Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENSHISTORIEN. Nyaarstiden

Den historiske Dunkelhed, der fra det Første til det Ottende Aarhundrede indhyller Tydskland, giver vist nok god Leilighed til allehaande Giætninger om Tilstanden i dette lange Tidsrum, men udelukker dog al Tanke om Enighed, da blot en tarvelig Deel deraf maatte tændt et glimrende Lys i dette Historiske Mørke. Først da det Frankiske Aag under Karl den Store paany havde lært Tydskerne, hvad Eenhed formaaer og hvad Splid fører til, da forligde de sig med Tanken om en indfødt Keiser, der med samlet Styrke kunde byde saavel de herskesyge »Romlinger« i Syden og Vesten, som de Østlige og Nordlige Barbarer Spidsen, men til Beviis paa, at de ikke betragtede Keiserdømmet som en Herlighed, men kun som en Nødhjelp, holdt de strængt paa »Valg-Retten« som et Værn mod det Tyranni, der altid stod dem levende for Øine.