↩ Hos Saxo er for Resten Regner Lodbrog samtidig med den Jydske Kong Harald (Islændernes Klak-Harald), som tyede til Keiser Ludvig den Fromme om Hjelp mod sine Med-Beilere til den Danske Krone, og lod sig døbe i Maints (826), hvorved Begyndelsen skedte til Christendommens Indførelse i Danmark, skiøndt vi først henved 200 Aar senere, under Knud den Store, finde den herskende i Riget Skulde Man slutte heraf, maatte Man troe, enten at de Danske var meget haarde Halse, eller at de havde meget slette Evangelister, men dog vilde Man i begge Tilfælde tage mærkelig feil1; thi allerede i Sven Tveskiægs Dage sagde Olav Tryggesøn om de Danske: det er blødsødne Karle**), og at Ansgar (Æsger) fra Korvei, som bærer Navn af »Nordens Apostel«, kom de gamle Evangelister nærmere end nogen Prædikant giennem mange Aarhundreder, derom er hans Levnets-Beskrivelse af Rimbert, Discipelen, han elskede, et gyldigt Vidnesbyrd. For hvem der ikke kiender Bogen, maa dette2 vel klinge mistænkeligt, da, naar Man turde troe deres lovtalende Discipler; var ikke blot Augustin og Winfred, men hveranden Vinkel-Helgen nærved at være Apostlernes Overmænd; men naar Man * * * * 52 hos Rimbert, istedenfor de sædvanlige Lovtaler og Barnagtigheder, seer Billedet af en dybt bevæget, for sit Kald og Martyr-Kronen indtil Sværmeri begeistret Munk, og betænker, hvilket Indtryk han maa have gjort paa sin kiære Discipel, for at denne, ved en besynderlig Undtagelse, kunde opfatte og fremstille ham saaledes, da maae vi tilstaae, at Danmark havde samme Lykke med Stamfaderen til sit Præsteskab, som, efter Skjold-Sagnet, med ham til Konge-Slægten. Da nu Rimberts Vidnesbyrd tillige er gyldig Hjemmel for, at ikke blot blev der i Ansgars Dage bygt Kirker i Slesvig og Ribe, men [at] i de fyrretive Aar, han rygtede sit store Ærende, var det ham, paa et lille Øieblik nær, aldeles uformeent at omvende alle dem, han kunde, saa maa Langdraget nødvendig have havt ganske egne Grunde, hvoriblandt det aabenbar var En, at Kongerne, i det Mindste til Gorm den Gamles og Harald Blaatans Dage, lod Troen og Guds-Dyrkelsen, som det sig altid burde, være en fri Sag. Det Samme var imidlertid, som vi veed, Tilfældet i Engeland, hvor Døbelsen dog kun medtog halv saa lang Tid, og desuden trak det i Danmark ikke blot langt ud, men Man hører efter1 Ansgars og Rimberts Dage slet intet til den Danske Christendom, før der stemmes op med Jammer-Klagen over Gorm den Gamle, først i det Tiende Aarhundrede, som gruelig forfulgde den, saa denne Kiends-Gierning ved et Folks Daab, der endnu i det Nittende Aarhundrede holder fastere paa Daabs-Pagten end noget Andet, bliver først forklarlig, naar Man kiender Danskerne, og har opdaget, at hvor alle Mand gaaer i Kirke er det Meste immer Skin og Skygge.