↩ Denne dobbelte Kamp syndes vist nok reent fortvivlet, da Bønderne baade i Schwaben, Franken og Thüringen gjorde Oprør (1525), naturligviis under Raab paa den »Evangeliske Frihed,« thi al Verden skiød da Skylden paa Luther, og det følger af sig selv, at baade hans djærve Frisprog mod Keisere og Konger saavelsom mod Paver og Biskopper, maae have bidraget uberegnelig til at sætte Mod i Mangfoldige, som hverken brød sig stort om Salighedens Sag eller gjorde sig mindste Samvittighed over at bruge Næverne, som Noget, der ganske anderledes end »Mund og Pen« kunde giøre Beskeed; men for Resten er det soleklart, at Luther var ligesaa uskyldig i Bonde-Krigen, som Livet og Lyset er i al den Misbrug, man giør deraf, og det viiste sig blandt Andet derved, at baade var Folket roligst, hvor Luther havde virket mest, og de eneste Fyrster, som viiste Mod og Manddom i Kampen, var Luthers gode Venner: Kurfyrst Ludvig af Pfaltz og Landgrev Philip af Hessen-Cassel.