↩ Vi skal nemlig lægge vel Mærke til, at Bøhmernes Forhold til Kirke-Riget og den Romerske Pave, ligesom deres Forhold til det Tydske Keiserdom, var et nødtvungen, thi de var ikke blot christnede ved Byzantinske Sendebud, men disse, Kyril og Method, der alt skal have oversat Bibelen paa Slavonisk, indførde Modersmaalet ved hele Gudstjenesten, og skiøndt det var de Tydske Bisper og Romerske Paver en Torn i Øiet, maatte de dog see gjennem Fingre dermed, saalænge Bøhmerne nogenlunde heldig forsvarede deres Selvstændighed mod Keiserne, saa det var vel først efter Ottokar den Andens Fald, at den Latinske Messe og hele den Pavelige Kirke-Skik ret blev herskende i Bøhmen. Paa den Tid, et Folks gamle Herrestamme uddøer, ligger det vel altid selv i Dvale, og det laae Bøhmerne kiendelig nok i det Fjortende Aarhundrede, men ved den konstige Pirring, som Høiskolens Oprettelse og Tydskernes aandelige Herrevæsen midt i Rigets Hovedstad, øiensynlig var, vaagnede de meest Letsøvnede eller drømde sig dog vaagne, og saaledes forklarer Bøhmens egen Historie den Hussitiske Opvækkelse.