↩ Her staae vi ved den Deel af Tydsklands Historie, der, naar den var tydelig beskrevet, vilde uden Sammenligning være baade den lærerigste og fornøieligste, da det er klart, at Alt hvad der i Nyaarstideu har skaffet Tydskland verdenshistorisk Berømmelse, ligefra Krudtet og Bogtrykker-Konsten til Reformationen, Høiskolerne og Bog-Samlingen, det udsprang hverken af Keiser-Navnene, af den gyldne Bulle, af de rige Giftermaal i det Østerrigske Huus, af Landefreden eller af Kammerretten, men af det eiendommelige Tydske Liv i Rigsstæderne, paa Ridderborgene, i Bispe-Gaardene og Munkeburene, og især der midt imellem, hvor de mødtes i en mageløs romantisk Vexel-Virkning. At gjøre dette anskueligt i en snever Kreds, var aabenbar Johannes Müllers Kæmpe-Plan i sin Schweitser-Historie, og skiøndt den mislykkedes, synes det dog mindre at have ligget i Foretagendets Umuelighed end i Historieskriverens Mangel paa lyst Overblik, saa vi vil ikke opgive Haabet, men vel maa især en Fremmed opgive Forsøget paa i Verdens-Historien at give meer end Vink om hvad der fattes; thi hvad der findes, kommer først for en Dag, naar den Tydske Skarpsindighed og Jernflid venlig forbinde sig med det Nordiske Odins-Øie. Tør jeg imidlertid uden Fortrydelse henvise historiske Læsere til en allerede gammelagtig Roman, da skal det være til »Heinrich von Ofterdingen,« som i min Ungdom gav mig den første Anelse af det Tydske Livsrøre i Middelalderen, og lod mig føle Savnet af en Udvikling, hvori de samme Elementer, med samme poetiske Opfatning, saaes i deres historiske * 434 «Virkelighed og Sammenhæng; thi ligesom Tydsklands Middelalder lærde Novalis, at »Historie-Skriveren burde ogsaa være Digter,« saaledes lægger hans genialske men forvovne og forvirrede Livs-Anskuelse os ret paa Hjerte, at Digteren skulde ogsaa være Historiker. Havde Novalis været det, vilde han ikke valgt nogen anden Tid end sin egen til Morgen-Dæmring for en ny poetisk Dag, som skulde oplyse Menneske-Livets dybe Dunkelhed, og da vilde han ikke heller sat Rigsstædernes Flor i Hohenstaufernes Tid, da det netop er efter den, de dukke op baade ved Donau, ved Rhin og ved det Nordlige Hav, for paa Overgangen fra det Fjortende til det Femtende Aarhundrede at naae deres høieste Glands. Dette see vi blandt Andet ogsaa af Keiser Sigismunds Levnets-Beskrivelse paa Tydsk, thi ikke blot er Forfatteren, Eberhard Windeck, barn[e]født i Maints, men han var ogsaa en Rigstads-Borger i sine bedste Klæder, og stod i Keiserens Tjeneste, ikke som »Raadsherre,« men som Penge-Mægler, med Øie paa et arveligt Told-Embede, og da Sigismund immer var i Penge-Trang, saa Windeck endogsaa engang maatte sætte sig selv i Pandt for ham, er det meget mere Borger-Livet end Hoffet og Ridderskabet, han afmaler med levende Farver.