↩ Østerrigeren Ladislav, Konge i Ungern og Bøhmen, men kun 18 Aar gammel, lod sin Mormoders Broder Grev Ulrik af Cilley (i Steiermark) aldeles raade, forsaavidt den Bøhmiske Rigsforstander, Georg Podibrad, og den Ungerske Johan Hunyad tillod, og ad den Sidste var Grev Ulrik en svoren Fiende, som tit stod ham efter Livet, og omsider fik ham skildt ved Rigets Bestyrelse. Da Tyrken rykkede mod Belgrad, skyndte imidlertid baade Grev Ulrik og Ladislav sig hjem til Østerrig, og først da Seieren var vundet og Helten hensovet, kom de igien for at syne Valpladsen og høste Frugterne, og ved denne Leilighed dræbde Hunyads ældste Søn, Ladislav, Slægtens Avindsinand Grev Ulrik. Sligt var i Ungern gammel Vane, og Kongen syndes ikke blot at finde det meget tilgiveligt, men aflagde et meget naadigt Besøg hos den gamle Hunyads Enke-Frue i Temesvar, holdt store Lovtaler over den udødelige Helt, bød alle hans Kiære ombytte Sørge-Dragten med Purpuret, han skiænkede dem, og svor sig i Fostbroderlag med begge Hunyads Sønner: Ladislav og Mathias; men da de saaledes var dysset i Søvn og fulgde ham til Ofen, lod han dem pludselig gribe, lod Ladislav offenlig henrette og førde Mathias med sig i Lænker til Wien, og derfra til Prag, hvor han vilde holde Bryllup med en fransk Prindsesse. Her overraskede imidlertid Døden ham (1457), og nu kom Mathias virkelig til at ombytte Sørgedragten med Purpuret, thi Ungarerne valgde næsten eenstemmig Folke-Heltens Søn til deres Konge, og skiøndt han traf til at være i Georg Podibrads Hænder, som ei sleb uden Vand, slap * 423 han dog hjem, ved at trolove sig med Podibrads Daatter og tilstaae ham nogle andre Villigheder*).