↩ Blandt de følgende Hertuger, som snart hyldede og snart trodsede den Tydske Keiser, blev Ottokar den Første (Fader til Valdemar Seiers i Danmark uforglemmelige Dronning Dagmar) især navnkundig, thi han modtog Konge-Værdigheden af Keiser Philip Hohenstaufer og herskede med Vælde * * 401 i en heel Menneske-Alder (1197-1230); men endnu berømtere blev hans Sønnesøn, Ottokar den Anden (1253-78), som paa et seierrigt Tog til Preusen anlagde Kønigsberg, og som bemægtigede sig Østerrige, Steiermark, Kærnthen og Krain, saa han i sin Velmagt herskede fra Østersøen til det Adriatiske Hav*). Somme sige, han kunde ogsaa blevet Keiser i Tydskland istedenfor Rudolf, men Andre paastaae, han forgæves tragtede derefter, og det falder rimeligst, dels med Hensyn paa hans Slaviske Herkomst, og især for hans Vældes Skyld, som de Tydske Fyrster vist hverken ønskede at prøve eller formere. Afgjort er det, at Ottokar, langtfra at blive Keiser, faldt for sin lykkelige Medbeiler, som paa Toget til Preusen havde ført hans Banner, og at han tog Bøhmens Lykke i Graven med sig. Det var i et Slag ved Wien (1278) Rudolf vandt sin største Seier, og for Ottokar fulgdes Spotten og Skaden ad, thi hans Navner, som kort efter skrev den Østerrigske Rimkrønike (paa tresindstyvetusinde Linier for halvtredsindstyve Aar) er ubarmhjertig ved ham, og siger blandt Andet, at han tænkde, det var ham, den Spaadom gjaldt, at Ørnen skulde bygge Rede i Løv ekulen (Leopoldernes Efterladenskab) men at han tog mærkelig feil, thi det gjaldt netop Grev Rudolf, i hvis Skjold, med den Schwabiske Løve, Keiser-Ørnen bygde Rede**). Det gik imidlertid med denne Udtydning, som med den Udsigt, Rudolf aabnede sin Æt til Bøhmens Krone, ved at smedde et dobbelt Giftermaal mellem sine og Ottokars Børn, thi Fremtiden viste vel, der var Noget i, men det kom seent for Dagen, enten saa Habsburgernes Lykke blev stødt, fordi Rudolf fristede, eller trængde til Hvile fordi han trættede den.