↩ Saaledes endte denne urolige Aand, efter ti Aars blind Allarm, sine Dage (1477), og der var ingen Maade med Kong Lundvigs Glæde over sin Medbeilers Fald, thi nu var Bourgogne hans, som et hjemfaldent Lehn, Nederlandene haabede han snart, med List eller Magt, at lægge til Frankrig, og hele Verden syndes at staae ham aaben; men var Glæden stor, da blev den ogsaa stakket; thi Karls Datter Marie, Bruden med de mange Beilere, valgde Keiser Frederiks Søn, Maximilian, og kun to Aar efter Karls Fald (1479) fik Ludvig en Rørelse, som han aldrig forvandt, men nedsank i en grændseløs Mistænkelighed og Døds-Frygt, der gjorde ham til det ulykkeligste Menneske i hele Verden**).