylder for at have givet Slaverne Mod og Vane paa Danmark. Disse Joms-Vikinger, som paa Øster-Søens Kyst sikkert vilde ødelagt Danmark, der allerede i Sven Tveskiægs Tid to Gange maatte kiøbe sin Konge af dem og kunde ikke veie ham op med Penge, uden at kaste sine Kvinders Guld-Smykker i Skaalen; disse Joms-Vikinger kunde umuelig giøre den dannede Verden en større Tjeneste, end først at skaffe Danmark en Deel gode Engelske Penge og Præster, og dernæst sætte sig ned eller falde paa Øen, hvor Normannerne var ved Haanden, som Hakon Jarl i Hjøring-Vaag, med Haardt imod Haardt!

✂ Vi sige altsaa med Rette, at Englands Erobring af de Danske var noget langt Andet og Bedre end Ditmer drømde om, og hvordan Knud den Store personlig teede sig derved, bliver saameget mere hans egen Sag, som Saxos Krønike viser, de kværsiddende Danskere har kun taget meget liden Deel i hans Storhed; thi ikke blot er Saxo nær ved at skiænde over, at han [Knud] er blevet Rygtets Yndling, saa hans Glands fordunkler andre Dane-Kongers, der alle Dage i Daad kunde maale sig med ham, men Danmark har næsten ikke bevaret et Sagn om ham. Tildeels har dette nu samme Grund, som at en Bonde-Mand, hvis Søn er blevet Professor, ei veed stort at fortælle om hans lærde Værker og Penne-Feider; men det viser dog ogsaa, at Knud i den store Verden maa være blevet Fædrene-Hytten langt mere fremmed, end Englands-Toget nødvendig medførde, saa han maa egenlig betragtes som »udvandret« med Joms-Vikingerne, hvorfor han da heller ikke forlangde at begraves i Roskilde, men lagde sig til Hvile i Winchester, medens Ordet gik i Danmark, han havde endt sit Løb og fundet sin Grav i Normandiet*).

✂ Det vidne da ogsaa de Engelske Forfattere eenstemmig, at **) Emmas Lovtale II. Saxos 10de Bog. 79 Knud, efter Edmonds Død, ikke alene ved at gifte sig med Ædelreds Enke, Dronning Emma, men paa alle optænkelige Maader stræbde at vinde sine nye Undersaatters Hengivenhed, og da de gamle Viking-Høvdinger naturligviis ikke har været Hertuger efter deres Hoved, var det vel ogsaa for deres Skyld han snart gjorde Thorkild den Høie fredløs*). Wilhelm af Malmesbury siger i alt Fald udtrykkelig, det var for den Vold han fordum øvede mod Ærke-Bispen i Kanterbury (Ælfeg), som var ynkelig myrdet af Vikingerne og blev nu skrinlagt som en Helgen, og han lægger til, at saasnart Thorkild satte sin Fod paa Dansk Grund, blev han grebet og aflivet**). Om Knuds Svoger, Erik Jarl, virkelig, som Wilhelm siger, ogsaa maatte rømme Landet, er vel tvivlsomt, men da Islænderne sige, han døde paa en Romer-Reise, er det dog meget mueligt; thi at Knud ikke gjorde meget for Svogerskabs Skyld, fik Ulv Sprageleg at finde, hvem han uden Lov og Dom lod myrde, enten, efter Saxo, ved sit eget Bord, eller, efter Islænderne, ved Alteret i Roskilde Dom-Kirke***).

✂ Dog, om ogsaa Ulf og Edrik var de eneste fribaarne Mænd, Knud, uden Lov og Dom, lod myrde i Freds-Tid, og om det kun skulde være sort Bagtalelse, hvad Sachse-Krøniken rigtig nok ligesaavel som Lov-Talen tier med, at han sendte Edmund Jernsides Sønner til Sverrig for at myrdes, saa er det dog lige klart, at Danmark gierne maa give Afkald paa Æren baade af hans Kroner og hans Klogskab, naar Det saa kan fritages for Skammen af hans Tyranniske Luner.

✂ Hvorledes Knud blev Konge i Danmark, veed Man egenlig slet ikke, da hans Broder Harald, hvem Saxo end ikke nævner, forsvinder ubemærket, men hvordan han blev Konge i Norge, veed vi langt bedre, end han skulde ønske, thi det var ved at bestikke alle de dygtige Nordmænd, han kunde enten høre eller spørge, med store Penge og end større Løfter.

✂ Da vi sidst forlod Norge, havde nemlig Seier-Herrerne i Svolder-Slaget deelt Riget som et Bytte, dog saaledes, at Kongerne i Danmark og Sverrig nøiedes omtrent med Navnet, medens Jarle-Sønnerne Erik og Sven havde Gavnet. Derved blev det, indtil, medens Erik Jarl var i England, Olav Haraldsen, af Haarfagers Æt, benyttede Leiligheden og skyndte sig (1015) hjem til Norge, hvor hans Stillader, Sigurd **) Sachse-Krøniken under A. 1021. ***) Wilhelms Englands-Krønike II. 11. ****) Saxos 10de Bog. Hellig-Olavs Saga i Heimskringle K. 163. 80 Syr, var Nisse-Konge paa Ringerige, under Dansk Høihed. Da Olav var langt fra at tilkæmpe sig den Vigtighed i Verdens-Historien som i Norges, hvis Skyts-Helgen han blev, kan vi her hverken dvæle ved hans Kamp med Jarlerne, eller ved hans Kiv med Oluf Svensker, og alt hans Bryderi med Nisse-Kongen Rærek paa Hede-Marken, men vi maae dog lægge Mærke til, at Det og Mere findes paa det Livligste udviklet og beskrevet i hans Saga, som viser os den Islandske Skildre-Konst i al sin Glands. Hvad vi her maae udhæve, er derimod hans Ivrighed ikke blot for Daaben, men for Afguderiets fuldkomne Afskaffelse, thi baade er det fra denne Side han indtager sin Plads i Verdens-Historien, mellem Norges kronede Prædikanter, og i den Anledning han paadrog sig det bittre Nag hos Trønder og Haleier, der kostede ham baade Liv og Krone. Han var, efter Sagaen, døbt1 af Olav Tryggesen, hvem han ogsaa ved Christendommens Indførelse meget tog til Mønster, men, skiøndt baade kiæk og klog, var han dog ikke saadant et Vidunder i Nordmænds Øine, saa de taalde ikke det Halve af ham, og han vilde slet Intet taale af dem, hvad umueligt kunde gaae godt, da »Norske Herser« er kun et andet Navn paa »Normanniske Baroner«, og Norges »ypperste Herse«, der saae alle Jarler over Skuldrene, Olav Tryggesens Svoger, Erling Skjalgsen paa Sole, krummede kun meget nødig sin Rygg selv for en Konge.

✂ At Knud tog Olav hans Frihed meget unaadig op, var en følgelig Sag, og havde han, det Første han fik Stunder, hjemsøgt Norge med en Deel af Englands og Danmarks Styrke, eller med den Hele, da havde det været Verdens sædvanlige Løb, det Nordmænd saavelsom andre Folk maatte lære at finde dem i, men nu lurede han aabenbar paa Leilighed, til Olav havde lagt sig ud med Erling Skjalgsen og andre Høvdinger, som under de Omstændigheder hverken fandt det deres Ære for nær at bukke dybt for Kongen i England, eller at modtage gyldne Beviser paa hans Bevaagenhed. Ja, selv da sendte han ingen Hær til Norge, men et stadseligt Gesandtskab [Krone-Budskab], der, ved kun at forlange Hylding og Skat af Kong Olav, skulde krænke og ydmyge ham, medens de udspeidede Tilstanden og bearbeidede Gemytterne omkring ham*). Forbittret herover og kied af bestandig at ligge paa Vagt mod **) Hellig-Olavs Saga i Heimskringle K. 139-40. *1H. »Han var i sin Barndom døbt«. 81 en mægtig Fiende, der kun troede, gjorde Olav et Tog til Danmark, i Forbindelse med den Svenske Kong Ønund, og havde aabenbar en Fordeel over Knuds Flaade, men hvad enten Knuds Foræringer dog ogsaa gjorde Virkning i Sverrig, eller Olav selv følde sig for svag, saa undveg Kongerne et Hoved-Slag, snart seilede Kong Ønund hjem, og da Olav, som ei mere vidste, hvem han turde troe, fandt det alt for voveligt at gaae igiennem Øre-Sund, hvor den Engelske Flaade laae, forlod han sine Skibe paa Kalmar-Næs og reiste landveis hjem som en skibbruden Mand*). Erling Skjalgsen, som enstund havde opholdt sig i England, kom tilbage samme Efteraar, med store Foræringer, og med endeel Bisse-Kræmmere, der om Vinteren løb Landet rundt og opkiøbde alt det »Venskab« til Knud, de kunde giøre fal, deels for »det rene Væsen« og deels for Løfter om Guld og grønne Skove, og saa, næste Sommer, da faldt det Kong Knud beleiligt at giøre sit Tog til Norge, hvor nu ingen Modstand var at vente**). Han skjulde Havet med sin Flaade, satte Kaasen lige op til Nid[a]ros, lod sig i Trønde-Lagen udraabe til Norges Konge, gjorde Sønnen af sin Syster og Erik Jarl, Hakon, til Rigs-Forstander, uddeelde Forleninger, sagde Einer Thambeskiælver smukke Ting, seilede tilbage til Danmark, og lod Helte-Gieraingen besynge af sin Islandske Hof-Skjald, Thoraren Lov-Tunge eller Roesiflæng, især bekiendt af Omkvædet paa Knuds-Drapen: Knud freder Jorden som Christus Himlen***). Kun forgiæves prøvede Olav, som imidlertid maatte sidde stille i Tønsberg, da Knud var borte, at komme paa Thronen igien, Lykken var ham bestemt imod, og da han, efter et Ophold hos Kong Jarislav i Holmgaard, brød tillands over Kiølen ind i Trønde-Lagen (1030), var den unge Hakon Jarl vel alt forgaaet, men Trønderne flokkedes dog under Anførsel af Haleierne: Thore Hund paa Bjærkøe og Harek fra Thjøtøe (en Søn af Eivind Skalda-Spilder), leverede Olav et Slag paa Stiklestad i Værdalen og fik Held til at fælde ham †). Nu satte Knud sin Frille-Søn Sven, som Islænderne sige havde været Høvding i Jomsborg, til Konge i Norge, men han var i alt Fald kun en opløben Dreng, der snart blev ligesaa foragtet, som hans Moder, Engelænderinden **) Hellig-Olavs Saga i Heimskringle 152. 54-69. ***) Sammest. K. 171. ***) Sammest. K. 178-82. *†) Sammest. K. 184-240. 82 Ælvive, hvem Man tilskrev lians haarde Love, blev forhadt, og saasnart Olavs Søn, Magnus den Gode, viste sig, fandt Sven det Klogest at pakke ind, saa Knud den Store mistede Norge ligesaa hurtig og meget lettere end det var vundet*).

✂ Samme Aar (1035)1 Svend blev fordrevet, døde hans Fader, hvem Emmas Lov-Taler kalder Keiser over Danmark, England, Bretland (Vales), Skotland og Norge, og det er forsaavidt ganske rigtigt, som han langt mindre lignede en Danne-Konge af Guds Naade, end en Romersk Keiser, med Spydstage-Ret, der triumpherede over langt mere end han vandt og drømde sig en Gud paa Jorden. Man studser derfor let ved at læse det smukke Sagn om ham, at han for at beskiæmme sine Forgudere engang satte sig ved Havet henimod Flod-Tiden, og truede, som Landets Herre, Bølgerne, hvis de vovede at væde hans Taa, men sprang saa op, da de ei vilde lystre, priste Himlens og Jordens og Havets Skaber, som den eneste rette Herre, satte Guld-Kronen paa et Christus-Billede og bar den aldrig siden**). Vel fortæller Robert af Glocester Historien saaledes, at Knud virkelig var indbildsk nok til at tænke, Havet skulde have lystret ham, og helbredtes kun af Erfaringen for den Daarlighed; men saa dum var Knud ingenlunde, og da hans Venskab med Geistligheden viser, han var langtfra at være Guds-Fornægter, kunde han være stolt nok, skiønt han loe ad dem, der alt for ubehændigt vilde løfte ham til Skyerne.

✂ Hvilken Opsigt for Resten Knud gjorde i Verden, slutter Man vel bedst deraf, at den Tydske Keiser Konrad af Franken, den anseeligste Fyrste i Europa, sluttede Forbund og Svogerskab med ham, og denne Opsigt blev ikke lidet forøget ved hans Romer-Reise (1031), da han saaede Guld i Frankrig og Italien, som Rolf Krage 2 paa Fyrresvold, og skrev et saare mærkværdigt Brev til begge Englands Ærke-Bisper og alle Rigets Stormænd, hvori han skrifter ganske ærlig sine Konge-Synder, lover Bod og Bedring, og forbyder strængelig alle sine Embeds-Mænd at giøre mindste Uskiel, var det end for at tækkes ham, eller at tage en Skilling med Uret, var det **) Hellig-Olavs Saga i Heimskringle K. 252-53. 261. Magnus den Godes Saga K. 3-4. ***) Henrik Huntingdons Krønike VI. (hos Savile) S. 364. *1H. tilf. »som«. *2H.Krake«. 83 end til hans Fordeel, da han herefter alvorlig vilde1 frygte Gud og ære Loven og trængde2 ei til uretfærdigt Gods*). Da nemlig Engelænderne vidne, at han efter sin Hjemkomst virkelig beflittede sig paa alt Godt, er det billigt at tænke, hans forrige Voldsomhed og tyranniske Luner var mere Følgen3 af Opvext i Leiren mellem raa Joms-Vikinger, end egenlig Natur. Dog kan hverken dette, eller hans baade i England og Danmark berømte Lov-Givning, eller nogen Roes enten af Emmas Lovtaler eller af Knytling-Sagas Forfatter give ham Adkomst til Storheds Navn4, uden som Lykkens store Kiæle-Dægge (hamingjumadr mikill um alla hluti), der, skiøndt han, som de fleste Erobrere, døde ung (under fyrretive Aar), dog havde det mellem dem vel mageløse Held at opleve den Dag, han fandt sig rig og mægtig nok, og at vinde den Roes: han bedredes med Aarene! I alle andre Henseender staaer han langt under sin Med-Beiler til Nordens Beundring, Hellig-Olav; thi medens vi see Olav endnu paa Stiklestad i en Skjoldborg af trofaste Venner, som dele hans Død og Udødelighed, sidder Knud saa eensom i Høielofts-Salen, at er det end meget for haardt at ligne ham ved »Basilisken i Afrikas Sand-Ørk«, er det dog klart, [at] han søgde paa Thronen og paa Valen kun Redskaber, ikke Medhjelpere, og fandt derfor kun Misundere istedenfor Beundrere, han fattedes Alt hvad Hengivenhed skiænker og maatte nøies med hvad Guld kan opveie! Vel er det ikke usandsynligt, at han »inden lukte Dørre« baade søgde og fandt Endeel, som anderledes adler Mennesket og fryder Hjertet, men skiøndt Enkelt-Manden, til sin Lykke, tit i det Smaa kan baade give og tage rig Erstatning for store Mangler, saa bliver han dog aldrig stor derved, og hvad enten det er i Løn-Kammeret eller i fremmede Lande en Konge maa søge sin Roes og sin Glæde; fattes han dem under Kronen, da vakler hans Throne! Det hørde da ogsaa til Knuds besynderlige Lykke, at han døde før han dalede, thi han fik neppe engang Tidende om Svens Uddrivelse fra Norge, og følde i alt Fald slet ikke sin Afmagt til at indsætte ham igien, saa lidt som det kunde ahne ham, der efterlod tre unge Sønner, rigere Arvinger end nogen Mands i Europa, at inden syv Aar var omme, skulde alle Sønnerne være døde og Arven i Fiendernes **) Sachse-Krøniken under A. 1031. Wilhelms Englands-Krønike II. Emmas Lov-Tale II. *1H. »vil«. *2H. »trænger«. *3H. »Følger«. *4H. »Storheds-Navnet«. 84 Vold, saa hans eneste navnkundige Frænde, Ulv Spragelegs Søn, omvankede flygtig i Fæderne-Landet!

✂ Det blev nemlig Ædelreds og Hellig-Olavs Sønner, som arvede Knud den Store; thi efterat hans Egne, Harald og Harde-Knud, havde gjort ham og det Danske Navn al den Skam i Engeland, de kunde, faldt Riget der til Edvard den Hellige, og Magnus den Gode forsvarede sig ikke blot paa Norges Throne, men besteg ved Harde-Knuds Død tillige Danmarks, enten efter et sært Forlig imellem dem, eller i Følge den Stærkeres Ret. Det Første har længe giældt for afgjort, da baade Saxo og Snorro melde det; men da den samtidige Adam af Bremen, underrettet af Sven Æstridsøn, der maatte vide det tilgavns, udtrykkelig skriver, at Magnus tog Danmark med Staal-Handsker, mens Harde-Knud endnu levede, saa vil der meget Andet end Efter-Snak til at svække hans Vidnesbyrd*). Da Knytling-Saga, som heller Intet taler om Forliget, lærer os, at Sven Æstridsøn hedd ogsaa »Magnus«**), har Sagnet formodenlig sammenblandet ham med »Nordmanden«, saa det har været Frænderne, Sven og Harde-Knud, der trættedes om Danmarks Krone, men blev mindelig forligte.

✂ Med Harde-Knud (hvis løierlige Navn vel har været Haarde-Knude, som et uopløseligt Baand mellem Knud og Emma, Danmark og England) uddøde, siger Knytlinga, Danmarks gamle Konge-Slægt, altsaa »Skjoldungerne«, og skiøndt det er et stort Spørgsmaal, hvad Æt, uden Gorm den Gamles, Knytlingerne var af, er det dog baade vist og kiendeligt nok, at Knud den Stores Syster-Søn, Sven Ulfsen, eller, som han almindelig kaldes efter sin Moder, Sven Æstridsen, blev Fader til en ny Herre-Stamme, som [vel] maa kalde de Danske »Ylfinger«, og beholdt Thronen i trehundrede Aar, til den uddøde med Valdemar Atterdag og Margrethe.

✂ Denne Sven, om hvem Adam af Bremen vidner, at alle Barbarernes (Slavernes), end sige da Danskernes, Historie stod for ham, som den var præntet ***); har vi derfor alt tit maattet nævne som Klerkens Hjemmel, men uagtet han i mange Henseender maa have været en ganske udmærket Mand, gjorde **) Adams Kirke-Historie II. 56. Saxo X. Magnus den Godes Saga i Heimskringle K. 1. ***) Knytling-Saga K. 21. ****) Adams Kirke-Historie II. 29. 85 han dog, uden for det Bremiske Ærke-Stifts Grændser, alt for liden Opsigt, til at vi her kan dvæle ved hans mange Slag med Norges Konger, der desuden var omtrent ligesaa mange Nederlag, og det maa da være nok sagt om ham som Konge i Danmark, at det var kun ved at overleve baade Magnus den Gode og Harald Haardraade, han blev fast i Sadelen, og kunde ved sin Død (1076) efterlade Riget til sine mangfoldige Sønner, blandt hvilke dog kun Hellig-Knud og Erik Eiegod blev navnkundige. Selv hans uopløselige Venskab med sin skarpe Tugte-Mester, Biskop Vilhelm i Roskilde, kan her kun berøres, fordi denne Vilhelm Engelskmand, som bygde Roskilde Dom-Kirke, selv er en Hæders-Mand i Danmarks Historie, som indskiærper os, at den Danske Kirke, og dermed hele Dannelsen, havde Angel-Sachserne og Knud den Store usigelig meget at takke.

✂ Sven Æstridsens Norske Avinds-Mand [Medbeiler], Harald Haardraade, har derimod i dyre Domme kiøbt sig en egen Navnkundighed i Verdens-Historien, som det var Synd at mis, unde, end sige1 berøve ham, og han var i alle Maader, som den første navnkundige »Væring«, en saare mærkværdig Mand.

✂ Denne Harald var en Søn af Sigurd Syr paa Ringe-Rige, og Halv-Broder til Hellig-Olav, med hvem han som en femten Aars Knøs og tidligmoden Skjald gik kvædende i Kreds paa Stiklestad, og lagdes i Dvale paa Val-Pladsen, men blev forbundet, kom sig og søgde sin Lykke først i Holmgaard og derpaa »langt af Leed« i Maglegaard, hvor Zoe, den sidste Levning af det Makedoniske Huus, dengang valgde og vragede Keisere, som Kvinder Stads. Harald med sit Følge blev strax optaget mellem Væringerne (Forbunds-Tropperne dvs. Fæderati [wedbroðers]) og skal, efter hans eget og Islændernes Sigende, have udmærket sig ganske overordenlig i Serkland (Afrika) og paa Sikiløe (Sicilien)*), hvorom Byzantinerne dog intet melde, men tilskrive Georg Maniakes, som Over-General, det Hele. Da imidlertid Adam af Bremen ogsaa bruger stærke Udtryk om Haralds Bedrifter i den Græske Keisers Tjeneste**), og det er vist, han var hvas, hvor han kom, kan Byzantinernes Taushed saameget mindre vække Tvivl, som Kedren, der ved denne Tid ganske rigtig nævner Væringerne, **) Harald Haardraades Saga i Heimskringle K. 1-10. ***) Adams Kirke-Historie III. 13. *1H. og 2. Udg. tilføjer: »at«. 86 hverken melder, hvor de tjende, eller hvad deres Høvding hedd.

✂ Tilsidst faldt Harald i Unaade hos Keiserinden og blev smidt i Taarnet, og Man hviskede om, det var fordi han ikke vilde ægte hende, men en god Veninde hjalp ham ud, hvorpaa han endnu var med at stikke Øinene ud paa Keiseren og skyndte sig afsted tilbage til Holmgaard og Norden*).

✂ Om nu Harald, som Adam melder, ved sin Hjemkomst fandt Norges Throne ledig, eller, som Islænderne udførlig berette, fandt Magnus og Sven i fuldt Slagsmaal om Danmarks, blev først Stal-Broder med Sven, men deelde siden halvt med Magnus**), det kan vi ikke opholde os ved, da det egenlig kun er Haralds Udenlands-Reiser, vi har med at giøre, saa selv hans glimrende Seire over Sven Æstridsen og hans [sine] egne Undersaatter, navnlig Einer Tambeskiælver, hvem han dog stjal Livet af, kan her kun nævnes i Forbigaaende.

✂ Sagen er, at vi, ligesom Harald, har Øie paa Engeland, der ligesaalidt tabde sin Vigtighed i Verdens-Historien ved at skilles fra Danmark, som ved at samles og klogelig styres af Knud, men var dog under Edvard den Hellige saa forvirret og forstemt, at Vove-Halse, hvis høieste Ønske var Glimmer og Galgen-Frist, godt kunde vente der at giøre deres Lykke.

✂ Blandt de indenlandske Vove-Halse var nu enstund Ingen lykkeligere end Godvin Jarl og hans Sønner, og da En af Disse endogsaa et Øieblik kom til at bære Kronen, er det nok værdt at vide, at Godvin var en Søn af Ulfnad Herse (Wulfnoth) i Sussex, som i Kong Ædelreds Dage blev gjort fredløs, men trodsede hele Rigets Styrke***). Hvordan det siden gik Ulfnad, tale Angel-Sachserne Intet om, men »Knytlinga« fortæller, at da Ulv Sprageleg efter Slaget ved Skorsten forvildede sig i en tyk Skov, stødte han paa den Fredløses pæne Hytte og blev ledsaget ned til Stranden af Godvin, hvem han skaffede i Naade hos Kong Knud og giftede med sin Syster, som derved blev Moder til endeel Sønner, og deriblandt Kong Harald og Toste Jarl †). Dette Ægteskab veed Wilhelm fra Malmesbury vel Intet af, men han veed ikke heller, hvem der var Moder til Harald og Toste, og faaer da lade sig oplyse **) Harald Haardraades Saga i Heimskringle K. 13-17. ***) Sammest. K. 18-24. Knytiinga K. 22. ****) Sachse-Krøniken under A. 1008. *†) Knytlinga K. 11. 87 derom af Islænderne 1, som her kan pukke paa Adam af Bremens Medhold2*).

✂ Man hører for Resten ikke synderlig til Godvin Jarl og hans Sønner, førend under Edvard den Hellige, hvem de satte paa Thronen og vilde altsaa naturligviis raade over, men havde dertil farlige Med-Beilere i Normannerne, som Edvard fra Barns-Been havde nydt Godhed af [hos] og var vant til at lystre. Det kom derfor engang (1048) til aaben Feide mellem Kongens selvgjorte Formyndere, men Enden blev dog, at Normannerne, med Ærke-Biskop Robert af Canterbury i Spidsen, indtil videre maatte rømme Landet og lade de Indfødte raade**). Ved samme Leilighed gik det udentvivl ogsaa ud over de Danske Herremænd, thi Adam af Bremen siger, at det var egenlig Godvins Sønner, der skildte Engeland fra Danmark, slog den Ene af Sven Æstridsens Brødre ihjel, og drev den Anden ud ***), saa det stadfæstede sig ogsaa her, at Frænde er Frænde værst. Edvard, siger Adam, fik vel Lov at beholde Livet og Konge-Navnet, men det var ogsaa Alt, og Saxo kalder ham reent ud en kronet Slave [Træl], og melder, hvad der er ganske rimeligt, at Harald, for at glimre som »Fædrene-Landets Befrier«, stjal paa een Dag Livet af hele den Danske Liv-Vagt †).

✂ Der har været megen Trætte om, hvem Edvard egenlig ønskede til sin Efter-Mand: enten Sven Æstridsen, hvem Adam siger, han gav baade Løfte og Handsel ††), eller Harald Godvinsen, der selv vilde have hørt ham hviske om sig paa hans3 Døds-Seng, eller endelig Hertug Vilhelm i Normandiet, for hvis Vugge det vel maa være sunget; men det er saameget mindre værdt at tvistes om, som der, i det Mindste for vore Øine, ei kunde være noget Afmægtigere end Edvards Ønsker. Det er imidlertid klart nok, at ikke alene han, men England i det Hele, hældede til den Franske Side, medens Northumberlænderne for deres Part vel, næst efter dem selv, holdt mest af de Norske; thi vi læse, at da de fordrev deres Jarl, Toste Godvinsen, sparede de ligesaalidt Engelskmænd som Danskere †††).

**) Adams Kirke-Historie II. 37. Wilhelms Englands-Krønike II. 13. ***) Sachse-Krøniken under A. 1048-52. ****) Adams Kirke-Historie III. 14. *†) Saxos Danmarks-Krønike X. *††) Adams Kirke-Historie II. 57. III. 12. *†††) Sachse-Krøniken under A. 1064. *1H. »Islænderen«. *2H. »Adam af Bremen«. *3H. »om Sligt paa sin«. 88

✂ Da Edvard døde (1066), blev Harald Godvlnsen vel uden al indenlandsk Modsigelse hans Efter-Mand1, men maatte endnu samme Aar holde to Slag om Kronen med udenlandske Med-Beilere, og tabde ligesaa afgiørende det Sidste, som han vandt det Første.

✂ Om nu Harald Haardraade fra Norge kom af sig selv, for at prøve Lykken i England, eller Toste Jarl, som var usaattes med sin Broder, hentede ham, [det] kommer omtrent ud paa Eet, da de To i alt Fald gjorde Følgeskab baade til Valen og til Graven; men Islænderne, som her synes at vide bedst Beskeed, fortælle udførlig, at Toste Jarl kom først til Danmark og vilde overtalt [overtale] sin Frænde, Sven Æstridsen, til at vove en Dyst for Knud den Stores Krone, og da det mislykkedes, til Norge, hvor hans Ord faldt i god Jord, saa Harald fulgde ham hjem med en Flaade paa 200 Skibe*). De løb op ad Humberen, slog Morker Jarl og nødte York til at thinge, men da de tænkde, der var Fred og ingen Fare, og kom kun med halv Styrke og letbevæbnede for at holde deres Indtog, havde Bymændene narret dem, saa Harald Godvinsen kom farende ud af [ad] Porten med sin Hær og nødte dem [Nordmanden] til enten at vende Rygg eller holde Stand ved Stanford-Bro. Haardraade valgde naturligviis det Sidste, og skikkede kun Bud ned til Flaaden om sin Brynie og anden Forstærkning, ikke heller kunde Engelænderne bryde hans Skjold-Borg, men i sin Hidsighed brød han selv ud deraf og faldt, tilligemed Toste, førend Eisten Urhane kom med de Brynieklædte. Kun forgiæves stræbde Eisten at hevne Skade, han fik selv sit Bane-Saar, men ventelig var han dog den ubenævnte Nordmand, Engelænderne give det Lov, at han alene enstund saaledes forsvarede Stanford-Bro, at tilsidst Ingen turde vove sig imod ham, og da han kun loe ad gode Tilbud, havde han kanskee staaet der endnu, hvis der ikke var kommet et Kaste-Spyd og [havde] strakt ham til Jorden**).

✂ Saaledes sank da »Nordens Lyn og alle Danske Øers Skræk«, som Adam kalder Harald***), i den sorte Jord, og han tog **) Haardraades Saga i Heimskringle K. 77-85. Sachse-Krøniken under A. 1066. ***) Sammest, K. 86-97. Wilhelms Englands-Krønike II. 13. ****) Adams Kirke-Historie III. 18. *1H. «Eftermand«. 89 Norges glimrende Udsigter med sig i Graven, thi hans Søn Olav Kyrre (den Stille) vendte kun med Seier-Herrens Forlov hjem til Norge, og skiøndt Kæmpe-Aanden endnu øiensynlig svævede over Magnus Barfod, som faldt i Irland, og over1 Sigurd Jorsalfar, som under Kors-Togene glimrede ved Sidon og i Maglegaard, saa stod dog »den Engelske Krone« ei meer paa Spil, og med Sigurd i det Tolvte Aarhundrede uddøde egenlig de storladne »Ynglinger« af Haarfagers 2 Æt. Naar Man selv er Nordbo, og seer, at enten skulde England tilfalde den Norske Konge eller den Normanniske Hertug, kan Man ikke vel bare sig for at tænke, Haardraades Seier vilde sparet England Undergangs-Kampen med Frankrig, baade i Sproget og i Marken, baade i Aandens og i Haandens Verden, mens den uopløselig vilde sammenknyttet Angel-Sachsisk med Islandsk og England med Norden; men alt saadant Drømme-Værk er dog kun Giøgleri; thi hverken er der hidtil, ikke heller vorder der, til Verdens Ende, nogen Seier vundet, som, efter Omstændighederne, kunde timedes uden hele den foregaaende Kamp. Sammenligne vi Gammelt og Nyt i den Nordiske Halv-Verden, da maa det aandelig bundfrosne Island ved Siden ad det omsmeltede3 Angeln [Angel] vel ogsaa lære os, at Nordens Vætte, hvor kæmpemæssig Den [han] end stræbde at tilegne sig den Christelige Anskuelse, og dermed fortsætte sin gamle Bane, dog dermed kun prøvede paa en Umuelighed og maatte, for at opstaae i Kirken, først virkelig drukne i Daaben!

✂ Dog, ogsaa disse Grublerier maae, heller end fortsættes, hurtig afbrydes ved de store Optrin af det virkelige Liv, som Normannernes og Kors-Togenes Historie beskriver; thi der kommer det unægtelig for Dagen, hvorvidt det var mueligt at oprette et Verdsligt Christus-Rige, uden at Virak kom til at gaae for Aand, Vie-Vand for Kraft, Optog for Bedrift, Legender for Historie, og Skabilken-Hoveder [Blokhoveder] for Engle og Helgene, ja, for Herren selv!

*1 »over« mgl. i H. *2H. »Haarfagres«. *3H. «det smeltede«

✂

Normanner og Islændere.

✂ Thule, der ligger saa uendelig langt borte, bag det vilde Hav, er, saa at sige, ganske ubekiendt; men dog veed saavel Barbarerne, som de Romerske Skribenter, heel mærkelige Ting om den at fortælle og nu hedder den Island.

✂ Disse Bremer-Klerkens Ord, i hans korte, men uskatteerlige Beskrivelse af Nørre-Leden*), kan neppe anvendes bedre, end til at indføre Islænderne i Verdens-Historien, hvor de hidtil kun antegnedes som »de ubekiendte Steder« paa vore gamle Land-Kaart; thi de veed ikke blot saa mærkelige Ting at fortælle om dem selv, som Nogen i hele det gamle Bremer-Stift, men har ret egenlig fra Arlids-Tid »opoffret sig« til Historien, saa det er baade Skam og Skade at udelukke dem deraf. Uagtet nemlig Krigs-Bedrifter nødvendig i vor urolige Verden optage den meste Plads i Stats-Historien, saa er det dog ingenlunde for deres egen Skyld, men kun for Kraftens, de yttrede, og Følgerne, de havde, og nu hørde der aabenbar langt mere ægte Menneske-Kraft til den Islandske Udflytning og historiske Opoffrelse for Slægtens almindelige Bedste, end til Indtagelsen af England, og naar Følgerne desuagtet er mindre iøinefaldende, kommer det dog vel kun af, at de ligge fjernere og begynde først nu at giøre Opsigt udenfor Norden. Her hjemme gjorde de det derimod saa tidlig, at allerede Saxo, vor Romerske [classiske] Skribent fra det Tolvte Aarhundrede, giver Islænderne det ligesaa forbausende som hæderlige Vidnesbyrd, at de opoffrede hele deres Liv til at samle og udbrede Historiske Kundskaber om alle Folke-Færd, fandt deres Fornøielse i at mindes, og satte deres Ære i at ophøie Stor-Værk, saa han af deres Skat-Kammer anseelig berigede sit Værk **).

✂ Da nu, trods Tidens Tand og Ildens Tunge, som har fortæret mange historiske »Kalve-Skind,« det Islandske »Saga-Bibliothek« endnu er et Storværk, mageløst i sit Slags, og en Skat, hvoraf Historie-Skrivere1 til Verdens Ende kan og skal anseelig berige deres Værker, saa var det dog alt for urimeligt, **) Adams saakaldte Danmarks-Beskrivelse S. 156. ***) Saxo i Fortalen i Danmarks Krønike. *1H. »Historie-Skriverne«. 91 om den lille Fri-Stat, der gjorde sig saa fortjent af Verdens-Historien, skulde nogensinde af den forbigaaes med Taushed.

✂ Vil Man indvende, at Skolen og Bøgerne har deres egen Historie, hvori Islænderne altid ville finde en Hæders-Plads aaben, men at en Stat, der, som saadan, ei gjorde mindste Opsigt i Verden, ei heller kan have Krav paa vor Opmærksomhed, hvor det knn er de »store Stats-Begivenheder,« hvorom vi spørge; da er den Indvending vel ingenlunde grebet af Luften, men da det altid er Historie-Skrivere, der skrive Historie, vil Naturen i alt Fald gaae over Optugelsen, og vi maatte slet forstaae vor Konst, om vi ikke med et godt Skin kunde giøre »Historiens egen Stat« til en Undtagelse fra Regelen. Det er imidlertid kun fordi Man aldrig, hvor Man er sig en stærk Forkiærlighed bevidst, kan troe sig selv i Vurderingen af Grundene for og imod, [at] jeg helst lader det staae uafgjort, om den Islandske Republik hører til de store Stats-Begivenheder, eller ikke, thi skulde Man engang finde, at1 den Islandske Fri-Stat, trods al sin Ringhed og Raahed, dog havde Grund-Trækkene af den Forfatning, der mest begunstiger fremskridende Oplysning om Menneske-Livet, da vilde unægtelig dens Stiftelse hævde sig Rang mellem de største Stats-Begivenheder, i det hele den Islandske Virksomhed, med Mund og med Pen, da maatte sees, ei tilfældig forbundet dermed, men nødvendig udsprunget deraf. Og skuffer nu ikke min naturlige Forkiærlighed mig uvitterlig, da er det Sidste virkelig Tilfældet, saa naar Man tænker den Islandske Fri-Stat bort[e], forsvinde med det Samme alle de Skjalde og Saga-Mænd, der fra Midten af det Tiende til Midten af det Trettende Aarhundrede virke uberegnelig paa hele Norden, forsvinder, med dem igien, Vøluspa, Edda, Heimskringle, og alle de Old-Nordiske Bøger, der ikke blot har virket paa vore Bøger, nien paa vor hele Dannelse, og vil virke endnu langt mere paa vore Børns, saa, hvis Norden faaer en Hæders-Plads i Nyaars-Tidens Historie, maa det nødvendig baade først og sidst dele Æren med den Islandske Fri-Stat!

✂ Skulde den [denne] imidlertid end ikke for sin egen Skyld fortjene en Plads i Haand-Bogen, maatte den det dog for Lysets Skyld, den kaster deels paa det hedenske Nordens Borgerlige Retning, og deels paa Normannernes Færd; thi *1 »at« mgl. i H. 92 vi maae endelig huske, at Udvandringen til Island er en Deel af den Normanniske, og at hvad der i Frankrig, England og Italien fordunkles i Sammen-Giæringen med fremmede Elementer, fremtræder klart paa den øde Øe i Verdens-Havet, hvor de Norske Vikinger, som paa Fjeldene voxde omkap med Grane-Masterne til deres Snekker, havde det Meste Spille-Rum for deres hele Eiendommelighed! Naar vi derfor see, at Man i Rude-Borg (Rouen), da Man fik Pennen i Haanden, havde tilligemed Moders-Maalet halvveis glemt Fædrene-Landet, saa vi maae gaae til Frænderne paa Island for at høre ret Beskeed, da maatte i det Mindste Nordiske Historie-Skrivere, ligesom Normannerne, have glemt Fortiden over Øieblikket, naar de ei med Velbehag skulde dvæle ved Mindet om de Islandske Høvdinger, som umuelig kunde være meer brydske og balstyrige end de Normanniske Baroner, men havde aabenbar langt bedre Øie for Helte-Livet, langt bedre Begreb om »faste Eiendomme«, og et langt anderledes mesterligt Greb paa at bygge »Taarn-Borge« i Kæmpe-Stil, som kan trodse Tiden og fortælle Efter-Slægten: der var Ild i deres Øine og Marv i deres Been!

✂ Naar Lag-Manden for det »Historiske Selskab« paa Island, Snorre Sturlesen, taler om de Norske Udvandringer i Haarfagers Dage, da synes han selv nær ved at glemme Øen i det Nordvestlige Iishav over den Nordvestlige Deel af Frankerig, som Englands Erobrer havde bragt i alle Folks Munde; thi kun i Forbigaaende nævner han Islands Bebyggelse tilligemed Færøernes; men det kom dog kun af, at han skrev for Islændere, som han vidste godt, glemde ikke dem selv, skiøndt det naturligviis især var fremmede Begivenheder, de udfrittede Saga-Mænd og Bøger om.

✂ Foruden »Landnams-Bogen« med alle »Høvdingernes« Slægt-Register, har vi da ogsaa en »Islænder-Bog« af Præsten Are Frode, som blev født, da Harald Haardraade faldt, og var den Første, som, ved at lægge Hovedet sammen med Thorodd Rune-Mester 1, fandt paa, efter »Angel-Sachsernes Exempel«, at skrive »Norsk« med Latinske Bogstaver*). Vel er denne »Islænder-Bog« saa mager og tør, som om det havde været Thorodd Rune-Rister selv, der benyttede **) Snorros Edda i Stokholmer-Udgaven S. 274-75. *1 I H. stod opr. »Rune-Rister«. 93 det snilde Paafund til en Udskrift af alle de Islandske Lag-Mænds Bauta-Stene; men »Aarstal og Navne«, skiøndt i og for sig selv slet ingen Ting værd, giør dog megen Nytte i Verden, især til at skille Folk ad, som enten ikke kan forliges eller maae dog ikke forvexles med hinanden, og naar de i Historien sættes med Flid til hvad Man af andre Kilder har faaet Kundskab om, og af gode Grunde sætter Priis paa, da er de uskatteerlige. Saa nødvendig Man derfor1 i en begeistret Ungdom2 rymper Næse ad de historiske »Gravskrifter i Lapidar-Stil«, forliges Man dog efterhaanden med dem og vinder omsider ordenlig de Bedre af dem kiære, vist nok ikke som Mønstre paa oprigtig gode Historie-Bøger, men som de Grændser »Livet og Døden« i Middel-Alderen maatte sætte hinanden, naar vi skulde hitte Rede i Vexel-Virkningen.

✂ Af Ares Bog lære vi da ikke blot, at Ingolf, der først satte Bo paa Island i Reikevig, (som nu ogsaa skal være Hoved-Staden), kom did, da Iver, den slemme Lodbrogs-Søn, slog Hellig-Edmund, altsaa i Kong Ælfreds Dage (efter Sachse-Krøniken 870), men ogsaa at Udflytningen varede omtrent i tresindstive Aar, og [at] Udflytterne kom især fra Bergens Stift [Leed], hvorfor det ogsaa, kun med enkelte Forandringer, blev Halvdan Svartes Guløethings-Lov, deres første Lag-Mand, Ulflit [Ulfljot], som stiftede Althingel, gjorde giældende hos dem*).

✂ Hvor gierne vi nu end kunde ønske at vide, hvad der dog egenlig stod i den »Ulflits Lov«, baade givet og rettet efter Kloge Thorleif (sikkert Thors-Præsten) og Horde-Kaares Raad, saa var det dog urimelig forlangt, at Are skulde tilfredstille denne vor Nysgierrighed, da der ikke stod eet Ord3 enten paa Papir eller Kalve-Skind, [ind-] til i det Tolvte Aarhundrede, et Aars-Tid før Keiser Alex i Maglegaard og Kong Baldvin i Jorsal døde, da den ny Mode blev indført af Bergthor Lag-Mand, og Loven ved den Leilighed, med Althingets Samtykke, [blev] meget forandret**). Ligesaalidt nu, som det kunde falde Are ind at afskrive den ny Lov-Bog i sin historiske Oversigt, ligesaalidt kunde det falde ham ind, at hans Læsere brød sig om, hvad de selv havde været med at afskaffe, saa han er uskyldig, og vi er i Grunden skadesløse; thi at Man **) Are Frodes Islænder-Bog I-III. ***) Sammest. X. *1H. tilf. »end«. *2 2. Udg. »i Aandens Ungdom« *3H. tilf. »af den Lov«. 94 selv i Hedenskabet fandt »Lov og Ret« i Norge og indførde dem strax paa Island, det er Hoved-Sagen, og »Kloge Thorleif« vidste sikkert, meget bedre end Justinian og alle de »Latinske Jurister,« at skal Livet rette sig efter Loven, maa den være udsprunget deraf, medens vi bestemt veed, at en Lov, der lægges paa Hylden, vel i Skolen kan findes ypperlig, men er i Staten kun til Spot. Islænder-Livet giver os derfor den bedste Underretning om Ulflits-Loven, og af Livet paa Øen i Hakon Hlade-Jarls Dage har vi i Nials 1-Saga den mesterligste Skildring, nogen Mund kan give og nogen Pen, som dens Træl, optegne.

✂ Naar Man nu her seer to ædle Slægter, Gunnars og Nials, ret egenlig drives af Furier 2 til at ødelægge hinanden; ja, seer Sværd-Slag og Mord-Brand afgiøre de fleste Trætter, og Retter-Gangen for en stor Deel betragtet som en blot Slibe-Steen for Spidsfindigheden og et Drille-Vaaben mere, da fristes Man vistnok til at korse sig over den næsten værre end lovløse Tilstand, der synes herskende; men saasnart vi lægge Mærke til, at alt det Ædle, der pines og forgaaer paa Island, er ogsaa udklækket og opvoxet der, og at Nials Saga er ligesaavel et Islandsk Værk, som Nials Indebrænding, da fristes vi snarere til at bryde Staven over Nutiden, da Man allevegne synes gierne at give Afkald paa [Daaden og] Livet for at kunne døe i Stilhed! Vælge vi saa endelig, hvad altid er det Klogeste ved Sammen-Ligning mellem Fortid og Nutid, den gyldne Middel-Vei, at tænke deres Fortrin og Mangler, Dyder og Lyder, tør vel omtrent opveie hinanden, da vinde vi Rolighed til at bemærke, det slet ikke er med det Nittende Aarhundrede, men med dem selv, det Niende og Tiende Aarhundrede skal sammenlignes, naar Man vil bedømme deres Skikkelse paa Island, og naar vi da, ved at giennemgaae Verdens-Historien, finde, at hvor ikke Døden dengang herskede uindskrænket, var Livet alle Dage ligesaa uroligt og usikkert, men ingensteds saa daadfuldt, muntert og frugtbart som paa Island, da prise vi Gunnar og Nial borgerlig lyksalige, og ønske blot for deres egen, for Islands og det smukke Kiøns Skyld, [at] de havde været bedre gift! Lovløsheden er ogsaa, forholdsviis, blot tilsyneladende, thi hvor selv Høvdinger, der har et tusind Sværd og dobbelt saamange raske Hænder til deres Tjeneste, og hverken Keiser eller Konge at frygte for, og prøve *1H. her og i det flg. »Njals«. *2 2. Udg. »rides af Trolde« 95 Forlig paa Thinge, før de rykke i Marken, og stræbe med Flid at dreie Loven for at faae Skin af Ret, der kan Man være vis paa, Retten har til dagligt Brug sin Giænge, og »den fuldkomne Rets-Tilstand«, som Tydskerne har skrevet og vi læst kun alt for meget om, findes under Solen ingensteds, uden maaskee i en velskrevet [reenskrevet] Lov-Bog og et velindrettet Tugthuus.

✂ I Slutningen af det Tiende Aarhundrede kom Christendommen, ved Olav Tryggesens Omhu, til Island, og det var første Gang, den skulde prøve sin Lykke i en virkelig Fri-Stat, hvis hele Indretning var nøie forbundet med den gamle Guds-Dyrkelse, thi ikke blot stod Lagmanden der mellem de tolv Sysselmænd og Hofgoder, paa eengang baade Præster og Dommere, som Odin mellem de tolv Aser, men ingen Dommer maatte sidde i Rette, uden først at have offret og bære en Ring, der ellers laae paa Alteret, dyppet i Offer-Blod med sig, og paa den Ring maatte alle Vedkommende sværge: saasandt hjelpe mig Frey og Njord og den almægtige As, som jeg vil forfølge dette Søgs-Maal (eller forsvare mig, eller vidne i denne Sag) saa ærlig og redelig og lovlig, som jeg veed, og underkaste mig Alt hvad lovmæssigt er, mens jeg er her tilstæde*).

✂ Den Flamske Præst Thangbrand, som var den Første, der [med Islænderen Thorvald Kodransøn] forkyndte Evangelium paa Øen, et Aars Tid eller To, kom ogsaa tilbage til Kong Olav med den Beskeed, at det Lands Folk lod sig vist aldrig christne, hvorover Kongen nær havde ladet alle de Islændere, Man fandt i Norge, dræbe eller lemlæste; men uagtet Thangbrand havde været saa brydsk, at han slog to, tre Mænd ihjel, (ler gjorde Nid-Viser om ham, havde han dog ingenlunde talt for døve Øren; thi baade Sid-Hall paa Hof og Hjalte Skæggesen fra Thjorsaa-Dal og Gissur hin Hvide paa Mosfell, og mange andre Høvdinger havde ladt sig døbe, skiøndt Mængden sagde Nei.

✂ Næste Sommer, samme Aar, Olav Tryggesen faldt (1000), undsagde vel Hedningerne og de Christne hinanden paa Althinget, saa det var nær kommet til Sværd-Slag, men saa kiøbde Sid-Hall Thorger Lagmand til at foreslaae Christendommens Indførelse, og det hjalp, saa der blev en Lov for, at alle Mand skulde lade dem christne og døbe, men at **) Landnams-Bogen IV. 7. 96 æde Hesle-Kiød og smide sine Børn ud skulde være uformeent, og hvem der vilde offre til Guderne i Smug, han kunde, saa Ingen skulde bansættes for det, uden han gjorde det i Vidners Nærværelse. Disse Levninger af Hedenskabet faldt imidlertid snart bort af dem selv*).

✂ Hvad Art det nu i Grunden havde med den Islandske Christendom, kan Man heraf vel omtrent slutte sig til; men Evangeliet maa dog have gjort noget Indtryk, før Man i en saadan Fristat giør det til Lands-Lov, og den Boglige Konst, der altid følger med det [Evangeliet], faldt ingensteds i bedre Jord, hvortil det vel ogsaa1 har bidraget, at den Angel-Sachsiske Biskop Bernhard, med Tilnavn »den Boglærde«, sendtes did af Hellig-Olav og blev der i fem Aar**). Den udenlandske Biskop, Islænderne havde længst og rose mest, var ellers en anden Bernhard fra Sachsen, som var der alle Harald Haardraades Dage, og imidlertid (1056) indviedes Gissur hin Hvides Søn, Isleif, til den første indfødte Biskop, som fik sit Sæde i Skalholt ***).

✂ Det var den i Tydsklands Historie noksom bekiendte Ærke-Biskop Adelbert (Albert) i Bremen, der viede Isleif; thi vel var Norge blevet christnet fra England og Island igien fra Norge af, og selv i Danmark var det aabenbar Bisperne, Knud den Store førde med sig fra England, der satte Skik paa Kirken; men Paven havde dog, een Gang for Alle, i Ansgars Dage, lagt hele Norden til Bremer-Stiftet, og Adelbert, den myndige Mand, der en Tidlang som Keiser Henrik den Fjerdes Formynder beherskede Tydskland, og beklædte Ærke-Stolen hardtad i tredive Aar (1043-72) vidste godt at giøre sine Fordringer giældende †). Saalænge Harald Haardraade levede, som trodsig spurgde: hvem er Ærke-Bisp elier Høvding i Norge uden jeg ††), maatte Adelbert vel overlade dette Rige til sin egen Skæbne, men fandt dog Leilighed til at sikkre sig Island, hvad vi maae lægge Mærke til, fordi Norden derved aandelig skildtes fra England, som vilde været beklageligt, hvis ikke England paa samme Tid var faldet i de Romaniserede Normanners Vold.

**) Islænder-Bogen VII. ***) Sammest. VIII. Landnams-Bogeii i den Magnæanske Udgave S. 396. ****) Sammest. IX. Adam af Bremens Danmarks Beskrivelse S. 158. *†) Adams Kirke-Historie II. 27. 34. 38 40. 46. 50. 58. III. 1-3. *††) Sammest. III. 18-19. *1H. »vel meget«. 97

✂ Adelbert, siger Adam, beholdt Isleif hos sig enstund, for at danne ham til Lærer for de Nysomvendte, og om det har meer paa sig med den »Skole-Gang i Erfurt«, Man har tilskrevet Isleif, er et Spørgsmaal; men at han gjaldt for den I ærdeste Mand paa Øen og optugtede Endeel til Bisper og Præster, melder Are, og at hvad Man i »Erfurt og Bremen« kaldte »Lærdom« først fem [flere] Aarhundreder senere kom til at trives paa Island, lærer hele1Middel-Alderens Historie*).

✂ Grunden til denne Islændernes Afsmag for Kloster-Latinen, og Mangel giennem hele Middel-Alderen paa »Ciassisk Lærdom«, laae naturligviis hverken i Mangel paa Nemme eller Lærvillighed hos det i begge Henseender høist udmærkede Folke-Færd, men fornemmelig i Fædrene-Aandens Magt over dem, og deres deraf følgende Størke i Moders-Maalet og Stolthed deraf, saa den afsides Beliggenhed, Landets Fattigdom og den fri Forfatning var maaskee nok nødvendige til Undgaaelsen af det Romerske Aag, men vilde, uden Kæmpe-Aandens Nærværelse og Moders-Maalets kraftige Indsigelse, dog ligesaalidt have frelst derfra, som de var istand til at skabe et eneste Blad af den Islandske Bog-Samling.

✂ Selv Biskop Isleif satte En af sine Sønner, Telt, i Skole hos Nadodd Vikings Ætmand, Hall i Høkedal, en Historiker [Sagamand] paa en Hals, der godt kunde huske, at Thangbrand døbde ham, da han kun var tre Aar, men i Latinsk Forstand aldeles »ulærd«, og her møde vi Are Frode, som var Teits Skole-Kamerad i Høkedal og skar Pennen til Skrift paa Moders-Maalet**), der siden brugdes saa flittig, at Landet i det Tolvte og Trettende Aarhundrede blev fuldt af Bøger, som Bønder ikke blot kunde læse og forstaae, men for det Meste havde selv gjort. Til at »skrive« brugdes nemlig vel til jævnt Hold [Jævnshold] studerte Folk eller dog »halvstuderte Røvere«, men kun som »Skriver-Karle«, efter mundtlig Tilsigelse af dem, der enten selv havde sammensat eller lært af Andre Viser og Sagn paa Moders-Maalet, og det var næsten Allesammen, ligesom Snorre Sturlesen, ustuderede Krabater, der gav alle Romere, selv Paver og Kirke-Fædre, en god Dag.

**) Adams Bremers Danmarks Beskrivelse S. 158. Ares Islænder-Bog IX. ***) Ares Islænder-Bog IX. Fortalen til Heimskringle. *1 »hele«, udelades i 2. Udg. 98

✂ Dette Boglige Særsyn, ja halve Vidunder, hængde [hang] altsaa paa det Nøieste sammen med Rækken af Islandske Skjalde og Saga-Mænd, som, efter Eivind Skalda-Spilders Død, hvorved Mund-Harpen i Norge forstummede, begynder under Hakon Hlade-Jarl, med Einar Skalaglam, og slutter først efter Hakon den Gamles Dage (1260) med Snorres Broder-Søn, Sturle Thordsen, og begge Dele er saa mageløse i Christenhedens Historie, at det er soleklart, de er Norden eiendommelige, og lade sig kun forklare af Nordens Aand og den Islandske Fri-Stat. Man siger derfor med Rette, at disse Islandske Draper, udspækkede med Old-Nordiske Gude-Navne og Fabel-Vink, at Eddas Snik-Snak (Dæmesøgur) om alle Aser og, i det Hele, den Islandske Dannelse og Boglige Konst, var slet ikke »Christelige«, men deels var Livet og Bøgerne i det Tolvte og Trettende Aarhundrede i Grunden fuldt saa uchristelige, hvor Man skrev slet Græsk og Latin, og deels er ingen Dannelse eller Boglig Konst ægte [levende], med mindre den falder naturlig, saa det er ingenlunde det Nordiske Præg eller den fremstikkende Hedenskab, men kun det Ubetimelige, altsaa i Grunden Unaturlige, i en saa tidlig Videnskabelighed, der giør den Islandske Dannelse og Literatur, saavelsom Udflytningen og Fri-Staten, der avlede dem, til en stor Feiltagelse.

✂ Dog herom siden, thi det var Islændernes egen Skade at de »kom for tidlig«, men er vores og sagtens hele Verdens Gavn, at Nordens Aand i dem beholdt et kraftigt Redskab giennem Aarhundreder, den ellers vilde savnet, og at den ubetimelig afbrudte Angel-Sachsiske Udvikling erholdt en Fortsættelse, der vel ikke kiendelig overlevede »den sorte Død,« men var dog aabenbar Vilkaaret for Opstandelsen eller Gienfødelsen i vore Dage, altsaa for den »Nordiske Dannelse og Vidskab,« vi selv opelske, og derfor, skiøndt de Fremmede kiende den ikke, med Rette omtale som et Svøbelse-Barn, der sikkert vil komme til at ligne baade Kæmpen, den kalder Fader, og Danne-Kvinden, som bar den længe i Løn under Moder-Hjerte. Knud den Stores Skjalde vare ligesaavel Islændere som Olav Tryggesens og Hellig-Olavs, et sikkert Mærke paa, at Strængene var sprunget paa Anguls Harpe; endnu Erik Eiegod fik en Islandsk Drape, og endskiøndt vi under hans Søn, Knud Lavard, begynde at spore de Tydske Sangere i Danmark, saa roser Saxo dog de Islandske 99 Historie-Bøger og Islænderen Arnolds Styrke i at more Kong Valdemar og Biskop Absalon med gamle Fortællinger; medens »Knytlinga« løber ved Siden ad Saxos Værk, som en kostelig Danmarks-Krønike paa Islandsk, fra Knud den Stores rige Bram paa den Engelske Throne til Knud den Sjettes fattige Triumph paa de Pommerske Kyster.

✂ Saaledes naaede vi det Trettende Aarhundrede, sørgeligt for hele den nyskab te Verden, saavelsom for den Islandske Fri-Stat, der under dets Løb gik under i Blod, men den Islandske Pens Guld-Alder, kiendeligpaa »Heimskringle«, den Nordiske Verdens-Historie, hvormed Snorre Sturle en paa Reikholt, en af Fri-Statens sidste Lagmænd, kronede dens Værk og forevigede sit Fædrene-Land. Vel er nemlig Heimskringlen kun stilet paa en Norsk Konge-Krønike, fra Halfdan Svarte og Harald Haarfager til Sverre; men saa kæmpemæssig var Storværks-Tiden i Norge, saa udstrakte var Islændernes Reiser og Kundskaber, og saa Universal-Historisk var Nordens Aand, at Værket omfatter hele Nørre-Leden, og rækker selv til Maglegaard og Jorsal, ikke som en mager Aarbog, en vattersotig Munke-Præken, eller et vindigt Romer-Indlæg for Publikums Dom-Stol, men som den letteste, muntreste, reneste og troeste Skildring af Menneske-Livet i Verden, der vel endnu saae Dagens Lys!

✂ Her er det da ogsaa, vi, med saameget Andet, finde Fortællingen om Gange-Rolf, der udenlands blev saa navnkundig ved Skabelsen af »Normandiet« i Vester-Leden, og ved alt det Normanniske Storværk, der glimrer i det Ellevte og Tolvte Aarhundrede af Verdens-Historien. Han var, siger Snorre, en Søn af den berømte Røgnvald Jarl paa Møre, gamle Kong Haralds bedste Ven, som klippede ham efter Seieren i Bukke-Fjord og skaffede ham dermed Haarfager-Navnet; men desuagtet taalde dog Enevolds-Kongen, der vilde have Fred i sit Land, ingenlunde, at Rolv, en Viking af Moders Liv, og sædvanlig, som Thor, paa Spil i Øster-Leden, ogsaa tog hvad han trængde til paa Norges Kyster. Rolv blev da gjort fredløs, og kun forgiæves gik hans Moder, som traf til at hedde Hilde (Valkyrie), i Bøn for ham hos Kongen, hvem hun imidlertid, ved Afskeden, fortalde paa Vers: det vilde vist svide til Kongens Hjord, at han drev hendes Søn til Skovs, hvor han maatte lære at tude med de Ulve, han var iblandt. Dette gav Anledning til, at Rolv fristede Lykken i Vester-Leden, hvor 100 han blev Stam-Fader til Jarlerne i Rude-Borg og til en ny Konge-Slægt i Engeland*).

✂ Saavidt Snorro, og skiøndt de Norske Sagn, der blev saa gamle som Stærk-Odder, inden de førdes i Pennen, ligesaalidt er Troes-Artikler, som Lignende i andre Lande, saa er de Normanniske Jarlers og Baroners Norske Herkomst, hvorom det her ene giælder, dog nok derved hjemlet, og naar Man seer En af Røgnvald Jarls Sønner (Hrolloug) flytte til Island, og en Anden (Tørv-Einer) opkaste sig til Herre over Ørken-Øerne, da er det aldeles i sin Orden, at den Tredie reiser sig et Høi-Sæde i Normandiet, hvorved det Sammenhørende paa den allernaturligste Maade forbindes**).

✂ Vi indrømme derfor gierne, at da »Rolv« i Norge var næsten ligesaa hyppigt et Navn som »Olav«, [saa] er det et stort Spørgsmaal, hvordan Man i Hjemmet blev saa vis paa, det netop var »Gange-Rolv« fra Møre, der var saa lykkelig at faae Kongens Daatter i Valland, med Rude-Borg og et heelt Hertugdom [-dømme] i Tilgift, men desuagtet tør vi nok mene, at i Verdens-Historien, hvor »de store Begivenheder« saa ganske er Hoved-Sagen, kommer det ikke nær saameget an paa, at »Navne og nærmere Omstændigheder« lade sig bevise, som at de passe og hjelpe til at skielne det Ene fra det Andet og at huske det Hele. Det gaaer dermed, som med Iliaden og Odysseen, eller med Edda og Heimskringle, hvorved det i Grunden slet ingen Forskiel giør, om vi veed det rette Navn paa Forfatteren og de nærmere Omstændigheder ved Opskrivningen, men er dog baade morsomt og nyttigt at have et Sagn, der ligner dem, og et Navn, der passer.

✂ Spørge vi nu imidlertid Normannerne selv, hvad de veed at fortælle om deres Herkomst [Udspring] og første Hertug, da har vi strax den Fornøielse at opdage, at Noget veed de, og stræbde, saavidt det paa Fransk Bund og paa et fremmed Sprog, lod sig giøre, at holde Skridt med Islænderne, saa det er tydeligt nok, de var nær i Slægt. I et Slægt-Register, som slutter med Rolvs Mands-Linie (1135), hedder det ogsaa to Gange udtrykkelig, de kom fra Norge (Northuega), men ellers veed deres Skribenter rigtig nok ikke, om det var fra Danmark eller fra Norge eller fra Halland (Alane), midt imellem Begge, thi hele Norden (selv Rusland iberegnet) løb bestandig i Eet for dem, ligesom for Franskmændene den **) Haarfagers Saga i Heimskringle K. 20. ***) Sammest. K. 27. Landnams-Bogen IV. 8-9. 101 Dag i Dag, saa Vindene derfra (nord-est og nord-ouest) og Vognen deroppe (Karls-Vognen «dvs.» Thors-Kerren) var deres eneste [Sø-] Mærker*). Dette er saameget naturligere, som Man nok [vel] kan vide, der har ligesaavel været Karle fra alle Kanter ombord med Rolv, som der mødtes Folk fra hele Norden paa Island, men naar Man først veed, de kom især fra Norge, seer Man dog godt, de vilde baade tale og skrive Norsk (Noreiz), naar de kunde, og pege ganske tydelig paa »Horderne« (Ortenoiz) som deres bedste Venner, skiøndt det haprer lidt for dem med Navnet, fordi de har Meen paa Mælet og kan ikke sige »H«**). Den Hasting, Latinerne har talt saameget om ved denne Leilighed, gjort til Rolvs Forløber og forlenet med Chartres, skulde ogsaa aabenbar hedder Hastein (Hastainz), som er et godt gammel Norsk Navn, og var iblandt Andet virkelig Navnet paa en Søn af Halvdan Svartes gode Ven, Atle Jarl paa Guløe, hvorved endnu møder den mærkelige Omstændighed, at Hastein Atlesen havde været Stal-Broder til Kaps med Ingolf og Leif, som gik til Island, og at han virkelig maatte see sig om anden Leilighed, da Kong Harald, efter Atles Fald, havde taget en anden Bestemmelse med Jarledommet [Jarledømmet] i Fjordene, saa, naar Landnams-Bogen ikke havde drevet ham til Island, vilde ingen Nordmand paa den Tid være nærmere til Chartres end han ***).

✂ Dog, har end Følgerne viist, at Nordmændene havde meget bedre Ret til at boe i det Franske Landskab, de kaldte op efter sig, end de forrige Indbyggere, saa var det dog slet ikke klart, da de beilede til Bruden, thi da var det kun Spydstage-Retten, de beraabde sig paa og klarlig beviste, saa det hører til, vi veed, at det1 var ogsaa den eneste Ret, der gjaldt i Frankrig, før Normannerne fik fast Fod i Landet og lærde Franskmændene, som de selv tilstaae, baade at kiende »Lov og Ret« og at skrive deres eget Sprog†).

✂ Det var da, som Man veed, i Begyndelsen af det Tiende Aarhundrede, netop da Sachserne, med Henrik Fugle-Fænger, kom til at flyde oven paa i Tydskland, at Rolv med sine

**) Den Normanniske Rim-Krønike (Roman de Rou) S. 5-6. 9-41 ***) Sammest. S. 6-7. ****) Sammest. S. 7-37. Landnams-Bogen I. 3-4. V. 9. †) Sismondis Franske Historie III. 13. *1 2. Udg. »at vi veed, det«. 102

✂ Normanner modtog Tosse-Karls Tilbud: at lade sig døbe, ægte hans Daatter, Gisle, og være Hertug i »Nordvest«, hvor Vikingerne, som over i et halvhundrede Aar (843-911) immer kom den Vei, naar de skulde op ad Seinen og plyndre Paris, skal hardtad ei have levnet et levende Øie. Vel maae vi herom, som hardtad om Alt udenfor »England og Norden« ligefra Karl den Stores Tid til de Normanniske Krønikers, udtrykke os meget ubestemt, naar vi skal opvise skriftlig Hjemmel, da vore Kilder næsten udelukkende er enten tørre Annaler eller Munke-Præk, men denne Kiends-Gierning giver allerede stor Oplysning, og da vi veed, hvordan Normannerne huserede i England i Kong Ælfreds Dage, kan vi godt forstaae, Annaler og Legender havde ondt ved at overdrive Ulykken, naar de kom fra Themsen til Seinen, hvor vantrevne Karolinger (Kærlinger) bar Konge-Navn, men Ingen førde Spiret og hardtad kun Bødler [førte] Sværdet.

✂ Da Karl Tykkert, en Søn af Ludvig Tydsker og Sønnesøns-Søn af Karl den Store, blev afsat (887), opløstes for bestandig det store Franke-Rige, som under ham igien for et Øieblik var blevet samlet, og medens Tydskerne valgde Arnulf til deres Konge, og Italien blev Gribs-Gods, faldt Landet mellem Rhinen og Pyrenæerne, som vi nu kalde Frankrig, i mange Stykker. Grev Odd (Odo, Eudo) som havde udmærket sig ved dog een Gang at forsvare Paris mod Normannerne, blev vel det egenlig kronede Hoved, men hans Rige strakde sig kun fra Maas til Loire, hvor de Nordiske Vikinger endda herskede meer end han. Bretagne, Gaskogne, Languedok, Provence, Bourgogne og Flandern, havde hver sin egen Herre, som, hvad enten han kaldte sig Konge eller Hertug, Lehnsmand eller Selv-Eier, gjorde, saavidt han kunde, Alt hvad han vilde, og naar vi huske, af hvilke stridige Elementer Befolkningen bestod, kan det aldrig forundre os; thi den Tid er nu forbi, da Man bildte sig ind, et Rige hængde [hang] lige godt sammen, hvor forskiellige saa end, baade i Sind og Skind, baade i Herkomst [Ophav] og Sprog, Indbyggerne var. Rigtig nok forskrev denne Indbildning sig netop fra Frankrig, og bestyrkedes ved Sammes Historie i de sidste tre Aarhundreder (1500-1800), da Man neppe sporede mindste Forskiel mellem Efterkommerne af Allemanner, Gother og Burgunder, Franker, Britter og Normanner; men det kom dog mest af, at Man blot saae paa Over-Fladen, som alle Stammerne i lang Tid havde kappedes om 103 at giøre saa plat og glat som mueligt, og i det Niende Aarhundrede krævede Hjertet selv der ganske anderledes sin Ret.

✂ Kort efter Odds Thron-Bestigelse var det, Arnulf vandt sin berømte Seier over Normannerne ved Dile-Floden, ei langt fra Løwen (891), som virkelig gjorde Ende paa deres Rhinfart, der var gaaet saavidt, at de endogsaa havde udplyndret Karl den Stores Palads i Aachen, og, efter Islændernes Sigende, brugt det til Heste-Stald. Rømmede de imidlertid Rhinen, da giæstede de desflittigere Seinen, og Odds Tapperhed synes at være forsvundet med Kroningen, saa Tosse-Karl, en i alle Henseender uægte Karoling, endog fik Mod til at maale sig med ham. Vel lod Karl sig for det Første nøie med en »Pensjon«, men efter Odds Død (898) slap han dog paa Thronen, ja, naar Man undtager, at de Store engang imellem satte ham i Fængsel, beholdt han den i tredive Aar, og gjorde sig virkelig paa en Maade udødelig ved at dele med Rolv.

✂ Rolv, i Daaben kaldt Robert, og hans Normanner, fik nemlig endnu i det Tiende Aarhundrede, hvad Karolingerne blandt Andet fattedes, en veltalende Historie-Skriver i den berømte Dudo (Todd), hvis Herkomst vel er ubekiendt, men hvis Pen er saa aldeles Normannisk, at Robert Wace, som i det Tolvte Aarhundrede skrev Rim-Krøniken (Roman de Rou), følger ham Skridt for Skridt.

✂ Rolv og Gurm, hedder det her, var Sønnen af en Dansk Høvding, der gav Kongen en god Dag, men da han var død, gik det ud over Sønnerne, hvem Kongen bekrigede med hele Rigets Magt, hvorved Gurm satte Livet til og Rolv, i Spidsen for det unge Mandskab, der, efter gammel Viking-Skik, skulde reise paa Haandværket, nødtes til at rømme Fæderne-Landet. Rolv havde drømt, der kom En og sagde til ham: reis til Engeland; det gjorde han da, holdt et Slag paa den Engelske Kyst og vandt Seier, men var saa dog lige nær, til han drømde igien, han sad paa et høit Bjerg i Frankrig, høiere end der virkelig findes Noget, og var spedalsk, men blev strax helbredt, ved at bade sig i en Kilde, der var, og havde saa den Fornøielse at see utallige Fugle, Alle med en rosenrød Vinge paa den venstre Side, flokke sig omkring ham, bade sig i Kilden, bukke for ham og bygge Rede paa Bjerget. Det tog han for et godt Varsel, sluttede Venskab med Kong Alsteen eller Adelsteen i England og fik Hjelp af ham til at hærge baade paa Scheldes og Seines Bredder, men ophævede ogsaa siden Beleiringen af Paris, for at komme ham til Hjelp, da Engelskmændene104 gjorde Opstand imod ham, og [han] slog sig, efter mange varme Dage, endelig til Ro i Rouen, da Kong Karl, foruden sin Daatter og Normandiet, ogsaa skiænkede ham Bretagne, der var ham nødvendig til Spise-Kammer, da Normandiet laae øde *).

✂ Herimod kunde nu vel være Adskilligt at indvende, men da det Altsammen dog hverken kunde skaffe os den nøiagtigere Beretning om Rolv, vi savne, eller skille ham ved en Fods-Breed af »Bretagne og Normandi«, som han virkelig blev Herre over, er det ei Umagen værdt. Heller maa vi lægge Mærke til, at Sagnet er dog ikke nær saa forvirret, som de Lærde har syndes, fordi de slet ikke vilde tænke paa nogen anden Kong »Ædelsteen«, end ham det umuelig kunde være, da han ikke var født. Naar Man nemlig seer, at Sachse-Krøniken, ligesaavel som Dudo, nævner Rolv ved 876, og paa samme Tid den Normanniske Kong Gudrun (hos Vilhelm af Malmsbury Gudrum), som blev døbt hos Kong Ælfred med Navnet »Ædelsteen«, og herskede i Ost-Angeln til 890, altsaa virkelig mens Paris blev beleiret af Normannerne (885-86), da bortfalder alt det Urimelige i Sagnet, og »de stærke Drømme«, som vore Kæmpe-Viser med Rette kalde dem, høre saa ganske til Rolvs Folk, at han umuelig kunde fattes dem, medens det unægtelig taler stærkt for Drømmens Poetiske Ægthed, at vi kan forklare den bedre end Dudo.

✂ Forleningen med Normandiet og Bretagne, som ikke kunde koste Tosse-Karl stor Overvindelse, da det ene var ødelagt og det Andet ikke hans, skal være blevet meget morsom, ved det en Norman, som paa Rolvs Vegne skulde kysse Kongen paa Foden, var lidt stiv i Ryggen, saa Benene kom høiere i Veiret end Hovedet var; men Hoved-Sagen er, at Rolv deelde Landet ordenlig med sine Stalbrødre, fik det godt opdyrket, og lærde Frankerne, at Galgen var et godt Huus-Raad mod Tyve og Røvere, saa ingen Bonde behøvede at tage sit Plov-Jern hjem af Marken, med mindre han vidste, hans Kone var begfingret og vilde dog nødig hænges ved Siden ad hende **).

✂ Dette er omtrent Alt hvad Man veed om Gange-Rolv, thi selv hvad Aar han døde, trættes Man om, men skulde end 926 ikke just netop være det Aar, hans Søn Villum Langspyd blev hans Eftermand***), kan Misregningen dog ikke være stor, **) Dudos Normanner-Krønike 2den Bog. Wases Rim-Krønike S. 37-96. ***) Dudos 2den Bog. Rim-Krøniken S. 96-102. ****) Sachse-Krøniken under A. 876. Ælfrik (Alberik) Munks Aarbog under A. 876 og 928. 105 især for os, som egenlig kun spørge om Rolvs Normanniske Eftermand i Verdens-Historien, og det er, som Man veed, ikke denne »Villum Langspyd« men hans Navner i det Ellevte Aarhundrede.

✂ Det er imidlertid ret mærkeligt, at allerede den første Villum maatte skikke sin Søn Rikard til »Bayeux« for at lære »Dansk«, thi det lærer os ei blot, at Normannerne, der sagtens, ligesom Rolv, tog Franske Koner, glemde snart deres Moders-Maal, men ogsaa, at det kun har været Bessin og Cotentin (i Nedre-Normandiet), der var blevet befolket med Nordmænd, medens Resten kun beherskedes af dem. I Øvrigt, saa, eftersom vi høre, der, under en Ridulfs Anførsel, skedte en farlig Opstand mod Villum Langspyd, netop for hans »Franskhed«, har han ventelig kun gjort en Dyd af en Nødvendighed, ved at lade Rikard lære Dansk, hvad dog kom ham godt tilpas, da han, efter Faderens Mord (943), maatte kalde den Danske Kong Harald til Hjelp, for at beholde sit Hertugdom[-dømme], som den Franske Konge stod paa Nippet at skille ham ved*).

✂ Dette Danske Tog til Normandiet har vel hos nyere Historie-Skrivere fundet endeel Modsigelse, men da de kom meget for seent til enten at hindre eller giendrive det, og da Dudo, som selv havde kiendt Hertug Rikard og lovet ham at skrive den Normanniske Historie, er l disse Ting aldeles troværdig, skal vi blot lægge Mærke til, at samme Danske Kong Haralds Flugt til Normandiet for sin Søn Sven, i Villum Langspyds Dage, som Man nu altid forbinder med Dudos Fortælling, nævnes end ikke af ham, men findes først i en Bog fra Vilhelm Erobrers Dage**). Herved bliver nemlig »Sven Tveskiæg«, der ikke var født endnu, som billigt, uden for det Hele, og skiøndt »den Danske Konge«, der hjalp Rikard, gierne kunde været Harald Blaatan, har det dog ventelig været den Norske Harald Graafel, som dengang, medens Hakon Adelsteen sad fast paa Norges Throne, ikke havde Andet at giøre end at fare til Søes og see til gamle Bekiendtere. Det er i denne Henseende ogsaa mærkeligt, at da Rikard anden Gang (Man siger 963) havde Danske Hjelpe-Tropper, kalde de sig selv baade »Danske og Norske«, nævne baade »Horder og Hallandsfare« (Hirenses et Alani) som deres Stal-Brødre, og tee sig i det Hele, som Vikinger, der el bryde sig det mindste **) Dudos 2den og 3die Bog. ***) Vilhelm fra Jumieges III. 9. 106 om Hjemmet, men søge kun Bytte og Raade-Rum. Da saaledes Rikard vil overtale dem til at samtykke i Freden, han har sluttet med den Franske Konge, og til at lade sig døbe, svare de Fleste: det er spildt Umage at saae paa en Klippe, og da de endelig »for gode Ord og Betaling« rømme Frankrig, seile de ingenlunde hjem, men søge Spanien og plyndre atten Stæder*).

✂ Denne første Hertug Rikard, som kun var et Barn, da hans Fader blev myrdet (af Grev Arnulf i Flandern), kom under Skin af Værgemaal i den Franske Konges farlige Hænder, men reddedes ved Hjelp af Bernhard Dansker og andre troe Normanner, bestod, med Nordiske Hjelpe-Tropper, en lang Kamp paa Liv og Død med de sidste Karolinger, og oplevede sin Svoger, Hugo Kapets Thron-Bestigelse. Man kan da nok tænke, han er de Normanniske Historie-Skriveres egenlige Helt, ligesom ogsaa Dudo, der for hans Skyld begyndte paa sin Krønike, slutter den med hans Død (1002), og en saadan Folke-Yndling fra Barns-Been, med hvem Riget giennemgaar sin Skiærs-Ild, maa nødvendig, efter Døden, gaae igien under æventyrlige Skikkelser, saa det kan umuelig forarge os, i Rim-Krøniken, at see Rikard den Uforfærdede (sans peur) slaaes med Fanden selv, medens baade Vætter og Uvætter underkaste sig hans retfærdige Dom**), Det fornøier os derimod dobbelt, fordi vi har Dudos Fortælling historisk at holde os til; thi er han end mere snaksom end vi kunde ønske, er han dog for alvorlig til, hvor det giælder om Daad, at fare med Tant. Vel er hans Fortælling om Keiser Ottos Tog til Normandiet og Rouens mærkværdige Beleiring, i senere Tid, blevet meget anfægtet, men ene paa Grund af »Aarbøgernes Taushed«, og Man indseer let, det er dog alt for ubilligt at lade Normannernes Historie-Skriver høre ilde, fordi Franker og Tydskere Ingen havde, men nøiedes med tørre Annalister, som maaskee neppe vidste, at Rouen var til.

✂ Med Kong Hugos Syster havde Rikard ingen Børn, men ved den deilige Gunvor, Dansk baade paa Fædrene og Mødrene-Side, blev han Fader til en talrig Afkom, hvoriblandt vi maae lægge Mærke til hans Eftermand, Rikard den Anden, og til Dronning Emma, hvis Giftermaal med Knud den Store **) Dudos Normanniske Krønike III. (hos Duchesne) S. 148-52. ***) Waces Normanniske Rim-Krønike S. 275-88. 107 falder meget mere naturligt, naar vi veed, hun var en Daatter af den Danske eller Norske »liden Gunvor« *).

✂ Om Dronning Emmas Broder, Rikard den Anden, skulde vi her ikke have Åndet at sige, end at det var til ham Kong Ædelred og hans Sønner tog deres Tilflugt i Sven Tv e-skiægs og Knud den Stores Dage, dersom han ikke ogsaa engang, usaattes med Greven af Chartre s, havde indkaldt Nordiske Hjelpe-Tropper; men det er mærkværdigt, fordi det kaster Lys paa det Forrige, og stadfæster Snorre s Beretning om Forholdet mellem Norge og Normandie t. Ri k ar d forlang-de nemlig ikke H j elp af Danskerne, skiøndt de nu i England var ham nær nok og Sven Tveskiæg havde gjort en evig Fred med ham, paa det Viikaar, at de Danske Kapere, naar de var i Farvandet, skulde søge Normanniske Havne med deres Priser**); men til den Norske Kong Olav, som siden blev Martyr i sit eget Land, (og til den Svenske Lakman) skikkede han Bud, og hos ham, sige Normannerne, blev Kong Olav døbt***).

✂ Den »Svenske Lakman« maae vi nu lade staae ved sit Værd, men at Hellig-Olav virkelig, i sin Viking-Tid, havde Vinter-Leie i Seinen, stadfæster Snorre, og vidner ved den Leilighed, at Rude-Jarlerne, som nedstammede fra Gange-Rolv, glemde seent deres Slægtskab med Norges Høvdinger, men var de Norske Vikingers Venner i allen Stund, saa hos dem havde de frit Kiørind†). Olavs Normanniske Daab vil Snorre vel ikke vide Noget af, men Didrik Munk, som allerede i det Tolvte Aarhundrede skrev en lille Norges Krønike paa Latin, havde dog ikke blot læst derom, men siger reent ud, det er et stort Spørgsmaal, hvem der i det Stykke har Ret, saa Hellig-Olavs Daab i Barndommen af Olav Tryggesen synes kun at have været en Islandsk Giætning††).

✂ Hermed forsvinde Sporene af Vexel-Virkning mellem Norge og Normandiet, deels fordi ved Christendommens Indførelse Viking-Farten standsede, og deels fordi Hertugen i Normandiet nu snart tillige blev Konge i England, og han, der gjorde det Kæmpe-Skridt, Vilhelm Erobrer, var en **) Dudos Normanniske Krønike III (hos Duchesne) S. 152-53. Rim-Krøniken S. 275-78. 292-94. ***) Vilhelm af Jumieges i sin Normanniske Krønike V. 7. ****) Sammest. V. 11-12. *†) Hellig-Olavs Saga i Heimskringle K. 19. *††) Didrik (Theodorik) Munks Norges Krønike K. 13, i de Danske »Scriptores« V. 321-22. 108 Frille-Søn af Hertug Robert, Rikard den Andens Søn, som efter sin ældre Broders (Rikard den Tredies) tidlige Død (1028), udelukde hans Søn og bemægtigede sig Regieringen.

✂ Denne Robert, som engang i Knuds Dage skal have været paa Vei til at giøre Landgang i England, men dreves tilbage af Storm, døde endnu førend Knud den Store (1035) paa en Pillegrims-Reise, han havde gjort til Jerusalem, og uden at kunne sige, hvad Hjemmel Mester Wace havde for det, er det dog ret mærkeligt, hvad han fortæller om Robert paa denne Reise. Først lærde han nemlig Keiseren i Konstantinopel baade at kaage Mad ved Nødde-Skaller og at bænke sine Giæster ordenlig, som før maatte sidde paa Gulvet, og endelig sendte han det Bud hjem med en Pillegrim, han, baaret af Saracener, mødte i Syrien, at Djævle bar ham til Paradis*).

✂ Man seer nemlig heraf, det var en spøgefuld Herre, Vilhelm Erobrer havde til Fader, og Man hjelpes til en levende Forestilling om den store »Gudelighed«, som, efter Munke-Krønikerne, var arvelig i Rolvs Æt, medens vi, som kiende Sigurd Jorsalfars Mester-Stykker i Konstantinopel, ordenlig forbauses over Rude-Jarlens Lighed med den Norske Konge**).

✂ Vilhelm Harlotsen, fra Falaise, var vel hyldet før hans Fader reiste til Jerusalem, men var kun otte Aar, da Robert døde i Nikæa, saa der hørde for ham allerede megen Lykke til at blive Hertug i Normandiet, og der var da Ingen, Store Knud mindre kunde drømme om at faae til sin Eftermand paa Englands Throne og i Verdens-Historien; men ligesom Vilhelm havde Tiden (over halvtredsindstyve Aar) for sig, saaledes lærde han ogsaa tidlig, hvad der er en meget større Konst og Klogskab, end Verdens Vise endnu har fattet, nemlig »at bie«.

✂ At nu en Normannisk Vove-Hals foer over Kanalen, med en Ladning forvovne Kroppe fra alle Verdens Hjørner, og at det lykkedes ham at slaae en Krigs-Hær, fælde Kongen, forbluffe Folket og bestige Thronen, det vilde i Verdens-Historien kun været et Æventyr, Man i Forbigaaende skiænkede et flygtigt Blik, naar ikke den Haand-Fuld Normanner, langt fra at tabe sig mellem Angel-Sachserne, havde paa en Maade **) Waces Normanniske Rim-Krønike S. 407-10. ***) Sigurd Jorsalfars Saga i Heimskringle K. 13. 109 opslugt dem; men dette beviser unægtelig, at enten var Angel-Sachserne usle Slaver eller de fik i Normannerne baade »store [stolte] og strænge« Herrer. Har altsaa Tiden viist, at Angel-Sachserne, eller Øens gamle Indbyggere med Nordisk Tungemaal og Tænkemaade, var dog i Grunden stærkere end de Romaniserede Normanner, da bliver unægtelig Vilhelms Tog og Seier, som i tre Aarhundreder gav England Love og spores endnu kiendelig i Sprog og Alt, en af de store Stats-Begivenheder, vi maatte ønske tilgavns at kiende.

✂ Da baade Angel-Sachser og Normanner var Adel-Stammer med Boglig Konst, er denne Begivenhed ogsaa virkelig bedre beskrevet end Nogen af alle de foregaaende Omvæltninger i Middel-Alderen, og er det end lidt ærgerligt, her at maatte tye til Latinske Munke-Krøniker, maae vi dog finde det i sin Orden, at Pennen netop ved denne Leilighed faldt de Angel-Sachser, der elskede Moders-Maalet, af Haanden, og at Normannerne først af den [hos dem] lærde at skjære sig en Lignende. Sachse-Krøniken er imidlertid dog fortsat, til Erobrerens Mands-Linie var lykkelig og vel forgaaet, og skjøndt den om Erobringen selv er meget lakonisk [ordknap], er det dog klarlig en samtidig Kilde, som gjør Gavn ved Siden ad Erobrerens Lov-Tale (af Vilhelm af Poitiers) og Ingulfs Beskrivelse af Crowland-Kloster (i Ost-Angeln), hvor han var Abbed i de samme Dage. Af en smigrende Lovtale at være, er nemlig Vilhelms, ligesom Emmas, saa overordenlig historisk, at Frændskabet mellem Normanner og Islændere ogsaa derved stadfæster sig, og skjøndt Abbeden i Crowland naturligviis især fæster Øie paa Klosterets Fri-Breve og store Eiendomme, hvormed det var gaaet hulter til bulter i den urolige Tid, saa var hans Syns-Kreds dog meget videre, som en studeret Angel-Sachser, der, mens han gik i Westminster-Skole, tit for Løier var blevet hørt i sin Lexe af Dronning Edgithe (Hertug Godvins Daatter, gift med Hellig-Edvard), havde enstund været Kantsler hos »Erobreren«, mens han endnu kun var Hertug, og havde seet sig om baade i Konstantinopel og Jerusalem. Hertil kommer, i Begyndelsen af det Tolvte Aarhundrede, Værkerne af Vilhelm fra Malmsbury og Ordrik fra Atcham (i Shrop-Shire), der vel ogsaa ere Munke-Krøniker, men lære os, at i Middel-Alderen var Munke-Buret netop den rette Skriver-Stue, naar kun Fingrene havde lært at føre Pennen ordenlig. Endelig træder 110 i Slutningen af samme Aarhundrede Mester Wace frem med sin Normanniske Rim-Krønike, som vel smager mere af Seinen end af Kritiken, men er dog et Livs-Tegn mellem Grav-Høiene, som altid opmuntrer, og har opbevaret mangt et Træk af Erobreren og hans forvovne Stål-Brødre.

✂ Vilhelm var kun en Snees Aar, da der skedte en hardtad almindelig Opstand mod ham af de Normanniske Baroner, med Niels fra Cotentin og Ranulv fra Bessin i Spidsen, og det skal være gaaet saa hemmelig til med Sammen-Sværgelsen, at Man vilde have taget Vilhelm paa Sengen i Valogne (ved Cherbourg), hvor han var paa Jagt, dersom ikke Narren Golet fra Bayeux havde banket ham op ved Natte-Tid, saa han undslap halvnøgen*). Han fandt imidlertid Understøttelse hos Kong Henrik den Første i Frankrig og slog de opsætsige Baroner saaledes sønder og sammen ved Valdune, at hvem der ikke faldt, lærde dog at bukke **).

✂ Hvordan Hertug Vilhelm siden kiørde i Ring med Gotfred Hammer af Anjou, med de andre Franske Herrer og Kong Henrik selv; hvordan han kuede Bretagne og indtog Maine, det, siger allerede Vilhelm af Malmsbury, vilde blive vidtløftigt at fortælle og behøves ikke, da Sagen er, han laae immer til Feldts [paa Jagt], havde bestandig Lykken med sig og var saa vis paa Seieren, at han aldrig angreb Nogen uden Kald og Varsel. Deraf, saavelsom af Lande-Freden, han skabde, og af alle hans Dyder, siger Lov-Taleren, blev han saa berømt, at to Spanske Konger beilede til hans Daatter, og havde, skiøndt de var Brødre, nær kommet op at slaaes om hende, og Keiseren i Konstantinopel ønskede bare, han havde havt ham til Nabo, saa vilde han blæst ad Sultanen i Babylon***).

✂ Vist nok skulde nu Keiseren i Konstantinopel, der havde Ulykke Nok med den Normanniske Baron, Robert Viskard, som nys var blevet hans Nabo, ikke ønsket at have Hertugen saa nær; men det er dog ganske rimeligt, at Man i Konstantinopel nu blev opmærksom paa Normandiet, og ønskede sig saa godt et Greb paa at tæmme Normanniske Baroner, som de hørde, Hertugen havde.

✂ Hvordan egenlig Vilhelm fik Mod paa England, er ikke let at forstaae, med mindre Man vil overhugge Knuden og sige: han var født med det, saa det var ligesaa urimeligt at spørge, **) Rim-Krøniken II. 21. ***) Vilhelm af Poitiers (hos Duchesne) S. 179. ****) Sammest. S. 196. 111 hvor han fik det fra, som at spørge, hvi de see høit, som fødes mellem Fjelde! Vel var han lidt i Slægt med den barnløse Kong Edvard, men det var Saamange, og vel besøgde han ham engang og saae hans Herlighed (omt. 1048), men dengang, siger Ingulf udtrykkelig, som just ved den Leilighed kom i Hertugens Tjeneste, var der hverken Tanke eller Tale om Arve-Gangen*). Lovtaleren forsikkrer jo rigtig nok, at Kong Edvard høitidelig havde udnævnt Vilhelm til sin Efter-Mand, og givet ham baade en Søn og en Broder-Søn af Godvin Jarl til Gidsler for det, saa det var kun til ydermere Bekræftelse, Harald, efter sit eget Sigende, blev sendt over til ham og tilsvor ham Huldskab og Troskab**); men havde en saa høitidelig Udnævnelse virkelig fundet Sted, da hverken kunde Sachse-Krøniken eller vilde Ingulf saa aldeles fortiet det. Det har da udentvivl især været paa »sin Samvittighed«, Vilhelm kunde føle, at Edvard, som helst talde Fransk og elskede Normannerne, langt hellere undte ham Kronen end en af Godvins Sønner, som nødte ham til at giøre baade Ærke-Biskop Robert og alle de andre Franskmænd, han havde trukket over Kanalen, fredløse; men dog er det ogsaa meget troeligt, at Ærke-Bispen, da han rnaatte smøre Hæle, har, som Ingulf melder, i al Hemmelighed betroet Vilhelm, at det var ligesaavel Edvards som hans [eget] Ønske, at England maatte faae en Normannisk Konge, der ikke var bange for Godvins Sønner***). Fortællingen om Haralds Giæste-Rolle i Normandiet og Troskabs-Eed til Vilhelm har vel ogsaa noget Æventyrligt ved sig, men det har Middel-Alderen i det Hele, og da, paa Sachse-Krøniken nær, som tier, alle vore Hjemmels-Mænd fra Ingulf til Snorre Sturlesen, stemme overeens i Hoved-Sagen, maae vi ansee den for afgjort. Vilhelm af Malmsbury, som baade siger og viser, [at] han, deels for Slægtskabs Skyld og deels for »Gunst og Gave«, er Normannerne tro, giver udentvivl den bedste Beskeed om Sagen, i det han melder, at Harald efter Nogles Sigende reiste i Kongens Ærende, men at andre velunderrettede Personer forsikkre, han foretog sig slet ingen Reise, men var kun fra sin Lystgaard Bosham (i Sussex) taget ud at fiske og dreves da af Stormen over paa den Franske Kyst, hvor Man behandlede skibbrudne Folk som gode Priser, og faldt saa i Hænderne paa Grev Guido af Abbeville **)Crowlands Beskrivelse af Ingulf (hos Savile) S. 898. ***) Vilhelm af Poitiers (hos Duchesne) S. 191. 200. ****) Sachse-Krøniken under A. 1052. Ingulf (hos Savile) S. 900. 112 eller Ponthieu, som indtil videre satte ham i Bolt og Jern. I denne Vaande, siger Man, hittede Harald paa det snilde Raad at skikke Bud til Hertug Vilhelm, at han var sendt i et vigtigt Ærende fra Kong Edvard til ham, men [var] standset paa Halv-Veien af Utysket i Ponthieu, hvis Kløer han derfor bad Hertugen udrive ham af. Det skedte, Harald smigrede Vilhelm med Haabet om Englands Krone, og Vilhelm tog Sagen alvorlig, saa Harald maatte sværge ham til at indrømme ham Dover, og gjøre alt Sit til at fremme hans Thron-Bestigelse, hvorimod Vilhelm lovede ham sin Daatter og tilsikkrede ham alle hans Forleninger*).

✂ Slutningen bliver da, at Vilhelm havde et Slags Krav paa Haralds Bistand, men ikke mere Ret til Englands Krone, end Staal-Handsken kunde give ham, da Harald, som han siden meget rigtig sagde, ei raadte for at give bort, hvad han ikke selv eiede, og da hans Normanniske Kiæreste ei skal have oplevet det kritiske Øieblik, trøstede Harald sig vel med, at naar Barnet er dødt, er Fadderskabet ude**).

✂ Dog, mod Spydstage-Retten giæide Ord-Sprog ligesaalidt som Mands Villie eller Lands Lov, og saasnart Hertug Viihelm hørde, at Harald havde besteget Thronen (Helligtrekonger-Dag 1066), spurgde han hverken, om det var med Kong Edvards Minde eller med Folkets Villie, men han rustede sig af alle Kræfter, fik ikke mindre end 50,000 Mand paa Benene og af Paven (Alexander den 2den) et indviet Kors-Banner at føre i Striden***). Med hvad Ret »Hans Hellighed« kunde erklære det Normanniske Indfald i England for et »Kors-Tog,« det bliver hans Sag, men at han gjorde det, maae vi lægge Mærke til, thi det gav Vilhelm i Millioners Øine Ret til den Engelske Krone, og hvad der bevægede Apostlernes Eftermand dertil, var aabenbar paa den ene Side, at den Romerske Kirke ei, siden de første Karolinger, havde fundet lydigere Sønner end de Normanniske Hertuger, og paa den Anden, at England, der fra Gregor den Stores Dage stod i et eget [vist barnligt] Forhold til den Romerske Stol, havde under Godvins Sønner gjort sig opsætsig. Vel siger nemlig Sachse-Krøniken om den Normanniske Ærke-Bisp Robert, som maatte rømme Landet for Godvin og hans **) Vilhelms Englands-Krønike II (hos Savile) S. 93. ***) Sammest III. S. 99. ****) Vilhelm af Poitiers (hos Duchesne) S. 197. Barons Kirke-Bøger under A. 1066. 113 Sønner, at han mistede kun derved med, hvad han havde faaet mod Guds Villie*), men det sagde Ingen i Rom, uden en selvgjort Pave (Benedikt den 10de), der havde sendt den Godvinske Ærke-Bisp af Canterbury, Stigand, Messe-Hagel [-krave] (Pallium), fordi, som Ingulf siger, Krage søger Mage, og hverken Harald eller Stigand havde engang siden søgt at forsone den ægte Apostoliker**).

✂ Uagtet nu Vilhelm, paa denne Regning, skulde have [havt] »Himlen« med sig, beholdt han dog længe Vinden og, som det syndes, Lykken imod sig; thi hans samtidige Lov-Taler siger: han havde megen Gienvordighed med lang Modvind, frygtelige Skib-Brudd og mangfoldige Rømnings-Mænd, skiøndt han bar det godt Altsammen, skjulde hvad han kunde, begrov de Druknede i al Stilhed, og forbedrede bestandig Levemaaden ***). Langt om længe fik han da Samling paa et Tusind Skibe i St. Vallery-Havnen (ved Somme-Flodens Udløb), men ogsaa der laae han indeblæst, til det, som Vilhelm af Malmsbury siger, surrede om hans Øren fra alle Kanter: hvad vil Spurv i Trane-Dands, det gaaer ham som hans Fader, hvis Næse ogsaa kløede efter England, men saadant Galskab kan vor Herre ikke lide, derfor har han Mod-Vind†). Ved Hjelp af den hellige Valerius, hvis Levninger Hertugen lod giøre stor Høitid ad, fik han imidlertid Med-Vind [Medbør] Mikkels-Dag, og kom hverken for tidlig eller for silde, men lige ret tilpas, just, da Harald Godvinsen var draget nordop at slaaes med Kongen af Norge, saa Vilhelm landede ved Pevensea og Hastings (i Sussex), uden at en Hund giøede ad ham††).Vel faldt han, efter Sigende, næsegruus, da han sprang i Land, men hvad enten det ved den Leilighed faldt ham eller en Anden ind, saa viste Tiden, det var sandt nok, hvad der skal have trøstet ham, at han greb Hold i Landet med begge Hænder†††).

✂ Saasnart nu Harald hørde, han havde faaet Fremmede i Syden, mens han lavede Bad til dem i Norden, skyndte han sig, maaskee alt for meget, ned at tage imod dem ved Stranden, og Vilhelm af Malmsbury siger, han mistede endeel af sine bedste Følge-Svende, fordi han ved Delingen af det Norske **) Sachse-Krøniken under A. 1052. ***) Ingulf (hos Savile) S. 898. Vilhelm af Malmsbury (sammesteds) S. 100. ****) Vilhelm af Poitiers (hos Duchesne) S. 198. *†) Vilhelms Englands-Krønike III. (hos Savile) S. 100. *††) Vilhelm af Poitiers (hos Duchesne) S. 198-99. *†††) Vilhelms Englands-Krønike S. 100. Rim-Krøniken II. 151-52. 114 Bytte var saa nærig, at de ingen Ting fik*), Noget, Man vel, ved at sammenligne Norges Rigdom med Englands, fristes til at smile ad, men havde, som man siger, Harald Haardraade virkelig sine [sit] »Byzantinske Liggendefæ« ombord, kunde de[t] maaskee dog nok, i saa besværlige Tider, have fristet selv den Engelske Konge. I alt Fald kom Harald Godvinsen dog hverken til at fattes Folk eller stridbare Mænd, thi der stod endnu Mange, efterat han var faldet i det kiedsommelig lange Slag ved Senlak eller1 Hastings (14de October), med hvis Beskrivelse Mester Wace nær aldrig var bleven færdig**). Sachse-Krøniken fatter sig des kortere, sigende: Harald kom sønderned og sloges med Vilhelm, inden han endnu havde ret Samling paa Hæren, og der faldt han, tillige med begge sine Brødre: Gjord og Lovin, hvorpaa Vilhelm tog Landet, kom til Westminster, lod sig krone af (den Yorkske) Ærke-Bisp Aldred, modtog Skat og Gidsler og solgde saa bagefter Folk deres egen Grund***).

✂ Man seer strax, Angel-Sachseren har været i ondt Lune, og som »Borger« var det Synd at fortænke ham i, men en Historie-Skriver maa aldrig være i ondt Lune, thi da lægger han sig enten paa en eller anden Maade ud med Læseren og tilintetgiør derved sig selv, som er en langt større Skade end nogen »Erobrer« kan giøre ham, og Man vil til alle Tider finde, det er morsomt at vide endeel om Slaget ved Hastings, som Man meget heller tog fra første Haand end paa Tredie og Tiende.

✂ Nu veed vi saaledes ikke ret, hvad vi tør troe af Mester Waces Fortælling om, hvordan de i den Angel-Sachsiske Leir sad og drak til Pæls hele Natten før Slaget, drak rundt, baade ret og avet om, snart til Hælvten og snart til Bunds, ja, vi har ondt nok ved at forstaae det lille Vers af en Angel-Sachsisk Drikke-Vise, Normannerne ved denne Leilighed saa ynkelig har radbrækket†). Ligesaalidt veed vi, hvad vi egenlig skal tænke om den Pokkers Karl af en Skjald, Thielvar (Taillfer [Tallifer]) kaldt, som, efter at have sunget for Vilhelm om Karl Magnus, om Roland og Holger Danske, med **) Vilhelms Englands-Krønike II. og III. (hos Savile) S. 94. 100. ***) Ben Normanniske Rim-Krønike II. 191-281. ****) Sachse-Krøniken A. 1066. *†) Den Normanniske Rim-Krønike II. 184. *1»Senlak eller« er udeladt i 2. Udg. 115 hele Flokken, der faldt ved Ronceval, bad ydmygst om Forlov til at slaae det første Slag paa Angel-Sachseren, og slog saa, for [at] det ikke skulde være Løgn, to Dommedags-Slag, hvorved Ligesaamange beed i Græsset og Vaaben-Gnyet stak i Sky*).

✂ Sligt pleier Man vel ikke at ændse i Stats-Historien, men maa Man selv om Staten sige: den er kun til for Menneskets Skyld, da giælder det unægtelig dobbelt om Stats-Historien, der ligesaalidt kan skabe som opløse noget Borgerligt Selskab, men kan kun fornøie de Mennesker, som tage Deel deri, og oplyse dem, der har Øie for Menneske-Livet i alle dets Retninger. Om derfor den Angel-Sachsiske Leir, Natten før den store Dag, der skulde afgiøre Rigets Skæbne, virkelig, som Vilhelm af Malmsbury ogsaa havde hørt**), gienlød af Drikke-Viser, medens Man i den Normanniske gik til Skrifte og til Alters, det er, menneskelig talt, en meget vigtig Sag, blandt Andet, fordi det beroliger os over Omskiftelsen, naar vi see det Dalende, hvor herlig det end har straalet, udueligt til at fortsætte Banen. Heller ikke kan det være os ligegyldigt, om Thielvar, der, ogsaa efter Henrik af Huntingdons Sigende***), gjorde Vind før Slaget med sit Ridder-Spil og aabnede det ved uformodenlig at fælde en Fane-Junker, blot var en udlært Rytter og forvoven Krop, eller tillige en Aands-Frænde ad Thormod Kolbrun-Skjald, der vakde Konge-Hæren paa Stiklestad med Bjarke-Maalet, og det var desuden morsomt at vide, om de Normanniske Skjalde allerede i det Ellevte Aarhundrede havde glemt alle Nordens Kæmper over Karl Magnus og hans tolv Jævninger (douze pers), og glemt Braaval over Ronceval!

✂ Da nu imidlertid Lovtaleren, ligesaavelsom Sachse-Krøniken og Ingulf, tier kvær om disse Ting, maae vi nøies med at sige: Tiden har viist, at Forholdet mellem Angel-Sachser og Normanner virkelig svarede til Trækkene hos Wace, saa har de end ikke, efter Bogstaven, gyldig Hjemmel, har de den dog billedlig, som Udtryk for den Sandhed, at hvad Udfald end Slaget fik, var Normannerne dog Herrer i deres Væsen og Angel-Sachserne Trælle l.

**) Den Normanniske Rim-Krønike II. 214-16. ***) Vilhelms Englands-Krønike III. (hos Savile) S. 101. ****) Henrik af Huntingdon VII (hos Savile) S. 368. *1Udg. »var Normannerne dog i deres Ny, og Angelsaxerne i deres Næde«. 116

✂ Dog, som Trælle kan Man ret godt tjene to Herrer, den Ene om Natten og den Anden om Dagen, vel at mærke naar Man er saa bomstærk, som det endnu kiendes paa Engelsk-Manden, Angel-Sachseren har været, og da Slaget varede fra Morgen-Stund til Aftens Ende, har vi intet mere Vidnesbyrd behov derom, at Angel-Sachserne sloges ligesaa ærlig, som de synes at have drukket; men skiøndt Vilhelms Lov-Taler krymper sig ved det, gaaer han dog til Bekiendelse, og melder, at »saasom og eftersom« Barbarerne for det Første var saa utallige, at Man, paa gammel Viis, maatte sige, de kunde drikke Floder ud og trampe Skove ned, og [de] for det Andet, langt fra at møde Normannerne, som de mødte den Norske Konge, paa Halv-Veien, stod som de var murede paa en Brink, med en Skov i Ryggen, og endelig, for det Tredie, var saa firskaarne og brugde saadanne Bred-Øxer, Blider og andet Helvedes Tøi, som hverken Skjold eller Brynie kunde hytte for; saa flygtede virkelig engang først De fra Bretagne og de andre Hjelpe-Tropper paa venstre Fløi, og saa tilsidst næsten hele Hertugens Fylking, hvilket imidlertid, naturligviis, skal siges uden mindste Forkleinelse for [Fortalelse af] de »uovervindelige« Normanner, og kan siges saa, aldenstund selv den Romerske Krigs-Hær, Keiserlig Høihed, vant til at knuse Konger og høste Laurbær baade til Lands og til Vands, selv den tog stundum Flugten, naar den troede sin Høvding fældet, og i denne Vaande var Normannerne netop, da de vendte Rygg*).

✂ Angel-Sachserne tabde altsaa med Æren, men den Normanniske Lovtaler kan ikke bare sig for at ymte om, at lidt Skam kan Man nok bære, naar Man ikke har Skade men tvertimod Gavn deraf, og det, siger han, var aabenbar Tilfældet med Normannernes Flugt, ikke blot fordi en Flok Fiender, som forfulgde dem, blev hugget ned til sidste Mand, da Hertugen lod sine Svende see, han var lyslevende, og fik dem baade med det Gode og med det Onde vendt igien; men især fordi Hertugen deraf lærde, hvordan Man skulde bære sig ad, for at faae Hul paa de kiedsommelige Karle, der ellers stod som Blokke paa Brinken, saa tæt stuvede, at selv de Døde kunde ikke faae Lov til at falde. Nu flygtede han nemlig to Gange paa Skrømt, og havde den Fornøielse, at Fienden immer blev hidsigere til at sætte efter, saa Flokken paa Brinken blev immer tyndere, og der blev omsider Muelighed i at bryde igjennem Skjold-Borgen **) Vilhelm af Poitiers (hos Duchesne) S. 201-2.117 ind til Hoved-Banneret, hvor Kongen stod. Da nu ogsaa baade han og hans Brødre og Endeel af de ypperste Høvdinger alt for en Tid siden var faldne, begav Resten af de haardnakkede Krabater sig da endelig og endelig paa Flugt, men standsede dog endnu en Gang paa Halv-Veien, ved hvilken Leilighed adskillige fornemme Normanner beed i Græsset*).

✂ Var det en Angel-Sachser, der saaledes beskrev Kæmpe-Slaget ved Hastings, kunde vi ikke ændse det stort, men da det er Vilhelms Normanniske Lov-Taler, maa det nødvendig tildrage sig vor Opmærksomhed, som et stort Vidnesbyrd om, at de der vandt ved Waterlo var netop af selvsamme Skuffe, som de der tabde ved Hastings, saa hvad der gjorde Forskiellen, var blot den Normanniske Aand hos Modstanderne og Forsynets dermed nøie sammenhængende Styrelse.

✂ Lovtaleren, som ellers dog nævner Endeel af Vilhelms Hjelpere, og deriblandt hans Drost og Høire-Haand Vilhelm Asbjørnsen, siger ikke hvem der førde Kors-Banneret, men her kunne vi ogsaa godt nøies med Waces Hjemmel for, at det var Rolv hin Hvides Søn Thorstein, da hans Æt opkaldte sig efter ham (Toustain) og førde Banneret dobbelt i sit Skjold**). Foruden Disse nævner Wace Mangfoldige, og kunde sagtens, da Man har lange Fortegnelser fra Erobringens Dage paa de Strids-Mænd der tog hver sin Part af Landet som et Bytte, men her kan vi kun lægge Mærke til Hertugens Halvbroder, Odd, som, skiøndt Biskop i Bayeux, reed dog iblandt de Fremmerste ved Hastings, og var siden enstund en Slags Sætte-Konge paa Øen.

✂ Dog, førend vi forlade den mærkværdige Val-Plads, hvor Vilhelm siden lod bygge et Kloster, med Rette kaldt Slag-Abbediet (Battle Abbey) maae vi endnu bemærke, deels at Vilhelm ved Midnats-Tid, da han kom tilbage fra Jagten efter de Flygtende, lod sin Telt opslaae midt iblandt de Faldne, aad og drak og var lystig***), og deels, at der bestandig har været megen Tvivl og Tvist om, hvor Harald Godvinsen kom til at hvile, saa Man endogsaa udførlig har fortalt, hvordan han undkom og levede mange Aar efter i Stilhed. Lovtaleren, som er enig med alle de Andre om, at paa Ansigtet var det Lig, Man tog for Haralds, aldeles nkiendeligt, beretter imidlertid, Man fandt det efter andre Mærker, men at hans Moder kun forgiæves **) Vilhelm af Poitiers (hos Duchesne) S. 202-4. ***) Den Normanniske Rim-Krønike II. S. 198. ****) Vilhelm af Jumieges VII 37. Den Normanniske Rim- Krønike II. 281-84. 118 tilbød at opveie det med Guld, deels fordi Hertugen agtede slig en Handel under sin Værdighed og deels fordi han fandt det var Synd, at Den, for hvis Begiærlighed saa Utallige laae ubegravede, skulde stædes til Jorde af sin egen Moder. Han lod derfor Vilhelm Mallet (en Normannisk Baron) begrave Liget, hvorved det Ord faldt i Spot, at det var bedst han som Lande-Værge blev begravet paa Strand-Bredden*). Munkene i Waltham (i Essex), den Godvinske Families Yndlinger, lod sig imidlertid aldrig aftrætte, at de eiede saavel Haralds som hans Brødres Lig, og de har i det Mindste fortalt det smukt, hvordan To af dem fulgde ham til Val-Pladsen, fandt Liget ved Hjelp af hans deilige Frille, Edithe Svane-Hals, og stædte det høitidelig til Jorde.

✂ Saaledes faldt da England ikke blot i Vilhelms, men i de Normanniske Baroners Hænder, thi, saasnart hans Med-Beiler til Kronen var borte, baade sagde og viiste Vilhelm aabenbar, at det var Spydstage-Retten han takkede for Thronfølgen, og at det var den Eneste, han fremdeles kiendte for gyldig, i det han, uden noget Spørgsmaal om »Arve-Ret«, deelde Landet mellem sine Yndlinger, og gjorde det, om ikke til en skreven Lov, saa dog (hvad der er meget mere) til en sat Ret og fast Regel, at ingen Angel-Sachser skulde enten i Kirken eller Staten beklæde nogen Værdighed. Det siger Ingulf udtrykkelig**), og Vilhelm af Malmsbury bemærker netop i den Anledning, at det var lige det Modsatte af Knud den Stores Adfærd, som lod de Indfødte beholde Alting, men at derfor faldt det dem ogsaa saa let at blive de Danske kvit***).

✂ Det var nemlig ingenlunde, som man nok kan tænke, »Villien« til at afkaste det Normanniske Aag, Angel-Sachserne fattedes, men den høiere Livs-Kraft, som Man kalder »Aand«, og ret som for at vise det, var der dog endnu een Angel-Sachsisk Ridder, som, medens alle Vilhelms andre Modstandere faldt, holdt saaledes Stand, at Normannen[rne] maatte lade ham beholde sin Odel, som hans [Sviger-]Søn, Hugo Evermur paa Depping-Gaard (Market Deeping i Lincoln), endnu besad, da Ingulf skrev. Denne Helt i en snever Kreds, Hervard Lovriksen fra Brunne (Bourne) i Lincoln †), **) Vilhelm af Poitiers (hos Duchesne) S. 204. ***) Ingulf (hos Savile) S. 901. ****) Vilhelms Englands-Krønike sammest. S. 104. *†) Ingulf (hos Savile) S. 899. 901-2. Sachse-Krøniken [under Aar] A. 1070-71. 119 som herved fik en universalhistorisk Mærkværdighed, fortjener i alle Maader at kaldes den sidste Angel-Sachser (The Last Saxon); thi Ingulf melder, at han endnu lod sig giøre til Ridder paa den gamle Maade, som Normannerne ei kunde udstaae, men kaldte Kærlingeri, idet han gik til sin Far-Broder Brand, som var Abbed i Burg (Peterborough), skriftede ærlig, gjennemvaagede Natten i Kirken, offrede til Fro-Præken sit Sværd paa Alteret og modtog det igien velsignet af Præsten under Høi-Messen, en Skik, der i det mindste giør Angel-Sachsernes Falke-Syn Ære, da det er saa ganske i Christendommens Aand, at alt det Naturlige, der skal kunne stemme med Den, maa først opoffres og saa annammes [med Tak modtages]. Hervard havde i sin Opvext været saa balstyrig, at hans egen Fader lod ham giøre fredløs, men efter at have tumlet sig brav i den vide Verden, saa der gik Ord af hans Lykke og Bedrifter, havde han gjort et stort [godt] Giftermaal i Flandern og synes der at have slaaet sig til Ro. Saasnart han imidlertid hørde, at hans Fædrene-Land var erobret, hans Fader død, hans Moder udstødt og hans Odel skiænket [til] en Norman, da foer han over Havet, feiede med nogle Frænders Hjelp paa Timen de Fremmede til Dørs i Fædrene-Huset, lod sig, som sagt, ikke slaae men signe til Ridder i Burg, og satte sig fast i Moradserne ved Ely, hvor han vandt saamange Slag fra Normannerne, at Man sang derom paa alle Gader og Stræder, og Vilhelm maatte omsider ordenlig paa billige Vilkaar slutte Fred med ham. Uden at drive det videre, hensov Hervard i Fred og hviler sine Been i Crowland, hvor hans Flanderske Frue, Thyrfrid, som, kied ad Verdens Tummel, tog Sløret, alt længe havde ventet paa ham; men af Sachse-Krøniken see vi, at han engang havde sat sig i Forbindelse med Sven Æstridsen, som, efter Harald Haardraades Fald, begyndte igien at tænke lidt paa Engeland, saavelsom med de opsætsige Jarler: Edvin og Morker, og havde da de mest glimrende Udsigter til at blive sit Fædrene-Lands Befrier. Da imidlertid den Danske Flaade paa en Maade »gav Kiøb«, og Jarle-Partiet krøb til Korset, maatte Hervard nøies med den Roes, at han ikke blot »huggede sig godt igiennem« med alle dem, der havde Mod til at følge ham, men at han, saa længe mueligt, forhalede sit Folks Undergang og lod dem i det Mindste ei uhævnede nedsynke i de Dødes Rige*).

**) Sachse-Krøniken A. 1071. Ingulf (hos Savile) S. 901-2. 120

✂ En anden Opstand, hvori Hervard rimeligviis ogsaa tog Deel, og hvorved den Danske Flaade kun synes at være kommet lidt for silde, er blevet langt mere berømt iblandt de Lærde, men havde aabenbar langt mindre at betyde, da det var en Sammen-Sværgelse af alle Farver ikke mod Normannerne, men blot imod Vilhelm. En af Hoved-Mændene, Grev Roger af Hereford, var nemlig en Søn af den Normanniske Drost, Vilhelm Asbjørnsen, og den Anden, Rolv Jarl i Northfolk [Norfolk], var Svoger til ham, medens den Tredie, Valthjov af Huntingdon, vel var Søn af den berømte Danske Sivard Jarl i Northumberland, men paa godt Forlig gift med en Frændke af Kong Vilhelm. Det Hele gav i alt Fald kun Stof til en »Criminal-Historie,« da det blev Vilhelm meldt til Normandiet, hvordan Man havde brallet op ved Rolv Jarls Bryllup i Norwich, thi da var han strax ved Haanden, Valthjov blev halshugget, Roger slap, for Venskabs Skyld, med evigt Fængsel, og Rolv, som alt var flygtet, skal vel have hentet den Danske Flaade, under Prinds Knud og Hakon Jarl, som lod sig see, men den gjorde kun en Vende-Reise og han forsvandt med den*). Ventelig har for Resten Flere end Rolv, da de opgav England, taget til Takke med Danmark, men vissere er det dog, efter den velunderrettede Ordriks Vidnesbyrd, at Endeel af de kiækkeste Unger-Svende gik til Maglegaard, optoges iblandt Væringerne af Comnenen Alex (1081), havde der den Fornøielse at slaaes med de Italienske Normanner, og indlagde sig megen Berømmelse**). At disse Angel-Sachsers Afkom endnu var kiendelig et Aarhundrede senere, da Latinerne indtog Konstantinopel, kunde være morsomt nok, naar det var rigtig hjemlet, men det Vilkaar synes den ny Historie-Skriver, der melder det paa fri Haand, ei at have ændset***).

✂ Hvordan en Mand nu denne »Vilhelm Erobrer« egenlig var, hvad han tænkde mest paa, og hvad han udrettede i de tyve Aar (1066-87), han sad paa Engelands Throne, Andet end at skifte Hugg paa begge Sider af Kanalen, det er langt fra at være saa vigtige Spørgsmaal i Verdens-Historien, som Man, efter de »piinlige Forhør«, der paa Dom-Stole af **) Sachse-Krøniken A. 1075. Ingulf (hos Savile) S. 901-2. Vilhelms Englands-Krønike (sammest.) S. 104-5. Henrik af Huntingdon (sammest.) S. 369. ***) Ordriks Kirke-Historie (hos Duchesne) S. 508. Galfreds Sicilianske Krønike (hos Muratori V.) III. 27. ****) Sismondis Franske Historie IV 399. 121 Folianter naturligviis ogsaa er holdt over ham, skulde slutte; thi at han var en Norman, bekiendte han godvillig, og at han var En af »de Store«, beviiste han tilstrækkelig, ikke blot ved den Beskeed, han gjorde paa Valen, men især ved den store Opsigt og det dybe Indtryk, han gjorde i en Tid, da en dygtig Hugaf var langt fra at være en Sjeldenhed. At Engelsk-Mændene, fra i Gaar og i Dag, har regnet Vilhelm Erobrer for Skaberen ligesom Vilhelm Hollænder for Opholderen af deres Lykke, og høitidelig stadfæstet hans Døds-Dom over alt »Angel-Sachsisk«, som raat Barbari, Det skal Man nemlig, af mange Grunde, helst tie med, naar Man taler enten om deres eller hans Storhed; men hvad en samtidig Angel-Sachser, der ikke blot havde seet hans Ansigt, men opholdt sig enstund i hans Gaard, givet Agt paa hans Sæder og sukket dybt over Somme af dem, tænkde og dømde om ham, er høist mærkeligt. Vil Nogen vide, siger han, hvordan en Mand den Kong Vilhelm var, vi tale om, hvad Glands ham fulgde og hvad Magt han havde, da vil vi beskrive ham, som han stod for vore Øine, da vi enstund var under Tag med ham. Han var en snild og saare mægtig Mand, stærkere og storladnere end Nogen af hans Formænd, og han var blid mod de Fromme, men over al Maade stræng mod hvem der ei vilde lystre. Paa det Sted, Gud lod ham vinde England, bygde han et prægtigt Kloster, og det var langt fra at være det Eneste, thi han fyldte hele Landet med Benediktinere, saa der var Christendom Nok i hans Dage, naar Man vilde følge [fulgt] den. Men han var, som sagt, stræng og bister mod alle dem, der ikke vilde som han: han satte Jarler i Bolt og Jern og smed baade Adelsmænd, Bisper og Abbeder i Hullet; ja sparede tilsidst end ikke sin egen Broder, Odd, som dog var en fornem Biskop i Normandiet, havde gjort Kongen store Tjenester, var Jarl i England og pleiede at staae for Styret, naar Kongen var borte, ogsaa han kom i Hullet. Det maa imidlertid dog heller ikke forglemmes, hvordan han fredede Landet, saa en dygtig Mand kunde reise Riget rundt med Favnen fuld af det røde Guld, uskadt, og Folk turde slet ikke slaae hinanden ihjel, hvormegen Fristelse de end havde til det. Men raadte han ikke ogsaa over hele England, og randsagede det saa smaalig, at der var ikke en Plet Jord, uden [at] han førde den til Bogs og vidste baade hvem den hørde til og hvad den var værd; Bretland (Wales) og Man havde han i sin Magt, Skotland følde hans stærke Arm og blev ham underdanig, Normandiet var hans Odel, 122 Maine beherskede han, og havde han blot levet to Aar længer, vilde han uden Sværd-Slag, blot ved sin Snildhed, vundet Irland. Vist nok havde Folket megen[-t] Slid og Fortræd i hans Dage, thi Fæstningerne, han lod bygge, faldt Fattig-Folk meget til Besvær, og han var saa forskrækkelig haard og piinde baade med Ret og Uret saamange [mange] Tusind Pund baade i Guld og Sølv ud af Undersaatterne; for der var faret en Gierrigheds-Aand i ham, saa han kunde aldrig faae Nok! Og saa Dyre-Fredningen og Jagt-Lovene, hvorefter Øinene skulde stikkes ud paa hvem der fældte enten Hjort eller Hind, og selv Harerne skulde Man lade løbe, og Kron-Dyrene elskede han som han kunde været deres egen Fader (swylc he wære heora fæder)! Og han brød sig slet ikke om, at de Rige klynkede og de Fattige skreg, men hvem der vilde beholde Liv og Land eller nogen Ting maatte lystre. Ach, at noget Menneske-Barn dog kan blive saa overmodig og see alle Folk over Hovedet! Gud forlade ham alle hans Synder og være hans arme Sjæl naadig; thi hvor falsk og forfængelig denne Verdens Herlighed er, det fik han at finde, da han, der havde raadt over saamange Lande, maatte nøies med syv Fod Jord i Alt, og han som før glimrede af Guld og Ædel-Stene bedækkedes af Muld*).

✂ Dette er ikke nær hele den Angel-Sachsiske Lig-Præken over Kong Vilhelm, men det kan være Nok, baade til at vise, han var en Mand der kunde skaffe sig Agtelse, og at det neppe var af Had til Barbariet, han vilde vænne Folk af med at læse og skrive Angel-Sachsisk**), men at han netop selv var en halv Barbar og en heel Tyran, der vel satte en vis Priis paa Guds-Frygt og Boglig Konst, men vurderede dem, som alt Andet, kun efter Nytten deraf for ham og hans Tjenere, til dagligt Brug, i et rigt Land, hvor Man havde hele Folket imod sig. Derfor gav han Engelænderne Franske Sjæle-Sørgere, som de, hvis Saligheden laae dem paa Hjerte, vel maatte lære sig til at forstaae, og lærde i Mellem-Tiden intet Ondt af, og den eneste Bog paa Fiendens Moders-Maal han fandt ikke blot uskadelig, men i en forbedret Udgave overmaade nyttig, var Kong Ælfreds Jorde-Bog eller Matrikel, som Angel-Sachserne i dens Normanniske Bearbeidelse kaldte »Dommedags-Bogen«, fordi Kongen i den kunde see Alt **) Sachse-Krøniken A. 1086, efter Overskriften, men 1087 baade efter Indhold og udtrykkelig Angivelse. ***) Ingulf (hos Savile) S. 901. 123 hvad Folk eiede og havde, ikke blot af Mark og Skov, men selv, med Skam at tale om (hit is sceame to tellan), af Kiør og Stude og Svin, som blev ført til Bogs, hver Kiæft*).

✂ Medens det derfor er en ligesaa grundløs som latterlig Mening, de Lærde har havt, at Angel-Sachserne med Friheden ogsaa [reent] mistede deres Moders-Maal, er det dog klart, at Normannerne fik det Angel-Sachsiske Sprog banlyst fra Kirken og afskaffet i Skolen, et Mester-Stykke, der neppe findes Mage til i Verdens-Historien, og hvis nødvendige Følge var et vist konstigt Halv-Barbari, ei blot i Bøgerne, men i hele Livet, hvis Spor først vil forsvinde ved en Grund-Reform efter det Oprindelige, som »Radikalerne« neppe veed, hvad er. Vist nok en haard Skæbne, men nødvendig, naar Angel-Sachserne skulde reddes fra den ubetimelige Forfinelse og den Fordærvelsens Afgrund, de med stærke Skridt gik i Møde, saa, rigtig forstaaet, var den Normanniske Erobring tilvisse Englands Redning, kun ikke fra Barbariet, hvori Folket netop hovedkulds blev kastet tilbage, og maatte paa Ny, med Haardt mod Haardt, arbeide sig ud af, saa de Normanniske Baroner dog omsider lærde, hvad Ordrik med Rette siger, faldt Hertugen for svart**), nogenlunde at forstaae Folket, som Overhuset nu forstaaer Underhuset!

✂ Vilhelm døde, efter Sachse-Krøniken, netop samme Aar som Hellig-Knud i Danmark, der, med Norges Hjelp, vilde styrtet hans Throne, blev myrdet af sine egne Undersaatter, ellers bekiendte for de Troeste af alle Folk (eallra folca getreowast)***), og Angel-Sachseren maa nok sige, at Erobrerens Død ret klarlig viiste det Tomme i denne Verdens Herlighed; thi det er ikke blot Mester Wace, men ogsaa Ordrik, som vidste god Beskeed, der fortæller, at han havde neppe givet det sidste Suk, før alle de Store fløi afsted, hver sine Veie, og alle de Smaa kappedes om at udplyndre Slottet og lod Kongen ligge halvnøgen paa Gulvet. Dog, ikke hermed nok, thi for at han kunde blive ført fra Rouen, hvor han døde, til Caen, hvor han skulde begraves i Stephans-Kirken, han selv havde ladet bygge, maatte en simpel Ridder, Helvin1, forbarme sig over ham og bekoste Reisen af sin egen Lomme.

**) Ingulf (hos Savile) S. 908. Sachse-Krøniken A. 1085. ***) Ordriks Kirke-Historie2) S. 520. ****) Sachse-Krøniken A. 1086. *1H. «Herluin«. *2H. tilf.. »(hos Duchesne)« 124

✂ Saaledes kom da Liget til Kirke-Dørren, men der blev det staaende en god Stund, fordi der kom Ildløs i Byen og Følget splittede sig ad, og da det saa endelig slap ind i Kirken, og Messen var læst, og Bispen1 af Evreux havde holdt hans Lig-Præken, opregnet hans Bedrifter, herømt hans strænge Retfærdighed og opmuntret Forsamlingen til at bede for hans Sjæl; see, da trængde Asselin, Arturs Søn, sig frem og raabde høirøstet: her stod min Faders Huus, som Hertugen uden Vederlag tog fra ham med Vold, da han byggede Kirken, og derfor giør jeg nu i Guds Navn høitidelig Forbud imod den Voldsmands Begravelse paa min Grund! Alle Naboerne vidnede med ham, det var sandt, og Man kiøbde da Grav-Stedet af Asselin, med Løfte om fuldt Vederlag for Resten, men da Man saa tog Liget af Baaren og lagde det i Kisten, var den for knap, saa det revnede og fyldte Kirken med ulidelig Stank*).

✂ Saa ondt havde den rige og mægtige Erobrer ved at faae »de syv Fod Jord«, og saaledes stadfæstedes Ord-Sproget, at hvo Intet vil levne, han revner tilsidst!

✂ Erobreren efterlod sig tre Sønner: Robert Buxe-Braag (Courthose), Vilhelm den Røde og Henrik Præstelærd (Beauclerk), af hvilke de to Sidste fulgde ham paa Englands Throne (1087-1135), men uden at slægte ham paa i stort Andet end Udyd, saa Robert var den Eneste, der havde arvet Ørne-Flugten, som gjorde ham til En af det store Kors-Togs Helte. Han var imidlertid en Sviregast og Ødeland, pand[t]satte hele Normandiet, som var hans Arve-Gods, til sin Broder Vilhelm, og sloges siden med Henrik baade om Det og om England, til han blev fanget (1106) og sat i god Forvaring i Cardiff (i Wales), hvor han, død for Verden, hensleed sine øvrige Dage. Henrik den Lærdes eneste ægtefødte Søn, Vilhelm, forgik paa en Hjem-Reise fra Normandiet; og ved Henriks Død (1135) gik baade England og Normandiet fra Gange-Rolvs og Erobrerens mandlige Afkom.

✂ Der var imidlertid en anden Norman samtidig med Vilhelm Erobrer, som vi ingenlunde maae tabe af Syne, thi vel var der intet England, hvor han sad paa den høie Hest, men der var et Rom og et Byzants, som, hvor daarlig de end i mange Henseender svarede til Navnet, dog endnu var Verdens **) Ordriks Kirke-Historie (hos Duchesne) S. 661 - 62. Den Normanniske Rim-Krønike II. 298-304. *1H. »Biskop Giselbert«. 125 Hoved-Stæder, og i dem Begge gjorde denne Norman, Robert Viskard eller Snilling (det Islandske dvs. Norske viskr), overordenlig Opsigt.

✂ Vi har alt flere Gange havt Leilighed til at bemærke, hvor forvirret det saae ud og hvor broget det gik til i Nedre-Italien, men, paa Monte Cassino nær, har Intet kunnet tildrage sig vor Opmærksomhed. Normannerne var Man derimod allevegne, hvorhen de saa kom, nødt til at ændse, og ligefra Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede spore vi ogsaa her Normanniske Kæmper, som gjorde lyst paa Valen og forbausede Dværgene.

✂ De første Normanner, som her viiste deres Fægte-Konst1, var fyrretive Pillegrimme, som kom fra den hellige Grav til Salerno (omt. 1002), just som Staden var beleiret af Saracener, og [de] bad strax Hertugen om Vaaben og Heste, for at øve Ridder-Spil med [mod] de Vantroe. Hertug Veimer gav med Fornøielse disse velskabte, kæmpehøie Karle hvad de forlangde, og saae dem med Beundring anrette saadant et Blod-Bad paa Fienden, at hvem der kunde, snart tog Flugten, og2 Beleiringen hævedes. Alle Folk løftede3 naturligviis Kæmperne til Skyerne, og Hertugen lovede dem Guld og grønne Skove for at tage Tjeneste hos ham, men det vilde de ingenlunde, [de] forsmaaede hans Gaver, da det var kun for Guds Skyld og Troens Sag de havde fægtet, og reiste deres Vei. Hertugen vilde imidlertid ikke opgive Haabet om saadanne Hjelpere og sendte derfor, som en Narses den Anden (veluti Narses alter), sine visse Bud med dem til Normandiet, som med Mandler og Citroner, Purpur-Kapper og Ride-Tøier, gloende af Guld og Sølv, skulde lære dem i »Kæmpers Føde-Land«, hvilket Canaan der laae paa hin Side Alperne*).

✂ Nu at forene Efterretningerne om de Normanner, som, Flere og Færre i Tal, gik til Italien for at prøve deres Lykke, er naturligviis umueligt**), da det var Noget, ingen Skriver ændsede, før det var for silde, men det er ogsaa ganske ligegyldigt; thi det er os nok at vide, at disse »Franskmænd«, som de alt dengang kaldte dem selv, allerede i Aarhundredets første Menneske-Alder havde vundet saadant et Ry, at da den Byzantinske Feldtherre, Georg Maniakes (1037) gjorde Toget til **) Cassino-Krøniken II. 31. 38. ***) Ordriks Kirke-Historie (hos Duchesne) S. 472. Krøniken fra Jumieges (sammest.) S. 284. 91. *1H. »Fægte-Konster,« *2H. »saa« *3H. »løftede nu« 126 Sicilien, som Harald Haardraades Skjalde har stræbt at forevige, tog han ikke blot alle de Normanner, han kunde opdrive, i Sold, men Byzantinerne tilstaae selv, det var dem, der vandt Seirene til ham*). Imidlertid, hvad enten det, som Ordet gik blandt Normannerne, var Maniakes, eller, som Byzantineren melder, hans Eftermand, der behandlede dem og deres Anfører, Lombarden Hardvin, slet, saa opkom der paa dette Tog et dødeligt Fiendskab mellem Byzantiner og Normanner, som snart udbrød i en alvorlig Kamp, om Apulien og Kalabrien, der, efter Ottonernes Dage, aldeles var faldet i Byzantinernes Vold**).

✂ Hidindtil havde Normannerne kun eiet Staden Aversa, hvis Besidder, Ragnulf, Keiser Konrad paa sit Italienske Tog (1038) gav Greve-Titel***), men ham forrnaaede nu Hardvin (1041) til at giøre fælles Sag med sig mod Byzantinerne, som da ogsaa, efter to store Nederlag, det Ene ved Cannæ, og det Andet ved Monopoli, maatte rømme hele Apulien, saanær som Stæderne Bari, Otranto, Brindisi og Taranto†).

✂ Seier-Herrerne deelde Byttet, og her møde vi det første Kuld af Junkerne fra Cotentin, blandt hvilke Vilhelm Staal-Handske blev den første Greve i Apulien, og disse tolv Patriarker var Sønner af Baron Tankred paa Hauteville eller Høistrup, hvorom Galfred giør den artige Bemærkning, at det hedd ikke saa for nogen udmærket høi Beliggenheds Skyld, men snarere til et Varsel for den store Ære og Høihed (altioris honoris culmen), Tankred-Sønnerne Robert og Roger skulde naae ††). Da nu Robert Viskard, som var den Ældste af det andet Kuld, begyndte at træde i sine Brødres Fod-Spor (omtr. 1050), var der ikke mere Rum til ham i Apulien, saa han maatte prøve Lykken i Kalabrien, hvor han satte sig ned i St. Marco og drev, reentud sagt, Røver-Handværket, kun fra en [et] vis[t] høiere Syns-Punkt: blot som Middel, ei som Øiemed †††).

✂ Under disse Omstændigheder var det, Pave Leo den Niende fik det fortvivlede Indfald at drive Normannerne ud af Italien, eller i det Mindste med Magt at fratage dem Benevent, **) Kedren (hos Ksylander) S. 612-23. ***) Galfreds Sicilianske Krønike, hos Muratori V. 551. Kedren (hos Ksylander) S. 623. ****) Cassino-Krøniken II. 59. 66. *†) Kedren (hos Ksylander) S. 623-24. Cassino-Krøniken II. 68. *††) Galfred Malterres Sicilianske Krønike I. 3-4, hos Muratori V. 560. *†††) Sammest. I. 4. 12. 16-17. 127 som Keiser Henrik den Tredie vel selv ved sin Nærværelse havde forlenet med dem, men siden givet Paven i Bytte for Noget af St. Peders Gods i Tydskland. Hunfred Tankredsøn, som dengang (1053) var Greve i Apulien, rykkede da i Marken, havde Robert Viskard med, og anrettede et stort Blod-Bad paa Tydskerne, der hverken var saa lette til Sinds eller til Beens, som Italienerne, der strax vendte Rygg. Hans Hellighed selv flygtede til en Fæstning i Nærheden, men blev strax beleiret, maatte overgive sig og følge med til Benevent, hvor han residerede [holdt Huus] tre Fjerding-Aar, men under Normannernes Vinger*). Dette lange Ophold, der dog neppe kan have været den hellige Fader behageligt, vil ikke saa ganske stemme overeens med den Beretning, baade han selv og Andre har givet om Normannernes dybe Underdanighed og Anger; men det var ganske i deres Aand at vise St. Peders Eftermand al muelig Artighed, bede meget om Forladelse og udbede sig hans Apostoliske Velsignelse, men dog med alt Det benytte deres Seier og ei slippe Fuglen, før han lærde [havde lært] at synge med dem, han var iblandt**). Uagtet derfor Cassino-Krøniken stadfæster, at Grev Hunfred strax tilbød at følge Hans Hellighed paa Vei til Rom, naar han behagede, melder den dog, at der blev Intet af, før Leo sang paa det sidste Vers, saa han overlevede kun sin Hjemkomst nogle faa Dage. Galfred siger ogsaa, at han først forlenede Normannerne baade med Alt hvad de havde og hvad de sønderpaa fremdeles kunde erhverve, og det er rimeligt nok, at da de ingen Løse-Penge tog, de har beviist den hellige Fader, at den ene Høflighed var den Anden værd.

✂ Kort efter blev Robert, ved Hunfreds Død, Greve i Apulien, og begyndte nu for Alvor paa Kalabrien, og han fik en god Hjeiper i sin yngste Broder Roger; thi vel nappedes de indbyrdes, da Enhver vilde rage Ild til sin Kage, men de forligdes dog immer snart igien, for at være Byttet vis, før de sloges om det, og 1060 fuldendte de, ved Indtagelsen af Reggio og Sqvillace 1, Kalabriens Erobring***), som, efter Aftale, skulde deles ligelig imellem dem.

✂ At nu de Normanniske Brødre ikke kunde staae ved Sundet **) Galfred Malterres Sicilianske Krønike I. 14. Cassino-Krøniken II. 81. 85. 88. ***) Barons Kirke-Bog A. 1053 og 54. ****) Galfreds Sicilianske Krønike I. 18-37. Cassino-Krøniken III. 15. *1H. »Sqvillaca,« 128 og see over til Sicilien, uden at faae Lyst til den deilige Øe, det vilde vi slutte af os selv, om end ikke deres gode Ven Galfred, med en besynderlig Aabenhjertighed, idelig havde indskærpet os, at de var umaadelig jordgierrige, saa, hvad det end skulde koste, vilde de have Alt hvad de saae. Da Sicilien nu desuden var i de Vantroes Hænder, tænkde Normannerne naturligviis, de kunde slaae to Fluer med eet Smæk, og sørge baade for deres timelige og evige Vel ved at bemægtige sig den [Øen], og deri styrkede Paverne dem af alle Kræfter, thi Nikolai den Anden forlenede dem forud med Sicilien, og da Grev Roger, efter Seieren ved Ceramo (1063), sendte Alexander den Anden fire Kameler, fik han til Giengiæld ikke blot et [ind-]viet Banner, men Synds-Forladelse og apostolisk Velsignelse til hele sit Mandskab*).

✂ Herimod kunde nu vel være Adskilligt at indvende, men som ikke vedkommer os. Sicilien havde Muselmændene kiøbt for Staal og var altsaa pligtige til at sælge for Betaling i lige Mynt, og da Byzantinerne ikke kunde udrede, hvad Indløsningen skulde koste, maa hele Christenheden takke Normannerne, som gjorde Udlæget, istedenfor at knurre over, at de selv fandt deres Regning derved; thi de rene, uegennyttige Bevæggrunde til Krig og Orlog fattedes jo ikke mindre i det Nittende end i det Ellevte Aarhundrede, saa Forskiellen var kun, at Normannerne dog ogsaa gjorde lidt for Guds og Christenhedens Skyld, hvad i alt Fald røber en høiere Anskuelse [Begavelse] og kaster en varigere Glands paa Bedriften, end vort Aarhundredes Kæmper endnu kan berømmes for eller rose sig af.

✂ For at imidlertid Tankred-Sønnerne kunde faae en god Anledning til hvad de, under alle Omstændigheder, havde besluttet at vove, kom Emiren fra Palermo, ret som han var kaldet, og anraabde deres Bistand mod en Oprører, [som] han var fordrevet af, og Messina blev Normannens, ligesom Romerens, første Besiddelse paa Øen. Med Resten gik det imidlertid saaledes i Lang-Drag, at først tredive Aar senere, da Viskard [Robert] var død og borte, lykkedes det Roger (1090),som hele Øens Herre, at holde sit Indtog i Siracusa**). Naar vi nu huske, der fordum var dobbelt saalænge mellem Messinas Besættelse af Romerne og Marcels Indtog i Syrakus, bør dette vel ikke synderlig undre os; men da Normannen **) Cassino-Krøniken III. 15. Galfreds Sicilianske Krønike II. 1. 21. 28. ***) Galfreds Sicilianske Krønike IV. 15. 129 intet ordenligt Carthago havde at drages, men fra den Side kun Tunesiske Sørøvere at dele med, maatte Man dog giøre Grev Rogers Driftighed megen Uret, naar Man ikke kiendte de nærmere Omstændigheder. Sagen er da først den, at Grevens hele Krigshær, naar den var allertalrigst, neppe beløb sig til et Par tusind Mand, saa det maatte tage Tid, før de fik slaaet et klækkeligt Antal Muselmænd ihjel, og dernæst maatte Greven tit [over] til Kalabrien, for ei at tabe mere der, end han vandt paa Sicilien, da hans Broder Viskard [Robert] var en meget vanskelig Mand at holde halvt med.

✂ Hertug Robert, som Greven af Apulien kom til at hedde, da han fik Kalabrien med, tog vel ikke synderlig virksom Deel i Siciliens Erobring, men han sov derfor dog ingenlunde paa sine Laurbær, thi baade gav hans Broder, som var saa paastaaelig, ham Endeel at bestille, og dernæst kunde han dog umuelig lade Byzantinerne beholde Sø-Stæderne Bari og Taranto, Brindisi og Otranto, som aabenbar allesammen hørde til Apulien; men Bari, som havde trodset Otto den Store, var endnu haardnakket, saa først efter hen ved fire Aars Beleiring gav den (1070) omsider Kiøb*). Da han nu omtrent paa samme Tid fik Brindisi, kunde det vel syndes betimeligt strax at sætte over til Durazzo og hjemsøge Byzantinerne, men deels havde han været nødt til at bruge Rogers Hielp for Bari og maatte giøre Giengiæld for Palermo, deels havde han Ubehageligheder med sin Svoger Hertug Gisulf i Salerno og Amalfi, hvem han tilsidst maatte skille ved Alting, og endelig gjorde Sø-Stæderne Opstand, saa det varede endnu hele ti Aar, før han fik rigtig frie Hænder**).

✂ Nu forsømde han imidlertid heller intet Øieblik, men gik, snarest mueligt, over til Korfu og Durazzo, en Over-Gang, der vel ikke umiddelbar havde store Følger, men maa dog i Verdens-Historien stilles ved Siden ad dem [den] i gamle Dage, som gjorde Græker og Latiner bekiendte med hinanden; thi dette er den første Bedrift af Vester-Ledens saakaldte Barbarer, [som] Byzantinerne fandt det Umagen værdt ordenlig at lægge sig paa Kundskab om og beskrive. Hendes Høihed, Prindsesse Anna Comnen, maa derfor lade saa haant, **) Cassino-Krøniken III. 15. Galfred II. 40. 43. Lupi Aarbog hos Muratori V. 44. ***) Galfred II. 45. III. 3-4. Cassino-Krøniken III. 44. Aarbøgerne hos Muratori V. 45. 277-78. 130 som hun vil, om Majestæternes Besvogrelse med Barbarerne, saa gik dog ogsaa hos hende Naturen over Optugtelsen, da hun fyldte halvtredie Bog af sin Alexiade med udførlig Beskrivelse af Robert Viskard, fra Top til Taa, og af hans Tog, fra Hoved indtil Hale, hvorved hun selv, paa en Maade, aabenlyst formælede sig med den Normanniske Saga-Mand Galfred Malterre.

✂ Det kan nu vel synes langt mere morsomt end lærerigt at vide, hvad den Byzantinske Prindsesse tænkde og sagde om den Normanniske Ridder; men deels turde det Morsomme og Lærerige være langt nærmere beslægtede, end de fleste Historie-Skrivere drømme om, og deels finder i det Mindste Nordboen sig saa behagelig overrasket ved den værdige og langt over Forventning smigrende Maade, hvorpaa Normannen her ved en smuk Haand indføres i den Græske Læse-Verden, at han hverken kan eller vil nægte, han deraf lærer Noget.

✂ Indledningen i strængeste Forstand er vel just ikke smigrende, thi Prindsessen begynder med, at vel var Normandiet Roberts Moder, men den sorteste Ondskab baade Jord-Moder og Amme til ham; men for Resten kan hun dog ei noksom ophøie baade hans Legems-Bygning og hans Sjæls Egenskaber. Det er nemlig ikke blot for hans Kæmpe-Høide, hans brede Skuldre, hans gule Lokker, hans funklende Øine, og hans Torden-Stemme, der kunde fordrive en heel Krigs-Hær, Prindsessen lægger Mærke til ham; men hun tilstaaer, at, efter mange Øien-Vidners Forsikkring, var han fra Hoved-Isse til Fod-Saale som dreiet og støbt, var en Løve i Strid og en barbarisk Odysseus i Snildhed, var klippefast i sine Beslutninger og, som alle høibaarne Sjæle, hvor lavt de end vuggedes, uforsonlig selv med Skyggen af Trældom. Derfor, siger hun, vandrede han ud af sit Fædrene-Land blot med et Følge af Fem til Hest og Tredive til Fods, og nøiedes med en Røver-Kule i Italien, til han fik Borg og Fæste*).

✂ Hvordan nu dette gik til, gjorde vi naturligviis Ret i1 at lære af Galfred, som vidste Beskeed, da Prindsessen, idensted kun2 fortæller et Æventyr om, hvordan han trak Tænder ud paa sin Sviger-Fader, Vilhelm Maskabel, som eiede det Meste **) Anna Comnens Alexiade S. 23-24. *1H. »bedre i« *2H. »end af Pr., der kun« 131 af Landet, og pinde dermed baade Penge og Slotte af1 ham*). Man kan imidlertid nok giætte sig til, det er Pudset, han i sin Ungdom spillede sin gode Ven, den hovedrige Peter de Turra, som Byzantinerne har sammenblandet med hans Forhold til sin Broder Grev Vilhelm**), og Man2 maa kun forundre sig [lidt] over, at Prindsessen slet ikke melder Noget om, hvordan han klemde Bari og Brindisi, med Videre, af Byzantinerne.

✂ Hvad nu Roberts Tog angaaer, som vel standsede ved Larissa, men var aabenbar stilet paa Konstantinopel, da havde det ikke blot sine gode Grunde, men et meget antageligt Paaskud; thi vel er baade Anna og Galfred enige om, at den Græske Munk, Robert førde med sig og udgav for en afsat Keiser, ikke blot i sig selv men ogsaa i Roberts Øine var en Bedrager; men den Keiser Basil Dukas, han udgav sig for, havde dog ligefuldt forlovet sin Søn, Konstantin, med Roberts Daatter, Helene, og ham havde Man unægtelig i Konstantinopel gjort til Munk, og derhos berøvet saavel hans Søn som Roberts Daatter deres Keiserlige Haab, hvad en langt mindre baade ærgierrig og jordgierrig Kæmpe-Høvding godt kunde være3 bekiendt at blotte Sværdet for***). Robert sendte derfor ogsaa betimelig sin Gesandt [sit visse Bud] til Konstantinopel for at kræve Bod, og først da han, ei engang værdiget Svar, kom tilbage med uforrettet Sag, sendte Robert sit Forbud, som Branden sender Røgen, over Havet: sin Søn Boemund nemlig, som siden glimrede blandt Kors-Farerne, men gjorde her sit Prøve-Stykke, ved, for Havnens Skyld til sin Faders Flaade, at overraske og indtage Valona†). Det var en glædelig Tidende for Hertug Robert, som nu strax indskibede sig (1081), tog Korfu med paa Veien og aabnede Durazzos Beleiring, der vel ikke i sig selv var meget hæderlig, da Staden endog kun blev taget ved en Venetianers Forræderi, men er med Rette blevet berømt ved Slaget, Keiseren fra Konstantinopel i egen Person holdt med Robert, for at afbryde [ophæve] den ††).

✂ Byzantinerne havde nemlig nu igien pludselig skiftet Keiser, **) Anna Comnens Alexiade S. 24-27. ***) Galfreds Sicilianske Krønike I. 17. ****) Sammest. III. 13. Annas Alexiade S. 23. 27-30. *†) Annas Alexiade4 S. 34-37. *††) Galfred III. 24-25. 28. Annas Alexiade S. 110-11. 125. *1H. »ud af« *2 »Man« mgl. i H. *3H. »været« *4H. her og i det flg.: »Alexias«.132 og Annas Fader, Komnenen Alex, der var blevet den Lykkelige, ønskede naturligviis at begynde sin Regiering lidt glimrende, hvortil Leiligheden syndes givet, da en barbarisk Hertug af Apulien, med en Haand-Fuld Folk (1300 Ryttere og 15000 i Alt), havde vovet at beleire en af den store Konges Byer, landfast med Hovedstaden, var trodsig nok til at turde holde Stand og navnkundig nok til at giøre sin Overmand, naar han fandt ham, berømt*). Hertil kom endnu, at Angel-Sachserne, som nys var optaget iblandt Væringerne, brændte af Begiærlighed efter at slagte Normanner og udbad sig det som en Gunst at gaae i Spidsen**).

✂ Saaledes fremstiller Anna nu1 vel just ikke Sagen, men hun tilstaaer dog, det især var paa Væringernes Styrke og sin List, hendes Fader stolede, ligesom hun ogsaa stadfæster Galfreds Beretning, at Robert selv før Slaget ødelagde sine Skibe og beredte sig lige saa kiækt som gudeligt til at seire eller døe***). At Væringerne, hvis Høvding Anna kalder Nappit (Hnapp eller Naut2?) gik mandelig frem og gjorde lyst hvor de kom, men vovede sig for yderlig, kom til at staae ene, og3 blev taget fra Siden og overvældede, saa de maatte falde eller flye, derom er ogsaa begge Parter enige; men det er kun Anna, som melder, at de havde først drevet Roberts ene Fløi aldeles paa Flugt, ned ad Stranden til, hvor imidlertid, efter Rygtet, Roberts Gemalinde, Gæta, en Pallas, siger Anna, skiøndt ingen Athene, skal have indhentet og drevet dem tilbage til Kamp og Seier†). Da nu Keiseren saae, at Væringerne flygtede, siger Galfred, og at vore Kæmper styrtede ind paa ham, fandt han det raadeligst at vende Rygg, og saa kappedes Grækerne kun om hvem der først kunde komme af Syne; og skiøndt Prindsessen naturligviis udtrykker sig anderledes artig, løber dog Beretningen ud paa det Samme. Hun forsikkrer nemlig vel, at hendes Fader, trods Væringernes Flugt, holdt sig tappert, men dog egenlig kun til Robert kom farende som en Lyn-Ild, de Store, baade en Dukas og en Palæologos og Andre, faldt som Fluer, og der blev draget Blod af Majestæten selv, da de slog Hjelmen af ham. See da, siger hun, og da Tyrkerne ogsaa flygtede, da vendte Keiseren omsider ogsaa Rygg **) Galfred III. 24. Aarbogen hos Muratori V. 278 (VI). ***) Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne S. 508. Galfred III. 27. ****) Annas Alexiade S. 113-15. *†) Galfred III. 27. Annas Alexiade S. 115-16. *1 »nu« mgl. 2. Udg. *2 »eller Naut« mgl. i H. *3 »og« mgl. i H. 133 og reddedes kun ved et Mirakel af sin Hest, der hedd Skyrids og foer som paa Vinger i eet Spring op paa en Fjeld-Aas1 med ham*). Hvad nemlig dette Mirakel angaaer, da2 siger Anna selv, at Robert var meget vantro og svarde den der fortalde ham det: gid du faae Skam, din Kryster, at du ikke lod din Hest giøre det samme Spring, og at det virkelig kun har været ved en af de dristige Vendinger, de Byzantinske Talere yndede, Forspringet i det »Vædde-Løb«, Galfred omtaler, er blevet til det store Luft-Spring af Keiserens Hest, tør vi saameget sikkrere slutte, som vi strax efter træffe ham paa jævn Jord i samme Fare som før, saa han slipper kun til Achride, ved at »bede lidt« i den tykke Skov ved Vavagora**).

✂ En saa fuldstændig Seier pleiede i det Byzantinske Rige at aabne baade Hoved-Stadens Porte og Paladsets Dørre, men det synes Robert, med al sin Snildhed, ei at have forstaaet, og vant til den »lille Krig«, blev han ved at sylte Valle for Durazzo, hvorved Kyri-Alax, som Væringerne kaldte ham, fik gode Stunder ei blot til at fatte sig, men ogsaa til at samle Folk, eller rettere kiøbe Soldater for »Kirke-Sølv«, thi Anna siger selv: han forlovede strax at vove sig i Slag med saadanne Krystere som sidst, og maatte derfor see til at faae dygtige Krigs-Folk i Sold; men da Skat-Kammeret var udtømt, maatte han tye til Kirken, og opdagede til Lykke, at den Biskop (Leo i Chalcedon), der reentud fordømde det som Kirke-Ran, var ikke »sund i Troen« og burde afsættes***).

✂ Det vilde imidlertid Altsammen sagtens kun været Galgen-Frist, dersom Robert ikke havde faaet Andet at tænke paa, og Galfred siger, det var Faren, hvori den hellige Fader og hans Lehns-Herre, Gregor den Syvende, svævede for at falde i sin arrige Fiende Keiser Henriks Hænder, men melder dog tillige, at hele Apulien var i Oprør, og at Robert sloges et heelt Aar med sin tappre Frænde, Hertug Jordan i Kapua, før han drog til Rom og frelste Paven †). Lægger Man nu hertil, hvad Anna melder om al den Umage og Bekostning, hendes Fader anvendte for at bringe Keiser Henrik i Harnisk mod Robert ††), da seer Man nok, det ligesaalidt har været ene **) Annas Alexiade S. 116-19. ***) Annas Alexiade S. 119-22. ****) Sammest. S. 125-30. *†) Galfred III. 33-35. 37. *††) Annas Alexiade S. 93-94. 130. *1H. »Fjeld-Top« *2 «da« mgl. i H. 134 for Pavens som for Guds Skyld, Robert fik Hjem-Vee og standsede midt i sit seierrige Løb for Keiser-Kronen, som Verdens største Klenodie. Vel overdrog han Boemund, der, som Anna siger, var sin Faders udtrykte Billede, at fortsætte Krigen og slaae Keiseren nok engang, og det gjorde han ærlig, to Gange for Een (ved Janina), men Baronerne havde naturligviis ikke den samme Ære-Frygt for den unge Helt som for den gamle Hertug, og derved forulykkedes Toget. Hvor tit nemlig end Alex blev slaaet, opgav han dog ikke Haabet om, ved et eller andet »Krigs-Puds«, at faae Bugt med den Halv-Barbar, som der i Sværd-Slag var intet Udkomme med, og det lykkedes ham omsider at hitte paa det Rette. Det var vel endnu ikke det, han brugde ved Larissa, hvor han lod det Keiserlige Banner skiøtte sig selv og lagde sig paa Lur bag den Normanniske Leir, for at plyndre den, mens Hærene sloges, og saa, om mueligt, tage Fienden i Ryggen; thi Boemund tilvristede sig dog Seieren; men derved fik Keiseren ikke blot endeel Bytte at prale med, men ogsaa Ram til adskillige Baroner, og med Resten aabnede han nu en snild Underhandling, i det han bød dem Alt hvad de vilde forlange, ikke for noget Nidings-Værk, men blot for den Villighed at plage Boemund for Solden, de havde tilgode, og naar han ikke kunde betale, nøde ham til at reise hjem og hente Penge. Det lykkedes, Boemund maatte reise og bringe sin Fader den sørgelige Tidende i Salerno, ei længe efter hans Tilbage-Komst fra Rom, medens Kyri-Alax holdt en glimrende Triumph i Konstantinopel over alle sine Nederlag, og Pøbelen i Gade-Viser drev Spot med Boemund, som ved »Lykostomion« (i Thessalien) havde gjort den Bonde-Vittighed, at nu var Keiseren i Ulvs Mund*).

✂ Triumphen var heller ingenlunde saa latterlig, som den kan synes, thi den Byzantinske Odysseus havde aabenbar overlistet, altsaa overvundet, den Normanniske, og hvem der har vundet, gaaer Mester af Spillet, om han end har spillet falsk og tabt sin Ære. Baade Robert og Boemund havde slaaet Keiseren af Marken med Staal-Handsker, men han havde drevet dem begge To over Havet med Krigs-Puds, og han benyttede sin Seier anderledes snildt, holdt ikke blot Triumph med Byttet, han tog i den tomme Leir, men lokkede endeel Normanniske Baroner til sig, tog Alt tilbage, paa Durazzo nær, og forbandt sig paa det Nøieste med Venetianerne, for at holde **) Annas Alexiade S. 133-43. 2. Udg. »(»lykos« en Ulv og »stoma« en Mund)«.135 Havet ryddeligt. Robert skulde altsaa næsten igien begynde fra Først af [forfra], og to Begyndelser faae sædvanlig en dobbelt daarlig Ende, selv i vore unge Dage, end sige1, naar vi, som Robert var nu, er nær ved at fylde »de syv Gange Ti«, som er Støvets Aar. Uforfærdet stak han vel i Søen og sloges haardnakket med Venetianerne, men, skiøndt han een Gang vandt Seier, blev Flaaden, hvormed han sagtens, for Kortheds Skyld, vilde hjemsøgt Konstantinopel, dog omsider aldeles tilintetgjort, hvorover Robert formodenlig ærgrede sig en Galde-Feber paa Halsen og døde i alt Fald af noget Sligt, Man veed ikke ret, om paa Kephalonia eller (ret Odysseisk) paa Thiaki; Durazzo overgav sig til Keiseren, og Venetianernes uindskrænkede Handels-Frihed hele Riget over blev den eneste umiddelbare Følge af Normannens Byzantinske Krig*). En fjernere har vi imidlertid allerede seet, ved at finde den bedste Beskrivelse af Normannens Bedrifter i en Byzantinsk Historie, og naar vi siden møde Robert Viskards2 Søn, ved Siden ad Vilhelm Erobrers, paa det store Kors-Tog, da opdage vi sagtens, at Dette ret egenlig var en Normannisk Bedrift, hvortil Roberts Tog maatte tjene som Indledning.

✂ Galfred siger, at Robert døde 1084, samme Aar som baade Gregor den Syvende og Vilhelm Erobrer*), og skiøndt det ikke saa ganske vil slaae til, fattes der dog kun et Par Aar, som vi meget heller maae oversee end Sammenhængen mellem disse tre Kæmpe-Jævninger, der i den sidste Halv-Deel af det Ellevte Aarhundrede hjulpes ad og gav Vester-Leden paa mange Kanter en ganske ny Skikkelse.

✂ Dog, denne Sammenhæng, der først klarede sig under Kors-Togene, maa det overlades til deres Historie nærmere at oplyse, medens vi her indskrænke os til at betragte alt Normannisk i dets naturlige Sammenhæng med det Islandske, under Eet, som det Norske Kæmpe-Skridt paa den ene Side til Magt og Ære og paa den Anden til Frihed og Dannelse.

✂ Først maae vi da erindre, at Tankred-Sønnerne virkelig grundede et Normannisk Rige i Nedre-Italien og paa Sicilien, som bestod til Slutningen af det Tolvte Aarhundrede, thi da Robert Viskards mandlige Afkom uddøde med hans Sønne-Søn Vilhelm (1127), arvede hans Broder-Søn, **) Annas Alexiade S. 152-54. 58-63. Galfred III. 40-41. Vilhelm Apulers Ære-Vers, hos Muratori V. 377. *1H. tilf. »da,« *2 2. Udg. her og i det flg. »Vitskars« 136 Grev Roger den Anden paa Sicilien, det Hele og antog Konge-Navnet. Efter Heimskringle var det Sigurd Jorsalfar, som paa sit Kors-Tog giæstede Roger, der først gav ham denne Forhøielse i Rangen *), og hvad derimod end ellers kan være at indvende, er det dog en behagelig Mindelse om Normannens Sammenhæng med Norge.

✂ Da Kong Rogers mandlige Afkom uddøde (1189), vilde Hohenstauferne, som havde giftet sig ind i Slægten, vel strax arvet, men maatte dog lade en Frænde med Tankred-Navnet herske og døe først.

✂ Dette Normanniske Rige var en uundværlig Støtte for Paven, et forsvarligt Bolværk mod Muselmændene og en Skræk for Byzantinerne, som derved baade mistede deres Italienske Uden-Værk, og fik en farlig Nabo, ikke blot i Robert Viskard, men ogsaa i Kong Roger, som over i halvtredsindstyve Aar (1101-54) stod for Styret, og selv hvem der ikke troer, det var Altsammen godt, maa dog finde, der var Meget.

✂ Kige vi nu indenfor i de Normanniske Riger, da finde vi Lehns-Væsenet i al sin Kraft, som vel i den senere Tid er blevet hardtad ligesaa slet benyttet som ilde omtalt, men var dog aabenbar den frieste Forfatning, der, udenfor Norden, fandtes i Middel-Alderen, og [som] kunde gives i de nye Riger. Naar Man nemlig ved et Riges Stiftelse lægger »Spydstage-Retten« til Grund, da maa deraf enten udspringe en fuldkommen »Natur-Stand», som de »Latinske Jurister« beskrive den, eller et almindeligt Slaveri, med mindre hver Strids-Mand ordenlig tager sin Part og faaer Arve-Fæste derpaa, ligesom Lehns-Herren paa Thronen og Kron-Godset. Herved opkommer nu vist nok et Aristo-Krati, hvor det ingenlunde altid er de Bedste, der raade, og hvor det sædvanlig gaaer broget til, men naar Man sammenligner det Byzantinske Rige, hvor Alle, selv Keiseren, bestandig havde Kniven paa Struben, med det Normanniske, hvor Knivene, naar de ikke kunde holde hinanden i Skeden, sleed dem selv op, kan der dog intet Spørgsmaal være om, hvor et Menneske helst skulde opslaae sin Bopæl, eller hvor de menneskelige Kræfter havde det frieste Spille-Rum. Vist nok maatte Man ønske[t] Almuen bedre Kaar, end den sædvanlig havde under Baronerne, men den havde dem dog bedre end Romerske Trælle, til hvem den, som Krigs-Bytte, var nedsunket, og vilde Baronerne hamle **) Sigurd Jorsalfars Saga (i Heimskringle) K. 8. 137 op med hinanden og holde Lehns-Herren Stangen, maatte de, for deres egen Skyld, være naadige Herrer mod deres Liv-Egne. Lehns-Væsenet blev derfor først en Plage, da Ridder-Aanden forsvandt, og da Lehns-Mændene, istedenfor at kappes i alt Storladent med deres Lige og selv med deres Overmænd, blev Smaa-Tyranner, som, selv under Pidsken, havde baade Lyst og Lov til at flaae deres Undersaatter*).

✂ Saalidt derfor, som noget Rige, der havde det bedre, skulde ønske sig det Normanniske Lehns-Væsen, maa Man dog ikke skiære det over een Kam med det Germaniske eller Frankiske, der deelde Landet mellem Lehns-Mænd, som store Forpagtere, eller dog kun som Fæstere paa Livs-Tid; thi naar ogsaa de imellem tiltvang sig Arve-Fæste, var det dog Noget, de selv kaldte Uret og lod kun nødig deres Undergivne drage Fordeel af. Det Normanniske Lehns-Væsen var derimod den ældgamle Norske Odels-Ret, læmpet efter Krigs-Retten, thi vel gjorde Det ingenlunde de Undertvungne men dog alle Erobrerne eller Landnams-Mændene, de Smaa med de Store, til Odels-Mænd, hvis fælles Bedste det var, at Retten havde sin Gænge uden Persons Anseelse. Uagtet derfor Lovene havde ondt ved at blive gode, hvor de skulde gives af dem, hvis Ret til Landet i Grunden var Uret, saa havde Man dog Love, der gjaldt for Alle og blev sædvanlig strængt overholdte, og en anderledes simpel og virkelig Retter-Gang, end hvor kun Juristerne kiendte Loven, og Dommeren havde Hals og Haand over alle de Værgeløse. I denne Henseende havde Normannerne bedre Rets Nydelse, altsaa i Grunden mere sand Frihed, end Islænderne; thi i Disses Fristat udviklede sig tidlig et fiint Lov-Trækkeri, som Ingen havde Myndighed til at afskaffe [nedkue], saa de Smaa fik Skam og Sværdet maatte jævne hardtad alle Trætter mellem de Store; men de Eedsvorne og Tve-Kampene var dog hos alle de Norske Udflyttere Rednings-Midler for Uskyldigheden, som andensteds kiendelig savnedes.

✂ De Eedsvorne (i England Jury, i Norden Sandemænd, Nævninger og Meddoms-Mænd) sædvanlig tolv ustraffelige Mænd af den Tiltaltes nærmeste Grander, vil nemlig, efter Erfaringens Vidnesbyrd, altid være strængere mod virkelige Brudd paa det Borgerlige Selskab, bangere for at fælde en Uskyldig, og ubestikkeligere end de fleste Dommere, og **)Sismondis Franske Historie III. 35-37. 451-52. IV. 1-14.138 skiøndt Tve-Kampene i vore forkiælede Tider vel vilde synes en grusom Tilflugt for en Uskyldig med Skinnet imod sig, var de dog i kiækkere Dage en herlig Sag, naar de kun brugdes til at reise, ei til at fælde. Man sige nemlig hvad Man vil om Seiren i Tvekamp som Tilfældets Værk, saa var dog Livs-Faren, den Tiltalte, ved at love [Tve-]Kamp, udsatte sig for, et anderledes Pant end en Benægtelses-Eed, og Døds-Frygten et anderledes Baand paa den falske, æreløse Anklager, end Man siden med al sin Skarpsindighed har kunnet udgrunde. Langt heller maatte Man da ogsaa, i alt Fald, igien give Tve-Kampene en lovlig Tilværelse, end som i England og ved alle staaende Hære, at afskaffe dem paa Papiret og taale dem i Livet, en Uskik, der ingenlunde er Nordisk, men forskriver sig fra Justinians Lov-Bog og den Kanoniske Ret, efter hvilke det ikke skader, at baade Store og Smaa er lastefulde, naar kun Lovene er saa dydige, at Man kan faae Sag med hvem Man vil.

✂ Deri bestod ogsaa netop baade Islændernes og Normannernes Fortjeneste af Menneske-Slægten, at de, saavidt mueligt, gjorde deres Nordiske Eiendommelighed giældende mod Romerskheden; thi vel lod Normannerne sig til en vis Grad romanisere, men egenlig dog kun til Tænderne, saa de bekæmpede ligesaa mandelig Over-Troen paa Romer-Rettens og det Latinske Sprogs Guddommelighed, som paa Romer-Rigets Hellighed. Ligesom de nemlig indrettede deres Stater ganske efter deres eget Hoved, gjorde de ogsaa, uden alle Skrupler, deres eget Fransk til Skrift-Sprog, deres egen Historie til en Hoved-Sag, og deres egen Smag til den eneste Regel for deres Poesi og Konst. Ventelig var det ogsaa dem, der først vovede at skrive Italiensk, men i alt Fald gav de det store Exempel, som Man i Syden og Vesten saa høit trængde til, da det var en nedarvet Fordom, at de Romanske Sprog var egenlig ingen Sprog, men kun Brud-Stykker og Forkvaklinger af Latinen, der hverken kunde eller skulde udvikles, men om mueligt, opsluges af Latinen, og i alt Fald overlades til Pøbelen.

✂ At Normannerne i Henseende til aandelig Selvstændighed aldeles fordunkledes af Islænderne, det fulgde af sig selv, da Islænderne blev i Norden, beholdt deres Moders-Maal, og satte ikke deres Ære i at erobre Lande, men i at erhverve Kundskaber; men dette havde naturligviis atter sin Grund i en langt dybere Følelse og mere aandelig Retning i de 139 Nordmænd, der bebygde Island, end i dem der oversvømmede Frankrig og Italien. Slægt-Registre eller Arve-Tal hænge imidlertid saa nøie sammen med Odels-Retten, og Historien med Slægt-Registrene, at det kunde aldrig feile, Normannerne jo ogsaa, naar de kom til Bogen, vilde være Historien anderledes hulde end Franker og Germaner, og vi har allerede seet, hvorledes de Normanniske Historie-Skrivere afløse de Frankiske Annalister, men alle de gunstige Omstændigheder, den Islandske Prosa skylder sin Opblomstring, fattedes dog, og de der talde med Tunge-Baand maatte nødvendig skrive saa at sige med »paaholden Pen,« skrive først et Slags Latin, der kvalde Livlighed og fødte Armod. Med Vers er det nu vel anderledes, thi de giør dem selv paa Moders-Maalet hos alle virkelige Rim-Smede, og at de Islandske Skjalde ogsaa havde Frænder blandt Normannerne, kan Man forud vide; men af alle Bytter vil Rim-Smeden baade finde og vise, at især Sprog-Bytte er gjort paa Bedrag, og Man seer i alt Fald, at hvad de gamle Normanniske Skjalde (jugleors *dolgoeO* Gøglere) sang om Villum Langspyd og Andre, ændsede Skriverne ikke, men lod forgaae*). Uagtet derfor Vilhelm Erobrer, som lyttede til Skjalden, selv mens han spændte Brynie paa ved Hastings, sikkert ogsaa er blevet besunget paa Fransk, har vi dog, før Waces Dage (hundrede Aar efter), ikke Andet om ham end Latin, og Robert Viskards Forhold til Rim-Smedene1 veed vi slet Intet om; thi vel have vi et langt historisk-mærkeligt Vers om ham af Vilhelm Apuler i hans Søns Dage, men det er paa Latin. At imidlertid begge disse Høvdinger var saa »Romerske« som Normanner i den Tid kunde blive, det viser deres Levnets-Løb, og det stadfæster sig, naar vi betragte deres Skrifte-Fædre, som Begge var bekiendte, udmærkede Mænd. Lanfrank var nemlig Vilhelms og Abbed Desider i Monte Cassino Roberts Orakel, og disse to lærde og fine Hof-Mænd, af Hvilke Hiin døde som Ærke-Bisp i Canterbury (1089), og Denne, under Navn af Victor den Tredie, som Pave i Rom (1087), maa da heller ikke i Stats-Historien tabes af Syne. Begge var de Lombarder, Lanfrank fra Pavia og Desider (oprindelig Daufer) en Søn af Fyrsten i Benevent, og Begge agtedes **) Waces Normanniske Rim-Krønike I. 106-7. *1 2. Udg. »Rimsmede«. 140 de for store Prydelser i de berømte Klostre, der opelskede dem, dog saaledes, at Monte Cassinos Berømmelse omtrent slutter med Desider, og Becs derimod begynder med Lanfrank. Dette [Bæk-]Kloster var nemlig dengang nylig stiftet af en Normannisk Ridder, Helvin eller Herluf (Herluin) Asgautsøn, som i sit fyrretivende Aar (1034) slog sig fra Verden til Bogen, og gav Klostret, han bygde, i Nærheden af Brionne (ved Rille-Floden), Navn af den »Bæk,« der løb forbi, og skiøndt Herluin paa sine gamle Dage selv skal være ble ven vidunderlig stiv i Grammatiken, var det dog Lanfrank og hans endnu berømtere Eftermand, baade der og i Canterbury, Anshelm, ogsaa en Lombard, der skaffede Bec det store Lærdoms-Ry, det længe beholdt*). Om Lanfrank siger hans Lov-Talere1, at han bragte »Latiniteten« videnskabelig paa Fode igien og var en Haar-Kiøver af første Skuffe, og skiøndt, efter de Bøger at slutte, han lod afskrive, Desider har havt et godt Øie til Historien **), sad han dog ogsaa i Latinen op over begge Øren, saa det var ikke deres, og sikkert ikke heller deres høie Velynderes, men ene den Nordiske Naturs og Angel-Sachsernes Skyld, at især de Franske Normanner i det følgende Aarhundrede begyndte ogsaa i Bøgerne at foretrække levende Stammere for døde Ciceroner og Virgiler. Dog maa det derfor ikke glemmes, at begge Lombarderne var dygtige Mænd i deres Slags, og at ikke blot Monte Cassino havde Desider, Hildebrands giæstmilde Vært i hans Udlændighed, meget at takke: for Bøgerne han lod skrive og Bygningerne, han, ved Mestere fra Konstantinopel, lod opføre og pryde, men at vi ogsaa maae takke ham for Cassino-Krøniken, som Leo fra Ostia især for hans Bedrifters Skyld skrev i hans Eftermands Dage***).

✂ Hvorvidt for Resten Normannerne, medens de endnu kiendelig røbede deres Eiendommelighed, bragde det i folkelig Dannelse og Boglig Konst, det maatte Man leve en Tidlang i London og Paris for ret at opdage, thi der ligge endnu deres fleste Skrifter utrykte, men Krønikerne om Karl Magnus og Kong Artus fik dog europæisk Navnkundighed, en Normannisk Krønike paa Moders-Maalet fra det Trettende **) Den Normanniske Krønike af Vilhelm fra Jumieges VI. 9. ***) Cassino-Krøniken III. 62. ****) Cassino-Krønikens Fortale. *2 2. Udg. » Lovtaler«. 141 Aarkundrede, veed Man, er til, og siden endelig Mester Waces Rim-Krønike om Rolv og hans Eftermænd, til Robert Buxe-Braags Fangenskab, er blevet præntet, kan man dog ogsaa have en Mening om deres Historiske Poesi*). Mester Wace fra Guernsey siger selv, han havde kiendt Henrik Præstelærd (Beauclerk), og maa altsaa være født i Begyndelsen af det Tolvte Aarhundrede, men sit trykte Værk begyndte han dog første 1160, Kong Henrik Lyngstilk (Plantagenet) til Villie. Denne Rim-Krønike, over tre Gange saa lang som den Danske, er nu vist nok langt fra at indeholde tre Gange Saameget, enten af Historie eller Poesi, thi Broderparten er Fylde-Kalk, men den er dog munter og trohjertig og imellemstunder vittig, altsaa ret morsom, og den har en egen Mærkværdighed, som den Første i sit Slags, vi endnu kiende. Den eneste Ældre vi veed af at sige, den Brittiske nemlig (Brute), som endnu sover1, er desuden Heel-Syster til den, saa Mester Wace maa bære Navn af Rim-Krønikens Fader, en Æres-Titel, der endnu kun betyder lidt i den lærde Verden, men tør vel stige i Prisen, alt som der kommer Liv i Lærdommen, saa den ikke sætter sin Ære i at sluge de Døde men at nydes af de Levende. [**)]2

✂ Endnu i Waces Dage fik Normandiet een Rim-Krønike til, som end er utrykt, og siden fik England Tre, Skotland, Danmark og Sverrig, hver sin, men, mærkeligt nok, Norge, der, som Normannens tillige er Rim-Krønikens Fædrene-Land, fik selv Ingen, uden Man vilde sammenstykke En af de Islandske Draper fra Haarfager til Hakon den Gamle, hvad dog Intet vilde ligne uden tilfrosne Ruder med Spor af henvisnede Blomster. I Eivind Skalda-Spilders Hakonar-Maal seer Man imidlertid, hvilken mageløs Rim-Krønike Norge maatte have faaet, hvis det havde beholdt hvad der ved Udvandringen splittedes ad og tildeels kvaldes i Normandiet og paa Island, og i Heimskringle seer Man, hvad Norge fik til Erstatning [Giengiæld], thi denne mageløse Konge-Krønike fra Middel-Alderen paa Moders-Maalet lader sig, uden Island, slet ikke tænke.

✂ Her staae vi da igien ved Sagas underlige Vinter-Leie paa Island, Man maa(e) vel sige, for at finde »Nordvest-Passagen« fra den gamle til den ny Verden, og en Nordisk Historie-Skriver **) Roman de Rou. Rouen 1827. Billinger af Prosa-Krøniken fra det Trettende Aarhundrede hos Bouquet XI. *1 Disse 3 Ord mgl. i 2. Udg. *2 [**)] 2. Udg. Roman de Brut 1836-38. 142 kan umuelig forlade hvad han til Verdens Ende maa kalde sin Vugge, uden at dvæle nogle Øieblikke ved Ihukommelsen af Barne-Livet der, nu vel forsvundet som en Drøm, men efterladende sig dog et Indtryk, som de lyslevende og »stærke« Drømme, hvori hele Levnets-Løbet speiler sig!

✂ Den Islandske Fri-Stat, vel kun bekiendt i Norden, men ligefuldt Middel-Alderens store Vidunder, fik en sørgelig Helsot, som den ene og alene maa(e) tilskrive sig selv; thi uagtet Norges Konger ligefra Begyndelsen naturligviis saae lidt skiævt til den, og attraaede fra Hellig-Olavs Dage aabenbar Over-Herredømmet, saa prøvede de dog aldrig paa at tage Øen med Staal-Handsker, men synes Alle at have ladt sig afskrække af Trold-Finnens Beretning, der i Hvals-Ham foer did for Harald Blaatan at udspeide Landet; thi han forsikkrede, der vrimlede saaledes af frygtelige Vætter paa alle Kanter, at selv ind ad Fjordene, end sige videre, var han ikke istand til at komme*). Vist nok prøvede især Hakon den Gamle alle muelige Konster, men deels naaede han dog ikke sin Hensigt, og deels har den Klogeste i sin Kreds kun Skam af at lade sig narre, og at Islænderne var baade de Klogeste og de Snildeste af alle Nord-Boer, trænger ei til Beviis, men stadfæstede sig dog øiensynlig, da Snorre Sturlesen indbildte Hakon, der havde udrustet en stor Flaade mod Fri-Staten, at det kunde aldrig nytte, men han skulde nok paa en fim Maade bringe den til Underdanighed. Snorres Morder, Gissur Thorvaldsen, førde vel Navn af den Norske Konges Jarl paa Island, men det var kun et Navn, og selv da Øen frivillig underkastede sig Magnus Lagabæter (1264), var Vilkaarene saa hæderlige, at de ikke gjorde mindste Skaar i Friheden, med mindre Man forvexlede den med en Uafhængighed, som Kongerne for længe siden, ved at lukke de Norske Havne for dem, kunde lært Islænderne, var kun et Munds-Veir. Naar derfor det Islandske Saga-Tempel med det samme forvandledes til en Grav-Høi [Jettestue], da var det aabenbar kun fordi den sorte Død, der forvandler alle Templer til Grave, i Aanden allerede havde indfundet sig, saa det Folke-Færd, der i Ungdommen, som vandrende Skjalde og Sagamænd, som Skippere og Kiøbmænd, som Vikinger og Væringer og Pillegrimme, øvede Idræt og prøvede Verden, for i Alderdommen at fornøie hinanden og berige Børnene med Kundskab og Viisdoms Skatte, **) Olav Tryggesens Saga (i Heimskringle) K. 36. 143 dette Folke-Færd var omtrent uddød med Snorro Sturlesen (1241), og Friheden, som fryder de Levende, nytter ikke de Døde, der kun trænge til Fred.

✂ At det ene og alene var denne Mangel paa Liv, som altid følges med Døden1, og ingenlunde de Norske Konger, som hindrede Islænderne i fremdeles at benytte deres Frihed til at færdes om Land, udbrede Munterhed og indsamle Kundskab og Erfaring, det seer Man ogsaa klart paa Skrive-Friheden; thi den brugde de flittig: skrev baade ind og ud, baade op og ned, baade om og af, baade sønder og sammen, saa det er kun de levende Farver og Deeltagelsen i det virkelige Liv, der giør den himmelvide Forskiel mellem Bøgerne før og efter Snorres Dage. Selv han var langt mere Samler end Forfatter [Saaer], thi alle de Sagaer, som udgiør Heimskringle, var ikke blot gjort i Munden, men ført i Pennen, sagtens før han blev født*), saa, har vi noget Sagn af ham, om hvad han havde oplevet, maa det stikke i Hakon den Gamles Saga af hans Broder-Søn Sturle, som allerede er vandet. Endnu mindre er naturligviis de Mythiske Old-Sagn (Gylfe-Legen og Brage-Snakken) i den saakaldte Snorres Edda et Værk af ham, da det endog langt snarere er en Oversættelse af Angel-Sachsisk, hvortil Islænderne kun have føiet deres Verse-Konst (Prosodi) med oplysende Exempler af Draperne**).

✂ Dog, sæt endog at den Prosaiske ligesaavel som den Poetiske Edda, i Grunden er en Oversættelse, saa er det jo dog Islænder-Livet, med dets Vide-Lyst, Driftighed, Magt over Moders-Maalet og Greb paa Pennen, vi ligesaavel maae takke for disse Oldtids-Skatte, hvortil der andensteds knap findes Spor, som for Heimskringle, Knytlinga, Niala og hele det mageløse Saga-Bibliothek, medens vi selv om de smagløse Romaner og Æventyr, der kom bagefter, og svare til Hine, som Gienfærd til det virkelige Liv, maae tilstaae, de er kun daarligere end Normannernes, fordi Disse misbrugde Livet til hvad Islænderne kun puslede med efter Døden.

✂ Nu at spørge, om denne Bog-Samling og hele den Islandske Dannelse, Digten og Tragten, som den forudsætter, var alt det værd, de kostede Island, kostede Norden, kostede **) Undersøgelsen om Snorres Kilder af P. E. Müller. ***) Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog S. 163-70. 177-81. [Her: V. 485-9. 492-5]. *1 2. Udg. »Mangel paa Livskraft, som netop er den aandelige Død,« 144 Menneske-Slægten: de aandige Kæmpe-Kræfter nemlig, som deri udtømtes, det er vel hidtil ikke faldet Historie-Skriverne ind, som enten oversaae det Hele, eller satte alt for uhyre Priis paa Bøger, til at finde, Islænderne kunde anvendt deres Liv bedre, end at opoffre det til Boglig Konst og derved vinde udødelig Ære i den Lærde Verden.

✂ Slaaer det os derimod først engang, deels at den Ære, de gamle Islændere vandt i den lærde Verden, var hidtil kun meget fattig, og deels at hvem der med Fordeel skal kunne sælge sit Liv for »Sort paa Hvidt«, maa have kiøbt det af en Bisse-Kræmmer, og endelig, at havde de gamle Islændere ikke sat Kræfterne til paa de republikanske og videnskabelige Børne-Streger, da vilde deres Børn i de sidste tre Aarhundreder blevet anderledes frie og skrevet anderledes gode Historier, og endnu været istand til baade med Haand og Mund at bevise, de havde hjemme i »Kæmpers Fødeland«; naar det slaaer os, da er vi nær ved at ønske hele Saga-Bibliotheket Pokker i Vold.

✂ Dette Island, tænke vi da, hvis Høvdinger, fra deres meer end Kongelige Høi-Sæde paa Jøklerne, fra deres Hlyd-Skjalf, overskuede den vide Verden og oversaae den, betragtede med levende Deeltagelse, men munter og rolig, de store Omskiftelser, og tømde smilende, lig Odin med Saga, som alle Heltes lykkelige Hoved-Arvinger, Brage-Bægeret til deres Minde, dette Island er druknet i et Blæk-Horn og indsvøbt i Klude-Papir begravet i en Bog-Hylde! Brustet er det klare Øie for al menneskelig Bedrift, lukket er det aabne Øre for alle Fugles Sprog, forstummet er Læben med Saga-Ordets klare Strøm, hvorigiennem Kæmpe-Aanden daglig vadede, som Thor, til Asa-Thinget under Ygdrasil, og al denne forgaaede Herlighed skal de stokblinde, døvstumme, steendøde Kalve-Skind og Pjalte-Bind med »Sort paa Hvidt« erstatte!

✂ Da imidlertid gjort Gierning ligesaa lidt staaer til Ændring i Folkenes, som i Enkelt-Mandens Levnets-Løb, er alle saadanne Klage-Maal unyttige, og Bestræbelsen for at tilbagekalde det Forbigangne, eller at opdrage vore For-Fædre, hvortil vi idelig finde os fristede, ei mindre utidig og sværmerisk, end de gamle Islænderes Prøve paa at foregribe det Tilkommende, eller komme Frem-Tiden i For-Kiøbet.

✂ Derimod kan det være os til stor Oplysning, altsaa baade til borgerlig og videnskabelig Nytte, at betragte Islænder-Livet som den kæmpemæssige Overilelse, det var; thi deri 145 speiler sig aabenbar hvad alle Nordboer nu maae føle sig kaldede til, og, hvis der er Kraft tilbage, glimrende udføre. Kunde vi nemlig tænke os Islands Bebyggelse skeet i vore Dage af kraftfulde Slægter, som heller vilde nøies med en Øe i Iishavet, end hindres og forstyrres i den fri Udvikling, men havde tillige den Forstand, at Man maa vedblive at staae i Vexel-Virkning med Menneske-Livet i alle sine Retninger, naar Man virkelig skal lære at forstaae det; da vilde det, langt fra at være en Feiltagelse, fortjene Plads mellem de største Helte-Gierninger til Menneskehedens Bedste, og Man vilde i alle Lande kappes om at herberge de Islandske Træk-Fugle, der udmærkede sig i enhver borgerlig Stilling, uden at fængsles eller tilfredstilles af Nogen, fordi Øiet var heftet paa Menneske-Livet i Dets forklarede Fylde. Nu lader sligt sig vel neppe vente, men det viser os dog, at Islænder-Livet, som virkelig i det Tiende, Ellevte og Tolvte Aarhundrede havde disse Grund-Træk, kun var en Overilelse i Middel-Alderen af samme Slags som den Græske i Old-Tiden, altsaa, efter Faldet i Barndommen, et ligesaa uundgaaeligt Feil-Trin, og det tilraaber os, dog endelig nu, da Vidskabs-Tiden er kommet og [Livs-]Oplysning klarlig det store Stats-Øiemed, ei at spørge Romerne, men Islænderne om, hvad dertil er hensigtsmæssigt.

✂ Island, hvor Oplysningen efterstræbdes paa den eneste rette og naturlige Vei: ved ikke at betragte1 Gloser og Giætninger, Bøger og Snurrepiberier, men hele2 det virkelige Liv for den store Opgave; ved at dyrke Moders-Maalet, som den Huus-Gud, uden hvis Gunst al videnskabelig Syssel nødvendig mislykkes, ved at løse alle de Baand der hindre gavnlige Kræfters Udvikling, og ved at lade Ordet være frit, naar det kun ikke grovelig misbrugdes til Undsigelse og Nid; dette Island har nemlig ikke blot beviist, at Vidskab var ubetimelig i Middel-Alderen, men ogsaa at baade vort »Lærde Væsen« og hele vor Betragtning af det Borgerlige Selskab maa vinde en ny Skikkelse, om den nu ligesaavel for hver enkelt Stat som for hele Verden nødvendige Folke-Oplysning virkelig skal fremmes.

✂ Dog, hvad vi ogsaa skulde lære af Islænderne og [hvad] her ligger os nærmest, er at skrive gode Historie-Bøger, som blive *1 2. Udg. »ikke ved at lygge Drøv paa allehaande Stene,« *2 2. Udg. »men ved at betragte hele« 146 lærerige, ikke ved at strutte af Bemærkninger og Afhandlinger, men ved at læses med Lyst og være propfulde af hvad det er Umagen værdt baade at høre og see. Med denne Konst syndes nemlig Islænderne født, og desværre, synes den uddød med dem, men skal Nyaars-Tidens Vidskab blive værd at nævnes ved Siden ad Old-Tidens Syner og Middel-Alderens Konst, da maa den ogsaa efterhaanden kunne lære os at gienkalde Hine og efterligne Denne; thi kun deraf kan det sees, vi rigtig forstaae dem, og først da er de virkelig forklarede. Vist nok maa dette synes os, hvem Tydskerne har lært at forklare alt Fortidens Stor-Værk, uden at røre det med en Finger, en overdreven Fordring, men det er dog lige vist, at om de Syner, Man aldrig har seet, taler Man som den Blinde om Farver, og at Vind er Alt hvad de giør, som vil forklare os en Konst, de ikke har lært. Vil vi derfor blive kloge paa Menneske-Livet i det Hele, maae vi ogsaa lære at sætte os levende ind i alle dets Retninger, og i den Islandske, som netop var den Videnskabelige, opnaae det Mesterskab, de ubetimelig efterstræbde; men det følger af sig selv, at en saadan virkelig Oplysning ikke, som det blotte Skin deraf, hvormed vi har leget, kan være et Øiebliks eller een Menneske-Alders Værk, saa vi kan godt være bekiendt kun at fuske paa en Konst, det første Aar, vi staae i Lære.

✂ Dette maa da ogsaa tjene til Undskyldning for denne og mange andre Udsvævelser fra Hoved-Sagen, som her er at fortælle hvad Man veed om de store Begivenheder, der aabenbar ei blot vedkomme enkelt Mand og Folk, men hele Menneske-Slægten, og Læseren bedes nu saa godt som mueligt at optage Traaden, hvor den slap, nemlig ved den Normanniske Bedrift i det Ellevte Aarhundrede, som fører os lige til Kors-Togene, ja, midt ind deri. Den Normanniske Udvandring er nemlig den sidste fra Norden, saa med dem [den] sluttes Mønstringen af de nye Folk, der paa den store Skue-Plads maae tildrage sig vor Opmærksomhed, og det var nu Spørgsmaalet, om de vilde ødelægge hinanden, eller træde i en levende Vexel-Virkning og udrette Noget, der viiste, de var af samme Slægt, som Old-Tidens Hoved-Folk. Svaret er imidlertid ogsaa for mange Aarhundreder siden givet, til Nord-Boernes og Middel-Alderens Fordeel; thi Vilhelm Erobrer og Robert Viskard var jo Fædre til To af det første Kors-Togs berømte Helte, og vi staae da ved en Begivenhed, stor til Forbauselse, beundringsværdig til Verdens Ende!

✂

Kirke-Riget og Kors-Togene.

✂ Det er, siger En af det første Kors-Togs ældste Historie Skrivere, Herren selv, som vexler Konger og omskifter Tider' og han har i vore Dage opvakt hardtad hele Christenheden trindt om Land og opægget dens Kæmper til at udrive det trælbundne Jerusalem af de ækle Tyrkers Vold. Hvordan skulde det heller være skeet uden Guds Indskydelse, at Folk, som havde fuldt op af Alt, drog fra Solens Nedgang til dens Opgang i Strid mod Barbarer, forlod baade Huus og Gods, baade Kone og Børn, og taalde underveis med Glæde utallige Gienvordigheder I Hvor hørde Man vel nogensinde før om saadan en Skare af Fyrster og Hertuger, Ryttere og Fod-Folk, der rykkede i Marken baade uden Konge og Keiser, ja, om en Krigs-Hær, hvori den Ene stod ikke under den Anden, og hvor der gjaldt ingen Lov, uden Raadet, de Klogeste gav og Menig-Mand bifaldt*).

✂ Samme Tanker finde vi hos Vibert 1 (Guibertus), kun lidt yngre, men langt mere fornem, som derpaa anvender Salomons Ordsprog: Græshopperne have ingen Konge og holde dog Trop, og minder os derved om, hvad Anna Comnen meget alvorlig fortæller, at overalt hvor Kors-Farerne drog frem, havde de en Sværm af Græs-Hopper til deres For-Trop, som dog ingen Skade gjorde paa Sæden men kun paa Viin-Stokkene, hvoraf Tegns-Udlæggerne sluttede, løierlig nok, at der var ingen Fare for Byzantinerne men kun for Musel-Mændene**). En anden Bemærkning er derimod Vibert egen, den nemlig, at hvormeget Man end har for Skik at ophøie de forbigangne Dage paa de Nærværendes Bekostning, saa er dog baade Assyrers og Persers, Makedoners og Romeres berømte Krige kun Børne-Leg og Raseri, naar de sammenlignes med Kors-Toget, thi de store Krigs-Hære hist forsamledes kun under Svøben og tjende kun rasende Herske-Syge, medens her var en frivillig Forening af alle Christenhedens Folk til et Langveis-Tog, ei for at samle Penge og indtage Lande, men for at tilbagedrive Barbarerne, frede om Christenheden og ære den hellige Kirke***).

**) Baldriks Jerusalems-Krønike hos Bongars S. 84. ***) Annas Alexiade S. 284-85. ****) Vibert hos Bongars S. 470. *1 2. Udg. »Vigbert« 148

✂ Som et Exempei paa, hvor underlig Man ved denne Leilighed mødtes og følde sig forbundet, anfører han endelig, at der kom Folk, Gud veed hvorfra, ensteds i Barbariet, til en Fransk Havn, hvor Ingen forstod deres Sprog, saa det var kun ved at lægge deres Fingre over Kors, de kunde give tilkiende, hvad de reiste efter*), og det er unægtelig træffende, thi om Man end i den Franske Havn havde misforstaaet de Fremmedes Finger-Sprog, eller selv om det Hele kun var et løst Rygte, betegnes derved dog lige kort og godt den sikkre Kiends-Gierning, at fra Ebro til Raab og fra Middel-Havet til Island lærde Folk paa Kors-Togene ogsaa uden Ord, blot ved det fælles Banner, hvorunder de frivillig stillede sig, at betragte hinanden som Brødre.

✂ Denne høie Luft-Strøm1, der lod sig føle under alle Himmel-Egne (dulcis aura circumquaque spirans), saa Folkene, uden at opgive deres Ejendommelighed, dog syndes reent at glemme den over det store Fælles-Skab, seer Man, har ogsaa slaaet Vilhelm af Malmsbury, skiøndt den rigtig nok ikke har bragt ham til at glemme sin Spydighed, der, uden at tale om Skotternes Skudsmaal, er kiendelig nok, naar han siger: Vælsk-Manden løb fra sin Ræve-Jagt, Danskeren fra sit Drikke-Lag og Normanden fra sin Klip-Fisk. Aldrig, lægger han dog alvorlig til, saae Man vist saamange Hoveder under een Hat, saamange raa Folk bøie deres stive Nakker under et Aag, der egenlig intet Aag var, og det var endda det største Vidunder, at den utallige Skare drog fredelig giennem fremmede Lande og viiste saadan indbyrdes Kjærlighed, at Hitte-Gods blev Findederen ved at lyse op, flere Dage i Træk, for at det kunde gaae fra ham til sin rette Eier-Mand**).

✂ Saaledes betragtede disse tre udmærkede Mænd, i Slutningen af det Ellevte og Begyndelsen af det Tolvte Aarhundrede, Kors-Togene og den Begeistring [Opglødning] for Kirke-Riget, som avlede dem, og vi kan da forud vide, hvad Reise-Kapellanerne hos Raimund og Robert, hos Baldvin, Tankred og Boemund, som alt paa Toget havde Pennen bag Øret, har tænkt derom, saa naar de ærke-protestantiske Historie-Skrivere vil finde nogen Sympathi [Medfølelse] i den Tid, som Talen er om, maae de ogsaa glemme deres Slægt og **) Vibert hos Bongars S. 471. ***) Vilhelms Englands-Krønike IV. hos Savile S. 133. *1 2. Udg. »Dette høiere Aandepust« 149 deres Faders Huus, og reise til Maglegaard, hvor Prindsesse Anna med et naadigt Nik forsikkrer, de har Ret, naar de kalde alle Korsfarerne enten nedrige Hyklere eller Daarekiste-Lemmer*).

✂ Dette naadige Nik af Prindsessen i Byzants, der[som], havde Kors-Farerne ikke været, let kunde tabt baade Næse og Mund iblandt Tyrkerne, er imidlertid dog neppe Reisen værd, og den store Overeens-Stemmelse af Protestanternes Tanke-Gang i det Attende med Byzantinernes i det Tolvte Aarhundrede [er] neppe et af de Varsler for deres Frem-Tid, paa hvis Bekræftelse det er Umagen værdt at arbeide, og kunde en Historie-Skriver, der langt heller deler Kæmpernes Følelse, som øvede, end Dværgenes, som giennemheglede Bedriften, ei finde velvillige Læsere, maatte han dog langt heller skrive for de Døde end tækkes de Levende. At skrive for de Døde er imidlertid dog kun en daarlig Trøst, med mindre Man til dem ogsaa regner de »Ufødte«, og det maatte ret egenlig gaae til med Hexeri, om der ikke engang i Norden skulde findes aabne Øren for Ridder-Tidens Efter-Mæle, altsaa mangt et Øie blinke, der kan og skal aabnes ei mindre for Middel-Alderens end for Old-Tidens Stor-Værk, som er Vilkaaret for, at Nyaars-Tiden kan ogsaa faae Sit, som fattes endnu, og forberedes dog aabenbar ligesaalidt ved at giennemhegle, som ved at efterabe de Gamle!

✂ Et Opraab til Kors-Tog i vore Dage vilde nemlig, som Ny-Grækerne fik at finde, klinge ligesaa latterlig, som Fortsættelsen af Penne-Feiderne med Pavedom og Middel-Alder vil synes vore Efterkommere, saa Sagen er kun, at vi lære at betragte Kors-Togene i deres Tid som et beundringsværdigt Stor-Værk, hvorved Middel-Alderen og den ny Christenhed hævdede deres Selv-Stændighed, traadte i levende Vexel-Virkning med den gamle Tanke-Verden og udviklede den Ny, hvori vi nu leve, og hvis »Pinagtighed«, stor nok for Resten, dog ingen Sammenligning taaler med dens altomfattende Ypperlighed. Det er altsaa egenlig slet ikke for de Dødes, men for de Levendes Skyld: til vort eget og Efter-Slægtens Bedste, vi skal lære at lade baade Munke-Bur og Ridder-Tid, baade Kirke-Magt og Kors-Tog, vederfares Ret, og det ingenlunde den strænge Ret, som er hele Verdens Undergang (de Latinske Juristers: fiat justitia, pereat mundus), men **) Annas Alexiade S. 285. 87-89. 150 Billighed, som er den almindelige Menneske-Ret i indbyrdes Forhold, der endnu mindre af en Tids-Alder end af Enkelt-Manden kan trædes under Fødder, uden at udæske den strænge Giengiældelses-Ret, der tøver tit, men udebliver aldrig. Vore Latinske og Tydske Skole-Mestere har nu vel givet os det Huus-Raad, i Dødens Arme at foragte Efter-Slægtens Dom, men deels seer Man let, det, med denne Tanke-Gang, er aldeles ufornuftigt at spilde sin Tid paa Dom over de Døde, og deels er det en stor Forraadelse for levende Folk at giøre »Pagt med Døden og Forbund med Hel«, thi de sluttes aldrig saa forsigtig, at jo Livet derved gaaer i Løbet og Daaden ophører. Ønske vi derfor, at Nogen skal begeistres af [gløde for] vore Yndlings-Tanker, om fælles Bedste og Menneske-Held, til en kraftig Virksomhed, der aldrig kan finde Sted uden store Opoffrelser og Voven af Alt for Øieblikket, da maae vi hverken lære hinanden at foragte Efter-Slægtens Dom, eller give Efter-Slægten det slette Exempel at sværte og haane de hedenfarne Ædlinger, blot fordi det var, hvad det maatte være, deres og ei vor Tids-Alders Yndlings-Tanker, de glødede, kæmpede og opoffrede sig for, thi i begge Tilfælde stræbe vi at besvige vore Med-Levende for den virksomste Drive-Fjer til mandig og ædel Daad, som er den smilende Udsigt til et priseligt Efter-Mæle, et med Æren udødeligt Navn! At øve »Dyden for sin egen Skyld« er nemlig, som den Byzantinske og hele Verdens Historie lærer, det tommeste Munds-Veir under Solen, saa om det end i Maanen eller paa en af de andre Planeter skulde være en uudtømmelig Kilde til »store og gode Handlinger«, nytter det dog slet ikke os, og hvad de Christne vist nok med Rette kalde den ægte og mageløs kraftige Bevæg-Grund til store Opoffrelser, ædel og utrættelig Virksomhed, kan en Tids-Alder, som trøster sig med Død og Forglemmelse, dog allermindst regne paa.

✂ Alt dette er i Grunden saa klart, at Man i det Nittende Aarhundrede virkelig har begyndt at være billig mod Fortidens Lys, men med Middel-Alderen og Pavedommet[-dømmet], der ikke godt kan skilles ad, gaaer det aabenbar endnu sædvanlig Protestanterne 1, som det indtil Kors-Togene gik Spanier, Franskmænd og Italiener, med Romer-Riget og Romer-Sproget, saa de staae for deres2 Øine, som noget forfærdelig Stort, de har løsrevet dem fra og kan dog *1 2. Udg. »os Protestanter« *2 2. Udg. »vore«. I det flg. ligeledes »vi« og »os« for »de,« »dem« og »sig«. 151 i Grunden slet ikke maale sig med, men maa enten slavisk underkaste sig eller skye som en Pest og mane fra sig. Ligesom imidlertid Kors-Togene lærde Syd-Boerne, at hvad de havde gruet for, var kun magtesløse Skygger, saaledes vil det tilsvarende Stor-Værk, vi endnu skylde Menneske-Slægten, og Kæmpe-Roden, hvoraf vi randt, lære Nord-Boerne det Samme, men det Første, der udkræves til et nyt Stor-Værk, er en levende Forestilling derom og Lyst dertil, begge lige uforenelige med Miskiendelse af Fortidens Under-Værker og deres vældige Skabere [Mærkesmænd]. Mod Barbari og Tyranni, Menneske-Aandens og det Borgerlige Selskabs afsagte Fiender, gaves der i Middel-Alderen, i det Mindste syden for Elben, ingen anden Begeistring1 end den for Kirken og Chriristenheden, og hvad der i en Tids-Alder er den stærkeste Drive-Fjer til ædel Daad og gavnlig Virksomhed i det Hele, maa i Staten og dens Historie findes og kaldes al Ære værd, hvormegen Ulæmpe end deraf i det Enkelte kan være foranlediget, og hvormange Indvendinger der end med Rette, enten i Kirken eller i Skolen og deres Historie, kan giøres mod Begeistringens Kilde, dens Ægthed og reent aandelige Værd. At Nyaars-Tiden ikke deler denne Begeistring, har den klart nok beviist, og eftergjort Begeistring [Kiærlighed] er afgjort Usselhed, men, som Vid[en]skabs-Tid, maa den nødvendig lade det Store og Gavnlige under alle Skikkelser vederfares Ret, før dens eiendommelige Begeistring for »Frihed og Oplysning«, der desuden slet ikke er mere lydesløs end Middel-Alderens, kan frembringe noget Stort og Gavnligt, der lader sig sammenligne med, hvad vi har al vor Frihed og Oplysning at takke, og vanære os kun selv2 ved at nedsætte. Vi kværsiddende Nordboer, som trængde mindst til Kirke-Riget og havde derfor mest Uleilighed deraf, tog ogsaa mindst Deel i Kors-Togene og fristes derved til at vurdere dem lavt; men da Reformationen har lært os, hvor nemt Pave-Aaget lod sig afkaste, naar Man ikke behøvede det, og da netop vor ringe Deeltagelse i Kors-Togene viser, det var ingen tvungen Sag, maatte vi dog ganske have tabt den Historiske Takt, der saa hæderlig udmærker vore Fædre, hvis vi vilde vise netop dem af Middel-Alderens udvandrede Kæmper, som stilede høiest og gavnede mest, til Nastrond og Hel, istedenfor til Valhald, hvor djærve Modstandere vel *1 2. Udg. her og i det flg.: »Opglødning« for »Begeistring«. *2 2. Udg. »og hvad vi kun vanære os selv« 152 paa en Maade idelig fortsætte Kampen, men dog kun som en Skygge-Fægtning, der ei bryder Venne-Lag paa Hær-Faders Bænke.

✂ Ved en sælsom Øine-Forblindelse, selv en Efter-Vee af Middel-Alderens Tus-Mørke, har Man nemlig hidindtil for det Meste betragtet Kirke-Riget og Kors-Togene enten fra Prædike-Stolen i den Christne Kirke, eller fra Bord-Enden i den Latinske Skole, uagtet de dog kun høre meget lidt enten til Kirkens eller Skolens, men næsten udelukkende til Statens Historie, hvor Kæmpe-Høien under aaben Himmel er det rette Sted at see dem fra og viser os dem derfor i et ganske andet Lys.

✂ Sandt nok, at Paverne og deres Geistlighed, ved at udlede deres Kanoniske Ret fra Christus og St. Peder, hvis Rige, som bekiendt, var ei af denne Verden, paa Timen har tabt deres Sag paa et ordenligt Kirke-Møde, og at saavel de der gav, som de der tog Synds-Forladelse i Sold for Mand-Slæt og Løfte paa Paradis i Løn for Kors-Tog, med al Ret kunde dømmes til at staae aabenbare Skrifte, før de optoges i Menigheden; men saasnart de protestantiske Præster gaae et Skridt videre og overantvorde dem til den verdslige Arm, til, for Guds Skyld, om ikke at brændes, saa dog kagstrøgne og brændemærkede at sættes i Gabe-Stokken, til alle smaae og store Tyranners Jubel, og alle djærve Kæmper, for Andet end Penge og Jord, til Forsmædelse, Skræk og Advarsel, da forivre deres Velærværdigheder sig ikke blot, men anmasse [tilrane] sig den samme Magt over Samvittighederne og samme verdslige Indflydelse, som de nys fradømde deres Formænd, ja, forvexle, ligesom de, Guds Ret og Guds Sag med deres egen, og det uden at Man engang kan see, hvad Andre end de og deres Kirke-Patroner vinde derved.

✂ Selv i den Christne Kirkes christelige, men for Resten upartiske1, Historie vil da Paven i Rom faae den Æres-Erklæring, at kunde Nogen have Lov til, som Christi Stat-Holder og St. Peders Efter-Mand, at tildrømme sig en Geistlig Magt med verdslig Virkning, da maatte det langt snarere været ham, end baade Keiseren i Byzants og Kongen i England, der dog anmassede [tilranede] sig langt mere Herredømme over Troen og Tankerne end han. Uden derfor enten at fordølge eller forsvare Noget af al den Forkvakling, Christendommen *1 2. Udg. »just derfor billige« 153 har maattet taale, alle de slette eller dog fremmede Hensigter, den har maattet tjene, vil dens Historie vise, at Østen og Vesten, Catholiker og Protestanter, i den Henseende vel har Nok at lade hinanden høre, men Intet, som retfærdiggiør dem selv, saa ogsaa denne Skrift maa »indslutte Alle under Synd«, fra den Dag, da baade Hyrderne og Hjorden med Glæde valgde den Hedenske Keiser istedenfor »Aanden« til Christi Statholder. Ja, Kirke-Historien med Aand vil vise, at med »Aanden« forsvandt nødvendig saavel den ægte Oplysning som den sande Frihed, og at hvor Christendommen, som Stats-Religion, skal være en tvungen Sag, træder enten, som i Byzants, Keiser-Griller i dens Sted og blive en Lande-Plage under dens Navn, eller den forvanskes, som i Vester-Leden, efter de Folks Natur, der skal synes at rette sig efter den, saa det er kun et stort Guds Under, at Christendommen, langt fra at undergaae i dette Chaos [Virvar], reiste sig fornyet deraf og stræber med aandelige Vaaben at tilbagevinde sin oprindelige Frihed og Herlighed.

✂ Saaledes maa den Christne Kirke, naar den bliver sig bevidst, ikke blot skyde Hierarchi [Pavedom] og Kors-Tog, men al muelig Samvittigheds-Tvang og verdsligt Rygstyd fra sig, og med den Latinske Skole-Ret er vi let færdige; thi hverken udgav jo Paven sig for Ciceros Legat, ikke heller var han forpligtet til at være det, og hverken skyldte Korsfarerne Horats og Virgil for at have begeistret [henrevet] dem, ikke heller har de Latinske Classiker givet Menneske-Aanden Noget tilforn, som skulde betales dem, saa dersom Paver og Kors-Tog virkelig bidrog til at barbarisere Latin-Skolen og hæve de »levende Sprog« paa de Dødes Bekostning, da vil Menneske-Aanden, der altid tager Livets Parti imod Døden, slet ikke regne dem det til Onde. At imidlertid Romer-Skolens Anseelse og Pavedommets kirkehistoriske Grund-Lag reddede Romer-Sproget og de berømteste Latinske Værker fra Undergang, og at den levende Vexel-Virkning mellem Østen og Vesten, Kors-Togene frembragde, baade gav de Lærdes Kundskab og Folkenes Syns-Kreds en Udvidelse, de høilig trængde til, det vil i den Skole-Historie, [som] Aanden tilsiger, skaffe begge Dele, om ingen Lovtale, saa dog et Slags Aflad for deres andre Synder, som et efter Omstændighederne nødvendigt Onde.

✂ I Stats-Historien endelig, hvortil de ret egenlig høre, fortjene baade Kirke-Riget og Kors-Togene høilig at prises, 154 som de store Vidundere, der fremtryllede et borgerligt Selskab i Tyranniets Hjem, afvendte Barbariets frygtelige Indbrud, og fremkaldte en Virksomhed og Dannelse, Man aldrig før saae Mage til. Kun med det Jordiske og Timelige har Stats-Historien, saavelsom Staten, umiddelbar at skaffe, saa den kan hverken indlade sig paa Religiøse eller Skolastiske Spørgs-Maal, uden forsaavidt de har kiendelig Indflydelse paa Menneske-Livet og Virksomheden i det Hele, og den holder sig da igiennem Middel-Alderen til Christenheden, slet ikke for Kirkens Skyld i sig selv, men for den Menneskelige Virksomheds, og da især for den vældige Kamps Skyld mellem Tyranni, Dorskhed og Barbari paa den Ene, Frihed, Virksomhed og Dannelse paa den anden Side, hvoraf den ny Verden seierrig udspringer. Uden derfor at tage Hensyn paa, om Over-Troen i Østen eller i Vesten var størst og kirkelig talt farligst, foretrækker den uden al Sammenligning Vester-Leden, som den store Kamp-Plads, hvor Seieren vindes, og saa-længe Geistligheden der staaer paa Dannelsens og Frihedens Side, er den nødvendig Kirke-Rigets Lov-Talerske, uden Spørgs-Maal om, enten dets Stiftere og Opholdere, i Hjertet og i Grunden, var Jøder eller Hedninger, Christne eller Musel-Mænd.

✂ Som det gaaer med Kirke-Riget, gaaer det naturligviis ogsaa med Kors-Togene, saa det rager ikke Stats-Historien, om de var christelige eller ikke, og at de var Blod-Bad, det hverken roser eller laster den dem for, da det er hvad de har tilfælles med alle Krige, som, hvor umenneskelig end deres Kilde kan være, dog have for længe siden vundet Hævd paa at høre til Menneske-Livet i denne Verden. At de derimod var meget meer end blotte Blod-Bad, at de var en begeistret Kraft-Yttring af Kæmpe-Folket, som skulde fortsætte Ebræers, Phønicers og Grækers Levnets-Løb, at de udsprang af en dyb Eenheds-Følelse mellem Vester-Ledens Folke-Færd, som ved dem sammensmeltede til en Borgerlig Christenhed, og at de virkelig reddede denne Christenhed fra Tyrke-Pesten hvoraf den øiensynlig truedes, og avlede i alle Retninger den mangfoldigste menneskelige Virksomhed, see, det er Grunden, hvi Stats-Historien, trods alt Vildt og Væmmeligt i det Enkelte, løfter Kors-Togene i det Hele til Skyerne som et mageløst Stor-Værk.

✂ For den dybere Tænker kan det vel maaskee være baade en vigtig og vanskelig Sag at opdage Kilden til Kirke-Fyrsternes 155 og Kors-Farernes Begeistring, naar det er ham klart, den var for lav til at være christelig og dog for utyrkisk til at være mohamedansk, men Stats-Historien bryder sig slet ikke om de dybe Tænkere, naar de ikke giør Andet end at tænke og sætte deres Tanker paa Papiret, den holder sig udelukkende til de Kiends-Gierninger, som ved at virke stærk, bevise, de var selv Virkninger af en endnu større Kraft, og anmærker kun i Forbigaaende, om den samme Kraft kiendelig spores paa flere Steder og til forskiellige Tider. Det hører derfor langt mere til Skolens end til Statens Historie at betegne den Aand, der udrettede de store Ting i Middel-Alderen, men da det var Nordens Kæmpe-Aand, vil den Nordiske Historie-Skriver naturligviis gribe enhver Leilighed til at bemærke det, og virkelig mene, han giør sine Læsere en Tjeneste med, trods al Forklædning, at opdage den Sand-Skyldige.

✂ Det var nemlig fra Arilds-Tid en fix Ide[e] hos Nordens Vætte, at naar Man førde Sværdet som en ærlig Karl, med ædel Hu og brændende Had til Hrungner med »Steen-Hjertet« og alle hans Frænder, da kunde Man derved bane sig Vei til en virkelig Udødelighed i det usynlige Gladhjem, og da det nu var lutter Asa-Dyrkere, som deelde Romerriget i Vesten, hvor de aabenbar ingen Kæmpe-Aand forefandt, maa den, de siden fulgde, nødvendig have været deres egen. Antog de nu Christendommen, uden at blive besjælede af dens Aand, da tilegnede de sig aabenbar kun Saameget af Christendommen, som de lystede, og opfattede det med den Aand, de havde, hvoraf Følgen naturligviis ikke blev et Christeligt, men, naar det kom høiest, et forbedret Nordisk Levnets-Løb. Naar nu deres Bisper og Præster læste Bibelen, da kiendte de naturligviis kun daarlig Forskiel paa det Gamle og det Ny Testamente, og naar de stræbde at ordne deres Præstelige Tanke-Gang, fik Gregor den Store nødvendig meget mere Indflydelse paa den, end Nogen af Apostlerne. Da nu Gregor, saavel som allerede Cyprian, ansaae »Geistligheden« for den »hellige, almindelige Kirke« altsaa ogsaa den Kirke-Stat, hvori Geistligheden var Sjælen, for det rette Guds og Christi Rige paa Jorden, saa behøvede denne Tanke-Gang aabenbar kun at oplives og følges strængt af Nordens Kæmpe-Aand for at avle baade Kirke-Riget, Kors-Togene og alt Middel-Alderens verdslige Stor-Værk. At Nordens Kæmpe-Aand, der selv hos Angel-Sachserne syndes uddød, dog immer virkede i Løn og vaagnede øiensynlig med 156 Hildebrand og Kors-Togene, er underligt nok, men dog ingenlunde uforklarligt, da vi see den lyslevende hos Normannerne, som aabenbar var dens nye Apostler, hvorfor ogsaa Kors-Togene, som Man, ei uden Føie, allerede tidlig har kaldt »den Franske Guds-Tjeneste«*), maae, naar Man vil tale bestemt, hedde den Normanniske. Vel spore vi nemlig den samme Retning hos Frankerne og især hos Karl den Store, hvem vi derfor ogsaa finde canoniseret som Kirke-Rigets Stifter og Kors-Togenes Skyts-Helgen, men Frankerne var dog langt svagere i Aanden end Normannerne, som de derfor ogsaa kaldte »Bigotter«, saa Normannerne, som var de Første, der ordenlig tog Riger til Lehn af Paven og lod det viede Kors-Banner vaie, tilkommer det Meste af Æren for hvad vi beundre. Sandt nok, at det Geistlige (Aandelige) Rige af denne Verden, saavelsom den Skiærs-Ild og det Paradis, hvortil Paven havde Nøglerne, ikke mindre end de Nordiske Hedningers Asgaard, Hel og Valhald, var Kasteller i Luften; men de var dog bygt meget bedre og gjorde derfor anderledes Opsigt; thi vore gamle Skjalde lagde Grund-Volden i Luften, hvorved de kun alt for hurtigt naaede Jorden, men de præstelærde Byg-Mestere i samme Stil begyndte ved Jorden og endte kun i Luften, derfor stod Bygningen anderledes fast og kom, skiøndt den ingenlunde naaede Himlen, dog, ligesom Babels-Taarnet, til at stikke i Sky, saa vi maae beundre den langt meer end alle Gothiske Kirker med himmelhøie Spir af Kalk og Steen, der kun er Pave-Kirkens Skygger. Eller, uden Billede: vore Fædre i Heden-Old grundede deres Betragtning af Menneske-Livet paa deres egne Hjerne-Spind om Guderne, men Paven og hans Klerke grundede deres Æventyr om Forholdet mellem Himmel og Jord, Tid og Evighed, paa den sandfærdige Historie om Jesus Christus og om Christendommens vidunderlige Virkninger i Apostlernes Dage, ja, bygde paa et aandeligt Sandheds-Ord og lagde kun en kiødelig Mening deri, som Man maatte selv have Christendommens Aand for at skielne fra den Rette, og som især Normannerne tydelig beviiste, Man, med Nordens Kæmpe-Aand, kunde sværme vidunderlig for.

✂ Vil Man nu derfor sige, at Paverne og alle deres Klerke var nedrige Afskum, der blot af Egennytte og Herske-Syge med Flid fordreiede Sandheden og fanatiserede de arme Halv-Barbarer, **) Vibert kalder nemlig sin Kors-Krønike: Gesta Dei per Francos [egl.»Guds Gerninger ved Frankerne«]. 157 da kan Man det jo dristig, eftersom Døden har gjort baade Paverne og deres Normanniske Vaaben-Dragere saa dydige, at de hverken bide eller bande og kan, da de tie, antages for at samtykke; men Helte-Gierningen er rigtig nok ikke nær saa stor, som Deres var, og Man giør dem aabenbar Uret, thi betragtes de som Døde, giør de jo hverken Godt eller Ondt, som er værdt at tale om, og betragtes de som Levende, bør de jo i deres Tid nyde samme Ret, som vi i Vores: altsaa have »Tankerne toldfrie«, om de end ikke, som dog de fleste Bisper efter Karl[s] og Paver efter Otto den Stores Tid, hørde selv til de Halv-Barbarer, Man maa indrømme, kunde let, uden at være større Rakkere end vi, misforstaae saa dybe Ting, som et Rige der vel er i, men ikke af denne Verden. Da vi imidlertid ikke pleie at regne det saa nøie med en Smule Uret mod Andre, selv levende Folk, naar vi har Fordeel deraf, bør det tilføies, at det ingenlunde er de Døde men os selv, der har Skaden, naar vi glemme de store Begivenheder i den virkelige Verden over Retter-Gangen i Skygge-Riget, saa det er ikke blot meget billigere men ogsaa meget fordeelagtigere, som Græker og Islændere, at kalde Folk til Regnskab mens de lever og siden holde sig til deres brugbare Efterladenskab, end, som Ægypter og Tydskere, at lade Liget eller Skyggen giælde og undgiælde for Sjæl og Legeme.

✂ Dog, for ikke selv at glemme Begivenhederne i den virkelige Verden over Retter-Gangen i Skygge-Riget, vil vi uden al Forbeholdenhed indlade Sagen til Doms, med den Bemærkning, at enten Paver og Præster var gode eller onde, og enten det var Nordens eller Sydens Aand, der drev Kors-Farerne, saa har der i Middel-Alderen været et Kirke-Rige og et Pavedom, hvoraf hvad der nu kaldes saa er kun en magtesløs Skygge og en unyttig Byrde, men som i sine unge Dage ikke blot forherligedes ved Kors-Togene, men betragtedes af Folkene med dyb Ærbødighed, som et stort Naade-Middel til fælles Bedste, baade her og hisset, saa det var kun de ryggesløse Krigs-Folk og de naadeløse Herskaber, som misundte Geistligheden dens Magt og Indflydelse. Ikke blot Karl den Store, men alle de udmærkede Fyrster fra ham til Vilhelm Erobrer og Robert Viskard, ja, selv disse ingenlunde ydmyge Herrer, bøiede sig gierne for Paven og Geistligheden, og hvad der tækkes baade Høie og Lave, er i det Mindste ligesaa godt som de i det Hele.

✂ Dette Kirke-Rige var naturligviis, ligesom den »almindelige 158 Kirke«, beregnet paa hele Christenheden, men maatte dog indskrænke sig til Vester-Leden, og grundfæstedes kun, hvor vi endnu see dets Ruiner: i Italien, Frankrig, Spanien og Syd-Tydskland, og skiøndt det her forbyder sig selv, Skridt for Skridt at følge et Riges Opkomst, der egenlig ligger i Tanke-Verdenen, er det dog begribeligt nok, hvorfor Rom blev dets Hoved-Stad og den Romerske Vester-Leed dets Hjerte. Da nemlig Gother, Franker og Longobarder havde erhvervet Spydstage-Ret til Spanien, Gallien og Italien, opkom derved naturligviis ikke nye Borgerlige Selskaber, men de ulykkelige Lande fik kun en Mængde meer eller mindre barbariske Herrer, som, naar ikke en beroligende, formildende, forædlende og ei sjelden tugtende og kysende Kraft var traadt i Virksomhed, maatte gjort det opløste Rige til en daglig Val-Plads, indtil Barbarerne havde udtømt deres Kræfter, og en Enevolds-Tyran fornyet Keiser-Tiden. Denne baade Naadens og Sandhedens, baade Fredens og Retfærdighedens kraftige Stemme var nu aabenbar Christendommen, som den fandtes hos Bisper, Præster og Munke, og de kan derfor aldrig skildres saa nærige og herskesyge, eller saa vankundige og overtroiske, at de jo almindelig var baade de Skikkeligste og de Klogeste i deres Tid og paa deres Sted, medens deres egen Fordeel, saavelsom deres Kald, gjorde dem til Mængdens og de Ringes, til Fredens, Billighedens og Naadens naturlige Talsmænd. Geistligheden var en Levning af den Christne Kirke-Stat, som Barbarerne, naar de antog Christendommen, maatte skaane; Bisperne var det, som ved at tage Stæderne under deres Vinger, reddede dem fra reent at ødelægges; Geistligheden var det, som formaade Krigs-Folket til dog at holde Fred de tre Dage om Ugen, og tæmmede dem i det Hele saaledes, at Tilstanden blev taalelig, og Munkene arbeidede, med en beundringsværdig Utrættelighed og Selv-Fornægtelse, paa at faae Landene opdyrkede, Handværkerne i Gang og de nødvendigste Kundskaber i Omløb, saa Krigs-Folket fik at see, det var i Grunden deres egen Fordeel at bygge istedenfor at nedbryde, lærde at kiende bedre Sysler end Svir og Sværm, Slags-Maal og Mand-Slæt. Havde nu end baade Bisper og Munke alle været Engle, vilde der dog tit behøvedes andre Midler end rolig Oplysning og kiærlig Overtalelse til at bøie de haarde Halse, til at beskiærme i det Mindste Geistlige Personer og Kirkens Eiendom mod Vold og Mord, og i det Hele at sætte Ryggesløshed, Udsuelse og Herske-Syge Skranker, og jo svagere da Geistligheden 159 var i Aanden, des høiere trængde den, for at virke kraftig med vaabenløse Hænder, til et ganske eget Sværd, der vel, ligesom Aandens, udgik af Munden, men kunde føres uden Aand1, og det er da det i Middel-Alderen saa berømte og frygtede, siden berygtede og afskyede »Geistlige Sværd« eller Ban-Straalen, der skulde giøre hvem den ramde fredløs i Christenheden og, hvis han ikke fik Afløsning, fordømt i Evigheden.

✂ At nu et saadant Sværd, naar det ret blev virksomt, var ligesaa udsat for Misbrug som det haandgribelige Sværd i Fyrste-Haand, er aabenbart, og at det efter Kors-Togene blev grovelig misbrugt, er ligesaa; men det Geistlige Sværd udmærkede sig dog fra det Verdslige ved mange gode Egenskaber, som2 i Millioner Tilfælde hindrede grov Misbrug og gjorde selv den Groveste langt mindre farlig. Naar nemlig det Verdslige Sværd stræber efter Enevolds-Magt, da giør det Ondt fra Først til Sidst og ender altid, hvis det faaer Lov, som i Roms Keiser-Haand, med at afskiære selv Haabet om bedre Tider; men det Geistlige Sværd kan være ligesaa herskesygt, og maa dog, fordi det laaner hele sin Kraft af den herskende Mening, giøre meget Godt, før det faaer Magt til at giøre Ondt, og taber nødvendig igien endeel af sin Magt, hver Gang det grovelig misbruges, saa naar Hierarchiet er værst, er det dog et Onde, der, som den Romerske Pave-Magt fik at finde, sikkert faaer Ende.

✂ Hvorledes nu det »Geistlige Sværd«, der i Byzants kun var et Brænde-Jern, hvormed Tyrannen lod dem mærke, han ønskede et Paaskud til at myrde, i Vesten blev en Thors-Hammer, der bragde mange Tyranner til at bæve, og frelste utallige Slagt-Offere fra Bødlernes Haand, kan være vanskeligt nok at forstaae, men er derfor lige glædeligt, og Grunden til dette Særsyn var det latterligt at søge i den Vestlige Geistligheds udmærkede Snildhed, thi deels udmærkede den sig snarere, fra det Niende til det Tolvte Aarhundrede, ved Dorskhed og Dumhed, og deels stod den bestandig i Kundskab og Indsigt dybt under den Østlige. Kirke-Riget og Pave-Dømmet maa da nødvendig have udviklet sig af Folkenes Egenskaber under gunstige Omstændigheder, altsaa af Tidens Tarv ved Forsynets Styrelse, og Saameget er klart, at *1 2. Udg. »men kunde skærpes med Haanden,« *2 2. Udg. »ved mange gode Egenskaber fra det verdslige, da det« 160 skulde det Geistlige Sværd faae almindelig Agtelse, da maatte det bruges efter almindelig antagne Regler, og skulde det vinde Magt til at maale sig med det Verdslige Sværd, maatte Dets Kraft finde en af dette uafhængig Middel-Punkt, det er med andre Ord: skulde Kirke-Riget blive anseeligt og mægtigt, maatte det baade have faste Love og et frit Over-Hoved. Udslyngedes nemlig Ban-Straalen efter Tusindes forskiellige og foranderlige Luner, da tabde den snart sin Kraft, og kunde Man undgaae eller afvæbne den ved at sætte den nærmeste Klerk Kniven paa Struben eller give ham Øxen paa Nakken, da var den intet Vaaben mod de smaa, end sige mod de store Volds-Mænd, den netop først og fremmerst, for at gavne, maatte ramme.

✂ Det faldt derfor afsig selv, at Biskoppen i Rom, som var den Eneste, der kunde blive et frit og almindelig erkiendt Over-Hoved for Kirke-Riget, ingen Medbeiler og hardtad heller ingen Modsigelse fandt, under sin naturlige Stræben derefter. At Rom saalænge havde været Verdens Hoved-Stad, gav nemlig i Verdens Øine dens Biskop en Glands, der fordunklede alle Andres, han var desuden den eneste »Apostoliker« (Apostel-Eftermand) i Vester-Leden, og da Gregor den Store blev Benediktinernes Skyts-Engel og Angel-Sachsernes Kirke-Fader, bandt han hele den kirkelige Aands-Kraft til sit Apostoliske Sæde. Da nu endelig Rom i det Ottende Aarhundrede blev en »Fri-Stad«, hævede Kirke-Thronen sig der af sig selv, thi at Pipin den Lille og Karl den Store, der knælede for den og lod sig krone, ikke selv reiste den, det giver Fornuften. De viiste derimod, ved at understøtte og ære den, at Fyrsterne saavelsom Folkene følde Trang til en saadan Midler ikke blot mellem Gud og sig, men ogsaa mellem hinanden indbyrdes, og denne Omstændighed, at Magthaverne i Vester-Leden, som kun havde Spydstage-Ret til deres Riger, vilde dog gierne ei blot beholde dem i Ro men lade dem gaae i Arv, den var det, som gjorde Kirke-Riget og Pave-Dømmet mueligt, da det fulgde af sig selv, at den Krone, Kirken gav, kunde den ogsaa tage, og skulde tage, naar den sad paa et aabenbar ugudeligt Hoved; den Troskabs-Eed, som Kirken bandt Undersaatterne til, kunde den ogsaa løse dem fra, og skulde, naar de aabenbar mishandledes. Dette, følde hele den Vestlige Christenhed, var stiltiende Pagten mellem Kirken og alle Konger og Fyrster »af Guds Naade«, hvad vel vilde været forgiæves, dersom alle Karl den Stores 161 Eftermænd havde været ligesaa stærke og enevældige, men1 at En af Delene ikke forslog til at trodse det Geistlige Sværd, saae Man alt i Ludvig den Frommes Tid, og siden giennem fire Aarhundreder.

✂ Udvortes2 havde Kirke-Riget nu kun een farlig Fiende, nemlig Fordærvelsen i Rom, der, da Rom valgde selv sin Biskop, nødvendig maatte komme paa Thronen, og truede, som vi veed, virkelig i det Niende og Tiende Aarhundrede Riget med Opløsning, før det endnu ret var sammenvoxet, saa det frelstes kun ved Otto den Store, og forvandt i Grunden aldrig Hjerte-Stødet; thi hvor høilig end de letfærdige Romerske Valg-Dukker kunde trænge til en alvorlig Formynder, for ikke at sætte sig selv, eller deres Børn og Tilbedere, paa den »Hellige Stol,« saa maatte dog paa den anden Side det Apostoliske Høi-Sæde synke i Jorden, hvis Kongen i Tydskland, med eller uden Keiser-Krone, fik Magt til at besætte det med sine Skabninger, ligesom den Byzantinske Keiser besatte Patriarchatet i Konstantinopel.

✂ Anseer Man nu Kirke-Riget og Pave-Dømmet ikke blot for en Ulykke, men for Kilden til alle Ulykker i Middel-Alderen, da maa Man vist nok beklage de store Vanskeligheder, Kongen i Tydskland mødte under Forsøget paa at giøre Apostolikeren til sin underdanige Tjener, og derved skaffe det »Verdslige Sværd« frit Spille-Rum i Vesten som i Østen; men at disse Vanskeligheder mødte og fandtes uovervindelige, beviser unægtelig, at den Tydske Konges Anskuelse af det »almindelige Bedste« var hverken Tidens eller Forsynets, saa der hører en egen Partiskhed for det saakaldte »Hellige Romerske Rige« til at ønske, at dets Monarcher, med eller mod deres Villie, skulde, med Romer-Stadens og Romer-Stolens Frihed, afskaaret det Borgerlige Selskabs sidste Haab paa hin Side Rhinen og Alperne. Nu derimod, da det var langt fra at lykkes, bidrog Kampen, Tydskerne førde, først egenlig med Romer-Adelen, og siden med Normanner og Fri-Paver, vist nok Sit til, baade3 at der kom dygtige Mænd paa Pave-Stolen, og at disse ei blev enevældige; men da hverken de Frankiske eller Schwabiske Konger og Keisere engang tænkde paa at give Verden mindste Erstatning for det Rettens og Frihedens Bolværk, de stræbde at nedbryde, saa ligge de *1H. »... enevældige som han, men begge Dele var umuelige, og« *2H. »Udenfor sig« *3H. »baade til» 162 paa deres Gierninger, som det Borgerlige Selskabs lykkelig overvundne Mod-Standere [Avindsmænd]. De Nordiske Riger, og Nord-Tydskland tildeels, som havde beholdt sine Odels-Mænd og Arilds-Love, trængde vist nok ikke saaledes, som de andre Lande, til »Ring-Mur og Kirke-Stævne,« eller til et Fri-Sted og en Kirke-Fyrste, saa der adskildte de meer end de forbandt og høstede meer end de saaede, men saavel de Frankiske som Schwabiske Keisere beviiste, især paa Sachserne, at Odels-Ret og Arilds-Lov var dem hverken kiærere eller helligere end Pave-Dom og Kirke-Tugt, saa kunde de lænket Apostolikeren til deres Triumf-Vogn, vilde de sikkert, i Kraft af den »Keiser-Værdighed«, han havde skiænket dem, for Alvor stræbt at giøre de Nordiske, ligesom de Slaviske, Konger til Tydske Hertuger og disse igien til Keiserens Slaver.

✂ Dog, før Kors-Togene have vi kun med det Frankiske Keiser-Huus at giøre, og da især med Henrik den Fjerde, hvis Bansættelse af Pave Gregor den Syvende, og Trods mod den hellige Stol, forbausede Samtiden og er endnu Gienstand for lærde Trætter; men da Henrik, hvad Man saa end siger til hans Forsvar, var den Lille, der tabde, og Gregor [var] den Store, der vandt, maae vi vende os til denne Kirke-Rigets kæmpemæssige Høvding, for at see, hvad han førde i sit Skjold, og høre hvad han fristede.

✂ Denne Gothiske Pave, som det nu vilde være en Gru at beherskes af, men er en Fornøielse at skrive om, som død og begravet for mange Aarhundreder siden, var en Toskaner af Fødsel, og ventelig en Gother af Herkomst [Æt], da hans Døbe-Navn, Hildebrand (Slag-Sværd), er ægte Nordisk, og han selv »Didrik af Bern« saa liig, som en Pave i det Ellevte Aarhundrede vel kunde være den Gothiske Erobrer i det Femte. Sammenligner Man deres Breve, da finder Man endogsaa Hildebrands langt mere Gothiske end Thjodriks, naturligviis fordi Paven havde selv lært at føre Pennen, og lod derfor ingen Cassiodor sætte hans1 Ord paa Skruer, men gjorde Alle vitterligt: jeg er født til at herske, og før jeg skal fire, før vil jeg døe. At det ogsaa, skiøndt han var kun en Tømmermands-Søn, maa have været sunget for hans Vugge, at han skulde blive mægtigere end mange Konger, seer Man af det gamle Sagn, at førend han endnu kunde stave, lagde han *1H. »sine«. 163 sin Faders Spaaner saa godt sammen, at boglærde Folk kunde læse deri »han skal herske fra Hav til Hav«*). Hildebrand siger selv, han var opfostret i Rom til den Geistlige Stand, og forlod kun Byen for at følge sin Velynder Gregor den Sjette, som Tydskerne nødte til at tage sin Afskeed, og derpaa var han nogle Aar Munk i Clugny (i Bourgogne), men vendte tilbage med Leo den Niende (1050), og var, først som »Pavernes Herre og Mester«, og tilsidst som »Guds Tjeneres Tjener,« giennem en heel Menneske-Alder Kirke-Rigets synlige Hoved. Efter hans Raad har det da sikkert været, baade at Leo rykkede i Marken mod Normannerne, og at, da Man saae, det var et Misgreb, Nikolai 1 gjorde dem til sine Lehns-Mænd, medens Hildebrand selv forsikkrer, det var ham, som, trods »onde Tunger,« bevægede Alexander til at sende Vilhelm Erobrer Kors-Fanen og paa en Maade forlehne ham med England**). En Mand med saa gode Øine og paa saa høit et Stade i Kirke-Riget, som Ærke-Degn Hildebrand, maatte strax indsee, at Rigets Vel for en stor Deel beroede paa et »rigtigt Valg« af dets Over-Hoved, der ei vel kunde ventes af Roms Almue og endnu mindre af den Tydske Konge, og Nikolai den Anden (forhen Biskop Gerhard i Florens), som skaffede Apostolikeren den Normanniske Liv-Vagt, udgav da2 tillige (1059) den berømte Valg-Lov, der vel i intetsigende Udtryk forbeholder den Tydske Konge og Romerske Keiser hvad Ret de kan have, men bestemmer: at Paven skal vælges af »Cardinalerne«, i eller udenfor Rom, efter Omstændighederne, og tilønsker dem, der vil hindre eller tilintetgiøre et saadan ordenligt Valg, al timelig og evig Ulykke***).

✂ Intet under Solen er fuldkomment, og Noget af en »Polsk Rigs-Dag« maatte3 nødvendig altid følges med Valget til en Throne, der ikke blot var den Høieste paa Jorden, men gjaldt egenlig for »høiere end Himlene«; men herved sørgedes dog for, at »Patrioterne«, Faa eller Mange, indelukt eller udelukt, altid kunde træffe et Valg, som, naar de var »ægte«, tidlig eller seent vilde kiendes »gyldigt« af de Troende og sikkre Grund-Forfatningen. Øieblikket var ogsaa gunstigt, thi den myndige Keiser Henrik den Tredie, som var vant til at besætte Pave-Stolen **) Barons Kirke-Bøger A. 1073. ***) Gregors Breve VII. 25. hos Hardouin VI. 1444. ****) Bullen om Pave-Valget hos Hardouin VI. 1064 og i Barons Kirke-Bøger A. 1059. *1 »Nikolai« i 2. Udg. sat foran »da«. *2 »da« mgl. i H. *3H. »maatte der« 164 paa fri Haand, laae under Muld, og Tydskerne trættedes ivrig om, hvem der havde Ret til at raade for hans umyndige Søn, titomtalte Henrik den Fjerde. Da den ny Valg-Lov ved Nikolais Død (1061) første Gang traadte i Kraft, gjorde Tydskerne vel nogle Ophævelser, og vilde afsat Hildebrands gode Ven Alexander den Anden, men deels havde han Normannerne i Baghaanden, deels beviiste den berømte Damiani, Biskop af Ostia, soleklart, at hvad Ret end Keiseren, som Romersk Patricier, kunde have, lod den sig dog umuelig overføre paa et Barn, der ei kunde udøve den, og endelig fik Henrik den Fjerde snart, i Ærke-Bisp An af Cøln, en ny Formynder, der havde baade Øie og Sind for Kirke-Rigets Tarv og kiendte Alexanders Valg for gyldigt*).

✂ Efter Alexander var det nu Hildebrand blev valgt(1073), og det eenstemmig baade af Cardinalerne og Almuen, kun lidt hovedkulds, saa Man sprang reent de »tre Dage« over, da der, efter gammel Skik, skulde »fastes og bedes,« for at være vis paa »Aandens« Bistand, saa her kunde unægtelig Roms og det Apostoliske Sædes Skyts-Engel havt Ret til at giøre Indsigelse; men enten var Hildebrand selv den Eneste, der paaankede denne Uregelmæssighed, eller i alt Fald oversaae Kong Henrik den og stadfæstede Valget**).

✂ Hvad nu Hildebrand eller Gregor den Syvende, uforglemmelig i Christenheden under begge Navne, gik frugtsommelig med, det er langt fra at være nogen Hemmelighed; thi han gjorde i den Henseende ingen Røver-Kule af sit Hjerte, men raadte alle Konger og Fyrster, selv Vilhelm Erobrer, til deres eget Bedste, baade her og hisset, at blive St. Peders Lehns-Mænd, og han gjorde Alle vitterligt, at i det Mindste skulde Kongerne, langt fra at sælge Bispe-Stole og Abbedier til de Høist-Bydende, opgive al Lehns-Høihed over dem, da han ellers satte dem i Band og løste Undersaatterne fra deres Troskabs-Eed. Han gjorde ogsaa snart Alvor af det, ved at bansætte baade Kong Henrik i Tydskland, Kong Philip i Frankrig og selv sin »verdslige Arm« Robert Viskard i Apulien, og alle hans Samtidige forundrede sig over, hvor han turde, Kongerne fnøs over at han vovede det, og alle De, der havde kiøbt Bispe-Stole og Abbedier af dem, opæggede dem naturligviis mod den utaalelige Pave, der tordnede ligesaa **) Barons Kirke-Bøger A. 1061-62. ***) Sammest. A.1073. 165 stærkt mod Kiøberne, som imod Sælgerne; men Ingen drog i Tvivl, at han jo havde Retten med sig, saa det er ganske rigtigt, hvad han1 i sine Breve bemærker, at vel er han en Synder, men hvad Man fnyser over, er netop hans Nidkiærhed for hvad Man selv ikke nægter Navn af Sandhed og Ret. Han havde imidlertid en anden Yndlings-Tanke, som Mange ansaae for en Kiep-Hest, nemlig aldeles at afskaffe »Ægteskabet hos Geistligheden,« og da han drev paa det med samme Strænghed, gjorde han sig, om ikke forhadt, saa dog frygtelig for Mange, der ellers vilde været hans troe Tilhængere *), saa det er intet Under, at han fik et uroligt Sæde, men vel at han holdt Pinen ud og vandt i Grunden Seier.

✂ I det Aar, da Robert Viskard gik over fra Brindisi til Durazzo (1080)2, stod Gregor i sin høieste Glands, thi da havde han nylig, efter lang Vægring (for Salernos og Amalfis Skyld), løst Robert af Band og modtaget hans høitidelige Hylding; den Franske Konge var krøbet til Korset, og den Tydske havde ondt ved at forsvare sig mod en Med-Beiler til Thronen, som Paven yndede. Om det nu blot var af Overmod, han i dette Aar paa Ny bansatte Kong Henrik, kan findes tvivlsomt, men Andet var det ikke, der bragde ham til at spaae sin Mod-Stander den ufortøvede Undergang, der udeblev, og satte derved ikke blot ham selv, men alle hans Tilhængere, lige ned til Baronius, i stor Forlegenhed **), og samme Overmod sporer Man tydelig i To af hans Breve: det Ene til Vilhelm Erobrer, og det Andet til Ærke-Biskop Lanfrank i Canterbury***). I det Sidste stævner han denne sin gamle Ven, under Embeds Fortabelse, til inden fire Maaneder at møde i Rom, blot for at giøre ham sin Opvartning, og det Første er det stolteste Brev, der, udenfor Daare-Kisten, vel er flydt fra en Menneske-Pen. Det kan, skriver den Gothiske Pave, neppe være Eders Velviished ubekiendt (credimus Prudentiam Vestram non latere), at vel er den Kongelige Værdighed, saavelsom den Apostoliske, en af de to Ypperste, der skal regiere Verden, men at dog har den Almægtige gjort samme Forskiel paa dem, som paa Soel og Maane: det større og det mindre Lys (majoritatis et minoritatis), saa den Kongelige skal, næst Gud, **) Lamberts Aarbog A. 1074. hos Pistor I. 212. ***) Barons Kirke-Bøger A. 1080. ****) Gregors Breve VII. 25. VIII. 20. hos Hardouin VI. 1447. 1493. *1H. tilføjer: »tit«. *2 »(1080)« mgl. i 2. Udg. 166 lade sig styre og lede af den Apostoliske. En saadan Pille kunde nemlig være haard nok at fordøie for en langt beskednere Konge end Vilhelm, om den end havde været forgyldt, men her er den splitternøgen, thi Ovenstaaende er ikke en Bemærkning i Forbigaaende, men hele Brevets Indhold. Baade Vilhelm og Lanfrank var imidlertid meget for kloge og koldsindige til, for en saadan Overilelses Skyld, at slaae sig til den ægte Paves Fiender, saa da Kongen i Tydskland, efterat have fældet sin Medbeiler, Rudolf af Schwaben, vilde have sin selvgiorte Pave Clemens erkiendt i England, fik hans Gesandt, som, ventelig fra Frankrig af, følde sig for hos Lanfrank, et meget koldt og spidst Svar, hvoraf Meningen var, at, uagtet Man paa Øen endnu ikke havde taget Parti, var det dog bedst, han blev borte, da Man hverken gad høre [hørt] Gregor nedrevet eller Clemens ophøiet*).

✂ Dog, sine Engelske Venner, som bestandig havde spiist ham af, om ikke med Snak, saa dog med »nogle Pund«, kunde Gregor i sin Kamp om Verdens-Riget aldrig gjort mindste Regning paa, saa det var den anden Norman, Robert Viskard, det gjaldt om, og at han omsider gjorde Gavn, veed vi, men saavel af Gregors Lyk-Ønskning til ham efter hans berømte Seier over Keiser Alex, ved Durazzo, som især af to Breve til deres fælles Ven, Abbed Desider i Monte Cassino, erfare vi, at han dog ikke blot prøvede Gregors Taalmodighed, men skal have været nær ved at indgaae et Svogerskab med Kong Henrik, der, for menneskelige Øine, maatte slyrtet Gregor og bragt Kirke-Riget i yderste Forvirring**).

✂ Nu havde nemlig Henrik besluttet at drive Alt til det Yderste, rykkede mod Rom (1081), tog den Leoninske Forstad, hvor Peders-Kirken var, med stormende Haand, og lod der Biskop Vi[g]bert af Ravenna indvie til Pave, under Navn af Clemens den Tredie, medens Gregor maatte indslutte sig i Fæstningen St. Angelo og hele tre Aar vente paa Undsætning. Det maa vel synes underligt, at Henrik undte sin Fiende saa lang en Frist, men deels faldt hans Tydskere som Fluer, naar han vilde fortsætte Beleiringen om Sommeren, og deels bragde »Keiser-Kronen«, som han gierne vilde havt af den rette Haand, ham til, saalænge der var mindste Haab, at underhandle med Romerne. Da Gregor imidlertid ikke var at overtale **) Barons Aarbøger A. 1080. ***) Gregors Breve IX. 4. 11. 17. hos Hardouin VI. 1481. 87. 91. 167 til meer, end i det Høieste at hidse Keiser-Kronen ned fra St. Angelo, og lade tage den som et Rov hvem der vilde, valgde Henrik dog heller at lade sig en Anden paasætte af sin egen Pave (1084), kiøbde Rom for de Penge, Keiser Alex sendte ham til Krig med Robert Viskard, og gjorde Anstalt til at storme St. Angelo, men blev forstyrret ved Rygtet om Roberts Ankomst, som han ikke fandt det raadeligt at oppebie*).

✂ Efter Cassino-Krøniken maatte Robert stikke Ild paa Rom, for at give Borgerne lidt at blæse paa, mens han rykkede for St. Angelo og reddede Paven, og skiøndt Galfred, der sagtens var bedst underrettet, berigtiger det derhen, at det var først nogle Dage efter, Robert, for at dæmpe en rasende Opstand, lagde det Meste af Byen i Aske**), er det dog lige klart, at han udrev den hellige Fader som en Brand af Ilden.

✂ Landflygtig, og, som Alt hvad Normanner fik Fingre paa, i god Forvaring, døde Gregor Aaret efter (1085), som det syndes, overvundet, men dog i Grunden seierrig, thi han tilbagekaldte ikke, men gientog Bansættelsen baade af Henrik og Clemens; Man saae Mirakler skee ved hans Grav; Man satte ham paa Helgen-Listen som en Martyr for Guds Rige, og Riget gik giennem Aarhundreder i Arv hos hans »Geistlige« Afkom.

✂ Hildebrands Valg-Sprog var: forbandet være den, som holder sit Sværd fra Blod; og skiøndt han i sine Breve altid bemærker, at derved menes det »Geistlige Sværd«, der trænger ind til Marv og Been hos grove Syndere, saa er det dog klart, baade at de blodige Udtryk klang bedst i hans Øre, og at han heller end gierne saae det »Verdslige Sværd« fuldende hvad det Geistlige begyndte, saa havde han havt det til sin Tjeneste, vilde han ladt det drikke sine Fienders Blod, om mueligt, til Verdens Ende. Vi maae derfor, paa Menneske-Slægtens Vegne, være glade ved, at denne frygtelige Kæmpe hverken sad paa en verdslig Throne, eller kom, som han ønskede, paa et Kors-Tog til at staae i Spidsen for Christenhedens samlede Styrke; thi at han havde Mod paa det Hele: ikke mindre paa England, Rusland og de Nordiske Riger, end paa Spanien, Frankrig og Tydskland, beviser hans Breve, og hans Retfærdighed maa have været hvor stræng den vil, saa lærer dog alle Tiders Erfaring, at hvem der, som han, begynder med **) Cassino-Krøniken III. 48-49. 52. Bertholds Aarbog (hos Urstisius I.) og Barons Aarbøger A. 1081-84. ***) Galfreds Sicilianske Krønike III. 37.168 at hæve sig over alle Love, ender, om de faae Magt dertil, med at træde al Ret under Fødder.

✂ Det var strax efter sin Thron-Bestigelse (1074), at Gregor ved et Omgangs-Brev opfordrede hele Vester-Leden til at fare i Harnisk for Christendommen og frelse det Byzantinske Rige fra Tyrkerne, der alt stod for Konstantinopels Porte, og i et eget Brev udbad han sig den endnu ikke banlyste Kong Henriks Værge-Maal for Moder-Kirken, medens han selv, i Spidsen for over 50000 Mand, agtede at undsætte Konstantinopel, rette Grækernes Tro og tilbede i Jerusalem*). Siden synes Kæmpen, der ellers havde en god Hukommelse, at have glemt dette Stor-Værk over hvad der i Sammen-Ligning var Smaa-Ting, saa enten har det kun været en Flyve-Tanke, eller han har mødt en Koldsindighed, han fortvivlede om at overvinde. Begge Dele kan vel synes urimelige, da Gregors Tanker immer staae for os som nagelfaste (fixe Ideer), og Tiden klarlig viiste, at Kors-Tog var i dens Aand, men det er dog lige vist, at den Begeistring, der udtømmer sig i et Brev 1, er kun mat, og at selv den [det] Stærkeste aldrig forplantes ved Pennen, hvad Gregor, netop berømt for sin henrivende Veltalenhed, nødvendig selv maatte føle. Naar vi imidlertid betænke, hvad et Kors-Tog kunde og ventelig maatte blevet til i Vilhelm Erobrers, Robert Viskards og Hildebrands Dage, maae vi vist kalde det en stor Lykke, at Gregor ei var saa begeistret [indtaget] for det som en Yndlings-Tanke, eller dog at Timen var endnu ikke kommet, men skulde først slaae i Sønnernes Dage af disse Halv-Guder, der slet ingen Medlidenhed havde med Folk, som de er flest, fordi hos dem opslugdes alle andre Følelser af Lyst til Magt og Høihed. Vel var ogsaa Sønnerne Kæmper, som hverken fattedes Lyst eller Mod til at følge deres Fædre, men de fattedes dog Kraften til at svinge sig saa høit, og derved den vide, grændseløse Udsigt, som især gjorde Hildebrand, Middel-Alderens Herakles, saa mageløs frygtelig.

✂ Her staae vi da ved Kors-Togene, eller rettere ved den Begeistring [Opglødning], der avlede dem, og vel maa lignes ved »den Græske Ild,« hvis Tilberedelse var en Hemmelighed og hvis Brand maatte slukke sig selv; thi skiøndt vi godt veed, hvordan Begeistringen [Ildebranden] udbrød, og see paa Virkningen, **) Gregors Breve I. 49. Barons Kirke-Bøger A. 1074. *1 2. Udg. »det Blus, der kun slaaer op i et Brev,« 169 hvori den maa have bestaaet, saa er dens Opkomst, dens Styrke og Varighed os dog lige uforklarlige, saa vi maae blive staaende ved den Bemærkning, at der i den menneskelige Middel-Alder gives et vist forunderligt Brænd-Stof, som, naar det fænger, luer op med forbausende Kraft, og lader sig hardtad ikke slukke ved noget Middel, før det er fortæret Saaledes finde vi det nemlig baade i Enkelt-Mandens og hele Folke-Færds Levnets-Løb, saa efter Naturens Orden maatte det ogsaa vise sig i Menneske-Slægtens.

✂ Denne store Ild, optændt af en liden1 Gnist, udbrød, som bekiendt, i Slutningen af det Ellevte Aarhundrede, og den lille Gnist var i Franskmanden Odd fra Auvergne, der i Gregor den Syvendes sidste Dage, som Biskop i Ostia, havde været hans Høire-Haand2, og besteeg kort efter hans Død (1088) Pave-Stolen under Navn af Urban den Anden.

✂ Vel har nemlig den lærde Verden givet Peter Eremit fra Amiens Bestalling, som Kors-Togenes store Apostel, men det er en Værdighed, han, til Fornærmelse for »den hellige Stol«, kun alt for længe har baaret Skin af, da alle hans Samtidige, saanær som den Byzantinske Prindsesse, der hverken var sund i Troen eller vidste Beskeed om Vester-Leden, begynde med Paven og enten forbigaae Eremiten, eller lade ham komme drattende bag efter. For sin Storhed paa Papiret maa da Lille-Peter, næst Prindsesse Anna, som dog kun gjorde Nar ad det Hele, takke Vilhelm Tyrier, som, henved hundrede Aar efter, uden at benytte sine Forgiængere, skrev paa fri Haand om denne Heros, der efter hans eget Sigende, vel var en Lilleput (pusillus) af Vext og et Skumpel-Skud at see til (qvantum ad exteriorem hominem persona contemtibilis), men bar dog et stort Pund i en lille Æske. Det er nemlig saa overordenlig bekvemt, naar Man vil skrive Kors-Togenes Historie, da at følge Tyrieren, som giver et samlet Udbytte, istedenfor møisommelig at plukke sammen hos de Ældre, og da den Tyriske Ærke-Bisp, selv født i Øster-Leden, er vor eneste Hjemmel for Adskilligt derinde 3, i hans Dage, kan det let oversees, at han slet ingen Stemme har om hvad der længe før hans Tid skedie i Vester-Leden. Saalænge Man ikke veed, hvad Nytte Historien i Grunden er til, men betragter den snart som en Plage og snart som et Æventyr, lønner det aabenbar *1H. »lille« *2H. »høire Haand,« *3H. »vor bedste Hjemmel for Begivenhederne der,« 170 heller ikke Umagen at tage det saa nøle, og da er Peter Eremit, som en af de »smaa Aarsager til store Begivenheder«, desuden nødvendig alle de pragmatiske Historie-Skriveres Kiæle-Dægge, om hvem det fryder dem i Siælen at fortælle de utroeligste Ting.

✂ Siden imidlertid Kuku-Peter, som Prindsessen med1 Øgenavn oftere behager at kalde ham, engang er kommet for Orde, bør det dog vides, ikke hvad Tyrieren, seent i det Tolvte Aarhundrede, snakker udenad, men hvad en langt ældre Skribent, den eneste Vestlige, som begynder med Peter, havde hørt fortælle om ham. En Præst, ved Navn Peter, født i Amiens, og som havde været Eremit, var ogsaa kommet til den hellige Grav (som giennem hele det Ellevte Aarhundrede ganske besynderlig trak Vester-Ledens Christne til sig) og da han ordenlig gik i Rette med Patriarchen Simeon, hvorfor han vilde taale, at de Vantroe bespottede Helligdommen og plagede Pillegrimmene, svarede Patriarchen: fordi jeg er ikke meer end en lille Myre, mod dem at regne, saa det bliver vist, jo længer, jo værre, hvis ikke de andre Christne vil komme til Hjelp, gak derfor du og hils dem det fra mig! Det Ærende tog Peter sig gierne paa, og da han saa næste Nat sov ind over Bønnen ved den hellige Grav, drømde han, at Herren stod for ham og sagde: Peter! kiære Christen-Barn, stat op og gak til Patriarchen og faae et Sende-Brev fra ham, beseiglet med det hellige Kors, og skynd dig saa hjem til dit Fædrene-Land med Beskeed om al den Spot og Spee, vort Folk maa lide, at du kan opvække de Troendes Hjerter til at rense Helligdommen; thi giennem Fristelse og Fare skal nu Paradis oplades for de Kaldte og Udvalgte! Som sagt, saa gjort, Peter fik Brevet, gjorde Hjem-Reisen til Søes, gik i Land ved Bari og begav sig uforufortøvet til Rom, hvor han gav Apostolikeren Brevet og rygtede sit Ærinde. Saasnart han derfor2 kom hjem til Frankrig, begyndte han at prædike i Landskabet Beru (formodenlig Brie), og overtaide Mange, baade Læg og Lærd, baade Høi og Lav, baade Tyve og Røvere, Mordere og Meenedere, til at begive sig paa Reisen*).

✂ Dette, seer Man let, kan være sandt, hvert Ord, uden at Peter derfor paa nogen Maade var Sjælen i Kors-Togene, og kun derom er Spørgsmaalet; thi at han aabnede Feldt-Toget med **) Albert fra Aix3 hos Bongars S. 185. *1H. »med et« *2H. »derpaa« *3H. »Samlingen af Kors-Krøniker« 171 en talrig Skare af Rips-Raps, der var til Plage, hvor de kom, var til Spot i Byzants og blev af Tyrkerne i Natolien forvandlede til et Bjerg af Dødning-Been, derom er Alle enige*). Selv undgik Peter sine Stalbrødres Skiæbne, ved i Tide at liste sig bort, og fulgde [vel] siden med Fyrsterne til Jerusalem, men vilde dog ved Antiochien listet af igien, da han altid, naar der vankede braadne Pander, holdt mest af at være Eremit.

✂ Efter saaledes at være blevet Lille-Peter kvit, vende vi os til den store Begivenhed, der ved at udledes fra ham nødvendig maatte skrumpe sammen i Forestillingen til en Smaa-Ting i Grunden, der kun ved den vildeste Udsvævelse, baade i Indbildningen og i Virkeligheden, for et Øieblik vandt Skin af Stor-Værk.

✂ Det var da Hildebrands Fortroelige, Urban den Anden, der, blandt Andet, ved midt i Tydskland selv at bandlyse Keiseren, havde viist, han var af Slægten, ham var det, som mens hans Med-Beiler til det Apostoliske Sæde spillede Mester i Rom, ei blot havde Mod til paa Møderne i Piacenza og Clermont (1095) at stadfæste alle sin store Forgiængers Anordninger og bandlyse baade Keiser Henrik og den Franske Kong Philip, men havde Aands-Nærværelse nok til paa begge disse Møder at behandle alt Andet som Bisag, i Sammen-Ligning med den store Kiærligheds-Gierning, at forlade alle Ting, tage Korset op og følge Herren, som vinkede til Kamp mod de Vantroe, for hans Thrones Ære, for den hellige Grav og det forjættede Land, der kun alt for længe, til Christenhedens Skam, nedtraadtes af Hedningerne og besmittedes med alskens Uteerlighed. Disse Møder var ogsaa af en ganske egen Art; thi det var Folke-Forsamlinger, hvori de Lærde tabde sig mellem de Læge, og som holdtes under aaben Himmel, da ingen Kirke kunde rumme dem **), og denne Pave havde den dybe Følelse, at det »Geistlige Sværd«, som trænger til Marv og Been, udgaaer1 af Munden og stikkes kun i Skeden ved at føres i Pennen.

✂ Mødet i Clermont fordunklede imidlertid ikke blot det i Piacenza, men alle Middel-Alderens, vist nok ikke i Kirkens, **) Anna Comnens Alexiade S. 283-87. Robert Munk hos Bongars S. 32- 34. Baldrik sammest. S. 89-90. ***) Barons Kirke-Bøger A. 1095. * 1 H. »kun udgaaer«. 172 men i Kirke-Rigets og dermed I alle de nye Staters Historie, og det var intet Under, da Clermont ligger i Auvergne, Apostolikerens [og den franske Bravheds] Hjem-Stavn.

✂ Den berømte Tale, hvormed Urban optændte Ild paa Jorden, kan naturligviis ikke findes i nogen Bog, thi det er Aandens Hemmelighed, at dens Røst vel høres i det levende Ord, men Ingen kan sige, hvorfra den kom eller hvorhen den gik, saa vi bare os nok for at føre den i Penne og binde den i Bøger, og da det dog kun er Aanden som giør levende, slaaer Bog-Staven med Nødvendighed hver Tale ihjel, den beskriver. Enhver Tales Kraft maa derfor ene bedømmes af Virkningen paa dem, som høre den, og selv Skyggen af Urbans er vi uvisse om, deels fordi de der kan skrive mens det brænder omkring dem, springe sædvanlig det Bedste over, og deels fordi Opskrifterne her er saa forskiellige, at de Fleste aabenbar kun har meldt os hvad de vilde sagt om den Sag, naar de havde været i Pavens Sted. Vil vi imidlertid see en virkelig Beretning om hvad Ord der faldt, da skal vi naturligviis ikke gaae til den Tyriske Ærke-Bisp, der giættede sig frem, men til Robert Munk fra Rheims, som var selv tilstande og fortæller, at Paven, som rimeligt nok kan være, begyndte med at løfte sine kiære Lands-Mænd til Skyerne, som Kirkens Førstefødte og Kiernen af Menneske-Slægten, Guds Elskelige, de Udvalgte af Jorden, og gik saa over til de gruelige Tidender, Man spurgte fra Øster-Leden og det hellige Land, hvor et djævleblændt Folk, »fremmed for Gud fra Moders-Liv«, med den meest udtænkte Ondskab og Grumhed piinde Sjælen ud af Livet paa de Christne, og besmittede alle Helligdomme, uden at der var nogen Ende at see eller Hjelp at vente, med mindre det Folk, hvem Herren fremfor alle Andre forlenede baade Vaaben-Glands og Høimodighed, baade Kraft og Smidighed til at fælde hver Modstander, Frankerne nemlig, vilde reise sig. Hertil opmuntrede og opfordrede han dem nu, deels ved at pege paa Karl den Store (magnitudo Karoli Magni) og den gamle Franke-Kamp mod de Vantroe, deels ved at indskiærpe Herrens Ord: at hvem der elsker Fader og Moder, Hustru og Børn meer end ham, er ham ikke værd, og endelig ved at aabne de meest glimrende Udsigter baade her og hisset for stridbare Mænd, naar de, istedenfor at rives og slaaes om Fattigdommen i Hjemmet og derved daglig lægge Synd til Synd, stillede sig under den store Konges Banner, der kunde og vilde skiænke dem Synds-Forladelse 173 i Sold og Landet til Løn, som »flød med Mælk og Honning«, ja, skiænke dem baade det jordiske Paradis, hvor Jerusalem laae med den hellige Grav i Verdens Midte, og det Himmelske med Ærens uforvisnelige Krands.

✂ I denne Tone, siger Robert, blev Paven ved at tale fort, indtil han paa een Gang afbrødes ved det eenstemmige Raab fra utallige Munde: det er Guds Villie, ja, det er Guds Villie (Deus vult, Deus vult), og da Taleren hørde det, løftede han sine Øine til Himmelen, takkede Gud, vinkede med Haanden, til han fik Øren-Lyd, og sagde: kiære Brødre! i Dag opfyldes det paa Eder, hvad Herren siger i Evangeliet: hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, vil jeg selv være midt iblandt; thi Eenstemmigheden viser, det var ikke eder som talede, men Guddommen, som talede i eder, og derfor skal I ikke have noget andet Krigs-Løsen end det Guds Ord, som i Dag blev eder givet, men naar I gaae i Slag mod de Vantroe, raabe Alle med een Mund: det er Guds Villie, det er Guds Villie! Hvem der nu foresætter sig at være »et levende Offer« og giøre det hellige Tog, han betegne sit Ansigt eller sit Bryst med det hellige Kors, men hvem der virkelig tiltræder Reisen, han fæste det mellem sine Skuldre, thi der staaer skrevet: hvem der ikke bærer sit Kors paa Ryggen og kommer efter mig er mig ikke værd*).

✂ Disse Bogstaver kan nu vistnok ligesaalidt, som Tyrierens eller Baldriks, eller Vi[g]berts eller Vilhelms af Malmsbury, give os mindste Forestilling om Livet og Ilden i Urbans Tale og i Tilhørernes Sjæl, men da baade Taleren og hans Folk var »Franskmænd«, falder det Hele dog høist naturligt, og peger øiensynlig paa den hedenske Begeistring [Opglødning] med et blændende christeligt Skin, som skabde Kors-Togene, og paa den ny Verdens borgerlige Løsen: Folkets Røst, [er] Guds Røst!

✂ Det store Møde sluttede med en Synds-Bekiendelse i Alles Navn af Cardinal Gregorius, hvorpaa fulgde en høitidelig Afløsning og den Apostoliske Velsignelse, hvormed hver gik til Sit, og fortalde hvor store Ting de paa den uforglemmelige Dag havde baade seet og hørt; men de Geistlige, af hvilke over Trehundrede bar Hyrde-Stave, oplyste og opmuntrede Urban end ydermere næste Dag, til hver i sin Kreds at være Kors-Togenes værdige Prædikanter, og Man regner, at i den første Hede omtrent trehundrede Tusinder lod sig **) Robert Munks Jerusalems-Krønike, hos Bongars. S. 31-32. 174 korse. Biskop Ædmer (Ademar) fra Puy i Languedoc var den første Geistlige, og Grev Raimund af Toulouse den første Verdslige Herre, som tog Korset op, og det allerede ved Mødet i Clermont, hvor Urban derfor høitidelig udnævnede Ædmer til sin Fuldmægtig (Legat) paa Toget, og Mange saae i Raimund og ham ligesom Moses og Aaron gienfødte*)1.

✂ Det kunde være en stor Fornøielse, om vi havde det beskrevet, hvad enhver af Kors-Togets Høvdinger havde for, da han hørde Lyden af den store Basun og foer op til Kamp; men vi maae nøies med langt mindre, da der ingen Islændere var med i Spillet og Normannerne i det Høieste kun feie for deres egen Dør. En af Disse fra Midten af følgende Aarhundrede, vor ærede Kynding fra Malmsbury, som har skiænket Kors-Togene et langt Kapitel i sin Englands-Krønike, har imidlertid dog godt følt, hvad Man fattedes, og [har] derfor, saa godt han kunde, forestillet os de berømte Ledere, hvorved han ordenlig forsoner os med Normannerne i England, thi hvor matte og ligegyldige for alt Storværk de boglærde Angel-Sachsere var blevet, seer Man ret paa den Maade, Sachse-Krøniken, deres eneste svage Livs-Tegn, omtaler Kors-Togene, sigende: dette Aar, ved Paaske-Tider, blev der en gruelig Hurlumhei (mycel styrung) baade hertillands og mange andre Steder, ved det Urban, der kaldte sig Pave, skiøndt han dog slet ikke havde »det Romerske Sæde«, fik en urimelig Hob Folk, selv af Kvinder og Børn, paa Benene, for at slaaes med Hedningerne; men ved den Leilighed blev dog Kongen forligt med sin Broder Robert og indløste hele Normandiet af ham med rede Penge. Derpaa foer Jarlen (Robert) afsted og med ham Jarlen af Flandern og han af Boulogne og mange andre Høvdinger, som dog blev Vinteren over i Apulien, men af dem, der gik igiennem Ungern, omkom mange Tusinde jammerlig underveis, og Mange kom forsørgede og forsultede hjem i Vinter-Laget*). See, det er Alt hvad Angel-Sachseren fortæller os om det store Kors-Tog, saa selv Jerusalems Indtagelse nævner han ikke, men anmærk er blot i Forbigaaende, at om Efter-Aaret 1100 kom Jarlerne hjem derfra. Normannen beder derimod den vel underrettede Læser om Forladelse, fordi han, midt [ude] i **) Sachse-Krøniken A. 1096. *1 Noten hertil mangler i 1. Udg. og »*)« er udeladt I 2. Udg. 175 Nord-Søen, hvor der kun kom en svag Gienlyd af det Asiatiske Vaaben-Gny, ikke veed bedre Beskeed, men siger med Fornøielse Alt hvad han har kunnet baade høre og spørge om en Begivenhed, der i hans Øine med Rette fordunklede alle de Lovsjungne fra Heden-Old*).

✂ Gotfred, siger Vilhelm, baade i Sind og Skind beslægtet med Karl den Store, var en Søn af Grev Eustak i Boulogne (som hjalp Vilhelm Erobrer i Slaget ved Hastings), men efter sin Morbroder af samme Navn blev han af Keiser Henrik den Fjerde forlenet med Lothringen, og derfor var han med ved Roms Beleiring, hvor han hentede sig en haardnakket Feber, som han ikke blev kvit, før han lod sig tegne med Korset**).

✂ Var det vist, at Gotfred, der viiste sig saa begeistret [brændende] for Kirke-Rigets Sag, at han ikke blot førde Hoved-Banneret i den hellige Krig, men solgde til dens Tarv Alt hvad han havde og sagde sit Fædrene-Land for bestandig Farvel, dog havde været med at beleire Rigets Martyr i St. Angelo, da vilde det være en stor psychologisk [hjertelig] Mærkværdighed; men da ingen Samtidig har et Ord derom, og hans Moder sagde, han fra Barns-Been havde havt Mod paa Jerusalems-Toget***), [saa] er det sagtens kun et Rygte af samme Slags, som det inde fra Asien, at han skulde have været Henriks Mærkes-Mand i det berømte Slag med Kong Rudolf (1080) og selv fældet denne St. Peders kronede Vaaben-Drager med Banner-Stagen. Da dette tilgavns urimelige Rygte imidlertid i nogle Aarhundreder har havt det uforskyldte Held at giælde for en afgjort historisk Sandhed, maae vi gribe Leiligheden til at bemærke, at saavel dette som den hele romantiske Fortælling om Tve-Kampen, hvori Gotfred, skiøndt hans Klinge sprang, dog reddede sin Ære med Stumpen, er blot Noget som Vilhelm Tyrier, født og baaren i Asien, et hundrede Aar efter skrev op, uden at kunne drømme om, at vore »Kritiske Historie-Skrivere« vilde regne, hvad først han fortalde om gamle Europæiske Tildragelser †). Hvad der imidlertid binder Læsset og sætter den hidtil anvendte historiske Kritik i et meget ufordeelagtigt Lys, er at Ordrik, en samtidig

**) Vilhelms Englands-Krønike hos Savile S. 143. ***) Sammest. S. 133. 43-44. ****) Abbed Vi[g]bert hos Bongars S. 485. †) Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 766-67. og ellers ingensteds, før midt i det Trettende Aarhundrede kiendelig udskrevet af Ælfrik (Alberik) Munk hos Leibniz S. 181-82. 176

✂ Skribent1, udtrykkelig siger, at den Dronning, Kong Henrik behandlede saa ilde, at Gregor maatte bansætte ham, var Hertug Gotfreds egen Syster, hvorover han ogsaa greb til Vaaben og slog Keiseren af Marken*), saa Gotfred har formodenlig netop været paa Rudolfs Side i det Slag, Man veed, hans Folk vandt skiøndt han faldt.

✂ Raimund (sædvanlig kaldt Greven af St. Ægidii og St. Giles), siger Vilhelm, skulde, som yngste Søn, just ikke rose sig af Arve-Godset efter sin Fader, der fra ingen Ting havde svunget sig op til Greve af Toulouse, men han var saaledes om sig, at han blev Herre baade over Provence og Languedoc. Han var nu gammel og graa og havde mistet det ene Øie i en Tvekamp med Bispen i Cahors, men samme Bisp var nu hans bedste Ven og netop den, der overtalde ham til herefter kun at kæmpe under Korset**).

✂ Om alt Dette er saa ganske rigtigt, kan Man vel tvivle, men det er det Mærkeligste, Nogen melder om denne Kors-Togets Nestor, som for Resten udmærkede sig ved at beskikke sit Huus, som en Kæmpe for Korset, der sagde denne Verden Farvel og vilde lægge sine Been i det hellige Land.

✂ Om begge Roberterne, den Ene fra Normandiet og den Anden hans Flanderske Fætter, maa Vilhelm have vidst god Beskeed, men den lille Tykkert, med Kæmpe-Mod og Styrke men med meer end Drenge-Kaadhed og Letsindighed, veed vi nok, havde slaaedes med sin Fader og sine Brødre, ligetil han vendte sine Vaaben imod Tyrken, og om den Flanderske Robert har Man formodenlig [maaskee] før Kors-Toget ei vidst Andet, end at han ventelig vilde slægte sin Fader paa, den vældige Kæmpe, æret og frygtet trindtomkring, under Navn af Robert Friser. Denne Gamle-Robert (Svoger til Vilhelm Erobrer og Sviger-Fader baade til Hellig-Knud i Danmark og Grev Roger paa Sicilien) maae vi imidlertid ogsaa her lægge Mærke til, da Man siger, Keiser Alex havde skrevet ham et Brev til, hvori han paa en Maade opkaldte Vester-Leden til Kors-Tog. Vel har dette neppe været Keiserens Mening, men vi har dog slet ingen Grund til at tvivle om, at han jo virkelig har sendt Gamle-Robert et Brev, hvori han melder, at baade Harme over de Vantroes Formastelse og Grusomhed, **) Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne S. 639. ***) Vilhelms Englands-Krønike hos Savile S. 152. *1 2. Udg, »er at den samtidige Ordrik« 177 som gjorde Kirkerne til Stalde og selv til Moskeer, og Ærbødighed for de mange Helgen-Been, der hvilede i Maglegaard, og endelig, om aldrig Andet, saa Lyst til »de skiønne Grækerinder« burde bevæge Vestens Kæmper til at staae ham kraftig bi mod Tyrkerne*). Hans egen Daatter har nemlig fortalt os, at da Greven af Flandern (omt. 1090) kom som Pillegrim tilbage fra Jerusalem, svor han hendes Fader Huldskab og lovede at skaffe ham femhundrede Ryttere**), saa disse eller andre Flere har det sagtens været, Keiseren skrev til Robert om og brugde alle sine Overtalelser, der gierne, ved at falde i god Jord, kan have frugtet meer end han ønskede.

✂ Af Kors-Togets berømte Høvdinger har vi nu kun dets Odysseus og Achil, elier Boemund og Tankred, tilbage, men om dem forsmaae vi nødvendig Gienlyden i Malmsbury, da disse Italienske Normanner er os beskrevet af samtidige Penne, der sad dem meget nærmere og var tildeels i deres Reise-Selskab.

✂ Vi huske nok, at al den Glæde, Boemund omsider fik af sine Seire over Alex, var at Man sang Gade-Viser om ham i Maglegaard, mens Keiseren triumpherede, og det Værste var endda, at Lykken virkelig med det Samme vendte ham Ryggen; thi hans Stifmoder Gæta, hvem Anna beskriver som en Amazone, skildres ellers som en Hex, der havde de berømte Læger i Salerno, hendes Hjemstavn, i Ledtog med sig, og fik ei blot Robert Viskard til at giøre Boemund saa godt som arveløs, men vilde forgivet dem Begge***). Saameget er i alt Fald vist, at Gætas Søn Roger blev Hertug i Apulien, og Boemund maatte slaaes enstund med ham blot for at faae Tarent, Otranto og lidt andet Pillerie, saa han havde sikkert megen Lyst til at see sine Omstændigheder forbedrede, uden at være synderlig kræsen paa Midlerne, men naar Man i Malmsbury ymtede om, at det var vist ham der havde sat det i Pave Urban at overtale al Verden til Kors-Tog, for at han maaskee kunde blive Keiser i Konstantinopel †), see, da beviser det kun, at Man i Malmsbury tænkde ligesom vi, at, Eet af To, var Kors-Togene dog langt snarere Boemunds end Lille-Peters Aande. Man vilde imidlertid giøre baade Urbans og Gotfreds og alle de Andres Begeistring stor Uret ved at udlede **) Abbed Vi[g]bert hos Bongars S. 475-76. ***) Annas Alexiade S. 201-2. Vilhelms Englands-Krønike hos Saviie S. 105. ****) Ordrik hos Duchesne S. 644 -45. *†) Vilhelms Englands-Krønike hos Savile S. 130. 178 den fra Boemund, som enten slet ikke, elier dog kun meget flygtig deelde den; thi at han i Asien tænkde langt mere paa sig selv end paa den hellige Grav, lærer Historien, og selv hans gode Ven og Følge-Svend, Peer Tudebod, melder, at da Roberterne og de Andre kom til Italien (1096), da var det først Boemund begyndte at spørge, hvad det dog egenlig var, der gjorde den uhyre Opsigt i Verden?*). Boemund laae nemlig dengang og beleirede Amalfi, som havde sat sig op mod Normannerne, og hvad enten nu virkelig, som hans egen Skriver forsikkrer, Aanden kom over ham, da den stolte Ridder-Skare drog ham forbi med Korset paa Ryggen og »Guds Villie« i Munden, eller, som Galfred Malterre siger, Lysten foer i ham til ved denne gode Leilighed at høste hvad han og hans Fader havde saaet ved Durazzo og Larissa, saa korsede han pludselig ikke blot sig selv men gav sin prægtige Skarlagens-Kappe til Priis, og fik snart saamange Følge-Svende, at hans Broder og Farbroder, som han skulde hjulpet til at indtage Amalfi, af Mangel paa Folk maatte ophæve Beleiringen**). Galfreds Udladelser bør for Resten ikke komme Boemund til mindste Skade paa gode Navn og Rygte, thi en Historie-Skriver, som kalder det et stort Uheld, at Amalfi indtil videre beholdt sin Frihed, og kan slet ikke finde sig i, at Kæmperne brød op med det Raab: nu skal ikke mere Christne men kun Hedninger føle vort Sværd, han fraskriver sig al Stemme om hvad der begeistrer [opflammer] Helte.

✂ Det vidste derimod Radulf fra Caen godt, som har beskrevet Tankreds Bedrifter og havde selv med Fornøielse fulgt hans Banner, vel ikke paa Veien til Jerusalem men dog siden paa den til Edessa; thi han siger det reent ud, at hans Helt brændte, ja stod i lys Lue, af Begiærlighed efter Priis og Ære og at han derfor, skiøndt han aldrig roste sig selv, dog tilligemed Boemund ofte lastede den Dorskhed, der da var over Skriverne, de »Kiød-Hoveder« (ignavum pecus), saa de største Bedrifter maatte nu savne de stolte Mindes-Mærker, som fordum bortødsledes paa opdigtede Helte***). Høistmærkeligt er det ogsaa hvad Radulf lægger til, at skiøndt Kampen var Tankreds Liv og Lyst fra Barns-Been, slægtende deri tilgavns sine Morbrødre: de berømte Tankreds-Sønner fra Høistrup (Hauteville) paa, saa faldt han dog immer, naar han **) Peer Tudebod hos Bongars S. 2-3. ***) Galfred Malterre IV. 24. hos Muratori V. 599. ****) Tankreds Levnet hos Muratori V. 285-86. 179 hvilde sig, I dybe Tanker over det, Herren havde sagt: slaaer Nogen dig under det ene Øre, saa ræk ham det Andet, og tager Nogen din Kappe, da giv ham Kjolen med, hvad den verdslige Kæmpe aabenbar gjorde tvertimod. Først da Pave Urban gjorde Alle vitterligt, at hvem der bekiæmpede Hedningerne, havde deres Synders Forladelse, da først var det hans Helte-Mod ret vaagnede og hans Kræfter fordobbledes; thi da fik han Øinene op og saae, hvad Vei han skulde, istedenfor at han hidtil bestandig havde vaklet mellem Verden og Evangeliet, saa Man skulde ikke troe med hvilken Ild han greb Sværdet i Christi Tjeneste! Hvad nemlig »Skriften« siger herom, behøvede de moraliserende Historie-Skrivere slet ikke at indpræke os, thi hverken er det os ubekiendt, ikke heller leve de selv desmeer efter Skriften, fordi det kun er Smaa-Ting? ei Stor-Værk, de sværme for; men det er for alle beslægtede Naturer en stor Fornøielse at kaste et Blik ind i de ædle Kæmpers Siæl, som virkelig sværmede for Kirke-Riget og fandt derved Samvittigheden forligt med Kæmpe-Driften, og efter Samtidens eenstemmige Dom over Gotfred og Tankred, som Efter-Slægten sikkert vil stadfæste, svang ædlere Kæmper aldrig Sværd!

✂ Ad trende Veie drog nu den utallige Hær til Øster-Leden, saa Gotfred, med Hoved-Styrken, efter Anna: 10000 Ryttere og 70000 Fod-Folk, fulgde Lande-Veien giennem Ungern, Grev Raimund og Biskop Ædmer traadte i de gamle Gothers Spor langs med det Adriatiske Hav, og Resten gik til Søes fra Brindisi, Bari og Otranto til Albanien, men vi vil benytte os af det, baade før og efter Damp-Fartens Begyndelse, mageløse Befordrings-Væsen i Aandens Rige, og ved eet Spring komme til Magle-Gaard, hvor vi ogsaa har modent Ærinde, da vi der, langt bedre end i Jerusalem, baade kan overskue hele Kors-Toget og indsee dets Nødvendighed. Dog et Øieblik beder Prindsesse Anna os at standse underveis og see hvad hun peger paa, og skiøndt Kors-Togenes nyere Historie-Skrivere har været ugalante nok til slet ikke at ændse det, men heller travet giennem hele Ungern, Bulgarien og Dalmatien, hvor der ingen Verdens Ting var at see, uden Jammer og Elendighed, saa er det dog vor egen Fordeel at være anderledes artige; thi Prindsessen har aabenbar Ret, det er værd at se, hvad der gik for sig paa det Adriatiske Hav, blikstille, i klart Maane-Skin, Natten efter St. Nikolai Dag (6te Decbr.) 1096, og næste Morgen tidlig paa Kysten af Albanien.

180

✂ Her laae nemlig samme Nat et uhyre stort Sørøver-Skib, som, uagtet det havde tohundrede Roers-Karle, kom for Vind-Stille neppe af Stedet, og Styr-Manden saae med Forskrækkelse hele den Byzantinske Galei-Flaade komme roende lige imod, hvad han strax meldte Greven [Jarlen], Gud veed hvorfra, som havde fragtet Skibet til sig og sine femtenhundrede jernklædte Kors-Dragere. Denne lod da strax alle sine Folk fare i Harnisk, og, hvis end Skylden var, saa kom det ved en besynderlig Mis-Forstaaelse til en hidsig Fægtning med de Byzantinske Galeier, anførte af den tappre Marian, som var en Søn af Admiralen Nikolaos Maurokatakalon, der laae og krydsede i Farvandet og havde længe luret paa den store Viking-Snekke, men Slags-Maal har Man allevegne Nok af, saa det alene lokker kun Gade-Drenge. Sagen, hvi Prindsessen vinker ad os, er imidlertid den: at der var en Præst ombord, som da Marian kom til at saare Greven selv, blev som han var rasende, gjorde lyst med sin store Kors-Bue, som Prindsessen kalder en »Helved-Maskine,« og holdt ud, mens hans Selskab af tolv Kæmper blev tre Gange afløst, uagtet ogsaa han havde mangfoldige Saar og blødte som en Tyr. Tilsidst lærde Man imidlertid dog at forstaae hinanden ret, saa Greven overgav sig til Marians Førelse, men Præsten havde hverken Øine eller Øren for Andet end Fienden, og da han havde skudt sine Pile op, greb han en stor Steen i begge Næver og smak i Hovedet paa Marian, som Ajax paa Hektor (siger Anna selv), saa Hjelmen knustes og Byzantineren daanede, men kom sig dog igien og takkede Præsten med tre Pile, der alle ramde. Denne, som nu heller ikke havde flere Steen, foer omkring som et fortvivlet Menneske, til han stødte paa en Sæk med Skibs-Kavringer, der da paa Timen regnede ned over Fienden, og gav blandt Andet Marian et dygtigt Øre-Figen. Hermed endtes Slaget i Morgen-Stunden, men da saa Folkene var sat i Land paa den Albanske Kyst, hvor Byzantineren vilde, gik Præsten længe og ledte om Marian, hvis Navn han ikke vidste, men hvem han dog kiendte paa et Haar, og da han endelig fandt ham, omfavnede han ham som sin bedste Ven, forærede ham en vægtig Sølv-Kande og sagde: ja, havde det saa vel været paa fast Land, skulde en god Hob af Jer bestemt bidt i Græsset. Med de Ord faldt han om og døde af sine mange Saar*).

**) Annas Alexiade S. 289-98. 181

✂ Jeg haaber sikkert, Læseren vil være enig med mig om, ikke blot ædelmodig at skiænke Prindsessen hendes lange Moralisering for den døde Præst, skiøndt den er meget ubetimelig, men ogsaa at takke hende i Graven for det deilige Træk af Halv-Barbarernes Ridderlige Kæmpe-Liv, hun alene har opbevaret os, saa det skal kun være til den heltelig stridbare Præste-Mands lovlige Undskyldning i sin Tid, vi bemærke, at vel gjorde det Byzantinske Præsteskab ikke som han, men de gjorde, hvad der var ligesaa upræsteligt, hardtad slet ingen Ting som er værd at nævne, end sige da aandelige Helte-Gierninger, som kunde fordunkle hans de Hjertelige.

✂ Hermed staae vi nu midt i Magle-Gaard, hvor vi vel har mærket, Prindsessen, bedre end de Lærdeste i Vester-Leden, kiendte sin »Homer« og havde Øie for hvad der lignede hans Helte, men vi høre ogsaa af hende selv, det var kun ved et besynderligt Lykke-Træf; thi istedenfor at læse »de Gamle« og stræbe at tænke og føle med dem, havde Man nu i den Byzantinske Skole hittet paa »at giøre Stil« i allehaande Sprog, hvorpaa hun selv havde maattet spilde en stor Deel af sin bedste Lære-Tid, saa hun kom seent til, hvad Grammatikens Træl-Dyr aldrig naaede, Aanden i Homer og Plato*). Vi som, hvis vi kom saavidt, ligesaavel maae takke vor gode Lykke og ingenlunde vore gode Skole-Mestere derfor, har vist nok Intet at lade Byzantinerne høre, men vi kan have meget godt af at speile os i dem og see paa det marvløse, visne, hensmuldrende Rige, under hvilke Stjerner »Stile-Mageriet« er født, og hvad Samme, med hele det steendøde, dræbende, aandsfortærende Bog-Ormevæsen har at betyde! Naar nemlig Livet ikke skal gaae i Løbet men vinde ved Grammatiken, da maa den, ligesom Opskiæringen (Anatomien) komme allersidst og kun øve sig paa »de Døde,« saa naar den vil gaae i Spidsen og ordne Livet i det Lærde Væsen, da er det netop, som i den Æsopiske Fabel, Slangens Hale der vil føre an, hvad Hovedet maa være meget svagt for, trods sine Øine, at tillade, og hvad, naar det skeer, naturligviis igien gaaer ud over hele Legemet!

✂ Men i det vi saaledes give Prindsessen fuldelig Ret i hendes Anke over et Skole-Væsen, hvori Haar-Kløveri er Hoved-Sagen og Liv-Løshed Sjælen, maae vi dog vel vogte os for at bryde Staven over den store »Vaisenhuus-Skole«, Keiser Alex i denne Smag oprettede; thi saavel den, **) Annas Alexiade S. 485-86. 182 som hele Alexes Virksomhed giennem mere end en Menneske-Alder (1081-1118), og Byzantinernes Bestræbelser i det Comnenske Aarhundrede (1081-1180), gjorde efter Omstændighederne Menneskeheden en stor Tjeneste, uden at Andre end Tyrker og Barbarer tabde derved. De gamle Grækers Aand, som Skolen vist nok skulde og, havde Den selv havt den, sikkert ogsaa vilde stræbt at vække og nære, denne Aand havde nemlig, siden Justinians og Prokops Dage, giennem hele fem Aarhundreder været baade Staten og Skolen saa fremmed, og den umuelig kunde tabes ved de aandsfortærende Stile-Øvelser og ved Lexe-Ramser; men dette Boglige Spøgeri (ludus literarius), denne Leg af de gamle Børn paa de Unges Bekostning, kunde dog, som Tiden viiste, vedligeholde en Slags Børne-Lærdom i det gamle Sprog og en overtroisk Ærbødighed for de »Classiske Værker,« som ene gjorde Videnskabelig Gienfødelse af Aanden muelig. Det var nu ogsaa paa den høie Tid, thi den store Grammatiker, som sønderlemmede Homer, Ærke-Biskop Eustathius i Salonik, fra det Tolvte Aarhundrede, var samtidig med den berømte Landsby-Skolemester Theodor, som, for at forstaaes af Folket, vovede at skrive ligesaa barbarisk, som de snakkede*), saa naar Man, uden Aand, skulde blive ved at læse Ionisk og skrive Attisk, maatte Man nødvendig lære Grammatik og skrive Stiil. Medens det derfor inderlig maa glæde os, at »det levende Sprog,« der aldrig kan være saa barbarisk, det jo er Folkets Livs-Aande, gjorde sig giældende i Bøger for »Fattig-Folk«, hvorved det blev mueligt, hvad vi har seet og herefter skal see paa Ny-Grækerne, maae vi dog, for Vester-Ledens og vor egen Skyld, betragte »Vaisenhuus-Skolen« i Maglegaard, for Aandens Fader- og Moder-Løse, som vor Øie-Steen, til den lod sig flytte med Fordeel midt ind iblandt os, vist nok ei for der at foreviges, men, for at oppebie sin rette Bane-Mand, der ingenlunde er Tyrke-Pesten men Græker-Aanden! Hvor klart det derfor end er, ikke blot at Prindsesse Anna med Rette kalder Skolen aandløs, men at hun selv, der finder, at hendes Faders »gyldne Middelmaadighed« fordunkler de »Homeriske Helte og overgaaer Platos Begreb**), stod ikke nær saa høit som hun indbildte sig over de »Stilianer og Longobarder«, hun ei anderledes vil nævne, ja, uagtet **) Ny-Grækeren Koumas Menneske-Historie IV. 401. ***) Annas Alexiade S. 271. 183 Prindsessen maa ene takke Robert Viskard og Kors-Farerne baade for at hun saae et Glimt af Aand og fik Noget at beskrive, der var Glimtet værd, saa var dog Øinene hendes egne, Skole-Gangen uundværlig, og Byzants, baade for Dens og hendes Skyld, godt værd at frelse fra Tyrkerne, om dertil end hørde et Kors-Tog.

✂ Hvorvidt nu Alex og hans lærde Daatter følde, at kun et saadant Vidunder kunde frelse Maglegaard fra i det Tolvte Aarhundrede at besættes af Seldschukiske som den i det Femtende virkelig blev besat af Osmanniske Tyrker, det seer Man let, er en Bisag; men da Anna, der maatte vide det og har virkelig gjort den historiske Sandhed mange Smaa-Offere, langt fra at nævne det Gesandtskab til Paven om Bistand mod Tyrkerne, kun en Tydsk Annalist omtaler*), udtrykkelig forsikkrer, at Keiseren blev meget forskrækket ved Rygtet om Kors-Toget**), maa han dog nok have bildt sig ind, at med endeel Franker i Sold, allevegne fra, og Væringer fra Thule, kunde hans mageløse Snildhed ligesaavel blive Tyrkerne, som den blev Normanner og andre Barbarer kvit. Vi derimod, som hverken har nær saa høie Tanker om, hvad hans Snildhed formaaede, eller kunde trøstes ved den Tanke, at Ulykken ikke var skeet i hans eller engang i Comnenernes Dage, naar den dog var skeet meget for tidlig, vi maae drage en ganske anden Slutning, især af hvad hans egen Daatter har været saa god at fortælle os, nemlig den: at var de Seldschukiske Tyrker ikke blevet saa godt som tilintetgjorte ved Kors-Togene, vilde de i det Mindste naaet ligesaavidt som de Osmanniske siden, og havde Osmannerne kunnet begynde i det Fjortende Aarhundrede hvor de slap i det Sextende, da havde de neppe engang endt med, som Man spaaede, at vande deres Heste i Kolding-Aa!

✂ For Tyrkernes og Kors-Togenes og da især for vor egen Skyld maae vi nu kaste et Blik paa de Musselmanske Ene-Mærker, som vi, siden Ommiadernes Afgang og Frankernes Indgang i Historien, har overladt til den Forglemmelse, hvormed baade de og vi var bedst tjent. Kun i Forbigaaende har vi anmærket, at det allerede i det Ottende Aarhundrede øiensynlig begyndte at gaae Krebs-Gang med Caliphatet, da Spanien rev sig løs, og kun i Forbigaaende tilføie vi, det gik **) Berthold hos Urstisius I. 373. ***) Annas Aiexiade S. 283. 184 siden ligedan med Nord-Afrika og Ægypten, medens Bujiderne udbredte sig fra det Caspiske Hav over Persien, be herskede Bagdad og levnede kun Caliphen den tomme Titel, og, saalænge det behagede hans Herre (Stor-Emiren), et fedt Leve-Brød! Dette skedte i det Tiende Aarhundrede, om end ikke til stor Fordeel, saa dog til megen Lettelse for Byzantinerne, som derfor under det Makedoniske Huus syndes at forsvare sig tappert og fatte Haab om Fornyelsen af bedre Dage; thi ikke blot indtog de under Nikifer (Nikiphoros Phokas), som vi kiende af den Sachsiske Historie, Kypern, Edessa, og, ved natlig Overrumpling (969), Syriens Hoved-Stad Antiochien*), men de beholdt dem ogsaa. De eneste Muselmanske Fiender, som endnu giorde dem Bryderi, var Fatimiderne, som havde oprettet et eget Chalifat i Ægypten, indtog Sicilien og var imellem nær ved at beherske Havet; men nu, da Normannerne havde taget Sicilien, var det omtrent forbi med Fatimiderne, og de havde aldrig været Noget i Sammenligning med Seldschukerne, som dagedes først i Midten af det Ellevte Aarhundrede og rykkede blot i een Menneske-Alder Konstantinopel saa nær, at hvem der havde Vinduer til Stranden, turde knap see ud ad dem, saaledes mylrede det af Tyrker paa Kysten derovre**).

✂ Allerede Togrul, som kom fra det yderste Mørke og indtog Persien og Bagdad, lærde nemlig Byzantinerne at kiende, og hans Eftermand, Alp Arslan (den store Løve), traadte allerede bogstavelig Keiseren paa Nakken, skiøndt det netop, efter Byzantinernes Sigende, ved en besynderlig Undtagelse, var en stor Helt. Denne »Roman-Helt«, som Man, uden at mene noget Ondt dermed, nødvendig maa kalde ham, hedd Romanos Diogenes, og1 prøvede, i den forvirrede Tid mellem Arsaciderne (det Makedoniske Huus) og Gomnenerne, selv at svinge sig paa Thronen, men hans Forsøg blev kvalt i Fødselen, og han blev kun ført ind i Palladset for at høre sin Dom. Hans Skæbne laae nu i Keiserinde Eudokias Haand, som af sin Gemal (en Ducas) var udnævnt til Rigs-Forstanderske i Børnenes umyndige Aar, imod den Forskrivning ei at gifte sig, men for hendes Øine fandt den smukke, drabelige Krigs-Mand saa stor Naade, at hun ikke blot tilgav ham hans **) Zonaras XVI. 25-26. ***) Annas Alexiade S. 95. *1 2. Udg. »... ham, Romanos Diogenes, prøvede«. 185 Overilelse, men besluttede, om mueligt, at dele Thronen med ham. Kvinde-List er uden Ende, siger Ordsproget, og det maatte Patriarchen (Ksiphilin) bekiende; thi ved at lade, som hun havde et godt Øie til en Frænde ad ham, fik Keiserinden ham til at løse hende fra sit Løfte og tilintetgiøre Forskrivningen, som var ham betroet, og derpaa giftede hun sig med Romanos Diogenes. Den Lykke var imidlertid, som Man nok kan tænke, langt fra at være ham umisundt, saa efter tre Aars Glimmer faldt han (1071) ved Forræderi i Tyrkisk Fangenskab, og da Sultanen, efter at have traadt ham paa Nakken, ganske uventet tog ham til Naade, sluttede en efter Omstændighederne taalelig Fred, og gav ham løs paa sit Æres-Ord, fandt han med Forskrækkelse Konstantinopels Porte lukkede, Thronen besat og sig selv erklæret fredløs. Enstund haabede han vel, ved Tyrkens Hjelp, at faae Opreisning, men faldt i sine Avinds-Mænds Hænder og leed, trods de helligste Løfter, en forsmædelig Død*). Heraf tog Arslans Søn, Malek, Anledning til at skikke sin Frænde, Soliman, ind i Natolien, ikke for at overfare men for at indtage og beholde det, og han fandt saagodt som ingen Modstand, thi den Michael Dukas (med Øge-Navnet Parapinakion *dolgoeO* Nittengryn), der afløste Romanos: den samme fede Mikkel, der besvogrede sig med Robert Viskard, gik vel flittig i Skole hos den berømte Michael Psellos, men lærde ingen Ting af ham**), og da naturligviis allermindst at fordrive Tyrker. Da derfor Alex kom paa Thronen (1081), forsikkrer hans Daatter, som sagt, at der var kun en Smule Vand mellem dem [Tyrkerne] og Konstantinopel, saa kunde de sluppet over i en Hast, havde der ingen Redning været.

✂ Saaledes stiftedes da Sultanatet i Rum (Romer-Riget), nu kun berømt ved sit Fald, men, tænkes Kors-Toget bort, sikkert nok paa at blive selv den »Høie Port«, som kunde svare til Navnet; thi i Tyrken havde Mahomed aabenbar fundet en ny kæmpemæssig Beiler til sit Paradis, og var ikke den ny Kæmpe-Beiler, Christus ogsaa havde faaet til Sit, betimelig traadt i Kreds med ham, maatte Byzantineren, der alt sank i Knæ for Araberen, snart, som Romanos Diogenes, sunket i Støvet for Seldschuken.

✂ Alex, siger hans Daatter, som ved sin Thron-Bestigelse forefandt Riget i Krig baade med Tyrker og Normanner, uden **) Zonaros XVIII. 10-15. ***) Sammest. 16.186 Hær og uden Penge, nødtes til at skiænke Tyrkerne baade Fred og Foræringer, paa det Vilkaar at de skulde lade Bithynien uanfægtet*), det er paa reent Dansk: han maatte ligefrem afstaae dem hele Natolien, saa nær som Kysten ligeoverfor Hoved-Staden og endda give dem Penge til. I Krigen med Robert var hans Tyrkiske Leie-Tropper iblandt dem, Keiseren stolede mest paa, og efter saaledes ei blot at have viist dem Veien til Europa, men gjort dem til sin Svagheds Øien-Vidner, maatte vi selv kunne slutte os til, hvad Art det havde med hans følgende Krigs-Erklæringer imod dem, men hans Daatter har sørget for, vi skulde vide det tilgavns, i det hun omstændelig har fortalt os, hvorlunde det, selv efter Solimans Død, da hans Emirer sloges om Byttet, ei var Keiseren mueligt med al hans Magt og List og Bestikkelser at faae Nikæa (Is-Nik) tilbage, som Soliman havde gjort til sin Hoved-Stad. Siden, da det lykkedes Solimans Søn, Kilidsch Arslan, igien at samle Riget, gik Keiserens Tanker ikke engang nær saavidt, men det var hans høieste Ønske paa den Leed, at kunne sikkre Nikomedien (Is-Mid), den eneste betydelige Stad, han eiede i hele Asien, og naar Man hører, hvilket uoverstigeligt Bolværk han desaarsag reiste mod Tyrken, maatte Man baade lee og græde; thi Prindsessen fortæller med megen Velbehag, hvorlunde det lykkedes ham at oprense en gammel Grøft, og, for at Tyrken hverken skulde springe eller vade derover, fik han ved gode Drikke-Penge mange firskaarne Bønder-Karle til hardtad at forslæbe sig paa uhyre Kampe-Stene, hvoraf han bygde det saakaldte »Jern-Taarn« udenfor Byen**).

✂ Det kalder Man at gaae forsvarsviis tilværks, og Keiseren, der vistnok ligesaalidt som hans Daatter troede paa Begei-string [Aands-Ild], hvad Navn den saa førde, maatte da vel blive forskrækket ved at høre Rygtet om den ny Verdens Rustning, end sige da ved at see Kæmper mylre under Hoved-Stadens Mure, som hver især kunde giælde for et Jern-Taarn, der havde Fødder at gaae paa, men han maa dog snart have mærket, at Vester-Ledens Riddere var i Grunden et ærligt og godmodigt Slags Folk, siden han vovede at drille dem saa drøit, og troede, der var meget vundet ved at afpine dem en Troskabs-Eed og Løfte paa alle de Stæder, der før havde hørt til Romer-Riget***).

**) Annas Alexiade S. 96-97. ***) Sammest S. 282-83. ****) Annas Alexiade S. 298. 187

✂ Vel var nu de Latinske Høvdinger hverken stærke i Geographien eller i Verdens-Historien, men at inde i Asien hele Verden havde hørt til Romer-Riget, var dog en vitterlig Sag, og saa uegennyttige som Gotfred og Tankred var naturligviis ikke Ridderne i Tusind-Tal; medens Troskabs-Eden, som Ridderne baade kiendte og ærede langt bedre end Keiseren, netop hos Folk, som Gotfred og Tankred, gik til Hjerte, saa det var, som Prindsessen selv anmærker, kun Boemund, der gjorde Eed som ingen Ting. Det gik nemlig dengang i Byzants, som det gaaer nu i den ligedannede Verden, at Keiseren fordrede Eder ved alle Leiligheder og saa strængt affattede som mueligt, ingenlunde fordi han ansaae sig synderlig betrygget derved, men som en Formalitet, der dog maaskee kunde gavne lidt, kunde aldrig skade, og forbeholdt ham i alt Fald den strængeste lovlige Ret mod Vedkommende. Byzantinerne, der hardtad Alle deelde Keiserens Anskuelse af Troskabs-Eden, fandt sig naturligviis mindre besværede af den, jo urimeligere stræng den lød, men ærekiære Riddere, som ikke legede med Ord end sige med Eder, og maatte nødvendig have Tro paa det Navn og Kors, de gik i Døden for, kan vi godt forstaae, var meget ilde skikkede til at gaae ind i denne ægte Romerske Anskuelse. Uden derfor at kunne oprede den af begge Partier [fra begge Sider] indviklede Sammenhæng med Kiven og Kampen mellem Alex og Gotfred, see vi dog godt, de især reiste sig af deres himmelvidt forskiellige Begreber om »Eder og Løfter«, saa de faldt bort af sig selv, da Man endelig kom til Forklaring. Saasnart nemlig Gotfred fik at vide, at Keiseren med Troskabs-Eden ikke meende stort Andet, end Forsikkring om ei at ville tragte ham efter Liv og Krone, fandt han naturligviis ei mindste Betænkelighed ved at giøre den, og hvad Løftet om alle Stæder, som »havde hørt« til Romer-Riget, angik, da viser hele den følgende Historie, at det maa være blevet forklaret, ikke om Alt hvad der engang i gamle Dage, men »for nylig« havde hørt dertil, altsaa kun de Natoliske Stæder og Antiochien.

✂ Det var Skiær-Thorsdag (1097) at Gotfred med sine Riddere brød ud af en Fælde, Keiseren, for at giøre dem smidige, havde lokket dem i, og løb ret egenlig Panden mod Væggen, ved, uden alle Beleirings-Redskaber, at løbe Storm mod Konstantinopel, saa Alex kunde, som en klog General, sagtens den Dag sidde vaabenløs, rolig paa sin Throne, som en Olympier, medens Pøbelen skjalv; men naar Prindsessen 188 vil have os til at troe, det var af Ærbødighed for Dimmel-Ugen og Nænsomhed over Frankerne han ikke lod gjøre et almindeligt Udfald og sable de Tølpere ned for Fode, da glemmer hun, blandt meget Andet, reent, hvad hun dog med det Samme selv betroer os, at Pøbelens Angest især reiste sig af, at det ogsaa netop var en »Skiær-Thorsdag«, da Alex for sexten Aar siden tog Byen med Storm og skulde nu, tænkde de, drikke samme Skaal, han da Iskiænkede*). Hun tilstaaer desuden selv, at trods al sin Overlegenhed, maatte Alex dog tilsidst give gode Ord, før Gotfred bekvemmede sig til at giæste ham og aflægge Eden, hvorpaa han da blev behandlet som en Søn af Huset, men dog, snarest mueligt, før Boemund og alle de Andre kom, sat over til Asien.

✂ Hvad nu Alex havde at gjennemgaae med alle Disse, saamange, siger Prindsessen, som Sand ved Stranden og Stjerner paa Himlen, eller, for at tale Homerisk, »som Blomster og Blade i Vaar«, det vilde i Verdens-Historien vist nok blive meget for vidtløftigt at fortælle, saa deri give vi gierne Prindsessen Ret, at hun var nødt til for Kortheds Skyld, at springe meget over, men naar hun føier til, at Grækerne ogsaa havde havt Ærgrelse Nok af de Barbarer, at de ikke endnu bagefter skulde plages med at læse Navne, for skurrende i fine Øren til at kunne lyde fra saa pæne Læber **), see, da skriver hun aabenbar ikke godt Græsk, men giør kun en daarlig Byzantinsk Stil; thi hun anmærker dog ellers selv, at anseer end ikke den store Digter (Homer) de Barbariske Navne for Pletter hvor de har hjemme, da maa Historie-Skriveren det endnu langt mindre***), og var hun ikke død, kunde vi endnu tjene hende med den kritiske Bemærkning, at det er ikke nær saa meget Navnene, hun næsten nødvendig maatte barbarisere, vi savne, som talende Træk af de Høvdinger, hun var nødt til at nævne.

✂ Da imidlertid »Recensjonerne«, der altid komme bagefter som tyndt Øl, er aldeles spildt paa døde Folks Bøger, der ikke engang kan ærgre sig over dem, vil vi heller, Andre til et godt Exempel, rose Prindsessen, fordi hun, skiøndt »med Navnets Fortielse«, har opbevaret os et kosteligt Træk af en Latinsk Ridder, som, efterat have aflagt Hyldings-Eden, gjorde sig magelig paa det eneste Sæde i Salen, ved Siden ad Keiseren. Hertug Gotfreds Broder, Baldvin, gik nu vel snart hen og fik **) Annas Alexiade S. 293-98. ***) Sammest. S. 299-300. ****) Sammest. S. 289. 189 ham fra at maale Keiseren med Øinene og sige halvhøit paa sit Moders-Maal: hvilken en Tølper, som vil sidde der og brede sig alene, mens saamange ædle Høvdinger maae staae dem trætte! Skiøndt Keiseren ikke forstod et Ord deraf, kunde han dog nok see paa Munden, det havde noget at betyde, og var ikke Herre nok over sig selv til at lade, som han ingen Ting mærkede, men kaldte ad Tolken og lod det forgræske. Han tav imidlertid stille og smagde paa det, til Stadsen var forbi, men lod saa Ridderen kalde til Side og spurgte kort, ventelig for at jage lidt Skræk i den næsvise Krabat: hvem og hvorfra han var? Jeg, svarede Ridderen, jeg er en Fuldblods-Franke, og hvor jeg er fra, mødes tre Veie ved en gammel Kirke, berømt som et Bede-Huus for dem der gaae i Tve-Kamp, men jeg har selv længe forgjæves ventet der paa en Mand, som turde maale sig med mig! Saa grov en »Udfordring« i en saa høflig »Indklædning«, var Keiseren aabenbar slet ikke belavet paa, thi skiøndt Man nok seer, han i sit Svar vilde efterligne Franken, ved at indklæde sin lille Spydighed i en faderlig Formaning, gjorde han det dog saa bagvendt, at selv hans Daatter synes ikke at have seet Andet end lutter Godhed deri. Alex holdt nemlig gode Miner, men beed dog sikkert Tænderne lidt sammen, i det han sagde: velan! har du hidtil ingen Modstander kunnet finde, saa vil du nu faae din Fornøielse, men vil du tage et godt Raad af en Mand, der er forsøgt i Tyrke-Krigen, da skal du hverken være blandt de Forreste eller de Bageste, men holde dig smukt i Midten hos dine kjære Stal-Brødre*). Triumpherende fortæller Prindsessen os vel siden, at denne »opblæste Latiner« maatte selv sande Keiserens Ord, da han i Kæmpe-Slaget ved Dorylæum, som en Vovehals, i Spidsen af Boemunds Fylking, foer ind imellem Tyrkerne, men maatte, da hans fyrretive Følge-Svende laae slagne omkring ham, og han selv var haardt saaret, vende Rygg og være glad, han slap midt ind i Hæren**); men vi, som naturligviis er paa alle saadanne Latineres Side, tør dog mene, han netop kun viiste liden Trang til Keiserens Erfaring i Tyrke-Krigen; thi hvor, som vi siden skal see, mangen stolt Kæmpe baade blegnede og flygtede, er det vist ingen Kryster, som vover sig yderligst og flygter sidst.

✂ Hos saadan en ægte »Haand og Mund« gjør Navnet aabenbar kun lidt til Sagen, men om det ogsaa klang lidt barbarisk, vilde **) Annas Alexiade S. 300-301. ***) Sammest. S. 317. 190 dog den Byzantinske Prindsesse ikke blot gjort sig Normannerne forbundne, men handlet i de gamle Grækers Aand ved at nævne en Kæmpe med Priis, der vel lukkede Munden vel høit op, men holdt dog smukt Haanden for den. Det er derfor langt fra, vi kan fortænke de Lærde i, at de ad en Omvei har stræbt at udfinde den Drabeliges Navn, men naar de giætte paa en Robert fra Paris, som, efter Vilhelm Tyriers Sigende, faldt ved Dorylæum, da løbe de unægtelig saa aldeles med Lim-Stangen, som det vel er mueligt[*)]; thi Prindsessen, den Eneste der omtaler Fuldblods-Franken, siger jo deels at han maa søges i Boemunds Selskab og deels at han faldt ikke men frelste sig ved Flugten, og endelig kan Tyrieren langt borte umuelig give nærmere Oplysning om hvem der faldt ved Dorylæum, end Peer [Peder] Tudebod, som var nærværende, og nævner istedenfor Robert fra Paris Gotfred fra Monte Scabroso**).

✂ Dog, alt Sligt er naturligviis ingen Ting imod hvad baade Tyrier og Tudebod er enige om, hvad Prindsessen ingenlunde glemmer at nævne og hvad de Lærde aldrig kan tage feil ad: Indtagelsen nemlig af Nikæa, Antiochien og Jerusalem, og hvad her er Hoved-Sagen, Tilintetgjørelsen af Sultanatet Rum og Hjerte-Stødet for hele den Seldschukiske Magt. Medens Man derfor i Kirke-Historien vil giøre opmærksom paa, hvorledes Kors-Farerne, som ved Sværd-Slag indtog Nikæa, hvor den Christne Stats-Kirke, Antiochien, hvor Christen-Navnet, og Jerusalem, hvor Christendommen havde hjemme, derved kun skyggeviis betegnede hvad Aanden i den ny Christenhed skulde udrette, maae vi her holde os til, hvad de virkelig udrettede med den Aand og Kraft, de havde1.

✂ Da Nikæas Erobring var den største Helte-Gierning, Alex i sin fyrige Ungdom havde drømt om, kan Man hverken tvivle om, han jo paa det Varmeste maa have anbefalet Kors-Farerne den, som Noget, hvorved rimeligviis enten hans høieste Ønske: Nikæas Besiddelse, eller det Næste: de frygtelige Ridderes Undergang, vilde gaae i Opfyldelse. Vel havde han, som skulde høste Fordelen, ogsaa lovet, som billigt kunde være, at staae Last og Brast, men, siger Prindsessen, ved modnere Overlæg **) Gibbon K. 58. Wilkens Historie af Kors-Togene I. 134. ***) Hos Bongars S. 1. 673. *1 2. Udg. »med den Kraft og Styrke, som de havde.« 191 fandt han det dog ikke raadeligt at være en Slave af sit Løfte, da Man aldrig vidste, hvad der kunde falde saadanne grove Tølpere og vægelsindede Krabater som Frankerne ind, hvor de snart vilde see, de uden Sammenligning var de Stærkeste. At sidde hjemme, fandt han imidlertid, gik heller ikke an, og han valgde da den gyldne Middel-Vei at lægge sig paa Lur ovre paa den Asiatiske Side og passe paa Nikæa, som en Smed, der bruger Tænger til at tage Jernet ud af Ilden for ikke at brænde sig, men med Beleirings-Redskaber forsynede han Latinerne rigelig, og lod nogle Tropper støde til dem, tilligemed hans Fortroelige, Butumit, der havde den hemmelige Ordre at bruge alle Midler: Løfter, Bestikkelser og de mest overdrevne Skildringer af Frankernes Grusomhed, for at bevæge Tyrkerne i Nikæa til i Tide at aabne ham deres Porte*). Vel var Tyrken listig nok til at holde Byzantineren op med Snak, til Kilidsch Arslan var færdig med sine Tilberedelser mellem Bjergene og styrtede ned over Beleirerne som en brølende Løve, men saasnart Frankerne havde vundet en dyrekiøbt, men fuldstændig Seier over Sultanen, begyndte Keiseren og Butumit dog hvor de slap og fandt naturligviis Besætningen, der nu ingen Undsætning mere turde vente, langt rimeligere, saa Kiøbet blev sluttet, og for at Luren-Dreieriet kunde faae et ærligt Udseende, skrev Butumit til sin Med-Hjelper Tattik, der var hos Frankerne, at han skulde faae dem til at storme næste Morgen, ved Soels Opgang, thi saa vilde han, under Larmen, indenfra plante Keiserens Fane, som om det var de Byzantinske Hjelpe-Tropper, der fra Sø-Siden (Ind-Søen Chabangi) først havde besteget Muren**). Det skedte, og Frankerne fandt sig nu udelukkede af den Stad, de selv havde indtaget, saa det var som en Naade, de fik Lov til »Ti ad Gangen« at komme ind og besee de hellige Steder; mens Keiseren, der allerede var i Dødsens Angest for, at den Tyrkiske Besætning, før han fik den listet ud, skulde nedsable hans Byzantinske Helte, ei vidste anden Maade til at sikkre sig Staden, end at lokke Endeel af Pillegrimene til at glemme Jerusalem og gaae i hans Sold***).

✂ Dette er udelukkende Prindsessens Beretning om hendes Faders Ordholdenhed og Krigs-Brug, og medens Man herved i »Kirke-Historien« vil bemærke, det var ikke meer end billigt, **) Annas Alexiade S. 306. 309-10. ***) Annas Alexiade S. 310-14. ****) Sammest. S. 314-15. 317. 192 at Latinerne lod Byzantinerne ligesaavel beholde Nikæa, som »den Nikæniske Troes-Bekiendelse«, aldeles for dem selv og nøiedes med »det Apostoliske« i Antiochien og Jerusalem, saa kan det dog i Stats-Historien slet ikke undre os, at Kors-Farerne, skiøndt langt daarligere underrettede end vi, fandt Keiserens Opførsel nederdrægtig*). Derimod maa det høilig forundre os, at Keiseren havde Fripostighed til, efter et saadant Venne-Stykke, at forlange Troskabs-Eden fornyet, og at Ridderne var taalmodige, forbluffede eller bestikkelige nok til at føie ham; men begge Dele, siger hans Daatter, var dog Tilfældet, saa den Eneste, der vægrede sig, var Bruus-Hovedet Tankred, der havde listet sig over til Asien, mens Boemund gjorde Eed, og erklærede nu i Keiserens Nærværelse, da Man vilde lokke og kiøbe ham til det, at om saa Keiseren vilde forære ham hele sin mageløs glimrende Telt og ligesaameget Guld til, som han havde givet alle de andre Riddere, vilde han dog ikke sværge Andre end Boemund Huldskab. En Palæologos blev herved saa øm over Keiserens Ære, at han følelig fornærmede Tankred paa hans, men havde Keiseren ikke mærket Uraad og faaet Boemund til at lægge sig derimellem og holde paa Tankred med begge Hænder, var han ogsaa bestemt faret lige ind paa Byzantineren og havde splittet ham levende ad. Skammen over denne Overilelse og Boemunds Overtalelser virkede imidlertid meer paa denne »fribaarne Sjæl« end det røde Guld, saa ogsaa han beed omsider i det sure Æble**).

✂ Denne Prindsessens Beretning giør baade hende og Tankred saamegen Ære, at vi maae foretrække den for Radulfs, som hverken var Aastedet saa nær, eller fortæller saa naturlig, men dog har han neppe gjort det selv, at Tankred, blandt Andet, erklærede at det var egenlig Tyrkerne, Man gav de erobrede Stæder tilbage, naar Man gav Byzantinerne dem, og at Keiseren tilsidst, opbragt over hans Fritalenhed, sagde: jeg agter dig hverken mit Venskab eller mit Fiendskab værd, hvorpaa Tankred omtrent svarede: jeg synes dog, det Halve kunde være Nok***).

✂ Christi Himmelfarts-Dag (1097) havde Kors-Farerne slaaet Leir for Nikæa og der arbeidet for Keiseren i syv Uger, og da de nu endelig drog videre, ad Antiochien til, maatte de underveis **) Kors-Krønikerne hos Bongars S. 6. 40. 97. 142. 387. ***) Annas Alexiade S. 316-17. ****) Tankreds Levnet af Radulf hos Muratori V. 292-93. 193 holde tre varme Slag med Tyrkerne, som vel kostede meget Blod, men førde ogsaa til saa afgiørende en Seier, at Tyrke-Hæren tilsidst, aldeles tilintetgjort, lod Koner og Børn i Stikken, opløste sig og overlod Kors-Farerne ikke blot Val-Pladsen men Landet*). Disse tre Kæmpe-Slag (ved Dorylæo, Hebraik og Agrustopolis) der fulgde rask paa hinanden, sammensmelte allerede i Krønikerne, ligesom for vore Øine, til eet uhyre stort ved Gorgone, hvori Normannerne, som, med Robert og Boemund i Spidsen, udgjorde For-Troppen og havde ladt Resten langt tilbage, nær var blevet tilintetgjorte, men frelstes dog, da Gotfred og Raimund kom, og hjalp saa gladelig til at anrette det umaadelige Blodbad paa Tyrkerne, der afpressede de Efterlevende den Bekiendelse, at der burde aldrig Nogen bære Vaaben uden Tyrker og Franker**).

✂ Nu kom da Raden til Antiochien ved Orontes, som, efter Overrumplingen under Nikifer (969), over hundrede Aar havde været i Byzantinernes Hænder, men var nu faldet i Tyrkernes, ved det Armenieren Philaret, der havde tjent under Romanos Diogenes, og efter hans ulykkelige Endeligt opkastet sig til Herre i Antiochien, syndes ikke, han kunde begaae sig, uden at blive Muselmand, hvorover hans egen Søn gjorde Oprør imod ham og kaldte Sultan Soliman fra Rum til Hjelp***). Soliman fik imidlertid kun stakket Glæde af Erobringen, thi hans ærede Frænde, »den store Sultans« Broder, slog ham ihjel for det Samme, og nu hørde da Antiochien til den Seldschukiske Hoved-Magt.

✂ Hvad der bevægede Kors-Farerne til, om Efteraars-Dage, uden Redskaber eller ordenlig Tilførsel af Levnets-Midler, at beleire denne Syriens Hoved-Stad, vidtudstrakt paa Skrænten af et Bjerg, med Floden ved sin Fod, saa godt som uangribelig, er svart at giætte; men skiøndt Endeel af Høvdingerne vilde have Beleiringen udsat til Foraaret, vandt dog Grev Raimunds Raad Overhaand, og da han var den Byzantinske Keisers egenlige Fuldmægtig i Franke-Hæren, har det sagtens været efter hans Indskydelse og i Fortrøstning til hans kraftige Medvirkning, Raimund overtalde sine Kors-Brødre til et Vove-Stykke, der blev Mængdens Undergang og kun ved et Mirakel Stor-Værkets Krone. Det var et frygteligt Vinter-Leie, thi Levnets-Midlerne i Omegnen var snart fortærede af den talrige Hær **) Annas Alexiade S. 317-18. ***) Kors-Krønikerne hos Bongars S. 7. 40-43. 142. 387-89. ****) Annas Alexiade S. 168-69. 194 uden Orden og Krigs-Tugt, ved Jule-Tider rasede alt den skrækkeligste Hungers-Nød, ved hvert Skridt mødte Fienden, deels fra Staden og deels fra Aleppo, og Keiseren, der sagtens tvivlede paa, de gav ham Antiochien, hvis de fik den, eller mistvivlede om at kunne forsvare den, lod dem aldeles i Stikken. Vel var en Trop af hans, under Tattik, fulgt med til Antiochien, men, siger Grev Raimunds Capellan, jeg havde nær glemt han var med, til han løb sin Vei i Nødens Tid; thi han duede til slet ingen Ting, saa det var aaaenbar ikke for hans Dyds Skyld, han havde mistet Næsen (naribus truncus et omni virtute 1); og naar Prindsessen, til hans Undskyldning, melder, at Boemund kiøs ham med, at Frankerne vilde giøre en Ulykke paa ham, fordi de havde hørt, at Keiseren selv ophidsede Tyrkerne imod dem, da kan hun vel for saavidt være undskyldt, at Tattik sagtens har fortalt det Æventyr, men hun skulde dog aldrig have troet hvad en Kryster sagde om en Kæmpe*).

✂ Uagtet alt Dette var Grev Raimund saa besynderlig samvittighedsfuld, at han paa ingen Maade vilde give sit Minde til, at Boemund maatte beholde Antiochien til evig Arv og Eie, naar han kunde skaffe Nøglerne til Byen, som han ved hemmelig Forstaaelse med en Armenier i et af Taarnene havde Haab om, saa det er intet Under, at Provencaleren paadrog sig stærk Mistanke om, at selv om han rneende det ærlig med Kors-Hæren i det Hele, var dog hans Misundelse paa Normannen stærkere end hans Deeltagelse i det almindelige Bedste. Da Rygtet imidlertid daglig blev mere høirøstet om, at Seldschukernes Hoved-Styrke var underveis fra Tigris og Euphrat, fandt Gotfred og de andre Høvdinger det dog alt for urimeligt, enten for Raimunds Stivsindighed eller af Ømhed over Byzantineren, længer at nægte Boemund det Løfte, han, lidt egennyttig, gjorde til den ufravigelige Betingelse for sin Odysseiske Virksomhed, og at han ikke løb med Lim-Stangen, viiste Boemund dem nu snart, saa en Morgen-Stund, da Grev Raimund kom op, saae han med største Forundring Boemunds Fane vaie fra Stadens Taarne. Det var, efter Krønikernes eenstemmige Beretning, den tredie Juni (1098), denne lykkelige Hændelse indtraf, saa Beleiringen maa, trods **) Annas Alexiade S. 319. Kors-Krønikerne hos Bongars S. 9-13. 46- 53. 143-48. 390-91. *1dvs. »med Næsen og al sin Dyd afhugget«. 195 Prindsessens tre Maaneder, have varet fulde Syv, og Man skiønner ikke rettere, end at den, som Ridderne ogsaa med Munden havde beredt dem paa, kunde varet syv Aar, naar Staden havde været forsynet med Levnets-Midler og fri for Forrædere; men nu lod Armenieren Pyrros, efter Aftale med Boemund, en Reeb-Stige glide ned om Natten fra et af Taarnene, som han skulde bevogte, og skiøndt det varede enstund, før Nogen turde betræde denne farlige Æres-Trappe, besluttede dog omsider Folker fra Chartres sig til at være første Mand og fik mellem fyrre og tresindstyve Følge-Svende, som strax bemægtigede sig de nærmeste Taarne. Boemund selv var dog ikke deriblandt, ja, ei engang tilstæde, hvad høilig forbausede Pyrros, saa en Lombard maatte løbe ned og hente ham, men da han saa kom, gik Stigen i Stykker, og først da en Løn-Dør blev lukket op, tog den forsigtige Helt personlig Deel i Æventyret*). Saa lyder Beretningen af Boemunds gode Venner, Peer Tudebod og Robert Munk, som enten var Øien-Vidner eller stod dog ikke langt borte, og maae derfor, da de aabenbar slet ikke smigre Helten, udelukkende følges.

✂ Alt syndes nu vel overstaaet, men dog var det Brede tilbage, thi Kors-Dragerne [-farerne] fandt saa godt som ingen Levnets-Midler i Byen; de prøvede at storme Fæstningen, den saakaldte Kulæ, men blev slaaet tilbage med føleligt Tab, og allerede tredie Morgen opdagede Man en uhyre Støv-Sky, som Man vel i Førstningen smigrede sig med, kunde muelig være Keiser Alex, hvem de under Beleiringen havde manet til at opfylde sine Løfter, men lærde snart, var en utallig Hær af Musel-Mænd, der omringede Staden og skjulde Landet. Hvad Mod der endnu var tilbage sank, da Hertug Gotfred, der især ved, under Beleiringen, at kløve en Tyrkisk Goliath lige til Bælte-Stedet, var blevet Venners Afgud og Fienders Skræk, nu ved et Udfald selv nødtes til at vende Rygg, og forfulgdes saa tæt, at Mange af hans Følge omkom i Trængselen, før de slap ind. Næste Nat lod Mange i Fortvivlelse, sig glide ned ad Toug fra Muren, og deriblandt navnkundige Riddere, som Boemunds Svoger, Vilhelm Grantmaisnil, og vel tager Prindsessen feil ved ogsaa mellem disse saakaldte »Linie-Dandsere« (funambuli) at nævne Vilhelm Erobrers Sviger-Søn, Grev Steffen af Blois, der eiede saamange Borge, som der var Dage i et Aar; men Uret giør hun ham derved ikke; thi han var **) Kors-Krønikerne hos Bongars S. 14-15. 53-55. Annas Alexiade S. 319-20. 196 allerede faldet fra i Fristelsens Tid, før Staden blev taget, og foer nu afsted med hele sit Følge, hen at sætte Skræk i den Byzantinske Keiser, som var underveis til Antiochien med en stor Hær*).

✂ Saaledes havde da Bladet vendt sig, at Levningen af Kæmpe-Hæren, hvis mindste Konst det havde været at forskrække Byzants, nu, indspærret i sin egen Erobring, satte sit sidste svage Haab til den feige Byzantiner; men at Man ventede Hjelp af Alex var dog ikke nær saa latterligt, som det klinger; thi ikke blot havde Kors-Hæren, ved at lamme Tyrke-Armen i Rum, saaledes skaffet ham Luft, at han nu spillede Mester i Natolien, men Boemunds Broder Guido var med mange tusinde Korsfarere traadt i hans Tjeneste, saa, havde han kun havt Mod og Villie til at vove noget for sine tappre Lehns-Mænd, var det ganske rimeligt, at den store Tyrke-Hær mellem to Ilde snart vilde smeltet sammen til saagodtsom ingen Ting, Det var imidlertid langt fra Keiserens Mening at vove Noget for studse Kæmper, han, jo før, jo hellere, ønskede at blive kvit, saa han laae kun paa Reisen til Antiochien, for, ifald de tog den, i Tide at paatale sin Ret, og da han derfor hørde, hvordan Sagerne stod, og at Tyrkerne fra Tigris med det Samme vilde giæste ham, skyndte han sig hovedkulds hjem til Konstantinopel og lod Antiochien skiøtte sig selv**).

✂ Under disse rædsom fortvivlede Omstændigheder, da Hungers-Nøden rasede og selv de kiækkeste Riddere ei mere turde vove sig udenfor Stads-Porten, da kom der en halvstuderet Bonde-Knøs, ved Navn Peter Bartholomæus fra Provence, til Grev Raimund og Biskop Ædmer, med den Aabenbaring fra Apostelen Andreas, at den »hellige Landse«, hvormed Romeren gjennemborede Frelseren paa Korset, laae nedgravet i en af Antiochiens Kirker, som han nævnede, og at den, naar de fandt den, skulde være et vist Seiers-Tegn. Biskoppen tog det for Snak, men Greven troede det, og der blev nu gravet en heel Dag, fra Morgen til Aften, hvorpaa der omsider kom en Spids frem, som Grevens Kapellan, der har beskrevet det Hele omstændelig, forsikkrer, han kyssede paa Stedet, og var saa med at drage op af sin dybe Dunkelhed***). En af Præsterne trøstede ogsaa med et Syn, som han havde havt, **) Kors-Krønikerne hos Bongars S. 15-17. 55-60. 392. Annas Alexiade S. 321-24. ***) Annas Alexiade S. 322-26. Kors-Krønikerne hos Bongars S. 19-20. 60. ****) Raimund Agil fra Puy hos Bongars S. 150-51. 197 baade af Herren selv, der lovede Hjelp, naar der gjordes Bod, og af »Jomfru Marie«, der med idelige Knæ-Fald bad for de Betrængte, og herved kom der saaledes Ild baade i Høie og Lave, at de besluttede sig til et almindeligt Udfald (28de Juni), ja, meldte det selv Dagen forud, ved Peter Eremit og Ridder Helvin, til Tyrke-Høvdingen Korboga, hvem de dog kun forgjæves udæskede til at stille fra Fem til Hundrede af sine ypperste Riddere mod et lige Antal af Deres, og lade Stadens Skæbne beroe paa Kreds-Gangens Udfald*).

✂ Kors-Dragerne havde under deres gudelige Forberedelse til Seieren, de sikkert ventede, ladt alle, hvem der vilde, forlade Staden, saa Man var i den Tyrkiske Leir godt underrettet om deres udvortes Elendighed, hvor de Heste, Man ei havde ædt, kunde selv af Sult knap hænge sammen og hvor et Heste-Hoved uden Tunge kostede en Krone, men den indvortes Tilstand, som Rømnings-Mændene naturligviis ikke kjendte, var desto kongeligere, efterat Herren, som de troede, havde sendt dem Seier med Landsen og det udtrykkelige Løfte, at naar de kun modig vilde binde an med den ene Tiende-Deel af Tyrke-Hæren, skulde han selv, i Spidsen for alle de hensovne Kors-Dragere, sørge for de Ni. I denne Tro rykkede de ud i sex Hobe, først Prinds Hugo, den Franske Konges Broder, og Grev Robert af Flandern; dernæst Hertug Gotfred; saa Hertug Robert af Normandiet; saa Biskop Ædmer med den hellige Landse, baaret af vor Kynding, Grevens Capellan; saa Tankred, og til Slutning Boemund; thi af alle Høvdingerne blev kun Grev Raimund, som skrantede, tilbage, for at holde Tyrkerne paa Borgen i Skranker. Enten af Overmod eller af Forbauselse lod Tyrkerne alle disse Skarer frit drage ud, ledsagede, som paa en høihellig Dag, med høirøstet Lov-Sang af hele den hvidklædte Geistlighed. Paa den nærmeste Slette slog de Kreds om Biskop Ædmer, som i en kort Tale opmuntrede Folket, og bad dem ei forskrækkes, naar de saae Himlens Hærskarer, som ufeilbarlig vilde ile dem til Hjelp, og nu begyndte, Man veed ikke ret, om Man skal sige Slaget eller Flugten; thi derom er alle samtidige Kilder enige, at Tyrkerne sloges med Skræk, før Styrken ret var prøvet, og Prindsesse Anna fortæller det saaledes: at Greven af Flandern, som udbad sig den Ære at aabne Slaget, sprang af sin Hest, kastede tre Gange bedende i Støvet for den Høieste og foer saa, kun selv fjerde, under Raabet »Gud med os« i Firspring mod Høien, hvor Tyrke-Høvdingen **) Kors-Krønikerne hos Bongars S. 18. 20. 60-62. 198 Korboga stod, som flux vendte Rygg med hele sit Følge og gav derved Løsen til den urimeligste, mest forvirrende og ødelæggende Flugt, Man vel kan tænke sig.

✂ Slet saa pludselig, seer Man af deres Beskrivelse, der selv var med at vinde, har Flugten imidlertid dog ikke været; thi da Tyrkerne først aabnede sig for de Christne, var det maaskee vel deres Ønske at undgaae det første frygtelige Anløb, men aabenbar deres Haab at kunne afskiære dem fra Staden, omringe og tilintetgjøre dem. Boemund, som sluttede Troppen, var nemlig den Eneste, der blev angrebet, men indeklemtes da og saa frygtelig, at var ikke Hugo og Gotfred fløiet ham til Hjelp, havde han i et Øieblik været forloren. Selv nu truede Forvirringen med at bryde ind, da Mærkes-Manden, Odd Belgenser, faldt med Banneret, saa det holdt haardt, før Vilhelm Blemme med Sværdet kunde bane sig Vei giennem Fienden og reise Banneret igien; men i selvsamme Øieblik raabde Biskop Ædmer: Kæmper! see, der har vi de himmelske Hjelpere; og mens selv de Christne var nær ved at bæve, foer der med Eet saa vældig en Rædsel i Fienden, at de vendte Øinene bort, smeed Skjoldet paa Ryggen og tog til Beens. Der faldt ikke Mange af de Tyrkiske Riddere, thi deres Heste var anderledes raske end Kors-Dragernes, men af Fod-Folket Utallige, som deels blev nedsablede, deels druknede i Floden og deels af Indbyggerne grebes i Smut-Huller, og Byttet var saa umaadeligt, at Prindsesse Anna, uden at Nogen kan borge for Regningens bogstavelige Rigtighed, dog giver os en rigtig Forestilling derom, ved at sige, det varede en hel Maaned, inden det Alt kom til Byes *).

✂ Der gives i Menneskeslægtens, ligesom vel i enhver udmærket Enkelt-Mands, Levnets-Løb1 visse fortvivlede Øieblikke, da Intet er urimeligere end Haabet, saa Dets Gjenfødelse er allerede et stort Mirakel, ja vel i Grunden større end Dets Opfyldelse, og Et af disse Øieblikke var aabenbar Helte-Prøven i Antiochien, saa det vilde være latterligt at sige, at vel var baade Trøsten og Frelsen hardtad mageløs vidunderlig, men dog skedte der intet Mirakel, intet virkeligt Vid-Under, men spilledes blot et kirkeligt Narre-Spil, der tilfældigviis kom til at afgjøre Kors-Heltenes og dermed Verdens Skæbne. Det er derfor heller **) Kors-Krønikerne hos Bongars S. 21-22. 63-65. 154-55. Annas Alexiade S. 326-27. *1 I 2. Udg. er »Levnetsløb« flyttet hen efter »Menneskeslægtens«. 199 aldrig faldet noget rigtigt Menneske ind at ahne noget Bedrageri ved [Synet af] den himmelske Hær-Skare, Somme paa de Christnes Side skal have seet under Slaget, og gik det anderledes med den »hellige Landse«, da er det ingenlunde, fordi Man tvivler om, at begeistrede [saadanne] Folk, under saadanne Omstændigheder, maatte have »Syner og Drømme«, de ei var istand til at skielne fra Virkeligheden, men blot fordi Man »virkelig fandt« en Landse paa det betegnede Sted, som om saa lille et Lykke-Træf endnu var for stort et Middel i Forsynets Haand til paa en naturlig Maade at frembringe de mest forbausende Virkninger. Virkningen beroede nemlig paa, at Sværmerne for Alt hvad de kaldte Herrens Efterladenskab, skulde troe paa Landsens Ægthed, hvad under Spændingen faldt dem høist naturligt, men allerede kun hundrede Dage senere de Fleste af dem latterligt, og at de da forvexlede Spørgsmaalet herom med det ganske Forskiellige: om Provencalerens Ærlighed, [det] skulde dog aldrig friste os til at gjøre ligesaa; thi vel maa Ild-Prøven, for at bevise Noget, gjennemgaaes som »i den gloende Ovn«; men selv naar Man brænder sig, har Man dog unægtelig, ved at gaae i Ilden for sin Oprigtighed, givet det stærkeste Pant derpaa, Man kan forlange. Og Provencaleren gik virkelig i Ilden (Lang-Fredag 1099), for, efter Tidens Tanke-Gang, under Eet at bevise baade sin Uskyldighed og Helligdommens Ægthed, som efterhaanden, da han bestandig havde nye Syner og Aabenbaringer, faldt Mange mistænkelig og blev især stærkt anfægtet af den vel aabenbar verdsligsindede men dog ogsaa høilærde Arnulf, Capellan hos Hertugen af Normandiet. Om Ild-Prøvens Udfald har vi nok kun eet Øien-Vidnes Beretning og det er Grev Raimunds Capellan, som selv bar den hellige Landse paa Hædersdagen ved Antiochien, og troede paa alle Peters Syner, saa vi er langt vissere paa, han har seet Sagen fra den bedste end fra den rigtigste Side; men han tilstaaer dog, at lidt havde Peter rigtignok brændt sig paa Skinne-Benene, skiøndt hvad han siden døde af, aabenbar var al den Ærbødighed og Kiærlighed, hvormed Mængden overvældede ham, da han uskadt med Landsen kom ud af Ilden, saa de havde dræbt ham paa Stedet, hvis ikke den tappre Ridder Raimund Peles var fløiet til og havde vovet sit eget Liv for at frelse hans*).

✂ Herved maae vi da lade Sagen beroe, som vi ogsaa godt kan, da den for os er langt fra at have den Vigtighed, den tilvisse **) Raimund Agil hos Bongars S. 156-60. 165-69. 171. 200 havde i Kors-Hæren, hvor Landsen og dens Prophet gav Provencalerne en saadan Overvægt, at Normannerne i Længden umuelig kunde troe paa deres Ægthed, og dette Nag var aabenbar den sande Kilde til den i sin Tid urimelige Vantro, baade Peter og Landsen, skiøndt de gik igiennem Ilden, saa ubillig angrebes og undertrykdes af. Deres Ægthed maa nemlig, naar Man vil være billig, kun sammenlignes med de Propheters og Helligdommes, der baade før og siden giennem Middel-Alderen holdtes høit i Ære, og dem overstraale de aabenbar saa himmelvidt, som det første Kors-Tog overstraaler alle de Følgende, end sige da alle Smaa-Feiderne mellem Middel-Alderens Fyrster, Grever og Baroner. Peter Bartholomæus maae derfor staae for os som Kors-Togets Calchas, thi det skulde vist nok Biskop Ædmer været, men var ikke, og Spaamanden kunde dog fremfor Alt i Antiochien umuelig undværes. Selv de Billigste af os smile jo vel lidt fornemt ad den klodsede Prophet og den haandgribelige Helligdom; men Efter-Slægten vil ogsaa smile fornemt, naar den skriver og læser vor Tids Historie, og ved Sammenligningen gjøre den Bemærkning, at skiøndt vore Sværmerier vare meget finere og maatte synes Aanden langt værdigere, var der dog aabenbar langt mindre Liv og Kraft, altsaa langt mere Vind og langt mindre Aand i dem end i Raimunds og Tankreds.

✂ Det var paa Veien til Jerusalem, Peter Bartholomæus spaaede sidste Gang, og havde den Fyldestgjørelse, at Staden Marra virkelig, under det nye Løsen »hjelp Gud«, han havde givet Kors-Dragerne, blev indtaget; men kort efter, under Beleiringen af Akras (ved Tripoli), var det, han paa den snevre Sti (kun een Fod mellem to Baal) maatte giennemgaae Skiærs-Ilden, syv Alen lang, og blev af sine Tilbedere behandlet som »en Reliqvie« det var baade fromt og fordeelagtigt at sønderrive. Men uagtet ved hans Død en stor Anstøds-Steen var borttaget mellem Provencaler og Normanner, saa var der dog Nok endda, og fremfor Alt var den Borg og de Taarne i Antiochien, som Grev Raimund vedblev at holde besat, et varigt Skillerum mellem ham og Boemund, der nu ganske afsondrede [fraskilte] sig*), drev Raimunds Folk ud af Byen, saasnart han saae Leilighed, og var slet ikke med at indtage Jerusalem.

**) Raimund Agil hos Bongars S. 160. 201

✂ Denne gamle Davids-Stad med »den hellige Grav« var vel alt i et Aartusinde, siden Jerusalems Forstyrrelse, egenlig kun til i Indbildningen og Amindelsen, men naar Disse er »Fornuft og alle Sandser« overlegne, som de fordum naturlig var, da skiænke de ogsaa deres Skabninger en tilsvarende Virkelighed, det er nemt at spotte, men farligt at trodse. De Bog-Lærde skulde saa meget mindre lagt Vind paa den Helvedes Konst at giennembore Balder med Mistel-Teen, som deres eget Sværmeri, for de »Classiske« Steder og Reliqvier (qvæ supersunt), er ganske af samme Art, som Kors-Dragernes for de »Hellige«, men langt fra at kunne saa godt taale Spot, da Penne-Feiderne unægtelig fordunkles af Kors-Togene, og selv de største »Archæologiske Værker« kan slet ikke maale sig med »Riget ved den hellige Grav«, hvor ringe saa Livs-Kraften og hvor mange end Brøstene var. I Kirke-Historien gjør Man vel med Rette den Bemærkning, at det var først i Kounstantin den Stores Tid, da Troen paa Christi aandelige Nærværelse døde, Man begyndte at giøre Pillegrims-Reiser til den hellige Grav, og at saavel Disse, som Reliqvie-Dyrkelsen, er saa langt fra at være christelige, at de meget mere i Middel-Alderen staae som Mahomedanske Efterligninger; men i Stats-Historien, saavelsom i hele det borgerlige Liv, maae vi tage Verden »som den er«, ikke som vi troe, den burde være, og da er aabenbar Kiærligheden til Palæstina, som de Christnes Fæderne-Land, Længselen efter at knæJe ved den hellige Grav, hvoraf det evige Livs Haab engang seierrig opstod, og den dybe Ærbødighed for alle Mindes-Mærker fra Christenhedens Gude-Alder og Helte-Tid, netop de herlige Grund-Træk hos den ny Folke-Kreds, som opløftede Sjælen over det Smaalige, aandelig bandt Hjerterne til den Gamle Storhed og sammenknyttede dem i Følelsen af det høiere Fællesskab, som ikke blot avlede Kors-Togene men Alt hvad der ogsaa i Nyaars-Tiden er menneskelig Stort og Omfattende.

✂ Biskop Ædmer var død i Antiochien kort efter Landse-Slaget, og Kors-Dragerne var da i den Henseende som Faar uden Hyrde, saa den Døde maatte gaae igien, blot for at faae dem til at reise »Kors-Banneret« igien, som de reent havde aflagt*), og skiøndt de umuelig kunde glemme, at Jerusalem var Maalet, maatte der dog nye Aabenbaringer til at drive dem **) Raimund Agil hos Bongars S. 170-71. 202 fra de mange for den fælles Sag meer end unyttige Sysler, som underveis fængslede de enkelte Høvdingers Opmærksomhed. Boemund skildte sig, som sagt, aldeles fra Kors-Hæren, og Grev Raimund, udmærket for Resten saavel ved Standhaftighed som Betænksomhed, var særsindet og knarvurn, saa der hørde meget til, at Begeistringen [Sværmeriet] for Korset og Graven skulde seire, men den [det] seirede dog, fordi den [det] var udsprunget af en dyb og mægtig Følelse, i hvis Skiød den [det] hvilede, som Middel-Alderens Christus i Jomfru Marias.

✂ Dog her, siger Grev Raimunds Capellan, uden Sammenligning vor bedste Ledsager paa disse Veie, maae vi ingenlunde glemme Engelænderne, som, da de hørde, det gjaldt om at hævne Skade paa dem, der havde ranet Herrens og Apostlernes Fæderne-Land, paatog sig med 30 Skibe modig den lange, besværlige Reise, norden om Spanien og giennem hele Middel-Havet; thi disse Engelændere gjorde ikke blot, tilligemed Genueserne, Gavn til Søes, ved at holde Farvandet ryddeligt og sikkre Tilførselen fra Kypern, men da kun en halvsnees Stykker af Skibene var i god Stand, brændte de Resten, og satte Ild i Fodgiængerne ved at giøre dem Følgeskab til Jerusalem*). Efter hele Sammenhængen og efter gammel Vane hos »Mærkes-Mændene« paa Øen, har det nemlig ganske sikkert været disse »Uafhængige«, der, da Ridderne laae og nølede ved Tripolis, ved Natte-Tid indførde den ny og udtrykkelig forbudne Skik (contra principum decreta et contra morem nostri exercitus 1), at Fod-Folket paa egen Haand gik videre og nødte derved Høvdingerne med deres Riddere til at giøre Alvor af Pillegrims-Reisen. For at holde Pindse maatte Toget imidlertid standse lidt ved Kæsarea, og Somme var af den Mening, Man gjorde bedst i at gaae lige til Ægypten, hvis Chalif (i Krønikernes Sprog: den Babyloniske Sultan) havde taget Jerusalem fra Tyrkerne, da Korboga flygtede; men den modsatte Mening seirede dog, især ved den Bemærkning, at Man havde nu i Alt kun femtenhundrede Riddere, som vilde kun lidt forslaae til at beleire Babylon (Kairo) og Alexandrien**).

✂ Nu gik det da rask over Bjergene fra Joppe, da Alle længdes efter Synet af »den hellige Stad«, og da det omsider timedes, da, siger Robert Munk, som var med, smeltede Steen-Hjertet **) Raimund Agil hos Bongars S. 172-73. ***) Sammest. S. 173. *1 *dolgoeO* »imod Førernes Forskrifter og imod vor Hærs Sædvane«. 203 i hvert et Bryst, Alle svømmede i Taarer og tilbad i Støvet ham der sidder ved Guds høire Haand og skal igien komme at dømme Levende og Døde*), og det kan i det Mindste vi, der, skiøndt Vingerne er stækkede, dog endnu har lidt af Fugle-Arten, godt forstaae; thi selv om vi kunde flyve til den Udsigt, vilde Hjertet banke underlig og Øinene knap blive tørre, og havde vi gjort Reisen i Selskab med de Hundrede-Tusinder, som sank underveis, da vilde endnu Ingen kunne beskrive de forunderlig blandede, vemodig-glade Følelser, hvormed de faa Overblevne maatte staae ved Maalet.

✂ Det var i Skiær-Sommer (1099), Hertugerne af Lothringen og Normandiet, Greverne af Flandern og Provence, og Tankred, der nok vilde følge Boemund, men ei naar1 han svigtede Kors-Banneret, leirede sig paa »Zion og Olie-Bjerget«, og skiøndt de næste fem Uger kun maae synes os som fem Dage for dem, der havde overlevet de syv Maaneder for Antiochien og de endnu langt frygteligere tre Uger midt i den, saa er dog ogsaa for os den »nærværende« Tids Pinagtighed altid den største, saa det var intet Under, de havde nær tabt Taalmodigheden, da de prøvedes haardt, saavel med Hunger og Tørst, som med Mangel paa Tømmer til Krigs-Redskaber. Vel prøvede de »Tolv Tusinde«, hvortil den utallige Hær var indsvundet, strax, efter Eremitens Raad paa Olie-Bjerget, at løbe Storm, og Muren var alt besteget, men da tvivlede de, sloges tilbage, og havde nær opgivet det Hele, da en ordenlig Beleiring syndes umuelig, hvor der, blandt Andet, kun var een Kilde i Nærheden, hvis Vand ei engang hver Dag var drikkeligt, saa Mange vilde heller nøies med at have »seet« Jerusalem. Da imidlertid den lille Flaade naaede Havnen ved Jaffa, og fristede Mange til at tænke paa Hjem-Reisen, blev den til Lykke indspærret af en Ægyptisk, saa Mandskabet fandt det bedst at gaae i Land med hvad de kunde føre, og stødte til Kors-Hæren, som herved ikke blot fik et godt Vink om at holde ud, men ogsaa endeel raske Tømmer-Mænd til at bygge Taarne, der kunde maale sig med Muren. Førend Man ret lagde Haand paa Værket, beredte Man sig dog, efter en alvorlig Formaning af Præsterne (i Grunden af Biskop Ædmers Skygge), ved i et høitideligt Optog, med flyvende Faner og klingende Spil, barfodet at gaae Staden **) Robert Munk hos Bongars S. 74. *1 2. Udg. »der ikke vilde følge B., naar« 204 rundt, og paa Himmelfarts-Bjerget, som Grændsen for Herrens Efterfølgelse, broderlig at tilgive hinanden deres Skyld og Brøde. Niende Dagen efter, havde Ædmers Skygge sagt til Præsten Peter Desiderius fra Die (i Dauphiné), som nu var Hærens ypperste Spaamand, skulde Jerusalem blive taget, og med den kaadeste Spot, der især ramde Korset, havde de Vantroe fra Muren yderlig forbittret Kæmperne, saa travlere otte Dage end de Næste har Man nok sjelden seet, og ottende Dag stod allerede baade Hertug Gotfreds og Grev Raimunds Taarne færdige ved Muren*). Stormen varede halvanden Dag, under haardnakket Modstand, saa Folk havde med Kræfterne nær tabt Modet og trukket sig tilbage, men da saae Mange en Kæmpe, Ingen kiendte, vinke med sit Skjold paa Olie-Bjerget og giøre Tegn til Indbrud**), og dermed kom der en saadan Fyrighed i dem, at snart stod Lettold og Viger Løve-Bane, To af Gotfreds Riddere, paa Muren, hvor baade han og Tankred og mange Andre strax med Raabet »hjelp Gud« var hos dem. Dermed var Slaget vundet, thi Fienden prøvede nu ikke engang meer paa at sætte sig til Modværge, men lod sig slagte som Fæ paa Gader og Stræder, eller flygtede: deels til det saakaldte Salomons-Tempel, og deels til Davids-Borgen, som først da Staden var taget, overgav sig til Grev Raimund. Der skal have været over 60000 Muselmænd i Staden, og af dem undkom ikke et levende Øie, undtagen de i Davids-Borgen, som Grev Raimund tog under sin Beskyttelse; thi vel havde Tankred givet dem i Salomons-Templet sin Fane til Sikkerheds-Tegn, men til hans store Ærgrelse blev de ligefuldt nedsablede, og det var frem for Alt grueligt at see, hvordan baade Hertug Gotfred og Viger Løve-Bane den Dag brugde deres Biørne-Kræfter***).

✂ Saaledes blev da Jerusalem vundet, ryddet og renset, og her, hvor Alt sprang over Klingen og Blodet paa sine Steder ret egenlig gik til Hestenes Bidsler, skulde nu vel, efter vore »dydsirede Forskrifter«, baade Skriver og Læser blive ømme om Hjertet eller dog lade, som de blev det, og skamme Ridderne ud; men vi har i alt Fald nuomstunder saa lidt virkelig Medlidenhed med Næsten, at vi giør klogest i at giemme den til dem der kan have godt af den, og det er naturligviis ikke de **) Raimund Agil hos Bongars S. 174-77. ***) Sammest. S. 178. ****) Kors-Krønikerne hos Bongars S. 27. 28. 75-76. 178-79. 398-99. 205 Muselmænd, der faldt for syvhundrede Aar siden, men de Christne ved Siden ad os, som Man plager og piner Sjælen ud af Livet paa. Kun alt for mange Taarer har vi fældt paa »Skue-Pladsen« over ingen Ting, og kun alt for ivrig har vi forskrevet Dyder og sværtet Laster med Blæk til ingen Nytte, saa det er paa den høie Tid, vi lade Skuespillet fare, slaae en Streg over alle Papirs-Dyderne og vise Efter-Slægten, med Noget, den nødes til at nævne og studse ved, hvormeget bedre vi, end Middel-Alderens Riddere, har lært at øve Daad som duer og ret forbinde »Dyd og Ære«, saa vi selv i Fienden ære Mennesket og aldrig over Kampen glemme Kiærligheden. Jo bedre det imidlertid lykkes, des billigere vil vi sikkert blive mod Fortidens ædle Kæmper, i det vi lære, det er ikke nær saa let at være dydig som at moralisere, og langt vanskeligere at synes god, naar Man virkelig giør sit Bedste, end naar Man sidder med Hænderne i Skiødet eller staaer dog blot til Tidsfordriv og prikker med en Pen! Og hvad nu i Særdeleshed »Blod-Bad« [for en god Sag] angaaer, da skal vi lægge vel Mærke til, at det smukke Kiøn, der unægtelig fælder baade de fleste og de oprigtigste Taarer over dem, holder dog sædvanlig mest af Mesterne for dem, naar det kun ikke er gaaet ud over deres nærmeste Slægt og Venner; thi det lærer os, at, hvad enten det er ret eller galt i Grunden, falder det Menneske-Hjertet naturligt gierne at kiøbe sine Venner Seier og Ære med Fiendernes Blod, i hvor store Strømme det end maa flyde, saa naar vi paa Kors-Toget klamres med Ridderne om Tyrke-Blod, da er vi enten Tyrker i Grunden, eller det er et paataget Væsen, som Ridderne vel saae i Byzants, men med Rette forsmaaede. Blods-Udgydelsen, siger Skriften, begyndte med et Broder-Mord, saa den er nem at laste, og Han, paa hvem de Christne troe, udøste kun »sit eget Blod« med Bøn for sine Fiender, saa det er soleklart, hvad der i den Henseende er christeligt; men Folke-Livet i Verden har altid ligget og ligger bestandig i Kamp med sine dødelige Fiender, og Mildhed mod dem i den aabne Feide er, ligesom Mildheden mod »Røvere og Mordere« i Retter-Gangen, saa langt fra at være en Dyd, at den, som vi see i Byzants, meget mere er et Foster af Slaphed og Feighed og en dødelig Synd mod det »Borgerlige Selskab«, der kun blomstrer paa sine Fienders Grav. Hvor Man ikke bryder sig om det, og har hverken Tro eller Fæderne-Land, men kun personlige Begiærligheder, Man til enhver Priis vil følge saa længe og skaffe saamange «Slaver« 206 som mueligt, der skaaner Man naturligviis gierne alt Blod, undtagen sine personlige Fienders, ligesom Neger-Fyrsterne spare deres Krigs-Fanger for at sælge dem til den Høistbydende; men sand menneskelig Oplysning vil lære os, at hvem der foretrækker evigt Slaveri for Døden er ikke Livet værd, og at Skaanselen af det Borgerlige Selskabs Fiender, enkelte eller flokkeviis, er endnu langt skadeligere end, hvad dog ogsaa med Flid skal undgaaes, urimelig Haardhed mod Misdædere og unødvendige Krige.

✂ At nu den store Krig, Christenheden giennem hele Middel-Alderen førde med de Mahomedanske Fri-Byttere, selv under Skikkelse af Angreb, var i Grunden »Nød-Værge«, har vi seet, og at Kampen bliver ædlere, Helte-Gierningerne større, og Blod-Badet menneskeligere, jo mere Krigen føres til hele Menneskehedens Bedste, og jo mere alle Personligheder og selv Nationaliteter tabe sig i en omfattende Begeistring for hvad alle Borgerlige Selskaber har tilfælles, det maae vi dog endelig snart lære at indsee, saa vi ikke længer finder selv den største Tapperhed for Tyranni, lav Egennytte eller tom Glimmer priselig, end sige brændemærke den Ædleste af alle Krige under Solen, som det »Store Kors-Tog« var, med de lumpneste Navne vi kan optænke.

✂ At Kors-Dragerne, for deres Selv-Opoffrelser i Tyrke-Krigen, ventede en evig Belønning i Himlen, maae vi kalde et falsk Haab, udsprunget af den samme hedenske Over-Tro, som vi spore ved den hellige Landse og Guld-Billedet af Christus, de lod giøre af det Tyrkiske Bytte; men det var i alle Henseender deres egen Sag og deres egen Skade, og da Hundrede-Tusinder ligesaa lidt da som nu lod sig drive til saa store Anstrengelser og Opoffrelser blot af Ærbødighed for Menneske-Aanden og af Kiærlighed til Næsten, maae vi være glade ved, de fik den Hjelp de trængte til, for at udføre det Stor-Værk, hvortil de følde baade Drift og Kraft. Saalidet derfor, som det i vore Øine vilde nedsætte Heltene ved Thermopylæ og Salamis, om de haabede for deres Daad at optages blandt Guderne, ligesom Herakles, saalidt maa det lignende Haab, Kors-Dragerne aabenbar nærede, skille dem ved det Mindste af vor Beundring, thi var end deres Haab om Udødelighed i Himlen for hvad der kun gavnede Jorden for dristigt, saa er dog en ærefuld Udødelighed herneden, netop fordi den syndes dem forlidet, dobbelt deres velfortjente Løn. For at skille dem derved, har vel Avind stræbt at fordunkle deres store Fortjenester 207 af Christenheden: deels ved at sige, de tænkte ei paa al den Fordeel, deraf i Tidens Løb skulde høstes, og deels ved at pege paa det svage og kortlivede Rige, de stiftede i Øster-Leden; men deels er det soleklart, at da de virkelig opoffrede Alt for Christenheden, er det aldeles ligegyldigt, hvordan de tænkte sig Følgerne, og deels er det ikke Rigets Skyld i Jerusalem, om vi hidtil var blinde for dets uberegnelig store Vigtighed og Virksomhed.

✂ Vi maae nemlig vel sige: at havde Kors-Dragerae det urimelige Haab at finde Christus i »den hellige Grav,« da tog de mærkelig Feil, men »det Borgerlige Selskab«, som ved Jerusalems Forstyrrelse var jordet der, det stod virkelig paa en Maade op i Grav-Riget og blev Mønsteret for Alt, hvad der udenfor Norden lige til de seneste Tider fortjener dette Navn, saa det er ingenlunde i Rigets Udstrækning eller Varighed, der efter Omstændighederne maatte blive ubetydelige, men i Dets Forfatning, der neppe andensteds kunde opstaaet og i alt Fald ingensteds virket saa almindelig velgiørende, vi skal søge at sætte Dets Vigtighed. Skulde nemlig nogen Throne blive »Ydmyghedens og Retfærdighedens Høi-Sæde« paa Jorden, maatte det vel være Kong Davids ved den Hellige Grav, og hævede der sig en bedre Stats-Forfatning i dette ny Davids Rige, stiftet, bemærket og besøgt af de Ypperste fra hele Christenheden; da stod den som et lysende Exempel, lig Staden paa Bjerget, der kan ikke skjules, og som en saadan Ære-Port for Kors-Togets Helte byder Historien os at betragte Riget i Jerusalem.

✂ Allerede under Beleiringen, siger Grev Raimunds Klerk, blev der holdt Raad om et Konge-Valg, men da blev der Intet af, iblandt Andet, fordi Geistligheden fandt det upassende, at nogen skulde bære Konge-Navn, hvor Herren selv var kronet, og han maaskee [og kunde let] ophøie sig i sit Hjerte og fortørne Herren; der burde kun være en Beskytter, som kunde besørge Forsvars-Væsenet*). Paa anden Dansk: Geistligheden vilde helst være sin egen Herre og staae for Oppebørselen ved den hellige Grav, saa der behøvedes kun en »Kirke-Værger«, der aldrig kunde have for ydmygt et Navn, da Kirkens »verdslige Arm« altid fristes til at ophøie sig over det geistlige Hoved, og den Tanke-Gang er saa naturlig, at havde vi selv været med, og havt Udsigt til Patriarchatet i Jerusalem **) Raimund Agil hos Bongars S. 176. 208 eller dog til En af Bispe-Stolene mellem »Dan og Bersabah,« vilde det undret os, at ikke hvert christent Menneske fandt den Ting indlysende; men havde vi været i Gotfreds og Tankreds eller Nogen af de andre raske Ridderes Sted, vilde vi naturligviis ogsaa fundet, der var en Hage ved, og følt paa vor Samvittighed, at det var ikke Alt af »Aandens« Drift, hvad Geistligheden sagde, især naar Talen blev om Mit og Dit. Otte Dage efter Stadens Indtagelse forsamlede Ridderne sig derfor ordenlig til Konge-Valg, og blev smækvrede, da Geistligheden igien vilde føre sin Besyv og anmærkede, at det kunde maaskee være godt nok med en Konge, men ligesom det »Evige« maatte gaae for det »Timelige«, maatte den »Geistlige Statholder« (vicarius Spiritualis) ogsaa vælges førend den »Verdslige«, ellers blev Valget, reentud sagt, ugyldigt*). Heraf seer Man, at selv de Præster, som havde reist med Heltene, havde dog endnu ikke lært, hvad Forskiellen var mellem Karl den Store og Ludvig den Fromme, eller paa Kirkens Ven og Geistlighedens Træl; men nu blev de dog nødt til at mærke det; thi Grev Raimunds Capellan vilde vist ikke ved denne mærkelige Leilighed have glemt at nævne enten sin egen Herre eller Gotfred, eller selv en langt mindre høibaaren Ridder som en Undtagelse fra de vrede Ansigter, hvis der havde været Nogen, Nu beklager han derimod kun, at Biskop Ædmer, æret af Alle som en Moses, var død, og han har for saavidt Ret, at havde denne Apostolikerens Fuld-Mægtig oplevet Jerusalems Indtagelse, da var Patriarchen gaaet Kongen i For-Kiøbet og den Hellige Stol maaskee flyttet til Graven; men nu var han, til Lykke, borte, saa Ridderne kunde følge deres eget Hjerte, der sagde dem, at forudsætter end Tiden Evigheden, saa kommer dog i Menneske-Livet Tiden først og maa bruges, mens Man har den, og at gav Man Geistligheden, der alt raadte for Sjælen, blot en Finger af Legemet, da tog de hele Haanden, og gav Man dem Haanden, da hele Kroppen. De beed da Geistligheden af og tilbød saa først Grev Raimund Thronen, men da han gjorde sig Samvittighed af at bære Konge-Navnet, faldt Valget paa Hertug Gotfred, der vel aldrig vilde bære en Guld-Krone, hvor Herren bar Torne-Kronen, men lod sig ei skrække af Navnet, og han brugde sin korte Regierings-Tid saa godt, at han giennem hele Middel-Alderen pristes som et Konge-Mønster**).

**) Raimund Agil hos Bongars S. 179. ***) Kors-Krønikerne hos Bongars S. 76-179. 399. 537. 48. 209

✂ Om ham fortæller Vilhelm Tyrier, iblandt Andet, at nogle Muselmanske Gesandter traf ham i Leiren for Arsuf siddende paa en Straa-Sæk, og forundrede sig høilig over at see en Konge sidde saa lavt, men fik til Svar: skal vi ligge i Jorden, kan vi sagtens sidde paa den *), og uden at kunne borge for saa ung en Skrivers hemmelige Efterretninger, kan der dog ingen Tvivl være om, at Gotfred med sin gode Villie satte sig lavere, end nogen Konge i Christenheden. Kongen i Jerusalem tilsvor nemlig ikke blot før Kroningen Kirken al dens Frihed, men ogsaa før Hyldingen Folket deres Rettigheder, og stod kun som en kronet Midler mellem Ridderskab, Geistlighed og Borgerskab, som hver havde sin egen Høieste-Ret, hævet over Konge-Bud, og havde virkelig »Stemme« i Alt hvad der angik det almindelige Bedste**). At nu Gotfred med Flid udkastede denne Stats-Forfatning og lod den beskrive paa løse Blade med forgyldte For-Bogstaver, det er ikke blot tvivlsomt, men, efter Tidernes og Kæmpens Vilkaar, urimeligt; thi det er kun os, der bruge Livet til at udkaste Planer og ansee det for store Ting, naar vi kan faae dem ført i Pennen, før vi døe, overladende det da trøstig til Efter-Kommerne at sætte dem i Værk, uden at huske, at enten tænke de anderledes end vi og kan da ikke befatte sig med vore Planer, eller de giør som vi. Ridderne derimod betænkde sig ikke længe og skrev sædvanlig slet ikke, men greb fat og slog til naar det hugede dem, som de Smukke giør endnu, hvorved det vist nok let kunde skee, de forgreb og forhastede sig, baade tog og slog feil, men hvorved der dog immer skedte Noget, og, som Historien viser, skedte Meget, der er værdt at tale om. Gotfred har derfor sikkert indskrænket sig til at føre Septeret [Spiret] ligesom Sværdet, det bedste, han kunde, og overladt det til hvem der ikke havde Andet at bestille, at gruble over, om det ogsaa hængde ordenlig sammen, og at eftersee, hvordan det tog sig ud paa Papiret, naar det blev afdeelt i Paragrapher, hver med sit Løbe-Nummer og et stort Begyndelses-Bogstav med behørige Kruseduller.

✂ Et vigtigere Spørgsmaal er det vist nok, om den Stats-Forfatning, vi finde i Jerusalem, som aabenbar stilede paa at oprette og vedligeholde en vis Lige-Vægt mellem Kongen og Stænderne, var saa ypperlig, som Man, efter de mange **) Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 774. ***) Wilkens's Historie af Kors-Togene I. 307-424. 210 Lov-Taler over dens berømte Daatter i England, og de mange Beilere til dens Slegfred-Børn i vore Dage, skulde formode; men selv naar Man finder hine Lov-Taler meget overdrevne og disse Beilere meget smagløse, maa Man dog huske, deels at Gotfred vist var meget for beskeden til ved sit Huus-Raad at ville give hele Christenheden og hele Efter-Slægten Love, og deels, at hvad han saa end var, kan »Torne-Kronen«, han valgde, godt nu være meget upassende og dog i hans Dage have fortjent at tages til Mønster overalt, hvor Man savnede, hvad unægtelig klæder Konger allerbedst: en ganske simpel og glat »gammeldags« Guld-Krone. Det Sidste var nu, som vi oftere har bemærket, det store Savn saavidt som »Romer-Riget«, med Røver-Øxer [Bøddeløxer] for Rettens Sværd og Riis (fasces) for Septer, havde strakt sig, altsaa midt ind i Tydskland, og der kunde virkelig, til det almindelige Bedste, ei raades Konger bedre, end efter Gotfreds Exempel at giøre Bod paa Straa-Sækken og at bringe lidt af hans Torne-Krone hjem med sig, som en »Reliqvie« fra den hellige Grav til daglig Dyrkelse i Slots-Kapellet. Det var sagtens ikke rimeligt, at enten Kapetinger, Hohenstaufer eller Plantageneter vilde høre efter et Raad, der hørde Selv-Fornægtelse til at følge; men desrimeligere var det, at deres Lehns-Mænd, baade Geistlige og Verdslige, der baade med og uden dem besøgde de hellige Steder, vilde være saa letnemme, at de, blot efter Hukommelsen, hver i sin Hjem-Stavn, kunde paa fri Haand lave deres Konge et Side-Stykke til Gotfreds Krone, hvori, hvad Man end ellers kunde udsætte paa Arbeidet, Tornene dog var forsvarlige. Som sagt, saa gjort, og uden at spilde nogen Roes paa Med-Arbeiderne, der ikke gjorde det nær saameget for Æren, end sige for det almindelige Bedste, som til deres egen Fordeel, maae vi dobbelt beundre »Forsynet«, der paa saa naturlig en Maade vidste at faae udført, hvad der for menneskelige Øine maatte synes umueligt: at opvække det Borgerlige Selskab af Graven, hvor det ikke blot stank, men var aldeles opløst. Hvor der nemlig er en Grund-Lov, som Høvdingen ikke kan bryde, og en [fri] offenlig Stemme, han ikke kan trodse, uden aabenbar at stemple sig selv til Volds-Mand, der er et Borgerligt Selskab og [med] al den Betryggelse, der i det kan haves for Misbrug af Magten, medens det beroer paa Tid og Omstændigheder, hvordan Grund-Loven helst skal være affattet og hvorigiennem den offenlige Stemme bedst kan trænge til Høvdingens Øren. Saa ilde, som nu Riget i Jerusalem, 211 naar det skulde overleve den Begeistring, der stiftede det1, var tjent med en Forfatning, der gjorde Kongen til en kronet Tigger og bandt hans Hænder, som netop skulde gaae i Spidsen og slaaes med Tyrken, saa viselig var det derimod betænkt, naar Verden slet intet tabde ved Grav-Rigets Fald, men vandt usigelig ved af det med Nødvendighed at faae et sundt Begreb om det Borgerlige Selskab. Riget ved den hellige Grav var nemlig, hvad allerede Abbed Vi[g]bert kalder det, »en Koloni«, midt imellem Tyrker og Araber, som altsaa trængde bestandig til djærvt Forsvar, men ydede dog hverken Udflytterne eller Moder-Landet (Christenheden) nogen haandgribelig Fordeel, saa her maatte lutter aandelige Drive-Fjere sættes i Værk for at naae Stats-Øiemedet, som var Betryggelse af den hellige Grav og Sikkerhed for Pillegrimene, der fra hele Christenheden vilde knæle ved den og bade sig i Jordan. Det forudsaaes nu let eller mærkedes dog snart, at en Koloni, der har daglig Kamp og kan hvert Øieblik komme i yderste Fare, ei kan bestaae ved den Hjelp i Flæng og i Spræng, der lader sig vente af opbrusende Begeistring [Deeltagelse] i Moder-Landet, saa Man maatte paa alle Maader lokke tappre Folk til at opslaae deres Bopæl der, og rige Folk til deels at sætte sig ned i Sø-Stæderne, deels drive en ordenlig Handel derpaa; men baade tappre og rige Folk vil have deres Frihed, og Handelen maa, for at blomstre, nødvendig have sin, medens alle Tre føle Trang til en vis ufravigelig Orden, og saaledes opkom med Nødvendighed den ny Stats-Forfatning med sit »Over og Under-Huus« og Kronen indeklemt imellem Begge. Man har bemærket, at Kors-Hæren kunde lettet den hellige Gravs Forsvar langt anderledes, hvis Den, istedenfor at smelte hen ved Antiochien, var gaaet til Ægypten og havde bemægtiget sig dette Land, rigt paa Hjelpe-Kilder og naturlig skikket til at beherske Syrien, og det er ganske rigtigt, ja faldt, som vi har seet, allerede somme Folk ind paa Veien til Jerusalem; men havde Kors-Hæren gjort det, da havde den ikke været det, den var, og da var Kolonien heller ikke blevet hvad den blev; en »Borgerlig Real-Skole [Høiskole]«, hvormed Christenheden var anderledes vel tjent, end med det mest blomstrende og seilivede Chalifat i Ægypten, om saa hans Hellighed, for ret at korsdanne det, var selv flyttet til Alexandrien.

*1 2. Udg. »den Ruus, hvorunder det stiftedes,« 212

✂ Efter denne Anskuelse af Sagen, som Man, ved nøiere Betragtning, vil finde, er saa langt fra at være grebet af Luften, at den meget mere er fundet i Graven, indseer Man let, at Rigets Stiftelse hører langt anderledes til Verdens-Historien end dets sygelige Levnets-Løb og usle Endeligt, saa derom tales bedst i Forbigaaende, og jeg formoder, det gaaer Læseren, ligesom det gaaer mig, og ligesom det gik de fleste Kors-Farere efter Jerusalems Indtagelse, at de gad nok vidst, hvordan det stod til i Hjemmet og hvad Løn der ventede Heltene for deres Stor-Værk.

✂ Ridder-Kongen Gotfred, [der vel maa kaldes] Middel-Alderens sande Kong Artus ved det runde Bord, kan vi imidlertid dog ikke forlade, skiøndt alle Heltene gjorde det, saa nær som Tankred 1, før vi veed, hvor god Lykken var ham, der opgav Hjemmet og tog sin Deel ved Graven. Snart er det sagt, thi Seieren over den Ægyptiske Hær ved Askalon, hvor Roberterne og Raimund endnu stod ham troelig bi, blev den sidste, han vandt i aaben Mark, og et mageligere Sæde end det paa Straa-Sækken fik han aldrig, men snart det rolige Leie, han der beredte sig til, med den korte Gravskrift »Mageløs og Barnløs«, som ingen Lov-Talers Pen men hele Christenhedens Mund, uden Modsigelse af Dens Fiender, eenstemmig gav ham.

✂ Broderløs var Gotfred vel ingenlunde, thi en Broder, Eustak, havde fulgt ham, som hans Skygge, og den Anden, Baldvin, som blev hans Eftermand paa Thronen, var hans Med-Beiler paa Val-Pladsen, men han var det hverken paa Straa-Sækken eller hvorsomhelst Man beiler sømmelig til meer end Magt og Beundring for Øieblikket: til Udødelighed i de Ædles Bryst. Hans Kapellan, Folker fra Chartres (dog ikke ham, der var første Mand paa Reeb-Stigen ved Antiochien), har betroet os, at da han i Edessa, hvor han sad varmt inden Dørre, og svømmede i Overflod, mens Heltene baade hungrede og frøs for Antiochien og tørstede ved Jerusalem, spurgde sin Kongelige Broders Død, da gjorde det ham vel lidt ondt (dolens aliqvantulum) men Arve-Parten gjorde ham meget glad (plus gaudens)*), og det kunde være Nok om ham i Verdens-Historien, naar det ikke var en saa besynderlig Ting, at **) Folker hos Bongars S. 402-3. *1 2. Udg. »saa nær som Tankred, gjorde det,«213 ligesom Edessa, med sin Kong Augar [Abgar], danner en æventyrlig Episode i den ældste Kirke-Historie, det under Kors-Toget danner en Lignende i Stats-Historien, hvorved Hiin paa en Maade afhjemles og Begge afrundes. Derfor maae vi dog vide, at efter Slaget ved Gorgone, da Kors-Hæren kunde giøre ved Natolien omtrent hvad den vilde, gjorde Tankred og Baldvin en Udflugt til Kilikien, hvor de dog snart blev Uvenner ved Hedning-Apostelens Føde-By, Tarsos, som Tankred havde vundet med Æren, men Baldvin tog fra ham med List og Vold, og blev derved saa foragtet i Hoved-Leiren, at han med 200 Ryttere, der endda kun nødig fulgde ham, besluttede at æventyre sig selv paa Euphrats Bredder. Her tog han nogle Borge fra Tyrkerne, og da den Byzantinske Stat-Holder, som havde opkastet sig til Despot i Edessa, men havde Tyrukerne paa Halsen, hørde, der var kommet En af de uovervindelige Franker-Høvdinger til Egnen, leiede han ham strax til sin Liv-Vagt med Løfte paa at arve Despotiet efter ham. Baldvin beed paa Krogen, men brød sig ikke om, at Indbyggerne snart slog den gamle Despot ihjel, da »Arve-Parten«, som vi veed, trøstede ham over meer end det, og saaledes blev han da Despot i Edessa*), hvor han, ved at give Tyrkerne i Mosul Noget at bestille, og opholde Korboga hele tre Uger paa Reisen til Antiochien, vist nok gjorde Kors-Dragerne langt større Tjeneste, end om han var blevet hos dem og havde kanskee tilsidst ærgret Livet af Tankred, men uden dog derfor at have mindste Krav paa deres Taknemmelighed end sige paa Thronen ved den hellige Grav, hvor han kun, efter Jerusalems Indtagelse, i Følge med den anden Afstikker, Boemund, aflagde et fornemt Besøg**).

✂ Ved at vælge denne Herre til Gotfreds Eftermand, og det paa en Throne, der ene kunde bestaae ved Begeistring [Høimodighed] og Opoffrelse, maa Man vel sige, Lehns-Mændene høitidelig indviede Riget til Undergang, men, skiøndt Tankred stod midt iblandt dem, syndes de dog, ham selv iberegnet, kun at have Valget mellem begge de berømte Afstikkere, og skiøndt Tankred naturligvis stemmede paa Boemund, saa var det dog aabenbar ikke Skæbnens Villie, at han skulde være Konge i Jerusalem.

✂ Det var nemlig omtrent paa samme Tid, som Gotfred **) Folker hos Bongars S. 389-90. ***) Sammest. S. 400-1. 214 døde, at Boemund blev fanget af Tyrkerne*), og skiøndt han slap fra dem, endte han dog længe før Gotfreds Throne igjen blev ledig, og det er høist mærkeligt, at hans sidste Bedrift ret egenlig var en Skygge af den Første.

✂ Hvor tilbøielige vi imidlertid kunde være til, baade for den Sags Skyld og for meget Andet, at overantvorde [overlade] Boemunds sidste Dage til Glemsel, vil vor historiske Samvittighed dog ikke tillade os det, da Samtidens Beretninger soleklart vise, han endnu i sin Skygge-Tid gjorde en Opsigt i Europa, som saare faa Høvdinger i deres høieste Glands. Da han nemlig (omtrent 1104) i Antiochien fandt sig indeklemt mellem Tyrker og Byzantiner, satte han Tankred i sit Sted, og smuttede forbi den Byzantinske Flaade, hjem til Europa, for, om mueligt, i Spidsen af en Franke-Hær at holde et seierrigt Indtog i Konstantinopel, og saaledes endnu ei blot faae Bod for mange Tab, men see sin Ungdoms stolte Morgen-Drøm opfyldt. Ved denne Leilighed fortæller Prindsessen, som har skiænket dette Boemunds sidste Æventyr hele to Bøger af sin Alexiade, at den listige Norman, der selv lod udsprede, han var død, gjorde Reisen til Korfu som et Liig i Kiste, med al den Sørge-Pragt, der hørde til at giøre Byzantinerne troskyldige, men at han saa var dumdristig nok til at lande paa Korfu, indstille sig for Befalings-Manden der, og bede ham melde Keiser Alex, at han var staaet op fra de Døde for at hjemsøge Romer-Riget med Ild og Sværd og ei standse, før han stod seierrig midt i Byzants**). Denne Ligkiste-Leg, som Prindsessen ansaae for en splinterny Opfindelse af Boemund, havde han imidlertid lært af sin berømte Fader, hvem han i det Hele ikke nær saameget lignede som efterlignede, og den døde Hane, som Anna siger, han tog med i Kisten, for at selve Lig-Lugten ei skulde fattes, var det eneste Eiendommelige, men gav rigtignok Tingen et saa naturligt Skin, at vi maae betragte det som et Varsel om den virkelige Hel-Fart, Boemund uvitterlig beredte sig til.

✂ Hans [Boemunds] forvovne Plan var at bevæge Vester-Leden til et Kors-Tog mod Byzantinerne, og fra han satte sin Fod paa Italiens Grund afmalede han derfor Keiser Alex med de sorteste Farver, ikke blot som en afgjort Tyrke-Ven, men som en forstokket Hedning, langt værre end Tyrken, og til Sandemænd havde han endeel Byzantinske Flygtninger, **) Kors-Krønikerne hos Bongars S. 301. Tankreds Levnet hos Muratori V. ***) Annas Alexiade S. 340-42. 215 hvoriblandt En gav sig ud for Sønnen af Eeiser Romanos Diogenes, der for nogle Aar siden med væbnet Haand havde stræbt at giøre sin Arve-Ret giældende, men var kommet til Kort*). Man seer strax, at Boemund vilde drage samme Fordeel af denne Diogenes, som hans Fader af Mikkelen, han førde med sig, men da Prindsesse Anna forsikkrer, at allerede han, der kort før Kors-Toget udgav sig for Leo, en Søn af Romanos, og gav Alex Nok at bestille, men blev dog tilsidst fanget og mistede Øinene, var en grov Bedrager**), saa synes Bedrageriet med den Boemundske Keiser-Søn at have været ret haandgribeligt.

✂ Uagtet nu Boemund, udrustet med den hellige Fader Pavens Fuldmagt og varme Anbefaling, valgde Frankrig, hvor Urbans Kors-Præken havde frugtet saa godt, til Middel-Punkt for Sin, og formælede sig desaarsag med Kong Philips Daatter Constance, saa havde han dog ogsaa Mod paa England og vilde selv fristet Lykken der; men Henrik Præstelærd, der helst vilde præke selv paa Øen, bad ham meget artig ingen Uleilighed [at] giøre sig, da han snart selv kom over til Normandiet og kunde der have den Fornøielse at tale i Mag med Antiochiens berømte Fyrste. Han maatte altsaa indskrænke sig til Italien og Frankrig, men der gjorde han ogsaa ganske overordenlig Lykke, som Man nok kan tænke, da han, efter Prindsessens nøiagtige Beskrivelse ***), maa have været storladen som en Konge, bygt som en Kæmpe, smuk som en Apol, fiin som en Hof-Mand og veltalende som Faa, saa [at] naar han traadte frem for Høi-Altret i Chartres og skildrede, paa den ene Side, hvad han selv havde oplevet mellem Maglegaard og den hellige Grav, og, paa den anden Side, Pragten og Rigdommen, Hedenskabet og Feigheden i Byzants, da maatte han nødvendig, om just ikke hvad vi [vilde] kalde »begeistre« [»opflamme«] saa dog hvad al Verden kalder »fortrylle« baade Herrer og Damer. Ordrik udtrykker sig derfor meget rigtig, naar han siger, at denne Præken, som lovede Kors-Dragerne Guld og grønne Skove (urbes et oppida ditissima 1), opflammede [ophidsede] Tilhørerne saaledes, at de greb **) Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne S. 817. Annas Alexiade S. 345-46. ***) Annas Alexiade S. 271-79. ****) Sammest. S. 404. *1 *dolgoeO* »de rigeste Byer og Stæder« 216 Korset og gav sig paa Vel til Jerusalem, som Man gaaer til Gildes*).

✂ Saaledes høstede da Boemund i visse Maader al den Berømmelse, Kors-Dragerne havde fortjent, og han gjorde for saavidt klogt i at »optage sin Løn,« før Man opdagede, han var, skjøndt ingen »Linie-Dandser« som hans Svoger, saa dog en »Afstikker;« men slige fortryllende Skue-Spil høre immer til Dagens Orden i den fine Verden, saa, har Man intet Kors-Tog og ingen Boemund at beundre, da ikke blot nøies Man, som Prindsessen i Maglegaard, med et Krigs-Puds og en Alex, men finder disse endnu »guddommeligere« end Hine**), og Verdens-Historien giør da, ved her at ændse det, kun en Undtagelse, fordi Boemunds Kors-Tog mod Byzants, ved Siden ad Christenhedens mod Tyrkerne, staaer i alle Maader som Trylleriet i Kongers Gaarde ved Siden ad Begeistringen [Opsvinget] under aaben Himmel, to himmelvidt forskiellige Ting, som Man dog, fra Boemunds Dage til Vores, kun alt for sædvanlig, baade i og udenfor Kors-Togenes Historie, har forvexlet og sammenblandet.

✂ Med en Flaade, som Prindsessen ligner ved en svømmende Stad og finder det høist tilgiveligt at den Byzantinske Admiral, der skulde hindret Land-Gangen, betimelig dreiede af for, stak Boemund i Søen fra Brindisi (1107), og fulgte sin Faders Kiølvand til Valona og Durazzo, hvad netop var det Samme, som naar en aldrende Digter faaer det fortvivlede Indfald at omskrive sit bedste Ungdoms-Arbeide, for at giøre Slutningen mere glimrende. Keiser Alex, der, siden Robert Viskard, den frygtelige Age-Thor, døde, var gammel vant til at betragte sig selv som den største Mand i Verden, men Boemund som »sin Næste«, havde naturligviis anstrænget sig for at berede ham en Modtagelse, der lod ham føle Majestætens Overlegenhed; men hvor tilsyneladende rolig han end løste sine Saaler af og satte sig tilbords, mens alle hans Hofmænd blegnede, da Løberen fra Durazzo, hvem Frygten gav Hermes-Vinger, styrtede aandeløs ind med de Ord: Boemund har gjort Land-Gang, saa betroer Prindsessen os dog, han var ikke selv fri for lidt indvendig Rystelse, og skiøndt han omsider rykkede i Marken, kom han dog ikke længer end til Saloniki, hvor han svedte hele Vinteren over at afrette sine Krystere til Kæmper***). Det saae ogsaa galt nok ud for Kyri-Alex, thi **) Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne S. 817. ***) Annas Alexiade S. 404. ****) Sammest. S. 372. 75. 79. 404. 217 Boemund skal have havt el Følge af over 30000 raske Karle, hvoriblandt Endeel fra »Thule,« som han havde opsnappet og forlokket paa deres Valfart til Maglegaard, og det var ikke nok dermed, at Man nær aldrig havde faaet »Vor Frues Slør« i en af Hoved-Stadens Kirker, som hver Fredag skulde fare til Himmels, til at giøre sin Pligt, men ved et af de mange Bede-Steder mellem Konstantinopel og Salonik, hvor Keiseren og Keiserinden holdt lovlig mange Rast-Dage, fandt Man et Par Nid-Skrifter, og det Ene under Keiserens eget Bord, som især løb ud paa, at Fruentimmerne (som Telemak siger til sin Moder) skulde kiønt holde sig til Rok og Teen i Fruer-Buret og lade Mændene om Sværd og Skjold. Hvor et Nidskrift, som veed, det er fordømt til den for Papir utaalelige Straf at »kastes paa Baalet,« vover sig saa nær til Ilden, der maa nødvendig stikke »en Sammen-Rottelse« under, tænkde baade Keiseren og hans kloge Daatter; men om der virkelig var noget Sligt i Giære, eller det, som ved slige Leiligheder de 99 af 100 Gange, kun var blind Alarm, hvormed Romer-Retten straffede sig selv, kan vi af den hemmelighedsfulde Oplysning og korte Proces umuelig opdage*). Det er for Resten meget rimeligt, at Boemund, der, som Prindsessen bemærker, ingenlunde savnede Forbindelser i Keiserens Leir, ogsaa har havt sine Garn ude der, medens han syndes kun at have sine Tanker ved Durazzo, hvor han fandt haardnakket Modstand; men tænkde han, Alex lod sig enten lokke eller true til at gaae ham paa Klingen, da tog han mærkelig feil; thi at møde Boemund i aaben Mark, det, siger Prindsessen, havde hendes Fader forlovet, vist nok ikke, fordi han jo godt turde see Normannen under Øine, men fordi han fandt det ikke raadeligt at vove sig saa yderlig, eller komme den listige Krabat fornær. Langt heller begik han hvad blandt Smaa-Folk kaldes en Skurke-Streg, og spiliede Boemund falske Breve i Hænderne til hans Broder og alle de Ypperste i Leiren, hvori Keiseren takkede dem for deres Forræderi og opmuntrede dem til at blive det troe, og Prindsessen forsikkrer, Boemund havde nær ladet sig narre til at mistænke og bryde over tvert med alle sine gode Venner**). Hvad Prindsessen derimod synes at have glemt over dette Mester-Stykke, er Virkningen af de Forberedelser, hun selv fortæller, Keiseren traf til virkelig at bestikke og forføre Boemunds Broder Hvid (Guido), som før havde **) Annas Alexiade S. 376-79. ***) Sammest. S. 387-89. 218 staaet i hans Tjeneste, med andre Flere, hvad Ordrik forsikkrer os, ganske rigtig lykkedes og bragde, tilligemed Hunger og Pest, omsider Boemund i saa fortvivlet en Stilling, at han maatte bede om Fred*). Vel tilstaaer Prindsessen, at Keiseren, ved at bønhøre ham, ogsaa kun gjorde en Dyd af en Nødvendighed, men dog har aldrig nogen navnkundig Ridder fra Vester-Leden kastet sig saaledes ikke blot i Støvet men i Skarnet for den Byzantinske Sultan, som den stolte Boemund, efter det meer end alenlange »Klemme-Brev,« Prindsessen triumpherende meddeler os; thi deri bekiender ikke blot Robert Viskards Søn, En af Kors-Togets Høvdinger, den ene Gang efter den anden, at »Lehns-Mand« og »Træl« er hip som hap, men forpligter sig ogsaa med de dyreste Eder til al den Trældom, en Krigs-Mand, der bliver ved sit Hand-Værk, kan vise, ja, endog til at bestride »Tankred« paa Liv og Død, hvis han ikke vil falde til Føie og slippe alle de Stæder, han har taget, og det Altsammen for at beholde Antiochien, som Keiseren ikke kan tage fra ham, forlenes med Aleppo, naar han selv kan vriste det fra Tyrken, og oppebære tohundrede Guld-Stykker (Byzanter) om Aaret**).

✂ Man seer, det var paa den høie Tid, Boemund døde for Alvor, hvad ogsaa skal være skeet snart efter hans Hjemkomst til Apulien***), og vi vil forlade ham med den snurrige Oplysning, at hans Døbe-Navn var Markus, saa Boemund var kun et Øge-Navn, hans Fader engang overborde i Spas gav ham, efter en Jette af det Navn, som en Saga-Mand fortalde Æventyr om, formodenlig Stal-Broderen til Frakke og Stærk-Odder, som Saxo kalder Bemon og Islænderne Beimun Stor-Viking†).

✂ Keiser Alex ansaae nu vist nok Boemunds Død for langt større Vinding end hele hans Liv, med al den Trældom, hvortil det saa omhyggelig var forpligtet; men desuagtet var han nu dog ikke fornøiet, uden han fik Antiochien med, hvortil han, der ei kunde forsvare hvad der laae ham langt nærmere, havde en besynderlig Lyst, og hvorpaa han, for sin Medvirkning til dens Erobring og for alle sine Fortjenester af Kors-Dragerne, **) Annas Alexiade S. 387-99. Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne S. 823. ***) Sammest. S. 403-16. Ordrik S. 824. Folker hos Bongars S. 420. ****) Annas Alexiade S. 419. *†) Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne S. 817. Saxo ved Stephanius S. 104 Snorres Edda (Stokholmer-Udgaven) S. 195. 219 gjorde et endnu besynderligere Krav*). Saadanne urimelige Griller, selv hos et langt bedre kronet Hoved, vilde imidlertid Verdens-Historien aldrig ændse, naar det ikke just havde været Tankred, Alex misundte hvad han i en Række af Aar ligesaa ædelmodig som tappert havde kæmpet for. Nu maae vi derimod føie Prindsessen i, med saamange andre Mærkværdigheder i hendes Faders Dage, ogsaa at omtale det Budskab, han sendte til Tankred som sin meensvorne Træl, der sad og gottede sig i Mag, sagde Keiseren, med hvad der havde kostet Byzantinernes Blod og Sveed. Da Tankred nu var »bindegal og formastelig« nok til at lee høit ad denne Keiserlige Forelæsning, og bad Gesandterne hilse hjemme, at han fra Antiochiens Bjerg-Slot saae ned paa Byzantinerne, som en Jette paa en Flok Myrer, og blæste ad den Græske Ild; see, da blev Keiseren naturligviis meget vred og lod sine »Vældige« kalde, for strax at udslette et saadant Uhyre af Jorden; men da de samtlig forestillede ham, det var dog bedst, førend Man rørde ved den Stræng, at høre hvad Kongen i Jerusalem og de andre Latinske Herrer i Nabolaget meende om det, da fandt dog Keiseren, der var Mening i den Tale, og skikkede Butumit med andre Flere og med en god Slump Penge til Palæstina, for at prøve, hvad Priis Vedkommende satte saavel paa Keiserens som paa Tankreds Venskab. Som sagt, saa gjort, og da Erfaring lærde, at de Allesammen gierne vilde have Pengene, men Ingen af dem [vilde] giøre Gavn mod Tankred, lod Keiseren det beroe indtil videre**), og Prindsessen ymter ikke engang om, at Døden, for Løn eller Bøn, var saa artig at fælde den trodsige Majestæts-Forbryder, det er kun Folker, som melder Tankreds Død (1112) umiddelbar efter den mislykkede Beleiring af Tyrus, vi af Prindsessen høre, Gesandterne, der satte Priis paa hans Hoved, personlig bivaanede***). Antiochien fik Keiseren imidlertid ikke for det, og skiøndt Boemunds mandlige Afkom uddøde med hans Søn og Navner, nedarvedes Fyrstendømmet dog paa Spinde-Siden i hans Æt, til den Ægyptiske Sultan (1268) tog det fra Boemund den Sjette.

✂ Med Tankred maa Man imidlertid sige, de ægte Normanniske Helte uddøde, thi Robert Villumsen havde alt i flere Aar været levende død i sin Broders Henrik Præste-Lærds **) Annas Alexiade S. 332-33. 422-23. ***) Sammest S. 424-29. ****) Folker hos Bongars S. 423. 220 Taarn, og Tankreds Frænde, den seilivede Kong Roger paa Sicilien (til 1154), var vel en klog og lykkelig Herre og en dygtig Krigs-Mand, men ingen Helt.

✂ Vi har nu ledsaget alle Kors-Togets Høvdinger til Graven undtagen Grev Robert den Yngre af Flandern og den gamle Grev Raimund, thi Afstikkerne Grev Steffen af Blois og Hugo Konge-Broder udelukde sig selv af deres Tal, og tænkde siden kun forgiæves at afstryge Skammen ved et Tog til Bagdad (1102), der skulde fordunkle[t] det til Jerusalem; thi det endtes alt i Natolien med den skammeligste Flugt og det fuldstændigste Nederlag, Man vel kiender*).

✂ Robert af Flandern, Korbogas Rædsel, hvem Tyrkerne skal have kaldt Søn af St. Georg, blev ved sin Hjemkomst meer end kongelig modtaget og vandt den sjeldne Roes, at være ligesaa lydig en Søn af den hellige Kirke, som vældig Kæmpe under Korsets Banner, men han fik et sørgelig Endeligt, ved, i en af den franske Konges Hverdags-Feider, at styrte med Hesten i en Snevring, hvor han blev traadt ihjel af de Flygtninger han vilde standse**). Hans kiække Søn, Baldvin, kom alt i sin Ungdom ulykkelig af Dage i Normandiet, som han vilde hjelpe sin Frænde, Robert Galnings Søn, at tage fra den Engelske Kong Henrik, og med ham uddøde de gamle Flamske Grevers Hoved-Linie.

✂ Hvad endelig gamle Grev Raimund angaaer, da vedblev han lige til sin Død (1105) at staae i et tvetydigt Lys for sine Samtidige, som altsaa er det historisk rette, vi maae see ham i, ladende det uafgjort, om Skylden var hans egen, eller han kun blev miskiendt, fordi han hørde til en ældre Slægt end den, han paa Kors-Toget skulde sammenvirke med. Prindsesse Anna, der har barbariseret hans Titel (Greve af Sanct Giles) til et Navn, fortæller at i hendes Øine fordunklede denne »Sangiles« alle de andre Korstogs-Ledere, som Solen Stjernerne, og det var ikke meer end billigt; thi han viiste Keiseren i Byzants en forbausende Hengivenhed, ikke blot ved at forære ham den »hellige Landse«, hvormed Alex, urimeligt nok, søgde ret at nagle Normannen Boemund til sit Kors, men ved at springe, naar han fløitede, saa Spørgsmaalet er kun, om han bragde hvad han ansaae for »den gode Sag« og Christenhedens Vel eller sin egen verdslige Begiærlighed dette store Offer? Det **) Ordriks Kirke-Historie hos Duchesne 789-93. Vilhelm af Malmsbury hos Savile S. 149. Wilken om Kors-Togene II. 114-48. ***) Ordrik S. 831-38. Vilhelm S. 159. Wilken II. 23-25. 221 Sidste maatte naturligviis Verden troe, deels fordi den kun nødig troer paa kloge Folks Ædelmodighed, og deels fordi han virkelig, især ved paa Keiserens Vegne at ledsage »Bagdads-Farerne« til deres Undergang og saa lade dem i Stikken, havde Skinnet imod sig. Paa den anden Side derimod vovede Raimund dog, baade ved denne Leilighed og ellers, saa tit og redebon sit Liv for Kors-Banneret, hjalp sine ubesindige Stal-Brødre ud af saa mange og store Forlegenheder og blev sit Løfte, af al Magt at bestride de Vantroe, saa tro til Døden, at det var ubilligt at mistænke ham for Falskhed, og naar Man da tager Omstændighederne i Betragtning, lader Alt hvad vi veed om ham sig bedst [dog vel] forklare til hans Fordeel. En klog gammel Mand maatte nemlig enten strax indsee, eller dog snart opdage, at baade ved Indtagelsen og Forsvaret af det hellige Land var den Byzantinske Keisers »Gunst og Gaver« af megen Vigtighed, og det maatte nødvendig falde Raimund langt lettere at lempe sig efter Alex, der i Grunden var bange for Kors-Dragerne, nøiedes med Skinnet og brød sig slet ikke om paa hvad Maade, Man opfyldte hans Ønsker, end at spændes med Bruus-Hovederne, som, trodsende paa deres Kraft, sædvanlig foragtede Klogskabs Raad og kunde slet ikke taale, at Nogen vilde foretrække en anden Vei til det fælles Maal end den, der hugede dem bedst. Sine fleste Dage, efter Jerusalems Indtagelse, tiibragde Raimund for Resten med Beleiringen af Tripolis, som han paa ingen Maade vilde opgive, men bygde sig, da den gik i Lang-Drag, den saakaldte »Pillegrims-Borg« paa Libanon, for altid at være ved Haanden, og her døde han, efter Abulfedas Beretning, saagodtsom kvalt af Røg ved en Ildebrand, han vilde slukke*). Først adskillige Aar efter hans Død overgav Tripolis sig, men forblev saa hos hans mandlige Arvinger til Saladin tog Jerusalem, og var siden forenet med Antiochien, indtil Boemund den Sjette mistede begge Dele.

✂ Saaledes nedsank de Vældige i Skygge-Riget, som ikke blot rystede Jorden men reddede Christenheden, ikke blot udgiød Strømme af Blod, men blandede dem ogsaa til et mageløs stort og herligt Fost-Broderskab mellem de nye Folke-Færd, og det var intet Under, at Kors-Togets Helte misundte de Trojanske Sangerne, der lod dem leve med sig fra Slægt til Slægt; **) Annas Alexiade S. 505. 29-32. 415. Wilken om Kors-Togene II. 197- 200. 222 thi Krønikerne end sige Versene paa Kloster-Latin var kun ea maadelig Grav-Skrift og slet intet Efter-Mæle. Langt om længe stræbde vel Tasso at forevige dem i sit »Befriede Jerusalem«, men det har alt længe slaaet deres historiske Kyndinger, at Homers Helte ligne dem langt meer end Tassos, og hvad der desuden aldrig kommer i Folke-Munde, men føres kun i Pennen for velvillige Læsere, er intet Efter-Mæle, som enten fryder Helte eller vækker blandt deres Børn de slumrende Kæmper. Selv Middel-Alderens Rim-Krøniker og Helte-Bøger, som desuden kun befatte sig lidt med de Første Kors-Tog, er dets Helte meget for smaalige og trange, saa først naar Iliaden, frit oversat paa alle vore Tunge-Maal, afløser den »Latinske Grammatik« i vore Skoler og forklares med Kors-Togets Historie, da først faaer Dets Helte et værdigt Mindes-Mærke og Grækernes Høi-Sang sin rette Betydning. At Sligt maa synes de fleste Læsere urimeligt, til det virkelig begynder at skee, maa Skriveren finde sig i, men den billige Læser vil ogsaa finde sig i, at hvem der har Syn for Folkenes Vilkaar og Tidernes Sammenhæng beiler i sin Skrift til noget Større end Øieblikkets Bifald, og naar han seer, at Grækerne, som forgiæves stræbde at forekomme Middel-Alderen, har spaadomsviis besunget den, han da ogsaa med Pennen stræber at indskiærpe hvad der langt fra at være en ørkesløs Betragtning er en for alle kommende Slægter frugtbar Sandhed.

✂ Ved at sammenligne Kors-Toget med Iliaden klarer det sig nemlig ret, at Grækerne kom for tidlig, thi deres Helte-Digt fattes aabenbar, hvad det dog ærlig fortjende: en tilsvarende »Universal-Historisk« Begivenhed, som »den Trojanske Krig«, der endog neppe kan kaldes »historisk,« jo ingenlunde er, medens Kors-Toget, der er en Universal-Historisk Begivenhed, ikke blot fattes et tilsvarende Helte-Digt, men savner hele det yndige, midt i Kampen rolige Anstrøg Græker-Aanden gav Alt hvad den skabde. Vi har før bemærket, at Byzants ogsaa tydelig nok viser os Skyggen af hvad Grækerne skulde været i Slægtens Middel-Alder, og Keiser Alex er saa klar en Skygge af Folke-Lederen Agamemnon, at det ved første Øiekast ordenlig forbauser, og ved nærmere Betragtning giver os Nøglen til hans Løn-Kammer; thi hele Hemmeligheden ligger aabenbar deri, at han følde Kald til at være Sjælen i Kors-Toget mod Tyrkerne, men manglede aldeles Kraften, hvad han vel ei kunde dølge for sig selv, men 223 stræbde desivrigere at skjule for Verden, hvorved han nødvendig kom i en falsk Stilling baade til sig selv og til den hele Begivenhed. Men saa slemt det nu end var for ham, ærgerligt for Kors-Dragerne og sørgeligt for Grækerne, saa kan vi dog lettelig trøste os derover, da vi see, der var, trods alle de Hindringer Grækernes Afmagt og Gothernes Vildskab lagde i Veien, dog fundet Raad til et Kors-Tog, der gjorde sin Virkning og fortjener vor Beundring, og naar vi samle i Forestillingen, hvad Feiltrinnet adskilde, har vi Alt hvad vi kan ønske: Daaden, Digtet og Lys over det Menneskelige, der laae til Grund for begge Dele. Netop fordi den egenlige Daads-Tid, som Middel-Alderen naturligviis er, ikke var kommet i Grækernes gyldne Dage, men det følsomme, for Menneske-Livet klarøiede Folk længdes og stirrede efter den, just derfor udtrykke deres Helte-Digte1 den dybe Ahnelse deraf i hele sin Friskhed og blive derved saa prophetiske, at det ingenlunde er blot det store Kors-Tog, men hele »Ridder-Tiden,« der speiler sig i Iliaden, som begynder med en Vædde-Strid mellem Olympierne og ender med Ridder-Spil og Fugle-Skydning ved et Grav-Øl. Ikke blot for Mod-Sætningens Skyld, men ogsaa til Trøst for Nyaars-Tiden, der i Henseende til alt Stor-Værk har begyndt sin Forfatter-Bane som Recensent, er det høist mærkeligt, at Odysseen derimod begynder med Hurlumhei og en næsviis, opløben Dreng, men forbereder dog strax paa Aandens (Laertidens) Hjemkomst og slutter med aandelig Vidskabs (Pallas Athenes) Triumph og en smilende Udsigt til Verdens Ende, saa naar den Bog bliver indført i Skolen, ikke til at rives i Stykker og lappe Grammatikker med, men til at lære Svendene, hvordan Athene besøgde Telemak, da vil den udentvivl synes at giøre Under-Værker, i det den fremlokker hvad den forudsiger.

✂ Dog, skiøndt Pennen, der vil gaae Skjalden under Øine, umuelig kan nægte ham den Fornøielse at være Pege-Pind til saadanne Bøger, eller undlade det Ønske at voxe til Stav paa saadan en Bane, maa den dog ikke derover glemme sit Kald for Øieblikket: til som formindsket Maale-Stok at følge Alfar-Veien under Tidens Løb, og vender derfor tilbage til sin Pligt med den Bemærkning, at efter det store Kors-Tog løb Alfar-Veien fra hele Vester-Leden til Jerusalem og næsten altid *1 2. Udg. »Heltedigt« 224 over Konstantinopel, men derfra deeis giennem det blodrøde Natolien, deels over det sortladne Hav.

✂ Nu her at holde Bog over alle de Reisende, gaaer ingenlunde an, og selv store Flokke maae nøies med at nævnes, men netop fordi der hverken var Keisere eller Konger med paa det Første Kors-Tog, uden forsaavidt Man vil sige, at Kyri-Alax var dog ogsaa med, er det mærkeligt at see, hvorlunde de kronede Hoveder, for at hamle op med Ridderne, maatte bekvemme sig til at træde i deres Fod-Spor.

✂ De første Konger vi nu møde paa Kors-Veien, er, mærkeligt nok, dem fra Danmark og Norge, ret som til Bekræftelse paa, at Kors-Toget ganske rigtig var i Nordens Aand, saa det kun var ved et særdeles Uheld, den savnede sine visse Bud i Leirene ved Antiochien og Jerusalem. Efter Albert af Aix, der var Kors-Toget lige saa nær, som Herodot var Perser-Krigen, bestod dette Uheld i, at den Danske Konge-Søn, Prinds Sven (udentvivl den Ubekiendte paa den store Viking-Snekke) var blevet saa forsinket i Konstantinopel, at han kom ikke til Nikæa, før Kors-Hæren allerede var brudt op, og blev, underveis i dens Spor, med sin Hjertens-Kiære og 1500 Ryttere omringet, overvældet og nedsablet af Tyrkerne*).

✂ Kongerne fra Norden, der, saa snart som mueligt, ilede til den hellige Grav, da dens Befrielse rygtedes, var Sven Æstridsens Søn, Erik Eiegod, og Haardraades Sønnesøns-Søn Sigurd Jorsalfar; men da Erik, om han end naaede Jerusalem (1103), dog [der] ingen Opsigt gjorde, maae vi holde os til Sigurd, hvem Folker vel ikke nævner ved Navn, eller tæller blandt Konger, men betegner dog kiendelig og omtaler priselig nok. Han siger nemlig: nu (1110) førde vor Herre et Slags Folk til Jaffa, som kaldes »de Norske«, med tresindstyve Skibe, anført af en meget smuk Unger-Svend, som var Broder til Kongen, og da Kong Baldvin bad dem endelig tøve lidt og hjelpe ham mod Tyrkerne, da svarede de strax, at derfor var de netop kommet, saa de vilde gaae, hvor det skulde være, naar han bare vilde sørge for Kosten. Det fandt Baldvin ypperligt, og tænkde først paa Ask[a]lon, men bestemde sig dog tilsidst for Sidon, og skiøndt den Babyloniske Sultans Flaade laae i Havnen ved Tyrus og var ellers immer paa Spil, blev den dog reent forbluffet, da det rygtedes om »de Norske,« saa den rørde sig ikke ud af Flekken**).

**) Albert fra Aix hos Bongars S. 233. ***) Folker fra Chartres hos Bongars S. 421. 225

✂ Sidons Indtagelse, som virkelig blev Følgen, er nu vel Ingen af de største Begivenheder, men dog En af de Største, der kom til at føre Navn efter Konger i den Egn, og selv den Historie-Skriver, der ingen Nord-Bo er, maa det glæde, at see Snorro Sturlesens Beretning om den fjerneste Begivenhed, han omtaler, saa godt stadfæstet af et Øien-Vidne, at Kong Baldvins Kapellan endog giver os det samme Tal paa de Norske Skibe, som den Islandske Lagmand*).

✂ Det var, saavidt bekiendt, af egen Drift, at Nordens Konger besøgde det hellige Land, saa Jyderne skal endogsaa have tilbudt Erik Eiegod at give Tredie-Delen af deres Gods til de Fattige, naar han vilde blive hjemme**); men Sligt var kun Tilfældet med Faa af de høie Reisende, der i det Hele kun tog liden Deel i Tidens Begeistring, naturligviis fordi den gialdt et større Rige og en høiere Krone end Deres: Kirke-Riget nemlig, der truede med at opsluge [overgro] alle Vestens Konge-Riger, og den tredobbelte Krone, der aabenbar fordunklede alle de Enkelte.

✂ Keiser Henrik den Fjerde lovede vel engang at giøre et Kors-Tog, men hvad han lovede i sin Nød, havde han aldrig for Skik at holde, og vi skulde da ikke have nævnet det tomme Løfte, dersom det ikke var for at erindre [minde] om, at Hildebrands Modstander levede endnu adskillige Aar efter Jerusalems Indtagelse (til 1106), hvad i det Mindste vi, der skrive Historie, finde høist urimeligt. Naar Man nemlig ret har været inde i det Første Kors-Togs Historie, gaaer det En tildeels, som det sikkert gik Robert af Flandern, da han kom hjem og maatte føre Krig med Henrik den Fjerde: Man kan slet ikke finde sig i, at Skrællinger, Man fordum kiendte, ei er døde og borte for længe siden; thi at der kun er fem Aar fra Mødet i Clermont til Kong Gotfreds Død, det veed Annalisterne vel udenad paa deres Fingre, men Historie-Skriveren, hvem Kors-Toget giver meer at bestille end et heelt Aarhundredes Bedrift, maa ordenlig samle sine Tanker, for at blive sikker paa, at Tiden var saa kort og syndes kun lang, fordi der skedte Saameget og skedte Mirakler.

✂ Prædikanten under aaben Himmel, Pave Urban den Anden, var imidlertid ganske rigtig død, kun fire Dage efter Jerusalems Indtagelse, og den Kardinal Regner (Rainer), som, under **) Sigurd Jorsalfars Saga i Heimskringle K. 10-11. ***) Saxos Danmarks Krønike ved Stephanius 126-127. 226 Navn af Paskal den Anden, fulgde ham paa Thronen, havde vel, efter Hildebrands Dom, været ham en god Tjener, men var derfor ogsaa en daarlig Herre, der hverken forstod at benytte sig af den Glands, det store Kors-Tog kastede paa Kirke-Riget, eller havde engang rigtig Mod til at forfægte Dets Ære. Han skulde derfor slet ikke nævnes, naar ikke hans Strid med Keiser Henrik den Femte i Tydskland havde gjort saa umaadellg Opsigt over hele Europa, at selv Kyri-Alax bevidnede ham sin inderlige Deeltagelse, og tilbød sig ædelmodig at tage Rom og den hellige Stol under sine Vinger*).

✂ Det var den gamle Trætte om »Ringen og Staven,« som Henrik, skiøndt han paa Kirkens Vegne havde gjort Oprør mod sin egen Fader, dog, saasnart han fik Magten, ikke blot oprippede, men gav en ny Vending, ved at overtale Paven til et meget billigt Forlig og derpaa ei blot bryde det, men bogstavelig tage Hans Hellighed ved Vinge-Benet midt i Peters-Kirken og kue ham til at underskrive hvad han behagede **). Dette vakde naturligviis dyb Harme i hele Vester-Leden, og selv i Tydskland, hvor Man ellers fandt det rimeligt nok, at Paven skulde fire for Keiseren, bidrog det, med Henriks andre Volds-Gierninger, til at giøre ham Helvede hedt, saa han dog omsider maatte opgive den saakaldte »Halvhundredaars-Krig« med Kirke-Riget, og slutte Freden i Worms (1122), hvorved han gav Afkald paa »Ringen og Staven,« men fik dog Lov til at have lidt Indflydelse paa Bispers og Abbeders Valg og, forsaavidt de skulde nyde nogen »Kongelige Rettigheder«, da ved »et Septer« at forlene dem dermed***).

✂ Stort dybere kan vi nu vel ikke her indlade os i denne indviklede Sag, der kun giælder Tydskland, hvis »Keiser-Ret« selv de Indfødte har havt ondt ved at forklare og end værre ved at nyde, men har Man, som Læser, ærgret sig tilgavns over selv at skulle giætte hvad det egenlig er, Skriveren byder os at lægge Mærke til, da bebyrder Man dog heller Læseren med en unødvendig Oplysning, end Man udsætter sig for at sammenlignes med Keiser-Retten.

✂ Naar nemlig Hans Keiserlige Majestæt i Tydskland haardnakket paastod Ret til at forlene Bisper og Abbeder med »Ringen og Staven«, som fra Arilds-Tid var de »Kirkelige« **) Cassino-Krøniken IV. 48. ***) Sammest. IV. 39-42. ****) Den Sachsiske Annalist hos Eccard I. 647-49. 227 Sindbilleder paa den høieste Geistlige Værdighed, da var det ganske rigtig sluttet, at han maatte indbilde sig, han var »Chri-

✂ sti Statholder« i Tydskland og kunde uddele »Aandens Gaver« til hvem han vilde, hvad Man ei engang, som Paven i Rom, behøvede at være hans Med-Beiler til »Statholder-Skabet« for at finde oprørende. Det, efter Omstændighederne, høist billige Forlig, som Paskal nu »ublokket« sluttede med Henrik, men fik saa skammelig betalt, var, at han skulde holde sine Fingre fra Bisper og Abbeder, men de igien deres fra Vaaben, Mynt, Told og al anden Kongelig Rettighed og verdslig Bestilling. Saaledes at indskrænkes til »Kirker og Klostre« og nøies med »Tiende og Offer« og lidt »Mensal-Gods«, fandt imidlertid de fleste Tydske Bisper og Abbeder var ikke blot kiedsommeligt men uforsvarligt, baade for dem og deres Efter-Mænd, saa de raadte selv Keiseren fra at beseigle det Forlig, hvorimod Freden til Worms var dem vel tilpas, da de gierne vilde være lidt mere uafhængige af Keiseren og bevare et godt Skin, naar det kunde skee paa taalelige Vilkaar.

✂ Det var Franskmanden Guido, en Greve-Søn fra Burgund, i Slægt med de Store, der, som Pave Calixt den Anden, hittede paa denne Middel-Vei (juste-milieu), eller rettere, fik anvendt paa Tydskland hvad alt længe gjaldt i Frankrig, og det Vigtigste ved Freden i Worms var aabenbar, at Kongen i Tydskland dermed erkiendte Kirke-Riget for en uafhængig Magt, hvis Høvding, Paven i Rom, da umuelig kunde være hans Stat-Holder.

✂ Mærkværdigere end alt Dette er imidlertid den Ligegyldighed for Tyrke-Krigen og den hellige Grav, som synes at have været arvelig hos Paverne lige fra Urban den Anden til Eugen den Tredie i Midten af Aarhundredet; thi langt fra selv at holde Indtog i Jerusalem, hvad, efter al Rimelighed, maatte været enhver nyvalgt Paves første Omsorg, synes de aldeles at have tabt Kirke-Rigets Hoved-Stad og Glimmer i Øster-Leden (aldeles) af Sigte, til Edessas Fald og fuldkomne Forstyrrelse af Tyrkerne forfærdede baade Paven og Tiden, som et Drømme-Syn, saa Kong Ludvig den Syvende i Frankrig og Keiser Konrad den Anden i Tydskland med talrige Hære foer op i Søvne og efterabede (1147-48) »det Store« Kors-Tog.

✂ Hvor ubændig nu især den Tydske Hær skabde sig i fremmede Lande; hvor aabenbar Sønne-Sønnen af Alex, Tyrke-Vennen 228 Manuel Comnen, gik paa Ræve-Kløer; hvordan begge de stolte Hære, den Tydske alene efter Byzantinernes Optælling over 90000 Mand, svandt i Natolien som Dugg for Soel, og hvilken Stads de høie Herrer desuagtet gjorde i Jerusalem; alt Dette finder Man udførlig beskrevet baade paa Græsk og Latin*), men da hele Udfaldet var en hovedløs Beleiring af Damask, som Man løb fra, siges det meget bedre med faa Ord, at her er ingen Begivenhed at fortælle, men kun uhyre Daarskab at beklage. Hvorledes Konrad og Ludvig, Manuel og Kolonisterne, Paven og Togets berømte Prophet, den hellige Bernhard, deelde Skylden, kan Enhver selv slutte sig til, thi de skiød den naturligviis paa hinanden, og den eneste vigtig(st)e Følge var da, at Moder-Landet saa godt som opgav Kolonien, og at Jerusalem endnu før Rigets første Jubel-Aar, paa ny faldt i de Vantroes Hænder.

✂ For imidlertid at forstaae Undergangs-Kampen, maae vi kaste et Blik paa Grav-Rigets korte Historie, der, med alle sine store Brøst, dog, som det Eneste i sit Slags, altid maa findes mærkværdigt.

✂ Ved Gotfreds Død (1100) var Riget ret egenlig indskrænket til Graven, thi baade Antiochien og Edessa laae baade for langt fra Haanden og var meget for selvstændige til at regne[s] paa, og Jaffa, Rigets eneste Sø-Stad med en daarlig Havn, var kun vigtig som Færge-Sted mellem Graven og de Levendes Land. Naar Man derhos betænker, at Jerusalem var saa godt som øde for Indbyggere, da kan Man ikke vel tænke sig et fuldkomnere Skygge-Rige (Hades) paa Jorden, end Gotfreds var, som kun befolkedes engang om Aaret ved Paaske-Tider, naar Pillegrimmene som Giengangere mylrede omkring den hellige Grav, for, naar Lamperne Paaske-Aften tændtes af dem selv, at see Verdens Lys paa ny, og derpaa, badede i Jordans Flod, at vende tilbage til deres forrige Liv og Idrætter. Da derfor i Kong Baldvins første Aar, Kirke-Lamperne om Graven ei til rette Tid vilde giøre deres Pligt, blev Rigets Udsigter virkelig saa mørke, at vi maae finde den almindelige Fortvivlelse, et Øien-Vidne skildrer, meget naturlig, og uagtet Paaske-Morgen dengang bragde Fryde-Sang for Nattens Graad, var det dog et meget ulykkeligt Varsel for Rigets Bestandighed**).

**) Hos Byzantineren Nikitas og Biskop Vilhelm af Tyrus. ***) Folker af Chartres hos Bongars S. 407-9. 229

✂ Skløndt vi nemlig i vor gasoplyste Tid knap kan bare os for at smile ad Lampe-Mirakelet i Grav-Kirken, saa hængde [hang] det dog aabenbar saa nøie sammen med Pillegrims-Fartens hele glimrende Blændværk, at Rigets Skæbne beroede derpaa*), og det Stød, Troen nødvendig fik hiin sørgelige Paaske-Aften, forvandt den vist aldrig meer, saa Udeblivelsen af det aarlige Mirakel ved den hellige Grav (1101) er virkelig en Slags Stats-Begivenhed, der ventelig har havt sin naturlige Grund i den Uenighed mellem Præsterne (de Gamle og de Nye, de Græske og Latinske), som Folker ved denne Leilighed ogsaa ganske rigtig ymter om.

✂ Næste Aar indtraf en ny Ulykke, der for Øieblikket let kunde havt langt farligere Følger, men var dog nok Riget til mere Gavn end Skade. Den kongelige Vove-Hals, som vel er Baldvins rette Titel, mødte nemlig med nogle hundrede Riddere, mest Levning af »Bagdads-Farerne«, vi før nævnede, den Ægyptiske Hær ved Askalon, hvor den regelmæssig hvert Aar pleiede at indfinde sig, og Baldvin, der denne Gang havde forsmaaet at føre »det ægte« Kors med sig i Marken, maatte ikke blot med fyrretive Riddere flygte til Rama, men igien stjæle sig derfra som en Tyv om Natten, og flere Dage vanke fredløs omkring mellem Bjergene, for ei at dele Skæbne med Steffen af Blois og hans andre Stal-Brødre, der sprang over Klingen. Dette skaffede vel Kongen endeel Uleilighed og Efter-Tale, men reddede »det ægte« Korses Ære, der øiensynlig stod paa Spil og var dog Rigets Helligdom (Palladium), ligesom Lampe-Skinnet i Grav-Kirken var dets Glands**). Tænker Man blot disse to Ting bort: Korset, de Vantroes Skræk, og Himmel-Lysningen, de Troendes Paaske-Glæde, da forholder Grav-Rigets Historie sig aabenbar til Kors-Rigets, som et urimeligt Optrin af det daglige Liv til et mageløst Æventyr, og hvor urimeligt end det Forunderlige kan synes os, saa er dog den blotte Urimelighed Noget, vi slet ikke forundre men ærgre og kiede os over.

✂ Da Lamperne imidlertid dog næste Paaske-Morgen stræbte at indhente det Forsømte og siden tændte sig betimelig hvert Aar, og da det ægte Kors beskiæmmede Kongen og stod sin Prøve, hvergang han førde det i Marken, saa blev hans Regiering virkelig et Efter-Skin af Kors-Togets Dage, ligesom han **) Bohadin ved Schultens S. 136. ***) Folker fra Chartres hos Bongars S. 415-16. 230 selv og Største-Delen af hans Lehns-Mænd og Riddere var en Levning af dets Kæmper. Mandig sloges han hardtad aarlig med Ægypterne ved Askalon, idelig smaahuggedes han med Emirerne i Damask og Aleppo, stundum gik han endog over Euphrat til Edessas Forsvar, een Gang giennemstreifede han Ørken ved Sinai og badede sig i det Røde Hav, og han var tilsidst paa Vei til at hiemsøge den Babyloniske Sultan, da han døde (1118) af en Ret Fisk, hans Riddere med deres Landser havde stanget til ham i Nilen*). Naar Man seer alle disse Vove-Stykker giennem atten Aar (1100-18) udførte med en Haand-Fuld Kæmper, mellem Tyrker og Araber i Tusind-Tal, medens Baldvin paa samme Tid beleirer og indtager Sidon ved Normændenes, Akre, Tripolis og alle Sø-Stæderne, paa Askalon og Tyrus nær, ved Genuesernes Hjelp, da mødes virkelig for vore Øine Ridder-Livet som den nedgaaende og Borger-Livet som den opgaaende Soel i et underligt Tus-Mørke: paa een Gang den gamle Dags Grav og den Nyes Vugge, kun latterligt for Daaren, der indbilder sig, at uden Dag-Brækning vilde vi faaet meget bedre Soel-Skin, uden al den Giæring var Vinen bleven klarere, kort sagt: havde Forsynet blot spurgt ham til Raads, skulde Menneske-Slægten ypperlig sprunget hele Middel-Alderen, ligesom vore unge Oldinger har sprunget Manddommen over.

✂ Ogsaa Baldvin døde barnløs, thi vel giftede han sig paa sine gamle Dage med Ædle, Enken baade efter Kong Knud den Hellige i Danmark og efter Robert Viskards Broder, Hertug Roger paa Sicilien, saa denne Robert Frisers Daatter blev nu anden Gang Dronning og det i Jerusalem; men deels maa hun ogsaa dengang (1118)1 været lidt til Alders, og deels sagde Man, det var kun for Grunkernes Skyld, Baldvin beilede til hende**). Han forskiød hende ogsaa virkelig igien, Aaret før sin Død, og er Vilhelm Tyrier efterretligere i denne Sag end ellers sædvanlig, da brød han med det Samme det høitidelige Løfte paa Jerusalems Krone, han havde givet hendes Søn, Kong Roger paa Sicilien, og det, siger Vilhelm, var sikkert Grunden til, at de Sicilianske **) Folker for Chartres hos Bongars S. 403-28. ***) Folker fra Chartres hos Bongars S. 424-27. Vilhelm Tyder sammest. S. 808. *1 Aarstallet udeladt i 2. Udg., der tilføjer »have«. 231 Normanner, der bedst kunde staaet Grav-Riget bi, ei lædskede det med en Drik Vand*).

✂ Nu fik da Baldvin sin Navner og Frænde, hidtil Greve af Edessa, til Eftermand, og samme Aar stiftede Hugo Hedning (de payens *dolgoeO* de paganis) selv Niende den saakaldte »Geistlige Ridder-Orden«, der under Navn af »Tempel-Herrernes«, er blevet langt mere berømt og beklaget, maaskee ogsaa værre berygtet og behandlet, end den fortjende. Til Med-Beiler havde denne Orden ligefra Begyndelsen »Johannitterne« (siden af deres Sæde kaldt Rhodier og Malthesere), og fik siden, ved Akres Beleiring, en Efterligner i den »Tydske Orden«, der tidlig fandt sin Løn i Preusen og nys sin Grav i Tydskland; men her kan vi ei sige stort mere om disse Ridder-Ordener i det Hele og om »Tempel-Herrerne« især, end at den selvgjorte og paatagne Begeistring [Luehede] er ligesaa uægte, om end ikke slet saa tom og latterlig, i Ridder-Standen som i Digter-Laget, saa hvem der indbilder sig, at enten Gotfred eller Tankred stod op igien i dem, har enten ingen Forestilling om Kors-Kæmperne, eller vil finde sig artig bedraget. Forestiller Man sig derimod Johanniterne, under Navn af Hospitals-Riddere ligegamle med Riget, som en Skygge af Gotfred, og Tempel-Herrerne som Baldvin den Førstes Gienfærd, Hine som Grav-Rigets Liv-Vagt, og Disse som Dets Leie-Tropper i Moder-Landets Sold, da vil Man finde saavel Johanniternes Mathed som Tempel-Herrernes Lumpenhed i sin Orden, og Rigets Undergang omhyggelig forberedt, medens Man i Europa tænkde, hvad i vort Sprog er blevet en staaende Tale-Maade, »at den hellige Grav var vel forvart.«

✂ Da Baldvin den Anden, meer sin Formands Abekat end Efterligner, besteg Thronen, havde den Babyloniske Sultan (i Ægypten) tabt sin Frygtelighed; men da Alting i Grav-Riget var efter en meget formindsket Maale-Stok, stod det endnu mere Fare for Smaa-Djævlene i Syrien, som havde den store Fordeel immer at være ved Haanden, og det var især to Turkmanner af Orthoks Æt, Algazi og hans Brodersøn Balak, der nu regierede deres Tid. Algazi blev især navnkundig ved en glimrende Seier over Antiochierne (1119), der, selv efter Folkers Beretning, knap kostede ham tyve Mand, skiøndt 7000 Christne beed i Græsset, og deriblandt Tankreds **) Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 808-9. 815. 232 Sysler-Søn, Roger, en drabelig Kæmpe, men i alle Maader en Galfrands, der efter Tankreds Død var Formynder for den unge Boemund*). Balak blev imidlertid endnu mere berømt ved at fange ikke blot Grev Goslin af Edessa men Kong Baldvin selv (1123), hvorved han dog ingen Skade gjorde Grav-Riget, thi netop mens Kongen sad i Fængsel (1124), fældte den undslupne Goslin Balak, og Rigs-Forstanderen, Vilhelm Buris, indtog, med Venetianernes kraftige Understøttelse, Tyrus, som hidtil havde trodset**).

✂ Hermed slutter Folker, Baldvin den Førstes Capellan og Følge-Svend paa det Store Kors-Tog, sin Fortælling, og vel var Tyrus ikke bogstavelig den sidste Erobring Grav-Riget gjorde, thi Askalon blev taget længe derefter, men det var dog den sidste Udvidelse, Riget fik, før Edessa faldt og det Hele øiensynlig gik Krebs-Gang, som dets meget uforskyldt berømte Historiograph, den titnævnte Tyriske Ærkebisp, ei blot bevidner men beviser. Dette er nemlig Alt, hvad han giør godt, thi om det Store Kors-Tog og hele Daads-Tiden er han aldeles uefterrettelig, og han holder just op, hvor vi ønskede, han skulde begyndt, saa vi kunde faaet bedre Beskeed om Dommedags-Slaget ved den Galilæiske Sø og Jerusalems Fald. Maaskee er han bedre undskyldt for hvad vi fattes end for hvad vi finde hos ham, thi de Lærde tvistes endnu om, hvor længe han levede, men han maa dog ligefuldt, istedenfor, som hidtil, at foretrækkes, saa godt som overspringes1 i enhver forsvarlig Kors-Togs-Historie. Uagtet derfor en Nordisk Historie-Skriver har ondt ved at fatte den Tanke-Gang, at Kemalleddin fra det Trettende og Abulfeda fra det Fjortende Aarhundrede, blot fordi de var Musel-Mænd, skulde være bedre Hjemmel i det Ellevte og Tolvte Aarhundredes Historie, end samtidige Christne, for største Delen Øien-Vidner; saa indrømmer han dog strax, at Saladins Haand-Skriver og Ledsager, Bohadin, er meget vigtigere end den Tyriske Ærke-Bisp; thi Saladin er aabenbar Kors-Kæmpernes Arving og Eftermand i Grav-Riget, som han forenede med Ægypten, den ældgamle Under-Verden, hvortil det naturhistorisk hørde. Ligesom da Edessas Fald var et For-Varsel **) Folker fra Chartres hos Bongars S. 428-29. Rogers egen Kantsler sammest. 449-66. Wilken om Kors-Togene II. 426-39. ***) Folker fra Chartres hos Bongars S. 431-40. *1 2. Udg. »næsten ganske tilsidesættes« 233 om Jerusalems, saaledes er Paastyret i Syrien baade af Al-Gazi og Balak, Tuhoktkin og Aksonkar, Zuenki og Nureddin, kun at betragte som en Hurlum-Hei af Snap-Hanerne og For-Travet, der bebudede Halvmaane-Fylkingen, hvormed Saladin efterabede det Store Kors-Tog.

✂ Læseren maa ingenlunde troe, at Skriveren med beraad Hu vovede at vælge saa krænkende et Udtryk om den store Saladin, for hvis Ridderlige Høihed, trods selve Tempel-Herrernes end sige da saadanne taabelige Sværmere, som Gotfreds og Tankreds, vi ikke blot har meget Sort paa Hvidt, men »Nathan den Vises« (altsaa ogsaa Moses Mendelsohns)1 Høiesterets-Dom, nei, det faldt ham af Pennen i et ubevogtet Øieblik, men forsvarede sig saa haardnakket mod Stregen, der vilde skjult Skammen, at han blev nødt til at lade det staae og trøste sig med, det gaaer maaskee den betænksomme Læser ikke et Haar bedre.

✂ Det er nemlig soleklart, at hverken Seldschuker, Turkmanner eller Nogen af alle Tyrke-Troppene havde mindste Ahnelse om, at de skulde giøre Eet i det virkelige Liv, fordi de alle velsignede Mahomed og forgudede Alkoranen, førend de i Syrien, hvor de, snart som Venner og snart som Fiender, daglig omgikkes de Christne, bemærkede, at hvor nærige og splidagtige de [disse] end var, kunde dog den Korsfæstedes Navn og Hans Tjeneres Ord vidunderlig forene dem paa Kampens Dag og skaffede dem som oftest Seier. Herved gik der først efterhaanden en Smule Lys op for dem over Troens og Koranens rette Brug, og den første Efterligning finde vi ved Antiochenernes fuldstændige Nederlag, thi da, siger Kemaleddin, lod Il-Gazi eller Al-Gazi sin veltalende Kadi, Abufadl, giennemride Fylkingen, med en Landse i sin høire Haand, og opflamme Hæren til Kamp for Allah og Propheten, hvad vel først vakde Skogger-Latter hos de raa Kompaner men persede dog tilsidst Taarer af deres Øine og gav Al-Gazi vundet Spil*). Fra den Tid begynde de Syriske Muselmænd virkelig ogsaa saa smaat at giøre fælles Sag i Prophetens Navn, men det gaaer naturligviis langsomt og lykkes kun daarligt, fordi den personlige Fordeel virker langt stærkere end det fælles Hjerne-Spind, der vel giver Menig-Mand lidt høiere Sving, da det unægtelig er mere opløftende at kæmpe for Allah og **) Wilken om Kors-Togene II. 435 *1 2. Udg. »(altsaa den skarpsindige Lessings)« 234 Propheten end for Balak og Al-Gazi, men er kun et Krigs-Puds af Disse, der blive [blev] ved at kæmpe for sig selv og begeistres [sværmede] da kun for deres egen gode Fornuft og Forstand. I det Attende Aarhundrede nu, da Man almindelig slet intet Begreb havde om en ægtere og høiere religjøs Begeistring [gudeligt Sværmeri] end denne [dette] Kurdiske paa anden Haand, med Lidt bag Øret, [da] fandt man den [det] naturligviis i sin høieste Glands hos Saladin, der baade brugde den [det] klogt og stræbde, ligesom Fredrik den Eneste, at udbrede et Skin af Høimodighed og andre christelige Dyder over sin blodige og I Grunden aldeles Tyrkiske Bane. Vi derimod, som vel finde, at Noget er bedre end Intet, og et godt Skin allerede store Ting I Tyrkiet, men at Begeistringen [Sværmeriet] paa anden Haand dog altid forudsætter En [et] fra første Haand, hvormed den [det] slet ingen Sammenligning taaler, vi giør vist Saladin al den Ære, han kan beholde, naar vi sige: han »efterabede« ret smukt ikke Tempel-Herrerne men Kors-Togets virkelige Helte.

✂ For nu imidlertid at slippe vel fra denne Udskeielse og komme rigtig til Saladin, maae vi lægge Mærke til, at efter Baldvin den Anden, kom den gamle Grev Folke (Fulco) af Anjou (1131), som havde ægtet hans Daatter Melisende, og kort før havde Mosul i Zenki, Latinernes Sangvinus, faaet en Hersker, som blev Grav-Rigets Skræk og Edessas Ulykke. Denne Zenki havde alt under Baldvin udmærket sig mod de Christne paa et Islamitisk Tog til Syrien, vandt fast Fod der ved at bemægtige sig Aleppo og havde (1137) den Fornøielse at slagte Grav-Rigets Fod-Folk som Faar, da Tempel-Herrerne og de andre Riddere, med Kong Folke i Spidsen, som feige Flygtninger lod dem i Stikken*).

✂ Hvad denne Gang frelste Jerusalem var deels en Hob Pillegrimmes betimelige Ankomst, og deels den Byzantinske Keisers uventede Besøg, som vi, især for Sjeldenhedens Skyld, et Øieblik maae dvæle ved.

✂ Kyri-Alex, der, efter 37 Aars Regiering døde samme Aar som Baldvin den Første, havde vel idelig fornyet sine Fordringer paa Antiochien, men havde dog aldrig for Alvor stræbt at giøre dem giældende. Hans Søn og Eftermand, Johannes, derimod, som for sin udmærkede Hæslighed fik et smukt Øgenavn (Kalo-Joannes), og haabede, ved Immer at **) Wilken om Kors-Togene II. 645-47. Vilhelm Tyrier hos Bongars. S. 866-67. Wilken II. 576-84. 645-47.235 leve paa Feldt-Fod omsider at blive en Helt, han hjemsøgde nu (1137) Syrien, til lige Skræk for Christne og Muselmænd, med en utallig Hær, og leirede sig ved Antiochien. Boemunds Søn og Navner havde alt for en Deel Aar siden, i sin blomstrende Ungdom, sat Livet til, og Raimund af Poitou, gift med hans Daatter Constance, saae ingen anden Udvei end at falde til Føie, sværge Byzantineren Troskabs-Eed og love ham Antuiochien for Aleppo og nogle andre Stæder, som dog først skulde fratages Musel-Mændene. Følgen heraf var et Syrisk Feldt-Tog næste Sommer, der i Begyndelsen indjog Zenki saadan en Skræk, at Historie-Skriveren Kemaleddins Olde-Fader maatte over Hals og Hoved fare til Bagdad med Bøn om hurtig og klækkelig Undsætning; men før Hjelpen kom, var dog Faren forsvundet; thi naar en By, som Tilfældet var med Aleppo, vovede at giøre haardnakket Modstand, blev Kalo-Joannes snart saa vreed, at han gik til en Anden, og saavel Fyrst Raimund som Grev Goslin den Yngre af Edessa havde meget mere Lyst til at spille i Brættet, end at kiæmpe for Byzantineren, ja, de skal endog have spillet under Dække med Zenki, saa Keiseren maatte reise hjem med uforrettet Sag. Vel kom han nogle Aar efter (1142) igien, men kun til en lille Forskrækkelse for Raimund og Goslin, hvis Finter han godt havde mærket, og da Antiochien, skiøndt under mange Komplimenter, lukkede sine Porte for ham, truede han vel med at komme tredie Gang for ramme Alvor, men hørde aldrig Giøgen meer; thi i Kilikien, hvor han havde opslaaet sin Vinter-Leir, kom han paa Jagten af Van-Vare til at saare sig med en forgiftet Piil og deraf døde han*).

✂ Mod Byzantineren havde Spille-Fuglene Raimund og Goslin gjort fælles Sag, men for Zenki lod de hver hytte sig, om han kunde, og Goslin, som ikke fandt det morsomt at boe i Edessa, lod ogsaa den skiøtte sig selv, saa det faldt Zenki let at overrumple og indtage en Stad, der i henved halvtredsindstyve Aar havde trodset de største Hære og mangen haardnakket Beleiring. Saasnart Rygtet om Stadens Nød kom til Jerusalem, gjorde vel Dronning Melisende, som sin Søns Formynderske, Anstalt til Undsætning, men det var bagefter, og skiøndt Grev Goslin siden engang (1146) stjal sig ind i Byen, tjende det kun til at foraarsage et nyt Blodbad og Stadens **) Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 849-50. 56-57. 64-65. 66. 69-74. 83- 85. Nikitas om Johan Komnen K. 7-8. 11. 236 fuldkomne Ødelæggelse af Zenkis frygtelig Søn Nureddin*).

✂ Denne Jobs-Post kom naturligviis snart og ad mange Veie til Moder-Landet, men den »levende Røst«, som bragde den til Frankrig og fandt tusindfold Gienlyd, var Biskop Gotfreds fra Langres, hvis Jule-Præken (1145) om Edessa og den hellige Grav gjorde saa stærkt et Indtryk paa Kong Ludvig den Syvende, der gierne med Sværdet vilde afsone sine mange grove Synder, at han strax havde ladet sig korse, hvis ikke hans Baroner havde sat sig imod det og paastaaet, at Man først maatte høre hvad Oraklet, den hellige Bernhard fra Clairvaux (i Champagne), sagde. Bernhard, som strax blev hentet, vilde imidlertid hverken sige fra eller til, før det Apostoliske Sæde, som hele Christenhedens store Oruakel, var raadspurgt, og først da Pave Eugen havde udstædt en almindelig Opfordring til et nyt Kors-Tog, da traadte Bernhard frem paa den store Forsamling ved Vezelai, en lille By i Morvan (Nivernois), pyntede Koungen og Dronningen, Grev Didrik af Flandern og endeel andre Stor-Mænd med de stadselige Kors, Paven til den Ende havde sendt, og pegende paa disse ophøiede Exempler, holdt han nu en fyrig Opmuntrings-Tale til Efterligning, der i Frankrig neppe kunde forfeile sin Virkning**). Allerede her fandt da Bernhard saa rivende en Afsætning paa sine Kors, at han tilsidst maatte give sin Kappe til Priis, og da han derpaa selv reiste om i Landet1 og anpriste sine Vare, som Synds-Forladelse og Salighed »for Røver-Kiøb,« da lod al Verden sig korse. Snart fandt Man imidlertid, det var en reen Sag, at kunde Tyrke-Blod aftvætte alle Synder, da maatte Jøde-Blod endnu være meget bedre til det Brug, og at da Jøderne baade var i Nærheden og havde mange uretfærdige Penge, burde Man vænne sig til paa dem at slaae Christus-Fiender ihjel, og tage den timelige Fordeel deraf til et sikkert Pant paa den evige Løn. Denne Tanke-Gang blev især levende ved Rhinen, hvor Man alt under Forberedelsen til det »Store Kors-Tog« havde gjort det første Skridt og opflammedes nu især af Munken Radulf til at krone Værket, **) Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 891-92. 898-900. Wilken om Kors-Togene II. 719-34. ***) Otto af Freysingen i Fredrik Rødskiægs Levnet I. 34-36. Wilken om Kors-Togene III. 33-54. *1 2. Udg. »reiste Landet rundt« 237 saa der Ikke levnedes Liv l nogen Jøde, og at Man l det Mindste l Egnen omkring Maintz gjorde sit Bedste, seer Man af en gammel Beretning, hvis Forfatter, som trettenaars Jøde-Dreng, skal selv have været midt i Ulykken*). Dette gav imidlertid Anledning til Bernhards Udenlands-Reise; thi da Jøde-Forfølgelsen streed ganske mod hans Følelse, og Jøderne, som Kasse-Mestere, havde mange Venner mellem de Store, maatte Bernhard selv reise til Maintz for at præke mod Radulf, og da den syndige Munk strax krøb i et Muse-Hul for den hellige Abbed, hvem Keisere og Konger bar paa Hænderne, fik den berømte Kors-Prædikant gode Stunder til at vise sine Gaver. Naar Man nu veed, at den Franske Veltalenhed har altid gjort Lykke i Rhin-Egnen, selv naar Man forstod Lidt eller Intet af Sproget, saa begriber Man let, at denne berømte Taler, hvis Hænders Gierninger beskrives som lutter Mirakler, maatte, naar de saae ham præke, endog røre Stene. Det er da ogsaa hvad Man siger, han gjorde, thi Konrad af Schwaben, længe saa haard som en Steen mod alle Overtalelser, maatte omsider dog briste i Graad og krybe til Korset, da Bernhard, under en almindelig Opmuntrings-Tale i Speier, pludselig vendte sig mod ham og tiltalde ham ikke som en Konge, men som »et Menneske-Barn,« overøst af Herren med Velgierninger, men saa utaknemmelig, at han ikke vilde gaae et Fied for Ham, der paa Korset leed Døden for os**).

✂ Denne Underretning om Forberedelserne til et Tog, der saa aldeles mislykkedes, kan vel synes overflødig, men det er dog nok værdt at lægge Mærke til Forskiellen mellem Urbans og den hellige Bernhards Kors-Prædiken, da den ei er mindre end den mellem Togenes Udfald og hænger paa det Nøieste sammen dermed. Feilen, som var Løftet om »Synds-Forladelse og Salighed« for Mands-Slæt, har de vel tilfælles, men Et er dog at begeistres [opflammes] til ædel og mandig Kamp for den besmittede Helligdom og den undertrykte Christenhed, hvad Man saa end derfor venter, og noget ganske Andet at lokkes eller trues til en Bods-Vandring, hvoraf Man venter eens Fordeel, hvor lumpent Man end bær sig ad og hvor lidt Man end udretter. Det Sidste var aabenbar Tilfældet her, ligesom1 med hine Flokke under Peter Eremit og Vilhelm Tømmer-Mand, **) Wilken om Kors-Togene III. Bilag 1. ***) Sammest. III. 55-76. *1 2. Udg. »ligesom her Tilfældet« 238 saa Udfaldet var i sin Orden1; men at der ikke [nu] kom en anden Skare efter, som lignede Heltenes, beviser enten, at Tiden ikke meer havde Helte-Sind, eller at Bernhard kun slet forstod den Konst at vække det. Man indseer ogsaa let, at en Mand, der, som Bernhard, var sværmerisk begeistret [indtaget] for Munke-Buret og Løn-Gangene der[i] til det himmelske Jerusalem, umuelig kunde være begeistret [indtaget] for Kæmpe-Færden under Vaaben-Gny til det Jordiske, skiøndt han godt kunde mene, at Tyve og Røvere, Mordere og Volds-Mænd, vilde Jægere og Svire-Gaster, og alle De, der dog ikke vilde beflitte sig paa et helligt Munke-Liv, gjorde baade Kirken, Verden og sig selv en stor Tjeneste med at afbryde deres »daglige Sysler,« og drage til det hellige Land, hvad enten saa de slog Tyrkerne, eller Tyrkerne slog dem. Hvad endelig Miraklerne angaaer, som Bernhard ved denne Leilighed skal have ruttet med, da maae vi naturligviis her lade dem staae ved sit Værd, og kun bemærke, at beviste de Andet end hans og hans Samtidiges Mirakel-Tro, hvorom Ingen tvivler, da var det i det Høieste kun, at hans Tanke-Gang tildeels fandt Medhold i Himlen, men ingenlunde, som Mange indbildte sig, at daarlige Karle skulde vinde glimrende Seire, eller at Gud ved Mirakler vilde raade Bod paa alle Dumheder.

✂ Vi bemærkede forud, at en hovedløs Beleiring af Damask med en styg Hale (1148) var den eneste Bedrift, Keiser Konrad og Kong Ludvig prøvede paa, og derom siger Otto af Freysingen, som selv var med, meget kort og koldt: trods alle deres Gienvordigheder lod dog hverken den Tydske eller den Franske Konge deres Brasken fare, og hvad Fremgang og Udfald derefter Damaskus-Reisen fik, vil jeg opsætte og kanskee overlade Andre at fortælle*). Som sagt, saa gjort, Otto sprang det over, og var det ikke for en vis Ordens Skyld, vilde vi følge hans fristende Exempel; men nu vil vi dog bemærke, at Damask, lige indtil Baldvin den Andens sidste Dage, havde beholdt sin gamle Høvding, Thoktkin, der alt fægtede under Korboga ved Antiochien, men efter hans Død kom Staden i Forvirring og kastede sig, af Frygt for Zenki, i de Christnes Arme**). Naar derfor Tydskerne melde, at Grav-Rigets Fyrster lokkede de høie Hoveder til at beleire Damask, **) Otto af Freysingen i Barbarossas Levnet I. 58. ***) Wilken om Kors-Togene I. 222. II. 525-27. 685-90. *1 2. Udg. »der ogsaa havde samme Lykke;« 239 istedenfor Askalon eller Aleppo, da har Man ondt ved at troe dem, medens det derimod er høist rimeligt, hvad Alle berette, at Somme lod sig bestikke af Damascenerne og gjorde Deres til at redde Staden, som Man ovenikiøbet sagde, Konrad og Ludvig ingenlunde vilde overladt dem, men havde, meget for tidlig, lovet bort til Greven af Flandern. De Fremmede har da sikkert selv valgt det navnkundige Damask, de gamle Chalifers Sæde, som en i deres Øine ligesaa glimrende som let Erobring, uden at det dog paa mindste Maade undskylder de utroe Pullaner (Føl), som var det Creolske Øge-Navn, Man gav de Indfødte i Grav-Riget, der tit var af blandet Herkomst og sædvanlig bedre Venner med Tyrkerne end med Pillegrimmene. Hele Bedriften, fra den pralende Ankomst til den bedrøvelige Flugt af de hellige tre Konger (Konrad, Ludvig og Baldvin den Tredie), stod imidlertid kun paa nogle faa Dage og indgiød Tyrkerne ligesaa dyb Ringe-Agt for Pullanernes fremmede Hjelpere, som de alt enstund havde baaret for dem selv*).

✂ Ei længe efter (1154) bemægtigede Zenkis Søn, Nureddin fra Aleppo, sig ogsaa Damask og grundede et Syrisk Rige, der aabenbar truede Jerusalem, medens der fra Moder-Landet var kun liden Hjelp at vente, men vi vilde dog ingen Grund have til at nævne ham, dersom han ikke havde været Saladins Foster-Fader og arbeidet ham i Hænderne.

✂ Denne Ridder af Halv-Maanen, født samme Aar, som Kalo-Joannes fik sit Banner reist i Antiochien og Zenki kiøs Livet af Kongen i Jerusalem (1137), var nemlig vist nok intet Helte-Mønster, som Christenheden skulde rødme ved [for], undtagen maaskee i det Femtende og Attende Aarhundrede, men han var dog, hvad Faa af de Tyrkiske Stor-Sultaner har været, »et Menneske,« og maatte, selv om han havde været en Djævel, blive navnkundig i Verdens-Historien, da det lykkedes ham at vanære Korset, og besmitte den hellige Stad, og styrte Gotfreds Throne. Vi har desuden, som sagt, en samtidig Levnets-Beskrivelse af ham, som vel er i Arabisk Lovtale-Stil, men hvis Forfatter, Kadi Bohadin fra Mosul, dog i Saladins sidste fire Aar fulgde ham som hans Skygge, og stemmer for denne Tid saa godt overeens med Richard Løve-Hjertes Skriver, Galfred Vinsauf, at Man seer, han foer ikke vitterlig med Tant.

**) Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 910-14. Wilken om Kors-Togene III. (I). 234-57. Bilag 2. 240

✂ Saladin (Troes-Helten) hedd egenlig Joseph, og hans Fader, Job, var en Kurde, der som Fri-Bytter (til Lands at sige) tilligemed sin Broder, Schirku, havde taget Tjeneste hos Zenki, og fandt vel siden deres Fordeel ved at gaae over til hans Fiende, men lettede saa dog igien ved lidt Utroskab hans Søn Nureddin Indtagelsen af Damask og blev hos ham meget betroede. Naar vi derfor ogsaa hos Saladin vel meget savne »Ærligheden«, da maae vi ikke blot huske, det var en arvelig Mangel, men ogsaa, at det var Noget, hverken Nureddin eller nogen Islamitisk Høvding gjorde Regning paa, hvorfor den heller ikke findes mellem de fem Hoved-Dyder, hvorved Man, efter Mahomeds Sigende og Bohadins Mening, som med alle fem Fingre kan gribe Himmelens Gunst. Disse fem Sandser paa Islamismens aandelige Legeme er nemlig: Vidnesbyrdet om Guddommens Enkelthed, Bønne-Læsning i rette Tid, Gavmildhed, Faste i Maaneden Ramadan, og en Pillegrims-Fart til Kaaba, saa for rige Folk synes det ikke vanskeligt at blive en muselmansk Helgen, men dog er det mærkeligt, at Troes-Helten, som dog idelig færdedes mellem Syrien og Ægypten, opsatte Pillegrims-Farten, til det var for silde, en Brøst, som Bohadin, løierligt nok, vil besmykke dermed, at i det sidste Aar, Helten levede, var Pillegrims-Farten fuldt og fast besluttet, saa det var kun Udførelsen, der fattedes*). Hvad endelig Kiækheden angaaer, hvorom Propheten skal have sagt, at den tækkes Gud, selv i ringeste Grad, da maa Man ikke tænke, at Saladins Kiækhed var af samme Slags som Gotfreds, Tankreds eller Rikard Løve-Hjertes, thi han havde ikke mindste Lighed med en Vove-Hals; men han var sei ligesom Kyri-Alax, saa, hvor tit han end blev slaaet, kom han dog immer igien, og var da, efter vore Begreber, ikke egenlig en Helt men en Helte-Piner, hvad især blev klart, da han stødte sammen med Kong Rikard.

✂ Det var i Ægypten, Saladin først traadte frem paa Skue-Pladsen (1163), thi vi maa vide, at den Fatimidiske Chalif eller Babyloniske Sultan var nu blevet en ligesaadan Skygge som Abbasiden i Bagdad, saa hvem der kunde blive Anfører for hans Liv-Vagt (Mameluker) var hans og Ægyptens Herre, og i en Strid om denne Hæders-Post tyede en af Med-Beilerne, ved Navn Shaver, til Nureddin i Damask, der ei **) Saladins Levnet af Bohadin S. 5. i Schultens's Oversættelse. 241 forsømde denne gode Leilighed til Indpas i Ægypten, men skikkede strax Tropper did under Schirku og Saladin, som vel for et Syns Skyld indsatte Shaver til Chalifens Herre, men Tilde naturligviis selv være Over-Herrer. Det syndes Shaver imidlertid slet ikke om, og blev to Gange Kurderne kvit ved at kalde Kongen af Jerusalem, den tappre Amalrik, til Hjelp; men da saa Amalrik, som havde faaet Smag paa Ægypterens Penge, siden kom selvbuden, for at klemme Fleer af ham, var Shaver taabelig nok til at kalde paa Kurderne, som strax var ved Haanden, drev Amalrik ud og stjal Livet af Shaver, før han fik Tid til at besinde sig*). Dette Mester-Stykke tilskriver Bohadin udtrykkelig Saladin, saa det er høist rimeligt, hvad Vilhelm Tyrier tilføier, at han ogsaa, da hans Farbroder var død, for ganske at have frie Hænder, skal have skyndt sig at slaae Chalifen ihjel**).

✂ Paa denne, i Christenheden lumpne, men derudenfor sædvanlige Maade blev da Saladin Herre af Ægypten (1168), og hans Keiserlige Gavmildhed mod Fiender saavelsom mod Venner, den Dyd, han især skyldte sin Lykke og sine Lov-Talere, var ligefra Begyndelsen saa berømt, at Man siger, den bevægede Kong Amalrik, der havde gjort fælles Sag med Byzantinerne imod ham, til heller at opoffre sin Ære end giøre ham nogen Skade***).

✂ Egenlig skulde nu vel Saladin betragtet sig som Nureddins Stat-Holder, men da det Ægyptiske Rige var baade meget større og lettere at forsvare end det Damasceniske, fandt han det naturligviis urimeligt, og til hans Lykke døde Nureddin just som han stod paa Springet til at lade ham føle sin Overmagt †).

✂ Samme Aar som Nureddin (1173) døde Jerusalems stridbare Konge Amalrik, fulgt paa Thronen af sin umyndige Søn, Baldvin den Spedalske, og da Skæbnen saa gunstig skildte ham ved begge sine Med-Beilere, baade til Syrien og Ægypten, forsømde Saladin ikke at fiske i rørte Vande, men gjorde sit Bedste til paa en passende Maade at forene de to hinanden hardtad uundværlige Lande.

✂ Nureddins eneste Søn var baade et Barn og en Stakkel, saa ham var det ikke klogt at betroe for meget, derfor tog Saladin, **) Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 959-60. 962-74. 978-82. Bohadin ved Schultens S. 30-34. ***) Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 981. ****) Wilken om Kors-Togene III. (2.) 127-33. *†) Bohadin i Schultens's Oversættelse S. 40.242 skiøndt det ufornuftige Barn græd, i al Venskabelighed Damask og endeel andre Stæder fra ham, og lod ham kun beholde Aleppo, fordi den, skiøndt flere Gange beleiret, slet ikke vilde overgive sig*).

✂ Med Grav-Riget, skiøndt det ogsaa havde et Barn til Konge, var det derimod langt fra at gaae saa feiende; thi da den ny Babyloniske Sultan viiste sig paa den gamle Val-Plads ved Ramla, blev han saaledes slaaet sønder og sammen af Fyrst Rainald fra Antiochien, som Rigs-Forstander, at hans Lov-Taler siger, han forvandt det først i det berømte Slag ved Tiberias**). Det[te] lærde Saladin Forsigtighed og kun ved den kunde han spille Mester; thi hvorlidet han i Magt var Grav-Riget overlegen, seer Man klarlig deraf, at han i henved tyve Aar kun forgiæves stræbde at bemestre sig Fæstningen Krak paa den Arabiske Grændse, der laae ham slemt i Veien, saa han maatte trøste sig med, at Allah tog Villien i Gierningens Sted***). Derimod sloges han tappert med sine egne Troes-Forvandte og gjorde et seierrigt Tog til Mosul, der vel ikke lykkedes fuldstændig, men nødte dog Herrerne i Mosul og Bagdad til at fire for ham, ved hvilken Leilighed han stiftede Bekiendtskab med Bohadin, der siden blev hans venstre Haand og Lov-Taler †).

✂ Dette kan vel synes for meget talt om saa lidt, og det er i Grunden ubilligt at maale Saladin med den Alen, vi bruge til de Store i Christenheden; men da han engang ei blot er trukket ved Haarene midt ind imellem dem, men med mange Ophævelser foreholdt dem som et lysende Exempel, saa kan Historien ikke redde ham fra en Sammen-Ligning med sine Over-Mænd, hvorved han nødvendig maa tabe den Anseelse, han i en lavere Stilling og snevrere Kreds med Rette nød. Det skader ham imidlertid ikke, deels fordi han er død for 600 Aar siden, og deels fordi det aabenbar var hans egen Skyld; thi hvad vilde Spurv i Trane-Dands, maa Man vel her sige, og hvad vilde Saladin i Jerusalem! Man seer det nok, at i Feldt-Toget mod Kong Amalrik ved Nilen, og under sit derpaa følgende, venskabelige Ophold i den Christne Leir ††), fik Saladins Tanke-Gang lidt høiere Sving end Man ellers paa den Tid havde enten i Kairo, Mosul eller Damask; men **) Bohadin ved Schultens S. 41-43.45. Vilhelm Tyder hos Bongars S. 981. ***) Bohadin ved Schultens S. 46. ****) Sammest. S. 38. 55-56. 58. *†) Sammest. S. 49-52. 56-57. *††) Vilhelm Tyrier hos Bongars S. 974. 243 hvorfor vilde han ikke nøies med Æren af en mageløs Babylonisk Sultan, der ei blot forsvarede sig paa Ægyptens Throne baade mod Christne og Muselmænd, men aabnede dette rige Lands forstoppede Hjelpe-Kilder, knyttede fredelig Forbindelse med den dannede Verden, og tilbagegav Alexandrien en Deel af sin Glands under de første Ptolomæer? Dette var aabenbar den høieste virkelige Ære [som] denne Joseph, i sin Tid og med sin Tro, kunde naaet, men den forsmaaede han, for at løbe sig træt efter et tomt Skygge-Billede, han vidste ikke selv hvoraf, men vi see, det var af et Mahomedansk Ridder-Skab, der skulde fordunklet det Christelige, ligesom i hans Øine Mahomeds Himmel-Reise fordunklede Christi Himmel-Fart, og hvad han paa denne Vei kunde naae, naar han var allerlykkeligst, det lærer Historien; thi kun ved et ganske besynderligt Lykke-Træf kom han til at throne i Jerusalem, og kun ved et endnu langt urimeligere blev han trindt i Christenheden løftet til Skyerne, høit over Gotfred og Tankred, som alle Ridderes Stor-Mester, ja, som den sande Kong Artus ved det runde Bord. Men ligesom hans Glands i det hellige Land kun varede et Øieblik, til Rikard Løve-Hjerte stak ham af Sadelen, saaledes fordunklede han i Christenheden kun de store Kors-Dragere, saalænge Tusind og een Nat fordunklede Aar-Tusinders Historie, og saasnart Nattens Spøgerier med alt deres Blænd-Værk viger for Dagens Alvor med sin store Virkelighed, da synker Saladin ned til en mageløs Kurdisk Snap-Hane, der dog havde det Uheld at møde en ligesaa mageløs Normannisk Vove-Hals, og til en godmodig Drømmer om Mahomeds Verdens-Rige, der egenlig kun blev navnkundig ved at nedrive hvad store Folk havde opbygt, og blev i det Attende Aarhundrede kun de Lærdes Afgud, fordi den samme fattige Navnkundighed var Maalet for deres kritiske Bestræbelser.

✂ Da Vilhelm Tyrier (1184) sluttede sin Historie, sad hans Discipel, Baldvin den Spedalske, vel endnu paa Thronen, men følde sig dog for svag til selv at staae for Styret, og havde desaarsag først udnævnt sin Svoger og formodenlige Thron-Følger, Hvid (Guido) fra Lusignan, Greve af Askalon, til Rigs-Forsiander, og siden, da det mishagede Mange, i hans Sted overdraget Grev Raimund af Tripolis Bestyrelsen. Den herved opkomne Splid havde nær udartet til en Borger-Krig, da Kongen kort efter døde, og et lille Parti, med den foragtelige 244 Jerusalemske Patriark, Heraklius, i Spidsen, stjal sig (1187) til at krone Baldvins ældste Syster, Sybille og hendes Gemal, foromtalte Grev Hvid.

✂ Under disse Omstændigheder fandt Saladin det betimeligt at prøve sin Lykke og Udfaldet veed vi, men Jerusalems Tilbagefald i de Vantroes Vold ansaaes i hele Christenheden for saa stor en Skam og Skade og [det] var et Hjerte-Stød, der i en heel Menneske-Alder saaledes giennemrystede Europa, at vi i det Mindste maae være nysgierrige efter at kiende Sammenhængen dermed.

✂ Her, som allevegne, er det imidlertid Spørgsmaalet, ikke hvad Man i Løbet af det næste Aarhundrede fandt paa at fortælle, men hvad Samtidige, der ikke var for langt borte, har berettet os, og vi maatte danøies med hvad Bohadin, som dengang endnu var i Mosul, havde hørt hos Saladin, hvis der ikke mellem de kronragede Pillegrime havde været en forvoven Engelsk-Mand, der, istedenfor at holde sin Næse hos sig selv, stak den saa langt frem i Jerusalems Beleiring, at han fik en Piil igiennem den, hvoraf Spidsen blev siddende der, saalænge han levede*). Samme Pillegrim traf nemlig til at være den i sin Tid vellærde og velbekiendte Abbed Radolph af Coggeshall (i Essex), som kun paa hele Christenhedens Vegne tog Deel i den sørgelige Begivenhed, og hans Beskrivelse deraf er da den eneste ret Troværdige, vi har, saa det kan aldrig feile, [at] den [jo] maa følges.

✂ Radulf tager ogsaa netop fat, hvor Vilhelm slipper, ved Spliden nemlig, som Saladin benyttede sig af til at prøve Nyt med en talrig Hær af alle muselmanske Farver, men for ikke at brænde sig, skikkede han først 7000 Mand ind at plyndre Galilæa og vilde see hvad Modtagelse de mødte. De kom som en Tyv om Natten, men næste Morgen tidlig, da Taarn-Vægterne i Nazareth blev de omstreifende Tyrker vaer, gjorde de strax Anskrig og da baade Tempel-Herrernes og Johanniternes Stor-Mester (Gerhard Betfort og Roger Moulin) traf til at være i Byen, kom der snart en lille Hær paa Benene af 130 Ryttere og tre, firehundrede Fod-Folk, som modig gik Fienden i Møde. Da Tyrkerne imidlertid ikke holdt Stand, forsømde de Christne at holde Trop og faldt i et Bag-Hold, som afskar Fod-Folket og nedsablede dem, hvorpaa Rytterne saae sig trindt omringede og faldt eller fangedes Allesammen, saa nær som Tempel-Herrernes Stor-Mester, der frelste sig **) Radulf af Coggeshall i Mårtene og Durands Mindes-Mærker V. 568.245 med Flugten. Hans Marschal derimod (Jaqvelin Mailly) og Johanniteren Henrik gjorde vel Underværker af Tapperhed, saa Ingen tilsidst turde komme dem nær, men, overvældede med Kaste-Spyd og Pile, sank dog ogsaa de ved Siden ad den fromme Roger Moulin, saa paa den Dag undkom slet Ingen med Æren*).

✂ Dette var imellem Paaske og Pindsdag (1187), og da Grev Raimund hørde det, forligde han sig strax med Kong Hvid og hjalp ham at samle hele Rigets Styrke mod den truende Fare. Ved saa godt som at blotte alle Stæder for stridbare Mænd, fik fik de ogsaa snart Samling paa en Hær af 1200 Riddere og henved 20000 Fodfolk, foruden en Mængde Turkopuler (Tyrke-Unger), og slog Leir, som ved slige Leiligheder sædvanlig, i Saphor-Dalen vestenfor den Galilæiske Sø, hvor Saladin ikke vovede at angribe dem, men derimod lagde han sig for Tiberias, der kun var svagt besat, saa Grev Raimunds Frue, som var i Byen, skikkede strax Bud til den Christne Leir, at kom der ikke Undsætning næste Dag, var Haabet ude. Det var Thorsdagen, den anden Juli, om Aftenen, den Tidende kom til Leiren, og Krigs-Raadet, som strax blev sammenkaldt, besluttede hardtad eenstemmig at bryde op næste Morgen tidlig og undsætte Tiberias. Kun forgiæves besvor Grev Raimund Kongen og dem Alle, dog ei at giøre den Daarlighed, sigende: vel er Byen min og Faren kan Ingen gaae nærmere til Hjerte, end mig, som ovenikiøbet har min Kone derinde; men i den hede Sommer at føre Folket herfra til Tiberias, hvor der underveis ei engang findes Vand, er Galmands Værk; thi Man tog det gode Raad for en Ræve-Streg og brød op. Omsværmet af drillende Tyrker og udmattet af Hede og Tørst, fik Hæren endelig henimod Aften Søen i Sigte og Grev Raimund, som havde For-Troppen, vilde nu havt alle Kræfter opbudt for at naae Søen og faae Tørsten slukket, men Kongen slog Leir, og næste Morgen tidlig, da Saladin rykkede frem, flygtede hele det vansmægtede Fod-Folk op paa en Bjerg-Aas og var ikke at formaae til Sværd-Slag. Nu var der ingen Redning, Tyrkerne brød paa i Tusind-Tal fra alle Sider, slagtede Fod-Folket, afskar For-Troppen under Grev Raimund, som derpaa strax tog Flugten, og sammenpressede Resten saaledes, at selv Flugt var umuelig. Kongen prøvede vel derpaa, men grebes af Takeddin og faldt, tilligemed Korset, sin Broder og mange af de ypperste **) Radulf Goggeshall hos Martene og Durand V. 548-52. 246 Riddere, i Tyrkisk Fangenskab. Alle Tempel-Herre r og Johanniter lod Man næste Dag springe over Klingen, og Fyrst Rainald dræbde Saladin med egen Haand*).

✂ I den første Forskrækkelse faldt baade Akre og Bairuth, ja, allerede i Begyndelsen af September overgav Askalon sig paa det Vilkaar, at Kongen og hans Broder og Tolv foruden af de ypperste Fanger skulde sættes i Frihed, hvad dog først skedte næsten et heelt Aar efter og kun paa den Maade, at Kongen afsvor Kronen og lovede at rømme Landet**).

✂ Den tyvende September slog Saladin Leir for Jerusalem, og Lærd saavelsom Læg greb til Vaaben for den hellige Stad, men da Fienden opdagede, at Muren var svagest paa den Nordre Side, flyttede han Leiren did og brød Gab, saa der var intet Raad uden enten at giøre et almindeligt Udfald eller lade sig taalmodig offre ved den hellige Grav. Det Første forbød imidlertid Saladin ved at stille 10000 Ryttere for Portene og det Andet forhindrede de Rige, som hemmelig traadte i Underhandling med Sultanen og forraadte den hellige Stad, imod at alle de skulde have fri Udgang, som kunde betale for sig: ti Byzantier for en voxen Mand, fem for en Kvinde og een for et Barn under syv Aar. Den tredie October holdt Saladin sit Indtog, hvorpaa Tyrkerne strax rensede Templet paa deres Viis, rev det store Guld-Kors ned fra Spiret og fyldte Staden med deres Vederstyggelighed***).

✂ Med den Engelske Pillegrim stemmer her den Muselmanske Cadi i Henseende til Kiends-Gierningerne saa nøie overeens, at vi, som fra vore Dages Krigs-Skueplads er vant til noget ganske Andet, fristes til høilig at beundre, hvad dog slet ikke er Andet end Spor af den sunde Menneske-Forstand, der lærer, at Ærlighed varer længst og at Falskhed er ligesaa daarlig stædt i Krig som Hykleri paa en Val-Plads †). Grav-Riget faldt altsaa hverken ved sine Forsvareres Feighed eller ved Seier-Herrernes Tapperlied, men ved et af de besynderlige Tilfælde, der soleklart vise, at Vedkommende har Lykken, altsaa, i det Mindste indtil videre, Forsynet imod sig, og den Haan, hvormed Bohadin stempler Grev Raimunds tidlige Flugt, frikiender endog ham for at have spillet under Dække med Saladin.

**) Radulf hos Martene og Durand V. 552-58. 811-12. ***) Sammest. V. 559-65. 73-74. 812. ****) Sammest. V. 567-73. *†) Bohadin ved Schultens S. 67-74, 90. 247

✂ Neppe var Raimund kommet hjem til Tripolis, før han overiledes af den Død, han ved Tiberias, eller efter Bohadin, ved Lands-Byen Hittin (Hutti), første Gang i sit Liv flygtede for, og det vilde da snart været aldeles ude med Frankerne i Palæstina, hvis der ikke var traadt nye Riddere i Skranken, men de kunde heller ikke let udeblive, saalænge Moder-Landet, den Vestlige Christenhed, endnu vrimlede af dem; thi var end Begeistringen [Luevarmen] for det hellige Land og de Vantroes Ødelæggelse lunknet [kølnet], saa maatte dog Grav-Rigets pludselige Fald og Saladins Pral nødvendig bringe meget Kæmpe-Blod i Kaag, saa det gjaldt kun om, at Moder-Landet ei blev aldeles afskaaret fra Kolonien, hvad omtrent vilde været Tilfældet, hvis det havde lykkedes Saladin at indtage Tyrus, som han endnu samme Aar (1187) i Jule-Maaneden for Alvor prøvede paa.

✂ Tyrus, som endnu under Kors-Togene var en stor Handels-Stad og stærk Fæstning, havde trodset Baldvin den Førstes seierrige Vaaben og blev i den Andens Tid (1124) kun ved Venetianernes kraftige Understøttelse og efter fire Maaneders Beleiring indtaget; men under Forfippelsen efter Slaget ved Tiberias vilde den dog sikkert deelt Skæbne med Akre og Askalon, hvis den ikke i Mark-Grev Conrad fra Montferrat havde faaet en udmærket djærv og krigsvant Høvding. Conrad, som regnede sig i Slægt med den gamle Vittekind, nedstammede i alt Fald fra en Sachsisk Adels-Mand, som Otto den Store, da han vandt den Lombardiske Krone, forlenede med Montferrat, og hans Fader blev fanget ved Tiberias, men selv havde han lagt Veien om ad Konstantinopel, og der enstund kæmpet mandelig for en kvindagtig Keiser, saa han kom først paa Høiden af Akre, da den alt var faldet i Saladins Haand. Nær var det gaaet ham, som det gik adskillige Pillegrimme, der trøstig løb ind i den fiendtlige Havn, men han fik dog til Lykke endnu tidsnok Syn paa de Tyrkiske Faner og dreiede af til Tyrus, hvor han fandt Alt i yderste Forvirring, men bragde snart Tingene i Orden, saa Saladin fandt Folk oppe, da han kom. Sultanen blev vel liggende for Byen en Maaneds-Tid og gjorde sit Bedste, men da Mark-Greven ikke blot slog hans Flaade, men lukkede Portene op mens han stormede, da blev Saladin saa ærgerlig, at han brændte sine Redskaber og ophævede Beleiringen*). Dermed opgav han imidlertid **) Bohadin ved Schultens S. 72. 75. Galfred Vinsauf hos Gale II. 252-54.248 ikke Haabet, thi Bohadin fortæller, at da han i det ny Aar reed med ham fra Askalon til Akre, ogtænkdemed Forfærdelse paa det vilde, oprørte Hav, han her første Gang i sit Liv havde for Øine, da overraskede Saladin ham med de Ord: jeg har endnu ikke fortalt dig, hvad jeg har isinde, naar jeg faaer hele Sø-Kysten undertvunget, thi saa vil jeg skrive mit Testamente, dele mine Lande og hjemsøge Øerne i Havet, til jeg enten finder min Død, eller faaer udryddet alle de Vantroe til Verdens Ende*). Om det var hans ramme Alvor, og hvordan i saa Fald dette Halvmaane-Tog til Gien-Giæld for Kors-Toget vilde spændt af, kan nu vist nok Ingen vide, men det var dog godt, han ei kom i Fristelse, og dertil skal Mark-Grev Conrad, efter Bohadins Sigende, mægtig have bidraget, i det han, som var ei mindre trædsk end tapper, sendte et Maleri til Europa af »den hellige Grav«, nedtrampet af en Muselmansk Rytter, hvis Hest endog staldede deri**). Vissere og langt vigtigere er det imidlertid, at Ærke-Bispen af Tyrus, rimeligviis den titnævnte Historie-Skriver, Vilhelm, drog selv til Vester-Leden og talde Gravens Sag; thi han var aabenbar den levende Røst, som bevægede de tre ypperste Fyrster i Christenheden: den Tydske Keiser nemlig og Kongerne i Frankrig og England, til at tage Korset op og følge hvad dem syndes var Herrens Vink***).

✂ Vi kan da ikke blive staaende ved Maleriet, men maae i Tankerne følge med Ærke-Bispen, hvis Skrift vel, ved at følges for troelig, har gjort Kors-Togenes Historie mere Skade end Gavn, men vækker dog Formodning om gode Tale-Gaver, og vi bemærke da i Forbigaaende, at Pave Urban den Tredie døde af Græmmelse over, at den hellige Stad, der blev vundet under hans Navner, Urban den Anden, gik tabt under ham. Hans Efter-Mand (Gregor den Ottende), der kun i et Par Maaneder beklædte det Apostoliske Sæde, udmærkede sig vel ved sine Klage-Breve over Jerusalem, hvorover Man græd og blegnede selv i det høie Norden, men det paafølgende Kors-Togs rette Paver var dog den ældgamle Cælestin og den ungdommelige, men i alle Maader udmærkede Innocens den Tredie.

✂ Betragte vi nu de tre store Herrer, som antog sig Grav-Rigets Sag, da see vi strax, det var ikke de bedste Kirke-Patroner; thi Fredrik Rødskiæg havde næsten i hele sin Keiserlige **) Bohadinved Schultens S. 17. ***) Sammest. S. 135-36. ****) Galfred Vinsauf hos Gale IL 257-58. 249 Menneske-Alder (fra 1152) ligget l Strid med den hellige Fader, især om Arve-Godset efter hans Tydske Sønner (Bisperne), som Fredrik fandt, han var nærmest til; hans Jævn-Aldrende, Henrik Lyng-Stilk [Hvenstraa] (Plantagenet) i England, havde ladt den berømte Ærke-Bisp af Ganterbury, Thomas Becket, myrde (1170), og den unge Philip August i Frankrig kom vel til at overgaae alle sine Kapetingiske Fædre i Navnkundighed men ingenlunde i Fromhed. Paa Begeistring for Korset var her altsaa neppe at tænke, og fandtes der en Gnist hos nogen af dem, maa det ene have været hos den gamle Keiser, der i sin Ungdom havde gjort Keiser Conrads bedrøvelige Tog med og ønskede i Alderdommen aabenbar at afstryge det Tydske Navns Skam og afsone sine mange Synder ved den hellige Grav, men maatte lægge sine Been i Natolien, hvor han, efter megen Besværlighed med Græker og Tyrker, druknede (1190) ved at sætte over en Flod. Af hele den stolte Hær, han med forbausende Krigs-Tugt førde til Asien, og hvis Rygte vakde megen Uro i Saladins Leir, naaede kun en sørgelig Levning Antiochien og Akre, men dog gav Keiseren, før han sank, den Seldschukiske Magt i Koniah, der igien begyndte at reise sig, Naade-Stød[et]*).

✂ Med det Fransk-Engelske Tog, som Man allerede har ondt ved at udtale, saae det ogsaa kun maadeligt ud, thi efter, paa Korsets Vegne, at have inddrevet en svær Krigs-Styr i deres Riger, ragede Kongerne i Krig med hinanden, og skiøndt denne blev afbrudt ved Henriks Ydmygelse og Død (1189), og Kors-Toget paa en Maade kom istand, var Høvdingerne dog ikke nær saa misundelige paa Saladin, som paa hinanden. Udfaldet kunde derfor umuelig blive ærefuldt og Toget blev kun glimrende som et Ridder-Spil, fordi Rikard Løve-Hjerte var en Mester i det, som ei fandt sin Mage blandt Tyrker og Kurder, men kun, først til sin store Ærgrelse og siden til en god Nød-Hjelp, i den Franske Ridder Vilhelm Barr**).

✂ Et saadant Ridder-Spil med den »hellige Landse« kan vi nu vist nok hverken sætte ved Siden ad det Store Kors-Tog eller skrive synderlig paa Aandens Regning, der, langt fra at slaae Alvor hen i Spas, selv naar den skiemter har Alvor bag Øret; men enhver Ting, der i det Store drives mesterlig, bliver dog historisk mærkværdig, og Dysten mellem Rikard og Saladin **) Galfred Vinsauf hos Gale S. 258-66. Bohadin ved Schultens S. 119-25. 35-36. ***) Roger Howden hos Savile S. 687. Galfred Vinsauf hos Gale II. 350. 250 viser netop soleklart, hvad Man endelig maa lægge vel Mærke til, at det Christelige Ridderskab var ægte og det Muselmanske uægte, fra Hoved indtil Hale. Lad nemlig Saladin have havt alle de Dyder, hans Lov-Taler, og Rikard alle de Lyder, hans Avinds-Mand tillægger ham, da var det unægtelig godt for den Babyloniske Sultan og slemt for den Engelske Konge; men det er netop den største Triumph for Chrlstenhedens »Løve-Mod«, at dets Mangel ei kan erstattes af alle Saladins Dyder og dets Glands ei skjules af alle Rikards Feil!

✂ Dog, det er Kiends-Gierningerne, der i Historien skal tale for dem selv, og vil vi see dem, maae vi følge Rikard baade til og fra den store Skue-Plads for Ridder-Spillet mellem Kurder og Christne: paa Sletten mellem Karmels-Bjergene, hvor Æren langt meer end Akre var Prisen, hvorom de kæmpede saa haardnakket, at Offerne kan Ingen tælle.

✂ Akre eller Ptolomais var imidlertid særdeles skikket til at bære Skylden for alle de Kræfter, der udtømdes, og alt det Blod, der flød i Strømme for dens Porte; thi vel er Dens Besiddelse blevet meget vigtigere, siden de Phøniciske Havne forstoppedes, men den kunde dog alt da med Rette kaldes Nøglen til det hellige Land, da den var Dets eneste taalelige Havn og beherskede Dets eneste Adel-Vei. Som en Bjerg-Fæstning, Saladin havde gjort sit Bedste med at istandsætte og maatte anstrænge sig til det Yderste for at beholde, var Akre tillige et Tvistens Æble, hvorom Man længe kunde drages og hvorved Man fandt Leilighed til at bruge alle sine Kræfter og vise alle sine Konster, saa ingen Odysseus kunde snildere nødt den Kurdiske Snap-Hane til at holde Stand og Christenhedens Riddere til at holde Trop, end ved, som den afsatte Kong Hvid, paa Lykke og Fromme at aabne Løbe-Gravene for Akre. Kaldte Kong Hvid selv det imidlertid end ikke siden, som Man har sagt, en dum Streg, saa var det hos ham dog aabenbar kun et ridderligt Indfald han fik, da han omsider kom paa fri Fod, fik lidt Hjelp, og syndes han maatte benytte den til om mueligt at faae visse Værelser, som han ude af Fængselet aldeles fattedes. Ved Askalons Overgivelse havde nemlig Saladin vel lovet med det Allerførste at sætte baade Kongen og hans Broder og Tolv af de Ypperste dernæst [ham næst] i Frihed, men han vilde dog ingenlunde forhaste sig, og slap dem nødig, før han havde hele Landet i sin Magt. Da der imidlertid ingen Udkomme var med Tyrus , maatte Saladin for Skams 251 Skyld, da snart et heelt Aar var gaaet, giøre Alvor af det og nøies med at pine den Eed af Kongen, at han var Sultanens »Mameluk og Træl«, der havde forsvoret at føre Vaaben imod ham*). Udvexlet, som han var for Askalon, gjorde Kongen sig naturligviis ei megen Samvittighed over den med Uret aftvungne Eed, men holdt sig kun rolig i Antiochien og Tripolis, saalænge han var nødt dertil.

✂ Den første Hjelp han nu fik, var fra Sicilien, hvis ægte Normanniske Kong Vilhelm nu, da de Vantroe jublede, fortrød ei at have understøttet Jerusalems vaklende Throne og sendte sin berømte Admiral Margarit, sædvanlig kaldt »Sø-Kongen« eller den anden Neptunus, til Tyrus og Tripolis med 50 Galeier og 500 Riddere. Vel foer der Skræk i Tripolitanerne, da de skimtede den store Flaade, som de tog for Fiendens, men da den kom nærmere med sine vaiende Kors-Bannere og andre visse Mærker, forvandlede Angesten sig til ubeskrivelig Glæde, og det med Rette; thi »Sø-Kongen« satte ikke blot Mandskab i Land, men holdt Far-Vandet ryddeligt og beskyttede Tilførselen, saa ham maatte baade Tripolis og Antiochien takke for deres Redning**).

✂ Kun forgiæves vilde nu Kong Hvid gjort Tyrus til sin Vaaben-Plads, thi Mark-Greven lukkede Portene for ham, og da var det, han besluttede, med Levningen af troe Tjenere, de Sicilianske Hjelpe-Tropper og Endeel Pisaner fra Tyrus, at prøve sin Lykke for Akre. Det Puds havde Saladin mindst ventet og laae derfor ganske rolig og beleirede en lille Borg i Galilæa, da der kom Bud paa Bud om Kong Hvids flyvende Fart fra Tyrus til Lands og Vands, og det Sidste til Sultanens store Forbauselse meldte, at Frankerne alt laae i Leir for Akre***). Saaledes begyndte da (i August 1189) den berømte, næsten toaarige Beleiring, og vi har den saa udførlig beskrevet af to Øien-Vidner: Engelsk-Manden Galfred Viinprøve (Vinsauf) og Mosul [Musel] -Manden Bohadin, at vi kan faae en meget levende Forestilling derom; men deels er saadanne lange Beleiringer, der tilsidst endog Mede de muntreste Kæmper, sjelden morsomme at læse meget om, og deels tillader saavel Rummet som Haand-Bogens Natur os kun at pege paa det Mærkværdigste.

✂ Hvor mandstærk Kong Hvid egenlig var, da han tog sig saa **) Galfred Vinsauf hos Gale II. 253-66. Bohadin ved Schultens S. 90-91. ***) Sammest. II. 255-56. ****) Sammest. II. 266-68. Bohadin ved Schultens S. 91-93. 97-98. 252 store Ting for, veed vi ikke, men at han var for svag til at omringe Byen elier hindre Saladin, der strax var ved Haanden, fra at forstærke og forsyne Besætningen, og dog for stærk til, at Sultanen, efter sit inderlige Ønske, kunde kvæle Beleiringen i Fødselen, det beviiste sig selv, og snart blev der Folk Nok paa begge Sider, stundum Fleer end Man enten kunde bruge eller føde*). Da nemlig Rygtet om den Tydske Keiser kom Saladin for Øre, sendte han Bohadin til Mesopotamien og Chaldæa, Mosul og Bagdad, om Hjelp, og til ham strømmede da hele Østens Magt, og om den Christne Leir siger Galfred med et godt Skin, at der opfyldtes de Prophetiske Ord til Jerusalem: jeg vil hente dig Sæd fra Norden og samle til dig fra Vesten, jeg vil sige til Norden: giv hid, og til Syden: læg ingen Hindring i Veien**). De Allerførste der kom, var, som det med Kirke-Folk pleier at gaae, de der havde den længste Vei, og Galfred kan ikke beskrive den Trøst, det var i et fortvivlet Øieblik fra Karmel at opdage de 50 Snekker fra Norden med tolvtusinde Mand, deels Danskere og Friser, og deels Engelsk-Mænd og Flæminger, som aldrig saasnart saae det gode Exempel, før de fulgde det, og Natten efter kom Ridder Jakob fra Avesne (i Hennegau), til hvis Roes Galfred ei troer at kunne sige formeget, ved at sætte ham ved Siden baade ad Hectorm og Achil og foretrække ham for Regulus. Blandt de Følgende, som var utallige, maae vi først lægge Mærke til Landgrev Ludvig af Thyringen, ikke fordi der er skrevet en heel Rim-Krønike om hans Helte-Gierninger, thi var de kun tigange bedre end den, var de ikke værd at nævne***), men fordi han overtalde Mark-Grev Conrad i Tyrus til at gaae med, og var selv tilligemed Jakob fra Avesne En af Høvdingerne i Beleiringens første Aar, uden Sam menligning, det Ridderligste †). Vel kan vi her ikke opholde os ved det saakaldte store Slag (i October 1189), som Ridderne baade vandt og tabde ††); men maae dog ved denne Leilighed anmærke, at hverken der eller nogensteds finde vi Saladin i Spidsen, men immer, som en forsigtig General, blandt de Bageste, saa det eneste Sværd-Slag af ham selv hans Lov-Taler ihukommer, næst det hvorved han stjal Livet **) Bohadin ved Schultens S. 98-102. ***) Galfred hos Gale II. 266-68. ****) Wilken om Kors-Togene IV. Bilag 7. *†) Galfred hos Gale II. 268-80. *††) Sammest. II. 269-71. Bohadin hos Schultens S. 103-10. 253 af den Ægyptiske Vezir, er det, hvormed han Dagen efter Slaget ved Hittin huggede Armen af den fangne Fyrst Rainald, der baade engang havde bespottet Mahomed og ved Ramla beskiæmmet Troes-Helten*). Dernæst maae vi lægge Mærke til, at skiøndt Ridderne i ovennævnte [foromtalte] Slag, til Musel-Mændenes store Forundring, der allerede for en Sikkerheds Skyld havde plyndret deres egen Leir, slap Seiren af Hænderne og tog Hugg til Giengiæld, trak dog Saladin sig tilbage i Vinter-Leir, og gav dermed Ridderne frit Spille-Rum, som de, især efterat den Tyriske Flaade havde slaaet den Ægyptiske, brugde saa godt, at Fæstningen stod paa Nippet at overgive sig. Hvad der fornemmelig jog Skræk i Musel-Mændene var tre Beleirings-Taarne paa Ruller, som Bjerge at see til, og som det syndes, uforgiængelige, saa det eneste Haab var den »Græske Ild«, hvortil Chalifen i Bagdad havde sendt Saladin alt Tilbehør, undtagen Folk, der ret forstod at lave og haandtere den; men i det sidste Øieblik var der dog en Kaabber-Smed fra Damask, som tog sig Arbeidet paa, slap ind i Byen og stak Ild paa alle tre Uhyrerne, saa de til Musel-Mændenes store Fryd og Riddernes Kvide sank i Aske**). Ulykken kommer sjelden ene, og efter Nederlaget paa de døde Hjelpere fulgde et langt føleligere paa de Levende, da Fod-Folket som var kied ad Lange-Legen, paa deres egen Haand angreb Saladin og faldt som Fluer i Tusind-Tal, medens Akres Besætning benyttede Forvirringen til et kiækt Udfald, som førde den Græske Ild midt ind i Riddernes Leir***).

✂ Dette skedte ved Sommer-Soelhverv (1190) og dermed endtes Land-Grevens Anførsel just ikke glimrende; thi nu var Alle saa modfaldne, at de Intet turde begynde paa, førend Grev Henrik fra Troyes kom, berømt og mandstærk, og han som bragde Modet med sig, fik naturligviis ogsaa Anførselen, hvorover Land-Greven blev saa stødt, at han pakkede ind og reiste, men fandt allerede paa Cypern sin Grav†).

✂ Grev Henriks Regierings-Tid, hvoraf Man ventede saa meget, udmærkede sig imidlertid kun ved lutter Ulykker, og havde nær endt med hele Hærens Undergang; thi at Pisanernes Storm mod Flue-Taarnet mislykkedes og at de nye Beleirings-Redskaber gik samme Vei som de Gamle, var kun Lidet; **) Bohadin ved Schultens S. 27-28. ***) Sammest. S. 109-10. 114. 16-17. Galfred hos Gale II. 273-76. ****) Sammest. S. 125-28. Sammest. II. 377-78. *†) Sammest. S. 128-59. Sammest. II.279-99. 254 men at der udbrød et bittert Fiendskab mellem Franskmændene og Tydskerne, at Mark-Grev Conrad stræbde at skille Kong Hvid ved hans fattige Krone, og at der endelig kom Pest og Hungers-Nød i Leiren, det var en Hær af Ulykker, som det var et stort Vidunder, der dog levnede Liv i Ridder-Skaren. Uden her at kunne indlade os videre paa Omfanget af Mark-Grevens Brøde, hvem Man i Leiren gav Skyld for Alt og bandede daglig ned i Helvede, vil vi kun erindre, at Hertug Fredrik af Schvaben, som Mark-Greven, for at opveie det Franske Parti, der var ham imod, fik slæbt til Leiren med Keiser-Hærens Levninger, fik selv sin Helsot for Akre, og derhos vil vi, til Ære for den ridderlige Taalmodighed, anmærke, at midt under den gruelige Hungers-Nød fik de Pisanske Korn-Pugere, som med Flid frembragde den, dog ikke blot Lov at leve, men Lov at beholde deres Hvede-Dynger, til de om For-Aaret af dem selv faldt i Prisen eller sank i Aske*).

✂ Vaaren (1191) var glædelig, thi den bragde strax, med Føde-Varene, den visse Tidende, at Kongerne af Frankrig og England laae paa Sicilien og kunde ventes hvert Øieblik med Alt hvad Man fattedes, fra Mod til Mad, og da der ingen Ting skedte, før de kom Begge, maae vi i Tankerne gaae dem imøde og see, hvad de nølede efter saa længe.

✂ Allerede i September forrige Aar (1190) var begge Kongerne kommet til Messina: Philip August, der saae paa Skillingen, aldeles ubemærket, og Rikard, der vilde glimre, med høieste Bram; men deels vilde Vinden ikke strax blive føielig og deels ragede Rikard snart i Klammeri med By-Mændene, og bemægtigede sig med væbnet Haand Messina, hvorved Venskabet mellem ham og Philip, der immer vaklede, nær var gaaet reent overstyr. Da Rikard nu desuden paa sin Systers Vegne, der var Enke-Dronning efter Kong Vilhelm, havde en svar Afregning med hans Eftermand Tankred, blev det Vintcr, før Man vidste det, og det hellige Land maatte da skiøtte sig selv til Foraaret**). Hvor nær det da kunde været bagefter med Hjelpen, har vi seet, men nu kom da endelig Philip August til Leiren Paaske-Løverdag, ogblev modtaget med stor Høitid, skiøndt Musel-Mændene smiilde lidt spodsk, da de hørde at han, der var udraabt for den største Konge i Christenheden, landede kun med sex Skibe***). Nu maatte **) Galfred hos Gale II. 280. 92-93. 98-99. ***) Sammest. II. 306-15. ****) Sammest. 11. 318. Bohadin ved Schultens S. 159. 255 Man da trøste sig og see at skræmme Musel-Mændene med den Engelske Konge, om hvem det hedd i Leiren, at vel var han ikke saa stormægtig som den Franske, men meget baade rigere og anderledes daadfuld end han*); men ham maatte Man endnu vente paa til Pinds-Dag; thi han fik Forfald underveis.

✂ Den store og stadselige Flaade, hvormed Rikard i Dimmel-Ugen løb ud fra Messina, blev nemlig allerede Lang-Fredag adsplittet i en stærk Storm, og selv blev han forslaaet først til Kreta og siden til Rhodos, hvorpaa han anløb Kypern, for at see, om Nogle af hans vildfarende Skibe var flydt op der, hvor Man paa Rhodos havde sagt ham, der var for Christne Folk ikke godt at komme. Her traf han ogsaa ganske rigtig paa Rheden ved Limissa (Amathusa) blandt Andet det Skib, hvorpaa hans Syster fra Sicilien og hans Kiæreste var, og befriede dem fra en dødelig Angest, da Keiseren endelig vilde have dem i Land, og de ingenlunde troede hans søde Ord, der kun stemmede daarlig med den Behandling, nogle strandede Engelsk-Mænd nys havde nydt**).

✂ Denne Kypriotiske Keiser hedd ellers Isak, og nedstammede paa Moders Side fra Comnenerne, men havde, siger Man, blandet Blod med Saladin, saa Pillegrimene havde kun Ulykke af ham, og da nu Rikard skikkede sine visse Bud til ham for at kræve Fyldest-Giørelse, fik han kun et grovt Svar. Her traf Isak imidlertid for den Urette, thi Rikard gjorde paa Timen Land-Gang og kiørde saaledes i Ring med hans Keiserlige Majestæt, at havde vi Stunder til at opholde os derved, vilde det strax blive os ligesaa indlysende, at Rikard var en vældig Kæmpe, som at Isak var en ussel Kryster; men da det egenlig følger af sig selv, vil vi indskrænke os til at melde, hvad Udfaldet blev. Da nemlig Keiser Isak havde flygtet saalænge han kunde paa sin gule Hingst, saa let som en Vind, og forgiæves i Bag-Hold skudt to giftige Pile efter Rikard, faldt han til Føie, afstod Riget og frabad sig kun Bolt og Jern, hvorpaa Rikard lod ham binde med Sølv-Lænker, tog alle hans Grunker, der var uhyre, indsatte Kong Hvid, som var kommet at søge Trøst hos ham, til sin Fuld-Mægtig paa Kypern, holdt Bryllup med Kongens Daatter af Navarre, og stak saa i Søen med sine hundrede Snekker***).

✂ Endnu slap han dog ikke til Akre uden et lille Æventyr, som **) Bohadin ved Schultens S. 160-61. ***) Galfred hos Gale II. 316-21. ****) Sammest. II. 321-23. 256 hører saa naturlig til Beleiringens Historie, at ogsaa vi i Forbigaaende cnaae tage det med; thi paa Høiden af Bairuth praiede han en Tre-Master, som først gav sig ud for en Franskmand og saa for en Genueser, men var en Saladiner, bestemt til Akre med allehaande Fornødenheder, og saasnart Rikard mærkede det, var han ved Haanden. Der var, efter Bohadins Sigende, 650 dygtige Karle ombord med Mesteren for dem Alle: Jakob fra Aleppo, og Galfred nægter det ikke heller at de sloges fortvivlet, saa der var ikke andet Raad, end at Rikard maatte lade alle sine 40 Galeier løbe Snablerne, der var til det Samme, ind i Tre-Masteren og bore den i Grund. Bohadin paastaaer, at Mandskabet hjalp selv til, og det kan gierne være, men naar han siger, der blev kun een levende Mand, som Rikard sendte til Byes for at give ordenlig Beskeed, da maae vi desuagtet følge Galfred, der selv gjorde Konge-Reisen med og melder, at Rikard levnede Fem og Tredive, som deels var Emirer og deels udlærte Tømmer-Mænd*).

✂ Saa kom da Rikard endelig og endelig til Akre i Pindse-Ugen (1191), og det var ubeskriveligt, al den Stads, der blev gjort ad ham, der ikke blot havde Pungen og lod den staae aaben, men havde ved Kyperns Indtagelse nys opfrisket sit Helte-Ry og sikkret Tilførselen, ja, Bohadin tilstaaer selv, det giøs i Musel-Mændene, da de saae Ridder-Leiren ligesom staae i lys Lue hele Natten af Glædes-Ild**). Vel faldt Rikard snart i en svær Sygdom, men Akres Besætning meldte dog Saladin, det var blevet reent galt, siden han kom, saa nu mærkede de, det hjalp ikke at brænde »Vædere og Katte« og andet Beleirings-Tøi, naar den Græske Ild brændte uslukkelig i Fiendens Bryst. De holdt imidlertid ud en Maaneds-Tid endnu, da Saladin hjalp til, saa godt han kunde, uden at vove sig for yderlig; men dermed var det ogsaa forbi, og en af de første Fredage i Juli overgav Akre sig paa de Vilkaar, at Besætningen skulde have fri Afgang, som den gik og stod, naar Saladin udleverede det hellige Kors, han tog ved Tiberias, løslod et vist Antal Christne Fanger og betaide 200000 Gylden, hvortil Bohadin endnu regner 14000 Gylden, som Besætningen havde lovet Mark-Greven i Tyrus for at frelse [redde] deres Liv***). Disse Betingelser blev imidlertid aldrig opfyldte, og derfor lod Kong Rikard i Tyrke-Hærens Paasyn 2700 af Gidslerne **) Galfred hos Gale II. 329-30. Bohadin ved Schultens 166. ***) Sammest. II. 331-32. Sammest. S. 165. ****) Sammest II. 333-41. Sammest. S. 167-79. 257 springe over Klingen, hvorover han endnu den Dag i Dag, saavidt døde Folk kan, maa høre meget ilde, skiøndt det er vanskeligt nok at sige, hvad han skulde gjort med de Tyrker, naar han ei kunde kiøbe Christne for dem og han ingen Trælle brugde*),

✂ Saaledes endtes da Akres Beleiring, uden at Nogen veed Tal paa de Liv, den kostede, men af de tolvtusinde Danskere og Friser, Engelsk-Mænd og Flæminger, som havde holdt ud fra Først til Sidst, siger Galfred, der var neppe »Hundrede« tilbage**), saa dersom Tyrkerne ei havde tabt Andet end Akre, havde de unægtelig faaet Strømme af Christen-Blod for Røver-Kiøb; men de havde aabenbar tabt Modet med Akre, som Trojanerne med Hektor, og dermed var Toget betalt.

✂ Neppe var Akre taget, før den Franske Konge fik Hjem-Vee og lod sig ikke holde, saa nu stod Rikard for saavidt Ene, men dog blev en stor Deel af de Franske Riddere, under Hertugen af Burgund, hos ham, og hans Hu stod nu nærmest til Askalon; men vi kan ikke nøies med saa lidt og vilde derfor reise hjem med Philip August, naar ikke Rikard Løve-Mod (coeur [de] lion) var af det Slags Folk, man har ondt ved at holde Øinene fra, fordi de, hardtad uden selv at vide det, giør imellem i en Time, hvad Man ei seer Mage til i mange Aar.

✂ Det lønner imidlertid dog ikke Umagen at følge Rikard Skridt for Skridt fra Akre til Jaffa, med Saladin, som Hannibal med Fabius, ved Siden; thi Rikard vilde aabenbar meget heller glimre end giøre Gavn og heller beundres af Saladin end slaae ham, hvorfor han ogsaa, ligefra sin Ankomst til Akre, stod i Underhandlinger med Sultanen, og lod Ingen blive klog paa, om han virkelig havde i Sinde at indtage Jerusalem, som han vel to Gange forskrækkede, men aldrig angreb***). Fra Saladin, der aldrig vovede at giøre ham Laurbær-Kransen stridig, vandt Rikard vel ogsaa Borger-Krandsen, da han opbygde Askalon igien, som Saladin, med Tyrkisk Lands-Faderlighed, for at sikkre, havde ødelagt, men det gik den forfængelige Ridder med sine Krandse, ligesom det gaaer Damerne med deres, de binde med Lyst og bære for Løier men kaste for Alvor; thi før endnu Rikard forlod det hellige Land, sluttede han en Stil-Stand med Saladin, hvorved Askalons Ødelæggelse udtrykkelig bestemdes. Sligt kan let synes **) Galfred hos Gale II. 341. 45-46. Bohadin ved Schultens S. 179-84. ***) Sammest. II. 368. ****) Sammest. II. 370-418. Bohadin ved Schultens S. 184-243. 258 os ubetydeligt, fordi Askalons Tilværelse i vore Øine er det; men naar vi nu see alle de blomstrende Sø-Stæder paa Syriens og Lille-Asiens Kyst, saanær som Smyrna, i Bund og Grund ødelagte, ja, see Ødelæggelsen udbredt, saavidt som Osmannernes Hel-Hest kom, da maa det ikke glemmes, at Osmannerne i denne Henseende er Discipler af den berømte Saladin, som snildt opdagede, det var nemmere at ødelægge end at forsvare sit Land, og skiøndt Rikard fandt denne Tanke-Gang afskyelig, plettede han dog unægtelig sit og Christenhedens Skjold ved at give sit Minde til, hvad Man vel maa lade skee, naar Man ei kan forhindre det, men aldrig befordre. Længe krympede Rikard sig ogsaa og var nær sluppet bort med Christenhedens udødelige Ære, ei at have bragt sin Magt til at nedrive men til at opbygge; men just som han i Akre stod med den ene Fod i Skibet, kom der Bud fra Jaffa, at Saladin var krøbet ud af sit Muse-Hul og angreb med langt overlegen Styrke den slet befæstede By, og det var en Næsvished, Rikard umuelig kunde taale, saa han indskibede sig paa Timen med nogle faa Riddere og endeel Pisanske og Genuesiske Bueskytter*). Vinden var ham imod, saa Saladin fik Stunder til at bryde ind i Jaffa, men mødte der saa fortvivlet Mod-Stand, at han omsider, meget imod sin Villie, nødtes til at gaae paa Forlig med Besætningen, som da trak sig tilbage til Borgen og skulde, hvis den ikke blev undsat til næste Lørdag-Morgen, have samme Kiøb paa sit Liv som Jerusalems Indbyggere**). Natten imellem Fredag og Lørdag ankrede imidlertid Rikard paa Rheden ved Jaffa, og skiøndt Saladin mærkede Uraad, saa Bohadin maatte ind i Byen i Mørke, banke Tyrkerne op og see til at faae Borgen rømmet før Dag, saa lykkedes det dog ikke, fordi, efter Galfreds meget rimelige Oplysning, de første Syv, der forlod Borgen, fik Hovederne hugget af, saasnart de havde betalt Løse-Pengene, hvad Resten naturligviis fandt, var en daarlig Handel og vilde heller sælge Livet til enhver Priis end kiøbe Døden saa dyrt. Handelen gik i alt Fald tilbage, og saasnart Rikard af en Præst, der med Livs-Fare svømmede ud til ham, fik at vide, at Borgen holdt sig endnu, raabde han strax: ja, skal vi da end døe med vore Brødre, saa gid dog den skee en Ulykke, der ikke vil frem! Dermed foer han buus paa med sin rødmalede Snekke, sprang ud til Belte-Stedet og vadede i Land, skiøndt Strand-Bredden **) Galfred hos Gale II. 411-13. ***) Bohadin ved Schultens S. 243-50. Galfred hos Gale II. 413 259 vrimlede af Tyrker, men han vidste ogsaa nok, de kiendte ham, og havde ingen Lyst til at bides med hans Sværd, og ad en Løn-Gang, som var ham bekiendt, slap han ind i Staden, lod sit Banner vaie og gjorde med Borgmændenes Hjelp i et Øieblik ryddeligt. Saladin laae vel i Leir tæt udenfor Byen, men saasnart Bohadin kom farende med den Beskeed, at »Engelsk-Manden« var selv med, blev han saa bange som en Hare og skyndte sig afsted med alle sine Tusinder, saa det var hans store Lykke, at Rikards Rytteri kun bestod af tre Heste, der knap kunde gaae, end sige løbe*). Da Tyrkerne imidlertid fik Stunder til at samle sig imellem Bjergene og hørde, at den Engelske Vove-Hals laae rolig i Leir udenfor Jaffa kun med en Haand-Fuld Folk, da besluttede de at hevne Skade, og den Arabiske Røver-Trop, som Saladin ved Akre havde oprettet til ved Nattetid at stjæle Allehaande, selv Patte-Børn, ud af Franke-Leiren, skulde nu gjort sit Mester-Stykke, ved at stjæle Kong Rikard, hvorpaa Saladin, som var ved Haanden med hele sit Rytteri, vilde gjort det af med Resten. Dette Skielm-Stykke mislykkedes imidlertid saa fuldkommen som man kan tænke sig; thi først spildte Røverne den kostbare Tid paa at trættes om, hvem af dem der skulde gribe Rikard, ligesom Musene i Fabelen trættedes om, hvem der skulde hænge Bjelden paa Katten, og dernæst fik en Genueser Øie paa dem i Dagningen, saa Rikard blev i en Hast lysvaagen, foer i Harnisk med de bare Been, og gjorde saa god Anstalt til at tage imod de Fremmede, at Bohadin takker sin Gud, han den Dag var blevet ved Trosset. Rikard havde, efter Tyrkernes Formodning, ikke uden i det Høieste sytten Riddere og henved tusinde Fod-Folk, og skiøndt vi hos Galfred see, han fik dog Samling paa lidt meer end det Dobbelte, stadfæster det sig dog, at det var kun Femten til Hest, der ikke alene bød hele det Tyrkiske Rytteri Spidsen, men foer tilsidst, da de blev kiede af Lange-Legen, midt igiennem det, huggende ned til Høire og Venstre, saa der laae 700 Tyrker og dobbelt saamange Heste paa Pladsen, da Resten flygtede **). Dette var imidlertid endnu ikke Rikards hele Dag-Værk, thi mens han holdt og ærgrede sig over Fienden, der immer truede, men turde ikke slaae til, kom der Bud fra Jaffa, at der var trængt en Slump Tyrker ind i Byen, og efterat have betroet Budet, at det skulde koste hans Hals, hvis han mælede et Ord derom til nogen Anden, gjorde **) Galfred hos Gale II. 414-15. Bohadin ved Schultens S. 251. ***) Sammest. II. 416-20. Sammest. S. 23-24. 254. 260 Rikard sig blot med et Par Riddere et Ærinde ind i Byen, slog tre Emirer og jog Resten paa Porten*).

✂ Man seer nok, at denne Tirsdag eller Onsdag (August 1192) har været En af de mest glimrende Dage, ei blot i Rikard Løve-Mods Levnet, men i hele Ridderskabets Historie, saa da han efter den uhyre Anstrængelse faldt i en Sygdom, laae han unægtelig paa Ærens Seng, og da Saladin var philisteragtig nok til at melde ham, at nu vilde han besøge ham i Jaffa, svarede Rikard ridderligt nok, at han skulde finde ham lysvaagen, om ikke paa Benene saa dog paa Knæerne; men da han Ingen kunde faae til at blive i Jaffa, mens han drog til Akre for at have Ro til at komme sig, beed han dog i det sure Æble og overgav, for en kort Stilstand, Askalon til Nedbrydelse**).

✂ Saaledes gik det til, siger Rikards gode Ven og Ledsager, Galfred Vinsauf, saa hvem der siger andet, de lyver, og vi vil hverken trættes med ham, eller nægte, at de Franske, Tempel-Herrerne og Johanniterne, som lod en saadan knæsunken Kæmpe i Stikken, da han ei meer kunde staae ene, har meget mere Skam af Saladins-Freden end han; men det giør Altsammen i Grunden slet ingen Forskiel; thi naar vi pege paa Rikards Glimre-Syge, Vankelmodighed og Letsind, da er det ingenlunde for at faae Sag med den i sin Tid hardtad mageløse Ridder, men for i denne Kong Folkes Sønne-Søn, paa Moders Side af Angel-Sachsisk og Normannisk Blod-Blanding, som i et klart Speil at betragte Christenhedens Ridderskab paa Overgangen til det Trettende Aarhundrede, der blev Graven baade for dets Ære og Lykke. Selv faldt Rikard paa Hjem-Reisen i den Østerrigske Hertug Leopolds Kløer, med hvem han havde lagt sig ud i det hellige Land, maatte, til Hertugens og den Tydske Keiser Henrik den Sjettes uslukkelige Skam, kiøbe sig løs fra dem Begge i dyre Domme (1194), og sloges siden med Philip August om Normandiet, til han fik sit Bane-Saar af en Piil (1199); men var dog end i Døden ridderlig nok til at give sin Bane-Mand (Bertrand Gerdon) fem Pund for Skuddet, da han hørde det var kun Giengiæld for Sværd-Slag, der fældte baade Skyttens Fader og begge hans Brødre***). Saladin var død for længe siden, Aaret efter Freden, saa hans sidste Daad var Askalons anden Ødelæggelse†), **) Galfred hos Gale II. 419. Rudolf Coggeshall hos Martene V. 824. ***) Sammest. II. 422. Bohadin ved Schultens S. 243. 58-62. ****) Roger Howden hos Savile 717. 34-35. 91. *†) Bohadin ved Schultens S. 262. 261 og naar Man, uden at lægge de Dyder i Vægt-Skaalen, hans Lov-Talere paa fri Haand tillægge ham, kun spørger om »Kiends-Gierninger«, da har det ingen Nød, hans Rygte skal fordunkle Rikards, som, med alle sine Feil, dog aabenbar var en høimodig Helt, der lærde Saladin og alle hans Musel-Mænd igien at respektere Christenheden, og søgde vel sin egen Ære men slet ikke sin egen Fordeel. Hvem der betragtede Jerusalem som Christenhedens Æres-Punkt, maatte vel finde, han udrettede Intet, men Tiden viiste, at Kypern, som han med meer end Engelsk Gavmildhed skiænkede Kong Hvid, var et langt bedre Ryg-Styd for Frankerne i Palæstina end den hellige Grav, og vi, som ei kan misunde Musel-Mændene Graven, naar vi beholde Livet, maae da regne Rikard det til en stor Fortjeneste, at Kors-Togene endnu et heelt Aarhundrede lod sig fortsætte. Sligt klinger vist nok urimeligt, naar Man betragter Kors-Togene i sig selv som en Plage, der kun ved enkelte Helte-Gierninger fik en glimrende Side, og ved et lykkeligt Tilfælde nogle gavnlige Følger; men har Man faaet Øiet op for den store Kamp i Middel-Alderen mellem Christenheden og Barbariet, hvorunder en nydannet Verden opstaaer af den Gamles Ruiner [Grus], da seer man let, at Kors-Togene, som den eneste tænkelige Art af Fælles-Kamp mod Tyrker og Mogoler, og en mageløs stor Olympisk Leeg for alle de menneskelige Kræfter, var den største Lykke, der i Middel-Alderen kunde times vor Slægt Paa de faste Besiddelser, som derved vandtes, kom det saalidet an, at Man tvertimod maatte sige: jo færre, des bedre, naar kun Modet ikke tabdes, eller Leiligheden afskares; thi Grav-Rigets Historie viser tydelig nok, at Vestens Kæmper hverken forstod at behandle Øster-Lænderne uden paa Val-Pladsen, eller baadede selv ved at nedsætte sig i Øster-Leden, og hvor nødvendig end Palæstina maatte blive Skue-Pladsen for Ridder-Tidens mest glimrende Optrin, laane Kors-Togene dog ingenlunde deres Vigtighed fra Det, men Det netop sin fra dem. Havde Saladin derfor afstaaet Jerusalem for Akre og ladet Pilegrimene lande der ligesaa frit, som han nu lod dem tilbede ved Graven, da havde han rimeligviis derved gjort Ende paa Kors-Togene og dysset Vester-Leden i Søvn, til den selv fik uventet Tyrke-Besøg; men da Jerusalem blev i Tyrkernes og Sø-Stæderne tilligemed Kypern i de Christnes Vold, kunde Freden, som Pullanerne aabenbar og selv Moder-Landet hemmelig ønskede, til Lykke aldrig komme ret i Stand, og Christenheden 262 nødtes til, hvad det gjaldt om, at holde Middel-Havet ryddeligt og, saalænge mueligt, spille Mester paa Syriens og Ægyptens Kyster. hvorfra Faren nu, da begge disse Lande forenedes, øiensynlig truede.

✂ Naar vi med disse Tanker følge Rikard hjem, da er vi langt fra at ærgre os over alle de Hjul, Pave Innocens den Tredie satte i Bevægelse for at frembringe ret et stort, almindeligt Kors-Tog for den hellige Grav, men fristes snarere til at ærgre os lidt over, at det kun lykkedes saa smaat. Det nytter imidlertid, som Man daglig kan see paa gamle Kiæreste-Folk, aldrig at gaae i Rette med Nogen om den Lunkenhed, der klæder saa stygt, hvor Alt engang var Fyr og Flamme, thi trods den bedste Villie har det dog ingen Art med de Kiær-Tegn, Man viser for Skams Skyld, og at Man nu i Vester-Leden slet ikke brød sig om at besidde den hellige Grav, naar Man kun frit kunde besøge den, blev netop soleklart, da Kors-Prækenen dreiede sig om »den Skam« det var, at lade de Vantroe beholde Jerusalem; thi paa det følgende Tog gjorde Man end ikke Mine til at befrie den hellige Grav. Derimod indtog Man Konstantinopel og Damiette i Ægypten, under den Forud-Sætning, at Resten da vilde falde af sig selv, men dog i Grunden med Lyst til at indtage Noget, der i sig selv var værdt at eie, hvordan det saa end gik med den lille vandløse, ufrugtbare Jord-Plet, paa hvis Besiddelse Prædikanterne vel, som det syndes, af gode Grunde, satte umaadelig Priis, men hvis Værdi dog var en stor Hemmelighed. De Eneste, der endnu med Prædikanterne sværmede for Jerusalem, var de halvvoxne Franske og Tydske Drenge, der flokkedes i Tusind-Tal med Hyrde-Stav og Taske, og haabede at Middel-Havet skulde aabne sig for dem, som det Røde Hav for Israels Børn, og Jerusalems Mure falde som Jerichos*), Noget, der kun skal nævnes i Verdens-Historien til en lærerig Oplysning om, at naar de halvvoxne Drenge med Hurlumhei springe op og ruste sig til at udføre, hvad deres Olde-Fædre sværmede, men deres Fædre blev ligegyldige for, da kan Man være ligesaa rolig for Stort i den Retning, som Musel-Mændene nu kunde være for store Kors-Tog, hvor høit saa den hellige Fader end raabde: see, Børnene beskiæmmer os! Dette være for Resten sagt uden al Fornærmelse mod Lothar fra Segni (i Kirke-Staten), en adelig Romerindes Søn, der **) Ælfrik (Alberik) Munk hos Leibniz A. 1212. Wilken om Kors-Togene VI. 71-83. 263 i sin blomstrende Alder (kun 37 Aar gammel) under Navn af Innocens den Tredie nu (1198) besteg det Apostoliske Sæde; thi han var en dygtig Mand i sin Tid, og ei blot En af de myndigste men ogsaa af de klogeste Paver, som godt indsaae, at kom Man først af Vane med at giøre Kors-Tog, da tabde Man snart al levende Forestilling om det store Kirke-Rige, hvis fuldmægtige Stat-Holder han var, og af hvis Soel-Skin dog, efter den hellige Hildebrands Ord, som Innocens udtrykkelig tilegnede sig, hvert Christent Konge-Rige skulde laane sin Glands. Glimrende var unægtelig denne Paves Regiering, saa glimrende, at han i Stats-Historien bør kaldes Innocens den Store, thi ved Siden ad ham blev alle Christenhedens Konger smaa, og selv Kongen paa Øen, Rikard Løvemods Broder Johan, maatte bogstavelig kaste sig i Støvet for hans Sende-Bud, medens Keiseren i Konstantinopel søgde Beskyttelse under hans Vinger. Lægge vi hertil, at Innocens aabenbar havde den Romerske Keiser-Krone i sin Haand og gav den til hvem han vilde, at han, som Formynder for Fredrik Rødskiægs Sønne-Søn og Navner, var saa godt som enevældig i Italien, og at Pave-Thronen i hans Dage, ved Oprettelsen af Dominikaner og Fransiskaner-Ordenen, fik en staaende Geistlig Hær, der lød ubetinget og indtog snart baade Kirken og Skolen, da kunde Man fristes til at tænke, at det store Kirke-Rige under ham grundfæstedes for Evigheden; men ogsaa her beviiste imidlertid Erfaringen snart, at det er ikke Guld Alt hvad der glimrer, thi netop med Innocens opgav Kirke-Riget sin Aand, og var siden kun et Liig, hvorom Paverne, som verdslige Skillings-Fyrster, sloges med Konger og Kiættere og med hverandre, til de, som Chaliferne i Bagdad, lærde at nøies med en tom Titel og et godt Leve-Brød. Selv de ypperste Afguder blive ligesom de mest fortryllende Drage-Dukker nødvendig til Spot, naar deres Tilbedere kiedes ved dem, og hvor tungt det end naturligviis faldt Christi selvgjorte Statholdere at finde sig deri, var det dog en fælles Skiæbne »mod hvilken de omsonst sig stræbde at bevæbne« undtagen med Taalmodighed; men Verdens-Historien vilde ligefuldt beklage deres Fald, hvis de ikke, ved at forkynde Folke-Frihed og Oplysning aaben Feide, selv havde udæsket Menneske-Aanden til en Kamp paa Liv og Død. Det gjorde imidlertid allerede Innocens den Store, ved at lade »Kors-Tog« prædike mod Albigenserne i Languedoc og deres Beskytter Grev Raimund, en Ætmand af det store Kors-Togs Nestor.

264

✂ Paa Kiætteriet og Fanatismen, som Albigenserne beskyldtes for, kan vi her nemlig saameget mindre indlade os, som deres Lands-Herre ei var deres Anklager men Beskytter, og er det nu aldrig engang Rettens men altid Urettens Sværd, en Lands-Herre blotter mod sine Undersaatter for Troes og Tankers Skyld, da er Uretten himmelraabende, naar Høvdingen i Aandens Rige ei blot opfordrer det verdslige Sværd til at fuldende paa Kiætterne hvad det Geistlige har begyndt, men prædiker Kors-Tog mod hele Landskaber som befængte med Kiætteri; thi kun en hjerteløs Tyran slaaer ihjel paa Slump for at ramme den Skyldige, og den Trøst »at Herren kiender Sine,« som Hans Helligheds Legat (Abbed Arnold) skal have givet Kors-Dragerne, der gjorde sig Samvittighed over at storme Bezieres (1209) *), smager unægtelig langt meer af Svovl end af Manna. Dette meer end forfløine Ord kan imidlertid gierne være usagt, uden at det derfor ved Nedsablingen i Languedoc blev mindre klart, at Uskyldigheden herefter ei maatte søge sin Beskytter i Paven, men iblandt hans Fiender, og dermed var Pave-Thronen saaledes rystet i sin Grund-Vold, at de Støtter, den fik i Tigger-Munkene, baade Graa og Sorte, vel som et frygteligt Politi under Helligheds Maske kunde forsinke, men umuelig afværge dens Fald. Dette synes Innocens selv at have følt, men at sidde i Grunden afmægtig paa en glimrende Verdens-Throne er en fortvivlet Stilling, thi mens Man paa den ene Side nødes til at blotte sin Svaghed, fristes Man paa den Anden kun alt for meget til med Grusomhed at dække den, og saaledes gik det nu Paven, da det Geistlige Sværd vel glimrede over Kongers og Fyrsters Hoved, men tørnede af mod Riddernes Hjelm og Spids-Borgernes Skjold.

✂ Denne sørgelige Erfaring havde Innocens gjort og det for hele Verdens Øine, før han i Fortvivlelse udøste sin Harme paa Albigenserne; thi Venetianerne, med Frankrigs stolte Ridder-Skare i sine Garn, havde ikke blot trodset den Pavelige Ban-Straale, men havt den Triumph, al Hans Hellighed, for at faae Deel i Byttet, velsignede dem for det, og gjorde derved selv det »Geistlige Sværd« til Latter. Fra denne Side er det da især det bagvendte Kors-Tog, hvormed det Trettende Aarhundrede aabnedes, maa tildrage sig vor Opmærksomhed; thi er Bedriften end ikke stor i sig selv, saa maatte den dog giøre stor Opsigt, som Beviis paa, at enten var det »Geistlige Sværd« en Død-Bider, levende Folk kunde lee ad, eller ogsaa **) Schrøckhs Kirke-Historie XXIX. 626. 265 kunde de Døde, efter Pavens egen Dom, øve større Helte-Gierninger end de Levende, og kunde altsaa lee ad dem.

✂ Aar 1198, da Innocens den Tredie var Apostoliker I Rom, Philip (August) Konge i Frankrig og Rikard i England, da var der i den lille By Nully, mellem Lagny ved Marne og Paris, en hellig Mand ved Navn Folke, en stor Prædikant, ved hvem vor Herre gjorde mange Mirakler, og den samme Guds Mand kom derved saaledes for Orde, at det spurgdes til Rom, hvorpaa Apostolikeren strax skikkede Bud til Frankrig og gav Folke Befaling og Fuld-Magt til at være Kors-Prædikant. Hermed fulgde da ogsaa slig Aflad, som jeg nu skal fortælle, for alle dem der korsede sig og tjende vor Herre i Marken paa hin Side Havet et heelt Aar om; thi dem skulde alle deres forrige Synder, naar de vilde skrifte ærlig, være forladte, og fordi den Aflad hun var saa stor, blev Mangfoldige rørt i deres Hjerte og lod sig korse med gudelig Agt. Aaret efter, først i Advent, var der et Ridder-Spil (en Turnering) i Champagne, ved Slottet Ecry, og der lod baade Grev Theobald (Thibaut) af Champagne og Brie, knap 22 Aar gammel, og Grev Ludvig af Blois og Chartres, 27 Aar gammel, dem korse, og disse to Grever var i Slægt baade med Kongen i Frankrig og med Kongen i England, og det gjorde saameget des større Opsigt allevegne, som de to store Franske Baroner: Simon Montfort og Rainald (Renaud) Montmirail, tog Korset med det Samme. Foruden alle de mange Lehnsmænd der nu lod dem korse med disse Høvdinger, fulgde ved Fastelavn Grev Baldvin af Flandern, med sin Frue, sin Broder Henrik og mangfoldige Riddere det samme gode Exempel.

✂ Saaledes begynder Marsken i Champagne, Gotfred Ville-Hardouin, som selv hørde til fornævnte Ridder-Skare, sin berømte Historie om det Byzantinske Kors-Tog, og heraf see vi, det var langt mere den »store Aflad« end Udsigt til Stor-Værk, der nu lokkede Grever og Baroner med deres Riddere, og derfor gjorde det saamegen Opsigt, at de to unge Grever, især Theobald knap toogtyve Aar, hvis Synde-Register følgelig endnu kun var kort, vilde giøre saa tidlig Bod og tjene Herren et heelt Aar for saa knap en Sold, soni den Aflad, de trængde [kunde trænge] til. Det var altsaa egentlig disse to Grever og deres Følge-Svende, Man kunde forudsætte nogen Begeistring [Fyrighed] hos og vente Storværk af, men før endnu Toget begyndte, henrev [bortrev] Døden Grev Theobald, begrædt af sine Undergivne, savnet af alle Kors-Dragerne, der frivillig 266 havde valgt ham til Anfører, og lige til det Sidste saa begeistret [indtaget] for Sagen, at han bestemde hele sin Formue til dens Fremme*). Handelen om Over-Farten til det hellige Land var netop dengang paa alle Riddernes Vegne sluttet med Venedig, hvis berømte Doge (Hertug), Henrik Dandolo, siden til stor Opbyggelse for Ridderne selv tog Korset op i Markus-Kirken, men, som en Blind kan see, med Skielmen bag Øret**).

✂ Da nemlig Toget skulde gaae for sig (1202), laae vel den Venetianske Flaade prægtig udrustet og seilfærdig, men da en heel Deel af de Franske og Flamske Riddere, trods deres hellige Løfte, enten var blevet hjemme eller indskibede sig andensteds, og Venetianerne dog ikke vilde slaae en Skilling af paa de 86000 Mark Sølv, den hele Skares Overfart og Underholdning skulde koste, saa kom de ordholdne Riddere derved i største Forlegenhed, og da de havde strakt dem saa vidt de kunde, fattedes der endnu 34000 Mark. Da imidlertid Venetianerne havde faaet Alt hvad der var at finde, besluttede de at vise dem ædelmodige, saavidt det uden deres egen Skade lod sig giøre, og sagde til Ridderne: velan! I kan ikke betale os reent ud og vi havde da, efter Aftale, Ret til at beholde hvad vi har faaet, som reen Gevinst, men det var Synd, og derfor vil vi opfylde alle vore Forpligtelser, naar I blot vil lægge Veien om ad Dalmatien og hjelpe os at tugte Zara, som har sat sig paa Bagbenene, og ved den Leilighed tør der vel vanke Bytte Nok til at betale hvad vi borge jer saalænge. Det Forslag hugede nu vel slet ikke en stor Deel af Ridderne, men de der raadte, beed dog i det sure Æble og for at forsøde det og, saavidt mueligt, besmykke det Hele, var det nu, den gamle og blinde, men snilde og driftige Dandolo overraskede Tilskuerne ved baade selv at korse sig og prædike Kors-Tog for sine Venetianer***).

✂ Allerede herved tog dette Kors-Tog aabenbar en skiæv Retning, og det blev snart reen bagvendt, da Kors-Dragerne sluttede Handel med en landflygtig Prinds fra Byzants om ogsaa i Forbigaaende at indtage Konstantinopel og sætte ham paa Thronen. Vel fraraadte Pave Innocens, som var i god Forstaaelse baade med Kongen i Ungern og Tyrannen i Byzants, paa det Faderligste alle disse Optøier, ja, bansatte tilsidst Venetianerne; men disse Kiøbmænd, der, trods Kirkens Forbud, **) Ville-Hardouin hos Ducange S. 13-15. ***) Sammest. S. 6-12. 25-26. ****) Sammest. S. 21-26. 267 var blevet rige ved at handle med de Vantroe, brød sig kun lidt om det, saa Toget gik ligefuldt sin Gang, Zara blev baade taget og plyndret og Konstantinopel gik det ikke bedre, men saameget værre, som den i et halvhundrede Aar maatte huse Halv-Barbarerne og være Hoved-Staden for en Latinsk eller rettere Frankisk Keiser.

✂ De nærmere Omstændigheder ved denne Tildragelse er nu vel hverken vigtige eller ridderlige nok til her at fængsle vor Op. mærksomhed; men saa flygtig, som Man i Haand-Bøgerne pleier, tør vi dog Ikke overfare en Begivenhed, der er langt vigtigere end den seer ud. Det er nemlig intet Mindre, end det Byzantinske Riges Opløsning, og at den gik for sig i Begyndelsen af det Trettende Aarhundrede, uden at dog enten Tyrker eller Mogoler før seent i det Fjortende vandt Noget derved, var unægtelig en stor Fordeel for Christenheden, hvorfor den maa takke det Venetianske Kors-Tog, der naturligviis, som et Handels-Foretagende, ikke var beregnet paa Ære men paa Vinding.

✂ Den Byzantinske Prinds Alex, der tyede til Kors-Dragerne, var en Søn af den Isak Angelos, der havde stødt Comnenerne fra Thronen (1185), men var nu ikke blot Høisædet men Friheden og sine Øines Lys berøvet af sin egen Broder, og Handelen med Ridderne blev sluttet paa de Vilkaar, at naar Alex kom paa Thronen, skulde han Ikke blot give sine Hjelpere Kost og Løn (200000 Mark Sølv), men i det Mindste 10000 Mand Hjelpe-Tropper til at Indtage Ægypten, og derhos nøde den Græske Kirke til at hylde Paven i Rom*).

✂ Den samtidige Byzantiner Nikitas tilstaaer selv, at Venetianerne, som, siden de hjalp Kyri-Alax mod Normannerne, skulde nyde Handels-Frihed hele Riget over, havde lidt store Skaar deri under de sidste Tyranner, saa de havde Fristelse Nok til Selv-Tægt, om det end ikke, som Man har sagt, var for hans Dyds Skyld, Dandolo havde faaet sine Øine stukket ud i Maglegaard**), og at de, ligesom Keiserne, tog haandfaste Hjelpere, hvorfra de kunde, er ikke at fortænke dem i, saa naar det ikke skulde giælde for et Kors-Tog, og [naar] vi turde haabe, at Frankerne vilde føre dem anstændig op i den Græske Hoved-Stad, kunde vi med Fornøielse giøre dem Selskab, ja, selv med Alt hvad der er at udsætte paa Bedriften, **) Ville-Hardouin hos Ducange S.35-36. Nikitas Choniatas [om] Alex Comnen III. 9. ***) Wilkens om Kors-Togene V. 142-43. 268 maae vi dog altid heller unde Venetianer og Flæminger end Bulgarer og Wallacher Riget.

✂ Det var lige Dagen før Santhans-Dag (1203), den stolte Flaade kastede Anker ved Dardanellerne, og Gotfred Marsk kan ikke beskrive det mageløse Indtryk, Keiser-Staden, med sine kæmpehøie Mure og sine utallige Kirke-Taarne og Paladser, gjorde paa ham og hans Stal-Brødre, men det maa han ærlig bekiende, at der var ingen Ridder saa kiæk i hele Flokken, hans Hjerte jo bankede lidt uroelig ved Tanken om, hvad der hørde til at indtage saadan en1 Magle-By*). Heller intet Under, lægger Marsken til, thi saalænge Verden har staaet, saae Man aldrig saa lille en Hob tage sig saa store Ting for, og skiøndt vi, der er lidt bedre hjemme i Verdens-Historien, end Marsken fra Champagne, just ikke tør give ham Ret heri, kan vi dog godt begribe, at baade Franskmænd og Flæminger maatte korse sig for saadan en Stad, og at Riddere, der var vant til at ligge for et lille Bjerg-Slot hele Aar, maatte være bange for at blive graa, før de vandt Bjerg-Staden ved Hellespont. Den blinde Doge derimod blev naturligviis ikke bange for hvad han saae, Venetianerne havde været i Konstantinopel før og Sky-Haarene blæse desuden snarest af Sø-Folk, saa ved deres Opmuntring fik Ridderne Mod til at begynde med Havne-Taarnet i Galata, og skiøndt Væringerne, som forsvarede det, var raske Karle, lykkedes det dog Kors-Dragerne ved det første Udfald, som Byzantinerne løb fra, at slaae Kæmperne tilbage og slippe ind med i Borgen, som saaledes blev taget uden Beleiring**). Derpaa sprængde Venetianerne den berømte Jern-Kiæde, hvormed Byzantinerne havde spærret Havnen, og som er os Nord-Boer velbekiendt fra Harald Haardraade, der, hvis han ikke pralede, sprang lukt over den paa sin »Hav-Hest«, den Nat, han flygtede fra Orme-Gaarden i Konstantinopel***), og nu kunde Man da begynde at tænke paa en ordenlig Beleiring baade til Lands og Vands. Denne havde imidlertid sine store Vanskeligheder, en Storm fra Land-Siden mislykkedes, ved de Engelske og Danske Troppers (Væringernes) Tapperhed, og skiøndt endeel Taarne ved Havnen kom i Venetianernes Vold, havde det dog langt Udseende, indtil den **) Ville-Hardouin hos Ducange S. 48-49. ***) Sammest. S. 60-61. Wilken om Kors-Togene V. 217. Nikitas om Alex Comnen III. 10. ****) Ville-Hardouin hos Ducange S. 61. Harald Haardraades Saga i Heims-kringle K. 15. *1 2. Udg. »en saadan«. 269 selvgjorte Kyri-Alax, under Skin af et kraftigt Udfald, gjorde en Afstikker af sig, hvorpaa den blinde Isak, der strax blev taget ud af Fængselet og sat paa Thronen, naturligviis indbød Prinds Alex i Franke-Leiren til at dele sin Faders Pragt og Herlighed*).

✂ Saaledes syndes da allerede i Juli Maaned den Sag afgjort; men Ridderne blev dog ved at ligge i Leir ved Pera, deels fordi de ikke nær kunde faae hele deres Løn i en Haande-Vending og deels fordi den vaklende Throne selv følde Trang til saadanne Støtter. Det gik ogsaa godt til en Tid og den Frankiske Hoved-Anfører, Markgrev Bonifas af Montferrat, ledsagede endog med endeel Riddere den unge Keiser paa Jagten efter sin Farbroder, der vilde bygget Rede i Adrianopel; men allerede mens de var borte, brød Hadet mellem Græker og Latiner eller rettere dog mellem Byzantiner og Franker ud i lys Lue, da nogle Flamske Kors-Dragere ikke fik Lov til at plyndre den Moskee, Musel-Mændene fra Saladins Tid havde i Konstantinopel, og stak desaarsag Ild paa Staden, hvorved mange Gader lagdes i Aske**). Forbittrede herover drev Byzantinerne de hos dem bosatte Latinere ud i Tusind-Tal, og da den unge Alex nu ogsaa tænkde, han kunde nok undvære Frankerne og bød dem Spot til fuld Betaling, erklærede de ham tilsidst aaben Feide***). Paa denne unge Herre, der aldrig vaagnede uden til Leg og Lystighed, var nu vel Bjarkemaalet spildt, men hans Navner, Alexios Dukas, hvis Hjerte vel ikke duede stort, men sad dog paa det rette Sted, smed sin keiserlige Svire-Broder i Hullet, satte sig selv paa Thronen og bød Frankerne Brodden †). Da imidlertid hans natlige Brander-Tog mod den Venetianske Flaade mislykkedes, var det ikke Kors-Dragerne ukiært, at Septeret kom i en Mands Haand, de ikke skyldte Andet end Sværd-Slag; thi nu turde de haabe, ved Konstantinopels Indtagelse og Rigets Deling som et Bytte, at faae deres Umage godt betalt, og skiøndt den første Storm blev afslaaet, fulgde dog den Anden rask derpaa og alle de Tappre kappedes for Alvor ikke blot om Æren at være den Første paa Muren, men ogsaa om Prisen af hundrede Mark Sølv, som var udlovet for det Mester-Stykke ††). Begge Dele **) Ville-Hardouin S. 63-73. Nikitas Alex III. 10. ***) Ville-Hardouin hos Ducange S. 76-82. Nikitas Isak og Alex K. 2. ****) Ville-Hardouin S. 82-86. *†) Nikitas Isak og Alex K. 5. *††) Ville-Hardouin S. 88-97. Wilken V. 290. 270 vandt den Franske Ridder Andreas Urboise, thi vel var Venetianeren Pedro Alberti egenlig Første-Mand, men ham tog En af de andre Riddere for en Græker og fældte1, saa han maatte nøies med at æres i Graven ved en Lig-Tale af Dandolo selv. Ingen af Vove-Halsene kom imidlertid til at fattes Følgeskab, og da Man nu tillige med Magt sprængde Tre af Stads-Portene, kom Frankerne snart saa vidt, at de kunde slaae Leir inden Voldene. Det gjorde de ogsaa virkelig i den Tanke, at der endnu godt kunde behøves en heel Maaned, før deres 20000 Mand blev Mestere af den uhyre Stad med meer end 400000 Indbyggere, som kunde giøre dem hvert Skridt stridigt; men saa haardnakkede var Byzantinerne langt fra at være, og Man kan ikke bare sig for at smile, naar Man hører Geheimeraad Nikitas fortælle, hvorlunde den tappre Keiser Dukas, eller, som han for sine Olympiske Øienbrynes Skyld sædvanlig kaldtes: Murzuflos, med alle sine tusinde Vældige flygtede for en eneste Frankisk Ridder (Peter Plantz eller Braccuel) hvem de beskrev som hardtad ni Alen lang med en Hielm som et Kirke-Taarn**).

✂ Det var om Mandagen i Dimmel-Ugen (1204) Frankerne tog Konstantinopel, paa hvis Udplyndring og øvrige Medfart vi ei her kan indlade os, men naar Nikitas, der selv kun med Nød og Neppe undgik Blod-Badet, for ret at beskiæmme Frankerne, sammenligner deres grumme Adfærd i Byzants med Saladins Mildhed i Jerusalem, da maae vi dog aldrig glemme, at i det Nittende saavelsom i det Tolvte Aarhundrede giør det en mærkelig Forskiel, om en beleiret Stad overgiver sig eller tages med Storm; thi skiøndt hvad der er dyrisk og djævelsk bliver det under alle Omstændigheder, saa staaer det dog ingenlunde altid eens i Menneskets Magt at tæmme Furierne [Raseriet] hos sig selv, end sige hos Andre.

✂ Kort efter Paaske skred Frankerne til et Keiser-Valg, som faldt paa Grev Baldvin af Flandern og Hennegau, der vel ikke nedstammede fra Robert Friser, men dog fra den gamle Baldvin med Staal-Armen, der i det Niende Aarhundrede bortførde en Enke-Dronning og Keiser-Daatter, hvad Man, i en Lignelse, ogsaa kunde sige om hans Ætmand, der indtog Keiser-Staden med Staal-Handsker og latiniserede det Byzantinske **) Ville-Hardouin S. 98. Wilken V. 290-91. ***) Ville-Hardouin S. 99-100. 103. Nikitas Alex Murzuflos K. 2. Wilken V. 292. *1 2. Udg. »men ham fældte en af de andre Riddere, som tog ham for en Græker«. 271 Rige. Havde det ikke været for Ærens Skyld, maatte Baldvin imidlertid langt heller nøiedes med sit Grevskab; thi han fik efter Aftale kun »Fjerde-Parten« saavel af Kon-stantinopel som af den Balkanske Halv-Øe, der udgjorde hele det Latinske Keiserdom, medens de tre Fjerde-Parter deel-tes mellem Ridderne og Venetianerne, og den Smule han blev raadig over var endda langt meer end han kunde forsvare, som havde baade Byzantinerne og deres naturlige Fiender imod sig. Inden Aaret var omme, blev Baldvin fanget af Kongen i Bulgarien og Vallachiet, med hvem han sloges om Adrianopel, og Man maa snarere forundre sig over at de Frankiske Riddere dog beholdt Konstantinopel over halvtredsindstyve Aar (til 1261), end at de ikke gjorde Umueligheder, hvortil det aabenbar hørde at skabe et kraftigt Byzantinsk Rige enten af slet ingen Ting eller dog af en aldeles ubekvem Materie. Hvor lidt Vester-Ledens Folk endnu forstaae at behandle og oplive Græker, har det sidste Aar-Tiendes Erfaring kun alt for tydelig viist, og i det Trettende Aarhundrede, da de to første Forholds-Regler maatte blive at give den Græske Kirke en Latinsk Patriark og udstykke Landet mellem Frankiske Riddere, kan Man neppe tænke sig nogen gavnlig Indflydelse af det ny Herskab, uden for saavidt der endnu hos Byzantinerne ulmede en lille Gnist af den Græske Ild eller fandtes et lille Korn aandig Kraft, saa de, ved den uhyre Skam, der overgik, og det utaalelige Aag, der nedtrykde dem, kunde vækkes til en fortvivlet Anstrængelse. At der imidlertid fandtes noget Saadant lære vi ikke blot af Nikitas, den fnysende Hof-Mand, men især af de Græske Keisere i Nikæa og Despoten i Epiros, som trodsede og tilsidst fordrev Latinerne, men det kan her kun berøres, ad det hører til den Døds-Kamp, der slutter Middel-Alderen.

✂ Saalænge Keiseren i Konstantinopel var Frankisk, var Patriarken naturligviis ogsaa en Latiner, og for dette Blændværk, der skulde forestille den Romerske Kirkes afgiørende Seier over den Græske, opoffrede Innocens den Tredie ikke blot det forsvarlige Begreb om Kors-Tog, som Christenhedens Fælles-Kamp mod Tyrkiet, men ogsaa hvad Bid der endnu var i det Geistlige Sværd, saa enten maatte nu Kirke-Riget blive et blot Mahomedansk Navn paa et despotisk Verdens-Rige eller ogsaa det maatte opløses. Det Sidste, som var det mindste Onde, gik virkelig for sig giennem det Trettende Aarhundrede, saa netop hundrede Aar efter Konstantinopels Indtagelse af de 272 »bandsatte« Kors-Dragere, uddøde de virkelig regierende Paver (1303) med Bonifas den Ottende. Med hans Eftermand, Clemens den Femte, der tog sit Sæde i Avignon, begynder nemlig den Franske Pave-Række, der kun var Redskaber i de Franske Kongers Haand, og kunde da umuelig være Herrer i hele Christenheden, men maatte lade hvert Riges Geistlighed see til at hytte sig selv.

✂ Kort før Bonifas den Ottendes Thron-Bestigelse indtog den Babyloniske Sultan Akre, som var den sidste Levning af Grav-Riget, og vi maae da nu see til kort og godt at tage Afsked med Kors-Togene, der i det Trettende Aarhundrede, naar de var bedst, kun kan betragtes som Ridder-Aandens sidste Suk.

✂ Slet saa bagvendte som det Venetianske, eller kræmmeragtige Kors-Tog var vel ikke Parret til Ægypten, men allerede den skiæve Retning viser dog, der var en Hage ved dem, og deres rette Navne er det »Hovedløse« og det »Sygelige«, medens det saakaldte Frederik den Andens [Korstog], der falder midt imellem, ærlig fortjener Navn af de »Modbydelige.«

✂ Man vil erindre, at allerede ved det Store Kors-Tog stod endeel Ridderes Hu mere til Ægypten end til Jerusalem, og siden Saladin havde slaaet Syrien og Ægypten sammen til eet Sultanat, var det en ganske rimelig Formodning, at det angrebes bedst i Hjertet ved Nilen, hvor dets Liggendefæ var. Ridderne fra Champagne havde derfor ogsaa fragtet Venetianerne til Alexandrien, og da deres Tog var gaaet avet om til Konstantinopel, tænkde Innocens for Alvor paa at faae Et istand, der gik den rette Vei til Tyrkens Skade og Christenhedens Gavn, men just som det skulde gaae for sig, døde den hellige Fader (1216), som Man troede fra Æren, men som det viiste sig, fra Skammen for det »hovedløse« Kors-Tog, De berømte Prædikanter ved denne Leilighed var i Frankrig Jakob Vitry (fra Champagne) og i Tydskland Holger (Oliver) Skolemester fra Cøln, som baade selv fulgdes med og har beskrevet Toget*), saa dersom de har glemt Hoved-Sagen, maae de tage Skade for Hjemgiæld. Egenlig var det vel Kongen af Jerusalem, der skulde ført an ved Nilen, hvor Man ventede at erobre et fedt Land og faae »det Hellige« for Intet; men Kongen af Jerusalem, der altid havde været en Skygge-Konge, **) Damiettes Historie af Holger Skolemester (Oliverius Scholasticus) hos Eccard II.1398. Jakob Vitrys Jerusalems-Historie hos Bongars S. 1125 273 var nu i allerstrængeste Forstand blevet en Konge-Skygge, der ikke engang raadte selv for Titelen, men bar den kun som sin Kones Mand. Det Samme var nu vel i Grunden allerede Tilfældet med Kong Hvid, men Sligt bliver værre, jo længere det varer, og saa reent et Nul havde dog Ingen af Skygge-Kongerne været, som Johan af Brienne, der nu sleed Fløiel for Armod. Han var en dygtig Ridder, men hans Fader havde gjort ham arveløs, fordi han løb ud af Klosteret, Man tidlig havde puttet ham i, og det tomme Konge-Navn var omtrent Alt hvad han fik i Medgift med Mark-Grev Konrads Daatter af Tyrus, hans, der var saa forgabet i Kong Hvids Krone, at han tog en Kone fra sin Mand, for at faae Krav paa den, men myrdedes af et Par Assasiner, just da den faldt ham i Hænderne.

✂ Denne østlige Kong Johan uden Land, samtidig med den Vestlige (i England), var det som skulde føre an i Ægypten, der endnu tilligemed Syrien beherskedes af Saladins Broder Malek Adel, en dygtig Krigs-Mand, som havde skudt sine Broder-Sønner tilside; men neppe havde Johan, især ved de Frisiske og Tydske Korsdrageres overordentlige Kiækhed, erobret Nil-Taarnet, der spærrede Floden ved Damiette, og dermed kyst Livet af Malek Adel (1218), før han fik en farlig Med-Beiler til Høvding-Skabet i den Spanske Kardinal og Pavelige Fuld-Mægtig, Pelagio Galvani, som paastod, at han maatte nødvendig være Sjælen i et Tog, der gjordes paa Kirkens Vink og Bekostning*). Der var ogsaa virkelig Noget i det, og havde Pavens Anskuelse af sin Ufeilbarhed og timelige Almagt været ægte, kunde Anførselen aabenbar aldrig kommet i bedre Hænder end hans Fuld-Mægtigs; men just derfor spillede han et høit Spil ved at tiltage sig den; thi var Toget løbet ulykkelig af for Kong Johan, da kunde Paven dristig have givet hans og de Andres grove Synder Skylden; men da nu hans egen Fuldmægtig var den kloge Høne, kom han naturligviis selv til at bære Skylden, enten han vilde eller ikke, og deraf fulgde, at enten hængde det galt sammen med Christi Rige eller med hans Romerske Stat-Holder. Vel fik Paven og hans Fuld-Mægtig ganske rigtig Æren for Damiettes Indtagelse (1219), som Kardinalen meget hemmelighedsfuld besørgede ved Natte-Tid, da Besætningen omtrent var uddød**); men deels saae neppe Andre end Præsterne et Mirakel i denne Natte-Vandring, **) Wilken om Kors-Togene VI. 56. 61. 97-102. 180-215. ***) Sammest. VI. 278-89. 274 deels faldt det Mange mistænkeligt, at Christi Statholder satte mere Priis paa Damiette, end paa Jerusalem og hele det »hellige Land«, som Sultanen under Beleiringen havde budt for sin gode Handels-Stad, og endelig giøs det i hele Christenheden, da Man hørde, at Apostolikerens Høire-Haand havde ført de Christne over Nilen, som Pharao førde Ægypterne over det røde Hav. Det skedte nemlig i Sommeren 1221, at Kardinalen, trods Kong Johans Advarsel, drev Krigs-Hæren afsted langs Nilen, for i en Haande-Vending, som han lovede, at holde Indtog i Kairo, men kom ikke længer end til Kanalen ved Aschmum, hvor Sultan Kamel ikke blot forbød ham Over-Gangen, men tilintetgjorde hans Flaade og ængstede ham saa hardt, at han sneg sig bort i Mørke og lod sin Leir i Stikken. Ja, selv Flugten mislykkedes saa reent, at efter meget Folke-Tab, baade ved Tyrke-Sværd og konstig Oversvømmelse, maatte Legaten kiøbe sit og Restens Liv for Damiette og selv tilligemed Kong Johan og alle de tre Ridder-Ordeners Stor-Mestre være Gidsel i Tyrke-Leiren*).

✂ Efter et saa iøinefaldende Beviis paa, at Aposlolikeren, trods alle sine Bønner, ingen »Engle-Legioner« havde til sin Tjeneste, kunde Man vist nok hverken fortænke Kong Fredrik den Anden eller noget kronet Hoved i, at de krympede sig ved at kæmpe under hans Banner, hvor det saakaldte »ægte Kors« vel var tungt nok men slet ikke straalende, saa Keiseren kunde med Rette leet ad Ban-Straalen, der skulde drive ham, dersom han ikke ved sine Lyve-Stævner havde kraftig bidraget til det Pavelige Kors-Togs sørgelige Udfald. Nu derimod loe han aabenbar som en Tyrk og holdt ikke blot Paven men hele Christenheden for Nar, især, da han omsider paatog sig en hellig Mine, reiste Kors-Banneret, holdt Indtog i Jeruysalem og kronede sig selv, i Kirkens Band, ved den hellige Grav.

✂ For en Menneske-Alder siden vilde dette Par Ord om de Protestantiske Historie-Skriveres udkaarede Yndling vel giældt for Beviis nok paa gruelig hierarchiske og papistiske Grund-Sætninger; men da det er en tør historisk Sandhed, vilde deraf i det Høieste følge, at Historien selv var gruelig hierarchisk og papistisk, i hvilket Tilfælde hendes underdanige Tjenere jo var nødt til at synes ligesaa. Nu derimod, da Man har lært, det gaaer i Tankens som i Tingenes Verden, at naar Man kan slippe **) Holger Skolemester hos Eccard II. 1427-37. Wilken om Kors-Togene VI. 318-45. 275 godt fra det, har Man allermest Fordeel af, mens To trættes, at tage fra dem Begge; nu maa Man vel ogsaa have lært at protestere baade mod »Keiseren og Paven,« som den eneste Maade, hvorpaa Man kan blive Begges Unlversal-Arving.

✂ Her lade vi det da ganske staae ved sit Værd, hvem der havde meest Uret: enten Hohenstauferen, som vilde herske enevældig baade i Tydskland og Italien, eller Paverne, som syndes det Halve var meer end Nok, og holde os blot til, hvad Historien melder om Keiser Fredriks Forhold til Christenheden og Tyrkiet. Han havde nemlig ladt sig korse allerede i sin Pavelige Formynder, Innoncens den Tredies Dage (1215), og havde lovet ganske vist at komme selv til Damiette, men da der blev Intet af, lovede han igien meget høitidelig at giøre Alvor af det 1225 og forlovede sig, til ydermere Sikkerhed, med Jolante, Kongens Daatter af Jerusalem, men da saa Tiden kom og Bruden med, og Keiseren havde nødt sin Sviger-Fader, Kong Johan, til at afstaae ham sin Titel, lod han det dermed beroe og fik paa Ny to Aars Udsættelse. Da saa igien de to Aar var gaaet (1227), og Kors-Dragerne fra alle Lande havde samlet sig i Brindisi for at giøre Følgeskab, da holdt Keiseren dem først op med Snak den hele Sommer, for hvis uvante Hede mange Tusinde bukkede under, og da han saa omsider lettede Anker, var det kun for at seile til Otranto, hvor han meldte sig syg og opgav Toget*). Vel havde Innocens den Tredies Broder-Søn Ugolino, der just nu, under Navn af Gregor den Niende, blev Apostoliker, været Keiserens gode Ven, men dette, hvorover hele Christenheden knurrede, fandt han dog, var for grovt og satte Frederik i Band; men nu satte Keiseren sig for at giøre et Kors-Tog paa Trods (1228) og stak i Søen med tyve Galeier og i det Høieste »eet Hundrede« Riddere. Hans første Helte-Gierning var at lande paa Kypern og opkaste sig til Formynder for dens Barne-Konge, og den Anden var at fortsætte sine alt længe drevne Underhandlinger med den Ægyptiske Sultan, [ind-]til Samme, for Venskabs Skyld, overlod ham det nu aldeles forstyrrede Jerusalem, dog med Forbeholdenhed [Forbehold] af Tempel-Kirken som en Mahomedansk Moskee. I Selskab med en Ægyptisk Emir og under hans Vinger holdt nu Keiseren sit Indtog i Jerusalem, kronede sig selv, da Patriarchen Intet vilde have **) Rikard af St. Germano hos Muratori VII. 395-98. 1003. Wilken om Togene VII. 370-72. 91-96. 401-5. 23-26. 276 med ham at skaffe, udstædte et latterlig pralende og modbydelig prækende Brev om sine Bedrifter til alle Fyrster i Christenheden, spillede i Akre, som magtesløs Despot, en bedrøvelig Rolle og reiste saa hjem (1229) med hvad kun han selv kaldte velforrettet Sag.*).

✂ Om det nu virkelig var denne Keisers Lyst, som ikke blot Paven lastede, men de Arabiske Historie-Skrivere roste ham for: at drive Spot med alt Christeligt, det er [bliver] hans egen Sag, som det neppe lønner Umagen for os at tvistes om, men at hans saakaldte Kors-Tog gjorde Christenheden al den Skam, det kunde, og at Grav-Riget i den Tydske Keiser fik en Konge, der ikke blot dybt foragtede Dets ringe Levninger, men hadede og forgreb sig paa Dets fri Forfatning, det var Menneskehedens Sag, der vist nok kan hæve sig over alle saadanne Smaa-Ting, som de største Enkelt-Mænd dog i Grunden er, men hævner sig dog nødvendig paa sine Fiender ved at optage den Handske de kaste.

✂ Hermed vende vi os da fra det »modbydelige« til det »sygelige« Kors-Tog, der klarlig viiste at Ridder-Aanden gik med [bar paa] sin Hel-Sot, men viser os den dog selv under saa uheldige Omstændigheder fra en saare elskværdig Side; thi baade Kong Ludvig den Hellige, som stod i Spidsen for det, og hans Lov-Taler, som tillige var hans tro Følge-Svend, Johan Joinville, er aabenbar kiække, ædle og fromme Ridders-Mænd, der kun fattes Ørne-Blikket og Bjørne-Kræfterne for at gaae i Lag med det Store Kors-Togs Helte.

✂ Anledningen til Ludvigs Tog var ogsaa, efter alle Samtidiges Vidnesbyrd, en svær Sygdom, han faldt i, og Joinville fortæller os saaledes, efter Kongens egen Mund, at Man troede, han havde opgivet Aanden, saa En af Fruerne, der stod ved Sengen, vilde dækket hans Ansigt til, men saa stod der, til Lykke, en Frue ved den anden Side ad Sengen, som ingenlunde vilde tillade det, men blev ved at paastaae, der var Liv i ham endnu, og mens Fruerne trættedes, lukkede vor Herre hans Øine op og gav ham hans Mæle igien. Det første Ord, han da sagde, var at de skulde række ham Korset, som de ogsaa gjorde, og vel blev hans kiære Fru Moder usigelig glad, da hun hørde, han havde faaet sit Mæle igien, men da hun saae, han havde taget Korset op, da giøs det [dog] i hende, som om hun saae en Dødning**).

**) Wilken om Kors-Togene VI. 452-505. ***) Ludvig den Helliges Levnet af Joinville (Menards Udgave) S. 42-43. 277

✂ Disse trohjertige Ord af den vakkre Seneschal fra Champagne, der give os en rigtig Forestilling om hele den rare Bog, han med ridderlig Pen skrev paa sit Moders-Maal, er i dobbelt Henseende mærkelige; thi deels indskyde de os venlig Deeltagelse i et Tog, hvoraf Frugten dog iblandt Andet var en munter og livlig Bog paa et levende Sprog i det Trettende Aarhundrede, og deels speiler Toget sig forunderlig klart i den simple Tale om dets Anledning, saa Ludvigs Kors-Tog staaer i Historien virkelig som en uformodenlig Opvækkelse af den hensovne Ridder-Aand, uden at Middel-Alderen selv ret vidste, om den skulde fryde sig over den eller grue for den.

✂ Det var en Skik ved det Franske Hof, siger Mathæus Parisius, at Jule-Morgen tidlig fik alle Hofmændene nye Klæder af Kongen, som de da trak første Gang paa i Mørke, og ved at lade sye Kors paa dem narrede Ludvig (1245) Mange til at følge med*); og uagtet samme Mathæus er en Anekdot-Jæger, Man kun tør troe paa det Halve, er Fortællingen dog mærkelig; thi selv om den er opdigtet [lavet], giver den os ligefuldt en klar og rigtig Forestilling om det Franske Ridderskabs Deeltagelse i Ludvigs Kors-Tog, der næsten udelukkende reiste sig af Kiærlighed til Kongens Person og Undseelse for at holde sig tilbage, hvor han gik i Spidsen.

✂ Kun forgiæves gjorde naturligviis Ludvig sig al optænkelig Umage for at faae et stort Europæisk Kors-Tog istand, og først efter adskillige Aars Tilberedelser og efter Overvindelse af mange Hindringer fik han selv sin Krigs-Magt paa Benene (1248), og stak i Søen fra Aigues-Mortes (i Languedoc), den eneste Havn ved Middel-Havet, der traf til at være hans egen**). Hans [Kong Ludvigs] Vinter-Leie paa Kypern og Vaar-Landing i Ægypten, Mamelukkernes Forfippelse, der overlod Franke-Kongen Damiette uden Sværd-Slag, og endelig den Øine-Forblindelse, der bragde Ludvig til, som han var forhexet, at træde Skridt for Skridt i Kardinal Pelagios bedrøvelige Fod-Spor, til han mistede hele sin Hær og faldt selv i Tyrkisk Fangenskab; alt dette beskriver nu vel Joinville, der deelde Ondt og Godt med Kongen, saa jævnt og kiønt***), at Man læser derom med Fornøielse, men store Ting seer Man strax, det er ikke, og hverken Vilderede eller Vanheld er saadanne Sjeldenheder i Verden, at dens Historie kan opholde sig **) Wilken om Kors-Togene VII. 27-28. ***) Sammest. VII. 63-64. ****) Joinville (ved Menard) S. 49-131. 278 derved. Vi maatte da her tage Afskeed baade med Kong Ludvig og hans vakkre Lov-Taler, dersom Skiæbnen ikke havde været dem Begge saa god, at de beholdt Livet, blev udvexlede for Damiette og en Slump Penge, kom til Akre og havde endnu Mod paa at giøre og lide noget for det hellige Land; men især det Sidste er saa smukt og i det Trettende Aarhundrede saa mageløst, at vi nødvendig maa pege derpaa. Stort var det naturligviis ikke, hvad Ludvig, selv kun en svagelig Mand af Middel-Størrelse, med et lille mismodigt Følge kunde udrette, men dog havde Sultanerne af det Saladinske Huus, ved saavidt mueligt at ødelægge Sø-Stæderne, givet veltænkende Konger en Leilighed til gode Gierninger, som Ludvig (1250-54) flittig benyttede. Askalon, for hvis Ødelæggelse vi nok huske den store Saladin stred saa haardnakket, at han tilsidst seirede over Rikards Løve-Hjerte, den havde alt (1240) faaet Opreisning af Rikards Broder-Søn og Navner, Grev Rikard af Cornwall, som, mærkeligt nok, synes ene at have gjort sit lille Kors-Tog for at viske Pletten af sin Far-Broders Ridder-Skjold*). Ludvig stræbde nu at giøre sig fortjent af hele Christenheden ved ei blot at forbedre Befæstningerne ved Akre og Jaffa, men ved paa ny at opbygge og befæste baade Kæsarea og Sidon, som var i Bund og Grund forstyrrede, og det maa Ingen kalde unyttigt, skiøndt Stæderne snart igien nedsank i det Gruus, der end skjuler dem; thi deels forsinkedes dog ved Ludvigs Bestræbelser Grav-Rigets fuldkomne Undergang henved et halvt Aarhundrede, og deels er netop de Ædles Utrættelighed til at opbygge hvad Fienden nedriver et guddommeligt Træk hos Menneske-Slægten, der skal æres overalt hvor det mødes. Dette kan ikke tit nok indskiærpes i vore Dage, med en Tids-Alder bag os, da det selv midt i Christenheden, ved et stort Uheld, gjaldt for den største Helte-Gierning at nedrive, skiøndt endog Hvem der forstyrrer en Røver-Kule, hører selv til den, hvis han ikke har noget Bedre i Arbeide, han derved stræber at sikkre, saa vi maae baade kirkelig, borgerlig og videnskabelig vandre »i et nyt Levnet,« dersom Forsynet ikke skal angre at have gjort os til sine Fortroelige og aabnet os den mest glimrende Bane som Dets forsigtige Med-Arbeidere. Istedenfor da, at det nu allevegne i Christenheden er blevet til et Ord-Sprog: Fædrene bygde op, men vi brække ned, maa det herefter, om vi skal **) Wilken om Kors-Togene VI. 614-15. 279 redde vor Ære, bliver øiensynligt, at vore Stæder og Skoler virkelig fordunkle Middel-Alderens Kirker og Borge, som vi og vore nærmeste Fædre nedbrød; thi Hvem der er »i Slægt med Guddommen,« nedbryder og forstyrrer aldrig noget Stor-Værk, uden de føle baade Drift og Kraft til at skabe noget Bedre. Al Tapperhed til blot at ødelægge skal vi da betragte ligesom de vilde Dyrs og Assasinernes (Bærsærkernes) paa Libanon der med Fornøielse lod sig partere, naar de havde gjort den Ulykke, de kunde, og skiøndt dette Niding-Laug ikke havde Lykken med sig, gjorde det dog i Kors-Togenes Dage saa forskrækkelig en Opsigt, at vi i det Mindste maa vide, hvad Joinville fortæller om dem.

✂ Blandt andre Gesandtskaber [Storbudskaber] til Kong Ludvig i Akre kom der nemlig ogsaa Et fra Morder-Engelen paa Libanon, hvem de kaldte »den Gamle paa Bjerget«, og spurgde, hvor hans Foræringer blev af, da han jo dog, ligesaavel som Keiseren i Tydskland, Kongen af Ungarn og Sultanen af Babylon maatte vide, hans Liv stod i Herrens (Morder-Herrens [Bøddelherrens]) Haand. Kongen havde maaskee ogsaa ladet sig kyse til at kiøbe sit Liv, hvis han ikke havde hørt, at »den Gamle« var bange for Johanniter og Tempel-Herrer, som Uhyrer, det ikke nyttede at hugge Hovedet af; men nu viiste han Emiren til dem, og Enden blev da, at »den Gamle« sendte først Kongen »Venne-Gaver« og fik saa Giengiæld, efter Ord-Sproget: Man skal giøre et Skarn Godt for ikke at have Ondt af ham*). Anderledes tænkde imidlertid Mogolerne, som under Hulaku udryddede de Persiske Assasiner**), og at Tempel-Herrerne ei længe før gjorde det Samme ved de Syriske, er en af denne Ordens dødelige Synder; thi hvem der beskatter Morder-Handteringen, beskytter den, ja, driver den egenlig paa anden Haand.

✂ Hermed slutter da Kors-Togenes Historie, thi hvad Man end kaldte den Reise til Tunis, Kong Ludvig gjorde, da han gik i Barndom (1270), saa fik den dog ingen Historie, blandt Andet, fordi Historie-Skriveren (Joinville) betakkede sig for at følge med***), saa der staaer kun tilbage at melde, hvordan Akre og de andre Sø-Stæder sank i Gruset, hvor Man nu maa lede efter dem.

✂ Det Saladinske Rige i Ægypten og Syrien var egenlig **) Joinville (hos Menard) S. 182-88. ***) Wilken om Kors-Togene VII. 405. ****) Joinville (hos Menard) S. 269. 280 Mamelukisk, altsaa kun arveligt paa »Sværd-Siden« i allerstrængeste Forstand, og det var ingenlunde for deres gode Families Skyld, men for det gode Hande-Lag de havde til at føre Sværdet, at Malek Adel, hans Søn Kamel og Sønne-Søn Eiub, i det Mindste beholdt Ægypten. Da derfor Sultan Eiub døde, strax efter Kong Ludvigs Ankomst til Ægypten, blev hans Søn Turanschah, hvem Bæger-Klang gik over Vaaben-Gny, ikke gammel paa Thronen, thi før endnu Kong Ludvig slap løs, blev Sultanen myrdet saa godt som for hans Øine af den sorte Mameluk Rokneddin Bibar, som siden (1260) ved nok et Sultan-Mord banede sig Vei til Thronen*).

✂ Denne Bibar, Træl af Herkomst og Menneske-Slagter af Handværk, var ellers, efter de Tyrkiske Historie-Skrivere, en Mand af »rene Sæder«, som nøiedes med fire Koner og smagde aldrig Viin, men drak sig kun en uskyldig Ruus i Kumis (af Hoppe-Mælk), og slige Ting skal Man lægge vel Mærke til, ikke for at kives med de Tyrkiske Sultaner og deres Lov-Talere, men for at lade den Christenhed vederfares Ret, hvis sletteste Kæmper er som Tyrkernes de Bedste. En Kæmpe var nemlig Bibar, som, før han blev Sultan, huggede drabelig ind baade i Slagene med Kong Ludvig, og i det store Slag med Mogolerne (1260) ved Goliaths Brønd, der indtil videre afgjorde Syriens Skæbne, og i de sytten Aar, han beklædte Sultanatet, fik de Christne at føle, han hverken døsede eller dovnede. Han beleirede nemlig ikke blot Akre, men indtog og ødelagde med Flid baade Jaffa, Kæsarea og (1268) de Christnes stolte Ære-Port: Antiochien, der nu ikke holdt sig i ti Maaneder, men kun i ti Dage**). Vel kom Bibar ikke videre før han blev forgivet (1277), men kort efter besteg en anden stridbar Mameluk, Kalavun, Thronen, og han blev navnkundig ved (1289) i Bund og Grund at ødelægge Tripolis, den berømte Bauta-Steen paa Grev Raimunds ligesom Antiochien paa Boemunds Grav, og denne Helte-Gierning er udførlig beskrevet af Abulfeda, den store Tyrkiske Historie-Skriver af Saladins Æt, som her var selv tilstæde***).

✂ Tre Aar senere havde Akre, Tyrus, Sidon og Bairuth samme Skæbne, under Kalavuns Søn Aschraf, og skiøndt derved naturligviis er næsten kun lutter Ynk at see, maae vi dog standse et Øieblik ved Forstyrrelsen af Akre, der i et heelt **) Wilken om Kors-Togene VII. 232-36. 422-25. ***) Sammest. VII. 424-28. 74-75. 517. 519-23. ****) Sammest. VII. 651-52. 699-705. 281 Aarhundrede (1191-1291) var Grav-Rigets Hoved-Stad og i alle Maader det Trettende Aarhundredes Magle-By eller Stor-Stad, Vel har vi nok ingen Beskrivelse af denne By i sin Velmagt uden af Tydskere, der aldrig selv har havt nogen Hoved-Stad ved Havet og Alt hvad dermed følger, saa de kunde ikke ligne den ved Andet end »Cøln am Rhein«, men des vissere har den kun sig selv at takke for al den Pragt og Herlighed, den skinner af i Tydske Bøger. Akre eller Ptolomais er desuden En af de faa Stæder, som aldrig kan ødelægges saa tit, den jo reiser sig igien, saa vi kan godt forstaae, at mens den var Middel-Punkten for alle Kors-Farere og Pillegrimme, og Residentsen for alle tre Ridder-Ordeners Stor-Mestere og næsten alle Grav-Rigets Lehns-Mænd, maa det have været en stolt Stad, hvor det gik stadseligt til fremfor noget andet Steds, selv Konstantinopel iberegnet, som vi maae huske var i det Trettende Aarhundrede, under Latinernes Aag, sin hele Glands berøvet*). Hvor fornøieligt og tillige forbausende det imidlertid maatte være især for en Tydsker at giennemvandre saadan en Stabel-Stad, med alle sine Skibe, Kirke-Taarne og Spir, store deilige Paladser med klare Ruder og Blomster-Haver paa de flade Tag, med Mure saa brede at to Vogne kunde magelig mødes, og med Indbyggere og Giæster af alle Folk under Himmelen; saa kan Man dog ogsaa nok vide, at Akre var ingenlunde en Undtagelse fra Regelen: store Stæder, store Synder, og at det maatte see gruelig forvirret ud i en Hoved-Stad, der var deelt mellem mangfoldige strunke, balstyrige Herremænd og rige, storagtige Kjøbmænd. For nærværende Tid førde vel Kong Henrik paa Kypern ogsaa Titel af Grav-Riget, men vi har forhen bemærket, at allerede Johan af Brienne var blot en Konge-Skygge, og hans Efter-Mænd, snart Sicilianske og snart Kypriske Konger, var i Akre ligedanne Skygger, der kun gjorde Opsigt, naar de modtog [voldtog] Kronen eller sloges om den. Hvor nu Konge-Magten er en Skygge, bliver Kongens Bedrift og Deeltagelse i Rigets Skæbne naturligviis derefter, og naar en Stad er splidagtig med sig selv, maa den jo falde, saa under disse Omstændigheder bliver Akres Fald meget forklarligt, hvor urimeligt det end ellers klinger, at en Ægyptisk Sultan uden Flaade skulde indtage saa stærk en Fæstning, med »al den ganske Christenhed« i Baghaanden. Akre blev **) Herman Korner hos Eccard II. 941-46. Wilken om Kors-Togene VII. 737-41. 282 nemlig denne Gang ingenlunde overrumplet [overrasket], men med ordenligt Kald og Varsel forkyndt aaben Feide af Sultan Kalavun (1290), og da Patriarken af Jerusalem havde sat Mod i Borgerne, blev der gjort de bedste Anstalter til at udholde en lang Beleiring. Folk i Vester-Leden var vel ingenlunde saa opsatte paa at forsvare Akre som for hundrede Aar siden paa at indtage den, men der samledes dog 900 Riddere og 18000 Fod-Folk, og havde de holdt dem saa brav, som de var mange til, vilde de vist ikke kommet til at fattes Undsætning. Der var imidlertid alt for mange om Raadet til at der kunde skee noget Klogt, efter det sande Ord-Sprog »Faa om Raad, Mange om Daad«; thi foruden det Geistlige Hoved (Patriarken), var der ikke mindre end Otte verdslige Høvdinger, og deriblandt den Franske og Engelske Minister, som en Samtidig giver det Lov, at de var mageløse Helte i Munden, men store Krystere i Grunden, der ikke engang lod sig slæbe i Strid, men flygtede godvillig. Midt i Marts (1291) blev Staden indsluttet og stod sig godt den første Maaned, men imidlertid var Kalavun død, og nu kom hans Søn, Sultan Aschraf, med hele sin Magt og reiste 666 Blider, hvormed han fra den fjerde Mai beskiød Staden baade Dag og Nat. Da sank Modet hos de Beleirede, saa de sendte ikke blot Koner og Børn til Kypern, men Kong Henrik stjal sig en Nat samme Vei med sine 3000 Mand, og næste Morgen (16de Mai) stormede Fienden, hvor han skulde staaet, brød et Gab paa Muren, tyve Favne bredt, og rykkede ind. Hidtil havde de Geistlige Riddere kun brudt sig lidt om Kampen, men nu vaagnede Johanniterne, og deres Marsk, Mathæus Clarimont, tumlede den Dag sin Hest og sin Landse saa ridderlig, at Besætningen, med ham i Spidsen, drev Fienden tilbage fra Gade til Gade, og ud ad Gabet med Tab af Tusinder. Herved vandtes imidlertid kun Natte-Frist, som Besætningen vilde nyttet til at flygte, hvis der havde været meer end to Skuder i Havnen, og næste Morgen begyndte den sidste Strid, som endtes med afgiørende Seier paa Fiendens og næsten fuldstændigt Nederlag paa de Christnes Side. Vel var Gabet stoppet, saa godt som mueligt, men dog brød Fienden saavel derigiennem som giennem En af Portene, han sprængde, og Kampen blev da fortvivlet, skiøndt ingenlunde uhæderlig for de Christne; thi nu kæmpede baade Johannitere og Tempel-Herrer som Løver, saa Fienden flere Gange maatte rømme Byen og seirede kun tilsidst ved sit alt for overlegne Antal. Denne Dag turde ingen Tyrk staae for Mathæus 283 Clarimont, men tilsidst var hans Ganger saa træt, at den ei meer vilde lystre Sporen, men blev stædig midt i en Gade, hvor da Kaste-Spyd i Snese-Tal ei var sene til at giennembore dens herlige Rytter. Den Ene af Skuderne, hvorpaa Patriarken var slæbt ombord af andre Flygtninger, blev saa overladet, at den sank i Havnen med Top og Tavl, og af Ridderne undkom kun ti Tempel-Herrer og syv Johanniter*).

✂ Saaledes faldt Akre, og de andre Byer enten flygtede Indbyggerne fra eller overgav strax, saa hermed endtes det sælsomme historiske Efter-Spil, hvorved Jerusalem og Tyrus og Sidon, som opstandne Dødninger, igjen kom for Orde, men kunde selv ved at drikke Millioners Blod ei holdes i Live. Alt dette Blod har nu Protestanterne meent, maatte komme over den hellige Fader og hans Børns Hoved, men da det aabenbar er Prisen, hvorfor hele den ny Verden har kiøbt sin Dannelse, seer Man let, det vilde være meer end Jødisk af os, der skummer Fløden, at skyde Skylden paa dem, der især havde Skaden, og naar vore Skrivere ordenlig give »Kirken« Regning paa alle de Millioner Mennesker, der giennem to Aarhundreder satte Livet til paa Kors-Togene, da er det, som om en Bogholder gaaende i Barndom gav et stort Handels-Huus Regning paa Summen der i 20 Aar gik igiennem Dets Hænder. Vist nok er Mennesker ligesaalidt at forvexle med klingende Mynt som med Regne-Penge, men vi maae dog endelig huske, at var alle hine Millioner blevet hjemme, da havde de derved kun undgaaet Daaden, ikke Døden, og da nu de »Frivillige« aldrig i nogen Krige saaledes som paa Kors-Togene har udgjort Hoved-Styrken, har vi al Ret til at betragte dem som nødvendige Offere, der opoffrede sig selv for Christenheden, men vistnok ogsaa den dyre Forpligtelse at ære og takke dem i deres Grav. Stræbe vi derfor at undgaae det Sidste ved at sigte Kors-Dragernes Bevæg-Grunde, Hensigter og Tro paa den hellige Grav, da ligne vi aabenbar langt meer den Onde, der vilde sigte Peder som Hvede, end den Gode, der bad for ham, at hans Tro ei maatte tabe sig, men luttres i Skiærs-Ilden.

✂ Vi forudsætte nemlig her, at Kors-Togene, som en Daad i rette Tid, ei blot var et Ridder-Spil til Stads og ørkesløs Beundring, men fremfor Alt et Stor-Værk til uberegnelig! Gavn **) Beretningen om Akres Indtagelse hos Martene og Durand (store Samling) V. 761-83. Wilken om Kors-Togene VII. 719-70. 284 for alle følgende Slægter, ved Faren, de afvendte, og Synet, de udviklede, Livet, der vakdes, og Lyset, der tændtes, og Beviserne for denne Sætnings Rigtighed føre vi ikke med Pen og Blæk, men pege kun paa det Ny Europa, der under Kors-Togene gestaltede [dannede] sig med sine gienfødte Riger og Tunge-Maal, Markeder og Værk-Steder, Raad-Stuer og Høi-Skoler, kort sagt: fremtryllede igien al den menneskelige Virksomhed med Haand og Mund, til Lands og Vands, for Himmel og Jord, som udmærkede den gamle Verden og pryder den Ny, men truede giennem mange Aarhundreder, i Konstantinopel som i China, med at udarte til et Abe-Væsen, hvis dyriske Lighed med det Menneskelige netop giør det væmmeligt.

✂ De næste Aarhundreder efter Kors-Togene: det Fjortende og Femtende, er vist nok hverken glimrende paa den store Skue-Plads, eller i sig selv fornøielige; thi det er en Undertrykkelses og Oprørs-Tid, hvorigiennem det store Kirke-Rige opløses og de nye Konge-Riger hæve [danne] sig, uden at det tegner til, at Menneske-Aanden skal faae andre Redskaber i de faldne Ridderes Sted end vindtørre Magistre [Skolemestre], eller Friheden bedre Hjem-Stavne end Florens, Venedig og Alpe-Hytten, eller Vester-Leden anden Vinding af Kors-Togene end Penge og Penges-Værd. Det er imidlertid ingenlunde Ridder-Tidens Skyld, at den afløses af »Tigger-Munkenes«, med al dens aandelige Sløvhed og verdslige Gridskhed, det er kun en ubehagelig Følge af den gamle Uorden i Menneske-Naturen, som hver opmærksom Enkelt-Mand kan spore hos sig selv og Andre, at Middel-Alderen slutter lavt ligesom Iliaden, hvad der er saameget ærgerligere, som den begynder himmelhøit, og vi maae da ligesaavel i vort som i vort Folke-Færds og i Menneske-Slægtens Levnets-Løb, trøste os med, at hvor der har været noget Dygtigt, er samme Dalen kun en Overgang, som fra den synkende Iliade til den stigende Odyssee, eller fra den forældede Følelse til den opvoxende Forstand. Vi vil da ikke være saa uforstandige at skiælde paa Ridder-Tiden, fordi den ikke bedre overlevede sig selv, men vi vil takke den for, at vi fik en Vidskabs-Tid, der vel endnu er tarvelig nok, men dog kiendelig i Tilvext, og allerede et Haars-Bred høiere end Grækernes nogensinde blev. Dette er saameget des fornøieligere, som vi har al Grund til at formode, at vor Vidskab, hvor den naaer sin Høide, vil overgaae Grækernes ligesaameget, som Kors-Togene 285 [-toget] overgik det Trojanske, og Hvormeget det var, see vi endda først, naar vi til Bedrifterne i Asien lægge dem i Spanien, og atter til Kampen om Middel-Havet føie Kampen om Øster-Søen, der vel ingenlunde i Udstrækning kan maale sig med Hiin, men var dog Blus af samme Ild og Løb til samme Maal. Først naar Man sammenfatter hele denne kolossalske [storladne] Kamp af Christenheden mod Tyrki og Hedenskab, og seer de samme Kæmpe-Kræfter og Kvinde-Længsler aabenbare sig i Saga-Skrifter og Kæmpe-Vis er, som i Dysterne med Tyrker, Mohrer og Slaver, da først faaer Man et fuldstændigt Begreb om Ridder-Tiden i det Tolvte og Trettende 1 Aarhundrede, og skiøndt baade Rum og Regel forbyde os her at gaae ind i det Enkelte, maae vi dog nødvendig lade Øiet løbe over Spanien og Nørre-Leden, og fæste det paa den mageløse Tids-Alder i det Hele.

✂ Da Saracenerne er døde fra det, bliver det ene Spaniernes Sag at see, om de kan hitte Rede i Halv-Øens forvirrede Middel-Alder, og da de endnu ikke har bragt det vidt i Historisk Vidskab, maae vi endnu lade den Gaade uløst, hvordan det egenlig gik til, at de gamle Folk med Kors-Banneret oppede sig mellem Bjergene i Norden og samlede Kræfter til at faae Bugt med de selvbudne Giæster, som havde Afrika til Ryg-Styd. Den første Modstander i Galicien, [som] de Arabiske Krøniker nævne, skal imidlertid være Anfus eller Alanfus i Begyndelsen af det Niende Aarhundrede*), altsaa Alfons den Kydske, om hvem de Spanske Krøniker blandt Andet melde, at han fik Oviedo ophøiet til et Ærke-Sæde af Pave Leo den Tredie og slog Roland, med hele Karl den Stores Bag-Trop, i Giæste-Dalen (Hospita Vallis), som vi kalde Ronceval**).

✂ I Begyndelsen af det Tiende Aarhundrede nævner Kastilien med Stolthed Ferdinand Gonzales, som sin første Greve***), og skiøndt Man forgiæves leder om hans Navn hos Araberne, seer Man dog ogsaa af deres Krøniker, at de allerede dengang havde ondt ved at forsvare sig ved Duero og Zamora, saavel som ved Ebro og Zaragossa †); men dog **) Conde's Mauriske Historie i Rutschmans Oversættelse I. 244. 280. ***) Roderik Ksimenes i Bell's Spanske »Scriptores« S. 202-6. ****) Sammest. S. 214. *†) Conde's Mauriske Historie i Rutschmans Oversættelse I. 342-44. *1 2. Udg. »i det ellevte og tolvte« 286 var det først i det Ellevte Aarhundrede Over-Vægten klarlig blev paa de Christnes Side, da Ommiadernes Tfarone i Cordova faldt (1031) og det Spanske Chalifat aldeles opløstes, medens Ferdinand den Første (Arabernes Ferdelan), en Navarresisk Prinds, forenede Kastillien og Leon (1037), indtog Coimbra med en heel Deel af Portugal og gjorde Adskillige af Nabo-Emirerne skatskyldige*). Endnu mægtigere blev hans Søn, Alfons den Sjette, som indtog Toledo (1085), og føiede sin Deel af Spanien til det store Kirke-Rige under Gregor den Syvende, ved at indføre den Romerske Alter-Bog istedenfor den Gothiske**).

✂ Under disse to Konger tilkæmpede Rodrigo Vivar sig den sjeldne Udødelighed, han under Navnet »Cid« (Herren) har siden nydt i Spaniens Kæmpe-Viser, og medens Man naturligviis i dem har ondt ved at tælle hans Bedrifter, nævne de ældste Krøniker Valencias Indtagelse og tappre Forsvar som hans egenlige Stor-Værk, hvad det og saameget vissere maa have været, som det kun er i Anledning af Moravidernes-Huseren i det Nabo-Lag, Araberne nævne den frygtelige Kampador eller Kæmpe-Høvding***).

✂ Disse Moravider var en Afrikansk Horde, som Emiren af Sevilla kaldte til Hjelp, og indrømmede Algezira, hvorfra de, under Stifteren af det Marokkanske Rige, den frygtelige Joseph (Juzef ben Taxfin), oversvømmede Landet og bragde, allerede i det berømte Slag ved Zalacca (fire Mile fra Badajoz) 1086, Alfons paa Randen af sin Undergang, men maatte dog nøies med Syd-Spanien †), Moraviderne gik altsaa jævnsides med Seldschukerne, og vilde aabenbar gjort en Ulykke paa Christenheden fra Vesten ligesom Hine fra Østen, hvis de ikke hos »Kampadoren« og hans Stal-Brødre havde mødt en Deel af samme Begeistring1 for Korset som luede hos Gotfred og Tankred. Hvormegen Deel Kors-Dragerne fra det øvrige Europa tog i denne Side-Træfning, lader sig vel ikke bestemme, men at de ingenlunde betragtede den med Ligegyldighed, er dog vist nok, og det var naturligviis især de Nordiske og Engelske, som underveis til Palæstina **) Rodrik Ksimenes hos Bell S. 226. 230-35. ***) Sammest S. 235-42. ****) Sammest. S. 213. 35. 38. 44. Conde's Mauriske Historie i Rutschmans Oversættelse II. 158. 178. *†) Conde's Mauriske Historie II. 73-146. Rodrik Ksimenes S. 245. *1 2. Udg. »et Blus af samme Løbeild« 287 landede i Portugal og hjalp til Oprettelsen af dette ny Konge-Rige. En saadan Hjelp med Norden-Vind var det iblandt Andet, der vristede Lissabon ud af de Vantroes Hænder, og her kan det være os det Samme, enten Lissabons Indtagelse var en Bisag paa Sigurd Jorsalfars Kæmpe-Færd til Akre og Sidon, eller en Undtagelse i det daadløse Kors-Tog, som bærer Navn efter Keiser Konrad af Schwaben. Kun vil vi gribe Leiligheden til at bemærke, at Snorro siger ikke, Sigurd indtog Lissabon, men blot at han vandt et Slag i Nærheden, saa Engelskmænd, Flæminger og Tydskere kan rolig dele Æren, som de er Venner til, skiøndt det er løierligt nok, at Munken fra Lüttich, ligesom bare for at drille dem, vil fortælle os: »den Norske Konge« var med, da de tog Staden*).

✂ I Slutningen af det Tolvte Aarhundrede havde de Afrikanske Mohader afløst Moraviderne i Spanien, ligesom Kurder afløste Seldschukeme i Syrien, og mellem dem fandt den store Saladin en berømt Jævn-Aldrende i Jakob Almanzor, som ved Alarkos (ei langt fra Cuenza) kiørde saaledes i Ring med Kongen af Kastilien (1195), at Denne, i Arabernes høitravende Stil, af hele sin stolte Krigs-Hær kun beholdt sin Gangers Tøile**). Snart (1198) fik imidlertid den Almanzor afseiret, og Alfons den Ottende oplevede endnu ved Tolosa at faae Bod for Banen ved Alarkos.

✂ Dog, hvormeget Hast-Værk vi end har, maae vi standse et Øieblik ved dette berømte Slag, der efter Arabernes egen Tilstaaelse ei blot gav Alfons men det Christne Spanien Bod for Bane, saa det kun er at ligne ved Slaget, som netop Femhundrede Aar før gav Araberne vundet. Roderik Ksimenes, som dengang nylig var blevet Ærke-Bisp i Toledo og fulgde sin Konge til Seier, slutter derfor ogsaa sin Spanske Krønike med Fortællingen om dette Lykke-Skifte, og er naturligviis her saa omstændelig, at vi med hans Øine kan see det Hele. Lidt fortinnede har hans Øine nu vel sagtens været, siden han ikke kunde see Blod paa Val-Pladsen, hvor der var Lig i mangetusind Tal, og savnede ikke Flere end fem og tyve Christne, hvor der faldt henved et Par hundredetusinde Musel-Mænd; men han har dog i det Hele brugt sine Øine meget bedre end **) Sigurd Jorsalfars Saga i Heimskringle K. 5. Ælfrik (Albericus) Munk hos Leibniz A. 1149. Wilken om Kors-Togene II. 219. III. (1.) 264-69. ***) Conde's Mauriske Historie ved Rutschman II. 385-416. Rodrik Ksimenes Spanske Krønike hos Bell S. 262-63. 288 de fleste Slag-Malere, baade paa Papir og Lærred; thi hos ham staaer Døden i Skygge og Livet i Lys. At der til dette store Ridder-Spil var kommet mange Med-Beilere fra Frankrig, som dog for største Delen faldt fra i Fristelsens Tid, og at de ypperste Christne Fyrster paa Halv-Øen nu dog endelig havde forenet sig mod den fælles Fiende, saa Kong Peter af Arragon og Sancho af Navarra kæmpede broderlig hver ved sin Side ad Alfons i Kastilien, det har »Hyrden fra Tolosa« nylig fortalt os Danske saa smukt, at Historien kun behøver at lægge til: det er sandt, og tør Historien end ikke indlade sig paa den aldeles ubekiendte »Hyrdes« Slægt-Register, som viste Kors-Hæren en bedre Vei ned ad Sjerra Morena, end Snevringen ved Losos, saa stadfæster den dog med Fornøielse, at det stolte Spanien skylder, næst Gud, en Stodder at see til, men dog en Engel i Grunden, sin vigtigste Seier og skiønneste Triumph*).

✂ Dette Hoved-Slag stod 1212 nærved Ubeda i Jaen, og kaldes hos Araberne Slaget ved Alacab, hvad blandt Andel er værdt at mærke, fordi det bekiendte Spanske Tolosa ligger i den anden Ende af Riget, og Borgen, hvoraf Kæmpe-Sletten bar Navn (Navas de Tolosa) sagtens for længe siden er sunket i Gruus.

✂ Hertil er nu kun at føie, at Kong Peter af Arragon faldt Aaret efter mod den Pavelige Kors-Hær, der angreb hans Svoger Grev Raimund af Toulouse, som Albigensernes Beskytter, og at hans Søn Jakob, skiøndt han med det Samme som Barn faldt i Fiendens Hænder, dog ei blot blev gammel paa Arragoniens Throne (til 1276), men tog baade Valencia og de Baleariske Øer fra Saracenerne, og var (1269) paa Vei til »det Hellige Land,« da en Storm under Sicilien drev ham tilbage.

✂ Blikket vender sig nu til Øster-Søen, og skiøndt det er en farlig Sag, at komme Fædrenelandet saa nær i Forbigaaende, maa Historie-Skriveren dog vove det, flittig mindes, at Fædrene-Landet er ham aldrig saa nær, [at] Læseren jo er Bogen nærmest, og saaledes see til nogenlunde upaaklagelig at giennemgaae en Fristelse, der ei lader sig undgaae.

✂ At nu Danmark i gamle Dage maa have havt Nøglen til Øster-Søen, derpaa hentyder ikke blot Kron-Borg og Vagt-Skibet i Øre-Sund, men Alt hvad vi veed om Nordens Old-Tid; **) Rodrik Ksimenes hos Bell S. 266-75. Conde's Mauriske Historie ved Rutschman II. 420-32. 289 men allerede i Sven Tveskiægs og Knud den Stores Tid seer det dog meget betænkeligt ud, saavel med de store Norske Flaader i dette Far-Vand, som med Jomsborg og Julin, der, i hvad Sammenhæng de end stod med Danmark og hinanden, dog gjorde baade Havet og Danmarks Kyster meget usikkre. Vel havde baade Henrik Fugle-Fænger og Otto den Store alt i det Tiende Aarhundrede gjort deres Bedste for baade at christne og fortydske Slaverne i Nord-Tydskland; men da hele Syd-Randen af Øster-Søen var besat med dem, naaede de Sachsiske Keisere ikke stort meer end at afskiære Strand-Sidderne fra de mange Oplændinger i Syd-Ost, medens de i Nord-Ost beholdt Sammenhæng med Preuser og Kurer, Letter, Esther og alle de andre grove Hedninger. Dette, lærde Man snart, var en farlig Sag ei blot for de nærmeste Naboer, men for hele Nørre-Leden; thi vel var disse Slaver deelt i mange smaa indbyrdes uenige Stammer, som syndes ganske at mangle »Aand« eller den høiere Livs-Kraft, der skaber stærke Samfund, men Tiden viiste dog, de var snilde nok til efterhaanden at lære alt det af dannede Folk, hvormed Man kan giøre Skade, og blandt Andet Nødvendigheden af, naar Man vil røve fra tappre Folk og slippe vel fra det, da, trods mange smaa Ubehageligheder, at slaae sig sammen saa mange [som] mueligt. Under saadanne Omstændigheder faaer Christenheden kun daarlig Tak for sine milde Forsøg paa at udbrede en høiere Anskuelse; thi for den er Barbarerne blinde, men benytte sig af den dermed følgende Oplysning til at handle snuere og slaae vissere, som Man med stor Forskrækkelse saae, de havde lært, da de i Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede næsten samtlig gav Christendommen Afskeed og optog, med deres gamle, grove Afguderi, alle deres gamle Uvaner*). Vel standsede den unge og drabelige Slave-Fyrste Gotskalk pludselig sit Raseri mod Christenheden, gav sig i Knud den Stores Tjeneste, ægtede en Daatter af ham, og blev i England en meget dannet Mand; men hans Lands-Mænd speilede sig ingenlunde i hans Exempel, og fik først igien en Smule Lyst til Rolighed, da Kongen af Danmark og Norge, Magnus den Gode (omt. 1043) havde slaaet dem, »som Bønder slaae Korn,« paa Leirskov-Hede**). Selv det forslog imidlertid ingenlunde til at skaffe Christenheden Fred paa **) Helmolds Slave-Krønike I. 9-18. ***) Sammest. I. 19. Saxos Danmarks-Krønike X. Magnus den Godes Saga i Heimskringle K. 25. 27-29. 290 den Kant, thi vel hyldede nu Slaverne ved Elben og Traven Gotskalk, ja, lige til Peene taalde de en Snees Aar Christendommen hos sig; men deels holdt Pomerinker og Rygboer dog fast ved deres gamle Barbari, og deels lurede de Andre aabenbar kun til de havde forvundet Skrækken fra Leirskov-Hede, thi ikke blot Gotskalk myrdede de i Lenzen (1066) men offrede derpaa alle de Præster, de kunde overkomme, til deres gamle Ugle-Billeder, og forbandt sig med Pomerinkerne under Rygbo-Høvdingen Krukke*).

✂ Over Firsindstyve Aar henrandt nu, inden der iglen blev en Biskop i Oldenborg, siger Helmold, og uden her at kunne nærmere indlade os paa denne Mellem-Tid, maae vi bemærke, at Omstændighederne var Slave-Magten særdeles gunstige; thi Sachserne havde i lang Tid ondt nok ved at forsvare sig selv mod de Frankiske Keisere, Christenhedens hele Opmærksomhed blev spændt paa Øster-Leden, og i Norden blev Tilstanden efter Erik Eiegods og Sigurd Jorsalfars Dage, saa forvirret, at Man i Danmark og Norge, langt fra at kunne tugte Slaverne, maatte grue for dem. Det var nemlig ikke dermed nok, at de spillede Bas i Øster-Søen og paa de Danske Kyster, men de blev omsider saa dumdristige, at de (omt. 1135) med en stor Flaade løb ind i Kattegat, overrumplede, indtog og ødelagde Kiøbstæden Kong-Hell, som Sigurd Jorsalfar havde gjort til en Grændse-Fæstning, og meende at have gjort uindtagelig med den Splint af det ægte Kors, han vandt i det hellige Land**). I det daadløse Kors-Tog rykkede nu vel ogsaa (1147) en stor Hær, baade Tydsk og Dansk, imod Demmin og Dubin, men kun omtrent med samme Held, som Keiser Konrad og Kong Ludvig mod Damask. Somme vil sige, at Tydskerne reentud solgde de Danske til Slaverne ***), men Saxo tilstaaer ganske ærlig, at Danskerne, som dengang skulde tjene to Herrer, var selv Skyld i den Skam, deres Flaade fik af Rygboerne, og Helmold giør med et Kul begge Parter lige kiønne, paa det nær, at det naturligviis var Sachserne som tog Penge for deres Part, og Danskerne som betaide Gildet†).

✂ Ikke desmindre var dog nu alle Slavernes berømte Tugte-Mestre **) Helmolds Slave-Krønike I. 20-25. ***) Sigurd Jorsalfars Saga i Heimskringle K. 40-41. Magnus den Blindes Saga K. 9-11. ****) Tillægget til Anselm af Gemblours Aar 1158. *†) Saxos Danmarks Krønike B. XIV. Helmolds Slave-Krønike I. 59-65. 291 voxne, thi den Sachsiske Hertug Henrik Løve, Svoger til Richard Løve-Hjerte (ligesom Keiser Otto til Kong Ædelsteen), var allerede med paa det daadløse Kors-Tog, og det varede nu ei længe før Danmarks Krone kom paa den store Valdemars Hoved og Hoved-Banneret saavelsom Hyrde-Staven i den nok saa store Biskop Axels (Absalons) Haand.

✂ Hvorledes nu den Danske Konge og den Sachsiske Hertug deelde Besværligheden, Æren og Byttet, deels med hinanden og deels med deres tappre Følge-Svende, det lader sig ikke her fortælle, hvor det kun skal meldes, at hele Venden eller Slavenland, fra Traven til hinsides Oderen, nu blev undertvunget, christnet og tildeels ny befolket, saa Christenheden vandt i disse Egne om ei nogen virkelig Tilvext, saa dog en vigtig og varig Fred. Forties bør det imidlertid dog ikke, at Tydskerne naturligviis tog Broder-Parten og fortrængde efterhaanden med deres platteste Mund-Art det Slaviske Maal i disse Egne, men at Danskerne, som indtog og christnede Rygen, den Slaviske Guds-Dyrkelses og Sømagts Hoved-Sæde, havde den haardeste Dyst at bestaae, og vandt forsaavidt den meste Ære, som hverken Helmolds eller Arnolds Omrids af Slave-Krigen taaler mindste Sammenligning med Saxo Grammatikers [Saxe Runemesters] meer end classiske Historie om »Valdemar den Store og hans Mænd«, det velbekiendte Navn, hvormed Digteren i vore Dage døbde Danmarks bedste Ridder-Skare*).

✂ Endelig maa det i Forbigaaende mindes, at efter Henrik Løves Fald (1180) vandt de Danske Konger frie Hænder, og Valdemar den Anden, Seiersæl, udstrakde sine Erobringer over hele Øster-Søens Syd-Rand, lige til den Finske Bugt, ved hvilken Leilighed Dannebrogs-Fanen første Gang vaiede i Esthland, som et Kors-Banner, faldet ned fra Skyerne, og Alting tegnede da til, at Danmark skulde indtaget en Plads blandt de store Magter. Det var imidlertid kun som et Veirlys i Begyndelsen af det Trettende Aarhundrede; thi fanget ved List (1223) af sin egen Lehns-Mand, Greven i Schwerin, overlevede Valdemar Seier længe sin Triumph, og selv Esthland, som enstund forblev under Dansk Høihed, føiedes omsider til det ny Rige, den Tydske Ridder-Orden stiftede i disse Egne.

✂ Ogsaa dette Rige maa imidlertid her nøies med et flygtigt **) Saxos Danmarks-Krønike B. XIV. Ingemans Helte-Digt: Valdemar den Store og hans Mænd. 292 Øiekast; thi vel regner Man nu »Preusen« til »de store Magter«, men i Middel-Alderen var det kun Navnet paa et Landskab fuldt af vilde Hedninger, som Ridderne af den Tydske Orden i det Trettende Aarhundrede (1230-80) mindre christnede end udryddede*). Kun i Forbigaaende vil vi tilføie, at paa samme Tid reiste sig i Slave-Landet Mark-Grevskabet Brandenburg og Hertugdømmet Pommern, der nu, tilligemed det gamle Preusen og endeel Brud-Stykker af andre Riger, findes saa at sige sammenloddede til et Politisk Konst-Værk under Navn af det Preusiske Monarchi.

✂ Vi behøvede da neppe engang at vide, at ogsaa Polen, Böhmen og Ungern i dette Tids-Rum føiedes til det store Kirke-Rige, for at see, hvorledes Vestens Christenhed, medens Den i det Fjerne beviiste sin kraftige Tilværelse, ogsaa i Hjemmet afrundede og omgjærdede sig til den ny Folke-Kreds, hvis Idræt, Skæbne og Vexel-Virkning i de følgende Aarhundreder gav Menneske-Historien et Indhold, ei mindre mærkværdigt og lærerigt end det der findes [spores] i de gamle Frasagn. Det er altsaa ingenlunde vore Penne, der give Ridder-Tiden eller det Ellevte, Tolvte og Trettende Aarhundrede Præg af den ny Verdens Helte-Tid, men det er kun Manglerne ved vore Penne, der hidtil har kunnet tillade betænksomme Læsere at drage dens forbausende Storhed i Tvivl. Først nu begynde vi at fuske paa Kirke-Rigets Historie, som Verdens største Vidunder, hvis Æventyrlighed er noksom iøinefaldende, men hvis sande Beskaffenhed og Værdi nødvendig miskiendes, naar Man, istedenfor at tage det som det var, stirrer sig blind paa dets uhyre Afstand fra det Himmerig paa Jorden, det selv vilde ansees for. Med Rette kan Man ligne Riget ved en Drøm og det store Kors-Tog ved en Natte-Vandring, men skiøndt dette skal lære os at oppebie en langt dybere Indsigt i Slægtens Natur-Historie, end vi nu har, før vi prøve paa at sætte dem i klar Forbindelse med de forrige og følgende Dages Begivenheder, saa maae vi dog ingenlunde oversee, hvad der allerede har klaret sig, at Natte-Vandringen var nødvendig, for at Dagen, vi nu see, kunde oprinde, og at Drømmen var En af dem, vore Kæmpe-Viser kalde »de Stærke«, hvori Frem-Tiden ikke blot foresvæver det lukte Øie, men Fortidens Aand giør et levende Indtryk paa Hjertet, saa der fødes Nyt paa Jorden. Nyaars-Tidens Fødsel af Middel-Alderen er nemlig **) Den Preusiske Krønike af Peter Duisburg. 293 fuldt saa æventyrlig som Tusind-Konstneren Merlins i de Bretske Sagn, [men kun anderledes sikker,] saa kun af de stærke Drømme i den »Almindelige« Kirke lader sig Almeen-Vidskaben (Universaliteten), med Alt hvad dertil hører, udlede, hvorfor da ogsaa Pariser-Universitetet er, saa at sige, Tvilling-Broder med det Store Kors-Tog, og Kors-Toget det mageløse Stor-Værk, i hvis Beskrivelse Anna Comnen og Abulfeda mødes ei blot med Vester-Ledens Munke men selv med Islands Lagmand. Det er da kun videnskabeligt Børne-Værk at give Pavedommets Aar-Bog for Kirke-Rigets Historie, og støve op i Bog-Hylderne efter Kors-Togenes Følger, og kan vi endnu ikke giøre noget Bedre, saa kan vi dog forberede det ved at pege paa de store Virkninger giennem hele den følgende Tid, som borger os for ei mindre Aarsager i den Foregaaende.

✂ Naar vi derfor slutte Kirke-Rigets og Kors-Togenes Historie med Akres Indtagelse og Bonifas den Ottendes Død, da er det ingenlunde fordi de er dermed til Ende, men kun fordi de, efterat have været det Største og Bedste, blev det Ringeste og Sletteste paa den store Skue-Plads, som Menneske-Aanden med Flid unddrager sin Opmærksomhed og værdiger kun et Øiekast for Sammenhængens Skyld, ved Overgangen til noget Bedre. Med den sidste Plet af det hellige Land tabe nemlig Kors-Togene hvert Spor af det høie Sving og dybe Almeen-Præg, de fra Begyndelsen bar, og det Samme er Tilfældet med Kirke-Riget, fra den Dag, en Fransk Hof-Præst i Avignon afløste Bispen i Rom, som St. Peders Efter-Mand og Christi Stat-Holder paa Jorden. Fra den Tid af tjener begge Deles Historie kun til at vise, hvor grundfalsk Forestillingen var om et verdsligt Christus-Rige, der skulde udvides og forsvares med Staal og Jern, saa hvad der i sin sværmeriske Dragt og blomstrende Ungdom, lig en begeistret Digter [lig en Himmeldronning], blændede og henrev netop de kraftigste og dybeste Naturer, blev nu, lig en tidlig falmet, daarlig sminket, hykkelsk og rænkefuld Skiøge, daglig mere til Gru og Væmmelse ikke blot for de Bedre, men for alle dem, der end følde Kraft og havde mindste Sands for aandelige Ting. Men hvor hurtig end denne Forvandling skedte, var den dog intet Øiebliks Værk, og vi har alt bemærket, at Bladet vender sig paa Over-Gangen fra det Tolvte til det Trettende Aarhundrede, da Pave Innocens den Tredie velsignede de bandsatte Venetianer, fordi de udraabde ham til Pave i Konstantinopel, opsminkede 294 Slagteriet af Albingenserne til et Kors-Tog og straffede et heelt Folk med Messe-Fald for at hevne sig paa Fyrsten. Fra nu af valer nemlig Kors-Banneret ikke meer til Christenhedens Værn men til dens Skræk og Ødelæggelse, fra nu af er Christi Stat-Holder ikke meer for Folkene en hellig Fader men en frygtelig Hersker, og medens det nu er den grove Misbrugs naturlige Følge, at det »Geistlige Sværd«, hvor det Verdslige ikke er med, bliver daglig mere til Latter, da giør det Forsynet Ære, at Kirken, forvandlet fra Bede-Huus til Røver-Kule, daglig meer kommer til at savne den verdslige Arm og nedbrydes tilsidst deraf. Istedenfor Ridderne fik Kirke-Fyrsten i det Trettende Aarhundrede Tigger-Munke til sin Livvagt, og skiøndt de var meget bedre til Speidere og Politi-Mestere (Inqvisitorer), duede de dog hverken til at føre eller døve det verdslige Sværd, og Provencalerne, som i Neapel skulde erstattet Normannerne, trængde lige saanieget til Paven som han til dem. Ved Hjelp af Disse, af de tvetydige Bunds-Forvandte i Italiens Fri-Stæder og af gammel Vane, listede imidlertid Pavedommet sig dog igiennem til det Fjortende Aarhundrede, men da Bonifas den Ottende, en Skabning af Kongerne i Frankrig og Neapel, vilde bevise, det ingen Skygge var, beviiste han netop soleklart det Modsatte. Vel var han selv baade for vantro og verdensklog til at tænke, Man enten i Frankrig eller Italien giorde Meer for den hellige Stol, end Man fandt sin Fordeel ved; men han troede, Philip den Smukke vilde været Herre nok over sig selv til at bevare det Skin af »Kirkens lydige Søn«, hvorpaa Kapetinger, saavelsom Merovinger og Karolinger, havde sat saamegen Priis, og hvoraf de tillige havde høstet saamegen Fordeel, at de for at miskiende dets Værd maatte staae sig selv i Lyset Da der imidlertid virkelig er »Aand« til, maa Alt hvad der, i Forudsætning af det Modsatte, tilegner sig dens Navn og vil spille dens Rolle, nødvendig forregne sig, saa de der kappedes om at narre hinanden og hele Verden, narrede sig vel i Grunden begge To selv, men Paven som vilde gaae for Aanden dog især. Da han nemlig (1303) umuelig kunde Andet end sætte Kong Philip i Band, skikkede denne Stor-Herre ham uden videre Omstændigheder sine Politi-Betjenter, Nogaret og Plasian, med en Trop haandfaste Karle paa Halsen, der i Anagni (midt i Kirke-Staten) ret egenlig piinde ham Sjælen ud af Livet; thi, saavidt Man veed, gik Paven fra Forstanden af Ærgrelse og døde 295 ynkelig*). Philip var desuagtet slet ikke blind for Skinnet af »Kirkens lydige Søn«, han meende kun, det lod sig redde med mindre Opoffrelse end den storagtige Bonifas forlangde, og det lykkedes ham virkelig (1305) ei alene at faae Pave-Valget i sin Haand, men i Biskop Bertrand (Villani kalder ham Raimund) de Goth af Bourdeaux, at finde en Kræmmer-Sjæl, der for det største Leve-Brød i Christenheden bød Alt hvad Philip enten strax eller siden vilde forlange**). Philip vidste imidlertid godt hvad Løfter havde at sige hos saadanne Folk, derfor maatte Clemens den Femte, som Kræmmeren kaldte sig, smukt blive i Frankrig, hvor han kunde holde ham Fingeren paa Øiet og i Nødsfald sætte ham Kniven paa Struben, men skiøndt det var ganske klogt for Øieblikket, var det dog alt for grovt til at lykkes i Længden, saa de Franske Hof-Paver i Avignon gjaldt naturligviis blandt alle fornuftige Folk kun for dens Stat-Holdere, de aabenbar var. Vel kaldte Man nu dette Ophold (1305-75) den Babyloniske Udlændighed, og trøstede hinanden med, at naar Rom igien fik sin Biskop, fik Kirken ogsaa sit Hoved og Christenheden sin aandelige Fader paa Ny, men havde det været meer end et Munds-Veir, vilde Man naturligviis ikke fundet sig saa taalmodig i den hovedløse Tilstand, og da nu endelig Gregor den Ellevte traf til at døe i Rom (1379), fik Staden rigtig nok en Italiensk Biskop, men da Frankrig vilde have sin egen Pave, fik Christenheden to saakaldte Hoveder og fandt da snart, de var Begge overflødige. Denne Opdagelse gjorde Man paa de store Kirke-Stævner (Concilier) i Costniz og Basel (1414-16 og 1431-48), under Keiserlig Beskyttelse, thi her viiste det sig tydelig, at Kirke og Stat var meget nemmere at adskille end at forene, og de forsamlede Fædre fandt naturligviis, at Kirken i dem havde Hoveder Nok, saa et virkeligt Over-Hoved var ligesaa overflødigt som utaaleligt. De fleste verdslige Fyrster fandt derimod, at naar Paven lod dem giøre hvad de vilde, var det godt i ham at have en Tugte-Mester til deres Bisper og en Busse-Mand til deres Almue, og derved blev det, hvor ikke ved Reformationen det Hele vendtes om, saa Kirken, ligesom i det gamle Rom, blev en Stats-Indretning, med Fyrsten til Ypperste-Præst.

**) Den Pavelige Kirke-Bog A. 1301-3. Sismondis Franske Historie VIII. 490. 513. IX.10. 28. 70-133. ***) Villani hos Muratori XIII. 416-20. Sismondis Franske Historie IX. 158-62. 296

✂ Heraf maae vi nødvendig slutte, at Christenhedens Stats-Begivenheder egenlig alt fra det Trettende og især fra det Fjortende Aarhundredes Begyndelse har staaet i Modsætning til Kirke-Riget, saa Man har stræbt at samle sine Kræfter om en ganske anden Middel-Punkt og at udvikle dem i en anden Retning, men de aabenbare Oprør, det Albigensiske i det Trettende, det Lollardiske i det Fjortende og det Hussitiske i det Femtende Aarhundrede, er dog alle saa ubetydelige, at de kun som For-Spil til Revolutionen i det Sextende faae verdenshistorisk Mærkværdighed. Løsrivelsen fra [Opløsningen af] det æventyrlige Kirke-Rige hører da, ligesom Oprettelsen deraf, statshistorisk til Middel-Alderens skjulte Ting, som kun efterhaanden i Nyaars-Tiden komme for Lyset, medens Rigets virkelige Tilværelse ved det Store Kors-Tog og giennem hele det Tolvte Aarhundrede er en Kiends-Gierning, der beviser sig selv. Ved dette Aarhundredes Slutning maae vi da giøre ligesom Kors-Dragerne: lade det hellige Land skiøtte sig selv og see hvordan vi er vendt paa den hjemlige Skue-Plads, Folke-Vandringen og Folke-Blandingen skabde. Uagtet vi derfor af Nysgierrighed har giennemløbet det Trettende Aarhundrede i Øster-Leden, indtil Sultanen af Babylon tog Akre og nødte os til enten at følge med ham til Tyrkiet eller at vende Næsen hjem, saa var dog alle det Tretten de Aarhundredes saakaldte Kors-Tog kun Roman-Streger, og vil vi rigtig ind i Stats-Historien igien, maae vi gaae Krebs-Gang tilbage til Akre i Slutningen af det Tolvte Aarhundrede. I den Christne Leir for Akre finde vi nemlig for sidste Gang en Samling, det store Kirke-Rige værdig, deels fordi Udfaldet slet ikke svarede til Folkenes Forventning, og deels fordi de der tydelig mærkede, at Franskmænd og Engelskmænd, Tydskere og Italienere var dog egenlig hver et Folk for dem selv, som i Længden slet ikke kunde spændes, end sige da sammensmelte med hinanden. Med den Opdagelse og med den Beskeed, at selv Richard Løve-Hjerte enten ikke vil eller ikke kan tage Jerusalem og den hellige Grav fra Saladin, reiser nu hver hjem til Sit, og vi kan neppe være tvivlraadige om, hvem vi maae følge med, naar vi vil see Noget, der er værdi at tale om. Tydskerne har nemlig ikke giort Andet end Splid, Pisanerne kan være brave nok, men Korn-Pugeriet under Kors-Banneret, mens Hungersnøden rasede i Leiren, betager os dog Lysten til at fare med dem, og de Modigste saavel af dem som af Fransk-Mændene holde desuden Trop med Richard, 297 saa han er aabenbar Hoved-Manden og borger os for, der er mest at see, hvor han kom fra. Vel høre vi baade i Østen og Vesten meget tale om Hohenstauferne, som de største Helte

✂ for Øieblikket, men deres Spor i det hellige Land giør os dog slet ikke gridske paa deres nærmere Bekiendskab, og den af

✂ dem, vi underveis med Richard støde paa, er vi nødt til at korse os for. Paa Lykke og Fromme maae vi da lande med Richard ved Sandwich (1194) og lade Tiden vise, hvad der er paa Færde og hvordan vi slippe skikkelig fra Øen, over til Fast-Landet, hvor vi nok kan vide, Slaget skal staae.