↩ Under Aaret 1315 skriver saaledes, blandt Andre, Graabroderen Johannes i Winterthur (tre Mile fra Zürich) at Almuen i Schweitser-Dalene, som stolede paa deres Klippe-Mure, nægtede den Østerrigske Hertug Leopold sædvanlig Skat og Skyld, og at desaarsag sankede han en stor Krigshær for at underkue og udplyndre disse Bjergboere. De krøb nu vel til Korset, men da der ingen Naade var hos Hertugen at finde, tyede de til vor Herre, og bad ham gjøre efter hvad Han har sagt: »hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies!« Da nu ogsaa Greven af Tokkenburg, som forgjæves havde mæglet Forlig, underhaanden lod dem vide, hvor Hertugen vilde bryde ind, saa tog de Mod og Mandshjerte til sig, og passede ham op i Snevringen mellem Egri-Søen og Bjerget Morgarten, hvor Ridderne ogsaa rigtig løb i Fælden og fandt deres Undergang. Man kan ikke saa meget sige, at de blev slaaede som at de blev slagtede, thi hvor deres Heste ei engang kunde staae, der sprang Schweitserne som Steengjeder og gjorde Hakkemad af Ridderne med et gruelig Slags Mord-Redskaber, som de kaldte Hellebarder, og der skal være faldet henved femtenhundrede Riddere og Adelsmænd, foruden dem, der druknede i Søen. Af Borgerne fra vor By, siger Graabroderen til Slutning, faldt dog kun en Eneste, der, til sin Ulykke, holdt Trop med Adelsmændene, men Hertug Leopold var saa bleg som et Lig, det saae jeg 406 med mine egne Øine, for jeg gik i Skole dengang og løb ud ad Porten for at møde min Fader, som jeg ogsaa traf frisk og sund. Schweitserne blev ved denne Seier til hovedrige Folk baade paa Penge og Vaaben, og indstiftede derfor en stor Takke-Fest, som endnu er en aarlig Høitid*).