↩ Her har vi Fortællingen, som den alt findes hos Forbundets første Historieskriver, Tschudi fra Glarus, i det Sextende Aarhundrede, og lader sig spore langt længere tilbage, og naar man nu anfægter den, enten paa Grund af at den ei findes tidsnok opskrevet, eller fordi en Konge i Danmark skal have tvunget »Toke Skytte« til det samme Mesterstykke, som Gessier krævede af Tell, da er det barnagtigt; thi var ingen Historie sand, før den kom til at staae paa Papiret, da blev den det jo aldrig, og skulde enhver Helt have sit Liv forbrudt og forvandles til en Mythe, naar enten Mund eller Pen havde udsmykket hans Bedrift, da maatte alle Helteforsvinde af Historien tilligemed Wilhelm Tell. Da det desuden er ganske vist, at Schweitser-Forbundets Patriarker har bavl deres Navne, ligesaavel som * 405 vi har vores, maatte det nok gaaet til med Hekseri, om de skulde have forvandlet sig i Schweitsernes Mund, der idelig gjentog dem, og om man gjennem Aarhundreder skulde æret Tells Afkom for hvad en Anden havde gjort, men dog været skjødesløs nok til reent at glemme Navnet paa Gesslers virkelige Banemand. Man tør derfor nok spaae disse Kritiske Historieskrivere, at de vil tabe deres Navnkundighed længe før de Schweitserske Friheds-Patriarker, og hvor ubehageligt det end kan synes Bogormene, at Folke-Munde skal være et bedre Kar end Blækhornet til at gjemme paa Eftermælet, saa er det dog i sin Orden, at hvem der knytter sig til Folket, lever med det, og hvem der binder sig til Classikerne, døer med dem.