↩ Fra Henrik Lyngstilks Tid, som huserede slemt i Wales, faldt Fyrsterne der sædvanlig til Føie, naar Kongerne satte dem Kniven paa Struben, men det varede aldrig længer end til Ulykken var ovre, og i den urolige Tid under Henrik Johnsen var især Fyrsten af Nord-Wales, eller som han sædvanlig kaldtes »Herren paa Snowdon dvs. Sne-Hætten« blevet vant til * 306 at raade sig selv. Havde Edvard imidlertid været nøiet med ordenlig Lehns-Høihed, vilde det i hans Dage neppe kommet til det Yderste, thi Herren paa Snowdon, Levelin, følde sin Afmagt, bukkede strax for sin Overmand (1277), og afstod ham ganske Flint og Denbigh Shire, men da her nu, med Engelsk Lov og Dom, førdes Krig mod alle Vælske Sæder og Skikke, blev Indbyggerne naturligviis fortvivlede, giorde Opstand og fandt Medlidenhed hos alle deres Lands-Mænd, saa Kampen blev haardnakket (1282 og 83) og Udfaldet tvivlsomt. Engang sendte derfor Edvard Ærke-Bispen af Canterbury op til Snowdon for at underhandle, og lod imidlertid en Trop snige sig over fra Anglesea for at overrumple Levelin, men det kostede meget engelsk Blod, og først da Levelin ved et særdeles Lykke-Træf fik sit Bane-Saar, kom Edvard til at spille Mester. Da saa Levelins Broder David, ved Forræderi, faldt i Seier-Herrens Hænder, lod han ikke blot hans Hoved hugge af og sætte paa Stage ved Siden af Levelins, men Kroppen blev firkløvet, for at Winchester og York, Bristol og Northampton kunde hver faae sin Part, og saa reves de to Første endda om den høire Skulder, til Winchester endelig vandt Seier*).