↩ Af disse Bedrifter har vi alt paa sit Sted omtalt Neapels Erobring (1500-1503) som Noget, der gjorde Ferdinand stor Skam og hans »Store Captein« kun liden Ære, men ligesom Ferdinand troede sig lovlig undskyldt med Arveretten til Neapel efter sin Farbroder, Kong Alfons, der kun efterlod uægte Afkom, saaledes gjorde Erobringen ham og Spanien langt mindre forhadte end frygtede i Europa; thi det var aabenbar nu i hele Vesterleden en herskende Grundsætning, at hvad man havde Magt og Lykke, det havde man ogsaa Ret til. Den store Captein, Gonsalvo de Cordova, var ogsaa for Resten saa ærekiær en Ridder, som Nogen i hans Dage, hørde til den gamle Adels-Slægt Aguilar, som ved Indtagelsen af Cordova i det Trettende Aarhundrede havde hæderlig vundet sit Tilnavn, og før han gik til Italien, havde han baade i den Portugisiske og Mohriske Krig givet glimrende Beviser paa ridderlig Smag og Forvovenhed. Efter Isabeiles Død faldt han, som Castilianer, Ferdinand mistænkelig, og mistede Statholderskabet i Neapel, men hans Reise gjennem Spanien, da Ferdinand (1507) slæbde ham hjem med sig, var et Triumf-Tog (som Colombos, da han kom første Gang fra Vestindien), og kun faa Krigere har hvilet saa stolt og smukt paa deres Laurbær, som Gonsalvo paa Sine i Granada, hvor han blev æret som en Fyrste og elsket som en Fader*).