Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENSHISTORIEN. Nyaarstiden

Nu var da paa ti Maaneder Maalet forsaavidt1 naaet, at Gama var seilet fra Lissabon til Indiens Stapelstad, og Lykken var ham saa god, at da han sendte En af de Forbrydere, * * * * 495 han havde ombord til at sætte paa Spil, op i Land, traf han paa en Mohr fra Tunis, Bentaibo, som kunde lidt Spansk, og hilste ham med et trohjertigt »gaae Fanden i Vold! hvor kommer du her?« og da Mohren hørde af Forbryderen, at Portugiserne var kommet for at finde »Christne og Kryderier,« sluttede han strax, det var især det Sidste, de reiste saa langt efter, gik ombord til Gama og udbredte almindelig Glæde og Forbauselse ved at sige høit paa Spansk: velkommen! velkommen til Rubiner og Smaragder! tak I Gud, som har ført jer til et Land, fuldt af Kryderi og Ædelstene og af al Verdens Skatte *)! Man kan ogsaa godt tænke sig Gamas Glæde ved saa uformodenlig at træffe paa en halv Landsmand, der vidste Besked om Alt, og baade kunde og vilde være Mægler mellem ham og Samorinen i Calicut, der var en Slags Malebarisk Keiser; men dog var det Brede endnu tilbage, thi at fortrænge eller ogsaa kun at hamle op med de Mohriske Kiøbmænd, som saa længe (man sagde, i 600 Aar) havde været i Besiddelse af den Ostindiske Handel, og stod sig godt med alle Kongerne paa Kysten; dertil var saameget mindre Udsigt, som Portugiserne aabenbar ikke var belavede paa at handle med Andre end dem, der solgde Guld og Elfenbeen, og andre gode Sager, for røde Nathuer, Bjelder, Glasperler og alskens Snurrepiberier**). Uagtet derfor Samorinen bød Gama iland og gjorde al muelig Stads ad ham, fik Piben dog snart en anden Lyd, da Vedkommende skulde til at syne Foræringerne, som Gama havde tilkeiset hans Malebariske Majestæt, nemlig fire Skarlagens-Kapper, sex Hatte, fire Rader Koraller, tolv Destiller-Pander, syv Messingbækkener, en Kasse Sukker, to Tønder Olie og to Tønder Honning; thi ved Synet deraf slog baade Hof-Marschallen (Catual) og Kiøkkenmesteren en høi Latter op og sagde, der kom aldrig saa fattig en Kiøbmand tilbyes, han havde jo meer at undvære. Det hjalp ikke, Admiralen gjorde sig vred, man vilde ikke engang tage imod det Lapperi***), og næste Gang, han kom til Hove, søgde han kun forgiæves at undgaae Talen om Foræringer, thi Samorinen var plat og fortalde ham, at, siden det var saadan en rig og mægtig Konge, * * * 496 der sendte ham ud, dog vel ikke for at opdage Stene, men Folk, maatte han ogsaa have sendt Noget med, og du har jo, sagde han, en Jomfru Marie af Guld, giv mig hende!