↩ Det var egenlig kun mellem Paaske og Pindse (1525), Uveiret rasede, og Gøz von Berlichingen, den eneste navnkundige Mand mellem Bonde-Lederne, bar Kappen paa begge Skuldre, saa der høstedes ingen Laurbær paa nogen af Siderne; men da dog i Elsas, Schwaben og Franken Klostre og Adelsborge i Hundredeviis blev forstyrrede, og, efter den knappeste Regning, 50000 Bønder skal have mistet Livet, var det dog ingen Smaating i Tydsklands Historie, altsaa, under den store Reformations-Kamp, ikke heller i Verden. Naar man nu ogsaa overveier de »Tolv Artikler,« som snart blev hele Landstormens Løsen, og hvis Billighed vi i det Hele ligesaalidt som Luther kan nægte, da seer man godt, at Bonde-Krigen, * 564 folkelig talt, havde samme Grund som Reformationen, altsaa de Gothiske Folkefærds fribaarne Sind, den senere Middelalders natlige Gru og Nyaarstidens stærke Morgendrømme. Derfor sporer man Bevægelsen ligefra Elsas til Elben og Donau, men da Egnen ved Rhinen og Bodensøen dog er Bonde-Krigens egenlige Hjem og Skueplads, nødes man ogsaa til at tænke paa det Schveitserske Naboskab, ingenlunde blot for Exemplet der, i det Fjortende og Femtende Aarhundrede, paa tilkæmpet Bonde-Frihed, men især fordi Schveits, omtrent paa samme Tid, som Luther opstod, havde, i Ulrich Zvingel fra Toggenburg, faaet sig en indfødt Reformator, der vel fattedes Luthers Aand, men var netop derfor en Grubler i Tydskernes Smag, som anbefalede Selv-Klogskab og undskyldte Selv-Tægt, saa det maa i flere Henseender tilskrives den heltemodige Luthers aandelige og hjertelige Virksomhed, at Bonde-Krigen kun blev et overgaaende Uveir og ei et Jordskælv, hvori rimeligviis Tydskland og Menneske-Livet vilde fundet sin Undergang.