↩ For mine Øine staaer det da klart, at ligesom Oldtiden, 392 med sit Straalebllk og sit vingede Ord, svarer til Palme-Foglens første Aartusinde, og Middelalderen, med sin travle Uro, sin søde Klage og sit brændende Hjerte, til Fuglens Rede-Bygning af alle søde Urter og til hans Midsommers-Baal; saaledes svarer i Nyaarstiden det Classiske »Skole-Støv« til Asken, hvoraf Phønix-Ormen udviklede sig, og jeg tvivler da ikke om, at vort »Bogorme-Væsen« jo paa sine Steder baade vil faae Vinger som en Ørne-Unge, og voxe til en Phønix den Anden, der kan bære sin Fader og fortsætte hans Levnets-Løb, hvad kun da skeer, naar Nyaarstidens Vidskab, udsprunget som Lys af Middelalderens Ild, forklarer Oldtidens Aand, ikke blot paa Papiret, men i Gierning og Sandhed.