↩ Hvad der nu især gjorde Karl berømt i Bøhmen, var, foruden hans Bygninger, Bestræbelsen for Rigets Selvstændighed og for Udbredelse[n] af den Tids »Franske Oplysning,« hvori Karl fra Barnsbeen, opdraget i Paris, var saa indviet, at han, den til Ære, endog ombyttede sit Bøhmiske Døbenavn »Wenceslav« med den Franske Kong Karls*), og hvad her vedkommer os er, at han skaffede Bøhmen, der kirkelig havde hørt til det Mainziske Ærkesæde, sin egen Ærkebisp i Prag, og oprettede der en Høiskole (1348) efter det Parisiske Mønster. Det Sidste var en Hovedsag, thi vel spillede i hele det Fjortende Aarhundrede Tydskerne Mester paa den Bøhmiske Høiskole, men at den var ældre end Nogen i Tydskland selv, gav dog Bøhmerne et lille Forspring, som de i det følgende Aarhundrede gjorde saaledes giældende, at Verdens-Historien er nødt til at ændse det. Den »Hussitiske Opvækkelse« stod nemlig i nøieste Forbindelse med Høiskolen i Prag, og ene for dens Skyld kommer man i Verdens-Historien til at omtale Bøhmerne som et eget Folk, saa den er unegtelig deres Hæders-Krands, temmelig dyrekiøbt, men i Stats-Historien dog ogsaa uvisnelig, og heri vil vi nu stræbe ordenlig at indlemme den Bøhmiske Heltedaad, der har tabt meget ved egenlig kun at betragtes fra sin Skygge-Side, som er den kirke-historiske. Som Kirke-Rensere og Vidskabs-Mænd fordunkles nemlig de Bøhmiske Reformatorer i det Femtende Aarhundrede, saa aldeles af de Tydske og selv af de Franske i det Sextende, at man ordenlig ynkes over dem, isteden * 411 for at skiænke dem den levende Deeltagelse og høie Beundring, især ingen Nordbo vil nægte dem, naar de sees i deres rette Lys, som Middelalderens sidste og vel største Martyrer for Fædreneland og Modersmaal, der i Grunden ligge Oldtidens Helte meget nærmere end Nyaarstidens store Tænkere. Ogsaa her kan vi da see, at Midten af det Femtende Aarhundrede danner, med Bogtrykker-Konsten, en virkelig Grændse mellem to store Verdens-Aar, thi Bøhmernes Kamp for det Folkelige lader sig ingenlunde forklare af det Følgende, men kun af det Foregaaende, er ikke Begyndelsen til et nyt Levnets-Løb, men en ligesaa sørgelig som glimrende Slutning af et Gammelt.