↩ Betragte vi saaledes Kirke-Stævnet i Kostnitz, hvor Huss kom med Keiserligt Leidebrev, og hans ridderlige Ven, Hieronymtis, med ædel Forvovenhed, da kan man ikke tænke sig en feigere eller uslere Fremgangsmaade end at smide dem i Hullet, lægge dem, saavidt mueligt, Laas for Munden, og endelig brænde dem levende, og at de »høivise og hellige Fædre« der havde paataget sig at raade Bod paa alle Pavedømmets Misbrug og Tidens aandelige Brøst, virkelig bar sig saa tyrkisk ad med de kiække, veltalende, verdslig talt aldeles vaabenløse og 414 uskyldige1 Bøhmere, derom har vi de umistænkeligste Vidnesbyrd hos to lærde Florentinere, af hvilke den Ene, Poggio, var Øienvidne til Udaaden, og den Anden, Æneas Sylvius (Pave Pius den Anden) Hussiterne saa gram, som nogen Mand med Aand kunde være bekiendt. Vist nok skriver Æneas, at Fædrene først giendrev de urimelige Menneskers Vildfarelser, men Baalet er dog det eneste Beviis imod dem, han nævner, og giver for Resten baade Johannes og Hieronymus det Vidnesbyrd, at de gik i Ilden som til et Giæstebud, og gav ikke en Lyd, som røbede mindste Sjæle-Angst, men istemde en Lovsang paa Baalet, som Luernes Bragen knap kunde dæmpe*). Han henviser os ved denne Leilighed selv til Poggio, og naar vi da læse Dennes Beretning om Hieronyms Forsvar, da see vi godt, hvad Art det havde med Giendrivelsen. Den lærde Florentiner, som dengang reiste i Tydskland for at samle gamle Haandskrifter af »Classikerne,« seer man, er blevet henrykt ved at see og høre den Bøhmiske Ridder og Magister, i hvem en Romersk Helt og Taler fra Republikens bedste Dage syndes ham lyslevende opstaaet, og skiøndt han naturligviis lader det staae ved sit Værd, om Hieronymus var Christen eller Hedning, vidner han des stærkere om de hellige Fædres Barbari, der behandlede den udmærkede Videnskabsmand som en Tyv og Røver, bekvemmede sig aabenbar kun for Skams Skyld til en eneste Gang at høre hans veltalende Forsvar, og nødtes ved det til enten at rødme eller dog at tie**).