↩ Med Rette kræver da Menneske-Munden ei blot al muelig Frihed til at tale om det Usynlige og Evige, men ogsaa Frihed til at bedømme Haandens Virksomhed i sin Kreds, naar den kun ikke oprørende stræber at gribe ind deri; men naar man tænker bedst at hævde Munden denne aandelige og folkelige Stemme-Frihed, ved at betage Øvrigheden sin Frihed til, paa eget Ansvar, efter bedste Skiøn at bruge den samlede Styrke, da tager man mærkelig feil, saa med en Grundlov, der fastsætter Borgernes umistelige Rettigheder, maa man netop for Stemme-Frihedens Skyld ønske hvert menneskeligt Folk en Kongelig Enevoldsmagt og Myndighed, der ene er istand til at hævde Alles Ret og fremme det Heles Bedste.