↩ Ingensteds i Christenheden sluttede Middelalderen saa glimrende som i Frankrig, hvor den til Afsked syndes lyslevende at aabenbare sig i Skjoldmøen fra Grændsen af Champagne og Lothringen, den saakaldte »Orleanske Pige,« der (1429) paa »den hellige Jomfrues« Vegne sønderbrød de Fremmedes Aag og kronede Karl den Syvende i Rheims; thi vel faldt hun snart (1431) i Engelsk Fangenskab og blev brændt * 425 som en Hex, men Lodden var alt kastet, Frankrig var frelst og kunde indtræde i Nyaarstiden som En af Europas store Magter. Saaledes optraadte Det da ogsaa virkelig alt under Karl den Syvendes Søn, Ludvig den Ellevte (1461-83), der inddrog alle de store Lehn, saanærsom Bretagne, under Kronen, blev med sin staaende Hær alle Naboers Skræk og beundredes over al Christenheden som et Stats-Klogskabens Vidunder, man enten maatte blive et Offer for eller skynde sig at efterligne.