↩ Hvorlidt derfor end nærværende Haandbog kan henvise til Tydsklands Keiser-Aarbog, enten som Middelalderens hele Verdens-Historie eller som Kiernen deri, saa skal den dog anbefale langt mere Opmærksomhed end sædvanlig paa Tydsklands Krigs-Historie, lige fra Tredags-Slaget ved Lippe til Tredags[Todags]-Slaget ved Leipzig, thi hvor ikke en blot saakaldt »Rigs-Hær« men »Rigets Styrke« rykker i Marken, kan man være vis paa at see ikke blot drabelige Sværd-Slag, men glædelige Seiers-Tegn, og naar derfor hidtil kun de Tydske Krige i det Sachsiske Tidsrum findes med Flid betragtede, da lader det sig kun dermed forsvare, at de saakaldte Rigs-Krige i den følgende Tid langt mindre svarede til deres Navn. Deels var nemlig under de Frankiske og Schwabiske Keisere Italien den egenlige Krigs-Skueplads, og deels var Kampen mod Paven og de Italienske Fristæder aabenbar langt mere Keisernes end Rigets Sag, saa derom er i Verdens-Historien neppe stort meer at sige end hvad der i Anledning af »Kirke-Riget« og »Italien« findes bemærket. Havde Fredrik Araber, istedenfor at beleire Byer i Kirke-Staten, samlet Rigets Styrke mod Mogolerne eller Tartarerne, ved deres frygtelige Oversvømmelse, der truede baade Tydskland og Italien, da vilde det været en ganske anden Sag; men nu maa han egenlig kun nævnes i Tydsklands Historie, som den sidsteKeiser, der kunde 398 udrettet noget Stort; thi hvor flittig end de Tydske Historieskrivere har løftet Hohenstauferne til Skyerne, saa er det dog lige klart, at de Tydske Fyrster uoder dem blev kiede af at have et paa nogen Maade virkeligt Overhoved, og Verdens-Historien maa give dem Ret i, at al muelig Splidagtighed var et mindre Onde, end den Enighed, disse Sultaner stræbde at frembringe.