Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENSHISTORIEN. Nyaarstiden

Fredrik Araber døde, som bekiendt, i Midten af det Trettende Aarhundrede (1250) og de følgende 23 Aar har man kaldt det lange Mellemrum (store Interregnum) ikke fordi der jo næsten hele Tiden var En eller To, der førde Keiser-Navnet, men fordi Valgene dertil aabenbar kun var en Spas, hvormed de Tydske Fyrster vilde fordrive Tiden, til de fik sig ret betænkt, om de reent skulde afskaffe Keiser-Værdigheden, eller holde paa Skyggen deraf, og da de endelig besluttede sig til det Sidste, blev Grev Rudolf af Habsburg (1273-91) den første ordenlige Skygge-Keiser, hvis mange Efterfølgere, for største Delen hans Ætmænd, har lige indtil vore Dage (1804) skrevet sig Keisere af det hellige Romerske Rige, uden nogensinde at kunne sætte Rigets Styrke i Bevægelse.