↩ Hvad nu den store Mellem-Handel angaaer, som »Hanserne« i det Fjortende og Femtende Aarhundrede hardtad udelukkende bemestrede sig, da beklager deres berømte Historie-Skriver (Sartorius) vel i en vis Henseende, at man ei fra hine Dage har saadanne ordenlige »Told-Ruller og Klareringer« som * 443 nuomstunder, men han er dog klarøiet nok til at see, at Handelen gik saameget desbedre, som den uden dem gik meget friere, og da vi ikke kunde vinde en Skilling ved den nøiagtigste Opgiørelse af Mellem-Regningen, kan Tiden, den vilde koste, vist anvendes meget bedre. Morsomt nok kunde det imidlertid være at have en paalidelig Opregnelse af hvad Slags Gods de store Mæglere fornemmelig foer med i Nørreleden, eller ombyttede med Sydlændernes paa Verdens-Markedet i Brügge; men en Saadan lod sig vist ogsaa godt sammenstykke af de adspredte Efterretninger, og man seer strax, at den Skaanske Sild, den Norske Bergefisk, det Russiske Peltsværk, det Svenske Kobber, og den Engelske Uld, med samt de ufarvede Tøier og Tinnet, har paa den ene Side spillet en Hoved-Rolle, medens paa den Anden naturligviis allehaande finere Arbeider og Overdaadigheds-Varer blev Nordens Gjengiæld. Det Skaanske Sildefiskeri var nemlig i 300 Aar (1200-1500) ei blot det største, men det eneste Berømte i Europa, Nordlands Tørfisk, som selv i det Attende Aarhundrede var en feed Steg for Bergenserne, maatte være det dobbelt for Hanserne, saalænge ogsaa det hele Nordlige Europa holdt »Langefasten,« og Størstedelen af den Engelske Uld blev dengang forarbeidet i Flandern.