↩ Først naar man saaledes betragter Johan Huss og hans tro Staldbroder, den Bøhmiske Ridder og Magister Hieronymus, som Lederne for en Bøhmisk Folke-Opstand, ligesaavel mod Tydskheden og den herskende Theologi, som mod Paven og det Romerske Kirkevæsen, en Opstand, der truede med at udbrede sig til alle de Slavoniske Stammer, da først kan man forstaae baade det urimelige Hastværk, man havde med at faae Munden stoppet paa de Bøhmiske Talere, og det fnysende Had mod Hussiterne baade paa Kirke-Stævnet i Kostnitz og over hele Tydskland, hvor man ellers var kied 413 nok baade ad Paven, ad Tiggermunkene og ad den Latinske Messe. Dette Had, Nidingsværket i Kostnitz, hvor man kastede to uskyldige Mennesker og store Mænd paa Baalet, og endelig de ligesaa æreløse som kraftløse Korstog mod Hussiterne, er herved vist nok ei i mindste Maade forsvarede, men heraf lade alle disse Ting sig dog forklare, da de derimod see ud som Daarekiste-Galskab, naar man vil udlede dem af den Pave-Magt i Kostnitz, den Keiser-Magt i Tydskland, og den blinde Overtro paa den Romerske Kirkes Ufeilbarhed, som aabenbar slet ikke fandt Sted. De tre Paver, som paa den Tid bandsatte hinanden, blev nemlig alle afsat paa det samme Kirke-Stævne, hvor Bøhmerne blev brændt; og det var netop Kirkens fordærvede Tilstand, man der vil raade Bod paa, og de to store Drivehjul, D'Ailly og Gerson, var netop Pavedømmets og den fordærvede Geistligheds strænge Dommere, saa, kirkehistorisk betragtet, skulde man neppe troe, den fritalende Bøhmiske Præst var blevet stævnet end sige fordømt og, trods Keiserens Leidebrev, offenlig brændt; men som en Slavisk Folke-Leder, en philosofisk Kiætter og pietistisk Lovgiver, havde han hverken Ret eller Naade, men kun Dom og Død at vente.