↩ Karl den Fjerde har faaet det Skudsmaal, at han var en Fader for Bøhmerne, men kun en Stiffader for Tydskerne*), men Sandheden er dog nok, at det kun var hans egne kjødelige Børn, han mere faderlig sørgede for end Nogen [noget] af hans Riger skulde ønsket**), og det havde i Aarhundreder været en saa almindelig Svaghed hos Keiserne i Tydskland, at Karl ikke derfor burde lastes meer end Hohenstaufer og Habsburgere. Hvad man især har anket paa, er, at han lovede hver af Kurfyrsterne 100000 Gylden for at vælge hans Søn Wenceslav til hans Eftermand, og da han ikke kunde udrede dem, pantsatte de Keiserlige Krongodser ved Rhinen, og Told-Afgifterne, som derved gik Høiten; men deels tænkde han vel: har Pokker taget Gjederne, kan han tage Bukken med, og deels turde han, der kiøbde Keiser-Kronen, * *410 være mere at undskylde end de, der solgde den, især da han aabenbar kiøbde Guldet for dyrt. Man læser for Resten om ham, at da Tydskerne engang sendte Bud til Prag for at erindre Hans Keiserlige Majestæt om, hvor upassende man fandt det, at han altid var udenlands, da viste han dem alt sit Sølv og Guld, og spurgde dem, om Keiserdømmet kunde indbringe ham Saameget, eller om det ikke var bedre, han og de Tydske Fyrster holdt sig hver paa sit Eget, end at de, som Ugler og Krager, kom sammen og plukkede hinanden? Underligt nok, at de paa begge Sider synes reent at have glemt, hvad der dog staaer tit nok i den »Gyldne Bulle,« netop Karls Keiserlige Værk, at Bøhmen ikke blot hørde til Tydskland, men at Dets Konge var den Første af de syv Kurfyrster, Rigets urokkelige Pillere; men saaledes gaaer det med Æventyr, at jo tiere man fortæller dem, desmindre troer man dem selv.