↩ Alt i Fangeburet paa Wartburg var det, Luther fortydskede det »Ny Testamente,« hvis første Udgave (1522) er fulgt af saa Utallige, at det er klart, han derved ikke blot leverede et Mesterstykke, men raadte Bod paa et almindeligt Savn i Læse-Verdenen, og tolv Aar senere (1534) satte han Kronen paa dette folkelige Storværk ved at udgive sin fuldstændige »Tydske Bibel,« uden Sammenligning det største boglige Vidunder næst Grund-Skriften, da den forudsætter og beviser Skabelsen af et heelt og holdent »Tydsk Kirke-Sprog,« aldrig hørt tilforn og dog ingen Tilhører fremmed. Et saadant Værk, som kun en troende Christen og stor Aand kunde frembringe, maa naturligviis, ved Siden ad dyb Ærbødighed for Herrens Propheter og Apostler, røbe en Frihed og Dristighed, der stikker besynderlig af mod det ængstelige og slaviske Bogstav-Væsen, der udviklede sig hos Luthers lærde Tilhængere; saa naar han alligevel selv omtalde Bibel-Læsning som en Saligheds-Sag, da var det kun forsaavidt al aandelig Oplysning og Opbyggelse kan henføres dertil. Han vidste nemlig godt, at selv den flittigste [at al] Bibel-Læsning uden Aand og Tro giver ingen af Delene, og at Skrift-Beviser for Troes-Artikler er en meget vanskelig Sag; men han vidste ogsaa, at flittig Bibel-Læsning oplyser og opbygger alle Troende, og er aldeles uundværlig for de »Ordets Tjenere,« 569 der vil bevare den »sunde Lærdom« og efterhaanden gienføde den »Apostoliske Prædiken.«