Grundtvig, N. F. S. HAANDBOG I VERDENSHISTORIEN. Nyaarstiden

HAANDBOG
I
NYTAARS-TIDENS HISTORIE.

»TREDIE DEEL« af Haandbogen i Verdens-Historien udkom i 1843-56 med den særskilte Titel: »Haandbog i Nytaars-Tidens Historie. Efter de bedste Kilder. Et Forsøg af Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Præst.« Den fører kun Fremstillingen ned til »det 17. Aarhundredes« Slutning.

Da Anden Udgave udkom i 1869, i Forfatterens 86. Aar, ledsagedes den af følgende
»Forord«.
»Det var i Tiaaret 1833-43, at jeg saa godt som udelukkende arbeidede paa Verdens-Historien og Kirke-Sangen; og vel var det mit Forsæt at udarbeide Nyaarstidens Historie efter samme Grundsætning som Middelalderens og Oldtidens, men i Øieblikket var en saadan Fortsættelse umuelig, og siden har jeg aldrig kunnet bekvemme mig til at prøve derpaa. Sagen har da sikkert været, at jeg ikke har fundet et saa besværligt Arbeide for Nyaarstidens Vedkommende nødvendigt til det Indblik i Tidernes og Begivenhedernes Sammenhæng, som i Henseende til Middelalderen kun derved lod sig erhverve. Det var derfor min Hensigt, hvis tredie Bind oplevede en ny Udgave under mine Øine, da at tilføie en fri Udsigt over det attende og nittende Aarhundredes Hovedbegivenheder; men nu forbyder det sig selv, og jeg har derfor kun i mueligste Korthed peget paa de store Omskiftelser og Forvarsler, som for denne Tid har tildraget sig min Opmærksomhed.
April 1869.
N. F. S. Grundtvig.

Den nævnte »korte Udsigt« over de to sidste Aarhundreders Historie meddeles nedenfor som »Tillæg«. Derimod medtages ikke det i 2. Udgave tilføjede »Register« (d. e. Navnefortegnelse) til hele Værket. Som i de to forrige Dele af Haandbogen, lægges 1. Udgave

til Grund for Teksten her. De væsentligste Afvigelser derfra i 2. Udgave tilføjes i Klammer og Noter.

378

Haandbog
i
Verdens-Historien.
Efter de bedste Kilder.
Et Forsøg
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst.

Wo das meiste Leben, dort ist der Sieg.

Joh. Müller.

Tredie Deel.

Kiøbenhavn.
I. H. Schubothes Boghandling.
Trykt hos Græbe & Søn.
1843.

379

Nyaars-Tiden.

Nyaarstiden er et Navn, som de fire Aarhundreder fra Tyrkens Indtog i Konstantinopel til Christenhedens Kamp for Tyrkiets Varighed, kun daarlig syn[t]es at svare til; thi Stormen paa Middelalderens Kirke og Efterabelsen af Oldtidens Skrift var langt fra at være noget eiendommeligt Storværk, da vi i begge Dele har havt Araberne til Forgængere, og med Undtagelse heraf synes den eneste store Nyhed at maatte søges i den Tyrkiske Indflydelse paa vore borgerlige Forhold, som man jo ogsaa endnu erklærer for aldeles uundværlig. I dette Tilfælde havde Verden vist nok faaet en ny Skikkelse, men den Menneske-Aand, der i Middelalderen kun vilde erkiende »Christenheden« for Historiens Skueplads, vilde da ingenlunde kalde Underverdenens og Halvmaanens Høitids-Dage en Nyaarstid, men en Utid, saa naar her foreslaaes et Hædersnavn, der svarer til Oldtid og Middelalder, da er det naturligviis under den Forudsætning, at denne Tid, der forholdsviis er ung endnu, dog ikke vil vanslægte fra sine berømte Forældre, men arte sig efter dem, og i sin modne Alder øve et Storværk, der kan staae ved Siden ad Deres. Men det er aabenbar ogsaa kun i denne Forudsætning og med dette Haab, at Menneske-Aanden kan drive Nogen af sine Redskaber til at beskrive enten nye eller gamle Dage for den nærværende Slægt, thi hvortil skulde det nytte, naar ei noget Stort, Menneskeheden værdigt, endnu var igiære, og hvorledes skulde det heller være nogen Skriver i Aandens Tjeneste mueligt at spilde Tid og Flid paa en Række af Tildragelser, [som] han troede, ingenlunde fortsatte men af brød de menneskelige Begivenheders Kiæde? Dog, for hvem der troer paa en levende Gud og et styrende Forsyn, er det langt meer end hvad man sædvanlig kalder Formodning og Haab, er det afgjort Vished, at 380 der inden Christenhedens Grændser maa hæve sig en Nyaarstid, der, med alle sine Brøst, dog svarer til de store Forventninger, Palæstina og Hellas i Oldtiden, og den Vestlige Christenhed i Middelalderen, vakde, thi udenfor Christenheden kan en saadan Tid umuelig fødes, og da Verden ikke forgik ved Middelalderens Slutning, kan en saadan Tid dog ligesaalidt udeblive.

Hvorvidt derimod Spiren til en saadan Nyaarstid, der opveier og forklarer Fortiden, og en, om end svag, saa dog virkelig fremskridende Udvikling deraf lader sig opvise, det er vist nok et andet Spørgsmaal, men hvis ikke, da var det ogsaa for tidlig fra Aandens Side at behandle den nyere Historie, og desuden maa Spiren nødvendig have udviklet sig i en historisk Retning, som, efter Bogtrykker-Konstens Opfindelse, dog i det mindste paa Papiret maa være kiendelig.

At det nu, trods alle Pavens hellige Forsikkringer og gruelige Forbandelser, er i den »Protestantiske« Deel af Christenheden, vi maae søge Spiren til en Nyaarstid, som Aanden kan have Ære, Hjertet Glæde og hele Menneskeheden Gavn af, det er vist nok en Paastand, vi Protestanter naturligviis vilde fristes til at giøre, ogsaa uden gyldig Grund, og naar man hører Opregneisen af de sædvanlige Grunde, fristes man let til at tænke, Paven har vel dog i Grunden Ret, siden hans høirøstede Modstandere har saa aabenbar Uret; men det gaaer med Protestanterne og Paven i Nyaarstiden, som det gik med Paven og Keiseren i Middelalderen, at der er megen Uret paa begge Sider, saa Forskjellen er kun den, at Paven, som fordum, i Modsætning til Keiseren, var paa Aandens og Hjertets, paa Menneskehedens og Livets Side, han er [nu], i sin Modsætning til Reformationen, aabenbar paa Mørkets og Stilstandens, paa Dyrets og Dødens Side.

For at see dette, behøve vi blot, hvad man hidtil forsømde, under Stridens Betragtning at vende os fra Kirke-Historiens Enemærker, hvor dens Udfald, som egenlig kun ret viser sig i Evigheden, let kan synes tvivlsom, til den almindelige og den folkelige Menneske-Histories, hvor dens Udfald alt længe har været en saa afgjort Sag, at Seieren er snart kiendeligere midt i Pavedommet end hos Protestanterne selv.

Paa disse Enemærker gjaldt nemlig Striden slet ikke om hvad der stod i Skriften eller hvormeget der oprindelig hørde til Christendommen, hvorom jo kun de Lærde og Skriftkloge kunde giøre nogen velgrundet Paastand, men 381 den gjaldt de ligesaa almeenfattelige, som vigtige Spørgsmaal: om Mennesket i det Hele, og hvert Folk især, havde Ret til, paa eget Ansvar, at sætte sig i hvad Forhold de vilde baade til Biskoppen i Rom, til Geistligheden, og til den Christne Kirke i det Hele, samt om de, naar de vilde være Christne, havde Ret til at faae Gudstjenesten holdt paa deres Modersmaal, læse Bibelen paa det Samme, og lade sig den forklare af hvem de troede, forstod den bedst? Begge disse Spørgsmaal besvarede Protestanterne med Ja, og Paven med Nei, og dermed er han dømt, da det er soleklart, at »Tro og Haab og Kiærlighed» er en Hjerte-Sag, hvortil Ingen kan tvinges, og hvori Hykleri og Falskhed er saa vederstyggelig, at vil man giælde for guddommelig Sandheds Tjener, maa man paa det Stærkeste advare Folk derimod istedenfor at ville kyse eller tvinge dem dertil. Det Andet er ligesom dette, og endnu mere almeenfatteligt, thi hvad man skal troe og have Oplysning, Trøst og Glæde af, maa man nødvendig høre eller læse paa et Sprog, man forstaaer, og da nu hvert Folk, paa nogle Enkeltmænd nær, kun forstaaer sit Modersmaal, er Følgen soleklar. Kunde derfor end Paven beviist, at Samvittigheds-Tvang, Pavemagt, og Modersmaalets Banlysning fra Kirken, var ægte Apostoliske og uadskillelige fra Christendommen, saa vilde han dog dermed kun have beviist, at Apostoliskhed og Christendom var ikke engang menneskelige end sige guddommelige; men paa et saadant Beviis kunde han ikke engang prøvet uden at blive til Latter, og paa Historiens Grund, som netop skulde bære ham, kunde han da kun værge sig mod Protestanterne med vitterlig Selv-Modsigelse, som er et aandeligt Selvmord.

Samvittigheds-Frihed, Folke-Ret, og Modersmaalets Brug i Kirken, som især Tydskere, Nordboer og Blandings-Folket i Stor-Britannien gjorde Paastand paa, byder os da med Nødvendighed at søge Spiren til Menneske-Livets Nyaarstid hos dem, som Kæmperne for den eneste Tingenes Orden, hvorunder Folke-Livet kunde trives, menneskeligt Storværk øves og Menneske-Naturen ved fremskridende Oplysning blive sig selv bevidst.

Dette stadfæster sig ogsaa netop paa det Klareste, naar man opmærksom betragter hvad der har Udseende af at rokke det, nemlig »Frankrig og Napoleon«, som unægtelig fordunklede »Tyrkiet og Mahomed den Anden« og spillede i Stats-Historien den mest glimrende Rolle siden Korstogenes Dage.

382

Da nemlig Reformationen aldrig vandt kirkelig Seier i Frankrig, da dets glimrende Tid ingenlunde begynder med Hugonotternes Begunstigelse under Henrik den Fjerde, men før med deres Uddrivelse under Ludvig den Fjortende, og da Napoleon ingenlunde faldt, fordi han og hans Franskmænd hos Protestanterne mødte deres Overmænd i Tanke-Flugt og Menneske-Kundskab, men overvældedes kun i en ulykkelig Time af hele Europas Legems-Styrke, saa synes dette ved første Øiekast at være en uigjendrivelig Indvending mod Reformationens Nødvendighed og velgiørende Virkninger. Saasnart man imidlertid husker, at Talen er her ikke om Protestantismens christelige og kirkehistoriske Forhold til Catholicismen, men om Dens menneskelige og folkehistoriske Forhold til Pavedommet 1 og Præstevælden (Hierarchiet), da seer man let, at Indvendingen gjendriver sig selv, thi intet Rige løsrev sig saa tidlig fra Paven, som Frankrig, intet Folk ophøiede sit Modersmaal saaledes over alle andre Sprog, som det Franske, og hvad Samvittigheds-Friheden angaaer, da havde Franskmændene til seent i det Syttende Aarhundrede ligesaameget deraf som noget protestantisk Folk, og under Napoleon langt meer end noget Andet. Spørgsmaalet kan derfor kun være, hvem der benyttede sig bedst af Reformationen: de Protestantiske Fyrster, der betragtede den som en Saligheds-Sag, eller de Franske Konger, der behandlede den som en blot Stats-Sag, lod Hugonotter og Papister slaaes til de blev trætte, greb Leiligheden til at giøre sig aldeles uafhængige baade af Pave, Geistlighed og Folkeraad, befordrede med Flid Modersmaalets Opkomst, og uddrev saa først de Hugonotter, der forlangde meer Samvittigheds-Frihed end Franskmænd i Almindelighed, som var fornøiede med Frihed for Kirke-Tugt? Hvorledes nu »Aanden og Hjertet« besvarer dette Spørgsmaal kan ligesaalidt være tvivlsomt, som at de oprørdes ved den Franske Oplysning og den Napoleonske Storhed, der, om de havde seiret, maatte forvandlet Christenheden til et saadant forfinet Tyrki, som man nu enstund i Konstantinopel og Alexandrien, ved Fransk Hjelp, har stræbt at skabe af det Grove. At nu ogsaa den Franske Statskonst og den Franke-Tyrkiske Storhed havde »Himlen« imod sig, det viste Revolutionen og Napoleons Fald, og det er da vist ikke *

383 i Frankrig, vi skal søge eller vil finde Udviklingen af den Spire til en aandelig Nyaarstid, der laae i Reformationen, som en aandelig Kamp for Samvittigheds-Frihed, Folke-Ret og Modersmaal. Meget mere maa Verdens-Historien melde, at det var de Protestantiske Fyrsters daarlige Efterligning af de Franske Konger, der nær havde kvalt Spiren, og deres ligesaa daarlige Efterligning af Napoleon, der nær havde berøvet os Frugten af den Aands-Kraft, hans Undertrykkelse vakde.

Oldtiden ligner nemlig paa Bjergtoppen en graaskægget Seer, med en Hyrdestav til Spir, omstraalet af høiere Glands, som Moses, og i det Hele paa Aandens Side en homerisk Nestor; Middelalderen i sin høieste Glands ligner Enken Marie med Johannes for Søn, og i det Hele paa Hjerte-Siden en tilsløret Skiønhed, viet til Fisker-Kæmpen Petrus; og skal Nyaarstiden svare dertil, maa den i sin bedste Skikkelse komme til at ligne »den Eenbaarne«, og i det Hele paa Hoved-Siden Kong Salomon, som ikke bad om Rigdom, Seier i Krig eller langt Liv, men om Viisdom til at styre et stort Folk, og blev over al Verden berømt som et Vidunder, for Templet og Slottene og Stæderne, han bygde, for Virksomheden, han vakde, for Herligheden, ham fulgde, for Freden, han vidste at bevare, for Samvittigheds-Friheden, han drev til det Yderste, og da i det Hele for den mageløse Viisdom, større end dens Rygte, der ikke blot dryppede fra hans Kongelige Læber som Honning og som Perler, men speilede sig i alle hans Foretagender. Det vil da sige, med andre Ord, at ligesom Oldtidens Storværk udsprang af Stats-Indretninger med guddommeligt Præg, og Middelalderens af en Kirke med guddommelig Fuldmagt, saaledes maa Nyaarstidens Storværk udspringe af en Skole med guddommelige Tanker, som giver baade Kirken og Staten, og derved hele Menneskelivet, en forklaret Skikkelse. Bestræbelsen for at grunde og fuldende saadan en Skole er da ogsaa, især efter Reformationen, kiendelig nok, saavel i Frankrig, som i de egenlig Protestantiske Lande, men i den Franske Skole blev det anseet for den guddommeligste Tanke, hvad »Daaren altid sagde i sit Hjerte«, at der var »ingen Gud,« og Forklaringen af Menneske-Livet blev da ogsaa derefter, blev en Nedbrydelse af Kirken som en Daarekiste og af Staten som et Fangetaarn, og til Triumph en Theater-Forgudelse, først af de Vildes Frihed og saa af Ild-Sultanen, for hvem hele Verden skjalv og Historien forstummede. At 384 nu denne Skole, der vilde stikke Ild paa hele Verden og hæve sig over den i en Luft-Maskine, frøs ihjel ligesom Armeen [Frankehæren] i Rusland, var intet Under; thi hvem der begynder med at belee hele Menneskets Levnets-Løb gjennem Oldtid og Middelalder, og især alt Guddommeligt deri, staaer naturligviis udenfor det Menneske-Liv, der afpræger sig i Levnets-Løbet, kan umuelig forstaae hvad han slet ikke elsker, eller forklare hvad han slet ikke kiender, men maa, naar han har leet sig træt, døe af Kiedsommelighed over Livets Tomhed. At derimod Protestanterne ikke alt bragde det til en bedre Forklaring, og udviklede en »Salomon«, der kunde byde Napole on Spidsen, det laae vel tildeels i Frankrigs forførende Exempel og den øiebliklige Seier, Vittigheden altid vinder ved Overraskelse, men Hoved-Grunden var dog, at alt Ukrudt er tidligmodent, af stakket Bue er snart skudt, og mange Dyr blive fuldvoxne før Mennesket ret faaer Munden op.

Hvor nemlig Folkene, som i Norden, og for en stor Deel i Tydskland og Stor-Britannien, havde bevaret deres oprindelige Modersmaal, der følde de sig levende forbundne med Forfædrene, og havde i det Hele for dyb en Natur til at nøies med en Oplysning, der kun spillede paa Livets Overflade, som er det nærværende Øieblik, og derfor lagde de an paa en universal-historisk Vidskab, der kunde giøre deres »Universiteter« til Menneske-Slægtens Høiskole[r]; men da de endnu ingen Forstand havde paa saa høie og dybe Ting, og dog vilde indrette Skolevæsenet efter deres Forstand, saa maatte det nødvendig blive Fosteret af en latterlig Misforstand, og dog det Bedste, der, efter Omstændighederne, lod sig udføre. Efterat have afkastet Pave-Aaget, bandt man saaledes Samvittighederne til de Skriftkloge, og de Skriftkloge igien til en Confessjon eller Udtoget af en populær Dogmatik fra det 16de Aarhundrede, hvorved man aabenbar satte en steendød Pave, det 16de Aarhundredes Skrift-Klogskab, istedenfor den Levende; og efterat have uddrevet Latinen af Kirken, indførde man den baade som Skrift og Tale-Sprog i »Præste-Skolen«, hvorved man aabenbar undergravede Modersmaalets Anseelse og Virksomhed baade i Kirken og i hele Livet, hvad jo ved første Øiekast maa synes daarekistegalt, og hvori der virkelig heller ikke var mindste Glimt af sund Menneske-Forstand. Lægger man hertil, at det næsten var lutter stakkels umyndige Børn, man tog i Skole, før de endnu kunde læse en Bog paa Modersmaalet med Eftertanke, eller kiendte det 385 mindste til Livet, for af dem, især med »Latinsk Grammatik« og »Romerske Klassikere,« at skabe »Lys og Piller« baade for Skolen, Kirken og Staten, da skulde man rigtig nok troe, Talen ei var om »Lysets Børn« men om en af Træeller Abe-Familierne i Niels Klims underjordiske Verden; thi heraf [deraf] maatte nødvendig følge en Vindtørhed, et pedantisk Bogorme-Væsen og en Miskiendelse af det virkelige Liv, dets Vilkaar og Fordringer, der gjorde de Lærde aldeles uskikkede til Folkenes Lærere og Ledere, hvad ogsaa, desværre, kun altfor klart har stadfæstet sig.

Hvorledes dette nu ikke blot maatte giøre den Franske, vel aandløse og overfladelige, men dog naturlige og levende Dannelse og Oplysning til et forbausende Vidunder og henrivende Trylleri overalt, hvor de blev bekiendt, men i alle Maader give Frankrig den Overlegenhed, Napoleon vidste at giøre giældende, det behøver ikke nøiere at udvikles, men at Protestanterne dog af to onde Ting valgde det [den] Mindste, altsaa det Bedste, trænger da saameget mere til at sættes i Lys.

Protestanternes aandsfortærende og latterlige Skolevæsen udsprang nemlig af den bagvendte Tankegang, at Menneske-Naturen var i Bund og Grund fordærvet, saa dette Liv maatte kun betragtes som en Beredelse til Døden, der lykkedes bedre, jo meer man fordybede sig i den Hellige Skrift, som den Hellig-Aands Tempel. Heraf fulgde vel ingenlunde, at Latinen, som jo var Pavens Maal, skulde dyrkes og drives i Skolen med langt mere Flid og Strænghed, end Græsk og Ebraisk, som er Bibelens Grundsprog; men deraf fulgde dog, at de døde Sprog maatte blive Skolens Hovedsag, og Unaturlighed og aandelig Dødhed i alle Maader dens Kiendemærke, og hvad Latinen angik, da var dens Hævd paa Skole-Høisædet saa gammelt, dens Uundværlighed til at forstaae »Grundsprogene« saa almindelig antaget, og dens Bekvemhed til at indprygles og spæge Naturen saa mageløs, at selv Morten Luther aldrig tænkde paa at aftrætte den Rangen. Man glemde altsaa i den Protestantiske Skole Tiden og især Øieblikket over en tom Evighed, som man, med Verdens Undergang, daglig ventede, man tiltroede i alle Maader Guds Aand Ugiørligheder, og forvexlede just derfor Bogstaven, som slaaer ihjel, med Aanden, som gjør levende; men i den Franske Skole glemde man baade Tid og Evighed over Øieblikket, fornægtede Aanden, og forvexlede Menneskets Natur 386 med »Dyrets«, saa ogsaa her gjaldt det Nordiske Ordsprog: »heller døe med Ære end leve med Skam«.

Hvor megen Uret nemlig end vore Fædre gjorde den samme Menneske-Natur i sig og Børnene, som de i »Frelseren« løftede til Skyerne, saa vandt de dog, ved at betragte Jesus som det eneste rigtige Menneske siden Adam, en Forestilling om Menneske-Naturen i sin Reenhed, uden hvilken vi aldrig i vort eget Virvar kunde adskille det Menneskelige, der skal elskes og pleies, fra det Dyriske, der skal underkues, og det Djævelske, der skal forsages. Hvor barnagtigt det end var at tænke, enten at Guds Aand skulde omskabe Djævleunger til Gudsbørn, eller at Han levede, boede og bygde i en Bogstav-Skrift, og virkede dermed Umuligheder i Mængde; saa beholdt vi dog ikke blot ved Tro paa Aand hvad der betinger Aands-Virksomhed hos os, men vi fik en skarp Grændse-Linie draget mellem Guds Aand og alt vort Eget, som er Betingelsen for Deltagelse i Aandens videnskabelige Storværk. Det var endelig vist nok ligesaa urimeligt som skadeligt, at indbilde sig, at Tiden kunde gjøres frugtbar for Evigheden, uden at agtes for vigtig og kostbar, og benyttes i Øieblikket til levende og gavnlig Virksomhed, men det var dog langt bedre end at forgude Øieblikket, og vi vandt derved den høie Forestilling om Evigheden, som man maa have, for virkelig at sætte Tiden i dens Tjeneste. Allerede derfor maae vi da forsone os med det unaturlige og aandsfortærende Skolevæsen, som med Nødvendighed udsprang af vore Fædres Misforstand paa »Aand og Natur«, men desuden har det Slid og Slæb med de døde Sprog og den Latinske Grammatik ogsaa en fordelagtig Side at betragtes fra, naar det er overstaaet, uden at have udtømt Livs-Kræfterne og undergravet al Tro paa Aandens Virkelighed; thi da knyttedes vi derved uopløselig til Menneske-Slægtens Oldtid, hvis Oplysning og Forklaring er Skolens vanskeligste Opgave. At man dog ikke i det mindste tog Græsken istedenfor Latinen til den »Lapidar-Stil« med Mund og Pen, som var Skolens barnagtige Mesterstykke, det kan vel synes et stort Tab, men havde det end ikke forbudt sig selv, maatte vi jo dog, for at komme baglængs ind i Oldtiden, gjøre Krigs-Tjeneste med Romerne, før vi kunde gjøre Konster med Grækerne og Mirakler med Ebræerne, saa det var godt, vore Fædre gjorde iblinde hvad vi med aabne Øine umuelig kunde bekvemmet os til.

Har vi derfor nu kun Udsigt til en Skole, hvor Grækenland 387 i alle Maader fordunkler Rom, hvor altsaa den slaviske Krigstjeneste til Verdens Ødelæggelse afløses af et Væddeløb til dens Oplysning og Forskjønnelse, saa alle Menneske-Naturens skjønne Anlæg omhyggelig udvikles, og kun Raahed banlyses, kun de vilde Drifter og forstyrrende Kræfter bindes med Titanerne, ja, en Høiskole, hvor Livet med det »vingede Ord« og de veltalende Tunger, afløser Døden med sit »pinlige Forhør,« sin Bedemands-Stil, og den skrattende Pen som en gnavende Orm, og hvor man endelig lærer at gribe Øieblikket til Fortidens Ære og Fremtidens Gavn; har vi nu Udsigt til saadan en Menneske-Slægtens Høiskole; da er Spiren til en herlig Nyaarstid unægtelig alt saaledes udviklet, at den snart vil blomstre op paa alle Menneske-Livets Enemærker.

Man vil maaske kalde det Spidsfindighed, naar nærværende Skriver sætter sin Pen i Pant paa, at den nys beskrevne Udsigt virkelig findes, men det er dog ligesandt, at om den ogsaa kun fandtes hos en eneste Bogorm, der gjennemgik den unaturlige, aandløse, steendøde Latin-Skole, da var Spirens Udvikling dermed beviist, om han saa end var kommet til den rige, store og deilige Udsigt, som man kan tænke sig, mangen Skole-Dreng legemlig kom til en Saadan, ved at slaaes med de Andre paa Vindel-Trappen i et Domkirke-Taarn.

Saavidt er imidlertid dog Mange alt komne og komme daglig Flere i det Nittende Aarhundrede, at de see, Enkeltmanden, om han end ikke er, som Folk ere flest, staaer dog i Grunden, dvs.: [det er] i Aanden, aldrig udenfor sin Tid eller sit Folk, men er kun en Smule bagefter eller forud med Øinene, og skiøndt derfor de her skildrede Udsigter endnu selv i Norden findes for dristige og selv i Danmark for smilende, er de dog saavist efter Danmarks Hjerte, som de er glædelige, og saavist i Nordens og i Tidens Aand, som den er historisk.

Ligesom det nu ligger i Menneske-Livets uforanderlige Natur-Love, at en fremskridende, historisk Oplysning og Forklaring deraf i Tidens Løb er den eneste Mennesker muelige, saaledes har ogsaa Christendommen, ved at komme i »Tidens Fylde,« barnefødt i Bethlehem, og ved giennem Middelalderen at samle alle Hjerte-Folkene i den »hellige, almindelige Kirke«, givet hele den nyskabte Folke-Verden saa historisk et Præg og Tanke-Gangen saa historisk en Retning, at den Selv-Klogskab, der paa egen Haand vil forklare Menneske-Livet enten fra Englenes eller Dyrenes faste Stade, bliver ved hvert nyt Forsøg kun mere latterlig. Derfor seer man i vore Dage, at 388 selv Franskmændene, hvis Historie dog, paa Vittighederne nær, er hardtad ligesaa eensformig som de Umælendes, selv de begynde med Flid at lægge sig efter Historien, og at selv den »Tydske Philosophi«, der dog af Moders-Liv ligger i Haaret paa Erfaringen, har dog nu seet sig nødt til at indrømme, vel ikke at Vidskaben i sig selv, men dog at den til Tid og Sted passende Stats-Forfatning (altsaa dog vel ogsaa Stats-Klogskaben) maa udspringe af Historien.

Under disse Omstændigheder vilde det kun være Tids-Spilde, midt i Norden, over hvis Vande Historiens Aand alt fra Hedenold har svævet, at ville forsvare den Historiske Synsmaade for Menneske-Livet, i det Hele som i det Enkelte, og hvad der trænger til at indskærpes (desværre langt stærkere end nogen Pen formaaer) er da kun, at det slet ikke nytter, den Historiske Anskuelse udvikler sig i alle Retninger paa Papiret, naar den ikke levende indtræder i Skolen. Dette aandelige Skolehold vilde vist nok være umueligt, dersom Aanden ei havde andre Redskaber end »Bøger og Penne«, der, som Enhver selv kan overbevise sig om, er døvstumme og steendøde, men saafremt vi endnu har »Mund og Mæle«, da har Aanden, som behersker os, det ogsaa, og kan dermed virke ligesaa levende i det Nittende som i det Første Aarhundrede. Først da, naar Menneske-Munden i Aandens Kraft giør sit ligesaa naturlige som historiske Fortrin giældende, og tillader ingen Pen eller Skrift, af hvad Navn nævnes kan, at staae mellem sig og Aanden, til at adskille hvad Gud i Menneske-Munden, baade i Tidens Fødsel og i dens Fylde, har levende sammenføiet, nemlig »Aand og Ord med lydelig Røst«, først da kan der føres forstandig Tale om Menneske-Naturens historiske Udvikling til Klarhed, og om Historiens naturlige Virksomhed i »Kirke, Stat og Skole«, men da vil Forstanden paa begge Dele i en Haandevending giøre Kæmpeskridt, thi al den Forstand, der nu, ved vor Mis-Forstand paa Livet, er en død Kapital, bliver da frugtbringende og fordobler sig hvert Aar. Saalænge man nemlig, paa Trods mod Natur og Historie, indbilder sig, at »Skrift«, som Aandens rene, umiddelbare Udtryk, kan og skal beherske Munden, altsaa Døden beherske Livet, saalænge er det ganske i sin bagvendte Orden, at man spilder sin Forstand paa at omskabe baade det Indvortes og Udvortes efter Skriften, men det er ogsaa en Natur-Nødvendighed, at forsaavidt denne Forskabelse lykkes, gaaer Livet tilgrunde under Dødens Spir, og at hvor der endnu findes Livs-Kræfter, 389 værge de sig blindt i en fortvivlet Døds-Kamp, og her har vi Nøgelen til de sidste Aarhundreders Kirke og Stats-Historie, som man forgiæves har søgt allevegne undtagen hvor den ligger aabenlyst: i Bogorme-Væsenet og Dødbider-Skolen.

Saasnart derimod Munden kraftig paataler sin Ret, som den eneste levende Ord-Fører under Solen, og Aandens guddommelig beskikkede Tolk i alle Tungemaal, da gienfødes den naturlige Orden, hvorefter det Levende i alle Retninger behersker det Døde, der heller aldrig kan fare bedre end at behandles levende, og naar kun Livets Tarv bliver Sjælen i alle vore Bestræbelser, da vil Forstanden lære os at gaae ligesaa hensigtsmæssig tilværks i Livets, som før i Dødens Tjeneste.

Da vil man ogsaa see, hvad det store Friheds-Skrig, der ryster Jorden, har at betyde, og ei, som hidtil, iblinde enten velsigne eller forbande det, men altid spørge, hvorfra det kommer: enten fra Menneske-Livet i Lænker som skal løses, eller fra Vilddyre-Livet i Skranker som skal forstærkes. Man vil da finde det ligesaa latterligt at opoffre den til Livets Tarv nødvendige Orden for lovløs Frihed, som at opoffre den til Livets Tarv nødvendige Frihed for livløs Orden, men daglig bedre lære at lade Frihed og Orden sammenvirke til fælles Bedste.

Dette at »Frihed og Orden,« som i et Tugt- og Rasp-Huus er uforenelige, derimod i et Borgerligt Selskab til fælles Bedste ikke blot kan enes, men blive kun ved Foreningen ret frugtbare for Menneske-Livet, det er vist nok en mørk Tale for os, saalænge vi har et Italiensk eller Fransk Begreb om Frihed og et Romersk eller Tydsk om Orden; thi Hint svarer kun til Soldater-Friheden i en stormet Stad, og Dette til Soldater-Ordenen ved en Hoved-Mønstring, som aabenbar udelukke hinanden; men med et Græsk Begreb om Orden og et Nordisk om Frihed, der speile sig i en fri Olympisk Leg og en ordenlig Kredsgang, kan man i enhver Kreds godt tænke sig fri Virksomhed under billige Vilkaar, saa hvor Stats-Styrerne er billige nok til at unde Menneske-Livet den Frihed, det behøver til sin Udvikling og Forklaring, giælder det kun om, at Borgerne vil nøies med hvad der tjener Menneske-Livet, følgelig ogsaa det Borgerlige Selskab, bedst.

Saavel med denne Billighed, som med denne Nøisomhed, vil det nu vist nok paa sine Steder have uovervindelige og allevegne betydelige Vanskeligheder, men hvor hverken Herskesyge 390 eller Tøilesløshed er Skiødelysten, vil dog den største Vanskelighed forsvinde med de døde Begreber om Livet og de dyriske Begreber om Mennesket.

Naar man nemlig, paa sin Tydsk, sætter sig i Hovedet, at ingen Frihed er noget værd uden Sjæle- Friheden, som ene beroer paa Aands-Kraft, Sandheds-Kiærlighed og klar Erkiendelse, da finder man borgerlig Frihed, langtfra nødvendig, ei engang ønskelig, da, som den store Plato har forklaret, de »Viseste og Bedste« bør herske uindskrænket, og optugte Resten, der maa lyde blindt, til, saavidt mueligt, at blive som En af dem. Dette Begreb, der ved ordenlig at »adskille Sjæl og Legem« klarlig bærer Døden til Skue, kan imidlertid i Christenheden aldrig tækkes noget levende Menneske, der kiender Verden, thi hvor det Begreb hersker, maae enten de Viseste og Bedste opoffre sig for de største Daarer, der dristigst kalde sig de Viseste og Bedste, eller de maae lade Næverne afgjøre det reent aandelige Spørgsmaal, hvad dog vel er baade det værste og det dummeste, et Borgerligt Selskab kan vælge. Var Ideen om »Platos Republik« en almægtig Furie, der, naar vi ikke paa hendes Alter opoffrede Alt hvad der er Menneske-Hjertet dyrebart, gjorde os Helvede endnu tigange hedere, da, men ogsaa kun da, maatte kloge Folk finde sig i den haarde Skæbne; men da den kun er et Luft-Kastel, vi trøstig kan lee ad, selv om Plato skulde tage det ilde op, saa vil alle veloplyste Menneskevenner kun spørge om, hvilken Stats-Indretning, der, efter Erfaringens Vidnesbyrd, viseligst fremmer det Gode og tjener de Vise bedst? At nu en saadan Stats-Indretning ligesaalidt udspringer af Mængdens Selvraadighed som af Øvrighedens Lovløshed, det har især Frankrigs Historie klarlig beviist, og da begge Yderligheder indføre »Næve-Retten,« hvis Afskaffelse netop er det Borgerlige Selskabs Grundlov, kan det kun reise sig af en latterlig Forblindelse, naar Menneske-Venner endnu trættes om: hvem der skal have Næve-Retten, istedenfor med forenede Kræfter at modarbeide den under alle Skikkelser.

Naar man nu med aabent Øie betragter den menneskelige Virksomhed, da seer man strax, den bevæger sig i to store Kredse: »Mundens og Haandens,« af hvilke Mundens, baade som den naturlig videste og som den aandelige Virke-Kreds, oprindelig indslutter Haandens i sig, men er ved Haandens Oprør tidlig kommet i Forvirring, og i den sidste Tid, ved Forbund mellem »Pen og Bøsse«, hardtad reent afspærret. Man 391 indseer imidlertid let, at »Næve-Retten« er endnu langt frygteligere, naar den udøves med et heelt Folks samlede Styrke, end naar den kun anmasses af enkelte knytte Næver, saa, at hvor man ombyttede Middelalderens Selvtægt med Absolutisme og frit Politi, kom man aabenbar for det Første af Asken i Ilden, og det maa da nu være Sjælen i den menneskelige Stats-Konst, saavidt mueligt, at sætte Munden paa sine egne eller paa Aandens Enemærker i Sikkerhed for Jette-Næven, og aabne den en velgiørende Indflydelse paa hele Haandens naturlige Virke-Kreds, som det Haandgribelige øiensynlig danner.

Med Rette kræver da Menneske-Munden ei blot al muelig Frihed til at tale om det Usynlige og Evige, men ogsaa Frihed til at bedømme Haandens Virksomhed i sin Kreds, naar den kun ikke oprørende stræber at gribe ind deri; men naar man tænker bedst at hævde Munden denne aandelige og folkelige Stemme-Frihed, ved at betage Øvrigheden sin Frihed til, paa eget Ansvar, efter bedste Skiøn at bruge den samlede Styrke, da tager man mærkelig feil, saa med en Grundlov, der fastsætter Borgernes umistelige Rettigheder, maa man netop for Stemme-Frihedens Skyld ønske hvert menneskeligt Folk en Kongelig Enevoldsmagt og Myndighed, der ene er istand til at hævde Alles Ret og fremme det Heles Bedste.

Denne Tanke-Gang, at ligesaavel for Frihedens som for Ordens og Sikkerheds Skyld, er Enevoldsmagten i hele sin fribaarne Majestæt en Hovedsag, men at »Munden er vor egen,« og er en Grund-Eiendom, der ikke alene maa være saa sikker som Nogen for løse Hænder, men kun i yderste Nødsfald røres selv af den majestætiske Over-Haand, og at da et frit Folke-Raad vil holde Vægt-Skaalen mellem Frihed og Orden saa lige, som nogen Kronide, og med Kæmpeskridt fremme Udviklingen af det Største, Bedste og Viseste, et Folk er skabt og skikket til; denne Tanke-Gang er vist nok saalangt fra endnu at være herskende, at den neppe nok findes taalelig; men den er dog baade saa naturlig og saa historisk velgrundet, at den maa seire overalt hvor man endnu, menneskelig talt, har Lyst til at leve og see gode Dage, altsaa hos Protestanterne mod Død og Stilstand i det Hele, og især hos de Nordiske, hvem det er i Kiødet baaret at gaae i Ilden for folkelige Konger, der ikke blot tillade deres Undersaatter at tage Kæmpeskridt paa Adelveien, men opmuntre og anføre dem selv dertil.

For mine Øine staaer det da klart, at ligesom Oldtiden, 392 med sit Straalebllk og sit vingede Ord, svarer til Palme-Foglens første Aartusinde, og Middelalderen, med sin travle Uro, sin søde Klage og sit brændende Hjerte, til Fuglens Rede-Bygning af alle søde Urter og til hans Midsommers-Baal; saaledes svarer i Nyaarstiden det Classiske »Skole-Støv« til Asken, hvoraf Phønix-Ormen udviklede sig, og jeg tvivler da ikke om, at vort »Bogorme-Væsen« jo paa sine Steder baade vil faae Vinger som en Ørne-Unge, og voxe til en Phønix den Anden, der kan bære sin Fader og fortsætte hans Levnets-Løb, hvad kun da skeer, naar Nyaarstidens Vidskab, udsprunget som Lys af Middelalderens Ild, forklarer Oldtidens Aand, ikke blot paa Papiret, men i Gierning og Sandhed.

At nu Kaal-Ormen vil udvikle sig til Sommer-Fugl og [til] Drage ved samme Frihed, Lys og Varme, som opelsker Phønix-Fuglen, det er en Natur-Nødvendighed; at der altid vil være mest af det Slette, og at denne Verden forgaaer, naar baade Godt og Ondt er modent og Alting saa klart, som det under Solen kan blive, derom tvivler jeg vist nok ikke heller; men at kvæle Børn i Fødselen for at de ikke skal misbruge Livet, det er ægyptisk, og at ønske evig Vinter for ikke at see sin Harme paa hvad man kalder Ukrudt, det kan kun falde Riim-Thusser ind, der som Iistappe[r] og Iisbjerge, blive større og stærkere, jo længere det fryser; saa, hvis Kæmperne fra Valhald, som hverken var Blaamænd eller Rimthusser, men slog dem ned for Fode hvor de traf dem, har Ætmænd endnu, der ikke vanarte, da vil ogsaa Menneske-Livet i Nyaarstiden gestalte sig ligesaa ædelt, frit og daadfuldt, men anderledes roligt, ordenligt og klart end i Oldtid og Middelalder!

393

Det Hellige Romerske Rige eller Tydskland, Bøhmen og Ungarn.

Medens det »Hellige Romerske Rige« endnu stodpaa Papiret, baade i Historien og Geografien, sagde et vittigt Hoved (Baggesen) hos os: det er, mærkeligt nok, ingen af Delene: hverken »helligt« eller »Romersk« eller »Rige«, og det er slaaende, ja lynslaaende; thi det Hele har aabenbar aldrig været Andet end et stort Hjernespind, hvorefter Verden slet ikke vilde føie og rette sig; men dette Hjernespind eller denne Idee har dog gjennem mange Aarhundreder gjort saa stærkt et Indtryk paa Millioner af et stort, stridbart og sindrigt Folk, at det med Rette kræver en udmærket Plads i Verdens-Historien, skjøndt det er en fortvivlet Opgave at fortælle et Verdens-Riges Historie, som vel var længe i Gjære men kom aldrig i Stand. Den sædvanlige Udvei: at fortælle alle Keisernes Levnets-Løb, fra Karl den Stores til Frants den Andens, og da lade som om man havde løst Opgaven, den kan man nu vist nok ikke slaae ind med aabne Øine, men da Keiserdømmet virkelig var et mislykket Forsøg paa at give Hjernespindet Kjød og Been, maa man dog immer stræbe at knytte det Usynliges Historie til Skyggens, som gik for Legeme.

Sagen maa naturligviis være den, at det tidlig har svævet for Tydskerne, hvad der hos deres nyeste Philosofiske Orakel (Hegel) er blevet til en nagelfast Tanke (fix Idee), at en Stat, hvori Frihed og Nødvendighed sammensmelte, idet den omfatter og paa det Strængeste behersker hele Menneske-Livet, men efter Love, som ligge i Menneske-Naturen, en saadan Stat er det hele Historiens Øiemed at udvikle og Tydskernes Kald at skabe og begribe*). Et saadant Luft-Kastel var det nemlig aabenbar, man bygde paa i det Hellige Romerske Rige, hvis Keiser, altid Rigets Formerer (semper Augustus), ei blot enevældig skulde beherske alle de syv Kurfyrster og de utallige Tydske Herskaber, men ogsaa Paven og hele Christenheden, med alle dens Bisper og Abbeder, Konger og Fyrster, uden at dog Nogen derved leed mindste Skaar i sin lovlige Frihed *

394 og sine velerhvervede Rettigheder, der meget mere skulde finde sig vældig beskærmede under den Keiseriige Ørns store Vinger. Denne Retfærdighed, som den nyeste Philosof kalder »Sædelighed«, men som de ældre Tydskere naturligviis kaldte »Christelighed«, den var det, som skulde hellige det Tydsk-Romerske Verdens-Rige, saa det blev til ligesaa stor Velsignelse for alle Slægter, som det hedenske, vanhellige Romer-Rige havde været til Forbandelse. Hvorfor nu et saadant Keiserdømme og Verdens-Rige, en saadan Stat, der vikle opsluge Kirke og Skole, fordøie og forene dem levende med sig, som Lemmer paa sit Legeme, i Middelalderen endnu mindre vilde lykkes end Pavedømmet, eller Kirke-Riget, med Staten til sin »verdslige Arm«, og Skolen til sit »aandelige Sværd«, det maa Historiens Philosofi, saa godt den kan, giøre Regnskab for; men det er Verdens-Historiens Opgave at oprede og fortælle, hvordan det Tydske Forsøg paa at oprette og vedligeholde et saadant Keiserdømme, mislykkedes, og hvad kiendelig Indflydelse det havde paa Menneske og Folke-Livet baade i og udenfor Tydskland.

Først maae vi nu lægge Mærke til, at Hjernespindet om et helligt dvs. [det er] christeligt og gudeligt Verdens-Rige, med en Keiser i Spidsen, var ikke oprindelig Tydsk, men Romersk, som den gamle Keiser-Historie lige fra Konstantin den Stores Dage til Konstantinopels Fald beviser, og at selv Tanken om et ny t Keiserdømme i Vesten først oprandt hos den Gallikanske Franker, Karl den Store, saa Eiendommeligheden ved det Tydske Keiserdømme er kun den særegne Maade, hvorpaa Tydskerne opfattede og stræbde at udføre Tanken. Tydskerne havde nemlig i det Hele slet ikke Sind til, som Romere og Galler, at trælle for en Enkeltmands egennyttige og herskesyge Planer, end sige for hans Luner, men kun for et Øiemed, det var dem selv om at gjøre med samlede Kræfter at opnaae, og derfor naaede de Tydske Keisere aldrig enten Arveret til Kronen eller den Magt til at gjøre hvad dem lystede, som de gamle Romerske Keisere havde havt, og de Nye derfor sædvanlig meende, de havde retmæssigt Krav paa. Den »Gyldne Bulle«, der skulde været Tydsklands keiserlige Grundlov, er i denne Henseende et mærkeligt Brevskab; thi uagtet Keiserens høie Tanker om sig selv, som Christenhedens verdslige og hele Verdens christelige Hoved (temporale caput mundo, seu populo Christiano) stikke allevegne igjennem, er det dog kun Kurfyrsternes (Kaare-Fyrsternes) Tal, Rang og 395 Fremgangsmaade ved Keiser-Valget, han tør udtrykkelig bestemme, medens det store Tvistens Æble, som var Keiserens Myndighed og Stilling til Riget, kun løselig berøres og for det meste kun spilles paa i det Ubestemte. Selv ved det gruelige Lovsted om »Majestæts-Forbrydelse«, der ellers bogstavelig er udskrevet af »Romer-Retten«, er dog Keiserens egen Person, saavidt mueligt, holdt ude af Sigte, som om han sørgede mindre for sig selv end for sit aandelige Legeme: de Geistlige og Verdslige Kurfyrster af Maints, Trier og Køln, Bøhmen og Pfaltz, Sachsen og Brandenborg*).

At det nu ogsaa var Tydskernes ramme Alvor, at Riget ikke skulde være til for Keiserens, men Keiseren for Rigets Skyld, det viser hele Keiser-Historien, og det følger allerede deraf, at Tydskernes Natur-Stand ei havde mindste Lighed med et Romersk Keiserdømme; thi vel varede det længe før de Tydske Philosofer kunde rive sig løs fra den Romerske Fordom, at alle Folks Natur-Stand var »kannibalisk«, men herefter vil de sikkert ogsaa i denne Henseende lade Naturen vederfares Ret, og, vilde de end ikke, saa lærer dog Verdens-Historien, at ethvert Folk ligner sig selv til alle Tider.

At nu Tydskland (Germanien), da Romerne paa Grændsen af Oldtiden og Middelalderen, til deres egen Ulykke, opdagede denne ny Verden, lignede en stor Krigs-Skueplads, hvor mange stridbare Stammer mere slog Leir end fæstede Bopæl, og at disse Stammer, skjøndt de syndes nær beslægtede, dog vilde have saalidt om mueligt tilfælles, og gad ikke gjort Andet end jage og kæmpe, spille og drikke, det har saa Klassisk en Hjemmel, som Nogen kan forlange, og det følger vel desuden af sig selv, at Stridbarhed og Splidagtighed maa have udmærket det Folk, der først med Lethed lod sig undertvinge af Romerne, men betalde dem siden i Forening med Kølns Vægt. Naar derfor Roms paalideligste Historie-Skriver (Tacitus) beretter, at det kun lykkedes den berømte Herman at samle Tydskerne under sit Banner, saalænge det gjaldt om at afkaste det Romerske Aag, og at han siden blev et blodigt Offer for sin Stræben efter Enevolds-Magten i det Land, der endnu velsigner ham som sin Befrier, da stemmer denne Tydske Historie fra det Første Aarhundrede (9-20[30]) saa godt med den Samme gjennem det sidste *

396 Aartusinde, at naar Tydskland kastede sig i en Keisers Arme, kan vi være visse paa, det var ikke et Tilbøieligheds men et Fornuft-Giftermaal.

Den historiske Dunkelhed, der fra det Første til det Ottende Aarhundrede indhyller Tydskland, giver vist nok god Leilighed til allehaande Giætninger om Tilstanden i dette lange Tidsrum, men udelukker dog al Tanke om Enighed, da blot en tarvelig Deel deraf maatte tændt et glimrende Lys i dette Historiske Mørke. Først da det Frankiske Aag under Karl den Store paany havde lært Tydskerne, hvad Eenhed formaaer og hvad Splid fører til, da forligde de sig med Tanken om en indfødt Keiser, der med samlet Styrke kunde byde saavel de herskesyge »Romlinger« i Syden og Vesten, som de Østlige og Nordlige Barbarer Spidsen, men til Beviis paa, at de ikke betragtede Keiserdømmet som en Herlighed, men kun som en Nødhjelp, holdt de strængt paa »Valg-Retten« som et Værn mod det Tyranni, der altid stod dem levende for Øine.

Naar vi betænke saavel Omfanget af Tydskland, som den store Forskiellighed, Historien har viist mellem Indbyggerne, da er det intet Under, man kun vanskelig kunde enes om et fælles Overhoved, end sige da give sig uindskrænket i hans Vold, men at vi ikke fra Arilds-Tid spore i det Mindste tre Tydske ligesom tre Nordiske Kongeriger, uagtet Sachser, Franker og Schwaber er ligesaa kiendelig adskildte Stammer, som Danske, Svenskere og Nordmænd, det vidner om en særdeles Splidagtighed, der, forbundet med den Tydske Kraft og Stridbarhed, maatte giøre Keiserdømmet til en Skygge, undtagen naar Keiserens Personlighed og Øieblikkets Krav frembragde den »Feldt-Enighed«, som fælles Fare og Krigs-Tugten skaber. Heraf fulgde nu igien, at saalænge Keiseren stræbde efter virkelig Enevoldsmagt, maatte Tydskland faae en ligesaa uafbrudt Krigs-Historie, som Det havde havt uden Keiser, og til Hverdagsbrug en ligesaa ensformig og kiedsommelig; men herved kan man sige, Tydskland opoffrede sig selv for Europa: thi havde enten Tydsklands Keiser kunnet bruge Rigets Styrke til at udføre sine Romerske Herske-Planer, eller havde dog Tydskerne, ligesom Romerne, havt Sind til med Trældom i Hjemmet at kiøbe sig Deel i Verdens-Herredømmet, da seer man Intet, der kunde friet Vesten i det Ellevte og Norden i det Trettende Aarhundrede fra at indlemmes i et Tydsk Verdens-Rige, der vilde været dobbelt pinefuldt for Aand og Hjerte, netop fordi det vilde været »skin-helligt«. Nu derimod 397 havde Tydskerne vel gierne seet, at baade Paven og alle Christenhedens Fyrster vilde nedlagt deres Kroner for Keiserens Fod og taget deres Riger til Lehn af ham, og de havde gierne hørt alle Folk tale Tydsk, om end nok saa plat, men de vilde dog ikke kiøbe den korte Fornøielse og forfængelige Ære for den Frihed i en vis Kreds, som var dem en aandelig Nødvendighed; derfor blev Europa fri for det Tydske Herredømme, og høstede dyrebare Frugter af den Tydske Stridbarhed og daglige Krigs-Øvelse; thi ligesom Hermans-Slaget fordum satte Romer-Hæren sine europæiske Grændser, og de Tydske Krigs-Forbund bidrog uberegnelig til at sprænge Romer-Riget i Vesten, saaledes var Tydskland aabenbar siden en Mur mod de Østlige Barbarer, og det Tydske Keiserdømme var et »verdsligt Sværd« der vel ikke kunde holde Pavedømmets »geistlige Sværd« i Skeden, men holdt det dog varmt til det sløvedes, og den Tydske Reformation var et nyt Hermans-Slag, der satte Latinen Grændser og afkastede det Pavelige Romer-Aag, endnu farligere end det Keiserlige.

Hvorlidt derfor end nærværende Haandbog kan henvise til Tydsklands Keiser-Aarbog, enten som Middelalderens hele Verdens-Historie eller som Kiernen deri, saa skal den dog anbefale langt mere Opmærksomhed end sædvanlig paa Tydsklands Krigs-Historie, lige fra Tredags-Slaget ved Lippe til Tredags[Todags]-Slaget ved Leipzig, thi hvor ikke en blot saakaldt »Rigs-Hær« men »Rigets Styrke« rykker i Marken, kan man være vis paa at see ikke blot drabelige Sværd-Slag, men glædelige Seiers-Tegn, og naar derfor hidtil kun de Tydske Krige i det Sachsiske Tidsrum findes med Flid betragtede, da lader det sig kun dermed forsvare, at de saakaldte Rigs-Krige i den følgende Tid langt mindre svarede til deres Navn. Deels var nemlig under de Frankiske og Schwabiske Keisere Italien den egenlige Krigs-Skueplads, og deels var Kampen mod Paven og de Italienske Fristæder aabenbar langt mere Keisernes end Rigets Sag, saa derom er i Verdens-Historien neppe stort meer at sige end hvad der i Anledning af »Kirke-Riget« og »Italien« findes bemærket. Havde Fredrik Araber, istedenfor at beleire Byer i Kirke-Staten, samlet Rigets Styrke mod Mogolerne eller Tartarerne, ved deres frygtelige Oversvømmelse, der truede baade Tydskland og Italien, da vilde det været en ganske anden Sag; men nu maa han egenlig kun nævnes i Tydsklands Historie, som den sidsteKeiser, der kunde 398 udrettet noget Stort; thi hvor flittig end de Tydske Historieskrivere har løftet Hohenstauferne til Skyerne, saa er det dog lige klart, at de Tydske Fyrster uoder dem blev kiede af at have et paa nogen Maade virkeligt Overhoved, og Verdens-Historien maa give dem Ret i, at al muelig Splidagtighed var et mindre Onde, end den Enighed, disse Sultaner stræbde at frembringe.

Fredrik Araber døde, som bekiendt, i Midten af det Trettende Aarhundrede (1250) og de følgende 23 Aar har man kaldt det lange Mellemrum (store Interregnum) ikke fordi der jo næsten hele Tiden var En eller To, der førde Keiser-Navnet, men fordi Valgene dertil aabenbar kun var en Spas, hvormed de Tydske Fyrster vilde fordrive Tiden, til de fik sig ret betænkt, om de reent skulde afskaffe Keiser-Værdigheden, eller holde paa Skyggen deraf, og da de endelig besluttede sig til det Sidste, blev Grev Rudolf af Habsburg (1273-91) den første ordenlige Skygge-Keiser, hvis mange Efterfølgere, for største Delen hans Ætmænd, har lige indtil vore Dage (1804) skrevet sig Keisere af det hellige Romerske Rige, uden nogensinde at kunne sætte Rigets Styrke i Bevægelse.

Hvem der nu vil gruble over, enten denne grevelige Keiser nedstammede langt ude fra det gamle Rom og det Juliske Hus, eller kun fra de Frankiske Merovinger, ham maa man henvise til det Østerrigske Huses »Ærespeil,« og, forlanger han endnu meer, da til Stamtavlerne selv, som er de Lærdes Gude-Avling (Theogoni); men hvem der heller vil nøies med lidt om hvad man ikke veed, maa man sige, at de Habsburgske Grever rimeligviis nedstammede fra de ældre Hertuger i Schwaben og Elsas, og at Stamhuset Habsburg ved Floden Aar, i Kanton Bern, skal være bygt af en Grev Ratbod i det Ellevte Aarhundrede. Selv var Rudolf en Mand over de Halvtreds, da han, som det udtrykkelig hedder »for sin Dyds Skyld« kaldtes til Keiser-Thronen, og med denne Dyd meende sagtens Kurfyrsterne hans Uskadelighed, thi naar de, efterat have prøvet de store Hertuger af Sachsen, Franken og Schwaben, rakde Kronen til en lille Greve i Argau, da var hans tilsyneladende Ubetydelighed vist nok hans bedste Anbefaling. Han laae just dengang og beleirede Basel, og Biskoppen der kjendte ham bedre, thi da han hørde Grev Rudolfs Ophøielse, skal han have sagt: »nu maa vor Herre Christus sidde fast, om han ikke vil stødes fra Thronen«, et forfløient Ord, der vilde passet bedre i en vild Jægers end i en Biskops Mund, men udtrykde dog 399 fyndig hvad selv hans Lovtaler, Johannes Müller, ender med: hans Kraft var ægte, men hans Dyd forloren*). Ved hverken at spare Ven eller Flende, naar han saae sit Snit, havde nemlig Rudolf svunget sig op fra en fattig Junker til en rig Greve ved Aar og Rhin, og alle sine Keiser-Dage (1273-91) brugde han ogsaa ærlig til at mele sin egen Kage, uden at bryde sig om, hvordan det gik enten Tydskland eller den øvrige Verden. Det laae i Begrebet om Keiseren, at han fremfor Alt var alle de Tydske Fyrsters Lehnsherre, saa, naar deres Værdighed blev ledig, kunde han dermed forlene hvem han vilde, men det var Tydskernes Forudsætning, at Keiseren derved vilde tænke mere paa Rigets Tarv end paa egen Fordeel, og allenfalds ei misbruge Majestæts-Retten til af det hellige Romerske Rige at gjøre et mahomedansk Sultanat, og netop fordi Hohenstauferne alligevel havde stilet derpaa, vaigde man Greven, hvis Ærgierrighed man beregnede efter hans Stand, og hans Magt efter hans forholdsviis smaa Besiddelser i en Afkrog. Rudolf lærde dem imidlertid snart, de havde regnet feil, thi han betragtede hvert Lehn, der blev ledigt, som en god Prise, og haabede derved at skaffe hver af sine Sønner et Kongerige, og paa denne Maade grundede han det berømte Østerrigske Huus.

Romerne regnede vel Østerrig til hvad de kaldte Pannonien og ei til Germanien, men efter Indlemmelsen i Karl den Stores Rige, om ei før, blev det dog et Tydsk Landskab, og fik i det Tolvte Aarhundrede egne Hertuger af det Grevelig Bambergske Huus. Den Navnkundigste blandt Disse var Leopold den Dydige, der vel udmærkede sig ved Stormen paa Akre og mod Saladin (1191) men er dog blevet mest bekiendt ved at opsnappe Rikard Løvehjerte paa hans Hjemreise fra det hellige Land og ved, i Fællesskab med Henrik Hohenstaufer, at giøre baade ham og sin Ære i Penge. Herved blev han rig nok til at kiøbe baade Steiermark og Mere, men Stammen uddøde allerede med hans Sønnesøn, Frederik den Balstyrige, som faldt (1246) i et Slag mod den Ungerske Konge Bela, hvem han paa Flugten for Mogolerne havde behandlet omtrent ligesaa ridderlig, som hans Farfader behandlede Rikard. Fredrik Araber, som dengang endnu levede, agtede vel at beholde Østerrig for sin egen Mund, men paa den Tid skiød baade Bøhmer og Ungarer Livet op i sig og vilde giøre sig betalt i Tydskland for den Underdanighed, de havde maattet *

400 vise de forrige Keisere, saa hvem der vilde have Østerrig, maatte nappes derom med Kong Ottokar i Bøhmen, som endogsaa i Mellemrummet havde faaet Brev derpaa af en Sætte-Keiser, den Engelske Rikard af Kornvall. Sagen blev altsaa indskudt til Krigs-Rettens Kiendelse, men her vil et Blik paa Bøhmens Historie vist findes passende, og det saameget mere, som dette Land ei blot siden giennem Aarhundreder skulde berige det Østerrigske Huus, men har ogsaa mellem alle Slave-Riger den mærkeligste Historie, som endog ved Middelalderens Slutning fordunklede Tydsklands.

Om Bøhmerne virkelig, som Æneas siger, i deres Oldsagn har rost sig af, at Slavonierne var Mestere for Babels-Taarnet, veed jeg ikke, men at de følde sig som En af de to Slaviske Hoved-Stammer, er vist nok, og det er Meningen af deres gamle Tale om Brødrene Zech og Lech, af hvem Hin blev deres og Denne Polakkernes Stamfader*). Deres ældste Skriver Christian Hertugsøn fra det Tiende Aarhundrede, berører ogsaa ganske rigtig hvad Æneas fortæller om Fyrstinden Libussa, der giftede sig med Herren ved Jernbordet, Plovmanden Premislau, blev derved Stammoder til en ny Herre-Slægt, og lagde Grundvolden til Prag, som betyder »et Dørtræ«, om hvilket Libussa skal have sagt, at det kom man enten til at bukke sig for eller snuble over. Vigtigere er det imidlertid, hvad allerede Christian melder, at henimod Slutningen af det Niende Aarhundrede, da Borzroi og Ludmill beklædte Høisædet, kom den Græske Kirkes Sendebud, Bulgariens og Mæhrens Evangelister: Kyril og Method, ogsaa til Bøhmen og plantede det christelige Livs-Træ, der ogsaa snart blev vædet med Martyr-Blodet af Borzrois Sønnesøn, den hellige Venceslau. Hans egen Broder, Boleslau, lod sig af sin hedenske Fyrstinde drive til at myrde ham, men angrede siden bitterlig sin Brøde, og stræbde at afsone den blandt andet ved at sætte En af sine Sønner i Kloster, som var den Christian, der har beskrevet Christendommens Indførelse og sin Farbroders Martyrdom **).

Blandt de følgende Hertuger, som snart hyldede og snart trodsede den Tydske Keiser, blev Ottokar den Første (Fader til Valdemar Seiers i Danmark uforglemmelige Dronning Dagmar) især navnkundig, thi han modtog Konge-Værdigheden af Keiser Philip Hohenstaufer og herskede med Vælde *

* 401 i en heel Menneske-Alder (1197-1230); men endnu berømtere blev hans Sønnesøn, Ottokar den Anden (1253-78), som paa et seierrigt Tog til Preusen anlagde Kønigsberg, og som bemægtigede sig Østerrige, Steiermark, Kærnthen og Krain, saa han i sin Velmagt herskede fra Østersøen til det Adriatiske Hav*). Somme sige, han kunde ogsaa blevet Keiser i Tydskland istedenfor Rudolf, men Andre paastaae, han forgæves tragtede derefter, og det falder rimeligst, dels med Hensyn paa hans Slaviske Herkomst, og især for hans Vældes Skyld, som de Tydske Fyrster vist hverken ønskede at prøve eller formere. Afgjort er det, at Ottokar, langtfra at blive Keiser, faldt for sin lykkelige Medbeiler, som paa Toget til Preusen havde ført hans Banner, og at han tog Bøhmens Lykke i Graven med sig. Det var i et Slag ved Wien (1278) Rudolf vandt sin største Seier, og for Ottokar fulgdes Spotten og Skaden ad, thi hans Navner, som kort efter skrev den Østerrigske Rimkrønike (paa tresindstyvetusinde Linier for halvtredsindstyve Aar) er ubarmhjertig ved ham, og siger blandt Andet, at han tænkde, det var ham, den Spaadom gjaldt, at Ørnen skulde bygge Rede i Løv ekulen (Leopoldernes Efterladenskab) men at han tog mærkelig feil, thi det gjaldt netop Grev Rudolf, i hvis Skjold, med den Schwabiske Løve, Keiser-Ørnen bygde Rede**). Det gik imidlertid med denne Udtydning, som med den Udsigt, Rudolf aabnede sin Æt til Bøhmens Krone, ved at smedde et dobbelt Giftermaal mellem sine og Ottokars Børn, thi Fremtiden viste vel, der var Noget i, men det kom seent for Dagen, enten saa Habsburgernes Lykke blev stødt, fordi Rudolf fristede, eller trængde til Hvile fordi han trættede den.

De Tydske Fyrster fandt nemlig, ved Rudolfs Død (samme Aar, som Akre faldt i de Vantroes Vold) at de havde faaet Nok af de Habsburgske Dyder, og vel lykkedes det desuagtet hans Søn Albrecht at tage Kronen med Staalhandsker, men det var der slet ingen Lykke ved, og medens en ganske anden Greve-Slægt kom til at glimre baade i Tydskland og Bøhmen, blev Habsburgerne dybt ydmygede i deres Hjemstavn, hvor i en æventyrlig Tvekamp Ridderens Glavind sprang for Hyrde-Staven.

Den ny Greve-Slægt, der slumpede baade til Tydsklands *

* 402 og Bøhmens Krone, var fra Luxemburg, der da, ligesom nu1, vel regnedes til det Tydske Forbund, men var dog Fransk i Granden; og Hyrderne, som ydmygede Habsburg, var Schweitserne, som derved vandt en verdenshistorisk Berømmelse, der alt længe har overlevet deres Bedrifter, og her faaer den Tydske Historie selv under de mest kritiske Hænder et saa afgjort romantisk Præg, at det er sært, man ikke for længe siden har prøvet paa at behandle den heeligjennem som en mageløs »Historisk Roman«, hvortil den er endnu langt mere skikket end »Goethes Levnet«, og hvorved den først vilde sees i sin eneste rette Sammenhæng.

For nu at komme ind i dette splinterny Optrin, maae vi huske, at hele Landstrøget fra Middelhavet til Nordsøen, mellem Alperne og langs med Rhinen, var allerede i Cæsars Dage et Tvistens Æble mellem Galler og Germaner, og under Folke-Vandringen kan man slutte sig til, at mange Tydskere, underveis til Rom og Paris, er blevet trætte eller fortryllede, har nedsat sig vesten for Rhinen og, saavidt mueligt, fortydsket baade Helvetien og Belgien, som er de Romerske Navne paa disse Grændser [Grændselande]. Af dette Italiens, Frankrigs og Tydsklands Mellemværende fik man nu, under Karolingerne, det forfløine Indfald at skabe et selvstændigt Rige, hvis Mands-Navn, det Lotharingiske, aldrig engang kom til at gaae fra Mund til Mund, men maatte nøies med at staae paa Papiret, og her kom det da naturligviis ret til at see broget ud og gik ei mindre broget til. Maints, Trier og Køln, paa den venstre Rhinbredd, vedblev at være Sæderne for Tydsklands tre Geistlige Kurfyrster, medens man i Elsas, Lothringen og Alpelandet sjelden vidste enten man var kjøbt eller solgt. Vel havde nu Rudolf af Habsburg det artige Indfald at oprette et »Hartmannisk« Rige, om mueligt endnu større og langt varigere end det »Lotharingiske« i disse Egne, hvor han baade selv var en stor Lodseier, kneb en heel Deel fra Grev Peter af Savoien, som hans Samtidige (lidt tremmede for Storheden paa alle Sprog) kaldte »den lille Karl Magnus«, og haabede at kunne forvandle mange uvisse »Rigslande« til ordenlige Stamgodser; men baade blev Tiden ham for kort til at blive færdig med saameget, og hans Søn, Hartman, som skulde havt »Kongens Datter af Engelland«, levede ogsaa for kort, thi han døde førend Faderen. Vist nok havde *

403 Albrecht, den eneste Søn, der overlevede Keiser Rudolf, den bedste Villie til at gaae ind i alle sin Faders vidtløftige Anstalter til at sammenplukke hele Verden; men han havde hverken Hoved eller Koldsindighed til det, og begyndte derfor saa bagvendt, at hans Brodersøn, hvis Arvegods han rugede over, slog ham ihjel, og de frie »Rigs-Bønder« omkring Skovbygd-Søen, som han vilde gjøre til sine Vordnede, vendte det Laadne ud og gjorde hans Afkom Landet trangt og Livet surt.

Denne »Bonde Krig«, som Borg-Ridderne naturligviis i Førstningen knap fandt det værdt at fare i Harnisk for, tog snart saa alvorlig en Vending, og blev gjennem Schweitser-Forbundet saa frugtbar en Moder til mærkelige Sværd-Slag, at ligesom alle de, der vil have Ære af deres Udenlands-Reise, maae have seet »Sehweits«, saaledes maae selv de fornemste Historie-Skrivere, naar de komme til det Fjortende Aarhundrede, »lude for lave Dørre«, og giæste Hytterne, for at finde Heltene. Men ligesom nu mange Reisende bestige [St] Gothard, hverken for at see Rhinens Kilder eller Landets Leilighed, men kun for at kunne fortælle, hvad Dag og Time, de udførde den[ne] Heltegierning, hvormange Skridt, de tog fra Foden til Toppen, hvormange Tanker de havde underveis, og hvormange Grader det frøs, baade ude og inde; saaledes har ogsaa mange Historie-Skrivere kun fæstet deres Opmærksomhed paa, hvor de forvovne Hyrder var kommet fra, hvad Aar det dog egenlig var, Opstanden udbrød, hvad de hedd, baade til Fornavn og Efternavn, der stod i Spidsen, og hvormange Kroppe, der blev kolde paa Valpladserne ved Morgarten, Sempack og Næfels, hvoraf Følgen bliver, at alt det Sikkre synes ubetydeligt og alt det Vigtige tvivlsomt. Derfor maa Verdens-Historien kun lægge Vægt paa hvad der er blevet Alle vitterligt, og lade ethvert Folk selv forsvare deres Oldsagn, saavelsom deres Opskrifter om hvad der er ældre end Naboernes Opmærksomhed paa dem; men dog maa den tillige bemærke, at enten skal man for den Tid holde sig udelukkende til Folkets egen Fortælling, eller tilstaae sin Uvidenhed, da selvgjorte Efterretninger om fremmede Folk, hvor rimelige og forsigtige de end kan see ud, dog er langt mere fabelagtige end noget virkeligt Oldsagn, end sige da de Schweitserske, der i det Hele maae findes meget troværdige.

Naar saaledes de egenlige Schweitsere udlede deres Herkomst fra det høie Norden, da klinger deres Navn ikke Sverrigs (Svithiod, Schweden) uligt, og de synes i det Hele godt at 404 kunne være de Svenske Dalekarles nærmeste Paarørende, hvad deres Tungemaal, Tungeslag og gamle Navne endnu maatte kunne give endeel Oplysning om, saa det er Skade, at Forbundets berømte Historie-Skriver ei derpaa anvendte den Opmærksomhed, han bortødslede paa mange Ubetydeligheder.

For Resten sige Schweitserne (Grandelaget i Skovbygden) at de havde aldrig vidst noget af Herremands-Aaget, men fra Arilds-Tid, som Rigs-Bønder, været ligesaa fribaarne som Rigs-Ridderskabet, saa Alt hvad de havde med Grev Rudolf af Habsburg at gjøre, var, at de i den forstyrrede Tid, efter Skik og Brug, havde valgt ham til Skytsherre (Schirmvogt), uden at han maatte blande sig i deres Anliggender, som bestyredes i hvert Landskab af en Landamman, de selv satte, og en Foged, Keiseren sendte til at dømme i Livssager. Denne sin Keiser-Ret, siger man nu, misbrugde Albrecht til at sende Schweitserne to Plage-Fogeder, Gessler og Landenberg, der skulde pine dem til paa Naade og Unaade at overgive sig til Habsburg og Østerrig, men at det gjorde den modsatte Virkning, saa Werner Stauffacher fra Uri, Walter Fürst fra Schweits og Arne [Arnold] Melchthal fra Unterwalden sammensvor sig paa Rütli-Marken med endeel Ligesindede, bemægtigede sig (Nyaarsdag 1308) Tvangs-Borgene Rossberg, Sarnen og Küssnacht, og jog Landenberg Pokker i Vold. Gessler derimod slap ikke derfra, thi han havde nødt Mester-Skytten fra Uri, Wilhelm Tell, der ikke vikle neie for hans Hat, til at skyde et Æble af sin egen Søns Hoved, og var derpaa faldet for en Piil fra den samme sikkre Haand*).

Her har vi Fortællingen, som den alt findes hos Forbundets første Historieskriver, Tschudi fra Glarus, i det Sextende Aarhundrede, og lader sig spore langt længere tilbage, og naar man nu anfægter den, enten paa Grund af at den ei findes tidsnok opskrevet, eller fordi en Konge i Danmark skal have tvunget »Toke Skytte« til det samme Mesterstykke, som Gessier krævede af Tell, da er det barnagtigt; thi var ingen Historie sand, før den kom til at staae paa Papiret, da blev den det jo aldrig, og skulde enhver Helt have sit Liv forbrudt og forvandles til en Mythe, naar enten Mund eller Pen havde udsmykket hans Bedrift, da maatte alle Helteforsvinde af Historien tilligemed Wilhelm Tell. Da det desuden er ganske vist, at Schweitser-Forbundets Patriarker har bavl deres Navne, ligesaavel som *

405 vi har vores, maatte det nok gaaet til med Hekseri, om de skulde have forvandlet sig i Schweitsernes Mund, der idelig gjentog dem, og om man gjennem Aarhundreder skulde æret Tells Afkom for hvad en Anden havde gjort, men dog været skjødesløs nok til reent at glemme Navnet paa Gesslers virkelige Banemand. Man tør derfor nok spaae disse Kritiske Historieskrivere, at de vil tabe deres Navnkundighed længe før de Schweitserske Friheds-Patriarker, og hvor ubehageligt det end kan synes Bogormene, at Folke-Munde skal være et bedre Kar end Blækhornet til at gjemme paa Eftermælet, saa er det dog i sin Orden, at hvem der knytter sig til Folket, lever med det, og hvem der binder sig til Classikerne, døer med dem.

Men lad os nu sætte, at baade Gessier og Landenberg, Wilhelm Tell, de Tre paa Rütli og Nyaars-Morgen 1308, var [altsammen] en Mythe, der ovenikiøbet slet intet havde at betyde, saa blev dog Slaget ved Morgarten, kun syv Aar senere, og Schweitser-Forbundet gjennem fem Aarhundreder, lige mærkværdige, og begge Dele er lige visse.

Under Aaret 1315 skriver saaledes, blandt Andre, Graabroderen Johannes i Winterthur (tre Mile fra Zürich) at Almuen i Schweitser-Dalene, som stolede paa deres Klippe-Mure, nægtede den Østerrigske Hertug Leopold sædvanlig Skat og Skyld, og at desaarsag sankede han en stor Krigshær for at underkue og udplyndre disse Bjergboere. De krøb nu vel til Korset, men da der ingen Naade var hos Hertugen at finde, tyede de til vor Herre, og bad ham gjøre efter hvad Han har sagt: »hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies!« Da nu ogsaa Greven af Tokkenburg, som forgjæves havde mæglet Forlig, underhaanden lod dem vide, hvor Hertugen vilde bryde ind, saa tog de Mod og Mandshjerte til sig, og passede ham op i Snevringen mellem Egri-Søen og Bjerget Morgarten, hvor Ridderne ogsaa rigtig løb i Fælden og fandt deres Undergang. Man kan ikke saa meget sige, at de blev slaaede som at de blev slagtede, thi hvor deres Heste ei engang kunde staae, der sprang Schweitserne som Steengjeder og gjorde Hakkemad af Ridderne med et gruelig Slags Mord-Redskaber, som de kaldte Hellebarder, og der skal være faldet henved femtenhundrede Riddere og Adelsmænd, foruden dem, der druknede i Søen. Af Borgerne fra vor By, siger Graabroderen til Slutning, faldt dog kun en Eneste, der, til sin Ulykke, holdt Trop med Adelsmændene, men Hertug Leopold var saa bleg som et Lig, det saae jeg 406 med mine egne Øine, for jeg gik i Skole dengang og løb ud ad Porten for at møde min Fader, som jeg ogsaa traf frisk og sund. Schweitserne blev ved denne Seier til hovedrige Folk baade paa Penge og Vaaben, og indstiftede derfor en stor Takke-Fest, som endnu er en aarlig Høitid*).

Beretningen af et saadant Øien-Vidne, vel ikke til Slaget, men, hvad der er meer, til dets Virkning paa Hertugen af Østerrig, skulde man tænke, maatte, som uforbederlig, findes i alle Schweitser-Historier, men den findes dog ei engang i Johannes Müllers, saa blind har man været for det virkelige Liv i Historien, eller saa fast i den Fordom, at en Fortælling, man selv sammenstykker af ti Forskjellige, er bedre hjemlet end den Samtidige, Begivenheden selv har avlet.

Slaget ved Morgarten, hvori Hertug Leopold blegnede, og Schweitseren, paa Ridderskabets Bekostning, vandt sine Sporer, stod 1315, og Slaget ved Sempach, hvor en anden Østerrigsk Hertug Leopold blaanede og opgav Aanden, stod først halvfjerdsindstyve Aar senere (1386), og vilde man ene søge Grunden dertil i, at »Spiret var veget fra Habsburg,« da tog man vist nok mærkelig feil, blandt Andet fordi Slaget ved Morgarten jo stod i Keiser Ludvig af Baierns og det ved Sempach i Luxemburgeren Wenceslavs Dage, saa der for den Sags Skyld kunde staaet Mange imellem; men vist nok gjorde det Medhold, Schweitserne fandt paa Keiser-Thronen, baade dem modigere og Habsburgerne svagere, saa det maa ingenlunde oversees.

Habsburgerne havde nemlig ingenlunde opgivet Keiserdømmet, fordi Grev Henrik af Luxemburg blev dem foretrukket, og da han døde snart (1313), havde Keiser Albrechts Søn, Frederik den Smukke, de bedste Udsigter, men Ærkebisperne af Maints og Trier, og Endeel af de verdslige Fyrster, lagde da alle Aarer om Bord for at skaffe ham en dygtig Medbeiler, som de ogsaa fandt i den Baierske Hertug Ludvig af det Wittelsbachske Huus, og heraf udsprang da en egen Rigs-Krig, hvori Frederik af Østerrig vel syndes sin Modstander overlegen, men blev dog omsider (1322 ved Mühldorf i Baiern) baade slaaet og fanget**). Hans Broder, Leopold fra Morgarten, som ikke desmindre fortsatte Krigen med Ludvig, havde altsaa Hænderne fulde til sin Død i Afsindighed (1326), og skiøndt [Keiser] Ludvig siden forligde sig *

* 407 med Østerrigerne, havde dog Schweitserne, i hele den Menneske-Alder han sad paa Thronen (1314-47), alt det Rygstyd, den Keiserlige Majestæt kunde give, og det var i Tydskernes Øine langt meer end man efter de udvortes Forhold skulde vente, fordi »Rets-Begrebet« har af Naturen langt niere Styrke hos dem end hos andre Folk.

Hoved-Grunden, hvi Schweitserne, efter Slaget ved Morgarten, fik saa lang en Frist, var imidlertid vist nok Slaget selv, der ikke blot havde strakt, saa at sige, en heel Ridder-Slægt til Jorden, men bragt Middelalderens Tankegang i Forvirring; thi efter den var kun Adel og Geistlighed de store Magter, der, ligesom Keiseren og Paven, skulde dele Verden imellem sig eller slaaes om den, saa det fandtes haardt nok for en gammel Adel imellem at maatte bukke under for Borgerne, som det Franske Adels-Flor ved Courtrai (1302) for Borgerne fra Brügge, og Bønderne betragtede man aabenbar som Kvæg, der vel kunde blive uvane, saa de med Livsfare maatte slaaes for Panden, men kunde umuelig opflammes til standhaftig Kamp for Ære og Frihed. Denne Tankegang fik nu ved Morgarten et Stød, den seent forvandt, og hvad der var det værste, Borgerne i Nabolaget fandt snart, det var godt at have saadanne Bønder i Baghaanden, saa at selv Stor-Stæderne Zürich og Bern (1351 og 53) indtraadte i Schweitser-Forbundet, som vel derved blev Fyrster og Adel end mere forhadt, og selv Geistligheden betænkeligt, men blev ogsaa langt farligere at trodse og svarere at sprænge. At nu ogsaa Hertug Leopolds Brodersøn og Navner godt vidste, hvad Schweitser-Krigen havde at betyde, seer man blandt andet deraf, at han i sit Skjold førde to Kæmpe-Næver, som »brød Vei giennem en Klippe,« men at han ikke rigtig havde beregnet sine Kræfter, viste Kæmpe-Slaget ved Sempach, ved hvis Aabning vel den overmodige Adel spurgde Hertugen, om han vilde have dem »kogt eller stegt,« men ved hvis Slutning den fandt dem kun altfor raae. Tænker man imidlertid, at Stor-Stæderne ved denne Leilighed spillede en glimrende Rolle, da tager man mærkelig feil, thi det stolte Bern undskyldte sig og det folkerige Zürich stræbde kun at hytte sig selv, saa det var kun 400 Mand fra Lucern, der føiede sig til de 900 Hyrder fra Skovbygden, og deelde med dem den udødelige Ære.

Hvilken Magt denne Haandfuld Helte havde at bekæmpe, kan man blandt andet slutte deraf, at foruden Hertug Leopold, havde Greverne af Wyrtemberg, Markgreverne af Baden og 408 i Alt over halvtredsindstyve store og smaae Magter sendt Schweitserne Feidebreve, og desuagtet var Seieren paa den hede Sommerdag (1386) saa afgjørende, at Alt hvad der i det Enkelte kan falde tvivlsomt, er aldeles ubetydeligt. Hertug Leopold faldt nemlig selv med over 600 Riddere, og Schweitserne tog Østerrigs Hoved-Banner, som værgedes med Løvemod, foruden fjorten Andre, hvoriblandt Tyrols og Hohenzollerns, deres Berømmelse blev Europæisk, og Tydsklands Adel vovede fra den Dag af aldrig engang at drømme om Alpehyrdernes Undertvingelse*). Det maa imidlertid ingenlunde forties, at baade gjorde Leopold og hans Riddere, som den Dag stred til Fods, dem Seieren stridig, og tillige var det en født Adelsmand, der gav Hyrderne vundet. Sin Rang havde Arnold Struthan af Winkelried opgivet, som Landmand i Unterwalden, men Ædelmodigheden havde han beholdt, thi da han saae, hvor forgiæves Hyrderne stræbde at giennembryde Fylkingen af de Brynjeklædte, da raabde han: Kone og Børn være Eder anbefalet! jeg skal bane Vei! og foer saa ind paa Ridderne, bøiede med sin Kæmpe-Styrke en Favnfuld Landser mod sit Bryst og trak dem med sig til Jorden, saa over hans Helte-Lig fandt Schweitserne Veien til Seier og Ære; men giennem halvfemte Aarhundrede har de ogsaa høitidelig æret og velsignet hans Minde.

Saaledes blev da Middelalderen, under Løbet af det Fjortende Aarhundrede, død i den ene Side, nemlig i den Adelige, og skiøndt dette er en meget sammensat Begivenhed, saa er dens rette Skue-Plads dog aabenbar i Schweits, hvorfor ogsaa den Zürichske Domherre, Felix Hämmerlin (Malleolus), som ved Midten af næste Aarhundrede skrev en »Begrædelses-Bog« over Adelens Krebsgang, først og sidst udkræver dens Blod af Schweitsernes Haand**). For nu at gaae ordenlig tilværks, maa det vises, hvordan Middelalderen gjennem det Femtende Aarhundrede døde i den anden Side, nemlig den Geistlige, og da det især maa tilskrives Høiskolerne og Hussiterne, vil ogsaa her det Høieste naaes paa den jævneste Vei, da vi baade efter Sammenhæng og Tidsregning maa vende os til Bøhmen og de Luxemburgske Keisere.

Om Keiser Henrik af Luxemburg er nemlig det *

* 409 Mærkværdigste, vi veed, at han, da Bøhmens Throne, ved et Mord paa Kong Ottokars Sønnesøn (Wenceslav den tredie) blev ledig (1306), efter den selvgjorte Keiser-Ret forlenede sin egen Søn Johan med Kongeriget, og skiøndt der lod sig Endeel fortælle om denne vandrende Ridders Æventyr, vil vi dog her kun erindre, at han tilsidst stokblind lod sig lede i Slaget ved Cressy (1346) og faldt. Hans Søn, Karl, slipper Verdens-Historien derimod ikke saa let, da det lykkedes ham, efter Ludvig af Baiern, paany at skaffe det Luxemburgske Huus Keiser-Kronen, som Det, i Forening med Bøhmens, fik Held til at bære snart i hundrede Aar (1347-1437), og deri ligne alle Middelalderens Tydske Keisere Solen, at de er gode til Tidsregning. Ligesom imidlertid denne Herreslægts Vugge var Fransk, saaledes viser Blomsten og Frugten, at Roden har ogsaa været det, thi dens Glands er uægte Glimmer, hvad enten man betragter Henrik den Syvendes Romer-Tog, der endte med en Begravelse i Pisa paa Fattigvæsenets Regning, eller Kong Johans Ridder-Liv, der endtes iblinde med Døden paa en Fransk Valplads, eller Karl den Fjerdes Skaberværk, i Bøhmen af en Fransk Høiskole, og i Tydskland af den »Gyldne Bulle,« eller endelig Keiser Sigismunds trekronede keiserlige Høihed, og hans Oplysning, Forbedring og Renselse af Kirken med verdslige Magtsprog, lærd Pedanteri, Kiætter-Baal og Religions-[Troes-]Forfølgelse.

Karl den Fjerde har faaet det Skudsmaal, at han var en Fader for Bøhmerne, men kun en Stiffader for Tydskerne*), men Sandheden er dog nok, at det kun var hans egne kjødelige Børn, han mere faderlig sørgede for end Nogen [noget] af hans Riger skulde ønsket**), og det havde i Aarhundreder været en saa almindelig Svaghed hos Keiserne i Tydskland, at Karl ikke derfor burde lastes meer end Hohenstaufer og Habsburgere. Hvad man især har anket paa, er, at han lovede hver af Kurfyrsterne 100000 Gylden for at vælge hans Søn Wenceslav til hans Eftermand, og da han ikke kunde udrede dem, pantsatte de Keiserlige Krongodser ved Rhinen, og Told-Afgifterne, som derved gik Høiten; men deels tænkde han vel: har Pokker taget Gjederne, kan han tage Bukken med, og deels turde han, der kiøbde Keiser-Kronen, *

* 410 være mere at undskylde end de, der solgde den, især da han aabenbar kiøbde Guldet for dyrt. Man læser for Resten om ham, at da Tydskerne engang sendte Bud til Prag for at erindre Hans Keiserlige Majestæt om, hvor upassende man fandt det, at han altid var udenlands, da viste han dem alt sit Sølv og Guld, og spurgde dem, om Keiserdømmet kunde indbringe ham Saameget, eller om det ikke var bedre, han og de Tydske Fyrster holdt sig hver paa sit Eget, end at de, som Ugler og Krager, kom sammen og plukkede hinanden? Underligt nok, at de paa begge Sider synes reent at have glemt, hvad der dog staaer tit nok i den »Gyldne Bulle,« netop Karls Keiserlige Værk, at Bøhmen ikke blot hørde til Tydskland, men at Dets Konge var den Første af de syv Kurfyrster, Rigets urokkelige Pillere; men saaledes gaaer det med Æventyr, at jo tiere man fortæller dem, desmindre troer man dem selv.

Hvad der nu især gjorde Karl berømt i Bøhmen, var, foruden hans Bygninger, Bestræbelsen for Rigets Selvstændighed og for Udbredelse[n] af den Tids »Franske Oplysning,« hvori Karl fra Barnsbeen, opdraget i Paris, var saa indviet, at han, den til Ære, endog ombyttede sit Bøhmiske Døbenavn »Wenceslav« med den Franske Kong Karls*), og hvad her vedkommer os er, at han skaffede Bøhmen, der kirkelig havde hørt til det Mainziske Ærkesæde, sin egen Ærkebisp i Prag, og oprettede der en Høiskole (1348) efter det Parisiske Mønster. Det Sidste var en Hovedsag, thi vel spillede i hele det Fjortende Aarhundrede Tydskerne Mester paa den Bøhmiske Høiskole, men at den var ældre end Nogen i Tydskland selv, gav dog Bøhmerne et lille Forspring, som de i det følgende Aarhundrede gjorde saaledes giældende, at Verdens-Historien er nødt til at ændse det. Den »Hussitiske Opvækkelse« stod nemlig i nøieste Forbindelse med Høiskolen i Prag, og ene for dens Skyld kommer man i Verdens-Historien til at omtale Bøhmerne som et eget Folk, saa den er unegtelig deres Hæders-Krands, temmelig dyrekiøbt, men i Stats-Historien dog ogsaa uvisnelig, og heri vil vi nu stræbe ordenlig at indlemme den Bøhmiske Heltedaad, der har tabt meget ved egenlig kun at betragtes fra sin Skygge-Side, som er den kirke-historiske. Som Kirke-Rensere og Vidskabs-Mænd fordunkles nemlig de Bøhmiske Reformatorer i det Femtende Aarhundrede, saa aldeles af de Tydske og selv af de Franske i det Sextende, at man ordenlig ynkes over dem, isteden *

411 for at skiænke dem den levende Deeltagelse og høie Beundring, især ingen Nordbo vil nægte dem, naar de sees i deres rette Lys, som Middelalderens sidste og vel største Martyrer for Fædreneland og Modersmaal, der i Grunden ligge Oldtidens Helte meget nærmere end Nyaarstidens store Tænkere. Ogsaa her kan vi da see, at Midten af det Femtende Aarhundrede danner, med Bogtrykker-Konsten, en virkelig Grændse mellem to store Verdens-Aar, thi Bøhmernes Kamp for det Folkelige lader sig ingenlunde forklare af det Følgende, men kun af det Foregaaende, er ikke Begyndelsen til et nyt Levnets-Løb, men en ligesaa sørgelig som glimrende Slutning af et Gammelt.

Vi skal nemlig lægge vel Mærke til, at Bøhmernes Forhold til Kirke-Riget og den Romerske Pave, ligesom deres Forhold til det Tydske Keiserdom, var et nødtvungen, thi de var ikke blot christnede ved Byzantinske Sendebud, men disse, Kyril og Method, der alt skal have oversat Bibelen paa Slavonisk, indførde Modersmaalet ved hele Gudstjenesten, og skiøndt det var de Tydske Bisper og Romerske Paver en Torn i Øiet, maatte de dog see gjennem Fingre dermed, saalænge Bøhmerne nogenlunde heldig forsvarede deres Selvstændighed mod Keiserne, saa det var vel først efter Ottokar den Andens Fald, at den Latinske Messe og hele den Pavelige Kirke-Skik ret blev herskende i Bøhmen. Paa den Tid, et Folks gamle Herrestamme uddøer, ligger det vel altid selv i Dvale, og det laae Bøhmerne kiendelig nok i det Fjortende Aarhundrede, men ved den konstige Pirring, som Høiskolens Oprettelse og Tydskernes aandelige Herrevæsen midt i Rigets Hovedstad, øiensynlig var, vaagnede de meest Letsøvnede eller drømde sig dog vaagne, og saaledes forklarer Bøhmens egen Historie den Hussitiske Opvækkelse.

Med den Latinske Messe havde Bøhmerne ventelig faaet Tydsk Prædiken i alle Kirker, men hvor et Folk over i tre Aarhundreder har baade hørt og sunget sit Modersmaal i Kirken, kan det dog umuelig uddrives deraf uden hist og her a finde Tilflugt i Husene, og at saadan Huus-Prædiken var blevet Skik, høre vi ogsaa, da henimod Slutningen af det Fjortende Aarhundrede to Folke-Venner grundede BethlehemsKapellet i Prag, hvor der altid skulde være to Bøhmiske Prædikanter*). Til En af Disse valgdes Johan Huss (1402), en kraftig, from og veltalende Mand, der naturligviis blev for *

412 Folket som en Guds Engel, thi naar et Folk, der i Kirken har været sit Modersmaal berøvet, hører det levende lyde paany, da er det, som naar vi i et fremmed Land, hvor vort Liv staaer paa Spil og Ingen forstaaer os, møder en venlig Sjæl, der taler baade Landets og vort Tungemaal. Hvilkensomhelst Lærdom, en veltalende Mand vilde føre, maatte under disse Omstændigheder næsten nødvendig blive en Folke-Sag, og nu afveg Huss egenlig slet ikke i Christendommen fra de sædvanlige Forestillinger, men tordnede kun mod Geistlighedens Laster og mod det fremmede Væsen, der med Tigger-Munkene og den Latinske Messe var trængt ind i Landet, og udgik Altsammen fra Paven i Rom, der vel kaldte sig Christi Statholder, men var langt ligere Antichrist og Dyret i Aabenbaringen, da han endogsaa lod prædike Korstog mod en Christen Konge for verdslig Vinding. Nu er det umueligt at sige et undertrykt Folk noget Ondt om sine Undertrykkere, som de ei skulde troe, og har de mistet deres Frihed, fordi de fattedes Mod til at forsvare den, da er de naturligviis nær ved at forgude den Vældige, der stiller sig i Gabet og udraaber paa Tagene hvad de knap turde hviske i Kamrene. Intet Under da, at Bøhmerne var nær ved at forgude Huss, der ei blot turde tage den gamle tarvelige Kirke-Indretning, med fuld Gudstjeneste paa Modersmaalet, i Forsvar, men stillede sig ogsaa, som Professor, i Spidsen for de Bøhmiske Studenter, som nu (1409) under hans Anførsel udvristede det academiske Scepter af Tydskernes Haand. Hertil hjalp det, at Karls Søn Wenceslav, som da sad paa Thronen, var ikke Tydskerne god, som haanlig havde afsat ham (1400) fra den Keiserværdighed, hans Fader havde kiøbt til ham i dyre Domme; men Tydskerne blev smækvrede, vendte, som man siger 2000 Mand stærke, Prag Ryggen og stiftede en ny Høiskole i Leipzig, der især ved sin Wittenbergske Aflægger blev verdenshistorisk berømt.

Først naar man saaledes betragter Johan Huss og hans tro Staldbroder, den Bøhmiske Ridder og Magister Hieronymus, som Lederne for en Bøhmisk Folke-Opstand, ligesaavel mod Tydskheden og den herskende Theologi, som mod Paven og det Romerske Kirkevæsen, en Opstand, der truede med at udbrede sig til alle de Slavoniske Stammer, da først kan man forstaae baade det urimelige Hastværk, man havde med at faae Munden stoppet paa de Bøhmiske Talere, og det fnysende Had mod Hussiterne baade paa Kirke-Stævnet i Kostnitz og over hele Tydskland, hvor man ellers var kied 413 nok baade ad Paven, ad Tiggermunkene og ad den Latinske Messe. Dette Had, Nidingsværket i Kostnitz, hvor man kastede to uskyldige Mennesker og store Mænd paa Baalet, og endelig de ligesaa æreløse som kraftløse Korstog mod Hussiterne, er herved vist nok ei i mindste Maade forsvarede, men heraf lade alle disse Ting sig dog forklare, da de derimod see ud som Daarekiste-Galskab, naar man vil udlede dem af den Pave-Magt i Kostnitz, den Keiser-Magt i Tydskland, og den blinde Overtro paa den Romerske Kirkes Ufeilbarhed, som aabenbar slet ikke fandt Sted. De tre Paver, som paa den Tid bandsatte hinanden, blev nemlig alle afsat paa det samme Kirke-Stævne, hvor Bøhmerne blev brændt; og det var netop Kirkens fordærvede Tilstand, man der vil raade Bod paa, og de to store Drivehjul, D'Ailly og Gerson, var netop Pavedømmets og den fordærvede Geistligheds strænge Dommere, saa, kirkehistorisk betragtet, skulde man neppe troe, den fritalende Bøhmiske Præst var blevet stævnet end sige fordømt og, trods Keiserens Leidebrev, offenlig brændt; men som en Slavisk Folke-Leder, en philosofisk Kiætter og pietistisk Lovgiver, havde han hverken Ret eller Naade, men kun Dom og Død at vente.

At nu Europa vilde havt en ganske anden og ingenlunde bedre Skikkelse i det Nittende Aarhundrede, hvis Bøhmerne i det Femtende havde naaet hvad de stilede paa, i Forening med Polakker og Ungarer: baade kirkelig og borgerlig at foreskrive Tydskland Love, det skal forsone os, ei med nogensomhelst Vold og Uret, men med Begivenhedernes Gang under høiere Styrelse. Slaverne fattes nu engang den Tydske og Nordiske Dybsindighed, saa deres Dannelse og Vidskab bliver altid franskagtig, og Feilen i det Femtende Aarhundrede var da ingenlunde, at man bekæmpede Huss og hans Tilhængere, men at man i alle Maader bekæmpede dem saa slet som mueligt.

Betragte vi saaledes Kirke-Stævnet i Kostnitz, hvor Huss kom med Keiserligt Leidebrev, og hans ridderlige Ven, Hieronymtis, med ædel Forvovenhed, da kan man ikke tænke sig en feigere eller uslere Fremgangsmaade end at smide dem i Hullet, lægge dem, saavidt mueligt, Laas for Munden, og endelig brænde dem levende, og at de »høivise og hellige Fædre« der havde paataget sig at raade Bod paa alle Pavedømmets Misbrug og Tidens aandelige Brøst, virkelig bar sig saa tyrkisk ad med de kiække, veltalende, verdslig talt aldeles vaabenløse og 414 uskyldige1 Bøhmere, derom har vi de umistænkeligste Vidnesbyrd hos to lærde Florentinere, af hvilke den Ene, Poggio, var Øienvidne til Udaaden, og den Anden, Æneas Sylvius (Pave Pius den Anden) Hussiterne saa gram, som nogen Mand med Aand kunde være bekiendt. Vist nok skriver Æneas, at Fædrene først giendrev de urimelige Menneskers Vildfarelser, men Baalet er dog det eneste Beviis imod dem, han nævner, og giver for Resten baade Johannes og Hieronymus det Vidnesbyrd, at de gik i Ilden som til et Giæstebud, og gav ikke en Lyd, som røbede mindste Sjæle-Angst, men istemde en Lovsang paa Baalet, som Luernes Bragen knap kunde dæmpe*). Han henviser os ved denne Leilighed selv til Poggio, og naar vi da læse Dennes Beretning om Hieronyms Forsvar, da see vi godt, hvad Art det havde med Giendrivelsen. Den lærde Florentiner, som dengang reiste i Tydskland for at samle gamle Haandskrifter af »Classikerne,« seer man, er blevet henrykt ved at see og høre den Bøhmiske Ridder og Magister, i hvem en Romersk Helt og Taler fra Republikens bedste Dage syndes ham lyslevende opstaaet, og skiøndt han naturligviis lader det staae ved sit Værd, om Hieronymus var Christen eller Hedning, vidner han des stærkere om de hellige Fædres Barbari, der behandlede den udmærkede Videnskabsmand som en Tyv og Røver, bekvemmede sig aabenbar kun for Skams Skyld til en eneste Gang at høre hans veltalende Forsvar, og nødtes ved det til enten at rødme eller dog at tie**).

Protestanterne har derfor vist nok al Grund til at betragte disse Bøhmiske Brænd-Offere baade som Aands-Tyranniets Skildring af sig selv med gloende Farver, og som to funklende Stjerner paa Middelalderens Midnats-Himmel, men de skulde heller reist Huss og Hieronymus ridderlige Bautastene paa deres Torve end skriinlagt dem for Alteret; thi om »Christendommen« var der paa Kirke-Stævnet i Kostnitz hardtad hverken Tanke eller Tale, og skiøndt især Johan Huss aabenbar var en troende Præst, saa var det dog ikke for »Kirken og Troen« Bøhmerne kæmpede og gik i Ilden, men for deres naturlige Ret til at fortolke Skriften, som de turde *

* 415 forsvare, og derefter ordne Kirke-Væsenet hos dem selv. Huss var kun 42 Aar gammel, da han (1415) blev kastet paa Baalet, Hieronymus var endnu yngre, da han næste Aar havde samme Skæbne, Folke-Bevægelsen, de havde vakt, var endnu l sin Begyndelse, og selv vidste de langt bedre hvad de forkastede end hvad de vilde beholde, saa deres Mordere sørgede rimeligviis bedre end nogen Anden for deres Roes og Rygte, men sig selv og deres saakaldte Oplysning gjorde de uslukkelig Skam, og bidrog Alt hvad de kunde til at giøre den Bøhmiske Giæring saa vild, saa forvirret og ødelæggende som mueligt. Begge Heltenes Aske lod de Uslinger kaste i Boden-Søen, men Jorden paa Brandstedet var naturligviis Bøhmerne ligesaa hellig, den bragde de hjem med sig til Fædrenelandet og, siger Æneas, Johannes og Hieronymus vandt der en Martyr-Ære, ei mindre end den, man i Rom viser Apostlene Petrus og Paulus*). Meer end Jorden kan man imidlertid nok vide, Ordet virkede, som kom tilbage med kiærlige Øienvidner til Heltenes Endeligt, thi selv paa os kan det virke som Lyn, naar vi læse, at Bøddelen vilde tændt Baalet bag Ryggen paa Hieronymus, men Helten sagde: nei tænd det kun for mine Øine, thi havde jeg været bange for Baalet, var jeg ei kommet hid**).

Den Bøhmiske Giæring blev nu hver Dag mørkere og vildere, og skiøndt Wenceslav indrømmede de Misfornøiede Kirker, hvor de kunde dyrke deres Gud, som de vilde, udbrød der dog endnu før hans Død (1419) et Oprør i Prag, hvorved man plyndrede Kirker og Klostre, styrtede syv Raadsherrer ud ad Vinduet***), og gav derved Løsenet til en Borgerkrig, anderledes frygtelig end de udvortes Angreb, hvormed Riget truedes. Wenceslavs Broder, som skulde arve hans Krone, var Kongen i Ungern, Keiser Sigismund, og da Ingen ønsker sig en troløs Konge, vilde vel let alle Bøhmere blevet enige om at vrage ham, men nu maatte alle Rolighedens Venner ønske sig en mægtig Fyrste, som kunde holde Styr paa den tøileløse Mængde, der havde grebet til Vaaben og levede af Rov, og dog var det umueligt at Hussiterne, der aabenbar havde Magten, kunde hylde og krone Husses Morder. Til Lykke var Sigismund ingen Helt, men altid i Pengetrang, saa Hussiterne under den forfærdelige Ridder Zizka og *

* * 416 begge Prokoperne havde temmelig let ved at seire, og dog Grund nok til at skaane deres Landsmænd. Efter at være blevet en Skræk for Europa (1420-34) ødelagde imidlertid Bøhmerne sig selv i Blodbadet ved Bøhmisch-Brod, hvor begge Prokoperne faldt, og nu vandt Sigismund Seier (1438) ved at læmpe sig lidt efter dem, der vilde nøies med den tarveligste Kirke-Frihed*). Denne Romerske Keiser, hos hvem ei fandtes »Tro og Love«, holdt nu vel heller ikke denne Gang sine Løfter, saa Modersmaalet udryddedes med Magt af Kirkerne, Tiggermunkene vendte tilbage, og Alt forkyndte enten ny Borger-Krig eller gammel Trældom, men en betimelig Død bortrev Sigismund (1437), og snart kom nu en Mand til at staae for Styret, som vel ikke mægtede at læge Rigets Saar, men lindrede dog Pinen. Denne Hædersmand var Georg Podibrad, der, over i tyve Aar (1448-71), først som Rigs-Forstander og siden som Konge, med kraftig Haand førde baade Spiret og Sværdet, og stræbde at holde den Ligevægt mellem de kirkelige Partier, der var Betingelsen ei blot for Rigets Selvstændighed, men selv for dets Rolighed**). Herved kom han vel til at staae i et tvetydigt Lys og gik Glip ad den Hengivenhed, hvorpaa et nyt Konge-Huus, der skal bestaae, maa grundes, men han gav dog et godt Exempel, der blev efterlignet, saa Bøhmerne selv under fremmed Herskab beholdt taalelige Kaar, til de ved Trediveaars-Krigen saagodt som udslettedes af Folkenes Tal. Mærkeligt, at just paa samme Tid (1647) uddøde Georg Podibrads Ætmænd, Hertugerne af Mønsterberg i Schlesien. Det fremmede Herskab, hvorunder Bøhmen faldt, var det Østerrigske Huus, men før vi nærmere betragte dette Huses besynderlige Held, maae vi kaste et Blik paa Ungern, som ligeledes maatte underkaste sig dets Septer, uden dog ganske at tabe sin Selvstændighed.

Med de Lande, hvor Menneske-Livet ikke kiendelig rører og yttrer sig, har Verdens-Historien egenlig intet at giøre, og ved at ville beskrive Barbariet og de blodige Omvæltninger der, idag som igaar, kun med forskjellige Navne og Aarstal, nærer man ikke men kvæler Deeltagelsen i det store Levnetsløb. Kun naar den dannede Verden enten trues med øiensynlig Fare eller *

* 417 faaer uformodenlig Hjælp fra saadanne Steder, maa vi et Øieblik dvæle ved dem, som ved Ungern i det Femte Aarhundrede, da Attila der havde opslaaet sin frygtelige Leir, og nu igien i det Femtende, da Riget blev et Bolværk mod Tyrkerne, Europa nødig skulde savnet. Vel maatte vi ogsaa i Mellemtiden nævne Ungern, som Hjemmet for de vilde Skarer, der i det Niende og Tiende Aarhundrede forstyrrede Italiens og Tydsklands Fred, men Røver-Togene derfra, som standsedes af Nederlaget ved Augsburg (955), var dog for smaa til at afnøde Historien særdeles Opmærksomhed. Ved Christendommens Indførelse i det Ellevte Aarhundrede, og ved Tydske Indvandringer, vandt nu det Ungerske Barbari et mildere Præg, og til Europas store Lykke fik man i det Trettende Aarhundrede knap at vide, at Mogolerne havde opslaaet en Leir i Ungern, ei mindre frygtelig end Attilas fordum, før man tillige hørde, de var brudt op igien og trak sig tilbage til Ørken.

Faren, som dengang truede vor Christenhed, og lod sig kun ved et besynderligt Guds Forsyn afvende, var imidlertid saa stor, at der maa sættes Kryds ved den i Verdens-Historien, hvortil her vel turde være det bekvemmeste Sted.

Det var i Begyndelsen af det Trettende Aarhundrede, at en Mogolisk eller Tartarisk Stamme-Høvding, ved Navn Temudschin, opsvang sig til Herre over en utallig Vrimmel og kaldtes derfor Dsingis-Chan eller Storherre, og før Aarhundredets Midte havde Mogolerne, under hans og hans Sønners Anførsel, ei blot oversvømmet det Nordostlige Asien og hele China, men ogsaa det Nordvestlige Asien lige til Havet, og det Nordostlige Europa lige til Tydskland.

Det var i den kun altfor berømte Hohenstaufer Frederik Arabers mørke Keiser-Dage, at Polen, Schlesien, Bøhmen og Ungern oversvømmedes, Tydskland og hele Europa truedes af de grumme, hedenske Barbarer, medens Keiseren laae og beleirede Byer i Kirkestaten; den Ungerske Kong Bela maatte, efter et stort Nederlag ved Pesth, rømme sit Rige (1241); den Schlesiske Hertug Henrik den Fromme faldt, hardtad med hele sin Adel og tappre Riddere fra alle Lande (1242), ved Liegnitz, og kun den indbyrdes Splid, der næste Aar opkom ved Storherren Oktais Død, bevægede Mogolerne til at trække sig tilbage fra den dannede Verden*).

* 418

Samme Bela den Fjerde, som maatte flygte for Mogelerne og paa Flugten lade sig brandskatte af Hertug Frederik, den sidste Bamberger i Østerrig, blev siden i aaben Feide dennes Banemand, og stræbde at arve ham, meu fandt en lykkeligere Medbeiler i den Bøhmiske Kong Otto kar den Anden, som dog igjen kom til Kort mod Keiser Rudolf af Habsburg Kort efter uddøde det gamle Ungerske Fyrstehuus, Arpadinerne, med Andreas Venetianer (1300), og Ungern fik nu Franske Konger af Huset Anjou, mellem hvilke Ludvig den Store rager frem (1342-82), som tillige var Konge i Polen, og med hans Datter, Marie, tilfaldt den Ungerske Krone Sigismund af Luxemburg, hvem vi nys har nævnet som Konge i Bøhmen og Keiser i Tydskland.

Denne høie Herres Levnet har man udførlig beskrevet paa Tydsk af Eberhard Windeck fra Maintz, efter de Lærdes Mening, En af hans Raadsherrer, men efter hans egen Beskrivelse, en Penge-Mægler, der kun især tjende Keiseren, fordi han immer var i Penge-Trang, og kunde skaffe Eberhard et Told-Embede i Maintz, som han ogsaa fik*). Nu forsikkrer vel Eberhard meget beskeden, at det er ikke det Halve af Sigismunds Heltegierninger, han har optegnet, men Skaden er, at man hverken hos ham eller nogensteds finder en Eneste, der er værd at nævne, med mindre det skal være Kirke-Stævnerne i Kostnitz og Basel**).

Hvad der imidlertid udmærker Sigismunds lange Regierings-Tid i Ungern (1386-1437), er rigtig nok hvad Eberhard sprang over, nemlig Tyrke-Krigene, som under ham tog deres Begyndelse, uden at han dog høstede flere Laurbær i dem end i Hussiter-Krigen, thi Slaget ved Nikopolis (1396) er kun berømt som en af Halvmaanens glimrende Seire over Korset.

Her maae vi imidlertid laane Tyrkerne et Øiekast, ei for at være deres Trælle, som man ogsaa er, naar man med Pennen følger dem i Hælene paa deres Bane fra Blodbad til Blodbad, uden noget andet Maal end Skyggen af Mahomeds Paradis paa Loibænken, i Fruerburet og i Rosengaarden, men for at see, hvilken Undergang der, ved Nyaars-Tidens Begyndelse, truede den Europæiske Christenhed, som i Middelalderen havde *

419 bragt Asien til at skiælve, men skjalv nu selv for en af de raaeste Asiatiske Horder.

Hvorvidt nu de Ottomanniske Tyrker, der hjemsøgde Europa, er kiødelige Brødre til de Seldschukiske, som Korsfarerne nappedes med om Asien, og om de havde deres første Røver-Kule ved det Kaspiske Hav, det er baade vanskeligt at afgiøre og, saavidt vi kan skiønne, historisk talt, aldeles ligegyldigt, saa det er kun Natur-Forskerne, der kan finde det Umagen værd at efterspore Forholdet mellem de beslægtede Rovdyr, der aabenbar er blevet sig selv og hinanden meget lige under alle Himmelegne.

Sammen med den sidste myndige Pave, Bonifas den Ottende, var for Resten, ganske mærkeligt, den første myndige Tyrk Osman eller Ottomann, som (ved Aar 1300) vel kun havde »Dagen og Veien« i Natolien (Lille-Asien), men har dog givet den »Ottomanniske Port« sit Navn, og blev Stamfader til alle de Tyrkiske Sultaner og Storherrer, som i femhundrede Aar har været Mahomedanernes Stolthed og Christenhedens Plage*). Om det ogsaa var ham, eller hans Søn Orchan, eller hans Sønnesøn Amurad, der først omskar christne Børn og optugtede dem til at kæmpe under »Profetens« Banner, kan være os ligegyldigt, men at det var paa denne Maade det frygtelige Tyrkiske Fodfolk, Janitscharerne, skabdes og og opholdtes, er en Kiendsgjerning, hvorved Middelalderens Drøm om Troldene, der blev stærke af at drikke »Christen Blod«, gik rædsomt nok i Opfyldelse**). Amurad var det i alt Fald, som først fæstede Fod i Europa ved at indtage Gallipoli, og hans Søn Bajazet Ilderim (Lynild) gjorde først (1389-1402) Tyrken til en Skræk for vor Deel af Verden ***).

Da Bajazet angreb Bulgarien, som stod under Ungersk Overherredømme, fik han vel Bud fra Kong Sigismund, som paastod sin Ret, men Tyrken opholdt Budene, til Landet var indtaget, kaldte dem saa for sig, hvor der vrimlede af allehaande Vaaben, som han pegede paa, og bad dem hilse hjemme, at han paastod ogsaa sin Ret til Landet Da var det, Sigismund foer i Harnisk, bragde en stor Hær paa Benene og fik endeel Franske Riddere til Hjelp, under Anførsel af den Burgundiske Hertug Johan, hvorved han blev saa kry, at han sagde: *

* * 420 om saa Himlen faldt ned over os, var vi Karle for at holde den med vore Spyd; men da det kom til Stykket ved Nikopolis (1396), fik Piben en anden Lyd; thi da leed Sigismund et Nederlag, som spurgdes over hele Christenheden, og man hører intet om hans Bedrifter, men kun om hans Flugt, der varede et halvt Aar før han kom hjem til Ungern*), Efter al Rimelighed havde det da i Begyndelsen af det Femtende Aarhundrede ei blot været ude med Konstantinopel, men ogsaa med Ungern, hvis ikke Mogolerne under Tamerlan var vaagnet op af deres Dvale, men i ham fandt Bajazet en lykkelig Medbeiler til Asiens Rov, blev fanget af ham i Slaget ved Tyrkernes første Hovedstad Brusa eller Bursa i Natolien (1402), og gik dermed bag af Dandsen, enten han saa blev sat i Bur, eller fik Lov til at krybe under Seierherrens Bord og leve af Krummerne**). Vel benyttede hverken Sigismund eller Andre af Christenhedens Fyrster Øieblikket til, om mueligt, at rense Europa for Tyrke-Pesten, og medens man tændte Baal i Kostnitz og prædikede Korstog mod Hussiterne, opvoxde en ny Tyrkisk Erobrer, Amurad den Anden; men under Fristen opvoxde dog ogsaa en Ungersk Kæmpe, der turde byde ham Spidsen, og har under Navn af Johan Hunyad eller den »hvide Ridder« vundet Europæisk Berømmelse. Om denne Kæmpes Æt og Byrd gik der vel forskiellige Rygter, men Tilnavnet Hunyad fik han af en Stad i Siebenbürgen og som Høvding (Voiwod) i dette Landskab dukker han op strax efter Sigismunds Død, med det Skudsmaal, at Tyrke-Krigen er hans Element ligesom Vandet er Fiskens***).

Tyrken fandt det nu ogsaa raadeligst at slutte Stilstand og opgive Servien, saa det var kun, da Ungarer og Polakker, som her gjorde fælles Sag, paa Pavens Ord brød deres Eed, at de leed det store Nederlag ved Varna (1444), der betragtedes som et Hjertestød for hele Christenheden†). Dog, skiøndt Hunyad fire Aar efter kun forgiæves søgde at hevne Skade, og blev efter et stort Nederlag paa Drossel-Marken (Rigomzry) i Bulgarien††), endog fanget af den Serviske Despot, fra hvem han maatte løskiøbe sig i dyre Domme, saa beholdt han dog Mod til alle sine Dage at drages med Tyrken, og havde den Lykke *

* * * * 421 at krone sine Bedrifter med en Seier over Konstantinopels Erobrer Mahomed den Anden. Denne Seier ved Belgrad (1456) har man vel været nær ved at glemme over Nederlaget ved Varna, men det er aldeles uhistorisk, thi baade er den i sig selv langt mærkværdigere, og staaer desuden som et glædeligt Forvarsel om, hvad nu Tiden har viist, at Ungern i to Aarhundreder skulde være et forsvarligt Bolværk mod Tyrkiet, og egenlig kun Belgrad være Tvistens Æble. Til at giøre dette gode Varsel fuldstændigt, hørde ogsaa, at Ungern just dengang traf til, for en kort Tid, ligesom siden saa længe, at have en Østerrigsk Prinds til Konge, og dermed gik det saaledes til, at Keiser Sigismund havde giftet sin eneste Datter med den Østerrigske Hertug Albrecht, som derved baade blev Konge i Ungern og Bøhmen og Keiser i Tydskland. Selv nød vel denne Keiser Albrecht den Anden, der vandt meer tilbage end hans Stamfader, den første Keiser Albrecht, tabde, ei længe Habsburgs opvaagnende Lykke, thi han døde alt 1439, men efter Døden blev ham født en Søn Ladislav, der voxde op til Konge i Ungern og Bøhmen, og i hans Tid var det »Mahomed den Anden«, tre Aar efter Konstantinopels Fald, rykkede med en utallig Hær imod Belgrad, og agtede sig derfra videre til Italien og Rom. Trudselen og Rygtet havde imidlertid et langt Forspring, og da de kom til Rom, blev der prædiket Korstog mod Tyrken baade i Tydskland, Polen og Ungern, af den Neapolitanske Graabroder, Johan Capistrani, og skiøndt det hverken opvakde det uddøde Ridderskab, eller hindrede Mahomed fra at indslutte Belgrad baade til Lands og Vands, og beskyde Fæstningen med sine uhyre Kanoner, støbt i Nærheden til det Samme, saa bidrog det dog øiensynlig til at Foretagendet glippede. Vel var disse Korsfarere mest Almuesfolk, uøvede i Krigsbrug, men Johan Hunyad, der strax fløi til, vidste dog godt at bruge dem, først til at bemande nogle Skibe, hvormed han ophævede Spærringen af Donau og Sau, og siden paa Belgrads Mure, da Tyrken løb Storm. I et heelt Døgn varede Stormen, og Somme sige, at Mahomed selv blev saaret i Brystet, men i alt Fald fandt han sit Tab saa stort og Faren saa frygtelig, at han næste Nat stak Ild paa sin Leir, lod sine Kanoner i Stikken og flygtede. Alle var enige om, at Hunyad og Capistrani under denne Storm havde kappedes saaledes i Heltedaad, at Ingen kunde sige, hvem af dem Seiren var mest at tilskrive; men Begge gav dog Beretninger om Stormen, hvori den Ene ei med 422 et Ord nævnede den Anden, saa Æneas Sylvius anmærker [-ede] med Rette, at hvor store Helte de end var, kunde de dog ikke overvinde sig selv*). Endnu samme Aar (1456) døde de Begge, men Navnene paa dem, som holdt Stand mod Tyrken paa Spidsen af hans frygtelige Vælde, de maae aldrig døe, men skal funkle i Christenhedens Historie til Dagenes Ende, og ligesom til Pant herpaa besteg Hunyads Søn Mathias, berømt under Slægtens Binavn Corvinus (Ravn), den Ungerske Throne (1458-90), og bar i en heel Menneske-Alder Prisen for alle Europas samtidige Konger.

Med denne Thron-Bestigelse gik det saa usædvanlig til, at de Samtidige ei noksom kunde forundre sig derover, og allerede derfor bør det erindres.

Østerrigeren Ladislav, Konge i Ungern og Bøhmen, men kun 18 Aar gammel, lod sin Mormoders Broder Grev Ulrik af Cilley (i Steiermark) aldeles raade, forsaavidt den Bøhmiske Rigsforstander, Georg Podibrad, og den Ungerske Johan Hunyad tillod, og ad den Sidste var Grev Ulrik en svoren Fiende, som tit stod ham efter Livet, og omsider fik ham skildt ved Rigets Bestyrelse. Da Tyrken rykkede mod Belgrad, skyndte imidlertid baade Grev Ulrik og Ladislav sig hjem til Østerrig, og først da Seieren var vundet og Helten hensovet, kom de igien for at syne Valpladsen og høste Frugterne, og ved denne Leilighed dræbde Hunyads ældste Søn, Ladislav, Slægtens Avindsinand Grev Ulrik. Sligt var i Ungern gammel Vane, og Kongen syndes ikke blot at finde det meget tilgiveligt, men aflagde et meget naadigt Besøg hos den gamle Hunyads Enke-Frue i Temesvar, holdt store Lovtaler over den udødelige Helt, bød alle hans Kiære ombytte Sørge-Dragten med Purpuret, han skiænkede dem, og svor sig i Fostbroderlag med begge Hunyads Sønner: Ladislav og Mathias; men da de saaledes var dysset i Søvn og fulgde ham til Ofen, lod han dem pludselig gribe, lod Ladislav offenlig henrette og førde Mathias med sig i Lænker til Wien, og derfra til Prag, hvor han vilde holde Bryllup med en fransk Prindsesse. Her overraskede imidlertid Døden ham (1457), og nu kom Mathias virkelig til at ombytte Sørgedragten med Purpuret, thi Ungarerne valgde næsten eenstemmig Folke-Heltens Søn til deres Konge, og skiøndt han traf til at være i Georg Podibrads Hænder, som ei sleb uden Vand, slap *

423 han dog hjem, ved at trolove sig med Podibrads Daatter og tilstaae ham nogle andre Villigheder*).

Saaledes fik da baade Bøhmen og Ungern hver paany en indfødt Konge af sjeldne Gaver, saa, kunde de enedes med deres Folk, vilde de udentvivl blevet Stamfædre til nye Konge-Rækker, og kunde de tillige enedes med hinanden, var Tydskland ventelig blevet dem underdanig; men de kunde ingen af Delene, og blev derfor kun Veirlys, som glimrede og forsvandt, medens det Østerrigske Huus, hvis Skæbne de syndes at have i deres Haand, giennem Aarhundreder kom til at glimre ei blot med Bøhmens og Ungerns, men tillige med Tydsklands og Spaniens, ja Mexikosog Perus Kroner, og dette tilsyneladende Spil af Lykkens Luner kræver nu vor Opmærksomhed, naar vi et Øieblik har dvælet ved det Femtende Aarhundredes høirøstede Lovtale over Mathias Corvinus. Verdens-Historien kan vel ingenlunde fremstille ham som det » Kongespeil,« hans Tids Lærde saae i ham, tildeels fordi han stiftede en Høiskole, grundede en stor Bogsamling og anlagde et Bogtrykkeri, men især, fordi han talde flydende Latin med dem, besoldede dem godt, og veiede stundom en Nyaars-Aften bogstavelig deres Værker op med Guld**); men han var dog virkelig, ved den høie Grad af Tapperhed, Klogskab og Virksomhed, hvormed han benyttede sin sjeldne Lykke, et Vidunder i sin Tid. Sultan Mahomed den Anden skal derfor have sagt: jeg og han er de Eneste af hele Verdens Fyrster, som fortjene at kaldes saa***), og det er især med Hensyn paa denne Tyrkiske Storherre, der i tredive Aar med Rette var Christenhedens Skræk, at Kong Mathias, som holdt ham Stangen og overlevede ham, kommer til at dele sin Faders Udødelighed i Verdens-Historien. Blandt alle Galeottis Anekdoter om ham, i det Hele ret morsomme, kan vi her derfor kun pege paa den om Hofnarren, som ved et stort Herre-Stævne i Olmütz fremsagde et langt Tydsk Vers om alle de Tropper, hele Christenheden vilde stille under hans Befaling til at fordrive Tyrken, og som endte med at forlange Noget for sin Umage; thi dertil svarede Kong Mathias meget træffende: det *

* * 424 skal du faae, naar, som jeg vil ønske, din Spaadom gaaer i Opfyldelse*).

Samtidig baade med Podibrad og Corvinus var i Østerrig Frederik den Tredie, en Sønnesøn ad den Leopold, som faldt ved Sempach, og skiøndt han efter sin Fader, Staal-Ernst, kun havde arvet Hælvten af Steiermark, Karnthen og Krain, blev han dog ikke blot, efter sin Fætter Albrecht, Keiser i Tydskland (1440), og fik omtrent Samling paa alle de Østerrigske Lande, men er endog, som Jubel-Keiser og Habsburgernes anden lyksalige Stamfader, sluppet til et ganske artigt Navn i Verdens-Historien. Glimrende var nu vist nok ikke hans Jubelaar (1440-93), og Maaden, han stræbde at samle Østerrig paa, ligesaa lidt ridderlig, thi kun ved at overleve Mathias Corvinus, der tilsidst havde opslaaet sin Bopæl i Wien, kom han i rolig Besiddelse af Husets Arv; men han synes dog af Habsburgernes Historie at have uddraget to gode Lærdomme, den Ene at give Tid, og den Anden ei at ville tilkæmpe, men tilgifte sig Lykken. Dette synes nemlig at have været hele Keiser Frederik den Tredies Stats-Konst, og den var siden, aabenbar til Husets Lykke, arvelig i hans Æt, thi det var, som bekiendt, ved tre rige Giftermaal, den Ernestinske Linie af det Østerrigske Huus kom i Besiddelse af alle sine Riger og Lande, og i Dels Keiserlige Trehundred-Aar (1440-1740) har det sjelden eller aldrig forhastet sig.

Af de tre berømte Giftermaal, der bragde Huset Nederlandene, Ungern, Bøhmen og Spanien paa begge Sider af Verdens-Havet, bragde da ogsaa Keiser Frederik selv det Første istand, mellem sin Søn Maximilian og Prindsesse Marie af Burgund (1477), saa allerede derfor maatte vi skiænke hendes Fader »Karl Vovehals«, lidt Opmærksomhed; men baade han og hans Modstander, Ludvig Rænkesmedi Frankrig, høre desuden til det ny Sæt Fyrster, hvormed Nyaars-Tiden aabnede sig, og maae have deres Plads ved Siden ad Mahomed den Anden, Corvinus og Podibrad.

Ingensteds i Christenheden sluttede Middelalderen saa glimrende som i Frankrig, hvor den til Afsked syndes lyslevende at aabenbare sig i Skjoldmøen fra Grændsen af Champagne og Lothringen, den saakaldte »Orleanske Pige,« der (1429) paa »den hellige Jomfrues« Vegne sønderbrød de Fremmedes Aag og kronede Karl den Syvende i Rheims; thi vel faldt hun snart (1431) i Engelsk Fangenskab og blev brændt *

425 som en Hex, men Lodden var alt kastet, Frankrig var frelst og kunde indtræde i Nyaarstiden som En af Europas store Magter. Saaledes optraadte Det da ogsaa virkelig alt under Karl den Syvendes Søn, Ludvig den Ellevte (1461-83), der inddrog alle de store Lehn, saanærsom Bretagne, under Kronen, blev med sin staaende Hær alle Naboers Skræk og beundredes over al Christenheden som et Stats-Klogskabens Vidunder, man enten maatte blive et Offer for eller skynde sig at efterligne.

Før imidlertid denne Nyaarstidens førstefødte Søn i Frankrig kunde fordunkle alle samtidige Fyrster udenfor Tyrkiet, maatte først Karl Vovehals falde og Schweitserne træde i Fransk Tjeneste, og hvordan det gik til med begge Dele, maa Historien oplyse; men det har den ogsaa gjort betimelig, især ved En af sine bedste Haandskrivere, Philip d'Argenton fra Comines i Flandern, som ikke blot selv havde været, hvad vi ei skal misunde ham, Stats-Raad først hos Hertug Karl og saa hos Kong Ludvig, men som ogsaa havde et Øie for det virkelige Liv og et Overblik af hele sin Tid, som altid var sjeldne og faldt ei i nogen Historie-Skrivers Lodd fra Polybs Dage til hans*). Selv beklagede han vel ei at have gaaet »Latin-Skolen« igjennem, men vi, som veed, »den sorte Skole« har ikke skiænket os en Eneste, men sikkert berøvet os Mange, der kunde maale sig med ham, vi prise ham derimod lykkelig, fordi han i Nyaarstidens Begyndelse naaede en Dannelse for Livet og et Mesterskab paa sit Modersmaal, som vi endnu maae kæmpe for at vinde.

Vi forlod Schweitserne ved Sempach, paa deres uforglemmelige Triumf-Tog gjennem det Fjortende Aarhundrede, og skulde nu see Fortsættelsen gjennem det Femtende, men da Verdens-Historien ei blot spørger hvordan man kæmper, men ogsaa hvad man strider for, maa den fatte sig meget kortere om Hædersdagene ved Basel og Nancy end om dem ved Morgarten og Sempach.

Da nemlig Keiser Sigismund og Kirke-Raadet i Kostnitz (1415) lyste Hertug Frederik af Østerrig baade i Rigets Acht (Fredløshed) og i Kirkens Band, fik Schweitserne en fristende Lcilighed til baade at hævne sig paa en Søn af Leopold ved Sempach, som de dog var vel forligte med, og til at giøre Erobringer i Argau, en Fristelse, selv Hyrderne kun svagt *

426 modstod, medens Borgerne med stor Fornøielse førde sig Leiligheden til Nytte, hvad baade vanærede Forbundet til Frihedens Forsvar, og avlede indvortes Splid. Denne udartede til en Borger-Krig, da Zürich skildte sig fra Forbundet, overgav sig til Østerrig, og maatte derfor udstaae en haard Beleiring, og under den (1444) var det, Ludvig, dengang Kronprinds af Frankrig, nærmede sig Basel med en stor Krigshær af Leietropper (de saakaldte Armagnaker) uden at Nogen ret vidste hvad han havde isinde. Selv foregav han imidlertid at være kaldt til Hjelp af Keiser Frederik den Tredie, og da Frederik havde opmuntret Zürich til at bryde med Forbundet, uden dog selv at have Mod paa en Schweitser-Krig, faldt det rimeligt nok, at han vilde seire med [ved] Andres Arme. En lille Trop Schweitsere, kun udsendt til at holde Øie med Prindsen, indlod sig nu forvoven, ved Birs og Basel, i et Slag med den uhyre Overmagt, og fandt samtlig[e] deres Død, men ei før de havde solgt deres Liv i dyre Domme*). Felix Hämmerlin i Zürich veed ikke større Tort at gjøre disse Vovehalse, end at skiære dem over een Kam med »Spartanerne under Leonidas,« men Verdens-Historien kan ikke giøre dem saamegen Ære, og anmærker det kun, fordi det bedst udtrykker Samtidens Forbauselse over Schweitsernes Dødningdands, saa det er i sin Orden, at den statskloge Ludvig, langtfra at prale af Seieren, sluttede et Venskab med Schweitserne, som af alle Franske Venskaber, uden Sammenligning, er det Varigste, man kiender.

Allerede dette Venskab med hans Avindsmand maatte giøre Schweitserne til en Torn i Øiet paa Karl Vovehals i Burgund, men skiøndt vi ikke her kan indlade os dybt med denne Riddertidens Gienganger, maae vi dog angive Grunden til den store Opsigt, baade hans Færd og Fald unægtelig gjorde i sin Tid.

Karl Vovehals var Sidstemanden af den Kongelig Franske Sidelinie, der begyndte (1382) med Kong Johans yngste Søn, Philip den Dristige, Fader til den Johan Bravkarl, som ved Nikopolis faldt i Tyrkisk Fangenskab og spillede siden en glimrende Rolle i det Franske Virvar under Karl den Sjette, til han faldtfor Morder-Dolken, han selv havde brugt. Hans Søn Philip slog Vand i Blodet, og blev vel især derfor kaldt »den Gode,« thi i hans næsten halvtredsindstyveaarige Regierings-Tid (1419-67) finder man mange Beviser paa, at alle *

427 Midler var ham omtrent lige gode, naar hans Verdens-Klogskab fandt dem tjenlige, saa hvad han gjorde godt, var kun at fiske i rørte Vande*). I den store Strid om den Franske Throne holdt han saaledes immer med den Stærkeste, og den kvindelige Arving til Hennegau, Holland, Zeeland og Frisland, Grevinde Jakobæa, som han gjorde tiggefærdig og gav Almisse, skulde vist hverken prise hans Godhed eller Retfærdighed. Det Varigste han stiftede, var for Resten Ridder-Ordenen af »det gyldne Skind,» der endnu giør Stads baade i Østerrig og Spanien, og det Bedste, Historien veed om ham at fortælle, er, at han sendte en Flaade til Dardanellerne for at hindre den Tyrkiske Overfart, som Nederlaget ved Varna (1444) har gjort saa mærkværdig; thi vel lykkedes Overfarten ligefuldt, men den samtidige Æneas Sylvius er vist troværdig, naar han skyder Skylden paa »Pavens Legat«, som var Flaadens Admiral, og paa Genueserne, der for gode Færge-Penge satte Tyrkerne over**).

Som et stort Beviis paa Hertug Philips Ædelmodighed ansaae man det imidlertid virkelig, at han med aabne Arme og stor Stads tog imod Kronprindsen af Frankrig, som maatte rømme Landet, fordi han stod sin Faders Veninde, Agnes Sorel, efter Livet***), og var det blot af Verdens-Klogskab, betaide det sig rigtig nok kun slet, deels fordi Lugvig den Ellevte hørde ingenlunde til de »følsomme Sjæle«, og deels fordi det var umueligt at holde Fred med en saadan Nabo, som Philips Søn, Karl Vovehals, der allerede før sin Faders Død (i Forbund med Hertugen af Bretagne og andre Franske Prindser) beleirede Paris og afnødte Ludvig et magert Forlig, som han aldrig glemde†).

Snart (1467) arvede nu Karl efter sin Fader omtrent Alt hvad vi kalde Artois og Nederlandene, og derhos Hertugdømmet og Grevskabet Burgund (Bourgogne og Franche Comté) som gav det Hele sit historiske Navn, medens Flandern, med de store Kjøbstæder Gentog Brügge, gjorde sin Fyrste til En af de Rigeste i Christenheden. Lüttich, som paa den Tid var en mægtig Fristad, maatte først prøve hans Vælde, og ved denne Leilighed fik han med List Fingre paa Kong *

* * * 428 «Ludvig, som immer spillede dobbelt Spil: aabenlyst med den Ene og under Dække med den Anden, og fra den Dag af sad Ludvig saa stille som mueligt og ventede taalmodig paa, at Galningen skulde brække Halsen. Størst Opsigt gjorde Karl for Resten i Europa under Beleiringen af Neuss ved Køln (1474 - 75), thi dermed trodsede han aabenlyst hele det Hellige Romerske Rige, som han dog selv halvveis hørde til, hvad endnu agtedes for et Mesterstykke, skiøndt lidt af Tyrkisk Art*). Det var dog ogsaa hele Stadsen, thi vel kom Rigs-Hæren under Keiser Frederik kun seent paa Benene og stod stille, som Solen i Nyaarstiden, men Karl maatte dog reise hjem med uforrettet Sag, og havde spildt den kostbare Tid, som Kong Ludvig derimod flittig havde benyttet, baade til at skille ham ved hans bedste Ven (Kong Edvard den Fjerde i England) og til at skaffe ham nye Fiender paa Halsen**).

Den Ene af disse var Hertugen af Lothringen og den Anden Schweitserne, hvem ogsaa Keiser Frederik under Beleiringen af Neuss opmanede paa Rigets Vegne; men det saae rigtig nok ud til at disse hidsige Smaafolk skuide komme til at betale Gildet; thi Lothringen tog Karl i en Ruf, og hverken Keiseren eller Kong Ludvig havde Lyst til at nappes, men desmeer til at besvogre sig med ham, saa de sad rolig og saae til. Derover, siger Philip, blev Schweitserne saa forbluffede, at de ikke alene bad om Fred, men vilde, for billig Betaling, endog gjort Forbund med Hertugen mod Alle og Enhver; men han var saa opblæst af sin Lykke, og saa forbittret især paa Bern og Freiburg, der havde vovet at tirre ham, at han blev døv baade for Bønner og Tilbud. Han drog altsaa Sværdet og brød (1476) ind i Vaadt-Landet med en talrig Hær og et frygteligt Artilleri, saa Granson maatte snart overgive sig og hele dens tappre Besætning lod han springe over Klingen; men det blev ogsaa hans sidste Seier, og hans første Nederlag der (om Foraaret) var saa pludseligt og afgiørende, at Philip siger, han tabde »Ære og Gods« paa een Dag***). Endnu samme Aar slog Schweitserne ham igien »som Bønder slaae Græs« ved Murten, og her tabde han aabenbar Modet, som han kun forgiæves stræbde at erstatte ved stærke Drikke, han før havde skyet, men blev til Spot for dem hvis Skræk han havde været, saa nu vovede Hertugen af Lothringen sig i Marken med *

* * 429 Franske Penge og Schweitserske Krigsfolk. Da Karl hørde, han beleirede Nancy, vaagnede han endnu engang og foer afsted, men kom for silde til Undsætning og netop tidsnok til at lide det sidste Nederlag *), thi her faldt han selv, og det saa ubemærket, at man maatte studse derved, naar ikke hele hans Levnetsløb viiste, at hans Tapperhed var kun en Skygge, der en Tidlang skuffede, men røbede sin Afmagt, saasnart den mødte Modstand.

Saaledes endte denne urolige Aand, efter ti Aars blind Allarm, sine Dage (1477), og der var ingen Maade med Kong Lundvigs Glæde over sin Medbeilers Fald, thi nu var Bourgogne hans, som et hjemfaldent Lehn, Nederlandene haabede han snart, med List eller Magt, at lægge til Frankrig, og hele Verden syndes at staae ham aaben; men var Glæden stor, da blev den ogsaa stakket; thi Karls Datter Marie, Bruden med de mange Beilere, valgde Keiser Frederiks Søn, Maximilian, og kun to Aar efter Karls Fald (1479) fik Ludvig en Rørelse, som han aldrig forvandt, men nedsank i en grændseløs Mistænkelighed og Døds-Frygt, der gjorde ham til det ulykkeligste Menneske i hele Verden**).

Dog, her bør enhver senere Historie-Skriver træde tilbage for Philip Comines, Kong Ludvigs store Beundrer, og mesterlige Maler efter Naturen; thi vel er Ludvig for sin egen Skyld ei værd at kiende, men hans Stats-Konster, des værre, giennem tre Aarhundreder, blevet efterlignet af langt bedre Gemytter [Folk], trindt i Christenheden, saa det er godt Umagen værdi i et kort og levende Udtog at betragte den Franske Oversættelse af Italiens Stats-Klogskab, med hvad den fører til.

Han befattede sig, siger Philip, med mange Smaating, som han heller skulde ladt være, men det kunde han ikke, og dog syndes han mere født til at beherske hele Verden end til at bestyre et enkelt Rige***), og dette rammer vel uden Undtagelse alle Europas kloge og virksomme Fyrster fra ham til Napoleon; thi selv det Mindste vilde de vide og styre, og det ei engang for at ordne Alt til Rigets og Folkets Gavn, men for enten at indtage hele Verden eller dog glimre i dens Øine som store *

* * 430 Magter, og paa disse forfængelige Bestræbelser udtømde de baade deres egne og Rigernes Kræfter og Folkenes Taalmodighed.

Han tænkde, siger Philip videre, i den sidste Tid meget paa at sætte Riget ret i Skik, især ved at forkorte Rettergangen og stække Vingerne paa Parlamentet, som han havde et Horn i Siden paa, samt ved at skaffe hele Riget eens Love, Maal og Vægt, og faae alle Lovene skrevet paa reent Fransk, til Forebyggelse af alle de Prokurator-Kneb og Snyderier, som ingensteds gik værre i Svang. Havde vor Herre derfor ladt ham leve fem, sex Aar endnu, uden at være saa hardt beladt med Sygdom, da vilde han sikkert gjort Riget Gavn, men han havde ogsaa gjort det megen Skade, med Undertrykkelse meer end nogen Konge før ham, og det kunde aldrig nytte, at Nogen vilde tale ham til Rette og raade til Skaansel, for det skulde altsammen komme fra ham selv; det vilde nok ogsaa kommet, naar vor Herre havde sparet ham for Sygdom, men derfor skulde man gribe Leiligheden til at giøre Godt, mens Gud under Helsen og Sundhed*).

Lægge vi til disse gode Forsætter Post-Gangen og den staaende Hær, som Ludvig gjorde Alvor af, da har vi her omtrent Indbegrebet af den Lyksalighed, Stats-Klogskaben hidtil stræbde at skiænke Folkene i Europa, og skiøndt Endeel deraf hører til en velindrettet Stat, see vi dog let, at Folkene med alt det kunde være grændseløs ulykkelige, ligesom det er klart, at Lovene kan være meget slemme skjøndt de er tydelige, og Retspleien meget slet, skiøndt Processen er kort, og at en staaende Hær, selv naar den forholdsviis er meget lille, kan være en stor Ulykke.

Det saae ogsaa Philip allerede, thi Ludvigs uhyre Mistænkelighed forklarer han sig deraf, at den er en almindelig Sygdom hos store Herrer, og især hos de Klogeste, som veed, [at] de har gjort sig mange Fiender, og vor Konge, siger han saa, vidste godt, han var ikke elsket af sine Undersaatter, enten Store eller Smaa, fordi han havde lagt mere Tynge paa Folket end Nogen af hans Formænd, og tænkde først paa at lette Byrderne, da det var bagefter. Karl den Syvende var nemlig den første Konge i Frankrig, der drev det saavidt, at han kunde paalægge Skat efter eget Tykke, og det var ved Hjelp af adskillige kloge og tappre Mænd, som havde tjent i Krigen, da han tog Normandiet og Guienne fra Engellænderne, og som tog de store Udgifter i Betragtning, deels *

431 til at sætte de erobrede Lande i Sikkerhed og deels til at blive Leie-Tropperne kvit, der laae og udplyndrede Riget. De høie Herrer fandt dem ogsaa i det, imod en vis Godtgjørelse, der blev dem lovet for hvad deres Godser maatte udrede, og det kunde været godt nok, naar den Konge og hans Raad havde været udødelige; men efter hvad skeet er og vil skee herefter, har samme Konge lagt et stort Ansvar baade paa sig og sine Efterkommere, og tilføiet Riget et Saar, der seent vil læges; thi det er en frygtelig Ting med den staaende Hær, han, efter de Italienske Fyrsters Exempel, oprettede. I Karls Tid beløb Skatterne af hele Riget sig kun til 1,800,000 Franker, og de 1200 Ryttere, han holdt paa Benene, tjende baade til Lovens Hævd og Landets Forsvar, men ved vor sidste Konges Død var Skatterne løbet op til 4,700,000 Franker, og den staaende Hær udgjorde, foruden fire, fem tusind Ryttere, 25,000 Fodfolk*).

Hvad nu endelig Frugterne angaaer, som Ludvig selv høstede af den Stats-Konst, hvori han havde sat sin Ære, og hverken sparet paa Bestikkelser, Rænker eller Grusomhed for at drive den til det Yderste, da forsikkrer Philip, at skiøndt hans naadige Herre var endnu klogere end Mathias Corvinus og Mahomed den Anden, saa var han dog endnu ulykkeligere end de, ja, ulykkeligere end Nogen af alle de Mangfoldige, han havde gjort ulykkelige, saa Philip haaber, han gik det Værste af »Skiærsilden« igiennem før han døde. Det kan imidlertid her kun nævnes, at da han glimrede over hele Europa, da Flæmingerne faldt til Føie, Bretagne var stille, Spanien beilede til hans Venskab, Italiens Fyrster smigrede for ham, Paven velsignede ham, Schweitserne sprang, naar han fløitede, England var i hans Sold, og Frankrig skjalv, naar han rynkede sin Pande, da kunde Ludvig ikke taale at høre Døden nævne, skiøndt han saae den for sine Øine, da indmurede han sig selv som den farligste Forbryder (paa Slottet Plessis i Tourraine) og drømde bestandig om Forræderi, følde sig aflægs i alle Maader og greb i Fortvivlelse snart til barnagtige og snart til tyranniske Midler, for at lade Folk mærke, han levede dog endnu, og for, om mueligt, at indbilde dem, han var i sin fulde Kraft**).

Endnu maa vi berøre Kong Ludvigs Forhold til Schweitserne, ikke saameget for hvad det selv var, som for hvad det *

* 432 førde til: den fremmede Krigs-Tjeneste nemlig, giennem halvfjerde Aarhundrede, som er Schweitsernes egenlige Bedrift i Nyaarstiden, vist nok ikke at sammenligne med den, der sluttede Middelalderen, men dog med en verdenshistorisk Side at betragtes fra, forsaavidt den baade i Frankrig og Italien bidrog uberegnelig til at holde Folk i Ave, hvis gruelige Begreber om »Frihed« Tiden tilstrækkelig har oplyst. Vist nok klædte det Schweitserne kun slet at være Fange-Vogtere i Frankrig og Italien, men dog er det unægtelig en Ære for de Fribaarne, at de kronede Slave-Fogeder blandt dem udsøgde sig en Liv-Vagt, skiøndt de ei kunde det uden at dømme sig selv.

Det var egenlig først efter Slaget ved Granson, Kong Ludvig lærde at skatte Schweitsernes Venskab; thi Philip fortæller, at han da ikke blot klædte deres Sendebud i Silke og gav dem skiønne Foræringer, men lovede dem ogsaa 40,000 Rhinske Gylden om Aaret, til lige Deling mellem Folket og dets »Ledere,« ja, Philip vil ikke lyve, men han troer sikkert, det Schweitserske Venskab fra nu af til hans Død kostede Kongen en heel Million.

Hvorledes nu Schweitserne dreves til aldeles at rive sig løs fra det hellige Romerske Rige og kaste sig i Frankrigs Arme, det see vi ved at betragte Nyaarstidens Førstefødte i Tydskland, Keiser Maximilian.

Det er allerede bemærket at Max, som Østerrigsk Erkehertug, gjorde sin Lykke ved at ægte den rige Burgundiske Arving, og til hans Dage høre da alle de tre berømte Giftermaal, som gav det Østerrigske Huus Udsigt til at arve hele Verden; thi det var hans Søn Philip, som ægtede Arvingen til hele det Spanske Rige paa begge Sider af Verdens-Havet, og hans Sønnesøn, Ferdinand, der ved hans Hjelp tilgiftede sig Ungern og Bøhmen. Ad Pave-Thronen, som Max ogsaa beilede til, men som ikke var arvelig paa Kvinde-Linien, gik han derimod Glip, og hans Arbeide paa, ved Landsknegte og Landefred, Kreds-Inddeling og Kammer-Ret, at giøre det Hellige Romerske Rige til ligesaadant et ordenligt Stam-gods, som det Franske blev under Ludvig den Ellevte, mislykkedes saa aldeles, athan aabenbarblev Rigets »Formindsker,« og den sidste Keiser uden »Haandfæstning.« Han vilde nemlig med væbnet Haand paatvinge Schweitserne Landefreden og Kammerretten (1498-99,) men tvang dem kun derved til at rive sig løs fra et Rige, hvor Retten nu ikke længer 433 skulde sidde i Spydstagen, men i de Romerske Juristers Pen*), og de Tydske Fyrster lærde snart, at det, uden store Indskrænkninger, ogsaa vilde gaae ud over dem. At nu hele Feilen stak hos Schweitserne og de Tydske Kurfyrster, fandt vist nok ikke blot Maximilian og Keiser Karl den Femte, men ogsaa de fleste Latinske Jurister, som nu blev Rigets Historie-Skrivere; men deels skulde dog Folk, der kun see paa deres personlige Fordeel, finde det i sin Orden, at Andre gjør ligesaa, og deels er de mange »fri Rigsstæder«, som blomstrede i det Fjortende og Femtende, men henvisnede i det Sextende og Syttende Aarhundrede, Beviis nok paa, at hverken fik de Svagere meer Sikkerhed ved »Lande-Freden,« eller de fredelige Sysler meer Beskyttelse ved »Kammerretten« end de havde før.

Her staae vi ved den Deel af Tydsklands Historie, der, naar den var tydelig beskrevet, vilde uden Sammenligning være baade den lærerigste og fornøieligste, da det er klart, at Alt hvad der i Nyaarstideu har skaffet Tydskland verdenshistorisk Berømmelse, ligefra Krudtet og Bogtrykker-Konsten til Reformationen, Høiskolerne og Bog-Samlingen, det udsprang hverken af Keiser-Navnene, af den gyldne Bulle, af de rige Giftermaal i det Østerrigske Huus, af Landefreden eller af Kammerretten, men af det eiendommelige Tydske Liv i Rigsstæderne, paa Ridderborgene, i Bispe-Gaardene og Munkeburene, og især der midt imellem, hvor de mødtes i en mageløs romantisk Vexel-Virkning. At gjøre dette anskueligt i en snever Kreds, var aabenbar Johannes Müllers Kæmpe-Plan i sin Schweitser-Historie, og skiøndt den mislykkedes, synes det dog mindre at have ligget i Foretagendets Umuelighed end i Historieskriverens Mangel paa lyst Overblik, saa vi vil ikke opgive Haabet, men vel maa især en Fremmed opgive Forsøget paa i Verdens-Historien at give meer end Vink om hvad der fattes; thi hvad der findes, kommer først for en Dag, naar den Tydske Skarpsindighed og Jernflid venlig forbinde sig med det Nordiske Odins-Øie. Tør jeg imidlertid uden Fortrydelse henvise historiske Læsere til en allerede gammelagtig Roman, da skal det være til »Heinrich von Ofterdingen,« som i min Ungdom gav mig den første Anelse af det Tydske Livsrøre i Middelalderen, og lod mig føle Savnet af en Udvikling, hvori de samme Elementer, med samme poetiske Opfatning, saaes i deres historiske *

434 «Virkelighed og Sammenhæng; thi ligesom Tydsklands Middelalder lærde Novalis, at »Historie-Skriveren burde ogsaa være Digter,« saaledes lægger hans genialske men forvovne og forvirrede Livs-Anskuelse os ret paa Hjerte, at Digteren skulde ogsaa være Historiker. Havde Novalis været det, vilde han ikke valgt nogen anden Tid end sin egen til Morgen-Dæmring for en ny poetisk Dag, som skulde oplyse Menneske-Livets dybe Dunkelhed, og da vilde han ikke heller sat Rigsstædernes Flor i Hohenstaufernes Tid, da det netop er efter den, de dukke op baade ved Donau, ved Rhin og ved det Nordlige Hav, for paa Overgangen fra det Fjortende til det Femtende Aarhundrede at naae deres høieste Glands. Dette see vi blandt Andet ogsaa af Keiser Sigismunds Levnets-Beskrivelse paa Tydsk, thi ikke blot er Forfatteren, Eberhard Windeck, barn[e]født i Maints, men han var ogsaa en Rigstads-Borger i sine bedste Klæder, og stod i Keiserens Tjeneste, ikke som »Raadsherre,« men som Penge-Mægler, med Øie paa et arveligt Told-Embede, og da Sigismund immer var i Penge-Trang, saa Windeck endogsaa engang maatte sætte sig selv i Pandt for ham, er det meget mere Borger-Livet end Hoffet og Ridderskabet, han afmaler med levende Farver.

Vil vi nu vide, hvordan det saae ud i Rigsstæderne i Midten af det Femtende Aarhundrede, førend Landefreden og Kammerretten traadte i Kraft, da er dertil gode Raad i alle Maader, naar man har gode Stunder til at læse vidtløftige By-Krøniker, men man kan dog ogsaa faae en ganske rigtig Forestilling derom, blot ved at læse hvad Æneas Sylvius i Korthed anfører til Gjendrivelse af den Beskyldning, at Pave-Hoffet skulde have undertrykt, udplyndret og forarmet Tydskland. Dette i alle Henseender mærkværdige lille Skrift*) giver os nemlig et Overblik af de største og rigeste Stæder, fra Cøln til Lybek, og forsikkrer at den Skotske Konge maatte være glad, om han boede saa godt som en slet og ret Borger i Nürnberg, medens det paa den anden Side meget rigtig bemærkes, at man kan ikke have baade i Pose og Sæk, saa hvis Tydskerne udenlands vilde spille samme Rolle som i Karl den Stores eller Barbarossas Tid, maatte baade Fyrster og Borgere opgive deres Selvraadighed og lære paany, hvad de reent havde glemt: at lystre Keiseren. Naar endelig den fine og lærde Florentiner giver Tydskerne det Vidnesbyrd, at der var *

435 intet Barbarisk hos dem undtagen »Tungemaalet,« da maae vi vel, smilende ad hans Tro paa Latinen og Sammes uægte Børn, skrive endeel af Rosen paa hans Artigheds Regning, men dog bevise Bøgerne fra den Tid, og blandt Andre Strasburgeren Jakob Kønigshovens Elsassiske Krønike*), at netop paa deres Modersmaal havde Tydskerne lært at føre en ganske ordenlig Stil, hvad der hørde mere Udvikling til end man sædvanlig tænker.

Om denne Forstands-Udvikling er desuden de to berømte Tydske Opfindelser, Krudtet og Bogtrykkeriet, noksom gyldige Vidner, thi vel er baade Opfindelserne selv og Veien ti dem saa indhyllede i Mørke, at hvem der har Lyst, godt kan giætte paa, de varenten stjaalet fra Chineserne eller kiøbt af den Onde [selv], men Forstanden til at benytte dem, som strax spores i udmærket Grad, især hos Rigsstædernes Borgere, den kan dog ei være kommet samme Vei, da baade Chineserne og den Onde er gamle nok til at kunne have benyttet dem langt tidligere, naar de havde forstaaet det.

Hvad nu først Bøsse-Krudtet angaaer, da vil vi lade de Lærde strides, saalænge de har Lyst, baade om Tid og Sted og Opfinderens Navn, da deres Uvidenhed herom er soleklart beviist**), og kun bemærke, at det bestemt var brugt, følgelig ogsaa opfundet endeel Aar før Keiser Karl den Fjerdes Død (1378) eftersom den Florentinske Historie-Skriver, Villani, som døde tredive Aar tidligere, udtrykkelig omtaler dets Brug i Slaget ved Cressy. Engelskmændene, hvem Brugen baade her og andensteds først tilskrives, og hvis Landsmand, Roger Baco, alt i det Trettende Aarhundrede ymtede om noget Sligt, kunde da med al Grund tilskrive sig Opfindelsen, men da de ikke har gjort det, men været enige med Franskmænd og Italienere om at unde Tydskerne Æren, bør disse ogsaa beholde den, thi det er ganske i sin Orden, at »Skarp-Skytterne« i Tanke-Verdenen, som Tydskerne er, har opfundet Krudtet. Den virksomme Krigs-Brug deraf, som i Historien er det vigtigste, spores heller ikke tidligere nogensteds end hos Tydskerne, nemlig i Slutningen af det Fjortende Aarhundrede, og »Bøsse-Laasen,« der kronede Værket, forskriver sig uden Modsigelse fra Nürnberg i Begyndelsen af det Sextende.

* * 436

Naar man nu taler om Krudtet, med samt det grove og lette Skyts, som om det af sig selv gav Krigen en ny Skikkelse, og tvistes kun om, enten det for Menneskeheden var en bedre eller slettere, da glemmer man aabenbar, at døde Ting hverken kan opfinde eller indføre sig selv, og i den Henseende er det ret godt, baade at Tydskerne har givet os et Mands-Navn til Opfinderen, nemlig Munkens Berthold Sehwartz, og at vi veed, Krudt og Kanoner var bekiendt en Stund, før de spillede nogen synderlig Rolle, saa selv i Slaget ved Sempach tog de slet ingen Deel, skiøndt de slæbdes med. Hvis derfor Krigene med Krudt og Kugler er blevet meer eller mindre blodige og ødelæggende end de med Buer og Blider, da maa det baade først og sidst tilskrives ei de Døde, men de Levende, og ei Opfinderne[-en] enten af Bøsse-Krudtet, Piben eller Laasen, men de krigsførende Magter og deres levende Redskaber, der kun foretrak den ny Krigs-Brug, fordi den huede dem, og vidste godt, at Forholdet til Næsten blev derved uforandret. Klart er det derimod, at baade var de nye Ild-Vaaben fortrinligere til Angreb end til Forsvar, ogsaa fik Kundskab og Vidskab langt større Indflydelse paa Krigs-Væsenet og Seieren, og endelig blev Krigene langt dyrere end før. Det sidste har i Forening med den staaende Hær gjort Krigs-Væsenet selv i Fredstid til en Landeplage, og det Første er ligesaa stor en Ulykke i Legemets som Disputer-Konsten [Tvistekunsten] i Aandens Verden, men det Midterste har aabenbar reddet Christenheden fra Tyrke-Aag og Pøbel-Herskab, og herefter vil ventelig baade Krigenes Dyrhed gjøre dem sjeldnere, og den voxende Oplysning ligesaavei i Legemets Verden oprette den tabte Ligevægt mellem Midlerne til Angreb og Fors var, som den alt har gjort det i Aandens.

Ogsaa Bogtrykker-Konstens Oprindelse er dunkel, og naar man ifjor [for ikke længe siden] vidt og bredt holdt Jubelaar for den, og besang Johan Guttenberg som dens himmelske Fader, da var det maaskee nok en tredobbelt Feiltagelse, da man endnu aldrig skal have fundet Guttenbergs Navn eller et ældre Aarstal end 1457 paa nogen Bog, og alle Efterretninger stemme overeens om, at Konstens Opfindere tænkde meget jordisk; men ikke desmindre veed man dog, at Prænten kom for Lyset i Keiser Frederik den Tredies unge Dage, at En af de første Bogtrykkere hedd Guttenberg fra Strasburg, og at i Menneske-Slægtens Vidskabs-Tid var Konsten saa uundværlig, at den vel maa kaldes en Himlens 437 Gave. Maints var for Resten, efter alle Mærker, Konstens Vugge, men den gjorde sig snart Vinger, saa inden Aarhundredet løb ud, havde man Bogtrykkerier næsten i hele Europa, og flere trykte Bøger end Nogen kunde læse sin Livstid.

Misbrugen af denne stolte Konst, hvorved man, især siden Hurtig-Pressen og Damp-Farten kom i Gang, paa faa Dage kan oversvømme hele Christenheden med alskens »Sort paa Hvidt«, er vist nok umaadelig stor, og Prøverne paa at forebygge eller dog formindske den ved Bomme og Beslag, har kun gjort Ondt værre, saa vi fik færre gode og flere slette Bøger; men ligesom det vel var mueligt i høi Grad at formindske Misbrugen, naar man ikke forvexlede den med Brugen til Oplysning om hvad man af personlige Grunde ønsker dulgt, saaledes er den ogsaa langt fra at være saa frygtelig, som den hidtil syntes, især fordi man troede Konstens sværmende Lovtalere paa deres Ord. Virkede nemlig Prænt ligesaavidt som det gik, og det endnu med større Kraft end den tilsvarende mundtlige Tale med levende Røst, da var Præntningen vist nok en af de »sorte Konster«, som tjende Mørket langt bedre end Lyset, og af denne Overtro er vist nok Sagnet udsprunget om »Doctor Faust« der kun ved at forskrive sig til den Onde, blev den første Bogtrykker; men nu har fire Aarhundreder beviist, hvad [der] intet Beviis skulde behøvet, at enten man trykker eller stikker den, er og bliver dog Skrift kun en »død og magtesløs« Skygge af Ordet, der vel kan udbrede Tidender, baade sande og falske, langt snarere og videre, men forplanter ikke mindste »Liv eller Kraft« og er i Henseende til alt Aandeligt ligesaa mørk for den Læser, der ei selv har Nøglen, som Ægyptens Hieroglyfer. Hvor man derfor, saavidt mueligt, banlyser Anonymiteten, giør vitterlig fra første Haand Alt hvad der har Krav paa almindelig Deeltagelse, og lader Resten jævne sig selv, der vil Pressen tabe hele sin Frygtelighed, og paa den anden Side vil dens Gavnlighed voxe og blive meer indlysende i samme Grad, som man lærer at skatte den ei over men efter sit Værd, thi hvem der da har Varme for sand Oplysning og Ordet i sin Magt, vil flittig bruge sin Mund til hvad kun den formaaer: virkelig at saae Lys, og skabe baade kræsnere, flere og bedre Læsere. Hvor man derimod haardnakket vil trodse det naturlige og uforanderlige Forhold mellem Tale og Skrift som mellem Mund og Pen, Menneske-Røst og Gaase-Fier, der vil ikke blot Pressens Misbrug og Frygten for den bestandig voxe, men der spiller man virkelig 438 Doctor Fausts Rolle, forskriver sig til den Onde og gaaer Pokker i Vold; thi der uddøer Folke-Livet, som paa ethvert Sted er Menneske-Livets eneste naturlige Skikkelse, og afløses af en halv dyrisk, halv djævelsk Selvklogskab og Selvraadighed, der er en bundløs Afgrund.

Herved mindes vi om hvad der i Nyaarstiden har gjort Tydskland anderledes berømt end Krudtet og Bogtrykker-Konsten, og var især Sjælen i denne, Reformationen nemlig, hvis nøiere Betragtning vi vel maae opsætte, til vi, ved et Blik paa Norden og Vesten, har vundet Oversyn af Historiens Skueplads i det Femtende Aarhundrede, men hvis nøie Sammenhæng med Bogtrykker-Konsten og Lighed med Krudtet dog her maa bemærkes. Begge Dele er nemlig Kiendsgjerninger, thi kun om, ved Hjelp af »Skriften« øg »Bogtrikker-Konsten« at nedrive hvad Paven og Geistligheden kaldte den »hellige, almindelige Kirke,« var de Tydske Reformatorer enige, medens der selv om Grundvolden for den ny LæreBygning, og da end meer om Skikkelsen deraf og Livet deri, herskede den største Uenighed. Tiden har imidlertid viist, at den Nord-Tydske eller Sachsiske Reformation var langt mere baade aandelig og hjertelig end den Syd-Tydske eller Schweitserske, og det vilde derfor være besynderligt, om vi ikke ogsaa i det Fjortende og Femtende Aarhundrede skulde spore en Nord-Tydsk Friheds-Kamp med langt mere Livs-Kraft, dybere Præg og høiere Betydning end den Schweitserske.

En saadan Kamp er imidlertid ogsaa »Hansestædernes,« der vel ikke frembyder saa glimrende Optrin, som Seirene ved Morgarten og Sempach, men behøver dog kun at sees i sit rette Lys for at fordunkle ikke blot dem, men alle andre Bedrifter mellem Korstogene og de »Lange ReiserDisse Grændser maa man udtrykkelig sætte, fordi den Hanseatiske Storhed ikke taaler nogen Sammenligning med Menneske-Aandens Storværk i det Hele, men inden disse Grændser maa den ikke længer miskiendes, som den hidtil er blevet, fordi »Hansens« Bedrift i det Hele laae udenfor den Høi-Tydske Syns-Kreds, og kunde vanskelig vederfares Ret i »Norden« som var dens egenlige Skueplads. Saameget dristigere tør imidlertid den Nordiske Historie-Skriver, der naturlig fristes til at fortsætte Krigen med Lybek og alle Hansestæderne, troe sine egne Øine, naar de i »Hansen« see den samme Livs-Rørelse i verdslig Retning, som den Sachsiske eller Lutherske 439 Reformation var i Aandelig, en Kamp nemlig for »Havets Sikkerhed og Handelens Frihed« saavidt som baade Øster-Søen og Nord-Søen gaaer, eller fra Brügge til Bergen og fra London til Novgorod. Saavidt gik nemlig ikke blot Hansens Skibe, men dens Oplag og egenlige Virke-Kreds, og det var ikke blot et Forbillede paa Afkastelsen [Afskaffelsen] af Romer-Aaget, men en nødvendig Forberedelse, da Folkene af den Tydske og Nordiske Tunge maatte træde i en egen fri Forbindelse og føle deres Kraft, før de fik Mod til at trodse alt Romersk, baade Keiser og Pave, ligesom det paa den anden Side kun er af en levende Virksomhed sand Oplysning udspringer. Naar Aanderne, som i Tiggermunkenes og den sorte Døds Tid, blive til Steen og Træ, da blive Guderne naturligviis til Guld og Sølv, og vi maae derfor ligesaalidt i Lybek som andensteds vente at møde Selvfornægtelse og Uegennyttighed i det Store, men vi møde der, hvad vi paa den Tid andensteds forgiæves søge: Lyst og Kraft til stor, almeennyttig Virksomhed, og Sind til at opoffre Øieblikkets Ro og Mag for Fremtidens smilende Udsigter, forenet med klog Benyttelse af de tjenligste Midler til et stort Øiemed, og det skal vi dobbelt glæde os over, da vi veed, Forsynet derved forberedte større Ting end disse. Vist nok udsprang den Sachsiske Lys-Kilde ikke, som den Schweitserske, paa Torvet af en fri Rigsstad, men af et dunkelt Dyb i Malm-Bjergene, men hverken vilde den udsprunget uden den foreløbige Livs-Rørelse, der ogsaa aabnede Malm-Gruberne, ei heller kunde de Nordiske Marker nydt godt af den, hvis ikke Lybekkernes Plov var saa godt gaaet over dem. Danmark, som laae næst, var jævnest og frugtbarest, leed naturligviis mest ved det store Kræmmer-Lags Travlhed, men da ogsaa det har vundet mest ved den Oplysning, Lybekkerne baade forberedte og udbredte, maa især den Danske Historie-Skriver fare let hen over hvert Tab, som er forvundet, og dvæle ved den Vinding, som er varig.

Naar og hvorlunde dette Nord-Tydske Kræmmer-Lag dannede sig og antog Hanse-Navnet, derom veed de Lærde knap bedre Besked, end Herodot vidste om Phønikernes Navn og Opkomst, der kun var at spore som Kiølens Vei i Havet; men dog synes et gammelt »Østersøisk Kompagni« paa Øen Gulland at have givet Anledning til begge Dele *). Da for Resten Lybek ei blot var Hansens Sjæl, men ogsaa, fra Midten *

440 af det Fjortende til Slutningen af det Femtende Aarhundrede, Broderparten af Dens Legeme, saa maa det erindres, at det nærværende Lybek er et Anlæg af den Sachsiske Henrik Løve, som til Sammes Bedste ikke blot forligde sig med Gullænderne, men underhandlede ogsaa med Danmark, Norge, Sverrig og Rusland*).

Snart (1188) fik nu ogsaa Lybek sit berømte Friheds-Brev af Keiser Frederik Rødskiæg, men Staden havde dog megen Gienvordighed at giennemgaae og overstaae, før den enten blev sin Frihed vis, eller saa igroet, at den med Held kunde arbeide paa en nøiere Forbindelse mellem alle de Stæder af den Tydske Tunge, der middelbar eller umiddelbar tog Deel i Skibsfarten paa Østersøen og Vesterhavet, eller med andre Ord: at grunde det store »Hanselag,« der fremforalt er Lybeks Værk. Meningen hermed var nu vel, at Forbindelsen blot skulde giælde Handels-Anliggender, uden at giøre noget Indgreb enten i vedkommende Landsherrers lovlige Rettigheder eller i Stædernes indvortes Forfatning, men det var en Umuelighed af samme Slags som det »Hellige Romerske Rige,« saa i samme Grad som Eenheden blev virkelig, maatte den have kiendelig Indflydelse paa det Borgerlige Selskab i alle Hansestæderne, og paa mange Maader indskrænke deres Landsherrer. Saavidt derfor, som Lybeks store Plan traadte i Kraft, opstod der virkelig en ny Stat midt i Riget, der baade beviste den Gamles Afmagt og stræbde at afløse den, og allerede deraf maatte man slutte, at Hansens egenlige Oprindelse falder i Rigets aabenbar hovedløse Tid (det store Interregnum); men det er da ogsaa klart, at det udvikler sig fra Midten af det Trettende til Midten af det Fjortende Aarhundrede, da det (1367) fik sin Grundlov, berømt under Navn af den Kølnske Forening**). Lybekkerne kom saaledes Karl den Fjerde i Forkjøbet med hans »Gyldne Bulle,« hvorefter Hanselaget var en aldeles lovstridig Forbindelse, og istedenfor at giøre nogen keiserlig Indsigelse, finde vi netop Karl, som Lybekkernes høie Giæst, i ivrig Underhandling med »Laget,« til Bøhmens og sin egen Fordeel***).

Hvad nu saavel Hanselagets Udstrækning som Forfatning *

* * 441 angaaer, da var deri Saameget ubestemt og foranderligt, at de egenlig slet ikke lade sig beskrive, men derfor er det lige vist, at Visby, Lybek, Køln, Bremen og Danzig var berømte Hansestæder, at Rostok, Wismar, Stralsund og Greifswald, der næsten altid fulgde Lybeks Vink, hjalp til at give denne Hovedstad meer end keiserlig Anseelse, og at Hanselagets Band, i dets blomstrende Tid (fra Midten af det Fjortende til Midten af det Femtende Aarhundrede) var anderledes frygtet end baade Pavens Band og Rigets Acht, som Det kun loe ad*). Efter et bekiendt Epigram af Valdemar Atterdag regner man forresten 77 Stæder til Hanselaget i dets Velmagt, og endnu i Midten af det Sextende Aarhundrede, da Magten var Nul, var dog Tallet 66.

Krigs-Bedriften er naturligviis et Kræmmer-Lags mørkeste Side, deels fordi Mange, som i Fredstid er dets Prydelser, hverken kan udstaae Krigens Farer eller Besværligheder, og deels fordi Kiøbmands-Krige lugte sædvanlig stærkt af Nærighed; men ligesom det skulde [have] lært Lybek aldrig at prale af sine Seire, saaledes skal det ogsaa lære Hanselagets Historie-Skriver at indskærpe baade sig og sine Læsere, at man ei maa lægge mere Vægt paa Kiøbmænds Krigsbrug end paa Kæmpers Kiøbmandskab, men bedømme Enhver efter hvad han er i sin Bedrift. At nu Hanselaget var baade dygtigt og flittigt i sin Handels-Bedrift, det beviser dets Anklagere endnu klarere end dets Lovtalere, og at det, forholdsviis, ogsaa var ærligt, turde vel netop Handelens Udstrækning og langvarige Held være Borgen for, men det er dog i denne Henseende ogsaa høist mærkeligt, at »falsk Vægt« var Hansestædernes Hoved-Klage paa den store Veierbod i Brügge, og at de, efter Brüggernes egen Dom, vandt deres Sag**). Handels-Frihederne, de vidste at erhverve sig i England og de Nordiske Riger, var vist nok overdrevne, da de Indfødte maatte staae tilbage og egenlig trælle for dem, men da de bestandig lovede de Fremmede samme Frihed hos sig, var deres Feil dog kun den, at de ikke holdt Ord; thi det er ikke at fortænke nogen Handelsmand i, at han tager al den Frihed, han kan faae, og naar den kun er »giensidig,« vil det altid blive, som det skal, de Dovne og Dorske, der tabe Ligevægten. Nu derimod vilde Hanserne i fremmede Lande have store Fortrin for de Indfødte, og, naar det kom til *

* 442 Stykket, ei giøre mindste Giengiæld i deres Havne, og ved denne aabenbare Nærighed blev de nødvendig forhadte allevegne, hvor man fik Øinene op, men derfra var kun et Skridt til at blive fortrængt, da deres verdslige Magt var alt for ubetydelig til at seire hvor den traf alvorlig Modstand. Den nærmeste Følge var, at Amsterdam og de andre Hollandske Søstæder, som havde hørt til Forbundet, fandt alt i det Femtende Aarhundrede deres Fordeel ved at træde ud deraf og smugle paa egen Haand, og derpaa fulgde Lagets Lidelses-Historie, da det maatte tigge i Holland, lade sig drille i Danmark og Sverrig, hudflette i Norge, korsfæste i England og begrave i Tydskland*).

Dog, skiøndt Hanselaget, ved at finde sig i Billighed, vist nok baade kunde forlænget sine Dage, formildet sin Skæbne og fordobblet sin Ære, saa laae det dog i Sagens Natur, at det, ved at vække Livs-Kræfterne og Bevidstheden i vor nordiske Folke-Kreds, maatte selv arbeide paa sin Undergang; thi dets Bedrift var jo »Kystfart og Mellemhandel,« som intet vaagent Folk kan frivillig overlade de Fremmede, og de Lybske Borgemestre vilde derfor ikke kunne reddet Laget fra Svindsoten i det Sextende eller fra Døden i det Syttende Aarhundrede, om de end nok saa godt havde stukket Fingeren i Jorden, med dybe Buk for Gustav Wasa og Karl den Niende i Sverrig, Frederik den Anden og Christian den Fjerde i Danmark, og for Hansernes Plage-Gudinde: Dronning Elisabeth i England. At Hamburg havde anderledes Fordeel af sin smidige Ligegyldighed for Lagets Vee og Vel, end Lybek af sit fortvivlede Stivsind, er vist nok i vore Dage soleklart, naar man sammenligner disse Hanseatiske Levninger, men langtfra at spotte den »Keiserlige Rigs-Stad« i sin dybe Fornedrelse, skal Nordens Folk give Lybek Æren for hvad Godt, Laget virkede, og takke Gud, at de under deres lange Vintersøvn hverken faldt i Hænderne paa Holland eller England, men gav kun »Lærepenge« til nogle Tydske Kiøbstæder, som var nødt til at lade dem selv opgiøre deres Mellem-Regning, saasnart de fik Lyst og Tid dertil.

Hvad nu den store Mellem-Handel angaaer, som »Hanserne« i det Fjortende og Femtende Aarhundrede hardtad udelukkende bemestrede sig, da beklager deres berømte Historie-Skriver (Sartorius) vel i en vis Henseende, at man ei fra hine Dage har saadanne ordenlige »Told-Ruller og Klareringer« som *

443 nuomstunder, men han er dog klarøiet nok til at see, at Handelen gik saameget desbedre, som den uden dem gik meget friere, og da vi ikke kunde vinde en Skilling ved den nøiagtigste Opgiørelse af Mellem-Regningen, kan Tiden, den vilde koste, vist anvendes meget bedre. Morsomt nok kunde det imidlertid være at have en paalidelig Opregnelse af hvad Slags Gods de store Mæglere fornemmelig foer med i Nørreleden, eller ombyttede med Sydlændernes paa Verdens-Markedet i Brügge; men en Saadan lod sig vist ogsaa godt sammenstykke af de adspredte Efterretninger, og man seer strax, at den Skaanske Sild, den Norske Bergefisk, det Russiske Peltsværk, det Svenske Kobber, og den Engelske Uld, med samt de ufarvede Tøier og Tinnet, har paa den ene Side spillet en Hoved-Rolle, medens paa den Anden naturligviis allehaande finere Arbeider og Overdaadigheds-Varer blev Nordens Gjengiæld. Det Skaanske Sildefiskeri var nemlig i 300 Aar (1200-1500) ei blot det største, men det eneste Berømte i Europa, Nordlands Tørfisk, som selv i det Attende Aarhundrede var en feed Steg for Bergenserne, maatte være det dobbelt for Hanserne, saalænge ogsaa det hele Nordlige Europa holdt »Langefasten,« og Størstedelen af den Engelske Uld blev dengang forarbeidet i Flandern.

Spørger man nu endelig, hvordan det var muligt, at »Hanselaget,« der i Krigstid sædvanlig kun syndes at bestaae af Lybek og de fire Vendiske Stæder, kunde beherske baade Østersøen og Vesterhavet, og foreskrive Konger Love baade i Kiøbenhavn, Bergen og Stokholm, da bidrog Striden mellem den »røde og hvide Rose« vist nok Sit dertil; men Gaaden løses dog først ved at betragte de tre Nordiske Rigers Tilstand baade i det Fjortende og Femtende Aarhundrede, og da især Danmarks, der endnu i Valdemar Seiers Dage beherskede Østersøen, og foreskrev Love ved Traven saavelsom ved Elben, og med eller uden Tydskernes Tilladelse vil vi da skride dertil, ei blot for at følge »Hanselaget« paa sine Krydstog, men især for at følge de »ældgamle Kongeriger« ind i Nyaarstiden, under hvis Løb de alt længe har overlevet Hanse-Magten, og tør vel endnu længe udfolde Kæmpe-Naturen.

444

Nørreleden eller De tre Nordiske Riger.

Hvorvidt man kan skrive en forsvarlig Verdens-Historie giennem Middelalderen og Nyaarstiden, uden at ændse meer af Nordens, end Knud den Stores Engelske, Gustav Adolfs Tydske og Karl den Tolvtes Russiske Tog, og hvorvidt man i Forklaringen af Menneske-Livet behøver at tage Hensyn paa det Nordiske, som en egen Side deraf, eller kan frit slaae det i Hartkorn som et Germanisk Brudstykke, derom er vist nok Meningerne deelte, og Høi-Tydskernes Dom kunde man vel, om det behøvedes, giætte sig til; men alle andre Folk i Christenheden vil dog finde det meget naturligt, at naar Nordboer levere selvstændige Arbeider i Verdens-Historien, de da ei overspringe sig selv, elier øve en Selv-Fornægtelse, der vilde være et fortvivlet Selv-Mord.

Om det derfor end var mueligt enten at skrive eller forstaae Hansestædernes og Trediveaars-Krigens Historie, uden at være hiemme i Nordens, vilde jeg dog slet ingen Undskyldning giøre for Indførelsen deraf; men da Verdens-Historien i sine umyndige Aar har havt lutter Romerske Værger, og Menneske-Livet paa sine gamle Dage ingen grundigere Undersøgelse har mødt end den Tydske, saa er Fordommen om Nordens og især Danmarks historiske Ubetydelighed dog blevet saa indgroet hos de Lærde, selv i Danmark, at hvis man ikke giør den bestemteste Indsigelse derimod, vil man selv blive anseet for medskyldig, og al den Opmærksomhed, man desuagtet skiænker »Ubetydeligheden«, vil blive skrevet paa en »Svagheds« Regning, man vel ei kan overvinde, men dog i Grunden selv beklager. Derfor maa nærværende Historie-Skriver, paa eget Ansvar for en veloplyst Efterslægt, erklære, at de har hverken Neb eller Kløer, hverken Hoved eller Hale, alle de saakaldte Verdens-Historier, der giennem Middelalderen og Nyaarstiden saagodt som overspringe Nordens ældgamle Kongeriger og Folkefærd, uden hvilke Mandhjem aabenbar var vanskabt og Menneske-Slægten lemlæstet.

Hvad nu især Nyaarstiden angaaer, da har vist nok vort Norden hidtil i den for det meste føiet sig efter de storladne Magter, eller dog skiøttet sig selv; men deels er Nyaarstiden 445 endnu slet ikke ældre end Middelalderen var, da Angel-Sachserne udvandrede, deels svarer Gustav Adolfs Tog ei ilde til Gothernes Eftermæle, og endelig var det umueligt, at de Nordiske Kongeriger, og især Danmark, kunde blevet saa gamle, med mindre der var en »lille Kraft« i deres Indbyggere fra Arildstid, som aldrig kan synes saa ubetydelig, at den jo har kæmpet seierrig mod Storm og Bølger paa det Historiske saavelsom paa det Naturlige Hav, der er deres Element. Ja, Dette, at Nordboerne, tilligemed Jøder og Græker, er nu de eneste kiendelige Arilds-Folk i Christenheden, og mellem Disse igien de Eneste, der giennem Tidernes Løb har mægtet at forsvare baade Fædreneland og Modersmaal, denne Kiendsgierning, der ei kan rokkes, beviser, at de tydeligst udtrykke den verdenshistoriske Side af Menneske-Livet, saa om end Menneske-Slægtens Levnetsløb kunde fuldendes uden dem, saa kunde det dog aldrig forklares før deres Levnetsløb var giennemskuet. Vil derfor Høi-Tydskerne have nogen Ære af deres »Historiens Philosophi,« maae de endelig først faae Øie for Nordens historiske Eiendommelighed, øg hvordan de end vil bedømme, dog flittig undersøge og stræbe at forklare den. Herved er imidlertid »Danmark«, med al sin Fladhed og Blødhed, den store Anstøds-Steen, da Høi-Tydskerne, selv naar de nødes til at indrømme den »Skandinaviske Halvø« med Dens Bjerge, Tungemaal, Bedrift og Islandske Oldskrift, en særskilt historisk Tilværelse og Betydning, dog ingenlunde vil give Slip paa Danmark, som en vel i sig selv ubetydelig, plattydsk, men dog for Afrundingens Skyld umistelig Deel af det »Hellige Romerske Rige,« thi hvor denne Forblindelse hersker, kan ingen historisk Oplysning trives. Det blive altsaa Tydskernes egen Sag, om de heller vil opgive »Historiens Philosophi« end Danmark, og derom vil vi ikke kives med dem, men kun stræbe, med »Mund og Pen« som før med »Skjold og Sværd«, at forsvare vort ældgamle Fædreneland, og benytte den Fred og Frihed, vi kan tilkæmpe os, til menneskelig og folkelig Idræt, der, om den ikke blev stor nok til at glimre, dog skal være for god til at glemmes. Kan det formilde Tydskerne, vil vi imidlertid gierne tilstaae, at hvad enten man seer paa Beliggenheden, eller paa Danmarks Historie fra Midten af det Trettende til Slutningen af det Attende Aarhundrede, maa den Fremmede let fristes til at tænke, at den »Cimbriske Halvø« naturligviis hører til Germanien, og at de Danske Øer, baade udvortes og indvortes for svage til Selvstændighed, 446 kun er et gammelt Tvistens Æble mellem den Skandinaviske Halvø og det store Europæiske Fastland, der dog immer heldede til det Sidste, og vilde fare bedst ved ordenlig at indlemmes i det »Tydske Forbund,« og glemme sit Kragemaal, og den lille Klat Islandske Bøger, over det videnskabelige Verdens-Sprog og den altomfattende Høitydske Literatur. Det er derfor Tydskernes mindste Synd, som vi gierne tilgive dem, at de, med det Horn, de har i Siden paa »Erfaringen«, der ikke vil rette sig efter deres Fornuft, og med deres overfladelige Kundskab baade om Danskheden selv og dens Historie, har taget for en afgjort Sag, hvad vi endog selv fristedes til at troe; men naar man betænker, hvad det vil sige, at Danmark i det Fjortende Aarhundrede var deelt mellem to Holstenske Grever, medens de Tydske Hansestæder bemestrede sig hele Nordens Handel og Skibsfart, at Danmark i det Femtende Aarhundrede fik en Tydsk Kongeslægt, der siden har beholdt Thronen og næsten udelukkende besvogret sig med Tydske Fyrster, og at endelig hele Norden i det Sextende Aarhundrede reformeredes efter Tydskernes Hoved og fulgde dem i aandelig Henseende slavisk til midt i det Attende, og [at] desuagtet er selv Danmark endnu ligesaa selvstændigt et Rige, som da Valdemar Seier døde, endnu en langt større Sømagt end hele Tydskland, og endnu en Sprogmagt, saa frisk paa Leveren, at den ved Dannevirke tør nappes om Sønder-Jylland med den Tydske Keiserinde, og her tør skiemte med sin Tydske Skolemester, som med sin Ligemand; naar man betænker hvad alt det, historisk, altsaa virkelig talt, vil sige, da maa man dog vist tilstaae, at Kongeriget Danmark var hidtil et lille urimeligt Vidunder, som Lykken besynderlig spillede for, saa man maa nødvendig kiende Dets Historie, om aldrig for andet, saa dog for at kiende »Lykkens Luner,« der i hele Menneske-Slægtens Levnetsløb spille en udmærket Rolle.

For nu at see Danmark døe i Middelalderen og staae op i Nyaarstiden, maae vi træde et Par Skridt tilbage og stille os hos Saxo Sællandsfar [Saxe Runemester], hvor han i Begyndelsen af det Trettende Aarhundrede slutter sin, selv blandt de Lærde berømte, Latinske, hardtad Klassiske Historie af det gamle Danmark, som Nordens Dronning, og slutter den ligesaa glimrende, som Biskop Axel endte og Valdemar Seier begyndte: med Lehns-Høihed over Pommern og Rygen, og Seier ved Elben over Keiseren i det Hellige Romerske 447 Rige. Fra denne svimle Høide gaaer det nemlig ned ad Bakke, og det i en Fart, thi knap havde Saxo lagt Pennen, før Valdemar Seier maatte prøve Lykkens Ustadighed, da hans Lehnsmand, Greven af Schwerin, kom som en Tyv om Natten og stjal ham ud af Landet; thi deraf fulgde strax, at Holsten rev sig løs under en Grev Adolf fra Schaumburg, hvem Valdemar siden (1227) maatte flygte for ved Bornhøved, og Aarhundredet fra Valdemars Død (1240) til den »kullede Greves« (1340) var en Skiærsild for Danmark, som neppe noget andet Kongerige har giennemgaaet

Ved at afsondre Sønder-Jylland fra Danmark, som et Hertugdom Slesvig, der skulde gaae i Arv hos en Kongelig Sidelinie, forberedte allerede Valdemar den Store den Borger-Krig, som nu udbrød, og var langt fra at endes med, at En af Valdemar den Andens Sønner, Hertug Abel i Slesvig, ved et Brodermord besteg den Danske Throne; thi da hans Æt maatte nøies med Slesvig, stemplede og besvogrede den sig, efter hans Exempel, idelig med de Holstenske Grever, der sædvanlig var ligesaa stridbare og snilde Herrer, som de samtidige Danske Konger var forhadte og uduelige. Den selvraadige Adel og herskesyge Geistlighed, der undertrykde Folket, fandt da baade Leilighed og Fristelse nok til at føre Avindskjold mod Fædrenelandet, og de sparede det ingenlunde, saa for et Rige med saa farlig en Beliggenhed og et blødhjertet Folk, syndes al Redning umuelig og Undergangen vis. Paa tretten Aar (1320- 33) satte da ogsaa Kristoffer den Anden (en Sønnesøns-Søn af Valdemar Seier) hele Danmark overstyr, og døde som et Skumpelskud, hvorpaa fulgde et Syvaars-Virvar, da de Danske bogstavelig ikke vidste, om de var kiøbt eller solgt; thi vel var Fyen og Nørre-Jylland, deels som Lehn og deels som Pant, i Kløerne paa Grev Geert af Rendsborg, medens Grev Johan af Kiel spillede Mester paa Smaaøerne, saavelsom i Sælland og i Skaane; men disse Lehnsmænd af Ingen og Panthavere af Alt hvad Gielden skulde betales med, handlede og byttede naturligviis som Selveiere, og hvad der var det mest fortvivlede, Ingen af dem syndes engang at have Lyst til selv at være Konge i Danmark. Sommetider førde vel den Slesvigske Hertug Valdemar Navn deraf, men han var aldeles et Legetøi i sin kiære Morbroder, Grev Geerts Haand, og denne stormægtige Holstener synes virkelig at have sværmet for den høitydske Natur-Lov, hvorefter Jylland hører til Tydskland, 448 Fyen følger med af sig selv, og Resten er Gribs-Gods, som Ingen kan giøre Regning paa*).

Under disse for Danmark fortvivlede Omstændigheder var det, Grev Geert (1340) hjemsøgde Nørre-Jylland, der begyndte at blive urolig, med forfløine Karle i Tusindtal fra Rhinen og Westfalen, og uden at man ret kan sige, hvordan det gik til, blev han en Nat overrasket i Randers, hvor han havde sit Borgeleie, af en Jydsk Herremand, ved Navn Niels Ebbesen fra Nørreriis, som, i Spidsen for en Skok Vovehalse, ogsaa havde Lykken med sig, og besynges endnu som den »kullede Greves« Banemand og Fædrenelandets Befrier. Med Geerts Fald var nu vel i sig selv kun lidet vundet, thi at hans Søn hedd ikke »Staal-Henrik« for Intet, det fik Niels Ebbesen og de Jydske Bønder at føle ved Skanderborg, hvor han huggede dem sønder og sammen; men, man siger for et gammelt Ord, det er kun det første Skridt, der koster, og det har ingensteds klarere stadfæstet sig end i Danmark; thi der synes det første Skridt ikke sjelden aldeles umueligt, men er det gjort, følger Resten gierne af sig selv. Det var saaledes knap et Aar efter Grev Geert, at hans Banemand faldt, men hans Vovestykke havde dog allerede sat Mod ikke blot i Jyderne, saa de turde holde Stand mod Tydskerne i aaben Mark, men selv, saa vidt mueligt, i den yngste Søn af Kristoffer Udenland, Prinds Valdemar, saa han vovede saa smaat at gribe efter den Danske Krone, og, som om den havde ligget og ventet paa ham, havde han den snart inden han selv vidste det.

Dette er nu den Valdemar, som de Danske har givet det deilige Øgenavn »Atterdag«, og skiøndt jeg nødig vilde levet den Dag, da han var Soel (1340-75), kan jeg dog godt begribe, at efter Midnats-Mulm takker man Gud for Tusmørke, og at naar man har smagt den bittre Død, giør man ikke store Fordringer til Livet, men finder selv det sureste i Sammenligning sødt. Der blev nemlig strax under Valdemar et Kongerige Danmark igien, man fik efterhaanden de nærigste Fremmede paa Dørren, og selv Skaane, som Grev Johan havde solgt til Kongen af Sverrig, fik Valdemar listet tilbage, og det var unægtelig, blandt Smaafolk, store Ting i een Menneske-Alder.

I den sorte Døds Tid blev man imidlertid aldrig saasnart een Ulykke kvit, før der stod To for Dørren, og knap havde Danmark faaet sig en Konge igien, før han nær var sunket ned til *

449 en Statholder for Hansestæderne, som havde fisket i rørte Vande og begyndte nu at leve høit

Lybek, saavelsom Hamburg, havde nemlig vel maattet lystre Valdemar Seier i hans Velmagts-Dage, men rev sig naturligviis løs, imens han laae i Lænker, holdt Trop med hans Fiender ved Bornhøved, og beholdt desuagtet, under hans daarlige Eftermænd, alle de Handels-Friheder, han havde tilstaaet Staden, da den var hans. Hvad der end kunde fattes, fik man for Intet i den kongeløse Tid, og da Lybek, ligesaalidt som Paven, nogensinde opgav hvad engang var erhvervet, det være sig paa hvilkensomhelst Maade, saa fulgde Striden med Valdemar Atterdag, som vilde være sin egen Herre, ganske af sig selv; men Krigen brød dog først for Alvor løs, da Valdemar (1361) indtog Gulland og brandskattede Visby, saa den glemde det aldrig*).

Denne store Hanse-Krig (1361-70) førdes nu vel med foranderlig Lykke, og da den forstyrrede Silde-Fiskeriet ved Skaane, som var en god Indtægt paa begge Sider, sluttedes der tit Forlig, men efterat Lybek paa den Kølnske Hansedag (1367) havde bragt en ordenlig Forbindelse mod Kong Valdemar istand, begyndte han dog snart at grue for de »Syvoghalvfjerds«, han før havde blæst ad, saa han reiste udenlands og lod Danmark i Stikken. Her gik det da til som i de Vendiske Vikingers Tid, og Rigs-Raadet sluttede en høist ydmygende Fred, hvorved Hanselaget ei blot fik alle sine Friheder stadfæstede, men fik paa sexten Aar hele Skaane i Krigs-Omkostninger, og derved hele Silde-Fiskeriet i sin Magt, ja, der løb endogsaa et lille Ord ind om herefter at tage »Hanserne« paa Raad [med] ved Konge-Valg**).

Under denne Krig mistede Kong Valdemar ogsaa sin eneste Søn, som skal have faaet sit Banesaar (1362) ved en af de første »Kanoner« der blev løsnet i disse Farvande***), og det gav Anledning til de tre Nordiske Rigers Forening under hans berømte Da atter, Dronning Margrethe.

Denne stormægtige Frue var nemlig gift med en Kong Hakon i Norge, som ogsaa havde Krav paa Sverrig, og da hun ligesaavel overlevede sin eneste Søn, som sin eneste Broder, kan man sige, det gik hende, som vist mangen Kvinde i den *

* * 450 »sorte Døds« Aarhundrede, der kun blev en sørgelig Arving til stor Rigdom, for at tage den med sig i Graven; men baade var dog Margrethe en Dronning, de Nordiske Riger godt kunde være bekiendt, i Keiserne Wenceslav og Sigismunds Dage, og tillige giør man den »Kalmarske Forening« Uret, naar man anseer den blot for en ulykkelig Prøve paa at oprette et Nordisk Keiserdom.

Norges gamle Konger, fra Harald Haarfager, som sidst i det Niende Aarhundrede blev enevældig deroppe, til Sigurd Jorsalfar, som først i det Tolvte glimrede i Maglegaard og ved den »hellige Grav«, er allerede omtalt, med den Bemærkning, at de i Snorros »Heimskringle« fik et Eftermæle paa Modersmaalet, som selv Keiseren i Maglegaard, end sige da Han i Tydskland, maatte misundt dem, hvis de havde havt et Gran af den levende historiske Drift og Sands, der avlede baade Nordens Kæmpedaad og Islands tilsvarende Sagaskrift Med denne Sigurd uddøde imidlertid ogsaa den ægte Mandslinie af Norges stolte Herrestamme, thi hans eneste Søn, Magnus den Blinde, var en storagtig Stakkel, som (1134) maatte overlade Thronen til en Irsk Æventyrer, Harald Gille, der kun fæstede Jernbyrd paa, at han var en uægte Broder til Sigurd, og hermed begyndte en Beilen til Norges Thronemed allehaande Jernbyrd, der gjorde Norge ulykkeligt og Dets ensformige Historie kiedsommelig. Som Undtagelser fra Hoben rage imidlertid dog Fær[ø]boen Sverre i det Tolvte og hans Sønnesøn, Hakon den Gamle, i det Trettende Aarhundrede frem, som derfor ogsaa hver har faaet sig en egen Saga paa Modersmaalet, hvorom man vel kan sige: bag efter kommer tyndt Øl, men maa dog med et andet Ordsprog føie til, at »tyndt Øl er bedre end tomt Krus.«

Sverre, som glimrede i Norden, da Valdemar den Store døde (1184-1202) pleie vore nyere Historie-Skrivere ellers at ophøie som et Konge-Mønster, langt over Heimskringlas Halvguder, og det deels fordi han jog alle Bisperne ud af Landet, deels fordi han talde saa fornuftig, som om han kunde være født i det Attende Aarhundrede, og endelig fordi han selv skal have dikteret sin Historie, og kanskee endogsaa »Konge-Speilet«, som er en halv Sædelære; men Sverre lignede dog aabenbar, efter hans egen Saga, langt meer en »halvstuderet Røver,« end en statsklog Fyrste, og naar man, som det sig bør, lader hans »Boglige Konst« staae ved sit Værd, er indenlandsk Blodbad al hans Bedrift.

451

Hakon den Gamle, som var samtidig med Valdemar Seier og overlevede ham (1217-63), fik kun ved Hjelp af Snorre Sturlesens Morder, Island til at underkaste sig, og døde paa et Søtog i Vesterhavet for at hævde Norges Herredømme over Ørkenøerne og Skotlands Nordpynt, og han har just ikke megen Ære af sin høie Alder og sin lange Saga, men han vandt dog »Europæisk Berømmelse«, saa Paven lod ham krone ved En af sine Kardinaler, og de Tydske Kurfyrster tænkde paa at vælge ham, efter Frederik Araber, til Keiser i det Hellige Romerske Rige*).

Med denne Hakon slutter Historien paa Modersmaalet, thi skiøndt man har Begyndelsen til en Saga om hans Søn, Magnus Lovbøder, er den dog enten opgivet eller strax forgaaet, og med den næste Hakon uddøde Sverres Mandslinie (1319), hvorpaa Norges Krone tilfaldt hans Dattersøn, Kong Magnus Smæk i Sverrig, som dog maatte afstaae den til sin Søn, Hakon den Sidste, der var gift med Dronning Margrethe; deres Søn opkaldte de efter Norges berømte Olaver, og skiøndt han alt tidlig (1387) tog baade Navnet og Haabet med sig i Graven, levede han dog netop længe nok til, som nærmeste Arving, at forene Danmark og Norge, siden i fire Aarhundreder bekiendt under Navn af Tvilling-Riget.

At nu Hansestæderne heller ikke i Norge havde forsømt sig, kan man nok vide; men saalænge Riget virkelig havde en Flaade, altsaa til Hakon den Gamles Død (1263), var der dog hverken at tænke paa Enehandel eller paa Herrefærd. I en Præken om »Drukkenskab« som Kong Sverre holdt paa Bergens Bything (1185) høre vi da ogsaa, at mens Engelskmændene faae mange Tak for deres »Hvede og Honning, Meel og Klæde«, og Andre for »Hør og Lin, Vox og Kiedler«, faae Tydskerne, som mylre ind med deres store Vin-Ladninger, ikke blot mange Utak, men til Slutning den korte Beskeed, at vil de ikke vove Liv og Gods, maa de paa Timen pakke dem bort. Dette kan man nu vide, har været til de store Kølnske Vinhandlere, og man kan være vis paa, at netop med Vinen har det ikke nær gaaet saa haardt til som »Sverre Præst« prækede, men det viser dog, at Bergens Vaag var endnu et vanskeligt Farvand, og det er først i Hakon den Gamles senere Dage (1252) vi høre, at han forligde sig med »Lybekkerne *

452 som han før havde været meget gram*). Lige siden, hedder det imidlertid, var de Perlevenner, og skiøndt vi finder Tydskerne i hyppig Kiv og selv i Krig med de følgende Norske Konger, til langt ind i Hakon den Sjettes Dage (1370), saa er det dog netop Tegn til, de havde vundet fast Fod paa Bergens Brygge, thi Lybske Kiøbmænd trættedes aldrig med Nordens Konger om Keiserens Skiæg**).

Fæste vi nu Øie paa det tredie Nordiske Rige, uden Skaane, Halland, Bleking og Bahuslehn, som i Middelalderen hørde til Danmark og Norge, da er dette, fra Havet næsten udelukte Sverrig, Nordens mørke Side, der vender mod Barbarerne i Østen, og dets indfødte Historie-Skrivere give kun ung Oplysning, da den Ældste af dem er den Upsalske Kannik, Erik Olsen, fra Midten af det Femtende Aarhundrede, da Middelalderen, ogsaa hvad »Eftermælet« angaaer, var forbi, og Nyaarstiden netop begyndt.

Ligetil det Trettende Aarhundrede maatte da Erik Olsen, ligesom vi, næsten udelukkende øse af den Danske og Norske Historie, hvor Sverrig kun berøres leilighedsviis, og det sædvanlig, under den indbyrdes Kiv, med haarde Hænder; men da lang Erfaring har lært, at Storværk er som Staden paa Bierget, der ikke kan skjules, maae vi rigtig nok slutte, at Sverrigs Middelalder har været meget fattigere derpaa end Dets Nyaarstid, og rimeligviis Dets graa Oldtid.

Den Gothiske Udvandring, der maa henføres til Sverrig, ligesom den Angelsachsiske til Danmark, og den Normanniske til Norge, hører nemlig selv til Menneske-Slægtens Oldtid, og med Up-Svenskerne synes der, paa samme Tid, at være indkommet et fiendtligt Element, der sprængde Gotherne til alle Sider, og forstyrrede gjennem hele Middelalderen den indvortes Rolighed.

Nordens Skjalde kaldte for Resten Upsals gamle Drotter »Ynglinger eller Skilfinger« og fra dem lod de Harald Haarfager nedstamme, medens Linien i selve Upsal skulde være sluttet med en Ingild Onderaad endnu før Regner Lodbroks Tid. Dette just ikke rimelige Træk maae vi lade staae ved sit Værd, og kun bemærke, at »Lodbrok og hans Sønner« som fylde hele det Niende Aarhundrede med Vaabenbrag, aabenbar har hjemme i Upsal, og at Oluf Skødkonning, *

* 453 som var samtidig med Hellig-Olav i Norge, endnu regnedes for en ægte Ætmand af Upsals Guder*).

Under alle Omstændigheder maae vi da betragte den Konge-Række, der i Midten af det Ellevte Aarhundrede slutter med Amund den Slemme, som Up-Svensk, og skiøndt den Følgende, som begynder med Stenkild, og slutter med Erik Læsper i Midten af det Trettende Aarhundrede, heller ikke er god at hitte Rede i, see vi dog, den er i det Hele Vest-Gothisk, og under den har Sverrig sine Korstog, som bringe Finland til Riget og Dets Folk til Døbefunten**).

Herpaa følger nu den Øst-Gothiske Række (1250-1363), der begynder med Børge Jarl paa Bjelbo, og slutter med Magnus Smæk, og denne Række kaldes sædvanlig »Folkungerne«, skiøndt gamle Erik kun bruger dette Navn til Børge Jarls blødende Medbeilere***). Den Berømteste af Slægten var Magnus Ladelaas, men selv ham tilskrives dog ikke andre Bedrifter, end at han stødte sin Broder fra Thronen, forsvarede sig paa den i fjorten Aar (1276-90), og efterlod tre Sønner, som sloges om Arven, til de To sultede ihjel og den Tredie maatte rømme Landet†).

En Sønnesøn af Magnus Ladelaas var Magnus Smæk (Kiælebasse), der fandt to Kroner (Sverrigs og Norges) i sin Vugge (1319), men mistede dem Begge, før han kom i sin Grav, og blandt mange andre Grunde til hans Afsættelse anførdes, at han havde smeddet Giftermaalet mellem sin Søn, Kong Hakon og Dronning Margrethe, og for Venskabs Skyld overladt Kong Valdemar Skaane, som hans Formynder, Mads Ketelmundsen havde kiøbt af Panthaveren, Grev Johan††). De Svenske Herrer vilde derfor heller Intet vide af Hakon, men satte en Systersøn af Magnus, Prinds Albrecht af Meklenborg, paa Thronen.

Denne Albrecht, der, ligesom Upsals Guder, skulde skabe Nyt i Sverrig, var i alt Fald ingenlunde sin store Opgave voxen, og Svenskerne skildre ham som en Vild-Tydsker, der levede i Sus og Dus med sine Landsmænd og loe ad Folkets Vaande; men det gik dog roligt af, saalænge Drosten, Bo Jonsen Grip, levede, som havde alle Kron-Godserne og meget *

* * * * 454 meer af Riget i Pant og Forlening. Først efter hans Død (1386) kunde Albrecht og hans Tydske Venner begynde i det Større at raade selv, og man seer, de vilde arvet Broderparten efter den hovedrige Drost; men de Svenske Herrer, som havde baade hans »sidste Villie« at udføre, og deres eget Bedste at betænke, vilde slet ikke indlade sig derpaa, men stillede begge Dele under Tvillingrigets Dronning Margrethes Beskyttelse*).

Margrethe havde nemlig været sin Søn Olavs Formynderske i Danmark siden Kong Valdemar (1375) og i Norge, siden Kong Hakon (1380) hensov, og var, efter Olavs Død (1387) blevet regierende Dronning i begge Riger, og hun vægrede sig ingenlunde ved ogsaa at tage Sverrig under sine Vinger, naar Kronen fulgde med. Det lovede de Svenske Herrer, den skulde, og skiøndt Albrecht drev Spot dermed, kaldte Dronningen »Kong Brogeløs« og sendte hende en Hvæssesten til sine Synaale, saa vandt hun dog Kronen, som han tabde, tilligemed Friheden, i Slaget ved Mösseberg og Falkøping i Vester-Gothland**).

Saaledes fik da Dronning Margrethe Samling paa de tre Nordiske Riger (1389), thi vel trodsede Stokholm enstund, ved Hjelp af de Meklenborgske Herrer og Stæder, men tjende dog kun til Løsepenge for Albrecht, og det er mærkeligt, at Lybekkerne og Hanselaget i det Hele, ved denne Leilighed, snarere begunstigede den Danske Dronning end den Tydske Konge***). Allerede heraf maatte vi slutte, at Hanselaget har frygtet niere for at miste den Danske og Norske Handel end den Svenske, og deres Historie-Skriver finder da ogsaa, at deres fleste Forhandlinger med Svenske Konger angaae blot Forbund mod Danmark†). Ligesom nemlig Tydske Kiøbmænd fra Arildstid fik Borgerret og Deel i Raadet, naar de nedsatte sig i Visby, saaledes finde vi, det var ogsaa i Stokholm og andre Svenske Søstæder, saa Handelen dreves der uden Opsigt paa Svensk, og dog for Tydsk Regning.

Saasnart nu Dronning Margrethe var blevet varm i sit Hlidskjalv, lagde hun Haand paa det Storværk, der egenlig har gjort hendes Navn udødeligt, og bragde den berømte »Kalmarske Forening« istand (1397), hvorefter de tre Nordiske Riger skulde holde ubrødelig indbyrdes Fred, staae Last og *

* * * 455 Brast med hinanden mod alle fremmede Magter, og have fælles Konge, men for Resten, Hver[t] især, være indvortes selvstændigt, med sit eget Rigsraad, Pengevæsen, Love og Indretninger*). Dette blev siden (1438), da Erfaring havde lært, at Konge-Valget vilde være den største Anstøds-Sten, læmpet derhen, at selv om man havde hver sin Konge, skulde »Freden og Forbundet« dog ligefuldt staae ved Magt**).

At nu denne Forbindelse forsaavidt mislykkedes, at Norge for en lang Tid tabde sin Selvstændighed, og Norden blev Skueplads for blodige Krige, det har Tiden viist; men naar man enten giver Margrethe eller den Kalmarske Forening Skyld derfor, da glemmer man iblandt Andet, at ihvad man end gjorde, var dog de gamle Konge-Slægter uddøde i alle tre Riger, saa noget Nyt maatte man forsøge, og at noget andet Nyt end den Kalmarske Forening kunde maaskee foraarsaget endnu langt blodigere Krige og skilt hele Norden ved sin Selvstændighed. Vi maae derfor sige: vel var det Nordiske Forbund, til fælles Bedste, hvert Riges Frihed og folkelige Udvikling uforkrænket, et Vidunder alt for stort til det Fjortende og Femtende Aarhundredes aandløse Dage, men at man i Norden selv dengang fattede den store Opgave, og arbeidede saa flittig paa at løse den, det er dog ikke blot en stor Ære, men et lykkeligt Forvarsel, som vi vil haabe gaaer snart i Opfyldelse, saa man atter skal synge om det venlige [venskabelige] Forlig mellem »Aser og Vaner« med høibaarne Gidsler.

Efter Dronning Margrethes Død (1412) var det Pomerinken Erik og Baireren Kristoffer, der skulde fortsætte hendes Storværk, og det er klart nok, at de dertil fandtes heel uduelige; men netop deres Ligegyldighed for alt Nordisk gjorde dem dog taaleligere end nogen Dansk, Norsk eller Svensk, med sin naturlige Forkiærlighed for El af Rigerne, da vilde været, med mindre man havde valgt lutter Dannekvinder og i dem fundet Systre til Dronning Margrethe. Paa folkelig, frisindet Stats-Klogskab var nemlig dengang ikke at tænke, saa, skulde tre paa hinanden og paa deres Konger mistænkelige Riger være ligelig og læmpelig styret med eet Septer, maatte det bestandig hvilet i en god Kvinde-Haand; thi kun Kvinderne har en naturlig Maalestok for Hjertets Enemærker, og et ligesaa naturligt Greb paa at styre Mænd, ved at overlade dem Myndigheds Skin, som er Alt hvad de Fleste forlange.

* * 456

Erik af Pommern er for Resten især blevet til et Ordsprog for den lange og seierløse Krig, han, som Konge over de tre Nordiske Riger, førde med Slesvigs Hertug og Holstens Grever, og det klinger latterligt nok; men naar han nu engang ei, som Margrethe, var snild nok til at undgaae den, kunde hans Uheld godt have truffet en langt bravere Mand; thi Holstenerne og Hansestæderne havde, hver for sig, været Danmark frygtelige, og kæmpede nu med forenede Kræfter.

Hvad Erik ansaaefor en Stats-Feil af Dronning Margrethe, som han maatte see til at rette, var hendes Føielighed mod den »kullede Greves« Sønnesøn og Navner, hvem hun (1386) forlenede med Hertugdømmet Slesvig, istedenfor at inddrage det, som hjemfaldent til Kronen, da Abels Mands-Linie uddøde paa samme Tid, som Kristoffers; men, med Eriks og mange langt klogere Mænds Tilladelse, var det netop en beundringsværdig Takt hos Kvinden ei at gribe efter »Nelden« som brændte, men efter »Kronen,« som vinkede, og fire Aarhundreder har siden viist, der vilde langt meer end Staalhandsker og Pennestrøg til at rive Slesvig fra Holsten.

Hvor farlig end et Nordisk Tvilling-Rige kunde synes for de »store Hanser« og hvor ubehagelig deres Kalkunskhed end maa have faldet Dronning Margrethe, vidste hun dog ogsaa at fare saa læmpelig med dem, at de fandt sig baade i den Kalmarske Forening, og i Indløsningen af det herlige Skaanske Pant, saa hendes Eftermand syndes at have Spillet med dem gaaende, især da det Lybske Borgerskabs Opstand mod Raadet (1408) havde sat Splid mellem Hovedet og de andre Lemmer. Det gik imidlertid Erik, som i vor Tid saamange Fyrster, at Demokratiet [Folkevælden] selv i en fri Rigsstad kiøs ham, saa, medens Keiser Sigismund, for at faae en samlet Skilling, stadfæstede det selvgjorte Raad i Lybek, sparede Kong Erik hverken Penge eller Flid for at styrte det, hvad ogsaa omsider (1416) lykkedes ham, især ved at lægge Beslag paa Silde-Skibene i Sundet. De store Lybske Kiøbmænd, der nu igien afløste Handværks-Mesterne for Bordenden, syndes vel et Øieblik rørt over hans Ædelmodighed, men disse heftige Følelser var feberagtige, saa Kulden fulgde snart paa Heden, og Lybek fulgde Hamborgs Exempel, som, ligefra Begyndelsen, havde taget Holstensk Parti, for at holde Dansken tre Skridt fra Livet*).

* 457

Kun forgiæves frabad alle tre Rigers Indbyggere sig denne lange, søvnige og ødelæggende Krig, som kun de Svenske Dalekarle, ved deres Opstand under Odelsbonden Engelbret, gjorde Ende paa; men forgiæves skal Læseren ikke frabede sig en udførlig Beskrivelse deraf, og tillader da nok den Danske Tegner med et Par Træk at vise, den førdes slet ikke mere glimrende fra Hanselagets og Holstens end fra Kong Eriks Side.

Til Lands var det især Flensborg, Holstenerne vilde indtage, og til Søes Kiøbenhavn, Lybekkerne vilde ødelægge, mens den var lille, og at de til disse Bedrifter med Flid forenede deres Kræfter, er ganske mærkværdigt, da Flensborg vel endnu er den Danskeste Stad i Hertugdømmet, og Kiøbenhavn virkelig er voxet Lybek over Hovedet. Beleiringen af Flensborg (1427) er imidlertid kun berømt af Stormen, Borgemesteren i Hamborg en Høihellig-Aften foretog med fulde Folk, og som kostede Hertugen af Slesvig Livet, thi Forbunds-Hæren splittedes saa ad, og Flensborg faldt først fire Aar efter.*). Endnu uheldigere var Kiøbenhavns-Toget baade samme Aar og det Følgende, thi vel paastaae Lybekkerne, de tabde kun halvveis Søslaget i Sundet, men hvad der ikke kom galt til Kiøbenhavn, maatte dog skynde sig hjem til Traven, og lade de tredive »Spanie-Farere« istikken, som Kong Erik nappede; og Oprejsningen de fik næste Aar (1428) skulde de ikke rose af, hvis ikke deres egen Bymand, Herman Korner, har gjort dem megen Uret. Han fortæller nemlig meget troskyldig, at da Hanse-Flaaden, med Slesvigs Hertug Gert den Yngre til Admiral, mærkede, at de Danske var oppe, og havde Kanoner i Hundredetal, fandt de det urimeligt at bryde ind i Havnen, men vilde nøies med at forsænke Rævshale-Dybet, og det kunde prægtig gaaet an, naar ikke de fra Wismar havde baaret dem saa keitet ad og sænket deres Skude paalangs istedenfor paatværs, men nu blev der et lille Smuthul aabent, som den Danske Flaade paa Timen benyttede sig af til at slippe ud, og gav saa det glatte Lag. Det var en ærgerlig Sag for Hanse-Fiaaden, som derfor strax lettede, og maatte vende tilbage med uforrettet Sag **). Heraf kunde da Norden lære, at naar man havde en Flaade, *

* 458 som benyttede Leiligheden til at smutte ud, var Hansestæderne ikke nær saa slemme at handle med, som Ordet gik, og skiøndt de Danske er lidt langsomme af Begreb, vilde de dog udentvivl nu snart kommet efter det, naar de kunde undværet Lybek og kommet i Orden med deres egne Ting, men Ingen af Delene var Tilfældet, og derfor maatte de føie dem giennem hele det Femtende Aarhundrede.

I Midten deraf (1448) døde Kristoffer af Baiern; Erik laae og syltede Valle paa Gulland; Svenskerne, som havde afsat ham, vilde have sig en indfødt Konge; og Danmark, som ikke kunde være tjent med det Fællesskab, beed da i et surt Æble og tilbød Adolf af Slesvig og Holsten sin Krone, men han vilde ikke engang have den, men gav Anviisning paa sin Systersøn, Grev Christian af Oldenborg, og med ham besteg da en ny Slægt den Danske Throne, som er blevet gammel paa den med Ære, og sammensmelter i Nyaarstidens Kvad med de gamle Skjoldunger, fra hvem den ogsaa til Nød kan udregne sin Stamtavle. Christian den Første blev, efter sin Morbroders Død (1460), ogsaa valgt til Hertug i Slesvig og Greve af Holsten, paa det Vilkaar ei at skille dem ad, og skiøndt det er nemt at finde Feil, saavel ved dette Forlig mellem Danmark og Hertugdømmerne, som ved den Oldenborgske Stamme, var dog vist intet Bedre fal, og naar man faaer det saagodt som mueligt i denne Verden, skal man være velfornøiet. Det har ogsaa baade Danmark og Norge i det Hele været fra Midten af det Femtende til Slutningen af det Attende Aarhundrede, og det er langt mere end de fleste Riger var i den vanskelige Tid, da Folkene ei selv kunde sige hvad de fattedes, og selv de bedste Øvrigheder fulgde et Hoved, der ikke forstod sig paa Hjertet. Christian var for Resten en ordenlig Konge-Fader, hvis majestætiske Kæmpe-Skikkelse blev beundret baade i Tydskland, hvor han forgiæves mæglede Forlig mellem Keiser Frederik den Tredie og Karl Vovehals for Neuss, og i Rom, hvor han forærede Pave Sixtus den Fjerde Sild og Bergefisk og Hermelin, som han fik giengiældt med en gylden Rose, og Lov til at stifte en Høiskole i Kiøbenhavn, der vilde minde endnu langt bedre om sin Stifter, naar den havde spyttet Latinen ud, thi i den var han, til Pavens store Forundring, slet ikke hjemme*). Det var han nu sagtens ikke heller i Dansken, men dog var det et godt Forvarsel, at vor *

459 gamle »Riim-Krønike,« paa det reneste Dansk, der endnu er ført til Bogs, baade i hans Dage blev Prænte-Konstens Førstegrøde herinde og blev ham tilegnet, thi baade har hans Æt tilegnet sig vort Modersmaal, og det har under Den fornyet sig, trods noget Andet, i sin Aand fra Arildstid.

Da nu saaledes baade Høiskolen reiste sig, Bogtrykker-Konsten indvandrede og Modersmaalet udgik paa Prænt i den Menneske-Alder (1449-81), vor første Oldenborger sad paa Thronen i Danmarks ny Hovedstad, saa begyndte Nyaarstiden aabenbar ingensteds enten folkeligere eller mere historisk, men havde Christian forstaaet Folke-Hjertet, vilde han dog hverken stridtes med Svenskerne om deres Krone, som var ham uvedkommende, eller lagt Raad op mod Ditmarskens Frihed, for hvis voldsomme Krænkelse vi ikke blot engang maatte bøde, men endnu med Grund høre ilde.

Svenskerne havde nemlig alt i Erik Syvsovers Tid gjort Opstand, under Odelsbonden Engelbret fra Dalarne, og efter Kristoffer af Baierns Død, opgav de aldeles den Kalmarske Forening, og valgde Karl Knudsøn af den høiadelige Bonde-Slægt til deres Konge. Vel maatte han engang, under indvortes Splid, vige Sædet for Danmarks Christian, hvem derfor Æneas Sylvius nævner med Priis, som hele Nordens Drot, men derved vandt ikke engang Hansestæderne og Mellem-Handelen, men kun Døden og Mellemhadet, hvorfor Karl ogsaa blev kaldt tilbage, og fik sin Systersøn, Sten Sture til Eftermand*). Denne berømte Svenske Herre førde vel kun Navn af Rigsforstander, men gjorde dog i en Menneske-Alder (1470-1503) mere Gavn end mangen Konge, thi han forsvarede tappert Rigets Selvstændighed, stiftede Høiskolen i Upsala og indførde Bogtrykkeriet. Ogsaa han maatte dog engang (1494) da de andre »Svenske Herrer« blev misundelige paa ham, overlade Kongen af Danmark Sverrigs Krone at stadse med paa Kalmar-Foreningens første Jubelfest; men her gik det ret efter Mundhældet, at »Stadsen faldt i Moradsen,« thi Sverrigs Krone tabde Kong Hans, med saameget Andet, i Ditmarsken.

Ditmarsken er et lille Landskab (syvmil langt og 2-5 Mile bredt) mellem Eideren, Elben og Vesterhavet, og hvor dunkle end baade dets Navn og tidligere Kaar maa findes, *

460 udgjorde dog Ditmarskerne fra Slaget ved Bornhøved (1227), hvor de svigtede Valdemar Seier, under 48 Oldermænds Bestyrelse, en lille Bonde-Stat, der vel kaldte Ærke-Bispen af Bremen naadig Herre, men gjorde dog kun sjelden hvad han vilde. Disse storhugede og stridbare Ditmarskere faldt nu vist nok tit deres Naboer temmelig besværlige, men hvad der oprørde de Holstenske Grever og Herrer imod dem, var dog egenlig det farlige Exempel, disse kalkunske Bønder gav, ved at forjage deres Herremænd og raade sig selv, og jo tiere Forsøgene paa at kue dem mislykkedes, desmere voxde naturligviis baade Faren og Forbittrelsen. Den »kullede Greve,« som ikke var at spøge med, vandt nu vel en Seier over dem, men de vandt en over ham igien, saa det gik lige op, og hans gode Forsæt at lade dem betale Gildet, han vilde gjort i NørreJylland, det kvalde Niels Ebbesen i Fødselen, saa han blev ogsaa paa en Maade Ditmarskens Befrier. Saaledes stod Sagerne, da Greven af Holsten blev tillige Hertug i Slesvig, og dermed trak der et stort Uveir op over Ditmarsken, som Bønderne med ydmyg Bøn kun forgiæves stræbde at afvende; thi Hertug Gert vilde nu have dem knust, og rykkede (1404) ind med en Hær, der syndes stor nok til at sluge dem. Lykken havde han imidlertid ikke med sig, thi Kiærnen af hans Adel maatte bide i Græsset, selv var han En af de Første, der faldt, og hans Lig maatte kiøbes i dyre Domme, saa Nederlaget ved Hamm var ligesom et historisk Efterspil til det ved Sempach, og havde indtilvidere samme Virkning paa de Holstenske Herrer som dette paa de Østerrigske*). Først da Kongen i Danmark og Norge tillige blev Hertug i Slesvig og Greve af Holsten (1460), syndes Staven brudt over Ditmarskens Frihed, der historisk begyndte med en Slags Utroskab mod en Dansk Konge, thi da Keiser Frederik den Tredie viste Kong Christian den Første den Artighed at ophøie Holsten til et Hertugdom, gav han ham ogsaa, paa Begiæring, Hals og Haand over Ditmarskerne, som ulydige Undersaatter, der, naar de trodsede, maatte tugtes. Hvad enten nu imidlertid Kong Christian ei havde Mod paa Marskveien, eller fandt, han havde Nok at bestille med Svenskerne, saa gik Toget i Langdrag, og først da hans Søn, Kong Hans, havde faaet Samling paa de tre Kroner, stræbde han at forøge deres Glands ved Ditmarskens Erobring. Sikker i sin Sag, rykkede * 461 han da (1500) ind med en glimrende Adelskare og med den saakaldte »Sachsiske Garde«, som var et stort Kompagni af Tydske Leietropper med Ry for Tapperhed og med det barske Løsen: vogt dig, Bonde, nu kommer Garden! men Piben fik en anden Lyd i »Djævlekrogen« mellem Meldorp og Hemmingsted, thi der kom Bonden Wolf Isebrand, med haandfaste Karle, over Garden i Søleføre, og hvordan det end gik til, leed Kong Hans saa fuldstændigt et Nederlag, som hans værste Fiender kunde ønske*). Dette var imidlertid Ditmarskernes sidste Bedrift, thi da de, halvtredsindstyve Aar senere (1559), giæstedes af en Dansk Konge med begge Hertugdømmernes samlede Styrke, blev de modløse og opgav uden Sværdslag den Selvstændighed, de i tre Aarhundreder saa tappert havde forsvaret, og har end Seierherrerne ingen Ære af Erobringen, har de dog ikke saa liden af den Frihed, de lige til vore Dage taalde i Marsken.

Nederlaget i Ditmarsken gav, som sagt, Sten Sture i Sverrig Leilighed til at reise sig paany, og vel kom endnu, efter hans Død, een Dansk Konge til at throne i Stokholm, og greb Øieblikket til at giøre sig uforglemmelig, men han gjorde derved tillige det Danske Navn saa forhadt og forhaanet, at om ikke ved Andet, forbrød han dog derved Danmarks Krone saavelsom Sverrigs, mistede ogsaa snart alle tre Kroner, som sidste Gang mødtes paa hans Hoved, døde som en ussel Fange, og fik i Nordens Historie »Tyran« til Kiendings-Navn. Hans Kongenavn var ellers Christian den Anden, han var Svoger til Europas mægtigste Fyrste, Keiser Karl den Femte, og kunde han behersket sig selv, vilde hans Regiering udentvivl blevet glimrende i den store Giærings-Tid, han giennemlevede; thi ved Hjelp af Borger og Bonde at styrte baade Adel og Geistlighed, og ved Hjelp af Hollænderne at ydmyge Hansestæderne, det var aabenbar hans store Plan, og det var saa ganske i Tidens Aand, at havde den været kraftig over ham, vilde Lykken næppe fattedes. Nu derimod havde han aabenbar kun Vinden og Voldsomheden af sin Tid, var frygtsom og vankelmodig, og vilde med Øxen slette Alt hvad han ikke med Pennen kunde omskabe; derfor blev Love, som lagdes paa Hylden, og det »Stokholmske Blodbad«, som besudlede hans Navn, Christian den Andens hele verdenshistoriske Bedrift. Hvormange Adelsmænd det var, foruden de »femten *

462 Svenske Herrer« med Borgemester og Raad, han ved sin Kroning (1520) offrede paa Retterstedet, og hvad man kunde udsætte paa Slagt-Offerne, det kommer her slet ikke i Betragtning; thi han brød ligefuldt, som en blodig Tyran, sit Kongelige Ord og sin Kronings-Eed, før de endnu blev kolde paa hans Læber, og dermed fradømde han sig selv baade Septer og Krone*).

At nu Svenskerne fra dette Øieblik af, i hele to Aarhundreder, ei engang kunde taale Tanken om en Konge fra Danmark, er heel naturligt, nien at det lykkedes en Indfødt ei blot at opsvinge men at befæste sig paa Thronen, det maa man vel kalde et Lykketræf, hvortil det vist nok bidrog, at [saa] mange urolige Hoveder nys var faldet for Bøddel-Øxen. Den Lykkelige var Gustav Wasa, vel især verdenshistorisk bekiendt som Farfader til Gustav Adolf, men dog ogsaa med Rette berømt som sit Fædrenelands Befrier fra to utaalelige Aag: Christian den Andens og Pavens i Rom, og skiøndt man vel har fortalt endeel om hans Opkomst, der ei har den sikkreste Hjemmel, var den dog aabenbar saa æventyrlig, at det giør ingen Forskiel. Han var nemlig som Gidsel kommet i Kong Christians Haand, og af ham med Uret ført fangen til Danmark, men undkom til Lybek og landede ved Kalmar kort før det Stokholmske Blodbad, der ogsaa berøvede ham sin Fader, Erik Wasa til Rydboholm i Upland. Han flakkede nu om, med sit Liv i sin Haand, til det lykkedes ham at bevæge Dalekarlene til Opstand, og han hvilede da ikke, før han (1528) naaede det Høisæde, han over i en heel Menneske-Alder (til 1560) baade med Kækhed forsvarede og med Æren beklædte**).

Samme Aar, som Gustav blev kronet i Strengnæs, indskibede Christan den Anden sig over Hals og Hoved i Kiøbenhavn for at gaae i Landflygtighed, uden at man dertil kan see anden Grund end en kvindagtig Frygtsomhed, der, for at undgaae en lille Fare, styrter sig forblindet i den Største. Vel havde nemlig den Jydske Adel og Geistlighed opsagt ham Huldskab og Troskab, og forbundet sig med hans Farbroder, Hertug Frederik af Slesvig-Holsten, som havde Lybek i Ryggen; men der hørdes ikke et Kny i Resten af Riget, Kiøbenhavn og Malmø var paalidelige, Borger og Bonde paa *

* 463 hans Side, og hans tro Søren Norby en Admiral, der godt kunde holde Lybekkerne Stangen. Ved Standhaftighed lod altsaa rimeligviis Alt sig redde, men ved Flugten var Alting tabt, næsten før han kom til Holland og fik Bud til sin mægtige Svoger i Spanien, end sige da, inden han fik Hjelp; thi saasnart han var borte, underkastede hele Danmark, paa Kiøbenhavn og Malmø nær, sig Hertug Frederik, Norge fulgde endnu samme Aar Exemplet, og næste Aar (1524) holdt Kong Frederik den Første sit Indtog i Kiøbenhavn, hvor hans Ætmænd siden uafbrudt har thronet*).

Ved denne Omvæltning fik Adelen Hals og Haand baade over Kongen og Bonden, og Lybekkerne fik vore Borgere ret under Pidsken, den tappre Søren Norby, som paany havde skaffet Danmarks Flag Anseelse i Østersøen, blev en Landkrabbe, traadte i Keiser Karls Tjeneste og faldt (1530) i Florentses Beleiring, og Christians Historiograf, Christen Pedersen Svenborg, Saxos Udgiver (1512) og en Mester i boglig Konst paa Modersmaalet, som giør Danmark Ære, fulgde ogsaa sin landflygtige Herre og nedsank i Dunkelhed; saa man fristes til at gaae strængt irette med den Jydske Adel og Geistlighed, som baade havde mindst at klage og at frygte; men, uden at de er dermed retfærdiggjorte, maae vi dog bekiende, at Danmark var ligesaalidt moden, som denne Christian skikket til at staae i Spidsen for en ægte folkelig og Nordisk Reformation, som dog havde været det Eneste, der kunde opveiet den Usikkerhed paa Frihed, Liv og Gods, hvori Landsfolket daglig svævede under en selvraadig og voldsom Fyrste, og maatte ventelig svævet endda, over i en heel Menneskealder, thi saalænge (til 1559) levede Christian den Anden. Da nu Danmark, under den mildeste Konge-Række, Solen har beskinnet, derhos kom til at nyde godt af den bedste Reformation, Tiden kunde taale, og udvikledes langsomt men sikkert til aandelig og folkelig Bevidsthed og Selvstændighed, maa det vist nok prise sin besynderlige Lykke, selv under Tyrannens Sværd at være sluppet omtrent med Skrækken, selv under Hansestædernes Vinger at opklækkes til en ikke ubetydelig Sømagt, og selv i Tydskernes Ledebaand at have fundet Vei til Modersmaalets og den Nordiske Kæmpeaands nedgravne Skatte, ja, selv under Bogstav-Troens Aag at have faaet Syn paa det levende Ords Herlighed! At komme først, *

464 naar man ei kommer bedst, er kun en forfængelig Ære, og »seent men sødt« er Danskens Liv-Udtryk, som, naar det stadfæster sig, forvandler Danmarks Historie til et idyllisk Epos, endnu mere smagfuldt, skiønnere og klarere end Odysseen.

Vesterleden eller Italien, Spanien og Portugal.

Denne Levning af det Pavelige Himmerig paa Jorden har vi Protestanter alt længe betragtet som det hede Helvede, uden dog dermed at ville sige, vi ansaae vor egen Part for »det Kolde,« hvad vel ogsaa Frankrig har nærmest Krav paa at kaldes; thi, alt Andet fraregnet, gaaer Helhjem paa Jorden alle Dage saa vidt, som Indbyggerne gaae med »forlorne Tunger.« Naar vi derfor i Verdens-Historien, som det sig bør, ved Helvede kun forstaae det oldnordiske Helhjem, da sige vi med Rette, det gaaer saavidt som de Romanske Sprog, saa Angel-Sachseren og Normannen sank ogsaa derned, som Balder og Høder, skiøndt de ogsaa der har deres Høisæder og Haab om Opreisning, Tydskland kan vi da betragte som Valhald og1 Vigrids-Marken, eller den store Krigs-Skueplads, hvor Enherierne daglig kæmpe efter Døden, og de Levendes Land faaer da ligesaa snevre Grændser, som i Oldtiden, da det egenlig var indskrænket til Palæstina og Hellas. Dette er imidlertid meget for poetisk talt i Stats-Historien, og her maa da baade Venedig, Spanien og Portugal agtes for lyslevende og lysvaagne, baade i det Femtende og Sextende, tildeels endog i det Syttende Aarhundrede, da først i det Attende deres borgerlige Død blev anmeldt i Aviserne, og ved den paafølgende Opløsning uimodsigelig beviist; medens Frankrig, England og Tydskland endnu ikke blot høre til de store Magter, men udgjør, paa Rusland nær, hele Femfinger-Magten eller Pentarchiet. Hvor besværligt det derfor end kan falde en Nordbo at udgrave og giennemvandre det store Pompeii, som Vesterledens Historie vel maa kaldes, er der dog intet Andet for, naar *

465 vi ret skal lære at kjende Forskiel paa Godt og Ondt, paa Liv og Død og paa Mennesker og Dyr; men det maae vi nødvendig, hvis vi igien skal leve op som Mennesker ved Jordens Ende, og faae det nogenlunde godt paa vore gamle Dage; thi trods Reformationen, hænger der endnu meget Papisteri ved os, som vi maae see til at blive kvit, og holde dog paa, saalænge vi troe, det er vort Eget Hertil kommer, at Venedigs Flaade længe var Christenhedens bedste Søværn mod Tyrkiet, og at Farten paa Ost- og Vest-Indien, Vuggen for Europas ny Sømagt, der fordunkler selv Oldtidens Asiatiske, udgik fra Spanien og Portugal, som om den Phøniciske Herkules [Herakles] havde slumret et Par Aartusinde[r] paa den Pyrenæiske Halvø, og vaagnede saa der, med Nyaars-Tiden, for at fortsætte sit ubetimelig afbrudte Levnetsløb.

At komme til Italien, uden at besøge Rom, vilde imidlertid være som »at komme til Rom uden at see Paven,« og skiøndt det Apostoliske Sæde alt ved det Fjortende Aarhundredes Begyndelse var sunket saa dybt, at Bonifas den Ottende fik Ørefigen for Fodkys af Philip den Smukke, og smedes derpaa i Skiærsilden af Dante, saa er dog det Pavelige Statholderskab i Christenheden noget saa mageløs Stort, at for Skyggen deraf, som for den af Herakles, maae alle andre Skygger ærbødig giøre Plads.

Sammenligne vi nu Pavedommets glimrende Tid (fra Midten af det Ellevte til Slutningen af det Trettende Aarhundrede) med Dets Fornedrelses og Undergangs Dage (fra Begyndelsen af det Fjortende til Midten af det Sextende Aarhundrede), da see vi strax, Det i Statshistorien fortjener en Lovtale, thi dermed, som med Solens Nedgang, begynder aabenbar Middelalderens Mørke og det Tyrkiske Troldeliv, og vi nødes til at indrømme, at endnu har Intet gjort sig giældende i den store Verden, nær saa menneskeligt eller aandeligt, som Anskuelsen af et Gudsrige i hele Christenheden, der skulde styres med Retfærdigheds Spir, som en Moses-Stav, i den Romerske Apostolikers uskyldige Haand. Saalænge man derfor ikke giver dette Spir en bedre Efterfølger end det Tyrkiske Slagsværd i den Stærkestes, eller Pennen i de Latinske Juristers og Franske Statsmænds Haand, og saalænge den høieste statshistoriske Idee er en »civiliseret Verden«, hvor selv den Tyrkiske Sultan staaer med Palmer i Hænderne, naar han blot faaer Uniform og Artilleri, Lovbog, Statstidende og Statsgiæld, saalænge skulde man for Menneske-Aandens 466 Domstol nødig gaae irette med Hildebrands, Korstegenes, Islands, Valdemarernes og de Italienske Fristæders Dage.

Fra den saakaldte »Babyloniske Udlændigheds-Tid«, da Paven i Avignon kun var den Franske Konges Hofpræst, kom derimod naturligviis Christi Statholder i en saadan Foragt, og det store Kirke-Rige, med sine selvraadige Embedsmænd og selvgjorte Reformatorer, i en saadan Forvirring, at selv den daarligste Stats-Forfatning, der blot gav det Borgerlige Selskab en Smule Sikkerhed, Styrke og ordenlig Sammenhæng, maatte agtes for en Vinding, og saavel de staaende Hære som den Romerske Rettergang maae da, efter Tidens Pinagtighed, kaldes et nødvendigt Onde.

Det lod sig imidlertid forudsee, at Geistligheden, hvis hele verdslige Anseelse stod og faldt med Kirke-Riget, og at Høiskolerne, som vilde dele eller arve Anseelsen, ei kunde være ligegyldige Tilskuere ved Rigets overhængende Fare, og Troen paa det store Hjernespind havde været saa virkelig, at Folkene endnu enstund maatte ansee Dets Vedligeholdelse med en forbedret Indretning for en Samvittigheds-Sag. Følgerne heraf var de to berømte Kirke-Stævner (Concilier) i Kostnitz og Basel, som, hvad de end i Kirke-Historien maatte have at betyde, er i Stats-Historien, som Midler til at oprette Kirke-Rigets forfaldne Sager, saa latterlige, at det neppe lader sig beskrive.

Den nærmeste Anledning til disse det Femtende Aarhundredes berømte Kirkestævner, var nemlig Spliden, som reiste sig, da de Italienske Kardinaler atter gav Rom en Pave (1378), og de Franske dog ei vilde undvære En i Avignon, og tilsidst var der blevet hele tre Christi Statholdere paa een Gang, som gjensidig bandsatte og fordømde hinanden. For at raade Bod herpaa, lod Geistligheden sig sammenkalde af Keiser Sigismund i Kostnitz (1414), erklærede en saadan Forsamling for den høieste Kirke-Magt, og aftakkede til Beviis alle tre Paver, saa de indbildte sig aabenbar, at de godt kunde høitidelig protestere mod den Pavelige Fuldmagt og dog arve den, og at de verdslige Magthavere, naar de havde faaet Hals og Haand over Christi Statholder, og Geistligheden selv havde nedbrudt Folketroen paa ham, dog af en ligesaa latterlig, som ubegribelig Ærbødighed for et »Statholderskab« i Luften, der tilhørde Alle og Ingen, skulde lade sig regiere af deres geistlige og lærde Undersaatter. Denne søde Drøm blev imidlertid allerede forstyrret paa det Baselske Kirke-Stævne 467 (1431-43) hvor Fædrene prøvede paa at trodse baade Keiser og Pave, men blev derved kun til Latter for dem Begge, og for hele Christenheden, saa dybere kunde hverken Christus eller Paven synke i Folkenes Øine, end naar saadant et aabenbart selvgjort »Himmelraad« ansaaes for Christi eneste Statholder paa Jorden, og Paven igien for dette Raads ansvarlige Embedsmand, der kun af Det havde annammet Magt og Myndighed til at udføre Dets Beslutninger, og fremfor Alt til at reformere sig selv og hele Geistligheden eller »Kirkens Hoved og Lemmer

Af disse »Constitutionelle Kirke-Hoveder,« der skulde rette sig efter dem, de igien skulde rette efter sig, kan man nu ikke med mindste Grund forlange noget Stort, eller vente Andet, end at de snoede sig saa godt de kunde fra den lovgivende Forsamling og deres Haandfæstning, prøvede først ved glimrende Bedrifter at vende Rigets Øine fra de indvortes til de udvortes Anliggender, og, da det mislykkedes, betragtede Pavedommet enten blot som det »bedste Levebrød« i Christenheden, man maatte gjøre saa indbringende som mueligt, eller som et lille Italiensk Fyrstendømme, man maatte see at udvide paa den forvirrede Halvø, der maaskee lod sig gjøre til en samlet Kirke-Stat.

Det Første var især Tilfældet med den lærde og fine Toskaner Æneas Sylvius Piccolomini, der vel først blev navnkundig paa det Baselske Kirke-Stævne, som Rigs-Raadets og Reformernes klogeste og djærveste Talsmand, men havde, endnu før han (1458) under Navn af Pius den Anden besteg Pave-Stolen, aldeles forandret sine Tanker, og haabede, især ved at stille sig i Spidsen for et almindeligt Korstog mod Tyrkerne og Mahomed den Anden, at give Kirke-Riget sin tabte Glands og Christi Statholder sin Enevoldsmagt tilbage. Hørde der nu ikke andet til at oplue Heltemod og høste Laurbær, end en velgrundet Krigs-Erklæring, da maatte det Femtende Aarhundredes Korstog mod de Tyrker, som havde indtaget Konstantinopel og truede hele Europa, vist nok blevet endnu langt mere glimrende, end det Ellevte Aarhundredes mod dem, der kun havde indtaget Jerusalem og truede Konstantinopel, men at Pius kunde saa grovelig forregne sig, viser, at, med al sin Verdens-Klogskab og Menneske-Kundskab i det Enkelte og i det Smaa, havde han dog kun lidt Forstand paa Verden og Mennesket i det Store og i det Hele, og dog kaldes han med Rette sit Aarhundredes Blomst og sin Tids Orakel, 468 saa hvad der brast for ham kunde umuelig bære for hans Eftermænd. Disse stilede da ikke heller nær saa høit, og de tre Navnkundigste: Alexander den Sjette (1492) Julius den Anden (1503) og Leo den Tiende (1513) viste kun Verden, hvor gruelig og selv nederdrægtig det store Levebrød og Levningerne af den Ypperstepræstelige Myndighed kunde misbruges*).

Nu at indlade sig nærmere paa disse indskrænkede og ansvarlige [d]og derfor ikke mindre selvraadige, men langt frækkere og grusommere Kirke-Fyrsters Bedrifter, lønner vist nok i sig selv kun daarlig Umagen, men er dog nødvendigt, da det ingenlunde var for intet, de blev saa ilde berygtede, som man veed, de er, men de spillede virkelig en Hoved-Rolle i Halvøens samtidige Historie og bragde det store Oprør mod Kirke-Magten til Udbrud.

Først maae vi nu rette den selv hos studeerte Folk sædvanlige Fordom, at hvad man nu kalder »Kirke-Staten«, lige fra Hildebrands Tid, var et Italiensk Kirke-Rige, der mærkelig bidrog til at befæste Pave-Magten; thi saa længe Paverne, som Christi Statholdere, var uindskrænkede Fyrster i det store, usynlige, Kirke-Rige, havde de i det Lille og Haandgribelige endnu mindre verdslig Magt og Myndighed, end Keiserne efter Hohenstaufernes Tid i det Hellige Romerske Rige. Hvad der allerede blev sagt om Pavedømmets Skyts-Engel, Karl den Store, at han blev mindre, jo nærmere man kom ham, det gjaldt i alle Maader om de stormægtige Paver, der ingensteds betød mindre end i Rom og Italien, hvor man pleiede at behandle dem, som de haandgribelige Afguder behandledes fra Arilds-Tid, saa først da de sank ned til deres egne »Tjeneres Tjenere«, hvis geistlige »Torden og Lynild« man blæste ad, først da blev deres Personer »hellige og uforkrænkelige,« og Italienerne fandt det nu i sin Orden, at Paverne gjorde sig baade dette Fortrin, deres store Indkomster og den lille Kirke-Stat, som deres »Krongods,« saa nyttige som mueligt.

I sit berygtede Fyrste-Speil (il Principe) betragter derfor Machiavel, hint Pavelige Kløverblads Samtidige, paa den ene Side Pavemagten i Italien som deres Værk, og paa den anden Side den Tryghed, hvormed de i alle deres personlige Forhold kunde bide Hovedet af Skam, for [som] en særdeles Lykke, man vel kunde misunde dem, men aldrig fortænke dem i, de betjende sig af**).

* * 469

Blandt andre Nyheder, det constitutionelle Pavedom naturlig førde med sig, var nu ogsaa Nepotismen, eller Anvendelsen af den Romerske Bispestols store Indkomster og af Kalds-Retten til mange fede Geistlige Levebrød, til at berige deres Frænder efter Kiødet, som, da Pave-Kronen ikke gik i Arv og Paverne sædvanlig var gamle, maatte smede, mens Jernet var varmt. Saaledes udnævnede Pius den Andens Formand, Spanieren Calixt, sin Systersøn Rodrik Borgia til Biskop og Kardinal, skjøndt han endnu var saa ung, at Pius maa undskylde det*) med hans tidlige Lærdom, Indsigt og Elskværdighed (morum svavitas); og da nu denne Borgia eller Alexander den Sjette (1492) besteg Pave-Stolen, som han desuden havde kiøbt af Kardinalerne i dyre Domme, maatte hans første Tanke naturligviis være at sørge for sine »kiødelige Børn,« af hvilke han havde hele fem, og deriblandt den bekiendte Cæsar Borgia, der ikke kunde nøies med lidt. Hele den nuværende Kirkestat og Toskana syndes nemlig Cæsar slet ikke formeget, saa det saakaldte Romagna var det mindste Hertugdømme, en saadan Pave-Søn havde Krav paa, og for at sammenstykke et Saadant af Bologna, Urbino, Perugia, Rimini o.s.v. sparede da heller hverken Fader eller Søn List og Vold, Penge, Forgift, eller Noget, der kunde skille Folk ved Liv og Gods, men just som Cæsar nogenlunde var kommet til Maalet, døde hans Fader pludselig, man siger af Forgift, som var bestemt til en Anden, og snart blev hans værste Fjende, Genueseren Julian Rovero, under Navn af Julius den Anden, (1503) hans Eftermand. Hermed sank det splinterny Borgiske Fyrstehus i Grus, skiøndt Machiavel roser Cæsar for at have bygt det efter alle Konstens Regler, og det nævnes da kun i Verdens-Historien for Sammenhængens Skyld, blandt andet, med Julius den Andens Bedrifter.

Denne stridbare Pave havde vel ingen kiødelig Søn, han vilde sætte paa en Throne, men han sværmede for Italiens Befrielse fra alle fremmede Herskere, som han kaldte »Barbarer,« og for en virkelig Kirkestat af hele Landstrøget mellem Po og Tiber, der kunde giøre Paven til Voldgiftsmand paa Halvøen, og skiøndt det hverken kunde baadet stort eller lod sig giøre, var det dog aabenbar det Største og Bedste, nogen Magt i Italien længe havde havt for Øie, saa Julius den Anden er virkelig, mellem Alexander den Sjette og Leo den Tiende, *

470 kommet i alt for slet Selskab, som Historien, saavidt mueligt, skal udrive ham af. Betænke vi derhos, at de Fremmedes Uddrivelse var den største Italienske Heltegierning, Machiavel kunde forestille sig, og for hvilken han vilde givet selv Cæsar Borgia fuld Aflad og en classisk Lovtale*), da maae vi finde, at Julius den Anden har samme Ret til at kaldes den sidste Italiener, som Cato til at hedde den sidste Romer, og naar desuagtet selv Sismondi gaaer irette med ham om hans Hensigters Reenhed og hans Midlers Tilladelighed, midt imellem lutter Tyve, Røvere og alskens Galgenfugle, da kunde Moraliseringen ei let stædes værre**).

De Fremmede, som Italienerne kaldte Barbarer, var nu Tydskere, Franskmænd og Spanioler, og naar man kjender Italiens Historie, fra Folke-Vandringens Dage af, maa al Tale om Italiensk Selvstændighed vel klinge latterlig, men i Soldaternes, Krudtets og Enevoldsmagtens Tid var det dog ogsaa en ganske egen Sag at hjemsøges af fremmede Erobrere, der hverken bosatte sig i Landet eller viste mindste Agtelse for de Indfødtes Eiendoms-Ret, Nærings-Veie, Sprog, Indretninger, Sæder og Skikke. Melllem det Franske Fyrstehus Anjou og det Spanske Kongehuus Aragon havde der vel saaledes, lige siden den Sicilianske Aftensang, været Tvist og Strid, først om Sicilien og siden om Neapel, men enten det var en Fransk eller Spansk Prinds, der beholdt Marken, blev Tilstanden dog omtrent den samme, og saalænge Soldaterne drev Handværket paa fri Haand, gik det kun sjelden paa Livet løs, og man brandskattede heller idelig Stæderne end man brændte dem een Gang for Alle. Selv efterat Frands Sforza (1450) havde faaet sit Borgeleie i Mailand, førdes de italienske Krige med en vis Finhed og Anstændighed, som gjorde denne Hverdags-Sag taalelig, saa Krigen blev virkelig først Italienerne en Lande-Plage ved Karl den Ottendes Tog til Neapel. En saadan mageløs Plage var det, Italienernes mislykkede Reformator, Hieronymus Savonarola fra Padua, i de samme Dage truede Halvøen med, og naar man veed, hvilken ulyksalig Krigs-Skueplads den siden i halvfjerde Aarhundrede har været, da kan man hverken kalde Savonarola en falsk Profet, eller nægte Neapels-Toget (1494) som brød Isen, den Opmærksomhed, det ellers i sig selv er langt fra at fortjene.

Karl den Ottende, Søn af den Franske Kong Ludvig *

* 471 den Ellevte, hvis Bedrifter vi kiende, paastod nemlig Arveret til Neapel, fordi den sidste Herre af Anjou og Greve af Provence havde afstaaet sit tomme Krav derpaa til hans Fader Kong Ludvig, men Kong Alfons den Femte af Aragon, en god Ven ad Æneas Sylvius og andre lærde Folk, og ret en Fyrste efter Italienernes Smag, havde alt for halvtredsindstyve Aar siden (1442) sat sig fast paa Neapels Throne*), saa man skulde ikke troet, hans Sønnesøn og Navner stod synderlig Fare for saadan en lille Stymper, som Karl den Ottende**). Naar man imidlertid veed, at Neapel alt i Hohenstaufernes Tid var et Sultanat, man ved et eneste Slag kunde vinde eller tabe, da forundrer det Ingen, at en Fransk Krigshær, med Schweitsere i Ryggen, som i Slutningen af det Femtende Aarhundrede (1494-95) hjemsøgde Riget, kunde indtage det paa nogle Maaneder saagodtsom uden Sværdslag***). Langt mærkeligere var det, at da Karl (1495) gik tilbage til Frankrig, kun med sin halve Styrke, han da ved Fornovo, i det Parmesanske, slog den forenede Venetianske, Mailandske og Pavelige Hær, som vilde spærret ham Veien†), thi det beviste, at Italien ei meer kunde forsvare sig selv. Vel var Karl saa slap og sløv, at han lod sin Hær i Neapel udhungre og fortæres, uden at røre sig til dens Understøttelse, men Franskmændene havde faaet Smag paa Italiens Herlighed og lært, at under en dristig Anfører fik man den for godt Kiøb, og Ludvig den Tolvte af Orleans, som snart blev den sønneløse Karls Eftermand (1498), skrev sig ikke for intet ligefra sin Thronbestigelse Konge af begge Sicilierne, og Hertug af Mailand.

Hans Adkomst til den Første af disse Titler har vi alt seet i hans Formands Tog, og den anden førde han til Ære for sin Bedstemoder, og for hendes Fader, en Mailandsk Tyran af Huset Visconti, og at føre blodige Krige for saadanne Titler passer vist nok kun daarlig til Navnet »Folke-Fader«, hvorunder denne Ludvig er indført i Historien; men en Kiendsgierninger det, at han forsmaaede intet Middel, selv det sletteste, for at blive Italiens Herre.

Mailand var vist nok dengang ikke i de bedste Hænder, thi Hertugen, Ludvig Sforza (il Moro), havde, for at blive det, *

* * * 472 afsat og maaskee forgivet sin Brodersøn, og for at kunne gjøre det upaatalt, havde han kaldt Karl den Ottende til Italien*), men at det ikke var for »Dyden« Kong Ludvig foer i Harnisk, seer man vel bedst deraf, at han indgik Stalbroderskab med de største Afskum: Paven Alexander den Sjette og Cæsar Borgia, som udførde alt sit Storværk under den Franske Folke-Faders Vinger**).

Vel var nu Mailand kun en Mundfuld, der vilde lidt forslaae til at mætte den Franske Herskesyge, men for en Sikkerheds Skyld havde Kong Ludvig dog bekvemmet sig til at dele den med Venedig, og da det derved gik saa glat, at han uden synderlig Uleilighed omtrent løb af med det Hele***), stræbde han ligeledes (1500) at lette sig Neapels Indtagelse ved at holde halvt med Kong Ferdinand den Catholske i Spanien†). I denne lykkelige Herre, ligesaa nærig som navnkundig, traf Ludvig imidlertid sin Overmand, som, da Byttet skulde deles, tog det Hele, og kunde vel heller ikke have mindre baade for sin Frænde og sin Ære, som han ved denne Leilighed aabenbar opoffrede. Den sidste Konge i Neapel, Frederik af Aragon, satte nemlig hele sit Haab til sin mægtige Frænde paa den Spanske Throne, som havde hjulpet hans Broder i Karl den Ottendes Tid, og Ferdinand lod ham blive i Drømmen, til han var forloren, ved hvilken Leilighed den berømte Spanske Hærfører Gonsalvo de Cordova viste sig sin Herre aldeles værdig. Selv kom Kong Ludvig aldrig til Neapel, og skiøndt Franskmændene desuagtet sloges godt, lykkedes det dog Gonsalvo (1504) at feie dem til Dørs, og lægge hele Riget ander Spanien, hvorved det ogsaa lige til vore Dage blev hængende††).

Omtrent paa samme Tid døde Alexander den Sjette, og ved sin Thronbestigelse fandt da Julius den Anden Neapel i Spaniernes og Mailand med Genua i Franskmændenes Vold, men hvad der laae Julius endnu meer paa Hjerte end Italiens Frihed, var dog Kirke-Statens Lydighed, hvormed det saae jammerligt ud, da alle Lehnsmændene var selvraadige, og Cæsar Borgia, Hertugen af Ferrara, og Bentivoglio i Bologna, var selv Paven frygtelige. Vel blev han nu meget nemt Cæsar kvit, og tog Bologna med Staalhandsker, før man ret *

* * * * 473 vidste det, saa Alting tegnede godt, naar Venetianerne vilde fundet sig i at give Faenza og Rimini tilbage, som de i den forvirrede Tid havde listet til sig; men de holdt som sædvanlig paa hvad de havde, og i sin Harme greb Julius da til det fortvivlede Middel at slutte Forbund med alle Barbarerne mod Italiens sidste Haab. Herved vristede han virkelig ikke blot Faenza og Rimini fra Venetianerne, men selv Ravenna, hvorpaa de havde vundet Hævd, og havde derfor den samlede Kirkestat faaet nogen Historie, maatte Julius blevet dens Heros. Nu derimod maa man vel baade græde og lee over en saadan Heltegierning af »Christi Statholder«, og dog blev det hans Eneste, thi hans Forbund med de udplyndrede og udmattede Venetianer, om at uddrive »Barbarerne«, kom aabenbar for silde, og neppe havde han ved Spaniers og Schweitseres Hjelp faaet Bugt med Franskmændene, før (1513) hans Timeglas var udrundet*).

Machiavel, som paa denne Tid skrev sit berygtede Fyrste-Speil, spaaede nok, at hvad der var saa godt begyndt, skulde under Mediceeren Johan, der nu (1513) som Leo den Tiende, i sin blomstrende Alder, besteg Pave-Thronen, herlig fuldendes**); men hvad enten man betragter Leo eller hans Brodersøn Lorenzo i Florens, kan man vist nok fristes til at drage den Florentinske Haandskrivers Oprigtighed i Tvivl, da begge disse Mediceer var høist ubetydelige Personer, som fulgde Strømmen og bares af Strømmen til al den Navnkundighed, de har opnaaet. Fattig var da ogsaa denne Lorenzo, naar han ikke forbyttedes med sin Farfader og Navner Lorenzo den Storladne, og skiøndt Leo fornemmelig i Kirke-Historien blev hardtad den Navnkundigste af alle Paver, veed vi dog, han har kun »Pavens Pestilens« Morten Luther, derfor at takke. Vel har han faaet mange Lovtaler for sin gavmilde Understøttelse af Vidskab og Konst, og da især som en stor Velynder af Konstens Halvguder: Rafael og Michel Angelo, men Italienerne sige selv, han var en Ødeland, der efter Lune øste ud iflæng, og satte kun sin Glæde i Jagt, Gildeslag og Narrestreger***). Det Eneste, hvori han lignede sin Formand, var da Lysten til at afrunde Kirkestaten med Ferrara, men kun med de lumpneste Midler vovede han at bekæmpe dets *

* * 474 berømte Hertug, Alfons af Este, og trods sin ungdom blev han dog ei engang saa gammel paa Pavestolen som Julius*).

Leo var en Søn af Lorenzo den Storladne i Florens, og hvorledes denne berømte Fristad tabde sig i Hertugdømmet Toskana, er unægtelig en Hoved-Begivenhed i den Italienske Historie, men til Trælle maatte Florentinerne allerede synes modne ved Begyndelsen af det Femtende Aarhundrede (1406), da de kiøbde Pisa af en Tyran og gjorde den til deres Slavinde**). Det lønner derfor ikke Umagen smaalig at efterspore, hvorledes Mediceernes Herredømme opkom og, trods mange Rystelser, omsider blev urokkeligt, men dog var Kampen saa lang og Modstanden saa alvorlig, at de ingenlunde maae forbigaaes med Taushed.

Sidst forlod vi Florens, da de navnkundigste Mediceers Stamfader, Frants Sforzas Hjertens-Ven, Kosmo døde (1464), efter i en heel Menneske-Alder at have behersket Fristaden, men dog paa en sømmelig Maade, blot ved den overveiende Indflydelse, hans Hoved, hans Vennesalighed og hans Rigdom gav ham, saa hvis han i det Hele havde brugt sin Indflydelse til Stadens og Italiens, og ei blot til hvad han kaldte Slægt og Venners Bedste, da kunde han med Æren baaret Navn af Fædrelandets Fader, som nu derimod kun er en af de tomme Titler, Historiske Personer ei blot maae aflægge i Graven men afbøde i Skiærsilden. Midt i sin Roes over den store Kosmo, fortæller selv Machiavel os, at da han (1434) efter en kort Forviisning kom tilbage til Florens i Triumf, gjorde han saamange honette Folk fredløse, at man maatle tænke paa Sylla og Octavius i Rom, og at da Nogle af hans Medborgere lod ham høre, det var Synd, saaledes at lægge Staden øde, gav han til Svar: Staden maa heller være øde end forloren, nogle Alen rødt Klæde skaber honette Folk og man kan ikke slyre Stater med Paternoster-Baand***). Det Ord, siger Lovtaleren, gav hans Fiender Anledning til at bagtale ham, som om han elskede sig selv meer end sit Fædreneland, og denne Verden meer end den Tilkommende, og naar man betænker, at »Ord og Gjerning« fulgdes ad, maa man vel ogsaa, uden enten at være hans Fiende eller ville bagtale ham, sige det Samme.

Piero, den eneste Søn, Kosmo efterlod, var en sygelig Stakkel, og da han desuden gjorde sig forhadt, ved at sige alle *

* 475 de Penge op, hans Fader havde tilgode hos sine Medbogere, og paa den sømmeligste Maade beherskede dem med, saa skulde man neppe tænkt, han kunde beholdt Magten, end sige ladt den gaae i Arv til sine umyndige Børn; men saa stærkt var dog alt det Mediceiske Parti, og saa ligegyldige var de fleste Borgere ved det Almindelige, at Sammensværgelsen, som Slægten Pazzi stod i Spidsen for, og Pave Sixtus den Fjerde af al Magt understøttede (1478), tjende kun til at giøre Kosmos berømte Sønnesøn, Lorenzo den Storladne, til uindskrænket Herre*). Lorenzo havde derfor ligefra Begyndelsen Aarsag nok til at prise sin gode Lykke, og ved at følge ham, saa at sige, ikke blot til Graven men efter Døden (1492), har Lykken, langt meer end alle hans Fortjenester og Lovtalere gjort ham berømt; thi skiøndt han kun blev 44 Aar gammel, kunde han dog neppe levet to Aar længer, uden at tabe det Skin af en stor Mand, han mindre havde vidst at give sig, end var, som et Lykkens Skiødebarn, kommet sovende til. Mange var nemlig de mislykkede Forsøg paa at myrde ham; alle Italiens Fyrster og selv Tyrken beilede til hans Venskab; han havde ikke blot Held til at slutte en taalelig Fred med Neapel, da han var i Knibe, men til, uden Tapperhed at beholde Fred, og skiøndt han, som Kiøbmand, gik bag af Dandsen, fandt han dog Penge nok i Stadens Kasse til at giøre tusind Gange mere Stads end hans Farfader, den hovedrige Kosmo. Hertil kommer endnu den megen uforskyldte Roes, Lorenzo fik, ei blot af de Lærde, han besoldede, og af Machiavel, der roste mest hvem han frygtede, men efter 300 Aars Forløb af en Engelskmand, hvad neppe var sunget for den lille, forfængelige og vellystige Tyrans Vugge**).

Det syndes imidlertid virkelig, som Lorenzo havde taget Mediceernes Lykke med sig i Graven, thi to Aar efter hans Død (1494) blev hans Søn fordrevet, og hans Afkom kom aldrig mere til at sidde fast i Sadelen, men dog naaede den anden Green af Slægten, der nedstammede fra Kosmos Broder, ved Keiser Karl den Femtes vældige Bistand (1537) ikke alene Herredømmet, men fik, som arvelige Hertuger af Keiserens Naade, Hals og Haand over Italiens fribaarneste Mænd. Ogsaa for de Mediceiske Hertuger, siden Storhertuger, af Toskana *

* 476 stod en Kosmo i Spidsen (1537-74) og netop 200 Aars senere (1737) sluttede en Kosmosen [Kosmosøn] Troppen.

Langt vigtigere end Navnene paa daarlige Storhertuger er imidlerlid Florentinernes Dødskamp giennem en heel Menneske-Alder (1494-1531) og Pisas fortvivlede Opstand (1494- 1509) thi begge Dele staae i den nøieste Forbindelse med Italiens mislykkede Reformation ved Girolamo (Hieronymus) Savonarola.

Hvad denne Sortebroder (Dominicaner) fra Ferrara (født 1452) som Sjælesørger egenlig førde i sit Skjold, bliver det Kirke-Historiens Sag at oplyse, men som en stormende Friheds-Prædikant og henrivende Folketaler, tilhører han saameget mere Stats-Historien, som det ingenlunde var med Middelalderens kirkelige Vildfarelser, men med Nyaarstidens Laster, han prøvede Styrke. Allerede i Lorenzos Dage opslog han sin Talerstol i Florens, og hvad Indtryk han gjorde, kan man allerede deraf slutte, at Lorenzo, der kun forgiæves havde søgt hans Venskab, lod ham paa sin Dødsseng kalde, men at der var Staal i ham, seer man deraf, at han ingenlunde vilde meddele Lorenzo den kirkelige Afløsning, uden han vilde opgivet sit uretmæssige Herredømme over Frisladen*).

Bod og Bedring var Savonarolas Løsen, og Døden som Syndens Sold: Guds Straffedom over Italien, var hans Trudsel og Hoved-Spaadom, og naar man husker, at Afskummet, Alexander den Sjette, besteg Pavestolen samme Aar, som Lorenzo den Storladne døde, og at Franskmændene to Aar efter (1494), under Karl den Ottende, oversvømmede og mishandlede Italien, da maa det kun forundre os, at Florens var den eneste Stad, hvor Folket, ved Sortebroderens Tordentaler, sloges med Rædsel og lovede Bod. Den eneste Trøst, Savonarola gav Florens og hele Italien, var derimod ikke nær saa velgrundet som hans Tugt og Trudsel, thi det var den Aabenbaring, at Karl den Ottende var Guds Redskab til at fordrive Italiens Tyranner og reformere baade Kirken og Staten, og hvor naturligt end dette Franske Haab, fra Karl den Stores Dage, bestandig falder Italienerne, viser det dog megen Luftighed hos deres Reformator, og maatte, da det ret øiensynlig skuffede, forberede hans Undergang. Hertil kom endnu Pavens og den lystige Ungdoms Bisterhed over en stærk og stræng Sædelære, som i deres Øine var det værste Kiætteri, saa det *

477 gjaldt kun om at faae Profeten gjort latterlig i Pøbelens Øine, og det naaede en Graabroder (Fransiskaner) ved at udæske ham til en Ildprøve, thi da dette Skuespil, efter store Forberedelser, gik overstyr, var det naturligviis let at bringe Pøbelen i Harnisk mod Savonarola, som en falsk Profet, der, tilligemed Forventningen af det kostelige Morskab, havde skuffet alt det Haab, man satte til ham. I en Ruf blev han derfor (1498) smidt i Fængsel, lagt paa Pinebænken, hængt og brændt, med to af sine ivrigste Tilhængere, som om det fulgde af sig selv, han med eller mod sin Villie skulde være et Brændoffer paa Pøbel-Frihedens og alle Lasters Alter*). Machiavel finder nu vel dette ganske i sin Orden, da de politiske Profeter, efter hans Opdagelse, maae fare ilde, naar de ikke med Sværdet kan baade holde Troen vedlige og Vantroen i Ave **), men den lette Triumf over Sandhed og Dyd, som Savonarolas Henrettelse aabenbar var for alle Laster, viste dog nok, at for sande Profeter var der nu hverken med eller uden Sværd Stort at udrette paa Halvøen.

Dog, skiøndt denne sørgelige Sandhed maa synes tilstrækkelig oplyst af Savonarolas Baal, er det ulykkelige Pisas Skæbne dog et endnu mere indlysende Vidnesbyrd om Umueligheden af en Italiensk Opreisning; thi skulde den lykkedes nogensteds, maatte det vel været i denne Stad, hvis Indbyggere opoffrede Alt for at afryste det Florentinske Aag, de snart i et Aarhundrede havde baaret; men hverken rørde det selv de bodfærdigste Florentinere til at angre deres Brøde, ikke heller opstod der i Pisa selv eller i hele Italien en Helt, der kastede Glands paa Frihedens Banner og lagde Kraft i Rettens Sværd. Selv hos Pisanerne var aabenbar ikke Kiærlighed til Friheden, men kun Hadet til Florentinerne, brændende, saa de var stedse rede til at underkaste sig hvilketsomhelst andet Aag, og satte deres bedste Haab til Franskmændene, der kun rørdes ved deres Ulykke, som ved et Sørgespil, og endte med den Skamløshed at sælge dem (1509) til Florens for 100000 Dukater***). Næsten alle de bekiendte Familier udvandrede vel (ligesom nys fra Polen); men udvandrede til Neapel, Sardinien og Frankrig, *

* * 478 hvor de umulig kunde vente at undgaae Trældommen, men kun Florentinerne*).

Historien, som ikke kan trives mellem lutter Trælle, vender sig derimod til Venedig, som den eneste Stat [Stad], der endnu satte en Ære i at være til for det almindelige Bedste, og overlevede derfor længe alle de andre Italienske Fristæder, der dog var Grønskollinger mod den**). Vist nok var det hverken høie Tanker, Venetianerne gjorde sig om det almindelige Bedste, eller en dyb Mening, de dermed forbandt, thi Italien og hele Verden var dem ligegyldig, naar kun Venedig blomstrede, og Venedig var lykkelig i deres Øine, naar Handelen gik strygende, Flaaden var seierrig, Forfatningen urokket og Hovedstaden beundringsværdig for Rigdom og Pragt; men man maa tage Verden, som den er, og i det Sextende Aarhundrede nødes man til at beundre Venedig, hvor man dog levede for meer end Øieblikket, og vilde ingenlunde taale, at Enkeltmanden tilfredstillede enten sin Ærgjerrighed eller Herskesyge paa det Heles Bekostning. Derfor var Hertugen (Dogen) i Venedig fra Arildstid opbundet, og blev snart en aldeles magtesløs Skygge, og skiøndt Adelen var Alt, fortjener dog det Venetianske Aristokrati, endnu langt bedre end det Atheniensiske Demokrati, den Roes, at Det brugde sin Magt med stor Beskedenhed og ærede selv de Love, hvorpaa Det beraabde sig, og hvormed det bestod, som et mærkeligt Tusind-Aars-Rige, fra Karl den Stores Dage til Napoleons.

Kommer nu hertil, at enhver Stat, der vil blomstre og berige sig ved udbredt Handel og Søfart, nødvendig maa holde strængt over Eiendoms-Ret i det Smaa, og begunstige Aands-Frihed og Oplysning i det Store; da maa man, trods al den Haarhed, Grusomhed og lumpne Vindesyge, der i det Hele beskæmmer Venedig, dog erkiende Dets Vigtighed og Uundværlighed i sin Tid, ei blot for Italien, men for hele Christenheden, og tage oprigtig Deel i Livsfaren, som truede den sidste store Fristad i Begyndelsen af det Sextende Aarhundrede. Vi ændse her slet ikke Kiævlerierne om, hvorvidt Venedig var kommet ærlig enten til sine Besiddelser i Lombardiet, Kirkestaten, Friaul og Dalmatien, eller til Øerne Kandien [Kandia], Korfu og Cypern, hvad dengang udgjorde et adspredt Rige med omtrent tre Millioner Indbyggere; thi deels havde Franskmændene *

* 479 i det mindste ei bedre Adkomst til Mailand eller Spanierne til Neapel, og deels bryde vi os i Verdens-Historien kun lidt om Andres Ære og Rettigheder end Guds og Menneskets, og, af naturlig Skrøbelighed, om hvad vi kalde vort Eget. Naar vi derfor høre, hvorlunde Ludvig den Tolvtes Høirehaand, Cardinal Georg Amboise, og Keiser Maximilians Datter Margrethe (Statholderske i Nederlandene), i Cambrai (1508) sluttede et Forbund mod Venedig, som baade Pave Julius den Anden, Hertugen af Savoien, Ferdinand den Catholske af Spanien og Neapel, og selv Henrik den Ottende i England skulde indbydes til at beseigle, for at dele Alt, hvad Venedig kaldte Sit, som et Bytte; da er det os et reent Helvedes Anslag paa menneskelig Velfærd og fri Virksomhed*). Det saae Pave Julius ogsaa strax, og da han selv ingen Fiende var ad nogen af Delene, men vel ad Ludvig den Tolvte, hans Cardinal og de Fremmedes Aag, saa vilde han gierne gjort fælles Sag med Venedig, naar Det blot vilde givet Slip paa Faenza og Rimini, men dertil var det haardnakkede Aristokrati ei at bevæge, før alle Besiddelserne paa Italiens Fastland var tabte. Hermed var det imidlertid snart bestilt, thi Republikens Leietropper leed allerede i Krigens første Aar (1509) et afgiørende Nederlag ved Adda-Floden, saa Stæderne paa Fastlandet var overladte til sig selv og aabnede deres Porte endog for den svageste Fiende. Dog var det et heldigt Varsel, at just som den sidste Stad, Treviso, skulde paa Keiserens Vegne besættes af en Haandfuld Soldater, under Æventyreren Trissino, da fik en Garver eller Skomager, Marco, den Indskydelse at reise Republikens Banner (med Markus-Løven) paa Torvet og kalde Borgerne til Vaaben; thi derved fik Trissino en lang Næse og Raadet Mod til at holde Ørene stive**). Paven, som alt havde faaet meer end han forlangde, lod sig nu let forlige, og snart fik Republiken baade ham og Ferdinand paa sin Side, saa det blev egenlig kun Franskmændene, Den havde at bekæmpe, thi Keiser Maximilian kom altid for silde eller gik for tidlig hjem, hvor Noget skulde udrettes, som man ret tydelig saae i Padua; thi mens Keiseren nølede, overgav den sig til Venetianerne, og efter siden at have beleiret den med det Hellige Romerske Riges Magt i sytten Dage, drog han hjem med * * 480 uforrettet Sag*). Franskmændene var imidlertid ogsaa vant til at seire i Øvre-Italien, og fik just nu (1512) En af de unge Vovehalse i Spidsen, hvem de altid følge som Torden og Lyn. Det var Gaston Foix, Hertug af Nemours, som, fulgt af den berømte Peter Bayard (Ridderen uden Frygt og Feil), aabnede sit Felttog i Snefog, med ubemærkt at smutte ind i Bologna, som den Spanske Hær under Sætte-Kongen i Neapel, Raimond Cardona, laae og beleirede, og endnu i samme Maaned hørde man med Forskrækkelse Rygtet om hans Lynildsfart til det frafaldne Brescia, og om den paafølgende Todags-Plyndring uden al Barmhjertighed**). Alt dette var imidlertid kun Varsler for Hoved-Slaget, han samme Aars Paaskedag leverede under Ravennas Mure, som han forgiæves havde bestormet; thi her fangede han den tappre Spanske Admiral, Pedro af Navarra, Minernes Opfinder, og alle de fiendtlige Anførere, som ikke løb itide, og hele den Spansk-Pavelige Hær blev tilintetgjort. Dog, paa denne blodige Valplads, mellem i det mindste 10000 Lig, faldt ved Slagets Ende ogsaa Seierherren, Gaston Foix, knap 24 Aar gammel, og Ravennas skammelige Plyndring var efter hans Fald Franskmændenes eneste Bedrift denne Gang, før Schweitserne kom og nødte dem ved Midsommer til at rømme Lombardiet***). Vel lykkedes det nu ingenlunde Pave Julius, som han inderlig ønskede, ved Hjelp af disse »Barbarer« at jage alle de Andre ud af Italien, saa dette søde Haab maatte han (1513) tage med sig i Graven; men Ravenna-Slaget, der truede hele Italien med Fransk Herredømme, friede ved Gastons Fald dog netop derfra, og endte egenlig den store Krig, som Venedig vel aldrig glemde [forvandt], men overlevede dog paa en Maade næsten i hele tre Aarhundrede. Paa Venedig nær kom Halvøen derimod, som bekiendt, i Hænderne paa det Østerrigske Huus, som Italienerne endnu i Maximilians Dage for det meste kun loe ad, og egenlig kun for at see Tilgangen dermed, er det Umagen værdt, endnu at kaste et Blik paa Mailands Skæbne, der alt længe laae i de Dødes Rlge.

Vi har alt i Forbigaaende bemærket, baade at Mailand under Frands Sforza blev Nyaarstidens første Stats-Kaserne (1450), og at Sforzaerne fik en farlig Medbeiler til Viscontiernes *

* * 481 Efterladenskab i Ludvig den Tolvte, men hvor ubetydelige end disse Begivenheder i sig selv er, maa de dog, for Sammenhængens Skyld, lidt nærmere berøres.

Viscontierne, som over i halvandethundrede Aar (1282- 1447) beherskede Mailand og undertrykde Lombardiet, var vel, efter den Græske Talebrug, som Verdens-Historien med Rette følger, ogsaa Tyranner, thi som Voldsmænd besteg de Høisædet og forsvarede sig paa det, uden at ændse det almindelige Bedste; men de var dog en ældgammel, indfødt, Adelsslægt, vel endog med en Slags Odelsret til Statholderskab paa Keiserens Vegne, og saadanne Omstændigheder gjør en stor Forskiel, saavel paa Borgernes Følelse, som paa Magtens Brug. I det Hele havde derfor især Hovedstaden, der deelde Profiten og, paa en Maade, det Lombardiske Herredømme med sine Fyrster, været ret vel fornøiet med denne indfødte Herre-Stamme; men da Linien uddøde med Philip Marie (1447), fik Mailænderne Lyst til at prøve, om de ikke kunde tilbagevinde hvad de kaldte deres »Frihed«, og dog tillige arve det Lombardiske Herredømme, som Viscontierne havde erhvervet sig. De vilde altsaa paa een Gang være en Fristads Borgere og et heelt Lands Tyranner, og det var et høit Spil, som der hørde meget til at vinde, men kun lidt til at tabe, og som nødvendig maatte tabes paa en Tid, da man kun førde Krig med Leietropper. Saavel for at bringe Pavia, Lodi, Piacenza og andre opsætsige Stæder til Lydighed, som for at holde det paa lombardiske Erobringer stærkt opsatte Venedig Stangen, leiede nu Mailænderne Frands Sforza, Italiens berømteste Fribytter, fulgt af en veløvet Krigshær, Fyrste uden Land, og selv den farligste Beiler til Lombardiets Krone, hvortil han endog, som gift med en uægte Datter af den sidste Visconti, meende sig halv berettiget, og Følgen kunde neppe være tvivlsom; thi fra begge Sider var Forbundet aabenbar paa Skrømt, og Sforza var baade født og opdraget i en selvstændig Leir, hvor man satte sin Ære langt meer i fordelagtige Krigspuds end i stor og ædel

Bedrift*).

Ved at indtage Piacenza, hvor Kanonerne først med Eftertryk begyndte at spille paa de Italienske Mure, ved at ødelægge Galei-Flaaden i Po, og fange en heel Krigshær ved Caravaggio, bragde Sforza snart Venedig i Knibe, men hverken han eller Republiken var for ærlige til at slutte Fred paa Mailands *

482 og Lombardiets Bekostning *). Mailand saae sig nu snart beleiret af hvad den kaldte sin egen Krigshær; til den udvortes Fare kom indvortes Oprør, Pøbelen rasede, og Mailand maatte omsider skatte sig lykkelig ved i Sforza at faae en klog og tapper Tyran, der forstod at holde Orden og sikkrede Byen sin gamle Rang som Lombardiets Hovedstad**). Et Land, hvor Sligt ikke blot kan skee, men beundres og billiges, er modent til Trældom, og dog er det ikke blot Sforzas egen Haandskriver: Johan Simonetti, der løfter ham til Skyerne, men selv Æneas Sylvius, som dog paa Keiser Frederik den Tredies Vegne var hans Medbeiler til Mailand, og saae Staden kort før Overgivelsen, finder Sagen i sin Orden, og Machiavel bemærker ved den Leilighed, at store Mænd kalde det ingen Skam at skuffe men kun at tabe***).

Saaledes kom Sforza i Besiddelse af Mailand, med samme Ret som Tyrken et Par Aar senere af Konstantinopel, men uagtet han, efter fattig Leilighed, førde et stolt Liv i Mailand til sin Dødsdag (1466), var han dog langt fra at have Stortyrkens Lykke, thi før Aarhundredet var omme, laae den Throne, han tømrede, uopreiselig i Støvet, og den havde for hans Æt kun været et kummerligt Høisæde; thi hans ældste Søn, Galeazo, blev myrdet i sin Ungdom (1476), og hans anden Søn, Ludvig Morbær, der meende, han kunde høre Græsset groe, fordi han gik rask paa Ræve-Kløer, maatte ende sine Dage, hvor han saae hverken Soel eller Maane. Ham var det, som kaldte Karl den Ottende til Italien, og til ham var det, Ludvig den Tolvte kom selvbuden, og Schweitser-Tropperne, som Sforza stolede paa, forlod og forraadte ham, hvorved de vist nok beskæmmede sig selv, men gav alle Fyrster den nyttige Lære, at hvem der selv er troløs, maa ingen Troskab vente†).

Schweitserne indbildte sig nu, de raadte for Lombardiet, og efter Slaget ved Ravenna (1512) blev det ogsaa virkelig dem, der regierede i Mailand, under en ubetydelig Sforzas Navn, men det varede dog ikke længer end til det berømte Slag ved Marignano (1515) hvor Schweitserne leed et Nederlag, de aldrig glemde. Det var Frands den Første af Frankrig, *

* * * 483 som fik Æren for den Heltegjerning at have slaaet de Uovervindelige, og han, som ikke blot havde Bayard i sin Tjeneste, men ogsaa Pedro af Navarra, som Spanierne ei havde brudt sig om at løskiøbe, kunde da fryde sig ved de mest glimrende Udsigter til hele Italiens Besiddelse, men Glæden blev dog kun stakket, og fremfor Alt Mailand maatte han snart (1521) overlade til det Østerrigske Huus, hvorfra ikke engang Napoleon tilgavns kunde rive det.

Hermed har vi da fulgt alle de berømte Fristæder til Graven undtagen Genua, og skiøndt Dennes iøinefaldende Urolighed giennem det Femtende Aarhundrede ei lod formode en bedre Hvile end Mailands, faldt Den dog i det Sextende (1528) til Ro under en friere Form, som Den beholdt til Napoleons Dage, og det er mærkeligt, at Machiavel spaaede de Genuesiske Uroligheder en saadan Vending. Grunden, han giver til denne sin Formodning, bør heller ikke forbigaaes i Verdens-Historien, da det var Virksomheden af Europas første National-Bank, berømt under Navn af den Hellige Georgs (officio di San Giorgio). Denne Indretning opkom, da Genua, efter den lange Krig med Venedig, stak dybt i Giæld, og gjorde hos sine Rigmænd et stort Laan paa Tolden, som det overlodes til dem selv at hæve. Under en af de Paagiældende valgt Bestyrelse frugtede Pantet saa godt, at Banken blev istand til at give det Offenlige store Forskud, og at giøre stærke Udlaan til allehaande Grund-Eiere, som vilde pantsætte deres urørlige Gods til Banken og overlade den Sammes Bestyrelse. Paa denne Maade, siger Machiavel, er den største Deel baade af Stæderne og Landet kommet i Georg-Bankens Hænder, og da den, under alle Omskiftelser, staaer urokkelig, bryde Genueserne sig ikke stort om, hvem der ellers regierer, og naar det kommer dertil, som det med Tiden maa, at Banken eier hele Staden, da vil Statsforfatningen endnu være mærkeligere end Venedigs*).

Penge-Sager synes imidlertid ogsaa at have været det eneste Almindelige, der beskæftigede [sysselsatte] Genua, siden Tyrken spærrede det sorte Hav, thi selv det balstyrige Korsikas Aftrædelse til Frankrig (1768) behandledes som en blot Pengesag, skiøndt Republiken og hele Verden snart lærde, [at] den Omskiftelse havde endog langt mere end Georg-Bankens Ophævelse at betyde, thi den gav Napoleon Skin af Franskmand og Leilighed til at bestige Keiser-Thronen. *

484 Med Colombo, den store Mand fra Genua, der fandt en ny Verden at trøste sig med over sit Fædrenelands Fornedrelse, maae vi nu tage Veien til Portugal og Spanien, men kan dog ikke forlade Italien, uden at have kastet et Blik paa den konstige Glands, der i det Sextende Aarhundrede stikker besynderlig af mod den naturlige Afmagt og Usselhed, og her er det igien paa Rom, Florens og Venedig, vi især maae fæste Øie, thi her opførdes de prægtigste Bygninger og blomstrede de tre store Skoler for den Italienske Maler-Konst, som endnu har Verdens Beundring. Man behøver derfor kun at nævne Florentineren Michel Angelo Buonarotti (1474- 1564 [3]), Romeren Rafael Sanzio (1483-1520), og Venetianeren Tiziano Vercelli (1480[77]-1576], saa knæle alle Konstens Tilbedere for disse Italienske Halvguder, som fyldte Halvøen med deres Mirakler, medens Savonarolas Baal blussede vildt i Sky, medens Blodet flød i Strømme under de Fremmedes Sværd, og medens hardtad al levende menneskelig Virksomhed uddøde under det svare [svære] Tyranni, ei blot af enkelte Afskum, men i det Hele baade af Vantro og Overtro, Gierrighed og Ødselhed, Yellyst og Grusomhed. I det nu Stats-Historien maa overlade til den ret oplyste Skole, baade at vurdere den Italienske Konst efter Fortjeneste i sit Slags, og at forklare Sammentræffet af dens Glimmer med Folkelivets Undergang, maa den dog, selv paa den Fare at kaldes barbarisk, raade alle Folkefærd at frabede sig en Roes og Glands, der skulde kiøbes i saa dyre Domme. Naar alle Helte og Helgene er døde, da er det kun en daarlig Trøst, at de faae en mageløs Peters-Kirke og tusinde prægtige Paladser til deres Bautasteen, og naar Menneske-Aandens Timeglas er udrundet, kan Hjertet umuelig fryde sig ved Skyggerne af Dens Bedrifter, hvor skuffende de saa end glimre, og hvor blændende de end betegne »Forklaringen«, selv Legemet i Aandens Glands er skikket til at opnaae, umuelig trøste sig ved en Sjæle-Messe selv i de dybeste og de mest smeltende Toner, der kun udtrykke den uslukkelige Sorg og det ubodelige Tab. En saadan Mozartsk Sjæle-Messe er da vel ogsaa det Høieste, man finder i den berømte Italienske Poesi, fra Begyndelsen af det Fjortende til Slutningen af det Sextende Aarhundrede, eller fra Dante til Tasso, hos hvem den døde i Fortvivlelse. Dette seer man allerbedst paa Ariost (1474-1533), netop fordi han er den »Lystige«, thi ikke for Intet blev den »rasende« Roland hans Mesterstykke, og det mest Poetiske deri Digterens Reise til 485 Maanen, hvor han fandt ikke blot Rolands men ogsaa sin egen Forstand, og Alt hvad der gik tabt herneden*). Ariost og Tasso har for Resten skaffet Fyrste-Huset Este og Hoffet i Ferrara en verdenshistorisk Navnkundighed, som kræver den Bemærkning, at Huset baade i det Femtende og Sextende Aarhundrede udmærkede sig ved Smag for alle skiønne Konster og især for Digte-Konsten, men ingenlunde ved Aand eller Menneskelighed i høiere Forstand. Alfons den Første (1505-34), som Ariost, med alle samtidige italienske Digtere, har besunget, forsvarede sig, især med sine velbetjente [velbekiendte] Kanoner, godt mod Pave Julius og Venetianerne, men han var gift med Pave Alexander den Sjettes æreløse Datter, og Hoflivet var derefter. Med Alfons den Anden (1559-97), Tassos Taarngjemmer, uddøde den ægte Fyrstelinie, hvorpaa Ferrara tabde sig i Kirkestaten, men i Modena og Reggio fandt dog Napoleon endnu en hertugelig Este at fordrive, og med hans eneste Datter kom ogsaa dette Hertugdom til det Østerrigske Huus.

Hvad nu de andre »Boglige Konster« angaaer, da regner man vel, besynderligt nok, ikke Bogtrykker-Konsten dertil, men deels var den dog i det 15de og 16de Aarhundrede virkelig en Konst, og deels har Italienerne særdeles Fortjenester af den, som i en Sum betegnes ved de Aldinske Værker, der endnu giælde for Mesterstykker, og forskrive sig fra Aldus Manutius (1446-1516), som (1488) anlagde sit berømte Trykkeri i Venedig, og fra hans Søn Paulus.

Bogskriver-Konsten er det da egenlig, man mener med »Boglig Konst«, og den dyrkede eller drev man i Italien deels saa bagvendt og deels saa overfladelig, at det var stor Skade, vi ligetil idag har derfra hentet vore Mønstre. Det var nemlig Classikerne, og da især de Romerske, man meer eller mindre slavisk efterlignede, ei blot naar man skrev Latinske Stilebøger, men selv naar man skrev Digte og Historiebøger paa Modersmaalet, saa immer var det »Stilen«, man ansaae for Hovedsagen, behandlede, efter det store Liviske Exempel, Indholden skiødesløs, og tænkde aldrig paa Sammenhængen end sige paa Aanden.

Saaledes er det i Grunden selv med Digterne i det Sextende Aarhundrede, og ret aabenbar med de bedste Historie-Skrivere: Florentinerne Machiavel (1469-1527) og Guicciardini *

486 (1482-1540), saa det er kun deres Deeltagelse i det virkelige Liv og deraf udspringende Forstand derpaa, som giør deres Bøger, i Sammenligning med de blotte »Læseres«, fortræffelige. Machiavel, som, foruden Fyrste-Speilet, har skrevet et Udtog af Italiens Historie til Lorenz den Storladnes Død, var nemlig ikke blot Byskriver af en høiere Orden (Stads og Stats-Secretair) i Florens, først i Republikens og siden i Mediceernes Tjeneste, men i Karl den Ottendes og Ludvig den Tolvtes Dage spillede han selv en betydelig Rolle som Underhandler, ved Cæsar Borgias, det Pavelige, Franske og Keiserlige Hof. Guicciardini, som har skrevet sin Tids Historie, greb ogsaa selv ind i den, tidlig som Florentinsk Gesandt hos Ferdinand den Catholske, og længe som de Mediceiske Pavers Høirehaand, og hvem der selv i Verden har stræbt at udrette Andet end læse og skrive Sort paa Hvidt, kan aldrig, som Pedanterne, indbilde sig, at en Udskrift af Andres Bøger er en Beskrivelse af Menneske-Livet. Naar det offentlige Liv i Grunden er saa umenneskeligt, som vi, især af disse Mænds Bøger, see, det paa Halvøen var i det Femtende og Sextende Aarhundrede, da er det vist nok en farlig Sag at blande sig deri, og et meget utaknemmeligt Arbeide at skildre det med sine rette Farver, men just derfor skal vi være billige mod dem, der har havt saa tynd en Lykke og saa tung en Skæbne, og aldrig gaae irette med dem, som om de havde skabt den Utid, de beskrev og beherskedes af. Saaledes skal Machiavels berygtede Fyrste-Speil vel indskyde os en levende Afsky for den Slags Stats-Klogskab, der udviklede sig hos Italienerne, og dyrkedes siden i hele Christenheden, men langtfra at afskye Machiavel, som et Uhyre i sin Tid, og hans berygtede Bog, som et Haneæg, hvoraf den umenneskelige Stats-Klogskab som en Basilisk udklækkedes, skal vi meget mere høilig beklage en saa dygtig og skikkelig Mand, der i alle Maader blev et Offer for det Uhyre, han ingenlunde skabde, men forefandt saa voxen og vældig, at hvem der vilde gribe virksom ind i Øieblikkets Stats-Begivenheder, maatte trælle for det.

Vilde man saaledes endog indbilde sig, at Ferdinand den Catholske i Spanien havde naaet det Mesterskab i troløs og hjerteløs Stats-Konst, som Machiavel priser ham for*), enten ved at studere Fyrste-Speilet eller andre italienske Bøger, saa var det dog lige vist, at Ludvig den Ellevte i Frankrig *

487 snarere var Ferdinands Mester end Machiavels Disipel, og beundredes selv af Philip Comines, der dog gruede for den grændseløse Ulykke, hans Stats-Konst bragde baade over ham og hans Folk. Bøger giør aldrig Folk, men Folk giør Bøger, ikke engang som de er, men som de har Forstand til, og skiøndt den giennem mange Aarhundreder dybt rodfæstede Overtro paa »Hexe-Runer« og Penne-Mirakler, endnu forblinder de Flestes Øine for denne soleklare Sandhed, maa dog Verdens-Historien ved alle Leiligheder indskærpe den; thi af hin besynderlige Overtro udsprang ikke blot en grundfalsk Betragtning af Folke-Livet allevegne, men ogsaa hele den dødfødte, aandsfortærende Videnskabelighed, der endnu er Menneske-Livets Pestilens. Det er nemlig ikke Nok dermed, at kun meget faa Drenge kan giennemgaae en saadan Skiærsild, som »Latin-Skolen« er, uden at tilsætte de Livs-Kræfter, som den indgribende Virksomhed i alle Retninger udkræver, men de Kæmpe-Naturer, som kan det, stifte ogsaa lutter Ulykke, naar de stræbe at omskabe Mennesker og menneskelige Indretninger efter deres Yndlings-Bøger, eller, hvad her er det Samme, efter den Tankegang, der nødvendig udvikler sig hos Bogorme: at Fødselen giør os kun til Dyr, men Læsningen til Mennesker, og at derfor een dygtig Læser er mere værd end Millioner saakaldte »raa« Skabninger, og at selv den mest djævelske Skarpsindighed, for »Klarhedens« Skyld, er langt at foretrække for den ædleste og dybeste men »dunkle« Følelse. Denne uhyre Misforstand avler, hvor den hersker, den falske Stats-Konst, eller giør dog den Sande og Rette umuelig, thi den rette Stats-Konst er, med fælles Bedste uafladelig for Øie, at udvikle Livs-Kræfterne hos et Folk til den største og gavnligste Virksomhed, de er voxne, uden at ville, paa nogensomhelst Punkt, fremtvinge en Klarhed, der kun er Noget værd, hvor den kommer af sig selv, som den altid giør hvor Virksomheden lever sin Alder ud; thi da bliver den nødvendig sig selv klar, medens al anden saakaldt Klarhed kun er et tomt Blændværk. At nu Mange har saaledes forelsket sig i alskens Blændværk, at de vil kiøbe det til enhver Priis, er vist nok sandt, og paa dem er al Oplysning spildt; men Protestanterne, der netop af Had til alskens Blændværk blev hvad de er, vilde nu dog snart gaae samme Vei som Italienerne, hvis de ikke opdagede, at den Vidskab1 og Stats-Konst, de fik fra Italien, er ligesaa falske som Gudeligheden * 488 og Gudsdyrkelsen derfra, og at hvor man derimod først vil eftertragte Mesterskab l den store Konst at danne et frit og skiønt Borger-Samfund af levende Mennesker, der vil man siden, som Smaating, vinde Mesterskab i de skiønne Konster, der gjorde Italien og Grækenland berømte; thi selv Ord og Toner, end sige da Steen og Farver, er i Grunden langt lettere at behandle smukt end Menneske-Livet selv. Slutningen bliver da nok, at dersom Konsters og Videnskabers Blomstring nødvendig maatte kiøbes med en kirkelig Tomhed, sædelig Fordærvelse og borgerlig Trældom, som den Italienske i det Femtende og Sextende Aarhundrede, da maatte alle Folk, der vil deres eget Vel, frabede sig den forfængelige Ære; men Slutningen bliver ogsaa, at medens alle skiønne Konster kun er spildte paa et stygt Liv, vil derimod et skiønt Menneske-Liv af sig selv forskiønne sine Omgivelser og Alt hvad Det berører, saa Forskiellen vil kun være den Samme, som finder Sted mellem de naturlige og de sminkede Rosenkinder, eller dog mellem Drivhuus-Planter, og de senere udviklede, men ogsaa anderledes saftige, stærke, varige og til Aarstiden passende Vexier og Frugter i »fri Jord underaaben Himmel!« En menneskekiærlig Stats-Klogskab, med endnu større Klarhed end den Machiavelske, vil da ogsaa finde sin boglærde Tolk ved Siden ad de store Malere og Bygmestere, ligesom den Menneskefiendske fandt sin ved Siden ad Michel Angelo, Rafael og Tizian, og da, men ogsaa først da, kan Menneske-Aanden juble og Menneske-Hjertet fryde sig ved de skiønne Konsters Glands!

I det vi nu vende os til den Pyrenæiske Halvø, med sine ulykkelige femten Millioner Indbyggere, maae vi vel huske, at den udgiør en betydelig Deel af Europa, og pipper alt tidlig frem i Oldtidens Verdenshistorie, men vi maae dog heller ikke glemme, at den altid historisk hørde langt meer til de andre Verdens-Dele end til Europa, saa det er i sin Orden, at den ogsaa i Nyaarstiden har al sin Berømmelse fra Afrika, Asien og Amerika. Da baade Ost- og Vest-Indien, for ei at tale om China og Japan, historisk talt er en splinterny Verden, hvis Indflydelse paa den Gamle er i Nyaarstiden blevet uberegnelig, saa kræver unægtelig Spaniens og Portugals Historie i det Femtende og Sextende Aarhundrede en Opmærksomhed, intet Hensyn paa dens øvrige Beskaffenhed maa hindre os fra at skiænke den; men paa den anden Side maae dog heller ikke de glimrende Opdagelser, eller alle Perus og Mexicos Skatte, forblinde vore Øine, saa vi, med Ridderen af den bedrøvelige 489 Skikkelse, tage Kroen for et Slot, eller fordybe os i det Huslige, hvor kun Langeleds-Færden er værd at betragte. At Portugiser og Spanier selv finde deres Historie i det Hele, om ei mageløs, saa dog fortræffelig, det er saa naturligt, at man aldrig maa fortænke dem deri; men de maae i det mindste først selv stræbe at vise os dens levende Sammenhæng med Verdens-Historien, før de forlange den indlemmet deri, og det turde nok falde over Kræfterne. Var det sandt, hvad hele det lærde Europa, paa Franskmændenes Ord, engang var nær ved at troe, at al vor Konst og Vidskab var Mozarabisk, eller dog udsprunget af Vexel-Virkningen mellem Mohrer og Spanioler paa den Pyrenæiske Halvø, da maatte vist nok det Mørke, der i Middelalderen ruger over den, adspredes, før Lyset kunde opgaae over Menneske-Banen; men da selv Frankrig i Nyaarstiden aabenbar ikke har Spanien, men Italien og Tydskland, at takke for sin Udvikling^ vil det naturligviis altid blive et Alkoransk Æventyr at udlede enten Italiens Konst eller Tydsklands Videnskabelighed, enten Republikanismen eller Reformationen, fra Inqvisitionens, den grandiøse [storladne] Raaheds og den jesuitiske Afretnings Fædreneland. Hvad Blodblandingen mellem Afrikaner og Spanske Europæer naturlig avler, det har vi giennem fire oplyste Aarhundreder seet saa kiendelige Prøver paa, at det var latterligt, om vi indbildte os, Den i Mørke havde avlet det Modsatte.

Betragte vi nu de store Portugisiske og Spanske Opdagelser, som satte hele Europa i Forundring og Bevægelse, da frister vel den spidsborgerlige og for en stor Deel umenneskelige Maade, hvorpaa de længe benyttedes, til i dem kun at see Bagsiden af det Femtende og Sextende Aarhundredes aandelige Røre; men den Fristelse skal vi overvinde, thi ved ikke blot at udvide Synskredsen i den virkelige Verden, men ogsaa Menneskets Virkekreds, og ved at give Handel og Skibsfart en Betydning, der forholder sig til hvad de havde i Middelalderen, som Oceanet til Middelhavet, derved blev de ikke blot Betingelsen for den almene (universelle) Udvikling, der er Nyaarstidens Kald og Krav, men gav ogsaa Videnskaberne de borgerlige Pligter og Rettigheder, uden hvilke de aldrig enten ret kan fæste Rod i Jorden eller blive Livet tjenlige.

Hvor dybt det derfor end er under Menneskets Værdighed, videnskabelig at glemme det Usynlige over det Synlige og Aanden over det Haandgribelige, saa er det dog ogsaa fordærveligt, og langt mere fristende, at flyve i Luften, eller at begrave sig i 490 Bøgerne fra fordum Tid, og dog vilde Nyaarstidens Videnskabelighed reent1 blevet en saadan Blanding af Luftighed og Dødbideri, dersom ikke Handel og Skibsfart i det Store havde gjort det baade nødvendigt og fordelagtigt at sysselsætte Tankerne med det nærværende, virkelige Liv, og i Anvendeligheden søge det eneste gyldige Beviis paa deres Rigtighed. De Videnskabsmænd og hele Folk, der ikke har høiere Øiemed end verdslig Anseelse, Magt, Rigdom og Nydelse, vil, ved Tankegangen i en saa lav og egennyttig Retning, vistnok udvikle en aldeles aandløs og ugudelig Vidskab, men paa en høiere Vidskab vilde de ogsaa blot spildt deres Kræfter, som nu dog komme til Nytte for det daglige Liv, og hvem der har dybere Følelse for Menneske-Livets Rigdom og Formaal, vil, paa Erfarings-Veien, ogsaa derover vinde en Klarhed, der paa ingen anden Vei er at finde. Vi skal derfor aldrig beklage os, enten over det store borgerlige Fortrin, Natur-Videnskaberne ved Handel og Skibsfart synes at have vundet, eller over den jettemæssige Storagtighed og Trods, hvormed de sædvanlig møde Aanden, men vi skal kun beklage vor egen Daarskab, naar vi, istedenfor at lære Viisdom af dem, som »af Myren,« heller, om vi kunde, vilde forvandle dem efter vor classiske Skolastiks Lignelse, hvorved vi vist nok tog Brodden fra dem men ogsaa Livet af dem.

Saadanne Betragtninger kan vel synes fremmede for Stats-Historien, men er det dog i vore Dage ingenlunde, da Skolen i alle Henseender spiller en Hoved-Rolle, og man netop nu er ifærd med ogsaa at ville udvikle Handel og Skibsfart af Skolefuxeri, som dog aldrig kan blive deres Kilde, men kun deres Grav, thi man kan giøre mange Slutninger af det mindste Liv, men ikke det mindste Liv af al Verdens Slutninger, og ved at føre et virksomt Liv, faaer man naturlig baade Lyst og Evne til efterhaanden at forstaae det, men naar man med Bogen og Pennen vil skabe enten Sømænd og Kiøbmænd, eller Agerdyrkere og Haandværkere, da opelsker man derved kun Magelighed, Misforstand, Indbildskhed og Misgreb, som enten giør det driftige Liv aldeles umueligt eller dog ulykkeligt. Vort Haab om Fremtiden vilde derfor nødvendig skuffes, hvis ikke Overtroen paa Bøger og videnskabelige Børne-Streger fik en hastig og brad Død, men det vil den ogsaa faae, hvor det borgerlige Liv har saamegen Frihed, at Erfaringen kan komme *

491 til at føre sine soleklare Beviser paa Forfængeligheden af, enten at ville forstaae en levende Virksomhed, man ei selv er fortrolig med, eller at forberedes til den uden netop ved Øvelse af de Kræfter og Næring af den Lyst, der skal »drive Værket.« Anvendelsen af disse indlysende og frugtbare Sandheder maa give al vor Lærdom og Videnskabelighed en ny Stilling til Livet, og forvandle dem fra bydende Herrer til ydmyge Tjenere, og derfor finder den naturligviis stor Modstand hos Vedkommende; men hvad Bisper og Præster, og Paver selv, maatte friste i det Sextende Aarhundrede, det vil i det Nittende dog virkelig Rectorer og Skolemestere, og selv Professorer, komme til at finde sig i, hvor man opdager, at Lærdommen hidtil er drevet saa gruelig paa Livets Bekostning, at enten maa Det nu forgaae eller Den stryge Seil.

For nu at komme til de store Opdagelser selv, da har de Boglærde vel ogsaa paa en Maade tilskrevet sig dem, og flittig bemærket, at uden Kompassets og Maalebrettets (Astrolabets) Opfindelse vilde de været umuelige, men uden at indlade os paa hvad Ingen veed, vil vi bede de Boglærde lægge vel Mærke til, at det ingenlunde er boglig Konst, vi vrage, men kun dens bagvendte Stilling til Livet, vi beklage, og for Resten minde om, at det gaaer med Kompasset, som med Krudtet og Bogtrykker-Konsten, at dets Herkomst er ligesaa dunkel, som dets Nytte er klar. Man har nemlig ikke blot forefundet det i China, men troer at kunne spore det i Europa tilbage til det Tolvte Aarhundrede, og Misvisningen, som de Lærde ikke drømde om, før Colombo paa sin første Reise over Verdens-Havet opdagede den, har Styrmands-Skolen endnu ikke lært Nogen at udregne. Derimod er det ganske sandt, at den boglige Konst staaer i nær Forbindelse med de lange Søreiser, men dog især, fordi det var den samme Videlyst og Nysgjerrighed, den samme vaagnende Selvbevidsthed hos Enkeltmanden og voxende Eftertanke, der i begge Retninger drev Værket.

Portugal har vi hidtil ikke havt Leilighed til at nævne i Verdens-Historien, undtagen ganske i Forbigaaende, ved Mohrernes Fordrivelse fra Coimbra i det Ellevte og fra Lissabon i det Tolvte Aarhundrede*), og selv Navnet synes nyt, da Romerne kaldte Størstedelen deraf Lusitanien. At imidlertid Folket i de Egne alt tidlig har havt Mod paa Selvstændighed, derom give Romerne os selv et umistænkeligt Vidnesbyrd, *

492 med den Bekiendelse, at det var kun ved Forræderi, de fik Bugt med den Lusitanske Høvding Viriat, som i Stadens syvende Aarhundrede trodsede dens Legioner*). I det Ellevte Aarhundrede opkom et Portugisisk Grevskab, hvormed Kong Alfons den Sjette af Leon og Castilien forlenede sin Svigersøn Henrik, som man pleier at kalde en Burgunder og regne til Kapetingerne, men som det Portugisiske Sagn gjør til en Ungarer**). Allerede hans Søn skal i det tolvte Aarhundrede, paa »Ouriques« Valplads i Alenteio, have faaet Konge-Navn, men de Portugisiske Konger begynde dog først at faae et Navn i Verdens-Historien med Johan den Første, ridderlig Stormester af Avis, en uægte Søn af den Kong Pedro, hvis ulykkelige Kiæreste, Ignes de Castro, har gjort harn navnkundig i Portugals Heltedigt, og i hele Christenhedens Romaner***). Vel havde Johan Stormester en farlig Medbeiler i sin Navner paa Castiliens Throne, og Lissabon maatte udstaae en fem Maaneders Beleiring (1384), men ved Hjelp af Portugals Heltemønster, Nunnes Pereira, vandt han dog Seier, og »vor Frue-Dag hin dyre« er blevet uforglemmelig i Portugal, ved det store Nederlag, Kastilianernes i Tal langt overlegne Hær leed (1385) paa Sletten ved Aljubarotta i Estremadura†).

Allerede Dette minder os om, hvad det Følgende stadfæster, at det Femtende Aarhundrede var Portugals Heltetid, som begyndte med Pereira, sluttede med Albuquerque, og fik i Lusiaden sit berømte Eftermæle, saa den tilhører egenlig Middelalderen, hvis Korstog den kroner med Østerledens Herlighed. Saaledes betragtet, falder Portugals paafølgende Afmagt naturlig, og vi blive opmærksomme paa den store Forskiel mellem Opsporelsen af det Ældgamle i Ostindien og China, og Opdagelsen af det Splinterny i Amerika og Sydhavet.

Johan den Første, kaldt »Fædrelandets Fader«, fandt i 48 Aar efter Slaget ved Aljubarotta (1385-1433) gode Stunder til at befæste sig paa Thronen; ved at ægte Philippa af Lancaster, blev han Svoger til Henrik den Fjerde, som opsvang sig paa Englands Throne; ved sin Datter Isabella blev han Morfader til Karl Vovehals i Burgund; og ved sin *

* * * 493 yngre Søn, Prinds Henrik Havmand, blev han saa uforglemmelig som det Portugisiske Storværk*). Dette begyndte, efter Prinds Henriks Tilskyndelse, ogsaa allerede under ham med Ceutas Erobring og Made[i]ras Opdagelse, og videre kom det ikke heller til Henriks Død (1461); men under Johan den Anden (1481-95) satte Portugiserne sig ikke blot fast paa Guinea og paa de Azoriske Øer, men omseilede ogsaa (1487) Godthaabs Forbjerg. Denne Heltegjerning af Bartolomeo Diaz, som de fleste Lærde havde anseet for umuelig, da efter deres Bestik Ingen kunde leve under Linien, vakde Haabet om tilsøes at række Indien, der ikke blot lokkede, som det gamle Fabelland og den æventyrlige Præst-Johans Hoved-Rige, men trak, som Peberets, Kanelets og alle de kostbare Kryderiers Hjem, der længe havde beriget Venedig og skulde nu en liden Stund forgylde Portugal**). Venetianerne havde nemlig vel i sex Aarhundreder hentet de Ostindiske Varer i Alexandrien, men hvad enten de selv ikke vidste, hvordan Varerne kom did, eller de med Flid lagde Dølgsmaal derpaa, saa var det dog først ved et Sendebud over Land, Peder Couvilhan, Kongen af Portugal fik vist at vide, at den Ostindiske Handel gik søveis mellem Aden ved det røde Hav og Malebar-Kysten i Indien selv, hvorved han ret fik Mod paa at række did ved at omseile Afrika***). Selv døde imidlertid Johan den Anden under Forberedelserne, og da han ingen ægte Søn efterlod, blev det, meget imod hans Villie, hans Sydskendebarn Emanuel, den Lykke timedes at kunne skrive sig »Herre over Æthiopiens, Arabiens, Persiens og Indiens Erobring, Handel og Søfart,« og at bære Prisen i Portugals Gyldenaar†).

Vasco de Gama, fra Havnen Sines (i Alenteio) paa Ourique-Marken, (hvor Portugals første Konge vandt sin Krone 1139), var Adelsmanden, hvem Kong Emanuel gav det store Hverv at opdage Indien, lovede Guld og grønne Skove, naar det lykkedes, og udnævnede foreløbig til Commandeur af Christordenen. Til Medhjelpere havde Vasco sin Broder Paul og Niclas Conello, Begge af Kongens Gaard; Styrmanden paa hans eget Skib var Peder Dalanqver, som havde været *

* * * 494 med Diaz, og Bartolomeo selv skulde følge med til Guinea.

To splinterny Skibe, bygt af det Tømmer, Kong Johan lod fælde, og opkaldte efter Englene Rafael og Gabriel, tilligemed et Tredie, kiøbt af Lodsen Berrio i Lagos og opkaldt efter ham, see, det var Flaaden, med 148 Mand ombord, som lettede Anker Løverdagen den 8de Juli 1497, ved Belem (Taios Vagttaarn og det Kongelige Gravsted), og Indskibningen skedte i et høitideligt Optog med bare Been og tændte Voxlys og en fuld Choral fra Vorfrue-Kloster sammesteds*).

Den verdenshistoriske Haandbog kan nu vist nok hverken optage Gamas eller Colombos Dagbog i sig, men det behøves ikke heller, naar kun Historieskriveren har dem for Øie og peger paa det Mærkværdigste, og det gaaer her som med alle levende og lykkelige Bevægelser, at naar man kun begynder fra den rette Ende, følger Resten saa godt som af sig selv. Ved det grønne Forbjergs Øer vendte Diaz tilbage, og i hele tre Maaneder maatte nu Gama kæmpe med flyvende Storme og Bølgetaarne i den Spanske Sø [paa Verdenshavet], saa Folk tænkde tit, deres Liv havde Ende, før de fik Godthaabs Forbjerg i Sigte og paa Ryggen, men disse Storme er ogsaa paa en Maade blevet verdenshistoriske ved i Lusiaden at sammenhvirvles til Uhyret Adamastor, som bekiender, han var i Ledtog med de gamle Himmelstormere, men valgde Havet til sin Tumleplads, for der at optaarne Bølger som Bjerge i Sky, og straffedes med Forvandling til Godthaabs Forbjerg, hvorover hans urolige Aand stormer i Fortvivlelse**).

I November lagde Gama endelig det berømte Forbjerg op, men først i Marts naaede han Mozambique, hvor han traf Folk, som kunde Arabisk og vidste af Indien at sige, og Paaske-Aften ankrede han ved Melinde, hvor der var Indiske Skibe og Kiøbmænd, og hvor han fik Lodsen Canaqua fra Guzarat, som bragde ham lykkelig til Calicut i Slutningen af Mai 1498***).

Nu var da paa ti Maaneder Maalet forsaavidt1 naaet, at Gama var seilet fra Lissabon til Indiens Stapelstad, og Lykken var ham saa god, at da han sendte En af de Forbrydere, *

* * * 495 han havde ombord til at sætte paa Spil, op i Land, traf han paa en Mohr fra Tunis, Bentaibo, som kunde lidt Spansk, og hilste ham med et trohjertigt »gaae Fanden i Vold! hvor kommer du her?« og da Mohren hørde af Forbryderen, at Portugiserne var kommet for at finde »Christne og Kryderier,« sluttede han strax, det var især det Sidste, de reiste saa langt efter, gik ombord til Gama og udbredte almindelig Glæde og Forbauselse ved at sige høit paa Spansk: velkommen! velkommen til Rubiner og Smaragder! tak I Gud, som har ført jer til et Land, fuldt af Kryderi og Ædelstene og af al Verdens Skatte *)! Man kan ogsaa godt tænke sig Gamas Glæde ved saa uformodenlig at træffe paa en halv Landsmand, der vidste Besked om Alt, og baade kunde og vilde være Mægler mellem ham og Samorinen i Calicut, der var en Slags Malebarisk Keiser; men dog var det Brede endnu tilbage, thi at fortrænge eller ogsaa kun at hamle op med de Mohriske Kiøbmænd, som saa længe (man sagde, i 600 Aar) havde været i Besiddelse af den Ostindiske Handel, og stod sig godt med alle Kongerne paa Kysten; dertil var saameget mindre Udsigt, som Portugiserne aabenbar ikke var belavede paa at handle med Andre end dem, der solgde Guld og Elfenbeen, og andre gode Sager, for røde Nathuer, Bjelder, Glasperler og alskens Snurrepiberier**). Uagtet derfor Samorinen bød Gama iland og gjorde al muelig Stads ad ham, fik Piben dog snart en anden Lyd, da Vedkommende skulde til at syne Foræringerne, som Gama havde tilkeiset hans Malebariske Majestæt, nemlig fire Skarlagens-Kapper, sex Hatte, fire Rader Koraller, tolv Destiller-Pander, syv Messingbækkener, en Kasse Sukker, to Tønder Olie og to Tønder Honning; thi ved Synet deraf slog baade Hof-Marschallen (Catual) og Kiøkkenmesteren en høi Latter op og sagde, der kom aldrig saa fattig en Kiøbmand tilbyes, han havde jo meer at undvære. Det hjalp ikke, Admiralen gjorde sig vred, man vilde ikke engang tage imod det Lapperi***), og næste Gang, han kom til Hove, søgde han kun forgiæves at undgaae Talen om Foræringer, thi Samorinen var plat og fortalde ham, at, siden det var saadan en rig og mægtig Konge, * * * 496 der sendte ham ud, dog vel ikke for at opdage Stene, men Folk, maatte han ogsaa have sendt Noget med, og du har jo, sagde han, en Jomfru Marie af Guld, giv mig hende!

Dette Forlangende afviste nu vel Gama med den Bemærkning, at deels var den hellige Jomfru, han havde, ikke af Guld, men kun af Træ forgyldt, og deels vilde han paa ingen Maade skille sig ved hende, som havde beskærmet ham paa Havet og ført ham i Havn; men dermed tilfredstillede han naturligviis ikke Samorinen, og Admiralen fik ikke engang Lov at gaae ombord igjen, før der var sendt endeel Varer iland, som dog heller ingen Kiøbere fandt*). Gama, som aldrig lod sig forknytte, vovede vel endda at forlange Ladning uden Penge, med Anviisning paa Kræmmerleiet (Factoriet), han vilde oprette, men da blev Samorinen bister, smed hans Sendebud i Fængsel, og lod ham vide, at han skulde smukt betale 600 Dukater, før han fik Lov at reise; saa Gama maatte være glad, han fik sine Folk igjen og slap heelskindet. Det var i September (1498) Gama forlod Calicut, og Tilbagereisen til Melinde var det haardeste af Alt: Folkene døde som Fluer, Alle knurrede, og selv Admiralens egen Broder havde tilsidst isinde, naar han kunde faaet Vind, at seile tilbage til Indien**). I Februar (1499) dagedes dog endelig Melinde; i Marts gled Flaaden med stor Glæde forbi Godthaabs Forbjerg, og naaede i April Øerne ved det Grønne, hvor Conello gjorde en Afstikker af sig, for at komme først hjem til Portugal med den store Nyhed. Det lykkedes ham ogsaa, thi først henved to Maaneder efter Conello (i September) landede Gama ved Belem og gjorde Rede for sin lange Reise; af sine 148 Ledsagere havde han kun 55 tilbage, Skibet Rafael havde han brændt paa Hjemreisen, og dets Høvedsmand, Paul Gama, var død paa Terceira; Meget var lidt og for Øieblikket Intet vundet, men Veien til Ostindien var fundet, og til Vitterlighed bragde Gama ikke blot Prøver af alle Ostindiske Varer, men ogsaa Mohren fra Tunis, der havde maattet rømme Calicut for sit Venskab med Portugiserne, og adskillige Malebarer, som maatte reise udenlands mod deres Villie***).

At der nu i Portugal blev gjort al muelig Stads ad Gama, er en følgelig Sag, og at han ei blot blev Greve af Vidigueira, men Storadmiral paa de Indiske Strømme, med Ret til at føre »Portugals *

* * 497 Vaaben« i sit Skjold,*) vilde kun være mærkeligt, hvis han ikke havde havt det Uheld at overleve sig selv, saa det var Andre forbeholdt, ligefor hans Øine, at knytte den store Forbindelse mellem Europas vestlige og Asiens østlige Grændser, og at grunde Portugisernes Ostindiske Rige, som i det Sextende Aarhundrede var hele Verdens Beundring. Gama levede nemlig hele femogtyve Aar efter sin glimrende Hjemkomst fra Calicut, men paa sin anden Reise (1502-3) udrettede han intet Mærkværdigt, og paa den Tredie (1524) kyser han os blot, som et Gjenfærd, der, ved at see sig fordunklet af sine Eftermænd, raser et Øieblik og synker saa med Suk tilbage i Graven**).

Gamas navnkundige Eftermænd i hans egne Dage er mangfoldige, thi netop disse 25 Aar er Portugals Heltetid, da Pedralvares Cabral, Duart (Edvard) Pachecco, Fransisco og Lorenzo Almeida, Fader og Søn, Fernando Magellan, Perez Andrada og Alfonso Albuquerque, rage frem over en utallig Kæmpeskare, ligesom Heltene ved Troja og Jerusalem; men i den verdenshistoriske Haandbog er det dog egenlig kun den Sidste, der, som den Største og Lykkeligste, kan gjøres kjendelig.

Cabral var det, som først fulgde Gamas Rjølvand (1500), stødte paa Brasilien, og grundede Portugisernes første Ostindiske Kræmmerleie i Cochin***); Pachecco forsvarede dette hartad alene, som en Stærkodder, mod Samorinen i Calicut og alle hans Mohrer†); og Løverne af Almeida hævdede stoltelig (1505-9) Portugals Kongeflag paa de Indiske Strømme††), Andrada var den første Chinafarer, og Magellan opdagede Sydhavet; men kun Albuquerque omskabde alle sine Følgesvende til Helte, satte Portugal i Besiddelse af Østens Søfart og Handel, og fremtryllede i den nye Hovedstad, Goa, et Vidunder, først Calcutta i den nyeste Tid har fordunklet. Dette skedte Alt, saa at sige, i en Haandevending (1509-15), vist nok kun mueligt, fordi Alt da var forberedt, men dog ogsaa kun virkeligt, fordi Alfons var En af de Faa, der, med det store Overblik og den rige Livskraft, forene det rolige Overlæg, den utrættelige Virksomhed, den faste Villie, og den Ringeagt for Smaasjæles Roes og Last, Fornærmelser *

* * * * 498 og Drillerier, som høre til for at grunde noget Stort og Varigt i en smaalig og vægelsindet Verden.

Helte, saavelsom Digtere og Damer, udspille sædvanlig deres glimrende Rolle i Ungdommen, men er end Moses den største, saa er han dog ingenlunde den eneste Undtagelse, da alt Stort maa have Stunder til at modnes, og Albuquerque er En af de klareste Undtagelser fra Regelen; thi om ham, hvis Persiske og Indiske Tog gjorde en Opsigt, som Alexander den Stores, hører man slet Intet, før han havde fyldt sine halvtredsindstyve Aar, da han (1503) førstegang var i det Indiske Farvand og udspeidede sin tilkommende Virkekreds. Denne store Virkekreds kom til at strække sig fra det Røde Hav til det Chinesiske, og gjennem to Aarhundreder, thi vel var det kun som Krydser paa Arabiens og Persiens Kyst, han (1506) stak ud, mens Almeida var Indisk Sætte-Konge, men han havde dog fuld Raadighed over sin lille Flaade, og Kongebrev i Lommen paa, at, naar Almeidas Aar var omme (1508), skulde ban staae for Styret alene.

Kongen af Portugal havde, som sagt, antaget Titel af »Herre over Æthiopiens, [Arabiens,] Persiens og Indiens Erobring, Handel og Søfart«, og skiøndt »Erobring« ingenlunde er den bedste Maade at befordre Handel og Søfart paa, saa synes det dog ikke blot altid den Letteste, men var aabenbar den Eneste, der kunde give den Ostindiske og Chinesiske Handel en saa urimelig Gang, som den over det store, vilde Hav, fra Ganges til Taio, og skal et Øiemed naaes, maae passende Midler anvendes, saa her nødes vi, ligesom Malebarer, Mohrer og Malaier, til at finde os i »Krigens Ret«, skiøndt den er haard at døie. Glemmes maa det heller Ikke, at denne Ret var den Eneste, der gjaldt mellem Folkene i disse Egne, og mod dem af Mahomeds Tro havde desuden i det mindste Forsynet og Menneske-Aanden Giengiældelsens Ret,

VI har bemærket, at den Ostindiske Handel gik hidtil over Middelhavet, og især over Ægypten, hvad ogsaa er saa naturligt, at den vel snart igien vil gaae samme Vei; men de Osmanniske Tyrker, som i Midten af det Femtende Aarhundrede havde bemægtiget sig Konstantinopel, og førde Pesten for al menneskelig Virksomhed med sig, de skulde i Begyndelsen af det Sextende (fra1517) blive Herrer baade i Syrien, Ægypten og Arabien, saa, naar Forbindelsen mellem Europa og Østerleden ei skulde døe hen, men leve op, maatte det nu skee paa den sære Omvei; ene derfor lykkedes 499 vel Portugisernes æventyrlige Foretagende, men derfor var det ogsaa priseligt.

At nu Calicut var den egenlige Stapelstad paa Mallebar-Kysten, har vi strax bemærket, og der stræbde Portugiserne da først at sætte sig fast, men her havde Mohrerne deres Styrke, saa det vilde ikke lykkes, og desuden opdagede man snart, at der var en anden Havn, længere mod Østen, hvorfra Handelen, selv med Peber og Kanel, Sukker og Bomuld, end sige da med Silke, Porcelæn, Rhabarbra og andre Chinesiske Varer, gik langt meer i det Store, og det var Malakka i Bagindien*). Fra begge Sider sammentrængde saa Mellemhandelen sig, deels ved Ormus i den Persiske Bugt**), og deels ved Aden paa den sydvestlige Pynt af Arabien***), og gik derpaa enten med Karavaner til Middelhavet ved Aleppo, eller fra Aden op ad det Røde Hav til Gjodda og Suez, derfra paa Kameler til Cairo, og saa op ad Nilen til Alexandrien, for at samles med Resten i Venedig, Europas Oplagssted for Østens Herlighed†). Lægge vi kun Mærke hertil, da lysner det over den Indiske Kamp, der ellers maa synes os et Virvar, og husker man derhos, at det netop var i Albuquerques Regierings-Tid (1509-15) Venetianerne, under Kampen paa Liv og Død mod det halve Europa, nødtes til at tabe Østen af Sigte, da opdager man en beundringsværdig Sammenhæng, der aabenbar knyttedes af en høiere Haand.

Allerede som Kryds-Admiral eller Stor-Viking, med Borgeleie paa Socotara, gjorde Albuquerque et Kæmpeskridt til Udførelsen af den store Erobrings-Plan, ved (1507) at lade Ormus føle sin Vælde og afnøde Kongen baade aarlig Skat, og Plads til en Fæstning, med hvis Opførelse han strax satte alle Hænder i Bevægelse; men derved satte han ogsaa Alt paa Spil; thi hans Kapteiner blev snart kiede af et saadant Kværsæde, der var langt fra at betale sig saa godt som Krydstogene, og Tre af dem gjorde sig tilsidst saa balstyrige at lette uden Forlov og gaae til Indien††). Herved blev Alfons nemlig ikke blot nødt til at lade Narre lee ad halvgjort Arbeide, men da han selv kom til Indien (1508), for at afløse Almeida, fandt han sig der saa sværtet, at Almeida vandt Roes og Berømmelse, fordi han, trods to Kongebreve, nægtede at vige Sædet, og gav Albuquerque *

* * * * 500 Husarrest, ja, tilsidst erklærede det kloge »Raad«, at Helten var gal og kunde ikke betroes til at styre en Baad, end sige hele Indien*).

Det var netop paa denne Tid, Mameluk-Sultanen i Ægypten, hvis Told-Indtægter daglig formindskedes, havde, ved Hjelp af Venetianerne, udrustet en Flaade i det Røde Hav, som gik til Indien, under Anførsel af Statholderen i Gjodda, Mirocen, for, med de Indiske Fyrsters Hjelp, at rense Farvandet for de besværlige Portugisiske Snyltegjæster, og paa samme Tid, som de tre Kapteiner rømde fra Albuquerque ved Ormus, havde Mirocen leveret Lorenzo Almeida et Søslag, hvori Lorenzo satte Livet til**). Intet var nu rimeligere, end at Sætte-Kongen brændte efter selv at hevne sin Søns Død, og da han nu (1509) oppe ved Diu vandt en glimrende Seier over Mameluken og hans Indiske Hjelpere***), voxde hans Yndest og Anseelse hos Portugiserne derved saaledes, at han upaatalt kunde giøre ved Albuquerque hvad han vilde. Han sendte ham da ogsaa virkelig under Bevogtning til Fæstningen i Cananor, og agtede om Sommeren at føre ham fangen hjem med sig til Portugal; men da det rygtedes, at Flaaden fra Hjemmet for i Aar (1509) anførdes af Marschal Fernando Cottigno, en Ven ad Albuquerque, saa fandt Almeida det dog raadeligst at fire, og saasnart Flaaden ankom, lade Alfons nyde sin Ret†). Hvorledes Almeida vilde have forsvaret sin Selvraadighed og oprørende Adfærd for Kong Emanuel, fik imidlertid Ingen af vide, thi han fandt sin Død paa Hjemreisen, ved Godthaabs Forbjerg, i en Fægtning med Kafferne††).

Saaledes kom da Albuquerque endelig til at staae for Styret i Indien, og skiøndt han maatte bestaae haarde Kampe overalt hvor han kom, lykkedes dog nu alle hans Foretagender, undtagen Stormen paa Aden†††). I Goa, paa Kysten af Visapur, grundede han en ny Stapelstad for Østens Handel, som snart tog Søgningen fra Calicut, ved hvilken Leilighed den Portugisiske Bygmester, Tomaso Fernandes, ogsaa reiste sin Konst et glimrende Mindesmærke§). Baade ved dette *

* * * * * * 501 Storværk*), ved Indtagelsen og Befæstningen af Malakka**), og i det Hele ved sin ligesaa kongelige som kæmpemæssige Færd, gjorde nu Albuquerque en saadan Opsigt, at alle Konger og Fyrster fra Arabien til China lykønskede ham ved deres Sendebud og søgde hans Venskab ***), men netop dette vakde Manges Misundelse og Kong Emanuels Mistanke, saa paa Farten fra Ormus (1515), hvor han seent fuldendte hvad han tidlig havde begyndt, mødte ham det ligesaa harmelige som uformodenlige Budskab, at Kongen havde sendt ham en Eftermand†). Den gamle Kæmpe, siger man, bar allerede paa sin Helsot, og denne sorte Utaknemmelighed af Kongen, til hvis Ære han fortærede sin Kraft, tabde da snart sin Brodd; thi Helten opgav Aanden paa Goas Rhed, saa han nedlagde kun Regieringen, som alle Verdens Konger, i Graven, og til den fulgdes han med Taarer som en Landsfader, fordi han havde bygget op med ligesaa stor Omhu, som han med Fynd rev ned††). En saadan Mand fortjende vist nok i det mindste en heel Bog til sit Eftermæle, og en Saadan har hans Søn skrevet, men skiøndt han der kaldes »den Store« hvert Øieblik, er den jævneste Beskrivelse af hans Storværk dog uden Sammenligning hans bedste Lovtale†††).

En saadan jævn Historie om Albuquerque finder man i Anden og Tredie Bog af de Syv, Portugiseren Fernando Lopes Castaneda, i Midten af det Sextende Aarhundrede, skrev om Indiens Opdagelse og Erobring§), og som derfor skal nyde sin velfortjente Roes, naar vi tage verdenshistorisk Afsked med Portugal; men skiøndt der efter Albuquerques Død ei er Stort at melde, maae vi dog endnu lægge Mærke til Hovedet af China og Halen af Tyrken.

Vi har allerede bemærket, at det var i Malakkas Havn, man først opdagede Chineserne, og da Albuquerque fandt deres Søfarende baade meget venskabelige og anderledes dannede end Malebarer og Malaier§§), vilde han udentvivl snart giæstet dem selv, hvis han var blevet ældre; men nu blev det En af hans Medhjelpere ved Malakkas Erobring, Fernando *

* * * * * * * 502 Perez Andrada, som, i det verdenshistoriske Skudaar 1517, gjorde den første berømte China-Reise*). Kong Emanuel, som tænkde, China laae tæt ved Malakka og var et Rige af samme Slags, havde ikke agtet det Umagen værdt at sende en ordenlig Ambassadør fra Lissabon til Kongen af China, og overlod det til Andrada at give En af sine Kapteiner det Ærende; men efter modent Overlæg i Indien 1 udvalgde man Hof-Apotheker Tomaso Perez, som mest passende til et Land, hvorfra der kom Rhabarbara og mange andre fine Apotheker-Vare. Formodenlig havde Castaneda selv været i China, thi Beskrivelsen af Andradas Tog til det lukkede Land, og af Canton, der da, som endnu, var den eneste Stad, det Himmelske Rige til Nød vilde aabne Barbarerne, har en saadan Friskhed i alle sine Farver, som kun Øienvidner kan give den, og skiøndt en trehundrede Aar gammel Beskrivelse af Chinesiske Mærkværdigheder let kan synes ubetydelig i Verdenshistorien, er den det dog ingenlunde, da Meget af det Chinesiske, der først stak Europæerne i Øine, aabenbar er blevet efterlignet af dem, uden at de vel selv har mærket det. Uagtet derfor Menneske-Aanden ei kan tage mindste Deel i den Beundring af Chinesernes Fuldkommenheder, som selv Castaneda ei er fri for, og som siden især Franske Penne udbredte over hele Europa, er det dog lige sandt og mærkværdigt, at det først var i China, man lærde fiin Bordskik med Servietter og Tallerkener, Gaffel og Kniv, Artighed med smukt at tage Hatten af for fornemme Folk, og en ordenlig Examinering og Rangeren af Embedsmændene, med de mangfoldige hinanden skakkende Stillinger og Indberetninger, og En af os maa fristes til baade at lee og græde, naar vi læse, hvorlunde der om hele Andradas Tog, fra Øen Veniaga op ad Floden til Cantons Mure, blev sendt udførlige Indberetninger til høiere Steder, ikke blot fra den »Store, den Mindre og den Mindste« (Tu-Tan, Con-Kwan og Com-Pin) hver især, men fra Syv endnu mindre, hvoraf Nogle lød gunstig for Portugiserne, Nogle ugunstig, og Nogle ingen af Delene**).

Saaledes begyndte da Europæernes Bekiendtskab med Chinas strænge Politi, dræbende Ensformighed, døde Afretning, stadselige Tomhed, uendelige Langsomhed og fortvivlede *

* * 503 Alsidighed, der efterhaanden blev hardtad ligesaa almindelig som Theen, og hermed lade vi indtilvidere China fare, ligesom Portugiserne enstund synes at have gjort, saa de først i Midten af Aarhundredet skal have faaet deres faste Kræmmerleie paa Macao, der endnu minder om deres gyldne Tid.

Hvad nu den Tyrkiske Sultan Soliman angaaer, da herskede han saa længe (1520-66), og greb saa vidt om sig, at vi i det Følgende tiere vil nødes til at nævne ham, men her maa det dog bemærkes, hvordan han ogsaa engang, efter Erobringen af Syrien og Ægypten, udstrakde sin lange Tyrke-Arm til Indien; thi at Portugiserne slog den lam, skal erkiendes som en Fortjeneste, de har af hele den Europæiske Nyaarstid. Det var den anseelige Handelstad Diu paa Pynten af Guzerat, som Portugiserne længe havde havt Øie paa og endelig (1531) bemægtiget sig, hvorpaa nu Storherren vilde prøve sine Kræfter, ved at skikke sin Navner, Pachaen af Cairo, did med en stor Flaade, udrustet i det Røde Hav og bemandet med de mest rasende Tyrker; men Antonio Sylveira forsvarede Diu, under en to Maaneders Beleiring baade til Lands og Vands (1538), med en Haandfuld Brave, saa vældig og lykkelig, at Tyrken, efter [et] stort Blodbad, maatte flygte og trøste sig med det muselmanske Mundheld, at »Havet« gav Allah de Christne*).

Næsten alt Dette skedte under Emanuel den Lykkeliges Regiering (1495-1521), og Resten under Johan den Tredies (1521-57), da Heltetiden ogsaa i Castaneda fik sin Herodot, som fulgdes til Indien med Statholderen Nunnes Acugna (1528), under hvem Diu blev baade indtaget af Portugiserne og beleiret af Tyrkerne**), og hele Værket stadfæster hans Forsikkring, at det er Frugten ikke blot af mange Aars Flid, men af fortroligt Bekiendtskab saavel med Begivenhedernes Skueplads som med de lange Reiser, Krigs-Bulderet og det hele Livs-Røre, han vel ofte for smaalig, men altid lysvaagen og træffende beskriver***). Spydig nok bemærker han, at der maa et anderledes overnaturligt Pund end hans til at beskrive hvad man ikke har seet, og de mange Forsøg derpaa, Historien siden har maattet døie, bevise kun slet, at det kan de nymodens Bogorme godt; saa dem, der kun beskrev deres egne ringe Tanker, maae vi herefter see til at glemme over dem, der saae og beskrev de *

* * 504 store Bedrifter. Dog ikke blot fik Portugals Heltetid sin Herodot i Castaneda, men ogsaa sin Homer i Luis Camoens, kun lidt senere, under Galningen Sebastian, med hvem Portugals Roes begravedes i Afrika (1578), og vel er der i Lusiaden meget mere Bagvendt end det, thi ved at have Gamas Reise, istedenfor Albuquerques Bedrift, til Hoved-Indhold, faaer Lusiaden aabenbar langt mere Lighed med Æneiden end med Iliaden; men eet Fortrin har dog Portugals Heltedigt tilfælles med det Græske, og ellers med Faa, at det afbilder et virkeligt Liv, hvori Skjalden med Lyst tog Deel og veed at indføre sin Læser. Portugiser-Livet er, som Skjalden selv bemærker*), endog i Heltetiden, langtfra at være høipoetisk, og Camoens dvæler gierne ved det Lave, men da Portugals Heltetid dog er verdenshistorisk, og her saa livlig skildret, at Læseren gierne følger med, selv i »Storm og Strid«, saa kan man ikke sige, det var ganske uforskyldt, Lusiaden blev læst hardtad paa alle Europas Tungemaal**). Efter et vildt og stormende Levnets-Løb, over Afrika til Indien og China, endte for Resten Camoens ynkelig (1579) i Lissabon paa Hospitalet, saa han naaede hvad han ønskede: at leve og døe med sit Folk.

Man veed nok, det var i det Spanske Monarchi, Portugal tabde sig, og til dette maae vi nu vende os for at see, hvordan begge1 de to nye Verdens-Dele, Ost- og Vest-Indien, mødes, men springe snart saa fiendtlig fra hinanden som Spanien og Holland, og hvad der først kræver vor Opmærksomhed, er da Amerikas Opdagelse, som er sex Aarældre end Ostindiens, og i Almindelighed langt høiere skattet. Det Sidste turde nu vel være feil, da den Østlige Seilads, Kamp og Handel, baade anderledes end den Vestlige knytter sig til Fortidens Storværk, er en ordenlig Folkedaad, og bidrog i de næste Aarhundreder langt meer til Europas Udvikling; men derfor er det dog lige sandt og lige mærkværdigt, at Amerika, som en splinterny Verden, fuld af Sølv og Guld, og dets Opdagelse, som en Enkeltmands Værk, uden Fader, uden Moder og uden Slægt-Register, var langt mere i Nyaarstidens Smag. Forholdet er nemlig her det selvsamme, som mellem Natur-Videnskaben *

* 505 og Historien, eller mellem Valgloven og Arveretten, den rene Fornuft og Erfaringen, og skiøndt man hidtil nogenlunde har ladet det Historiske, Nedarvede og Classiske, raade baade i Kirken, Skolen og det Borgerlige Selskab, har det dog enstund kun været med Knur, og med længselsfulde Blikke paa hvad Enkeltmanden fandt, var det Fornuftigste, nemlig det Selvgjorte og Selvraadige, som det, der egenlig havde Ret til Herredømmet og ene kunde giøre Verden lykkelig. Derfor betragter Europa nuomstunder sædvanlig de Nord-Amerikanske Fristater med samme Øine, som det for tre Aarhundreder siden betragtede det Spanske Amerika med Perus og Mexikos Skatte, og skiøndt denne fortvivlede Retning ingenlunde er at prise, er den dog heller hverken at lee ad eller at græde over, thi til det Første er den for vigtig og til det Andet for kold. De fleste Mennesker opfatte nu engang i Tankerne enhver ny Tilstand som noget Splinternyt, Selvstændigheden som Selvraadighed, og den fri Virksomhed som noget Selvgjort; men hvor Hjertet endnu føler menneskeligt, vil man dog meget godt finde sig i de gamle Grundforhold, som i de gamle Bopæle, naar man kun bliver det Forældede, det Trykkende og paa alle Sider Hemmende kvit, og det er Verdens-Historiens Kald at oplyse den rette menneskelige Sammenhæng i Levnets-Løbet, og derved mægle Forlig mellem det Gamle og det Ny, der ligesaalidt som det Unge og det Gamle i vort daglige Liv kan undvære hinanden. Uagtet derfor Verdenshistorien, som en gammel Mand, umuelig kan finde sig i at forlade den gamle Verden og vandre over til Amerika, enten med Spanierne eller med Independenter og Kvækere, saa følger den dog gierne med Øiet baade Christoffer Colombo, og alt det Mærkværdige, der, ligefra Kartoflerne til de forenede Fristater, udsprang af hans store Opdagelse, der alt nu kan sees at have været ligesaa nødvendig til Menneskehedens Fremskridt, som Ostindiens til Vedligeholdelse af Dens Liv og Virksomhed. Vi vil nemlig faae at see, hvorledes Livet i Europa, især giennem det Syttende Aarhundrede, blev saa tyrkisk betragtet, saa chinesisk sammensnærpet, saa classisk forpint og saa fransk forfalsket, at havde Amerika ikke aabnet en Udflugt og efterhaanden lysere Udsigter, maatte vi forgaaet i vore egne Sko, og verdenshistorisk maa da Amerika skattes langt høiere for hvad det gjorde mueligt end for hvad det gjorde virkeligt.

Spanierne kan nu vel slet ikke lide, at man betragter Amerikas 506 Opdagelse som en Enkeltmands Værk, der kun meget løselig knytter sig til Spaniens Historie, men Kiendsgierninger er uartige nok til ei engang at gaae af Veien for Spanke Grander, og det er en Kiendsgierning, at man i en ordenlig Fortælling om Amerikas Opdagelse ikke kan begynde enten med det Spanske Folks eller med Ferdinands og Isabelles Digten og Tragten, men maa begynde med Genueseren Christoffer Colombo, hans Tanker og Formodninger, Reiser og Hændelser, saa Spanierne har hverken mere eller mindre, men netop samme Deel i Amerikas Opdagelse, som Preuserne eller Berlinerne i den Hegelske Philosophi.

Hvordan nu Genueseren faldt paa, at man ved at holde stik i Vest over Verdens-Havet maatte enten finde aldeles ubekjendte Lande, eller Cipango og Asiens Østkyst, om hvis Herligheder den vidtbereiste Venetianer, Marco Polo, i det Trettende Aarhundrede, aldrig kunde blive træt af at tale eller Genueserne af at høre*), see, det har baade Fernando Colombo, i sin Faders Levnets-Beskrivelse, og alle hans boglige Efterskrivere eller Skarprettere stræbt at forklare og indprænte os; men det gjør man i alle Maader, for Livets Skyld, bedst i at springe over; thi Flyve-Griller, endnu meget urimeligere, har vi i vor luftige og belæste Tid Allesammen1 Nok af, saa det Mærkværdige ved Colombo er ingenlunde hans Tanker og Formodninger, som han sikkert deelde med meget ubetydelige Bogorme, men Kraften i hans Sjæl til at leve, kæmpe og lide for sin store Anskuelse, det Æventyrlige i hans virkelige Levnets-Løb, og det store Udfald, der omsider kronede hans Bestræbelser. Derfor er det ogsaa Børneværk med alle de Ophævelser, man gjør om Amerikas tidligere Opdagelse, det være sig af Phønicer eller Carthaginenser, Vælskmænd eller Islændere, og om Mueligheden af, at Colombo paa sin tidligere Seilads i Nordhavet kan have hørt ymte om noget Sligt; thi Verdens-Historien, der, selv af det Virkelige, kun ændser det Store, overlader nødvendig hele den blotte Mueligheds Rige til de ørkesløse Grublere at fordrive Tiden med. Amerikas Opdagelse bliver først med [ved] Colombos Reise til en verdenshistorisk Begivenhed, og skal Giætninger om Dets tidligere Forbindelse[r] med den historiske Verden selv have *

* 507 mindste videnskabeligt Værd, maae de ingenlunde udspringe af gamle Bøger eller nye Griller, men af Forhold i Amerika selv, som deri søge og finde deres Forklaring, ellers tjene de kun, som alle Smaafolks Recensjoner over store Mænds Værker, til at fordunkle det virkelig Store med ingen Ting, som dog umuelig enten kan blive eller føre til Noget, der er værdt at nævne. Værd at nævne er derimod Christoffer Colombo, saalænge Verden staaer, og hans Søn har Ret i, det kan omtrent være os ligegyldigt, hvad hans Fader var; men det maa dog gjøre os ondt, at den store Mand ei har villet dele Æren med sine Forældre, thi hvor ringe de saa end maatte været, vilde han derved ikke have tabt men vundet i alle kiærlige Menneskers og i Verdens-Historiens Øine*). Det samme er Tilfældet med den store Opdagers Levnetsløb og daglige Sysler, til han lettede Anker i den gamle Verden for at lande i den Ny, thi skiøndt vi ogsaa godt kan undvære Kundskaben herom, vilde den dog været os fornøielig, og sat os istand til at see dybere ind i Mandens Sjæl og i alle Maader bedre forstaae ham, hvad kun Smaasjæle tabe, men alle store Mænd særdeles vinde ved. Nu derimod kan man vel stave sig til, at han omtrent var halvtredsindstyve Aar, da han gik ud paa den lange Reise, og havde da omtrent opholdt sig fjorten Aar i Lissabon (1470- 84) og otte i Spanien, immer med den stærke Drift til at udspeide Verdens-Havet, og med Tilbud om at ville gjøre det for hvilkensomhelst Regiering, der vilde udnævne ham til Storadmiral paa Verdenshavet og til arvelig Sætte-Konge, med Tiende af Alt, hvad der voxde og virkedes i den ny Verden, han paatog sig at opdage**); men hvad han ellers tog sig for i al den Tid, og om han længe ernærede sig af at handle med Bøger, undervise i Styrmands-Konsten og tegne Søkort, det har hans Søn, istedenfor at oplyse, kun søgt at slaae hen, som om Sligt var under en stor Mands Værdighed***). Ogsaa det er uvist, om Colombo havde gjort Genua og selv Venedig noget Tilbud, men at han forgiæves tilbød den Portugisiske Konge sin Tjeneste, er vist, og medens vi ikke kan nægte, at Colombos Vilkaar maatte falde lidt drøie i Kongens Øren, maae vi dog smile ad Kong Johan og hans lærde Raadgiver, * * * 508 Doctor Calzadiglia, som meende, de havde aflokket den store Mand sin Hemmelighed, og skikkede i al Stilhed en hverdags Styrmand ud at skaffe dem den ny Verden for Røverkiøb; thi Stakkelen kom naturligviis tilbage med uforrettet Sag, til overflødigt Beviis paa, at Dværge giør ingen Kæmpeskridt, om de end faae Syvmils-Støvler, de drukner kun i dem*). Denne Omstændighed gjorde imidlertid Colombo saa harmelig, at han tog sin lille Søn, Diego, ved Haanden og gik til Castilien, for at prøve sin Lykke hos Kong Ferdinand og Dronning Isabelle; og om Fodvandringen fra Lissabon til Castilien har man en artig Fortælling, der vel ikke endnu er ordenlig afhjemlet, men har dog al Rimelighed for sig. Lille Diego, hedder det i et gammelt Spansk Haandskrift, blev engang underveis saa sulten og tørstig, at Colombo maatte banke paa hos Graabrødrene i Klosteret Santa Maria de Rabida, tæt ved Palos i Andalusien, og mens Diego fortærede sit tarvelige Maaltid, kom Prioren, Juan Perez de Marchena til, gav sig i Snak med den Fremmede (hvis lille Boglade ventelig har vakt hans Opmærksomhed), og fandt saamegen Behag i Samtalen, at han bød Colombo ind og skikkede Bud til sin gode Ven i Palos, Lægen Garcia Fernandes, som var en belæst Mand, for at ogsaa han skulde tage Deel i Underholdningen, der naturligviis dreiede sig om, hvad den store Pillegrim var fuld af og stræbde at indtage Alle for. Følgen var, at Prioren beholdt Diego (hvis Opfostring i dette Kloster er vis nok) og gav Colombo et varmt Anbefalings-Brev med til Isabelles Skriftefader Fernando Talavera, hvormed han fortsatte Reisen til Cordova**).

Dog, det være nu gaaet bogstavelig saaledes til, eller ikke, saa er det dog vist, baade at Graabroderen ved Palos gjorde sit Bedste for Colombo, og at det over i syv Aar var omsonst, deels fordi Deres Spanske Majestæter ikke ret havde Mod paa saa store Ting, deels fordi de fandt sig stødte ved det høie Sprog, den simple Sømand førde, og endelig fordi en Commissjon af de Høilærde, der, netop med Talavera i Spidsen, blev nedsat til at bedømme den Sag, de ikke forstod, naturligviis erklærede det for Daarskab, at den høinæsede Bissekræmmer vilde være klogere end de og alle lærde Mænd siden Syndfloden, og hardtad for ugudeligt, at han vilde modsige den hellige Augustin, der udtrykkelig forkaster al Snak om Antipoder *

* 509 Kun for en Sikkerheds Skyld føiede da de Høllærde til, at netop, naar Jorden var rund, kunde hvert Menneske med sund Fornuft begribe, at om man end kunde seile ned ad Bakke til den anden Halvkugle, lod man dog nok være at seile op ad Bakke, og det fandt naturligviis de Fleste, var haandgribeligt, skiøndt de Lærde netop derved beviste, de selv kunde snakke ligesaa godt op ad Stolperne, som ned ad Væggene*). Dog, det var Nok, at Colombo Aar ud og Aar ind maatte plages med den Spanske Lærdom, saa vi vil skynde os fra den med et Smil, og skiøndt det sagtens kun var med et Suk, Colombo kunde giøre det Samme, fandt han dog omsider, det var klogest, og tog i Januar 1492 atter Vandringsstaven i Haand, for at prøve, om man i Frankrig og England var ligesaa bange, som i Spanien og Portugal, for at vove et Par Skilling paa et stort Foretagende, og ligesaa prutten paa at love ham en fyrstelig Stilling, der aabenbar kun gjorde ham selv latterlig, hvis ikke hans Opdagelse gjorde den Konge, han tjende, ti Gange større og rigere**). Hvad enten vi imidlertid betragte den lille vindige Carl den Ottende i Frankrig, eller den spidsborgerlige og mistænkelige Henrik den Syvende i England, turde vi ingenlunde der spaae Christoffer, den store Færgemand, bedre Skæbne, saa det var hans Lykke, Bladet pludselig vendte sig i Castilien. Det var Skatmesteren fra Aragon, Luis Angelo, der blev hans og Opdagelsens Skyts-Engel, thi han gik til Dronning Isabelle, forestilde hende paa den ene Side, hvor udødelig Æren og hvor uberegneligt Gavnet var, baade for Kirke og Stat, hvis Foretagendet lykkedes, og paa den anden Side, hvilken Ubetydelighed for Castilien og Aragon de 25000 Scudi var, Forsøget vilde koste, og endelig lagde han Hendes Majestæt paa Hjerte, ei at bryde sig om: hvad »de Lærde kaldte umueligt«, og endnu mindre om den Skam, de sagde, det vilde være for Majestæterne, hvis Foretagendet mislykkedes, da Historien tvertimod lærde, at ogsaa for deres Understøttelse af store Foretagender, som mislykkedes, havde høimodige Fyrster vundet Priis og Ære! Det fængede, og da Dronningen hørde, Øieblikket var kostbart, tilbød hun endog at pantsætte sine Juveler; men dertil svarede Skatmesteren: nei, det behøves ikke, jeg laaner gierne Deres Majestæt den Skillings-Penge uden Pant; og nu fløi der da et Bud efter Colombo, som hindede ham ved den berømte Snevring, * * 510 Pinos-Porten, to Miil fra Granada*). Efter et Øiebliks Betænkning vendte da ogsaa Colombo tilbage, og nu var der slet Intet iveien, Byen Palos skyldte en Konge-Reise med to Skuder paa tre Maaneder, og den skulde nu gaae for sig paa det store Dyb, saa det var kun et tredie lille Skib til Stor-Admiralen selv, der maatte anskaffes paa Dronningens Regning og fik Navn af Santa Maria.

Den tredie August i Dagningen lettede nu Colombo Anker og løb ud fra Palos i Morgen-Gryet, før Soel stod op*), saa ogsaa i denne Henseende har Opdagelsen af Ost- og Vest-Indien ganske forskiellige Farver; thi Gama, husker vi nok, gik ombord i Taio ved høilys Dag under Sang og Klang og fulgt af en utallig Skare, som ønskede ham Lykke paa Reisen til Vidunder-Landet, som Ingen saae, men Alle dog vidste, var til, og drømde æventyrlig om; men Colombo lagde ud paa Dybet i Skumringen, uændset af Mængden og beleet af de Selvkloge, som en Daare, der ledte om Antipoderne, om Hesperidernes, de gamle Atlas-Døttres, Have med Guld-Æblerne, om Vestenvindens Vugge og Solens Sovekammer.

Man har et temmelig vidtløftigt Udtog af Stor-Admiralens Dagbog paa hans første Reise over Verdens-Havet (fra 3die August til 12te October 1492 og saa videre), men det gaaer dermed, som med de Dagbøger, Tydske Philosopher holde over deres Tanker, at det Meste, som noget Dagligdags, er ganske overflødigt, og Resten kun mærkeligt for Mænd af Faget, saa det Hele falder alle andre Mennesker kiedsommeligt. Naar Dagbogen imidlertid er af en Mand, hvis Tanker har ført til noget virkelig Stort, da vil den heel og ubeskaaret altid for Historie-Skriveren være Læsningen, saavelsom Bogtrykker-Sværten og Papiret, værd; men Smaafolks Udtog af store Mænds Bemærkninger, de er det naturligviis ingenlunde; thi at i en stor Mands Dagbog Personen netop er Hovedsagen, det har de Smaa endnu ikke fattet, og udelade derfor immer det Bedste, som noget, der kun kommer Personen, ikke Sagen ved. Derfor finde vi i Las Casas Udtog af Colombos Dagbog vel meget udførlig berettet, hvor mange Miil man gjorde i Vagten, og hvortit man mødte Strandmaager og Sivblomster, men kun et Par dunkle Ord (under 22de og 23de September) om den eneste store Begivenhed paa Reisen, da Storadmiralens Liv og Reisens Lykke aabenbar ved Mandskabets Fortvivlelse hængde i et Haar. Til *

511 Lykke har Sønnen i sin Faders Levnetsbeskrivelse dog her af naturlige Grunde benyttet Dagbogen lidt bedre, saa vi veed, at under Tidens Løb, Kompassets Misviisning, Himmeltegnenes Forandring, og den bestandige Modvind, steg den naturlige Utaalmodighed tilsidst saa frygtelig, at Mandskabet aabenlyst sammenrottede sig og holdt Raad om, hvordan man dog muelig kunde bjerge Livet. Alle var enige om, at man havde gjort meer end Nok for Ærens Skyld, saa det var aabenbar paa den høie Tid (om ikke for silde) at vende om, førend Levnetsmidlerne, der gik stærkt paa Grund, var reent fortærede og førend de lække Skuder sank med Top og Tavl, og Spørgsmaalet var da kun: hvad man skulde giøre ved Admiralen, som der var ingen Udkomme med, for de gale Fluer, han havde i Hovedet, og [som] vilde endelig see til at blive en »stor Herre« paa deres Bekostning, om det end skulde koste hans Liv? Her var gode Raad dyre, og de blev til Lykke ikke enige om det Eneste, man vidste, som var, (at) naar Admiralen ikke vilde give Kiøb, da at giøre kort Proces og smide ham overbord, da man jo kunde sige, han var uforvarendes dumpet ud, engang, han stod og »kikkede Stjerner«, og da Admiralen var en Fremmed i Castilien, og saamange lærde og kloge Mænd havde fraraadt og lastet den Langeleds-Færd, saa havde det vist ingen Nød, man vilde holde skarpt Forhør over den Sag*).

Det Heltemod, den Sikkerhed og Aandsnærværelse, det nu aabenbar udkræver, Ene midt iblandt raa, fortvivlede Matroser paa det vilde Verdenshav, rolig at høre paa saadanne Taler, sige tørt og bestemt, at paa Hjemreise er slet ikke at tænke, før man har været i Indien og forrettet sit Ærinde, og for Resten snart med det Gode og snart med det Onde at tysse paa Skriget, saa det ikke faaer Overhaand; det kan selv Børn drømme, de har Nok af, men om den store Mand har Tilstrækkeligt, veed han ikke engang selv, før Erfaringen lærer ham det, som her Colombo, saa det har været femten søgne, travle og lærerige Dage for Helten, til de smulle Vande, Sangfuglene og alle Mærker lod Mandskabet føle, at der virkelig laae en ny Verden næsten rundt omkring dem, hvis første Opdagere de om en Dag eller to skulde være. Det var den ottende October, Bladet vendte sig, saa det blev en Lyst at være Formand, og Natten mellem den 11te og 12te blev der et stort Anskrig fra Skuden Pinta, thi nu saae Ulken Rodrigo de Triana klarlig Land, efterat *

512 Admiralen alt om Aftenen havde bemærket Glimt som af et Lys, der bevægede sig. Længselen efter næste Morgen, som var en Fredag, kan man nok vide, var ubeskrivelig, og Glæden ligesaa i Morgengryet, ved at see en deilig Øe med grønne Skove stige op af Verdens-Havet, og Strandbredden efterhaanden vrimle af nøgne Skabninger, som baade lignede Mennesker og udtrykde kiendelig deres Forundring over den ny Verden, der kom svømmende til dem. Saasnart man havde kastet Anker, klædte Admiralen sig paa i sin høieste Stads og gik i Land, tilligemed Brødrene Pinzon, Alonzo og Vincents, som førde Skuderne Pinta og Ninon fra Palos, plantede der sit Banner med det grønne Kors, opkaldte Øen efter Frelseren (Sanct Salvador), og tog den høitidelig i Besiddelse for »Ferdinand og Isabelle,« men glemde dog ikke med det Samme at lade sig selv hylde af de Tilstedeværende som Sætte-Konge i Indien og Storadmiral paa Verdenshavet. De stakkels Indfødte stod ved alt dette som ørkesløse Tilskuere, men blev dog ei aldeles forglemte, thi ved Thronbestigelsen blev der kastet røde Nathuer og Glasperler til dem, som Betaling for den Odelsret, de tabde, før de kjendte den*).

At nu denne Øe var Guanahami, som Engellænderne har givet Navn af Kat-Øen (Cat Island), har man hidtil taget for afgjort, og skiøndt nu en lærd Mand vil have stavet sig til, at Sanct Salvador skulde, mærkeligt nok, være »den store Tyrk,« der ikke har et grønt Træ af sit Eget, behøve vi neppe engang, hvad vi dog har, en Amerikansk Sømands Ord for, at det er Vind med den lærde Seilads paa Papiret**).

Langt mærkeligere er det, at Colombo paa sin første Reise opdagede baade Cuba, som nu er den eneste Levning af det Spanske America, og Haiti, som nu, under Neger-Herskab, igien har optaget sit gamle Navn istedenfor Spaniola og St. Domingo, som den blev kaldt fra Colombos Dage til Napoleons***).

Paa Haiti satte Colombo sit Admiralskib (Santa Maria) til, Jule-Aften, og da Pinta nu immer løb fra ham, var det med Skuden Ninna alene, han paa Hjemreisen maatte pløie den Spanske Sø [Storhavet] og kæmpe med Storme, der kun levnede ham lidet Haab om selv at melde Europa sin store Opdagelse; men dog var Lykken ham saa gunstig, at han ikke blot i *

* * 513 Februar 1493 naaede de Azoriske Øer, men den fjerde Marts, efter en frygtelig Nat, hvori mangfoldige Skibe forgik, løb ind i Taio*). Det var nu vistnok ikke efter hans Bestik at besøge Kong Johan af Portugal, der ligesaalidt var en Ven ad ham, som ad de Spanske Opdagelser, men Nød bryder alle Love, og man holdt paa begge Sider gode Miner, saa Storadmiralen var med stor Høitid Kongens Giæst i hans »Paradis,« og fortsatte saa i Mag Reisen til Palos, hvor han løb ind den femtende Marts**).

Alonzo Pinzon, som havde seilet sin egen Kaas for at være Æren vis, havde vel alt før naaet Spaniens Kyst (i Galicien), men høstede kun Skam, sneg sig hjem til Palos, og døde snart af Harme; og Rodrigo de Triana, som først havde seet den ny Verden, fik ikke den udlovede Belønning af 10000 Maravedis aarlig, thi den tilkiendte Kong Ferdinand Admiralen, og den modtog Admiralen, fordi han først havde seet Lys i Land***). Man siger, at Triana, rasende over denne mageløse Uretfærdighed, foer til Afrika og blev Mahomedaner†), og det hørde da ogsaa til Colombos Lykke, at Roderik tænkde mindre Spansk end Mohrisk, thi havde han hevnet sig spansk paa den skyldige Christoffer istedenfor paa den uskyldige Christendom, maatte vel Menneske-Historiens Eedsvorne have erklæret det for undskyldeligt.

Saaledes blev da Amerika opdaget, og skiøndt vi i Verdens-Historien ei kan opholde os ved Alt hvad der hændtes Stor-Admiralen, maae vi dog bemærke, at hans følgende Levnetsløb var ligesaa æventyrlig som det Forrige, thi fra sin tredie Reise kom han til Spanien i Lænker (1500) som en Majestæts-Forbryder; og under den Fjerde og Sidste strandede han paa Jamaica, hvor han over et heelt Aar (1503-4) maatte kæmpe med Mangel, Sygdom og et oprørsk Mandskab††); og vel slap han omsider tilbage til Spanien, men kun for at høre Budskabet om Isabelles Død, see sig glemt under Spaniens indvortes Uroligheder, og selv (1506) nedlægge Vandringsstaven†††), Hans Been blev, efter hans sidste Villie, ført til Haiti, men fandt dog selv der ei rigtig Hvile, thi da Spanierne mistede *

* * * * * 514 Øen (1795), flyttede de lians Been til Cuba*), der nu er den sidste Plet bag Verdens-Havet, hvor deres Banner vaier, saa Colombos Been kan vel engang blive bragt tilbage til Spanien eller Italien, som Napoleons til Frankrig.

Dette er Omridset af den Verdenshistoriske Roman [Æventyr], som vi vel maa kalde baade Colombos Levnet og Spaniernes Besiddelse af den ny Verden, med Perus og Mexikos Skatte; thi Virkeligheden er snart ligesaa fantastisk som Grillerne hos Christoffer, naar han indbildte sig i America at have fundet det forlorne Paradis**), eller hos hans Søn Fernando, naar han i sin Fader seer en »hellig Christoffer, der bar Herren, ikke som den Gamle, over et lille Vadsted, men over Verdens-Havet***). Naar man derfor leer ad slige Griller, og maatte vel græde over den mozarabiske Triumf, Colombo og Spanierne beredte Christendommen i America, saa maa man dog lægge vel Mærke til, at sære Griller og Hjernespind virkelig har spillet en Hoved-Rolle, ei blot ved Amerikas Opdagelse, men i hele Nyaarstiden indtil igaar, eller fra Husses Baal til Napoleons levende Begravelse. Hvad der i disse firehundrede Aar giør mest Opsigt paa den store Skueplads, er nemlig hverken, som i Oldtiden, hele Folkefærd med deres tilsvarende Ledere, eller, som i Middelalderen, hele Stænder, Gilder, Samlag og Broderskaber; men lutter Enkeltmænd, der meer og mindre ligne den berømte Lykke-Ridder, hvem det fornøier hans egen Søn at tænke sig uden Fader, uden Moder og uden Slægt-Register, for at han kan staae som himmelfalden, og være en uopløselig Gaade†). Herom maae alle Historiens Kyndinger være enige, hvor uenige de end kan være og virkelig er om Vurderingen af denne nymodens Storhed, hvori de Fleste see Menneskehedens Triumf, men Nogle af de Bedste og Dybsindigste derimod Dens Vanartning og visse Undergang, og hvori formodenlig en veloplyst Efterslægt vil finde Noget af begge Dele, fordi Enkeltmandens Selvbevidsthed og fri Rørelse er ligesaa nødvendig til Menneske-Naturens afgiørende Seier og Forklaring, som hans Krav paa Uafhængighed af det Folk, den Slægt og den Gud, han tilhører, og hans Lykkefristen i det Grændseløse, er ødelæggende og fordærvelige for alt Menneskeligt, der ligesaavel maa adskilles fra det Trollede, *

* * * 515 som fra det Dyriske. Tænke vi os derfor nogle Aarhundreder frem i Tiden, da vil man i den verdenshistoriske Haandbog sagtens bære sig ad med mange af Nyaarstidens Stormænd, som vi med de Romerske Keisere, og giøre Pinen mellem den Bøhmiske Opstand i det Fjortende og den Græske Opstandelse i det Nittende Aarhundrede saa kort som mueligt; men hvor Efterslægten skal høste, maae vi pløie, og da der ikke ved Nyaarstidens, som ved Middelalderens, Begyndelse kom et nyt Element ind i Historien, men Alt har udviklet sig af det Gamle, skal selv Efterslægten tage sig i Agt, at ikke, efter Ordsproget, Giensti bliver Glipsti.

Uagtet det derfor unægtelig var morsomt at gaae lige fra Colombo til Luther, eller fra de store Opdagelses-Reiser i den udvortes Verden til dem i den Indvortes, og derpaa at springe fra Reformationerne i det Sextende til Revolutionerne i det Attende Aarhundrede, saa gaaer det dog slet ikke an, naar vi vil blive kloge paa de store Begivenheder; thi selv det Spansk-Østerrigske Verdens-Rige, hvor usselt det end i Grunden var, maae vi dog nødvendig kiende, da Det, og ingenlunde den alt opløste Pavelige Kirke-Stat, var, hvad Morten Luther og Protestanterne i det Hele behøvede Mod for at trodse og Held for at sætte Grændser!

Som den Medgift, Keiser Karl den Femtes Moder skulde bringe Keiser Maximilians Søn Philip af Østerrig og Burgund, er det da især, vi maae betragte det Spanske Rige under Ferdinand og Isabelle, og vi kan derfor ingenlunde her skiænke disse Spanske Majestæter nær al den Opmærksomhed, deres mange og fordum høirøstede Lovtalere forlange; men dog har Dronning Isabelle ingenlunde for Intet i den Spanske Historie og Poesi faaet omtrent samme Glands, som Dronning Elisabeth i den Engelske; thi ogsaa Hun var ret aabenbar født til regierende Dronning, og hun fortjende gode Venner, thi hun opoffrede dem aldrig, men var dem tro til Døden. Den Navnkundigste af Hendes Yndlinger, den store Genueser, har vi fulgt til Graven, og en Anden, som vi vel maa kalde den store Spanier, vil af sig selv møde os, naar vi blive ret vendt i Ferdinands og Isabelles Dage.

Vi forudsætte her, som bekiendt, at Alfons den Ottendes Seier ved det Andalusiske Tolosa (1212) svarede omtrent til Tariks Seier ved det Andalusiske Kseres, netop femhundrede Aar tidligere, saa i den følgende Tid havde de Mohriske Riger i Syden (Murcien og Granada) ei nær saa meget at 516 betyde som fordom de Spanske i Norden (Leon og Navarra), thi Halvmaanen var nu i Næde og fik aldrig Ny. Alt i det Trettende Aarhundrede udvidede Aragonien under Jakob Erobrer (1218-76) sig over Valencia og de Baleariske Øer, medens Ferdinand den Hellige af Castilien (1217-52) paa samme Tid indtog baade Sevilla og Cordova, med det Meste af Andalusien, og vel skedte der i det Fjortende Aarhundrede fra Nord-Afrika adskillige Forsøg paa at ophjelpe Mohrernes forfaldne Sager i Spanien; men Nederlaget ved Salado (en lille Flod i Andalusien) lod Mohrerne føle, at Lodden var kastet. Det var i Alfons den Ellevtes Dage (1324-50) at den Marokkanske Sultan, Abul Hassan, endnu engang truede Castiliens Taarne, men med Portugals Hjelp seirede Alfons saa glimrende ved Salado (1340), at hvormange Nuller der end kan være for mange i de 200000 Mohrer, man siger, blev paa Valpladsen, saa blev dog aabenbar det Mohriske Haab begravet der, og det er Hovedsagen*).

I dette Aarhundrede nødtes da ogsaa det øvrige Europa til paany at ændse Spanien, thi de Aragoniske Konger, som nedstammede fra Grev Raimund i Barcellona (1147-1410), saae sig nu, ved den frit opblomstrende Handelstad Barcellonas Rigdom og Sømagt, og ved Cataloniernes Tapperhed, istand til at spille en glimrende Rolle ved Middelhavet. Hvordan en Aragonisk Prinds besteg Siciliens Throne, og de Cataloniske Fribyttere spillede Bas ved Hellespont og slog sig til Borgeleie i Athenen, medens Pisanerne maatte overlade Aragon Sardinien, det har vi alt bemærket**), og i Begyndelsen af det Femtende Aarhundrede blev ogsaa Sicilien en Aragonisk Provinds. Dette skedte under Kong Martin, og da han døde sønneløs (1410), besteg en Castilisk Prinds Aragoniens Throne og varslede saaledes om de Spanske Rigers Forbindelse.

Vel var nemlig den ægte Castiliske Kongelinie allerede i det Fjortende Aarhundrede uddød med Alfons den Ellevtes Søn, Peter den Grusomme; men Seierherren ved Salado havde dog en Slegfredsøn, Grev Henrik af Trastamara, som ikke blot fik Bugt med Tyrannen, men blev Stamfader til Ferdinand og Isabelle. Dette Thron-Skifte gjorde en vis Opsigt i Europa, fordi to navnkundige Krigsmænd, den »Sorte Prinds« paa Peters og den Franske Friskytte, Bertrand Vesklin, paa *

* 517 Henriks Side, blandede sig deri, og Henriks Seier ved Montiel i Mancha (1369), som gjorde Udslaget, er naturligviis en stor Begivenhed i Spaniens Historie, skiøndt den taber betydelig ved, at Henrik endnu derefter fandt det klogest at stjæle Livet af Peter*).

En Søn af samme Kong Henrik var den Ferdinand, som, efter Martins Død, besteg Aragoniens Throne og blev Fader til den Alfons i Neapel (1416-58), som Æneas Sylvius og snart alle Tidens Lærde kappedes om at forgude; men fandt vi end ikke i Italiens Historie Anledning til meer end netop at nævne ham, maa det ogsaa blive Alt hvad vi giør i Spaniens, som gik sin Gang uden ham. Han hedd imidlertid Konge af Aragon til sin Død (1458), da han efterlod sin uægte Søn, Ferdinand, Neapel, men sin Broder Johan Aragon, og i ham har vi Faderen til Ferdinand den Catholske.

Skiøndt det nu er denne sin elskelige Søn, Kong Johan (1458-79) især skylder sin Smule Navnkundighed hos Efterslægten, kan vi dog ei ganske forbigaae hans forskudte Søn, Don Carlos, Hertug af Viana, Førstefødt til Aragons og, efter sin Moder, Arving til Navarras Throne; thi vel kan Verdens-Historien ikke indlade sig i Smaakongernes huslige Anliggender; men den unaturlige Krig mellem Fader og Søn gjorde dog stor Opsigt, havde nær skildt Aragon ved Catalonien, og gav det fri og stolte Barcelona et Knæk, det aldrig forvandt. Hovedsagen var, at Johans anden Dronning, en Datter af den Castiliske Stor-Admiral Enriqves, vilde have sin Ferdinand paa Aragons Throne, og havde, som en stemplet Stifmoder, ei mindste Medlidenhed med Don Carlos, som stod ham iveien, og Enden blev, som saa tit, at Stifsønnen døde pludselig, man meende, af Gift; men nu (1461) vilde Catalonierne, som tappert havde understøttet den Vennesalige, ei have meer med Aragon at skaffe, og først da den berømte Feldtherre, Hertug Johan af Calabrien, Prinds af Anjou, som de havde valgt til Fyrste, ogsaa døde pludselig (1469), lykkedes det Ferdinand og hans Fader (1472) at indtage det udhungrede Barcelona**).

I denne Cataloniske Krig vandt da Ferdinand den Catholske sine Sporer, men han vandt paa samme Tid langt meer end det, i den Castiliske Thronarving Prindsesse Isabelles *

* 518 Hjerte; thi dette Giftermaal var i det mindste for hende en Hjerte-Sag, som hun, trods Kongen, sin Broders Villie, baade med List og Magt drev igjennem. Denne hendes Broder, Henrik den Fjerde, Sidstemand af Trastamara[-Huset] i Castilien, en Stakkel i alle Maader, efterlod ved sin Død (1474) Castilien i grændseløs Forvirring, og Kongen af Portugal, Alfons Afrikaner, stræbde da at fiske i rørte Vande; men skiøndt han ved, paa [sine] gamle Dage, at forlove sig med en mistænkelig Datter af Henriks Gemalinde (Johanne Bertranna) vandt et stort Parti, maatte han dog, efter Nederlaget ved Toro i Leon (1476) rømme Marken for Ferdinand og Isabelle*).

Snart besteg nu ogsaa Ferdinand Aragoniens Throne, som han over en heel Menneske-Alder (1479-1516) beklædte, og saaledes begyndte der igjen at blive Samling paa Spaniens Historie; men til en Sammensmeltning var der dog ikke synderlig Udsigt; thi deels vedblev Isabelle ligetil sin Død (1504) at være regierende Dronning i Castilien, og deels var det ikke blot forskiellige Love og Indretninger, men saare forskiellig Herkomst og Sprog, Tro og Tankegang, der deelde Landet, saa Mohrerne i Syden og Baskerne i Norden var hardtad ligesaa forskiellige fra Castilianer og Aragoner, som fra hinanden**). Lykkeligst havde derfor vist ogsaa Spanien været, om de fire Riger, hvori det endnu var deelt, Castilien og Aragon, Navarra og Granada, kunde fredelig bestaaet ved Siden ad hinanden; men hverken var det i Tyrketidens Smag, ei heller lod det sig vel tænke, da Ferdinand den Catholske blev Sidstemanden af alle de Spanske Kongeslægter, og Mohrerne hverken kunde opgive deres fiendtlige Stilling eller forsvare den.

Hvordan nu Ferdinand naaede at blive enevældig over hele Spanien, det lader sig vist nok ikke ret oplyse, før de mangfoldige Haandskrifter fra hans Dage, som Censuren har undertrykt, komme for Lyset, men hvad Verdens-Historien kan ændse, er dog klart nok; thi Ferdinand maa, trods Machiavels Lovtale over hans mageløse Stats-Klogskab, takke Isabelle, Ponce de Leon, Gonsalvo de Cordova, Ksimenes og Colombo, og da i det Hele Lykken bedre end Forstanden for Alt hvad han vandt, baade ude og hjemme, og hvor ubetydelig han selv var, seer man grandt, efter Isabelles Død *

* 519 (1504-6) i hans Kiv med Junkeren (Philip) af Burgund om Rigs-Forstanderskabet i Castilien. Dette imidlertid kun i Forbigaaende, til Erindring om, at de lærde Latinere kun forgiæves har stræbt at indprænte Verdens-Historien »Persons Anseelse,« thi var end Ferdinand omtrent ligesaa uskyldig i al sin Tids Storværk, som i Amerikas Opdagelse, saa kaste dog, tilligemed denne, Granadas, Neapels og Navarras Indtagelse, Erobringerne i Barbariet, og Høiskolen i Alcala, en saadan Glands paa Ferdinands og Isabelles Dage, at vi godt kan forstaae, hvi de længe syndes baade Spanien og hele Christenheden gyldne.

Af disse Bedrifter har vi alt paa sit Sted omtalt Neapels Erobring (1500-1503) som Noget, der gjorde Ferdinand stor Skam og hans »Store Captein« kun liden Ære, men ligesom Ferdinand troede sig lovlig undskyldt med Arveretten til Neapel efter sin Farbroder, Kong Alfons, der kun efterlod uægte Afkom, saaledes gjorde Erobringen ham og Spanien langt mindre forhadte end frygtede i Europa; thi det var aabenbar nu i hele Vesterleden en herskende Grundsætning, at hvad man havde Magt og Lykke, det havde man ogsaa Ret til. Den store Captein, Gonsalvo de Cordova, var ogsaa for Resten saa ærekiær en Ridder, som Nogen i hans Dage, hørde til den gamle Adels-Slægt Aguilar, som ved Indtagelsen af Cordova i det Trettende Aarhundrede havde hæderlig vundet sit Tilnavn, og før han gik til Italien, havde han baade i den Portugisiske og Mohriske Krig givet glimrende Beviser paa ridderlig Smag og Forvovenhed. Efter Isabeiles Død faldt han, som Castilianer, Ferdinand mistænkelig, og mistede Statholderskabet i Neapel, men hans Reise gjennem Spanien, da Ferdinand (1507) slæbde ham hjem med sig, var et Triumf-Tog (som Colombos, da han kom første Gang fra Vestindien), og kun faa Krigere har hvilet saa stolt og smukt paa deres Laurbær, som Gonsalvo paa Sine i Granada, hvor han blev æret som en Fyrste og elsket som en Fader*).

Herved mindes vi imidlertid om den Ende, Ferdinand og Isabelle havde gjort paa det Mohriske Rige i Spanien, og skiøndt vi nu har ondt ved at beundre de Spanske Heltegierninger i Tiaars-Krigen (1482-92), blev den dog i sin Tid lignet ved den Trojanske, saa Ferdinand gjaldt for en Agamemnon, Ponce de Leon (Hertug af Cadix) for en *

520 Achil, Mohren El Zagal tor en Hector, og Isabelle ror en Pallas Athene. Saaledes skal det Hele ogsaa nys være skildret af en Amerikansk Digter og Historieskriver*), skiøndt det kun lader sig forklare af vor Tids Styrke i Theater-Maleri og langt bedre Smag for Skuespillet end for det virkelige Liv, at Guerilla-Krigen bliver til en Gude-Strid, saasnart man, med friske Farver efter sin Tegne-Bog (sketch-book), skildrer Vaabengnyet i Granadas og Malagas Vingaarde og Frugthaver, Morbærlunde og Olivenskove, mellem Borg-Ruinerne paa Andalusiens takkede Fjelde. Naar man nemlig veed og husker, at efter Nederlaget ved Salado (1340) var Mohrer-Kongerne i Granada sædvanlig skatskyldige til Castiliens Krone, og sad hjemme saa løst, at man i halvandethundrede Aar tæller treog tyve Fyrster efter hinanden, da fristes man snarere til at smile ad et Storværk, som Granadas Indtagelse paa ti Aar med Castiliens og Aragons samlede Styrke. Hvad der imidlertid saaledes griber og giennemgløder et tappert Folk, som man især paa de saakaldte »Mohriske Ballader« kan see, Kampen og Seiren i Granada har grebet og giennemglødet Spanierne, maa dog til Tid og Sted have været noget Stort, saa det kan ikke feile, at Fortvivlelsen har gjort de sidste Mohrer vanskelige nok at undertvinge. Vi see det ogsaa nok, at Alhameriden Abul Hassan (eller Hali Abenhassan), som var blevet usædvanlig gammel paa Granadas Throne (fra 1465) har været en Vovehals og svoren Kors-Fiende; thi selv brød han dumdristig Stilstanden ved en Natte-Storm paa Zahara, der lykkedes saa vel, at hvad der ikke sprang over Klingen, maatte dandse i Slaveri. Hevnen fulgde ham imidlertid i Hælene, thi endnu samme Vinter fik han pludselig den Tidende, at Løveridderen fra Arcos (Ponce de Leon) ogsaa ved en Natte-Storm havde bemægtiget sig Fæstningen Alhama, midt i Riget, og der satsigfast**). Hans rasende Forbittrelse og Mohrernes Kvide derover males godt i Kæmpevisen, hvor det hedder***):

Der kom Bud og der kom Brev:
Alhamas Borg er taget!
Men Brevet blev paa Ilden smidt,
Og Budet sønderhugget!
Vee mig for Alhama!

* * * 521

Sorgen ud af Vindvet saae,
Og Sorgen gik paa Gaden,
Kongen som en Kvinde græd,
Ubodelig var Skaden!
Vee mig for Alhama!

Herved er vi midt inde i Begivenheden, ligesom Spanierne i Granada, men vi kan ikke sætte os fast, da vi skal videre, og desuden er i Granada-Krigen Glimtene det Bedste, da den store Tvekamp om Spanien mellem Korset og Halvmaanen ender sørgelig paa begge Sider, saa Halvmaanen vel aldeles mister sit Skin, men Korset bliver kun Dødens Seiers-Tegn paa Minaretterne som Grav-Capelier.

At nu Abenhassan snart forsvandt ved et Oprør, hans egen Søn, Abdalla gjorde imod ham; at det usle Herredømme siden var deelt mellem denne og hans Farbroder af samme Navn, men med Tilnavnet Zagal »den Brave,« og at Malaga var den eneste Stad, der gjorde tapper Modstand; det er i Korthed den halve Tids hele Mærkværdighed, og ventelig vilde Krigen været endt med Malagas Overgivelse (1487), hvis ikke Ferdinand, ved først at giøre alle Indbyggerne til Stoddere og derpaa sælge dem som Kvæg, havde drevet Fortvivlelsen til det Yderste*). Zagal og det faste Baza kunde imidlertid ei længe giøre Udfaldet tvivlsomt, og da selv de nedlagde Vaaben (1489), havde Ferdinand ei meer nogen Fiende at bekæmpe, men kun Staden Granada at indtage eller udhungre. Han valgde det Sidste, og da Sagen derved gik i Langdrag, forvandlede han sin Leir til en By, der endnu bærer Navn af Santa Fe (den hellige Tro); men han synes dog selv derved mindre at have kyst Indbyggerne i det Hele, end givet den daadløse Abdalla, Kæmpevisernes »Boabdil Purk,« et godt Paaskud til det halve Forræderi, hvorved Ferdinand tog det berømte Slot Alhambra i Besiddelse**). Ferdinand og Isabelle holdt nu (1492) et Indtog, som spurgdes over hele Christenheden, mens Boabdil Purk drog ud ad en anden Port, for at lege Konge mellem Alpuxarras Bjerge, og da han brast i Graad ved det sidste Glimt af Granada, skal hans Moder Zoraia, der havde ægget ham til Oprør mod Faderen, kun have spottet ham, sigende, det var tilpas, han græd som en Kiælling for hvad han ei som en Mand turde værge***). I en af Kæmpeviserne hedder det

* * * 522

Halvmaanen gik ned bag Alhambras Mur,
Og Korset stod op paa Dets Taarne;
Den ene Konge drog ud med Graad,
Den Anden holdt Indtog med Gammen!

Snart blev Abdalla, ligesom før El Zagal, kied af sit golde Kongenavn, tog, ligesom sin Medbeiler, Reisepenge for det af Ferdinand, og lagde sine Been i Afrika; og vel havde Granadas Mohrer faaet de helligste Løfter paa Liv og Gods, Samvittigheds-Frihed og Borger-Ret, men saadanne Løfter gav baade Ærkebispen i Toledo og Paven i Rom heller end gierne Afløsning fra, og der kom snart en Mand paa Ærke-Stolen i Toledo, som turde meer end det. Denne Mand var Cardinal Ksimenes, hvem vi vel siden maae betragte lidt nøiere, men dog alt her maae nævne, fordi han paa egen Haand begyndte (1500) at tvinge Mohrerne i Granada til Daaben. Herved satte han vel ikke blot Majestæternes Yndest, men sit eget Liv paa Spil; men det brød den gamle Vovehals sig kun lidt om, og han fik virkelig sin Krig frem; thi da det første Skridt var gjort, fulgde Resten af sig selv, og da Bjergboerne gjorde Oprør, fik man et velkomment Paaskud til at lade alle Mohrerne vælge mellem Daab og Udvandring*). Kun Faa valgde det Sidste, der var saameget mere besværligt, som Udvandrerne skulde selv betale Overfarten til Afrika, og maatte hverken tage Sølv eller Guld med sig, saa de lod sig næsten Alle heller oversprøite med Vand, som var den sædvanlige Maade, hvorpaa Spanierne døbde dem i Tusindtal.

Ved denne Leilighed pleie alle protestantiske Historieskrivere at give deres Harme Luft over denne ligesaa uchristelige som grusomme Adfærd, og kunde det nytte Mohrerne det mindste, var det Synd andet end at lade baade Cardinalen og deres Spanske Majestæter staae aabenbare Skrifte; men da al Ave er spildt paa de Døde, vilde det været langt gavnligere, om alle Historieskrivere ved slige Leiligheder havde mindet Protestanterne om, at saalænge de nøde et eneste Menneske til at lade sit Barn døbe, giør de netop det Samme som Spanierne, og er saameget mindre at undskylde, som de fordømme hos Andre hvad de giør selv. Dette, at Tvangs-Daaben endnu finder Sted, hvor Christendommen er bedst oplyst og Samvittigheds-Friheden giennem tre Aarhundreder *

523 udraabt som Protestantismens Palladium, det giør vistnok Tvangs-Daaben hverken christelig eller menneskelig, men det skal dog aabenbar lære os ei at bryde Staven over Nogens Christendom eller Menneskelighed, for en Brøde, vi hos os selv i det mindste har fundet meget tilgivelig. Langtfra derfor at giøre den berømte Ærkebiskop i Toledo til en Synder over alle Andre, fordi han brændte Alkoraner, og pressede de Mohrer til Kirkegang, som ei vilde tage Haandpengene, han gavmild rakde, maae vi tvertimod indrømme, at kunde Noget undskylde Tvangs-Daaben, vilde det været den Forlegenhed, Spanien befandt sig i med de Vildfremmede, der, saalænge de holdt paa Mahomed og Alkoranen, umuelig kunde sammensmelte med Landets oprindelige Indbyggere. At de, ved Tvang i Menneskets ømmeste og Meste Sag, ingenlunde blev venligere, men langt fiendtligere stemt, er vist nok sandt; men kan man endnu høre protestantiske Skriftkloge og Ypperstepræster trøste hinanden med, at om end de Gamle fnyse over Tvangen, har man dog vundet Børnene1; hvad da en Ærkebiskop i Toledo før Reformationen!

Denne Ærkebiskop i Toledo (1495-1517), Gonzales eller, som han kaldte sig til Ære for Graabrødrenes Stamfader, Fransisco Ksimenes, maae vi nu betragte lidt nøiere, fordi han ikke blot var Sjælen i det berømte Tog til Afrika, men var den Spanske Reformator, hvis Storværk vist nok ikke fortjener Efterligning, men gjorde ham dog, vel ligesaa fuldt som Nogen af de Tydske [andre] Reformatorer, til Folke-Helgen giennem tre Aarhundreder. Han har derfor ogsaa havt det sjeldne Held at faae en velunderrettet, oplyst og venlig Levnets-Beskriver, som beundrer sin Helt alt for meget til at ville skildre ham anderledes end han virkelig var, og skiøndt denne Hædersmand, Alvaro Gomez (fra Midten af det Sextende Aarhundrede) af sin Censor just ikke fik Lov til at sige Alt hvad han vilde*), er det Hele dog tydeligt nok for hvem der forstaaer en halvkvæden Vise.

Ærke-Sædet i Toledo, som i Spaniernes Øine knap nok var et Straaesbredd lavere end det Apostoliske Sæde i Rom, havde, næsten ligesiden Udriveisen af de Vantroes Hænder (1087), været beklædt af Konge-Sønner eller Konge-Frænder, og Ferdinand *

* 524 havde desaarsag tiltænkt sin uægte Søn Alfons det ypperlige Levebrød paa 80000 Ducater; thi vel var Personen endnu kun 24 Aar gammel, men havde dog alt i atten Aar været Ærkebiskop i Saragossa; men Isabelle glemde aldrig, at hun var regierende Dronning i Castilien, og foretrak sin Skriftefader, Graabroderen Ksimenes, vel ogsaa af gammel Adel men af fattig Herkomst [Byrd]*), og for Resten af Staal og Jern, saa hans Levnets-Beskriver selv finder, han var mere skabt til Sværdet end til Hyrdestaven**).

Ventelig har der ved denne Leilighed, da den strænge Graabroder kun havde faa Nødvendigheder, været Tanke om at beklippe det store Levebrød, thi da Ksimenes endelig bekvemmede sig til at modtage det, var det kun paa det udtrykkelige Vilkaar, at han maatte nyde det aldeles ubeskaaret, og hvad han førde i sit Skjold, gav han tydelig tilkjende, da han efter sin Indvielse kyssede Majestæternes Haand med de Ord: det er ikke saameget, fordi jeg ved Majestæternes Godhed er blevet Ærkebisp i Toledo, som fordi jeg stoler paa, De vil række mig Haand til at rygte mit Embede, saa jeg engang kan blive Ærkebisp i Himlen***).

Ksirnenes var lige ved de Treds, da han blev Ærkebisp (1495), man levede dog endnu to og tyve Aar, utrættelig virksom i Kæmpestiil til sidste Aandedræt, saa han maatte været Pave i Rom, hvis Verdens-Historien skulde følge ham Skridt for Skridt; men, skiøndt alle saadanne Spørgsmaal er ørkes-løse, kan man dog neppe heller bare sig for at dvæle ved det Spørgsmaal, hvad Forskiel det vilde gjort, om denne Spaniol var blevet Pave, istedenfor hans Landsmand Alexander den Sjette, og Spanien fik desuden i det Sextende Aarhundrede saa stor Indflydelse paa hele Christenheden, at dets Reformator i alle Retninger burde være historiske Læsere anderledes velbekiendt end hidindtil.

Denne ærkebispelige Reformators klart udtalte og strængt giennemførte Grundsætning, at al Lydighed maatte tages med Vold†), gjorde ham vist nok aldeles uskikket til, enten i Kirke, Stat eller Skole at fremme og styre Udviklingen af Menneske-Livet, men da den aandelige Døds-Time var kommet, især for den Romanske [romerske] Deel af Christenheden, *

* * * 525 stræbde han, med et stort og klart Overblik og en forbausende Kraft, at ordne alle Forhold derefter, saa Spanien kunde blive udvortes stærk og indvortes stille, sine Fjenders Skræk og sine Venners Stolthed, og at det var i hans Landsmænds Smag, beviser ikke blot deres Bifald, men vel især den høie Grad, hvori det lykkedes ham at naae sit Øiemed.

I Kirken, hvor det Døde kun er til Plage, blev hans Held vist nok ikke glimrende, men den ubøielige Strænghed, hvormed han nødte alle Tigger-Munkene til virkelig at være Stoddere, gjorde dem dog i alle Maader til et mindre Onde, og den Castilianske Geistlighed udmærkede sig længe baade ved en Dannelse og udvortes Anstændighed, som Alle tilskrev hans utrættelige Bestræbelser, medens hans Banlysning over alle Bibler paa Modersmaalet hos Spanierne gjaldt for Engle-Viisdom til at forebygge de gruelige Kiætterier, der andensteds udsprang af Menigmands Bibellæsning*).

Med den samme Døds-Kraft banlyste Ksimenes ogsaa Modersmaalet fra den ny Høiskole, han stiftede i Alcala ved Madrid (1500), saa der skulde, tvertimod Skikken paa de andre Spanske Høiskoler, Forelæsningerne holdes paa Latin**), men da selv de Protestantiske Høiskoler ved den besynderligste Selv-Modsigelse fik samme Skade, kunde det ikke hindre den for Resten med klart Overblik indrettede og rundhaandet udstyrede »Complutenser« fra at glimre som en Stjerne af første Rang. At saaledes Professorerne hvert fjerde Aar maatte bestaae en ny Væddekamp om deres Post, og mistede deres Løn, naar de fattedes Tilhørere, viser en sjelden Klogskab, der fremfor Alt maa forbause, hvor man endnu presser Tilhørere til de Professorer, der selv Ingen kan skaffe sig***), og han sørgede tillige for strax at gjøre sin Høiskole berømt i den lærde Verden ved hvad man i de døde Sprog kalder et udødeligt Værk. Det var den berømte Complutensiske Polyglot, eller Udgave af den »Hellige Skrift« i Grund-Sprogene, tilligemed den gamle Latinske Oversættelse, og tilsvarende Ordbøger, et Kæmpeværk for sin Tid, som han omtrent i femten Aar (1502-17) satte Himmel og Jord i Bevægelse for at faae mesterlig udført, efter de ældste Haandskrifter, som betaides i dyre Domme, og ved en udvalgt Samling af lærde Mænd, hvoriblaodt *

* * 526 en indfødt Græker og tre døbte Rabbiner*). Af hvilken uberegnelig Vigtighed dette Værk baade blev for den Tydske Reformation, der just begyndte samme Aar, som det fuldendtes, og vil herefter endnu klarere vise sig [at være], det hører til Kirke-Historien, men det Store i Tanken og saavel det Rige, som det Kloge og Driftige i Udførelsen, det hører til Manden, hvis Betragtning af Oldtidens tre store Hoved-Sprog, som de Eneste Bibelen værdige, vel igrunden var død, som hele Tidens »Classiskhed«, men dog her kæmpemæssig virksom**).

Et saadant bogligt Kæmpe-Værk ligger paa Grændsen af Aandens og Haandens Virke-Kreds, og i den Sidste var det naturligviis især den Spanske Reformator glimrede, da det er der, Begrebets Klarhed og Jern-Villien, som han besad, tilligemed Guldet og Staalet, som han vidste at skatte og anvende, øve deres Heltegjerninger. Den mest glimrende af Disse var nu igjen Toget til Afrika, som Cardinalen (1509) ei blot gjorde paa egen Bekostning, men maatte kæmpe længe for at kunne tiltræde, og fulgde selv graahærdet; thi vel glippede det for Spanien i det Femtende hvad Frankrig nu forsøger i det Nittende Aarhundrede, at betvinge og berolige Nord-Afrika, men Planen var lige kæmpemæssig og Udførelsen saa kraftig, at ikke blot blev Oran, Bugia og Tripoli indtaget, men baade Algier og Tunis skatskyldige***), som [vel] er meer end Frankrig endnu har naaet, og det maatte vel, ligesaa kraftig fortsat, frelst Europa fra den uberegnelige Skade og uslukkelige Skam, det siden giennem tre Aarhundreder har lidt af Røver-Staterne, som vi skiælvede for og skattede til. At for Resten Spaniens berømte Minegraver Peter af Navarra paa dette Tog var Cardinalens Høire-Haand, er almindelig bekiendt, men at det var Venetianeren Hieronymus Vianelli, som baade først gav Ksimenes Anslag paa det store Foretagende, meddelde alle de fornødne Oplysninger, og spillede, som General-Kvartermester, en vigtig Rolle med, er, skiøndt sjelden anmærket, ligesaa vist og nok saa vigtigt †).

Dog, var end Afrika-Toget Cardinalens mest glimrende Bedrift, saa var dog Rigsforstanderskabet (1516-17), hvormed han, omtrent firsindstyve Aar gammel, sluttede *

* * * 527 sin Løbebane, uden Sammenligning den Største, hvad enten man seer hen til Vanskelighederne han havde at overvinde, eller til Vigtigheden af hvad han udrettede; men for at komme rigtig til »Kong Ksimenes«, som de »Spanske Grander« spotviis kaldte ham, maae vi først tage Afsked med Ferdinand den Catholske, som kan skee uden stor Udgydelse enten af Blæk eller Taarer.*).

Efter Isabelle var hendes Datter Johanne, gift med Philip af Østerrig og Burgund, nærmest til Castiliens Throne, men da hun var halvtosset, indsatte Isabelle i sit Testament Kong Ferdinand til Rigsforstander, under [Datter-jSønnens (Karl den Femtes) Mindreaarighed. Derved blev det enstund (1504-6), men da Ferdinand giftede sig igien, og den Castilianske Adel var Med af ham, behøvede Philip blot at vise sig i Spanien, for at tilbedes som den opgaaende Sol, og Ferdinand, der ikke, som dog Ksimenes raadte ham, var belavet paa Krig, maatte forføie sig til Aragonien, og forslaae Tiden med at hente Gonsalvo hjem fra Neapel. Philip døde imidlertid endnu samme Aar (1506) og efterlod Alt i største Forvirring, saa det lykkedes Ksimenes baade at føre det store Ord og faae Ferdinand kaldt tilbage, som siden styrede det Hele uanfægtet, til Døden (1516) satte Grændser for hans, som det syndes, utrættelige Lykke og umættelige Begjærlighed**).

I denne Mellemtid var det, baade at Ksimenes gjorde Toget til Afrika, at Peter af Navarra paa Spaniens Vegne tog Deel i den store Venetianske Krig, og at Frederik af Alba (den navnkundige Hertugs Farfader) overvældede det lille Navarresiske Kongerige; men den eneste Deel, man veed, Ferdinand selv tog i Kampen, var hvad han sagde til den kiække Valdez, som var sendt til Italien for at forhindre Ravenna-Slaget (1512), men kom midt ind i det og bragde Budskab om dets Udfald. Til ham sagde nemlig Kongen: »du maa have taget dig godt i Agt, siden du slap,« og det Ord var Valdez til en saadan Opmuntring, at da han under Navarreser-Krigen, samme Aar, blev angrebet i »Ronceval« af en heel Fransk Krigshær, forsvarede han sig med 400 Mand til sidste Blodsdraabe, og skaffede virkelig derved i et kostbart Øieblik Hertugen af Alba Tid til at naae Pamplona***). Ved ikke at udvexle Peter af Navarra, som ved Ravenna *

* * 528 faldt i Fransk Fangenskab, har Ferdinand maaske ogsaa villet give ham Leilighed til heltemodig Opoffrelse, men at det slog feil, saa han gik i Fransk Tjeneste, er dog heller intet Under, og man maatte snarere undres over at Nogen blev en saadan Herre tro til Enden. Det blev imidlertid Cardinal Ksimenes, skiøndt han efter Afrika-Toget ei fandt det mueligt at udrette noget hos ham, og var derfor ogsaa fraværende, da Ferdinand paa sin Dødsseng udnævnede ham til Rigsforstander, ingenlunde af Kiærlighed, men paa sine klogeste Raadgiveres indstændige Bøn, af en bitter Nødvendighed*). Ludvig den Ellevte stræbde at befæste sig mod Døden, da han saae den for Øine, og Ferdinand søgde derimod, under ellers lige Omstændigheder, at løbe fra den, fandt det for trangt i Stæderne og endte sine Dage paa en Forpagtergaard under Klosteret i Guadelupe, berømt paa begge Sider af Verdens-Havet for sit Marie-Billede. Om hans Stats-Klogskab og andre kongelige Egenskaber har Meningerne immer været deelte, men om hans Falskhed og Lykke har der kun været een Mening**), og Konger skulde nødig tænke, at den Sidste var den Første værd, men Spanierne, som ingen bedre Konge ønskede sig, fik ham naturligviis ikke heller, undtagen i »Kong Ksimenes«, hvem det blev deres Mundheld at nævne som en Gienganger af Gothe-Kongerne fra Arildstid ***).

Naar nu Verdens-Historien, uden dog at ville afgiøre den store Trætte om Ferdinand den Catholskes Døds-Dag, dog anmærker, at den faldt i Januar 1516, en Maaneds-Tid efter den »store Kapteins«, da er det kun for at Læseren kan see, hvor lang Fristen var for Ksimenes, som hensov i November 1517; thi det er baade mærkværdigt og trøsteligt at see, hvormeget selv en ældgammel Mand kan udrette i mindre end to Aar, naar han kun veed hvad han vil, tør hvad han kan, og finder et beleiligt Øieblik.

At Ingen lystrer sine Ligemænd, uden han nødes til det, og at derfor enhver Konge, der vil æres hjemme og frygtes ude, maa have en Krigs-Magt med alt Tilbehør paa rede Haand, det var, som sagt, Cardinalens Grundsætning†), og, skjøndt denne Regel, Gud skee Lov! ogsaa har sine Undtagelser, holdt den dog kun alt for godt Stik lige fra Ksimenes Dage til Vores, og *

* * * 529 trængde allermest til Anvendelse i Spanien, hvor baade Adel og Borgerskab havde stor Lyst til at raade sig selv, og var i gammel Vane dermed. Det var imidlertid ogsaa en svar Opgave for en Graabroder paa Gravens Bredd, hvis Fuldmagt ovenikiøbet var temmelig tvivlsom, da en død Konges Ord kun er et daarligt Rygstyd, og en Kronprinds, der længes efter at komme paa Thronen, er gierne farligere at tjene end at trodse. Kun en kiæk og klog Olding, der endelig engang seer Muelighed i at udrette hvad han altid har ønsket og for længe siden besluttet, og vil meget heller døe for Gierningen end begraves med Forsættet, kun han overseer, hvad man ellers kalder uovervindelige Vanskeligheder, og en saadan Olding var Ksimenes.

Allerede da han, efter Philips Død, en kort Tid stod for Styret, havde Ksimenes ladt Venetianeren Vianelli afrette sig en ordenlig Trop Krigsfolk paa 500 Mand, der immer var til Tjeneste*), men nu indrettede han en Borger-Væbning af Frivillige i alle Rigets Kiøbstæder, hvormed han ikke blot bøiede de tre stiveste Spanske Grander: Hertugerne af Alba og Infantado og Greven af Urenna, og kvalde Malagas Oprør i Fødselen, men skar en Byld, der paa alle Stats-Legemer er den ømmeste at røre ved**). Castiliens Pengevæsen var nemlig i en fortvivlet Tilstand, thi Folket var bebyrdet over Kræfterne, og dog fattedes Kronen det Nødvendige, fordi Oppebørselen slugde en stor Deel af Indtægten, og Resten var nær ved at smelte bort i arvelige Pensioner og deslige, og man behøver ikke at være Rentemester for at see det Splittergale i en saadan Stats-Husholdning, men vel maa man være en Hercules for at faae Bugt med det slibrige Uhyre. Inddragelsen eller Afknappelsen af de Stores Naadepenge hørde der allerede Meget til at sætte igiennem, men til at giøre den »Told og Sise«, der skulde svares med en Tiendedel ved alt Kiøb og Salg, taalelig, hørde endnu meget mere, og dog naaede Ksimenes det ved Hjelp af sin gode Ven, Baskeren Juan Lopez (Johannes Lupus Cantaber), som var en Regnemester paa en Hals. Denne slemme Afgift, der, ved de Udsuelser, Bestikkelser og Meeneder, den gav rig Anledning til, blev dobbelt fordærvelig, var, som dens Navn Alcabala viser, af Mohrisk Oprindelse, og, under de Mohriske Krige havde det Castiliske Folke-Raad (Cortez) bevilget den for en kort Tid, men siden var man, som sædvanligt, blevet ved at kræve den, og skiøndt Isabelle gjorde sig Skrupler derover, *

* 530 da Mohrer-Krigen var reent forbi, lod hun det dog beroe ved at sætte i sit Testament, at den skulde ophæves saasnart som mueligt. Derved blev det til Ferdinands Død og vilde sagtens blevet i Aarhundreder, hvis ikke Kong Ksimenes havde grebet Øieblikket, opgjort Regningen, og fordeelt den rene Indtægt paa Rigets Stæder, der da selv lignede Udgiften som Byskat, og, siger Gomez, skiøndt Summen siden er blevet forhøiet, fandt dog Folket, det var som et Himmerig, da de blev fri for hele det Mylr af Blodigler, som havde udsuet dem*).

Dette maa i Verdens-Historien være Nok om Ksimenes, men Løseligheden, hvormed hans Storhed er behandlet selv i Prescotts »Ferdinand og Isabella«, fremkalder det Ønske, at han snart maa faae en ny Levnets-Beskrivelse, Kæmpen og vor Tid værdig, eller at dog i det mindste den Gamle, for sin Tid beundringsværdige, af den Græske Professor i Alcala, maa blive almindelig bekiendt. Ogsaa da vil man læse om Ksimenes, at han ved en vis Leilighed sagde: han lugtede heller Krudt end Kongerøgelse**), og ved en anden Leilighed skal have kaldt Artilleri-Parken sin Fuldmagt***); men man vil, foruden Sligt, som han havde tilfælles med Mange, finde Saameget, han kun deelde med Faa, at man beundrer Ædlingen med Løvemod, Bjørnekræfter og Falkesyn, den sidste Spanier af ægte Gothisk Blod, som derfor ogsaa stiftede et Kapel i Toledo, hvor den Gothiske af Roms fortrængte Liturgi skulde lyde evindelig†).

Ksimenes døde træt og mæt af Dage, til stor Glæde for alle Dværge, som nu kunde pusle i Mag paa Kæmpens Grav, og det er mærkværdigt, at hans Løbebane slutter (8de Novbr. 1517) netop hvor Morten Luthers begynder, thi det letter blandt Andet den historiske Overgang fra Spanien til Tydskland og giør den anskuelig.

Vist nok burde der ved denne Overgang til Vexel-Virkning gives et Omrids af den Spanske Dannelse og fredelige Virksomhed i Ferdinands og Isabelles Dage, men det har Rigets Historie-Skrivere hidtil næsten ganske forsømt, saa Verdens-Historien kan endnu ikke gjøre stort mere end pege paa Savnet. Af de saakaldte »Mohriske Ballader«, (der dog naturligviis har Gothiske Forfattere) seer man imidlertid, at de *

* * * 531 poetiske Gemytter levede endnu i Middelalderen, saa Lærdommen maatte nødvendig være stiv og tør, og var aabenbar en udenlandsk Plante, indført fra Italien med Peter Martyr fra Lombardiet, Lucius Marinæus fra Sicilien og Antonio fra Lebrixa, (Nebrisensis) som havde studeret i Italien*). Ksimenes var det, som skulde givet Dannelsen en mere eiendommelig Retning, og en Saadan spore vi saavel i Polyglotten, som i hans Forsæt at udgive Aristoteles Skrifter i samme Kæmpestil**), og paa Høiskolen i Alcala, hvor alene den Græske Professor skulde beholde sin Løn, om han end havde kun et Par Tilhørere, fordi, som han sagde, Græsken sædvanlig forsømtes og er dog saavel Latinens, som Videnskabelighedens Rod og Kilde***); men han havde kun Øie for det Store, ikke Sands for det Skiønne eller Lyst til det Hjertelige, og arbeidede derfor bestandig Døden i Hænderne. Dette gjælder ikke alene om Gudsdyrkelsen og det lærde Væsen, men ogsaa om Agerdyrkning og Handel, thi i Hin seer man godt var Mohrerne, og i Denne Jøderne Mestere, men Begges Fordrivelse var Ksimenes saa kiær som Nogen, og, skiøndt Genueserne var døbte, og, efter Jødernes Fordrivelse, aldeles uundværlige, vilde han dog have jaget dem paa Døren allesammen, fordi de havde taget dem selv tilrette mod en Spansk Sørøver †). Vel lod han en Agerdyrknings-Catechismus forfatte og udgive paa Modersmaalet, som oplevede mange Oplag ††), men at den frugtede paa Markerne, hører man naturligviis ikke til, og de Fattige vilde vist være meget bedre tjent med Handelens Opmuntring, end med det »ordenlige Fattigvæsen«, han hjalp den ærlige Borgermand Hjeronymus Madrit at faae indrettet i Toledo †††).

At Bogtrykker-Konsten ogsaa kom til Spanien endnu i det Femtende Aarhundrede, følger af sig selv, men at det Sextende knap var begyndt, før man (1502) fik en »ordenlig Censur,« det fulgde kun af Dødens Overmagt§).

* * * * * * *
532

Det Sextende Aarhundrede eller Protestantisme, Tydskere og Dronning Elisabeth.

Vilde man i Korthed betegne, hvad der herskede i det Femtende Aarhundrede, maatte man vel sige »Bogorme, Tyrker og Alexander den Sjette,« og allenfalds var de Tyrkiske Elementer: umættelig Herskesyge, kold Grusomhed, uforskammet Lumskhed og fræk Liderlighed alt Andet saa overlegne i den store Verden, at hele Christenheden selv følde, den enten snart maatte reformeres, eller tabe sig i Tyrkiet, der gjennem hele dette Aarhundrede udvidede sig baade til Lands og Vands og truede tilsidst øiensynlig baade Tydskland og Italien. Medens man imidlertid overalt raabde paa Kirkens Reformation og Korstog mod de Vantroe, var det kun Huss og Ksimenes, der, hver i sin Krog, alvorlig tog sig af Sagen, uden dog at være den voxen, saa det var en Lykke, at den Ene kom for tidlig og den Anden for seent, da de ellers sandsynligviis havde forhindret den bedste, hverken Slaviske eller Romanske, Deel af Christenheden fra at blive reformeret efter sit Hjerte. At nu Huss kom for tidlig til kiendelig at virke paa den store Verden, har vi seet, og at Ksimenes kom for seent, til, hvad han stilede paa, ved Hjelp af Krudtet, Kompasse tog Bogtrykker-Konsten, at oprette et Spansk Keiserdømme i Vesten, der ikke blot kunde maale sig med det Tyrkiske i Østen, men med Tiden indlemme det i sig, saa Kongen af Spanien afløste Keiseren og Ærkebispen i Toledo afløste Paven i Rom, til at regiere uindskrænket og evindelig, at han kom for seent dertil, det har Følgerne viist; men der var dog alt for megen Storhed i Anslaget, og det var alt for folkeligt i Spanien, [og] alt for lysteligt i herskesyge Fyrsters Øine, til at det kunde døe med Kong Ksimenes, og vi maae derfor tage det skarpt i Øiesyn, naar vi vil vide, hvad den Lutherske Reformation egenlig havde i mod sig og mægtede kun halvt at overvinde. At det imidlertid især var den Lutherske Reformation, der hindrede Spanierne, under Carl den Femte og Philip den Anden, fra at blive Europas Tyranner, det veed man, og hvor giennemgribende dette Tyranni vilde blevet, seer man først ved at tænke sig Jesuiterne ordenlig i Virksomhed og i Spansk Tjeneste ligefra Lojolas Dage 533 (1534), istedenfor at de nu, under Kamp med den Lutherske Reformation, maatte hardtad arbeide sig trætte før de fik Leilighed til at virke paa det Hele. Saasandt vi derfor sætte Priis paa Folkelighed og Modersmaal og paa fri aandelig og borgerlig Virksomhed, og hvor giør man ikke det i det Nittende Aarhundrede, der maa det være os en Hovedsag at indsee den Lutherske Reformations verdenshistoriske Betydning, som, under den forvirrede Kamp med Kirken og Paven, og den fjantede Forgudelse af de »døde Sprog« og deres Mesterværker, blev aldeles overseet.

Da det imidlertid var mellem Ruinerne af Middelalderens Kirke-Stat, Krigen førdes, og [det] var en christelig Kirke-Fornyelse, Luther virkelig glødede og kæmpede for, saa er det umueligt at forstaae den Lutherske Reformation uden at komme [ind] paa Kirke-Historiens Enemærker, og Feilen ved de sædvanlige Udviklinger ligger da ingenlunde deri, at man sammenligner Luthers Kirke-Begreb med det efter Skriften Oprindelige, men deri, at man glemmer, Christendommen er oprindelig ingen Skrift, men en Tro og et Liv, som før Luthers Dage, giennem mange Aarhundreder og meget forskiellige Folkefærd, havde ført et virksomt og høist mærkværdigt Levnets-Løb, der kun ved Luther fik et nyt Afsnit efter Tidens og Folkenes Tarv og Leilighed. Det er altsaa den Christne Troes og Kirkes Historie, især hos de Folk, som Luther udsprang af og virkede paa, hvoraf man skal forklare sig hans Reformation i sin levende Sammenhæng med Folkenes forrige og følgende Levnetsløb; men det har man aldeles forsømt, og derved, blandt Andet, taget Protesten mod Middelalderen og Geistligheden, i det Hele, for det Væsenlige, skiøndt den [det] kun var et, efter Omstændighederne, nødvendigt Onde. Hvor bagvendt og ugiørligt det nemlig end maa findes, i Nyaarstiden at grave Middelalderen op, og taabeligt at holde paa Dens Skygge; saa er det dog ikke mindre bagvendt og ugiørligt at grave Oldtiden op, af Ebræers, Grækers og Romeres Skrifter, og ei mindre taabeligt at nøies med et tomt Begreb derom; og en saakaldt Christendom, hvori Protesten var Hovedsagen, vilde aabenbar slet ikke være Andet end Tyrkisk Vantro i al sin Nøgenhed. Fra denne Tyrkiske Protestantisme, som i det Femtende Aarhundrede truede med at oversvømme hele den Vestlige Christenhed, var det tvertimod den Lutherske Reformation frelste de Folk, der havde Hjerte og Tro til at frelses, thi medens vi her kan 534 lade det staae ved sit Værd, om de blev ægte Christne, er det klart at de viste sig som ægte Grene paa de gamle Nordiske Folke-Stammer, der fordum godvillig antog Christendommen, fordi den stadfæstede hvad de fra Arildstid havde følt og bragde hvad de havde savnet og længdes efter.

Det er imidlertid gaaet vore fleste Protestantiske Historieskrivere med Reformationen, ligesom det gik Fernando Colombo med hans Mære Fader, thi skiøndt de nok kunde vide, [at] den, saavelsom vi alle, maatte havt en levende Fader og Moder til sin virkelige Aarsag, saa syndes de dog, det var rart, man ikke kjendte den, men kunde betragte enten En af Reformatorerne eller »Reformationen« selv, som et hemmelighedsfuldt, ubegribeligt Væsen, der skabde en splinterny Verden; thi Alt hvad de nævne som Reformationens Aarsager er aabenbar endnu mere urimeligt og selvmodsigende end Rygterne om Colombos Herkomst. Bibelen var nemlig, som man veed, allerede 1517 en ældgammel Bog, der giennem Middelalderen havde mange baade troende, flittige og betænksomme Læsere; de »Latinske Classiker« havde i det Fjortende og Femtende Aarhundrede baade været bedre læste og efterlignede, især i Italien og Spanien, end de enten i det Sextende eller [det] Syttende blev i Tydskland og Norden; det Græske Ny Testamente havde giennem hele Middelalderen ganske anderledes været de Byzantinske Klerkes Haandbog end det nogensinde blev de Protestantiske Præsters og Professorers; og Aflads-Handelen kunde vel give Anledning, men jo dog aldrig være Aarsag til Reformationen, kunde vel giøre Luther vred, men umuelig give ham enten det Lys, hvori han saae den og alt andet Papisteri, eller den Kraft, hvormed han bekæmpede Papisteriet og indtog hvad nu kaldes hele syv Kongeriger. Bogtrykker-Konsten, der endelig ved Reformationen skal slaae Hoved paa Sømmet, ligesom Kompasset ved Amerikas Opdagelse, den skabde dog aabenbar hverken Luther eller hans Tydske Psalmer eller hans Tydske Bibel, og desuden veed man vel, at ligesom Compasset har sin Misviisning, saaledes havde Bogtrykker-Konsten alt i Luthers Dage den Lyde at udbrede de hinanden stik modsatte Skrifter, Aflads-Brevene saavelsom Luthers Theses, Cochlæi saavelsom Luthers Bøger, og var aabenbar aldeles uskyldig i alt det Bifald og Mishag, de vandt hos Læserne, og derpaa beroede jo dog hele Bøgernes Virkning!

Uden derfor engang at tale om, at Bogtrykker-Konsten 535 saavelsom Compasset var en af Middelalderens Opfindelser, og at Luther, om end Nyaarstlden var født med ham, dog selv med den var født af Middelalderen, saa er det klart, at skal Reformationen ikke være os et aldeles ubegribeligt Hexeri eller Mirakel, ret et Sidestykke til Transubstantiationen [(Grundforvandlingen)], som Protestanterne blotfor Urimelighedens Skyld forkastede, da maa den have sin Grund dybt inde i den dunkle Middelalder, saa de Protestanter, der ikke tør eller ikke vil opsøge deres kiære Forældre i den Skiærsild og læse en stille Messe for dem, de maae ligesaa gierne idag som imorgen enten kaste sig for Pavens Fødder eller i Tyrkens Arme; thi i det Nittende Aarhundrede gaaer det slet ikke an aabenlyst at stjæle fra Historien og sige, man har grebet det i Luften, man maa enten takke Historien for Alt, eller erklære den aaben Feide. Det Første var gammel Skik hos Folk i Nord, skiøndt det var Kæmper, som ellers ikke pleiede at takke for hvad der med aaben og ærlig Kamp kunde tages, saa kun for Ælde sank Thor i Knæ, og Nordboer vil da neppe finde, de behøve Trøst enten af Paven eller Tyrken, naar de see, hvor i Middelalderen Reformationen har hjemme.

Man veed nok, det var paa Grændsen af Oldtiden og Middelalderen, eller, som skrevet staaer, i »Tidens Fylde« Christendommen kom til Verden, og hvad den har virket og kan endnu virke for Evigheden, det maa vi overlade til Hjerterne at troe om hvad de lyste, og til Evigheden selv at vise; men hvad den har virket for Tiden, især siden »Folkevandringen«, derom tale alt fjorten Aarhundreder med hinanden i Verdens-Historien, og var, blandt Andet, Christendommen ikke blevet indført i Tydskland, da seer man strax, den Tydske Reformation var utænkelig; men var Sachsen ikke blevet omvendt ved Andet end Carl den Stores Sværd, da seer man let, at det Sværd, der sad i Luthers Mund, og selv det Spyd, der sad i hans Haand, havde hverken Fader eller Moder.

Vi maae derfor endnu gaae lidt længere tilbage, og [det], med Protestanternes Tilladelse, til Rom i Gregor den Stores Tid, som meget vittig er kaldt den sidste gode og den første slette Pave, altsaa til Grændsen af det Sjette og Syvende Aarhundrede, og der lægge Mærke til to samtidige Begivenheder, Islamismens Opkomst og Angel-Sachsernes Omvendelse; thi heraf har baade Tyrker og Protestanter deres Oprindelse, 536 medens naturligviis Gregor selv staaer paa Papisternes Helgenliste.

Vi lade nu Tyrkerne nærmere oprede deres Herkomst fra Mahomed, skiøtte og hytte sig selv, som de kan, og lade Papisterne bramme med den hele lange Liste paa St. Peders følgende Eftermænd, der skal have opsvunget sig til »Christi Statholdere« paa Jorden og baaret Nøglen om ikke til Paradis, saa dog til Skiærsilden, thi de vedkomme os, som Protestanter, slet ikke. Den sidste Romerske Biskop, vi kiendes ved, er Gregor den Første, som, hvad Feil han og hans Lære end ellers kunde have, hverken ansaae sig for ufeilbar, gjorde Paastand paa Statholderskab i et Christus-Rige »af denne Verden«, eller forbød Folk at synge Psalmer og læse Skriften paa deres Modersmaal. Han sendte nemlig, som man veed, nogle Munke til Britannien, for at christne vore og Tydskernes Frænder Angel-Sachserne, og det lykkedes saa godt, at der ikke blot midt i den saakaldte mørke Middelalder blev deilig lyst paa den store Øe i Verdens-Havet, ligefra Islamismens Opkomst til Korstogene, men at der alt i det Ottende Aarhundrede blev en lille Angel-Sachsisk Kirkefader, bekiendt under Navn af Beda den Ærværdige, og en lille Angel-Sachsisk Moderkirke og Mønsterskole for Tydskland og Norden.

Her har vi da fundet i det mindste den Sachsiske Reformations patriarchalske Forældre, thi at den »Bonifacius« som bærer Navn af »Tydsklands Apostel,« var Angel-Sachseren Vinfrid; at Christendommen var forkyndt i Sachsen af hans Venner [Landsmænd], før Carl den Store blev født; og at Angel-Sachseren Ælkvin (for en Feils Skyld kaldt Alcuin) var Carl den Stores Skolemester og huede slet ikke hans Mozarabiske Messe med Sværdslag; det maa forudsættes som bekiendt. At det nu ogsaa var Angel-Sachserne, der lærde Tydskerne at læse og skrive paa deres Modersmaal, følger af sig selv, naar man blot veed, at Angel-Sachserne selv i firehundrede Aar (700-1100) læste og skrev Nyt og Gammelt, Selvgjort og Oversat, paa deres Modersmaal, og kun Ubekiendtskabet med denne Angel-Sachsiske Literatur kan nogenlunde forklare os Blindheden for den lille Gothiske Christenhed og dannede Halvverden, som fra det Syvende til det Tolvte Aarhundrede udviklede sig hos og ved Angel-Sachserne.

I det Ellevte Aarhundrede fordunkledes nu vel Angel-Sachserne af deres berømte Frænder, Normannerne, som 537 i Frankrig havde ladt sig romanisere, og stræbde, efter Engelands Indtagelse, paa det ubarmhjertigste at normannisere hele Øen, og udrydde hvert Spor af Angel-Sachsisk lige indtil Sproget; men det Foretagende var dog alt for uhyre, saa Normannerne, med deres Steenhjerter og Bjørnekræfter, naaede dog ikke mere end at kaste Angel-Sachserne hovedkulds tilbage i et halvt Barbari for to Aarhundreder. Med Edvards-Navnet i Konge-Rækken begynder det Angel-Sachsiske Element at reise Hovedet iveiret paany, og alt i det Fjortende Aarhundrede, under Edvard den Tredies glimrende Regjering, see vi »Reformationens Morgenstjerne«, som Engelskmændene med al Ret kalde deres gamle Oxfordske Bibel-Oversætter og Præste-Piner John Wicklif! Resten er bekiendt, thi saasnart Protestanterne begyndte at skrive Reformationens Historie, fandt de det nødvendigt at gaae tilbage til Wicklif, og saaledes, giennem det Bøhmiske Reformationsforsøg, komme til det Sachsiske; men i Engeland lod de sig narre over Canalen af Normannerne, som forfalde, der i Frankrig var endnu en ældre Bibel-Oversættelse, nemlig den Valdensiske, og skiøndt man dog alt i det Syttende Aarhundrede fik Troen i Hænderne paa, at der i det mindste af de »Fire Evangelister« var en endnu meget ældre Angel-Sachsisk Oversættelse, faldt det dem dog aldrig ind at følge dette lyse Spor, der, efter Normannernes Forsikkring, førde tilbage til det groveste Barbari, som de med Møie havde stræbt at forfine, men som vi nu veed, fører tilbage til en Angel-Sachsisk Moder-Kirke og Mønster-Skole for Tydskland og Norden, der da ganske naturlig ved Nyaarstidens Begyndelse følde Trang til en Fornyelse af deres gamle »Evangeliske Frihed« og »Gudstjeneste paa Modersmaalet,« som den Romerske Geistlighed med alt sit Papisteri, og den Latinske Messe havde undertrykt.

Saaledes komme vi folkelig og verdenshistorisk til Reformationen i det Sextende Aarhundrede, som en Begivenhed, der umuelig kunde udeblive i Engeland, Tydskland og Norden, hvis der endnu var Nok tilbage af den fribaarne Kæmpenatur, med Afsky for Romer-Aaget og Kiærlighed til Modersmaalet, saa den Lutherske Kamp og Seier staaer for os som et aandeligt Hermans-Slag, der atter lærde Romerne, at hvordan det end gik ved Rhin og Donau, var der ved Elben for dem intet Varigt at vinde, men, selv naar Kraften laae i Dvale, store Nederlag at vente, og har vi mindste Syn for 538 Begivenhedernes Indvortes Sammenhæng, da opgaaer der ved Reformationen et stort Lys for os over Middelalderens Virvar. Vi see nemlig den Gothiske eller Skythiske Halv-Verden, omkring Østersøen og Nordsøen, ligesom skjult og giemt i Oldtiden, da Middelhavet med sin Runddeel skulde være den store Skueplads; vi see denne lukkede Verden aabne sig ved Middelalderens Begyndelse, da de gamle Folk omkring Middelhavet har udspillet deres Hoved-Rolle, men den aabner sig endnu kun som Porte for Hjelpe-Tropper fra et Baghold, der skal fornye Kampen paa den gamle Valplads. Gother, Angelsachser og Normanner føre alle Løve-Banneret fra Norden imod Ørne-Hiemmet, men Angel-Sachserne er de Eneste, som plante det ny Banner hvor Romer-Riget fandt sin nordvestlige Grændse, i det de beholde deres Modersmaal og selv enstund deres Nordiske Hedenskab, der vel kaldes [kaldtes] Barbari baade af Romere og Vælskmænd, men er [var] det dog kun i samme Forstand, som Grækerne var Barbarer i Homers og Hesiods Dage; thi de har [havde] Aand og Poesi, og baade Lyst og Mod til at kæmpe for Udødelighed, som Livets Krone. Denne Angel-Sachsiske Stamme, som i det Syttende Aarhundrede christnes[-edes] blot ved Ordets Kraft, før Evangeliets Røst endnu er [var] kvalt af det grove Papisteri, og just da Longobarderne begynde[dte] at barbarisere Italien, denne Stamme see vi beskikket til at være baade kirkelig og videnskabelig den store Mægler og Færgemand mellem Oldtiden og Nyaarstiden, den gamle og den ny Christen-M enighed og Læse-Verden. Alt hvad der i denne Henseende virkes[-edes] ved Angel-Sachserne er [var] imidlertid kun Forberedelse, fordi det er først i Nyaarstiden, den skjulte Verden virkelig skal aabne sig til, som Videnskabernes og Vidskabens [den aandelige Vidskabs] Sæde, at være den store Skueplads, og derfor skjuler Forsynet sit eget Storværk under den Normanniske Taage, der fra det Ellevte til det Fjortende Aarhundrede indhyller[-ede] Engeland, og lettes[-edes] siden kun meget langsomt, saa den er endnu god at kiende. Den Tydske Reformation var nemlig ikke nogen egenlig Fornyelse enten af Arilds-Kirken eller af vort gamle Folkeliv, og kunde derfor heller ingen af Delene oplyse, men det var en seierrig Kamp for det Altsammen: for Christen-Livet, Folke-Livet og Oplysningen, og en afgiørende Seier over Romerskheden, Papisteriet og Latinen, hvis Frugter, om de end modnedes seent, umuelig 539 kunde udeblive, hvis Kampen ikke havde udtømt alle de levnede Kræfter. Det Sidste maatte man vel fristes til at troe, baade i det Syttende Aarhundrede, da manihele den Protestantiske Halv-Verden, ligesom med Flid, piinte Livet af Alt hvad der var født i det Sextende, og endnu meer i det Attende, da man syndes at have aldeles opgivet baade Christendom og Folkeliv, og at ville slaae sig til Ro med daarlige Oversættelser af de hedenske Grækers og Romeres Mesterværker, og trøste sig over Alt med den vel ikke altid flaue, men altid hjerteløse og helst ugudelige Franske Vittighed. Det Nittende Aarhundrede har imidlertid allerede lært os, at Skinnet bedrog baade Voltaire og Paven i Rom og Napoleon, thi selv i Tydskland viiste især Opstanden mod Napoleon, at hverken var Aands-Kraften udtømt eller Kiærligheden til Modersmaalet udslukt, end sige da i Engeland, hvor Begge synes uforgængelige, eller i vort Norden, der i det Sextende Aarhundrede kom hardtad sovende til Seieren, og maa da sagtens have beholdt Kraft til i Mag at høste dens Frugter.

Saaledes i Historien paa een Gang at see baade frem og tilbage, kalde vel de Lærde sædvanlig en slem poetisk Uordenlighed, men det er nu engang Livets Synsmaade, som Døden faaer at finde sig i, og et godt Haab om Fremtiden, der kun udspringer af det verdenshistoriske Lys, som skinner til begge Sider, var os aldrig nødvendigere, end naar vi med Rolighed skal betragte det Tidsrum, hvori den Tydske Ørn, især paa Løvernes Vegne, skulde slaaes med den Romerske, da det gaaer med Ørne som med Ravne, at de kun nødig hakke hinandens Øine ud, og allenfalds er Luften deres Element, hvor Løverne hverken med Kraft kan deltage i Kampen eller benytte Seiren. Under dette Billede, som er fundet paa det Hellige Romer-Riges og Nordens Vaaben-Skjolde, see vi vel bedst Vanskelighederne, den Angel-Sachsiske Christenhed havde at overvinde, naar den ikke blot skulde afkaste det Romerske Aag og udfeie den Papistiske Surdei, men ogsaa beholde det Grund-Christelige og tilbagevinde sin Folkelighed, thi det er virkelig Tydskernes ligesom Ørnens Natur kun at slaae ned paa Jorden og bygge i Luften.

Dog, det samme Forsyn, som havde forberedt Reformationen, havde ogsaa midt i Tydskland forberedt sig et underfuldt Redskab til at nedbryde paa Tydsk og opbygge paa Angel-Sachsisk, uden at bryde sig om, hvormegen Selv-Modsigelse hans Landsmænd fandt deri, og dette Vidunder, ikke blot det Sextende, 540 men vel Sexten Aarhundreders største Mand1, var, som man veed, Augustiner-Munken Morten Luther. Vi Nordboer, som, paa hans Ord, slog en Streg over alle de gamle Navne paa Helgen-Listen, fra Stephans af, og satte, mod hans Villie, hans alene deristeden med store Bogstaver, ja kaldte os Lutheraner saalænge, at vi nær havde glemt hvad vi selv hedd, baade fra Arildstid og fra vor tidlige Hjemmedaab, havde nær glemt, at vi var baade Nordboer og Christne, før Luther blev født, og maatte blive ved at være begge Dele, naar vi vilde være andet end hans Skygger; vi tør vist nok ikke paa-staae at være uvillige Mænd ved hans Berømmelse; men hans Storhed er som Bjergenes, der bliver synligere, jo høiere Solen kommer op, thi det er en Kiendsgierning, at han, ene Mand, overvandt baade Keiseren og Paven, indtog hvad vi nu kalde syv Kongeriger, og beholdt dem, som en Halvgud, endnu efter Døden [i] over tohundrede Aar. Ja, som en Halvgud, større end Herakles, kun at sammenligne med Odin, Skjaldskabets Ophav og alle Helte-Slægters Stamfader i Norden, saaledes staaer aabenbar Luther i det Sextende Aarhundrede, som den aandelige Stamfader til alle Skriftkloge Psalmister og gifte Præster i vor Halvverden, og Lignelsen bliver ikke blot slaaende, men lynslaaende, naar vi huske, at »Vers og Runer« var baade Odins og Luthers eneste Vaaben; thi »Mund og Pen« som svare dertil, var jo fra Arildstid Aandens berømte Vaaben og Værktøi, som giennem Middelalderen meer og meer fordunkledes af Kors og Rosenkrandse, Kirke-Taarne og Kloster-Porte, Kirke-Klokker og Orgel-Værker, Vie-Vand og Røgelse-Kar, Bispe-Huer og Messe-Hagler, Billeder og Helgenskrin, for ei at tale om Ild og Sværd, men fremstraalede nu igien med Luther i al deres Glands.

Dette klinger jo vist nok æventyrligt, men det giør Colombos Levnets-Beskrivelse ogsaa, og er dog reen historisk Sandhed, og det er aldeles umueligt for et levende Menneske at læse Luthers [Skrifter], uden at berøres af et Væsen fra en ganske anden Verden, end den der omringer ham, og dog saa aldeles med Liv og Sjæl inde i den, saa beundringsværdig skikket til det længe forberedte, men, som det syndes, umuelige Storværk, at man, for at være vis paa, man ikke drømmer, men er lysvaagen, tit maa minde sig selv om, at for [om] Værket, som aabenbar krævede en saadan Mand, gaaer der Syn for *

541 Sagn, saa, hvem der var klog nok, maatte fra Virkningen kunne slutte sig til saadan en Aarsag. Af den saakaldte »Lutherske Kirke« er der nemlig endnu saa tydelige Spor tilbage, at vi klarlig see, det var et aandeligt Huus, bygt af Morten Luther i det Sextende Aarhundrede, vist nok kun en Hytte i Sammenligning med den »almindelige Kirke,« som Jesus Christus bygde i det Første, men dog, næst efter den, det forunderligste og fornøieligste Bedehuus under Solen, og i Grunden en lille Udbygning fra den, hvor man hørde hjertelig Tale og Sang om Guds store og underlige Ting, vist nok ikke paa alle Folks Tungemaal, men dog paa Folks Modersmaal, og hvor der beredtes Herren Priis af de Spædes Munde, med alle de deilige Bibelske Historier om Adam i Paradis og Noah i Arken, Abraham under Egen i Mamre og Joseph i Ægypten, Moses i Ørken, Samuel i Tabernaklet og David i Egedalen, og endelig Døberen ved Jordans Flod, og Barnet i Bethlehem, med det mageløse, baade guddommelige og menneskelige Levnetsløb til Død, Opstandelse og Himmelfart! Nu har den lille Kirke vel ikke meer nogen levende Præst, og det er kun Faa af os, som har hørt de Sidste og selv været Børn i Huset, som hørde det ordenlig kime baade udvendig og indvendig til de »tre store Høitider« om Aaret; men ligesom Huset er os uforglemmeligt, saaledes er dets Spor fremfor Alt i Norden uudslettelige, og en oplyst Efterslægt, der, langt bedre end vi, seer den skarpe naturlige Modsætning mellem »Dansk og Tydsk«, det fredeligste og det stridbareste, det mest og mindst historiske, mindst og mest philosophiske Element i hele den aandelige Folke-Verden, vil tilgavns forundre sig over Forsonings-Miraklet i den »Lutherske Kirke,« hvor Danske og Tydske i to Aarhundreder glemde »deres Folk og deres Faders Huus« over Luthers Catechismus, Bibel og Psalmebog, eens i Grunden paa to meget forskiellige Tungeniaal.

Dette Lutherske Mirakel er vel endnu næsten uændset, men det er dog egenlig det, der beviser, at Luther ikke blot hørde til en anden og stærkere, men ogsaa til en høiere og bedre Verden, end den, han trodsede og tildeels overvandt, thi paa »Frugterne,« siger Sandhed, skal Propheten saavelsom Træet kiendes, og Luther var aabenbar en Prophet, skiøndt af et Slags, som er Nyaars-Tiden eget, da de bære et heelt nyt Tidsrum i sig og ligesom udvikle det af sig, frembringe paa en Maade selv hvad de forudsige. En saadan naturlig Spaamand, har vi seet, Colombo var i en enkelt Retning, og en saadan 542 var Luther tilbunds, vel i en snever Kreds, men som, fordi det var den Bethlehemitiske Børne-Kreds, havde den Egenskab at kunne og maatte med Tiden udvide sig til alt Menneskeligt. Han bar da virkelig den ny Verden i sig, som Colombo ikke fandt, men drømde kun om: Landet med de uudtømmelige Bjergværker, det forlorne [tabte] Paradis, og Midlerne til baade at indtage den hellige Grav og udbrede Evangeliet over al Verden; det har den Tydske Videnskabelighed, som opammedes i den Lutherske Kirke, aabenbaret, og det vil den Nordiske, som gienfødtes deri, historisk uigiendrivelig bevise.

En saadan nymodens Prophets eller For-Mands Levnetsløb, seer man let, maa paa den ene Side være en bestandig Kamp, baade indvortes og udvortes, da begge Steder det Gamle maa feies tilside, for at det Ny kan faae Plads, og det Gamle, som har vundet Hævd, og maatte ærgre sig sort over i al sin Mangfoldighed at skulle vige for en lille Enkelthed, stritter naturligviis imod, alt hvad det kan; og et saadant Levnetsløb maa paa den anden Side ligne Romanen langt mere end den gamle Historie, fordi paa »galt Tydsk« Subjectiviteten objectiverer sig, og paa godt Dansk, Mangfoldigheden synes at udspringe af Enkeltmanden, skiøndt det naturligviis kun er et Skin, da Enkeltmanden vel kan være aldeles uvidende om sit aandelige Slægt-Register, men har dog ligesaa vist indvortes som udvortes baade »Fader og Moder« paa Jorden. Saadanne Hoved-Mænd i Nyaarstiden nedstamme nemlig ganske sikkert fra »Guderne« i Oldtiden, eller, hvad her er det Samme, fra Folke-Aanderne, da de ellers nok lod være at drage Folkene efter sig; men med Morten Luther, som den Første i sit Slags og som Patriarchen for alle Følgende, baade paa »Tydsk og Dansk,« og endelig midt i saa blandet og lidt historisk et Folk, som det Tydske, er det vistnok en egen, hemmelighedsfuld Sag, saa det var intet Under, han blev ganske troskyldig modtaget »som en Guds Engel« af sine Venner og betragtet som »den skinbarlige Satan« af sine Fiender. Han var imidlertid født af et Par fromme Bønderfolk »Hans og Margrethe« mellem de Sachsiske Malmbjerge, og den Oplysning er ingenlunde saa ubetydelig som den kan synes, thi han var da sikkert en ægte Old-Sachser, og nedstammede følgelig paa Sværd-Siden fra den »Sachsiske Wodan«, der vel er en meget dunkel Person i Aandens Verden, men maa dog i det mindste have været Halvbroder til den »Angel-Sachsiske 543 og Sydskendebarn til den Nordiske Odin, saa det var ikke endda saa urimeligt, at Luther fandt meer almindeligt Bifald i Norden end i Tydskland. Man seer det ogsaa godt ved at sammenligne ham med sin Medbeiler til Tydsklands Hjerte, Schweitseren Ulrich Zwingel, der dog kun var en Dværg imod ham, at han var Tydskerne i det Hele baade for historisk og for poetisk, saa at hvis Zwingel havde været Kampen voxen, vilde næsten alle de Tydske Protestanter heller fulgt ham, som troede anderledes fast paa sin »egen Styrke og Fornuft,« trak en skarp Grændse-Linie mellem »Legem og Aand,« og skattede ingen anden Poesi end den usandselige Sphærernes Musik, hvorunder Åanden som den gjenløsende Guddoms-Gnist opsteg af det bundløse Sjæle-Dyb, hvori den ved Synde-Faldet laae begravet! Denne saakaldte »Mystiske Theologi« med meer og mindre Bibelsk Tankegang eller Anstrøg, er nemlig den egenlige Munke-Hemmelighed, og havde alt længe hos Tydskerne lydelig protesteret mod den saakaldte »synlige Kirke,« med alle dens uigien-fødte Præster og Menigheder, og dens hele mekaniske Saliggiørelses-Orden, og denne »Tydske Theologi,« Moderen til den siden saa berømte »Tydske Philosophi,« havde i Zwingel sin Reformator, men beherskedes hos Luther af en barnlig Tro paa det udvortes Guds-Ord, og af en høiere Livs-Kraft, som han selv antog for »den Hellig-Aand,« og som i alt Fald var baade en stærk og god Aand, der baade vakde ham af »Sjælens« hovmodige og forfængelige Drømmerier om egen Kraft og Herlighed, og skiænkede ham en levende Anskuelse af Legemlighed og Bibel-Historie, med et lyst Overblik af hele Tilværelsen.

Denne ligesaavel oldhedenske som oldchristelige Tredeling af den fuldstændige Menneske-Natur, som Aand, Sjæl og Legeme, synes vist nok endnu de Fleste en stor Urimelighed, men det kommer dog aabenbar kun af, at Sjælen hos os alle harden »honette Ambition« at ville hedde »Aand«, skiøndt den slet ikke veed hvad »Aand« er; thi saasnart vi har opdaget, at Aand er en høiere »Livs-Kraft« end de fleste besjælede Legemer veed af at sige, da falder det os aldrig ind, at vor Sjæl selv er en Saadan, skiøndt det er Nyaarstidens Hemmelighed, at Sjælen kan blive sig Aand bevidst og vitterlig virke med hele Dens Kraft, naar den kun ikke vil betragte Aanden som sit, men sig som Aandens Redskab. Heri, som i et Haar, hængde hele Luthers forbausende Kraft, heraf 544 udsprang det forunderlige Lys, hvori han saa ensom vandrede, og herfra kom den saa mageløse Sikkerhed i hans Bevægelser, hvor han dog egenlig gik i Blinde; men kun under haarde indvortes Kampe naaede og vedligeholdt han dette »Aandens Samfund,« der i hans Folk og hans Tid var »en Umuelighed for Mennesker, kun muelig for Gud,« og det var denne uophørlige Strid med »Døden og Djævelen,« hans Samtidige korsede sig for og hans Eftermænd beloe, men Ingen af dem kiendte, og som han selv mistog for et Ledd af Saliggiørelsens Orden, skiøndt det kun var hans »Pæl i Kiødet« som Apostelen Pauli Tydske Oversætter og næsten udelukkende Beundrer!

En saadan naturhistorisk Oplysning om Morten Luther vil sagtens støde Endeel af hans endnu ikke saa faa blinde Tilhængere, og vilde upaatvivlelig stødt ham selv, som ikke fandt Noget i Skriften om andre aandelige Indskydelser end de umiddelbare fra »Gud eller Djævelen;« men hvor rigtig end den Lutherske Grund-Sætning vil findes, at hvad der ei tydelig spores i Bibelen ei heller kan være vigtigt i Salighedens Sag, saa overilet er dog altid den Slutning, at der slet ikke skulde findes Meer i Bibelen, end Luther vidste, og ligeledes den, at Alt hvad der ikke er Bibelsk eller i det mindste Classisk, skulde være idel Løgn og Tant, og Luthers Bibelske Theologi var overalt langtfra at være saa beundringsværdig, som hans Christelige Tro, hans Kirkelige Takt, hans Seerlige Blik, hans Heltelige Kamp, hans Folkelige Tone og hans Mesterlige Stil, hvad ogsaa nødvendig følger af, at disse Herligheder, skiøndt immer sjeldne, er altid muelige, men en fuldendt Bibelsk Theologi før den yderste Dag er aldeles umuelig.

Denne Umuelighed, hvis Muelighed de Tydske Reformatorer dog troede paa og vilde bevise, var da Luthers saavelsom Zwingels svage Side, men ved at henvise ikke til sin Bibelske Theologi, men ene til »Ordet, Troen og Sacramenterne,« som den christelige Livs-Kilde, viiste Luther, han havde baade »Aand og Hjerte,« og gjorde et Kæmpe-Skridt til den Apostoliske Christendoms Fornyelse, hvorved han kom den fuldelig saa nær som Augustin, saa han ogsaa i den »hellige, almindelige Kirkes« Historie har som Reformator vundet sig et udødeligt Navn.

At udbrede sig herover i Stats-Historien er vist nok en Udskeielse, som vi skal aflægge, men først maae vi lære at 545 skielne mellem den Christne Kirke og vore Hedenske Stater, hvad vel allerede1 Luther gjorde i lyse Øieblikke, men dog ikke gjorde giældende, og hvad vi endnu maae føre en haard Strid om med de Tydske Philosopher, der ikke vil vide af nogen anden Christen Kirke, end den der, naar Staten blot sværger paa, den er Christelig, overgiver sig til den paa Naade og Unaade, som Keiserne i det Hellige Romer-Rige, om end forgiæves, altid forlangde af Christi Statholder. Da vi nu desuden ingen Kirke-Historie har faaet siden »Apostlernes Gierninger,« som ret giver Keiseren hvad Keiserens er og Gud hvad Guds er, saa kan i det mindste en Præst med den Apostoliske Synsmaade ikke heller i Stats-Historien skrive om Reformationen, uden at stille Kirke-Sagen i sit Apostoliske Lys.

Naar vore Lutherske Fædre tilskrev Jesus Christus tre store Embeder, som baade »Præst, Konge og Prophet,« da var det vel især Navnet dvs.: den Salvede, de vilde oplyse, men Bibelen er saa forunderlig en Bog, at den mindste virkelige Oplysning af dens Indhold kaster Lys paa hele Menneske-Livet, og ligesom nu den trefoldige Salvelse svarer til Menneskets trefoldige Hoved-Forhold til Gud, Verden og sig selv, i Kirke, Stat og Skold, saaledes er den »Apostoliske Menighed« ogsaa virkelig en ny Menneskehed med Kirke, Slat og Skole ud i Eet, og med Jesus Christus til sin usynlige Ypperstepræst, Konge og Prophet. Apostlerne var, saalænge de levede, hans synlige Statholdere eller Fuldmægtige i alle Maader, med det Vidnesbyrd, at Han var usynlig med dem, Hans Aand hvilede paa dem og besjælede dem, de skulde modtages, følges og lydes, som det var ham selv; men ligesaalidt som Han havde tiltaget sig mindste verdslig[e] Myndighed, eller brugt verdslige Midler til enten at vinde Tilhængere eller straffe deres Utroskab, ligesaa lidt gjorde Apostlerne det, saa i deres Dage var Christi Rige slet ikke af denne Verden. Selv i Apostlernes Dage bemærke vi imidlertid to Indretninger, »Daaben og Nadveren,« som de erklærede for Herrens egne, og som aabenbar baade skulde være den Christne Menigheds Kiendemærker i Verden og Samfunds-Baandene, men som tillige agtedes for Naadevirkninger af den usynlige Herre, og kaldtes sædvanlig Mysterierne eller Guds Riges Hemmeligheder. Ligesom nu Apostlerne var synlige *

546 Mennesker, men laande al deres Magt og Myndighed af »Ordet og Aanden« som var usynlig med dem, saaledes havde Daaben og Nadveren ogsaa deres Synligheder i Vandet, Brødet og Vinen, men »Indstiftelsens Ord« af Herrens Mund var det Usynlige, der ene kunde giøre dem kiendelige fra alle andre »Bad og Borde«, og deri skulde man naturligviis søge Aanden og Kraften, uden dog i dem, meer end i Apostlerne, at maatte adskille hvad Herren som »Sjæl og Legem« havde sammenføiet. Da Kong Agrippa kun var nær ved at blive en Christen, og Kong Augar [Abgar] i Edessa spiller i det Dunkle, saa kan man vel indbilde sig, at hvis Apostlerne havde faaet den verdslige Magt paa deres Side, vilde de brugt den, som Kirkens verdslige Arm, om ikke til at omvende Jøder og Hedninger, saa dog til at udrydde Kiættere, om ei til at udvide, saa dog til at befæste og forsvare det christelige »Himmerig paa Jorden,« men det er dog en ligesaa u christelig som aandløs Grille, thi et Samfund, der høitidelig afkræver alle sine Medlemmer en vis Troes-Bekiendelse, maatte selv være falsk, for blot at ønske en hykkelsk Bekiendelse, og har Christus Almagt, da havde det jo kun kostet ham et Vink at giøre sine Apostler til hele Jordens Herrer, istedenfor at Han udsendte dem som »Lam mellem Ulve« og forbød dem udtrykkelig at ligne »de Store blandt Hedningerne,« som vil »herske« og kaldes naadige Herrer.

Efter Apostlernes Død finde vi fremdeles en christelig Embeds-Stand, indviet med Haandspaalæggelse af Apostlerne, og skielne deri tre Grader, »Bisper, Præster og Degne«1, hvis Forhold saavel til Apostlerne, som til hinanden er dunkelt, men Saameget er soleklart, at hverken kunde de have mere eller anden christelig Myndighed end Apostierne, ikke heller maatte de bygge paa nogen anden Grundvold end den, Apostlerne i Daaben og Nadveren havde lagt, og at endelig vilde »Sandhedens« Aand hverken drive, udruste eller styrke dem til Andet end hvad de skulde være og virke. Vi bemærke derhos, at foruden Jødernes Hellige Skrift »det Gamle Testamente,« opdukker der en Christelig »det Ny Testamente,« bestaaende deels af historiske Efterretninger om Christus og hans Apostler, deels af allehaande Oplysninger og Forskrifter i Apostolisk Brevstil, og endelig af et Prophetisk *

547 Fremsyn især til de sidste Dage før Herrens synlige Tilbagekomst, som alle Christne, efter deres Troes-Bekiendelse ved Daaben, forvente. Denne Tvilling-Skrifts Forhold, saavel til Aanden, som til Menigheden og Dens christelige Embedsmænd, var naturligviis meget dunkelt, men nu er det klart, at ogsaa her skulde »den Større tjene den Mindre,« det Gamle Testamente frit forklares af det Ny, og det Døde bruges af det Levende, Bogen af sine christelige Læsere, og især af den »ny Pagts Embedsmænd,« der, som Paulus skriver, ikke er »Bogstavens« men »Aandens« Tjenere, og allerklarester det, at hverken det saakaldte »Gamle Testamente,« der slet ikke vedkom de Christne, som Saadanne, eller det saakaldte »Ny Testamente,« der kun forskrev sig fra enkelte Apostler og var kun efterhaanden skrevet til enkelte Embedsmænds eller Menigheders Oplysning, kunde have mindste Lovs-Kraft, end sige da giøre mindste Forandring i den Skikkelse, Herren og Apostlerne havde givet Christenheden. Skriften havde altsaa slet ikke den Stilling til Christendommen, som Mose-Bogen til Jødedommet, thi Evangeliet modsættes netop Lovbogen, som Liv og Død, men hele Skriften var hos de Christne, ligesom hos Jøderne al Skrift paa Mosebogen nær, en Skole-Sag, som Læserne, og især de Boglærde eller Skriftkloge, paa eget Ansvar, frit maatte behandle, enes eller strides om, naar de kun ikke bragde den i Strid med den fælles christelige Tro og de Apostoliske Indretninger. Saaledes finde vi da ogsaa Christendommen, Christenheden og Skriften betragtet tohundrede Aar efter Christi Fødsel af Biskop Irenæus, som, vel at mærke, er (i hans Bog mod »Kiætterne«) vor eneste Hjemmelsmand for at næsten Alt hvad vi nu kalde det »Ny Testamente« er fra Apostel-Tiden de Christnes Kirke-Læsning.

Allerede i det Tredie Aarhundrede begyndte imidlertid dette naturlige Forhold kiendelig at forrykkes, og Hovedmændene var to Afrikanere, Tertullian og Origenes, den Ene en Romersk Jurist, og den Anden en Hellenistisk Skolemester Begge blottede for Christendommens Aand og kirkelig hjemmehørende i Carthago og Alexandrien, som Apostlerne, efter deres Gierningers Bog, havde intet med at giøre. Den Ene af disse Afrikanske Nymyntere, Tertullian, betragtede Christenheden som en øiensynlig og haandgribelig Fortsættelse af den Jødiske Kirke-Stat, og heraf udsprang i Tidens Løb hele den hierarchiske og pavelige Tankegang, og den Anden, 548 Origenes, betragtede den derimod som en Alexandrinsk Kirke-Skole, hvori Bibelen, som en guddommelig Hieroglyph, var den store Opgave, Fortolkningen Hovedsagen, og de Skriftkloge Hovedmændene, og heraf udsprang hele den Byzantinske Tankegang, som under en ny Skikkelse gjorde sig kun alt for giældende hos Protestanterne. Paa begge Sider, seer man let, at »Saligheds-Sagen« gjordes til en Bisag, hist som en Borgelig Stats-Sag og her som en lærd Skole-Sag, skiøndt Saligheden eller »det evige Liv« dog baade efter Christendommen er det ene Nødvendige, og er den rene Kirke-Sag, det fælles Maal for hele den ved Troen og Daaben skabte Menighed. Af to onde Ting var imidlertid, christelig og kirkelig talt, Hierarchiet den Mindste; thi paa Skolemester-Siden, hvor Vind gik for Aand, henveiredes efterhaanden den Apostoliske Kirke, og forsvandt i Luften; men paa Bispe-Siden, hvor Kirken efterhaanden forstenedes, der var den dog altid at finde, og kunde, som Følgen viiste, reformeres.

Paa en saadan Kirke-Reformation havde Mange fusket førend Luther, og hele Munke-Væsenet i Vesterleden havde egenlig været et fortløbende Reformations-Forsøg, der udsprang af den Følelse, at Saligheden skulde være Kirkens Hovedsag, fordi det dog »ikke nyttede et Menneske at vinde Verden, naar han tabde sig selv,« og skiøndt det var Fuskeri i det Hele, udrettedes dog derved i det Enkelte store Ting, hvoriblandt Skabelsen af den Angel-Sachsiske Christenhed ogsaa kirkelig talt var det Største, fordi det i alle Maader var af Klosteret Augustiner-Munken Morten Luther udsprang til mesterlig at reformere Pave-Kirken. Over i tolv Aarhundreder, ligefra Cyprians Dage, var denne »Geistlige Stat,« der udgav sig for den »hellige, almindelige Kirke«, i Grunden faret frem til det værre, var ved Sværd-Omvendelser og Maskin-Daab blevet smækfuld af Vantro og Ugudelighed, og ved Middelalderens Skiødelyster smækfuld af Kirke-Gaarde, Klokke-Taarne, Been-Huse og skumle Kloster-Hvælvinger, hvor det spøgede baade Nat og Dag, og hvor man drømde baade vaagen og i Søvne, og gjorde det Altsammen til Troes-Artikler, saa at, selv fordeelt paa flere Aarhundreder, maatte en rigtig Reformation være et Herkulisk Arbeide. At den ikke fuldførtes i een Menneske-Alder, hvori Luther ovenikiøbet var for det Meste ene om det Hele, er derfor intet Under; men at een eneste troende Munk havde baade Mod og Magt og 549 Lykke til at gløre en Begyndelse, hvorfra vi, skiøndt Værket afbrødes, nu kan see til Enden, det er et af de største Underværker i Menneskets Levnetsløb, og giør saavel Kirkens fremspringende Hjørnesteen, som dens skiulte Bygmester, ei blot udødelig, men guddommelig Ære!

At nu dette Reformations-Underværk først maatte skee hos Reformatoren selv, i hans lille Geistlige Stat og Munkebo, hans Hjertekammer og Hiernekiste, det glemmer man vel let, men det maa dog huskes, ikke blot for at være billig mod Lederen, som umuelig kan føre Andre videre end han selv er kommet, men ogsaa for at see, hvordan de »Fattige i Aanden« nuomstunder kan blive velhavende, og Krysterne blive djærve Kæmper. Denne Forvandling synes nemlig altid saa utrolig, at man neppe nok troer sine egne Øine, og trænger derfor høilig til at betragte samme Mand i den himmelvidt forskiellige Tilstand.

At nu Mennesket, skiøndt af Herkomst Muldets Frænde, dog oprindelig har staaet i levende Forbindelse med Himlen, og aandet frit med en evig Livs-Kraft, det maa her, som ved enhver Forklaring af Menneske-Livet, der ikke skal føre til Selv-Modsigelsens yderste Mørke, forudsættes som en afgjort Sag, og Afbrydelsen af denne levende Forbindelse mellem Himlen og Jorden, der ene hjemlede Udødeligheds-Haabet: Skilsmissen mellem Sjæl og Legeme: den aandelige Død, der med Nødvendighed drog den Legemlige efter sig; de forudsætte en opstaaet Uenighed mellem Gud og Mennesket, altsaa et Syndefald. At der nu i Tidens Fylde, ved Ordets Kiødspaatagelse, Lidelse og Død, sluttedes et Forlig og skedte en Forsoning mellem Gud og Mennesket, som afhjemledes ved Frelserens Opstandelse, kronedes med Hans Himmelfart, og beseigledes med den Hellig-Aands Udgydelse over Apostlerne, det er, som bekiendt, Kiernen af det »Evangelium« der forplantedes fra Slægt til Slægt i hele den gamle Christenhed, og skabde den Ny, saavel hos os, som i Engeland og Tydskland. Hvad der imidlertid snart efter Apostlernes Tid begyndte at blive det store Spørgsmaal, var hos nogle Faa: hvor den Hellig-Aand blev af, og hos Mangfoldige: hvor man nu skulde faae den Syndernes Forladelse og deraf udspringende Trøst over Døden, som Christus havde erhvervet og Apostlerne rigelig uddeelt ?

Intet Svar kan nu vist nok falde naturligere, blandt troende Christne, end det Luther gav: i Kirken ved Naademidlernes 550 rette Brug; men deels er det naturligste Svar sædvanlig det Sidste, man giver paa et vanskeligt Spørgsmaal om en gaadefuld Sag, og deels nytter her selv det bedste Svar kun lidt, naar man ved Kirken forstaaer Geistligheden, thi da bliver den anseet for Mægleren mellem Gud og Mennesket, som er ene om den Hellig-Aand, og har, paa eget Ansvar, Fuldmagt til at forlade eller forbeholde Synderne; og en Geistlighed, der udgiver sig for Kirken, fattes i det mindste selv den Hellig-Aand, og kan da slet ikke lære Menigheden Naademidlernes rette Brug, men stræber, naar den tænker bedst, saalænge efter at »forebygge deres Misbrug,« til Ingen vover at vente Noget af dem. Her see vi Grunden til den Ringeagt, hvori baade Daaben og Nadveren giennem Middelalderen nedsank, og Kilden til alle de selvgjorte Bods- og Andagts-Øvelser, indtil en grundfordærvet Geistlighed omsider solgde Aflad for rede Penge. De, der endnu, som Luther, følde hjertelig Trang til Syndsforladelse og Saligheds-Haab, maatte da vende sig reent bort fra Kirken til Klosteret, for der, om mueligt, at finde dem, enten ved Kiødets Spægelse eller ved gudelige Bøgers Læsning og Fordøielse, men ingen af Delene vilde hjelpe Luther, før en gammel Kloster-Broder gav ham det Raad, i al Eenfoldighed at holde sig til det lille Ord »Syndernes Forladelse« i den Apostoliske Troesbekiendelse, som alle Christne ved Daaben tilegne sig*).

Heraf kan vi forklare os og maae vi udlede hele den Lutherske Kirke-Reformation, thi her fandt han Synds-Forladelsen, hvor den var nedlagt for Troen fra Begyndelsen, og i samme Grad, som han med Tro tilegnede sig den, i samme Grad indtraadte den levende Forbindelse mellem Gud og Mennesket hos ham paany, og virkede naturligviis, fra første Øieblik, paa hans Hjerte, Sjæl, Tankegang, Bibellæsning og hele Liv, langt mere end han i Støvet lærde at forstaae.

Fra dette Stade see vi ogsaa strax, hvorfor det var Aflads-Handelen, der først og dybest oprørde Luther, og hvorledes Bekæmpelsen deraf paa Liv og Død maatte, inden han selv vidste det, føre ham i aaben Feide med Paven, som en falsk Christi Statholder, og med hele den Geistlige Stat, som en giennem mange Aarhundreder vildfarende Kirke; thi at Synds-Forladelsen i den sande Christi Kirke laae saaledes tilrede for Troen og skænkedes saa uforskyldt, uden al *

551 Mægling eller Mellemkomst af Præst eller Bisp, som Luther havde erfaret, det havde unægtelig i mange Aarhundreder været en stor Hemmelighed, og at den Hellig-Aand fulgde med Indvielsen af saa aandløs en Geistlighed, faldt ham naturligviis meget urimeligt. Nuomstunder indsee vi let, det er slet ikke mere urimeligt, at Troen, trods al Bispe- og Præste-Aandløshed, kan finde i Indvielsen 1 Alt hvad der var fra Begyndelsen, end at det Samme skeer med Daaben og Nadveren, saa i Luthers Ringeagt for Herrens kirkelige Embedsmænd kan vi ikke deeltage, og den sande Kirke selv har naturligviis aldrig faret vild; men at Kirken, med eller uden Geistlighed, findes overalt, hvor man har Guds Ord, Troen og Sacramenterne, det er en Luthersk Opdagelse og Paastand, der ikke blot gav Pavedømmet og Hierarchiet sit Banesaar, men førde ham med hele sit Følge lige til den Apostoliske Kirkes Hoved-Dør, der lukker sig selv op for »et godt Ord.«

Dette virkelige »Guds Ord,» som oplader Dørren, medfører Aanden, levendegiør baade Hjertet og Troen, bærer Kirken, indgyder Sacramenterne deres Kraft, og oplyser Skriften, det er vist nok ikke Skriften selv, som allerede følger deraf, at Dørren var opladt, Aanden virksom, Hjertet og Troen levende, Kirken grundfæstet paa sin Klippe og Sacramenterne i deres Kraft, længe før der blev et Blad til af Bogen, som kaldes det Ny Testamente; men uagtet Luther, som Theolog, i denne Henseende deelde Zwingels Feiltagelse, saa viser dog baade hans egen christelige Livskraft og den urokkelige Fasthed, hvormed han holdt paa Ordet ved Sacramenterne, som det lød, at han, som Præst og Reformator, ikke fulgde Vildfarelsen. Naar han derfor, istedenfor »Pave og Geistlighed« erklærer »Daaben, Brødet og Evangeliet« for Kirkens Kiendemærker, da tilføier han udtrykkelig, at han med det Sidste, som et Ord af Guds egen Mund, der baade skaber og opholder Kirken, ikke mener det skrevne Evangelium, men det lydelige Troens Ord*), altsaa, naar man taler tydelig, det Ord, der, som Herrens Eget, mundtlig meddeles ved Daaben og Nadveren.

Dette Sacrament-Ord, hvortil »Herrens Bøn« ogsaa *

* 552 væsenlig hører, forsømde Luther heller ingenlunde boglig at giøre til hele Menighedens Børne-Lærdom, saa det udgiør Fire af de Fem Parter i hans lille Catechismus, der vel maa kaides1 den Allerchristeligste, og har bidraget meer end alle andre Bøger til den Apostoliske Christendoms Fornyelse. At Mose-Bogens ti Budord, og ei »Forsagelsen« ved Daaben, udgiør hans Børnelærdoms første Part, er vist nok, kirkelig talt, en Lyde, man fristes til at kalde stor, da derved et Stykke af Jødernes hellige Skrift sammenblandedes med de Christnes mundtlige og personlige Daabs-Pagt; men da Luther ellers langt renere og tydeligere end Nogen i mange Aarhundreder indskærpede Forskiellen mellem Jødedom og Christendom, Lov og Evangelium*), maa man i Sammenligning kalde Lyden meget lille, og Feiltagelsen, efter Omstændighederne, uundgaaelig.

Af Luthers lille Catechismus, om det i Kirken altid Nærværende og ene Nødvendige, var det da de Troende lærde, bedre end i tusind Aar, at læse Bibelen og at skielne det Grund-Christelige og Ufor anderlige fra hvad der enten var Papisteri og Menneske-Tant, eller dog kun ærværdige Oldsager, som skulde betragtes og behandles med Evangelisk Frihed, og skiøndt det virkelig er en Mangel ved den Lutherske Børnelærdom, at den ligesom med Taushed forbigaaer »Kirken« selv, hvori Ordet findes og [hvor] Indvielsen, med Haandspaalæggelse, til at føre Ordet skaber »Præster og Biskopper« som »de bør sig at være;« saa forudsættes dog bestandig begge Dele, og hvem der barnlig holdt sig til Luthers Catechismus, vilde hverken tage feil ad den sande Kirke, hvor den Hellig-Aand »kalder, forsamler, oplyser, trøster og opliver,« eller miskiende Herrens Embedsmænd, hvor de fandtes sunde i Troen og mægtige i Skrifterne. Skiøndt derfor de i det Syttende Aarhundrede saakaldte Orthodoxe eller strængt-lutherske Skriftkloge, der af Skriften vilde bevise, at den ganske Christenhed burde fortolke Bibelen efter Luthers Catechismus og den Augsburgske Confession, hør-de til de kiedsommeligste Vrævlere, der kunde gaae paa Guds grønne Jord, saa laae den ægte Lutherskhed, med »Evangeliet og Sacramenterne«, dog den Apostoliske Christendom nærmere end Alt hvad der siden Augustins Dage havde baaret *

* 553 dens Navn. Vist nok var det en mislig Stilling for en Menighed at staae med den ene Fod i Apostel-Kirken og med den Anden i Alexandriner-Skolen, men naar man har været levende begravet, med en saadan Steen paa Hjertet, som Pave-Kirken, da nøies man dog gierne med et halvt Himmerig, og et Saadant blev, ved Pave-Aagets Afkastelse, den Lutherske Kirke, hvor de Troende desuden, i Skin af Soel og Maane, efterhaanden maatte faae Syn paa Sacrament-Ordets Uafhængighed af Skriften saavelsom af Geistligheden, og derved Apostolisk Lys over Saliggiørelsens Orden og Kirkens Historie!

Denne kirkehistoriske Betragtning af Luther vil sagtens endnu synes de fleste Læsere meget for præstelig, ligesom den folkehistoriske Betragtning af Reformationen synes Mange for hedensk, men da ikke blot Luther og hans Samtidige, men hele Christenheden i to Aarhundreder betragtede Reformationen og Skilsmissen mellem Papister og Protestanter udelukkende som en Saligheds-Sag, saa paaligger det unægtelig den Historie-Skriver, der vil oprede de indviklede Forhold, at vise, hvorvidt man fra et christeligt Stade havde Ret deri. At nu Reformationen i det Hele var langt mere en Folke- og Stats-Sag 1 enden Troes og Saligheds-Sag, det har Tiden viist, men derfor trænger det desmere til at udvikles, at den hos Luther og hans virkelige Tilhængere dog var langt mere det Sidste, og fik netop derved en ganske egen, vel dunkel og skrøbelig, men yndig og frugtbar Skikkelse. I det Hele var det ved Reformationen, Hovedet, der, uden at ændse Hjertets Indvendinger, vilde ordne alle menneskelige Forhold efter sin Forstand, men Luther og hans Tilhængere havde for meget Hjerte til strængt at gjennemføre Grundsætningen, saa man allevegne, og da især i det kirkelige Forhold, sporer en Strid mellem »Hoved og Hjerte,« der førde til lutter halve Forholds-Regler, udsatte for begge de andre Partiers Spot, men dog, efter Omstændighederne, de bedste.

Denne Paastands Rigtighed vil vist nok alle Ærke-Protestanter saavelsom Papisterne benægte, men deels kan en saadan Benægtelse aldrig skade Lutheranerne, naar de virkelig havde den Lykke at vælge det Bedste, og deels falder man nok i en værre Selv-Modsigelse end Lutheranerne, naar man benægter *

554 deres Lykke bedre end Forstanden, og nødes dog til at indrømme, at Luther, trods al sin Halvhed, var Manden for det Hele, den eneste Reformator, som ved dybt at foragte og dristig at trodse alle kiødelige og verdslige Midler og Vaaben paa Aandens Enemærker og til Aandens Øiemeed, viiste sig iført Aandens Kraft og Majestæt! Vel er vi endnu i Vidskabens (Philosophiens) Barndom, saa selv de saakaldte »store Tænkere« synes, man kan gierne indrømme, at Sværmeri og Forvirring, Løgn og Vildfarelse, har i sig selv mere Magt end Sandhed, Klarhed og Besindighed; men det kommer dog kun af, at »Klarhedens og Besindighedens« Forgudere hidtildags var aldeles aaudløse, og følde sig desaarsag magtesløse selv mod den Usleste og mest Forvirrede af alle Luftens Aander; thi at den klareste og besindigste Aand ogsaa er den Mægtigste i sin Kreds, det følger af sig selv, og at Morten Luther var begge Dele i sin Kreds, er en Kiendsgierning, som man for alle Aander, gode eller onde, kun giør sig latterlig ved at nægte. Klarhed over hele den menneskelige Synskreds havde Luther vist nok ikke, men det kan heller Ingen have, før Mennesket har fuldendt hele sit Levnetsløb, saa Indbildningen derom vilde være den største Daarskab, hvis ikke de nyeste Philo-sopher havde overbudt den, ved at paastaae Klarhed over hele den guddommelige Synskreds; men Luther havde, hvad alle Daarer fattes, og de Stolte især, Klarhed over sin Virke-Kreds, og blev kun derved ligesaavel de saakaldte »himmelske Propheter« som de selvkloge Schveitsere og de aandløse Papister overlegen. Han var klarøiet nok til baade at kiende Grændserne for sin Kraft og Forstand, Sporene af deres »deilige Fødder« som først forkyndte Evangelium, og Tidens Beskaffenhed, som han virkede i og ei kunde ændre; derfor udrettede han langt mere end man saae, og lagde Spiren til noget langt Bedre og Større end der i hine Dage kunde blomstre og modnes; men derfor skal Beundringen af hans Selv-Fornægtelse, dybe Blik og skjulte Virksomhed, ogsaa voxe med hvert Aarhundrede, og hvor Lutheranerne, i Kirken for Christi, i Staten for Fædrenelandets og i Skolen for Sandheds Skyld, vil lade Parti-Navnet fare, alle selvgjorte Skillerum falde, og alle Aander kun frit prøve Styrke, der nyder Luther netop sin rette Triumph!

Dette forudsaae vistnok Luthers Tilhængere ikke, men, som Vidner til hans a andelige Kraft og Pavens Afmagt, hans levende Tro, og Ord som Ild, mod Pavens steendøde 555 Messer og iskolde Vievand, følde de dog, det var urimeligt, at Luther kunde have de Christnes nedarvede Tro og den Apostoliske Kirke med den Hellig-Aand imod sig, og nu kan vi see, at det var netop Paven, der gjorde hvad han skyldte Luther for: Paven, der selvklog fortolkede Skriften efter sit eget Hoved og styrtede Menigheden i Tvivlraadighed, saa Striden var ingenlunde mellem Skriften og det mundtlige Ord, som begge var paa Luthers Side, men mellem den ægte og den uægte Tro, den Apostoliske Meddelelse, Skrift-Fortolkning og Christi Statholder, eller mellem Aandens Sands, som er »Liv og Fred«, og Kiødets Sands, som er aandelig Død!1

Dog, det er den høieTid at komme til Fortællingen, og skiøndt her ingen Levnets-Beskrivelse kan gives af Luther, maa det dog bemærkes, at han efter sin svare Sinds-Sygdom var indviet til Præst, og kom derpaa (1508) som Professor til Wittenberg, hvor Kurfyrst Frederik af Sachsen havde oprettet et lille Universitet paa samme Tid, som Kardinal Ksimenes grundede sit store Musa-Tempel i Alcala; og naar Verdens-Historien nævner disse to Høiskoler ved Siden ad hinanden, er det ingenlunde blot for Modsætningens Skyld, der strax falder i Øinene, men især for Sammenvirkningens Skyld, som let oversees. Den Polyglot af Bibelen paa de »levende Sprog,« som udgik fra Wittenberg, danner saaledes vistnok en Modsætning til Den paa de »Døde Sprog,« der udgik fra Alcala; men da Bøger paa alle Sprog er døde Ting, synes dog Modsætningen meget større end den var, medens Sammenvirkningen er et Guds Under, meget større end det synes. Da nemlig den trykte Bibel paa alle Folke-Sprog ved Reformationen skulde begynde at spille sin Hoved-Rolle baade i Kirke og Skole, og, blandt Andet, bruges som et Vaaben mod Papisteriet, da var det aabenbar af høieste Vigtighed, at den først med al Omhyggelighed blev trykt paa »Grund-Sprogene« og i den Latinske Oversættelse (Vulgata), som havde været hele Vesterledens Bibel giennem Middelalderen, da det aabenbar var heraf, de nye Oversættelser skulde udspringe og laane al deres Gyldighed. At nu denne Udgave med stor Bekostning og Opsigt foranstaltedes af Pavens gode Ven, den Spanske Kardinal, hvem det siden laasede Vaticanske Bibliothek stod aabent, og at Polyglotten netop blev færdig til 1517, saa Rom *

556 maatte selv give Luther Vaaben i Hænderne og afskiære sig Mueligheden af med Klem at bestride den Lutherske Bibels Ægthed, det var aabenbar Reformationens store Lykke og ret en Forsynets Styrelse. Det syndes ogsaa virkelig, som Pave Leo mærkede Uraad, thi først efter hans Død (1522) fik Polyglotten, berømt under Tilnavnet »Komplutenseren,« Lov til at komme for Lyset, og, til det Apostoliske Sædes Skam, aabenbare Apostlernes Gierninger!

Saa var det da just i Kardinal Ksimenes Dødsaar (1517), da den unge, smagfulde, lystige og ødsle Mediceer Johannes sad paa Pave-Stolen, som Leo den Tiende, at den store Strid udbrød mellem ham som kun hedd og ham som var en Løve, og vel sagde Luther i sit forvovne Sprog, at Vorherre narrede ham ind i Striden, men det var dog aabenbar Paven, som blev narret; thi aldrig kunde Nogen være mindre forberedt paa en Strid i Aandens Verden, hvis virkelige Tilværelse han neppe drømde om, medens Luther, som allerede havde vundet Slaget, hvor det var hedest: i hans egen Barm, rykkede i Marken som en hærdet Kæmpe, der ovenikiøbet vidste, han i Skriften havde Brev paa Seieren. At det ingenlunde var uden gyldig Grund, men en reen Nødvendighed, at Luther greb til Vaaben imod Aflads-Handelen, det har vi seet, men Leo drev den dog virkelig saa troskyldig som mueligt, saa det faldt ham aldrig ind, at han derved udæskede enten Christus eller Augustineren i Wittenberg, der desuden var ham omtrent1 lige ubekiendte. Da hans gode Fader, Lorenzo den Storladne, var i Penge-Trang, angreb han den Florentinske Stats-Skat, og for Leo maatte det da synes ganske i sin Orden, at han som Pave angreb den saakaldte »Kirke-Skat« af de Helliges overflødige Fortjeneste, som allerede hans Formænd flittig havde betjent sig af. Leos eneste Sorg i saa Henseende, var at faae denne besynderlige Skat gjort i Penge, thi falske Vahre, som Syndsforladelse eller Aflad for Penge altid havde været, blev bestandig mindre afsættelige, og Folk havde desuden fattet slem Mistanke til hvad man i Rom kaldte »gudelig Brug.« Sidst havde man solgt Aflad for Penge til en Tyrke-Krig, men da havde adskillige Landsherrer, og deriblandt Kurfyrsten af Sachsen, spillet Paven det Puds at lægge Beslag paa Pengene, til Krigen brød ud, saa nu vidste Leo ikke bedre Raad end at samle til »Peters-Kirken,« som virkelig stod under Bygning. *

557 Det Paaskud vilde imidlertid kun lidt forslaae i det Sextende Aarhundrede, da alle Folk fandt, man havde meer end Nok baade af Kirker og Klostere, medens de Lærde ved alle Lei-ligheder giennemheglede Pave-Hoffet og dets ublue Rentemestere, saa Leo fandt sig i, hvad Tydskland angik, at dele halvt med Kurfyrsten og Ærke-Bispen af Maintz, som maatte kiende sine Landsmænd og vide, hvordan den »indirecte Skat,« som Afladshandelen var, kunde giøres mest indbringende, Hertil maatte nu først Bogtrykker-Konsten giøre Sit; thi Ærke-Bispen, elier »Fuggerne« i Augsburg, som gav ham Forskud paa Indtægten, sluttede meget rigtig, at naar man bogstavelig kan faae »Brev paa Himlen« for sig og hele sin Familie, giver man dog sædvanlig med gode Miner et Par Skilling for det, om man end ikke har synderlig Tro til Dets Kraft. Vel var det en slem Omstændighed, at Paven ogsaa denne Gang, efter Romersk »Cancelli-Stil,« havde sat i sin Bulle, at Afladen kun gjaldt, naar Vedkommende »angrede og fortrød« deres Synder; men denne forældede Talemaade, der især hos de spidsfindige Nordtyskere maatte giøre Handelen flau, udelod derfor Ærke-Bispen i de trykte Aflads-Breve, saa det blev ordenlige Billetter fra Skiærsilden til Paradis. Dette var en god Grund at bygge paa, men man fandt dog, der maatte ogsaa sørges for Bissekræmmere, som var godt skaaret for Tungebaand og ikke bange for paa Plattydsk at tage Munden saa fuld, som det skulde være, og som en saadan Udraaber af første Skuffe havde Sortebroderen Johan Diezel eller Tezel fra Leipzig allerede gjort sig berømt, saa han blev Hovedmanden i Nord-Tydskland. De Sachsiske Fyrster vilde rigtignok ikke tillade ham at opslaae sin Krambod paa deres Enemærker, men i det Brandenborgske havde han fri Spas, og da Grændserne dengang gik ud og ind, valgde Tezel sit Stade saa snildt, at Sachserne ogsaa fik Markedet i Nærheden. Han brugde nu alle muelige Kneb, skreg i Sky, at den hellige Fader gav Kiøb, for at faae udsolgt, før »Menneskens Søn« kom, og skammede alle Gniepinde gruelig ud, som de[m], der ikke havde mindste Medlidenhed med deres kiære Forældre i Pinen, da han dog turde forsikkre, at lige saa snart som Pengene klang i Bækkenet, sprang Sjælen ud af Skiærsilden, saa det var intet Under, at Handelen gik strygende, og Bissekræmmerne levede som Herremænd, eller dog som lykkelige Tiggere om Aftenen*).

* 558

Tezel vidste godt, at Professorerne ved det nymodens Universitet i Wittenberg saae skævt til Afladshandelen, men det loe han kun ad, og at der var En iblandt dem, der baade kunde og vilde sætte Himmel og Jord i Bevægelse imod ham, det drømde Ingen om, førend den forvovne Augustiner opslog sine berømte Tvistens Æbler (Theses) paa Kirke-Dørren, og satte paa een Gang den hele Aflads-Handel og især nærværende Bissekræmmere baade i saa latterligt og vederstyggeligt et Lys, at Tezel maatte pakke ind og krybe i et Musehul.

Dette var da den første »Pavelige Soldat« der maatte bide i Græsset for den aandelige Bærsærk, og ham var det Synd at beklage, thi deels slap han netop ved sit Fald til udbredt Navnkundighed for Røverkiøb, og deels var han saa tosset en Kræmmer, at han ogsaa solgde Aflad for »ufødte Synder,« saa naar Luther vilde holdt ham og Paven ret for Nar, kunde han under Pavens Haand faaet Aflad for alle de Synder, han »agtede at begaae,« altsaa for hele Reformationen.

Et saadant Nederlag vilde Leo kun leet ad, men da han ikke kunde have Ro for det Skrig, at hele Tydskland var i Oprør, og at Munken i Wittenberg havde en forhexet Pen, der groede saa umaadelig, at den snart vilde række til Rom, maatte han endelig beslutte sig til at rykke i Marken, og paa aandelige Ting var han slet ikke som Pave blevet klogere end han var, da han i sit syvende Aar blev Præst og i sit Trettende Cardinal, saa han satte hele sin Magt og Myndighed paa Spil ved (1520) formelig at bansætte Doctor Morten Luther. At Band ikke bider i Skind, uden Haand følger med, det maatte han vel vide, men at alle Aander lee ad de Ban-Straaler, som giøres med Hænder, det var endnu en Hemmelighed, som Luther først aabenbarede, da han forsynede »Bullen« med oplysende Anmærkninger, og kastede saa baade den og hele den Pavelige Lovbog eller »Canoniske Ret« høitidelig paa Baalet*). Luiher holdt ved denne høitidelige Leilighed, i Spidsen for Universitetet, en lille Præken over den Text: du har bedrøvet Herrens Hellige, Gud bedrøve dig! og skiøndt det i sig selv er langtfra at være en Helte-Gierning men snarere en Børne-Streg at brænde Papir, saa var dette dog ikke blot »Lige for Lige,« da Paven havde ladt Luthers Bøger brænde, men det var virkelig, efter Omstændighederne, en afgiørende Seier over Pave Leo; thi ved dette Baal blev det soleklart, at Pavens saakaldte *

559 »aandelige Sværd« kun var af Papir, og da det derfor rygtedes i Landene, hvor jammerligt det gik baade Pavens Bulle og hele Pavens »Lov og Ret« i den »Lutherske Skiærsild,« da var aabenbar Leo, aandelig talt, fældet og laae paa sine Gierninger, og ved endnu før sin legemlige Død (1521) at udstæde en ny Ban-Bulle, bevidnede han selv den Forriges Undergang og sin raadvilde Fortvivlelse.

Hermed skulde man tænkt, Luthers Kamp med Pavedommet havde været forbi, thi at Keiseren, som altid havde været det fiendsk, nu med det »verdslige Sværd« skulde tage det i Forsvar mod en Folke-Leder, øiensynlig partisk for den verdslige Øvrighed, det syndes alt for urimeligt; men dog blev ikke blot Keiser Carl den Femte aabenbar Luthers farligste Fiende, men det Keiserlige Fiendskab mod Lutherdommen blev giennem to Aarhundreder ligesaa varigt som det Kongelige Venskab, den i Norden mødte. Opløsningen paa denne mørke Tale gives imidlertid bedst til Slutning, og da Kong Carl af Spanien og begge Sicilierne, Hertug af Burgund og Ærkehertug af Østerrig, baade var en ung Begynder i Stats-Konsten, knap tyve Aar gammel, da han (1520) valgdes til Konge og Keiser i Tydskland, og var alle sine Dage vildfremmed for Aandens Verden, saa betragtes hans Strid mod Reformationen bedst som en personlig Æreskamp med Morten Luther, han naturligviis blev mere ivrig paa, jo skævere den gik, men havde dog kun Skam af, saalænge Luther levede, og at seire over en død Fiende, er, som man veed, kun en fattig Ære.

Hvad der nu giver saavel Keiserens som Pavens Strid med Luther et latterligt Udseende, er, at den i det Hele var en Penne-Feide, hvori Paven med sin Romerske og Keiseren med sin Tydske Cancelli-Stil nødvendig maatte komme til kort mod Mester-Skriveren paa Modersmaalet, uden dog at kunne eller ville indsee, at den Geistlige og Verdslige Enevoldsmagt i Christenheden, de tilskrev sig, stod kun paa Papiret. Pave-Magten havde nemlig hvilet paa en Folke-Mening og maatte falde med den, og Keiser-Magten havde altid været en tom Indbildning, naar den ikke forfægtedes med Næve-Retten, men ved »Haandfæstningen« og endnu mere ved Krigene med Tyrken og Franskmanden, var, i Henseende til Tydskland, Carls Hænder bundne, saa den Keiserlige Achts-Erklæring fandtes ligasaa magtesløs som den Pavelige Bansættelse, hvad nødvendig stillede Hans 560 Kelserlige Majestæt i et latterligt Lys. Uden at Denne vinder derved, har imidlertid dog Carl den Femtes Tvekamp med Luther eet høitideligt Optrin, dengang Keiseren i Aanden og, Keiseren i Luften personlig mødtes paa den berømte Tydske Rigsdag i Worms ved Rhinen. Dette Optrin var i alle Maader Skolens Triumph over Stat og Kirke, og skiøndt man maa være Tydsker selv, for deri at finde Aandens allerstørste Triumph, saa er dog selv Dens allermindste Seire over Aandløshed glædelige, og Doctor Morten Luthers Triumph, som Spiren til enhver følgende i Nyaarstiden, virkelig frydefuld! Det er derfor ogsaa høist mærkeligt, at ikke blot Niflunge-Kvadet (Lied der Niebelungen) men tillige en god Deel af Tydskernes Heltebog dreier sig om »Worms« ved Rhinen og dens »Rosengaard,« thi det viser, at Minne- og Mester-Sangerne har ahnet, at der skulde deres Mester, som den uovervindelige »Munk Ilsan« med Jernstangen, vinde sin uforgængelige Krands.

Allerede den Keiserlige Stævning og det medfølgende Leide-Brev var en Triumph for den to Gange bansatte Kiætter, thi deels var de stilede til den »hæderlige, os elskelige, andægtige Doctor Morten Luther,« og deels var de udstædte trods fnysende Modsigelse af Pavens Fuldmægtig, Hieronymus Aleander, forhen Skriver hos Cæsar Borgia, nu Bibliothecar ved Vaticanet, som i en tre Timers Tale paa Rigsdagen havde klarlig beviist, at Luther, som uigienkaldelig fordømt, ei maatte forhøres, men skulde kun brændes, og havde ydermere udviklet, at hans Kiætteri fortjende et Baal af hundredetusinde Kiættere, da han havde begaaet dødelige Synder baade mod Helvede og mod Himlen, mod Geistligheden, mod alle Helgene og hele Verden*). Den egenlige Triumph beredte imidlertid Aanden over Luther sig selv ved Løvemodet, som hørde til at træde i Husses Spor, og ved Standhaftigheden mod alle Skrækkebilleder, Trudsler og Fristelser, begge forevigede i Luthers berømte Ord: om der end var saamange Djævle i Worms, som der er Teglstene paa Tagene, saa vil jeg derhen.

Man siger for et gammelt Ord, at »Tirsdag er Æresdag,« og paa en Tirsdag i Paaske-Tiden (1521) holdt Luther virkelig et ærefuldt Indtog i Worms, fulgt, som en Fyrste eller *

561 Seierherre, af Folk i Tusindtal, der kappedes om at beundre og sloges om1 at see den djærve Augustiner, som turde træde i Skranken baade mod Keiser og Pave, og at de Modigste følde bedst, hvad dertil hørde, kom ret for Dagen, da den berømte Krigsmand i Keiserens Tjeneste, Jørgen Frondsberg, ved Indgangen i den store Riddersal klappede Luther paa Skulderen og sagde: du gaaer en Gang i Dag, Brorlille! som Ingen af os i det hedeste Slag, men har du Ret og er vis i din Sag, saa gaae du kun dristig paa i Guds Navn, saa hjelper Vorherre dig nok*)! Et saadant Ord i rette Tid er en Engels Røst, som virker meer end Mange veed og indprænter sig selv i Folks Hukommelse fra Slægt til Slægt!

Det store Selskab, Luther kom i, bestod, tilligemed Keiseren og hans Broder, Ærke-Hertug Ferdinand, to Pavelige Legater og sex Kurfyrster, af saagodtsom hele Tydsklands geistlige og verdslige Glands og af kongelige Sendebud fra Engeland og Frankrig, Danmark og Ungarn, og vel havde han, som han selv i sit muntre Brev til den berømte Maler Lucas Cranach melder, ikke Andet at sige i den store Forsamling end »Ja og Nei«, men deels udgiøre disse to Smaa-Ord i Munden hele den lange Trætte mellem »Sandhed og Løgn,« og deels var nu Spørgsmaalet, om han vedkiendte sig alle sine Bøger, som laae der opstablede, og om han vilde tilbagekalde deres Indhold, saa hans Ja til det Første og Nei til det Andet, for en ærlig og ærekiær Mand, var to kostbare Ord, skiøndt de for alle Andre naturligviis var ingen Ting. Derfor anmærkede Luther med Flid, at det ingenlunde var de heftige Udtryk i sine Strids-Skrifter, han vægrede sig ved at tilbagekalde, men kun hans Paastande i Salighedens Sag og om Pavedommets Aag, som han maatte vedblive, til man med den Hellige Skrift eller andre gyldige Grunde over-beviiste ham om Vildfarelse, og først, da man Intet vilde høre om en saadan Forskiel, nægtede han reent ud at tilbagekalde og sagde: Nei, her staaer jeg, hjelpe mig Gud! jeg kan ikke andet**). Siden handlede vel Ærke-Bispen af Trier og Andre med ham om at tage Keiseren til Voldgiftsmand, men da han ikke vilde underkaste sig anden Dom end »Skriftens,« og gav Freds-Mæglerne Gamaliels Raad at see Tiden an, som nok *

* * 562 vilde vise om hans Lærdom var guddommelig eller ikke, saa lod man ham fare og erklærede ham, efter faa Løbedage, fredløs i det Hellige Romerske Rige*).

De stridende Partiers Efterretninger, som aldrig lyde eens om noget Slag, giør det naturligviis ikke heller om Kampen i Worms, men dog har den det tilfælles med alle Hoved-Slag, at Udfaldet er indlysende, og naar vi læse den fiendtlige Beretning af Tydskeren Johan Cochlæus, som selv var tilstæde, for, om mueligt, at faae Luther ødelagt, da see vi, der er ikke engang nogen Uenighed om Kiendsgierningerne, men kun om Vedkommendes Sindelag og skjulte Bevæggrunde, hvis Historie-Skriver enten maa være Hjertekiender, eller han er en Nar, og det Sidste var aabenbar Tilfældet med Cochlæus, den Snegl, der alle sine Dage stræbde at drukne Luther i en Syndflod af Blæk, men blev kun til Latter**).

Paa Hjemreisen fra Worms blev Luther, som bekiendt, halvt med og halvt mod sin Villie, paa sin Landsherres Foranstaltning, skaffet tilside, og maatte i tre Fjerdingaar kukelure som en »Ridder Georg« paa de Thüringske Landgrevers gamle Herresæde Wartburg, ellers berømt fra det Trettende Aarhundrede af en Sanger-Kamp mellem Franskhedens og Tydskhedens Beundrere, og fra det Nittende (1817), af et vildt Studenter-Gilde, der bragde alle Tydske Professorer under »Politiets specielle Opsigt.«

Med denne Lutherske Indspærring begynder aabenbar et nyt Afsnit i Reformations-Historien, thi den gav Anledning til et stort Udbrud ikke blot af Luther, da det blev ham for beklemt mellem de gamle Mure, men af de nye Grundsætninger, han hidtil vel baade med Mund og Pen paa det Ivrigste havde forfægtet, men dog aldrig stræbt at giøre udvortes giældende i Kirke-Staten, deels fordi han meende, det beroede ene paa den verdslige Øvrighed, og deels fordi han meget rigtig dømde, at er Surdeien først feiet ud af Hjertet, kommer den nok ud af Huset, medens derimod al blot udvortes Renselse kun er tomt Skyggeværk. Saa dybt stak og saa beskeden tænkde imidlertid ikke alle Papisteriets Modstandere, og medens Luther sad paa Wartburg, begyndte man i Wittenberg paa egen Haand baade at bryde ud af Klosteret, og at bryde ind i Kirkerne, at rive Billeder ned og at holde Tydsk Gudstjeneste. Hertil *

* 563 kom endnu de saakaldte »himmelske Propheter« eller Giendøberne fra Zwickau, som vilde vende op og ned paa alt Kirkeligt efter deres egne forvirrede Hjernespind, og, skiøndt det var naturligt, at den ny Viin sprængde de gamle Kar, saa tog dog hermed Reformationen en verdslig og tildeels meget raa og vild Retning, som enten maatte blevet dens egen1 eller den Tydske Kirkes Undergang, hvis ikke Luther, som var den Eneste, der kiendte »Forskiel paa Aander,« nu ogsaa var brudt ud af Musehullet og havde bekæmpet de selvgjorte Reformatorer ligesaa tappert som den selvgjorte Christi Statholder.

Denne dobbelte Kamp syndes vist nok reent fortvivlet, da Bønderne baade i Schwaben, Franken og Thüringen gjorde Oprør (1525), naturligviis under Raab paa den »Evangeliske Frihed,« thi al Verden skiød da Skylden paa Luther, og det følger af sig selv, at baade hans djærve Frisprog mod Keisere og Konger saavelsom mod Paver og Biskopper, maae have bidraget uberegnelig til at sætte Mod i Mangfoldige, som hverken brød sig stort om Salighedens Sag eller gjorde sig mindste Samvittighed over at bruge Næverne, som Noget, der ganske anderledes end »Mund og Pen« kunde giøre Beskeed; men for Resten er det soleklart, at Luther var ligesaa uskyldig i Bonde-Krigen, som Livet og Lyset er i al den Misbrug, man giør deraf, og det viiste sig blandt Andet derved, at baade var Folket roligst, hvor Luther havde virket mest, og de eneste Fyrster, som viiste Mod og Manddom i Kampen, var Luthers gode Venner: Kurfyrst Ludvig af Pfaltz og Landgrev Philip af Hessen-Cassel.

Det var egenlig kun mellem Paaske og Pindse (1525), Uveiret rasede, og Gøz von Berlichingen, den eneste navnkundige Mand mellem Bonde-Lederne, bar Kappen paa begge Skuldre, saa der høstedes ingen Laurbær paa nogen af Siderne; men da dog i Elsas, Schwaben og Franken Klostre og Adelsborge i Hundredeviis blev forstyrrede, og, efter den knappeste Regning, 50000 Bønder skal have mistet Livet, var det dog ingen Smaating i Tydsklands Historie, altsaa, under den store Reformations-Kamp, ikke heller i Verden. Naar man nu ogsaa overveier de »Tolv Artikler,« som snart blev hele Landstormens Løsen, og hvis Billighed vi i det Hele ligesaalidt som Luther kan nægte, da seer man godt, at Bonde-Krigen, *

564 folkelig talt, havde samme Grund som Reformationen, altsaa de Gothiske Folkefærds fribaarne Sind, den senere Middelalders natlige Gru og Nyaarstidens stærke Morgendrømme. Derfor sporer man Bevægelsen ligefra Elsas til Elben og Donau, men da Egnen ved Rhinen og Bodensøen dog er Bonde-Krigens egenlige Hjem og Skueplads, nødes man ogsaa til at tænke paa det Schveitserske Naboskab, ingenlunde blot for Exemplet der, i det Fjortende og Femtende Aarhundrede, paa tilkæmpet Bonde-Frihed, men især fordi Schveits, omtrent paa samme Tid, som Luther opstod, havde, i Ulrich Zvingel fra Toggenburg, faaet sig en indfødt Reformator, der vel fattedes Luthers Aand, men var netop derfor en Grubler i Tydskernes Smag, som anbefalede Selv-Klogskab og undskyldte Selv-Tægt, saa det maa i flere Henseender tilskrives den heltemodige Luthers aandelige og hjertelige Virksomhed, at Bonde-Krigen kun blev et overgaaende Uveir og ei et Jordskælv, hvori rimeligviis Tydskland og Menneske-Livet vilde fundet sin Undergang.

Dette seer man bedst, ved at forestille sig, hvilken uberegnelig Forskiel det allerede vilde gjort, hvis de to ridderlige Vovehalse: Frands von Sickingen og Ulrich von Hutten, som nu Begge bortreves i deres bedste Alder, Aaret før Bonde-Krigens Udbrud, havde oplevet den, og, hvad aldrig kunde feile, blevet Bøndernes ypperste Ledere. Begge disse ridderlige Sværmere for Frihed, baade i Aandens og Legemets Verden, havde jublet ved Luthers Kæmpeskridt, og det havde aabenbar kun kostet ham et Ord, da han var erklæret bansat og fredløs, at sætte deres og mange Tusinders Arme i den stormende Bevægelse for sig, som Huttens egen Pen saa livagtig beskrev og bebudede*). Kun den samme skjulte Haand, som dannede Luther til et udvalgt Redskab, der umuelig kunde tage »Kiød for Aand,« og som bortrev de glødende Sværmere, der ei mægtede at skille dem ad, den samme Aand var det aabenbar ogsaa, der forhindrede Bonde-Krigen fra i sig selv at blive en stor Begivenhed; men ligesom denne Forhindring er et stort Vidunder, saaledes er Begivenheden selv et Forbud paa den Bonde-Tid, som nu er ifærd med at oprinde, og derfor høist mærkværdig. Göthe har, som bekiendt, i sin Ungdom stræbt at forevige Göz som Tydsklands sidste Ridder, men i hans selvgjorte Lovtale, saavelsom i Bondeleiren, saae man godt, han var kun en Skygge *

565 af Ridderskabet, som hans Jernhaand af den rette Staalhanske*), og Frands von Sickingen har da endnu sin poetiske Bautasteen tilgode, som Tiden vel ogsaa snart vil bringe ham.

Det var i Würtemberg, Oprøret først udbrød, aabenbar ved den hjerteløse Haardhed, hvormed Østerrigerne, som havde bemægtiget sig Landet, i det Hele behandlede Almuen, og især forfulgde Evangeliets nye Prædikanter, og her fandt selv den »strænge Ridder« Georg Waldburg, der anførde de Schvabiske Forbunds-Tropper, det klogest at underhandle med Bønderne, hvorved de berømte »Tolv Artikler« udentvivl opsat af Schveitser-Præsten Christoffer Schappler fra St. Gallen, kom for Dagen, og giør deres Forfatter ingen Skam, thi Tonen er sømmelig og Hoved-Indholden er, at Bønderne vil selv raade for deres Sogne-Præster, nok tjene og skatte til Skikkelighed, men ikke taale nye Skatter og Tynger, ingen KvægTiende svare og ikke flaaes af Skifte-Retten, men nyde billig Deel i Jagt, Fiskeri og Skovhugst, hvor ikke lovlig hjemlet Eiendoms-Ret forbyder det. For Resten hedd det til Slutning, vilde de ogsaa nøies med Mindre, naar det var »efter Skriften,« og overlade Sagen til Bedømmelse af visse Fyrster, Borgemestere, Morten Luther og andre Evangeliske Prædikanter**).

Var dette Forslag traadt i Kraft, da viser Luthers Anmærkninger til de »Tolv Artikler« at han vilde været en forstandig og upartisk Mægler, men deels var der vel Skrømteri paa begge Sider, og deels forstyrredes det Hele ved et langt vildere Oprør af de Rhinske og Frankiske Bønder under Anførsel af Kromanden Georg Mezler fra Ballenberg ved Odenwald, som i en Ruf indtog Mergentheim, Weinsberg, Aschaffenburg og Würzburg, og udæskede hele Tydsklands Adel ved (Paaskedag) i Weinsberg paa det Grusomste at dræbe Greven af Helfenstein og alle sine adelige Fanger***). Dette bidrog Sit til, at en Haandfuld Adelsmænd med beundringsværdig Tapperhed forsvarede Bjergslottet Liebfrauenberg ved Würzburg mod hele Bonde-Hæren, og med dette Slots haardnakkede Beleiring, saavelsom med utidige Forhandlinger om Tydsklands tilkommende Stats-Forfatning, spildte Bønderne Tiden, medens Waldburg kom fra Bodensøen, *

* * 566 slog de Würtembergske Bønder, og forenede sig med Pfalzgrev Ludvig fra Heidelberg. Nu gik det Slag i Slag, Gøz von Berlichingen sneg sig bort en Nat, det Samme gjorde Bøndernes andre adelige Stalbrødre, og Onsdagen efter Pindse var Feldttoget endt*).

Dog, det gamle Ord, at stakket Dands er snart sprunget, stadfæstedes endnu klarere i Thüringen, hvor Gjendøbernes Patriarch, Præsten Thomas Münzer, og Munken Pfeiffer havde deres Borgeleie i den fri Rigsstad Mühlhausen, og stod i Spidsen for en Hob Daarekiste-Lemmer, der vilde indføre fuldkommen »Frihed, Lighed og Broderskab«; thi de spillede kun Mester i fjorten Dage, til Nedsablingen ved Frankenhausen midt i Mai. Her var det Landgrev Philip af Hessen, som gjorde Udslaget, nogle tusind Bønder blev paa Valpladsen, Münzer og Pfeiffer blev Begge henrettede, og dermed endtes Sørge-Spillet i disse Egne, thi i det egenlige Sachsen løftede sig ikke en Haand mod den lovlige Øvrighed**).

Nu er det vist nok, at Fyrsterne og Adelen næsten allevegne misbrugde deres Seier til at myrde Værgeløse og end mere underkue de Fortrykte; men vel var det, at den raa Almue ei fik en Overhaand, den umuelig kunde andet end misbrugt til at forstyrre det Borgerlige Selskab og kvæle Oplysning i Fødselen! Tiden har ogsaa viist, at selv Kiøbstæd-Folkene var knap nok modne til den Rolle, de nu, som »Middel-Stand,« skulde spille, og Grunden var naturligviis den samme, som giør, at en Kronprinds sjelden er moden til Regieringen, naar han skal bestige Thronen; thi selv gode Regenter vil sædvanlig hellere savnes end erstattes, og forsømme derfor gierne deres Eftermænds Opdragelse.

Saaledes forsømde i Middelalderen Geistligheden Adelens og Adelen Borgerskabets Opdragelse, saa hvad der alligevel i Christenheden gjorde den altid farlige Overgang taalelig, var aabenbar Christendommens klosterlige Virkning, hvorved der, selv hos dem, der ei brød sig stort om Evigheden, foregik en menneskelig Udvikling, som kræver, bærer og sikkrer det Borgerlige Selskab. Her see vi vel bedst Reformationens menneskelige Uundværlighed og borgerlige Fortjeneste; thi i Nyaars-Tiden vil Forstanden raade, og bliver dog, uden tilsvarende Kundskab, nødvendig Mis-Forstand, der i Hverdags-Livet straffer sig selv, som vi kan *

* 567 see paa Spanien og i det Hele paa den Papistiske Deel af Christenheden, hvor Borgerskabet giennem de sidste tre Aarhundreder aldeles tabde sin Betydning, og Almuen nu er en ligesaa balstyrig som vankundig Pøbel. Selv hos os har Borgerskabet havt ondt ved at hævde sin Ret og rygte sit Kald og har gruelig forsømt Bøndernes Opdragelse; men det gifte, skriftkloge Præsteskab, der udgik fra Borger-Huset og Bonde-Hytten, har, med Bibelen paa Modersmaalet, dog aabenbar gjort en Forskiel som paa Nat og Dag mellem Borger og Bonde i de Catholske og i de Protestantiske Lande. Saa stor en Feil, det da end unægtelig var, at udraabe Bibelen for den Christne Troes Regel og Kirkens Grundvold, og at drive Bibel-Læsning som en Saligheds-Sag, saa er det dog tildeels denne videnskabelige Misforstand, der har frelst vort Borgerlige Selskab; thi Alt hvad der baade i det Sextende og Syttende Aarhundrede skedte for Oplysningen paa Modersmaalet, det skedte aabenbar mere for Guds end for Næstens Skyld, og slet ikke med Hensyn paa det Helestimelige men kun paa de Enkeltes evige Vel. Det Italienske Skole-Afguderi med de »døde Sprog« og den »Classiske Dannelse« paa Latin, som al timelig Oplysnings Alpha og Omega, var vi nemlig langtfra at udfeie med den anden papistiske Surdei, men holdt tvertimod paa det med Spansk Stivhed, og skulde desuagtet de Boglærde og Skriftkloge dyrke Modersmaalet og arbeide paa deres Oplysning, der aldrig kunde lære Latin eller fatte Ciceros Guddommelighed, da maatte det aabenbar være et Offer, de bragde Vorherre, med Hensyn paa det evige Liv, som de dog maatte bekiende, var ikke bundet til de døde Sprog. Vist nok blev deres Dyrkelse af Modersmaalet kun meget maadelig, og det Offer, de bragde de Vankundiges Saliggiørelse, meget fattigt, saalænge de tænkde, det var dog kun ved de døde Sprog, man fandt det evige Liv i Skriften, og arbeidede desaarsag paa, at de tilkommende Præster derover skulde glemme deres Modersmaal; men det var dog for unaturligt til enten strængt at giennemføres eller længe at udholdes, og hvor Bibelen og Bibelsk Prædiken paa Modersmaalet almindelig betragtedes som en Saligheds-Sag, maatte der nødvendig baade skee og forberedes langt meer end Nogen vidste til Almue-Oplysning og menneskelig Dannelse. Bibelen i sin Heelhed er nemlig vist nok ikke skabt til at være enten Børns eller Menigmands første Læsebog, men kun til at være Præsternes daglige Haandbog, og den sædvanlige Bibelske 568 Prædiken i det Syttende Aarhundrede var endnu mindre oplysende end opbyggelig; men deels var der i alle Maader gjort et Kæmpeskridt i det Sextende, og deels er dog den »Bibelske Historie« baade i Bogen og i Folkemunde Noget saa mageløst, saa guddommeligt og saa menneskeligt, saa høit og saa jævnt, saa dybt og saa klart, at hvor Bibelen ligger aaben paa Moders-Maalet, og hele Guds-Tjenesten dreier sig derom, vil der ved Bibel-Kundskab, som Erfaring lærer, udvikle sig en Forstand paa Livet til Huusbehov, som i urolige Tider veier op mod megen Misforstand paa det Hele. Kunde man derfor end aftrætte Morten Luther hans uvisnelige Krands som en Kæmpe for den oprindelige Christendom, saa skyldte dog hele den Protestantiske Christenhed ham en dobbelt Borger-Krone, deels for Pavedommets Aag, som han brød, og deels for hans Præstelige Giftermaal, hans Bibelske Prædiken og Bibel-Oversættelse, thi kun derved er Borgerskabet blevet istand til at afløse Adelen, og Grundvolden lagt til en folkelig Oplysning og Dannelse, hvormed det Borgerlige Selskab herefter maa staae og falde.

Alt i Fangeburet paa Wartburg var det, Luther fortydskede det »Ny Testamente,« hvis første Udgave (1522) er fulgt af saa Utallige, at det er klart, han derved ikke blot leverede et Mesterstykke, men raadte Bod paa et almindeligt Savn i Læse-Verdenen, og tolv Aar senere (1534) satte han Kronen paa dette folkelige Storværk ved at udgive sin fuldstændige »Tydske Bibel,« uden Sammenligning det største boglige Vidunder næst Grund-Skriften, da den forudsætter og beviser Skabelsen af et heelt og holdent »Tydsk Kirke-Sprog,« aldrig hørt tilforn og dog ingen Tilhører fremmed. Et saadant Værk, som kun en troende Christen og stor Aand kunde frembringe, maa naturligviis, ved Siden ad dyb Ærbødighed for Herrens Propheter og Apostler, røbe en Frihed og Dristighed, der stikker besynderlig af mod det ængstelige og slaviske Bogstav-Væsen, der udviklede sig hos Luthers lærde Tilhængere; saa naar han alligevel selv omtalde Bibel-Læsning som en Saligheds-Sag, da var det kun forsaavidt al aandelig Oplysning og Opbyggelse kan henføres dertil. Han vidste nemlig godt, at selv den flittigste [at al] Bibel-Læsning uden Aand og Tro giver ingen af Delene, og at Skrift-Beviser for Troes-Artikler er en meget vanskelig Sag; men han vidste ogsaa, at flittig Bibel-Læsning oplyser og opbygger alle Troende, og er aldeles uundværlig for de »Ordets Tjenere,« 569 der vil bevare den »sunde Lærdom« og efterhaanden gienføde den »Apostoliske Prædiken.«

Medens den Tydske Bibel var i Arbeide, baade skiød Luther Munkehammen og udgav den første Tydske Psalmebog (1524), og begge Dele havde en saadan Vigtighed for Menneske-Livet i det Hele, at man ikke mindre i Statens end i Kirkens Historie maa dvæle derved.

Hvad nu først Luthers Giftermaal angaaer, da er her slet ikke Spørgsmaalet om hans Bevæggrunde, thi det er kun verdenshistorisk som et frugtbart Exempel, der viiste, han var sikker i sin Sag, og gav Mange Mod til at trodse den indgroede Fordom; thi hverken paastod Luther, det var Præsternes [Præstens] Pligt at gifte sig, heller ikke vilde Nogens Paastand kunde giøre det dertil, men han erklærede det for en fri Sag, og det var en menneskelig Velfærds-Sag, at det Pavelige Forbud blev afskaffet i hele den Protestantiske Christenhed. Hvorvidt nemlig den ugifte Stand (Enke-Standen i vidtløftig Bemærkelse) kan være helligere end Ægte-Standen, saa man maatte ønske, at alle Bisper og Præster vilde vælge den, det er et reent kirkehistorisk Spørgsmaal, der her saameget mindre kan komme i Betragtning, som Friheden netop er nødvendig til dets levende og gyldige Besvarelse; men at Forbudet, om det end ikke kunde bevises at være uchristeligt, dog var umenneskeligt, det er soleklart, da det gjorde Vold paa Menneske-Hjertet, og stemplede Kvinden som vanhellig netop i sine helligste naturlige Forhold, som Ægtefælle og Moder. Det gruelige Forbud havde derfor ogsaa baade i Tydskland og Norden mødt langvarig Modstand, og vi har Saxos Ord for, at endnu i hans Dage (i Begyndelsen af det Trettende Aarhundrede) vaandede det Danske Hjerte sig lydelig under Jernhaanden. At nu ogsaa Følgen blev, som man burde vente, at man ingenlunde fik kydskere men hjerteløsere Præster, ja, at de, som skulde være Hjertets Talsmænd og Trøstere, blev dets Bødler, det lærde Erfaringen, og om da end ikke de Lutherske Præstegaardes Historie var saa idyllisk, som den i det Hele virkelig er, vilde dog Luther, som sprængde Kirke-Dørren for det udelukte Hjerte, ligefuldt fortjene Dets Velsignelse, med en Rosenkrands, som ikke visner.

Ligesom nu1 Luther ved sit Giftermaal aabnede Kirken for Hjertet, saaledes aabnede han ved sin Kirkesang paa *

570 Modersmaalet Hjertet for Kirken og beredte Herren Lovsang selv af »de Spædes Munde,« thi det er aabenbart, at hvor Kirken kun jubler paa fremmede Tungemaal, der finder den for det meste Hjertet lukt og lukker selv Barne-Munden. Fra denne kirkehistoriske Side var det ogsaa Luther betragtede Psalmebogen, men Aanden, som var over ham, sørgede derved ikke blot for Hjertets første Fornødenheder, men gjorde den Lutherske Psalmebog til en levende Laurbær-Krands for Reformationens Hovedmand og for de Folkefærd, som ham fulgde.

Alle Protestanterne fik nemlig vel Kirkesang paa Modersmaalet, men kun Lutheranerne fik »Psalmer, Lovsange og aandelige Viser,« saa de kunde »lege yndelig for Herren i deres Hjerter,« thi Calvinisterne og alle de saakaldte Reformerte nøiedes med en maadelig Oversættelse af Davids-Psalmerne, der unægtelig var mere »skriftmæssig« men ligesaa uapostolisk som aandløs. Ogsaa dette minder om hvad selv Genferne nu veed at fortælle os, at Luther kun vogtede sig for hvad der stred imod Skriften, medens Zwingel vragede Alt hvad han ikke kunde bevise af Skriften*); men Livs-Grunden saavel hertil som til Luthers deilige »Barnesang om Jesusbarnet,« var dog Aanden, som han havde, og som Medbeilerne, der vilde mestre hvad de skulde efterlignet, fattedes. Derfor blev af alle de nye saakaldte Kirker eller Menigheder kun den Lutherske i Sandhed aandelig og poetisk, hvad, rigtig forstaaet, er Et og det Samme, da upoetisk Aand og aandløs Poesie, hvoraf den Ene svæver i Luften og den Anden pladsker i Vandet, er to Uting, som Menneske-Aanden har intet med at giøre. Med Rette kaldte derfor Luther alle destoragtige Spøgelser, der korsede sig for alt det naturlig Skiønne og Yndige, stundum for alt det Synlige, Bulderbasser eller Skrald-Aander (Rumpelgeister), thi alle ægte og gode Aander, baade i Kirken og udenfor, er virkelig poetiske, ja, Skjaldene er som »Seere« Aandens fødte Præster, saa det er altid en falsk Aandelighed, der fornemt hæver sig over det Legemlige, eller vil sønderrive Baandet mellem det »Udvortes og det Indvortes,« det »Synlige og det Usynlige,« det »Jordiske og det Himmelske,« som jo baade har Skaber tilfælles og sammensmelte netop ved Aanden i den menneskelige Bevidsthed. I det Syttende Aarhundrede, da Bogstaven, som slaaer ihjel, beherskede den *

571 Lutherske Menighed, havde den vistnok ikke mindste Tanke om, at den enten ved at synge Lutherske Psalmer, eller ved at stride for »Christi Legem i Nadveren,« eller ved at forudsætte Eenheden af det indvortes og udvortes Ord, saavelsom af Kirken og Skriften, fulgde en høi poetisk Anskuelse; men det var dog ligefuldt saa, og i det Nittende Aarhundrede, da man daglig bedre lærer at forstaae sig selv, vil det sikkert blive kiendeligt, saavel paa vore borgerlige og videnskabelige, som paa vore kirkelige Bestræbelser; thi Forstand uden Aand adskiller, sønderlemmer og opløser, men Aand med Forstand sammenføier, forbinder og forklarer efterhaanden alt Menneskeligt!

Først naar det Ny Testameste og en Luthersk Psalmebog var i Folkets Hænder, kunde det ret have nogen Art med den offenlige Gudstjeneste paa Modersmaalet, og det er mærkværdigt, at saasnart det var skedt, døde den gamle Kurfyrst Frederik af Sachsen (1525), som vel personlig havde yndet og beskærmet Luther, men ikke havt Mod paa giennemgribende Forandringer, og fik i sin Broder, Johan, den bedste Eftermand, Luther kunde ønske. Hidtil havde Luthers hele Virksomhed havt Udseende af Nedrivelse, men nu begyndte øiensynlig Opbyggelsen, der ikke giør ham mindre Ære, og inden den berømte Augsburgske Rigsdag (1530) saae man i Preusen og Nord-Tydskland, lige op til Eideren, en saakaldt ny Kirke hæve sig, som Hertug Georg i Dresden vel kunde bande men ikke rokke, og som Papisterne, hvad de end sagde, dog slet ikke haabede, vilde falde af sig selv. At det i Grunden slet ingen ny Kirke, intet nyt Troes-Samfund, var, da »Herren, Troen og Daaben« var de samme, som Paven vedkiendte sig, det har vi alt bemærket, men forsaavidt man længe ved Kirke havde forstaaet og endnu sædvanlig forstaaer »Geistligheden« i sin Stilling saavel til Himlen som til Jorden, saavel til Guddommen som til Folket og den verdslige Øvrighed, forsaavidt var det aabenbar en ny Kirke, der vel lignede den keiserlige Stats-Kirke under Constantin og Theodos langt mere end den pavelige Kirke-Stat under Gregor den Syvende og Bonifas den Ottende, men havde dog sit eget Ansigt, og fik ved sine saakaldte »uforanderlige Symbolske Bøger« et Pave-Træk, der, ligesom det beskrevne Bind om Ægyptens Mumier, var langt vissere et Brev paa Døden end paa Evigheden.

Mellem disse Protestanternes Symbolske Bøger er imidlertid 572 den saakaldte »Augsburgske Bekiendelse« den Eneste, der i den almindelige Stats-Historie kan komme i Betragtning, ikke blot som den Eneste, der blev Grund-Lov i hele den Lutherske Christenhed, men ogsaa som den Eneste, hvori Forholdet mellem Kirke, Stat og Skole er opfattet efter Lutherske Grundsætninger. Dette berømte Brevskab er imidlertid ogsaa en »Børne-Lærdom i Kirke-Retten« ligesaa mageløs i sit Slags, som Luthers »lille Catechismus« i sit, og behøver kun at betragtes med Aand og anvendes med Eftertanke, for at give det Borgerlige Selskab den Ligevægt, det nuomstunder meer og mindre allevegne savner for at tjene til det fælles »almindelige Bedste.«

Det var Kurfyrst Johan af Sachsen, med sin Arving Johan Frederik, Markgrev Georg af Brandenburg, Hertugerne Ernst og Frands af Brunsvig-Lüneborg, Landgrev Philip af Hessen, Fyrst Wolfgang af Anhalt og Borgemesterne af de frie Rigsstæder Nürnberg og Reutlingen, som paa den uforglemmelige Augsburgske Rigsdag (1530) forlangde af Keiseren Frihed til at ordne Kirke-Sagerne paa deres Enemærker efter eget Tykke, og indgav i den Anledning en Forklaring saavel om den christelige Tro og Lærdom, hvortil de bekiendte sig, som om det Papisteri, de vragede, og denne Omstændighed, at Brevskabet, skiøndt opsat af Melanchthon og rettet af Luther, dog er indgivet af de verdslige Øvrigheder selv, paa eget Ansvar og egen Fare, altsaa læmpet efter deres Sind og Tarv, har aabenbar givet det en ganske egen Skikkelse og giver det en ganske egen historisk Vigtighed, som en frivillig Pagt om Kirke-Sager efter Lutherske Grundsætninger mellem Stat og Skole, en Pagt, der vel i Tydskland trængde til at bekræftes af Keiseren, men var andensteds, hvor man fulgde Luther, uden videre gyldig. Hvad nu »Troen og Lærdommen« angaaer, da maae vi blot bemærke, at Lutheranerne udtrykkelig vedkiendte sig den »Apostoliske Troes-Bekiendelse« som deres Troes-Regel, og Bibelen, som den eneste bindende Lære-Forskrift, og Stats-Historien kan saa meget mindre indlade sig paa Enkelthederne af deres Kirke- og Skole-Begreb, da baade den Frihed, de, trods Pavens og Keiserens Forbud, selv havde taget sig, og deres udtrykkelige Erklæring viser, at de ingen christelig Øvrighed erkiendte, uden Aanden, og ansaae den Verdslige Øvrighed for aldeles uberettiget til at øve Kirke- eller Skole-Tvang.

573

En folkelig Fri-Kirke og en kirkelig Fri-Skole, det var altsaa den store Nyhed, som Luther havde bragt for Dagen, og som hans Tydske Tilhængere forlangde og fik, vel ikke strax, men dog ret snart (1552), Keiserlig Bekræftelse paa, og som følgelig alle Lutherske Fyrster, hvor de var deres egne Herrer, maatte med Fornøielse skiænket deres Undersaatter, thi efter den »Augsburgske Bekiendelse« var det deres Tankegang, at man ingenlunde som hidtil maatte sammenblande den Kirkelige Magt og Myndighed med den Verdslige, da hin er udelukkendeaandelig og denne udelukkende legemlig, saa de har slet intet med hinanden at giøre; de verdslige Herrer maa ingen aandelig Underkastelse forlange, men nøies med at raade for det Haandgribelige, og de Kirkelige Hovedmænd, hvad de saa end kaldes, maae ingen verdslig Myndighed forlange, enten over Store eller Smaa, men skal nøies med den Føielighed, man vil vise dem*).

At nu denne fælles Frihed for »Aand og Over-Haand« hver i sin Kreds, med giensidig Erkiendelse af de naturlige Grændser, ingensinde ret traadte i Kraft, men at ogsaa de Lutherske Fyrster mere og mindre tilegnede sig den selvtagne Romerske Keiser-Ret til at beherske »Aandens Verden,« som de dog Alle nægtede Keiseren i det Hellige. Romerske Rige, og havde, ved at underskrive den Augsburgske Bekiendelse, udtrykkelig fraskrevet sig; det er vistnok en sørgelig Kiendsgierning; men hverken var det Luthers Skyld, der baade med Mund og Pen bestandig forfægtede sin og hvert Menneskes aandelige Fribaarenhed, ikke heller maa det dølges, at Skylden meestlaae hos de Lutherske Skriftkloge uden Aand, som hverken var Mænd for at hævde sig det aandelige Fortrin, de paastod, eller vilde nøies med den Troes-Enighed, Aanden af sig selv fremkalder, og endelig maa det indrømmes, at i Oplysningens saavelsom i Menneskets Barndom er Frihed en farlig Sag, saa, naar kun den Augsburgske Confessions sidste Artikel herefter kan træde i Kraft, da har i det mindste vi Nordboer intet at klage over den verdslige Tvang, der med eller mod de andre Artikler har været øvet, da den først gav os en Stilhed, der tjende os bedst, og siden nødte os til at oplade Øinene for den Giensidighed, uden hvilken sand Frihed i det Borgerlige Selskab er umuelig.

Efter den Augsburgske Rigsdag levede Morten Luther *

574 endnu sexten Aar, æret og elsket i sin Kreds som en aandelig Patriarch eller Kirkefader, hvis Indflydelse var grændseløs, netop fordi han slet ingen anden vilde have, end den man frivillig gav Dr. Morten for hans Herres eller for hans egen Skyld, og han saae med stor Fornøielse sin Venne-Kreds udvidet ei blot over Würtemberg og andre Dele af Tydskland, men ogsaa over de tre Nordiske Riger, der fra det Sextende til det Attende Aarhundrede omtrent ligesaa troskyldig rettede sig efter »Universitetet i Wittenberg,« som fra det Niende til det Ellevte efter Ærkestolen i Bremen.

Denne Morten Luther, der ikke alene befriede sit Fædreneland fra Pavedommets og sit Modersmaal fra Latinens Aag, men saa at sige skabde en Tydsk Bibel, der hver Søndag paa Herrens Vegne syndes med »Prædiken og Sang« at staae lyslevende midt iblandt Folket, han maatte næsten nødvendig, selv mod sin Villie, komme til at afløse alle de Paver, Helgene og Kirkefædre, han havde styrtet fra deres Høisæder, og de Tydske Lutheraner kan derfor langt bedre undskylde Canoniseringen af Luthers Bibel og den Augsburgske Bekiendelse, end de langt strængere og stivere Lære-Forskrifter, de siden tilføiede; men her kræver Stats-Historien sin Ret, saa vi maae overlade til Kirkens og Skolens Historie at give de Sachsiske Høiskoler deres Skudsmaal, og vende os til den verdslige Kamp, Lutherdommen strax efter sin Stifters Død (1546-52) maatte bestaae, før den vandt Borger-Ret i det Hellige Romerske Rige.

Denne Kamp, bekiendt under Navn af den Smalkaldiske Krig, er vel i sig selv meget ubetydelig, men som det eneste virkelige Forsøg, den stormægtige Keiser Carl den Femte gjorde paa at udrydde det »Lutherske Kiætteri,« som han snart i tredive Aar havde truet med al Landsens Ulykke, er den dog blevet ligesaa verdenshistorisk som han, og desuden viser den os klart, at det var Reformationen, der frelste Tydskland fra at blive et ligesaadan stort Sultanat, som Spanien og Frankerig. Saadanne Sultanater var nemlig i Tidens Smag, da Middelalderens kirkelige og klosterlige, ridderlige og borgerlige, Stalbroderskaber havde overlevet sig selv og tabt deres Glands, uden at Folkene var kommet til Bevidsthed, og i saadanne ledige Timer (aandelige Vacancer) er det, man beundrer Stilemagere i Skolen og Skolemestere paa Thronen, skiøndt deres Klogskab er en Landeplage og deres Heltegierning Aandsfortærelse. Paa Ruinerne af Italiens Fristæder var det, 575 Latin-Skolen med sit Stilemageri, og paa Ruinerne af det Franske Ridderskab, Despotiet med Skoleretten hævede sig, begge Dele efter det Byzantinske Mønster, og de vilde aabenbar allevegne ført til den Byzantinske Grav i Tyrkiets Ørk, dersom ikke ved Reformationen nye Kræfter var vaagnede, Plagerne formildede, og Folkene meer eller mindre førte tilbage til Menneske-Livet i sig selv og deres Modersmaal, saa der af dette Liv kunde udspringe en Oplysning, ei til Dødens men til Livets Tarv og Ære.

Først, naar man betænker dette, kan man forstaae, hvi baade Keiser Carl og Kongerne Frands den Første og Henrik den Ottende, trods al deres indbyrdes Kiv og Strid, og med deres fælles Ligegyldighed for Himlen, for Paven og Kirken, kunde være enige om at afskye Luther og Reformationen; thi baade maatte de føle sig fordunklede af Morten Luther, som en »Kongelig Skolemester« af en langt høiere Orden, og maatte finde, de voxde nedad, jo mindre Priis man satte paa »Purpur og kosteligt Linned«, Øiens-Lyst og Overdaadighed.

Betragte vi nu især Nederlænderen med de mange Kroner, hvoraf selv den Mindste var mere end han, i høiere menneskelig Forstand, kunde bære, da burde det ikke undre os, at han bar Nag til Livet i Aanden, om han end ikke bogstavelig havde havt Døden at takke for al sin Herlighed, men ogsaa det havde han; thi seent var han blevet Hertug i Burgund, hvis hans Fader ei var død i sin Ungdom, og aldrig var han blevet Konge over begge Sicilierne og over Spanien paa begge Sider af Verdens-Havet, hvis ikke Ferdinand den Catholskes Søn var død i sin Opvext og hans ældste Dattersøn i Vuggen.

Det var derfor i sin Orden, at Keiser Carl først i det Aar (1546), da hans mægtige Medbeilere: Morten i Wittenberg, Frands i Paris og Henrik i London, var døde, vovede at maale sig med Kurfyrsten af Sachsen og Landgreven af Hessen; men at det Høiheds-Skin, han derved vandt, dog kun var laant, det saae man snart, da Lutheranerne kiøs