↩ Efter Alexander var det nu Hildebrand blev valgt(1073), og det eenstemmig baade af Cardinalerne og Almuen, kun lidt hovedkulds, saa Man sprang reent de »tre Dage« over, da der, efter gammel Skik, skulde »fastes og bedes,« for at være vis paa »Aandens« Bistand, saa her kunde unægtelig Roms og det Apostoliske Sædes Skyts-Engel havt Ret til at giøre Indsigelse; men enten var Hildebrand selv den Eneste, der paaankede denne Uregelmæssighed, eller i alt Fald oversaae Kong Henrik den og stadfæstede Valget**).