↩ Hvorvidt man kan skrive en forsvarlig Verdens-Historie giennem Middelalderen og Nyaarstiden, uden at ændse meer af Nordens, end Knud den Stores Engelske, Gustav Adolfs Tydske og Karl den Tolvtes Russiske Tog, og hvorvidt man i Forklaringen af Menneske-Livet behøver at tage Hensyn paa det Nordiske, som en egen Side deraf, eller kan frit slaae det i Hartkorn som et Germanisk Brudstykke, derom er vist nok Meningerne deelte, og Høi-Tydskernes Dom kunde man vel, om det behøvedes, giætte sig til; men alle andre Folk i Christenheden vil dog finde det meget naturligt, at naar Nordboer levere selvstændige Arbeider i Verdens-Historien, de da ei overspringe sig selv, elier øve en Selv-Fornægtelse, der vilde være et fortvivlet Selv-Mord.