↩ Den Ene af disse var Hertugen af Lothringen og den Anden Schweitserne, hvem ogsaa Keiser Frederik under Beleiringen af Neuss opmanede paa Rigets Vegne; men det saae rigtig nok ud til at disse hidsige Smaafolk skuide komme til at betale Gildet; thi Lothringen tog Karl i en Ruf, og hverken Keiseren eller Kong Ludvig havde Lyst til at nappes, men desmeer til at besvogre sig med ham, saa de sad rolig og saae til. Derover, siger Philip, blev Schweitserne saa forbluffede, at de ikke alene bad om Fred, men vilde, for billig Betaling, endog gjort Forbund med Hertugen mod Alle og Enhver; men han var saa opblæst af sin Lykke, og saa forbittret især paa Bern og Freiburg, der havde vovet at tirre ham, at han blev døv baade for Bønner og Tilbud. Han drog altsaa Sværdet og brød (1476) ind i Vaadt-Landet med en talrig Hær og et frygteligt Artilleri, saa Granson maatte snart overgive sig og hele dens tappre Besætning lod han springe over Klingen; men det blev ogsaa hans sidste Seier, og hans første Nederlag der (om Foraaret) var saa pludseligt og afgiørende, at Philip siger, han tabde »Ære og Gods« paa een Dag***). Endnu samme Aar slog Schweitserne ham igien »som Bønder slaae Græs« ved Murten, og her tabde han aabenbar Modet, som han kun forgiæves stræbde at erstatte ved stærke Drikke, han før havde skyet, men blev til Spot for dem hvis Skræk han havde været, saa nu vovede Hertugen af Lothringen sig i Marken med * * * 429 Franske Penge og Schweitserske Krigsfolk. Da Karl hørde, han beleirede Nancy, vaagnede han endnu engang og foer afsted, men kom for silde til Undsætning og netop tidsnok til at lide det sidste Nederlag *), thi her faldt han selv, og det saa ubemærket, at man maatte studse derved, naar ikke hele hans Levnetsløb viiste, at hans Tapperhed var kun en Skygge, der en Tidlang skuffede, men røbede sin Afmagt, saasnart den mødte Modstand.