↩ Sagen maa naturligviis være den, at det tidlig har svævet for Tydskerne, hvad der hos deres nyeste Philosofiske Orakel (Hegel) er blevet til en nagelfast Tanke (fix Idee), at en Stat, hvori Frihed og Nødvendighed sammensmelte, idet den omfatter og paa det Strængeste behersker hele Menneske-Livet, men efter Love, som ligge i Menneske-Naturen, en saadan Stat er det hele Historiens Øiemed at udvikle og Tydskernes Kald at skabe og begribe*). Et saadant Luft-Kastel var det nemlig aabenbar, man bygde paa i det Hellige Romerske Rige, hvis Keiser, altid Rigets Formerer (semper Augustus), ei blot enevældig skulde beherske alle de syv Kurfyrster og de utallige Tydske Herskaber, men ogsaa Paven og hele Christenheden, med alle dens Bisper og Abbeder, Konger og Fyrster, uden at dog Nogen derved leed mindste Skaar i sin lovlige Frihed * 394 og sine velerhvervede Rettigheder, der meget mere skulde finde sig vældig beskærmede under den Keiseriige Ørns store Vinger. Denne Retfærdighed, som den nyeste Philosof kalder »Sædelighed«, men som de ældre Tydskere naturligviis kaldte »Christelighed«, den var det, som skulde hellige det Tydsk-Romerske Verdens-Rige, saa det blev til ligesaa stor Velsignelse for alle Slægter, som det hedenske, vanhellige Romer-Rige havde været til Forbandelse. Hvorfor nu et saadant Keiserdømme og Verdens-Rige, en saadan Stat, der vikle opsluge Kirke og Skole, fordøie og forene dem levende med sig, som Lemmer paa sit Legeme, i Middelalderen endnu mindre vilde lykkes end Pavedømmet, eller Kirke-Riget, med Staten til sin »verdslige Arm«, og Skolen til sit »aandelige Sværd«, det maa Historiens Philosofi, saa godt den kan, giøre Regnskab for; men det er Verdens-Historiens Opgave at oprede og fortælle, hvordan det Tydske Forsøg paa at oprette og vedligeholde et saadant Keiserdømme, mislykkedes, og hvad kiendelig Indflydelse det havde paa Menneske og Folke-Livet baade i og udenfor Tydskland.