↩ Ligesom nu1 Luther ved sit Giftermaal aabnede Kirken for Hjertet, saaledes aabnede han ved sin Kirkesang paa * 570 Modersmaalet Hjertet for Kirken og beredte Herren Lovsang selv af »de Spædes Munde,« thi det er aabenbart, at hvor Kirken kun jubler paa fremmede Tungemaal, der finder den for det meste Hjertet lukt og lukker selv Barne-Munden. Fra denne kirkehistoriske Side var det ogsaa Luther betragtede Psalmebogen, men Aanden, som var over ham, sørgede derved ikke blot for Hjertets første Fornødenheder, men gjorde den Lutherske Psalmebog til en levende Laurbær-Krands for Reformationens Hovedmand og for de Folkefærd, som ham fulgde.