↩ Dog, skiøndt Hanselaget, ved at finde sig i Billighed, vist nok baade kunde forlænget sine Dage, formildet sin Skæbne og fordobblet sin Ære, saa laae det dog i Sagens Natur, at det, ved at vække Livs-Kræfterne og Bevidstheden i vor nordiske Folke-Kreds, maatte selv arbeide paa sin Undergang; thi dets Bedrift var jo »Kystfart og Mellemhandel,« som intet vaagent Folk kan frivillig overlade de Fremmede, og de Lybske Borgemestre vilde derfor ikke kunne reddet Laget fra Svindsoten i det Sextende eller fra Døden i det Syttende Aarhundrede, om de end nok saa godt havde stukket Fingeren i Jorden, med dybe Buk for Gustav Wasa og Karl den Niende i Sverrig, Frederik den Anden og Christian den Fjerde i Danmark, og for Hansernes Plage-Gudinde: Dronning Elisabeth i England. At Hamburg havde anderledes Fordeel af sin smidige Ligegyldighed for Lagets Vee og Vel, end Lybek af sit fortvivlede Stivsind, er vist nok i vore Dage soleklart, naar man sammenligner disse Hanseatiske Levninger, men langtfra at spotte den »Keiserlige Rigs-Stad« i sin dybe Fornedrelse, skal Nordens Folk give Lybek Æren for hvad Godt, Laget virkede, og takke Gud, at de under deres lange Vintersøvn hverken faldt i Hænderne paa Holland eller England, men gav kun »Lærepenge« til nogle Tydske Kiøbstæder, som var nødt til at lade dem selv opgiøre deres Mellem-Regning, saasnart de fik Lyst og Tid dertil.