↩ Naar vi betænke saavel Omfanget af Tydskland, som den store Forskiellighed, Historien har viist mellem Indbyggerne, da er det intet Under, man kun vanskelig kunde enes om et fælles Overhoved, end sige da give sig uindskrænket i hans Vold, men at vi ikke fra Arilds-Tid spore i det Mindste tre Tydske ligesom tre Nordiske Kongeriger, uagtet Sachser, Franker og Schwaber er ligesaa kiendelig adskildte Stammer, som Danske, Svenskere og Nordmænd, det vidner om en særdeles Splidagtighed, der, forbundet med den Tydske Kraft og Stridbarhed, maatte giøre Keiserdømmet til en Skygge, undtagen naar Keiserens Personlighed og Øieblikkets Krav frembragde den »Feldt-Enighed«, som fælles Fare og Krigs-Tugten skaber. Heraf fulgde nu igien, at saalænge Keiseren stræbde efter virkelig Enevoldsmagt, maatte Tydskland faae en ligesaa uafbrudt Krigs-Historie, som Det havde havt uden Keiser, og til Hverdagsbrug en ligesaa ensformig og kiedsommelig; men herved kan man sige, Tydskland opoffrede sig selv for Europa: thi havde enten Tydsklands Keiser kunnet bruge Rigets Styrke til at udføre sine Romerske Herske-Planer, eller havde dog Tydskerne, ligesom Romerne, havt Sind til med Trældom i Hjemmet at kiøbe sig Deel i Verdens-Herredømmet, da seer man Intet, der kunde friet Vesten i det Ellevte og Norden i det Trettende Aarhundrede fra at indlemmes i et Tydsk Verdens-Rige, der vilde været dobbelt pinefuldt for Aand og Hjerte, netop fordi det vilde været »skin-helligt«. Nu derimod 397 havde Tydskerne vel gierne seet, at baade Paven og alle Christenhedens Fyrster vilde nedlagt deres Kroner for Keiserens Fod og taget deres Riger til Lehn af ham, og de havde gierne hørt alle Folk tale Tydsk, om end nok saa plat, men de vilde dog ikke kiøbe den korte Fornøielse og forfængelige Ære for den Frihed i en vis Kreds, som var dem en aandelig Nødvendighed; derfor blev Europa fri for det Tydske Herredømme, og høstede dyrebare Frugter af den Tydske Stridbarhed og daglige Krigs-Øvelse; thi ligesom Hermans-Slaget fordum satte Romer-Hæren sine europæiske Grændser, og de Tydske Krigs-Forbund bidrog uberegnelig til at sprænge Romer-Riget i Vesten, saaledes var Tydskland aabenbar siden en Mur mod de Østlige Barbarer, og det Tydske Keiserdømme var et »verdsligt Sværd« der vel ikke kunde holde Pavedømmets »geistlige Sværd« i Skeden, men holdt det dog varmt til det sløvedes, og den Tydske Reformation var et nyt Hermans-Slag, der satte Latinen Grændser og afkastede det Pavelige Romer-Aag, endnu farligere end det Keiserlige.